Zaire 1981: Spøgelsesskoven

 

 

 

 

 

Vi kigger vantro på ham. Det sidste vandløb? Her i denne drivende fugtige skov? Det virker dog helt utroligt. Dagens vandring er jo lige begyndt! Det viser sig dog at være sandt, og vi skal snart indse hvorfor.

Vi er to danskere og fem tyskere på vej op ad Ruwenzori-bjergene, som ligger i grænseegnene mellem Zaire* og Uganda. Steffen og jeg har fulgtes med tyskerne Wolfgang, Jürgen, Franz, Gisela og Albert, lige siden vi traf dem i Bangui, hovedstaden i den Centralafrikanske Republik (se mere herom på siden Rejse-episoder – Afrika 1980-81: Vanskelig rejse gennem Afrika).

Johnny, den sidste deltager på rejsen, er ikke med på vandringen, da han har et betændt sår på foden.

 

 

Da den græske videnskabsmand Claudius Ptolemæus (ca. 100-170 e.Kr.) fremstillede sit verdenskort, anbragte han et kæmpemæssigt bjerg midt i Afrika og tilføjede denne tekst: “Månebjerget, der med sin sne føder Nilens kildesøer.” Selv set med nutidens øjne var beskrivelsen og placeringen forbløffende nøjagtig.

Da ingen europæere nogensinde havde set disse bjerge, blev de med tiden betragtet som legendariske – ikke mindst fordi man stillede sig skeptisk over for tanken om sneklædte bjerge ved Ækvator.

Selv da Victoria-tidens store opdagelsesrejser satte ind, forblev eksistensen af disse bjerge et mysterium. I 1864 nåede Samuel White Baker (1821-93) frem til Lake Albert langs Nilen, mens Henry Morton Stanley (1841-1904) i 1876 formåede at trænge frem til Lake Edward. Ingen af dem opdagede, at der mellem disse to søer hævede sig en 120 km lang, 65 km bred og over 5000 m høj bjergkæde. Den simple forklaring er, at den næsten altid er skjult i tåge.

Den første europæer, som oplevede disse bjerge, var Stanley, da han i 1888 opholdt sig ved Lake Albert. En af hans indfødte bærere gjorde ham opmærksom på et ejendommeligt fænomen ude i horisonten – ‘et bjerg af salt’, som afrikaneren udtrykte det. Formentlig var bjergene overordentlig disede og kunne derved på afstand minde om salt.

Det højeste punkt i Ruwenzori er Margherita (5109 m), det tredjehøjeste bjerg i Afrika. De øvre regioner er dækket af evig sne, og der er adskillige gletschere. Størsteparten af bjergene er inkluderet i to nationalparker, Virunga NP i det østlige Zaire, der dækker et areal på 8090 km² (omfatter også lavland vest for Lake Edward), samt Rwenzori Mountains NP i det sydvestlige Uganda, som dækker 998 km².

Der er fem overlappende vegetationszoner i Ruwenzori: regnskovszonen (under ca. 2,800 meters højde), bambuszonen (ca. 2,800-3,300 m), lyngzonen (ca. 3,000-3,800 m), den alpine zone (ca. 3,500-4,500 m), samt snezonen (ca. 4,400-5,000 m). Zonerne overlapper på grund af lokale jordbundsforhold og afvigende klimatiske forhold, fx i ly af store klippevægge.

 

I Beni opsøger vi den katolske mission for at spørge, om vi kan campere på dens grund, men missionærerne afviser os, idet de påstår, at ungerne vil kaste sten efter os. I stedet kører vi så hen til syvendedags-adventisterne, som straks giver os tilladelse til at campere. Her omringes vi snart af omkring hundrede landsbyboere, som imidlertid er venlige og nysgerrige og ikke kunne drømme om at kaste med sten.

En topørn (Lophaetus occipitalis) iagttager vore gøremål fra toppen af et træ, mens dens grotesk store nakketop vifter fra side til side, når den drejer hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

Næste morgen kører vi i tyskernes lastbil nogle kilometer til en anden landsby, hvorfra vandringen skal påbegyndes. Det første stykke vej fører stien gennem agerland med maniok-marker og bananplantager. Vi er godt svedige, da vi efter et par timer gør holdt ved et hus. Her viser det sig, at guiden har hyret en bærer, så han er fri for selv at bære sin bagage, mens vi andre slæber på tunge rygsække.

Nu følger en uhyre stejl opstigning, inden vi når frem til indgangen til Virunga NP. Vi er nu omgivet af frodig regnskov med en mængde træbregner (Cyathea deckenii) samt utallige andre vækster, bl.a. flere balsamin-arter (Impatiens) samt et medlem af katostfamilien (Malvaceae) med gule blomster. Et kor af cikader larmer i skoven, og vi hører adskillige fuglestemmer. Fuglene ses dog kun i glimt mellem den tætte vegetation, og den eneste vi kan identificere, er blå skovsvale (Psalidoprocne pristoptera), der fouragerer over stien.

Vi er så heldige at observere en flok på mindst 20 smukke sorthvide colobusaber (Colobus guereza), som er sorte med hvidt kindskæg, en lang flagrende hvid manke på ryggen, samt hvid halespids.

Det meste af tiden er himlen overtrukket, men af og til spredes skyerne, og vi får et glimt af dale og bjergskråninger, mens toppen af bjergene stadig er skjult. Udmattede når vi frem til den første hytte, Kalonga, i 2138 meters højde, hvor vi slapper af resten af dagen. Hen under aften klarer det op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens vandring fører først en smule nedad til en rislende bæk med klart vand. På opfordring af guiden fylder vi her vore vandflasker op. Herefter går det opad, opad, opad, næsten hele den samfulde dag.

Vegetationen skifter langsomt karakter. Afrikansk alpebambus (Yushania alpina) bliver stedse mere markant. Denne bambusart, der kan blive op mod 20 m høj, var tidligere kendt som Arundinaria alpina, men er sammen med en lang række andre bambusarter blevet overført til slægten Yushania, oprettet i 1957 af den kinesiske botaniker Keng Yi-Li (1898-1975). Dette besynderlige slægtsnavn hentyder til Yu Shan (3952 m), det højeste bjerg i Taiwan. Typearten Y. niitakayamensis blev formodentlig indsamlet på dette bjerg.

I Ruwenzori-bjergene er afrikansk alpebambus sjældent totalt dominerende, men står blandet sammen med forskellige løvtræer, og efterhånden som vi stiger opad, begynder lyngtræer at dukke op, især Erica kingaensis, men også flere andre medlemmer af slægten, bl.a. den vidt udbredte E. arborea. Træerne er behængt med skæglaver (Usnea), som trives i den fugtige luft, og skovbunden er dækket af tykke mospuder.

I det sure miljø, som opstår i skovbunden, har væltede træer svært ved at rådne, og årtiers henfald ligger hulter til bulter, overbevokset med mos. Stien er trampet ned i mosset, og vi må ustandseligt kravle over eller under stammerne.

“Pas på, hvor I sætter jeres fødder,” siger guiden, “man kan nemt forstuve en ankel på de glatte stammer. Engang var der en forsker, som brækkede et ben i denne skov. Benet måtte støttes med ombundne bambusstokke, og derpå blev han båret hele vejen ned.”

Denne skrækkelige beretning gør os ekstra forsigtige.

Luften driver af fugt, men de tykke mospuder opsuger al regnvandet, og det forklarer manglen på vandløb i skoven. Dette er grunden til, at guiden opfordrede os til at fylde vandflaskerne op om morgenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af og til bemærker vi en busk med rhododendron-lignende blade og blåviolette bær. Det er Myrsine melanophloeos, førhen kaldt for Rapanea rhododendroides.

Hist og her i lyngskoven støder vi på blomstrende planter. Disa stairsii, en jordvoksende orkidé med små lyserøde blomster, er ret almindelig, i lighed med forskellige gulblomstrede brandbæger-arter (Senecio). Scadoxus cyrtanthiflorus er et pragtfuldt medlem af amaryllis-familien (Amaryllidaceae) med orangerøde, tragtformede blomster, samlet i en tæt klynge på en kort stilk.

Dyrelivet er sparsomt i skoven. Vi hører af og til fugle, men de få glimt, vi får af dem, gør det ikke muligt at bestemme dem. Af pattedyr ser vi kun en enkelt dykkerantilope (Cephalophus).

Vores guide gør holdt ved en række små læskærme, hvorunder der ligger små bunker af maniok-mel. Han forklarer, at her er det skik at ofre til guderne før den videre færd. Som vores bidrag strør vi lidt havregryn og brødstumper under skærmene.

Omsider når vi hen på eftermiddagen frem til den næste overnatninghytte, Mahangu, beliggende i lyngskoven i 3310 meters højde. Den eneste vandforsyning findes i et lille hul, som er gravet bag hytten til opsamling af regnvand. Vandet er godt mudret, så inden vi anvender det, filtrerer vi det gennem Alberts hat, hvorefter vi koger det i 20 min.

Aftenen er særdeles kold, og vi går tidligt til ro. Franz, Gisela og jeg har det fint i vore soveposer, mens de øvrige, som ikke har soveposer, fryser godt og grundigt om natten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle ligner på afstand forvredne, forstenede trolde: en tyk, op til 10 m høj stamme med 2-4 sidegrene, for enden af hver gren en roset af kæmpestore blade oven over de henfaldende rester af forgangne års blade. Det er en art af kæmpebrandbæger, Dendrosenecio adnivalis, en gigantisk slægtning til vores hjemlige brandbæger-arter. Disse krogede vækster kan vokse 30-50 år uden at blomstre, hvorefter de pludselig eksploderer i et væld af gule blomster i en kæmpestor endestillet blomsterstand. Det mest besyndelige er, at blomstring ofte er synkroniseret, så mange individer blomstrer samtidigt. Efter blomstring sætter planten en ny sidegren, og næste blomstring finder sted for enden af denne sidegren. Forskning antyder, at en plante kun kan blomstre fire gange, før den dør.

En anden gigantisk plante har en stor roset af smalle, stive blade, og fra centrum af rosetten skyder en lang stængel af form som et stearinlys frem, op til 7 m høj og tæt besat med hvide filt-agtige hår, hvorimellem der gemmer sig hundredevis af små blå blomster. Denne plante er Lobelia wollastonii, en kæmpemæssig slægtning til vores hjemlige tvepibet lobelie (L. dortmanna), der vokser i nogle få jyske hedesøer. L. wollastonii besøges flittigt af en stor solfugleart, smaragdsolfugl (Nectarinia johnstoni), som suger nektar af blomsterne og derved bestøver dem.

Stumme af forundring vandrer vi omkring i denne besynderlige skov. De store planter står med ret stor afstand, og ved foden af dem findes tætte krat af en art evighedsblomst, Helichrysum stuhlmannii, med gullighvide kurve. Af og til letter tågen en smule, og vi får glimtvis udsigt ned over en stor dal med adskillige søer, omgivet af enorme, gråsorte bjerge med flere gletschere.

I dette betagende område ligger den øverste overnatningshytte, Kiondo, i ca. 4200 meters højde. Vi bestiger en lille bjergtop nær hytten, men skylaget ligger lavt, og vi får ikke bjergene at se i deres fulde majestæt.

Om aftenen høres adskillige gennemtrængende skrig fra skoven. Vores guide oplyser, at de hidrører fra trægrævlingen (Dendrohyrax arboreus), en slægtning til den vidt udbredte klippegrævling (Procavia capensis). I lavere højder lever trægrævlingen op til sit navn, idet den oftest forekommer i træer, men i disse højder har den overtaget klippegrævlingens levevis, da dette dyr mangler heroppe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udmattede når vi frem til bækken før hytten og får os et forfriskende bad. Næste morgen er vi øm i alle led, og den forholdsvis korte vandring mod Mutsora foregår i ro og mag. Nu har vi tid til at kigge på dyrelivet, og blandt pattedyrene bemærker vi igen blå marekat, samt grøn bavian (Papio anubis) og rødfodet solegern (Heliosciurus rufobrachium).

Fuglelivet er rigt, og jeg noterer bl.a. bjergvåge (Buteo oreophilus), Ruwenzori-batis (Batis diops), okkerbrystet biæder (Merops oreobates), gråstrubet skægfugl (Gymnobucco bonapartei) og gulbuget bulbul (Chlorocichla flaviventris).

Sidste stop er ved bærerens hus, hvor vi trakteres med en velsmagende ret, bestående af kogebananer, bønner og kogt maniok, tilsat chili.