Indien 1982: Nanda Devis velsignelser

 

 

Changabang (6864 m) er et slående, næsten fuldstændig hvidt granitbjerg i Nanda Devi Nationalpark. Grenene på Himalaya-birken (Betula utilis) i forgrunden er behængt med skæglav (Usnea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

“Nanda Devi blev erklæret for nationalpark i 1982 og blev lukket for yderligere bjergbestigning og trekking. Det var et intelligent træk af den indiske regering for at forhindre den fortsatte ødelæggelse af områdets økologi.”

 

John Roskelley (født 1948), amerikansk bjergbestiger, i bogen Nanda Devi – The Tragic Expedition, 1987

 

 

Kun nogle få uger efter at vores vandring, beskrevet nedenfor, fandt sted, blev Nanda Devi Sanctuary lukket for alle, også lokale bønder, som græssede deres geder og får i reservatet.

Det var således i allersidste øjeblik, vores besøg i dette smukke område fandt sted. I dag er nationalparken stadig lukket for alle med undtagelse af nogle få udvalgte videnskabsmænd. I 1988 blev området udnævnt som Verdensarv i UNESCO-regi.

 

 

Under et ophold i 1980 i Corbett Nationalpark i det nordlige Indien stifter jeg bekendtskab med en ung inder, Ajai Saxena, som deler min interesse for naturen.

Han beretter om en vandring, som hans onkel engang foretog til et reservat i Himalaya ved navn Nanda Devi Wildlife Sanctuary, opkaldt efter det højeste bjerg i Garhwal, Nanda Devi (7816 m). For at komme ind til dette reservat skal man foretage en meget interessant vandring op gennem en smal dal, som Rishi Ganga-floden løber igennem.

Det er Ajais plan selv at besøge området, og han inviterer mig venligt til at deltage. Straks kommer jeg til at tænke på, at denne vandring vil være noget for min amerikanske ven John Burke, så jeg skriver et brev til ham. Efter at have gransket i diverse bøger på biblioteket beslutter John sig for at deltage, og i oktober 1982 mødes vi alle tre i Delhi.

 

Tunge kasser
John har medbragt to enorme papkasser, fyldt med alskens madvarer, foruden reb og andet klatreudstyr. Ajai og jeg regnede med at købe mad i landsbyerne undervejs, men Johns studier på biblioteket har afsløret, at der slet ikke findes landsbyer i reservatet.

Vi lejer en taxi, knokler med at anbringe kasserne på tagbagagebæreren, stiger ind og sætter kursen mod byen Joshimath, dybt inde i Himalaya. Vi når frem den følgende dag, og herfra fortsætter vi med bus til den lille landsby Lata, hvorfra vores vandring skal starte.

Vi kan umuligt løfte de tunge kasser op på bussens tagbagagebærer, så vi hyrer en lokal bærer til at udføre arbejdet. Han sætter sig på hug ved siden af en af kasserne, hvorpå han binder et reb omkring kassen og derefter rundt om panden. Med sveden haglende ned over ansigtet rejser han sig og klatrer op ad stigen til bussens tag, først med den ene kasse, derpå den anden. Vi betaler ham den pæne sum af 10 rupees (ca. 10 kr.), hvilket han er særdeles tilfreds med.

 

 

Denne bærer knokler med at bringe en af Johns enorme kasser op på taget af en bus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

“Vitamin E!!”
Vi tilbringer nogle dage i Lata med at skaffe bærere og købe flere madvarer. Den er en typisk bjerglandsby med træhuse i to eller tre etager, forsynet med en altan hele vejen rundt på første etage.

Landsbyen domineres af et hinduistisk tempel, uden for hvilket der vokser en kæmpestor Himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa), hvis grene anvendes som udsmykning under højtider. På markerne dyrkes bl.a. ris, amarant og boghvede, som efter høsten lægges til tørre på hustagene.

Vi slår lejr på en lille afsats nær Rishi Ganga-floden, og når vi ikke er optaget af at forberede vores vandretur, studerer vi fuglelivet i floden, som bl.a. omfatter blå fløjtedrossel (Myophonus caeruleus), flodrødstjert (Phoenicurus leucocephalus) og brun vandstær (Cinclus pallasii). I krattene hopper fugle som grønryggede musvitter (Parus monticolus), rødhovedede halemejser (Aegithalos concinnus) og Himalaya-grønirisker (Carduelis spinoides) omkring.

Da forberedelserne er overstået, forlader vi Lata ad en sti gennem dyrket land til Belta og stiger derpå op gennem en pragtfuld blandskov af bl.a. Himalaya-ceder (Cedrus deodara), Himalaya-taks (Taxus wallichiana), valnød (Juglans regia) og forskellige arter af røn (Sorbus).

John har vandret et lille stykke efter Ajai og mig, og da han indhenter os, fortæller han om en mærkelig hændelse, han havde undervejs. Da han kom knoklende med sin tunge rygsæk, så han en af vore bærere, en ældre mand, ligge ved siden af stien, komplet udmattet. Da han fik øje på den hvide sahib, åbnede han munden på vid gab, pegede ned i den og udbrød: “Vitamin E!! Vitamin E!!”

Langs den stejle sti bliver vegetationen snart anderledes, med skov af ædelgran (Abies) og krat af Rhododendron campanulatum. Vore bærere har slået lejr på en bjergkam ved navn Lata Kharak, hvorfra vi har en vidunderlig udsigt mod de omkringliggende bjerge, bl.a. Dunagiri (7066 m), Trisul (7120 m) og Hathi Parbat  (6727 m).

 

 

Høstet boghvede ligger til tørre på et hustag i Lata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ældre mand fra Lata med sit barnebarn, bevogtet af en stor hund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ajai (nr. 3 fra højre), John (nr. 4 fra venstre) og mig (t.h.) i Lata med lokale folk fra skovdepartementet samt nogle af vore bærere, heriblandt Gabar Singh (yderst t.v.). Foran os ligger en del af udstyret, som skal medbringes på vores vandring. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En barsk dag
Fra Lata Kharak fører stien først jævnt op langs en kam, siden særdeles stejlt op mod det formidable Dharansi-pas (4250 m). Undervejs observerer vi fugle som snehøne (Lerwa lerwa) og tibetansk kongehøne (Tetraogallus tibetanus).

På den modsatte side af passet fortsætter en smal sti hen over et stenet plateau. Vore bærere er allerede langt foran, med undtagelse af en flink fyr ved navn Gabar Singh, som venter på os og leder vejen.

Ajai, som er studerende og måske ikke i så god form, begynder at blive træt og sakker bagud. Da han sætter sig på en klippeblok, går vi tilbage for at se, hvad der er galt.

Ajai nægter at fortsætte, idet han siger: “I kan bare efterlade mig her. Jeg vil tilbringe natten her, jeg kan umuligt fortsætte.”

“Vær ikke latterlig, hvis du bliver her, fryser du ihjel!”

“Åh nej, jeg kan ikke fortsætte,” insisterer han.

En snestorm lurer i horisonten, så vi beslutter, at jeg skal gå foran Ajai, mens John går bag ham og skubber ham frem, hver gang han gør tegn til at standse op. For at gøre dette må John fornærme ham ved at kalde ham grimme navne, hvilket gør Ajai vred, og den derved producerede adrenalin sætter ham i stand til at fortsætte.

Mørket er ved at falde på, og vi skal stadig ned ad en stejl, pløret sti, hvor vi hægter os fast i grenene. John glider og river hul i sine bukser.

I dagens allersidste lys vakler vi ind i lejren under en stor klippe, hvor vore bærere har besluttet at tilbringe natten. Kors, hvor en dag! Ti timers vandring – den hårdeste, vi nogensinde har foretaget.

Vi får selskab af en indisk bjergbestigerekspedition, og en af deltagerne er en utroligt smuk pige fra Calcutta. Ajai glemmer øjeblikkeligt sin træthed og plaprer løs med pigen i en time eller mere. Om natten sover vi som stene.

Næste morgen finder vi friske spor af leopard (Panthera pardus) uden for lejren.

 

 

John på vej op ad den stejle, forfærdelige sti mod Dharansi-passet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

”Forrædderisk”
Den videre færd fører gennem smuk skov, hvor rønnearter står med pragtfuldt efterårsløv i rødt og gult. Stien er sine steder meget smal, og vi må kante os langs klippevæggen for at undgå at falde i afgrunden, som er flere hundrede meter dyb.

Vi havde troet, at vi kunne klare turen ind til en cirkelformet dal ved navn ‘The Sanctuary’, som er omgivet af stejle bjerge på alle sider, men vi bliver hurtigt klogere.

Vi møder to medlemmer af en ekspedition, som netop har besteget et spektakulært hvidt granitbjerg ved navn Changabang (6864 m), og de oplyser, at for at nå ind til ‘The Sanctuary’ skal vi gennem “forrædderisk sne på forrædderisk is på forrædderiske klipper”, som de så malende udtrykker sig.

Denne oplysning skræmmer os, så i samråd med vore bærere beslutter vi i stedet at campere nogle dage nær den store Bethartoli-gletscher, som befinder sig i en sidedal, der fører op til Trisul Base Camp.

Vi efterlader en del af vores udstyr og mad i en klippesprække ved Deodi og fortsætter gennem en yppig birkeskov, hvor vi observerer småfugle som Himalaya-blåstjert (Tarsiger rufilatus) og Himalaya-mejse (Periparus melanolophus). Grenene på de tykke og krogede træer er fuldstændig overbroderet med skæglav (Usnea). – Du kan læse en fascinerende beretning om disse laver på siden Natur-citater.

 

 

Træer med gult og rødbrunt løv, som oplyses af morgensolen, dækker en bjergkam. De hvide træer t.h. er Himalaya-birke (Betula utilis), som allerede har kastet løvet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undervejs observerede vi bl.a. Himalaya-blåstjert. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En pileurt, Bistorta affinis, står med frøstande i sneen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dyreliv omkring Bethartoli-gletscheren
Vores mandskab har slået lejr nær en hældende klippe, hvorunder køkkenafdelingen er indrettet. I kort afstand fra lejren har vi en storslået udsigt mod den imponerende Bethartoli-gletscher, fyldt med store og små sprækker og delvis dækket af brun moræne.

Om aftenen samles vi under klippen, og mandskabet indsynger Garhwal-sange på min båndoptager. Jeg er så uheldig at sætte min hånd i varm aske, men slipper med en stor blæne.

I løbet af natten falder der sne. Om morgenen sidder en smuk perlemorsommerfugl ved navn Issoria issaea på den nyfaldne sne, og i nærheden af gletscheren finder vi spor af sneleopard (Uncia uncia). Denne pragtfulde kat, som kun lever i Centralasiens bjerge, er gået stærkt tilbage i de fleste egne, og måske er verdensbestanden på under 5000.

Skydækket letter, og snart har solen smeltet det meste af sneen. Rønnebladene, som er dækket af sne, bliver tungere af smeltevandet og falder til jorden, hvor de danner et gult tæppe oven på sneen.

Vi krydser forsigtigt Bethartoli-gletscheren og fortsætter op langs Trisul Nala-floden. Gabar Singh, som leder vejen, stopper pludselig op og siger sagte: ”Bharal!” På bjergsiden på flodens modsatte bred færdes en flok på 26 smukke halvfår (Pseudois nayaur). Denne art er et udviklingsmæssigt kuriosum, idet dens adfærd har elementer fra såvel ged som får. På tilbagevejen overrasker vi fire dyr på stien foran os. De flygter, idet de udstøder en mærkelig fugleagtig lyd, men falder snart til ro, og det lykkes os at komme ret tæt på dem.

 

 

Køkkenafdelingen var indrettet under en hældende klippe i nærheden af Bethartoli-gletscheren. Jeg sidder i midten, Gabar Singh t.h. (Foto John Burke, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John nyder det storslåede landskab omkring den imponerende Bethartoli-gletscher. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lavine tordner ned over Bethartoli-gletscheren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På den nyfaldne sne sidder en art af perlemorsommerfugl, Issoria issaea. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I nærheden af gletscheren fandt vi spor af sneleopard. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snestorm over Devistan (6678 m), set fra Trisul Nala-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På vej tilbage overraskede vi fire halvfår, som flygtede, idet de udstødte en mærkelig, fugleagtig lyd. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Johns drømme-campingplads
På vores vandring tilbage mod Lata camperer vi nogle dage på en græssklædt slette ved navn Dibrughati. Ajai må tilbage til sine studier, og Gabar Singh ledsager ham ned langs Rishi Ganga-floden, men vil vende tilbage om fire dage. Imens nyder John og jeg et fredeligt ophold her, idet alle vore bærere nu har forladt os.

Under hele vandreturen har jeg håbet på at få gode fotografier af den imponerende lammegrib (Gypaetus barbatus). En dag går jeg ud for at lede efter Himalaya-moskushjort (Moschus chrysogaster) og samler samtidig noget brænde. Imens ligger John i græsset og læser i en bog. Da jeg vender tilbage, siger han: “Mens du var ude, landede denne store fugl i et træ omkring 50 meter borte. Den havde en rødlig fjerdragt og hængende, skægagtige fjer omkring næbbet. Hvilken fugl er det?”

Jeg føler næsten trang til at slå ham!

På den videre færd følger vi nu Rishi Ganga-floden, så vi kan undgå at skulle krydse det frygtelige Dharansi-pas endnu en gang. Den nye rute er dog alt andet end let. Nogle steder må vi fire os ned ad stejle klipper vha. reb, og vi krydser Rishi Ganga adskillige gange ved at balancere ad træstammer. Gabar Singh, iført sine sorte laksko, danser over disse stammer, som var det ingenting, mens vi andre er rædselsslagne, når vi skal krydse over.

En særligt slem ‘bro’ består af tynde træstammer, som balancerer temmelig usikkert på store klippeblokke på begge sider af floden. Godt og vel halvvejs standser John op og klynger sig til en af stammerne med begge hænder. Det ender med, at Gabar Singh må ud og hjælpe os begge over.

Til slut kommer vi ud i et landbrugsområde, hvor nogle fårehyrder byder os på té. Hen på eftermiddagen peger Gabar Singh på en høstet mark og siger: ”Her er et fint sted at campere.”

John går ud for at rekognocere, men vender hurtigt tilbage, idet han udbryder: “Holy shit, vi skal campere på en marihuana-mark!”

Da vi når frem til Gabar Singhs landsby, forærer John ham sine tennissko, så han ikke behøver at være iført sine sorte laksko på fremtidige vandreture. Senere på dagen møder vi ham på gaden, iført sit fineste skrud: Super-rent tøj og Johns tennissko.

 

 

Adskillige steder langs Rishi Ganga-floden måtte vi fire os ned ad stejle klipper ved hjælp af reb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John på vej ned mod Rishi Ganga ad en stejl skrænt, bevokset med dværgbambus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ved adskillige lejligheder måtte vi krydse Rishi Ganga-floden ad træstammer eller simple broer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Halvvejs ovre denne ’bro’ standsede John op og klyngede sig til en af stammerne med begge hænder. Gabar Singh er på vej ud for at hjælpe ham i land. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Omsider ankom vi til et landbrugsområde, hvor vi blev inviteret på té hos nogle fårehyrder. Gabar Singh ryger på en hookah, en gurglende vandpibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John og Gabar Singh på Johns drømme-campingplads: en marihuana-mark. De holder om en hampestængel på omkring 3 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Sidst revideret maj 2022)