Flora i Alperne og Pyrenæerne

 

 

Rustbladet alperose (Rhododendron ferrugineum) dækker en bjergskråning i Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sortåret hvidvinge (Aporia crataegi) søger føde i blomster af fjeld-turt (Cicerbita alpina), Rossfeld, nær Berchtesgaden, Bayern, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Colchicum montanum, voksende i tørvemos, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stængelløs ensian (Gentiana clusii), Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alperne strækker sig over ca. 1200 km i det sydlige centrale Europa, fra det østlige Frankrig og Monaco gennem Schweiz, Norditalien, Sydtyskland og Liechtenstein til Østrig og det nordlige Slovenien. Disse bjerge blev dannet gennem et vældigt tidsspand, da den afrikanske kontinentalplade stødte sammen med den europæiske. Det højeste punkt er Mont Blanc (4810 m), som ligger på den fransk-italienske grænse.

Pyrenæerne er en bjergkæde i det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien, som strækker sig næsten 500 km fra nær Atlanterhavet mod øst til lige nord for Cap de Creus på Middelhavskysten. Det højeste bjerg er Aneto (3404 m), som ligger i den centrale del. Langs størsteparten af bjergkæden udgør de højeste toppe grænsen mellem Spanien og Frankrig, med den lille selvstændige stat Andorra beliggende mellem de to lande.

Begge bjergkæder er hjemsted for et forbløffende stort antal blomsterplanter. Ikke færre end ca. 4500 arter er truffet i Alperne, hvoraf omkring 360 er endemiske, mens Pyrenæerne er hjemsted for omkring 3500 arter, hvoraf ca. 200 er endemiske. Disse antal omfatter dog også alle arter, der vokser i lavtliggende dale, af hvilke mange er vidt udbredte i Europa.

 

Da jeg som ganske ung begyndte at få interesse for at fotografere planter, stødte jeg på to små tyske billedbøger med fotografier af alpeplanter, Alpenblumen – Farbige Wunder, udgivet af Belser Verlag 1963-64 og med fotos af Paula Kohlhaupt, født Sendtner (1904-98).

Hendes måde at fotografere planterne på i deres naturlige omgivelser var meget inspirerende. Mange af billederne havde dramatiske klippepartier eller bjergskråninger som baggrund, og hvis planten var tættere på, sørgede hun oftest for, at der ikke var en generende baggrund eller andet, der kunne forstyrre motivet.

På mine første botaniske rejser til Alperne, i 1968 og 1970, forsøgte jeg at fotografere på samme måde, men i begyndelsen med et pauvert resultat, da jeg ofte overså de forstyrrende elementer i billederne. Siden gik det bedre, og nedenfor ses et udvalg af mine billeder fra senere rejser til Alperne, samt et enkelt sensommer-besøg i Pyrenæerne.

Planterne er præsenteret alfabetisk efter familienavn, dernæst slægtsnavn og artsnavn. En række botaniske udtryk er forklaret nederst på siden.

 

 

Paula Kohlhaupt. På det nederste billede fotograferer hun Astragalus alopecurus, 1980. (Fotos Xaver Finkenzeller, offentlig ejendom)

 

 

 

Adoxaceae Desmerurtfamilien
Denne familie, som er udbredt i næsten hele verden, har 5 slægter med omkring 200 arter af træer og buske, sjældent urter. Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien.

 

Sambucus Hyld
Antallet af arter i denne slægt diskuteres til stadighed, og der kan være et hvilketsomhelst antal mellem 25 og 50. Disse træer, buske og forveddede urter er udbredt i tempererede og subtropiske egne, flest på den nordlige halvkugle, med nogle medlemmer i dele af Australasien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Formodentlig blev den bløde marv fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter.

I Europa fremstillede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Sambucus racemosa Drue-hyld
Denne art, som er opdelt i 5-7 underarter, kendes nemt på de knaldrøde bær. Den er vidt udbredt, idet den findes i Europa, nordlige tempererede områder af Asien, mod øst til Japan, samt tværs over Canada og det nordlige USA. Arten vokser i et bredt udvalg af habitater, bl.a. i lyse skove, langs floder og i andre åbne områder, normalt i ret fugtige omgivelser. Den vokser op til omkring 2000 meters højde.

Drue-hyld er en indtil 6 m høj busk, hvis stammer og grene indvendigt har et blødt, korkagtigt lag. Bladene er sammensatte, med 5-7 småblade, indtil 16 cm lange, lancetformede eller smalt ovale, med uregelmæssigt tandet rand. Ved knusning udsender de en ubehagelig lugt. Blomsterstanden er skærmagtig, med flad eller let hvælvet top, med endestillede klynger af småbitte blomster, som er lyserøde i knop, senere hvide, cremefarvede eller gullige. De er velduftende og er meget besøgt af sommerfugle, samt af kolibrier i Amerika.

Hele planten er giftig, og de rå bær er giftige for mennesker, men ædes af fugle, som derved spreder deres frø i afføringen. Efter kogning er bærrene spiselige for mennesker, og de blev førhen konsumeret i mængder af amerikanske indfødte. Disse stammer udnyttede også arten medicinsk mod forskellige lidelser, bl.a. diarré, forkølelse, hoste samt hudproblemer. Den blev tillige anvendt som brækmiddel.

 

 

Blomstrende drue-hyld, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knaldrøde bær af drue-hyld, Gavarnie (øverst og nederst), samt Col du Pourtalet, begge i Pyrenæerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnum Kvalkved
En stor slægt med 150-175 arter af buske eller små træer, hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i bjergegne i det nordlige Afrika, Sydøstasien og Sydamerika. Bærrene af nogle arter er spiselige, mens andre er let giftige.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kvalkved og kornel (Cornaceae, se nedenfor). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på pibe-kvalkved (nedenfor).

 

Viburnum lantana Pibe-kvalkved
Denne løvfældende busk, som bliver indtil 6 m høj, er hjemmehørende i de centrale, sydlige og vestlige egne af Europa, samt i Nordafrika og det sydvestlige Asien, mod øst til Kaukasus.

Det danske navn sigter til, at der i gamle dage blev fremstillet piber af veddet.

 

 

Bær af pibe-kvalkved, Cirque de Gavarnie (øverst) og Valle Hecho, begge i Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alliaceae Løgfamilien
Denne familie, som omfatter 13 slægter med omkring 800 urter, er udbredt næsten overalt i verden.

 

Allium Løg
En kæmpestor slægt med omkring 660 arter, der hovedsagelig findes på den nordlige halvkugle, specielt i Asien, med nogle arter i Afrika samt Mellem- og Sydamerika. I Alperne findes ca. 30 arter.

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

 

Allium schoenoprasum Purløg
I vild tilstand har denne velkendte art en meget stor udbredelse, idet den findes i næsten hele Europa, i Mellemøsten mod øst til den vestlige del af Himalaya, samt i alle tempererede områder af Asien, inklusive Korea og Japan, samt i Alaska, Canada, og de nordlige dele af USA. Mange andre steder dyrkes den som grønsag eller krydderurt.

I Alperne vokser den op til højder omkring 2800 m.

 

 

Purløg, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allium victorialis Allemandsharnisk
Det mærkelige danske navn på denne løgart er en oversættelse af det tyske navn Allemannsharnish (’alle folks harnisk’), hvilket sigter til, at dens løg er omgivet af et tykt ’panser’ af svøbblade, der i Middelalderen blev sammenlignet med en harnisk (rustning). Løgene blev båret af soldater som amulet, da man mente, at de ville beskytte bæreren mod at blive såret.

Artsnavnet victorialis (’den sejrende’) skyldes et andet tysk navn på arten fra Middelalderen, Siegwurz, som betyder ‘sejrens rod’. Løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

Allemandsharnisk er ret almindelig i Alperne i mellemhøjder, hvor den vokser i græsklædte områder. Traditionelt har man betragtet arten som værende vidt udbredt, fra Europa og Kaukasus gennem Centralasien og Himalaya til det nordlige Kina, Korea og Japan, og videre til Alaska. Fornylig er de østasiatiske og amerikanske bestande imidlertid blevet udskilt som en selvstændig art, Allium ochotense.

 

 

Allemandsharnisk, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. De gule kurvblomster på øverste billede er almindelig kongepen (Hypochaeris radicata). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apiaceae Skærmplantefamilien
En kæmpestor familie, som er udbredt i næsten hele verden, med omkring 434 slægter og ca. 3700 arter, som alle er urter.

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, med en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Angelica Angelik
En slægt med omkring 60 arter af høje planter, hvoraf nogle kan blive op til 3 m høje. De er hjemmehørende i tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, med kærneområde i Fjernøsten.

Slægtsnavnet, som kommer af latin angelicus (‘engleagtig’), oprindeligt af græsk angelos (‘budbringer’), stammer fra Middelalderen, hvor lægeurten kvan (Angelica archangelica) kaldtes for angelus herba (’engleurt’). I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt kaldis Engel-Rod eller Hellig-Aands-Rod, oc det for sine fortreflige Kræfters oc Dyders skyld, saasom at enten den Hellig Aand selfuer eller Englene hafde aabenbarit det menniskelige Kiøn denne Vext oc lægesom Rod.”

 

Angelica sylvestris Skov-angelik
Denne kønne art, der kan blive op til 2,5 m høj, er udbredt i hele Europa, inklusive Island, i Lilleasien samt mod øst gennem Sibirien og de nordlige dele af Centralasien til Mongoliet. Den er også blevet indført til det østlige Nordamerika, hvor den har bredt sig voldsomt og nu betragtes som invasiv. Arten er almindelig i lavere områder af Alperne og Pyrenæerne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’. Den ses dog mere almindeligt i åbne områder som marker, hegn og moser.

 

 

Skov-angelik, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Astrantia Stjerneskærm
Disse planter, i alt omkring 10 arter, kan kendes på deres paraply-formede blomsterstand, der understøttes af talrige hvide eller lyserøde dækblade. De er udbredt i den sydlige halvdel af Europa, mod øst gennem Tyrkiet til Kaukasus.

Slægtsnavnet kommer af latin aster (‘stjerne’), hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til blomsterstandens dækblade, der sidder i stjerneform. Flere af arterne blev førhen anvendt i folkemedicinen.

 

Astrantia bavarica Bayersk stjerneskærm
Denne lille plante, indtil 30 cm høj, har hånddelte grundblade med 5 spidse, tandede flige. Stængelbladene er få og små, ofte med kun 1-3 flige. Blomsterstandene, som er små med talrige hvide dækblade, minder lidt om en kurvblomst (Asteraceae).

Denne art er vildtvoksende i den østlige halvdel af Alperne, hvor den vokser i lyse skove, lysninger og krat, samt langs floder, sædvanligvis på kalkrige jorder. Den kan træffes op til højder omkring 2300 m.

 

 

Bayersk stjerneskærm, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bayersk stjerneskærm, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astrantia major Stor stjerneskærm
Denne smukke plante har talrige stjerneformede, lyserøde eller hvide blomsterstande, indtil 3 cm i tværmål. Den bliver op til 60 cm høj, med langstilkede hånddelte grundblade, som har 3-7 tandede flige, indtil 15 cm lange. Stængelbladene er mindre, siddende, normalt med 3 flige.

Denne art er udbredt fra Pyrenæerne mod øst gennem Alperne, Karpaterne og Balkan til Tyrkiet og Kaukasus. Den blev indført til England i 1500-tallet og er blevet forvildet i adskillige områder. Dens naturlige habitat er bjergenge og andre græsklædte områder, skovlysninger og langs floder, normalt på kalkrige jorder. Højdemæssigt er den vidt udbredt, fra lavtliggende dale op til omkring 2300 m.

 

 

Stor stjerneskærm, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor stjerneskærm, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor stjerneskærm, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor stjerneskærm, Stechelberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astrantia minor Lille stjerneskærm
Denne plante adskiller sig fra stor stjerneskærm gennem sin mindre størrelse, op til 30 cm høj, samt gennem grundbladene, der har 7 smalle, stærkt tandede afsnit. Den vokser i skovlysninger og krat, samt langs vandløb, især på sur jord, i højder mellem 1850 og 2600 m.

Den er udbredt i de sydvestlige Alper, den nordlige del af Apenninerne, Pyrenæerne, samt de nordlige iberiske provinser Katalonien og Huesca.

 

 

Lille stjerneskærm, Col de la Forclaz, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bupleurum Hareøre
En stor slægt af urter og buske, omfattende omkring 190 arter, der varierer fra ganske små, få cm høje planter til statelige planter, der kan blive næsten 3 m høje. Småsvøbbladene er store hos nogle arter og tiltrækker måske insekter, som bestøver planten. Næsten alle arter er hjemmehørende i palæarktiske egne på den nordlige halvkugle, med en enkelt art i Nordamerika og én i det sydlige Afrika.

Navnet hareøre sigter til Bupleurum rotundifolium, hvis blade minder om en hares ører. Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formodentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

Bupleurum ranunculoides
Stængel indtil 30 cm høj, glat, blågrøn, oftest ugrenet, nedre blade linje- eller lancetformede, til 8 cm lange, øvre blade bredere og meget kortere med hjerteformet basis, ofte stængelomfattende. Skærmen har 5-7 stråler, dækblade 5, gullig-grønne, sædvanligvis bredt ellipseformede, spidse. Blomster gule, til tider med lyserødt skær.

Denne art er vidt udbredt i bjergområder, fra Pyrenæerne mod øst til Polen, Tjekkiet samt den nordlige del af Balkan. I Alperne kan den træffes op til mindst 2100 meters højde.

 

 

Bupleurum ranunculoides, Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chaerophyllum Hulsvøb
En slægt med ca. 35 arter, hjemmehørende i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khairephyllon, fra khairo (‘at være glad’) og phyllon (‘blad’), det klassiske navn på havekørvel (Anthriscus cerefolium), en urt, som er meget anvendt i køkkener omkring Middelhavet. Hvorfor ordet er blevet hæftet på hulsvøb-arterne er uklart, men formentlig på grund af, at visse af arternes blade minder om havekørvels blade.

 

Chaerophyllum hirsutum Håret hulsvøb
Stænglen er indtil 1,2 m høj, trind, glat eller let håret, svagt furet. Bladene er bredt trekantede i omrids, 2-3 gange snitdelte, mørkegrønne, oftest hårede, men undertiden glatte. Nedre blade er stilkede, øvre siddende. Storsvøbet fåbladet eller manglende, småsvøbet med talrige lancetformede blade med hvid rand, uregelmæssigt tandet. Blomsterne er hvide eller til tider lyserøde, med en ubehagelig lugt, som tiltrækker visse fluer og biller.

Denne plante vokser især på fugtige steder, bl.a. våde enge og langs vandløb, men den kan også findes i mere tørre, græsklædte områder, specielt i større højder. Den er udbredt i Mellemeuropas bjergegne, bl.a. Harzen, Thuringerwald, Sachsen, Alperne, Pyrenæerne, Apenninerne og Karpaterne, samt på Balkan. Mod øst træffes den til Ukraine. Den vokser op til omkring 2000 meters højde.

 

 

Her vokser håret hulsvøb neden for vandfaldet Fontanon di Goriude, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grafia golaka
Det eneste medlem af slægten, begrænset til kalkrige områder i det nordøstlige Italien, Slovenien og Bosnien-Herzegovina. Stænglen er glat, blade blågrønne, 3 eller 4 gange snitdelte, ultimative afsnit lancetformede eller ovale, næsten rhombeformede, tandede, øvre blade meget mindre. Få blade i storsvøbet, trådlignende, mange i småsvøbet, ligeledes trådagtige. Blomsterne er hvide.

Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Pleurospermum (nedenfor).

 

 

Grafia golaka, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eryngium Mandstro
Denne slægt, som omfatter omkring 250 arter, er udbredt i størsteparten af verden, med et kærneområde i Sydamerika. De fleste af arterne er ret tornede, især på dækbladene omkring blomsterstanden.

Det danske navn kommer af tysk Mannstreu, som direkte oversat betyder ‘mandens trofasthed’, men en tolkning går på, at det var planten, som var ‘trofast’ mod manden, idet den blev indtaget som potensfremmende middel.

 

Eryngium bourgatii
Denne plante, der bliver op til 45 cm høj, har snitdelte, lysegrønne, tornede blade, purpur-violet stængel samt blålige kugleformede blomsterstande, omgivet af spidse, tornede dækblade. Arten blev navngivet til ære for en fransk læge ved navn Bourgat, som indsamlede planter i Pyrenæerne sammen med botanikeren Antoine Gouan (1733-1821), der beskrev arten i 1766. Gouan, som var født i Montpellier, var fransk pioner inden for Linnés binominære taksonomi. I 1762 offentliggjorde han en oversigt over planter i den botaniske have i Montpellier, med titlen Hortus regius monspeliensis.

 

 

Eryngium bourgatii, Ibon de Piedrafita (øverst), samt Alto Gallego, begge i Aragon, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eryngium campestre Bjerg-mandstro
Hele denne plante, der bliver indtil 75 cm høj, er lysegrøn eller hvidlig-grøn, med snitdelte stive blade og ovale blomsterhoveder. Den vokser på tørre, kalkrige jorder omkring Middelhavet, mod nord til det sydlige England og Tyskland, mod øst til Ukraine. Den blev tidligere anvendt medicinelt.

Førhen voksede arten sporadisk i Danmark, men det er usikkert, om den var spontan eller indslæbt. Seneste forekomst er fra Thy 1939-66.

 

 

Bjerg-mandstro, Valle Hecho, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heracleum Bjørneklo
En stor slægt med omkring 148 arter, udbredt overalt i tempererede områder på den nordlige halvkugle, samt i subtropiske bjergområder sydpå til Ethiopien og Himalaya.

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules).

Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst. Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

 

Heracleum sphondylium Almindelig bjørneklo
Den hule stængel, indtil omkring 1,2 m høj, er stivhåret, forgrenet, med poselignende bladskeder. Bladene, op til 50 cm lange, er enkelt eller dobbelt snitdelte, med store segmenter, som er savtakkede i randen. Blomsterstanden er flad, indtil 25 cm i tværmål, blomster hvide eller lyserøde, ydre kronblade større end de indre. Blomsterne er meget besøgt af svævefluer, biller og sommerfugle.

Denne plante, opdelt i ca. 16 underarter, er udbredt i hele Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, samt i Marokko, Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne træffes den op til højder omkring 2700 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk spondylos (‘ryghvirvel’), hvilket sigter til stængelafsnittene.

 

 

Almindelig bjørneklo, underarten elegans, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laserpitium Foldfrø
En slægt med 10 arter, udbredt overalt i Europa, med undtagelse af Island og de Britiske Øer.

Hvorfor navnet Laserpitium er blevet påhæftet denne slægt, er uklart. Det er afledt af latin lacarpicium, navnet på en harpiks, som blev anvendt medicinsk samt som ingrediens i køkkenet i det Gamle Rom. Den blev udvundet af forskellige slægter af skærmplanter, bl.a. kæmpefennikel (Ferula) og Silphium, sidstnævnte navn afledt af silphion, det græske ord for disse harpiksplanter. En af anvendelserne var som svangerskabsforebyggende middel.

 

Laserpitium halleri Hallers foldfrø
Stænglen er indtil 60 cm høj, bladene stærkt grønne eller grågrønne, gulerods-agtige, dobbelt eller tredobbelt snitdelte. Blomsterstanden er tæt, hvid, til tider med gulligt skær, med op til 40 stråler, svøbblade lange og tandede. Frugten er indtil 9 mm lang, med brede, vingede ribber.

Denne plante er begrænset til den sydlige del af Alperne, fra Frankrig mod øst til Østrig, voksende på varme, tørre, kalkrige skråninger.

Artsnavnet blev givet til ære for den schweiziske fysiolog, naturhistoriker og digter Victor Albrecht von Haller Senior (1708-77), professor i botanik i Göttingen og ofte kaldt for ‘den moderne fysiologis fader’. Han var blandt de første botanikere, som indså vigtigheden af herbarier ved studiet af planters variation, og som en konsekvens heraf indsamlede han materiale fra forskellige lokaliteter og habitater, samt i forskellige stadier af udvikling.

Slægten Halleria, som er attraktive buske fra det sydlige Afrika, blev opkaldt til hans ære af Linné.

 

 

Hallers foldfrø, Tschamut, nær Sedrun, Tavetsch-dalen, Graubünden, Schweiz. Betoniebladet rapunsel (Phyteuma betonicifolium) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laserpitium latifolium Bredbladet foldfrø
Denne stovte plante bliver indtil 1,5 m høj, med grågrøn, trind, let furet stængel, der ofte er forgrenet. Bladene er snitdelte, friskgrønne eller blågrønne, med temmelig store, ovale eller hjerteformede segmenter, der normalt er tandede, men undertiden er næsten helrandede. Blomsterstanden er hvid, indtil 30 cm i tværmål og med op til 40 stråler. Frugten er aflang og flad, indtil 1 cm lang, med brede vinger.

Arten er vidt udbredt i Europa, kun fraværende i Island, Holland og Grækenland, samt på de Britiske Øer. I Danmark er den meget sjælden, idet den kun vokser et enkelt sted på Sjælland.

 

 

Bredbladet foldfrø, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blade af bredbladet foldfrø med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laserpitium siler Bjerg-foldfrø
Denne art, af nogle autoriteter kaldt for Siler montanum, kan blive op til 1 m høj, men er normalt meget mindre. Den minder om bredbladet foldfrø (ovenfor), men bladafsnittene er længere og smallere.

Den er udbredt i Alperne, Pyrenæerne og Apenninerne, samt i bjerge på Balkan, voksende på skråninger i højder mellem 800 og 2300 m.

 

 

Bjerg-foldfrø, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-foldfrø, Bluntau-dalen, nær Golling, Salzburg, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En perlemorsommerfugl suger nektar af bjerg-foldfrø, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark. De fleste blomstrende skærmplanter er meget besøgt af insekter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blade af bjerg-foldfrø, Valsaparence. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugterne af bjerg-foldfrø har brede vinger. – Mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Peucedanum
Denne slægt, der omfatter omkring 50 arter, er udbredt i næsten hele Europa og Asien, mod syd til Nordafrika, Indien og Filippinerne.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk peukedanos (‘bitter’), hvilket sigter til indholdet af bitterstof i mesterrod (nedenfor).

 

Peucedanum ostruthium Mesterrod
Denne aromatiske plante, der dufter henad gulerod og selleri, har en stængel indtil 1 m høj, opret, afrundet, furet, glat undtaget under skærmene, hvor den er håret. De nedre blade er mørkegrønne, skinnende, stilkede, indtil 30 cm lange og 35 cm brede, 2-3 gange snitdelte, fligene elliptiske eller lancetformede, spidse, til 10 cm lange og 7 cm brede, stærkt tandede med stive hår for enden af tænderne. De øvre blade er meget mindre og ofte kun enkelt snitdelte. Skærmene er endestillede eller sidestillede fra bladhjørnerne, store og flade, med op til 50 stråler, kronblade hvide eller lyserøde. Storsvøb og småsvøb mangler. Nogle bestande formerer sig ikke gennem frø, men udelukkende vegetativt gennem underjordiske udløbere, ofte dannende store bevoksninger.

Denne art er hjemmehørende i bjergegne i Mellem- og Sydeuropa, bl.a. i Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne, det franske Massif Central, samt bjerge på den Iberiske Halvø. På grund af artens medicinske egenskaber er den blevet indført mange andre steder, bl.a. til Danmark, hvor den dog er meget sjælden i dag og muligvis kun findes et enkelt sted på Sjælland.

Artens voksesteder omfatter bl.a. enge, græsgange, stejle skrænter og jordskred. I Alperne findes den op til omkring 2200 meters højde.

Det danske navn hentyder til artens udstrakte anvendelse inden for traditionel medicin. I gamle dage blev roden betragtet som indeholdende vidunderlige egenskaber. Den blev kaldt remedium divinum (‘guddommeligt middel’) og solgt i apoteker undernavnene Radix ostruthii eller Rhizoma imperatoriae. Den blev benyttet til behandling af sygdomme i tarme, mave og nyrer, samt mod hjertekar-sygdomme, hudproblemer, betændelse, feber, influenza og forkølelse. Roden blev også anvendt som tilsætningsstof i forskellige former for akvavit.

 

 

Mesterrod, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mesterrod, Col de la Forclaz, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterstanden, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pimpinella Pimpinelle
Denne slægt, som rummer omkring 150 arter, er udbredt i hele Europa, med undtagelse af Island, samt i hovedparten af Afrika og Asien. Nogle arter er også blevet forvildet i Nord- og Sydamerika.

 

Pimpinella major Stor pimpinelle
Denne plante kan blive op til 1,3 m høj, men er normalt lavere. Dens stængel er glat, hul, dybt furet og sædvanligvis forgrenet. Bladene er mørkegrønne, glinsende, snitdelte, med stærkt tandede og somme tider fligede afsnit. Grundbladene har lange stængler. Blomsterstanden er indtil 6 cm i tværmål og varierer i farve fra hvid til lyserød eller rosafarvet, med 10-16 stråler. Frugten er oval, indtil 3 mm lang.

Arten vokser i skovlysninger og krat, på enge og græsgange, samt langs veje, fortrinsvis på næringsrige og kalkholdige jorder, fra lavlandet op til omkring 2300 meters højde. Den er vidt udbredt, fra Europa mod øst til Kaukasus. I Danmark er den sjælden og findes først og fremmest på Sjælland og Lolland-Falster.

Førhen blev denne art ofte anvendt i traditionel østrigsk medicin til behandling af åndedrætsbesvær, feber, betændelse, forkølelse og influenza.

 

 

Stor pimpinelle, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor pimpinelle med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pleurospermum
Denne slægt er karakteriseret ved meget store og iøjnefaldende storsvøb og småsvøb, sidstnævnte normalt med en bred hvid rand. Omkring 50 arter er udbredt fra det østlige Europa mod øst til Nord- og Centralasien. Disse planters kærneområder er Himalaya og det vestlige Kina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk pleuron (‘ribbet’) og sperma (‘frø’), hvilket hentyder til slægtens vingede frugter.

 

Pleurospermum austriacum Blærefrø
Den kraftige stængel er hul, furet, grenet foroven, glat eller dunhåret, til tider 2 m høj, men normalt under 1 m. De nedre blade er 2-3 gange snitdelte, trekantet-ovale i omrids, fligene til 10 cm lange, lancetformede eller ovale, groft-tandede i randen. Talrige flige i storsvøb og småsvøb, tilbagebøjede, lange og smalle, næsten helrandede, sommetider med små flige, småsvøbets flige med en smal hvid kant. Blomsterne er hvide.

Denne art, der vokser i lyse skove og græsland samt på græsgange er tilknyttet kalkrige jorder. Den er udbredt i Alperne og Karpaterne, samt på Balkan, med isolerede bestande i de Schwäbische Alper, Thüringer Wald og det nordlige Bayern, og der er også små sårbare svenske bestande i Götaland, Svealand og den sydlige del af Norrland. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 1850 m.

 

 

Blærefrø, Rossfeld, Berchtesgaden, Sydtyskland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asparagaceae Aspargesfamilien
I dag rummer denne verdensomspændende familie 114 slægter med i alt omkring 2900 arter. Et stort antal slægter, som tidligere var placeret i andre familier, er nu blevet overført hertil.

 

Anthericum Edderkopurt
Denne slægt, som rummer 8 arter, forekommer i Europa fra Sverige mod syd til Middelhavet og Tyrkiet, samt i Nordafrika og fra Eritrea og Yemen mod syd til Tanzania.

Slægtsnavnet er afledt af græsk antherikos (‘strå’), hvilket sigter til de smalle blade. Det danske navn hentyder til, at man tidligere mente, at disse planter kunne lindre smerten fra bid af giftige edderkopper.

Tidligere tilhørte disse planter liljefamilien (Liliaceae), men blev så overført til en særskilt familie, Anthericaceae, der i dag betragtes som en del af Agavoideae, en underfamilie af aspargesfamilien.

 

Anthericum liliago Ugrenet edderkopurt
Denne smukke plante er hjemmehørende i Europa, fra Sverige mod syd til Spanien, Grækenland og Tyrkiet, hvor den forekommer i lyse skove, tørre græsklædte arealer samt blandt klipper. Den bliver undertiden op til 90 cm høj, med talrige græslignende, indtil 40 cm lange blade, samt klaser med 6-10 ret små, stjerneformede, hvide blomster.

Arten er sjælden i Danmark og findes i dag kun omkring Viborg og et enkelt sted på Vestfyn. Den største bestand er på ca. 800 planter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lilje-agtig’, hvilket naturligvis sigter til blomsterne.

 

 

Ugrenet edderkopurt, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anthericum ramosum Grenet edderkopurt
Denne plante, indtil 70 cm høj, ligner meget ugrenet edderkopurt (ovenfor), men kendes på den forgrenede blomsterstand. Dette afspejles også af dens latinske artsnavn, afledt af ramus (‘gren’) og osus (’tilbøjelig til’). De græslignende blade er op til 50 cm lange og 6 mm brede, generelt kortere end den blomstrende stængel.

Arten er udbredt i størsteparten af Europa, mod syd til Middelhavet, mod øst til europæisk Rusland og Tyrkiet. Den vokser især på solrige steder på kalkgrund, på græsklædte, tørre bakker og i skovkanter. I Alperne kan den træffes op til omkring 1900 meters højde. I Danmark er den sjælden, begrænset til nogle få tørre bakker i Nordsjælland og på Stevns.

 

 

Grenet edderkopurt, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paradisea Paradislilje
De smukke paradisliljer udgør en ganske lille slægt på kun 2 arter, der er begrænset til bjergegne i det sydlige Europa. De var tidligere placeret i liljefamilien (Liliaceae), senere i familien Anthericaceae, der i dag betragtes som en del af Agavoideae, en underfamilie af aspargesfamilien.

 

Paradisea liliastrum Snehvid paradislilje
Denne smukke plante er vildtvoksende i Pyrenæerne, Alperne, Jura-bjergene og Apenninerne, samt bjerge på Balkan. Den forekommer i højder mellem 1000 og 2300 m. Den bliver indtil 90 cm høj, med græslignende blade og snehvide, tragtformede blomster, indtil 6 cm lange og med store gule støvknapper.

Artens engelske navn er St. Bruno’s lily, hvilket sigter til Sankt Bruno, grundlægger af karteuser-munkeordenen i de Franske Alper i det 11. århundrede.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), inkluderede denne art i sin liste over medicinske planter.

 

 

Snehvid paradislilje, Obersteinberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aspleniaceae
I dag rummer denne familie af bregner kun to slægter, Asplenium og Hymenasplenium. Førhen var adskillige andre slægter placeret her, men de er nu blevet overført til andre familier. Disse planter er udbredt næsten overalt i verden, med undtagelse af Antarktis og højarktiske områder. De vokser i jord, på klipper, samt som epifytter, og nogle få er akvatiske.

 

Asplenium Radeløv, fugleredebregner
Denne kæmpemæssige slægt, der omfatter omkring 700 arter, findes i næsten alle egne af kloden. De varierer i størrelse fra dværgplanter til de kæmpestore fugleredebregner, hvoraf nogle arter bliver over 1 m i tværmål, med blade på op til 1,5 meters længde.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk asplenon, det klassiske navn på radeløv, oprindeligt fra splen (‘milt’), hvilket sigter til deres anvendelse mod miltbrand hos kvæg.

 

Asplenium ruta-muraria Murrude
Denne lille bregne vokser udelukkende på limsten og andre kalkholdige klipper, bl.a. på mure af gamle bygninger. Bladene er grønne eller blågrønne, snitdelte, op til 12 cm lange. Sporehus-klyngerne er sortbrune og sidder på bagsiden af småbladene.

Arten er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, mod øst til størsteparten af Sibirien, samt i Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien, Himalaya og Kina. I Centralasien kan den træffes op til omkring 3300 meters højde. I Danmark vokser den på murene af en række slotte og andre gamle bygninger. Den største bestand findes på Kronborg og består af mere end 5000 planter.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til, at arten ofte vokser på mure, samt til bladenes lighed med blade hos rude (Ruta graveolens).

 

 

Murrude på stendige, Trenta-dalen, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Murrude, voksende på en gammel mur omkring borgen Petersberg, Friesach, Steiermark, Østrig. Undersiden af bladene er fyldt med sporehuse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asplenium trichomanes Rundfinnet radeløv
En lille tuedannende plante, der vokser frem fra en kort, skællet rodstængel. De smalle blade, normalt op til 20 cm lange, undertiden 30 cm, smalner gradvis ind mod spidsen. De er enkelt snitdelte, med små, afrundede eller en smule aflange, gullig-grønne eller mørkegrønne småblade. Bladstænglen er sortbrun. De små sporehus-klynger, 1-3.5 mm lange, sidder på undersiden af småbladene.

Denne plante er næsten globalt udbredt på spredte lokaliteter. Den vokser på klipper og gamle husmure, fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Den er ret almindelig i Pyrenæerne og Alperne. Førhen fandtes den spredt rundt i Danmark, men er gradvis blevet sjældnere, og i dag vokser den kun på 17 lokaliteter, flest i det nordlige Bornholm.

Arten og dens nære slægtninge blev meget anvendt inden for den traditionelle urtemedicin. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skelner begge mellem en lys og en mørk adianton. De blev begge i flæng kaldt for polytrichon (‘mange hår’), kallitrichon (‘lyse hår’), trichomanes (‘fine hår’), samt capillus veneris (‘venushår’). Angiveligt indeholdt de stoffer, der virkede som modgift, og de blev benyttet som vanddrivende middel, til at uddrive nyresten, kurere åndedrætsproblemer, gulsot, milt-sygdomme og hudlidelser, samt som hårfremmende middel.

Artsnavnet er forklaret ovenfor.

 

 

Rundfinnet radeløv, voksende på et stengærde nær Gollinger Wasserfall, Salzburg, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rundfinnet radeløv, voksende på en gammel mur omkring borgen Petersberg, Friesach, Steiermark, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rundfinnet radeløv i en klippesprække, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien
Denne familie, som er udbredt næsten overalt i verden, er en af de største plantefamilier, der omfatter omkring 1620 slægter med ca. 24.000 arter af urter og buske, sjældent slyngplanter eller træer.

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt kaldes for et kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

Achillea Røllike
Rølliker udgør en stor slægt på omkring 200 arter, hovedsagelig udbredt i Europa og tempererede egne af Asien. Ikke færre end 22 arter er truffet i Alperne.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

 

Achillea atrata Sortrandet røllike
Denne art har navn efter den sorte kant på svøbbladene og kan også kendes på de snitdelte blade, der ligner dem hos almindelig røllike (nedenfor), men er mindre snitdelte. Den er vildtvoksende på kalkbund i høje egne af Alperne.

 

 

Sortrandet røllike, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Achillea clavennae Sølv-røllike
Denne art, som bliver indtil 25 cm høj, kendes nemt på de grålige, sølvhårede blade, der sædvanligvis er mindre dybt snitdelte end hos A. atrata. Den er hjemmehørende i de østlige og sydlige Alper samt på Balkan.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den italienske apoteker Nicholas Clavena (død 1617), som var forfatter af Historia Alsinthii Umbelliferi, fra 1610.

 

 

Sølv-røllike er almindelig i Alperne, her fotograferet i Passo Gardena, Dolomiterne, Italien (øverst), samt i Grossglockner-området, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Achillea erba-rotta Prikbladet røllike
Denne lave plante, som højst bliver 18 cm høj, vokser i enge og blandt klipper i højder mellem 2000 og 2800 m, fra Frankrig mod øst til Østrig. En meget variabel art, specielt med hensyn til bladformen, som kan være næsten helrandet hos underarten erba-rotta eller med dybe flige hos underarten moschata.

En kilde angiver, at artsnavnet er afledt af latin herba (‘urt’) og rota (‘hjul’), hvilket skulle sigte til den cirkelformede kurv. Denne tolkning virker lidt søgt, da alle kurvblomster har cirkelformede blomsterstande. En anden mulig forklaring er, at rotta, italiensk for ‘brudt i stykker’ (= findelt), hentyder til bladene.

 

 

Prikbladet røllike, underarten erba-rotta, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Achillea macrophylla Storbladet røllike
Denne art, der kan blive op til 1 m høj, er hjemmehørende i Alperne og den nordlige del af Apenninerne. Som både dens danske og latinske artsnavn fortæller, har den store blade, der minder om visse skærmplanters blade, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris).

 

 

Storbladet røllike, Col de la Forclaz, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Achillea millefolium Almindelig røllike
Denne plante, der bliver op til 90 cm høj, er vidt udbredt i tempererede områder af Europa, Asien og Nordamerika. Den blev indført som foderplante til Australien og New Zealand, hvor den er fovildet i adskillige områder. Den betragtes som invasiv i bjergområder i det sydøstlige Australien.

Arten vokser især i forstyrrede områder, bl.a. på brakmarker og langs veje og diger.

De grågrønne blade er meget findelte, duftende, op til 10 cm lange, og de talrige kurve, op til 50, er tæt samlet i en flad, skærm-lignende klynge op til 30 cm i tværmål. Randkronerne er hvide, meget større end de små, gullige eller cremefarvede skivekroner. Hele kurven måler kun op til 8 mm i diameter.

I dele af det sydvestlige USA kaldes denne art for plumajillo (‘lille fjer’ på spansk), hvilket sigter til det findelte løv.

Dens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Almindelig røllike, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Achillea oxyloba Dolomiter-røllike
Denne plante kan kendes på de ret store randkroner samt de mørkegrønne, snitdelte blade. Den er udbredt i de østlige og sydlige Alper, Apenninerne, Karpaterne, Rumænien, samt det vestlige Rusland.

 

 

Dolomiter-røllike, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Adenostyles Hovblad
En lille slægt med 6 arter, udbredt i tempererede områder af Europa og Lilleasien. Det danske navn hentyder til bladformen hos nedenstående art.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aden (‘kirtel’) og stylos (‘griffel’), hvilket sigter til de kirtelhårede grifler hos slægten.

 

Adenostyles alliariae Grå hovblad
Denne store urt er hjemmehørende i størsteparten af det sydlige Europa, fra Spanien mod øst gennem Alperne til Karpaterne, Balkan og Tyrkiet. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser i krat, på enge og blandt klipper, i højder mellem 1300 og 2400 m.

Arten kendes nemt på de store, nyre- eller hjerteformede, tandede grundblade, op til 14 cm brede og 9 cm lange. De ørede stængelblade er meget mindre og aftager gradvis i størrelse op ad stænglen. De talrige kurve, som sidder tæt i toppen af stænglen, indeholder kun skivekroner, indtil 8 mm lange, purpurblå eller lyserøde.

Man støder ofte på bevoksninger af grå hovblad, hvis blade er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af Oreina cacaliae, en metallisk grøn eller blå billeart, som tilhører bladbillefamilien Chrysomelidae. Larver af denne art findes næsten udelukkende på blade af grå hovblad, samt alpe-hestehov (Petasites paradoxus) (nedenfor).

 

 

Grå hovblad, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grå hovblad, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette blad af grå hovblad er næsten fuldstændig ædt af larver af billearten Oreina cacaliae, Grossglockner-området, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anthemis Gåseurt
En slægt med omkring 100 arter, udbredt omkring Middelhavet og derfra mod øst til Iran og Turkmenistan. Et antal arter er blevet forvildet i forskellige egne af verden.

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthemon, der simpelthen betyder ‘blomst’. Det danske navn skal forstås nedsættende, idet ikke engang gæssene æder disse planter.

 

Anthemis triumfetti
Denne art, af nogle autoriteter kaldt for Cota triumfetti, er vidt udbredt, fra den Iberiske Halvø og Frankrig mod øst via Alperne og Balkan til Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, Iran og Turkmenistan.

Planten er opkaldt efter den italienske botaniker Giovanni Battista Triumfetti (1658-1708), som var direktør for den botaniske have i Rom.

 

 

Anthemis triumfetti, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aposeris foetida
Denne plante, der i nogen grad minder om en mælkebøtte, er det eneste medlem af slægten. Artsnavnet, som betyder ‘ildelugtende’, hentyder til mælkesaftens ubehagelige lugt.

Bladene, der bliver op til 10 cm lange, er samlet i en roset. De er dybt snitdelte med meget karakteristiske trapez- eller rudeformede flige, endefligen omtrent trekantet i omrids. Kurvene, til 4 cm i diameter, er enlige for enden af en tynd, bladløs stængel, op til 20 cm lang. Dækbladene er mørke, ofte melede. Skivekroner mangler, randkronerne er varmt gule, båndlignende.

Denne art vokser i skyggefulde bjergskove op til højder omkring 2200 m, fra Spanien mod øst gennem Alperne til Balkan, Karpaterne og Ukraine, og derfra mod nord til Polen og Hviderusland.

 

 

Aposeris foetida, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arnica
Denne slægt omfatter omkring 30 arter, hvoraf langt størstedelen er udbredt i tempererede egne af det vestlige Nordamerika, med nogle få arter i tempererede og subarktiske områder i Eurasien.

Slægtsnavnet er muligvis afledt af græsk arni (‘lam’), hvilket sigter til disse planters blade, som er dækket af bløde hår.

 

Arnica montana Guldblomme
Denne smukke plante er udbredt i størsteparten af Europa, fra Skandinavien og Finland mod syd til Spanien, Pyrenæerne, Alperne og Rumænien, og videre mod øst til europæisk Rusland. I Alperne er den almindelig og vokser op til næsten 3,000 meters højde.

Arten har været anvendt medicinsk i flere hundrede år, hvilket er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Det gamle folkenavn Sankt Hansblomst hentyder til artens blomstringstid i Danmark sidst i juni, mens engelurt sigter til, at man mente det var englene, der viste menneskene plantens medicinske egenskaber. Knuste blomster stukket op i næsen fremkalder nysen, deraf betegnelserne nyseurt og fnysblomme. Navnene hesteblomme og røvrose (sikkert oprindeligt ræverose) er nedsættende. Bladene blev førhen anvendt som tobakserstatning – heraf folkenavnet tobaksurt.

 

 

Guldblomme, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgendug i græs med guldblomme og rødkløver (Trifolium pratense), Passo delle Erbe (Börz Würzjoch), Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artemisia Malurt, bynke
En kæmpemæssig slægt, der omfatter mellem 200 og 400 arter på verdensplan. Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artemisia vallesiaca Valais-malurt
Denne art er begrænset til den schweiziske kanton Valais, samt det nordvestlige Italien og det sydøstlige Frankrig. Den er en forveddet urt, indtil 45 cm høj, med sølvgrå blade, op til 4 cm lange, snitdelt til linjeformede flige. Kurvene er små og gullige, i hængende aks.

Plantens karakteristiske duft skyldes dens æteriske olier, der bl.a. indeholder kamfer, kamfén, eukalyptol og borneol. I Schweiz og Italien har arten været anvendt som tilsætningsstof til vermouth i hundredevis af år. I dag er den ret sjælden på grund af overdreven indsamling.

 

 

Valais-malurt, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aster Asters
Denne store slægt, som tæller ca. 152 arter på verdensplan, har givet navn til kurvblomstfamilien. De fleste af disse attraktive planter har blålige eller violette randkroner, mens skiveblomsterne er forskellige afskygninger af gult.

 

Aster alpinus Alpe-asters
En meget variabel plante, som forekommer i mindst 10 underarter. Den har en uhyre stor udbredelse, idet den vokser i størsteparten af det centrale og sydlige Europa, mod øst til Centralasien og Fjernøsten, samt tillige i det vestlige Nordamerika. I Europa findes en isoleret bestand i Harzen, sandsynligvis en reliktforekomst fra istiden.

Alpe-asters vokser især på tør og kalkrig jordbund. I Alperne træffes den fra lavlandet op til omkring 3100 meters højde.

 

 

Alpe-asters, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-asters, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster bellidiastrum Alpetusindfryd
Denne plante, af nogle autoriteter kaldt for Bellidiastrum michelii, danner klumper med indtil 20 cm høje, hårede stængler, bladene alle grundblade, spatelformede eller elliptiske, indtil 6 cm lange og 2,5 cm brede, med brede tænder i randen og afrundet spids. Kurvene sidder enkeltvis for anden af stænglen, indtil 4 cm i tværmål, med hvide eller svagt lyserøde randkroner og stærkt gule skivekroner.

Arten er udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, fortrinsvis i skovlysninger og andre åbne områder, op til højder omkring 2800 m.

Artsnavnet er afledt af Bellis, slægtsnavnet på tusindfryd, samt aster (‘stjerne’), hvilket sigter til blomsternes lighed med tusindfryd-blomster. Det nu ugyldige artsnavn michelii blev givet til ære for den italienske botaniker Pier Antonio Micheli (1679-1737), som var professor i botanik i Pisa, kurator for Orto Botanico di Firenze, samt forfatter af Nova plantarum genera iuxta Tournefortii methodum disposita. Han var en førende autoritet inden for sporeplanter og opdagede sporerne hos svampe.

 

 

Alpetusindfryd, Rinnbach, Pongau, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Buphthalmum Tusindstråle
Denne lille slægt med 2 eller 3 arter er udbredt i det vestlige, centrale og sydlige Europa.

 

Buphthalmum salicifolium Pilebladet tusindstråle
Stænglen af denne flerårige urt er opret, purpurrød, forgrenet, indtil 70 cm høj, med en enkelt endestillet kurv på stængel og grene. Kurvene har orangegule skivekroner og talrige gule, båndformede randkroner, op til 1,6 cm lange og 2,5 mm brede, med 2-4 tænder i spidsen. Bladene er spredte, varierende i form og størrelse, oftest lancetformede, helrandede eller svagt tandede, nedre blade stilkede, øvre siddende.

Denne plante vokser især i græsklædte områder på kalkholdig jord, samt i tørre skove i mellemhøjde, op til mindst 2000 m. Arten er vidt udbredt i bjergegne i Mellemeuropa, samt på Balkan.

 

 

Pilebladet tusindstråle, Mazzin, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pilebladet tusindstråle, Vrata-dalen, Triglavski Narodni Park, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Carduus Tidsel
Denne slægt af stikkende urter, der omfatter omkring 95 arter, er vidt udbredt i Asien, Europa og Tropisk Afrika. Disse planter minder meget om tidsler af slægten Cirsium (nedenfor), men adskiller sig gennem fnokken (frøhårene), som er simple og ikke danner en ‘paraply’.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for tidsel, sandsynligvis afledt af Sanskrit kasati (‘at kradse’), hvilket sigter til tornene.

 

Carduus defloratus Bjerg-tidsel
Denne plante er yderst variabel, specielt hvad angår bladform, og den er blevet opdelt i mindst 8 underarter, hvoraf nogle måske er selvstændige arter.

Stænglen er normalt op til omkring 50 cm høj, undertiden op til 90 cm, let bueformet, grenet, glat eller til tider med tornede vinger, den øvre del sædvanligvis uden blade, torne og vinger. Bladene er meget variable, hårløse, siddende, helrandede eller snitdelte, til tider tandede.

Arten adskiller sig fra andre medlemmer af slægten ved kun at have en enkelt kurv for enden af hver sidegren. Kurven er først opret, siden ofte nikkende. Dækbladene står ud til siden, modsat hos den ret lignende Cirsium tuberosum.

Den vokser især i klippefyldte kalkstensområder, fra lavtliggende dale op til højder omkring 3000 m. Den er udbredt fra Pyrenæerne via Alperne til den nordlige del af Balkan og Karpaterne.

 

 

Bjerg-tidsel, en underart med tornede vinger på stænglen, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-tidsel, underarten glaucus, som er næsten uden torne, Trenta-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carduus nutans Nikkende tidsel
Denne art er hjemmehørende i dele af Eurasien og Nordafrika, hvor den vokser på stepper og andre åbne områder, bl.a. brakmarker, græsgange, jordskred, ryddepladser samt langs veje. Den vokser fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde, fortrinsvis på neutrale og sure jorder.

Den blev tidligt indslæbt til mange andre egne af kloden, bl.a. Nordamerika, hvortil den ankom i begyndelsen af 1800-tallet og hurtigt blev et besværligt ukrudt i landbrugsområder. Arten er blevet erklæret et uønsket ukrudt i USA, Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I kølige egne er denne art toårig, idet den kræver to vækstsæsoner for at udvikle blomster. Den overvintrer som bladroset. Den kan blive indtil 1,5 m høj, ofte med forgrenet stængel. Bladene er store, ofte op til 60 cm lange, dobbelt snitdelte, med en glat, voksagtig overflade samt skarpe, gulbrune eller hvidlige torne i spidsen af fligene. De store kurve, som sidder for enden af stænglerne, er indtil 7 cm i tværmål, med hundredevis af purpurrøde skivekroner. Kurven er omgivet af meget store og skarpe dækblade.

 

 

Nikkende tidsel, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carduus personata Burre-tidsel
Denne art forekommer i bjergegne i det centrale Europa, i Alperne, Apenninerne, Karpaterne og Sudeterne, samt på Balkan. Den vokser hovedsagelig på fugtig og næringsrig bund, bl.a. i enge, fugtige skove og langs vandløb, fortrinsvis i halvskygge. I Alperne kan den træffes i højder mellem 500 og 2300 m.

Tornene hos denne plante er ret bløde. Den har en kraftig stængel, der varierer i højde mellem 40 cm og 1,6 m, vidt forgrenet mod toppen, med vinger, som har fine torne langs ribberne. De nedre blade måler indtil 35 cm i længden og 20 cm i bredden, og de mindskes gradvis i størrelse op ad stænglen.

Kurvene er tæt klumpet sammen i spidsen af stængel og sidegrene, 2-5 sammen, indtil 2,5 cm i diameter, skivekroner purpur-violette, randkroner manglende.

Artsnavnet er afledt af latin personatus (‘bærende maske’), hvilket formodentlig hentyder til de meget mørke dækblade under kurvene.

 

 

Burre-tidsel, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Carlina Bakketidsel
Denne slægt, som rummer omkring 30 arter, er udbredt fra Madeira og de Kanariske Øer mod øst gennem Europa og Nordafrika til Sibirien og det nordvestlige Kina.

For at beskytte deres pollen folder kurvene hos disse planter sig sammen i fugtigt vejr. I folkloren blev det benyttet til at forudsige regn.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den hellige romerske kejser, ærkehertug af Østrig, konge af Spanien og herre over Nederlandene, Karl V (1500-58), kaldt Charlemagne eller Karl den Store. Ifølge legenden benyttede han roden af Carlina acaulis (nedenfor) til at kurere sygdomme blandt sine soldater.

 

Carlina acanthifolia Akantusbladet bakketidsel
De strågule kurve hos denne spektakulære art kan blive indtil 20 cm i tværmål, centreret i en roset af talrige tornede blade, op til 50 cm lange, der i nogen grad minder om bladene hos tornet akantus (Acanthus spinosus). Planten er normalt stængelløs, men har undertiden en kort stængel op til 20 cm lang.

Opdelt i 4 underarter er denne art udbredt fra Pyrenæerne mod øst til Balkan og derfra mod nord til Polen og Ukraine. Nominatracen er ret almindelig i Pyrenæerne.

 

 

Akantus-bladet bakketidsel, Col du Pourtalet, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Akantus-bladet bakketidsel, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Akantus-bladet bakketidsel med lukket kurv, Valle Tena, nær El Formigal, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carlina acaulis Lav bakketidsel
Dette er endnu en stængelløs plante med de snitdelte, tornede blade samlet i en roset indtil 30 cm i diameter, med en kurv i midten, som er op til 10 cm i tværmål, med sølvhvide randkroner omkring de brungule skivekroner.

Denne art er udbredt i hovedparten af det centrale og sydlige Europa, mod øst til Hviderusland og Ukraine og med en isoleret bestand i Kaukasus. Den vokser i tørre, græsklædte områder, fortrinsvis på kalkrig jord, fra dalene op til omkring 2800 meters højde.

Rhizomet indeholder forskellige æteriske olier, der tidligere blev anvendt mod forkølelse samt som vanddrivende middel. Unge kurve kan koges og spises på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), hvilket gav arten folkenavnet jægerens brød.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stængelløs’, af a (‘uden’) og caulis (‘stængel’).

 

 

Lav bakketidsel, St. Martin, Navarra, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lav bakketidsel, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Centaurea Knopurt
Denne kæmpestore slægt, som omfatter mellem 350 og 600 arter, er begrænset til den nordlige halvkugle, og kerneområdet for slægten er omkring Middelhavet og i den Nære Orient.

Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.

 

Centaurea montana Bjerg-knopurt
Denne art vokser sædvanligvis i lave grupper, men kan undertiden blive op til 70 cm høj. De mørkegrønne, lancetformede til ovale blade er op til 15 cm lange, siddende, hårede, normalt helrandede. Kurvene er oftest enlige, undertiden op til 3 sammen, indtil 5 cm i tværmål, dækbladene sorte i randen, spidser udstående. Skivekroner normalt stærkt blå, men undertiden lyserøde eller purpurfarvede.

Denne plante, som findes i græsland og andre åbne steder, er vildtvoksende i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, fra Belgien, Frankrig og Spanien mod øst til Polen, Tjekkiet og Østrig, og videre sydpå til Balkan, hvor den vokser i højder mellem 500 og 2200 m. Den dyrkes mange andre steder og ses ofte forvildet, bl.a. i Danmark, Sverige, Rusland og USA. Den er almindelig i Alperne.

Den lignende kornblomst (C. cyanus) kan kendes på, at den har adskillige kurve på hver sidegren.

 

 

Bjerg-knopurt, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-knopurt, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-knopurt med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Bayern, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centaurea nervosa Frynse-knopurt
Denne plante er hjemmehørende i de sydlige Alper, i Schweiz, Italien, Østrig og Slovenien, og videre mod øst til Karpaterne. Dens foretrukne voksested er græsklædte områder på kalkgrund, i højder mellem 1500 og 2500 m.

Stænglen er opret, ugrenet, stivhåret, indtil 50 cm høj, blade talrige, til 11 cm lange og 5 cm brede, lancetformede-trekantede, spredt tandede eller helrandede, stængelomfattende. Kurvene er store, enlige, til 6 cm i diameter, de mørke dækblade skjult bag et ‘gardin’ af lyse, fjeragtige stive hår. Skivekroner lyserøde.

Det latinske artsnavn hentyder til de fremtrædende bladnerver, mens forstavelsen frynse- sigter til de dybt fligede ydre skivekroner.

 

 

Frynse-knopurt, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. Stor skjaller (Rhinanthus major) og almindelig kongepen (Hypochaeris radicata) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centaurea scabiosa Stor knopurt
Stænglen indtil 1,2 m høj, furet, håret, forgrenet over midten, blade spredte, stilkede, op til ca. 10 cm lange, mørkegrønne, sædvanligvis snitdelte, med smalle flige. Kurve normalt purpurrøde, til tider lyserøde, enlige for enden af stængel og grene, indtil 4 cm i tværmål, dækblade ovale, randen mørk med frynsede, stive hår.

Denne plante trives i tørre, græsklædte områder, langs veje samt på brakmarker, helst på kalkrig bund. Den er udbredt i næsten hele Europa og videre mod øst gennem størsteparten af Sibirien og Centralasien. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2200 m.

Det latinske artsnavn hentyder til en gammel tro på, at bladene af denne art kunne helbrede skab.

 

 

Stor knopurt, Stechelberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centaurea stoebe Mangegrenet knopurt
Der hersker nogen uenighed om denne arts taksonomi. Der findes to former, der af nogle taksonomer førhen blev betragtet som særskilte arter. I dag benævnes en diploid form af planten C. stoebe spp. stoebe, tidligere kaldt C. maculosa, mens en tetraploid form, der i dag kaldes for C. stoebe ssp. micranthos, tidligere var kendt som C. biebersteinii.

I sit første leveår sætter denne toårige, til tider flerårige urt en bladroset, det følgende år en mangegrenet slank stængel, opret eller opstigende, håret, indtil 1 m høj. Stængelbladene er spredte, indtil 5 cm lange, snitdelte i talrige tynde segmenter. Bladene bliver gradvis mindre og mindre delte op ad stænglen. Kurvene er ægformede, enlige for enden af grenene, til 2,5 cm lange og 1,5 cm brede, skivekroner lyserøde, ofte med purpuragtigt skær, dækblade ovale, med mørk spids og frynser langs kanten.

Denne art vokser i mange forskellige habitater, bl.a. græsland, brakmarker, langs veje og jernbaner, tomter og andre forstyrrede steder. Den er oprindelig i Østeuropa og det sydvestlige Asien, men er blevet naturaliseret mange andre steder, specielt i tørre områder af Nordamerika, hvor den dækker store arealer og betragtes som en særdeles skadelig plante.

 

 

Mangegrenet knopurt, underarten micranthos, voksende på en mur i borgen Petersberg, Friesach, Steiermark, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cicerbita Turt
Denne slægt, som omfatter ca. 10 arter, er hjemmehørende i Asien og Europa. Førhen rummede den mange flere arter, hvoraf en del fornylig er blevet overført til slægterne Lactuca (salat) og Melanoseris. Slægtens genetik undersøges stadig, og det er muligt, at de resterende 10 arter i fremtiden også bliver flyttet til andre slægter.

Ordet Cicerbita er italiensk og betyder ‘cikorie-lignende’, hvilket sigter til, at blomsterkurvene minder om dem hos cikorie (nedenfor).

 

Cicerbita alpina Fjeld-turt
Fjeld-turt, der undertiden kaldes for Lactuca alpina, er udbredt fra det nordlige Skandinavien, Finland og det nordvestlige Rusland mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, og derfra videre mod øst til Ukraine. En reliktbestand findes også i Skotland. I den sydlige del af udbredelsesområdet er arten begrænset til bjergegne.

I Finland er et folkeligt navn på denne plante ‘bjørne-hø’, da bjørne (Ursus arctos) ofte er observeret æde dens saftige blade, i lighed med elg (Alces alces) og rensdyr (Rangifer tarandus). Førhen spiste Samerne planten rå eller kogt i rensdyrmælk. (Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/alpine-sowthistle)

I Italien spises fjeld-turt også som grønsag. Unge skud koges og serveres i olivenolie eller tomatsauce. Førstnævnte sælges på markedet under navnet insalata dell’orso (‘bjørne-salat’). (Kilde: F. Scartezzini m.fl. 2012. Domestication of alpine blue-sow-thistle (Cicerbita alpina (L.) Wallr.): six year trial results. Genetic Resources and Crop Evolution, 59(3): 465-71)

 

 

Fjeld-turt, Umbaltal, nær Virgental, Tyrol, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af fjeld-turt, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cichorium
En slægt med 7 arter, udbredt i Europa, Asien samt den nordlige halvdel af Afrika.

 

Cichorium intybus Cikorie
Denne art er vildtvoksende i hele Europa med undtagelse af Island, i Nordafrika, samt i Asien mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Pakistan. Den dyrkes mange andre steder og er blevet forvildet i Nord- og Sydamerika, Australien, Sydafrika, Kina og andre lande.

 

 

Brakmark med vegetation af cikorie, Rio Asabon, Sierra de la Pena, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cirsium Tidsel, bladhoved
En stor slægt med 250-300 arter, udbredt i Eurasien, Nordafrika, samt i Nord- og Mellemamerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirsion, navnet på en tidsel-lignende plante. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende dækblade hos kåltidsel (nedenfor).

 

Cirsium acaule Lav tidsel
Denne plante har en roset af varmt grønne, tornede blade, indtil 15 cm lange, samt sædvanligvis en enkelt kurv, op til 4 cm i diameter, i centrum af rosetten, med rødviolette skivekroner. Som navnet antyder, er denne art normalt stængelløs, men har undertiden en stængel op til 20 cm lang. Den er vidt udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til de baltiske stater og Rumænien. Dens foretrukne habitat er græsland med kort vegetation, oftest på kalkholdig jord.

 

 

Lav tidsel sammen med Merendera montana, Col du Pourtalet, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstand af lav tidsel, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium eriophorum Uldtidsel
En stovt toårig urt, indtil 1.5 m høj, med en tæt dunhåret stængel og skarpe gullige torne på de snitdelte blade, hvoraf de nederste kan nå en længde af 80 cm. De store, næsten kuglerunde kurve, op til 7 cm i tværmål, er dækket af et tæt lag af dunede hår, med korte torne gemt i ulden. Den har talrige purpurrøde skivekroner, mens randkroner mangler. Blomsterstandene er meget besøgt af bier, fluer, biller og sommerfugle.

Denne plante er vidt udbredt i Europa, fra de Britiske Øer, Tyskland og Polen mod syd til Middelhavet og Tyrkiet. Den vokser i åbne områder, bl.a. græsland, krat, lyse skove og forstyrrede steder.

Unge blade kan spises rå, og unge stængler er også spiselige efter at være skyllet grundigt i vand for at fjerne bitterstoffer. Kurvene kan koges på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), og en spiseolie kan udvindes af frøene.

 

 

Uldtidsel, Valle Tena, nær El Formigal (2 øverste), samt Ibon de Piedrafita, begge Aragon, Spanien. Nederste billede viser en lukket kurv. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium erisithales Gul alpe-tidsel
Denne slanke plante kan nå en højde af 1,5 m, med oprette, næsten hårløse stængler og nogle få snitdelte blade uden torne, men med spidse bladafsnit. De endestillede, nikkende kurve er bleggule eller citrongule, til 3 cm i diameter, oftest enlige, men undertiden i grupper på op til 5.

Arten er vidt udbredt i Syd- og Østeuropa, idet den forekommer fra det franske Massif Central via Alperne mod øst til Tatra-bjergene, de Dinariske Alper, Grækenland, Ukraine og den europæiske del af Rusland. I Alperne vokser den i højder mellem 400 og 2000 m.

På engelsk kaldes denne art bl.a. for yellow melancholy thistle, hvilket sigter til de nikkende kurve, som med undtagelse af farven minder om kurvene hos forskelligbladet tidsel (nedenfor), der på engelsk hedder melancholy thistle. I Middelalderen mente man, at denne plante hjalp mod melankoli.

 

 

Gul alpe-tidsel, Forni di Sopra, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul alpe-tidsel, nær Bistrica, nordlige Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul alpe-tidsel foran vandfaldet Fontanon di Goriude, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium helenioides Forskelligbladet tidsel
Et tidligere navn på denne plante var C. heterophyllum, som i lighed med det danske navn hentyder til artens forskelligartede blade. Den er uden torne, bliver op til 1,2 m høj, og formerer sig ofte gennem udløbere. Stænglen er furet, dunet, til tider forgrenet, bladene er grønne og glatte på oversiden, men med et tæt uldlag på undersiden. Grundbladene er stilkede, lancetformede, op til 40 cm lange og 8 cm brede, med bløde torne i randen. De øvre blade er siddende og stængelomfattende, med hjerteformede lapper. Kurvene er koniske, til 5 cm lange og 3 cm brede, skivekroner purpurrøde, dækblade glatte, tiltrykte eller til tider udstående.

Denne art vokser i græsklædte områder, krat og lyse skove, samt langs veje og floder. Den er hjemmehørende fra Nordeuropa, inklusive Skotland, mod øst gennem hovedparten af Sibirien til Kazakhstan, Sinkiang og Mongoliet. Den forekommer tillige i bjergegne i Central- og Sydeuropa, samt i Kaukasus, og den findes også nogle få steder i Island og Grønland.

I gamle dage blev arten betragtet som et godt middel mod melankoli. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger, at den drukket med vin “fordriver overflødig melankoli ud af kroppen og gør en mand så lystig som en fårekylling,” og tilføjer “Dioscorides* siger, at roden, båret om halsen, har samme virkning og fordriver alle former for melankoli. Nutidens forfattere gør sig lystige på hans bekostning. Lad dem bare, efter min mening er denne plante den bedste kur mod alle former for melankoli.”

Artsnavnet betyder ‘som Helenium‘ på latin, hvilket sigter til, at nogle af artens blade minder om grundbladene hos læge-alant (Inula helenium), se Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

*Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), græsk læge, farmakolog og botaniker, forfatter af De Materia Medica, 5 bind, der omhandler urtemedicin.

 

 

Forskelligbladet tidsel, Arabba, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forskelligbladet tidsel er meget besøgt af bier, svævefluer og sommerfugle. – Stubai-dalen, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium oleraceum Kåltidsel
Denne flerårige urt bliver op til 1,5 m høj, stængel opret, ugrenet eller med få grene, lysegrøn, blade ligeledes lysegrønne, bløde, de nedre ovale i omrids, dybt fligede, segmenterne spidse med svage torne for enden. De øvre blade er oftest udelte, hjerteformede, stængelomfattende.

Kurvene er endestillede, til 4 cm i diameter, 2-6 tæt samlet, omgivet af store gullige dækblade, som ligner løvblade og har ligget til grund for det danske slægtsnavn bladhoved. Skivekronerne er gullighvide, til tider med lyserødt skær.

Kåltidsel er almindelig i fugtige skove, på våde enge og i væld, samt langs vandløb, hvor den ofte danner tætte bestande på grund af formering ved hjælp af jordstængler. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa mod øst til det vestlige Sibirien. I bjergområder vokser den mest i dalene, men træffes undertiden op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin holus, genitiv holeris (‘grønsag’), hvilket sigter til, at unge stængler og blade er spiselige. Det danske navn hentyder også til denne brug. I Japan dyrkes arten som grønsag.

 

 

Kåltidsel, Stechelberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. I baggrunden skov-blåhat (Knautia dipsacifolia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium spinosissimum Alpe-tidsel
Det latinske artsnavn på denne plante, der bliver op til 80 cm høj, betyder ‘yderst tornet’ – et meget beskrivende navn, da stængel, blade og dækblade er fyldt med skarpe gullige torne. Kurvene, som indeholder snavset-brune skivekroner, sidder i en tæt klynge i toppen af stænglen, omgivet af mange bleggule, særdeles tornede dækblade.

Arten er udbredt overalt i Alperne og den nordlige del af Balkan, voksende i tørre, klippefyldte områder i højder mellem 1100 og 3000 m.

Unge skud kan koges som spinat eller anvendes i suppe. I gamle dage blev planten også kogt til svinefoder.

En lignende art, Bertolonis tidsel (C. bertolonii), er udbredt i Apenninerne. Den blev førhen betragtet som en underart af alpe-tidsel.

 

 

Stor bevoksning af alpe-tidsel, nær Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-tidsel, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-tidsel, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-tidsel, Passo Falzárego, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Crepis Høgeskæg
Denne kæmpestore slægt, som omfatter omkring 200 arter, er udbredt på den nordlige halvkugle og i Afrika, med den største koncentration af arter omkring Middelhavet. Slægtsnavnet er afledt af græsk krepis (‘slipper’ eller ‘sandal’), som ifølge nogle kilder hentyder til frugtens form.

 

Crepis aurea Orangerød høgeskæg
Efter min mening er denne art det smukkeste medlem af slægten. Den bliver op til 30 cm høj, med en roset af ovale til lancetformede, tandede, glatte, friskgrønne blade, indtil 10 cm lange, samt slanke, hårede eller glatte, til tider forgrenede stængler, hver stængel og gren med en enlig, orange eller orange-gul kurv i spidsen.

Arten er udbredt i europæiske bjergegne, i Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne og Abruzzerne, samt på Balkan, og den findes også i Lilleasien. I Alperne vokser den i enge og græsgange, fortrinsvis på kalkfattig jordbund, i højder mellem 1000 og 2900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket selvfølgelig sigter til kurvenes farve.

 

 

Orangerød høgeskæg, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orangerød høgeskæg, Turracher Höhe, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crepis staticifolia
Førhen var denne art placeret i slægterne Hieracium (nedenfor) og Tolpis, men en genetisk undersøgelse påpeger, at den sandsynligvis er en Crepis-art. (Kilde: S.J. Park et al. 2001. Phylogenetic relationships of Tolpis (Asteraceae: Lactuceae) based on ndh F sequence data. Plant Systematics and Evolution 226(1):23-33)

Denne plante kan blive indtil 50 cm høj, stængel opret, grenet foroven, blade næsten alle grundblade, linje- til lancetformede, helrandede eller med få tænder, smalnende ind ved grunden. De få stængelblade er linjeformede, helrandede. Kurvene er enlige i toppen af stængel og sidegrene, kurvbund ægformet, op til 1,1 cm lang, dækblade sortbrune, melede, tæt tilsluttet. Både randkroner og skivekroner er svovlgule. Arten formerer sig også vegetativt ved hjælp af underjordiske stængler.

Hovedområdet for dens udbredelse er Alperne, og den findes tillige i de franske Jurabjerge, i Ungarn, samt på Balkan. Den trives på kalkrig grund, vokser ofte i sand og grus eller blandt klipper. I Alperne træffes den op til højder omkring 2500 m.

 

 

Crepis staticifolia, Vrata-dalen, Triglavski Narodni Park, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Crepis staticifolia, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. T.v. en skov-gøgeurt (Dactylorhiza maculata ssp. fuchsii). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Crepis staticifolia, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. I baggrunden lav gipsurt (Gypsophila repens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Doronicum Gemserod
Denne slægt, som rummer omkring 38 arter, er karakteriseret ved deres store gule blomsterkurve. De er hjemmehørende i hele Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Nordafrika, Mellemøsten, Himalaya og det centrale Kina.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, darawnaj eller darawnij. Det danske navn er en direkte oversættelse af deres tyske navn, Gämswurz.

På engelsk kaldes de for leopard’s bane (‘leopardens endeligt’), et navn taget fra en af arterne, D. pardalianches, afledt af græsk pardalis (‘leopard’) og ankhein (‘at kvæle’). Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) blev saften af en Doronicum-art smurt på kød i den tro, at det ville få leoparder, som åd det, til at dø af kvælning.

 

Doronicum austriacum Østrigsk gemserod
Denne art er udbredt på de Britiske Øer, i Central- og Sydeuropa, samt i Tyrkiet. Den danner tætte bestande af indtil 1,2 m høje stængler, grundblade op til 13 cm lange og 7 cm brede, fint tandede i randen. De talrige stængelblade ligner grundbladene, men bliver gradvis mindre op ad stænglen. De store kurve, op til 8 cm i diameter, sidder for enden af stænglen og de talrige sidegrene. Randkronerne er lange, smalle, båndformede, stærkt gule, mens skivekronerne er smudsig-gule.

 

 

Østrigsk gemserod, Oberwölz, nær Sankt Peter am Kammersberg, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østrigsk gemserod, voksende i en skov nær Koprivnik, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Doronicum columnae Tue-gemserod
I lighed med østrigsk gemserod danner denne art tætte bestande, men den er lavere og slankere, indtil 60 cm høj, normalt med ugrenet stængel. Grundbladene er ovale, nyre- eller hjerteformede og stærkt takkede, stængelblade få, hjerteformede, stængelomfattende. De enlige kurve er endestillede, op til 6 cm i tværmål.

Denne plante vokser på fugtige og ofte skyggefulde steder blandt kalkklipper, i højder mellem 500 og 2100 m. Den er udbredt i de østlige Alper og Karpaterne, på Balkan, samt i Italien.

 

 

Tue-gemserod, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Doronicum grandiflorum Storblomstret gemserod
Denne plante danner tætte bestande, til tider op til 40 cm høje, men normalt langt lavere. Stænglen har mange ovale til lancetformede blade med kirtelhår, de er stængelomfattende, svagt bølgede, med få store tænder i randen. Kurve måler indtil 6 cm i diameter.

Arten vokser især på eroderede bjergskråninger i kalkrige områder, gerne blandt sten og grus. Den er hjemmehørende i Alperne og Pyrenæerne, samt i bjergegne på Balkan og Korsika, i højder mellem 1400 og 3400 m.

 

 

Storblomstret gemserod, Cabane de Prarochet, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echinops Tidselkugle
De fleste medlemmer af denne slægt, som omfatter ca. 120 arter, er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, men nogle få arter kan træffes på bjergtoppe i Tropisk Afrika.

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Echinops ritro
Denne tidsel-lignende plante danner ofte tætte bestande. Stænglerne er snehvide, op til 1 m høje, med talrige tornede, næsten snitdelte blade, som er grønne på oversiden, mens undersiden er dækket af et gråligt filtlag. Grundbladene kan blive op til 20 cm lange, stængelbladene betydeligt kortere. De kuglerunde blomsterstande, som måler op til 4,5 cm i diameter, har himmelblå eller stålblå kroner.

Arten er vildtvoksende i Central- og Sydeuropa, mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Turkmenistan.

 

 

Echinops ritro, Rio Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hieracium Høgeurt
Denne slægt omfatter et kolossalt stort antal småarter, måske over 9000 – et resultat af disse planters apomiktiske (aseksuelle) formering. Slægten er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hierakion, en diminutiv-betegnelse for hierax (‘høg’). Ifølge en gammel legende skulle høge være i stand til at skærpe deres syn ved hjælp af disse planters mælkesaft. En anden mulig forklaring kan være, at spidsen af randkronerne minder om høgevinger.

 

Hieracium villosum Lådden høgeurt
Denne plante kendes nemt på det tætte hårlag på stængel og blade, en tilpasning til at nedsætte fordampningen i de områder, hvor planten vokser, nemlig tørt græsland og klipper. Den danner normalt tætte, lave tuer, men bliver undertiden op til 30 cm høj. Stænglen er somme tider forgrenet. De fleste blade er grundblade, aflange eller svagt hjerteformede, indtil 8,5 cm lange, stængelblade kortere. Kurvene er normalt enlige for enden af stængel eller sidegrene, undertiden 2 eller 3 sammen.

Arten er udbredt i bjergegne i det sydlige Europa, bl.a. Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne, de Dinariske Alper og Karpaterne, i højder mellem 1100 og 2700 m.

 

 

Talrige regndråber klynger sig til det tætte hårlag på dette eksemplar af lådden høgeurt, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hypochaeris Kongepen
Denne slægt er udbredt i tempererede områder i Europa, Asien, Afrika og Sydamerika. Antallet af arter er omdiskuteret, varierende fra omkring 64 til 100, afhængigt af kilde.

Slægtsnavnet kommer sandsynligvis af græsk hypo (‘under’) og choeris (‘ung gris’), hvilket sigter til, at grise elsker at spise roden af almindelig kongepen (H. radicata). Navnet kongepen er af usikker oprindelse. Det engelske navn på disse planter er cat’s-ear, hvilket sigter til bladene hos almindelig kongepen, som er dækket af stive hår.

 

Hypochaeris uniflora Stor kongepen
Som dens danske navn siger, er stor kongepen en stovt plante, der kan blive indtil 60 cm høj. Normalt er der kun en enkelt stængel, undertiden 2, dækket af et tæt hårlag. Den er iøjnefaldende fortykket lige under den enlige kurv, som kan blive op til 7 cm i diameter. De fleste blade er grundblade, samlet i en roset, De er elliptiske, aflange eller svagt ovale, op til 2 cm brede og til tider op til 22 cm lange, men oftest betydeligt kortere, med små tænder i randen. Stængelblade er få, ofte reduceret til skæl. Dækbladene omkring kurven er mørkebrune, tæt hårede. Kurvene er gule, med talrige båndformede randkroner.

Arten er hjemmehørende på græsgange og andre græsklædte områder, oftest på sur jordbund i højder mellem 1300 og 2600 m, udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Balkan, Karpaterne, Tatra-bjergene og Ukraine.

Det latinske artsnavn betyder ‘enblomstret’, hvilket sigter til, at hver stængel kun har en enkelt kurv.

 

 

Stor kongepen, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. Topspirende pileurt (Polygonum viviparum) og rødkløver (Trifolium pratense) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jacobaea Brandbæger
En slægt med omkring 66 arter, udbredt i hele Europa og størstedelen af Asien, i Nordafrika, samt i de nordlige dele af Nordamerika. Disse planter var førhen placeret i slægten Senecio (nedenfor), men efter genetiske studier blev de overført til en særskilt slægt.

Navnet brandbæger hentyder til de sorte spidser på dækbladene hos nogle Senecio-arter.

 

Jacobaea vulgaris Eng-brandbæger
Denne toårige eller flerårige urt, der tidligere blev kaldt Senecio jacobaea, er udbredt i hele Europa, mod syd til Nordafrika og Tyrkiet, og derfra mod øst til Ural-bjergene og Centralasien. Den er tillige blevet indslæbt til mange andre steder og betragtes ofte som et uønsket ukrudt, specielt på grund af dens giftige virkning på græssende kvæg og heste. Den vokser sædvanligvis i tørre, græsklædte områder og andre åbne steder.

Stænglen er opret, grøn eller rødlig, normalt glat, stærkt forgrenet, til tider af en højde på 2 m, men oftest lavere. Bladene, op til 20 cm lange og 6 cm brede, er snitdelte, med tænder i randen af fligene. De meget talrige kurve, til 2,5 cm i tværmål, har 10-15 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner. Blomsterne er meget besøgt af bier, svævefluer og sommerfugle.

To af artens engelske folkenavne er stinking willie og mare’s fart (‘hoppe-fis’), hvilket sigter til bladenes ubehagelige lugt.

 

 

Eng-brandbæger, Ibon de Piedrafita, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lactuca Salat
Antallet af arter i denne slægt er uafklaret. Mange tidligere medlemmer er blevet overført til andre slægter, og slægten er under stadig revision. Den har måske 50-70 medlemmer, der hovedsagelig er udbredt i tempererede områder af Europa, Asien og Nordamerika.

Slægtsnavnet var det klassiske latinske navn på havesalat (L. sativa), afledt af lactis (‘mælk’), hvilket hentyder til den hvide mælkesaft hos denne art.

 

Lactuca perennis Blå salat
Denne art er vidt udbredt i størsteparten af Central- og Sydeuropa, fra Spanien og Frankrig mod øst til Ukraine, samt fra Tyskland og de baltiske stater mod syd til Italien og Grækenland. Den vokser fortrinsvis på solrige steder på kalkgrund, bl.a. tørre enge, vejkanter, brakmarker og langs floder, op til højder omkring 2000 m.

Stænglen er indtil 60 cm høj, opret, glat, forgrenet foroven. De fleste blade er grundblade, blågrønne, stilkede, snitdelte med lancetformede, fligede eller tandede afsnit. Stængelbladene bliver gradvis mindre op ad stænglen, mindre snitdelte og stængelomfattende. Kurvene, op til 4 cm i tværmål, har kun randkroner, blå eller purpurfarvede, sjældent hvide.

 

 

Blå salat, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leontopodium Edelweiss
Denne slægt, som tæller omkring 58 arter, er fortrinsvis begrænset til Asien, med nogle få arter udbredt vestpå til Europa.

Slægtsnavnet kommer af græsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da han navngav denne slægt, hentydede den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858) formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote.

 

Leontopodium alpinum Almindelig edelweiss
Denne art, der af nogle autoriteter betragtes som en underart af den hovedsagelig asiatiske L. nivale, er vidt udbredt, idet den vokser på klippefyldte enge i bjergegne fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne og Tatra-bjergene, og videre mod syd til Balkan.

Den kendes nemt på de tæt uldhårede dækblade, som danner en stjerne i to lag omkring kurven, der kun har 5-6 gule skivekroner. Stænglen er meget kort, normalt under 10 cm, undertiden op til 20 cm. De spatelformede blade, til 3 cm lange og 5 mm brede, er sølv-grønne, uldhårede, men ikke i nær så høj grad som dækbladene.

Selv om den er ret beskeden af udseende, er denne art en af de højest værdsatte planter i Alperne og på Balkan og udgør et nationalt symbol i adskillige lande: Schweiz, Østrig, Slovenien, Rumænien og Bulgarien.

På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’, og i løbet af 1800-tallet blev den et symbol på renhed. Nogle erklærede endog, at indsamling af denne plante krævede mod, hvilket naturligvis er det pure nonsens, da den vokser i alpine enge og på skrænter, hvor den er meget let at indsamle. I romanen Edelweiss, fra 1861, overdriver den tyske forfatter Berthold Auerbach (1812-82) på latterlig vis dette besvær, da han hævder, at “besiddelse af et eksemplar er udtryk for usædvanligt vovemod.“

Arten blev tidligere anvendt som et traditionelt middel mod luftvejsinfektioner og underlivsproblemer.

 

 

Almindelig edelweiss, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leucanthemum Okseøje
En slægt med omkring 50 arter, udbredt næsten overalt i Europa, mod syd til Middelhavet og Iran, mod øst gennem Sibirien og de nordlige dele af Centralasien til Stillehavskysten. Et antal arter dyrkes som prydplanter.

Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til slægtens hvide randkroner. Skivekronerne er gule. Førhen var disse planter placeret i slægten Chrysanthemum.

 

Leucanthemum adustum Håret okseøje
Tuedannende, sjældent over 30 cm høj, stænglen normalt bladløs i den øverste tredjedel. Bladene noget kødfulde, normalt med 6-20 spidse tænder langs hver side, øvre blade med afrundet eller smal basis. Kurvbundens dækblade er sortbrune i randen. Kurvene ligner meget dem hos L. vulgare (nedenfor), men er mindre og med kortere randkroner.

Denne plante, som mest vokser på klippefyldte steder, er udbredt i bjergegne i Central- og Sydeuropa.

 

 

Håret okseøje, Oeschinen See, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Håret okseøje, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucanthemum vulgare Hvid okseøje
Denne art, tidligere kaldt Chrysanthemum leucanthemum, er vidt udbredt i omtrent det samme område som slægten. Den er blevet indført som prydplante til mange andre lande og ses ofte forvildet.

Stænglen kan blive op til 1 m høj, med stilkede grundblade, indtil 25 cm lange og 7 cm brede, spatelformede eller ovale, tandede, stængelbladene meget mindre, indtil 7,5 cm lange, også tandede, basis normalt dybt fliget eller med frynser. Kurvene er indtil 7,5 cm i tværmål, normalt enlige for enden af en lang stængel. De 15-30 hvide randkroner er båndformede, indtil 2,4 cm lange, normalt med 3 små tænder i spidsen. Skivekroner gule, yderst talrige, undertiden op mod 500, som danner en let hvælvet midte.

 

 

Hvid okseøje med regndråber, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Petasites Hestehov
Disse planter, i alt omkring 18 arter, har en tyk underjordisk stængel og store, rabarberlignende blade. De er hjemmehørende i størsteparten af Europa og Asien, samt det nordlige Nordamerika. De fleste af arterne er tilknyttet fugtige områder, fx flodbredder, enge og moser.

Slægtsnavnet kommer af græsk petasos, som betyder ’bredskygget hat’. Det sigter i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe til de meget store blade hos rød hestehov (P. hybridus), der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (Skræppe var førhen et folkeligt navn for alle urter med meget store blade). Navnet hestehov hentyder til bladenes form hos nogle arter.

Disse planters rolle i folketroen er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Petasites albus Hvid hestehov
Tidligt om foråret bliver de blomstrende stængler af denne art op til 30 cm høje, men forlænges under frugtmodningen, undertiden til 80 cm. Blomsterstanden er en tæt klase af kurve med hvide skivekroner, mens randkroner mangler. Stængelbladene er ofte skælagtige. De store grundblade, der kommer frem efter blomstringen, er afrundede, dobbelt-tandede, indtil 40 cm brede.

Arten foretrækker fugtig bund i lyse skove, ofte omkring kilder eller langs vandløb, på alpine græsgange og langs veje. Den forekommer i størsteparten af Europa, i Tyrkiet, samt i Kaukasus. I Alperne træffes den fra lavlandet op til omkring 2700 meters højde.

 

 

Hvid hestehov, Rinnbach, Pongau, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Petasites paradoxus Alpe-hestehov
Alpe-hestehov er vidt udbredt i områder med kalksten i Pyrenæerne, Alperne, Jura-bjergene, Karpaterne, samt bjerge på Balkan. Den vokser fra dalene op til en højde af ca. 2700 m.

Under blomstringen, mellem april og juni, kan stænglerne af denne art nå en højde af ca. 30 cm, men forlænges under frugtmodningen, undertiden til 60 cm. Blomsterstanden er en tæt klase af kurve med lyserøde skiveblomster, mens randkroner mangler. Stængelbladene er ofte skælagtige. De store grundblade, der kommer frem efter blomstringen, er trekantede eller hjerteformede, tandede, indtil 30 cm brede, med et tæt snehvidt filtlag på undersiden.

 

 

Blade og frøstande af alpe-hestehov, Prehodavci, nær Trenta-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prenanthes Haresalat
Traditionelt rummer denne slægt 10 arter, udbredt i Europa, Tyrkiet, Kaukasus, Centralasien, Myanmar, Sumatra, Ethiopien og Zaire. Et genetisk studium fra 2009 argumenterer imidlertid for, at alle arter med undtagelse af purpur-haresalat bør overføres til andre slægter.

 

Prenanthes purpurea Purpur-haresalat
Stænglen af denne plante er vidt forgrenet og når undertiden en højde af 1,5 m, men er sædvanligvis meget lavere. De glatte blade er aflange eller lancetformede, til ca. 10 cm lange og 2 cm brede, nedre blade stilkede, tandede eller snitdelte, øvre blade siddende, tandede, ikke snitdelte, med hjerteformet, stængelomfattende grund. Oversiden af bladene er grøn, undersiden grålig eller blågrøn. Der er talrige blomsterstande, båret i grenede klaser på tynde, forgrenede stilke fra bladhjørnerne. Kurvene er meget små med kun 2-5 purpurrøde randkroner, med udragende griffel.

Denne art vokser i frodige, skyggefulde skove, især på næringsrig bund. Den er vidt udbredt og forekommer fra Vest- og Centraleuropa, samt Balkan, mod øst til Ukraine, Kaukasus og Tyrkiet. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2100 m.

 

 

Purpur-haresalat, Reserve Naturelle de Neouvielle, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Senecio Brandbæger
Denne meget store slægt, der omfatter over 1200 arter, er udbredt næsten overalt i verden. Størsteparten af disse planter er oprette urter, med nogle få klatrende eller krybende arter.

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘gammel mand’), hvilket sigter til de hvide frøhår hos slægten. Det danske navn hentyder til de sorte spidser på dækbladene hos nogle arter i slægten.

 

Senecio doronicum Gemserod-brandbæger
Stængel indtil 50 cm høj, grenet, håret, blade spredte, aflange, ovale eller lancetformede, savtakkede, de nedre blade nedløbende, de øvre siddende. Kurvene en enlige eller op til 5 sammen, til 6 cm i diameter, skivekroner orange, randkroner 10-20, gule eller orangegule.

Denne plante vokser i klippefyldte områder på kalkrig jord, op til højder omkring 2500 m. Den er udbredt i Central- og Sydeuropa.

Det latinske artsnavn (og det danske navn) hentyder til kurvene, der minder om kurvene hos slægten Doronicum (ovenfor).

 

 

Gemserod-brandbæger, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gemserod-brandbæger, Obersteinberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio pyrenaicus
Denne plante, der også kaldes for S. tournefortii, er endemisk i Pyrenæerne og Sierra Nevada, hvor den vokser i åbne fyrreskove og klippefyldte områder, gerne nær vandløb. Stænglen er opret, til 60 cm høj, glat eller svagt håret, bladene lancetformede med talrige små tænder i randen. Kurvene sidder i små, stilkede klynger for enden af stænglen, hver kurv indtil 3,5 cm i diameter, med 10-16 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner.

 

 

Senecio pyrenaicus, Reserve Naturelle de Neouvielle, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Serratula
Denne slægt, som rummer omkring 32 arter, findes næsten overalt i Europa, samt i Nordafrika og Tyrkiet, mod øst gennem Sibirien og Centralasien til Stillehavskysten, og derpå mod syd til Kina og Japan.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin serratum (‘savet’), hvilket hentyder til de takkede blade hos eng-skær (nedenfor).

 

Serratula tinctoria Eng-skær
Vidt udbredt i størsteparten af Europa, samt i Nordafrika og Tyrkiet, men er intetsteds almindelig. Den vokser især på sur bund på solrige steder eller i halvskygge, bl.a. i enge og lyse skove samt på heder. I Danmark er den meget sjælden, findes kun på omkring 10 lokaliteter spredt rundt i landet, flest i det nordlige Bornholm.

Denne plante bliver undertiden op til 1 m høj, men er normalt lavere. Stænglen er opret, gullig-grøn, often med et violet skær, glat, furet, forgrenet foroven, nedre blade stilkede, indtil 25 cm lange, ovale eller lancetformede, varierende fra helrandede til næsten snitdelte, med smalle, spidse sideflige og en lang, elliptisk, endestillet flig. De øvre blade er mindre, kortstilkede eller siddende. Bladranden er stærkt takket. Kurvede sidder i endestillede, forgrenede klynger, hver kurv indtil 2 cm i tværmål, randkroner manglende, skivekroner talrige, purpurrøde eller violette, sjældent hvide eller lyserøde.

I gamle dage blev arten anvendt medicinelt til behandling af benbrud og sår.

Det latinske artsnavn kommer af tinctus (‘farvet’), hvilket sigter til, at et gult farvestof førhen blev udvundet af artens blade. Det danske artsnavn er en oversættelse af et lokalt svensk navn på arten, ängsskära.

 

 

Eng-skær, Valle Hecho, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien
I dag omfatter denne familie 6 slægter af løvfældende træer og buske med i alt omkring 167 arter, men tidligere rummede den kun to slægter, Betula (birk) og Alnus (el). Imidlertid betragtes den tidligere familie Corylaceae (hassel, avnbøg m.fl.) nu som en underfamilie, Coryloideae, af birkefamilien.

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes.

Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Alnus El
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter af buske og træer, er udbredt i hele den nordlige tempererede zone, med nogle få arter i Mellemamerika og Andes. Frugten er meget karakteristisk, idet den er forveddet og minder om en lille kogle.

 

Alnus alnobetula Grøn el
Genetisk forskning har påvist, at grøn el, førhen kaldt Alnus viridis, udgør en centraleuropæisk underart af den vidt udbredte A. alnobetula, som, opdelt i omkring 6 underarter, forekommer tværs gennem Sibirien mod øst til Kamchatka og Japan, in størstedelen af Alaska, Canada og det nordligste USA, samt i det sydvestlige Grønland. En særskilt underart er begrænset til Korsika. I Alperne træffes arten fra dalene op til omkring 2800 meters højde.

Denne løvfældende busk, der bliver op til 6 m høj, har glat, grå bark, som med alderen bliver sortagtig. De ovale blade, indtil 8 cm lange og 6 cm brede, er skinnende grønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, med dobbelt-tandet margin. Hanraklerne er hængende, op til 8 cm lange, hunraklerne oftest oprette, ellipseformede, til 1 cm lange og 7 mm brede, i klynger på 3-10 på endestillede grene. De er først grønne og bliver senere brune, når de modnes om efteråret.

Grøn el kan også formere sig vegetativt gennem rodslående grene.

 

 

Grøn el med grønne umodne kogler, samt brune modne kogler fra det foregående år, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blad af grøn el med skyggen fra frugter, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien
En stor familie, der omfatter omkring 156 slægter med ca. 2500 arter af urter, sjældent buske, slyngplanter og træer. De fleste arter er stivhårede. Disse planter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, med Middelhavet som kærneområde.

 

Myosotis Forglemmigej
En slægt med omkring 50 arter, udbredt i Europa, Asien, Afrika, Australien og Nordamerika.

Oprindelsen af navnene Myosotis og forglemmigej, samt disse planters rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Myosotis alpestris Alpe-forglemmigej
Denne cirkumpolare, arktisk-montane art er udbredt i bjergegne i Europa, Nordafrika, Centralasien, Fjernøsten, samt Nordamerika, og den forekommer tillige langs arktiske kyster, fra Kola-halvøen mod øst til Alaska. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes i højder mellem 1300 og 3000 m.

De oprette stængler, som er dækket af bløde hår, kan undertiden blive indtil 45 cm høje, men er oftest langt lavere eller næsten manglende. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, smalt omvendt spatelformede eller linjeformede, til 8 cm lange og 12 mm brede, hårede, øvre blade mindre, siddende. Blomsterstandene er tætte svikler, indtil 15 cm lange, blomsterne op til 8 mm i diameter, blå med hvidt svælg, omgivet af 5 hvide eller gule skæl.

 

 

Alpe-forglemmigej, Hochtor, Grossglockner, Østrig. På det øverste billede ses også tue-limurt (Silene acaulis, Caryophyllaceae), på det nederste moskus-stenbræk (Saxifraga exarata). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pulmonaria Lungeurt
Denne slægt, der omfatter ca. 18 arter, er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, med en enkelt art østpå til det nordlige Kina.

Det latinske og det danske navn hentyder begge til den tidligere anvendelse af almindelig lungeurt (P. officinalis) mod lungesygdomme.

 

Pulmonaria montana Bjerg-lungeurt
Stængel opret eller opstigende, til 40 cm høj, sparsomt håret. Blade spredte, lancetformede, til 6 cm lange og 2 cm brede, uplettede eller med svage grønne pletter, basis halvt stængelomfattende eller let nedløbende. Blomsterstanden er sammenrullet, tæt, dunhåret, blomsterstilke meget korte, kronblade sammenvoksede til et rør, først røde, siden blå eller mørkt purpurfarvede.

Denne art er begrænset til Vesteuropa, udbredt fra Pyrenæerne og de vestlige Alper mod nord til Belgien og Luxembourg, samt Rhin-provinsen i Tyskland. Den vokser i skove, på skovenge og langs skovkanter.

 

 

Bjerg-lungeurt, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien
En meget stor familie af urter og enkelte buske, omfattende omkring 330 slægter og 3500 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med overvægt i tempererede områder. Den største diversitet er omkring Middelhavet, i Mellemøsten og Centralasien, samt i det vestlige Nordamerika.

Disse planter har alle 4 kronblade, der sidder korsvis to og to, hvilket gav anledning til det ikke længere anvendte navn på familien, Cruciferae, afledt af latin crux (‘kors’) og‎ ferae (‘bærer’). Frugten er en såkaldt skulpe, som ved modenhed spaltes op i to dele på langs.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelse af planten.

 

Biscutella Brilleskulpe
En slægt på omkring 50 arter, udbredt i det centrale og sydlige Europa, Nordafrika og Mellemøsten, med størst koncentration omkring Middelhavet. Skulpen af disse gulblomstrede planter er yderst karakteristisk, idet den er opdelt i to cirkelrunde halvdele, hvorved den minder om et par briller.

På engelsk kaldes disse planter for buckler-mustard (‘spænde-sennep’). Dette besynderlige navn hentyder til frugtens form, idet en buckler er et cirkelrundt skjold, som soldater i gamle dage holdt ved hjælp af et håndtag, eller det var fastspændt til hans underarm med et bælte. Ordet er afledt af oldfransk (escu) bocler, direkte oversat ‘(skjold) med et spænde’.

 

Biscutella laevigata Almindelig brilleskulpe
Denne art er vidt udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra Portugal mod øst til Ukraine og Balkan. I Alperne er den meget almindelig i græsklædte områder og blandt klipper, fra lavlandet op til omkring 2800 meters højde.

Stænglen, som er forgrenet foroven, bliver op til 40 cm høj, bladene er lancetformede, med stive hår, indtil 12 cm lange og 1,5 cm brede, enten snitdelte eller helrandede med få tænder i randen. Bladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. De talrige gule blomster er arrangeret i spredte, grenede, endestillede klaser, kronblade smalt ægformede, til 8 mm lange. Frugten, som er opdelt i to cirkulære halvdele, er indtil 5 mm lang og 12 mm bred, hver halvdel med et enkelt frø.

Planten formerer sig undertiden gennem rodskud.

 

 

Stor bevoksning af almindelig brilleskulpe, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig brilleskulpe, Umbaltal, nær Virgental, Tyrol, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cardamine Springklap
Denne store slægt med omkring 200 arter af urter findes i et bredt udsnit af habitater i de fleste egne af kloden.

Slægtsnavnet kommer af græsk kardamon, et ældgammelt navn på en slags karse. Det danske navn hentyder til spredningen af frøene hos disse planter. Ved modenhed åbner skulpens klapper sig pludselig, hvorved frøene slynges ud.

 

Cardamine amara Vandkarse
I sit første leveår har denne flerårige urt kun grundblade, men sender en række udløbere ud. Det følgende forår dannes oprette eller opstigende stængler, furede, glatte eller hårede, indtil 70 cm høje, men oftest lavere, med masser af spredte blade, som er stilkede, snitdelte, med 3-17 småblade, hvoraf det endestillede er større end de sidestillede. Blomsterne sidder i en endestillet, udbredt klynge, kronblade normalt hvide, sjældent lyserøde eller purpurfarvede, indtil 14 mm lange, med violette støvknapper. Skulpen er op til 4 cm lang og 2 mm bred.

Denne plante er tilknyttet kilder og andre fugtige steder med rindende vand på næringsrig jord. Den er vildtvoksende overalt i Europa, med undtagelse af Island, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne kan den træffes op til mindst 2000 meters højde.

Planten er rig på vitamin C, og i gamle dage blev den indtaget som modvirkning mod skørbug.

 

 

Vandkarse, voksende i en kilde, Turracher Höhe, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cardamine enneaphyllos
Denne plante bliver op til 30 cm høj, med 3 stængelblade, som sidder i krans under blomsterstanden, snitdelte, flige indtil 5 cm lange, ovale eller lancetformede, uregelmæssigt dobbelt-tandede. Blomster bleggule eller næsten hvide, nikkende, kronblade indtil 1,6 cm lange. De spektakulære skulper bliver indtil 7,5 cm lange og 4 mm brede.

Denne art, der tidligere blev kaldt for Dentaria enneaphyllos, vokser i løvskove og krat på kalkholdig jord. Den er udbredt fra det sydlige Skotland og Tyskland mod syd til Middelhavet, samt fra det centrale Frankrig mod øst til Ukraine og Krim. I Alperne forekommer den især i dalene.

 

 

Den karakteristiske frøstand af nikkende tandrod, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Draba
En meget stor slægt med omkring 350 arter, primært udbredt på den nordlige halvkugle, specielt i bjerge og arktiske egne. Endvidere findes ca. 70 arter i Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drabe, en slags karse.

 

Draba aizoides Stivbladet draba
Denne diminutive, flerårige plante, der bliver op til 10, undertiden 15 cm høj, har en roset af linjeformede, stive, helrandede blade, op til 2 cm lange, med hvidlige hår langs randen. Stængel opret, glat, uden blade, med en endestillet blomsterstand, kronblade gule, ofte hvidlige med alderen, op til 5 mm lange, med et lille indhak i spidsen. Skulpen, som er ellipseformet, indtil 1,3 cm lang, modnes i løbet af vinteren.

Denne art vokser blandt klipper og i grus i kalkrige områder. Den er udbredt i bjergområder i Central- og Sydeuropa, fra Pyrenæerne via Alperne til Karpaterne, samt i adskillige lavere bjerge i Vesteuropa, deriblandt Vogeserne, Jura, Cévennerne, de belgiske Ardenner, samt på Gower-halvøen i Wales. I Alperne træffes den op til mindst 2500 meters højde.

 

 

Stivbladet draba, Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erucastrum Svinesennep
En slægt med omkring 25 arter, vildtvoksende i størsteparten af Europa, Tyrkiet, den Arabiske Halvø, samt det nordlige, østlige og sydlige Afrika, med et kærneområde omkring Middelhavet.

 

Erucastrum gallicum Almindelig svinesennep
Denne art er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa, men er blevet indslæbt til mange andre egne af kloden, bl.a. Danmark. Den vokser især i lavere bjerge og ses mere fåtalligt i lavlandet. Den ses ofte som kolonisator af tomter og brakmarker, til tider langs veje og jernbaner.

Stængel indtil 60 cm høj, opret, grenet, håret forneden, blade snitdelte ned 4-8 flige på hver side. Blomsterstandene er mangeblomstrede, endestillede, kronblade gule, til 9 mm lange. De stilkede skulper er indtil 5 cm lange.

 

 

Almindelig svinesennep, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erucastrum nasturtiifolium Karsebladet svinesennep
Stængel op til 80 cm, håret, grenet fra grunden, blade mørkegrønne, snitdelte, med 4-8 smalle flige, der igen er fligede eller tandede, ofte bølgede i randen, ikke ulig blade af brøndkarse, hvilket afspejles af det latinske artsnavn. Blomsterstandene er mangeblomstrede, endestillede, kronblade gule, til 1,3 cm lange, skulper indtil 5 cm lange.

Denne art naturlige udbredelsesområde er fra Pyrenæerne, Alperne og det nordlige Balkan mod nord til det nordlige Frankrig og Tyskland, med de nordligste forekomster i det centrale Baden-Württemberg, Frankoniske Alb, samt området omkring Rhinen. Den findes også i Østeuropa, mod øst til Ukraine og europæisk Rusland, men er muligvis indslæbt her. I Alperne træffes den oftest i de lavere dele, undertiden op til højder omkring 2000 m. Dens foretrukne habitat er fugtig, næringsrig jord, og den ses ofte som kolonisator af sandede og grusede flod- og søbredder.

 

 

Karsebladet svinesennep, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hugueninia tanacetifolia
Denne art, det eneste medlem af slægten, bliver op til 1 m høj, stængel opret, glat eller dunhåret, grenet foroven. De kortstilkede blade er spredte, til 20 cm lange, snitdelte, ovale eller lancetformede i omrids, med 5-10 par savtakkede flige. Blomsterstandene er klaser af små gylden-gule blomster med ovale kronblade, en smule bredere foroven, til 4 mm lange, basis kileformet, spids afrundet. Skulpen er firkantet, kølleformet, til 12 mm lang.

Denne plante er vildtvoksende i bjerge på den Iberiske Halvø, samt i Pyrenæerne og de sydvestlige Alper, voksende på golde, klippefyldte skråninger i højder mellem 1500 og 2500 m.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og lærer Auguste Huguenin (1780-1860), som boede i Savoy. Artsnavnet betyder ‘med blade som rejnfan’, hvilket sigter til bladenes lighed med blade af rejnfan (Tanacetum vulgare).

 

 

Hugueninia tanacetifolia, Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thlaspi Pengeurt
En slægt med ca. 75 arter, hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien, med flest arter i Sydeuropa og Mellemøsten.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thlaspis, en slags karse. Det danske navn hentyder til skulpens form hos nogle af arterne, der minder om en lille mønt.

 

Thlaspi rotundifolium Rundbladet pengeurt
En tueformet, diminutiv plante, til 10 cm høj, til tider med udløbere. Stængel glat, krybende eller opstigende, grundblade i roset, bredt ovale eller spatelformede, ofte kødfulde, til tider svagt tandede, indtil 1,8 cm lange og 9 mm brede. Stængelblade lignende, siddende. Blomsterstanden er en klase af lyserøde eller violette, sødtduftende blomster, kronblade op til 1 cm lange og 5 mm brede. Skulpen er indtil 1,2 cm lang og 3 mm bred.

Arten er udbredt fra det østlige Frankrig gennem Alperne til den nordlige del af Balkan. Den vokser oftest på kalksten i højder mellem 1600 og 2800 m.

 

 

Rundbladet pengeurt, Sasso Becce, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
En stor, næsten kosmopolitisk familie med omkring 86 slægter og over 2300 arter.

 

Adenophora 
Disse planter ligner meget klokkeblomster (nedenfor), men adskiller sig gennem at have en ring af nektar-kirtler ved basis af støvdragerne. Der findes omkring 62 arter, hvor langt størsteparten er udbredt i Fjernøsten. Kun to arter når Europa, hvoraf den ene er begrænset til Krim-halvøen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk aden (‘kirtel’) og phorea (‘at bære’), hvilket sigter til nektar-kirtlerne.

 

Adenophora liliifolia
Denne flerårige urt, førhen kaldt for Campanula rhomboidea, har en opret, grenet stængel indtil 1,5 m høj, undertiden højere. De nedre stængelblade er elliptiske eller ovale, smalnende ind til en kort stilk. De visner tidligt. Øvre stængelblade siddende, lancetformede eller ovalt-lancetformede, helrandede eller tandede, glatte, grønne og skinnende på oversiden, blegere på undersiden. Blomster meget talrige i en endestillet klase, grenet eller ugrenet, blomster kortstilkede, nikkende, klokke- eller tragtformede, til 2 cm lange, kronblade blegblå med 5 brede, afrundede eller spidse, udbredte flige.

Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til det centrale Sibirien og Altai-bjergene i Sinkiang og det vestlige Mongoliet. I det centrale og sydøstlige Europa forekommer arten spredt, voksende solrige steder langs skovkanter, samt i krat og græsklædte arealer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som liljer’.

 

 

Adenophora liliifolia, Col de la Forclaz, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campanula Klokkeblomst
Denne store slægt, som omfatter over 500 arter, er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med den største diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Ikke færre end 44 arter forekommer i Alperne.

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, sigter til denne slægts klokkeformede blomster, hvor ‘klokken’ er dannet af 5 sammenvoksede kronblade, der er frie i spidsen. På latin betyder campanula ’lille klokke’.

 

Campanula barbata Skægget klokke
Stænglen er opret, til 40 cm høj, stivhåret, grundblade i roset, aflange eller lancetformede, helrandede eller svagt tandede. Stængelblade få og små, smalle, op til 1 cm lange. Blomsterstanden er en ensidig klase med 2-12 nikkende, bredt klokkeformede blomster, der varierer i farve fra himmelblå til snehvid, med lange hår langs randen. Bægerbladene er små og spidse.

Denne art er almindelig i Alperne, hvor den vokser i højder mellem 800 og 2700 m, og den træffes tillige i Sudeterne og Tatra-bjergene. I Norge findes nogle små sårbare bestande, som sandsynligvis udgør en istidsrelikt. Dens voksesteder omfatter enge, græsgange og lyse skove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’. I lighed med det danske navn hentyder det til de lange hår langs randen af kronbladene.

 

 

Blomsterne hos skægget klokke forekommer i alle afskygninger mellem himmelblå og rent hvide. Denne med himmelblå blomster blev set i Sölk-dalen, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stille regn har efterladt talrige dråber på dette eksemplar med lyseblå blomster, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Bayern, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse blegblå, næsten hvide blomster blev observeret på Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skægget klokke med snehvide blomster, Plan de Gralba, Val Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula carnica Karnisk klokke
Denne plante ligner meget den vidt udbredte blåklokke (nedenfor), men kan kendes på de meget lange, tynde, græslignende blade, der ofte er nedhængende, samt på de op til 1 cm lange, tynde bægerblade, som er bøjet tilbage. Kronen er længere og smallere end hos blåklokke.

Arten er begrænset til de sydøstlige Alper, fra Dolomiterne til Slovenien. Den vokser ofte på klipper.

 

 

Karnisk klokke, Fontanon di Goriude, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula cochleariifolia
Denne flerårige urt danner tætte grupper af små, mørkegrønne grundblade, bredt ovale eller afrundede, tandede, nedre stængelblade lancetformede, tandede, øvre linjeformede, til tider med korte hår. De små, nikkende, lyseblå til purpurblå blomster, op til 1.5 cm lange, sidder 2-6 sammen i små klaser for enden af stive stængler indtil 15 cm lange, sjældent længere.

Arten findes især i områder rige på kalk, hvor den vokser blandt græs eller i grus. Den er udbredt fra Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til Karpaterne og Balkan. Den forekommer også i det franske Massif Central samt i Schwarzwald og i Schwäbische Alb i Sydtyskland. I Alperne træffes den op til omkring 3000 meters højde.

Blade og blomster er spiselige, rå eller tilberedt, med en behagelig mild smag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som kokleare’. Et af artens engelske navne er fairy’s thimble (‘alfernes fingerbøl’), hvilket sigter til blomsternes form og lidenhed.

 

 

Campanula cochleariifolia, nær Säntis, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula glomerata Nøgleblomstret klokke
Denne stovte plante bliver omkring 60 cm høj, af og til højere. Stænglen er opret, ugrenet, dunet, grundblade stilkede, ovale eller hjerteformede, stængelblade lancetformede, siddende. Blomsterstanden er en endestillet, tæt klynge på 15-20 siddende blomster, kronblade blå, mørkt blåviolette eller purpurblå, til 3 cm lange.

Arten vokser på kalkholdige jorder i lyse skove, krat eller tørt græsland, til tider langs veje og stier. Den er hjemmehørende i nordlige tempererede egne i Eurasien, fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Spanien, Tyrkiet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Alperne og Pyrenæerne forekommer den fortrinsvis under 1500 meters højde. I Danmark er den meget sjælden og findes kun på tør, kalkholdig bund enkelte steder på Øerne og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘samlet i en gruppe’, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den tætte blomsterstand. Et gammelt engelsk folkenavn er Dane’s blood (‘Danernes blod’), hvilket sigter til en fantasifuld tro på, at planten spirede, hvor danskere var blevet dræbt under slag.

 

 

Nøgleblomstret klokke, Dixence, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nøgleblomstret klokke, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula latifolia Bredbladet klokke
Denne flotte plante kan blive indtil 2 m høj, men er sædvanligvis lavere. Bladene er oftest ustilkede, tandede, hårede, de nedre ovale med afrundet basis, til 12 cm lange og 6 cm brede, de øvre mindre, lancetformede. De store, nikkende, klokkeformede, blå eller purpur-blå blomster, som er indtil 5 cm lange, sidder i bladhjørnerne. De store kronbladsflige er udadbøjede og meget spidse.

Arten er vidt udbredt i skove og krat næsten overalt i Europa og det vestlige Asien og videre mod øst til det vestlige Sibirien, Kazakhstan og den vestlige del af Himalaya. I Alperne træffes den op til højder omkring 1500 m. I Danmark er den ret almindelig på federe jorder.

 

 

Bredbladet klokke, Prtovč, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula rapunculoides Ensidig klokke, havepest
Denne plante bliver op til 80 cm høj, undertiden til 1,2 m. Stænglen er opret, ugrenet, let dunhåret. Grundbladene er smalt trekantede med hjerteformet eller afrundet basis, tandede, op til 12 cm lange og 2 cm brede, øvre stængelblade lancetformede, mindre. Blomsterstanden er en lang ensidig klase med talrige kortstilkede, nikkende blomster, blå eller blåviolette, sjældent hvide, flige let hårede, bægerblade smalle, bagudbøjede, dækblade små, spidse, bladagtige.

Denne art vokser i lyse skove og krat, på marker og i haver, samt langs veje, jernbaner og hegn, fortrinsvis i halvskygge. Den spredes ved hjælp af jordstængler og danner ofte store bestande. Selv en lille stump af jordstænglen kan spire til en ny plante, hvilket gør den særdeles vanskelig at udrydde, når den først er kommet ind i en have. Dette afspejles af det danske folkenavn havepest.

Arten er udbredt overalt i Europa. Med undtagelse af Island og de Britiske Øer, mod syd til Middelhavet, Tyrkiet og Iran, mod øst til det centrale Sibirien og Centralasien. Den er også blevet indført eller indslæbt til Nordamerika, hvor den betragtes som særdeles invasiv. I Alperne vokser den op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet sigter til plantens lighed med Campanula rapunculus, hvis artsnavn er diminutiv af latin rapa (majroe), således ‘lille majroe’, hvilket sigter til rodens form.

 

 

Ensidig klokke, Stechelberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula rotundifolia Blåklokke, liden klokke
Denne velkendte og vidt udbredte plante har en slank stængel, indtil 40 cm høj, undertiden til 60 cm. Grundbladene er små, langstilkede, afrundede, nyre- eller hjerteformede, tandede, tidligt visnende. Stængelbladene er helt anderledes, linjeformede eller smalt lancetformede. Blomsterstanden er en klase med få eller mange blomster, båret på meget tynde stilke, kronblade lyseblå eller blegt violette, af og til lyserøde eller hvide, indtil 2,5 cm lange, fligene trekantede, udadbøjede. Bægerbladene er lange og spidse.

Denne art har en cirkumpolar udbredelse, fra omkring 40°N til 78°N. Den er meget almindelig i de fleste egne af Europa, hvor den træffes fra Middelhavet mod nord til Arktis, især voksende på tør, sur bund. I Alperne træffes den op til højder omkring 1500 m.

 

 

Liden klokke, fotograferet efter en regnbyge i den øvre del af Rhone-dalen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula scheuchzeri Scheuchzers klokke
Denne plante minder meget om den vidt udbredte blåklokke (ovenfor), men har mere tragtformede blomster, som regel af en mere intens violet-blå farve, kronbladsfligene mere tilspidsede. Stængelbladene er lange og græsagtige.

Arten er vidt udbredt i europæiske bjerge, fra det nordlige Spanien over Alperne og Apenninerne til Karpaterne og Balkan. Den vokser op til en højde af ca. 3,200 m, og i Schwarzwald kan den træffes helt ned til 1000 m.

Den blev navngivet til ære for den schweiziske læge og naturhistoriker Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733), der især blev kendt gennem sin tydning af fossiler som rester fra Syndfloden.

 

 

Scheuchzers klokke, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula spicata Aks-klokke
Denne stovte plante, op til 80 cm høj, kendes nemt på de mørkeblå, klokke- eller tragtformede blomster, indtil 2,5 cm lange, som sidder i et tæt, endestillet aks. Stænglen er opret, furet, håret, grundblade stilkede, smalt lancetformede, tandede og bølgede i randen, stængelblade mindre, spidse.

Denne art, som vokser på bjergenge og i stenede områder i højder mellem 400 og 2500 m, er udbredt i de centrale og sydlige Alper, Apenninerne, Abruzzerne, samt på Balkan.

 

 

Aks-klokke, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula thyrsoides Bleggul klokke
En af de relativt få klokkeblomst-arter, som ikke har blå blomster. I stedet er de bleggule, arrangeret i et meget tæt aks i spidsen af den hårede, ugrenede, mørkebrune stængel, der kan blive op til 1,2 m høj og er tæt besat med siddende blade, lancetformede eller aflange, helrandede. Akset kan rumme op mod 200 blomster, kronblade bleggule, hårede udvendigt, op til 2,5 cm lange.

Denne art, som er hjemmehørende i Alperne, de Dinariske Alper, samt i bjerge på Balkan, vokser i højder mellem 1000 og 2900 m.

 

 

Bleggul klokke, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bleggul klokke, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jasione
Denne slægt, der rummer omkring 14 arter, er udbredt i Europa mod øst til den europæiske del af Rusland, i Nordafrika samt i Tyrkiet.

 

Jasione montana Blåmunke
Denne art forekommer i størsteparten af Europa, mod øst til den europæiske del af Rusland, samt i Nordafrika. Den vokser på fattig jordbund i græsklædte områder, klitter og blandt klipper.

Den forgrenede stængel er opstigende eller opret, indtil 60 cm lang, sjældent til 80 cm. Stængelbladene er aflange eller lancetformede, med bølget rand. Den øvre del af stænglen er uden blade. De talrige blomster er tæt samlet i et halvkugleformet, endestillet hoved, indtil 2,5 cm i tværmål. Blomsterstanden minder om den hos skabiose og blåhat i underfamilien Dipsacoideae i gedebladfamilien (Caprifoliaceae), men adskiller sig ved, at de 5 lyseblå kronblade er sammenvoksede nær grunden. Støvknapperne er hvide og udragende.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i bjerge’. Planten findes dog mest i lavlandet og er begrænset til den lavere del af bjergene.

 

 

Blåmunke, Col de la Madelaine, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phyteuma Rapunsel
Denne slægt, som rummer omkring 25 arter, er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Ukraine og mod syd til Marokko. Blomsterne hos de fleste arter er forskellige grader af mørkeblåt. Ikke færre end 17 arter er truffet i Alperne.

Blomsterne hos disse planter er meget karakteristiske, samlet i en tæt klase, hver blomst med en smal krone, delt næsten til grunden i 5 flige, 2 cm eller længere, oftest purpurblå, til tider lyseblå, hvid eller lyserød. Til at begynde med er fligene forbundet i den øverste tredjedel, senere adskilte.

Det danske navn er afledt af det tyske navn på disse planter, Rapunzel. Oprindelsen af dette navn er temmelig dunkel. Det er hentet fra eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm. Dette eventyr er en tysk version af en historie, som kan spores tilbage til en italiensk fortælling fra 1634, Petrosinella, af Giambattista Basile.

Et ægtepar bor ved siden af en stor grønsagshave, som ejes af en heks. Da konen bliver gravid, bemærker hun en grønsag ved navn rapunsel i haven og begynder at hige efter den. Hun nægter at spise andet, så hendes mand kravler over muren omkring haven for at bringe noget af grønsagen til hende. Under hans næste besøg bliver han imidlertid fanget af heksen. Hun tilbyder at give ham så meget rapunsel, som han lyster, mod at barnet overgives til hende efter fødslen. Da manden er desperat, indvilliger han.

Heksen døber den nyfødte pige Rapunsel efter planten, som hendes moder ville have. Pigen vokser op og bliver meget smuk, med langt gyldent hår. Heksen spærrer hende inde i et tårn uden dør eller trappe, med kun et enkelt værelse med et enkelt vindue. Når hun besøger Rapunsel, kalder hun fra foden af tårnet: “Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde!” – hvorefter hun klatrer op ad pigens lange, flettede hår.

En dag, da en prins rider rundt i skoven nær tårnet, hører han Rapunsel synge. Da han nærmer sig, hører han heksen kalde til Rapunsel om at lade sit hår falde. Da heksen er taget af sted, benytter han de samme ord og klatrer op ad håret. De to bliver (naturligvis) forelsket i hinanden, og efter mange prøvelser lever de lykkeligt til deres dages ende.

Så hvad har den magiske urt egentlig at gøre med slægten Phyteuma? Ikke meget, lader det til. I den italienske version af eventyret, Petrosinella, er planten persille (Petroselinum). I den tyske version er det enten Campanula rapunculus (nævnt ovenfor under Campanula rapunculoides), som har spiselige blade, eller vårsalat (Valerianella locusta), der var almindeligt benyttet som salat i gamle dage. Så hvorfor navnet Rapunzel blev hæftet på slægten Phyteuma, er uklart. Skønt nogle af arterne har spiselige rødder, var det en salat, som kvinden i eventyret higede efter.

Et andet tysk navn for rapunsel er Teufelskralle (‘djævleklo’), hvilket sigter til de indadbøjede blomster hos nogle af arterne.

 

Phyteuma betonicifolium Betoniebladet rapunsel
Som både dens danske navn og det latinske artsnavn fortæller, ligner bladene af denne art bladene hos betonie (Stachys officinalis). Dens forekomst er begrænset til Alperne, fra den østlige til den vestlige del, hvor den vokser på sure jorder på græsgange og enge samt i krat, i højder mellem 1000 og 2700 m.

Stængel opret, ugrenet, glat, til 70 cm høj, grundblade langstilkede, meget længere end brede, tilspidsede, rundtakkede, basis hjerteformet eller afrundet, øvre blade små, linjeformede eller smalt lancetformede, siddende. Blomsterstanden er en tæt, oval-cylinderformet klase med lyseblå eller blåviolette blomster, indtil 1,2 cm lange, med en udragende griffel, normalt med 3 støvfang.

 

 

Betoniebladet rapunsel med violette blomster, Tavetsch-dalen, Graubünden, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Betoniebladet rapunsel med lyseblå blomster, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz (øverst), samt Mutterbergerklamm, Stubai-dalen, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyteuma hemisphaericum Halvkugle-rapunsel
Denne art minder om kugle-rapunsel (nedenfor), men som både det danske navn og det latinske artsnavn fortæller, er dens blomsterstande mindre kugleformede.

Det er en lille plante, indtil 15, sommetider 25 cm høj, grenet fra grunden og ofte dannende tætte bevoksninger. Stængler oprette, ofte mørkebrune, grundblade græslignende, linje- eller spatelformede, helrandede, ofte med stive hår, indtil 2 mm brede. Stængelblade siddende, linjeformede, meget kortere end grundbladene. Den halvkugleformede blomsterstand er op til 2 cm i diameter, blomster blegblå til mørkeblå, tilbagebøjede. Den hårede griffel er udragende.

Arten er udbredt i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, i det nordlige Spanien, Pyrenæerne, Auvergne, det franske Massif Central, Jura-bjergene, Alperne og Apenninerne. Den foretrækker kalkfattig jordbund i højder mellem 1500 og 3000 m, ned til 600 m i nogle områder.

 

 

Halvkugle-rapunsel, Store Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Schweiz og Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyteuma michelii Langbladet rapunsel
Stængel opret, til 40 cm høj, grundblade langstilkede, linjeformede til smalt lancetformede, tandede, visner ofte tidligt. Blomsterne er himmelblå eller blålilla, i cylinderforemede eller ovale aks. Arten vokser i græsklædte områder, til tider i stenskred, i højder op til omkring 2300 m. Den er begrænset til det sydøstlige Frankrig og det nordvestlige Italien.

Artsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Pier Antonio Micheli (1679-1737), som var professor i botanik i Pisa, kurator for Orto Botanico di Firenze, samt forfatter af Nova plantarum genera iuxta Tournefortii methodum disposita. Han var en førende autoritet inden for sporeplanter og opdagede sporerne hos svampe.

 

 

Langbladet rapunsel, Col du Mt. Cenis, Frankrig. En stor bestand af slangeurt (Polygonum bistorta) samt en enkelt gruppe af alpe-skræppe (Rumex alpinus) ses også. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyteuma orbiculare Kugle-rapunsel
Denne plante, som er opkaldt efter sine næsten kugleformede blomsterstande, er vidt udbredt i Europa, fra de baltiske stater, Hviderusland, Polen, Belgien og England mod syd til Pyrenæerne, Alperne, Balkan og Ukraine. I den nordlige og østlige del af udbredelsesområdet findes den i lavlandet, mens den mod syd er begrænset til bjerge. Den vokser på kalkbund på solrige græsklædte skrænter og i lyse skove. I Alperne træffes den i højder mellem 600 og 2450 m.

Stænglen er opret, ugrenet, glat, let furet, indtil 50 cm høj. Grundbladene er i roset, stilkede, ovale eller lancetformede, øvre stængelblade mindre, linje- eller lancetformede. Blomsterstanden er en opret tæt klase til 3 cm i diameter med op til 30 blomster, kronblade himmelblå eller blåviolette.

I England er et populært navn på arten The Pride of Sussex, da den er mest almindelig i dette område.

 

 

Kugle-rapunsel, Sassolungo, Dolomiterne, Italien. Der ses også adskillige andre planter, bl.a. en meget bleg, næsten hvid form af rødkløver (Trifolium pratense), almindelig kongepen (Hypochaeris radicata), rundbælg (Anthyllis vulneraria), samt en vejbred-art (Plantago). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kugle-rapunsel, Passo Tre Croci, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stille regn har efterladt talrige dråber på denne kugle-rapunsel, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyteuma ovatum Mørk rapunsel
Denne art kendes nemt på sine purpursorte blomsterstande, skønt de i større højder undertiden er gullige eller hvide med brunligt anstrøg. Den bliver op til 1 m høj, grundblade langstilkede, hjerteformede, nedre stængelblade lancetformede, tandede, øvre linje- eller smalt lancetformede, små. Dækbladene under den cylinder- eller ægformede blomsterstand, der danner et tæt aks, er lige så store som de øverste blade, smalt lancetformede. Inden blomstring bøjer de op til 1,5 cm lange, purpursorte kronblade udad.

Denne art vokser på næringsrige enge og i krat og skov i højder mellem 1000 og 2400 m. Den er udbredt fra Pyrenæerne mod øst via det franske Massif Central og Alperne til de Dinariske Alper i Slovenien.

 

 

Mørk rapunsel, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. Der ses også skov-storkenæb (Geranium sylvaticum). (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørk rapunsel, Passo Tre Croci, Dolomiterne, Italien. Planten i baggrunden er grå hovblad (Adenostyles alliariae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyteuma spicatum Aks-rapunsel
Den oprette stængel, indtil 80 cm høj, er glat, grundblade langstilkede, ovale, tandede, spids but, basis hjerteformet. De midterste og øverste stængelblade er mindre, lancetformede. Den tætte, cylindriske blomsterstand er undertiden meget lang, sommetider op til 20 cm, kronblade sædvanligvis grønlige eller gullighvide, dog har underarten coeruleum, som findes i Alperne, lyseblå blomster. Vegetativ formering finder sted ved hjælp af rodskud.

Arten er vidt udbredt i Vesteuropa, fra det sydlige Norge mod syd til Spanien, samt fra de Britiske Øer mod øst til Karpaterne. I den nordlige del af udbredelsesområdet er den begrænset til løvskove, specielt af bøg (Fagus sylvatica), men længere mod syd vokser den tillige på bjergenge op til en højde af ca. 2100 m. I Danmark er den temmelig sjælden, idet den kun findes i muldrige skove i Midt- og Østjylland, samt omkring Odense.

Rod og unge blade er spiselige.

 

 

Aks-rapunsel, Col de la Croix, Valais, Schweiz. På øverste billede ses også en løvefod-art (Alchemilla). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien
Nylig genetisk forskning har medført, at adskillige familier, deriblandt Dipsacaceae og Valerianaceae, nu er blevet reduceret til underfamilier i gedebladfamilien. I dag omfatter denne familie 42 slægter med omkring 860 arter, udbredt næsten overalt i verden.

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Cephalaria Skælhoved
Denne slægt, der omfatter omkring 65 arter, er hjemmehørende i det sydlige Europa, det vestlige Asien samt det nordlige og sydlige Afrika.

Blomsterne er tæt samlet i et halvkugleformet hoved og minder derved om mange kurvblomster, familien Asteraceae. Slægtsnavnet kommer af græsk kephale (‘hoved’) og den latinske endelse -aria. Det danske navn hentyder til de skælagtige dækblade under blomsterstanden.

 

Cephalaria leucantha Hvid skælhoved
Denne hårdføre flerårige plante danner ofte tætte bestande af mange lange stængler, indtil 1,5 m høje, med snitdelte blade, hvor fligene er meget smalle. Blomsterstanden er halvkugleformet, kronen hvid, cremefarvet eller blegt citrongul.

Arten er udbredt omkring Middelhavet, hvor den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker og langs veje, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.

 

 

Hvid skælhoved, Cévennerne, Sydfrankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid skælhoved, Valle Hecho, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Knautia Blåhat
En slægt med omkring 48 arter, hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Tyrkiet, mod øst til det centrale Sibirien og Centralasien. Mindst 15 arter forekommer i Alperne, hvoraf 7 er endemiske.

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus Plantarum Genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Førhen var disse planter placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien. Blomsterne er tæt samlet i kurvplante-lignende, endestillede hoveder.

 

Knautia dipsacifolia Skov-blåhat
Fra en roset af grundblade skyder en sejg, stivhåret stængel op, indtil 1 m lang, forgrenet fra bladhjørnerne. Grundblade smalner ind mod basis. Stængelblade mørkegrønne, lancetformede, ovale eller elliptiske, til 20 cm lange, tandede. Blomsterstandene er endestillede, lilla-lyserøde, blegt purpurfarvede eller blåviolette, til 4 cm i tværmål.

Artens hovedudbredelsesområde er Alperne og Pyrenæerne, i højder mellem 400 og 2100 m. Den forekommer også i Ungarn og på Balkan, mens den længere mod nord er begrænset til spredte lokaliteter i Tyskland, Belgien og Holland. Dens habitat omfatter bl.a. græsklædte arealer, skovkanter og lyse skove.

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som Dipsacus‘ (kartebolle).

 

 

Skov-blåhat, Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Knautia longifolia Langbladet blåhat
Minder meget om skov-blåhat (ovenfor), men bladene er meget lange og smalle, langt tilspidsede.

Denne art vokser i græsland, krat og skovlysninger, især på kalkrige jorder. Den er udbredt i de sydlige og østlige Alper og Karpaterne, samt på Balkan.

 

 

Langbladet blåhat, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. I baggrunden rundbælg (Anthyllis vulneraria) og langakset troldurt (Pedicularis elongata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Valeriana Baldrian
En stor slægt med omkring 300 arter, vidt udbredt i Europa, Asien og Nord- og Sydamerika.

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

Valeriana montana Bjerg-baldrian
En rosetdannende lav plante, normalt under 40 cm høj, undertiden med en rank stængel til 60 cm høj. Grundblade og stængelblade ovale eller bredt lancetformede, tilspidsede, helrandede eller svagt tandede, øvre blade til tider 3-lappede. Blomsterstandene er hvælvede klaser af små lyserøde, lilla eller sjældnere snehvide blomster.

Denne art er udbredt i bjergområder i det sydlige Europa, i Portugal, Spanien, Pyrenæerne, Alperne, på Sardinien, Korsika og det italienske fastland, i Tjekkiet, Polen, alle landene på Balkan, samt Tyrkiet. Den vokser udelukkende på kalkrig grund, I Alperne træffes den op til mindst 2200 meters højde.

 

 

Bjerg-baldrian, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-baldrian, Rossfeld, near Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Valeriana officinalis ssp. versifolia Forskelligbladet baldrian
Denne plante er en underart af den vidt udbredte læge-baldrian, som forekommer næsten overalt i Europa, mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, Korea, Kina, Taiwan og Japan.

Nogle autoriteter kalder underarten for V. excelsa ssp. versifolia. Den er begrænset til Alperne, hvor den vokser i græsland og krat op til mindst 2150 meters højde.

 

 

Forskelligbladet baldrian, Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forskelligbladet baldrian, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien
Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, er afledt af navnet på et medlem af slægten Dianthus (se nedenfor). Planten, der hentydes til, er havenellike (D. caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag kaldes planten for Syzygium aromaticum).

Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Atocion
En lille slægt med 6 arter, som førhen var inkluderet i slægten Silene (nedenfor). Disse planter er hjemmehørende i Europa, Tyrkiet, Kaukasus og Mellemøsten mod øst til Iran.

 

Atocion rupestre Fjeld-limurt
Denne flerårige urt, tidligere kaldt for Silene rupestris, er vidt forgrenet fra grunden og danner ofte tætte bestande. Stængler opstigende, til 25 cm lange, glatte eller svagt hårede, blade modsatte, blågrønne, aflange eller lancetformede, spidse, til 2 cm lange. Blomsterstanden er åben med talrige langstilkede blomster, kronblade hvide, sjældent lyserøde, med et lille indhak i spidsen, til 9 mm lange, bægeret indtil 7 mm langt, med tænder der er næsten halvt så lange som bægeret.

Arten er begrænset til Europa, men er vidt udbredt her. I de central- og sydeuropæiske bjerge findes den i de Cantabriske Bjerge og Sierra Nevada i Spanien, i Pyrenæerne, det franske Massif Central, Vogeserne, Schwarzwald, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, på Korsika og Balkan, samt i Karpaterne. I Norge, Sverige, Finland og den nordvestlige del af Rusland findes den mod nord næsten til den arktiske kyst.

I Alperne trives den i højder mellem 800 og 2900 m, især på jordbund med silikat.

 

 

Fjeld-limurt, Umbaltal, Virgental, Tyrol, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cerastium Hønsetarm
Denne slægt af små hvidblomstrede planter omfatter ca. 100 arter, udbredt over det meste af kloden, med overvægt i tempererede og arktiske områder. I Danmark findes 9 arter. Bægeret hos de fleste arter har 10 tænder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk keras (‘horn’), hvilket hentyder til de hornformede kapsler, der rager frem fra bægeret.

Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

Cerastium arvense Storblomstret hønsetarm
Denne flerårige urt er vidt udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og den forekommer tillige i dele af Sydamerika, hvor den muligvis er indslæbt. Den er ret almindelig i Danmark. I lavlandet vokser den på tør og sandet bund på marker, langs veje og stier samt i klitter. Der findes adskillige underarter, hvoraf mindst 3 træffes i Alperne op til mindst 2500 meters højde, hvor den ofte vokser blandt klipper og i grus.

Planten er oftest ganske lav og danner tætte tuer, men kan også have oprette eller opstigende stængler, til 45 cm høje. Den er sædvanligvis håret, ofte kirtelhåret foroven. Bladene er linjeformede, lancetformede eller aflange, indtil 3,5 cm lange. Blomsterstanden er til tider enblomstret, men oftest med 3 eller flere blomster, til 2 cm i tværmål, med 5 grønne, hårede bægerblade, til 7 mm lange, samt 5 hvide, dybt delte kronblade, til 1,5 cm lange. Kapslen er indtil 1,5 cm lang. I regnfuldt eller koldt vejr er blomsterne lukket sammen.

Det danske navn skyldes artens ret store blomster, op til 2 cm i diameter.

 

 

Storblomstret hønsetarm, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cerastium uniflorum Enblomstret hønsetarm
Udbredelsen af denne art er begrænset til Alperne og Karpaterne samt bjerge på Balkan. Den er ganske lav og danner tætte tuer med mange sterile skud. Blomsterbærende stængler er hårede, ofte kirtelhårede, oftest kun op til 6 cm høj, undertiden til 10 cm. Blomsterne sidder enkeltvis for enden af den endestillede stængel samt sidestængler fra bladhjørnerne. De måler op til 3 cm i diameter, med hvide, dybt delte kronblade, til 1,5 cm lange. De modsatte blade er spatelformede eller ovalt-lancetformede, lysegrønne eller gullig-grønne, hårede, til 1,5 cm lange.

Denne art trives bedst på sur jord blandt klipper og i grus, i højder mellem 1900 og 3400 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’.

 

 

Enblomstret hønsetarm, fotograferet i ca. 2400 meters højde, Grossglockner, Østrig. Planten med gule blomster på øverste billede er rundbælg (Anthyllis vulneraria). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dianthus Nellike
En slægt med omkring 300 arter, hovedsagelig hjemmehørende i Europa og Asien, med nogle få arter i det nordlige og sydlige Afrika, samt en enkelt art i arktisk Nordamerika.

Slægtsnavnet kommer af græsk dios (‘guddommelig’) og anthos (‘blomst’), først anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.). Oprindelsen af det danske navn er forklaret ovenfor under familienavnet.

 

Dianthus carthusianorum Karteuser-nellike
En variabel plante til 60 cm høj, grenet fra grunden, blade smalt linjeformede, til 7 cm lange og 5 mm brede, ved basis sammenvokset til en ca. 1,5 cm lang skede. Blomster endestillede, op til 15 tæt samlet, omgivet af lysebrune eller mørkebrune, papiragtige dækblade. Kronen til 2,5 cm i tværmål, kronblade mørkt lyserøde til purpurrøde, ofte med mørkere længdegående striber og lysere centrum, savtakket i spidsen. Blomsterne er undertiden hvide.

Denne art er vildtvoksende i Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til det nordlige Balkan og Ukraine, mod nord til Belgien og Polen. Den træffes især på tørre, græsklædte, solrige steder, i højder op til omkring 2500 m.

Artsnavnet hentyder til det franske landskab Chartreuse, mere præcist til klosteret Grande Chartreuse, som var hjemsted for Karteuser-ordenen. Det lader til, at arten blev flittigt dyrket i klosterhaverne her.

 

 

Karteuser-nellike, Val d’Arc, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Karteuser-nellike, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dianthus monspessulanus Frynse-nellike
Denne plante vokser i tørre, græsklædte områder og åbne skove samt på heder, især på veldrænet jordbund på solrige steder, op til højder omkring 2200 m. Den er udbredt i det sydlige Europa, fra Portugal, Spanien og Pyrenæerne mod øst gennem de sydlige Alper til den nordvestlige del af Balkan.

Stænglen er opret, grenet foroven, glat, til 60 cm lang, blade modsatte, linjeformede, helrandede, siddende, mere eller mindre oprette, til 10 cm lange og 3 mm brede, ved basis sammenvokset til en skede. Bægeret er grønt, cylinderformet, indtil 2 cm langt. Med grønne eller rødlige tænder. Blomsterne er normalt samlet i grupper på 3-5, kronblade lyserøde, blegt lyserøde eller hvidlige, til 1,5 cm lange, mørkere nær basis, med stærkt frynset rand.

 

 

Frynse-nellike, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dianthus pyrenaicus Pyrenæisk nellike
Som dens navn antyder, er denne art endemisk i Pyrenæerne, hvor den vokser på græsklædte og klippefyldte skrænter. Den ligner meget den foregående art, men er lavere, op til 30 cm høj, og de lyserøde kronblade, som er blegere ind mod midten, er ikke nær så frynsede i randen.

 

 

Pyrenæisk nellike, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dianthus sternbergii Sternbergs frynse-nellike
En lav plante, til 20 cm høj, der ofte danner tætte bestande. De blålig-grønne blade er linje- til lancetformede, op til 4 cm lange og 2 mm brede, med en fremtrædende midternerve på undersiden. Blomsterne er normalt enlige, bæger grønt, i spidsen med bredt lancetformede tænder med gennemsigtig rand, samt små skæl ved basis. Blomsterne er blegt lyserøde eller hvidlige, grønlige i midten med små brunlige prikker, kronbladene op til 1,8 cm lange, stærkt frynsede i spidsen.

Arten vokser på kalksten og er udbredt fra Dolomiterne i det nordøstlige Italien mod øst til den sydligste del af Østrig, Slovenien og Kroatien.

Den blev navngivet til ære for den bøhmiske teolog, politiker, mineralog og botaniker Kaspar Maria von Sternberg (1761-1838), der betragtes som grundlæggeren af den moderne palæo-botanik.

 

 

Sternbergs frynse-nellike, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dianthus sylvestris Vild nellike
En lav plante, der ofte former pude-lignende bestande, med op til 30 cm lange stængler, ugrenede eller grenede foroven, glatte. Bladene er mørkegrønne, smalt linjeformede, til 4 cm lange og 2 mm brede. Blomsterne er meget variable i farve, fra mørkerød til blegt lyserød, med sortbrun eller grønlig midte, kronblade til 1,2 cm lange, tandede i spidsen. Bæger grønt, ofte med rødlig basis.

Denne art er vidt udbredt i Alperne, hvor den vokser på solrige skrænter og blandt klipper, i højder mellem 1600 og 2800 m. Ifølge Kew Botanical Gardens, London, findes en disjunkt bestand i det nordlige Grækenland og det sydlige Makedonien, hvilket jeg finder højst besynderligt. Måske drejer det sig om en særskilt art.

 

 

Vild nellike, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vild nellike, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gypsophila Gipsurt
Denne slægt med omkring 150 arter er vidt udbredt, idet den findes i hele Europa, Nordafrika, tempererede og subtropiske områder i Asien, samt i Australien og New Zealand. Der er en specielt stor artsdiversitet i Tyrkiet, som rummer 35 endemiske arter.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gypsos (‘gips’) og philios (‘at elske’), hvilket sigter til, at nogle af arternes foretrukne habitat er på gipsholdig jord.

 

Gypsophila repens Lav gipsurt
En lav tueformet urt, der ofte danner tætte bevoksninger på op til en halv meter i diameter. Stænglerne er slanke, opstigende, glatte, blågrønne, smalt lancetformede, til 2 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstandene er åbne klaser, blomster til 1 cm i tværmål, kronblade 5, af varierende farve, fra hvid til lyserød, violet eller purpurfarvet, ofte med indhak i spidsen. Blomsterne dufter stærkt og tiltrækker mange insekter.

Denne plante er almindelig i Alperne og Pyrenæerne, hvor den vokser i græsklædte områder eller blandt klipper på kalk- eller gipsholdig jord, i højder mellem 1300 og 3000 m. Den er mindre almindelig i visse andre mellemeuropæiske bjergområder, bl.a. Apenninerne, Tatra-bjergene og Harzen.

 

 

Lav gipsurt, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lav gipsurt, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lav gipsurt, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heliosperma
En slægt med ca. 15 arter, som med undtagelse af 2 alle er begrænset til Balkan-halvøen. De var tidligere placeret i slægten Silene (nedenfor), men kan kendes på den takkede eller fligede rand af kronbladene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og sperma (‘frø’), hvilket sigter til en krans af lange hårlignende gevækster på frø af denne slægt.

 

Heliosperma alpestre Alpe-limurt
Denne art, tidligere kaldt for Silene alpestris, er hjemmehørende i de sydøstlige Alper og Kroatien, mod øst til Ukraine, voksende i klippefyldte og græsklædte områder i bjerge. De fleste af bladene er samlet i en basal roset, mørkegrønne, linje- eller lancetformede, til 5 cm lange og 5 mm brede, stængelblade lignende, men mindre. Stængel opret eller opstigende, grøn eller brunlig, grenet, glat eller dunet, til 30 cm høj. Blomsterne er endestillede, indtil omkring 2 cm i tværmål, kronblade snehvide, til tider hårede, med en 4-fliget spids.

 

 

Alpe-limurt, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saponaria Sæbeurt
En slægt med omkring 40 arter, udbredt fra Europa og Nordafrika mod øst til Centralasien og Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af latin sapo (‘sæbe’), hvilket sigter til anvendelsen af almindelig sæbeurt (S. officinalis) som vaskemiddel. Denne arts rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Saponaria ocymoides Mangeblomstret sæbeurt
Denne plante er udbredt fra bjerge i Spanien og det sydlige Frankrig mod øst via Korsika, Sardinien, Alperne og Apenninerne til den nordlige del af Balkan. Den vokser på stenede steder og tørre skrænter samt i lyse skove, især på kalkgrund, i højder op til omkring 2400 m.

Arten er oftest lav, mangegrenet og tuedannende, men de rødlige, forveddede og hårede stængler når undertiden højder omkring 40 cm. Bladene er ovale til lancetformede, siddende, hårede, til 3 cm lange. Blomsterstandene er endestillede klynger med få eller mange blomster, kronblade røde eller lyserøde, sjældent hvide. De brune, meget hårede bægerblade er sammenvokset til et rør, op til 1 cm langt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Ocimum‘ (basilikum), hvilket sigter til bladenes form. Et engelsk folkenavn på planten er tumbling Ted (‘tumlende Ted’), hvilket hentyder til dens tætte, lave vækstform.

 

 

Mangeblomstret sæbeurt, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mangeblomstret sæbeurt, nær Mazzin, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Silene Limurt, tjærenellike
Denne store slægt, som omfatter omkring 600 arter, forekommer hovedsagelig i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i Afrika og Sydamerika.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen, Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

De danske navne hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Silene acaulis Tue-limurt
En lav, tæppe- eller pudedannende plante, normalt under 5 cm høj, til tider op til 12 cm. De læderagtige blade er stængelløse, modsatte, friskgrønne, linjeformede, helrandede, tilspidsede, hårede i kanten, til 1,2 cm lange. Blomsterne er endestillede, enlige, kortstilkede, op til 2,5 cm i diameter, kronblade lyserøde eller purpurrøde, med skæl i svælget. Bægerblade mørkebrune, sammenvoksede til et rør.

Denne art, der omfatter et antal underarter, er almindelig og vidt udbredt på den nordlige halvkugle, hvor den er cirkumpolar. Længere mod syd er den begrænset til bjergegne, bl.a. de Kantabriske Bjerge, Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, Karpaterne, Ural-bjergene, kystnære bjergkæder i det vestlige Nordamerika, Rocky Mountains, samt Mt. Washington i New Hampshire.

Den vokser i vindblæste, klippefyldte eller grusede områder, sædvanligvis over trægrænsen. Puderne er en tilpasning til at opsuge varme i solskin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden stængel’. Blomsterne er dog kortstænglede. Et folkeligt engelsk navn på planten er compass plant, hvilket sigter til, at blomsterne først springer ud på sydsiden af puderne.

 

 

Tue-limurt, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tue-limurt, Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tue-limurt, Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene nutans Nikkende limurt
Stænglen på denne art er normalt omkring 50 cm høj, men kan undertiden blive op til 80 cm. Den er grenet fra grunden, opret eller opstigende, tæt håret, kirtelhåret og klæbrig foroven. De fleste blade er samlet i en roset, stilkede, til 7,5 cm lange, spatelformede eller smalt elliptiske, stængelblade siddende, modsatte, linje- eller lancetformede, helrandede, alle blade hårede. Blomsterne er nikkende, hvide, gullige eller lyserøde, indtil 2,5 cm i diameter, kronblade 5, dybt todelte. Kronens åbning har en krans af flige. Bægerbladene er sammenvoksede til et smalt rør med 10 nerver.

De duftende blomster åbner sig først om aftenen for at tiltrække natsværmere. Blomstringen er unik. Hver blomst åbner sig tre nætter i træk, den første nat med en krans af støvdragere, den næste nat med en ny krans af støvdragere, mens der den tredje nat åbenbares tre grifler, altsammen en metode til at undgå selvbestøvning.

Arten er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Mongoliet. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2500 m. I Danmark findes den hist og her på kalkrige skrænter, strandoverdrev og strandvolde i Himmerland, på Djursland samt på øerne, men er iøvrigt sjælden.

 

 

Form af nikkende limurt med rødlige kronblade, fotograferet efter en regnbyge, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene suecica Fjeld-tjærenellike
Denne art, der tidligere blev benævnt Lychnis suecica eller Viscaria alpina, har en besynderlig udbredelse, idet den findes i Grønland og det nordøstlige Canada, i Norge, Sverige, Finland og det nordvestlige Rusland, samt i Alperne og Pyrenæerne. Dens habitat omfatter bl.a. klipper, grusede flodbredder, sandbanker, græsklædte skrænter og klinter. Den er tolerant over for højt indhold af kobber og andre tungmetaller i jordbunden.

Stænglen er opret, ugrenet, glat eller svagt dunhåret, til 40 cm høj, often purpurrød. De nedre blade, som er stilkede, danner en roset, mens stængelbladene sidder parvis modsat. Bladpladen er smalt lancetformet eller omvendt lancetformet, tilspidset, helrandet, til 5 cm lang og 5 mm bred. Blomsterstanden er tæt og endestillet, med 6-30 blomster, dækblade purpurgrønne, lancetformede, til 2 cm lange, blomster siddende eller kortstilkede, til 1 cm i diameter, kronblade dybt lyserøde, udbredte, kløvet til midten. Bægeret er rørformet, mørkt purpurfarvet eller purpurgrønt, svagt 10-nervet.

 

 

Fjeld-tjærenellike, Col de l’Iseran, Frankrig. I baggrunden krybende nellikerod (Geum reptans). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene vulgaris Blæresmelde
En opret, grenet og glat plante, til tider op mod 90 cm høj, men sædvanligvis meget lavere. Blade lancetformede eller ovale, lysegrønne eller blågrønne, til 10 cm lange og 3 cm brede, tilspidsede. Blomster nikkende, få sammen i adskillige forgrenede klynger. Bægeret er opsvulmet, ovalt, til 2 cm langt, grønlig-hvidt eller med violet skær, med brunlige nerver, flige trekantede. Kronen hvid, til 1,8 cm i tværmål, kronbladene dybt delte. Kapslen er kugleformet, til 8 mm i diameter, indesluttet i bægeret.

En vidt udbredt plante, der vokser i græsklædte og klippefyldte områder, samt på stengærder. Den findes i næsten hele Europa samt i Nordafrika og videre mod øst gennem tempererede områder af Asien til Mongoliet og det nordlige Kina. I Alperne vokser den op til mindst 2000 meters højde, mens den i centralasien kan træffes op til højder omkring 4000 m. I Danmark er den almindelig.

 

 

Blæresmelde, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Celastraceae Benvedfamilien
Denne familie rummer omkring 96 slægter med ca. 1350 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældnere urter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske regioner, nogle i tempererede områder.

 

Parnassia Leverurt
Denne slægt omfatter omkring 70 arter, der hovedsagelig findes i tempererede områder på den nordlige halvkugle, specielt i Asien, hvor ikke færre end 49 arter er endemiske for Kina.

Oprindeligt var disse urter placeret i stenbrækfamilien (Saxifragaceae), senere i en særskilt familie, Parnassiaceae. Som følge af genetiske studier er de nu blevet overført til benvedfamilien. Nogle autoriteter betragter dem stadig som tilhørende Saxifragaceae.

Slægtsnavnet kommer af Parnassos, et bjerg i nærheden af Delfi, som ifølge den græske mytologi vat tilholdssted for muserne. I sin bog Herball or Generall Historie of Plantes, nævner den engelske urtelæge John Gerard (c. 1545-1612) navnene Grasse of Parnassus og Gramen Parnassi (‘græsset fra Parnassos’). Navnet kan spores tilbage til den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). I dette værk er hans beskrivelse af dette ‘græs’ dog yderst kortfattet: “Den har blade, som ligner blade af vedbend, en hvid duftende blomst, [samt en] lille frugt, som ikke er uden anvendelse.” (Kilde: stories.rbge.org.uk/archives/26399)

Dengang omfattede ordet ‘græs’ mange andre planter end nutidens græsser. Det lader til, at navnet græsset fra Parnassos hentyder til, at kvæg, der græssede på bjerget Parnassos, satte pris på leverurt, hvilket er sært, da planten er giftig for mennesker – men måske ikke for kvæg.

 

Parnassia palustris Leverurt
Næsten alle bladene hos denne lille plante, mellem 2 og 12, er samlet i en roset, skønt et enkelt blad er stængelomfattende nær jordhøjde. Bladene er ovale med hjerteformet grund, gulgrønne, helrandede, glatte, til 6 cm lange og 5 cm brede, sommetider med purpurfarvede pletter. Den hårløse, furede stængel skyder på fra rosetten, normalt omkring 10 cm høj, undertiden til 30 cm. For enden bærer den en enkelt blomst, til 3 cm i tværmål, med 5 hvide, bredt ovale kronblade, til 1,5 cm lange og 1 cm brede, ofte stribet af mørkere nerver. Bægerbladene er kortere end kronbladene, grønne med purpurfarvede pletter, elliptiske, til 8 mm lange og 5 mm brede.

Arten er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra arktiske og subarktiske regioner mod syd, i Amerika næsten til den mexikanske grænse, i Eurasien til Nordafrika, Tyrkiet, Himalaya, Japan og Taiwan. Nær den sydlige grænse for udbredelsen er den begrænset til bjerge. I Alperne træffes den undertiden op til højder omkring 3000 m. Dens foretrukne habitat er våde enge og moser, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘vokser i moser’.

Som det danske navn antyder, blev arten i gamle dage benyttet til behandling af leverlidelser, og té brygget på bladene blev drukket mod fordøjelsesbesvær. Nogle hævdede, at hvis den blev indtaget med vin eller vand, kunne den opløse nyresten.

 

 

Leverurt, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Leverurt, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cistaceae Soløjefamilien
Denne familie af buske og nogle urter omfatter 9 slægter med 170-200 arter, primært udbredt i tempererede områder af Europa og omkring Middelhavet, samt nogle arter i Nord- og Sydamerika.

 

Helianthemum Soløje
En slægt med omkring 110 arter af dværgbuske og urter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, specielt omkring Middelhavet. Arter i den Nye Verden, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Crocanthemum.

Det latinske slægtsnavn, afledt af græsk helios (‘sol’) og anthemon (‘blomst’), sigter til, at de fleste medlemmer af slægten vokser på solrige steder.

 

Helianthemum nummularium Almindelig soløje
Denne stedsegrønne dværgbusk, som er opdelt i mindst 8 underarter, er yderst variabel, specielt hvad angår omfanget af behåring samt størrelsen af blomsterne. Stænglerne er oprette eller opstigende, til 30 cm lange, blade kortstilkede, modsatte, skinnende grønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, elliptiske eller ovale, helrandede, hårede, til 3,5 cm lange. Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er lancetformede, til ca. 1 cm lange.

Blomsterstanden er oftest en ensidig, fåblomstret klase, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, citrongule til varmt gule, med talrige støvdragere. Bægerbladene er lancetformede, stærkt hårede, grønne, ofte med rødbrun rand. Den individuelle blomst lever ikke længere, men planten producerer til gengæld en mængde af dem i løbet af sommeren. De er kun åbne i solskin ved temperaturer over 20 grader.

Denne plante er udbredt i størsteparten af Europa samt i Tyrkiet og Kaukasus. Voksestederne omfatter bl.a. heder, tørre skrænter og klipper. Adskillige underarter vokser i Alperne, nogle af dem op til en højde af mindst 2400 m.

Artsnavnet kommer af latin nummulus (‘lille mønt’), hvilket sigter til blomsterne, der skinner som guldmønter i solskinnet.

 

 

Storblomstret soløje, underarten grandiflorum, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret soløje, underarten grandiflorum, Vršič-passet, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret soløje, underarten grandiflorum, fotograferet efter en regnbyge, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret soløje, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Colchicaceae Tidløsfamilien
Denne familie er karakteriseret ved tilstedeværelsen af colchicin, et alkaloid, som anvendes til behandling af forskellige sygdomme, bl.a. urinsyregigt. Den rummer 15 slægter med ca. 285 arter, udbredt i de fleste egne af kloden, med overvægt i den Gamle Verden.

 

Colchicum Tidløs, nøgen jomfru
Denne slægt med omkring 160 arter er hjemmehørende fra Europa mod syd til Sydafrika, på den Arabiske Halvø, samt i det vestlige og centrale Asien.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kolkhikon, det klassiske navn på Colchicum speciosum. Navnet nøgen jomfru hentyder til de ‘nøgne’ (bladløse) blomster, der kommer frem sent på sommeren eller om efteråret, længe før bladene, der kommer frem om foråret. De fleste arter af den lignende, men ubeslægtede slægt Crocus blomstrer om foråret, skønt nogle få arter blomstrer om efteråret. Hos disse planter kommer bladene frem samtidig med blomsterne. Navnet tidløs, hvilket betyder ‘ikke bundet til en bestemt tid’, sigter ligeledes til, at blomster og blade kommer frem på forskellige tidspunkter af året.

 

Colchicum montanum
Denne art, der førhen blev kaldt for Merendera montana, har linjeformede, båndagtige blade, op til 22 cm lange og 1 cm brede, som kommer frem om foråret, men visner i løbet af sommeren. Sent på sommeren springer blomsterne ud, enlige, med 6 lyslilla eller lyserøde kronblade, til 6,5 cm lange og 1 cm brede. De gule støvknapper er store, længere end støvtrådene.

Hele planten indeholder det giftige alkaloid colchicin, med den højeste koncentration i bladene, hvilket får græssende dyr til at undgå dem.

Arten er vidt udbredt på den Iberiske Halvø, mod nord til Pyrenæerne, hvor den kan træffes op til højder omkring 2600 m. Den er talrig på græsgange, langs veje og stier, ofte på tørre og stenede steder. Den højeste tæthed findes i stærkt forstyrrede områder med store bestande af en markmuseart, Microtus duodecimcostatus. Forskning antyder et symbiotisk forhold mellem de to: musene æder af de mindre giftige underjordiske stængler, hvilket provokerer en aseksuel reproduktionsproces. Denne mekanisme er ikke observeret på uforstyrrede græsgange. (Kilde: D. Gómez et al. 2003. Seasonal and spatial variations of alkaloids in Merendera montana in relation to chemical defense and phenology. J. Chemical Ecol. 29 (5): 1117-1126)

 

 

Colchicum montanum, Col du Pourtalet, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Colchicum montanum, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien
Denne familie omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men også nogle oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede, med fem sammenvoksede kronblade, og hos mange arter er de store og smukke. Bladene er spredte og helrandede, ofte hjerteformede.

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’. Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Mange medlemmer af familien er beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

Cuscuta Silke
Denne slægt, der omfatter mellem 100 og 170 arter, udgjorde førhen en særlig familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie. Disse planter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes fire. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, slynger den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn.

Adskillige silkearter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Cuscuta epithymum Lyng-silke
Denne plante er hjemmehørende i hele Europa, samt Nordafrika, Mellemøsten og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien og Sinkiang, men den er blevet indslæbt til mange andre egne af kloden. Dens mest almindelige værtsplanter er hedelyng (Calluna vulgaris), tornblad (Ulex europaeus) og kløver-arter (Trifolium), men som dens latinske artsnavn oplyser, kan den også træffes på timian (Thymus).

Dens stængler er rødlige eller gule, mens bladene er reduceret til små skæl. Blomsterne er små, hvide eller lyserøde, kronbladene vokset sammen til et klokkeformet rør med 5 udbredte, trekantede flige for enden.

 

 

Lyng-silke, Engadin, Graubünden, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lyng-silke snylter på en knopurt (Centaurea), Valle Hecho, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cornaceae Kornelfamilien
En næsten kosmopolitisk familie, bestående af 2 slægter med omkring 85 arter, hovedsagelig buske og træer, samt nogle få flerårige urter.

 

Cornus Kornel
Denne slægt rummer mellem 30 og 60 arter, afhængigt af kilde. De fleste er løvfældende træer, buske eller dværgbuske, nogle få er stedsegrønne. De er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien og Nordamerika, med Kina, Japan og det sydøstlige USA som kærneområder. Frugten er en stenfrugt, som er spiselig hos nogle arter. Der er dog ikke megen smag i dem.

Slægtsnavnet betyder ‘horn’ på latin, hvilket sigter til slægtens hårde ved. I Oldtidens Rom var det navnet på arten Cornus mas. Det danske navn er af tjekkisk oprindelse og betyder ligeledes ‘horn’.

 

Cornus sanguinea Rød kornel
En løvfældende busk, der normalt er omkring 2-3 m høj, undertiden op til 6 m., med rødlig, brunlig eller grønlig bark. Bladene er modsatte, indtil 8 cm lange og 4 cm brede, aflange eller ovale, helrandede, mørkegrønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, stivhårede. Blomsterstanden er en tæt klynge, til 5 cm i diameter, blomster til 1 cm i tværmål, med 4 cremefarvede kronblade. Blomsterne tiltrækker mange insekter. Frugten er en kuglerund, sort stenfrugt, til 8 mm i diameter, indeholdende et enkelt frø.

Denne art vokser især på solrige steder, men kan dog også trives i halvskygge. I den sydligste del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.

Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, det sydlige Italien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, samt Alborz-bjergene i det nordlige Iran. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.

Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Frugterne har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum, se Adoxaceae). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

 

 

Regndråber hænger som perler på efterårsløv og frugter af rød kornel, Valle Tena, Aragon, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Crassulaceae Stenurtfamilien
Denne familie, som rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Familien er udbredt verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika.

 

Petrosedum
Medlemmer af denne slægt, i alt omkring 14 arter, var førhen placeret i slægten Sedum (nedenfor), men adskiller sig hovedsagelig gennem bladene, der sidder tættere sammen og er længere og mindre kødfulde end bladene hos Sedum-arter. De er hjemmehørende i Europa, det nordlige Afrika, samt Nærøsten, mod øst til Kaukasus.

 

Petrosedum rupestre Bjerg-stenurt
Denne art, der tidligere blev kaldt for Sedum rupestre eller S. reflexum, er udbredt i størstedelen af Europa samt i Tyrkiet. I Alperne kan den træffes op til mindst 1200 meters højde. I Danmark er den vildtvoksende på Bornholm og naturaliseret enkelte andre steder. Den er ganske almindelig på Öland og Gotland, men forekommer også sjældent i det sydlige og centrale Sverige.

Arten har to slags stængler. Nogle er krybende og uden blomster, med massevis af tætte, blågrønne eller mørkegrønne blade, der minder om bladene af cypres-vortemælk (Euphorbia cyparissias) (se nedenfor). De er modsatte, kødfulde, glatte, linjeformede, cylindriske, krumme, omkring 1 cm lange og 1 mm brede, tilspidsede, foroven uden stilk. Blomstrende stængler er opstigende, indtil 30 cm lange, med endestillede klynger af blomster, til 2 cm i tværmål, kronblade gylden-gule, normalt 7, sommetider 5 eller 9, bændelformede, spidse, til 7 mm lange.

Dette er en populær prydplante, som ofte dyrkes verden rundt. Bladene spises undertiden som salat. De har en let snerpende smag.

 

 

Bjerg-stenurt, Col de la Madelaine, østlige Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-stenurt, voksende på en mur blandt blade af vedbend (Hedera helix), Burg Windeck, Schwarzwald, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhodiola Rosenrod
Denne slægt omfatter omkring 90 arter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, dels i bjergegne, dels i arktiske områder. Førhen var disse planter placeret i stenurt-slægten (Sedum, se nedenfor), men de adskiller sig fra medlemmer af denne slægt ved at have en tyk rodstok og kun 4 kronblade, mens stenurter har 5 kronblade og en tynd eller slet ingen rodstok.

 

Rhodiola rosea Almindelig rosenrod
Denne flerårige urt har adskillige stængler, op til 40 cm høje, med blågrønne, kødfulde, siddende, spredte, omvendt lancetformede eller spatelformede, helrandede eller svagt tandede blade, til 4 cm lange og 1 cm brede, ofte med en svag brunlig torn i spidsen. Blomsterstandene er endestillede tætte klynger af talrige gule, gulgrønne eller til tider rødlige blomster, kronblade 4, op til 3,5 mm lange.

Arten er vidt udbredt, idet den findes i størstedelen af Europa, mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten og derfra mod syd til Sinkiang, det nordlige Kina, Korea og Japan, samt i Alaska, Grønland og det nordøstlige Canada og USA, så langt mod syd som til North Carolina. I de sydligste egne af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.

Denne plante har været udnyttet medicinelt i mindst 2000 år, først nævnt af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin. I Vesten er den blevet benyttet mod angstanfald og depression, i traditionel kinesisk medicin til at øge blodcirkulationen hos patienter med hjertekarsygdomme eller uregelmæssig menstruation, samt til behandling af akut smerte ved dårligt blodomløb. I nogle områder er arten truet af overdreven indsamling.

 

 

Almindelig rosenrod, Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sedum Stenurt
Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika. De fleste arter er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus.

 

Sedum album Hvid stenurt
Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, i det nordlige Afrika, samt fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran. Den er også blevet naturaliseret mange steder i det østlige og vestlige Canada og USA. Den trives på tørre og sandede steder med et tyndt jordlag, på klipper og i grus, og den træffes ofte på stengærder.

I Danmark er den vildtvoksende på Bornholm og naturaliseret enkelte andre steder. På Ölands alvar vokser den på tørre, næsten nøgne kalkstensflader

Den er en lav plante, som danner tætte måtter af grønne, røde eller rødbrune blade, som er spredte, kødfulde, næsten cylinderformede, til 2 cm lange, med afrundet spids. Blomsterstandene er tætte, endestillede, forgrenede klynger af stjerneformede blomster, båret på oprette, indtil 10 cm lange stængler. Kronbladene er hvide eller svagt lyserøde med en rød midternerve, tilspidsede eller butte, op til 4 mm lange.

 

 

Hvid stenurt, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum annuum Enårig stenurt
Som dens navne fortæller, er denne art enårig, og den danner ikke bladrosetter. De kødfulde blade er spredte, siddende, grønne eller røde, linjeformede eller omvendt elliptiske, til 1 cm lange og 2 mm brede, med but spids. Blomsterstandene er klynger på 3-15 stjerneformede blomster for enden af forgrenede, indtil 10 cm høje stængler. Kronbladene er gule, smalt lancetformede, til 5 mm lange, tilspidsede.

Arten vokser på sur bund, på klipper og stengærder samt langs stenede veje og flodbredder. Den er udbredt i nordlige og sydlige egne af Europa, samt fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran.

 

 

Enårig stenurt, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. T.v. blade af bjerg-husløg (Sempervivum montanum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum dasyphyllum Pyrenæisk stenurt
Hovedudbredelsesområdet for denne plante, som af nogle autoriteter kaldes for S. burnatii, er centreret omkring Middelhavet, med mere nordlige bestande i Pyrenæerne, Alperne, det centrale Frankrig, samt det sydlige Tyskland, mod nord til Schwarzwald og Rhinen. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2000 m. Den vokser især tørre, stenede og solrige steder og ses som kolonisator af ruiner og gamle mure.

Arten danner tætte måtter af krybende, forveddede stængler, tæt besat med talrige blågrønne eller grågrønne, kødfulde, ægformede blade, indtil 7 mm lange, flade på oversiden og stærkt buede på undersiden. De stjerneformede blomster sidder i små klynger for enden af indtil 15 cm høje stængler, kronblade spidse, på oversiden hvide eller blegt lyserøde, på undersiden purpurrøde med en mørkere midterstribe.

 

 

Pyrenæisk stenurt, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sempervivum Husløg
Denne slægt, som rummer ca. 40 arter, forekommer i Pyrenæerne, Alperne, Karpaterne, bjerge på Balkan, Tyrkiet, Kaukasus, samt det nordlige Afrika. Alle medlemmer af slægten har kødfulde bladrosetter, som kan bringe planten gennem lange tørkeperioder. De formerer sig ganske almindeligt gennem udløbere.

Det latinske slægtsnavn betyder ’evigt-levende’, af latin semper (‘altid’) og vivum (‘noget levende’), hvilket hentyder til de kødfulde, stedsegrønne blade hos disse planter. Det danske navn sigter til en gammel skik med at plante husløg på stråtage som værn mod ildebrand. De store, kødfulde blade har helt klart meget svært ved at brænde.

 

Sempervivum arachnoideum Spindelvævs-husløg
Denne art danner tætte puder, til 30 cm i tværmål, bestående af talrige individuelle blågrønne, kødfulde rosetter med en diameter på op til 2 cm. Blomsterne sidder i tætte klynger for enden af stængler, sædvanligvis til 10 cm høje, undertiden til 18 cm, som er dækket af små, grønne eller brunlige, kødfulde blade. Kronbladene, normalt 8-10, er ca. 1 cm lange, blegt eller mørkt lyserøde, med en mørkere midternerve.

Den forekommer i Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne og Karpaterne, samt på Korsika, fra lavlandet op til højder omkring 2900 m, voksende på klipper, blandt grus samt i græsklædte områder.

Det danske navn, såvel som det latinske artsnavn, afledt af græsk arakhne (‘edderkop’), sigter til de lange hår i bladranden af de centrale rosetter, ikke ulig et edderkoppespind.

 

 

Spindelvævs-husløg, nær Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spindelvævs-husløg, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sempervivum grandiflorum Storblomstret husløg
Denne plante identificeres nemt på de store gule blomster og de friskgrønne stængler. Den er begrænset til et lille område i det sydvestlige Schweiz og det nordvestlige Italien, hvor den vokser på sur jordbund.

 

 

Storblomstret husløg, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. Planten i baggrunden med violette blomster er storblomstret brunelle (Prunella grandiflora). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sempervivum montanum Bjerg-husløg
Denne art ligner meget spindelvævs-husløg (ovenfor), men rosetterne er uden hvide hår, stænglerne er ofte rødlige, og blomsterne er større og mørkere røde. Den er udbredt i stenede områder på sur jordbund i Alperne, Apenninerne og Karpaterne, samt på Korsika, i højder op til omkring 3400 m.

 

 

Bjerg-husløg, Mutterbergerklamm, Stubaital, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-husløg, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-husløg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-husløg, Engstlenalp, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sempervivum tectorum Almindelig husløg
Denne plante er meget større end de øvrige husløg-arter i Alperne. Den danner store måtter på over 50 cm i tværmål, med individuelle rosetter normalt op til 10 cm i diameter, men undertiden til 20 cm. Der er talrige udløbere. Blomsterstande og stængler ligner meget dem hos bjerg-husløg, men er større, stængler op til 60 cm høje, stængelblade indtil 6 cm lange og 1,5 cm brede.

Artens naturlige udbredelsesområde omfatter Pyrenæerne, det franske Massif Central, Alperne og Apenninerne, voksende op til højder omkring 2100 m. Den dyrkes mange andre steder, bl.a. i Danmark.

Artsnavnet er latin og betyder ‘på tage’, hvilket sigter til, at arten førhen ofte blev plantet på hustage.

 

 

Almindelig husløg, Col del Cuc, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cyperaceae
En kæmpestor, næsten verdensomspændende familie med omkring 90 slægter og over 5500 arter, hvoraf starerne (Carex) alene udgør over 2000 arter. Overfladisk minder disse planter om græsser, men de er ikke nært beslægtede med dem.

 

Eriophorum Kæruld
En lille slægt med omkring 14 arter, som er udbredt næsten overalt i arktiske, subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. De vokser især i sure miljøer, fx højmoser, og er specielt talrige i den arktiske tundra.

 

Eriophorum gracile Slank kæruld
Som dens navn fortæller, er denne plante slank, med en opret stængel, der bliver op til 70 cm høj, afrundet forneden, but trekantet foroven, glat. De grenede blomsterstande er endestillede, nikkende ved modenhed, hvor blomsterne er dækket af lange, hvide, bomuldsagtige hår. Grundbladenes skeder er brune eller rødlige, trekantede, nedre blade linjeformede, til 30 cm lange og 4 mm brede, øvre blade meget kortere, ofte kun 5 cm lange og 2 mm brede.

Denne art findes i subarktiske og tempererede egne af Europa, Asien og Nordamerika, mod syd til Pyrenæerne, Balkan, Tibet, det nordlige Kina, Korea, samt Rocky Mountains. Den forekommer spredt i Alperne, hvor den vokser fra lavlandet op til mindst 1750 meters højde.

 

 

Slank kæruld, voksende i en skovmose nær Koprivnik, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eriophorum scheuchzeri Polar-kæruld
Denne art er hjemmehørende i arktiske, subarktiske og tempererede områder af Europa, Asien og Nordamerika, mod syd til Pyrenæerne, Balkan, Kaukasus, Himalaya, det nordlige Kina, Japan, samt Rocky Mountains. I den nordlige del af dens udbredelsesområde vokser den ned til havniveau, mens den i den sydlige del er begrænset til bjerge, hvor den kan træffes op til mindst 4000 meters højde.

Denne plante danner ofte store bevoksninger ved hjælp af underjordiske udløbere. Den er begrænset til våde habitater som moser, våde enge, sø- og flodbredder samt fugtige grusflader. De tynde stængler kan blive op til 70 cm høje, men er oftest meget lavere. De nedre blade er op til 12 cm lange, mens de øvre er reduceret til skeder med sort spids. Blomsterstanden er et enligt, endestillet hoved, som ved modenhed er dækket af et tæt lag af snehvide, bomuldsagtige hår.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den schweiziske læge og naturhistoriker Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733), der især blev kendt gennem sin tydning af fossiler som værende rester fra Syndfloden.

 

 

Polar-kæruld, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cystopteridaceae
En lille familie med 4 slægter og over 30 arter, hovedsagelig udbredt i tempererede områder. I varmere egne er de begrænset til bjerge.

 

Cystopteris Bægerbregner
Denne slægt omfatter omkring 14 arter, der findes i tempererede områder verden rundt.

 

Cystopteris alpina Alpe-bægerbregne
Fra en basal roset vokser bladene frem, op til 40 cm lange og 6 cm brede, løvfældende, friskgrønne, ovale eller lancetformede, dobbelt snitdelte i 10-12 par småblade med fliget rand. De runde sporehus-klynger befinder sig på undersiden af bladene, brune eller sorte, i to rækker, en på hver side af midterribben.

Arten har en pletvis forekomst i lavere bjergegne i Skandinavien, Pyrenæerne, Alperne, Balkan, Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne træffes den op til højder omkring 2400 m. Den vokser på kalksten eller anden kalkholdig undergrund i fugtigt miljø.

 

 

Alpe-bægerbregne, voksende i en lille klippehule, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cystopteris fragilis Skør bægerbregne
Bladene af denne art når en længde af omkring 45 cm, snitdelte eller dobbelt snitdelte, småblade lancetformede eller ovale, savtakkede eller med indhak. De runde sporehus-klynger befinder sig på undersiden af bladene, brune eller sorte, i to rækker, en på hver side af midterribben.

Denne plante forekommer verden rundt, med undtagelse af varme tropiske områder. Den er almindelig og vidt udbredt i Europa, voksende på fugtige kalkstensklipper, på gamle mure samt i stenede områder i skove. I Alperne findes den op til højder omkring 2400 m. Den er spredt forekommende og sjælden i Danmark, med flest forekomster i Nordjylland og på Bornholm.

Førhen blev den anvendt medicinelt mod forskellige lidelser.

 

 

Skør bægerbregne, voksende på en gammel mur omkring borgen Petersberg, Friesach, Steiermark, Østrig. Nederste billede viser sporehusene på undersiden af bladene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gymnocarpium Egebregner
En lille slægt med 9 arter, udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gymnos (‘nøgen’) og karpos (‘frugt’), hvilket hentyder til de nøgne sporehus-klynger.

 

Gymnocarpium dryopteris Tredelt egebregne
Denne plante vokser i skyggefulde skove og er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder af Europa, Asien og Nordamerika. Arten er almindelig i Alperne, hvor den forekommer op til en højde af mindst 2100 m. Den er også ret almindelig i Danmark.

Den har små, spinkle blade, op til 40 cm lange, dobbelt snitdelte, med afrundede flige på småbladene. Bladstilken er sort. De nøgne sporehus-klynger sidder på undersiden af bladene.

 

 

Tredelt egebregne, fotograferet efter en regnbyge, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dryopteridaceae Mangeløvfamilien
Denne kæmpestore familie omfatter omkring 1700 arter, udbredt næsten overalt kloden rundt.

 

Polystichum Skjoldbregner
En slægt med omkring 500 arter, udbredt næsten overalt i verden, med højest diversitet i Fjernøsten, hvor Kina alene har 208 arter. I Mellem- og Sydamerika findes omkring 100 arter, i Europa kun 5.

Det danske navn sigter til den skjoldformede hinde, som dækker sporehus-klyngerne.

 

Polystichum aculeatum Almindelig skjoldbregne
Bladene, normalt 3-8, er mørkegrønne og skinnende på oversiden, blegere på undersiden, stive, sædvanligvis hængende, til 90 cm lange, lancet- eller linjeformede i omrids, smalnende ind mod basis. Bladene er to gange snitdelte, småblade til 11 cm lange, tilspidsede, inderste småblad nær bladstilken meget større end de øvrige. Sporehus-klyngerne er i to rækker, en på hver side af midterribben.

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer i størstedelen af Europa og Nordafrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Sinkiang. Den vokser i skove og blandt klipper i humusrig jord, både på kalkholdig og sur bund. I Alperne kan den træffes op til mindst 2000 meters højde. I Danmark er den meget sjælden og findes kun enkelte steder i Midtjylland.

 

 

Almindelig skjoldbregne, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polystichum lonchitis Krumfinnet skjoldbregne
Denne art ligner meget almindelig skjoldbregne (ovenfor), men småbladene peger som regel fremad og ender i en lang torn.

Den er hjemmehørende på store dele af den nordlige halvkugle, mod syd næsten til den mexikanske grænse, Nordafrika, Pakistan og Japan, voksende i skyggefulde skove og blandt klipper. I Alperne findes den op til omkring 2700 meters højde. Den træffes forvildet enkelte steder i Danmark.

 

 

Krumfinnet skjoldbregne, Vršič-passet, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krumfinnet skjoldbregne med sporehuse, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien
En meget stor familie med omkring 125 slægter og ca. 4000 arter af træer, buske, slyngplanter og urter, vidt udbredte i subarktiske og tempererede områder, og også i store højder i tropiske regioner. Kronen har 4 eller 5 sammenvoksede kronblade, som danner en tragt-, flaske- eller klokkeformet blomst, normalt med korte flige.

 

Erica Klokkelyng
Denne store slægt rummer omkring 850 arter, udbredt overalt i Europa, Nærøsten og størsteparten af Afrika, med kærneområde i det sydlige Afrika, hvor over 800 arter forekommer. I Europa findes omkring 20 arter.

 

Erica vagans Høst-lyng
Denne art har en begrænset udbredelse, idet den findes i Irland, i det sydvestlige hjørne af England, i det vestlige og centrale Frankrig, samt i Nordspanien. Det latinske artsnavn er latin for ‘vandrende’ – i denne forbindelse sandsynligvis i betydningen ‘vidt udbredt’, hvilket virker underligt, da denne art jo netop ikke er særlig vidt udbredt. Det danske navn hentyder til artens sene blomstring.

Den er en stedsegrøn dværgbusk, op til 90 cm høj, blade linjeformede, spidse, voksende i kranse op ad stænglerne, mørkegrønne på oversiden, blegere på undersiden, til 1 cm lange og 2 mm brede, med nedadbøjet rand. Blomsterstanden er en tæt klase, op til 17 cm lang, de individuelle blomster klokke- eller urneformede, til 8 mm lange, kronblade blegt lyserøde, lyserøde eller lilla. De hvide støvdragere med mørkt purpurfarvede støvknapper rager ud af blomsten. Arten trives på sandede og stenede, sure jorder, der helst ikke må være for tørre.

 

 

Høst-lyng, Pic de Gabizos, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kalmia
En slægt med ca. 10 arter af stedsegrønne buske, af hvilke de 9 er hjemmehørende i Nordamerika og på Cuba, mens den sidste, K. procumbens (nedenfor), er vidt udbredt på den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet blev givet af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) til ære for hans elev og ven Pehr Kalm (1716-79), en finsk opdagelsesrejsende og naturhistoriker, som indsamlede et medlem af slægten i det østlige Nordamerika.

 

Kalmia procumbens Kryblyng
Gennem mange år var denne plante kendt som Loiseleuria procumbens, men er nu blevet overført til slægten Kalmia. Den er vidt udbredt i arktiske, subarktiske og tempererede regioner af Eurasien og Nordamerika, med sydgrænse i Pyrenæerne, Alperne, det nordlige Kina og det nordlige USA. I de sydligste områder er den begrænset til høje bjerge. Den vokser oftest på fritliggende klipper.

Denne dværgbusk, som sjældent bliver over 10 cm høj, danner måttelignende bevoksninger af krybende grene, tæt besat med blade. Det hænder dog, at nogle planter bliver henved 40 cm høje. De spredte blade er kortstilkede, læderagtige, helrandede, til 8 mm lange og 2,5 mm brede, lysegrønne, ofte med små hvide prikker. De kortstilkede blomster en enlige eller nogle få sammen, endestillede, kronblade 5, lyserøde til mørkerøde, til 9 mm lange, sammenvoksede ved basis, fligene trekantede, udbredte.

Det nu ugyldige slægtsnavn blev givet til ære for den franske læge og botaniker Jean-Louis-Auguste Loiseleur-Deslongchamps (1774-1849).

 

 

Kryblyng, voksende i en sprække mellem lavbevoksede klipper, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kryblyng, Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vintergrøn (Moneses, Pyrola m.fl.)
Disse planter blev engang betragtet som tilhørende en særlig familie, Pyrolaceae, der i dag regnes som en underfamilie, Pyroloideae, af lyngfamilien. Det danske navn hentyder til arternes stedsegrønne blade.

 

Moneses uniflora Enblomstret vintergrøn
Denne art, det eneste medlem af slægten Moneses, er en attraktiv plante, der oftest vokser i fugtige nåleskove, men undertiden kan træffes i løvskove. Den er udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle, fra Skandinavien og Pyrenæerne mod øst til Kamchatka, det nordlige Kina og Japan, samt videre mod søt til det nordlige og vestlige Nordamerika. I de sydligste områder af dens udbredelse er den begrænset til bjergegne.

I Danmark er den sjælden på morbund i mosrige nåleskove. Den forekommer bl.a. i Asserbo Plantage i Nordsjælland og i Sandflugtsskoven på Bornholm.

De fleste blade er grundblade, med et eller nogle få ganske lavt på stænglen, kortstilkede, ovale eller elliptiske, til 3 cm i tværmål, med små tænder langs randen. Den enlige, nikkende, duftende blomst, til 2,5 cm i diameter, sidder for enden af en oftest op til 10 cm lang stængel, der dog undertiden kan være op til 17 cm. De 5 kronblade er hvide, udbredte, med bølget rand. Griflen er stor og grøn, støvknapperne gule.

Slægtsnavnet er afledt af græsk monos (‘enlig’) og hesis (‘fryd’), hvilket sigter til den attraktive enlige blomst. Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’.

 

 

Enblomstret vintergrøn, Sölktal, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrola Vintergrøn
En slægt med omkring 40 arter, udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropisk Mellemamerika og Sydøstasien.

Slægtsnavnet er afledt af latin pirum (‘pære’) samt endelsen –ola, der udtrykker noget småt, altså ‘lille pære’, hvilket sigter til bladenes form.

 

Pyrola minor Liden vintergrøn
De lysegrønne eller mørkegrønne, afrundede eller ovale, læderagtige, stedsegrønne, kortstilkede blade, indtil 3 cm i diameter, er samlet i en roset, hvorfra en rødlig stængel skyder op, indtil 25 cm lang, som har en lang klase af op til 15 hvide eller lyserøde, nikkende, klokkeformede blomster, kronblade bredt elliptiske eller ovale, helrandede, til 5 mm lange og 3,8 mm brede.

Denne plante vokser på sur jordbund i løvskove og nåleskove samt i birkemoser. Den er udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til Middelhavet, Kina og Japan, i Amerika mod syd næsten til den mexikanske grænse. I Alperne træffes den op til højder omkring 2300 m.

I Danmark vokser den hist og her på heder og i lysåbne skove på fattig jordbund, bl.a. morbund i bøgeskove eller sandet jord i fyrreskove.

 

 

Liden vintergrøn, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrola rotundifolia Mose-vintergrøn
Denne plante, opdelt i to underarter, findes i tempererede regioner i Eurasien, fra de Britiske Øer mod øst til Stillehavskysten, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Middelhavet, Iran, det nordlige Indokina og Japan. Den vokser i skyggefulde løvskove og nåleskove på sur jordbund. I Alperne forekommer den op til mindst 1650 meters højde.

I Danmark er nominatracen temmelig sjælden i Jylland og på Bornholm, hvor den vokser på fugtig bund i skove og krat, samt i moser. Underarten maritima, kaldt klit-vintergrøn, er sjælden i Vestjylland og Nordsjælland, hvor den vokser på fugtig og sandet bund i klitlavninger eller fyrreskove.

Den ligner meget liden vintergrøn (ovenfor), men er større, stænglen op til 40 cm høj, til tider med så mange som 30 blomster, som er større og mere åbne end hos liden vintergrøn.

 

 

Mose-vintergrøn, underarten rotundifolia, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhododendron Rhododendron, alperose
På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’. For Oldtidens grækere mindede blomsterklaserne hos visse rhododendron-arter åbenbart om roser. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien. Det skal dog indrømmes, at blomsterklyngerne hos visse af arterne på afstand kan minde om roser.

Denne store slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, er især udbredt i tempererede og subtropiske egne af Eurasien, Nordamerika, tropisk Asien samt Ny Guinea, med den største koncentration af arter i Kina, Himalaya, Sunda-øerne og Ny Guinea. Nogle få arter findes i den arktiske region, og enkelte andre i områder med ægte tropisk klima, fx en art i Queensland, Australien. I Alperne er kun 2 arter hjemmehørende, i Pyrenæerne blot en enkelt.

En lang række arter fra andre egne af verden er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron ferrugineum Rustbladet alperose
Denne art er vidt udbredt i Europa, hvor den træffes i Pyrenæerne, Jura-bjergene, Alperne, den nordlige del af Apenninerne og Karpaterne, samt på Balkan. Den dækker ofte store områder af bjergskråninger mellem 1600 og 2800 meters højde, især på sur jordbund.

Den er en vidt forgrenet stedsegrøn busk, op til 1,3 m høj, med stovte grene, som kan måle op til 2 cm i diameter. Forskning har åbenbaret, at sådanne individer kan være op mod 100 år gamle. Bladene er spredte, læderagtige, ofte siddende tæt sammen ud mod grenspidserne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, lancetformede eller smalt elliptiske, spidse, tandede i randen, mørkegrønne og skinnende på oversiden, unge blade gullige på undersiden, med alderen dækket af et rustfarvet, filtagtigt hårlag, Blomsterstandene er endestillede klynger af mørkt lyserøde til røde, indtil 8 mm lange blomster, kronblade 5, sammenvoksede til en klokkeformet blomst med ovale lapper, afrundede i spidsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

 

Rustbladet alperose dækker en bjergskråning nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rustbladet alperose, Sölkpass, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rustbladet alperose, Grossglockner, Østrig. Stribet dafne (Daphne striata) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron hirsutum Randhåret alperose
I modsætning til rustbladet alperose (ovenfor) vokser denne art på kalkrig jordbund, fra de schweiziske Alper mod øst til Karpaterne, hvor den muligvis er indført. Den træffes op til omkring 2500 meters højde.

Den ligner meget rustbladet alperose, men kendes nemt på de randhårede blade, og dens blomster er mere lyserøde. Det hænder, at de to arter vokser i samme område, og i så fald danner de ofte hybrider.

 

 

Randhåret alperose, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede af randhåret alperose viser de randhårede blade, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhodothamnus Dværgalperose
Dværgalperoser, der kun omfatter to arter, adskiller sig på visse punkter fra de øvrige alperoser og er derfor blevet placeret i en særskilt slægt. R. sessilifolius er begrænset til et lille bjergområde, Tiryal Dağı, i Artvin-provinsen i det nordøstlige Tyrkiet.

 

Rhodothamnus chamaecistus Europæisk dværgalperose
Denne smukke plante er begrænset til de østlige Alper, fra det østlige Schweiz og Como-søen mod øst til Karawankerne på grænsen mellem Østrig og Slovenien. Den er ret almindelig i Dolomiterne i Norditalien. Dens foretrukne habitat er solrige steder på kalkholdig jordbund, ofte blandt klipper og i grus. Den træffes i højder mellem 500 og 2400 m.

Den er en stedsegrøn dværgbusk med opstigende, indtil 30 cm lange grene. De læderagtige blade er spredte, samlet i klynger for enden af grenene, op til 1,5 cm lange, stivhårede og tandede i randen. Blomsterne er i endestillede grupper på op til 4, til 3 cm i tværmål, kronblade blegt lyserøde med røde striber nær grunden, kun sammenvoksede ved basis, griflen hvid med karminrød spids, støvdragerne hvide med mørkt purpurfarvede støvknapper.

 

 

Europæisk dværgalperose, Passo di Valparola, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euphorbiaceae Vortemælkfamilien
Denne kæmpestore, næsten verdensomspændende familie rummer over 300 slægter med næsten 9000 arter af urter, buske og træer, sjældent slyngplanter.

 

Euphorbia Vortemælk
Denne slægt, som omfatter omkring 2000 arter af urter, buske eller små træer, findes næsten kloden rundt. De fleste arter indeholder en hvid mælkesaft, nogle er sukkulenter, mens andre er udstyret med skarpe torne.

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

Euphorbia cyparissias Cypres-vortemælk
Denne plante er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet og Tyrkiet. I Alperne træffes den op til højder omkring 2300 m. Dens naturlige habitater omfatter græsland, klitter og stenede steder langs søer, floder og strande. Den trives imidlertid i næsten alle åbne områder, bl.a. vejkanter og græsgange. I Danmark træffes den ofte forvildet fra dyrkning.

Den bliver omkring 50 cm høj og kendes nemt på stænglen, som er tæt besat med linjeformede blade, mørkegrønne eller blågrønne, til 4 cm lange og 2 mm brede. Højbladene er først gule, men bliver rødlige eller purpurfarvede, når frugterne modnes. De ‘eksploderer’, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand, ofte op til 5 m. Den formerer sig også vegetativt ved hjælp af rodskud og danner ofte tætte bestande.

Planten indeholder en giftig mælkesaft, som har en stærkt irriterende virkning på huden og kan fremkalde smertefulde blister.

Det latinske artsnavn såvel som det danske navn hentyder til bladene, der minder om løvet hos visse arter af cypres (Cupressus).

 

 

Cypres-vortemælk med gule højblade, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cypres-vortemælk ved modenhed med rødlige højblade, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cypres-vortemælk ved modenhed med rødlige højblade, Umbaltal, nær Virgental, Tyrol, Østrig. Der ses også en timian-art (Thymus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cypres-vortemælk ved modenhed med purpurrøde højblade, nær Säntis, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien
Denne familie af urter, slyngplanter, buske og træer er udbredt næsten overalt i verden. Med omkring 750 slægter og 19.000 arter udgør den den tredjestørste plantefamilie, kun Orchidaceae og Asteraceae er større.

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun en enkelt, Faboideae (Papilionoideae), omtales nedenfor. Medlemmer af to andre underfamilier, Caesalpinioideae (som inkluderer den tidligere underfamilie Mimosoideae), samt Cercidoideae, er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Anthyllis Rundbælg
En slægt med omkring 22-32 arter af urter, hvoraf nogle forneden har forveddede stængler. Disse planter er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika, den Arabiske Halvø og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland.

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’).

 

Anthyllis vulneraria Almindelig rundbælg
En meget variabel art med talrige underarter og intermediære former. Alene i Europa forekommer mindst 24 underarter, hvoraf nogle måske er selvstændige arter.

En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.

Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

Almindelig rundbælg, muligvis underarten alpicola, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig rundbælg foran et vandfald, Gadmen, nær Innertkirchen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig rundbælg, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Astragalus Astragel
Denne kæmpestore slægt, der omfatter over 3000 arter af urter og dværgbuske, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Medlemmerne af slægten er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. Disse planter ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis, nedenfor), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.

 

Astragalus frigidus Is-astragel
Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder i Eurasien, fra Skandinavien mod øst til Stillehavet, mod syd til Mellemeuropa, Mongoliet, det nordlige Kina samt Kamchatka. I de sydligste områder er den begrænset til bjerge. Den vokser helst på kalkholdig jordbund i græsklædte arealer og krat. I Alperne forekommer den især i højder mellem 1700 og 2800 m.

Stænglen er opret, normalt ugrenet, glat eller sparsomt håret, til 40 cm høj, blade snitdelte, op til 15 cm lange, med 3-7 par ovale eller elliptiske, tilspidsede, indtil 2,5 cm lange småblade. Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er op til 2 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er indtil 5 cm lang, med 5-20 nikkende, op til 1,5 cm lange blomster, bæger gulliggrønt eller rødligt, til 5 mm langt, tandet, kronen gullighvid. Bælgen har til at begynde med et tæt lag af sorte og hvide hår, men bliver senere glat.

 

 

Is-astragel, Obersteinberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. Alpe-forglemmigej (Myosotis alpestris) og blade af hvid foldblad (Veratrum album) ses også. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragalus onobrychis
Normalt en krybende plante, som danner tætte bevoksninger, med op til 30 cm, undertiden til 60 cm høje, opstigende, dunhårede stængler, som er tæt besat med snitdelte blade med 8-12 par smalle, hårede småblade, op til 1,5 cm lange. Blomsterstandene er endestillede hoveder, der først er kompakte, senere forlængede, med 10-30 rødlig-violette eller purpurfarvede blomster, indtil 2,4 cm lange. Bælgen er smalt oval, til 1 cm lang, dækket af hvide hår.

Denne art er hjemmehørende fra de vestlige Alper mod øst til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den var oprindelig en steppeplante, som har tilpasset sig til græsklædte områder i bjerge.

Artsnavnet sigter til blomsternes lighed med esparsette-blomster, slægten Onobrychis (nedenfor).

 

 

Astragalus onobrychis, øvre del af Rhone-dalen, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hedysarum Hanekløver
Denne slægt rummer et sted mellem 160 og 200 arter af urter, sjældnere dværgbuske, udbredt i Eurasien, Nordafrika og Nordamerika. Bælgen, som er bred og flad, er sammentrukket mellem frøene, og ved modenhed falder den fra hinanden med et enkelt frø i hver del. Dette har givet anledning til det danske navn, idet bælgen sammenlignes med en hanekam.

Det latinske slægtsnavn er afledt af oldgræsk hedysaron (‘økse-urt’), et navn på en nu ukendt plante, beskrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Forbindelsen til denne slægt er ukendt.

 

Hedysarum hedysaroides Bjerg-hanekløver
Denne art er udbredt i subarktiske og tempererede regioner af Eurasien, fra Finland mod øst gennem Sibirien til Alaska, i Asien mod syd til Mongoliet, det nordlige Kina og Korea. I det centrale Europa forekommer den fra Pyrenæerne via Alperne og Karpaterne til Ukraine, voksende i højder mellem 1000 og 3000 m. Den trives især på sur jordbund på solrige steder i græsklædte områder og krat samt blandt klipper.

Stænglen er opret eller opstigende, kantet, til 60 cm høj, blade snitdelte, til 15 cm lange, med 9-21 lancetformede småblade, op til 3 cm lange, akselblade (små blade ved bladfæsterne) hindeagtige, brune, sammenvoksede til oven for midten. Blomsterne er ensidige klaser med op til 50 rødviolette eller purpurviolette blomster, kronen op til 2 cm lang. Bælgene åbner sig ikke ved modenhed, men falder fra hinanden med et enkelt frø i hver del. Roden er spiselig, rå eller tilberedt.

 

 

Bjerg-hanekløver, Obersteinberg, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laburnum Guldregn
En slægt med 2 arter af små løvfældende træer, som er hjemmehørende i bjergområder i det sydlige Europa, fra de franske Cevenner mod øst gennem Alperne til Balkan. Tidligere var en tredje art, L. caramanicum, placeret i slægten, men er siden blevet overført til en særskilt slægt, Podocytisus. Frøene hos disse planter er meget giftige.

Det danske navn hentyder til de talrige hængende blomsterstande med guldgule blomster.

 

Laburnum alpinum Alpe-guldregn
Et lille løvfældende træ, op til 6 m højt, blade trekoblede, småblade indtil 5 cm lange. De talrige blomsterstande er hængende klaser, op til 30 cm lange, med et væld af guldgule blomster, indtil 1,8 cm lange. Bælgen er op til 5 cm lang, med en smal vingekant foroven.

Denne plante er udbredt fra de franske Cevenner mod øst gennem Alperne til Balkan. Den findes i højder op til omkring 2000 m.

 

 

Alpe-guldregn, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lathyrus Fladbælg
En stor slægt med ca. 160 arter, der er udbredt kloden rundt i tempererede egne, manglende i regnskove samt i det australske område. De fleste arter er klatrende urter, med klatretråde for enden af bladene, men nogle er oprette dværgbuske. Ved modenhed ruller bælgens to halvdele op i spiralform, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand.

 

Lathyrus laevigatus Bjerg-fladbælg
Denne mellemeuropæiske plante, der førhen blev kaldt for L. ochraceus, er udbredt fra Spanien og Jura-bjergene mod øst til europæisk Rusland og Ukraine. I Alperne forekommer den op til en højde af mindst 2100 m. Den trives bedst solrige steder i græsklædte arealer og krat, helst på kalkholdig jord.

Arten danner tætte bevoksninger af oprette, kantede, ret stive, mere eller mindre hårede, bladrige stængler, indtil 60 cm høje. Bladene har 3-5 par elliptisk-lancetformede småblade, skarpt tilspidset, akselblade ret store, lancetformede. Blomsterstanden er en ensidig, stilket klase med 5-20 citrongule blomster, op til 2,5 cm lange, som bliver orange med alderen. Bælgen er aflang, brun, glat, op til 7 cm lang.

 

 

Bjerg-fladbælg i regnvejr, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Onobrychis Esparsette
Denne store slægt rummer et sted mellem 150 og 200 arter, afhængigt af kilde. Disse planter er udbredt i det centrale og sydlige Europa, i det nordlige Afrika, samt i store dele af tempererede og subtropiske egne af Asien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onobrykhis, fra onos (‘æsel’) og brykho (‘at æde med grådighed’). Formodentlig har en eller anden græker i Oldtiden bemærket, at æsler åd disse planter med grådighed. Gennem tiderne har de været meget anvendt som dyrefoder, og en enkelt art, O. viciifolia, er blevet naturaliseret talrige steder, bl.a. i Danmark, hvor en livskraftig bestand findes på Høvblege på Møn.

På oldfransk blev disse planter benævnt sain foin (‘sundt hø’). I 1500-tallet skrev den franske videnskabsmand Olivier de Serres: “Denne urt kaldes på fransk sain-foin, på italiensk herba medica, i Provençe og Languedoc luzerne. Ordet sain blev hæftet på planten på grund af dens højt priste egenskaber, for dens medicinske virkning og for dens evne til at opfede kvæg.”

Det danske navn er afledt af esparceto, det provençalske ord for den lignende og nært beslægtede hanekløver (Hedysarum) (ovenfor).

 

Onobrychis montana Bjerg-esparsette
Denne plante ligner meget den vidt udbredte O. viciifolia, men er lavere, normalt under 20 cm høj, undertiden op til 30 cm. Stænglerne er opstigende, bladene med 3-8 par smalt elliptiske eller lancetformede småblade. Blomsterstanden er ret kort og tæt, blomsterne rødviolette, fanen med mørkerøde striber.

Arten vokser på kalkholdig grund på enge og græsgange, samt i klippefyldt terræn, i højder mellem 1300 og 2600 m. Den er udbredt fra de franske Alper mod øst til Balkan, Tyrkiet og Kaukasus, og derfra videre mod syd til Jordan.

 

 

Bjerg-esparsette, Col de l’Iseran, Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-esparsette, Passo Pordoi, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-esparsette, neden for Passo Gardena (ca. 2050 m), Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oxytropis Spidsbælg
Denne store slægt omfatter omkring 300 arter, som er hjemmehørende i Eurasien og Nordamerika. Disse planter ligner meget Astragalus (ovenfor), men spidsen af blomstens køl er forsynet med et næb, mens den hos astragel er but. Mange spidsbælg-arter er meget giftige for husdyr.

 

Oxytropis campestris Nordisk spidsbælg
Opdelt i mindst 13 underarter har denne steppeplante en pletvis udbredelse, idet den findes i subarktiske områder af Alaska og Canada, i bjerge i det vestlige USA, mod syd til Colorado, på Kurillerne og i Japan, samt i mellemeuropæiske bjergegne, bl.a. Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, Karpaterne og bjerge på Balkan. Den forekommer også på de Britiske Øer, men er begrænset til 4 lokaliteter. I Sverige er den almindelig på Öland, men er ellers sjælden. I Alperne kan den træffes i højder mellem 1000 og 2400 m, voksende solrige steder på sur jordbund.

Planten er ganske lav, op til 15 cm høj, bladene er alle grundblade, stilkede, snitdelte, til 20 cm lange med 10-15 par elliptiske eller lancetformede småblade, glatte eller sparsomt hårede, akselblade lancetformede, større end småbladene. Blomsterstandene er tætte aks, indtil 6 cm lange, båret for enden af bladløse, op til 20 cm lange stilke, hvert aks med 5-15 bleggule, hvidlige, purpurfarvede eller violette blomster, op til 2 cm lange. Bælgen er håret, til 1,8 cm lang og 8 mm bred.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’ eller ‘vokser på stepper’.

 

 

Nordisk spidsbælg, Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trifolium Kløver
En meget stor slægt med omkring 250 arter, udbredt i tempererede og subtropiske områder af Eurasien, Afrika og Amerika.

Slægtsnavnet var det klassiske latinske ord for kløver. Det betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til de trekoblede blade hos slægtens medlemmer. Bælgen er lille og rummer kun et enkelt frø.

 

Trifolium alpestre Skovkløver
Denne art er udbredt fra Pyrenæerne og det centrale Frankrig mod øst til Ural-bjergene, samt fra Danmark mod syd til Italien, Grækenland, Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. I Danmark er den begrænset til en række lokaliteter i Nordsjælland, på Stevns, samt et enkelt sted i Østjylland.

I Alperne vokser den op til højder omkring 2300 m, i lyse skove og krat, langs skovkanter samt i græsklædte arealer. Den trives på sur jordbund og er gået drastisk tilbage i store dele af dens udbredelsesområde på grund af den øgede brug af nitratholdig kunstgødning.

En opret, håret plante, til 40 cm høj, blade trekoblede, småblade smalle, aflange eller lancetformede, til 8 cm lange og 1 cm brede, hårede langs randen, som er svagt tandet. Bladnerverne er prominente. Akselblade sylformede, indtil 3 cm lange. De kuglerunde til ægformede blomsterstande, op til 2,5 cm lange, er siddende, omgivet af de øverste blade, krone blegrød eller purpurrød, sjældent lyserød eller hvid, til 1,2 cm lang. Det hårede bæger har 20 nerver – en unik karakter for denne art.

 

 

Skovkløver, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trifolium alpinum Alpekløver
Denne lave plante, til 20 cm høj, danner ofte store bevoksninger. Alle blade er grundblade, lang-stilkede, trekoblede, småblade linje- eller lancetformede, op til 10 cm lange, spidse, helrandede. Blomsterstanden er kugle- eller pyramideformet, til 5 cm i tværmål, med 3-12 stilkede, lyserøde eller purpurrøde, duftende blomster, indtil 2,5 cm lange, bægeret med lange smalle tænder.

Den forekommer i de centrale og sydlige Alper, Apenninerne, det franske Massif Central, samt Pyrenæerne, i højder mellem 1400 og 3100 m. Den østlige grænse for udbredelsen følger i grove træk en linje mellem Arlberg i det vestlige Østrig mod syd til Gardasøen. Arten er en vigtig fødeplante for husdyr såvel som vilde græsædere.

 

 

Alpekløver, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpekløver, Tschamut, nær Sedrun, Tavetsch-dalen, Graubünden, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trifolium badium Lille brun kløver
En lav plante, normalt under 10 cm høj, stængler krybende, opstigende eller oprette, undertiden op til 40 cm lange, stængelblade stilkede, spredte, trekoblede, småblade ovale, indtil 3 cm lange og 1,7 cm brede. Blomsterstandene er kompakte hoveder, op til 2 cm lange, med op til 60 meget små blomster, der først er guldgule, senere brune med alderen, startende nedefra.

Denne art er vidt udbredt, fra Tyskland og Polen mod syd til Middelhavet, og derfra mod øst til Ukraine, Kaukasus, Irak og Iran, voksende i højder mellem 600 og 3000 m. Den trives på fugtig næringsrig bund og findes især i græsklædte områder. Den er en af de få planter i Alperne, som gavnes af den øgede brug af kunstgødning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kastanjefarvet’.

 

 

Lille brun kløver, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille brun kløver, øvre del af Rhone-dalen, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trifolium montanum Bjergkløver
Vidt udbredt næsten overalt i Europa, med undtagelse af de Britiske Øer, mod øst til det centrale Sibirien og derfra mod syd til Iran. Den vokser i tørre græsklædte områder og trives bedst på varm, humusrig og kalkholdig jordbund. I Danmark fandtes den førhen på nogle få lokaliteter spredt rundt i landet, men anses nu for at være uddød. I Alperne er den truffet op til højder omkring 2200 m.

Stænglen er opret, uldhåret, grenet foroven, indtil 50 cm høj. Blade spredte, langstilkede, trekoblede, småblade elliptiske eller lancetformede, til 6 cm lange og 2,5 cm brede, fint takket i randen, underside håret. Akselblade ovale, spidse, hvidlige med brune striber, nederste del sammenvokset med stænglen og danner en skede. Blomsterstanden er et kompakt hoved for enden af en lang uldhåret stilk, elliptisk eller oval, til 2 cm i tværmål, blomsterne til 9 mm lange, kronen er hvid eller gullig-hvid, brunlig efter afblomstringen.

 

 

Bjergkløver, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjergkløver, Oeschinen See, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vicia Vikke
En slægt med omkring 140 arter, hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder af Eurasien, Afrika, samt Nord- og Sydamerika. I troperne er disse planter begrænset til bjergegne.

 

Vicia sylvatica Skov-vikke
En flerårig urt, som klatrer op ad andre planter ved hjælp af slyngtråde i spidsen af bladene. De stærkt forgrenede stængler er sædvanligvis 1-2 m lange, men kan undertiden blive op til 4 m. Bladene er spredte, snitdelte, med 4-12 par småblade, de halvmåneformede akselblade er dybt delte til sylformede afsnit, skønt de undertiden kan være helrandede. Blomsterstandene er ensidige klaser med op til 30, indtil 2 cm lange blomster, krone hvid med talrige violette eller purpurfarvede striber på fanen, sjældent helt hvide eller purpurfarvede.

Denne art er vidt udbredt i Eurasien, idet den findes i størsteparten af Europa med undtagelse af de sydligste områder, og videre østpå til det centrale Sibirien. I Danmark forekommer den i de fleste egne, men er temmelig sjælden. Den er almindelig i Alperne, hvor den vokser i lyse skove og krat, samt langs skovkanter og veje, op til højder omkring 2300 m.

 

 

Skov-vikke, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-vikke, Dolomiterne, Italien. I baggrunden Monte Cristallo (3216 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianaceae Ensianfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, flest urter, men nogle slyngplanter, buske og træer.

 

Gentiana Ensian
I dag omfatter denne slægt omkring 360 arter, men førhen rummede den ikke færre end ca. 635 arter. Efter genetiske studier har adskillige autoriteter imidlertid overført ca. 23 arter til slægten Gentianopsis (nedenfor), samt ca. 250 arter til slægten Gentianella.

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. I Alperne vokser 40 arter af alle tre slægter.

Blomsterne hos størsteparten er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (nedenfor).

Nogle centralasiatiske ensian-arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Gentiana acaulis Kochs ensian
Denne lave plante, op til 10 cm høj, danner måtter, der kan måle op til 50 cm i diameter. De fleste blade er i en roset, lancetformede, elliptiske eller ovale, stedsegrønne, op til 3,5 cm lange. De trompetformede blomster, indtil 6 cm lange, sidder for enden af indtil 6 cm lange stilke med et eller to par blade. Kronen er stærkt blå med olivengrønne, aflange, brede striber indvendigt, fligene skarpt tilspidsede.

Denne art er vildtvoksende på sur jordbund i det centrale og sydlige Europa, fra Pyrenæerne, Cevennerne og Jura-bjergene mod øst til Tjekkiet, Ukraine og Balkan. I Alperne og Pyrenæerne træffes den i højder mellem 800 og 3000 m.

Artsnavnet betyder ‘stængelløs’ på latin, men på dansk er stængelløs ensian Gentiana clusii (nedenfor), der ligner Kochs ensian meget og har omtrent samme udbredelse, men den foretrækker kalkrig jordbund, og den har ikke grønne striber indvendigt på kronbladene.

 

 

Kochs ensian, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana brachyphylla Kortbladet ensian
En meget lav, pudedannende plante, normalt under 10 cm høj, sjældent op til 15 cm. Bladene er meget små, blålig-grønne, rhombeformede eller elliptiske, bredest på midten, med afrundet eller skarp spids. Blomsterne er himmelblå, til 1,5 cm lange, tragten med en diameter op til 4 mm, bægeret tragtformet, grønt med smalle mørke ribber.

Denne art er vidt udbredt i det sydlige Europa, fra de spanske Sierra Nevada og Pyrenæerne mod øst via Alperne til Karpaterne. Den vokser i højder mellem 1800 og 4200 m, hvilket gør den til den højest-voksende ensian-art i Alperne.

Kortbladet ensian ligner meget rundbladet ensian (nedenfor), men kan kendes på de grønne bægerblade, hvor kun ribberne er mørke, mens hele bægeret hos rundbladet ensian er mørkt.

 

 

På dette billede fra Grossglockner-området, Østrig, ses foruden kortbladet ensian også purpur-stenbræk (Saxifraga oppositifolia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana clusii Stængelløs ensian
Denne art minder i høj grad om Kochs ensian (ovenfor) og har omtrent samme udbredelse, men den foretrækker kalkrig jordbund, og den har ikke grønne striber indvendigt på kronbladene. Den forekommer i bjergområder i det sydlige Europa, i Pyrenæerne, Jura-bjergene, Schwarzwald, Alperne, Apenninerne og Karpaterne.

Det latinske artsnavn blev givet til minde om Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, en flamsk læge og botaniker, der som en af de første studerede Alpernes flora.

 

 

Stængelløs ensian, Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stængelløs ensian, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana cruciata Kors-ensian
Denne art har navn efter bladene, som er arrangeret korsvis to og to op ad den stovte, oprette stængel, der kan blive indtil 40 cm høj. De læderagtige blade er ovale eller lancetformede, helrandede, indtil 10, sjældent 15 cm lange og 3 cm brede. De blåviolette, trompet- eller klokkeformede blomster, op til 2,5 cm lange, sidder i tætte klynger i de øvre bladhjørner. De har kun 4 kronblade, i modsætning til de fleste andre ensian-arter, som har 5.

Arten er vidt udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra Holland, Frankrig og Spanien mod øst til det vestlige Sibirien, Tyrkiet og Iran. Den vokser normalt i højder mellem 200 og 1600 m, men er fundet op til 2900 m i Bulgarien. Dens foretrukne habitat er tør og kalkrig jord i krat og græsland.

På grund af bladenes korsvise fremtoning var denne plante meget eftersøgt i Middelalderen, idet den blev betragtet som et symbol på den korsfæstede Jesus. En ungarsk legende beretter, at da der udbrød pest blandt soldaterne i Kong Lászlós (ca. 1040-1095) hær, drømte han, at en engel beordrede ham at affyre en pil op i luften. Den plante, som pilen ramte, ville være i stand til at helbrede de syge soldater. Pilen ramte kors-ensian, hvilket er baggrunden for plantens ungarske navn, Szent Lászlo Kiraly füre (‘Kong St. Ladislaus’s plante’).

Kors-ensian er vært for en truet sommerfugl, Phengaris rebeli (tidligere kaldt Maculinea rebeli), som tilhører blåfuglenes familie (Lycaenidae). Hunnerne af denne art lægger æg på bladene, og når larverne kommer frem, æder de af blomsterne og frøene. Når de når det fjerde larvestadie, lader de sig falde til jorden, hvor de udsender en duft, som får myrer af arten Myrmica schencki til at bringe dem til deres bo, hvor de fodres af myrerne. (Kilde: V. Oškinis 2012. Relationship between the butterfly Phengaris rebeli and its larval host plant Gentiana cruciata in a Lithuanian population. Ekologija 58 (3): 369-373)

 

 

Kors-ensian, Ibon de Piedrafita, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kors-ensian, Engadin, Graubünden, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana lutea Gul ensian
Denne majestætiske plante blomstrer for første gang, når den er omkring 10 år gammel, og roden kan leve i op mod 60 år. Stænglen er opret, indtil 2 m høj, grundblade samlet i en roset, stængelblade modsatte korsvis op ad stænglen, ovale eller elliptiske, indtil 30 cm lange og 15 cm brede, de nedre kortstilkede, de øvre siddende. Bladpladen har 5-7 tydelige nerver. De talrige blomsterstande, hver med 3-13 blomster, sidder i klynger i bladhjørnerne, krone citrongul eller guldgul, kronblade 5, splittet op i 5-7 smalle flige næsten til grunden.

Arten er udbredt i bjergegne i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Ukraine og det vestlige Tyrkiet. Den vokser i græsklædte alpine områder op til højder omkring 2500 m, mest på kalkholdig jord.

Roden indeholder et af klodens mest bitre stoffer, som har været benyttet medicinelt gennem hundreder af år. Nogle få dråber mikstur af roden stimulerer funktionen af lever og bugspytkirtel, og appetitten øges.

Andre billeder af denne plante kan ses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Gul ensian er meget almindelig i Schweiz. Det øverste billede er fra Col de la Croix, Valais, det nederste fra Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana nivalis Sne-ensian
En lille, slank plante, stænglen ofte grenet fra grunden, indtil 15 cm høj. Grundbladene sidder i roset, ovale, butte, stængelblade modsatte, elliptiske eller lancetformede, alle blade 2-5 cm lange. Blomsterne er endestillede, tragtformede, blegblå eller himmelblå, til 1,5 cm i tværmål, kronbladsfligene ofte snoet som en propel. Bægeret er grønt eller brunligt, bægerblade sammenvoksede til en indtil 1,5 cm lang tragt med 5 ribber.

Denne art har en meget stor udbredelse, fra Pyrenæerne, Jura-bjergene og Alperne mod øst til Karpaterne og derfra mod syd til Balkan og Tyrkiet, samt endvidere i Skandinavien, Finland, det nordvestlige Rusland, Island, Grønland og det nordøstlige Canada. Arten trives bedst i stenede og græsklædte områder, både på kalkrig og kalkfattig jord. I Alperne forekommer den mellem 1300 og 3000 meters højde.

 

 

Sne-ensian, fotograferet i Store Sankt Bernhard-passet på grænsen mellem Schweiz og Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana orbicularis Rundbladet ensian
Denne art minder meget om kortbladet ensian (ovenfor), men kan kendes på det meget mørke, næsten sorte bæger (grønt med mørke ribber hos kortbladet ensian). Bladene er ovale, bredest på midten.

Den er udbredt i bjergegne fra det sydlige Spanien og Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til det nordlige Balkan. Den vokser på kalkholdige solrige steder i højder mellem 1600 og 2800 m.

 

 

Rundbladet ensian, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana punctata Prikket ensian
Stængel kraftig, indtil 60 cm høj, blade modsatte, de nedre stilkede, de øvre siddende, bladplade glinsende grøn, oval eller lancetformet, til 15 cm lang og 7 cm bred, normalt med 5 tydelige nerver. De klokkeformede, guldgule eller bleggule, fint prikkede blomster sidder i klynger i bladhjørnerne, forneden op til 3 sammen, foroven i grupper op til 8, kronblade indtil 3,5 cm lange, sammenvoksede, med 5-8 butte flige, til 9 mm lange. Bægeret er grønt, kort, med 5-8 spidse tænder.

Denne plante er hjemmehørende i bjergområder, fra Alperne mod øst til Karpaterne og Ukraine, samt på Balkan, i højder mellem 1500 og 3000 m. Den vokser fortrinsvis på næringsfattig, sur jordbund.

I lighed med gul ensian (ovenfor) har dens rod været anvendt i folkemedicinen, og den er også blevet benyttet som smagsstof i snaps.

 

 

Prikket ensian, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Prikket ensian har navn efter de fine prikker på blomsterne. – Turracher Höhe, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana purpurea Purpur-ensian
I lighed med kors-ensian (ovenfor) sidder bladene hos denne art korsvis op ad stænglen, men den er en kraftigere plante, op til 60 cm høj, og den kan straks identificeres på sine purpurfarvede blomster. Bladene er lysegrønne, skinnende, lancetformede, indtil 15 cm lange og 7 cm brede, normalt med 5 gennemsigtige nerver. De klokkeformede blomster er purpurfarvede med mørkere prikker, gullige indvendigt og til tider også ved grunden udvendigt, hele blomsten i sjældne tilfælde gullig eller hvid. Blomsterne sidder i klynger i bladhjørnerne, forneden op til 3 sammen, foroven i grupper op til 8, kronblade indtil 4 cm lange, sammenvoksede, med 5-8 butte, ofte oprette flige. Bægerbladene er grønne eller brunlige, korte, bredt ovale.

Denne plante har en disjunkt udbredelse, idet den findes i de vestlige Alper mod øst til det vestlige Østrig, i de nordlige Apenniner, i det sydlige Norge, samt en lille bestand i Härjedalen i Sverige, der blev opdaget så sent som begyndelsen af 1970’erne. Arten vokser på kalkfattige jorder, i Alperne mellem 1200 og 2800 meters højde.

 

 

Purpur-ensian, nær Lille Sankt Bernhard-passet, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana utriculosa Opblæst ensian
Denne art kendes nemt på det grønne eller purpurfarvede, oppustede bæger med 5 ribber, som er indtil 3 mm brede. Stænglen er opret, grenet eller ugrenet, op til 25, sjældent 35 cm høj. Bladene er modsatte, ovale eller lancetformede, til 2 cm lange, butte eller spidse. Den basale bladroset visner normalt før blomstring. Blomsterne er endestillede, enlige, tragtformede, krone mørkeblå, til tider grønlig på ydersiden, tragt indtil 2,5 cm lang, kronbladenes flige lancetformede, udstående, til 1,1 cm lange, med en lille, opret, tvedelt tand imellem dem.

Denne art er udbredt i Alperne og Apenninerne, mod øst til Ukraine, samt på Balkan. Den trives bedst på fugtig, kalkholdig jord.

 

 

Opblæst ensian, Trešnjevik-passet (1568 m), Montenegro. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Opblæst ensian, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana verna Vår-ensian
En af de videst udbredte ensian-arter, idet den findes i størsteparten af de centrale og sydeuropæiske bjerge, samt i Marokko, Tyrkiet, Kaukasus, det nordvestlige Rusland, og videre mod øst til Baikal-søen, Altai-bjergene og det nordvestlige Mongoliet. Der findes også nogle få bestande i Irland og England. Arten vokser på solrige steder, i Alperne fra de lavereliggende dale op til ca. 2600 meters højde.

Normalt er denne plante meget lav, men de oprette, kantede stængler kan undertiden nå en højde af 15 cm. Bladene er bredt lancetformede, de roset-dannende grundblade op til 3 cm lange, betydeligt større end de modsatte stængelblade, der sidder korsvis op ad stænglen indtil lige under bægeret. Blomsterne er endestillede, enlige, tragtformede, indtil 3 cm i diameter, krone mørkeblå, til tider grønlig på ydersiden, tragt indtil 1,8 cm lang, kronbladenes flige bredt ovale, butte eller svagt tilspidsede, udstående, med en lille, opret, tvedelt, hvidstribet tand imellem dem.

Plantens navne antyder, at den blomstrer tidligt om foråret, men blomstring finder dog også sted om sommeren og efteråret.

 

 

Vår-ensian, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianopsis Randhåret ensian
En slægt med omkring 24 arter, udbredt i Eurasien og Nordamerika. Medlemmer af denne slægt var tidligere placeret i slægten Gentiana, men adskiller sig gennem blomsterne, hvis kronblade er mere eller mindre randhårede.

 

Gentianopsis ciliata Almindelig randhåret ensian
Denne art, førhen kaldt for Gentiana ciliata, er hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa og Marokko, mod øst til det centrale Sibirien. Den vokser på leret og kalkholdig bund i skove og på enge, hovedsagelig i bjergområder. I Mellemeuropa findes den op til højder omkring 2250 m. Der er en enkelt lille bestand på de Britiske Øer, som muligvis er indført.

Den glatte, kantede stængel er opret eller opstigende, til tider sparsomt grenet, til 30 cm høj, stængelblade modsatte, siddende, linje- eller lancetformede, tilspidsede, til 5 cm lange og 4 mm brede, arrangeret korsvis op ad stænglen. Blomsterne er normalt enlige, endestillede, kronen azurblå eller matblå, til 4 cm i tværmål, kronbladene sammenvoksede til en indtil 3,5 cm lang tragt, med spidse frynser i randen. Det brunlige bæger er omkring halvt så langt som kronrøret, flige linje-lancetformede, med skarpe tænder.

 

 

Almindelig randhåret ensian, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig randhåret ensian, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af almindelig randhåret ensian, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Swertia Stjerneensian, svertie
En stor slægt med omkring 150 arter, udbredt næsten overalt i verden, med flest arter i Asien og Afrika, nogle få i Europa og Nordamerika. De fleste arter har små, men overordentlig kønne blomster med komplicerede mønstre og ofte stærkt farvede nektar-kirtler.

Mange arter i denne slægt er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Swertia perennis Mose-stjerneensian
Denne art har en pletvis udbredelse i det centrale, sydlige og østlige Europa, i de baltiske lande, europæisk Rusland, Kaukasus, det nordøstlige Kina og Japan, samt fra Alaska mod syd gennem det vestlige Canada og USA. Den er stadig almindelig mange steder, men er i tilbagegang på grund af fragmentering og ødelæggelse af dens levesteder. Den er vidt udbredt i Alperne og Pyrenæerne samt på Balkan, voksende i våde og kalkholdige enge og moser, op til højder omkring 2500 m.

Stænglen er opret, kantet, indtil 60 cm høj, de nedre blade ovale eller spatelformede, spredte, øvre blade lancetformede, modsatte. Blomsterstanden er en løs, endestillet klase, med 4-5 grønne, smalle, spidse bægerblade, kronen indtil 2,5 cm i diameter, med 4-5, indtil 1,3 cm lange flige, som kun er sammenvokset ved grunden, purpur-violette eller matblå med talrige mørkere striber, griflen kort og tyk, støvdragere 5, purpurfarvede, tykke, med spaltede støvknapper, ved grunden 10 mørke nektar-kirtler med hvide hår i randen.

 

 

Mose-stjerneensian, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geraniaceae Storkenæbfamilien
Denne familie med 5-7 slægter og 800-830 arter af urter, sjældnere buske, er vidt udbredt i tempererede regioner kloden rundt, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.

 

Geranium Storkenæb
En stor slægt med omkring 380 arter af urter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Geranium phaeum Bølgekronet storkenæb
En flot plante med en op til 70 cm høj, som regel ugrenet stængel, nedre del glat, øvre del håret. Bladene er langstilkede, cirkulære eller nyreformede i omrids, dybt delte i normalt 7 flige, overside håret, underside glat eller håret langs bladnerverne. Øvre blade er siddende, normalt kun med 3 små flige. Akselblade ret små, ovale eller lancetformede, rødlig-brune, papiragtige. Blomsterstanden er en stærkt forgrenet, åben klynge, stilk og bæger stærkt hårede, krone indtil 1,8 cm i tværmål, farve varierende, oftest mørkt purpurfarvet, til tider lyserød eller hvid. Kronblade 5, til at begynde med spredt fladt ud i hjulform, senere bølgede i randen eller tilbagebøjede.

Denne art vokser mest skyggefulde steder, bl.a. i skovkanter og krat. Den er hjemmehørende i det sydlige, centrale og østlige Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til Balkan og Ukraine, mod nord til Polen og Hviderusland. Den dyrkes ofte og er blevet forvildet mod nord til de Britiske Øer, Sverige og Finland. I Danmark træffes den hist og her, oftest omkring bebyggelse. I Alperne er den begrænset til de lavere dele.

 

 

Bølgekronet storkenæb, Gosausee, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bølgekronet storkenæb, Col de la Forclaz, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium pyrenaicum Pyrenæisk storkenæb
Stænglen indtil 70 cm høj, håret, foroven kirtelhåret. Bladene er stedsegrønne, langstilkede, til 7 cm i tværmål, afrundet i omrids, de nedre delt omtrent halvvejs i 5-9 butte afsnit med runde tænder, øvre blade mere skarpt delte. Akselblade små, hårede, rødbrune. Blomsterstanden er en åben klase, stilke kirtelhårede, kronblade 5, purpurfarvede, violette eller lyserøde, indtil 1 cm lange, med stort indhak.

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. I Alperne er den fundet op til omkring 1730 meters højde.

Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

 

 

Pyrenæisk storkenæb, Gavarnie, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium robertianum Stinkende storkenæb
Denne art er vildtvoksende i store dele af tempererede og subtropiske egne af Eurasien, i Nordafrika og Ethiopien, på den Arabiske Halvø, samt i det østlige og vestlige Nordamerika. I Danmark er den meget almindelig. I europæiske bjerge forekommer den op til højder omkring 2100 m. Den trives bedst i skove, men træffes også i krat, langs hegn, på grusede strande samt i nedfalden ur.

Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig (var. rubricaule), og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

Stinkende storkenæb, Bluntautal, nær Golling, Salzburg, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter afblomstring bliver bladene af stinkende storkenæb røde. – Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium sylvaticum Skov-storkenæb
En smuk plante, op til 70 cm høj, stængel grenet foroven, håret forneden, blade variable, indtil 15 cm i tværmål, snitdelt i 5-7 rhombeformede eller ovale, stærkt tandede segmenter. Blomsterne sidder i endestillede, åbne klynger, kronen indtil 3 cm i diameter, violet, rødlig-violet eller himmelblå, til tider lyserød eller hvid, specielt i nordlige bestande. Kronblade op til 1,8 cm lange, afrundede. Blomsterstilk og bæger er kirtelhåret.

Denne art vokser i lyse skove og enge, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m. Den er udbredt i hele Europa, fra Island og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Spanien, Tyrkiet og det nordlige Iran. I Danmark er den vidt udbredt, men ikke særlig almindelig. I Sverige er den uhyre almindelig. Den er også truffet i Sydgrønland, men er måske indslæbt.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

Skov-storkenæb, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-storkenæb, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-storkenæb, Gosausee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterfarve og bladform varierer meget hos skov-storkenæb, sammenlign dette billede med det foregående. – Passo Sella, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-storkenæb med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grossulariaceae Ribsfamilien
Denne familie rummer kun en enkelt slægt, Ribes, der omfatter ribs, solbær og stikkelsbær. Der er omkring 160 arter, som er hjemmehørende i tempererede egne på den nordlige halvkugle samt nogle arter i de sydamerikanske Andes-bjerge. Artsdiversiteten er størst i Fjernøsten. Nogle autoriteter inkluderer slægten i stenbrækfamilien (Saxifragaceae).

Frugten er meget karakteristisk, oftest kuglerund, blød, saftig, til tider stærkt farvet eller håret.

Et antal arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Ribes petraeum Klippe-ribs
Denne art er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa og Nordafrika, og videre mod øst gennem Ukraine og Kazakhstan til Mongoliet og den sydlig-centrale del af Sibirien. I Mellemeuropa forekommer den i Alperne, Schwarzwald, Vogeserne, Sudeterne, Jura-bjergene, det franske Massif Central, samt Pyrenæerne. Den vokser i lyse skove og krat og langs vandløb, mest på sur jordbund. I Alperne træffes den i højder mellem 500 og 2500 m.

Den er en løvfældende busk, op til 3 m høj, grenene uden torne, blade langstilkede, til 15 cm lange og brede, med 3-5 trekantede, savtakkede, kirtelhårede flige. Blomsterstandene er hængende klaser, hver med 20-35 blomster, kronen indtil 7 mm i tværmål, bægerblade til 4 mm lange, hårede, lyserøde eller lidt mørkere røde, kronblade skælagtige, halvt så lange som bægerbladene, bredt spatelformede. Frugten er kuglerund, mørkerød, med sur smag. Bægerbladene forbliver på de modne bær.

Klippe-ribs ligner meget alpe-ribs (R. alpinum), men denne art har meget lysere blomster, hvis dækblade er længere end blomsterstilken, og bægerbladene visner, før bærrene er modne.

 

 

Klippe-ribs, Passo Sella, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hypericaceae Perikonfamilien
Denne familie, der omfatter 6-9 slægter og måske omkring 700 arter af buske og urter, sjældent træer, er udbredt kloden rundt, med undtagelse af de koldeste og tørreste regioner. Hovedparten af slægterne findes i troperne.

 

Hypericum Perikon
En stor slægt med omkring 460 arter af urter og buske, sjældent træer, udbredt over det meste af verden, med undtagelse af arktiske områder, ørkener samt de fleste tropiske lavlande.

Hovedparten af arterne har gule blomster med talrige og prominente støvdragere. Blade og blomster er ofte fint prikkede af kirtler.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hyper (‘ovenover’) og eikon (‘billede’), hvilket sigter til en gammel overtro, at hvis disse planter blev hængt op over billeder, ville de fordrive onde ånder.

Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster og mandeblod hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne af prikbladet perikon (H. perforatum). I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes havde bebrejdet Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad. (Markus-evangeliet, kap. 6, v. 18-28)

 

Hypericum nummularium Pengebladet perikon
Stænglen af denne plante er krybende, opstigende eller opret, ofte rød, til 30 cm lang, blade modsatte, siddende, cirkulære eller ovale, glatte, til 1 cm lange, mørkegrønne eller blågrønne, blegere på undersiden, med prominente nerver. Blomsterne sidder i små, endestillede klynger eller sommetider enlige, guldgule, krone til 1,5 cm i tværmål, bægerbladene med mange små, sorte, kugleformede kirtler langs randen.

Denne art vokser på kalkholdig jord i højder mellem 500 og 2500 m. Den er talrig i Pyrenæerne, sjældnere i de franske Alper og den vestligste del af de schweiziske og italienske Alper.

 

 

Pengebladet perikon, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hypericum richeri ssp. burseri Pyrenæisk perikon
Stænglen indtil 60 cm høj, forveddet forneden, grenet fra grunden, opret eller opstigende. Blade korsvis modsatte, siddende, helrandede, ovale, til 5,5 cm lange, spidse, med mange små kirtler i randen. Blomsterne sidder mange eller få sammen i endestillede klynger, kronblade guldgule, til 2 cm lange, bægerblade grønne, til 7 mm lange, både kron- og bægerblade med talrige små sorte kirtler.

Arten er vildtvoksende i Pyrenæerne, Jura-bjergene, de vestlige og sydlige Alper så langt mod øst som de Bergamaskiske Alper (nordøst for Milano), og tillige fra Karpaterne mod syd til den nordlige del af Balkan. Den træffes i højder mellem 1000 og 2400 m, voksende i stenede krat og græsgange, fortrinsvis på kalkholdig jord. Den er opdelt i 3 underarter, hvoraf burseri er begrænset til Pyrenæerne.

 

 

Pyrenæisk perikon, Pic de Gabizos, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pyrenæisk perikon, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Juncaceae Sivfamilien
Denne familie omfatter omkring 8 slægter med ca. 400 arter, vidt udbredt i tempererede og subarktiske områder på begge halvkugler.

 

Luzula Frytle
En slægt med omkring 75 arter, vidt udbredt på begge halvkugler, i tropiske område begrænset til bjergegne.

Nogle kilder mener, at slægtsnavnet er afledt af italiensk lucciola (‘at skinne’ eller ‘at glimte’), eller fra latin lux (‘lys’), inspireret af måden, hvorpå disse planter glimter, når de er våde af dug. Navnet frytle er lånt fra norsk, af ukendt betydning.

 

Luzula luzuloides Bleg frytle
Denne plante, der bliver op til 70 cm høj, har til tider hvidlige blomster, skønt ikke nær så hvide som hos den ret lignende L. nivea (nedenfor). De hårede blade, op til 6 mm brede, er meget lange, det øverste længere en den hængende, mangegrenede blomsterstand, som består af adskillige klynger med 2-8 blomster, hver indtil 4 mm lang, hvidlig, gullig eller rødlig.

Arten er vildtvoksende i størstedelen af Europa, med undtagelse af de nordligste regioner. Den vokser på næringsfattig og sur jordbund i skove, krat og græsklædte arealer. Den er sjælden i Danmark. I Alperne forekommer den op til højder omkring 2200 m.

 

 

Bleg frytle, nær Burg Windeck, Schwarzwald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Luzula nivea Snehvid frytle
Denne art ligner meget bleg frytle (ovenfor), men kan straks kendes på de snehvide, oprette blomsterstande. Det latinske artsnavn betyder ‘som sne’, hvilket naturligvis sigter til blomsternes farve.

Den er udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, bl.a. Pyrenæerne, det franske Massif Central, Alperne samt den nordlige del af Apenninerne, voksende i skove op til højder omkring 2000 m.

 

 

Snehvid frytle, Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lamiaceae Læbeblomstfamilien
En meget stor familie med omkring 240 slægter og over 7000 arter af urter, sjældnere træer, buske eller slyngplanter. Disse planter er udbredt stort set kloden rundt. De uregelmæssige blomster har normalt en kort øvre læbe samt en længere og større nedre læbe. Denne opbygning har givet anledning til familiens danske navn, samt til et tidligere videnskabeligt navn på familien, Labiatae, afledt af latin labiatus (‘forsynet med læber’).

 

Acinos Voldtimian
Denne slægt på 10 arter er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien. I Oldtidens Grækenland var akinos navnet på en lille aromatisk urt.

I en artikel, On the taxonomic status of the genus Acinos (Lamiaceae), Botanicheskiy Zhurnal 101(1): 80-94, 2016, argumenterer botanikeren Denis Melnikov for, at alle arter af Acinos overføres til slægten Ziziphora. Andre autoriteter placerer dem i slægten Clinopodium (nedenfor).

 

Acinos alpinus Alpe-voldtimian
Denne krybende eller opstigende plante bliver op til 50 cm høj/lang, forneden med forveddede stængler, blade korsvis modsatte, kortstilkede, ovale eller elliptiske, spidse, indtil 1,5 cm lange, med få tænder i randen. Blomsterstandene, der består af klynger på 3-8 blomster, sidder i de øvre bladhjørner, krone tragtformet, til 2 cm lang, håret på ydersiden, blåviolet eller rødlig-violet, sjældent lyserød eller hvid, med hvide hår i svælget. Den nedre læbe har 3 lapper, hvoraf den midterste har en hvid cirkel eller halvcirkel nær basis. Det brune bæger er tragtformet, håret, med 5 skarpe tænder, hvoraf de 3 øvre er kortere end de to nederste.

Denne art er hjemmehørende i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, mod øst til Ukraine og Tyrkiet, samt i Nordafrika. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser på tørre, stenede steder i højder mellem 900 og 2700 m.

Planten har en aromatisk duft af pebermynte, hvilket skyldes dens indhold af æteriske olier. Tidligere blev den udnyttet i folkemedicinen som feberstillende og svedfremkaldende middel. Tørrede blade blev anvendt som té samt som smagsstof i retter.

 

 

Alpe-voldtimian, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-voldtimian, Umbal-dalen, Virgen-dalen, Tyrol, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-voldtimian, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ajuga Læbeløs
En slægt med omkring 40 arter, vidt udbredt i Europa, det sydlige Asien, Afrika, samt det sydøstlige Australien.

Slægtsnavnet skyldes faktisk en skrivefejl. Det skulle have været abiga, fra abigo (‘at fremskynde fødsel’ eller ‘at forårsage en abort’), hvilket sigter til gul læbeløs (A. chamaepitys), som blev benyttet medicinelt til at fremkalde en abort. Det danske navn hentyder til den yderst korte øvre læbe hos disse planter.

 

Ajuga genevensis Fjeld-læbeløs
En stedsegrøn plante, grenet fra grunden, stængler kantede, tæt hårede, oprette, indtil 30 cm høje, blade lysegrønne, korsvis modsatte, siddende, mere eller mindre ovale, med få tænder eller små flige i randen, de øvre i blomsterstanden 3-fligede, ofte blålige. Blomsterstanden er endestillet, en tæt, håret, aks-lignende klynge af kranse med mange blade imellem. Kronen blåviolet, mørkeblå eller lyseblå, til tider lyserød eller hvid, øvre læbe meget kort med udragende griffel og støvdragere, nedre læbe 3-delt, den midterste flig meget større end de øvrige.

Denne art vokser langs skovkanter samt i krat og græsklædte arealer, mest i bjergegne, men i lavere højder. Den er udbredt fra Holland og Frankrig mod øst til europæisk Rusland, mod syd til Middelhavet, Tyrkiet og Kaukasus. Den er også blevet forvildet i Nordamerika.

Artsnavnet skyldes den schweiziske botaniker Johann Bauhin (1541-1612), som beskrev og illustrerede planten i Historia Plantarum as Consolida media Genevensis (1651). Han havde åbenbart observeret den nær Genève.

Denne urt blev førhen anvendt i den østrigske folkemedicin som té, indtaget mod åndedrætsbesvær.

Den nære slægtning krybende læbeløs (A. reptans) ligner meget fjeld-læbeløs, men har adskillige udløbere og oftest helrandede blade. De to arter krydses undertiden.

 

 

Fjeld-læbeløs, fotograferet i regnvejr, Krajcarca-dalen, nær Trenta, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ajuga pyramidalis Pyramide-læbeløs
Denne plante minder i store træk om A. genevensis (ovenfor), men de nedre blade er mørkegrønne eller blågrønne, de øvre i blomsterstanden purpurfarvede, blomsterne mørkeblå, lyseblå eller lavendel-farvede. Blomsterstanden danner til tider et endestillet pyramideformet aks, heraf plantens navn.

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra Island og Skandinavien mod syd til Middelhavet, mod øst til Ukraine og Kaukasus. I den sydlige del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. Den vokser på neutral jordbund i åbne områder, deriblandt heder, græsklædte arealer og blandt klipper. I Alperne træffes den op til højder omkring 2700 m. I Danmark findes den i Vendsyssel og på Bornholm, men er sjælden i resten af landet.

 

 

Pyramide-læbeløs, Sölkpass, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Betonica Betonie
Denne slægt rummer ca. 10 arter, udbredt fra Europa og Nordafrika mod øst til det centrale Sibirien og Iran. Nogle autoriteter placerer disse planter i slægten Stachys (nedenfor).

 

Betonica alopecuros Gul betonie
Stænglen hos denne plante er opret eller opstigende, cylinderformet, stivhåret, indtil 50 cm høj. Nederst findes en roset af langstilkede, blødhårede blade, trekantede med hjerteformet basis, til 5 cm lange og 6 cm brede, med afrundede tænder i randen. Stængelbladene er modsatte, ovale, ligeledes med afrundede tænder i randen. Blomsterstandene er endestillede eller i bladhjørnerne, med op til 7 mm lange dækblade. Bægeret er stivhåret, tragtformet, til 6 mm langt, med op til 3 mm lange flige. Den bleggule krone er op til 1,6 cm lang, tragtformet, øvre læbe 2-delt, nedre 3-delt, midterfligen meget større end sidefligene.

Arten er vidt udbredt i Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, samt på Balkan. Den vokser især på græsklædte arealer i højder mellem 300 og 2300 m.

Det latinske artsnavn kommer af græsk alopex (‘ræv’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den lange, bløde blomsterstand, et navn, som først blev anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

Nogle autoriteter placerer arten i slægten Stachys (nedenfor).

 

 

Gul betonie, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul betonie, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betonica officinalis Læge-betonie
En meget variabel flerårig urt med opret, kantet, mere eller mindre håret stængel, indtil 80 cm høj. Grundbladene er langstilkede, indtil 15 cm lange, aflange eller smalt ovale med hjerteformet basis, bladnerver prominente, margin but-tandet, stængelblade lignende, men mindre, korsvis modsatte, kortstilkede eller siddende. Blomsterstanden er et tæt aks, indtil 7 cm langt, bestående af talrige kranse, hver med op til 10 blomster, kronen op til 1,5 cm lang, lyserød, rød eller purpurfarvet, sjældent hvid, den øvre læbe oval eller lancetformet, mere eller mindre opret, nedre læbe sædvanligvis 3-delt, men de to sideflige mangler til tider. Det klokkeformede bæger er op til 7 mm langt, med 5 skarpe tænder.

Denne art er hjemmehørende i størstedelen af Europa og Nordafrika, mod øst til det centrale Sibirien, Tyrkiet og Kaukasus, men dyrkes almindeligt andre steder. I Danmark er den sjælden, kun vildtvoksende i nogle lollandske egeskove. I vild tilstand vokser den i tørre græsklædte områder og i lyse skove.

Betonie var højt agtet i Antikkens Grækenland og Rom. Den græskfødte botaniker Antonius Musa (64-14 f.Kr.), som var hoflæge hos Kejser Augustus, hævdede, at den var en sikker kur mod ikke færre end 47 forskellige sygdomme og lidelser. Et gammelt italiensk mundheld siger: “Sælg din frakke og køb betonie,” mens et spansk lyder: “Han har lige så mange dyder som betonie.” Artens medicinske egenskaber samt dens rolle i folketroen er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Førhen blev bladene anvendt til at farve uldgarn gult.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til de medicinske egenskaber hos planten. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var dens ældre navn vettonica, opkaldt efter Vettonerne, et spansk folkeslag, der anvendte den som lægeplante. Nutidige autoriteter hævder dog, at ordet betonie kommer af keltisk bew (’hoved’) og ton (’god’), hvilket sigter til artens brug mod hovedpine.

Nogle autoriteter placerer den i slægten Stachys (nedenfor).

 

 

En stor bevoksning af læge-betonie, Col de la Madelaine, Franske Alper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Læge-betonie, Col du Soulor (1474 m), Pyrenæerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Clinopodium Bjergmynte
Denne slægt defineres yderst forskelligt af forskellige autoriteter. Nogle begænser den til kun 13 arter, mens andre inkluderer over 100. Yderligere genetisk forskning kan måske kaste lys over sagen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klinopodion, af kline (‘seng’) og podion (‘lille fod’), således ‘lille sengeben’, hvilket måske hentyder til den kvadratiske stængel hos kransbørste (nedenfor).

 

Clinopodium vulgare Kransbørste
Stængel kvadratisk, opret, håret, indtil 60 cm høj, men ofte langt lavere. Bladene er korsvis modsatte, hårede, ovale eller lancetformede, siddende eller kortstilkede, basis kileformet, margin med butte tænder eller til tider helrandet. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne i kranse op ad stænglen, omgivet af talrige stærkt hårede børster, hvilket er årsagen til artens danske navn. Bægeret er brunt, håret, tragtformet, indtil 1 cm langt, med 5 skarpe tænder, kronen tragtformet, til 1,5 cm lang, håret udvendig, lyserød, violet eller purpurfarvet med hvide pletter nær svælget, den øvre læbe opret eller tilbagebøjet, den nedre 3-fliget med bred midterflig.

Denne plante vokser i åbne områder, såsom græsland og heder, normalt på kalkholdig jordbund, fra havniveau op til subalpine højder. Den er meget vidt udbredt, fra Skandinavien mod syd til Nordafrika, fra de Britiske Øer mod øst til det østlige Sibirien, samt fra Tyrkiet mod øst til Pakistan. Den er også almindeligt forvildet i Nordamerika. I Alperne forekommer den i højder op til omkring 2000 m, i Tyrkiet op til 2500 m. I Danmark er den ret almindelig i næsten hele landet.

Bladene anvendes som té og i retter, og et brunt og et gult farvestof kan udvindes af dem. Medicinsk er planten traditionelt blevet anvendt som et sammensnerpende, slimløsnende, svedfremkaldende og hjertestimulerende middel, samt til at helbrede sår. Forskning har vist, at den indeholder bakteriedræbende stoffer.

 

 

Kransbørste, Gavarnie, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Galeopsis Hanekro
Denne slægt omfatter ca. 10 arter af enårige urter med stive, firkantede stængler, udbredt i Europa samt det nordlige og vestlige Asien.

Slægtsnavnet kommer af græsk gale (’væsel’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab. Det danske navn skyldes, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane.

 

Galeopsis tetrahit Almindelig hanekro
En opret enårig plante, der kan blive op til 70 cm høj, men oftest er langt lavere. Stænglen er ugrenet, af og til grenet, kvadratisk, opsvulmet under de vidt adskilte bladfæster, stivhåret, kirtelhåret i den øverste del. Blade kortstilkede, lysegrønne, korsvis modsatte, ovale, langt tilspidsede, med store butte tænder i randen. Blomsterstanden er endestillet, aks-lignende, med kranse af oftest lyserøde blomster, bæger tragtformet, håret, med 5 skarpe tænder, kronen til 2 cm lang, lyserød med hvide og purpurfarvede pletter på den nedre læbe, undertiden mørkere rød, purpurfarvet, blåviolet eller rent hvid. Planten udsender en ubehagelig lugt.

Denne art er sandsynligvis oprindelig i området omkring Middelhavet, men med landbrugets spredning blev den indslæbt til hele Europa og senere til Nordamerika. Den var førhen et almindeligt ukrudt i vårsæden, men er blevet mere fåtallig i de senere år. Den er dog stadig almindelig langs veje og hegn, i skovrydninger samt på ryddepladser, voksende på kvælstofholdig, basisk eller lettere sur jord. I bjerge findes den ofte i områder med grus, i Alperne op til en højde af mindst 2100 m.

 

 

Almindelig hanekro, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Horminum pyrenaicum Alpe-dragemund
Denne smukke plante, den eneste art i slægten, er begrænset til Pyrenæerne, de Cantabriske Bjerge og Alperne, hvor den vokser på græsgange og andre græsklædte områder, i åbne skove og blandt nedfalden ur, i højder mellem 1000 og 3500 m.

Den kantede stængel, som bliver op til 45 cm høj, er sparsomt kirtelhåret. Bladene er samlet ved grunden i en roset, stilkede, ovale, skinnende mørkegrønne, rynkede, indtil 7 cm lange og 5 cm brede, med butte tænder langs randen. Blomsterne sidder i ensidige kranse op ad stænglen, hver med 2-6 nikkende blomster, kronen blåviolet eller mørkt purpurfarvet, tragt- eller klokkeformet, til 2 cm lang, håret i svælget, den øvre læbe kort, den nedre med en bred midterflig. Bægeret er tragtformet, næsten sort, med 5 skarpe tænder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hormao (‘at fremskynde hurtigt’), hvilket hentyder til, at denne urt førhen blev anvendt som potensfremmende middel. Det danske navn sigter til blomstens vidtåbne svælg.

 

 

Alpe-dragemund, Passo Falzárego, Dolomiterne, Italien. På det øverste billede ses i baggrunden langakset troldurt (Pedicularis elongata) og bjerg-baldrian (Valeriana montana). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lamium Tvetand
En slægt med 40-50 urter, som er hjemmehørende i Europa, Asien og det nordlige Afrika. Adskillige arter er blevet indslæbt til mange andre steder og er nu blevet naturaliseret i tempererede egne kloden rundt.

Slægtsnavnet kommer af græsk lamia (‘gabende mund’), hvilket hentyder til blomstens form. Det danske navn sigter til to tandformede sideflige på underlæben hos mange af arterne.

 

Lamium maculatum Plettet tvetand
Den kantede stængel på denne flerårige urt er grenet fra grunden, mellem 20 og 80 cm høj, opret, dunet, blade langstilkede, korsvis modsatte, blødhårede, ovalt trekantede eller hjerteformede, til 8 cm lange, langt tilspidsede, tandede i randen. Blomsterstandene sidder i kranse i de øvre bladhjørner, 2-8 i hver krans, krone til 3 cm lang, lyserød eller purpurfarvet, den øvre læbe hjelmformet, den nedre med mange purpurfarvede pletter. Det grønne og brune bæger har 5 meget lange og slanke tænder. De purpur-brune støvknapper indeholder orange eller rød pollen. Arten kan også spredes vegetativt ved hjælp af udløbere.

Den vokser i forskellige habitater, bl.a. langs veje, i skove og græsland, samt på ryddepladser, generelt på fugtig, næringsrig jordbund. Den er hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa og videre gennem Mellemøsten og Kaukasus til de kinesiske provinser Gansu og Sinkiang. I Alperne træffes den op til højder omkring 2200 m.

Det latinske artsnavn og det danske navn sigter begge til pletterne på den nedre læbe.

 

 

Plettet tvetand, Fontanon di Goriude, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mentha Mynte
Medlemmerne af denne slægt, der omfatter omkring 24 arter, er ofte vanskelige at bestemme, da mange arter hybridiserer. Disse planter er udbredt over næsten hele verden, mangler kun i Sydamerika og Antarktis. I Sydamerika er adskillige arter dog blevet forvildet. De fleste mynte-arter vokser i fugtige områder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af minthe, Oldtidens græske ord for mynte.

 

Mentha longifolia Langbladet mynte
En stærkt duftende flerårig plante med kantede stængler, krybende, opstigende eller oprette, indtil 1,2 m høje, blade modsatte, aflange eller lancetformede, til 10 cm lange og 3 cm brede, blødhårede, grønne eller grå på oversiden, hvidlige på undersiden, med få tænder i randen. Blomsterstandene er tætte aks, endestillede eller fra bladhjørnerne, kronen indtil 5 mm lang, lilla, purpurfarvet eller hvid. Planten breder sig ved hjælp af underjordiske stængler og danner ofte store bevoksninger, især i moser og langs vandløb.

Denne art er hjemmehørende i størsteparten af Europa mod øst til det centrale Sibirien, og derfra mod syd til den Arabiske Halvø, Iran, Himalaya og Kina, samt til nordlige, østlige og sydlige egne af Afrika, hvor den undgår tropiske områder.

Planten udsender en pebermynte-agtig duft og besidder adskillige medicinske egenskaber. I bogen Complete Herbal, fra 1653, Skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): “Den er god mod luft i tarmene og kolik i maven … Et varmt kompres af plantens saft hjælper mod hævede halskirtler og tilstoppede mandler … Et afkog af planten hjælper mod dårlig ånde forårsaget af rådne tænder, og indåndet gennem næsen renser det hovedet. Benyttet sammen med eddike hjælper det mod skæl og skurv i hovedbunden.”

 

 

Langbladet mynte, Valle Tena, nær El Formigal, Aragon, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunella Brunelle
Omkring 13 arter, hvoraf de fleste er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien og Nordafrika. Almindelig brunelle (nedenfor) er dog udbredt i de fleste tempererede områder på den nordlige halvkugle, og P. prunelliformis er begrænset til øen Honshu i Japan.

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, som tidligere blev skrevet Brunella, kommer af tysk Braunelle, hvilket sigter til, at almindelig brunelle (nedenfor) blev anvendt mod halsbetændelse (på tysk Bräune).

 

Prunella grandiflora Storblomstret brunelle
Som dens navne fortæller, er denne plante større end almindelig brunelle (nedenfor). Stænglerne er opstigende eller oprette, kantede, hårede, med purpurfarvet skær, indtil 30 cm lange. Blade modsatte, stilkede, hårede,ovale eller lancetformede, til 5 cm lange og 2 cm brede, afrundede eller spidse, helrandede eller med svage indhak. De øverste blade sidder ca. 5 cm under blomsterstanden, som er et meget tæt, ægformet aks, op til 5 cm langt, bestående af kranse med 4-6 blomster i hver, understøttet af nyreformede, grønligt purpurfarvede, hårede højblade, der ender i en skarp spids. Bægerbladene er kun sammenvoksede ved grunden, purpurbrune eller rødlige, indtil 1,6 cm lange, 2-læbede, med 3 øvre og 2 nedre tænder. Kronen er indtil 2,5 cm lang (hos underarten pyrenaica op til 3,8 cm, se nederste billede herunder), mørkeblå, purpurfarvede eller purpurrøde, sjældent lyserøde eller hvide. Den øvre læbe er stærkt hvælvet og danner en hjelm, nedre læbe med 3 flige, hvoraf den midterste har frynser langs randen.

Denne art vokser oftest i græsklædte arealer på næringsfattig, kalkholdig jordbund (underarten pyrenaica dog på sur bund). Den er udbredt i størstedelen af Europa, mod syd til Middelhavet, mod øst til europæisk Rusland og Kaukasus. I de sydlige dele af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes op til omkring 2400 meters højde. I Danmark vokser den kun på kalkholdige kystskrænter i Hornsherred, Nordsjælland.

 

 

Storblomstret brunelle, Rossfeld, Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret brunelle, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret brunelle, St. Martin, Navarra, Spanien. Dette billede viser underarten pyrenaica, som har større blomster end nominatformen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella vulgaris Almindelig brunelle
Denne art ligner storblomstret brunelle (ovenfor), men er en mindre og meget lavere, ofte tæppedannende plante. Den er sandsynligvis oprindelig i tempererede områder af Europa og Asien samt i Nordafrika, men er blevet naturaliseret i mange andre egne af verden, specielt Nordamerika, hvor den findes fra Newfoundland mod syd til Florida, og tværs over kontinentet. I Alperne træffes den op til højder omkring 2000 m. Den er almindelig de fleste steder i Danmark.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Det er en mærkelig plante, forstået på den måde, at man sjældent finder den talrigt noget sted, og dog findes den overalt. En mand, som havde tilbragt syv år i Japan, og som havde boet på næsten hver eneste ø i øriget, sagde, at han altid fandt denne lille plante, hvorhen han end rejste, og skønt han havde været i mange lande rundt om i verden, havde han aldrig besøgt et, hvor Prunella ikke var til stede for at byde ham velkommen – ikke mange planter, men altid nok til at tiltrække hans opmærksomhed.”

Folkenavnet vild humle hentyder til, at blomsterstanden efter afblomstring kan minde om en humlekop, mens bornholmerne med navnet munker mener, at den ligner en munks kronragede hoved. Det færøske folkenavn bátmannshattur (’bådmandshætte’) hentyder ligeledes til blomsterstandens form. Navnet biurt refererer til, at bier flittigt besøger blomsterne, mens kløveræder sigter til, at brunelle førhen kunne være et besværligt ukrudt.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) udtaler: “Der findes ikke nogen bedre urt i verden end brunelle (…) for af netop denne urt, uden tilføjelse af andre ingredienser (…) fremstilles en salve, som vil hele ethvert betændt sår, selv i første forsøg, på en vidunderlig måde. Et afkog af Prunell, tilsat vin, lukker og heler alle sår, både indvortes og udvortes.”

I dag anvendes brunelle stadig til behandling af sår og halsbetændelse. I Nepal benyttes den mod svulne øjne og hævede kirtler, og en pasta af planten smøres på en smertende ryg. Blandt amerikanske indfødte blev personer med feber badet i et afkog af arten. Dette afkog blev også drukket for at øge synsevnen. Folkeslag ved Stillehavskysten smurte saft af planten på bylder, og den blev også benyttet mod sår og betændelse.

De mildt bitre blade kan anvendes i salater.

 

 

Førhen var almindelig brunelle et meget almindeligt ukrudt i marker, men i dag ser man kun undtagelsesvis store bevoksninger, som denne i Bluntautal, Salzburg, Østrig. Hvidkløver (Trifolium repens) samt blade af glat vejbred (Plantago major) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Salvia Salvie
En kæmpestor slægt på omkring 1000 arter, som forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Mange af disse attraktive planter dyrkes som prydplanter.

Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Salvia pratensis Eng-salvie
En smuk plante, stængel indtil 60 cm høj, ofte grenet, kantet, håret, til tider kirtelhåret. De fleste blade er langstilkede grundblade, ovale eller hjerteformede, rynkede, til 15 cm lange og 7 cm brede, med uregelmæssige butte tænder i randen. Stængelbladene er meget mindre og aftager i størrelse op ad stænglen. Blomsterstandene er lange, åbne aks, indtil 30 cm lange, endestillede eller i bladhjørnerne, bestående af talrige kranse med hver 4-6 blomster, op til 2 cm lange, blåviolette, sjældent rødlige eller hvide, hårede og ofte kirtelhårede, med en hvælvet, hjelm-lignende øvre læbe og en 3-fliget nedre læbe. Bægeret er lille, håret, mørkebrunt.

Denne plante er vildtvoksende i Europa med undtagelse af Skandinavien og Island, samt i Nordafrika og det vestlige Asien, mod øst til Ural-bjergene og Kaukasus. Den er også blevet naturaliseret mange steder i USA, og i staten Washington betragtes den som et ondartet ukrudt. I Danmark er den meget sjælden på skrænter og langs vejkanter, forvildet fra dyrkning.

Artsnavnet, som kommer af latin pratum (‘eng’) og ensis (‘fra’), sigter til artens foretrukne voksested. Den træffes dog også i krat og lyse skovkanter, fortrinsvis på næringsrig og kalkholdig jordbund. I Alperne er den observeret op til omkring 1700 meters højde.

 

 

Eng-salvie, Dixence, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eng-salvie, Heiligenblut, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sideritis Kortkrone
Denne slægt rummer omkring 140 arter, hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa og Nordafrika, samt fra Tyrkiet, Syrien og Ukraine mod øst til Iran og Sinkiang. Der er særligt mange arter i Middelhavsområdet.

Adskillige arter har været benyttet i folkemedicinen, specielt i form af té.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk siderites (‘lavet af jern’), hvilket sigter til en gammel tro på, at disse planter var i stand til at hele sår, som var forårsaget af jernvåben under slag. Andre mener, at navnet hentyder til bægerbladenes form, der minder om spidsen af et spyd.

 

Sideritis hyssopifolia Hyssop-bladet kortkrone
Denne dværgbusk med hårede stængler bliver normalt op til 40 cm høj, undertiden til 80 cm. Bladene er siddende eller kortstilkede, linjeformede, lancetformede eller ovale, op til 3,5 cm lange og 1 cm brede, margin helrandet, sparsomt tandet eller med indhak. Blomsterstandene er tætte cylinderformede aks med talrige kranse, hver med 6-7 bleggule blomster, undertiden svagt purpurfarvede, til 1 cm lange. Bægeret er purpurfarvet, stivhåret, indtil 8 mm langt, med spidse tænder.

Arten forekommer i bjergområder i det sydvestlige Europa, fra Pyrenæerne mod øst til den vestligste del af Alperne samt Jura-bjergene. Den vokser i skove, enge og klippefyldte områder, helst på kalksten, i højder mellem 1500 og 1800 m.

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som hyssop’ (Hyssopus officinalis).

 

 

Hyssop-bladet kortkrone, St. Martin, Navarra, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stachys Galtetand
Der findes omkring 360 arter i denne slægt, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I Danmark forekommer 5 vildtvoksende arter, mens andre dyrkes.

Slægtsnavnet kommer af græsk stachys (‘et kornaks’), hvilket sigter til blomsterstanden, der ofte er et aks.

Bægeret, der omslutter blomsterne hos disse planter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at disse tænder er årsagen til det danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse for orne er galt.

 

Stachys alpina Alpe-galtetand
Denne plante bliver op til 1 m høj, men er normalt lavere, stænglen opret eller opstigende, kantet, håret, ofte purpurfarvet, kirtelhåret på den øverste del. Bladene er langstilkede, grønne, hårede, ovale eller hjerteformede, til 18 cm lange og 9 cm brede, med tandet rand. Blomsterstandene er endestillede eller i bladhjørnerne, bestående af 6-18 kranse med stor afstand imellem. Understøttet af lancetformede, grønne eller purpurfarvede dækblade. Hver af kransene indeholder 12-20, indtil 2,2 cm lange blomster, kronen lyserød, rød eller svagt purpurfarvet, den øvre læbe til 5 mm lang, den nedre til 9 mm. Bægeret er grønt eller purpurbrunt, tæt kirtelhåret, bægerbladene indtil 1,2 cm lange, sammenvoksede omkring halvdelen af længden til en tragt.

Arten vokser i græsklædte arealer og skovlysninger i højder mellem 400 og 2000 m, fra Spanien over Alperne til Balkan og videre gennem Tyrkiet til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Den forekommer også nogle få steder i England og Wales.

 

 

Alpe-galtetand, Oeschinen See, Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stachys recta Opret galtetand
Stængel kantet, kirtelhåret, ugrenet eller grenet fra grunden, indtil 40, sjældent til 70 cm høj, blade variable, ovale, spatelformede, aflange eller lancetformede, hårede, op til 5 cm lange og 2 cm brede, de nedre stilkede, med tandet rand, de øvre siddende, næsten helrandede. Blomsterstanden er et tæt endestillet aks, bestående af kranse med 6-10 blomster i hver, kronen indtil 2 cm lang, bleggul eller hvidlig med brune eller purpurfarvede prikker, bægeret lysegrønt, håret, indtil 1 cm langt, med 5 skarpe tænder.

Denne plante er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, fra Belgien og Spanien mod øst til europæisk Rusland, Kaukasus og Iran. Den vokser i tørre græsklædte områder, på stenede skråninger og langs veje, oftest på kalkholdig bund, fra lavlandet op til omkring 2100 meters højde.

Det videnskabelige artsnavn er latin og betyder ‘opret’, hvilket skulle hentyde til blomsterstanden – en smule sært, da mange medlemmer af slægten har oprette blomsterstande.

 

 

Opret galtetand, Krajcarca-dalen, nær Trenta, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Teucrium Kortlæbe
En kosmopolitisk slægt med omkring 300 arter, kun manglende i Antarktis og arktiske regioner, med størst diversitet omkring Middelhavet.

Slægtsnavnet blev benyttet af græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) for adskillige arter i slægten. Navnet menes at sigte til Kong Teucer af Troja, som anvendte planten medicinelt. Det danske navn hentyder til den korte eller til tider manglende overlæbe hos nogle af arterne.

 

Teucrium montanum Bjerg-kortlæbe
En krybende dværgbusk med talrige gråbrune, op til 35 cm lange grene, blade læderagtige, lysegrønne, kortstilkede, smalt lancetformede, glatte på oversiden, hvidfiltede på undersiden, indtil 2 cm lange og 4 mm brede, med helrandet, nedadbøjet rand. Blomsterstandene er tætte, endestillede, halvcirkulære klynger, kronen tragtformet, op til 1,5 cm lang, øvre læbe 2-delt, opret, grønlig med purpurfarvede nerver, nedre læbe gullig-hvid, 3-delt, den midterste flig meget større end sidefligene, sparsomt tandet. Bægeret er lysegrønt, glat, med 5 tænder.

Denne plante er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa og Nordafrika, mod øst til Ukraine og Tyrkiet. Den vokser i græsklædte og klippefyldte områder på kalkholdig jordbund, fra lavlandet op til omkring 2400 meters højde.

 

 

Bjerg-kortlæbe, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-kortlæbe, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Teucrium pyrenaicum Pyrenæisk kortlæbe
En dværgbusk med krybende, foroven blødhårede grene, op til 30 cm lange, ofte dannende tætte bevoksninger. Blade kortstilkede, modsatte, ovale, hårede på begge sider, med butte tænder langs randen. Blomsterstandene er tætte, endestillede, halvcirkulære klynger, kronen tragtformet, øvre læbe 2-delt, opret, lavendel- eller purpurfarvet, nedre læbe hvid, 3-delt, den midterste flig meget større end sidefligene. Bægeret er olivengrønt, stærkt håret, med 5 tænder.

Denne plante vokser på tør, stenet, kalkholdig og næringsfattig jordbund i græsklædte og klippefyldte områder, fra lavlandet op til højder omkring 2000 m. Den er udbredt i Pyrenæerne og de Cantabriske Bjerge, og er tillige observeret i de franske departementer Drôme og Isère.

 

 

Pyrenæisk kortlæbe, St. Martin, Navarra, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lentibulariaceae Blærerodfamilien
Denne familie rummer 3 slægter med omkring 290 urteagtige planter, som for størstedelens vedkommende er udbredt i troperne.

 

Pinguicula Vibefedt
Vibefedt-arterne har kødfulde blade, på hvilke kirtler producerer bittesmå, klæbrige dråber, som lokker insekter til. Når et fanget insekt begynder at sprælle for at frigøre sig, produceres mere klæbrig væske, som fastholder insektet. Derpå frigøres der enzymer fra andre kirtler, som nedbryder insektets kitinskelet, så næringsstofferne i dyret kan optages af planten.

Der kendes omkring 80 arter, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket ligeledes hentyder til de slimede og fedtglinsende blade.

 

Pinguicula vulgaris Almindelig vibefedt
Almindelig vibefedt har en circumpolar udbredelse, fra næsten hele Europa mod øst gennem Ruslands taiga til Nordamerika. I Alperne er den almindelig. Den vokser hist og her i Danmark, især på enge.

Artens rolle i folketro og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Almindelig vibefedt vokser på fugtige steder, på dette billede nær et vandløb, Stubaital, Østrig. Der ses tillige blade af løvefod (Alchemilla). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinguicula alpina Fjeld-vibefedt
Denne art danner ofte tætte bestande gennem vegetativ formering. Den er vidt udbredt, idet den findes i Pyrenæerne, Alperne og andre bjergområder i Mellem- og Østeuropa, i Himalaya og andre bjergområder i Centralasien, samt langs den arktiske kyst, fra det nordlige Skandinavien mod øst gennem Sibirien. Den blev i 2012 fundet så langt mod nord som Svalbard. I Alperne er den ret almindelig op til omkring 2500 meters højde.

 

 

Fjeld-vibefedt, nær Prehodavci, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Liliaceae Liljefamilien
Oprindeligt rummede denne familie flere hundrede slægter, men efter en række genetiske studier er størsteparten af disse blevet overført til andre familier. I dag omfatter familien omkring 16 slægter med ca. 635 urteagtige planter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, hovedsagelig i tempererede områder.

 

Gagea Stribelilje, guldstjerne
Førhen udgjorde 11-12 arter af stribeliljer en særskilt slægt, Lloydia, opkaldt efter den walisiske naturhistoriker, sprogforsker, geograf og oldtidskyndige Edward Lhuyd (1660-1709), som opdagede almindelig stribelilje (nedenfor) på Mount Snowdon i det nordlige Wales. Udover de mellemeuropæiske bjerge er det artens eneste forekomst i Europa – en relikt fra den sidste istid.

Genetiske undersøgelser har medført, at Lloydia-arterne nu er blevet overført til slægten guldstjerne (Gagea), som omfatter over 200 arter, hvoraf langt størstedelen findes i Eurasien, nogle få i Nordafrika og Nordamerika.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

Gagea serotina Almindelig stribelilje
En lille plante med 2-3 trådagtige grundblade, til 15 cm lange og 1 mm brede, samt nogle få korte, smalt lancetformede, ofte snoede stængelblade. Stænglen, op til 15 cm høj, har en endestillet blomsterstand med en enkelt eller nogle få bredt tragtformede blomster, op til 1,5 cm i diameter, kronblade 6, hvide med gult svælg samt 3-5 længdegående, rødbrune eller purpurfarvede striber, hvilke er årsagen til slægtens danske navn.

En meget hårdfør plante, der ofte vokser på klippefyldte og vindblæste lokaliteter. Sådanne steder gæstes sjældent af insekter, og arten har udbredt selvbestøvning.

Som beskrevet ovenfor blev denne art først observeret i Wales. Den er desuden vidt udbredt i bjergegne på den nordlige halvkugle, fra Alperne og Karpaterne mod øst til Himalaya, Centralasien, Sibirien, Kina, Korea og Japan, samt i det vestlige Nordamerika, fra Alaska mod syd til New Mexico. I Alperne vokser den i åbne områder i højder mellem 1600 og 3100 m. I Himalaya vokser den op til omkring 4800 m.

 

 

Stor bevoksning af stribelilje, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af stribelilje, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lilium Lilje
Ægte liljer omfatter omkring 110 arter, som er udbredt på størstedelen af den nordlige halvkugle. Et stort antal kultivarer af denne slægt dyrkes verden rundt. 5 arter er vildtvoksende i Alperne.

 

Lilium bulbiferum Brandlilje
Denne smukke lilje har en stovt, opret stængel, indtil 1,2 m høj, glat eller dunhåret, blade meget talrige, spredte eller kransstillede, linjeformede eller smalt lancetformede, op til 10 cm lange. Den endestillede blomsterstand har op til 10 blomster, indtil 6 cm lange, kronblade 6, udbredte, orange med rødbrune prikker, de 3 indre bredt ovale eller til tider næsten trekantede, de 3 ydre smalt elliptiske, griffel og støvdragere op til 3 cm lange, orange eller knaldrøde.

Brandlilje forekommer i to varieteter, var. bulbiferum, som har yngleknopper i de øvre bladhjørner, samt var. croceum, som er uden yngleknopper. Disse yngleknopper falder til jorden, hvor de efter 2 eller 3 år spirer til en plante.

Arten er vidt udbredt i bjergområder i højder mellem 500 og 1900 m, fra Pyrenæerne mod øst til Karpaterne, og fra Nordtyskland (Harzen) mod syd til Balkan. Det har også en pletvis forekomst i Skandinavien, men hvorvidt planterne her er vilde eller forvildede, er et åbent spørgsmål.

Det latinske artsnavn er afledt af Latin bulbifer (‘bærer bulbiller’), hvilket hentyder til yngleknopperne. Det danske navn sigter til de pragtfulde blomster.

 

 

Brandlilje, var. bulbiferum, Höhlensteintal, Tre Cime-området, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brandlilje, var. croceum, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lilium carniolicum Karnisk lilje
Denne pragtfulde lilje minder om brandlilje med hensyn til blomsterfarven, men om kranslilje (nedenfor) hvad angår blomsternes form. Stænglen er opret, glat, til 1 m høj, blade talrige, spredte, lancetformede, til 8 cm lange. Blomsterstanden er en åben endestillet klase med op til 6 nikkende blomster, kronblade indtil 5 cm lange, tilbagerullede, orange eller røde med talrige mørke prikker.

Arten er hjemmehørende på Balkan, mod nord til det sydlige Østrig og det nordøstlige Italien, opkaldt efter Karniola, en historisk region i det nuværende Slovenien, hvor den er ret almindelig.

 

 

Karnisk lilje, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lilium martagon Kranslilje
Denne lilje bliver ofte op til 1.5 m høj, undertiden 2 m. Den kraftige, ugrenede, trinde stængel har ofte røde pletter, forneden tæt besat med spredte blade, længere oppe siddende i 4-8 kranse, hver med 8-14 lancetformede, helrandede, glatte blade, indtil 16 cm lange og 5 cm brede, aftagende i størrelse opad. Blomsterstanden er en lang endestillet top med op til 20 nikkende blomster, kronblade 6, linjeformede, til 4,5 cm lange og 1 cm brede, stærkt tilbagerullede, lyserøde eller kødfarvede med talrige purpurfarvede prikker, blomsterne til tider rent hvide. Griffel og støvdragere grønlige, indtil 2 cm lange, støvknapper orangebrune, store, indtil 1 cm lange, støvfanget mørkebrunt, let bøjet.

Arten har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Portugal og Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til Balkan, Tyrkiet og Kaukasus, og endvidere gennem det sydlige Sibirien til Sinkiang, Mongoliet og Jenisej-floden. I Skandinavien er den blevet naturaliseret. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den vokser fra lavere skråninger op til en højde af ca. 2300 m.

Den vokser på kalkgrund, i lavere højder især i lyse skove. Hvis der bliver for megen skygge, blomstrer den ikke. I større højder findes den i åbne områder, specielt enge med høj vegetation.

Det danske navn sigter til de kransstillede blade. Alternative danske navne er turbanlilje og martagonlilje, sidstnævnte afledt af det tyrkiske ord martagan (‘turban’). Disse navne hentyder til blomsternes form.

 

 

Kranslilje, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kranslilje i regnvejr, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidblomstret form af kranslilje, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lloydia, se Gagea.

 

 

 

 

Linaceae Hørfamilien
Denne familie, der omfatter omkring 250 arter i 14 slægter, er udbredt næsten overalt i verden.

 

Linum Hør
En slægt med omkring 200 arter, som er hjemmehørende i næsten alle tempererede og subtropiske egne af kloden.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af linon, Oldtidens græske ord for hør.

 

Linum alpinum Alpe-hør
Stænglen opret eller opstigende, glat, indtil 50 cm høj, grenet foroven, med mange modsatte og ustilkede blade, linje-lancetformede, til 2,5 cm lange. Blomsterstandene er åbne klaser med op til 8 blomster, indtil 3 cm i diameter, som først er nikkende, senere oprette, blegblå eller himmelblå med gult svælg, omgivet af en hvid ring, kronblade 5, afrundede med bølget rand, til 2 cm lange, bægerblade 5, ovale eller lancetformede, til 7 mm lange, med gennemsigtig margin.

Denne plante er udbredt i bjerge i højder mellem 1400 og 2500 m, fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem det vestlige Asien til Ural-bjergene. Den vokser på kalksten i græsklædte eller klippefyldte områder, eller i nedfalden ur. I Centraleuropa forekommer den i Pyrenæerne, Alperne og Apenninerne.

 

 

Alpe-hør, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. T.v. ses rypelyng (Dryas octopetala). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melanthiaceae
Medlemmerne af denne familie, som omfatter 17 slægter med omkring 175 arter, var tidligere placeret i liljefamilien (Liliaceae), men er siden blevet overført til denne familie, deriblandt velkendte slægter som firblad (Paris) og Trillium.

 

Veratrum Foldblad
Denne slægt, som rummer omkring 30 arter, er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder af Asien, mod syd til Tyrkiet, det sydlige Kina og det nordlige Indokina, samt tillige i det vestlige og østlige Nordamerika, mod syd til det nordlige Mexico og Georgia. Kun 3 arter forekommer i Europa.

Slægtsnavnet er latin, afledt af proto-indoeuropæisk wreyt (‘at sno’ eller ‘at vride’), hvilket sikkert hentyder til bladenes arrangement op ad stænglen (se nedenfor). Det danske navn sigter til de meget prominente bladnerver.

 

Veratrum album Hvid foldblad
En stovt plante, der ofte bliver 1,5 m høj, undertiden 2 m, med en opret, tyk stængel. De store blade er stængelomfattende, med fremstående nerver, spredte, spiralformet fordelt op ad stænglen, de nedre bredt ovale, til 20 cm lange, de øvre lancetformede, gradvis mindre opad. Planten blomstrer efter nogle års vegetativ vækst, blomsterstanden er en stor klase, op til 50 cm lang, med hundredevis af små, kraftigt duftende blomster, indtil 1,5 cm i diameter, hvide eller gullige med grønne striber. Der er 6 knaldgule, runde støvknapper.

Alle dele af planten er giftige. Den undgås derfor af græssende dyr og danner ofte store bestande i åbne græsklædte områder op til omkring 2700 meters højde. Den er vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa, fra Portugal og Pyrenæerne mod øst til Tyrkiet og Kaukasus, samt endvidere fra det allernordligste Norge og Finland mod øst gennem subarktiske områder til det østlige Sibirien.

Blandt historikere har man diskuteret, om den makedonske konge Alexander den Store (356-323 f.Kr.) døde på grund af forgiftning med hvid foldblad. Kongen var syg i 12 dage og led af symptomer, der ligner dem, som forårsages af denne plante. (Kilde: L. Schep 2013. Was the death of Alexander the Great due to poisoning? Was it Veratrum album? Clinical Toxicology 54 (1): 72-77)

 

 

Stor bestand af hvid foldblad, Rossfeld, Berchtesgaden, Bayern, Sydtyskland. På det øverste billede ses mange andre planter, bl.a. alpe-skræppe (Rumex alpinus), almindelig syre (Rumex acetosa), bidende ranunkel (Ranunculus acris) og skov-gøgeurt (Dactylorhiza fuchsii). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid foldblad, Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Sölkpass, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Veratrum lobelianum Grøn foldblad
Denne plante ligner meget hvid foldblad og blev tidligere betragtet som en underart, lobelianum eller virescens, af denne. Den kan straks kendes på sine grønlige blomster.

Arten er vidt udbredt, fra det centrale, sydlige og østlige Europa mod øst gennem Kaukasus, Tibet og Mongoliet til det østlige Sibirien.

Artsnavnet blev givet til ære for den flamske læge og botaniker Matthias de l’Obel (1538-1616), som i et værk kaldt Stirpium adversaria nova, fra 1570, opdelte planter i 7 klasser: kornarter, orkidéer, haveplanter, grønsager, træer og buske, palmer og mosser. Ikke færre end 2191 plantearter blev afbilledet i værket Plantarum seu stirpium historia, fra 1576.

 

 

Grøn foldblad, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien
En næsten verdensomspændende familie med 22-24 slægter og omkring 650 arter af urter og buske, sjældent træer.

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, da natlys-slægten er amerikansk og næppe var forvildet i Asien så tidligt som 1587.

 

Chamaenerion Gederams
Denne lille slægt med 8 arter er vidt udbredt i bjerge og subarktiske områder på den nordlige halvkugle i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika. Frugten er en lang kapsel, der springer op på langs, og frøene er forsynet med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af græsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium) (nedenfor). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Chamaenerion angustifolium Smalbladet gederams
Stænglen er opret, ugrenet, glat, indtil 2,5 m høj, men oftest langt lavere, med masser af siddende blade, som er arrangeret i spiral op ad stænglen, smalt lancetformede, næsten glatte, til 23 cm lange og 3,5 cm brede, helrandede, sidenerverne pegende ud næsten vandret i forhold til midternerven. Blomsterstanden er en åben, endestillet klase, op til 50 cm lang. Blomsterne peger næsten vandret udad, med 4 linjeformede, purpurrøde bægerblade, op til 2 cm lange, samt 4 ovale, udbredte, lyserøde eller purpurviolette, sjældent hvide kronblade, til 2,5 cm lange og 1,5 cm brede. Griflen er indtil 2 cm lang, nedadbøjet, støvdragere ligeledes til 2 cm lange, spredt i vifteform.

Denne urt danner ofte store bestande, specielt i åbne, forstyrrede områder, såsom skovlysninger og forladte marker. Et eksempel på sidstnævnte findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Den er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske egne, mod syd til Marokko, Pakistan, det nordlige Indokina, Korea, samt den nordlige del af USA. Den er almindelig i Danmark og ligeledes i Alperne og Pyrenæerne, hvor den findes op til højder omkring 2500 m. I Himalaya kan den træffes op til 4700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

Smalbladet gederams, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chamaenerion dodonaei Finbladet gederams
Denne plante ligner smalbladet gederams en del, men er mindre, indtil 1,1 m høj, ofte dannende lave klynger ved hjælp af underjordiske udløbere. De mange stængler er ofte forveddede ved basis, trinde, glatte eller let hårede foroven, til tider forgrenede i den endestillede blomsterstand. Blade siddende eller kortstilkede, spredte, smalt linjeformede til smalt lancetformede, til 3 cm lange og 5 mm brede, margin fint tandet eller bølget, kun midternerven er tydelig. Blomsterstanden er en åben, endestillet klase, blomster indtil 3 cm i diameter, bægerblade smalle, hårede, røde, lyserøde eller grønlige, til 1 cm lange, kronblade lyserøde eller purpurrøde, til 1,5 cm lange, elliptiske eller smalt ovale, udbredte, griffel og støvdragere op til 1,5 cm lange.

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra det østlige Frankrig mod øst til Ukraine, og derfra mod syd til Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser på klippefyldte skråninger samt i grus og sand på kalkholdig jordbund, fra lavlandet op til omkring 2000 meters højde.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af Dodona, en by og et religiøst centrum i Oldtidens Grækenland, beliggende nær den nuværende by Ioannina i den nordvestlige del af landet. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her. Et ældre artsnavn på planten var rosmarinifolium, hvilket sigter til bladenes lighed med blade af rosmarin (Salvia rosmarinus).

 

 

Finbladet gederams, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Finbladet gederams, Ugine, Haute Savoie, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede, Trenta-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Epilobium Dueurt
Omkring 200-220 urteagtige arter, udbredt næsten globalt. Mange arter er kirtelhårede. Frugten er en lang kapsel, der springer op på langs, og frøene er forsynet med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Slægtsnavnet er afledt af græsk epi (‘på’) og lobos (‘flig’), hvilket hentyder til de oversædige blomster (kronblade fæstet oven for ovariet).

 

Epilobium collinum Bakke-dueurt
Indtil 40 cm høj, ofte grenet fra grunden, stængler oprette eller opstigende, trinde, dunhårede. Stængelblade aflange eller ovale, basis afrundet eller hjerteformet, siddende eller kortstilkede, til 8 cm lange og 1,5 cm brede, langt tilspidsede, med små kirtelhår på oversiden, håret på undersiden langs nerverne, margin uregelmæssigt tandet. Bladrosetter dannes ofte ved hjælp af underjordiske udløbere. Blomster endestillede fra de ydre bladhjørner, tragtformede,, først nikkende, siden oprette, til 6 mm lange, kronblade lyserøde, hvidlige eller rosenrøde, bæger tragtformet, purpurrødt, flige langt tilspidsede, til 4 mm lange.

Arten er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det vestlige Sibirien. I Europa findes den især mod syd, sjælden eller manglende nordpå. Den vokser på solrige, stenede steder, på stengærder og i tørre krat, altid på kalkholdig bund. I Alperne forekommer den op til omkring 2000 meters højde.

 

 

Bakke-dueurt, mellem Prtovč og Ratitovec, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orchidaceae Gøgeurtfamilien
Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer en af verdens største plantefamilier.

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Disse pollinier spredes af insekter og fastgøres til støvfanget ved hjælp af et klæbrigt sekret. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

 

Cephalanthera Skovlilje
En slægt med omkring 15 arter, udbredt næsten overalt i Europa, mod syd til Nordafrika og Tyrkiet, mod øst til det vestlige Sibirien, Himalaya, det sydlige og østlige Kina, Korea, Japan, Taiwan, samt den nordlige del af Indokina. Der er også en enkelt art i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kephale (‘hoved’) og antheros (‘støvknap’), hvilket hentyder til, at støvknappen sidder som et hoved på søjlen.

 

Cephalanthera rubra Rød skovlilje
En smuk plante, til 70 cm høj, stænglen glat forneden, tæt kirtelhåret foroven, med op til 8 bredt lancetformede blade, op til 14 cm lange og 3 cm brede, aftagende i størrelse opad, de øvre smalt lancetformede, kun omkring 5 cm lange og 1 cm brede. Den endestillede blomsterstand er et åbent aks med op til 12 lyserøde, røde eller purpurfarvede blomster, bægerblade og kronblade næsten ens, lancetformede, til 2,3 cm lange og 1 cm brede. Læben er op til 2 cm lang med en sæklignende udposning bagtil, uden spore, lancetformet forlænget fortil, med purpurfarvet spids og gullige, hårede forhøjninger. Den bestøves oftest af fluer, men selvbestøvning finder også sted. Adskillige år kan forløbe mellem hver blomstring.

Denne art vokser i lyse skove og krat, sjældent i græsklædte områder, på kalkholdig jordbund op til højder omkring 2600 m. Blomsternes farve afhænger for en stor del af kalkindholdet i jorden – jo mere kalk, desto mørkere blomster. Den er udbredt i størsteparten af Europa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Ural-bjergene, Iran og Turkmenistan. I Danmark fandtes den tidligere en del steder, men er blevet meget sjælden og træffes nu kun på Møns Klint, i Allindelille Skov på Midtsjælland, samt i Rold Skov.

 

 

Rød skovlilje, nær Mittenwald, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød skovlilje, Trenta-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dactylorhiza Gøgeurt
Denne slægt er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Hybridisering finder ofte sted, og antallet af arter er omdiskuteret. Der er muligvis et sted mellem 40 og 50 arter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dactylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de to fingeragtige rodknolde. Slægten var tidligere placeret i slægten Orchis, som dog kan kendes på sine to runde rodknolde, der har givet anledning til navnet, afledt af græsk orkhis (‘testikel’). De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af disse planter blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.

 

Dactylorhiza fuchsii Skov-gøgeurt
Stængel grøn eller purpurfarvet, til 60 cm, undertiden 90 cm høj, grundblade korte, lancetformede, samlet i en roset, stængelblade lancetformede, sædvanligvis med mørke pletter, til 10 cm lange og 3 cm brede, gradvis mindre opad, det øverste omkring 5 cm under den endestillede, cylinderformede blomsterstand. Dækbladene er smalle, normalt kortere end blomsten. Blomsternes farve er variabel, fra blegt purpurfarvet til hvidlig, altid med mørkt purpurfarvede striber og slynger. Læben er dybt 3-fliget med variable flige, den midterste normalt kortere end sidefligene, men undertiden længere. Arten ligner meget plettet gøgeurt (D. maculata), hvis læbe ikke er så dybt delt. Nogle autoriteter betragter skov-gøgeurt som en underart, fuchsii, af denne.

Typiske habitater omfatter lyse skove, let fugtige enge og bredder af vandløb, oftest på kalkrig grund. Arten er vidt udbredt i størstedelen af Europa og videre mod øst gennem Sibirien til Yakutien, Sinkiang og Mongoliet. I Alperne træffes den op til omkring 2300 meters højde.

Artsnavnet hædrer den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (1501-66), forfatter til en stor urtebog, De Historia Stirpium Commentarii Insignes (‘Særlige kommentarer til planternes historie’), publiceret i 1542. I den findes omkring 500 vellignende og detaljerede tegninger af planter.

 

 

To forskellige former af skov-gøgeurt, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dactylorhiza traunsteineri Traunsteiners gøgeurt
Stængel indtil 40 cm høj, slank, grøn forneden, let purpurfarvet foroven i blomsterstanden. Blade 2-5, linje-lancetformede, plettede, til 15 cm lange og 1,5 cm brede. Blomsterstanden er cylinderformet, åben, med op til 15 blomster, dækblade purpurbrune, kortere eller lidt længere end blomsterne, som er mørkt eller lyst purpurfarvede, kronblade smalt ovale, de ydre til 1,1 cm lange og 4 mm brede, de indre til 8,5 mm lange, læbe 3-fliget, midterfligen meget længere end sidefligene, til 1 cm lang og 1,3 cm bred, med purpurrøde striber og slynger. Sporen er konisk, lige eller let buet, til 1.3 cm lang og 3,5 mm bred.

Denne plante er udbredt i Mellemeuropa, fra Schwarzwald og Vogeserne mod øst til det vestlige Sibirien, voksende i våde enge og moser. I Alperne har den en spredt forekomst, fra de nedre dale op til omkring 2100 meters højde.

Artsnavnet blev givet til ære for den østrigske farmakolog, botaniker og politiker Joseph Traunsteiner (1798-1850).

 

 

Traunsteiners gøgeurt, voksende i en skovmose nær Koprivnik, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dactylorhiza viridis Poselæbe
Denne art, tidligere kaldt for Coeloglossum viride, bliver indtil 50 cm høj, grundblade ovale eller elliptiske, indtil 14 cm lange og 7 cm brede, stængelblade mindre, lancetformede, spredte. Blomsterstanden er en tæt klase med 7-25 grønlige blomster, ofte med purpurfarvet, rødligt eller brunligt skær, dækblade længere end blomsterne, de nedre indtil 6 cm lange. Bægerbladene er ovale, til 7 mm lange og 4 mm brede, og danner sammen med de smallere kronblade en hætte over det tungeformede, nedadbøjede, purpur-grønne nedre kronblad, op til 1,1 cm langt og 4 mm bredt, 3-fliget i spidsen, sidefligene meget større end midterfligen. Sporen er kort, kun op til 3 mm lang. Planten bestøves af en lang række mindre insekter.

Denne art er vidt udbredt i tempererede og subarktiske regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Middelhavet, Iran, det sydlige Kina samt det centrale USA. Den vokser i græsklædte områder, mest på fugtig, næringsrig jordbund. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes op til højder omkring 3000 m. I Danmark voksede den i 1800-tallet på en række lokaliteter, specielt på Bornholm og Sjælland, men med det moderne landbrugs indførelse forsvandt den hurtigt, blev sidst set på Bornholm omkring 1935 og på Sjælland i 1950.

Det tidligere slægtsnavn er afledt af oldgræsk koilos (‘hul’) og glossa (‘tunge’), hvilket hentyder til den hule spore på den tunge-lignende læbe. Artsnavnet betyder ‘grøn’ på latin og sigter til blomsternes grønlige farve. Det danske navn hentyder til den korte, sækformede spore.

 

 

Poselæbe, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Poselæbe og rundbælg (Anthyllis vulneraria), Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Epipactis Hullæbe
En slægt med omkring 70 arter og en uhyre stor udbredelse i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i det østlige Afrika mod syd til Malawi. Slægten kendetegnes ved læben, som er opdelt i en konkav indre del, som danner en lille nektar-producerende skål (heraf det danske navn), samt en ydre trekantet del. De er uden spore.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af græsk epipaktis, som er af usikker betydning. Det er blevet foreslået, at ordet er afledt af epipaktóo (‘at lukke til’), hvilket sigter til de helende egenskaber hos rodknolden af skov-hullæbe (E. helleborine), som traditionelt blev anvendt mod galskab, urinsyregigt, hovedpine og maveonde.

 

Epipactis atrorubens Rød hullæbe
Stænglen indtil 80 cm høj, med 6-11 mørkegrønne, helrandede, siddende blade, de nedre smalt ovale, til 9 cm lange og 5 cm brede, de øvre mindre. Blomsterstanden er en lang, endestillet, let ensidig klase, tæthåret i den øvre del, med op til 30 ofte nikkende blomster med et lysegrønt lancetformet dækblad, der er længere end blomsten. Blomsternes farve er vinrød, rødbrun eller purpurrød, af og til rosenrød eller grønlig. De udsender en stærk duft af vanilje, især i varmt vejr.

Arten foretrækker varme og tørre steder på basisk til neutral, næringsfattig jordbund, bl.a. i lyse skove, græsklædte arealer, blandt klipper og i nedfalden ur, samt på sandjord, fx klitter. Den er tillige en pionérart, som kan dukke op på forladte marker og langs veje.

En almindelig plante i Alperne, hvor den træffes fra lavlandet op til ca. 2400 meters højde. Den er vidt udbredt i Europa, fra subarktiske områder mod syd til Middelhavet, og videre mod øst til Kaukasus, Iran og det vestlige Sibirien. I Danmark er den meget sjælden, idet den kun findes på Møns Klint og i Nordjylland, mens den er ret almindelig i Norge og Sverige.

 

 

Rød hullæbe, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gymnadenia Trådspore og brunkulle
Denne slægt, som omfatter 20-30 arter, afhængigt af kilde, er vidt udbredt i tempererede områder af Europa, mod øst til det østlige Sibirien og Japan, mod syd til Middelhavet, Iran og det nordlige Indokina.

Der hersker megen uenighed omkring systematikken af brunkulle-arter. De fleste autoriteter placerer dem i denne slægt, andre hævder, at slægten Nigritella, som de tidligere tilhørte, stadig er gyldig. Fremtidige genetiske undersøgelser vil muligvis kaste lys over sagen. På engelsk kaldes brunkulle-arter for vanilla orchids, da de dufter af vanilje.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gymnos (‘nøgen’) og aden (‘kirtel’), hvilket sigter til de nektar-producerende kirtler. Det danske navn hentyder til den lange, tynde spore hos de fleste arter.

 

Gymnadenia conopsea Langakset trådspore
En variabel plante, stænglen til 60, sommetider 80 cm høj, blade 3-7, smalt lancetformede, indtil 25 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstanden er sædvanligvis et meget langt, tæt, cylinderformet aks, ofte over 25 cm langt, men til tider kun omkring 5 cm, normalt med op til 50 blomster, men undertiden helt op til 200. Kronen er indtil 1 cm i tværmål, lyserød eller lyserød med purpurfarvet skær, sjældent helt hvidt, dækblade grønne eller purpurfarvede, af omtrent samme længde som blomsterstilken. Læben har 3 flige med let frynset rand, og sporen er lang og tynd, nedadbøjet, indtil 2,5 cm lang. Denne lange spore gør det nemt at adskille arten fra lignende arter i slægten. Planten udsender en duft, der minder om kryddernellike. Den bestøves næsten udelukkende af natsværmere, da åbningen ind til sporen er meget smal og kun tillader visse natsværmeres munddele at komme ind.

Arten er vidt udbredt i tempererede områder af Europa, mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Iran, det sydlige Kina og Japan. I de sydligste egne af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2800 m. Dens voksesteder omfatter bl.a. lyse skove, fugtige græsklædte arealer, nær kilder, samt langs veje. I Danmark vokser den kun i ganske få kalkrige kær og enge i Nordsjælland.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk konops (‘myg’). Med lidt fantasi ligner blomsten en myg, og den lange spore er myggens snabel.

 

 

Langakset trådspore, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langakset trådspore, Col de la Croix, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langakset trådspore, Gosausee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gymnadenia nigra Mørk brunkulle
Der hersker megen uenighed omkring systematikken af denne art. Nogle autoriteter deler den op i adskillige arter, mens andre betragter disse arter som underarter af enten G. nigra (= Nigritella nigra) eller G. rhellicani (= Nigritella rhellicani). Jeg foretrækker at betragte dem som underarter af G. nigra, de de alle er meget ens.

Stænglen er opret, til 22 cm høj, en smule kantet på grund af nedløbende bladfæster, nedre blade talrige, græslignende, glatte, de øvre blade få og meget små, dækblad-agtige. Blomsterstanden er en endestillet, meget tæt, halvkugleformet eller oval klynge af purpursorte, purpurrøde eller rosenrøde blomster, dækblade smalt lancetformede, af samme længde eller lidt længere end blomsten, margin helrandet eller let bølget, kronblade omkring 1 cm lange og 2 mm brede, opad-pegende, spore meget kort, poseformet. Blomsterne udsender en stærk duft af vanilje.

I videste forstand er denne art vidt udbredt i Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser i bjergenge med kort vegetation, i højder mellem 900 og 2800 m. Der findes også nogle få truede bestande i de skandinaviske fjelde, hvor arten i gamle dage, da gammeldags høslæt blev praktiseret, var ret almindelig. Efter introduktionen af moderne landbrugsmetoder er den imidlertid gået drastisk tilbage.

Det danske navn er oversat fra svensk brunkulla, som ifølge den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) er et gammelt jämtlandsk navn på arten. To ældre navne i Alperne er Chokolat-Blümel og Chokoladen-Blümchen, der begge betyder ‘lille chokoladeblomst’, hvilket naturligvis sigter til blomsterfarven.

Planter med rosenrøde blomster betragtes af nogle autoriteter som en underart, rubra, af mørk brunkulle, af andre som en selvstændig art, rød brunkulle (G. rubra). De vokser ofte sammen, og for mig er det mest logisk at betragte rødblomstrede planter som en farvevarietet af mørk brunkulle.

 

 

Mørk brunkulle, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød brunkulle, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Neotinea Gøgeurt
Medlemmerne af denne slægt, som omfatter 4 arter og en fertil hybrid, er blevet udskilt fra slægten Orchis. De er hjemmehørende i størstedelen af Europa, inklusive de Kanariske Øer og Madeira, samt arealer omkring Middelhavet og videre østpå til Iran og det vestlige Sibirien.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Vincenzo Tineo (1791-1856), som var direktør for den botaniske have i Palermo og senere rektor på Palermo Universitet. Han offentliggjorde et antal arbejder, deriblandt Plantarum rariorum Sicilae (1817) og Catalogus plantarum horti (1827).

 

Neotinea ustulata Bakke-gøgeurt
Det menes, at denne plante, som tidligere var kendt under navnet Orchis ustulata, kan vokse underjordisk gennem 10-15 år, før den sender en stængel op. Stænglen er sædvanligvis under 20 cm høj, men kan undertiden blive op til 50 cm, ja i sjældne tilfælde op til 80 cm høj. De fleste blade er grundblade, lysegrønne, uplettede, lancetformede, indtil 10 cm lange og 2 cm brede, de øvre blade stængelomfattende, gradvis mindre op mod den endestillede blomsterstand, som er et tæt, cylinderformet aks med op til 70 små blomster. Bægerblade og kronblade, som til at begynde med er meget mørke, purpursorte, senere blegnende til purpurrøde, danner en hætte, indtil 5 mm i diameter, over den hvide, op til 8 mm lange læbe, som har purpurrøde pletter. Læben er dybt 3-delt, midterfligen større end sidefligene, med et indhak i spidsen. Sporen er meget kort, kun op til 2 mm, og peger nedad. Blomsterne udsender en honning-agtig duft, skønt de ikke producerer nektar.

Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, fra England og Portugal mod øst til det centrale Sibirien og Kaukasus. I Nordafrika er den sjælden. I Danmark findes den kun på overdrev i Himmerland. Den er ret almindelig på Öland og Gotland, men er ellers sjælden i Skandinavien.

Den har en spredt forekomst i Alperne, hvor den træffes i højder op til omkring 2400 m. Den vokser typisk i åbne græsklædte områder samt i lyse skove, fortrinsvis på kalkholdig bund, undertiden på sur bund.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brændt’, hvilket sigter til de purpursorte blomsterknopper, der i farve kan minde om trækul.

 

 

Bakke-gøgeurt, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. Stor knopurt (Centaurea scabiosa) ses t.v., i baggrunden en okseøje (Leucanthemum). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Neottia Rederod, fliglæbe
Nogle få orkidéer er parasitter på deres svampe-værts mycelium, da de ikke indeholder grønkorn og således ikke er i stand til at levere næringsstoffer til svampen. Et eksempel er medlemmer af slægten Neottia, som tidligere kun rummede parasitter. Genetiske studier har imidlertid påvist, at medlemmer af den tidligere anerkendte slægt fliglæbe (Listera), er nært beslægtede med arter af rederod, og som en konsekvens heraf er de blevet indlemmet i Neottia.

I videste forstand er denne slægt, der i dag rummer omkring 70 arter, udbredt i køligere regioner i størsteparten af Europa, i det nordlige asien, samt i Nordamerika, med nogle få arter i subtropiske områder omkring Middelhavet, i Indokina, samt i det sydøstlige USA.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fuglerede’, hvilket sigter til den sammenfiltrede rodstok af N. nidus-avis (nedenfor), der i nogen grad ligner en fuglerede.

 

Neottia nidus-avis Rederod
Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, samt i det nordvestlige Afrika, Tyrkiet, Iran og Kaukasus.

Den kendes nemt på sin brunlige stængel og blomsterstand, som helt mangler klorofyl. Stænglen er op til 40 cm, sjældent 60 cm høj, med et endestillet aks, der rummer op til 60 blomster. For at kunne spire er frøene fuldstændig afhængige af svampearter af slægten Sebacina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fuglerede, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den sammenfiltrede rodstok, der i nogen grad ligner en fuglerede.

 

 

Rederod kendes nemt på sin brunlige blomsterstand. Dette billede er fra Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rederod, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Platanthera Gøgelilje
Antallet af arter i denne slægt er omdiskuteret, et sted mellem 85 og 140 arter, afhængigt af kilde. Disse planter er vidt udbredt i tempererede regioner af den nordlige halvkugle, samt i subtropiske og tropiske områder på Cuba, samt i Mellemamerika, Indokina, Malaysia, Indonesien og Ny Guinea. Et kærneområde findes i Fjernøsten med omkring 52 arter.

Slægtsnavnet er afledt af græsk platys (‘flad’, i denne forbindelse dog snarere ‘bred’) samt anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den store afstand mellem pollinierne hos skov-gøgelilje (P. chlorantha).

Mere om disse planter kan læses på siden Natur-citater.

 

Platanthera bifolia Bakke-gøgelilje
Stængel indtil 30 cm, undertiden op til 60 cm høj, grundblade 2 (hvilket er baggrunden for det latinske artsnavn), elliptiske, op til 22 cm lange og 6 cm brede, afrundede eller til tider svagt tilspidsede, helrandede, stængelblade få og små, lancetformede. Blomsterstanden er et åbent aks med op til 40 hvide blomster med gulliggrønt skær, dækblade grønne, kortere eller længere end den grønne frugtknude. To af bægerbladene er hvide, slanke, til 1,3 cm lange og 6 mm brede, horisontalt udbredte, mens det tredje sammen med to kronblade danner en hætte over griffel og støvdragere. Den grønlige læbe er nedadbøjet, op til 1,6 cm lang og 4 mm bred. Pollinierne sidder parallelt og tæt sammen, hvilket adskiller arten fra den lignende skov-gøgelilje (P. chlorantha), hvor de sidder ret langt fra hinanden og peger udad forneden. Sporen er indtil 3 cm lang, let nedadbøjet (eller helt lige hos underarten latiflora). Den producerer masser af nektar og bestøves af natsommerfugle.

Underarten latiflora, kaldt for langsporet gøgelilje, vokser i løvskove. Som dens navn siger, har den en meget lang spore, til 4 cm, som er helt lige.

Bakke-gøgelilje er udbredt i tempererede områder i Europa og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, samt i Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Kaukasus og Iran. Den trives på sur såvel som basisk jordbund og vokser i løvskove, krat, og græsklædte områder, samt på heder. I Alperne træffes den op til højder omkring 2500 m.

 

 

Bakke-gøgelilje med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Skipper beundrer en næsten 50 cm høj langsporet gøgelilje, Vrata-dalen, Triglavski Natinalpark, Slovenien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Traunsteinera Kugle-orkidéer
Denne slægt indeholder kun to arter, udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Ukraine og Kaukasus. T. sphaerica er begrænset til Tyrkiet og Kaukasus.

Slægtsnavnet hædrer den østrigske farmakolog, botaniker og politiker Joseph Traunsteiner (1798-1850).

 

Traunsteinera globosa Kugle-orkidé
Stængel tynd, til 40, undertiden 60 cm høj, blade 4-6, lancetformede, blågrønne, oprette langs stænglen. Blomsterstanden, som først er pyramideformet, senere halvkugleformet eller oval, er meget tæt med talrige små lyserøde blomster. Bægerbladene er forlænget ud i en kølle-lignende spids, læben er lyserød med purpurfarvede prikker, 3-fliget, midterfligen langt tilspidset. Sporen er cylinderformet, kortere end frugtknuden.

Denne art vokser på bjergenge på kalkrig bund, fra det centrale og sydlige Europa mod øst til Ukraine og Kaukasus. I Alperne er den truffet op til omkring 2600 meters højde.

 

 

Kugle-orkidé, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Denne store familie af parasitiske planter omfatter omkring 90 slægter med over 2000 arter.

Mange slægter er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.

 

Bartsia alpina Sorttop
Tidligere rummede denne slægt 49 arter, af hvilke de 45 var endemiske for Andesbjergene. Nylige DNA-studier har imidlertid ført til en revision af slægten, idet de fleste arter er blevet overført til en ny slægt, Neobartsia, hvilket efterlader bare en enkelt art i Bartsia.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) rådede ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge, men uheldigvis døde han undervejs.

Det eneste tilbageværende medlem af slægten, sorttop, kendes nemt på sin mørkt purpurfarvede blomsterstand, en tilpasning til at bremse harmfulde UV-stråler. Den er en lav plante, ofte grenet fra grunden, stængler oprette eller opstigende, hårede, op til 30 cm høje. Blade modsatte, ovale, meget hårede, indtil 2,5 cm lange, tandede i randen. De nedre blade er grønne, de øvre med purpurfarvet skær. Den mørkt purpurfarvede krone er smal ved basis, op til 2 cm lang, 2-læbet, med en hætte lignende øvre læbe og en kortere med 3 butte flige.

Denne plante er udbredt i subarktiske egne, fra Skandinavien mod øst til det centrale Sibirien, samt i Island, Grønland og det nordøstlige Canada. I det sydlige Europa er den begrænset til bjergegne og træffes i Pyrenæerne, Alperne, de østeuropæiske bjergkæder samt på Balkan. Bestande i Schwarzwald og Vogeserne samt på Gotland betragtes som istidsrelikter. Arten er almindelig i Alperne, hvor den vokser på kalkbund i græsklædte områder og blandt klipper, i højder mellem 1000 og 3000 m.

 

 

Stor bestand af sorttop, Cabane de Prarochet, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. Forrest en bladroset af mælkebøtte (Taraxacum officinale). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorttop, Turracher Höhe, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euphrasia Øjentrøst
En slægt med 220-450 arter, afhængigt af autoritet. Disse planter er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af Afrika syd for Sahara, dele af Nord- og Sydamerika, samt Antarktis.

De fleste arter ligner hinanden meget, og de hybridiserer ofte, hvilket gør det endnu vanskeligere at artsbestemme dem. Størsteparten er små planter, ofte grenet fra grunden, blade modsatte, mere eller mindre ovale, stærkt tandede, blomster små, 2-læbede, øvre læbe meget kort, nedre læbe fliget, hvid med rødlige eller purpurfarvede striber og en gul plet nær svælget, sjældent helt gul eller violet.

I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Slægtsnavnet kommer af græsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Navnet blev sandsynligvis givet på grund af artens ældgamle brug som lægeurt.

Det danske folkenavn ledgræs sigter til artens korte blade, der giver planten et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til artens anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Mere om øjentrøst findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

En uidentificeret øjentrøst-art, observeret nær Ibon de Piedrafita i den spanske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orobanche Gyvelkvæler
Denne slægt rummer omkring 200 arter, som forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med størst koncentration i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Ikke færre end 25 arter forekommer i Alperne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

Orobanche alba Timian-gyvelkvæler
Som dens navn antyder, snylter denne art især på timian (Thymus), men kan også findes på arter af merian (Origanum) og sar (Satureja). Stænglen er rødlig eller gullig, opret, til 25 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et endestillet, åbent aks, kronen tragtformet, op til 2,2 cm lang, kirtelhåret, hvidlig, rødlig eller gullig med talrige violette eller purpurfarvede striber, specielt mod spidsen.

Arten er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa samt i Nordafrika, mod øst gennem Rusland og Mellemøsten til Tibet, Himalaya og det centrale Kina. I Alperne vokser den op til højder omkring 1900 m, mens den i Asien er blevet truffet op til 3700 m. Den foretrækker ret tør, kalkholdig jordbund.

 

 

Timian-gyvelkvæler, Gosausee, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orobanche gracilis Blodrød gyvelkvæler
Denne plante er udbredt fra Mellemeuropa mod syd til Middelhavet, og derfra videre mod øst til Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes i græsklædte områder op til omkring 2100 meters højde. Den snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og kællingetand (Lotus).

Stænglen er opret, slank, håret, rødlig, brunlig eller gullig, op til 60 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et tæt, endestillet aks, kronen tragtformet, op til 2,4 cm lang, kirtelhåret, gulbrun udvendig, blodrød indvendig. Sidstnævnte har givet anledning til det danske navn.

 

 

Blodrød gyvelkvæler, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. Planten med blå blomster er almindelig mælkeurt (Polygala vulgaris), og t.v. ses en vissen rundbælg (Anthyllis vulneraria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blodrød gyvelkvæler, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orobanche minor Kløver-gyvelkvæler
Stængel opret, normalt under 15 cm høj (heraf det latinske artsnavn), undertiden op til 50 cm, håret, brunlig eller purpurfarvet, blade og dækblade ligeledes brunlige eller purpurfarvede, skælagtige, indtil 1,6 cm lange. Blomsterstanden er en lang endestillet klase, kronen tragtformet, indtil 1,8 cm lang, kirtelhåret, meget variabel af farve, rødbrun, gul, gulbrun, purpurfarvet eller blegviolet med mørkere striber, den nedre læbe ofte hvidlig.

Denne plante snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og esparsette (Onobrychis). Den vokser i græsklædte områder på sur, neutral eller basisk jordbund, ude i det åbne eller i halvskygge. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Tyrkiet, det nordlige Irak og Kaukasus, endvidere på den Arabiske Halvø samt i det nordlige og østlige Afrika. Den er blevet naturaliseret i adskillige sydamerikanske lande. I Alperne er den begrænset til de lavere dele, normalt under 800 meters højde.

Tidligere blev arten anvendt medicinsk mod forskellige lidelser.

 

 

Kløver-gyvelkvæler, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. T.h. ses blade af en løvefod-art (Alchemilla). (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pedicularis Troldurt
Antallet af arter i denne slægt varierer kolossalt, alt efter hvilken kilde man benytter, mellem 350 og 600. Disse planter er udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Columbia, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya, samt det sydlige Kina. Den største diversitet finder man i Kina med 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske. Alperne er hjemsted for 23 arter.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Pedicularis ascendens Opstigende troldurt
Stænglen er indtil 30 cm høj, opret eller opstigende, blade stilkede, snitdelte, glatte, flige tandede, bladene i blomsterstanden kortere end blomsterne. Blomsterstanden er et langt, temmelig åbent, endestillet aks, bægeret glat, kronen bleggul, den øvre læbe er forlænget og minder om et tranehoved.

Arten er begrænset til de sydvestlige Alper, hvor den vokser i græsklædte arealer på kalkholdig bund, i højder mellem 1800 og 2600 m.

 

 

Opstigende troldurt, Col de la Croix, Valais, Schweiz. Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis elongata Langakset troldurt
Den østlige modpart til foregående art, udbredt i det nordøstlige Italien, Østrig og Slovenien, i højder mellem 1500 og 2500 m. Dens foretrukne habitat er fugtigt græsland på kalkrig bund.

Stænglen bliver indtil 35 cm høj, og de bleggule blomster er arrangeret i et tæt, endestillet aks.

 

 

Langakset troldurt, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. Der ses også mange andre planter, på øverste billede bl.a. almindelig kongepen (Hypochaeris radicata), rødkløver (Trifolium pratense) og skjaller (Rhinanthus), på det midterste lærk (Larix decidua), almindelig kongepen og rundbælg (Anthyllis vulneraria). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis hacquetii Hacquets troldurt
Af variabel højde, mellem 30 og 90 cm, til tider helt op til 1,2 m, stængel furet, meget bladrig helt op i den endestillede blomsterstand, blade to eller tre gange snitdelte, trekantede eller aflange i omrids, de nedre til 30 cm lange og 10 cm brede, de øvre meget mindre. Blomsterstanden er et tæt pyramideformet aks, støtteblade længere end blomsten, stærkt tandede, krone bleggul, håret, til 2,8 cm lang.

Denne plante vokser i græs eller anden højere vegetation på kalkholdig bund, i Alperne op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt fra den centrale del af Apenninerne mod øst til Slovenien, Kroatien, Rumænien og Ukraine, og derfra mod nord til Polen og Hviderusland.

Artsnavnet blev givet til minde om den franske læge Belsazar de la Motte Hacquet (ca. 1739-1815), professor i anatomi og kirurgi i Laibach (i dag Ljubljana). Han skrev en bog om floraen i det karnioliske område med titlen Plantae alpinae carniolicae (1782).

 

 

Hacquets troldurt, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis recutita Brunrød troldurt
Denne plante kendes nemt på blomsterstanden, et tæt aks med talrige mørkt purpurrøde blomster. Stænglen er frisk-grøn eller rødlig, opret eller opstigende, glat, indtil 60 cm høj, blade modsatte, snitdelte, med lancetformet omrids, de nedre langstilkede, til 10 cm lange og 1 cm brede, de øvre mindre, siddende, ofte med purpurfarvet skær. Dækblade kortere end blomsten, de nedre snitdelte, purpurgrønne, de øvre 3-delte eller helrandede, mørkt purpurfarvede. Bægerbladene er hårede, kronen purpurrød eller mørkt purpurfarvet, indtil 2 cm lang, den øvre læbe lige og med næb, meget længere end den nedre læbe.

Arten findes kun i Alperne, fra Frankrig mod øst til Østrig og Slovenien, hvor den vokser i græsklædte områder på kalkbund i højder mellem 1000 og 2700 m.

 

 

Brunrød troldurt, Turracher Höhe, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis rosea Rosenrød troldurt
En lille plante, stænglen op til 15 cm høj, håret, mere eller mindre purpurfarvet, næsten alle blade er grundblade, snitdelte, aflange eller lancetformede i omrids, indtil 8 cm lange, stænglen undertiden med 1-3 mindre blade. Blomsterstanden er et kort, mere eller mindre hovedformet aks, kronen indtil 1,8 cm lang, lyserød eller lilla. Denne art ligner meget næb-troldurt (nedenfor), men har mere slanke blade, og blomstens øverste læbe har intet næb.

Denne plante er udbredt i Pyrenæerne og Alperne, mod øst til Østrig og Slovenien, samt i de Dinariske Alper, voksende i græsklædte områder i højder mellem 1900 og 2700 m. Den er opdelt i to underarter, rosea, der forekommer fra Liechtenstein og det nordøstlige Italien mod øst, samt allionii, der findes fra Pyrenæerne mod øst til Schweiz og det nordvestlige Italien.

Underarten allionii blev navngivet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Allioni (1728-1804), professor i botanik ved universitetet i Turin. Hans vigtigste værk er Flora Pedemontana, sive enumeratio methodica stirpium indigenarum Pedemontii, fra 1755, som behandler plantelivet i Piedmont. I værket angives 2813 arter, hvoraf de 237 førhen havde været ukendte.

 

 

Rosenrød troldurt, underarten rosea, Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. På billedet ses også tue-limurt (Silene acaulis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosenrød troldurt, underarten allionii, Col de l’Iseran, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis rostrato-capitata Næb-troldurt
Denne plante har navn efter det indtil 5 mm lange næb på blomstens øverste læbe. Denne karakter adskiller den fra den lignende rosenrød troldurt (ovenfor), og dens blade er også større og mørkere.

Den er udbredt i den østlige del af Alperne, fra det østlige Schweiz mod øst til de Juliske Alper og Karpaterne, voksende på kalkrig bund i græsklædte områder og på grusede skrænter, i højder mellem 1200 og 2800 m.

 

 

Næb-troldurt, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis rostrato-spicata Kødfarvet troldurt
Stængel opret eller opstigende, indtil 45 cm høj, glat forneden, dunet nær blomsterstanden. Blade snitdelte, stilkede, lancetformede i omrids, glatte, til 8 cm lange og 2 cm brede, ofte oprette langs stænglen. Blomsterstanden er en lang, endestillet, temmelig åben klase, der rummer mellem 10 og 20 kød- eller purpurfarvede blomster. Kronen op til 1.6 cm lang, den øvre læbe sædvanligvis med et langt næb.

Denne plante vokser i græsklædte områder på kalkholdig bund, fra det østlige Frankrig mod øst til Østrig og den nordlige del af Balkan.

 

 

Kødfarvet troldurt, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis verticillata Kransbladet troldurt
En ret lav plante, stængler normalt under 20 cm høje, undertiden op til 35 cm, oprette, med 4 stærkt hårede lister. De langstilkede blade er dels grundblade, dels arrangeret i kranse op ad stænglen, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn såvel som det danske navn. Bladene er snitdelte, aflange eller lancetformede i omrids, indtil 3 cm lange og 1,2 cm brede. Blomsterstanden er en temmelig kort og tæt endestillet klase, bægerblade ovale, rødlige, indtil 6 mm lange, kronen rødlig-violet, op til 1,6 cm lang, den nedre læbe med 3 store flige og hvide striber nær svælget.

Udbredelsen af denne art er næsten cirkumpolar, idet den forekommer fra Skandinavien mod øst langs den russiske Ishavskyst til Alaska og det nordvestlige Canada. Desuden findes den i bjergegne i Europa, fra Pyrenæerne mod øst til Alperne, Karpaterne og Tatra-bjergene, på Balkan, samt i Ukraine, Centralasien, Kina og Japan. Den vokser på kalkrig jordbund, i Mellemeuropa i højder mellem 900 og 3000 m, i Centralasien op til 4400 meters højde. Den er meget almindelig i Alperne.

 

 

Kransbladet troldurt, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kransbladet troldurt, Sölkpass, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Papaveraceae Valmuefamilien
Den største diversitet inden for denne familie, der omfatter 42 slægter med i alt omkring 775 arter, findes i arktiske, subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, med meget få arter i varmere egne. De fleste medlemmer er urter, nogle få dog buske og mindre træer.

Mange slægter i familien har pragtfulde blomster, bl.a. egentlige valmuer (Papaver), valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En række arter er nærmere omtalt på siderne Hyldest til farven rød, Hyldest til farven gul, samt Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Papaver Ægte valmuer
Denne slægt rummer mellem 70 og 230 arter, afhængigt af kilde. De er hovedsagelig udbredt i arktiske, subarktiske og tempererede områder i Eurasien, Afrika og Nordamerika. Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens i London, placerer slægterne Meconopsis, Roemeria, Stylomecon og Cathcartia i denne slægt, andre har bibeholdt dem som særskilte slægter.

 

Papaver alpinum Alpe-valmue
Denne art er opdelt i mindst 8 underarter, hvoraf nogle til tider betragtes som selvstændige arter. Den er vidt udbredt i Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til bjerge på Balkan, samt Karpaterne og Tatra-bjergene, sædvanligvis voksende i nedfalden ur og andre klippefyldte områder i store højder, op til omkring 2800 m.

Stængler oprette, hårede, indtil 20 cm høje, med mælkesaft. De nedre blade er enkelt eller dobbelt snitdelte, blågrønne. De fleste underarter har gule eller orange blomster, enkelte har hvide. De er først nikkende, siden oprette, op til 5 cm i tværmål, med 4 kronblade.

 

 

Underarten rhaeticum, der af nogle autoriteter betragtes som en selvstændig art under navnet P. aurantiacum, er hjemmehørende i det østlige Schweiz, Østrig og det nordøstlige Italien. Den har normalt gule blomster. – Sassolungo, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En varietet af underarten rhaeticum med orange blomster, Passo di Valparola (2192 m), Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papaver cambricum Skovvalmue
Navnet på valmueslægten Meconopsis kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) i 1814 skilte ud fra slægten Papaver og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur.

Imidlertid fastslår en fylogenetisk undersøgelse fra 2011, at skovvalmuen hører hjemme i slægten Papaver, og artiklens forfattere gendanner artens oprindelige navn, P. cambricum, som blev offentliggjort i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). (Kilde: J.W. Kadereit, C.D. Preston & F.J. Valtueña. Is Welsh Poppy, Meconopsis cambrica (L.) Vig. (Papaveraceae), truly a Meconopsis? New Journal of Botany, bd. 1, 2011, s. 80-88)

Arten er begrænset til skovklædte bjerge på den iberiske halvø, samt i det sydlige Frankrig, det sydvestlige England, Wales og Irland. I Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 2000 m.

Den har adskillige stængler, normalt 30-60 cm høje, men undertiden op til 75 cm, med gul mælkesaft. De friskgrønne eller let blålige blade er langstilkede, snitdelte, lancetformede i omrids, indtil 20 cm lange, småbladene stærkt tandede. Blomsterne er af en distinkt orangegul farve, indtil 8 cm i diameter, med 4 kronblade. Bægerbladene kastes kort efter, at kronbladene er foldet ud.

Som et kuriosum kan nævnes, at denne plante siden 2006 har været benyttet i logo’et hos Plaid Cymru (udtales ‘Plaid Komri’), et walisisk nationalistisk socialdemokratisk parti, som agiterer for løsrivelse fra Storbritannien.

 

 

Skovvalmue, fotograferet på passet Col d’Aubisque i den franske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinaceae Granfamilien
Denne familie, som omfatter 11 slægter med 220-250 arter af træer, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mod syd til Ækvator.

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med to vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

 

Larix Lærk
Disse træer, som omfatter 10-12 arter, er blandt de få nåletræer, der kaster nålene om vinteren. Nogle af arterne kan blive indtil 45 m høje. De er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og de sydligste bestande er begrænset til bjergegne. To centralasiatiske arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Larix decidua Europæisk lærk
Denne art kan blive et stort træ, til tider op til 45 m højt. Det er hjemmehørende i Pyrenæerne, Alperne og Karpaterne, og nogle lavlandsbestande i det nordlige Polen og det sydlige Litauen er måske også vilde. Ellers dyrkes arten vidt og bredt. I Alperne er den meget almindelig i højder mellem 1000 og 2000 m, men træffes undertiden op til 2400 m.

 

 

Europæiske lærketræer på en skråning nær Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. Den rødlige farve er efterårsløv hos blåbær (Vaccinium myrtillus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne majestætiske lærk blev observeret nær Kasereck, neden for Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nålene af europæisk lærk er spinkle og bløde, her fotograferet neden for Passo Falzarego, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge hunlige kogler, Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløvet er smukt gult. – Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinus Fyr
En slægt med omkring 125 arter af stedsegrønne træer, udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder på næsten hele den nordlige halvkugle. En lang række arter er præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Pinus mugo Bjergfyr
Dette træ kan blive op til 25 m højt, men er ofte lavt og krybende i større højder. Nålene er mørkegrønne, indtil 7 cm lange, siddende parvis. Koglen er brun, til 5,5 cm lang, symmetrisk og med tynde skæl hos underarten mugo, asymmetrisk og med tykke skæl hos underarten uncinata.

Arten er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne via Alperne og Apenninerne til Karpaterne, og derfra mod syd til højere bjergegne på Balkan. Siden sidst i 1700-tallet er den blevet udplantet mange andre steder, specielt i Skandinavien, Finland og de baltiske lande med henblik på at stabilisere klitter. I Skandinavien har den imidlertid bredt sig ukontrollabelt og er blevet invasiv i klitter og på heder.

 

 

En gammel bjergfyr, Rosanintal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus nigra Østrigsk fyr
Et stort stedsegrønt træ, undertiden op til 55 m højt, med en stammediameter på op til 1,85 m og grene, der strækker sig 6 m ud til hver side. Arten kan identificeres på den sorte, skjulte del af kogleskællene. Barken varierer mellem grå og gulligbrun. Den sprækker op i skællede plader og bliver stedse mere furet med alderen. Nogle træer menes at være 800 år gamle.

De lysegrønne til mørkegrønne nåle er 4-24 cm lange og 1,2-2,1 mm brede, afhængigt af underart. Modne kogler er op til 10 cm lange, med afrundede skæl. De modnes omkring 18 måneder efter befrugtning.

Denne art, opdelt i 5 eller 6 underarter, er udbredt gennem det sydlige Europa, fra den Iberiske Halvø til Tyrkiet og Krim-halvøen, samt i de højere dele af Atlasbjergene i Marokko og Algeriet. Den vokser normalt op til højder omkring 1600 m, men kan undertiden træffes op til 2000 m.

 

 

Åben skov af østrigsk fyr, Passo delle Erbe (Börz Würzjoch), Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel østrigsk fyr, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. På klippen vokser rustbladet alperose (Rhododendron ferrugineum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plantaginaceae Vejbredfamilien
En familie med omkring 90 slægter og ca. 1700 arter af urter og buske, udbredt over det meste af kloden. Mange af arterne var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Chaenorhinum Torskemund
Antallet af arter i denne slægt er omdiskuteret. Kew Gardens i London accepterer 25 arter, hjemmehørende i størstedelen af Europa mod øst til Kazakhstan, samt i Nordafrika, Mellemøsten mod øst til Pakistan, på den Arabiske Halvø og i Somalia. Andre kilder angiver kun 4 arter, som er hjemmehørende omkring Middelhavet og i Tyrkiet. Disse planter vokser oftest i tørre, stenede områder samt i nedfalden ur.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khaino (‘jeg gaber’) og rhinos (‘næse’), hvilket sigter til det åbne svælg og den ret korte spore hos disse arter.

 

Chaenorhinum origanifolium Merianbladet torskemund
Stænglen er op til 40 cm lang, opret, opstigende eller krybende, ugrenet eller grenet fra grunden, normalt glat forneden, tæt kirtelhåret foroven, hvilket giver de ellers rødlige stængler et hvidligt skær. Bladene er kortstilkede, variable i form, fra afrundede til lancetformede, op til 2,3 cm lange og 1,3 cm brede. Blomsterstanden er endestillet, åben, med 2-25 langstilkede blomster, bægerblade linje- eller spatelformede, grønne eller let purpurfarvede, tæt kirtelhårede, kronen 5-fliget, til 2 cm lang, violet med gult svælg og en hvid plet med violette striber på den nedre læbe, spore lige, kort.

Denne plante er udbredt i den nordlige del af den Iberiske Halvø, i Pyrenæerne samt på de Baleariske Øer, især voksende på kalkholdig grund i klippefyldt terræn, samt på stengærder. I Pyrenæerne træffes den op til omkring 2600 meters højde.

 

 

Merianbladet torskemund, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Digitalis Fingerbøl
Fingerbøl er en slægt på omkring 20 arter, som er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, samt det vestlige og centrale Asien. Disse planter var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin digitus (’finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form hos almindelig fingerbøl (D. purpurea). Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil (som betyder ’opsvulmet munke-penis’) sigter til de mørke prikker indvendigt i blomsten, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse. Den medicinske anvendelse af denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Digitalis grandiflora Storblomstret fingerbøl
Stænglen hos denne statelige plante, som kan blive indtil 1,2 m høj, opret, ugrenet, dunet, med mange blade, ustilkede, linjeformede, dunede, især på undersiden, tilspidsede, grundblade op til 25 cm lange og 5 cm brede, gradvis mindre op ad stænglen. Blomsterstanden er en endestillet klase, normalt ensidig, med op til 25 stilkede, nikkende, kirtelhårede blomster, indtil 4 cm lange, bleggule med et netagtigt mønster af brune prikker indvendigt, for enden 4 flige, hvoraf de to sideflige er mindre.

Arten er vidt udbredt i europæiske bjergegne, bl.a. Pyrenæerne, det franske Massif Central, Ardennerne, Vogeserne, Jura-bjergene, Schwarzwald, Alperne, Karpaterne, de Dinariske Alper, samt bjerge på Balkan, men vokser også i lavere højder i Østeuropa, Tyrkiet og det vestlige Sibirien. Den træffes i skove og åbne områder op til omkring 2000 meters højde.

Det latinske artsnavn betyder ‘storblomstret’.

 

 

Storblomstret fingerbøl, Col de la Madelaine, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret fingerbøl, Vitranc, nær Kranjska Gora, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser den ensidige blomsterstand, Gosausee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Globularia Kugleblomst
Denne slægt omfatter omkring 22 arter af stedsegrønne dværgbuske, som danner tætte måtter. De er vildtvoksende i det centrale og sydlige Europa, Nordafrika og de sydvestlige dele af Asien. Som både slægtsnavnet og det danske navn antyder, er blomsterstandene kugleformede, og blomsternes farve varierer fra blå til purpurfarvet, violet, lyserød eller hvid.

Tidligere udgjorde disse planter en særskilt familie, Globulariaceae.

 

Globularia cordifolia Hjertebladet kugleblomst
Udbredelsen af denne art omfatter europæiske bjerge, fra Pyrenæerne og Jura-bjergene via Alperne til Balkan. Den træffes i højder op til omkring 2200 m.

Denne dværgbusk, der sjældent bliver over 10 cm høj, kan kendes på de mørkt purpurfarvede stængler. Bladene sidder i roset, lancetformede eller aflange med kileformet til omvendt hjerteformet basis, sjældent over 3 cm, af og til op til 7 cm lange, spidsen afrundet med et indhak. Stænglen er bladløs, til tider med et par skælagtige blade. Den endestillede blomsterstand er et tæt, halvkugleformet hoved med en diameter omkring 1,2 cm, somme tider op til 2 cm, blegblå eller purpurblå.

Trods det videnskabelige slægtsnavn, afledt af latin cor (‘hjerte’) og folium (‘blad’), samt det danske navn, er bladene ikke udpræget hjerteformede, snarere aflangt spatelformede.

 

 

Hjertebladet kugleblomst, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. Planten t.h. er rypelyng (Dryas octopetala). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Globularia nudicaulis Nøgenstænglet kugleblomst
Denne plante er udbredt i Pyrenæerne og Alperne, hvor den vokser i græsklædte og klippefyldte områder op til omkring 2500 meters højde.

Som både det latinske artsnavn og det danske navn fortæller, har denne plante bladløse stængler, som kan nå en højde af ca. 25 cm. Grundbladene er meget større end hos foregående art, idet de er indtil 10 cm lange, undertiden 15 cm. Blomsterstandene er også større, indtil 2,5 cm i diameter.

 

 

Nøgenstænglet kugleblomst, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Linaria Torskemund
Denne slægt, der omfatter omkring 185 arter, er vidt udbredt i subarktiske og tempererede regioner af den Gamle Verden. Mange arter er også blevet forvildet andre steder, specielt i Nordamerika. Disse planter er karakteriseret ved deres blomster, som har et vidtåbent svælg (heraf det danske navn), samt en lang spore.

Slægtsnavnet er afledt af latin linum (‘hør’), således ‘ligner hør’, hvilket hentyder til bladene hos nogle arter, der overfladisk minder om bladene af hør.

 

Linaria alpina Alpe-torskemund
En lav plante, normalt under 10, undertiden op til 15 cm høj, med krybende eller opstigende, glatte, purpurfarvede stængler, blade små, siddende i 3-4 kranse op ad stænglen, smalt lancetformede, noget kødfulde, glatte, blågrønne, til 1,5 cm lange. Blomsterstanden er en kort endestillet klase med 3-10, somme tider op til 15 purpurfarvede blomster med en opsvulmet nedre læbe, hvorpå der er to hvide striber samt en safrangul, håret plet. Undertiden træffes planter med gule eller hvide blomster. Sporen er næsten så lang som resten af blomsten.

Arten er vidt udbredt i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, fra den Iberiske Halvø og Pyrenæerne mod øst via Jura-bjergene, Alperne og den centrale del af Apenninerne til Balkan. Den vokser i grus og blandt klipper, hovedsagelig på kalkholdig bund, i højder mellem 2000 og 4200 m.

 

 

Alpe-torskemund, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Linaria supina Pyrenæisk torskemund
Stængel krybende eller opstigende, til 30, somme tider 40 cm høj, ugrenet eller grenet, blade linjeformede eller smalt spatelformede, de nedre spredte eller i kranse med 3-6 blade, de øvre sædvanligvis spredte, indtil 3,2 cm lange og 5 mm brede. Blomsterstanden er en tæt klynge med 5-25 kortstilkede blomster, bæger kirtelhåret, bægerblade uens, kronen indtil 2,5 cm lang (uden sporen), bleggule med æggegul, opsvulmet nedre læbe, som har to kamme, sporen smal, buet, op til 2 cm lang, med talrige purpurfarvede længdegående striber.

Denne art findes i Pyrenæerne, på den Iberiske Halvø og Korsika, samt i Italien og Nordafrika. Den vokser blandt klipper, på skråninger, i klitter, græsgange og brakmarker, på kalkholdig såvel som sur jordbund, fra havniveau op til omkring 2600 meters højde.

 

 

Pyrenæisk torskemund, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paederota Læbeærenpris
Antallet af arter i denne slægt omdiskuteres. Den rummer en enkelt eller to arter, udbredt i den østlige del af Alperne, samt på Balkan.

 

Paederota bonarota Blå læbeærenpris
Stængel opret eller opstigende, ugrenet, indtil 15 cm lang, blade modsatte, ovale, en smule læderagtige. Op til 3 cm lange og 2 cm brede, afrundede i spidsen, tandede og tæt kirtelhårede langs randen. Blomsterstanden er en endestillet, nikkende klase, dækblade purpurfarvede, meget smalle tæt behårede, kronen mørkeblå eller purpurblå, sjældent lyserød, indtil 1,5 cm lang, med udragende griffel og støvdragere.

Denne art har en spredt forekomst i et ret lille område i den østlige del af Alperne, i det nordøstlige Italien, Østrig og det nordlige Slovenien. Den forekommer kun i områder med mineralet dolomit, normalt i højder mellem 1500 og 2600 m.

 

 

Blå læbeærenpris, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paederota lutea Gul læbeærenpris
<