Træsnit

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På mine rejser er jeg ofte stødt på træsnit af forskellig observans. Et udvalg ses nedenfor, ordnet alfabetisk efter landenavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark og andre steder har kunstnere udskåret figurer i mange af de døde elme.

 

 

 

 

 

 

 

Disse væsener er på størrelse med 8-10 års børn, går klædt i bondetøj og bærer røde eller grå hatte. De er normalt skikkelige og hæderlige, passer deres og har ofte samlet mange rigdomme. Hvis de låner noget af deres menneske-naboer, kan disse være sikre på at få betalt godt tilbage. Ved første øjekast ligner det godt nok sten eller hestepærer, men vent bare! Skulle man derimod komme uhæderligt til noget af deres guld, kan man være sikker på, at det bliver forvandlet til værdiløst ragelse.

 

 

 

 

 

Slattenpatten røver fra menneskene om natten, men ridser man et kors i brød og andet bagværk, kan hun ikke stjæle det. Bliver man forfulgt af hende, kan man undslippe ved at løbe over markerne på tværs af plovfurerne. Slattenpatten kan kun løbe på langs af furerne, når de er pløjet med stålplov, for som andre underjordiske kan hun ikke døje stål. Man kan også springe over en å eller en bæk, for hun bryder sig heller ikke om rindende vand. (Kilde: Evald Tang Kristensen 1893. Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde, bd. 2)

 

 

 

 

 

På billedet nedenfor ses en træudskæring i Højerup Kirke, Stevns Klint, som sandsynligvis er inspireret af den kinesiske mytologi, idet den viser to væsener, der ligner en blanding af drage og feng-huang.

Disse væsener er indgående behandlet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I mange år blev den newzealandske høgeugle (Ninox novaeseelandiae), der lokalt kaldes for morepork eller ruru, betragtet som samme art som australsk høgeugle (Ninox boobook), men i 1999 blev det besluttet, at bestandene på Tasmanien og i New Zealand adskilte sig tilstrækkeligt fra bestandene på fastlandet til at danne en særskilt art. Genetisk forskning af denne slægt kan resultere i, at de tasmanske og newzealandske bestande i fremtiden bliver opsplittet i to arter.

Den newzealandske høgeugle blev nævnt allerede af den engelske læge og naturhistoriker John Latham (1740-1837) i hans værk A General Synopsis of Birds (1781-1801), men han gav den ikke et binominært navn. Arten blev formelt beskrevet i 1788 af den tyske naturhistoriker Johann Friedrich Gmelin (1748-1804).

Navnene morepork og ruru er onomatopoietiske, idet de efterligner denne ugles distinkte to-tonede tuden.

 

 

 

 

 

Viftehaler er vidt udbredt, fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Filippinerne og den vestlige del af Stillehavet, og mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien og New Zealand.

Som dens navn siger, findes newzealandsk viftehale (Rhipidura fuliginosa) kun i New Zealand, hvor den stedvis er meget almindelig. Denne art er yderst tillidsfuld og fistrer ofte rundt foran éns ansigt for at fange insekter. Den er fortrinsvis grå, hvid og brunlig, men er meget variabel, og den forekommer også i en mørk form, der undertiden kaldes for sort viftehale.

På Maoriernes sprog kaldes newzealandsk viftehale for piwakawaka. Den er gudernes tjener, som bringer død eller budskab om død til folket. Dens fremstående øjne og uregelmæssige flugtform skyldes, at den blev klemt af helten Maui, fordi den ikke ville fortælle, hvor han kunne finde sit mødrene ophav, ildguden Mahuika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Budai betragtes normalt som en inkarnation af Maitreya, den ’Fremtidige Buddha’, som i tidens fylde vil vende tilbage til Jorden og frelse menneskeheden. Ordet budai betyder ’bomuldssæk’. Dette navn har han fået, da han ofte ses bære en sådan over skulderen. Spørger man ham, hvorfor han bærer på den sæk, smiler han blot og slynger den til jorden, hvilket antyder, at du bør lade alle ønsker fare – det endelige mål for alle buddhister.

 

 

 

 

 

På trods af Damos advarsel fortalte Song Yun kejseren, at han havde mødt ham, hvortil kejseren svarede, at han allerede var død og begravet, hvorefter han lod Song Yun arrestere for at lyve. Da de ankom til Shaolin-klostret, fortalte munkene dem, at Damo var begravet i en bakke bag templet. Da graven blev åbnet, indeholdt kisten kun en enkelt sandal. Munkene udbrød: ”Mester er draget hjem,” hvorefter de lavede bedefald tre gange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amerikansk stor hornugle (Bubo virginianus), også kaldt Virginiaugle, har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Alaska og det nordlige Canada mod syd gennem hele USA til det sydlige Mexico og Guatemala, samt i to separate områder i Sydamerika, fra Columbia mod øst til det nordøstlige Brasilien, og endvidere syd for Amazon-bækkenet, fra det østlige Peru mod øst til Atlanterhavet og derfra mod syd til det nordøstlige Argentina.

En anden amerikansk fugl, stor blåhejre (Ardea herodias), er også vidt udbredt, idet den findes fra Alaska mod syd til den nordvestligste del af Sydamerika.