Fugle på det Indiske Subkontinent

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familier, slægter og arter omtales i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger langt overvejende IOC World Bird List (worldbirdnames.org), mens etymologien ofte er hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Som det fremgår af de fleste billeder nedenfor, holder jeg af at vise fuglene i deres naturlige omgivelser, eller studier af deres adfærd.

Finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for høge, afledt af accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kastanjefarvet’, hvilket sigter til tværstriberne på brystet. Det danske navn kommer af hindi shikari (‘jæger’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev fugle i det sydlige Spanien og Portugal betragtet som en underart af kejserørnen, men anses nu for at være en selvstændig art, spansk kejserørn (A. adalberti).

Artsnavnet er afledt af oldgræsk heliakos (‘som hører solen til’), af helios (‘sol’), eller heleios, en slags rovfugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev arten i 1833 efter at have nedlagt et individ i Nepal. Formodentlig troede han, at det drejede sig om en lokal art.

 

 

 

 

 

I nogle dragter minder denne art meget om steppeørn (ovenfor), men den gule næbvig hos denne strækker sig til den bageste del af øjet, mens den hos rovørn kun strækker sig til midten af øjet. Man skal dog være ret tæt på fuglen for at kunne se forskellen.

Det latinske artsnavn er afledt af rapere (‘at gribe’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (B. buteo). Ordet våge kommer af oldnordisk vakr, måske afledt af litauisk vanagas (‘høg’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden-rødlig’, hvilket hentyder til fjerdragten, der overvejende er rødbrun.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirkos, en slags høg, i denne forbindelse associeret med kærhøge (Circus); samt aetos (‘ørn’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Gallien’, et udtryk, som i Romertiden dækkede over det meste af Vesteuropa.

 

 

 

 

 

På oldgræsk var klangos en alternativ form af plankos, som var navnet på en slags ørn. På klassisk latin kunne clango bl.a. betyde ‘jeg skriger’. Altså kan slægtsnavnet oversættes til ‘den skrigende ørn’.

 

Den yngler fra Østeuropa mod øst gennem taiga-bæltet til det nordøstlige Kina og Ussuriland (det sydøstlige Sibirien). Arten er trækfugl, som overvintrer i Sydeuropa, det nordøstlige Afrika, Arabien, Mellemøsten, den nordlige del af det Indiske Subkontinent, Indokina, samt det østlige Kina.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af elanos, det oldgræske ord for glente.

 

Artsnavnet er afledt af latin caelum (‘himmel’), samt en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille himmel’, dvs. med farve som himlen, altså ‘himmelblå’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

 

 

 

 

 

Siden 1980’erne er bestanden af gribbe på det Indiske Subkontinent blevet voldsomt decimeret på grund af forgiftning med diclofenac, et veterinær-produkt, som er meget anvendt til behandling af kvægsygdomme. Forskning har påvist, at når gribbene æder af kvægkadavere, vil diclofenac ødelægge deres nyrer. I 2006 proklamerede den indiske regering et forbud mod anvendelse af diclofenac. Et andet produkt, meloxicam, som synes at være et godt substitut for diclofenac, er harmløst for gribbene. Det er imidlertid dyrere end diclofenac, og forbuddet har ikke haft megen effekt, da det stort set ignoreres, sandsynligvis af korrupte embedsmænd, som tjener penge på distributionen af diclofenac.

Siden 2016 har man påbegyndt udsættelse af fangenskabsfugle i vild natur, fortrinsvis i reservater, hvor diclofenac ikke forekommer.

De afrikanske gribbe er også aftaget dramatisk i de senere år. Mere herom findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i 1788, da den tyske naturhistoriker Johann Friedrich Gmelin (1748-1804) beskrev fuglen, dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hali (’tilknyttet hav’) og aetos (‘ørn’), et navn, som var møntet på den europæiske havørn (H. albicilla). En del af de øvrige arter lever ved ferskvandsområder langt fra havet.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’).

Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Ichthyophaga, sammen med lille flodørn (H. humilis).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og koryphe (‘isse’).

Det danske navn hædrer den preussiske naturhistoriker, etnograf og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811), som i 1767 blev inviteret til Rusland af Katarina d. 2., hvor han fik et professorat på det videnskabelige akademi i Sankt Petersborg. Mellem 1768 og 1774 ledede han en ekspedition til det Kaspiske Hav, Ural-bjergene, Altai-bjergene, Baikal-søen, samt det øvre løb af Amur-floden. Hans arbejder fra denne ekspedition blev offentliggjort i 3 bind 1771-76 med titlen Reise durch verschiedene Provinzen des Russischen Reichs (‘Rejse gennem forskellige provinser i det Russiske Rige’).

I 1793-94 ledede Pallas endnu en ekspedition, som gik til det sydlige Rusland, til Krim, Sortehavet, det Kaspiske Hav, samt Kaukasus-bjergene. Hans rapport fra denne ekspedition blev publiceret 1799-1801 med titlen Bemerkungen auf einer Reise in die Südlichen Statthalterschaften des Russischen Reichs (‘Noter fra en rejse til de sydlige hertugdømmer i det Russiske Rige’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hali (‘som hører havet til’), samt latin astur (‘høg’).

 

Brahminglenten er hellig for hinduer, hvilket afspejles af det danske navn, som hentyder til den højeste hindukaste, Brahminerne. I den hinduistiske mytologi kaldes den for Garuda, ‘fuglenes konge’, og er ganger for den mægtige gud Vishnu. På Tamil er den kendt som Krishna parunthu (‘Krishnas ørn’). Krishna er en avatar (inkarnation) af Vishnu (mere herom findes på siden Religion: Hinduisme).

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ret blege underart govinda er udbredt fra det østlige Pakistan mod øst gennem varmere egne af Indien og Sri Lanka til Indokina og Malakka-halvøen. Den observeres ofte i byområder. I højereliggende egne af Himalaya erstattes den af underarten lineatus, som er vidt udbredt i Centralasien og Fjernøsten.

Artsnavnet er afledt af latin migrare (‘at vandre’), hvilket sigter til, at de nordligste bestande er trækfugle.

Underartsnavnet govinda hentyder til den hinduistiske gud Krishna, en avatar (inkarnation) af den mægtige gud Vishnu. Det fortælles, at Krishna overtalte folk, der boede neden for bjerget Govardhana, til at tilbede bjerget i stedet for regnguden Indra, da han mente, at det var bjerget snarere end guden, der forsynede dem med næringsmidler. Indra blev rasende, da folkene ikke længere tilbad ham, og som straf sendte han en voldsom regnbyge for at drukne mennesker og kvæg. Krishna beskyttede dem imidlertid ved at hæve bjerget, så de kunne søge ly under det. Indra anerkendte Krishnas overlegenhed og gav ham tilnavnet Govinda, som betyder ‘beskytteren af kvæg’.

Krishna og andre hinduguder er grundigt omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

Der anerkendes p.t. 3 underarter, nominatformen i det nordligste udbredelsesområde, samt Afrika, som har et overvejende gråt næb, indiske fugle af racen ginginianus med gult næb, og endelig en særskilt, større underart, majorensis, på de østligste af Kanarieøerne.

Arten lever i åbent terræn, hvor den yngler på klippehylder, sjældnere i træer. Foruden at æde ådsler træffes den ofte på lossepladser, og den er også i stand til at fange mindre pattedyr, fugle og krybdyr. Den er blandt de få fugle, som anvender redskaber. Æg af andre fugle, som er for store til at blive knust med næbbet, smadres itu ved at kaste sten på dem med næbbet.

Ådselgribben er i tilbagegang i store dele af udbredelsesområdet på grund af ødelæggelse af levesteder, jagt, forgiftning samt sammenstød med elledninger.

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Neophron og Aegypius var to unge mænd, som var gode venner, men Neophron blev oprørt over, at hans moder Timandra havde en affære med Aegypius. For at straffe Aegypius gjorde Neophron tilnærmelser til Aegypius’ moder Bulis. Det lykkedes, og han fik Bulis til at gå ind i et mørkt værelse, hvor hans moder og Aegypius snart skulle mødes. Derpå distraherede Neophron sin moder, hvorimod han fik Aegypius til at gå ind i værelset, hvor han elskede med sin egen moder. Da Bulis opdagede det, rev hun øjnene ud på sin søn, hvorefter hun begik selvmord. Aegypius bad Zeus om hævn, men i stedet forandrede guden begge de unge mænd til gribbe som straf for deres handlinger.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk perknos (‘af mørk farve’) og pteron (‘vinge’).

I Oldtidens Egypten var fuglen hellig, tilegnet månegudinden Isis, og da den var beskyttet gennem en faraonisk lov, var den så almindelig i byens gader, at den fik øgenavnet faraos høne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk, af navnet Nisos, samt aetos (‘ørn’). Nisos var en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

 

Den endemiske Sri Lanka-race ceylanensis har en proportionelt længere top end de øvrige underarter, op til 10 cm lang.

Artsnavnet er afledt af latin cirrus (‘slyngtråd’), således ‘med slyngtråde’, hvilket sigter til den lange top, der ofte ser ud, som om den er snoet.

Tidligere blev denne art anset for at være to særskilte arter, lysbuget høgeørn (underarterne cirrhatus og ceylanensis i det sydlige Indien og Sri Lanka), samt mørk høgeørn (underarterne limnaeetus, andamanensis og vanheurni). Nogle autoriteter betragter dem stadig som to arter.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pernes, et ord anvendt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en rovfugl. Det danske navn sigter til, at en betydelig del af disse fugles føde består af bikager og hvepselarver, som fuglen graver ud.

 

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med fjerklædt næb’, afledt af ptilon (‘fjer’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

Den er det eneste medlem af slægten, men er nært beslægtet med den afrikanske øregrib (Torgos tracheliotos), som er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sarx (‘kød’) og gyps (‘grib’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘skaldet’, hvilket hentyder til artens nøgne røde hoved.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og ornis (‘fugl’), givet med henblik på de hvide pletter på bryst og vinger hos toppet slangeørn (nedenfor).

 

Artsnavnet er afledt af Hindi-ordet cheel (‘høg’ eller ‘glente’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer James Bruce, 8. jarl af Elgin (1811-63), som var generalguvernør i Indien 1860-63.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn hentyder sandsynligvis til artens fine sang, afledt af latin gula (‘strube’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk ammos (‘sand’) og manes (‘holde meget af’), fra mania (‘passion’), hvilket sigter til, at disse fugle fortrinsvis lever i sandede områder.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rød’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk eremos (‘ørken’) og pteron (‘vinge’), dvs. ‘ørkenfugle’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grå’, hvilket hentyder til fuglens dominerende farve.

 

 

 

 

 

 

 

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

Artens engelske navn er Jerdon’s bush-lark, som blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), der beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos den almindelige isfugl (nedenfor), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for isfugle.

 

Der er tre mulige forklaringer til artsnavnet, alle fra den græske mytologi. 1) En smuk, rigt klædt indisk yngling, søn af Limniace, nymfe i Ganges. 2) En smuk ung kvinde fra Lesbos, yndling af den kvindelige digter Sappho (ca. 630-570 f.Kr.). 3) En prinsesse fra Athen, datter af Kong Kranaus og hans hustru Pedias. Jobling (2010) fremhæver den indiske yngling.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kerylos, en uidentificeret fugl, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere. Fuglen var sandsynligvis mytisk og forbundet med halkyon (se slægten Halcyon nedenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘fræk’ eller ‘ukultiveret’. Dette underlige navn blev givet af den svenske naturhistoriker Fredrik Hasselquist (1722-1752), som sandsynligvis forvekslede det latinske ord hispida (‘isfugl’) med hispidus (‘grov’ eller ‘ukultiveret’).

Artens officielle danske navn er gråfisker, hvilket jeg finder uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så jeg foretrækker navnet broget isfugl, som er langt mere dækkende.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn Halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens Halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse Halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med kalot’, afledt af pileus (‘kalot’).

 

 

 

 

 

Dens navn hentyder til Oldtidens græske by Smyrna, nu kaldt Izmir, beliggende ved vestkysten af nutidens Tyrkiet. Oprindeligt navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl Alcedo smyrnensis, idet han henviste til værket A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) af den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742), som rummer en beskrivelse og en afbildning af Smirna-isfuglen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af slægtsnavnet Todus (todier, små amerikanske fugle, der minder om isfugle), samt oldgræsk rhamphos (‘næb’), altså ‘med næb som todier’.

 

Artsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk khloros (‘grøn’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ænder.

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skarpt tilspidset’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens lange, spidse hale.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk poikilos (‘broget’ eller ‘plettet’) og rhynkhos (‘næb’).

Kinesisk pletnæbbet and er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for gås.

 

I mange lande yngler den nu i byparker, hvor den ofte er bemærkelsesværdigt tillidsfuld – ja, den kan endog somme tider vise truende adfærd mod mennesker (se mere herom på siden Dyreliv: Byens dyreliv).

Om vinteren forekommer den i Europa, det nordvestlige Afrika og Mellemøsten, samt fra Afghanistan i et bælte gennem den nordlige del af det Indiske Subkontinent og Indokina til det østlige Kina.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aithyia, en uidentificeret havfugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vildt’, afledt af ferus (‘vild’, i betydningen ‘utæmmet”). Det danske navn sigter til, at arten er en god spise, afledt af taffel (‘et veldækket bord’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kyknos (‘svane’), hvilket sigter til, at disse ænder ofte yngler i hule træer, samt til deres ret lange hals. Kaldet hos nogle medlemmer er klare fløjtelyde, hvilket er årsagen til det engelske navn whistling-duck (‘fløjteand’).

 

Artsnavnet hentyder til den indonesiske ø Java. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘and’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden-rød’, afledt af rufus (‘rødbrun’), hvilket sigter til hannens fantastiske hovedfarve.

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse fugle for pygmy geese (‘pygmægæs’), selvom genetisk forskning antyder, at de er nærmere beslægtet med svømmeænder end med gæs. Navnet skyldes arternes korte, gåse-lignende næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk netta (‘and’) og pous (‘fod’), Det lader til, at den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-79), der oprettede slægten i 1836, betragtede disse fugle som en slags små gæs på grund af deres korte næb, men samtidig mente, at de besad fødder og krop som en and.

 

Artsnavnet hentyder til Coromandel-kysten, som ligger i den nuværende delstat Karnataka. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af oldgræsk sarx (‘kød’ eller ‘krop’) samt ornis (‘fugl’), hvilket måske sigter til fuglens kompakte krop. Artsnavnet kommer ligeledes af græsk, af melas (‘sort’) og noton (‘ryg’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skjold-bærende’, hvilket sigter til det brede, flade næb.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af tadorne, det franske navn på den almindelige gravand (T. tadorna). Navnet har muligvis keltiske rødder og betyder ‘broget vandfugl’. Det danske navn hentyder til, at disse fugle yngler i gamle rævegrave og andre hulheder i jorden.

 

Denne arts hovedudbredelse er i Centralasien, med ynglebestande gennem Mellemøsten til Sydøsteuropa og isolerede populationer i det nordvestlige Afrika og Ethiopiens højland. Den er meget almindelig på den tibetanske højslette.

Den overvintrer i lavlandet i det nordlige Afrika, Ethiopien, Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, det nordlige Indokina samt det sydlige Kina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (nedenfor), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae). Den amerikanske slangehalsfugl (A. anhinga) lever i den Nye Verden.

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Fiskeri.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’.

Andre billeder af arten er bragt på siderne Fiskeri, Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

I Amerika erstattes den af den lignende, men lidt større stor blåhejre (A. herodias), som er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘af mellemstørrelse’, dvs. mellem de ligeledes hvide arter sølvhejre (Ardea alba) og silkehejre (Egretta garzetta, nedenfor).

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

Artsnavnet hædrer den britiske zoolog John Edward Gray (1800-1875), som var inspektør på den naturhistoriske afdeling af British Museum i London 1840-1874, indtil den blev splittet ud og kaldt for The Natural History Museum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er uforståelig. Jeg foretrækker at betragte alle kohejrer som én og samme art.

Mange andre billeder af kohejre findes på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

 

 

 

 

 

 

 

I historisk tid er 4 andre arter af slægten uddøde. De var alle begrænset til små øer i Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

Arten har en fremtrædende rolle i den klassiske japanske folklore, hvor den kaldes for Goi-sagi, af goi (‘5. rang’) og sagi (‘hejre’). Ifølge sagnet beordrede den magtfulde kejser Daigo, som regerede 897-930 e.Kr., en af sine vasaler at fange en nathejre. Da hejren hørte om den kejserlige befaling, lod den sig straks indfange. Kejseren var tilfreds med, at hejren havde fastslået hans magt over naturen såvel som mennesket, og han tildelte den titlen ‘hejrernes konge’ samt en position i 5. rang ved det kejserlige hof. Derpå blev den løsladt uskadt. (Kilde: Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige familienavn, samt navnet på typeslægten Buceros, er afledt af græsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand. Hannens ‘horn’ er større end hunnens.

En række arter er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’ eller ‘spids’) samt keras (‘horn’).

 

Artsnavnet er afledt af latin bi (to) og rostrum (‘næb’), hvilket sigter til det lille ‘horn’ på overnæbbet, som med lidt fantasi kan ligne et ekstra næb.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grå’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aisakos. I den græske mytologi var Æsakus en prins af Troja, som blev forvandlet til en uidentificeret fugl. Der findes to versioner af myten. Ifølge den første forårsagede Æsakus nymfen Hesperies død, hvorefter han begik selvmord for at tilbringe evigheden sammen med hende. Han blev forvandlet til en langhalset og langbenet kystfugl. I en anden version blev han gift med Sterope, som døde ung. Han sørgede så meget over hendes død, at han kastede sig i havet og blev forvandlet til en skarv. (Kilde: Jobling, 2010)

 

Artsnavnet er afledt af latin recurvus (’tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’). Den øvre næbhalvdel er lige, mens den nedre er buet, hvilket kan give det indtryk, at næbbet er opadbøjet.

 

 

 

 

 

 

Mange af arterne har strålende farver, hannerne overvejende røde og sorte, hunnerne gule og sorte. Nogle arter er vist på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Bagan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peri (‘meget’ eller ‘overalt’) samt krokotos (‘gylden’). Type-eksemplaret må have været en hun!

Ordet minivet er af ukendt oprindelse.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kinnamon (‘kanel’), således ‘kanel-farvet’.

 

 

 

 

 

Den blev tidligere regnet som en underart af skarlagenminivet, der i dag kaldes for P. speciosus.

 

 

 

 

 

 

I gamle dage blev disse fugle ofte kaldt for gedemalkere, da det var en udbredt overtro, at de sugede mælk af geder om natten. Denne overtro kan dateres tilbage til den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.), som kaldte disse fugle for caprimulgus, afledt af capra (‘hunged’) og mulgere (‘at malke’). Han skrev: “De, som kaldes gedemalkere, der minder om en ret stor solsort, er nattetyve. De flyver ind i gedehyrdernes stalde, hvor de sætter sig på gedernes yver for at suge mælk, hvilket skader yveret og får det til at skrumpe ind, og gederne, som er blevet malket på denne måde, bliver gradvis blinde.”

I 1758 blev navnet caprimulgus adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den europæiske natravn Caprimulgus europaeus. På tysk kaldes natravne stadig for Ziegenmelker.

 

Artsnavnet hentyder til Mahratta, i dag kaldt for Maharashtra, i det centrale Indien. Dette er sært, da fuglen ikke skulle forekomme så langt mod syd. På engelsk kaldes den for Sykes’s nightjar, givet til ære for den britiske oberst og naturhistoriker William Henry Sykes (1790-1872), der gjorde tjeneste i Indien.

 

 

 

 

 

 

Strandhjejlen er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig-brun’, hvilket sigter til fuglens sommerdragt.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det sydøstlige Tyrkiet gennem Irak og Iran til det Indiske Subkontinent og Indokina.

På singalesisk kaldes fuglen for kirala. Den figurerer i titlen på romanen Call of the kirala, af den srilankanske forfatter James Shedden-Goonewardene (1921-97), Hansa Publishers Limited, Colombo, 1971. I parentes bemærket er hans navn stavet Goonawardene på bogens omslag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Malabar-kysten i det sydvestlige Indien, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Familie- og slægtsnavn er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og opsis (‘fremtoning’).

 

Den blev førhen regnet som en underart af den mere udbredte blåvingede bladfugl (dengang kaldt for C. cochinchinensis), men adskiller sig på flere punkter, bl.a. mangler den sidstnævnte arts blå svingfjer. Efter en række genetiske undersøgelser er C. cochinchinensis blevet opdelt i 3 særskilte arter.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), som beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anastomoo (‘udstyret med en mund’), hvilket i denne forbindelse betyder ‘med munden vidt åben’.

 

Da briterne regerede i Indien, skød jægere ofte denne art, som de kaldte for ‘beef-steak bird’, et udtryk, der også blev anvendt for uldhalset stork (nedenfor).

Artsnavnet er afledt af latin oscitare (‘at gabe’), hvilket naturligvis hentyder til næbbet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stork.

 

Tidligere blev afrikanske fugle regnet for en underart, microscelis, men i dag betragter et antal autoriteter disse fugle som en særskilt art, afrikansk uldhalset stork (C. microscelis), udelukkende baseret på geografisk adskillelse, hvilket virker besynderligt, da mange andre fuglearter findes i tropiske egne af begge kontinenter uden at blive regnet for selvstændige arter.

Da briterne regerede i Indien, skød jægere ofte denne art, som de kaldte for ‘beef-steak bird’, et udtryk, der også blev anvendt for gabenæbsstork (ovenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘biskop’, hvilket sigter til den hvide ‘krave’, som står i stærk kontrast til den iøvrigt mørke fjerdragt, i lighed med en biskops dragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er karakteriseret ved, at han og hun har forskellig iris-farve, hunnens er gul, mens hannens er sort eller mørkebrun.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule, saddelformede skjold på næbbet hos saddelnæbsstorken.

 

Billederne nedenfor er alle fra Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, hvor der som regel er 5-6 par af denne art tilstede, med undtagelse af meget tørre perioder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’ eller ‘slank’) samt ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de yderst få fjer på disse fugles hoved.

Marabustorken er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

På assamesisk kaldes fuglen for hargila, afledt af har (‘knogle’) og gila (‘den som sluger’). Da den ofte fouragerer på lossepladser, betragtes den som uren og lades for det meste i fred, skønt den somme tider nedlægges, da dens kød anvendes i den lokale folkemedicin.

I bogen A General Synopsis of Birds (1781-1802) inkluderede den britiske læge og naturhistoriker John Latham (1740-1837) denne fugl, idet han kaldte den for ‘den gigantiske trane’ og bemærkede, at “fuglen her omtalt synes at tilhøre hejre-gruppen, og den er meget stor.” Latham baserede sin beskrivelse på den beskrivelse, som den britiske kirurg Edward Ives (1719-86) havde givet i bogen A Voyage from England to India (1773). I Supplement to the General Synopsis of Birds (1787) inkluderede Latham en farveplanche af fuglen, baseret på en tegning i en samling tilhørende den britiske naturhistoriker Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

Baseret på Lathams beskrivelse blev arten i 1789 navngivet Ardea dubia (‘den tvivlsomme hejre’) af den tyske naturhistoriker Johann Friedrich Gmelin (1748-1804), som tilsyneladende havde sine tvivl, om fuglen nu var en hejre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Vietnam, og derfra mod syd til Indonesien, med den største bestand i Cambodia. Den lever især i vådområder, og i modsætning til stor adjudant og marabustork ses den ikke ofte omkring landsbyer.

Et portræt af denne art vises på siden Portrætter. Den ses også på et billede ovenfor af stor adjudant.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Artens officielle danske navn er indisk skovstork, men navnet rosenstork er langt mere beskrivende, idet det hentyder til fuglens karakteristiske rosafarvede tertialer. Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orthotomeo (‘at skære lige’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den måde, som disse fugles rede er konstrueret på. Kanterne af et stort blad gennembores med næbbet, hvorpå de ‘syes’ sammen med plantefibre eller edderkoppespind, hvorved der dannes en ‘pose’, i hvilken den egentlige rede, der består af græs, bygges.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lavet af en skomager’, afledt af suere (‘at sy’).

Skrædderfuglen spiller en betydelig rolle i den herlige novelle Rikki-Tikki-Tavi, der beretter, hvordan et indisk desmerdyr (Urva edwardsii) rydder en have for farlige cobraer (Naja naja). Denne fortælling er inkluderet i den berømte Junglebogen (1894) af den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936). I fortællingen hedder skrædderfuglen Darzee, hvilket hentyder til et af artens kald, gengivet som whee-whee.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin cinereus (‘askefarvet’) og capillus (‘hovedhår’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin in (‘ikke’) og ornatus (‘udsmykket’), hvilket sigter til fuglens jævnt brunlige fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khalkos (‘bronze’) og phaps (‘due’), hvilket sigter til, at alle 3 arter har mere eller mindre bronzefarvede vinger.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Arten blev imidlertid tæmmet på et meget tidligt tidspunkt og er siden blevet bragt til næsten enhver plet på planeten. Med tiden er der opstået over 1000 racer eller former. I talrige byer verden rundt er fugle undsluppet og har dannet kæmpestore fovildede bestande. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

Det latinske artsnavn hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det græske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos = ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin dux, genitiv ducis, hvilket betyder ‘leder’. I lighed med det danske navn sigter det formentlig til størrelsen på disse duer.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kobberfarvet’, hvilket formodentlig hentyder til de grønne vinger.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens hvide pletter på siden af halsen og i nakken.

 

Artsnavnet er en alternativ staveform af sinensis, der betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

Nogle autoriteter opdeler denne art i to særskilte arter, østlig perlehalsdue (S. chinensis) og vestlig perlehalsdue (S. suratensis).

 

 

 

 

 

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt røde vinger og rødligt bryst, hvilket har givet anledning til det alternative danske navn. Hunnen er brunlig, også med sort nakkebånd.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. Dette område er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘sky’ eller ‘frygtsom’, et ord, der ofte blev anvendt for duer af den klassiske digter Homer (ca. 750 f.Kr.). Det danske navn sigter til, at disse fugle virker papegøjeagtige, når de klatrer rundt i træerne efter føde.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’ – formodentlig en anden Treron-art.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘skarlagen’) og pteron (‘vinge’) – et sært navn på denne art, som ikke har rødt i vingen. Så er det danske navn meget bedre!

 

 

 

 

 

 

De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt er udbredt i Europa og det vestlige Asien, to er vidt udbredt i Asien, og en art er begrænset til Sulawesi med omliggende øer.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af græsk korakias (‘krage-lignende’), af korax (‘ravn’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten i 1758, betragtede han formodentlig ellekrager som beslægtet med krager (jfr. det danske navn).

Et antal arter er omtalt på siden Hyldest til farven blå.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i 1758, da Linné beskrev fuglen, dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

Talrige medlemmer af familien er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

 

I videste forstand, inklusive de to splits, har denne art en meget stor udbredelse, fra Afghanistan og hele det Indiske Subkontinent mod øst til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder.

Stornæbbet krage ligner meget den almindelige ravn (C. corax), men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem de sidste hundrede år eller så er denne art blevet spredt til mange byer i Asien og Afrika, ankommet som ‘blind passager’ ombord på skibe, og den findes også i enkelte havnebyer i Europa og Nordamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘strålende’ eller ‘skinnende’, afledt af splendere (‘at skinne’). Fra visse vinkler skinner fuglens vinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’), samt kitta, der oprindeligt var det græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vandringsmand’ eller ‘vagabond’. Hvad det hentyder til, er uvist. Et lokalt navn på arten i Indien er taka chor (‘mønt-tyv’), hvilket sigter til dens vane med at samle skinnende genstande op, i lighed med husskaden (Pica pica).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som oprindeligt betød skovskade (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader. Navnet hentyder til disse fugles lange hale.

 

 

 

 

Dens føde består mest af mindre dyr som frøer, firben, insekter og andre invertebrater, af og til suppleret med frugt.

Billederne herunder blev alle taget i Sinharaja Forest Reserve. I denne skov ankommer Sri Lanka-kittaer hver morgen til en lodge for at æde døde eller halvdøde natsværmere under lamperne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘spore’ eller ‘spir’) samt pous (‘fod’), hvilket hentyder til sporen på disse fugles ben.

 

I Indien blev artens dybe kald assiociceret med ånder og dårlige varsler. I den traditionelle medicin blev dens kød anset for at kunne helbrede åndedrætssygdomme.

Da briterne regerede i Indien, antog nyankomne soldater den ofte for en fasan og skød den til gryden. Den smager imidlertid ilde og fik derfor øgenavnet ‘Griffs fasan’. Hvem denne Griff var, har jeg ikke været i stand til at finde ud af.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Kina’. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin clamare (‘at råbe’), hvilket sigter til det vidtlydende kald i yngletiden hos skadegøgen (C. glandarius), som er typeart i slægten.

 

Ifølge det indiske helteepos Mahabharata, bog 12, forbindes Jacobinergøgen med en mytologisk fugl ved navn chataka, der havde et næb oven på hovedet, og som sad og ventede på, at regnen skulle slukke dens tørst.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til fjerdragten, der kan minde om Domikanermunkenes sort-hvide klædning. Denne munkeorden blev på fransk kaldt for Jacobinere.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og phao (‘skinnende’), hvilket i lighed med det singalesiske navn malkoha (‘blomstergøg’) sigter til rødmasket malkoha (P. pyrrhocephalus), der er endemisk i Sri Lankas højland.

 

Artsnavnet er afledt af latin viridis (‘grøn’) og rostrum (‘næb’). Det danske navn hentyder til en ring af nøgen blå hud omkring øjet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugle kløftede hale.

I Australien er det danske navn slang for en tåbelig eller dum person. Det stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en australsk væddeløbshest, der tilsyneladende var opkaldt efter fuglen, aldrig vandt et eneste løb gennem sine akrive 5 år. Ordet blev derefter overført til enhver svagt begavet eller klodset person. Det kan man under ingen omstændigheder sige om de kloge og elegante drongoer!

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘blålig’, hvilket hentyder til det blålige skær på issen og vingedækfjerene.

 

 

 

 

 

Adskillige af underarterne minder om sort drongo (nedenfor), men er mere grå. På nært hold ses den rødlige iris, mens den er sort hos sort drongo. Sidstnævnte har ofte en lille hvid plet under øjet.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), så strengt taget betyder det ‘smudsighvid’. Det anvendes dog oftest i betydningen ‘askefarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

Sort drongo lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften.

Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende. Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og kerkos (‘hale’). Den har ofte en lille hvid plet under øjet (se billede herunder).

Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt i skove på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, Malaysia og Indonesien. Den følger ofte efter blandede flokke af fouragerende fugle og er ekspert i at stjæle deres føde. Et eksempel på denne adfærd kan læses på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Arten blev beskrevet af den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende François Levaillant (1753-1824), baseret på et eksemplar fra Bengalen. Ifølge hans noter blev han fortalt, at dens lokale navn var chicquera, men hvad han sandsynligvis hørte var hindi-ordet shikari (‘jæger’).

 

 

 

 

 

Når den styrtdykker efter bytte, er den verdens hurtigste dyr, der til tider opnår en fart af over 300 km/t.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den som vandrer’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk bukanetes (‘trompetér’), hvilket sigter til kaldet hos ørkendompap (nedenfor).

 

Det latinske artsnavn hentyder til klinte (Agrostemma githago). Forbindelsen er uklar.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’, hvilket sigter til arternes foretrukne redested.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mælkehvid’, hvilket sandsynligvis sigter til dens underside.

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Maldiverne. I bogen A General Synopsis of Birds (1781-1802) skriver den britiske læge og naturhistoriker John Latham (1740-1837): “Denne (fugl) blev fanget på det åbne hav i farvandet omkring Maldiverne. Den levede i en måned, fodret med fluer og brød dyppet i vand.”

 

 

 

 

 

Alle tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus, som uforvarende dræbte sin fader Laius, konge af Theben, og giftede sig med enken, hans moder Jocaste. Da Jocaste erfarede sandheden, hængte hun sig selv, og ifølge en version af historien stak Ødipus derpå øjnene ud på sig selv og gik i eksil, ledsaget af sine døtre Antigone og Ismene.

 

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, var arten i en årrække i rivende tilbagegang her på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider. I Indokina er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling. De langvarige krige i Vietnam, Laos og Cambodia tog også deres told af traner. I Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-10.000 i Nordindien, hvor den er i fremgang på grund af øget beskyttelse.

Arten er standfugl, men flyver noget omkring uden for yngletiden til nedbørsområder. De to østlige underarter er tilknyttet vådområder, uden for yngletiden også græsland og agerland. Den indiske underart har i høj grad vænnet sig til mennesker og kan yngle i meget små vådområder i agerland.

I Indien siger man, at når sarustranerne flokkes, er det tegn på den forestående monsunregn. Da traneparret holder sammen hele livet, er sarustranen også symbol på ægteskabelig lykke. I den hinduistiske mytologi har gudinden Baglamukhi tranehoved. Hun er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift.

Det danske navn er hindi-navnet på fuglen.

Billederne nedenfor er alle fra Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, hvor denne art er ret almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tranen yngler normalt i større vådområder, men i Europa har den tilpasset sig mindre moser. De vestlige bestande overvintrer på den iberiske halvø, samt i Frankrig, det nordvestlige Afrika, Egypten, Sudan, Ethiopien, Irak og Iran, mens østlige bestande tilbringer vinteren i det nordlige Indien og det østlige Kina. I vinterkvartererne kan den ses i tusindtallige flokke langs floder, samt i enge og agerland, på den iberiske halvø også i åbne skove af steneg (Quercus ilex), hvis agern den æder.

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næstalmindeligste traneart, efter prærietranen. Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. Fremgangen hænger sikkert sammen med, at tranen mange steder har fået fred for jagt, samt at spildmajs, som er meget næringsrig, udgør en stigende del af artens føde. I den øvrige del af udbredelsesområdet er arten dog i svag tilbagegang, hvilket skyldes afvandinger, dæmningsanlæg, opdyrkning, kviksølvforurening, olieeftersøgning, jagt, samt forfølgelse pga. skader på afgrøder. Reliktbestanden af underarten archibaldi i Tyrkiet og Kaukasus tæller under 100 par og er således stærkt truet.

Tranen var tidligere en almindelig ynglefugl i Danmark, men forsvandt næsten totalt midt i 1800-tallet pga. jagt og afvanding af deres ynglesumpe. Rimeligvis har et enkelt eller to par overlevet upåagtet i de vidtstrakte nordjyske moser. Op gennem 1970’erne og 80’erne ynglede fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har tranen været i forrygende fremgang, og i dag yngler der op mod 500 par.

 

 

 

 

 

Jomfrutranen er udbredt på stepper med spredte vådområder, men kan også leve på stensletter og i ørkener, blot der er adgang til vand. Den yngler undertiden i agerland. Arten findes i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den nu er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

Arten er trækfugl. De vestlige bestande overvintrer i det nordøstlige Afrika, fra Sudan og Ethiopien mod vest til Chad og det østligste Nigeria. De østasiatiske bestande trækker gennem dalene i Himalaya om efteråret og overvintrer i Indien, hvor arten optræder i tusindtallige flokke. I vinterkvartererne søger den ofte føde i agerland.

Jomfrutranen er en almindelig art med et samlet antal på omkring 250.000, og som helhed er den i fremgang, selv om nogle bestande er i svag tilbagegang pga. afvandinger, overgræsning, opdyrkning, byudvikling, pesticidforgiftning og jagt. Op mod 5000 jomfrutraner og eurasiske traner bliver årligt nedlagt til menneskeføde under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I vinterkvartererne bliver nogle fugle nedlagt, fordi de gør skade på afgrøder. Arten er klassificeret som sårbar, og bestandene i Ukraine og Tyrkiet er truede.

I Gujarat og Rajasthan fodres jomfrutranerne med korn, som skænkes af rige handelsmænd, tilhørende jain-religionen. Billederne herunder er fra landsbyen Kichan i Rajasthan, hvor der er tradition for at fodre de 5-6000 jomfrutraner, som overvintrer i dette område. Hver morgen ved daggry ankommer fuglene til et bestemt sted i landsbyen, hvor de fodres med korn. Efter endt måltid flyver tranerne ud for at hvile i de omkringliggende klitter.

 

 

 

 

 

Denne art, som udelukkende findes i vådområder, var tidligere vidt udbredt i det nordlige Sibirien, men har siden 1800-tallet været i forrygende tilbagegang. Den østlige bestand, som tæller 3500-3800 individer, yngler især i Yakutia-republikken og lidt østpå. Den overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, heraf 98% i Poyang-søen. Dele af denne sø er fredet, men trues af et stort dæmningsanlæg, Three Gorges, som kontrollerer de årlige oversvømmelser af søområdet. Andre trusler er kviksølvforurening og olieeftersøgning i Sibirien.

De centrale og vestlige sibiriske bestande, som ynglede omkring Ob-floden, er nu så godt som uddøde. Den vestlige bestand tilbragte vinteren omkring det Kaspiske Hav. I 1990’erne sås op til 10 fugle her, men dette antal dalede til 4 i 2002 og bare en enkelt siden 2010.

Den centrale bestand overvintrede i Nordindien. I Keoladeo Nationalpark kunne indtil 1960’erne ses op mod 200 overvintrende snetraner, men antallet dalede katastrofalt, og i 1970’erne var der kun op til 75 fugle.

The International Crane Foundation forsøgte at hjælpe denne bestand, bl.a. ved i Sibirien at lægge snetraneæg i reder af eurasisk trane, som så opfostrede snetrane-ungerne. Men alligevel dalede antallet i Keoladeo til bare 4 individer i 1996, og sidste observation var i 2002. Fuglene var genstand for intensiv jagt under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I Keoladeo har man prøvet at udklække snetraneæg i reder af sarustraner, men ungerne blev præget på fosterforældrene og blev sammen med dem i området hele året.

I oldtiden overvintrede arten så langt mod vest som i Egypten. Et relief fra Saqqara, der nu befinder sig i Ny Carlsberg Glyptotek i København, forestiller seks snetraner, og der findes også en afbildning af en snetrane i Senet’s grav fra 12. dynasti (1991-1785 f.Kr.). Ydermere er en snetrane omtalt i en tekst af den egyptiske forfatter an-Nuwayri (1279-1332 e.Kr.).

Billederne herunder er alle fra Keoladeo Nationalpark, taget i 1970’erne og 80’erne. Dengang overvintrede nogle få snetraner fortsat i dette område, men arten har været forsvundet herfra i en snes år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Nogle underarter af denne fugl minder utrolig meget om asiatisk stribesvale (C. striolata), som yngler i det sydlige Kina, Taiwan, Indokina og Filippinerne, med en disjunkt bestand fra Java mod øst til Timor. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

Artsnavnet hentyder til Dauria, et landskab i det sydøstlige Sibirien, hvor et nomadisk mongolsk folk ved navn Dauuri eller Daguuri engang levede. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her.

Nærbilleder af fuglen er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

Undersiden er næsten snehvid, oversiden er mørkeblå, og issen er kastanjefarvet. Hunnen har kortere ydre halefjer end hannen.

Artsnavnet blev givet til minde om den norske læge, botaniker og geolog Christen Smith (1785-1816). Han deltog i en ekspedition til de Kanariske Øer og Madeira, hvor han indsamlede over 600 plantearter, af hvilke omkring 50 var nye for videnskaben. Senere deltog han i en ekspedition, hvis formål var at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest. Ekspeditionsskibet HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det andet skib Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km inde i landet. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og sygdomme tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petros (‘klippe’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigtede til en svaleart, som byggede sin rede på klipper.

 

Artsnavnet er afledt af latin fluvius (‘flod’) og colere (‘at bo’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin ripa (‘flodbrink’), hvilket sigter til disse fugles foretrukne ynglested.

 

Den blev tidligere betragtet som en underart af brunstrubet digesvale (R. paludicola), som i dag er begrænset til Afrika.

Artsnavnet er en alternativ staveform af sinensis, der betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Jacana var den staveform, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) benyttede, da han navngav sydlig jacana Parra jacana i 1766 (i dag kaldt for Jacana jacana). Den oprindelige portugisiske stavemåde var jaçana (udtales omtrent zasana), hvilket var afledt af et lokalt Tupi-navn på fuglen, ñahana.

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘vandfasan’, hvilket sigter til artens lange hale i yngledragten.

Artsnavnet kræver en længere forklaring. Det er afledt af oldgræsk kheirourgos (‘kirurg’). Den franske naturhistoriker, koloni-administrator og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat (1748-1814) var vidt berejst i Asien gennem mange år og beskrev mange nye plante- og dyrearter. I bogen Voyage à la Nouvelle Guinée (1776) bragte han en tegning af en fugl, som han kaldte Le Chirurgien de l’Isle de Luzon (‘Kirurgen fra øen Luzon’), idet han sigtede til dens lange tæer og sporen på vingen, som han sammenlignede med en kirurgs skalpel. Baseret på hans beskrivelse navngav den italienske læge og naturhistoriker Giovanni Scopoli (1723-88) fuglen Tringa chirurgus i bogen Deliciae Florae et Faunae Insubricae (1786).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘i panden’, afledt af metopon (‘pande’ eller ‘øjenbryn’), hvilket hentyder til den klare hvide stribe, der strækker sig fra øjet om i nakken.

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Den brune tornskade tilbringer vintermånederne i tropiske og subtropiske egne af Asien.

Det latinske artsnavn betyder ‘med top’ – ikke et særlig velvalgt navn for denne art.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vagtpost’. The specific name is Latin, meaning ‘sentinel’. Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) noterer, at denne fugl holder udkig efter rovfugle, som nærmer sig, og advarer andre småfugle, heraf dens svenske navn varfågel, afledt af varna (‘at advare’). Det skal dog bemærkes, at ifølge A dictionary of birds, af A. Newton & H. Gadow (1893-1896) stammer navnet fra brugen af fuglen som vagtpost af falkonerer, når de var ude for at fange vilde rovfugle. (Kilde: Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

 

 

Der er anerkendt 8 underarter, og udbredelsen af to af disse overlapper i Nordindien og det centrale Nepal, erythronotus i den vestlige del og tricolor i den østlige del. Til tider ses blandede ynglepar af disse to racer.

Artsnavnet er er onomatopoetisk, dvs. det imiterer den langhalede tornskades kald. Det blev møntet på denne fugl i 1757 af den svenske opdagelsesrejsende og naturhistoriker Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). I 1750-52 foretog han en rejse ombord på Prins Carl til Asien, hvor han tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten overdrog han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, som blev publiceret i 1753. I 1757 udgav han en bog om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en Ostindisk resa åren 1750, 1751, 1752: Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m. m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘båndet’, hvilket formodentlig hentyder til den markante ansigtsmaske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Artsnavnet, som betyder ‘hybrid’ på latin, blev givet af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), som antog, at den fugl, han havde skudt, var en krydsning mellem hvidvinget terne (C. leucoptera) og fjordterne (Sterna hirundo). Pallas’ rejser er beskrevet ovenfor under Haliaeetus leucoryphus.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pteron (‘vinge’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Den minder om hættemågen (C. ridibundus), men har et blegt, ‘stirrende’ øje.

Artsnavnet er afledt af latin brunneus (‘brun’) og oldgræsk kephale (‘hoved’), hvilket hentyder til artens brune hoved i yngledragten.

 

 

 

 

 

Forklaringen på slægtsnavnet er denne: Under sine rejser i Sibirien og Kirgisien indsamlede den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811) i 1773 en stor måge, som han kaldte for Larus ichthyaetus, afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’), løseligt oversat som ‘mågen, der minder om en fiskeørn’, hvilket formodentlig sigter til dens størrelse. Altså betyder slægtsnavnet ‘fiskeørn’ – et højst uheldigt navn for en slægt af måger!

 

Som forklaret ovenfor betyder det videnskabelige navn ‘fiskeørn fiskeørn’ – et latterligt navn på en måge.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Artsnavnet er afledt af latin acutus (‘med skarp spids’) samt cauda (‘hale’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin aurantia (‘orange’), hvilket sigter til næbfarven.

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste arter overført til andre familier.

Familiens asiatiske medlemmer lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina, Taiwan og Himalaya.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin argutus (‘støjende’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’ – formodentlig en anden Argya-art.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin cauda (‘hale’), hvilket hentyder til fuglens meget lange hale. Det danske navn sigter til de markante striber på isse og ryg.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer generalmajor John Malcolm (1769-1833), der var ansat af Britisk Ostindisk Kompagni som administrator og diplomat. Han var guvernør i Bombay 1826-30.

 

 

 

 

 

Arten er ofte tillidsfuld. I romanen Kim (1901) skriver den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936): “Nu sendte solen brede, gyldne strimer gennem mangotræernes nederste grene, parakitterne og duerne kom sværmende hjem i hundredevis, de gråryggede larmdrosler sludrede om dagens oplevelser, mens de i smågrupper på to og tre spankulerede omkring mellem fødderne på de vejfarende.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’, hvilket ikke er et godt navn, da denne fugl ikke er synderlig stribet. Navnet ville være meget mere passende for den stribede larmdrossel (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin garrire (‘at sludre’), hvilket sigter til den larm, som mange af disse fugle skaber, når de strejfer rundt i flokke.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og lophos (‘top’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’), samt oldgræsk kinklos, en lille uidentificeret fugl, muligvis en drossel.

 

Artsnavnet er afledt af latin cachinnare (‘at le’).

 

 

 

 

 

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle (Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

 

Frugterne af forskellige figen-arter (Ficus) udgør en betragtelig del af disse fugles føde.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk haema (‘blod’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til den stærkt røde pande. Artens monotone kald er blevet sammenlignet med en kobbersmeds hamren, heraf det danske navn.

 

 

 

 

 

Den minder om brunhovedet skægfugl (nedenfor), men isse og hals er lysere og med kraftigere striber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Malabar-kysten i det sydvestlige Indien.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grøn’ – et ret ubeskrivende navn, da alle medlemmer af slægten hovedsagelig er grønne. Det officielle danske navn er det ret intetsigende sydindisk skægfugl. Jeg foretrækker det langt mere beskrivende hvidkindet skægfugl, en oversættelse af det engelske navn.

 

 

 

 

 

Den minder om stribet skægfugl (ovenfor), men isse og hals er mørkere brun og mindre stribet.

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’).

 

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som rejste vidt og bredt på Java, samt i Indien og Sydamerika, hvorfra han bragte store samlinger af planter og fugle tilbage til Frankrig.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Orienten’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Filippinerne. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) nævner anthos, en lille, stærkt farvet fugl, og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) nævner anthus, begge hentyder muligvis til gul vipstjert (Motacilla flava).

I den græske mytologi blev Anthos, søn af Antinous og Hippodamia, søndertrampet af sin faders heste. Guderne forvandlede ham til en fugl, der ville imitere hestenes vrinsken, men altid flygte ved synet af en hest. Måske havde Aristoteles iagttaget en vipstjert lette på grund af heste.

 

 

 

 

 

 

Artens taksonomi er kompleks. Nogle af de for tiden 6 anerkendte underarter blev tidligere anset for at være underarter af newzealandsk storpiber (A. novaeseelandiae), og nogle autoriteter betragter arten som en underart af almindelig storpiber (A. richardi).

Det latinske artsnavn betyder ‘rødlig’ eller ‘rødbrun’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘citronfarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af kopsykhos, det oldgræske navn på solsort (Turdus merula).

 

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det Indiske Subkontinent, samt fra Indokina mod øst til det centrale og østlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er nationalfugl i Bangladesh.

I sit 3-binds-værk A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) kalder den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742) denne fugl for Dial Bird eller Bengall Magpie. Det førstnævnte hentyder til fuglens navn på Hindi, dayal, mens det sidste betyder ‘Bengal-skade’. Nogle autoriteter har foreslået, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 inkluderede denne art i sin Systema Naturæ og navngav den Gracula saularis, misforstod han Albins navn, idet han troede det havde noget at gøre med en solmåler (sun dial på engelsk). Det var da hans agt at navngive den Gracula solaris (solaris, ‘som har med solen at gøre’), men ved en fejltagelse skrev saularis i stedet.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til, at de fleste medlemmer af slægten har blåt i fjerdragten.

 

Artsnavnet blev givet til minde om den britiske hærofficer og naturhistoriker Samuel Richard Tickell (1811-75), som indsamlede fugle, pattedyr og andre dyr i Indien og Myanmar.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og myia (‘flue’), underforstået ‘god til at fange fluer’.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og cauda (‘hale’), hvilket hentyder til to små hvide pletter ved basis af halen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘snavset’, hvilket sigter til fuglens ret kedelige fjerdragt.

 

 

 

 

 

Hannens fjerdragt er en smule mere turkisfarvet end hunnens.

Det latinske artsnavn betyder ‘havgrøn’, afledt af oldgræsk thalassios (‘havfarvet’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for nattergale, sandsynligvis afledt af luscus (‘halv-blind’), formodentlig i betydningen ‘godt skjult’, hvilket sigter til disse fugles skjulte levevis, samt cano (‘at synge’). Navnet kan derfor måske oversættes til ‘den lidet sete sanger’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘svensk’. Den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), var pioner inden for botanik og ornitologi. Han indsamlede blåhalsen i Lapland i 1695. Hannens farver mindede ham om det svenske flags farver (i dag er flaget blåt med et gult kors, men dengang havde det gule et mere orange skær), og han navngav den Avis Carolina til ære for den svenske konge, Karl d. 11.

I 1758, da Carl von Linné (1707-78) gav fuglen nyt navn, var enevælden imidlertid blevet afskaffet, og Linné, som ellers normalt nøje fulgte sin mentor Rudbeck, havde stærke forbindelser til partiet Hattarna (således kaldt på grund af hattene, som medlemmerne bar). Af denne grund fandt han sandsynligvis navnet Svecica mere politisk korrekt end Carolina.

 

 

 

 

 

 

 

Trods disse fugles drossel-lignende udseende har genetisk forskning vist, at de i realiteten er jordlevende fluesnappere.

 

Denne art yngler i skove og krat i højder mellem 1200 og 2200 m, fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til Arunachal Pradesh. Om vinteren træffes den i størsteparten af det Indiske Subkontinent samt i dele af Myanmar.

Artsnavnet betyder ‘ med næb som en vandstær (Cinclus)‘, afledt af oldgræsk kinklos, en lille uidentificeret fugl, muligvis en drossel, samt rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til artens lange tynde næb.

 

 

 

 

 

Om vinteren findes den i et kolossalt stort område, omkring Middelhavet, i Ethiopien, og fra Arabien gennem det sydlige Iran og den Indiske Halvø til det sydlige og østlige Kina, Korea og Japan, og derfra mod syd til Filippinerne og Java.

Den østlige underart philippensis adskiller sig markant fra de øvrige racer, idet hannens bryst og bug er kastanjefarvede. Den udgør muligvis en selvstændig art.

Artsnavnet, som på latin betyder ‘enlig’, kan dateres tilbage til den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705), der i bogen The ornithology of Francis Willughby of Middleton (1678) kalder den for ‘den enlige spurv’ og har følgende kommentar til den: “Den plejer at sidde alene på toppen af ældgamle bygninger og kirketage, hvorfra den synger yderst sødt, specielt om morgenen, og herfra har den fået sit navn.” (Kilde: Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

Disse fugle er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika, mens en enkelt art, vores hjemlige stenpikker (O. oenanthe), også yngler i Grønland og det østlige Canada, samt i Alaska og det vestlige Canada.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oenos ‘vin’ og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til, at den almindelige stenpikker vender tilbage til Grækenland fra Afrika om foråret, når vinrankerne blomstrer.

Det engelske navn på stenpikkere er wheatears, et gammelt folkenavn, som betyder white arse (‘hvid røv’) – et navn, som den almindelige stenpikker fik på grund af sin iøjnefaldende hvide overgump.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes arten for variable wheatear, et passende navn, da den har 3 farvefaser. Hos den sortbugede fase er hannen knaldsort med hvid overgump, underhaledækfjer, samt basis og ydersider af halen. Hunnen er sodfarvet, hvor hannen er sort. Hos den hvidbugede fase ligner hannen den sortbugede fase, men har hvid bug. Hos den hvidkronede fase ligner hannen den hvidbugede fase, men isse og nakke er hvide. Hunnerne af de to sidstnævnte faser er brune, hvor hannerne er sorte.

Strengt taget betyder det latinske ord picatus ‘indsmurt i tjære’, men den gængse betydning er ‘broget’, dvs. sort og hvid.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Fjerdragten varierer betydeligt. Hanner af de østlige underarter har sort maske og øvre del af brystet, sodfarvet overside, samt rødbrun bug og hale, mens de hos vestlige underarter er næsten sorte med hvidlig undergump og armsvingfjer, samt rødbrun hale.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk okhros (‘bleggul’) samt oura (‘hale’) – et besynderligt navn, da alle racerne har rødbrun hale.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (S. torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter.

 

Kønnene er meget forskellige, idet hannen er overvejende sort med hvidt på overgumpen og den nederste del af bugen, hvide underhaledækfjer og et hvidt vingefelt, mens hunnen er rødligbrun med hvid strube og underhaledækfjer, samt sort hale.

Ifølge den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), i hans værk Traquet de l’isle de Luçon, fra 1760, var Maria-capra det navn, som indbyggerne på øen Luzon, Filippinerne, anvendte om den sorte bynkefugl – i sandhed et besynderligt navn, som betyder ‘Jomfru Marias hun-ged’. Han har muligvis taget fejl, da andre kilder hævder, at det er det lokale navn på broget viftehale (Rhipidura javanica).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen har en sort maske og en hvid øjenbrynsstribe, mens ryggen er mørkegrå med sortagtige striber og undersiden er lysegrå. Hunnen har en bleg udgave af hannens ansigtstegning, mørkebrun overside og rødlig-brun underside, mens halen er rødlig.

Det latinske artsnavn betyder ‘jerngrå’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Indonesien, Ny Guinea samt det nordlige Australien.

Generelt er hannerne langt mere farvestrålende end hunnerne, og de har ofte længere hale. Uden for ynglesæsonen anlægger hannen hos mange arter en såkaldt eklipsedragt, som er mere dæmpet i farverne.

 

Slægtsnavnet hentyder til en lille fugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘fin’) og kome (‘hår’). Hvad det sigter til er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for guldpirolen, en imitation af dens kald.

 

Artsnavnet er muligvis et lokalt indisk navn på fuglen, eller måske stammer det fra den hinduistiske mytologi. Det kan muligvis også hentyde til kundu, som er et efternavn på Bengali på personer fra Kayastha-samfundet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og ornis (‘fugl’). Formentlig beror ‘u’-et på en skrivefejl.

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn på disse fugle kommer fra middelnedertysk trappe, som er af ukendt oprindelse.

 

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne, Ardea (hejrer) og Otis (trapper).

 

Artsnavnet er afledt af latin niger (‘sort’) og ceps (‘-hovedet’), af caput (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Første del af slægtsnavnet hentyder til kravetrappen (Chlamydotis undulata), på engelsk kaldt for Houbara bustard, mens anden del er fra oldgræsk opsis (‘fremtoning’), således ‘ligner kravetrappen’.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i 1789, da den tyske naturhistoriker Johann Friedrich Gmelin (1748-1804) beskrev fuglen, dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

Navnet florikan er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Pandion, en mytisk konge i Athen. Der var dog to konger af det navn i Athen. De blev ofte forvekslet af senere forfattere, men ingen af dem blev forvandlet til en rovfugl. Pandion d. 2. havde fire børn, af hvilke Nisos af Megara blev forvandlet til en høg. Denne metamorfose, som er detaljeret beskrevet ovenfor under slægten Nisaetus, var sandsynligvis, hvad den franske naturhistoriker Marie Jules César Lelorgne de Savigny (1777-1851) tænkte på, da han flyttede fiskeørnen til en separat slægt i 1809.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hals (‘hav’) og aetos (‘ørn’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gymnos (‘nøgen’) og rhis eller rhinos (‘næse’ eller ‘næsebor’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og latin –collis (‘-strubet’), af collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet huse’, af domus (‘hus’).

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

 

 

 

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, pletnæbbet og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Artsnavnet hentyder til Filippinerne, hvor denne art først blev indsamlet. Den var almindelig her indtil begyndelsen af 1900-tallet, men uddøde allerede i 1960’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk mikros (‘lille’), samt det oprindelige slægtsnavn på skarver, Carbo, som blev oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard-Germain-Étienne de La Ville-sur-Illon (1756-1825), greve af Lacépède.

 

Det danske navn hentyder til, at type-eksemplaret blev indsamlet på Java.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1800-tallet blev denne art forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trækul’, hvilket naturligvis hentyder til fuglens farve.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin fuscus (‘mørk’ eller ‘brun’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Tre asiatiske arter hører fortsat hjemme i Francolinus, mens de øvrige to asiatiske arter er blevet overført til slægten Ortygornis (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af italiensk francolino. I bogen The ornithology of Francis Willughby of Middleton (1678), skriver den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705): “Af italienerne kaldes de for francolini, fordi de var franci, dvs. frie fugle, da det er forbudt for menigmand at tage dem, og prinser giver dem ret til at leve i fred.”

Måske var frankoliner blevet indført til Italien af kongelige på den tid. Ellers kan snakken dreje sig om agerhønen (Perdix perdix).

 

Den høres tiere end den ses og opdages ofte ved sit gennemtrængende, ret nasale kald: erp-serp-e-serp-serp, med et kort ophold efter den tredje lyd, og de to sidste lyde udstødt meget hurtigt efter hinanden.

Arten er blevet valgt som statsfugl i Haryana.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for tamhønen, som hovedsagelig nedstammer fra bankivahønen (G. gallus). Mere herom findes på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

Artsnavnet blev givet til minde om den franske aristokrat og militærofficer Marie-Joseph du Motier de La Fayette (1757-1834), der betragtes som en helt i USA, hvor han kæmpede i den Amerikanske Revolutionskrig, idet han ledede revolutionære tropper i adskillige slag. Efter at være vendt tilbage til Frankrig var han en nøglefigur i den Franske Revolution i 1789 og Juli-revolutionen i 1830.

Forbindelsen mellem denne mand og junglehøns er svær at få øje på.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker, koloni-administrator og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat (1748-1814), som var vidt berejst i Asien gennem mange år og beskrev mange nye plante- og dyrearter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ortyx (‘vagtel’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til, at disse frankoliner er relativt små.

 

Artsnavnet hentyder til den tidligere franske koloni Pondicherry, Tamil Nadu, som i dag kaldes for Puduchcheri. Type-eksemplaret blev indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for påfugl.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’.

Det klassiske græske ord for påfugl var taos, afledt af persisk tavus. Den berømte Påfugletrone, på persisk kaldt for Takht-i-Tavus, var et storslået eksempel på mogulsk håndværk, dækket af guld og diamanter. Den blev beordret fremstillet i begyndelsen af 1600-tallet af den mogulske kejser Shah Jahan (1592-1666) og blev opstillet i Diwan-i-Khas (audiensværelset) i det Røde Fort i Delhi. Den havde navn efter to spillende påfugle, udskåret på bagsiden af tronen.

I begyndelsen af 1700-tallet begyndte mogulernes magt at smuldre, og i 1739 invaderedes Delhi af en hær, ledet af Nader Shah (1688-1747), en Turkoman-muslim fra det nordøstlige Iran. Titusinder af byens indbyggere blev massakreret, og da de forlod den i 1739, medbragte de Påfugletronen og mange andre værdier som krigsbytte. Da Nader Shah blev myrdet af sine egne officerer i 1747, forsvandt tronen og blev højst sandsynligt destrueret på grund af dens værdier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og kolaptes (‘den der mejsler ud’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘munter’, hvilket formodentlig hentyder til dens farvestrålende fjerdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kopos (‘hårdt arbejde’), hvilket naturligvis hentyder til deres fødesøgning.

 

Artsnavnet blev givet til minde om den franske kaptajn og opdagelsesrejsende Marc Joseph Macé Marion-Dufresne (1724-72), som udforskede dele af det Indiske Ocean og Stillehavet og gjorde betydningsfulde opdagelser på Tasmanien og i New Zealand. Han blev dræbt af Maorier, mens ekspeditionen gjorde et længere ophold i land i New Zealand.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk deinos (‘mægtig’) og ops (‘fremtoning’), hvilket sigter til deres farvestrålende fjerdragt.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk psaros (‘spættet som en stær’), afledt af psar (‘stær’), samt oides (‘minder om’), hvilket sigter til dens spættede underside.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og pyge (‘overgump’).

Den minder om den lidt større skælbuget grønspætte (P. squamatus), som imidlertid er ustribet på strube og bryst, kun på bugen. Denne art er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plokeus (‘væver’), oprindeligt fra pleko (‘at flette’), givet med henblik på disse fugles reder, der ofte består af fint sammenflettede strimler af græs eller andre planter.

 

Den yngler i små kolonier og anlægger reden i høje planter langs søbredder eller i moser.

Artsnavnet er afledt af Tamil manja, et ord, som anvendes for væver-arter.

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i forskellige habitater, bl.a. græsland, sekundær skov, krat og dyrkede områder. Den bygger en rede, som hænger ned fra en busk eller et træ.

Det latinske artsnavn blev oprettet i 1760 af den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), idet han fejlagtigt antog, at type-eksemplaret kom fra Filippinerne. Det danske navn er navnet på fuglen på Hindi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af slægtsnavnet Lorius (lorier), en gruppe af farvestrålende papegøjer, som findes i Indonesien og Ny Guinea. Ordet lori stammer fra malajisk luri, et ord, der blev anvendt for forskellige farvestrålende papegøjer.

Det danske navn hentyder til, at disse papegøjer er i stand til at sove med hovedet hængende nedad, i lighed med flagermus.

 

Strengt taget betyder artsnavnet ‘forår’ på latin, men kan også betyde ‘grøn’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af det latinske ord for papegøjer, psittacus, således ‘lille papegøje’ – ikke et særlig godt navn, da slægten rummer adskillige ret store arter.

 

Artsnavnet sigter til Alexander den Store (356-323 f.Kr.), hvis soldater bragte talrige fugle fra Indien tilbage til Europa, formodentlig også denne art. Det danske navn hentyder til den sorte strube og nederste del af kinden.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin columba (‘due’) og oldgræsk oides (‘ligner’), hvilket sigter til dens bløde, pastelblå og grå fjerdragt. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske navn.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kephale (‘hoved’).

Den blev tidligere betragtet som værende samme art som rosenhovedet ædelparakit (P. roseata), men er siden blevet ophøjet til en særskilt art.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og patria (‘afstamning’), således ‘af nobel afstamning’. Det danske navn hentyder til Alexander den Store (356-323 f.Kr.), hvis soldater bragte talrige fugle fra Indien tilbage til Europa, formodentlig også denne art. Forstavelsen ‘stor’ adskiller arten fra lille alexanderparakit (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Morgen og aften flyver store flokke fra og til deres overnatningspladser, idet de laver en fantastisk larm på grund af deres gennemtrængende kald.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og naturhistoriker Wilhelm Heinrich Kramer (1724-65), der arbejdede som læge nær Wien gennem 14 år. I 1756 offentliggjorde han et værk med titlen Elenchus Vegetabilium and Animalium per Austriam inferiorem Observatorum, en beskrivelse af flora og fauna i Nedre Østrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin longus (‘lang’) og cauda (‘hale’).

 

 

 

 

 

Disse fugle lever på åbne stepper og i andre græsklædte områder, samt halvørkener. De er opdelt i to slægter, Pterocles (nedenfor), samt Syrrhaptes med 2 arter. De sidstnævnte er begrænset til det centrale Asien, skønt steppehønen (S. paradoxus) er berømt for sine uregelmæssige invasioner af Europa.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og kles (‘bemærkelsesværdig’, ‘strålende’), hvilket sigter til de mange smukke medlemmer af slægten.

 

Den lever i meget tørre områder, og på det Indiske Subkontinent er den specielt almindelig i Thar- og Sindh-ørkenerne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brændt’ eller ‘sveden’, hvilket hentyder til hannens mørke bug.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akritos (‘forvirret’) og illas (‘drossel’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

I zoologisk sammenhæng betyder det latinske artsnavn blot ‘fra Sydafrika’. Det beror på en misforståelse. Da fuglen blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, troede han åbenbart, at type-eksemplaret var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika.

Egentlig kommer ordet cafer af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin iocosus (‘lystig’), fra iocus (‘spøg’), hvilket formodentlig sigter til dens Harlekin-lignende farver.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og otis (‘-øret’), fra ous (‘øre’), hvilket hentyder til den store hvide plet på kinden.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med børsteagtige duske’, afledt af penicillus, diminutiv af peniculus (‘børste’). Navnet hentyder til den gule fjerdusk bag øjet.

Tidligere var denne art placeret i slægten Kelaartia, opkaldt efter den srilankanske læge og naturhistoriker Edward Frederick Kelaart (1819-60), som beskrev mange plante- og dyrearter fra øen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk amauros (‘mørk’ eller ‘brun’) og ornis (‘fugl’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’ eller ‘rødlig’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til artens rødbrune undergump.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne.

 

Artsnavnet betyder ‘sort’ på latin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er Oldtidens græske navn på den europæiske sultanhøne (P. porphyrio).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polios (‘grå’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af et andet slægtsnavn, Rallus (rikser).

 

Artsnavnet hædrer den britiske statsmand Charles John Canning (1812-62), 1. Jarl af Canning og generalguvernør i Indien 1856-62.

 

 

 

 

 

 

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Hannen er normalt lidt større end hunnen og har sorte vinger og ryg, ofte med et grønligt skær, mens hunnens er mørkt skiferfarvede. Hoved og hals kan være rent hvide, men har mere eller mindre udbredte mørkere partier hos mange fugle. Ungfugle op til et år gamle har mere grålige ben, men er vanskelige at skelne fra adulte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var viftehaler placeret i fluesnappernes familie (Muscicapidae), men efter en række genetiske undersøgelser danner de i dag en separat familie sammen med to arter af silkeryg (Lamprolia) samt dværgdrongo (Chaetorhynchus papuensis).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhipis (‘vifte’) og oura (‘hale’). I bogen A General Synopsis of Birds (1781-1802) skriver den britiske læge og naturhistoriker John Latham (1740-1837): “Den flyver altid med halen spredt ud som en vifte.”

 

Artsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’), men kan også betyde ‘strålende’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Førhen blev denne art kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

Brushanen er vidt udbredt i arktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, det sydlige Asien samt Australien. I Danmark har den været i rivende tilbagegang i de senere år, og bestanden i dag tæller færre end 50 redebyggende hunner, flest i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mudret’.

 

Overvintring foregår i et kæmpemæssigt område, bl.a. i Sydeuropa, den nordlige halvdel af Afrika, Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, Sydøstasien og Australien.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk tryngas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Navnet klire kommer iøvrigt af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

Artsnavnet er afledt af latin nebula (‘tåge’). Det sigter til et norsk folkenavn på fuglen, skoddeføll (‘tågeføl’), hvilket hentyder til artens sumpede og tågefyldte habitat, samt til dens kald, som blev sammenlignet med vrinsken.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukidion (‘lille ugle’), diminutiv af glaux (‘ugle’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tværvatret’, afledt af radius (‘stråle’).

Fugle i den vestlige vådzone af Sri Lanka blev engang regnet som en underart af jungle-spurveugle, men betragtes nu som en selvstændig art ved navn Sri Lanka-spurveugle (G. castanotum).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det malajiske ord for fiskeugle, ketupok.

Nogle autoriteter regner stadig disse fugle som tilhørende slægten Bubo.

 

Artsnavnet hentyder til Coromandel-kysten i Karnataka, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Den har gule ben, hvilket afspejles af det videnskabelige artsnavn, afledt af latin flavus (‘gul’) og pes (‘fod’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, specielt den almindelige hyrdestær (nedenfor), og i Nordamerika den almindelige stær (Sturnus vulgaris), omtalt på siderne Natur: Invasive arter, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

Efter en række genetiske studier er et antal arter, som tidligere var placeret i slægten Sturnus, blevet overført til andre slægter, og slægten rummer i dag kun to arter, almindelig stær samt ensfarvet stær (S. unicolor).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet nedenfor under Pastor roseus.

 

Grå hyrdestær ligner den mere udbredte almindelige hyrdestær (nedenfor), men er en smule mindre, har en mere grå fjerdragt, og den nøgne hud omkring øjet er orange i stedet for gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer.

Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

Det lader til, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) fandt denne fugls fjerdragt ret kedelig, da han i 1766 navngav den tristis, hvilket er latin for ‘trist’ eller ‘dyster’.

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Sturnus, andre i slægten Sturnia.

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev først beskrevet af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63) i Tyrkiet, da han deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabia Felix (Yemen) 1761-67. De lokale indbyggere fortalte, at det ifølge Koranen var forbudt at dræbe den, fordi den skulle være i stand til at æde mere end 10.000 græshopper om dagen.

Han navngav fuglen Turdus seleucis, idet han mente, den var en drossel. Da man indså, at den er en stær, blev dens navn ændret til Sturnus roseus, og i dag udgør den det eneste medlem af slægten Pastor, hvilket er latin og betyder hyrde, afledt af pascere (‘at lede ud til en græsgang’), hvilket sigter til, at fuglen ofte følger efter græssende dyr for at æde græshopper og andre insekter, som forstyrres af flokken.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rosenfarvet’, afledt af rosa (‘rose’).

Forsskåls interessante, men korte liv er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af slægtsnavnet Sturnus, i hvilken disse fugle førhen var placeret. Nogle autoriteter betragter dem stadig som tilhørende denne slægt.

 

Tidligere var sydindiske fugle inkluderet i denne art, hvilket fremgår af artsnavnet, som betyder ‘fra Malabar-kysten’. I dag betragter de fleste autoriteter dog denne bestand som en særskilt art, Malabar-stær (S. blythii). Dette modsiges af et genetisk studium, som fandt, at den kun adskiller sig en smule mere fra malabarica, end det er tilfældet med nemoricola. (Kilde: Zuccon et al. 2008. Phylogenetic relationships among Palearctic-Oriental starlings and mynas (genera Sturnus and Acridotheres: Sturnidae). Zoologica Scripta, 37:469-481)

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever på templer og pagoder’, afledt af portugisisk pagoda (‘pagode’ eller ‘tempel’). I bogen The nests and eggs of Indian birds (1890) nævner den engelske naturhistoriker Allan Octavian Hume (1829-1912), at fuglen ofte ses på disse bygninger i Sydindien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin sturnus (‘stær’), samt formodentlig ornis (‘fugl’). Artsnavnet er også latin, af albus (‘hvid’) og frons (‘pande’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det oldgræske navn på skestorken, afledt af platea (‘bred’), hvilket sigter til det spatelformede næb.

 

I Danmark var den førhen en sporadisk ynglefugl i Vestjylland, men begyndte så småt at blive mere regelmæssigt ynglende fra 1996. I dag yngler der omkring 450 par, langt de fleste i Vest- og Nordjylland. Den er dog begyndt så småt at brede sig østpå, og i 2020 ynglede det første par på Fyn.

Artsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og erodios (‘hejre’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudos (‘falsk’) og ibis (‘ibis’) – et underligt navn, da disse fugle er ibiser.

 

Artsnavnet er afledt af latin papilla (‘filipens’), hvilket sigter til den vortede hud på issen og i nakken.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Navnet kommer af græsk geo (‘jord’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles fødesøgning, der næsten udelukkende finder sted på jorden.

 

Underarten cyanota, som findes i det sydlige Indien, er meget markant, idet den har hvidt ansigt med to lodrette sorte striber under og bag øjet. Det har været foreslået, at den udgør en særskilt art, men der forekommer mellemformer, hvor dens udbredelse overlapper med nominatracens.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘minder meget om’ (den ægte solsort).

 

 

 

 

 

 

 

 

Upupa og epops er de gamle latinske og græske navne på hærfuglen. De er onomatopoetiske, dvs. de imiterer fuglens kald, et meget karakteristisk hup-up-up. Det danske navn sigter til artens store top, der, når den rejses, minder om dusken på en gammeldags krigerhjelm. Førhen blev fuglens tilstedeværelse tolket som tegn på en kommende krig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som den betragtes i dag, indeholder familien Zosteropidae 14 slægter med omkring 139 arter, men nogle eksperter hævder, at der behøves yderligere studier, før brillefuglenes slægtskab med andre fugle er udredt i detaljer.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoster (’krans’) og ops (’øje’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den iøjnefaldende hvide øjenring hos de fleste arter.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med prominente øjenlåg’, afledt af palpebra (‘øjenlåg’), hvilket formodentlig sigter til den hvide øjenring.