Den ’levende forstening’ i Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultets Have

 

 

 

 

 

 

De største europæiske træer, som blev plantet i første halvdel af 1700-tallet, findes i Utrecht i Holland og Hasselt i Belgien. I Danmark står et stort, flot eksemplar i Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultets Have (tidligere kaldt Landbohøjskolens Have) på Frederiksberg. Også Assistens Kirkegård på Nørrebro huser et stort individ, men desværre er det ikke særlig kønt, da den nederste del af træet skygges kraftigt af omgivende nåletræer. Et meget smukt og dekorativt eksemplar findes ved Skanderborg Slotskirke.

Ginkgo er en nøgenfrøet plante, der i begyndelsen blev opfattet som hørende til nåletræerne, selv om bladene er flade som hos løvtræer. På de ofte tvelappede blade breder karstrengene sig vifteformet fra stilken, og hver streng deler sig ofte i to. Bladene er endvidere meget specielle ved at have to vækstformer. De sidder dels spredt på lange grenskud, dels i knipper nær spidsen af korte grenskud. Bladene bliver smukt gule, inden de kastes sent på efteråret.

I 1895 opdagede den japanske biolog Hirase, at planten har en meget speciel befrugtning, som adskiller sig fra nåletræernes og mere ligner bestøvningen hos koglepalmerne, Cycadales. Tempeltræet er tvebo, dvs. der findes hantræer og huntræer. Bladknipperne på huntræernes kortskud indeholder åbne frøgemmer, der er omgivet af et hylster. På hantræerne sidder blandt hvert bladknippe på kortskuddene 3-6 rakler med talrige støvdragere. Pollenet spredes med vinden og opfanges af en væske, som udskilles af hunblomsterne. Pollenet opbevares i et vandfyldt rum, men hunnerne befrugtes først efter ca. 5 måneder, og udviklingen af modne frugter tager 14 måneder. Frugten ligner et stort bær, men er en nød omgivet af et saftigt lag, der dannes af hylsteret omkring frøgemmet. Dette lag lugter meget ilde, omtrent som harsk smør. Tempeltræet skal være mindst 50 år gammelt, før det kan producere frugter.

 

 

 

 

 

 

 

Ginkgo-arter var vidt udbredte i Jura-tiden for omkring 100 mio. år siden, men senere gik de stærkt tilbage. For ca. 7 mio. år siden forsvandt de fra Nordamerika og for ca. 3 mio. år siden fra Europa. Indtil Kaempfers fund i Japan kendte man i Vesten faktisk kun ginkgo fra mængder af fossile aftryk, spredt over det meste af kloden. På Bornholm er fundet ca. 125 mio. år gamle ginkgo-forsteninger.

Der overlevede kun én art ginkgo – og kun i Kina. At den i det hele taget overlevede til vore dage, kan man især takke kinesiske buddhistmunke for. En overlevering vil vide, at buddhistiske missionærer fortalte kineserne, at Buddha opnåede nirvana under et ginkgotræ. Derfor blev dette træ regnet for helligt, og munkene værdsatte det tillige for de spiselige frugter, bladenes medicinske egenskaber samt for det smukke efterårsløv. Gennem mere end 2000 år blev arten plantet ved kinesiske templer, en skik, som for over tusind år siden bredte sig til Japan.

Indtil slutningen af 1900-tallet kendte man kun arten som dyrket, så det vakte stor opsigt, da større bestande blev fundet på bjergskråninger i det østlige og sydvestlige Kina. Det diskuteres stadig, om den østlige bestand er blevet plantet af munke, men det synes sikkert, at den vestlige bestand er af vild oprindelse.

 

 

 

 

 

Løvet anvendes i Østen som medicin, bl.a. mod svampe- og bakterieinfektioner. Ginkgolider, som den udvundne medicin kaldes, benyttes i Vesten mod bl.a. Alzheimer, hukommelsestab, svimmelhed og træthed. Endvidere øger ginkgo blodcirkulationen og synes ligeledes at være en glimrende antioxidant. Der høstes hvert år mellem 1,5 og 2 mio. kg blade til medicinalindustrien.

Tempeltræet er meget modstandsdygtigt mod insekt- og svampeangreb og er ligeledes yderst forureningstolerant. Stammen af en ginkgo, der stod omkring 800 m fra epicentret af atombombe-eksplosionen i Hiroshima i 1945 brændte naturligvis op. Men rødderne levede utroligt nok videre, satte nye skud og har i dag dannet et nyt træ. Arten plantes med stor succes i storbyer og er efterhånden (atter) udbredt over store dele af kloden.