Hinduisme

 

 

Morgentåge, som indhyller hinduistiske templer på Durbar-pladsen i Bhaktapur, Nepal, letter i den opgående sol. Denne by er overvejende beboet af Newarer, et folk af blandet indo-europæisk og mongolsk oprindelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ved daggry hilser denne brahmin den opgående sol og den hellige Ganges-flod, Varanasi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinder bringer offergaver til et hinduistisk tempel i Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fornemme skulptur fra Changu Narayan i Kathmandu-dalen, Nepal, viser Garuda, den høje gud Vishnus ganger, som er halvt mand, halvt ørn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ordet hindu er af persisk oprindelse og betyder ‘folket ved Indus’. I nutiden refererer det dog til tilhængere af hinduismen som religion. I modsætning til andre verdensreligioner blev hinduismen ikke indstiftet af en person, men har sin rod i Veda’erne (af sanskrit vid: at vide) – en række doktriner, som opstod blandt arierne, et mellemøstligt stammefolk, der invaderede Indus-dalen omkring 1500 f.Kr.

Teksterne i disse doktriner blev lært udenad af brahminer (lærde eller ’præster’) og overleveret mundtligt fra generation til generation, indtil de blev nedskrevet omkring 1800 e.Kr. Vedaerne omtaler ariske guder og myter, og for arierne var rituelle ofringer hovedessensen.

Guder og myter fra den lokale dravidiske religion i Indus-dalen blev efterhånden indkorporeret i den ariske religion, og hinduismen er resultatet af denne opblanding.

Hinduismen adskiller sig tillige fra andre verdensreligioner ved, at den ikke pålægger sine tilhængere at tilbede bestemte guder eller at udøve bestemte ritualer. Det åndelige univers tolkes bl.a. ud fra Vedaerne, samt i nogen grad fra de store helte-eposer Mahabharata og Ramayana.

Der er stor forskel på, hvordan en filosof og en bonde tolker og dyrker sin religion, og hinduismen er så rummelig, at også den moderne forretningsmand kan finde indhold i den. For størsteparten af hinduerne gælder det, at deres tro er så sammenvævet med deres hverdag, at hinduismen bedst kan beskrives som en blanding af levemåde og religion.

De ariske indvandrere var lyshudede, mens de lokale dravidiske indbyggere, som arierne gjorde til deres slaver, var mørklødede. Folk blev opdelt i fire kaster, på sanskrit varna, som simpelthen betyder ’farve’ – efter al sandsynlighed en hentydning til de forskellige hudfarver hos befolkningen i Indus-dalen. Ifølge en Veda-tekst blev denne inddeling i kaster dikteret af guderne.

 

 

Denne turban-klædte danser i Bikaner, Rajasthan, er af arisk afstamning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tamilske pige fra Tarangambadi, Tamil Nadu, er af dravidisk afstamning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduernes kastesystem
Hinduistiske riter, herunder præsentation af offergaver til guderne, foretages af brahminerne, som tolker Vedaerne og ofte strengt efterlever disse doktriner.

Reglerne for den rette levevis for de fire kaster blev oprindeligt udfærdiget af brahminerne. Naturligvis udnævnte de sig selv som den øverste kaste, Brahman, idet de hævdede, at de udsprang af guden Brahmas mund. (Brahma er Universets skaber, se afsnittet Hinduguder). I dag er ikke alle brahminer lærde, men omfatter også personer fra andre erhvervsgrene, bl.a. bønder.

Den næstøverste kaste, Kshatriya (i Nepal kaldt Chhetri), siges at være udsprunget fra Brahmas arme. Medlemmer af denne kaste var traditionelt krigere, som skulle beskytte landet mod invasioner. I nutidens samfund beklæder de ofte høje stillinger inden for hæren og politiet, mens andre er embedsmænd eller handelsfolk.

Den tredje kaste, Vaishya, omfatter bønder, håndværkere, handelsfolk, og andre. De siges at være udsprunget fra Brahmas lår.

Disse tre øverste kaster er klassificeret som dvija (‘togangefødte’). Tværs over kroppen, fra venstre skulder til højre hofte, bærer mange af mændene fra disse kaster en hellig snor (janai), bestående af tre snoede tråde. Brahminernes snor er lavet af bomuld, Kshatriya’ernes af hamp og Vaishya’ernes af uld. (Mere om janai findes i afsnittet Hinduistiske højtider nedenfor).

Den fjerde kaste, Shudra, siges at være udsprunget fra Brahmas fødder og omfatter typisk daglejere og tjenere.

Op gennem tiden er der sket en yderligere opspaltning af disse fire grundkaster, således at der i dag findes i tusindvis af underkaster. De kaldes jati og er oftest erhvervsbetingede. Man gifter sig helst inden for sin kaste, eller endog underkaste, og har pligt til at overholde dens regler, moral og ritualer. Disse pligter kaldes dharma (ikke at forveksles med Buddhismens dharma).

Helt uden for kastesystemet er de kasteløse, kaldt dalit – de ‘urørlige’, eller med den indiske regerings betegnelse, ‘the scheduled caste’. De udfører ‘urent’ arbejde som renovation og arbejde associeret med døde mennesker og dyr, bl.a. kremation og læderarbejde. Principielt betragtes alle ikke-hinduer som dalit, heriblandt kristne, muslimer, indiske stammefolk og turister.

 

 

Mediterende brahmin ved bredden af Ganges-floden, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens han venter på at udføre ceremonier for pilgrimme ved Ganges-floden, fordriver denne brahmin tiden med at læse i en avis. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Swayambhunath er en stor buddhistisk stupa i Kathmandu, Nepal. Omkring denne stupa findes også adskillige hinduistiske templer, hvilket afspejler den religiøse tolerance hos befolkningen i Kathmandu-dalen.

Swayambhunath og andre stupa’er er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Nær Swayambhunath udfører en brahmin en ofrings-ceremoni uden for et tempel tilegnet Harati, også kaldt Ajima, den hinduistiske gudinde for børnesygdomme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ikke alle brahminer er lærde. Kasten omfatter også personer fra andre erhvervsgrene, bl.a. bønder. Her ses et ældre bondepar i Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et bjergrigt område nord for Kathmandu rummer i alt 54 søer, som alle er hellige for hinduer. Hvert år under fuldmåne i juli eller august valfarter tusinder af rettroende hinduer til disse søer for at foretage et rensende bad i de iskolde vande. For ortodokse hinduer er det målet at bade i alle 54 søer. Søerne er nærmere beskrevet på siden Lande og steder: Shivas hellige søer.

 

 

Ganga Thapa, en ung pilgrim af Kshatriya-kasten (i Nepal kaldt Chhetri), sætter et karminfarvet mærke, en tika, i panden, idet han tager farven fra en lille Shiva-helligdom ved Gosainkund-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduistiske templer

 

 

Hinduistiske templer omkring en hellig sø, Pushkar, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Templer tilegnet skaberguden Brahma ses kun få steder. Et af dem er dette markante tempel i Pushkar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gopura, også kaldt gopuram, er et indgangstårn, som fører ind til et hinduistisk tempel eller tempelkompleks. Billederne nedenfor viser en gopura i Minakshi-templet i byen Madurai, Tamil Nadu, som er udsmykket med tusinder af skulpturer, der gengiver guder og myter. Dette tempel er tilegnet Minakshi, det lokale sydindiske navn for guden Shivas shakti (se afsnittet Hinduguder nedenfor), som i Nordindien bl.a. kaldes for Devi, Uma eller Parvati.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ifølge en legende var måneguden Chandra stamfader til herskerne i Chandella-riget, som lå i det nutidige Khajuraho, Madhya Pradesh.

Engang, i måneskin, badede en smuk kvinde ved navn Hemavsti i Rati-søen, da Chandra steg ned fra himlen og omfavnede hende. Hun fødte senere en søn, som blev den første regent i Chandella-slægten.

Mellem 900 og 1050 e.Kr. opførtes i Khajuraho 85 templer, hvis stenfriser og skulpturer viser mange sider af livet dengang, bl.a. dans, musik og krigsscener. Der findes tillige en mængde afbildninger af kvinder i udfordrende stillinger med talje og bryster fremhævet. De skal muligvis forestille apsara’er, overnaturlige kvindelige væsener, som er uforlignelige i kunsten at danse. De afbildes ofte dansende til musik leveret af gandharva’er, som var musikere ved regnguden Indras hof. Apsara’erne underholder guder og mænd og forfører dem undertiden. Andre skulpturer gengiver mithuna, mænd og kvinder under samleje.

 

 

Denne skulptur i Vishvanath-templet, Khajuraho, forestiller et elskende par, som synes at gøre de to øvrige kvinder en smule forlegne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief i Bayon, Angkor Thom, Cambodia, gengiver dansende apsara’er. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur i Vishvanath-templet, Khajuraho, viser en yderst frodig kvinde, muligvis en apsara. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu en skulptur af en smuk kvinde, muligvis også en apsara, Ta Prohm, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief i Angkor Wat forestiller muligvis også apsara’er. Brysternes mørkere farve skyldes berøring af talrige besøgendes hænder! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ifølge Mahabharata tilbragte Bhima, en af Pandava-brødrene (se afsnittet Hinduguder: Krishna), en tid i eksil i Manali, Himachal Pradesh. Her forelskede han sig i Hadimba (også kaldt Hidimbi), en lokal skønhed, der som ung kvinde havde givet det løfte at gifte sig med den mand, som var i stand til at dræbe hendes broder Hadimb (eller Hidimb), der var en meget stærk og modig person.

Det lykkedes Bhima at slå Hadimb ihjel, hvorpå Hadimba giftede sig med ham. Senere fik hun gudinde-status, idet hun blev betragtet som en inkarnation af den store modergudinde Devi.

Hadimba-templet i Manali blev opført i 1553 over en hule i en kæmpestor klippe, hvor Hadimba efter sigende mediterede. Senere blev klippen tilbedt som et billede på gudinden.

 

 

Hadimba-templet er udsmykket med bl.a. horn af halvfår (Pseudois nayaur) og opsatser af Kashmir-kronhjort (Cervus canadensis ssp. hanglu). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduguder
Det er en udbredt opfattelse blandt vesterlændinge, at hinduismen rummer tusindvis af guder, men i realiteten er de blot forskellige aspekter af én og samme guddom. Disse mange guder, som ofte har flere navne, afspejler simpelthen de utallige sider af det menneskelige sind.

Oprindeligt fandtes der kun mandlige guder, men på et tidligt tidspunkt blev disse guders kvindelige aspekt eller energi, kaldt shakti, vigtig i tilbedelsen. I dagligt brug personificeres denne shakti og bliver til den pågældende guds ‘hustru’.

Tilbedelse af guderne, kaldt puja, foregår gennem bønner og ofringer ved statuer eller afbildninger af guderne, som findes overalt i gader, templer og private hjem.

Nedenfor præsenteres de vigtigste guder i det hinduistiske pantheon.

 

Brahma og Saraswati
Brahma, Universets skaber, har fire hoveder, ofte med skæg, samt adskillige arme. Han afbildes ofte på sin ganger, som er en gås, eller stående på en lotusblomst. Tilbedelse af denne guddom foregår kun få steder, og det skyldes måske, at hans gerning er udført, og at bede til ham vil derfor næppe hjælpe den bedende. Templer for Brahma findes enkelte steder, bl.a. i byen Pushkar i Rajasthan.

Saraswati er Brahmas shakti (kvindelige aspekt). Hun afbildes med fire arme, ofte siddende på sin ganger, som er en svane. Hun er lærdommens, visdommens og musikkens gudinde og tilbedes mest af studerende. I mange hjem findes billeder af hende, hvor hun spiller på sit strengeinstrument, veena.

 

 

Dette Khmer-relief gengiver Brahma, ridende på sin ganger, en gås, Banteay Srei, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Khmer-udskæring i det klippefyldte flodleje i vandløbet Stung Kbal Spean, Cambodia, som viser den hvilende Brahma. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Branden i Khandava-skoven
Engang led ildguden Agni af forstoppelse og gik til Brahma for at søge hjælp. Brahma sagde, at den eneste kur var at konsumere Khandava-skoven og dens beboere.

Agni bad nu Krishna og Arjuna (en af Pandava-brødrene) om at hjælpe med denne umådelige opgave, og det sagde de villigt ja til. Deres opgave bestod i at forhindre skovens indbyggere i at undslippe branden.

Nu satte Agni ild til skoven, og snart brændte den med umådelig kraft. Vandet i søer og vandhuller begyndte at koge, hvorved alle dyr deri blev slået ihjel. Fugle, som forsøgte at undslippe branden, blev ramt af Arjunas pile.

Regnguden Indra, som var beskytter af skoven, overdængede den nu med regnbyger, men de fordampede midtvejs på grund af den intense hede.

 

 

Dette Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, viser skrækslagne dyr og mennesker under branden i Kandava-skoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ridende på sin 3-hovedede elefant Airavata fremkalder Indra regnbyger i sine anstrengelser for at slukke ilden. – Banteay Srei. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vishnu og Lakshmi
Det fortælles, at den høje gud Vishnu i tidernes morgen hvilede i urhavet på den kæmpemæssige 7-hovedede brilleslange Shesha. Da han vågnede, havde han taget form af et guldæg, af hvis skaller Himlen og Jorden blev dannet. Det siges, at han efter verdens undergang vil indtage samme stilling og herfra genskabe verden.

Vishnu afbildes almindeligvis med fire arme, og han sidder, ligger eller står ofte på en lotusblomst eller på Shesha. I en af sine hænder holder han en konkylie, som peger mod havet, hvor skabelsen tog sin begyndelse.

Vishnu repræsenterer det positive og det bevarende, og han beskytter mennesker og guder mod dæmoner og andre onde magter. Af denne grund har han ni gange ladet sig omskabe til andre former, kaldt avatar. Ifølge mytologien vil den tiende avatar, Kalki – en hvid hest med gedehoved – snart vise sig på Jorden og forårsage dens undergang, forårsaget af menneskenes umådeholdne begær efter materielle goder. Et udmærket billede på vor tid!

Under religiøse højtider, eller når de er på pilgrimsfærd, maler Vishnu-tilbedere, kaldt Vaishnavit’er, et hvidt tegn af form som en stemmegaffel, fra panden og ned på næsen.

Lakshmi, Vishnus shakti, er rigdommens, lykkens og skønhedens gudinde. Hun afbildes ofte på en lotus eller med en lotus i hånden. Lakshmi er den vigtigste guddom under højtiden Dipavali eller Tihar (populært kaldt ’Lampernes Fest’). Under denne højtid oplyser utallige små olielamper om aftenen gader og huse, og man opstiller rækker af lamper, der fører ind til husenes indgang, så Lakshmi kan finde vej til familiens pengekasse og fylde den op.

Vishnus og Lakshmis ganger er Garuda, halvt ørn, halvt mand, som ofte sidder på vagt foran Vishnu-templerne.

 

 

Denne messingvandhane i Tusha Hiti, et kongeligt badebassin fra 1646 i det gamle kongepalads på Durbar Square i Patan, Kathmandu-dalen, forestiller Vishnu og Lakshmi, ridende på Garuda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under højtiden Tihar besøger Lakshmi alle sine tilhængere. Om aftenen placeres utallige små olielamper på gader og ved huse. – Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne skulptur fra Patan, Kathmandu-dalen, er Garuda afbildet med ørnehoved og menneskekrop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse Khmer-skulpturer på den ydre mur af Preah Khan (øverst), samt på Elefanternes Terrasse, begge i Angkor, Cambodia, gengiver ligeledes Garuda med ørnehoved og menneskekrop. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I landsbyen Budhanilkantha i Kathmandu-dalen findes en 6 m lang skulptur af Vishnu, kaldt Den Sovende Vishnu, som er udhugget i en enkelt klippeblok. Guden fremstilles som sovende i Det Kosmiske Ocean, hvilende på et usædvanligt leje – den 11-hovedede slange Anantha Naga.

 

 

Den Sovende Vishnu i Budhanilkantha vaskes rituelt med mælk under højtiden Haribondhi Ekadasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kurma, 2. avatar
I legenden Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, berettes det, at guderne var blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt.

Guderne appellerede til den høje gud Vishnu om hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen.

Han rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den.

Asura‘erne indvilligede i at deltage i piskningen. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen.

Bjergets spids begyndte imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en kæmpe ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde, hvorpå han dykkede ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den.

Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

 

 

Dette relief i muren oven for nedgangen til brønden Raniji-ki-Baori i Bundi, Rajasthan, gengiver Vishnu som sin anden avatar, Kurma. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af Kurmas rolle i legenden Piskningen af Mælkehavet er skildpadden et helligt dyr for hinduer. Denne algebevoksede skulptur blev set i et tempel i byen Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne frise i Angkor Wat, Cambodia, viser abeguden Hanuman i færd med at opildne guderne til at piske Mælkehavet hårdere med Vasukis krop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder fra Angkor Thom, Cambodia, viser udsnit af en lang række Khmer-skulpturer af asura’er, der holder om Vasukis krop. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rama, 7. avatar
Rama er ofte afbildet med blå hud. Ifølge det store epos Ramayana var han prins og udset som tronarving, men i et ubesindigt øjeblik lovede kongen en anden af sine hustruer, at hendes søn skulle arve tronen i 14 år, og i denne periode skulle Rama landsforvises.

Rama kendte ingen højere lov end at adlyde sin far og tilbragte derfor sit eksil med at vandre omkring i skovene med sin udkårne, Sita, og halvbroderen Lakshmana.

En dag blev Sita røvet af Ravana, en 10-hovedet og 20-armet dæmon fra Sri Lanka. Hanuman, lederen af en abehær, som støttede Rama, tog til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse, men Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Dette blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod at lide overlast, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien.

Under den endelige kamp dræbte Rama den onde dæmon, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

 

 

Den balinesiske Keçak-dans (’Abedansen’) gengiver en scene fra Ramayana. Ramas forlovede Sita er bortført til Sri Lanka af dæmonkongen Ravana, og Hanumans abehær prøver på at befri hende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, viser en scene fra Ramayana. De to abebrødre Sugriva og Valin kæmper om tronen, og Rama affyrer en dræbende pil mod Valin. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hanuman – abeguden
For sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til guddom. Han indgyder styrke og er derfor populær blandt mænd, mens kvinderne er mere skeptiske over for ham, idet han er ugift. Under puja besmøres statuer af Hanuman med orange sindur, der består af cinnober eller et andet rødt farvestof, opblandet med sennepsolie.

På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (M. radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andre spiselige offergaver.

 

 

Skulptur af Hanuman, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur af Hanuman er udsmykket med blomster som offergave, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gennem årene er ansigtstrækkene på denne Hanuman-skulptur nær Pashupatinath-templet i Kathmandu blevet udvisket, idet talrige fromme hinduer har smurt et tykt lag sindur (rødt pulver, opblandet med sennepsolie) på figuren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hun af rhesusabe og hendes unge æder riskorn, der er bragt som offergave til Swayambhunath-stupa’en i Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Krishna – 8. avatar
Krishna er en meget populær guddom. Han afbildes som regel med blå hud, spillende på sin tværfløjte, ofte sammen med sin største kærlighed, Radha, eller med smukke hyrdinder, gopi’er, som han yndede at forføre.

Krishna voksede op hos en hyrde, beskyttet mod den grumme Kong Kansa, der efterstræbte drengebørn, da en spåmand havde advaret ham om, at han ville blive styrtet af en ung mand. En guddommelig røst advarede imidlertid Krishna, som søgte tilflugt hos hyrden. Da han blev voksen, dræbte han den onde konge og befriede folket.

Krishna er en af hovedpersonerne i det store epos Mahabharata, som skildrer striden mellem de fem Pandava-brødre og deres fætre om kongetronen. I Bhagavad Gita (’Den ophøjede sang’), en scene i Mahabharata, er Krishna vognstyrer for en af Pandava-prinserne, Arjuna, og han overbeviser prinsen om, at han må kæmpe for magten og æren – selv mod slægtninge.

 

 

Denne udskæring i en vinduesåbning i byen Puri, Odisha (Orissa), viser Krishna i en lokal sort form ved navn Jagannath, sammen med sin bror og søster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, viser Krishna i færd med at dræbe den onde Kong Kamsa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Shiva og Devi
Shiva er en kompleks guddom, som destruerer og genopbygger i en stadig vekselvirkning. Han afbildes undertiden med tre hoveder i formen trimurti, som symboliserer hans tre aspekter: det destruktive, det bevarende, samt det feminine og blide (shakti).

Shiva optræder ofte i en vild dans med sine fire arme i dynamisk fægtende stillinger. Håret er opsat i en knude, hvilket man også ser hos mange af hans tilbedere, som kaldes shaivit’er. I panden har han et tredje øje, hvormed han er i stand til at se, hvad der er skjult for menneskene. Panden er udsmykket med tre vandrette hvide striber – et mønster, som hans tilbedere også benytter. I en af sine hænder holder han sin trisul (trefork).

Shiva har også tilknytning til ligbrændingspladser, hvor han styrter rundt, indsmurt i aske. Af denne grund smører shaivit’er sig ofte i aske og støv.

Shivas ganger er den store tyr Nandi. Foran langt de fleste Shiva-templer er opsat en skulptur af Nandi, som vogter templet.

Shivas shakti kaldes mange forskellige navne, bl.a. Devi (den store modergudinde), Durga, Parvati, Sati, Uma og Kali. I formen Durga afbildes hun ofte ridende på en tiger eller en løve.

En lingam er en fallosformet sten, der repræsenterer Shiva som skaberen af frugtbarhed og liv. En sådan lingam anbringes ofte på en yoni, en tilhugget, flad sten, der minder om en stiliseret vagina, som repræsenterer Devi. Disse såkaldte linga-yonier, der ofte er opstillet uden for Shiva-templerne, er et symbol på foreningen af Shiva og Devi.

 

 

På øen Elephanta i Mumbai findes en pragtfuld statue af Shiva i formen trimurti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lavbevoksede skulptur i et tempel i Ubud, Bali, Indonesien, viser Shiva og hans ganger Nandi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief fra Banteay Srei, Angkor, Cambodia, viser kærlighedsguden Kama, som skyder en pil på Shiva for at få ham til at vie sin hustru Parvati større opmærksomhed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fire-hovedet Shiva-lingam uden for et tempel i Parphing, Kathmandu-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne udsøgte marmorskulptur i Pushkar, Rajasthan, viser Shiva (i formen trimurti), samt Devi og Nandi, som tilbeder en linga-yoni. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Linga-yoni, Budhanilkantha, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lingam, linga-yoni og Shivas trisul (trefork), Amritsar, Punjab. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I den hinduistiske mytologi var Mahishasura en frygtelig dæmon, som truede gudernes magt, og ikke engang de mægtige guder Vishnu og Shiva kunne modstå truslen.

Så gik Durga i aktion. Ridende på sin løve angreb hun Mahishasura, som først tog skikkelse af en mægtig vandbøffel, derpå en løve. Durga huggede hans hoved af, men nu forandrede sig til en elefant, hvorefter Durga huggede hans snabel af. Dæmonen kastede kæmpebjerge efter gudinden, men ikke desto mindre lykkedes det hende at dræbe ham med sit spyd.

 

 

Denne skulptur i det mægtige tempel ved Aihole, Karnataka, viser Durga på sin løve, i kamp med Mahishasura, som har taget skikkelse af en vandbøffel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under højtiden Dassera, også kaldt Durga Puja, som fejrer Durgas sejr over Mahishasura, marcherer et optog med musikere gennem gaderne i byen Kullu, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I byen Deshnok, Rajasthan, betragtes den lokale gudinde Karna Mata som en inkarnation af Devi. Hendes tilhængere er af den overbevisning, at hvis man genfødes som en rotte, kan man formilde Yama, gud for underverdenen og dommer over de døde. Derfor er rotten et helligt dyr.

 

 

Pilgrimme fodrer en horde af sorte rotter (Rattus rattus) i templet Karna Mata Mandir, Deshnok. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief viser Yama, siddende på sin ganger, en vandbøffel, Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kali
Blåsorte Kali er en blodtørstig form af Devi. Hun afbildes ofte med et blodigt sværd i en af sine mange hænder og en dæmons afhuggede hoved i en anden. Hendes tunge er blodrød og hænger langt ud af munden, hendes halskæde og bælte består af afhuggede hoveder, og omkring hendes hofter er afhuggede arme bundet fast.

Til templer, som er tilegnet hende, bringes hver dag et blodoffer. Tidligere blev der i visse Kali-sekter ofret mennesker, men i dag benyttes især gedebukke eller haner. Hun tilbedes især i Vestbengalen, og provinsens hovedstad Kolkata, førhen kaldt Kalikata, er opkaldt efter gudinden.

 

 

Disse Newar-folk venter i kø med deres offergaver ved Dakshinkali, et Kali-tempel i Kathmandu-dalen. Geden har netop lagt et visitkort på foden af en kvinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den rituelle slagtning af offerdyrene i Dakshinkali-templet foretages af folk fra en bestemt kaste. Læg mærke til de afskårne hoveder af haner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ganesh
Denne guddom, som har menneskekrop og elefanthoved, betragtes traditionelt som yngste søn af Shiva og Parvati. Han afbildes ofte stående på sin ganger, en rotte, med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus. Han er en meget populær guddom, og før man tager vigtige beslutninger, lægger man ofte en malla (blomsterkrans) ved en statue eller et billede af Ganesh, mens man beder en bøn.

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. Ifølge en af dem skete det på følgende måde:

En dag, mens Shiva var på en længere rejse, ønskede Parvati at tage et bad. Af ler formede hun en ung mand til at vogte uden for sit hus, mens hun badede, og hun beordrede ham til ikke at lukke nogen ind imens.

Shiva vendte imidlertid hjem, mens Parvati stadig var i badet, og i overensstemmelse med gudindens ordre nægtede den unge mand Shiva adgang. Dette gjorde den temperamentsfulde gud så rasende, at han huggede hovedet af ham. Det skulle han ikke have gjort, for Parvati blev så arrig over sin husbonds udåd, at hun truede med at ødelægge universet, hvis ikke Shiva sørgede for at skaffe den unge mand sit hoved tilbage. Dette var imidlertid blevet ødelagt, så Shiva sendte en tjener ud med besked om, at den første, han mødte, skulle aflevere sit hoved. En elefant var det første væsen, tjeneren traf, men han tog sin herres ordre så bogstaveligt, at elefanten måtte aflevere sit hoved.

 

 

Denne skulptur af Ganesh i Ubud, Bali, Indonesien, er blevet pyntet med malla’er (blomsterkranse), fremstillet af tagetes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne husmur i byen Jaisalmer, Rajasthan, er udsmykket med et maleri af Ganesh og hans ganger, rotten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne malla er blevet præsenteret som offergave uden for et tempel for Ganesh på Asan Tole-pladsen i Kathmandu. Meget passende sidder en albinistisk sort rotte (Rattus rattus) bag gitteret! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Surya
Surya er hinduernes solgud, fra Sanskrit surya (‘sol’). Han kaldes ved mange andre navne, bl.a. Aditya, Bhanu og Savitr. I Mahabharata benævnes han ‘universets øje, alle eksistensers sjæl, oprindelsen til alt liv’. Surya afbildes ofte med en chakra (diskus). Han æres under en række højtider, deriblandt Pongal (se afsnittet Hinduistiske højtider nedenfor). Tilbedelsen af Surya aftog stærkt omkring det 13. århundrede, måske et resultat af den muslimske erobring af Nordindien.

 

 

Surya i sin karet med sin vognstyrer og to af sine koner. – Udskæring i templet Indreswor Mahadev Mandir, fra 1291, Panauti, nær Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur i Soltemplet i Konark, Odisha (Orissa), gengiver Surya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et liv uden begær – moksha
I Vesten forstår de fleste tiden som en ret linje, der bevæger sig fra fortiden via nutiden mod fremtiden. I modsætning hertil opererer hinduismen med et cyklisk tidsbegreb, idet man forestiller sig livsforløbet som et hjul: Man fødes, vokser op og dør, hvorefter man genfødes i et andet legeme. Det kaldes reinkarnation, og fromme hinduer mener, at alle levende væsner gennemgår dette kredsløb.

Alle hinduer håber på et bedre liv i næste tilværelse. Om man genfødes som dyr eller menneske, fattig eller rig, er betinget af éns karma – et resultat af de handlinger, man har begået i sit foregående liv. Groft sagt er karma regnskabet over det gode og onde, man har foretaget sig. Har man gjort mere godt end ondt, genfødes man i en højere kaste. Har man derimod gjort mere ondt end godt, genfødes man i en lavere kaste, som kasteløs eller som et dyr.

Det endegyldige mål for en ortodoks hindu er dog helt at undgå genfødsel og dermed opnå moksha – en tilstand uden begær eller ønsker (svarende til buddhismens nirvana). Den bedste metode til at opnå moksha er gennem rituelle ofringer og erkendelse uden bagtanker.

 

 

Denne mand bringer en offergave til en statue af Kalo Bhairab, Newar-folkets version af Shiva, på Durbar-pladsen i Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde brænder røgelse som offergave til Krishna i Sri Venkatesvara-templet, Tirumalai, Andhra Pradesh. Venkatesvara er det lokale navn for Krishna i denne delstat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Offergaver, bestående af malla’er (blomsterkranse) og forskellige urter, er draperet omkring denne statue af Ganesh i Sri Minakshi-templet, Madurai, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tilbedelse af Ganges
Talrige ritualer finder sted ved bredden af Ganga (Ganges-floden) – den helligste af alle floder for hinduer. Billederne herunder viser scener fra denne flod i den helligste af alle byer, Varanasi.

 

 

Pilgrimme tager et rituelt rensende bad i Ganges. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde tager helligt Ganges-vand op i sine hule hænder, hvorefter hun lader det falde tilbage i floden som offergave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aarthi er en ceremoni, som afholdes ved solopgang eller solnedgang, hvor røgelse præsenteres som offergave til Ganges. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Små olielamper og tagetes-blomster placeres på småbitte ‘flåder’, fremstillet af blade, og bringes som offergave til Ganges. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malla’er, der er bragt som offergave til Ganges, flyder på vandoverfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sadhu’er
Disse hellige mænd vandrer omkring med ganske få basale ejendele, idet de lever af almisser. Mange sadhu’er følger strengt de hinduistiske leveregler, og deres eneste mål i livet er at opnå moksha.

 

 

Denne sadhu vandrer ned ad en gade i Kolkata, Vestbengalen, medbringende sine få ejendele. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeg traf denne farverige sadhu i det store Minakshi-tempel i Madurai, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kremation
Efter deres død bliver de fleste hinduer brændt. Af hensyn til afdødes næste tilværelse er det vigtigt, at ligbrændingen foregår på den rette måde. Den ældste søn, som kronrages, tænder ligbålet. For at øge sandsynligheden for, at den afdøde vil opnå moksha, strøes asken i en hellig flod, allerhelst i Moder Ganges eller en af dens bifloder.

 

 

I Kathmandu finder de fleste ligbrændinger sted ved den hellige Bagmati-flod, en biflod til Ganges. Før kremationen finder sted, gennemgår den afdødes familie mange ritualer, bl.a. at kaste ris og farvet pulver på den afdøde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den afdøde placeres på ligbrændet på en platform ved flodbredden og dækkes til med strå, som antændes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et familiemedlem kaster rødt pulver på den afdøde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En særlig kaste af mænd sørger for, at kremationen foregår på korrekt vis. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kremation ved nattetide, Bagmati-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduismen i Sydøstasien
Spredningen af hinduistisk religion og kultur til Sydøstasien startede i det første årtusind f.Kr., dels gennem handelsfolk, som bosatte sig, dels gennem erobringer.

Hinduismen fik en kolossal indflydelse på de sydøstasiatiske civilisationer. Handelsfolkene bragte sandsynligvis brahminer med sig, og en del af disse blev støttet af lokale regenter, som omvendtes til hinduismen, hvorved en lang række hinduistiske kongedømmer opstod i Indokina, på Malacca-halvøen, Sumatra, Java og Bali, samt i dele af det filippinske ørige.

Med tiden blev hinduismen i det meste af Sydøstasien erstattet af islam og buddhismen. Hinduismen er stadig den vigtigste religion på Bali, men i de øvrige områder eksisterer kun mindre hinduistiske menigheder, overvejende bestående af efterkommerne af indiske bosættere, specielt tamiler.

 

 

Prambanan er et ca. 40 m højt Shiva-tempel nær Yogyakarta, Java, Indonesien, som blev anlagt i det 9. århundrede e.Kr. under en Saivite-konge af Mataram. Dette tempel er en del af et ruin-kompleks, bestående af 242 templer, som blev genopdaget i 1880’erne. Templet blev restaureret i 1953. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne algebevoksede skulptur i Wenara Wana-templet (populært kaldt ’Monkey Forest’), nær Ubud, Bali, Indonesien, forestiller Rangda, en hinduistisk dæmon-dronning med hængebryster og tungen hængende langt ud af halsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Khmer-riget
Fremtrædende blandt de sydøstasiatiske hindu-kongedømmer var Khmer-riget, som efterlod en pragtfuld arv i form af Angkor Wat-ruinerne i det nuværende Cambodia. I 1800-tallet, da europæiske rejsende besøgte dette sted, var ruinerne blevet erobret af regnskovsvækster. Siden er det meste af vegetationen blevet fjernet, med undtagelse af Ta Prohm, som er bevaret i den skikkelse, området blev fundet i.

 

 

I Angkor Thom er talløse store stenblokke blevet tilhugget og sat sammen til at forme talrige kæmpemæssige ansigter, som forestiller en stor lokal konge ved navn Lokesvara. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra Ta Prohm viser en ruin, som omklamres af et kæmpemæssigt regnskovstræ af arten Tetrameles nudiflora. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduistiske højtider

 

Maha Shivaratri
Adskillige dage før den vigtige højtid Maha Shivaratri (‘Mægtige Shivas Nat’) fejres, samles talrige shaivit’er (tilhængere af Shiva) omkring Pashupatinath-templet i Kathmandu, der ofte betragtes som det vigtigste Shiva-tempel i verden. Mange shaivit’er ryger charas (hashish) for at opnå et højere mentalt stade og derved komme i kontakt med guderne.

 

 

Indsmurt i aske, kun iført et lændeklæde og behængt med rosenkranse, er disse shaivit’er ved Pashupatinath-templet i færd med at ryge hashish. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Maha Shivaratri fejres i byen Jaipur, Rajasthan. Pyntede elefanter deltager i et optog (øverst), mens mænd, udklædt som Krishna (med blå hud) og en ukendt gud, sigter på hinanden med bue og pil. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Janai Purnima
Janai er den hellige, håndspundne snor, som mænd fra de tre øverste kaster bærer fra venstre skulder til højre hofte. Under Janai Purnima, fuldmånedagen i juli eller august, udskifter alle tagadhari (‘bærere af den hellige snor’) deres janai med en ny.

For Vaishnavit’er (tilhængere af Vishnu) er Muktinath-templet i Mustang-provinsen i det centrale Nepal et specielt lykkebringende sted at udskifte snoren. Under Janai Purnima flokkes tusinder af pilgrimme omkring dette tempel.

 

 

Disse piger tager et rituelt rensende bad, idet de passerer hen under 108 springvand, som bringer vand til templet fra den hellige Muktinath-kilde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De 108 springvand ved Muktinath-templet har form som oksehoveder, med undtagelse af tre, som forestiller mytiske væsener. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne pilgrim tænder olielamper under Janai Purnima, Muktinath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Holi
Denne forårsfest er til ære for Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uanset kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for Farvernes Fest.

Mine ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

I Charbhuja, Rajasthan, hvor disse billeder blev taget, varer Holi ikke mindre end 15 dage. Den unge mand på det nederste billede kaster rødt pulver på kvinder, der forlader et tempel. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bisket Jatra
Denne højtid fejres med stor iver omkring det hinduistiske nytår af Newar-befolkningen i byerne Bhaktapur og Thimi i Kathmandu-dalen.

Bisket betyder ’slangedræberen’. Legenden fortæller, at en konge i Bhaktapur kun havde én datter, som havde en gevaldig appetit på elskere. Hver nat skulle hun have en ny, og på mystisk vis blev han altid fundet død i sengen om morgenen. Mange familier mistede deres unge mænd og sørgede.

En ung prins, som besøgte byen, hørte om elendigheden. Han tilbød at overtage rollen som elsker og medbragte sit sværd til prinsessens soveværelse. Da prinsessen var faldt i søvn, holdt prinsen sig vågen. Ud af prinsessens næsebor kom to tynde tråde, som voksede til monstrøse slanger. De angreb prinsen, som dræbte dem med sit sværd.

Da kongens tjenere om morgenen kom for at fjerne den døde unge mand, så de ham til deres overraskelse sidde og tale roligt med prinsessen. De døde slanger blev hængt op på en høj mast på et af byens torve. Prinsen og prinsessen blev gift, og kongen befalede, at begivenheden skulle fejres hvert år.

Han lod en høj karet bygge, som skulle bære en statue af gudinden Bhadra Kali, så hun også kunne se de dræbte slanger. Bhadra Kali er det kvindelige aspekt af Kalo Bhairab, som Shiva ofte kaldes i Kathmandu-dalen. Senere blev en endnu større karet konstrueret til ham. Forenden, som er højt svunget, symboliserer slangeguden. Herpå er fastgjort et lille messingansigt af en betala, Kalo Bhairabs ledsager.

Nutildags, nogle dage før selve nytåret, placeres Kalo Bhairab og Bhadra Kali i hver sin karet. De tunge kareter trækkes til pladsen Taumadi Tole af mange mænd ved hjælp af stærke reb. Kareterne males og dekoreres, og betala-figuren placeres på den højt svungne forende. Under forberedelserne bringer folk offergaver til kareterne.

På selve nytårsdagen kravler en masse drenge op på Kalo Bhairabs karet. Mændene trækker den hen til en stejl gade, som fører ned til Khalna Tole ved Hanumante-floden. På hver side af gaden er en afløbsrende, og hjulene på kareten passer i disse render. Nu skubber og maser mændene kareten ned i renderne. Hjulene begynder langsomt at køre rundt, hele kareten svajer, og pludselig forsvinder den i susende fart ned gennem gaden. Ved foden af gaden løber hjulene ud i sand, som bremser kareten. Nu kommer turen til Bhadra Kali’s mindre karet.

På Khalna Tole ligger en ca. 20 m høj mast, til hvis top to bannere, der symboliserer de dræbte slanger, er fastgjort. Nu skal masten rejses ved hjælp af reb, en farlig proces. Den er somme tider væltet og har dræbt mennesker, hvilket betragtes som et dårligt varsel for det kommende år.

Tusinder af mennesker kommer for at ofre til Kalo Bhairab og Bhadra Kali – høns, hvis blod smøres ud over betala-figuren, samt ris, blomster, helligt vand og penge. Mænd samles for at spille musik, folk går i procession til templerne nær den rejste mast og ved floden.

Om eftermiddagen tages masten ned igen. To hold mænd trækker fra hver sin side og kappes om at være det hold, som vælter masten. Det er farligt, og folk løber til alle sider, når masten svajer. Endelig falder den med et brag og symboliserer, at det gamle år er dødt og med det de to onde slanger.

 

 

Under Bisket Jatra trækker mange mænd en karet med en figur af Kalo Bhairab gennem Bhaktapurs gader. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mænd har netop ofret geder til Kalo Bhairab. Der drysses riskorn og rødt pulver på deres afhuggede hoveder, hvorefter de smøres ind i sennepsolie, som antændes. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser den høje mast med to bannere, som illuderer de onde slange-uhyrer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hane er blevet ofret, og blodet smøres på betala‘en, som er fastgjort til Kalo Bhairabs karet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pongal
Denne sydindiske højtid, også kaldt Sankranti, fejrer starten på høsten. Under højtiden vaskes køerne, hvorefter de smøres ind i gurkemeje-pulver, deres horn og klove males, og de fodres med pongal (en blanding af ris, sukker, linser og mælk).

 

 

En ko udsmykkes under Pongal, Mysore, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thaipusam
Denne højtid fejres i Batu-hulerne nær Kuala Lumpur, Malaysia, til ære for Shivas og Devis søn Subramaniam (‘Den Pletfrie’). Under denne højtid påfører pilgrimme sig selv forskellige pinsler som bod for at have begået en synd, eller for at få opfyldt et ønske.

Højtiden er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Malaysia 1985: Thaipusam – en hinduistisk højtid.

 

 

Under Thaipusam har en pilgrim stukket et spyd gennem kinderne (øverst), mens en anden har masser af små nåle stukket gennem tungen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet maj 2017)

 

(Senest opdateret oktober 2021)