I cederens rige

I det nu fredede område har den hårdføre befolkning i umindelige tider græsset dyr, hentet tømmer og brænde, gået på jagt, samt indsamlet spiselige planter og medicinplanter. Disse traditionelle udnyttelser er ikke længere tilladt. Den indiske skovstyrelse samarbejder med flere NGO’er for at hjælpe lokalbefolkningen, bl.a. gennem tilbud om at arbejde som vildtbetjente eller som guider og bærere for besøgende turister.

Der er også blevet anlagt plantager med tømmertræer nær landsbyerne, og der er oprettet planteskoler for arter, som i vid udstrækning har været anvendt i den traditionelle folkemedicin og til anden brug, fx vestlig himalaya-taks (Taxus contorta) og bisamtidsel-arten Jurinea depressa, lokalt kaldt dhup. Gennem disse tiltag håber man, at lokalbefolkningen vil respektere reservatbestemmelserne.

Efter at græsning med kvæg og geder ophørte i parken omkring 1990, havde stierne ikke været vedligeholdt, og mange steder var de simpelthen forsvundet. Det medførte, at vandringen undertiden var temmelig hårrejsende, med interimistiske ’broer’, spring fra sten til sten, lodrette klipper som skulle forceres, samt meget smalle stier, der var smattede af nedfaldne egeblade.

Ved en enkelt lejlighed nær parkens udkant fulgte vi en smal sti, som vi ikke kunne se, da den var skjult under et virvar af over 2 m høje urter, der ligeledes skjulte de utallige fedtede kokasser, som lå på stien. For mig var det en form for trøst, at min guide og bærerne gled og faldt i dette ælte lige så ofte som jeg.

En del af plantearterne nævnt i denne beretning er nærmere behandlet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

I skovbunden her findes et rigt flor, bl.a. den mandshøje Himalaya-lilje (Cardiocrinum giganteum), akeleje-arten Aquilegia pubiflora, samt Geum roylei, der minder meget om den hjemlige febernellikerod (G. urbanum). Langs stien bemærkede vi bl.a. forskellige pileurter (Bistorta, Persicaria, Koenigia), en lyseblå ridderspore-art, Delphinium denudatum, en orange hjørneklap, Erysimum benthamii, samt den smukke Iris milesii, som har lange, krumsabelformede blade.

I lysninger, bl.a. tidligere marker, var buske af rosenfamilien meget almindelige, fx Spiraea canescens, Sorbaria tomentosa og Rubus niveus, også kaldt for R. foliolosus, i lighed med slyngplanten Cynanchum auriculatum af singrønfamilien (Apocynaceae).

Også almindelig kermesbær (Phytolacca acinosa) var talrig. Denne art har en op til 15 cm lang, gullighvid blomsterstand, der siden får sorte bær, som ikke er spiselige. Derimod er bladene glimrende som grønsag – dog først efter grundig kogning.

På stien fandt vi ofte egeblade med et stort rundt hul i midten. Disse huller er gnavet af hvidbugede flyveegern (Petaurista albiventer), som folder bladet langs midterribben, hvorefter de æder den centrale del af bladet og efterlader yderranden, der indeholder flere toksiner end centrum.

I lidt større højder begyndte nåletræer som himalaya-ceder (Cedrus deodara), himalaya-gran og tårefyr (Pinus wallichiana) at optræde almindeligt. Himalaya-ceder har et af sine kerneområder i Great Himalayan Nationalpark, men er i øvrigt udbredt mellem Afghanistan og det vestlige Nepal. Den kan blive et vældigt træ, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på 10-12 m. Det latinske slægtsnavn Cedrus, af græsk kedros, stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Nåle og ved blev førhen anvendt som røgelse, i lighed med forskellige arter af ene og cypres. Traditionel medicin udvindes af en æterisk olie i cederens ved.

Himalaya-gran er udbredt fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal, mens tårefyr findes i et kæmpemæssigt område, fra Afghanistan i vest til det sydvestlige Kina i øst. Tårefyr kendes bl.a. på sine blålige nåle samt på koglerne, der bliver op til 25 cm lange. Et billede af dens kogle kan ses på siden På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer.

De stejleste bjergsider var kun tyndt bevokset med træer, og hele partier var farvet lyserøde af en ærteblomstret busk, Indigofera heterantha. I Himalaya findes hele 16 medlemmer af denne slægt. Førhen blev et pulver, som farver blåt, indigo, udvundet af en nær slægtning fra lavlandet, Indigofera tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af farven. Hist og her sås to rosenarter, en busk med smukke lyserøde blomster, Rosa macrophylla, samt en slyngplante med hvide blomster, Rosa brunonii.

På vores forårsvandring observerede vi på klippesider i skovene mængder af den store hvide Anemone tetrasepala, en lyserød fjeldarve, Androsace sarmentosa, den flotte røde Himalaya-klokkekodriver (Primula matthioli ssp. brotheri), samt den hvidblomstrede Acanthophyllum cerastioides, af nellikefamilien (Caryophyllaceae), der tidligere blev betragtet som en gipsurt under navnet Gypsophila cerastioides. På efterårsvandringen fandt vi en køn klokkeblomst, Campanula argyrotricha, som voksede på en klippevæg.

I skovbunden i denne højde voksede planterne spredt, men der optrådte en del arter, bl.a. Geranium himalayense, der minder meget om den europæiske engstorkenæb (G. pratense), men er større. Ligeledes fandt vi en plante med tredelte blade, Trillium govanianum, som er beslægtet med vores hjemlige firblad (Paris quadrifolia). Begge disse arter er fornylig blevet overført fra liljefamilien (Liliaceae) til firbladfamilien (Melanthiaceae). Andre arter omfattede en storblomstret asters-art, Aster thomsonii, en konval, Maianthemum purpureum, den lille Wulfeniopsis amherstiana af vejbredfamilien (Plantaginaceae), samt to smukke jordlevende orkidéer, en hvid fruesko, Cypripedium cordigera, samt Calanthe tricarinata.

Over store områder var skovbunden rodet op af bjørne. Der findes to arter i nationalparken, den sorte kravebjørn (Ursus thibetanus), som mest holder til i skovene i lavere højder, samt en underart af den brune bjørn, isabella-bjørn (Ursus arctos ssp. isabellinus), der oftest træffes i alpine områder, men af og til kommer ned i skovene.

I disse tempererede skove lever ikke færre end fem fasanarter. Farvestrålende hanner og brunspættede hunner af glansfasan (Lophophorus impejanus), også kaldt monal, lettede ofte foran os og svævede skogrende flere hundrede meter ned i dalen. Denne art er meget almindelig i parken, mens koklasfasan (Pucrasia macrolopha) og kalijfasan (Lophura leucomelanos) er mere fåtallige. De to sidste arter, chirfasan (Catreus wallichi) og vestlig tragopan (Tragopan melanocephalus), er meget fåtallige, og tragopanen er akut udryddelsestruet. Den har dog en af sine største og mest stabile bestande i netop denne nationalpark.

I skovene findes en del lysninger, som er et levn fra tidligere tiders græsgange. Siden græsningen ophørte i parken, er vegetationen i disse lysninger fuldstændig ændret. Fra at være sammensat af stikkende eller giftige arter, samt planter der kunne tåle en kraftig nedgræsning, er den nu domineret af mandshøje urter, fx forskellige arter af pileurt, skræppe og nælde, som breder sig stærkt.

Der kan dog stadig ses mange andre planter, bl.a. den store blå rublad Hackelia uncinatum, den hvide Anemone rivularis, boghvede-arten Fagopyrum dibotrys, samt Potentilla argyrophylla, hvis blomsterfarve varierer utroligt, fra gul over orange til rød og purpurrød.

En markant plante er den flotte Morina longifolia, som er udstyret med torne som værn mod græssende dyr. I Himalaya findes 4 arter af denne slægt, som førhen var inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men senere blev overført til en særskilt familie, Morinaceae. Nyere genetisk forskning har reduceret disse to familier til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

På længere sigt vil disse lysninger atter springe i skov.

Urtefloret i disse bjergenge er overordentlig rigt, og langt de fleste arter blomstrer i monsuntiden. I juni, hvor vores forårsvandring fandt sted, er nedbøren moderat, men vi fandt alligevel en mængde arter i blomst. En stor del var gengangere fra skovlysningerne i lavere højder, men nogle af arterne var begrænset til disse højtliggende enge. Meget udbredte arter var fx alpe-forglemmigej (Myosotis alpestris), en nellikerod-art med store gule (sjældnere røde) blomster, Geum elatum, en violet løvehale-art, Phlomoides bracteosa, samt Anemone obtusiloba, der her optræder i to farvevarieteter, hvid og blå. En tredje varietet med gule blomster findes kun i Kashmir. Langs vandløbene var der ofte fuldstændig gult af himalaya-engkabbelejer (Caltha palustris).

Den ene interessante plante efter den anden dukkede op heroppe. En stribelilje, Gagea longiscapa (førhen kaldt Lloydia longiscapa), samt den lille fine Aletris pauciflora, der er flyttet fra liljefamilien (Liliaceae) til familien Nartheciaceae, fandtes i mængde.

Blandt klipperne lyste den smukke valmuesøster Meconopsis aculeata op med sine store lyseblå blomster. 17 arter af denne spektakulære slægt findes i Himalaya, hovedparten fra Nepal og østpå. Vi fandt også den mærkelige Picrorhiza kurrooa af vejbredfamilien (Plantaginaceae), hvis 3 cm lange støvdragere rager langt ud af de små blomster. Denne art, der anvendes i folkemedicinen mod dysenteri, er truet af overdreven indsamling.

Andre arter omfattede bl.a. Dactylorhiza hatagirea, der ligner vor hjemlige kødfarvet gøgeurt (D. incarnata), en pudedannende fjeldarve, Androsace muscoidea, samt to høje kodrivere, Primula stuartii med lysegule blomster og P. macrophylla med violette blomster.

Dyrelivet er sparsomt i disse højder, men på efterårsvandringen så vi dog store flokke af sneduer (Columba leuconota). På forårsvandringen patruljerede en lammegrib (Gypaetus barbatus) langs fjeldkanten på jagt efter ådsler, og en rød ræv (Vulpes vulpes ssp. montana) med lyse partier i pelsen standsede op og betragtede os interesseret, inden den luntede videre. I det tågede vejr overraskede vi to unge brune bjørne, som var i færd med at grave rødder op, kun et halvt hundrede meter borte. Da de fik øje på os, snøftede de forskrækket og løb, det bedste de havde lært.