Hest, æsel og muldyr

 

 

Californien 2013
Heste er meget sociale dyr, som tilbringer lang tid med at rense pels på hinanden, som disse belgiske heste nær San Simeon Creek, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag anvendes æsler stadig som ridedyr mange steder. Her ses en dreng på et æsel i byen Birecik, sydlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En muldyr-karavane uden last vender tilbage fra en tur til den øvre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En vaskeægte cowboy, der rider dagen lang,
han hviler ud ved bålet og synger denne sang:
Jeg har min hest, jeg min lasso,
jeg har en sweetheart i El Paso.
Min bedste ven var indianer,
han blev den sidste mohikaner.

 

Her har vi ingen cowboy, her lyder ingen skud,
men her er livet dejligt, når bøgen springer ud.
Jeg har min hest, den hedder Skimmel,
og der er sol på Danmarks himmel.
Når andre priser fjerne steder,
så synger jeg om mine glæder.

 

Uddrag af sangen Jeg har min hest, jeg har min lasso, fra filmen Det gamle guld (1951), som var baseret på en roman af samme navn fra 1923, skrevet af Morten Korch (1876-1954). Sangen har tekst af Victor Skaarup (1906-91) og musik af Sven Gyldmark (1904-81). Den blev i filmen sunget af skuespillerne Peter Malberg (1887-1965) og Poul Reichhardt (1913-85).

 

 

 

Nutidens heste, æsler og zebraer udvikledes fra et lille bladædende væsen, omtrent på størrelse med en ræv, som havde fire tæer på forfødderne og tre på bagfødderne. Oprindeligt blev dette dyr, der opstod i Amerika for omkring 55 millioner år siden, navngivet Eohippus (‘den første hest’ på græsk), hvilket senere blev ændret til Hyracotherium.

Nylig forskning har udnævnt typearten Hyracotherium leporinum som værende stamfader til både heste og brontotherer (uddøde, næsehornslignende dyr, som var nært beslægtet med heste), mens de øvrige arter, der førhen var placeret i slægten Hyracotherium, er blevet overført til andre slægter, bl.a. Eohippus.

Med tiden udvikledes disse tidlige heste til dyr med færre tæer, og for omkring 5 millioner år siden opstod slægten Equus – de ét-tåede, hurtigtløbende dyr, som vi kender i dag. Under en af istiderne vandrede en tidlig Equus-art fra Amerika til Asien via en landbro, som dannedes mellem de to kontinenter, og fra Asien spredtes den videre til Europa og Afrika. Denne stamfader udvikledes til den ægte hest (Equus ferus), samt til forskellige arter af æsler og zebraer.

Vilde heste i Amerika uddøde efterhånden, de fleste arter formodentlig på grund af klimaændringer. Den sidste art, Equus scotti, blev sandsynligvis udryddet af nomadefolk fra Asien, som indvandrede til Amerika via Bering-landbroen under den sidste istid for ca. 12.000 år siden.

 

Tarpan og Przevalskis hest
I Europa blev den ægte vildhest, tarpanen (Equus ferus ssp. ferus), også udryddet af jagt, og den sidste døde i en russisk zoologisk have i 1909. Przevalskis hest, underarten przewalskii, som er opkaldt efter den russiske geograf og opdagelsesrejsende Nikolai Przevalski (1839-88), overlevede kun i spredte flokke på de enorme græsstepper i Ukraine, Kazakhstan og Mongoliet.

Przevalskis hest uddøde også i vild tilstand omkring 1960, men overlevede i zoologiske haver rundt om i verden. I de senere år er småflokke af den blevet løsladt i det fri fra opdrætningscentre i Mongoliet, og nu strejfer vilde heste atter rundt på de centralasiatiske stepper.

Man har forsøgt at genskabe tarpanen ved at krydse Przevalski-heste med forskellige ældgamle racer af tamhesten (E. ferus ssp. caballus), hvilket har resulteret i tarpan-lignende heste, fx Konik-hesten. I dag er flokke af disse ‘primitive’ heste blevet løsladt adskillige steder i Europa.

 

 

I Givskud Zoo findes en ret stor bestand af af Przevalskis hest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bortset fra den lange manke minder Konik-hesten om den uddøde tarpan. Denne race lever i halvvild tilstand i naturreservatet Oostvardersplassen, Flevoland, Holland, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tæmningen af hesten
Tæmningen af heste påbegyndtes på de centralasiatiske stepper omkring 4000-3500 f.Kr., og omkring 2000 f.Kr. fandtes tamhesten i det meste af Europa. I begyndelsen blev den sandsynligvis først og fremmest udnyttet til kød og mælk, og mælken blev ofte gæret til en alkoholisk drik.

Senere lærte man at ride på hestene samt at udnytte dem til at trække ploven og forskellige former for vogne. Mongolske ryttere drak ofte blod, som blev tappet af deres egne heste – et hurtigt og nærende måltid, når de var på farten. Skindet blev brugt til utallige formål, fx til støvler og vanter, af knoglerne blev skåret forskellige redskaber, og hovene blev kogt til fremstilling af lim.

I dag anvendes heste mest til rekreative formål samt til sport, men visse steder i verden, specielt i Sydamerika, arbejder cowboys stadig på hesteryg.

Den største forskel i tamhestens og den vilde hests udseende ligger i manken, som er kort og opretstående hos vilde heste, mens den er lang og hænger ned over den ene side af halsen hos tamhesten. Pelsen er generelt også kortere hos tamhesten, men i områder med koldt klima vokser pelsen dog længere i vintertiden. Tarpanen var gråbrun af farve, og Przevalskis hest er lysebrun, mens tamhesten findes i alle farver.

 

 

Manken er kort og opretstående på vilde heste, mens den er lang og hænger ned over den ene side af halsen hos tamhesten. – Belgisk hest, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Exmoor-ponyen er en gammel hesterace, som holdes i halvvild tilstand mange steder i Europa. Dens korte manke er et oprindeligt vildheste-træk.

 

 

Exmoor-hoppe med diende føl, fotograferet på Sydlangeland, hvor en flok af denne race færdes i en stor indhegning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På et meget tidligt tidspunkt begyndte mennesket at anvende hesten som ridedyr.

 

 

Bonde på sin hest, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rytter deltager i et hestevæddeløb, som afholdes hvert år under den katolske højtid ’De Dødes Fest’ i byen Todos Santos, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rytter trækker en dreng på ski, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Heste blev også tidligt optrænet til at trække vogne, og i dag er hestekøretøjer, hvoraf nogle typer kaldes drosker (fra russisk droshky), et udbredt transportmiddel verden rundt.

 

 

Turister i Quebec, Canada, nyder en tur i en gammeldags droske. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hest trækker en lokal droske-type, kaldt cidomo, i byen Mataram, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2009
Dette Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, viser en scene fra hindu-legenden Branden i Kandava-skoven, hvor rædselsslagne mennesker og dyr, bl.a. en hest, elefanter, hjorte og løver, forsøger at undslippe ilden. Legenden er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille islandske hest er en direkte efterkommer af de heste, som norske nybyggere bragte til øen for omkring tusind år siden.

 

 

Landmand Holmgrimur Kjartansson med tre af sine islandske heste, Aðaldal, nær Husavik, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange nutidige hesteracer nedstammer fra den arabiske hest, som opstod på den Arabiske Halvø for omkring 4500 år siden. Denne store hesterace, som er karakteriseret af styrke, hurtighed og udholdenhed, blev på et tidligt tidspunkt populær i mange egne af verden.

 

 

Frederiksborgeren, en dansk race, nedstammer fra den arabiske hest. Her trækkes to ud af stalden til deres vandingstrug, Melstedgård Landbrugsmuseum, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn fortæller, stammer den belgiske hest fra Belgien. Den blev udviklet som trækdyr og er en af de stærkeste racer, med en vægt på op mod 900 kg. Et af racens karakteristika er den relativt lange behåring på koderne (det nederste af benene).

 

 

Belgiske heste, Reersø, Sjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af en belgisk hest, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kirgiserne er en etnisk gruppe af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, som menes at nedstamme fra Yenisei-kirgiserne, der oprindeligt levede i det centrale Sibirien omkring Yenisei-floden. Senere spredtes dette nomadiske folk til store dele af Centralasien, især til det område, der i dag hedder Kirgisien.

I dag tæller kirgiserne omkring 5 millioner mennesker, hvoraf 4,5 mio. lever i Kirgisien, som de deler med omkring 350.000 russere.

 

 

Et mindre antal kirgisere lever stadig som halvnomader i sommertiden. Her malker en kvinde en hoppe. Bemærk mandens typiske filthue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Verdensbestanden af heste anslås til omkring 58 mio., med langt det største antal, omkring 9 mio., i USA.

 

 

Nutidens hest ankom til Sydamerika for første gang i 1500-tallet. Disse heste græsser på en bjergeng nær Embalse El Yeso, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur i Soltemplet, Konark, Odisha (Orissa), Indien, som blev skabt i 1200-tallet e.Kr., viser en hest, der tramper et uhyre til døde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hest får nye sko, Jaipur, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne frise i Lakshmana-templet, Khajuraho, Madhya Pradesh, Indien, fra ca. 1000 e.Kr., viser en ret speciel brug af en hoppe. Manden t.v. venter åbenbart på, at det er hans tur, mens kvinden i baggrunden forlegent skjuler sit ansigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen var heste, fremstillet af træ, et populært legetøj. Her ses gammeldags træheste og andet legetøj, fotograferet i bilmuseet, Aakirkeby, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Forvildede tamheste
Forvildede og halvvilde hesteflokke findes i adskillige lande, bl.a. USA, England, Frankrig og Australien. Mange steder gør de stor skade på det lokale miljø gennem overgræsning, og naturfredningsfolk ønsker deres antal skåret ned.

Nogle populationer opretholdes af historiske eller sentimentale grunde, fx mustangerne i det vestlige USA, Chincoteague-ponyerne på Assateague Island, Maryland, USA, samt Misaki-ponyerne i Japan. Nogle af disse bestande holdes nede på et bestemt antal for at mindske deres påvirkning af det lokale miljø.

 

 

Græssende Chincoteague-ponyer, Assateague Island. På campingpladsen havde jeg tidligt om morgenen travlt med at lave morgenmad uden for teltet, da et stort hestehoved pludselig skød frem over min ene skulder og snuppede en pose cornflakes ud af hånden på mig. Godt nok lever disse heste i fri tilstand, men vilde kan man næppe kalde dem! (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spanierne bragte en lille adræt hesterace, som de kaldte mestengo, med til Amerika, hvor de lokale stammefolk hurtigt lærte at ride på dem. Det spanske navn blev siden forvansket til mustang, og i dag findes der fortsat fritlevende efterkommere af disse heste adskillige steder i det vestlige USA.

 

 

Mustanger, Monument Valley, Arizona. Klippeformationen i baggrunden kaldes Three Sisters (‘Tre Søstre’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Figurerne på billedet nedenfor findes på en klippe i Utah, som kaldes Newspaper Rock (’Avis-klippen’). De viser bl.a. en jæger på en mustang, samt hjorte, tykhornsfår og shamaner. Figurerne er skabt ved at bortskrabe den såkaldte ‘ørkenfernis’, et tyndt lag bestående af mangan og ler, skabt gennem årtusinder af bakterier, som lever på klippen. Disse optager mangan fra luften og afsætter den på klippen. Andre sådanne figurer kan studeres på siden Kultur: Folkekunst verden rundt.

 

 

Arizona-Utah 2001
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tamæsel
En mindre slægtning til tamhesten er tamæslet (Equus africanus ssp. asinus), der nedstammer fra det afrikanske vildæsel (Equus africanus). Førhen havde denne art en vid udbredelse, fra Somalia nordpå til Egypten og videre mod vest til Atlas-bjergene. Der anerkendes tre vilde underarter:

Nominat-racen africanus, det nubiske vildæsel, formodes at være uddød, selv om en lille bestand måske stadig findes i Gabal Elba Nationalpark på grænsen mellem Egypten og Sudan. Renheden af disse dyr betvivles dog, da de muligvis er ret kraftigt opblandet med tamæsler. På den lille ø Bonaire i Caribien lever en bestand af halvvilde æsler, som kan være nært beslægtet med det nubiske vildæsel. (Kilde: retrieverman.net)

Somali-vildæslet, underarten somaliensis, er udbredt i ørkener og andre tørre områder i Somalia, Eritrea og det østlige Ethiopien, men i meget lave antal – måske færre end 600 individer i alt. Den er således i overhængende fare for at uddø i vild tilstand.

Atlas-vildæslet, underarten atlanticus, fandtes engang tværs over Nordafrika samt i dele af Sahara, men blev udryddet af jagt. De sidste blev muligvis nedlagt af romerske jægere omkring 300 e.Kr.

 

Tæmningen af vildæslet
Den første tæmning blev sandsynligvis foretaget omkring 4000 f.Kr. af kvægnomader i Nubien, der anvendte æslerne som pakdyr i stedet for okser. Æslerne gjorde det muligt for handelsfolk at bevæge sig hurtigere over store afstande, da de nu ikke skulle vente på, at deres okser skulle ligge og tygge drøv.

Under det 4. dynasti i Egypten (2675-2565 f.Kr.) ejede velhavere ofte over tusind æsler, der blev udnyttet til kød og mælk, til at trække ploven og kærrer, samt som pakdyr.

Omkring 3000 f.Kr. var tamæslet et almindeligt dyr i Mellemøsten, med det vigtigste opdrætningsområde i Mesopotamien. Omkring 1800 f.Kr. var æslet blevet spredt yderligere mod øst i Asien, og fra omkring 2000 f.Kr. fandtes det også i Europa.

Verdensbestanden af tamæsler anslås til omkring 40 mio., hvoraf langt de fleste findes i udviklingslandene. Det højeste antal, 11 mio., fandtes førhen i kinesiske territorier, efterfulgt af Pakistan, Ethiopien og Mexico. Antallet er imidlertid dalet kraftigt i kinesiske områder i de senere år.

 

 

Hunæsel med føl græsser på en alpin eng i Markha-dalen, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Æsler blev anvendt som pakdyr på et meget tidligt tidspunkt. Disse mænd i Kabul, Afghanistan, læsser sække med hvidløg på æsler for at transportere dem til markedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag anvendes æsler stadig som ridedyr mange steder. Dette billede viser en dreng i Petra, Jordan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Typisk græsk vejsceneri for 40 år siden: Manden rider på æslet, mens konen må gå. – Lassithi-sletten, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mor og datter syd for Abalak, Niger. Læg mærke til, at kvinden har placeret en skål på sit hoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Æselkærrer er stadig et almindeligt transportmiddel i mange lande. Dette billede er fra byen Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Æsel-spand trækker en harve, Palapye, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En burro ved navn Prunes
De første æsler blev bragt til amerikansk område på Columbus’ anden rejse, hvor de blev landsat på øen Hispaniola i 1495, og de ankom rimeligvis til Mexico i 1528. Herfra spredtes de hurtigt mod nord, idet de blev anvendt som pakdyr af soldater, missionærer og minearbejdere.

Under den store guldfeber i 1800-tallet var æsler, eller burro’er, som de blev kaldt, de vigtigste pakdyr. Da det store guldeventyr var overstået, undslap mange burro’er, eller de blev simpelthen sluppet løs, og mange af dem dannede vilde bestande, som har eksisteret frem til i dag.

En berømt burro var Prunes, et æsel, som blev købt i 1879 af en minearbejder ved navn Rupe Sherwood, som havde job nær byerne Fairplay og Alma i det nordlige Colorado.

Som det skulle vise sig, var denne lille burro meget mere værd end de 10$, han havde betalt for den. Ikke kun trak den vognene i minerne som enhver anden burro – nej, Sherwood oplærte den til at gå alene ned til landhandelen, hvor indehaveren læste den seddel, som var fastgjort til æslet, stoppede de bestilte varer i sække og bandt dem fast til dyrets ryg, hvorefter Prunes travede tilbage op ad bjergstierne til sin ejer.

Gennem mange år trak Prunes vognene frem og tilbage i minegangene, og han blev snart alle minearbejdernes yndling. Da han blev for gammel til det hårde arbejde, tog Sherwood seletøjet af ham og slap ham løs, så han kunne strejfe om, hvor han havde lyst. Æslet tilbragte sine sidste år i Alma, hvor det ravede rundt til de forskellige bagdøre for at tigge mad. Beboerne fodrede ham villigt, men da han nærmede sig de 60 år, begyndte hans helbred at svigte. Hans tænder faldt ud, hvorved han mistede evnen til at æde passende føde.

I 1930 ramte en snestorm Alma, og da temperaturen faldt langt under nulpunktet, søgte Prunes tilflugt i et gammelt skur. Et vindstød fik døren til at smække i, og en stor snedrive foran den forhindrede Prunes i at komme ud.

Beboerne bemærkede snart, at Prunes ikke kom på sin sædvanlige runde, og de fandt ham i skuret, halvdød af sult og ude af stand til at gå. Selv om han blev plejet og passet, kom han sig ikke, og beboerne, deriblandt Sherwood, besluttede at gøre en ende på hans lidelser. Først blev hans lig kastet på en losseplads, men blev senere begravet på hovedgaden i Fairplay under et unikt beton-monument med indmurede boreprøver fra minerne, hvor Prunes havde arbejdet.

Et år senere døde Rupe Sherwood på Fairplays hospital, 82 år gammel. Efter hans ønske blev hans aske begravet ved siden af monumentet for hans kære Prunes. (Kilder: Ferguson 1993, Jessen 2017)

 

 

I dag findes stadig mange forvildede burro’er i det vestlige USA. Dette trafikskilt i Death Valley Nationalpark, Californien, advarer mod krydsende burro’er. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muldyr
Hanæsler krydses ofte med heste-hopper, og afkommet kaldes muldyr. De er meget stærkere og mere udholdende end æsler og anvendes i stor udstrækning som pakdyr. Hvis et hunæsel krydses med en hingst, kaldes afkommet for et mulæsel.

 

 

Muldyr i Himalaya er meget sikre på fødderne, hvilket fremgår af dette billede fra Ulleri, Annapurna, centrale Nepal. Dyret med hovedprydelsen er forsynet med en klokke, som advarer vandringsfolk om, at en muldyrkaravane nærmer sig. Man har så tid til at komme af vejen. Hvis man undlader det, risikerer man at blive skubbet ned i afgrunden! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lastet med sække er denne muldyrkaravane på vej ned gennem Marsyangdi-dalen, Annapurna. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens muldyrdriveren indtager sin frokost, græsser hans muldyr, stadig med deres last fastgjort, Banthanti, Annapurna. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have båret byrder gennem en lang dag nyder disse muldyr at rulle sig i et sandet område, nær Tal, Marsyangdi-dalen, Annapurna. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Inden stålhængebroer blev indført i Himalaya, krydsede man oftest floderne ad broer, som bestod af bambusstænger, bundet sammen med reb, som var fremstillet af bark fra lianer. Efter at have været udsat for slitage og vejrlig gennem nogle år faldt disse spinkle konstruktioner fra hinanden, ofte med dødsfald af mennesker og dyr til følge. Billeder af hængebroer kan ses på siden Kultur: Broer.

 

 

Tungt lastet med brædder krydser disse muldyr en stålhængebro over Kali Gandaki-floden, Mustang, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flere billeder af heste, æsler og muldyr samt zebraer findes i galleriet under Dyreliv: Heste.

 

 

 

Referencer
retrieverman.net/2015/02/26/are-the-bonaire-donkeys-the-last-wild-nubian-asses
Ferguson, G. 1993. Rocky Mountain Walks. Fulcrum Publishing, Colorado
Jessen, K. 2017. Burro named Prunes buried on street in Fairplay. (reporterherald.com/2017/01/27)

 

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Senest opdateret februar 2022)