Indien 1997: Tusind øjenoperationer på en dag

 

 

 

 

 

Han satte sig nu under et skyggefuldt pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før livets sandheder var gået op for ham. I 49 dage sad han dér i meditation, før han opnåede tilfredsstillende svar på sin søgen.

Herefter drog han omkring og fortalte folk om sine erfaringer, og hans tilhængere kaldte ham Buddha (‘den oplyste’). Stedet, hvor han mediterede, blev benævnt Bodhgaya, og det er i dag et vigtigt pilgrimsmål for buddhister. En mængde templer er blevet opført her, og en efterkommer af det oprindelige pipal-træ er bevaret. (Buddhas liv er beskrevet på siden Religion: Buddhisme, mens pipal-træet er nærmere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter).

 

Denne ashram blev stiftet i 1954 af den nu 76-årige Dwarko Sundrani. Han fik et stykke jord i Bodhgaya stillet til rådighed af filosoffen og menneskerettighedsforkæmperen Vinayak Narahari Bhave (1895-1982), der ofte blev benævnt Acharya (sanskrit for ‘lærer’). Han var discipel af frihedskæmperen Mohandas Karamchand Gandhi (1869-1948) med tilnavnet Mahatma (sanskrit for ‘højstærede’ eller ‘den med den store sjæl’). Samanwaya betyder ‘harmoni’, og ashram betyder ‘fællesskab’.

Ashramens hovedmål er gennem uddannelse, meditation og socialt arbejde at gøre folk harmoniske, fredelige og socialt bevidste. Beboere og gæster forpligter sig til at overholde Gandhis 11 principper: tale sandt, ikke anvende vold, ikke stjæle, leve i cølibat, udføre kropsligt arbejde, ikke berige sig selv, ikke forfalde til nydelser, være frygtløs, være selvforsynende, have lige respekt for alle religioner, samt bidrage til at fjerne det indiske kastesystem. (Dette system er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme).

Ashramen ligger i byens udkant og omfatter en stor mødesal, et bibliotek, kontorer og sovesale, samt et stort køkken med spisesal til 30 personer. Michael introducerer mig for ashramens leder Dwarko Sundrani.

“Vi modtager megen hjælp til vores arbejde, både fra den indiske stat og fra private, også udenlandske,” siger han. “Frivillige som Michael kommer og arbejder i op til fire måneder mod kost og logi.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1968 besluttede ashramens ledelse at udvide uddannelsen til også at omfatte skoler. Den første blev startet på 31 ha doneret land, hvor der også blev bygget køkken, sovesal, stald og mejeri, samt to vandreservoirer. Der blev ryddet jungle, så man kunne påbegynde opdyrkning. I dag blomstrer stedet med frugtbare marker, 50 malkekøer, samt ikke færre end ca. 100 børn og 11 lærere på skolen.

Børnene undervises ikke kun i læsning, skrivning, matematik og naturvidenskab, men også i renlighed, fællesskab og religiøs tolerance, samt praktiske ting som håndværk, jordbrug, kvægdrift og brøndgravning. Derimod undervises ikke i engelsk, da man helst ser, at børnene vender tilbage til deres landsby. Når fattige indiske børn lærer engelsk, sker det ofte, at de søger bort fra hjemegnen, da de fejlagtigt tror, at engelsk er vejen til arbejde og rigdom i storbyerne.

Børnenes kreative sider tilgodeses gennem sang, dans, tegning osv. Et nyt initiativ er Vriksa Sansar (‘træ-verden’), hvor børnene lærer at plante bambus, mangotræer, teak og andre træer for at kunne forsyne landsbyen med tømmer, brænde, mad og kvægfoder. Overskydende produktion sælges.

Samanwaya Ashram driver i dag ikke færre end 350 uddannelsessteder i 160 landsbyer. Lærerne er oftest lokale folk, som tidligere er uddannet på ashramen, og som rejser hjem for at undervise deres egne. Omkring 10.000 fattige børn har fået praktisk uddannelse, så de står sig bedre i kampen om at få arbejde – med særdeles vellykket resultat.

Enkelte børn, mest forældreløse eller udstødte, undervises på selve ashramen. Disse børn tager Michael og tre andre danske frivillige sig af. De er kommet til Bodhgaya gennem foreningen Venner af Samanwaya Ashram, stiftet i 1992.

 

Dårlig hygiejne kombineret med den stærke sol bevirker, at mindst 2 millioner mennesker i Bihar lider af grå stær. The Bhansali Trust er stiftet af en stenrig diamantfamilie i Gujarat i det vestlige Indien, og en del af familiens formue går hvert år til øjenoperationer i Bihar. Over 111.000 mennesker er de sidste 13 år blevet opereret for grå stær i Bodhgaya, hvilket foregår i verdens største øjenlejr.

 

Patienterne og deres pårørende får også mad i lejren – modsat hospitalerne i Indien, hvor patienterne eller deres pårørende selv skal medbringe og tilberede maden. Tre gange om dagen koges i mægtige gryder store mængder ris, grønsager og dahl (linser), somme tider til 7000 personer ad gangen. Derpå defilerer patienter og pårørende forbi i en lang række med hver sin tallerken. Bestik er ikke nødvendigt, da de fleste indere spiser med højre hånd. Alt foregår stille og roligt, og der er ingen tumulter, hvilket er overraskende i Indien.

I et telt foran en af barakkerne sidder patienterne og venter i lange rækker. Langt størstedelen er gamle mennesker, rynkede og furede efter et langt livs slid i markerne. Enkelte er unge mennesker og børn.

Kun det ene øje på hver patient opereres ad gangen, og forinden bliver det lokalbedøvet. Patienten lægges på en seng med hjul, og en lang kanyle med bedøvelse stikkes ind bag øjeæblet. Det ser drabeligt ud, men ikke en lyd kommer fra patienten, som skal ligge og hvile lidt, mens bedøvelsen tager sin virkning. Så køres hun eller han ind i den tilstødende barak.

Her står 44 senge tæt sammen, og ved hveranden af dem står en øjenkirurg og en assistent og opererer under primitive forhold. Men alt er rent og pænt. “Vores infektionsprocent er kun omkring 2,” siger en af lægerne, mens han med øvet hånd skærer ind i øjet og piller den grumsede linse ud med en pincet. Så syr han med raske snit såret til og lægger en forbinding på. Imens er en anden patient blevet gjort klar på nabosengen.

En af assistenterne er påfaldende lys. Det er den svenske sygeplejerske Karin Malmberg, som bor i Danmark og er hernede for anden gang.

“Det er fantastisk at være her,” siger hun, “der er en meget høj arbejsmoral, og stemningen er fin, omend lidt hektisk. Der er tid til at pjatte lidt, selv om der opereres fra 7 morgen til 12.30, og igen fra 13.30, indtil insekterne begynder at sværme omkring lamperne om aftenen.”

Ofte opereres over 1000 mennesker på en dag. Nogle dage senere, hvor lejren er overstået, bliver tallet for 1997 opgjort til 13.400, opereret i løbet af 18 dage.

 

 

 

 

 

 

 

Dagen efter operationen ligger flere hundrede patienter på rad og række på en lang betonbriks. Det skal nu undersøges, om operationen er forløbet tilfredsstillende. Efter udskrivningen forsynes gamle mennesker med et par briller med kraftige glas i stedet for kunstige linser. Disse er kostbare og kræver en mere omfattende operation, så kun børn og yngre mennesker få sådanne sat i.

Efter veloverstået ophold i lejren køres patienterne og deres familie hjem til landsbyen, og efter et par uger kontrolleres, om der er gået betændelse i såret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi bumper ud ad en hullet grusvej, som vi må forlade efter en tid, da den er spærret af store stenbunker til udbedring af vejen. De sidste 5 km tilbagelægges til fods. Undervejs møder vi adskillige Bhogta-folk med store bundter brænde på hovedet. Det varer ofte en hel dag at samle et bundt, og derefter er der en halv dags vandring ind til byen, hvor de sælger brændet for den usle sum af 3-4 kr. pr. bundt.

“De har ikke helt aflagt skikken med at leve af jagt og brændesalg,” siger Dwarko. “Jeg så hellere, at de koncentrerer sig om at dyrke grønsager og frugt, for det er der flere penge i, men man ændrer ikke folks levevis fra den ene dag til den anden.”

Turen går over markerne til en lille landsby med brune lerklinede huse, hvoraf de fleste er tækket med græs, mens enkelte har tegltag. Vi modtages af landsbyrådet, en gruppe ældre mænd, og to senge bliver slæbt frem, som vi tager plads på. Dwarko beretter, hvordan Bhogta’erne levede førhen.

“De var nomader, som strejfede rundt i de lave bjerge her bagved. De levede af at jage vilde dyr som hjorte, vildsvin og bjørne, og kvinderne samlede spiselige urter og rødder. For bare 30 år siden var der vildt og plads nok, men i denne periode er Indiens befolkning blevet mere end fordoblet, fra 450 mio. til 950 mio. Pladsen blev mindre og konkurrencen om dyrene større. Til slut var der hverken plads eller dyr nok til, at Bhogta’erne kunne fortsætte deres levevis. De byggede primitive huse her, men levede i armod, da de ikke havde forstand på at dyrke jord. Vi har hjulpet dem i gang med at dyrke afgrøder og med at forbedre husene, og vi har bygget en brønd til dem, så de har adgang til rent drikkevand.”

At det ikke er tomme ord, vidner de veldyrkede marker omkring landsbyen om. Husene er rene og pæne. Uddannelse er det også blevet til. Vi besøger den lille skole, hvor en snes små børn sidder på gulvet med tavler og kridt. Et af børnene brister i gråd ved synet af de mærkelige fremmede, og lærerinden må trøste. Hun er selv Bhogta og har fået sin uddannelse på Samanwaya Ashram.

I et land, som er ved at kvæles i overbefolkning, korruption og egoisme, er det befriende at møde et menneske som Dwarko Sundari, der har viet sit liv til at give nogle af Bihars fattige, jordløse og undertrykte et værdigt liv.