Fugle i Afrika

 

 

En rovørn (Aquila rapax) sluger et hareben, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gråfisker (Ceryle rudis) hviler på en død akaciegren, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af hvidbuget trappe (Eupodotis senegalensis) i aftenlys, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af stor maskevæver (Ploceus cucullatus) i færd med at bygge rede, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I perioden 1980-2003 aflagde jeg i alt 8 besøg af længere varighed, samt 3 kortere besøg, i Afrika, hvoraf seks (Afrika 1980-81, Tanzania 1988, Tanzania 1989, Tanzania 1990, Zambia 1993 og Ethiopien 1996) er omtalt på siderne Rejse-episoder, et besøg (Namibia 1993) på siden Lande og steder, samt et besøg (Zambia 1993) på siden Bøger. Under disse besøg er det lykkedes mig at fotografere et stort antal fuglearter.

I perioden 1988-93 deltog jeg i fire ekspeditioner til Tanzania, hvis formål var at optælle overvintrende vadefugle, samt undersøge fuglelivet i landets kystnære skove. I skovene registrerede vi bl.a. fugle ved hjælp af fangst i mistnet, og størsteparten af portrætterne nedenfor stammer fra disse fangster.

Teksten er for en stor del baseret på hjemmesiderne ebird.org og Wikipedia, etymologien oftest på J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London. Nomenklatur og rækkefølge af familier følger IOC World Bird List (worldbirdnames.org), derimod ikke rækkefølgen af slægter, idet jeg præsenterer de mest velkendte først.

Jeg har anvendt det tidligere navn Zaire for det land, der i dag kaldes for Den Demokratiske Republik Congo, hvilket jeg finder en kende gumpetungt.

 

 

Struthionidae
Denne familie indeholder en enkelt slægt med en enkelt art (eller to arter), som er udbredt syd for Sahara.

 

Struthio camelus Struds
Strudsen er den største nulevende fugleart, hvor nogle individer måler op til 2,7 m i højden og kan veje op til 150 kg. I dag er den begrænset til åbne områder syd for Sahara, fra Sahel-zonen mod syd til Sydafrika. Der er 4 nulevende underarter.

Nordlig struds, underarten camelus, var engang vidt udbredt i det nordlige Afrika, men er forsvundet fra store dele af dens tidligere udbredelsesområde. Den betragtes som udryddelsestruet.

Somali-strudsen, underarten molybdophanes, der har blålig hals og ben, lever i det sydlige Ethiopien, det nordøstlige Kenya, samt Somalia. Nogle autoriteter betragter den som en særskilt art, S. molybdophanes. Jeg finder det svært at tro på, at en bestand af en art i et område, hvor den lever både nord og syd for denne bestand, skulle udgøre en særlig art.

Hannen af Masai-struds, underarten massaicus, har lyserød hals og ben, hunnen grålige. Den findes fra det sydlige Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd til det sydlige Tanzania.

Sydlig struds, underarten australis, som har grå hals og ben, er vidt udbredt syd for floderne Zambezi og Cunene. Nogle steder holdes den i fangenskab med henblik på produktion af kød, læder og fjer.

Den arabiske struds, underarten syriacus, der tidligere var meget almindelig på den Arabiske Halvø, samt i Syrien og Irak, uddøde omkring 1966 på grund af overdreven jagt. Velhavende arabere, udstyret med topmoderne våben, forfulgte i jeep alt levende større end ræve, såsom oryx, gazeller og strudse, og alt blev mejet ned for fode.

Forsøg på at indføre arten i Israel er slået fejl. I Australien har undslupne strudse etableret forvildede bestande.

 

 

Han af Somalistruds æder planter, Meru Nationalpark, Kenya. Hannen af denne underart har blålig hals og ben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han og hun af Masaistruds, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Hannen af denne underart har lyserøde ben, hunnen grålige. Hunnen sender en stråle af guano ud. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Masaistrudse vifter med vingerne for at køle af, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Strudse kan løbe med en hastighed op mod 70 km/t. – Masaistruds, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Masaistruds løber i vand, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af sydlig struds med unger, Etosha Nationalpark, Namibia. Denne underart har grå hals og ben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Numididae Perlehøns
Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae. Førstnævnte rummer 4 slægter med 6 arter, alle begrænset til Afrika.

Familienavnet er afledt af Numida, antikkens romerske navn på Afrika. Det danske navn skyldes de perlelignende hvide prikker i fjerdragten hos flere af arterne.

 

Numida meleagris Hjelmperlehøne
Denne fugl, opdelt i 8 underarter, er vidt udbredt og lokalt almindelig i savanner og andre åbne områder syd for Sahara, idet den kun undgår regnskov og ørken. En niende underart, sabyi, var engang almindelig i Marokko, men er i dag sandsynligvis uddød.

Arten er populær som ‘gårdhøne’ mange steder verden rundt.

Artsnavnet er det klassiske græske ord for perlehøne såvel som for kalkun. Forstavelsen hjelm- sigter til den nøgne, benede top, der minder om visse typer af middelalderhjelme.

 

 

Hjelmperlehøns, Nairobi Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjelmperlehøns, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjelmperlehønen blev navngivet efter den hjelmlignende top. – Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acryllium vulturinum Gribbeperlehøne
Denne markante art, som er det eneste medlem af slægten, lever i tørre områder i det sydlige Ethiopien, Somalia, Kenya og den nordligste del af Tanzania.

Fuglens stort set nøgne hoved med nogle få duntotter, samt den lange hals med rynket hud, minder om et gribbehoved, hvilket var anledningen til dens navn.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk akra (‘spids’ eller ’tilspidset’), hvilket sigter til de lange, spidse, sort-hvide og blå fjer på brystet, samt til den lange spidse hale, der næsten rører jorden, når fuglen går.

 

 

Gribbeperlehøns, Samburu Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

 

Frankoliner og sporehøns
Indtil begyndelsen af 1990’erne placerede de fleste autoriteter alle frankoliner, omkring 40 arter, i slægten Francolinus. Efter omfattende genetiske studier er de imidlertid blevet opsplittet i adskillige slægter, og systematikken er blevet revideret flere gange i de seneste år.

Tre asiatiske arter hører fortsat hjemme i Francolinus, mens de øvrige to asiatiske arter er blevet overført til slægten Ortygornis, grå frankolin (O. pondicerianus) og sumpfrankolin (O. gularis), sammen med den afrikanske topfrankolin (nedenfor), som tidligere var placeret i den monotypiske slægt Dendroperdix.

De resterende afrikanske arter er blevet opdelt i adskillige slægter, Scleroptila (7 arter), Campocolinus (3 arter), Peliperdix (1 art), samt Pternistis (24 arter). Medlemmer af sidstnævnte slægt kaldes nu for sporehøns. Endelig er der Nahans frankolin, som ikke er en ægte frankolin, men er nært beslægtet med den afrikanske buskhøne (Ptilopachus petrosus) og derfor er blevet omdøbt til Ituribuskhøne (Ptilopachus nahani).

 

Ortygornis sephaena Topfrankolin
En almindelig art, som er udbredt på savanner og i kratskov, fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det østlige og centrale Afrika til Namibia, Botswana og Mozambique.

Som nævnt ovenfor var den tidligere placeret i en særskilt slægt, Dendroperdix, men er nu blevet overført til slægten Ortygornis. Som dens nære asiatiske slægtninge, grå frankolin og sumpfrankolin, har denne art et vidtlydende duet-kald, gengivet som chee-chakla, chee-chakla.

 

 

Topfrankolin, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis Afrikanske sporehøns
I dag kaldes medlemmer af denne slægt for afrikanske sporehøns for at skelne dem fra de asiatiske sporehøns af slægten Galloperdix.

 

Pternistis adspersus Rødnæbbet sporehøne
Denne art er ret almindelig i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til Namibia, Botswana og det vestlige Zimbabwe.

Artsnavnet er en alternativ stavemåde af det latinske ord aspersus (‘stænket’), formodentlig en hentydning til den fint stribede fjerdragt hos denne fugl.

 

 

Rødnæbbet sporehøne, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis afer Rødhalset sporehøne
Den rødhalsede sporehøne findes i et bredt bælte fra Congo, det sydlige Zaire, Angola og den allernordligste del af Namibia mod øst til Uganda og det sydlige Kenya, og derfra mod syd til den østlige del af Sydafrika.

I Uganda, det vestlige Kenya og det nordvestlige Tanzania overlapper dens udbredelse med den gulstrubede sporehønes (nedenfor). De to arter er meget ens. De danske navne hentyder til den knaldrøde/gule nøgne hud på struben, og begge arter har også nøgen rød hud omkring øjnene. De hybridiserer muligvis, antydet af det nederste billede herunder.

 

 

Rødhalset sporehøne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis leucoscepus Gulstrubet sporehøne
Denne art findes i det nordlig-centrale Afrika, fra Eritrea mod syd gennem Ethiopien, Somalia og Kenya til den nordlige del af Tanzania, mod vest til den østligste del af Sydsudan og Uganda. Den er nært beslægtet med rødhalset sporehøne (ovenfor).

 

 

Gulstrubet sporehøne, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gulstrubet (t.v.) og en rødhalset sporehøne, stående sammen i morgensolen på en termittue, Tarangire Nationalpark. Dette kan indikere hybridisering mellem de to arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis rufopictus Gråbrystet sporehøne
Denne fugl minder en del om rødhalset sporehøne (ovenfor), men har grå ben, orange hud på struben, samt en hvid stribe fra næb til kind. I flugten er lyse felter på ydervingen iøjnefaldende. Arten er begrænset til et ret lille område i det nordlige Tanzania, øst for Victoria-søen. Dens habitat er tør savanne, krat og åbne skove.

 

 

Gråbrystet sporehøne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. Parret på nederste billede har en næsten udvokset kylling. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis capensis Kap-sporehøne
Denne art er begrænset til den sydvestlige spids af det afrikanske kontinent, fra Kap-provinsen mod nord langs vestkysten til Namibias grænse. Dens fjerdragt er ret mørk med fine hvide striber, struben er hvid, og benene er røde.

 

 

Kap-sporehøne, Botanisk Have, Cape Town (øverst), samt West Coast Nationalpark, begge i Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis castaneicollis Ethiopisk sporehøne
En farvestrålende fugl med kastanjefarvede partier i hovedet, på halsen og på undersiden. Næb og ben er røde. Denne art er begrænset til bjergegne i Ethiopien og det nordlige Somalia, hvor den lever i hedeagtige områder og skovkanter.

Artsnavnet er afledt af latin castanea (‘kastanjefarvet’) og collum (‘hals’).

 

 

Ethiopisk sporehøne, Sanetti-højlandet, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis jacksoni Kenya-sporehøne
Denne art forekommer i højlandet i det centrale Kenya og den østligste del af Uganda, hvor den lever i skove, heder, bambuskrat og græsklædte områder. Den er ret farvestrålende med kastanjefarvet underside med hvide striber, rødt næb og røde ben, samt nøgen brunlig hud omkring øjnene.

Den blev opkaldt efter den engelske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Frederick John Jackson (1860-1929), der indsamlede de første eksemplarer. Han blev senere guvernør i Uganda (1911-17).

 

 

Kenya-sporehøne, Aberdare Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle
Denne store familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer i dag 43 slægter med omkring 146 arter.

 

Anas
Genetiske studier har medført, at denne tidligere meget store slægt er blevet opdelt i 7 slægter, bl.a. Spatula (nedenfor). I dag rummer slægten 31 arter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for and.

 

Anas capensis Kapand
Af mellemstørrelse, kønnene ens, hovedet er lysegråt med talrige mørkere prikker, undersiden hvidlig med brune tværbånd, fjerene på vinger og ryg mørkebrune med lysebrune kanter. Næbbet er lyserødt med sort basis. I flugten viser vingen et stort hvidt felt med grønt og sort centrum. Denne art er vidt udbredt, fra Angola og Zambia mod syd, med særskilte bestande i Ethiopien, Kenya og Tanzania. Den foretrækker områder med saltvand, men ses undertiden i ferskvand.

 

 

Kapand, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas erythrorhyncha Rødnæbbet and
Denne fugl kendes nemt på sin brunlige fjerdragt, sortbrune hætte og nakke, samt det rødlige næb. Den er vidt udbredt, fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, og den findes også på Madagascar.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynchos (‘næb’).

 

 

Hvilende rødnæbbede ænder, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Fuglen på de nederste to billeder renser fjerdragt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas sparsa Sodfarvet and
I lighed med den nordamerikanske strømand (Histrionicus histrionicus), den sydamerikanske skalleslugerand (Merganetta armata) og den newzealandske strømand (Hymenolaimus malacorhynchos) foretrækker den sodfarvede and at leve langs hurtigtstrømmende vandløb.

Denne art er sodfarvet eller mørk chokoladebrun med hvide tværstriber på ryg og overgump, næb mørkt med hvid basis. Den er vidt udbredt i Afrika, fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd til Sydafrika, men undgår det centralafrikanske regnskovsområde.

 

 

Et par af sodfarvet and søger føde oven for Mare-dæmningen, Nyanga Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas undulata Gulnæbbet and
Denne art ligner rødnæbbet and (ovenfor), men hovedet er ensfarvet lysebrunt, og næbbet er stærkt gult med mørk midte. Den findes fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, med en isoleret bestand i Cameroun.

 

 

Gulnæbbet and, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spatula Skeænder m.fl.
Medlemmer af denne slægt, som består af 10 arter af skeænder og krikænder, var tidligere placeret i slægten Anas. Slægten Spatula blev oprindeligt indført i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Spatula hottentota Hottentotand
En køn and med varmt brun underside, mørkebrun kalot og blåligt næb. Den er vidt udbredt i ferskvandsområder, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, og den findes også på Madagascar.

Artsnavnet sigter til ordet Hottentot, som Boerne anvendte om Khoisan-folket. Dette ord var imidlertid nedladende, og i de senere år er flere autoriteter i stedet begyndt at anvende det engelske navn blue-billed teal (‘blånæbbet and’).

 

 

Hottentotænder snadrer på lavt vand, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Vadefuglen er en dværgryle (Calidris minuta, se Scolopacidae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nettapus Dværgænder
En lille slægt med 3 arter af ganske små ænder, afrikansk dværgand (nedenfor), indisk dværgand (N. coromandelianus), der lever på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og den nordlige del af det australske område, samt australsk dværgand (N. pulchellus), som er udbredt i det nordlige Australien og det sydlige Ny Guinea.

På engelsk kaldes disse fugle for pygmy geese (‘pygmægæs’), selvom genetisk forskning antyder, at de er nærmere beslægtet med svømmeænder end med gæs. Navnet skyldes artens korte, gåse-lignende næb. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk netta (‘and’) og pous (‘fod’), Det lader til, at den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-79), der oprettede slægten i 1836, betragtede disse fugle som en slags små gæs på grund af deres korte næb, men samtidig mente, at de besad fødder og krop som en and.

 

Nettapus auritus Afrikansk dværgand
Denne farvestrålende and er vidt udbredt syd for Sahara, idet den kun mangler i den sydvestlige del samt i det centralafrikanske regnskovsområde. Den lever tillige i Madagascar. Den foretrækker ferskvandsområder med flydeblade, specielt nøkkeroser (Nymphaea).

Det latinske artsnavn betyder ‘med store ører’, hvilket sigter til den store grønne plet på siden af halsen.

 

 

Et par af afrikansk dværgand (hannen t.v.), Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxyura Skarveænder
Disse ænder, der omfatter 6 arter, er meget karakteristiske, idet de ofte rejser halen til næsten lodret. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxus (‘skarp’) og oura (‘hale’). Hanner i yngledragt er kraftigt kastanjefarvede, hunner og hanner uden for yngletiden brunlige.

Skarveænder er udbredt i store områder af kloden, med 1 art i Nordamerika, 2 i Sydamerika, 1 i Afrika, 1 i Sydeuropa, Mellemøsten og Centralasien, samt 1 i Australien.

Det danske navn sigter formodentlig til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

 

Oxyura maccoa Afrikansk skarveand
Hannen er meget karakteristisk i yngledragt med næsten sort hoved, kastanjefarvet krop og et stort blåt næb. Hunner og hanner uden for yngletiden er mørkebrune med hvide striber i hovedet. Den er tilknyttet ferskvandsområder, men ses undertiden i saltsøer.

Arten har to adskilte udbredelsesområder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt fra Namibia og Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn stammer fra Boerne, der tilsyneladende fandt, at den mindede om den domesticerede moskusand, som de af en eller anden grund kaldte for makou. Dette navn blev så forvrænget til maccoa. Faktisk er ordet makou af kinesisk oprindelse, idet det sigter til den portugisiske enklave Macau.

 

 

Han af afrikansk skarveand i yngledragt, samt en hun med ællinger, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocygna Træænder
En slægt med 8 arter, udbredt verden rundt i tropiske og subtropiske områder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kyknos (‘svane’), hvilket sigter til, at disse ænder ofte yngler i hule træer, samt til deres ret lange hals. Kaldet hos nogle medlemmer er klare fløjtelyde, hvilket er årsagen til det engelske navn whistling-duck (‘fløjteand’).

 

Dendrocygna bicolor Okkertræand
Denne okkerfarvede and er udbredt i et særdeles stort område, idet den findes i Florida, det sydlige Texas, Caribien, store områder i Mexico, det nordlige og østlige Sydamerika, store områder i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, samt i det østlige og nordøstlige Indien. Den lever i vådområder, bl.a. lavvandede søer og rismarker, hvor den anbringer reden i tæt vegetation eller i et hult træ.

Det latinske artsnavn betyder ‘tofarvet’, hvilket formodentlig sigter til, at de sorte vinger står i stærk kontrast til den okkerfarvede krop.

 

 

Blandet vandfugleflok, domineret af okkertræand, Lake Chale, Bangweulu-sumpene, Zambia. Der ses også nonnetræand (Dendrocygna viduata, nedenfor), gråhovedet måge (Chroicocephalus cirrocephalus, se Laridae), samt tre afrikanske saksnæb (Rynchops flavirostris, t.v.). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af okkertræand, Bangweulu-sumpene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocygna viduata Nonnetræand
Denne smukke and ses ofte i store flokke, undertiden flere hundrede. Den er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, samt i det nordlige og østlige Sydamerika. En bestand i Florida stammer sikkert fra undslupne fangenskabsfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘i enkestand’, af viduare ‘at blive berøvet for’, i denne forbindelse dog snarere ‘i sorg’, hvilket sigter til artens sorte nakke og hals, der kan minde om et sørgeslør. Det danske navn hentyder ligeledes til den sorte nakke og hals, ikke ulig en nonnes hovedklæde.

 

 

Nonnetræænder, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nonnetræænder, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nonnetræænder letter, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sarkidiornis melanotos Afrikansk knopgås
Denne mærkelige gås eller and, som har en stor udposning på næbbet, er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, på Madagascar og det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien. Tidligere blev den amerikanske knopgås, der lever i Sydamerika, betragtet som en underart af den afrikanske knopgås, men i dag regner mange autoriteter den for en selvstændig art med det latinske navn S. sylvicola.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af oldgræsk sarx (‘kød’ eller ‘krop’) samt ornis (‘fugl’), hvilket måske sigter til fuglens kompakte krop. Artsnavnet kommer ligeledes af græsk, af melas (‘sort’) og noton (‘ryg’).

 

 

Afrikanske knopgæs, Bangweulu-sumpene, Zambia. I baggrunden ses en Hottentotand (Spatula hottentota), og nær papyrus-skoven afrikanske dværgænder (Nettapus auritus). Begge disse arter er omtalt ovenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alopochen aegyptiaca Nilgås
Nilgåsen er meget almindelig i store områder syd for Sahara, samt i Nildalen. Den var en hellig fugl i det Gamle Egypten og optrådte ofte i deres kunst. På grund af sin skønhed og tillidsfuldhed blev arten indført til England i 1700-tallet, og senere til andre europæiske lande, USA og New Zealand. Den forvildes nemt og har etableret vilde bestande adskillige steder i Europa, hvor den konkurrerer med indfødte arter af gæs og ænder. Den er blevet erklæret fredløs i Danmark og andre lande, hvor den må jages året rundt. Der bliver dog ikke nedlagt særligt mange, og den breder sig stadig.

Slægtsnavnet er afledt af græsk alopex (‘ræv’) og chen (‘gås’), hvilket sigter til den ræverøde farve omkring øjet, i nakken, samt på ryggen og de inderste svingfjer. Det latinske artsnavn betyder ‘fra Egypten’.

 

 

Et par af Nilgås, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle af disse Nilgæs er uenige om noget, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilgås, Ngorongoro-krateret. I baggrunden lille flamingo (Phoeniconaias minor, se Phoenicopteridae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilgås renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyanochen cyanoptera Blåvinget gås
Denne art er endemisk i det centrale Ethiopiens højland, hvor den lever langs floder og i sumpe. Den er det eneste medlem af slægten, og genetisk forskning synes at vise, at den tilhører en ældgammel gruppe af andefugle.

Det latinske navn er afledt af oldgræsk kyaneos (‘mørkeblå’), chen (‘gås’) og pteron (‘vinge’), således ‘den blå gås med blå vinge’.

 

 

Blåvinget gås, vest for Dinsho, Bale Mountains, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plectropterus gambensis Sporegås
Denne store fugl adskiller sig fra de øvrige gæs gennem adskillige anatomiske karakterer og er af denne grund placeret i en særskilt underfamilie, Plectropterinae. Den er almindelig i vådområder i hele Afrika syd for Sahara, med undtagelse af Afrikas Horn og nogle regnskovsområder i den centrale del af kontinentet.

Denne arts føde omfatter bl.a. oliebiller af familien Meloidae, som indeholder et giftstof, kantaridin. Denne gift ophobes i fuglens væv, og hvis man spiser kødet, kan man nemt blive forgiftet. 10 mg kantaridin er nok til at slå et menneske ihjel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plektron (‘at stikke’) samt pteron (‘vinge’), hvilket sigter til sporen på vingen. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Gambia’. Type-eksemplaret blev indsamlet dér. Arten blev kaldt for ‘Gambo-Goose’ af den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705), og den var illustreret i det banebrydende værk Ornithologiae Libri Tres (1676), som Ray havde udarbejdet sammen med vennen og kollegaen Francis Willughby (1635-72). Ray var meget tilfreds med plancherne, som var “de bedste og mest ægte, dvs. som bedst ligner de levende fugle, af de, som hidtil er indgraveret i messing.”

 

 

Sporegås, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

‘Gambo-Goose’, illustreret i Ornithologiae Libri Tres. (Offentlig ejendom)

 

 

 

 

Musophagidae Bananædere
Denne familie, som består af 5 eller 6 slægter med omkring 23 arter, er begrænset til Afrika syd for Sahara. Den omfatter turakoer, bananædere og larmfugle. I det sydlige Afrika er gruppen kendt som louries.

Familienavnet er afledt Latin musa, en forvrængning af mauz, det arabiske ord for banan; samt af græsk phagein (‘at æde’), således ‘bananædere’.

 

Crinifer concolor Grå larmfugl
Denne fugl er almindelig i tropiske egne af det sydlige Afrika, fra det nordlige Angola og det sydlige Tanzania mod syd til den nordlige del af Sydafrika. Dens habitat er åben skov og kratland. Dens kald er et vidtlydende, langtrukkent, nasalt kweeeh, der har givet anledning til det danske navn. På engelsk tydes kaldet ofte som go-weeeh, hvilket er grunden til navnet go-away-bird (‘gå-væk-fugl’).

Artens videnskabelige navn er afledt af latin crinis (‘fane’) og –fer (‘at bære’), hvilket sigter til fuglens top, samt concolor (‘af en ensartet farve’), hvilket hentyder til dens ensfarvede grå fjerdragt.

 

 

Grå larmfugl, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Otididae Trapper
De fleste medlemmer af denne familie er ret store, nogle endog meget store, bl.a. koritrappe (nedenfor) og stortrappe (Otis tarda), der somme tider kan veje op mod 20 kg og således er blandt de tungeste flyvende fugle. Der findes 11 slægter med i alt 26 arter, udbredt i Afrika, Sydeuropa, det centrale og sydlige Asien, samt Australien.

Det danske navn på disse fugle kommer fra middelnedertysk trappe, som er af ukendt oprindelse.

 

Ardeotis kori Koritrappe
Denne store art er ret almindelig i to separate områder. Nominatracen er udbredt fra det sydlige Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika, mens underarten struthiunculus findes i Ethiopien, Uganda, Sydsudan, Kenya og Tanzania. De to underarter er adskilt af et bredt bælte miombo-skov.

Slægtsnavnet er afledt af ardea, det latinske ord for hejre, samt otis, det latinske ord for trappe, oprindelig fra oldgræsk ous (‘øre’) og endelsen -is, således ‘øret’, hvilket formodentlig sigter til de lange fjerduske på kinden hos stortrappen (Otis tarda). Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet for koritrappen, kgori.

 

 

Koritrappe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødlig form af koritrappe krydser en vej, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af koritrappe i parringsspil, Ngorongoro-krateret, Tanzania. En græssende Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii) ses i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koritrappe renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eupodotis senegalensis Hvidbuget trappe
Denne fugl er vidt udbredt i græsland og åben skov syd for Sahara, skønt den mangler i store områder, bl.a. regnskov, miombo-skov og ørkener.

På den officielle danske fugleliste hedder arten rusttoppet trappe. Hvorfor den har fået dette mærkelige navn, vides ikke, men arten har ikke nogen rustfarvet top. Det engelske navn white-bellied bustard (‘hvidbuget trappe’) er langt mere dækkende, så det har jeg anvendt her.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eupous eller eupodos (‘hurtig til bens’), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

 

Hvidbuget trappe, Yabello, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende hvidbuget trappe, Meru Nationalpark, Kenya. Endnu et billede af arten ses øverst på siden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på en hun af hvidbuget trappe, som skjuler sig i græs, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lissotis melanogaster Sortbuget trappe
Vidt udbredt syd for Sahara, hvor den lever på savanner og i andre græsklædte områder, til tider også i landbrugsland. Den forekommer tværs over Sahel-zonen, endvidere fra Ethiopien mod syd til Mozambique og det østlige Sydafrika, samt fra Zambia mod vest til Angola. Den undgår regnskov og ørkener.

Under parringsspillet bøjer hannen hovedet tilbage over ryggen, mens den udstøder “et kort, stigende, hvæsende fløjt, zhweeeeee, idet den holder en kort pause i denne position, hvorefter den langsomt rejser hovedet og frembringer “et poppende quock eller plop, efterfulgt af en sagte gurglen.” (Kilde: D.A. Zimmerman, D.A. Turner & D.J. Pearson 1999. Birds of Kenya and Northern Tanzania. Princeton University Press)

Det videnskabelige navn er afledt af græsk lissos (‘glat’ eller ‘jævn”), otis (se koritrappe ovenfor), melas (‘sort’), samt gaster (‘bug’).

 

 

Sortbuget trappe, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uanfægtet af regnvejr udfører denne han af sortbuget trappe sit parringsspil, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophotis gindiana Okkertoppet trappe
Denne art lever i tornet krat og ørkenområder i det østlige Afrika, fra Eritrea og Sudan mod syd til det nordøstlige Tanzania. Den minder meget om pygmætrappe (L. savilei), der forekommer i Sahel-zonen, samt om rødtoppet trappe (L. ruficrista), der findes i det sydlige Afrika. Førhen betragtede nogle autoriteter dem som én og samme art.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’), samt otis (se koritrappe ovenfor), mens artsnavnet blev givet til ære for Abdou Gindi, en egyptisk opdagelsesrejsende, som omkring 1880 indsamlede fugle på Zanzibar, samt i Abyssinien (nutidens Ethiopien) og Somaliland. Iøvrigt vides næsten intet om ham. Det danske navn hentyder til hannens okkerfarvede top.

 

 

Han af okkertoppet trappe, Buffalo Springs Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af en hun af okkertoppet trappe, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Den mangler hannens okkerfarvede top. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Afrotis afraoides Hvidvinget sorttrappe
Denne fugl, også kaldt for nordlig sorttrappe, er vidt udbredt i den sydlige del af Afrika, hvor den lever i åbent græsland og krat. Den forekommer i Namibia, Botswana, Lesotho og det nordlige Sydafrika.

Slægtsnavnet er afledt af Afer (hunkøn Afra), oprindelig fra det puniske eller berberiske navn på det land, hvor byen Karthago lå – senere benævnt Afrika; samt otis (se koritrappe ovenfor).

Arten blev først beskrevet i 1831 af den skotske kirurg, zoolog og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som navngav den Eupodotis afraoides. Artsnavnet betyder ‘minder om afra’, hvilket sigter til den sydlige sorttrappe, der havde fået navnet Eupodotis afra.

 

 

Han af hvidvinget sorttrappe, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cuculidae Gøge
Medlemmer af denne familie, som rummer 6 underfamilier med 147 arter i 33 slægter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Hovedparten lever i tropiske og subtropiske områder, mens de arter, der lever i tempererede egne, er trækfugle. De fleste medlemmer af familien er redesnyltere, der lægger æg i andre fugles reder.

 

Cercococcyx montanus Bjerggøg
Trods det latinske artsnavn og det danske navn forekommer denne art også i skove i lavlandet, fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til Zimbabwe og Mozambique. Den kendes nemt på den rødbrune, kraftigt stribede fjerdragt og den meget lange hale.

Slægten rummer 4 arter, der alle er begrænset til det centrale og sydlige Afrika. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og kokkyx, det klassiske græske ord for gøg, hvilket sigter til disse fugles lange hale.

 

 

Denne bjerggøg er blevet fanget for at blive ringmærket, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Clamator jacobinus Jacobinergøg
Slægten Clamator indeholder 4 arter, udbredt i Afrika, Sydeuropa og Mellemøsten, samt fra det indiske subkontinent mod øst gennem Indokina til det østlige Kina og derfra mod syd til Java.

Jacobinergøgen er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og den findes tillige i Indien, Nepal, Sri Lanka og Myanmar. En del af bestanden er trækfugle, og i Indien mente man førhen, at fuglen med sin tilbagekomst varslede monsunens komme, da dens nordgående træk falder lige før monsunen. (Kilde: Khachar, S. 1989. Pied Crested Cuckoo Clamator jacobinus – the harbinger of the monsoon. J. Bombay Nat. Hist. Soc. 86 (3): 448-449)

Ifølge det indiske helteepos Mahabharata, bog 12, forbindes Jacobinergøgen med en mytologisk fugl ved navn chataka, der havde et næb oven på hovedet, og som sad og ventede på, at regnen skulle slukke dens tørst.

Det latinske navn og det danske navn hentyder til fjerdragten, der kan minde om Domikanermunkenes sort-hvide klædning. Denne munkeorden blev på fransk kaldt for Jacobinere. Slægtsnavnet er afledt af latin clamare (‘at råbe’), hvilket sigter til det vidtlydende kald i yngletiden hos skadegøgen (C. glandarius), som er typeart i slægten.

 

 

Jacobinergøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centropus Sporegøge
En slægt med omkring 30 arter, som er vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder i Afrika, Madagascar, Asien og Australasien. Ulig de fleste andre gøge i den Gamle Verden er sporegøge ikke redeparasitter, men opfostrer selv deres unger.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘spore’ eller ‘spir’) samt pous (‘fod’), hvilket hentyder til sporen på disse fugles ben.

 

Centropus superciliosus Hvidbrynet sporegøg
Denne art kendes nemt på de rødbrune vinger, den grå underside med hvide striber, samt en tydelig hvid øjenbrynsstribe. Den er almindelig, udbredt fra Sudan, Eritrea, det sydvestlige Saudi Arabia og det vestlige Yemen mod syd gennem Østafrika til det nordlige Zimbabwe, Botswana og Angola.

Tidligere var fugle i det sydlige Afrika inkluderet i denne art, men de adskiller sig gennem at have ustribet underside og ingen øjenbrynsstribe. De danner nu er særskilt art, kapsporegøg (C. burchellii).

Artsnavnet er afledt af latin supercilium (‘øjenbryn’), således ‘med øjenbryn’.

 

 

Hvidbrynet sporegøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidbrynet sporegøg, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidbrynet sporegøg tager solbad sent på eftermiddagen, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centropus grillii Korthalet sporegøg
En mindre sporegøg, som lever i moser, sumpe, græsland og krat, normalt under 1500 meters højde, men undertiden op til 2000 m. Den er vidt udbredt syd for Sahara, men mangler i Ethiopien, Somalia og det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn sigter til Claes Grill (1705-67), en svensk handelsmand, som var direktør for Svensk Ostindisk Kompagni. Han havde en privat samling af dyr.

 

 

Korthalet sporegøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centropus cupreicaudus Sumpsporegøg
Denne art kendes nemt på sin store størrelse, den sorte hætte og nakke, samt den rent hvide underside. Halen skinner kobberagtigt under visse lysforhold, hvilket er anledningen til det latinske artsnavn, afledt af latin cupreus (‘kobberagtig’) og cauda (‘hale’).

Den er tilknyttet vådområder, specielt bevoksninger af papyrus (Cyperus papyrus), fra det nordlige Angola, det sydlige Zaire og Tanzania mod syd til det nordøstlige Namibia, Botswana og Malawi.

 

 

Sumpsporegøg, siddende i papyrus, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pteroclidae Sandhøns
Sandhøns er 16 arter af jordlevende kompakte fugle, der ligner en krydsning mellem en due og en agerhøne. Genetisk forskning har vist, at deres nærmeste slægtninge er duer (nedenfor) samt mesiterne (Mesitornithidae) i Madagascar.

Disse fugle lever på åbne stepper, samt i græsklædte områder og halvørkener. De er opdelt i to slægter, med 14 arter placeret i slægten Pterocles, de resterende to i Syrrhaptes. De sidstnævnte er begrænset til det centrale Asien, skønt steppehønen (S. paradoxus) er berømt for sine uregelmæssige invasioner af Europa. Medlemmer af Pterocles findes i Afrika og det sydvestlige Europa, samt fra Mellemøsten østpå til det indiske subkontinent.

Familienavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og kles (‘bemærkelsesværdig’, ‘strålende’), hvilket sigter til de mange smukke medlemmer af familien.

 

Pterocles gutturalis Gulstrubet sandhøne
En meget markant fugl, der nemt kendes på sin gule strube. En flok opdages ofte gennem deres distinkte gutturale kald, gengivet som ke-rek ke-korr-ow. Arten er udbredt fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til Botswana, Zimbabwe og det nordøstlige Sydafrika.

 

 

Hanner og hunner af gulstrubet sandhøne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pterocles bicinctus Tobåndet sandhøne
Denne fugl, opdelt i 3 underarter, er udbredt i tørre områder i det sydlige Afrika, fra Zambia og det sydvestlige Angola mod syd til Mozambique og det nordlige Sydafrika. Den foretrækker mærkeligt nok kort, nedtrampet græs nær veje og stier, samt pletter med grus, og den træffes også i græsland, i krat i mopane woodland, samt i nyligt afbrændte områder.

Det latinske artsnavn er afledt af bi– (‘to’ eller ‘dobbelt’) samt cinctus (‘båndet’), fra cingere (‘at omkranse’).

 

 

Han af tobåndet sandhøne, Chobe Nationalpark, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pterocles decoratus Hvidbrystet sandhøne
Denne lille art er ret almindelig, udbredt fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det nordøstlige Uganda og Kenya til det centrale Tanzania. Hannen har et meget karakteristisk sort-hvidt hovedmønster.

Det latinske artsnavn betyder ‘udsmykket’ eller ‘smuk’.

 

 

Hanner af hvidbrystet sandhøne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pterocles lichtensteinii Lichtensteins sandhøne
En vidt udbredt art, der lever i ørkener og halvørkener, fra Sahara gennem den Arabiske Halvø til det sydlige Iran og Pakistan, samt fra Eritrea mod syd til det centrale Kenya.

Artsnavnet ærer den tyske læge, zoolog og opdagelsesrejsende Martin Hinrich Carl Lichtenstein (1780-1857), der berejste det sydlige Afrika 1802-06. Under dette ophold blev han livlæge for guvernøren af Kap Det Gode Håb. I 1811 offentliggjorde han sine indtryk fra rejsen i værket Reisen im südlichen Afrika in den Jahren 1803, 1804, 1805, und 1806. Han blev udnævnt som professor i zoologi ved universitetet i Berlin i 1811, og i 1813 blev han direktør for det zoologiske museum i Berlin.

 

 

Han af Lichtensteins sandhøne, underarten sukiensis, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pterocles namaqua Kapsandhøne
Denne fugl lever i tørre regioner i det sydvestlige Afrika, fra Angola gennem Namibia og Botswana til det vestlige og centrale Sydafrika. Det videnskabelige artsnavn hentyder til Namaqualand, på Khoikhoi-sproget Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

Arten yngler på enhver tid af året, afhængigt af nedbør.

 

 

Kapsandhøne, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Førhen var et antal amerikanske arter placeret i denne slægt, men de er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (Columba livia) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba guinea Guineadue
Denne store due kendes nemt på sine hvidplettede vinger og det grå hoved med nøgen rød hud omkring øjnene. Den er meget almindelig og vidt udbredt i åbne habitater syd for Sahara, men undgår områder med tæt skov.

I 1747 inkluderede den engelske naturhistoriker George Edwards (1694-1773) denne art i andet bind af værket A Natural History of Uncommon Birds, hvori han beskrev den som triangular-spotted pigeon (Columba maculis triquetris) (‘duen med trekantede pletter’), hvilket sigtede til de hvide pletter på vingerne. Hans illustration var udført ud fra to levende duer, der tilhørte Hertugen af Richmond i London. Edwards blev fortalt, at duerne var hjembragt fra Guinea i Vestafrika. Senere, da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 opdaterede sit Systema Naturæ til den 10. udgave, navngav han arten Columba guinea, idet han citerede Edwards’ værk.

 

 

Guineadue sammen med en rødvinget sortstær (Onychognathus morio), Taffelbjerget, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guineadue søger føde, Taffelbjerget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af Guineadue kurrer, mens han gør kur til en hun, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia Turtelduer, skoggerduer
En slægt med omkring 15 arter af små til mellemstore duer, hvoraf størsteparten er udbredt i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, hvoraf en enkelt, østlig turteldue (S. orientalis), også findes i tempererede egne af Asien, mens en anden, tyrkerduen (S. decaocto), har udvidet sit udbredelsesområde til Mellemøsten og hele Europa. Denne ekspansion er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’). Navnet skoggerdue kommer af skogren, en vibrerende lyd, som bl.a. urfugl, tjur og dobbeltbekkasin frembringer under parringssspillet. Her hentyder det sikkert til visse turtelduers kurren.

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (nedenfor) og Nesoenas.

 

Streptopelia capicola Savanneskoggerdue
Denne art er talrig i de fleste åbne landskabstyper, fra Sudan, Eritrea og Zaire mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika. Dens tre-tonede kald, der er blevet gengivet som work har-der, gentages ofte i meget lange perioder.

Den første del af det latinske artsnavn hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika, mens anden del er afledt af latin colere (‘at bo’).

 

 

Par af savanneskoggerdue, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savanneskoggerduer, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savanneskoggerduer drikker af vandhul, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia decipiens Guløjet skoggerdue
Denne markante due, som har et næsten stirrende gult øje med nøgen rød hud omkring, samt et rosa skær på brystet, er vidt udbredt, fra Sahel-zonen mod syd gennem Østafrika til Angola, det nordlige Namibia, Mozambique, samt det nordøstlige Sydafrika.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin decipere (‘at snyde’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

Guløjet skoggerdue, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En guløjet skoggerdue renser fjerdragt på sin mage, Lake Baringo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spilopelia
Tidligere var medlemmer af denne slægt placeret i slægten Streptopelia (ovenfor), men genetiske analyser, samt studier baseret på vokalisering, førte til den konklusion, at to arter, perlehalsdue (S. chinensis) og palmedue (nedenfor), adskilte sig tilstrækkeligt fra de øvrige Streptopelia-arter til at udgøre en særskilt slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til de hvide pletter på siden af halsen og i nakken hos perlehalsduen.

 

Spilopelia senegalensis Palmedue
Denne lille due er vidt udbredt, idet den findes i store dele af Afrika, på den Arabiske Halvø, samt i Mellemøsten, østpå til Indien. Den træffes også på Cypern. I 1889 blev den indført til det vestlige Australien, hvor bestande er blevet etableret adskillige steder. Arten lever i mange forskellige habitater, bl.a. halvørken, krat, landbrugsland og byer.

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

 

 

Palmeduer, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne palmedue sidder på en figenkaktus (Opuntia) på øen Debre Mariam, Tana-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oena capensis Namaquadue
Denne lille due kendes nemt på den meget lange hale. Hannen har sort ansigt og bryst, mens næbbet er mørkt på den inderste del, gult på den yderste. Hunnens hoved er ensfarvet brunligt, og næbbet er mørkt. Arten er tilknyttet halvørken og andre tørre områder, og den undgår skov. Den er vidt udbredt syd for Sahara, samt i det nordøstlige Afrika, Mellemøsten, på den Arabiske Halvø og Madagascar. Strejfere er truffet så langt borte som det nordlige Tyrkiet og Pakistan.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oinas (‘due’), oprindeligt fra oimay, hvilket ifølge den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) var “en vild due af samme farve som modnende druer” (vinranken kaldtes oimg). Det latinske artsnavn betyder ‘fra Kap-området’ (Sydafrika), mens det danske navn sigter til Namaqualand, på Khoikhoiernes sprog Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

Han af Namaquadue ved et vandhul, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turtur tympanistria Tamburindue
Denne lille hvide og brune due er ret almindelig i skove, krat og plantager, fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydøstlige Sydafrika. Den forekommer tillige på Comorerne.

Slægtsnavnet betyder ‘turteldue’ på latin, mens artsnavnet er græsk og betyder ‘kvindelig trommeslager’, afledt af tympanon (‘tromme’ eller ‘tamburin’), hvilket sigter til dens kurren, et gentaget du-du-du, der minder svagt om lyden fra en tamburin.

 

 

Tamburindue, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Treron Papegøjeduer
Denne slægt med 30 arter af overvejende grønne duer er udbredt i tropiske og subtropiske områder af Afrika og Asien. Deres føde består af frugt, nødder og frø, især figner (Ficus).

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘sky’ eller ‘frygtsom’, et ord, der ofte blev anvendt for duer af den klassiske digter Homer (ca. 750 f.Kr.). Det danske navn sigter til, at disse fugle virker papegøjeagtige, når de klatrer rundt i træerne efter føde.

 

Treron calvus Afrikansk papegøjedue
En plump fugl med grøn underside og mørk olivenfarvet ryg og vingedækfjer. Næbbet er rødt med hvid spids. Arten er vidt udbredt i skove syd for Sahara, men undgår tæt regnskov.

Det latinske artsnavn betyder ‘skaldet’. Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

En afrikansk papegøjedue æder modne frugter af et figentræ (Ficus), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Treron waalia Gulbuget papegøjedue
Denne art minder om afrikansk papegøjedue, men har gul bug og hvidt næb. Den lever i åbne skove og savanner, fra Sierra Leone mod øst til Chad, fra Sudan mod syd til det østlige Zaire, Uganda og Kenya, samt langs kysten i den vestlige og sydlige del af den Arabiske Halvø.

Det videnskabelige artsnavn er det gamle abyssinske navn på denne fugl. På engelsk hedder den Bruce’s green pigeon, et navn, der hædrer den skotske opdagelsesrejsende James Bruce (1730-94), som rejste i Abyssinien (i dag Ethiopien), hvor han opdagede den Blå Nils kilder.

 

 

Gulbuget papegøjedue, Debre Mariam, Lake Tana, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rallidae Vandhøns
Vandhønsenes familie, der bl.a. omfatter rørhøns, blishøns, rørvagtler og rikser, er opdelt i 41 slægter med i alt ca. 156 arter.

 

Fulica Blishøns
Denne slægt, som rummer 10 arter, er udbredt i hele verden med undtagelse af polar-regionerne. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne.

 

Fulica cristata Kamblishøne
I ynglesæsonen har denne art to nøgne røde knopper i panden. Iøvrigt ligner den meget den almindelige blishøne (F. atra). Den er vidt udbredt, fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til hele den sydlige del af kontinentet, i Marokko, Portugal og Spanien, på Madagascar, samt nogle få steder på den Arabiske Halvø.

Det latinske artsnavn betyder ‘toppet’, hvilket må siges at være et noget fejlagtigt udtryk for de to røde knopper i panden. Det danske navn er heller ikke for godt. Det leder jo tanken hen på en hanekam, og det kan man ikke påstå, at de to knopper ligner.

 

 

Kamblishøne med vandplanter, Rondevlei, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kamblishøne fodrer sin unge med vandplanter, Rondevlei. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kamblishøne med en uidentificeret genstand i næbbet, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zapornia flavirostra Sort rørvagtel
En markant lille fugl, knaldsort med gult næb og røde ben. Den er ret almindelig og vidt udbredt i vådområder syd for Sahara, men undgår tæt regnskov og ørkener.

Slægtsnavnet er et anagram (en omskrivning) af slægtsnavnet Porzana (rørvagtler). Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

Sort rørvagtel, Lake Awassa, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sort rørvagtel hakker i et sår på ryggen af en flodhest (Hippopotamus amphibius), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rougetius rougetii Ethiopisk rikse
Denne rødbrune rikse, det eneste medlem af slægten, er endemisk i højlandet i Ethiopien og Eritrea, hvor den lever i græsland, vådområder og krat. Den er truet af tab af levesteder.

Både slægts- og artsnavn blev givet til minde om den franske læge og naturhistoriker Jules Rouget, der indsamlede fugle i Abyssinien (i dag Ethiopien) for Museum de Paris 1839-41. Han døde i 1841 af dysenteri under opholdet i Abyssinien.

 

 

Par af ethiopisk rikse, Sanetti-plateauet, Bale Mountains, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gruidae Traner
Traner er 15 arter af mellemstore til store fugle, opdelt i to underfamilier, krontraner (Balearicinae) med to arter i én slægt, Balearica, samt 13 arter af ægte traner (Gruinae), der en overgang alle var placeret i slægten Grus, mens de nyeste genetiske studier opdeler dem i tre slægter, Grus (8 arter), Antigone (4 arter) og Leucogeranus (1 art). Krontranerne splittedes ud fra de ægte traner allerede for ca. 10 mio. år siden.

Alle tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

Balearica regulorum Grå krontrane
Denne art er udbredt fra Uganda og Kenya sydpå gennem Zambia, Zimbabwe og Botswana til Mozambique og Sydafrika. Den er nationalfugl i Uganda. Arten lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. Den overnatter ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

 

 

Grå krontraner søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grå krontrane har pustet halsfjerene op, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En grå krontrane spadserer forbi en savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Traner er kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Her ses grå krontrane ved bredden af Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af grå krontrane med unger, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus carunculata Vortetrane
Denne store art adskiller sig fra de øvrige tranearter ved at have røde vorter i ansigtet og rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper under hagen. Den er udbredt fra Angola, det sydlige Zaire og Tanzania sydpå til Sydafrika, med en isoleret bestand i Ethiopiens højland.

Vortetranen er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Derfor har dæmningsanlæg, som holder meget af vandet tilbage, meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8-9000 individer, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse omkring sumpområder. I Sydafrika er den næsten forsvundet.

 

 

Okawango-sumpene i Botswana, hvor dette billede er taget, er et af vortetranens kerneområder. Fuglen med det lyse hoved er en ungfugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af vortetrane, Luapula-floden, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus paradisea Paradistrane
Denne art kaldes på engelsk blue crane på grund af sin blågrå farve. Den er speciel ved at have så stærkt forlængede armsvingfjer, at de rører jorden, når fuglen går. Paradistranen har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sydafrika, med en isoleret forekomst i Etosha Nationalpark i det nordlige Namibia. Arten lever på tørre græsstepper, men foretrækker at yngle og overnatte i vådområder. Nogle steder yngler den også i agerland. Arten er standfugl, men flyver ofte til områder med nylig nedbør.

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden nu er i svag fremgang og tæller ca. 25.000 individer. Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfattede førhen omkring 150 fugle, men er nu i stærk tilbagegang. I 2015 blev bestanden vurderet til omkring 35 individer.

 

 

Paradistraner, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Podicipedidae Lappedykkere
Lappedykkere er vandfugle med lapper på fødderne. De omfatter 22 arter i 6 slægter, udbredt næsten overalt på kloden.

 

Podiceps
En slægt med 9 arter, som yngler på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Slægtsnavnet er afledt af latin podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til benenes placering langt tilbage på kroppen.

 

Podiceps cristatus Toppet lappedykker
Denne art har en uhyre stor udbredelse, idet den findes fra de Britiske Øer og Middelhavet tværs over tempererede og subtropiske egne af Eurasien mod øst til Kina. Desuden har den isolerede bestande i højlandet i Ethiopien og Østafrika, i Namibia og Sydafrika, samt i Australien og New Zealand. Mange steder i Europa har den tilpasset sig et liv i havnebyer.

 

 

Toppet lappedykker, Rondevlei, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phoenicopteridae Flamingoer
Denne familie rummer 6 arter i 3 slægter, Phoenicopterus med 3 arter, stor flamingo (nedenfor), Cariber-flamingo (P. ruber) og Chile-flamingo (P. chilensis), Phoeniconaias med en enkelt art, lille flamingo (nedenfor), samt Phoenicoparrus med 2 arter, Andes-flamingo (P. andinus) og Puna-flamingo (P. jamesi). Billeder af de to sidstnævnte vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

Disse fugle yngler alle i store kolonier i lavvandede saltsøer, hvor de bygger høje reder af mudder. De er berømte for deres bemærkelsesværdige ‘danse’, hvor hundredevis af fugle marcherer tæt sammen, mens de drejer hovedet fra side til side.

Traditionelt er ibiser og skestorke, af familien Threskiornithidae, blevet betragtet som flamingoernes nærmeste slægtninge, men genetisk forskning har påvist, at deres nærmeste slægtninge er lappedykkere, hvor underligt det end må synes.

Det danske navn er afledt af spansk flamengo (‘flammefarvet’), hvilket sigter til disse fugles delvis karmoisinrøde fjerdragt.

 

Phoenicopterus roseus Stor flamingo
Den største og videst udbredte flamingo-art, idet den findes spredt rundt i Afrika, samt fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til det indiske subkontinent. Den blev førhen betragtet som en underart af Cariber-flamingoen (P. ruber), men i dag regner de fleste autoriteter dem som særskilte arter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og pteron (‘vinge’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘rosenfarvet’.

 

 

Stor flamingo, Thyna, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor flamingo, Walvis Bay, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoeniconaias minor Lille flamingo
Denne art yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og naias (‘najade’ eller ‘vandnymfe’).

 

 

Flok af lille flamingo hviler, Natron-søen, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bogoria er en alkalisk sø i det nordlige Kenya, som til tider besøges af op mod en million små flamingoer. På dette billede ses fuglene som silhouetter gennem disen fra varme kilder ved søbredden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gylden ulv (Canis anthus) passerer foran en flok hvilende små flamingoer, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Man har observeret denne art dræbe flamingoer, og det kan være grunden til, at fuglene bevæger sig væk fra den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En flok af lille flamingo letter, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Badende små flamingoer, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Burhinidae Trieler
En familie med 10 arter i 2 slægter, Burhinus og Esacus. Det danske navn sigter til et af kaldene hos almindelig triel (B. oedicnemus).

 

Burhinus Trieler
Denne slægt med 8 arter er vidt udbredt, fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til det indiske subkontinent og Syøstasien, og derfra mod syd gennem Indonesien til Australien, i Afrika, i Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, samt langs kysten af Ecuador og Peru. De fleste arter lever i tørre områder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk bous (‘okse’) og ‘rhinos’ (‘næse’, i denne forbindelse ‘næb’), hvilket sigter til disse fugle store næb. Det engelske navn thick-knee hentyder til det tykke hælled.

 

Burhinus capensis Plettet triel
Denne fugl lever i græsland og på savanner i Sahel-zonen, fra Senegal og Mauritanien mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika. Den forekommer også nogle få steder i Yemen og Oman.

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

Plettet triel, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Burhinus vermiculatus Vandtriel
En fugl, som er tilknyttet vådområder, bl.a. søbredder, floder, mangrove og floddeltaer, normalt omgivet af krat eller åben skov. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til størsteparten af det sydlige Afrika, fra havniveau op til omkring 1800 meters højde. Den findes også nogle steder i Vestafrika.

Artsnavnet er afledt af latin vermiculus (‘lille orm’), diminutiv af vermis (‘orm’). Tilsyneladende fandt den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), som navngav fuglen i 1868, at striberne på dens krop mindede om små orme.

 

 

Vandtriel, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Haematopodidae Strandskader
Denne familie rummer 11 nulevende arter, alle tilhørende slægten Haematopus. De fleste af arterne lever langs kyster kloden rundt, med undtagelse af polar-regionerne samt visse tropiske områder i Afrika og Sydøstasien. Tre arter, strandskade (H. ostralegus), Sydø-strandskade (H. finschi) og Magellan-strandskade (H. leucopodus), yngler også på indlandslokaliteter. Kanarisk strandskade, der af nogle betragtes som en underart af den almindelige strandskade, af andre som en selvstændig art, H. meadewaldoi, uddøde omkring 1940.

Slægtsnavnet er afledt af græsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de knaldrøde ben hos den almindelige strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos den almindelige strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

Haematopus moquini Afrikansk strandskade
Denne art er begrænset til kyster langs Namibia, Sydafrika og den sydlige del af Mozambique.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Alfred Moquin-Tandon (1804-63), som først var professor i zoologi i Marseille, senere professor i botanik og direktør for den botaniske have i Toulouse, og fra 1853 direktør for både den botaniske have og det videnskabelige akademi i Paris.

 

 

Disse afrikanske strandskader falder godt sammen med mørk tang, som vokser på strandsten, Muizenberg, nær Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Himantopus Stylteløbere
Afhængigt af kilde accepteres 3-6 arter af stylteløbere, alle tilhørende denne slægt med undtagelse af rødbrystet stylteløber (Cladorhynchus leucocephalus), en mærkelig nomadisk art, der er begrænset til Australien, hvor den kun yngler efter rigeligt med nedbør, som danner store saltsøer forskellige steder i ørkenen.

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Himantopus himantopus Stylteløber
Denne markante fugl yngler i de fleste tempererede, subtropiske og tropiske områder kloden rundt, men er begrænset til områder med lavt vand. De nordlige bestande er trækfugle.

 

 

Stylteløbere søger føde, hun t.v., han t.h., Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af stylteløber søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fødesøgende ungfugl af stylteløber, Ngorongoro-krateret. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Recurvirostra Klyder
Der findes 4 arter af klyder, som alle tilhører denne slægt. De er udbredt i hele verden, med undtagelse af polarområderne.

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (nedenfor), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Recurvirostra avosetta Klyde
Denne art yngler hovedsagelig i to vidt adskilte områder, i et bredt bælte fra Østeuropa tværs over Centralasien til det nordøstlige Kina, samt i den østlige og sydlige del af Afrika. Den har dog også spredte ynglebestande i Europa og Mellemøsten. De fleste europæiske og asiatiske bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Afrika, på det indiske subkontinent, langs Kinas østkyst, samt i Taiwan.

Det videnskabelige artsnavn kommer sandsynligvis af et gammelt italiensk ord, avosetta, der formodentlig var navnet på denne fugl.

 

 

Stor flok af klyde, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Charadriidae Præstekraver, viber, hjejler, etc.
Denne familie af små til mellemstore vadere omfatter omkring 10 slægter med ca. 65 arter, udbredt i næsten hele verden, for langt størstedelens vedkommende i vådområder.

 

Charadrius Præstekraver og pomeransfugle
Denne slægt rummer omkring 32 arter af fortrinsvis små vadere, der er udbredt næsten globalt, hovedsagelig i vådområder.

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Charadrius hiaticula Stor præstekrave
Som ynglende er denne art udbredt i Grønland, Island, Nordeuropa så langt mod syd som det sydlige England, det nordlige Tyskland, Polen og det nordlige Ukraine, endvidere langs den arktiske kyst fra Norge til det østlige Sibirien. Vintermånederne tilbringes i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, langs kyster i Vesteuropa og omkring Middelhavet, i Mellemøsten, på det indiske subkontinent, og i Sri Lanka.

 

 

Voksen stor præstekrave i vinterdragt, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius leschenaultii Ørkenpræstekrave
Som dens navn fortæller, yngler denne art i ørkenagtige områder, fra Tyrkiet mod øst gennem Centralasien. Vinterkvarteret omfatter strande i Østafrika, det sydlige Asien samt Ny Guinea og Australien. Det latinske artsnavn blev givet til ære for den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826).

 

 

Her ses ørkenpræstekraver, to terekklirer (Xenus cinereus, med gule ben), to krumnæbbede ryler (Calidris ferruginea, forrest i midten), samt en enkelt sandløber (Calidris alba, yderst t.h.), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. I baggrunden ses en sodfarvet måge (Ichthyaetus hemprichii) og krabbeædere (Dromas ardeola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius pallidus Rustbåndet præstekrave
Denne lille kønne fugl lever i saltsøer og alkalisøer i to adskilte områder, i Kenya og Tanzania, samt i hele det sydlige Afrika.

Det latinske artsnavn er afledt af latin pallere (‘at være bleg’), hvilket formodentlig sigter til artens snehvide underside.

 

 

Rustbåndet præstekrave, Natron-søen, Tanzania (øverst), og Lake Legaja, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius pecuarius Kittlitz’ præstekrave
Denne art er hjemmehørende i store dele af Afrika syd for Sahara, samt i Nil-deltaet og på Madagascar. Den yngler i saltmarsk, langs sandede eller mudrede flodbredder, samt i græsland med kort vegetation.

Det latinske artsnavn betyder ‘græsser’, afledt af pecu (‘kvæg’ eller ‘flok’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

Det danske navn blev givet til minde om den preussiske soldat, opdagelsesrejsende og naturhistoriker Friedrich Heinrich Freiherr von Kittlitz (1799-1874), som deltog i en ekspedition 1826-29 kloden rundt, ombord på korvetten Senjawin. Denne ekspedition blev ledet af Kaptajn Fyodor Petrovich Litke (1797-1882). Undervejs indsamlede von Kittlitz en mængde fugle, tilhørende i alt 314 arter. I 1831 drog han til Nordafrika, men måtte vende hjem til Tyskland på grund af dårligt helbred. På denne tur indsamlede han eksemplarer af den præstekrave, der i dag bærer hans navn.

 

 

Kittlitz’ præstekrave, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius tricollaris Trebåndet præstekrave
Denne art er standfugl langs floder, damme og søer, fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika, samt Madagascar. Den forekommer også nogle få steder i Vestafrika. Den kendes nemt på de to sorte brystbånd med et hvidt bånd imellem dem.

 

 

Trebåndet præstekrave, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pluvialis Hjejler
Førhen mente man, at der foruden strandhjejle (nedenfor) kun fandtes en enkelt anden hjejle-art, P. apricaria, som var opdelt i tre underarter. Siden er disse underarter blevet opgraderet til særskilte arter, almindelig hjejle (P. apricaria), som yngler i tundra fra Island mod øst til det centrale Sibirien, tundrahjejle (nedenfor), og endelig amerikansk hjejle (P. dominica), der yngler i de nordligste egne af Nordamerika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). I gamle dage sagde man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Pluvialis fulva Tundrahjejle
Denne art er udbredt langs den sibiriske kyst, fra Jamal-halvøen mod øst til Chukotka-halvøen samt den vestligste del af Alaska. Om vinteren trækker de fleste til det indiske subkontinent, Sydøstasien, Indonesien, Australien og Stillehavsøerne, men nogle ankommer også til Østafrika, og nogle få tilbringer vinteren i Californien.

 

 

Tundrahjejler, Lake Abietta, Ethiopien. I baggrunden fødesøgende små flamingoer (Phoeniconaias minor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pluvialis squatarola Strandhjejle
Denne mellemstore art yngler i højarktiske områder fra det vestlige Rusland langs hele den arktiske kyst til Alaska og de canadiske højarktiske øer. Om vinteren kan den ses langs næsten alle verdens kyster, med undtagelse af polarområderne.

Artsnavnet er en latiniseret form af sgatarola, et gammelt venetiansk navn på en slags vadefugl.

 

 

Strandhjejler og krabbeædere (Dromas ardeola) raster på en sandbanke under højvande, Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. Der ses også to ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii, t.v.), en sovende krumnæbbet ryle (Calidris ferruginea, forrest), samt en enkelt stenvender (Arenaria interpres, t.h.). I baggrunden tankskibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus Viber
Denne slægt rummer 24 arter af mellemstore vadefugle, som er udbredt over størsteparten af kloden. Slægtsnavnet er latin, diminutiv af vannus (‘vifte’), hvilket sigter til den snurrende lyd, som vingerne hos den almindelige vibe (V. vanellus) frembringer under parringsspillet. Det danske navn hentyder til denne arts stemme, et langtrukkent viib.

 

Vanellus armatus Smedevibe
En almindelig art fra det centrale Kenya mod syd gennem Tanzania til hele det sydlige Afrika. Dens habitat er enhver form for vådområde i lavlandet, inklusive damme i landbrugsområder samt langs dæmninger.

Det latinske artsnavn kommer af arma (‘våben’), således ‘bærer våben’, hvilket sigter til den skarpe spore på vingen, som fuglen benytter, når den aggressivt forsvarer sine unger, idet den gentagne gange dykker ned mod fjenden og sigter mod dens hoved. Det danske navn hentyder til artens alarmkald, et gentaget metallisk tink-tink-tink, der er blevet sammenlignet med en smedehammers slag på ambolten.

 

 

Smedeviber raster i et oversvømmet område langs en søbred, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smedevibe søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smedeviber i parring, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En smedevibe truer en Abdimstork (Ciconia abdimii), som er kommet ind på vibens redeterritorium, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus coronatus Kronvibe
Denne fugl er meget almindelig i tørre græsområder, fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika. Det latinske artsnavn er afledt af coronare (‘at krone’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens hovedmønster.

 

 

Rugende kronvibe, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fouragerende kronvibe, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus crassirostris Langtået vibe
Denne art er især tilknyttet søer og damme med flydeblade, men kan også observeres i andre typer af vådområder. Den har en pletvis udbredelse, idet den findes i Cameroun og Chad, samt fra Sydsudan mod syd gennem det østlige Afrika til Angola, Botswana, Zambia, Zimbabwe og Mozambique.

Det latinske artsnavn er afledt af crassus (‘tyk’, ‘kraftig’) og rostrum (‘næb’).

 

 

Langtåede viber vandrer på vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende langtået vibe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus lugubris Mørk sørgevibe
En hovedsagelig grå og hvid fugl med iøjnefaldende hvid pandeblis og gul iris. Den minder meget om lys sørgevibe (nedenfor), men denne har rødlige ben, ikke sorte, og pandeblissen er mere udflydende.

Mørk sørgevibe, som lever på savanner med kort græs, er udbredt over et meget stort område, i Vestafrika fra Senegal mod øst til Chad, mod syd til det nordlige Angola, samt fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til det nordøstlige Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘sørgmodig’, afledt af lugere (‘at sørge’), hvilket formodentlig hentyder til den overvejende grå fjerdragt.

 

 

Mørk sørgevibe æder myrer, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus melanopterus Lys sørgevibe
Denne art lever i højtliggende græsland i to adskilte områder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt i den sydlige del af Sydafrika og Mozambique. Se også mørk sørgevibe ovenfor.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk melas (‘sort’) og pteron (‘vinge’).

 

 

Lys sørgevibe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus melanocephalus Ethiopisk vibe
This striking bird, with black cap and throat, and black dots on the breast, is endemic to the highlands of Ethiopia, where it is rather common.

Denne markante fugl, som har sort hætte og strube, samt små sorte pletter på brystet, er endemisk i Ethiopiens højland, hvor den er ret almindelig.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Ethiopiske viber søger føde blandt græssende heste og kvæg, Debre Birhan, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus senegallus Savanne-lapvibe
Denne art har navn efter de gule lapper ved basis af næbbet. På vingen har den en lille sort spore. Den lever på savanner og i moser og er ret almindelig overalt syd for Sahara, med undtagelse af regnskovsområder og ørkener.

Det latinske artsnavn sigter formodentlig til type-lokaliteten.

 

 

Savanne-lapvibe, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus spinosus Sporevibe
Fjerdragten hos denne art er overvejende sort, med kontrasterende hvid kind og nakke, samt brune vingedækfjer. Den er udbredt over et kæmpemæssigt område, fra Grækenland mod øst gennem Tyrkiet til det nordlige Iran, og derfra mod syd til den Arabiske Halvø. Endvidere fra Egypten gennem det østlige Afrika mod syd til Botswana og det nordlige Mozambique. Den forekommer tillige i store områder af Vestafrika, fra Mauritanien sydpå til Sierra Leone og derfra mod øst til Chad.

Det latinske artsnavn kommer af spina (‘torn’), hvilket sigter til sporen på vingen.

 

 

Sporevibe renser fjerdragt, Kantara, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sporevibe, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus tectus Sorttoppet vibe
Denne markante art er udbredt i vådområder i hele Sahel-zonen mod øst til Eritrea, og derfra mod syd til det østlige Zaire, Uganda og Kenya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket’, hvilket i denne forbindelse sigter til fuglens sorte hætte.

 

 

Sorttoppet vibe, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rostratulidae Riksesnepper
En familie med kun tre arter, broget riksesneppe (nedenfor), australsk riksesneppe (Rostratula australis), samt sydamerikansk riksesneppe (Nycticryphes semicollaris).

Disse fugle tilhører den gruppe af vadefugle, hvor hunnen har en mere farverig fjerdragt end hannen, som tager sig af rugning og opfostring af ungerne.

 

Rostratula benghalensis Broget riksesneppe
Denne art er udbredt i et kæmpemæssigt område, i Afrika syd for Sahara, på Madagascar og det indiske subkontinent, i Sydøstasien, det sydlige Kina og Indonesien, samt på Filippinerne. Den lever i sumpe og moser.

Oprindelig betragtede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl som en rikse og navngav den Rallus benghalensis i 1758. Han indså dog snart, at den ikke var en rikse, og i 1766 placerede han den i slægten Scolopax, et ord, som han anvendte for mange vadefugle. (I dag en betegnelse for skovsnepper). I 1816 flyttede den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830) den til slægten Rostratula, hvilket er et diminutiv af det latinske ord rostratus (‘med stort næb’), således ‘den med det lille store næb’, oprindeligt afledt af rostrum (‘næb’).

Artsnavnet hentyder til typelokaliteten Bengalen, i Indien. I gamle dage var Bengalen navnet på en stor del af Nordindien samt Bangladesh. Det danske navn sigter til hunnens brogede fjerdragt, samt til Linnés fejltagelse.

 

 

Hannen af broget riksesneppe er langt mindre farvestrålende end hunnen. – Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jacanidae Bladhøns, jacanaer
En familie med 8 medlemmer, fordelt på 6 slægter, som er udbredt i tropiske vådområder verden rundt. Disse fugle er karakteriseret ved deres meget lange tæer, som gør det muligt for dem at vandre på flydende vegetation. Dette er baggrunden for det danske navn bladhøne.

Jacana var den staveform, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) benyttede, da han navngav sydlig jacana Parra jacana i 1766 (i dag kaldt for Jacana jacana). Den oprindelige portugisiske stavemåde var jaçana (udtales omtrent zasana), hvilket var afledt af et lokalt Tupi-navn på fuglen, ñahana.

 

Actophilornis africanus Afrikansk bladhøne
Denne arts habitat er vådområder med flydende vegetation. Den er vidt udbredt syd for Sahara, kun fraværende i ørkener og tæt regnskov.

Slægtsnavnet er afledt af græsk akte (‘flodbred’, ‘kyst’), phileo (‘at elske’), samt ornis (‘bird’).

 

 

Stor forsamling af afrikanske bladhøns i aftenlys, Ziwat Hayk, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk bladhøne, Amboseli Nationalpark, Kenya. Bemærk de meget lange tæer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk bladhøne blandt vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
Denne store familie, som rummer omkring 15 slægter og ca. 95 arter, er udbredt kloden rundt med undtagelse af Antarktis.

 

Numenius Regnspover
En slægt med 9 arter, karakteriseret ved deres lange, slanke, nedadbøjede næb. De yngler på den nordlige halvkugle og trækker til varmere egne om vinteren. To af arterne, tyndnæbbet spove (N. tenuirostris) og eskimospove (N. borealis) er sandsynligvis uddøde.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

Numenius phaeopus Lille regnspove
En vidt udbredt art, som yngler i Østgrønland, Island og Skotland, på Færøerne, i Skandinavien og det nordvestlige Rusland, samt i flere adskilte områder gennem Sibirien til Chukotka-halvøen. Den tilbringer vinteren langs kysterne af Afrika, Asien, Australien og New Zealand.

Førhen blev Hudson-spoven (N. hudsonicus) betragtet som en underart af lille regnspove, men i dag regner de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Et billede af Hudson-spove kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

 

 

Lille regnspove, Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa Klirer
Denne slægt, som rummer 13 arter, er udbredt næsten overalt i verden.

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk tryngas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Tringa glareola Tinksmed
Denne fugl har en særdeles stor udbredelse, idet den yngler fra Nordnorge, England og Tyskland mod øst gennem hele Sibirien til Chukotka- og Kamchatka-halvøerne. Den tilbringer vintermånederne i Afrika syd for Sahara, i store dele af subtropisk og tropisk Asien, samt i Australien. I flugten høres ofte et vidtlydende jif-if-if.

Artsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’ (= sand?).

 

 

Tinksmed renser fjerdragt, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa nebularia Hvidklire
Som ynglende er denne art vidt udbredt i den subarktiske zone, fra det nordlige Skotland og Skandinavien mod øst tværs over den sibiriske taiga til Chukotka- og Kamchatka-halvøerne. Den er en trækfugl, som tilbringer vinteren i Afrika, det sydlige Asien og Australien.

Navnet klire kommer iøvrigt af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

Slægtsnavnet er afledt af latin nebula (‘tåge’). Det sigter til et norsk folkenavn på fuglen, skoddeføll (‘tågeføl’), hvilket hentyder til artens sumpede og tågefyldte habitat, samt til dens kald, som blev sammenlignet med vrinsken.

 

 

Hvidklire, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa stagnatilis Damklire
Denne art minder om hvidkliren, men er mindre og slankere, med et tyndt næb. Den yngler i vådområder på stepper og i taiga, fra Østeuropa gennem tempererede egne af Asien til Mongoliet, det nordlige Kina, samt Ussuriland i det sydøstlige Sibirien. Om vinteren kan den træffes i et kæmpemæssigt område, fra Middelhavet og Afrika syd for Sahara gennem det sydlige Asien til Filippinerne, og derfra mod syd til Australien.

Artsnavnet er afledt af latin stagnum (‘dam’, ‘sump’), hvilket sigter til artens foretrukne habitat.

 

 

Damklire blandt blade af vandhyacint (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Xenus cinereus Terekklire
Denne art kan kendes fra andre små vadefugle på sit svagt opadbøjede næb. Den yngler i taigasumpe fra Finland og Ukraine tværs gennem Sibirien til Russisk Fjernøsten, og vinteren tilbringes i tropiske områder i Østafrika, på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Australien.

Slægtsnavnet kommer af græsk xenos (‘fremmedartet’), mens artsnavnet er afledt af latin cinis (‘aske’), hvilket sigter til artens askegrå ryg i vinterdragten. Det danske navn hentyder til Terek-floden, der løber ud i det Kaspiske Hav. Formodentlig blev fuglen først indsamlet her.

Billeder af terekklire kan ses andetsteds på denne side, under Charadrius leschenaultii (ovenfor) og Dromas ardeola (nedenfor).

 

 

 

Calidris
En slægt med 24 arter af mindre til meget små vadefugle, hvoraf de fleste yngler i højarktiske områder og tilbringer vinteren langs kyster kloden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Calidris ferruginea Krumnæbbet ryle
Denne talrige vadefugl yngler i den sibiriske tundra, fra Taimyr-halvøen mod øst til Chukotka-halvøen. Den overvintrer hovedsagelig i Afrika, samt i nogen grad i de sydlige egne af Asien, Indonesien og Australien.

Det latinske artsnavn er afledt af latin ferrugo (‘jern-rust’), fra ferrum (‘jern’), hvilket sigter til denne arts rustrøde bryst i yngletiden.

 

 

En stor flok krumnæbbede ryler sammen med fire krabbeædere (Dromas ardeola), to strandhjejler (Pluvialis squatarola), samt nogle få mongolske præstekraver (Charadrius mongolicus), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krumnæbbede ryler, nogle få mongolske præstekraver (Charadrius mongolicus) og en enkelt sandløber (Calidris alba), Msimbazi Beach. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under højvande raster disse krumnæbbede ryler i mangrovetræer, Kirongwe, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krumnæbbede ryler i færd med at skifte til yngledragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris minuta Dværgryle
Endnu en talrig vadefugl, som yngler i den sibiriske tundra, fra det nordligste Skandinavien mod øst til omkring Kolyma-floden. Den overvintrer hovedsagelig i Afrika, samt i nogen grad langs kysterne af den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent.

 

 

Dværgryle i færd med at skifte til yngledragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris pugnax Brushane, brushøne
Denne mærkværdige fugl er unik blandt vadefugle, idet hannen i yngletiden er udstyret med en kæmpestor fjerkrave omkring halsen. Når ynglesæsonen starter, samles hannerne på en danseplads i et græsklædt område, og når en hun besøger pladsen, begynder hannerne at kæmpe (uden at ytre en lyd) for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun spadserer rundt på pladsen og tager alle hannerne i øjesyn, inden hun vælger én af dem, som hun parrer sig med. Derpå forlader hun pladsen for på egen hånd at tage sig af redebygning, udrugning og ungepasning.

Førhen blev denne art kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

Brushanen er vidt udbredt i arktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, det sydlige Asien samt Australien. I Danmark har den været i rivende tilbagegang i de senere år, og bestanden i dag tæller færre end 50 redebyggende hunner, flest i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord.

 

 

Brushane i vinterdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svømmende brushøns, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brushane bader, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria Stenvendere
En lille slægt med kun 2 arter, den vidt udbredte stenvender (nedenfor), samt sort stenvender (A. melanocephala), der yngler i det vestlige Alaska og tilbringer vinteren langs Stillehavskysten i USA.

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand’. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Arenaria interpres Stenvender
Denne mindre vadefugl er en almindelig ynglefugl i de fleste højarktiske områder, og tillige langs Østersøens kyster, samt nogle få steder i Kattegat. Vinteren tilbringes langs tempererede, subtropiske og tropiske kyster verden rundt, med undtagelse af polaregnene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

Stenvender søger føde i en ynglekoloni af afrikansk søbjørn (Arctocephalus pusillus), Cape Cross, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dromadidae

 

Dromas ardeola Krabbeæder
Denne art er så forskellig fra andre vadefugle, at den er blevet placeret i en særskilt familie. Den er udbredt langs kyster rundt om hele den Arabiske Halvø samt langs Irans sydlige kyst, og den er unik blandt vadefugle ved at yngle i huller i sandede områder, hvor den udnytter jordvarmen til delvis at udruge æggene.

Om vinteren træffes den på øer og langs kyster i hele den nordlige del af det Indiske Ocean, mod øst til Cambodia, og endvidere langs den østafrikanske kyst så langt mod syd som det nordlige Sydafrika og Madagascar.

Tanzania udgør en kærneområde for arten om vinteren. På en ekspedition i 1988 (se siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati) talte vi omkring 5400 langs den tanzanianske kyst.

Slægtsnavnet er græsk og betyder ‘at løbe’. Fuglen ses ofte løbe stærkt, før den letter. Artsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’. Måske hentyder det til artens lange ben.

 

 

Krabbeædere raster på en sandrevle under højvande sammen med strandhjejler (Pluvialis squatarola) og en enkelt Terekklire (Xenus cinerea, t.v.), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krabbeædere, Msimbazi Beach (øverst) og Kirongwe, begge i Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Glareolidae Braksvaler og ørkenløbere
Denne familie rummer to distinkte grupper, braksvaler med 8 arter i to slægter, og ørkenløbere med 9 arter i to slægter.

 

Glareola Braksvaler
Disse fugle forekommer i de fleste varmere egne af den Gamle Verden. De er tilknyttet åbne områder, ofte nær vand, hvor de jager insekter.

Slægtsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’, hvilket sigter til arternes foretrukne redested.

 

Glareola pratincola Rødvinget braksvale
Denne art er udbredt fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til Kazakhstan og Pakistan, samt på spredte lokaliteter i det meste af Afrika. Nordlige bestande er trækfugle, der tilbringer vinteren i tropiske egne af Afrika.

Det latinske artsnavn er afledt af pratum (‘eng’) og incolere (‘at bo’). Det danske navn hentyder til den rødlige vingeunderside.

 

 

Rødvinget braksvale, stående på en sandet kassava-mark, der ligger brak, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødvinget braksvale, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødvinget braksvale, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cursorius Ørkenløbere
Denne slægt har 5 medlemmer, udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten og den Arabiske Halvø mod øst til Indien.

Slægtsnavnet er afledt af latin currere (‘at løbe’). Disse fugle foretrækker ofte at løbe fremfor at flyve.

 

Cursorius temminckii Sortøret ørkenløber
Vidt udbredt på savanner syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Angola, Namibia, Mozambique og det nordøstlige Sydafrika. Arten undgår ørkener og tæt skov.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858), som var den første direktør for det nationale naturhistoriske museum i Leiden, fra 1820 til sin død. Det danske navn hentyder til artens sorte stribe fra øjet om i nakken.

 

 

Sortøret ørkenløber, Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinoptilus Ørkenløbere
En lille slægt med 4 arter, 3 i Afrika og en enkelt i Indien. Sidstnævnte, Bangalore-ørkenløber (R. bitorquatus), er kritisk truet af dæmningsprojekter og opdyrkning. Den er måske allerede uddød.

Slægtsnavnet er afledt af græsk rhis (‘næsebor’) og ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de fjerdækkede næsebor hos tobåndet ørkenløber.

 

Rhinoptilus africanus Tobåndet ørkenløber
Denne art, der omfatter 8 underarter, lever på savanner og andre græsklædte områder, samt på grussletter og stærkt afgræssede arealer. Den er udbredt i to adskilte områder, fra Eritrea mod syd til det centrale Tanzania, og fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til Kap-provinsen.

 

 

Tobåndet ørkenløber strækker vinge, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tobåndet ørkenløber støvbader, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tobåndet ørkenløber hviler blandt gødning fra impala (Aepyceros melampus), Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende tobåndet ørkenløber, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinoptilus cinctus Mangebåndet ørkenløber
Denne nataktive art er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem den østlige del af Afrika til Botswana og det nordøstlige Sydafrika. På halsen har den et rustfarvet bånd, et bredt hvidt bånd samt et smalt sort bånd, og på brystet har den tre lignende bånd, men i omvendt rækkefølge.

Det latinske artsnavn betyder ‘båndet’, afledt af cingere (‘at omkranse’).

 

 

Mangebåndet ørkenløber, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store familie, som består af 22 slægter med omkring 100 arter, er udbredt over hele verden.

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus cachinnans Kaspisk måge
Denne art yngler fra Østeuropa over stepperne til Kazakhstan og den nordvestlige del af Xinjiang, og vintermånederne tilbringes i Nord- og Østeuropa, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav, i Iran, samt fra Rødehavet langs sydkysten af den Arabiske Halvø til Pakistan.

Det latinske artsnavn kommer af cachinnare (‘at le højt’).

 

 

Kaspiske måger, voksne og ungfugle, Hurghada, Rødehavet, Egypten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus dominicanus Tangmåge
Denne store måge, der også kaldes for dominikanermåge, er opdelt i 5 underarter, vidt udbredt på kyster og øer på den sydlige halvkugle, i Sydamerika, Falklandsøerne, South Georgia, det sydlige Afrika, det sydlige Madagascar, subantarktiske øer i det Indiske Ocean, Australien, New Zealand, samt Antarktis og nærliggende øer.

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

Tangmåge, Bird Island, Lambert’s Bay, Sydafrika, Bemærk, at fuglen er ringmærket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge, Lambert’s Bay. I baggrunden store unger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge letter, Lüderitz, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge, Langebaan, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ichthyaetus
En slægt af måger på 6 arter, der tidligere var placeret i Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’), således ‘fiskeørn’ – et højst ejendommeligt navn på en gruppe måger. Forklaringen er denne: Under sine rejser i Sibirien og Kirgisien indsamlede den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811) i 1773 en stor måge, som han kaldte for Larus ichthyaetus, løst oversat som ‘den fiskeædende måge, der minder om en ørn’, hvilket formodentlig sigter til dens størrelse. I dag kaldes denne art for stor sorthovedet måge eller Pallas’ måge (I. ichthyaetus), og den er slægtens type-art.

 

Ichthyaetus hemprichii Sodfarvet måge
Denne markante måge er hjemmehørende fra Rødehavet, Aden-bugten og den Persiske Havbugt mod øst til Pakistan, og endvidere langs den østafrikanske kyst mod syd til Tanzania.

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

Sodfarvet måge, Kunduchi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ichthyaetus leucophthalmus Rødehavsmåge
Denne markante fugl findes næsten udelukkende i Rødehavet, men er dog set nogle gange i den Persiske Havbugt og den østlige del af Middelhavet. Verdensbestanden er vurderet til mellem 4000 og 6000 par.

 

 

Rødehavsmåge, Hurghada, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus cirrocephalus Gråhovedet måge
Denne art er vidt udbredt langs kyster, floder og søer i Afrika syd for Sahara, Madagascar, samt det sydøstlige og nordvestlige Sydamerika. Den er hovedsagelig standfugl, men kan strejfe vidt omkring uden for yngletiden.

Artsnavnet er afledt af latin cirrhus (‘grå’) og græsk kephale (‘hoved’). Den latinske del er modificeret, da ordet stammer fra oldgræsk kirrhos (‘rødbrun’).

 

 

Gråhovedede måger, Ngorongoro-krateret, Tanzania. På det øverste billede er en af dem i truepositur. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus genei Tyndnæbbet måge
En sjælden art, som yngler lokalt rundt om Middelhavet, i Mauritanien, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav, samt fra Nærøsten mod øst til Kazakhstan, Afghanistan og det nordvestlige Indien.

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Giuseppe Gené (1800-1847), professor i zoologi samt direktør for det kongelige zoologiske museum i Turin.

 

 

Tyndnæbbet måge i vinterdragt, Thyna, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus hartlaubii Namibmåge
Denne lille måge er endemisk langs kysten af Sydafrika og Namibia. Skønt den lever kystnært, strejfer den sjældent langt til havs. Den totale bestand er anslået til omkring 30.000 fugle.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

Namibmåge, Hermanus, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Namibmåger, Lüderitz, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af Namibmåge tigger føde hos en forældrefugl, Lüderitz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Namibmåge pudser fjerdragt, Swakopmund, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus ridibundus Hættemåge
Denne lille måge yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

Unge hættemåger, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onychoprion Terner
En lille slægt på 4 arter, som førhen tilhørte slægten Sterna. Tre af arterne yngler i tropiske egne, mens den fjerde, Beringsternen (O. aleuticus), findes langs subarktiske kyster i det østlige Sibirien og det vestlige Alaska. Billeder af denne art kan ses på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onyx (‘klo’ eller ‘negl’) samt prion (‘sav’). Disse fugle har formodentlig skarpe kløer. Ordet terne kommer af oldnordisk therna.

 

Onychoprion fuscatus Sodfarvet terne
Denne vidt udbredte art yngler på små øer i tropiske farvande kloden rundt.

 

 

Koloni af sodfarvet terne, Latham Island, Tanzania. Ungfuglene er mørke. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus Terner med top
Denne slægt, der rummer 8 arter, er udbredt over det meste af verden. Slægten blev oprindeligt oprettet i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), men blev senere forkastet, indtil et genetisk studium i 2005 konkluderede, at toppede terner burde placeres i en særskilt slægt.

Friedrich Boie beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle, og han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fisker’, oprindeligt fra thalassa (‘hav’).

 

Thalasseus bengalensis Bengalsk terne
Denne art, opdelt i 2 eller 3 underarter, yngler i spredte kolonier i tropiske og subtropiske områder, på øer ud for Libyens kyst, i Rødehavet og den Persiske Havbugt, forskellige steder i Indien, samt i Indonesien, Ny Guinea og det nordlige Australien. Om vinteren spredes de vestlige bestande over et meget stort område, mod syd til Guinea, Sydafrika og Madagascar.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’, typelokaliteten. I gamle dage var Bengalen navnet på en stor del af Nordindien samt Bangladesh.

 

 

Bengalske terner raster ved lavvande på lavaklipper, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus bergii Bergiusterne
Denne fugl, opdelt i 5 underarter, yngler i kolonier langs de sydlige og østlige kyster af Afrika, langs Arabiens sydkyst, samt fra Iran mod øst til det nordvestlige Indien, i Sydøstasien, Indonesien, Ny Guinea og Australien. Uden for yngletiden spredes den over store arealer af det Indiske Ocean og Stillehavet.

Artsnavnet blev givet til minde om den preussiske naturhistoriker og farmaceut Karl Heinrich Bergius (1790-1818), kavalerist i den preussiske hær under Napoleonskrigene. Efter hjemsendelsen studerede han til farmaceut i Berlin, hvor hans botaniske interesse blev bemærket af Martin Lichtenstein (1780-1857) på Berlins zoologiske museum, der sendte ham til Cape Town i Sydafrika, dels for at arbejde som assisterende farmaceut, dels for at indsamle planter og dyr til museet i Berlin. Han døde imidlertid af tuberkulose efter kun to år.

 

 

Bergiusterner på yngleplads, Latham Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus sandvicensis Splitterne
En vidt udbredt art, som yngler på spredte lokaliteter rundt om i Europa, mod øst til det Kaspiske Hav. I Danmark yngler den i nogle få kolonier i Jylland, af og til i antal op mod 1500 par. Vintermånederne tilbringes omkring Middelhavet, langs Afrikas vestkyst mod syd til Sydafrika, langs Sydarabiens kyst og i den Persiske Havbugt, samt nogle fugle langs Indiens og Sri Lankas vestkyst.

Den blev først indsamlet af den engelske ornitolog John Latham (1740-1837) ved Sandwich, Kent, sydlige England, heraf dens videnskabelige artsnavn.

Tidligere blev en lignende fugl i Nordamerika betragtet som en underart af splitternen, men i dag regnes den for en selvstændig art under navnet Cabots terne (T. acuflavidus).

 

 

Splitterner og Namibmåger (Chroicocephalus hartlaubii), Swakopmund, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gelochelidon nilotica Sandterne
Denne art yngler på spredte lokaliteter næsten hele verden rundt, i Europa og det nordvestlige Afrika, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav mod øst til Xinjiang, i Mongoliet, det nordlige og sydøstlige Kina, Taiwan, det sydlige Nordamerika, Mexico og Caribien, samt i det nordlige og sydøstlige Sydamerika. I Danmark ynglede i 1800-tallet flere hundrede par, men arten aftog op gennem 1900-tallet og er i dag uddød. Uden for yngletiden kan den træffes næsten hvorsomhelst i varmere egne, men aldrig langt fra land.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gelao (‘at le’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigter til dens kald samt dens elegante flugt. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Nilen’, formodentlig typelokaliteten.

Førhen blev den australske sandterne (G. macrotarsa) regnet for en underart af den almindelige sandterne, men betragtes i dag som en selvstændig art.

 

 

Hvilende voksne og unge sandterner, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anous Noddyer
En slægt med 5 arter, udbredt i tropiske farvande.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel.

 

Anous stolidus Brown noddy
Denne art er almindelig og yngler på små øer i tropiske farvande kloden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’ (se ovenfor).

 

 

Brune noddyer har anlagt reder på fossile koralklipper, Latham Island, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dununge af brun noddy, Latham Island. Dunungernes farve varierer fra snehvid via grå til sort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chlidonias Moseterner
Denne lille slægt, som rummer 4 arter, er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Chlidonias leucopterus Hvidvinget terne
Denne lille terne, som hovedsagelig lever af insekter, yngler i ferskvandssumpe i store dele af tempererede egne af Eurasien, fra Polen og Rumænien mod øst til det østlige Sibirien og det nordøstlige Kina. En isoleret bestand findes i sumplandet i det sydlige Irak. Vinteren tilbringes i størsteparten af Afrika, samt i Indien, Sydøstasien, Indonesien og Australien.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pteron (‘vinge’).

 

 

Hvidvingede terner hviler ved en søbred, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. I baggrunden en klyde (Recurvirostra avosetta), samt spejlbilleder af store flamingoer (Phoenicopterus roseus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidvingede terner letter, Lake Manyara Nationalpark. I baggrunden små flamingoer (Phoeniconaias minor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidvingede terner i delvis yngledragt, Lake Legaja, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spheniscidae Pingviner
Disse unikke havfugle, der ikke kan flyve, omfatter 6 slægter med omkring 20 arter. De yngler langs kysterne af Antarktis, New Zealand, det sydlige Australien, det sydlige Afrika, det sydlige og vestlige Sydamerika, samt på Galapagos-øerne.

 

Spheniscus demersus Brillepingvin
Denne art yngler kun på kyststrækninger i Sydafrika og Namibia. Den er gået drastisk tilbage siden omkring 1800, hvor bestanden blev vurderet til omkring 4 millioner. I dag er der måske så få som 20.000 ynglepar – et resultat af overfiskeri såvel som klimaændringer.

Slægtsnavnet er diminutiv af græsk sphenos (‘kile’), hvilket sigter til de tynde kileformede vinger hos denne fugl. Artsnavnet betyder ‘styrtdykke’ på latin.

Billederne herunder er alle taget nær Boulders, Simonstown, Cape Town, Sydafrika.

 

 

Brillepingviner i deres ynglekoloni. Fuglene på den store klippe på øverste billede er Kapskarver (Leucocarbo capensis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af brillepingvin ‘danser’ – en del af deres yngleadfærd. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Reden kan anlægges i det åbne eller under sten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl udstøder sin æselagtige skryden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unger tigger føde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Diomedeidae Albatrosser
Af de 22 albatros-arter er 3 af IUCN angivet som udryddelsestruede, 5 som truede, 7 som næsten truede, samt 7 som sårbare. Den vigtigste årsag til disse fugles tilbagegang er, at mange fanges i fiskenet og på fangstkroge, beregnet til fangst af tunfisk.

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Familienavnet blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet det hentyder til den græske mytologi, hvor krigeren Diomedes’ ledsagere blev forvandlet til fugle.

Navnet albatros er afledt af arabisk al-qadus (‘den der dykker’) – et navn, som oprindeligt var tilknyttet pelikaner. På portugisisk blev dette navn til alcatraz, men i stedet knyttet til suler eller fregatfugle. Ifølge W. Tickell, i bogen Albatrosses (Pica Press, 2000), kan ændringen til albatros være influeret af det latinske ord albus (‘hvid’), idet albatrossers fjerdragt overvejende er hvid, mens den hos fregatfugle overvejende er sort.

 

Thalassarche 
En slægt på 10 arter af mellemstore albatrosser.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thalassa (‘hav’) og arkhe (‘regere over’ eller ‘styre over’), hvilket sigter til disse fugles overlegne flyvestil.

På engelsk kaldes slægten for mollymawk, hvilket kan dateres tilbage til sidst i 1600-tallet, afledt af hollandsk mallemok, fra mal (‘idiotisk’) og mok (‘måge’), et udtryk, som oprindeligt var hæftet på mallemukken (Fulmarus glacialis). Denne art var tidligere meget anvendt som føde, og folk fandt den meget dum, da den var tillidsfuld og således nem at slå ihjel på reden.

 

Thalassarche melanophrys Sortbrynet albatros
Det almindeligste og videst udbredte medlem af familien, idet den yngler på 22 øgrupper i Sydhavet. I 2005 blev bestanden vurderet til at tælle omkring 1.220.000 individer. Arten strejfer ofte til den nordlige halvkugle, hvor den også er blevet observeret i danske farvande adskillige gange.

Artsnavnet er afledt af græsk melas (‘sort’) og ophrys (‘øjenbryn’). I lighed med det danske navn hentyder det til de sorte fjer omkring øjnene.

 

 

På dette billede, taget syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika, kappes en sortbrynet albatros med en hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis, i midten) og en kappetrel (Daption capense) om at æde fiskeaffald fra en kutter. Begge disse arter er omtalt nedenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalassarche salvini Grårygget albatros
Denne art yngler kun på øer nær New Zealand, men kan strejfe så langt bort som til Sydafrika og Sydamerika. Indtil 1998 blev den betragtet som en underart af hvidkronet albatros (T. cauta).

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Osbert Salvin (1835-98), som sammen med Frederick DuCane Godman (1834-1919) producerede et værk på 52 bind med titlen Biologia Centrali-Americana (1879-1915), omhandlende Mellemamerikas naturhistorie.

 

 

Grårygget albatros, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. Det er en ungfugl med gråt næb og sort spids på over- og undernæb. Voksne fugle har gulligt næb med en sort plet på spidsen af undernæbbet. Den flyvende fugl er en hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis, se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Procellariidae Skråper og petreller
En stor familie af havfugle, som omfatter omkring 99 arter i 16 slægter.

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Ordet petrel hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

Daption capense Kappetrel
Denne art, der førhen blev kaldt for Kapdue, er meget almindelig i Sydhavet, med en estimeret bestand på omkring 2 millioner. Den er det eneste medlem af slægten.

Slægtsnavnet er et anagram af det portugisiske navn pintado (‘broget’ eller ‘spættet’), der tidligt blev anvendt af portugisiske søfarere på grund af fuglens brogede fjerdragt.

 

 

Kappetreller, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. De store fugle på øverste billede er Kapsuler (Morus capensis, se nedenfor). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procellaria Skråper
En slægt på 5 arter af langvingede havfugle, der lever i Sydhavet. Slægtsnavnet er afledt af latin procella (‘storm’) samt arius (‘som hører til’), hvilket sigter til, at disse fugle lever i stormhærgede områder.

 

Procellaria aequinoctialis Hvidhaget skråpe
Denne art yngler i kolonier på øer i Sydhavet, men observeres til tider så langt mod nord som det sydlige Australien, Namibia og Peru. I 2004 blev dens antal anslået til omkring 7 mio., men den er overalt gået drastisk tilbage, hovedsagelig på grund af linefiskeri, hvor fugle fanges på kroge, der hægtes på lange liner, beregnet til fangst af større fisk.

 

 

Hvidhaget skråpe letter, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhagede skråper æder af en død fisk, syd for Kap Det Gode Håb. Den lyse fugl t.v. er en kappetrel (se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ciconiidae Storke
Disse store fugle, der omfatter 6 slægter med 19 arter, findes i de fleste egne af kloden, kun manglende i polarområderne, samt størsteparten af Nordamerika og Australien.

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Ciconia Typiske storke
En slægt med 7 arter, udbredt i Afrika, Eurasien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stork.

 

Ciconia ciconia Hvid stork
Den hvide stork har to underarter, hvoraf nominatracen yngler på den Iberiske Halvø, i Nordafrika og Østeuropa, samt fra Tyrkiet mod øst til det nordlige Iran, mens underarten asiatica yngler i Turkestan. Vintermånederne tilbringes i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskov og ørken, samt i det sydøstlige Arabien og på det indiske subkontinent.

Førhen blev den lignende, men større og sortnæbbede Manchurerstork (C. boyciana) i det østlige Asien regnet for en underart af hvid stork.

 

 

Hvide storke og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), Serengeti Nationalpark (øverst) og Ngorongoro-krateret, begge i Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid stork hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ciconia abdimii Abdimstork
Denne lille stork er udbredt tværs over Sahel-zonen mod øst til Ethiopien, Somalia og det nordlige Kenya, samt den sydvestlige spids af den Arabiske Halvø, og desuden i den sydøstlige del af Afrika, fra det sydligste Tanzania sydpå til Sydafrika.

Arten er opkaldt efter Bey el-Arnaut Abdim (1780-1827), som var tyrkisk guvernør i Wadi Halfa, Sudan.

 

 

Abdimstork, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ephippiorhynchus senegalensis Saddelnæbsstork
Denne store fugl, som kan blive op mod 1,5 m høj og have et vingefang på 2,7 m, er vidt udbredt syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Namibia og det nordøstlige Sydafrika. Den undgår regnskove og ørkener.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten.

 

 

Han af saddelnæbsstork, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Hunnen har gul iris. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycteria Skovstorke
En lille slægt med 4 arter, udbredt i de fleste tropiske egne af kloden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Mycteria ibis Gulnæbbet stork
Denne art, som også kaldes for det lidt kluntede afrikansk skovstork, er en almindelig og vidt udbredt art syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Sydafrika. Den findes også i den vestlige del af Madagascar. Den undgår regnskove og ørkener.

Det latinske artsnavn beror på en misforståelse. I Oldtidens Grækenland blev ordet ibis anvendt for Egyptens hellige ibis (Threskiornis aethiopicus).

 

 

Gulnæbbede storke, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbede storke passerer foran en mørk regnsky, Lake Manyara Nationalpark. Fuglene i baggrunden er nilgæs (Alopochen aegyptiaca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet stork, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af gulnæbbet stork renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. I baggrunden ses en sort ibis (Plegadis falcinellus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leptoptilos
En slægt med 3 store og kluntede fugle, udbredt i Afrika syd for Sahara, samt i tropiske egne af Asien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’ eller ‘slank’) samt ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de yderst få fjer på disse fugles hoved.

 

Leptoptilos crumenifer Marabustork
Denne kæmpestore fugl, der bliver op til 1,5 m høj og kan veje op til 8 kg, er ikke just nogen skønhed, med nøgent rødt og sort hoved, nøgen lyserød, blå og rød hals, der ender i en stor strubesæk, samt en kæmpemæssigt næb, der kan blive op til 35 cm langt. Arten er vidt udbredt og almindelig syd for Sahara, hvor den lever i forskellige habitater, ofte nær menneskelig bebyggelse. Som de fleste storke yngler den i kolonier.

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

Marabustorke forsamlet på en affaldsplads for fisk, Mwanza, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinde fodrer en marabustork, Virunga Nationalpark, Zaire. Bemærk elefant-kranierne i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Marabustork med opspilet strubesæk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sulidae Suler
En familie med 10 arter af mellemstore til store havfugle, de mindre arter i slægterne Sula og Papasula, som lever i tropiske og subtropiske farvande, og 3 større arter i slægten Morus, der lever i tempererede områder.

Det danske navn er lånt fra sula, det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

Morus Større suler
De tre suler i denne slægt, nordlig, australsk (M. serrator), samt afrikansk eller Kapsule (nedenfor), ligner hinanden meget, men betragtes normalt som særskilte arter, skønt nogle autoriteter regner de to sidstnævnte for underarter af M. bassanus.

Disse fugle fanger fisk ved at styrte sig ned i havet fra højder op til 30 m og med hastigheder op mod 100 km/t, hvilket gør, at de er i stand til at hente bytte i langt større dybder end de fleste andre fugle.

Slægtsnavnet er afledt af græsk moros (‘tåbe’), hvilket skyldes disse fugles mangel på frygt på ynglepladserne, hvor det var nemt at slå dem ihjel.

Den australske sule er præsenteret på siden Søvn.

 

Morus capensis Kapsule
Denne art yngler i store og tætte kolonier på øer ud for kysterne af Namibia og Sydafrika. I 1996 blev den totale bestand anslået til omkring 340.000 fugle. Uden for yngletiden flyver den vidt omkring og kan observeres så langt borte som Guinea-bugten og Mozambique.

 

 

Koloni af Kapsule, Bird Island, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kapsuler i parringsspil, Lambert’s Bay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse Kapsuler har travlt med at rense fjerdragt, oplyst af aftensolen, Lambert’s Bay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af Kapsule piller fjer på hinanden, Lambert’s Bay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sula Mindre suler
En lille slægt med 6 arter af mellemstore havfugle, udbredt i tropiske farvande kloden rundt.

 

Sula dactylatra Maskesule
Denne vidt udbredte art, som er opdelt i 4 underarter, findes i tropiske farvande, fra Rødehavet og Tanzania mod øst via Sydøstasien og Australien, tværs over Stillehavet til Mexico og Sydamerika, samt i Caribien og i den vestlige del af Atlanterhavet ud for Sydamerika.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk dactyl (‘finger’) samt latin ater (‘sort’), hvilket sigter til de sorte håndsvingfjer, hvis spidser er adskilt under flugten (se foto nedenfor).

 

 

Koloni af maskesule med dununger og sorte ungfugle, Latham Island, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende maskesule, Latham Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Æg og nyklækket unge, Latham Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Maskesule i flugt, Latham Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anhingidae Slangehalsfugle
Disse store vandfugle, som har fået navn efter deres lange, tynde, bevægelige hals, omfatter to eller fire arter i slægten Anhinga, familiens eneste slægt. I Den Nye Verden lever den amerikanske slangehalsfugl (A. anhinga), ofte kaldt anhinga, mens der findes en enkelt eller tre arter i Den Gamle Verden. Hvis der kun regnes med en enkelt art i Den Gamle Verden, kaldes den for A. melanogaster. Mange autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (nedenfor) samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Anhinga rufa Afrikansk slangehalsfugl
Vidt udbredt og almindelig i Afrika syd for Sahara, samt på Madagascar. En underart, chantrei, fandtes førhen i det sydlig-centrale Tyrkiet, i det nordlige Israel, samt i sumplandet i det sydlige Irak. I dag er denne underart næsten uddød. Der lever stadig en ganske lille bestand i sumplandet i Irak.

 

 

Afrikanske slangehalsfugle i regnvejr, Huntley’s Farm, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 42 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. I dag inddeler de fleste taksonomer disse fugle i tre slægter: 22 arter af hovedsagelig større fugle i slægten Phalacrocorax, 15 arter af hovedsagelig mellemstore fugle i slægten Leucocarbo, samt 5 arter af små fugle i slægten Microcarbo. Antallet af slægter i familien er imidlertid genstand for nogen diskussion, og det er blevet foreslået, at adskillige nye slægter bør oprettes.

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Phalacrocorax
I øjeblikket indeholder denne slægt 22 arter, deriblandt brilleskarv (P. perspicillatus), som uddøde i 1800-tallet. Adskillige taksonomer har foreslået, at mange af arterne flyttes til andre slægter.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

Phalacrocorax lucidus Hvidbrystet skarv
Førhen blev denne fugl betragtet som en underart af den vidt udbredte storskarv (P. carbo), men i dag anerkender de fleste autoriteter den som en selvstændig art. Den kan kendes på, at ansigtet, halsen og den øverste del af brystet er hvide. Arten er udbredt i hele det sydlige Afrika, samt adskillige steder i den østlige og vestlige del af kontinentet. Modsat storskarven findes den udelukkende i ferskvandsområder.

 

 

Hvidbrystede skarver hviler på en ponton-bro, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax capensis Kapskarv
Denne art yngler på kyster af Angola og Namibia, samt det vestlige og sydlige Sydafrika. Uden for yngletiden er den blevet set så langt mod nord som Congo Brazzaville på vestkysten og det sydlige Mozambique på østkysten.

 

 

Koloni af kapskarv, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax neglectus Kystskarv
Denne art er begrænset til kyster fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas. Uden for yngletiden spredes den mod nord til det nordvestlige Namibia.

 

 

Kystskarver tørrer vinger, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Microcarbo africanus Rørskarv
Denne lille art yngler i ferskvandshabitater i størsteparten af Afrika syd for Sahara, samt i Ethiopien og på Madagascar.

 

 

Koloni af rørskarv i Casuarina-træer, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørskarv tørrer vinger, Lake Awassa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Microcarbo coronatus Kronskarv
Denne lille art kan identificeres på den lange top på den forreste del af issen. Den har en begrænset udbredelse, fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas.

 

 

Kronskarv, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Threskiornithidae Ibiser og skestorke
Denne familie med 14 slægter af langbenede vandfugle er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Traditionelt er den blevet opdelt i to underfamilier, ibiser og skestorke. Et nyere genetisk studium konkluderer imidlertid, at skestorke er nært beslægtede med den Gamle Verdens ibiser, mens den Nye Verdens ibiser tidligt blev udspaltet. (Kilde: J.L. Ramirez, C.Y. Miyaki & S.N. del Lama 2013. Molecular phylogeny of Threskiornithidae (Aves: Pelecaniformes) based on nuclear and mitochondrial DNA. Genetics and Molecular Research 12 (3): 2740-2750)

 

Threskiornis
En lille slægt med 5 arter, der forekommer i Afrika syd for Sahara, samt fra det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien.

Slægtsnavnet er afledt af græsk threskeia (‘religiøs tilbedelse’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til tilbedelsen af hellig ibis (nedenfor).

 

Threskiornis aethiopicus Hellig ibis
Det oprindelige udbredelsesområde for denne art er Afrika syd for Sahara, hvor den er meget almindelig. Førhen forekom den også i sumplandet i det sydlige Irak, men det er tvivlsomt, om den stadig findes her.

Arten var almindelig i Oldtidens Egypten, men er nu uddød her. Den var æret som symbol på visdommens gud Thoth, der ofte ses afbildet med ibishoved.

I dag er den en almindelig og populær art i zoologiske haver verden over. Den undslipper ofte, og vildtlevende bestande er blevet etableret i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, De Canariske Øer, Florida, samt Taiwan. Disse bestande er en stor trussel mod andre kolonirugende fugle, idet den konkurrerer om redepladser med bl.a. kohejre (Bubulcus ibis) og silkehejre (Egretta garzetta). Ibiser er kødædende og kan på kort tid lægge fx ternekolonier øde ved at æde æg og unger.

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

 

 

Hellig ibis og en sumpskildpadde, Rondevlei, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hellig ibis, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bostrychia
En slægt med 5 arter, udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk bostrykhion (‘lille krølle’), diminutiv af bostrykhos (‘krøllet hår’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

Bostrychia carunculata Lappet ibis
Denne fugl, som er endemisk for højlandet i Ethiopien og Eritrea, kan træffes op til højder omkring 4100 m.

Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’). Det hentyder til en lille rødlig hudlap, der hænger ned fra struben.

 

 

Lappet ibis søger føde på en mark, Gosh Meda, Simien-bjergene, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lappet ibis i højlandet øst for Sheshemane, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bostrychia hagedash Hadadaibis
En vidt udbredt og almindelig art syd for Sahara, ofte fundet nær beboelse. Det latinske artsnavn og det danske navn sigter begge til artens vidtlydende kald, ha-de-daah.

 

 

Hadadaibis, Lake Naivasha, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plegadis
Medlemmerne af denne lille slægt på 3 arter er hovedsagelig amerikanske fugle, med en enkelt art, sort ibis (nedenfor), tillige udbredt i Eurasien, Afrika og Australien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plegados (‘segl’), hvilket sigter til det nedadbøjede næb.

 

Plegadis falcinellus Sort ibis
Verdens mest udbredte ibis-art, som yngler i størstedelen af Afrika, Australien, Ny Guinea, det østlige og sydøstlige Nordamerika samt Caribien, og tillige på spredte lokaliteter i Indonesien, Filippinerne, tempererede egne af Asien, Sydeuropa, samt det nordlige Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin falcis (‘segl’), hvilket i lighed med slægtsnavnet hentyder til næbbets form. Iøvrigt er det danske navn lidt misvisende. Fuglen er ikke sort, men metalglinsende, så det engelske navn glossy ibis er langt bedre.

 

 

Sort ibis fouragerer i en papyrussump, Lake Naivasha, Kenya. Fuglen i baggrunden er en damklire (Tringa stagnatilis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platalea Skestorke
Denne slægt indeholder 6 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af græsk platea (‘bred’), hvilket sigter til det brede næb.

Sortmasket skestork (P. minor) er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Platalea alba Afrikansk skestork
Vidt udbredt syd for Sahara samt på Madagascar, skønt den undgår regnskov og ørkener. Den kendes nemt fra andre skestorke på den nøgne røde hud i ansigtet, samt det lyserøde næb.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

Afrikansk skestork søger føde, Arusha Nationalpark, Tanzania. I baggrunden ses en sporegås (Plectropterus gambensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk skestork søger føde blandt blå nøkkeroser (Nymphaea caerulea), Ziwat Hayk, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk skestork søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. I baggrunden en sort ibis (se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer omfatter 18 slægter med omkring 64 arter af langbenede og langnæbbede fiskeædende vandfugle, som er udbredt overalt i verden med undtagelse af polarområderne.

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Fiskeri.

 

Ardea
En slægt med ca. 13 arter af hovedsagelig store hejrer, udbredt i næsten hele verden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Ardea alba Sølvhejre
Denne store hejre har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den er fornylig indvandret til Danmark, idet nogle få par er konstateret ynglende på øen Saltholm i Øresund.

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter har placeret den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

 

 

Fouragerende sølvhejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea melanocephala Sorthovedet hejre
En vidt udbredt og almindelig art syd for Sahara. I modsætning til de fleste andre hejrearter fouragerer den ofte ret langt fra vådområder.

 

 

Sorthovedet hejre søger føde i højt græs på en savanne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthovedet hejre hviler på en træstub, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthovedede hejrer hviler og renser fjerdragt, Lake Legaja, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea purpurea Purpurhejre
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, i Mellem- og Sydeuropa, omkring Middelhavet mod øst til Kazakhstan, fra Pakistan mod øst til Kina og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

 

 

Purpurhejre hviler i papyrus (Cyperus papyrus), Lake Naivasha, Kenya. Planterne i forgrunden er vandhyacinter (Eichhornia crassipes). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Purpurhejre, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea goliath Goliathejre
Denne art minder om purpurhejre (ovenfor), men er større og med meget kraftigere næb. Faktisk er den verdens største hejre, op til 1,5 m høj og med et vingefang på op til 2,3 m.

Arten er ret almindelig i Afrika syd for Sahara, mod syd til det nordlige Namibia og Botswana, samt det nordøstlige Sydafrika. Små bestande findes tillige i sumplandet i det sydlige Irak, i det sydlige Iran, samt i Yemen.

 

 

Goliathejre fouragerer i en sump med vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Goliathejre, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea intermedia Gulnæbbet hejre
Denne art ligner en mindre udgave af sølvhejre (ovenfor). Den har en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten og Sydøstasien, samt i Indonesien og Australien. I Fjernøsten yngler den så langt mod nord som Sydkorea og det sydlige Japan. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Taiwan, Filippinerne, Sydøstasien og Indonesien.

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

Gulnæbbet hejre, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta
En slægt med 12 hejrer af mellemstørrelse, hvoraf hovedparten yngler i varmere områder kloden rundt. De fleste medlemmer har sorte ben med stærkt gule tæer, og mange får prydfjer på ryggen i ynglesæsonen.

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Egretta garzetta Silkehejre
Denne art findes i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien. I 1994 blev en lille bestand etableret på Barbados-øerne i Caribien, og herfra har den siden bredt sig til andre caribiske øer samt til Atlanterhavskysten i USA.

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

 

 

Silkehejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta dimorpha Mascarenerhejre
En kystnær art, som yngler på små koraløer langs kysterne af Madagascar, Comorerne, Seychellerne, Kenya og Tanzania. Den søger især føde i pytter på eksponerede fossile koralflader. Denne art findes i to farvefaser, en hvid, der til tider har lidt mørkere partier, samt en skiferfarvet.

Det debatteres ofte blandt biologer, om Mascarenerhejren er en separat art, eller om den er en underart af silkehejren (ovenfor) eller af revhejren (nedenfor). En gennemgang af disse tre arters komplicerede slægtskabsforhold er udarbejdet af Don Turner. (The Egretta garzetta complex in East Africa: A case for one, two or three species. Scopus. Journal of East African Ornithology, Vol. 30, 2010)

 

 

Mascarenerhejrer, lys og mørk fase, samt sodfarvede måger (Ichthyaetus hemprichii), Kunduchi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. I baggrunden trækker fiskere deres net ind. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mascarenerhejrer, mørk fase, søger føde på mudderflader, Rufiji-floden, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Mascarenerhejre af lys fase letter fra øen Shungu Mbili, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta gularis Vestlig revhejre
Denne kystnære art er opdelt i to underarter, gularis, som er udbredt i Vestafrika fra Mauritanien mod syd til Gabon, samt schistacea, som findes i Rødehavet, fra Sinai mod syd til Somalia, i den Persiske Havbugt, samt langs kysterne af Iran, Pakistan, Indien og Sri Lanka.

 

 

Vestlig revhejre, mørk fase af underarten schistacea, søger føde blandt mangrove-ånderødder, Nabq, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vestlig revhejre, lys fase, Nabq, Sinai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeola Rishejrer og tophejre
Denne slægt omfatter 6 arter, hvoraf de fleste på dansk kaldes for rishejrer, da de ofte ses i rismarker. Med undtagelse af tophejren (nedenfor), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten, er disse fugle udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika.

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Ardeola ralloides Tophejre
Denne art yngler i det østlige og sydøstlige Afrika, på spredte lokaliteter i Vestafrika, på Madagascar, samt omkring Middelhavet og videre østpå til Kazakhstan og Iran. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Afrika og Arabien.

Artsnavnet er afledt af Rallus, slægtsnavnet på visse rikser, samt oldgræsk –oides (‘ligner’), således ‘ligner en rikse’.

 

 

Tophejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bubulcus ibis Kohejre
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i de fleste varmere egne af kloden, og den undgår kun regnskov og ørkenområder.

Oprindeligt var den hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien.

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

 

 

Sump med hvilende kohejrer, afrikanske skestorke (Platalea alba) og en enkelt stylteløber (Himantopus himantopus), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer benytter ryggen af kafferbøfler (Syncerus caffer) som udkigspost, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer på hvilende flodheste (Hippopotamus amphibius), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Butorides
De fleste autoriteter anerkender tre små hejrer af denne slægt som selvstændige arter, mangrovehejren (nedenfor), krabbehejren (B. virescens), der lever i Nord- og Mellemamerika, samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre betragter dem som værende én og samme art.

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk –oides (‘ligner’).

 

Butorides striata Mangrovehejre
Denne lille hejre er vidt udbredt i Sydamerika, i Afrika syd for Sahara, omkring Rødehavet, i det sydøstlige Arabien, samt fra Pakistan mod øst til Japan og Filippinerne, og derfra mod syd til Australien. De nordøstasiatiske bestande er trækfugle.

Trods det danske navn træffes denne art ofte i ferskvand.

 

 

Mangrovehejre af underarten rhizophorae søger føde i en tidevandspyt, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mangrovehejre står fuldkommen stille, mens den spejder efter fisk i et vandløb med stillestående vand, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scopidae

 

Scopus umbretta Hammerhovedhejre
Skønt denne art er hejreagtig, danner den en særskilt familie. Den har en meget stor udbredelse, idet den findes i det meste af Afrika syd for Sahara, på Madagascar, samt i den sydvestligste del af den Arabiske Halvø.

Da Boerne ankom til Sydafrika i 1700-tallet, kaldte de denne fugl for hamerkop (‘hammerhoved’ på hollandsk) på grund af dens mukkert-lignende top.

Traditionelt er den blevet beskyttet af mange folkeslag, hvilket har gjort den ret tillidsfuld. Det fremgår bl.a. af et billede på siden Kultur: Både.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske skopos (‘vagtpost’), formodentlig fordi denne art ofte sidder i træer. Artsnavnet kommer af latin umbretta (‘jordbrun farve’).

 

 

Hammerhovedhejrer hviler på en fiskers kano, Lake Lutamba, sydlige Tanzania. Vi talte med nogle lokale fiskere, som fortalte os, at de ofte kastede småbidder af deres fangst til disse fugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hammerhovedhejrer, Dawa-floden, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hammerhovedhejre i Augrabies Nationalpark, Sydafrika, er i færd med at sluge en lille fisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pelecanidae Pelikaner
Disse meget store vandfugle har et kolossalt stort næb og en enorm strubesæk, som kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Tungen er imidlertid ret lille, hvilket tillader fuglen at sluge store fisk.

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

Oh, a wondrous bird is the pelican!
His beak holds more than his belican.
He takes in his beak
Food enough for a week.
But I’ll be darned if I know how the helican.

 

En del af spidsfindigheden går desværre tabt i oversættelsen. Her er min (ret frie) udgave:

 

Hvilken underfuld fugl er en pelikan!
Hans næb rummer mer’, end hans mave kan.
Han ta’r i sit næb
en uges føde på slæb,
men Fanden ta’ mig, om jeg ved, hvordan han kan.

 

Der er i alt 8 arter, alle tilhørende slægten Pelecanus. Førhen blev de opdelt i to grupper, én med 4 arter, hvis adulte dragt er overvejende hvid, den hvide pelikan (nedenfor), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (P. erythrorhynchos), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden med de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (nedenfor), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis), samt Peru-pelikan (P. thagus).

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (ovenfor) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Pelecanus onocrotalus Hvid pelikan
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den yngler på spredte lokaliteter fra Sydøsteuropa mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien, samt i størstedelen af Afrika. Nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Afrika, Arabien og Mellemøsten, samt på det indiske subkontinent.

 

 

Oplyst af den sene eftermiddagssol renser en flok hvide pelikaner fjerdragt, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. I baggrunden ses bl.a. klyder (Recurvirostra avosetta) og afrikanske skestorke (Platalea alba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide pelikaner, Tana-søen, Ethiopien. Fuglen t.v. er afvigende, idet den har rødlig fjerdragt og er langt mindre end sine artsfæller. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid pelikan gaber, Virunga Nationalpark, Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelecanus rufescens Rosapelikan
En vidt udbredt art i Afrika syd for Sahara samt langs vestkysten af den Arabiske Halvø. Denne arts fjerdragt er overvejende grålig, og navnet rosapelikan har den fået på grund af sin lyserøde overgump.

 

 

Rosapelikan, Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. – Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan i toppen af en død doumpalme (Hyphaene thebaica), Fuloha-oasen, Ethiopien. – Billeder af denne palmeart findes på siderne Aften samt Silhouetter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan i svæveflugt, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan lægger an til landing, Lake Manyara Nationalpark. I baggrunden gulnæbbede storke (Mycteria ibis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sagittariidae

 

Sagittarius serpentarius Sekretærfugl
Denne store fugl, der bliver indtil 1,3 m høj, er unik blandt rovfugle, idet den fanger sit bytte, hovedsagelig slanger og firben, ved at spadsere rundt i græsklædte områder. Den er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen. Den er så forskellig fra andre rovfugle, at man har placeret den i en særskilt familie.

Da den hollandske naturhistoriker Arnout Vosmaer (1720-99) i 1769 beskrev denne art, sammenlignede han dens gang med fremfærden hos en bueskytte. Af denne grund blev den navngivet sagittaire (fransk for ‘bueskytte’), af latin sagitta (‘pil’). Han nævnte, at bønderne i området omkring Kap Det Gode Håb, der ofte holdt denne fugl i fangenskab, så den kunne udrydde slanger, kaldte den for secretaris (‘sekretær’), og han hævdede, at dette ord var en forvrængning af sagittaire. Det er imidlertid en forkert antagelse, da arten oprindelig ikke havde noget fransk navn. Det forholder sig snarere omvendt. Boerne kaldte den sandsynligvis for ‘sekretær’ på grund af dens stive fjer i nakken, der blev sammenlignet med de gåsepenne, som sekretærer i gamle dage ofte stak bag ørerne.

Artsnavnet er afledt af latin serpens (‘slange’), hvilket sigter til dens hovedbytte.

 

 

Sekretærfugl renser fjerdragt i morgensolen i toppen af en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sekretærfugl søger føde på en savanne, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Accipitridae Ørnefugle
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis.

 

Aquila Egentlige ørne
En slægt med 11 arter, som er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af polarregionerne, Sydamerika og regnskovsområder. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ørn, måske afledt af aquilus (‘mørk i farven’).

 

Aquila rapax Rovørn
Denne ørn, opdelt i 3 underarter, yngler i størstedelen af Afrika syd for Sahara, på det indiske subkontinent, samt på spredte lokaliteter i det nordvestlige Afrika, den sydvestlige del af Arabien, og i Iran. Fjerdragten er yderst variabel med en lys og en mørk fase og forskellige mellemformer.

Det latinske artsnavn er afledt af rapere (‘at gribe’).

 

 

Rovørn, lys fase, kigger efter udfløjne unger i en fællesrede af lappestær (Creatophora cinerea), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rovørn, mørk fase, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To rovørne af mellemfase skændes om et hareben, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquila verreauxii Verreauxørn
Denne markante ørn lever i bjergområder i det østlige og sydlige Afrika, i Chad-regionen, samt i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø. Den er en specialiseret art, som hovedsagelig lever af klippegrævlinger (Procavia).

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Jules Verreaux (1807-73), som besøgte det sydlige Afrika sidst i 1820’erne. Han indsamlede type-eksemplaret her.

 

 

Verreauxørn med redemateriale, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo Våger
En slægt med omkring 28 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (B. buteo). Ordet våge kommer af oldnordisk vakr, måske afledt af litauisk vanagas (‘høg’).

 

Buteo augur Augurvåge
De fleste voksne fugle er meget markante med hvid underside, næsten sort overside samt rødbrun hale. Fjerdragten varierer dog, og en mørk fase forekommer også. Ungfugle er brunlige. Denne art er især tilknyttet højt beliggende græsområder, sædvanligvis over 2000 meters højde, undertiden op til omkring 5000 m. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til Zimbabwe, med separate bestande i den vestlige del af Angola og Namibia.

En augur var en præst i Oldtidens Rom, hvis vigtigste rolle var at tolke gudernes vilje gennem fuglenes flugt – om de fløj alene eller i flok, hvilke stemmer de ytrede, retningen af deres flugt, samt hvilken slags fugle det drejede sig om. Observationer af ørne, høge og ugler var særligt vigtige. Hvorfor navnet blev hæftet på denne art, er uvist.

 

 

Augurvåge, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Augurvåge letter, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Augurvåge, Sanetti-plateauet, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo oreophilus Bjergvåge
Som dens navn fortæller, er denne art tilknyttet bjerge. Dens foretrukne habitat er skov, men den kan også træffes i plantager. Den er begrænset til de østlige egne af Afrika, i Ethiopien, Sydsudan, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, det østlige Zaire, Tanzania og Malawi.

Artsnavnet er afledt af græsk oros (‘bjerg’) og philos (‘holde af’).

 

 

Bjergvåge, Shume-Magamba, Usambara-bjergene, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Accipiter Spurvehøge, duehøge
Denne, den største slægt i familien, rummer 51 arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på høge, afledt af accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Accipiter minullus Afrikansk spurvehøg
Slægtens mindste art med en længde på kun 23-27 cm, hannerne med en vægt på 75-85 g, hunnerne sædvanligvis lidt mere, op til 105 g. Dens størrelse afspejles af det latinske artsnavn, en variant af minulus (‘meget lille’), diminutiv af minus (‘mindre’).

Denne art forekommer i det østlige og sydlige Afrika, fra Ethiopien og Angola mod syd. Den lever i forskellige skovtyper, deriblandt lunde og krat, typisk langs floder, undertiden også i større haver.

 

 

En han af afrikansk spurvehøg er fanget i et spejlnet for at blive ringmærket, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Haliaeetus Havørne
En slægt på 10 arter, vidt udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hali– (’tilknyttet hav’) og aetos (‘ørn’). Trods navnet ‘havørn’ lever mange af arterne ved ferskvandsområder langt fra havet.

 

Haliaeetus vocifer Flodørn
Denne ikoniske fugl er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, altid nær vand. Den er aftaget i de senere år, sandsynligvis på grund af øget anvendelse af pesticider.

Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget beskrivende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab. Den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

 

 

Flodørn hviler på en klippe, Adamson’s Falls, Tana-floden, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hviler i et Casuarina-træ, Kisigese, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flodørn ved Rufiji-floden, Tanzania, var ganske tillidsfuld. Vores gummibåd bumpede ind i det træ, den sad i, men den gloede blot ned på os og blev roligt siddende. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende flodørn, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flodørn har netop fanget en fisk, Chembe, Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Milvus Større glenter
En lille slægt med 3 eller 4 arter, oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain de Lacépède (1756-1825). Slægtsnavnet er det latinske navn på rød glente (M. milvus).

 

Milvus aegyptius Gulnæbbet glente
Denne fugl blev tidligere betragtet som en underart af sort glente (M. migrans), men kendes straks på det gule næb. Den er almindelig fra Sahel-zonen mod syd til Sydafrika, men undgår regnskovsområdet i Congo-bækkenet. Den findes tillige på Madagascar, samt i Nil-dalen og det vestlige Arabien.

 

 

Gulnæbbede glenter, Lalibela, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elanus Små glenter
Medlemmer af denne slægt, som omfatter 4 ret ens arter af små, hvide, grå og sorte rovfugle, er udbredt over det meste af kloden, men undgår kolde egne. Slægtsnavnet er en latiniseret form af elanos, det oldgræske ord for glente.

 

Elanus caeruleus Blå glente
Denne fugl er vidt udbredt, idet den findes næsten overalt i Afrika syd for Sahara, i det nordvestlige Afrika, på den Iberiske Halvø, i Frankrig, i Nil-dalen i Egypten, adskillige steder i Mellemøsten, samt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea.

Det latinske artsnavn (og det danske navn) hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

Voksen blå glente i aftenlys, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle af blå glente, hvoraf den ene kalder, West Coast Nationalpark, Sydafrika. Ungfugle kan kendes på vingernes skællede mønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophaetus occipitalis Topørn
Denne mellemstore ørn med den karakteristiske buskede top er ret almindelig syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og herfra mod syd til Sydafrika og Namibia. Den lever hovedsagelig i skovkanter og græsland med spredte træer, men kan observeres i mange typer åbent land, bl.a. moser, landbrugsland og plantager, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde, undertiden højere.

I øjeblikket er denne art placeret i den monotypiske slægt Lophaetus, men genetisk forskning antyder, at den er nært beslægtet med skrigeørne af slægten Clanga.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og aetos (‘ørn’), mens artsnavnet kommer af latin occipitium (‘det bageste af issen’), hvilket sigter til toppens placering.

 

 

Topørn i et dødt træ, Arba Minch, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toppen hos topørn er ret grotesk. – Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Topørnens karakteristiske silhouet, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polemaetus bellicosus Kampørn
En stor og meget stærk ørn, som er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, idet den dog undgår regnskov. Den fanger primært bytte ved at kredse og derpå pludselig dykke ned og gribe det.

Den er det eneste medlem af slægten. Slægtsnavnet kommer af græsk polemos (‘slag’, ‘krig’) og aetos (‘ørn’). Det latinske artsnavn betyder ‘aggressiv’, afledt af bellum (‘krig’).

 

 

Kampørn, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kampørn i Serengeti Nationalpark, Tanzania, havde fanget en Abdimstork (Ciconia abdimii). Da vores køretøj kom for tæt på, greb ørnen storken med den ene fod og vandrede et stykke bort, idet storken slæbte hen ad jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stephanoaetus coronatus Kronørn
I lighed med kampørnen lever denne art syd for Sahara, men den foretrækker skovklædte områder. Den er det eneste medlem af slægten, idet en anden art, Malagasy-kronørn (S. mahery), blev udryddet, da mennesker slog sig ned på Madagascar.

Gennemsnitligt er arten lidt mindre end kampørnen, men er lige så kraftfuld. Den lever hovedsagelig af pattedyr som dykantiloper, klippegrævlinger og aber.

Slægtsnavnet er afledt af græsk stephanos (‘krone’) og aetos (‘ørn’), hvilket som det latinske artsnavn og det danske navn sigter til en ret stor og busket top på issen.

 

 

Kronørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung kronørn kalder, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Terathopius ecaudatus Gøglerørn
Denne ørn, det eneste medlem af slægten, er yderst karakteristisk i flugten på grund af den meget korte hale, som fødderne rager ud over. Dette er årsagen til det latinske artsnavn, som kommer af ex (‘uden’), cauda (‘hale’) og atus (‘forsynet med’), således ‘ikke forsynet med en hale’. Faktisk er det kun voksne fugle, der har den meget korte hale. Halen hos ungfugle er af ret normal længde, men bliver kortere efter hver fældning.

Slægtsnavnet er afledt af græsk teras (‘underfuld’) og ops (‘fremtoning’), hvilket formodentlig hentyder til artens ekceptionelle flyvestil, hvor den drejer vingerne fra side til side og slår saltomortaler. Denne adfærd er sikkert også grunden til det danske navn, oversat fra det franske bateleur, som betyder ‘gadegøgler’, men med den oprindelige betydning ‘linedanser’ eller ‘balancegænger’.

Gøglerørnen er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen.

 

 

Gøglerørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gøglerørn, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ecaudatus – fuglen uden hale. – Gøglerørn, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Circaetus Slangeørne
Som deres navn fortæller, lever disse fugle overvejende af slanger. Der er 7 arter, som alle lever i Afrika, med undtagelse af den almindelige slangeørn (C. gallicus), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten mod øst til det indiske subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirkos, en slags høg, i denne forbindelse associeret med kærhøge (Circus); samt aetos (‘ørn’).

 

Circaetus cinereus Mørk slangeørn
Når den sidder, syner denne art ensfarvet brun, men i flugten viser den overvejende hvide vinger med sorte spidser. Den er vidt udbredt syd for Sahara, især i åbne habitater, og den undgår regnskov og ørken.

Det latinske artsnavn betyder ‘askegrå’, af cinis (‘aske’) – et dårligt navn til denne overvejende brune fugl.

 

 

Mørk slangeørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Circaetus fasciolatus Båndslangeørn
Denne art har en ret begrænset udbredelse og forekommer især i stedsegrønne kystnære skove, fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Artsnavnet er latin, afledt af fasciola (‘lille bånd’), oprindelig fra fascia (‘bånd’), således ‘den med små bånd’, hvilket sigter til de smalle tværbånd på den nedre del af brystet og bugen.

 

 

Båndslangeørn, Mtama, sydlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melierax Sanghøge
Denne slægt rummer 3 meget ens mellemstore rovfugle, som er udbredt i størsteparten af Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk melos (‘sang’) og hierax (‘høg’), hvilket sigter til deres melodiøse, pibende kald.

 

Melierax poliopterus Østlig sanghøg
Denne art lever i halvørken, tørt krat og græsland med spredte træer, fra Eritrea mod syd til det centrale Tanzania, mod vest til Sydsudan og Uganda. Når fuglen sidder, kan den kendes fra den lignende mørk sanghøg (M. metabates) på sit gule og sorte næb (versus rødt og sort), og i flugten på den hvide overgump (versus tværbåndet hos mørk sanghøg).

Artsnavnet er afledt af græsk polios (‘grå’) og pteros (‘vinge’).

Tidligere var sydafrikanske fugle inkluderet i denne art, men er nu blevet splittet ud og danner en selvstændig art, lys sanghøg (M. canorus).

 

 

Østlig sanghøg, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østlig sanghøg, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Micronisus gabar Gabarhøg
Denne lille rovfugl er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen. Den forekommer tillige i Yemen. Den minder om en lille sanghøg og var tidligere placeret i samme slægt.

Slægtsnavnet er afledt af græsk mikros (‘lille’) og nisus, det latinske artsnavn på almindelig spurvehøg, oprindelig fra græsk nisos. I den oldgræske mytologi var Nisos en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

Artsnavnet er afledt af fransk garde (‘vogter’) og barré (‘båndet’).

 

 

Gabarhøg, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyps Gåsegribbe
En slægt med 8 arter af ådselædende rovfugle, udbredt i Europa, Asien og Afrika. Slægtsnavnet er det oldgræske ord for grib.

I de senere år er bestanden af gribbe på det indiske subkontinent blevet voldsomt decimeret på grund af forgiftning med diclofenac, et veterinær-produkt, som er meget anvendt til behandling af kvægsygdomme. Forskning har påvist, at når gribbene æder af kvægkadavere, vil diclofenac ødelægge deres lever.

De afrikanske gribbe er også aftaget dramatisk i de senere år. Begge arter herunder er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede.

 

Gyps africanus Afrikansk hvidrygget grib
Denne grib var tidligere en meget almindelig og udbredt fugl i Afrika syd for Sahara, fra Sahel-zonen mod øst til Ethiopien og Somalia og derfra videre mod syd gennem Østafrika til Sydafrika og Namibia. I dag er den imidlertid i forrygende tilbagegang. Den totale verdensbestand anslåes til omkring 270.000 individer.

Tidligere blev denne art anset for at være samme art som den asiatiske hvidryggede grib (G. bengalensis), men i dag betragter de fleste autoriteter dem som to selvstændige arter.

 

 

Afrikanske hvidryggede gribbe æder af et dødt æsel, Palapye, Botswana. Den ene er færdig med sit måltid og tørrer nu vinger. To brogede krager (Corvus albus) er også interesserede i kadaveret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk hvidrygget grib ved et ådsel, Nairobi Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyps rueppelli Rüppells grib
Denne art er udbredt i Sahel-regionen samt i Østafrika mod syd til Mozambique. Den var førhen talrig, men tæller måske nu færre end 20.000 individer.

Den blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

Rüppells gribbe og to afrikanske hvidryggede gribbe (i midten) hviler i et dødt træ, Tarangire Nationalpark, Tanzania. En mørk regnsky truer i horisonten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rüppells gribbe og afrikanske hvidryggede gribbe, forsamlet omkring en drægtig savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), som netop er blevet ramt og dræbt af et lyn, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Rüppells grib æder af en død kalv af hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), som sandsynligvis blev dræbt af løver, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Rüppells grib, der var i færd med at æde af en kalv af hvidskægget gnu, forsvarer sit kød mod en indtrængende øregrib (Torgos tracheliotos), Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rüppells gribbe renser fjerdragt, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Torgos tracheliotos Øregrib
Denne massive grib, det eneste medlem af slægten, kendes nemt på det nøgne, blå og røde ansigt med rynkede, kødfarvede hudlapper på siden af hoved og hals. Den lever i tørre, åbne områder, bl.a. savanne, tornede krat, ørkener med spredte træer, samt åbne bjergskråninger.

Den er vidt udbredt fra Sahel-zonen og det sydlige Egypten mod syd til den nordlige del af Sydafrika, samt på den Arabiske Halvø. Den er forsvundet fra mange områder og er i støt tilbagegang.

Slægtsnavnet er et oldgræsk ord for grib, mens artsnavnet er afledt af græsk trakhelia (‘kødstumper på halsen’), oprindelig fra trakhelos (‘hals’); samt ous (‘øre’). Det danske navn er en noget klodset oversættelse. Det engelske navn lappet-faced vulture (‘gribben med hudlapper i ansigtet’) er langt mere beskrivende.

 

 

En øregrib og to rovørne (Aquila rapax) hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Øregrib, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En øregrib æder af en gnukalv (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trigonoceps occipitalis Hvidhovedet grib
Denne markante sort-hvide grib med nøgen, blålig og rødlig hud i ansigtet, er vidt udbredt syd for Sahara, mod syd til Namibia og det nordlige Sydafrika, men undgår regnskov og ørkener. Den er aftaget drastisk i de senere år på grund af forgiftning samt ødelæggelse af levesteder.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk trion (‘tre’) og gonia (‘vinkel’), latin –ceps (‘-hovedet’), samt latin occipitium (‘det bageste af hovedet’), således ‘den med kantet baghoved’ – et yderst beskrivende navn.

 

 

Hvidhovedet grib med en knogle, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhovedede gribbe hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhovedet grib i svæveflugt, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Necrosyrtes monachus Hættegrib
Denne lille grib, det eneste medlem af slægten, var engang almindelig i Vestafrika, fra Senegal mod øst til Chad, samt i det østlige Afrika, fra Sudan og Ethiopien mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Den var langt mere fåtallig i det centrale Afrika, samt Angola og Namibia. Som alle afrikanske gribbe er den i stor tilbagegang, og nogle steder er bestandene aftaget med over 85% inden for de seneste 50 år. Trusler omfatter bl.a. forgiftning, jagt, tab af levesteder og kollisioner med elledninger.

Slægtsnavnet er afledt af græsk nekros (‘lig’) og syro (‘at slæbe’). Artsnavnet er en latiniseret udgave af det græske monakhos (‘munk’, i denne forbindelse i betydningen ‘med hætte’), hvilket sigter til det næsten nøgne hoved og hals.

 

 

Hættegrib, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hættegribbe renser fjerdragt på hinanden, Debre Mariam, Tana-søen, Ethiopien. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neophron percnopterus Ådselgrib
Denne art, som ligeledes er det eneste medlem af slægten, har en meget stor udbredelse, fra Middelhavet mod øst gennem Mellemøsten til Kazakhstan og det indiske subkontinent, samt i Sahel-zonen i Afrika, mod syd til det nordlige Tanzania. Der fandtes også førhen en isoleret bestand i Angola, Namibia og Sydafrika, men den regnes i dag for værende uddød.

Der anerkendes p.t. 3 underarter, nominatformen i det nordligste udbredelsesområde, samt Afrika, som har et overvejende gråt næb, indiske fugle af racen ginginianus med gult næb, og endelig en særskilt, større underart, majorensis, på de østligste af Kanarieøerne.

Arten lever i åbent terræn, hvor den yngler på klippehylder, sjældnere i træer. Foruden at æde ådsler træffes den ofte på lossepladser, og den er også i stand til at fange mindre pattedyr, fugle og krybdyr. Den er blandt de få fugle, som anvender redskaber. Æg af andre fugle, som er for store til at blive knust med næbbet, smadres itu ved at kaste sten på dem med næbbet.

Ådselgribben er også i tilbagegang i store dele af udbredelsesområdet på grund af ødelæggelse af levesteder, jagt, forgiftning samt sammenstød med elledninger.

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Neophron og Aegypius var to unge mænd, som var gode venner, men Neophron blev oprørt over, at hans moder Timandra havde en affære med Aegypius. For at straffe Aegypius gjorde Neophron tilnærmelser til Aegypius’ moder Bulis. Det lykkedes, og han fik Bulis til at gå ind i et mørkt værelse, hvor hans moder og Aegypius snart skulle mødes. Derpå distraherede Neophron sin moder, hvorimod han fik Aegypius til at gå ind i værelset, hvor han elskede med sin egen moder. Da Bulis opdagede det, rev hun øjnene ud på sin søn, hvorefter hun begik selvmord. Aegypius bad Zeus om hævn, men i stedet forandrede guden begge de unge mænd til gribbe som straf for deres handlinger.

Artsnavnet er afledt af græsk perknos (‘af mørk farve’) og pteron (‘vinge’).

I Oldtidens Egypten var fuglen hellig, tilegnet månegudinden Isis, og da den var beskyttet gennem en faraonisk lov, var den så almindelig i byens gader, at den fik øgenavnet faraos høne.

 

 

Ådselgribbe renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gypohierax angolensis Palmegrib
Denne grib lever langs kyster, fra Senegal mod syd til Angola, og fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika. Den træffes undertiden langs floder inde i landet. Den er unik blandt gribbe, idet det kødfulde lag, som omgiver frø af palmeslægterne Elaeis og Raffia udgør over 60% af føden hos voksne fugle og over 90% af ungfuglenes føde. Den æder tillige krabber, bløddyr, frøer, fisk, græshopper, mindre pattedyr, samt æg og nyklækkede unger af krybdyr, og undertiden angriber den høns, eller æder af ådsler.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gyps (‘grib’) og hierax (‘høg’).

 

 

Palmegrib hviler i et mangrovetræ, Mbezi-floden, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tytonidae Slørugler
En familie med to slægter og omkring 20 arter, udbredt på alle verdensdele undtagen Antarktis. Disse fugle adskiller sig tilstrækkeligt fra typiske ugler (nedenfor) til at danne en særskilt familie.

 

Tyto alba Slørugle
Denne ikoniske fugl er udbredt i hele Afrika (med undtagelse af visse områder i Sahara), på Madagascar og den Arabiske Halvø, samt i Europa, fra England og Danmark mod syd, samt fra Irland og Portugal mod øst til Hviderusland og Ukraine.

Tidligere mente man, at arten havde en næsten global udbredelse, men de tidligere asiatiske, australske og amerikanske underarter er nu blevet opgraderet til en række selvstændige arter.

 

 

Slørugle på dagrasteplads i et stort abebrødtræ (Adansonia digitata), Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strigidae Typiske ugler
En stor familie med 25 slægter og omkring 220 arter, der findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Bubo Store hornugler
Denne slægt rummer omkring 20 arter af store ugler, udbredt på alle kontinenter undtagen Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den europæiske store hornugle (Bubo bubo).

 

Bubo africanus Plettet hornugle
Et af slægtens mindre medlemmer, vidt udbredt i den sydlige halvdel af Afrika, fra Gabon, Zaire og Kenya mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika. Tidligere blev fugle i Sahel-zonen, samt i de sydligste egne af den Arabiske Halvø, regnet som underarter af plettet hornugle, men disse bestande er siden blev ophøjet til særskilte arter.

 

 

Plettet hornugle på dagrasteplads, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glaucidium Spurveugler
Denne slægt af små til meget små ugler, der omfatter ca. 30 arter, er udbredt over hele kloden, med undtagelse af Australien og Antarktis. Den største diversitet findes i Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukidion (‘lille ugle’), diminutiv af glaux (‘ugle’).

 

Glaucidium perlatum Plettet spurveugle
Vidt udbredt på savanner med spredte træer og i tornet kratland syd for Sahara. Den undgår regnskov og ørken, og den mangler tillige i store dele af Sydafrika. Det latinske artsnavn skyldes de perlehvide pletter på vinger og isse.

 

 

Plettet spurveugle oplyses af morgensolen, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coliidae Musefugle
Musefugle er 6 besynderlige fugle, som er begrænset til Afrika syd for Sahara, 4 arter i slægten Colius, 2 i Urocolius. De er flokfugle, som på akrobatisk vis klatrer rundt i buske i søgen efter bær, frugter og bladknopper. På den måde minder de om visse gnavere, hvilket er årsagen til deres navn.

Ifølge en kilde er navnet Colius afledt af græsk koloios (‘allike’), men forbindelsen er svær at få øje på. En anden kilde foreslår, at navnet er afledt af græsk koleos (‘sværdskede’), hvilket sigter til disse fugles lange hale.

 

Colius striatus Brun musefugl
Det mest almindelige medlem af familien, vidt udbredt syd for Sahara, fra Nigeria og Sudan mod syd til Sydafrika. Arten undgår tæt skov og ørkener.

 

 

Brune musefugle klatrer på akrobatisk vis rundt i en busk, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colius leucocephalus Hvidhovedet musefugl
En temmelig sjælden art, som er begrænset til tørre områder i Kenya og det nordlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Hvidhovedede musefugle sidder som spejlbilleder af hinanden, Same, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocolius macrourus Blånakket musefugl
Denne art lever i tørre savanner og åbne skove i Sahel-zonen, samt fra Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania. Den kendes nemt på den store blå nakkeplet.

Den første del af slægtsnavnet er afledt af græsk oura (‘hale’). Medlemmer af denne slægt har lidt længere hale end medlemmer af Colius. Det latinske artsnavn refererer også til halen, af græsk makros (‘lang’), samt igen oura.

 

 

En blånakket musefugl klatrer på akrobatisk vis rundt i en busk, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trogonidae Trogoner
Denne familie rummer 46 arter, fordelt på 7 slægter. De findes i tropiske skove verden rundt, med størst artsdiversitet i troperne i den Nye Verden.

Navnet Trogon kommer af græsk trogo (‘at gnave’), hvilket sigter til, at disse fugle har skarpe, savtakkede ‘tænder’ langs næbrandene. De yngler i hulheder i træer, som sandsynligvis i sin tid blev fremstillet af spætter, men de er i stand til at gøre hulheden større ved at gnave med disse ‘tænder’, blot træet er tilstrækkelig mørnet.

 

Apaloderma
En slægt med 3 arter, som er begrænset til skovområder syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hapalos (‘skrøbelig’) og derma (‘hud’), hvilket sigter til, at fjerene på disse fugle meget nemt rykkes af den tynde hud. Vi erfarede selv dette, da vi fangede fuglen på billedet herunder i et mistnet. Blot ved at tage fuglen ud af nettet faldt mange brystfjer af.

 

Apaloderma narina Narinatrogon
Denne art forekommer i mange forskellige skovtyper, fra lavland til højland. Fugle i højlandet trækker ned til lavere højder i den kølige årstid. Den har en pletvis udbredelse fra Sierra Leone mod øst til Eritrea og Ethiopien, og derfra mod syd til det sydlige Sydafrika. Den undgår de tætte regnskove i den centrale del af Congo-bækkenet.

Artsnavnet er Khoikhoi-ordet for ‘blomst’, givet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824) i 1806. Den franske naturhistoriker René Primevère Lesson (1794-1849) påstod, at Levaillant havde opkaldt fuglen efter en Khoikhoi-pige, som han formodentlig fandt attraktiv, men hvis navn var grimt og umuligt at udtale, så han besluttede at anvende ordet for blomst i stedet.

 

 

Hun af narinatrogon, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. Hannen er langt mere farvestrålende, idet den er knaldrød på de partier, hvor hunnen er brun. Bemærk ‘tænderne’ langs næbrandene (se forklaring ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phoeniculidae Skovhærfugle og seglhærfugle
En lille familie med 8 arter, som lever i forskellige, mere eller mindre åbne skovtyper syd for Sahara, 5 arter af skovhærfugle (Phoeniculus) og 3 arter af seglhærfugle (Rhinopomastus). De er karakteriseret ved deres lange nedadbøjede næb samt den metalliske fjerdragt, der skinner i grønt, blåt eller purpurfarvet. De yngler i hule træer.

 

Phoeniculus purpureus Purpurskovhærfugl
Denne fugl, der også kaldes for rødnæbbet skovhærfugl, er vidt udbredt, idet den forekommer fra Mauritanien og Sierra Leone mod øst til Chad, samt fra Ethiopien mod syd til Sydafrika, og derfra mod nord til Angola. Den er metallisk mørkegrøn med en meget lang, gradueret, purpurfarvet hale.

Slægtsnavnet er afledt af græsk phoinix, som kan betyde rød eller purpurrød, hvilket formodentlig hentyder til den changerende fjerdragt hos disse fugle.

 

 

Purpurskovhærfugl med redemateriale (græs), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bucorvidae Hornravne
De kæmpestore hornravne adskiller sig tilstrækkeligt fra de egentlige næsehornsfugle (nedenfor) til at danne en særskilt familie med kun to arter. De kan være op til 1,2 m lange, med en vægt på op til 6,2 kg. De lever i græsland med kort græs og spredte træer, hvori de yngler. De adskiller sig især gennem deres fødesøgning, idet de tilbringer det meste af tiden med at spadsere rundt på jorden, hvor de fanger byttedyr som biller, slanger og firben.

 

Bucorvus leadbeateri Rødstrubet hornravn
Denne art er udbredt fra Rwanda, Kenya, det sydøstlige Zaire og Angola mod syd til det nordlige Namibia, nordlige Botswana og østlige Sydafrika. Arten har været i tilbagegang i de senere år.

Artsnavnet refererer til Benjamin Leadbeater (1760-1837), en engelsk forhandler af naturalier i London.

 

 

Rødstrubet hornravn, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En rødstrubet hornravn spadserer rundt på en savanne, fanger derpå et insekt og sluger det, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucorvus abyssinicus Abyssinsk hornravn
Som dens navn antyder, er denne art endemisk for Ethiopien, hvis gamle navn var Abyssinien. Den adskiller sig fra den rødstrubede art gennem sine blå hudlapper samt en større gevækst på næbbet. Den er i tilbagegang på grund af tab af levesteder samt jagt.

 

 

Abyssinsk hornravn, fotograferet nær Genale-floden, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucerotidae Næsehornsfugle
Disse mærkværdige fugle, som er udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika, omfatter omkring 53-57 arter, der varierer kolossalt i størrelse. De mindre arter kaldes toko‘er, hvoraf den vestafrikanske sorte dværgtoko (Horizocerus hartlaubi) kun er 30 cm lang og blot vejer omkring 100 gram. I den anden ende af spektret findes den kæmpestore spidshornet næsehornsfugl (Buceros rhinoceros) i Malaysia og Indonesien, der kan være op til 1,2 m lang og veje op mod 5.9 kg.

Det videnskabelige familienavn, samt navnet på typeslægten Buceros, er afledt af græsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand. Hannens ‘horn’ er større end hunnens.

En række asiatiske arter er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

Bycanistes
En slægt med 6 store arter, der lever i skove syd for Sahara.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for ‘trumpetér’, hvilket sigter til disse fugles kraftige kald.

 

Bycanistes brevis Sølvkindet næsehornsfugl
Denne imponerende fugl er stadig ret almindelig, men aftagende. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til den østlige del af Zimbabwe og den nordøstligste spids af Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘kort’. Hvad det hentyder til, er lidt af et mysterium, da fuglen slet ikke er kort, men har en lang hale. Det danske navn sigter til de sølvgrå prikker på siden af hovedet og halsen.

 

 

Næsehornsfugle kalder ofte i kor, som disse sølvkindede næsehornsfugle, forsamlet i et træ, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvkindet næsehornsfugl på jagt efter sværmende termitter, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder figenfrugter, Wondo Genet, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes bucinator Trumpetér-næsehornsfugl
Denne art er udbredt fra Kenya og det østlige Zaire mod syd gennem det østlige Afrika til det sydøstlige Sydafrika. Den lever i forskellige skovtyper, bl.a. langs floder og kyster.

Det latinske artsnavn betyder ‘trumpetér’, af bucina (‘en militærtrumpet’). Denne fugl må virkelig trumpetere, da det videnskabelige navn betyder ‘den trumpeterende trumpetér’!

 

 

Denne han af trumpetér-næsehornsfugl sidder på en klippe foran Victoria Falls, lokalt kaldt Mosi-oa-Tunya (’røgen der tordner’), Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han æder frugter af et figentræ, Zambezi Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes subcylindricus Gråkindet næsehornsfugl
Denne art lever i regnskov og har en pletvis udbredelse syd for Sahara, fra Guinea mod øst til det vestlige Kenya, samt en isoleret bestand i det nordøstlige Angola.

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin sub (‘nær’), samt cylindricus, artsnavnet på brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), således ‘den der minder om brunkindet næsehornsfugl’. Cylindricus er afledt af græsk kylindros (‘cylinder’), hvilket formodentlig sigter til den store, noget rørformede gevækst på disse to arters næb.

 

 

Gråkindet næsehornsfugl sluger et stort insekt, Kakamega Forest, vestlige Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus Tokoer
En slægt med 6-10 arter af små næsehornsfugle, der lever i græsland og krat syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af fransk tock, givet til afrikansk gråtoko og rødnæbbet toko af den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende var navnet baseret på et lydefterlignende senegalesisk navn på disse fugle.

 

Tockus erythrorhynchus Rødnæbbet toko
Efter genetiske studier hævder nogle forskere, at denne art bør opsplittes i 5 arter, mens andre autoriteter stadig betragter disse fugle som hørende til én og samme art. Regner man dem som én art, er den udbredt fra Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, sydpå til Namibia og den nordøstlige del af Sydafrika.

De fem arter/underarter:

Nordlig rødnæbbet toko (T. (e.) erythrorhynchus) er udbredt fra det sydlige Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, og videre mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania.

Vestlig rødnæbbet toko (T. (e.) kempi) findes fra det sydlige Mauritanien gennem Senegal og Gambia til det vestlige Mali.

Tanzaniansk rødnæbbet toko (T. (e.) ruahae) er begrænset til det centrale og vestlige Tanzania.

Sydlig rødnæbbet toko (T. (e.) rufirostris) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst til Zambia og derfra mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Damara rødnæbbet toko (T. (e.) damarensis) er begrænset til det sydlige Angola samt det nordlige og vestlige Namibia.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

Nordlig rødnæbbet toko, underarten erythrorhynchus, søger føde på en savanne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordlig rødnæbbet toko, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlig rødnæbbet toko, underarten rufirostris, Matobo Nationalpark (øverst) og Hwange Nationalpark, begge i Zimbabwe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus leucomelas Kaffertoko
Denne art er udbredt fra Angola og Namibia mod øst gennem Botswana og den nordlige del af Sydafrika til den sydligste del af Zambia samt Mozambique. Den kendes på det gule næb samt nøgen lyserød hud omkring øjet og under næbbet.

 

 

Kaffertoko, oplyst af aftensol, Etosha Nationalpark, Namibia. – Denne park og andre fantastiske naturlokaliteter i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af kaffertoko hilser hinanden kort efter daggry, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaffertoko, fotograferet på en campingplads i Etosha Nationalpark, Namibia. I baggrunden en rødskuldret glansstær (Lamprotornis nitens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kaffertokoer æder insekter i elefantgødning, Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus flavirostris Gulnæbbet toko
Denne fugl ligner kaffertoko, men har sort nøgen hud omkring øjnene. Den findes i det østlige Afrika, fra Eritrea, Djibouti og Somalia mod syd til den sydøstligste del af Sydsudan, det østlige Uganda, Kenya samt den nordligste del af Tanzania.

 

 

Gulnæbbede tokoer, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus deckeni Sortvinget toko
Denne art, som fortrinsvis lever i tørt kratland, er udbredt fra det centrale Ethiopien og den sydøstligste del af Sydsudan mod syd gennem Somalia og Kenya til det sydlige Tanzania. Den blev opkaldt til ære for en tysk opdagelsesrejsende, Baron Karl Klaus von der Decken (1833-65).

 

 

Hun af sortvinget toko, Awash Nationalpark, Ethiopien. Hunnen har mørkt næb, mens hannens er rødt med elfenbensfarvet spids. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus jacksoni Savannetoko
Savannetokoen minder om sortvinget toko, men har talrige hvide pletter på vingedækfjerene. Den er begrænset til et ret lille område i det sydøstlige Sydsudan, det sydvestlige Ethiopien, det nordøstlige Uganda, samt det nordvestlige Kenya. Bestanden er dalende.

Artsnavnet blev givet til ære for Sir Frederick John Jackson (1860-1929), en engelsk administrator, opdagelsesrejsende og ornitolog, som boede i Kenya.

 

 

Han af savannetoko, Lake Baringo, Kenya. Dette individ har meget blegt hoved. Normalt har hannerne en udtværet sort plet omkring øjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros
Medlemmer af denne slægt var tidligere inkluderet i slægten Tockus, men er fornylig blevet overført til en særskilt slægt. Der er 7 arter, som alle lever syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og keras (‘horn’) – et besynderligt navn, da disse fugle kun har små gevækster på næbbet.

 

Lophoceros nasutus Afrikansk gråtoko
Afrikansk gråtoko er vidt udbredt syd for Sahara, fra det sydlige Mauritanien og Senegal mod øst til Rødehavskysten og derfra mod syd gennem Ethiopien, Uganda, Kenya og Tanzania til det sydlige Angola og det østlige Namibia mod øst til Mozambique og den nordøstlige del af Sydafrika. Den findes også i et bælte langs Rødehavskysten på den Arabiske Halvø.

Denne art lever i åbent kratland og savanne. Hannen har sort næb, mens hunnens er blegere sort, ofte med rødlige eller gullige partier. Begge køn har en iøjnefaldende hvid stribe på overnæbbet.

 

 

Han af afrikansk gråtoko, observeret nær den Blå Nil, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros hemprichii Abessinsk toko
Som dens navn fortæller, er denne art hovedsagelig udbredt i Ethiopien, men findes også i det sydlige Eritrea og det nordlige Kenya, samt langs den somaliske Rødehavskyst. Den lever i kratland, skove og klippefyldte områder, ofte nær vandløb. Kønnene er ret ens, men hunnen har blegere rødt næb end hannen.

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

Hun af abessinsk toko, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coraciidae Ellekrager
Denne familie rummer 12-13 arter i to slægter, Coracias og Eurystomus, som begge er udbredt i Afrika og Asien. En enkelt af arterne yngler i Sydeuropa.

 

Coracias Egentlige ellekrager
En gruppe på 9 arter af farvestrålende fugle, som alle viser klare blå eller turkise farver på krop, vinger og/eller hale. De ses ofte sidde på en udkigspost på en gren eller en hegnspæl, hvorfra de afsøger omgivelserne for føde, der omfatter forskellige invertebrater samt små vertebrater som firben, slanger, frøer, gnavere og fugleunger.

De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt er udbredt i Europa og det vestlige Asien, to er vidt udbredt i Asien, og en art er begrænset til Sulawesi med omliggende øer.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af græsk korakias (‘krage-lignende’), af korax (‘ravn’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten i 1758, betragtede han formodentlig ellekrager som beslægtet med krager (jfr. det danske navn).

 

Coracias caudatus Lillabrystet ellekrage
En ret almindelig art i åbent kratland og på savanner i det østlige og sydlige Afrika, fra Zaire og Ethiopien mod syd til Sydafrika. Den kendes nemt på det lilla bryst.

Det latinske artsnavn betyder ‘-halet’, af cauda (‘hale’), hvilket i dette tilfælde sigter til den lange hale med to tynde forlængede fjer.

 

 

Lillabrystet ellekrage, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Krüger Nationalpark i Sydafrika rejser et pludseligt vindstød fjerdragten på en lillabrystet ellekrage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han bringer føde til sin mage, som hilser ham ved at kalde, Bogoria-søen, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden han fodrer sin mage, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias abyssinicus Abyssinsk ellekrage
De ydre halefjer hos denne art er meget lange og tynde. Den yngler tværs over Sahel-zonen, mod syd til Cameroun, den Centralafrikanske Republik, det nordlige Zaire, samt det nordlige Uganda og Kenya. Den findes også langs Rødehavets kyst i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø, samt langs Nilens løb nordpå, næsten til den egyptiske grænse.

Artsnavnet hentyder til Abyssinien, det gamle navn på Ethiopien. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

Abyssinsk ellekrage oplyses af aftensolen, Shaba Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Abyssinsk ellekrage, Awash Nationalpark, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias garrulus Eurasisk ellekrage
Den almindelige ellekrage yngler i Østeuropa og det sydvestlige Asien, samt en disjunkt bestand i det sydligste Frankrig, Spanien, Portugal og det nordvestlige Afrika. Vinterperioden tilbringes i Afrika, idet de iberiske og nordvestafrikanske bestande trækker til Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til Cameroun, mens de østlige bestande overvintrer i det sydlige Afrika.

I de senere år er denne art gået temmelig drastisk tilbage i det meste af sit yngleområde, idet den trues af jagt under trækket, specielt i Oman, hvor tusinder indsamles til føde. Mange steder har man fjernet træer for at give plads til moderne landbrugsmaskiner, hvilket berøver ellekragerne ynglesteder og udkigsposter, og endvidere reducerer kemiske sprøjtemidler dens fødeemner.

 

 

Eurasisk ellekrage, fotograferet i Tarangire Nationalpark, Tanzania, i begyndelsen af april, hvor artens nordgående træk finder sted. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias naevius Blåvinget ellekrage
Denne art er ikke nær så farvestrålende som de øvrige i slægten, idet den blå farve er begrænset til vinger og hale og kun bemærkes under flugten. Den har en vid udbredelse i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af de vestafrikanske regnskovsområder samt den sydligste del af Afrika. Dens foretrukne biotop er tørre savanner, hvor dens ynglesæson synes at variere efter, hvor der nyligt er faldet regn.

 

 

Blåvinget ellekrage, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eurystomus Brednæbbede ellekrager
En lille slægt med to arter i Afrika samt en enkelt eller to arter i Asien. Genetisk forskning har åbenbaret, at den blå ellekrage (E. azureus) fra de indonesiske Maluku-øer måske er en underart af den vidt udbredte grøn ellekrage (E. orientalis).

Slægtsnavnet er afledt af græsk eurys (‘bred’ eller ‘vid’) og stoma (‘mund’).

 

Eurystomus glaucurus Brednæbbet ellekrage
Vidt udbredt i åbne skovklædte områder syd for Sahara, men mangler i Somali-ørkenen samt størstedelen af Namibia, Botswana og Sydafrika. Den findes tillige på Madagascar.

Artsnavnet er afledt af græsk glaukos (‘blågrå’) og oura (‘hale’). Fuglen er overvejende rødbrun, men underhalen er blågrå, eller rettere turkisfarvet.

 

 

Brednæbbet ellekrage, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Alcedininae Flodisfugle

 

Corythornis
En lille slægt med 4 arter, hvoraf 2 lever i Afrika syd for Sahara, 2 andre på Madagascar. De var førhen inkluderet i slægten Alcedo.

Slægtsnavnet er afledt af græsk korus (‘hjelm’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til den buskede top hos malakitisfuglen.

 

Corythornis cristatus Malakitisfugl
Denne art er ret almindelig syd for Sahara i søer og langs floder med svag strøm. Den forekommer ikke i Somali-ørkenen samt dele af det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘toppet’. Malakit er et mineral, hvis grønne farve skyldes indhold af kobber. Overside og isse hos denne art er knaldblå, så dens danske navn er misvisende. Nogle individer har dog et grønligt tværbånd i panden.

 

 

Malakitisfugl, Lake Naivasha, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ispidina
Denne slægt rummer kun to afrikanske arter, som er nært beslægtet med medlemmer af slægten Corythornis.

 

Ispidina picta Afrikansk dværgisfugl
Denne meget lille isfugl er vidt udbredt i skovklædte områder syd for Sahara, dog ikke i Somali-ørkenen samt i store dele af det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘malet’, hvilket sigter til artens farvestrålende fjerdragt.

 

 

Afrikansk dværgisfugl, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyoninae Træisfugle

 

Halcyon
En slægt med 11 arter af mellemstore isfugle, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn halcyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Halcyon albiventris Brunskuldret isfugl
Denne fugl er vidt udbredt syd for Sahara, fra Congo mod øst til det sydlige Somalia og derfra mod syd til Namibia og Sydafrika. Den lever i åbne skove, krat, græsland med spredte træer, landbrugsland, parker og haver, fra lavlandet op til højder omkring 1800 m.

 

 

Brunskuldret isfugl, siddende på et hegn, Narunyu, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brunskuldret isfugl, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon leucocephala Gråhovedet isfugl
Tilknyttet forskellige skovtyper, især langs floder. Reder er blevet fundet i flodbrinker. Arten er ret almindelig syd for Sahara, fra Mauritanien og Senegal mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til Sydafrika, dog ikke den sydligste del. Den findes også på Kap Verde-øerne og i det sydlige Arabien.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’), skønt hovedet er gråt, ikke hvidt.

 

 

Gråhovedet isfugl, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portrætter af en gråhovedet isfugl, Dar es Salaam, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon senegalensis Skovisfugl
En markant fugl, blå og sort på oversiden, gråblå på undersiden, med et distinkt tofarvet næb: rødt overnæb og sort undernæb. Den har omtrent samme udbredelse som den foregående art, mangler i størsteparten af Sydafrika, samt i ørkenområder.

 

 

Skovisfugl, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cerylinae Stødfiskere

 

Ceryle rudis Gråfisker, broget isfugl
Denne art, det eneste medlem af slægten, har en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, i Egypten, samt fra Tyrkiet mod øst gennem Mellemøsten, det indiske subkontinent og Indokina til det sydøstlige Kina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kerylos, en uidentificeret fugl, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere. Fuglen var sandsynligvis mytisk og forbundet med halkyon (se ovenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘fræk’ eller ‘ukultiveret’. Dette underlige navn blev givet af den svenske naturhistoriker Fredrik Hasselquist (1722-1752), som sandsynligvis forvekslede det latinske ord hispida (‘isfugl’) med hispidus (‘grov’ eller ‘ukultiveret’).

Iøvrigt finder jeg navnet gråfisker uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så navnet broget isfugl er langt mere dækkende.

 

 

Gråfisker, Lake Awassa, Ethiopien. Et andet billede af arten ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Megaceryle
En slægt med 4 meget store isfugle, udbredt i Afrika, det sydlige Asien samt Amerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk megas (‘stor’), samt slægtsnavnet Ceryle (ovenfor).

 

Megaceryle maxima Kæmpestødfisker
Afrikas største isfugl, der kan blive op til 46 cm lang. Den er forsynet med en kraftig top. Hannen er kastanjefarvet på den øvre del af brystet, hunnen på den nedre del af bugen. Arten er vidt udbredt i vådområder syd for Sahara, men mangler i ørkener.

 

 

Hun af kæmpestødfisker oplyses af den sene eftermiddagssol, Katima Mulillo, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meropidae Biædere
En familie med 3 slægter og ca. 27 arter af mellemstore insektædende fugle, hvoraf de fleste forekommer i Afrika og Asien, med nogle få arter i Sydeuropa, Australien og Ny Guinea. De er karakteriseret ved at have nedadbøjet næb, en slank krop og sædvanligvis en lang hale. Mange af arterne har pragtfulde farver.

 

Merops
Langt hovedparten af biæderne, omkring 24 arter, er placeret i denne slægt.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’).

 

Merops albicollis Hvidstrubet biæder
En vidt udbredt og almindelig art i åbne sandede og tørre områder, bl.a. tornet krat og halvørken. Den forekommer fra hele Sahel-zonen mod syd til Zaire og det sydlige Tanzania.

Artsnavnet kommer af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

Hvidstrubet biæder, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops boehmi Okkerhovedet biæder
Lokalt almindelig fra det centrale Tanzania mod syd til Mozambique, og mod vest til det vestlige Zambia. Den findes især i skove langs floder. Arten kan kendes på den orange strube, den okkerfarvede isse, samt de lange, tynde, sorte midterste halefjer.

Det latinske artsnavn blev givet til minde om den tyske zoolog og opdagelsesrejsende Richard Böhm (1854-84), der indsamlige talrige dyrearter i det østlige Afrika. Han døde af malaria, kun 29 år gammel.

 

 

Okkerhovedet biæder, Rutamba, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops bullockoides Hvidpandet biæder
Umiskendelig, med hvid pande, sort maske, et smalt hvidt og et bredere knaldrødt bånd på struben, samt okkerfarvet underside. Arten er udbredt fra det østlige Zaire og Kenya mod syd til Afrikas sydspids, samt fra Gabon mod syd til Angola. Den undgår regnskov og ørken.

Artsnavnet er sammensat af artsnavnet på rødstrubet biæder (Merops bulocki), samt græsk oides (‘ligner’), således ‘ minder om rødstrubet biæder’. Navnet på denne art er en forkert stavet udgave af navnet på den engelske naturhistoriker, indsamler og arkæolog William Bullock (1775-1849).

 

 

Hvidpandet biæder, Mount Longonot, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops nubicus Karminbiæder
Denne pragtfulde art er udbredt i hele Sahel-zonen mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til det nordlige Mozambique. Den minder om sydlig karminbiæder (M. nubicoides), der imidlertid har karminrød strube.

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

Karminbiædere, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Karminbiæder, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops persicus Grøn biæder
Som ynglende findes denne art i det nordlige Afrika, samt fra Egypten og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien. Nordafrikanske og asiatiske bestande er trækfugle, som overvintrer i tropiske egne af Afrika, fra Ethiopien mod syd til det nordlige Sydafrika. Nogle bestande i Sahel er standfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘persisk’.

 

 

Grøn biæder, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops pusillus Dværgbiæder
Denne lille art er vidt udbredt og almindelig i åbent land syd for Sahara, hvor den kun mangler i tæt regnskov og ørkenområder.

Det latinske artsnavn betyder ‘meget lille’.

 

 

Dværgbiædere hviler på en durra-stængel (Sorghum vulgare var. durra), Nghava, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbiæder strækker vinge, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbiæder, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lybiidae Afrikanske skægfugle
Gennem en del år var afrikanske skægfugle placeret i samme familie, Capitonidae, som de amerikanske og asiatiske skægfugle, men de er nu opdelt i 3 særskilte familier, amerikanske skægfugle i Capitonidae, asiatiske i Megalaimidae.

Afrikanske skægfugle, der rummer omkring 43 arter, lever i skove og krat overalt syd for Sahara, med undtagelse af den sydvestlige del. De opdeles i trælevende arter, underfamilien Lybiinae, med omkring 37 arter i 6 slægter, samt jordlevende arter, Trachyphoninae, med en enkelt slægt.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Underfamilien Lybiinae

 

Stactolaema
En lille slægt med 4 trælevende arter.

Slægtsnavnet er afledt af græsk staktos (‘sivende’, ‘dryppende’) og laimos (‘strube’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

Stactolaema olivacea Grøn skægfugl
Denne art, opdelt i 7 underarter, findes i kystnære skove og bjergskove i Kenya og Tanzania, med isolerede bestande i Malawi, det nordlige Mozambique, samt det nordøstlige Sydafrika.

Underarten olivacea er udbredt fra kystskove i Kenya til bjergskove i det centrale Tanzania, uluguruensis i Uluguru-bjergene i det østlige Tanzania, howelli i East Udzungwa Mountains, Tanzania, rungweensis fra Rungwe og Poroto-bjergene i Tanzania til Misuku Hills i det nordlige Malawi, hylophona i Rondo, Ngarama og Mitundumbea Forest Reserves nær Tanzanias kyst, belcheri på Mt. Thyolo i Malawi og Mt. Namuli i Mozambique, og endelig woodwardi i Ngoye Forest, KwaZulu-Natal, Sydafrika.

Det diskuteres ofte blandt taksonomer, om adskillige af underarterne udgør selvstændige arter. Underarterne hylophona og woodwardi regnes undertiden for en særlig art, kaldt guløret skægfugl. De adskiller sig begge fra de øvrige underarter gennem at have en stor gul plet på siden af hovedet. Underarten belcheri, der kun findes på to isolerede bjergtoppe, udgør muligvis også en særskilt art.

Artsnavnet er latin og betyder ‘olivengrøn’.

 

 

En guløret skægfugl, underarten hylophona, ringmærkes, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Trachyphoninae

 

Trachyphonus Perleskægfugle
En slægt med omkring 6 arter, der ofte søger føde på jorden, modsat de fleste andre skægfugle.

Slægtsnavnet er afledt af græsk trakhys (‘grov’) og phone (‘stemme’, ‘lyd’).

 

Trachyphonus darnaudii D’Arnauds perleskægfugl
Denne art lever på savanner, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania. Den ses ofte æde termitter.

Artsnavnet blev givet til minde om den franske geograf og naturhistoriker Théodore Louis Joseph-Pons d’Arnaud (1811-84), der gennemførte adskillige ekspeditioner i Sudan, Ethiopien og Yemen.

 

 

D’Arnauds perleskægfugl, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trachyphonus erythrocephalus Pragtperleskægfugl
Som dens navn antyder, har denne art en farvestrålende fjerdragt, fortrinsvis i gult og rødt. Den er udbredt i det østlige Afrika, fra Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania. Dens fjer anvendes ornamentalt af adskillige stammefolk, bl.a. masaierne.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Pragtperleskægfugl, Shaba Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtperleskægfugle æder termitter, som kommer frem fra deres tue, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtperleskægfuglen er ofte meget tillidsfuld. Denne sidder på skaftet af en skovl i vores lejr, Tarangire Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i polar-regionerne. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

Campethera
En slægt på 11 arter, udbredt syd for Sahara. De lever i åbne skove og på savanner, og nogle af arterne søger føde på jorden.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kampe (‘larve’) og therao (‘at jage’).

 

Campethera bennettii Savannespætte
Denne art, som lever i åbne skove og krat, er udbredt fra Zaire og Burundi mod syd til det østlige Namibia, det nordlige Sydafrika, samt det nordlige Mozambique.

Artsnavnet blev givet til minde om den engelske naturhistoriker Edward Turner Bennett (1797-1836). I 1835 beskrev han en ny krokodille fra Afrika, Mecistops leptorhynchus. Han offentliggjorde også en række artikler i Transactions of the Zoological Society of London, men ellers vides ikke meget om ham.

 

 

Savannespætte, Chief’s Island, Okawango, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campethera nubica Nubisk spætte
Denne fugl findes i det østlige Afrika, fra Sudan og Eritrea mod syd til det sydlige Tanzania. Den lever i åben skov og krat op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

Nubisk spætte søger føde på en træstamme, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

Fra de ældste tider blev falken tilbedt i Egypten som en guddom, hvis krop repræsenterer himlen as a deity, mens øjnene repræsenterer solen og månen. Horus, søn af de øverste guder Osiris og Isis, afbildes som en falk, eller som et menneske med falkehoved. Han bærer Egyptens dobbelte krone, en krone med en brilleslange, eller en krone formet som en solskive.

Osiris’ broder Seth var en grum herre, som dræbte sin egen broder og spredte hans dele over hele Egypten. Da Horus var vokset op, hævnede han sin fader ved at dræbe Seth. Det drabelige slag mellem de to er afbildet i mange egyptiske templer, Seth ofte i form af en flodhest.

 

 

Statue af Horus, hvor han bærer Egyptens dobbelte krone, Horus-templet, Edfu, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Relief af Horus, hvor han bærer en krone formet som en solskive, Ramses d. 3.s Dødstempel, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco peregrinus Vandrefalk
Udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Der er beskrevet over 19 underarter, hvoraf mindst 3 yngler i Afrika: minor, som er vidt udbredt syd for Sahara, pelegrinoides i det nordlige Afrika, samt madens på Kap Verde-øerne.

Det videnskabelige navn Falco peregrinus (‘den vandrende falk’) blev anvendt allerede i 1225 af den tyske dominikanerpræst, biskop, filosof og videnskabsmand Albertus Magnus (ca. 1200-1280). Navnet sigter til, at falkonerer fangede ungfugle på træk, fremfor at tage dem på rederne, som var vanskeligt tilgængelige.

 

 

Vandrefalk, underarten minor, siddende i et dødt træ, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco biarmicus Lannerfalk
En stor falk, som yngler overalt i Afrika, med undtagelse af tætte skovområder og visse egne af Sahara. Den har også en pletvis udbredelse fra Italien mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, samt i Jordan, Israel, Saudi Arabien og Yemen. Den foretrækker åbne områder, i Afrika specielt savanne med klippepartier.

Det latinske artsnavn kræver en længere forklaring. Da den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) navngav fuglen i 1825, kaldte han den for Faucon biarmique, idet han antog, at det betød ‘fuglen med to skægstriber’, med hentydning til artens tydelige skægstriber. Det var imidlertid en forkert formodning. Han ‘lånte’ navnet fra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som introducerede det, da han fejlagtigt navngav skægmejsen Parus biarmicus efter Biarmia, et gammelt latinsk navn på Perm-distriktet i det nordlige Rusland. Da skægmejsen ikke forekommer i dette område, har man fremsat den teori, at Linné forvekslede skægmejsen med halemejsen (Aegithalos caudatus), som er almindelig i Perm-området.

 

 

Ung lannerfalk, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco naumanni Lille tårnfalk
Denne art yngler omkring Middelhavet og videre mod øst gennem Tyrkiet og de centralasiatiske stepper til Mongoliet og det nordlige Kina. Langt hovedparten overvintrer i Afrika syd for Sahara, men nogle få kan træffes i det nordlige Afrika. Arten er meget social og optræder ofte flokvis.

Artsnavnet hentyder til den tyske ornitolog og kunstner Johann Friedrich Naumann (1780-1857), der offentliggjorde mange ornitologiske værker, bl.a. Naturgeschichte der Vögel Mitteleuropas (1820-44).

 

 

Små tårnfalke raster i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco rupicoloides Afrikansk tårnfalk, hvidøjet tårnfalk
Denne art forekommer i tørre græsklædte områder og halvørken, ofte med akacier. Den er udbredt i to adskilte områder, fra det sydlige Sydsudan og Ethiopien mod syd til det centrale Tanzania, samt fra det sydlige Angola og det vestlige Zambia mod syd til Sydafrika. Den kan træffes fra havniveau op til omkring 2100 meters højde, men er mest almindelig mellem 800 og 1800 m.

Det latinske artsnavn hentyder til navnet på klippe-tårnfalk, Falco rupicolus, af latin rupis (‘klippe’) og colere (‘at bo’); samt oides (‘ligner’), således ‘den der ligner klippe-tårnfalk’. Det danske navn er temmelig intetsigende, da der er adskillige arter af tårnfalk i Afrika. Den burde snarere kaldes for hvidøjet tårnfalk – et langt mere dækkende navn.

 

 

Afrikansk tårnfalk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polihierax semitorquatus Afrikansk pygmæfalk
Denne diminutive falk er den mindste rovfugl i Afrika. Den er muligvis slægtens eneste medlem, idet gulbenet pygmæfalk (P. insignis) fra Sydøstasien, der i øjebklikket er placeret i denne slægt, måske tilhører en anden slægt, Neohierax.

Adulte afrikanske pygmæfalke er hvide på undersiden og i ansigtet, hannen er grå på oversiden, mens hunnen har kastanjefarvet ryg. Arten er udbredt i to adskilte områder, fra Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania, samt fra det sydvestlige Angola mod syd til det nordlige Sydafrika og det sydvestlige Botswana.

Slægtsnavnet er afledt af græsk polios (‘grå’) og hierax (‘høg’), artsnavnet af latin semi (‘halvt’) og torques (‘halsbånd’).

 

 

Hun af afrikansk pygmæfalk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af afrikansk pygmæfalk, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af afrikansk pygmæfalk, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Psittacidae Papegøjer
Papegøjer findes i de fleste varmere egne af kloden. Familien omfatter omkring 400 arter, fordelt på 92 slægter.

 

Poicephalus
En slægt på 10 arter, udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk phaios (‘grå’, ‘mørk’) og kephale (‘hoved’).

 

Poicephalus meyeri Meyers papegøje
Denne art er overvejende brun, med grøn bug og en lysende gul plet på forvingen samt i panden. Den er opdelt i 6 underarter, udbredt fra Chad og den nordlige del af den Centralafrikanske Republik mod øst til Eritrea og Ethiopien, og derfra mod syd gennem den indre del af Østafrika til Angola, det nordlige Namibia, Botswana, Zimbabwe og det nordligste Sydafrika.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Bernhard Meyer (1767-1836), som sammen med Johann Wolf (1765-1824) skrev Naturgeschichte der Vögel Deutschlands (1806).

 

 

Meyers papegøje, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Poicephalus rufiventris Rødbuget brunpapegøje
Hannen af denne art har rødorange bug, hunnen grøn. Den er udbredt fra Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘ræverød’) og ventris (‘bug’).

 

 

Rødbuget brunpapegøje, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracopsis Vasapapegøjer
En lille slægt på 4 mørke papegøjer, som er begrænset til Madagascar, Comorerne og Seychellerne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk korax (‘ravn’) og opsis (‘ligner’), hvilket sigter til disse fugles mørke fjerdragt. Det danske navn er en tillempning af det malagasiske ord vaza for stor vasapapegøje (nedenfor).

 

Coracopsis vasa Stor vasapapegøje
Denne art er ret almindelig på hele Madagascar samt på Comorerne, men den synes at være gået tilbage i de senere år.

 

 

Stor vasapapegøje æder frugter af et træ, Itsoundzou, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calyptomenidae Brednæb
En familie med to slægter, Calyptomena med 3 arter, der findes på Malacca-halvøen og på Borneo, samt Smithornis med 3 arter, der lever i Afrika. De var alle førhen placeret i familien Eurylaimidae, men genetisk forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtet med de øvrige brednæb. Jeg finder det dog besynderligt, at to slægter, der forekommer så langt fra hinanden, skulle tilhøre samme familie.

 

Smithornis Afrikanske brednæb
Denne slægt rummer 3 arter, der lever i skove syd for Sahara.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som blev den første direktør for Cape Town Museum. Anden del af navnet betyder ‘fugl’ på oldgræsk.

 

Smithornis capensis Afrikansk brednæb
Denne arts hovedudbredelse strækker sig fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Den har også en pletvis udbredelse i Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til den Centralafrikanske Republik, og derfra mod syd til Angola. Den lever i forskellige skovtyper og tætte krat.

Artsnavnet refererer til Kap Det Gode Håb i Sydafrika, hvilket beror på en fejl, da arten ikke findes her.

 

 

Han af afrikansk brednæb, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af afrikansk brednæb, Pugu Forest, nær Dar-es-Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pittidae Pittaer
Denne familie af pragtfuldt farvede fugle rummer omkring 45 arter, udbredt i Asien, Australasien og Afrika. De var førhen placeret i en enkelt slægt, Pitta, men genetiske studier har forårsaget, at de er blevet opsplittet i 3 slægter, Pitta med 16 arter, Erythropitta med omkring 16 arter, samt Hydrornis med 13 arter.

Navnet Pitta er af dravidisk oprindelse, fra Telugu pitta, hvilket betyder ‘et yndigt kæledyr’.

 

Pitta angolensis Afrikansk pitta
Opdelt i 3 underarter er denne fugl udbredt i Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til Cameroon, og derfra mod syd til det nordlige Angola, samt i det sydøstlige Afrika, fra det sydøstlige Zaire og Tanzania mod syd til det nordøstlige Sydafrika og det nordlige Mozambique. Uden for yngletiden trækker fugle fra det sidstnævnte område mod nord til Kenya, Uganda, det nordlige Zaire og den Centralafrikanske Republik.

Den nært beslægtede grønbrystede pitta (P. reichenowi) erstatter den afrikanske pitta i de tætte regnskove i Congo-bækkenet. Genetiske studier antyder, at de vestlige bestande af angolensis måske i realiteten er underarter af den grønbrystede pitta.

 

 

Denne afrikanske pitta er blevet fanget i et net for at blive ringmærket, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Platysteiridae
Denne familie af små insektædende fugle er udbredt syd for Sahara. Den indeholder lapøjer (Platysteira), batiser (Batis), samt måske drosseltornskade (Lanioturdus torquatus). De holder til i skove, krat og åbne steder med trævækst.

 

Batis Batiser
Disse fugle, omkring 20 arter, har en markant fjerdragt, typisk med en sort ansigtsmaske, et sort eller farvet brystbånd, samt hvid strube. Han og hun har oftest forskellig fjerdragt.

Slægtsnavnet er oldgræsk batis, eller batidos, en uidentificeret ormeædende fugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Batis mixta Tanzaniabatis
Denne fugl er udbredt i kystnære skove i det sydøstlige Kenya og det nordlige Tanzania, hvor den holder til i underskoven. Tidligere mente man, at den havde en langt større udbredelse, men fugle i bjergegne er blevet splittet ud til en selvstændig art, B. crypta, og fugle fra det sydøstlige Tanzania er tøvende blevet opgraderet til B. reichenowi (se nedenfor).

Artsnavnet er latin, af miscere (‘at blande’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

Han (øverst) og hun af Tanzaniabatis, Pugu Forest, nær Dar-es-Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Batis (mixta) reichenowi Mikindanibatis
Denne art er begrænset til skove i det sydøstlige Tanzania. Den blev førhen betragtet som en underart af Tanzaniabatis (ovenfor), men er tøvende blevet opgraderet til en særlig art. Genetiske studier har imidlertid påvist, at DNA-prøver fra Mikindanibatis er placeret inden for sekvenser fra Tanzaniabatis. Det fremgår også af billederne herunder, at den stort set er identisk med Tanzaniabatis.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske ornitolog og herpetolog Anton Reichenow (1847-1941), der indsamlede fugle i Vestafrika 1872-73. Han skrev også værket Die Vögel Afrikas (1900-05). Det danske navn hentyder til en region nær byen Mtwara i det sydøstlige Tanzania.

 

 

Han af Mikindanibatis, Ngarama Forest Reserve, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af Mikindanibatis, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Batis molitor Brunstrubet batis
En almindelig og vidt udbredt art i åbne skove, fra Gabon, Zaire og Kenya mod syd til det sydøstlige Sydafrika. Den undgår tæt regnskov og ørkener og mangler i Congo-bækkenet samt i store dele af det sydvestlige Afrika.

Fjerdragten hos han og hun er forskellig, idet hannen har et sort brystbånd, mens det hos hunnen er kastanjefarvet. Hunnen har desuden en kastanjefarvet plet på struben, hvilket har givet arten dens danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘møller’. Det blev oprindelig hæftet på Kapbatis (B. capensis), afledt af Boer-hollandsk moolenar (‘møller’), hvilket sigter til, at hannens sang skulle minde om lyden fra kværnende møllesten.

 

 

Han af brunstrubet batis, Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malaconotidae Busktornskader
En afrikansk gruppe af spurvefugle, som lever i skove og kratland. De var førhen placeret sammen med tornskaderne i familien Laniidae (nedenfor), men er nu overført til en særskilt familie, som indeholder busktornskader (slægterne Malaconotus, Telophorus, Chlorophoneus og Rhodophoneus), kratskader (Tchagra og Bocagia), bubuer og gonoleker (Laniarius), kvastrygge (Dryoscopus), samt brubru (Nilaus afer).

 

Telophorus Busktornskader
Denne lille slægt med 3 arter findes syd for Sahara.

 

Telophorus viridis ssp. nigricauda Firefarvet busktornskade
Denne art blev førhen kaldt for Telophorus quadricolor, men betragtes nu som en underart af grøn busktornskade (T. viridis), som er udbredt i det vestlige Afrika, fra Gabon mod syd til Angola og det vestlige Zambia, samt i det østlige Afrika, fra det sydlige Kenya mod syd til Sydafrika. Underarten nigricauda er begrænset til kystnære skove i Kenya og Tanzania.

 

 

En pragtfuld firefarvet busktornskade basker med vingerne, Rondo-skoven, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius Bubuer og gonoleker
Denne slægt rummer omkring 22 arter, udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af Lanius, navnet på de egentlige tornskader, givet på grund af nogle af arternes lighed med tornskader.

Navnet bubu er et Malinke-ord, sandsynligvis en lydefterligning af kaldet hos tropisk bubu (nedenfor). Navnet gonolek er formodentlig en imitation af kaldet hos hvidbåndet gonolek (nedenfor).

 

Laniarius major Tropisk bubu
Denne arts taksonomi er kompliceret, og den er fornylig blevet opsplittet i adskillige arter. Den var tidligere kendt som L. aethiopicus, men dette navn er nu reserveret for fugle fra Ethiopien og omliggende lande. Den nuværende udbredelse af major er fra Sierra Leone mod øst til Sydsudan og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til Botswana og det nordlige Sydafrika. Den forekommer også sporadisk i Zaire og Angola.

 

 

Tropisk bubu, Samfya, nordlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius ferrugineus Okkerbubu
Denne art forekommer i den sydøstlige del af Afrika, fra det østlige Botswana, det sydlige Zimbabwe og Mozambique mod syd til Kap-området i Sydafrika. Den lever i forskellige habitater, bl.a. krat, mangrove, haver og galleriskov langs floder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, af ferrugo (‘rust’), hvilket sigter til undersidens farve.

 

 

Okkerbubu, De Hoop Nature Reserve, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius atrococcineus Hvidbåndet gonolek
Denne markante fugl har skarlagenrød underside, sort overside, samt et hvidt bånd midt gennem den lukkede vinge. Den er udbredt fra det sydlige Angola, det sydlige Zambia og Zimbabwe mod syd til Namibia og det nordlige Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og coccineus (‘skarlagenrød’).

 

 

Hvidbåndet gonolek, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius erythrogaster Skarlagen-gonolek
Denne fugl minder om den foregående art, men har hvis iris og mangler det hvide vingebånd. Den er udbredt tværs over Sahel-zonen, fra Cameroun mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania, med en isoleret forekomst i Rwanda og Burundi.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

 

 

Skarlagen-gonolek, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae (ovenfor), hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius humeralis Nordlig sortrygget tornskade
Denne art lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. græsland, krat og åbne skove, fra Mauritanien og Sierra Leone mod øst til Cameroun, og derfra mod syd til Angola, samt fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til Zambia og Mozambique.

Den regnedes førhen for at være samme art som sydlig sortrygget tornskade (L. collaris), under navnet sortrygget tornskade. Kønnene er ens, bortset fra at hunnen har brunlige flanker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af skuldrene’, af umerus (‘skuldre’), hvilket formodentlig hentyder til en stor hvid plet på vingen.

 

 

Hun af nordlig sortrygget tornskade, Hell’s Gate, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius excubitoroides Grårygget tornskade
En almindelig og vidt udbredt fugl, som ofte træffes i småselskaber i tørre græsklædte områder, fra Nigeria mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til det østlige Zaire og det sydlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af excubitor, artsnavnet på stor tornskade; samt af græsk oides (‘ligner’). Navnet excubitor betyder ‘vagtpost’, af excubare (‘at holde udkig’). Ifølge den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) holder den store tornskade udkig efter høge og advarer andre mindre fugle gennem sit advarselskald.

 

 

Fællessang hos gråryggede tornskader, siddende i en akacie, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråryggede tornskader, siddende i papyrus (Cyperus papyrus) (øverst), samt i en akacie, Lake Naivasha, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grårygget tornskade, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grårygget tornskade æder en rød larve, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius cabanisi Kenya-tornskade
Denne sociale art, som er nært beslægtet med grårygget tornskade (ovenfor), er udbredt fra Somalia og det centrale Kenya mod syd til det sydlige Tanzania. Den lever på tørre savanner, samt i åben skov og landbrugsarealer.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie (1853).

 

 

Fællessang hos Kenya-tornskade, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Fuglen t.h. er en lillabrystet ellekrage (Coracias caudatus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kenya-tornskader, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius dorsalis Taita-tornskade
Denne enligtlevende fugl holder til i tørre, åbne skovområder, specielt med akacier, fra det sydøstlige Sydsudan, det sydlige Ethiopien og det vestlige Somalia mod syd til det nordlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af latin dorsum (‘ryg’), hvilket formodentlig sigter til artens grå ryg. Det danske navn refererer til Taita Hills i Kenya, hvor type-eksemplaret formentlig blev indsamlet.

 

 

Taita-tornskade, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius minor Rosenbrystet tornskade
Denne art yngler fra Sydeuropa, Østrig, det østlige Polen, de baltiske lande og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan, Xinjiang, Iran og det nordlige Afghanistan. Den trækker gennem de østlige egne af Afrika og tilbringer vinteren i det sydlige Afrika. Den er set nogle få gange i Danmark.

Det latinske artsnavn betyder ‘mindre’, dvs. sammenlignet med stor tornskade (L. excubitor). Det danske navn sigter til artens rosa skær på undersiden.

 

 

Rosenbrystet tornskade, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosenbrystet tornskade, siddende på en termittue, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urolestes melanoleucus Broget tornskade
Denne fugl, som er det eneste medlem af slægten, lever i græsland med spredte akacier. Den er vidt udbredt og stedvis almindelig. Den forekommer i to adskilte områder, i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, samt fra det sydlige southern Angola og Zambia mod syd til det nordlige Namibia, det nordlige Sydafrika og Mozambique.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oura (‘hale’) og leistes (‘røver’), således ‘røveren med (lang) hale’, hvilket sigter til måden, som tornskader opbevarer føden på (se Lanius ovenfor). Det videnskabelige artsnavn betyder ‘broget’, afledt af græsk melas (‘sort’) og leukos (‘hvid’).

 

 

Broget tornskade, siddende i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eurocephalus
En slægt med bare to arter, udbredt i det østlige og sydlige Afrika.

 

Eurocephalus rueppelli Hvidgumpet tornskade
Denne art er almindelig i tørt kratland, halvørken og savanner med spredte akacier, fra det sydøstlige Sydsudan og det sydlige Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eurus (‘bred’) og kephale (‘hoved’), mens artsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

Hvidgumpet tornskade, siddende i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hvidgumpede tornskade sidder på et blad af en aloë, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dicruridae Drongoer
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Dicrurus, med i alt 25 arter af insektædende fugle. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende. Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den kløftede hale hos de fleste af disse fugle.

 

Dicrurus adsimilis Gaffelhalet drongo
En almindelig og vidt udbredt standfugl i åbne områder syd for Sahara, fra Gabon og Ethiopien mod syd til Kap-provinsen. Den undgår tæt skov og de mest tørre ørkener. Førhen mente man, at den også var udbredt i Asien, men asiatiske fugle betragtes nu som en særskilt art, sort drongo (D. macrocercus).

Artsnavnet er en form af det latinske ord assimilis (‘lignende’). Da den tyske naturhistoriker Johann Matthäus Bechstein (1757-1822) beskrev fuglen i 1794, mente han, at den havde form som alliken (Coloeus monedula).

 

 

Gaffelhalet drongo, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicrurus ludwigii Rethalet drongo
Denne fugl lever i skove i det østlige og sydlige Afrika, fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika, samt fra Angola mod øst gennem Zambia til Mozambique. Tidligere blev fugle i det vestlige Afrika betragtet som underarter af rethalet drongo, men de er nu blevet henført til to selvstændige arter, ligehalet drongo (D. sharpei) og vestlig rethalet drongo (D. occidentalis).

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske farmakolog og forretningsmand Carl Ferdinand Heinrich von Ludwig (1784-1847), senere benævnt Baron von Ludwig, som indsamlede planter i Sydafrika mellem 1805 og 1847. Han stod bag etableringen af den første botaniske have i Cape Town.

 

 

Rethalet drongo, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Monarchidae Monark-fluesnappere
Denne familie indeholder 16 slægter med omkring 100 arter af langhalede insektædere. De fleste arter er standfugle, udbredt i Afrika syd for Sahara, Sydøstasien og Australasien, samt på nogle øer i Stillehavet.

 

Trochocercus Topmonarker
Efter genetiske undersøgelser er kun to arter forblevet i denne slægt, mens tre arter, der tidligere var placeret i slægten, er blevet overført til slægten Elminia.

Slægtsnavnet er afledt af græsk trokhos (‘cirkulær’, ‘rund’) og kerkos (‘hale’).

 

Trochocercus cyanomelas Sorthovedet topmonark
Denne fugl er tilknyttet forskellige skovtyper. Den forekommer fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til den sydlige del af Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘mørkeblå’) og melas (‘sort’), hvilket sigter til det blålige skær i hannens sorte fjerdragt.

 

 

Han af sorthovedet topmonark, Pugu Forest, nær Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af sorthovedet topmonark, Rondo Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie indeholder 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skovskader, husskader, træskader, alpekrage og alpeallike, nøddekriger og andre.

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle tempererede egne af verden, med undtagelse af Sydamerika. Navnet ravn benyttes om de største arter, krage og råge om lidt mindre arter. Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus crassirostris Tyknæbbet ravn
Den tyknæbbede ravn er begrænset til et ret lille område i det østlige Afrika, hvor den lever i højder mellem 1500 og 3400 m i Ethiopien, Eritrea og Somalia.

Denne art er den største nulevende spurvefugl, indtil 70 cm lang og med en vægt op til 1,5 kg. Dens meget store næb, op til 9 cm langt, er sammenpresset fra siden og stærkt buet. Det er sort med hvid spids. Fjerdragten er sort, bortset fra hals og vinger, som er brunlige, samt en stor hvid plet i nakken.

 

 

Tyknæbbet ravn, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus albicollis Hvidhalset ravn
Denne art minder en del om den tyknæbbede ravn, men næbbet er meget mindre, og den hvide plet i nakken sidder længere nede. Den er hjemmehørende fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd gennem det sydøstlige Afrika til Kap-området. Den findes hovedsagelig i bjergområder og har nemt kunnet tilpasse sig til at leve i landsbyer og mindre byer.

 

 

Hvidhalset ravn, Kigali, Rwanda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhalset ravn, Ruwenzori Nationalpark, østlige Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus rhipidurus Korthalet ravn
En af de mindre ravnearter, helt sort, inklusive næb og fødder, med en længde på omkring 50 cm, ret tykt næb, kort hale og brede vinger. Den findes fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

 

 

Korthalet ravn, Simien-bjergene, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Korthalet ravn, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus albus Broget krage
Denne vidt udbredte art forekommer i hele Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskove og ørkener. Den findes også på Madagascar og adskillige øgrupper nær det afrikanske fastland, deriblandt Comorerne, Aldabra og Fernando Po. Den lever mest i åbent land og træffes ofte i landsbyer og byer.

 

 

Broget krage, Sesriem, Namibia. I dette land undgår arten Namib-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Broget krage, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zavattariornis stresemanni Sidamokrage
Det menes, at denne fugl er medlem af kragefamilien, men det er ikke helt sikkert. Dens fjerdragt er hovedsagelig bleggrå, strube, den øvre del af brystet samt undergumpen er hvide, mens vinger og hale er skinnende sorte. Omkring øjet findes en smal ring af nøgen, stærkt blå hud.

Arten har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes i tornet akacieland i omegnen af byen Yabello i det sydlige Ethiopien. Den færdes som regel i mindre flokke og lever hovesagelig af insekter.

Slægtsnavnet hædrer den italienske zoolog Edoardo Zavattari (1883-1972), som var direktør for den zoologiske afdeling på Sapienza-universitetet i Rom 1935-53. Han støttede fascisme og anti-semitisme på basis af sine biologiske studier og var blandt dem, der underskrev Manifesto della razza, et racistisk manifest fra 1938, der førte til de anti-semitiske love i Kongedømmet Italien, som fratog jøderne deres italienske statsborgerskab og deres offentlige stillinger.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og ornitolog Erwin Friedrich Theodor Stresemann (1889-1972), som skrev indlæg i senere udgaver af værket Handbuch der Zoologie (først publiseret 1863-75), og han var redaktør af tidsskriftet Journal für Ornithologie. Han viste tillige interesse for digterkunst, filosofi og sprogkundskab, og han offentliggjorde en monografi over det austronesiske Paulohi-sprog, baseret på studier, som han foretog på en ornitologisk ekspedition til den indonesiske ø Seram.

Det danske navn hentyder til Sidamo-provinsen, en tidligere provins i det sydlige Ethiopien, beliggende i det område, hvor byen Yabello i dag befinder sig.

 

 

Sidamokrager søger føde på et termitbo, nær Yabello, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Ammomanes Ørkenlærker
Som et resultat af genetiske undersøgelser indeholder denne slægt nu kun 3 arter, mens 4 andre er blevet overført til andre slægter. De tre tilbageværende arter er udbredt fra den nordlige del af Afrika mod øst til Kazakhstan og den Indiske Halvø.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ammos (‘sand’) og manes (‘holde meget af’), fra mania (‘passion’), hvilket sigter til, at disse fugle fortrinsvis lever i sandede områder.

 

Ammomanes deserti Stor ørkenlærke
Denne art er vidt udbredt i det nordlige Afrika, fra Marokko og Mauritanien mod øst til Rødehavet og langs kysten til Somalia, og desuden i Arabien og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Thar-ørkenen i det nordvestlige Indien.

 

 

Stor ørkenlærke i morgensol, Seldja, nær Metlaoui, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calandrella
Denne lille slægt med 6 arter blev oprettet i 1829 af den tyske naturhistoriker Johann Jakob von Kaup (1803-1873), der troede på en strengt matematisk orden i naturen og klassificerede planter og dyr efter det mærkværdige quinariske system, som lagde vægt på antallet fem og fastslog, at alle taxa kunne opdeles i fem undergrupper, og hvis der kendtes færre end fem, var quinarianerne overbevist om, et den eller de manglende taxa blot skulle findes.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk kalandros, kalanderlærken (Melanocorypha calandra). Tilsyneladende fandt Kaup, at typearten, den korttåede lærke (C. brachydactyla), lignede en lille kalanderlærke.

Et antal arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til andre slægter.

 

Calandrella cinerea Rødisset lærke
Vidt udbredt i åbne områder, fra Zaire, Uganda og Kenya mod syd til den sydlige spids af kontinentet, med en isoleret bestand på Jos-plateauet i Nigeria.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’ – et mærkeligt navn på denne fugl, der har rødlig isse, brun overside og hvidlig underside.

 

 

Syngende rødisset lærke, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mirafra Busklærker
I dag omfatter denne slægt omkring 24 arter, som er udbredt i Afrika syd for Sahara, i sydlige egne af Asien, samt i Australien. Mange tidligere medlemmer af slægten er blevet overført til andre slægter.

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

Mirafra africana Rødnakket busklærke
Denne fugl, der omfatter ikke færre end 23 underarter, er vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika, og den har også spredte bestande i Sahel-zonen og Somalia. Den lever i forskellige typer af græsklædte områder.

 

 

Syngende rødnakket busklærke, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mirafra hypermetra Rødvinget busklærke
Denne art har en spredt forekomst på savanner i det østlige Afrika, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania.

 

 

Rødvinget busklærke, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calendulauda
Medlemmerne af denne slægt, i alt 8 arter, var førhen placeret i slægten Mirafra. De er begrænset til Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne på lærker, Calendula og Alauda.

 

Calendulauda sabota Sabota busklærke
Udbredt i det sydlige Afrika, fra Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika. Den lever i krat og græsland.

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet sebotha, som er navnet på forskellige lærker.

 

 

Sabota busklærke, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eremopterix Spurvelærker
Disse små lærker, der omfatter 8 arter, har navn efter deres spurvelignende udseende. De forekommer overalt i Afrika, med undtagelse af de nordligste egne samt regnskove. Endvidere findes de på Madagascar, i den sydlige del af Arabien, i det sydlige Iran, samt på det indiske subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eremos (‘ørken’) og pteron (‘vinge’), dvs. ‘ørkenfugle’.

 

Eremopterix leucopareia Savannelærke
Denne art findes fra den østligste del af Zaire og det nordlige Kenya mod syd til det østlige Zambia, det nordlige Malawi og det nordvestlige Mozambique. Dens naturlige levesteder er savanner, hvilket afspejles af det danske navn.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og pareion (‘kind’). På engelsk hedder arten Fischer’s sparrow-lark, opkaldt efter den tyske opdagelsesrejsende Gustav Adolf Fischer (1848-86), som udforskede dele af Østafrika 1876-86. På sin sidste rejse blev han smittet med sortvandsfeber (galdefeber), som han døde af kort efter hjemkomsten til Tyskland.

 

 

Savannelærke, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Macrosphenidae Afrikanske sangere
Medlemmerne af denne nyetablerede familie, der rummer 6 slægter med omkring 19 arter, var førhen placeret i familien Sylviidae. Familien er begrænset til Afrika syd for Sahara.

 

Macrosphenus Langnæb
En slægt med 5 arter af skovfugle. Slægtsnavnet er afledt af græsk makros (‘lang’) og sphenos (‘kile’), hvilket hentyder til næbbets form hos disse fugle.

 

Macrosphenus kretschmeri Lysbuget langnæb
Denne art lever først og fremmest i den østlige del af Tanzania, men der er også små bestande i det sydlige Kenya og det nordlige Mozambique. Dens habitat er forskellige skovtyper.

Det latinske artsnavn sigter til den tyske ornitolog Eugen Franz Kretschmer (1868-94), der indsamlede fugle i Kenya. Han og hans ledsagere blev imidlertid dræbt af indfødte kort efter starten på en ekspedition.

 

 

Denne lysbugede langnæb er blevet fanget for at blive ringmærket, Pugu Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. De afrikanske arter er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de asiatiske arter lever i åbent land.

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Pycnonotus capensis Kapbulbul
Denne fugl, som er endemisk i den sydvestligste del af Sydafrika, kendes nemt på den brunlige fjerdragt, den gule undergump og den brede hvide øjenring. Den er ret almindelig i en række habitater, deriblandt åben skov, krat, haver og fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske).

 

 

Kapbulbul, De Hoop Nature Reserve, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chlorocichla
En slægt med 5 arter af skovfugle, udbredt i Afrika syd for Sahel-zonen, fra Sierra Leone mod øst til det nordlige Zaire, det sydlige Kenya og det sydlige Somalia, mod syd til det nordlige Namibia, det nordlige Botswana, samt den nordøstligste del af Sydafrika.

Medlemmerne af denne slægt er gullige eller lysegrønne. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og kikhle (‘drossel’).

 

Chlorocichla flaviventris Gulbuget bulbul
Denne art adskiller sig fra de øvrige medlemmer af slægten gennem at leve i mere åbne habitater, bl.a. tørskov og miombo-savanne med spredte træer.

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og venter (‘bug’), men hele fuglen er gullig, og den har en tydelig smal gul øjenbrynsstribe.

 

 

Gulbuget bulbul, Pugu Forest (øverst) og Nyangamara Forest, begge i Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyllastrephus
De fleste af de 20 arter i denne slægt er grønlige skovfugle, men to af dem er dog brunlige. Disse fugle er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk phyllon (‘blad’) og strepho (‘at kaste eller vende’), hvilket formodentlig sigter til, at disse fugle vender blade på skovbunden i søgen efter føde.

På vores ekspedition til Rondo Forest i det sydlige Tanzania i november 1988 fangede vi en fuldt udvokset gråmasket bulbul (P. flavostriatus), som har været mindst 7 måneder og mere sandsynligt mindst 18 måneder gammel. Denne fugl blev fanget igen i Rondo Forest d. 18. december 2006 af Elias Mungaya og andre medlemmer af Wildlife Conservation Society of Tanzania. Den var således mindst 18 år og 8 måneder gammel – en betragtelig alder for medlemmer af denne familie.

 

Phyllastrephus strepitans Nordlig brunbulbul
Denne fugl er udbredt i mere tørre skove og krat, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania. Den har brun overside, lysebrun underside og rødbrun hale.

Artsnavnet er afledt af latin strepere (‘at lave støj’).

 

 

Nordlig brunbulbul, Pugu Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bleda Børstenæb
En slægt med 5 arter, som er udbredt i regnskove fra Senegal mod øst til det vestlige Kenya, mod syd til det nordlige Angola og det sydlige Zaire. De lever i underskoven, hvor de ofte følger efter hærmyrer på vandring og snapper de insekter eller andre smådyr, der flygter fra myrerne.

Slægtsnavnet refererer til Bleda (død 445), ældre broder til hunnerkongen Attila. De regerede deres rige sammen, men Bleda blev sandsynligvis myrdet af Attila.

I 1837, da den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855) beskrev rødhalet børstenæb (nedenfor), navngav han den Dasycephala syndactyla. Navnet Dasycephala blev imidlertid senere anvendt for en slægt i den amerikanske familie Tyrannidae. Navnet på denne slægt blev senere ændret til Attila, hvilket sigter til disse fugle aggressive adfærd. Så måske kan vi antage, at dette er grunden til at den rødhalede børstenæb fik navnet Bleda. Hvis nogen har en bedre forklaring, hører jeg gerne om det.

Det danske navn sigter til de lange, stive hår ved basis af næbbet.

 

Bleda syndactylus Rødhalet børstenæb
En markant fugl med olivengrøn overside, gulliggrøn underside, gul strube og rødbrun hale. Den findes i regnskov fra Sierra Leone mod øst til det vestlige Kenya, mod syd til det nordlige Angola og det sydlige Zaire.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med sammenvoksede fingre’. Har denne fugl mon ‘svømmehud’ mellem tæerne?

 

 

Rødhalet børstenæb, Bwamba Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bleda notatus Gultøjlet børstenæb
Denne fugl lever i regnskov fra det østlige Nigeria og Gabon mod øst gennem Zaire til Uganda. Den blev førhen regnet som værende samme art som grønhalet børstenæb (B. eximus), der i dag betragtes som værende begrænset til Vestafrika.

Adulte fugle har knaldgul iris, yngre fugle brun.

Det latinske artsnavn betyder ‘markant’. Hvad det sigter til, er uklart.

 

 

Gultøjlet børstenæb, Bwamba Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (Hirundo rustica) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Hirundo
Denne slægt rummer omkring 16 arter, alle med undtagelse af en enkelt begrænset til den Gamle Verden. Landsvalen (H. rustica) forekommer også i Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Hirundo smithii Trådhalesvale
Denne fugl, som har navn efter de stærkt forlængede, tynde ydre halefjer, er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, men undgår ørken områder og tæt regnskov. Arten findes også på det indiske subkontinent og i Indokina.

Undersiden er næsten snehvid, oversiden er mørkeblå, og issen er kastanjefarvet. Hunnen har kortere ydre halefjer end hannen.

Artsnavnet blev givet til minde om den norske læge, botaniker og geolog Christen Smith (1785-1816). Han deltog i en ekspedition til de Kanariske Øer og Madeira, hvor han indsamlede over 600 plantearter, af hvilke omkring 50 var nye for videnskaben. Senere deltog han i en ekspedition, hvis formål var at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest. Ekspeditionsskibet HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det andet skib Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km inde i landet. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og sygdomme tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

 

 

Trådhalesvale, Kisigese, østlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundo megaensis Hvidhalet svale
Denne art er begrænset til et meget lille område i Yabello-Mega-regionen i det sydlige Ethiopien, hvor den lever i græsland, græsgange og nær menneskelig bebyggelse. Der er måske færre end 5000 individer af denne fugl.

Artsnavnet hentyder til området, som fuglen lever i, mens det danske navn sigter til dens overvejende hvide hale.

 

 

Hvidhalet svale, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cecropis
En lille slægt med 9 arter, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Rødrygget svale (C. daurica) forekommer tillige i Sydeuropa. Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Hirundo (ovenfor).

 

Cecropis abyssinica Lille stribesvale
Denne markante fugl findes i størsteparten af Afrika, fra Sierra Leone, det sydlige Sudan og Ethiopien mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika. Den er fraværende i den sydvestligste del af kontinentet. Den lever fortrinsvis i åbne områder.

Artsnavnet refererer til Abyssinien, et ældre navn for Ethiopien.

 

 

Små stribesvaler hviler på en klippe, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cecropis cucullata Sydlig stribesvale
Denne fugl minder om den foregående art, men er større, og stribningen på undersiden er finere. Den er almindelig og tillidsfuld og yngler ofte på bygninger. Udbredelsesområdet er fra Angola og Zambia mod syd til Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn betyder ‘bærer hætte’, hvilket sigter til den kastanjebrune isse.

 

 

Sydlig stribesvale, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ptyonoprogne Klippesvaler
En slægt med 4 arter brunlige svaler, udbredt i Sydeuropa, det centrale og sydlige Asien, samt næsten hele Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ptyon (‘en vifte’), hvilket hentyder til den udbredte hales form. Den anden del af navnet sigter til Prokne, en kvinde i den græske mytologi. Hun var gift med Kong Tereus af Trakien og moder til drengen Itys. Engang, da Proknes smukke søster Filomela var på besøg, blev hun voldtaget af Tereus, som rev hendes tunge ud for at forhindre hende i at fortælle, hvad der var sket. Hun vævede imidlertid et vægtæppe, der åbenbarede hændelsen, og de to kvinder besluttede at tage hævn. Prokne dræbte Itys og kogte ham, hvorefter hun serverede ham som måltid til sin mand. Efter måltidet præsenterede de Tereus for det afhuggede hoved af hans søn. Han greb en økse og forfulgte søstrene for at dræbe dem. I deres desperation bad de guderne om hjælp til at undslippe Tereus, og guderne forvandlede Prokne til en svale og Filomela til en nattergal.

 

Ptyonoprogne fuligula Bleg klippesvale
Bleg klippesvale er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, men mangler i størsteparten af Ethiopien, Somalia, samt Congo-lavningen.

Tidligere blev denne fugl betragtet som værende samme art som lys klippesvale (P. obsoleta), der lever i det nordlige Afrika, samt mørk klippesvale (P. concolor), som forekommer i det sydlige Asien. I dag regner de fleste autoriteter dem som 3 selvstændige arter.

Artsnavnet er afledt af latin fuligo (‘sod’) og gula (‘strube’), således ‘med sodfarvet strube’.

 

 

Bleg klippesvale, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cisticolidae Cistussangere, priniaer m.fl.
Medlemmerne af denne familie af diminutive spurvefugle udgør omkring 26 slægter med c. 160 arter. De var førhen placeret i den store sangerfamilie (Sylviidae), men er nu blevet overført til en særskilt familie.

 

Cisticola Cistussangere, cisticolaer
En slægt med ca. 50 arter, der næsten alle er endemiske i Afrika, med en enkelt art på Madagascar, nogle få i Asien, samt en enkelt, cistussangeren (C. juncidis), hvis udbredelsesområde når Sydeuropa.

Slægten blev beskrevet af den tyske naturhistoriker Johann Jakob Kaup (1803-73). Slægtsnavnet kommer af kisthos, det græske ord for cistroser (Cistus), også kaldt soløjetræer, samt af latin colere (‘at bo’). Formodentlig observerede Kaup cistussangeren blandt buske af denne slægt.

 

Cisticola lais Klagecisticola
Denne fugl lever i græsland i ret store højder, fra det østlige Zimbabwe og Mozambique mod syd til det sydøstlige Sydafrika. Der er også en isoleret bestand i Angola.

Artsnavnet (udtales ‘la-is’) er et latinsk ord for sanger. Det skulle hentyde til den ene af to prostituerede i Oldtidens Grækenland, Lais af Korinth (død ca. 425 f.Kr.) eller Lais af Hykkara (død 340 f.Kr.). Den førstnævnte blev myrdet af jalous hustruer, der frygtede for deres mænds troskab og moral. Forbindelsen til cisticolaen er svær at få øje på.

Det danske navn sigter formodentlig til artens kald, et langtrukket wheee.

Førhen blev Lynes’s cisticola (C. distinctus), der findes i det østlige Uganda, Kenya og Tanzania, betragtet som en underart af klagecisticola.

 

 

Klagecisticola, Chimanimani Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apalis
Denne slægt af små sangere rummer omkring 25 arter, vidt udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er efter sigende afledt af oldgræsk hapalos (‘skrøbelig’ eller ‘blid’). Andre foreslår, at ordet er et afrikansk navn på disse fugle.

 

Apalis flavida Gulbrystet apalis
En vidt udbredt art, der lever i forskellige typer skov og savanne, fra Senegal mod øst til Cameroun, og derfra mod syd til det nordlige Namibia, samt fra det sydvestlige Ethiopien mod syd til det sydøstlige Sydafrika.

Nordøstlige bestande, fra det østlige Ethiopien mod syd til det nordøstlige Tanzania, er fornylig blevet splittet ud som en selvstændig art, brunhalet apalis (A. flavocincta).

Det latinske artsnavn kommer af flavus (‘gul’).

 

 

Denne gulbrystede apalis er blevet fanget i et mistnet, Nyangamara Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Promeropidae Sukkerfugle
Sukkerfugle omfatter to arter, de eneste medlemmer af denne sydafrikanske familie. Som det danske navn antyder, lever de hovedsagelig af nektar. Derved minder de om store solfugle af familien Nectariniidae (nedenfor), men er ikke nært beslægtet med dem.

For den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), der oprettede slægten i 1760, må de have mindet om biædere, siden han kombinerede det oldgræske præfiks pro (‘tæt på’) med slægtsnavnet på biædere, Merops.

 

Promerops cafer Kapsukkerfugl
En overvejende brunlig fugl med gul undergump og let nedadbøjet næb. Den er især karakteriseret ved hannens meget lange halefjer, op til 38 cm lange, mens hunnens er meget kortere, op til 12 cm.

Denne art er enedemisk i fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske) i Kap-området i den sydligste del af Sydafrika. Den ses ofte fouragere i blomster af familien Proteaceae, der har talrige medlemmer i det sydlige Afrika.

I zoologisk sammenhæng betyder det latinske artsnavn blot ‘fra Sydafrika’. Egentlig kommer ordet af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

Han af kapsukkerfugl, Betty’s Bay, Kap-provinsen, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af kapsukkerfugl, Kap Det Gode Håb, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære
Stære udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet.

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Lamprotornis Glansstære
En slægt med omkring 23 arter, der forekommer i Afrika syd for Sahara. De er karakteriseret ved deres metalskinnende grønlige eller blålige fjerdragt på over siden og ofte også på undersiden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lampros (‘strålende’) og ornis (‘fugl’).

 

Lamprotornis chloropterus Nordlig miombo-glansstær
Denne fugl er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Senegal og Mali mod øst til Ethiopien og Eritrea, og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til Zimbabwe og det nordlige Mozambique.

En ret lille art, der ofte kan kendes på et bredt mørkt felt gennem og under øjet, fra næbroden til nakken, samt på de grønlige vinger, hvilket er afspejlet af artsnavnet, afledt af græsk khloros (‘grøn’) og pteron (‘vinge’).

 

 

Nordlig miombo-glansstær, Tississat, Blå Nil, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lamprotornis nitens Rødskuldret glansstær
En ensfarvet grønlig-blå stær med orange iris, som lever i græsklædte områder og halvørken, fra Angola og det sydlige Zambia mod syd til Sydafrika.

Det danske navn er uheldigt. Ganske vist har arten nogle få rødlige fjer på det inderste af vingeforkanten, men de er normalt skjult under dækfjerene. Et engelsk navn, Cape glossy starling, er lige så dårligt, da fuglen har en langt større udbredelse end Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn betyder ‘skinnende’ eller ‘glitrende’.

 

 

Rødskuldrede glansstære æder jord for at få mineraler, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tillidsfulde rødskuldrede glansstær besøger et bord på en campingplads, Etosha Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lamprotornis purpuroptera Langhalet glansstær, blågrøn glansstær
Denne langhalede fugl forekommer fra Sudan og Eritrea mod syd til det østlige Zaire, Burundi og det nordlige Tanzania. Den lever i forskellige habitater, bl.a. åben skov, savanne, haver og landbrugsland.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med purpurfarvet vinge’. Det officielle danske navn er blågrøn glansstær, et intetsigende navn, da mange arter glansstære er blågrønne. Jeg anvender navnet langhalet glansstær, som er langt mere dækkende.

 

 

Langhalet glansstær, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langhalet glansstær, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langhalet glansstær, Awash Nationalpark, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lamprotornis superbus Trefarvet glansstær
Denne pragtfulde fugl har navn efter undersiden, hvor brystet er grønlig-blåt og bugen er orange-rød, adskilt af et smalt cremefarvet bånd. Foruden at være smuk er den også meget almindelig, udbredt fra Ethiopien og Somalia mod syd til det sydlige Tanzania. Den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. savanne, åben skov og landsbyer.

 

 

Trefarvet glansstær bringer føde til sine to unger (t.h.), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trefarvet glansstær bader i en vandpyt, Ngorongoro-krateret. I baggrunden en Serengetivæver (Histurgops ruficauda). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu en trefarvet glansstær bader, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trefarvede glansstære i slagsmål. Den ene har et fast greb om den andens hoved med sine kløer. – Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Notopholia corusca Sortbuget glansstær
Denne fugl, der tidligere var kendt under navnet Lamprotornis corruscus, er nu det eneste medlem af en nyoprettet slægt, Notopholia. Den lever hovedsagelig i kystnære skove, fra Kenya mod syd til den sydlige del af Sydafrika.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk notos (‘syd’) og pholia (‘lever i en hule’), samt latin coruscus (‘strålende’, ‘glitrende’), således ‘den glitrende, som lever i en hule mod syd’, hvilket sigter til, at den yngler i hule træer. Hvad ‘syd’-delen hentyder til, er uklart.

 

 

Iris hos sortbuget glansstær er normalt gul, men for en kort periode i ynglesæsonen bliver hannens iris rød. – Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onychognathus Sortstære
Denne slægt rummer 11 arter, hvoraf de 10 er begrænset til Afrika, mens den sidste, Tristrams sortstær (O. tristramii), er hjemmehørende på Sinai-halvøen, samt i Israel, Jordan, det vestlige Saudi Arabien, Yemen og Oman.

Disse fugle er ret ens, med rødbrune håndsvingfjer, der fanger øjet i flugten. Hannerne er generelt skinnende sorte, mens hunnerne er blegere, ofte med gråt hoved.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onykhos (‘klo’) og gnathos ‘kæbe’, hvilket formentlig sigter til det skarpe, let nedadbøjede næb.

 

Onychognathus morio Rødvinget sortstær
Vidt udbredt, fra det sydlige Ethiopien i et ret smalt bælte gennem det østlige Afrika til Kap-provinsen i Sydafrika. Dens foretrukne levested er stejle klinter eller klipper, men den har tillige tilpasset sig at yngle på bygninger.

Kønnene er uens, hannen er skinnende sort, mens hunnen har askegråt hoved og den øverste del af brystet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort kvarts’, hvilket naturligvis sigter til hannens fjerdragt.

 

 

Han af rødvinget sortstær, Taffelbjerget, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af rødvinget sortstær, Taffelbjerget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onychognathus nabouroup Lysvinget sortstær
Denne fugl holder til i græsland og halvørken i det sydvestlige Afrika, helst områder med klipper, klinter eller kløfter. Den er udbredt fra Angola mod syd til Sydafrika. I flugten er et cremefarvet felt på vingen tydeligt.

Artsnavnet er det lokale navn for fuglen på Nama-folkets sprog. Dette folk levede i Namaqualand, på Khoikhoi-sproget Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

Lysvingede sortstære letter fra et dødt træ, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lysvinget sortstær, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Creatophora cinerea Lappestær
<