Fugle i Afrika

 

 

En rovørn (Aquila rapax) sluger et hareben, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gråfisker (Ceryle rudis) hviler på en død akaciegren, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af hvidbuget trappe (Eupodotis senegalensis) i aftenlys, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af stor maskevæver (Ploceus cucullatus) i færd med at bygge rede, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I perioden 1980-2003 aflagde jeg i alt 8 besøg af længere varighed, samt 3 kortere besøg, i Afrika. Oplevelser på rejserne er beskrevet på siderne Rejse-episoder, se Afrika 1980-81, Zaire 1981, Tanzania 1988, Tanzania 1989, Tanzania 1990, Zambia 1993 og Ethiopien 1996. Mit ophold i Zambia 1993 er desuden mere udførligt omtalt på siden Bøger, mens et besøg i Namibia 1993 er beskrevet på siden Lande og steder. Under disse besøg er det lykkedes mig at fotografere et stort antal fuglearter.

I perioden 1988-93 deltog jeg i fire ekspeditioner til Tanzania, hvis formål var at optælle overvintrende vadefugle, samt undersøge fuglelivet i landets kystnære skove. I skovene registrerede vi bl.a. fugle ved hjælp af fangst i mistnet, og størsteparten af portrætterne nedenfor stammer fra disse fangster.

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Teksten er for en stor del baseret på hjemmesiderne ebird.org og Wikipedia, etymologien oftest på J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London. Nomenklaturen følger for langt størstedelens vedkommende IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

Jeg har anvendt det tidligere navn Zaire for det land, der i dag kaldes for Den Demokratiske Republik Congo, hvilket jeg finder en kende gumpetungt. Ordet ‘demokratisk’ kan vel næppe heller anvendes for et land, der i årtier har været gennemsyret af vold.

 

 

 

Accipitridae Ørnefugle
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis.

 

Accipiter Spurvehøge, duehøge
Denne, den største slægt i familien, rummer 51 arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på høge, afledt af accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Accipiter minullus Afrikansk spurvehøg
Slægtens mindste art med en længde på kun 23-27 cm, hannerne med en vægt på 75-85 g, hunnerne sædvanligvis lidt mere, op til 105 g. Dens størrelse afspejles af det latinske artsnavn, en variant af minulus (‘meget lille’), diminutiv af minus (‘mindre’).

Den forekommer i det østlige og sydlige Afrika, fra Ethiopien og Angola mod syd. Den lever i forskellige skovtyper, deriblandt lunde og krat, typisk langs floder, undertiden også i større haver.

 

 

En han af afrikansk spurvehøg er fanget i et spejlnet for at blive ringmærket, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquila Egentlige ørne
En slægt med 11 arter, som er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af polarregionerne, Sydamerika og regnskovsområder. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ørn, måske afledt af aquilus (‘mørk i farven’).

 

Aquila rapax Rovørn
Denne ørn, opdelt i 3 underarter, yngler i størstedelen af Afrika syd for Sahara, på det Indiske Subkontinent, samt på spredte lokaliteter i det nordvestlige Afrika, den sydvestlige del af Arabien, og i Iran. Fjerdragten er yderst variabel med en lys og en mørk fase og forskellige mellemformer.

Det latinske artsnavn er afledt af rapere (‘at gribe’).

 

 

Rovørn, lys fase, kigger efter udfløjne unger i en fællesrede af lappestær (Creatophora cinerea), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rovørn, mørk fase, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To rovørne af mellemfase skændes om et hareben, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquila verreauxii Verreauxørn
Denne markante ørn lever i bjergområder i det østlige og sydlige Afrika, i Chad-regionen, samt i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø. Den er en specialiseret art, som hovedsagelig lever af klippegrævlinger (Procavia).

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Jules Verreaux (1807-73), som besøgte det sydlige Afrika sidst i 1820’erne. Han indsamlede type-eksemplaret her.

 

 

Verreauxørn med redemateriale, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo Våger
En slægt med omkring 28 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (B. buteo). Ordet våge kommer af oldnordisk vakr, måske afledt af litauisk vanagas (‘høg’).

 

Buteo augur Augurvåge
De fleste voksne fugle er meget markante med hvid underside, næsten sort overside samt rødbrun hale. Fjerdragten varierer dog, og en mørk fase forekommer også. Ungfugle er brunlige. Denne art er især tilknyttet højt beliggende græsområder, sædvanligvis over 2000 meters højde, undertiden op til omkring 5000 m. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til Zimbabwe, med separate bestande i den vestlige del af Angola og Namibia.

En augur var en præst i Oldtidens Rom, hvis vigtigste rolle var at tolke gudernes vilje gennem fuglenes flugt – om de fløj alene eller i flok, hvilke stemmer de ytrede, retningen af deres flugt, samt hvilken slags fugle det drejede sig om. Observationer af ørne, høge og ugler var særligt vigtige. Hvorfor navnet blev hæftet på denne art, er uvist.

 

 

Augurvåge, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Augurvåge letter, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Augurvåge, Sanetti-plateauet, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo oreophilus Bjergvåge
Som dens navn fortæller, er denne art tilknyttet bjerge. Dens foretrukne habitat er skov, men den kan også træffes i plantager. Den er begrænset til de østlige egne af Afrika, i Ethiopien, Sydsudan, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, det østlige Zaire, Tanzania og Malawi.

Artsnavnet er afledt af græsk oros (‘bjerg’) og philos (‘holde af’).

 

 

Bjergvåge, Shume-Magamba, Usambara-bjergene, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Circaetus Slangeørne
Som deres navn fortæller, lever disse fugle overvejende af slanger. Der er 7 arter, som alle lever i Afrika, med undtagelse af den almindelige slangeørn (C. gallicus), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten mod øst til det Indiske Subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirkos, en slags høg, i denne forbindelse associeret med kærhøge (Circus); samt aetos (‘ørn’).

 

Circaetus cinereus Mørk slangeørn
Når den sidder, syner denne art ensfarvet brun, men i flugten viser den overvejende hvide vinger med sorte spidser. Den er vidt udbredt syd for Sahara, især i åbne habitater, og den undgår regnskov og ørken.

Det latinske artsnavn betyder ‘askegrå’, af cinis (‘aske’) – et dårligt navn til denne overvejende brune fugl.

 

 

Mørk slangeørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Circaetus fasciolatus Båndslangeørn
Denne art har en ret begrænset udbredelse og forekommer især i stedsegrønne kystnære skove, fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Artsnavnet er latin, afledt af fasciola (‘lille bånd’), oprindelig fra fascia (‘bånd’), således ‘den med små bånd’, hvilket sigter til de smalle tværbånd på den nedre del af brystet og bugen.

 

 

Båndslangeørn, Mtama, sydlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elanus Små glenter
Medlemmer af denne slægt, som omfatter 4 ret ens arter af små, hvide, grå og sorte rovfugle, er udbredt over det meste af kloden, men undgår kolde egne.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af elanos, det oldgræske ord for glente.

 

Elanus caeruleus Blå glente
Denne fugl er vidt udbredt, idet den findes næsten overalt i Afrika syd for Sahara, i det nordvestlige Afrika, på den Iberiske Halvø, i Frankrig, i Nil-dalen i Egypten, adskillige steder i Mellemøsten, samt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien og Ny Guinea.

Artsnavnet er afledt af latin caelum (‘himmel’), samt en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille himmel’, dvs. med farve som himlen, altså ‘himmelblå’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

Voksen blå glente i aftenlys, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle af blå glente, hvoraf den ene kalder, West Coast Nationalpark, Sydafrika. Ungfugle kan kendes på vingernes skællede mønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gypohierax angolensis Palmegrib
Denne grib, som er slægtens eneste medlem, lever langs kyster, fra Senegal mod syd til Angola, og fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika. Den træffes undertiden langs floder inde i landet.

Arten er unik blandt gribbe, idet det kødfulde lag, som omgiver frø af palmeslægterne Elaeis og Raffia udgør over 60% af føden hos voksne fugle og over 90% af ungfuglenes føde. Den æder tillige krabber, bløddyr, frøer, fisk, græshopper, mindre pattedyr, samt æg og nyklækkede unger af krybdyr, og undertiden angriber den høns, eller æder af ådsler.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gyps (‘grib’) og hierax (‘høg’).

 

 

Palmegrib hviler i et mangrovetræ, Mbezi-floden, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyps Gåsegribbe
En slægt med 8 arter af ådselædende rovfugle, udbredt i Europa, Asien og Afrika. Slægtsnavnet er det oldgræske ord for grib.

De afrikanske gribbe er aftaget dramatisk i de senere år. Begge arter nedenfor er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede.

Siden 1980’erne er bestanden af gribbe på det Indiske Subkontinent også blevet voldsomt decimeret. Mere om dette emne findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

Gyps africanus Afrikansk hvidrygget grib
Denne grib var tidligere en meget almindelig og udbredt fugl i Afrika syd for Sahara, fra Sahel-zonen mod øst til Ethiopien og Somalia og derfra videre mod syd gennem Østafrika til Sydafrika og Namibia. I dag er den imidlertid i forrygende tilbagegang. Den totale verdensbestand anslåes til omkring 270.000 individer.

Tidligere blev denne art anset for at være samme art som den asiatiske hvidryggede grib (G. bengalensis), men i dag betragter de fleste autoriteter dem som to selvstændige arter.

 

 

Afrikanske hvidryggede gribbe æder af et dødt æsel, Palapye, Botswana. Den ene er færdig med sit måltid og tørrer nu vinger. To brogede krager (Corvus albus) er også interesserede i kadaveret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk hvidrygget grib ved et ådsel, Nairobi Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyps rueppelli Rüppells grib
Denne art er udbredt i Sahel-regionen samt i Østafrika mod syd til Mozambique. Den var førhen talrig, men tæller måske nu færre end 20.000 individer.

Den blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

Rüppells gribbe og to afrikanske hvidryggede gribbe (i midten) hviler i et dødt træ, Tarangire Nationalpark, Tanzania. En mørk regnsky truer i horisonten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rüppells gribbe og afrikanske hvidryggede gribbe, forsamlet omkring en drægtig savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), som netop er blevet ramt og dræbt af et lyn, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Rüppells grib æder af en død kalv af hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), som sandsynligvis blev dræbt af løver, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Rüppells grib, der var i færd med at æde af en kalv af hvidskægget gnu, forsvarer sit kød mod en indtrængende øregrib (Torgos tracheliotos), Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rüppells gribbe renser fjerdragt, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Haliaeetus Havørne og flodørne
En slægt på 10 arter, vidt udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hali (’tilknyttet hav’) og aetos (‘ørn’), et navn, som var møntet på den europæiske havørn (H. albicilla). En del af de øvrige arter lever ved ferskvandsområder langt fra havet.

 

Haliaeetus vocifer Flodørn
Denne ikoniske fugl er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, altid nær vand. Den er aftaget i de senere år, sandsynligvis på grund af øget anvendelse af pesticider.

Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget beskrivende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab. Den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

 

 

Flodørn hviler på en klippe, Adamson’s Falls, Tana-floden, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hviler i et Casuarina-træ, Kisigese, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flodørn ved Rufiji-floden, Tanzania, var ganske tillidsfuld. Vores gummibåd bumpede ind i det træ, den sad i, men den gloede blot ned på os og blev roligt siddende. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende flodørn, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flodørn har netop fanget en fisk, Chembe, Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophaetus occipitalis Topørn
Denne mellemstore ørn med den karakteristiske buskede top er ret almindelig syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og herfra mod syd til Sydafrika og Namibia. Den lever hovedsagelig i skovkanter og græsland med spredte træer, men kan observeres i mange typer åbent land, bl.a. moser, landbrugsland og plantager, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde, undertiden højere.

I øjeblikket er den placeret i den monotypiske slægt Lophaetus, men genetisk forskning antyder, at den er nært beslægtet med skrigeørne af slægten Clanga.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og aetos (‘ørn’), mens artsnavnet kommer af latin occipitium (‘det bageste af issen’), hvilket sigter til toppens placering.

 

 

Topørn i et dødt træ, Arba Minch, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toppen hos topørn er ret grotesk. – Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Topørnens karakteristiske silhouet, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melierax Sanghøge
Denne slægt rummer 3 meget ens mellemstore rovfugle, som er udbredt i størsteparten af Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk melos (‘sang’) og hierax (‘høg’), hvilket sigter til deres melodiøse, pibende kald.

 

Melierax poliopterus Østlig sanghøg
Denne art lever i halvørken, tørt krat og græsland med spredte træer, fra Eritrea mod syd til det centrale Tanzania, mod vest til Sydsudan og Uganda. Når fuglen sidder, kan den kendes fra den lignende mørk sanghøg (M. metabates) på sit gule og sorte næb (versus rødt og sort), og i flugten på den hvide overgump (versus tværbåndet hos mørk sanghøg).

Artsnavnet er afledt af græsk polios (‘grå’) og pteros (‘vinge’).

Tidligere var sydafrikanske fugle inkluderet i denne art, men er nu blevet splittet ud og danner en selvstændig art, lys sanghøg (M. canorus).

 

 

Østlig sanghøg, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østlig sanghøg, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Micronisus gabar Gabarhøg
Denne lille rovfugl, slægtens eneste medlem, er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen. Den forekommer tillige i Yemen. Den minder om en lille sanghøg og var tidligere placeret i samme slægt.

Slægtsnavnet er afledt af græsk mikros (‘lille’) og nisus, det latinske artsnavn på almindelig spurvehøg, oprindelig fra græsk nisos.

I den oldgræske mytologi var Nisos en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

Artsnavnet er afledt af fransk garde (‘vogter’) og barré (‘båndet’).

 

 

Gabarhøg, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Milvus Større glenter
En lille slægt med 3 eller 4 arter, oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain de Lacépède (1756-1825). Slægtsnavnet er det latinske navn på rød glente (M. milvus).

 

Milvus aegyptius Gulnæbbet glente
Denne fugl blev tidligere betragtet som en underart af sort glente (M. migrans), men kendes straks på det gule næb. Den er almindelig fra Sahel-zonen mod syd til Sydafrika, men undgår regnskovsområdet i Congo-bækkenet. Den findes tillige på Madagascar, samt i Nil-dalen og det vestlige Arabien.

 

 

Gulnæbbede glenter, Lalibela, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Necrosyrtes monachus Hættegrib
Denne lille grib, det eneste medlem af slægten, var engang almindelig i Vestafrika, fra Senegal mod øst til Chad, samt i det østlige Afrika, fra Sudan og Ethiopien mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Den var langt mere fåtallig i det centrale Afrika, samt Angola og Namibia. Som alle afrikanske gribbe er den i stor tilbagegang, og nogle steder er bestandene aftaget med over 85% inden for de seneste 50 år. Trusler omfatter bl.a. forgiftning, jagt, tab af levesteder og kollisioner med elledninger.

Slægtsnavnet er afledt af græsk nekros (‘lig’) og syro (‘at slæbe’). Artsnavnet er en latiniseret udgave af det græske monakhos (‘munk’, i denne forbindelse i betydningen ‘med hætte’), hvilket sigter til det næsten nøgne hoved og hals.

 

 

Hættegrib, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hættegribbe renser fjerdragt på hinanden, Debre Mariam, Tana-søen, Ethiopien. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neophron percnopterus Ådselgrib
Denne art, som ligeledes er det eneste medlem af slægten, har en meget stor udbredelse, fra Middelhavet mod øst gennem Mellemøsten til Kazakhstan og det Indiske Subkontinent, samt i Sahel-zonen i Afrika, mod syd til det nordlige Tanzania. Der fandtes også førhen en isoleret bestand i Angola, Namibia og Sydafrika, men den regnes i dag for værende uddød.

Der anerkendes p.t. 3 underarter, nominatformen i det nordligste udbredelsesområde, samt Afrika, som har et overvejende gråt næb, indiske fugle af racen ginginianus med gult næb, og endelig en særskilt, større underart, majorensis, på de østligste af Kanarieøerne.

Arten lever i åbent terræn, hvor den yngler på klippehylder, sjældnere i træer. Foruden at æde ådsler træffes den ofte på lossepladser, og den er også i stand til at fange mindre pattedyr, fugle og krybdyr. Den er blandt de få fugle, som anvender redskaber. Æg af andre fugle, som er for store til at blive knust med næbbet, smadres itu ved at kaste sten på dem med næbbet.

Ådselgribben er også i tilbagegang i store dele af udbredelsesområdet på grund af ødelæggelse af levesteder, jagt, forgiftning samt sammenstød med elledninger.

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Neophron og Aegypius var to unge mænd, som var gode venner, men Neophron blev oprørt over, at hans moder Timandra havde en affære med Aegypius. For at straffe Aegypius gjorde Neophron tilnærmelser til Aegypius’ moder Bulis. Det lykkedes, og han fik Bulis til at gå ind i et mørkt værelse, hvor hans moder og Aegypius snart skulle mødes. Derpå distraherede Neophron sin moder, hvorimod han fik Aegypius til at gå ind i værelset, hvor han elskede med sin egen moder. Da Bulis opdagede det, rev hun øjnene ud på sin søn, hvorefter hun begik selvmord. Aegypius bad Zeus om hævn, men i stedet forandrede guden begge de unge mænd til gribbe som straf for deres handlinger.

Artsnavnet er afledt af græsk perknos (‘af mørk farve’) og pteron (‘vinge’).

I Oldtidens Egypten var fuglen hellig, tilegnet månegudinden Isis, og da den var beskyttet gennem en faraonisk lov, var den så almindelig i byens gader, at den fik øgenavnet faraos høne.

 

 

Ådselgribbe renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polemaetus bellicosus Kampørn
En stor og meget stærk ørn, som er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, idet den dog undgår regnskov. Den fanger primært bytte ved at kredse og derpå pludselig dykke ned og gribe det.

Den er det eneste medlem af slægten. Slægtsnavnet kommer af græsk polemos (‘slag’, ‘krig’) og aetos (‘ørn’). Det latinske artsnavn betyder ‘aggressiv’, afledt af bellum (‘krig’).

 

 

Kampørn, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kampørn i Serengeti Nationalpark, Tanzania, havde fanget en Abdimstork (Ciconia abdimii). Da vores køretøj kom for tæt på, greb ørnen storken med den ene fod og vandrede et stykke bort, idet storken slæbte hen ad jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stephanoaetus coronatus Kronørn
I lighed med kampørnen lever denne art syd for Sahara, men den foretrækker skovklædte områder. Den er det eneste medlem af slægten, idet en anden art, Malagasy-kronørn (S. mahery), blev udryddet, da mennesker slog sig ned på Madagascar.

Gennemsnitligt er arten lidt mindre end kampørnen, men er lige så kraftfuld. Den lever hovedsagelig af pattedyr som dykantiloper, klippegrævlinger og aber.

Slægtsnavnet er afledt af græsk stephanos (‘krone’) og aetos (‘ørn’), hvilket som det latinske artsnavn og det danske navn sigter til en ret stor og busket top på issen.

 

 

Kronørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung kronørn kalder, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Terathopius ecaudatus Gøglerørn
Denne ørn, det eneste medlem af slægten, er yderst karakteristisk i flugten på grund af den meget korte hale, som fødderne rager ud over. Dette er årsagen til det latinske artsnavn, som kommer af ex (‘uden’), cauda (‘hale’) og atus (‘forsynet med’), således ‘ikke forsynet med en hale’. Faktisk er det kun voksne fugle, der har den meget korte hale. Halen hos ungfugle er af ret normal længde, men bliver kortere efter hver fældning.

Slægtsnavnet er afledt af græsk teras (‘underfuld’) og ops (‘fremtoning’), hvilket formodentlig hentyder til artens ekceptionelle flyvestil, hvor den drejer vingerne fra side til side og slår saltomortaler. Denne adfærd er sikkert også grunden til det danske navn, oversat fra det franske bateleur, som betyder ‘gadegøgler’, men med den oprindelige betydning ‘linedanser’ eller ‘balancegænger’.

Gøglerørnen er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen.

 

 

Gøglerørn, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gøglerørn, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ecaudatus – fuglen uden hale. – Gøglerørn, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Torgos tracheliotos Øregrib
Denne massive grib, det eneste medlem af slægten, kendes nemt på det nøgne, blå og røde ansigt med rynkede, kødfarvede hudlapper på siden af hoved og hals. Den lever i tørre, åbne områder, bl.a. savanne, tornede krat, ørkener med spredte træer, samt åbne bjergskråninger.

Den er vidt udbredt fra Sahel-zonen og det sydlige Egypten mod syd til den nordlige del af Sydafrika, samt på den Arabiske Halvø. Den er forsvundet fra mange områder og er i støt tilbagegang.

Slægtsnavnet er et oldgræsk ord for grib, mens artsnavnet er afledt af græsk trakhelia (‘kødstumper på halsen’), oprindelig fra trakhelos (‘hals’); samt ous (‘øre’). Det danske navn er en noget klodset oversættelse. Det engelske navn lappet-faced vulture (‘gribben med hudlapper i ansigtet’) er langt mere beskrivende.

 

 

En øregrib og to rovørne (Aquila rapax) hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Øregrib, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En øregrib æder af en gnukalv (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trigonoceps occipitalis Hvidhovedet grib
Denne markante sort-hvide grib med nøgen, blålig og rødlig hud i ansigtet, er vidt udbredt syd for Sahara, mod syd til Namibia og det nordlige Sydafrika, men undgår regnskov og ørkener. Den er aftaget drastisk i de senere år på grund af forgiftning samt ødelæggelse af levesteder.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk trion (‘tre’) og gonia (‘vinkel’), latin –ceps (‘-hovedet’), samt latin occipitium (‘det bageste af hovedet’), således ‘den med kantet baghoved’ – et yderst beskrivende navn.

 

 

Hvidhovedet grib med en knogle, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhovedede gribbe hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhovedet grib i svæveflugt, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Ammomanes Ørkenlærker
Som et resultat af genetiske undersøgelser indeholder denne slægt nu kun 3 arter, mens 4 andre er blevet overført til andre slægter. De tre tilbageværende arter er udbredt fra den nordlige del af Afrika mod øst til Kazakhstan og den Indiske Halvø.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ammos (‘sand’) og manes (‘holde meget af’), fra mania (‘passion’), hvilket sigter til, at disse fugle fortrinsvis lever i sandede områder.

 

Ammomanes deserti Stor ørkenlærke
Denne art er vidt udbredt i det nordlige Afrika, fra Marokko og Mauritanien mod øst til Rødehavet og langs kysten til Somalia, og desuden i Arabien og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Thar-ørkenen i det nordvestlige Indien.

 

 

Stor ørkenlærke i morgensol, Seldja, nær Metlaoui, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calandrella
Denne lille slægt med 6 arter blev oprettet i 1829 af den tyske naturhistoriker Johann Jakob von Kaup (1803-1873), der troede på en strengt matematisk orden i naturen og klassificerede planter og dyr efter det mærkværdige quinariske system, som lagde vægt på antallet fem og fastslog, at alle taxa kunne opdeles i fem undergrupper, og hvis der kendtes færre end fem, var quinarianerne overbevist om, et den eller de manglende taxa blot skulle findes.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk kalandros, kalanderlærken (Melanocorypha calandra). Tilsyneladende fandt Kaup, at typearten, den korttåede lærke (C. brachydactyla), lignede en lille kalanderlærke.

Et antal arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til andre slægter.

 

Calandrella cinerea Rødisset lærke
Vidt udbredt i åbne områder, fra Zaire, Uganda og Kenya mod syd til den sydlige spids af kontinentet, med en isoleret bestand på Jos-plateauet i Nigeria.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’ – et mærkeligt navn på denne fugl, der har rødlig isse, brun overside og hvidlig underside.

 

 

Syngende rødisset lærke, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calendulauda
Medlemmerne af denne slægt, i alt 8 arter, var førhen placeret i slægten Mirafra. De er begrænset til Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne på lærker, Calendula og Alauda.

 

Calendulauda sabota Sabota busklærke
Udbredt i det sydlige Afrika, fra Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika. Den lever i krat og græsland.

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet sebotha, som er navnet på forskellige lærker.

 

 

Sabota busklærke, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eremopterix Spurvelærker
Disse små lærker, der omfatter 8 arter, har navn efter deres spurvelignende udseende. De forekommer overalt i Afrika, med undtagelse af de nordligste egne samt regnskove. Endvidere findes de på Madagascar, i den sydlige del af Arabien, i det sydlige Iran, samt på det Indiske Subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eremos (‘ørken’) og pteron (‘vinge’), dvs. ‘ørkenfugle’.

 

Eremopterix leucopareia Savannelærke
Denne art findes fra den østligste del af Zaire og det nordlige Kenya mod syd til det østlige Zambia, det nordlige Malawi og det nordvestlige Mozambique. Dens naturlige levesteder er savanner, hvilket afspejles af det danske navn.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og pareion (‘kind’). På engelsk hedder arten Fischer’s sparrow-lark, opkaldt efter den tyske opdagelsesrejsende Gustav Adolf Fischer (1848-86), som udforskede dele af Østafrika 1876-86. På sin sidste rejse blev han smittet med sortvandsfeber (galdefeber), som han døde af kort efter hjemkomsten til Tyskland.

 

 

Savannelærke, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mirafra Busklærker
I dag omfatter denne slægt omkring 24 arter, som er udbredt i Afrika syd for Sahara, i sydlige egne af Asien, samt i Australien. Mange tidligere medlemmer af slægten er blevet overført til andre slægter.

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

Mirafra africana Rødnakket busklærke
Denne fugl, der omfatter ikke færre end 23 underarter, er vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika, og den har også spredte bestande i Sahel-zonen og Somalia. Den lever i forskellige typer af græsklædte områder.

 

 

Syngende rødnakket busklærke, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mirafra hypermetra Rødvinget busklærke
Denne art har en spredt forekomst på savanner i det østlige Afrika, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania.

 

 

Rødvinget busklærke, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Ceryle rudis Broget isfugl, gråfisker
Denne art, det eneste medlem af slægten, har en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, i Egypten, samt fra Tyrkiet mod øst gennem Mellemøsten, det Indiske Subkontinent og Indokina til det sydøstlige Kina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kerylos, en uidentificeret fugl, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere. Fuglen var sandsynligvis mytisk og forbundet med halkyon (se slægten Halcyon nedenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘fræk’ eller ‘ukultiveret’. Dette underlige navn blev givet af den svenske naturhistoriker Fredrik Hasselquist (1722-1752), som sandsynligvis forvekslede det latinske ord hispida (‘isfugl’) med hispidus (‘grov’ eller ‘ukultiveret’).

Artens officielle danske navn er gråfisker, hvilket jeg finder uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så jeg foretrækker navnet broget isfugl, som er langt mere dækkende.

 

 

Broget isfugl, Lake Awassa, Ethiopien. Et andet billede af arten ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corythornis
En lille slægt med 4 arter, hvoraf 2 lever i Afrika syd for Sahara, 2 andre på Madagascar. De var førhen inkluderet i slægten Alcedo.

Slægtsnavnet er afledt af græsk korys (‘hjelm’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til den buskede top hos malakitisfugl (herunder).

 

Corythornis cristatus Malakitisfugl
Denne art er ret almindelig syd for Sahara i søer og langs floder med svag strøm. Den forekommer ikke i Somali-ørkenen samt dele af det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘toppet’. Det danske navn sigter til mineralet malakit, hvis grønne farve skyldes indhold af kobber. Overside og isse hos denne art er knaldblå, så navnet er misvisende. Nogle individer har dog et grønligt tværbånd i panden.

 

 

Malakitisfugl, Lake Naivasha, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon
En slægt med 11 arter af mellemstore isfugle, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15. december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Halcyon albiventris Brunskuldret isfugl
Denne fugl er vidt udbredt syd for Sahara, fra Congo mod øst til det sydlige Somalia og derfra mod syd til Namibia og Sydafrika. Den lever i åbne skove, krat, græsland med spredte træer, landbrugsland, parker og haver, fra lavlandet op til højder omkring 1800 m.

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og ventris (‘bug’).

 

 

Brunskuldret isfugl, siddende på et hegn, Narunyu, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brunskuldret isfugl, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon leucocephala Gråhovedet isfugl
Tilknyttet forskellige skovtyper, især langs floder. Reder er blevet fundet i flodbrinker. Arten er ret almindelig syd for Sahara, fra Mauritanien og Senegal mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til Sydafrika, dog ikke den sydligste del. Den findes også på Kap Verde-øerne og i det sydlige Arabien.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’), skønt hovedet er gråt, ikke hvidt.

 

 

Gråhovedet isfugl, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portrætter af en gråhovedet isfugl, Dar es Salaam, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon senegalensis Skovisfugl
En markant fugl, blå og sort på oversiden, gråblå på undersiden, med et distinkt tofarvet næb: rødt overnæb og sort undernæb. Den har omtrent samme udbredelse som den foregående art, mangler i størsteparten af Sydafrika, samt i ørkenområder.

 

 

Skovisfugl, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ispidina
Denne slægt rummer kun to afrikanske arter, som er nært beslægtet med medlemmer af slægten Corythornis.

Slægtsnavnet er afledt af latin hispida (‘isfugl’).

 

Ispidina picta Afrikansk dværgisfugl
Denne meget lille isfugl er vidt udbredt i skovklædte områder syd for Sahara, dog ikke i Somali-ørkenen samt i store dele af det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘malet’, hvilket sigter til artens farvestrålende fjerdragt.

 

 

Afrikansk dværgisfugl, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Megaceryle
En slægt med 4 meget store isfugle, udbredt i Afrika, det sydlige Asien samt Amerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk megas (‘stor’), samt slægtsnavnet Ceryle (ovenfor).

 

Megaceryle maxima Kæmpestødfisker
Afrikas største isfugl, der kan blive op til 46 cm lang. Den er forsynet med en kraftig top. Hannen er kastanjefarvet på den øvre del af brystet, hunnen på den nedre del af bugen. Arten er vidt udbredt i vådområder syd for Sahara, men mangler i ørkener.

 

 

Hun af kæmpestødfisker oplyses af den sene eftermiddagssol, Katima Mulillo, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anatidae Andefugle
Denne store familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer i dag 43 slægter med omkring 146 arter.

 

Alopochen aegyptiaca Nilgås
Nilgåsen er meget almindelig i store områder syd for Sahara, samt i Nildalen. Den var en hellig fugl i det Gamle Egypten og optrådte ofte i deres kunst. På grund af sin skønhed og tillidsfuldhed blev arten indført til England i 1700-tallet, og senere til andre europæiske lande, USA og New Zealand. Den forvildes nemt og har etableret vilde bestande adskillige steder i Europa, hvor den konkurrerer med indfødte arter af gæs og ænder. Den er blevet erklæret fredløs i Danmark og andre lande, hvor den må jages året rundt. Der bliver dog ikke nedlagt særligt mange, og den breder sig stadig.

Slægtsnavnet er afledt af græsk alopex (‘ræv’) og chen (‘gås’), hvilket sigter til den ræverøde farve omkring øjet, i nakken, samt på ryggen og de inderste svingfjer. Det latinske artsnavn betyder ‘fra Egypten’.

 

 

Et par af Nilgås, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle af disse Nilgæs er uenige om noget, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilgås, Ngorongoro-krateret. I baggrunden lille flamingo (Phoeniconaias minor, se Phoenicopteridae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilgås renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas
Genetiske studier har medført, at denne tidligere meget store slægt er blevet opdelt i 7 slægter, bl.a. Spatula (nedenfor). I dag rummer slægten 31 arter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for and.

 

Anas capensis Kapand
Af mellemstørrelse, kønnene ens, hovedet er lysegråt med talrige mørkere prikker, undersiden hvidlig med brune tværbånd, fjerene på vinger og ryg mørkebrune med lysebrune kanter. Næbbet er lyserødt med sort basis. I flugten viser vingen et stort hvidt felt med grønt og sort centrum. Denne art er vidt udbredt, fra Angola og Zambia mod syd, med særskilte bestande i Ethiopien, Kenya og Tanzania. Den foretrækker områder med saltvand, men ses undertiden i ferskvand.

 

 

Kapand, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas erythrorhyncha Rødnæbbet and
Denne fugl kendes nemt på sin brunlige fjerdragt, sortbrune hætte og nakke, samt det rødlige næb. Den er vidt udbredt, fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, og den findes også på Madagascar.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynchos (‘næb’).

 

 

Hvilende rødnæbbede ænder, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Fuglen på de nederste to billeder renser fjerdragt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas sparsa Sodfarvet and
I lighed med den nordamerikanske strømand (Histrionicus histrionicus), den sydamerikanske skalleslugerand (Merganetta armata) og den newzealandske strømand (Hymenolaimus malacorhynchos) foretrækker den sodfarvede and at leve langs hurtigtstrømmende vandløb.

Denne art er sodfarvet eller mørk chokoladebrun med hvide tværstriber på ryg og overgump, næb mørkt med hvid basis. Den er vidt udbredt i Afrika, fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd til Sydafrika, men undgår det centralafrikanske regnskovsområde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spættet’.

 

 

Et par af sodfarvet and søger føde oven for Mare-dæmningen, Nyanga Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas undulata Gulnæbbet and
Denne art ligner rødnæbbet and (ovenfor), men hovedet er ensfarvet lysebrunt, og næbbet er stærkt gult med mørk midte. Den findes fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, med en isoleret bestand i Cameroun.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med bølget mønster’, hvilket hentyder til artens underside.

 

 

Gulnæbbet and, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyanochen cyanoptera Blåvinget gås
Denne art er endemisk i det centrale Ethiopiens højland, hvor den lever langs floder og i sumpe. Den er det eneste medlem af slægten, og genetisk forskning synes at vise, at den tilhører en ældgammel gruppe af andefugle.

Det latinske navn er afledt af oldgræsk kyaneos (‘mørkeblå’), chen (‘gås’) og pteron (‘vinge’), således ‘den blå gås med blå vinge’.

 

 

Blåvinget gås, vest for Dinsho, Bale Mountains, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocygna Træænder
En slægt med 8 arter, udbredt verden rundt i tropiske og subtropiske områder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kyknos (‘svane’), hvilket sigter til, at disse ænder ofte yngler i hule træer, samt til deres ret lange hals. Kaldet hos nogle medlemmer er klare fløjtelyde, hvilket er årsagen til det engelske navn whistling-duck (‘fløjteand’).

 

Dendrocygna bicolor Okkertræand
Denne okkerfarvede and er udbredt i et særdeles stort område, idet den findes i Florida, det sydlige Texas, Caribien, store områder i Mexico, det nordlige og østlige Sydamerika, store områder i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, samt i det østlige og nordøstlige Indien. Den lever i vådområder, bl.a. lavvandede søer og rismarker, hvor den anbringer reden i tæt vegetation eller i et hult træ.

Det latinske artsnavn betyder ‘tofarvet’, hvilket formodentlig sigter til, at de sorte vinger står i stærk kontrast til den okkerfarvede krop.

 

 

Blandet vandfugleflok, domineret af okkertræand, Lake Chale, Bangweulu-sumpene, Zambia. Der ses også nonnetræand (Dendrocygna viduata, nedenfor), gråhovedet måge (Chroicocephalus cirrocephalus, se Laridae), samt tre afrikanske saksnæb (Rynchops flavirostris, t.v.). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af okkertræand, Bangweulu-sumpene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocygna viduata Nonnetræand
Denne smukke and ses ofte i store flokke, undertiden flere hundrede. Den er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, samt i det nordlige og østlige Sydamerika. En bestand i Florida stammer sikkert fra undslupne fangenskabsfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘i enkestand’, af viduare ‘at blive berøvet for’, i denne forbindelse dog snarere ‘i sorg’, hvilket sigter til artens sorte nakke og hals, der kan minde om et sørgeslør. Det danske navn hentyder ligeledes til den sorte nakke og hals, ikke ulig en nonnes hovedklæde.

 

 

Nonnetræænder, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nonnetræænder, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nonnetræænder letter, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nettapus Dværgænder
En lille slægt med 3 arter af ganske små ænder, afrikansk dværgand (nedenfor), indisk dværgand (N. coromandelianus), der lever på det Indiske Subkontinent, i Sydøstasien og den nordlige del af det australske område, samt australsk dværgand (N. pulchellus), som er udbredt i det nordlige Australien og det sydlige Ny Guinea.

På engelsk kaldes disse fugle for pygmy geese (‘pygmægæs’), selvom genetisk forskning antyder, at de er nærmere beslægtet med svømmeænder end med gæs. Navnet skyldes arternes korte, gåse-lignende næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk netta (‘and’) og pous (‘fod’), Det lader til, at den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-79), der oprettede slægten i 1836, betragtede disse fugle som en slags små gæs på grund af deres korte næb, men samtidig mente, at de besad fødder og krop som en and.

 

Nettapus auritus Afrikansk dværgand
Denne farvestrålende and er vidt udbredt syd for Sahara, idet den kun mangler i den sydvestlige del samt i det centralafrikanske regnskovsområde. Den lever tillige i Madagascar. Den foretrækker ferskvandsområder med flydeblade, specielt nøkkeroser (Nymphaea).

Det latinske artsnavn betyder ‘med store ører’, hvilket sigter til den store grønne plet på siden af halsen.

 

 

Et par af afrikansk dværgand (hannen t.v.), Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxyura Skarveænder
Disse ænder, der omfatter 6 arter, er meget karakteristiske, idet de ofte rejser halen til næsten lodret. De er udbredt i store områder af kloden, med 1 art i Nordamerika, 2 i Sydamerika, 1 i Afrika, 1 i Sydeuropa, Mellemøsten og Centralasien, samt 1 i Australien.

Hanner i yngledragt er kraftigt kastanjefarvede, hunner og hanner uden for yngletiden brunlige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og oura (‘hale’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

 

Oxyura maccoa Afrikansk skarveand
Hannen er meget karakteristisk i yngledragt med næsten sort hoved, kastanjefarvet krop og et stort blåt næb. Hunner og hanner uden for yngletiden er mørkebrune med hvide striber i hovedet. Den er tilknyttet ferskvandsområder, men ses undertiden i saltsøer.

Arten har to adskilte udbredelsesområder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt fra Namibia og Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn stammer fra Boerne, der tilsyneladende fandt, at den mindede om den domesticerede moskusand, som de af en eller anden grund kaldte for makou. Dette navn blev så forvrænget til maccoa. Faktisk er ordet makou af kinesisk oprindelse, idet det sigter til den portugisiske enklave Macau.

 

 

Han af afrikansk skarveand i yngledragt, samt en hun med ællinger, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plectropterus gambensis Sporegås
Denne store fugl adskiller sig fra de øvrige gæs gennem adskillige anatomiske karakterer og er af denne grund placeret i en særskilt underfamilie, Plectropterinae. Den er almindelig i vådområder i hele Afrika syd for Sahara, med undtagelse af Afrikas Horn og nogle regnskovsområder i den centrale del af kontinentet.

Artens føde omfatter bl.a. oliebiller af familien Meloidae, som indeholder et giftstof, kantaridin. Denne gift ophobes i fuglens væv, og hvis man spiser kødet, kan man nemt blive forgiftet. 10 mg kantaridin er nok til at slå et menneske ihjel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plektron (‘at stikke’) samt pteron (‘vinge’), hvilket sigter til sporen på vingen. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Gambia’. Type-eksemplaret blev indsamlet dér. Arten blev kaldt for ‘Gambo-Goose’ af den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705), og den var illustreret i det banebrydende værk Ornithologiae Libri Tres (1676), som Ray havde udarbejdet sammen med vennen og kollegaen Francis Willughby (1635-72). Ray var meget tilfreds med plancherne, som var “de bedste og mest ægte, dvs. som bedst ligner de levende fugle, af de, som hidtil er indgraveret i messing.”

 

 

Sporegås, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

‘Gambo-Goose’, illustreret i Ornithologiae Libri Tres. (Offentlig ejendom)

 

 

 

Sarkidiornis melanotos Afrikansk knopgås
Denne mærkelige gås eller and, som har en stor udposning på næbbet, er vidt udbredt på det Indiske Subkontinent, i Indokina, på Malakka-halvøen, samt i Afrika syd for Sahara og på Madagascar. Tidligere blev den amerikanske knopgås, der lever i Sydamerika, betragtet som en underart af S. melanotos, men i dag regner mange autoriteter den for en selvstændig art med det latinske navn S. sylvicola.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af oldgræsk sarx (‘kød’ eller ‘krop’) samt ornis (‘fugl’), hvilket måske sigter til fuglens kompakte krop. Artsnavnet kommer ligeledes af græsk, af melas (‘sort’) og noton (‘ryg’).

 

 

Afrikanske knopgæs, Bangweulu-sumpene, Zambia. I baggrunden ses en Hottentotand (Spatula hottentota), og nær papyrus-skoven afrikanske dværgænder (Nettapus auritus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spatula Skeænder m.fl.
Medlemmer af denne slægt, som består af 10 arter af skeænder og krikænder, var tidligere placeret i slægten Anas. Slægten Spatula blev oprindeligt indført i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Spatula hottentota Hottentotand
En køn and med varmt brun underside, mørkebrun kalot og blåligt næb. Den er vidt udbredt i ferskvandsområder, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Afrika, herunder Angola og Namibia, og den findes også på Madagascar.

Artsnavnet sigter til ordet Hottentot, som Boerne anvendte om Khoisan-folket. Dette ord var imidlertid nedladende, og i de senere år er flere autoriteter i stedet begyndt at anvende det engelske navn blue-billed teal (‘blånæbbet and’).

 

 

Hottentotænder snadrer på lavt vand, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Vadefuglen er en dværgryle (Calidris minuta, se Scolopacidae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anhingidae Slangehalsfugle
Disse store vandfugle, som har fået navn efter deres lange, tynde, bevægelige hals, omfatter to eller fire arter i slægten Anhinga, familiens eneste slægt. I Den Nye Verden lever den amerikanske slangehalsfugl (A. anhinga), ofte kaldt anhinga.

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (nedenfor) samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Anhinga rufa Afrikansk slangehalsfugl
Vidt udbredt og almindelig i Afrika syd for Sahara, samt på Madagascar. En underart, chantrei, fandtes førhen i det sydlig-centrale Tyrkiet, i det nordlige Israel, samt i sumplandet i det sydlige Irak. I dag er denne underart næsten uddød. Der lever stadig en ganske lille bestand i sumplandet i Irak.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødbrun’.

 

 

Afrikanske slangehalsfugle i regnvejr, Huntley’s Farm, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer omfatter 18 slægter med omkring 64 arter af langbenede og langnæbbede fiskeædende vandfugle, som er udbredt overalt i verden med undtagelse af polarområderne.

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Fiskeri.

 

Ardea
En slægt med ca. 13 arter af hovedsagelig store hejrer, udbredt i næsten hele verden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Ardea alba Sølvhejre
Denne store hejre har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den er fornylig indvandret til Danmark, idet nogle få par er konstateret ynglende på øen Saltholm i Øresund, i Thy og andre steder.

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter har placeret den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

Fouragerende sølvhejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea goliath Goliathejre
Denne art minder om purpurhejre (nedenfor), men er større og med meget kraftigere næb. Faktisk er den verdens største hejre, op til 1,5 m høj og med et vingefang på op til 2,3 m.

Arten er ret almindelig i Afrika syd for Sahara, mod syd til det nordlige Namibia og Botswana, samt det nordøstlige Sydafrika. Små bestande findes tillige i sumplandet i det sydlige Irak, i det sydlige Iran, samt i Yemen.

 

 

Goliathejre fouragerer i en sump med vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Goliathejre, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea intermedia Gulnæbbet hejre
Denne art ligner en mindre udgave af sølvhejre (ovenfor). Den er vidt udbredt, idet den findes i Afrika syd for Sahara, på det Indiske Subkontinent, i Fjernøsten og Sydøstasien, samt i Australien. I Fjernøsten yngler den så langt mod nord som Sydkorea og det sydlige Japan. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Taiwan, Filippinerne, Indokina og Indonesien.

Det latinske artsnavn betyder ‘af mellemstørrelse’, dvs. mellem sølvhejre og silkehejre (Egretta garzetta, nedenfor).

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

Gulnæbbet hejre, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea melanocephala Sorthovedet hejre
En vidt udbredt og almindelig art syd for Sahara. I modsætning til de fleste andre hejrearter fouragerer den ofte ret langt fra vådområder.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Sorthovedet hejre søger føde i højt græs på en savanne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthovedet hejre hviler på en træstub, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthovedede hejrer hviler og renser fjerdragt, Lake Legaja, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea purpurea Purpurhejre
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, i Mellem- og Sydeuropa, omkring Middelhavet mod øst til Kazakhstan, fra Pakistan mod øst til Kina og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

 

 

Purpurhejre hviler i papyrus (Cyperus papyrus), Lake Naivasha, Kenya. Planterne i forgrunden er vandhyacinter (Eichhornia crassipes). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Purpurhejre, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeola Rishejrer og tophejre
Denne slægt omfatter 6 arter, hvoraf de fleste på dansk kaldes for rishejrer, da de ofte ses i rismarker. Med undtagelse af tophejren (nedenfor), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten, er disse fugle udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika.

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Ardeola ralloides Tophejre
Denne art yngler i det østlige og sydøstlige Afrika, på spredte lokaliteter i Vestafrika, på Madagascar, samt omkring Middelhavet og videre østpå til Kazakhstan og Iran. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Afrika og Arabien.

Artsnavnet er afledt af Rallus, slægtsnavnet på visse rikser, samt oldgræsk –oides (‘ligner’), således ‘ligner en rikse’.

 

 

Tophejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bubulcus ibis Kohejre
Denne art, som efter min mening er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i de fleste varmere egne af kloden, og den undgår kun regnskov og ørkenområder.

Oprindeligt var den hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien.

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

 

 

Sump med hvilende kohejrer, afrikanske skestorke (Platalea alba) og en enkelt stylteløber (Himantopus himantopus), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer benytter ryggen af kafferbøfler (Syncerus caffer) som udkigspost, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer på hvilende flodheste (Hippopotamus amphibius), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Butorides
De fleste autoriteter anerkender tre små hejrer af denne slægt som selvstændige arter, mangrovehejren (nedenfor), krabbehejren (B. virescens), der lever i Nord- og Mellemamerika, samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre betragter dem som værende én og samme art.

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk –oides (‘ligner’).

 

Butorides striata Mangrovehejre
Denne lille hejre er vidt udbredt i Sydamerika, i Afrika syd for Sahara, omkring Rødehavet, i det sydøstlige Arabien, samt fra Pakistan mod øst til Japan og Filippinerne, og derfra mod syd til Australien. De nordøstasiatiske bestande er trækfugle.

Trods det danske navn træffes denne art ofte i ferskvand.

 

 

Mangrovehejre af underarten rhizophorae søger føde i en tidevandspyt, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mangrovehejre står fuldkommen stille, mens den spejder efter fisk i et vandløb med stillestående vand, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta
En slægt med 12 små til mellemstore hejrer, hvoraf hovedparten yngler i varmere områder kloden rundt. De fleste medlemmer har sorte ben med stærkt gule tæer, og mange får prydfjer på ryggen i ynglesæsonen.

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Egretta dimorpha Mascarenerhejre
En kystnær art, som yngler på små koraløer langs kysterne af Madagascar, Comorerne, Seychellerne, Kenya og Tanzania. Den søger især føde i pytter på eksponerede fossile koralflader.

Der findes to farvefaser af arten, en hvid, der til tider har lidt mørkere partier, samt en skiferfarvet. Dette er afspejlet af det latinske artsnavn, der er afledt af oldgræsk di (‘to’) og morphe (‘form’).

Det debatteres ofte blandt biologer, om Mascarenerhejren er en separat art, eller om den er en underart af silkehejren eller af revhejren (begge nedenfor). En gennemgang af disse tre arters komplicerede slægtskabsforhold er udarbejdet af Don Turner. (The Egretta garzetta complex in East Africa: A case for one, two or three species. Scopus. Journal of East African Ornithology, Vol. 30, 2010)

I dag betragter de fleste autoriteter de 3 som særskilte arter.

Mascarenerne er et andet navn for Mauritius og Reunion.

 

 

Mascarenerhejrer, lys og mørk fase, samt sodfarvede måger (Ichthyaetus hemprichii), Kunduchi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. I baggrunden trækker fiskere deres net ind. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mascarenerhejrer, mørk fase, søger føde på mudderflader, Rufiji-floden, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Mascarenerhejre af lys fase letter fra øen Shungu Mbili, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta garzetta Silkehejre
Denne art findes i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien. I 1994 blev en lille bestand etableret på Barbados-øerne i Caribien, og herfra har den siden bredt sig til andre caribiske øer samt til Atlanterhavskysten i USA.

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

 

 

Silkehejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta gularis Vestlig revhejre
Denne kystnære art er opdelt i to underarter, gularis, som er udbredt i Vestafrika fra Mauritanien mod syd til Gabon, samt schistacea, som findes i Rødehavet, fra Sinai mod syd til Somalia, i den Persiske Havbugt, samt langs kysterne af Iran, Pakistan, Indien og Sri Lanka.

I lighed med Mascarenerhejren har den to farvefaser, sort og hvid.

Artsnavnet kommer af latin gula (‘strube’), hvilket formentlig hentyder til den hvide hagesmæk hos den mørke fase.

 

 

Vestlig revhejre, mørk fase af underarten schistacea, søger føde blandt mangrove-ånderødder, Nabq, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vestlig revhejre, lys fase, Nabq, Sinai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucerotidae Næsehornsfugle
Disse mærkværdige fugle, som er udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika, omfatter omkring 53-57 arter, der varierer kolossalt i størrelse. De mindre arter kaldes toko‘er, hvoraf den vestafrikanske sorte dværgtoko (Horizocerus hartlaubi) kun er 30 cm lang og blot vejer omkring 100 gram. I den anden ende af spektret findes den kæmpestore spidshornet næsehornsfugl (Buceros rhinoceros) i Malaysia og Indonesien, der kan være op til 1,2 m lang og veje op mod 5.9 kg.

Det videnskabelige familienavn, samt navnet på typeslægten Buceros, er afledt af græsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand. Hannens ‘horn’ er større end hunnens.

En række asiatiske arter er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

Bycanistes
En slægt med 6 store arter, der lever i skove syd for Sahara.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk bykanistes (‘trompetér’), hvilket sigter til disse fugles kraftige kald.

 

Bycanistes brevis Sølvkindet næsehornsfugl
Denne imponerende fugl er stadig ret almindelig, men aftagende. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til den østlige del af Zimbabwe og den nordøstligste spids af Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘kort’. Hvad det hentyder til, er lidt af et mysterium, da fuglen slet ikke er kort, men har en lang hale. Det danske navn sigter til de sølvgrå prikker på siden af hovedet og halsen.

 

 

Næsehornsfugle kalder ofte i kor, som disse sølvkindede næsehornsfugle, forsamlet i et træ, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvkindet næsehornsfugl på jagt efter sværmende termitter, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder figenfrugter, Wondo Genet, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes bucinator Trompetér-næsehornsfugl
Denne art er udbredt fra Kenya og det østlige Zaire mod syd gennem det østlige Afrika til det sydøstlige Sydafrika. Den lever i forskellige skovtyper, bl.a. langs floder og kyster.

Det latinske artsnavn betyder ‘trompetér’, af bucina (‘en militærtrompet’). Denne fugl må virkelig trompetere, da det videnskabelige navn betyder ‘den trompeterende trompetér’!

 

 

Denne han af trompetér-næsehornsfugl sidder på en klippe foran Victoria Falls, lokalt kaldt Mosi-oa-Tunya (’røgen der tordner’), Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han æder frugter af et figentræ, Zambezi Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes subcylindricus Gråkindet næsehornsfugl
Denne art lever i regnskov og har en pletvis udbredelse syd for Sahara, fra Guinea mod øst til det vestlige Kenya, samt en isoleret bestand i det nordøstlige Angola.

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin sub (‘nær’), samt cylindricus, artsnavnet på brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), således ‘den der minder om brunkindet næsehornsfugl’. Cylindricus er afledt af græsk kylindros (‘cylinder’), hvilket formodentlig sigter til den store, noget rørformede gevækst på disse to arters næb.

 

 

Gråkindet næsehornsfugl sluger et stort insekt, Kakamega Forest, vestlige Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros
Medlemmer af denne slægt var tidligere inkluderet i slægten Tockus (nedenfor), men er fornylig blevet overført til en særskilt slægt. Der er 7 arter, som alle lever syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og keras (‘horn’) – et besynderligt navn, da disse fugle kun har små gevækster på næbbet.

 

Lophoceros hemprichii Abessinsk toko
Som dens navn fortæller, er denne art hovedsagelig udbredt i Ethiopien, men findes også i det sydlige Eritrea og det nordlige Kenya, samt langs den somaliske Rødehavskyst. Den lever i kratland, skove og klippefyldte områder, ofte nær vandløb. Kønnene er ret ens, men hunnen har blegere rødt næb end hannen.

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

Hun af abessinsk toko, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros nasutus Afrikansk gråtoko
Afrikansk gråtoko er vidt udbredt syd for Sahara, fra det sydlige Mauritanien og Senegal mod øst til Rødehavskysten og derfra mod syd gennem Ethiopien, Uganda, Kenya og Tanzania til det sydlige Angola og det østlige Namibia mod øst til Mozambique og den nordøstlige del af Sydafrika. Den findes også i et bælte langs Rødehavskysten på den Arabiske Halvø.

Denne art lever i åbent kratland og savanne. Hannen har sort næb, mens hunnens er blegere sort, ofte med rødlige eller gullige partier. Begge køn har en iøjnefaldende hvid stribe på overnæbbet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stor næse’, afledt af nasus (‘næse’), hvilket naturligvis sigter til ‘hornet’.

 

 

Han af afrikansk gråtoko, observeret nær den Blå Nil, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus Tokoer
En slægt med 6-10 arter af små næsehornsfugle, der lever i græsland og krat syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af fransk tock, givet til afrikansk gråtoko og rødnæbbet toko af den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende var navnet baseret på et lydefterlignende senegalesisk navn på disse fugle.

 

Tockus deckeni Sortvinget toko
Denne art, som fortrinsvis lever i tørt kratland, er udbredt fra det centrale Ethiopien og den sydøstligste del af Sydsudan mod syd gennem Somalia og Kenya til det sydlige Tanzania.

Arten blev opkaldt til ære for en tysk opdagelsesrejsende, Baron Karl Klaus von der Decken (1833-65), som var den første europæer, der forsøgte at bestige Mount Kilimanjaro. Det lykkedes dog ikke på grund af dårligt vejr. Han besøgte også Madagascar og Mascarenerne. I 1865 tog han til Somalia, hvor han udforskede de nedre egne omkring Jubba-floden ombord på et lille dampskib ved navn Welf. Efter at skibet var sunket i strømhvirvler, blev han og tre af hans selskab myrdet af fjendtlige somaliere.

 

 

Hun af sortvinget toko, Awash Nationalpark, Ethiopien. Hunnen har mørkt næb, mens hannens er rødt med elfenbensfarvet spids. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus erythrorhynchus Rødnæbbet toko
Efter genetiske studier hævder nogle forskere, at denne art bør opsplittes i 5 arter, mens andre autoriteter stadig betragter disse fugle som hørende til én og samme art. Regner man dem som én art, er den udbredt fra Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, sydpå til Namibia og den nordøstlige del af Sydafrika.

De fem arter/underarter:

Nordlig rødnæbbet toko (T. (e.) erythrorhynchus) er udbredt fra det sydlige Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, og videre mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania.

Vestlig rødnæbbet toko (T. (e.) kempi) findes fra det sydlige Mauritanien gennem Senegal og Gambia til det vestlige Mali.

Tanzaniansk rødnæbbet toko (T. (e.) ruahae) er begrænset til det centrale og vestlige Tanzania.

Sydlig rødnæbbet toko (T. (e.) rufirostris) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst til Zambia og derfra mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Damara rødnæbbet toko (T. (e.) damarensis) er begrænset til det sydlige Angola samt det nordlige og vestlige Namibia.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

Nordlig rødnæbbet toko, underarten erythrorhynchus, søger føde på en savanne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordlig rødnæbbet toko, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlig rødnæbbet toko, underarten rufirostris, Matobo Nationalpark (øverst) og Hwange Nationalpark, begge i Zimbabwe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus flavirostris Gulnæbbet toko
Denne fugl ligner kaffertoko (nedenfor), men har sort nøgen hud omkring øjnene. Den findes i det østlige Afrika, fra Eritrea, Djibouti og Somalia mod syd til den sydøstligste del af Sydsudan, det østlige Uganda, Kenya samt den nordligste del af Tanzania.

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

Gulnæbbede tokoer, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus jacksoni Savannetoko
Savannetokoen minder om sortvinget toko, men har talrige hvide pletter på vingedækfjerene. Den er begrænset til et ret lille område i det sydøstlige Sydsudan, det sydvestlige Ethiopien, det nordøstlige Uganda, samt det nordvestlige Kenya. Bestanden er dalende.

Artsnavnet blev givet til ære for Sir Frederick John Jackson (1860-1929), en engelsk administrator, opdagelsesrejsende og ornitolog, som boede i Kenya.

 

 

Han af savannetoko, Lake Baringo, Kenya. Dette individ har meget blegt hoved. Normalt har hannerne en udtværet sort plet omkring øjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus leucomelas Kaffertoko
Denne art er udbredt fra Angola og Namibia mod øst gennem Botswana og den nordlige del af Sydafrika til den sydligste del af Zambia samt Mozambique. Den minder om gulnæbbet toko (ovenfor), men har lyserød hud omkring øjet og under næbbet.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melas (‘sort’), således ‘hvid og sort’.

 

 

Kaffertoko, oplyst af aftensol, Etosha Nationalpark, Namibia. – Denne park og andre fantastiske naturlokaliteter i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af kaffertoko hilser hinanden kort efter daggry, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaffertoko, fotograferet på en campingplads i Etosha Nationalpark, Namibia. I baggrunden en rødskuldret glansstær (Lamprotornis nitens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kaffertokoer æder insekter i elefantgødning, Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucorvidae Hornravne
De kæmpestore hornravne kan blive op til 1,2 m lange, med en vægt på op mod 6,2 kg. De adskiller sig tilstrækkeligt fra de egentlige næsehornsfugle (ovenfor) til at danne en særskilt familie med kun to arter i slægten Bucorvus.

Disse fugle lever i græsland med kort græs og spredte træer, hvori de yngler. De adskiller sig især gennem deres fødesøgning, idet de tilbringer det meste af tiden med at spadsere rundt på jorden, hvor de fanger byttedyr som biller, slanger og firben.

Slægtsnavnet er sammensat af to andre slægtsnavne, Buceros (se ovenfor), samt Corvus (ravne og krager), således ‘næsehornsfuglene, der minder om ravne’.

 

Bucorvus abyssinicus Abyssinsk hornravn
Som dens navn antyder, er denne art endemisk for Ethiopien, hvis gamle navn var Abyssinien. Den adskiller sig fra den rødstrubede art (nedenfor) gennem sine blå hudlapper samt en større gevækst på næbbet. Den er i tilbagegang på grund af tab af levesteder samt jagt.

 

 

Abyssinsk hornravn, fotograferet nær Genale-floden, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucorvus leadbeateri Rødstrubet hornravn
Denne art er udbredt fra Rwanda, Kenya, det sydøstlige Zaire og Angola mod syd til det nordlige Namibia, nordlige Botswana og østlige Sydafrika. Arten har været i tilbagegang i de senere år.

Artsnavnet refererer til Benjamin Leadbeater (1760-1837), en engelsk forhandler af naturalier i London.

 

 

Rødstrubet hornravn, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En rødstrubet hornravn spadserer rundt på en savanne, fanger derpå et insekt og sluger det, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buphagidae Oksehakkere
Disse fugle, der omfatter to arter, blev førhen betragtet som en underfamilie af stærene, men regnes i dag for en selvstændig familie. De findes i Afrika syd for Sahara.

De lever især af insekter og flåter og ses oftest på ryggen af store græsædere. Det er blevet observeret, at en fugl i løbet af en dag kan æde over 100 adulte flåter eller 13.000 larver.

Deres foretrukne fødeemne er imidlertid blod, og de hakker ofte i sår på græsæderne, indtil blodet flyder, eller de hakker simpelthen i huden og frembringer herved et sår. Denne adfærd afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk bous (‘okse’) og phagos (‘æder’).

 

Buphagus africanus Gulnæbbet oksehakker
Vidt udbredt i Sahel-zonen, fra Senegal mod øst til Ethiopien. Den har desuden en pletvis forekomst i det østlige og sydlige Afrika.

 

 

Denne gulnæbbede oksehakker sidder på ryggen af en Chapmans zebra (Equus quagga ssp. chapmani), Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Burhinidae Trieler
En familie med 10 arter i 2 slægter, Burhinus og Esacus. Det danske navn sigter til et af kaldene hos almindelig triel (B. oedicnemus).

 

Burhinus Trieler
Denne slægt med 8 arter er vidt udbredt, fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til det Indiske Subkontinent og Sydøstasien, og derfra mod syd gennem Indonesien til Australien, i Afrika, i Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, samt langs kysten af Ecuador og Peru. De fleste arter lever i tørre områder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk bous (‘okse’) og ‘rhinos’ (‘næse’, i denne forbindelse ‘næb’), hvilket sigter til disse fugle store næb. Det engelske navn thick-knee hentyder til det tykke hælled.

 

Burhinus capensis Plettet triel
Denne fugl lever i græsland og på savanner i Sahel-zonen, fra Senegal og Mauritanien mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika. Den forekommer også nogle få steder i Yemen og Oman.

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

Plettet triel, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Burhinus vermiculatus Vandtriel
En fugl, som er tilknyttet vådområder, bl.a. søbredder, floder, mangrove og floddeltaer, normalt omgivet af krat eller åben skov. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til størsteparten af det sydlige Afrika, fra havniveau op til omkring 1800 meters højde. Den findes også nogle steder i Vestafrika.

Artsnavnet er afledt af latin vermiculus (‘lille orm’), diminutiv af vermis (‘orm’). Tilsyneladende fandt den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), som navngav fuglen i 1868, at striberne på dens krop mindede om små orme.

 

 

Vandtriel, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calyptomenidae Brednæb
En familie med to slægter, Calyptomena med 3 arter, der findes på Malacca-halvøen og på Borneo, samt Smithornis med 3 arter, der lever i Afrika. De var alle førhen placeret i familien Eurylaimidae, men genetisk forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtet med de øvrige brednæb. Jeg finder det dog besynderligt, at to slægter, der forekommer så langt fra hinanden, skulle tilhøre samme familie.

 

Smithornis Afrikanske brednæb
Denne slægt rummer 3 arter, der lever i skove syd for Sahara.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som blev den første direktør for Cape Town Museum. Anden del af navnet betyder ‘fugl’ på oldgræsk.

 

Smithornis capensis Afrikansk brednæb
Denne arts hovedudbredelse strækker sig fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Den har også en pletvis udbredelse i Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til den Centralafrikanske Republik, og derfra mod syd til Angola. Den lever i forskellige skovtyper og tætte krat.

Artsnavnet refererer til Kap Det Gode Håb i Sydafrika, hvilket beror på en fejl, da arten ikke findes her.

 

 

Han af afrikansk brednæb, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 
Hun af afrikansk brednæb, Pugu Forest, nær Dar-es-Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadriidae Præstekraver, viber, hjejler, etc.
Denne familie af små til mellemstore vadere omfatter omkring 10 slægter med ca. 65 arter, udbredt i næsten hele verden, for langt størstedelens vedkommende i vådområder.

 

Charadrius Præstekraver og pomeransfugle
Denne slægt rummer omkring 32 arter af fortrinsvis små vadere, der er udbredt næsten globalt, hovedsagelig i vådområder.

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Charadrius hiaticula Stor præstekrave
Som ynglende er denne art udbredt i Grønland, Island, Nordeuropa så langt mod syd som det sydlige England, det nordlige Tyskland, Polen og det nordlige Ukraine, endvidere langs den arktiske kyst fra Norge til det østlige Sibirien. Vintermånederne tilbringes i Afrika syd for Sahara, på Madagascar, langs kyster i Vesteuropa og omkring Middelhavet, i Mellemøsten, på det Indiske Subkontinent, samt i Sri Lanka.

Artsnavnet er afledt af latin hiatus (‘kløft’) og cola (‘beboer’), af colere (‘at bo’). Det har samme mening som ordet kharadrios ovenfor, således ‘lever i kløfter’ – et besynderligt navn på denne fugl, der absolut ikke lever i kløfter.

 

 

Voksen stor præstekrave i vinterdragt, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius leschenaultii Ørkenpræstekrave
Som dens navn fortæller, yngler denne art i ørkenagtige områder, fra Tyrkiet mod øst gennem Centralasien. Vinterkvarteret omfatter strande i Østafrika, det sydlige Asien samt Ny Guinea og Australien.

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som rejste vidt og bredt på Java, samt i Indien og Sydamerika, hvorfra han bragte store samlinger af planter og fugle tilbage til Frankrig.

 

 

Her ses ørkenpræstekraver, to terekklirer (Xenus cinereus, med gule ben), to krumnæbbede ryler (Calidris ferruginea, forrest i midten), samt en enkelt sandløber (Calidris alba, yderst t.h.), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. I baggrunden ses en sodfarvet måge (Ichthyaetus hemprichii) og krabbeædere (Dromas ardeola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius pallidus Rustbåndet præstekrave
Denne lille kønne fugl lever i saltsøer og alkalisøer i to adskilte områder, i Kenya og Tanzania, samt i hele det sydlige Afrika.

Det latinske artsnavn er afledt af latin pallere (‘at være bleg’), hvilket formodentlig sigter til artens snehvide underside.

 

 

Rustbåndet præstekrave, Natron-søen (øverst), samt Lake Legaja, Serengeti Nationalpark, begge Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius pecuarius Kittlitz’ præstekrave
Denne art er hjemmehørende i store dele af Afrika syd for Sahara, samt i Nil-deltaet og på Madagascar. Den yngler i saltmarsk, langs sandede eller mudrede flodbredder, samt i græsland med kort vegetation.

Det latinske artsnavn betyder ‘græsser’, afledt af pecu (‘kvæg’ eller ‘flok’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

Det danske navn blev givet til minde om den preussiske soldat, opdagelsesrejsende og naturhistoriker Friedrich Heinrich Freiherr von Kittlitz (1799-1874), som deltog i en ekspedition 1826-29 kloden rundt, ombord på korvetten Senjawin. Denne ekspedition blev ledet af Kaptajn Fyodor Petrovich Litke (1797-1882). Undervejs indsamlede von Kittlitz en mængde fugle, tilhørende i alt 314 arter. I 1831 drog han til Nordafrika, men måtte vende hjem til Tyskland på grund af dårligt helbred. På denne tur indsamlede han eksemplarer af den præstekrave, der i dag bærer hans navn.

 

 

Kittlitz’ præstekrave, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius tricollaris Trebåndet præstekrave
Denne art er standfugl langs floder, damme og søer, fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika, samt Madagascar. Den forekommer også nogle få steder i Vestafrika. Den kendes nemt på de to sorte brystbånd med et hvidt bånd imellem dem, som både det latinske og det danske artsnavn hentyder til.

 

 

Trebåndet præstekrave, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pluvialis Hjejler
Førhen mente man, at der foruden strandhjejle (nedenfor) kun fandtes en enkelt anden hjejle-art, P. apricaria, som var opdelt i tre underarter. Siden er disse underarter blevet opgraderet til særskilte arter, almindelig hjejle (P. apricaria), som yngler i tundra fra Island mod øst til det centrale Sibirien, tundrahjejle (nedenfor), og endelig amerikansk hjejle (P. dominica), der yngler i de nordligste egne af Nordamerika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). I gamle dage sagde man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Pluvialis fulva Tundrahjejle
Denne art er udbredt langs den sibiriske kyst, fra Jamal-halvøen mod øst til Chukotka-halvøen samt den vestligste del af Alaska. Om vinteren trækker de fleste til det Indiske Subkontinent, Sydøstasien, Australien og Stillehavsøerne, men nogle flyver også til Østafrika, og nogle få tilbringer vinteren i Californien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig-brun’, hvilket sigter til fuglens sommerdragt.

 

 

Tundrahjejler, Lake Abietta, Ethiopien. I baggrunden fødesøgende små flamingoer (Phoeniconaias minor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pluvialis squatarola Strandhjejle
Denne mellemstore art yngler i højarktiske områder fra det vestlige Rusland langs hele den arktiske kyst til Alaska og de canadiske højarktiske øer. Om vinteren kan den ses langs næsten alle verdens kyster, med undtagelse af polarområderne.

Artsnavnet er en latiniseret form af sgatarola, et gammelt venetiansk navn på en slags vadefugl.

 

 

Strandhjejler og krabbeædere (Dromas ardeola) raster på en sandbanke under højvande, Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. Der ses også to ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii, t.v.), en sovende krumnæbbet ryle (Calidris ferruginea, forrest), samt en enkelt stenvender (Arenaria interpres, t.h.). I baggrunden tankskibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus Viber
Denne slægt rummer 24 arter af mellemstore vadefugle, som er udbredt over størsteparten af kloden. Slægtsnavnet er latin, diminutiv af vannus (‘vifte’), hvilket sigter til den snurrende lyd, som vingerne hos den almindelige vibe (V. vanellus) frembringer under parringsspillet. Det danske navn hentyder til denne arts stemme, et langtrukkent viib.

 

Vanellus armatus Smedevibe
En almindelig art fra det centrale Kenya mod syd gennem Tanzania til hele det sydlige Afrika. Dens habitat er enhver form for vådområde i lavlandet, inklusive damme i landbrugsområder samt langs dæmninger.

Det latinske artsnavn kommer af arma (‘våben’), således ‘bærer våben’, hvilket sigter til den skarpe spore på vingen, som fuglen benytter, når den aggressivt forsvarer sine unger, idet den gentagne gange dykker ned mod fjenden og sigter mod dens hoved. Det danske navn hentyder til artens alarmkald, et gentaget metallisk tink-tink-tink, der er blevet sammenlignet med en smedehammers slag på ambolten.

 

 

Smedeviber raster i et oversvømmet område langs en søbred, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smedevibe søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smedeviber i parring, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En smedevibe truer en Abdimstork (Ciconia abdimii), som er kommet ind på vibens redeterritorium, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus coronatus Kronvibe
Denne fugl er meget almindelig i tørre græsområder, fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det østlige Afrika til hele det sydlige Afrika.

Det latinske artsnavn er afledt af coronare (‘at krone’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens hovedmønster.

 

 

Rugende kronvibe, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fouragerende kronvibe, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus crassirostris Langtået vibe
Denne art er især tilknyttet søer og damme med flydeblade, men kan også observeres i andre typer af vådområder. Den har en pletvis udbredelse, idet den findes i Cameroun og Chad, samt fra Sydsudan mod syd gennem det østlige Afrika til Angola, Botswana, Zambia, Zimbabwe og Mozambique.

Det latinske artsnavn er afledt af crassus (‘tyk’, ‘kraftig’) og rostrum (‘næb’).

 

 

Langtåede viber vandrer på vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende langtået vibe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus lugubris Mørk sørgevibe
En hovedsagelig grå og hvid fugl med iøjnefaldende hvid pandeblis og gul iris. Den minder meget om lys sørgevibe (nedenfor), men denne har rødlige ben, ikke sorte, og pandeblissen er mere udflydende.

Mørk sørgevibe, som lever på savanner med kort græs, er udbredt over et meget stort område, i Vestafrika fra Senegal mod øst til Chad, mod syd til det nordlige Angola, samt fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til det nordøstlige Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘sørgmodig’, afledt af lugere (‘at sørge’), hvilket formodentlig hentyder til den overvejende grå fjerdragt.

 

 

Mørk sørgevibe æder myrer, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus melanocephalus Ethiopisk vibe
Denne markante fugl, som har sort hætte og strube, samt små sorte pletter på brystet, er endemisk i Ethiopiens højland, hvor den er ret almindelig.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Ethiopiske viber søger føde blandt græssende heste og kvæg, Debre Birhan, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus melanopterus Lys sørgevibe
Denne art lever i højtliggende græsland i to adskilte områder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt i den sydlige del af Sydafrika og Mozambique. Se også mørk sørgevibe ovenfor.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk melas (‘sort’) og pteron (‘vinge’).

 

 

Lys sørgevibe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus senegallus Savanne-lapvibe
Denne art har navn efter de gule lapper ved basis af næbbet. På vingen har den en lille sort spore. Den lever på savanner og i moser og er ret almindelig overalt syd for Sahara, med undtagelse af regnskovsområder og ørkener.

Det latinske artsnavn sigter formodentlig til type-lokaliteten.

 

 

Savanne-lapvibe, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus spinosus Sporevibe
Fjerdragten hos denne art er overvejende sort, med kontrasterende hvid kind og nakke, samt brune vingedækfjer. Den er udbredt over et kæmpemæssigt område, fra Grækenland mod øst gennem Tyrkiet til det nordlige Iran, og derfra mod syd til den Arabiske Halvø. Endvidere fra Egypten gennem det østlige Afrika mod syd til Botswana og det nordlige Mozambique. Den forekommer tillige i store områder af Vestafrika, fra Mauritanien sydpå til Sierra Leone og derfra mod øst til Chad.

Det latinske artsnavn kommer af spina (‘torn’), hvilket sigter til sporen på vingen.

 

 

Sporevibe renser fjerdragt, Kantara, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sporevibe, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanellus tectus Sorttoppet vibe
Denne markante art er udbredt i vådområder i hele Sahel-zonen mod øst til Eritrea, og derfra mod syd til det østlige Zaire, Uganda og Kenya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket’, hvilket i denne forbindelse sigter til fuglens sorte hætte.

 

 

Sorttoppet vibe, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ciconiidae Storke
Disse store fugle, der omfatter 6 slægter med 19 arter, findes i de fleste egne af kloden, kun manglende i polarområderne, samt størsteparten af Nordamerika og Australien.

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Ciconia Typiske storke
En slægt med 7 arter, udbredt i Afrika, Eurasien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stork.

 

Ciconia abdimii Abdimstork
Denne lille stork er udbredt tværs over Sahel-zonen mod øst til Ethiopien, Somalia og det nordlige Kenya, samt den sydvestlige spids af den Arabiske Halvø, og desuden i den sydøstlige del af Afrika, fra det sydligste Tanzania sydpå til Sydafrika.

Arten er opkaldt efter Bey el-Arnaut Abdim (1780-1827), som var tyrkisk guvernør i Wadi Halfa, Sudan.

 

 

Abdimstork, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ciconia ciconia Hvid stork
Den hvide stork har to underarter, hvoraf nominatracen yngler på den Iberiske Halvø, i Nordafrika og Østeuropa, samt fra Tyrkiet mod øst til det nordlige Iran, mens underarten asiatica yngler i Turkestan. Vintermånederne tilbringes i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskov og ørken, samt i det sydøstlige Arabien og på det Indiske Subkontinent.

Førhen blev den lignende, men større og sortnæbbede Manchurerstork (C. boyciana) i det østlige Asien regnet for en underart af hvid stork.

 

 

Hvide storke og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), Serengeti Nationalpark (øverst) og Ngorongoro-krateret, begge i Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid stork hviler i en akacie, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ephippiorhynchus senegalensis Saddelnæbsstork
Denne store fugl, som kan blive op mod 1,5 m høj og have et vingefang på 2,7 m, er vidt udbredt syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Namibia og det nordøstlige Sydafrika. Den undgår regnskove og ørkener.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten, som er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

Han af saddelnæbsstork, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Hunnen har gul iris. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leptoptilos
En slægt med 3 store og kluntede fugle, marabustorken (nedenfor), samt to arter af adjudant-storke i tropiske egne af Asien, begge omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’ eller ‘slank’) samt ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de yderst få fjer på disse fugles hoved.

 

Leptoptilos crumenifer Marabustork
Denne kæmpestore fugl, der bliver op til 1,5 m høj og kan veje op til 8 kg, er ikke just nogen skønhed, med nøgent rødt og sort hoved, nøgen lyserød, blå og rød hals, der ender i en stor strubesæk, samt en kæmpemæssigt næb, der kan blive op til 35 cm langt. Arten er vidt udbredt og almindelig syd for Sahara, hvor den lever i forskellige habitater, ofte nær menneskelig bebyggelse. Som de fleste storke yngler den i kolonier.

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

Marabustorke forsamlet på en affaldsplads for fisk, Mwanza, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinde fodrer en marabustork, Virunga Nationalpark, Zaire. Bemærk elefant-kranierne i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Marabustork med opspilet strubesæk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycteria Skovstorke
En lille slægt med 4 arter, udbredt i de fleste tropiske egne af kloden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Mycteria ibis Gulnæbbet stork
Denne art, som også kaldes for det lidt kluntede afrikansk skovstork, er en almindelig og vidt udbredt art syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Sydafrika. Den findes også i den vestlige del af Madagascar. Den undgår regnskove og ørkener.

Det latinske artsnavn beror på en misforståelse. I Oldtidens Grækenland blev ordet ibis anvendt for Egyptens hellige ibis (Threskiornis aethiopicus).

 

 

Gulnæbbede storke, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbede storke passerer foran en mørk regnsky, Lake Manyara Nationalpark. Fuglene i baggrunden er nilgæs (Alopochen aegyptiaca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet stork, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af gulnæbbet stork renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. I baggrunden ses en sort ibis (Plegadis falcinellus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cisticolidae Cistussangere, priniaer m.fl.
Medlemmerne af denne familie af diminutive spurvefugle udgør omkring 26 slægter med c. 160 arter. De var førhen placeret i den store sangerfamilie (Sylviidae), men er nu blevet overført til en særskilt familie.

 

Apalis
Denne slægt af små sangere rummer omkring 25 arter, vidt udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er efter sigende afledt af oldgræsk hapalos (‘skrøbelig’ eller ‘blid’). Andre foreslår, at ordet er et afrikansk navn på disse fugle.

 

Apalis flavida Gulbrystet apalis
En vidt udbredt art, der lever i forskellige typer skov og savanne, fra Senegal mod øst til Cameroun, og derfra mod syd til det nordlige Namibia, samt fra det sydvestlige Ethiopien mod syd til det sydøstlige Sydafrika.

Nordøstlige bestande, fra det østlige Ethiopien mod syd til det nordøstlige Tanzania, er fornylig blevet splittet ud som en selvstændig art, brunhalet apalis (A. flavocincta).

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig’.

 

 

Denne gulbrystede apalis er blevet fanget i et mistnet, Nyangamara Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cisticola Cistussangere, cisticolaer
En slægt med ca. 50 arter, der næsten alle er endemiske i Afrika, med en enkelt art på Madagascar, nogle få i Asien, samt en enkelt, cistussangeren (C. juncidis), hvis udbredelsesområde når Sydeuropa.

Slægten blev beskrevet af den tyske naturhistoriker Johann Jakob Kaup (1803-73). Slægtsnavnet kommer af kisthos, det græske ord for cistroser (Cistus), også kaldt soløjetræer, samt af latin colere (‘at bo’). Formodentlig observerede Kaup cistussangeren blandt buske af denne slægt.

 

Cisticola lais Klagecisticola
Denne fugl lever i græsland i ret store højder, fra det østlige Zimbabwe og Mozambique mod syd til det sydøstlige Sydafrika. Der er også en isoleret bestand i Angola.

Artsnavnet (udtales ‘la-is’) er et latinsk ord for sanger. Det skulle hentyde til den ene af to prostituerede i Oldtidens Grækenland, Lais af Korinth (død ca. 425 f.Kr.) eller Lais af Hykkara (død 340 f.Kr.). Den førstnævnte blev myrdet af jalous hustruer, der frygtede for deres mænds troskab og moral. Forbindelsen til cisticolaen er svær at få øje på.

Det danske navn sigter formodentlig til artens kald, et langtrukket wheee.

Førhen blev Lynes’s cisticola (C. distinctus), der findes i det østlige Uganda, Kenya og Tanzania, betragtet som en underart af klagecisticola.

 

 

Klagecisticola, Chimanimani Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coliidae Musefugle
Musefugle er 6 besynderlige fugle, som er begrænset til Afrika syd for Sahara, 4 arter i slægten Colius, 2 i Urocolius. De er flokfugle, som på akrobatisk vis klatrer rundt i buske i søgen efter bær, frugter og bladknopper. På den måde minder de om visse gnavere, hvilket er årsagen til deres navn.

Ifølge en kilde er navnet Colius afledt af græsk koloios (‘allike’), men forbindelsen er svær at få øje på. En anden kilde foreslår, at navnet er afledt af græsk koleos (‘sværdskede’), hvilket sigter til disse fugles lange hale.

 

Colius leucocephalus Hvidhovedet musefugl
En temmelig sjælden art, som er begrænset til tørre områder i Kenya og det nordlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Hvidhovedede musefugle sidder som spejlbilleder af hinanden, Same, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colius striatus Brun musefugl
Det mest almindelige medlem af familien, vidt udbredt syd for Sahara, fra Nigeria og Sudan mod syd til Sydafrika. Arten undgår tæt skov og ørkener.

 

 

Brune musefugle klatrer på akrobatisk vis rundt i en busk, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocolius macrourus Blånakket musefugl
Denne art lever i tørre savanner og åbne skove i Sahel-zonen, samt fra Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania. Den kendes nemt på den store blå nakkeplet.

Den første del af slægtsnavnet er afledt af græsk oura (‘hale’). Medlemmer af denne slægt har lidt længere hale end medlemmer af Colius. Det latinske artsnavn refererer også til halen, af græsk makros (‘lang’), samt igen oura.

 

 

En blånakket musefugl klatrer på akrobatisk vis rundt i en busk, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Førhen var et antal amerikanske arter placeret i denne slægt, men de er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (Columba livia) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba guinea Guineadue
Denne store due kendes nemt på sine hvidplettede vinger og det grå hoved med nøgen rød hud omkring øjnene. Den er meget almindelig og vidt udbredt i åbne habitater syd for Sahara, men undgår områder med tæt skov.

I 1747 inkluderede den engelske naturhistoriker George Edwards (1694-1773) denne art i andet bind af værket A Natural History of Uncommon Birds, hvori han beskrev den som triangular-spotted pigeon (Columba maculis triquetris) (‘duen med trekantede pletter’), hvilket sigtede til de hvide pletter på vingerne. Hans illustration var udført ud fra to levende duer, der tilhørte Hertugen af Richmond i London. Edwards blev fortalt, at duerne var hjembragt fra Guinea i Vestafrika. Senere, da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 opdaterede sit Systema Naturæ til den 10. udgave, navngav han arten Columba guinea, idet han citerede Edwards’ værk.

 

 

Guineadue sammen med en rødvinget sortstær (Onychognathus morio), Taffelbjerget, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guineadue søger føde, Taffelbjerget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af Guineadue kurrer, mens han gør kur til en hun, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oena capensis Namaquadue
Denne lille due kendes nemt på den meget lange hale. Hannen har sort ansigt og bryst, mens næbbet er mørkt på den inderste del, gult på den yderste. Hunnens hoved er ensfarvet brunligt, og næbbet er mørkt. Arten er tilknyttet halvørken og andre tørre områder, og den undgår skov. Den er vidt udbredt syd for Sahara, samt i det nordøstlige Afrika, Mellemøsten, på den Arabiske Halvø og Madagascar. Strejfere er truffet så langt borte som det nordlige Tyrkiet og Pakistan.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oinas (‘due’), oprindeligt fra oimay, hvilket ifølge den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) var “en vild due af samme farve som modnende druer” (vinranken kaldtes oimg). Det latinske artsnavn betyder ‘fra Kap-området’ (Sydafrika), mens det danske navn sigter til Namaqualand, på Khoikhoiernes sprog Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

Han af Namaquadue ved et vandhul, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spilopelia
Tidligere var medlemmer af denne slægt placeret i slægten Streptopelia (nedenfor), men genetiske analyser, samt studier baseret på vokalisering, førte til den konklusion, at to arter, perlehalsdue (S. chinensis) og palmedue (nedenfor), adskilte sig tilstrækkeligt fra de øvrige Streptopelia-arter til at udgøre en særskilt slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til de hvide pletter på siden af halsen og i nakken hos perlehalsduen.

 

Spilopelia senegalensis Palmedue
Denne lille due er vidt udbredt, idet den findes i store dele af Afrika, på den Arabiske Halvø, samt i Mellemøsten, østpå til Indien. Den træffes også på Cypern. I 1889 blev den indført til det vestlige Australien, hvor bestande er blevet etableret adskillige steder. Arten lever i mange forskellige habitater, bl.a. halvørken, krat, landbrugsland og byer.

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

 

 

Palmeduer, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne palmedue sidder på en figenkaktus (Opuntia) på øen Debre Mariam, Tana-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia Turtelduer, skoggerduer
En slægt med omkring 15 arter af små til mellemstore duer, hvoraf størsteparten er udbredt i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, hvoraf en enkelt, østlig turteldue (S. orientalis), også findes i tempererede egne af Asien, mens en anden, tyrkerduen (S. decaocto), har udvidet sit udbredelsesområde til Mellemøsten og hele Europa. Denne ekspansion er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’). Navnet skoggerdue kommer af skogren, en vibrerende lyd, som bl.a. urfugl, tjur og dobbeltbekkasin frembringer under parringssspillet. Her hentyder det sikkert til visse turtelduers kurren.

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Streptopelia capicola Savanneskoggerdue
Denne art er talrig i de fleste åbne landskabstyper, fra Sudan, Eritrea og Zaire mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika. Dens tre-tonede kald, der er blevet gengivet som work har-der, gentages ofte i meget lange perioder.

Den første del af det latinske artsnavn hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika, mens anden del er afledt af latin colere (‘at bo’).

 

 

Par af savanneskoggerdue, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savanneskoggerduer, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savanneskoggerduer drikker af et vandhul, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia decipiens Guløjet skoggerdue
Denne markante due, som har et næsten stirrende gult øje med nøgen rød hud omkring, samt et rosa skær på brystet, er vidt udbredt, fra Sahel-zonen mod syd gennem Østafrika til Angola, det nordlige Namibia, Mozambique, samt det nordøstlige Sydafrika.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin decipere (‘at snyde’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

Guløjet skoggerdue, Lake Baringo, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En guløjet skoggerdue renser fjerdragt på sin mage, Lake Baringo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Treron Papegøjeduer
Denne slægt med 30 arter af overvejende grønne duer er udbredt i tropiske og subtropiske områder af Afrika og Asien. Deres føde består af frugt, nødder og frø, især figner (Ficus).

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘sky’ eller ‘frygtsom’, et ord, der ofte blev anvendt for duer af den klassiske digter Homer (ca. 750 f.Kr.). Det danske navn sigter til, at disse fugle virker papegøjeagtige, når de klatrer rundt i træerne efter føde.

 

Treron calvus Afrikansk papegøjedue
En plump fugl med grøn underside og mørk olivenfarvet ryg og vingedækfjer. Næbbet er rødt med hvid spids. Arten er vidt udbredt i skove syd for Sahara, men undgår tæt regnskov.

Det latinske artsnavn betyder ‘skaldet’. Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

En afrikansk papegøjedue æder modne frugter af et figentræ (Ficus), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Treron waalia Gulbuget papegøjedue
Denne art minder om afrikansk papegøjedue, men har gul bug og hvidt næb. Den lever i åbne skove og savanner, fra Sierra Leone mod øst til Chad, fra Sudan mod syd til det østlige Zaire, Uganda og Kenya, samt langs kysten i den vestlige og sydlige del af den Arabiske Halvø.

Det videnskabelige artsnavn er det gamle abyssinske navn på denne fugl. På engelsk hedder den Bruce’s green pigeon, et navn, der hædrer den skotske opdagelsesrejsende James Bruce (1730-94), som rejste i Abyssinien (i dag Ethiopien), hvor han opdagede den Blå Nils kilder.

 

 

Gulbuget papegøjedue, Debre Mariam, Lake Tana, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turtur tympanistria Tamburindue
Denne lille hvide og brune due er ret almindelig i skove, krat og plantager, fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til det sydøstlige Sydafrika. Den forekommer tillige på Comorerne.

Slægtsnavnet betyder ‘turteldue’ på latin, mens artsnavnet er græsk og betyder ‘kvindelig trommeslager’, afledt af tympanon (‘tromme’ eller ‘tamburin’), hvilket sigter til dens kurren, et gentaget du-du-du, der minder svagt om lyden fra en tamburin.

 

 

Tamburindue, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coraciidae Ellekrager
Denne familie rummer 12-13 arter i to slægter, Coracias og Eurystomus, som begge er udbredt i Afrika og Asien. En enkelt af arterne yngler i Sydeuropa.

 

Coracias Egentlige ellekrager
En gruppe på 9 arter af farvestrålende fugle, som alle viser klare blå eller turkise farver på krop, vinger og/eller hale. De ses ofte sidde på en udkigspost på en gren eller en hegnspæl, hvorfra de afsøger omgivelserne for føde, der omfatter forskellige invertebrater samt små vertebrater som firben, slanger, frøer, gnavere og fugleunger.

De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt er udbredt i Europa og det vestlige Asien, to er vidt udbredt i Asien, og en art er begrænset til Sulawesi med omliggende øer.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af græsk korakias (‘krage-lignende’), af korax (‘ravn’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten i 1758, betragtede han formodentlig ellekrager som beslægtet med krager (jfr. det danske navn).

 

Coracias abyssinicus Abyssinsk ellekrage
De ydre halefjer hos denne art er meget lange og tynde. Den yngler tværs over Sahel-zonen, mod syd til Cameroun, den Centralafrikanske Republik, det nordlige Zaire, samt det nordlige Uganda og Kenya. Den findes også langs Rødehavets kyst i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø, samt langs Nilens løb nordpå, næsten til den egyptiske grænse.

Artsnavnet hentyder til Abyssinien, det gamle navn på Ethiopien. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

Abyssinsk ellekrage oplyses af aftensolen, Shaba Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Abyssinsk ellekrage, Awash Nationalpark, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias caudatus Lillabrystet ellekrage
En ret almindelig art i åbent kratland og på savanner i det østlige og sydlige Afrika, fra Zaire og Ethiopien mod syd til Sydafrika. Den kendes nemt på det lilla bryst.

Det latinske artsnavn betyder ‘-halet’, af cauda (‘hale’), hvilket i dette tilfælde sigter til den lange hale med to tynde forlængede fjer.

 

 

Lillabrystet ellekrage, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Krüger Nationalpark i Sydafrika rejser et pludseligt vindstød fjerdragten på en lillabrystet ellekrage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han bringer føde til sin mage, som hilser ham ved at kalde, Bogoria-søen, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden han fodrer sin mage, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias garrulus Eurasisk ellekrage
Den almindelige ellekrage yngler i Østeuropa og det sydvestlige Asien, samt en disjunkt bestand i det sydligste Frankrig, Spanien, Portugal og det nordvestlige Afrika. Vinterperioden tilbringes i Afrika, idet de iberiske og nordvestafrikanske bestande trækker til Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til Cameroun, mens de østlige bestande overvintrer i det sydlige Afrika.

I de senere år er denne art gået temmelig drastisk tilbage i det meste af sit yngleområde, idet den trues af jagt under trækket, specielt i Oman, hvor tusinder indsamles til føde. Mange steder har man fjernet træer for at give plads til moderne landbrugsmaskiner, hvilket berøver ellekragerne ynglesteder og udkigsposter, og endvidere reducerer kemiske sprøjtemidler dens fødeemner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sludrende’ eller ‘støjende’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

Eurasisk ellekrage, fotograferet i Tarangire Nationalpark, Tanzania, i begyndelsen af april, hvor artens nordgående træk finder sted. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coracias naevius Blåvinget ellekrage
Denne art er ikke nær så farvestrålende som de øvrige i slægten, idet den blå farve er begrænset til vinger og hale og kun bemærkes under flugten. Den har en vid udbredelse i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af de vestafrikanske regnskovsområder samt den sydligste del af Afrika. Dens foretrukne biotop er tørre savanner, hvor dens ynglesæson synes at variere efter, hvor der nyligt er faldet regn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’ eller ‘markeret’, hvilket hentyder til striberne på brystet.

 

 

Blåvinget ellekrage, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eurystomus Brednæbbede ellekrager
En lille slægt med to arter i Afrika samt en enkelt eller to arter i Asien. Genetisk forskning har åbenbaret, at den blå ellekrage (E. azureus) fra de indonesiske Maluku-øer måske er en underart af den vidt udbredte grøn ellekrage (E. orientalis).

Slægtsnavnet er afledt af græsk eurys (‘bred’ eller ‘vid’) og stoma (‘mund’).

 

Eurystomus glaucurus Brednæbbet ellekrage
Vidt udbredt i åbne skovklædte områder syd for Sahara, men mangler i Somali-ørkenen samt størstedelen af Namibia, Botswana og Sydafrika. Den findes tillige på Madagascar.

Artsnavnet er afledt af græsk glaukos (‘blågrå’) og oura (‘hale’). Fuglen er overvejende rødbrun, men underhalen er blågrå, eller rettere turkisfarvet.

 

 

Brednæbbet ellekrage, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie indeholder 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skovskader, husskader, træskader, alpekrage og alpeallike, nøddekriger og andre.

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle tempererede egne af verden, med undtagelse af Sydamerika. Navnet ravn benyttes om de største arter, krage og råge om lidt mindre arter. Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus albicollis Hvidhalset ravn
Denne art er sort med en stor hvid plet nederst i nakken. Den er hjemmehørende fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd gennem det sydøstlige Afrika til Kap-området. Den findes hovedsagelig i bjergområder og har nemt kunnet tilpasse sig til at leve i landsbyer og mindre byer.

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

Hvidhalset ravn, Kigali, Rwanda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhalset ravn, Ruwenzori Nationalpark, østlige Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus albus Broget krage
Denne vidt udbredte art forekommer i hele Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskove og ørkener. Den findes også på Madagascar og adskillige øgrupper nær det afrikanske fastland, deriblandt Comorerne, Aldabra og Fernando Po. Den lever mest i åbent land og træffes ofte i landsbyer og byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

Broget krage, Sesriem, Namibia. I dette land undgår arten Namib-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Broget krage, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus crassirostris Tyknæbbet ravn
Den tyknæbbede ravn er begrænset til et ret lille område i det østlige Afrika, hvor den lever i højder mellem 1500 og 3400 m i Ethiopien, Eritrea og Somalia.

Denne art er den største nulevende spurvefugl, indtil 70 cm lang og med en vægt op til 1,5 kg. Dens meget store næb, op til 9 cm langt, er sammenpresset fra siden og stærkt buet. Det er sort med hvid spids. Fjerdragten er sort, bortset fra hals og vinger, som er brunlige, samt en stor hvid plet i nakken.

Den minder om den mindre hvidhalsede ravn (ovenfor), men dens næb er meget kraftigere, og den hvide plet sidder øverst i nakken.

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’ eller ‘kraftig’) samt rostrum (‘næb’).

 

 

Tyknæbbet ravn, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus rhipidurus Korthalet ravn
En af de mindre ravnearter, helt sort, inklusive næb og fødder, med en længde på omkring 50 cm, ret tykt næb, kort hale og brede vinger.

Den findes fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk rhipis (‘vifte’) og oura (‘hale’), således ‘med vifteformet hale’.

 

 

Korthalet ravn, Simien-bjergene, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Korthalet ravn, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zavattariornis stresemanni Sidamokrage
Det menes, at denne fugl er medlem af kragefamilien, men det er ikke helt sikkert. Dens fjerdragt er hovedsagelig bleggrå, strube, den øvre del af brystet samt undergumpen er hvide, mens vinger og hale er skinnende sorte. Omkring øjet findes en smal ring af nøgen, stærkt blå hud.

Arten har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes i tornet akacieland i omegnen af byen Yabello i det sydlige Ethiopien. Den færdes som regel i mindre flokke og lever hovesagelig af insekter.

Slægtsnavnet hædrer den italienske zoolog Edoardo Zavattari (1883-1972), som var direktør for den zoologiske afdeling på Sapienza-universitetet i Rom 1935-53. Han støttede fascisme og anti-semitisme på basis af sine biologiske studier og var blandt dem, der underskrev Manifesto della razza, et racistisk manifest fra 1938, der førte til de anti-semitiske love i Kongedømmet Italien, som fratog jøderne deres italienske statsborgerskab og deres offentlige stillinger.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og ornitolog Erwin Friedrich Theodor Stresemann (1889-1972), som skrev indlæg i senere udgaver af værket Handbuch der Zoologie (først publiseret 1863-75), og han var redaktør af tidsskriftet Journal für Ornithologie. Han viste tillige interesse for digterkunst, filosofi og sprogkundskab, og han offentliggjorde en monografi over det austronesiske Paulohi-sprog, baseret på studier, som han foretog på en ornitologisk ekspedition til den indonesiske ø Seram.

Det danske navn hentyder til Sidamo-provinsen, en tidligere provins i det sydlige Ethiopien, beliggende i det område, hvor byen Yabello i dag befinder sig.

 

 

Sidamokrager søger føde på et termitbo, nær Yabello, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cuculidae Gøge
Medlemmer af denne familie, som rummer 6 underfamilier med 147 arter i 33 slægter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Hovedparten lever i tropiske og subtropiske områder, mens de arter, der lever i tempererede egne, er trækfugle. De fleste medlemmer af familien er redesnyltere, der lægger æg i andre fugles reder.

 

Centropus Sporegøge
En slægt med omkring 30 arter, som er vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder i Afrika, Madagascar, Asien og Australasien. Ulig de fleste andre gøge i den Gamle Verden er sporegøge ikke redeparasitter, men opfostrer selv deres unger.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘spore’ eller ‘spir’) samt pous (‘fod’), hvilket hentyder til sporen på disse fugles ben.

 

Centropus cupreicaudus Sumpsporegøg
Denne art kendes nemt på sin store størrelse, den sorte hætte og nakke, samt den rent hvide underside. Halen skinner kobberagtigt under visse lysforhold, hvilket er anledningen til det latinske artsnavn, afledt af latin cupreus (‘kobberagtig’) og cauda (‘hale’).

Den er tilknyttet vådområder, specielt bevoksninger af papyrus (Cyperus papyrus), fra det nordlige Angola, det sydlige Zaire og Tanzania mod syd til det nordøstlige Namibia, Botswana og Malawi.

 

 

Sumpsporegøg, siddende i papyrus, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centropus grillii Korthalet sporegøg
En mindre sporegøg, som lever i moser, sumpe, græsland og krat, normalt under 1500 meters højde, men undertiden op til 2000 m. Den er vidt udbredt syd for Sahara, men mangler i Ethiopien, Somalia og det sydvestlige Afrika.

Det latinske artsnavn sigter til Claes Grill (1705-67), en svensk handelsmand, som var direktør for Svensk Ostindisk Kompagni. Han havde en privat samling af dyr.

 

 

Korthalet sporegøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centropus superciliosus Hvidbrynet sporegøg
Denne art kendes nemt på de rødbrune vinger, den grå underside med hvide striber, samt en tydelig hvid øjenbrynsstribe. Den er almindelig, udbredt fra Sudan, Eritrea, det sydvestlige Saudi Arabia og det vestlige Yemen mod syd gennem Østafrika til det nordlige Zimbabwe, Botswana og Angola.

Tidligere var fugle i det sydlige Afrika inkluderet i denne art, men de adskiller sig gennem at have ustribet underside og ingen øjenbrynsstribe. De danner nu er særskilt art, kapsporegøg (C. burchellii).

Artsnavnet er afledt af latin supercilium (‘øjenbryn’), således ‘med øjenbryn’.

 

 

Hvidbrynet sporegøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidbrynet sporegøg, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidbrynet sporegøg tager solbad sent på eftermiddagen, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cercococcyx
Denne slægt rummer 4 arter, der alle er begrænset til det centrale og sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og kokkyx, det klassiske græske ord for gøg, hvilket sigter til disse fugles lange hale.

 

Cercococcyx montanus Bjerggøg
Trods det latinske artsnavn og det danske navn forekommer denne art også i skove i lavlandet, fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til Zimbabwe og Mozambique. Den kendes nemt på den rødbrune, kraftigt stribede fjerdragt og den meget lange hale.

 

 

Denne bjerggøg er blevet fanget for at blive ringmærket, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Clamator
En slægt med 4 arter, udbredt i Afrika, Sydeuropa og Mellemøsten, samt fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina til det østlige Kina og derfra mod syd til Java.

Slægtsnavnet er afledt af latin clamare (‘at råbe’), hvilket sigter til det vidtlydende kald i yngletiden hos skadegøgen (C. glandarius), som er typeart i slægten.

 

Clamator jacobinus Jacobinergøg
Jacobinergøgen er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og den findes tillige i Indien, Nepal, Sri Lanka og Myanmar. En del af bestanden er trækfugle, og i Indien mente man førhen, at fuglen med sin tilbagekomst varslede monsunens komme, da dens nordgående træk falder lige før monsunen. (Kilde: Khachar, S. 1989. Pied Crested Cuckoo Clamator jacobinus – the harbinger of the monsoon. J. Bombay Nat. Hist. Soc. 86 (3): 448-449)

Ifølge det indiske helteepos Mahabharata, bog 12, forbindes Jacobinergøgen med en mytologisk fugl ved navn chataka, der havde et næb oven på hovedet, og som sad og ventede på, at regnen skulle slukke dens tørst.

Artsnavnet hentyder til fjerdragten, der kan minde om Domikanermunkenes sort-hvide klædning. Denne munkeorden blev på fransk kaldt for Jacobinere.

 

 

Jacobinergøg, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicruridae Drongoer
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Dicrurus, med i alt 25 arter af insektædende fugle. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende. Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den kløftede hale hos de fleste af disse fugle.

I Australien er det danske navn slang for en tåbelig eller dum person. Det stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en australsk væddeløbshest, der tilsyneladende var opkaldt efter fuglen, aldrig vandt et eneste løb gennem sine akrive 5 år. Ordet blev derefter overført til enhver svagt begavet eller klodset person. Det kan man under ingen omstændigheder sige om de kloge og elegante drongoer!

 

Dicrurus adsimilis Gaffelhalet drongo
En almindelig og vidt udbredt standfugl i åbne områder syd for Sahara, fra Gabon og Ethiopien mod syd til Kap-provinsen. Den undgår tæt skov og de mest tørre ørkener. Førhen mente man, at den også var udbredt i Asien, men asiatiske fugle betragtes nu som en særskilt art, sort drongo (D. macrocercus).

Artsnavnet er en form af det latinske ord assimilis (‘lignende’). Da den tyske naturhistoriker Johann Matthäus Bechstein (1757-1822) beskrev fuglen i 1794, mente han, at den havde form som alliken (Coloeus monedula).

 

 

Gaffelhalet drongo, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicrurus ludwigii Rethalet drongo
Denne fugl lever i skove i det østlige og sydlige Afrika, fra Kenya mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika, samt fra Angola mod øst gennem Zambia til Mozambique. Tidligere blev fugle i det vestlige Afrika betragtet som underarter af rethalet drongo, men de er nu blevet henført til to selvstændige arter, ligehalet drongo (D. sharpei) og vestlig rethalet drongo (D. occidentalis).

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske farmakolog og forretningsmand Carl Ferdinand Heinrich von Ludwig (1784-1847), senere benævnt Baron von Ludwig, som indsamlede planter i Sydafrika mellem 1805 og 1847. Han stod bag etableringen af den første botaniske have i Cape Town.

 

 

Rethalet drongo, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Diomedeidae Albatrosser
Af de 22 albatros-arter er 3 af IUCN angivet som udryddelsestruede, 5 som truede, 7 som næsten truede, samt 7 som sårbare. Den vigtigste årsag til disse fugles tilbagegang er, at mange fanges i fiskenet og på fangstkroge, beregnet til fangst af tunfisk.

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Familienavnet blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet det hentyder til den græske mytologi, hvor krigeren Diomedes’ ledsagere blev forvandlet til fugle.

Navnet albatros er afledt af arabisk al-qadus (‘den der dykker’) – et navn, som oprindeligt var tilknyttet pelikaner. På portugisisk blev dette navn til alcatraz, men i stedet knyttet til suler eller fregatfugle. Ifølge W. Tickell, i bogen Albatrosses (Pica Press, 2000), kan ændringen til albatros være influeret af det latinske ord albus (‘hvid’), idet albatrossers fjerdragt overvejende er hvid, mens den hos fregatfugle overvejende er sort.

 

Thalassarche
En slægt på 10 arter af mellemstore albatrosser.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thalassa (‘hav’) og arkhe (‘regere over’ eller ‘styre over’), hvilket sigter til disse fugles overlegne flyvestil.

På engelsk kaldes slægten for mollymawk, hvilket kan dateres tilbage til sidst i 1600-tallet, afledt af hollandsk mallemok, fra mal (‘idiotisk’) og mok (‘måge’), et udtryk, som oprindeligt var hæftet på mallemukken (Fulmarus glacialis). Denne art var tidligere meget anvendt som føde, og folk fandt den meget dum, da den var tillidsfuld og således nem at slå ihjel på reden.

 

Thalassarche melanophrys Sortbrynet albatros
Det almindeligste og videst udbredte medlem af familien, idet den yngler på 22 øgrupper i Sydhavet. I 2005 blev bestanden vurderet til at tælle omkring 1.220.000 individer. Arten strejfer ofte til den nordlige halvkugle, hvor den også er blevet observeret i danske farvande adskillige gange.

Artsnavnet er afledt af græsk melas (‘sort’) og ophrys (‘øjenbryn’). I lighed med det danske navn hentyder det til de sorte fjer omkring øjnene.

 

 

På dette billede, taget syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika, kappes en sortbrynet albatros med en hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis, i midten) og en kappetrel (Daption capense) om at æde fiskeaffald fra en kutter. Begge disse arter er omtalt under Procellariidae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalassarche salvini Grårygget albatros
Denne art yngler kun på øer nær New Zealand, men kan strejfe så langt bort som til Sydafrika og Sydamerika. Indtil 1998 blev den betragtet som en underart af hvidkronet albatros (T. cauta).

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Osbert Salvin (1835-98), som sammen med Frederick DuCane Godman (1834-1919) producerede et værk på 52 bind med titlen Biologia Centrali-Americana (1879-1915), omhandlende Mellemamerikas naturhistorie.

 

 

Grårygget albatros, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. Det er en ungfugl med gråt næb og sort spids på over- og undernæb. Voksne fugle har gulligt næb med en sort plet på spidsen af undernæbbet. Den flyvende fugl er en hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis, se Procellariidae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dromadidae

 

Dromas ardeola Krabbeæder
Denne art er så forskellig fra andre vadefugle, at den er blevet placeret i en særskilt familie. Den er udbredt langs kyster rundt om hele den Arabiske Halvø samt langs Irans sydlige kyst, og den er unik blandt vadefugle ved at yngle i huller i sandede områder, hvor den udnytter jordvarmen til delvis at udruge æggene.

Om vinteren træffes den på øer og langs kyster i hele den nordlige del af det Indiske Ocean, mod øst til Cambodia, og endvidere langs den østafrikanske kyst så langt mod syd som det nordlige Sydafrika og Madagascar.

Tanzania udgør en kærneområde for arten om vinteren. På en ekspedition i 1988 (se siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati) talte vi omkring 5400 langs den tanzanianske kyst.

Slægtsnavnet er græsk og betyder ‘at løbe’. Fuglen ses ofte løbe stærkt, før den letter. Artsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’. Måske hentyder det til artens lange ben.

 

 

Krabbeædere raster på en sandrevle under højvande sammen med strandhjejler (Pluvialis squatarola) og en enkelt Terekklire (Xenus cinerea, t.v.), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krabbeædere, Msimbazi Beach (øverst) og Kirongwe, begge i Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberizidae Værlinger
Efter en række genetiske studier rummer denne familie nu kun en enkelt slægt, Emberiza, med omkring 45 arter, vidt udbredt i Eurasien og Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af det oldtyske navn på disse fugle, Embritz.

 

Emberiza caesia Rustværling
Denne art yngler i Grækenland, Tyrkiet og den Nære Orient, samt på Cypern. Vinteren tilbringes i Sudan og det nordlige Eritrea. Hannen er en smule kraftigere farvet en hunnen.

Det latinske artsnavn betyder ‘blågrå’. Artens engelske navn er Cretzschmar’s bunting, som blev givet til ære for den tyske læge og videnskabsmand Philipp Jakob Cretzschmar (1786-1845), der grundlagde Senckenberg Naturhistoriske Museum i Frankfurt.

 

 

Han af rustværling, Zaranik Protected Area, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberiza capensis Kapværling
Denne art forekommer i det sydlige Afrika, fra Angola, Zambia og det sydlige Tanzania mod syd til Kap-provinsen. Den liver i klippefyldt terræn med spredte buske, i den nordlige del af udbredelsesområdet især i bjerge.

 

 

Kapværling, Chimanimani Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberiza flaviventris Gulbuget værling
Denne fugl er tilknyttet tørre og lyse skove samt fugtige savanner. Den er vidt udbredt syd for Sahara, men mangler i regnskovsbæltet. Den forekommer fra Mauritanien og Mali mod øst til Eritrea og Ethiopien, og derfra mod syd til Mozambique, Angola, Namibia og Sydafrika.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin flavus (‘gul’) og venter (‘bug’).

 

 

Gulbuget værling drikker af et vandhul, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberiza sahari Husværling
Førhen blev denne fugl betragtet som værende samme art som stribet værling (E. striolata), men de anses nu for at være to selvstændige arter, hvor husværlingen findes fra Marokko mod øst til det vestlige Libyen, mod syd til Mauritanien og Niger, mens stribet værling er udbredt i det nordøstlige Afrika og Asien.

Som dens navn fortæller, yngler husværlingen ofte nær menneskelig bebyggelse, og desuden forekommer den i plantager og haver. Den bliver ofte meget tillidsfuld.

Det latinske artsnavn betyder ‘lever i Sahara’.

 

 

Husværling, Seldja, nær Metlaoui, Tunesien. På nederste billede drikker en fugl af et vandingstrug. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberiza tahapisi Afrikansk klippeværling
Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer fra Gabon, Zaire, Sudan og Eritrea mod syd til Sydafrika, og endvidere i det sydvestlige Arabien og på øen Socotra. Den undgår regnskov og ørken, og den foretrukne habitat er tørre klippesider med spredte buske, men kan også træffes i åbne skove.

Det latinske artsnavn er afledt af Tswana-ordet thagapitse (‘zebra-fugl’), som blev anvendt for diverse finker, værlinger og væverfugle med stribet hoved.

 

 

Hun af afrikansk klippeværling, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Estrildidae Pragtfinker
Astrild, sølvnæb, skadefinke, zebrafinke, nonne – medlemmer af denne store familie har talrige navne. Den omfatter omkring 130 arter af små, frøædende fugle, som er udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Deres næb er kort og tykt, beregnet til at knuse græsfrø og andre frø.

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

Amadina
En lille slægt med kun to arter, der lever i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet blev indført i 1827 af den engelske naturhistoriker William John Swainson (1789-1855), med båndfinken (A. fasciata) som typeart. Swainson mente, at båndfinken dannede et led mellem pragtfinker og Ammodramus, en slægt af amerikanske spurve, så han oprettede navnet Amadina, et korrumperet diminutiv af Ammodramus.

 

Amadina erythrocephala Rødhovedet amadine
En almindelig art fra Angola, Botswana og Zimbabwe mod syd til Sydafrika. Den ses ofte i flokke, som søger føde på jorden på tørre savanner, ofte i selskab med andre arter.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til hannens røde hoved.

 

 

Rødhovedet amadine, to hanner og en hun, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hypargos Dråbeastrild
En lille slægt med kun to arter, der lever i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hypo (‘under’) samt Argos Panoptes, en mange-øjet kæmpe i den græske mytologi, hvor Panoptes betyder ‘altseende’. Han var beskytter af nymfen Io, som var en af Zeus’ mange elskerinder. Zeus forandrede hende til en kvie for at skjule sin utroskab for hustruen Hera. I lighed med det danske navn hentyder slægtsnavnet til de talrige hvide pletter på disse fugles underside.

 

Hypargos niveoguttatus Rød dråbeastrild
En almindelig art, udbredt fra Kenya og Zaire mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Hannen har stærkt rødt hoved og øvre bryst samt sort underside med talrige hvide pletter. Hunnen er blegere farvet, med gråt hoved og orange eller lyserødt øvre bryst.

På engelsk er et af artens navne Peters’s twinspot. Den blev beskrevet i 1868 af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Karl Hartwig Peters (1815-83), som rejste vidt og bredt i det sydlige Afrika 1842-48. Han vendte tilbage til Berlin med en kolossalt stor samling af naturhistoriske effekter, som han derpå beskrev i Naturwissenschaftliche Reise nach Mossambique… in den Jahren 1842 bis 1848, ausgeführt (1852-1882). Heri findes optegnelser over pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, insekter og planter.

Det latinske artsnavn er afledt af niveus (‘snehvid’) og gutta (‘dråbe’), hvilket selvfølgelig sigter til den plettede underside.

 

 

Han af rød dråbeastrild, Pugu Forest, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mandingoa nitidula Grøn dråbeastrild
Denne lille fugl, det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Sierra Leone mod øst til Ethiopien, mod syd til det nordlige Angola, Zimbabwe, Mozambique og det østlige Sydafrika. Den lever i skove og græsklædte områder.

Slægtsnavnet sigter til Mandingo, et folk i Niger-dalen. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet i dette område. Artsnavnet er latin og betyder ‘relativt strålende’, afledt af nitidus (‘smuk’, ‘strålende’). For mig er denne nedgøren uforståelig. Fuglen er virkelig meget smuk!

Det danske navn hentyder til de talrige hvide pletter på fuglens underside.

 

 

Han af grøn dråbeastrild, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spermophaga Frøknækkere
En lille slægt med 3 arter, udbredt i skove i tropisk Afrika. Fjerdragten hos alle medlemmerne er overvejende karmosinrød samt sort eller mørkegrå.

Slægtsnavnet er afledt af græsk sperma (‘frø’) samt phagos (‘at spise’).

 

Spermophaga ruficapilla Rødhovedet frøknækker
Denne art lever i skove, udbredt i Sydsudan, den sydøstlige del af den Centralafrikanske Republik, Zaire, Rwanda, Burundi, Uganda, Kenya, Tanzania, samt det nordlige Angola.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rød’, ‘rødbrun’) og capillus (‘på issen’).

 

 

Han af rødhovedet frøknækker, Bwamba Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Uraeginthus Sommerfuglefinker
En lille slægt med 3 arter, der forekommer i en række åbne habitater syd for Sahara, hovedsagelig tørre savanner.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) samt aiginthos, som er navnet på en ukendt fugl, måske en finke. Oprindelsen af det danske navn er uklar.

 

Uraeginthus angolensis Angola-sommerfuglefinke
Denne art findes i det sydlige Afrika, fra Republikken Congo mod øst til Kenya og Tanzania, mod syd til Angola og Sydafrika.

 

 

Angola-sommerfuglefinke, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Angola-sommerfuglefinke med græs til redemateriale, Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Uraeginthus bengalus Rødkindet sommerfuglefinke
Denne art er almindelig og vidt udbredt i store dele af det centrale og østlige Afrika, idet den forekommer fra Mauritanien og Senegal mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til Angola, Zambia, Tanzania og det nordlige Mozambique. Den er tillige blevet indført til Hawaii.

Det latinske artsnavn blev oprettet i 1760 af den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), idet han fejlagtigt antog, at type-eksemplaret kom fra Bengalen.

 

 

Han af rødkindet sommerfuglefinke, Debre Mariam, Tana-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

Fra de ældste tider blev falken tilbedt i Egypten som en guddom, hvis krop repræsenterer himlen, mens øjnene repræsenterer solen og månen. Horus, søn af de øverste guder Osiris og Isis, afbildes som en falk, eller som et menneske med falkehoved. Han bærer Egyptens dobbelte krone, en krone med en brilleslange, eller en krone formet som en solskive.

Osiris’ broder Seth var en grum herre, som dræbte sin egen broder og spredte hans dele over hele Egypten. Da Horus var vokset op, hævnede han sin fader ved at dræbe Seth. Det drabelige slag mellem de to er afbildet i mange egyptiske templer, Seth ofte i form af en flodhest.

 

 

Statue af Horus, hvor han bærer Egyptens dobbelte krone, Horus-templet, Edfu, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Relief af Horus, hvor han bærer en krone formet som en solskive, Ramses d. 3.s Dødstempel, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Falco biarmicus Lannerfalk
En stor falk, som yngler overalt i Afrika, med undtagelse af tætte skovområder og visse egne af Sahara. Den har også en pletvis udbredelse fra Italien mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, samt i Jordan, Israel, Saudi Arabien og Yemen. Den foretrækker åbne områder, i Afrika specielt savanne med klippepartier.

Det latinske artsnavn kræver en længere forklaring. Da den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) navngav fuglen i 1825, kaldte han den for Faucon biarmique, idet han antog, at det betød ‘fuglen med to skægstriber’, med hentydning til artens tydelige skægstriber. Det var imidlertid en forkert formodning. Han ‘lånte’ navnet fra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som introducerede det, da han fejlagtigt navngav skægmejsen Parus biarmicus efter Biarmia, et gammelt latinsk navn på Perm-distriktet i det nordlige Rusland. Da skægmejsen ikke forekommer i dette område, har man fremsat den teori, at Linné forvekslede skægmejsen med halemejsen (Aegithalos caudatus), som er almindelig i Perm-området.

 

 

Ung lannerfalk, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco naumanni Lille tårnfalk
Denne art yngler omkring Middelhavet og videre mod øst gennem Tyrkiet og de centralasiatiske stepper til Mongoliet og det nordlige Kina. Langt hovedparten overvintrer i Afrika syd for Sahara, men nogle få kan træffes i det nordlige Afrika. Arten er meget social og optræder ofte flokvis.

Artsnavnet hentyder til den tyske ornitolog og kunstner Johann Friedrich Naumann (1780-1857), der offentliggjorde mange ornitologiske værker, bl.a. Naturgeschichte der Vögel Mitteleuropas (1820-44).

 

 

Små tårnfalke raster i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco peregrinus Vandrefalk
Udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Der er beskrevet over 19 underarter, hvoraf mindst 3 yngler i Afrika: minor, som er vidt udbredt syd for Sahara, pelegrinoides i det nordlige Afrika, samt madens på Kap Verde-øerne.

Det videnskabelige navn Falco peregrinus (‘den vandrende falk’) blev anvendt allerede i 1225 af den tyske dominikanerpræst, biskop, filosof og videnskabsmand Albertus Magnus (ca. 1200-1280). Navnet sigter til, at falkonerer fangede ungfugle på træk, fremfor at tage dem på rederne, som var vanskeligt tilgængelige.

 

 

Vandrefalk, underarten minor, siddende i et dødt træ, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco rupicoloides Afrikansk tårnfalk, hvidøjet tårnfalk
Denne art forekommer i tørre græsklædte områder og halvørken, ofte med akacier. Den er udbredt i to adskilte områder, fra det sydlige Sydsudan og Ethiopien mod syd til det centrale Tanzania, samt fra det sydlige Angola og det vestlige Zambia mod syd til Sydafrika. Den kan træffes fra havniveau op til omkring 2100 meters højde, men er mest almindelig mellem 800 og 1800 m.

Det latinske artsnavn hentyder til navnet på klippe-tårnfalk, Falco rupicolus, af latin rupis (‘klippe’) og colere (‘at bo’); samt oides (‘ligner’), således ‘den der ligner klippe-tårnfalk’. Det danske navn er temmelig intetsigende, da der er adskillige arter af tårnfalk i Afrika. Den burde snarere kaldes for hvidøjet tårnfalk – et langt mere dækkende navn.

 

 

Afrikansk tårnfalk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polihierax semitorquatus Afrikansk pygmæfalk
Denne diminutive falk er den mindste rovfugl i Afrika. Den er slægtens eneste medlem, idet gulbenet pygmæfalk i Indokina, der førhen blev kaldt for P. insignis, er blevet overført til slægten Neohierax.

Adulte afrikanske pygmæfalke er hvide på undersiden og i ansigtet, hannen er grå på oversiden, mens hunnen har kastanjefarvet ryg. Arten er udbredt i to adskilte områder, fra Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania, samt fra det sydvestlige Angola mod syd til det nordlige Sydafrika og det sydvestlige Botswana.

Slægtsnavnet er afledt af græsk polios (‘grå’) og hierax (‘høg’), artsnavnet af latin semi (‘halvt’) og torques (‘halsbånd’).

 

 

Hun af afrikansk pygmæfalk, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af afrikansk pygmæfalk, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af afrikansk pygmæfalk, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i ca. 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

 

Bucanetes
En lille slægt med kun to arter, udbredt på de Kanariske Øer, i størstedelen af det nordlige Afrika, samt fra Egypten mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien.

Slægtsnavnet er en latinisering af oldgræsk bukanetes (‘trompetér’), hvilket sigter til kaldet hos ørkendompap (nedenfor).

 

Bucanetes githagineus Ørkendompap
Denne lille fugl er vidt udbredt, idet den findes på de Kanariske Øer, i det nordlige Afrika mod syd til Mauritanien, Mali og Chad, med isolerede bestande i Sudan, Ethiopien og Djibouti, samt fra Tyrkiet og Arabien mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien. Siden 1971 har den koloniseret et lille område i det sydlige Spanien.

Det latinske artsnavn hentyder til klinte (Agrostemma githago). Forbindelsen er uklar.

 

 

Han af ørkendompap, Kongernes Dal, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crithagra Siskener, irisker
Denne slægt rummer 37 arter, hjemmehørende i Afrika og Arabien. De var førhen placeret i slægten Serinus (nedenfor), men efter en række genetiske studier er de blevet overført til den genskabte slægt Crithagra, som blev indført i 1827 af den engelske naturhistoriker William John Swainson (1789-1855).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk krithe (‘byg’) og agra (‘jage efter’).

 

Crithagra citrinelloides Finnæbbet sisken
Denne art er udbredt i Ethiopien, Eritrea og det vestlige Kenya, hvor den lever langs skovkanter samt i krat og landsbyer.

Det latinske artsnavn hentyder til citronsisken (Carduelis citrinella), sat sammen med den græske endelse oides (‘ligner’), således ‘minder om citronsisken’.

 

 

Finnæbbet sisken, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Serinus
Denne slægt rummer 8 arter af små fugle, udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Mellemøsten, Iran, de Kanariske Øer, Azorerne, Madeira, samt næsten hele Afrika. Den velkendte kanariefugl (S. canaria) er omtalt på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er en latinisering af det franske ord for kanariefuglen, serin, som måske er en forvrængning af latin citrinus, som betyder ‘citronfarvet’.

 

Serinus serinus Gulirisk
Denne lille fugl er udbredt fra Tyskland og de Baltiske Stater mod syd til Tyrkiet og Nordafrika. I Danmark har den ynglet enkelte gange og er ellers en sjælden gæst. Arten lever i skove og landbrugsland.

Det latinske artsnavn er forklaret ovenfor.

 

 

Han af gulirisk, Sousse, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glareolidae Braksvaler og ørkenløbere
Denne familie rummer to distinkte grupper, braksvaler med 8 arter i to slægter, og ørkenløbere med 9 arter i to slægter.

 

Cursorius Ørkenløbere
Denne slægt har 5 medlemmer, udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten og den Arabiske Halvø mod øst til Indien.

Slægtsnavnet er afledt af latin currere (‘at løbe’). Disse fugle foretrækker ofte at løbe fremfor at flyve.

 

Cursorius cursor Ørkenløber
Denne art er vidt udbredt i tørre områder i Afrika nord for Sahel-zonen, i Mellemøsten mod øst til Turkmenistan, Iran, Afghanistan, Pakistan og den allervestligste del af Indien, samt i Arabien, på de østlige Kanariske Øer og på Kap Verde-øerne.

 

 

Ørkenløber i morgenlys, nordlige Niger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cursorius temminckii Sortøret ørkenløber
Vidt udbredt på savanner syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Angola, Namibia, Mozambique og det nordøstlige Sydafrika. Arten undgår ørkener og tæt skov.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858), som var den første direktør for det nationale naturhistoriske museum i Leiden, fra 1820 til sin død. Det danske navn hentyder til artens sorte stribe fra øjet om i nakken.

 

 

Sortøret ørkenløber, Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Glareola Braksvaler
Disse fugle forekommer i de fleste varmere egne af den Gamle Verden. De er tilknyttet åbne områder, ofte nær vand, hvor de jager insekter.

Slægtsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’, hvilket sigter til arternes foretrukne redested.

 

Glareola pratincola Rødvinget braksvale
Denne art er udbredt fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til Kazakhstan og Pakistan, samt på spredte lokaliteter i det meste af Afrika. Nordlige bestande er trækfugle, der tilbringer vinteren i tropiske egne af Afrika.

Det latinske artsnavn er afledt af pratum (‘eng’) og incolere (‘at bo’). Det danske navn hentyder til den rødlige vingeunderside.

 

 

Rødvinget braksvale, stående på en sandet kassava-mark, der ligger brak, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødvinget braksvale, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødvinget braksvale, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinoptilus Ørkenløbere
En lille slægt med 4 arter, 3 i Afrika og en enkelt i Indien. Sidstnævnte, Bangalore-ørkenløber (R. bitorquatus), er kritisk truet af dæmningsprojekter og opdyrkning. Den er måske allerede uddød.

Slægtsnavnet er afledt af græsk rhis (‘næsebor’) og ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de fjerdækkede næsebor hos tobåndet ørkenløber.

 

Rhinoptilus africanus Tobåndet ørkenløber
Denne art, der omfatter 8 underarter, lever på savanner og andre græsklædte områder, samt på grussletter og stærkt afgræssede arealer. Den er udbredt i to adskilte områder, fra Eritrea mod syd til det centrale Tanzania, og fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til Kap-provinsen.

 

 

Tobåndet ørkenløber strækker vinge, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tobåndet ørkenløber støvbader, Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tobåndet ørkenløber hviler blandt gødning fra impala (Aepyceros melampus), Lake Manyara Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende tobåndet ørkenløber, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinoptilus cinctus Mangebåndet ørkenløber
Denne nataktive art er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem den østlige del af Afrika til Botswana og det nordøstlige Sydafrika. På halsen har den et rustfarvet bånd, et bredt hvidt bånd samt et smalt sort bånd, og på brystet har den tre lignende bånd, men i omvendt rækkefølge.

Det latinske artsnavn betyder ‘båndet’, afledt af cingere (‘at omkranse’).

 

 

Mangebåndet ørkenløber, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gruidae Traner
Traner er 15 arter af mellemstore til store fugle, opdelt i to underfamilier, krontraner (Balearicinae) med to arter i én slægt, Balearica, samt 13 arter af ægte traner (Gruinae), der en overgang alle var placeret i slægten Grus, mens de nyeste genetiske studier opdeler dem i tre slægter: Leucogeranus (1 art), Grus (8 arter), samt Antigone (4 arter). Krontranerne splittedes ud fra de ægte traner allerede for ca. 10 mio. år siden.

Det danske navn, på oldnordisk trani, kommer af oldsaksisk krano, som betyder ’et hæst skrig’.

Alle tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

Balearica Krontraner
En afrikansk slægt med kun to arter, grå krontrane (nedenfor) og sort krontrane (B. pavonina), der er udbredt fra Senegal mod øst til Sudan, Ethiopien, det nordlige Uganda og det nordlige Kenya.

Slægtsnavnet hentyder til de Baleariske Øer i Middelhavet. Det er afledt af grui Balearicae (‘den baleariske trane’), nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). Det vides ikke, hvilken art Plinius hentyder til, eller om det overhovedet var en trane, selvom jomfrutranen (Grus virgo) tidligere fandtes i Spanien og stadig trækker gennem Nildalen. (Kilde: Jobling 2010)

 

Balearica regulorum Grå krontrane
Denne art er udbredt fra Uganda og Kenya sydpå gennem Zambia, Zimbabwe og Botswana til Mozambique og Sydafrika. Den er nationalfugl i Uganda.

Den lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. Den overnatter ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis (‘konge’), hvilket naturligvis sigter til den iøjnefaldende top.

 

 

Grå krontraner søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grå krontrane har pustet halsfjerene op, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En grå krontrane spadserer forbi en savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Traner er kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Her ses grå krontrane ved bredden af Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af grå krontrane med unger, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus
En slægt med 8 arter, vidt udbredt i Eurasien, Afrika og Nordamerika.

Slægtsnavnet er en lydefterligning af traners kraftige trompeteren.

 

Grus carunculata Vortetrane
Denne store art adskiller sig fra de øvrige tranearter ved at have røde vorter i ansigtet og rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper under hagen. Den er udbredt fra Angola, det sydlige Zaire og Tanzania sydpå til Sydafrika, med en isoleret bestand i Ethiopiens højland.

Vortetranen er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Derfor har dæmningsanlæg, som holder meget af vandet tilbage, meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8-9000 individer, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse omkring sumpområder. I Sydafrika er den næsten forsvundet.

Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’), hvilket sigter til hudlapperne under hagen.

 

 

Okawango-sumpene i Botswana, hvor dette billede er taget, er et af vortetranens kerneområder. Fuglen med det lyse hoved er en ungfugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af vortetrane, Luapula-floden, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus paradisea Paradistrane
Denne art kaldes på engelsk blue crane på grund af sin blågrå farve. Den er speciel ved at have så stærkt forlængede armsvingfjer, at de rører jorden, når fuglen går. Paradistranen har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sydafrika, med en isoleret forekomst i Etosha Nationalpark i det nordlige Namibia. Arten lever på tørre græsstepper, men foretrækker at yngle og overnatte i vådområder. Nogle steder yngler den også i agerland. Arten er standfugl, men flyver ofte til områder med nylig nedbør.

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden nu er i svag fremgang og tæller ca. 25.000 individer. Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfattede førhen omkring 150 fugle, men er nu i stærk tilbagegang. I 2015 blev bestanden vurderet til omkring 35 individer.

 

 

Paradistraner, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Haematopodidae Strandskader
Denne familie rummer 11 nulevende arter, alle tilhørende slægten Haematopus. De fleste af arterne lever langs kyster kloden rundt, med undtagelse af polar-regionerne samt visse tropiske områder i Afrika og Sydøstasien. Tre arter, strandskade (H. ostralegus), Sydø-strandskade (H. finschi) og Magellan-strandskade (H. leucopodus), yngler også på indlandslokaliteter. Kanarisk strandskade, der af nogle betragtes som en underart af den almindelige strandskade, af andre som en selvstændig art, H. meadewaldoi, uddøde omkring 1940.

Slægtsnavnet er afledt af græsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de knaldrøde ben hos den almindelige strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos den almindelige strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

Haematopus moquini Afrikansk strandskade
Denne art er begrænset til kyster langs Namibia, Sydafrika og den sydlige del af Mozambique.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Alfred Moquin-Tandon (1804-63), som først var professor i zoologi i Marseille, senere professor i botanik og direktør for den botaniske have i Toulouse, og fra 1853 direktør for både den botaniske have og det videnskabelige akademi i Paris.

 

 

Disse afrikanske strandskader falder godt sammen med mørk tang, som vokser på strandsten, Muizenberg, nær Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (Hirundo rustica) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Cecropis
En lille slægt med 9 arter, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Rødrygget svale (C. daurica) forekommer tillige i Sydeuropa. Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Hirundo (nedenfor).

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Cecropis abyssinica Lille stribesvale
Denne markante fugl findes i størsteparten af Afrika, fra Sierra Leone, det sydlige Sudan og Ethiopien mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika. Den er fraværende i den sydvestligste del af kontinentet. Den lever fortrinsvis i åbne områder.

Artsnavnet refererer til Abyssinien, et ældre navn for Ethiopien.

 

 

Små stribesvaler hviler på en klippe, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cecropis cucullata Sydlig stribesvale
Denne fugl minder om den foregående art, men er større, og stribningen på undersiden er finere. Den er almindelig og tillidsfuld og yngler ofte på bygninger. Udbredelsesområdet er fra Angola og Zambia mod syd til Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn betyder ‘bærer hætte’, hvilket sigter til den kastanjebrune isse.

 

 

Sydlig stribesvale, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundo
Denne slægt rummer omkring 16 arter, alle med undtagelse af en enkelt begrænset til den Gamle Verden. Landsvalen (H. rustica) forekommer også i Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Hirundo megaensis Hvidhalet svale
Denne art er begrænset til et meget lille område i Yabello-Mega-regionen i det sydlige Ethiopien, hvor den lever i græsland, græsgange og nær menneskelig bebyggelse. Der er måske færre end 5000 individer af denne fugl.

Artsnavnet hentyder til området, som fuglen lever i, mens det danske navn sigter til dens overvejende hvide hale.

 

 

Hvidhalet svale, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundo smithii Trådhalesvale
Denne fugl, som har navn efter de stærkt forlængede, tynde ydre halefjer, er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, men undgår ørkenområder og tæt regnskov. Arten findes også på det Indiske Subkontinent og i Indokina.

Undersiden er næsten snehvid, oversiden er mørkeblå, og issen er kastanjefarvet. Hunnen har kortere ydre halefjer end hannen.

Artsnavnet blev givet til minde om den norske læge, botaniker og geolog Christen Smith (1785-1816). Han deltog i en ekspedition til de Kanariske Øer og Madeira, hvor han indsamlede over 600 plantearter, af hvilke omkring 50 var nye for videnskaben. Senere deltog han i en ekspedition, hvis formål var at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest. Ekspeditionsskibet HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det andet skib Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km inde i landet. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og sygdomme tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

 

 

Trådhalesvale, Kisigese, østlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ptyonoprogne Klippesvaler
En slægt med 4 arter brunlige svaler, udbredt i Sydeuropa, det centrale og sydlige Asien, samt næsten hele Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ptyon (‘en vifte’), hvilket hentyder til den udbredte hales form. Den anden del af navnet sigter til Prokne, en kvinde i den græske mytologi. Hun var gift med Kong Tereus af Trakien og moder til drengen Itys. Engang, da Proknes smukke søster Filomela var på besøg, blev hun voldtaget af Tereus, som rev hendes tunge ud for at forhindre hende i at fortælle, hvad der var sket. Hun vævede imidlertid et vægtæppe, der åbenbarede hændelsen, og de to kvinder besluttede at tage hævn. Prokne dræbte Itys og kogte ham, hvorefter hun serverede ham som måltid til sin mand. Efter måltidet præsenterede de Tereus for det afhuggede hoved af hans søn. Han greb en økse og forfulgte søstrene for at dræbe dem. I deres desperation bad de guderne om hjælp til at undslippe Tereus, og guderne forvandlede Prokne til en svale og Filomela til en nattergal.

 

Ptyonoprogne fuligula Bleg klippesvale
Bleg klippesvale er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, men mangler i størsteparten af Ethiopien, Somalia, samt Congo-lavningen.

Tidligere blev denne fugl betragtet som værende samme art som lys klippesvale (P. obsoleta), der lever i det nordlige Afrika, samt mørk klippesvale (P. concolor), som forekommer i det sydlige Asien. I dag regner de fleste autoriteter dem som 3 selvstændige arter.

Artsnavnet er afledt af latin fuligo (‘sod’) og gula (‘strube’), således ‘med sodfarvet strube’.

 

 

Bleg klippesvale, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jacanidae Bladhøns, jacanaer
En familie med 8 medlemmer, fordelt på 6 slægter, som er udbredt i tropiske vådområder verden rundt. Disse fugle er karakteriseret ved deres meget lange tæer, som gør det muligt for dem at vandre på flydende vegetation. Dette er baggrunden for det danske navn bladhøne.

Jacana var den staveform, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) benyttede, da han navngav sydlig jacana Parra jacana i 1766 (i dag kaldt for Jacana jacana). Den oprindelige portugisiske stavemåde var jaçana (udtales omtrent zasana), hvilket var afledt af et lokalt Tupi-navn på fuglen, ñahana.

 

Actophilornis
Denne slægt omfatter to arter, afrikansk bladhøne (nedenfor) samt Madagascar-bladhøne (A. albinucha).

Slægtsnavnet er afledt af græsk akte (‘flodbred’, ‘kyst’), phileo (‘at elske’), samt ornis (‘bird’).

 

Actophilornis africanus Afrikansk bladhøne
Denne arts habitat er vådområder med flydende vegetation. Den er vidt udbredt syd for Sahara, kun fraværende i ørkener og tæt regnskov.

 

 

Stor forsamling af afrikanske bladhøns i aftenlys, Ziwat Hayk, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk bladhøne, Amboseli Nationalpark, Kenya. Bemærk de meget lange tæer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk bladhøne blandt vandhyacinter (Eichhornia crassipes), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 34 arter i 2 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae (nedenfor), hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Eurocephalus
En slægt med bare to arter, udbredt i det østlige og sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eurus (‘bred’) og kephale (‘hoved’).

 

Eurocephalus rueppelli Hvidgumpet tornskade
Denne art er almindelig i tørt kratland, halvørken og savanner med spredte akacier, fra det sydøstlige Sydsudan og det sydlige Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania.

Artsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

Hvidgumpet tornskade, siddende i et dødt træ, Genale River, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidgumpet tornskade, siddende i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hvidgumpede tornskade sidder på et blad af en aloë, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 32 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Lanius cabanisi Kenya-tornskade
Denne sociale art, som er nært beslægtet med grårygget tornskade (nedenfor), er udbredt fra Somalia og det centrale Kenya mod syd til det sydlige Tanzania. Den lever på tørre savanner, samt i åben skov og landbrugsarealer.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie (1853).

 

 

Fællessang hos Kenya-tornskade, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Fuglen t.h. er en lillabrystet ellekrage (Coracias caudatus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kenya-tornskader, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius dorsalis Taita-tornskade
Denne enligtlevende fugl holder til i tørre, åbne skovområder, specielt med akacier, fra det sydøstlige Sydsudan, det sydlige Ethiopien og det vestlige Somalia mod syd til det nordlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af latin dorsum (‘ryg’), hvilket formodentlig sigter til artens grå ryg. Det danske navn refererer til Taita Hills i Kenya, hvor type-eksemplaret formentlig blev indsamlet.

 

 

Taita-tornskade, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius excubitoroides Grårygget tornskade
En almindelig og vidt udbredt fugl, som ofte træffes i småselskaber i tørre græsklædte områder, fra Nigeria mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til det østlige Zaire og det sydlige Tanzania.

Artsnavnet er afledt af excubitor, artsnavnet på stor tornskade; samt af græsk oides (‘ligner’). Navnet excubitor betyder ‘vagtpost’, af excubare (‘at holde udkig’). Ifølge den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) holder den store tornskade udkig efter høge og advarer andre mindre fugle gennem sit advarselskald.

 

 

Fællessang hos gråryggede tornskader, siddende i en akacie, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråryggede tornskader, siddende i papyrus (Cyperus papyrus) (øverst), samt i en akacie, Lake Naivasha, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grårygget tornskade, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grårygget tornskade æder en rød larve, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius humeralis Nordlig sortrygget tornskade
Denne art lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. græsland, krat og åbne skove, fra Mauritanien og Sierra Leone mod øst til Cameroun, og derfra mod syd til Angola, samt fra Eritrea mod syd gennem det østlige Afrika til Zambia og Mozambique.

Den regnedes førhen for at være samme art som sydlig sortrygget tornskade (L. collaris), under navnet sortrygget tornskade. Kønnene er ens, bortset fra at hunnen har brunlige flanker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af skuldrene’, af umerus (‘skuldre’), hvilket formodentlig hentyder til en stor hvid plet på vingen.

 

 

Hun af nordlig sortrygget tornskade, Hell’s Gate, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius melanoleucus Broget tornskade
Denne fugl, der også kaldes for Urolestes melanoleucus, lever i græsland med spredte akacier. Den er vidt udbredt og stedvis almindelig. Den forekommer i to adskilte områder, i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, samt fra det sydlige southern Angola og Zambia mod syd til det nordlige Namibia, det nordlige Sydafrika og Mozambique.

Artsnavnet betyder ‘broget’, afledt af græsk melas (‘sort’) og leukos (‘hvid’).

 

 

Broget tornskade, siddende i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius minor Rosenbrystet tornskade
Denne art yngler fra Sydeuropa, Østrig, det østlige Polen, de baltiske lande og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan, Xinjiang, Iran og det nordlige Afghanistan. Den trækker gennem de østlige egne af Afrika og tilbringer vinteren i det sydlige Afrika. Den er set nogle få gange i Danmark.

Det latinske artsnavn betyder ‘mindre’, dvs. sammenlignet med stor tornskade (L. excubitor). Det danske navn sigter til artens rosa skær på undersiden.

 

 

Rosenbrystet tornskade, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosenbrystet tornskade, siddende på en termittue, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store familie, som består af 22 slægter med omkring 100 arter, er udbredt over hele verden.

 

Anous Noddyer
En slægt med 5 arter, udbredt i tropiske farvande.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel.

 

Anous stolidus Brun noddy
Denne art er almindelig og yngler på små øer i tropiske farvande kloden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’ (se ovenfor).

 

 

Brune noddyer har anlagt reder på fossile koralklipper, Latham Island, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dununge af brun noddy, Latham Island. Dunungernes farve varierer fra snehvid via grå til sort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chlidonias Moseterner
Denne lille slægt, som rummer 4 arter, er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Chlidonias leucopterus Hvidvinget terne
Denne lille terne, som hovedsagelig lever af insekter, yngler i ferskvandssumpe i store dele af tempererede egne af Eurasien, fra Polen og Rumænien mod øst til det østlige Sibirien og det nordøstlige Kina. En isoleret bestand findes i sumplandet i det sydlige Irak. Vinteren tilbringes i størsteparten af Afrika, samt i Indien, Sydøstasien og Australien.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pteron (‘vinge’).

 

 

Hvidvingede terner hviler ved en søbred, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. I baggrunden en klyde (Recurvirostra avosetta), samt spejlbilleder af store flamingoer (Phoenicopterus roseus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidvingede terner letter, Lake Manyara Nationalpark. I baggrunden små flamingoer (Phoeniconaias minor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidvingede terner i delvis yngledragt, Lake Legaja, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus cirrocephalus Gråhovedet måge
Denne art er vidt udbredt langs kyster, floder og søer i Afrika syd for Sahara, Madagascar, samt det sydøstlige og nordvestlige Sydamerika. Den er hovedsagelig standfugl, men kan strejfe vidt omkring uden for yngletiden.

Artsnavnet er afledt af latin cirrhus (‘grå’) og græsk kephale (‘hoved’). Den latinske del er modificeret, da ordet stammer fra oldgræsk kirrhos (‘rødbrun’).

 

 

Gråhovedede måger, Ngorongoro-krateret, Tanzania. På det øverste billede er en af dem i truepositur. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus genei Tyndnæbbet måge
En sjælden art, som yngler lokalt rundt om Middelhavet, i Mauritanien, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav, samt fra Nærøsten mod øst til Kazakhstan, Afghanistan og det nordvestlige Indien.

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Giuseppe Gené (1800-1847), professor i zoologi samt direktør for det kongelige zoologiske museum i Turin.

 

 

Tyndnæbbet måge i vinterdragt, Thyna, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus hartlaubii Namibmåge
Denne lille måge er endemisk langs kysten af Sydafrika og Namibia. Skønt den lever kystnært, strejfer den sjældent langt til havs. Den totale bestand er anslået til omkring 30.000 fugle.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

Namibmåge, Hermanus, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Namibmåger, Lüderitz, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af Namibmåge tigger føde hos en forældrefugl, Lüderitz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Namibmåge pudser fjerdragt, Swakopmund, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus ridibundus Hættemåge
Denne lille måge yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, Indokina, Fjernøsten, Filippinerne, samt langs Nordamerikas østkyst.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

Unge hættemåger, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gelochelidon nilotica Sandterne
Denne art yngler på spredte lokaliteter næsten hele verden rundt, i Europa og det nordvestlige Afrika, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav mod øst til Xinjiang, i Mongoliet, det nordlige og sydøstlige Kina, Taiwan, det sydlige Nordamerika, Mexico og Caribien, samt i det nordlige og sydøstlige Sydamerika. I Danmark ynglede i 1800-tallet flere hundrede par, men arten aftog op gennem 1900-tallet og er i dag uddød. Uden for yngletiden kan den træffes næsten hvorsomhelst i varmere egne, men aldrig langt fra land.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gelao (‘at le’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigter til dens kald samt dens elegante flugt. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Nilen’, formodentlig typelokaliteten.

Førhen blev den australske sandterne (G. macrotarsa) regnet for en underart af den almindelige sandterne, men betragtes i dag som en selvstændig art.

 

 

Hvilende voksne og unge sandterner, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ichthyaetus
En slægt af måger på 6 arter, som er udbredt fra Europa, det nordøstlige Afrika og Mellemøsten mod øst gennem Centralasien til det nordøstlige Kina. De var tidligere placeret i slægten Larus.

Forklaringen på slægtsnavnet er denne: Under sine rejser i Sibirien og Kirgisien indsamlede den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811) i 1773 en stor måge, som han kaldte for Larus ichthyaetus. Artsnavnet er afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’), så løseligt oversat betyder navnet ‘mågen, der minder om en fiskeørn’, hvilket formodentlig sigter til dens størrelse. I dag kaldes denne art for Ichthyaetus ichthyaetus (se nedenfor).

Altså betyder slægtsnavnet ‘fiskeørn’ – et meget uheldigt navn på en gruppe måger!

 

Ichthyaetus hemprichii Sodfarvet måge
Denne markante måge er hjemmehørende fra Rødehavet, Aden-bugten og den Persiske Havbugt mod øst til Pakistan, og endvidere langs den østafrikanske kyst mod syd til Tanzania.

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

Sodfarvet måge, Kunduchi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ichthyaetus ichthyaetus Stor sorthovedet måge, Pallas’ måge
Denne store art yngler i moser og søer, fra Krim mod øst gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordlige Kina (Gansu, Qinghai og Indre Mongoliet). Den er en trækfugl, som overvintrer i den østlige del af Middelhavet, det nordøstlige Afrika, Arabien, Iran, Pakistan og Indien.

Som forklaret ovenfor under slægtsnavnet kaldte Pallas oprindeligt denne art for Larus ichthyaetus, hvilket løseligt oversat betyder ‘mågen, der minder om en fiskeørn’. Efter at arten er blevet placeret i denne slægt, betyder dens navn ‘fiskeørn fiskeørn’ – et latterligt navn på en måge!

 

 

Ungfugl af stor sorthovedet måge, Tana-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ichthyaetus leucophthalmus Rødehavsmåge
Denne markante fugl findes næsten udelukkende i Rødehavet, men er dog set nogle gange i den Persiske Havbugt og den østlige del af Middelhavet. Verdensbestanden er vurderet til mellem 4000 og 6000 par.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophthalmos (‘øje’), hvilket sigter til de markante hvide pletter over og under øjet.

 

 

Rødehavsmåge, Hurghada, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus cachinnans Kaspisk måge
Denne art yngler fra Østeuropa over stepperne til Kazakhstan og den nordvestlige del af Xinjiang, og vintermånederne tilbringes i Nord- og Østeuropa, omkring Sortehavet og det Kaspiske Hav, i Iran, samt fra Rødehavet langs sydkysten af den Arabiske Halvø til Pakistan.

Det latinske artsnavn kommer af cachinnare (‘at le højt’).

 

 

Kaspiske måger, voksne og ungfugle, Hurghada, Rødehavet, Egypten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus dominicanus Tangmåge
Denne store måge, der også kaldes for dominikanermåge, er opdelt i 5 underarter, vidt udbredt på kyster og øer på den sydlige halvkugle, i Sydamerika, Falklandsøerne, South Georgia, det sydlige Afrika, det sydlige Madagascar, subantarktiske øer i det Indiske Ocean, Australien, New Zealand, samt Antarktis og nærliggende øer.

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

Tangmåge, Bird Island, Lambert’s Bay, Sydafrika, Bemærk, at fuglen er ringmærket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge, Lambert’s Bay. I baggrunden store unger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge letter, Lüderitz, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåge, Langebaan, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onychoprion Terner
En lille slægt på 4 arter, som førhen tilhørte slægten Sterna. Tre af arterne yngler i tropiske egne, mens den fjerde, Beringsternen (O. aleuticus), findes langs subarktiske kyster i det østlige Sibirien og det vestlige Alaska. Billeder af denne art kan ses på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onyx (‘klo’ eller ‘negl’) samt prion (‘sav’). Disse fugle har formodentlig skarpe kløer. Ordet terne kommer af oldnordisk therna.

 

Onychoprion fuscatus Sodfarvet terne
Denne vidt udbredte art yngler på små øer i tropiske farvande kloden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’.

 

 

Koloni af sodfarvet terne, Latham Island, Tanzania. Ungfuglene er mørke. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus Terner med top
Denne slægt, der rummer 8 arter, er udbredt over det meste af verden. Slægten blev oprindeligt oprettet i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), men blev senere forkastet, indtil et genetisk studium i 2005 konkluderede, at toppede terner burde placeres i en særskilt slægt.

Friedrich Boie beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle, og han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fisker’, oprindeligt fra thalassa (‘hav’).

 

Thalasseus bengalensis Bengalsk terne
Denne art, opdelt i 2 eller 3 underarter, yngler i spredte kolonier i tropiske og subtropiske områder, på øer ud for Libyens kyst, i Rødehavet og den Persiske Havbugt, forskellige steder i Indien, samt i Indonesien, Ny Guinea og det nordlige Australien. Om vinteren spredes de vestlige bestande over et meget stort område, mod syd til Guinea, Sydafrika og Madagascar.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’, typelokaliteten. I gamle dage var Bengalen navnet på en stor del af Nordindien samt Bangladesh.

 

 

Bengalske terner raster ved lavvande på lavaklipper, Iconi, Grande Comore, Comorerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus bergii Bergiusterne
Denne fugl, opdelt i 5 underarter, yngler i kolonier langs de sydlige og østlige kyster af Afrika, langs Arabiens sydkyst, samt fra Iran mod øst til det nordvestlige Indien, i den sydlige del af Indokina, langs Malakka-halvøen, samt i Indonesien, Ny Guinea og Australien. Uden for yngletiden spredes den over store arealer af det Indiske Ocean og Stillehavet.

Artsnavnet blev givet til minde om den preussiske naturhistoriker og farmaceut Karl Heinrich Bergius (1790-1818), kavalerist i den preussiske hær under Napoleonskrigene. Efter hjemsendelsen studerede han til farmaceut i Berlin, hvor hans botaniske interesse blev bemærket af Martin Lichtenstein (1780-1857) på Berlins zoologiske museum, der sendte ham til Cape Town i Sydafrika, dels for at arbejde som assisterende farmaceut, dels for at indsamle planter og dyr til museet i Berlin. Han døde imidlertid af tuberkulose efter kun to år.

 

 

Bergiusterner på yngleplads, Latham Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thalasseus sandvicensis Splitterne
En vidt udbredt art, som yngler på spredte lokaliteter rundt om i Europa, mod øst til det Kaspiske Hav. I Danmark yngler den i nogle få kolonier i Jylland, af og til i antal op mod 1500 par. Vintermånederne tilbringes omkring Middelhavet, langs Afrikas vestkyst mod syd til Sydafrika, langs Sydarabiens kyst og i den Persiske Havbugt, samt nogle fugle langs Indiens og Sri Lankas vestkyst.

Den blev først indsamlet af den engelske ornitolog John Latham (1740-1837) ved Sandwich, Kent, sydlige England, heraf dens videnskabelige artsnavn.

Tidligere blev en lignende fugl i Nordamerika betragtet som en underart af splitternen, men i dag regnes den for en selvstændig art under navnet Cabots terne (T. acuflavidus).

 

 

Splitterner og Namibmåger (Chroicocephalus hartlaubii), Swakopmund, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lybiidae Afrikanske skægfugle
Gennem en del år var afrikanske skægfugle placeret i samme familie, Capitonidae, som de amerikanske og asiatiske skægfugle, men de er nu opdelt i 3 særskilte familier, amerikanske skægfugle i Capitonidae, asiatiske i Megalaimidae.

Afrikanske skægfugle, der rummer omkring 43 arter, lever i skove og krat overalt syd for Sahara, med undtagelse af den sydvestlige del. De opdeles i trælevende arter, underfamilien Lybiinae, med omkring 37 arter i 6 slægter, samt jordlevende arter, Trachyphoninae, med en enkelt slægt.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Stactolaema
En lille slægt med 4 trælevende arter.

Slægtsnavnet er afledt af græsk staktos (‘sivende’, ‘dryppende’) og laimos (‘strube’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

Stactolaema olivacea Grøn skægfugl
Denne art, opdelt i 7 underarter, findes i kystnære skove og bjergskove i Kenya og Tanzania, med isolerede bestande i Malawi, det nordlige Mozambique, samt det nordøstlige Sydafrika.

Underarten olivacea er udbredt fra kystskove i Kenya til bjergskove i det centrale Tanzania, uluguruensis i Uluguru-bjergene i det østlige Tanzania, howelli i East Udzungwa Mountains, Tanzania, rungweensis fra Rungwe og Poroto-bjergene i Tanzania til Misuku Hills i det nordlige Malawi, hylophona i Rondo, Ngarama og Mitundumbea Forest Reserves nær Tanzanias kyst, belcheri på Mt. Thyolo i Malawi og Mt. Namuli i Mozambique, og endelig woodwardi i Ngoye Forest, KwaZulu-Natal, Sydafrika.

Det diskuteres ofte blandt taksonomer, om adskillige af underarterne udgør selvstændige arter. Underarterne hylophona og woodwardi regnes undertiden for en særlig art, kaldt guløret skægfugl. De adskiller sig begge fra de øvrige underarter gennem at have en stor gul plet på siden af hovedet. Underarten belcheri, der kun findes på to isolerede bjergtoppe, udgør muligvis også en særskilt art.

Artsnavnet er latin og betyder ‘olivengrøn’.

 

 

En guløret skægfugl, underarten hylophona, ringmærkes, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trachyphonus Perleskægfugle
En slægt med omkring 6 arter, der ofte søger føde på jorden, modsat de fleste andre skægfugle.

Slægtsnavnet er afledt af græsk trakhys (‘grov’) og phone (‘stemme’, ‘lyd’).

 

Trachyphonus darnaudii D’Arnauds perleskægfugl
Denne art lever på savanner, fra Sydsudan og Ethiopien mod syd til det sydlige Tanzania. Den ses ofte æde termitter.

Artsnavnet blev givet til minde om den franske geograf og naturhistoriker Théodore Louis Joseph-Pons d’Arnaud (1811-84), der gennemførte adskillige ekspeditioner i Sudan, Ethiopien og Yemen.

 

 

D’Arnauds perleskægfugl, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trachyphonus erythrocephalus Pragtperleskægfugl
Som dens navn antyder, har denne art en farvestrålende fjerdragt, fortrinsvis i gult og rødt. Den er udbredt i det østlige Afrika, fra Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania. Dens fjer anvendes ornamentalt af adskillige stammefolk, bl.a. masaierne.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Pragtperleskægfugl, Shaba Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtperleskægfugle æder termitter, som kommer frem fra deres tue, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtperleskægfuglen er ofte meget tillidsfuld. Denne sidder på skaftet af en skovl i vores lejr, Tarangire Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Macrosphenidae Afrikanske sangere
Medlemmerne af denne nyetablerede familie, der rummer 6 slægter med omkring 19 arter, var førhen placeret i familien Sylviidae. Familien er begrænset til Afrika syd for Sahara.

 

Macrosphenus Langnæb
En slægt med 5 arter af skovfugle. Slægtsnavnet er afledt af græsk makros (‘lang’) og sphenos (‘kile’), hvilket hentyder til næbbets form hos disse fugle.

 

Macrosphenus kretschmeri Lysbuget langnæb
Denne art lever først og fremmest i den østlige del af Tanzania, men der er også små bestande i det sydlige Kenya og det nordlige Mozambique. Dens habitat er forskellige skovtyper.

Det latinske artsnavn sigter til den tyske ornitolog Eugen Franz Kretschmer (1868-94), der indsamlede fugle i Kenya. Han og hans ledsagere blev imidlertid dræbt af indfødte kort efter starten på en ekspedition.

 

 

Denne lysbugede langnæb er blevet fanget for at blive ringmærket, Pugu Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malaconotidae Busktornskader
En afrikansk gruppe af spurvefugle, som lever i skove og kratland. De var førhen placeret sammen med tornskaderne i familien Laniidae (ovenfor), men er nu overført til en særskilt familie, som indeholder busktornskader (slægterne Malaconotus, Telophorus, Chlorophoneus og Rhodophoneus), kratskader (Tchagra og Bocagia), bubuer og gonoleker (Laniarius), kvastrygge (Dryoscopus), samt brubru (Nilaus afer).

 

Laniarius Bubuer og gonoleker
Denne slægt rummer omkring 22 arter, udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af Lanius, navnet på de egentlige tornskader, givet på grund af nogle af arternes lighed med tornskader.

Navnet bubu er et Malinke-ord, sandsynligvis en lydefterligning af kaldet hos tropisk bubu (nedenfor). Navnet gonolek er formodentlig en imitation af kaldet hos hvidbåndet gonolek (nedenfor).

 

Laniarius atrococcineus Hvidbåndet gonolek
Denne markante fugl har skarlagenrød underside, sort overside, samt et hvidt bånd midt gennem den lukkede vinge. Den er udbredt fra det sydlige Angola, det sydlige Zambia og Zimbabwe mod syd til Namibia og det nordlige Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og coccineus (‘skarlagenrød’).

 

 

Hvidbåndet gonolek, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius erythrogaster Skarlagen-gonolek
Denne fugl minder om den foregående art, men har hvid iris og mangler det hvide vingebånd. Den er udbredt tværs over Sahel-zonen, fra Cameroun mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania, med en isoleret forekomst i Rwanda og Burundi.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

 

 

Skarlagen-gonolek, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius ferrugineus Okkerbubu
Denne art forekommer i den sydøstlige del af Afrika, fra det østlige Botswana, det sydlige Zimbabwe og Mozambique mod syd til Kap-området i Sydafrika. Den lever i forskellige habitater, bl.a. krat, mangrove, haver og galleriskov langs floder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, af ferrugo (‘rust’), hvilket sigter til undersidens farve.

 

 

Okkerbubu, De Hoop Nature Reserve, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniarius major Tropisk bubu
Denne arts taksonomi er kompliceret, og den er fornylig blevet opsplittet i adskillige arter. Den var tidligere kendt som L. aethiopicus, men dette navn er nu reserveret for fugle fra Ethiopien og omliggende lande. Den nuværende udbredelse af major er fra Sierra Leone mod øst til Sydsudan og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til Botswana og det nordlige Sydafrika. Den forekommer også sporadisk i Zaire og Angola.

Artsnavnet er latin og betyder ‘større’ – formentlig end en anden bubu-art.

 

 

Tropisk bubu, Samfya, nordlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tchagra Kratskader
En lille slægt med 4 arter, som er udbredt i størsteparten af Afrika, samt på den Arabiske Halvø.

Slægtsnavnet er taget fra artsnavnet på Kap-kratskaden (T. tchagra), som oprindelig blev navngivet Thamnophilus tchagra af den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830). Navnet stammer formodentlig fra et lokalt fuglenavn.

I dag refererer slægtsnavnet Thamnophilus til myretornskader, en gruppe fugle i den Nye Verdens tropiske egne.

 

Tchagra australis Brunkronet kratskade
Denne fugl findes i det meste af Afrika syd for Sahara. Den lever i tørskov og savanne og undgår regnskov og ørkener.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

Brunkronet kratskade, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Telophorus Busktornskader
Denne lille slægt med 3 arter findes syd for Sahara.

Slægtsnavnet er formentlig en stavefejl for Telophonus (synonym for Tchagra), som er afledt af oldgræsk telos (‘perfekt’) og phone (‘stemme’).

 

Telophorus viridis ssp. nigricauda Firefarvet busktornskade
Denne art blev førhen kaldt for Telophorus quadricolor, men betragtes nu som en underart af grøn busktornskade (T. viridis), som er udbredt i det vestlige Afrika, fra Gabon mod syd til Angola og det vestlige Zambia, samt i det østlige Afrika, fra det sydlige Kenya mod syd til Sydafrika. Underarten nigricauda er begrænset til kystnære skove i Kenya og Tanzania.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grøn’.

 

 

En pragtfuld firefarvet busktornskade basker med vingerne, Rondo-skoven, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meropidae Biædere
En familie med 3 slægter og ca. 27 arter af mellemstore insektædende fugle, hvoraf de fleste forekommer i Afrika og Asien, med nogle få arter i Sydeuropa, Australien og Ny Guinea. De er karakteriseret ved at have nedadbøjet næb, en slank krop og sædvanligvis en lang hale. Mange af arterne har pragtfulde farver.

 

Merops
Langt hovedparten af biæderne, omkring 24 arter, er placeret i denne slægt.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’).

 

Merops albicollis Hvidstrubet biæder
En vidt udbredt og almindelig art i åbne sandede og tørre områder, bl.a. tornet krat og halvørken. Den forekommer fra hele Sahel-zonen mod syd til Zaire og det sydlige Tanzania.

Artsnavnet kommer af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

Hvidstrubet biæder, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops boehmi Okkerhovedet biæder
Lokalt almindelig fra det centrale Tanzania mod syd til Mozambique, og mod vest til det vestlige Zambia. Den findes især i skove langs floder. Arten kan kendes på den orange strube, den okkerfarvede isse, samt de lange, tynde, sorte midterste halefjer.

Det latinske artsnavn blev givet til minde om den tyske zoolog og opdagelsesrejsende Richard Böhm (1854-84), der indsamlige talrige dyrearter i det østlige Afrika. Han døde af malaria, kun 29 år gammel.

 

 

Okkerhovedet biæder, Rutamba, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops bullockoides Hvidpandet biæder
Umiskendelig, med hvid pande, sort maske, et smalt hvidt og et bredere knaldrødt bånd på struben, samt okkerfarvet underside. Arten er udbredt fra det østlige Zaire og Kenya mod syd til Afrikas sydspids, samt fra Gabon mod syd til Angola. Den undgår regnskov og ørken.

Artsnavnet er sammensat af artsnavnet på rødstrubet biæder (Merops bulocki), samt græsk oides (‘ligner’), således ‘ minder om rødstrubet biæder’. Navnet på denne art er en forkert stavet udgave af navnet på den engelske naturhistoriker, indsamler og arkæolog William Bullock (1775-1849).

 

 

Hvidpandet biæder, Mount Longonot, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops nubicus Karminbiæder
Denne pragtfulde art er udbredt i hele Sahel-zonen mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd gennem det østlige Afrika til det nordlige Mozambique. Den minder om sydlig karminbiæder (M. nubicoides), der imidlertid har karminrød strube.

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

Karminbiædere, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Karminbiæder, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops persicus Grøn biæder
Som ynglende findes denne art i det nordlige Afrika, samt fra Egypten og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien. Nordafrikanske og asiatiske bestande er trækfugle, som overvintrer i tropiske egne af Afrika, fra Ethiopien mod syd til det nordlige Sydafrika. Nogle bestande i Sahel er standfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘persisk’.

 

 

Grøn biæder, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Merops pusillus Dværgbiæder
Denne lille art er vidt udbredt og almindelig i åbent land syd for Sahara, hvor den kun mangler i tæt regnskov og ørkenområder.

Det latinske artsnavn betyder ‘meget lille’.

 

 

Dværgbiædere hviler på en durra-stængel (Sorghum vulgare var. durra), Nghava, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbiæder strækker vinge, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbiæder, Kilwa Masoko, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Monarchidae Monark-fluesnappere
Denne familie indeholder 16 slægter med omkring 100 arter af langhalede insektædere, bl.a. topmonarker (nedenfor) og paradisfluesnappere (Terpsiphone). De fleste arter er standfugle, udbredt i Afrika syd for Sahara, Sydøstasien og Australasien, samt på nogle øer i Stillehavet.

 

Trochocercus Topmonarker
Efter genetiske undersøgelser er kun to arter forblevet i denne slægt, mens tre arter, der tidligere var placeret i slægten, er blevet overført til slægten Elminia.

Slægtsnavnet er afledt af græsk trokhos (‘cirkulær’, ‘rund’) og kerkos (‘hale’).

 

Trochocercus cyanomelas Sorthovedet topmonark
Denne fugl er tilknyttet forskellige skovtyper. Den forekommer fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til den sydlige del af Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘mørkeblå’) og melas (‘sort’), hvilket sigter til det blålige skær i hannens sorte fjerdragt.

 

 

Han af sorthovedet topmonark, Pugu Forest, nær Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af sorthovedet topmonark, Rondo Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie rummer 5 slægter med i alt omkring 70 arter. Vipstjerter (Motacilla) og pibere (Anthus) er vidt udbredte, mens de farvestrålende sporepibere (Macronyx) er begrænset til Afrika syd for Sahara.

 

Macronyx Sporepibere
En slægt med 8 arter, udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og onyx (‘klo’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til disse fugles lange bagklo, der sandsynligvis gør det lettere for dem at gå på græs.

 

Macronyx ameliae Rosasporepiber
Denne fugl lever i forskellige former for græsklædte arealer, udbredt fra Kenya mod syd til Angola, Botswana og det østlige Sydafrika. Hannen har lyserød strube og bryst, adskilt af et bredt sort bånd, som er blegere uden for yngletiden. Hunnen har også lyserød underside, men mangler det sorte bånd.

Det latinske artsnavn skyldes den franske opdagelsesrejsende Marquis Léonce de Tarragon (1813-97), som beskrev arten i 1845. Navnet blev givet til ære for hans moder Amélie Goislard de Villebresme Marquise de Tarragon. Marquisen havde en stor samling af udstoppede fugle på omkring 3000 fra alle egne af verden.

 

 

Han af rosasporepiber, Moru Kopjes, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosasporepiber, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosasporepiber strækker en vinge, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Macronyx croceus Gulbrystet sporepiber
Denne art lever i samme habitater som rosasporepiberen, udbredt fra Senegal mod øst til Sydsudan og Kenya, mod syd til Angola og Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘safran-farvet’ eller ‘gylden’.

 

 

Gulbrystet sporepiber, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla Vipstjerter
Disse fugle, som omfatter omkring 13 arter, er opkaldt efter adskillige af arternes vane med at vippe halen op og ned. Slægten er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika, og to arter er også truffet i Alaska.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (M. alba). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Motacilla aguimp Afrikansk vipstjert
Vidt udbredt, fra Sierra Leone og Mali mod øst til det sydlige Egypten, Sudan og Somalia, og derfra mod syd til det sydlige Sydafrika. Den lever i forskellige åbne habitater, bl.a. græsland, landsbyer og langs floder.

Det latinske artsnavn er Namaqua-navnet på fuglen, a-guimp (‘den, der løber langs bredden’).

 

 

Afrikansk vipstjert, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muscicapidae Den Gamle Verdens fluesnappere
En familie med omkring 51 slægter og ca. 324 arter, vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Genetisk forskning har medført, at mange mindre fugle, som tidligere blev anset for at være små drosselfugle i familien Turdidae, er blevet overført til denne familie.

Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Cercomela familiaris, se Oenanthe familiaris.

 

Cercomela sordida, se Pinarochroa sordida.

 

 

Cercotrichas Trænattergale
Trænattergale omfatter omkring 10 arter af langhalede, drossel-lignende fugle, der med en enkelt undtagelse er begrænset til Afrika. Almindelig trænattergal (C. galactotes) yngler også i Sydeuropa, Mellemøsten og Arabien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og trikhas (‘drossel’), hvilket sigter til den lange hale.

 

Cercotrichas leucophrys Plettet trænattergal
Denne art, opdelt i 9-12 underarter, lever i krat og er vidt udbredt syd for Sahara, fra Gabon, Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Namibia og det sydøstlige Sydafrika.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og ophrys (‘øjenbryn’). Det danske navn er uheldigt, da fuglens bryst er stribet, ikke plettet.

 

 

Plettet trænattergal, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cercotrichas paena Kalahari-trænattergal
Denne fugl minder om foregående art, men undersiden er brunlig uden striber. Den forekommer fra de sydlige egne af Angola, Zambia og Zimbabwe mod syd til det centrale Sydafrika, hvor den lever i forskellige typer græsland og krat, samt tillige i haver.

Det latinske artsnavn er Tswana-navnet på fuglen.

 

 

Kalahari-trænattergal, Palapye, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cercotrichas quadrivirgata Orangebrystet trænattergal
Denne art findes i forskellige skovtyper, krat og haver, fra Kenya mod syd til det østlige Sydafrika, mod vest til det vestlige Zambia og det nordlige Botswana.

Det latinske artsnavn betyder ‘firestribet’, hvilket sigter til fire sorte striber i hovedet, en på siden af issen, en gennem øjet, samt to skægstriber.

 

 

Orangebrystet trænattergal, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cossypha Drosselsangere
En slægt med omkring 15 arter, udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kossyphos, det klassiske græske navn på solsort, men også anvendt om drosler i almindelighed.

 

Cossypha caffra Kap-drosselsanger
Denne fugl lever i et bredt udsnit af åbne habitater, bl.a. landbrugsland og haver. Den er udbredt fra Rwanda og Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til Kap-provinsen i Sydafrika.

I zoologisk sammenhæng betyder det latinske artsnavn blot ‘fra Sydafrika’. Egentlig kommer ordet af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

Kap-drosselsanger, De Hoop Nature Reserve, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cossypha heuglini Hvidbrynet drosselsanger
En markant fugl med orangerød underside samt sort hoved med en bred hvid øjenbrynsstribe, der strækker sig fra næbvigen til nakken. Den er vidt udbredt, fra Cameroun og Ethiopien mod syd til det nordlige Namibia og det sydøstlige Sydafrika. Den lever i bl.a. galleriskove langs floder, krat og haver, men undgår ørken og regnskov.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske opdagelsesrejsende og naturhistoriker Martin Theodor von Heuglin (1824-1876), som gentagne gange udforskede Sudan, Abyssinien og Somaliland.

 

 

Hvidbrynet drosselsanger, Soni, Usambara-bjergene, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cossypha natalensis Kanelhovedet drosselsanger
Denne smukt orangerøde fugl lever i skovklædte områder og tætte krat, fra Gabon og Ethiopien mod syd til det nordlige Namibia og det sydøstlige Sydafrika. Den er fraværende i tørre områder og tæt regnskov.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til provinsen KwaZulu-Natal i det sydøstlige Sydafrika, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

Kanelhovedet drosselsanger, Pugu Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cossypha semirufa Højlands-drosselsanger
Denne fugl ligner meget foregående art, men er mindre, og den hvide øjenbrynsstribe er ofte kortere eller smallere. Den lever generelt i større højder og foretrækker skov, men kan dog træffes i krat og haver. Den er udbredt fra Eritrea mod syd til det nordlige Tanzania.

Det latinske artsnavn betyder ‘halvvejs rødbrun’ – et underligt navn for denne farvestrålende fugl.

 

 

Højlands-drosselsanger, Debre Mariam, Lake Tana, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Luscinia Nattergale m.fl.
Efter en række genetiske studier indeholder denne tidligere store slægt i dag kun 4 arter, to nattergale, blåhals (nedenfor), samt hvidbuget rødstjert (L. phaenicuroides), en asiatisk art, som førhen var det eneste medlem af slægten Hodgsonius.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for nattergale, sandsynligvis afledt af luscus (‘halv-blind’), formodentlig i betydningen ‘godt skjult’, hvilket sigter til disse fugles skjulte levevis, samt cano (‘at synge’). Navnet kan derfor måske oversættes til ‘den lidet sete sanger’.

 

Luscinia svecica Blåhals
I modsætning til nattergalene er denne farvestrålende fugle særdeles iøjnefaldende, når den synger fra toppen af en busk. Opdelt i mindst 10 underarter er den vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, fra Norge mod øst til Stillehavet og det nordvestlige Alaska, mod syd til Spanien, Kaukasus og Pamir-bjergene. Den yngler i pilekrat, birkeskove og moser. Nordlige bestande er trækfugle, hvoraf hovedparten overvintrer i det nordlige Afrika og på det Indiske Subkontinent.

Artsnavnet er latin og betyder ‘svensk’. Den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), var pioner inden for botanik og ornitologi. Han indsamlede blåhalsen i Lapland i 1695. Hannens farver mindede ham om det svenske flags farver (i dag er flaget blåt med et gult kors, men dengang havde det gule et mere orange skær), og han navngav den Avis Carolina til ære for den svenske konge, Karl d. 11.

I 1758, da Carl von Linné (1707-78) gav fuglen nyt navn, var enevælden imidlertid blevet afskaffet, og Linné, som ellers normalt nøje fulgte sin mentor Rudbeck, havde stærke forbindelser til partiet Hattarna (således kaldt på grund af hattene, som medlemmerne bar). Af denne grund fandt han sandsynligvis navnet Svecica mere politisk korrekt end Carolina.

 

 

Blåhals han i vinterdragt, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myrmecocichla Myrepikkere
En slægt med omkring 8 arter af hovedsagelig sodfarvede fugle, udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk myrmex (‘myre’) og kikhle (‘drossel’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til disse fugles føde, der består af myrer, termitter og andre insekter.

 

Myrmecocichla aethiops Nordlig myrepikker
Tilknyttet tørre græsklædte områder, gerne med termittuer, hvori den ofte yngler. Den er også fundet ynglende i forladte brønde. Den er udbredt i to vidt adskilte områder, fra Gambia og Senegal mod øst gennem Sahel-zonen til Chad, samt i Kenya og Tanzania. Den kendes nemt på en stor hvid vingeplet.

Artsnavnet er afledt af græsk aithos (‘brændt’) og ops (‘ansigt’ eller ‘fremtoning’), hvilket hentyder til den sodfarvede fjerdragt.

 

 

Nordlig myrepikker strækker vinge, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af nordlig myrepikker ved deres redehul i en termittue, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myrmecocichla nigra Sort myrepikker
Denne fugl ligner meget foregående art, men hannen er mørkere, næsten sort, og har et iøjnefaldende hvidt felt på forkanten af den lukkede vinge. Hunnen er ensfarvet sodbrun. Arten findes fra Cameroun mod øst til det vestlige Kenya, mod syd til Angola og Zambia, men mangler i Congo-bækkenet.

Det latinske artsnavn betyder ‘sort’.

 

 

Han (øverst) og hun af sort myrepikker, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe Stenpikkere og stensmutter
Efter en række genetiske undersøgelser rummer denne slægt i dag omkring 32 arter, da medlemmer af den nu ugyldige slægt Cercomela, kaldt stensmutter, er blevet placeret i Oenanthe.

Disse fugle er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika, mens en enkelt art, vores hjemlige stenpikker (O. oenanthe), også yngler i Grønland og det østlige Canada, samt i Alaska og det vestlige Canada.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oenos ‘vin’ og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til, at den almindelige stenpikker vender tilbage til Grækenland fra Afrika om foråret, når vinrankerne blomstrer.

Det engelske navn på stenpikkere er wheatears, et gammelt folkenavn, som betyder white arse (‘hvid røv’) – et navn, som den almindelige stenpikker fik på grund af sin iøjnefaldende hvide overgump.

 

Oenanthe bottae Rødbrystet stenpikker
En rødlig-brun fugl med hvid strube og overgump, som holder til i græsklædte områder i store højder, gerne over 1800 m. Den er udbredt i Ethiopien og Eritrea, samt i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø.

Artsnavnet refererer til den italienske læge, opdagelsesrejsende, naturhistoriker og arkæolog Paolo Emilio Botta (1802-70), som var diplomat i Egypten, Arabien og Persien 1830-46.

 

 

Rødbrystet stenpikker, vest for Dinsho, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe deserti Ørkenstenpikker
I yngledragt er hannen meget markant, med sort strube og kinder, svingfjer og hale, mens hunnen er brunlig med sandfarvet underside. Den yngler i det nordlige Afrika og Mellemøsten, samt i Centralasien, fra øst for det Kaspiske Hav mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina. De fleste bestande er trækfugle, der overvintrer i Afrika nord for Sahel-zonen, i Arabien, det sydlige Iran, Pakistan og det nordvestlige Indien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i ørkener’.

 

 

Ørkenstenpikker han, Nefta, Tunesien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe familiaris Rødhalet stensmutte
Denne fugl, der førhen blev kaldt for Cercomela familiaris, er brun med blegrød underside og rød hale med et omvendt sort T ned gennem midten. Den lever i klippefyldt terræn eller omkring bygninger, fra Senegal mod øst til den Centralafrikanske Republik, samt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til sydspidsen af kontinentet, og derfra mod nord til det sydlige Angola.

 

 

Rødhalet stensmutte, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe halophila Maghreb-stenpikker
Denne fugl blev tidligere regnet for at være samme art som klippestenpikker (O. lugens), men betragtes i dag af de fleste som værende en selvstændig art, som er udbredt fra Marokko mod øst til Egypten.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk halos (‘salt’) og phileo (‘at holde af’), mens det danske navn er afledt af arabisk magrib, der direkte oversat betyder ‘hvor solen går ned’. Normalt forstår man ved ordet Marokko, Algeriet, Tunesien samt det vestlige Libyen.

 

 

Han af maghreb-stenpikker, Tamerza, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe leucopyga Hvidkronet stenpikker
En ret stor stenpikker, der yngler i stenede områder, fra Mauritanien mod øst gennem Nordafrika til Mellemøsten, østpå til Irak og Kuwait, og videre mod syd til Saudi Arabien og Oman. Begge køn har hvid isse, overgump, underhaledækfjer og underside af halen. Ungfugle mangler den hvide isse.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og pyge (‘overgump’).

 

 

Ungfugl af hvidkronet stenpikker, Zaranik Protected Area, Sinai, Egypten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenanthe pileata Sortbrystet stenpikker
Denne markante fugl er vidt udbredt, fra Kenya og Angola mod syd til Kap-provincen. Den lever i forskellige typer af græsland og stenede steder, hvor den ofte holder udkig fra buske, termittuer og hegn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med hætte’.

 

 

Sortbrystet stenpikker, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortbrystet stenpikker på en termittue, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus Rødstjerter
Denne slægt indeholder 14 arter, udbredt fra Vesteuropa og Nordafrika mod øst gennem tempererede egne af Asien, og derfra mod syd til Indien og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Phoenicurus moussieri Diademrødstjert
Denne art er udbredt langs den nordafrikanske kyst, fra Vestsahara mod øst til det vestlige Libyen. Den yngler i skovkanter, krat, plantager og haver.

Hannen er umiskendelig, med en bred hvid stribe fra panden ned til nakken, hvilket er årsagen til det danske navn. Den har sorte kinder og vinger, orange strube og underside, samt en hvid vingeplet. Hunnen har brunlig overside og bleg-orange underside.

Det latinske artsnavn hentyder til den franske naturhistoriker Jean Baptiste Moussier (1795-1850), der arbejdede som kirurg i den franske hær i Nordafrika.

 

 

Han af diademrødstjert, mellem Metlaoui og Tozeur, Tunesien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinarochroa sordida Hedestensmutte
Denne lille tillidsfulde fugl er begrænset til høje bjergegne i Ethiopien, Mt. Elgon i Uganda, Mt. Kenya og Aberdare-bjergene i Kenya, samt Kilimanjaro og andre højtliggende områder i det nordlige Tanzania. Den holder til på heder og i græsklædte områder, normalt i højder over 3400 m, men træffes undertiden ned til omkring 2100 m.

Førhen var den placeret i slægten Cercomela, men efter genetiske studier er den blevet over ført til en ny slægt, hvor den er det eneste medlem.

Dens ensfarvede brunlige fjerdragt afspejles af begge de videnskabelige navne. Slægtsnavnet kommer af græsk pinaros (‘snavset’) og khroas (‘farvet’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘snusket’ eller ‘snavset’. Ikke særligt flatterende navne for denne kønne lille fugl!

 

 

Hedestensmutter, fotograferet i ca. 4000 meters højde på Mount Kenya. Nederste billede viser en ungfugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pogonocichla stellata Hvidstjernet nattergal
En kraftigt farvet fugl med gult bryst og bug, skiferfarvet hoved og vinger, samt olivengrøn ryg. Den har en lille hvid plet foran øjet, samt én på brystet, på overgangen mellem den skiferfarvede strube og det gule bryst. Den sidste er dog normalt skjult under de øvrige fjer.

Denne art, det eneste medlem af slægten, lever i bjergskove, fra det østlige Zaire og Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Sydafrika. I Tanzania og Sydafrika kan den også træffes i kystnære skove.

Slægtsnavnet er afledt af græsk pogon (‘skæg’) og kikhle (‘drossel’). Det hævdes, at første del af navnet sigter til de hvide pletter, hvilket jeg finder meget besynderligt, da disse pletter overhovedet ikke danner et skæg-lignende mønster. Derimod hentyder det latinske artsnavn til pletterne, afledt af latin stella (‘stjerne’).

 

 

Denne hvidstjernede nattergal blev fanget i Msumbugwe Forest, en kystnær skov i det nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxicola Bynkefugle
En slægt med omkring 15 arter af insektædende fugle, vidt udbredt i Eurasien og Afrika, samt på Ny Guinea og Madagascar. De er tilknyttet åbne områder med krat og græsklædte arealer.

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten S. torquatus, som siden er blevet opsplittet i 5 arter.

 

Saxicola torquatus ssp. voeltzkowi Grande Comore-bynkefugl
Denne underart af afrikansk bynkefugl er begrænset til øen Grande Comore.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’. Underartsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Alfred Voeltzkow (1860-1947), som var vidt berejst i Østafrika, samt på Madagascar, Comorerne, Juan de Nova og Aldabra. Disse ekspeditioner blev beskrevet i to bøger, Wissenschaftliche Ergebnisse der Reisen in Madagascar und Ost-Africa in den Jahren 1889-1895, samt Reise in Ostafrika in den Jahren 1903-1905.

 

 

Han af Grande Comore-bynkefugl, Koimbani, Grande Comore. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sheppardia Akalater
En slægt med omkring 10 arter af små skovfugle, der minder om rødhals. De er udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den britiske landmand Peter A. Sheppard (1875-1958), en nybygger i Rhodesia og Mozambique. Han indsamlede fugle for den sydafrikanske ornitolog Alwin Karl Haagner (1880-1962), som beskrev Sokoke-akalat (nedenfor) i 1909.

Navnet akalat er af vestafrikansk oprindelse, anvendt af Fang- og Bulu-folkene for medlemmer af slægten Illadopsis. Ved en fejl blev navnet imidlertid hæftet på medlemmer af Sheppardia i værket The Birds of Kenya Colony and the Uganda Protectorate, af Frederick John Jackson (1860-1929), opdateret og redigeret i 1938 af William Lutley Sclater (1863-1944).

 

Sheppardia gunningi Sokoke-akalat
Denne art fører en skjult tilværelse i kystnære skove og bjergskove i det østlige Afrika, fra Sokoke-skoven i det sydøstlige Kenya mod syd gennem det østlige Tanzania til Malawi og Mozambique.

Det videnskabelige artsnavn ærer den hollandske læge Jan Willem Boudewijn Gunning (1860-1913), som var direktør for Staatsmuseum (det naturhistoriske museum) i Pretoria, samt for byens zoologiske have.

 

 

Sokoke-akalat, Pugu Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Musophagidae Bananædere m.fl.
Denne familie, som består af 5 eller 6 slægter med omkring 23 arter, er begrænset til Afrika syd for Sahara. Den omfatter turakoer, bananædere og larmfugle. I det sydlige Afrika er gruppen kendt som louries.

Familienavnet er afledt Latin musa, en forvrængning af mauz, det arabiske ord for banan; samt af græsk phagein (‘at æde’), således ‘bananædere’.

 

Crinifer Larmfugle
En slægt med 5 arter, udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af latin crinis (‘fane’) og fer (‘at bære’), hvilket sigter til toppen hos grå larmfugl (nedenfor).

 

Crinifer concolor Grå larmfugl
Denne fugl er almindelig i tropiske egne af det sydlige Afrika, fra det nordlige Angola og det sydlige Tanzania mod syd til den nordlige del af Sydafrika. Den lever i åben skov og kratland.

Dens kald er et vidtlydende, langtrukkent, nasalt kweeeh, der har givet anledning til det danske navn. På engelsk tydes kaldet ofte som go-weeeh, hvilket er grunden til navnet go-away-bird (‘gå-væk-fugl’).

Artsnavnet er latin og betyder ‘af en ensartet farve’, hvilket hentyder til dens ensfarvede grå fjerdragt.

 

 

Grå larmfugl, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nectariniidae Solfugle
Sammen med edderkoppejægerne, slægten Arachnothera, udgør solfugle denne familie, der rummer omkring 145 arter.

Med deres nedadbøjede næb er disse farvestrålende fugle tilpasset at suge nektar af blomster (jfr. familienavnet), men de æder også frugt, insekter og edderkopper. Skønt de minder om de amerikanske kolibrier, er disse to grupper overhovedet ikke beslægtet, og deres lighed er et eksempel på konvergent udvikling.

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det indiske subkontinent, det sydlige Kina, Indokina, Ny Guinea, samt det nordlige Australien.

Generelt er hannerne langt mere farvestrålende end hunnerne, og de har ofte længere hale. Uden for ynglesæsonen anlægger hannen hos mange arter en såkaldt eklipsedragt, som er mere dæmpet i farverne.

 

Cinnyris
En slægt med omkring 56 arter, vidt udbredt i Afrika og Asien.

Slægtsnavnet hentyder til en lille fugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

Cinnyris chalybeus Sydlig halsbåndsolfugl
Denne lille fugl blev navngivet efter et smalt blåt og et bredere rødt båd over hannens bryst. Hunnen er ensfarvet blegbrun. Arten er almindelig i skove, krat, haver og fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske), udbredt fra det sydlige Nambia og det sydlige Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk khalyps (‘stål’), hvilket formodentlig sigter til et mørkeblåt skær på hannens isse og ryg fra visse vinkler.

 

 

Han af sydlig halsbåndsolfugl, Betty’s Bay, Kap-provinsen, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyanomitra
En slægt med 7 små solfugle, udbredt syd for Sahel-zonen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘mørkeblå’) og mitra (‘diadem’), hvilket sigter til det mørkeblå hoved hos underarten cyanocephala af gråbuget solfugl (C. verticalis), der oprindelig blev beskrevet som en selvstændig art.

 

Cyanomitra olivacea Olivensolfugl
Denne solfugl har dæmpede farver, med olivengrøn overside, blegt olivenbrun underside, samt gråligt hoved og vinger. Under vingerne har den en gul fjerdusk, der normalt er skjult.

Arten er vidt udbredt syd for Sahel-zonen, fra Gambia og Senegal mod øst til Ethiopien, mod syd til det nordlige Angola, Zambia og Mozambique, og derfra videre langs kysten til det sydøstlige Sydafrika.

 

 

Denne olivensolfugl er fanget i et net for at blive ringmærket, Rondo Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hedydipna
En lille slægt med 4 arter, der tidligere var placeret i slægten Anthreptes. De er udbredt syd for Sahara, med undtagelse af Nilsolfugl (H. metallica), der findes i det nordøstlige Afrika, samt i det vestlige og sydlige Arabien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hedydeipnos (‘spiser sødt’), hvilket sigter til, at disse fugle først og fremmest lever af nektar.

 

Hedydipna collaris Kravesolfugl
Denne farvestrålende fugl er vidt udbredt syd for Sahel-zonen, fra Senegal mod øst til Ethiopien, mod syd til det nordlige Angola og det nordlige Botswana, samt langs østkysten mod syd til det sydøstlige Sydafrika.

Strengt taget betyder det latinske artsnavn ‘som har med halsen at gøre’, men det oversættes normalt til ‘halsbånd’. Her hentyder navnet til den metalskinnende grønne strube hos denne art.

 

 

Kravesolfugl han, Rondo Forest, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nectarinia
Førhen var de fleste solfugle placeret i denne slægt, som siden er blevet opdelt i 16 slægter. Kun 6 arter er forblevet i slægten, udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nektar, gudernes drik.

 

Nectarinia famosa Malakitsolfugl
Hannens yngledragt har en fantastisk metalgrøn farve, som gav anledning til både det latinske artsnavn, hvilket er latin for ‘berømt’ eller ‘enestående’, samt det danske navn, der hentyder til malakit, et mineral, hvis grønne farve skyldes indhold af kobber. Hannens totallængde er omkring 25 cm, omfattende de lange midterste halefjer, mens hunnen, der mangler disse lange fjer, har en længde på omkring 15 cm. Artens lange næb er en tilpasning til at suge nektar i blomster med lang, tragtformet krone.

Denne fugl forekommer fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til sydspidsen af Sydafrika. Den er begrænset til højtliggende områder, undtagen i Sydafrika, hvor den findes ned til havniveau. Dens levesteder omfatter hede, forskellige typer græsland, krat, plantager og haver, og i Sydafrika træffes den især i fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske).

Artsnavnet er latin og betyder ‘berømt’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

Han af malakitsolfugl i eclipsedragt, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nectarinia johnstoni Smaragdsolfugl
En stor art, hannen op til 29 cm lang inklusive de lange halefjer, hunnen til 15 cm lang. Hannens fjerdragt er af en changerende metalgrøn farve, og den har en skarlagenrød fjerdusk under vingen, som især ses I flugten. Hunnen har mørkebrun overside og lysebrun underside, samt orange fjerduske.

Denne fugl er tilpasset et liv på heder og i skove i store højder og er begrænset til bjergtoppe i det østlige Zaire, Rwanda, Uganda, Kenya, Tanzania, det østlige Zambia og Malawi, normalt i højder mellem 3000 og 4500 m. Hovedparten af fuglene fouragerer i blomster af kæmpelobelia, hvor de æder både nektar og insekter. I lavere højder søger arten føde i andre planter, bl.a. af slægten Protea.

For at spare på energiforbruget går fuglen om natten i dvale, hvor dens hjerterytme og kropstemperatur sænkes.

Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for den britiske opdagelsesrejsende, botaniker, kunstner og administrator Harry Hamilton Johnston (1858-1927), som berejste tropiske egne af Afrika 1882-84. Det danske navn sigter til hannens fjerdragt, der er af samme farve som ædelstenen smaragd.

 

 

Denne han af smaragdsolfugl sidder på et blad af en art kæmpebrandbæger, Dendrosenecio johnstonii ssp. battiscombei, Makinder Valley (ca. 4000 m), Mount Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af smaragdsolfugl, Ruwenzori Nationalpark, Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Numididae Perlehøns
Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae. Førstnævnte rummer 4 slægter med 6 arter, alle begrænset til Afrika.

Det danske navn skyldes de perlelignende hvide prikker i fjerdragten hos flere af arterne.

 

Acryllium vulturinum Gribbeperlehøne
Denne markante art, som er det eneste medlem af slægten, lever i tørre områder i det sydlige Ethiopien, Somalia, Kenya og den nordligste del af Tanzania.

Fuglens stort set nøgne hoved med nogle få duntotter, samt den lange hals med rynket hud, minder om et gribbehoved, hvilket var anledningen til dens navn.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk akra (‘spids’ eller ’tilspidset’), hvilket sigter til de lange, spidse, sort-hvide og blå fjer på brystet, samt til den lange spidse hale, der næsten rører jorden, når fuglen går.

 

 

Gribbeperlehøns, Samburu Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Numida meleagris Hjelmperlehøne
Denne fugl, som er opdelt i 8 underarter, er det eneste medlem af slægten. Den er vidt udbredt og lokalt almindelig i savanner og andre åbne områder syd for Sahara, idet den kun undgår regnskov og ørken. En niende underart, sabyi, var engang almindelig i Marokko, men er i dag sandsynligvis uddød.

Arten er populær som ‘gårdhøne’ mange steder verden rundt.

Det videnskabelige slægtsnavn var navnet på Afrika i Oldtidens Rom, mens artsnavnet i Oldtidens Grækenland anvendtes for både perlehøns og kalkun. De mange misforståelser omkring artsnavnet er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada, under slægten Meleagris.

Forstavelsen i det danske navn sigter til den nøgne, benede top, der minder om visse typer af middelalderhjelme.

 

 

Hjelmperlehøns, Nairobi Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjelmperlehøns, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjelmperlehønen blev navngivet efter den hjelmlignende top. – Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otididae Trapper
De fleste medlemmer af denne familie er ret store, nogle endog meget store, bl.a. koritrappe (nedenfor) og stortrappe (Otis tarda), der somme tider kan veje op mod 20 kg og således er blandt de tungeste flyvende fugle. Der findes 11 slægter med i alt 26 arter, udbredt i Afrika, Sydeuropa, det centrale og sydlige Asien, samt Australien.

Det danske navn på disse fugle kommer fra middelnedertysk trappe, som er af ukendt oprindelse.

 

Afrotis Sorttrapper
En lille slægt med to arter, som tidligere var placeret i slægten Eupodotis. De er udbredt i det sydlige Afrika, fra Namibia og Botswana sydpå.

Slægtsnavnet er afledt af Afer (hunkøn Afra), oprindelig fra det puniske eller berberiske navn på det land, hvor byen Karthago lå – senere benævnt Afrika; samt otis (se koritrappe nedenfor).

 

Afrotis afraoides Hvidvinget sorttrappe
Denne fugl, også kaldt for nordlig sorttrappe, er vidt udbredt i den sydlige del af Afrika, hvor den lever i åbent græsland og krat. Den forekommer i Namibia, Botswana, Lesotho og det nordlige Sydafrika.

Arten blev først beskrevet i 1831 af den skotske kirurg, zoolog og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som navngav den Eupodotis afraoides. Artsnavnet betyder ‘minder om afra’, hvilket sigter til den sydlige sorttrappe, der havde fået navnet Eupodotis afra.

 

 

Han af hvidvinget sorttrappe, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeotis
Denne slægt med 4 arter af store trapper findes i Afrika, Indien, Ny Guinea og Australien.

Slægtsnavnet er afledt af ardea, det latinske ord for hejre, samt otis, det latinske ord for trappe, oprindelig fra oldgræsk ous (‘øre’) og endelsen -is, således ‘øret’, hvilket formodentlig sigter til de lange fjerduske på kinden hos stortrappen (Otis tarda).

 

Ardeotis kori Koritrappe
Denne store art er ret almindelig i to separate områder. Nominatracen er udbredt fra det sydlige Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika, mens underarten struthiunculus findes i Ethiopien, Uganda, Sydsudan, Kenya og Tanzania. De to underarter er adskilt af et bredt bælte miombo-skov.

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet for koritrappen, kgori.

 

 

Koritrappe, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødlig form af koritrappe krydser en vej, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af koritrappe i parringsspil, Ngorongoro-krateret, Tanzania. En græssende Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii) ses i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koritrappe renser fjerdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eupodotis
Denne slægt, som omfatter 5 arter, er vidt udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk eupous eller eupodos (‘hurtig til bens’), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

Eupodotis senegalensis Hvidbuget trappe
Denne fugl er vidt udbredt i græsland og åben skov syd for Sahara, skønt den mangler i store områder, bl.a. regnskov, miombo-skov og ørkener.

På den officielle danske fugleliste hedder arten rusttoppet trappe. Hvorfor den har fået dette mærkelige navn, vides ikke, men arten har ikke nogen rustfarvet top. Det engelske navn white-bellied bustard (‘hvidbuget trappe’) er langt mere dækkende, så det har jeg anvendt her.

 

 

Hvidbuget trappe, Yabello, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende hvidbuget trappe, Meru Nationalpark, Kenya. Endnu et billede af arten ses øverst på siden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på en hun af hvidbuget trappe, som skjuler sig i græs, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lissotis
En lille slægt med to arter, sortbuget trappe (nedenfor) og sølvtrappe (L. hartlaubii), som findes i Sudan, Sydsudan, Ethiopien, Somalia og det nordlige Kenya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lissos (‘glat’ eller ‘jævn”), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

Lissotis melanogaster Sortbuget trappe
Vidt udbredt syd for Sahara, hvor den lever på savanner og i andre græsklædte områder, til tider også i landbrugsland. Den forekommer tværs over Sahel-zonen, endvidere fra Ethiopien mod syd til Mozambique og det østlige Sydafrika, samt fra Zambia mod vest til Angola. Den undgår regnskov og ørkener.

Under parringsspillet bøjer hannen hovedet tilbage over ryggen, mens den udstøder “et kort, stigende, hvæsende fløjt, zhweeeeee, idet den holder en kort pause i denne position, hvorefter den langsomt rejser hovedet og frembringer “et poppende quock eller plop, efterfulgt af en sagte gurglen.” (Kilde: D.A. Zimmerman, D.A. Turner & D.J. Pearson 1999. Birds of Kenya and Northern Tanzania. Princeton University Press)

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og gaster (‘bug’).

 

 

Sortbuget trappe, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uanfægtet af regnvejr udfører denne han af sortbuget trappe sit parringsspil, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophotis
En slægt med 3 arter, udbredt fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd til Sydafrika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

Lophotis gindiana Okkertoppet trappe
Denne art lever i tornet krat og ørkenområder i det østlige Afrika, fra Eritrea og Sudan mod syd til det nordøstlige Tanzania. Den minder meget om pygmætrappe (L. savilei), der forekommer i Sahel-zonen, samt om rødtoppet trappe (L. ruficrista), der findes i det sydlige Afrika. Førhen betragtede nogle autoriteter dem som én og samme art.

Artsnavnet blev givet til ære for Abdou Gindi, en egyptisk opdagelsesrejsende, som omkring 1880 indsamlede fugle på Zanzibar, samt i Abyssinien (nutidens Ethiopien) og Somaliland. Iøvrigt vides næsten intet om ham. Det danske navn hentyder til hannens okkerfarvede top.

 

 

Han af okkertoppet trappe, Buffalo Springs Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af en hun af okkertoppet trappe, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Den mangler hannens okkerfarvede top. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spurve.

 

Passer domesticus Gråspurv
Denne velkendte fugl er oprindeligt hjemmehørende i Europa, det nordlige og nordøstlige Afrika, samt de fleste tempererede og subtropiske egne af Asien, men er siden blevet indført til næsten hele kloden. I Afrika er den mest almindelig langs Middelhavet, samt i de østlige og sydlige dele af kontinentet.

I dele af dens udbredelsesområde er den gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af den øgede anvendelse af kemiske sprøjtemidler i landbruget.

Artsnavnet er latin og betyder ‘som hører huset til’, afledt af domus (‘hus’).

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

Dette gråspurvepar yngler på et relief i Horus-templet, Edfu, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråspurve æder af brød, som er sat ud til afkøling, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer eminibey Kastanjebrun spurv
Det mindste medlem af familien med en længde på omkring 11 cm. I yngledragt er hannen kraftigt kastanjefarvet, mens hunner og yngre hanner er grålige med kastanjebrune markeringer i hovedet og på vingedækfjerene. Arten lever på savanner, samt i akaciekrat, papyrus-sumpe og nær landsbyer. Den er udbredt fra det sydlige Sudan og Ethiopien mod syd til Rwanda og det centrale Tanzania.

Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for Mehmed Emin Pasha (1840-92), døbt Eduard Carl Oscar Theodor Schnitzer, en læge og naturhistoriker af tysk-jødisk oprindelse, som først indsamlede denne art i det sydlige Sudan. I 1864 forlod han Tyskland og drog til Konstantinopel, hvor han indtrådte i tjeneste i det Ottomanske Rige. I 1886 blev han tildelt den ærefulde titel pasha, hvorefter han blev kaldt for Emin Pasha. Han blev senere guvernør af den egyptiske provins Ækvatoria langs den Øvre Nil. Bey var en anden ærefuld ottomansk titel, som lokale regenter ofte blev tildelt.

 

 

Denne kastanjebrune spurv har rede i en akacie, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer melanurus Kapspurv
Denne markante art er vidt udbredt i det sydlige Afrika, fra det sydvestlige Angola og det sydlige Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen. Den holder til i halvørken, savanne, landbrugsland og beboede steder.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk melas (‘sort’) og oura (‘hale’).

 

 

Han af kapspurv, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blandet flok af kapspurv og rødhovedet amadine (Amadina erythrocephala), Kalahari Gemsbok Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer rufocinctus Kenya-spurv
Som dens navn antyder, er denne art fortrinsvis udbredt i Kenya, men findes også i det nordlige Tanzania og det sydlige Burundi. Dens habitater omfatter bl.a. savanne, landbrugsland og landsbyer.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘ræverød’) og cinctus (‘båndet’), oprindeligt fra cingere (‘at omkranse’), hvilket sigter til den ræverøde halvcirkel på siden af hannens hoved. Hunnen mangler denne tegning, men har en lys øjenbrynsstribe. Den bleggule iris er iøjnefaldende.

 

 

Kenya-spurv han, Hell’s Gate, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kenya-spurv han, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer swainsonii Ethiopisk spurv
En overvejende grå fugl med rødbrun overgump og vingedækfjer. Hannen er mørkere grå end hunnen. Arten er ret almindelig, udbredt fra det sydøstlige Sudan, Eritrea og Somalia mod syd til den nordligste del af Kenya. Den træffes i alle slags åbne habitater.

Det latinske artsnavn ærer den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855), som bragte en stor samling hjem til England fra Brasilien og andre steder, omfattende over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind.

Mens han generelt blev betragtet som lidt af en kapacitet inden for zoologien, blev hans botaniske karriere lidt af en katastrofe. William Jackson Hooker (1785-1865), som var den første direktør for de berømte botaniske haver i Kew, skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.”

 

 

Ethiopisk spurv, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ethiopisk spurv, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelecanidae Pelikaner
Disse meget store vandfugle har et kolossalt stort næb og en enorm strubesæk, som kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Tungen er imidlertid ret lille, hvilket tillader fuglen at sluge store fisk.

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

Oh, a wondrous bird is the pelican!
His beak holds more than his belican.
He takes in his beak
Food enough for a week.
But I’ll be darned if I know how the helican.

 

En del af spidsfindigheden går desværre tabt i oversættelsen. Her er min (ret frie) udgave:

 

Hvilken underfuld fugl er en pelikan!
Hans næb rummer mer’, end hans mave kan.
Han ta’r i sit næb
en uges føde på slæb,
men Fanden ta’ mig, om jeg ved, hvordan han kan.

 

Der er i alt 8 arter, alle tilhørende slægten Pelecanus. Førhen blev de opdelt i to grupper, én med 4 arter, hvis adulte dragt er overvejende hvid, den hvide pelikan (nedenfor), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (P. erythrorhynchos), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden med de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (nedenfor), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis), samt Peru-pelikan (P. thagus).

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (se Scopidae) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Pelecanus onocrotalus Hvid pelikan
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den yngler på spredte lokaliteter fra Sydøsteuropa mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien, samt i størstedelen af Afrika. Nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Afrika, Arabien og Mellemøsten, samt på det Indiske Subkontinent.

Artsnavnet er en latiniseret form af onokrotalos, det klassiske græske ord for pelikaner.

 

 

Oplyst af den sene eftermiddagssol renser en flok hvide pelikaner fjerdragt, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. I baggrunden ses bl.a. klyder (Recurvirostra avosetta) og afrikanske skestorke (Platalea alba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide pelikaner, Tana-søen, Ethiopien. Fuglen t.v. er afvigende, idet den har rødlig fjerdragt og er langt mindre end sine artsfæller. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid pelikan gaber, Virunga Nationalpark, Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelecanus rufescens Rosapelikan
En vidt udbredt art i Afrika syd for Sahara samt langs vestkysten af den Arabiske Halvø. Denne arts fjerdragt er overvejende grålig, og navnet rosapelikan har den fået på grund af sin lyserøde overgump.

Det latinske artsnavn betyder ‘rødlig’, afledt af rufus (‘rød’). Det sigter formentlig også til den lyserøde overgump.

 

 

Rosapelikan, Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. – Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan i toppen af en død doumpalme (Hyphaene thebaica), Fuloha-oasen, Ethiopien. – Billeder af denne palmeart findes på siderne Aften samt Silhouetter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan i svæveflugt, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosapelikan lægger an til landing, Lake Manyara Nationalpark. I baggrunden gulnæbbede storke (Mycteria ibis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 41 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. Nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at skarver bør placeres i 7 slægter: Phalacrocorax (12 arter), Leucocarbo (16 arter), Microcarbo (5 arter), Urile (3 arter), Nannopterum (3 arter), Gulosus (topskarv), samt Poikilocarbo (perleskarv).

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Microcarbo
En lille slægt med 5 arter, som forekommer i Afrika, Eurasien, Australien og New Zealand.

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk mikros (‘lille’), samt det oprindelige slægtsnavn på skarver, Carbo, som blev oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard-Germain-Étienne de La Ville-sur-Illon (1756-1825), greve af Lacépède.

 

Microcarbo africanus Rørskarv
Denne lille art yngler i ferskvandshabitater i størsteparten af Afrika syd for Sahara, samt i Ethiopien og på Madagascar.

 

 

Koloni af rørskarv i Casuarina-træer, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørskarv tørrer vinger, Lake Awassa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Microcarbo coronatus Kronskarv
En anden lille art, som kan identificeres på den lange top på den forreste del af issen. Den har en begrænset udbredelse, fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas.

Artsnavnet betyder ‘kronet’ på latin, afledt af coronare (‘at krone’), oprindeligt fra corona (‘krone’).

 

 

Kronskarv, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax
I øjeblikket indeholder denne slægt 12 arter. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

Phalacrocorax capensis Kapskarv
Denne art yngler på kyster af Angola og Namibia, samt det vestlige og sydlige Sydafrika. Uden for yngletiden er den blevet set så langt mod nord som Congo Brazzaville på vestkysten og det sydlige Mozambique på østkysten.

 

 

Koloni af kapskarv, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax lucidus Hvidbrystet skarv
Førhen blev denne fugl betragtet som en underart af den vidt udbredte storskarv (P. carbo), men i dag anerkender de fleste autoriteter den som en selvstændig art. Den kan kendes på, at ansigtet, halsen og den øverste del af brystet er hvide. Arten er udbredt i hele det sydlige Afrika, samt adskillige steder i den østlige og vestlige del af kontinentet. Modsat storskarven findes den udelukkende i ferskvandsområder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lysende’, afledt af lucis (‘lys’), hvilket formodentlig hentyder til den hvide hals og øvre del af brystet.

 

 

Hvidbrystede skarver hviler på en ponton-bro, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax neglectus Kystskarv
Denne art er begrænset til kyster fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas. Uden for yngletiden spredes den mod nord til det nordvestlige Namibia.

Det latinske artsnavn betyder ‘ignoreret’ eller ‘overset’. Det vides ikke, hvad der hentydes til.

 

 

Kystskarver tørrer vinger, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

 

Frankoliner og sporehøns
Indtil begyndelsen af 1990’erne placerede de fleste autoriteter alle frankoliner, omkring 40 arter, i slægten Francolinus. Efter omfattende genetiske studier er de imidlertid blevet opsplittet i adskillige slægter, og systematikken er blevet revideret flere gange i de seneste år.

Tre asiatiske arter hører fortsat hjemme i Francolinus, mens de øvrige to asiatiske arter er blevet overført til slægten Ortygornis sammen med den afrikanske topfrankolin (nedenfor).

De resterende afrikanske arter er blevet opdelt i adskillige slægter, Scleroptila (7 arter), Campocolinus (3 arter), Peliperdix (1 art), samt Pternistis (24 arter). Medlemmer af sidstnævnte slægt kaldes nu for sporehøns. Endelig er der Nahans frankolin, som ikke er en ægte frankolin, men er nært beslægtet med den afrikanske buskhøne (Ptilopachus petrosus) og derfor er blevet omdøbt til Ituribuskhøne (Ptilopachus nahani).

 

Ortygornis
En lille slægt med 3 arter, de asiatiske grå frankolin (O. pondicerianus) og sumpfrankolin (O. gularis), samt den afrikanske topfrankolin (nedenfor), som tidligere var placeret i den monotypiske slægt Dendroperdix.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ortyx (‘vagtel’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til disse frankoliners relativt lille størrelse.

 

Ortygornis sephaena Topfrankolin
En almindelig art, som er udbredt på savanner og i kratskov, fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det østlige og centrale Afrika til Namibia, Botswana og Mozambique.

Som nævnt ovenfor var den tidligere placeret i en særskilt slægt, Dendroperdix, men er nu blevet overført til slægten Ortygornis. Som dens nære asiatiske slægtninge, grå frankolin og sumpfrankolin, har den et vidtlydende duet-kald, gengivet som chee-chakla, chee-chakla.

Artsnavnet er sandsynligvis et Tswana-ord.

 

 

Topfrankolin, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis Afrikanske sporehøns
I dag kaldes medlemmer af denne slægt for afrikanske sporehøns for at skelne dem fra de asiatiske sporehøns af slægten Galloperdix.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk pternistes (‘den som angriber med hælen’), afledt af pterne (‘hæl’), hvilket sigter til sporens brug under hannernes kampe.

 

Pternistis adspersus Rødnæbbet sporehøne
Denne art er ret almindelig i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til Namibia, Botswana og det vestlige Zimbabwe.

Artsnavnet er en alternativ stavemåde af det latinske ord aspersus (‘stænket’), formodentlig en hentydning til den fint stribede fjerdragt hos denne fugl.

 

 

Rødnæbbet sporehøne, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis afer Rødhalset sporehøne
Den rødhalsede sporehøne findes i et bredt bælte fra Congo, det sydlige Zaire, Angola og den allernordligste del af Namibia mod øst til Uganda og det sydlige Kenya, og derfra mod syd til den østlige del af Sydafrika.

I Uganda, det vestlige Kenya og det nordvestlige Tanzania overlapper dens udbredelse med den gulstrubede sporehønes (nedenfor). De to arter er meget ens. De danske navne hentyder til den knaldrøde/gule nøgne hud på struben, og begge arter har også nøgen rød hud omkring øjnene. De hybridiserer muligvis, antydet af det nederste billede herunder.

Artsnavnet betyder ‘afrikansk’, afledt af Afer (hunkøn Afra), oprindelig fra det puniske eller berberiske navn på det land, hvor byen Karthago lå – senere benævnt Afrika.

 

 

Rødhalset sporehøne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gulstrubet (t.v.) og en rødhalset sporehøne, stående sammen i morgensolen på en termittue, Tarangire Nationalpark. Dette kan indikere hybridisering mellem de to arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis capensis Kap-sporehøne
Denne art er begrænset til den sydvestlige spids af det afrikanske kontinent, fra Kap-provinsen mod nord langs vestkysten til Namibias grænse. Dens fjerdragt er ret mørk med fine hvide striber, struben er hvid, og benene er røde.

 

 

Kap-sporehøne, Botanisk Have, Cape Town (øverst), samt West Coast Nationalpark, begge i Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis castaneicollis Ethiopisk sporehøne
En farvestrålende fugl med kastanjefarvede partier i hovedet, på halsen og på undersiden. Næb og ben er røde. Denne art er begrænset til bjergegne i Ethiopien og det nordlige Somalia, hvor den lever i hedeagtige områder og skovkanter.

Artsnavnet er afledt af latin castanea (‘kastanjefarvet’) og collum (‘hals’).

 

 

Ethiopisk sporehøne, Sanetti-højlandet, Bale Mountains, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis jacksoni Kenya-sporehøne
Denne art forekommer i højlandet i det centrale Kenya og den østligste del af Uganda, hvor den lever i skove, heder, bambuskrat og græsklædte områder. Den er ret farvestrålende med kastanjefarvet underside med hvide striber, rødt næb og røde ben, samt nøgen brunlig hud omkring øjnene.

Den blev opkaldt efter den engelske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Frederick John Jackson (1860-1929), der indsamlede de første eksemplarer. Han blev senere guvernør i Uganda (1911-17).

 

 

Kenya-sporehøne, Aberdare Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis leucoscepus Gulstrubet sporehøne
Denne art findes i det nordlig-centrale Afrika, fra Eritrea mod syd gennem Ethiopien, Somalia og Kenya til den nordlige del af Tanzania, mod vest til den østligste del af Sydsudan og Uganda. Den er nært beslægtet med rødhalset sporehøne (ovenfor).

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og skepas (‘kappe’), hvilket sikkert hentyder til den ret lyse nakke.

 

 

Gulstrubet sporehøne, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pternistis rufopictus Gråbrystet sporehøne
Denne fugl minder en del om rødhalset sporehøne (ovenfor), men har grå ben, orange hud på struben, samt en hvid stribe fra næb til kind. I flugten er lyse felter på ydervingen iøjnefaldende. Arten er begrænset til et ret lille område i det nordlige Tanzania, øst for Victoria-søen. Dens habitat er tør savanne, krat og åbne skove.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rød’) og pictus (‘malet’), hvilket formodentlig sigter til den rødbrune nedre del af nakken.

 

 

Gråbrystet sporehøne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. Parret på nederste billede har en næsten udvokset kylling. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scleroptila Frankoliner
Denne slægt rummer 9 arter, vidt udbredt syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skleros (‘stiv’) og ptilon (‘fjer’).

 

Scleroptila psilolaema Hedefrankolin
Denne art er endemisk i Ethiopien, hvor den lever i højlandsheder. Dens spættede fjerdragt får den til at falde godt i med omgivelserne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘nøgen’) og laimos (‘strube’).

 

 

Hedefrankoliner, Sanetti-plateauet, Bale Mountains Nationalpark, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicopteridae Flamingoer
Denne familie rummer 6 arter i 3 slægter, Phoenicopterus med 3 arter, stor flamingo (nedenfor), Cariber-flamingo (P. ruber) og Chile-flamingo (P. chilensis), Phoeniconaias med en enkelt art, lille flamingo (nedenfor), samt Phoenicoparrus med 2 arter, Andes-flamingo (P. andinus) og Puna-flamingo (P. jamesi). Billeder af de to sidstnævnte vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

Disse fugle yngler alle i store kolonier i lavvandede saltsøer, hvor de bygger høje reder af mudder. De er berømte for deres bemærkelsesværdige ‘danse’, hvor hundredevis af fugle marcherer tæt sammen, mens de drejer hovedet fra side til side.

Traditionelt er ibiser og skestorke, af familien Threskiornithidae, blevet betragtet som flamingoernes nærmeste slægtninge, men genetisk forskning har påvist, at deres nærmeste slægtninge er lappedykkere, hvor underligt det end må synes.

Det danske navn er afledt af spansk flamengo (‘flammefarvet’), hvilket sigter til disse fugles delvis karmoisinrøde fjerdragt.

 

Phoeniconaias minor Lille flamingo
Denne art yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og naias (‘najade’ eller ‘vandnymfe’).

 

 

Flok af lille flamingo hviler, Natron-søen, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bogoria er en alkalisk sø i det nordlige Kenya, som til tider besøges af op mod en million små flamingoer. På dette billede ses fuglene som silhouetter gennem disen fra varme kilder ved søbredden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gylden ulv (Canis anthus) passerer foran en flok hvilende små flamingoer, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Man har observeret denne art dræbe flamingoer, og det kan være grunden til, at fuglene bevæger sig væk fra den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En flok af lille flamingo letter, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Badende små flamingoer, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicopterus roseus Stor flamingo
Den største og videst udbredte flamingo-art, idet den findes spredt rundt i Afrika, samt fra Sydeuropa gennem Mellemøsten til det Indiske Subkontinent. Den blev førhen betragtet som en underart af Cariber-flamingoen (P. ruber), men i dag regner de fleste autoriteter dem som særskilte arter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og pteron (‘vinge’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘rosenfarvet’.

 

 

Stor flamingo, Thyna, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor flamingo, Walvis Bay, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoeniculidae Skovhærfugle og seglhærfugle
Denne lille familie med 9 arter, som lever i forskellige, mere eller mindre åbne skovtyper syd for Sahara, omfatter skovhærfugle (nedenfor) og seglhærfugle (Rhinopomastus). De er karakteriseret ved deres lange, nedadbøjede næb samt den metalliske fjerdragt, der skinner i grønt, blåt eller purpurfarvet. De yngler i hule træer.

 

Phoeniculus Skovhærfugle
En slægt med 6 arter, udbredt i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’). Jeg forstår ikke diminutivet, da næb og fødder hos disse fugle er knaldrøde.

 

Phoeniculus purpureus Purpurskovhærfugl
Denne fugl, der også kaldes for rødnæbbet skovhærfugl, er vidt udbredt, idet den forekommer fra Mauritanien og Sierra Leone mod øst til Chad, samt fra Ethiopien mod syd til Sydafrika, og derfra mod nord til Angola. Den er metallisk mørkegrøn med en meget lang, gradueret, purpurfarvet hale.

Artsnavnet hentyder til de purpurfarvede vinger og hale.

 

 

Purpurskovhærfugl med redemateriale (græs), Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i polar-regionerne. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

Campethera
En slægt på 11 arter, udbredt syd for Sahara. De lever i åbne skove og på savanner, og nogle af arterne søger føde på jorden.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kampe (‘larve’) og therao (‘at jage’).

 

Campethera bennettii Savannespætte
Denne art, som lever i åbne skove og krat, er udbredt fra Zaire og Burundi mod syd til det østlige Namibia, det nordlige Sydafrika, samt det nordlige Mozambique.

Artsnavnet blev givet til minde om den engelske naturhistoriker Edward Turner Bennett (1797-1836). I 1835 beskrev han en ny krokodille fra Afrika, Mecistops leptorhynchus. Han offentliggjorde også en række artikler i Transactions of the Zoological Society of London, men ellers vides ikke meget om ham.

 

 

Savannespætte, Chief’s Island, Okawango, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campethera nubica Nubisk spætte
Denne fugl findes i det østlige Afrika, fra Sudan og Eritrea mod syd til det sydlige Tanzania. Den lever i åben skov og krat op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

Nubisk spætte søger føde på en træstamme, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pittidae Pittaer
Denne familie af pragtfuldt farvede fugle rummer omkring 45 arter, udbredt i Asien, Australasien og Afrika. De var førhen placeret i en enkelt slægt, Pitta, men genetiske studier har forårsaget, at de er blevet opsplittet i 3 slægter, Pitta med 16 arter, Erythropitta med omkring 16 arter, samt Hydrornis med 13 arter.

Navnet Pitta er af dravidisk oprindelse, fra Telugu pitta, hvilket betyder ‘et yndigt kæledyr’.

 

Pitta angolensis Afrikansk pitta
Opdelt i 3 underarter er denne fugl udbredt i Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til Cameroon, og derfra mod syd til det nordlige Angola, samt i det sydøstlige Afrika, fra det sydøstlige Zaire og Tanzania mod syd til det nordøstlige Sydafrika og det nordlige Mozambique. Uden for yngletiden trækker fugle fra det sidstnævnte område mod nord til Kenya, Uganda, det nordlige Zaire og den Centralafrikanske Republik.

Den nært beslægtede grønbrystede pitta (P. reichenowi) erstatter den afrikanske pitta i de tætte regnskove i Congo-bækkenet. Genetiske studier antyder, at de vestlige bestande af angolensis måske i realiteten er underarter af den grønbrystede pitta.

 

 

Denne afrikanske pitta er blevet fanget i et net for at blive ringmærket, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platysteiridae
Denne familie af små insektædende fugle er udbredt syd for Sahara. Den indeholder lapøjer (Platysteira), batiser (Batis), samt måske drosseltornskade (Lanioturdus torquatus). De holder til i skove, krat og åbne steder med trævækst.

 

Batis Batiser
Disse fugle, omkring 20 arter, har en markant fjerdragt, typisk med en sort ansigtsmaske, et sort eller farvet brystbånd, samt hvid strube. Han og hun har oftest forskellig fjerdragt.

Slægtsnavnet er oldgræsk batis, eller batidos, en uidentificeret ormeædende fugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Batis mixta Tanzaniabatis
Denne fugl er udbredt i kystnære skove i det sydøstlige Kenya og det nordlige Tanzania, hvor den holder til i underskoven. Tidligere mente man, at den havde en langt større udbredelse, men fugle i bjergegne er blevet splittet ud til en selvstændig art, B. crypta, og fugle fra det sydøstlige Tanzania er tøvende blevet opgraderet til B. reichenowi (se nedenfor).

Artsnavnet er latin, af miscere (‘at blande’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

Han (øverst) og hun af Tanzaniabatis, Pugu Forest, nær Dar-es-Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Batis (mixta) reichenowi Mikindanibatis
Denne art er begrænset til skove i det sydøstlige Tanzania. Den blev førhen betragtet som en underart af Tanzaniabatis (ovenfor), men er tøvende blevet opgraderet til en særlig art. Genetiske studier har imidlertid påvist, at DNA-prøver fra Mikindanibatis er placeret inden for sekvenser fra Tanzaniabatis. Det fremgår også af billederne herunder, at den stort set er identisk med Tanzaniabatis.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske ornitolog og herpetolog Anton Reichenow (1847-1941), der indsamlede fugle i Vestafrika 1872-73. Han skrev også værket Die Vögel Afrikas (1900-05). Det danske navn hentyder til en region nær byen Mtwara i det sydøstlige Tanzania.

 

 

Han af Mikindanibatis, Ngarama Forest Reserve, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af Mikindanibatis, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Batis molitor Brunstrubet batis
En almindelig og vidt udbredt art i åbne skove, fra Gabon, Zaire og Kenya mod syd til det sydøstlige Sydafrika. Den undgår tæt regnskov og ørkener og mangler i Congo-bækkenet samt i store dele af det sydvestlige Afrika.

Fjerdragten hos han og hun er forskellig, idet hannen har et sort brystbånd, mens det hos hunnen er kastanjefarvet. Hunnen har desuden en kastanjefarvet plet på struben, hvilket har givet arten dens danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘møller’. Det blev oprindelig hæftet på Kapbatis (B. capensis), afledt af Boer-hollandsk moolenar (‘møller’), hvilket sigter til, at hannens sang skulle minde om lyden fra kværnende møllesten.

 

 

Han af brunstrubet batis, Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ploceidae Væverfugle m.fl.
Denne familie rummer 15 slægter med omkring 117 arter, udbredt i Afrika, Madagascar og tropiske egne af Asien.

 

Dinemellia dinemelli Hvidhovedet bøffelvæver
Denne meget markante fugl lever i åbne habitater, fra Ethiopien mod syd til det østlige Zaire og det centrale Tanzania. Den er det eneste medlem af slægten.

Arten blev navngivet af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884) til ære for en anden fuglesamler, Dinemelli (ca. 1840), som arbejdede i Ethiopien, men ellers ved man intet om ham.

 

 

Hvidhovedet bøffelvæver samler græsstrå til redemateriale, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Euplectes Vidafinker m.fl.
Denne slægt rummer 17 arter af højst forskelligartede fugle, en gruppe korthalede, farvestrålende arter, samt en gruppe overvejende sorte arter, kaldt vidafinker, hvoraf de fleste har lange haler.

Slægtsnavnet kombinerer det oldgræske eu (‘fin’) og det latinske plectes (‘væver’).

 

Euplectes axillaris Rødskuldret vidafinke
En korthalet vidafinke, der hovedsagelig findes fra Ethiopien mod syd til det sydøstlige Sydafrika, men med en pletvis udbredelse i Cameroun, Congo, Gabon og Angola. Dens vigtigste habitat er sumpet græsland.

Det latinske artsnavn betyder ‘i armhulen’, afledt af axilla (‘armhule’ eller ‘skulder’), hvilket hentyder til den rødbrune vingeplet.