Byens dyreliv

 

 

Knopsvaner (Cygnus olor) bygger ofte rede de utroligste steder. På dette billede har et svanepar indtaget en ponton i Christianshavns Kanal, København, idet de fuldstændigt ignorerer den tætte trafik af forbipasserende mennesker og turistbåde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Taiwan-egern (Callosciurus erythraeus ssp. taiwanensis) æder af fuglefoder, som folk har lagt ud nær Kongfutse-templet i byen Tainan, sydlige Taiwan. Hvor de fodres regelmæssigt, bliver disse ellers temmelig sky egern ofte bemærkelsesværdigt tamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skovspurv (Passer montanus) sidder på en skulptur af en drage i et daoistisk tempel i Taichung, Taiwan. – Drager og andre aspekter af daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugle

 

 

Accipitridae Høge, ørne m.fl.
En meget stor familie med omkring 66 slægter og ca. 250 arter af små til store rovfugle, udbredt over hele verden med undtagelse af Antarktis.

Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Milvus Glenter
En lille slægt med 3 eller 4 arter, oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain de Lacépède (1756-1825). Slægtsnavnet er det latinske navn på rød glente (M. milvus).

 

Milvus migrans ssp. govinda Indisk sort glente
Denne ret blege underart af sort glente er udbredt fra det østlige Pakistan mod øst gennem varmere egne af Indien og Sri Lanka til Sydøstasien. Den observeres ofte i byområder, men er aftaget i de senere år på grund af en mere effektiv affaldsbehandling i indiske byer.

Underartsnavnet hentyder til den hinduistiske gud Krishna, en avatar (inkarnation) af den mægtige gud Vishnu. Det fortælles, at Krishna overtalte folk, der boede neden for bjerget Govardhana, til at tilbede bjerget i stedet for regnguden Indra, da han mente, at det var bjerget snarere end guden, der forsynede dem med næringsmidler. Indra blev rasende, da folkene ikke længere tilbad ham, og som straf sendte han en voldsom regnbyge for at drukne mennesker og kvæg. Krishna beskyttede dem imidlertid ved at hæve bjerget, så de kunne søge ly under det. Indra anerkendte Krishnas overlegenhed og gav ham tilnavnet Govinda, som betyder ‘beskytteren af kvæg’.

Mere om Krishna og andre hinduguder kan læses på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Indisk sort glente, Varanasi, Uttar Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indisk sort glente på et hustag, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i tre underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret nedenfor, mens medlemmer af de øvrige to beskrives på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til vores hjemlige isfugls farvespil i fjerdragten, mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Alcedo
En lille slægt med 7 arter, der alle næsten udelukkende lever af fisk. 4 arter er begrænset til varmere egne af Asien, 2 til Afrika syd for Sahara. Den syvende er omtalt nedenfor.

Slægtsnavnet er det latinske ord for isfugle.

 

Alcedo atthis Isfugl
Den almindelige isfugl har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Asien til Sakhalin og Japan, mod syd til Nordafrika, Irak, Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea.

 

 

Den østlige race bengalensis af isfugl er ret almindelig i Taiwan, hovedsagelig i lavlandet. Denne sidder nær en mur langs en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle
I øjeblikket rummer denne store familie 43 slægter med omkring 146 arter, udbredt over det meste af verden.

 

Anser Grå gæs
En slægt med 11 arter, udbredt i arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på gæs.

 

Anser anser Grågås
Grågåsen er vidt udbredt i det nordlige Eurasien, fra Island og England tværs over Nordeuropa og Centralasien til det nordlige Kina, med spredte bestande i Sydøsteuropa, Tyrkiet, Irak og Iran. I mange lande yngler den nu i byparker, hvor den ofte er bemærkelsesværdigt tillidsfuld – ja, den kan endog somme tider vise truende adfærd mod mennesker.

Tamgåsen nedstammer fra grågåsen. Nogle steder, bl.a. i Nordamerika og Australien, er tamgæs undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

 

Disse grågæs håndfodres af et barn mellem tremmerne i et hegn omkring St. James’ Park, London. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når de har unger, bliver grågæssene ofte så dristige, at de truer forbipasserende mennesker. Denne gase på Amager Fælled hvæser ad mig på grund af ungerne i forgrunden, men trues selv af en knopsvane (Cygnus olor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cygnus Svaner
En slægt af 6 langhalsede fugle, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Genetisk forskning antyder, at den sydamerikanske coscorobasvane (Coscoroba coscoroba) ikke er en ægte svane, men er nærmere beslægtet med gæs eller gravænder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

Cygnus olor Knopsvane
I 1984 blev knopsvanen valgt som Danmarks nationalfugl – et passende valg, da den er yderst almindelig. Det har ikke altid været tilfældet. I 1800-tallet var der jagt på svaner, og omkring 1920 var der kun 3-4 par i omegnen af København. Svanerne blev fredet i 1926, og siden da har knopsvanen bredt sig til hele landet.

I eventyret Den grimme ælling fortæller H.C. Andersen om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke synderligt vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Det latinske artsnavn betyder ‘svane’, mens det danske navn sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet.

 

 

Knopsvaner bygger ofte rede de utroligste steder. På dette billede, samt på billedet øverst på siden, har svanepar indtaget pontoner i Christianshavns Kanal, København, idet de fuldstændigt ignorerer den tætte trafik af forbipasserende mennesker og turistbåde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I strenge vintre samles mange sultende vandfugle i havne, hvor vilkårene ofte er mindre hårde end i det åbne land. Kvinden på billedet nedenfor, i Lausanne, Schweiz, er i færd med at fodre forskellige sultne fugle, deriblandt knopsvaner, blishøns (Fulica atra) (se Rallidae nedenfor), troldænder (Aythya fuligula), hættemåger (Chroicocephalus ridibundus) (se Laridae nedenfor), samt tamduer (Columba livia) (se Columbidae nedenfor).

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apodidae Sejlere
Denne familie indeholder omkring 19 slægter og 113 arter af hurtigtflyvende fugle, som fanger insekter i luften. Overfladisk minder de om svaler, men er ikke engang fjernt beslægtet med dem, og ligheden skyldes konvergent udvikling på grund af deres ensartede levevis.

 

Apus Typiske sejlere
En slægt med 20 arter, udbredt i Eurasien og Afrika, samt på øer i Stillehavet. Slægtsnavnet er det latinske ord for sejlere, afledt af oldgræsk a (‘uden’) og pous (‘fod’). På grund af disse fugles små og svage fødder troede man i Oldtiden, at de var en type svaler uden fødder.

 

Apus nipalensis Hussejler
Denne art blev førhen regnet for at være en underart af lille sejler (A. affinis), men de fleste autoriteter betragter i dag bestande, som forekommer fra Nepal mod øst til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien, som en selvstændig art.

 

 

Koloni af hussejler på et beboelseshus, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer omfatter ca. 64 arter af langbenede og langnæbbede fiskeædende vandfugle, som er udbredt næsten overalt i verden.

 

Ardea
En slægt med ca. 13 arter af hovedsagelig store hejrer, udbredt i næsten hele verden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Ardea cinerea Fiskehejre
Fiskehejren er vidt udbredt i Europa, størstedelen af Asien, Afrika, samt Madagascar. Den var førhen en meget sky fugl, men i de senere år har den vænnet sig til et liv i byer. I Amerika erstattes den af den lignende, men lidt større stor blåhejre (A. herodias).

Andre billeder af fiskehejre kan ses på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens stor blåhejre er præsenteret under Hyldest til farven blå.

 

 

Europa 1972-2005
Denne fiskehejre holdt til på havnemolen i Enkhuizen, West-Friesland, Holland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gorsachius Nathejrer
En lille slægt med 4 arter af små hejrer, hvoraf de 3 er udbredt i varmere egne af Asien, den fjerde i Afrika syd for Sahara. De var oprindeligt placeret i slægten Nycticorax (nedenfor).

 

Gorsachius melanolophus Malajnathejre
Denne lille hejre yngler hovedsagelig i Sydøstasien og på Filippinerne, med nordlige udposter i det nordøstlige Indien samt i Taiwan. Hovedparten er standfugle, men de indiske fugle, såvel som nogle af de nordlige populationer i Sydøstasien, er trækfugle, som tilbringer vinteren i Indonesien og Malaysia. De foretrukne biotoper hos arten er skove og sumpede områder, men i Taiwan, hvor den er ret almindelig, træffes den ofte i byparker, hvor den kan blive bemærkelsesværdigt tillidsfuld.

Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung, Taiwan.

 

 

Et par af malajnathejre på en plæne i en park. Fuglen t.v. er sandsynligvis en han i yngledragt, idet den har lang top og er ret kraftigt blå mellem næbbet og øjnene, mens den anden fugl sikkert er en hun, der endnu ikke er helt kønsmoden, eller også har den bevaret ungfugledragten – et træk, der er kendt fra hunner af denne art. (Se Chang 2000. Malayan Night Heron Gorsachius melanolophus breeding in immature plumage. Forktail 16, s. 167-68). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
En ungfugl af malajnathejre fouragerer i et forurenet vandløb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2017
Denne fugl sidder på sin dagrasteplads, en mur omkring en have. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forruden på denne langtids-parkerede bil er oversprøjtet med gødning fra en rede af malajnathejre i træet ovenover. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nycticorax Nathejrer
I dag rummer denne slægt kun 2 arter, nathejren (nedenfor), som er udbredt i næsten alle varmere områder af kloden, samt rød nathejre (N. caledonicus), der er udbredt i Australien, New Zealand, Java, Filippinerne, Papua Ny Guinea, Ny Caledonien, Palau, samt på Solomon- og Caroliner-øerne.

I historisk tid er 4 andre arter af slægten uddøde. De var alle begrænset til små øer i Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

Nycticorax nycticorax Nathejre
Denne mellemstore hejre er udbredt i de fleste af klodens varmere egne, med undtagelse af Australien, hvor den erstattes af den nært beslægtede rød nathejre (N. caledonicus). Det latinske slægtsnavn betyder ‘natravn’, af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos denne slægt, samt til arternes hæse, ravne-lignende kald.

 

 

I Taiwan er nathejren almindelig og ofte tillidsfuld. Denne voksne fugl sidder på en mur langs en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse unge nathejrer blev også observeret i en drænkanal i Taichung. Fuglen på det nederste billede er i færd med at fange fisk. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Førhen var et antal amerikanske arter placeret i denne slægt, men de er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba livia Klippedue
Byduer er en tæmmet form af denne art, som er blevet forvildet og ofte forekommer i kæmpestore antal i mange byer rundt omkring i verden. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

 

 

Forvildede tamduer fodres på Durbar Square, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille dreng, varmt påklædt på en kølig forårsmorgen, morer sig med at jage rundt med duerne på Durbar Square. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hver morgen fodres hundredevis af tamduer omkring den buddhistiske stupa Bodhnath, Kathmandu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tamdue klør sig i hovedet. Den yngler i en hulhed i en mur langs Ganges-floden, Varanasi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columba palumbus Ringdue
Førhen var ringduen en sky skovfugl, men i de senere år har den tilpasset sig til at leve i byer, hvor den nu er meget almindelig. Denne art findes i hele Europa, Mellemøsten samt Marokko, med isolerede bestande i Centralasien og Himalaya.

 

 

Ringduen har navn efter den hvide nakkeplet og de hvide pletter på vingerne, som tilsammen – med lidt god vilje – danner en ring. Denne letter fra en hegnspæl nær Säby Läge, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ringdue hviler på en skorsten i Sønderho, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ringduer fouragerer på en stenbro (øverst) og på en plæne, begge i Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geopelia
En slægt med 5 arter af små, langhalede duer, som er vildtlevende i Sydøstasien og Australasien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geo (‘jord’) og peleia (‘due’).

 

Geopelia striata Zebradue
Denne lille due er hjemmehørende fra det sydlige Thailand mod syd til Indonesien, hvor den lever i åbne områder, bl.a. krat, landbrugsland, parker og haver. Den er en populær voliere-art, og mange bestande er blevet etableret uden for dens naturlige udbredelsesområde af undslupne fugle.

 

 

Denne zebradue vandrer ned ad en gade i Bangkok, Thailand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spilopelia
Tidligere var medlemmer af denne slægt placeret i slægten Streptopelia (turtelduer), men genetiske analyser, samt studier baseret på vokalisering, førte til den konklusion, at to arter, perlehalsdue og palmedue (begge præsenteret nedenfor) adskilte sig tilstrækkeligt fra de øvrige Streptopelia-arter til at udgøre en særskilt slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens pletter på siden af halsen og i nakken.

 

Spilopelia chinensis Perlehalsdue
Denne kønne fugl kan kendes på de perlelignende hvide pletter på sort baggrund på siden af halsen og i nakken, som danner et halvt halsbånd. Den er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent til Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Filippinerne og Sydøstasien til Indonesien. Nogle autoriteter opdeler den i to særskilte arter, østlig perlehalsdue (S. chinensis) og vestlig perlehalsdue (S. suratensis).

 

 

Perlehalsduen er uhyre almindelig i Taiwan, også i byer. På dette billede sidder et par på gelænderet af en altan i et højhus i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede ses en perlehalsdue som silhuet mod et højhus i Taichung. Skovspurve (Passer montanus) sidder også i træet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spilopelia senegalensis Palmedue
Denne lille due er vidt udbredt, idet den findes i store dele af Afrika, på den Arabiske Halvø, samt i Mellemøsten, østpå til Indien. Den træffes også på Cypern. I 1889 blev den indført til det vestlige Australien, hvor bestande er blevet etableret adskillige steder. Arten lever i mange forskellige habitater, bl.a. halvørken, krat, landbrugsland og byer.

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

 

 

I Dubai, hvor dette billede blev taget, er palmeduen en almindelig byfugl, der ikke viser den ringeste frygt for forbipasserende fodgængere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dén due ville udgøre en god frokost!” – Denne kat i Istanbul, Tyrkiet, lurer på en palmedue, men ’misser’ den. Palmeduen er meget almindelig i denne by. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia Turtelduer
En slægt med omkring 13 arter af små til mellemstore duer, hvoraf størsteparten er udbredt i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, hvoraf en enkelt, østlig turteldue (S. orientalis), også findes i tempererede egne af Asien, mens en anden, tyrkerduen (nedenfor), har udvidet sit udbredelsesområde til Mellemøsten og hele Europa.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Streptopelia decaocto Tyrkerdue
Tyrkerduen var oprindeligt hjemmehørende på det indiske subkontinent, men bredte sig i løbet af Middelalderen til Mellemøsten, og i 1700-tallet var den nået frem til Istanbul. I 1820’erne havde den bredt sig til Balkan, mens ekspansionen af størsteparten af Europa fandt sted særdeles hurtigt, mellem 1930’erne og 1950’erne.

Den første observation i Danmark var i 1948, og siden har den bredt sig til så godt som hele landet, hvor den især er almindelig i bebyggede områder.

Denne arts kurren er et ret monotont, evigt gentaget “ku-kuuuur-ku”, som til tider kan være ret irriterende. Da jeg var ung og forberedte mig til studentereksamen, var det ret varmt, så jeg blev nødt til at have et vindue åbent. En tyrkerdues favorit-kurreplads var vores nabos flagstang, som befandt sig omkring 15 m fra mit vindue. Dens kurren var så irriterende, at jeg måtte gå ud og jage den bort, men fem minutter senere var den tilbage på flagstangen. Nå, jeg bestod trods alt min eksamen alligevel.

 

 

Tyrkerdue drikker af en pyt, som har samlet sig på et garagetag, Hylke nær Skanderborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia tranquebarica Dværgskoggerdue
Denne diminutive due, der også kaldes for rød turteldue, er udbredt fra Pakistan mod øst til det østlige Kina og Taiwan og videre mod syd til Sydøstasien samt øen Luzon i Filippinerne.

Hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt røde vinger og rødligt bryst. Hunnen er brunlig, også med sort nakkebånd. Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. – Trankebar er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

Den østlige race humilis af dværgskoggerdue er almindelig i Taiwans lavland, især mod syd. Dette par (hunnen t.h.) har bygget rede på en gesims i det daoistiske Fushing Mazu-tempel i byen Xiluo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kurrende han, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie, der rummer de største spurvefugle, rummer 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skader, skovskader, alpealliker og alpekrager, nøddekriger og andre.

Disse fugle er generelt meget sky, da de er blevet stærkt efterstræbt, men i de senere år har mange af dem tilpasset sig et liv i byer, hvor de lades i fred.

Talrige medlemmer af denne familie er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Coloeus Alliker
Førhen var alliker placeret i slægten Corvus (nedenfor), men som følge af genetiske undersøgelser er de blevet overført til en særskilt slægt, der rummer en enkelt eller to arter, afhængigt af kilde.

 

Coloeus monedula Allike
Denne lille kragefugl, som tidligere blev kaldt Corvus monedula, er allestedsnærværende i europæiske byer. Den er udbredt fra det sydlige Finland og Skandinavien mod syd til Middelhavet og videre mod øst til Centralasien. I det østlige Sibirien, Mongoliet og Kina erstattes den af den nært beslægtede sibiriske allike (C. dauuricus), som muligvis kun er en race af almindelig allike, da de ofte får afkom med hinanden.

Artsnavnet er afledt af latin moneta (‘mønt’), således navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende på grund af fuglens vane med at samle mønter og andre skinnende genstande op.

 

 

Alliker på vindfløjen af Vor Frue Kirke, Nyborg, først opført under Margrete 1. (1353-1412) i 1389. Vindfløjen er dog opsat i 1703 under Frederik d. 4. (1671-1730). Hans monogram ses på vindfløjen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alliker fouragerer på en plæne i Nyborg. Planten med hvide blomster er tusindfryd (Bellis perennis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus Ravne, krager, råger
Medlemmer af denne slægt er blandt de mest intelligente fugle. Den omfatter omkring 45 arter, udbredt i så godt som alle verdens tempererede områder med undtagelse af Sydamerika. De større arter kaldes ravne, mens de lidt mindre benævnes krager eller råger. Slægtsnavnet er det latinske ord for ravn.

 

Corvus corone ssp. cornix Gråkrage
Da gråkragen jages i en stor del af sit udbredelsesområde, er den normalt meget sky over for mennesker og flygter ofte på lang afstand. Men i mange byer, hvor fuglene lades i fred, viser de kun ringe frygt for mennesker.

 

 

Tyrkiet 2018
Tyrkiet 2018
Omkring Topkapi-paladset i Istanbul, Tyrkiet, viser kragerne overhovedet ingen frygt for mennesker. Fuglen på det nederste billede forsøgte at åbne en lynlås på en barnevogn, men måtte opgive. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus frugilegus Råge
Gennem tiderne har den kolonirugende råge været stærkt forfulgt, fordi den blev beskyldt for at være et skadedyr, der æder kornafgrøder. Det er imidlertid et faktum, at den tillige gør megen gavn ved at æde stankelbenslarver og andre skadelige insekter på markerne. Dens unger betragtes som en skattet spise, og masser af unger bliver skudt om foråret i rederne.

I de sidste 30-40 år er mange råger flyttet fra landdistrikterne ind til byerne, hvor den kan være i fred for jægerne, men alligevel bliver den også ofte bekæmpet i disse nye yngleområder, da den beskyldes for at larme og svine. Et resultat af denne forfølgelse er, at rågen er gået tilbage i mange områder.

 

 

Råge fouragerer blandt jernbanespor på Silkeborg Banegård. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus splendens Huskrage
I sit naturlige udbredelsesområde, som omfatter det indiske subkontinent, det sydlige Iran og Myanmar, er huskragen en overmåde almindelig fugl. Gennem de sidste hundrede år eller så er den tillige blevet spredt til mange byer i Asien og Afrika, ankommet som ‘blinde passagerer’ ombord på skibe, og den findes også i enkelte havnebyer i Europa og Nordamerika.

 

 

Myanmar 2007
Huskrager hviler på et rækværk omkring den gyldne Lawkananda-pagode i Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse to huskrager inspicerer resterne af slagtede vandbøfler i Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En huskrage og et trestribet palmeegern (Funambulus palmarum) æder af offergaver, bragt til det hinduistiske Minakshi-tempel i byen Madurai, Tamil Nadu, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocitta Træskader
Denne lille slægt af langhalede fugle omfatter 7 arter, som er standfugle i tropiske egne af det indiske subkontinent og Sydøstasien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) samt kitta, der oprindeligt var det græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men i denne forbindelse skal oversættes som blot ‘skade’.

 

Dendrocitta formosae Grå træskade
Denne fugl er udbredt fra Himalayas forbjerge mod øst gennem bjergområder i det nordlige Indokina og det sydlige Kina til Taiwan. I Taiwan lever nominatracen formosae dog næsten ned til havniveau. I det meste af sit udbredelsesområde er denne art temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser ingen frygt.

Flere fotos af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Kragefugle, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

En grå træskade kalder fra toppen af en lygtepæl, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Denne grå træskade æder frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Taichung. – En række billeder af det pragtfulde vinterløv hos dette træ kan ses på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pica Skader
Tidligere var kun 2 arter anerkendt i denne slægt, almindelig husskade (Pica pica) i Eurasien og det vestlige Nordamerika, samt gulnæbbet husskade (Pica nuttalli), som er endemisk i Californien. Nylige genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet den almindelige husskade i et antal arter, den eurasiske husskade (Pica pica) (se nedenfor), Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica) i det østlige og sydlige Kina, Taiwan, og det nordlige Indokina, sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

Pica pica Eurasisk husskade
Denne art er vidt udbredt i Eurasien, med 6 underarter anerkendt. Som beskrevet ovenfor er andre underarter blevet opgraderet til selvstændige arter.

I lighed med gråkragen var husskaden førhen en sky fugl, der flygtede for mennesker på lang afstand. I dag yngler den imidlertid almindeligt i byer, hvor den har vænnet sig til, at mennesker normalt ikke er farlige.

Husskadens rolle i folketroen er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

En husskade hviler på en gravsten på den mosaiske kirkegård på Nørrebro, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung husskade på rækværket af Inderhavnsbroen på Christianshavn, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skaderede er bygget i en vortebirk (Betula pendula) med tusinder af rakler, som vokser i en baggård på Christianshavn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dicruridae Drongoer
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Dicrurus, med i alt 25 arter. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende. Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugle kløftede hale.

Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

 

Dicrurus macrocercus Sort drongo
Denne art er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter.

Sorte drongoer sidder ofte på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra de holder udkig efter flyvende insekter, som de fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende. Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

I Taiwans lavland er underarten harterti meget almindelig i åbne områder som landbrugsland og parker, og den ses også ofte i byer. Denne fugl sidder på en bambusstang, som er placeret på en mur langs en drænkanal i byen Taichung. Træet er en papaya (Carica papaya). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (nedenfor) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Hirundo
Denne slægt rummer omkring 16 arter, alle med undtagelse af en enkelt begrænset til den Gamle Verden. Landsvalen (nedenfor) forekommer også i Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er det latinske ord for svale.

 

Hirundo javanica Javasvale
Førhen blev en af de almindelige svalearter i Sydindien, Sri Lanka, Sydøstasien, Indonesien, Filippinerne og Taiwan betragtet som tilhørende den vidt udbredte Stillehavssvale (H. tahitica), men 7 underarter fra disse områder er fornylig blevet splittet ud og danner nu en særskilt art, Javasvale. (Kilde: hbw.com/species/house-swallow-hirundo-javanica)

Denne art kan kendes fra landsvalen (nedenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

 

 

Javasvalen yngler gerne i byer. Disse blev observeret i byen Taichung, Taiwan. Underarten namiyei er almindelig i Taiwans lavland og findes også på Ryukyu-øerne i det sydlige Japan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Javasvale gaber, mens den klør sig i hovedet, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundo rustica Landsvale
Landsvalen er verdens mest udbredte svaleart. Den bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde – deraf dens navn. Seks underarter er udbredt i størsteparten af den nordlige halvkugle, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Nordnorge, det centrale Sibirien og Kamchatka mod syd til Nordafrika, Egypten, det sydlige Iran og det sydlige Kina, samt i det meste af Nordamerika, fra det nordlige Canada til det sydlige Mexico. Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, det sydlige Kina, samt Taiwan.

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

Underarten gutturalis er en almindelig sommergæst i taiwanesiske byer, og nogle forbliver hele året på øen. Billederne nedenfor viser alle denne underart, fotograferet i byen Taichung.

 

 

Taiwan 2018b
Landsvaler som byfugle. Fuglen på nederste billede hviler på en dørlampe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne landsvale har bygget sin rede over indgangen til en butik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rede, som indeholder to næsten flyvefærdige unger, er anlagt på en ledning langs en husvæg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landsvaler fouragerer over en plæne, som vandes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika. Stor tornskade (L. excubitor) har en cirkumpolar udbredelse, og som dens navn siger, er amerikansk tornskade (L. ludovicianus) begrænset til Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius cristatus Brun tornskade
I alt fire underarter af denne art er blevet beskrevet. I yngletiden er de udbredt over det meste af det østlige Asien, i størstedelen af Sibirien, Mongoliet, Kina, Korea og Japan, og vintermånederne tilbringes i tropiske egne af Asien. Mod vest afløses denne art af to nært beslægtede søster-arter, rødrygget tornskade (L. collurio) og isabellatornskade (L. isabellinus).

I Taiwan er underarten lucionensis er en almindelig træk- og vintergæst. Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung.

 

 

En han af brun tornskade hviler på en betonpille i en bypark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun sidder på en helligdom for den daoistiske gud for jord og landbrug, Tu di Gong. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun sidder på et stavær, beregnet til at tørre afgrøder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ungfugl blev fotograferet foran et blomstrende taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius schach Langhalet tornskade
Opdelt i 8 underarter er denne art udbredt fra Uzbekistan mod øst til Kina og Taiwan, og mod syd til Sri Lanka, Filippinerne og Indonesien, med en isoleret bestand i Papua Ny Guinea. I Taiwans lavland, hvor nominatracen schach er en temmelig ualmindelig standfugl, har den tilpasset sig et liv i byer.

 

 

Langhalet tornskade, observeret i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger og terner
Denne store kosmopolitiske familie består af 22 slægter med omkring 100 arter.

Tidligere var de fleste af verdens måger tilknyttet vådområder og var temmelig sky over for mennesker. I løbet af de sidste ca. 50 år har mange af dem imidlertid vænnet sig til at leve i byer, hvor de ofte yngler på hustage og hovedsagelig lever af affald.

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus ridibundus Hættemåge
Denne lille måge yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

 

 

Hættemåger i vinterdragt hviler på en båd i lystbådehavnen i Ry. En af dem bærer en nummereret plastikring omkring benet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hættemåger i vinterdragt i voldgraven omkring Nyborg Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hættemåger i vinterdragt hviler på rækværket omkring voldgraven ved Nyborg Slot. De fleste er voksne med rødlige næb og ben, mens fuglen med gullige ben og næb er en ungfugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Voksen hættemåge i vinterdragt på rækværket af en gangbro over voldgraven omkring Nyborg Slot. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Voksen hættemåge i overgangsdragt, Nyborg Havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus argentatus Sølvmåge
Sølvmågen blev førhen betragtet som en cirkumpolar art, opdelt i et antal underarter. I dag er den imidlertid opdelt i adskillige arter, og sølvmågen i snæver forstand er begrænset til det nordvestlige Europa, fra Island, Nordnorge og det nordvestlige Rusland mod syd langs kysterne af Østersøen, Nordsøen og Atlanterhavet til det sydlige Frankrig.

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Følgende måger, der i dag betragtes som selvstændige arter, blev førhen regnet som underarter af sølvmågen: Middelhavssølvmåge (L. michahellis) (nedenfor), kaspisk måge (L. cachinnans), armensk måge (L. armenicus), Vegamåge (L. vegae) (nedenfor), samt amerikansk sølvmåge (L. smithsonianus).

 

 

Sølvmåger på taget af Nyborg Slot. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvmåger æder affald fra en fiskekutter i Christianshavns Kanal, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fyn 2009-13
Denne sølvmåge venter på godbidder ved siden af en fisker, som renser fisk i Kertemindes havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus canus Stormmåge
Denne art har en meget stor udbredelse, fra Irland og Skotland mod øst gennem Sibiriens taiga-zone til Alaska og det vestlige Canada. Den yngler mest på jorden ved kyster og i søområder, men anlægger til tider sin rede på hustage eller i træer. Den minder om sølvmågen, men er mindre og har en smal rød ring omkring øjet, samt grønlig-gult næb uden rød plet. De europæiske og russiske underarter har tillige mørkt øje.

 

 

Et par af stormmåge har anlagt deres rede på taget af Alvesta Banegård, Kronobergs Län, Sverige. På de to nederste billeder parrer hannen sig med hunnen, som forbliver liggende på reden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stormmåge ruger på et stengærde, Hirsholmene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus michahellis Middelhavssølvmåge
Som dens navn siger, findes denne art i Middelhavet. Den minder meget om sølvmågen, men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb. Middelhavssølvmågen er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet, hvor disse billeder er taget. Her yngler den på hustage, og hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

 

 

Tyrkiet 2018
Middelhavssølvmåge med dununger i reden på et hustag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018c
En narcissistisk Middelhavssølvmåge iagttager sit spejlbillede i en rude. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018
Denne Middelhavssølvmåge drikker af et springvand, fuldstændig upåvirket af kæresteparret i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018c
Kan du så komme væk! Dette er min lampe!” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Middelhavssølvmåge har netop dræbt en tamdue og er i færd med at æde den på et hustag. Den viser truende adfærd mod en indtrængende gråkrage (Corvus corone ssp. cornix), som er stærkt interesseret i byttet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus vegae Vegamåge
Vegamågen blev førhen betragtet som en underart af sølvmågen, men regnes i dag for en selvstændig art, som er udbredt i det nordøstlige Sibirien, fra Lena-floden mod øst til Beringshavet.

 

 

Vegamåger, Anadyr Lufthavnsby, Chukotka-halvøen. Læg mærke til, at fuglene på taget har forskellig øjenfarve, et almindeligt karaktertræk hos denne art. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie, som er udbredt næsten globalt, rummer 6 eller 7 slægter med i alt omkring 65 arter.

 

Motacilla Vipstjerter
Disse fugle, som omfatter omkring 13 arter, er opkaldt efter deres vane med at vippe halen op og ned. De er for størstedelens vedkommende udbredt i Europa, Afrika og Asien, mens to arter også er truffet i Alaska.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Ordet er egentlig en diminutivform af motare (‘at bevæge sig omkring’), men på et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’. (Kilde: Jobling, J.A. 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Christopher Helm, London)

 

Motacilla alba Hvid vipstjert
Der findes i alt 11 racer af denne art, hvis yngleområde strækker sig fra Østgrønland mod øst gennem Europa og Sibirien til Alaska, sydpå til Marokko, Iran, Himalaya og Taiwan.

Nominatracen alba yngler i Østgrønland, Island og hele Europa, med undtagelse af de Britiske Øer, og videre østpå omtrent til Ural-bjergene. Den afløses på de Britiske Øer af racen yarrellii, i Marokko af subpersonata, og i Ural og sydpå til det Kaspiske Hav af dukhunensis. I Sibirien og det vestlige Alaska yngler ocularis, i Iran persica, i den vestlige del af Centralasien personata, i Centralasien baicalensis, i Himalaya alboides, i Kina, Korea og Taiwan leucopsis, og i Japan, Sakhalin og Kamchatka lugens. Mange af de nordlige racer er trækfugle, mens de sydligste er standfugle.

Hvid vipstjert er tillidsfuld og yngler ofte i bygninger. Den har over 100 danske folkenavne. Havreså, havrevimpe og mange andre navne med forstavelsen havre- sigter dels til, at når fuglen vender tilbage fra vinterkvarteret, er det tid at så havre, dels at den følger efter plov og harve, når man skal i gang med at så havre. Navnet vallingfugl fra Fanø hentyder til, at der skal sås valling (sommerrug), når vipstjerten ankommer. Mange navne hentyder til piger eller kvinder, måske fordi vipstjerten er vims som en ung pige. Disse navne omfatter bl.a. pigernes fugl, sommerdold, jomfrudol, Mette med den sorte hue (en hentydning til fuglens sorte isse og nakke), samt Maren Pjester (’Maren Petersdatter’) fra Vendsyssel. Nogle af disse ’pigenavne’ var nedsættende, bl.a. sommerdolde og jomfrudolde, idet dol(d) betyder ’pæn pige’, mens dolde betyder ’tøs’ eller ’dulle’!

 

 

En han af nominatracen alba, fotograferet på Christiansø nær Bornholm. I baggrunden ses røde tegl på et hustag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af nominatracen på taget af en fyrbygning i nordenden af Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
En han af Amur-vipstjert, underarten leucopsis, på en betonmur langs en flod i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af Amur-vipstjert søger føde i en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af Amur-vipstjert søger føde, hvor noget skidt har samlet sig i vand fra en utæt vandpost, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af Himalaya-vipstjert, underarten alboides, på en forfalden mur i Hutiao Xia (’Tigersprings-kløften’), Jinsha-floden, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af maske-vipstjert, underarten personata, strækker en vinge på en båd i Fewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla cinerea Bjergvipstjert
Bjergvipstjerten er hjemmehørende i et kæmpemæssigt område, idet den yngler i størsteparten af Europa, samt i Marokko, Mellemøsten, Himalaya, Sibirien, Centralasien, Kina, Japan og Taiwan. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren længere mod syd, i Ethiopien, på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, samt i Sydøsatasien og Indonesien.

 

 

I Taiwan, hvor underarten melanope yngler i lavere bjergegne, optræder den i vintertiden ofte langs vandløb og kanaler i byer. Denne sidder på en mur langs en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spurve.

 

Passer domesticus Gråspurv
I de senere år er gråspurven gået stærkt tilbage i store dele af Europa, hvorimod den er meget almindelig i Nordamerika, hvor den blev indført adskillige gange mellem 1851 og 1875. I dag betragtes den som et alvorligt skadedyr på afgrøder i mange egne af Nordamerika. I New Zealand, hvor arten blev indført omkring 1865 for at assistere bønderne ved at æde skadedyr, spredtes den hurtigt til alle hjørner af øerne. Allerede i 1880’erne blev den imidlertid selv betragtet som skadedyr!

 

 

Han af gråspurv, siddende på et hustag i Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Håndfodring af gråspurve i St. James’ Park, London. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråspurve ved en gaderestaurant, Muriwai Beach, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer montanus Skovspurv
Gråspurvens nære slægtning skovspurven har en meget stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

I Taiwan er skovspurven meget almindelig og har overtaget gråspurvens rolle som byfugl, da denne mangler i Taiwan. Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung.

 

 

Taiwan_2018a_066
Denne flok skovspurve sidder på plasticbånd på taget af et drivhus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Skovspurve æder frø af et kinesisk talgtræ (Triadica sebifera). – En række billeder af det pragtfulde vinterløv hos dette træ kan ses på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flok sidder på pigtråd, som er rejst omkring en ryddeplads. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovspurve på en mast, Central Taiwan Science Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ploceidae Væverfugle m.fl.
Denne familie rummer 15 slægter med omkring 117 arter. Navnet væverfugl blev givet på grund af, at disse fugles reder ofte består af fint sammenflettede strimler af græs eller andre planter.

 

Ploceus
En stor slægt med omkring 65 arter, hvoraf langt hovedparten er hjemmehørende i Afrika, med nogle få arter i Asien. Genetisk forskning antyder, at mange arter bør overføres til andre slægter.

 

Ploceus cucullatus Stor maskevæver
Denne fugl er talrig i størsteparten af Afrika syd for Sahara, men undgår regnskov og ørken. Den etablerer kolonier i mange typer åbne habitater, bl.a. i landsbyer og byer.

Arten er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Koloni af stor maskevæver blandt lejlighedskomplekser, Lusaka, Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Podicipedidae Lappedykkere
Lappedykkere er vandfugle med lapper på fødderne. De omfatter 22 arter i 6 slægter, udbredt næsten overalt på kloden.

 

Podiceps
En slægt med 9 arter, som yngler på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Slægtsnavnet er afledt af latin podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til benenes placering langt tilbage på kroppen.

 

Podiceps cristatus Toppet lappedykker
Denne art har en uhyre stor udbredelse, idet den findes fra de Britiske Øer og Middelhavet tværs over tempererede egne af Eurasien mod øst til Kina. Desuden har den isolerede bestande i det sydlige Afrika og Australien. Mange steder i Europa har den tilpasset sig et liv i havnebyer.

 

 

Toppet lappedykker i havnen i byen Enkhuizen, West-Friesland, Holland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toppede lappedykkere i Enkhuizen fodrer en unge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. De afrikanske arter er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de asiatiske arter lever i åbent land.

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Adskillige arter af bulbul er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

Pycnonotus sinensis Kinesisk bulbul
Kinesisk bulbul er udbredt fra det centrale Kina mod øst til det sydlige Japan og Taiwan, og mod syd til Vietnam. Denne art er en af de almindeligste fugle i Taiwan, hvor den lever i et bredt spektrum af habitater, bl.a. sekundær skov, landbrugsland, parker og haver, ja selv i byområder med sparsom vegetation.

 

 

En kinesisk bulbul sonderer sine omgivelser fra toppen af et hvidt blytræ (Leucaena leucocephala), Taichung, Taiwan. – Dette træ er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2009
Denne kinesiske bulbul nyder morgensolen på rækværket af en balkon i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rallidae Vandhøns
Vandhønsenes familie, der bl.a. omfatter rørhøns, blishøns, rørvagtler og rikser, er opdelt i 41 slægter med i alt ca. 156 arter.

 

Fulica Blishøns
Denne slægt rummer 10 arter, som er udbredt i hele verden med undtagelse af polar-regionerne.

 

Fulica atra Blishøne
Som ynglefugl er den sorte blishøne udbredt tværs over tempererede egne af Europa og Asien mod øst til Japan, samt i det nordvestlige Afrika, det indiske subkontinent, Ny Guinea og Australien. Sibiriske bestande er trækfugle, mens de afrikanske, indiske, australske og de fleste europæiske fugle er standfugle. Meget lignende arter findes på den iberiske halvø, samt i Afrika, Hawaii og Nord- og Sydamerika.

 

 

Mange steder har blishønen vænnet sig til at leve i byer. På disse billeder fra byen Enkhuizen, West-Friesland, Holland, har fugle bygget reder af kviste, vandplanter og plasticposer i kanaler. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blishøne i voldgrav omkring Nyborg Slot. Huse spejles i vandet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gallinula Rørhøns
Denne slægt omfatter 6 arter, af hvilke de 3 er vidt udbredt, en enkelt art er begrænset til Gough Island i det sydlige Atlanterhav, mens de sidste to er udryddelsestruede eller måske allerede uddøde.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Gallinula chloropus Grønbenet rørhøne
Denne art er vidt udbredt i Den Gamle Verden, idet den findes i størsteparten af Europa og Afrika, store dele af Centralasien, på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og Sydøstasien, mod syd til Indonesien. Bestandene i Centralasien og Fjernøsten er trækfugle, der om vinteren blander sig med standfuglene længere mod syd.

I Nord- og Sydamerika erstattes den af den lignende amerikanske rørhøne (G. galeata), der førhen blev betragtet som en underart af grønbenet rørhøne.

 

 

I lighed med blishønen har rørhønen tilpasset sig et liv i byer. Denne fugl er i færd med at bygge en rede blandt planter og affald i en drænkanal i byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
En stor familie med omkring 15 slægter og ca. 95 arter af vadefugle, udbredt kloden rundt.

 

Actitis Mudderklirer
Denne slægt indeholder kun 2 arter, mudderklire (nedenfor) samt plettet mudderklire (A. macularia), der yngler i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aktites (‘lever ved kysten’), af akte (‘kyst’).

 

Actitis hypoleucos Mudderklire
Denne lille vadefugl yngler i størsteparten af tempererede og subtropiske områder i Europa og Asien, mens vinteren tilbringes i Afrika, det sydlige Asien samt Australien.

Artsnavnet kommer af oldgræsk hypo (‘underside’) samt leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til artens lyse bug.

På Nukumanu-øerne nær Papua Ny Guinea kaldes mudderkliren for matakakoni, hvilket betyder ‘fuglen, der går en smule, hvorefter den kopulerer’, hvilket hentyder til dens vane med at pumpe bagkroppen op og ned, mens den fouragerer. (Kilde: D.W. Hadden, 2004. Birds of the northern atolls of the North Solomons Province of Papua New Guinea. Notornis. 51 (2): 91-102)

Iøvrigt finder jeg navnet mudderklire misvisende. Denne art ses mest på stenede strande og klippekyster, så stenklire ville være et langt mere passende navn.

 

 

Mudderkliren er en almindelig vintergæst i Taiwan, hvor den ofte træffes langs drænkanaler, som disse i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet. Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Acridotheres Hyrdestære
En slægt med 10 arter, udbredt fra Kazakhstan, Turkmenistan og Iran mod øst til Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

Acridotheres ginginianus Grå hyrdestær
Denne lille stær er hjemmehørende på det indiske subkontinent, fra Indus-dalen mod øst til Ganges-deltaet, og fra Himalayas forbjerge mod syd næsten til Indiens sydspids. Denne arts oprindelige levested var åbent land, men den har vænnet sig til at leve i byer, hvor den ofte færdes langs floder, på markeder, på banegårde samt i lufthavne. Den er blevet indført til andre lande og har dannet forvildede bestande i bl.a. Kuwait, Taiwan og Japan, samt på Maldiverne.

Grå hyrdestær ligner almindelig hyrdestær (A. tristis, nedenfor), men er en smule mindre, har en mere grå fjerdragt, og den nøgne hud omkring øjet er orange fremfor gul.

Billederne nedenfor er alle taget ved bredden af Ganges-floden i Varanasi.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fuglen t.v. på dette billede er undsluppet fra fangenskab. Snoren, som blev anvendt til at binde de bittesmå bjælder fast omkring benet på fuglen, blev bundet for stramt, hvilket har fået benet til at svulme op. Det syntes dog ikke at genere fuglen synderligt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grå hyrdestær renser sin fjerdragt ved at tage myrer i næbbet og gnide fjerene med dem. Formålet med denne adfærd er sandsynligvis at dræbe eventuelle snyltere vha. myresyren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres javanicus Java-hyrdestær
Som oprindeligt vildtlevende er denne art kun hjemmehørende på de indonesiske øer Java og Bali, men er blevet indført som burfugl til talrige andre lande. Mange steder er fugle undsluppet og har dannet vilde bestande, heriblandt Taiwan, Japan, Sydøstasien og Puerto Rico.

I dag er Java-hyrdestæren meget almindelig i Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, specielt den hjemmehørende tophyrdestær (A. cristatellus).

 

 

Java-hyrdestære på en gadelampe, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Java-hyrdestær har indrettet sit bo i et jernrør over en gade, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres tristis Almindelig hyrdestær
Denne art, som også kaldes indisk hyrdestær, er hjemmehørende i Asien, fra Turkmenien og det østlige Iran mod øst tværs over det indiske subkontinent og Sydøstasien til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd til Singapore. Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand.

Almindelig hyrdestær var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN Species Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

 

 

Almindelig hyrdestær i en elmast, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelige hyrdestære og perlehalsduer (Spilopelia chinensis) æder ris, som er spredt ud på toppen af et stort kloakrør langs en drænkanal, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelige hyrdestære æder af resterne af en bortkastet frokostpakke i selskab med skovspurve (Passer montanus) samt en enkelt Java-hyrdestær (den skiferfarvede fugl), Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gracupica
En lille slægt med 2-4 arter, udbredt på det indiske subkontinent samt i Sydøstasien. Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Sturnus, andre i slægten Sturnia.

 

Gracupica contra Skadestær
Denne farvestrålende stær, hvis latinske navn førhen var Sturnus contra, er udbredt i den nordlige del af det indiske subkontinent samt i Sydøstasien. Den lever hovedsagelig i lavlandet, men træffes undertiden op til en højde af 700 m. I de senere år har den bredt sig og findes i dag også i Pakistan, på Sumatra, samt i Dubai, Forenede Arabiske Emirater. Bestanden det sidstnævnte sted er etableret fra undslupne fangenskabsfugle.

 

 

Denne skadestær søger føde blandt ilanddrevne tagetes-kranse, der er blevet bragt som offergave til den hellige Ganges-flod, Varanasi, Indien. – Ganges-flodens store betydning for hinduer er beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Dubai, hvor dette billede er taget i en bypark, har skadestæren etableret en bestand fra undslupne fangenskabsfugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie (Muscicapidae).

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Turdus Typiske drosler
Denne slægt, der rummer omkring 84 arter, er udbredt næsten overalt på kloden. Mange af de nordlige arter er trækfugle. Slægtsnavnet er det latinske ord for drossel.

 

Turdus merula Solsort
Denne drossel har navn efter hannens sorte fjerdragt. I 1700-tallet kaldtes den selsort, på jysk dialekt sjelswot, fra tysk solfswart (’sort i sig selv’, dvs. meget sort). Navnet har altså intet med solen at gøre. Det samme gælder iøvrigt solbær (Ribes nigrum). (Kilde: V.J. Brøndegaard 1986. Folk og Fauna. Dansk etnozoologi, bd. 2., Rosenkilde og Bagger)

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Iøvrigt er arten udbredt i hele Europa og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den er også blevet indført til Australien og New Zealand.

 

 

Solsorte-han renser fjerdragt på et hustag, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af solsort på fjernsynsantenne, Gudhjem, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solsort voksen han (øverst) og ung han på et garagetag, Hylke nær Skanderborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pattedyr

 

 

Cercopithecidae Marekatte-familien
Denne store familie, som omfatter 24 slægter og omkring 140 arter, er vidt udbredt i Afrika og Asien. Medlemmer omfatter bl.a. marekatte, bavianer, makakker, colobusaber, langurer og mange andre.

I hinduismen er Rama den syvende inkarnation af den høje gud Vishnu og hovedperson i det store epos Ramayana. En dag bliver Sita, hans forlovede, røvet af Ravana, en dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som er leder af abehæren, er til stor hjælp for Rama under hans anstrengelser for at befri Sita. Som en belønning for sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til en hinduistisk guddom.

På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragter hinduer aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (M. radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer. Flokke af aber strejfer også rundt i byerne i søgen efter føde, og de er ofte en pest for gadehandlere, som sælger grønsager og frugt.

Disse aber og talrige andre abearter er grundigere omtalt på siden Dyreliv: Aber, og her findes også en mere detaljeret beskrivelse af Hanumans rolle i Ramayana.

 

Macaca Makakker
Antallet af arter i denne slægt er vokset støt i de senere år til 23, da to nye arter fornylig er beskrevet.

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm

 

Macaca mulatta Rhesusabe
Indiens velkendte brune abe, som på hindi kaldes bandar, træffes overalt i landet nord for floderne Tapti i Gujarat og Godavari i Maharashtra. Den er iøvrigt udbredt fra Afghanistan østpå gennem Pakistan, Indien, Nepal og Bangladesh til den nordlige del af Myanmar, Thailand, Laos og Vietnam, og derfra mod nord til det centrale Kina.

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

 

 

Denne rhesusabe spadserer hen ad en smal mur, som omgiver paladset Hawa Mahal, Jaipur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sidder på en balkon foran et beboelseshus i Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Varanasi 2008
En rhesusabe springer fra en husmur til en anden, ligeledes i Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Macaca radiata Indisk hueabe
I sydindiske byer overtager denne art den nordindiske rhesusabes rolle, specielt omkring hindu-templer, hvor aberne lever af offergaver i form af ris og blomster.

 

 

Hueaber, som holder til i templer, bliver ofte meget fede, som denne, der hviler på en skulptur af en elefant i Sri Minakshi-templet, Madurai, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gadegøgler i byen Tirumalai, Andhra Pradesh, har fanget to unger af hueabe, som han optræner til at udføre forskellige numre. De synes at være uenige om et eller andet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Semnopithecus Typiske langurer
I dag rummer denne slægt 8 arter, alle begrænset til det indiske subkontinent. Førhen blev alle grå langurer på subkontinentet betragtet som tilhørende én og samme art, Semnopithecus entellus, der var opdelt i seks racer. Nyere morfologiske studier, kombineret med DNA-analyser, har bragt for dagen, at de grå langurer bør opfattes som seks selvstændige arter: nordlig steppelangur (S. entellus), terai-langur (S. hector), Nepal-langur eller lysarmet langur (S. schistaceus), mørkarmet langur (S. ajax), sortfodet langur (S. hypoleucos), samt toplangur (S. priam). En syvende art, dussumieri, er blevet erklæret for ugyldig.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen.

 

Semnopithecus entellus Nordlig steppelangur
Denne art er vidt udbredt i det nordlige, centrale og syd-centrale Indien, fra Rajasthan, Uttar Pradesh og West Bengal mod syd til Telangana samt den nordlige del af Karnataka og Kerala. Der er også en lille bestand i det vestlige Bangladesh.

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

 

 

Indien 2003
Som en flok gadedrenge sidder disse nordlige steppelangurer på et hustag i byen Pushkar, Rajasthan, hvorfra de kan holde øje med, om der er frugt eller andet spiseligt, som de kan hugge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
På dette billede hviler langurer i en pavillon ved bredden af den hellige sø i Pushkar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Muridae Ægte mus
Dette er den største familie af pattedyr, som rummer over 700 arter af mus, rotter m.fl., naturligt forekommende i Eurasien, Afrika og Australien, men indslæbt til resten af verden.

Familienavnet er afledt af mus (genitiv muris), det klassiske latinske ord for mus.

 

Rattus Ægte rotter
En slægt med omkring 64 arter, hjemmehørende i Asien. Adskillige arter er blevet indslæbt mange andre steder, specielt sort rotte (nedenfor) og brun rotte (R. norvegicus).

 

Rattus rattus Sort rotte
Den sorte rotte opstod i Asien, sandsynligvis i Indien eller Sydøstasien. Senere spredtes den til Mellemøsten og Egypten og derpå i hele Romerriget. Forskning antyder, at arten nåede England så tidligt som det 1. århundrede e.Kr., og da europæerne begyndte at udvandre, blev den spredt til næsten hele verden.

Førhen var den sorte rotte et alvorligt skadedyr, som konsumerede uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spredte den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

Den brune rotte (R. norvegicus) blev udbredt over hele verden på et senere tidspunkt end den sorte rotte. Den er et meget stærkere og mere tilpasningsdygtigt dyr, og den sorte rotte er nu blevet udkonkurreret af sin mere aggressive fætter mange steder, hvor den tidligere var almindelig.

I byen Deshnok, Rajasthan, nordvestlige Indien, betragtes den lokale gudinde Karna Mata som en inkarnation af den højeste hindu-gudinde Devi (se Religion: Hinduisme). Hendes tilhængere er af den overbevisning, at hvis man genfødes som en rotte, undgår man dødsguden Yamas vrede. Rotten er derfor et helligt dyr, som fodres af pilgrimme i templerne.

 

 

Templet Karna Mata Mandir i Deshnok er hjemsted for en horde af sorte rotter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sciuridae Egern
En stor familie af gnavere, der tæller omkring 60 slægter og 300 arter, fordelt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. I Australien er de dog blevet indført.

Familienavnet er afledt af Sciurus – det navn, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 gav det europæiske røde egern (S. vulgaris, nedenfor). Navnet er en latiniseret form af oldgræsk skiouros, af skia (’skygge’) og oura (’hale’), altså ‘halen der giver skygge’, hvilket hentyder til den store buskede hale hos mange egern. Nogle arter har en vane med at svirpe halen op over ryggen, og på denne måde er de i stand til at anvende den som beskyttelse mod stærk hede.

Navnet egern, tillige med det svenske ekorre og det norske ekorn, kommer af oldnordisk ikorni, der stammer fra oldhøjtysk eihhornu. Første led af dette ord sigter enten til egetræet, hvis agern er et yndet fødeemne hos egern, eller det er afledt af indoeuropæisk aig (‘at svinge sig’, ‘bevæge sig rask’). (Kilde: Niels Åge Nielsen 1991. Ordenes historie, særoplag af Dansk Etymologisk Ordbog, 4. udgave, 2. oplag, Danmarks Nationalleksikon)

I byparker, hvor egern fodres regelmæssigt, bliver disse ellers temmelig sky dyr ofte bemærkelsesværdigt tamme.

En række egern-arter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Callosciurus
Denne slægt rummer omkring 15 arter, hvoraf de fleste forekommer i Sydøstasien, med nogle få arter i Nepal, det nordøstlige Indien, Bangladesh, det sydlige Kina, samt Taiwan. De er overvejende tilknyttet regnskov, men nogle arter har tilpasset sig et liv i byparker og haver. Deres føde består af nødder, frugter og frø, samt insekter og fugleæg.

Den forreste del af slægtsnavnet er afledt af græsk kallos (‘smuk’) – selvom nogle af arterne er temmelig ensartet brunlige.

 

Callosciurus erythraeus ssp. taiwanensis Taiwan-egern
Dette egern, som træffes overalt i lavlandet i Taiwan, er en underart af det vidt udbredte rødbugede egern, som er udbredt fra det østlige Nepal, Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien, det sydlige Kina og Taiwan.

 

 

På disse billeder æder Taiwan-egern fuglefoder, som folk har lagt ud nær Kongfutse-templet i byen Tainan, sydlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Funambulus Palmeegern
En lille slægt med 6 arter, som er begrænset til det indiske subkontinent og den sydøstlige del af Iran.

 

Funambulus palmarum Trestribet palmeegern
Dette egern er meget almindeligt i den sydlige halvdel af den indiske halvø samt i Sri Lanka, også i byområder. Arten er blevet indført til Madagascar med omliggende øer, samt til Australien, hvor den er blevet lidt af et skadedyr.

 

 

Dette trestribede palmeegen æder offergaver af rismel, som er bragt til det hinduistiske tempel Minakshi i byen Madurai, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Funambulus pennantii Femstribet palmeegern
Dette egern erstatter det trestribede palmeegen i det nordlige Indien og er iøvrigt udbredt fra det sydøstlige Iran mod øst til det indiske subkontinent, så langt mod syd som til delstaten Karnataka. Arten er meget almindelig i nordindiske byer, selv storbyer som Delhi og Kolkata. Den er også blevet indført til Ny Guinea samt til mange øer i Stillehavet, og i Australien findes en bestand i byen Perth, etableret fra dyr, der undslap fra den zoologiske have.

 

 

Femstribet palmeegern er meget almindelig i nordindiske byer. Dette billede er fra Jaisalmer, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neosciurus carolinensis Østligt gråegern
Et genetisk studium fra 2020 konkluderer, at denne art, som førhen var placeret i slægten Sciurus, nu udgør det eneste medlem af slægten Neosciurus.

Den er blandt de videst udbredte nordamerikanske egern, idet den træffes i den østlige halvdel af kontinentet og endvidere er blevet indført adskillige steder i Vesten. Arten er meget almindelig i byer, så længe der findes træer den kan søge tilflugt i, hvis den trues af hunde eller andre fjender.

Arten er blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder. I England regnes den som et skadedyr, idet den udkonkurrerer det europæiske røde egern (S. vulgaris), som i dag er meget sjældent syd for Skotland.

 

 

I Kew Botaniske Have, London, fodres de østlige gråegern ofte og er blevet meget tamme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krybdyr

 

 

Emydidae Sumpskildpadder, terrapin
En familie med 10 slægter og ca. 50 arter, som alle er begrænset til Nord- og Sydamerika, med undtagelse af to arter i slægten Emys, som forekommer i Europa og det vestlige Asien.

 

Trachemys
Denne slægt, som rummer omkring 16 arter, er udbredt fra USA mod syd til det nordlige Argentina.

 

Trachemys scripta ssp. elegans Rødøret terrapin
Denne arts oprindelige udbredelsesområde er det sydlige USA og det nordlige Mexico, men på grund af dens popularitet som kæledyr er den undsluppet utallige steder – eller folk er simpelthen blevet trætte af dem og har sat dem ud i naturen. Den danner ofte vildtlevende bestande og betragtes af International Union for the Conservation of Nature (IUCN) som værende blandt verdens 100 mest skadelige dyr. Arten ses ret ofte i naturen i Danmark, men om den har dannet levedygtige bestande, er uvist.

 

 

Rødøret terrapin i en drænkanal, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gekkonidae Gekkoer
Denne familie omfatter omkring 64 slægter med over 950 arter, som forekommer overalt i verden i varmere egne.

 

Gekko
En slægt med omkring 80 arter, udbredt i Sydøstasien. Nogle arter har en meget begrænset udbredelse og anses for truede.

 

Gekko gecko Tokay-gekko
Denne art er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, Filippinerne, Indonesien og Melanesien. På Florida Keys i USA, hvortil den er blevet indført, er den blevet invasiv. Den kendes nemt på sit kraftige kald, beskrevet som gek-oo eller tuk-too.

I kinesisk medicin benyttes tokay-gekko mod forskellige lidelser, bl.a. slagtilfælde, lammelser, gigt, impotens, tidlig sædafgang, hyppig urinering, natlig urinering samt afmagrethed. Nyere forskning har påvist, at den har en positiv indvirkning på ondartede svulster, specielt i fordøjelsessystemet.

Førhen var en del overtro knyttet til tokay-gekko i Kina. Man mente, at dens urin var dødeligt giftig. Hvis en gravid kvinde spiste en gekko, ville hun helt sikkert føde en dreng. Da tokay-gekkoer parrer sig i meget lang tid, mente man også, at den var god mod impotens.

I dag er arten truet på grund af overdreven indsamling samt indskrænkning af dens levesteder.

 

 

I Sydøstasien træffes tokay-gekko ofte i huse, som på dette billede fra øen Mindoro, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salg af tokay-gekkoer, konserveret i sprit, Wuzhou, Guangxi Zhuang, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hemidactylus
Gekkoer af denne slægt kaldes ofte for husgekkoer, da mange af arterne har tilpasset sig et liv i huse. Disse gekkoer findes i de fleste tropiske egne, og nogle få arter lever også i subtropiske områder i Europa og Afrika. Der kendes i dag omkring 90 arter, men nye bliver beskrevet med få års mellemrum.

 

 

Denne husgekko sidder på en husvæg i Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Varanidae Varaner
Denne familie udgør en gruppe på omkring 80 arter af store, kød- og frugtædende firben i slægten Varanus, som er hjemmehørende i Afrika, Asien og Australien. Den rummer det største nulevende firben, Komodovaranen (V. komodoensis), som er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Nogle autoriteter inkluderer den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) i familien, andre placerer den i en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Varanus salvator Båndvaran
Denne art, som kan blive over 2 m lang, lever oftest i nærheden af vand. Den er udbredt fra Sri Lanka og kystnære områder i det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien og videre sydpå til Indonesien. Normalt jager folk disse dyr bort, da de er notoriske plyndrere af hønsegårde, men hvor de lades i fred, bliver de ofte tillidsfulde.

Det latinske artsnavn, som betyder ‘frelser’, er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen (se billederne nedenfor).

 

 

Denne båndvaran hviler ved kanten af en dam i en bypark, Bangkok, Thailand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hvirvelløse dyr

 

 

Araneidae Hjulspindere
Medlemmer af denne edderkoppefamilie kaldes for hjulspindere, idet de spinder et cirkulært spind, ophængt i vegetation, hegn eller andet. Familien omfatter over 3000 arter, som findes verden over og er velkendt for de fleste, dels fordi mange af arterne er farvestrålende, dels fordi deres spind ofte findes i haver og langs veje. Hjulspindere spinder først en ramme eller et ’skelet’ af tråde uden klæbrige dråber, inden de tilføjer de sidste spiraler, hvor de hæfter limdråber på trådene.

 

 

På disse billeder fra byen Anping, Taiwan, reflekteres solstråler som regnbuens farver i et spind af en hjulspinder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blattodea Kakkerlakker og termitter
Denne orden omfatter omkring 500 slægter og 4400 arter af kakkerlakker, samt omkring 300 slægter og 3000 arter af termitter. Begge grupper findes kloden rundt i varmere egne.

Mange kakkerlak-arter har tilpasset sig til at leve i byer, hvor de ofte er en voldsom plage. I traditionel kinesisk medicin anvendes disse dyr mod en række lidelser, bl.a. underlivsproblemer, hjerneblødning og benbrud samt som et middel mod ældning. Nyere forskning har påvist, at disse dyr indeholder mindst ni forskellige bakteriedræbende stoffer, og et andet stof kan dræbe AIDS-virus.

I det nordlige Kina har kakkerlakker været udnyttet som føde gennem hundreder af år. En creme indeholdende bl.a. kakkerlakindvolde smøres af mange kinesiske kvinder på huden for at holde den ung. I landet findes en blomstrende industri, hvor man holder millioner af kakkerlakker i fangenskab til produktion af medicin og hudcreme.

 

 

Kakkerlakker holder især til på fugtige steder. Denne blev fotograferet i et badeværelse i byen Bontoc, nordlige Luzon, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2020)

 

(Senest revideret april 2022)