Dyrespor

 

 

Disse bittesmå sandkugler på en sandstrand nær Tongxiao, vestlige Taiwan, er efterladt af små krabber, som har renset deres huller efter højvande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af kronhjort (Cervus elaphus), Søby Brunkulslejer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette blad af en vild taro-art, Alocasia macrorhiza, fotograferet i det vestlige Taiwan, har talrige huller efter insektgnav. Denne planteart er beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fuglespor omkring en død Launaea arborecens på en klit, Maspalomas, Gran Canaria. Denne busk tilhører kurvblomstfamilien (Asteraceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaniner kommer ud fra krattet om aftenen for at sidde på sandet, og den fugtige flade er dækket af de natlige spor af vaskebjørne, af de brede spor af hunde fra gårdene, samt af de todelte, kileformede spor af hjorte, der kommer frem af mørket for at drikke.”

 

Fra romanen Mus og mænd (1937), af den amerikanske forfatter John Steinbeck (1902-68).

 

 

 

Denne side omhandler diverse efterladenskaber af dyr i form af fodspor, gnavemærker, føderester, ekskrementer, gravespor og meget andet.

 

 

Pattedyr

 

Bovidae Kvæg, antiloper etc.

 

Aepyceros melampus Impala
Denne ret store, men slanke og yndefulde antilope udgør det eneste medlem af underfamilien Aepycerotinae. Med sine lyreformede horn, der kan nå en længde af 90 cm, er hannen et prægtigt dyr.

Den er udbredt i størstedelen af det østlige og sydlige Afrika. To underarter er anerkendt, nominatracen, som forekommer fra det sydlige Uganda og det centrale Kenya mod syd til den østlige del af Sydafrika og størstedelen af Namibia, samt underarten petersi, kaldt sortmasket impala, som er begrænset til det nordvestlige Namibia og det sydvestlige Angola. Denne underart kan kendes på de sorte tegninger i ansigtet.

Slægtsnavnet kommer af græsk aipus (‘høj’ eller ‘stejl’) samt keras (‘horn’), hvilket sigter til hannens lange horn, mens artsnavnet er fra græsk melas (‘sort’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til de sorte pletter på bagbenene. Navnet impala er en forvanskning af Tswana-ordet phala, som betyder ‘rød antilope’.

 

 

En tobåndet ørkenløber (Rhinoptilus africanus) hviler blandt impala-gødning, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. Denne fugl er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canidae Hundefamilien
Denne familie er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

Nyctereutes procyonoides Mårhund
Denne art var oprindeligt vildtlevende i Fjernøsten, fra Ussuriland mod syd gennem det østlige Kina til det nordlige Vietnam, samt i Japan.

Mellem 1928 og 1958 blev imidlertid mindst 10.000 mårhunde indført til forskellige steder i Sovjetunionen og sluppet løs, idet man ville forsøge at forbedre kvaliteten af artens pels. Bestandene voksede hurtigt mange steder, og i dag er arten spredt til de fleste lande i Europa, hvor den betragtes som invasiv, idet den udgør en trussel mod mange ynglefugle. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Raccoon_dog)

 

 

Ekskrementhob af mårhund, Alam-Pedja, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vulpes vulpes Rød ræv
Den røde ræv er det videst udbredte af alle hundedyr, idet den findes i hele Eurasien, med undtagelse af tropiske områder, endvidere på den Arabiske Halvø, i Nordafrika og Nildalen, samt i Nordamerika mod syd til nær den mexikanske grænse.

Den er også blevet indført til Australien, hvor den betragtes som invasiv, idet den er yderst skadelig for den indfødte pattedyr- og fuglefauna.

 

 

I byer vænner ræve sig ofte til mennesker. Denne tillidsfulde hvalp blev fotograferet i Botanisk Have, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rævespor på en tilfrosset dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fortælling i sneen, Vorsø: En ræv har dræbt en fugl og ædt den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rævespor og musespor i sne, Hardangervidda, Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af ræv på en mudret skovvej, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ræve-ekskrementer med hybenfrø og rester af krabbeskjolde, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette ekskrement viser, at ræven har ædt revlingebær (Empetrum nigrum), Tvorup Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Castoridae Bævere
I forhistorisk tid var denne familie en meget divers gruppe af gnavere, men i dag er den begrænset til en enkelt slægt, Castor, med 2 arter.

Disse dyr indretter et bo under vandet inde i et bjerg af grene, som de selv samler sammen og tætner med vandplanter, kviste, blade og jord. Sidst på efteråret samler de et vinterforråd af grene, som opbevares i boet, og i løbet af vinteren æder dyrene barken fra disse grene.

 

Castor canadensis Canadisk bæver
Denne arts naturlige udbredelsesområde er størsteparten af Nordamerika, men den er blevet indført til adskillige lokaliteter i Europa, samt til Patagonien i det sydlige Argentina.

I 1937 blev 7 canadiske bævere indført til Finland, idet man mente, at de kunne hybridisere med de lokale bævere og således supplere bestanden, der var i stor tilbagegang. De to arter kan imidlertid ikke få yngledygtigt afkom på grund af forskellige kromosomtal, og i dag er den europæiske bæver blevet udkonkurreret de fleste steder i Finland af den stærkere canadiske bæver.

 

 

Bæverboer, Parker River National Wildlife Refuge, Massachusetts (øverst), samt i Acadia Nationalpark, Maine. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hvidfyr (Pinus strobus), som voksede ved bredden af Crystal Lake, Massachusetts, USA, er blevet fældet af canadisk bæver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bævergnav på en hvidfyr, Crystal Lake. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sorte tupelo (Nyssa sylvatica) er blevet delvis fældet af en bæver, Crystal Lake. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Castor fiber Europæisk bæver
Den europæiske bæver var engang vidt udbredt i Europa og Asien, men blev næsten udryddet gennem jagt på grund af pelsen samt det såkaldte castoreum, et sekret fra dyrets duftkirtel, som man mente havde medicinsk virkning. Omkring 1900 var der kun omkring 1200 bævere tilbage, fordelt på 8 bestande.

Siden er arten blevet genindført mange steder, og i dag findes den i Skotland samt fra det nordlige Skandinavien mod syd til Frankrig og derfra mod øst gennem Rusland og Kazakhstan til Sinkiang.

I Danmark blev bæveren genindført i 1999, hvor 18 dyr blev sluppet ud i Klosterheden Statsskovdistrikt. De har siden bredt sig til det meste af Flynder Å-systemet og findes nu også i langs Storåen. I 2009-11 blev 23 bævere udsat i Nordsjælland, hvor arten siden har bredt sig.

 

 

Gnavemærker af europæisk bæver på stammen af en skovfyr (Pinus sylvestris), Tammemäe, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cercopithecidae Marekatte-familien
Denne store familie, som omfatter 24 slægter og omkring 140 arter, er vidt udbredt i Afrika og Asien. Medlemmer omfatter bl.a. marekatte, bavianer, makakker, colobusaber, langurer og mange andre.

På siden Dyreliv – Pattedyr: Aber omtales mange slægter i familien.

 

 

Nedfaldne agern af egearten Quercus semecarpifolia, hvoraf nogle er ædt af aber (makakker eller langurer), øvre del af Langtang-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chlorocebus pygerythrus Vervet-marekat
Denne lille marekat er udbredt fra Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd gennem Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Moçambique og Botswana til Sydafrika. Den lever mest på savanner og i åbne skove, næsten altid nær floder, men er yderst tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i landbrugsland og til tider i byer.

 

 

Vervet-marekatte, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af vervet-marekat på en strandbred, Kisiju, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Macaca cyclopis Taiwan-makak
Som dens navn siger, er denne art endemisk for Taiwan, hvor den er ganske almindelig, fra lavlandet op til de højeste bjerge.

 

 

Disse frugter af kinesisk skruepalme (Pandanus tectorius, tidligere kaldt for P. odoratissimus var. sinensis) er delvis ædt af Taiwan-makakker, Sheding Naturpark, Kenting Nationalpark, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvist, ligeledes i Sheding Naturpark, blev bidt over af en Taiwan-makak, som åd en smule af barken og derefter lod den falde til jorden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervidae Hjorte
Denne store familie rummer 20 slægter med omkring 90 arter, med repræsentanter på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis og Australien. De lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov.

Hjorte er karakteriseret ved at fælde deres gevir årligt, når parringstiden er overstået. Mens det nye vokser frem, er det dækket af et hudlag, kaldt bast. Når geviret er dannet, dør basten, og der opstår en irriterende kløe. For at blive denne kløe kvit, gnubber hjorten geviret på buske og yngre træer, hvorved basten løsnes og falder af. Denne adfærd kaldes for fejning. Ofte er denne fejning så voldsom, at barken på mindre træer gnubbes af hele vejen rundt om stammen, og planten dør.

Mange hjorte benytter mere eller mindre de samme ruter hver dag under deres fouragering, og efterhånden opstår stier, kaldt veksler.

Adskillige hjortearter har en vane med at skrabe visne blade og vegetation til side, inden de lægger sig i skovbunden. Disse bare pletter af jord kaldes for sæder.

Hjorte vælter sig ofte rundt i mudderhuller som beskyttelse mod stikkende insekter. Sådanne steder kaldes for sølepladser.

Andre oplysninger om denne familie kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

Capreolus capreolus Rådyr
Denne lille art findes i hele Europa, med undtagelse af Irland samt de nordligste dele af Skandinavien, Finland og Rusland, og endvidere er den udbredt i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den er meget almindelig de fleste steder i Danmark.

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (Capreolus pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

 

 

Denne råbuk krydser en dam i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af rådyr og bladroset af lugtløs kamille (Matricaria perforata), Tørring Ådal, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor, urin og ekskrementer af rådyr, samt spor af solsort (Turdus merula), naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr-veksler nær Lillemølle, syd for Nyborg. På det nederste billede har visne blade samlet sig i sporet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr-skrab, naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr-sæder i et tæppe af vorterod (Ranunculus ficaria) og hvid anemone (Anemone nemorosa), naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sæde af rådyr i højt græs, Ørbæk Å, Fyn. Vegetationen var for høj til, at dyret kunne nå ned til den bare jord, så det nøjedes med at lægge sig oven på græsset. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette udvalg af kastestænger af rådyr blev indsamlet af Jens Gregersen på naturreservatet Vorsø gennem ca. 20 år. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en ung fuglekirsebær (Prunus avium) med et delvis helet sår efter fejning af en råbuk, naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille ædelgran (Abies alba), som førhen blev fejet af en råbuk, er gået ud i toppen, men har sat et sideskud. Fornylig har bukken skrabet i skovbunden for at afmærke sit territorium. – Østengård Skov, Vejle Ådal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toppen af denne unge ahorn (Acer pseudoplatanus) er død efter at være fejet af rådyr, men nye blade skyder fra basis af træet. – Æbleskov syd for Nyborg, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr har ædt spidsen af disse blade af ramsløg (Allium ursinum), som har banet sig vej op gennem visne blade, Hansted Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus elaphus Kronhjort
Denne store hjort er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordvestlige Afrika, Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Iran samt spredte lokaliteter i Centralasien, men er også blevet indført som jagtobjekt andre steder, bl.a. Australien og New Zealand, samt Nord- og Sydamerika.

I de senere år har arten været i stærk fremgang i Jylland, hvor den gør stor skade på afgrøder.

 

 

Spor af kronhjort, Søby Brunkulslejer, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af kronhjort på en nypløjet mark, Store Bredlund, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af kronhjort i mudder, samt pollen fra rødgran (Picea abies), Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølepladser for kronhjort, nær Billund (øverst), samt Sepstrup Sande, begge i Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krondyr-veksler, Gludsted Plantage, Midtjylland (øverst), samt Borris Hede, Vestjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krondyr-veksel krydser en skovvej, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rensdyrlav (Cladonia), nedgnavet af krondyr, Gludsted Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødgran (Picea abies), nedbidt af krondyr, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bøg (Fagus sylvatica), nedbidt af krondyr, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ekskrementer af kronhjort, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ekskrementer af kronhjort, bevokset med mug, Gludsted Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dama dama Dådyr
I sin tid var denne hjort hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og Iran, samt muligvis Balkan-landene og Italien, men på et tidligt tidspunkt blev den indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er den også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Dådyr danner ofte forvildede bestande, også i Danmark.

 

 

I 1600-tallet blev dådyr og kronhjort (ovenfor) indført til Jægersborg Dyrehave nord for København som jagtobjekter for kongen og hans følge. I dag lever omkring 1600 dådyr og 300 kronhjorte i denne park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På øen Romsø i Storebælt findes en bestand af dådyr, som stammer fra dyr, der blev udsat i 1200-tallet, da kongen ejede øen. Dyrene blev importeret fra Tyrkiet og udsat på denne ø, hvor de kunne være i fred for ulve, som der var mange af på fastlandet dengang.

 

 

Dådyr, Romsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse almindelige hvidtjørn (Crataegus laevigata) på et overdrev på Romsø er blevet kraftigt nedgnavet af dådyr. – Hvidtjørne er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Odocoileus hemionus Sorthalet hjort
Denne art, også kendt som storøret hjort, er udbredt i den vestlige halvdel af Nordamerika, fra det sydlige Alaska mod syd til Baja California og det centrale Mexico. Dens to navne angiver de vigtigste kendetegn, som adskiller den fra den hvidhalede hjort (nedenfor).

 

 

Han af sorthalet hjort med geviret i bast, Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af sorthalet hjort, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana Mountains, Californien. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udtørrede ekskrementer af sorthalet hjort i sort lava, Kana’a Lava Flow, Coconino National Forest, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bæverhale-figenkaktus (Opuntia basilaris) er udbredt i tørre områder på Colorado-plateauet, fra det sydlige Utah og Nevada, det vestlige Arizona og det østlige Californien mod syd til det nordvestlige Mexico. I maj har denne art et væld af skønne lyserøde eller rosenfarvede blomster.

 

 

Snap! – Disse stammesegmenter af bæverhale-figenkaktus i Red Rock Canyon State Park, Californien, er blevet delvis ædt, måske af en sorthalet hjort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Odocoileus virginianus Hvidhalet hjort
Denne art, der også kaldes Virginiahjort, er en af verdens mest udbredte hjortearter, idet den findes i størsteparten af Nordamerika, Mexico, Mellemamerika og den nordligste del af Sydamerika, mod syd til Peru og Bolivia. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Cuba, Jamaica, New Zealand, Finland og Tjekkiet.

Arten betragtes som invasiv i Finland og New Zealand, og også i dele af USA, hvor den jo egentlig er hjemmehørende. Du kan læse mere herom på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Hind af hvidhalet hjort, Cathlamet, Washington State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske kristtorn (Ilex opaca) på Fire Island, Long Island, USA, er blevet nedgnavet af hvidhalet hjort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chiroptera Flagermus
Flagermus omfatter over 1400 arter og udgør således den næststørste pattedyr-orden efter gnaverne og omkring 20% af alle arter af pattedyr i verden.

 

Gomantong Caves er et stort kompleks af kalkstenshuler i Sandakan-distriktet, Sabah, Borneo, mens Niah Caves er lignende huler i Miri-distriktet i Sarawak, ligeledes på Borneo.

Disse huler er berømte for at huse store kolonier af flagermus (over en kvart million i Gomantong), samt hundredtusinder af hulesejlere af slægten Aerodramus. Gødningen fra flagermus og fugle har hobet sig op på gulvet i disse huler, hvor de danner et tykt lag.

Forskellige dyr, bl.a. stribede kakkerlakker (Pycnoscelus striatus) og skyggebiller (Cerycon gebioni) æder af denne gødning, mens andre æder døde flagermus og sejlere.

 

 

Stribede kakkerlakker og skyggebiller søger føde i et tykt lag af flagermusegødning og rester af insekter fra flagermusenes føde, Gomantong Caves. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stribede kakkerlak æder af resterne af en frø, som omkom i flagermusenes gødning, Gomantong. Frøen krøb formentlig ind i hulen ved en fejltagelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hulegræshoppe (Rhaphidophora oophaga) æder af en død flagermus af slægten Hipposideros, Niah Caves. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cricetidae Studsmus m.fl.
Denne meget store familie af små til middelstore gnavere omfatter bl.a. studsmus, lemminger og hamstere, samt den Nye Verdens rotter og mus. Den rummer omkring 112 slægter og 600 arter, udbredt i Europa, Asien, samt Nord- og Sydamerika.

 

 

Talrige udtørrede ekskrementer af en uidentificeret mus (samt en enkelt pille fra en kanin), Oregon Dunes National Recreation Area, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arvicola amphibius Mosegris
Denne art, også kaldt vandrotte, er tilknyttet vådområder, hvilket afspejles af dens videnskabelige slægtsnavn, afledt af græsk amfi (‘begge sider’) og bios (‘liv’), altså ‘den som lever på begge sider’ – underforstået både på land og i vand.

Den er vidt udbredt i Eurasien, fra det nordlige Skandinavien og Sibirien mod syd til Italien, Grækenland, Tyrkiet, det nordlige Iran og Kazakhstan, og fra de Britiske Øer mod øst til det østlige Sibirien.

 

 

Mosegris, fotograferet i naturreservatet Klægbanken, Ringkøbing Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rester af rørgræs (Phalaris arundinacea), begnavet af mosegris, Klægbanken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af mosegris og rød ræv (Vulpes vulpes) i sne, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skud af mosegris, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Microtus agrestis Nordmarkmus
Nordmarkmusen lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. enge, marker, plantager, åbne skove, heder, klitter og moser, samt langs vandløb.

Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af Island, Irland, Sydspanien, Italien og Balkan-landene, og endvidere mod øst gennem Sibirien til øst for Baikal-søen. I Alperne findes den op til en højde af ca. 1700 m.

 

 

På et tidspunkt i løbet af vinteren er barken på denne unge hvidtjørn (Crataegus) i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, blevet ædt hele vejen rundt om stammen af nordmarkmus, hvilket har forårsaget buskens død. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grønpil (Salix x rubens) på Vorsø blev fældet om efteråret, og i løbet af vinteren blev det meste af barken ædt af nordmarkmus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elephantidae Elefanter
Elefanterne og deres triste skæbne er indgående behandlet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

Abebrødtræet (Adansonia digitata), også kaldt baobab, er den videst udbredte blandt ni arter af denne slægt, af hvilke seks er hjemmehørende på Madagascar, to i Afrika og på den Arabiske Halvø, samt en enkelt i Australien. Barken af dette majestætiske træ er et populært fødeemne blandt elefanter (Loxodonta africana), som ofte skræller barken af med deres stødtænder. Træet kan blive så medtaget af denne behandling, at det vælter i den næste storm.

Dette storslåede træ er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Elefanter æder bark af et væltet abebrødtræ, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette hule abebrødtræ, ligeledes i Tarangire, er blevet delvis ødelagt af elefanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ikke kun barken, men også veddet af dette abebrødtræ i Hwange Nationalpark, Zimbabwe, er blevet voldsomt opflosset af elefanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elefanters gødning tiltrækker ofte sommerfugle, som suger næring af den. På dette billede ses hvidsværmere af slægten Dixeia, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaffertokoer (Tockus leucomelas) æder insekter i elefantgødning, sandsynligvis gødningtrillere (se nedenfor), Krüger Nationalpark, Sydafrika. Tokoer og andre næsehornsfugle er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Felidae Katte
Efter en række genetiske undersøgelser er denne familie i dag opdelt i to underfamilier, Pantherinae med 5 store arter i slægten Panthera og 2 mindre arter i slægten Neofelis, samt Felinae, der rummer de resterende 34 arter, opdelt i 10 slægter. Katte lever på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis.

 

Panthera onca Jaguar
Med en kropslængde på op til 1,85 m og en vægt op mod 95 kg, er jaguaren den største kat i Amerika og verdens tredjestørste efter løve og tiger. Den er udbredt i skovklædte områder fra den sydligste del af Arizona gennem Mexico og Mellemamerika mod syd til Paraguay og det nordlige Argentina.

 

 

Spor af jaguar på en sandstrand, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. Bladene er en tragtsnerle, Ipomoea pes-caprae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panthera uncia Sneleopard
Denne store, sky kat lever i bjergegne i Centralasien, men er mange steder blevet udryddet af jagt på grund af dens smukke, kraftige pels. I områder, hvor buddhismen dominerer, såsom Ladakh, Sikkim og Bhutan, samt de nepalesiske distrikter Khumbu og Dolpo, er jagt ikke tilladt, og her har denne sjældne kat sikre tilholdssteder. Arten er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr i Himalaya.

 

 

En morgen fandt vi disse delvis smeltede spor i sneen i Jarsang Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal, som fortæller, at en sneleopard passerede forbi her om natten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Puma concolor Puma
Denne store kat har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Yukon-området i Canada mod syd gennem det vestlige Nordamerika til den sydlige del af Andes-bjergene i Sydamerika. Denne yderst tilpasningsdygtige kat lever i næsten alle landskabstyper i dette kæmpemæssige område.

 

 

Ekskrementer af puma på en grusvej, Volcán Arenal Nationalpark, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hominidae Menneskeaber og mennesket
Gorilla, chimpanse og orangutan er detaljeret beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

Gorilla beringei Bjerggorilla
Bjerggorillaen lever i bjergskove i det østlige Zaire, det nordvestlige Rwanda og det sydvestlige Uganda. Denne region har været genstand for krig og borgerkrig gennem mange år, og det er også gået ud over gorillaerne.

I dag er underarten beringei, der kun tæller omkring 900 individer, imidlertid i jævn fremgang – den eneste menneskeabe i verden, hvis antal er steget i de senere år. Anderledes ilde står det til med underarten graueri, som er alvorligt truet af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området.

 

 

Dette sted i skovbunden i Bwindi Nationalpark, Uganda, blev benyttet som soveplads af en bjerggorilla, som har efterladt en dynge ekskrementer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pan troglodytes Chimpanse
Chimpansen, der omfatter 4 underarter, har en pletvis udbredelse fra det sydlige Senegal mod øst gennem skovbæltet nord for Congo-floden til de vestligste dele af Tanzania og Uganda, hvor den lever i forskellige skovtyper, langs floder i skovsavanne, samt til tider i plantager, fra lavlandet op til ca. 2800 meters højde.

Chimpanserne i Gombe Stream Nationalpark i det vestlige Tanzania blev gjort berømte af den kendte primatolog Jane Goodall (født 1934) – den første, som foretog grundige studier af disse menneskeaber.

 

 

Chimpanse-afføring med rester af frugter med hård skal, Gombe Stream Nationalpark. En spyflue sidder på ekskrementet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leporidae Harer og kaniner
Denne familie, som rummer over 60 arter, har medlemmer på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. I Australien er den europæiske kanin (nedenfor) blevet indført.

 

Lepus europaeus Europæisk hare
Vores hjemlige hare er hjemmehørende i størsteparten af Europa og Mellemøsten og derfra mod øst i et bælte gennem steppeområderne i Asien til Mongoliet. Den er også blevet indført til andre egne, bl.a. England, Australien, New Zealand og den sydlige del af Sydamerika.

I Danmark er haren ret almindelig i de fleste egne, men nogle bestande suppleres med udsatte dyr med henblik på jagt.

 

 

Hare i strandeng, Langli, Ho Bugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Harer benytter mere eller mindre de samme ruter hver dag under deres fouragering, og efterhånden opstår stier, kaldt veksler. Dette billede er fra en strandeng på Langli. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oryctolagus cuniculus Vildkanin
Denne art er blevet indført til mange lande som jagtobjekt, bl.a. Danmark, England, Australien, New Zealand, Hawaii samt Sydafrika. I utallige tilfælde har kaniner tilført miljøet alvorlige skader, dels gennem overgræsning, dels gennem deres underjordiske system af gange, og dels gennem at udkonkurrere indfødte dyrearter. Arten betragtes som invasiv i de fleste lande.

Vildkaninen er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Udtørrede ekskrementer af vildkanin, Fanø. Kaninen blev indført til denne ø i 1913 og er i dag yderst almindelig her. Græstuen er sandskæg (Corynephorus canescens), en almindelig græsart på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muridae Ægte mus
Dette er den største familie af pattedyr, som rummer over 700 arter af mus, rotter m.fl., naturligt forekommende i Eurasien, Afrika og Australien, men indslæbt til resten af verden.

Familienavnet er afledt af mus (genitiv muris), det klassiske latinske ord for mus.

 

 

Kærner af mirabel (Prunus cerasifera), begnavet af mus, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rattus Ægte rotter
En slægt med omkring 64 arter, hjemmehørende i Asien. Adskillige arter er blevet indslæbt mange andre steder, specielt brun rotte (nedenfor) og sort rotte (Rattus rattus).

 

Rattus norvegicus Brun rotte
Denne arts oprindelige hjemsted er et eller andet sted i Asien, men i takt med, at menneskene bredte sig til hele verden, slæbte de uforvarende rotter med overalt.

Den brune rotte er et alvorligt skadedyr, som konkurrerer med indfødte pattedyrarter, plyndrer fuglereder og konsumerer uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spreder den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

 

 

Brun rotte, bidt ihjel af en kat, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mustelidae Mårfamilien
Denne familie af små til mellemstore rovdyr omfatter 25 slægter med omkring 60 arter, deriblandt lækatte, mårer, grævlinger, oddere og mange andre.

 

Martes Mårer

 

 

Spor af mår på en snedækket træstamme, enten skovmår (Martes martes) eller husmår (M. foina), Elling Skov, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meles meles Grævling
Den europæiske grævling er et af de største medlemmer af mårfamilien. Opdelt i 8 underarter er den udbredt i næsten hele Europa og Mellemøsten mod øst til Pamir-bjergene i Afghanistan.

Fra det vestlige Rusland mod øst gennem Centralasien til Ussuriland, Korea og Kina erstattes den af den blegere asiatiske grævling (Meles leucurus), og i Japan af den japanske grævling (Meles anakuma), som er brunlig og har meget svage striber i ansigtet.

 

 

Grævlingen bor i grave i storfamilier, ofte 10 dyr eller flere sammen. Dette kompleks af grave i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, omfatter ikke færre end ca. 30 huller. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grævlingen har en vane med at lægge ekskrementhobe de steder, hvor den har gravet efter rødder, larver, boer af humlebier o.a. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grævlingen benytter mere eller mindre de samme ruter hver dag under dens fouragering, og efterhånden opstår stier, kaldt veksler. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af grævling på en strand, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phocidae Øreløse sæler
Disse sæler adskiller sig fra pelssæler og søløver, familien Otariidae, gennem deres mangel på udvortes ører. Desuden er de ude af stand til at anvende forlufferne til at gå på. Med undtagelse af munkesælerne lever de fleste arter i områder med køligt klima.

 

Mirounga angustirostris Nordlig søelefant
Søelefanter har fået deres navn på grund af deres enorme størrelse, samt hannens lange, oppustelige næse, med hvilken han frembringer høje brøl, specielt i yngletiden.

Førhen blev den nordlige søelefant ivrigt jaget for dens spæk, hvoraf man udvandt olie. Omkring 1869 var arten næsten blevet udryddet, og i 1890 kendte man kun til én eneste flok på omkring 100 individer.

Det lykkedes dog arten at overleve, og siden begyndelsen af 1900-tallet har den været beskyttet i både Mexico og USA. Som et resultat heraf er den kommet sig, og bestanden tæller i dag over 200.000 individer. Dens nuværende udbredelse strækker sig langs Stillehavskysten, fra Baja California mod nord til Alaska-bugten og Aleuterne.

 

 

Mens de fælder, tilbringer søelefanter megen tid med at sove på fældepladsen. På dette billede slås amerikanske sølvmåger (Larus smithsonianus) om at æde ekskrementer, som en ung søelefant netop har afleveret. – San Simeon, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procyonidae Vaskebjørne, næsebjørne etc.

 

Nasua narica Hvid næsebjørn
Denne art er grundigt beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Næsebjørne – charmerende banditter.

 

 

Spor af hvid næsebjørn nær en nedfalden kokosnød (Cocos nucifera) på en sandstrand, Corcovado Nationalpark, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procyon lotor Vaskebjørn
Denne art er meget almindelig i Nord- og Mellemamerika, fra det centrale Canada mod syd til Panama. Den er også blevet forvildet i store områder af Europa, i Kaukasus, samt i Japan. Den betragtes mange steder som et skadedyr, der plyndrer fuglereder og konkurrerer med indfødte pattedyrarter. I Amerika er den en plage i byområder, da den vælter affaldsspande i søgen efter mad og spreder affaldet over store områder. Ligeledes konsumerer den foder på fuglefoderpladser, hvis ikke foderet hænges op på en passende måde.

På amerikansk hedder vaskebjørnen raccoon, som er en forvrængning af et Powhatan-ord, der af tidlige nybyggere blev skrevet som bl.a. aroughcun og arathkone. Det betyder ‘dyret der kradser med sine hænder’. Det danske navn hentyder til, at vaskebjørnen til tider skyller sin føde, inden den spiser den.

 

 

Spor af vaskebjørn på en sandstrand, Crescent Beach, Californien. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinocerotidae Næsehorn
Disse tykhuder, som omfatter 5 arter, er udbredt i varmere egne af det østlige og sydlige Afrika, Indien, Nepal, Sydøstasien og Indonesien.

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år, og i dag er alle fem arter udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, i Asien også på grund af indskrænkning af levesteder. Dette emne er nærmere beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

Ceratotherium simum Bredmulet næsehorn, hvidt næsehorn
Denne art er opdelt i to underarter, det sydlige bredmulede næsehorn, der tæller omkring 20.000 dyr, der fortrinsvis lever i Sydafrika, samt det nordlige bredmulede næsehorn, der er så godt som uddød, idet der kun findes to overlevende individer, begge i fangenskab.

 

 

Gødning af næsehorn tiltrækker sommerfugle, som på dette billede fra Matobo Nationalpark, Zimbabwe, der viser køllesværmere, samt en enkelt gødningtriller (se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sciuridae Egern
En meget stor familie med omkring 51 slægter og ca. 300 arter, udbredt i størsteparten af Nord- og Sydamerika, Eurasien og Afrika. Menneskene har også indført dem til Australien.

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til det eurasiske røde egern (nedenfor). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

En gnaver, sandsynligvis et egern, har gnavet hul i disse valnødder (Juglans regia) og ædt indholdet, Dharkot, Uttarakhand, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Callosciurus erythraeus Rødbuget egern
Denne art er vidt udbredt, fra det østlige Nepal, Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien, det sydlige Kina og Taiwan. Over 30 underarter er blevet beskrevet, men en del af dem anerkendes ikke af visse autoriteter.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket sigter til, at bugen ofte – men ikke altid – er rødlig.

 

 

Rede af rødbuget egern af underarten taiwanensis i toppen af et indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Taichung, Taiwan. Denne underart er almindelig og vidt udbredt i lavereliggende dele af øen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynomys ludovicianus Sorthalet præriehund
Præriehunde af slægten Cynomys er jordegern, som lever i store underjordiske kolonier på den nordamerikanske prærie, populært kaldt ‘præriehundebyer’. Hver familie har adskillige indgange til deres ‘lejlighed’, og disse indgange ligger i forskellig højde, således at der opstår en luftstrøm gennem gangene, der bringer frisk ilt til dyrene. Den opgravede jord danner en vold omkring boet, som forhindrer regnvand i at skylle ned i det.

 

 

Sorthalede præriehunde, forsamlet omkring deres bo, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Petaurista albiventer Hvidbuget kæmpe-flyveegern
Denne art er udbredt fra det nordøstlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til Nepal, hvor den forekommer i højder mellem 150 og 3000 m. Dens overside er kastanjefarvet med mange hvidlige hår, mens underside, strube og kinder er hvidlige. Halen er brun, ofte med sort spids.

Førhen blev dette egern betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

 

 

Her viser den indiske skovfoged B.P. Bahuguna et blad af egearten Quercus semecarpifolia, som er blevet delvis ædt af et kæmpe-flyveegern. Egernet æder altid kun en del af bladet ved at folde det sammen og afbide den mindre giftige centrale del. Under en vandring op gennem Asi Ganga-dalen, Garhwal, Uttarakhand, fandt vi mange sådanne blade. Denne vandring er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ratufa indica Indisk kæmpeegern, Malabar kæmpeegern
En endemisk art i Indien, hvor den er udbredt fra Rajasthan og Bihar mod syd til den sydlige del af Western Ghats, nær Indiens sydspids. Den findes især i skove og lunde i bjergrigt terræn. Den tilbringer næsten al sin tid i træer, hvor dens føde overvejende består af blade, frugter og frø.

 

 

Frøene af denne store bælg fra et ærteblomstret træ (Fabaceae) er blevet ædt af et indisk kæmpeegern, Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sciurus vulgaris Eurasisk rødt egern
Trods navnet varierer pelsen hos dette dyr fra ræverød til sort, ikke kun mellem geografisk adskilte bestande, men også inden for den enkelte bestand. Uanset farven er bugen altid hvidlig.

Denne almindelige art har en kolossalt stor udbredelse, fra størsteparten af Europa mod øst gennem den sibiriske taiga til Kamchatka-halvøen, og derfra mod syd langs Stillehavskysten til det nordøstlige Kina, Korea og den japanske ø Hokkaido. Der er også spredte bestande i Centralasien og en separat population i Kaukasus.

I Danmark er arten almindelig og vidt udbredt, både den ræverøde form og en mørkebrun form.

 

 

Grankogler, gnavet af rødt egern, Nørlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skæl fra en kogle af Nordmannsgran (Abies nordmanniana), begnavet af rødt egern, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Soricidae Spidsmus
Spidsmus er små insektædere, der tæller ikke færre end omkring 385 kendte arter, som er udbredt næsten overalt i verden, med undtagelse af Ny Guinea, Australien, New Zealand og Antarktis.

Bortset fra ugler er det kun få rovdyr, som æder spidsmus, da de tilsyneladende smager ualmindelig grimt, utvivlsomt på grund af den stærke lugt, som disse dyr udsender fra deres analkirtel. Denne lugt benyttes til at markere territorium, afmærke fouragerings-stier, kommunikere med andre spidsmus, samt som forsvarsmekanisme. Sidstnævnte anvendelse er ofte ikke tilstrækkeligt til at afholde rovdyr fra at bide dem ihjel, men lugten er så kraftig, at dyrene ikke æder dem. Derfor finder man ofte døde spidsmus i naturen.

 

Neomys fodiens Vandspidsmus
En af de større spidsmusearter, indtil 10 cm lang og med en op til 7 cm lang hale. Pelsen på ryggen er næsten sort og står i stærk kontrast til den hvide bug. Den har stive hår omkring fødderne og langs halen, der hjælper den til at svømme bedre. Den lever nemlig størsteparten af sit liv i og ved vand, hvor den fanger smådyr, bl.a. ved at dykke. Arten er udbredt fra Nordeuropa mod syd til det nordlige Spanien, Italien og Balkan, mod øst gennem Centralasien til russisk Ussuriland og Sakhalin.

 

 

Sorex araneus Almindelig spidsmus
Som dens navn antyder, er denne art vidt udbredt, ja faktisk er den et af de almindeligste pattedyr i Nordeuropa. Den lever i skove, krat og græsklædte områder, fra England mod øst til det sydlige centrale Sibirien og Mongoliet, samt fra det nordlige Skandinavien mod syd til Pyrenæerne og det nordlige Grækenland.

Den kendes fra vandspidsmusen på sin mindre størrelse, brunlige ryg og grålige bug.

I den herlige bog The Naming of the Shrew (2014) skriver den engelske forfatter John Wright: “Det kan lyde utroligt, men indtil fornylig havde spidsmus et yderst frygtindgydende ry. Deres bid blev sammenlignet med bid af en edderkop – araneus på latin. Både Aristotles1 og Plinius2 skrev om dens giftige natur, og denne tro overlevede ned gennem århundrederne og blev stedse stærkere, efterhånden som tiden gik. Den almindelige mening blev smukt fremsat af præsten Topsell3 i hans værk fra 1600-tallet History of Four-footed Beasts and Serpents: ‘Det er et grådigt væsen, der fører sig frem som blid og tam, men hvis man rører den, bider den dybt og dens gift medfører døden. Den har et ondt sindelag og ønsker at skade alt muligt; den elsker intet andet væsen, og intet andet væsen elsker den, fordi den frygtes af alle.’

Ikke at et bid blev betragtet som nødvendigt for spidsmusen at udføre sin onde gerning. I 1538 skrev Elyot4: ‘Mus araneus, en slags mus, der kaldes for spidsmus, som, hvis den går hen over et andet væsens ryg, forårsager, at det bliver lammet i rygraden’.”

 

1Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

2Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

 

3Den engelske præst og forfatter Edward Topsell (ca. 1572-1625).

 

4Den engelske diplomat og lærde Thomas Elyot (ca. 1496-1546), i værket The Dictionary of syr Thomas Eliot knyght.

 

 

Vandspidsmus (øverst) og almindelig spidsmus, bidt ihjel af katte og efterladt på en gårdsplads, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Suidae Svin
Medlemmerne af denne familie, som omfatter 18 eller 19 arter, er udbredt i Europa, Asien og Afrika. Nogle autoriteter anerkender tamsvinet som en særskilt art, Sus domesticus, mens andre betragter det som en underart af vildsvinet (nedenfor).

Tamsvinet er omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

Sus scrofa Vildsvin
Denne art er udbredt i et kæmpestort område, i næsten hele Europa samt fra Nordafrika gennem Mellemøsten og Centralasien til Japan, og derfra mod syd til Sri Lanka, Filippinerne, Sumatra og Java. Den er også blevet indført andre steder, først og fremmest USA, Australien og Ny Guinea.

Jeg havde engang en hårrejsende oplevelse med et vildsvin, se Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

En morsom episode med vildsvin er gengivet på siden Natur-citater, beskrevet af den kendte jæger og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955).

 

 

Gravespor efter vildsvin, som formentlig ledte efter rødder eller rodfrugter, De Hoge Veluwe Nationalpark, Holland (øverst), samt nær Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Talpidae Muldvarpe m.fl.
Muldvarpe, spidsmus-muldvarpe og desmaner er insektædere, som har tilpasset sig et liv under jorden, hvor de lever af orme og andre hvirvelløse dyr. De omfatter 19 slægter med omkring 60 arter, og de findes praktisk talt over hele den nordlige halvkugle.

Muldvarpe findes undertiden døde, formodentlig slået ihjel af ræve, hunde eller katte. Da de ikke bliver ædt, må man formode, at de ligesom spidsmus smager dårligt.

I 1989 skrev tyskeren Werner Holzwarth (født 1947) en fantastisk børnebog, Vom kleinen Maulwurf, der wissen wollte, wer ihm auf den Kopf gemacht hat, illustreret af Wolf Erlbruch (født 1948). Den udkom på dansk i 1991 med titlen Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Den handler om en muldvarp, der stikker hovedet op af sit hul og bliver overdænget med lort, hvorefter den går ud i søgen efter gerningsmanden. Læs den og mor dig kosteligt!

 

Mogera insularis Formosa-muldvarp
Taksonomisk er denne art blevet kastet en del rundt, siden den blev beskrevet i 1863 af den engelske diplomat og naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877). Oprindeligt blev den døbt Talpa insularis, men blev senere betragtet som en underart af La Touche’s muldvarp (i dag kaldt for Mogera latouchei), der lever på det kinesiske fastland og i den nordlige del af Vietnam. På et tidspunkt blev Formosa-muldvarpen sammen med muldvarpe fra øen Hainan omdøbt til Mogera insularis. I dag betragtes Hainan-muldvarpene dog som en separat art, M. hainana, og desuden er muldvarpe fra Taiwans vestlige lavland blevet udskilt som en særskilt art, Kano’s muldvarp (M. kanoana).

 

 

Død Formosa-muldvarp, Guanxi, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Talpa europaea Europæisk muldvarp
Dette velkendte dyr er udbredt fra Skotland, Danmark, det sydlige Sverige og det sydlige Finland mod syd til det sydlige Frankrig, det nordlige Italien, samt den nordlige del af Balkan, mod øst til det vestlige Sibirien.

 

 

Død muldvarp i sit bo, Jægersborg Dyrehave, Sjælland (konstrueret situation). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muldvarpeskud, mark nær Kongsø Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dette tilfælde har en muldvarp formået at presse jord op tværs over en hård skovvej, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland – et vidnesbyrd om, at muldvarpe er særdeles stærke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ursidae Bjørne
Denne lille familie omfatter 8 arter, som er udbredt i Europa, Asien, Nord- og Sydamerika, samt Arktis. Mange steder er bjørnene forsvundet eller er blevet yderst sjældne, bl.a. i Europa, Sydøstasien, Korea, Kina og Taiwan, da de skydes illegalt for at forsyne østasiatiske markeder med ingredienser til fremstilling af traditionel medicin, samt til bjørnepote-suppe. Mere om dette emne findes på siden Menneskets dårskab.

 

Melursus ursinus Læbebjørn
Denne bjørn er vidt udbredt på det indiske subkontinent, fra Rajasthan, det sydlige Nepal og Bhutan mod syd til Sri Lanka. southwards to Sri Lanka. Den er dog gået meget tilbage i de senere år, da mange af dens levesteder er blevet opdyrket. Dens føde er overvejende frugter, myrer og termitter. Det danske navn skyldes artens lange underlæbe, en tilpasning til at suge insekter op.

 

 

Spor af læbebjørn på en sandet vej, Anshi Nationalpark, Karnataka, Indien. Bemærk de separate mærker efter denne bjørns særdeles lange kløer. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ursus americanus Amerikansk sortbjørn
Denne mindre art er vidt udbredt i Nordamerika, fra Alaska og det nordlige Canada mod syd til det centrale Mexico. På grund af færre områder med egnede levesteder er arten blevet noget af et problem i forstadsområder i mange egne af USA, hvor den leder efter spiseligt i skraldespande og andre steder.

 

 

Denne unge af amerikansk sortbjørn æder frø fra en kogle af sukkerfyr (Pinus lambertiana), Sequoia Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ekskrementer af amerikansk sortbjørn, Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada (øverst), samt Okefenokee Swamp, Georgia. Begge indeholder ufordøjede fyrrekærner. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ursus arctos Brun bjørn
Denne store bjørn, som er opdelt i 10 underarter, er udbredt i mange områder i den nordlige og centrale del af Eurasien, samt i det nordvestlige Nordamerika. Størrelsen varierer kolossalt mellem de forskellige underarter, og voksne dyr kan veje mellem 80 og 600 kg. Pelsens farve varierer også og kan være mørkebrun, gulligbrun, rødlig eller cremefarvet.

 

 

Spor af brun bjørn, underarten collaris, på en sandstrand, Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ursus thibetanus Kravebjørn
Førhen var denne art, der tidligere blev benævnt Selenarctos thibetanus, vidt udbredt i Asien, men illegal jagt har bevirket, at der i dag kun findes spredte bestande i Iran, Afghanistan, Pakistan, Himalaya, Sydøstasien, Kina, Taiwan, Korea og Japan, samt Ussuriland i det sydøstlige Sibirien.

 

 

Kravebjørn, fotograferet i den zoologiske have i Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ekskrementer af kravebjørn, indeholdende hår og bensplinter, Ghunsa-dalen (øverst), samt Sagarmatha Nationalpark, begge i det østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien, har en kravebjørn gravet efter rødder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kradsemærker af kravebjørn på stammen af en Himalaya-birk (Betula utilis), Great Himalayan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viverridae Civetter
Denne familie, som omfatter civetter, palmemårer og genetter, består af 15 slægter med 38 arter, udbredt i Afrika, Sydeuropa, samt varmere egne af Asien.

 

Civettictis civetta Afrikansk civette
Denne art, som tidligere blev kaldt for Viverra civetta, er vidt udbredt i krat og sekundær skov i Afrika syd for Sahara. Den er ret almindelig, men trues stedvis af jagt, samt indsamling af dyr, som holdes i fangenskab med henblik på produktion af civetone til parfumeindustrien.

Afrikansk civette lægger ofte sine ekskrementer på særlige steder, hvor der efterhånden dannes store bunker af gødning, kaldt ‘toiletter’.

 

 

Ekskrementbunke af afrikansk civette, observeret nær byen Samfya i det nordlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paguma larvata ssp. tytleri Andamansk palmemår
Som dens navn fortæller, er denne underart af den sydøstasiatiske maske-palmemår begrænset til øgruppen Andamanerne nær Myanmar. Måske blev den i sin tid indført af indvandrende negrito-folkeslag som kæledyr og er så siden blevet forvildet.

Naturen på Andamanerne er indgående beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

Ekskrementer af andamansk palmemår, indeholdende frugter af en palmeart, John Lawrence Island, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugle

 

 

En rovfugl (vandrefalk eller duehøg) har ædt størsteparten af denne krikand (Anas crecca), Tved Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apodidae Sejlere
Denne familie indeholder omkring 19 slægter og 113 arter af hurtigtflyvende fugle, som fanger insekter i luften. Overfladisk minder de om svaler, men er ikke engang fjernt beslægtet med dem, og ligheden skyldes konvergent udvikling på grund af deres ensartede levevis.

På denne side omtales sejlere i afsnittet Chiroptera ovenfor.

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

Familienavnet kommer af latin fringilla (‘finke’), afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Chloris chloris Grønirisk
Denne finke er udbredt i hele Europa med undtagelse af Island, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Irak og det nordlige Iran.

 

 

Hyben af rynket rose (Rosa rugosa) er et populært fødeemne for grønirisker. Billedet er fra Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne kosmopolitiske familie rummer 22 slægter med omkring 100 arter. Et stort udvalg af arter er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Måger, terner og saksnæb.

 

 

Spor af store måger, enten sølvmåge (Larus argentatus) eller svartbag (L. marinus), omkring en død unge af spættet sæl (Phoca vitulina), Vangså Strand, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chroicocephalus ridibundus Hættemåge
Denne lille måge yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

Gennem hundreder af år har Hirsholmene, en øgruppe i det nordlige Kattegat, huset tusindtallige fuglekolonier, bl.a. hættemåger, der her ses over kolonien i solnedgang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinduerne i et observationstårn nær hættemåge-kolonien på Hirsholmene har fået deres rigelige andel af mågeklatter. En hættemåge står på rækværket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus argentatus Sølvmåge
Sølvmågen blev førhen betragtet som en cirkumpolar art, opdelt i et antal underarter. I dag er den imidlertid opdelt i adskillige arter, og sølvmågen i snæver forstand er begrænset til det nordvestlige Europa, fra Island, Nordnorge og det nordvestlige Rusland mod syd langs kysterne af Østersøen, Nordsøen og Atlanterhavet til det sydlige Frankrig.

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Det er velkendt, at måger kan kaste muslinger ned på hårde underlag, hvor skallen revner, og fuglen kan gøre sig til gode med indholdet.

 

 

Knækkede skaller af blåmusling (Mytilus edulis) på brosten, kastet af sølvmåger, Nyborg. Planterne er fliget vejbred (Plantago coronopus) og bidende stenurt (Sedum acre). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 42 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. Nogle taksonomer inddeler disse fugle i tre slægter: 22 arter af hovedsagelig større fugle i slægten Phalacrocorax, 15 arter af hovedsagelig mellemstore fugle i slægten Leucocarbo, samt 5 arter af små fugle i slægten Microcarbo. Antallet af slægter i familien er imidlertid genstand for nogen diskussion.

Adskillige skarvearter er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, Fugle i USA og Canada, samt Fiskeri.

 

Phalacrocorax carbo Storskarv
I 1800-tallet blev denne fugl forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Omkring 1970 blev arten fredet mange steder og vendte snart talstærkt tilbage. I dag er den meget almindelig i Europa.

Slægtsnavnet kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), mens slægtsnavnet carbo er latin for ’kul’. Det latinske navn betyder således ’den kulsorte skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven i yngletiden. Issen er dog fjerklædt, så navnet er noget misvisende. Et gammelt dansk navn på arten er iøvrigt søravn, hvilket dels kan forstås nedsættende, dels hentyde til dens sorte farve.

 

 

Skarvernes gødning er ætsende, og de fleste planter, som vokser under en skarvekoloni, visner og dør. Disse ramsløg (Allium ursinum) i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, er blevet dækket af et moderat lag af gødning og vil måske overleve. Ramsløg er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette træ nær Les Grangettes, Geneve-søen, Schweiz, der fungerer som nattesæde for overvintrende skarver, er fuldstændig hvidt af fuglenes gødning. I baggrunden ses en motorvej. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Alectoris chukar Chukar
Denne lille hønsefugl er nært beslægtet med den europæiske stenhøne (A. graeca). Den er udbredt fra Tyrkiet og Egypten mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, men er også blevet indført som jagtobjekt til talrige andre lande, hvor den adskillige steder har dannet forvildede bestande, bl.a. i USA og New Zealand.

 

 

Denne tillidsfulde chukar blev fotograferet på en campingplads i Capitol Reef National Monument, Utah, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af chukar i sand, Ulley Topko, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophophorus impejanus Glansfasan
Denne pragtfulde hønsefugl er udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til Bhutan. Den er Nepals nationalfugl, lokalt kaldt danfe, eller ofte benævnt ’fuglen med de ni farver’ på grund af kokkens farvestrålende fjerdragt, der i solskin glitrer i alle regnbuens farver. Hunnens fjerdragt er brunlig og kraftigt stribet, med en lys plet på struben. Den har nøgen blå hud omkring øjnene.

Denne art er også officiel statsfugl i Uttarakhand, Nordindien, hvor den kaldes monal.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

Som det gælder for mange andre hønsefugle, er kødet af glansfasan velsmagende, og af denne grund er den efterstræbt mange steder. Den er dog stadig vidt udbredt, og i Khumbu-området i det østlige Nepal er den meget almindelig, idet de lokale sherpaer er buddhister og således imod at slå dyr ihjel. Så selv om glansfasanerne gør nogen skade ved at grave sherpaernes kartofler op og æde dem, bliver de ikke forfulgt.

 

 

En glansfasan-kok overskuer sit territorium fra en klippe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af glansfasan i sne, Dodi Tal, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af for Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i de polare regioner. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

 

Tuer af rød skovmyre (Formica rufa), ødelagt af spætter, formodentlig grønspætte (Picus viridis) eller sortspætte (Dryocopus martius), Gludsted Plantage (øverst) og Store Hjøllund Plantage, begge i Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Død gran, hakket af en spætte, formodentlig sortspætte, Gludsted Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Granstubbe, hakket af spætter, formodentlig enten stor flagspætte (Dendrocopos major) eller sortspætte, Store Hjøllund Plantage (øverst), samt Gludsted Plantage. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocopos hyperythrus Brunbuget flagspætte
Denne art er hjemmehørende fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til Kina og Sydøstasien.

På grund af dens vane med at hakke huller i barken af træer og drikke den udsivende saft mente man førhen, at den tilhørte samme slægt som de nordamerikanske saftspætter, Sphyrapicus, der søger føde på en lignende måde. Den brunbugede flagspætte er imidlertid en ægte Dendrocopos-art, og den ensartede fødesøgning er et eksempel på konvergent udvikling.

 

 

På et tidspunkt har en brunbuget flagspætte hakket talrige huller i stammen af denne Lyonia ovalifolia, som siden har kastet barken. – Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocopos major Stor flagspætte
Denne art er vidt udbredt, fra det nordlige Sverige, Finland og Rusland mod syd til det nordvestlige Afrika, Kaukasus og Alborz-bjergene i Iran, og fra de Britiske Øer mod øst til Kamchatka, Japan og Kina.

De fleste bestande er standfugle, men de nordligste er dog trækfugle. Nogle fugle strejfer langt uden for det normale udbredelsesområde, somme tider så langt bort som til Nordamerika.

 

 

Portræt af stor flagspætte, Vråby Plantage, Rømø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Granstub, behandlet af en fødesøgende stor flagspætte, Ravn Sø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Værksted’ af stor flagspætte i stammen af et gammelt æbletræ, Fyn. Spætten har kilet en hasselnød fast i en sprække og åbnet den. Bemærk den flossede bark, som er et resultat af spættens brug. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I stammen af denne henfaldende birk har en stor flagspætte presset grankogler fast, hvorefter den har halet frøene ud. – Tofte Sø, Himmerland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dryocopus martius Sortspætte
Den store sortspætte er udbredt fra Spanien, Frankrig og Skandinavien mod øst gennem det asiatiske taiga-bælte til Kamchatka, Japan og Kina, med isolerede forekomster i Kaukasus og Alborz-bjergene i Iran. I de senere år har den bredt sig i Jylland, men er stadig fåtallig på Øerne.

 

 

Fyrretræer, behandlet af sortspætte, Småland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dryocopus pileatus Amerikansk sortspætte
Denne nære slægtning til sortspætten er udbredt tværs over det sydlige Canada samt i den østlige halvdel af USA, mod syd til Texas og Florida, og tillige langs Stillehavskysten mod syd til Californien.

Artsnavnet pileatus hentyder til den iøjnefaldende top hos denne art, af latin pilleus (‘kalot’) og atus (‘ligner’), således ‘med en kalot-lignende (top)’.

 

 

Denne han af amerikansk sortspætte fouragerer på jorden, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. Hunnen har sort skægstribe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk bøg (Fagus grandifolia) med redehul af amerikansk sortspætte, Kenoza Lake, Haverhill, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne træstamme er blevet behandlet af en fødesøgende amerikansk sortspætte, Eagle Lake, Acadia National Park, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanerpes formicivorus Agernspætte
En almindelig fugl fra Californien sydpå gennem Mexico og Mellemamerika til det nordlige Columbia.

Som dens navn fortæller, er agern det vigtigste fødeemne for denne art, som har en interessant metode til opbevaring af agern som vinterforråd. Den hakker utallige små huller ind i barken på levende eller døde træer, hvorpå den stopper et agern ind i hvert af hullerne.

 

 

Denne agernspætte har udhugget sit redehul i stammen på en palme i Santa Rosa Plateau Ecological Reserve, Californien, og omkring redehullet har den hakket talrige små huller til opbevaring af agern. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie (Muscicapidae).

 

Turdus merula Solsort
Solsorten er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

 

En solsort har ædt af dette æble, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus pilaris Sjagger
Denne store drossel yngler i krat og åbne skove, fra Nord- og Centraleuropa mod øst gennem taiga-bæltet til det østlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Bestandene i Skandinavien og Sibirien er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten.

Denne arts navn kommer af dens kald, der lyder som sjag-sjag.

Den er ret ny som dansk ynglefugl, idet den indvandrede i 1960. Siden har den bredt sig til det meste af landet, men er mest almindelig i Nordsjælland og Nordvestjylland, samt på Bornholm. Den er gået noget tilbage i de senere år, og i 2011 ynglede kun omkring 500 par. (Kilde: dofbasen.dk/ART/art.php?art=11980)

I milde vintre overvintrer en del sjaggere i Danmark, hvor en stor del af deres føde udgøres af bær og frugter. Jeg tilbragte den umådeligt kolde december 1981 i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord (se mere herom på siden Naturreservatet Vorsø: Vorsø i mit hjerte, samt Sølvregn). Enkelte sjaggere, som var ikke kommet af sted sydpå, gik en hård tid i møde. Jeg iagttog dem æde bl.a. frosne hyben, som sikkert ikke har givet ret meget mere energi, end fuglene anvendte på at optø dem.

 

 

I en periode med hård frost fungerer denne trykvandskilde i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, som drikkeplads for sjaggere. Fuglene har efterladt ekskrementhobe, som er farvet rødlige af hyben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ubestemte fugle

 

 

Vadefuglespor i sand, Maspalomas, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Krybdyr

 

Cheloniidae Havskildpadder
Ud af verdens 8 arter af havskildpadder tilhører de 7 denne familie. Den ottende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som danner en særskilt familie, Dermochelyidae.

Alle arterne er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

 

 

Selv om havskildpadden camouflerer selve redestedet efter æglægningen, afsløres det af hendes karakteristiske ’traktorspor’, her på øen Latham Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lepidochelys olivacea Olivengrøn ridley
Denne ret lille art, som bliver op til 75 cm lang, er den talrigeste blandt havskildpadderne. Den findes i alle varmere have og er særligt almindelig i Stillehavet og det Indiske Ocean. Den er berømt for sin spektakulære synkroniserede æglægning, som kaldes for arribada (spansk for ‘ankomst’), hvor tusinder af hunner samles på en strand for at lægge æg samtidigt. To af disse steder er Costa Rica og Odisha, østlige Indien.

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

Mine oplevelser med denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent.

 

 

Æglæggende olivengrøn ridley, Hikkaduwa, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor efter en æglæggende olivengrøn ridley, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Varanidae Varaner
Denne familie udgør en gruppe på omkring 80 arter af store, kød- og frugtædende firben i slægten Varanus, som er hjemmehørende i Afrika, Asien og Australien. Den rummer det største nulevende firben, Komodovaranen (V. komodoensis), som er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

 

Varanus salvator Båndvaran
Denne art, som kan blive over 2 m lang, lever oftest i nærheden af vand. Den er udbredt fra Sri Lanka og kystnære områder i det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien og videre sydpå til Indonesien. Normalt jager folk disse dyr bort, da de er notoriske plyndrere af hønsegårde, men hvor de lades i fred, bliver de ofte tillidsfulde.

Det latinske artsnavn, som betyder ‘frelser’, er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen.

 

 

Spor af båndvaran på en sandstrand, Pulau Kapas, Malaysia. Halespidsen har slæbt hen ad jorden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvirvelløse dyr

 

Brachyura Krabber

 

 

Disse bittesmå sandkugler på en sandstrand nær Tongxiao, vestlige Taiwan, er efterladt af små krabber, som har renset deres huller efter højvande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af talrige eremitkrebs danner mønstre omkring en nedfalden frugt på en sandstrand, Corcovado Nationalpark, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cicadiodeae Cikader

 

 

Tomme puppehylstre af cikader, Chingshuian Recreation Area, centrale Taiwan. Hylsteret på det nederste billede er inficeret af en svamp. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coleoptera Biller

 

I Oldtidens Egypten var Kefri en solgud, som man forbandt med gødningtrilleren, også kaldt skarabæ (Scarabaeus sacer). Denne bille blev betragtet som et helligt dyr, fordi den trillede kugler af gødning hen over jordoverfladen – en handling, der af egypterne blev tolket som et symbol på de kræfter, der bevæger solen hen over himlen. Gødningtrillere blev meget populære som amuletter og segl, kaldt skarab, og de var ofte afbildet på templer, gravsteder m.m.

I Afrika er gødningtrillere meget almindelige, og de ses ofte på forskellige typer gødning, hvoraf de former kugler, som de triller bort for at begrave dem og lægge æg i dem.

Som dreng var den kendte naturhistoriker og fredningsmand Gerald Durrell (1925-95) meget optaget af disse biller. Hans morsomme beretning er gengivet på siden Natur-citater.

 

 

En skarabæ har formet en kugle af elefantgødning og triller den nu af sted for at grave den ned og lægge æg i den, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gødningtrillere former kugler af zebragødning, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gødning, sikkert også af zebra, har ligeledes tiltrukket gødningtrillere, samt en grøn bille, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skildpaddebiller, underfamilien Cassidinae, er en stor gruppe på over 3000 arter, der minder om bittesmå skildpadder på grund af de forlængede for- og sidepartier af deres krop. De måler mellem 5 og 12 mm i længde, og larverne er tornede. Både voksne og larver æder blade, og nogle arter betragtes som skadedyr i landbruget.

En af slægterne i underfamilien er Cassida, der omfatter over 430 arter, udbredt i den Gamle Verden. Slægtsnavnet er afledt af latin cassis (‘metalhjelm’).

Japansk skildpaddebille (Cassida japana) er udbredt i Japan, Kina, Taiwan og Indokina.

 

 

Dette blad af en Achyranthes-art, observeret i Malabang National Forest, Taiwan, er blevet delvis ædt af japanske skildpaddebiller, hvoraf et eksemplar sidder på bladet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Alperne og andre bjergområder i Mellemeuropa støder man ofte på bevoksninger af grå hovblad (Adenostyles alliariae ), hvis blade er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af Oreina cacaliae, en metallisk grøn eller blå billeart, som tilhører bladbillefamilien Chrysomelidae. Larver af denne art lever næsten udelukkende på blade af grå hovblad, samt alpe-hestehov (Petasites paradoxus).

 

 

Disse blade af grå hovblad i Grossglockner-området, Østrig, er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af Oreina cacaliae. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stor egebuk (Cerambyx cerdo), som tilhører familien Cerambycidae, er vidt udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet. Der findes også en lille døende bestand i Halltorps Hage på Öland.

 

 

Stammen på denne døde stilkeg (Quercus robur) i Halltorps Hage er fyldt med ædegange af larver af stor egebuk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Der findes omkring 6000 arter af barkbiller, fordelt på ca. 220 slægter i Scolytinae, en underfamilie af Curculionidae.

 

 

Boregange fra larver af plettet askebarkbille (Hylesinus fraxini) grener sig ud fra moderbillens æglægningsgang på stammen af en ask (Fraxinus excelsior), Stenåsa, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Æglæggende hunner af elmebarkbiller (Scolytus) overfører ofte sporer af elmesygesvampen Ophiostoma til elmetræer (Ulmus). Denne sygdom er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

 

 

Grene af skovelm (Ulmus glabra) med boregange fra larver af elmebarkbiller, som grener sig ud fra moderbillens æglægningsgang. Træet er siden død af elmesyge. – Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

To sporrækker af biller krydser hinanden på en klit i Coral Pink Dunes State Park, Utah, USA. De stammer måske fra billen Coral Pink Sand Dunes tiger beetle (Cicindela albissima, nederste billede), som er endemisk for dette område. Den tilhører familien løbebiller (Carabidae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Klitter med sporrækker efter biller, Maspalomas, Gran Canaria (øverst), samt Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Formicidae Myrer

 

Bladskærermyrer af slægten Atta omfatter omkring 17 arter i underfamilien Myrmicinae, som er udbredt fra det sydlige USA mod syd til det sydlige Sydamerika.

Disse myrer er berømte for at holde underjordiske ‘haver’, hvor de dyrker en svamp af familien Lepiotaceae. Ved hjælp af deres kæber skærer de bladstumper af planter, som derefter bæres hjem til boet, hvor de anvendes som næring for denne svamp. Myrerne holder svampen sund ved at fjerne mug og parasitter fra den. På myrerne vokser bakterier, som udskiller kemiske stoffer, der virker som pesticider. Myrerne er i stand til at sanse, hvis en bestemt plante er giftig for svampen, og i så fald indsamler de den ikke mere.

Svampen anvendes som føde for myrelarverne, mens de voksne myrer lever af plantesaft. Larverne behøver svampen for at overleve, mens svampen er afhængig af myrerne for at overleve – et perfekt eksempel på symbiose.

Boet, der kan være op til 7 m dybt, er placeret på en sådan måde, at en brise kan fjerne farlig kuldioxid, der udskilles af svampen. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Leafcutter_ant)

 

 

Bladskærermyrer, Atta cephalotes eller A. columbica, skærer stumper af et Heliconia-blad, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladskærermyrer vandrer i kolonne hjem til boet med bladstumper hævet over ryggen som faner, Peninsula de Osa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette blad af Gunnera insignis er blevet grundigt beskåret af bladskærermyrer, Volcán Poás Nationalpark, Cordillera Central, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lepidoptera Sommerfugle og natsværmere

 

Stor kålsommerfugl (Pieris brassicae) er almindelig i hele Europa, Nordafrika og Asien, mod øst til Himalaya. Som dens latinske artsnavn antyder, er larver af denne art især tilknyttet forskellige arter af kål (Brassica).

 

 

Her suger et individ af Himalaya-underarten nepalensis af stor kålsommerfugl nektar af mælkebøtte-blomster nær søen Deepak Tal, beliggende i ca. 3800 meters højde i Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Larver af stor kålsommerfugl sidder klumpet sammen på en broccoli-stængel, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidkålshoved, kraftigt begnavet af larver af stor kålsommerfugl, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne amerikanske olieplante (Ricinus communis) har mistet næsten alle bladene på grund af angreb af larver af sommerfuglearten Ariadne ariadne, Taichung, Taiwan. Denne art er beskrevet på siden Hyldest til farven gul, mens olieplanten er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rovdyr-ekskrementer tiltrækker mange insekter, som suger næring eller væde fra dem.

 

 

Disse ekskrementer blev efterladt af et uidentificeret rovdyr på bakken Phnom Kbal Spean, nær Angkor Wat, Cambodia. De har tiltrukket sommerfugle, bl.a. køllesværmere og en blåfugl af en af slægterne Cheritra eller Ticherra, samt græshopper og spyfluer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spindemøl af slægten Yponomeuta, som tilhører familien Yponomeutidae, omfatter over 100 arter, hvoraf nogle er alvorlige skadedyr på afgrøder. Benvedspindemøl (Yponomeuta cagnagella) er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Spindelvæv.

 

 

Larver af benvedspindemøl har ædt alt løvet på denne benved (Euonymus europaeus), Hørret Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ædegange fra larver af minérmøl i et blad af kurvplanten Crassocephalum crepidioides, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne sommerfuglelarve har trukket en sporrække på en klit ved Dueodde, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ubestemte insekter

 

 

Blade af tropisk mandeltræ (Terminalia catappa), delvis ædt af insekter, vestlige Taiwan. Billeder af denne arts pragtfulde vinterløv er vist på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Insekter har ædt størstedelen af dette blad af en Smilax-art, hvorved der er fremkommet et markant mønster, Erbensung, Shei-pa Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hos mange plantearter er blade og blomster rullet op, mens de er unge. Hvis de på dette tidspunkt angribes af insektlarver, som gnaver igennem ‘rullen’, vil de have markante mønstre, når de foldes ud. Tre eksempler er vist nedenfor.

 

 

Taiwan-banan (Musa formosana), Malabang National Forest, Hsinchu, Taiwan. Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blå tragtsnerle (Ipomoea nil), Taichung, Taiwan. Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Snerler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kanna-arten Canna indica, Sanyi, Taiwan. Denne art er beskrevet på siden Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse blade, alle fotograferet i Østjylland, er blevet delvis ædt af insekter, fra oven dunbirk (Betula pubescens), peberrod (Armoracia rusticana) og ahorn (Acer pseudoplatanus). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blad af skovelm (Ulmus glabra), delvis ædt af insekter, Suserup Skov, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blade af rød hestehov (Petasites hybridus), delvis ædt af insekter, Æbleskov syd for Nyborg, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bløddyr

 

 

Kæmpestøvbold (Calvatia gigantea), delvis ædt af snegle, Fyn. Denne art er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slimspor efter snegle på en betonflise, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slimspor efter sort skovsnegl (Arion ater), Rørbæk Sø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pæleorme kaldes undertiden for Teredo-orme, afledt af oldgræsk teredon (‘træorm’). De er marine bløddyr, som tilhører familien Teredinidae, en gruppe af skaldyr med en lang, blød, nøgen krop. De er kendt for at bore huller i træ, som er nedsænket i saltvand, bl.a. skibe, drivtømmer, samt moler og andre havneanlæg. I den ene ende har de et par meget små skaller, hvormed de rasper vej gennem træet og efterlader en tunnel, hvis vægge er beklædt med et tyndt kalklag.

Førhen var disse dyr frygtet blandt søfolk, da de med tiden var i stand til at destruere hele skibe.

 

 

Drivtømmer med talrige borehuller efter pæleorme, Tortuguero, Limón, Costa Rica. Bemærk kalkvæggene i nogle af tunnelerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mikro-organismer

 

Dipterocarpus alatus er et stort stedsegrønt skovtræ, som bliver op til 40 m højt, til tider 55 m. Det er udbredt i tropiske egne af Asien, fra Bangladesh mod øst gennem Sydøstasien til Filippinerne. Denne art er et af de vigtigste tømmertræer i Tropisk Asien. Vilde bestande er stærkt truede af tab af levesteder, og på IUCNs liste over truede arter er dette træ angivet som truet.

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord di (‘to’), pteron (‘vinge’) og karpos (‘frugt’), hvilket hentyder til frøene, der er forsynet med to store vinger. Et billede af en sådan frugt kan ses på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

Dette nedfaldne blad af Dipterocarpus alatus, observeret ved Angkor Thom, Cambodia, er blevet næsten fuldstændig ædt af mikro-organismer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet marts 2019)

 

(Sidst revideret maj 2024)