Fugle i Chile

 

 

Sorthalset svane (Cygnus melancoryphus), Laguna El Peral. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Atacama-måge (Leucophaeus modestus), Pan de Azucar National Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af gråhovedet Andesfinke (Phrygilus gayi) æder frø, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Billederne på denne side blev taget under et månedlangt ophold i Chile januar 2011, i selskab med Lars Skipper.

 

 

Besøgte fuglelokaliteter

 

Salar de Atacama
Dette område udgør en del af det kæmpestore Reserva Nacional Los Flamencos, der dækker 7 sektorer i Atacama-ørkenen, i alt et areal på 740 km2. Salar de Atacama er den største saltflade i Chile, omkring 100 km lang og 80 km bred, beliggende ca. 55 km syd for byen San Pedro de Atacama. Området har ingen udløb, og vandet er ekstremt salt. Her observerede vi Andes-flamingo (Phoenicoparrus andinus), puna-flamingo (Phoenicoparrus jamesi), Andes-klyde (Recurvirostra andina), samt Bairdsryle (Calidris bairdii).

 

 

Andes-flamingoer (Phoenicoparrus andinus) søger føde, Laguna de Chaxas, Salar de Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lagunas Miscanti y Miniques
Disse pragtfulde søer, som også udgør en del af Reserva Nacional Los Flamencos, ligger lige syd for Salar de Atacama, i et dramatisk bjergområde, domineret af vulkanen Miñiques og bjergkæden Cerro Miscanti. Engang var der kun en enkelt sø, men under et udbrud af Miñiques løb en mængde lava ned og dannede en barriere mellem de to nuværende søer.

I disse søer observerede vi Andesmåge (Chroicocephalus serranus).

 

 

Laguna Miscanti og vulkanen Miniques. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pan de Azucar Nationalpark
Denne park, som ligger ved kysten nord for byen Chanaral, dækker et areal på 438 km2. Det er et meget tørt område, som modtager størsteparten af nedbøren i form af havgus. Parken er opkaldt efter en af områdets bakker, Monte Pan de Azucar (‘Sukkertop-bjerget’), som har navn efter sin koniske form, der minder om en gammeldags sukkertop.

I dette område observerede vi et stort antal kystfugle, bl.a. kyst-cinclodes (Cinclodes nigrofumosus), skarvmåge (Larus belcheri), Atacama-måge (Leucophaeus modestus), amerikansk saksnæb (Rynchops niger), samt Peru-pelikan (Pelecanus thagus).

 

 

Eulychnia iquiquensis er en almindelig kaktusart i Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Llanos de Challe Nationalpark
Endnu en kystnær park i Atacama-ørkenen, beliggende nær byen Carrizal Bajo. I lighed med Pan de Azucar modtager dette tørre område størsteparten af nedbøren i form af havgus. I denne park observerede vi almindelig minør (Geositta cunicularia) samt forskellige vandfugle, bl.a. sorthalset svane (Cygnus melancoryphus), gulpandet blishøne (Fulica armillata) og Hudson-spove (Numenius hudsonicus).

 

 

Lars vasker op i havvand, Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Valle del Encanto
‘Den Fortryllede Dal’ ligger i en ravine omkring 20 km vest for byen Ovalle. I 1946 opdagede man, at dette område indeholdt forskellige arkæologiske rester fra El Molle-kulturen (ca. 300-700 e.Kr.), bl.a. helleristninger og piktogrammer, samt nogle spor fra jægere, der levede omkring 2000 f.Kr.

Dalen er en grøn oase i et ellers meget tørt landskab, hvis vegetation domineres af en stor kaktusart ved navn copao (Eulychnia acida). I dette område observerede vi pragtvåge (Geranoaetus polyosoma), Chilensk spottedrossel (Mimus tenca), diuka-finke (Diuca diuca) samt sydlig vibe (Vanellus chilensis).

 

 

Stor bevoksning af copao, Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

La Campana National Park
Et område på omkring 80 km2 med tør kratskov, beliggende omkring 60 km nordvest for Santiago. Her observerede vi kæmpekolibri (Patagona gigas).

 

 

Kratskov, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Embalse El Yeso
En kæmpestor kunstig sø, beliggende i Andes omkring 60 km sydøst for Santiago. I græsklædte arealer nær dette reservoir observerede vi et sort antal fuglearter, bl.a. diadembrokfugl (Phegornis mitchellii), gråbrystet bjergløber (Thinocorus orbignyianus), okkernakket jordtyran (Muscisaxicola flavinucha), skællet jordkryber (Upucerthia dumetaria) og brunvinget cinclodes (Cinclodes fuscus).

 

 

Bjerge nær Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Monumento Natural El Morado
Et beskyttet område med gletschere og gletschersøer, beliggende omkring 93 km sydøst for Santiago. Fuglelivet er ikke specielt rigt. Vi observerede orangebåndet minør (Geositta rufipennis), skællet jordkryber (Upucerthia dumetaria), gråhovedet Andesfinke (Phrygilus gayi), samt hvidbrynet jordtyran (Muscisaxicola albilora).

 

 

Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Reserva Nacional Altos de Lircay
Dette naturreservat, som dækker ca. 120 km2, ligger omkring 80 km sydøst for byen Talca. Den rummer 3 større floder, Claro samt to af dennes bifloder, Lircay og Blanquillo.

Reservatet er levested for 7 ud af de 10 arter af sydbøge (Nothofagus), som findes i Chile, samt for adskillige sjældne og truede dyrearter, bl.a. patagonsk parakit (Cyanoliseus patagonus) og Molina’s langsnudede stinkdyr (Conepatus chinga). Vi så kun få fuglearter i dette område, deriblandt hvidstrubet træjæger (Pygarrhichas albogularis) og blågrå Andesfinke (Geospizopsis unicolor).

 

 

Skov af roble (Nothofagus obliqua), Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Conguillio Nationalpark
Denne store park, som dækker 608 km2, ligger i Andes ca. 70 km øst for byen Temuco. Det er et område med vilde bjerge, deriblandt vulkanen Llaima, samt et antal søer. Parken rummer store skove af Araucaria araucana og Nothofagus-arter. Dens navn kommer af et Mapuche-ord, som betyder ‘vand med Araucaria-frø’.

Disse skove er ikke særlig fuglerige. Vi observerede magellanspætte (Campephilus magellanicus), chilensk guldspætte (Colaptes pitius), langnæbsparakit (Enicognathus leptorhynchus), almindelig minør (Geositta cunicularia), morgenværling (Zonotrichia capensis), samt skællet jordkryber (Upucerthia dumetaria).

I Laguna Captrén, en lille perle af en sø, observerede vi flyvende kæmpeand (Tachyeres patachonicus), gulnæbbet spidsand (Anas georgica ssp. spinicauda), andes-skarveand (Oxyura ferruginea), hvidvinget blishøne (Fulica leucoptera), og gråhovedet gås (Chloephaga poliocephala).

 

 

Lago Conguillio, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Laguna Captrén og vulkanen Llaima, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Huerquehue Nationalpark
Denne park, hvis navn udtales werkewe, ligger ved foden af Andes, omkring 145 km sydøst for Temuco. Den dækker et areal på 125 km2, der hovedsagelig består af tempereret regnskov.

I den lille Lago Chico observerede vi et par af bronzevinget and (Speculanas specularis) med ællinger.

 

 

Lago Tinquilco og vulkanen Villarrica, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugleliste
Teksten nedenfor er i store træk baseret på hjemmesiderne Wikipedia og ebird.org, etymologien ofte på The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Systematik og nomenklatur følger IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

 

Anatidae Andefugle
I øjeblikket rummer denne store familie 43 slægter med omkring 146 arter, udbredt over det meste af verden.

 

Cygnus Svaner
En slægt af 6 langhalsede fugle, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Genetisk forskning antyder, at den sydamerikanske coscorobasvane (Coscoroba coscoroba) ikke er en ægte svane, men er nærmere beslægtet med gæs eller gravænder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

Cygnus melancoryphus Sorthalset svane
Denne ret lille svaneart lever i søer, moser og laguner i Chile og det sydlige Argentina, inklusive Tierra del Fuego og Falklandsøerne. Om vinteren trækker den nordpå til Paraguay og Brasilien.

 

 

Sorthalsede svaner, Carrizal Bajo, Llanos de Challe Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthalset svane renser fjerdragt, Laguna El Peral. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chloephaga
En lille slægt med 5 gåsearter, som er begrænset til den sydlige del af Sydamerika, Falklandsøerne samt South Georgia. Slægtsnavnet er afledt af græsk khloe (‘frisk grønt græs’) samt phagein (‘at æde’).

 

Chloephaga poliocephala Gråhovedet gås
Denne temmelig store gås yngler i bjergegne i den sydligste del af Sydamerika og overvintrer i lavlandet en smule længere mod nord.

Artsnavnet er afledt af græsk polion (‘grå’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Et par af gråhovedet gås med gæslinger, Laguna Captrén, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Speculanas specularis Bronzevinget and
Denne art, den eneste i slægten, er begrænset til skovomkransede floder og søer i det centrale og sydlige Chile og tilstødende egne af Argentina. Ulig de fleste andre svømmeænder er kønnene ens.

Begge de latinske navne samt det danske navn hentyder til artens bronzefarvede vingespejl. Lokalt kaldes den undertiden for pato perro (‘hunde-and’), hvilket sigter til hunnens hæse gøende kald.

 

 

Par af bronzevinget and med ællinger, Lago Chico, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trochilidae Kolibrier
En stor familie af små fugle i den Nye Verden, omfattende 113 slægter med omkring 360 arter. De forekommer fra Alaska mod syd til Tierra del Fuego, langt størsteparten i tropiske områder.

 

Patagona gigas Kæmpekolibri
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er den største kolibri, som måler omkring 23 cm fra næbspids til halespids og vejer 18-24 g. Den er udbredt fra den sydligste del af Columbia mod syd langs Andes til det centrale Chile. Den undgår den tørre Atacama-ørken.

 

 

Kæmpekolibri, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rallidae Vandhøns
Vandhønsenes familie, der bl.a. omfatter rørhøns, blishøns, rørvagtler og rikser, er udbredt over det meste af kloden, opdelt i 41 slægter med i alt ca. 156 arter.

 

Gallinula Rørhøns
Denne slægt omfatter 6 arter, af hvilke de 3 er vidt udbredt, en enkelt art er begrænset til Gough Island i det sydlige Atlanterhav, mens de sidste to er udryddelsestruede eller måske allerede uddøde.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Gallinula melanops Hvidplettet rørhøne
Udbredt i Chile, Argentina, Uruguay, Paraguay, det sydlige Bolivia, samt det sydlige og østlige Brasilien, med en isoleret bestand i Colombia. Den kendes på grønt næb, skifergråt hoved og bryst, varm brun overside, samt brune flanker med hvide pletter.

 

 

Hvidplettet rørhøne, Laguna El Peral. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fulica Blishøns
Denne slægt rummer 10 arter, som er udbredt i hele verden med undtagelse af polar-regionerne.

 

Fulica armillata Gulpandet blishøne
En almindelig og vidt udbredt art, som lever i vådområder i lavlandet, bl.a. søer, damme, flodudløb og til tider i havet nær kysten. Den findes i Chile, Argentina og Uruguay, mod nord til de sydligste egne af Paraguay og Brasilien. Den kendes nemt på det gullige pandeskjold, der er adskilt fra det gule næb ved en rød stribe.

Det latinske artsnavn betyder ‘udsmykket med et armbånd’, hvilket sigter til en smal rød ring øverst på benet, som står i skarp kontrast til de gulgrønne fødder. Artens engelske navn red-gartered coot betyder ‘blishønen med rød sokkeholder’, hvilket også hentyder til denne ring.

 

 

Gulpandet blishøne, Carrizal Bajo, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulpandet blishøne bader, Carrizal Bajo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulpandet blishøne fodrer en unge med vandplanter, Carrizal Bajo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phoenicopteridae Flamingoer
Ordenen Phoenicopteriformes rummer kun denne ene familie, bestående af 6 arter i 3 slægter, Phoenicopterus med 3 arter, stor flamingo (P. roseus), Cariber-flamingo (P. ruber) og Chile-flamingo (P. chilensis), Phoeniconaias med en enkelt art, lille flamingo (P. minor), samt Phoenicoparrus med 2 arter, Andes-flamingo (P. andinus) og Puna-flamingo (P. jamesi).

Disse fugle yngler alle i store kolonier i lavvandede saltsøer, hvor de bygger høje reder af mudder. De er berømte for deres bemærkelsesværdige ‘danse’, hvor hundredevis af fugle marcherer tæt sammen, mens de drejer hovedet fra side til side.

Traditionelt er ibiser og skestorke, af familien Threskiornithidae, blevet betragtet som flamingoernes nærmeste slægtninge, men genetisk forskning har påvist, at deres nærmeste slægtninge er lappedykkere, hvor underligt det end må synes.

Det danske navn er afledt af spansk flamengo (‘flammefarvet’), hvilket sigter til disse fugles delvis karmoisinrøde fjerdragt.

 

Phoenicoparrus
En lille slægt med 2 arter, som er begrænset til de højere dele af Andes. Slægtsnavnet er afledt af græsk phoinix (‘karmoisinrød’), pteron (‘fjer’), og parra, et gammelt udtryk for en ildevarslende fugl. Hvorfor dette sidste ord er blevet påhæftet disse fugle, er svært at indse.

 

Phoenicoparrus andinus Andes-flamingo
Denne art er begrænset til et ret lille område i den sydligste del af Peru, det sydvestlige Bolivia, det nordøstlige Chile, samt det nordvestlige Argentina.

 

 

Andes-flamingo, Laguna de Chaxas, Salares de Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicoparrus jamesi Puna-flamingo
Denne fugl er begrænset til højereliggende egne af Andes i Peru, Chile og Bolivia, samt det nordvestlige Argentina. Den er mindre end Andes-flamingo, og næbbet er kortere, overvejende gult med sort spids, og mellem øjet og næbbet er den sort.

Man mente tidligere, at denne art var uddød, indtil en bestand blev fundet i en afsidesliggende egn af Andes i 1956. Det latinske artsnavn blev givet til ære for den britiske naturhistoriker Harry Berkeley James (1846-92), som studerede fuglelivet i Chile 1867-85. Det danske navn hentyder til artens levested i Puna de Atacama, et højtliggende plateau i Chile.

 

 

Puna-flamingo, Laguna de Chaxas, Salares de Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Haematopodidae Strandskader
Denne familie består af en gruppe vadefugle på 11 nulevende arter, alle tilhørende slægten Haematopus. De fleste af arterne lever langs kyster kloden rundt, med undtagelse af polar-regionerne samt visse tropiske områder i Afrika og Sydøstasien. Tre arter, strandskade (H. ostralegus), Sydø-strandskade (H. finschi) og Magellan-strandskade (H. leucopodus), yngler også på indlandslokaliteter. Kanarisk strandskade, der af nogle betragtes som en underart af den almindelige strandskade, af andre som en selvstændig art, H. meadewaldoi, uddøde omkring 1940.

Slægtsnavnet er afledt af græsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de knaldrøde ben hos den almindelige strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos den almindelige strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

Haematopus palliatus Amerikansk strandskade
En vidt udbredt art, som yngler langs Atlanterhavskysten, fra New England mod syd til det nordlige Mexico, samt fra det centrale Brasilien mod syd til det sydlige Argentina, og langs Stillehavskysten, fra Baja California mod syd til det sydlige Mexico, samt fra Ecuador mod syd til det sydlige Chile. Den er en almindelig vintergæst i Caribien og Mellemamerika.

 

 

Amerikansk strandskade, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Recurvirostra Klyder
Denne slægt, som rummer 4 arter, er udbredt i hele verden med undtagelse af polarområderne.

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos den almindelige klyde (R. avosetta), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Recurvirostra andina Andes-klyde
Denne markante art er standfugl i de højere egne af Andes, hvor den som regel yngler over 3500 meters højde. Den er udbredt fra det sydlige Peru mod syd til det centrale Chile, det vestlige Bolivia og det nordvestlige Argentina.

 

 

Andes-klyde, Laguna de Chaxas, Salares de Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Charadriidae Præstekraver, viber, hjejler, etc.
Denne familie af små til mellemstore vadere omfatter omkring 10 slægter med ca. 65 arter, udbredt i næsten hele verden, for langt størstedelens vedkommende i vådområder.

 

Vanellus Viber
Denne slægt rummer 24 arter af mellemstore vadefugle, som er udbredt over størsteparten af kloden. Slægtsnavnet er latin, diminutiv af vannus (‘vifte’), hvilket sigter til den snurrende lyd, som vingerne hos den almindelige vibe (V. vanellus) frembringer under parringsspillet. Det danske navn hentyder til denne arts stemme, et langtrukkent viib.

 

Vanellus chilensis Sydlig vibe
En almindelig og vidt udbredt art i hele Sydamerika, med undtagelse af tætte skove, de højeste dele af Andes, samt ørkenområderne langs vestkysten. I de senere år er arten ekspanderet mod nord til Mellemamerika samt nogle af øerne i Caribien. Den er nationalfugl i Uruguay.

 

 

Sydlige viber, Valle del Encanto, Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phegornis mitchellii Diadembrokfugl
Denne smukke vadefugl, som er det eneste medlem af slægten, findes meget lokalt i højere egne af Andes, hvor den lever i moser og græsklædte arealer samt langs søbredder og floder, i højder mellem 3500 og 5000 m. Vinteren tilbringes i lavere højder, omkring 2000 m. Arten er udbredt fra det centrale Peru mod syd til det sydlige Bolivia, det centrale Chile og det nordvestlige Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk phengos (‘lys’, ‘glød’) samt ornis (‘fugl’), hvilket sigter til artens pragt. Artsnavnet blev givet til ære for den engelske zoolog David William Mitchell (1813-59), som var sekretær for Zoological Society i London 1847-59.

 

 

Diadembrokfugl, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thinocoridae Bjergløbere
En lille familie af vadefugle, som lever i den sydlige del af Sydamerika. Disse fugle, der minder en del om sandhøns (Pteroclidae), er opdelt i to slægter, Attagis med 2 arter, rustbrun bjergløber (A. gayi) og hvidbuget bjergløber (A. malouinus), samt Thinocorus, ligeledes med 2 arter, gråbrystet bjergløber (nedenfor) og lille bjergløber (T. rumicivorus). De er usædvanlige blandt vadefugle ved at være vegetarianere.

 

Thinocorus orbignyianus Gråbrystet bjergløber
Denne art er udbredt fra det nordlige Peru langs Andes til det sydlige Argentina, hvor den lever i højalpine græslande og sumpe, samt på klippefyldte skråninger. Hannen har en tudende sang, som foredrages fra en høj eller hegnspæl, eller i parringsflugt.

 

 

Gråbrystet bjergløber han (øverst) og hun, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
Denne familie rummer omkring 15 slægter og ca. 95 arter af vadefugle, udbredt kloden rundt.

 

Numenius Regnspover
En slægt med 9 arter, karakteriseret ved deres lange, slanke, nedadbøjede næb. De yngler på den nordlige halvkugle og trækker til varmere egne om vinteren. To af arterne, tyndnæbbet spove (N. tenuirostris) og eskimospove (N. borealis) er sandsynligvis uddøde.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

Numenius hudsonicus Hudson-spove
En vidt udbredt og almindelig fugl, som yngler i subarktiske egne af Alaska og det nordlige Canada og tilbringer vinteren langs Amerikas tempererede, subtropiske og tropiske kyster, mod syd til Tierra del Fuego. Indtil fornylig blev den betragtet som en underart af lille regnspove (N. phaeopus).

 

 

Hudson-spove, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arenaria Stenvendere
En lille slægt med kun 2 arter, den vidt udbredte stenvender (nedenfor), samt sort stenvender (A. melanocephala), der yngler i det vestlige Alaska og tilbringer vinteren langs Stillehavskysten i USA.

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Arenaria interpres Stenvender
Denne mindre vadefugl er en almindelig ynglefugl i de fleste højarktiske områder, og tillige langs Østersøens kyster. Vinteren tilbringes langs tempererede, subtropiske og tropiske kyster verden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

Stenvendere hviler på kystklipper, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calidris
En slægt med 24 arter af mindre til meget små vadefugle, hvoraf de fleste yngler i højarktiske områder og tilbringer vinteren langs kyster kloden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Calidris alba Sandløber
Denne lille vader er en cirkumpolar ynglefugl, som forekommer i de fleste højarktiske områder. Vinteren tilbringes i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

Sandløbere hviler på kystklipper i selskab med en enkelt Atacama-måge (Leucophaeus modestus), Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fouragerende sandløbere, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris bairdii Bairdsryle
Denne lille fugl yngler i den nordlige tundra, fra det østlige Sibirien gennem Arktisk Amerika til Vestgrønland. Den tilbringer vinteren i Sydamerika.

Artsnavnet blev givet til ære for Spencer Fullerton Baird (1823-87), der arbejdede som naturhistoriker og assisterende sekretær i Smithsonian Institution.

 

 

Bairdsryle, Laguna de Chaxas, Salares de Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne kosmopolitiske familie består af 22 slægter med omkring 100 arter.

 

Rynchops Saksnæb
Disse bemærkelsesværdige fugle, der omfatter 3 arter, er udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika, samt i store dele af Nord- og Sydamerika. De er tilknyttet floder og kystområder. Navnet saksnæb hentyder til deres unikke næb, hvor undernæbbet er længere end overnæbbet. De flyver lavt over vandet med åbent næb, hvor undernæbbet ‘skummer’ overfladen, parat til lynhurtigt at smække i, når en lille fisk berører det.

De tre arter er vidt adskilte geografisk. Amerikansk saksnæb (nedenfor) lever i den Nye Verden, afrikansk saksnæb (R. flavirostris) i det centrale og sydlige Afrika, og indisk saksnæb (R. albicollis) i den nordlige del af det indiske subkontinent samt i Myanmar.

Egentlig er den korrekte stavemåde af slægtsnavnet Rhynchops, afledt af græsk rhynkhos (‘næb’) og ops (‘ansigt’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1755 beskrev amerikansk saksnæb, lavede han imidlertid en skrivefejl og angav navnet som Rynchops. Ifølge nomenklatur-reglerne skal det først publicerede navn anvendes.

 

Rynchops niger Amerikansk saksnæb
Denne art er vidt udbredt, idet den yngler langs Stillehavskysten fra Peru mod syd til det sydlige Chile, samt langs Atlanterhavskysten fra New England mod syd til den mexikanske grænse, samt fra Columbia mod syd til det centrale Argentina. Den er tillige vidt udbredt i indlandsområder i Sydamerika, specielt i Amazon-bækkenet og langs Orinoco-floden. De nordligste bestande trækker om vinteren mod syd til Caribien og Mellemamerika.

 

 

Amerikansk saksnæb, Pan de Azucar Nationalpark. På det øverste billede ses også Atacama-måge (Leucophaeus modestus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus serranus Andesmåge
Denne mellemstore måge yngler i Andes-bjergene i Chile, Argentina, Bolivia, Ecuador, Peru og Colombia. Den holder til langs floder, i søer og saltsumpe, samt på græsgange.

Artsnavnet er afledt af portugisisk serra (‘bjergkæde’).

 

 

Andesmåge, Lagunas Miscanti y Miniques, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leucophaeus
En lille slægt med 5 arter af mellemstore måger, udbredt i den Nye Verden, fra Canada mod syd til det sydlige Sydamerika. Indtil fornylig var de placeret i slægten Larus. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Leucophaeus modestus Atacama-måge
I mange år var denne arts yngleområde ukendt, indtil det i 1945 blev opdaget, at den ynglede i Chiles Atacama-ørken. Uden for ynglesæsonen strejfer den vidt omkring, til Ecuador, Peru, Colombia og Costa Rica, og den er endog blevet observeret så langt borte som Falklandsøerne, South Georgia og South Sandwich-øerne.

 

 

Atacama-måge, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus belcheri Skarvmåge
Denne måge er begrænset til et ret lille område langs Stillehavskysten, fra det nordlige Peru mod syd til det nordlige Chile, hvor den lever på klippefyldte kyster og afsidesliggende øer. Den ligner meget den vidt udbredte tangmåge (nedenfor), men i flugten kan den kendes på det brede sorte halebånd med smal hvid bagkant, og på tæt hold på det karakteristiske næb, som har rød og sort spids.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske admiral, hydrograf og opdagelsesrejsende Sir Edward Belcher (1799-1877), som forestod opmålinger af den sydamerikanske Stillehavskyst. Hvad det danske navn hentyder til, er uklart.

 

 

Skarvmåge, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus dominicanus Tangmåge
Denne store måge, der også kaldes for dominikanermåge, er opdelt i 5 underarter, vidt udbredt på kyster og øer på den sydlige halvkugle, i Sydamerika, Falklandsøerne, South Georgia, det sydlige Afrika, det sydlige Madagascar, subantarktiske øer i det Indiske Ocean, Australien, New Zealand, samt Antarktis og nærliggende øer. Den er almindelig i Chile.

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

Tangmåge, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tangmåger, Huasco. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 42 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. I dag inddeler de fleste taksonomer disse fugle i tre slægter: 22 arter af hovedsagelig større fugle i slægten Phalacrocorax, 15 arter af hovedsagelig mellemstore fugle i slægten Leucocarbo, samt 5 arter af små fugle i slægten Microcarbo. Antallet af slægter i familien er imidlertid genstand for nogen diskussion, og det er blevet foreslået, at adskillige nye slægter bør oprettes.

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Phalacrocorax
I øjeblikket indeholder denne slægt 22 arter, deriblandt brilleskarv (P. perspicillatus), som uddøde i 1800-tallet. Adskillige taksonomer har foreslået, at mange af arterne flyttes til andre slægter.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

Phalacrocorax brasilianus Olivenskarv
Denne art er udbredt næsten overalt i tropiske og subtropiske områder af Amerika, fra det sydlige Texas og det nordvestlige Mexico mod syd gennem Mellemamerika og hele Sydamerika til Tierra del Fuego og Falklandsøerne. Den yngler også på nogle caribiske øer, bl.a. Bahama-øerne, Cuba og Trinidad. Den lever både langs kyster og i vådområder inde i landet.

 

 

Olivenskarv tørrer vinger på en kystklippe, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocorax gaimardi Perleskarv
En umiskendelig art med røg-grå krop, en stor hvid plet på siden af halsen, samt sølvgrå pletter på vingedækfjerene. I yngledragten har den grønne øjne, omgivet af 16 bittesmå blå prikker, næbbet er orangegult, strubesækken og huden over næbbet er orangerøde, og fødderne er koralrøde.

Denne fugl yngler på stejle kystklipper og skær, og den er unik blandt skarver ved at yngle enkeltvis, ikke i kolonier. Den forekommer langs Stillehavskysten fra Peru mod syd til det sydlige Chile, samt i Santa Cruz-provinsen i det sydøstlige Argentina.

Perleskarven er placeret i slægten Phalacrocorax, men nogle taksonomer hævder, at den bør overføres til en monotypisk slægt, Poikilocarbo.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker og kirurg Joseph Paul Gaimard (1793-1858), der beskrev mange dyrearter på adskillige ekspeditioner til søs 1817-40. Det danske navn hentyder til de sølvgrå pletter på vingerne.

 

 

Dette par af perleskarv blev fotograferet ved Chanaral. Fuglene er i yngledragt, som bl.a. omfatter et orangerødt parti på strubesækken og mellem næbbet og øjnene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Threskiornithidae Ibiser og skestorke
Denne familie med 14 slægter af langbenede vandfugle er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Traditionelt er den blevet opdelt i to underfamilier, ibiser og skestorke. Et nyere genetisk studium konkluderer imidlertid, at skestorke er nært beslægtede med den Gamle Verdens ibiser, mens den Nye Verdens ibiser tidligt blev udspaltet. (Kilde: J.L. Ramirez, C.Y. Miyaki & S.N. del Lama 2013. Molecular phylogeny of Threskiornithidae (Aves: Pelecaniformes) based on nuclear and mitochondrial DNA. Genetics and Molecular Research 12 (3): 2740-2750)

 

Theristicus
En lille slægt med 4 arter af ibis, udbredt i det sydlige Sydamerika. Slægtsnavnet er afledt af græsk theristikos (’tilknyttet høst’), hvilket formodentlig hentyder til, at brilleibis (nedenfor) ofte træffes i landbrugsområder.

 

Theristicus melanopis Brilleibis
Førhen blev denne art betragtet som en underart af brunnakket ibis (T. caudatus), men på den anden side blev Andes-ibis (T. branickii) regnet som en underart af brilleibis. I dag betragtes de som 3 selvstændige arter.

Brilleibis er udbredt i størsteparten af det centrale og sydlige Chile og Argentina, hvor den lever i græsklædte områder og landbrugsland. and Chile, where it lives in grassy areas and farmland, from sea-level to an altitude of about 2,500 m. It also occurs in coastal Peru, but is now very rare there.

 

 

Brilleibiser søger føde på en mark, Villarrica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pelecanidae Pelikaner
Pelikaner er meget store vandfugle med et kolossalt stort næb og en enorm strubesæk, som kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Tungen er imidlertid ret lille, hvilket tillader fuglen at sluge store fisk.

Førhen blev de 8 nulevende arter opdelt i to grupper, en med 4 arter, hvor den adulte dragt er overvejende hvid, eurasisk hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (P. erythrorhynchos), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden med de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (P. rufescens), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis) samt Peru-pelikan (P. thagus).

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (eurasisk hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Eurasisk hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, pelekanos.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med træskonæb (Balaeniceps rex), hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og hejrer. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pelican)

Hammerhovedhejre samt en række hejrearter er præsenteret på siden Fiskeri.

 

Pelecanus thagus Peru-pelikan
Førhen blev denne art betragtet som en underart af den brune pelikan, men i dag anerkender de fleste autoriteter den som en selvstændig art, udbredt langs vestkysten af Sydamerika fra Peru mod syd til det centrale Chile.

 

 

Peru-pelikaner, Chanaral. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Peru-pelikaner, Huasco. På det øverste billede ses også tangmåge (Larus dominicanus). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse fiskere er i færd med at rense fisk og kaster indvoldene til ventende Peru-pelikaner, Pan de Azucar Nationalpark. Skarvmåger (Larus belcheri) og kalkungribbe (Cathartes aura) er også til stede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cathartidae Nye Verdens gribbe
Denne familie rummer 5 slægter med 5 arter af gribbe og 2 arter af kondorer. Disse fugle findes fra det sydlige Canada mod syd til det sydligste Sydamerika.

 

Cathartes
En lille slægt med 3 arter. Navnet er en latiniseret form af græsk kathartes (‘renser’), hvilket sigter til, at disse fugle fjerner rådnende kadavere i naturen.

 

Cathartes aura Kalkungrib
Denne art er vidt udbredt og almindelig, fra det sydlige Canada mod syd til det sydligste Sydamerika. Den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skove, krat, landbrugsområder og ørkener. De nordligste bestande trækker mod syd om vinteren.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket formodentlig hentyder til det til tider gullige hoved hos de to øvrige arter i slægten. I gamle dage blev de tre arter måske betragtet som én og samme art. Hovedet hos kalkungribben er altid rødt, samme farve som hovedet hos kalkun-hannen.

 

 

Kalkungribbe æder af fiskeaffald, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Accipitridae Høge, ørne, etc.
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis. Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), egentlig fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til disse fugles skarpe kløer.

 

Geranoaetus Sydamerikanske våger
Denne slægt rummer 3 arter, udbredt fra kystregionerne og Rio Grande-dalen i Texas mod syd gennem Mexico, Mellemamerika og den vestlige del af Sydamerika til Tierra del Fuego og Falklandsøerne. De var tidligere placeret i slægten Buteo.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’) og aetos (‘ørn’). Hvad trane-delen hentyder til er svært at se.

 

Geranoaetus polyosoma Pragtvåge
Fjerdragten hos denne art, opdelt i 4 underarter, er yderst variabel. Den er vidt udbredt og ret almindelig i åbne habitater, hovedsagelig i højlandet i Andes, fra Columbia mod syd til Tierra del Fuego, samt på Falklandsøerne og Juan Fernández-øerne. Artens taksonomi er omdiskuteret, og nogle autoriteter splitter den op i 3 selvstændige arter.

 

 

Disse billeder viser den yderst variable fjerdragt hos pragtvåge, begge fra Valle del Encanto, Ovalle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strigidae Ugler
En stor familie med 25 slægter og næsten 220 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Athene
Denne slægt, som rummer 9 arter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I den græske mytologi repræsenterede eller ledsagede kirkeuglen (A. noctua) Athene, den jomfruelige visdommens gudinde. På grund af denne tilknytning blev ugler i Vesten ofte betragtet som symbol på viden og visdom.

 

Athene cunicularia Prærieugle
En lille langbenet ugle, som er udbredt fra det sydlige Canada gennem hele Amerika mod syd til det sydlige Argentina, idet den dog undgår områder med regnskov. Den lever i græsland, landbrugsområder, ørkener og andre åbne områder med kort vegetation, hvor den har rede i huller, i Nordamerika ofte i boer udgravet af præriehunde (Cynomys). Der er 18 beskrevne underarter, hvoraf to er uddøde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den der graver’ eller ‘minør’.

 

 

Prærieugle, San Pedro de Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af for Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i de polare regioner. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

Campephilus
Denne slægt, der omfatter 11 arter, er udbredt fra det nordlige Mexico mod syd til sydspidsen af Sydamerika. Den rummer to ikoniske arter, der begge sandsynligvis er uddøde, elfenbensspætte (C. principalis) og kejserspætte (C. imperialis).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampe (‘larve’) og philos (‘at elske’).

 

Campephilus magellanicus Magellanspætte
En meget stor spætte, op til 45 cm lang, der fortrinsvis lever i skove af sydbøg (Notofagus) i det sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

 

 

Han af magellanspætte. Hunnen har sort hoved, kun med rødt ved grunden af næbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Furnariidae Ovnfugle
En stor familie med 70 slægter og omkring 315 arter af insektædende spurvefugle, udbredt fra Mexico mod syd til den sydlige del af Sydamerika. Familien har navn efter den omstændelige, svagt ovn-lignende ler-rede, som opføres af ovnfuglene (Furnarius), som på engelsk kaldes for horneros, afledt af spansk horno (‘ovn’).

 

Geositta Minører
En slægt med 11 arter af jordlevende fugle, der findes i åbent land i Sydamerika, specielt i Andes og Patagonien. Det danske navn hentyder til, at de som redested udgraver tunneler i jorden. De har en vane med at pumpe halen op og ned.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geo (‘jord’) og sitte (‘spætmejse’), således ‘den jordlevende spætmejse’, skønt disse fugle ikke engang er fjernt beslægtet med spætmejser. Formodentlig blev navnet givet med hentydning til deres rede-tunneler, da spætmejser har huller i træer som redested og ofte gør indgangshullet mindre ved hjælp af en cementagtig substans, der består af en blanding af jord og spyt. Eller du har måske en bedre forklaring?

 

Geositta cunicularia Almindelig minør
Denne art er vidt udbredt i et udvalg af forskellige åbne områder med sandet jord, bl.a. på den patagonske steppe, i klitter samt i moser i højtliggende områder i Andes. Den kan kendes på striberne på brystet, et relativt langt og let nedadbøjet næb, samt i flugten rustrøde vingepletter. (Kilde: ebird.org)

 

 

Almindelig minør, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geositta rufipennis Orangebåndet minør
Ret almindelig i Andes i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, hvor den træffes i åbent klippefyldt land samt i moser og langs veje. Den identificeres bedst på en bred, bleg øjenstribe, et varmt ferskenagtigt skær på flankerne, samt i flugten et rustrødt vingebånd og rustrød overgump. Dens næb er kortere og mere lige end næbbet hos almindelig minør. (Kilde: ebird.org)

 

 

Orangebåndet minør, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pygarrhichas albogularis Hvidstrubet træjæger
Denne fugl, det eneste medlem af slægten, er udbredt i det sydlige Chile og tilstødende egne af Argentina, mod syd til Tierra del Fuego. Den lever i tempererede skove, hvor den søger føde på træstammer på samme måde som spætmejser (Sitta).

Slægtsnavnet er afledt af græsk pyge (‘gump’) og arrhikhos (‘flettet kurv’), hvilket sigter til mønsteret på undergumpen. Artsnavnet er latin og betyder ‘hvidstrubet’.

 

 

Hvidstrubede træjægere søger føde på en træstamme, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Upucerthia Jordkrybere
En slægt med 4 arter, udbredt i den sydlige halvdel af Sydamerika. Disse fugle graver tunneler i brinker og skrænter, 1-2 m dybe, hvor den bygger deres rede. Af og til benytter de klippesprækker.

Slægtsnavnet er afledt af to andre slægtsnavne, Upupa (hærfugl) og Certhia (træløbere), hvilket formentlig hentyder til arternes lighed med træløbere, samt til deres fødesøgning, der minder om hærfuglens.

 

Upucerthia dumetaria Skællet jordkryber
Denne art er ret almindelig i Andes og ved foden af bjergene, og endvidere på kratstepper i Patagonien og Tierra del Fuego.

 

 

Skællet jordkryber, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skællet jordkryber, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cinclodes
Denne slægt rummer 15 arter, udbredt næsten overalt i den sydlige del af Sydamerika. De er jordlevende fugle, som lever i åbne habitater, typisk nær vand, hvor de æder små invertebrater. Mange af arterne er meget vanskelige at skelne fra hinanden. Kontakt mig venligst, hvis du mener, at jeg har fejlbestemt nogle af de følgende 3 arter.

 

Cinclodes fuscus Brunvinget cinclodes
Ret almindelig i det sydlige Sydamerika, normalt nær vand, fra Andes til kyster, søbredder og græsgange. I Andes træffes den ofte i de samme områder som gråflanket cinclodes (nedenfor), men den har ustribet bryst versus klar stribning hos gråflanket. Dens brede brune vingebånd fremvises på de hævede vinger under parringsspillet. (Kilde: ebird.org)

 

 

Brunvinget cinclodes, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cinclodes nigrofumosus Kyst-cinclodes
Denne art, ofte kaldt Chile-cinclodes, er begrænset til klippekyster i det nordlige og centrale Chile, hvor den oftest observeres fouragere lige over vandlinjen. Den ses sjældent borte fra disse klipper, men kan dog træffes på sandstrande nær flodudløb. Arten kan kendes på den smalle hvidlige øjenbrynsstribe, klare hvide striber på brystet, samt et ret kraftigt næb, hvormed den smadrer skjoldet på små krabber. (Kilde: ebird.org)

 

 

Kyst-cinclodes søger føde på en kystklippe, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cinclodes oustaleti Gråflanket cinclodes
Ret almindelig i de højere dele af Andes i det centrale Chile og de nærliggende dele af Argentina, hvor den findes i moser, ved søbredder og langs vandløb, normalt nær klipper. Om vinteren trækker den ned til havet, hvor den foretrækker klippekyster. Trods dens navn er flankerne mere brune end grå. Den kan kendes fra brunvinget cinclodes (ovenfor) på det hvidstribede bryst. (Kilde: ebird.org)

Artsnavnet blev givet til ære for den franske zoolog Jean-Frédéric Émile Oustalet (1844-1905), der blandt ornitologer især er kendt for værkerne Les Oiseaux de la Chine (1877), samt Oiseaux du Cambodge, du Laos, de l’Annam et du Tonkin (1899).

 

 

Gråflanket cinclodes, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrannidae Tyranfluesnappere
En meget stor familie, som forekommer overalt i Amerika, omfattende 104 slægter og over 400 arter. Tyranfluesnappere varierer uhyre meget i form, mønster, størrelse og farve, og nogle medlemmer ligner overfladisk den Gamle Verdens fluesnappere, som de er opkaldt efter.

Tyran-delen af deres navn går tilbage til den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han kaldte den østlige kongetyran (Tyrannus tyrannus) for en ‘tyran’, og dette navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han klassificerede denne gruppe af fugle. Han satte stor pris på Catesbys arbejde og kaldte derfor familien Tyrannidae.

 

Muscisaxicola Jordtyranner
En slægt med omkring 13 jordlevende arter, som holder til i åbent land i Sydamerika, specielt i Andes og Patagonien. Adskillige sydlige arter er trækfugle, som overvintrer længere nordpå. Deres føde består af invertebrater, som de mest fanger på jorden. Reden anlægges i en hule eller klippesprække, eller under sten.

Slægtsnavnet er afledt af to slægter fra den Gamle Verden, Muscicapa (fluesnappere) og Saxicola (bynkefugle), hvilket sigter til deres holdning, der ligner bynkefugles, samt til deres føde, som er magen til fluesnapperes.

 

Muscisaxicola albilora Hvidbrynet jordtyran
En almindelig sommergæst i Andes i det centrale Chile og nærliggende dele af Argentina, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000 m. Om vinteren trækker den mod nord til Peru, Bolivia, Ecuador og Colombia. Dens habitat omfatter stenede skråninger og sletter med buske, samt moser og søbredder. Den kan kendes på den brunlige ryg, en rustfarvet plet på issen, samt en hvidlig øjenstribe.

 

 

Hvidbrynet jordtyran med føde, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muscisaxicola flavinucha Okkernakket jordtyran
Denne fugl yngler i Andes, fra det sydlige Peru mod syd gennem Bolivia, Chile og Argentina til Tierra del Fuego. Den holder til i græsklædte områder, moser og andre fugtige steder i åbent, klippefyldt terræn. Om vinteren kan den træffes i lavlandet. Dens fjerdragt er grålig med en hvid pandeplet og en okkerfarvet plet i nakken.

 

 

Okkernakket jordtyran, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mimidae Spottedrosler m.fl.
Denne Nye Verdens familie omfatter over 30 arter i omkring 10 slægter, bl.a. spottedrosler, røddrosler, skælvere og kattedrosler.

 

Mimus Spottedrosler
Denne slægt er vidt udbredt i den Nye Verden. Den rummer 14 arter, hvoraf de 4 er endemiske på Galapagos-øerne.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at efterligne’, hvilket sigter til disse fugles evne til at efterligne andre fugles sang eller kald, og også andre lyde.

 

Mimus thenca Chilensk spottedrossel
En almindelig og iøjnefaldende fugl i det centrale Chile, specielt i mere tørre egne som krat og degraderet skov, men den findes også i landbrugsland og byparker. Lokalt kaldes den for tenca. Den er stort set endemisk i Chile, men der foreligger dog adskillige observationer fra Argentina.

 

 

Chilensk spottedrossel, Valle del Encanto, Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passerellidae Nye Verdens spurve
Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede en gruppe små fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’. Disse fugle er imidlertid ikke nært beslægtede med den Gamle Verdens spurve, familien Passeridae.

I mange år var de placeret sammen med den Gamle Verdens værlinger i familien Emberizidae, men genetisk forskning har påvist, at de danner en monofyletisk gruppe med usikkert slægtskab med værlingerne, hvilket har ført til oprettelse af familien Passerellidae, der oprindelig blev dannet i 1851 af den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906) som en underfamilie, Passerellinae.

Den Nye Verdens spurve er frøædende fugle med koniske næb, omfattende omkring 138 arter i 30 slægter, heriblandt nogle, som førhen var placeret i tangarfamilien (Thraupidae) (se nedenfor).

 

Zonotrichia
En lille slægt med 5 arter, hvoraf de 4 lever i Nordamerika. Den femte er morgenværling (herunder).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og thrix (‘hår’), hvilket sigter til den kraftigt stribede isse hos de fleste af arterne.

 

Zonotrichia capensis Morgenværling
Denne fugl lever i et bredt udsnit af åbne habitater, fra det sydøstlige Mexico mod syd gennem størstedelen af Sydamerika til Tierra del Fuego, samt tillige på den caribiske ø Hispaniola. I Costa Rica er et lokalt navn på arten comemaíz (‘majsæder’).

 

 

Morgenværling han, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thraupidae Tangarer
I øjeblikket omfatter tangarer 106 slægter med omkring 383 arter, som er begrænset til den vestlige halvkugle, hovedsagelig i tropiske områder. Omkring 60% lever i Sydamerika. Mange arter er endemiske i et ret begrænset område.

Nylige genetiske studier har i høj grad rokeret rundt på denne familie. Et antal arter, som tidligere var placeret i den, er blevet overført til andre familier, men det modsatte har også fundet sted.

 

Diuca diuca Diukafinke
Denne art, det eneste medlem af slægten, er udbredt i Brasilien, Uruguay, Bolivia, Chile og Argentina, hvor den fortrinsvis lever i tørt kratland og stærkt degraderet skov. Den var førhen placeret i finkefamilien (Fringillidae), heraf dens navn finke.

De latinske navne såvel som det danske navn er Araucano-ordet for denne fugl.

 

 

Diukafinke, Valle del Encanto, Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Diukafinke, Laguna Conchali, Los Vilos. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phrygilus Andesfinker
Traditionelt var disse fugle placeret i værlingernes familie (Emberizidae), men genetiske studier har påvist, at de faktisk er tangarer. I øjeblikket indeholder slægten 4 arter. Førhen var den større, men et antal arter er blevet overført til andre slægter.

Slægtsnavnet er oldgræsk, et navn på en ukendt fugl, som nævnes af komedieforfatteren Aristofanes (ca. 446-386 f.Kr.).

 

Phrygilus gayi Gråhovedet Andesfinke
Denne fugl er vidt udbredt i Chile og det vestlige og sydlige Argentina, fra den bolivianske grænse mod syd til Tierra del Fuego. Den lever i tørt kratland, fra de højereliggende dele af Andes til den patagonske steppe, også lokalt ved foden af bjerge nær kysten. Den har nemt tilpasset sig at leve sammen med mennesker og er blevet ret tam, ofte tiggende for føde ved rastepladser.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Claude Gay (1800-73), på spansk ofte kaldt for Claudio Gay, som foretog nogle af de første undersøgelser over chilensk flora, fauna, geologi og geografi.

 

 

Gråhovedet Andesfinke han, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråhovedet Andesfinke hun, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geospizopsis Andesfinker
En lille slægt med kun to arter, som førhen var placeret i slægten Phrygilus (ovenfor).

 

Geospizopsis unicolor Blågrå Andesfinke
Hanner af denne fugl er ensfarvet blågrå uden særlige kendetegn. Hunnerne af de nordlige bestande er brune og stribede overalt, mens hunnerne i sydlige bestande er mere grå med svagere stribning. Arten ses ofte fouragere i småflokke på jorden i græsklædte arealer og åbent klippefyldt terræn. Nordlige bestande træffes normalt i højder over 3000 m, mens sydlige bestande forekommer i langt lavere højder. (Kilde: ebird.org)

Denne art er udbredt fra Venezuela mod syd langs Andes til Tierra del Fuego.

 

 

Han af blågrå Andesfinke, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juli 2021)