Traner – fascinerende og sårbare

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krontranerne, underfamilien Balearicinae, som i dag tæller 2 arter i slægten Balearica, splittedes ud fra de ægte traner, underfamilien Gruinae, allerede for ca. 10 mio. år siden. Familien er udbredt over det meste af verden og mangler kun i Sydamerika, Indonesien, Oceanien, Antarktis og Grønland, samt på Madagascar.

 

Han og hun er ens af udseende, men hannen er normalt lidt større end hunnen. Hos de fleste arter er kroppen grå eller hvid, enkelte arter har også sort eller brunt i fjerdragten, og hovedparten har sorte håndsvingfjer. De inderste armsvingfjer og deres dækfjer er forlængede og krøllede hos de fleste arter. De hænger som en dusk ud over den korte hale, når fuglene går. Vortetrane, jomfrutrane (Grus virgo) og paradistrane (Grus paradisea) har de inderste svingfjer langt tilspidsede, hos paradistrane så stærkt forlængede, at de rører jorden, når tranen går. Dunungerne er brune, gullige eller rødlige, og ungfuglene ligner brunlige udgaver af de voksne.

Tranernes hoveder er meget karakteristiske. Næsten alle arter har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Vortetranen har nøgen rød hud over næbbet med en mængde vorter på. Under hagen har den rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper. Kun jomfrutrane og paradistrane har totalt fjerklædte hoveder. I nakken har disse to arter fjertoppe, der rejses som en skærm under dansen. De to krontraner (Balearica) har en busket, strågul fjerkrans i nakken. De har nøgen hvid og rød hud på kinderne og en rød hudlap under hagen.

Traner flyver i modsætning til hejrer med strakt hals, og under flugten kalder de næsten ustandseligt. De fleste arter fælder alle svingfjer samtidigt og har altså en periode på flere uger, hvor de ikke kan flyve. Inderste tå har en skarp klo, der bruges til forsvar og under dominanskampe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luftrøret hos Grus-arterne er meget langt og ligger i en dobbelt bølge inde i det hule brystben. Luftrørets ringe er vokset sammen med brystbenet og danner tynde plader. Når tranen kalder, vibrerer disse plader og producerer de kraftige lyde. Trompetertranen (Grus americana) har med et luftrør på op til 150 cm den kraftigste stemme af alle traner. Hos vortetrane, jomfrutrane og paradistrane er bølgerne på luftrøret kortere, og disse arters stemmer er svagere end hos de øvrige Grus-arter. Snetranens (Leucogeranus leucogeranus) stemme er en fløjteagtig trille. De fleste arter frembringer også diverse gutturale lyde. Krontranernes luftrør er langt kortere end hos de øvrige traner og uden bølge. De udstøder gåseagtige lyde.

Traner er især kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Tranedans kan forekomme på alle årstider, men mest i det tidlige forår, hvor nye par dannes. Dansen forstærker også båndene mellem han og hun hos etablerede par, der holder sammen hele livet. Fuglene går rundt om hinanden, bukker, spreder vingerne ud og foretager yndefulde spring, som kan være op til 1 m høje. De kaster ofte kviste, strå el. lign. op i luften og forsøger at gribe dem igen. Under dansen virrer krontranerne med hovedet, så den store, buskede fjerkrans rigtigt kommer til sin ret. Tranedans afsluttes ofte med et såkaldt unison call, dvs. at hun og han trompeterer samtidigt.

Prærietrane (Antigone canadensis), og i mindre grad almindelig trane (Grus grus) og snetrane, ’jordbader’, så dele af fjerdragten bliver brunlig. Hos de to førstnævnte arter giver badningen en øget camouflage, men snetranen farves kun lidt af badningen, og det menes, at adfærden hos denne art er en rest af en urgammel adfærd hos tranernes stamfader.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traner yngler i moser, søer, langs floder eller på græsstepper og placerer oftest reden på jorden i et utilgængeligt sumpområde. Nogle arter, fx vortetrane, bygger tit reden helt omgivet af vand, der er op til 1 m dybt. Ofte bruges reden fra året før, og vortetrane og grå krontrane yngler somme tider i forladte reder af andre fuglearter. En sjælden gang yngler krontraner i træer.

Reden varierer fra en skrabet fordybning i jorden, hvilket er tilfældet hos jomfrutrane og paradistrane, til en vældig konstruktion af plantedele, som kan være op til en halv meter høj og 2 m bred. Jomfrutrane og paradistrane forer somme tider reden med småsten, uvist af hvilken grund.

De fleste tranearter lægger to æg, undertiden ét eller tre, vortetranen dog normalt kun ét. Rugningen varer 27-32 dage hos de fleste arter, op til 36 dage hos de største arter. Den starter, når første æg er lagt, og begge mager ruger. Ungerne forlader normalt reden 1-2 dage efter klækningen og fodres den første tid. I denne periode bliver ungerne hos de fleste arter i nærheden af reden, som de ofte tilbringer natten i. Men paradistranens unger følger allerede efter ca. 12 timer forældrene på fourageringstogter ud i græslandet.

Æg og unger er et eftertragtet bytte for en lang række dyr som losser, ræve, sjakaler, ørne, krager, ugler etc. Ungerne er flyvefærdige efter 60-100 dage, afhængigt af arten. De holder sammen med forældrefuglene i 10-20 måneder. Ungfuglene yngler første gang i 2-års alderen hos de små arter, 4-6 år hos de store.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traner æder også gerne kornprodukter, kartofter, gulerødder og oliven, og større flokke kan gøre megen skade på afgrøder. I visse lande, fx Canada, betaler staten erstatninger til bønder, som har større tab pga. af traneflokke på markerne.

 

 

 

 

 

Brolgatrane (Antigone rubicunda), sarustrane, vortetrane, paradistrane og de to krontraner er standfugle, men uden for yngletiden strejfer de omkring til steder, hvor der nylig er faldet regn. De sydlige bestande af prærietrane er ligeledes standfugle.

 

 

 

 

 

De store fugle optræder også i folkemedicinen. Den tyske benediktinske nonne, forfatter, komponist, filosof, mystiker, visionær og urtelæge Hildegard von Bingen (1098-1179) skriver, at traneblod hjælper kvinder, når de skal føde, og endnu bedre er det at binde en traneklo i en snor omkring navlen – men den skal være fra højre fod. I 1832 angiver en forfatter ved navn Philipp, at tranefedt modvirker døvhed. I værket Ornithologia danica, Danmarks Fugle (1847-52) skriver ornitologen Niels Kjærbølling (1806-71), at suppe kogt på tranekød er meget styrkende.

 

 

 

 

 

Næsten alle tranearter er i dag totalfredet, men alligevel er adskillige arter i tilbagegang. De største trusler er habitatændringer i deres yngle-, raste- og overvintringsområder, bl.a. afvanding, opdyrkning, dæmningsanlæg og bebyggelse. En del arter forfølges som skadedyr, da de – i takt med at de naturlige biotoper forsvinder – i stigende grad æder afgrøder på marker. Ved at fouragere på intensivt dyrkede marker udsættes tranerne for en tiltagende forgiftning fra kemiske sprøjtemidler. I tætbefolkede områder dør mange traner ved kollision med elledninger. Jagt er stadig en trussel mod traner nogle steder, fx i Sudan, Afghanistan og Pakistan.

Mange tranearter er blevet meget sjældne, og flere er i fare for at uddø. Adskillige grupper og foreninger arbejder med henblik på at bevare tranerne. IUCN SSC Crane Specialist Group er kernen i World Working Group on Cranes, der blev dannet i 1970 og i dag har 247 medlemmer fra 56 lande. The International Crane Foundation i USA udgiver hvert kvartal tidsskriftet The ICF Bugle, der bringer nyheder inden for traneforskning og -fredning.

Der afholdes internationale tranekonferencer og -symposier, hvor repræsentanter for deltagerlandene udveksler erfaringer og aftaler samarbejdsprojekter og fredningstiltag, deriblandt overvågning af traner og deres biotoper; genetablering af afvandede vådområder, der egner sig for traner; optræning af personale i tranereservater; oplysning af lokalbefolkninger om traner; samt opdræt af traner i fangenskab til genudsætning i naturen, når de rette betingelser er til stede.

 

 

 

 

 

I Europa, Afrika og Australien er traner afbildet på forhistoriske klippemalerier, og i det Gamle Egyptens grave findes malerier og relieffer af almindelig trane, jomfrutrane og snetrane. I det sydvestlige Nordamerika begynder traner at optræde på klippemalerier, helleristninger og keramik fra omkring år 900.

I den græske mytologi var Gerana dronning over Pygmæerne, en meget smuk, men kold pige, der kun havde foragt tilovers for gudinden Hera. Hun blev gift med Nikodamas, og de fik en søn, som Pygmæerne bragte mange gaver til. Men Hera, som var rasende over, at Gerana ikke ville tilbede hende, gjorde hendes hals længere og forvandlede hende til en trane (på oldgræsk geranos). Gerana fløj nu fra tag til tag for at være nær sin søn, men Pygmæerne jog hende bort, og på denne måde opstod en strid mellem Pygmæer og traner.

Ligeledes i den græske mytologi blev guden Mercur inspireret af flyvende traner til at opfinde det græske alfabet. Grækerne afbildede traner med sangeren og digteren Orfeus og med musicerende muser. Af tranernes skinnebensknogler blev fremstillet fløjter. På øen Delos opførtes en særlig tranedans, og bagefter satte man en krans på en statue af skønhedsgudinden Afrodite. Også hos folkeslag i Afrika, Australien, Sibirien og Kina blev tranernes bevægelser efterlignet i stammedanse.

Traneklaner er kendt fra bl.a. hopi- og zuni-folkene i det sydvestlige USA, og traner var totem for bl.a. australske aboriginals og for anishinabe-stammen i Nordamerika. Unge mænd fra crow- og cheyenne-folkene blæste i fløjter fremstillet af vingeben fra prærietraner, før de gik i krig.

I orientalsk malerkunst er traner et meget yndet motiv, og de var tidligere et symbol på lykke, et langt liv og held i ægteskab.

Origami er en orientalsk kunstart, hvor figurer foldes af papir. Figurer forestillende dansende traner blev efter bombardementet af Hiroshima og Nagasaki et symbol på håbet om fred, og japanske skoleelever foldede tusindvis af disse figurer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De var imidlertid meget fattige, og for at øge deres indkomst vævede hustruen en fin dug af hvid silke, som en rigmand fandt behag i. Han bestilte en dug mere, men hustruen sagde til bonden: ”Ja, jeg vil væve én til, men du må love ikke at se mig, mens jeg væver.”

Det lovede bonden, men hans nysgerrighed tog overhånd, så han kiggede gennem en revne i væggen. Han så da, at det ikke var hans hustru ved væven, men derimod en stor trane. Skrækslagen skreg han op, og hustruen forstod, at han havde luret. Hun sagde: ”Du plejede mig, og jeg blev din hustru som tak. Men nu har du set mig i min rette skikkelse, og jeg kan ikke blive hos dig.”

Derpå gik hun ud i gården, bredte vingerne ud og steg mod himlen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til de Baleariske Øer i Middelhavet. Det er afledt af grui Balearicae (‘den baleariske trane’), nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). Det vides ikke, hvilken art Plinius hentyder til, eller om det overhovedet var en trane, selvom jomfrutranen (Grus virgo) tidligere fandtes i Spanien og stadig trækker gennem Nildalen. Det er muligt, at den sorte krontrane ynglede i Nil-deltaet eller i sumpe i Tunesien i Oldtiden. (Jobling, 2010)

Plinus’ liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

Den lever på savanner, i floddale og nogle steder i agerland med vådområder. Den er standfugl, men flyver ofte til steder, hvor der nylig er faldet regn. I modsætning til andre tranearter overnatter krontraner ofte i træer.

Den sorte krontrane var tidligere almindelig, men er gået stærkt tilbage siden 1970’erne pga. tørke, overgræsning, dæmningsanlæg, dræning og opdyrkning af vådområder, samt direkte forfølgelse til menneskeføde og pga. skader på afgrøder. Borgerkrigen, som nu har hærget Sudan i mange år, er også gået ud over tranerne.

Vurderingerne svinger, men den samlede bestand omfatter måske kun 40.000 fugle, størsteparten i de store sumpe i Chad og Sudan. De vestafrikanske bestande er udryddelsestruede.

Artsnavnet er afledt af latin pavo (‘påfugl’), således ‘påfugle-lignende’, hvilket formentlig hentyder til fjertoppen.

 

 

 

 

 

Arten lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. I lighed med sort krontrane overnatter arten ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som stærkt truede, mens Sydafrikanske er stabil.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis (‘konge’), hvilket naturligvis hentyder til den prominente top.

 

 

 

 

 

 

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus, som uforvarende dræbte sin fader Laius, konge af Theben, og giftede sig med enken, hans moder Jocaste. Da Jocaste erfarede sandheden, hængte hun sig selv, og ifølge en version af historien stak Ødipus derpå øjnene ud på sig selv og gik i eksil, ledsaget af sine døtre Antigone og Ismene.

 

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, var arten i en årrække i rivende tilbagegang her på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider. I Indokina er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling. De langvarige krige i Vietnam, Laos og Cambodia tog også deres told af traner. I Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-10.000 i Nordindien og det sydlige Nepal, hvor den er i fremgang på grund af øget beskyttelse.

Arten er standfugl, men flyver noget omkring uden for yngletiden til nedbørsområder. De to østlige underarter er tilknyttet vådområder, uden for yngletiden også græsland og agerland. Den indiske underart har i høj grad vænnet sig til mennesker og kan yngle i meget små vådområder i agerland.

I den hinduistiske mytologi er sarustranen guden Vishnus budbringer. Gudinden Baglamukhi, som har tranehoved, er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift. Når man bringer offergaver til hende, får man kraft til at modstå sine sorger.

En legende beretter, at sanskrit-poeten Valmiki så en jæger nedlægge en sarustrane. Dens mage nægtede at forlade sin døde fælle, og jægeren nedlagde også den. Denne hændelse inspirerede Valmiki til at skrive det episke heltedigt Ramayana, der beretter om trofasthed og ære. (Mere om dette heltedigt findes på siderne Religion: Hinduisme, samt Dyreliv – Pattedyr: Aber).

I Indien siger man, at når sarustranerne flokkes, er det tegn på den forestående monsunregn. Da traneparret holder sammen hele livet, er sarustranen også symbol på ægteskabelig lykke.

Det danske navn er hindi-navnet på fuglen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det tiltagende lys tager tranerne efterhånden form, og et fantastisk skue åbenbarer sig i strålerne fra den opgående sol. Fra skjulet kan man se omkring 50.000 prærietraner stå skulder ved skulder overalt på sandbankerne. Som solen stiger, tiltager fuglenes uro, de trompeterer kraftigt, nogle danser en smule, men snart letter flok efter flok og flyver under øredøvende larm ud over de tilstødende majsmarker for at søge føde.

 

 

 

 

 

 

 

Prærietranen, som bliver op til 120 cm høj, er verdens talrigeste trane med en bestand på over 1,2 mio., og bestanden vokser stadig, hvilket utvivlsomt skyldes den nemme adgang til spildmajs i vinterkvartererne.

I dag anerkendes 5 underarter. Så langt den talrigeste er canadensis, som yngler i det nordlige Canada, Alaska og den østlige halvdel af Sibirien. I det sydlige Canada samt det nordlige og vestlige USA yngler underarten tabida. De 3 sydlige underarter er standfugle, pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia, pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi, og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart var rowani, som ikke længere akcepteres.

De to nordlige underarter yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. De sydlige underarter yngler i vådområder i græsland, ofte med bevoksninger af palmer eller fyrretræer. Bestandene i Mississippi og på Cuba er meget små og er truet me udryddelse.

Arten kaldes også for sandhøjtrane. Den simple forklaring på dette mærkelige navn er, at det skyldes en fejlagtig oversættelse af dens amerikanske navn sandhill crane, som refererer til Sandhills-regionen i Nebraska, hvor denne fugl er talrig om foråret (se beskrivelsen ovenfor).

Under forårstrækket tilbringer prærietranerne natten på sandbanker i præriens større floder. Før i tiden skabte forårets oversvømmelser masser af sandbanker i floderne, men efterhånden som floderne blev tæmmet med dæmningsanlæg, udeblev disse oversvømmelser, og sandbankerne begyndte at vokse til i pilekrat. I dag er kun få flodstrækninger egnede for fuglene. Langs Platte-floden i Nebraska gør man et stort arbejde for at fjerne disse krattene.

I størstedelen af udbredelsesområdet er prærietranen i fremgang, hvilket givetvis skyldes den nemme adgang til spildmajs, der er meget næringsrig.

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er mange sibiriske vadefuglearter gået stærkt tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af deres habitat på trækruterne mellem yngle- og vinterkvarter. I Kina, Korea og Vietnam er kæmpestore lavvandede kystområder blevet inddæmmet og omdannet til rejefarme, saltpander eller agerland – områder som trækkende vadefugle er afhængige af til at blive fedet op, inden de fortsætter trækket til deres højarktiske ynglepladser.

Mange vadefugle er nu i så dårlig kondition ved ankomsten, at deres ungeproduktion bliver lav – eller de yngler ganske simpelt ikke. Derfor er antallet af flyvefærdige unger styrtdykket hos mange arter, og en art som skerylen (Eurynorhynchus pygmeus) er udryddelsestruet med en bestand på færre end 100 ynglepar.

Under disse omstændigheder er det af stor betydning, at prærietranen udgør en trussel mod ynglende vadefuglearter, hvis unger den gerne æder.

 

 

 

 

 

Fuglene i det nordøstlige Australien er specielle ved i tørtiden fortrinsvis at fouragere på jordstænglerne af én planteart, vandkastanje (Eleocharis dulcis), en art sumpstrå, der lokalt kaldes for bulkuru. På andre årstider er kosten mere varieret, som hos den sydlige bestand. Brolgatranen er den eneste traneart, som kan fouragere i saltvand, og den har kirtler nær øjnene, som udskiller overskydende salt.

Bestanden har ikke været optalt, men skønnes at ligge på over 50.000. Mange steder er arten i tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsprojekter, opdyrkning og overgræsning, og de sydøstlige bestande gik stærkt tilbage i 1900-tallet. Forvildede svin er begyndt at konkurrere med tranerne om bulkuru-jordstænglerne. Bestanden i Ny Guinea er lille og spredt, og man ved ikke, om den er stabil. Arten som helhed er klassificeret som sårbar, de sydøstlige bestande som truede.

I en myte hos aboriginals optræder en ung kvinde ved navn Brolga, som var en fabelagtig danser. Den onde ånd Waiwera så hende danse og besluttede at bortføre hende. Han omskabte sig til en hvirvelvind, omsvøbte Brolga og førte hende bort. Stammens mænd fulgte efter dem, men Waiwera forsvandt op i himlen med den unge kvinde. Nu kom imidlertid en stor grå fugl frem fra krattet og begyndte at danse som Brolga. Waiwera havde bortført hende, men hendes dans bestod gennem tranen.

Et folkeligt navn på fuglen er ‘de indfødtes ledsager’, da en brolga-unge opfostret af aboriginals ofte følger sin fosterfader i hælene som en hund.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødmosset’, afledt af rubere (‘at blive rød’), hvilket naturligvis sigter til artens rødlige hoved.

 

 

 

 

 

Denne art gik markant tilbage i første halvdel af 1900-tallet pga. afvandinger og jagt, samt effekten af 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig. Siden voksede bestanden langsomt igen, og den vurderedes i 2025 til tælle omkring 13.000 fugle. Det frygtes dog, at den igen vil gå tilbage, i yngleområderne pga. afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, pesticider, samt dæmningsanlæg på Amur-floden, og i vinterkvarteret i Kina på grund af det store Three Gorges-dæmningsanlæg på Yangtze-floden. Den kunstige fodring i vinterkvarteret på Kyushu kan også true arten i tilfælde af sygdomsudbrud.

Artsnavnet er et balearisk ord for en slags spiselig trane.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for traner, en imitation af disse fugles kraftige kald.

 

Bestanden, som før europæernes ankomst var på mindst 10.000, gik støt tilbage, og sidst i 1800-tallet var der kun omkring 1500. De blev fortsat forfulgt som skadedyr, og bestanden faldt katastrofalt. I 1938 var der kun omkring 20 fugle tilbage. Efter krigen påbegyndtes et stort oplysningsarbejde for at få jægere og landmænd til at undlade at skyde de prægtige fugle. I min barndoms biologiske leksikon, Dyrenes verden, fra 1950’erne, skrev Ingvald Lieberkind: ”Gennem radio, TV og avisartikler søger man at beskytte de sidste sørgelige rester mod hensynsløse bøsseafknaldere på deres rejseveje.”

I 1954 opdagede man det sidste tilbageværende yngleområde for trompetertranen i Wood Buffalo Nationalpark i Canada, hvor et intensivt forskningsarbejde blev påbegyndt. I reder med to æg blev det ene taget til et yngleprogram i fangenskab. (Det kunne man roligt gøre, da der altid kun overlever én unge fra hver rede). Artens eneste overvintringsområde i Aransas National Wildlife Refuge i Texas var i forvejen fredet. Bestanden gik langsomt frem, og i 1969 talte den 68 fugle.

Mellem 1975 og 1988 blev 380 æg af trompetertrane placeret i prærietranereder i Idaho. Men selv om 38 unger blev flyvefærdige, udviste de prærietrane-opførsel, og der blev ingen trompetertraneunger produceret i denne flokken. Eksperimentet blev standset.

Siden 1993 er flere hundrede opdrættede ungfugle udsat i Florida i håb om at skabe en bestand af standfugle. I 2003 var der 95 overlevende, og siden 2000 har de fået nogle få unger. Problemet er, at rødlos (Lynx rufus) og andre rovdyr tolder af ungerne. I 2018 talte den vilde bestand her kun 14 individer, mens 163 holdtes i fangenskab. I 2025 har man opgivet håbet om, at bestanden vil overleve.

I 2001 og 2002 blev i alt 21 unge trompetertraner, klækket i Wisconsin, optrænet til at følge efter et ultralet fly, og om efteråret trak de efter flyet til Florida. Denne bestand, som i 2007 talte 90 fugle, trækker nu på egen hånd frem og tilbage mellem Wisconsin og sydlige stater som Florida, Indiana, Alabama, Illinois og Kentucky. Antallet var imidlertid dalet til omkring 70 individer i 2025.

I 2011 blev en ny bestand etableret i det sydvestlige Louisiana ved hjælp af 10 ungfugle, som var opfostret i fangenskab. I 2025 talte denne flok omkring 83 fugle.

Anstrengelserne har båret frugt. I 2008 var den totale bestand af trompetertranen 270 fugle, og dette tal steg til 911 i 2020.

Arten blev reddet i sidste øjeblik, men den smukke fugl er stadig verdens sjældneste traneart, som trues af indavl, afvandinger, samt kollisioner med elledninger. Et vejanlæg i Aransas, den eneste nuværende overvintringsplads, hindrer indstrømning af frisk vand fra floderne. Det har fået bestanden af den blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens vigtigste føde i Aransas, til at gå tilbage. I nærheden bores der efter olie. Petrokemiske produkter fra lastbiltransporter på vejen er enkelte gange sivet ud i reservatet og har forurenet området.

 

 

 

 

 

 

 

Den er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Efter en regntid, som giver mindre oversvømmelser end normalt, yngler den ikke. Derfor har dæmningsanlæg meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 9000, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse ved sumpområder. Arten er stærkt truet, og i Sydafrika er den næsten forsvundet.

Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’), hvilket sigter til hudlapperne under hagen.

 

 

 

 

 

 

 

Langsomt farver den opgående sol landskabet violet, så rødt og derpå gult. Ude i disen høres gjaldende trompetskrald, og de første småflokke af traner kommer flyvende ind fra sumpene og lander på markerne ved Bjurum. Tranerne går lidt omkring og begynder så at danse. Parvis går de rundt om hinanden, kaster kviste og strå op i luften, bøjer hoved og hals ned mod jorden, foretager vældige meterhøje spring, breder vingerne ud og lader dem hænge ned til jorden, mens de trompeterer øredøvende.

Området her har Svenska Naturskyddsföreningen opkøbt, og på markerne dyrkes kartofler og korn, som tranerne kan æde. Det er blevet så stor en succes, at op mod 25.000 traner raster her i marts-april på vej til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien, Finland og Rusland. Flere tusinde fugleinteresserede drager hvert forår hertil for at se tranerne danse.

I 2006 lejede jeg et skjul ved Hornborgasjön for et døgn og kunne iagttage traner og andre fuglearter på tætteste hold. Om aftenen lettede tranerne under øredøvende trompeteren og fløj til overnatning i sumpene omkring søen, for kort efter daggry at vende tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med en verdensbestand på næsten 700.000 er den en af de talrigeste tranearter, kun overgået af prærietranen. Den er langt talrigest i Sibirien, men har i de senere år været i stærk fremgang i Europa, fx er der i dag ca. 30.000 par i både Sverige og Finland, ca. 20.000 par i Polen og ca. 10.000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand vurderes til at omfatte mindst 115.000 par.

Fremgangen hænger sikkert sammen med, at tranen mange steder har fået fred for jagt, kombineret med store mængder meget næringsrig spildmajs på markerne, hvilket udgør en stigende del af artens føde. I den øvrige del af udbredelsesområdet er arten dog i svag tilbagegang, hvilket skyldes afvandinger, dæmningsanlæg, opdyrkning, kviksølvforurening, olieeftersøgning, jagt, samt forfølgelse pga. skader på afgrøder. Reliktbestanden af underarten archibaldi i Tyrkiet og Kaukasus tæller under 100 par og er således stærkt truet.

Tranen yngler normalt i større vådområder, men i Europa har den tilpasset sig mindre moser. De vestlige bestande overvintrer på den iberiske halvø, samt i Frankrig, det nordvestlige Afrika, Egypten, Sudan, Ethiopien, Irak og Iran, mens østlige bestande tilbringer vinteren i det nordlige Indien og det østlige Kina. I vinterkvartererne kan den ses i tusindtallige flokke langs floder, samt i enge og agerland, på den iberiske halvø også i åbne skove af steneg (Quercus ilex), hvis agern den æder.

 

 

 

 

 

Op gennem 1970’erne og 80’erne fandtes der fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har tranen været i forrygende fremgang, og i 2022 ynglede op mod 750 par. De vigtigste ynglelokaliteter findes i Thy, Vendsyssel og Bornholm. Hvor den tidligere kun ynglede i store, øde sumpe, tager den i dag ofte til takke med småmoser, blot der er den fornødne fred for mennesker og ræve. Kongens Mose i Sønderjylland huser den tætteste bestand med 11 par på et ret begrænset areal. Bornholm, som kun har et areal på 588 km², rummer ca. 70 par.

Efter yngletiden raster hovedparten af de jyske ynglefugle og deres flyvefærdige unger mellem august og november i Vejlerne i Thy, hvor flokke på op til 150 kan ses. Om efteråret trækker svenske, finske og russiske traner over Bornholm til Rügen i Tyskland, hvor op til 60.000 raster i oktober.

 

 

 

Bestanden fik et knæk under 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig, og i 1962 var der kun ca. 200 par. Siden er antallet steget støt, og der er nu omkring 4500 fugle. Beskyttelse af arten på Hokkaido har været en stor succes, og bestanden er gået stærkt frem fra kun ca. 20 fugle i 1924 til ca. 2000 i 2025. De fodres om vinteren på øen.

På fastlandet trues arten fortsat af tømmerhugst, afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, dæmningsanlæg og byudvikling. Trusler på Hokkaido omfatter byudvikling, vejanlæg og kollisioner med elledninger. Antallet af dødsfald mod ledninger er dog faldet drastisk, efter at disse er blevet iøjnefaldende markeret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter 2. Verdenskrig var bestanden måske så lav som 1000, men begyndte så at stige igen. Arten er stadig i fremgang og tæller nu omkring 19.000 individer. Den er dog stadig sårbar og trues i yngleområderne af afvandinger, minedrift og tømmerhugst, i vinterkvartererne af afvandinger, dæmningsanlæg, byudvikling og kollisioner med elledninger. I Japan kan arten trues af eventuelle sygdomsudbrud på fodringslokaliteten.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk monakhos (‘munk’), hvilket sigter til den kalot-lignende tegning på pande og isse.

 

 

 

 

 

Traditionelt har både tibetanere og indere beskyttet den sorthalsede trane af religiøse grunde, og nogle steder har den vænnet sig til at yngle i nærheden af menneskelig beboelse. Om vinteren flyver fuglene til lavereliggende områder, overvejende i det sydlige Tibet og Yunnan- og Guizhou-provinserne i det sydlige Kina, i mindre grad i Assam i det nordøstlige Indien, samt i Bhutan. Her fouragerer de især på marker.

Fra 1950’erne gik denne art stærkt tilbage, i yngleområdet pga. afvandinger, kvæggræsning og industriforurening, i vinterkvartererne pga. afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, forurening og krybskytteri. Siden er bestanden vokset på grund af øget beskyttelse og tæller i dag omkring 17.000 fugle. Arten er dog fortsat klassificeret som sårbar.

Artsnavnet er afledt af latin niger (‘sort’) og collum (‘hals’).

Mine oplevelser med denne statelige fugl er beskrevet på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i den sydlige og østlige del af Sydafrika, med en isoleret, ganske lille bestand i Etosha Nationalpark i det nordlige Namibia. Arten lever på højtliggende, tørre græsstepper, hvor den yngler og overnatter i vådområder. Nogle steder yngler den også i agerland. Den er standfugl, men flyver ofte til områder med nylig nedbør.

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden nu er i fremgang og tæller mindst 35.000 individer.

Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfattede førhen omkring 150 fugle, men har siden været i stærk tilbagegang. I 2025 blev bestanden vurderet til omkring 30 individer.

Arten er nationalfugl i Sydafrika.

 

 

 

 

 

I 3-binds-værket A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) skriver den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742): “Denne fugl kaldes for Demoiselles på grund af nogle adfærdsmønstre, den har, hvor den synes at imitere de bevægelser hos en kvinde, som indgyder ynde i hendes gangart og dans samt hendes bevægelser, når hun viser respekt for andre. Denne lighed må anses for at have en rimelig årsag, idet de forfattere, som gennem cirka 2000 år har omtalt denne fugl, især har kendetegnet den gennem dens imitation af bevægelser og opførsel hos mennesker. Aristoteles kaldte den for skuespiller eller komiker.” (Jobling, 2010)

Jomfrutranen er udbredt på stepper med spredte vådområder, men kan også leve på stensletter og i ørkener, blot der er adgang til vand. Den yngler undertiden i agerland. Arten findes i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den nu er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

Arten er trækfugl, og de vestlige bestande overvintrer i det nordøstlige Afrika fra Sudan og Ethiopien mod vest til Chad og det østligste Nigeria. De østasiatiske bestande trækker gennem dalene i Himalaya om efteråret og overvintrer i Indien, hvor arten optræder i tusindtallige flokke. I vinterkvartererne søger den ofte føde i agerland. I Gujarat og Rajasthan, nordvestlige Indien, fodres fuglene med korn, som skænkes af rige handelsmænd, tilhørende jainismen. (Denne religion er beskrevet på siden Religion: Jainisme).

Jomfrutranen er almindelig med et samlet antal på omkring 250.000, og som helhed er den i fremgang, selv om nogle bestande er i svag tilbagegang pga. afvandinger, overgræsning, opdyrkning, byudvikling, pesticidforgiftning og jagt. Op mod 5000 jomfrutraner og almindelige traner bliver årligt nedlagt til menneskeføde under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I vinterkvartererne bliver nogle fugle nedlagt, fordi de gør skade på afgrøder. Arten er klassificeret som sårbar, og bestandene i Ukraine og Tyrkiet er truede.

I Danmark er jomfrutranen truffet i naturen en del gange, men i de fleste tilfælde drejede det sig om undslupne fangenskabsfugle. Kun 6 fund betragtes som spontane forekomster af vilde fugle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘jomfru’, hvilket igen hentyder til artens ynde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu bryder solen gennem disen, og snetranerne begynder at danse. De foretager høje spring rundt om hinanden, bøjer hovedet ned mod vandet, mens de kalder, og basker med vingerne, hvorved de sorte svingfjer står i stærk kontrast til den hvide krop. De store sarustraner lige i nærheden lader sig ikke opildne af snetranernes dans. Deres egen dans finder hovedsagelig sted i marts-april.

 

Denne art, som udelukkende findes i vådområder, var tidligere vidt udbredt i det nordlige Sibirien, men har siden 1800-tallet været i forrygende tilbagegang. Den østlige bestand, som tæller 3500-3800 individer, yngler især i Yakutia-republikken og lidt østpå. Den overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, heraf 98% i Poyang-søen. Dele af denne sø er fredet, men trues af et stort dæmningsanlæg, Three Gorges, som kontrollerer de årlige oversvømmelser af søområdet. Andre trusler mod arten er kviksølvforurening og olieeftersøgning i Sibirien.

De centrale og vestlige sibiriske bestande, som ynglede omkring Ob-floden, er nu uddøde. Den vestlige bestand tilbragte vinteren i Iran i den sydlige del af det Kaspiske Hav. I 1990’erne sås fortsat op til 10 fugle her, men dette antal dalede til 4 i 2002, og efter 2010 bare en enkelt han, som ikke er observeret siden 2023.

Den centrale bestand overvintrede i Nordindien. I Keoladeo Nationalpark (tidligere kaldt Bharatpur Fuglereservat) kunne indtil 1960’erne ses op mod 200 overvintrende snetraner. Men antallet dalede katastrofalt, og i 1970’erne var der kun omkring 75 fugle tilbage.

The International Crane Foundation forsøgte at hjælpe denne bestand, bl.a. ved i Sibirien at lægge snetraneæg i reder af almindelig trane, som så opfostrede snetrane-ungerne. Men alligevel dalede antallet i Keoladeo til bare 4 individer i 1996, og sidste observation var i 2002. Fuglene var genstand for intensiv jagt under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I Keoladeo har man prøvet at udklække snetraneæg i reder af sarustraner, men ungerne blev præget på fosterforældrene og blev sammen med dem i området hele året.

I oldtiden overvintrede arten så langt mod vest som i Egypten. Et relief fra Saqqara, der nu befinder sig i Ny Carlsberg Glyptotek i København, forestiller seks snetraner, og der findes også en afbildning af en snetrane i Senet’s grav fra 12. dynasti (1991-1785 f.Kr.). Ydermere er en snetrane omtalt i en tekst af den egyptiske forfatter an-Nuwayri (1279-1332 e.Kr.).

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og geranos, det klassiske græske ord for trane.