Traner – fascinerende og sårbare

Langsomt farver den opgående sol landskabet violet, så rødt og derpå gult. Ude i disen høres gjaldende trompetskrald, og de første småflokke af traner (Grus grus) kommer flyvende ind fra sumpene og lander på markerne ved Bjurum. Tranerne går lidt omkring og begynder så at danse. Parvis går de rundt om hinanden, kaster pinde og strå op i luften, bøjer hoved og hals ned mod jorden, foretager vældige meterhøje spring, breder vingerne ud og lader dem hænge ned til jorden, mens de trompeterer kraftigt.

Området her har Svenska Naturskyddsföreningen opkøbt, og på markerne dyrkes kartofler og korn, som tranerne kan æde. Det er blevet så stor en succes, at op mod 10.000 traner raster her i marts-april på vej til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien, Finland og Rusland. Flere tusinde fugleinteresserede drager hvert forår hertil for at se tranerne danse. Man kan leje et skjul for en hel dag, hvorfra tranerne kan ses på tætteste hold. Om aftenen letter fuglene og flyver til overnatning i sumpene omkring søen.

Nu bryder solen gennem disen, og de hvide snetraner begynder at danse. De hopper rundt om hinanden, bøjer hovedet ned mod vandet, trompeterer, foretager høje spring og basker med vingerne, hvorved de sorte svingfjer står i stærk kontrast til den hvide krop. De store sarustraner lige i nærheden lader sig ikke opildne af snetranernes dans; deres egen dans finder først sted i marts-april.

I det tiltagende lys tager tranerne efterhånden form, og et fantastisk skue åbenbarer sig i strålerne fra den opgående sol. Fra skjulet kan man se omkring 50.000 prærietraner stå skulder ved skulder overalt på sandbankerne, de nærmeste kun omkring hundrede meter borte. Som solen stiger, tiltager fuglenes uro, de trompeterer kraftigt, nogle danser en smule, men snart letter flok efter flok og flyver under øredøvende larm ud over de tilstødende majsmarker for at søge føde.

Under forårstrækket i marts-april gæster omkring en halv million prærietraner – ca. 80 % af verdensbestanden – denne flod, hvor de overnatter på sandbanker.

De 13 arter af ægte traner var tidligere placeret i tre forskellige slægter, men blev så på et tidspunkt alle overført til slægten Grus. De nyeste genetiske studier har genoprettet nogle af de tidligere anerkendte slægter, og i dag opdeles arterne i tre slægter: Leucogeranus (1 art), Grus (8 arter), samt Antigone (4 arter).

Traner er alle langbenede og langhalsede fugle, mellem 85 og 176 cm høje. Sarustrane og vortetrane (Grus carunculata) er de højeste arter, og de er verdens højeste flyvende fugle. Rødkronet trane (Grus japonensis) er den tungeste med en vægt på op til 8 kg. På Cuba er fundet 1-3 mio. år gamle skeletter af en art kæmpetrane, Grus cubensis, som sandsynligvis ikke kunne flyve.

Han og hun er ens af udseende, men hannen er normalt lidt større end hunnen. Hos de fleste arter er kroppen grå eller hvid, enkelte arter har også sort eller brunt i fjerdragten, og hovedparten har sorte svingfjer. De inderste armsvingfjer og deres dækfjer er forlængede og krøllede hos de fleste arter. De hænger som en dusk ud over den korte hale, når fuglene går. Vortetrane, jomfrutrane (Grus virgo) og paradistrane (Grus paradisea) har de inderste svingfjer langt tilspidsede, hos paradistrane så stærkt forlængede, at de rører jorden, når tranen går. Dunungerne er brune, gullige eller rødlige, og ungfuglene ligner brunlige udgaver af de voksne.

Tranernes hoveder er meget karakteristiske. Næsten alle arter har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Vortetranen har nøgen rød hud over næbbet med en mængde vorter på. Under hagen har den rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper. Kun jomfrutrane og paradistrane har totalt fjerklædte hoveder. I nakken har disse to arter fjertoppe, der rejses som en skærm under dansen. De to krontraner har en busket, strågul fjerkrans i nakken. De har nøgen hvid og rød hud på kinderne og en rød hudlap under hagen.

Traner flyver i modsætning til hejrer med strakt hals, og under flugten kalder de næsten ustandseligt. De fleste arter fælder alle svingfjer samtidigt og har altså en periode på flere uger, hvor de ikke kan flyve. Inderste tå har en skarp klo, der bruges til forsvar og under kampe.

Luftrøret hos Grus-arterne er meget langt og ligger i en dobbelt bølge inde i det hule brystben. Luftrørets ringe er vokset sammen med brystbenet og danner tynde plader. Når tranen kalder, vibrerer disse plader og producerer de kraftige lyde. Trompetertranen (Grus americana) har med et luftrør på op til 150 cm den kraftigste stemme af alle traner. Hos snetrane, vortetrane, jomfrutrane og paradistrane er bølgerne på luftrøret kortere, og disse arters stemmer er svagere end de øvrige Grus-arters. Snetranens stemme er en fløjteagtig trille. De fleste arter frembringer også diverse gutturale lyde. Krontranernes luftrør er langt kortere end hos de øvrige traner og uden bølge. De udstøder gåseagtige lyde.

Traner er især kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Tranedans kan forekomme på alle årstider, men mest i det tidlige forår, hvor nye par dannes. Dansen forstærker også båndene mellem han og hun hos etablerede par, der holder sammen hele livet. Fuglene går rundt om hinanden, bukker, spreder vingerne ud og foretager yndefulde spring, som kan være meterhøje. De kaster ofte kviste, strå el. lign. op i luften og forsøger at gribe dem igen. Under dansen ryster de to krontranearter med hovedet, så den store, buskede fjerkrans rigtigt kommer til sin ret. Tranedans afsluttes ofte med et såkaldt unison call, dvs. at hun og han trompeterer samtidigt.

Prærietrane, og i mindre grad almindelig trane og snetrane, ’jordbader’, så dele af fjerdragten bliver brunlig. Hos de to førstnævnte arter giver badningen en øget camouflage, men snetranen farves kun lidt af badningen, og det menes, at adfærden hos denne art er en rest af en urgammel adfærd hos tranernes stamfader.

Traner yngler i moser, søer, langs floder eller på græsstepper og placerer oftest reden på jorden i et utilgængeligt sumpområde. Nogle arter, fx vortetrane, bygger tit reden helt omgivet af vand, der er op til 1 m dybt. Ofte bruges reden fra året før, og vortetrane og grå krontrane yngler somme tider i forladte reder af andre fuglearter. En sjælden gang yngler krontraner i træer.

Reden varierer fra en skrabet fordybning i jorden (hos jomfrutrane og paradistrane) til en vældig konstruktion af plantedele, som kan være op til en halv meter høj og 2 m bred. Jomfrutrane og paradistrane forer somme tider reden med småsten, uvist af hvilken grund.

De fleste tranearter lægger to æg, undertiden ét eller tre, vortetranen dog normalt kun ét. Rugningen varer 27-32 dage hos de fleste arter, op til 36 dage hos de største arter. Den starter, når første æg er lagt, og begge mager ruger. Ungerne forlader normalt reden 1-2 dage efter klækningen og fodres den første tid. I denne periode bliver ungerne hos de fleste arter i nærheden af reden, som de ofte tilbringer natten i. Men paradistranens unger følger allerede efter ca. 12 timer forældrene på fourageringstogter ud i græslandet.

Æg og unger er et eftertragtet bytte for en lang række dyr som losser, ræve, sjakaler, ørne, krager, ugler etc. Ungerne er flyvefærdige efter 60-100 dage, afhængigt af arten. De holder sammen med forældrefuglene i 10-20 måneder. Ungfuglene yngler første gang i 2-års alderen hos de små arter, 4-6 år hos de store.

Traner æder også gerne kornprodukter, kartofter, gulerødder og oliven, og større flokke kan gøre megen skade på afgrøder. I visse lande, fx Canada, betaler staten erstatninger til bønder, som har større tab pga. af traneflokke på markerne.

Brolgatrane (Antigone rubicunda), sarustrane, vortetrane, paradistrane og de to krontraner er standfugle, men uden for yngletiden strejfer de omkring til steder, hvor der nylig er faldet regn. De sydlige bestande af prærietrane er ligeledes standfugle.

I hinduismen er sarustranen guden Vishnus budbringer. Gudinden Baglamukhi, som har tranehoved, er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift. Når man bringer offergaver til hende, får man kraft til at modstå sine sorger. En legende beretter, at sanskrit-poeten Valmiki så en jæger nedlægge en sarustrane. Dens mage nægtede at forlade sin døde fælle, og jægeren nedlagde også den. Denne hændelse inspirerede Valmiki til at skrive det episke heltedigt Ramayana, der beretter om trofasthed og ære. (Mere om dette heltedigt findes på siderne Religion: Hinduisme, samt Dyreliv – Pattedyr: Aber).

Ifølge græsk mytologi blev guden Mercur inspireret af flyvende traner til at opfinde det græske alfabet. Grækerne afbildede traner med sangeren og digteren Orfeus og med musicerende muser. Af tranernes skinnebensknogler blev fremstillet fløjter. På øen Delos opførtes en særlig tranedans, og bagefter satte man en krans på en statue af skønhedsgudinden Afrodite. Også hos folkeslag i Afrika, Australien, Sibirien og Kina blev tranernes bevægelser efterlignet i stammedanse.

Traneklaner er kendt fra bl.a. hopi- og zuni-folkene i det sydvestlige USA, og traner var totem for bl.a. australske aboriginals og for anishinabe-stammen i Nordamerika. Unge mænd fra crow- og cheyenne-folkene blæste i fløjter fremstillet af vingeben fra prærietraner, før de gik i krig.

I orientalsk malerkunst er traner et meget yndet motiv, og de var tidligere et symbol på lykke, et langt liv og held i ægteskab. Origami er en orientalsk kunstart, hvor figurer foldes af papir. Figurer forestillende dansende traner blev efter bombardementet af Hiroshima og Nagasaki et symbol på håbet om fred, og japanske skoleelever foldede tusindvis af traner.

Også i dag er traner meget populære hos befolkningerne i mange lande. Paradistranen er nationalfugl i den Sydafrikanske Union, den sorte krontrane (Balearica pavonina) i Nigeria og den grå krontrane i Uganda. Flere flyselskaber har traner i deres logo. Fuglene er populære i zoologiske haver over hele verden, og i Kina har traner været holdt i fangenskab i mindst 2000 år. Over hele kloden valfarter naturinteresserede til tranernes raste- og overvintringspladser for at se og høre de store fugle danse og trompetere.

De var imidlertid meget fattige, og for at øge deres indkomst vævede hustruen en fin dug af hvid silke, som en rigmand fandt behag i. Han bestilte en dug mere, men hustruen sagde til bonden: ”Ja, jeg vil væve én til, men du må love ikke at se mig, mens jeg væver.”

Det lovede bonden, men hans nysgerrighed tog overhånd, så han kiggede gennem et hul i væggen. Han så da, at det ikke var hans hustru ved væven, men derimod en stor trane. Bonden skreg op, og hustruen forstod, at han havde luret. Hun sagde: ”Du plejede mig, og jeg blev din hustru som tak. Men nu har du set mig i min rette skikkelse, og jeg kan ikke blive hos dig.”

Derpå gik hun ud i gården, bredte vingerne ud og steg mod himlen.

Men nu kom en stor grå fugl frem fra krattet og begyndte at danse som Brolga. Waiwera havde bortført hende, men hendes dans bestod gennem tranen.

De store fugle optræder også i folkemedicinen. Hildegard von Bingen (1098-1179) skriver, at traneblod hjælper kvinder, når de skal føde, og endnu bedre er det at binde en traneklo i en snor omkring navlen – men den skal være fra højre fod. I 1832 angiver Philipp, at tranefedt modvirker døvhed. Kjærbølling skriver i 1852, at suppe kogt på tranekød er meget styrkende.

Mange tranearter er blevet meget sjældne, og flere er i fare for at uddø. Adskillige grupper og foreninger arbejder med henblik på at bevare tranerne. IUCN/SSC Crane Specialist Group er kernen i World Working Group on Cranes, der blev dannet i 1970. Denne specialistgruppe har 79 medlemsgrupper i 28 lande, bl.a. The International Crane Foundation i USA. Denne forening udgiver hvert kvartal tidsskriftet The ICF Bugle, der indeholder nyheder inden for traneforskning og -fredning.

Der afholdes internationale tranekonferencer og -symposier, hvor repræsentanter for deltagerlandene udveksler erfaringer og aftaler samarbejdsprojekter og fredningstiltag, deriblandt:

Den lever på savanner, i floddale og nogle steder i agerland med vådområder. Arten er standfugl, men flyver ofte til steder, hvor der nylig er faldet regn. I modsætning til andre tranearter overnatter den tit i træer.

Den sorte krontrane var tidligere almindelig, men er gået stærkt tilbage siden 1970’erne pga. tørke, overgræsning, dæmningsanlæg, dræning og opdyrkning af vådområder, samt direkte forfølgelse til menneskeføde og pga. skader på afgrøder. Borgerkrigen, som hærgede i Sudan i mange år, gik også ud over tranerne. Den samlede bestand omfatter færre end 40.000 fugle, heraf mindst tre fjerdedele i de store sumpe omkring den Hvide Nil i det sydlige Sudan. De vestafrikanske bestande er udryddelsestruede.

Arten lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. I lighed med sort krontrane overnatter arten ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

Denne art, som bliver op til 140 cm høj, var tidligere vidt udbredt i det nordlige Sibirien, men har siden 1800-tallet været i forrygende tilbagegang. Den østlige bestand, som tæller 3500-3800 individer, yngler især i Yakutia-republikken og lidt østpå. Den overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, heraf 98% i Poyang-søen. Dele af denne sø er fredet, men trues af et stort dæmningsanlæg, Three Gorges, som kontrollerer de årlige oversvømmelser af søområdet. Andre trusler mod arten er kviksølvforurening og olieeftersøgning i Sibirien.

De centrale og vestlige sibiriske bestande, som ynglede omkring Ob-floden, er nu så godt som uddøde. Den vestlige bestand tilbragte vinteren omkring det Kaspiske Hav. I 1990’erne sås op til 10 fugle her, men dette antal dalede til 4 i 2002 og bare en enkelt siden 2010.

Den centrale bestand overvintrede i Nordindien. I Keoladeo Nationalpark (tidligere kaldt Bharatpur Fuglereservat) kunne indtil 1960’erne ses op mod 200 overvintrende snetraner. Men antallet dalede katastrofalt, og i 1970’erne var der kun omkring 75 fugle tilbage.

The International Crane Foundation forsøgte at hjælpe denne bestand, bl.a. ved i Sibirien at lægge snetraneæg i reder af almindelig trane, som så opfostrede snetrane-ungerne. Men alligevel dalede antallet i Keoladeo til bare 4 individer i 1996, og sidste observation var i 2002. Fuglene var genstand for intensiv jagt under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I Keoladeo har man prøvet at udklække snetraneæg i reder af sarustraner, men ungerne blev præget på fosterforældrene og blev sammen med dem i området hele året.

I oldtiden overvintrede arten så langt mod vest som i Egypten. Et relief fra Saqqara, der nu befinder sig i Ny Carlsberg Glyptotek i København, forestiller seks snetraner, og der findes også en afbildning af en snetrane i Senet’s grav fra 12. dynasti (1991-1785 f.Kr.). Ydermere er en snetrane omtalt i en tekst af den egyptiske forfatter an-Nuwayri (1279-1332 e.Kr.).

Tranen yngler normalt i større vådområder, men i Europa har den tilpasset sig mindre moser. De vestlige bestande overvintrer på den iberiske halvø, samt i Frankrig, det nordvestlige Afrika, Egypten, Sudan, Ethiopien, Irak og Iran, mens østlige bestande tilbringer vinteren i det nordlige Indien og det østlige Kina. I vinterkvartererne kan den ses i tusindtallige flokke langs floder, samt i enge og agerland, på den iberiske halvø også i åbne skove af steneg (Quercus ilex), hvis agern den æder.

Med en verdensbestand på næsten 700.000 er tranen den næstalmindeligste blandt tranerne, kun overgået af prærietranen. Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. Fremgangen hænger sikkert sammen med, at tranen mange steder har fået fred for jagt, samt at spildmajs, som er meget næringsrig, udgør en stigende del af artens føde. I den øvrige del af udbredelsesområdet er arten dog i svag tilbagegang, hvilket skyldes afvandinger, dæmningsanlæg, opdyrkning, kviksølvforurening, olieeftersøgning, jagt, samt forfølgelse pga. skader på afgrøder. Reliktbestanden af underarten archibaldi i Tyrkiet og Kaukasus tæller under 100 par og er således stærkt truet.

At tranen tidligere var en almindelig ynglefugl i Danmark, fremgår af de mange stednavne, mindst 59, hvori ordet trane forekommer, bl.a. Tranekær, Tranebjerg og Traneholm. Arten forsvandt imidlertid midt i 1800-tallet pga. jagt og afvanding af deres ynglesumpe. Rimeligvis har et enkelt eller to par overlevet upåagtet i de vidtstrakte nordjyske moser. I Lille Vildmose blev tranen iagttaget regelmæssigt fra omkring 1925, og i 1938 og 1952 blev den konstateret ynglende i Råbjerg Mose nær Frederikshavn.

Op gennem 1970’erne og 80’erne ynglede fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har tranen været i forrygende fremgang, og i dag (2018) yngler der op mod 500 par. De vigtigste ynglelokaliteter findes i Thy, Vendsyssel og Bornholm. Hvor den tidligere kun ynglede i store, øde sumpe, tager den i dag ofte til takke med småmoser, blot der er den fornødne fred for mennesker og ræve. Kongens Mose i Sønderjylland huser den tætteste bestand med 11 par på et ret begrænset areal. Bornholm, som kun har et areal på 588 km², rummer ca. 70 par.

Efter yngletiden raster hovedparten af de jyske ynglefugle og deres flyvefærdige unger mellem august og november i Vejlerne i Thy, hvor flokke på op til 150 kan ses. Om efteråret trækker svenske, finske og russiske traner over Bornholm til Rügen i Tyskland, hvor op til 60.000 raster i oktober.

Bestanden fik et knæk under 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig, og i 1962 var der stadig kun ca. 200 par. Siden øgedes antallet langsomt, og der er nu omkring 2800-3300 fugle, heraf ca. 1300 på Hokkaido, hvor bestanden er gået stærkt frem fra kun ca. 20 fugle i 1924. På fastlandet er arten atter i tilbagegang og trues af tømmerhugst, afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, dæmningsanlæg og byudvikling. Bestanden på Hokkaido trues af byudvikling, vejanlæg og kollisioner med elledninger. Antallet af dødsfald mod ledninger er dog faldet drastisk, efter at disse er blevet iøjnefaldende markeret.

Traditionelt har både tibetanere og indere beskyttet den sorthalsede trane af religiøse grunde, og nogle steder har den vænnet sig til at yngle i nærheden af menneskelig beboelse. Om vinteren flyver fuglene til lavereliggende områder, især rismarker, overvejende i det sydlige Tibet, og endvidere i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina, Assam i det nordøstlige Indien, samt i Bhutan.

Fra 1950’erne gik denne art stærkt tilbage, i yngleområdet pga. afvandinger, kvæggræsning og industriforurening, i vinterkvartererne pga. afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, forurening og krybskytteri. Bestanden er dog siden vokset og tæller i dag omkring 10.000 fugle. Arten er klassificeret som sårbar.

En beskrivelse af mine oplevelser med denne statelige fugl kan læses på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

Efter 2. Verdenskrig var bestanden måske så lav som 1000, men begyndte så at stige igen. Arten er stadig i fremgang og tæller nu omkring 15.000 individer, men antallet varierer en del af ukendte årsager. Den er dog sårbar og trues i yngleområderne af afvandinger, minedrift og tømmerhugst, i vinterkvartererne af afvandinger, dæmningsanlæg, byudvikling og kollisioner med elledninger. I Japan kan arten trues af eventuelle sygdomsudbrud på fodringslokaliteten.

Bestanden, som før europæernes ankomst var på mindst 10.000, gik støt tilbage, og sidst i 1800-tallet var der kun omkring 1500. De blev fortsat forfulgt som skadedyr, og bestanden faldt katastrofalt. I 1938 var der kun omkring 20 fugle tilbage. Efter krigen påbegyndtes et stort oplysningsarbejde for at få jægere og landmænd til at undlade at skyde de prægtige fugle. I min barndoms biologiske leksikon, Dyrenes verden, fra 1950’erne, skrev Ingvald Lieberkind: ”Gennem radio, TV og avisartikler søger man at beskytte de sidste sørgelige rester mod hensynsløse bøsseafknaldere på deres rejseveje.”

I 1954 opdagede man det sidste tilbageværende yngleområde for trompetertranen i Wood Buffalo Nationalpark i Canada, hvor et intensivt forskningsarbejde blev påbegyndt. I reder med to æg blev det ene taget til et yngleprogram i fangenskab. (Det kunne man roligt gøre, da der altid kun overlever én unge fra hver rede). Artens eneste overvintringsområde i Aransas National Wildlife Refuge i Texas var i forvejen fredet. Bestanden gik langsomt frem, og i 1969 talte den 68 fugle.

Mellem 1975 og 1988 blev 380 æg af trompetertrane placeret i prærietranereder i Idaho. Men selv om 38 unger blev flyvefærdige, udviste de prærietrane-opførsel, og der blev ingen trompetertraneunger produceret i denne flokken. Eksperimentet blev standset. Siden 1993 er flere hundrede opdrættede ungfugle udsat i Florida i håb om at skabe en bestand af standfugle. I 2003 var der 95 overlevende, og siden 2000 har de fået nogle få unger. Problemet er, at rødlos (Lynx rufus) og andre rovdyr tolder af ungerne. I 2018 talte den vilde bestand her 14 individer, mens 163 holdtes i fangenskab.

I 2001 og 2002 blev i alt 21 unge trompetertraner, klækket i Wisconsin, optrænet til at følge efter et ultralet fly, og om efteråret trak de efter flyet til Florida. Denne bestand, som i 2007 talte 90 fugle, trækker nu på egen hånd frem og tilbage mellem Wisconsin og Florida. Siden 2006 har denne flok produceret nogle få flyvefærdige unger, som trækker med de voksne fugle til Florida.

I 2011 blev en ny bestand etableret i det sydvestlige Louisiana ved hjælp af 10 ungfugle, som var opfostret i fangenskab. I 2018 talte denne flok 54 fugle.

Anstrengelserne har båret frugt. I 2008 var den totale bestand af trompetertranen 270 fugle, og dette tal steg til 849 i 2018.

Arten blev reddet i sidste øjeblik, men den smukke fugl er stadig verdens sjældneste traneart, som trues af indavl, afvandinger, samt kollisioner med elledninger. Et vejanlæg i Aransas, den eneste nuværende overvintringsplads, hindrer indstrømning af frisk vand fra floderne. Det har fået bestanden af den blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens vigtigste føde i Aransas, til at gå tilbage. I nærheden bores der efter olie. Petrokemiske produkter fra lastbiltransporter på vejen er enkelte gange sivet ud i reservatet og har forurenet området.

Arten er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Efter en regntid, som giver mindre oversvømmelser end normalt, yngler den ikke. Derfor har dæmningsanlæg meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8-9000, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse ved sumpområder. Arten er stærkt truet, og i den Sydafrikanske Union er den næsten forsvundet.

I Europa blev denne lille traneart, op til 1 m høj, først blev bragt til Frankrig, hvor Dronning Marie Antoinette (1755-93) fandt den så yndefuld, at hun kaldte den for grue demoiselle, hvilket på dansk blev til jomfrutrane.

Den er udbredt på stepper med spredte vådområder, men kan også leve på stensletter og i ørkener, blot der er adgang til vand. Den yngler undertiden i agerland. Arten findes i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den nu er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

Arten er trækfugl, og de vestlige bestande overvintrer i det nordøstlige Afrika fra Sudan og Ethiopien mod vest til Chad og det østligste Nigeria. De østasiatiske bestande trækker gennem dalene i Himalaya om efteråret og overvintrer i Indien, hvor arten optræder i tusindtallige flokke. I vinterkvartererne søger den ofte føde i agerland. I Gujarat og Rajasthan fodres fuglene med korn, som skænkes af rige handelsmænd, tilhørende jain-religionen.

Jomfrutranen er en almindelig art med et samlet antal på 230-260.000, og som helhed er den i fremgang, selv om nogle bestande er i svag tilbagegang pga. afvandinger, overgræsning, opdyrkning, byudvikling, pesticidforgiftning og jagt. Op mod 5000 jomfrutraner og almindelige traner bliver årligt nedlagt til menneskeføde under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I vinterkvartererne bliver nogle fugle nedlagt, fordi de gør skade på afgrøder. Arten er klassificeret som sårbar, og bestandene i Ukraine og Tyrkiet er truede.

I Danmark er jomfrutranen truffet i naturen en del gange, men i de fleste tilfælde drejede det sig om undslupne fangenskabsfugle. Kun 6 fund betragtes som spontane forekomster af vilde fugle.

Denne art har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i den sydlige og østlige del af den Sydafrikanske Union, med en isoleret forekomst i Etosha Nationalpark i det nordlige Namibia. Arten lever på højtliggende, tørre græsstepper, men yngler og overnatter helst i vådområder. Nogle steder yngler den også i agerland. Den er standfugl, men flyver ofte til områder med nylig nedbør.

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden nu er i svag fremgang og tæller ca. 25.000 individer. Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfattede førhen omkring 150 fugle, men er nu i stærk tilbagegang. I 2015 blev bestanden vurderet til omkring 35 individer.

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, var arten i en årrække i rivende tilbagegang her på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider. I Indokina er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling. De langvarige krige i Vietnam, Laos og Cambodia tog også deres told af traner. I Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-10.000 i Nordindien, hvor den er i fremgang på grund af øget beskyttelse.

Arten er standfugl, men flyver noget omkring uden for yngletiden til nedbørsområder. De to østlige underarter er tilknyttet vådområder, uden for yngletiden også græsland og agerland. Den indiske underart har i høj grad vænnet sig til mennesker og kan yngle i meget små vådområder i agerland.

I Indien siger man, at når sarustranerne flokkes, er det tegn på den forestående monsunregn. Da traneparret holder sammen hele livet, er sarustranen også symbol på ægteskabelig lykke. I den hinduistiske mytologi har gudinden Baglamukhi tranehoved. Hun er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift.

Det danske navn er hindi-navnet på fuglen.

Fuglene i det nordøstlige Australien er specielle ved i tørtiden fortrinsvis at fouragere på jordstænglerne af én planteart, bulkuru (Eleocharis dulcis), en art af sumpstrå. På andre årstider er kosten mere varieret, som hos den sydlige bestand. Brolgatranen er den eneste traneart, som kan fouragere i saltvand, og den har kirtler nær øjnene, som udskiller salt. Fuglen kaldes ‘de indfødtes ledsager’, da en brolga-unge opfostret af aboriginals ofte følger sin fosterfader i hælene som en hund.

Bestanden har ikke været optalt, men skønnes at ligge på over 50.000. Mange steder er arten i tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsprojekter, opdyrkning og overgræsning, og i den sydøstlige del af Australien er den gået stærkt tilbage i 1900-tallet. Forvildede svin er begyndt at konkurrere med tranerne om bulkuru-jordstænglerne. Bestanden i Ny Guinea er lille og spredt, og man ved ikke, om den er stabil. Arten som helhed er klassificeret som sårbar, de sydøstlige bestande som truede.

Denne art gik markant tilbage i første halvdel af 1900-tallet pga. Afvandinger og jagt, samt effekten af 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig. Siden voksede bestanden langsomt igen, og der er nu omkring 7000 fugle. Det frygtes dog, at den igen vil gå tilbage, i yngleområderne pga. afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, pesticider, samt dæmningsanlæg på Amur-floden, og i vinterkvarteret i Kina på grund af det store Three Gorges-dæmningsanlæg på Yangtze-floden. Den kunstige fodring i vinterkvarteret i Japan kan også true arten i tilfælde af sygdomsudbrud.

Prærietranen, som bliver op til 120 cm høj, er verdens talrigeste trane med en bestand på over 1,2 mio., og bestanden vokser stadig, hvilket utvivlsomt skyldes den nemme adgang til spildmajs i vinterkvartererne.

I dag anerkendes fem underarter: canadensis i det østlige Sibirien, Alaska og det nordlige Canada (fire femtedele af hele bestanden); tabida i det sydlige Canada, samt det nordlige og vestlige USA; pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia; pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi; og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart, rowani, akcepteres ikke længere, og nogle autoriteter anerkender kun to underarter, canadensis og tabida.

De nordlige bestande yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. Bestandene i Mississippi, Florida/Georgia samt på Cuba er standfugle, som yngler i vådområder på prærier og i palme-fyrre-græsland.

Arten kaldes også sandhøjtrane. Dette mærkelige navn skyldes, at den på bl.a. Banks Island i det arktiske Canada er fundet ynglende på toppen af klitter. Årsagen kan være, at tranerne her er i fred for polarræve, der helst søger føde nede på selve tundraen.

Under forårstrækket tilbringer prærietranerne natten på sandbanker i præriens større floder. Før i tiden skabte forårets oversvømmelser masser af sandbanker i floderne, men efterhånden som floderne blev tæmmet med dæmningsanlæg, udeblev disse oversvømmelser, og sandbankerne begyndte at vokse til i pilekrat. I dag er kun få flodstrækninger egnede for fuglene. I Nebraska gør man et stort arbejde for at fjerne pilekrattene, og hvert forår i marts-april gæster omkring 80 % af alle prærietraner en strækning på ca. 100 km af Platte-floden. Fuglene æder sig fede i spildmajs på de omliggende marker inden det videre træk til ynglepladserne. Landmændene byder fuglene velkomne, da majs fra året før betragtes som ukrudt i den kommende afgrøde, der ofte er en helt anden type majs. Fuglene bliver i området ca. tre uger. Disse store traneflokke er blevet en stor turistattraktion.

I det meste af udbredelsesområdet er prærietranen i fremgang, hvilket givetvis skyldes den nemme adgang til spildmajs, der er meget næringsrig. Fornylig er arten ekspanderet vestpå i Sibirien, og den russiske bestand tæller nu over 10.000 fugle. Russerne har ikke tradition for at skyde traner, men i de senere år er prærietranen blevet så almindelig, at man har indført jagttid på den.

Den smukke fugl er blevet så almindelig i Sibirien, at den nu udgør en trussel mod ynglende vadefuglearter, hvis unger den gerne æder. I de senere år er mange af disse arter gået stærkt tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af deres habitat på trækruterne mellem yngle- og vinterkvarter. I Kina, Korea og Vietnam er kæmpestore lavvandede kystområder blevet inddæmmet og omdannet til rejefarme, saltpander eller agerland – områder som trækkende vadefugle er afhængige af til at blive fedet op, inden de fortsætter trækket til deres højarktiske ynglepladser.

Mange vadefugle er nu i så dårlig kondition ved ankomsten, at deres ungeproduktion bliver lav – eller de yngler ganske simpelt ikke. Derfor er antallet af flyvefærdige unger styrtdykket hos mange arter, og en art som skerylen (Eurynorhynchus pygmeus) er udryddelsestruet med en bestand på færre end 100 ynglepar. Under disse omstændigheder betyder det meget, at prærietranen er gået så stærkt frem.

Potentielle trusler mod prærietranen er afvandinger, dæmningsanlæg, byudvikling, pesticidforgiftning, jagt, samt kollisioner med elledninger. Underarterne i Mississippi og på Cuba tæller kun få hundrede fugle og er derfor stærkt truede.