Flora i Chile

 

 

Zephyranthes splendens, Reserva Nacional Altos de Lircay. Læg mærke til hvepsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne af copao (Eulychnia acida) er hvide eller lyserøde. – Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret Cistanthe-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Erythranthe cuprea, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chile er et langt, smalt land, som strækker sig langs vestkysten af Sydamerika, mellem Andes i øst og Stillehavet i vest, et områdel på i alt 750.000 km2. Landets enorme længde – over 4300 km – betyder, at klima og landskab varierer kolossalt, fra verdens tørreste ørken, Atacama, mod nord, gennem et Middelhavsagtigt klima i den centrale del til et fugtigt kystklima med alpin tundra og gletschere mod syd.

Atacama-ørkenen og Andes fungerer som barrierer, som har medført en høj grad af isolation af flora og fauna, hvilket igen har forårsaget en høj grad af endemisme.

Den hjemmehørende flora i Chile rummer relativt få arter, sammenlignet med nabolandenes. Atacama-ørkenen er hjemsted for et stort antal kaktusarter og andre planter, hvoraf hovedparten er endemiske for landet. Længere sydpå findes udstrakte skove, domineret af Araucaria og sydbøge (Nothofagus), og i den sydligste del, syd for Biobío-floden, hersker et meget fugtigt klima, som har frembragt frodige skove. Græsland findes nogle steder i de højere dele af Andes, samt i den chilenske del af Patagonien.

De følgende billeder viser den store variation i de chilenske landskaber.

 

 

Ørken med Iquique-copao (Eulychnia iquiquensis) og kaktusarten Copiapoa cinerea (underarten columna-alba), Pan de Azucar Nationalpark, Atacama, nordlige Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ørken i Valle de la Luna Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eroderede ørkenbjerge i morgenlys, øst for havnebyen Antofagasta, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Huasco-floden nær kystbyen Huasco, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kratskov med chilensk palme (Jubaea chilensis), La Campana Nationalpark, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eroderet bjergskråning og græssende heste nær vandreservoiret Embalse El Yeso (2560 m), Andes, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eroderede bjerge, Banos Morales, nær Monumento Natural El Morado, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpint græsland, Monumento Natural El Morado. På nederste billede ses en stor bevoksning af Erythranthe lutea, en art abeblomst. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rio Clarillo, Reserva Nacional Rio Clarillo, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov med coigue (Nothofagus dombeyi), en art af sydbøg, Reserva Nacional Altos de Lircay, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov af pehuen (Araucaria araucana) og coigue (Nothofagus dombeyi), Conguillio Nationalpark, centrale Chile. Talrige laver vokser på pehuen-stammerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lago Captren, Conguillio Nationalpark. Vulkanen Llaima (3125 m) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frodig bevoksning af bambusarten Chusquea quila langs et vandløb, Conguillio Nationalpark. Planterne med gule blomster er en art af abeblomst (Erythranthe). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side omtales kun flora fra den nordlige og centrale del af Chile. Billederne blev taget under et månedlangt ophold i januar 2011, i selskab med Lars Skipper. Planterne er arrangeret alfabetisk efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

Jeg vil være taknemmelig for at modtage information om eventuelle fejl, eller hvis du er i stand til at bestemme nogle af de planter, der er angivet som uidentificerede. Du kan anvende denne adresse: respectnature108@gmail.com.

 

 

 

Aizoaceae Middagsblomstfamilien
Denne store familie rummer omkring 135 slægter og 1800 arter af sukkulenter, der næsten alle er endemiske for tørre områder i den sydlige del af Afrika. Nogle få arter findes i Middelhavsområdet, Australien, New Zealand, nogle Stillehavsøer, samt Nordamerika.

Familienavnet er afledt af oldgræsk aeizoon (‘husløg’), fra aei (‘for evigt’) og zoion (‘et levende væsen’), hvilket sigter til de kødfulde og holdbare blade hos medlemmerne, i lighed med bladene hos husløg (Sempervivum).

 

Mesembryanthemum Middagsblomst
En stor slægt med omkring 100 arter, hjemmehørende fra Middelhavet mod øst til Iran, fra Sahara mod øst til den Arabiske Halvø, samt i det sydlige Afrika.

Mange af medlemmerne har glinsende blærer på stængel, frugt og blade, hvilket har givet anledning til et af gruppens engelske navne, ice plant. Hovedfunktionen af disse blærer er at opbevare vand.

Navnet middagsblomst stammer fra den polske handelsmand og naturhistoriker Jacob Breyne (1637-97), der navngav slægten i 1684, hvor han anvendte staveformen Mesembrianthemum, afledt af græsk mesembria (‘middag’) samt anthemon (‘blomst’), således ‘middagsblomst’. Han havde bemærket, at disse planter oftest åbnede deres blomster ved middagstid.

I 1719 opdagede den tyske botaniker Johann Jacob Dillenius (1684-1747) imidlertid, at nogle medlemmer af slægten blomstrer om natten, så han ændrede staveformen til Mesembryanthemum, afledt af græsk mesos (‘midten’), embryon (‘griffel’) samt igen anthemon (‘blomst’), således ‘blomst med griflen i midten’.

 

Mesembryanthemum crystallinum
En lav plante med kødfulde blade, som er hjemmehørende fra Middelhavet mod syd til Mauritanien, på den Arabiske Halvø, samt i det sydlige Afrika. Den er også blevet naturaliseret i Nord- og Sydamerika samt Australien. Planten er dækket af glinsende blærer, som har givet anledning til artsnavnet.

Bladene er spiselige, og i det sydlige Afrika fremstilles pickles af blade og stængler.

 

 

Mesembryanthemum crystallinum, Llanos de Challe Nationalpark (øverst), samt Huasco. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alstroemeriaceae
En familie med 4 slægter og omkring 255 arter, næsten alle hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika.

 

Alstroemeria Inkalilje
Disse planter, der omfatter omkring 120 arter, er alle hjemmehørende i Sydamerika, med flest arter i det centrale Chile og det østlige Brasilien. Alle er flerårige med undtagelse af A. graminea, en diminutiv enårig plante fra Atacama-ørkenen. Nogle arter er blevet naturaliseret i USA, Mexico, Australien og New Zealand, samt på Madeira og de Kanariske Øer.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for hans ven baron Clas Alströmer (1736-1794), som gennemrejste Sydeuropa 1760-64 og indsamlede planter for Linné. Han etablerede også en botanisk have nær Göteborg.

 

Alstroemeria angustifolia
Denne art er begrænset til det centrale og nordlige Chile, hvor den forekommer i højder mellem 500 og 2000 m.

 

 

Alstroemeria angustifolia, La Campana Nationalpark. Der ses også en tøffelblomst-art, Calceolaria polifolia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alstroemeria angustifolia, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alstroemeria aurea
Denne pragtfulde plante danner ofte store bevoksninger. Stænglen er indtil 1,5 m høj, blade lancetformede, indtil 10 cm lange, blomsterfarve normalt gyldengul eller orange i vilde bestande, men mange andre farver forekommer i dyrkede former.

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, hvor den findes op til højder omkring 1500 m. Den blev førhen anvendt medicinelt.

 

 

Gul form af Alstroemeria aurea, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange form af Alstroemeria aurea, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alstroemeria exserens
Denne plante er begrænset til Andes i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, hvor den vokser i højder mellem 900 og 2200 m.

Denne art, samt A. umbellata nedenfor, var blandt de planter, som den preussiske læge og botaniker Franz Julius Ferdinand Meyen (1804-40) beskrev, da han deltog i en ekspedition til Sydamerika 1830-32 om bord på skibet Prinzess Louise. Denne tur er beskrevet i hans bog Reise um die Erde ausgeführt auf dem Königlich Preussischen Seehandlungs-Schiffe Prinzess Louise, commandirt von Captain W. Wendt, i den Jahren 1830, 1831 und 1832.

Han beskrev tillige en række dyrearter, som var nye for videnskaben, deriblandt Humboldt-pingvin (Spheniscus humboldti).

Artsnavnet er latin og betyder sådan noget som ‘at åbenbare’, hvilket måske sigter til plantens hårdførhed, idet den ofte vokser på steder, som har været dækket af et tykt lag sne i månedsvis.

 

 

Alstroemeria exserens, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alstroemeria umbellata
Denne lave plante, der bliver indtil 30 cm høj, kendes på sine kødfulde blade. Den er begrænset til Andes i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, voksende i højder mellem 1400 og 3000 m.

 

 

Alstroemeria umbellata, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alstroemeria umbellata, Embalse El Yeso, Andes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alstroemeria versicolor
Denne spektakulære plante, der bliver op til 30 cm høj, er endemisk i det centrale Chile, hvor den forekommer i højder mellem 250 og 1700 m. Dens rod indeholder en næringsrig stivelse. Saften af planten kan forårsage udslæt hos nogle mennesker.

 

 

Alstroemeria versicolor, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret Alstroemeria-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Amaryllidaceae Amaryllisfamilien
En familie med omkring 75 slægter og 1600 arter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

 

Rhodolirium
Denne lille slægt, der omfatter 2-6 arter, afhængigt af autoritet, er udbredt i det nordlige og centrale Chile og det vestlige Argentina, hvor den vokser op til højder omkring 2500 m.

Tidligere var disse planter placeret i slægten Hippeastrum og senere i Rhodophiala, hvis medlemmer er blevet overført til andre slægter, bl.a. Zephyranthes (nedenfor).

 

Rhodolirium andicola
Denne lille plante, op til 25 cm høj, er begrænset til Andes i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina. Den vokser ofte i gamle lavamarker. Den har ret kødfulde, linjeformede blade, samt små lyserøde blomster med spidse kronblade.

 

 

Rhodolirium andicola, Conguillio Nationalpark. Planterne med hvide blomster på øverste billede er Viola cotyledon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhodolirium montanum
Denne art har omtrent samme udbredelse som arten ovenfor, men vokser i lidt lavere højder. Den er større og har store blomster, hvis kronblade er bredere, remformede, lyserøde eller hvidlige.

 

 

Blomsterne af Rhodolirium montanum er lyserøde eller hvide, eller en kombination af de to, men altid med purpurfarvede prikker eller striber nær centrum. – Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zephyranthes
Der hersker megen uenighed omkring placeringen af medlemmer af slægten Rhodophiala, der ikke længere accepteres i Plants of the World Online (Kew Gardens), hvor de er blevet overført til slægterne Phycella og Zephyranthes. Andre autoriteter anerkender stadig Rhodophiala som en gyldig slægt.

Ifølge Plants of the World Online rummer Zephyranthes i dag omkring 185 arter, udbredt i tropiske og subtropiske egne af Amerika.

Slægtsnavnet er afledt af Zephyrus, den græske vestenvindsgud, som genopvækker naturen hvert forår, samt anthos (‘blomst’).

 

Zephyranthes montana
Denne art, indtil 35 cm høj, kendes nemt på de bleggule blomster. Den er begrænset til det centrale Chile, hvor den vokser i moderate højder i Andes.

 

 

Zephyranthes montana, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zephyranthes splendens
Denne plante, der ligeledes er endemisk i det centrale Chile, lever virkelig op til artsnavnet. Blomsterstænglen er op til 40 cm høj, og de pragtfulde blomster kommer frem før de linjeformede blade, der bliver op til 40 cm lange og 1 cm brede.

 

 

Zephyranthes splendens, Reserva Nacional Altos de Lircay. Endnu et billede af denne art ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret Zephyranthes-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anacardiaceae Sumakfamilien
Denne familie med omkring 83 slægter og 860 arter er udbredt over størsteparten af kloden, først og fremmest i tropiske egne, med nogle medlemmer i subtropiske og tempererede områder.

 

Lithraea
En lille slægt med 3 arter, hjemmehørende i Bolivia, Brasilien, Paraguay, Uruguay, Chile og Argentina.

 

Lithraea caustica
Ældre individer af denne stedsegrønne busk, der bliver op til 6 m høj, har en forvredet stamme, indtil 50 cm i diameter, grenet fra nær basis, med furet bark. Bladene er ovale eller afrundede, skinnende, indtil 5,6 cm lange og 3,3 cm brede, margin helrandet, ofte bølget, med prominent nerver. Blomsterstandene, op til 6 cm lange, sidder i klynger i bladhjørnerne, blomsternes farve gullig-grøn. Frugten er en stenfrugt, op til 8 mm lang, gullighvid og skinnende.

Denne art er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser i tørt kratland i kystnære bjerge samt ved foden af Andes.

Planten lever op til artsnavnet, afledt af oldgræsk kaustikos (‘ætsende’), idet bladsaften kan forårsage udslæt.

 

 

Lithraea caustica med frugter, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Schinus
Det oprindelige udbredelsesområde for denne slægt, der omfatter omkring 33 arter af træer og store buske, er fra Peru og Brasilien mod syd til det sydlige Sydamerika.

 

Schinus molle Peruviansk pebertræ
Dette stedsegrønne træ, der bliver op til 15 m højt, er hjemmehørende i Peru, det nordlige Chile, det nordøstlige Argentina og det sydlige Brasilien. På grund af det holdbare ved, der førhen blev meget benyttet til fremstilling af sadler, er arten blevet indført til mange andre lande. Den er blevet forvildet mange steder og betragtes som en særdeles invasiv art i Sydafrika, Australien, Florida og Hawaii.

Dens lyserøde frugter sælges som ‘lyserøde peberkorn’, og de anvendes som smagsstof i forskellige drikke og lemonade. Der har dog forekommet tilfælde af små børn, der kastede op og fik diarré efter at have spist bærrene. Bladene er muligvis også giftige. Inden for folkemedicinen har arten været anvendt mod sår og infektioner, tandpine, rheumatisme og menstruelle problemer, samt som vanddrivende middel.

 

 

Peruviansk pebertræ, syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apiaceae Skærmplantefamilien
En kæmpestor familie, som er udbredt i næsten hele verden, med omkring 434 slægter og ca. 3700 arter, som alle er urter.

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, med en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Azorella
En slægt med omkring 55 arter, der forekommer fra Costa Rica og Venezuela mod syd langs Andes til Tierra del Fuego, samt tillige i det sydøstlige Australien og New Zealand.

 

Azorella diversifolia
Denne lave plante har bladene samlet i en roset, blade ovale med kileformet grund, indtil 5 cm lange og 2,5 cm brede, med 3-5 flige. Skærmene, der rummer talrige gule blomster, sidder i jordhøjde.

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

 

 

Azorella diversifolia, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eryngium Mandstro
Denne slægt, som omfatter omkring 250 arter, har en næsten verdensomspændende udbredelse, med et kærneområde i Sydamerika. De fleste af arterne er ret tornede, især på dækbladene omkring blomsterstanden.

Det danske navn kommer af tysk Mannstreu, som direkte oversat betyder ‘mandens trofasthed’, men en tolkning går på, at det var planten, som var ‘trofast’ mod manden, idet den blev indtaget som potensfremmende middel.

 

Eryngium paniculatum
Denne plante, der bliver op mod 2 m høj, findes fra det sydøstlige Brasilien mod syd til det centrale Chile og Argentina. De grågrønne remformede blade, op til 30 cm lange og 3 cm brede og med torne langs randen, er samlet i en roset, hvorfra blomsterstænglen skyder op, forgrenet nær toppen. De talrige blomsterstande er kuglerunde, op til 3 cm i tværmål, blomster hvidlig-grønne.

Roden af planten kan overleve brande, hvilket gør den i stand til at regenerere. Arten er berygtet som en aggressiv invaderende plante på græsgange.

 

 

Eryngium paniculatum, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pozoa
En lille slægt med kun 2 arter, hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile og tilstødende egne af Argentina.

 

Pozoa coriacea
Denne lave plante, indtil 15 cm høj, har bladene samlet i en roset. De er afrundede eller nyreformede, læderagtige, op til 3 cm i tværmål, blegt grågrønne med gullig, stærkt tandet rand. De halvkugleformede skærme sidder for enden af hvidlige, op til 25 cm lange stængler, blomster rødbrune eller purpurfarvede, indtil 3 mm i tværmål.

Arten vokser på bar, sandet eller gruset bund, ofte på skråninger af vulkaner eller blandt nedfalden ur, i højder mellem 1000 og 3700 m. Den er hjemmehørende i det centrale Chile og det vestlige Argentina.

 

 

Her vokser Pozoa coriacea i sort lavagrus neden for vulkanen Llaima, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araucariaceae
En urgammel familie af store nåletræer med 3 slægter og omkring 41 arter. Denne familie opnåede sit maksimum i Jura- og Kridttiderne, hvor den var udbredt næsten overalt i verden. I dag er dens medlemmer begrænset til den sydlige halvkugle, med undtagelse af nogle få arter i Sydøstasien.

Kauri-træet (Agathis australis), som vokser i New Zealand, er det tredjestørste nåletræ efter de nordamerikanske slægter Sequoiadendron og Sequoia (Cupressaceae). Alle tre slægter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Araucaria
I dag er denne slægt, der omfatter 20 arter af massive træer, begrænset til den sydlige halvkugle, udbredt i det sydlige Sydamerika, Australien, New Zealand, Norfolk Island og Ny Caledonien. Ikke færre end 14 arter er endemiske for sidstnævnte land.

Slægtsnavnet er afledt af navnet på et chilensk folk, Araucanierne, for hvem frøene var et vigtigt fødeemne. En undergruppe af dette folk er Pehuencherne. På deres sprog er pehuen navnet på Araucaria, mens che betyder ‘folk’.

På dansk kalder vi disse træer for abetræer eller abernes skræk, en direkte oversættelse af det engelske navn monkey-puzzle tree – i sandhed besynderlige navne, da der overhovedet ikke findes aber, hvor disse træer vokser. Det engelske navn opstod omkring 1850. En besøgende i en park i England, som havde eksemplarer af Araucaria, bemærkede spøgende, at det ville “puzzle a monkey to climb that tree” (“det ville være svært for en abe at klatre op i dette træ”), idet han hentydede til de stive og skarpe blade. Navnet monkey-puzzle tree blev hængende.

 

Araucaria araucana Pehuen
Dette træ, der bliver op til 40 m højt og med en stammediameter op til 1,5 m, er hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile og det vestlige Argentina. Det er Chiles nationaltræ, kaldt pehuen.

Bladene er trekantede, op til 4 cm lange og 3 cm brede ved basis, meget sejge og med en skarp spids. De kan sidde på træet i helt op mod 15 år, og med tiden dækker de hele overfladen på yngre grene. Kun stammen og de ældste grene er fri for blade.

Han- og hunblomster findes oftest på forskellige træer, og hunblomsterne bestøves ved vindens hjælp. Det varer op mod 18 måneder, før hunkoglerne modnes. De er meget store, 12-20 cm i diameter, og indeholder op mod 200 frø, 3-4 cm lange. De er spiselige med en nøddeagtig smag, og de høstes i stor stil i Chile.

I 1791-95 deltog den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842) som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98). Under en middag hos vicekongen af Chile fik Menzies serveret Araucaria-frø som dessert. Han puttede nogle frø i lommen og var senere i stand til at få dem til at spire ombord på skibet. Han vendte tilbage til England med fem sunde planter – de første af denne art i Storbritannien. (Kilde: kew.org)

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

Pehuen, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede vokser et ungt eksemplar af pehuen foran ældre træer, hvis stammer er dækket af Usnea-laver, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken på ældre individer af pehuen er dybt furet. På dette billede fra Conguillio Nationalpark vokser der Usnea-laver på stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne frø af pehuen, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arecaceae Palmefamilien
Denne kæmpestore familie, der omfatter omkring 183 slægter og 2450 arter af træer, buske og slyngplanter, er hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt, med nogle få arter i tempererede områder.

De sammensatte blade, der hos de fleste arter vokser i vifteform fra toppen af planten, er ofte meget store og dekorative. Talrige billeder af palmeblade kan ses på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

Jubaea chilensis Chilensk palme
Dette statelige træ, det eneste medlem af slægten, er endemisk i et lille område i det centrale Chile. Det bliver op til 25 m højt, med en meget tyk stamme, til tider op til 1,3 m i diameter. De mørkegrønne blade er snitdelte, indtil 5 m lange, med op til 50 cm lange småblade.

 

 

Et kærneområde for chilensk palme er La Campana Nationalpark, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asteraceae (Compositae) Kurvblomstfamilien
Denne familie, som er udbredt næsten overalt i verden, er en af de største plantefamilier, der omfatter omkring 1620 slægter med ca. 24.000 arter af urter og buske, sjældent slyngplanter eller træer.

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt kaldes for et kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

Chaetanthera
En slægt med omkring 50 arter, hjemmehørende i det vestlige Sydamerika, fra Peru mod syd til Tierra del Fuego.

 

 

En uidentificeret Chaetanthera-art, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cynara Artiskok
Denne slægt, der omfatter omkring 10 arter, er hjemmehørende omkring Middelhavet og i Mellemøsten.

 

Cynara cardunculus Kardon
Denne art stammer fra den vestlige og centrale del af Middelhavet, men dyrkes mange andre steder for de spiselige blomsterbunde, kaldt artiskokker. Den er blevet naturaliseret i talrige lande kloden rundt.

En stovt plante, der bliver op til 1.5 m høj, med dybt delte, stærkt tornede, indtil 50 cm lange blade med op til 3,5 cm lange gule torne. Kurvene er violette, purpurfarvede eller blå, indtil 6 cm i tværmål.

 

 

Kardon, naturaliseret i Valle del Encanto, Ovalle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Encelia
Omkring 20 arter af buske, der vokser i ørkener i det sydvestlige Nordamerika og det vestlige Sydamerika. Slægten blev navngivet til ære for den tyske præst og naturhistoriker Christoph Entzelt (1517-83), også kaldt for Christophorus Enzelius.

 

Encelia canescens
En smuk stedsegrøn busk, indtil 80 cm høj, blade grålige, kurvene med gule randkroner og brunlig-sorte skivekroner. Den er udbredt i Chile, Peru og Bolivia, voksende fra lavlandet op til højder omkring 3500 m.

 

 

Encelia canescens, syd for Vallenar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erigeron Bakkestjerne
En stor slægt med kosmopolitisk udbredelse, der omfatter omkring 460 arter, med højest diversitet i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eri (‘tidligt om morgenen’) samt geron (‘gammel mand’), hvilket sandsynligvis sigter til en dusk af hvide hår, som kommer til syne på frugten efter afblomstingen. Det engelske navn fleabane (‘loppens død’) stammer fra en gammel overtro, der sagde, at tørrede planter af denne slægt ville fordrive lopper.

 

 

Denne uidentificerede bakkestjerne-art vokser i vulkansk grus, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leucheria
En slægt med omkring 50 arter, hjemmehørende i den vestlige og sydlige del af Sydamerika, fra Peru mod syd til Tierra del Fuego, samt på Falklandsøerne.

 

 

En uidentificeret Leucheria-art med hvide randkroner, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret Leucheria-art med lyserøde randkroner, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret Leucheria-art med blå randkroner, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mutisia
Denne slægt, der rummer omkring 65 arter af oprette eller klatrende buske, er hjemmehørende i bjergområder i den sydlige del af Sydamerika.

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den spanke præst, botaniker og matematiker José Celestino Bruno Mutis y Bosio (1732-1808), der emigrerede til Santa Fe de Bogotá i 1761 og senere blev en markant skikkelse i den Spansk-Amerikanske Oplysningsperiode. Fra 1783 ledede han tre kongelige ekspeditioner i området, hvorunder hundreder af plantearter blev opdaget og beskrevet. Det indsamlede materiale blev opbevaret i et museum, der indeholdt omkring 24.000 tørrede planter og 5000 tegninger af planter, foruden en samling af skaldyr, harpiks, mineraler og dyreskind.

 

Mutisia linearifolia
Denne lille busk, indtil 30 cm høj, er udbredt i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, voksende i alpine krat i moderate højder i Andes, op til omkring 2000 m.

Bladene er linjeformede, siddende, op til 3 cm lange og 3 mm brede, kurvene med 8-10 bleggule, meget smalle randkroner, op til 1,7 cm lange og 3 mm brede. Arten kan straks kendes på de lange, udragende, knaldrøde grifler, der ofte er spiralformede.

 

 

Mutisia linearifolia, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mutisia subulata
Denne busk, op til 3 m høj, klatrer hen over anden vegetation. Løvet sidder meget tæt, specielt nær basis, blade indtil 5 cm lange, linjeformede, siddende, læderagtige, unge blade stærkt grønne, senere grå, til tider med kroglignende klatretråde. De pragtfulde kurve har omkring 10 mørkerøde, murstensrøde, orange-røde eller rosenfarvede randkroner, op til 2,8 cm lange og 8 mm brede.

Arten er udbredt i omtrent samme område som den foregående art. Den vokser på klippefyldte steder og i krat i Andes, i højder mellem 1400 og 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner en syl’, hvilket sigter til the nåleagtige blade.

 

 

Mutisia subulata, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nassauvia
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter, er udbredt fra Bolivia mod syd til det sydlige Sydamerika, samt på Falklandsøerne.

 

Nassauvia digitata
En stærkt forgrenet urt, opret, indtil 30 cm høj, med tætsiddende, friskgrønne, ovale stængelblade, op til 7 mm lange og 5 mm brede, med 3-5 skarpe tænder. Blomsterstanden er et endestillet aks, indtil 3 cm langt og 1,5 cm bredt, som består af talrige små tætpakkede kurve.

Denne art er udbredt i den sydlig-centrale del af Andes i Chile og Argentina, voksende på klippefyldte skråninger i højder mellem 2000 og 2700 m.

 

 

Nassauvia digitata, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nassauvia digitata, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Perezia
En slægt med omkring 35 arter, udbredt i Sydamerika, specielt i det centrale og sydlige Andes, et flertal voksende i store højder. Nogle arter har været anvendt i den lokale folkemedicin, bl.a. mod blødninger og betændelse, samt som bedøvende middel.

Slægten blev navngivet til ære for den spanske apoteker og botaniker Lázaro (eller Lorenzo) Perez, der levede i 1500-tallet.

 

 

En uidentificeret Perezia-art, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pseudognaphalium Evighedsblomst
En slægt med omkring 110 arter, udbredt næsten globalt, hovedsagelig i tempererede områder, med kærneområder i Nord- og Sydamerika. Disse planter var tidligere placeret i slægten Gnaphalium, og nogle autoriteter betragter dem stadig som tilhørende denne slægt.

 

Pseudognaphalium viravira
Denne urt er udbredt fra det nordlige Chile og det sydlige Argentina mod syd til Tierra del Fuego, voksende på tørre åbne steder eller i skyggefulde skove, fra havniveau op til højder omkring 3200 m.

De mange stængler er oprette eller opstigende, ugrenede, hvidfiltede, op til 40, nogle gange 60 cm høje, blade linjeformede, hvidfiltede, indtil 5 cm lange og 1 cm brede, stængelomfattende og nedløbende. De talrige gullige eller blegbrune kurve sidder i tætte endestillede klynger.

Artsnavnet, som er afledt af Quechua-ordet for denne art, udtales som wira-wira.

 

 

Pseudognaphalium viravira, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Senecio Brandbæger
Denne slægt, der omfatter over 1200 arter, er udbredt næsten overalt i verden. Størsteparten af disse planter er oprette urter, med nogle få klatrende eller krybende arter.

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘gammel mand’), hvilket sigter til de hvide frøhår hos denne slægt.

 

 

En uidentificeret Senecio-art, Banos Morales, nær Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret Senecio-art, Lago Captren, Conguillio Nationalpark. Vulkanen Llaima (3125 m) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bignoniaceae
Denne familie rummer omkring 80 slægter og 700 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter. Disse planter er hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne, med nogle arter i tempererede områder.

 

Argylia
En slægt med 13 arter af urter, hjemmehørende i den vestlige del af Sydamerika, fra Peru mod syd til det sydlige Chile og Argentina.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske adelsmand Archibald Campbell (1658-1703), 1. hertug og 10. jarl af Argyll, ældste søn af Archibald Campbell, 9. jarl af Argyll, samt Mary Stuart, datter af James Stuart, 4. jarl af Moray.

 

Argylia radiata
Stængel indtil 50 cm høj, blade alle grundblade, tre gange snitdelte, persille-agtige, blomster siddende på lange stilke, krone stor, tragtformet, orange eller gul med talrige rødbrune prikker indvendigt.

 

 

Argylia radiata, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blechnaceae Kambregnefamilien
En næsten kosmopolitisk familie af bregner, der rummer omkring 25 slægter og 265 arter.

 

Austroblechnum
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter, blev udskilt fra den tidligere meget store slægt Blechnum.

 

Austroblechnum penna-marina
De rødlige fertile blade er indtil 60 cm lange, mens de grønne sterile blade er op til omkring 37 cm lange. Uden stilk er de fertile blade op til 30 cm lange og 3,3 cm brede, snitdelte, de sterile blade indtil 20 cm lange og 3,3 cm brede, snitdelte, med 20-48 par småblade.

Denne plante er udbredt i Peru, Bolivia, Brasilien, Chile, Argentina, Australien og New Zealand, samt på øer i Atlanterhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet. I Chile vokser den fra havniveau op til trægrænsen.

 

 

Austroblechnum penna-marina, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien
En kæmpestor familie, der omfatter omkring 156 slægter med c. 2500 arter af urter, sjældent buske, slyngplanter eller træer. De fleste arter er stivhårede. Disse planter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske egne, med et kærneområde omkring Middelhavet.

Det videnskabelige familienavns oprindelse er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Cordia
Denne slægt, der omfatter omkring 230 arter, er udbredt næsten overalt i subtropiske og tropiske områder.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske læge, botaniker og farmakolog Valerius Cordus (1515-44), der forfattede en højt priset urtebog, og endvidere den første oversigt over medicinske urter nord for Alperne, samt deres virkning. Han døde i en alder af kun 29 år under en rejse i Italien, formodentlig af malaria.

 

Cordia decandra
En stor busk, indtil 4,5 m høj, med kroget stamme, bark grå, blade linje-lancetformede, grågrønne, ofte med bølget rand, blomster snehvide, tragtformede. Den er endemisk for det nordlige og centrale Chile, hvor den vokser i tørre områder.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk deka (‘ti’) og andros (‘mand’), hvilket sigter til blomsterne, der har 10 støvdragere.

 

 

Cordia decandra, Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phacelia Honningurt
En slægt med omkring 200 arter, hjemmehørende i Nord- og Sydamerika, med et kærneområde i Californien. Slægten var tidligere placeret i familien Hydrophyllaceae, og dens overførsel til Boraginaceae er stadig omdiskuteret.

 

Phacelia secunda
Denne art er udbredt i det vestlige Sydamerika, fra Peru mod syd til Tierra del Fuego, fra havniveau op til store højder i Andes. Den kan blive indtil 60 cm høj, men er ofte langt lavere. Bladene er ovale eller lancetformede, til 10 cm lange, med et tæt dække af sølvskinnende hår, blomster op til 7 mm lange, lilla, lavendelblå eller snavset-hvide.

 

 

Phacelia secunda, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bromeliaceae Ananasfamilien
En meget stor familie med omkring 75 slægter og 3600 arter af epifyter og jordlevende planter, der hovedsagelig findes i tropiske egne af Amerika, med nogle få arter i subtropiske områder i Nordamerika, samt en enkelt art i tropisk Vestafrika.

Det største medlem af familien er Puya raimondii, hvis stængel kan blive op til 4 m høj, med en blomstrende stilk op til 10 m høj.

 

Puya
En slægt med omkring 230 arter, udbredt fra Costa Rica mod syd langs Andes. Mange af disse planter dør efter frøsætning.

Slægtsnavnet er afledt af latin pugio (‘daggert’), hvilket sigter til de meget spidse blade.

 

Puya alpestris
Forskning har påvist, at den plante, der tidligere var kendt som Puya berteroana, rent faktisk er en underart af P. alpestris, som er hjemmehørende på tørre skrænter og i klippefyldte områder i det centrale og sydlige Chile, voksende i højder op til omkring 2200 m. Den har en tæt roset af sølvgrønne, meget spidse blade, op til 1,2 m lange og 2,5 cm brede, hvis rand er forsynet med krumme, indtil 5 mm lange torne.

Efter mange års vækst dannes en rank blomsterstand, op til 1,8 m lang, der er sammensat af talrige grenede sub-blomsterstande med et væld af smaragd- eller turkisgrønne blomster, indtil 5 cm i tværmål, med stærkt orange støvknapper. Med årene danner moderplanten en stor klon af afkom.

 

 

Puya alpestris, Reserva Nacional Altos de Lircay. På det øverste billede ses en stor klon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Puya coerulea
Endnu en art, som er hjemmehørende i det centrale Chile, op til 2 m høj, med en vifteformet roset af seje, smalle, sølvfarvede, indtil 60 cm lange blade med krogede torne langs randen. Blomsterstanden bliver indtil 50 cm lang, blomsterfarven varierende fra næsten sort til forskellige afskygninger af blå.

Artsnavnet er en hunkønsform af caeruleus (‘blå’), hvilket igen er en forvanskning af caeluleus, afledt af caelum (‘himmel’) samt‎ endelsen uleus, der udtrykker noget diminutivt.

 

 

Puya coerulea, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cactaceae Kaktusfamilien
En kæmpestor familie, der omfatter omkring 127 slægter med mindst 1750 arter. De er sukkulenter, dvs. planter, som opbevarer vand i stammen, hvilket betyder, at de kan fortsætte med at vokse i tørkeperioder.

Størrelse og form hos kaktusarter varierer kolossalt. Stammen kan bl.a. være søjleformet, tøndeformet, kugleformet eller lav og hvælvet. Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade, smalle og flade eller cylinderformede.

Bladene hos de fleste kakti er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Kaktus-arter har små udposninger på stammen, kaldt areoler, som ligeledes er modificerede blade. Fra disse areoler vokser blomsterne frem, og hver areole kan kun producere én blomst i sin levetid. Efterhånden som planten vokser, dannes nye areoler. Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper fra areolerne.

Ordet kaktus stammer fra græsk kaktos, et navn, som den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’, benyttede for en ukendt tornet plante.

Talrige kaktus-arter fra andre egne af kloden er beskrevet på siden Planteliv: Kakti.

Under beskrivelsen af arterne i denne familie har jeg anvendt megen information fra hjemmesiden llifle.com/Encyclopedia/CACTI/familie/Cactaceae.

 

Copiapoa
De fleste medlemmer af denne slægt, der omfatter omkring 32 arter, er ret små og kugleformede, enkelte er cylindriske. De er forsynet med ribber, og fra den uldne top kommer de gule blomster frem. De fleste arter er tornede, men nogle få er tornløse. En enkelt art, C. hypogaea, lever det meste af sit liv underjordisk, og kun den uldne top stikker op. Den bemærkes sjældent, undtagen under blomstringen.

Slægten er begrænset til det nordlige Chile og vokser primært i Atacama-ørkenen, hvor der kun ganske sjældent falder regn. Planterne får størstedelen af deres væskebehov dækket gennem den hyppige tåge, der forekommer i denne egn, specielt i højder mellem 500 og 850 m.

 

Copiapoa cinerascens
Kugleformet, op til 15 cm i diameter, med 15-20 ribber, grågrønne eller askefarvede, med grå uld i toppen. Stammens grålige farve skyldes et vokslag, der forhindrer planten i at udtørre. Blomsterne er gule. Den har kortere og ofte mørkere torne end den meget lignende C. malletiana (nedenfor).

Kærneområder for denne art er Pan de Azucar og Llanos de Challe Nationalparker.

 

 

Copiapoa cinerascens, Llanos de Challe Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copiapoa cinerea
En meget variabel art med adskillige underarter og varieteter. Billederne herunder viser underarten columna-alba, der kan kendes på sin søjleformede vækst. Den kan blive op til 1,2 m høj med en diameter på 10-20 cm, ribber brede, 12-30, torne sorte. Stammen syner hvid, hvilket skyldes et vokslag, der forhindrer planten i at udtørre. Blomsterne er gule, indtil 2,5 cm i tværmål, af og til med rødligt skær.

En yderst tørketålende plante, der vokser fra havniveau op til højder omkring 500 m. Den forekommer i stort antal mange steder fra Pan de Azucar Nationalpark mod nord til Taltal. Den danner ofte imponerende bestande, der “minder om en marcherende hær.” (llifle.com)

 

 

Minder om en marcherende hær.” – Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, fotograferet lige før solnedgang, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copiapoa malletiana
Denne art, der også kaldes for C. dealbata, er begrænset til lille område omkring Quebrada Carrizal Bajo, specielt Llanos de Challe Nationalpark, hvor den vokser i højder mellem 200 og 500 m og ofte danner kæmpestore bestande. Den ligner meget C. cinarascens (ovenfor), men har meget længere og ofte lysere torne.

 

 

Stor bevoksning af Copiapoa malletiana, Llanos de Challe Nationalpark. Størrelsen fremgår af Lars, som ses bagest i billedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her danner Copiapoa malletiana en hvælvet gruppe, Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende Copiapoa malletiana, Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cumulopuntia
I 1980 blev omkring 30 arter flyttet fra slægterne Opuntia og Tephrocactus til en ny slægt, Cumulopuntia, fortrinsvis på grund af frugterne, der ikke indeholder frugtkød, en anderledes frøstruktur, samt vækstformen, der er en kompakt pude. Siden er slægten blevet reduceret til 20 arter, og nogle autoriteter anerkender kun 5-7 arter. Disse planter vokser i det centrale Sydamerika.

 

Cumulopuntia sphaerica
Denne plante danner lave klumper af små, kugleformede, grønne stammer med talrige lange torne, blege eller brunlige, blomster gule eller orange. Den er meget almindelig, udbredt fra det centrale Chile mod nord til Peru, voksende fra nær havniveau til trægrænsen i Andes, af og til op til højder omkring 4200 m.

Folkenavne omfatter bl.a. gatito (‘lille kat’) og perrito (‘lille hund’). Det er uklart, hvad de hentyder til. Planten er ganske vist lille, men er yderst tornet og langtfra til at kramme.

 

 

Cumulopuntia sphaerica, truffet syd for Vallenar (øverst), samt i Valle del Encanto, nær Ovalle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echinopsis
Medlemmer af denne slægt, som omfatter ikke færre end ca. 128 arter, varierer umådeligt i størrelse og form, fra søjleformede, træagtige planter til meget små kugleformede arter. Disse planter er udbredt i den sydlige halvdel af Sydamerika.

Folkenavne omfatter bl.a. pindsvinekaktus og søpindsvinekaktus, som begge hentyder til, at mange af arterne er dækket af et panser af pigge. Førstnævnte navn benyttes dog også for en anden kaktus-slægt, Echinocereus, som er hjemmehørende i Mexico og det sydlige USA.

 

Echinopsis chiloensis Quisco
En almindelig, stedvis talrig art i det centrale Chile, fra syd for Santiago mod nord til La Serena. Den er søjleformet, indtil 8 m høj og grenet fra grunden, har talrige ribber og er meget tornet. De store blomster er hvide.

Arten er ofte inficeret af en stærkt rød, snyltende misteltén, Tristerix aphylla (nedenfor), hvis frø spredes af den chilenske spottedrossel (Mimus thenca). Denne fugl æder frugterne, men deponerer ofte frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen.

Den vokser fra havniveau op til omkring 2000 meters højde i Andes.

 

 

Quisco, fotograferet nær Tiltil, nord for Santiago. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende quisco, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne quisco i La Campana Nationalpark er inficeret af snylteplanten Tristerix aphylla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eriosyce
Denne slægt består mest af arter med kugleformede stammer, beskyttet af et tæt panser af stærke torne. Der findes omkring 55 arter, der er hjemmehørende fra Peru mod syd til Chile og det nordvestlige Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk erion (‘uld’) og syke (‘figen’), hvilket hentyder til den uldhårede frugt.

 

Eriosyce curvispina
En yderst variabel art, oftest enlig, men af og til gruppevis, stamme kugleformet, indtil 20 cm i tværmål, grågrøn med op til 24 ribber, torne stive, gråbrune med mørkere spids, ofte let krummede, op til 3 cm lange. Blomster indtil 5,5 cm i tværmål, farve variabel, gulliggrøn, gul med rødbrune midternerver eller rødlig.

Denne plante er endemisk i Chile, udbredt fra Copiapó mod syd til Rio Maule, voksende i klippefyldte områder fra havniveau op til højder omkring 2400 m.

 

 

Eriosyce curvispina, syd for Vallenar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eulychnia Copao
Denne slægt, der omfatter 5 store, indtil 7 m høje arter, vokser kun i de meget tørre ørkener langs kysten af Chile og Peru. I dette område falder kun lidt eller slet ingen regn, og planterne overlever gennem den kondens, som den hyppige tåge i denne egn bringer i land.

Slægtsnavnet kommer af græsk eu (‘god’) og lychnia (‘kandelaber’), hvilket naturligvis hentyder til disse planters form.

 

Eulychnia acida Almindelig copao
Denne spektakulære plante er endemisk i det vestlige Chile, fra Ovalle mod nord til Copiapó, voksende i tørre områder fra havniveau op til omkring 1300 meters højde. Den bliver indtil 7 m høj og er ofte grenet fra nær jordhøjde. Stammerne er ribbede og tæt beklædte med op til 20 cm lange torne.

Copao er også værtsplante for snylteplanten Tristerix aphylla (se quisco ovenfor).

 

 

Almindelig copao danner ofte ‘skove’, her i Valle del Encanto nær Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copao er grenet fra nær basis. – Valle del Encanto. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Armene’ på copao er dækket af gullige torne. – Syd for Vallenar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spidsen af unge grene er dækket af en gullig hårdusk, hvor blomsterne senere kommer frem. – Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tornene på denne copao er dækket af gule laver, Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copao-blomster er lyserøde eller hvide. – Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne copao er inficeret af snylteplanten Tristerix aphylla, Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eulychnia iquiquensis Iquique-copao
Denne træagtige kaktusart er endemisk i et smalt, goldt bælte langs kysten i det nordlige Chile, op til en højde af omkring 1100 m, fra syd for Acida mod syd næsten til byen Copiapó. Den er stærkt forgrenet fra nær jordhøjde. Gamle stammer og grene er næsten tornløse, mens yngre grene nær toppen er tæt beklædt med torne.

Iquique-copao er ganske almindelig i Pan de Azucar Nationalpark, hvor billederne nedenfor blev taget.

 

 

Iquique-copao. Dyret er en guanaco (Lama guanicoe). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nær toppen af disse gamle stammer af Iquique-copao er tornene bevokset med en rødbrun lav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spidsen af unge grene er dækket af en gullig hårdusk, hvor blomsterne senere kommer frem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Miqueliopuntia miquelii
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, vokser i kystnære områder i det nordlige Chile. Den danner tætte krat af cylinderformede, forbundne stammesegmenter med iøjnefaldende udposninger, hvorpå areolerne og mange glochider befinder sig. De bægerformede blomster er lyserøde, hvide eller gulgrønne.

Både slægts- og artsnavn blev givet til ære for den hollandske botaniker Friedrich Anton Wilhelm Miquel (1811-71), som var direktør for herbariet ved universitetet i Utrecht.

 

 

Miqueliopuntia miquelii, syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calceolariaceae
En lille familie, der omfatter 3 slægter af urter og buske med omkring 400 arter, hovedsagelig udbredt fra Mexico mod syd til det sydlige Sydamerika. Slægten Jovellana har en disjunkt udbredelse i New Zealand. Disse planter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Calceolaria Tøffelblomst
Langt den største slægt i familien med omkring 380 arter, udbredt fra Mexico mod syd til det sydlige Patagonien, hovedsagelig langs Andes.

Blomsterne i denne slægt er yderst karakteristiske, uregelmæssige, med en lille øvre læbe og en stor, opsvulmet, poseformet nedre læbe, som har givet anledning til slægtsnavnet, fra latin calceolus, diminutiv af calceus (‘sko’).

 

Calceolaria arachnoidea
Denne plante, indtil 60 cm høj, kendes nemt på sine purpur-sorte blomster. De stedsegrønne blade er sølvhvide, dækket af korte hår. Arten er begrænset til et ret lille område i det sydlige centrale Chile.

 

 

Calceolaria arachnoidea, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Calceolaria arachnoidea, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calceolaria cana
Denne plante, der bliver op til 60 cm høj, er endemisk i det centrale Chile, hvor den træffes op til højder omkring 1500 m. Bladene er alle grundblade, elliptiske eller spatelformede, grålige, dunhårede. Blomsterne er meget karakteristiske, forskellige afskygninger af lyserød, den nedre læbe hvid i midten med talrige blegt purpurfarvede striber.

 

 

Et kærneområde for Calceolaria cana er Reserva Nacional Altos de Lircay, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calceolaria corymbosa
Denne gulblomstrede art, op til 50 cm høj, kan kendes på bladene, alle grundblade, stærkt rynkede, bredt ovale, hjerteformede eller bredt spydformede.

 

 

Calceolaria corymbosa, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calceolaria polifolia
Denne gulblomstrede art, der bliver op til 50 cm høj, er endemisk i den centrale del af Chile, hvor den vokser op til omkring 2000 meters højde.

 

 

Lars fotograferer Calceolaria polifolia, som vokser på en skrænt i La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Calceolaria polifolia, La Campana Nationalpark. Planten i baggrunden med lyserøde blomster er en Inkalilje, Alstroemeria angustifolia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret tøffelblomst-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calyceraceae
Denne familie, som systematisk er ret tæt på kurvblomstfamilien (Asteraceae), indeholder 6 slægter med omkring 60 arter, hjemmehørende i den vestlige og sydlige del af Sydamerika, med hovedparten i Argentina.

 

Calycera
En slægt med 9-14 arter, endemisk i det vestlige og sydlige Sydamerika.

 

Calycera herbacea
Denne art, der bliver op til 30 cm høj, er begrænset til store højder i Andes, nær trægrænsen. Den forekommer i det centrale Chile og det vestlige Argentina. Dens blomsterstande ligner temmelig meget blomsterstandene hos de ubeslægtede karteboller (Dipsacus).

 

 

Calycera herbacea, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
En stor, næsten kosmopolitisk familie, der rummer omkring 86 slægter med over 2300 arter.

 

Lobelia
Denne kæmpestore slægt, der findes næsten overalt på kloden, omfatter omkring 415 arter, mest urter, men nogle få buske og træer, hovedsagelig udbredt i troperne og subtroperne, med nogle få arter i tempererede egne.

Slægtsnavnet hylder den flamske læge og botaniker Mathias de l’Obel (1538-1616), også kendt som Matthaeus Lobelius, der var hoflæge for William the Silent, konge af Nederlandene, samt for James I, konge af England.

 

Lobelia excelsa
Denne busk, der bliver op til 1,8 m høj, har talrige smalle blade og orangerøde tragtformede blomster, op til 6 cm lange. Blomsterne besøges ofte af kæmpekolibrien (Patagona gigas), som man kan se et billede af på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

Denne plante er endemisk i Chile, voksende fra kystnære områder op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ordret ‘hævet’, men i denne forbindelse skal det snarere tolkes som ‘høj’.

 

 

Lobelia excelsa, La Campana Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien
Nylig genetisk forskning har medført, at adskillige familier, deriblandt Dipsacaceae og Valerianaceae, nu er blevet reduceret til underfamilier i gedebladfamilien. I dag omfatter denne familie 42 slægter med omkring 860 arter, udbredt næsten overalt i verden.

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Valeriana Baldrian
En stor slægt med omkring 300 arter, vidt udbredt i Europa, Asien samt Nord- og Sydamerika. Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

 

En uidentificeret baldrian-art i frugt, muligvis V. fonckii, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien
En stor familie med 75-80 slægter og ca. 2000 arter. Disse planter er vidt udbredte, men forekommer hovedsagelig i tempererede eller køligere subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med kærneområder omkring Middelhavet, mod øst til Tibet og Himalaya. Nogle arter findes også i Afrika syd for Sahara, Nord- og Sydamerika, samt Oceanien.

Familiens videnskabelige navn, såvel som det danske navn, er afledt af navnet på et medlem af slægten Dianthus. Planten, der hentydes til, er havenellike (D. caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag kaldes planten for Syzygium aromaticum).

Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Silene Limurt, tjærenellike
Denne store slægt, som omfatter omkring 600 arter, forekommer hovedsagelig i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i Afrika og Sydamerika. Ifølge Dr. Magnus Lärksporre Lidén, Uppsala Universitet, er identiteten af de centralasiatiske arter årsag til megen forvirring og er langtfra klarlagt.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen, Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

De danske navne hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Silene andicola
Denne art er hjemmehørende i Andes, fra Bolivia mod syd til det sydlige Chile og Argentina, voksende i højder mellem 400 og 1400 m. Planten er indtil 30 cm høj, blade overvejende grundblade, spatel- eller lancetformede, blomster endestillede eller fra bladhjørnerne, enlige eller i små klynger, bæger opsvulmet, grønt, brunlig-grønt eller purpur-brunligt, stivhåret, med ribber,, kronblade hvide, lyserøde eller rødlige, udbredte, tandede.

 

 

Silene andicola, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columelliaceae
En lille familie af træer og buske med kun 2 slægter og 8 arter, udbredt fra Costa Rica mod syd til det sydlige Sydamerika.

 

Desfontainia
Denne slægt, der omfatter 3 arter, findes fra Costa Rica mod syd til det sydlige Sydamerika. Inden for systematikken er disse planter blevet flyttet endel omkring, idet de førhen har tilhørt familierne Loganiaceae, Potaliaceae og Desfontainiaceae.

Slægtsnavnet ærer den franske botaniker René Louiche Desfontaines (1750-1833), som tilbragte to år i Tunesien og Algeriet og vendte tilbage med en stor samling af planter. Han skrev to bind med titlen Flora Atlantica (1798-99), der bl.a. beskrev 300 slægter, som var nye for videnskaben.

 

Desfontainia spinosa
Denne stedsegrønne busk, til 4 m høj, vokser i bunden af fugtige skove. Den er normalt terrestrisk, men kan også optræde som epifyt. Bladene er mørkegrønne, glinsende, kristtorn-agtige, blomster tragtformede, voksagtige, røde, ofte med gul spids, indtil 4 cm lange. Frugten er et gullig-grønt bær, op til 1,5 cm i tværmål.

Der hersker nogen kontroversitet omkring denne plantes udbredelse. De fleste autoriteter hævder, at den findes fra Costa Rica mod syd til det sydlige Sydamerika, mens Kew Gardens i London kun angiver Peru som udbredelsesområde.

Arten har været anvendt medicinelt og som hallucinogen, og et farvestof udvindes af den.

 

 

Desfontainia spinosa, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien
En stor familie med omkring 59 slægter og over 1650 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men også nogle oprette urter, buske og træer. Blomsterne er ofte store og smukke, hos næsten alle arter tragtformede med 5 sammenvoksede kronblade. Bladene er helrandede og ofte hjerteformede.

Det videnskabelige familienavn kommer af latin convolvere (‘at slynge sig’), hvilket sigter til de slyngende stængler hos de fleste arter.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn kommer af snare (‘snærende’), hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Planteliv: Snerler.

 

Convolvulus
Denne slægt omfatter over 200 arter, som er udbredt over det meste af verden, med den største koncentration i Mellemøsten. De er for størstedelens vedkommende urteagtige slyngplanter, men en del er buske.

 

Convolvulus chilensis
Denne busk er endemisk i det nordlige og centrale Chile, hvor den findes op til 1800 meters højde.

 

 

Convolvulus chilensis, Valle del Encanto, Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cuscuta Silke
Denne store slægt med over 200 arter udgjorde førhen en særlig familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie. Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter.

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler.

 

 

En uidentificeret silkeplante i Monumento Natural El Morado har fuldstændig omslynget en busk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne uidentificerede silkeplante har netop påbegyndt omslyngningen af en busk, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corsiaceae
En lille familie med 3 slægter og omkring 27 arter. Slægten Arachnitis er begrænset til Sydamerika, mens Corsia findes i Ny Guinea og Queensland, Australien, samt på Bismarck- og Solomon-øerne, og Corsiopsis er endemisk i det sydlige Kina.

Medlemmerne af denne familie er uden klorofyl og optager mange af deres næringsstoffer fra svampe. De var tidligere placeret i familien Burmanniaceae.

 

Arachnitis uniflora
Denne art, det eneste medlem af slægten, får sin næring fra svampe af slægten Glomus, der lever i dens rødder. Den er udbredt i skove fra det centrale Peru og Bolivia mod syd til det sydlige Chile og Argentina, samt på Falklandsøerne.

 

 

Arachnitis uniflora, Huerquehue Nationalpark. Dens blomster er visnet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cunoniaceae
Denne familie af træer og buske, der omfatter omkring 27 slægter og 335 arter, er overvejende udbredt på den sydlige halvkugle, med størst diversitet i Australien, Ny Guinea og Ny Caledonien. Den findes også i Latinamerika, Caribien, Madagascar, det sydlige Afrika, Malaysia og Indonesien, samt på øer i Stillehavet.

 

Weinmannia
Denne slægt af træer og buske, der omfatter omkring 150 arter, er den største i familien. Den er tillige den mest udbredte, med medlemmer i Mellem- og Sydamerika, Caribien, Madagascar, Malaysia, Indonesien, samt på øer i Stillehavet.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Johann Anton Weinmann (1782-1858), som var den ledende gartner i Sankt Petersborgs parker.

 

Weinmannia trichosperma
Et stedsegrønt træ, op til 30 m højt, med a rank stamme op til 1 m i diameter. De snitdelte blade er meget karakteristiske, med rhombeformede ‘vinger’ mellem hvert par småblade. Bladene er op til 8 cm lange og 4 cm brede, småblade tandede, til 1,6 cm lange og 1 cm brede. De små hvide blomster er arrangeret i lange endestillede klynger. De giver en lækker honning.

Denne art er endemisk i skove i det sydlige Chile og Argentina, men dyrkes andre steder som prydtræ.

Barken anvendes til garvning af læder. Det hårde ved har et smukt mønster af mørke og lyse farver og er højt værdsat til dekorative formål.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thrix (‘hår’) og sperma (‘frø’), således ‘hårede frø’.

 

 

Blad af Weinmannia trichosperma, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien
En meget stor familie med omkring 125 slægter og ca. 4000 arter af træer, buske, slyngplanter og urter, vidt udbredte i subarktiske og tempererede områder, og også i store højder i tropiske regioner. Kronen har 4 eller 5 sammenvoksede kronblade, som danner en tragt-, flaske- eller klokkeformet blomst, normalt med korte flige.

 

Gaultheria Bjergté
En vidt udbredt slægt af buske og dværgbuske, som rummer ca. 150 arter, hjemmehørende i det østlige og sydlige Asien, det sydøstlige Australien og New Zealand, samt i Nord- og Sydamerika.

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-79), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-56) fra Quebec, hvis arbejder bl.a. omfattede en liste over lægeplanter. Han døde i en ung alder under en tyfus-epidemi.

 

Gaultheria pumila
En stedsegrøn busk, normalt lav og vidt forgrenet, men af og til op mod 80 cm høj. Blade smalt elliptiske, nogle gange ovale, til 6 mm lange, skinnende på oversiden, margin spredt-tandet. Blomsterne er smalt klokkeformede, langstilkede, hvide eller lyserøde, til 4,5 mm lange. Frugten er et purpurfarvet, blåligt, hvidt eller lyserødt bær, ovalt eller kugleformet, indtil 1,2 cm i tværmål. Det er spiseligt, som rå eller tilberedt.

Denne plante vokser i åbne vådområder og skove i det sydlige Chile, det vestlige og sydlige Argentina, samt på Falklandsøerne. I Andes forekommer den op til højder omkring 1000 m. Den kan modstå tidvise temperaturfald til omkring -10°C.

 

 

Blomstrende Gaultheria pumila, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtfarven hos Gaultheria pumila er yderst variabel. – Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Escalloniaceae
Denne familie, der rummer 7-10 slægter med omkring 130 arter, har en pletvis udbredelse, idet den findes på øen Réunion, fra Himalaya og det sydlige Kina mod syd til Australien og New Zealand, samt i Mellem- og Sydamerika.

 

Escallonia
En slægt med omkring 40 arter af træer og buske, hjemmehørende fra Costa Rica mod syd til det sydlige Sydamerika.

 

Escallonia pulverulenta
Denne stedsegrønne busk, der bliver op til 3,5 m høj, er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser fra lavlandet op til højder omkring 1200 m.

 

 

Escallonia pulverulenta, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Escallonia virgata
En løvfældende busk indtil 2,5 m høj, de ofte nedadbøjede grene med mange ovale og glatte blade, mørkegrønne og skinnende på oversiden, lysegrønne på undersiden, indtil 2 cm lange og 1,5 cm brede, tilspidsede, margin stærkt tandet. Blomsterne sidder i klynger, endestillede eller fra bladhjørnerne, blomster hvide med rødligt eller gult svælg, op til 2,5 cm i tværmål.

Denne plante er hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile samt tilstødende områder af Argentina.

 

 

Escallonia virgata, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Escallonia virgata, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euphorbiaceae Vortemælkfamilien
Denne kæmpestore, næsten verdensomspændende familie rummer over 300 slægter med næsten 9000 arter af urter, buske og træer, sjældent slyngplanter.

 

Euphorbia Vortemælk
Denne slægt, som omfatter omkring 2000 arter af urter, buske eller små træer, findes næsten kloden rundt. De fleste arter indeholder en hvid mælkesaft, nogle er sukkulenter, mens andre er udstyret med skarpe torne.

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

Euphorbia lactiflua
Denne busk, op til 1,5 m høj, er endemisk i Atacama-ørkenen, hvor den er ret almindelig. Den kendes nemt på de store bleggule højblade, der omriver det gulgrønne cyathium.

 

 

Euphorbia lactiflua, Santa Gemita, nord for Caldera, Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Euphorbia lactiflua, Pan de Azucar Nationalpark, Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien
Denne familie af urter, slyngplanter, buske og træer er udbredt næsten overalt i verden. Med omkring 750 slægter og 19.000 arter udgør den den tredjestørste plantefamilie, kun Orchidaceae og Asteraceae er større.

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier:

Caesalpinioideae (der omfatter den tidligere underfamilie Mimosoideae) med 148 slægter og omkring 4400 arter.

Cercidoideae med 12 slægter og omkring 335 arter.

Detarioideae med 84 slægter og omkring 760 arter.

Dialioideae med 17 slægter og omkring 85 arter.

Duparquetioideae med 1 slægt og 1 art.

Faboideae (Papilionoideae) med 503 slægter og omkring 14.000 arter.

 

Underfamilien Caesalpinioideae

 

Senna
En stor slægt af urter, buske og træer med 260-350 arter, alt efter hvilken kilde man benytter. Disse planter er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder, med nogle få arter i tempererede egne. Bladene er snitdelte, og blomsten har 5 bægerblade og 5 oftest gule kronblade.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk sana, et ord, som omfatter planter, der benyttes som afførende middel.

I 1753 blev disse planter placeret i slægten Cassia af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men allerede det følgende år, i 4. udgave af The Gardeners Dictionary, overførte den skotske botaniker Philip Miller (c. 1691-1771) en række Cassia-arter til slægten Senna. Gennem mange år anerkendte de fleste botanikere ikke denne slægt, og kun fornylig er den blevet genoprettet.

 

Senna cumingii
I blomstingstiden fremviser denne busk, der bliver op til 2 m høj, et væld af smukke gule blomster. Den er begrænset til det nordlige og centrale Chile, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet blev givet til ære for Hugh Cuming (1791-1865), en engelsk samler, som var interesseret i naturhistorie, specielt skalbærende dyr og planter. Han tilbragte en årrække i Chile, hvor han blev en succesrig forretningsmand, der anvendte sine penge til at bygge en yacht ved navn The Discoverer, der var specielt konstrueret til at opbevare samlinger. Ombord på dette skib sejlede han rundt langs Chiles kyst, samt til Mexico, Stillehavet, Filippinerne, samt de nuværende lande Indonesien og Malaysia.

Hans samlinger omfattede bl.a. 130.000 eksemplarer af pressede planter, 30.000 konkylier og lignende, samt store antal af fugle, pattedyr, krybdyr og insekter. Meget materiale blev sendt til Natural History Museum i London, som efter hans død købte store dele af den tilbageværende samling. (Kilde: S.P. Dance 1980. Hugh Cuming (1791-1865). Prince of collectors. Journal of the Society for the Bibliography of Natural History 9 (4): 477-501)

 

 

Senna cumingii var. coquimbensis, syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Faboideae
Blomsterne hos medlemmer af denne underfamilie har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Adesmia
En stor slægt af buske og urter, der omfatter omkring 230 arter, som har snitdelte blade og meget hårede bælge, indsnævret mellem frøene. Disse planter er udbredt i tørre subtropiske og tempererede krat og græsklædte områder, fra Peru, Bolivia og det sydlige Brasilien mod syd til Tierra del Fuego.

Slægtsnavnet er afledt af græsk a (‘uden’) og desme (‘bundt’), hvilket sigter til slægtens frie støvdragere.

 

Adesmia confusa
Denne busk er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser i højder mellem 500 og 2000 m.

 

 

En særdeles håret bælg af Adesmia confusa, Valle del Encanto, Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret Adesmia-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lathyrus Fladbælg
En stor slægt med ca. 160 arter, der er udbredt kloden rundt i tempererede egne, kun manglende i regnskove samt i det australske område. De fleste arter er klatrende urter, med klatretråde for enden af bladene, men nogle er oprette dværgbuske. Ved modenhed ruller bælgens to halvdele op i spiralform, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand.

 

Lathyrus magellanicus
Denne plante er udbredt i det vestlige Sydamerika, hvor den vokser i grusede og sandede områder, samt i græsland, op til højder omkring 2400 m. Den er en op til 50 cm høj slyngplante, småblade bredt lancetformede, blomsterfarven variabel, rødlig-violet eller blåviolet med hvid køl.

En meget dekorativ plante, der ofte dyrkes. Frøene er spiselige og næringsrige, men da de er let giftige, bør de kun nydes i små mængder.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

Lathyrus magellanicus, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lupinus Lupin
En stor slægt med over 200 arter, hovedsagelig udbredt i Nord-, Mellem- og Sydamerika, men også en del arter omkring Middelhavet og i Nordafrika.

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægtsnavnet, og dermed også det folkelige navn, fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, der gik ud på, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

Lupinus arboreus Trælupin
En stedsegrøn busk, op til 2 m høj, med grønne eller grågrønne håndformede blade, småblade 5-12, indtil 6 cm lange, silkehårede. De talrige blomsterstande sidder i klynger, op til 30 cm lange, blomster oftest gule, af og til lilla eller purpurfarvede.

Denne plante er hjemmehørende i Californien, hvor den er almindelig i kystnære krat og klitter. Den dyrkes imidlertid som prydplante mange andre steder og ses ofte forvildet, bl.a. i Vesteuropa, Australien, New Zealand og det sydlige Sydamerika.

 

 

Trælupin, Laguna El Peral. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sophora
En slægt med omkring 70 arter af træer, buske og urter, udbredt næsten overalt på kloden, mest i tropiske og subtropiske egne. Bladene er snitdelte, og bælgen er indsnævret mellem frøene.

 

Sophora macrocarpa
En stedsegrøn busk, der bliver op til omkring 3 m høj, med lange slanke grene. Bladene er snitdelte, til 15 cm lange, med 9-15 småblade, mørkegrønne på oversiden. Let blålige på undersiden. Blomsterne sidder i endestillede, hængende klynger, bæger blegbrunt, tragtformet, kronblade gule.

Denne art er endemisk i det centrale og sydlige Chile.

 

 

Frugt af Sophora macrocarpa, Reserva Nacional Rio Clarillo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vicia Vikke
En slægt med omkring 140 arter, hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder af Eurasien, Afrika, samt Nord- og Sydamerika. I troperne er disse planter begrænset til bjergegne.

 

Vicia magnifolia
Der hersker megen uenighed omkring denne art. Nogle autoriteter betragter den som synonym med V. nigricans, der er udbredt i det vestlige Nordamerika, mens V. magnifolia er begrænset til den sydvestlige del af Sydamerika, fra det sydlige Bolivia til Chile. Hvorfor to planter, der vokser så langt fra hinanden, skulle være den samme art, er lidt af en gåde for mig. Af denne grund har jeg bibeholdt navnet magnifolia.

Den er en stor art, op til 1 m høj, der vokser i mellemhøjder i Andes.

 

 

Vicia magnifolia, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Francoaceae
I dag omfatter denne familie, der rummer 9 slægter og omkring 30 arter af træer, buske og urter, de tidligere anerkendte familier Vivianiaceae og Ledocarpaceae. Disse planter er udbredt i Afrika og Sydamerika.

 

Balbisia
A slægt med omkring 10 arter, hjemmehørende i det vestlige Sydamerika, specielt i Andes.

Slægtsnavnet hædrer den italienske botaniker Giovanni Battista Balbis (1765-1831).

 

Balbisia gracilis
Denne busk, op til 50 cm høj, var førhen kendt som Wendtia gracilis. Den findes i moderate højder i Andes, op til omkring 2200 m, i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

Slægten Wendtia, der ikke længere er anerkendt, blev oprettet af den preussiske læge og botaniker Franz Julius Ferdinand Meyen (1804-40), som deltog i en ekspedition til Sydamerika 1830-32 ombord på skibet Prinzess Louise. Kaptajn på dette skib var den tyske opdagelsesrejsende og opfinder Johann Wilhelm Wendt (1802-47), der sejlede rundt om Jorden fire gange, tre gange med Prinzess Louise. Rejsen nævnt ovenfor er beskrevet i Meyens bog Reise um die Erde ausgeführt auf dem Königlich Preussischen Seehandlungs-Schiffe Prinzess Louise, commandirt von Captain W. Wendt, in den Jahren 1830, 1831 und 1832.

 

 

Balbisia gracilis, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianaceae Ensianfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, flest urter, men nogle slyngplanter, buske og træer.

 

Gentiana Ensian
I dag omfatter denne slægt omkring 360 arter, udbredt over størsteparten af kloden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Tidligere rummede den ikke færre end ca. 635 arter, men efter genetiske studier har adskillige autoriteter overført ca. 23 arter til slægten Gentianopsis, samt ca. 250 arter til slægten Gentianella (nedenfor).

Blomsterne hos størsteparten er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De 4-5 kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea).

En række ensian-arter er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Gentiana prostrata
Denne art er hjemmehørende fra Europe mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, samt i Kaukasus og det nordlige Iran, og fra Aleuterne mod syd til den centrale del af det vestlige USA. Den er også blevet indført til den sydlige del af Andes.

 

 

Gentiana prostrata, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianella
Omkring 300 arter, udbredt i Eurasien, Nordafrika, Australien, New Zealand, samt Nord- og Sydamerika.

Medlemmer af denne slægt tilhørte tidligere slægten Gentiana, men adskiller sig gennem blomsterne, der ofte har en dusk af smalle flige eller hår i svælget, og ingen mindre flige mellem kronbladsfligene.

 

Gentianella magellanica
Stængel opret, indtil 30 cm høj, mørk, grenet eller ugrenet, blade dels i en roset, dels stængelblade, ustilkede, elliptiske eller ovale, til 3,5 cm lange, med en tydelig midternerve, spidse eller afrundede. Blomster enlige eller i små klynger, endestillede eller fra bladhjørnerne, kronen indtil 1,5 cm lang, tragtformet med 4-5 flige, lilla, purpurfarvet eller hvidlig.

Denne art vokser i våde enge i mellemhøjder i Andes, udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, samt på Falklandsøerne.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

Gentianella magellanica, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gesneriaceae
Denne familie med omkring 150 slægter og c. 3,200 arter af urter, buske og slyngplanter, sjældent træer, er udbredt over størstedelen af kloden.

Familienavnet ærer den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65), der forfattede monumentale værker om bibliografi (Bibliotheca universalis, 1545-49) og zoologi (Historia animalium, 1551-58). Han var travlt optaget af arbejdet på et større botanisk værk, da han døde af pest, kun 49 år gammel.

 

Asteranthera ovata
Denne stedsegrønne slyngplante, det eneste medlem af slægten, vokser i fugtige skove i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina. Bladene er afrundede eller ovale, mørkegrønne, stivhårede, margin svagt bølget eller med små tænder. Blomster tragtformede, blødhårede, med udbredte kronblade, forskellige afskygninger af rødt med hvidlige aftegninger.

Slægtsnavnet er afledt af latin aster (‘stjerne’) og græsk anthos (‘blomst’). Plantens spanske navn er estrellita, et diminutiv af estrella (‘stjerne’). Begge navne blev givet med henblik på de udbredte kronblade.

 

 

Asteranthera ovata, Huerquehue Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mitraria coccinea
Denne forveddede slyngplante, det eneste medlem af slægten, kan blive op til 8 m lang. De små blade er stedsegrønne, ovale, tandede, blomster tragt- eller flaskeformede, rød-orange, op til 5 cm lange. Arten er hjemmehørende i tempererede skove i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

Plantens spanske navn er botellita, et diminutiv af botella (‘flaske’), hvilket sigter til blomstens form.

 

 

Mitraria coccinea, Lago Tinquilco. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mitraria coccinea, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gunneraceae
Gunnera er den eneste slægt i denne familie af gigantiske urter, med omkring 63 arter, der er karakteriseret ved deres kæmpestore blade. Disse planter er hjemmehørende i Latinamerika, fra Mexico mod syd til det sydlige Sydamerika og Falklandsøerne, endvidere på Hawaii og i Malaysia, Indonesien, Ny Guinea, Australien, New Zealand, det østlige og sydlige Afrika, samt Madagascar.

Stilkene af mange af arterne er spiselige, hvilket har givet anledning til det folkelige navn kæmpe-rabarber.

Familienavnet ærer den norske biskop og botaniker Johan Ernst Gunnerus (1718-73), der oprettede en stor samling af planter, især fra det centrale og nordlige Norge.

 

Gunnera tinctoria
Denne art, der tidligere blev kaldt for G. chilensis eller G. scabra, er hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina. Den danner kæmpestore bevoksninger af meget store, hjerteformede og hånddelte blade, indtil 2,5 m i tværmål, margin med op til 9 flige. Blomsterstanden er et kegleformet aks, indtil 1 m højt, der kommer frem omforåret, før eller sammen med bladene. De orange frugter kan indeholde op til 250.000 frø pr. plante.

Arten udnyttes på samme måde som den europæiske rabarber. Stilkene spises rå eller kogt til en drik eller som syltetøj. Bladene anvendes under tilberedningen af den traditionelle chilenske ret curanto, hvor skaldyr, fisk, pølser, kylling, svinekød og grønsager omvikles med Gunnera-blade og dampes i lag i en grube, som er fyldt med varme sten.

I New Zealand er arten blevet erklæret for en uønsket pest.

 

 

Blomstrende aks af Gunnera tinctoria, Lago Tinquilco. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Iridaceae Irisfamilien
En familie med 66-67 slægter og omkring 2250 arter af urter, udbredt over størsteparten af kloden. Familien rummer et antal dyrkede slægter, bl.a. Iris, Freesia, Gladiolus og Crocus.

 

Sisyrinchium
Denne store slægt, der omfatter omkring 200 arter, er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder af Nord- og Sydamerika, samt på Hawaii og Falklandsøerne.

De fleste arter har blå blomster, hvilket har givet anledning til det engelske navn blue-eyed grass, hvor grass-delen sigter til de græslignende blade hos en del af arterne. Blomsterne forekommer også i mange andre farver, bl.a. gul, hvid og purpurfarvet.

Slægten blev navngivet i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), baseret på ordet sisyrinchion, der blev anvendt af den græske lærde og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) for arten Moraea sisyrinchium. Navnet hentyder til denne arts svøbblade omkring rodstokken, der minder om en lådden gedehårsjakke, der blev kaldt for sisyra. (Kilde: J. Manning & P. Goldblatt 2008. The Iris family: Natural History & Classification. Timber Press)

 

Sisyrinchium arenarium
Denne art har brede, iris-lignende blade, blomsterstilk op til 50 cm høj, med endestillede klynger af bleggule blomster. Planten vokser i tørre områder op til højder omkring 2000 m, udbredt i det centrale Chile og det sydlige Argentina.

Artsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere stavet hasena, muligvis fra etrusisk. Navnet hentyder til, at planten ofte vokser i sandede områder.

 

 

Sisyrinchium arenarium, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sisyrinchium azureum
Trods artsnavnet, der betyder ‘azurblå’, har denne art, der bliver op mod 30 cm høj, ofte blegblå eller purpurfarvede blomster, altid med gult svælg. Dens udbredelsesområde er fra Peru mod syd til det centrale Chile.

 

 

Sisyrinchium azureum, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sisyrinchium graminifolium
Oftest en ganske lav plante, der til tider bliver op til 20 cm høj, med slanke, græslignende blade og enlige, endestillede, varmt gule blomster med små brune prikker nær svælget. Den er begrænset til det centrale Chile og det vestlige Argentina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med græslignende blade’.

 

 

Sisyrinchium graminifolium, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krameriaceae
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Krameria, med omkring 18 arter af buske, vidt udbredt i Nord- og Sydamerika, mest i tropiske områder. De er parasitter, der snylter på andre planters rødder.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den østrigske botaniker og hærlæge J.G.H. Kramer (1684–1744).

 

Krameria cistoidea
Denne art er endemisk i det centrale og nordlige Chile.

Artsnavnet er latin og betyder ‘Cistus-lignende’. Hvad det hentyder til, er uklart. Det er muligt, at dele af planten minder om medlemmer af slægten Cistus (cistroser).

 

 

Krameria cistoidea, syd for Vallenar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lentibulariaceae Blærerodfamilien
En familie med 3 slægter og omkring 340 arter af kødædende urter, udbredt over det meste af verden, med hovedparten i tropiske områder.

 

Pinguicula Vibefedt
Disse planter har kødfulde blade, på hvilke kirtler producerer bittesmå, klæbrige dråber, som lokker insekter til. Når et fanget insekt begynder at sprælle for at frigøre sig, produceres mere klæbrig væske, som fastholder insektet. Derpå frigøres der enzymer fra andre kirtler, som nedbryder insektets kitinskelet, så næringsstofferne i dyret kan optages af planten.

Der kendes omkring 120 arter af vibefedt, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt. Om slægtens populære navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

Denne brug af vibefedts bladslim kendes også fra andre lande. En elev af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) noterer efter en ekskursion i 1747, at ”i Schweizerland brukes Pinguicula externa in fissuris mammarum, äwen ock när spenorna på koen hårdnar, så at den mjölkar blod.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

 

*Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, var en flamlandsk læge og botaniker. Han var en af de første, som studerede Alpernes flora.

 

Pinguicula chilensis
Denne art er begrænset til det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, hvor den vokser i Andes i højder op til omkring 2500 m. Blade 3-10 i en grundstillet roset, ovale eller aflange, med tilbagebøjet rand. De blegblå blomster, indtil 1,3 cm lange, inklusive den grønne spore, sidder for enden af en op til 5 cm lang stilk.

 

 

Pinguicula chilensis, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Loasaceae
Næsten alle medlemmer af denne familie, der omfatter omkring 20 slægter og 250 arter af urter, samt nogle få buske og små træer, er hjemmehørende i Nord- og Sydamerika, med en enkelt slægt i Afrika.

 

Grausa
En lille slægt med 5 arter, begrænset til Andes i Chile og Argentina.

 

Grausa lateritia
Denne kønne plante, tidligere kendt som Loasa lateritia, findes i det centrale og sydlige Chile og det vestlige Argentina, voksende i mellemhøjder i Andes, op til omkring 2200 m.

Den bliver op til 40 cm høj, blade modsatte, langstilkede, fligede eller snitdelte, sidestillede flige op til 2,5 cm lange og brede, den endestillede flig indtil 4,5 cm lang og 3,5 cm bred. Blomster endestillede, enlige, stilk til 16 cm lang, kronblade 5, murstensrøde eller orange, til 1,7 cm lange.

 

 

Grausa lateritia, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Loasa
Forskellige kilder angiver forskellige antal arter i denne slægt, varierende fra 25 til 100, udbredt i den vestlige del af Sydamerika, fra Peru mod syd (nogle kilder angiver udbredelse mod nord til Mexico). Disse planter har sviende brændehår på stængel og blade.

 

Loasa acerifolia
En opret urt, indtil 80 cm høj, med brændehår, blade stilkede, hjerteformede, med 5-7 uens, tandede flige. De spaktakulære blomster, der sidder i bladhjørnerne, har gule eller orange kronblade med knaldrøde og hvide vedhæng, som dækker støvdragerne.

Denne plante vokser i skyggefulde skove i de indre dale i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

Medicinsk har arten været anvendt mod betændelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Acer‘ (løn).

 

 

Loasa acerifolia, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Loranthaceae Pragtmisteltén-familien
Denne familie består af omkring 75 slægter med ca. 950 arter, som alle, med undtagelse af 4, er halvsnyltere, dvs. de er i stand til at optage næring på egen hånd. Tre er jordvoksende arter, som ikke er parasitter, mens den fjerde, Tristerix aphylla (nedenfor), er helsnylter. De fleste arter findes i tropiske og subtropiske egne.

Som det danske navn antyder, har mange af arterne smukke, ofte stærkt farvede blomster. Frugten er et bær, sjældnere en kapsel eller en stenfrugt. Frøene er omgivet af en klæbrig masse, og de spredes af fugle, sjældnere af små pattedyr.

 

Tristerix
Denne slægt omfatter 12 arter, som er hjemmehørende i de vestlige egne af Sydamerika, fra Colombia mod syd til Chile og Argentina. Disse planter bestøves af kolibrier og blomsterborere (Diglossa), og frøene spredes normalt af forskellige fugle.

 

Tristerix aphyllus Kaktus-misteltén
Denne stærkt røde art adskiller sig fra andre pragtmistelténe ved at være helsnylter. Den er endemisk i det centrale Chile, hvor den udelukkende vokser på stammerne af to kaktusarter, copao (Eulychnia acida) og quisco (Echinopsis chiloensis), begge omtalt ovenfor. Dens frø spredes af chilensk spottedrossel (Mimus thenca), som ofte deponerer frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen. (Kilde: llifle.com/Encyclopedia/CACTI/familie/Cactaceae/7067/Eulychnia_acida)

 

 

Kaktus-misteltén, voksende på stammen af en copao (Eulychnia acida), Valle del Encanto, Ovalle (øverst), samt på en quisco (Echinopsis chiloensis), syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tristerix corymbosus
Denne pragtfulde plante er begrænset til Andes i Chile og Argentina, hvor den vokser i højder mellem 500 og 2000 m. Den parasiterer forskellige planter, især i fugtige skove af sydbøg (Nothofagus). Dens frø spredes for en stor dels vedkommende af små pungdyr af slægten Dromiciops.

 

 

Tristerix corymbosus, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Misodendraceae
Denne familie består af en enkelt slægt, Misodendrum, på engelsk kaldt for feathery mistletoe (‘fjermisteltén’), som snylter på forskellige arter af sydbøg (Nothofagus, se nedenfor). Disse planter, i alt 8 arter, er begrænset til Sydamerika.

Slægtsnavnet kommer af græsk misos (‘had’) og dendron (‘træ’), altså ‘hader træer’, hvilket hentyder til slægtens parasitiske levevis. Det engelske navn sigter til det ‘fjerede’ udseende hos nogle arter, specielt M. linearifolium (nedenfor).

 

Misodendrum linearifolium
Denne busk har et højst aparte udseende, idet den minder om et kæmpestort, uredt skæg hos en gammel mand. Som artsnavnet antyder, er bladene linjeformede, indtil omkring 5 cm lange. Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina, mod syd til Tierra del Fuego.

Den blev tidligere anvendt medicinelt, idet man gnubbede ømme muskler med den.

 

 

Misodendrum linearifolium, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Misodendrum punctulatum
En lille, stærkt forgrenet busk, op til 25 cm høj. Den oprindelige stængel holder op med at vokse, og væksten overtages af sidegrenene. Bladene er reduceret til skæl. De små blomster, der sidder i bladhjørnerne, kommer frem om foråret.

Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Chile samt tilstødende egne af Argentina, voksende op til højder omkring 2000 m.

 

 

Misodendrum punctulatum, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Montiaceae
Medlemmerne af denne næsten kosmopolitiske familie, der omfatter 16 slægter og omkring 250 arter, var tidligere placeret i familien Portulacaceae.

 

Calandrinia
En stor slægt med over 100 arter af urter, hjemmehørende i Australien, det vestlige Sydamerika, Mellemamerika og det vestlige Nordamerika. På grund af de smukke blomster er nogle arter blevet indført andre steder.

Slægtsnavnet blev givet til ære for botanikeren, matematikeren og filosoffen Jean Louis Calandrini (1703-58) fra Geneve, som bl.a. studerede nordlys, kometer, samt effekten af lyn.

 

Calandrinia colchaguensis
En lav plante med en roset af kødfulde, lancet- eller spatelformede blade, mørkt olivengrønne eller bronzefarvede, indtil 8 cm lange og 1,2 cm brede. De pragtfulde blomster, op til 2,5 cm i tværmål, vokser frem fra centrum af rosetten, kronblade lyserøde eller hvidlige, eller en kombination af de to, med gult svælg.

Denne art er udbredt fra det vestlige Bolivia mod syd langs Andes til det sydlige Chile og Argentina, voksende på nøgne og sandede steder, ofte ved foden af vulkaner, i højder mellem 1500 og 2600 m.

Artsnavnet refererer til provinsen Colchagua, syd for Santiago.

 

 

Calandrinia colchaguensis, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cistanthe
Omkring 40 arter af sukkulenter, udbredt i den sydvestlige del af USA og det nordvestlige Mexico, samt i det vestlige Sydamerika, fra Peru mod syd til Tierra del Fuego. De fleste arter har meget farvestrålende blomster.

 

 

En uidentificeret Cistanthe-art, nær Taltal, Atacama. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret Cistanthe-art, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myrtaceae Myrtefamilien
Denne familie, der omfatter omkring 132 slægter og 6000 arter, er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede egne kloden rundt.

 

Luma
Denne slægt med kun 2 arter er begrænset til tempererede skove i Chile og det vestlige Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af Mapuche-navnet på en beslægtet art, Amomyrtus luma.

 

Luma apiculata
Denne stedsegrønne busk eller lille træ, der nogle gange kan blive op til 20 m højt, har en stammediameter op mod 1 m, bark grå eller orange-brun, afskallende, efterhånden som træet vokser, hvilket resulterer i en blanding af kanel- og cremefarvet. Bladene er ovale, helrandede, glinsende mørkegrønne, op til 3 cm lange og 1,5 cm brede, der udsender en krydret duft, når de knuses. Blomsterne er op til 2 cm i tværmål, med 4 hvide kronblade og talrige støvdragere. Frugten er et blåt, purpurfarvet eller sort bær, indtil 1 cm i tværmål.

Arten forekommer i fugtige skove i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

Veddet udnyttes lokalt, da det er meget tæt og holdbart.

 

 

Luma apiculata, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nothofagaceae Sydbøge
Denne familie rummer kun en enkelt slægt, Nothofagus, der omfatter 43 arter af træer og buske, hjemmehørende i det sydlige Chile og Argentina, det sydøstlige Australien, New Zealand, Ny Guinea, Ny Caledonien, samt andre øer i den vestlige del af Stillehavet. Arterne danner ofte vidtstrakte skove.

Tidligere var disse træer placeret i bøgefamilien (Fagaceae), men genetisk forskning har åbenbaret, at de er tilstrækkeligt distinkte til at danne en særskilt familie.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nothos (‘falsk’) og fagus, det klassiske latinske navn på bøgen, oprindeligt afledt af græsk phagein (‘at spise’), hvilket sigter til bøgens spiselige frugter.

 

Nothofagus antarctica
Et mindre løvfældende træ, op til 15 m højt, til tider til 25 m, men lavt og buskagtigt i større højder. Stammen er slank med afskallende bark, blade bredt ovale eller trekantede, voksagtige, op til 4,5 cm lange, afrundede, margin bølget og uregelmæssigt tandet. Unge blade udsender ofte en honningagtig duft. Om efteråret bliver de gule eller orange.

På spansk kaldes arten for nirre, på engelsk Antarctic beech (‘antarktisk bøg’). Den er udbredt i det sydlige Chile og Argentina, mod syd til Tierra del Fuego, voksende op til højder omkring 1500 m.

 

 

Nothofagus antarctica, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos Nothofagus antarctica, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nothofagus dombeyi Coigue
På spansk kaldes dette træ for coigue (udtales ‘koige’), afledt af artens navn på Mapudungun-sproget, koywe. På engelsk kaldes den ofte for Dombey’s beech. Den er hjemmehørende i det sydlige Chile og tilstødende egne af Argentina, voksende i højder mellem 700 og 1200 m.

Den kan blive et stort træ, op til 45 m højt, med en stammediameter op til 2 m. De stedsegrønne blade er små, indtil 4 cm lange og 1,6 cm brede, læderagtige, afrundede, med tandet rand. Frugten er en trekantet nød, til 7 mm lang.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Joseph Dombey (1742-94), der oprettede en stor samling af planter fra Peru og Chile.

 

 

Lars ved siden af en gammel coigue, som er angrebet af svampe, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Coigue, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nothofagus obliqua Roble
Et stort løvfældende træ, indtil 50 m højt, på spansk kaldt for roble (‘eg’), på engelsk nogle gange for Patagonian oak (‘patagonsk eg’). Den er endemisk i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, hvor den ofte danner vidtstrakte skove.

Stammen, op til 2 m i diameter, er ofte grenet fra forneden, bark grålig-brun eller mørkebrun, blade mørkegrønne, blålige på undersiden, elliptiske, ovale eller aflange, til 8 cm lange og 4 cm brede, margin stærkt tandet. Bladene bliver røde eller gule om efteråret.

 

 

Roble, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien
En næsten verdensomspændende familie med 22-24 slægter og omkring 650 arter af urter og buske, sjældent træer.

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera, se nedenfor). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, da natlys-slægten er amerikansk og næppe var forvildet i Asien så tidligt som 1587.

 

Fuchsia
En slægt med omkring 110 arter af buske, hvoraf langt størstedelen er udbredt i Sydamerika, nogle få i Mellemamerika og Mexico, samt nogle på Stillehavsøerne, så langt mod vest som New Zealand. Blomsterne hos de fleste arter er forskellige nuancer af rødt, orange eller purpurfarvet, mens nogle har hvide eller gullige blomster. Hos mange arter er bægerbladene røde og kronbladene purpurfarvede – farver, som tiltrækker de kolibrier, der bestøver blomsterne.

Den første Fuchsia-art blev beskrevet fra øen Hispaniola af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704) på hans tredje ekspedition til de Store Antiller 1696-97. Han opkaldte den nye slægt efter den tyske botaniker Leonhard Fuchs (1501-66), der skrev en bog om helbredende urter, offentliggjort på latin i 1542.

I dag dyrkes disse planter over næsten hele verden som prydplanter.

 

Fuchsia magellanica
Denne busk, indtil 3 m høj, er hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina. Den er også blevet naturaliseret adskillige steder i Australien. I vilde bestande har de hængende blomster knaldrøde bægerblade, griffel og støvdragere, mens kronbladene er purpurfarvede. Dyrkede former kan have lyserøde, lavendelblå eller hvide blomster.

Arten blev førhen anvendt medicinsk.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

Fuchsia magellanica, Lago Tinquilco. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fuchsia magellanica, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oenothera Natlys
En slægt med omkring 155 arter, udbredt næsten overalt i Amerika, kun manglende i arktiske egne og regnskov.

 

 

En uidentificeret natlys-art, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orchidaceae Gøgeurtfamilien
Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer en af verdens største plantefamilier.

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Disse pollinier spredes af insekter og fastgøres til støvfanget ved hjælp af et klæbrigt sekret. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder uhøjige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

 

Chloraea
Denne slægt, der omfatter omkring 50 arter, forekommer i Sydamerika, fra Peru, Bolivia og det sydlige Brasilien mod syd til Tierra del Fuego, samt på Falklandsøerne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk chloros (‘grøn’), hvilket formentlig sigter til blomsternes farve hos en af arterne.

 

Chloraea chrysantha
Denne pragtfulde orkidé, op til 50 cm høj, vokser i køligere områder i højder mellem 400 og 2000 m. Den er begrænset til det centrale Chile.

Artsnavnet er afledt af græsk khrysanthes, som betyder ‘gylden blomst’.

 

 

Chloraea chrysantha, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chloraea magellanica
Denne plante, der bliver op til 30 cm høj, har spektakulære blomster, kronblade hvide med et tæt netmønster af grønne nerver, orange-rødt svælg, samt talrige ‘vorter’ på den nedre læbe, som er gul langs randen.

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

Chloraea magellanica, Huerquehue Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gavilea
En slægt med omkring 17 arter, hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

 

Gavilea chica
Tidligere var denne art kendt som Chloraea chica. Den er udbredt i større højder i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

 

 

Gavilea chica, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gavilea lutea
Denne kønne plante bliver op til omkring 60 cm høj, blade ovale eller lancetformede, indtil 15 cm lange, samlet i en grundstillet roset. Den tætte blomsterstand er cylinder- eller pyramideformet, indtil 15 cm lang, kronblade knaldgule, smalt lancetformede, de to nedre længst. Arten er ret talrig i fugtige skove i det sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

 

 

Gavilea lutea, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oxalidaceae Surkløverfamilien
En familie med 4 slægter og omkring 600 arter, udbredt over størsteparten af kloden.

 

Oxalis Surkløver
Denne store slægt, der omfatter omkring 570 arter, forekommer næsten overalt i verden, kun manglende i polarområderne. Kærneområder er Brasilien, Mexico og det sydlige Afrika.

Det danske navn hentyder til de syrlige blade, der er trekoblede og minder om kløverblade.

 

Oxalis squamata
Denne pragtfulde plante, til 20 cm høj, vokser i mellemhøjder i Andes i det centrale Chile og det sydlige Argentina.

 

 

Oxalis squamata, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxalis virgosa
Denne art, der tidligere kaldtes for O. gigantea, er endemisk i Atacama-ørkenen, hvor den vokser op til højder omkring 2000 m.

Den er en meget usædvanlig surkløver, idet den er en busk op til 2,4 m høj, med talrige blade langs de oprette grene, der kan være op til 5 cm tykke. Blomsterne er gule, indtil 2,5 cm i tværmål.

 

 

Oxalis virgosa, Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. Grenene er tæt besat med laver. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret surkløver-art, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phrymaceae
Denne familie, der omfatter 14 slægter med omkring 200 arter, er udbredt næsten overalt i verden, med kærneområder i Australien og det vestlige Nordamerika. Medlemmerne vokser i forskelligartede habitater, bl.a. ørkener, langs floder og i bjerge.

 

Erythranthe Abeblomst
En slægt med omkring 110 arter, med den største koncentration i det vestlige Nordamerika. Den findes også andre steder i Nordamerika, fra Mexico mod syd til Chile, samt i Fjernøsten. Disse planter er vidt udbredte, både klima- og højdemæssigt, med størsteparten af arterne i vådområder. Befrugtning foretages mest af bier og kolibrier.

Erythranthe blev oprindeligt beskrevet som en særskilt slægt, blev så overført til slægten Mimulus, men er fornylig blevet genoprettet som en anerkendt slægt.

 

Erythranthe cuprea
På spansk kaldes denne pragtfulde plante for flor de cobre (‘kobberblomst’). Den er endemisk i det centrale og sydlige Chile, hvor den vokser i våde habitater, bl.a. moser og flodbredder.

 

 

Erythranthe cuprea, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erythranthe lutea
Denne plante, der bliver op til 30 cm høj, vokser i vådområder. Den er udbredt i Chile og det vestlige Argentina. Blomsterne er gule, ofte med uregelmæssige røde pletter af forskellig størrelse.

 

 

Stor bevoksning af Erythranthe lutea, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Erythranthe lutea, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret abeblomst-art, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plantaginaceae Vejbredfamilien
En familie med omkring 105 slægter og 1700 arter af urter eller buske, udbredt over størstedelen af kloden. Mange af arterne var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Ourisia
Denne slægt, der omfatter omkring 32 arter, findes fra det vestlige Venezuela mod syd langs Andes til det sydlige Chile og Argentina. Den tilhørte tidligere maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Ourisia ruellioides
Denne smukke art, førhen kendt som O. poeppigii, er begrænset til det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, voksende i vådområder i højder mellem 500 og 1800 m.

De talrige blade er ovale eller elliptiske, til 9 cm lange og 5 cm brede, basis afrundet eller hjerteformet, margin stærkt tandet. De knaldrøde nikkende blomster, indtil 2,5 cm lange og 1,2 cm brede, sidder i klynger for enden af en op til 30 cm lang stilk.

Artsnavnet sigter til slægten Ruellia, i familien Acanthaceae, som blev navngivet til ære for den franske læge og urtelæge Jean Ruel (1474-1537), også kendt som Jean Ruelle, eller på latin Ioannes Ruellius. Han er bedst kendt for værket De Natura Stirpium (1536), en botanisk afhandling. Endelsen af artsnavnet betyder ‘lignende’, hvilket formodentlig sigter til ligheden af denne plante med Ruellia-arter.

Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den tyske botaniker, zoolog og opdagelsesrejsende Eduard Friedrich Poeppig (1798-1868), der først foretog rejser på Cuba og i Pennsylvania. Fra 1826 tilbragte han adskillige år med at udforske Chile, Peru og Brasilien. Resultaterne blev publiseret i to bind med titlen Reise in Chile, Peru und auf dem Amazonenstrome, während der Jahre 1827-1832.

 

 

Ourisia ruellioides, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ourisia ruellioides, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Poaceae (Gramineae) Græsfamilien
Med omkring 780 slægter og 12.000 arter udgør græsserne den femte-største plantefamilie, med medlemmer udbredt i næsten ethvert hjørne af kloden, kun manglende i de koldeste polaregne.

 

Chusquea
En slægt med omkring 190 bambus-arter, udbredt fra Mexico og Caribien mod syd til det sydlige Sydamerika. Omkring 11 arter forekommer i Chile.

Navnet bambus er normalt tilknyttet høje græsarter med hule stængler.

 

Chusquea quila
Denne bambus-art er udbredt i fugtige tempererede skove i Chile og Argentina, voksende i højder op til omkring 900 m.

Ulig de fleste bambus-arter er denne art en klatrende busk, og dens stængel er massiv, ikke hul som hos de fleste andre bambus-arter. Fritvoksende individer er normalt under 5 m høje, mens de klatrende kan nå en længde af op mod 20 m. Op til 40 blomstrende sidegrene skyder ud fra hvert af ‘knæene’. Bladene er lancetformede eller elliptiske, til 12 cm lange. Arten spredes ofte vegetativt og kan danne store bevoksninger.

På spansk kaldes den for quila, og på engelsk ofte for Chilean weeping bamboo (‘chilensk grædende bambus’), skønt dette navn også anvendes for andre medlemmer af slægten.

Unge skud er spiselige, og der kan fremstilles mel af frøene. Om vinteren udgør planten et vigtigt kvægfoder.

 

 

Chusquea quila, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Proteaceae
En stor familie på den sydlige halvkugle, der omfatter omkring 83 slægter og 1660 arter. Australien og Sydafrika er kærneområder for familien.

Navnet er baseret på slægten Protea, oprettet i 1767 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Dette navn sigter til den græske gud Proteus, som var i stand til at skifte mellem mange former, hvilket i dette tilfælde sigter til den store diversitet hos blomster og blade i familien.

 

Embothrium coccineum
Ifølge Kew Gardens i London er denne plante det eneste medlem af slægten, mens andre autoriteter anerkander 2 eller flere arter, som er begrænset til det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

Den er et lille træ, af og til op mod 20 m højt, med en stammediameter op til 70 cm. Bladene er stedsegrønne, men kan være løvfældende i kølige områder. De er linjeformede, lancetformede eller elliptiske, op til 12 cm lange og 4 cm brede. Blomsterne sidder i tætte klynger fra bladhjørnerne, hver blomst indtil 4,5 cm lang, rød eller orange-rød, sjældent hvid eller gul, tragtformet, med 4 tilbagebøjede flige nær spidsen, griffel og støvdragere udragende. Blomsterne bestøves af kolibrier og insekter.

Naturligvis dyrkes denne pragtfulde plante mange steder. Veddet er blødt, men holdbart, og der fremstilles skeer, skåle og andre genstande af det.

 

 

Embothrium coccineum, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Embothrium coccineum, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculaceae Ranunkelfamilien
En næsten global familie med 50-60 slægter og ca. 2500 arter af urter, sjældent buske eller slyngplanter, med størst diversitet i subarktiske og tempererede regioner af den nordlige halvkugle.

 

Anemone Anemone
Denne slægt, som tæller ca. 150 arter, træffes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med den største diversitet i nordlige tempererede områder. Sydamerika er hjemsted for 11 arter, der hovedsagelig vokser i Andes.

Et antal anemone-arter er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

Anemone multifida
Ifølge de fleste autoriteter forekommer denne art i størstedelen af Nordamerika, samt i bjergområder i det centrale og sydlige Chile og det vestlige og sydlige Argentina. For mig virker det en smule søgt, at to planter, der vokser så langt fra hinanden, skulle være samme art.

Arten bliver op til 70 cm høj, bladene inklusive den lange stilk indtil 20 cm lange, dybt snitdelt til smalle flige. I de nordamerikanske former er bladene dækket af hvide silkehår, men på sydamerikanske planter er de næsten hårløse (endnu et tegn på, at de er forskellige arter!). Blomsterne, der oftest er enlige på meget lange stilke, er mest hvide, men andre farver forekommer.

 

 

Her vokser Anemone multifida i sort vulkansk sand, Conguillio Nationalpark. Pehuen (Araucaria araucana) ses i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Anemone multifida, Huerquehue Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculus Ranunkel
Denne kæmpestore slægt med omkring 500 arter er udbredt i hele verden med undtagelse af visse områder i Vestafrika, samt Antarktis. I troperne vokser arterne mest i bjergegne.

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til.

Mere om denne slægt kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

En uidentificeret ranunkel-art, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien
Denne kæmpestore familie, der er udbredt i de fleste egne af kloden, omfatter omkring 100 slægter med op mod 5000 arter af træer, buske og urter, sjældent slyngplanter. Ifølge den seneste revidering anerkendes 3 underfamilier: Amygdaloideae, Dryadoideae og Rosoideae.

 

Acaena
Denne slægt med omkring 60 arter af stedsegrønne urter og små buske er hjemmehørende i Sydamerika, på nogle subantarktiske øer, Sydafrika, New Zealand og Australien, med to arter på den nordlige halvkugle (Hawaii og Californien).

Blomsterstanden er kugleformet eller oval, til 2 cm i tværmål, uden kronblade. Frugten er også kugleformet eller oval, bestående af mange frø, der hos nogle arter danner en burre, som spredes ved at hægte sig fast til en forbipasserende dyrepels.

Slægtsnavnet er afledt af græsk akaina (‘pig’), hvilket hentyder til de piggede frugter.

 

Acaena alpina
Denne busk er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina, fortrinsvis voksende i højder mellem 2100 og 2500 m i Andes. Den dunede stængel kan nå en højde af 30 cm, med 6-10, indtil 1.5 cm lange blomsterstande. De ovale frugter er fyldt med bløde rødbrune pigge, op til 7 mm lange.

 

 

Acaena alpina med frugter, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acaena ovalifolia
Udbredelsen af denne art er det vestlige Sydamerika og Falklandsøerne. I Andes træffes den op til højder omkring 2000 m. Planten blev førhen anvendt medicinsk.

 

 

Acaena ovalifolia, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geum Nellikerod
En slægt med omkring 50 arter, vidt udbredt i Eurasien, Afrika og New Zealand, samt Nord- og Sydamerika. De fleste arter har gule blomster, nogle har røde, orange eller hvide.

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’). Navnet sigter sandsynligvis til Sankt Peter.

 

Geum magellanicum
Denne smukke plante, op til 80 cm høj, er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, hvor den vokser i vådområder, bl.a. moser, søbredder og langs floder.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

Geum magellanicum, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosa Rose
En slægt med omkring 250 arter af buske i underfamilien Rosoideae, normalt med torne på stænglen og undertiden også på undersiden af de snitdelte blade. Frugten, som kaldes for et hyben, er yderst karakteristisk, kugleformet, elliptisk eller flaskeformet, med talrige delfrugter, hver med en enkelt nød, omgivet af et kødfuldt lag, som er den opsvulmede frugtknude. Bægerbladene forbliver ofte længe på hybenet.

Disse planter er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropiske områder i Østafrika og de sydlige dele af Asien. Andre steder dyrkes mange arter og kultivarer som prydplanter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på roser.

 

Rosa moschata Moskusrose
Denne plante har været dyrket i århundreder, og det diskuteres, om der stadig eksisterer vilde bestande. Ifølge Kew Gardens er artens oprindelsesområde det sydlige Iran og Afghanistan. Arten blev nævnt allerede af den engelske digter og skuespiller William Shakespeare (ca. 1564-1616) i komedien En skærsommernatsdrøm (ca. 1595).

Arten er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. Chile.

 

 

Moskusrose, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rubiaceae Krapfamilien
Denne kæmpestore familie, der findes over størstedelen af kloden, rummer omkring 650 slægter med ikke færre end ca. 13.500 arter, hvilket gør den til den fjerdestørste plantefamilie. De fleste arter er træer og buske, mens et mindre antal er urter og slyngplanter.

 

Cruckshanksia
Denne slægt af urter og buske, der rummer 7 arter, findes i Atacama-ørkenen og Andes i det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina. Arterne har gule eller lyserøde kronblade og kronbladsagtige, farvede bægerblade.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den britiske botaniker Alexander Cruickshank, som var den første, der observerede denne slægt i 1800-tallet.

 

Cruckshanksia pumila
Denne lave enårige plante dukker kun op efter de sjældne regnbyger i Atacama-ørkenen og bemærkes oftest i forbindelse med El Niño.

Artsnavnet er afledt af latin pumilio (‘dværg’), hvilket naturligvis hentyder til plantens størrelse.

 

 

Tidlig morgensol føjer et varmt skær til denne Cruckshanksia pumila i Llanos de Challe Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cruckshanksia pumila, Pan de Azucar Nationalpark, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scrophulariaceae Maskeblomstfamilien
I dag rummer denne familie omkring 63 slægter med ca. 1800 arter, udbredt næsten overalt på kloden, i troperne begrænset til bjergegne.

Tidligere var familien meget større, med omkring 275 slægter og over 5000 arter. Efter genetiske studier er de fleste arter blevet overført til andre familier, i særdeleshed vejbredfamilien (Plantaginaceae) og gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae).

 

Buddleja Sommerfuglebusk
Denne slægt, der omfatter omkring 115 arter af buske, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske egne af Nord- og Sydamerika, Afrika, Madagascar og Asien. Nogle få arter vokser i tempererede områder. Disse planter var førhen placeret i familierne Buddlejaceae og Loganiaceae.

Slægtsnavnet ærer den engelske præst og botaniker Adam Buddle (1662-1715), der forfattede en ny engelsk flora, fuldendt i 1708, men aldrig offentliggjort.

 

Buddleja globosa
Denne store busk, op til 5 m høj, er endemisk i det centrale Chile og det sydlige Argentina, hvor den vokser i skove og krat, fra lavlandet op til højder omkring 2000 m.

Bladene er lancetformede eller elliptiske, til 15 cm lange og 6 cm brede, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden. Blomsterstandene er endestillede kugleformede hoveder, indtil 2,8 cm i tværmål, hver med op til 50 blomster, varmt gule eller orange, særdeles velduftende.

 

 

Buddleja globosa, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanaceae Natskyggefamilien
Denne kæmpestore familie, der omfatter omkring 98 slægter og 2700 arter af urter, buske, slyngplanter og træer, er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med kærneområder i Mellem- og Sydamerika.

 

Nolana
En slægt med omkring 65 arter, hjemmehørende i den vestlige del af Sydamerika, fra Peru mod syd til Tierra del Fuego, og tillige på Galápagos-øerne.

 

Nolana carnosa
Denne busk, der bliver op til 50 cm høj, er endemisk i Atacama-ørkenen, hvor den vokser op til omkring 500 meters højde.

 

 

Nolana carnosa, observeret nær Taltal. På det øverste billede ses en Cistanthe-art (Montiaceae) i forgrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nolana mollis
Denne busk, op til 1,2 m høj, er også endemisk i Atacama-ørkenen, voksende op til højder omkring 2000 m.

 

 

Nolana mollis, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nolana sedifolia
Denne art, til 80 cm høj, som er endemisk i det nordlige og centrale Chile, træffes op til højder omkring 500 m.

 

 

Nolana sedifolia samt en Cistanthe-art (Montiaceae), nær Taltal, Atacama. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret Nolana-art, nær Taltal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Schizanthus
En attraktiv slægt med omkring 14 arter, hjemmehørende i det centrale Chile og det vestlige Argentina. På grund af deres smukke blomster dyrkes mange arter i varmere områder af kloden, og nogle har dannet forvildede bestande, bl.a. i New Zealand og USA.

 

Schizanthus hookeri
Denne smukke plante, op til 70 cm høj, er begrænset til det centrale Chile og tilstødende egne af Argentina, hvor den vokser på de lavere skråninger af Andes, op til højder omkring 2500 m.

 

 

Schizanthus hookeri, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Schizanthus hookeri, Embalse El Yeso. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanum Natskygge
Denne slægt, som er udbredt på størsteparten af kloden, er en af de største planteslægter med over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melangeena). Frugten er et bær, som kan være rødt, orange, gult eller sort.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et oldgermansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

	
Solanum etuberosum
En spektakulær plante, op til 1,5 m høj, blade snitdelte, indtil 35 cm lange og 15 cm brede, blomster violette, op til 3,5 cm i tværmål, frugt kugleformet, grøn eller mørkt purpurfarvet, indtil 1,3 cm i diameter. Arten er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser i tør kratskov eller langs vandløb på skråningerne af Andes, op til omkring 2500 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden rodknold’.

 

 

Solanum etuberosum, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En uidentificeret natskygge-art med umodne bær, Monumento Natural El Morado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tecophilaeaceae
En lille familie med 9 slægter og omkring 27 arter.

 

Conanthera
Denne lille slægt med 5 arter er endemisk i det nordlige og centrale Chile.

 

Conanthera bifolia
Den grenede stængel er op til 40 cm høj, med smalle græslignende blade og en endestillet åben klynge af blå eller purpurblå blomster, indtil 1,5 cm i tværmål, med knaldgule støvdragere. Denne art vokser i ret tørre klippefyldte områder i krat, op til højder omkring 1500 m.

 

 

Conanthera bifolia, La Campana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tropaeolaceae
Familiens eneste slægt er Tropaeolum, der omfatter omkring 95 arter, hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika. Nogle arter dyrkes mange steder, og T. majus forvildes ofte og danner store bestande. Den betragtes som invasiv i Hawaii og Australien.

Disse planter indeholder en olie magen til olien hos brøndkarse (Nasturtium officinale), hvilket har givet anledning til deres engelske navn garden nasturtium.

 

Tropaeolum polyphyllum
Denne hårdføre art er endemisk i Andes i det centrale Chile og det nordvestlige Argentina, voksende i stenede områder og blandt nedfalden ur op til højder omkring 3300 m. Et spansk folkenavn på arten er soldadito grande de la cordillera (‘bjergenes brave soldat’).

 

 

Tropaeolum polyphyllum, Embalse El Yeso. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Verbenaceae Jernurtfamilien
En stor familie med omkring 32 slægter og 800 arter af træer, buske og urter, fortrinsvis udbredt i tropiske områder.

 

Diostea juncea
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er en løvfældende busk, der kan blive op til 6 m høj. Den har lange, slanke, siv-lignende unge grene, der har givet anledning til artsnavnet, af latin Juncus (siv). Bladene er få, modsatte, indtil 2 cm lange og 7 mm brede, blomsterstandene er indtil 2,5 cm lange aks, kronblade bleglilla.

Arten er udbredt i Chile og det sydvestlige Argentina.

 

 

Diostea juncea, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Junellia
En slægt med omkring 40 arter af buske, hjemmehørende i Andes og Patagonien, samt på Falklandsøerne.

 

 

En uidentificeret Junellia-art, Monumento Natural El Morado. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Violaceae Violfamilien
Denne familie med omkring 25 slægter og ca. 1000 arter af urter, sjældent slyngplanter, buske og træer, er udbredt over næsten hele kloden. De fleste slægter er tropiske og subtropiske, men den største slægt, Viola, findes hovedsagelig i tempererede områder.

 

Viola Viol, stedmoderblomst
En stor slægt med 550-600 arter, udbredt næsten overalt i verden, men overvejende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Navnet stedmoderblomst er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Viola cotyledon
En robust plante, som danner tætte måtter af adskillige tykke stængler og stive, kødfulde, glinsende, ovale eller spatelformede blade med hvid eller brunlig rand, arrangeret i talrige rosetter. De stilkede blomster sidder i bladhjørnerne, farven varierer fra blå til lilla, lyserød eller hvid, altid med gult svælg.

Denne art er hjemmehørende i det centrale Chile og det vestlige Argentina, hvor den vokser i vulkansk jord i store højder i Andes.

Artsnavnet er afledt af græsk kotyledon (‘kopformet fordybning’), af kotyle (‘kop’), hvilket sigter til fordybningen på bladrosetterne.

 

 

Viola cotyledon, Conguillio Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viola maculata
Denne plante, der bliver op til 15 cm høj, vokser i montane skove i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, i højder mellem 400 og 1550 m, og den forekommer også på Falklandsøerne.

De stilkede blade er ovale, lancetformede eller afrundede, indtil 5,5 cm lange og 2,5 cm brede, margin dunet med afrundede tænder. Blomsterstilkene er op til 12 cm lange, kronblade gule med brunlige striber nær det hårede svælg, spore indtil 3 mm lang.

 

 

Viola maculata, Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Winteraceae
Denne familie, der omfatter 5 slægter med omkring 93 arter, er hjemmehørende i Malaysia, Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien og New Zealand, på nogle Stillehavsøer og Madagascar, samt i tropiske områder af Mellem- og Sydamerika.

Disse planter er ældgamle, idet de fremkom for millioner af år siden på superkontinentet Gondwana. Mange medlemmer af familien har aromatisk bark og blade, og der udvindes æteriske olier fra adskillige.

Familienavnet blev givet til ære for Kaptajn John Winter (se Drimys winteri nedenfor).

 

Drimys
En slægt med omkring 8 arter af stedsegrønne buske eller små træer, der forekommer fra det sydlige Mexico mod syd til det sydlige Sydamerika. Tidligere omfattede slægten arter fra det australske område, men de er blevet overført til en ny slægt, Tasmannia.

 

Drimys andina
En lille stedsegrøn busk, op til 1,2 m høj, med ovale, læderagtige blade og endestillede klynger af cremefarvede, duftende, stjerneformede blomster, op til 3 cm i tværmål, med 8-10 elliptiske kronblade. Frugten er et bær, indtil 1 cm langt, sortagtigt med lyse markeringer eller hvidligt med sorte prikker. Arten er endemisk i det sydlige Chile og tilstødende egne af Argentina.

 

 

Drimys andina med regndråber, Villarrica Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Drimys winteri
Dette slanke træ, der bliver op til 20 m højt, er hjemmehørende i tempererede regnskove i det sydlige Chile og Argentina, under 1200 meters højde. Den er en hårdfør art, som vokser på tørre steder såvel som i vådområder, og den er i stand til at modstå forskellige klimatiske forhold, bl.a. temperaturer ned til omkring -20 °C.

Bladene er lancetformede, glinsende grønne på oversiden, hvidlige på undersiden, op til 20 cm lange. De spektakulære blomster er arrangeret i tætte endestillede klynger, kronblade 10-15, lancetformede, spredt i stjerneform fra en gul midte. Frugten er et blåligt bær.

Artsnavnet stammer tilbage fra den tid, hvor Sir Francis Drake (ca. 1540-96) sejlede rundt om Jorden ombord på Golden Hind 1577-80. Det lykkedes kun for ét af de øvrige skibe, som ledsagede ham, at runde Kap Horn sammen med ham, nemlig Elizabeth, med John Winter (1555-1638) som kaptajn. De to skibe kom imidlertid bort fra hinanden under en storm, og Winter vendte om. Der var formodentlig sygdom ombord, thi han sendte en båd i land for at lede efter medicinske urter.

Han vendte tilbage til England i 1579 med en forsyning af Drimys-bark, og gennem århundreder, inden c-vitaminet blev opdaget, udgjorde ‘Winter’s bark’ et højt priset remedie til forebyggelse og behandling af skørbug. Kaptajn James Cook (1728-79) og hans besætning medbragte også en forsyning under deres togter på Stillehavet. Naturhistorikeren ombord, Johann Reinhold Forster (1729-98), var den første, som officielt beskrev og navngav D. winteri. (Kilde: A.M. Coats & J.L. Creech 1964. Garden Bushes and Their Histories, ny udg. 1992)

 

 

Drimys winteri, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet august 2021)