Flora i Chile

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Atacama-ørkenen og Andes fungerer som barrierer, som har medført en høj grad af isolation af flora og fauna, hvilket igen har forårsaget en høj grad af endemisme.

Den hjemmehørende flora i Chile rummer relativt få arter, sammenlignet med nabolandenes. Atacama-ørkenen er hjemsted for et stort antal kaktusarter og andre planter, hvoraf hovedparten er endemiske for landet. Længere sydpå findes udstrakte skove, domineret af Araucaria og sydbøge (Nothofagus), og i den sydligste del, syd for Biobío-floden, hersker et meget fugtigt klima, som har frembragt frodige skove. Græsland findes nogle steder i de højere dele af Andes, samt i den chilenske del af Patagonien.

De følgende billeder viser den store variation i de chilenske landskaber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil være taknemmelig for at modtage information om eventuelle fejl, eller hvis du er i stand til at bestemme nogle af de planter, der er angivet som uidentificerede. Du kan anvende denne adresse: respectnature108@gmail.com.

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk aeizoon (‘husløg’), fra aei (‘for evigt’) og zoion (‘et levende væsen’), hvilket sigter til de kødfulde og holdbare blade hos medlemmerne, i lighed med bladene hos husløg (Sempervivum).

 

Mange af medlemmerne har glinsende blærer på stængel, frugt og blade, hvilket har givet anledning til et af gruppens engelske navne, ice plant. Hovedfunktionen af disse blærer er at opbevare vand.

Navnet middagsblomst stammer fra den polske handelsmand og naturhistoriker Jacob Breyne (1637-97), der navngav slægten i 1684, hvor han anvendte staveformen Mesembrianthemum, afledt af græsk mesembria (‘middag’) samt anthemon (‘blomst’), således ‘middagsblomst’. Han havde bemærket, at disse planter oftest åbnede deres blomster ved middagstid.

I 1719 opdagede den tyske botaniker Johann Jacob Dillenius (1684-1747) imidlertid, at nogle medlemmer af slægten blomstrer om natten, så han ændrede staveformen til Mesembryanthemum, afledt af græsk mesos (‘midten’), embryon (‘griffel’) samt igen anthemon (‘blomst’), således ‘blomst med griflen i midten’.

 

Bladene er spiselige, og i det sydlige Afrika fremstilles pickles af blade og stængler.

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for hans ven baron Clas Alströmer (1736-1794), som gennemrejste Sydeuropa 1760-64 og indsamlede planter for Linné. Han etablerede også en botanisk have nær Göteborg.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, hvor den findes op til højder omkring 1500 m. Den blev førhen anvendt medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

 

Sammen med A. umbellata nedenfor var den blandt de planter, som den preussiske læge og botaniker Franz Julius Ferdinand Meyen (1804-40) beskrev, da han deltog i en ekspedition til Sydamerika 1830-32, beskrevet i hans bog Reise um die Erde ausgeführt auf dem Königlich Preussischen Seehandlungs-Schiffe Prinzess Louise, commandirt von Captain W. Wendt, i den Jahren 1830, 1831 und 1832 (‘Rejse verden rundt, udført ombord på det kongelige preussiske søhandelsfartøj Prinzess Louise, kommanderet af Kaptajn W. Wendt, i årene 1830, 1831 og 1832′).

Han beskrev tillige en række dyrearter, som var nye for videnskaben, deriblandt Humboldt-pingvin (Spheniscus humboldti).

Artsnavnet er latin og betyder sådan noget som ‘at åbenbare’, hvilket måske sigter til plantens hårdførhed, idet den ofte vokser på steder, som har været dækket af et tykt lag sne i månedsvis.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med skærm’, hvilket sigter til blomsterstanden, der minder om en skærmplantes.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med forskellige farver’, hvilket sigter til de spraglede blomster.

 

 

 

 

 

 

Tidligere var disse planter placeret i slægten Hippeastrum og senere i Rhodophiala, hvis medlemmer er blevet overført til andre slægter, bl.a. Zephyranthes (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’) og leirion (‘lilje’, ‘narcis’), hvilket hentyder til de smukke blomster.

 

Artsnavnet er afledt af Andes samt latin colo (‘at bebo’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge Plants of the World Online rummer Zephyranthes i dag omkring 185 arter, udbredt i tropiske og subtropiske egne af Amerika.

Slægtsnavnet er afledt af Zephyrus, den græske vestenvindsgud, som genopvækker naturen hvert forår, samt anthos (‘blomst’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘pragtfuld’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det chilenske navn på disse planter.

 

Denne art er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser i tørt kratland i kystnære bjerge samt ved foden af Andes.

Planten lever op til artsnavnet, afledt af oldgræsk kaustikos (‘ætsende’), idet bladsaften kan forårsage udslæt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk skhinos, det oldgræske navn på et andet medlem af familien, Pistacia lentiscus.

 

Dens lyserøde frugter sælges som ‘lyserøde peberkorn’, og de anvendes som smagsstof i forskellige drikke og lemonade. Der har dog forekommet tilfælde af små børn, der kastede op og fik diarré efter at have spist bærrene. Bladene er muligvis også giftige. Inden for folkemedicinen har arten været anvendt mod sår og infektioner, tandpine, rheumatisme og menstruelle problemer, samt som vanddrivende middel.

Artsnavnet er en forvrængning af mulli, Quechua-navnet på træet.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, med en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

 

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

 

 

 

 

 

Det danske navn kommer af tysk Mannstreu, som direkte oversat betyder ‘mandens trofasthed’, men en tolkning går på, at det var planten, som var ‘trofast’ mod manden, idet den blev indtaget som potensfremmende middel.

 

Roden af planten kan overleve brande, hvilket gør den i stand til at regenerere. Arten er berygtet som en aggressiv invaderende plante på græsgange.

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på bar, sandet eller gruset bund, ofte på skråninger af vulkaner eller blandt nedfalden ur, i højder mellem 1000 og 3700 m. Den er hjemmehørende i det centrale Chile og det vestlige Argentina.

 

 

 

 

 

Kauri-træet (Agathis australis), som vokser i New Zealand, er det tredjestørste nåletræ efter de nordamerikanske slægter Sequoiadendron og Sequoia (Cupressaceae). Alle tre slægter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Slægtsnavnet er afledt af navnet på et chilensk folk, Araucanierne, for hvem frøene var et vigtigt fødeemne. En undergruppe af dette folk er Pehuencherne. På deres sprog er pehuen navnet på Araucaria, mens che betyder ‘folk’.

På dansk kalder vi disse træer for abetræer eller abernes skræk, en direkte oversættelse af det engelske navn monkey-puzzle tree – i sandhed besynderlige navne, da der overhovedet ikke findes aber, hvor disse træer vokser. Det engelske navn opstod omkring 1850. En besøgende i en park i England, som havde eksemplarer af Araucaria, bemærkede spøgende, at det ville “puzzle a monkey to climb that tree” (“det ville være svært for en abe at klatre op i dette træ”), idet han hentydede til de stive og skarpe blade. Navnet monkey-puzzle tree blev hængende.

 

Bladene er trekantede, op til 4 cm lange og 3 cm brede ved basis, meget sejge og med en skarp spids. De kan sidde på træet i helt op mod 15 år, og med tiden dækker de hele overfladen på yngre grene. Kun stammen og de ældste grene er fri for blade.

Han- og hunblomster findes oftest på forskellige træer, og hunblomsterne bestøves ved vindens hjælp. Det varer op mod 18 måneder, før hunkoglerne modnes. De er meget store, 12-20 cm i diameter, og indeholder op mod 200 frø, 3-4 cm lange. De er spiselige med en nøddeagtig smag, og de høstes i stor stil i Chile.

I 1791-95 deltog den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842) som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98). Under en middag hos vicekongen af Chile fik Menzies serveret Araucaria-frø som dessert. Han puttede nogle frø i lommen og var senere i stand til at få dem til at spire ombord på skibet. Han vendte tilbage til England med fem sunde planter – de første af denne art i Storbritannien. (Kilde: kew.org)

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De sammensatte blade, der hos de fleste arter vokser i vifteform fra toppen af planten, er ofte meget store og dekorative. Talrige billeder af palmeblade kan ses på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt kaldes for et kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

 

 

 

 

 

 

En stovt plante, der bliver op til 1.5 m høj, med dybt delte, stærkt tornede, indtil 50 cm lange blade med op til 3,5 cm lange gule torne. Kurvene er violette, purpurfarvede eller blå, indtil 6 cm i tværmål.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eri (‘tidligt om morgenen’) samt geron (‘gammel mand’), hvilket sandsynligvis sigter til en dusk af hvide hår, som kommer til syne på frugten efter afblomstingen. Det engelske navn fleabane (‘loppens død’) stammer fra en gammel overtro, der sagde, at tørrede planter af denne slægt ville fordrive lopper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den spanke præst, botaniker og matematiker José Celestino Bruno Mutis y Bosio (1732-1808), der emigrerede til Santa Fe de Bogotá i 1761 og senere blev en markant skikkelse i den Spansk-Amerikanske Oplysningsperiode. Fra 1783 ledede han tre kongelige ekspeditioner i området, hvorunder hundreder af plantearter blev opdaget og beskrevet. Det indsamlede materiale blev opbevaret i et museum, der indeholdt omkring 24.000 tørrede planter og 5000 tegninger af planter, foruden en samling af skaldyr, harpiks, mineraler og dyreskind.

 

Bladene er linjeformede, siddende, op til 3 cm lange og 3 mm brede, kurvene med 8-10 bleggule, meget smalle randkroner, op til 1,7 cm lange og 3 mm brede. Arten kan straks kendes på de lange, udragende, knaldrøde grifler, der ofte er spiralformede.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i omtrent samme område som den foregående art. Den vokser på klippefyldte steder og i krat i Andes, i højder mellem 1400 og 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner en syl’, hvilket sigter til de nåleagtige blade.

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i den sydlig-centrale del af Andes i Chile og Argentina, voksende på klippefyldte skråninger i højder mellem 2000 og 2700 m.

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den spanske apoteker og botaniker Lázaro (eller Lorenzo) Perez, der levede i 1500-tallet.

 

 

 

 

 

 

De mange stængler er oprette eller opstigende, ugrenede, hvidfiltede, op til 40, nogle gange 60 cm høje, blade linjeformede, hvidfiltede, indtil 5 cm lange og 1 cm brede, stængelomfattende og nedløbende. De talrige gullige eller blegbrune kurve sidder i tætte endestillede klynger.

Artsnavnet, som er afledt af Quechua-ordet for denne art, udtales som wira-wira.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘gammel mand’), hvilket sigter til de hvide frøhår hos denne slægt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske adelsmand Archibald Campbell (1658-1703), 1. hertug og 10. jarl af Argyll, ældste søn af Archibald Campbell, 9. jarl af Argyll, samt Mary Stuart, datter af James Stuart, 4. jarl af Moray.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt i Peru, Bolivia, Brasilien, Chile, Argentina, Australien og New Zealand, samt på øer i Atlanterhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet. I Chile vokser den fra havniveau op til trægrænsen.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige familienavns oprindelse er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske læge, botaniker og farmakolog Valerius Cordus (1515-44), der forfattede en højt priset urtebog, og endvidere den første oversigt over medicinske urter nord for Alperne, samt deres virkning. Han døde i en alder af kun 29 år under en rejse i Italien, formodentlig af malaria.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk deka (‘ti’) og andros (‘mand’), hvilket sigter til blomsterne, der har 10 støvdragere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det største medlem af familien er Puya raimondii, hvis stængel kan blive op til 4 m høj, med en blomstrende stilk op til 10 m høj.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin pugio (‘daggert’), hvilket sigter til de meget spidse blade.

 

Efter mange års vækst dannes en rank blomsterstand, op til 1,8 m lang, der er sammensat af talrige grenede sub-blomsterstande med et væld af smaragd- eller turkisgrønne blomster, indtil 5 cm i tværmål, med stærkt orange støvknapper. Med årene danner moderplanten en stor klon af afkom.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er en hunkønsform af caeruleus (‘blå’), hvilket igen er en forvanskning af caeluleus, afledt af caelum (‘himmel’) samt‎ endelsen uleus, der udtrykker noget diminutivt.

 

 

 

 

 

Størrelse og form hos kaktusarter varierer kolossalt. Stammen kan bl.a. være søjleformet, tøndeformet, kugleformet eller lav og hvælvet. Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade, smalle og flade eller cylinderformede.

Bladene hos de fleste kakti er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Kaktus-arter har små udposninger på stammen, kaldt areoler, som ligeledes er modificerede blade. Fra disse areoler vokser blomsterne frem, og hver areole kan kun producere én blomst i sin levetid. Efterhånden som planten vokser, dannes nye areoler. Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper fra areolerne.

Ordet kaktus stammer fra græsk kaktos, et navn, som den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’, benyttede for en ukendt tornet plante.

Talrige kaktus-arter fra andre egne af kloden er beskrevet på siden Planteliv: Kakti.

Under beskrivelsen af arterne i denne familie har jeg anvendt megen information fra hjemmesiden llifle.com/Encyclopedia/CACTI/familie/Cactaceae.

 

Slægten er begrænset til det nordlige Chile og vokser primært i Atacama-ørkenen, hvor der kun ganske sjældent falder regn. Planterne får størstedelen af deres væskebehov dækket gennem den hyppige tåge, der forekommer i denne egn, specielt i højder mellem 500 og 850 m.

 

Kærneområder for denne art er Pan de Azucar og Llanos de Challe Nationalparker.

 

 

 

 

 

En yderst tørketålende plante, der vokser fra havniveau op til højder omkring 500 m. Den forekommer i stort antal mange steder fra Pan de Azucar Nationalpark mod nord til Taltal. Den danner ofte imponerende bestande, der “minder om en marcherende hær.” (llifle.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folkenavne omfatter bl.a. gatito (‘lille kat’) og perrito (‘lille hund’). Det er uklart, hvad de hentyder til. Planten er ganske vist lille, men er yderst tornet og langtfra til at kramme.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk erion (‘uld’) og syke (‘figen’), hvilket hentyder til den uldhårede frugt.

 

Denne plante er endemisk i Chile, udbredt fra Copiapó mod syd til Rio Maule, voksende i klippefyldte områder fra havniveau op til højder omkring 2400 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk eu (‘god’) og lychnia (‘kandelaber’), hvilket naturligvis hentyder til disse planters form.

 

Arten er ofte inficeret af en stærkt rød, snyltende misteltén, Tristerix aphylla, hvis frø spredes af den chilenske spottedrossel (Mimus thenca). Denne fugl æder frugterne, men deponerer ofte frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen.

Frugten er spiselig, næsten nøgen, uden uld eller torne. Artsnavnet refererer til frugten, der har en syrlig smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Iquique-copao er ganske almindelig i Pan de Azucar Nationalpark, hvor billederne nedenfor blev taget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og stele, som kan oversættes med ‘søjle’, skønt det strengt taget betyder ‘grænsepæl’. Navnet hentyder til de snehvide torne og den søjleagtige stamme.

 

I lighed med Eulychnia acida (ovenfor) er denne art værtsplante for snylteplanten Tristerix aphylla.

Strengt taget betyder artsnavnet ‘fra Chiloé’, en ø i det sydlig-centrale Chile, men i denne forbindelse skal det blot tolkes som ‘fra Chile’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Både slægts- og artsnavn blev givet til ære for den hollandske botaniker Friedrich Anton Wilhelm Miquel (1811-71), som var direktør for herbariet ved universitetet i Utrecht.

 

 

 

 

 

 

Blomsterne i denne slægt er yderst karakteristiske, uregelmæssige, med en lille øvre læbe og en stor, opsvulmet, poseformet nedre læbe, som har givet anledning til slægtsnavnet, fra latin calceolus, diminutiv af calceus (‘sko’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hylder den flamske læge og botaniker Mathias de l’Obel (1538-1616), også kendt som Matthaeus Lobelius, der var hoflæge for William the Silent, konge af Nederlandene, samt for James I, konge af England.

 

Denne plante er endemisk i Chile, voksende fra kystnære områder op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ordret ‘hævet’, men i denne forbindelse skal det snarere tolkes som ‘høj’.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

 

 

 

 

Familiens videnskabelige navn, såvel som det danske navn, er afledt af navnet på et medlem af slægten Dianthus. Planten, der hentydes til, er havenellike (D. caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag kaldes planten for Syzygium aromaticum).

Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen, Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

De danske navne hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Artsnavnet er afledt af Andes samt latin colo (‘at bebo’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet ærer den franske botaniker René Louiche Desfontaines (1750-1833), som tilbragte to år i Tunesien og Algeriet og vendte tilbage med en stor samling af planter. Han skrev to bind med titlen Flora Atlantica (1798-99), der bl.a. beskrev 300 slægter, som var nye for videnskaben.

 

Der hersker nogen kontroversitet omkring denne plantes udbredelse. De fleste autoriteter hævder, at den findes fra Costa Rica mod syd til det sydlige Sydamerika, mens Kew Gardens i London kun angiver Peru som udbredelsesområde.

Arten har været anvendt medicinelt og som hallucinogen, og et farvestof udvindes af den.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige familienavn kommer af latin convolvere (‘at slynge sig’), hvilket sigter til de slyngende stængler hos de fleste arter.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn kommer af snare (‘snærende’), hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Planteliv: Snerler.

 

 

Stænglen er krybende, sjældent slyngende, undertiden forveddet forneden, op til 2,5 m lang, blade normalt stilkede, op til 8 cm lange og 6 cm brede, meget variable i form, sædvanligvis linjeformede eller smalt aflange, med prominente linjeformede basale ører, men undertiden ovale eller afrundede med afrundede ører, tilspidsede, margin helrandet eller bølget. De stilkede blomster er enlige eller 2 sammen, voksende fra bladhjørnerne, bægerblade op til 9 mm lange og 7 mm brede, elliptiske, endende i en kort torn, kronen op til 2,5 cm lang, forskellige afskygninger af lyserød eller blegviolet med hvidt svælg, undertiden helt hvide, meget svagt fligede, flige med en kort torn i spidsen.

 

 

 

 

 

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler.

 

 

 

 

 

 

 

Medlemmerne af denne familie er uden klorofyl og optager mange af deres næringsstoffer fra svampe. De var tidligere placeret i familien Burmanniaceae.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Johann Anton Weinmann (1782-1858), som var den ledende gartner i Sankt Petersborgs parker.

 

Denne art er endemisk i skove i det sydlige Chile og Argentina, men dyrkes andre steder som prydtræ.

Barken anvendes til garvning af læder. Det hårde ved har et smukt mønster af mørke og lyse farver og er højt værdsat til dekorative formål.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thrix (‘hår’) og sperma (‘frø’), således ‘hårede frø’.

 

 

 

 

 

 

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-79), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-56) fra Quebec, hvis arbejder bl.a. omfattede en liste over lægeplanter. Han døde i en ung alder under en tyfus-epidemi.

 

Denne plante vokser i åbne vådområder og skove i det sydlige Chile, det vestlige og sydlige Argentina, samt på Falklandsøerne. I Andes forekommer den op til højder omkring 1000 m. Den kan modstå tidvise temperaturfald til omkring -10°C.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i det centrale og sydlige Chile samt tilstødende områder af Argentina.

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier:

Caesalpinioideae (der omfatter den tidligere underfamilie Mimosoideae) med 148 slægter og omkring 4400 arter.

Cercidoideae med 12 slægter og omkring 335 arter.

Detarioideae med 84 slægter og omkring 760 arter.

Dialioideae med 17 slægter og omkring 85 arter.

Duparquetioideae med 1 slægt og 1 art.

Faboideae (Papilionoideae) med 503 slægter og omkring 14.000 arter.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af arabisk sana, et ord, som omfatter planter, der benyttes som afførende middel.

I 1753 blev disse planter placeret i slægten Cassia af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men allerede det følgende år, i 4. udgave af The Gardeners Dictionary, overførte den skotske botaniker Philip Miller (c. 1691-1771) en række Cassia-arter til slægten Senna. Gennem mange år anerkendte de fleste botanikere ikke denne slægt, og kun fornylig er den blevet genoprettet.

 

Artsnavnet blev givet til ære for Hugh Cuming (1791-1865), en engelsk samler, som var interesseret i naturhistorie, specielt skalbærende dyr og planter. Han tilbragte en årrække i Chile, hvor han blev en succesrig forretningsmand, der anvendte sine penge til at bygge en yacht ved navn The Discoverer, der var specielt konstrueret til at opbevare samlinger. Ombord på dette skib sejlede han rundt langs Chiles kyst, samt til Mexico, Stillehavet, Filippinerne, samt de nuværende lande Indonesien og Malaysia.

Hans samlinger omfattede bl.a. 130.000 eksemplarer af pressede planter, 30.000 konkylier og lignende, samt store antal af fugle, pattedyr, krybdyr og insekter. Meget materiale blev sendt til Natural History Museum i London, som efter hans død købte store dele af den tilbageværende samling. (Kilde: S.P. Dance 1980. Hugh Cuming (1791-1865). Prince of collectors. Journal of the Society for the Bibliography of Natural History 9 (4): 477-501)

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk a (‘uden’) og desme (‘bundt’), hvilket sigter til slægtens frie støvdragere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En meget dekorativ plante, der ofte dyrkes. Frøene er spiselige og næringsrige, men da de er let giftige, bør de kun nydes i små mængder.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

 

 

 

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægtsnavnet, og dermed også det folkelige navn, fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, der gik ud på, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

Denne plante er hjemmehørende i Californien, hvor den er almindelig i kystnære krat og klitter. Den dyrkes imidlertid som prydplante mange andre steder og ses ofte forvildet, bl.a. i Vesteuropa, Australien, New Zealand og det sydlige Sydamerika.

 

 

 

 

 

 

Denne art er endemisk i det centrale og sydlige Chile.

 

 

 

 

 

 

Den er en stor art, op til 1 m høj, der vokser i mellemhøjder i Andes.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den italienske botaniker Giovanni Battista Balbis (1765-1831).

 

Slægten Wendtia, der ikke længere er anerkendt, blev oprettet af den preussiske læge og botaniker Franz Julius Ferdinand Meyen (1804-40), som deltog i en ekspedition til Sydamerika 1830-32 ombord på skibet Prinzess Louise. Kaptajn på dette skib var den tyske opdagelsesrejsende og opfinder Johann Wilhelm Wendt (1802-47), der sejlede rundt om Jorden fire gange, tre gange med Prinzess Louise. Rejsen nævnt ovenfor er beskrevet i Meyens bog Reise um die Erde ausgeführt auf dem Königlich Preussischen Seehandlungs-Schiffe Prinzess Louise, commandirt von Captain W. Wendt, in den Jahren 1830, 1831 und 1832.

 

 

 

 

 

 

Blomsterne hos størsteparten er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De 4-5 kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea).

En række ensian-arter er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af denne slægt tilhørte tidligere slægten Gentiana, men adskiller sig gennem blomsterne, der ofte har en dusk af smalle flige eller hår i svælget, og ingen mindre flige mellem kronbladsfligene.

 

Denne art vokser i våde enge i mellemhøjder i Andes, udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, samt på Falklandsøerne.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

 

 

 

Familienavnet ærer den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65), der forfattede monumentale værker om bibliografi (Bibliotheca universalis, 1545-49) og zoologi (Historia animalium, 1551-58). Han var travlt optaget af arbejdet på et større botanisk værk, da han døde af pest, kun 49 år gammel.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin aster (‘stjerne’) og græsk anthos (‘blomst’). Plantens spanske navn er estrellita, et diminutiv af estrella (‘stjerne’). Begge navne blev givet med henblik på de udbredte kronblade.

 

 

 

 

 

Plantens spanske navn er botellita, et diminutiv af botella (‘flaske’), hvilket sigter til blomstens form.

 

 

 

 

 

 

 

Stilkene af mange af arterne er spiselige, hvilket har givet anledning til det folkelige navn kæmpe-rabarber.

Familienavnet ærer den norske biskop og botaniker Johan Ernst Gunnerus (1718-73), der oprettede en stor samling af planter, især fra det centrale og nordlige Norge.

 

Arten udnyttes på samme måde som den europæiske rabarber. Stilkene spises rå eller kogt til en drik eller som syltetøj. Bladene anvendes under tilberedningen af den traditionelle chilenske ret curanto, hvor skaldyr, fisk, pølser, kylling, svinekød og grønsager omvikles med Gunnera-blade og dampes i lag i en grube, som er fyldt med varme sten.

I New Zealand er arten blevet erklæret for en uønsket pest.

 

 

 

 

 

 

De fleste arter har blå blomster, hvilket har givet anledning til det engelske navn blue-eyed grass, hvor grass-delen sigter til de græslignende blade hos en del af arterne. Blomsterne forekommer også i mange andre farver, bl.a. gul, hvid og purpurfarvet.

Slægten blev navngivet i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), baseret på ordet sisyrinchion, der blev anvendt af den græske lærde og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) for arten Moraea sisyrinchium. Navnet hentyder til denne arts svøbblade omkring rodstokken, der minder om en lådden gedehårsjakke, der blev kaldt for sisyra. (Kilde: J. Manning & P. Goldblatt 2008. The Iris family: Natural History & Classification. Timber Press)

 

Artsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere stavet hasena, muligvis fra etrusisk. Navnet hentyder til, at planten ofte vokser i sandede områder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med græslignende blade’.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den østrigske botaniker og hærlæge J.G.H. Kramer (1684–1744).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘Cistus-lignende’. Hvad det hentyder til, er uklart. Det er muligt, at dele af planten minder om medlemmer af slægten Cistus (cistroser).

 

 

 

 

 

 

Der kendes omkring 120 arter af vibefedt, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt. Om slægtens populære navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

Denne brug af vibefedts bladslim kendes også fra andre lande. En elev af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) noterer efter en ekskursion i 1747, at ”i Schweizerland brukes Pinguicula externa in fissuris mammarum, äwen ock när spenorna på koen hårdnar, så at den mjölkar blod.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den bliver op til 40 cm høj, blade modsatte, langstilkede, fligede eller snitdelte, sidestillede flige op til 2,5 cm lange og brede, den endestillede flig indtil 4,5 cm lang og 3,5 cm bred. Blomster endestillede, enlige, stilk til 16 cm lang, kronblade 5, murstensrøde eller orange, til 1,7 cm lange.

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i skyggefulde skove i de indre dale i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina.

Medicinsk har arten været anvendt mod betændelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Acer‘ (løn).

 

 

 

 

 

Som det danske navn antyder, har mange af arterne smukke, ofte stærkt farvede blomster. Frugten er et bær, sjældnere en kapsel eller en stenfrugt. Frøene er omgivet af en klæbrig masse, og de spredes af fugle, sjældnere af små pattedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk misos (‘had’) og dendron (‘træ’), altså ‘hader træer’, hvilket hentyder til slægtens parasitiske levevis. Det engelske navn sigter til det ‘fjerede’ udseende hos nogle arter, specielt M. linearifolium (nedenfor).

 

Den blev tidligere anvendt medicinelt, idet man gnubbede ømme muskler med den.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Chile samt tilstødende egne af Argentina, voksende op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for botanikeren, matematikeren og filosoffen Jean Louis Calandrini (1703-58) fra Geneve, som bl.a. studerede nordlys, kometer, samt effekten af lyn.

 

Denne art er udbredt fra det vestlige Bolivia mod syd langs Andes til det sydlige Chile og Argentina, voksende på nøgne og sandede steder, ofte ved foden af vulkaner, i højder mellem 1500 og 2600 m.

Artsnavnet refererer til provinsen Colchagua, syd for Santiago.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Mapuche-navnet på en beslægtet art, Amomyrtus luma.

 

Arten forekommer i fugtige skove i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

Veddet udnyttes lokalt, da det er meget tæt og holdbart.

 

 

 

 

 

Tidligere var disse træer placeret i bøgefamilien (Fagaceae), men genetisk forskning har åbenbaret, at de er tilstrækkeligt distinkte til at danne en særskilt familie.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nothos (‘falsk’) og fagus, det klassiske latinske navn på bøgen, oprindeligt afledt af græsk phagein (‘at spise’), hvilket sigter til bøgens spiselige frugter.

 

På spansk kaldes arten for nirre, på engelsk Antarctic beech (‘antarktisk bøg’). Den er udbredt i det sydlige Chile og Argentina, mod syd til Tierra del Fuego, voksende op til højder omkring 1500 m.

 

 

 

 

 

 

 

Den kan blive et stort træ, op til 45 m højt, med en stammediameter op til 2 m. De stedsegrønne blade er små, indtil 4 cm lange og 1,6 cm brede, læderagtige, afrundede, med tandet rand. Frugten er en trekantet nød, til 7 mm lang.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Joseph Dombey (1742-94), der oprettede en stor samling af planter fra Peru og Chile.

 

 

 

 

 

 

 

Stammen, op til 2 m i diameter, er ofte grenet fra forneden, bark grålig-brun eller mørkebrun, blade mørkegrønne, blålige på undersiden, elliptiske, ovale eller aflange, til 8 cm lange og 4 cm brede, margin stærkt tandet. Bladene bliver røde eller gule om efteråret.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera, se nedenfor). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, da natlys-slægten er amerikansk og næppe var forvildet i Asien så tidligt som 1587.

 

Den første Fuchsia-art blev beskrevet fra øen Hispaniola af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704) på hans tredje ekspedition til de Store Antiller 1696-97. Han opkaldte den nye slægt efter den tyske botaniker Leonhard Fuchs (1501-66), der skrev en bog om helbredende urter, offentliggjort på latin i 1542.

I dag dyrkes disse planter over næsten hele verden som prydplanter.

 

Arten blev førhen anvendt medicinsk.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Disse pollinier spredes af insekter og fastgøres til støvfanget ved hjælp af et klæbrigt sekret. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder uhøjige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk chloros (‘grøn’), hvilket formentlig sigter til blomsternes farve hos en af arterne.

 

Artsnavnet er afledt af græsk khrysanthes, som betyder ‘gylden blomst’.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina.

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til de syrlige blade, der er trekoblede og minder om kløverblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en meget usædvanlig surkløver, idet den er en busk op til 2,4 m høj, med talrige blade langs de oprette grene, der kan være op til 5 cm tykke. Blomsterne er gule, indtil 2,5 cm i tværmål.

 

 

 

 

 

 

Erythranthe blev oprindeligt beskrevet som en særskilt slægt, blev så overført til slægten Mimulus, men er fornylig blevet genoprettet som en anerkendt slægt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De talrige blade er ovale eller elliptiske, til 9 cm lange og 5 cm brede, basis afrundet eller hjerteformet, margin stærkt tandet. De knaldrøde nikkende blomster, indtil 2,5 cm lange og 1,2 cm brede, sidder i klynger for enden af en op til 30 cm lang stilk.

Artsnavnet sigter til slægten Ruellia, i familien Acanthaceae, som blev navngivet til ære for den franske læge og urtelæge Jean Ruel (1474-1537), også kendt som Jean Ruelle, eller på latin Ioannes Ruellius. Han er bedst kendt for værket De Natura Stirpium (1536), en botanisk afhandling. Endelsen af artsnavnet betyder ‘lignende’, hvilket formodentlig sigter til ligheden af denne plante med Ruellia-arter.

Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den tyske botaniker, zoolog og opdagelsesrejsende Eduard Friedrich Poeppig (1798-1868), der først foretog rejser på Cuba og i Pennsylvania. Fra 1826 tilbragte han adskillige år med at udforske Chile, Peru og Brasilien. Resultaterne blev publiseret i to bind med titlen Reise in Chile, Peru und auf dem Amazonenstrome, während der Jahre 1827-1832.

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet bambus er normalt tilknyttet høje græsarter med hule stængler.

 

Ulig de fleste bambus-arter er denne art en klatrende busk, og dens stængel er massiv, ikke hul som hos de fleste andre bambus-arter. Fritvoksende individer er normalt under 5 m høje, mens de klatrende kan nå en længde af op mod 20 m. Op til 40 blomstrende sidegrene skyder ud fra hvert af ‘knæene’. Bladene er lancetformede eller elliptiske, til 12 cm lange. Arten spredes ofte vegetativt og kan danne store bevoksninger.

På spansk kaldes den for quila, og på engelsk ofte for Chilean weeping bamboo (‘chilensk grædende bambus’), skønt dette navn også anvendes for andre medlemmer af slægten.

Unge skud er spiselige, og der kan fremstilles mel af frøene. Om vinteren udgør planten et vigtigt kvægfoder.

 

 

 

 

 

Navnet er baseret på slægten Protea, oprettet i 1767 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Dette navn sigter til den græske gud Proteus, som var i stand til at skifte mellem mange former, hvilket i dette tilfælde sigter til den store diversitet hos blomster og blade i familien.

 

Den er et lille træ, af og til op mod 20 m højt, med en stammediameter op til 70 cm. Bladene er stedsegrønne, men kan være løvfældende i kølige områder. De er linjeformede, lancetformede eller elliptiske, op til 12 cm lange og 4 cm brede. Blomsterne sidder i tætte klynger fra bladhjørnerne, hver blomst indtil 4,5 cm lang, rød eller orange-rød, sjældent hvid eller gul, tragtformet, med 4 tilbagebøjede flige nær spidsen, griffel og støvdragere udragende. Blomsterne bestøves af kolibrier og insekter.

Naturligvis dyrkes denne pragtfulde plante mange steder. Veddet er blødt, men holdbart, og der fremstilles skeer, skåle og andre genstande af det.

 

 

 

 

 

 

 

 

Et antal anemone-arter er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

Arten bliver op til 70 cm høj, bladene inklusive den lange stilk indtil 20 cm lange, dybt snitdelt til smalle flige. I de nordamerikanske former er bladene dækket af hvide silkehår, men på sydamerikanske planter er de næsten hårløse (endnu et tegn på, at de er forskellige arter!). Blomsterne, der oftest er enlige på meget lange stilke, er mest hvide, men andre farver forekommer.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til.

Mere om denne slægt kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er kugleformet eller oval, til 2 cm i tværmål, uden kronblade. Frugten er også kugleformet eller oval, bestående af mange frø, der hos nogle arter danner en burre, som spredes ved at hægte sig fast til en forbipasserende dyrepels.

Slægtsnavnet er afledt af græsk akaina (‘pig’), hvilket hentyder til de piggede frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’). Navnet sigter sandsynligvis til Sankt Peter.

 

Artsnavnet betyder ‘hjemmehørende i området omkring Magellan-strædet’, som blev navngivet efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), den første europæer, der berejste dette stræde i 1520.

 

 

 

 

 

Disse planter er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropiske områder i Østafrika og de sydlige dele af Asien. Andre steder dyrkes mange arter og kultivarer som prydplanter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på roser.

 

Arten er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. Chile.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til minde om den britiske botaniker Alexander Cruickshank, som var den første, der observerede denne slægt i 1800-tallet.

 

Artsnavnet er afledt af latin pumilio (‘dværg’), hvilket naturligvis hentyder til plantens størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, med omkring 275 slægter og over 5000 arter. Efter genetiske studier er de fleste arter blevet overført til andre familier, i særdeleshed vejbredfamilien (Plantaginaceae) og gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae).

 

Slægtsnavnet ærer den engelske præst og botaniker Adam Buddle (1662-1715), der forfattede en ny engelsk flora, fuldendt i 1708, men aldrig offentliggjort.

 

Bladene er lancetformede eller elliptiske, til 15 cm lange og 6 cm brede, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden. Blomsterstandene er endestillede kugleformede hoveder, indtil 2,8 cm i tværmål, hver med op til 50 blomster, varmt gule eller orange, særdeles velduftende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et oldgermansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden rodknold’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter indeholder en olie magen til olien hos brøndkarse (Nasturtium officinale), hvilket har givet anledning til deres engelske navn garden nasturtium.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Chile og det sydvestlige Argentina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet stedmoderblomst er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art er hjemmehørende i det centrale Chile og det vestlige Argentina, hvor den vokser i vulkansk jord i store højder i Andes.

Artsnavnet er afledt af græsk kotyledon (‘kopformet fordybning’), af kotyle (‘kop’), hvilket sigter til fordybningen på bladrosetterne.

 

 

 

 

 

De stilkede blade er ovale, lancetformede eller afrundede, indtil 5,5 cm lange og 2,5 cm brede, margin dunet med afrundede tænder. Blomsterstilkene er op til 12 cm lange, kronblade gule med brunlige striber nær det hårede svælg, spore indtil 3 mm lang.

 

 

 

 

 

Disse planter er ældgamle, idet de fremkom for millioner af år siden på superkontinentet Gondwana. Mange medlemmer af familien har aromatisk bark og blade, og der udvindes æteriske olier fra adskillige.

Familienavnet blev givet til ære for Kaptajn John Winter (se Drimys winteri nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er lancetformede, glinsende grønne på oversiden, hvidlige på undersiden, op til 20 cm lange. De spektakulære blomster er arrangeret i tætte endestillede klynger, kronblade 10-15, lancetformede, spredt i stjerneform fra en gul midte. Frugten er et blåligt bær.

Artsnavnet stammer tilbage fra den tid, hvor Sir Francis Drake (ca. 1540-96) sejlede rundt om Jorden ombord på Golden Hind 1577-80. Det lykkedes kun for ét af de øvrige skibe, som ledsagede ham, at runde Kap Horn sammen med ham, nemlig Elizabeth, med John Winter (1555-1638) som kaptajn. De to skibe kom imidlertid bort fra hinanden under en storm, og Winter vendte om. Der var formodentlig sygdom ombord, thi han sendte en båd i land for at lede efter medicinske urter.

Han vendte tilbage til England i 1579 med en forsyning af Drimys-bark, og gennem århundreder, inden c-vitaminet blev opdaget, udgjorde ‘Winter’s bark’ et højt priset remedie til forebyggelse og behandling af skørbug. Kaptajn James Cook (1728-79) og hans besætning medbragte også en forsyning under deres togter på Stillehavet. Naturhistorikeren ombord, Johann Reinhold Forster (1729-98), var den første, som officielt beskrev og navngav D. winteri. (Kilde: A.M. Coats & J.L. Creech 1964. Garden Bushes and Their Histories, ny udg. 1992)