Himalayas plantegeografi og vegetationstyper

 

 

Månen og Thamserku (6608 m), Dudh Kosi-dalen, østlige Nepal. I den højalpine zone vokser kun yderst få plantearter, mest laver. Rekorden blandt blomsterplanterne indehaves af sandvåner-arten Arenaria bryophylla, som fandtes i en højde af 6180 m på Mt. Everest i 1921. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvor den nordlige del af det indiske subkontinent i dag befinder sig, lå i begyndelsen af tertiærtiden for ca. 65 mio. år siden det kæmpestore Tethys-ocean. Langs nordsiden af dette hav strakte sig det store asiatiske fastland, og langs sydsiden lå et mindre kontinent, som i dag er Indien.

Omkring 5 mio. år senere begyndte kontinentaldriften at skubbe jordskorpepladen med den sydlige landmasse ind under den asiatiske plade. Tethys-oceanet svandt ind, mens den fortsatte kontinentaldrift pressede kolossale landmasser i vejret. Således begyndte den proces, der skabte den højeste bjergkæde på Jorden: Himalaya.

De fleste autoriteter regner bjerget Nanga Parbat i det nordlige Pakistan som den vestligste forpost i Himalaya, mens mange andre inkluderer Karakoram-bjergene nord herfor, selv om de strengt taget ligger uden for selve bjergkæden. Himalaya ender ca. 2600 km sydøst herfor, i den nordligste spids af Myanmar.

På sanskrit betyder himalaya ’sneens bolig’ – et meget passende navn, for her findes de 14 bjergtoppe på kloden, som er over 8000 m høje, bl.a. Sagarmatha (8850 m), i Vesten kendt som Mount Everest, i Tibet som Chomolangma, K 2 (8611 m), i Vesten også kaldt Godwin Austen, i Sinkiang Dapsang, Kangchendzonga (8586 m), Lhotse (8511 m), Makalu (8463 m), Cho Oyu (8201 m), Dhaulagiri (8167 m), Manaslu (8163 m), Nanga Parbat (8125 m), Annapurna I (8091 m), samt Shishapangma (8013 m), også kaldt Gosainthan.

Bjergkædefoldningerne er foregået frem til i dag, og parallelt med selve Himalaya er dannet lavere bjergkæder. Den mellemste kæde, som i Nepal kaldes Mahabharat, når en højde af omkring 3000 m, mens de sydligste forbjerge, i Indien kaldt Siwalik, i Nepal Churia, strækker sig op til ca. 1800 m. Det flade lavland ved bjergenes fod, som mange steder befinder sig under 100 meters højde over havet, kaldes for Terai.

Floderne, som i sin tid løb nord-syd fra det asiatiske fastland ud i Tethys-oceanet, var i stand til at skære sig ned i det nydannede land i takt med landhævningen.

Traditionelt regnes Kali Gandaki-dalen, der ligger i det centrale Nepal mellem bjergene Annapurna I (8091 m) og Dhaulagiri (8167 m), for verdens dybeste kløft – omend den ikke er nær så dramatisk som fx Grand Canyon i USA eller Fish River Canyon i Namibia.

Da bjergene skød op, dannedes mange steder søer, men langt de fleste er forlængst blevet drænet af den fortsatte erosion. Et eksempel er Kathmandu-dalen, der indtil for ca. 40.000 år siden var en stor sø. Størsteparten af nutidens søer er kunstige reservoirer, og de fleste naturlige søer er ret små. Nogle eksempler er Dal Lake i Kashmir, Hem Kund i Uttarakhand og Lake Rara i det vestlige Nepal. I modsætning hertil findes hundredevis af store og små søer på den tibetanske højslette, hvoraf mange er salte.

 

 

Udsigt mod syd over Kali Gandaki-dalen fra den lille by Kagbeni. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Faktorer som påvirker plantelivet
I Himalaya mødes to biogeografiske regioner. Den indo-malayiske region dominerer i de fleste områder af bjergkæden, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt iøvrigt i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den vest- og nordasiatiske palæarktiske region.

Himalayas flora er kolossalt artsrig. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet langt over 10.000. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver. I bogen Forests of Nepal beskriver Stainton 35 plantesamfund, som kan indpasses i seks højdezoner. Da lokale terrænforhold har stor indflydelse på et områdes mikroklima, overlapper disse zoner ofte flere hundrede højdemeter. De vigtigste faktorer, som bestemmer planternes udbredelse, er højde, nedbør, breddegrad, soleksponering, jordbundsforhold samt ikke mindst menneskets indgreb i naturen.

En del af de nævnte plantearter er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Højde

 

Den tropiske zone
Områder med tropisk klima er fremherskende fra Terai op til ca. 700 meters højde (med undtagelse af Pakistan og Kashmir, som ligger for langt mod nord til at have tropisk klima). På sletten ved foden af bjergene vokser løvfældende skov, domineret af en dipterocarp ved navn sal (Shorea robusta), mens andre arter omfatter bl.a. khair-akacie (Senegalia catechu), rosentræ, Dalbergia sissoo, Mallotus philippinensis af vortemælk-familien, samt indisk kapoktræ (Bombax ceiba). Førhen fandtes i Terai udstrakte sumpe og græssletter med over 100 græsarter.

I Terai og de laveste forbjerge huserede indtil omkring 1950 en dødelig form af malaria, så her var sparsomt befolket. Siden da har pesticider og afvanding stort set elimineret sygdommen, og størsteparten er blevet afvandet og opdyrket. I dag er den oprindelige flora og fauna i denne zone næsten udelukkende henvist til naturreservater.

 

 

Overgræsset skov af sal (Shorea robusta) i Terai, det tropiske lavland i det sydlige Nepal. Med undtagelse af naturreservater er den oprindelige flora og fauna i denne zone i dag henvist til stadig mindre områder med skov, hvor store kvægflokke hærger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt på foråret er de blomstrende sal-træer i Terai et spektakulært skue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den subtropiske zone
Denne zone strækker sig i det østlige Himalaya op til omkring 1800 m, mens den i den vestlige del, i det nordlige Pakistan, slutter omkring 1400 m. Zonen rummer mange forskellige skovtyper, bl.a. tør løvfældende, fugtig løvfældende, tør stedsegrøn og fugtig stedsegrøn skov samt længst mod øst subtropisk regnskov. Flere af disse typer er atter underopdelt, ofte opkaldt efter den dominerende træart.

I den vestlige del af Himalaya, fra den indiske delstat Himachal Pradesh østpå til det centrale Nepal, er den dominerende træart i de laveste forbjerge sal (se ovenfor), som over ca. 1000 meters højde erstattes af langnålet fyr (Pinus roxburghii). Blandt andre markante træer i denne zone kan nævnes oliven-arten Olea cuspidata, en art af kamelfodstræ, Bauhinia variegata, samt Butea monosperma og en art af koraltræ, Erythrina stricta, der begge tilhører ærteblomst-familien (Fabaceae).

I den østlige del af bjergene er der langt mere fugtigt end i den vestlige del, og her indgår arter som Schima wallichii af té-familien, kastanje-arterne Castanopsis indica og C. tribuloides, som begge har spiselige frugter, en combretacé, Terminalia crenulata, Lagerstroemia speciosa af kattehale-familien, en skruepalme, Pandanus nepalensis, en daddelpalme, Phoenix humilis, en koglepalme, Cycas pectinata, samt træbregner som Cyathea spinulosa.

Efter at den intensive malariabekæmpelse har gjort de lavere dele af bjergene beboelige, er størstedelen af skovene fældet og afløst af agerland. Den resterende skov udnyttes i vid udstrækning til tømmer og brænde, samt foder og græsning til kvæg og geder. Mange steder er anlagt plantager af sal, langnålet fyr og Schima wallichii, som alle er vigtige tømmertræer.

 

 

Buddhistiske helligdomme ved navn chorten er den tibetanske pendent til lavlandets stupa’er. Under sådanne helligdomme er ofte begravet religiøse relikvier, fx knogler eller hår fra hellige personer. Disse chorten‘er er dækket af nedfaldne nåle af langnålet fyr (Pinus roxburghii). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den nedre tempererede zone
Denne zone ligger mellem ca. 1400 og 2700 meters højde i den mellemste bjergkæde, Mahabharat. Selv om her er tæt befolket og intensivt opdyrket, er en del skov dog stadig bevaret, domineret af ege-arter (Quercus), som har utallige anvendelser for lokalbefolkningen: tømmer, løv til husdyrfoder, agern til føde og medicin, bark til garvestof m.m. Pionértræet nepalesisk el (Alnus nepalensis) danner ofte lyse skove langs vandløb og i jordskred.

I fugtigere egne af bjergene, fra det centrale Nepal og østpå, er to arter dominerende, ege-arten Quercus lamellosa (af nogle autoriteter kaldt for Cyclobalanopsis lamellosa), samt tårefyr (Pinus wallichiana). Endvidere træffes bl.a. Lithocarpus pachyphylla af bøge-familien, den store Rhododendron arboreum, lønne-arten Acer campbellii, 10 magnolie-arter, hvoraf Magnolia campbellii er den almindeligste, tre arter af stjernetop (Deutzia), som tilhører hortensie-familien, samt adskillige Prunus-arter. Træerne er ofte dækket af epifyter, især laver, bregner, mosser, begonier (Begonia), samt orkidéer af slægterne Coelogyne og Dendrobium.

Mod vest er klimaet langt mere tørt, og vegetationen domineres af ege-arterne Quercus semecarpifolia, Q. floribunda og Q. incana, foruden bl.a. tårefyr, himalaya-gran (Picea smithiana), himalaya-ceder eller deodar (Cedrus deodara), indisk hestekastanje (Aesculus indicus), valnød (Juglans regia), lønne-arter, samt arter af laurbær-familien, fx Machilus odoratissima. I dag er denne skovtype stærkt truet, da den efterhånden kun dækker omkring 55.000 km2.

I underskov og ryddede områder ses ofte krat af forskellige buske, fx to smukke buske af lyngfamilien, Pieris formosa og Gaultheria fragrantissima, forskellige perikon-arter (Hypericum), ærteblomstslægten Indigofera, samt Rubus-arter. Af sidstnævnte slægt findes ikke færre end ca. 45 arter.

 

 

Nordindien 1997
Efter en byge står en dobbelt regnbue over en egeskov i den indiske delstat Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Magnolia campbellii, som i april-maj har smukke hvide blomster, er ret almindelig i den nedre tempererede zone i det østlige Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rubus-arter er meget udbredte i Himalaya, og der findes ikke færre end ca. 45 arter. Rubus ellipticus, som har de mest velsmagende bær, er meget almindelig i åbne, let eroderede områder i lavere højder. Her viser min guide Dil Bahadur Pantha et par håndfulde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den øvre tempererede zone
I denne zone, mellem ca. 2400 m og 3500 m, vokser vidtstrakte blandskove med bl.a. egearter, tårefyr, to arter af taks (Taxus), himalaya-gran, himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa) samt ikke mindst himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), som er et vigtigt tømmertræ. I den vestligste del af bjergene ses tillige arter som sølv-ædelgran (Abies pindrow) og chilgoza-fyr (Pinus gerardiana).

Rhododendron-arter, især R. arboreum og R. barbatum, danner også skove, og i blomstringstiden i marts-april kan de stedvis farve landskabet rødt eller lyserødt. Den førstnævnte art er iøvrigt Nepals nationalplante, kaldt lali guras.

I denne zone dominerer adskillige arter af dværgbambus, bl.a. af slægterne Arundinaria og Thamnocalamus, ofte i underskoven, og af fremtrædende buske kan nævnes kvalkved- og berberis-arter, samt en smuk gul ærteblomst, Pipthanthus nipalenses. Blandt urterne lægger man især mærke til de besynderlige Arisaema-arter, som tilhører arum-familien, og hvoraf der findes ikke færre end 16 arter i Himalaya. På stammerne af gamle træer hænger ofte klynger af epifytiske orkidéer, fortrinsvis fire arter af slægten Pleione.

 

 

Monsunskyer indhyller øvre tempereret blandskov i ca. 3500 m højde omkring Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtfulde gamle mosklædte stammer af himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa) på bjergkammen Propang Danda nær Gosainkund, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbambus, især af slægterne Arundinaria og Thamnocalamus, danner ofte tæt underskov i tempererede skove overalt i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den subalpine zone
Denne zone findes i varierende højder, de fleste steder mellem 3000 og 4200 m. Her vokser skove domineret af himalaya-birk (Betula utilis) og himalaya-ædelgran, stedvis med himalaya-gran, rønne-arter (Sorbus), himalaya-lærk (Larix griffithiana), samt den sjældne nepalesiske lærk (L. himalaica), hvis udbredelse er begrænset til et mindre område på grænsen mellem Nepal og Tibet. I skovbunden findes ofte tætte krat af dværgbambus.

I mere tørre områder danner ene-arterne Juniperus indica, J. recurva og J. semiglobosa åbne krat sammen med buske som forskellige arter af gedeblad (Lonicera) og berberis, samt den velduftende Daphne bholua var. glacialis. Urtefloret rummer fx forskellige arter af ridderspore (Delphinium), kodriver (Primula), stenbræk (Saxifraga), kæmpestenbræk (Bergenia), samt kurvblomster, bl.a. de smukke slægter Cremanthodium og Ligularia.

 

 

Skov af himalaya-birk (Betula utilis) i ca. 3000 meters højde, østlige Nepal, inden løvspring. I midten lyser en Rhododendron campylocarpum op med hundredevis af gule blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2013
Himalaya-lærk (Larix griffithiana) er almindelig i den subalpine zone fra det østlige Nepal mod øst. På billedet ses unge kogler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den alpine zone
Den alpine zone findes over trægrænsen, fra ca. 3700-4000 m op til den evige sne og is. Her vokser dværgbuske af bl.a. ene-arterne Juniperus recurva og J. squamata, berberis-, gedeblad- og rhododendron-arter, ærteblomster samt ledris-arten Ephedra gerardiana.

I regntiden mellem juni og september kan man i de alpine enge opleve et pragtfuldt urteflor med arter af fx kodriver, potentil (Potentilla), valmuesøster (Meconopsis), ridderspore, stenbræk, rosenrod (Rhodiola), skærmplanter, ærteblomster samt kurvblomster som asters, edelweiss (Leontopodium) og fjeldskær (Saussurea). Adskillige arter af ensian-familien kan træffes så sent som i november.

I snefrie områder over ca. 5500 m vokser mest laver, men nogle få blomsterplanter kan også klare de ekstreme forhold. Højderekorden indehaves af sandvåner-arten Arenaria bryophylla, som fandtes i en højde af 6180 m på Mt. Everest i 1921.

 

 

Over trægrænsen findes den alpine zone med mange arter dværgbuske, her Rhododendron setosum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nedbør
Den overvejende del af nedbøren i Himalaya falder i de fleste områder i monsuntiden, der varer fra sidst i maj til sidst i september. Monsunen er en fugtig vind, der blæser ind over det indiske fastland fra såvel Den Bengalske Havbugt som Det Arabiske Hav. En del af nedbøren falder over de indiske sletter, men hovedparten afgives på sydskråningerne af Himalaya.

I den østligste del af bjergene starter monsunregnen i slutningen af maj, i Nepal midt i juni, og helt mod vest, i det nordlige Pakistan, ikke før begyndelsen af juli. Regntiden slutter i det østlige Himalaya i slutningen af september, mens den i Pakistan slutter allerede i begyndelsen af denne måned. Mod vest falder der til gengæld megen regn om vinteren, mens nedbør på denne årstid er meget sparsom mod øst.

Darjiling, West Bengal, har en gennemsnitlig årlig nedbør på 3100 mm, hvoraf kun 518 mm falder uden for monsuntiden. Til sammenligning har Srinagar i Kashmir en gennemsnitlig årlig nedbør på 661 mm, hvoraf kun 195 mm falder under monsunen.

På grund af den rigelige nedbør er floraen i det østlige Himalaya uhyre varieret og frodig. Efterhånden som man bevæger sig vestpå, bliver den mere og mere artsfattig, og længst mod vest ses en del slægter, som har deres hovedudbredelse i Iran og Middelhavsområdet, dvs. områder med tørre somre. Blandt disse vestlige arter kan nævnes en lilje, Eremurus himalaicus, en tulipan-art, Tulipa stellata, samt mandstro-arterne Eryngium billardieri og E. biebersteinianum.

Efter at monsunen har passeret de højeste bjergkæder, er næsten al vanddampen afgivet, og på den tibetanske højslette nord for bjergene falder kun ganske lidt regn. Denne højslette, hvoraf størstedelen ligger mellem 3500 og 4500 m, er gennemkrydset af bjergkæder. Politisk tilhører det meste af dette område i dag Kina, men biotopen strækker sig adskillige steder ind i Pakistan, Indien, Nepal og Bhutan.

Planterne på denne højslette er tilpasset det tørre klima. Hist og her vokser krat af bl.a. ene- og gedeblad-arter, den smukke Rosa webbiana samt stikkende ærteblomster af fx slægterne Caragana og Astragalus. Kun langs vandløbene findes frodige krat af bl.a. pil (Salix), tibetansk tamarisk (Myricaria squamosa) og tibetansk havtorn (Hippophae tibetana). Urtefloret er rigt med arter af fx storkenæb (Geranium), kodriver, troldurt (Pedicularis), akeleje (Aquilegia) og lærkespore (Corydalis).

 

 

Blomsterjagt i monsuntiden kan være en særdeles våd affære. Disse kvinder i Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal søger ly for den kraftige regn under plastik-ponchoer. Inden plastik blev introduceret i Himalaya, anvendtes bananblade og andre store blade til samme formål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hestekaravane på vej op mod toppen af passet Konze La (4905 m), Ladakh. På den tibetanske højslette snoer floderne sig som grønne bånd gennem det golde landskab. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Breddegrad
Det er en udbredt opfattelse, at Himalaya strækker sig fra vest mod øst, men faktisk er bjergkædens forløb fra nordvest mod sydøst. Mellem det nordligste Pakistan og de sydligste udløbere af Himalaya i det østlige Nepal er der en forskel på næsten 10 breddegrader, hvilket svarer til afstanden mellem København og Milano. Klimaet i den nordvestlige del af Himalaya er derfor mere tempereret.

Trægrænsen, såvel som snegrænsen, er i den vestlige del generelt 3-400 m lavere end i den sydøstlige del. Snefald forekommer almindeligt i Srinagar i Kashmir, mens det aldrig sner i Kathmandu, der ligger i samme højde over havet, men 6,5 breddegrader sydligere. Ikke overraskende optræder langt flere nordasiatiske og europæiske plantearter i den nordvestlige del af Himalaya end i den sydøstlige del.

 

 

Himalaya-birk (Betula utilis), draperet med skæglav (Usnea), Nanda Devi Nationalpark, Uttarakhand. I baggrunden den hvide granitspids Changabang (6864 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Soleksponering
I stejle bjerge som Himalaya modtager nordvendte skråninger meget mindre sollys end sydvendte. De sidstnævnte har en tendens til at tørre ud i den brændende sol, mens nordvendte derimod vil tilbageholde en mængde fugt. Derfor optræder der generelt mange flere plantearter på nordvendte skråninger end på sydvendte, og mens en nordvendt bjergside ofte er skovklædt, vil der på en soleksponeret sydvendt klippe ofte kun vokse græs og enkelte andre tørketålende planter, fx træagtige vortemælk (Euphorbia).

 

 

Denne kaktus-agtige kandelaber-vortemælk, Euphorbia royleana, vokser på en tør skrænt nær Uttarkashi, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jordbundsforhold
Det kan forekomme overraskende, at jordbundsforholdene i Himalaya for mange plantearter ikke synes at have den store betydning for deres udbredelse. Langnålet fyr, for eksempel, forekommer på både sur og kalkrig bund, og det samme gælder for mange arter af rhododendron, der ellers er kendt blandt haveejere for at være surbundsplanter. Dette sagt er der dog også en mængde arter, som kun findes i enten sure eller kalkrige jorder. Et enkelt eksempel er himalaya-cypres (Cupressus torulosa), der kun optræder på kalkrig bund.

 

 

Himalaya-cypres foretrækker at vokse på kalkrig jordbund. Denne blev fotograferet i den øvre Kali Gandaki-dal, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Menneskets påvirkning
Under ca. 2500 meters højde er Himalaya tæt beboet, og menneskenes påvirkning af naturen er voldsom. Store skovarealer er ryddet til agerland, og en mængde træer fældes eller afgrenes for at skaffe tømmer og brænde. Plantager er anlagt mange steder, men ikke nok til at følge med efterspørgslen.

Det meste af den resterende naturskov udnyttes til ekstensiv husdyrgræsning, og løvet hugges af visse træarter, ligeledes til dyrefoder. I højereliggende dale findes utallige græsgange, som anvendes mellem juni og september, og omkring disse bærer skoven præg af kraftigt forbrug af træ til brænde samt til opførelse af sommerboliger. Græsningen i højlandet eliminerer mange plantearter, mens forekomsten af giftige eller meget stikkende planter fremmes, fx Iris kemaonensis, Anemone rivularis, Astragalus candolleanus, kodriver-arter (Primula) samt arter af valmuesøster (Meconopsis).

Mange områder afbrændes med jævne mellemrum for at fremme bevoksningen af græs til dyrefoder. Ofte breder ilden sig til omliggende skove, og træer som ædelgran, skarntydegran og cypres tager megen skade af sådanne brande. Store individer af langnålet fyr kan overleve en brand, mens unge træer dræbes. Hos tårefyr forholder det sig stik modsat. Ilden dræber gamle træer, men favoriserer spiringen af nye individer. Hvor der med nogle årtiers mellemrum er skovbrande, ses store bevoksninger af unge tårefyr, ofte med dværgbambus i bunden. Agerbruget fremmer forekomsten af talrige ukrudtsarter, hvoraf mange også findes i Europa og Nordamerika.

Udbredelsen af den naturlige vegetation mindskes til stadighed over det meste af Himalaya. Langt den overvejende del af den tilbageværende skov findes mod øst, især i Bhutan samt i den indiske delstat Arunachal Pradesh. Bhutan har et skovdække på ikke mindre end 70%. Den procentvise andel af skovdækket mindskes jævnt, jo længere vestpå man kommer. Arealet af skov i Nepal skrumpede ind med en fjerdedel (11.000 km2) mellem 1990 og 1995, og i 1995 var skovdækket nede på ca. 25%. I Pakistan er situationen kritisk. I Karakoram-bjergene er der nu mindre end 20.000 km2 skov tilbage, og dette areal mindskes årligt.

Gennem årtusinder har befolkningen i Himalaya anvendt traditionel medicin, og indsamling af urter til denne medicin er fortsat en meget almindelig praksis. Visse plantearter trues af en alt for kraftig udnyttelse, fx Sinopodophyllum hexandrum af berberis-familien, en malurt, Artemisia brevifolia, samt fjeldskær-arten Saussurea costus. Nogle arter gik tilbage med over 80% i løbet af kun 10 år. Det indiske Pragya Project arbejder med at bevare sådanne arter gennem dyrkning af de mest truede arter, oplysning til landsbyboerne, samt oprettelse af lokale grupper, som skal sørge for en bæredygtig udnyttelse.

Siden 1970’erne har Himalayas storslåede landskaber været et eftertragtet feriemål for vandringsfolk. Snart begyndte masser af turistgrupper at campere i bjergene, og i landsbyerne opstod hurtigt talrige småhoteller, hvor individuelle vandrere kunne spise og overnatte.

Specielt i 1980’erne og 90’erne havde disse tusindvis af turister en ret betydelig indflydelse på plantelivet. Til madlavning, opvarmning og brusebade blev i gennemsnit brugt ca. 10 kg brænde pr. vandrer pr. døgn. Dette brænde blev naturligvis hentet i den omgivende skov, og langs de populære vandreruter begyndte skovene hurtigt at bære præg af overforbrug. Derfor blev der i 1990’erne mange steder indført påbud om, at camperende grupper skal bruge petroleum ved madlavning, og individuelle vandrere opfordres til at bo på hoteller, der anvender energi fra solvarme eller elektricitet til madlavning og brusebade.

 

 

Megen skov er fældet i Himalaya for at give plads til den voksende befolkning. Her ses terrassemarker i Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skov på en bjergskråning nær Tamur-dalen i det østlige Nepal er fornylig blevet fældet og afbrændt, og nu er en kvinde i færd med at så majskerner i asken. På trods af, at svedjebrug er særdeles destruktiv for bjergenes skrøbelige økologi, er denne form for opdyrkning stadig vidt udbredt i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iris kemaonensis, som vokser mellem 2800 og 4200 m, er den almindeligste blandt 11 irisarter i Himalaya. Iris-arter er giftige og undgås af græssende dyr. De er derfor almindelige på græsgange. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Botanikerens paradis
Trods den massive påvirkning af vegetationen i Himalaya fra lokale beboere såvel som turister er disse bjerge intet mindre end et paradis for den botanisk interesserede. Kun få andre steder i verden kan man inden for så forholdsvis et lille areal opleve så mange klimazoner – og en deraf følgende kolossal variation i plantelivet.

For at opleve det rige blomsterflor er det normalt nødvendigt at komme bort fra tæt beboede egne. Da en stor del af Himalaya er uden vejnet, er man derfor ofte nødsaget til at gå temmelig lange strækninger. Der er dog et vidt udbredt net af vandrestier i bjergene, da befolkningen fra gammel tid har transporteret varer på ryggen af bærere, heste, muldyr og yakokser.

I populære turistbyer, fx Kathmandu og Pokhara i Nepal, Manali i Himachal Pradesh, Leh i Ladakh samt Darjiling i West Bengal, kan man leje bærere eller mænd med heste eller muldyr til at fragte telte, kogegrej, mad etc. til områder uden hotelfaciliteter.

 

 

Himalaya er intet mindre end et paradis for den botanisk interesserede. Her står min guide Ganga Thapa i en frodig urteli i godt 3000 meters højde i Rolwaling-dalen, østlige Nepal. Vegetationen her består bl.a. af den gule valmuesøster Meconopsis paniculata, den hvidlige skærmplante Pleurospermum benthamii, den røde troldurt Pedicularis megalantha, samt et væld af bregner. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Botanisering i højalpine områder er ofte en kold fornøjelse. Her har vi slået lejr i maj måned blandt stikkende berberis- og enebuske (Juniperus) i ca. 4000 meters højde i Ghunsa-dalen, østlige Nepal, nær verdens tredjehøjeste bjerg Kangchendzonga (8586 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
efloras.org/flora_page.aspx?flora_id=110
pragya.org
worldwildlife.org/wildworld/profiles/terrestrial_im.html (nr. 115, 166, 301, 401, 403, 501, 502, 701)
worldwildlife.org/wildworld/profiles/terrestrial_pa.html (nr. 514, 1020, 1021)
Berthelsen, A. 1998. Rejsen til den blå sø. Gads Forlag
Polunin, O. & A. Stainton 1984. Flowers of the Himalaya. Oxford University Press
Stainton, J.D.A. 1972. Forests of Nepal. John Murray, London

 

 

Ovenstående beretning er en revideret og udvidet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 91, 2008, nr. 2, s. 8-19.

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Sidst revideret oktober 2022)