Rovdyr og bytte

 

 

 

 

 

 

Leoparden er mere indgående beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber, hvor der bl.a. berettes om en frygtet menneskeæder i Nordindien.

 

 

 

 

 

Geparden er beskrevet på siden Portrætter, og flere billeder af den kan studeres i galleriet under Dyreliv: Katte.

 

 

 

 

 

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er gengivet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rüppells grib (Gyps rueppelli) er udbredt i Sahel-regionen samt i Østafrika mod syd til Moçambique. Denne art, som førhen var talrig, tæller måske nu færre end 20.000 individer.

Begge disse arter er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede. (Kilde: iucnredlist.org)

Billederne herunder er alle fra Serengeti Nationalpark i det nordlige Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget dækkende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab.

 

 

 

 

 

 

 

En mængde skarve-arter er beskrevet på siden Fiskeri.

 

 

 

 

 

Denne og andre mågearter er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis) yngler i kolonier på øer i Sydhavet. Arten observeres til tider så langt mod nord som det sydlige Australien, Namibia og Peru. I 2004 blev dens antal anslået til omkring 7 mio., men den er overalt gået drastisk tilbage, hovedsagelig på grund af linefiskeri, hvor fugle fanges på kroge, der hægtes på lange liner, beregnet til fangst af større fisk.

På engelsk kaldes disse fugle for petreller. Dette navn hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inden for zoologien er Python en slægt af store kvælerslanger, som omfatter 11 arter, udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika. Tigerpython (Python molurus) er udbredt på hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk nein (’at spinde’) samt philos (’holde af’), altså ’den der holder af at spinde’. Disse arters spind er kolossalt store, op til 2 m tværmål, og trådene, som fastholder nettet, er meget længere. Spindene af adskillige hunner er ofte forbundet og dækker tilsammen mange kvadratmeter. Det er blevet rapporteret, at små fugle og flagermus undertiden fanges i disse stærke spind.

 

 

 

 

 

Eresus sandaliatus er udbredt i Nordeuropa, fra Danmark og det sydlige Sverige mod syd til Tjekkiet, det nordlige Italien og det nordlige Frankrig. En lille bestand findes også i England, men i 1993 blev det estimeret, at der kun var omkring 50 dyr tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af artens foretrukne biotop, heder. I 2000 blev der imidlertid talt over 600 dyr, hvilket sikkert var et resultat af bestræbelser fra forskellige NGO’er. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Eresus_sandaliatus). I Danmark er arten ret almindelig adskillige steder i Jylland.