Rovdyr og bytte

 

 

Oplyst af den sene eftermiddagssol er denne leopard i færd med at æde sin slægtning, en gepard (Acinonyx jubatus) – en meget sjælden begivenhed, da geparder kan løbe meget hurtigere end leoparder. Enten var denne gepard såret, eller leoparden overraskede den ved at springe ned på den fra et træ. – Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Katte

 

Leoparden (Panthera pardus) er vidt udbredt, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem dele af Kina og Sydøstasien til Indonesien og videre mod vest gennem det indiske subkontinent til Mellemøsten, samt i størsteparten af Afrika syd for Sahara. Den har tilpasset sig til at leve i mange forskellige habitater, fra tropiske jungler til halvørken og bjerge, ja selv landbrugsland nær landsbyer.

Leoparden er mere indgående beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber, hvor der bl.a. berettes om en frygtet menneskeæder i Nordindien.

 

 

Denne store leopard-han gisper tungt, stopmæt efter at have forædt sig på en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), som den har slæbt op i et pølsetræ (Kigelia africana). – Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geparden (Acinonyx jubatus) er klodens hurtigste pattedyr, som under jagt ofte løber med hastigheder op til 64 km/t, mens den under spurter kan accelerere op til 112 km/t over korte afstande. På grund af denne egenskab blev den tæmmet så tidligt som i det 16. århundrede f.Kr. i Egypten, og senere også i Indien, for at blive anvendt under jagter.

Geparden er beskrevet på siden Portrætter, og flere billeder af den kan studeres i galleriet under Dyreliv: Katte.

 

 

Geparden forrest er i færd med at æde af en impala (Aepyceros melampus), mens dens overmætte artsfælle ligger og gisper i krattet bagved, Serengeti National Park, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Løver (Panthera leo) lever i flokke, bestående af hunner og ungdyr, samt en enkelt eller flere hanner. Er der mere end én han, er de brødre eller halvbrødre. Selv om hannerne ofte ikke deltager i jagten, vil de på grund af deres styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, hvis dette ikke er stort nok til at føde hele flokken.

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er gengivet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

Denne enlige aldrende hanløve i Serengeti Nationalpark, Tanzania, æder af resterne af en nedlagt savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung løve æder af en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), mens dens overmætte artsfælle sover ved siden af. – Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hunde

 

Hyænehunden (Lycaon pictus) har været i drastisk tilbagegang gennem de sidste hundrede år. Dette fascinerende dyr er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hyænehunde – savannens nomader.

 

 

Hyænehunde fylder bugen med kød fra en Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamhundens komplicerede afstamning er behandlet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Hunde æder af et dødt æsel, nær Raqqa, Syrien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et eksempel på kannibalisme: En sulten hund æder af en død hundehvalp, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre pattedyr

 

 

En blå marekat (Cercopithecus mitis) og en grøn bavian (Papio anubis) æder sværmende termitter, som forlader deres tue, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. Begge arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugle

 

Den afrikanske hvidryggede grib (Gyps africanus) var tidligere en meget almindelig og udbredt fugl i Afrika syd for Sahara, fra Sahel-zonen i Vestafrika mod øst til Ethiopien og Somalia og derfra videre mod syd gennem Østafrika til Sydafrika og Namibia. I dag er den imidlertid i forrygende tilbagegang. Den totale verdensbestand anslåes til omkring 270.000 individer.

Rüppells grib (Gyps rueppelli) er udbredt i Sahel-regionen samt i Østafrika mod syd til Moçambique. Denne art, som førhen var talrig, tæller måske nu færre end 20.000 individer.

Begge disse arter er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede. (Kilde: iucnredlist.org)

Billederne herunder er alle fra Serengeti Nationalpark i det nordlige Tanzania.

 

 

Afrikanske hvidryggede gribbe og Rüppells gribbe, forsamlet omkring en drægtig savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), som netop er blevet ramt og dræbt af et lyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Rüppells grib, der var i færd med at æde af en kalv af hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), forsvarer sit kød mod en indtrængende øregrib (Torgos tracheliotos). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Rüppells grib æder også af en død kalv af hvidskægget gnu, som sandsynligvis blev dræbt af løver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kampørnen (Polemaetus bellicosus), som er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, er en stor og meget stærk ørn, som primært fanger bytte ved at kredse og derpå pludselig dykke ned og gribe det. Den er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Denne kampørn i Serengeti Nationalpark, Tanzania, har fanget en Abdimstork (Ciconia abdimii). Da vores køretøj kom for tæt på, greb ørnen storken med den ene fod og vandrede et stykke bort med den. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn antyder, er flodørnen (Haliaeetus vocifer) tilknyttet vand. Denne art er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

Denne art blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget dækkende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab.

 

 

Denne flodørn har netop fanget en fisk i Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En flodørn angriber en marabustork (Leptoptilos cruminifer), som gør mine til at ville stjæle dens føde, bestående af resterne af en ged, som var hængt op i et træ for at lokke leoparder til stedet, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Øreskarven (Phalacrocorax auritus), som er opdelt i fem racer, har en kolossalt stor udbredelse i Nordamerika, idet den findes fra de Aleutiske Øer i Beringshavet mod syd til det nordlige Mexico, tværs over kontinentet til det østlige Canada, og herfra mod syd til Bahama-øerne. Artsnavnet auritus betyder ’øret’ på latin, hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til, at denne art i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

En mængde skarve-arter er beskrevet på siden Fiskeri.

 

 

Denne øreskarv i Everglades Nationalpark, Florida, har netop fanget en fisk med sit stærke næb, som er forsynet med en krog på overnæbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn fortæller, er Middelhavssølvmågen (Larus michahellis) udbredt i Middelhavet. Denne art minder meget om den vidt udbredte sølvmåge (L. argentatus), men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb. Middelhavssølvmågen er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet, hvor den yngler på hustage. Hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

Denne og andre mågearter er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne Middelhavssølvmåge i Istanbul har dræbt en tamdue og er nu i færd med at æde den på et hustag. Den viser truende adfærd mod en indtrængende gråkrage (Corvus corone ssp. cornix), som er stærkt interesseret i byttet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ravnegribben (Coragyps atratus) er en vidt udbredt og almindelig ådselæder, der findes fra det sydøstlige USA mod syd til Chile og Uruguay. Skønt denne art især æder ådsler og affald, er den også i stand til at dræbe mindre dyr, i særdeleshed nyklækkede unger af havskildpadder på vej ud gennem brændingen.

 

 

Ravnegribbe æder af en bildræbt vaskebjørn (Procyon lotor) nær Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procellaria er en slægt på fem arter af langvingede skråper (nærmere beskrevet på siden Fiskeri), der lever i Sydhavet. Slægtsnavnet er afledt af latin procella (‘storm’) samt arius (‘som hører til’), hvilket sigter til, at disse fugle lever i stormhærgede områder.

Hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis) yngler i kolonier på øer i Sydhavet. Arten observeres til tider så langt mod nord som det sydlige Australien, Namibia og Peru. I 2004 blev dens antal anslået til omkring 7 mio., men den er overalt gået drastisk tilbage, hovedsagelig på grund af linefiskeri, hvor fugle fanges på kroge, der hægtes på lange liner, beregnet til fangst af større fisk.

På engelsk kaldes disse fugle for petreller. Dette navn hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

 

Hvidhagede skråper æder af en død fisk, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. Den lyse fugl t.v. er en kap-petrel (Daption capense). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Padder og krybdyr

 

Taiwan-tudsen (Bufo bankorensis), også kaldt Bankor-tudse, er en stor tudse-art, som er endemisk for Taiwan. Hunnerne, som er større end hannerne, kan nå en længde af 20 cm fra snude til gat. Denne art er vidt udbredt fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Genetiske studier antyder, at den nedstammer fra Bufo gargarizans, som findes i Kina. Den spredtes derpå til næsten hele øen, hvilket har resulteret i meget forskellige vestlige og østlige bestande.

 

 

Denne store Taiwan-tudse i Malabang National Forest, nær Hsinshu, er i færd med at sluge en 30 cm lang regnorm. Bemærk giftkirtlen bag øjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nilkrokodillen (Crocodylus niloticus) er et formidabelt rovdyr, der kan nedlægge store dyr som zebraer og gnuer. Denne art er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og i historisk tid fandtes den også langs hele Nilen (deraf dens navn), mod nord til Nil-deltaet. I Egypten er den i dag begrænset til den sydligste del af landet omkring Nasser-søen.

 

 

Denne Nilkrokodille i Orangi-floden, Serengeti Nationalpark, Tanzania, er i færd med at flænse sit bytte, en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Oldtidens græske mytologi var Python en stor drage eller slange, som vogtede templet i Delfi, der af de gamle grækere blev betragtet som verdens centrum. I bogen Fabulae skriver den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.), at Zeus elskede med gudinden Leto. Da hun skulle føde Apollon og Artemis, blev gudinden Hera jaloux og befalede Python at forfølge Leto, hvilket gjorde det umuligt for hende at føde, overalt hvor solen skinnede. Da Apollon voksede op, ønskede han at hævne sin moder og drog til bjerget Parnassos, hvor uhyret holdt til. Han jog det til Delfi, hvor han dræbte det med sine pile.

Inden for zoologien er Python en slægt af store kvælerslanger, som omfatter 11 arter, udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika. Tigerpython (Python molurus) er udbredt på hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka.

 

 

En tigerpython soler sig uden for sin hule i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. Hulen var sandsynligvis tidligere bolig for en familie af indiske hulepindsvin (Hystrix indica), som blev forladt – eller pythonen jog simpelthen familien bort og overtog hulen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
Som det fremgår af dette skilt i Keoladeo Nationalpark er tigerpythonen et formidabelt rovdyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Edderkopper
Billeder af mange edderkopper og deres spind findes på siden Dyreliv: Spindelvæv.

 

Argiope er en stor slægt på omkring 90 arter af hjulspindere af familien Araneidae, som er udbredt i alle varmere områder på kloden. Deres spind er ret stort og ofte temmelig usynligt, med undtagelse af et snehvidt mønster i centrum, som består af tæt spundne silketråde, der former et X eller et zigzag-mønster. Edderkoppen sidder ofte i midten med et benpar i de fire retninger af X’et eller på linje med zigzag-mønsteret. Dette bevirker, at dyret ofte er særdeles synligt, og mange videnskabsfolk har spekuleret over formålet med fremstillingen af dette mønster. En af teorierne går på, at dets synlighed kan forhindre større dyr i tilfældigt at ødelægge spindet. Forskning har også vist, at mønsteret tilbagekaster ultraviolet lys, hvilket muligvis tiltrækker byttedyr.

 

 

Argiope-edderkop med sit bytte, en løvgræshoppe, Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden slægt af hjulspindere er Nephila, som er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, omfattende ca. 23 arter. Hunnen, som er adskillige gange større end hannen, kan have en kropslængde på op til 6 cm, og hvis benene regnes med, er den op til 15 cm lang.

Slægtsnavnet er afledt af græsk nein (’at spinde’) samt philos (’holde af’), altså ’den der holder af at spinde’. Disse arters spind er kolossalt store, op til 2 m tværmål, og trådene, som fastholder nettet, er meget længere. Spindene af adskillige hunner er ofte forbundet og dækker tilsammen mange kvadratmeter. Det er blevet rapporteret, at små fugle og flagermus undertiden fanges i disse stærke spind.

 

 

En stor hun af Nephila pilipes sidder i sit kæmpemæssige spind, hvori der hænger mange rester af byttedyr, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Navnet mariehøne-edderkop hentyder til adskillige arter i slægten Eresus, opkaldt efter hannens kropsmønster: rød med sorte prikker, som en mariehøne. Hunnen er ensfarvet sort.

Eresus sandaliatus er udbredt i Nordeuropa, fra Danmark og det sydlige Sverige mod syd til Tjekkiet, det nordlige Italien og det nordlige Frankrig. En lille bestand findes også i England, men i 1993 blev det estimeret, at der kun var omkring 50 dyr tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af artens foretrukne biotop, heder. I 2000 blev der imidlertid talt over 600 dyr, hvilket sikkert var et resultat af bestræbelser fra forskellige NGO’er. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Eresus_sandaliatus). I Danmark er arten ret almindelig adskillige steder i Jylland.

 

 

En han af Eresus sandaliatus, omgivet af rester af dens byttedyr (billevinger), Salten Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre invertebrater

 

 

Denne hulegræshoppe af arten Rhaphidophora oophaga, som lever i en kalkstenshule i Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo, æder af en død flagermus. Bemærk dens meget lange følehorn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skøjteløbere æder af en druknet guldsmed, Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gravehveps er den populære betegnelse på en stor gruppe af hvepse, bl.a. sandhvepse, mudderhvepse og biulve af familierne Crabronidae og Sphecidae. Mange af arterne graver ynglehuller i jorden, hvor de anbringer en edderkop eller et insekt, som de har lammet ved hjælp af gift. Hvepsen lægger nu æg på det bedøvede bytte, og når larverne klækker, har de frisk føde i form af det stadig levende offer.

 

 

En uidentificeret gravehveps slæber en lammet græshoppe til sit ynglehul, Tumlingtar, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spøgelseskrabber æder af en død kat på en strand, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andet

 

 

Dette Khmer-relief i ruinerne af Bayon, Angkor Thom, Cambodia, viser en kæmpemæssig fisk i færd med at sluge en ged. – Flere billeder fra dette fascinerende ruin-område kan studeres på siden Henfald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kødædende planter er behandlet på en særskilt side, se Planteliv: Kødædende planter.

 

 

 

(Oprettet september 2016)

 

(Senest opdateret februar 2022)