Rovdyr og bytte

 

 

Oplyst af den sene eftermiddagssol er denne leopard (Panthera pardus) i færd med at æde sin slægtning, en gepard (Acinonyx jubatus) – en meget sjælden begivenhed, da geparder kan løbe meget hurtigere end leoparder. Enten var denne gepard såret, eller leoparden overraskede den ved at springe ned på den fra et træ. – Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Katte

 

Panthera pardus Leopard
Leoparden er vidt udbredt, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem dele af Kina og Sydøstasien til Indonesien og videre mod vest gennem det indiske subkontinent til Mellemøsten, samt i størsteparten af Afrika syd for Sahara. Den har tilpasset sig til at leve i mange forskellige habitater, fra tropiske jungler til halvørken og bjerge, ja selv landbrugsland nær landsbyer.

Den er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber, hvor der bl.a. berettes om en frygtet menneskeædende leopard i Nordindien.

 

 

Denne store leopard-han gisper tungt, stopmæt efter at have forædt sig på en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), som den har slæbt op i et pølsetræ (Kigelia africana). – Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acinonyx jubatus Gepard
Geparden er klodens hurtigste pattedyr, som under jagt ofte løber med hastigheder op til 64 km/t, mens den under spurter kan accelerere op til 112 km/t over korte afstande. På grund af denne egenskab blev den tæmmet så tidligt som i det 16. århundrede f.Kr. i Egypten, og senere også i Indien, for at blive anvendt under jagter.

Den er beskrevet på siden Portrætter, og flere billeder af den kan studeres i galleriet under Dyreliv: Katte.

 

 

Geparden forrest er i færd med at æde af en impala (Aepyceros melampus), mens dens overmætte artsfælle ligger og gisper i krattet bagved, Serengeti National Park, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panthera leo Løve
Løver lever i flokke, bestående af hunner og ungdyr, samt en enkelt eller flere hanner. Er der mere end én han, er de brødre eller halvbrødre. Selv om hannerne ofte ikke deltager i jagten, vil de på grund af deres styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, hvis dette ikke er stort nok til at føde hele flokken.

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er gengivet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

Denne enlige aldrende hanløve i Serengeti Nationalpark, Tanzania, æder af resterne af en nedlagt savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung løve æder af en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), mens dens overmætte artsfælle sover ved siden af. – Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hunde

 

Lycaon pictus Hyænehund
Dette fascinerende dyr har været i drastisk tilbagegang gennem de sidste hundrede år. Arten er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hyænehunde – savannens nomader.

 

 

Hyænehunde fylder bugen med kød fra en Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis lupus ssp. familiaris Tamhund
Tamhundens komplicerede afstamning er behandlet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Hunde æder af et dødt æsel, nær Raqqa, Syrien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et eksempel på kannibalisme: En sulten hund æder af en død hundehvalp, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre pattedyr

 

Cercopithecus mitis Blå marekat
Papio anubis Grøn bavian
Begge disse arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

En blå marekat og en grøn bavian æder sværmende termitter, som forlader deres tue, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugle

 

Gyps africanus Afrikansk hvidrygget grib
Gyps rueppelli Rüppells grib
Tidligere var begge disse gribbe meget almindelige og udbredte i Afrika syd for Sahara, den hvidryggede grib fra Sahel-zonen i Vestafrika mod øst til Ethiopien og Somalia og derfra videre mod syd gennem Østafrika til Sydafrika og Namibia, Rüppells grib i Sahel-regionen samt i Østafrika mod syd til Moçambique.

Desværre er begge arter er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede. Den totale verdensbestand af hvidrygget grib anslåes til omkring 270.000 individer, og Rüppells grib tæller måske nu færre end 20.000 individer. (Kilde: iucnredlist.org)

Begge arter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

Billederne herunder er alle fra Serengeti Nationalpark i det nordlige Tanzania.

 

 

Afrikanske hvidryggede gribbe og Rüppells gribbe, forsamlet omkring en drægtig savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), som netop er blevet ramt og dræbt af et lyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Rüppells grib, der var i færd med at æde af en kalv af hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), forsvarer sit kød mod en indtrængende øregrib (Torgos tracheliotos). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Rüppells grib æder også af en død kalv af hvidskægget gnu, som sandsynligvis blev dræbt af løver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polemaetus bellicosus Kampørn
Denne store og meget stærke ørn er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara. Den fanger primært bytte ved at kredse og derpå pludselig dykke ned og gribe det. Den er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Denne kampørn i Serengeti Nationalpark, Tanzania, har fanget en Abdimstork (Ciconia abdimii). Da vores køretøj kom for tæt på, greb ørnen storken med den ene fod og vandrede et stykke bort med den. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Haliaeetus vocifer Flodørn
Som dens navn antyder, er denne ikoniske fugl tilknyttet vand. Den er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget dækkende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab.

Den er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Denne flodørn har netop fanget en fisk i Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En flodørn angriber en marabustork (Leptoptilos cruminifer), som gør mine til at ville stjæle dens føde, bestående af resterne af en ged, som var hængt op i et træ for at lokke leoparder til stedet, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nannopterum auritum Øreskarv
Denne art, som er opdelt i 5 underarter, har en kolossalt stor udbredelse i Nordamerika, idet den findes fra de Aleutiske Øer i Beringshavet mod syd til det nordlige Mexico, tværs over kontinentet til det østlige Canada, og herfra mod syd til Bahama-øerne.

Artsnavnet betyder ’øret’ på latin, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at fuglen i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

Den er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada, og en mængde andre skarver er beskrevet på siden Fiskeri.

 

 

Denne øreskarv i Everglades Nationalpark, Florida, har netop fanget en fisk med sit stærke næb, som er forsynet med en krog på overnæbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anthus rufulus Asiatisk storpiber
Med en længde på 15 cm er denne art blandt de største pibere. Den er standfugl i åbent græsland, krat og landbrugsland, fra Afghanistan og det Indiske Subkontinent mod øst til Indokina, Filippinerne og størsteparten af Indonesien.

Artens taksonomi er kompleks. Nogle af de for tiden 6 anerkendte underarter blev tidligere anset for at være underarter af newzealandsk storpiber (A. novaeseelandiae), og nogle autoriteter betragter arten som en underart af almindelig storpiber (A. richardi).

 

 

Denne asiatiske storpiber har fanget en knæler, Lumbini, sydlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus michahellis Middelhavssølvmåge
Som dens navn fortæller, er denne art udbredt i Middelhavsområdet. Den minder meget om den vidt udbredte sølvmåge (L. argentatus), men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb.

Den er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet, hvor den yngler på hustage. Hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

Denne og andre mågearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Måger.

 

 

Denne Middelhavssølvmåge i Istanbul har dræbt en tamdue og er nu i færd med at æde den på et hustag. Den viser truende adfærd mod en indtrængende gråkrage (Corvus corone ssp. cornix), som er stærkt interesseret i byttet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coragyps atratus Ravnegrib
En vidt udbredt og almindelig ådselæder, der findes fra det sydøstlige USA mod syd til Chile og Uruguay. Skønt denne art især æder ådsler og affald, er den også i stand til at dræbe mindre dyr, i særdeleshed nyklækkede unger af havskildpadder på vej ud gennem brændingen.

Den er indgående beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada, samt Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

Ravnegribbe æder af en bildræbt vaskebjørn (Procyon lotor) nær Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procellaria aequinoctialis Hvidhaget skråpe
Denne art yngler i kolonier på øer i Sydhavet, men observeres til tider så langt mod nord som det sydlige Australien, Namibia og Peru. I 2004 blev dens antal anslået til omkring 7 mio., men den er overalt gået drastisk tilbage, hovedsagelig på grund af linefiskeri, hvor fugle fanges på kroge, der hægtes på lange liner, beregnet til fangst af større fisk.

På engelsk kaldes disse fugle for petreller. Dette navn hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

 

Hvidhagede skråper æder af en død fisk, syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika. Den lyse fugl t.v. er en kap-petrel (Daption capense). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copsychus saularis Dayaldrossel
Denne markante sort-hvide fugl er udbredt fra hovedparten af det Indiske Subkontinent mod øst til det sydøstlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. Taiwan. Den er nationalfugl i Bangladesh.

Adskillige billeder af arten kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent, samt Fugle i Taiwan.

 

 

Denne hun af dayaldrossel har fanget en unge af Swinhoes japalura (Diploderma swinhonis), Taichung Metropolitan Park, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Padder og krybdyr

 

Bufo bankorensis Taiwan-tudse
Denne store tudse, som også kaldes for Bankor-tudse, er endemisk i Taiwan, hvor den er vidt udbredt fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Hunnerne, som er større end hannerne, kan nå en længde af 20 cm fra snude til gat.

Genetiske studier antyder, at denne art nedstammer fra Bufo gargarizans, som findes i Kina. Den spredtes til næsten hele øen, hvilket har resulteret i meget forskellige vestlige og østlige bestande.

 

 

Denne store Taiwan-tudse i Malabang National Forest, nær Hsinshu, er i færd med at sluge en 30 cm lang regnorm. Bemærk giftkirtlen bag øjet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylus niloticus Nilkrokodille
Dette formidable rovdyr kan nedlægge store dyr som zebraer og gnuer. Arten er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og i historisk tid fandtes den også langs hele Nilen (deraf dens navn), mod nord til Nil-deltaet. I Egypten er den i dag begrænset til den sydligste del af landet omkring Nasser-søen.

Den er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Krybdyr i Afrika.

 

 

Denne Nilkrokodille i Orangi-floden, Serengeti Nationalpark, Tanzania, er i færd med at flænse sit bytte, en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Python molurus Tigerpython
Python er en slægt af store kvælerslanger, som omfatter 11 arter, udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika, tigerpython på hele det Indiske Subkontinent, inklusive Sri Lanka.

I Oldtidens græske mytologi var Python en stor slange (til tider afbildet som en drage), født af modergudinden Gaia. Den holdt til i templet i Delfi, der af de gamle grækere blev betragtet som verdens centrum, repræsenteret af en klippe, som Python vogtede.

I bogen Fabulae skriver den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.), at Zeus elskede med gudinden Leto. Hans hustru Hera blev jaloux, og da Leta skulle nedkomme, befalede Hera Python at forfølge Leto for at forhindre hende i at føde. Det lykkedes dog for Leta, som fødte tvillingerne Apollon og Artemis. Da Apollon voksede op, ønskede han at hævne sin moder. Han drog til bjerget Parnassos, hvor uhyret holdt til, og jog det til Gaias tempel i Delfi, hvor han dræbte det med sine pile.

 

 

En tigerpython soler sig uden for sin hule i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. Hulen var sandsynligvis tidligere bolig for en familie af indiske hulepindsvin (Hystrix indica), som blev forladt – eller pythonen jog simpelthen familien bort og overtog hulen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
Som det fremgår af dette skilt i Keoladeo Nationalpark er tigerpythonen et formidabelt rovdyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Edderkopper
Billeder af mange edderkopper og deres spind findes på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Spindelvæv.

 

Argiope
En stor slægt med omkring 90 arter af hjulspindere af familien Araneidae, som er udbredt i alle varmere områder på kloden. Deres spind er ret stort og ofte temmelig usynligt, med undtagelse af et snehvidt mønster i centrum, som består af tæt spundne silketråde, der former et X eller et zigzag-mønster. Edderkoppen sidder ofte i midten med et benpar i de fire retninger af X’et eller på linje med zigzag-mønsteret. Dette bevirker, at dyret ofte er særdeles synligt, og mange videnskabsfolk har spekuleret over formålet med fremstillingen af dette mønster. En af teorierne går på, at dets synlighed kan forhindre større dyr i tilfældigt at ødelægge spindet. Forskning har også vist, at mønsteret tilbagekaster ultraviolet lys, hvilket muligvis tiltrækker byttedyr.

 

 

 
En uidentificeret Argiope-art med sit bytte, en løvgræshoppe, Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nephila pilipes
Nephila er en anden slægt af hjulspindere, som er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, omfattende ca. 23 arter. Hunnen, som er adskillige gange større end hannen, kan have en kropslængde på op til 6 cm, og hvis benene regnes med, er den op til 15 cm lang.

Slægtsnavnet er afledt af græsk nein (’at spinde’) samt philos (’holde af’), altså ’den der holder af at spinde’. Disse arters spind er kolossalt store, op til 2 m tværmål, og trådene, som fastholder nettet, er meget længere. Spindene af adskillige hunner er ofte forbundet og dækker tilsammen mange kvadratmeter. Det er blevet rapporteret, at små fugle og flagermus undertiden fanges i disse stærke spind.

 

 

En stor hun af Nephila pilipes sidder i sit kæmpemæssige spind, hvori der hænger mange rester af byttedyr, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eresus sandaliatus
Navnet mariehøne-edderkop hentyder til adskillige arter i slægten Eresus, opkaldt efter hannernes kropsmønster: rød med sorte prikker, som en mariehøne. Hunnerne er ensfarvet sorte.

Eresus sandaliatus er udbredt i Nordeuropa, fra Danmark og det sydlige Sverige mod syd til Tjekkiet, det nordlige Italien og det nordlige Frankrig. En lille bestand findes også i England, men i 1993 blev det estimeret, at der kun var omkring 50 dyr tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af artens foretrukne biotop, heder. I 2000 blev der imidlertid talt over 600 dyr, hvilket sikkert var et resultat af bestræbelser fra forskellige NGO’er. I Danmark er arten ret almindelig adskillige steder i Jylland.

 

 

En han af Eresus sandaliatus, omgivet af rester af dens byttedyr (billevinger), Salten Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En hvid krabbeedderkop har fanget en nældehalvmøl (Anania hortulata) i en blåtoppet kohvede (Melampyrum nemorosum), Stensjö By, nord for Oscarshamn, Småland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre hvirvelløse dyr

 

I kraft af deres store antal og deres samarbejde er myrer særdeles effektive rovdyr, som kan dræbe dyr langt større end dem selv og slæbe dem hjem til boet.

Mest berygtet er de såkaldte hærmyrer, et navn, som omfatter over 200 forskellige arter. Disse myrer har ikke blivende sted, men drager omkring i lange kolonner, som får selv store dyr til at fjerne sig fra området.

Under feltarbejde i tanzanianske skove blev vores lejr somme tider invaderet af hærmyrer, som på denne egn kaldes for safarimyrer eller siafu. Når det skete, var det med at komme ind i teltet eller bilen så hurtigt som muligt.

I skovene fangede vi fugle i net, og når en kolonne siafu invaderede området, måtte vi løbe ud til nettene og befri de fangne fugle i en fart, da de ellers ville blive dræbt af myrerne. Et par gange, mens jeg tog fugle ud af nettet, blev jeg angrebet af hundreder af hærmyrer. De stikker ikke, men soldaterne har et kraftigt bid, og når 50 eller flere myrer bider på én gang, gør det ondt, kan jeg godt forsikre jer!

 

 

Myrer angriber en sommerfuglelarve, Angkor Thom, Cambodia (øverst), samt et tusindben, Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myreløver er en gruppe på henved 2000 arter af insekter, som tilhører familien Myrmeleontidae. Dette navn er afledt af oldgræsk myrmex (‘myre’) og leon (‘løve’), hvilket sigter til deres larver, som er rovdyr, der lever af små insekter eller edderkopper, fortrinsvis myrer. Larverne af mange arter konstruerer tragtformede faldgruber, hvor de gemmer sig i bundens sand, og vé den myre eller et andet lille dyr, som falder ned i gruben. Mens det arme dyr forsøger at kravle op igen, bombarderer larven det med sand, så det falder ned i bunden, hvor det bliver grebet af larvens krumme kindbakker og derefter udsuget.

Larvestadiet varer som regel flere år, og tidspunktet for metamorfosen afhænger af mængden af føde, som larven får. Voksne insekter minder om vandnymfer. De er nataktive og lever kun i omkring en måned.

 

 

Kindbakkerne af denne myreløvelarve er begravet i en sommerfuglelarves krop, Kaspiske Hav, Iran. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne hulegræshoppe af arten Rhaphidophora oophaga, som lever i en kalkstenshule i Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo, æder af en død flagermus. Bemærk dens meget lange følehorn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skøjteløbere æder af en druknet guldsmed, Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gravehveps er den populære betegnelse på en stor gruppe af hvepse, bl.a. sandhvepse, mudderhvepse og biulve af familierne Crabronidae og Sphecidae. Mange af arterne graver ynglehuller i jorden, hvor de anbringer en edderkop eller et insekt, som de har lammet ved hjælp af gift. Hvepsen lægger nu æg på det bedøvede bytte, og når larverne klækker, har de frisk føde i form af det stadig levende offer.

 

 

En uidentificeret gravehveps slæber en lammet græshoppe til sit ynglehul, Tumlingtar, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spøgelseskrabber æder af en død kat på en strand, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andet

 

 

Dette Khmer-relief i ruinerne af Bayon, Angkor Thom, Cambodia, viser en kæmpemæssig fisk i færd med at sluge en ged. – Flere billeder fra dette fascinerende ruin-område kan studeres på siden Henfald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kødædende planter er behandlet på en særskilt side, se Planteliv: Kødædende planter.

 

 

 

(Oprettet september 2016)

 

(Senest opdateret juli 2025)