Sikhisme

 

 

 

 

 

Guru Nanak var af den overbevisning, at alle er skabt lige, og som en konsekvens heraf opponerede han stærkt imod det hinduistiske kastesystem, som hævder, at man fødes ind i én af fire kaster. Dette kastesystem er indgående beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Sikherne blev i begyndelsen ledet af de såkaldte guru’er, hvoraf der har været ti i alt. Sikhernes hellige bog, Adi Granth, udgør i princippet den 11., evige guru. Alle sikh-templer har en kopi af disse hellige skrifter, hvorfra der hver dag læses op.

 

I dag er dammen kvadratisk og måler 165 m på hver led. For en sikh svarer et bad i denne dam til, hvad en pilgrimsrejse til de 68 helligste hinduistiske lokaliteter udgør for hinduerne. Omkring dammen opstod et samfund, kaldt Amritsar, der i tidens løb er vokset til en storby.

 

 

 

 

 

I 1699 indstiftede Gobind Singh Khalsa, et broderskab af krigere, hvis pligt det var at beskytte almindelige mennesker mod religiøs forfølgelse. Han indførte fem regler, de såkaldte kakkers, som alle sikh-mænd bør adlyde: kesha (hår og skæg må aldrig klippes), kangha (man skal altid bære en kam på sig), kachha (man skal være iført shorts), kara (man skal bære et metalarmbånd) samt kirtipan (man skal altid have et sværd eller en kniv på sig for at kunne forsvare uskyldige).

Gennem at adlyde disse regler kan mandlige medlemmer af Khalsa-broderskabet nemt kendes på deres store fuldskæg og deres turban, som sættes meget sirligt på en ganske bestemt måde. Den skjuler det meget lange hår, der i lighed med skægget ikke må klippes. Skægget er ofte bundet stramt op med et net eller klæde.

Alle mænd, som tilslutter sig Khalsa-broderskabet, tager navnet Singh (‘Løve’) – egentlig et højkastenavn fra Rajasthan – mens kvinderne tager navnet Kaur (’Prinsesse’). Khalsa-medlemmer skal desuden overholde fire andre grundregler: de må ikke ryge; de må ikke drikke alkohol; de må kun spise ’ren’ mad (ikke kød, fisk eller æg); ægteskab skal indgåes inden for broderskabet.

Sikher, som ikke tilslutter sig Khalsa-broderskabet, kaldes for Sahajdhari-sikher. De respekterer sikh-skrifterne, men ønsker ikke at blive optaget i ordenen.

På verdensplan findes omkring 27 mio. sikher. Selv om de kun tæller ca. 22 mio. i Indien, udgør de en markant befolkningsgruppe i landet, hvor de er kendt for at være dygtige handelsfolk og teknikere. De ses også tit i rollen som chauffører i autorickshaw’er og busser.

 

 

 

 

 

Baba Deep Singh (1682-1757) var en lærd, der blandt sikher holdes i ære som en af de mest hellige martyrer inden for sikhismen. Han følte sig ansvarlig for ødelæggelsen af helligdommen, forlod sine studier og opfordrede folk til at ledsage ham på et korstog mod afghanerne. Over 5000 sikher, bevæbnet med økser, sværd og spyd, tilsluttede sig felttoget.

Sikherne kæmpede heroisk mod afghanerne, men under slaget blev Baba Deep Singh dræbt. Ifølge en legende fik han hovedet hugget af 6 km fra Hari Mandir, men idet han holdt hovedet i venstre hånd, blev den højre ved med at kæmpe. Inden slaget havde Baba Deep Singh erklæret, at han kun ville dø nær den hellige dam Amrit Sarovar. Stadig med hovedet i hånden formåede han at nå frem til dammen, hvor han faldt død til jorden.

Ifølge en anden legende blev han dødeligt såret af et hug på siden af halsen, men ikke fuldstændig halshugget. Idet han støttede hovedet med venstre hånd, kæmpede han sig vej gennem de afghanske styrker, hvoraf mange blev dræbt gennem mægtige sving med hans khanda (et dobbelt-ægget sværd). Omsider nåede han frem til dammen, hvor han drog sit sidste suk. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Baba_Deep_Singh)

 

 

 

 

 

 

 

Over indgangen vajer det trekantede orange sikh-flag, Nishan Sahib. Templet vogtes af barsk udseende, men venlige sikher, som bærer blå, sort eller safranfarvet turban, samt ranke nihang-sikher (’krokodille’), bevæbnet med lange spyd. Disse nihang’er er tilhængere af den militante Guru Gobind Singh Ji. De er iført lange blå kitler og spidse turbaner med sikh-emblem.

Dammen er omgivet af et 8 m bredt fortov, Parikrama, som består af poleret marmor med smukke mønstre. Pilgrimme, som bader i dammen, har selskab af hundredevis af store karper, som ofte kommer op til overfladen for at få en mundfuld luft. Disse fisk bidrager til at holde vandet rent.

Midt i dammen ligger sanctum sanctorum af Hari Mandir. Denne bygning er i tre etager, og taget er som på alle sikh-templer løg- eller lotusformet. Taget og dele af marmorvæggene er beklædt med plader af det pure guld, som tilsammen vejer over 100 kg. Denne guldbelægning har givet templet dets populære navn ‘Det Gyldne Tempel’. Guldet blev doneret af Maharaja Ranjit Singh – manden som forenede Punjab. Hvor væggene ikke er dækket af guld, er de smukt udsmykket med indlejrede halvædelstene.

En 62 m lang marmorbro, som fører fra kanten af bassinet ud til templet, er ofte tæt pakket med pilgrimme, som medbringer offergaver, prasad, bestående af ghee (klaret smør), mel og sukker.

I templets stueetage synges og spilles der i alle døgnets lyse timer og ofte tillige om aftenen. På etagen ovenover opbevares den hellige bog Adi Granth i dagtimerne, og præster læser uafbrudt højt fra bogens ca. 3500 hymner. Pilgrimme ofrer blomster og penge til det hellige skrift. Om aftenen bringes Adi Grant til en bygning med gyldne kupler, Akhal Takht, som er sikhernes religiøse parlament, opført i 1609.

Ved den sydlige ende af Parikrama ligger et tempel for Baba Deep Singh – krigeren, der kæmpede videre mod afghanerne uden hoved. Inde i templet ses et maleri af ham, hvor han står med hovedet i hænderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før i tiden kunne man blive, så længe man ville, men det blev ændret efter hippie-invasionen fra Vesten i 1960’erne. Disse hippier, hvoraf de fleste havde meget få penge, udnyttede groft sikhernes gæstfrihed og boede her gratis i ugevis. Derfor så sikherne sig nødsaget til at indføre ordningen med maksimalt tre dages overnatning.

På templets grund vokser adskillige hellige jujube-træer (Ziziphus mauritiana), også kaldt indisk brystbær, som siges at have helbredende kraft. Kvinder, som ønsker sig en søn, fastgør tøjstykker som offergave på et ca. 475 år gammelt jujube-træ nær hovedindgangen. Arten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

I Punjab har der ved to lejligheder fundet deciderede massakrer på sikher sted. Lidt øst for Hari Mandir demonstrerede ca. 20.000 mennesker 13. april 1919 fredeligt imod, at englænderne ifølge en ny særlov uden egentlig årsag kunne arrestere og fængsle indere. Uden at være blevet provokeret åbnede general Dyer og hans 150 skytter pludselig ild. Mange demonstranter blev skudt ned bagfra, da de prøvede at flygte. Officielle tal siger, at 337 mænd, 46 drenge samt en baby blev dræbt og over 1500 såret. Mange regeringer i Europa rasede mod England. Handlingen var med til at forstærke Indiens uafhængighedskamp, og mange fulgte Mahatma Gandhis opfordring til civil ulydighed.

I 1970’erne ønskede mange sikher, ledet af Jarnail Singh Bhindranwale, at vedtage den såkaldte Anandpur-resolution, hvis formål var at oprette en selvstændig sikh-stat under navnet Khalistan. I 1982 flyttede Bhindranwale med omkring 200 af sine militante tilhængere til et gæstehus i Hari Mandir, og i 1983 havde et stort antal oprørere forskanset sig i templet. Ifølge den indiske avis The Statesman blev et antal lette maskingeværer og halvautomatiske rifler bragt ind på tempelområdet.

Den 1. juni 1984 iværksatte premierminister Indira Gandhi den såkaldte Operation Blue Star, hvor indiske tropper, bevæbnet med med tanks og andre tunge våben skulle storme Hari Mandir for at dræbe Bhindranwale og hans militante tilhængere. Efter 5 dages kampe havde hæren kontrol over templet, men omkring 200 soldater og 2000 andre, heriblandt mange pilgrimme, var blevet dræbt under kampene. Den indiske regering erklærede templet for ’befriet’, men hævnen kom snart, da Indira Ghandi i oktober 1984 blev myrdet af to af sine egne sikh-livvagter. Denne gerning førte til udbredte gengældelsesaktioner, hvorunder flere end 8000 sikher blev dræbt. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Operation_Blue_Star)

I 1987 besatte separatister atter Hari Mandir. Premierminister Rajiv Gandhi iværksatte Operation Black Thunder, men denne gang lykkedes det at overtale oprørerne til at overgive sig, uden at det kom til krigshandlinger.

I templet fører en trappe op til Central Sikh Museum, der bl.a. rummer malerier af massakren i 1919, samt makabre fotos af dræbte fra sikhernes opstande. Mange af templets bygninger blev kraftigt beskadiget af bombardementer under Operation Blue Star, heriblandt de to Ramgarhia-minareter. De blev restaureret i 1997.