Natur-citater

 

 

Kilde i Elling Skov syd for Skanderborg, omgivet af bøgeskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvila vid denna Källa.
Vår lilla Frukost vi framställa:
rödt Vin med Pimpinella
och en nyss skuten Beccasin.
Klang, hvad Buteljer, Ulla!
I våra Korgar öfverstfulla,
tömda i Gräset rulla,
och känn, hvad Ångan dunstar fin,
ditt Middags Vin
sku vi ur Krusen hälla
med glättig min.
Hvila vid denna källa.
Hör våra Valdthorns Klang, Cousine.
Valdthornens Klang, Cousine.

 

Første vers af digtet Hvila vid denna källa, skrevet af den svenske digter, sangskriver og musiker Carl Michael Bellman (1740-95), fra hans digtsamling Fredman’s Epistler (1790).

 

Butelje = flaske
Frukost = morgenmad
Korg = kurv
öfverstful = fyldt til randen
Ånga = damp
Cousine: dette ord havde dengang end bredere betydning end nutidens kusine, en almindelig tiltaleform til en kvindelig bekendt

 

Digtet skildrer en morgenmad i det grønne uden for Stockholm i selskab med musen Ulla Winblad. Det er tilegnet den kongelige sekretær Carl Gustaf Leopoldt (1756-1829), som var en af datidens fremmeste poeter og Kong Gustav d. 3.’s yndling.

Ulla Winblad er epistlernes Venus, erotikkens gudinde, tilbedt og attrået, men også en skøge. Hver dag må hun ‘stå brud’ for forskellige mænd. I denne forbindelse skal hun nok snarere ses som et symbol på kvindelig skønhed og seksualitet, eller måske som forskellige inkarnationer af kærlighedsgudinden.

Bellmanns model for Ulla Winblad i det virkelige liv hed Maria Kristina Kiellström (1744-98). Moderen døde, da Maria kun var fem år gammel. Faderen Johan Kiellström var oprindelig ansat i militæret, men måtte tage sin afsked på grund af epilepsi, hvorefter han blev løsarbejder og skraldemand. Da Maria var 14 år gammel, forlod hun hjemmet og blev pige i huset, senere fabriksarbejderske. I 1765 fødte hun en datter, som dog døde efter bare otte dage. Faderen var en svensk adelsmand i russisk tjeneste, som havde lovet hende ægteskab, men forlod hende.

Hun traf tidligt Bellman, og i 1772 giftede hun sig med Eric Nordström, som Bellman havde hjulpet til en stilling i toldvæsenet. I 1781 blev hun enke, men fem år senere giftede hun sig med en elleve år yngre mand. Det lader til, at både hun og hendes mand følte sig forfulgt af Bellmans “grimme viser”. (Kilde: bellmann.net)

 

 

Ravnekilde, Rold Skov, med mosserne bredbladet vældmos (Palustriella commutata) og væld-kortkapsel (Brachythecium rivulare), samt en form af almindelig syre (Rumex acetosa), kaldt kilde-syre (var. hydrophilus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Skovens dybe, stille Ro,
hvor Sangerhære bo,
hvor Sjælen lytted mangen Gang
til Fuglens glade Sang,
der er idyllisk stille Fred
i Skovens Ensomhed,
og Hjertets Længsler tie her,
hvor Fred og Hvile er.

 

Første vers af digtet I Skovens dybe, stille Ro (1864), skrevet af komponisten og digteren Johannes Fritz Emanuel Andersen (1829-1910).

 

 

Ellesump nær Gåsesøen, Ulvshale, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Birkesump med almindelig jomfruhår (Polytrichum commune), Jenskjær, nær Gjessø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovidyl med skovfyrre (Pinus sylvestris), Glömminge, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vinden blæste så hårdt fra nordøst, at vi trods kulden besluttede at ville se brådsøerne på Atlanterhavet, hvis larm vi havde lyttet til hele morgenen. Altså holdt vi kurs østpå gennem Ørkenen, indtil vi ramte kysten igen nordøst for Provincetown, hvor vi ramtes med fuld styrke af den gennemborende vind. Her findes der mange sandrevler, hvor bølgerne brødes med fuld styrke. Op mod en halv mile fra kysten var havet én stor masse af hvide brådsøer, som sammen med vinden frembragte sådan en støj, at vi næppe kunne høre os selv tale.”

 

Henry David Thoreau (1817-62), amerikansk forfatter, i bogen Cape Cod, først offentliggjort 1865.

 

 

Hen under aften blæser en havgående vind skum af brådsøerne, Pemaquid, Maine, USA. Bemærk mågerne på nederste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer?
Forstår du alle hjerter, der banker her og der?
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær,
så har du fundet ud af noget, som er meget værd.
En rødkælk, en guldsmed, en bly forglemmigej,
et grantræ, en vipstjert, de elsker nemlig dig.
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer,
så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd.

 

Uddrag af en sang fra filmen Vagabonderne på Bakkegården (1958), som var baseret på romanen En Vagabond (1918) af Morten Korch (1876-1954). Sangen har tekst af Erik Leth (1923-2000) og musik af Sven Gyldmark (1904-81). Den blev i filmen sunget af skuespilleren Poul Reichhardt (1913-85).

 

 

Syngende stær (Sturnus vulgaris) i forårsdragt, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af blå mosaikguldsmed (Aeshna cyanea), siddende på en rejnfan (Tanacetum vulgare), Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eng-forglemmigej (Myosotis scorpioides), Gundsømagle Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et kig op ad stammen af en rødgran (Picea abies), Snabe Igelsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid vipstjert (Motacilla alba), Christiansø, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Efteråret er det andet forår, hvor ethvert blad forvandles til en blomst.”

 

Albert Camus (1913-1960), fransk forfatter og filosof.

 

 

Flammende blade af rødløn (Acer rubrum). Om efteråret bliver bladene orange, skarlagenrøde eller gule – til tider alle tre farver på samme blad. – Adirondacks, New York State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gift-sumak voksede i tætte bestande, der strakte sig, så langt som Inman kunne se gennem skoven. Den slyngede sig op ad fyrretræerne og spredte sig ud over grenene. De faldende nåle blev fanget i det tætte sammensurium af sumak-stængler og dæmpede konturerne af stammer og grene og gav dem nye, tunge omrids, indtil træerne tårnede sig op som grønne og grå uhyrer, der voksede frem af jorden. (…) Blæner, forårsaget af gift-sumak under hans flugt gennem skoven, fik hans hænder og underarme til at svulme op.”

 

Charles Frazier (født 1950), amerikansk forfatter, i romanen Cold Mountain, 1997

 

 

Østlig gift-sumak (Toxicodendron radicans), førhen kaldt Rhus radicans, hedder på engelsk poison ivy (’giftig vedbend’), men det eneste, denne plante har tilfælles med vedbend (Hedera), er, at de begge er slyngplanter.

Som det danske navn gift-sumak fortæller, tilhører denne art sumakfamilien (Anacardiaceae). Den er meget almindelig i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Labrador mod syd til Texas og Florida.

I lighed med andre arter i denne slægt indeholder østlig gift-sumak stoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Dette er en art, som alle der bor i landet, og alle som besøger det, bør kende. De, som er immune over for dens gift, har intet at frygte, men man ved ikke, om man er immun, før man har været i kontakt med en eller anden del af planten. Den, som er ikke er immun, vil længe huske denne dag, og hvis han er klog, vil han udvikle sine observationsevner, indtil de er fuldt på højde med dem hos en førsteklasses botaniker, når han nærmer sig en mulig habitat for denne skovens slange.”

I sin glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt (Saponaria officinalis) som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med gift-sumak. Saften smøres ud over det angrebne område for at neutralisere giftstoffet.

 

 

Østlig gift-sumak klatrer op ad en robinie (Robinia pseudacacia), Sands Point Preserve, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende østlig gift-sumak, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nedenfor bringes fire citater fra bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), skrevet i 1911 af den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945).

 

Hvis nogen er grøn som en frø, tynd som en poppel, taber vægt dagligt, tillige med sit gode humør, og ikke engang kaster skygge, så lad ham indtage en teskefuld malurt-té hveranden time.”

 

Have-malurt (Artemisia absinthium) er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Have-malurt, Degerhamn, Öland, Sverige. I baggrunden slangehoved (Echium vulgare). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne meget ildesete urt [vejbred] er uden tvivl den fornemste, bedste og lettest tilgængelige af alle helende urter. Gud har spredt den langs alle veje, i alle enge og på alle diger, såvel som under alle klimaforhold, således at vi altid har adgang til den.”

 

Glat vejbred (Plantago major) er nærmere omtalt på siden Natur: Bynatur.

 

 

Glat vejbred, Roskilde Fjord, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Harer, kaniner, fugle og kvæg holder meget af den. Mælkebøtten har eksisteret siden skabelsen af universet og sår sig selv.”

 

Mælkebøtte (Taraxacum officinale) er indgående behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Frøstande af mælkebøtte, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

Stinkende storkenæb (Geranium robertianum) er beskrevet på siden Planteliv: Jernbaneflora.

 

 

Stinkende storkenæb, voksende ved bredden af Døndaleåen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nedenfor bringes en række citater fra bogen Naturhistorie for Folkeskolen, skrevet af skolelærer Christian Vilhelm Balslev (1860-1935) og udgivet første gang i 1909. Bogen blev anvendt i skolerne indtil sidst i 1950’erne, og jeg havde selv den ære som dreng at blive undervist i alt dette forfærdelige sludder.

 

Hunden er Husdyr over næsten hele Jorden. Egentlig er den dog et Rovdyr, og dens Tænder ligner meget Rævens. Hunden er klog og trofast og gør udmærket Nytte på mange Maader.”

 

Tamhundens oprindelse og dens tilknytning til mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Ruhåret gravhund, Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ulven ligner en stor graa Hund. Den er som regel fejg, men om Vinteren, naar Ulvene er sultne, kan de være meget farlige baade for Mennesker og for Kvæg.”

 

Ulven (Canis lupus) er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

 

Mexikansk ulv, underarten baileyi, Tucson Desert Zoo, Arizona, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Katten er ogsaa et Rovdyr, og den æder ikke gerne andet end Kød. Vi holder den som Husdyr, fordi den er god til at fange Mus; men den bliver aldrig saa tro som en Hund og er heller ikke saa klog.”

 

Tamkatten er indgående beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Killinger, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tigeren ligner en vældig Kat og er gulbrun med mørke Striber. Den er det farligste af alle Rovdyr. I Indien, hvor Tigrene lever, dræber de hvert Aar flere hundrede Mennesker. Om Dagen sover Tigeren i Krattet, men om Aftenen lægger den sig paa Lur ved Flodbredderne og overfalder Dyrene, som kommer ned for at drikke.”

 

Tigerens (Panthera tigris) sørgelige skæbne er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

 

Tiger, Kanha Nationalpark, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sælen kan ikke gaa, fordi dens Fødder vender bagud; naar den kommer paa Land, skubber eller vrikker den sig frem. Men i Havet er den saa hurtig som en Fisk (…) Sælen glider let gennem Vandet, fordi dens Krop og Hoved gaar jævnt over i hinanden, og fordi dens Haar er korte og fedtede. (…) Grønlænderne jager dem med Harpuner, og der er ingen Dyr, de har saa megen Nytte af. Her ved Danmarks Kyster gør Sælerne nogen Skade ved at æde Fisk.”

 

 

Spættet sæl (Phoca vitulina) hviler på en kystklippe, Point Lobos, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muldvarpen lever i Jorden. (…) Den lever af Regnorme og Larver, og den er saa forslugen, at den paa een dag kan æde mere, end den selv vejer.”

 

 

Muldvarp (Talpa europaea) i sit bo, Jægersborg Dyrehave, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg, konstrueret foto)

 

 

 

Aberne er morsomme at se paa, fordi de har saa løjerlige Manerer og gerne vil efterligne, hvad de ser Mennesker gøre.”

 

En mængde abearter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

Forældreløse unger af orangutan (Pongo pygmaeus), Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skaden bor altid nær ved Huse og Gaarde og holder meget af at stjæle Sølvtøj og andre blanke Ting.”

 

Husskaden (Pica pica) er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle : Kragefugle.

 

 

En lille del af en flok på henved hundrede husskader samles til overnatning i piletræer, Hjortshøj, nord for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Svanen er endnu større end Gaasen og har en meget lang Hals, som den har god brug for, naar den skal naa Planterne paa Bunden af Vandet.”

 

Knopsvanen (Cygnus olor) er indgående beskrevet på siden Natur: Bynatur.

 

 

Knopsvane, Christianshavn (øverst), samt rugende knopsvane, Pyritsøen, Sandflugtsskoven, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Maagen lever ved Stranden. Den svømmer ikke saa godt som en And, men flyver meget bedre.”

 

Adskillige mågearter er omtalt på siden Natur: Bynatur.

 

 

Sølvmåge (Larus argentatus) på yngleplads ved Opalsøen, Hammerknuden, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

A lammergeier came down from the sky and took off my cock.”

 

Colonel J. Davidson, Indian Staff Corps, Calcutta, i bogen Notes on the Bashgali (Kafir) Language, 1901.

 

Nu betyder cock jo normalt ‘hane’ på engelsk, men det er også slang for ‘tissemand’. Hvadenten det i denne forbindelse betyder det ene eller det andet, er påstanden tvivlsom. Lammegribben (Gypaetus barbatus), på engelsk lammergeier, lever overvejende af ådsler, specielt knogler, som den bærer højt op i luften og lader falde på klippegrund, hvorefter den æder de knuste knoglestumper.

 

 

Lammegrib, Govindghat, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det er hvidt herude:
Kyndelmisse slaaer sin Knude
overmaade hvas og haard –
hvidt forneden, hvidt foroven,
puddret tykt staaer Træ i Skoven,
som udi min Abildgaard.

 

(…)

 

Inderlig jeg længes
efter Vaar, men Vintren strænges;
atter Vinden om til Nord!
Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Kom med dine Taagevinger!
Kom og løs den bundne Jord!

 

Steen Steensen Blicher (1782-1848), Ouverture, i digtsamlingen Trækfuglene, 1838.

 

Kyndelmisse er en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres dagen med en lysmesse, hvor de stearinlys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Ordet Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse, og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte var hård og ’slog sin knude’. Iøvrigt var vinteren 1838, hvor dette digt blev skrevet, en af de koldeste, der nogensinde er målt.

 

 

Hegn, dækket af rimfrost, nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snedrive af en usædvanlig form, dannet af hvirvelvinde foran et hus, naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snedækket mark nær Århus hen under aften, med vinterstandere af lugtløs kamille (Matricaria perforata, t.v.) og almindelig røllike (Achillea millefolium). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nuttall’s kornel er et flot skue, når den blomstrer. Da er hele træet snehvidt. Dets højblade er 15-20 cm brede. Langs vandløb bliver den et mellemstort træ, op til 9 m højt, med en bred krone, når den ikke trænges af artsfæller. De prangende højblade tiltrækker en mængde natsværmere, sommerfugle og andet vinget folkefærd til deres egen og, formoder jeg, træets fordel.”

 

John Muir (1838-1914), skotsk-amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen My First Summer in the Sierra, 1911.

 

 

Nuttall’s kornel, også kaldt Stillehavskornel (Cornus nuttallii), Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

衆鳥高飛盡
孤雲獨去閒
相看兩不厭
只有敬亭山

 

Alene på Jingting-bjerget

 

Fugleflokke forsvinder op i himlen.
En enlig sky driver langsomt forbi.
Vi bliver aldrig trætte af at se på hinanden,
Jingting-bjerget og jeg.

 

Li Bai (Li Po) (701-762), kinesisk digter.

 

 

Aftenlys på bjerget Merra (6344 m), Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dersom vi denne Blaa-Munckis Natur med Flid ville ofuerveye, oc huad Kræfter den hafuer betracte, da kand vi icke andet end i al Sandhed bekiende, at den større Skade end Gafn med sig fører, oc meere blifuer miszbrugt end til nogen nyttig Effect oc Virkning adhiberet. Thi huad see vi disverre fast meere gemeen at være, end naar nogen Quinde er gaaen i Barsel-Seng, at strøe allevegne i Vinduerne oc andensteds Blomsterne, undertiden oc Bladene, aff denne Urt, saasom en synderlig Zirat, til at bepryde Sengekammerne oc andre deris daglige Stuer med. De tijt oc ofte tilsteder Børnene med dennem at gaa at leege, oc dog intet agter, at den er saadan en Forgift, som lætteligen it Menniske dræbe kand. Saa at dersom Guds Beskærmelse icke var dis større, da maatte Forældrene tijt for saadan Uactsomhed faa stor Hierte-Sorg. (…) Saa stor er ocsaa den Kraft aff denne Forgift, at om Enden eller Spitzen aff Pige oc Pijle, som mand med Flidzbuer oc andre saadanne Gewehr skiuder, blifue med denne betrugne, da maa alle de, som dermed blifue queste, døe.”

 

Simon Paulli (1603-80), dansk læge og botaniker, i bogen Flora Danica, 1648.

 

Blaa-Muncki = ægte stormhat (Aconitum napellus)
adhiberet = anvendt
Zirat = udsmykning
Pige = pigge
betrugne = oversmurt
queste = sårede

 

Stormhatte er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Ægte stormhat (Aconitum napellus), Alto Gallego, Aragon, Spanien (øverst), samt Umbal-dalen, Tyrol, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

The butterfly
Flitting from flower to flower
Ever remains mine,
I lose the one
That is netted by me.

 

Oversat:

 

Sommerfuglen,
der flagrer fra blomst til blomst,
er min for evigt.
Jeg mister dén,
jeg har fanget i nettet.

 

Rabindranath Tagore (1861-1941), indisk digter, i digtsamlingen Ildfluer, 1928.

 

Svalehale-arten Papilio paris er udbredt fra det nordvestlige Indien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Java.

På engelsk hedder denne skønne sommerfugl Paris peacock swallowtail, opkaldt efter Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste”.

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

 

 

Han af Papilio paris ssp. paris f. decorosa suger fugt fra sand, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parantica sita tilhører monarkerne (Danainae), en underfamilie af den kæmpestore familie takvinger (Nymphalidae). Denne sommerfugl er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til Sydøstasien, Kina, Taiwan, Korea, Japan, russisk Ussuriland, samt øen Sakhalin.

 

 

Parantica sita suger nektar af en art hjortetrøst, Eupatorium schimadae, Longdongwan Cape Trail, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Junonia almana er én blandt omkring 33 arter i denne slægt, som tilhører takvingerne (Nymphalidae). Den er meget almindelig og lever i et bredt udsnit af habitater, fra Indien og Sri Lanka mod øst til Filippinerne og mod syd til det indonesiske ørige. Den træffes normalt under 500 meters højde, men kan undertiden ses op til 1000 m.

 

 

Junonia almana, observeret nær Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Så skrøbelig er denne arts eksistens, at jeg fra mit udkigspunkt nær Anaimudi Peak kunne se mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle nulevende Nilgiri-tahr.”

 

George B. Schaller (f. 1933), tysk-amerikansk biolog og naturfredningsmand, i bogen Stones of Silence: Journeys in the Himalaya (1980), efter at have estimeret den totale bestand af Nilgiri-tahr (Nilgiritragus hylocrius) til ca. 1500. Siden da har fredningstiltag resulteret i, at bestanden er vokset til omkring 3100.

Tidligere var denne art, som kun lever i bjerge i Sydindien, placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr og arabisk tahr. Nylig genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

 

 

Eravikulam Nationalpark i Kerala, hvor disse billeder blev taget, er et kærneområde for Nilgiri-tahr, idet den huser mellem 700 og 800 dyr – omkring en fjerdedel af verdensbestanden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sidst i 1990’erne begyndte turister at fodre dyrene i Eravikulam, og de mistede totalt deres frygt for mennesker. Denne praksis er nu forbudt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Before I built a wall I’d ask to know
What I was walling in or walling out,
And to whom I was like to give offence.
Something there is that doesn’t love a wall,
That wants it down.

 

Oversat:

 

Før jeg opførte et stendige, ville jeg spørge,
hvad det var jeg spærrede inde eller ude,
og hvem jeg eventuelt kunne fornærme.
Der er et eller andet, som ikke holder af et dige,
som ønsker det nedbrudt.”

 

Robert Frost (1874-1963), amerikansk digter, i digtet Mending Wall, 1914.

 

 

Med tiden bliver mange stendiger dækket af store mospuder, og de udgør ofte værdifulde levesteder for mange forskellige planter og dyr.

 

 

Skandinavien 2001-14
Mosgroet stendige, Kristianopel, Blekinge. Der vokser også engelsød (Polypodium vulgare) på diget. De brune, nedfaldne blade er af eg (Quercus) og bøg (Fagus sylvaticus), mens det gule er af spidsløn (Acer platanoides). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mosgroet stendige, Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette dige blev set nær Borgholm, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På Hirsholmen var der et samfund med skole og alting. (…) Det er et fuglested af de helt fornemme, også kaldet ’De Sorte Tejsters Øer’. Den lille sortbrune alkefugl med stort hvidt vingespejl og lysende røde ben er her som aldrig før. Enhver kan se dem, når man lægger til i den lille havn. Er det i morgentimerne, myldrer det med tejster, som ruger i stenmolerne. (…) Konstant nærværende er splitternen, som i århundreder har ruget på øerne i tusindtallige kolonier.”

 

Jens Gregersen (f. 1952), dansk kunstner og forfatter, i bogen Årets ring. Fuglene og landet, 2008. Citatet De Sorte Tejsters Øer er titlen på en bog af C.A. Rasmussen, udgivet 1932.

 

 

Jylland 2017
Tejsten (Cepphus grylle) yngler talrigt på stenmolerne i Hirsholms havn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland 2017
Konstant nærværende er splitternen, som i århundreder har ruget på øerne i tusindtallige kolonier.” – Splitterner (Thalasseus sandvicensis), Hirsholm, 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

 

Hvis gaven i form af denne skov kan tilføre menneskene glæde, hvis den medfører taknemmelighed mod Giveren af alt godt, så har det været anstrengelserne værd. Min rolle i denne sag er i virkeligheden beskeden. Disse træer voksede frem tusinde år, før den hvide mand kom til dette land, og de vil være her hundreder af år, efter at han er forsvundet. Det er mig en stor fornøjelse at kunne forære denne skov til regeringen, til glæde for folket.”

 

James Trounson (1839-1929), informationstavle i Trounson Kauri Park.

 

Trounson blev født i England, men emigrerede til New Zealand i 1862, hvor han erhvervede ca. 970 ha nær Paparoa og senere købte ca. 1,375 ha i Kaihu-dalen.

I 1890, da tømmerindustrien var på nippet til at udrydde de gigantiske kauri-træer (Agathis australis), fredede Trounson 22 ha og grundlagde en såkaldt Scenery Preservation Club. Senere tilføjede han yderligere 364 ha, og området blev officielt indviet som Trounson Kauri Park i 1921. I dag er arealet af dette reservat 586 ha.

I 1952 blev den nærliggende Waipoua Forest, som dækker ca. 80 km2, udråbt som skovreservat. I dag udgør disse to skove tilsammen det eneste større område med kauri-skov i New Zealand. Du kan læse mere om disse storslåede træers triste skæbne på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Ældgammelt kauri-træ, Waipoua Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Langt op i 1800-tallet regnede de fleste botanikere kun med én gøgelilje [i Europa]. I 1862 udkom imidlertid Charles Darwins: On the various Contrivancies by which Orchids are fertilised. Heri beskriver han på mesterlig vis, at de bittesmå forskelle i kønsapparatet har så stor betydning, at der biologisk set er tale om to arter (Bakke-Gøgelilje og Skov-Gøgelilje). (…) I begyndelsen af 1800-tallet beskrev den geniale botaniker Salomon Th. Drejer en ny Gøgelilje. Arten Langsporet Gøgelilje blev publiceret i Flora Danica. Den er større end den almindelige Bakke-Gøgelilje (…) og vokser på plastisk ler, mens Bakke-Gøgelilje især vokser på hedebund og tørre overdrev. Langsporet Gøgelilje blomstrer ca. 2 uger tidligere end Bakke-Gøgelilje, selv om den står i mørk bøgeskovbund.”

 

Bernt Løjtnant (1946-2020), rådgivende biolog, i hans og Jens Gregersens bog Blomsternes Danmark, 1999.

 

 

Skov-gøgelilje (Platanthera chlorantha) er udbredt fra den centrale del af Norge og Sverige mod syd til Pyrenæerne, Syditalien og det nordlige Grækenland, og fra Irland mod øst til den europæiske del af Rusland. Den er også almindelig i Kaukasus og har spredt forekomst i Spanien, Marokko og Tyrkiet. Slægtsnavnet kommer af græsk platus (‘bred’) og anthera (‘støvknap’), hvilket sigter til de brede støvknapper hos denne art. Artsnavnet er af græsk chloros (‘grøn’) samt anthos (‘blomst’), hvilket henfører til blomsterfarven, som undertiden er grønlig.

Billederne nedenfor blev taget i en granplantage nær Hjortsballe Gavlbanker, Midtjylland, hvor der findes en kæmpestor bestand af skov-gøgelilje, foruden mange andre interessante planter, bl.a. priklæbet gøgeurt (Dactylorhiza majalis ssp. integrata var. junialis, også kaldt D. praetermissa), samt Danmarks måske største bestand af liden vintergrøn (Pyrola minor).

 

 

Jylland 2017-18
Jylland 2017-18
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bakke-gøgelilje (Platanthera bifolia) er mere spinkel end skov-gøgelilje og vokser især på tørre heder og overdrev. Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Vesteuropa mod øst til det centrale Sibirien, og fra Nordnorge mod syd til Nordafrika, Syditalien, det nordlige Tyrkiet, samt Kaukasus. Bestande af Platanthera i Fjernøsten betragtes af nogle autoriteter som underarter af bakke-gøgelilje, mens andre regner dem for selvstændige arter.

 

 

På disse billeder fra det militære areal ved Jægerspris, Nordsjælland, vokser bakke-gøgelilje sammen med bl.a. plettet gøgeurt (Dactylorhiza maculata), græsbladet fladstjerne (Stellaria graminea) og almindelig syre (Rumex acetosa). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Langsporet gøgelilje (Platanthera bifolia ssp. latiflora), der af de fleste betragtes som en underart af bakke-gøgelilje, vokser i løvskove. Som dens navn siger, har den en meget lang spore, som er næsten helt lige.

 

 

Langsporet gøgelilje, fotograferet i Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sabinemåger er besindigt hidsige. De har et afmålt, behersket angreb, som de foretager under meget stor elegance. Stemmerne er skarpe og afmålte som terners. De har en blød, elegant flugt, sommerfugleagtig som dværgmågens. Grafisk er de også magnifikke; i stålsat farveholdning. Jeg tænker på deres hætte, som har en helt unik farve; stålviolet vil jeg kalde den. Om øjet en saftig-rød farve, som går igen i næbvigen. Den gule næbspids er en gradvis opløsning af en mørk næbfarve.”

 

Jens Gregersen (f. 1952), dansk kunstner og forfatter, i bogen Arktisk sommer, 2014.

 

 

Chukotka 2011a
Chukotka 2011a
Chukotka 2011a
Sabinemåger (Xema sabini) på yngleplads, Kosa Ruskaya Koshka (’Den Russiske Kats Sandodde’), Chukotka, Sibirien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Utanför mit fönster står några alar [rødel] så nära intill vattenkanten, att rötterna, som likt knotiga gammelmansfingrar klamrar sig fast kring strandstenarna, befinner sig till en del i sjön, även när det är lågt vattenstånd.”

 

Gunnar Brusewitz (1924-2004), svensk tegner og forfatter, i bogen Strandspegling. Naturupplevelser i tid och rum, 1979.

 

 

Disse blottede rødder af rødel ved bredden af Ry Møllesø, Midtjylland, minder om ” knotiga gammelmansfingrar.” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Come with rain, O loud Southwester!
Bring the singer, bring the nester,
Give the buried flower a dream.

 

Oversat:

 

Åh, sydvestenvind, kom med regn!
Bring sangfuglen, bring ynglefuglen,
giv den begravede blomst en drøm.

 

Robert Frost (1874-1963), amerikansk digter, i digtet To the Thawing Wind, 1915.

 

 

Hestehov-arter (Petasites) er blandt de første planter, som skyder op om foråret. Disse billeder viser hvid hestehov (P. albus), fotograferet i Elling Skov nord for Horsens (øverst), samt rød hestehov (P. hybridus), observeret ved Ørbæk Å syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

(…) pragtdrongoen er en evig kilde til glæde og interesse, thi foruden at være den modigste fugl i vores jungle kan den til fuldkommenhed efterligne kaldene af de fleste fugle samt et enkelt pattedyr, axishjorten, og den har tillige en god sans for humor. Idet den knytter sig til en flok fugle, der søger føde på skovbunden – det være sig junglehøns, larmdrosler eller drosler – tager den plads på en død gren med god udsigt, og mens junglen genlyder af dens egen prægtige sang samt dens efterligninger af andre fugles sang, holder den skarpt udkig efter fjender i form af høge, katte, slanger samt smådrenge bevæbnet med slangebøsser, [forfatterens hentydning til sig selv] og dens advarsel om en fare, der nærmer sig, bliver aldrig ignoreret. Til gengæld for dens funktion som vagtpost forventer drongoen, at flokken forsyner den med føde. Dens skarpe blik overser intet, og i det øjeblik den ser, at en af fuglene, der møjsommeligt skraber i jorden eller vender døde blade, har frembragt et lækkert tusindben eller en saftig skorpion, farer den ned mod fuglen, idet den skriger som en høg eller som den fugleart, drongoen forsøger at stjæle bytte fra, skriger, når den er fanget af en høg. Ni gange ud af ti lykkes det den at fravriste finderen dens bytte, hvorefter den vender tilbage til sin udkigspost, hvor den i ro og mag æder byttet, og derefter genoptager sin afbrudte sang.”

 

Jim Corbett (1875-1955), jæger, forfatter og naturfredningsmand, i bogen Jungle Lore, 1953.

 

 

Stor pragtdrongo (Dicrurus paradiseus) æder blomster af et koraltræ (Erythrina stricta), Periyar Nationalpark, Kerala, Sydindien. På engelsk hedder denne art ’racket-tailed drongo’, navngivet efter de ketsjerlignende ydre halefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Flyvende sommer er en mere dansk betegnelse på sommerens tilbagevenden [end det amerikanske udtryk ’Indian Summer’]. På stille solskinsdage er stubmarkerne spundet ind i myriader af unge edderkoppers spind, så der opstår et gennemsigtigt silketæppe, så langt øjet rækker. Og det rækker langt en glasklar september-eftermiddag.”

 

Jens Gregersen (f. 1952), dansk kunstner og forfatter, i bogen Årets ring. Fuglene og landet, 2008.

 

 

(…) myriader af unge edderkoppers spind, så der opstår et gennemsigtigt silketæppe, så langt øjet rækker.” – Naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange andre billeder af edderkoppespind kan studeres på siden Dyreliv: Spindelvæv.

 

 

 

 

I juni og begyndelsen af juli er der de sarte blomster af sommerfugletulipanen, som har tre kronblade. Roden af denne plante er en knold, der smager næsten som en kartoffel. Amerikanske indfødte benyttede i stor stil denne rod som føde, i lighed med tusinder af sultende mormoner, der slog sig ned i Utah. De var så taknemmelige for dens tilstedeværelse i disse tidlige år, at de senere udnævnte den til officiel statsblomst for Utah.”

 

Gary Ferguson (f. 1956), amerikansk forfatter, i bogen Rocky Mountain Walks, 1993.

 

Calochortus er en slægt af liljefamilien, der næsten udelukkende vokser i det vestlige USA. Disse planter kan opdeles i tre markante grupper: sommerfugletulipaner, som har udbredte kronblade med kileformet grund; globusliljer med mere eller mindre kugleformede blomster; samt katteører og stjernetulipaner, som har oprette, spidse kronblade.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kalos (’smuk’) og chortos (’græs’). De følgende fem billeder viser forskellige typer af disse smukke liljer.

 

 

Arizona-Utah 2001
Kennedys sommerfugletulipan (Calochortus kennedyi) findes i to farvevarianter, rød og gul. Begge billeder er fra Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-sommerfugletulipan (Calochortus ambiguus), Mazatzal-bjergene, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA-Canada 1992
Hvid globuslilje (Calochortus albus), Point Lobos State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA-Canada 1992
Blomsten af elegant katteøre (Calochortus elegans) ligner i sandhed et håret katteøre. – Leggett, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Af fugle var der mange slags, og der fandtes en overdådighed af blomster, af hvilke den smukkeste var den hvide sommerfugleorkidé. Disse orkidéer hænger ned i store klaser og indhyller grenen eller stammen på det træ, hvor de har slået rod. En af de mest kunstfærdige reder, jeg nogensinde har set, var en kravebjørne-rede, indrettet i et træ fyldt med orkidéer.”

 

Jim Corbett (1875-1955), britisk forfatter, jæger og naturfredningsmand, i bogen The Temple Tiger, And More Man-eaters of Kumaon, 1954.

 

 

Annapurna 2007
Disse orkidéer hænger ned i store klaser…” – Den orkidé, som Corbett omtaler, er Coelogyne nitida, her fotograferet i Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal, hvor denne art er meget almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

The woods are lovely,
Dark and deep.
But I have promises to keep,
And miles to go before I sleep.

 

Oversat:

 

Skoven er dejlig,
mørk og dyb.
Men jeg har løfter jeg skal holde,
og skal rejse langt, før jeg kan sove.

 

Robert Frost (1874-1963), amerikansk digter, i digtet Stopping by Woods on a Snowy Evening, 1922.

 

 

Tilfrosset dam, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ingen, som har kigget ind i øjnene på en gorilla – intelligent, blid, sårbar – kan forblive den samme, for afstanden mellem menneskeabe og menneske forsvinder; vi ved, at gorillaen stadig lever i os. Mon gorillaerne også sanser denne urgamle forbindelse?

 

George B. Schaller (f. 1933), tysk-amerikansk biolog og naturfredningsmand, i artiklen “Gentle Gorillas, Turbulent Times, National Geographic, 188 (4): 66, 1995.

 

 

Hunner af bjerggorilla (Gorilla beringei) hviler sig, Bwindi Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bestig bjergene og bliv belønnet med deres gode tidender. Naturens fred flyder ind i dig som solskin gennem træernes løv. Vinden blæser sin friskhed ind i dig, og stormen sin energi, og dine bekymringer forsvinder som faldende efterårsløv.”

 

John Muir (1838-1914), skotsk-amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Our National Parks, 1901.

 

 

Ved daggry spredes den opgående sols stråler i stjerneform bag det hellige bjerg Ama Dablam (6856 m), Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Inman havde frit udsyn snesevis af mile mod vest. Stejle og takkede klippekamme, grålige og pakket tæt sammen, lige til horisonten. Cataloochee var Cherokesernes ord for det – bølger af bjerge, som gradvis synede svagere. Og denne dag kunne bølgerne næppe skelnes fra den rå vinterhimmel. Begge var stribede og marmorerede i den samme grålige tone, så udsigten strakte sig højt og lavt og mindede om en tyk luns stribet kød.”

 

Charles Frazier (født 1950), amerikansk forfatter, i romanen Cold Mountain, 1997.

 

 

(…) grålige og pakket tæt sammen, lige til horisonten.” – Cascade Range, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

The wintry hedge was black
The green grass was not seen;
The birds did rest
On the bare thorn’s breast,
Whose roots, beside the pathway track,
Had bound their folds o’er many a crack
Which the frost had made between.

 

Oversat:

 

Vinterhegnet var sort,
det grønne græs var skjult;
fuglene hvilede i de nøgne tornebuske,
hvis rødder ved siden af stien
strakte sig hen over mangen en sprække,
som frosten havde frembragt iblandt dem.

 

Percy Bysshe Shelley (1792-1822), britisk digter, i digtet The cold earth slept below, 1815.

 

 

The wintry hedge was black…” – Hegn af stynede popler (Populus) ved vintertide, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et af de væsener, som fascinerede og irriterede mig mest, var gødningtrilleren. Jeg lå på maven med Roger, min hund, siddende som et gispende bjerg af sorte krøller ved min side, og iagttog to skinnende sorte gødningtrillere, begge forsynet med et slankt, buet horn på hovedet, sammen trille – med sammenbidt målbevidsthed – en smukt formet kugle af kogødning af sted. For det første ville jeg gerne vide, hvordan de bar sig ad med at forme kuglen så perfekt rund. Mine eksperimenter med ler og modellervoks havde lært mig, hvor vanskeligt det var, uanset hvor grundigt man gnubbede og manipulerede materialet, men disse gødningtrillere, som ikke havde andre instrumenter end deres piggede ben, kunne, uden brug af passere eller andre hjælpemidler, fremstille disse perfekte kugler af gødning, lige så runde som månen.”

 

Gerald Durrell (1925-1995), engelsk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Birds, Beasts, and Relatives, 1969.

 

 

Zimbabwe-Kenya 1994
Gødningtrillere fremstiller kugler af hestegødning, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
Denne gødningtriller er i færd med at rulle en gødningkugle hen til sit ynglehul, hvor den begraver kuglen og lægger æg i den. – Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Oldtidens Egypten var Khepri en solgud, som man forbandt med gødningtrilleren, også kaldt skarabæ (Scarabaeus sacer), som var et helligt dyr, fordi den trillede kugler af gødning hen over jordoverfladen – en handling, der af egypterne blev tolket som et symbol på de kræfter, der bevæger solen hen over himlen. Gødningtrillere blev meget populære som amuletter og segl, kaldt skarab, og de var ofte afbildet på templer, gravsteder m.m.

Billedet herunder viser kartoucher med relieffer i Dronning Hatsepsuts Dødstempel, som forestiller skarabæer, en falk (som var symbol på guden Horus), en okse, en slørugle (Tyto alba), en bi, en spidsand (Anas acuta), en hellig ibis (Threskiornis aethiopicus), en hornslange (Cerastes cornutus), samt forskellige redskaber og andre genstande.

 

 

Egypten 1999
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Da jeg trådte ud fra denne store klippe, kiggede jeg mig tilbage over min højre skulder – og lige ind i huntigerens øjne. (…) Hendes hoved, som var løftet nogle få tommer fra poterne, var 2,5 m (målt op senere) fra mig, og på hendes ansigt var et smil, som lignede det, man ser på en hunds ansigt, når den byder sin herre velkommen hjem, efter at han har været borte i længere tid.

To tanker fløj gennem mig: For det første, at det var op til mig at foretage den første bevægelse, og for det andet, at denne bevægelse skulle foretages på en sådan måde, at tigeren ikke blev skræmt eller nervøs.

Riflen lå i min højre hånd diagonalt over brystet, med sikringen slået fra, og får at få den til at pege på tigeren skulle løbet svinges rundt tre fjerdedele af en fuld cirkel.

Jeg påbegyndte bevægelsen med at svinge riflen rundt med én hånd ganske langsomt og umærkeligt, og da en fjerdedel af cirkelbevægelsen var fuldført, kom skæftet i berøring med min højre side. Det blev nu nødvendigt at strække armen ud, og da skæftet kom fri af min krop, kunne jeg fortsætte bevægelsen ganske langsomt. Min arm var nu strakt fuldstændigt ud, og riflens vægt begyndte at kunne mærkes. Nu var der kun et kort stykke tilbage, og tigeren – som ikke et øjeblik havde taget sine øjne fra mine – kiggede stadig på mig med det tilfredse udtryk i ansigtet. (…) Bevægelsen blev til sidst fuldført, og så snart riflen pegede på tigerens krop, skød jeg.

(…) Et ganske kort øjeblik forholdt tigeren sig fuldstændig stille, hvorefter hendes hoved ganske langsomt sank ned på hendes udstrakte poter, mens en blodstråle sprang frem, hvor kuglen havde slået ind. Den havde beskadiget hendes rygsøjle og knust den øverste del af hjertet.”

 

Jim Corbett (1875-1955), britisk forfatter, jæger og naturfredningsmand, i bogen Man-eaters of Kumaon, 1944.

 

 

(…) på hendes ansigt var et smil, som lignede det, man ser på en hunds ansigt, når den byder sin herre velkommen hjem, efter at han har været borte i længere tid.” – Huntiger (Panthera tigris), Kanha Nationalpark, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Engbundens duftende Grøde af Kobjælder og Rødkløver slog en paradiselig Bølge op om min lille Person, mens jeg stormede frem og ikke standsedes af de bredeste Grøfter, og naar saa endelig Aaen var naaet og laa som et henrivende og betagende Tæppe af rullende Fløjl og Atlask foran mig, saa bankede mit fyldte Drengehjærte af en uforklarlig Lykkefølelse (…).”

 

Jeppe Aakjær (1866-1930), dansk digter, i Fra min Bitte-Tid. En kulturhistorisk Selvbiografi, 1928.

 

 

Engbundens duftende Grøde af Kobjælder og Rødkløver (…)” – Opret kobjælde (Pulsatilla vulgaris), Beijershamn, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(…) et henrivende og betagende Tæppe af rullende Fløjl og Atlask.” – Vandløb med grøde, Connetquot River State Park, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Min Elskede er lig en Gazelle eller en ung Hjort;
se, han staar bag vor Væg,
han ser ind igjennem Vinduerne,
kigger igjennem Vindues-Gitteret.

 

Indtil Dagens Luftning kommer,
og Skyggerne fly,
vend om, min Elskede, og bliv lig en Gazelle
eller en ung Hjort paa Bjergene,
der adskiller os!

 

Salomons Højsang, kap. 2, vers 9 og 17.

 

 

Vend om, min Elskede, og bliv lig en Gazelle.” – Gujarat-gazelle (Gazella christii) i morgenlys, Rajasthan, Indien (øverst), samt sydlig girafgazelle (Litocranius walleri), Samburu Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

(…) har jeg set en Bøffelhjord paa et hundrede niogtyve Stykker komme ud af Morgentaagen under en kobberfarvet Himmel, som om de mørke, massive, jernfarvede Dyr med de mægtige, vandret svungne Horn ikke saa meget kom gaaende imod mig, som de blev skabt lige for mine Øjne og sendt ud, efterhaanden som de blev færdige. 

 

Karen Blixen (1885-1962), dansk forfatter, i sin erindringsbog Den afrikanske farm, 1937.

 

 

Tanzania 1990
Hjord af kafferbøfler (Syncerus caffer) i morgendis, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En bevoksning af mammuttræer bør bevares med lige så stor omhu som en stor og smuk katedral.”

 

Theodore Roosevelt (1858-1919), amerikansk præsident 1901-09.

 

De storslåede mammuttræer (Sequoiadendron giganteum) er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Mammuttræer, Sequoia Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

End ikke hundrede himmelske æraer ville være tilstrækkeligt til at beskrive alle Himalayas herligheder.”

 

Sanskrit-ordsprog.

 

 

Annapurna 2007
En næsten fuld måne stiger op bag det hellige bjerg Machhapuchhare (‘Fiskehalebjerget’) (6993 m), Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Everest 2010
Tidligt om morgenen passerer tynde skyer hen over bjerget Thamserku (6608 m), Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Changabang (6864 m) er et slående hvidt granitbjerg, beliggende i Nanda Devi Nationalpark, Uttarakhand, Indien. Denne nationalpark er en vildmark, hvoraf en del er lukket for offentligheden. I forgrunden ses en Himalayabirk (Betula utilis), hvis grene er behængt med skæglav (Usnea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1985
Morgensolen finder vej gennem et tæt skydække, som næsten skjuler bjerget Annapurna III (7555 m), set fra den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

And I serve the fairy queen
To dew her orbs upon the green,
The cowslips tall her pensioners be,
In their gold coats spots you see,
Those be rubies, fairy favours,
In those freckles live their saviours,
I must go seek some dewdrops here,
And hang a pearl in every cowslip’s ear.

 

Fra En skærsommernatsdrøm, af William Shakespeare (1564-1616), britisk digter. Heri optræder en gavtyv af en nisse, Robin Goodfellow, som møder en alf. Han spørger hende, hvad hun laver, og (oversat til dansk) svarer hun:

 

Jeg er alfedronningens tjener,
jeg hænger dugdråber på hendes blomster i græsset.
De høje kodrivere er hendes undersåtter.
På deres gyldne kåber ser du pletter,
som er rubiner – gaver fra alferne.
Deres søde duft kommer fra disse fregner.
Nu må jeg gå for at finde nogle dugdråber
og hænge en perle-ørenring på hver eneste kodriverblomst.

 

 

Hulkravet kodriver (Primula veris) er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, og en mængde andre kodriver-arter omtales under Planteliv: Kodrivere.

 

 

Hulkravet kodriver i morgenlys, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Men frem for alle andre Slags Mus, som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede, halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

Simon Paulli (1603-80), dansk læge og botaniker, i bogen Flora Danica, 1648.

 

Mus = lav
steylede = lagt på hjul og stejle

 

 

Skæglaver (Usnea) er er en stor slægt på omkring 600 arter i familien Parmeliaceae. De fleste medlemmer af denne slægt er grågrønne, og de fleste vokser på træer. De er allestedsnærværende i mere fugtige egne, hvor de ofte hænger ned fra træernes kviste og grene og blafrer i vinden.

 

 

Skæglaver hænger ofte ned fra træernes grene, som på denne Himalaya-birk (Betula utilis), fotograferet nær Pungi Tenga, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skæglaver blafrer i vinden, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den store høvding i Washington sender bud om, at han ønsker at købe vort land. (…) Hvordan kan man købe eller sælge himlen – jordens varme? Denne tanke forekommer os besynderlig. (…) Vi ejer ikke luftens friskhed eller glimtene i vandet. (…) Enhver del af denne jord er hellig for mit folk. (…) Når bisonokserne alle er slagtet, de vilde heste alle tæmmet, de afsides hjørner af skoven tunge af lugten af mange mænd, og udsigten fra bakkerne blokeret af talende ledninger, hvor er så vildnisset? Borte. Hvor er ørnen? Borte.”

 

Del af en tale, efter sigende holdt i 1854 af Duwamish-høvdingen Si’ahl (Sealth eller Seattle) (ca. 1786-1866) til den amerikanske præsident. Der hersker stor uenighed omkring denne tale, og mange lærde betvivler dens ægthed. For mig spiller det imidlertid ingen rolle, hvem der holdt eller skrev talen – den er under alle omstændigheder af stor poetisk skønhed.

 

Landscape Arch er én blandt mange naturlige broer i Arches Nationalpark, Utah, som er opstået, hvor der findes tykke saltlag dybt i undergrunden. Disse lag er ustabile pga. den kolossale vægt af sediment, der hviler på dem. De kan derfor bevæge sig og derved forårsage, at klipperne i sedimentet over dem slår revner, der mange steder er parallelle. I disse revner kan frossen nedbør sprænge klippestumper løs, og disse fjernes af vind og regnvand. Visse steder er underliggende, blødere sedimenter eroderet bort, efterladende klippebuer af hårdere materiale.

 

 

Den tynde og skrøbelige Landscape Arch kan falde nårsomhelst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vor Sol er bleven kold,
vi er i Vintervold
og dunkle Dage.
Men nu er Nedgang endt
og Håbet tændt,
ja, Håbet tændt,
for nu er Solen vendt,
nu kommer Lyset og den lange Dag tilbage.

 

Johannes V. Jensen (1873-1950), dansk forfatter, i digtet Solhvervssang, 1917.

 

 

Knopsvaner (Cygnus olor) hviler på isen, mens de venter på mildere vejr, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

De dystre bjerges murmeldyr, Arctomys monax, er en ganske anden type bjergbo – gnavernes okse, en ædedolk, fed og svær som en rådmand, i sine højlandsenge, som en ko i en kløvermark. Et enkelt murmeldyr vejer lige så meget som hundrede chipmunks, men den er bestemt ikke noget sløvt dyr. Midt i hvad vi betragter som et stormhærget øde piber og fløjter den muntert og nyder livet i sit højtliggende rige.”

 

John Muir (1838-1914), skotsk-amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen My First Summer in the Sierra, 1911.

 

I John Muirs dage blev højlandets murmeldyr åbenbart betragtet som værende den samme art som i lavlandet, Arctomys monax, i dag kaldt Marmota monax. Siden er højlands-murmeldyret blevet udskilt som en særskilt art under navnet gulbuget murmeldyr (Marmota flaviventris). Denne art og andre murmeldyr er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

Gulbuget murmeldyr hviler sig på en klippe, Sequoia Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nu sendte solen brede, gyldne strimer gennem mangotræernes nederste grene, parakitterne og duerne kom sværmende hjem i hundredevis, de gråryggede larmdrosler sludrede om dagens oplevelser, mens de i smågrupper på to og tre spankulerede omkring mellem fødderne på de vejfarende, og basken og raslen i grenene meldte, at frugtflagermusene var rede til at drage ud på deres nattefærd. Hastigt samlede lyset sig, malede i ét nu ansigter og vognhjul og oksernes horn røde som blod. Så faldt natten, luften blev anderledes, et spindelvævstyndt slør af blå tåger lagde sig over landskabet, og man sporede med pludselig tydelighed lugten af brænderøg og kreaturer og den rare duft af chapati’er, bagt i varm aske. Aftenpatruljen hastede ud fra politivagten med storsnudet hosten og ustandseligt gentagne befalinger, og en glødende stump trækul i en vognkusks vandpibe lyste rødt, mens Kim uvilkårligt fulgte solens sidste glimt i messingen på trækultangen.”

 

Rudyard Kipling (1865-1936), engelsk forfatter, i romanen Kim, 1901.

 

Ovenfor har jeg lånt Jesper Ewalds oversættelse af Kim fra 1951 – en fremragende oversættelse, når man ser bort fra visse dyrenavne, fx har han oversat Seven Sisters til ’skade’ i stedet for ’larmdrossel’, samt musk deer til ’moskusokse’ i stedet for ’moskushjort’. Og i ovennævnte citat har han oversat brass tweezers til ’pibens messingbeslag’. En tweezer er en tang, ofte af messing, som man anvendte til at tage en stump glødende trækul med, når man skulle tænde sin pibe. Tændstikker var ikke almindelige i Indien på Kiplings tid.

 

 

Oksekærre og aftenskygger, sydlige Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
En indisk larmdrossel (Turdoides striata) nyder aftensolen i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. Larmdrosler er sociale fugle, som fouragerer i familiegrupper på mellem seks og ti fugle – en adfærd, som har givet dem det populære navn ’Syv Søstre’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Der dør så meget i Afrika, og der vil stadig dø mere. Men det må ikke altsammen blive til ørkener, farme, landsbyer, storbyer og tomme, tørre stepper. På ét lille område skal verden i det mindste forblive så vidunderlig, som den er skabt, for at sorte og hvide mennesker efter os med andagt kan folde hænderne her. Serengeti må ikke dø.”

 

Bernhard Grzimek (1909-87), tysk zoolog og naturfredningsmand, i hans og sønnen Michael Grzimek’s bog Serengeti må ikke dø, 1960.

 

 

Tanzania 1993
Regnbyge falder på eroderede klipper ved navn Simba Kopjes, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under deres årlige vandring slukker hvidskæggede gnuer (Connochaetes mearnsi) og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi) deres tørst i Grumeti-floden, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

“Nu breder Hylden de svale Hænder mod Sommermaanen.”

 

Johannes V. Jensen (1873-1950), dansk forfatter, i digtet Envoi, 1921.

 

Hyld (Sambucus nigra) er detaljeret beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Blomsterstand af hyld, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kunwar Singh var Thakur af kaste og overhoved for landsbyen Chandni Chauk. (…) Hvad der gjorde ham elsket af mig var det faktum, at han var den bedste og mest succesfulde krybskytte i Kaladhungi og samtidig en stor beundrer af min ældste bror Tom – min drengetids helt.

(…) Det var nu Toms tur til at skyde, og skyde i en fart, for vildsvinene nærmede sig hastigt junglen og ville dermed være uden for skudhold. Tom hævede sin riffel, og da de to skud bragede, tumlede svinene, begge skudt gennem hovedet, overende som kaniner. Kunwar Singhs gengivelse af denne begivenhed endte ufravigeligt med: ‘Og så vendte jeg mig om mod Budhoo, dette bysbarn, som var født af en lavkastekvinde, og hvis olierede hår udsendte en lugt, som generede mig, og sagde: “Så du det, du, som pralede med, at din sahib skulle lære min at skyde? Hvis min sahib havde ønsket at sværte din sahibs ansigt, ville han ikke have brugt to kugler, men ville have dræbt begge svin med én”.’ Hvordan denne bedrift kunne have ladet sig gøre, fortalte Kunwar Singh mig aldrig, og jeg spurgte aldrig, for min tiltro til min helt var så stor, at jeg ikke et sekund betvivlede, at havde han ønsket det, kunne han have dræbt begge svin med én kugle.”

 

Jim Corbett (1875-1955), britisk forfatter, jæger og naturfredningsmand, i bogen My India, 1952.

 

 

Asien 1977-78
Vildsvinene nærmede sig hastigt junglen og ville dermed være uden for skudhold.” – Vildsvin (Sus scrofa), Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nature’s first green is gold,
Her hardest hue to hold.
Her early leaf’s a flower;
But only so an hour.
Then leaf subsides to leaf.
So Eden sank to grief,
So dawn goes down to day.
Nothing gold can stay.

 

Oversat:

 

Det første grønne i naturen er guld,
den sværeste nuance at fastholde.
Det tidligste blad er en blomst,
men bare i en time,
så bliver et blad blot et blad.
Således sank Edens Have i grus,
således bliver daggry til dag.
Intet gyldent varer evigt.

 

Robert Frost (1874-1963), amerikansk digter, i digtet Nothing gold can stay, 1923.

 

 

Nye blade og blomster hos navr (Acer campestre), Højstrup, Sydsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Når vi lytter til dens kald, hører vi ikke bare en fugl. Vi hører trompeten i evolutionens orkester. Tranen er symbol på vor utæmmelige fortid, på det ufattelige tidsspand, som ligger til grund for og betinger fugles og menneskers daglige gøremål.”

 

Aldo Leopold (1887-1948), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Marshland Elegy, 1937.

 

Alle trane-arter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

Traner trompeterer ofte samstemmigt, her eurasiske traner (Grus grus) ved Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under forårstrækket i marts-april overnatter omkring en halv million prærietraner (Grus canadensis) – ca. 80 % af verdensbestanden – på sandbanker i Platte-floden, Nebraska, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

問余何事()棲碧山
笑而不答心自閒
桃花流水杳然去
別有天地非人間

 

Samtale på bjerget

 

Du spørger mig, hvorfor jeg sidder på en grøn bjergtop?
Jeg smiler, men svarer ikke, mit hjerte har fred.
En ferskenblomst føres langt bort af et strømmende vandløb,
i denne verden, borte fra menneskenes verden.

 

Li Bai (Li Bo) (701-762), kinesisk digter. Dette digt er i tidens løb oversat på forskellig vis.

 

 

Skyer bag de takkede tinder omkring Lhotse (8511 m) oplyses af morgensolen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jeg drog ud i skovene, fordi jeg ønskede at leve bevidst og kun konfronteres med livets basale kendsgerninger, samt for at se, om jeg ikke kunne erfare, hvad de havde at lære mig.”

 

Henry David Thoreau (1817-1862), amerikansk forfatter, i bogen Walden, 1854.

 

Med ‘skovene’ mente Thoreau imidlertid ikke enhver skov. I sin bog A Walk in the Woods (1998) skriver den amerikanske forfatter Bill Bryson: “Den umådeligt pedantiske og trættende Thoreau mente, at naturen var herlig, i sandhed herlig, så længe han kunne spadsere til byen for at erhverve kager og bygvin, men da han under et besøg i 1846 til Katahdin [et bjerg i Maine] oplevede en sand vildmark, blev hans nerver udsat for et hårdt pres. Dette var ikke den tæmmede verden af tilvoksede æbleplantager og solbeskinnede stier, der gik for at være vildmark i en forstad til Concord, Massachusetts, men en frastødende og tyngende urskov, som for ham var “uhyggelig og vild … utæmmet og trøstesløs,” som kun egnede sig for “mænd, der var nærmere beslægtet med klipperne og de vilde dyr end vi.”

Med udtrykket “end vi” går jeg ud fra, at Thoreau mente ‘civiliserede’ mennesker som han selv.

 

 

Lys og venlig skov: Blandskov i april, Clement Farm Conservation Area, Haverhill, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uhyggelig og vild, utæmmet og trøstesløs” nåleskov, Hoh Forest, Olympic Nationalpark, Washington State, med mosklædte vestlige skarntydegraner (Tsuga heterophylla), som vokser i rad og række på en væltet træstamme, en såkaldt ‘nursery log’ (en slags ammetræ), hvor de har fået tilstrækkeligt med lys til at spire. I skovbunden vokser vestamerikansk skjoldbregne (Polystichum munitum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bjergene er kolossale sten, som underverdenens guder har kastet ind i Jordens Have. De beskyttende guder tillader dem ikke i flade egne.”

 

Arkimedes (ca. 287-212 B.C.), græsk videnskabsmand.

 

 

Solopgang bag Machhapuchhare (6993 m), Annapurna, Nepal. ’Machhapuchhare’ betyder ’fiskehale’ på nepalesisk, og bjerget har fået dette navn pga. sine to toppe, som er forbundet af en buet kam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gule sommerfugle
over den unge blomstrende majs
med pollen-plettede ansigter
jager hinanden i den dejlige brise.

 

(…)

 

Over dine marker med spirende majs
vil tordenskyen hænge den samfulde dag.
Over din mark med spirende bønner
vil den velsignede regn falde dagen lang!

 

Hopi-sang.

 

 

Nåle af fyrrearten Pinus rigida med regndråber, Pine Barrens, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde; ikke snesevis af generationer kan bringe den på fode igen.”

 

Carl Wesenberg-Lund (1867-1955), dansk zoolog, i bogen Bondelandets Fauna, 1927.

 

Heldigvis er det ikke gået helt så slemt, som Wesenberg-Lund forudsagde. I de senere år er der i Danmark blevet genskabt et antal afvandede søer og andre vådområder, som i dag huser et rigt dyre- og planteliv. De genskabte enge omkring Skjernåens udløb i Ringkøbing Fjord er i dag et af landets fuglerigeste områder.

 

 

Selsø Sø i Hornsherred, Nordsjælland, blev genskabt i 1996. Billedet viser udsigten fra Selsø Kirke over søen med blomstrende eng-kabbeleje (Caltha palustris) samt grågæs (Anser anser) og ænder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jeg er af den overbevisning, at enhver, som ikke holder af elefanter, ikke kan være stabil af sind.”

 

Peter Matthiessen (1927-2014), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Sand Rivers, 1981.

 

Elefanternes sørgelige skæbne er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

 

Denne store tyr af savanne-elefant (Loxodonta africana) i Tarangire Nationalpark, Tanzania, vifter med ørerne som tegn på sin utilfredshed med tilstedeværelsen af vores køretøj. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1994
En hun af asiatisk elefant (Elephas maximus) med en lille kalv i et opdrætningscenter for elefanter nær Chitwan Nationalpark, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nu kom uglerne frem og bevægede sig så stille som sodflager fra træ til træ, mens de tudede i forbløffelse over månen, der steg højere og højere, idet den skiftede farve til lyserød og siden gylden, til slut ridende på en rede af stjerner, som en boble af sølv.”

 

Gerald Durrell (1925-1995), engelsk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Min familie og andre dyr, 1956.

 

 

Fuldmåne og græssende kvæg, vestlige Nebraska, USA. Billedet er ikke manipuleret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hans Ben er som Marmorsøjler,
grundfæstede i Sokler af Guld.
Hans Skikkelse er rank
som Cedertræerne paa Libanons Bjerge.

 

Salomons Højsang, kap. 5, vers 15.

 

 

Tyrkiet 2006
Libanon-ceder (Cedrus libani), Ermenek, Toros Dağlari (Taurus-bjergene), Tyrkiet. Denne art er hjemmehørende omkring den østlige del af Middelhavet, i Tyrkiet, Syrien og Libanon, samt på Cypern. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bevidstheden om naturbevarelse er et langt mere ægte tegn på civilisation end den ødelæggelse af et kontinent, som vi engang forvekslede med fremskridt.”

 

Peter Matthiessen (1927-2014), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Wildlife in America, 1959.

 

 

Delicate Arch i Arches National Park, Utah, USA, balancerer på kanten af en afgrund og ser ud til at kunne styrte ned hvert øjeblik. I baggrunden ses La Sal-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man have.”

 

H. C. Andersen (1805-1875), dansk digter.

 

 

En meget ung udgave af Thomas Halberg puster frø af en mælkebøtte (Taraxacum vulgare), Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dyb fred til dig fra de rullende bølger.
Dyb fred til dig fra den lette brise.
Dyb fred til dig fra de lysende stjerner.
Dyb fred til dig fra den stille jord.

 

Omarbejdet fra gæliske runer.

 

 

Brakmark med tusinder af tjærenelliker (Silene viscaria), Mønsted, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Naturen sköter själv växt och tillväxt på ett sätt som är det mest idealiska – dessutom gudomligt!”

 

Carl von Linné (1707-1778), svensk biolog.

 

 

Bladene på denne seglbladede soldug (Drosera peltata) tynges ned af regndråber, Langtang Nationalpark, Nepal. Denne art findes i bjergegne fra det vestlige Himalaya over Sydøstasien til Australien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Og lange græsstrå var bøjet over stien, som var de i bøn til daggryet, fuldstændig indhyllet i kraftig dug.”

 

Grace Ogot (1930-2015), dåbsnavn Grace Emily Akinyi, kenyansk forfatter og politiker, i bogen Land without Thunder: Short Stories, 1968.

 

 

Morgendug i græs, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træets krone var brækket af engang i forrige århundrede, og den stovte, mosgroede cylinder lå nær stammen, hvor den langsomt smeltede sammen med jorden, så blød af råd, at man kunne have sparket den fra hinanden som en gammel mødding og set stumpbillerne løbe til alle sider.”

 

Charles Frazier (født 1950), amerikansk forfatter, i romanen Cold Mountain, 1997.

 

 

(…) så blød af råd…” – Væltet, mosgroet træ, Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

(…) det är en vacker buske, som särskilt i motsol lyser upp den brunrisiga och lite senhöstdunkla sankmarken [et kær] med sina vita ulltottar.”

 

Gunnar Brusewitz (1924-2004), svensk tegner og forfatter, i bogen Strandspegling. Naturupplevelser i tid och rum (1979), om femhannet pil (Salix pentandra), der i modsætning til de fleste andre pilearter spreder sine frø sent på efteråret.

 

 

På dette billede fra Kasted Mose, Østjylland, flyver frø af femhannet pil af sted med vinden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nede i dalen brøler et par løver, og oksefrøerne synger deres serenade, akkompagneret af cikadernes fint stemte violiner.”

 

Bror Blixen (1886-1946), svensk playboy og storvildtjæger.

 

 

Gylden kat i gyldent græs. – Hanløve (Panthera leo), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud.
For nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder sne på Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!

 

Jeppe Aakjær (1866-1930), dansk digter, sidste vers af digtet Sneflokke kommer vrimlende, 1916.

 

‘Klokker’ betyder uldskørt, mens ‘Kjørmes-Knud’ er en folkelig betegnelse for Kyndelmisse, hvor man mente, at halvdelen af vinteren var gået. Kyndelmisse er en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres dagen med en lysmesse, hvor de stearinlys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Ordet Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte var hård og ’slog sin knude’.

 

 

Sne på kvistene af en engriflet hvidtjørn (Crataegus monogyna), Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flere citater om naturen findes på siden Menneskets dårskab.

 

 

 

(Oprettet april 2016)

 

(Sidst opdateret april 2022)