Natur-citater

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ulla Winblad er epistlernes Venus, erotikkens gudinde, tilbedt og attrået, men også en skøge. Hver dag må hun ‘stå brud’ for forskellige mænd. I denne forbindelse skal hun nok snarere ses som et symbol på kvindelig skønhed og seksualitet, eller måske som forskellige inkarnationer af kærlighedsgudinden.

Bellmanns model for Ulla Winblad i det virkelige liv hed Maria Kristina Kiellström (1744-98). Moderen døde, da Maria kun var fem år gammel. Faderen Johan Kiellström var oprindelig ansat i militæret, men måtte tage sin afsked på grund af epilepsi, hvorefter han blev løsarbejder og skraldemand. Da Maria var 14 år gammel, forlod hun hjemmet og blev pige i huset, senere fabriksarbejderske. I 1765 fødte hun en datter, som dog døde efter bare otte dage. Faderen var en svensk adelsmand i russisk tjeneste, som havde lovet hende ægteskab, men forlod hende.

Hun traf tidligt Bellman, og i 1772 giftede hun sig med Eric Nordström, som Bellman havde hjulpet til en stilling i toldvæsenet. I 1781 blev hun enke, men fem år senere giftede hun sig med en elleve år yngre mand. Det lader til, at både hun og hendes mand følte sig forfulgt af Bellmans “grimme viser”. (Kilde: bellmann.net)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det danske navn gift-sumak fortæller, tilhører denne art sumakfamilien (Anacardiaceae). Den er meget almindelig i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Labrador mod syd til Texas og Florida.

I lighed med andre arter i denne slægt indeholder østlig gift-sumak stoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Dette er en art, som alle der bor i landet, og alle som besøger det, bør kende. De, som er immune over for dens gift, har intet at frygte, men man ved ikke, om man er immun, før man har været i kontakt med en eller anden del af planten. Den, som er ikke er immun, vil længe huske denne dag, og hvis han er klog, vil han udvikle sine observationsevner, indtil de er fuldt på højde med dem hos en førsteklasses botaniker, når han nærmer sig en mulig habitat for denne skovens slange.”

I sin glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt (Saponaria officinalis) som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med gift-sumak. Saften smøres ud over det angrebne område for at neutralisere giftstoffet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lammegribben (Gypaetus barbatus), på engelsk lammergeier, lever overvejende af ådsler, specielt knogler, som den bærer højt op i luften og lader falde på klippegrund, hvorefter den æder de knuste knoglestumper. Der er dog også eksempler på, at den har angrebet tamhøns.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk hedder denne skønne sommerfugl Paris peacock swallowtail, opkaldt efter Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste”.

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var denne art, som kun lever i bjerge i Sydindien, placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr (H. jemlahicus) og arabisk tahr (H. jayakari, i dag benævnt Arabitragus jayakari). Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1890, da tømmerindustrien var på nippet til at udrydde de gigantiske kauri-træer (Agathis australis), fredede Trounson 22 ha og grundlagde en såkaldt Scenery Preservation Club. Senere tilføjede han yderligere 364 ha, og området blev officielt indviet som Trounson Kauri Park i 1921. I dag er arealet af dette reservat 586 ha.

I 1952 blev den nærliggende Waipoua Forest, som dækker ca. 80 km², udråbt som skovreservat. I dag udgør disse to skove tilsammen det eneste større område med kauri-skov i New Zealand. Du kan læse mere om disse storslåede træers triste skæbne på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne nedenfor blev taget i en granplantage nær Hjortsballe Gavlbanker, Midtjylland, hvor der findes en kæmpestor bestand af skov-gøgelilje, foruden mange andre interessante planter, bl.a. priklæbet gøgeurt (Dactylorhiza majalis ssp. integrata var. junialis, også kaldt D. praetermissa), samt Danmarks måske største bestand af liden vintergrøn (Pyrola minor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kalos (’smuk’) og chortos (’græs’). De følgende fem billeder viser forskellige typer af disse smukke liljer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To tanker fløj gennem mig: For det første, at det var op til mig at foretage den første bevægelse, og for det andet, at denne bevægelse skulle foretages på en sådan måde, at tigeren ikke blev skræmt eller nervøs.

Riflen lå i min højre hånd diagonalt over brystet, med sikringen slået fra, og får at få den til at pege på tigeren skulle løbet svinges rundt tre fjerdedele af en fuld cirkel.

Jeg påbegyndte bevægelsen med at svinge riflen rundt med én hånd ganske langsomt og umærkeligt, og da en fjerdedel af cirkelbevægelsen var fuldført, kom skæftet i berøring med min højre side. Det blev nu nødvendigt at strække armen ud, og da skæftet kom fri af min krop, kunne jeg fortsætte bevægelsen ganske langsomt. Min arm var nu strakt fuldstændigt ud, og riflens vægt begyndte at kunne mærkes. Nu var der kun et kort stykke tilbage, og tigeren – som ikke et øjeblik havde taget sine øjne fra mine – kiggede stadig på mig med det tilfredse udtryk i ansigtet. (…) Bevægelsen blev til sidst fuldført, og så snart riflen pegede på tigerens krop, skød jeg.

(…) Et ganske kort øjeblik forholdt tigeren sig fuldstændig stille, hvorefter hendes hoved ganske langsomt sank ned på hendes udstrakte poter, mens en blodstråle sprang frem, hvor kuglen havde slået ind. Den havde beskadiget hendes rygsøjle og knust den øverste del af hjertet.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(…) Det var nu Toms tur til at skyde, og skyde i en fart, for vildsvinene nærmede sig hastigt junglen og ville dermed være uden for skudhold. Tom hævede sin riffel, og da de to skud bragede, tumlede svinene, begge skudt gennem hovedet, overende som kaniner. Kunwar Singhs gengivelse af denne begivenhed endte ufravigeligt med: ‘Og så vendte jeg mig om mod Budhoo, dette bysbarn, som var født af en lavkastekvinde, og hvis olierede hår udsendte en lugt, som generede mig, og sagde: “Så du det, du, som pralede med, at din sahib skulle lære min at skyde? Hvis min sahib havde ønsket at sværte din sahibs ansigt, ville han ikke have brugt to kugler, men ville have dræbt begge svin med én”.’ Hvordan denne bedrift kunne have ladet sig gøre, fortalte Kunwar Singh mig aldrig, og jeg spurgte aldrig, for min tiltro til min helt var så stor, at jeg ikke et sekund betvivlede, at havde han ønsket det, kunne han have dræbt begge svin med én kugle.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med udtrykket “end vi” går jeg ud fra, at Thoreau mente ‘civiliserede’ mennesker som han selv.