Indiens stammefolk forsvinder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desværre er disse folks kultur og levevis i hastig opløsning, og mange af dem har mistet deres jord til spekulanter, som udnytter forekomsterne af kul, jern og mineraler. Papirindustrien har overtalt flere stammefolk til at plante eukalyptustræer på deres jord, idet de lover disse folk et stort udbytte fra de hurtigtvoksende træer. De glemmer dog at fortælle, at eukalyptustræer tørrer jorden ud. Dette har ført til, at der i dag er vandmangel flere steder i Indien, hvor der førhen voksede frodig skov.

Gennem skolegang lærer stammebørnene det moderne livs værdier, og en del er begyndt at foragte deres oprindelige levevis. Som halvvoksne søger mange ind til byerne, hvor de ofte ender som billig arbejdskraft. Ude i stammelandsbyerne er fattigdom og alkoholisme desværre blevet meget udbredt.

Der findes stadig mange stammefolk i delstaterne Odisha (Orissa), Chattisgarh og Madhya Pradesh. Ifølge en folketælling i 2001 udgjorde de alene i Odisha ca. 8 mio. hvilket svarer til omkring 22% af delstatens totale befolkning og næsten 10% af det totale antal stammefolk i Indien.

Den indiske regering har klassificeret de fleste af disse folk under de mærkelige udtryk ‘scheduled caste’ eller ‘scheduled tribe’. De fleste hinduer betragter dem imidlertid som dalit, der rangerer uden for det hinduistiske kastesystem, og derfor som mennesker af lavere rang.

På denne side omtales også visse nomadiske folk af kaukasisk eller mongolsk herkomst. De fleste af billederne nedenfor blev taget i 1997 eller tidligere, hvor mange stammefolk stadig havde bevaret en del af deres oprindelige levevis, og nogle praktiserede animistiske ritualer. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

Bhogta’erne var traditionelt bønder, og de fremstillede også reb og tovsenge, som de solgte. I dag er mange daglejere i téplantager, mens andre arbejder i private firmaer eller for lokalregeringen. (Kilde: joshuaproject.net)

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge en folketælling fra 2011 omfatter stammen omkring 126.000. De tilbader forskellige lokale guddomme, men også hinduguden Shiva. De fleste af deres højtider har forbindelse til agerbrug.

 

 

 

 

 

 

Størstedelen af året strejfer Changpa’erne rundt i et kæmpemæssigt område på højsletten, hvor de græsser deres flokke af får og geder. De holder også yakokser til produktion af kød og mælk, samt til transport, og endvidere heste til at ride på og bære byrder. Siden 1970’erne har mange også holdt kvæg til mælkeproduktion. Mange af deres geder producerer den berømte pashmina-uld, som er en af deres hovedindtægter. Om vinteren flytter de ned til lavereliggende egne.

Changpa’erne er Mahayana-buddhister. Denne gren af buddhismen er nærmere omtalt på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

Tidligere bar Gadaba-pigerne to hvide halsringe af metal, og efterhånden som deres hoved voksede, kunne ringene ikke fjernes. Kun efter kvindens død ville en smed fjerne ringene. Kvinderne bar også en traditionel todelt dragt, ofte med røde, blå og hvide striber, som de selv vævede.

Denne stamme opfører en gruppedans ved navn dhemsa. Deltagerne danner en kæde ved at holde hinanden omkring skuldrene og livet, og bevæger sig i takt til musik, leveret af traditionelle instrumenter.

Siden først i 1980’erne er mange Gadaba’er blevet tvunget bort fra deres oprindelige områder på grund af opførelse af vandkraftværker og de derved opståede søer.

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1991 blev de anerkendt af den indiske regering som en scheduled caste i delstaten Jammu and Kashmir.

Skønt Rajaji-området i Uttarakhand blev udnævnt som nationalpark i 1993, lever Gujjar-Bakarwal’erne her stadig. Ansatte inden for skovvæsenet ønsker dem forflyttet fra parken, da de hævder, at stammens græssende dyr konkurrerer med de vilde græsædere, men ironisk nok ser det ud til, at de faktisk gavner det vilde dyreliv, da de holder krybskytter borte fra parken. Fx er antallet af asiatiske elefanter (Elephas maximus) i området steget i de senere år. Gujjar-Bakarwal’erne selv skader ikke dyrelivet, da de er vegetarianere.

Skovvæsenets bestræbelser synes at have båret frugt, og det lader til, at Gujjar-Bakarwal’erne skal flyttes ud af parken. Hvordan det vil påvirke bestanden af elefanter og andre dyr, vil fremtiden vise.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse mennesker var oprindeligt animister, men i dag er næsten alle hinduer. Ifølge en folketælling i 2011 udgør de omkring 1,6 mio.

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange Koya-folk er blevet tvangsforflyttet gennem udviklingsprojekter og anlæggelse af vandkraftværker, hvilket har tvunget dem til at tage arbejde som daglejere. Manglen på sådanne job har ledt til fejlernærede børn og anæmiske kvinder.

Koya’erne gifter sig først efter puberteten. I gamle dage ville brudens onkel arrangere partnerskabet, og fætter-kusine giftermål var almindelige. En velhavende brudgom ville ikke have vanskeligt ved at finde en partner, men for de fattige var det ofte nødvendigt at bestikke landsbylederen til at opnå tilladelse til at bortføre en brud. In den mest simple bryllupsceremoni ville bruden bøje hovedet, og gommen lænede sig ind over hende, mens vand blev hældt over deres hoveder. Når vandet var løbet af brudens hoved, blev de erklæret for mand og kone. Derpå drak de mælk, spiste ris og vandrede rundt om en jordhøj. Efter at have modtaget de ældres velsignelse, drog de til deres nye hjem. (Kilde: The Castes and Tribes of Southern India. Nature 84 (2134): 365-367, September 1910)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den seneste folketælling angiver deres antal til omkring 350.000. De fleste er hinduer, nogle få er kristne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De hævder at være blevet skabt af den store modergudinde Parvati, den mægtige gud Shivas mage. Ifølge legenden tørrede Parvati støv og sved af Shivas pande, mens han mediterede. Af blandingen formede hun en kamel, men da den blev ved med at løbe væk, skabte hun de første Rabari’er til at vogte den.

 

 

 

 

 

 

Nogle Sabara-folk har bevaret deres traditionelle skikke og traditioner. Giftermål foregår som bruderov, rømning eller gennem forhandling. Deres religion er animisme. “En shaman, sædvanligvis en kvinde, er forbindelsesled mellem de levende og de døde. Det siges, at hendes sjæl under trance stiger ned gennem skrækindjagende afgrunde til underverdenen, hvor de afdøde anvender hendes krop som kommunikationsled. Én efter én taler ånderne gennem hendes mund. De sørgende flokkes omkring shamanen, diskuterer heftigt med de afdøde, ler ad deres spøgefuldheder eller græder på grund af deres beskyldninger.” (Kilde: P. Vitebsky. Dialogues with the dead. Natural History Magazine, March 1997)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1800-tallet var Nilgiri-bjergene dækket af frodige monsunskove, men englændernes anlæggelse af téplantager bevirkede, at området blev åbnet for fattige indvandrere. Efter Indiens uafhængighed optrappedes udnyttelsen af skovene, og i stedet blev plantet eukalyptus, som skulle levere træmasse til en fiberfabrik. Eukalyptus dræner jorden voldsomt, og der er nu ofte vandmangel i de før så fugtige Nilgiri-bjerge. Skoven er stærkt indskrænket og næsten udelukkende bevaret i naturreservater.

For Toda’erne, et dravidisk folk, som har levet i disse bjerge i århundreder, var de fremmedes indtrængen katastrofal. Før i tiden var deres kultur og religion centreret omkring vandbøflen. De drak mælken og byttede den for korn, honning, metalvarer og andre fornødenheder hos nabostammerne. Anlæggelsen af téplantager førte imidlertid til en fatal mangel på græsningsarealer, og stammens traditionelle levevis brød sammen.

Toda’ernes antal var i 1940’erne svundet ind til 600, dels fordi de for at undgå overbefolkning dræbte de fleste pigebørn efter fødslen, dels pga. indvandrernes sygdomme. Desuden havde de den skik, at kvinderne skulle føde alene i junglen. Derved gik mange børn tabt, og nogle mødre blev ædt af tigre.

En Toda-kvinde, der havde fået uddannelse som sygeplejerske, gjorde et stort arbejde med at bedre sundhedstilstanden i stammen og fik med de ældre mænds velsignelse fjernet de to ovennævnte skikke.

I dag findes der omkring 1100 Toda’er, hvoraf mange er gået over til kristendommen. Nogle lever af at fremstille souvenirs til turister.