Snylteplanter
Arketypen af parasitiske planter er misteltén (Viscum album), som har en fremtrædende rolle i europæisk folklore. På dette billede vokser adskillige eksemplarer på popler nær Le Blanc, centrale Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En typisk repræsentant for helsnyltere er denne uidentificerede silkeart (Cuscuta), som fuldstændig har omslynget en busk i Monumento Natural El Morado, centrale Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En anden helssnylter er kaktus-misteltén (Tristerix aphylla), som snylter på to kaktusarter i Chile, her quisco (Echinopsis chiloensis), La Campana Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En typisk repræsentant for halvsnyltere er kransbladet troldurt (Pedicularis verticillata), som vokser i bjerge i Europa, Centralasien, Kina og Japan, samt arktiske områder i Rusland, Alaska og Canada, her fotograferet nær Sölk-passet, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Less than the coral-root you know
That is content with the daylight low,
And has no leaves at all of its own;
Whose spotted flowers hang meanly down.
Oversat:
Mindre end koralroden, som du kender,
der kan nøjes med en smule dagslys
og slet ikke har egne blade;
hvis plettede blomster peger nedrigt nedad.
Fra digtet On Going Unnoticed, om plettet koralrod (Corallorhiza maculata, se nedenfor), fra digtsamlingen West-Running Brook (1928), skrevet af den amerikanske digter Robert Frost (1874-1963).
Snylteplanter eller parasitiske planter opdeles i to hovedgrupper: helsnyltere, som optager alle deres næringsstoffer fra andre planter eller fra svampe, og halvsnyltere, der i nogen grad får deres næring gennem fotosyntese. Betegnelsen halvsnylter forekommer mig at være en smule besynderlig, for enten snylter man vel, eller også gør man ikke!
Der kendes omkring 20 familier af snylteplanter med ca. 4500 arter, udbredt over næsten hele kloden. De har næsten alle sugeorganer, kaldt haustorier, som er modificerede rødder, der gennemborer værtsplantens væv og optager vand og næringsstoffer derfra.
Mange snylteplanter er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Planteliv: Flora i Himalaya.
Balanophoraceae
Denne familie rummer 17 slægter med omkring 44 arter, der overfladisk minder om svampe. Disse planter indeholder ikke klorofyl og er parasitter, der får deres næring fra trærødder. De er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.
Balanophora
Denne slægt på omkring 20 arter er udbredt i tropisk Afrika, på Madagascar, på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og Indonesien, samt på nogle øer i Stillehavet. Nogle arter udsender en duft, der tiltrækker fluer som bestøvere.
Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos nogle medlemmer af slægten, som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae).
Adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.
Balanophora dioica
Stænglerne af denne plante er lyserøde eller purpurfarvede, cylinderformede, indtil 10 cm høje. De skæl-lignende blade, der omfatter stænglen, er indtil 4 cm lange og 2,5 cm brede. Blomsterstanden er oval eller ellipseformet, indtil 3,5 cm lang. Denne art har en stor højdemæssig udbredelse, mellem 400 og 2600 m, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og Taiwan.
Balanophora dioica, nær Bamboo Lodge, Nedre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulaceae Snerlefamilien
Cuscuta Silke
Denne slægt, der omfatter mellem 100 og 170 arter, udgjorde førhen en særlig familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie.
Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes 4. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.
Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.
Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.
Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn. (Forstavelserne krage- og hunde- i forbindelse med plantenavne udtrykker foragt).
På Toftlund-egnen i Jylland mente man, at hvis der voksede lyngsilke (C. epithymum) på marker, som tilhørte ’kloge folk’ (urtelæger), måtte det være garn, som Fanden gav til sine kærester heksene. På Rømø mente man omkring 1880, at hvis en ko ikke ville blive tyregal, ville det hjælpe, hvis man kom usnegræs (silke) i foderet. Usne er et gammelt ord for brunstig. (Kilde: V.J. Brøndegaard 1979. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger)
Den danske læge og botaniker Simon Paulli skriver i sit værk Flora Danica fra 1648 om silke: “(…) denne er fast den beste aff alle de Urter, med huilcke mand pleyer at læge Krosens, Lefverens oc Miltens Forstoppelser oc Gulesot. (…) Ja, den er icke alleniste tienlig imod Guulsot, men endocsaa til Vattersot [vand i kroppen], naar den først begynder, at imodstaa, oc huer fierde Dags Kaalde [malaria] er den ocsaa ofuermaade god for, oc retteligen der imod kand brugis.”
Cuscuta australis Sydlig silke
Denne art er vidt udbredt, fra Afrika tværs over Mellemøsten til Indien og Fjernøsten og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til Ny Guinea og Australien.
Sydlig silke er meget almindelig i Taiwan. Her dækker den størsteparten af en betonskråning ned mod floden Agongdian i det sydlige Taiwan. Planten med rødviolette blomster er et andet medlem af snerlefamilien, Ipomoea pes-caprae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sydlig silke vokser gerne langs drænkanaler og på ryddepladser i byer. Disse billeder er fra Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta californica Californisk silke
Denne plante, som også kaldes chaparral-silke, er almindelig i det vestlige Nordamerika, hvor den vokser i græsland, fyrreskov og chaparral-krat – et samfund af vedplanter, der er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, som er typiske for det sydlige Californien.
Denne californiske silke har omslynget en busk af arten Peritoma arborea, nær Amboy, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta epithymum Lyng-silke
Denne plante er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, samt det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien og Sinkiang, men er blevet indslæbt til mange andre egne af kloden. Dens mest almindelige værtsplanter er hedelyng (Calluna vulgaris), tornblad (Ulex europaeus) og kløver-arter (Trifolium).
Lyng-silke, snyltende på en knopurt (Centaurea), Valle Hecho, Pyrenæerne, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta europaea Nælde-silke
Som dens navn fortæller, foretrækker nælde-silke at snylte på stor nælde (Urtica dioica), selv om den kan vokse på planter af mange andre familier. Denne art er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Japan, samt i Nordafrika og fåtalligt i Nord- og Sydamerika.
Nælde-silkes foretrukne værtsart er stor nælde, som på disse billeder fra Lauterbrunnen-dalen i Berner Oberland, Schweiz (øverst), og Borre, Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta reflexa Stor asiatisk silke
Vidt udbredt, fra Afghanistan gennem det indiske subkontinent og det sydlige Tibet til det sydvestlige Kina og derfra videre mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Denne art, der ofte breder sig uhæmmet, betragtes mange steder som en skadelig plante, fx i Valley of Flowers Nationalpark, Uttarakhand, nordlige Indien.
Dette eksemplar af stor asiatisk silke har fuldstændigt omslynget en busk nær Angkor Wat, Cambodia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede omklamrer stor asiatisk silke en busk i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her er en busk af slægten Lindera blevet omslynget af stor asiatisk silke, nær Tharke Ghyang, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
De små klokkeformede blomster af stor asiatisk silke, fotograferet i Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cynomoriaceae
Cynomorium coccineum Malteserurt
Tidligere blev denne slægt betragtet som tilhørende familien Balanophoraceae (ovenfor), men genetisk forskning indikerer, at den udgør en særskilt familie. Slægten rummer en enkelt eller to arter, C. coccineum, som er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Afghanistan og Iran, samt C. songaricum (eller C. coccineum var. songaricum) i Centralasien.
Begge er meget anvendt i folkemedicinen i hele deres udbredelsesområde. For nogle tidlige urtelæger, som fulgte Signaturlæren, antydede disse planters falliske form, at de med held kunne anvendes mod impotens og andre seksuelle lidelser, mens deres farve antydede, at de kunne benyttes til at kurere blodsygdomme. (For en liste over kilder, se en.wikipedia.org/wiki/Cynomorium)
Malteserurt er en ret sjælden plante, som vokser i sandede eller klippefyldte områder, ofte nær kysten. Den snylter på rødderne af forskellige buske af soløjefamilien (Cistaceae), amarantfamilien (Amaranthaceae) og tamariskfamilien (Tamaricaceae).
Malteserurt, fotograferet i Zaranik Protected Area, Sinai, Egypten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cytinaceae
En lille familie med to slægter, Cytinus og Bdallophytum, med omkring 12 arter, som tidligere var placeret i familien Rafflesiaceae.
Cytinus
Denne slægt rummer omkring 8 arter, udbredt omkring Middelhavet mod øst til Kaukasus, samt i det sydlige Afrika og på Madagascar. De parasiterer planter af slægterne Cistus, Halimium og Ptilostemon.
Førhen blev C. hypocistis anvendt i folkemedicinen mod dysenteri og strubekræft, samt som sammensnerpende middel, og unge eksemplarer kan spises som substitut for asparges.
Cytinus ruber
Denne art findes omkring Middelhavet mod øst til Kaukasus. Unge planter er spiselige, og arten har været benyttet i den traditionelle medicin mod problemer i uterus samt mod uregelmæssig menstruation.
Unge individer af Cytinus ruber, nær Vatos, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ericaceae Lyngfamilien
Denne store familie indeholder nogle få parasitiske slægter, som førhen udgjorde en separat familie, Monotropaceae. Genetiske studier har imidlertid medført, at denne familie nu er blevet reduceret til en underfamilie, Monotropoideae, i lyngfamilien.
Allotropa virgata
Denne bemærkelsesværdige plante, som bliver op til en halv meter høj, vokser i skove op til omkring 3000 meters højde, fra Californien mod nord til British Columbia og mod øst til Montana.
På amerikansk kaldes den populært for candystick, sugarstick og barber’s pole. Disse mærkelige navne hentyder til artens markante rød-og-hvid-stribede udseende. De to første sigter til amerikanske slikkepinde, mens barber’s pole hentyder til de rød-og-hvid-stribede (undertiden også blå), roterende pæle, som førhen var placeret uden for barbersaloner.
Allotropa virgata, Mount Rainier, Washington State. Bemærk den blågrønne sommerfuglelarve på blomsterstanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Monotropa Snylterod
En slægt med 5 arter, som er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet kommer af græsk monos (‘en enkelt’) og tropos (‘at vende sig’), hvilket hentyder til blomsterne hos almindelig snylterod (nedenfor), der alle peger i samme retning.
Monotropa hypopitys Almindelig snylterod
Denne markante art er udbredt i hele Europa og det nordlige Asien, mod syd til Himalaya og Thailand, samt i hele Nordamerika mod syd til Mexico. Den snylter på mycelium af ridderhatte (Tricholoma).
Der er nogen uoverensstemmelse angående tolkningen af artsnavnet, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) stavede hypopithys. På græsk betyder hypo ‘under’, mens Pithys var navnet på en skovnymfe i den græske mytologi. Navnet kan således betyde ‘under nymfen’. Linné var kendt for til tider at være lidt af en spøgefugl. Hentydede han til artens filtrede rodnet, som han sammenlignede med kvindens sammenfiltrede kønsbehåring? Eller beror navnet på en stavefejl? Moderne taksonomer staver det hypopitys, hvor pitys (‘fyrretræ’) hentyder til et af artens voksesteder, da den ofte findes i mørke fyrreskove.
Nylige genetiske studier antyder, at denne art burde placeres i sin egen slægt under navnet Hypopitys monotropa. (Kilde: M.I. Bidartondo & T.D. Bruns, 2001. Extreme specificity in epiparasitic Monotropoidiae (Ericaceae): widespread phylogenetic and geographical structure. Molecular Ecology)
Snylterod, fotograferet i Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Frøbærende snylterod, Byrums Sandfelt, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Monotropa uniflora Hvid snylterod
Denne art adskiller sig fra almindelig snylterod ved at være fuldstændig hvid. Et af artens amerikanske navne er Indian pipe, hvilket naturligvis hentyder til blomstens form. Det latinske artsnavn betyder ’enblomstret’. I modsætning til almindelig snylterod har hver stængel hos denne art kun en enkelt blomst.
Hvid snylterod er hjemmehørende i Nord- og Mellemamerika mod syd til Columbia, samt i Asien, fra Himalaya mod øst til Japan og Sakhalin og derfra mod syd til Taiwan. Den vokser i skove, hvor den snylter på mycelium af skørhatfamilien (Russulaceae). Arten har været meget anvendt i Vestens urtemedicin til at berolige nervøse gemytter.
Hvid snylterod, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hvid snylterod, Dasyueshan National Forest, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sarcodes sanguinea
Denne markante plante får sin næring fra underjordiske svampe, der lever i symbiose med trærødder. Den er udbredt i det vestlige Nordamerika, fra Cascade-bjergene i Oregon mod syd gennem bjergegne i Californien til den nordlige del af Baja California i Mexico.
Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.
Sarcodes sanguinea, fotograferet i Siskiyou-bjergene, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Loranthaceae Pragtmistelténfamilien
Førhen blev en mængde snyltere på træer alle kaldt for misteltén, placeret i familien Viscaceae. Omfattende genetiske studier har imidlertid medført, at denne familie er blevet nedlagt, og mange af dens arter er blevet overført til denne familie, der rummer omkring 75 slægter og 950 arter. Alle er halvsnyltere med undtagelse af 3 jordvoksende arter, som ikke er parasitter, samt Tristerix aphylla (se nedenfor), som er helsnylter. De fleste arter findes i tropiske og subtropiske egne.
Som familienavnet antyder, har mange af arterne smukke, ofte stærkt farvede blomster. Frugten er et bær, sjældnere en kapsel eller en stenfrugt. Ligesom i Santalaceae er frøene omgivet af en klæbrig masse, og de spredes af fugle, sjældnere af små pattedyr.
Denne uidentificerede frugtbærende pragtmisteltén blev truffet nær Upington, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Agelanthus
Denne gruppe på omkring 61 arter udgør den største slægt af pragtmistelténe i Afrika. De snylter på forskellige træer, deriblandt arter i slægten Combretum samt akacier.
Agelanthus ziziphifolius
Denne plante er udbredt i Østafrika. Artsnavnet betyder ‘med blade som Ziziphus‘, en slægt af tornede buske og mindre træer i vrietornfamilien (Rhamnaceae).
Agelanthus ziziphifolius, observeret nær Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Oncocalyx
Denne slægt rummer 13 arter, udbredt fra Arabien mod syd gennem Østafrika til Sydafrika.
Oncocalyx ugogensis
En østafrikansk art, der er udbredt i Somalia, Kenya, Uganda og Tanzania.
Oncocalyx ugogensis, observeret nær Lake Bogoria, nordlige Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plicosepalus
Denne slægt omfatter 12 arter, der er udbredt fra Mellemøsten sydpå langs den østafrikanske kyst til det sydlige Afrika, heriblandt Angola.
En uidentificeret Plicosepalus-art, Same, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plicosepalus curviflorus
Vidt udbredt, fra Mellemøsten, den Arabiske Halvø og det sydlige Egypten mod syd langs Rødehavet til Ethiopien, Somalia, Kenya, Uganda og det østlige Zaire.
Plicosepalus curviflorus, snyltende på en akacie, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Psittacanthus Papegøjeblomst
Disse planter, der omfatter omkring 67 arter, er udbredt fra Mexico gennem Mellemamerika til dele af Sydamerika. De adskiller sig fra andre pragtmistelténe gennem deres store haustorier, blomster og frugter. Blomsterne ”oplyser hyppigt værtstræet i strålende røde og gule nuancer.” (J. Kuijt 2009. Monograph of Psittacanthus (Loranthaceae). Systematic Botany Monographs, bd. 86, s. 1-361)
Slægtsnavnet kommer af græsk psittakos (‘papegøje’) og anthos (‘blomst’), hvilket rimeligvis hentyder til de strålende blomsterfarver.
Psittacanthus ramiflorus
Denne smukke plante vokser i bjergegne mellem 1000 og 2500 meters højde, mest i fugtige skove. Den er udbredt fra Mexico mod øst til Panama.
Psittacanthus ramiflorus, Rincon de la Vieja Nationalpark, Cordillera de Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scurrula
Denne slægt, der omfatter ca. 50 arter, er udbredt på det indiske subkontinent samt i Sydøstasien.
Scurrula elata
Denne art er hjemmehørende i Himalaya, udbredt fra Himachal Pradesh i det nordvestlige Indien mod øst til det sydøstlige Tibet. Den snylter på forskellige løvtræer, specielt ege (Quercus), kvalkved (Viburnum) og Rhododendron.
Scurrula elata, snyltende på en kvalkved (Viburnum), Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tapinanthus
En slægt med omkring 40 arter, som næsten alle er endemiske for Afrika. En enkelt art findes også i Yemen. Nogle planter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til andre slægter, bl.a. Agelanthus (ovenfor).
Dette billede viser sandsynligvis en Tapinanthus-art, fotograferet ved Spitzkoppe, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tristerix
Denne slægt omfatter 12 arter, som er hjemmehørende i Andesbjergene, fra Colombia mod syd til Chile og Argentina. Disse planter bestøves af kolibrier og blomsterborere (Diglossa), mens frøene normalt spredes af mange forskellige fuglearter.
Tristerix aphylla Kaktus-misteltén
Denne stærkt røde art adskiller sig fra andre pragtmistelténe ved at være helsnylter. Den er endemisk for det centrale Chile, hvor den udelukkende vokser på stammerne af to kaktusarter, copao (Eulychnia acida) og quisco (Echinopsis chiloensis). Dens frø spredes af chilensk spottedrossel (Mimus thenca), som ofte deponerer frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen. (Kilde: llifle.com/Encyclopedia/CACTI/Family/Cactaceae/7067/Eulychnia_acida)
Kaktus-misteltén, voksende på stammen af en copao, Valle del Encanto, Ovalle (øverst), samt på en quisco, syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tristerix corymbosus
Denne pragtfulde plante er begrænset til Andesbjergene i Chile og Argentina, hvor den vokser i højder mellem 500 og 2000 m. Den parasiterer forskellige planter, især i fugtige skove af sydbøg (Nothofagus). Dens frø spredes ikke kun af fugle, men for en stor dels vedkommende af små pungdyr af slægten Dromiciops.
Tristerix corymbosus, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Misodendraceae
Den eneste slægt i denne familie er Misodendrum, som rummer 8 arter, udbredt i Sydamerika. Disse planter er parasitter på forskellige arter af sydbøge (Nothofagus).
Slægtsnavnet kommer af græsk misos (‘had’) og dendron (‘træ’), altså ‘hader træer’, hvilket hentyder til slægtens parasitiske levevis. Det engelske navn feathery mistletoe sigter til det ‘fjerede’ udseende hos nogle arter, specielt M. linearifolium (nedenfor).
Misodendrum linearifolium
Denne busk har et højst aparte udseende, idet den minder om et kæmpestort, uredt skæg hos en gammel mand. Som artsnavnet antyder, er bladene linjeformede, indtil omkring 5 cm lange. Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina, mod syd til Tierra del Fuego.
Den blev tidligere anvendt medicinelt, idet man gnubbede ømme muskler med den.
Misodendrum linearifolium, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Misodendrum punctulatum
En lille, stærkt forgrenet busk, op til 25 cm høj. Den oprindelige stængel holder op med at vokse, og væksten overtages af sidegrenene. Bladene er reduceret til skæl. De små blomster, der sidder i bladhjørnerne, kommer frem om foråret.
Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Chile samt tilstødende egne af Argentina, voksende op til højder omkring 2000 m.
Misodendrum punctulatum, Conguillio Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Moraceae Morbærfamilien
Ficus Figentræer
Nogle medlemmer af denne slægt, kaldt kvælerfigner, er ikke ægte parasitter, da de ikke besidder haustorier. I stedet starter de deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten.
Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder. Mange kvælerfigner vokser også gerne på bygninger.
En række figenarter, bl.a. adskillige kvælerfigner, er omtalt på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer.
Denne kvælerfigen i Bedugul Botaniske Have, Bali, Indonesien, står nu alene, efter at dens værtstræ er afgået ved døden og smuldret bort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Efter at modertræets stamme er rådnet bort, står dette figentræ tilbage som en hul cylinder af luftrødder, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ficus chirindensis
Et massivt træ, op til 50 m højt, med mange luftrødder. Det vokser i stedsegrønne bjergskove i højder mellem 700 og 1600 m, fra Kenya og det østlige Zaire mod syd til Malawi, Zimbabwe og Mozambique.
På dette billede står jeg inde i en hul cylinder af luftrødder af Ficus chirindensis, Chirinda Forest, Zimbabwe. (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)
Ficus tinctoria Farve-figen
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes på det indiske subkontinent, i det sydlige Kina, Sydøstasien, Malaysia, Indonesien og det nordlige Australien, samt på talrige øer i Stillehavet.
Artsnavnet er latin og betyder ’anvendes til farvning’. Arten blev navngivet efter anvendelsen af frøene til udvinding af et farvestof.
Denne kæmpemæssige farve-figen af underarten gibbosa omklamrer en Khmer-ruin i Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia. Andre billeder af store træer fra dette ruin-område præsenteres på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orchidaceae Gøgeurtfamilien
De fleste orkidéer lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel og rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand.
Enkelte orkidéer snylter dog på svampemyceliet, idet de ikke indeholder grønkorn og dermed ikke er i stand til at forsyne svampen med næringsstoffer.
Neottia nidus-avis Rederod
Denne plante er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, samt i det nordvestlige Afrika, Tyrkiet og det nordlige Iran. Dens latinske artsnavn såvel som det danske navn sigter til den tykke rodstok, der i nogen grad ligner en fuglerede.
For at kunne spire er frø af denne art fuldstændig afhængige af svampearter af slægten Sebacina.
Rederod kendes nemt på sin brunlige blomsterstand. Dette billede er fra Kandersteg, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Corallorhiza Koralrod
En slægt med 11 arter, som med undtagelse af den cirkumboreale almindelig koralrod (C. trifida) kun findes i Nordamerika, Mellemamerika og Caribien. Alle arterne er fuldstændig afhængige af svampemycelium for at få næring, igen med undtagelse af almindelig koralrod, som indeholder lidt klorofyl. Både slægtsnavnet og det danske navn hentyder til disse planters sammenfiltrede rhizomer, der minder om koraller.
Corallorhiza maculata Plettet koralrod
Denne plante er vidt udbredt, idet den findes fra Canada mod syd gennem størstedelen af USA til Mexico og Guatemala, samt på nogle øer i Caribien.
Førhen anvendte adskillige indfødte stammefolk et afkog af artens tørrede stængler til behandling af forkølelse, lungebetændelse og hudproblemer.
Arten er nævnt i et digt, skrevet af den amerikanske digter Robert Frost (1874-1963) (se øverst på siden).
Plettet koralrod, Buttle Lake, Vancouver Island, Canada. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Corallorrhiza mertensiana Stillehavs-koralrod
Denne art, der også kaldes for Mertens’ koralrod, er hjemmehørende i fugtige nåleskove i det nordvestlige Nordamerika, fra Alaska mod syd til Californien, samt mod øst til Alberta, Montana og Wyoming.
Artsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Franz Carl Mertens (1764-1831), som foretog adskillige forskningsrejser i Europa. Han var også bag udgivelsen af tredje udgave af Deutschlands flora, et værk på fem bind om Tysklands flora, skrevet af den tyske botaniker Johann Christoph Röhling (1757-1813).
Stillehavs-koralrod, Kruse State Forest, Californien (øverst), samt Mount Rainier, Washington State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Denne kæmpestore familie af snylteplanter omfatter omkring 90 slægter med over 2000 arter. Mange af slægterne er halvparasitter, som førhen var placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men efter en række genetiske undersøgelser er de blevet overført til gyvelkvælerfamilien.
Aeginetia
En lille slægt med ca. 3 arter, som vokser i åbne områder fra det indiske subkontinent mod øst til Japan og Korea, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea.
Aeginetia indica Indisk gyvelkvæler
Denne plante snylter på rødderne af forskellige græsser, deriblandt bambus, ris, majs og sukkerrør. Den er vidt udbredt, fra Uttarakhand mod øst til Kina og Japan, samt i Tropisk Asien. I Himalaya anvendes rod og blomster i den lokale folkemedicin til behandling af infektioner og hudproblemer.
Indisk gyvelkvæler, Tamba Kosi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bartsia
Tidligere rummede denne slægt 49 arter, af hvilke de 45 var endemiske for Andesbjergene. Nylige DNA-studier har imidlertid ført til en revision af denne slægt, idet de fleste arter er blevet overført til en ny slægt, Neobartsia, hvilket efterlader bare en enkelt art i Bartsia.
Slægten blev navngivet efter den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) rådede ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge, men uheldigvis døde han undervejs. Linné ærede ham ved at opkalde denne plante efter ham.
Bartsia alpina Sorttop
Denne art er udbredt i arktiske egne, fra Skandinavien mod øst til det centrale Sibirien, samt i Island, Grønland og det nordøstlige Canada. I Sydeuropa er den begrænset til bjergområder, udbredt i Pyrenæerne, Alperne, bjerge i Østeuropa, samt på Balkan. Bestande i Schwarzwald og Vogeserne, såvel som på den svenske ø Gotland, betragtes som istidsrelikter.
Plantens purpurfarvede blomsterstande er en tilpasning til at tilbagesende harmfulde UV-stråler i de åbne områder, hvor den vokser.
Sorttop er almindelig i Alperne. Her ses en stor bevoksning i Cabane de Prarochet, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sorttop, Turracher Höhe, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Boschniakia
En lille slægt med 3 arter, som er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika og den nordøstligste spids af Asien. De overjordiske dele af planten udgøres af et meget kompakt blomsteraks, der har form som en grankogle, hvilket har givet slægten dens engelske navn ground-cone (’jord-kogle’). Blomsterfarven varierer stærkt og kan være gul, rød, brun eller purpurfarvet.
Boschniakia hookeri
Denne lille plante træffes i skove fra British Columbia mod syd til det nordlige Californien. Den snylter på salal (Gaultheria shallon) samt arter af blåbær (Vaccinium). Førhen spiste indfødte folkeslag den kartoffel-lignende basis af stænglen rå.
Gulblomstret form af Boschniakia hookeri, Crest Mountain Trail, Vancouver Island, Canada. Det nederste billede, hvor blomsterne er visnet, viser klart, hvorfor denne art kaldes ground-cone på amerikansk. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja
Hovedparten af disse planter, som omfatter omkring 200 arter, har pragtfulde røde blomster og højblade, hvilket er baggrunden for de populære amerikanske navne Indian paintbrush (‘indiansk malerpensel’) og prairie-fire (‘prærie-ild’). Nogle få arter har orange, gule eller violette højblade.
Slægten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, C. pallida, findes tværs over Sibirien, mod vest til Kola-halvøen og mod syd til Altai-bjergene.
Blomsterne af nogle af arterne er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Castilleja)
Castilleja affinis Kyst-castilleja
Stængel opret, indtil 60 cm høj, blade variable, til 8 cm lange, højblade knaldrøde eller gullige, blomster grønne eller purpurfarvede, kantet med rødt eller gult.
Denne art er hjemmehørende i staterne langs Stillehavet, fra Washington mod syd til Baja California, voksende på kystnære skråninger samt en smule ind i landet.
Kyst-castilleja, Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kyst-castilleja, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja chromosa Ørken-castilleja
Denne plante, der også benævnes C. angustifolia, er ret almindelig i golde egne, fra Stillehavsstaterne mod øst til Wyoming og Colorado, og fra det nordlige Idaho mod syd til den mexikanske grænse.
På dette billede vokser ørken-castilleja i et goldt område foran en naturlig bro ved navn Owachomo Bridge, som spænder over White River, Natural Bridges National Monument, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ørken-castilleja, Monument Valley, Arizona. Den markante klippe i baggrunden kaldes Elephant Butte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja exserta Purpur-castilleja
Førhen var denne plante placeret i slægten Orthocarpus under navnet O. purpurascens. Den er hjemmehørende i det nordvestlige Mexico samt de amerikanske stater Californien, Arizona og New Mexico. Dens amerikanske navn er purple owl’s clover (‘purpur-uglekløver’).
I gamle dage blev frøene høstet som føde af indfødte folkeslag i Californien.
Denne art er værtsplante for Euphydryas editha ssp. bayensis, en truet sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er endemisk for området omkring San Francisco-bugten.
Purpur-castilleja, Mazatzal Mountains, Arizona. Den hvide blomst er Arizona-sommerfugletulipan (Calochortus ambiguus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Purpur-castilleja, Lake Saguaro, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja indivisa Texas-castilleja
Denne art, der bliver op til 45 cm høj, er endemisk i Texas, Louisiana og Oklahoma. Dens højblade varierer fra knaldrøde til purpurrøde, mens blomsterne er hvide eller grønne.
Texas-castilleja, Gilchrist, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja lanata Uld-castilleja, Sierra-castilleja
En høj plante, op til 90 cm, blade lysegrå eller gråligbrune, stående ud i en ret vinkel fra stænglen, og ofte med opadbøjet rand. De gulgrønne blomster er tragtformede, op til 4 cm lange, indsnævret mod spidsen.
Denne vidt udbredt art, der findes fra Californien mod øst gennem Arizona og New Mexico til Texas, vokser i klippefyldte områder og krat.
Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til de korte, lådne hår, som dækker stængel og blade.
Uld-castilleja, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Castilleja latifolia Monterey-castilleja
Denne art er endemisk i et meget lille område langs Californiens kyst, fra San Francisco-bugten mod syd til Monterey, hvor den vokser i kystnære krat og klitter. Dens højblade er normalt røde med grøn basis, men en form med gule og grønne højblade forekommer også.
Det latinske artsnavn betyder ‘bredbladet’.
Monterey-castilleja, fotograferet i Garrapata State Park syd for Monterey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Formen af Monterey-castilleja med gule højblade, Andrew Molera State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cistanche
En slægt, som omfatter 23 arter, hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige og østlige Afrika, Mellemøsten, på den Arabiske Halvø, samt i Central- og Sydasien.
To arter, C. deserticola og C. salsa, på kinesisk 肉苁蓉 (rou cong rong) udgør en vigtig ingrediens i kinesisk urtemedicin. Førstnævnte er genstand for overdreven indsamling og er efterhånden blevet sjælden, også fordi dens værtsplante Haloxylon ammodendron er meget anvendt som brænde. (Kilde: urbol.com/cistanche-tubulosa-and-deserticola)
Cistanche phelypaea
Denne art, som snylter på buske i sandet jord, findes på den iberiske halvø, i Italien, det nordlige Afrika, Somalia, Jordan og Syrien, samt på den Arabiske Halvø og Cypern. I Somalia anvendes den mod diarré og menstruationsbesvær.
Denne Cistanche phelypaea snylter på rødderne af Tetraena alba (førhen kaldt Zygophyllum album), en busk af familien Zygophyllaceae, Zaranik Protected Area, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cistanche tubulosa
De foretrukne værtsplanter hos denne art, der vokser i ørkener i det nordlige og østlige Afrika, mod øst til Indien, er buske af slægterne Salvadora, Haloxylon, Zygophyllum og Cornulaca.
I kinesisk traditionel medicin anvendes denne art undertiden som erstatning for C. deserticola.
Cistanche tubulosa, Buffalo Springs Nationalpark, Kenya. De små blå blomster i forgrunden er Blepharis linariifolia, som tilhører akantusfamilien (Acanthaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Conopholis
Denne slægt har kun to medlemmer, der begge findes i Nordamerika.
Conopholis alpina
Denne art, som på amerikansk kaldes for alpine squawroot (squaw er et algonkinsk ord for ‘kvinde’) eller cancer-root (’kræftrod’), er hjemmehørende i Texas, Colorado, New Mexico og Arizona, samt det nordlige Mexico. Trods navnet cancer-root er der ingen evidens for, at arten har kræftbekæmpende egenskaber.
Varieteten mexicana snylter på rødder af forskellige arter af fyr (Pinus) og eg (Quercus). Den blev førhen anvendt af indfødte folkeslag mod tuberkulose.
Conopholis alpina var. mexicana, Lake Powell, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cycnium
En slægt med omkring 17 arter, som er udbredt i Afrika syd for Sahara. Disse planter snylter normalt på græsrødder.
Cycnium tubulosum
En meget variabel plante, stænglen kan være næsten manglende eller indtil 60 cm høj, opret, opstigende eller krybende, blade smalle, linjeformede, tilspidsede. Arten er udbredt i størsteparten af Afrika syd for Sahara, samt på Madagascar. Den vokser fra lavlandet op til omkring 1600 meters højde.
Dette billede viser sandsynligvis Cycnium tubulosum, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Uidentificerede Cycnium-arter, muligvis tubulosum, Kalasa Mukoso, nordlige Zambia (øverst), samt Sao Hills, vestlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Epifagus
Slægtsnavnet er afledt af græsk epi (‘på’), samt Fagus, det latinske navn på bøg, som er værtsplante for Epifagus virginiana, det eneste medlem af slægten.
Epifagus virginiana
På amerikansk kaldes denne art for beech-drops (‘bøge-dråber’), idet den snylter på rødderne af amerikansk bøg (Fagus grandifolia). Arten er udbredt i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Hudson-bugten mod syd til Texas og Florida.
Den amerikanske historiker og forfatter Neltje Blanchan de Graff Doubleday (1865-1918) giver følgende karakteristik af denne plante: “Næsten i slægt med gyvelkvælere er denne lidet attraktive pirat, en ret høj, brunlig-rød plante med en ubehagelig lugt, hvis oprette forgrenede stængel uden blade stadig er forsynet med brunlige skæl, som uden tvivl er en rest af grønne blade hos dens mere anstændige forfædre. Men måske forsvinder disse sidste rester af ærlighed også en dag.” (Kilde: N. Doubleday 1900. Nature’s Garden: An Aid to Knowledge of Our Wild Flowers and Their Insect Visitors. Doubleday, Page & Co.)
Epifagus virginiana, observeret i Blydenburgh County Park, Long Island, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Euphrasia Øjentrøst
Denne slægt, som omfatter omkring 227 arter, er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af Afrika syd for Sahara, samt dele af Nord- og Sydamerika. De fleste øjentrøst-arter ligner hinanden meget og er vanskelige at artsbestemme.
Slægtsnavnet kommer af græsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, der var kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed givet på grund af arternes ældgamle brug som lægeurter.
I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.
Det danske folkenavn ledgræs sigter til artens korte blade, der giver planten et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til artens anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.
Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis bekiendt, necte Recentiores saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius oc Camerarius, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”
Denne uidentificerede øjentrøst-art blev truffet nær Ibon de Piedrafita, Pyrenæerne, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Endnu en uidentificeret art, observeret i Lahaul, Himachal Pradesh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ghikaea speciosa
Denne plante er det eneste medlem af slægten. Den vokser i tørre egne i det sydøstlige Ethiopien, Somalia og det nordlige Kenya.
Ghikaea speciosa, Shaba Nationalpark, nordlige Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lathraea Skælrod
En lille slægt på 5-7 arter, der er hjemmehørende i Europa og Asien. Slægtsnavnet kommer af græsk lathraios, som betyder ‘hemmelighedsfuld’, hvilket sigter til, at hele planten er skjult under jorden, undtagen når den blomstrer. Dens hvidlige underjordiske stængel er dækket af tykke, kødfulde blade med rækker af skæl-lignende små blade, der har givet slægten dens danske navn.
Lathraea squamaria Skælrod
Denne plante er udbredt i næsten hele Europa samt i Tyrkiet, med en isoleret bestand i det vestlige Himalaya, som udmærket kan være en selvstændig art.
Skælrod snylter på rødder af hassel (Corylus), til tider på elm (Ulmus), ask (Fraxinus), el (Alnus), valnød (Juglans) og bøg (Fagus).
Skælrod kan blomstre så tidligt som marts, hvor der ofte ligger sne. Dette billede er fra Brabrand Sø nær Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Melampyrum Kohvede
Denne slægt, som rummer omkring 38 arter, udbredt i tempererede og arktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Kina, samt North Carolina i USA.
Slægtsnavnet kommer af græsk melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape)
I sin Cruydeboeck (’Urtebog’) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”
Melampyrum arvense Ager-kohvede
Denne art er udbredt i græsklædte områder i næsten hele Europa, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan. Som dens navn fortæller, optræder den ofte på marker, og tidligere var den et besværligt ukrudt i kornmarker, da dens frø indeholder et giftigt stof ved navn aukubin. I dag er den yderst sjælden i markerne, da man bedre formår at rense sædekornet, og i Danmark er den begrænset til græsklædte områder nær kyster i den østlige del af landet.
Ager-kohvede er ret almindelig på Gotland, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ager-kohvede vokser enkelte steder i Danmark, især på kystnære skrænter, her på Røsnæs i det nordvestlige Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Melampyrum nemorosum Blåtoppet kohvede
Populære navne på denne art omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og purpur-blålige højblade. Arten har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland.
Blåtoppet kohvede er ret almindelig i Sverige. Den store bevoksning på det øverste billede blev set ved Stensjö By nord for Oscarshamn, Småland, nederst en plante fra et hegn nær Halltorps Hage, Öland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Melampyrum pratense Almindelig kohvede
Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til det centrale Sibirien og mod nord til den arktiske kyst. Den er almindelig i Danmark, især i de jyske hedeegne. Frøene spredes af myrer af slægten Formica, som æder et kødfuldt vedhæng på frøet, kaldt elaiosom.
Førhen blev arten ofte ædt af kvæg, hvilket er baggrunden for slægtens navn. Den indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.
I Sverige er almindelig kohvede uhyre talrig. Disse billeder er fra en skovbund nær Friseboda i Skåne, som er fuldstændig dækket af arten. På det nederste billede har en plante slået rod blandt rensdyrlav (Cladonia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Melampyrum sylvaticum Skov-kohvede
Denne art minder om almindelig kohvede, men er spinklere og har guldgule blomster. Den vokser især i nåleskove og er udbredt i hele Europa, inklusive Island og det nordvestlige Rusland. Den er ret sjælden i Danmark, men almindelig i Sverige.
I Alperne er skov-kohvede ret almindelig, her fotograferet i Stubaital, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Odontites Rødtop
Denne slægt, som omfatter omkring 37 arter, er udbredt i hele Europa, det nordvestlige Afrika, Mellemøsten, samt det nordlige Asien, mod syd til Mongoliet og Kazakhstan. Disse planter var førhen placeret i slægten Bartsia (ovenfor). Navnet rødtop hentyder til de lyserøde blomster, som har rødbrune bægerblade.
Odontites litoralis Strand-rødtop
Denne plante findes kun i Nordeuropa, fra Norge og Finland mod syd til Holland, Tyskland og Polen. Som dens navn siger, vokser den udelukkende nær kysten, fortrinsvis på strandenge, men undertiden på klipper.
Strand-rødtop, voksende på en strandeng på Hønen, Fanøs sydspids. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche Gyvelkvæler
Denne slægt med over 200 arter er især udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er afledt af græsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til arten bønne-gyvelkvæler (O. crenata) (nedenfor), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).
Orobanche alba Timian-gyvelkvæler
Som dens danske navn antyder, snylter denne art især på timian (Thymus), men kan også vokse på arter af merian (Origanum) og sar (Satureja). Den er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, mod øst gennem Rusland og Mellemøsten til Tibet og Himalaya. I Asien er den truffet op til omkring 3700 meters højde.
Timian-gyvelkvæler, Gosausee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche anatolica Anatolsk gyvelkvæler
Denne plante er udbredt i Tyrkiet og irakisk Kurdistan, mod øst til Kaukasus. Den snylter udelukkende på salvie-arter (Salvia).
Anatolsk gyvelkvæler er ret almindelig i det centrale Tyrkiet, her observeret nær Bulanik, syd for Çay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche crenata Bønne-gyvelkvæler
Hjemmehørende omkring Middelhavet, samt i Nord- og Østafrika. Som omtalt ovenfor, er den en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba), men kan også snylte på andre planter. I Apulien i det sydlige Italien spises dens stængler under navnet sporchia. (Kilde: E. Luard 2004. European peasant cookery, Grub Street)
Bønne-gyvelkvæler, snyltende på en skærmplante, som vokser blandt klippeblokke langs havnefronten, Sultanahmet, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche elatior Stor gyvelkvæler
Som dens navn antyder, er denne plante af en anselig størrelse, idet den kan blive op til 70 cm høj. Den snylter næsten udelukkende på stor knopurt (Centaurea scabiosa), af og til på andre knopurter og sjældent på andre medlemmer af kurvblomstfamilien (Asteraceae) samt på arter af ranunkelfamilien (Ranunculaceae).
Stor gyvelkvæler vokser i åbne områder, udelukkende på basisk jord, og er udbredt i det meste af Europa, mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Gansu-provinsen i Kina.
Selv om dens værtsplante stor knopurt er meget almindelig i Danmark, er stor gyvelkvæler sjælden. En bestand vokser på en bakke i Himmerland, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche gracilis Blodrød gyvelkvæler
Denne plante er udbredt fra Mellemeuropa mod syd til Middelhavet, og derfra videre mod øst til Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes i græsklædte områder op til omkring 2100 meters højde. Den snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og kællingetand (Lotus).
Stænglen er opret, slank, håret, rødlig, brunlig eller gullig, op til 60 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et tæt, endestillet aks, kronen tragtformet, op til 2,4 cm lang, kirtelhåret, gulbrun udvendig, blodrød indvendig. Sidstnævnte har givet anledning til det danske navn.
Blodrød gyvelkvæler er almindelig i Riserva Naturale dello Zingaro, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche minor Kløver-gyvelkvæler
Denne plante er hjemmehørende i et stort område, fra det centrale og sydlige Europa mod øst til Ukraine, samt i Tyrkiet, Kaukasus, Arabien, samt det nordlige og østlige Afrika, mod syd til Mozambique. Den er dog blevet forvildet mange andre steder, ofte importeret med frø til landbruget. Arten er meget sjælden i Danmark og ses oftest i kløvermarker, indslæbt med frøene.
Den snylter på hundredevis af arter i forskellige familier, men med klar præference for ærteblomstfamilien (Fabaceae) og kurvblomstfamilien (Asteraceae). Den er ofte almindelig i kløvermarker og betragtes som yderst skadelig for landbruget i New Zealand og USA.
Kløver-gyvelkvæler i kløvermark, Sæby, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche ramosa Grenet gyvelkvæler
Endnu en vidt udbredt art, vildtvoksende i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Kazakhstan, i Tyrkiet og Arabien, samt i det nordlige og østlige Afrika, mod syd til Somalia. Den er blevet indslæbt mange andre steder kloden rundt og betragtes som et ondartet ukrudt i mange lande, idet den ofte snylter på dyrkede planter i natskyggefamilien (Solanaceae), bl.a. tobak, kartoffel og tomat. Den har dog mange andre arter som værtsplanter, bl.a. medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae) og ærteblomstfamilien (Fabaceae).
Som dens navn fortæller, er stænglen grenet, op til 60 cm høj og tæt besat med kirtelhår. Blomsterne er blå med to hvide striber på underlæben.
Grenet gyvelkvæler er meget almindelig omkring Middelhavet. Denne vokser nær en husmur i Terrasini, nær Palermo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis Troldurt
Antallet af troldurt-arter varierer kolossalt, mellem 350 og 600, alt efter hvilken kilde man benytter. Disse planter er udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Columbia, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya, samt det sydlige Kina. Den største diversitet finder man i Kina, som har omkring 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske.
Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af disse planter til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Græssende dyr æder normalt ikke troldurter, da de indeholder giftige glykosider.
Pedicularis bicornuta
Denne art, som er almindelig fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand i det nordvestlige Indien, har samme blomsterfarve som langblomstret troldurt (nedenfor), men er tilknyttet mere tørre områder, voksende i højder mellem 2700 og 4400 m. Dens blomster anvendes i den tibetanske folkemedicin mod udflåd fra skede og penis. (Kilde: T.J. Tsarong 1994. Tibetan Medicinal Plants. Tibetan Medical Publications, Indien)
Pedicularis bicornuta er talrig i Spiti, Himachal Pradesh, her fotograferet nær landsbyen Lossar sammen med en blå vikke-art (Vicia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis capitata
Denne statelige plante er udbredt i Canada, Alaska og det østlige Sibirien, mod syd til det nordøstlige Kina og Kamchatka. En arktisk humlebi ved navn Bombus polaris spiller en afgørende rolle i bestøvningen af denne art samt uld-troldurt (nedenfor). Denne humlebi er tilpasset således, at den kan arbejde sig op gennem plantens aks fra neden mod toppen. (Kilde: P.G. Kevan 1972. Insect Pollination of High Arctic Flowers. Journal of Ecology 60 (3): 831-847)
Pedicularis capitata, observeret nær Anadyr Lufthavn, Chukotka, nordøstlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis densiflora Tætblomstret troldurt
På amerikansk kaldes denne plante for Indian warrior eller warrior’s plume, hvilket hentyder til den tætte blomsterstand, der sammenlignes med en indianers hovedprydelse. Det latinske artsnavn betyder ’tætblomstret’.
Arten er hjemmehørende i Californien og Oregon, hvor den vokser i skove og og chaparral-krat – et samfund af vedplanter, der er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, som er typiske for det sydlige Californien. Den snylter på rødder af andre planter, især af lyngfamilien (Ericaceae).
Førhen blev den anvendt af indfødte folkeslag til at få trætte muskler til at slappe af, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.
Tætblomstret troldurt, Cache Creek Wilderness Area, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis groenlandica Grønlandsk troldurt
Som både dens danske navn og det latinske artsnavn fortæller, findes denne art i Grønland, og den er tillige udbredt i Arktisk Canada samt i bjergområder i den vestlige del af Nordamerika. Den vokser fortrinsvis i fugtige områder, fx langs floder.
På engelsk hedder den bull elephant’s head (‘han-elefantens hoved’) – et navn, der skyldes blomstens udseende. Dens næb er langt og spidst og bøjer opad som en elefant, der løfter snablen, mens de to sideflige minder om elefant-ører.
Grønlandsk troldurt, fotograferet efter en kraftig byge, Olympic Nationalpark, Washington State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis lanata Uld-troldurt
Denne uldhårede plante er udbredt i Alaska, det nordlige Canada, samt det nordøstlige Sibirien, mod syd til det nordøstlige Kina. Trods deres indhold af giftige glykosider græsses denne art og Pedicularis capitata (ovenfor) til tider af rensdyr (Rangifer tarandus).
Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til det tætte dække af lådne hår på stængel og blade.
Uld-troldurt, fotograferet nær Anadyr Lufthavn, Chukotka, nordøstlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis longiflora ssp. tubiformis Langblomstret troldurt
Denne underart af langblomstret troldurt, af nogle autoriteter betragtet som en selvstændig art under navnet P. tubiformis, er allestedsnærværende i det tibetanske højland, hvor den vokser i fugtige alpine enge og langs søbredder. Den er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2700 og 5300 m.
En højalpin eng med tusinder af langblomstrede troldurter, Honupatta, Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse langblomstrede troldurter blev observeret ved bredden af Tso Kar, en saltsø i Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis palustris Eng-troldurt
Denne art vokser i sumpede enge og moser og er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til Kazakhstan, Sinkiang og Mongoliet, samt i det nordøstlige Canada, øst for Hudson-bugten. Den er vidt udbredt i Danmark, men er ikke almindelig.
Eng-troldurt, fotograferet i Tingvad Kær nord for Århus, hvor der findes en stor bestand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis rostrato-capitata Næb-troldurt
Denne plante er udbredt fra det østlige Schweiz mod øst til de Juliske Alper og Karpaterne. Den vokser på kalkrig bund i græsklædte områder og på grusede skrænter, op til en højde af 2800 m. Den har navn efter den øverste læbe, der har et op til 5 mm langt næb.
Næb-troldurt, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rhinanthus Skjaller
Der hersker stor uenighed om antallet af arter i denne slægt, da de varierer meget og er vanskelige at skelne fra hinanden. De fleste autoriteter regner med mellem 30 og 40 arter, som er udbredt i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika, heraf størsteparten i Europa. Disse planter vokser især i græsklædte områder, hvor de ofte optræder i mængde. Blomsterne besøges meget af humlebier (Bombus).
Navnet skjaller sigter i lighed med to andre folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne. Slægtsnavnet kommer af græsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten.
Rhinanthus major Stor skjaller
Denne plante, også kaldt R. angustifolius eller R. serotinus, vokser i græsklædte områder i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Mongoliet. Den er meget almindelig i Danmark.
Eng i Tingvad Kær nord for Århus med en stor bestand af stor skjaller, foruden bidende ranunkel (Ranunculus acris), maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis), almindelig syre (Rumex acetosa) og lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata). I baggrunden ses kvægbidte tjørne (Crataegus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Stor skjaller, fotograferet på Fanø. På billedet ses også eng-rapgræs (Poa pratensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Striga
En slægt med omkring 34 arter, som findes i næsten hele Afrika, på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, i Sydøstasien, samt i det nordlige Australien. Disse planter snylter på græsrødder.
Striga asiatica
Denne art er udbredt på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, og trods det latinske artsnavn findes den også i størsteparten af Afrika. Den er yderst skadelig for landbruget, da den snylter på rødderne af afgrøder som sorghum, majs, ris og sukkerrør, specielt blandt subsistens-bønder i Afrika.
Striga asiatica, observeret nær Kilwa Kisiwani, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Santalaceae Sandeltræfamilien
Førhen blev en mængde snyltere på træer alle kaldt for misteltén, placeret i familien Viscaceae. Omfattende genetiske studier har imidlertid medført, at denne familie er blevet nedlagt, og mange af dens arter er blevet overført til denne familie.
Dendrophthora
En neotropisk slægt med 120-160 arter, som er nært beslægtet med Phoradendron (nedenfor). Disse planter er udbredt fra det sydlige Mexico og Caribien mod syd til Peru og Bolivia.
Dendrophthora costaricensis
Denne plante er begrænset til bjergegne mellem 1100 og 3500 meters højde, fra det sydlige Mexico mod syd til Ecuador.
Dendrophthora costaricensis, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Phoradendron
En kæmpestor slægt af mistelténe, som rummer 235-240 arter. Den er udbredt i varme egne i Nord-, Mellem- og Sydamerika, med størst diversitet i Amazon-bækkenet.
Slægtsnavnet kommer af græsk phore (‘bærer’) og dendron (‘træ’), altså ’båret på et træ’, hvilket hentyder til slægtens epifytiske levevis. Navnet skyldes Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.
Phoradendron-blomster er grønlige og meget små, kun 1-3 mm i diameter. Frugterne og deres spredning er nøjagtigt som hos Viscum (nedenfor). De er en yndet føde for silkemonarker (Phainopepla).
Disse planter kan til tider reducere produktionen af frugt og nødder temmelig voldsomt. Løv og bær hos nogle af arterne er giftige. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Phoradendron, hvor der findes en liste over referencer)
Phoradendron californicum Mesquite-misteltén
Denne art, som også kaldes for ørken-misteltén, er udbredt i Mohave- og Sonora-ørkenerne i det sydlige Californien, Nevada og Arizona, samt i de mexikanske stater Sonora, Sinaloa og Baja California, voksende op til højder omkring 1400 m.
Den snylter på et bredt udsnit af træer og buske, deriblandt mesquite (Prosopis), ørken-jerntræ (Olneya tesota), katteklo-akacie (Senegalia greggii), palo verde (Parkinsonia), samt ørken-vrietorn (Condalia).
Tidligere blev bærrene af denne art konsumeret af indfødte folkeslag, som høstede dem ved at brede et tæppe ud under planten, hvorefter de slog på den med kæppe.
Frugtbærende mesquite-misteltén ved siden af en Mohave-yucca (Yucca schidigera), Joshua Tree Nationalpark, Californien. Klippeformationen i baggrunden, som kaldes Split Rock (’Den Spaltede Klippe’), består af eroderet monzo-granit. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne busk i Mohave National Preserve, Californien, er alvorligt angrebet af mesquite-misteltén. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bær af mesquite-misteltén, Colossal Cave Mountain Park, Arizona (øverst), samt i Joshua Tree Nationalpark, Californien, med regndråber. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Phoradendron juniperinum Enebær-misteltén
Som dens navn siger, snylter denne art på ene-arter (Juniperus). Den er hjemmehørende i det vestlige USA, fra Oregon og Californien mod øst til Colorado og Texas, samt i de mexikanske stater Chihuahua og Sonora.
Tidligere blev bærrene spist af lokale stammefolk, mens bladene blev benyttet til té, samt til behandling af diverse lidelser, bl.a. mavepine, til at få trætte muskler til at slappe af, samt til at mindske blødninger efter fødsler.
Denne ene i Prescott National Forest, Arizona, er kraftigt inficeret med enebær-misteltén. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af enebær-misteltén, Prescott National Forest, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne enebær-misteltén i Zion Nationalpark, Utah, er fyldt med gullige bær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Phoradendron villosum Ege-misteltén
Denne plante, som også kaldes Stillehavs-misteltén, er udbredt i det vestlige USA, fra Oregon og Californien mod øst til Texas, samt i det nordlige Mexico. Den snylter især på egetræer (Quercus), men kan også træffes på forskellige andre løvtræer og buske, bl.a. manzanita (Arctostaphylos), californisk laurbær (Umbellularia californica), samt arter af sumak (Rhus).
Artsnavnet betyder ‘håret’, hvilket hentyder til det tætte dække af korte hår på bladene.
Disse popler (Populus) nær Lake Isabella, Californien, er alvorligt angrebet af ege-misteltén. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede vokser ege-misteltén på en californisk platan (Platanus racemosa), Cleveland National Forest, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ege-misteltén, voksende på en blå-eg (Quercus douglasii), Cache Creek Wilderness Area, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af ege-misteltén i morgenlys, Santa Rosa-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Viscum Ægte misteltén
Denne slægt på omkring 70-100 arter er hjemmehørende i Europa, Afrika, Asien og Australien. Frugten er et hvidt, gult, orange eller rødt bær, som indeholder et eller flere frø, indkapslet i en særdeles klæbrig masse. Frøene spredes af fugle, enten gennem deres gødning eller ved at de fjerner et frø fra næbbet ved at gnide det af på en gren. Frøene er giftige for mennesker.
Navnet misteltén kommer af mist (’gødning’) og tan (’kvist’), altså ’kvisten i gødningen’, hvilket levende beskriver, hvordan frø af disse planter spirer i en klat gødning, som en fugl har efterladt på en gren. Folkenavnet heksekost skyldes plantens lighed med ’heksekostene’ på birketræer, og vintergrøn hentyder til, at arten er stedsegrøn. Det sydslesvigske navn marentaken kommer af mare, som angiver et væsen, der giver mareridt, og taken, som er et tysk dialektord for kvist. Det sagdes, at planten kunne beskytte mod mareridt.
En uidentificeret art af misteltén i slægten Viscum, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Viscum album Europæisk misteltén
Denne art findes i størsteparten af Europa, bortset fra højt mod nord, og er endvidere udbredt i det nordvestlige Afrika og gennem Mellemøsten til den vestlige del af Himalaya.
For de keltiske offerpræster, druiderne, symboliserede de mistelténe, der voksede på de hellige egetræer, egenes kraft, og den indgik i deres religiøse ceremonier. Misteltén blev kun indsamlet, når druiderne havde haft syner, som ledte dem til planten.
Ved nytår vandrede unge mænd, bærende på grene af misteltén, rundt og proklamerede det nye års komme. Denne skik blev sandsynligvis overtaget af briterne, og selv efter indførelsen af kristendommen blev den bevaret i en anden form. Nytårsaften skar man grene af misteltén, pyntede dem med frugter og farverige bånd og hængte dem op under loftet omkring midnat. Herefter ledte de unge mænd de unge piger hen under mistelténen og ønskede dem godt nytår med et kys. I Danmark blev denne skik flyttet til juleaften i stedet.
I Bretagne er et folkeligt navn på planten Herbe de la Croix. Efter legenden blev korset, som Kristus blev korsfæstet på, fremstillet af misteltén-træ, hvilket bevirkede, at arten blev degraderet til at være en parasit.
I den nordiske mytologi var den gode gud Balder, søn af Odin og Frigg, plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette var blevet bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.
Førhen fremstillede man i hele artens udbredelsesområde en fuglelim af mistelténens bær, som anvendtes til at fange drosler og andre småfugle med – en praksis, som stadig finder sted i Mellemøsten og Himalaya. Det danske folkenavn fuglelim hentyder til denne anvendelse. Sæbe blev produceret af bærrene i 1800-tallet.
Et billede, som viser en stor bestand af misteltén, ses øverst på denne side.
Misteltén, Lac de Grand Lieu, Loire Atlantique, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Viscum coloratum Kinesisk misteltén
Denne art er hjemmehørende fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd til Korea, det østlige Kina og Taiwan.
Kinesisk misteltén er ganske almindelig i Taiwan. På disse billeder snylter den på Taiwan-el (Alnus formosana) i Taroko-kløften (øverst), samt i Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
(Oprettet januar 2019)
(Sidst revideret februar 2023)