Snylteplanter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der kendes omkring 20 familier af snylteplanter med ca. 4500 arter, udbredt over næsten hele kloden. De har næsten alle sugeorganer, kaldt haustorier, som er modificerede rødder, der gennemborer værtsplantens væv og optager vand og næringsstoffer derfra.

Mange snylteplanter er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos nogle medlemmer af slægten, som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae).

Adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.

 

 

 

 

 

 

 

Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes 4. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn. (Forstavelserne krage- og hunde- i forbindelse med plantenavne udtrykker foragt).

På Toftlund-egnen i Jylland mente man, at hvis der voksede lyngsilke (C. epithymum) på marker, som tilhørte ’kloge folk’ (urtelæger), måtte det være garn, som Fanden gav til sine kærester heksene. På Rømø mente man omkring 1880, at hvis en ko ikke ville blive tyregal, ville det hjælpe, hvis man kom usnegræs (silke) i foderet. Usne er et gammelt ord for brunstig. (Kilde: V.J. Brøndegaard 1979. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger)

Den danske læge og botaniker Simon Paulli skriver i sit værk Flora Danica fra 1648 om silke: “(…) denne er fast den beste aff alle de Urter, med huilcke mand pleyer at læge Krosens, Lefverens oc Miltens Forstoppelser oc Gulesot. (…) Ja, den er icke alleniste tienlig imod Guulsot, men endocsaa til Vattersot [vand i kroppen], naar den først begynder, at imodstaa, oc huer fierde Dags Kaalde [malaria] er den ocsaa ofuermaade god for, oc retteligen der imod kand brugis.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Begge er meget anvendt i folkemedicinen i hele deres udbredelsesområde. For nogle tidlige urtelæger, som fulgte Signaturlæren, antydede disse planters falliske form, at de med held kunne anvendes mod impotens og andre seksuelle lidelser, mens deres farve antydede, at de kunne benyttes til at kurere blodsygdomme. (For en liste over kilder, se en.wikipedia.org/wiki/Cynomorium)

Malteserurt er en ret sjælden plante, som vokser i sandede eller klippefyldte områder, ofte nær kysten. Den snylter på rødderne af forskellige buske af soløjefamilien (Cistaceae), amarantfamilien (Amaranthaceae) og tamariskfamilien (Tamaricaceae).

 

 

 

 

 

 

Førhen blev C. hypocistis anvendt i folkemedicinen mod dysenteri og strubekræft, samt som sammensnerpende middel, og unge eksemplarer kan spises som substitut for asparges.

 

 

 

 

 

 

 

På amerikansk kaldes den populært for candystick, sugarstick og barber’s pole. Disse mærkelige navne hentyder til artens markante rød-og-hvid-stribede udseende. De to første sigter til amerikanske slikkepinde, mens barber’s pole hentyder til de rød-og-hvid-stribede (undertiden også blå), roterende pæle, som førhen var placeret uden for barbersaloner.

 

 

 

 

 

 

Der er nogen uoverensstemmelse angående tolkningen af artsnavnet, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) stavede hypopithys. På græsk betyder hypo ‘under’, mens Pithys var navnet på en skovnymfe i den græske mytologi. Navnet kan således betyde ‘under nymfen’. Linné var kendt for til tider at være lidt af en spøgefugl. Hentydede han til artens filtrede rodnet, som han sammenlignede med kvindens sammenfiltrede kønsbehåring? Eller beror navnet på en stavefejl? Moderne taksonomer staver det hypopitys, hvor pitys (‘fyrretræ’) hentyder til et af artens voksesteder, da den ofte findes i mørke fyrreskove.

Nylige genetiske studier antyder, at denne art burde placeres i sin egen slægt under navnet Hypopitys monotropa. (Kilde: M.I. Bidartondo & T.D. Bruns, 2001. Extreme specificity in epiparasitic Monotropoidiae (Ericaceae): widespread phylogenetic and geographical structure. Molecular Ecology)

 

 

 

 

 

 

 

Hvid snylterod er hjemmehørende i Nord- og Mellemamerika mod syd til Columbia, samt i Asien, fra Himalaya mod øst til Japan og Sakhalin og derfra mod syd til Taiwan. Den vokser i skove, hvor den snylter på mycelium af skørhatfamilien (Russulaceae). Arten har været meget anvendt i Vestens urtemedicin til at berolige nervøse gemytter.

 

 

 

 

 

 

 

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.

 

 

 

 

 

Som familienavnet antyder, har mange af arterne smukke, ofte stærkt farvede blomster. Frugten er et bær, sjældnere en kapsel eller en stenfrugt. Ligesom i Santalaceae er frøene omgivet af en klæbrig masse, og de spredes af fugle, sjældnere af små pattedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk psittakos (‘papegøje’) og anthos (‘blomst’), hvilket rimeligvis hentyder til de strålende blomsterfarver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk misos (‘had’) og dendron (‘træ’), altså ‘hader træer’, hvilket hentyder til slægtens parasitiske levevis. Det engelske navn feathery mistletoe sigter til det ‘fjerede’ udseende hos nogle arter, specielt M. linearifolium (nedenfor).

 

Den blev tidligere anvendt medicinelt, idet man gnubbede ømme muskler med den.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Chile samt tilstødende egne af Argentina, voksende op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

 

Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder. Mange kvælerfigner vokser også gerne på bygninger.

En række figenarter, bl.a. adskillige kvælerfigner, er omtalt på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’anvendes til farvning’. Arten blev navngivet efter anvendelsen af frøene til udvinding af et farvestof.

 

 

 

 

 

Enkelte orkidéer snylter dog på svampemyceliet, idet de ikke indeholder grønkorn og dermed ikke er i stand til at forsyne svampen med næringsstoffer.

 

For at kunne spire er frø af denne art fuldstændig afhængige af svampearter af slægten Sebacina.

 

 

 

 

 

 

Førhen anvendte adskillige indfødte stammefolk et afkog af artens tørrede stængler til behandling af forkølelse, lungebetændelse og hudproblemer.

Arten er nævnt i et digt, skrevet af den amerikanske digter Robert Frost (1874-1963) (se øverst på siden).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Franz Carl Mertens (1764-1831), som foretog adskillige forskningsrejser i Europa. Han var også bag udgivelsen af tredje udgave af Deutschlands flora, et værk på fem bind om Tysklands flora, skrevet af den tyske botaniker Johann Christoph Röhling (1757-1813).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet efter den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) rådede ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge, men uheldigvis døde han undervejs. Linné ærede ham ved at opkalde denne plante efter ham.

 

Plantens purpurfarvede blomsterstande er en tilpasning til at tilbagesende harmfulde UV-stråler i de åbne områder, hvor den vokser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, C. pallida, findes tværs over Sibirien, mod vest til Kola-halvøen og mod syd til Altai-bjergene.

Blomsterne af nogle af arterne er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Castilleja)

 

Denne art er hjemmehørende i staterne langs Stillehavet, fra Washington mod syd til Baja California, voksende på kystnære skråninger samt en smule ind i landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage blev frøene høstet som føde af indfødte folkeslag i Californien.

Denne art er værtsplante for Euphydryas editha ssp. bayensis, en truet sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er endemisk for området omkring San Francisco-bugten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne vidt udbredt art, der findes fra Californien mod øst gennem Arizona og New Mexico til Texas, vokser i klippefyldte områder og krat.

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til de korte, lådne hår, som dækker stængel og blade.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘bredbladet’.

 

 

 

 

 

 

 

To arter, C. deserticola og C. salsa, på kinesisk 肉苁蓉 (rou cong rong) udgør en vigtig ingrediens i kinesisk urtemedicin. Førstnævnte er genstand for overdreven indsamling og er efterhånden blevet sjælden, også fordi dens værtsplante Haloxylon ammodendron er meget anvendt som brænde. (Kilde: urbol.com/cistanche-tubulosa-and-deserticola)

 

 

 

 

 

 

I kinesisk traditionel medicin anvendes denne art undertiden som erstatning for C. deserticola.

 

 

 

 

 

 

Varieteten mexicana snylter på rødder af forskellige arter af fyr (Pinus) og eg (Quercus). Den blev førhen anvendt af indfødte folkeslag mod tuberkulose.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den amerikanske historiker og forfatter Neltje Blanchan de Graff Doubleday (1865-1918) giver følgende karakteristik af denne plante: “Næsten i slægt med gyvelkvælere er denne lidet attraktive pirat, en ret høj, brunlig-rød plante med en ubehagelig lugt, hvis oprette forgrenede stængel uden blade stadig er forsynet med brunlige skæl, som uden tvivl er en rest af grønne blade hos dens mere anstændige forfædre. Men måske forsvinder disse sidste rester af ærlighed også en dag.” (Kilde: N. Doubleday 1900. Nature’s Garden: An Aid to Knowledge of Our Wild Flowers and Their Insect Visitors. Doubleday, Page & Co.)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, der var kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed givet på grund af arternes ældgamle brug som lægeurter.

I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Det danske folkenavn ledgræs sigter til artens korte blade, der giver planten et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til artens anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis bekiendt, necte Recentiores saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius oc Camerarius, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skælrod snylter på rødder af hassel (Corylus), til tider på elm (Ulmus), ask (Fraxinus), el (Alnus), valnød (Juglans) og bøg (Fagus).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape)

I sin Cruydeboeck (’Urtebog’) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev arten ofte ædt af kvæg, hvilket er baggrunden for slægtens navn. Den indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stor gyvelkvæler vokser i åbne områder, udelukkende på basisk jord, og er udbredt i det meste af Europa, mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Gansu-provinsen i Kina.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, slank, håret, rødlig, brunlig eller gullig, op til 60 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et tæt, endestillet aks, kronen tragtformet, op til 2,4 cm lang, kirtelhåret, gulbrun udvendig, blodrød indvendig. Sidstnævnte har givet anledning til det danske navn.

 

 

 

 

 

Den snylter på hundredevis af arter i forskellige familier, men med klar præference for ærteblomstfamilien (Fabaceae) og kurvblomstfamilien (Asteraceae). Den er ofte almindelig i kløvermarker og betragtes som yderst skadelig for landbruget i New Zealand og USA.

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er stænglen grenet, op til 60 cm høj og tæt besat med kirtelhår. Blomsterne er blå med to hvide striber på underlæben.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af disse planter til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Græssende dyr æder normalt ikke troldurter, da de indeholder giftige glykosider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Californien og Oregon, hvor den vokser i skove og og chaparral-krat – et samfund af vedplanter, der er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, som er typiske for det sydlige Californien. Den snylter på rødder af andre planter, især af lyngfamilien (Ericaceae).

Førhen blev den anvendt af indfødte folkeslag til at få trætte muskler til at slappe af, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

 

 

 

 

 

På engelsk hedder den bull elephant’s head (‘han-elefantens hoved’) – et navn, der skyldes blomstens udseende. Dens næb er langt og spidst og bøjer opad som en elefant, der løfter snablen, mens de to sideflige minder om elefant-ører.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til det tætte dække af lådne hår på stængel og blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet skjaller sigter i lighed med to andre folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne. Slægtsnavnet kommer af græsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk phore (‘bærer’) og dendron (‘træ’), altså ’båret på et træ’, hvilket hentyder til slægtens epifytiske levevis. Navnet skyldes Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

Phoradendron-blomster er grønlige og meget små, kun 1-3 mm i diameter. Frugterne og deres spredning er nøjagtigt som hos Viscum (nedenfor). De er en yndet føde for silkemonarker (Phainopepla).

Disse planter kan til tider reducere produktionen af frugt og nødder temmelig voldsomt. Løv og bær hos nogle af arterne er giftige. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Phoradendron, hvor der findes en liste over referencer)

 

Den snylter på et bredt udsnit af træer og buske, deriblandt mesquite (Prosopis), ørken-jerntræ (Olneya tesota), katteklo-akacie (Senegalia greggii), palo verde (Parkinsonia), samt ørken-vrietorn (Condalia).

Tidligere blev bærrene af denne art konsumeret af indfødte folkeslag, som høstede dem ved at brede et tæppe ud under planten, hvorefter de slog på den med kæppe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev bærrene spist af lokale stammefolk, mens bladene blev benyttet til té, samt til behandling af diverse lidelser, bl.a. mavepine, til at få trætte muskler til at slappe af, samt til at mindske blødninger efter fødsler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘håret’, hvilket hentyder til det tætte dække af korte hår på bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet misteltén kommer af mist (’gødning’) og tan (’kvist’), altså ’kvisten i gødningen’, hvilket levende beskriver, hvordan frø af disse planter spirer i en klat gødning, som en fugl har efterladt på en gren. Folkenavnet heksekost skyldes plantens lighed med ’heksekostene’ på birketræer, og vintergrøn hentyder til, at arten er stedsegrøn. Det sydslesvigske navn marentaken kommer af mare, som angiver et væsen, der giver mareridt, og taken, som er et tysk dialektord for kvist. Det sagdes, at planten kunne beskytte mod mareridt.

 

 

 

 

 

For de keltiske offerpræster, druiderne, symboliserede de mistelténe, der voksede på de hellige egetræer, egenes kraft, og den indgik i deres religiøse ceremonier. Misteltén blev kun indsamlet, når druiderne havde haft syner, som ledte dem til planten.

Ved nytår vandrede unge mænd, bærende på grene af misteltén, rundt og proklamerede det nye års komme. Denne skik blev sandsynligvis overtaget af briterne, og selv efter indførelsen af kristendommen blev den bevaret i en anden form. Nytårsaften skar man grene af misteltén, pyntede dem med frugter og farverige bånd og hængte dem op under loftet omkring midnat. Herefter ledte de unge mænd de unge piger hen under mistelténen og ønskede dem godt nytår med et kys. I Danmark blev denne skik flyttet til juleaften i stedet.

I Bretagne er et folkeligt navn på planten Herbe de la Croix. Efter legenden blev korset, som Kristus blev korsfæstet på, fremstillet af misteltén-træ, hvilket bevirkede, at arten blev degraderet til at være en parasit.

I den nordiske mytologi var den gode gud Balder, søn af Odin og Frigg, plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette var blevet bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.

Førhen fremstillede man i hele artens udbredelsesområde en fuglelim af mistelténens bær, som anvendtes til at fange drosler og andre småfugle med – en praksis, som stadig finder sted i Mellemøsten og Himalaya. Det danske folkenavn fuglelim hentyder til denne anvendelse. Sæbe blev produceret af bærrene i 1800-tallet.

Et billede, som viser en stor bestand af misteltén, ses øverst på denne side.