Fugle i Costa Rica og Guatemala

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familier, slægter og arter er præsenteret i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger i store træk IOC World Bird List (worldbirdnames.org). Etymologien er oftest hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Hvis du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin magnus (‘stor’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet af den franske kirurg og naturhistoriker René-Primevère Lesson (1794-1849), møntet på krabbevågen (B. aequinoctialis). Navnet er en kombination af slægtsnavnene Buteo (våger) og Gallus (junglehøns). Måske fandt han, at denne fugl lignede en kombination af de to.

 

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘trækul’, hvilket sigter til fuglens farve.

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’), kombineret med slægtsnavnet Ceryle, som er afledt af oldgræsk kerylos, en uidentificeret, sandsynligvis mytisk fugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kyknos (‘svane’), hvilket sigter til, at disse ænder ofte yngler i hule træer, samt til deres ret lange hals. Kaldet hos nogle medlemmer er klare fløjtelyde, hvilket er årsagen til det engelske navn whistling-duck (‘fløjteand’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘som hører efteråret til’. Hvad det sigter til, er uklart.

 

 

 

 

 

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk oides (‘minder om’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘grønlig’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det østlige og sydlige Mexico mod syd til Paraguay og det sydlige Brasilien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘blå’.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Den yngler langs begge kyster, fra Oregon og Massachusetts sydpå til Mellemamerika, i Caribien, samt i Sydamerika mod syd til det centrale Chile og Argentina. Den findes også på mange spredte indlandslokaliteter i USA, hvor bestandene er trækfugle, som hovedsagelig overvintrer i Mexico og Mellemamerika.

I 1782 blev artsnavnet ved en fejltagelse hæftet på denne fugl af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Den er det eneste nulevende medlem af slægten, da et andet medlem, Bermuda-nathejre (N. carcinocatactes), som var begrænset til Bermuda, er uddød.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyx (‘nat’), genitiv nyktos (‘som hører natten til’), samt anassa (‘dronning’), hvilket sigter til artens natlige aktivitet, samt dens skønhed.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tigris (‘tiger’) og soma (‘krop’), hvilket hentyder til disse fugles stribede fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk bous (‘okse’) og ‘rhinos’ (‘næse’, i denne forbindelse ‘næb’), hvilket sigter til disse fugle store næb. Det engelske navn thick-knee hentyder til det tykke hælled.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tostribet’, hvilket sigter til, at fuglen har to striber fra issen om i nakken.

 

 

 

 

 

I gamle dage blev disse fugle ofte kaldt for gedemalkere, da det var en udbredt overtro, at de sugede mælk af geder om natten. Denne overtro kan dateres tilbage til den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.), som kaldte disse fugle for caprimulgus, afledt af capra (‘hunged’) og mulgere (‘at malke’). I 1758 blev dette navn adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den europæiske natravn Caprimulgus europaeus. På tysk kaldes natravne stadig for Ziegenmelker.

 

Slægtsnavnet er meget poetisk, idet det er afledt af oldgræsk khoreia, en slags dans med tilhørende musik, samt deile (‘aften’). Dette navn blev oprettet i 1832 af den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855), som bragte en stor samling hjem til England fra Brasilien og andre steder, omfattende over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind.

Mens Swainson generelt blev betragtet som lidt af en kapacitet inden for zoologien, blev hans botaniske karriere lidt af en katastrofe. William Jackson Hooker (1785-1865), som var den første direktør for de berømte botaniske haver i Kew, skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.”

 

Artsnavnet er afledt af latin acutus (‘skarp’) og‎ penna (‘svingfjer’), skønt penna også kan betyde ‘vinge’, som et symbol på høj hastighed.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korax (‘ravn’) og gyps (‘grib’), hvoraf den første del sigter til fuglens ravnsorte fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘klædt i sørgedragt’, afledt af ater (‘sort’). Meget sort, må man sige!

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘duelignende’, afledt af columba (‘due’).

 

 

 

 

 

 

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

Denne støjende fugl drager som regel omkring i flokke. Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’, i lighed med slægtsnavnet. Nå, men den er da også en meget køn fugl med en iøjnefaldende krum, mørkeblå og hvid top på issen, blå vinger og overside af halen, samt hvid underside med en tynd mørkeblå stribe, der løber fra nakken ned over den øverste del af brystet.

 

 

 

 

 

Fjerdragten varierer geografisk. Fuglene i de nordlige bestande er mørkebrune på oversiden og lysere brune på undersiden, hvilket har givet arten dens navn. Hos fuglene i de sydlige bestande er bugen hvid, og de ydre halefjer har hvide pletter. Mellemformer forekommer omkring Vera Cruz-området i Mexico.

Gamle fugle har sort næb og ben. Arten har en nøgen oppustelig hudsæk på brystet, som formodentlig regulerer kropstemperaturen, men den frembringer også mærkelige klikkende eller hikkende lyde, når fuglen kalder.

Overfladisk minder fugle fra de sydlige bestande om husskaden (Pica pica), men er lidt mindre, med kortere hale, men større næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘høj’ eller ‘tynd’) samt rhinos (‘næse’), hvilket formodentlig hentyder til det sammenpressede høje næb hos fuglen. Artsnavnet er afledt af græsk moros (‘idiot’), hvilket måske sigter til de mærkelige lyde, den frembringer.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1786 uden forklaring af den tyske naturhistoriker Blasius Merrem (1761-1824). Det kan være afledt af latin pene (‘næsten’) samt græsk lophos (‘top’), møntet på den lille top hos Cayenne-penelopehøne (P. marail), eller det kan sigte til Penelope, en prinsesse i den græske mytologi, utro hustru til Kong Odysseus af Ithaka.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘purpuragtig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse store sorte fugl kendes nemt på det store, sammentrykte næb og den lange hale. De er meget selskabelige og ses mest i støjende flokke. Ulig de fleste andre medlemmer af gøgefamilien er de ikke redeparasitter. Adskillige par bygger en følles rede, hvori adskillige hunner lægger æg og er fælles om udrugning og fodring af unger.

Slægtsnavnet, som blev oprettet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), er afledt af oldgræsk kroton (‘flåt’) og ephagon (‘at æde’). Linné citerede den irske læge og naturhistoriker Patrick Browne (1720-90), som i sin The Civil and Natural History of Jamaica (1756) anvendte navnet Crotophaga, idet han bemærkede, at de glatnæbbede anier “mest lever af flåter og andre små parasitter, og de ses ofte hoppe omkring på køer og okser på markerne.”

Det danske navn var muligvis navnet på disse fugle på det brasilianske Tupi-sprog.

 

En almindelig art, som lever i krat og åbent land, bl.a. landbrugsområder. Den er i fremgang, idet den gavnes af den omsiggribende fældning af skove.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin sulcus (‘fure’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Stor caracara har et kolossalt stort udbredelsesområde, fra det sydlige Arizona, Texas, Florida og Cuba mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til Ildlandet og Falklandsøerne. Den er opdelt i to underarter, plancus, som findes sydpå fra Peru og det nordlige Brasilien, samt den nordlige underart cheriway. I en periode blev de betragtet som særskilte arter.

I modsætning til ægte falke vandrer denne art ofte rundt på jorden i søgen efter bytte.

Slægtsnavnet er navnet på denne fugl på det brasilianske Tupi-sprog. Det betyder ‘den som skriger’, hvilket sigter til dens kald, der lyder, ligesom når man løber en pind hen over et hegn. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk plangos (‘ørn’), hvilket hentyder til dens ørneagtige fremtoning. Gribbefalke er et ældre dansk navn på caracaraer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk herpeton (‘krybdyr’) og theras (‘jæger’), hvilket sigter til dens foretrukne føde. Artsnavnet er latin og betyder ‘leende’, hvilket hentyder til dens kraftige kald.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin milvus (‘glente’) samt endelsen ago (‘ligner’). Gribbefalke er et ældre dansk navn på caracaraer.

 

På et lokalt argentinsk sprog er artsnavnet et lydefterlignende navn, som imiterer fuglens kald.

 

 

 

 

 

 

 

Da han beskrev et eksemplar i 1667, kaldte den franske naturhistoriker Jean-Baptiste du Tertre (1610-87) arten for la frégate, hvilket var franske søfolks navn på fuglen. En fregat er en type hurtigtsejlende krigsskib, og navnet hentyder måske til disse fugles hurtige og elegante flugt. Det engelske navn frigatebird blev først anvendt i 1738 af den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (c. 1690-1742) i bogen A Natural History of the Birds.

I Caribien blev fregatfugle kaldt for Man-of-War birds af engelske søfolk. Dette navn blev anvendt af den engelske opdagelsesrejsende, navigatør og naturhistoriker William Dampier (1651-1715) i bogen An Account of a New Voyage Around the World (1697). Han skriver: “Man-of-War (som den kaldes af englænderne) er omtrent på størrelse med en glente, og af samme form som denne, men sort; og halsen er rød. Den lever af fisk, men lander aldrig på vandet, men svæver over det som en glente, og når den øjner et bytte, flyver den med hovedet nedad til vandoverfladen, snupper hurtigt sit bytte op af havet med sit næb, og letter ligeså hurtigt igen, idet den aldrig rører vandet med sit næb. Hans vinger er meget lange; hans fødder er som andre landfugles, og han bygger rede i træer, hvor han kan finde dem; men hvor de mangler, på jorden.“

 

Da han passerede Kap Verde-øerne på sin første rejse over Atlanten i 1492, bemærkede søfareren Christoffer Columbus (1451-1506) denne fugl, som han anvendte ordet rabiforçado (‘splithale’) for. Hans journal blev citeret i 1530’erne af den spanske præst Bartolomé de las Casas (1484-1566): “De så en fugl, som kaldes for rabiforçado, som får sulerne til at kaste deres føde op, hvorefter hun selv æder maden, og hun får kun sin føde på denne måde. Den er en havfugl, men lander ikke på vandet og fjerner sig ikke over 20 leagues [ca. 60 sømil = ca. 100 km] fra land. Der er mange af disse fugle på Kap Verde-øerne.”

Det latinske artsnavn betyder ‘pragtfuld’ eller ‘storslået’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle yngler i forskellige huller, bl.a. i flodbrinker og bygninger, samt i gamle spættehuller.

Slægtsnavnet er taget fra den græske mytologi. Prokne var en prinsesse, som blev gift med Kong Tereus af Trakien. Tereus blev imidlertid lysten efter hendes smukke yngre søster Filomele, låste hende inde og voldtog hende. Da hun truede med at fortælle alle om hans gerning, skar han hendes tunge ud.

Da Prokne opdagede sin søsters forfærdelige skæbne, hævnede hun sig ved at myrde deres eneste barn, en lille søn ved navn Itys, kogte ham og serverede ham som sin mands måltid.

Da Tereus havde afsluttet sit måltid, spurgte han Prokne, hvor sønnen var. Hun fortalte ham sandheden og slyngede derpå sønnens hoved i hans ansigt. Rasende greb han sit sværd og løb efter kvinderne for at slå dem ihjel. Guderne bemærkede, hvad der foregik, og forvandlede dem til fugle, Tereus til en hærfugl, kvinderne til en nattergal og en svale. Græske kilder hævder, at Prokne blev til nattergalen og Filomele til svalen, mens romerske forfattere hævder det modsatte.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stålfarvet’, hvilket sigter til dens stålblå ryg.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ikteros (‘gulsot-gul’), oprindelig navnet på en gul fugl, måske guldpirol (Oriolus oriolus), som, sagdes det, kunne kurere gulsot, blot man så den.

 

Artsnavnet er afledt af latin pustula (‘filipens’), hvilket måske sigter til de sorte pletter på ryggen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psar (‘stær’) og koloios (‘allike’). Det lader til, at den tyske naturhistoriker Johann Georg Wagler (1800-1832), da han oprettede slægten i 1827, fandt, at disse fugle lignede en blanding af stær og allike.

Wagler døde ung, da han ved et uheld skød sig selv under en indsamlingstur i egnen omkring München i 1832.

 

Artsnavnet hentyder til den aztekiske kejser Montezuma Xocoyotzin (1480-1520), der blev dræbt af sine egne undersåtter, som var rasende over hans støtte til de spanske conquistadorer, ledet af Hernán Cortés (1485-1547).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For disse fugle anvender jeg navnet sortstære i stedet for det officielle danske navn, som er grackeler – en klodset ‘oversættelse’ af det amerikanske navn grackle, som stammer fra det engelske ord gracule, der kan spores tilbage til 1772. Det er en angliseret udgave af det latinske ord graculus, der blev anvendt om en uidentificeret fugl, som senere skribenter tolkede som værende alliken (Coloeus monedula). For mig minder disse fugle overhovedet ikke om alliken!

Slægtsnavnet er taget fra artsnavnet af Gracula quiscula, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 hæftede på den almindelige sortstær, i dag kaldt for Quiscalus quiscula. Det kan dreje sig om et caribisk ord, Quisqueya (‘alle landes moder’), hvilket sigter til øen Hispaniola, eller det kan være afledt af kastilliansk quisquilla, som betyder ‘en mindre disput’, hvilket hentyder til disse fugles støjende adfærd.

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacana var den staveform, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) benyttede, da han navngav sydlig jacana Parra jacana i 1766. Den oprindelige portugisiske stavemåde var jaçana (udtales omtrent zasana), hvilket var afledt af et lokalt Tupi-navn på fuglen, ñahana.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tornet’, hvilket sigter til en gul spore på forvingen, som anvendes til at forsvare fuglene selv samt deres unger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange medlemmer er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Måger.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Det latinske artsnavn er afledt af atra (‘sort’) og cilla (‘hale’), hvilket er temmelig mystisk, da lattermågens hale er hvid. Ifølge Helm Dictionary of Scientific Bird Names var det måske meningen, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav fuglen, ville have skrevet atricapilla (‘sorthåret’), med hentydning til artens sorte hoved i yngletiden.

Det danske navn sigter til artens kald.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Friedrich Boie beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle, og han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fisker’, oprindeligt fra thalassa (‘hav’).

 

Cabots terne opdeles i to underarter. Den yngler langs Atlanterhavskysten, fra Delaware mod syd, rundt om den Mexikanske Havbugt til Belize, på Bahama-øerne og mange caribiske øer, samt fra det nordlige Sydamerika langs Atlanterhavskysten til det nordlige Argentina. De nordligste bestande er trækfugle. Arten er en almindelig vintergæst langs Stillehavskysten, fra det sydøstlige Mexico mod syd til Peru.

The specific name is derived from the Latin acus (‘needle’) and flavidus (‘yellowish’), alluding to the yellow point on the long, sharp bill.

 

 

 

 

 

De nordligste bestande er trækfugle. Arten er en almindelig vintergæst langs kysterne af Mexico og Mellemamerika, samt langs hele den brasilianske kyst.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Pandion, en mytisk konge i Athen. Der var dog to konger af det navn i Athen. De blev ofte forvekslet af senere forfattere, men ingen af dem blev forvandlet til en rovfugl. Pandion d. 2. havde fire børn, af hvilke Nisus af Megara blev forvandlet til en høg. Denne metamorfose, som er detaljeret beskrevet under Micronisus gabar (på siden Fugle i Afrika), var sandsynligvis, hvad den franske naturhistoriker Marie Jules César Lelorgne de Savigny (1777-1851) tænkte på, da han flyttede fiskeørnen til en separat slægt i 1809.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hals (‘hav’) og aetos (‘ørn’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

I mange år var de placeret sammen med den Gamle Verdens værlinger i familien Emberizidae, men genetisk forskning har påvist, at de danner en monofyletisk gruppe med usikkert slægtskab med værlingerne, hvilket har ført til oprettelse af familien Passerellidae, der oprindelig blev dannet i 1851 af den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906) som en underfamilie, Passerellinae.

Den Nye Verdens spurve er frøædende fugle med koniske næb, omfattende omkring 138 arter i 30 slægter, heriblandt nogle, som førhen var placeret i tangarfamilien (Thraupidae, nedenfor).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og thrix (‘hår’), hvilket sigter til den kraftigt stribede isse hos de fleste af arterne.

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

 

 

 

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn skyldes artsforvirring. Ordet stammer fra det ældre hollandske navn på hjelmperlehønen (Numida meleagris), kalkoense haan, dvs. ‘hønen fra Calcoen’, som dengang var det hollandske navn på den sydindiske by Calicut (i dag kaldt for Kozhikode). Selvom kalkunen er amerikansk, opstod forvirringen på grund af dens lighed med perlehøns, som portugisiske handelsfolk importerede til Europa fra Indien siden 1400-tallet.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for hjelmperlehønen og skyldes den samme artsforvirring. I bogen The Helm Dictionary of Scientific Bird Names (2010) skriver James Jobling: “Navnene tyrkisk kok og tyrkisk høne blev anvendt for perlehøns i det 16. og 17. årh., fordi de blev bragt fra Afrika til Europa gennem det Ottomanske Rige, og denne forvirring var årsagen til, at Linné anvendte ordet Meleagris som slægtsnavn på den amerikanske kalkun (M. gallopavo), som var ukendt i Oldtidens Rom og Grækenland. Da perlehøns og kalkun senere blev adskilt som separate arter, blev ordet turkey fejlagtigt anvendt på engelsk for den amerikanske fugl.”

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘markeret med små øjne’, afledt af ocellus (‘lille øje’), hvilket er diminutiv af oculus (‘øje’). Navnet hentyder til mønsteret yderst på halefjerene, som er blevet sammenlignet med ‘øjnene’ på påfuglehannens (Pavo cristatus) halefjer. Hermed har vi forklaringen på artens danske navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampe (‘larve’) og philos (‘at elske’).

 

 

 

 

 

 

I dag rummer familien Psittacidae to underfamilier, afrikanske papegøjer (Psittacinae) med 2 slægter og ca. 12 arter, og amerikanske papegøjer (Arinae) med 32 slægter og omkring 150 arter.

 

Slægtsnavnet er hentet fra det franske navn amazone, som blev givet til forskellige papegøjer fra regnskovene omkring Amazon-floden af den franske naturhistoriker og matematiker Georges-Louis Leclerc, Greve af Buffon (1707-88).

 

Artsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’) og pallium (‘kappe’), hvilket sigter til den gule nakke.

 

 

 

 

 

Den har etableret forvildede bestande i adskillige californiske byer, og et par, som ynglede i en forstad til San Salvador i 1995 og 1996, var muligvis også undslupne fugle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘som hører efteråret til’. Hvad det sigter til, er uklart. Iøvrigt er det danske navn uheldigt, da arten ikke altid har gul kind.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er onomatopoetisk, et lydefterlignende ord for disse fugle på det brasilianske Tupi-sprog.

 

Arten er nationalfugl i Honduras.

Artsnavnet stammer fra portugisisk macau, der blev taget fra et ord på et brasiliansk sprog, måske Tupi-ordet macavuana, som muligvis var navnet på en palmeart, hvis frugter blev ædt af araer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kombinerer oldgræsk eu (‘god’) med latin psittula (‘lille papegøje’). Det alternative danske navn er afledt af latin conurus, oprindeligt fra oldgræsk konos (‘kegle’) og oura (‘hale’), således ‘med kegleformet hale’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘af Canicula’ (Hundestjernen eller Sirius), en stærkt lysende stjerne i stjernebilledet Canis Major (‘Store Hund’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er dannet af et andet slægtsnavn, Aramus (riksetranen, som er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada), samt oldgræsk oides (‘minder om’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med hvid bug’, afledt af albus (‘hvid’) og ventris (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘fjer’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til disse fugles meget lange tunge, der minder om en fjer.

Det danske navn er fra Tupi-ordet arassari (‘lille farvestrålende fugl’), som var navnet på sorthalset arasari (P. aracari).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’, afledt af torques (‘halsbånd’), hvilket sandsynligvis sigter til fuglens sorte ‘halsbånd’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kræver nogen forklaring. I værket Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65), kalder han tukaner for Ramphestes, som på oldgræsk betyder ‘med lang snude’, afledt af rhampe (‘næb’). Dette navn blev imidlertid stavet forkert af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-1605) i værket Ornithologia (1599-1603). Aldrovandis navn blev senere adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som hævdede, at navnet betød ‘et bredt sværd’, hvilket hentydede til formen på disse fugles næb.

Det danske navn er taget fra Tupi-ordet tukan, hvilket er en imitation af kaldet hos en af arterne.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘svovlfarvet’, hvilket sigter til farven på fuglens hals og øvre del af brystet.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aktites (‘lever ved kysten’), af akte (‘kyst’).

Det danske navn finder jeg misvisende. Disse fugle ses mest på stenede strande og klippekyster, så stenklire ville være et langt mere passende navn.

 

Artsnavn er latin og betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til de mørke pletter på undersiden i yngledragten.

 

 

 

 

 

Nylige genetiske studier har i høj grad rokeret rundt på denne familie. Et antal arter, som tidligere var placeret i den, er blevet overført til andre familier, men det modsatte har også fundet sted.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og herpes (‘kryber’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) – sandelig meget blå!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhamphos (‘næb’) og koilos (‘konkav’), hvilket hentyder til det konkave næb hos nogle arter.

 

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Carlo Passerini (1793-1857), som var direktør for det kongelige naturhistoriske museum i Firenze.

Tidligere blev fugle i Costa Rica og Panama betragtet som en særskilt art, Costa Rica-fløjlstangar (R. costaricensis).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sporos (‘frø’) og philos (‘at elske’). Det danske navn kommer af klerke, som i Middelalderen var en slags hjælpepræst. Ordet er afledt af græsk klerikos, egentlig ‘en præst valgt ved lodkastning’, af kleros (‘lod’). Navnet hentyder til disse fugles overvejende sorte fjerdragt, i lighed med klerkens dragt.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘ravne-lignende’, hvilket sigter til den overvejende ravnsorte fjerdragt hos hannen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet refererer til en ukendt småfugl, måske en slags finke, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘biskop’, hvilket sigter til den blålige fjerdragt. Biskopper er iført blå eller purpurfarvede dragter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eudokimos (‘pragtfuld’), oprindeligt fra eu (‘god’) og dokimos (‘glimrende’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Navnet tityri blev givet til satyrer og andre rå ledsagere af Pan og Bacchus, hvilket sigter til den støjende og aggressive adfærd hos tityraer.

 

Artsnavnet er afledt af latin semi (‘halv’) og fascia (‘bånd’), hvilket sandsynligvis hentyder til ansigtsmasken, som kun udgør et halvt halsbånd.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘krum’) og rhynkhos (‘næb’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med grime’, hvilket måske sigter til den tydelige stribe fra næbbet gennem øjet.

Førhen blev denne art betragtet som en underart af brunnakket kaktussmutte (C. rufinucha), men denne er blevet opdelt i 3 arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet, som udtales ‘aëdon’, er oldgræsk og betyder ‘nattergal’, hvilket sigter til den kraftige sang hos denne diminutive fugl.

I den græske mytologi var Aëdon gift med Zethus, søn af Zeus. Hun var misundeligpå sin svigerinde Niobe, som var gift med Zethuses tvillingebror Amphion. Niobe havde 14 børn, mens Aëdon kun havde et enkelt barn, sønnen Itylus. Drengen kom godt ud af det med sine fætre og sov ofte sammen med dem, specielt Amaleus. En dag sagde Aëdon til Itylus, at han skulle sove inderst i sengen denne nat, men Itylus glemte moderens ord, og da Aëdon kom ind i soveværelset med en kniv i den hensigt at dræbe Amaleus, kom hun ved et uheld til at dræbe sin egen søn i stedet. Som straf forvandlede guderne hende til en nattergal, som hele tiden kalder på sin søn.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pharos (‘kappe’) og makros (‘lang’), hvilket hentyder til vinge- og haledækfjerene hos pragtquetzal (nedenfor). Det andet h er sandsynligvis en skrivefejl.

Det danske navn er afledt af Nahuatl-ordet quetzalli (‘lange strålende halefjer’), oprindeligt fra quetz (‘oprejst’), hvilket sigter til en opret kam af fjer. Førhen blev ordet quetzal kun benyttet om pragtquetzal.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den mexikanske naturhistoriker José Mariano Mociño Suárez Lozano (1757-1820), som forskede i botanik, geologi og antropologi.

Historien bag det temmelig elendige billede nedenfor er denne: Jeg tog til et beskyttet område ved navn Biotopo del Quetzal, nær Salamá, Baja Verapaz, Guatemala, hvor jeg boede i en lille lodge ved vejen. I de følgende dage gennemstrejfede jeg tågeskoven i håbet om at se denne legendariske fugl. Vegetationen i skoven var yderst frodig, og de store træer var behængt med epifyter såsom mosser, laver, bregner og diverse frøplanter, mest bromeliader, som tilhører ananasfamilien (Bromeliaceae), samt orkidéer.

På mine ture observerede jeg kun meget få fugle, og ingen quetzal. På den sidste dag af mit ophold vendte jeg tilbage til lodgen, temmelig skuffet over ikke at have set denne gådefulde fugl. Jeg havde netop taget plads ved et af de udendørs borde og nød en kop kaffe, da lodgens ejer, som rodede med noget i sin bilmotor, pegede op mod et trægruppe og ytrede et enkelt ord: “Quetzal!”

Der, højt oppe i et træ, sad en pragtfuld han af quetzal, og, hvad der var mere vigtigt, han bevægede sig ikke. Nu havde jeg chancen for at få nogle billeder af denne art! Jeg sneg mig nærmere hen mod træet, men fra denne vinkel var det umuligt at fotografere fuglen, så jeg måtte nøjes med billeder ude fra vejen, langt borte eller ej.

Nu viste der sig imidlertid et andet problem: Lodge-fruen var i færd med at tilberede frokost, og røgen fra madlavningen sivede hen foran træet, hvor fuglen sad, hvilket ville gøre mine billeder slørede. Jeg måtte vente på ophold i røgskyerne for at tage billeder, men heldigvis bevægede fuglen sig stadig ikke. Det er typisk for trogoner, at de kan sidde stille i lang tid på samme sted.

Omsider lykkedes det mig at tage nogle få billeder, men sandelig ikke noget værd at skrive hjem om!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trogo (‘at tygge’ eller ‘at gnave’). Trogoner yngler i hulheder, som de selv gnaver ind i rådnende træ eller termitboer, og en enkelt art yngler endog i hvepsereder.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske ornitolog François Victor Masséna, 2. Greve af Rivoli og den 3. Prins af Essling (1799-1863), som havde en samling af fugleskind på ca. 12.500 eksemplarer, der senere endte på Philadelphia Academy of Natural Sciences.

 

 

 

 

 

Tyran-delen af disse fugles navn går tilbage til den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han kaldte den østlige kongetyran (Tyrannus tyrannus) for en tyran på grund af dens aggressive opførsel, og dette navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han klassificerede denne gruppe af fugle. Han satte stor pris på Catesbys arbejde og kaldte derfor familien Tyrannidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk megas (‘stor’) og rhynkhos (‘næb’), mens artsnavnet stammer fra pitanguá guacú, som er Tupi-navnet på en stor tyranfluesnapper, måske denne art.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myias (‘flue’) og zetetes (‘den som søger efter’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘den som ligner’, hvilket indikerer dens lighed med adskillige andre medlemmer af tyranfluesnapper-familien.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavnet. I lighed med det danske navn hentyder det til den aggressive opførsel hos disse fugle mod artsfæller såvel som andre arter. Når de forsvarer deres rede, angriber de ofte arter, som er større end dem selv, bl.a. høge, krager og egern.

 

Artsnavnet hentyder også til halen, afledt af latin forficis (‘en saks’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hidsig’ eller ‘temperamentsfuld’, hvilket formodentlig sigter til artens aggressive adfærd, når den forsvarer sin rede.