Flora i Tyrkiet
En hornskulpe-art, Glaucium leiocarpum, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pontisk rhododendron (Rhododendron ponticum), Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En kongelys-art, Verbascum mucronatum, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nerie (Nerium oleander), Manisa, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På denne side vises billeder af planter, taget under 3 besøg i Tyrkiet, i 1973, 2006 og 2018. Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge.
Under udarbejdelsen af teksten har jeg ofte benyttet information fra hjemmesiderne turkiyebitkileri.com og Wikipedia, samt i nogen grad ibuflora.ibu.edu.tr og encyclopaedia.alpinegardensociety.net. 2-binds-værket The most beautiful wild flowers of Turkey, af Erdoğan Tekin (2007), har også været til nogen nytte. Det indeholder mange fine billeder, men desværre er de fleste af dem taget på ekstremt tæt hold, så de kan slet ikke benyttes til at skelne nærtbeslægtede arter fra hinanden. Der er heller ingen bestemmelsesnøgler eller anden metode til identificering. Dertil kommer, at der i adskillige tilfælde er anbragt billeder af forkerte arter, og værket er også behæftet med andre fejl.
Nomenklatur og udbredelse af planter følger i langt de fleste tilfælde Kew Gardens hjemmeside Plants of the World Online (powo.science.kew.org). Mht. etymologien har jeg støttet mig til hjemmesiden Wiktionary, samt Jens Corneliuson’s fremragende bog Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand, 2. reviderede oplag 1999.
Der bringes også en del billeder af uidentificerede planter, og andre er kun tøvende blevet bestemt til art. Hvis du er i stand til at identificere nogle af dem, eller finder du fejlbestemmelser, hører jeg meget gerne derom. Adressen nederst på siden kan benyttes.
Kort over Tyrkiet, som viser de vigtigste bjergkæder, floder, søer og byer. (Lånt fra freeworldmaps.net)
Habitater
Tyrkiet er et utrolig varieret land med klippekyster, sandstrande, kystnære krat, løvskove, nåleskove og blandskove, floddale, søbredder, sumpe, tørt græsland, golde halvørkener, samt bjergenge, som er veritable ‘blomsterhaver’.
Denne store variation afspejles af landets antal af vilde plantearter, næsten 10.000, hvoraf over 3000 er endemiske.
Løvskov nær Kapısuyu, mellem Cide og Amasra, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Gold halvørken nær Tuz Gölü, centrale Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Klippekyst nær Tirebolu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dal mellem Samsun og Çakallı, nordlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kızılırmak-floden, nær Kırıkkale, centrale Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Figentræer (Ficus carica), Karaburun-halvøen, vest for Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Harpikstapning fra Sortehavs-fyrre (Pinus brutia), nær Çanakkale, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
De sneklædte Uludağ-bjerge, nær Bursa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blandskov med orientalsk bøg (Fagus orientalis) og nordmannsgran (Abies nordmanniana), Uludağ-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Fyrreskov på kystklipper nær Kelebek Vadisi, vest for Antalya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Regnskyer i det fjerne bevæger sig bort, mens solskin oplyser det golde landskab omkring ruinerne af den hittitiske by Hattuşa, nær Boğazkale, centrale Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Acanthaceae Akantusfamilien
Denne kæmpestore familie, der omfatter 229 slægter med ca. 4000 arter af urter, buske, slyngplanter og træer, er udbredt næsten overalt i verden.
Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet er det danske navn på denne familie blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed kommer af et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede blomst (med) tornede bjørne-dækblade’), hvilket sigtede til de krumme dækblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.
Acanthus
Denne slægt omfatter omkring 30 arter, udbredt i Sydøsteuropa, Mellemøsten, størstedelen af Afrika, samt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til det nordlige Australien.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akanthos, som betyder ‘med tornede blomster’, afledt af ake (‘torn’) og anthos (‘blomst’).
Acanthus hirsutus
Denne plante er begrænset til de østlige Ægæiske Øer samt det vestlige og centrale Tyrkiet. Der er to distinkte underarter, begge med slanke, lancetformede, mørkegrønne blade, op til 30 cm lange, som først er bløde, siden tornede. Blomsterstanden er en lang endestillet klase med hårede dækbæde, som har en skarp spids. Blomsterne hos nominatformen er bleggule eller grønlig-hvide, mens de hos underarten syriacus har purpurrød øvre læbe.
Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de hårede dækblade.
Acanthus hirsutus, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Aizoaceae Middagsblomstfamilien
Denne store familie rummer omkring 135 slægter og 1800 arter af sukkulenter, der næsten alle er endemiske for tørre områder i den sydlige del af Afrika. Nogle få arter findes i Middelhavsområdet, Australien, New Zealand, nogle Stillehavsøer, samt Amerika.
Familienavnet er afledt af oldgræsk aeizoon (‘husløg’), fra aei (‘for evigt’) og zoion (‘et levende væsen’), hvilket sigter til de kødfulde og holdbare blade hos medlemmerne, i lighed med bladene hos husløg (Sempervivum).
Navnet middagsblomst stammer fra den polske handelsmand og naturhistoriker Jacob Breyne (1637-97), der navngav en slægt i familien i 1684, hvor han anvendte staveformen Mesembrianthemum, afledt af græsk mesembria (‘middag’) samt anthemon (‘blomst’), således ‘middagsblomst’. Han havde bemærket, at planter af denne slægt oftest åbnede deres blomster ved middagstid.
I 1719 opdagede den tyske botaniker Johann Jacob Dillenius (1684-1747) imidlertid, at nogle medlemmer af slægten blomstrer om natten, så han ændrede staveformen til Mesembryanthemum, afledt af græsk mesos (‘midten’), embryon (‘griffel’) samt igen anthemon (‘blomst’), således ‘blomst med griflen i midten’.
Carpobrotus Middagsblomst, hottentotfigen
En slægt med omkring 15 arter af krybende planter med kødfulde blade og store, chrysanthemum-lignende blomster. De fleste arter endemiske i det sydlige Afrika, men der er mindst 4 arter i Australien og en enkelt i det sydlige Sydamerika.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karpos (‘frugt’) og brotos (‘spiselig’), hvilket i lighed med et af de danske navne hentyder til den spiselige frugt hos nogle af arterne.
Carpobrotus chilensis Chilensk middagsblomst
Stænglerne af denne krybende plante, der tidligere blev kaldt for Mesembryanthemum chilense, kan blive op til 2 m lange. De slår ofte rod fra bladhjørnerne og kan danne store måtter på jordoverfladen. De kødfulde blade er spidse, trekantede i omrids, op til 7,5 cm lange. Blomsterne er mørkt magenta, indtil 6,5 cm i tværmål.
Arten er hjemmehørende i det sydlige Chile og Argentina, men dyrkes i mange andre lande på grund af de smukke blomster. Den forvildes dog nemt og betragtes som invasiv mange steder, især i Californien.
Chilensk middagsblomst, voksende på den gamle bymur i Amasra på Sortehavskysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Amaryllidaceae Amaryllisfamilien
En familie med omkring 75 slægter og 1600 arter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.
Allium Løg
En kæmpestor slægt med over 1000 arter, der hovedsagelig findes i tempererede og subtropiske egne af den nordlige halvkugle, med nogle arter i det sydlige Afrika. Kærneområdet for slægten er tempererede områder i Asien, med næsten 200 arter i Tyrkiet. En overgang var disse planter placeret i familien Alliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Allioideae, af Amaryllidaceae.
Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hvidløg (A. sativum), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
En uidentificeret løg-art, Amasra, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret løg-art, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Allium rotundum Purpur-løg
Denne plante deler sig ofte og kan med tiden danne store bestande. Stænglen er op til 90 cm høj, blade 2-5, flade og smalle, indtil 40 cm lange. De kugleformede blomsterstande kan indeholde op mod 200 klokkeformede blomster, op til 7 mm i diameter, kronblade purpurfarvede, somme tider med hvid rand.
Arten findes fra Tyskland og europæisk Rusland mod syd til Marokko, Jordan og Iran. Den vokser i forstyrrede habitater, bl.a. marker, åbne skrænter, strande og langs veje.
Purpur-løg, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Purpur-løg, Aydın Dağları, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Leucojum
Tidligere rummede denne slægt 11 arter, men 9 af disse er blevet overført til slægten Acis, kun efterladende L. vernum (Dorothealilje) og L. aestivum (nedenfor) i slægten.
Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og ion (‘viol’).
Leucojum aestivum Sommerhvidblomme
Denne flotte plante er hjemmehørende fra de Britiske Øer og hovedparten af Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Kaukasus, Tyrkiet og det nordlige Iran. Den er også blevet forvildet i Danmark, Spanien, det sydlige Australien, New Zealand, Nova Scotia, samt en stor del af det østlige og vestlige USA.
Den bliver indtil 60 cm høj, undertiden 90 cm, blade båndformede, indtil 60 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstanden er en endestillet skærm med 3-7 nikkende blomster på stilke indtil 7 cm lange, kronen klokkeformet, op til 4 cm lang, kronblade hvide med en gulgrøn plet nær spidsen.
Artsnavnet er latin og betyder ‘hører sommeren til’, hvilket sigter til artens ret sene blomstringstidspunkt, sammenlignet med Dorothealilje.
Sommerhvidblomme, observeret på en kystslette mellem Ünye og Terme, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Anacardiaceae Sumakfamilien
Denne familie rummer omkring 83 slægter og 860 arter, udbredt over størsteparten af kloden, først og fremmest i tropiske egne, med nogle medlemmer i subtropiske og tempererede områder.
Cotinus
En lille slægt med 7 arter, udbredt i det sydøstlige USA og det nordøstlige Mexico, samt fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til Syrien, Iran, Himalaya og det sydlige Kina.
Slægtsnavnet er det latinske navn på C. coggygria (nedenfor), afledt af oldgræsk kotinos, hvilket var navnet på det vilde oliventræ (Olea europaea). Forbindelsen mellem disse to træer er svær at få øje på.
Cotinus coggygria Paryktræ
Denne busk, som bliver indtil 7 m høj, med vidt udbredte grene, forekommer fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til Syrien, Iran, Himalaya og det sydlige Kina.
De elliptiske eller ovale, grønne eller blågrønne blade, op til 8 cm lange, bliver gule, orange eller skarlagenrøde om efteråret. De talrige blomster sidder i store, indtil 30 cm lange klynger, hver blomst op til 1 cm i diameter, med 5 bleggule kronblade. Senere vokser lyserøde eller purpurfarvede, fjerlignende duske ud fra blomsterne og omgiver den lille stenfrugt, op til 3 mm i tværmål.
Veddet anvendes til at farve klæde gult, rødligt, eller purpurfarvet.
Artsnavnet er afledt af det oldgræske navn på denne plante, kokkygea. Det danske navn hentyder til de fjerlignende duske omkring frøene, der på afstand kan minde om en paryk.
Paryktræ med umodne frugter, omgivet af fjeragtige duske, Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pistacia Pistacie
Denne slægt med omkring 11 arter er hjemmehørende i det sydlige Texas, Mexico, Mellemamerika, Sydeuropa, det nordlige og østlige Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina, Vietnam og Filippinerne.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på det ægte pistacietræ (P. vera), afledt af oldgræsk pistakia.
Pistacia terebinthus Terpentintræ
Et lille løvfældende træ, op til 10 m højt, som er hjemmehørende i Middelhavsområdet, fra Marokko og Portugal mod øst til Tyrkiet, Libanon og Israel.
De snitdelte blade er op til 20 cm lange, med 5-11 ovale, skinnende småblade, indtil 6 cm lange og 3 cm brede. De små purpurrøde blomster, som sidder tæt sammen i indtil 15 cm lange toppe, kommer frem om foråret samtidig med bladene. Frugten er en kugleformet stenfrugt indtil 7 mm i diameter, rød eller sort ved modenhed. Hele planten lugter stærkt af harpiks.
Unge skud kan koges som en grønsag. Frøene er spiselige og søde, rå eller tilberedte. De anvendes i bagværk. En spiseolie udvindes også af frøene. Umodne røde frugter og frugtstilke konserveres i eddike og salt og benyttes som tilbehør til vin ved måltiderne. En kaffelignende drik kan fremstilles af ristede frø.
Harpiks fra barken anvendes almindeligt til behandling af talrige lidelser, deriblandt kræft. Den tygges også som tyggegummi, og afbrændes ofte som røgelse. Garvesyre og et rødt farvestof udvindes fra galler på bladene, som fremkaldes af bladlus. Veddet anvendes til snedkerarbejder, bl.a. skabe.
Ordet terpentin er afledt af terebinthos, det oldgræske navn på dette træ.
Blomstrende terpentintræ, nær Samsun, Sortehavskysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Terpentintræ med umodne frugter, Pergamon, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rhus Sumak
Denne slægt på omkring 35 arter er udbredt i subtropiske og tempererede områder, specielt omkring Middelhavet, samt i Asien, Australien og Nordamerika. Andre arter, som førhen var placeret i Rhus, er nu blevet overført til slægten Searsia, andre til Toxicodendron, bl.a. gift-sumak, som er beskrevet på siden Efterår.
Ordet sumak er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi. I Nordamerika lægges frugterne af hjortetaktræ (Rhus typhina) i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.
Rhus coriaria Garve-sumak
Garve-sumak er hjemmehørende omkring hele Middelhavet og videre mod øst gennem Mellemøsten og Kaukasus til Kirgisien og Afghanistan, og den findes også på de Kanariske Øer og Madeira.
Den er en indtil 5 m høj busk med snitdelte blade, som har 7-8 par ovale småblade. Blomsterstanden er en endestillet klynge af små hvide blomster, der senere bliver til rødbrune eller gulgrønne stenfrugter, som har en meget syrlig smag. De tørres og knuses for at blive anvendt som krydderi sammen med andre krydderier i en blanding kaldt za’atar.
Blade og bark indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder, hvilket afspejles af både artens danske navn samt det latinske artsnavn, af latin coriarium (‘læder’ eller ‘garvning’). Forskellige dele af planten benyttes til plantefarvning og giver røde, gule, sorte og brune farver. Af frøolien kan fremstilles vokslys.
Garve-sumak er meget almindelig i Tyrkiet. Denne har slået rod i muren på et forladt hus i bydelen Sultanahmet, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Apiaceae Skærmplantefamilien
En kæmpestor familie, som er udbredt i næsten hele verden, med omkring 434 slægter og ca. 3700 arter, som alle er urter.
Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, med en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.
Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.
Dette billede viser en skærmplante med umodne frugter, muligvis en art bjørneklo (Heracleum), Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Anethum
En lille slægt med kun to arter, der er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til Iran, mod syd til Sahel-zonen og det sydlige Arabien.
Slægtsnavnet er en latiniseret version af anethon, det oldgræske navn på dild (nedenfor).
Anethum graveolens Dild
Denne duftende urt er sandsynligvis oprindelig i Middelhavsområdet, det nordlige Afrika og Arabien, men har været dyrket så længe i mange andre egne, at dens oprindelsessted er svært at fastslå med sikkerhed.
Den er meget benyttet i europæisk og asiatisk madlavning som grønsag samt i supper, saucer og kager, og endvidere som drys på kolde retter og surmælksprodukter. Frøene anvendes som krydderi, specielt i pickles og eddike. Arten benyttes som parfume i sæbeindustrien, og som tilsætning i likører. En brændevin fra Frederikshavn ved navn Dommerens Snaps var tilsat dild, timian og pors. Frisk dild kan også bruges til at drive generende insekter bort.
Artsnavnet er latin, afledt af gravis (‘tung’) og olens (‘duftende’).
Dild er sandsynligvis oprindelig i Middelhavsområdet. På dette billede vokser den blandt klippeblokke langs havnefronten i Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Conium
Denne slægt, der omfatter 6 arter, er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, Kazakhstan og Xinjiang, mod syd til det nordlige Afrika, Ethiopien og Sydarabien, med en isoleret forekomst i det sydlige Afrika.
Oprindelig hed skarntyde (nedenfor) Cicuta på latin samt på adskillige sydeuropæiske sprog, men da dette navn også anvendtes for en anden giftig skærmplante, gifttyde (Cicuta virosa), besluttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) at navngive skarntyde Conium efter plantens græske navn koneion, der kommer af konas, at ’hvirvle rundt’, idet den forårsager svimmelhed og død efter indtagelse.
Conium maculatum Skarntyde
Denne art er oprindelig i Middelhavsområdet og Lilleasien, men er blevet indslæbt til andre egne af Europa, samt til Nord- og Sydamerika og New Zealand.
Arten virker bedøvende og krampestillende, idet den lammer bevægelsescentrene. Af denne grund blev den anbefalet som modgift til forgiftning fra stryknin og lignende gifte. Den blev også anvendt mod stivkrampe og andre kramper, rabies, tandfrembrud hos børn samt epilepsi på grund af knækkede tænder. Inhalerede skarntyde-dampe sagdes at kunne lette bl.a. bronchitis-hoste, kighoste og astma.
Det latinske artsnavn betyder ‘plettet’ og hentyder til de rødlige pletter på stænglen. Ifølge en kristen legende repræsenterer disse pletter det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel.
Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder rør, fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet. Forstavelsen skarn hentyder til, at arten førhen ofte voksede nær møddinger og andre ildelugtende steder.
Navnet hundekeks kommer af det svenske navn på vild kørvel, käx, der måske hentyder til skærmens lighed med en primitiv øsekurv til fiskefangst, på norsk kjeks, på dansk kejs. Forstavelsen hunde er nedsættende. Navnet odurt kommer af oldnordisk oðr, hvilket betyder ’rasende’ – en hentydning til giftens virkning.
Dette store eksemplar af skarntyde vokser blandt klippeblokke langs havnefronten i Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Coriandrum
En lille slægt med kun to arter, som forekommer i Mellemøsten, Arabien og Kaukasus.
Slægtsnavnet (og dermed det danske navn) stammer fra græsk koriannon (’stinktæge’) – et navn, som almindelig koriander (nedenfor) sandsynligvis fik på grund af dens meget kraftige duft.
Coriandrum sativum Koriander
Koriander er sandsynligvis hjemmehørende i Mellemøsten, Arabien og Kaukasus, men dyrkes i næsten alle tempererede og subtropiske områder og findes af og til forvildet. Ifølge arkæologiske fund i Nahal Hemar-hulen i Israel blev arten udnyttet så tidligt som 8000 f.Kr. Den blev også dyrket i det Gamle Egypten og i Grækenland, i hvert fald siden 2000 f.Kr.
Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderiblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.
Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.
Koriander, voksende i udkanten af en mark, Uluköy, nordøst for Dinar, sydvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Heracleum Bjørneklo
En stor slægt med omkring 148 arter, udbredt overalt i tempererede områder på den nordlige halvkugle, samt i subtropiske bjergområder sydpå til Ethiopien og Himalaya.
Slægtsnavnet er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.
Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.
Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.
Heracleum platytaenium
Denne stærkt duftende plante, op til 2 m høj, er begrænset til Grækenland og Tyrkiet. Stænglen er håret, dybt furet, ofte over 2 cm i tværmål, nedre blade tredelte, over 25 cm lange, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden, småblade med korte, bredt ovale eller afrundede flige, margin bølget og med små tænder. De øvre blade har meget brede, oppustede, tandede skeder. Hver blomsterstand har 25-80 stråler, indtil 18 cm lange, med linje- eller lancetformede svøbblade. Blomsterne er hvide, frugterne bredt ovale eller afrundede, indtil 1,4 cm lange og 1,1 cm brede.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og tainia (‘bånd’). Hvad det hentyder til er uklart.
Heracleum platytaenium, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Smyrnium
En lille slægt med 5 arter, udbredt fra Mellem- og Østeuropa mod syd til det nordlige Afrika, mod øst til Turkmenistan og Afghanistan. Alle arterne forekommer i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk smyrnion (‘myrra’). Det antyder muligvis, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav slægten i 1753, fandt, at medlemmer af slægten havde en duft, der mindede om duften fra myrra.
Smyrnium perfoliatum Lundgylden
Stænglen er indtil 60 cm høj, opret, furet, grundblade snitdelte, stængelblade gulgrønne, op til 20 cm lange og 8 cm brede, ovale eller afrundede med hjerteformet basis, som omfatter stænglen, der således ser ud, som om den vokser gennem bladet. Skærmene har 7-14 stråler, blomster stærkt gule.
Arten findes fra Mellem- og Østeuropa mod syd til det nordlige Afrika, mod øst til Kaukasus, Tyrkiet og Syrien. I Danmark er den forvildet hist og her.
Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket sigter til de stængelomsluttende blade.
Vissen lundgylden med frøstande, Karaburun-halvøen, nær Izmir. Dette billede viser sandsynligvis underarten rotundifolium, der adskiller sig ved de cirkelrunde, helrandede eller kun svagt tandede øvre stængelblade. Bemærk bredtægerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tordylium
Denne slægt omfatter ca. 20 arter, der forekommer fra Mellemeuropa mod syd til det nordlige Afrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og Iran. Omkring 17 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tordylion, oprindeligt tordylon, som var navnet på T. officinale.
Tordylium apulum
Denne plante findes i de fleste lande omkring Middelhavet, voksende på tomter og langs veje. Stænglen er opret, grenet, indtil 50 cm høj, sparsomt håret. De blødhårede blade er snitdelte, småblade på de nedre blade ovale, tandede, linjeformede på de øvre blade. Storskærmen har 2-8 stråler, de ydre blomster med et stærkt forstørret, dybt todelt kronblad. Svøbbladene er linjeformede på såvel storskærme som småskærme. Den markante frugt er rund og flad, op til 8 mm i tværmål, med knopper langs randen.
Artsnavnet refererer til Apulum, en lokalitet i det antikke kongerige Dacien, som lå i det nuværende Rumænien.
Tordylium apulum med frugter, Troja, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Turgenia
Denne slægt omfatter kun to arter, T. latifolia (nedenfor) og T. lisaeoides, som er begrænset til Irak.
Slægten blev opkaldt til ære for den russiske statsmand Alexander Turgenev (1784-1845), som var direktør for departmentet for fremmede religioner, udnævnt af Prins Dmitry Vladimirovich Golitsyn (1771-1844).
Turgenia latifolia
Denne art bliver op til 50 cm høj, stængel opret, furet, stivhåret, blade snitdelte, stivhårede, segmenter lancetformede, tandede. Skærme langstilkede med 2-4 uens stråler, blomster røde eller lyserøde, med indhak i kronbladene. Frugten er oval, indtil 1 cm lang og 5 mm bred, dækket af rødlige eller purpurfarvede pigge.
Den vokser på tomter og langs grøfter og veje, fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland og Xinjiang, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Pakistan.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.
Turgenia latifolia med frugter, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Apocynaceae Singrønfamilien
Udbredt i næsten hele verden med 415-425 slægter og ca. 4500 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter.
Familiens navn er afledt af oldgræsk apo (‘bort’) og kyon (‘hund’), hvilket sigter til den giftige Cionura erecta, der tidligere blev anvendt til at forgifte hunde.
Et stort antal slægter udgjorde tidligere svalerodfamilien (Asclepiadaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Asclepiadoideae, af singrønfamilien. Mange medlemmer af denne underfamilie har udviklet komplekse mekanismer for bestøvning. Nogle arter har samlet deres pollen i pollinier, i lighed med orkidéer. De ildelugtende blomster hos nogle slægter tiltrækker fluer, som bestøver blomsterne. Hos andre slægter har blomsterne 5 bægerlignende strukturer, som er fyldt med nektar, der tiltrækker insekter. En morsom beskrivelse af den mærkværdige bestøvning hos slægten Asclepias findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Cionura erecta
Denne busk eller klatreplante, som er det eneste medlem af slægten, har talrige, op til 8 m lange stængler, der som unge er grønne, senere grå eller brunlig-grå, blade stilkede, ovale med hjerteformet grund, op til 10 cm lange og 8 cm brede, spidse, stærkt grønne på oversiden let blålige på undersiden. Blomsterstandene er endestillede skærmlignende klynger, kronblde hvide, sjældent med rødligt eller gulligt skær, indtil 1,2 cm i tværmål, segmenter trekantede.
Den vokser i mange forskellige habitater, bl.a. krat, skråninger, flodsenge, strande og tomter, fra havniveau op til højder omkring 1100 m, fra Balkan mod øst gennem Tyrkiet og Syrien til Afghanistan.
Artsnavnet er latin og betyder ‘opret’.
Cionura erecta, Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nerium oleander Nerie
Denne busk, som er slægtens eneste medlem, er sandsynligvis hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til den Indiske Halvø og Myanmar. Den har dog været dyrket så længe, at dens oprindelsesområde er vanskeligt af fastslå med sikkerhed.
Den bliver op til 6 m høj, med talrige udbredte stængler. De tykke, læderagtige, lancetformede blade sidder parvis eller 3 sammen, op til 20 cm lange og 3,5 cm brede. De er lysegrønne som unge, men bliver senere mørkegrønne. De røde, lyserøde eller undertiden hvide blomster sidder i endestillede klynger, kronen indtil 5 cm i diameter, dybt delt med 5 ovale flige, med frynser omkring kronrøret. Frugten er smal og bælg-lignende, op til 23 cm lang. Den sprækker ved modenhed, og de dunede frø spredes med vinden.
Slægtsnavnet er afledt af nerion, det oldgræske navn på denne plante, mens artsnavnet er det klassiske latinske navn på planten.
På dette billede vokser nerie langs et vandløb gennem kalciumbikarbonat-terasserne ved Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nerie, nær Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Nerie, Çandarli-bugten, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Araceae Arumfamilien
En meget stor familie, udbredt næsten overalt i verden, der omfatter 106 slægter med omkring 4000 arter af urter, sjældent forveddede slyngplanter.
Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.
Dracunculus Dragerod
Denne slægt rummer kun to arter, hvoraf den ene er begrænset til Madaira og de Kanariske Øer. Den anden præsenteres nedenfor.
Slægtsnavnet er afledt af latin draco (‘drage’) samt endelsen ulus, der udtrykker noget småt. Det forklares på forskellige måder, en kilde siger, at den lange kolbe minder om en drage, der skjuler sig inde i hylsterbladet, mens en anden påstår, at det hentyder til de hånddelte blade, der er blevet sammenlignet med dragefødder. Hvorfor det danske navn hentyder til roden, har jeg ikke fundet nogen forklaring på.
Dracunculus vulgaris Almindelig dragerod
Denne markante plante er udbredt fra Italien mod øst til Tyrkiet, samt i det nordlige Algeriet. De hånddelte blade er langstilkede, stilk og bladskeder med røde, grønne og sorte pletter eller striber. Det store purpurrøde hylsterblad vokser op fra en indtil 50 cm lang stilk, og bladet måler op til 50 cm i længden og 20 cm i bredden. Den mørkt purpurfarvede eller sorte kolbe er endnu længere. Blomsterstanden har en meget ubehagelig lugt, henad råddent kød, hvilket tiltrækker fluer, som bestøver blomsterne.
Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.
Dragerod, Efesos (øverst), og Pergamon, begge i det vestlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dragerod, Emli-dalen, Ala Dağları. Dens blade er meget mindre delte end typiske planter fra det vestlige Tyrkiet, og måske tilhører den en særlig underart. Busken nederst på billedet (sandsynligvis en astragel) er dækket af stængler af burre-snerre (Galium aparine, se Rubiaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Asparagaceae Aspargesfamilien
I dag rummer denne familie, som er udbredt i de fleste egne af kloden, 114 slægter med i alt omkring 2900 arter. Efter omfattende genetiske studier er et stort antal slægter, som tidligere var placeret i andre familier, blevet overført hertil.
Muscari Perlehyacint
En stor slægt med omkring 80 arter, som forekommer fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, og derfra mod øst gennem Mellemøsten og Arabien til Kirgisien og det nordlige Pakistan. Nogle arter er blevet forvildet andre steder, bl.a. i Nordeuropa og USA. Mindst 30 arter findes i Tyrkiet.
Blomsterstanden hos de fleste af disse planter er en endestillet klase med meget tætsiddende, urneformede blomster, mørkeblå, lyseblå, violette eller hvidlige, som mens de er unge minder om klaser af småbitte druer eller perler – heraf det danske navn. Under frugtsætningen bliver blomsterstanden normalt forlænget og langt mere åben.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk moskhos (‘moskus’), hvilket sigter til duften hos nogle af arterne. Navnet kan spores tilbage til 1601, til den flamske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, der som en af de første studerede Alpernes flora. Slægten blev formelt oprettet i 1754 af den britiske botaniker Philip Miller (1691-1771).
Mange af arterne er meget vanskelige at skelne fra hinanden, og nogle af arterne herunder er kun tøvende blevet identificeret.
Muscari anatolicum
Denne plante bliver indtil 15 cm høj, med meget mørkviolette blomster, som er hvide på de små tilbagebøjede flige. De står i stærk kontrast til de sterile blomster i toppen, som er blegblå.
Arten er begrænset til Grækenland og Tyrkiet, og nogle autoriteter betragter den som truet i vild tilstand.
Artsnavnet sigter til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.
Muscari anatolicum, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Muscari armeniacum Armensk perlehyacint
Den blomstrende stængel bliver op til 40 cm høj, blade 3-5, grønne, linjeformede eller smalt lancetformede, indtil 30 cm lange og 5 mm brede. Blomsterstanden, som er en endestillet, oval eller cylinderformet klase, forlænges og bliver mere åben under frugtsætning. Fertile blomster er ovale eller urneformede, op til 5,5 mm lange og 3 mm brede, himmelblå eller violette, indsnævret ved spidsen, som har små hvide flige, op til 1 mm lange. De sterile blomster i toppen er få, med samme farve eller lidt lysere.
Denne art vokser i skove, krat og enge, fra havniveau til højder omkring 2700 m. Den findes på Balkan, samt i Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus. Den blev opkaldt efter Armenien i det østlige Tyrkiet og Kaukasus.
Armensk perlehyacint, nær Seydiler, nord for Kastamonu. Der ses også tusindfryd (Bellis perennis), samt blålige blade af cypres-vortemælk (Euphorbia cyparissias). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Armensk perlehyacint, Samsun, Sortehavskysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Armensk perlehyacint, Ilgaz Daği Nationalpark, nær Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Muscari bourgaei
Den blomstrende stængel er indtil 10 cm høj, blade 3-6, linjeformede, op til 15 cm lange og 2,5 mm brede, spids but. Klasen er temmelig åben, indtil 3 cm lang og 1,5 cm bred, den forlænges ikke under frugtsætning. Fertile blomster er ovale eller urneformede, indtil 4,5 mm lange og 3 mm brede, stærkt indsnævret i spidsen, himmelblå eller violetblå, flige i spidsen omkring 1 mm lange, hvide eller lyseblå. Sterile blomster har samme farve som eller er lidt lysere end de fertile blomster.
Arten er endemisk i det vestlige og sydlige Tyrkiet, hvor den vokser på bjergenge og stenede skråninger i højder mellem 1500 og 3000 m.
Artsnavnet hædrer den franske naturhistoriker Eugène Bourgeau (1813-77), som indsamlede planter mange steder, bl.a. de Kanariske Øer, Nordafrika, Tyrkiet, Rhodos, det vestlige Canada, samt Mexico.
Muscari bourgaei, Uludağ-bjergene, nær Bursa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Muscari comosum Dusk-perlehyacint
Denne art er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, mod øst til Ukraine, og fra det nordvestlige Afrika mod øst til Iran. Den er også blevet forvildet andre steder, bl.a. Danmark, Polen, USA, samt de Britiske Øer, hvor den forekom så tidligt som 1500-tallet.
Den kendes nemt på sin dusk af himmelblå eller blåviolette, sterile blomster ovenover brunlig-grønne fertile blomster, der er mørkeblå i knop. Denne dusk er grunden til det danske navn. Den blomstrende stængel er op til 60 cm høj, blomster langstilkede, fertile blomster indtil 1 cm lange, med en stilk af omtrent samme længde. Helt udvoksede er de mere åbne, grønlige med brunlig spids, der har småbitte lysere flige. De linjeformede blade er indtil 1,5 cm brede.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med en mængde hår’, hvilket formodentlig sigter til dusken.
Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Leopoldia.
Dusk-perlehyacint, voksende i kanten af en bygmark, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser dusk-perlehyacint i en fyrreskov nær Pozantı, nord for Adana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ornithogalum Fuglemælk
Denne store slægt er udbredt i England, Mellem- og Sydeuropa mod øst til det vestlige Sibirien, i Mellemøsten mod øst til Afghanistan, i det nordlige, østlige og sydlige Afrika, samt på Madagascar. Medlemmer af slægten dyrkes andre steder, og nogle er blevet forvildet i Nordeuropa, Australien og Nordamerika.
Antallet af arter er omdiskuteret, og det godkendte antal varierer mellem 50 og 300. I 2023 anerkender Kew Gardens 214. Omkring 60 arter forekommer i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ornis (‘fugl’) og gala (‘mælk’). Andre planter, hvis navn indeholder gala, har normalt mælkesaft, men det er ikke tilfældet med denne slægt, og navnet kan hentyde til, at blomsterfarven hos nogle arter minder om fugleklatter. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske navn. Et engelsk navn på disse planter er star-of-Bethlehem, hvilket sigter til de stjerneformede blomster, der er blevet sammenlignet med stjernen over Bethlehem, der ifølge legenden opstod, da Jesus blev født.
En uidentificeret art af fuglemælk, nær Kandira, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ornithogalum pyrenaicum Pyrenæisk fuglemælk
En markant plante med en blomsterstængel op mod 1 m høj, som har en endestillet cylinderformet klase, op til 20 cm lang, som indeholder op til 40 langstilkede blomster. De linjeformede, grågrønne blade er alle grundstillede, op til 5 mm brede, der ofte visner, før blomsterne kommer frem. Kronblade indtil 8 mm lange, af variabel farve, gullige, hvide eller grønlighvide indvendigt, i reglen grønne udvendigt.
Arten er udbredt fra England, Portugal og Marokko mod øst til Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. Den vokser i skove og på enge, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.
Unge blomster kan spises som grønsag og har en asparges-lignende smag. Det engelske navn Bath asparagus hentyder til, at denne plante engang var talrig omkring byen Bath i England.
Pyrenæisk fuglemælk, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scilla Skilla
En slægt med omkring 90 arter, som forekommer i det meste af Europa (med undtagelse af Danmark, Sverige, Finland og de Baltiske Stater), mod øst til europæisk Rusland og Iran, samt i størstedelen af Afrika. Omkring 18 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk skilla, det klassiske navn på medlemmer af denne slægt, samt den nært beslægtede Drimia maritima.
Sibirisk skilla (S. siberica) betragtes som invasiv i England.
Scilla bifolia Tobladet skilla
Blomsterstænglen er opret, indtil omkring 25 cm høj, med en åben klase af op til 15 langstilkede blomster, de udbredte kronblade er himmelblå, blålilla eller purpur-blålige, indtil 1 cm lange og 2,5 mm brede. Der en kun to grundstillede blade, op til 20 cm lange og 1,5 cm brede.
Denne plante findes i Mellem-, Syd- og Østeuropa, samt i Tyrkiet og Syrien. Den vokser i løvskove og på bjergenge, i højder op til omkring 2000 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blade’.
Tobladet skilla, Uludağ-bjergene, nær Bursa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Asphodelaceae
En familie med omkring 40 slægter og 900 arter, udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske egne verden rundt.
Asphodeline King’s spear
Denne slægt, som omfatter 17 arter, forekommer fra Italien og Algeriet mod øst gennem Mellemøsten til Iran. Alle arter med en enkelt undtagelse er konstateret i Tyrkiet.
Blomsterstanden er et langt aks hos de fleste arter, blomster stjerneformede med 6 kronblade, normalt med en mørkere midternerve. Frugten er en kugleformet eller oval kapsel.
Slægtsnavnet er oldgræsk, afledt af Asphodelos, en nært beslægtet gruppe af planter, hvis navn er af ukendt oprindelse. Et engelsk navn på medlemmer af slægten er king’s spear, hvilket sigter til den høje, ranke blomsterstand hos de fleste arter.
Asphodeline anatolica
Den blomstrende stængel hos denne statelige plante bliver op til 1,6 m høj, normalt ugrenet, de fleste blade er grundblade, blålige, meget smalle, indtil omkring 40 cm lange. Blomsterstanden er et mangeblomstret aks, blomster stjerneformede, kronblade 6, op til 2,3 cm lange, hvide med en brunlig midternerve, stilkede ved frugtens modenhed, stilk op til 2,5 cm lang.
Arten er endemisk i det sydvestlige Tyrkiet, hvor den vokser i åbne skove og på stenede steder, i højder op til omkring 1300 m.
Artsnavnet sigter til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.
Asphodeline anatolica, voksende i en fyrreskov nær Pozantı, nord for Adana. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Asphodeline taurica
Denne art, som er udbredt fra Balkan mod øst til Kaukasus, samt fra Krim mod syd til Syrien, vokser på stenede steder og i lyse skove, i højder op til omkring 2500 m.
Den oprette blomsterstand bliver indtil 80 cm høj, med meget smalle, blålige blade hele vejen op til under blomsterstanden, som er en meget tæt, kølleformet, endestillet klynge, indtil 30 cm lang, blomster hvide, kronblade indtil 1,5 cm lange.
Artsnavnet hentyder til Taurike, som var det oldgræske navn på Krim-halvøen. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet her.
Asphodeline taurica, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Asteraceae Kurvblomstfamilien
Denne familie, som er udbredt næsten overalt i verden, er en af de største plantefamilier, der omfatter omkring 1620 slægter med ca. 24.000 arter af urter og buske, sjældent slyngplanter eller træer.
Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt dække af tætpakkede grønne svøbblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.
Achillea Røllike
Rølliker udgør en stor slægt med omkring 135 arter, udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med nogle arter naturaliseret andre steder. Omkring 50 arter forekommer i Tyrkiet.
Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.
Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)
Achillea arabica
Denne art, der også kaldes for A. biebersteinii, kan opnå en højde på omkring 1 m, stængel længdestribet, i lighed med bladene mere eller mindre tæthårede, blade linjeformede, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, op til 12 cm lange og 2,5 cm brede, primære segmenter talrige, yderste segmenter få, tilspidsede, indtil 4 mm lange. Kurve talrige, kortstilkede, til tider over 200 med en totalbredde op til 10 cm. Svøbet er meget lille, op til 4 mm langt og 3 mm bredt, med småbitte blade. Randkroner 4-5, guldgule, indtil 2 mm lange, skivekroner op til 30, af samme farve.
Arten er udbredt fra Bulgarien mod øst gennem Kaukasus til Uzbekistan og Kirgisien, mod syd til Arabien og Pakistan. Den vokser i nåleskove, samt på tørre enge, brakmarker, steppe og klippefyldte skråninger, i højder mellem 350 og 3450 m.
Achillea arabica, Aydın Dağları, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Achillea biserrata
Denne art er begrænset til det nordlige Tyrkiet og Kaukasus, hvor den vokser i skove og på åbne steder, fra havniveau op til omkring 2400 meters højde.
Stænglen er op til 1 m høj, blade helrandede, lancetformede, tilspidsede, margin dobbelt-tandet, svagt håret. Der er mellem 5 og 20 kurve, tilsammen med en bredde på ca. 12 cm, med op til 4,5 cm lange stilke. Svøbet halvkugleformet, op til 6 mm langt, med ovale blade, som har brunlig rand, randkroner 7-8, hvide, indtil 8 mm lange, skivekroner op til 40, gullige.
Artsnavnet er latin og betyder ‘dobbelt-tandet’, hvilket hentyder til bladranden.
Achillea biserrata, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Anthemis Gåseurt
En meget stor slægt med omkring 165 arter, udbredt i hele Europa, mod øst til Uralbjergene, Kazakhstan og Pakistan, mod syd til det nordlige og østlige Afrika. Der findes ca. 35 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthemon (‘blomst’).
Anthemis arvensis Ager-gåseurt
En vidt udbredt plante, der forekommer fra Island, det nordlige Skandinavien og det nordvestlige Rusland mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den er også blevet forvildet i Nordamerika, Japan, Australien og andre steder. Den vokser på forstyrret jord, såsom vejkanter og brakmarker.
En variabel art, grenet fra grunden, stængler krybende eller oprette, til 40 cm, dunhårede. Bladene er en eller to gange snitdelte, indtil 3,5 cm lange og 1,6 cm brede, aflange eller omvendt lancetformede i omrids, segmenter linjeformede eller omvendt lancetformede, ca. 0,5 mm brede, spidse. Blomsterstilken er op til 15 cm lang, svøbet indtil 1,3 cm bredt, mere eller mindre tæthåret. Randkroner 5-20, hvide, indtil 1,5 cm lange, skivekroner gule, op til 4 mm lange.
Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.
Nogle arter i denne slægt er meget vanskelige at skelne fra hinanden, og nogle af billederne herunder kan vise andre arter.
Ager-gåseurt, opret form, Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ager-gåseurt, krybende form, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ager-gåseurt, opret form, Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Carduus Tidsel
Denne store slægt af tornede urter, som omfatter omkring 90 arter, er udbredt i hele Europa, størsteparten af Afrika, samt i tempererede og subtropiske egne af Asien. Mange arter er blevet naturaliseret andre steder, og adskillige betragtes som invasive. Omkring 20 arter optræder i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er latin, sandsynligvis afledt af proto-indoeuropæisk kars, der oprindeligt kommer af Sanskrit kaṣati (‘at kradse’ eller ‘at skrubbe’). Navnet sigter naturligvis til de ekstremt tornede blade og stængler.
Carduus nutans Nikkende tidsel
Det naturlige udbredelsesområde for denne markante plante er fra hele Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran, Xinjiang og Mongoliet. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika og Australien, hvor den betragtes som et særdeles besværligt ukrudt. Arten er meget almindelig i Tyrkiet.
Den kan blive over 2,5 m høj, stængel ofte uldhåret, vinget, med et væld af stive, grønne eller hvide torne, op til 1 cm lange. Øverst på stænglen er der langt færre og mindre torne, eller den kan være helt tornløs. Alle blade er meget tornede, grundblade smalnende ind til en vinget stilk, bladplade op til 4 cm lang, enkelt eller dobbelt snitdelt, stængelblade kortere og siddende. Kurvene sidder enkeltvis for enden af stænglen eller udbredte sidegrene, op til 4 cm i tværmål, først oprette, senere ofte nikkende. Svøbet er halvkugleformet, indtil 6 cm langt og 7 cm bredt, med lancetformede eller ovale, stive, udbredte eller tilbagebøjede, op til 1 cm lange blade. Randkroner mangler, skivekroner meget talrige, purpurrøde, op til 2,8 cm lange.
Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til de ofte nikkende kurve.
Stor bestand af nikkende tidsel på en brakmark, nær Aksaray, øst for Konya. Der ses også enkelte valmuer (Papaver). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nikkende tidsel i aftensol, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Nikkende tidsel, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Carthamus
Denne slægt, som rummer omkring 40 arter, forekommer fra Vesteuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige og nordøstlige Afrika, Arabien og Himalaya. Adskillige arter er blevet forvildet andre steder kloden rundt.
Slægtsnavnet kan spores tilbage til klassisk syrisk qurtema, som var navnet på safflor (C. tinctorius), oprindeligt fra qartem (‘at skære blidt af’), hvilket sigter til, at skivekronerne af denne art blev plukket til plantefarvning. Et af slægtens engelske navne er distaff thistles, hvilket formodentlig hentyder til, at disse planter blev anvendt som distaff (tén), dvs. et redskab til opbevaring a fibrene, så de ikke blev filtret ind i hinanden, inden de blev spundet til tråd.
Carthamus lanatus
En meget tornet plante, op til 75 cm høj, ofte mange stængler sammen, der danner et uigennemtrængeligt krat. Stængel af variabel farve, grøn, brunlig eller strågul, til tider så tæt behåret, at den synes dækket af spindelvæv. Stængelblade er kirtelhårede, grønne, op til 6 cm lange og 2 cm brede, ovale i omrids, fligede eller snitdelte, margin æt besat med torne. Skivekroner bleggule, de ydre op til 4,5 cm lange, ofte nedadbøjede, de indre op til 3 cm lange, oprette.
Arten er hjemmehørende fra de Britiske Øer mod øst til Hviderusland og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya. Den vokser i tørre områder, såsom brakmarker og ryddepladser.
Artsnavnet er latin og betyder ‘ulden’, hvilket sigter til den stærkt hårede nedre del af stænglen.
Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Phonus.
Carthamus lanatus, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Centaurea Knopurt
Denne kæmpestore slægt, som måske omfatter mellem 600 og 700 arter, er udbredt i Eurasien og Afrika, hovedsagelig i tempererede og subtropiske egne. Kærneområdet for slægten er Tyrkiet, som rummer mindst 170 arter, hvoraf mange er endemer med en meget begrænset udbredelse. Jeg har kun været i stand til at bestemme en enkelt art.
Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.
Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.
En uidentificeret art af knopurt, Samsun, Sortehavskysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse billeder fra Ala Dağları viser muligvis Centaurea triumfetti. De krybende planter ser dog ret forskellige ud fra dem, der er vist på hjemmesiden ibuflora.ibu.edu.tr, under navnet Cyanus triumfetti. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Centaurea chrysantha
En stængelløs plante, eller med en stængel op til 10 cm lang, blade i roset, stilkløse, lyreformede, tæt uldhårede på begge sider, det endestillede segment rhombeformet eller afrundet, indtil 1,3 cm bredt, sidesegmenter meget mindre, 2-3 par, alle ender i en lille gul torn, op til 1,5 mm lang. Svøbet er op til 2 cm langt og 1,5 cm bredt, med indtil 2 cm lange, strågule, udbredte blade, som er udstyret med adskillige, op til 6 mm lange torne. Skiveblomster guldgule.
Arten er endemisk i Ala Dağları-bjergene, hvor den vokser på stenede skråninger i højder mellem 1000 og 2200 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’), hvilket hentyder til de guldgule blomster.
Centaurea chrysantha, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cirsium Tidsel, bladhoved
En kæmpestor slægt med omkring 400 arter, udbredt i tempererede og subarktiske egne af Eurasien, det nordlige og østlige Afrika, samt i Nord- og Mellemamerika, mod syd til Columbia, Zambia, Malacca-halvøen og Filippinerne. Der forekommer ca. 65 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).
En uidentificeret tidsel-art, Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cota Gåseurt
Denne slægt, som omfatter ca. 35 arter, forekommer fra Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Nordafrika, Iran, Pakistan og det nordøstlige Kina. Adskillige arter er blevet forvildet andre steder. Omkring 17 arter findes i Tyrkiet.
Disse planter var tidligere placeret i slægten Anthemis (ovenfor).
Cota tinctoria Farve-gåseurt
Stængel grenet fra nær grunden, grene oprette eller krybende, indtil 45 cm høje/lange, blade grågrønne, indtil 5 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, ovale eller omvendt lancetformede i omrids, med 3-5 par lancet- eller linjeformede primære segmenter, op til 1,5 cm lange og 5 mm brede, margin med 3-7 par trekantede flige, normalt sammenrullede, men undertiden flade. Svøb op til 2 cm bredt, sparsomt eller tæt uldhåret af hvide hår. Der er omkring 20 randkroner (hvis de overhovedet er til stede), gule eller blegt cremefarvede, indtil 1 cm lange, skivekroner gule, op til 4 mm lange. Varieteten discoidea (illustreret her) har ingen randkroner, svøb op til 1,5 cm bredt.
Denne plante er udbredt fra næsten hele Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Jordan, Iran og Kirgisien, voksende langs veje, på åbne skråninger og i nedfalden ur, fra havniveau op til højder omkring 1300 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘anvendt til farvning’, afledt af tingo (‘dyppe i farve’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til farvning.
Farve-gåseurt, var. discoidea, Acigöl, øst for Denizli. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Glebionis Okseøje
Denne lille slægt, der kun omfatter to arter, findes i hovedparten af Europa, det nordlige Afrika, Arabien og Mellemøsten, mod øst til Kirgisien. Begge medlemmer dyrkes også andre steder som prydplanter, og de er blevet forvildet i mange lande. I Asien tilberedes de som grønsager.
Slægtsnavnet er afledt af latin gleba (‘jord’) og ionis (‘karakteristisk for’). Det er uklart, hvad der hentydes til.
Disse planter var førhen placeret i slægten Chrysanthemum.
Glebionis coronarium Kron-okseøje
Denne art er almindelig omkring Middelhavet, på de Kanariske Øer, i Arabien, samt i Mellemøsten, mod øst til Kirgisien.
Stænglen er opret, indtil 70 cm høj, ugernet eller fågrenet foroven. Grundbladene visner hurtigt, stængelbladene er siddende, bladpladen aflang eller smalt elliptisk i omrids, indtil 10 cm lang og 4 cm bred, enkelt, dobbelt eller tredobbelt snitdelt. Bladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. Kurvene er endestillede, enlige eller få sammen, med en op til 20 cm lang stilk. Svøbet er bægerformet, indtil 3 cm i diameter. Skivekronerne er gule, mens randkronerne optræder i to former, helt gule eller hvide med gul basis. Den gulblomstrede form minder om gul okseøje (nedenfor), men kan straks kendes på de snitdelte blade.
På Kreta spises unge planter rå eller dampede.
Artsnavnet er latin og betyder ‘kronet’, hvilket sigter til, at blomsterne i Romertiden blev anvendt som udsmykning i kranse.
Kron-okseøje, voksende i udkanten af en plantage, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Glebionis segetum Gul okseøje
Denne pragtfulde plante er sandsynligvis oprindeligt hjemmehørende i Middelhavsegnene, men er blevet dyrket mange andre steder i århundreder som prydplante og som grønsag. I dag optræder den som ukrudt i størsteparten af Europa, det østlige Nordamerika, Kina og andre steder.
Den minder stærkt om kron-okseøje (ovenfor), men dens blomster er altid knaldgule, og bladene er tandede, ikke snitdelte.
Artsnavnet er afledt af latin seges (‘afgrøde’), hvilket sigter til dens dyrkning.
Gul okseøje, Tatlisu, Kapıdağ-halvøen, Marmarahavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Helichrysum Evighedsblomster
Denne kæmpestore slægt, der måske rummer op mod 560 arter, er vidt udbredt i Europa, tempererede og subtropiske egne af Asien, størsteparten af Afrika, samt på Madagascar og i Australien.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og khrysos (‘guld’), hvilket sigter til form og farve af kurvene hos adskillige arter.
Det danske navn hentyder til, at de visne planter holder sig meget længe.
Helichrysum arenarium Gul evighedsblomst
En vidt udbredt plante, som forekommer fra Nord- og Mellemeuropa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Frankrig, Balkan, Tyrkiet, Iran, Xinjiang og Mongoliet.
Hele planten er dækket af grålige uldhår. Adskillige stængler, sterile såvel som blomsterbærende, indtil 45 cm høje, vokser op fra den fortykkede basis. De linjeformede, elliptiske eller spatelformede grundblade, op til 6 cm lange og 8 mm brede, sidder ofte tæt sammen, stængelblade linjeformede, lidt mindre, ofte med bølget rand. De talrige kurve er næsten kugleformede, indtil 4 cm i diameter, samlet i en skærmlignende blomsterstand, kroner guldgule, orange eller røde. Der forekommer 3 underarter i Tyrkiet, rubicundum, erzincanicum og aucheri.
Arten vokser i tørre, kalkrige eller sandede jorder, græsklædte områder og heder, fra havniveau op til omkring 3200 meters højde.
Planten anvendes som urindrivende middel, samt til behandling af galdeblæreproblemer, rheumatisme og hudsygdomme. I Rusland blev arten i gamle dage kaldt ’udødelighedsurten’ på grund af dens medicinske egenskaber. Bladene blev også anvendt som smagsstof i kødretter.
Artsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis af etruskisk oprindelse. Navnet hentyder til, at denne art ofte vokser i sandet jord.
Gul evighedsblomst, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mantisalca
Denne slægt, som omfatter 6 arter, findes fra Norge og England mod syd til Madeira og Marokko, mod øst til Østeuropa, Tyrkiet og Egypten.
Slægtsnavnet er et anagram af artsnavnet salmantica (nedenfor).
Mantisalca salmantica
Stængel opret, stærkt forgrenet, stiv, stribet på langs, op til 1,5 m høj, glat eller dunhåret. Grundblade i roset, stilkede, lyreformede eller snitdelte, stængelblade få, siddende, linje- eller lancetformede, tandede. Kurve ovale, smalnende ind nær toppen, indtil 1,9 cm lange og 1,5 cm i tværmål, svøbet med flere lag af grønne, skinnende blade, som ender i en skarp torn, der gav anledning til plantens engelske navn dagger flower. Randkroner mangler, skivekroner purpurrøde, til tider hvide.
Denne art har samme udbredelse som slægten.
Den alexandriske matematiker, astronom og geograf Claudius Ptolemæus (ca. 100-170 e.Kr.) nævner en by i Spanien, som han kaldte for Salmatica eller Salmantica, der var grundlagt af en keltisk stamme, Vaccei. (Andre kilder siger, at den blev grundlagt af Vettonerne). Dette navn refererer til den nutidige by Salamanca.
Mantisalca salmantica, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Notobasis syriaca
Denne ekstremt tornede plante, som er det eneste medlem af slægten, er hjemmehørende i Middelhavsområdet og Mellemøsten, fra Madeira, de Kanariske Øer, Portugal og Marokko mod øst til Iran og Oman. Den vokser mest i tørre områder, bl.a. halvørken.
Den bliver op til 1 m høj, med blade siddende i spiral op ad stænglen. De er dybt fligede, grågrønne eller mørkegrønne med hvide nerver, samt meget skarpe torne på fligene og i spidsen. Kurve op til 2 cm i tværmål, med talrige tornede svøbblade, randkroner manglende, skivekroner purpurrøde.
På Kreta skræller man unge skud og spiser dem rå.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk notos (‘ryghvirvel’) og vasis (‘basis’), således ‘med basis langs rygsøjlen’. Dette mærkelige navn hentyder til, at de flade frø sidder fast ved basis af oversiden. Artsnavnet sigter til Syrien, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.
Notobasis syriaca, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Onopordum Æselfoder
En stor slægt med omkring 60 arter, udbredt fra Mellemeuropa mod øst til det vestlige Sibirien og Xinjiang, mod syd til de Kanariske Øer, det nordlige Afrika, Arabien og Pakistan. Der forekommer omkring 20 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onos (‘æsel’) og perdo (‘at fise’). Dette mærkelige navn kan dates tilbage til den franske botaniker Sébastien Vaillant (1669-1722), som navngav slægten i 1718, idet han refererede til en påstand om, at “disse planter får æsler, som æder dem, til at fise.”
Onopordum illyricum Illyrisk æselfoder
Denne plante er hjemmehørende fra det sydvestlige Europa mod øst gennem Tyrkiet, Syrien og Irak til den vestlige del af Iran, men er blevet indført til Australien og Californien, hvor den er blevet forvildet og betragtes som et besværligt ukrudt.
Stænglen, der undertiden når en højde af 2,5 m, er opret, grenet, vinget og tornet. De tornede blade kan blive op til 50 cm lange, med 8-10 par mere eller mindre indskårne, trekantede flige. Der er adskillige kurve, som sidder enkeltvis for enden af grenene, mere eller mindre kugleformede, op til 7 cm i diameter, svøbet kantet af brede lancetformede eller ovale torne, indtil 5 cm lange, uldhårede eller med spindelvævs-lignende hår. Randkroner mangler, skivekroner purpurrøde, op til 3,5 cm lange.
Artsnavnet hentyder til Illyrien, et kongedømme, som eksisterede fra ca. 400 til 167 f.Kr. i et område i den vestlige del af Balkan-halvøen. I den græske mytologi blev Illyrius, som var søn af Kadmus og Harmonia, konge af Illyrien, og han blev stamfader til illyrerne.
Illyrisk æselfoder, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pallenis
Denne lille slægt, der rummer 6 arter, findes fra de Kanariske Øer og Middelhavsområdet mod øst gennem Tyrkiet og Kaukasus til Afghanistan og Pakistan.
Slægtsnavnet er afledt af latin palea, afledt af sanskrit palava (‘avne’), hvilket refererer til blomsterbundens flige, der minder lidt om avner.
Pallenis spinosa
En stærkt forgrenet urt op til 60 cm høj, med rødlige stængler og grene. Bladene er spredte, lancetformede eller elliptiske, grundblade kortstilkede, op til 10 cm lange og 2 cm brede, hårede, tandede, spidse, stængelblade siddende, aflange, spidse, op til 7 cm lange og 1 cm brede, helrandede, hårede. Blomsterstandene er enlige for enden af grenene. Svøbets 7-10 ydre blade er stængelblad-lignende, ovale, med en skarp torn i spidsen, indtil 3,5 cm lange, meget længere end de gule randkroner, som sidder i to kranse, op til 7 mm lange, tredelte i spidsen, skivekroner meget talrige, gule.
Denne art har samme udbredelse som slægten.
Artsnavnet er latin og betyder ‘tornet’, hvilket sigter til de tornede svøbblade.
Pallenis spinosa, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Picnomon acarna
Denne oprette, stærkt tornede plante, det eneste medlem af slægten, bliver op til 1 m høj, stængel mangegrenet, vinget, dækket af hvide uldagtige hår, grundblade op til 30 cm lange, i roset, let fligede, med korte torne. Stængelblade er spredte, hvid-uldne, aflange i omrids, snitdelte, med en op til 2 cm lang gyldengul torn for enden af hver flig. Kurvene er ovale eller cylinderformede, op til 4 cm lange og 1 cm brede, siddende, endestillede, enlige eller i grupper på 2-5, sjældent fra bladhjørnerne. Kurven er omgivet af talrige svøbblade, der hver ender i en mangegrenet gul torn. Randkroner mangler, skivekroner få, lyserøde eller purpurrøde, op til 1,8 cm lange, med 5 flige i spidsen. Hele planten rives ofte løs og bliver en tumbleweed.
Arten er udbredt fra de Kanariske Øer og Middelhavsområdet mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Afghanistan.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tæt’ eller ‘tykt’) og nomos (‘græsgang’), hvilket hentyder til, at planten ofte er talrig på græsgange. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akorna, et navn, som blev hæftet på en slags tidsel af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).
Picnomon acarna, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Silybum
En lille slægt med kun to arter, hvoraf S. eburneum er begrænset til Spanien og det nordvestlige Afrika. Den anden art beskrives nedenfor.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk silybos (‘kvast’ eller ‘dusk’), hvilket formentlig hentyder til de mange skivekroner.
Silybum marianum Marietidsel
Denne art er udbredt fra Azorerne og Mellemeuropa mod øst til det vestlige Sibirien og Kazakhstan, mod syd til de Kanariske Øer, det nordlige Afrika, Ethiopien, Arabien og Kashmir. Den er også blevet indført til mange andre lande og betragtes som invasiv adskillige steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii, Australien og New Zealand. Den vokser på forstyrret jord, bl.a. på brakmarker, langs stier og i landsbyer. Den synes at favorisere nyligt afbrændte områder.
Stænglen er opret, til 2 m høj, furet, undertiden dunhåret, blade aflange eller lancetformede i omrids, op til 60 cm lange, snitdelte, tornede, grønne med mælkehvide nerver og pletter. Kurvene, op til 12 cm lange, er enlige for enden af stænglerne. De er omgivet af stive, trekantede, udstående, op til 4 cm lange svøbblade, der har små torne langs randen og en kraftig, gul torn for enden. Randkroner mangler, skivekroner talrige, indtil 3,5 cm lange, purpurrøde.
Arten har været dyrket som medicinplante gennem tusinder af år, og nogle steder anvendes unge blade som en grønsag.
Artsnavnet, og dermed det danske navn, hentyder til en legende, der fortæller, at de hvide pletter på bladene opstod, da mælk dryppede fra Jomfru Marias bryster, mens hun ammede Jesusbarnet under flugten til Egypten.
Marietidsel, Kuş Gölü, nordvestlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Sonchus Svinemælk
Denne slægt, der omfatter omkring 100 arter, er vidt udbredt overalt i den Gamle Verden og er almindeligt forvildet i den Nye Verden. Der optræder omkring 7 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af sonkhos, som var det oldgræske navn på svinemælk. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder disse planter, samt til deres hvide mælkesaft.
Sonchus asper Ru svinemælk
En stovt plante, der kan blive indtil 1,2 m høj, men oftest er langt lavere. Stænglen er ofte rødlig. Bladene er meget variable, ovale, spatelformede eller elliptiske, op til 13 cm lange og 5 cm brede, helrandede eller uregelmæssigt snitdelte, margin tornet, basis med en stor, tilbagebøjet, øre-lignende flig, der omfatter stænglen. Kurvene er relativt få, op til 2,5 cm i tværmål, arrangeret i en åben endestillet klynge. Randkroner er talrige, stærkt gule, skivekroner mangler.
Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden.
I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag. De kan også spises som salat.
Ru svinemælk, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ru svinemælk, underarten glaucescens, voksende blandt klippeblokke langs havnefronten, Sultanahmet, Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tanacetum Guldknap, rejnfan
Denne slægt, der rummer ca. 100 arter, er udbredt i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien og det nordlige Nordamerika. Omkring 36 arter, der førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Ajania.
Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.
Slægtsnavnet er latin, afledt af oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket sandsynligvis sigter til, at disse planter er længe om at visne. Det danske navn hentyder til de gyldne skivekroner, mens det alternative navn kommer af tysk reinevan, som muligvis er afledt af reine (‘et skel mellem to marker’) samt van (‘fane’).
Tanacetum partheniifolium
Der hersker megen forvirring angående forskellen mellem denne art og den velkendte haveplante matrem (T. parthenium), der sandsynligvis opstod gennem selektiv formering af T. partheniifolium. Bladene hos sidstnævnte er mørkegrønne eller grågrønne med spidst bladomrids, mens de hos matrem er lysegrønne med et afrundet omrids. Ellers er de stort set identiske.
Stængler enlige eller op til 3 sammen, indtil 80 cm høje, oprette, forgrenede, furede. Bladene er mest stilkede stængelblade, enkelt eller dobbelt snitdelte, op til 10 cm lange og 4 cm brede. Kurve 5-20, til tider flere, i en skærmlignende klynge, svæb op til 7 mm i tværmål, randkroner 10-20, hvide, indtil 1,2 cm lange, skivekroner gule, op til 2 mm lange.
T. partheniifolium er hjemmehørende fra Tyrkiet og Ukraine mod øst til Turkmenistan, Uzbekistan og det nordlige Iran. Den vokser mest i tørre og sandede områder, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Tanacetum partheniifolium, voksende i passet Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, syd for Zonguldak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tanacetum partheniifolium har tilpasset sig et liv i byer. Disse billeder er fra Istanbul, hvor den er uhyre almindelig, selv på bygninger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tragopogon Gedeskæg
En slægt med over 150 arter, hvoraf langt hovedparten findes i tørre egne i Centralasien og Mellemøsten. Der findes ca. 20 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’) og pogon (‘skæg’). Et af artens engelske folkenavne er Jack-go-to-bed-by-noon, hvilket hentyder til, at de stive svøbblade, der omgiver kurven, hos nogle arter trækker sig sammen før middag og derved lukker kurven. Når planten står med frø, rager disse ud foroven, når kurven lukker, hvilket kan minde om et gedeskæg.
En kurvblomst, sandsynligvis en art af gedeskæg, mellem Çorum og Sungurlu, nordlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En kurvblomst, sandsynligvis en art af gedeskæg, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tragopogon coloratus
Denne kønne plante er udbredt i Tyrkiet, Kaukasus og Iran. Den bliver op til 60 cm høj, stængel opret, ugrenet eller grenet, glat, med mange blade, som ofte er længere end stænglen, smalt linjeformede, spidse, med bølget rand. Kurve enlige, op til 4,5 cm lange, svøbblade 6-8, lancetformede, med skarp spids, lidt længere end de yderste kroner, der kan være purpurfarvede, rødbrune, lyserøde eller violette. Støvknapperne er knaldgule.
Tragopogon coloratus, forskellige farvetyper, Çukurbağ, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tussilago farfara Følfod
Denne art, det eneste medlem af slægten, er udbredt i hele Europa, Nordafrika, Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Iran, Centralasien, Himalaya samt Kina. Den er forvildet mange steder i Nordamerika. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 3800 m.
Den blomstrer tidligt om foråret, længe inden bladene udvikles. De blomstrende stængler, op til 10 cm høje, er dækket af hvidlige dunhår og har skælagtige, purpurfarvede blade. Kurvene er enlige og endestillede, op til 3 cm i diameter, nikkende før og efter blomstring. Svøbet er klokkeformet, dækket af hvide dunhår, op til 1,8 cm langt under frøsætning. De gule randkroner er meget talrige, op til 1 cm lange, skivekroner orange-gule.
Bladene er alle grundblade og kommer frem, efter at blomsterne er visnet, De er langstilkede, grønne på oversiden, hviduldne på undersiden, bredt hjerteformede, næsten cirkulære i omrids, indtil 14 cm i tværmål, med bølget ran, som har få eller mange tænder.
Blade og unge blomsterstande anvendes medicinelt mod hoste. I Kina dyrkes arten som honningplante.
Slægtsnavnet er afledt af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse. Det videnskabelige artsnavn kommer af farfarum, det klassiske latinske navn på planten. Navnene følfod og hovblad hentyder til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov (Petasites), der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago, måtte følfod nøjes med diminutivet.
Folkenavnene lerskræppe og mergelrose hentyder til, at arten især træffes på lerede jorder, mens lægeblad og lungeblad sigter til bladenes anvendelse som medicin. Det mærkelige navn sønnen-før-faderen hentyder til, at blomsterne kommer frem længe inden bladene, mens kopatte og pigerøv sigter til den ikke-udsprungne kurvs form.
Følfods rolle i folketroen beskrives på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Frøstande af følfod, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Berberidaceae Berberisfamilien
Medlemmer af denne familie, som består af 17 slægter med ca. 650 arter, er fortrinsvis hjemmehørende i den nordlige tempererede zone samt i nogle subtropiske bjerge.
Berberis Berberis
Denne store slægt indeholder omkring 500 arter af tornede buske, hvoraf langt størstedelen findes i nordlige tempererede egne, med nogle få arter på den sydlige halvkugle. Der optræder 4 arter i Tyrkiet.
Disse planter har smukke gule blomster, der senere bliver til røde, blå eller blåsorte bær.
Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.
Slægtsnavnet, og dermed det danske navn, var sandsynligvis det klassiske latinske navn på disse planter.
Berberis crataegina
Denne tornede busk er begrænset til Tyrkiet, Iran og Turkmenistan, hvor den vokser på stenede skråninger i højder mellem 800 og 1900 m.
Den bliver op til 2 m høj, blade elliptiske, bredest over midten, tilspidsede med en lille torn for enden. Blomsterstandene er hængende klynger af gule blomster langs grenene. Frugterne er først røde, siden purpurfarvede eller sorte. De er spiselige som rå og er rige på C-vitamin. Der fremstilles også saft, marmelade og gelé af dem, og de anvendes i suppe og té. Medicinsk benyttes de som vanddrivende middel. Iøvrigt anvendes planten til behandling af gulsot, hæmorrider og feber. Der kan udvindes et farvestof af frisk eller tørret rod og bark.
Artsnavnet er afledt af Crataegus (hvidtjørn), samt endelsen ina, et udtryk, som dækker en lignende, men mindre organisme, således ‘den lille hvidtjørn’, hvilket naturligvis sigter til tornene.
Berberis crataegina, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Betulaceae Birkefamilien
I dag omfatter denne familie 6 slægter af løvfældende træer og buske med i alt omkring 167 arter. Tidligere rummede den kun to slægter, Betula (birk) og Alnus (el), men i dag betragtes den tidligere familie Corylaceae (hassel, avnbøg, humlebøg m.fl.) nu som en underfamilie, Coryloideae, af birkefamilien.
De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne, samt i Andes.
Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.
Ostrya Humlebøg
En slægt med omkring 8 arter af løvfældende træer, som findes i 3 disjunkte områder, i Sydeuropa, den Nære Orient og Kaukasus, i Kina, Korea og Japan, samt i det østlige Nordamerika og Mellemamerika.
Slægtsnavnet er det oldgræske navn på den europæiske humlebøg (nedenfor), af ukendt oprindelse og betydning.
Ostrya carpinifolia Europæisk humlebøg
Dette løvfældende træ, som bliver op til 25 m højt, er hjemmehørende i Sydfrankrig, den sydlige del af Alperne, Italien, Balkan, det nordlige og sydlige Tyrkiet, Libanon, Syrien og Kaukasus. Det vokser i skove og krat, ofte på stenede skråninger, fra havniveau op til ca. 1700 meters højde.
Barken på gamle træer er mørkebrun og furet og skaller af i flager. De kortstilkede blade er ovale eller aflange, spidse, op til 9 cm lange og 4,5 cm brede, stærkt tandede, hårede langs nerverne på undersiden. Hanlige rakler er op til 10 cm lange, hunlige til 6 cm. Frugterne er samlet i op til 8 cm lange, hængende klynger med 6-20 ovale nødder, indtil 5 mm lange, som er helt indesluttet i op til 2 cm lange dækblade, som først er gullige, senere brune.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Carpinus‘ (avnbøg).
Europæisk humlebøg, Zonguldak, Sortehavskysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Boraginaceae Rubladfamilien
En stor familie, der omfatter omkring 156 slægter med ca. 2500 arter af urter, sjældent buske, slyngplanter og træer. De fleste arter er stivhårede. Disse planter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, med Middelhavet som kærneområde.
Familien har navn efter hjulkrone (Borago officinalis), der er hjemmehørende i Middelhavsområdet og dyrkes mange andre steder som prydplante og til føde.
En uidentificeret Boraginaceae, sandsynligvis en oksetunge-art (Anchusa, se nedenfor), Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. Bemærk de meget smalle, næsten glatte blade. De orange blomster er en hornskulpe-art, Glaucium leiocarpum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Alkanna
En slægt med ca. 66 arter, som findes fra Middelhavsområdet mod øst til Iran, mod syd til Yemen.
Slægtsnavnet kommer af arabisk al-hinna, som var navnet på henna (Lawsonia inermis), hvoraf der udvindes et rødbrunt farvestof. I det mauriske Spanien blev ordet forvrænget til alkanna, der blev navnet på A. tinctoria, af hvis rod der udvindes et rødt farvestof.
Alkanna orientalis
Stængler talrige, op til 50 cm høje, tæthårede, blade hårede, med bølget rand, grundblade lancetformede eller aflange, op til 20 cm lange og 4 cm brede, stængelblade aflange eller ovale, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede. Kronen er gul eller hvid, op til 3 cm lang og 1 cm i tværmål.
Arten er hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og Iran, mod syd til Yemen. Den vokser stenede steder og på stepper, fra havniveau op til højder omkring 2400 m.
Alkanna orientalis, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Anchusa Oksetunge
Denne slægt rummer omkring 38 arter, hjemmehørende fra Europa og Nordafrika mod øst til Ural-bjergene, Mongoliet og det nordlige Kina, samt i Ethiopien og det sydlige Afrika.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, der blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af oldgræsk bouglosson, som var navnet på A. azurea (nedenfor), afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.
Anchusa azurea Italiensk oksetunge
Denne markante, stivhårede plante har opret stængel, indtil 1,5 m høj, mangegrenet, grene op til 50 cm lange, blade variable, linjeformede, lancetformede eller elliptiske, indtil 20 cm lange og 4 cm brede, helrandede, hårede, til tider med bølget rand. Bægeret op til 1,5 cm langt ved frugtsætning, delt næsten til grunden i linjeformede, spidse flige. Kronen er tubeformet, violet eller mørkeblå, undertiden lyseblå eller hvidlig, tube til 1 cm lang, flige op til 8 mm. Blomsterstanden forlænges ved frugtsætning.
Arten er udbredt fra Middelhavsregionen mod øst til Kazakhstan, og derfra mod syd til Arabien og det nordlige Pakistan.
Blomsterne er meget besøgte af bier. De er spiselige.
Italiensk oksetunge, Uluköy, nordøst for Dinar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Italiensk oksetunge, nær Karasu, Sortehavet. Planten med gule blomster er en kongelys-art (Verbascum). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Echium Slangehoved
En slægt med omkring 68 arter, udbredt fra Azorerne, Madeira, de Kanariske Øer og Kap Verde-øerne mod øst til det centrale Sibirien og Xinjiang, og fra Skandinavien og Finland mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Iran. Ikke færre end 29 arter er endemiske for øerne i Atlanterhavet. Medlemmer af slægten er også blevet naturaliseret mange andre steder, bl.a. Nordamerika, det sydlige Sydamerika, Australien og New Zealand. Omkring 8 arter forekommer i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk echis, som betyder ’hugorm’. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, bemærkede ligheden mellem slægtens frø og et hugormehoved. De lange støvdragere, som rager ud af blomsten, kan også minde om en slangetunge.
I gamle dage havde disse planter ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger herom: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”
Echium italicum Italiensk slangehoved, bleg slangehoved
Denne plante, som er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til Kazakhstan og Afghanistan, vokser i stenede og græsklædte habitater, såvel som brakmarker, græsgange, tomter og vejkanter, fra havniveau til højder omkring 2000 m.
Arten er pyramideformet, stængel tæt håret, op til 90 cm høj, blade linjeformede eller smalt aflange, grundblade kortstilkede, indtil 25 cm lange og 2 cm brede, stængelblade mindre, siddende. Blomsterstanden er pyramideformet, de nederste grene udgående fra bladbasis. Blomsterne er normalt hvidlige, blegt lyserøde eller lyseblå, undertiden blegt purpurfarvede, op til 1 cm lange, støvdragere normalt udragende.
I Tunesien blandes dens blade med blade af Rumex-arter og spises i supper. Medicinsk er den blevet anvendt som bedøvelsesmiddel og antioxidant, samt til behandling af betændelse, sår og blæner. I det østlige Tyrkiet smøres saften af knuste blade på bylder og steder med rheumatiske smerter.
Italiensk slangehoved, Ivrindi, vest for Balikesir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Italiensk slangehoved, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Italiensk slangehoved, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Echium plantagineum Purpur-slangehoved
Overvintrende enårig eller toårig urt, stængel normalt grenet fra grunden, op til 65 cm høj, håret, grundblade groft hårede, ovale eller smalt elliptiske, op til 28 cm lange og 3,5 cm brede, med prominente sidenerver. Stængelbladene er meget mindre, linje- eller lancetformede, indtil 14 cm lange, svagt stængelomfattende. Blomsterstanden er en mangegrenet klase, kronen himmelblå, mørkeblå eller purpurfarvet, undertiden lyserød, op til 3,2 cm lang, tragtformet. De nedre 2 støvbærere er udragende, de 3 øvre skjulte.
Arten er vildtvoksende fra Frankrig, Portugal og Marokko mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, Kaukasus og det nordlige Arabien, men er blevet forvildet i et antal andre lande. Den betragtes som invasiv i Australien, Sydafrika og USA. Den vokser i græsklædte og stenede områder, på tomter og langs floder, samt på marker, fra havniveau op til omkring 2400 meters højde.
Den indeholder alkaloider, som er giftige for ikke-drøvtyggende græsædere, såsom heste, og kan forårsage leverskader, der medfører nedsat vægt, i alvorlige tilfælde døden.
Artsnavnet hentyder til bladene, der minder om bladene hos visse vejbred-arter (Plantago).
Purpur-slangehoved, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Purpur-slangehoved, Esemçe, nær Mudanya, Marmarahavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Heliotropium Heliotrop
Denne kæmpestore slægt med omkring 250 arter forekommer kloden rundt i tempererede, subtropiske og tropiske områder. 16 arter er konstateret i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og trepein (‘at dreje’), hvilket stammer fra en gammel overtro, at disse planter drejede deres blomsterstande mod solen.
Disse billeder fra Pamukkale viser enten H. ellipticum eller H. europaeum, som ligner hinanden særdeles meget, med elliptiske blade og sammenrullede blomsterstande med små hvide blomster. De regnedes førhen som én og samme art. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Myosotis Forglemmigej
En slægt med omkring 150 arter, udbredt i Europa, Asien, Afrika, Australien og Nordamerika.
Oprindelsen af navnene Myosotis og forglemmigej, samt disse planters rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
En uidentificeret forglemmigej-art, Emli-dalen, Ala Dağları. Bemærk de små, tandede blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Myosotis alpestris Alpe-forglemmigej
Denne cirkumpolare, arktisk-montane art er udbredt i bjergegne i Europa, Nordafrika, Centralasien, Fjernøsten, samt Nordamerika, og den forekommer tillige langs arktiske kyster, fra Kola-halvøen mod øst til Alaska.
De oprette stængler, som er dækket af bløde hår, kan undertiden blive indtil 45 cm høje, men er oftest langt lavere eller næsten manglende. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, smalt omvendt spatelformede eller linjeformede, til 8 cm lange og 12 mm brede, hårede, øvre blade mindre, siddende. Blomsterstandene er tætte svikler, indtil 15 cm lange, blomsterne op til 8 mm i diameter, blå med hvidt svælg, omgivet af 5 hvide eller gule skæl.
Alpe-forglemmigej, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nonea Kosakurt
En slægt med ca. 45 arter, udbredt fra Mellemeuropa mod øst til det sydøstlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, det nordlige Indien og Mongoliet.
En uidentificeret kosakurt, muligvis Nonea stenosolen, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. Tidligere blev denne art betragtet som værende endemisk i Tyrkiet, men fornylig er den blevet fundet i den iranske del af Kurdistan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Onosma Æseltunge
En meget stor slægt med omkring 225 arter, udbredt fra Mellemeuropa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran, det nordlige Pakistan, Xinjiang og Mongoliet. Tyrkiet er et kærneområde for slægten med ikke færre end ca. 92 arter.
Det danske navn hentyder til de ru blade hos mange medlemmer af slægten.
Jeg har adskillige fotos fra Tyrkiet af planter af denne slægt, men har kun været i stand til at bestemme en enkelt art.
En ubestemt Onosma-art, centrale Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En ubestemt Onosma-art, Uluköy, nordøst for Dinar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En ubestemt Onosma-art, Bulanik, syd for Çay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En ubestemt Onosma-art, Bulanik, syd for Çay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En ubestemt Onosma-art, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En ubestemt Onosma-art, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Onosma alborosea
Denne art er begrænset til Tyrkiet, det nordlige Syrien, det nordlige Irak samt det vestlige Iran. Den vokser ofte i store klynger i revner på klippevægge. Stængel op til 20 cm lang, normalt ugrenet, opret eller opstigende, korthåret. Bladene er indtil 6 cm lange og 1,2 cm brede, omvendt ovale aflange eller lancet-spatelformede, med but eller skarp spids, korthårede. Blomsterstanden er en endestillet klynge af smalt klokkeformede, op til 3 cm lange blomster, bæger tæthåret, kronen til at begynde med hvidlig eller gullig, senere med lyserød spids, og til slut blåviolet, rød eller mørkt purpurfarvet.
Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid-og-rosenfarvet’.
Onosma alborosea, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Symphytum Kulsukker
Denne slægt, som forekommer i størstedelen af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, samt i Mellemøsten, rummer omkring 27 arter. Kew Gardens påstår, at slægten også er hjemmehørende i Canada, hvilket jeg finder underligt.
Slægtsnavnet kommer af græsk symphyo (’at få til at vokse sammen’) og phyton (’plante’), en hentydning til de knoglehelende egenskaber hos læge-kulsukker (S. officinale), i lighed med de danske navne valurt, af tysk wallen (’vokse til’) og stor vundurt, af tysk Wund (’sår’).
Ifølge en kilde kommer navnet kulsukker af fransk consoude, fra det gamle latinske navn på planten, Consolida (’styrkende’), på dansk konsolida, som blev forvansket til kongsolidarod og kongsalverod. I sin Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en anden forklaring på ordet kulsukker, nemlig at roden er sort som kul udvendigt, men hvid som sukker indvendigt, heraf også det folkelige navn sortrod.
Symphytum brachycalyx
Stængel op til 60 cm høj, dunhåret, blade aflange, ovale eller lnje-lancetformede, grundblade stilkede, stængelblade siddende. Blomsterstanden er først rullet sammen i en spiral, senere opret. Den rummer op til 15 hvide blomster, indtil 1,5 cm lange. Planten vokser på skyggefulde steder, ofte i nåleskov og ofte nær vandløb, i højder mellem 800 og 2100 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og kalyx (‘bæger’, egentlig ‘hylsteret af en blomsterknop’).
Denne kulsukker, observeret i bjergkæden Boz Dağlari, sydøst for Manisa, er tøvende blevet bestemt til S. brachycalyx. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Brassicaceae Korsblomstfamilien
En stor familie af urter og nogle buske, med omkring 330 slægter og ca. 3500 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, hovedsagelig i tempererede områder. Den største diversitet findes omkring Middelhavet, samt i Mellemøsten, Centralasien og det vestlige Nordamerika.
Familienavnet kommer af navnet på kål-arter (Brassica). Der er altid 4 kronblade, som sidder korsvis og er årsagen til det danske familienavn. Frugten er en såkaldt skulpe, der ved modenhed sprækker i to dele.
En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelsen.
Uidentificeret korsblomst, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Uidentificeret korsblomst, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Skulper af en uidentificeret korsblomst, Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Aethionema
Denne slægt, som omfatter omkring 67 arter, forekommer fra Mellemeuropa og det nordlige Afrika mod øst til Kazakhstan og det nordlige Pakistan, med et kærneområde i Tyrkiet. De fleste arter voksede på stenede steder.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aitho (‘at optænde’), her sandsynligvis i betydningen ‘afsveden’, samt nema (‘tråd’), her sandsynligvis i betydningen ‘støvtråd’. Måske har nogle medlemmer af slægten sorte støvtråde.
Aethionema armenum
En lavtvoksende plante med mange stængler, der som regel er ugrenede, oprette eller opstigende, glatte, indtil 20 cm høje, blade linjeformede eller aflange, indtil 1,5 cm lange, spidse. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge af lyserøde eller hvide blomster, ofte med mørkerødt svælg, kronblade indtil 5,5 mm lange og 5 mm brede, ofte med 3 mørkere nerver ved basis. Skulperne er ovale, op til 7 mm lange og 5 mm brede, med vinger indtil 1,5 mm brede.
Arten findes i Tyrkiet, Syrien og Kaukasus, voksende på stenede skråninger i højder mellem 800 og 1700 m.
Artsnavnet hentyder til Armenien. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.
Aethionema armenum, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dette er muligvis også Aethionema armenum, fotograferet i Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Alyssum Krognål
En stor slægt med ca. 120 arter, usbredt fra Holland mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien, Himalaya og det nordlige Kina, med størst diversitet i Middelhavsområdet. Ikke færre end ca. 90 arter er konstateret i Tyrkiet. Disse planter har tætte klynger af gule eller hvide blomster.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alysson, fra a– (‘uden’) og lyssa (‘galskab’). Førhen mente man, at medlemmer af denne slægt kunne kurere hundegalskab.
Sandsynligvis en krognål-art, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Arabis Fjeldkarse
Denne slægt, som rummer omkring 100 arter, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, og nogle arter findes også på bjergtoppe i det østlige Afrika. Der er truffet omkring 20 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er det oldgræske ord for Lepidium draba, et andet medlem af korsblomstfamilien.
En fjeldkarse-art, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Aubrieta
En smuk slægt med omkring 20 arter, udbredt fra Italien, Balkan og Grækenland gennem Tyrkiet, Syrien og Irak til Iran.
Den blev navngivet til ære for den franske kunstner Claude Aubriet (ca. 1665-1742), der arbejdede som botanisk illustrator ved Jardin du Roi (den kongelige botaniske have) i Paris. Fra 1700 til 1702 ledsagede han den franske botaniker Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708) og den tyske læge og botaniker Andreas von Gundelsheimer (ca. 1668-1715) på en ekspedition til Mellemøsten, hvor han tegnede flora og historiske steder.
Aubrieta canescens
Denne smukke plante er endemisk på stenede steder i det sydlige Tyrkiet, hvor den vokser i højder mellem 1000 og 2500 m. Stænglerne er normalt krybende, sjældent opstigende, hos underarten cilicica op til 25 cm høje. Bladene er meget variable, helrandede, med små tænder langs kanten, eller med 1-2 dybe tænder på begge sider. De har et sparsomt eller tæt dække af grålige hår. Blomsterne er violette, kronblade op til 2 cm lange, skulperne indtil 1,3 cm lange og 3 mm brede.
Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af hvide eller grå hår’.
Aubrieta canescens, Emli-dalen, Ala Dağları. På det nederste billede ses frugter, samt en stængel af burre-snerre (Galium aparine, se Rubiaceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Brassica, se Mutarda.
Crambe Strandkål m.fl.
Denne slægt, som omfatter ca. 35 arter, er udbredt fra næsten hele Europa og det nordvestlige Afrika mod øst til det centrale Sibirien, Xinjiang og Tibet, samt i bjergegne i det østlige Afrika.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk krambe, en slags kål.
Crambe tataria
En stor plante, op til 1 m høj, med en mangegrenet blomsterstand og store, uregelmæssigt snitdelte blade, der normalt har en del hvide hår, sjældent glatte. De øvre blade er meget mindre, mere eller mindre snitdelte, de øverste helrandede. De hvide kronblade er små. Den kugleformede skulpe er op til 5 mm i diameter.
Arten vokser i græsland og på brakmarker, samt stenede steder, fra Tjekkiet og Italien mod øst til det sydvestlige Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus. Den træffes i højder mellem 900 og 1400 m.
Blade og unge stængler er spiselige, rå eller tilberedte, normalt blancherede. Den kødfulde rod er også spiselig, med en sød smag. Den anvendes rå i salater eller koges som grønsag. Den kan tørres og stødes til pulver, der blandes med mel til brødbagning.
Artsnavnet refererer til et område i Asien, der førhen var befolket af tyrkiske Tatar-talende folk, fra Volga-floden og Krim mod øst til det vestlige Sibirien og Kazakhstan.
Crambe tataria, nær Karapinar, øst for Konya. Planten med blå blomster i forgrunden er italiensk oksetunge (Anchusa azurea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Crambe tataria, Meke Gölü, nær Karapinar. På det øverste billede ses tillige en hornskulpe-art, Glaucium leiocarpum, samt en kongelys-art, Verbascum. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Erysimum Hjørneklap
En stor slægt med omkring 270 arter, udbredt på den nordlige halvkugle, primært i Eurasien, med nogle arter i Nordafrika, Atlanterhavsøerne, samt Nord- og Mellemamerika.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af erysimon, det klassiske græske navn på en vejsennep-art, Sisymbrium polyceratium. Nogle autoriteter foreslår, at ordet stammer fra erymai (‘at beskytte’ eller ‘at frelse’), hvilket formentlig sigter til anvendelsen af vejsennep-arter mod betændelse i struben.
Erysimum thyrsoideum
Denne plante, af nogle autoriteter kaldt for E. pycnophyllum, er endemisk i det centrale og sydlige Tyrkiet. Stængel opret eller opstigende, vinget, til tider op til 30 cm høj, men normalt lavere. De smalle, linjeformede, grågrønne, op til 10 cm lange blade danner ofte en tæt roset. Hvis stængelblade findes, bliver de gradvis mindre op ad stænglen. Kronblade stærkt gule, indtil 1,8 cm lange, skulper indtil 6 cm lange, sølvgrå, med små hår.
Artsnavnet kommer af latin thyrsus, i botanisk sammenhæng en tæt klase, samt oideus (‘minder om’). Ordet thyrsus stammer fra oldgræsk thyrsos, en stav med et konisk ornament i toppen, som blev båret af Dionysos, guden for frugtbarhed og vin, eller af hans tilhængere.
Erysimum thyrsoideum, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Stænglen mangler på dette individ i Emli-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Iberis Sløjfeblomst
En slægt med omkring 30 arter, der forekommer i England, Mellemeuropa og omkring Middelhavet, og derfra mod øst tl den sydlige del af europæisk Rusland og Iran.
Hos mange af arterne er de ydre kronblade meget større end de indre, hvilket er årsagen til det danske navn.
Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for en slags karse.
En sløjfeblomst-art, voksende i en fyrreskov nær Pozantı, sydlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Isatis Vajd
En stor slægt med omkring 90 arter, der forekommer fra Øst- og Sydeuropa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien, Iran, Tibet og det nordlige Kina.
Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for den vidt udbredte farve-vajd (I. tinctoria), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Det danske navn kommer af tysk Waid, som er afledt af proto-indoeuropæisk woyd, af ukendt betydning.
Isatis glauca
Stænglen er op til 1 m høj, blågrøn, glat foroven, til tider håret forneden. De helrandede blade er læderagtige, blågrønne, glatte eller sparsomt hårede, stængelblade med meget korte ører, en smule stængelomfattende. Blomsterstanden er en klase, indtil 30 cm i tværmål, blomster stærkt gule, indtil 5 mm lange, frugt aflang eller ellipseformet.
Denne art ligner meget farve-vajd, der også forekommer i Tyrkiet, men bladene er mindre stængelomfattende.
Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’.
Isatis glauca, Karapinar, øst for Konya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Isatis glauca, Çukurbağ, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lepidium Karse
En stor slægt med omkring 260 arter af urter, sjældent buske eller slyngplanter, som er udbredt kloden rundt, med undtagelse af polarområderne og visse tropiske egne.
Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på strand-karse (L. latifolium).
Lepidium perfoliatum Hjertebladet karse
Stængel indtil omkring 60 cm høj, grenet foroven, sparsomt håret forneden, glat foroven. De langstilkede grundblade er dobbelt snitdelte, flige linjeformede, spidse. Stængelbladene er bredt ovale eller runde og omslutter næsten stænglen, hvilket giver det indtryk, at stænglen vokser gennem bladet. Kronbladene er gule, spatelformede, op til 2 mm lange og 0,5 mm brede, skulper variable, ovale eller afrundede, indtil 5 mm lange og 4,5 mm brede, med en smal vinge foroven.
Arten er hjemmehørende fra Østeuropa og Tyrkiet gennem Centralasien til det nordlige Kina, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Pakistan, men er blevet indslæbt mange andre steder, bl.a. Europa, Australien og Nordamerika. I Danmark er den sjældent indslæbt. Den vokser på tomter, marker, stenede skråninger og stepper, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket sigter til de stængelomsluttende blade.
En tæt bevoksning af frugtbærende hjertebladet karse, Ilgaz, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Matthiola Levkøj
Denne slægt, som omfatter omkring 55 arter, er udbredt fra Vesteuropa og Middelhavsområdet mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Mongoliet og Tibet, med nogle arter i det østlige og sydlige Afrika.
Den blev navngivet til ære for den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Mattioli (1501-77), som beskrev over hundrede nye plantearter, og desuden oversatte De Materia Medica, et værk i 5 bind om urtemedicin, skrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.).
Det danske navn kommer af oldgræsk leukos ‘hvid’, samt ion, et ord, som dækkede viol-agtige planter.
En uidentificeret levkøj-art, Güzelyurt, øst for Aksaray. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Matthiola longipetala
Stængel opret eller opstigende, indtil 60 cm høj, grøn, mangegrenet, dunhåret, blade stilkede eller siddende, spredte, op til 8 cm lange, normalt snitdelte, dunhårede. De bladløse blomsterstande er endestillede på grenene, de siddende blomster med stor afstand, bægerblade aflange, af samme længde som kronrøret, indtil 1,2 cm, kronblade aflange, lyst purpurfarvede, lyserøde, gullige, brune eller hvidlige, op til 2,5 cm lange og 5 mm brede, margin bølget. Skulperne er opstigende, indtil 15 cm lange.
Denne art er udbredt fra det nordvestlige Afrika mod øst gennem Mellemøsten til Iran, samt i Grækenland og Arabien. Den vokser på åbne steder.
Om aftenen og natten er blomsterne meget velduftende, hvilket er anledningen til plantens engelske navn night-scented stock (‘nat-duftende levkøj’).
Matthiola longipetala, Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mutarda nigra Sortehavskål
Denne art var tidligere kendt som Brassica nigra, men udgør nu det eneste medlem af slægten Mutarda. Den er sandsynligvis hjemmehørende i Sydeuropa og Mellemøsten, samt på det Indiske Subkontinent, men da den har været dyrket gennem tusinder af år, er det vanskeligt at sige med sikkerhed. Den dyrkes på grund af frøene, der anvendes til fremstilling af sennep.
Den er en enårig urt, op til 1,5 m høj eller mere, normalt grenet fra midten. Den nedre del af stænglen er dækket af stive hår, men er glat i blomsterstanden. Grundbladene er stilkede, lyreformede eller snitdelte, med en stor flig for enden, håret på begge flader. De øvre blade er aflange eller linjeformede, helrandede, glatte. Kronbladene er gule, op til 8 mm lange og 4 mm berde, skulper til 1,7 cm lange og 2 mm brede. Den vokser på tomter og marker samt langs veje.
Arten blev tidligt indført til mange andre egne af kloden og er blevet naturaliseret i utallige lande. Den er klassificeret som invasiv i Californien, på Hawaii samt i nogle af staterne omkring de store amerikanske søer, og endvidere i New Zealand og på nogle øer ud for Chiles kyst. I Danmark træffes den til tider forvildet.
Her vokser Sortehavskål blandt klippeblokke langs havnefronten, Sultanahmet, Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
Denne kosmopolitiske familie, som forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, omfatter omkring 94 slægter og over 2300 arter. Disse planter vokser i næsten alle slags habitater, bl.a. ørkener, regnskov, søer, kystklipper, samt højalpine og arktiske områder.
Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af Campanulaceae.
Campanula Klokkeblomst
Denne slægt rummer over 500 arter, der er udbredt i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med størst diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Ikke færre end ca. 120 arter er konstateret i Tyrkiet.
Slægtsnavnet kommer af latin campanula (’lille klokke’), hvilket sigter til de klokkeformede blomster.
Adskillige arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.
En uidentificeret klokke-art, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, syd for Zonguldak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret klokke-art, muligvis Campanula lyrata, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Campanula grandis
Denne pragtfulde plante, tidligere kaldt for C. latiloba, er endemisk i Tyrkiet, begrænset til et bælte langs Sortehavskysten. Den er nært beslægtet med den vidt udbredte smalbladet klokke (C. persicifolia), men har en stiv, temmelig tyk, kantet stængel, der kan blive op til 1 m høj, med en diameter op til 1,5 cm. Bladene er lancetformede, indtil 20 cm lange, blomster himmelblå, siddende, indtil 3 cm i tværmål, 2-3 samlet i bladhjørnerne, bægerblade bredt lancetformede eller ovale, op til 1,2 cm lange og 5 mm brede. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. enge og krat og på klipper, fra havniveau op til højder omkring 1200 m.
Campanula grandis, voksende på en klippevæg, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, syd for Zonguldak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Campanula grandis, Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Campanula rapunculus Rapunsel-klokke
Stængel op til 1 m høj, opret, glat, normalt ugrenet, til tider grenet foroven. Grundbladene sidder i roset, de og de nedre stængelblade er ovale, op til 4 cm lange og 2 cm brede, smalnende ind til en stilk, øvre blade smalt lancetformede, indtil 5 cm lange og 1 cm brede, siddende, de øverste blade mindre. Blomsterstanden er en åben klase, blomster kortstilkede, klokkeformede, enlige, sjældent 2-3 sammen, blegblå, blegviolette eller hvidlige, indtil 2 cm lange og i tværmål, bægerets flige meget smalt lancetformede, indtil 2 cm lange, udbredte eller oprette, til tider af samme længde som kronen.
Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Iran. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, marker, tørre enge, tomter og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Den var førhen almindeligt dyrket i Europa på grund af bladene, der blev tilberedt som spinat, samt dens pastinak-lignende rod, der blev anvendt som en slags radise.
Eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm, tog sit navn fra denne plante. En forkortet version af dette eventyr er bragt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Artsnavnet er diminutiv af rapa, den latinske betegnelse for majroe, således ‘lille majroe’, hvilket hentyder til rodens form.
Campanula rapunculus, Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Campanula tomentosa
Denne art, også kaldt for C. ephesia, er endemisk i det vestlige Tyrkiet, hvor den er mest almindelig på Dilek-halvøen, som rager ud i det Ægæiske Hav. Den er tæthåret, stængler adskillige, op til 45 cm høje. Grundbladene er store, lyreformede. Kronen er op til 3,5 cm lang og 3 cm i tværmål, klokke- eller urneformet, purpurfarvet eller lyseblå, dunhåret udvortes. Den vokser på klipper, mure og ruiner og er begrænset til lave højder.
Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af stive hår’, hvilket sigter til plantens tætte hårbevoksning. Det alternative navn ephesia betyder ‘fra Efesus’.
Campanula tomentosa kan observeres blandt ruinerne af den antikke græske by Efesus i det vestlige Tyrkiet, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Legousia Venusspejl
En lille slægt med 6 arter, udbredt fra Mellemeuropa og Middelhavsområdet mod øst til Turkmenistan og Iran, med 4 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet hædrer den franske forfatter og akademiker Bénigne Legouz de Gerland (1695-1774), som grundlagde den botaniske have i Dijon. Det danske navn hentyder til slægtens meget skinnende frø, der minder om små spejle.
Legousia pentagonia
Stængel ugrenet eller grenet fra grunden, op til 30 cm høj, normalt stivhåret, sjældent glat. Bladene er ovale eller bredt lancetformede, de nedre stilkede, med runde takker langs randen. Blomsterne er enlige eller i klaser, kronen bredt klokkeformet, indtil 2 cm lang, violet eller purpurfarvet med hvidt svælg, bægerfligene meget smalle og spidse, stærkt hårede, op til 1,6 cm lange. Ovariet bliver stærkt forlænget efter blomstring.
Arten vokser på tørre åbne steder samt i marker, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt fra Bulgarien og Grækenland mod øst til Kaukasus, mod syd til Jordan, det nordlige Irak og det vestlige Iran.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk pentagonos (‘femkantet’), fra pente (‘fem’) og gonos (‘kantet’), hvilket måske hentyder til, at kronen har 5 flige.
Legousia pentagonia, form med purpurfarvede blomster, Aydın Dağları, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Legousia pentagonia, form med violette blomster, nær Çaycuma, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Capparaceae Kapersfamilien
Ifølge den nyeste revison rummer denne familie 15 slægter med omkring 430 arter af buske, træer og slyngplanter, udbredt verden rundt i subtropiske og tropiske regioner, med nogle få arter i tempererede egne.
Et stort antal planter, som tidligere var placeret i denne familie, er blevet overført til andre familier.
Capparis Kapers
Familiens største slægt med ca. 140 arter af buske eller slyngplanter, hovedsagelig udbredt i subtropiske og tropiske områder i Afrika, Eurasien, Australasien og Stillehavet, med nogle få arter i tempererede egne.
Slægtsnavnet stammer fra Persien, hvor kapers blev kaldt for kabar.
Capparis spinosa Almindelig kapers
Denne klatrende eller krybende busk er forsynet med fæle torne på stænglerne, der kan blive over 2 m lange. De spektakulære blomster er hvide eller lyserøde, til 8 cm i diameter, med lange hvide eller purpurfarvede stævdragere, samt en tilsvarende lang griffel. Blomstring finder sted mellem maj og sep. De kødfulde ellipseformede frugter er indtil 5 cm lange, med rødt frugtkød og brunlige frø.
Den er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til Himalaya og Centralasien.
Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.
Kapers, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Caprifoliaceae Gedebladfamilien
Nylig genetisk forskning har medført, at adskillige familier, deriblandt Dipsacaceae og Valerianaceae, nu er blevet reduceret til underfamilier i gedebladfamilien. I dag omfatter denne familie omkring 33 slægter og 860 arter, udbredt næsten overalt i verden.
Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).
Centranthus, se Valeriana.
Lomelosia
Denne slægt, som rummer ca. 63 arter, er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten og Arabien til det sydlig-centrale Sibirien, Xinjiang og Pakistan. De er nært beslægtede med skabiose (Scabiosa) og var førhen placeret i denne slægt.
En uidentificeret Lomelosia-art, Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Valeriana Baldrian
En stor slægt med omkring 425 arter, som findes i det meste af verden, med undtagelse af polarområderne, samt visse egne af Afrika, tropisk Asien og Australien.
Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.
Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.
Valeriana alliariifolia
En stor plante, stænglen op til 1,5 m høj, nedre blade langstilkede, hjerteformede, spidse, op til 20 cm lange og brede, margin tandet, øvre blade trekantede eller ovale, til tider lancetformede, kortstilkede. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge af små hvide blomster, undertiden lyserøde.
Denne art forekommer fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser i skove og på åbne skråninger i højder mellem 1000 og 3000 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Alliaria‘ (løgkarse, Alliaria petiolata).
Valeriana alliariifolia, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Valeriana rubra Sporebaldrian
Denne plante, også kaldt for Centranthus ruber, har en grenet stængel, op til 80 cm høj, ofte forveddet forneden, opret eller opstigende, blade siddende, kødfulde, blålige eller grågrønne, ovale eller bredt lancetformede, langt tilspidsede, op til 10 cm lange og 3 cm brede, margin helrandet eller tandet. Blomsterstanden er en tæt endetillet klynge af duftende, sporebærende blomster, kronen mørkerød, lyserød eller hvid, kronrør op til 9 mm langt, spore til 7 mm.
Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørre, sandede og klippefyldte steder, samt på mure, fra havniveau op til omkring 1000 m. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa og Marokko mod øst til Tyrkiet, men er blevet indført til mange andre egne som haveplante. Den er blevet forvildet mange steder, bl.a. de Britiske Øer, Australien, Sydafrika og USA, og betragtes som invasiv i de to sidstnævnte lande.
Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til blomsternes farve.
Sporebaldrian, Aydın Dağları, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Caryophyllaceae Nellikefamilien
En stor familie med 75-80 slægter og omkring 2000 arter. Disse planter er vidt udbredte, men forekommer hovedsagelig i tempererede og køligere subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med flest arter omkring Middelhavet og herfra mod øst til Tibet og Himalaya. Nogle arter findes også i Afrika syd for Sahara, i Nord- og Sydamerika, samt i det australske område.
Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, hentyder til havenelliken (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.
Slægten Dianthus er omtalt nedenfor.
Et uidentificeret medlem af nellikefamilien, muligvis af slægten Minuartia, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Agrostemma Klinte
En lille slægt med kun to arter, udbredt fra Italien mod øst til det Kaspiske Hav, mod syd til Jordan og Iran.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk agros (‘mark’) og stemma (‘blomsterkrans’), hvilket sigter til et af voksestederne for den almindelige klinte (A. githago), samt til dens smukke blomster. Det danske navn kan spores tilbage til 1300-tallet. Det kommer muligvis af klint, som kan have været et af artens oprindelige voksesteder.
Agrostemma brachyloba Bleg klinte
Stængel grenet, op til 60 cm høj, dunet, blade linjeformede eller smalt lancetformede, indtil 13 cm lange og 1 cm brede, grågrønne. De tragtformede blomster sidder enkeltvis på meget lange stilke fra bladhjørnerne, kronen lyserød, rød eller purpurfarvet med hvid midte, kronblade op til 4 cm lange, længere end de smalle, spidse bægerblade. Kronbladene har mørke prikker langs 3 eller 4 nerver.
Denne art, som er begrænset til Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Jordan, vokser på marker og skråninger i højder mellem 200 og 1600 m.
Den ligner meget almindelig klinte, men blomsterne er blegere, og bægerets flige er kortere end kronbladene. Artsnavnet refererer til disse flige, afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og lobos (‘flig’).
Bleg klinte, Aydın Dağları, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dianthus Nellike
En slægt med omkring 300 arter, hovedsagelig hjemmehørende i Europa og Asien, med nogle få arter i det nordlige og sydlige Afrika, samt en enkelt art i arktisk Nordamerika. Der er konstateret omkring 70 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet kommer af græsk dios (‘guddommelig’) og anthos (‘blomst’), først anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.). Oprindelsen af det danske navn er forklaret ovenfor under familienavnet.
Dianthus zonatus
En meget variabel plante, ofte tueformet, til tider op til 30 cm høj. Blade linjeformede, langt tilspidsede, op til 8 cm lange og 2 mm brede, med fortykket margin. Blomsterstanden er stærkt forgrenet, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, med mange spidse tænder i randen, overside dybt lyserød eller purpurfarvet, med en mørkerød, mere eller mindre tydelig ring omkring svælget, samt talrige røde prikker uden for ringen, underside gullig. Det tandede bæger er lysegrønt med et purpurfarvet skær foroven.
Arten er hjemmehørende fra de østlige Ægæiske øer mod øst til Kaukasus, mod syd til Syrien og det nordlige Irak. Den vokser stenede steder i højder mellem 700 og 2000 m.
Artsnavnet hentyder til ringen omkring svælget, der inddeler kronbladene i zoner.
Dianthus zonatus, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rabelera holostea Stor fladstjerne
Denne art var tidligere placeret i slægten Stellaria, men baseret på genetiske undersøgelser blev den i 2019 overført til slægten Rabelera, hvor den er det eneste medlem.
Den er en opret, mangegrenet urt, indtil 60 cm høj, stængel firkantet, dunet. Bladene er grågrønne, glatte, siddende, modsatte, hvert andet par vinkelret på det forrige par. De nedre blade er smalt lancetformede eller aflange, ofte ret sammentrængte, indtil 3 cm lange og 5 mm brede, øvre blade lancetformede, spidse, op til 6 cm lange og 1 cm brede. De hvide, langstilkede blomster, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3 cm i tværmål, kronblade 5, indtil 1,5 cm lange, splittet halvvejs til grunden, bægerblade omkring 8 mm lange.
Arten er udbredt i hele Europa, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Afghanistan. Den vokser i skove, krat og græsland, samt langs veje, fra havniveau op til omkring 1600 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk holosteon, som direkte oversat betyder ‘helt ben’. Dette er utvivlsomt ment ironisk og hentyder til denne plantes skøre, svage stængler – et af den svenske naturhistoriker Carl von Linnés (1707-78) mange humoristiske indfald, da han navngav arten Stellaria holostea i 1753. Han var kendt for at være ret opfindsom, når det kom til navngivning af arter.
Stor fladstjerne, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Silene Limurt
Denne store slægt, som omfatter omkring 890 arter, forekommer hovedsagelig i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i Afrika og Sydamerika. Der er truffet ikke færre end omkring 140 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen. Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.
Det danske navn hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.
Silene chlorifolia
Stængel og blade blågrønne, glatte, stænglen op til 1 m høj, opret eller opstigende, klæbrig foroven, grundblade små, tidligt visnende, stængelblade kødfulde, stængelomfattende, afrundede eller bredt hjerteformede, over 1 cm lange og brede, bladpladen brat indsnævret til en torn. Blomsterstanden er en åben klase, bægeret af længde med det op til 4 cm lange kronrør, med purpurfarvede nerver, kronblade hvide eller grønlige, op til 2 cm lange, med bredt ovale flige, som hver har to korte flige.
Denne art er udbredt fra Balkan mod øst til kaukasus, mod syd til Jordan og Iran. Den vokser på åbne skråninger og stenede steder i højder mellem 800 og 3100 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’), samt latin folium (‘blad’).
Silene chlorifolia, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. På det øverste billede ses tillige en hornskulpe-art, Glaucium leiocarpum, samt en art af torskemund, Linaria corifolia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Silene conica Kegle-limurt
Denne art er udbredt fra Vesteuropa, de Kanariske Øer og Nordafrika mod øst gennem Balkan og Mellemøsten til Kazakhstan og Afghanistan. Den vokser på sandede steder, fra havniveau op til omkring 1600 m.
Den har en opstigende eller opret, kirtelhåret, grågrøn stængel, indtil 50 cm høj, de linje- eller spatelformede grundblade danner en roset, stængelblade modsatte, linjeformede eller smalt lancetformede, indtil 5 cm lange og 6 mm brede, tilspidsede. De stilkede blomster er endestillede, ofte få i en åben klase, undertiden op til 10, kronblade lyserøde, rødligt-violette eller til tider hvide, indtil 1,3 cm lange, med 2 små flige. Bægerbladene er vokset sammen til et grågrønt, oppustet, urneformet, kirtelhåret bæger, indtil 1,8 cm langt, med 25-30 hævede, purpurfarvede nerver, og for enden 5 spidse flige, op til 8 mm lange.
Artsnavnet hentyder til det oppustede bæger.
Kegle-limurt, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Silene dichotoma Gaffel-limurt
Stængel opret, stivhåret, op til 80 cm høj, grenet foroven, ofte 2-grenet, hvilket er årsagen til det latisnke artsnavn såvel som det danske navn. Artsnavnet er afledt af oldgræsk dikhotomos (‘skåret i to halvdele’), oprindeligt fra dikha (‘delt’) og temno (‘jeg skærer’).
Bladene er modsatte, mørkegrønne, hårede, bladplade lancetformet, smalt elliptisk eller næsten linjeformet, margin helrandet, nedre blade op til 10 cm lange, gradvis mindre op ad stænglen. Bægerbladene er sammenvoksede og danner et grønt, let oppustet, håret, cylinderformet bæger, op til 1,8 cm langt, med 10 nerver. Blomsterstanden er en mangeblomstret klase, de duftende blomster næsten siddende, nikkende, kronen hvid eller sommetider rød, indtil 4 cm i tværmål, kronblade 5, dybt fligede, med små lapper i svælget.
Arten er udbredt fra Syd- og Østeuropa mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Jordan og Iran.
Gaffel-limurt, nær Karasu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Silene otites Klit-limurt
Denne art forekommer i størstedelen af Europa, fra England, Danmark og Estland mod syd til Middelhavet, samt i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. I Danmark er den sjælden og træffes næsten kun langs Vadehavet. Den vokser i græsland og klitter, samt på marker, fra havniveau op til højder omkring 1600 m.
Stængel opret, indtil 80 cm høj, håret, noget klæbrig foroven. De stilkede grundblade, som er spatelformede, ovale eller omvendt lancetformede, danner en roset, stængelblade siddende, næsten linjeformede, korthåret langs randen. Blomsterstanden er en endestillet klase, grenet fra bladhjørnerne, blomster gullige eller bleggrønne, stilkede, indtil 5 mm i tværmål, kronblade op til 4 mm lange, tungeformede, helrandede, bæger klokkeformet, papiragtigt, glat, indtil 6 mm langt, med 10 smalle, utydelige nerver.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk ous (‘øre’). Hvad det hentyder til er uklart.
Klit-limurt, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Silene vulgaris Blæresmelde
En opret, grenet og glat plante, til tider op mod 90 cm høj, men sædvanligvis meget lavere. Blade lancetformede eller ovale, lysegrønne eller blågrønne, til 10 cm lange og 3 cm brede, tilspidsede. Blomster nikkende, få sammen i adskillige forgrenede klynger. Bægeret er opsvulmet, ovalt, til 2 cm langt, grønlig-hvidt eller med violet skær, med brunlige nerver, flige trekantede. Kronen hvid, til 1,8 cm i tværmål, kronbladene dybt delte.
En vidt udbredt plante, der vokser i græsklædte og klippefyldte områder, samt på stengærder. Den findes i næsten hele Europa samt i Nordafrika og videre mod øst gennem tempererede områder af Asien til Mongoliet og det nordlige Kina. I Danmark er den almindelig.
Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.
Blæresmelde, Çukurbağ, Ala Dağları. I baggrunden ses valmuer (Papaver), samt et blåblomstret medlem af rubladfamilien (Boraginaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blæresmelde, Ilgaz, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Stellaria, se ovenfor under Rabelera.
Celastraceae Benvedfamilien
Denne familie rummer omkring 96 slægter med ca. 1350 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældnere urter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske regioner, nogle i tempererede områder.
Euonymus Benved
En stor slægt med omkring 130 arter af stedsegrønne eller løvfældende buske, små træer eller slyngplanter. De fleste arter findes i det østlige Asien, med 50 arter endemiske i Kina. Andre arter forekommer i Europa, det nordlige Afrika, Madagascar, Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien, Nordamerika, Mexico og Mellemamerika. Der er observeret 5 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet kommer af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn.
Euonymus latifolius Bredbladet benved
En løvfældende busk eller et lille træ, op til 6 m højt, med udbredte grene, glat på alle dele. De kortstilkede blade er ovale, aflange eller elliptiske, indtil 12,5 cm lange og 7 cm brede, spidse, basis afrundet eller kileformet, margin fint tandet. Blomsterne sidder i fåblomstrede klaser, til tider op til 15 sammen, indtil 1 cm i diameter, kronblade gullig-grønne. Frugten er hængende, bredvinget, til 2 cm i tværmål, inden den foldes ud, kraftigt rosenrød, frøkappe orange.
Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, mod syd til Nordafrika og Syrien.
Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.
Bredbladet benved, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cistaceae Soløjefamilien
Denne familie af buske og nogle urter omfatter 9 slægter med 170-200 arter, primært udbredt i tempererede områder af Europa og omkring Middelhavet, samt nogle arter i Nord- og Sydamerika.
Cistus Cistroser, soløjetræer
En slægt med ca. 34 arter af stedsegrønne buske, udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, samt på de Kanariske Øer og Madeira. 5 arter er konstateret i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af kistos, det klassiske græske ord for disse buske.
Cistus creticus Kretisk cistrose
Denne lille busk, op til 1 m høj, har ovale, aflange eller afrundede blade, indtil 6 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstandene er åbne klynger af 1-6 lyserøde eller rosenrøde, undertiden hvide blomster, indtil 5 cm i tværmål, med orange støvdragere. Hver blomst varer kun en enkelt dag, men arten blomstrer længe.
Den er udbredt fra Italien mod øst til Tyrkiet, Syrien og Jordan, voksende i krat og på åbne skråninger, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.
En klæbrig brun harpiks ved navn labdanum eller ladanum udvindes af denne busk. Den har været anvendt medicinelt i tusinder af år, og i dag benyttes den stadig i visse typer parfumer og vermouth.
Kretisk cistrose, nær Şile, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kretisk cistrose, Doğanyurt, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kretisk cistrose, Kurşunlu, nær Mudanya, Marmarahavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kretisk cistrose, Kurucaşile, Sortehavet. Honningbier indsamler dens orange pollen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Kretisk cistrose, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cistus laurifolius Laurbærbladet cistrose
Denne store busk, op til 3 m høj, forekommer fra det sydlige Frankrig og Portugal mod øst til Tyrkiet, samt i Marokko. Den dyrkes mange andre steder. Den vokser i tørre områder og dominerer ofte i nyligt brændte fyrreskove. I Tyrkiet vokser den i større højder og længere inde i landet end de øvrige cistroser.
Grenene af denne busk er oprette, med rødlig bark, som ofte skaller af i flager. Som dens latinske artsnavn og det danske navn fortæller, ligner dens blade laurbærtræets (Laurus nobilis) blade. De er stilkede, mørkegrønne, ovale eller til tider lancetformede, spidse, op til 9 cm lange, oversiden mere eller mindre glat, meget klæbrig, undersiden grå eller hvidlig af korte dunhår. De langstilkede blomsterstande har 3-5 blomster, op til 5 cm i diameter, kronblade hvide med gullig basis omkring de orangegule støvdragere.
Laurbærbladet cistrose, Aydın Dağları, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cistus salviifolius Salviebladet cistrose
En lille busk til 60 cm høj, undertiden til 1 m, blade grønne, kortstilkede, modsatte, ovale eller elliptiske, dunhårede på begge sider, op til 4 cm lange. Blomsterstandene er sidestillede, med 1-3 langstilkede blomster, indtil 4 cm i diameter, kronblade hvide med gullig basis omkring de gule støvdragere.
Arten vokser på kalkrige jorder i krat og på åbne skråninger, fra havniveau op til omkring 500 meters højde. Den er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran.
Artsnavnet er latin og betyder ‘ med blade som salvie’.
Salviebladet cistrose, nær Şile, Sortehavet. En bille æder pollen eller støvdragere. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Helianthemum Soløje
En slægt med omkring 110 arter af dværgbuske og urter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, specielt omkring Middelhavet. Omkring 16 arter er truffet i Tyrkiet.
Det latinske slægtsnavn, afledt af græsk helios (‘sol’) og anthemon (‘blomst’), sigter til, at de fleste medlemmer af slægten vokser på solrige steder.
Arter i den Nye Verden, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Crocanthemum.
En særdeles håret Helianthemum-art, nær Karasu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Helianthemum nummularium Almindelig soløje
Denne stedsegrønne dværgbusk, som er opdelt i mindst 8 underarter, er yderst variabel, specielt hvad angår omfanget af behåring samt størrelsen af blomsterne. Stænglerne er oprette eller opstigende, til 30 cm lange, blade kortstilkede, modsatte, skinnende grønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, elliptiske eller ovale, helrandede, hårede, til 3,5 cm lange. Akselbladene er lancetformede, til ca. 1 cm lange.
Blomsterstanden er oftest en ensidig, fåblomstret klase, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, citrongule til varmt gule, med talrige støvdragere. Bægerbladene er lancetformede, stærkt hårede, grønne, ofte med rødbrun rand. Den individuelle blomst lever ikke længere, men planten producerer til gengæld en mængde af dem i løbet af sommeren. De er kun åbne i solskin ved temperaturer over 20 grader.
Arten er udbredt i størsteparten af Europa samt i Tyrkiet og Kaukasus. Voksestederne omfatter bl.a. heder, tørre skrænter og klipper.
Artsnavnet kommer af latin nummulus (‘lille mønt’), hvilket sigter til blomsterne, der skinner som guldmønter i solskinnet.
Almindelig soløje, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulaceae Morning-glory family
This family, also known as the bindweed family, contains about 58 genera with close to 2,000 species, most of which are herbaceous vines, but also some erect herbs, shrubs, and trees. The flowers of almost all species are funnel-shaped with five fused petals, and many are quite showy. The leaves are simple and alternate, often heart-shaped, and without stipules.
Convolvulaceae Snerlefamilien
Denne familie omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men også nogle oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede, med fem sammenvoksede kronblade, og hos mange arter er de store og smukke. Bladene er udelte og ofte hjerteformede. De sidder vekselvis, og der er ingen akselblade.
Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til familienavnet, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’.
I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”
Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.
En mængde arter af denne familie er omtalt på siden Planteliv: Snerler.
Calystegia
Denne slægt omfatter omkring 25 arter af urteagtige slyngplanter, der kan blive over 5 m lange. De er udbredt i tempererede og subtropiske områder verden rundt, og næsten halvdelen af arterne er endemiske i Californien. 3 arter forekommer i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalyx (‘kop’) og stegos (‘dække’), altså ‘en dækkende kop’, hvilket hentyder til bægerets form.
Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus, som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer.
Calystegia silvatica Skovsnerle
Stængel stærkt slyngende og klatrende, til tider over 4 m lang, blade pil- eller hjerteformede, blomsten med overlappende dækblade, kronen til 7,5 cm lang, snehvid. Den minder meget om den vidt udbredte gærdesnerle (C. sepium), men har større blomster, og dens dækblade omkring blomsten overlapper mindst halvdelen af deres længde, mens de kun overlapper ganske lidt hos gærdesnerle.
Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet og Sortehavet, men dyrkes ofte som prydplante og er blevet forvildet mange steder, specielt Australien og New Zealand, hvor den betragtes som invasiv. Den vokser i krat, hegn og skovkanter, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.
Ifølge Kew Gardens findes underarten orientalis i Kina, mens underarten fraterniflora skulle forekomme i Nordamerika. Det forekommer mig yderst besynderligt, at en art skulle have så vidt adskilte bestande, så det drejer sig måske om 3 forskellige arter.
Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i skove’, afledt af silva (‘skov’).
Skovsnerle, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus
Typeslægten i snerlefamilien er Convolvulus, som omfatter ca. 190 arter, der er udbredt over det meste af verden, med den største koncentration i Mellemøsten. De er for størstedelens vedkommende urteagtige slyngplanter, men en del er dog buske. Omkring 35 arter er truffet i Tyrkiet.
Slægtsnavnets betydning er forklaret ovenfor under familienavnet.
Convolvulus assyricus Assyrisk snerle
Denne dværgbusk, som er endemisk i det østlige Tyrkiet, danner kompakte puder – en tilpasning til dens åbne, blæsende voksesteder. Stængler til 8 cm lange, blade sparsomt hårede, linje- eller spatelformede, spidse, op til 2 cm lange og 4 mm brede. Blomsterne er endestillede, indtil 2,5 cm i diameter, normalt enlige, undertiden få sammen, kronen rosenfarvet.
Den vokser på stenede steder og i græsland i højder mellem 750 og 2100 m.
Artsnavnet hentyder til Assyrien, et semitisk kongerige, som fandtes ca. 2500-600 f.Kr., centreret omkring nutidens nordlige Irak og Syrien.
Assyrisk snerle er meget almindelig i Ala Dağları-bjergene, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus cantabrica Cantabrisk snerle
Stængel krybende, opstigende eller opret, somme tider forgrenet, træagtig forneden, håret, op til 45 cm høj, nedre blade aflange eller spatelformede, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, langstilkede, de øvre blade siddende, omvendt lancetformede eller linjeformede, med spredte hår. Blomsterne er endestillede eller fra bladhjørnerne, 1-4 sammen i åbne klaser, bægerblade ovale eller omvendt lancetformede, indtil 8 mm lange og 4 mm brede, tilspidsede, tæt dækket af udstående hår, kronen lyserød, sjældent hvid, indtil 2,5 cm i diameter.
Cantabrisk snerle er hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige Afrika, Ukraine, den sydlige del af europæisk Rusland samt Mellemøsten, mod øst til Iran og Afghanistan. Den vokser på kalkholdig jordbund i tørre græsklædte områder, skove, blandt klipper og langs veje, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.
Artsnavnet hentyder til Cantabrien, et landskab i Baskerlandet i det nordlige Spanien.
Cantabrisk snerle, nær Çaycuma, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cantabrisk snerle, Turgutlu, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus galaticus
Denne art er udbredt i Tyrkiet, Libanon, Syrien og det nordlige Irak. Den vokser i fyrreskove, græsland og enge, samt på marker og stenede steder, sædvanligvis på kalkholdige jorder, i højder mellem 900 og 2000 m.
En krybende, tæthåret plante, blade stilkede, bredt ovale med hjerteformet basis, spidsen but eller tilspidset, margin bølget med runde eller skarpe tænder. Blomsterne, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3,5 cm i diameter, enlige eller 2-4 sammen, kronen lyserød eller purpurfarvet, eller en kombination, med hvidt svælg.
Artsnavnet hentyder til Galatien, som var en provins i Romerriget, beliggende i det nuværende centrale Tyrkiet.
Convolvulus galaticus, nær Uluköy, nordøst for Dinar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus phrygius
Denne art, af nogle autoriteter kaldt for C. pulvinatus, er en krybende eller pudedannende dværgbusk med krybende blomsterskud op til 20 cm lange. Bladene er siddende, spatelformede eller omvendt lancetformede, butte eller spidse, indtil 1,8 cm lange og 4 mm brede. Blomsterne er endestillede eller udgår fra bladhjørnerne, enlige eller 2-7 sammen, siddende eller kortstilkede, kronen til 2,5 cm i tværmål, hvid, undertiden med lyserød rand, samt 5 lodrette lyserøde striber på undersiden.
Arten er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i græsland og lyse fyrreskove i højder mellem 850 og 1200 m.
Artsnavnet refererer til Frygien, et kongedømme i den vestlige del af Anatolien, hvis magt var størst omkring 700 f.Kr.
Convolvulus phrygius, Acigöl, øst for Denizli, vestlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta Silke
Denne slægt, der omfatter mellem 100 og 170 arter, udgjorde førhen en særlig familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie.
Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes 4. Omkring 18 arter forekommer i Tyrkiet.
Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.
Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.
Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn. (Forstavelserne krage- og hunde- i forbindelse med plantenavne udtrykker foragt).
En uidentificeret silke-art, snyltende på en busk, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cornaceae Kornelfamilien
En næsten kosmopolitisk familie, bestående af 2 slægter med omkring 85 arter, hovedsagelig buske og træer, samt nogle få flerårige urter.
Cornus Kornel
Denne slægt rummer mellem 30 og 60 arter, afhængigt af kilde. De fleste er løvfældende træer, buske eller dværgbuske, nogle få er stedsegrønne. Frugten er en stenfrugt, som er spiselig hos nogle arter. Der er dog ikke megen smag i dem.
Disse planter er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien og Nordamerika, med Kina, Japan og det sydøstlige USA som kærneområder. 2 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet betyder ‘horn’ på latin, hvilket sigter til slægtens hårde ved. I Oldtidens Rom var det navnet på arten Cornus mas. Det danske navn er af tjekkisk oprindelse og betyder ligeledes ‘horn’.
Cornus sanguinea Rød kornel
En løvfældende busk, der normalt er omkring 2-3 m høj, undertiden op til 6 m., med rødlig, brunlig eller grønlig bark. Bladene er modsatte, indtil 8 cm lange og 4 cm brede, aflange eller ovale, helrandede, mørkegrønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, stivhårede. Blomsterstanden er en tæt klynge, til 5 cm i diameter, blomster til 1 cm i tværmål, med 4 cremefarvede kronblade. Blomsterne tiltrækker mange insekter. Frugten er en kuglerund, sort stenfrugt, til 8 mm i diameter, indeholdende et enkelt frø.
Denne art vokser især på solrige steder, men kan dog også trives i halvskygge. I den sydligste del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.
Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, det sydlige Italien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, samt Alborz-bjergene i det nordlige Iran. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.
Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Frugterne har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.
I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum, se Adoxaceae). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)
Rød kornel, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Crassulaceae Stenurtfamilien
Denne familie, som rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Familien er udbredt verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika.
Sedum Stenurt
Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika. Omkring 33 arter er truffet i Tyrkiet.
De fleste arter er lave planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus.
Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for husløg (Sempervivum), en anden slægt i stenurtfamilien. Hvorfor navnet blev hæftet på denne slægt er uklart.
Muligvis Sedum eriocarpum (se nedenfor), voksende på en udtørret terrasse af kalciumbikarbonat, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sedum confertiflorum
En ganske lille plante, glat på alle dele, stængel op til 10 cm høj, grenet eller ugrenet, blade aflange, spredte, purpurrøde, indtil 6 mm lange. Blomsterstanden er en endestillet, mangegrenet, tæt sammenpakket klynge af 10-20 små blomster, kronblade hvide, op til 4 mm lange. Normalt vokser mange stængler tæt sammen.
Arten forekommer i Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet, voksende på klipper fra havniveau op til højder omkring 900 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med blomsterne tæt sammenpresset’.
Sedum confertiflorum, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, syd for Zonguldak. Bemærk den grønne løvgræshoppe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sedum eriocarpum
Denne lille kirtelhårede plante har en opret, glat rødlig eller grønlig stængel, indtil 6 cm høj. Grundbladene sidder 4 sammen i rundkreds, stængelblade spredte, aflange eller elliptiske, oftest butte, indtil 1,5 cm lange og 8 mm brede. Blomsterstanden er en endestillet klase, normalt tæt kirtelhåret, blomsterne med 5 aflange, lancetformede eller elliptiske kronblade, indtil 7 mm lange, hvide med en rød eller purpurfarvet køl. Støvtrådene er hvide, støvknappen knaldrød eller purpurfarvet, sjældent gul.
Arten forekommer i Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon og Jordan. Den vokser på kalkholdige klipper, fra havniveau op til omkring 600 meters højde.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og karpos (‘frugt’), hvilket sigter til artens hårede frugter.
Sedum eriocarpum, Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. På det øverste billede ses også rundbladet stenbræk (Saxifraga rotundifolia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cucurbitaceae Græskarfamilien
Denne familie, der omfatter mellem 118 og 125 slægter med 825-850 arter, alle klatreplanter, er udbredt over størstedelen af kloden. Langt de fleste findes i tropiske og subtropiske områder, med få arter i tempererede egne.
Ecballium elaterium Æselagurk
Egentlig er denne art en slyngplante, men den stovte, hårede, lysegrønne stængel, op til 1 m lang, kryber oftest langs jorden. Bladene er ret tykke, stive, trekantede med hjerteformet basis, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne og stærkt hårede på undersiden, op til 17 cm lange og brede, margin stærkt bølget og svagt fliget. Blomsterne sidder på op til 10 cm lange, oprette eller opstigende, hårede stilke fra bladhjørnerne, hanlige og hunlige på separate stilke, kronblade bleggule, op til 1,6 cm lange og 7 mm brede. Den piggede, blågrønne frugt er nikkende eller hængende, op til 5 cm lang og 2,5 cm bred.
Måden, som denne plante spreder sine frø på, er meget usædvanlig. Når frugten er moden, eksploderer den og sender en stråle væske, indeholdende frøene, op til 5 m bort.
Arten er det eneste medlem af slægten. Den er hjemmehørende omkring Middelhavet og videre østpå til Uzbekistan og Iran. Den vokser på forstyrrede steder, såsom tomter, marker, stenede områder, flodbredder og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 600 m.
Den anvendes medicinelt, men er temmelig giftig.
Det klassiske græske navn på denne plante var elaterion, afledt af elaterios (‘at bortdrive’), hvilket sigter til artens frøspredning. Slægtsnavnet er også oldgræsk, fra ekballein (‘at kaste’), hvilket naturligvis også hentyder til frøspredningen.
Planten er ikke særlig køn, og det danske navn skal forståes nedsættende.
Æselagurk, voksende langs havnefronten, Sultanahmet, Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dioscoreaceae Jamsfamilien
Denne familie, der rummer omkring 9 slægter og 715 arter af urteagtige eller forveddede slyngplanter, samt nogle få oprette urter, forekommer over det meste af verden i tropiske, subtropiske og tempererede regioner, med et kærneområde i tropiske egne af Amerika.
Dioscorea Jams
En kæmpestor slægt af slyngplanter, der omfatter omkring 630 arter. Disse planter er udbredt i klodens varmere egne, langt de fleste i troperne og subtroperne, med kun nogle få arter i tempererede områder. En enkelt art findes i Tyrkiet.
Disse planter danner underjordiske rodknolde, og nogle arter har tillige yngleknopper i bladhjørnerne. Disse knopper falder til jorden, når de er modne, og kan eventuelt spire til nye planter. Rodknoldene af nogle arter er af stor økonomisk betydning, da de spises i visse egne. Af andre arter udvindes ingrediencer til traditionel og moderne medicin.
Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Det danske navn kan spores tilbage til sidst i 1500-tallet, enten fra portugisisk inhame eller fra spansk iñame, sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse.
Dioscorea communis Jomfrurod
Denne slyngplante, der førhen blev kaldt for Tamus communis, har en næsten sort rodknold, til 20 cm lang eller mere, stænglen slank, op til 4 m lang, sjældent forgrenet, glat, slyngende mod uret. De mørkegrønne, glatte, stilkede blade sidder i spiral op ad stænglen, op til 10 cm lange og 8 cm brede, enten ovale eller hjerteformede (underarten communis) eller pilformede med 3 flige, sidefligene afrundede, endefligen lancetformet (underarten cretica). Begge underarter forekommer i Tyrkiet.
Arten er tvekønnet med hanlige og hunlige blomster på separate planter, de hanlige i slanke, op til 10 cm lange klaser, de hunlige i kortere klynger. De små blomster, op til 6 mm i diameter, er grønlig-gule, med 6 kronblade. Frugten er et næsten kuglerundt bær, først grønt, siden knaldrødt, op til 1,5 cm i diameter.
Den er udbredt omkring Middelhavet, og derfra mod nord til England og Tyskland, mod øst til Kaukasus og Iran, voksende i skove og krat.
Alle dele af planten er giftige, men et grødomslag af den anvendes mod skrammer og betændte led. Efter kogning er unge skud spiselige. De konsumeres i det sydlige Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Kroatien og Grækenland.
Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.
Jomfrurod, Kurşunlu, nær Mudanya, Marmarahavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Equisetaceae Padderokfamilien
Denne familie af karsporeplanter, som kun rummer en enkelt slægt, er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af Australien og Antarktis.
Equisetum Padderok
Disse planter, omkring 18 arter, varierer fra 20 cm høje dværgplanter til giganter på op til 8 meters højde. De har en hul, leddelt, kiselholdig stængel med 3-40 længdegående furer. Bladene, der ofte er skælagtige, sidder i kranse ved hvert led. Der er to distinkte typer, hvoraf den ene har brune fertile vårskud, samt grønne sterile sommerskud, der sørger for fotosyntesen. Den anden gruppe har kun grønne skud, hvor sporehusene sidder i toppen.
Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.
Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.
Equisetum telmateia Elfenbens-padderok
Denne art hører til gruppen med to typer skud. De fertile vårskud er lysebrune, temmelig tykke, op til 40 cm høje. De grønne sterile skud er store, undertiden op til 2 m høje, stænglen elfenbenshvid eller grønlig-hvid, glat, med 20-40 fine længdegående furer. Der er talrige udbredte sidegrene med 4 furer.
Den vokser på fugtige steder, først og fremmest i kildevæld i lyse skove, hvor den ofte danner store kloner. Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af de nordligste egne, og videre mod øst næsten til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den kan træffes op til omkring 1200 meters højde. I Danmark vokser den hist og her i Østjylland og på Øerne.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk telma (‘sump’), hvilket sigter til, at arten vokser i fugtige områder.
Elfenbens-padderok, Özlüce, vest for Inebolu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ericaceae Lyngfamilien
En meget stor familie med omkring 125 slægter og ca. 4000 arter af træer, buske, slyngplanter og urter, vidt udbredte i subarktiske og tempererede områder, og også i store højder i tropiske regioner. Kronen har 4 eller 5 sammenvoksede kronblade, som danner en tragt-, flaske- eller klokkeformet blomst, normalt med korte flige.
Rhododendron Rhododendron, alperose
Denne store slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, er især udbredt i tempererede og subtropiske egne af Eurasien, Nordamerika, tropisk Asien samt Ny Guinea, med den største koncentration af arter i Kina, Himalaya, Sunda-øerne og Ny Guinea. Nogle få arter findes i den arktiske region, og enkelte andre i områder med ægte tropisk klima, fx en art i Queensland, Australien.
På oldgræsk betyder artsnavnet ‘rosentræ’. For Oldtidens grækere mindede blomsterklaserne hos visse rhododendron-arter åbenbart om roser.
En lang række arter fra andre egne af verden er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.
Rhododendron luteum Gul azalea
En løvfældende busk, op til 4 m høj, stænglen kirtelhåret. Bladene er næsten siddende, ovale eller omvendt lancetformede, indtil 8,5 cm lange og 2,5 cm brede, ofte kirtelhårede. Blomsterstandene er endestillede eller i bladhjørnerne, med 5-15 bleggule eller guldgule, kortstilkede blomster, op til 4,5 cm i diameter, kirtelhåret på undersiden, kronrør op til 1,5 cm langt, flige til 2 cm.
Gul azalea er udbredt fra det sydlige Polen mod syd gennem Østrig til Balkan, og derfra videre østpå til Kaukasus. Den vokser i skove og på græsklædte skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Dens sødtduftende blomster tiltrækker bier, men honningen fra dem er faktisk giftig, og rapporteringer af mennesker, som er blevet forgiftet af at spise denne honning, findes helt tilbage i Oldtidens Grækenland.
Gul azalea, nær Tirebolu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Gul azalea, Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rhododendron ponticum Pontisk rhododendron
Under sin rejse til Mellemøsten 1700-02 fandt den franske læge og botaniker Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708) en rhododendron-art, som voksede på Sortehavskysten i Pontus, et område, der i dag udgør det nordøstlige Tyrkiet og Georgien. Af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne plante Rhododendron ponticum. Nominatracen er hjemmehørende i Kaukasus, Tyrkiet, Syrien, Libanon og Bulgarien, mens små bestande af underarten baeticum er udbredt i det sydvestlige Spanien og Portugal. Den vokser i løvskove i højder mellem 150 og 1800 m.
Den er en stor busk, undertiden op til 10 m høj, blade elliptiske eller omvendt ovale, op til 17 cm lange og 4,5 cm brede, først dunhårede på undersiden, senere næsten glatte, med vedvarende kirtelhår. De endestillede blomsterstande har op til 20 stilkede, klokkeformede, lyserøde eller purpurfarvede blomster, til tider hvide med purpurfarvet basis, kronrør indtil 2,5 cm langt, med 5 udbredte, spidse eller afrundede, op til 2,5 cm lange flige, hvoraf en enkelt har små gule prikker. Frugten er en op til 2,8 cm lang kapsel.
I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en meget skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.
Pontisk rhododendron, Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pontisk rhododendron, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pontisk rhododendron, Tirebolu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pontisk rhododendron, Espiye, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Euphorbiaceae Vortemælkfamilien
Denne kæmpestore familie, der har repræsentanter i næsten alle egne af kloden, rummer over 300 slægter med næsten 9000 arter af urter, buske og træer, sjældent slyngplanter.
Euphorbia Vortemælk
Denne slægt, som omfatter omkring 2000 arter af urter, buske eller små træer, findes næsten kloden rundt. Ikke færre end omkring 105 arter er fundet i Tyrkiet.
De fleste arter indeholder en hvid mælkesaft, nogle er sukkulenter, mens andre er udstyret med skarpe torne.
Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.
Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.
En uidentificeret vortemælk-art, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret vortemælk-art, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, syd for Zonguldak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Euphorbia esula Langbladet vortemælk
En urt med adskillige stængler fra grunden, op til 1,2 m høje, glatte eller svagt hårede, blade helrandede, linjeformede, lancetformede eller smalt elliptiske, til 8,5 cm lange og 1 cm brede, tilspidsede, med svagt bølget rand. Der er 5-8 stråler i blomsterstanden, dækblade ovale, elliptiske eller afrundede, indtil 1,5 cm lange og brede. De små blomster sidder i en skærm med to stærkt gulgrønne, kronblad-lignende dækblade ved grunden. Frugt op til 5 mm i diameter. Alle dele af planten indeholder en giftig mælkesaft.
Denne art er hjemmehørende fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kamchatka, mod syd til Spanien, Syrien, Iran og Kina. Den er også blevet forvildet i Skandinavien, England og USA. I Danmark træffes den hist og her. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. krat, marker, flodbredder, græsklædte skråninger og stenede steder, fra havniveau op til højder omkring 2100 m.
Langbladet vortemælk, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Euphorbia rigida Rank vortemælk
Adskillige blågrønne stængler vokser op fra basis, forveddede forneden, op til 60 cm høje, tæt besat med blade, som sidder i spiral op ad stænglen, tykke, kødfulde, lancetformede, helrandede, meget spidse, op til 7 cm lange og 1,7 cm brede. Stråler i blomsterstanden 7-16, dækblade gule, rødlige, purpurfarvede eller purpurgrønne, primære dækblade ovale, spidse, sekundære dækblade afrundede eller mere eller mindre trekantede, alle op til 2,5 cm lange, med en lille torn i spidsen, cyathium-flige afrundede. Frugten er oval eller konisk, til 7 mm lang.
Arten er udbredt omkring Middelhavet, og derfra mod nord til Ukraine, mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser i lyse fyrreskove, krat, åbne arealer, græsland og på marker, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘stiv’, hvilket sigter til de forveddede stængler.
Rank vortemælk, nær Çanakkale, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rank vortemælk, Acigöl, øst for Denizli. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Euphorbia seguieriana
Adskillige blågrønne, glatte stængler vokser op fra basis, op til 60 cm høje, stængelblade udbredte eller oprette, linjeformede eller aflange, til 4 cm lange og 5 mm brede, helrandede, spidse. Stråler i blomsterstanden 7-38, dækblade gule, primære dækblde linjeformede, lancetformede eller ovale, sekundære ovale eller rhombeformede, indtil 1,5 cm lange og brede, spidse, med en lille torn for enden. Den glatte frugt, som har 3 flige, er op til 3,5 mm i diameter.
Arten vokser i skove, krat og græsland, på marker og stenede skråninger, samt langs floder og veje, fra havniveau op til omkring 1900 meters højde. Den er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til det sydlige Sibirien, Kazakhstan og Afghanistan, mod syd til Iran og Pakistan.
Artsnavnet sigter muligvis til den franske statsmand Pierre Séguier (1588-1672), som var kansler i Frankrig fra 1635.
Euphorbia seguieriana, nær Şile (øverst) samt nær Karasu, begge ved Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Fabaceae Ærteblomstfamilien
Denne familie af urter, slyngplanter, buske og træer er udbredt næsten overalt i verden. Med omkring 750 slægter og 19.000 arter udgør den den tredjestørste plantefamilie, kun Orchidaceae og Asteraceae er større.
Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun medlemmer af Faboideae (Papilionoideae) omtales nedenfor. Blomsterne i denne underfamilie har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.
Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.
En uidentificeret ærteblomst, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret ærteblomst, Doğanyurt (øverst) og Özlüce, vest for Inebolu, begge Sortehavskysten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret ærteblomst, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret ærteblomst, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret ærteblomst, Çukurbağ, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret ærteblomst, Esemçe, nær Mudanya, Marmarahavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Anthyllis Rundbælg
En slægt med omkring 22-32 arter af urter, hvoraf nogle forneden har forveddede stængler. Disse planter er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika, den Arabiske Halvø og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland.
Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’).
Anthyllis vulneraria Almindelig rundbælg
En meget variabel art med talrige underarter og intermediære former. Alene i Europa forekommer mindst 24 underarter, hvoraf nogle måske er selvstændige arter.
En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.
Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.
Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.
Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.
Rundbælg, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Astragalus Astragel
Denne kæmpestore slægt, der omfatter over 3000 arter af urter og dværgbuske, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Ikke færre end omkring 440 arter findes i Tyrkiet – den talrigeste planteslægt i landet. Overgræsning har favoriseret slægtens foretrukne habitat: træløst og tørt land.
Disse planter er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. De ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.
I Oldtidens Grækenland dækkede ordet astragalos en af knoglerne i ankelleddet, som man kaldte kugleknoglen. Der blev fremstillet terninger af disse knogler fra visse dyrearter. Astragalos var også navnet på sort fladbælg (Lathyrus niger). En mulig forklaring er, at for grækerne lignede frøene af denne plante terningerne fremstillet af kugleknogler.
Astragalus angustifolius
Denne dværgbusk danner kompakte puder, blade op til 6 cm lange, snitdelte, midternerven ender i en spids torn, de 7-12 par småblade er op til 7 mm lange, elliptiske eller ovale, butte, begge sider dunhårede, akselblade indtil 8 mm lange, lancetformede, dækket af hvidlige hår. Blomsterstandene er klaser med op til 14 blomster, kronen hvidlig, purpur-lyserød eller gul, fanen indtil 1,8 cm lang. Bælgen er aflang, op til 1,8 cm lang, tæthåret.
Arten er udbredt på Balkan, samt i Tyrkiet, Libanon og Syrien, voksende i tørre og stenede områder.
Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.
Astragalus angustifolius, Uluköy, nordøst for Dinar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Astragalus angustifolius, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Astragalus angustifolius, Gögübeli-passet, nær Elmali, Toros Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Chamaecytisus
Denne slægt, som omfatter omkring 43 arter af urter, buske og træer, er udbredt fra Vesteuropa mod øst til det vestlige Sibirien og Kazakhstan, mod syd til de Kanariske øer, Marokko og Syrien. Nogle autoriteter placerer disse planter i slægten Cytisus. Omkring 16 Cytisus-arter forekommer i Tyrkiet, inklusive Chamaecytisus.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘på jorden’, dvs. ‘lav’) samt kytisos, det klassiske navn på Medicago arborea, et andet medlem af ærteblomstfamilien.
En uidentificeret Chamaecytisus-art, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Colutea Blærebælg
Denne slægt rummer ca. 28 arter af løvfældende buske, mellem 2 og 5 m høje, hjemmehørende fra Mellem- og Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst gennem Mellemøsten til Himalaya, Tibet og Kina, samt tillige i det østlige Afrika. Bladene er snitdelte, lysegrønne, blågrønne eller grågrønne. Blomsterne, som er gule, orange eller røde, sidder i klaser og bliver senere til oppustede bælge, der skifter farve fra grøn til rød eller kobberfarvet.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk kolutea, et navn benyttet for disse planter af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).
Colutea cilicica Tyrkisk blærebælg
En busk indtil 5 m høj, bladene med 4-5 par elliptiske eller ovale småblade, ofte med et lille indhak i spidsen. Kronen er op til 2,2 cm lang, vingerne længere end kølen, bægeret klokkeformet, bleggrønt med sorte tænder op til 2 mm lange, buet mellem tænderne. Bælgen er stærkt oppustet, først grøn, senere rødlig, med en tilbagebøjet tråd i spidsen.
Arten er udbredt fra Bulgarien, Grækenland, Krim og Kaukasus mod syd til Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Den vokser i skove, lunde, krat, græsland, og maki, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cilicia’, i den romerske periode navnet på et område i det sydøstlige Tyrkiet, som var kendt for sin produktion af cilice, filt, som blev fremstillet af hår fra ciliciske geder.
Tyrkisk blærebælg, Özlüce, vest for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne plante er tøvende blevet bestemt til tyrkisk blærebælg, skønt småbladene er store og spidse, med små tænder langs randen. Den blev observeret ved Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Coronilla Kronvikke
En slægt med ca. 24 arter, udbredt fra Mellem- og Sydauropa mod øst til europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Somalia. 3 arter forekommer i Tyrkiet. Visse af arterne er placeret i slægten Securigera af nogle autoriteter.
Slægtsnavnet er afledt af latin corona (‘krone’), samt den catalanske endelse illa, som udtrykker noget småt, således ‘lille krone’, hvilket sigter til den afrundede blomsterstand, der minder om en lille krone.
Coronilla varia Giftig kronvikke
Denne opstigende eller krybende urt, af nogle autoriteter kaldt for Securigera varia, bliver op til 60 cm høj, med adskillige sammenfiltrede stængler, der undertiden kan opnå en længde af 1,8 m. De snitdelte blade er grønne, med 3-14 par aflange eller butte småblade, som ender i en lille torn. Blomsterstandene er endestillede skærme med 4-20 blomster, indtil 1,5 cm lange, lilla, hvide eller lyserøde, ofte med mørkere striber. De smalle, spidse, segmenterede bælge sidder i kronelignende klynger.
Arten findes fra Mellem- og Sydauropa mod øst til europæisk Rusland, og derfra mod syd til Iran, men dyrkes mange andre steder som grøngødning eller som erosionskontrol. Den betragtes som invasiv i adskillige amerikanske stater.
Den er giftig for heste og andre ikke-drøvtyggende dyr på grund af dens indhold af nitroglycosider. Hvis den konsumeres i større mængde, kan den forårsage langsom vækst, lammelser eller undertiden død. Drøvtyggende dyr som kvæg, får og geder er i stand til at neutralisere giftstoffet.
Artsnavnet er latin og betyder ‘divers’, hvilket formentlig sigter til, at blomsterne har adskillige farver.
Giftig kronvikke, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ebenus
En slægt med omkring 20 arter af urter, udbredt fra Grækenland og Tyrkiet mod øst gennem Iran til den vestlige del af Himalaya, samt i det nordlige Afrika og Oman.
Slægtsnavnet er den latinske betegnelse for en type hårdt træ af forskellige subtropiske og tropiske træer, specielt af slægten Diospyros. Hvorfor det blev hæftet på denne slægt af blødhårede urter er uklart.
Denne Ebenus-art er tøvende blevet bestemt til E. pisidica. Den blev observeret i Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Glycyrrhiza
En slægt med omkring 17 arter, vidt udbredt i Sydeuropa, Asien, Australien, Nordamerika samt det sydlige Sydamerika.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glykyrrhiza, fra glykys (‘sød’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til det søde, aromatiske ekstrakt af roden af Glycyrrhiza glabra (nedenfor). Dette ord blev forvrænget til liquiritia på latin, hvilket blev til lakrids på dansk.
Glycyrrhiza glabra Lakridsplante
En stor opret urt, indtil 1 m høj, glat i alle dele, blade op til 15 cm lange, snitdelte, med 5-9 par elliptiske småblade, indtil 4,5 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstandene er langstilkede, åbne aks, udgående fra bladhjørnerne, indtil 9 cm lange, bægerets tænder op til 3 mm lange, kronen indtil 1,2 cm lang, blå, violet eller purpurfarvet med hvidlig basis. Bælgen er aflang, indtil 3 cm lang og 5 mm bred, rødbrun, til tider kirtelhåret.
Arten vokser i forskellige åbne habitater, bl.a. marker, vejkanter, langs floder og i klitter, fra havniveau op til højder omkring 1800 m.
Den er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til det sydlig-centrale Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Arabien og Pakistan, men dyrkes mange andre steder for dens rod, der har været anvendt i folkemedicinen i tusinder af år. I dag benyttes udtræk af roden i farmakologiske produkter, samt som smagsstof i kager, slik, drikkevarer og tobak.
Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’, hvilket sigter til den glatte stængel og de glatte bælge.
Lakridsplante, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Hedysarum Hanekløver
Denne slægt rummer et sted mellem 160 og 200 arter af urter, sjældnere dværgbuske, udbredt i Eurasien, Nordafrika og Nordamerika. Bælgen, som er bred og flad, er sammentrukket mellem frøene, og ved modenhed falder den fra hinanden med et enkelt frø i hver del. Dette har givet anledning til det danske navn, idet bælgen sammenlignes med en hanekam.
Det latinske slægtsnavn er afledt af oldgræsk hedysaron (‘økse-urt’), et navn på en nu ukendt plante, beskrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Forbindelsen til denne slægt er uklar.
En uidentificeret hanekløver-art, voksende i en fyrreskov nær Pozantı, nord for Adana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lathyrus Fladbælg, ært
En stor slægt med ca. 180 arter, der er udbredt kloden rundt i tempererede egne, manglende i det sydlige Afrika, Sydøstasien og det australske område. Der forekommer omkring 63 arter i Tyrkiet.
De fleste af disse planter er slyngplanter med klatretråde for enden af bladene, men nogle er oprette dværgbuske. Ved modenhed ruller bælgens to halvdele op i spiralform, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk lathyros, det klassiske navn på græs-fladbælg (Lathyrus sativus).
En uidentificeret fladbælg-art, muligvis Lathyrus tukhtensis, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Lathyrus aureus Gylden fladbælg
En opret, næsten glat urt, stængel indtil 80 cm høj, blade snitdelte, med 3-5 par ovale, spidse småblade, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, med tydelige nerver, på undersiden med brunlige kirtler. Akselbladene er ovale eller lancetformede med pilformet basis, stængelomfattende. Blomsterstandene er langstilkede klaser med 12-25 orangegule blomster, op til 2 cm lange, bægeret indtil 1,2 cm langt, næsten glat, med meget uens tænder, 2 lange og spidse, 4 korte og butte. Fanen er afrundet, vingerne normalt lidt længere end kølen. Bælgen er linjeformet, op til 7 cm lang og 8 mm bred, som ung med små kirtelprikker.
Den er udbredt fra Ukraine og Kaukasus mod syd til Grækenland og Syrien, voksende i skove og krat i højder mellem 1500 og 2000 m.
Artsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’), samt endelsen ous, der udtrykker en egenskab, således ‘gylden’, hvilket hentyder til blomsternes farve.
Gylden fladbælg, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Lathyrus cicera Rød fladbælg
Stængel op til 50 cm høj, glat eller undertiden svagt håret, vinget, vinger smallere end stænglen. Bladene har 2 bladlignende, linjeformede småblade, sjældent smalt elliptiske, til 9.5 cm lange og 9 mm brede, ofte med en grenet klatretråd. Akselbladene er ovale eller lancetformede, spidse, let pilformet ved basis, bredere end stænglen. Blomsterne sidder enkeltvis på en lang stilk fra bladhjørnerne, kronen indtil 1,6 cm lang, murstensrød med mørkere nerver, kålen meget lysere, vingerne tydeligt bredere mod spidsen. Bælgen er aflang, glat, op til 4 cm lang og 1 cm bred.
Denne art findes fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Pakistan. Den vokser i fyrreskove og krat, samt på marker og stenede skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘som Cicer‘ (kikærte).
Rød fladbælg, nær Uşak, øst for Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lathyrus laxiflorus
Stængel opstigende, glat, firkantet, grenet, op til 40 cm høj. Blade med småblade parvis, ovale, bredt elliptiske eller til tider lancetformede, op til 4 cm lange og 1,8 cm brede, tilspidsede, med en lille torn for enden, eller somme tider en klatretråd. Akselblade ovale, spidse, af samme størrelse som småbladene, basis pilformet. Blomsterstanden er endestillet, langstilket, med 3-6 blomster, kronen op til 2 cm lang, lavendelblå eller violet med hvidlig køl. Bægeret er indtil 1,3 cm langt, med meget lange, hårede, smalt lancetformede tænder, over dobbelt så lange som bøgerskålen. Bælgen er bredt linjeformet, indtil 4,5 cm lang og 5 mm bred, med kirtelprikker, sparsomt håret eller sjældent glat.
Arten er udbredt fra Italien mod øst til Krim og Kaukasus, mod syd til Syrien og Iran, voksende i løvskove og krat.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med stor afstand mellem blomsterne’ – et underligt navn, da dette langtfra er tydeligt.
Lathyrus laxiflorus, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lathyrus oleraceus Haveært
Denne art, førhen kaldt for Pisum sativum, er nu placeret i slægten Lathyrus. Den er sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende omkring Middelhavet, og derfra mod øst til Turkmenistan og Iran, men siden den har været dyrket i tusinder af år, er det svært at fastslå med sikkerhed. I dag dyrkes den i de fleste lande kloden rundt og er blevet forvildet mange steder.
En glat klatreplante, til tider op til 2 m lang, blade med 1-4 par helrandede eller tandede småblade, som ender i en klatretråd. Akselbladene er meget store, skævt ovale, op til 8 cm lange, tandede, stængelomfattende. Blomsterstilke op til 10 cm lange, voksende fra bladhjørnerne, med 1-3 op til 3 cm lange blomster, kronen varierende farvemæssigt, fanen normalt lyslilla med mørkere striber, vinger og køl mørkt purpurfarvede, eller hele blomsten er hvid. Bægeret er op til 1,5 cm langt, med ovale eller lancetformede tænder, der er længere end bægerskålen. Bælgen er linjeformet, med næsten cirkelformet tværsnit, op til 7 cm lang og 1,7 cm bred.
Artsnavnet er afledt af latin holus (‘grønsag’) samt endelsen aceus (‘minder om’), et ord, der blev anvendt for mange typer spiselige planter. Det tidligere slægtsnavnd Pisum er det klassiske latinske ord for haveært.
Haveært, nær Karasu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Onobrychis Esparsette
Denne store slægt rummer et sted mellem 150 og 200 arter, afhængigt af kilde. Disse planter er udbredt i det centrale og sydlige Europa, i det nordlige Afrika, samt i store dele af tempererede og subtropiske egne af Asien. Omkring 55 arter er truffet i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onobrykhis, fra onos (‘æsel’) og brykho (‘at æde med grådighed’). Formodentlig har en eller anden græker i Oldtiden bemærket, at æsler grådigt åd af disse planter. Gennem tiderne har de været meget anvendt som dyrefoder, og en enkelt art, O. viciifolia, er blevet naturaliseret talrige steder, bl.a. i Danmark, hvor en livskraftig bestand findes på Høvblege på Møn.
På oldfransk blev disse planter benævnt sain foin (‘sundt hø’). I 1500-tallet skrev den franske videnskabsmand Olivier de Serres: “Denne urt kaldes på fransk sain-foin, på italiensk herba medica, i Provençe og Languedoc luzerne. Ordet sain blev hæftet på planten på grund af dens højt priste egenskaber, for dens medicinske virkning og for dens evne til at opfede kvæg.”
Det danske navn er afledt af esparceto, det provençalske ord for den lignende og nært beslægtede hanekløver (Hedysarum, ovenfor).
To uidentificerede esparsette-arter, nær Seydiler, nord for Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret esparsette-art, Çukurbağ, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret esparsette-art, Bulanik, syd for Çay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret esparsette-art, Taşdibi, syd for Ivrindi, vest for Balikesir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Onobrychis cornuta
En mangegrenet, særdeles tornet busk, som danner tætte puder, op til 50 cm høje og 60 cm i diameter. Bladene, op til ca. 2 cm lange, er snitdelte med 2-5 par linje- eller lancetformede småblade, som er hårede på begge sider. De kortstilkede blomsterstande har 2-5 purpurrøde, lavendelblå, hvide eller lyserøde blomster, fane, vinger og køl omkring 1,5 cm lange.. Bælgen er op til 1,3 cm lang, afrundet, glat eller sparsomt håret.
Denne plante er udbredt fra Kaukasus og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Pakistan, voksende på stenede steder og blandt nedfalden ur, i højder mellem 1200 og 3100 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med horn’. Det kan hentyde til de hårde torne, som ofte parvis peger ud til siden i en vinkel på ca. 60 grader, ikke ulig hornene på en ged.
Onobrychis cornuta, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ononis Krageklo
Denne slægt, der rummer omkring 88 arter af urter og dværgbuske, er udbredt i hele Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Arabien og Tibet, samt i det nordlige og østlige Afrika. Der er fundet omkring 17 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på mark-krageklo (O. spinosa). Det danske navn sigter til disse planters krumme køl.
Ononis viscosa Klæbrig krageklo
Denne urt, der ofte er grenet fra grunden, bliver op til 40 cm høj. Den er ekstremt håret, med en blanding af korte kirtelhår og længere hår uden kirtler. De midterste stængelblade har 3 småblade, de nedre og øvre kun ét. De er ovale eller aflange, tandede. Blomsterstandene er lange, bladfyldte klaser af enlige, stilkede blomster, kronen bleggul, op til 1,3 cm lang, fanen ofte med røde striber forneden. Bælgen er linjeformet eller aflang, kirtelhåret, op til 2 cm lang og 6 mm bred.
Arten er vidt udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Iran.
Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, en fuglelim fremstillet af mistelten (Viscum album).
Klæbrig krageklo, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pisum, se Lathyrus oleraceus.
Securigera, se Coronilla.
Sophora
Denne slægt, som rummer omkring 60 arter af urter, buske, træer samt nogle få slyngplanter, forekommer fra Rumænien mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Japan, og derfra mod syd til Australien. Medlemmer af slægten findes også i det centrale og sydlige Afrka, på Madagascar, samt i Amerika.
Slægtsnavnet er afledt af arabisk sufayra, et ord, som blev anvendt for træer i ærteblomstfamilien.
Sophora alopecuroides
En opret, mangegrenet urt, op til 1 m høj, grene dækket af hvidlige hår, blade op til 30 cm lange og 9 cm brede, med 10-30 lancetformede, aflange eller elliptiske småblade, indtil 4 cm lange og 1,4 cm brede, tæthårede på begge sider. Blomsterstandene er lange, tætte, endestillede klaser med op til 80 kortstilkede blomster, kronen op til 2 cm lang, cremefarvet eller hvid, fanen aflang eller omvendt lancetformet, indtil 2 cm lang og 4 mm bred, stærkt tilbagebøjet, vinger og køl ovale eller aflange, op til 1,6 cm lange. Bælgen er lige, indtil 13 cm lang, med 3-10 frø, stærkt indsnævret mellem frøene.
Arten er udbredt fra europæisk Rusland, Tyrkiet og Syrien mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Kina. Den vokser i græsland, ørkener og i kanten af marker, fra havniveau op til højder omkring 1750 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), samt oides (‘ligner’), hvilket formentlig hentyder til den lange blomsterstand.
En stor bestand af Sophora alopecuroides, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Sophora alopecuroides, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Sophora alopecuroides i aftensol, Zelve, Göreme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Spartium junceum Spansk gyvel
Denne oprette løvfældende busk, som er det eneste medlem af slægten, bliver op til 4 m høj, undertiden mere, hovedstængler op til 5 cm tykke, sjældent 10 cm, grene grågrønne, lige, blade få, smalt elliptiske, indtil 3 cm lange og 4 mm brede. De fældes tidligt, da størstedelen af fotosyntesen finder sted i grenene, en tilpasning til at vokse i tørre områder, da det nedsætter fordampningen. Blomsterstandene er talrige klaser med 5-20 gule blomster, op til 3 cm lange. Bælgen, som er indtil 10 cm lang og 6 mm bred, indeholder op til 20 frø. Bælgene bliver sorte ved modenhed og åbner ofte med et lydeligt knald, og frøene spredes i en betragtelig afstand fra moderplanten.
Arten er hjemmehørende i Middelhavsregionen, men er blevet indført mange andre steder. Den betragtes som invasiv i Californien, Oregon, Hawaii, det centrale Chile, det sydøstlige Australien og Western Cape-provinsen i Sydafrika, samt på de Kanariske Øer og Azorerne. Den vokser især i tørre områder, fra havniveau op til omkring 600 meters højde.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sparton (‘reb’), hvilket hentyder til, at der blev fremstillet reb af stænglerne. Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner siv’, hvilket sigter til grenene, der minder om stænglerne hos visse siv-arter (Juncus).
Spansk gyvel, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Trifolium Kløver
En meget stor slægt med omkring 300 arter, som er udbredt i tempererede og subtropiske områder i Eurasien, Afrika og Amerika. Ikke færre end ca. 105 arter er konstateret i Tyrkiet.
Bladene er trekoblede, og bælgen er lille, med kun et enkelt frø.
Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med tre blade’, hvilket sigter til småbladene. Det var det klassiske navn på kløver.
Trifolium arvense Hare-kløver
En opret eller opstigende urt, til tider op til 40 cm høj, men oftest mindre. Bladene er trekoblede, med slanke, siddende, linjeformede eller smalt elliptiske, tandede småblade, indtil 2 cm lange og 5 mm brede, margin ofte håret, akselblade prominente, purpurfarvede eller rødlige, langt tilspidsede. Blomsterstande kortstilkede, ovale eller cylinderformede, indtil 3 cm lange og 1,5 cm brede, forlænget under frugtsætning, bægeret tragt- eller klokkeformet, bægerblade langt tilspidsede, hårede, med 10 nerver, ofte purpurfarvede eller lyserøde, meget længere end den hvide eller lyserøde krone, der er op til 6 mm lang.
Denne art vokser på tørre og sandede steder langs veje, på tomter, i udkanten af marker, græsklædte arealer og klitter, fra havniveau op til højder omkring 2300 m. Den forekommer i hele Europa, med undtagelse af arktiske egne, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Nordafrika, Ethiopien, Iran og Kazakhstan.
Artsnavnet er latin og betyder ‘findes på marker’.
Hare-kløver, Boz Dağları, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Trifolium purpureum Purpur-kløver
En meget variabel plante, stængel opret eller opstigende, dunet indtil 40 cm høj. Blade modsatte, langstilkede, de smalle småblade indtil 4 cm lange, linje- eller lancetformede, spidse, med en diminutiv torn for enden, håret langs randen. Akselbladene er presset tæt ind til stænglen med den øverste del fri, lancetformet, stærkt håret. Blomsterstandene er endestillede, ovale, koniske eller pyramideformede, indtil 8 cm lange, bæger op til 1 cm langt, tæt uldhåret, med 10 nerver, kronen purpurfarvet, lilla eller hvidlig, op til 2,5 cm lang.
Arten vokser i åbne områder og er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til Iran.
Purpur-kløver, Troja, nordvestlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Purpur-kløver, Turgutlu, øst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Trifolium resupinatum Perser-kløver
Denne krybende, opstigende eller oprette enårige urt danner ofte tætte bevoksninger. Den er grenet fra grunden, indtil 60 cm lang/høj, småblade op til 3 cm lange, ovale eller rhombeformede, spidse, margin med grove tænder. Den langstilkede, kugleformede og mangeblomstrede blomsterstand er indtil 1,5 cm i diameter, kronen op til 6 mm lang, lyserød eller violet, snoet og tilbagebøjet, hvilket er anledningen til det latinske artsnavn, som betyder ‘ tilbagebøjet’. Ved modenhed har bægeret et tæt net af nerver og er oppustet, dannende uldne kugler.
Arten er hjemmehørende fra Middelhavet mod øst til Afghanistan og Himalaya. Den er en vigtig afgrøde til hø i Iran og Afghanistan, og den dyrkes også andre steder. Den vokser i åbne områder, såsom marker, vejkanter og tomter. I Tyrkiet forekommer den fra havniveau op til højder omkring 1500 m, i Himalaya op til ca. 2700 m.
En stor bestand af perser-kløver, Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Perser-kløver, Akçaova, nær Kandira, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Trifolium stellatum Stjerne-kløver
En opret eller opstigende urt, indtil 20 cm høj, stængel håret. De spredte blade har småblade op til 8 mm lange, omvendt hjerte- eller spydformede med savtakket spids, som har et stort indhak i midten. Akselbladene er ovale eller hjerteformede, tandede. Blomsterstandene er kugleformede eller bredt ovale, langstilkede, til 2 m brede i blomst, til 3 cm i frugt. Bægeret er klokkeformet, 10-nervet, særdeles håret, med lange, rødlige, linjeformede, spidse tænder, der ved modenhed spredes ud i stjerneform, hvilket har givet anledning til det videnskabelige artsnavn såvel som det danske navn. Kronen er hvid eller lyserød, sjældent purpurfarvet eller gul, op til 1,8 cm lang.
Arten vokser åbne solrige steder, såsom krat og marker, samt langs veje, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.
Stjerne-kløver, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Vicia Vikke
En slægt med omkring 240 arter, hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder af Eurasien, Afrika, samt Nord- og Sydamerika. I troperne er disse planter begrænset til bjergegne. Omkring 62 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for vikke.
Vicia cracca Muse-vikke
Denne klatrende plante er hjemmehørende fra hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Iran, Tibet og det sydlige Kina, men er blevet indført til andre egne som foderplante for kvæg, som grøngødning, samt til at standse erosion. Den vokser åbne, forstyrrede steder, såsom brakmarker og langs veje og diger.
Den er meget variabel, med en mængde sammenfiltrede, slanke grene, op til 2 m lange, glatte eller sparsomt hårede. Bladene er op til 8 cm lange, snitdelte, med 8-16 par linjeformede, aflange eller ovale småblade, som kan være op til 4 cm lange hos nogle underarter, men normalt kun er omkring 1 cm, med en grenet klatretråd for enden. Akselbladene er slanke, en smule spydformede, helrandede. Blomsterstandene er langstilkede, tætte eller åbne klaser fra bladhjørnerne, som har 10-40 violette eller lilla blomster, op til 1,8 cm lange, somme tider med hvidlig køl, fane dobbelt så lang som køl. Bælgen er indtil 3 cm lang, glat.
Artsnavnet er det klassiske latinske ord for en vild vikke-art.
Muse-vikke, Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Muse-vikke, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Vicia pannonica Ungarsk vikke
En meget variabel plante, glat eller let håret, stængler krybende eller klatrende, op til 80 cm lange, blade snitdelte med 5-12 par småblade, til 2,5 cm lange og 7 mm brede, linjeformede, aflange, omvendt lancetformede eller ovale, spids afrundet med en lille torn, klatretråde simple eller grenede. Akselbladene er op til 4 mm lange, en smule spydformede, ovale eller lancetformede. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er kortstilkede klynger af 2-4 blomster, indtil 2,2 cm lange, purpurfarvede, gullige eller hvidligt-brune, bægeret op til 1,3 cm langt, tæthåret, med lange, spidse tænder, fane og kål af omtrent samme længde. Bælgen er tæthåret, aflang, op til 3 cm lang og 9 mm bred.
Arten er udbredt fra Middelhavsområdet og Ukraine mod øst til Iran, men dyrkes andre steder som foderplante og til hø, og den ses til tider forvildet. Den vokser i åbne områder, såsom brakmarker og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 1300 m.
Artnavnet hentyder til Pannonia, som var en provins i Romerriget, beliggende i den vestlige del af det nuværende Ungarn.
Ungarsk vikke, var. purpurascens, nær Seydiler, nord for Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Fagaceae Bøgefamilien
En familie af træer og buske med 7-12 slægter, afhængigt af kilde, samt 900-1000 arter. Hos de fleste arter varer modningen af frugterne over et år.
Castanea Kastanje
Denne slægt omfatter omkring 9 arter, som forekommer i Sydøsteuropa, Nærøsten, Kaukasus, Iran, Kina, Korea, Japan, samt det østlige Nordamerika.
Slægtsnavnet er afledt af kastana, det klassiske græske ord for ægte kastanje (nedenfor).
Castanea sativa Ægte kastanje
Dette store træ er vildtvoksende i Middelhavsområdet og videre mod øst til Alborz- og Zagros-bjergene i Iran. Det vokser i løvskove og blandskove, normalt på kalkholdig jord, fra havniveau op til omkring 1500 meters højde.
Det kan blive indtil 35 m højt, med en stammediameter på 2 m eller undertiden mere. Bladene er kortstilkede, aflange eller elliptiske, op til 27 cm lange og 7 cm brede, tilspidsede, basis afrundet, med op til 25 skarpe tænder på begge sider langs randen, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden. Frugten er kuglerund, op til 6 cm i tværmål, lysebrun, dækket af lange torne.
Denne art er i stand til at leve i 5-600 år, og nogle dyrkede individer hævdes at være 1000 år gamle. Den dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.
Artsnavnet er latin og betyder ‘dyrket’.
Nyudsprungne blade og blomster af ægte kastanje, Doğanyurt, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Blomstrende ægte kastanje, Amasra, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne gadesælger er i færd med at riste ægte kastanjer, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geraniaceae Storkenæbfamilien
Denne familie med 5-7 slægter og 800-830 arter af urter, sjældnere buske, er vidt udbredt i tempererede regioner kloden rundt, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.
Erodium Hejrenæb
En slægt med omkring 120 arter, som er hjemmehørende i Europa, specielt i områder omkring Middelhavet, og derfra videre mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, samt endvidere i den sydligste del af Nordamerika og i Australien. Omkring 25 arter forekommer i Tyrkiet.
Den modne frugt af disse planter spaltes op i 5 afsnit, som hver især er forsynet med en lang spiralformet griffel med et frø ved basis. Griflen drejer sig omkring sin akse, hvorved den er i stand til at bore frøet ned i jorden.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eroidios (‘hejre’), hvilket sigter til, at frugten hos mange arter minder om en hejres næb.
I England kaldes disse planter for stork’s-bills (‘storkenæb’), hvilket er forvirrende for en dansker, da navnet storkenæb på dansk benyttes for arter af slægten Geranium (nedenfor), der på engelsk kaldes for crane’s-bill (’tranenæb’). I Nordamerika kaldes de for heron’s bills (’hejrenæb’), samt filarees, hvilket er en forvrængning af spansk alfilerillo, afledt af alfiler (‘nål’). Alle disse navne sigter til frugtens form.
En uidentificeret hejrenæb-art blandt vissent græs, Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret hejrenæb-art, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium Storkenæb
En stor slægt med omkring 380 arter af urter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge. Der findes omkring 40 arter i Tyrkiet.
Akselbladene er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!). Navneforvirringen omkring ‘fuglenæbbene’ er forklaret ovenfor under Erodium.
Geranium lucidum Skinnende storkenæb
En aromatisk plante, op til 30 cm høj, stænglen oftest mørkerød, grenet, næsten glat, blade skinnende, håndformede, indtil 4 cm i tværmål, med 5 brede, 3-fligede, svagt tandede segmenter, nedre blade langstilkede, mens de bliver gradvis mere kortstilkede op ad stænglen, de øverste meget mindre, næsten siddende. Bægerbladene bøjer indad og danner en oppustet ‘sæk’, op til 7 mm i diameter, med 5 køle og tværgående rynker. Kronbladene er små, afrundede, til tider op til 1 cm lange, lyserøde, sjældent hvide.
Denne art er hjemmehørende i Europa, det nordlige Afrika og Arabien, samt fra Mellemøsten mod øst til Himalaya. Den blev indført til Nordamerika som prydplante og er blevet forvildet mange steder, især langs Stillehavskysten, hvor den betragtes som invasiv.
Den vokser på skyggefulde steder, ofte på kalkholdige klipper, fra havniveau op til højder omkring 1700 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til de skinnende blade.
Skinnende storkenæb, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek. Planten i øverste venstre hjørne er stinkende storkenæb (se G. robertianum nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium pyrenaicum Pyrenæisk storkenæb
Stænglen indtil 70 cm høj, håret, foroven kirtelhåret. Bladene er stedsegrønne, langstilkede, til 7 cm i tværmål, afrundet i omrids, de nedre delt omtrent halvvejs i 5-9 butte afsnit med runde tænder, øvre blade mere skarpt delte. Akselblade små, hårede, rødbrune. Blomsterstanden er en åben klase, stilke kirtelhårede, kronblade 5, purpurfarvede, violette eller lyserøde, sjældent hvide, indtil 1 cm lange, med stort indhak.
Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran, men den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.
Artsnavnet og det danske navn hentyder til Pyrenæerne. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.
Pyrenæisk storkenæb, Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium robertianum Stinkende storkenæb
Denne art er vildtvoksende i store dele af tempererede og subtropiske egne af Eurasien, i Nordafrika og Ethiopien, på den Arabiske Halvø, samt i det østlige og vestlige Nordamerika. I Danmark er den meget almindelig. I europæiske bjerge og i Tyrkiet forekommer den op til højder omkring 2100 m. Den trives bedst i skove, men træffes også i krat, langs hegn, på grusede strande samt i nedfalden ur.
Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig, og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.
Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.
På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.
I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”
Form af stinkende storkenæb med røde stængler og blade, Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium sylvaticum Skov-storkenæb
En smuk plante, op til 70 cm høj, stængel grenet foroven, håret forneden, blade variable, indtil 15 cm i tværmål, snitdelt i 5-7 rhombeformede eller ovale, stærkt tandede segmenter. Blomsterne sidder i endestillede, åbne klynger, kronen indtil 3 cm i diameter, violet, rødlig-violet eller himmelblå, til tider lyserød eller hvid, specielt i nordlige bestande. Kronblade op til 1,8 cm lange, afrundede. Blomsterstilk og bæger er kirtelhåret, bægerbladene ofte med en lang blød torn i spidsen.
Denne art vokser i lyse skove og enge, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m. Den er udbredt i hele Europa, fra Island og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Spanien, Tyrkiet og det nordlige Iran. I Danmark er den vidt udbredt, men ikke særlig almindelig. I Sverige er den uhyre almindelig. Den er også truffet i Sydgrønland, men er måske indslæbt.
Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).
Skov-storkenæb, Çuhadaröğlu Geçidi (995 m), Dikmen Dağlari, syd for Inebolu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Geranium tuberosum
Stængel opret, indtil 30 cm høj. De fleste blade er håndformede grundblade, snitdelte til basis, med rhombeformede eller aflange segmenter, som er enkelt eller dobbelt snitdelte eller tandede. Stænglen er dunhåret, bladløs på størstedelen, forgrenet til blomsterbærende stilke ved et par modsatte, kortstilkede blade. Blomsterstand langstilket, grenet foroven, med 2 blomster fra hjørnerne. Bægerblade op til 7 mm lange, hårede, kronblade med et dybt indhak i spidsen, bleglilla med mørkere længdestriber, indtil 1,3 cm lange. Næbbet indsnævres brat til en 5 mm lang griffel.
Denne plante er vidt udbredt omkring Middelhavet, Sortehavet og det Kaspiske Hav, mod øst til Turkmenistan, mod syd til Sinai-halvøen og Iran.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med rodknold’.
Geranium tuberosum, Güzelyurt, øst for Aksaray. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Geranium tuberosum, Emli-dalen, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium tuberosum, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Hypericaceae Perikonfamilien
Denne familie, der omfatter 6-9 slægter og måske omkring 700 arter af buske og urter, sjældent træer, er udbredt kloden rundt, med undtagelse af de koldeste og tørreste regioner. Hovedparten af slægterne findes i troperne.
Hypericum Perikon
En stor slægt med omkring 460 arter af urter og buske, sjældent træer, udbredt over det meste af verden, med undtagelse af arktiske områder, ørkener samt de fleste tropiske lavlande. Med mindst 82 arter er Tyrkiet et kærneområde for slægten.
Hovedparten af arterne har gule blomster med talrige og prominente støvdragere. Blade og blomster er ofte fint prikkede af kirtler.
Slægtsnavnet er afledt af græsk hyper (‘ovenover’) og eikon (‘billede’), hvilket sigter til en gammel overtro, at hvis disse planter blev hængt op over billeder, ville de fordrive onde ånder.
Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster og mandeblod hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne af prikbladet perikon (H. perforatum). I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes havde bebrejdet Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad. (Markus-evangeliet, kap. 6, v. 18-28)
Hypericum androsaemum
En mangegrenet busk med oprette stængler, indtil 90 cm høj. Blade modsatte, grønne med et rødligt skær, op til 12 cm lange og 8 cm brede, siddende eller stængelomfattende, bredt ovale, afrundede eller spidse. De er glatte, men har kirtelprikker, som, når de knuses, udsender en stram duft, mens de udskiller en rødlig saft. De stilkede, udbredte blomsterstande, som normalt vokser ud fra det øverste bladhjørne, rummer 1-11 blomster, op til 2,5 cm i tværmål, med talrige, op til 1,1 cm lange støvdragere, blomsterknopper kugleformede. Bægerbladene er af uens størrelse, ovale, op til 1,2 cm lange og 7 mm brede, større ved frugtsætning, vedvarende, kronblade 5, guldgule, ovale, op til 1 cm lange. Frugten er et kuglerundt eller ellipseformet bær, som først er rødligt, senere sort. Det forbliver blødt og kødfuldt efter modning.
Arten er udbredt fra de Britiske Øer, Portugal og Marokko mod øst til Turkmenistan og Iran. Den vokser i skovkanter og langs vandløb i højder mellem 250 og 1300 m.
Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk androsaimos, et ord, der blev anvendt for planter med rød saft, afledt af andros (‘menneske’) og haima (‘blod’).
Hypericum androsaemum, Amasra, Sortehavet. I baggrunden ses blade af vedbend (Hedera helix). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hypericum calycinum
En opret, mangestænglet busk, op til 1 m høj, sædvanligvis ugrenet, voksende op fra en krybende jordstængel. Blade modsatte, stedsegrønne, aflange, elliptiske eller ovale, indtil 10 cm lange, overside grøn, evt. let blålig, underside blågrøn, nerverne danner et net-mønster. Blomsterne er store, op til 5 cm i tværmål, enlige eller 2-3 sammen, stærkt gule, bægerblade til 2 cm lange, afrundede, helrandede, vedvarende, kronblade spatelformede, op til 4 cm lange. Støvknapperne er rødlige.
Denne art er udbredt i det sydøstlige Bulgarien og det nordlige Tyrkiet. Den vokser i skove, langs skovkanter samt på åbne skrænter, fra havniveau op til omkring 1200 m. Den er en populær haveplante, og mange kultivarer og hybrider er fremelsket.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med et iøjnefaldende bæger’. Det hentyder måske til, at bægerbladene er vedvarende, for jeg synes ikke, at det er særlig iøjnefaldende.
Hypericum calycinum, Bartin, nær Zonguldak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hypericum elongatum
Stængler mange, oprette, indtil 80 cm høje, glatte, med små røde eller ravfarvede kirtler, eller uden kirtler. De små, linjeformede og glatte blade sidder i kranse op ad stænglen, med afrundet spids, randen ofte tilbagebøjet. Blomsterstanden er lang, cylinder- eller smalt pyramideformet, mangeblomstret, bægerblade ovale, op til 5 mm lange, tilspidsede, sammenvoksede ved basis, normalt med sorte kirtler langs randen, kronblade indtil 1,6 cm lange, gule, til tider med røde nerver, med en mængde lange støvdragere.
Arten er hjemmehørende fra Krim og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan og Xinjiang.
Artsnavnet er latin og betyder ‘lang, sammenlignet med bredden’, således ‘lang og smal’, hvilket sigter til blomsterstanden.
Hypericum elongatum, voksende i en fyrreskov nær Pozantı, nord for Adana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hypericum perfoliatum
Stængler mange, normalt oprette, til tider opstigende, indtil 80 cm høje, blade modsatte, indtil 6 cm lange, meget variable, grønne eller blågrønne, ovale, trekantede eller sjældent linjeformede, de øverste somme tider med sorte kirtler langs randen. Bladene er oftest sammenvoksede ved stænglen, hvilket giver det indtryk, at stænglen vokser igennem bladet. Blomsterstanden er en tæt eller åben klynge af guldgule blomster, endestillede eller fra de øverste bladhjørner, bægerblade små, aflange eller ovale, normalt spidse, med sorte kirtler langs randen, kronblade op til 1,4 cm lange, til tider med sorte prikker eller striber nær spidsen.
Denne art findes omkring Middelhavet, samt på Madeira og de Kanariske Øer. Den vokser skyggefulde steder, langs skovkanter og på enge, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket hentyder til de sammenvoksede blade, som giver det indtryk, at stænglen vokser igennem bladet.
Hypericum perfoliatum, Akbayir, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Iridaceae Irisfamilien
Denne familie med omkring 69 slægter og 2250 arter af urter findes over størstedelen af kloden. Den omfatter en række dyrkede slægter, såsom Iris, Freesia, Gladiolus og Crocus.
Gladiolus Gladiolus, jomfrufinger
En stor slægt med næsten 300 arter, udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til det sydlige Afrika og Madagascar. Der er konstateret omkring 10 arter i Tyrkiet.
Disse planter har lange, sværdformede blade og ensidige blomsteraks, omsluttet af to grønne dækblade. Bæger blade og kronblade, som er næsten ens, er sammenvoksede ved basis og danner en tragt. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet er latin, diminutiv af gladius (‘sværd’), hvilket sigter til bladformen.
Gladiolus italicus Korn-jomfrufinger
Denne art er hjemmehørende omkring Middelhavet, mod øst til Kirgisien og Iran, mod syd til Yemen og Oman, samt på Azorerne og de Kanariske Øer. Den er et almindeligt ukrudt på marker og vokser tillige i andre forstyrrede områder, på kalkrige skrænter og i klitter, fra havniveau op til højder omkring 1650 m.
Stænglen er opret, indtil 1 m høj, med 4-5 sværdformede mørkegrønne blade, op til 1,2 cm brede. Blomsterstanden er et åbent ensidigt aks med op til 16 blomster, hver indtil 5 cm lang, lyserød, purpurrød eller magenta, de nedre kronblade med lyse pletter, omgivet af magenta, støvdragere og støvfang udragende. Kronrøret er svagt buet, op til 1,4 cm langt.
Korn-jomfrufinger, nær Kandira, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Iris Iris
En stor slægt af pragtfulde planter med over 300 arter, udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle. Der findes omkring 50 arter i Tyrkiet.
Strukturen hos disse planter er unik. Blomsterne, som vokser ud fra 2-3 dækblade, har 6, ofte stærkt farvede kronblade, opdelt i 3 ydre og udbredte, samt 3 indre, normalt oprette, der er vokset sammen til et rør. De ydre kan have en kam eller en hårdusk i midten. Frugten er en stor kapsel, som splitter op på langs.
Iris-arter er giftige og undgås af græssende dyr. Af denne grund danner de ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.
De er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne.
Iris haussknechtii
Denne plante, også kaldt for I. kerneriana, er endemisk i det nordlige Tyrkiet, hvor den vokser i fyrreskove og krat i højder mellem 1100 og 2300 m.
Den bliver op til 45 cm høj, med small græslignende blade, indtil 30 cm lange og 4 mm brede. Stænglen er ugrenet, med 2-4 endestillede blomster, dækblade indtil 8,5 cm lange, kronrør til 1 cm, blomster cremefarvede eller bleggule, med en stor mørkegul plet på de ydre, elliptiske kronblade, som er stærkt tilbagebøjede. Indtil 6,5 cm lange, mens de indre er op til 5,5 cm lange og 1 cm brede.
Artsnavnet hædrer den tyske apoteker og plantesamler Heinrich Carl Haussknecht (1838-1903), der indsamlede planter forskellige steder, bl.a. Grækenland og Tyrkiet. Det alternative artsnavn blev givet til ære for den østrigske botaniker Anton Kerner Ritter von Marilaun (1831-98), som var professor ved universitetet i Wien.
Iris haussknechtii, syd for Samsun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Iris pseudacorus Gul iris
Denne art trives i vådområder, hvor den ofte danner store bestande, fra havniveau op til højder omkring 1200 m. Den er udbredt fra hele Europa mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den dyrkes andre steder og er blevet almindeligt forvildet i Nordamerika.
Den bliver op til 1,5 m høj, med oprette blde indtil 90 cm lange og 3 cm brede. Stænglen er grenet eller ugrenet, hver stængel med 1-3 blomster, op til 10 cm i tværmål, dækblade op til 7,5 cm. Blomsterne er kraftigt gule med brunlige aftegninger eller nerver i midten af de ydre kronblade, der er op til 7,5 cm lange. Kapslen måler op til 7 cm.
Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Acorus’, hvilket hentyder til bladenes lighed med bladene af kalmus (Acorus calamus).
Store bestande af gul iris, nær Çaycuma (øverst), samt nær Karasu, begge ved Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Iris sari
Denne art er endemisk i det centrale og østlige Tyrkiet, hvor den vokser i tørt græsland og på klippefyldte skråninger, i højder mellem 900 og 2700 m.
Stænglen er opret, indtil 30 cm høj, med en enkelt stor, duftende blomst for enden, indtil 10 cm i diameter, blade 5-7, let buede eller af form som en håndsegl, op til 1 cm brede. Dækbladene er indtil 10 cm lange, kronrøret til 2,5 cm, de ydre kronblade elliptiske, med but spids, indtil 8 cm lange og 4,5 cm brede, cremefarvede med talrige rødbrune, purpurfarvede eller chokoladebrune nerver, med et gyldengult skæg i midten samt en mørkt rødbrun eller rødbrun plet neden for skægget, margin bølget. De indre kronblade er oprette, ovale eller afrundede, op til 8,5 cm lange og 5,8 cm brede, ofte mørkere end de ydre kronblade, med netmønster. Kapslen er indtil 6 cm lang og 2,3 cm bred.
Iris sari, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Juglandaceae Valnøddefamilien
En lille familie med 9-10 slægter og omkring 60 arter af træer, sjældent buske, hvoraf de fleste er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne i Asien, det sydøstlige Europa og Amerika.
Pterocarya Vingevalnød
Disse løvfældende træer, der omfatter 6 arter, er udbredt i to adskilte områder, fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til det nordlige Iran, sam i Fjernøsten, i Kina, Korea, Japan og den nordlige del af Indokina.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og karyon (‘nød’), hvilket sigter til frugten, der er vinget på begge sider.
Pterocarya fraxinifolia Askebladet vingevalnød
Denne art kan nå en højde af ca. 30 m. Den tykke stamme, med mørkegrå, furet bark, har udbredte grene fra en lav højde, samt en bred krone. Bladene er spredte, snitdelte, undertiden op til 60 cm lange, med 10-25 stilkløse småblade, op til 12 cm lange, ovale eller aflange, spidse, skarpt tandede, grønne på oversiden, lysere på undersiden. Hanlige og hunlige blomster er på separate rakler, de hanlige grønne og kødfulde, indtil 12,5 cm lange, de hunlige meget længere, indtil 50 cm, blomsterne ikke så tætsiddende, med røde grifler. Frugten er en nød med en halvcirkelformet vinge på hver side, op til 2 cm i tværmål. Den er først grøn og bliver siden lysebrun.
Arten er udbredt fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til det nordlige Iran. Den vokser i fugtige skove, oftest langs floder.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Fraxinus‘ (ask). Det danske navn er således en direkte oversættelse af det videnskabelige navn.
Billeder af frugterne er vist på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Vingevalnødden ved Fuglsang.
Askebladet vingevalnød, dyrket i Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Lamiaceae Læbeblomstfamilien
En meget stor familie med omkring 240 slægter og over 7000 arter af urter, sjældnere træer, buske eller slyngplanter. Disse planter er udbredt stort set kloden rundt. De uregelmæssige blomster har normalt en kort øvre læbe samt en længere og større nedre læbe. Denne opbygning har givet anledning til familiens danske navn, samt til et tidligere videnskabeligt navn på familien, Labiatae, afledt af latin labiatus (‘forsynet med læber’).
En uidentificeret læbeblomst, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret læbeblomst, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret læbeblomst, Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret læbeblomst, Turgutlu, øst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret læbeblomst, Ilgaz Dağlari, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret læbeblomst, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ajuga Læbeløs
En slægt med omkring 40 arter, vidt udbredt i Europa, det sydlige Asien, Afrika, samt det sydøstlige Australien. Der forekommer omkring 13 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet skyldes faktisk en skrivefejl. Det skulle have været abiga, fra abigo (‘at fremskynde fødsel’ eller ‘at forårsage en abort’), hvilket sigter til gul læbeløs (nedenfor), som blev benyttet medicinelt til at fremkalde en abort. Det danske navn hentyder til den yderst korte øvre læbe hos disse planter.
Ajuga chamaepitys Gul læbeløs
En meget variabel urt, forveddet forneden, grenet fra grunden, stængler krybende eller opstigende, til 20 cm lange, hårede eller glatte. Stængelbladene er normalt hårede, op til 4 cm lange, med 3 linjeformede flige, mens de mange blade i blomsterstanden normalt er dybt delte. Blomsterstanden er en tæt klynge af sædvanligvis varmt gule blomster (bleggule eller lyserøde hos underarten tridactylites), op til 3 cm lange, øvre læbe meget kort, nedre læbe med to brede flige samt små rødlige prikker nær svælget.
Den forekommer fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Iran, voksende i åbent græsland eller sandede områder.
Inden for den traditionelle medicin anvendes bladene som et vanddrivende og stimulerende middel, og førhen blev planten benyttet til behandling af en række lidelser, bl.a. rheumatisme, vand i kroppen og gulsot.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk chamai (‘på jorden’) og pitys (‘fyrretræ’), således ‘et lavt fyrretræ’, hvilket sigter til bladene, som ved knusning dufter af fyrrenåle.
Gul læbeløs, nær Samsun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lamium Tvetand
En slægt med ca. 30 urter, som er hjemmehørende i Europa, Asien, det nordlige Afrika og Ethiopien. Adskillige arter er blevet indslæbt til mange andre steder og er nu blevet naturaliseret i tempererede egne kloden rundt.
Blomsterstandene sidder i kranse op ad stænglen. Den øvre læbe danner en hætte over støvdragere og støvfang.
Slægtsnavnet kommer af græsk lamia (‘gabende mund’), hvilket hentyder til blomstens form. Det danske navn sigter til to tandformede sideflige på underlæben hos mange af arterne.
Lamium garganicum
En meget variabel, opret, krybende eller måtte-dannende plante, stængler op til 45 cm høje/lange, hårede eller glatte. Bladene er bredt ovale eller nyreformede, hårede eller glatte, indtil 5 cm lange og brede, margin med skarpe eller butte tænder. Blomsterstandene sidder i 1-5 kranse, hver med 4-8 blomster, dækblade indtil 9 mm lange, bægeret til 1,8 cm, glat eller sparsomt håret, op til 1 cm langt, tænderne til 9 mm, kronen purpur-lyserød med purpurfarvede striber på kronrøret og normalt en stor purpurfarvet plet på underlæben, som bliver op til 4 cm lang, kronrør lige, indtil 3 cm lang, øvre læbe til 1,6 cm, med to flige. Underarten pulchrum har hvidlig eller lyserød krone med purpurfarvede striber, samt purpurfarvede striber eller pletter på den nedre læbe.
Denne art er udbredt fra Middelhavsregionen mod øst til Kazakhstan, mod syd til Arabien og Iran.
Underarten pictum har været benyttet i traditionel kurdisk medicin mod maveinfektion.
Artsnavnet hentyder til Gargano, en halvø på den syditalienske kyst, nord for Bari. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.
Lamium garganicum, Uludağ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Lamium garganicum, underarten pulchrum, Demirkazik, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Lamium orientale
Grenet fra grunden, stængler op til 35 cm høje, tæt eller sparsomt dunhårede, nedre blade kortstilkede, øvre siddende, ovale eller aflange, spidse, til 5 cm lange og 3 cm brede, gradvis mindre op ad stænglen, margin med runde, sjældent skarpe tænder. Blomsterstandene sidder i op til 8 kranse, dækblade smalt ovale, spidse, indtil 3,2 cm lange og 1,7 cm brede, med runde eller skarpe tænder, bæger op til 1 cm langt, håret, kronen lyserød eller purpurfarvet, med mørkere purpurfarvede markeringer på den nedre læbe, som er indtil 2 cm lang.
Arten er hjemmehørende fra Tyrkiet mod syd til Jordan. Den vokser i åbne områder, bl.a. på tørre stenede skråninger og marker, i græsland og vingårde, samt langs veje, i højder mellem 700 og 1650 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘østlig’.
Lamium orientale, Karapinar, øst for Konya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lavandula Lavendel
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter, er vildtvoksende omkring Middelhavet, og derfra mod øst til Indien, mod syd til Mali, Sydsudan og Somalia. Et antal arter dyrkes som prydplanter, og en enkelt, L. angustifolia, dyrkes for dens æteriske olie, der anvendes i forskellige medicinske produkter. Den er også spiselig.
Slægtsnavnet er latin, sandsynligvis afledt af lavo (‘at vaske’), hvilket hentyder til den tidligere anvendelse af lavendel, når man vaskede tøj.
Lavandula stoechas Sommerfugle-lavendel
En stedsegrøn dunet busk op til 1 m høj, undertiden mere. De øvre blade er oprette, bleggrønne, dunhårede, aflange eller smalt elliptiske, op til 4 cm lange og 5 mm brede, randen let nedadbøjet, i bladhjørnerne med talrige mindre, oprette, grålige, dunhårede blade, hvis rand er stærkt nedadbøjet. Blomsterstanden er et tæt endestillet aks, aflangt eller ovalt, op til 5 cm langt, dækblade rhombe- eller hjerteformede, dunhårede, op til 8 mm i tværmål, kransene med 6-10 blomster, arrangeret i lodrette rækker, bægeret op til 6 mm langt, med 13 nerver, kronen meget mørkt purpurfarvet, næsten sort, indtil 8,5 mm lang. I toppen af blomsterstanden sidder nogle få meget større, oprette, purpurfarvede eller lilla (sjældent hvide) dækblade, ovale eller aflange, indtil 3 cm lange og 8 mm brede, uden blomster ved grunden.
Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet, voksende i fyrreskove og maki, på sandede steder og klippefyldte skråninger, samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 700 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk stoichas, som var det klassiske navn på denne art. Det betyder ‘i rækker’, hvilket sigter til, at blomsterne er arrangeret i lodrette rækker. Det danske navn hentyder til de oprette dækblade i toppen, der kan minde om sommerfuglevinger.
Sommerfugle-lavendel, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Phlomis Løvehale
Denne slægt med omkring 90 arter forekommer fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan og Tibet, mod syd til det nordlige Afrika og Arabien. Omkring 45 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn hentyder til er uklart.
En uidentificeret løvehale-art, Acigöl, øst for Denizli. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret løvehale-art, Meke Gölü, nær Karapinar, øst for Konya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Salvia Salvie
Denne kæmpestore slægt med omkring 1000 arter forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Med omkring 100 arter er Tyrkiet et kærneområde for slægten.
Mange arter af disse attraktive planter dyrkes som prydplanter.
Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).
Salvia absconditiflora
Denne art, tidligere kaldt for S. cryptantha, er endemisk i Tyrkiet, voksende i åbne områder, såsom tørt græsland, stenede skråninger, brakmarker og langs veje, i højder mellem 700 og 2500 m.
Stængel opret, ugrenet, indtil 50 cm høj, normalt håret og kirtelhåret, sjældent glat. De stilkede blade er ovale eller elliptiske, indtil 4 cm lange, dunhårede, spidse eller butte, margin med butte tænder. Blomsterne sidder i mange kranse op ad stænglen, bæger meget iøjnefaldende, gullig-grønt, bredt ovalt, ofte håret, indtil 1,7 cm langt og større under frugtsætning, den øvre flig normalt større end den nedre. Kronen er hvid, lyserød eller rødviolet, op til 1,8 cm lang, kronrør lige, indtil 1,2 cm langt.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med skjulte blomster’, hvilket hentyder til, at blomsterne ofte er skjult bag det store bæger.
Salvia absconditiflora, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Salvia absconditiflora, Uluköy, nordøst for Dinar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Salvia absconditiflora, Bulanik, syd for Çay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Salvia aethiopis
En uldhåret plante med oprette firkantede stængler, indtil 60 cm høj, de fleste blade er stilkede grundblade, ovale, elliptiske eller aflange, op til 20 cm lange og 9 cm brede, margin helrandet eller tandet. Blomsterstanden er vidt forgrenet, kandelaber-lignende, mangeblomstret, hver krans med 4-6 blomster, dækblade bredt ovale, indtil 1,2 cm lange og 1,5 cm brede, som brat smalner ind til en spids torn, bæger tragtformet, indtil 1,2 cm langt, med skarpe tænder, kronen hvid, op til 1,5 cm lang, øvre læbe seglformet.
Arten er udbredt fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, og derfra mod syd til Iran. Den er også blevet indslæbt til det vestlige USA. Den vokser i græsland og krat, på brakmarker og åbne skråninger, samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 2100 m.
Artsnavnet hentyder til Ethiopien, hvilket er en fejl, da arten ikke findes dér. Da den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) navngav planten i 1753, fik han formentlig oplyst, at den var indsamlet i dette land.
Salvia aethiopis, nær Keskin, øst for Ankara. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scutellaria Skjolddrager
En stor slægt med omkring 470 arter, udbredt over næsten hele verden, med undtagelse af polerområderne. Omkring 17 arter er fundet i Tyrkiet.
Navnet skjolddrager (’bærer et skjold’) beror på en misforståelse. Det latinske slægtsnavn blev i sin tid betragtet som afledt af scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Scutellaria er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Navnet hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldet af.
Scutellaria altissima Høj skjolddrager
Stængel op til 90 cm høj, firkantet, tæt håret, kirtelhåret foroven, ugrenet eller med skråtstillede grene. Blade stilkede, de øverste næste siddende, ovale eller hjerteformede, indtil 9 cm lange og 5,5 cm brede, spidse, glatte eller sparsomt hårede, margin med butte tænder. Blomsterstandene er åbne aks, som er endestillede på stænglen eller grenene, blomster op til 3 cm lange, dækblade ovale, indtil 6 mm lange og 3 mm brede, kun en anelse større end bægerbladene. Kronen er purpurfarvet, lyslilla eller undertiden hvidlig, eller en kombination, den nedre læbe altid hvidlig, med en purpurfarvet stribe ned gennem midten.
Denne art er udbredt fra Tjekkiet og Italien mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, og derfra mod syd gennem Kaukasus til Tyrkiet. Den vokser i skovkanter og på stenede skråninger, fra havniveau op til omkring 800 meters højde.
Artsnavnet er latin, afledt af altos (‘høj’), samt endelsen issimus (‘særdeles’), altså ‘meget høj’.
Høj skjolddrager, Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scutellaria orientalis
En meget variabel urt med omkring 16 beskrevne underarter. Stængel op til 45 cm lang/høj, ofte krybende, forveddet forneden, kantet. Blade stilkede, ovale, elliptiske eller linjeformede, op til 3 cm lange og 1,5 cm brede, ofte snitdelte, undertiden næsten helrandede, med butte tænder langs randen, glatte eller hårede, tæt uldhårede hos underarten haussknechtii. Blomsterstanden er et endetillet aks, normalt med mange stilkløse dækblade, som er meget variable i størrelse og form, men ofte bleggrønne eller med et mørkt purpurfarvet skær, kronen op til 3,2 cm lang, normalt gul, undertiden med rød eller rødlig-plettet øvre eller nedre læbe, eller fuldstændig lyserød, mørkerød, murstensrød eller purpurfarvet, glat eller dunhåret.
Denne art er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, og derfra mod syd til Iran. Den vokser især i stenede områder på kalkholdig jord.
Artsnavnet er latin og betyder ‘østlig’.
Scutellaria orientalis, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scutellaria orientalis ssp. haussknechtii, Pamukkale. Denne underart har tæt dunhårede blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Scutellaria salviifolia Salvie-bladet skjolddrager
Grenet fra grunden, stængler rødlige eller grønlige, krybende eller opstigende, indtil 15 cm lange, tæt hårede, nedre blade langstilkede, de øvre kortstilkede eller siddende, ovale eller elliptiske, op til 2 cm lange og 1,2 cm brede, rynkede af nedsænkede nerver, glatte eller sparsomt hårede, spids but, margin med butte eller spidse tænder. Blomsterstanden er en endestillet klase, dækblade spatelformede eller aflange, kronen kraftigt gul, op til 2,5 cm lang, dunhåret.
Denne plante er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse nåleskove og egeskove og maki, samt på stenede skråninger, i højder mellem 400 og 1900 m.
Den har været benyttet i folkemedicinen til behandling af maveonde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som salvie’.
Salvie-bladet skjolddrager, Emli-dalen, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Stachys Galtetand
Med over 360 arter er galtetand en af de største slægter i læbeblomstfamilien. Disse planter er udbredt over næsten hele kloden, med undtagelse af polar-regionerne og Australien, samt regnskovområder. Tyrkiet er et kærneområde for slægten med over 100 arter.
Slægtsnavnet er det oldgræske navn på filtet galtetand (S. germanica).
Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til disse planters danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.
Stachys byzantina Lammeøre
Denne plante, der også kaldes for S. lanata, er hjemmehørende på Krim, samt i Kaukasus, Tyrkiet og Iran, men dyrkes mange steder som prydplante og træffes undertiden forvildet. Den vokser i krat og åbne områder, bl.a. stenede skråninger og vejkanter, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.
Foruden blomstrende stængler har denne art basale bladrosetter med stilkede, aflange, spatelformede eller bredt lancetformede blade, op til 10 cm lange og 3,5 cm brede, normalt tæthårede, spidse, margin helrandet eller med butte tænder. De blomstrende stængler er op til 1 m høje, ofte firkantede, tæt uldhårede eller dunhårede, undertiden med enkelte sidegrene, stængelblade modsatte, lancetformede, siddende, op til 5 cm lange og 1 cm brede. Kransene, der hver indeholder 15-20 blomster, er normalt spredte forneden, tætsiddende foroven, bægeret noget klokkeformet, 10-nervet, indtil 1,2 cm langt med bredt trekantede, op til 3 mm lange tænder, kronen lyserød eller bleglilla, op til 1,4 cm lang.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk Byzantion, som var det klassiske navn på Istanbul. Det danske navn sigter til de uldhårede blade, der kan minde om lammeører.
Lammeøre, Kuşcenneti Nationalpark, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Thymus Timian
Nogle botanikere anerkender 300-400 arter i denne slægt, som er udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder i Eurasien, det nordlige Afrika og Ethiopien. Andre betragter mange af arterne som underarter af den vidt udbredte T. serpyllum. Kew Gardens i London anerkender omkring 267 arter. Der forekommer ca. 40 arter i Tyrkiet.
De er overvejende krybende dværgbuske med en kraftig duft. Blade og blomster af nogle arter anvendes som krydderi.
Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på disse planter.
En uidentificeret timian-art med sugende sommerfugle, en høsommerfugl (Colias), samt en randøje, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Thymus praecox Tidlig timian
Måttedannende, med lange, mere eller mindre forveddede, krybende grene, blade ovale eller afrundede, kortstilkede, 3-8 mm lange, med 2-3 par sidenerver, der mødes og danner en fortykkelse langs bladranden, som har lange hår langs den inderste halvdel. De blomstrende stængler er oftest 1-5 cm lange, med dækblade som bladene, men ofte purpurfarvede, bægeret til 5 mm langt, som regel håret, mere eller mindre purpurfarvet, kronrøret klokkeformet med op til 1,2 mm lange, normalt hårede tænder, kronen purpurfarvet eller bleglilla, undertiden hvidlig, op til 7 mm lang.
Denne art er hjemmehørende på Grønland og Island, samt i størsteparten af Europa, Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Mærkeligt nok mangler den i Danmark. Den vokser på stenede steder, i Tyrkiet mest inde i landet i højder mellem 1000 og 3600 m.
Artsnavnet er afledt af latin prae (‘før’) og coquo (‘at lave mad’), hvilket formentlig hentyder til bladenes og blomsternes anvendelse som krydderi.
Tidlig timian med en sugende perlemorsommerfugl, Ivrindi, vest for Balikesir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Linaceae Hørfamilien
Denne familie, der omfatter omkring 285 arter i c. 9 slægter, er udbredt næsten overalt i verden, med undtagelse af polarområderne.
Linum Hør
En slægt med omkring 215 arter, som er hjemmehørende i næsten alle tempererede og subtropiske egne af kloden. Omkring 40 arter forekommer i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af linon, Oldtidens græske ord for hør.
En uidentificeret hør-art, Demirkazik, Ala Dağları. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Linum hirsutum
En meget variabel art med mindst 8 underarter, udbredt fra Polen og europæisk Rusland mod syd til Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus. Den vokser i krat og græsland samt på stenede skråninger.
Denne plante er håret på alle dele, sjældent sparsomt håret, stængler oprette eller krybende, forgrenede, til 40 cm høje/lange, blade aflange, linjeformede eller spatelformede, med 1-5 nerver, op til 2,5 cm lange og 1,2 cm brede, ofte med stilkede kirtler langs randen. Blomsterstandene vidt forgrenede, med få eller mange blomster, bægerblade ovale eller lancetformede, op til 1 cm lange, langt tilspidsede, kirtelhårede langs randen, kronblade blegblå, lilla, lyserøde, purpurfarvede eller hvide, indtil 3 cm lange.
Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’.
Linum hirsutum, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Linum nervosum
Denne plante forekommer fra europæisk Rusland mod syd til Balkan, Irak og Iran, voksende i græsland samt på brakmarker og stenede skråninger, i højder mellem 1400 og 1900 m.
Stængler oprette, stive, indtil 60 cm høje, glatte, blade stive, blågrønne, 3-nervede, lancetformede, indtil 4,5 cm lange og 8 mm brede. Blomsterstandene er åbne, med vidt udbredte grene, med op til 17 blomster, bægerblade lancetformede, spidse, op til 1,1 cm lange, kronblade blegblå eller himmelblå, indtil 2,5 cm lange, med mørkeblå eller purpurfarvede striber gående ud fra svælget.
Artsnavnet hentyder til de 3-nervede blade.
Linum nervosum, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Linum tenuifolium Smalbladet hør
Stængel forveddet forneden, opret, indtil 50 cm høj, vidt forgrenet til åbne blomsterstande. Blade linjeformede, indtil 2 cm lange og 1 mm brede, stive, med skarp spids, med en enkelt nerve. Bægerblade ovale, indtil 7 mm lange, langt tilspidsede, kronblade op til 1,5 cm lange, hvide, lilla eller lyserøde, med purpurfarvede striber nær svælget samt på undersiden.
Arten findes fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kaukasus, og derfra mod syd til Jordan og Iran. Den vokser på kalkholdig jord i græsland og lyse fyrreskove, samt på åbne skråninger, i højder mellem 200 og 1700 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med tynde blade’.
Smalbladet hør, Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lythraceae Kattehalefamilien
Denne familie, som rummer omkring 30 slægter og 650 arter af urter, sjældent buske eller træer, er vidt udbredt i subtropiske og tropiske områder, men er mindre almindelig i tempererede egne. Den omfatter i dag de tidligere familier Punicaceae, Sonneratiaceae og Trapaceae.
Punica
En lille slægt med kun to arter, P. granatum (nedenfor), og P. protopunica, som er begrænset til øen Socotra.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på granatæble, en forkortning af malum punicum (‘det puniske æble’), hvilket refererer til fønikernes Puniske Rige, som fandtes i nutidens Tunesien.
Punica granatum Granatæble
En busk eller et lille træ, op til 10 m højt, med mange tornede grene, blade modsatte eller næsten modsatte, aflange, skinnende, indtil 7 cm lange og 2 cm brede, med but spids og helrandet margin, blomster op til 3 cm i diameter, med 3-7 knaldrøde eller orangerøde kronblade. Frugten er purpurrød eller kastanjefarvet, med en hård ydre skal og svampede indre delrum, til hvis vægge frøene er fæstnet.
Arten lever normalt længe, og eksemplarer over 200 år gamle er kendt. Den er muligvis oprindeligt vildtvoksende fra Tyrkiet mod øst til Afghanistan og Pakistan, men det er svært at fastslå med sikkerhed, da den har været dyrket i tusinder af år og er blevet forvildet mange steder, specielt omkring Middelhavet.
Artsnavnet er afledt af italiensk granata (‘kastanjefarvet’), hvilket sigter til frugtens farve hos nogle varieteter. Det danske navn er en oversættelse af fransk pomme (‘æble’), samt igen italiensk granata – et lidt uheldigt navn, da det kan lede tanken hen på granater.
Plantage af granatæble, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Granatæble, forvildet blandt ruinerne af Efesos, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Malvaceae Katostfamilien
I de senere år er denne familie blevet kraftigt udvidet, idet de tidligere familier Bombacaceae, Sterculiaceae og Tiliaceae er blevet reduceret til underfamilier af Malvaceae. I dag omfatter familien omkring 250 slægter og ca. 4200 arter. Der findes medlemmer på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, med flest arter i varmere egne af kloden. De mangler i polar-regionerne, samt tundra og taiga, og alpine arter forekommer kun i Andes.
Den tidligere Malvaceae, som planterne præsenteret nedenfor tilhører, er blevet reduceret til en underfamilie, Malvoideae, med omkring 115 slægter, der er karakteriseret ved deres hibiskus- eller stokrose-lignende blomster. De talrige støvbærere danner et rør rundt om støvdragerne, som har oftest 5 cirkulære støvfang. Ved grunden af kronbladene sidder nektar-producerende kirtler, der tiltrækker bestøvere som bier og svævefluer. Frugterne er oftest kapsler. Talrige medlemmer af denne underfamilie er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.
Alcea Stokroser
Denne slægt omfatter over 80 arter, hjemmehørende fra Østeuropa mod øst til Kazakhstan og Xinjiang, mod syd til Egypten, Arabien og Pakistan. Adskillige arter dyrkes andre steder og er blevet naturaliseret i adskillige lande.
På oldgræsk angiver ordet alkea et medlem af katostfamilien, afledt af alalkein (‘afværge’), hvilket sigter til dens anvendelse som sårheler samt mod øjensygdomme.
Alcea biennis Bleg stokrose
Denne plante, også kaldt for A. pallida, bliver op til 2 m høj, stængel dunhåret, blade temmelig tykke, helrandede eller med 5-7 svage flige, temmelig stivhåret på oversiden, dækblde næsten lige så lange som bægeret, kronblade hvide, lyserøde eller lilla, op til 5 cm lange, normalt gule nær svælget.
Den er udbredt fra Tjekkiet og Østrig mod øst til Ukraine, mod syd til Grækenland og Tyrkiet, voksende i græsland, på marker, samt langs veje og brinker, i højder mellem 300 og 1500 m. Den er også rapporteret et enkelt sted i det østlige Frankrig, muligvis forvildet. Den er meget almindelig i Tyrkiet.
Artsnavnet er latin og betyder ‘toårig’.
Bleg stokrose, Boz Dağlari (1088 m), sydøst for Manisa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bleg stokrose, Turgutlu, øst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Bleg stokrose, to farveformer, Pamukkale. Den gulblomstrede plante på nederste billede er en kongelys-art, Verbascum mucronatum. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Alcea rosea Have-stokrose
Oprindelsesstedet for denne højt skattede plante, som kan blive op til 3 m høj, er ukendt. Den er muligvis en hybrid mellem A. biennis (ovenfor) og A. setosa. Ifølge Kew Gardens opstod planten i Tyrkiet.
På et meget tidligt tidspunkt blev den indført til Europa, måske før 1400-tallet. I dag dyrkes den i de fleste egne af verden. Dens blomster forekommer i næsten utallige farver, hvoraf adskillige er vist på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.
Forvildet have-stokrose, Karaburun-halvøen, nær Izmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Malva Katost
En slægt med omkring 52 arter, vidt udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske egne af Eurasien og Afrika.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det græske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater. Det danske navn hentyder til frugten, der har form som en cirkelrund ost. Forstavelsen kat– er muligvis nedladende.
Malva neglecta Rundbladet katost
Stængel grenet, indtil 90 cm lang, ofte krybende, dunet, blade spredte, langstilkede, op til 7 cm i diameter, afrundede eller nyreformede i omrids, med 5 eller flere svage flige, blomster 1-3 på korte stilke fra bladhjørnerne, indtil 3 cm i tværmål, kronblade med svagt eller tydeligt indhak, lysviolette eller hvide med mørkere violette, længdegående striber.
Denne art vokser i åbne, forstyrrede områder. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa mod øst til Ural-bjergene, samt fra Nordafrika mod øst gennem Arabien til Kazakhstan og den vestlige del af Himalaya.
Blade og stængler kan tilberedes som grønsag, unge frø kan spises rå, mens modne frø kan koges sammen med kornarter. Bladene tygges mod ru hals.
Det latinske artsnavn betyder ‘negligeret’, ‘forbigået’. Hvad det hentyder til, er uklart.
Rundbladet katost, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Malva punctata Plettet poppelrose, plettet mamelukærme
Denne smukke plante, tidligere kaldt for Lavatera punctata, bliver op til 90 cm høj, stængel opret, plettet, dunet, nedre blade afrundede eller nyreformede i omrids, 5-fligede, øvre 3-fligede, midterfligen meget større end sidefligene. Blomsterne sidder enkeltvis i bladhjørnerne, kronbladene bredt trekantede, med indhak i spidsen, indtil 3 cm lange, lyserøde med purpurfarvede striber.
Den vokser i krat og på åbne steder, bl.a. brakmarker og langs gærder og veje. Den er udbredt fra Frankrig og Algeriet mod øst til Kaukasus, Iran og Turkmenistan.
Artsnavnet er latin og betyder ‘prikket’, hvilket hentyder til pletterne på stænglen. Det mærkelige navn mamelukærme sigter til en kvindelig mameluk-dragt, hvis ærmer var inddelt i 5 eller flere sektioner, hvor overgangene var syet ind, så dragten sluttede omkring armen. Oprindeligt var Mamelukkerne slaver af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, men omfattede senere slaver fra andre folkeslag. Med tiden blev de en magtfuld klasse med politisk magt, og i 1250 overtog de sultananet i Egypten og Syrien, som de kontrollerede indtil 1517. De udgjorde stadig en magtfuld gruppe, indtil de blev massakreret eller fordrevet af guvernøren Mehmet Ali (1769-1849) i 1811.
Det står ikke klart, hvorfor navnet mamelukærme blev hæftet på denne plante og andre poppelroser, men måske hentyder det til kronens form, der kan minde om et åbent ærme.
Plettet poppelrose, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Malva sylvestris Almindelig katost
Denne art er vildtvoksende i tempererede egne af Asien, Europa og Nordafrika, men er blevet indført som prydplante til mange lande og er blevet naturaliseret i bl.a. Australien, USA, Canada og Mexico.
Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.
Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.
Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.
Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’ – et misvisende navn, da planten vokser i åbne områder.
Almindelig katost, nær Mudanya, Marmarahavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Moraceae Morbærfamilien
Denne familie med omkring 50 slægter og over 1100 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter, findes over størsteparten af kloden. Mange slægter udskiller hvid mælkesaft.
Ficus Figentræer
En stor slægt, der omfatter omkring 850 arter af træer, slyngplanter eller epifyter, som er hjemmehørende overalt i troperne og subtroperne, mens nogle få arter findes i varmere egne af den nordlige tempererede zone.
En gruppe af figentræer er de såkaldte kvælerfigner. De fleste frø af disse arter starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor de spirer i en revne eller ofte i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. (Frøet skades ikke af at passere gennem fuglens tarmsystem).
Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder.
Mange af kvælerfigen-arterne vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis de lades i fred, vil deres rødder med tiden ødelægge bygningen.
Figenblomster er unikke, skjult inde i et syconium, en kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterbunden, som har en meget lille åbning, hvorigennem bittesmå figenhvepse, som tilhører forskellige familier inden for overfamilien Chalcidoidea, presser sig ind. Hver af figenhvepse-arterne er kun tilknyttet en enkelt figenart.
Inde i syconiet lægger hunnerne æg i sterile hunblomster, der tjener som føde for larverne. Samtidig bestøver de frugtbare blomster med pollen, som satte sig fast på dem lige inden for åbningen, hvor hanblomsterne befinder sig. Senere svulmer frugten op, indeholdende mange frø.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.
Mange medlemmer af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.
Ficus carica Almindeligt figentræ
Denne art har været dyrket gennem tusinder af år i Middelhavsområdet, hvor den formentlig oprindeligt var vildtvoksende. I dag kendes ingen vilde bevoksninger.
Den er et lille løvfældende træ eller en stor busk, indtil 10 m høj, med hvid, glat bark. Bladene er store, op til 25 cm lange og 18 cm brede, med 3 eller 5 dybe flige. Frugten er pæreformet, indtil 5 cm lang, grøn som umoden, senere purpurfarvet eller brun. Det bløde, rødlige eller brune frugtkød smager sødt og indeholder mange små frø. Frugterne spises friske eller tørrede, eller laves til marmelade eller forskellige typer af desserter.
Arten har også været benyttet medicinelt. Mælkesaften virker afførende, og saften fra umodne frugter blev anvendt mod vorter og indvortes parasitter.
Verdensproduktionen af figner var omkring 1,2 mio. tons i 2020, med Tyrkiet, Marokko, Algeriet og Egypten som de største producenter.
Artsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet.
Almindelig figen med frugter, Kurşunlu, nær Mudanya, Marmarahavet (øverst), samt nær Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dette figentræ er spiret et usædvanligt sted, nemlig i udfældet kalciumbikarbonat, Pamukkale-terrasserne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Morus Morbær
En slægt med omkring 16 arter af løvfældende træer, vidt udbredt i tempererede områder kloden rundt, samt i tropiske bjergegne i Afrika, Indonesien og Sydamerika.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær.
Morus alba Hvid morbær
Et middelstort træ, som bliver op til 20 m højt. Det er muligvis oprindeligt hjemmehørende i Kina, men der kendes ingen ægte vilde bestande. Arten dyrkes i mange lande verden rundt som foderplante for larver af silkesommerfuglen (Bombyx mori).
De spiselige og søde bær er først hvide, siden mørkt purpurfarvede, ikke ulig brombær (Rubus fruticosus). Nogle dyrkede former har lyserøde frugter.
Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket sigter til, at bærrene er hvide til at begynde med.
Hvid morbær, dyrket nær Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Nitrariaceae
Denne lille familie med 4 slægter og ca. 16 arter af ofte tornede buske og forveddede urter vokser i saline områder, fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til Fjernøsten, samt i Australien, Texas og Mexico.
Peganum
Denne slægt, som indeholder 4 arter, er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika mod øst til Fjernøsten, samt endvidere i Texas og Mexico.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peganon, som var navnet på en rude-art (Ruta), hvilket sigter til disse planters rude-lignende blade.
Peganum harmala
En urt med forveddet basis, stænglen op til 90 cm høj, opret eller krybende, mangegrenet, glat, blade spredte, siddende, kødfulde, til 8 cm lange, dybt delte til linje-lancetformede, spidse flige, op til 5 cm lange og 5 mm brede. Blomsterne er enlige, indtil 2,5 cm i diameter, siddende modsat de endestillede blade. Der er 5 linjeformede bægerblade, op til 2 cm lange, siddende skiftevis i forhold til de hvide, grønlig-hvide eller gullige kronblade.
Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Nordafrika, Arabien og Ladakh, nordvestlige Himalaya. I Tibet forekommer den op til omkring 3600 meters højde.
I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.
I Tibet anvendes dens frø medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand. Der udvindes også et farvestof af planten.
Artsnavnet hentyder til et narkotikum, harmal, der udvindes af planten.
Peganum harmala, Karaman. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Peganum harmala, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Oleaceae Olivenfamilien
En familie med omkring 28 slægter og 700 arter af træer og buske, udbredt over det meste af verden.
Ligustrum Liguster
Denne slægt med omkring 46 arter forekommer fra Europa og det nordlige Afrika mod øst gennem Mellemøsten, det Indiske Subkontinent og Indokina til Kina, Korea og Japan, og derfra mod syd til det østlige Australien.
Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for liguster.
Ligustrum vulgare Almindelig liguster
En løvfældende eller delvis stedsegrøn busk, til 3 m, sjældent 5 m høj, med slanke grene, hovedstænglen stiv, opret, med glat gråligbrun bark, som er plettet af brune korkceller. Bladene er kortstilkede, modsatte, elliptiske eller ovale, glatte, skinnende, tilspidsede, op til 6 cm lange og 2,1 cm brede, med helrandet margin. Blomsterstandene er endestillede klaser, indtil 6 cm lange, dunhårede, med duftende tragtformede blomster, kronen op til 6 mm i tværmål, cremefarvet, med 4 flige. Frugten er et skinnende sort bær, mere eller mindre kuglerundt, op til 8 mm i diameter. Bærrene er giftige for mennesker, men ædes af drosler, som spreder frøene i deres afføring.
Denne art er udbredt fra Irland mod øst til Ukraine, samt fra Skandinavien mod syd til Marokko, Tyrkiet og Iran, voksende i blandskove og krat, fra havniveau op til højder omkring 1500 m. Den er næppe vildtvoksende i Danmark, men ses hyppigt forvildet. Der findes oprindelige bevoksninger i Sydnorge og Sydsverige.
Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.
Liguster, nær Çaycuma, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Olea Oliventræer
Denne slægt omfatter omkring 33 arter af små træer, vidt udbredt i Sydeuropa, Afrika, Madagascar, Mellemøsten, Arabien, subtropiske og tropiske egne af Asien, samt Australien.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på det almindelige oliventræ (nedenfor).
Olea europaea Almindeligt oliventræ
Oliventræet har været dyrket i mere end 3000 år. Det er vildtvoksende omkring Middelhavet, men dyrkes vidt og bredt i andre subtropiske områder på grund af den fremragende spiseolie, der udvindes af frugtkødet og frøene.
Arten er et lille stedsegrønt træ eller en stor busk, til tider op til 15 m høj, med en kroget og furet stamme på ældre individer. Bladene er sølv-grønne, aflange, indtil 10 cm lange og 3 cm brede. De små hvide blomster sidder i toppe fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt indtil 2,5 cm lang, først grøn, ved modenhed purpurfarvet.
Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.
Artens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Dette billede viser sandsynligvis fire ældgamle oliventræer, som i sin tid blev plantet tæt sammen på et torv i byen Mordogan, Karaburun-halvøen, nær Izmir. Deres grene er siden blevet filtret ind i hinanden, eller nogen har flettet dem sammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af barken på et af de gamle træer i Mordogan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette oliventræ, som vokser blandt ruinerne i Pergamon, er et såkaldt ønsketræ, som folk har bundet små tøjstykker til som offergave, idet de håber, at deres ønsker skal blive opfyldt. Denne skik kan spores tilbage til hedensk tid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Oliven-blomster er meget små. Disse billeder viser et blomstrende oliventræ nær Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne herlige ældre handelsmand og hans søn sælger oliven og olivenolie i deres butik i byen Mudanya, Marmara-havet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orchidaceae Gøgeurtfamilien
Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer en af verdens største plantefamilier.
Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.
Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.
De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.
Hybrider er almindelige i denne familie og gør ofte bestemmelsen vanskelig.
Anacamptis
Denne slægt med omkring 11 arter forekommer fra hele Europa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien, Iran og Afghanistan. Omkring 10 arter er konstateret i Tyrkiet. Talrige hybrider mellem arterne er blevet beskrevet, og også hybrider med andre gøgeurt-slægter.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anakampto (’tilbagebøjet’), hvilket sigter til sporens form.
Anacamptis coriophora Tæge-gøgeurt
Blomstrende stængel indtil 60 cm høj, grundblade 4-10, oprette, linje-lancetformede, spidse, op til 15 cm lange og 1,5 cm brede, stængelblade mindre og smallere. Blomsterstanden er et cylinderformet, mangeblomstret, tæt eller åbent aks, de mørkt purpurfarvede, rødbrune, vinrøde eller grønlig-røde blomster har spore. De er enten ildelugtende eller med sød duft. Læben er oval, op til 1 cm lang, med 3 endeflige, hvidlig med mørkerøde eller purpurfarvede prikker. De sammenvoksede bægerblade danner en hætte, som er lidt nedadbøjet i spidsen. Sporen er konisk, let buet.
Denne art, som tidligere blev kaldt for Orchis coriophora, er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til europæisk Rusland og Iran. Den vokser i fugtige enge og nær vandløb, men også i mere tørre, sandede områder og lyse skove, fra havniveau op til højder omkring 1900 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘bærer tæger’, hvilket hentyder til blomsternes ofte ret ubehagelige duft.
Tæge-gøgeurt, Akçaova, nær Kandira, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Anacamptis laxiflora Parade-gøgeurt
Denne plante, som tidligere blev kaldt for Orchis laxiflora, bliver op til 60 cm høj, stænglen grøn forneden, mørkt purpurfarvet foroven, med 3-8 smalle, linjeformede, oprette, tilspidsede blade spredt op langs stænglen, til 25 cm lange og 2,5 cm brede. Blomsterstanden er åben, med 9-22 lyserøde eller blegt purpurfarvede blomster. De sidestillede bægerblade er oprette og rører næsten ved hinanden, mens det midterste bægerblad og de to øvre kronblade danner en hætte. Læben, som er skarpt sammenfoldet på langs, er hvidlig på midten, undertiden med et lyserødt skær. Den lange, lige spore, som ofte er let fladtrykt og har et lille indhak i spidsen, peger ofte skråt opad.
Arten forekommer fra Mellem- og Sydeuropa og Marokko mod øst til Kazakhstan og Iran. Den vokser i våde enge og moser, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘åbenblomstret’. Det danske navn sigter formentlig til, at blomsterne sidder på rad og række, som personer i en parade.
Parade-gøgeurt, mellem Ünye og Terme (øverst), samt Akçaova, nær Kandira, begge ved Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Anacamptis pyramidalis Pyramide-horndrager
Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. græsland, klitter, maki, tørre skrænter og olivenlunde, på kalkholdig jordbund fra havniveau op til højder omkring 1750 m. Den er udbredt fra de Britiske Øer, Møn, Öland, Gotland og Estland mod syd til det nordlige Afrika, og derfra mod øst til Iran.
Stængel slank, opret, til 60 cm høj, grundblade linje-lancetformede, indtil 25 cm lange, gradvis mindre op ad stænglen, de øvre dækblad-lignende. Blomsterstanden er et pyramideformet, tæt, mangeblomstret aks, dækblade lange, smalt lancetformede, mørkt purpurfarvede, blomsternes farve varierende fra lyserød til purpur, sjældent hvid, med en duft henad ræv. Bægerbladene er ovalt-lancetformede, op til 8 mm lange og 3 mm brede, det øverste tæt på de to øvre kronblade, de øvrige udbredte. Læben er op til 9 mm lang, med 3 flige, centrum normalt hvidlig med to længdegående kamme, spore tynd, op til 1,5 cm lang, lige eller svagt opadbøjet.
Artsnavnet hentyder til blomsterstandens form, mens det danske navn sigter til den lange, svagt opadbøjede spore, der kan minde om et horn.
Tre farveformer af pyramide-horndrager, nær Şile, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cephalanthera Skovlilje
En slægt med ca. 20 arter, udbredt næsten overalt i Europa, mod syd til Nordafrika og Tyrkiet, mod øst til det vestlige Sibirien, Himalaya, det sydlige og østlige Kina, Korea, Japan, Taiwan, samt den nordlige del af Indokina. Der er også en enkelt art i det vestlige Nordamerika. Omkring 9 arter er truffet i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af græsk kephale (‘hoved’) og antheros (‘støvknap’), hvilket hentyder til, at støvknappen sidder som et hoved på søjlen.
Cephalanthera kurdica Kurdisk skovlilje
Denne plante kan blive op til 50 cm høj, men er normalt lavere, somme tider kun 10 cm høj. Stænglen har skeder på den nedre del, ovale eller lancetformede blade foroven, indtil 5 cm lange, som skifter til bladlignende skeder i blomsterstanden, der er et tæt eller åbent, mangeblomstret aks, op til 40 cm langt, til tider lige over jordoverfladen. Bægerbladene og de to sidestillede kronblade er lyserøde eller rosenfarvede, sjældent hvidlige, læbe hvidlig, bægerblade op til 2,5 cm lange, kronblade kortere. Basis af læben har bredt trekantede sideflige, mens den ydre del er oval eller hjerteformet, med 6-7 længdegående kamme. Sporen er konisk, op til 4 mm lang.
Den vokser i egeskov, nåleskov og maki, mest på kalkholdig jord, i Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Irak og det vestlige Iran, fra havniveau op til omkring 1500 meters højde.
Kurdisk skovlilje, voksende i en fyrreskov nær Pozantı, nord for Adana. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dactylorhiza Gøgeurt
Denne slægt er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Hybridisering finder ofte sted, og antallet af arter er omdiskuteret. Der er muligvis et sted mellem 40 og 50 arter. Omkring 23 arter findes i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dactylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de to fingeragtige rodknolde. Slægten var tidligere placeret i slægten Orchis, som dog kan kendes på sine to runde rodknolde, der har givet anledning til navnet, afledt af græsk orkhis (‘testikel’). De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af disse planter blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.
En uidentificeret Dactylorhiza-art, Akçaova, nær Kandira, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret Dactylorhiza-art, nær Seydiler, nord for Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Neotinea Gøgeurt
Medlemmerne af denne slægt, som omfatter ca. 6 arter, er blevet udskilt fra slægten Orchis. De er hjemmehørende i størstedelen af Europa, inklusive de Kanariske Øer og Madeira, samt arealer omkring Middelhavet og videre østpå til Iran og det vestlige Sibirien. Tre arter er fundet i Tyrkiet.
Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Vincenzo Tineo (1791-1856), som var direktør for den botaniske have i Palermo og senere rektor på Palermo Universitet. Han offentliggjorde et antal arbejder, deriblandt Plantarum rariorum Sicilae (1817) og Catalogus plantarum horti (1827).
Neotinea tridentata Tandet gøgeurt
Denne art, tidligere benævnt Orchis tridentata, bliver op til 45 cm høj, med 3-4 ovale eller lancetformede grundblade og nogle få stængelomfattende skeder højere oppe. Blomsterstanden er et kugleformet eller ovalt, tæt aks, blomster blegt purpurfarvede eller lyslilla, de lancetformede bægerblade, 3-4 mm lange, har purpurfarvede striber og danner en hætte sammen med de smallere og mindre øvre kronblade. Læben, som er hvidlig med purpurfarvede prikker, har 3 flige, hvoraf de to sidestillede, som er seglformede og spidse, peger fremad, mens den midterste flig er længere, normalt med 2 tandede småflige, til tider med en diminutiv tand mellem dem. Søjlen er mørkt purpurfarvet. Den fladtrykte spore er krum og peger nedad.
Artens udbredelsesområde er fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kaukasus, og derfra mod syd til Jordan og Iran. Den vokser i græsland, maki og krat, fra havniveau op til omkring 1800 meters højde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘tretandet’, hvilket hentyder til læbens tandede flige.
Tandet gøgeurt, nær Seydiler, nord for Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ophrys Biblomster
Antallet af arter i denne slægt varierer kolossalt, afhængigt af kilde. Der er måske omkring 30 arter, med et meget stort antal hybrider imellem dem. De forekommer i hele Europa mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Iran.
Blomsterne hos disse planter ligner i bemærkelsesværdig grad hunnerne af visse insekter, som af denne grund tiltrækker hannerne, der parrer sig med blomsterne og derved bestøver dem. Nogle arter udskiller ovenikøbet feromoner, der minder om hun-insekternes, hvilket i endnu større grad tiltrækker hannerne.
Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘øjenbryn’, hvilket sigter til den hårede rand på læben hos adskillige arter. Det danske navn hentyder til, at blomsterne hos nogle arter minder om den hårede krop af bier og andre insekter.
Disse planter blev først nævnt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) i hans monumentale værk Naturalis Historia, hvoraf de første 10 bind var udkommet i 77 e.Kr. Det resterende arbejde blev imidlertid afbrudt på grund af hans død under Vesuvs udbrud i 79, og det blev senere udgivet af hans nevø Plinius den Yngre (ca. 61-113 e.Kr.).
Disse planter er tøvende blevet bestemt til Ophrys episcopalis, også kaldt for O. holosericea ssp. holosericea, observeret nær Şile (to øverste), samt ved Akçaova, nær Kandira, begge ved Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orchis Gøgeurt
Antallet af arter i denne slægt varierer meget, afhængigt af kilde. Der er måske omkring 22 arter, samt et stort antal hybrider imellem dem. De findes fra hele Europa mod øst til det østlige Sibirien og Mongoliet, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Xinjiang. Der forekommer omkring 20 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos disse planter, der sidder parvis og derved minder om testikler. De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af arterne blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.
Orchis pallens Bleg gøgeurt
Stængel stovt, indtil 45 cm høj, med 4-6 bredt lancetformede eller aflange, butte, uplettede, skinnende grundblade, op til 15 cm lange og 5 cm brede. Blomsterstanden er et aflangt, tæt aks, blomster bleggule, de sidestillede bægerblade udbredte eller opretstående, læben ofte mørkere gul, bredt oval, ofte flad, indtil 8 mm i tværmål, uden pletter eller striber, helrandede eller med 3 flige, spore stovt, cylinderformet, lige, svagt opadbøjet.
Den vokser på bjergenge og i skovlysninger i højder mellem 1000 og 2400 m, udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine og Kaukasus, og derfra mod syd til Tyrkiet.
Artsnavnet er latin og betyder ‘bleg’, hvilket sigter til blomsternes farve.
Bleg gøgeurt, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. En vissen stængel fra året før, stadig med en enkelt frøkapsel, ses på det nederste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orchis purpurea Stor gøgeurt
En stor plante, som undertiden bliver op til 1 m høj, med 4-6 kødfulde, bredt lancetformede grundblade, indtil 16 cm lange og 6 cm brede. Blomsterstanden er et aflangt, tæt aks med op til 50 blomster, hvor bægerblade og de to øverste kronblade danner en kugleformet hætte med talrige purpurfarvede eller rødbrune pletter og striber udvendigt. Læben er flad, op til 2 cm lang, med 3 flige, hvidlig, lyserød eller lyslilla, med talrige prikker af bittesmå, mørkt purpurfarvede duske, sidefligene meget smalt linjeformede, den midterste omvendt hjerteformet med 2 rhombeformede eller afrundede flige, oftest med en lille tand imellem. Den korte, cylinderformede spore er svagt nedadbøjet.
Arten er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine og Kaukasus, og derfra mod syd til Tyrkiet. Den vokser i lyse skove, langs skovbryn og i krat på kalkholdig jord, i højder op til omkring 1750 m. I Danmark vokser den på Møns Klint, omkring Vejle Fjord, samt i det nordvestlige hjørne af Fyn.
Stor gøgeurt, Güzelyurt, øst for Aksaray. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Serapias
En slægt med omkring 17 arter og et stort antal hybrider imellem dem. Disse planter findes i Sydeuropa, det nordlige Afrika, samt fra Tyrkiet og Jordan mod øst til Kaukasus. Der forekommer omkring 6 arter i Tyrkiet.
Slægtsnavnet hentyder til Serapis, en græsk guddom, som udvikledes fra tilbedelsen af de egyptiske guder Osiris og Apis. Denne nye gud blev promoveret af den græske farao Ptolemæus d. 1. Soter med det formål at forene hans græske og egyptiske undersåtter.
Serapias vomeracea
En variabel plante, indtil 40 cm høj, under tiden op til 60 cm, med to gennemsigtige grundblade og 6-8 stængelblade, som er oprette og lancetformede, glinsende grønne eller rødlige. Blomsterstanden er et smalt og langt aks med 3-20 blomster og meget lange lancetformede dækblade, længere end blomsterne, rødligt eller gråligt purpurfarvede med mørkere længdegående nerver. De ydre bæger/kronblade er oprette og lancetformede og danner en op til 2,6 cm lang hætte af samme farve som dækbladene. De indre sidestillede bægerblade er brunligt purpurfarvede, næsten skjult under hætten. Læben er lancetformet eller smalt hjerteformet, murstensrød, brunlig eller undertiden gullig, den inderste del konkav og indesluttet i hætten, med to oprette og hårede sideflige. Den ydre del er meget lang, op til 3 cm, trekantet-lancetformet, normalt håret, ofte nedadbøjet og derefter tilbagebøjet. Der er ingen spore.
Denne art findes i Sydeuropa, Tyrkiet og Marokko.
Artsnavnet er afledt af latin vomer (‘plovskær’) samt endelsen aceus (‘minder om’), hvilket sigter til formen på den yderste del af læben.
Serapias vomeracea, nær Şile (3 øverste), samt Akçaova, nær Kandira, begge ved Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Denne store familie af parasitiske planter omfatter omkring 90 slægter med over 2000 arter, med medlemmer på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. De fleste er snyltere, nogle få ikke.
Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.
Bellardia trixago
Denne halvsnylter, som er det eneste medlem af slægten, kaldes for Bartsia trixago af turkiyebitkileri.com.
Den er hjemmehørende omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, og derfra mod syd til Yemen og Kenya, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske øer, med en isoleret forekomst i Sydafrika. Den er blevet indført til det vestlige og sydlige USA, samt en række sydamerikanske lande, og den betragtes som invasiv i nogle områder. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. krat, marker, maki, åbne skråninger og sandede steder, fra havniveau op til omkring 1200 meters højde.
Stængel opret, normalt ugrenet, op til 70 cm høj, kirtelhåret foroven, blade kirtelhårede, linjeformede eller aflange, indtil 9 cm lange, siddende, med stærkt tandet eller snitdelt rand. Blomsterstand endestillet, dækblade bladagtige, hjerteformede, spidse, længere end bægeret, som er op til 1,2 cm langt, Kronens øvre læbe lyserød eller purpurfarvet, mindre end den nedre læbe, som er hvid eller gullig, op til 2,3 cm lang, med 3 flige, kronrør indtil 1,7 cm langt.
Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Antonio Lodovico Bellardi (1741-1826), som var professor ved universitetet i Torino.
Artsnavnets betydning er usikker. Det kan stamme fra oldgræsk thrix (‘håret’), hvilket sigter til plantens kirtelhår, eller fra oldgræsk trixos (‘tredobbelt’), hvilket hentyder til de tre flige på den nedre læbe.
Bellardia trixago, nær Kandira, Sortehavet (øverst), samt Boz Dağlari, sydøst for Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche Gyvelkvæler
Denne slægt med omkring 200 arter er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, med flest arter i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Omkring 40 arter er truffet i Tyrkiet.
Slægtsnavnet er afledt af græsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata, se nedenfor), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).
En uidentificeret gyvelkvæler-art, Inebolu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret gyvelkvæler-art, Denizkonak, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En uidentificeret vissen gyvelkvæler-art, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche anatolica Anatolsk gyvelkvæler
Stængel op til 35 cm høj, tyk, tæthåret. Blomsterne i det mangeblomstrede aks sidder meget tæt, dækblade hårede, af samme længde som blomsten, eller længere, de kirtelhårede bægerblade med brede spidse tænder og 3-5 tykke nerver, kronen tæt kirtelhåret, af varierende farve, rødbrun, gul, orange eller ingefær-farvet, den nedre læbe med to røde udposninger, den øvre buet og hjelm-agtig.
Denne plante er udbredt fra Tyrkiet og Kaukasus mod syd til Syrien, det nordlige Irak og det nordlige Iran, voksende i højder mellem 400 og 2500 m. Den snylter udelukkende på salvie-arter (Salvia).
Artsnavnet hentyder til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.
Anatolsk gyvelkvæler er ret almindelig i det centrale Tyrkiet, her observeret nær Bulanik, syd for Çay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche crenata Bønne-gyvelkvæler
Denne art er hjemmehørende omkring Middelhavet, og derfra mod øst gennem Tyrkiet, Jordan og Irak til Kaukasus og Iran, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Den er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba), men kan også snylte på forskellige andre planter, fra havniveau op til højder omkring 800 m.
Stængel stovt, op til 80 cm høj, aks mangeblomstret med smalt lancetformede, langt tilspidsede, kirtelhårede, brune eller purpurfarvede dækblade af omtrent samme længde som kronrøret. Bægeret er delt i to store, adskilte flige, som hver har to smalle, udbredte tænder. Kronen er op til 3 cm lang, hvid eller bleglilla, eller en kombination, ofte med mange mørkere violette, længdegående striber, orangegul i svælget, læberne med brede flige, som er bølgede og har afrundede tænder langs randen.
I Apulien i det sydlige Italien spises dens stængler, kaldt for sporchia. (Kilde: E. Luard 2004. European peasant cookery, Grub Street)
Artsnavnet er latin og betyder i botanisk sammenhæng ‘med afrundede tænder langs randen’, hvilket i dette tilfælde hentyder til kronbladenes rand.
Bønne-gyvelkvæler, snyltende på en skærmplante, som vokser blandt klippeblokke langs havnefronten, Sultanahmet, Istanbul. Planten i baggrunden er udbredt springknap (Parietaria judaica, se Urticaceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Orobanche minor Kløver-gyvelkvæler
Stængel opret, normalt under 15 cm høj (heraf det latinske artsnavn), undertiden op til 50 cm, håret, brunlig eller purpurfarvet, blade og dækblade ligeledes brunlige eller purpurfarvede, skælagtige, indtil 1,6 cm lange. Blomsterstanden er en lang endestillet klase, kronen tragtformet, indtil 1,8 cm lang, kirtelhåret, meget variabel af farve, rødbrun, gul, gulbrun, purpurfarvet eller blegviolet med mørkere striber, den nedre læbe ofte hvidlig.
Denne plante snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og esparsette (Onobrychis). Den vokser i græsklædte områder på sur, neutral eller basisk jordbund, ude i det åbne eller i halvskygge. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Tyrkiet, det nordlige Irak og Kaukasus, endvidere på den Arabiske Halvø samt i det nordlige og østlige Afrika. Den er blevet naturaliseret i adskillige sydamerikanske lande.
Tidligere blev arten anvendt medicinsk mod forskellige lidelser.
Kløver-gyvelkvæler, nær Karasu, Sortehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Parentucellia Bartsie
En lille slægt med 3 arter, udbredt på de Britiske Øer, omkring Middelhavet og længere østpå til Kazakhstan og Afghanistan, mod syd til Arabien og Sudan, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer.
Slægtsnavnet hædrer Pave Nicholas d. 5. (1397-1455), hvis fødenavn var Tommaso Parentucelli.
Det danske navn er egentlig slægtsnavnet på et andet medlem af gyvelkvælerfamilien, sorttop (Bartsia alpina). Dette navn blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) havde rådet ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge og botaniker, men uheldigvis døde han undervejs.
Parentucellia viscosa Gul bartsie
En kirtelhåret plante med en opret, stiv stængel, indtil 70 cm høj, normalt ugrenet, tæthåret af en blanding af almindelige hår og klæbrige kirtelhår. De hårede blade er aflange eller lancetformede, stilkløse, indtil 15 cm lange og 4,5 cm brede, stærkt tandede langs randen. Blomsterstanden er et åbent aks, bæger tragtformet, op til 1,8 cm langt, med lange, linje-lancetformede, langt tilspidsede flige, op til 1,1 cm lange. Kronen er forskellige afskygninger af gult, op til 2,5 cm lang, kirtelhåret, kronrøret indtil 1,4 cm langt, nedre læbe med 3 brede flige.
Denne art er udbredt på de Britiske Øer og omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Den vokser i enge og andre fugtige steder, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.
Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, en fuglelim fremstillet af mistelten (Viscum album), hvilket i dette tilfælde hentyder til plantens mange kirtelhår.
Gul bartsie, nær Şile, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis Troldurt
En kæmpestor slægt med 600-700 arter, udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Ecuador, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya, samt det nordlige Indokina. Den største diversitet finder man i Kina med 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske. I Tyrkiet findes omkring 11 arter.
Disse planters krone er 2-læbet, med en sammentrykt, hjelmformet eller næsten snabelformet overlæbe, mens den nederste læbe i reglen er bred, flad eller hvælvet, fliget.
Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.
Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.
Pedicularis comosa
Stængel opret, indtil 60 cm høj, ugrenet, dunhåret, blade aflange, elliptiske eller lancetformede, to gange snitdelte, tandede, indtil 13 cm lange og 2,7 cm brede, grundblade langstilkede, stængelblade mindre, siddende, spredte. Blomsterstanden er et aflangt, håret, mangeblomstret, tæt eller åbent aks, nedre dækblde minder om stængelbladene, de øvre lancetformede, helrandede eller fligede, bæger cylinder- eller klokkeformet, op til 1,5 cm langt med bredt ovale, indtil 4 mm lange flige, krone hvid, cremefarvet eller bleggul, op til 3,2 cm lang, røret indtil 1,7 cm langt, cylinderformet, øvre læbe nedadbøjet, med to små tænder i spidsen.
Denne art er udbredt i Mellem- og Sydauropa, samt Tyrkiet, voksende i skovkanter og enge, samt på stenede skråninger, normalt på kalkholdig jord, i højder mellem 1000 og 3600 m.
Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles håret’.
Pedicularis comosa, Çukurbağ, Ala Dağları. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis comosa, nær Seydiler, nord for Kastamonu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pedicularis condensata
Stængel opret, kraftig, indtil 70 cm høj, ugrenet, dunhåret, sjældent glat, blade aflange eller lancetformede, indtil 12 cm lange og 6 cm brede, dobbelt snitdelte til meget fine segmenter, ikke ulig gulerodsblade, grundblade langstilkede, stængelblade siddende, spredte. Blomsterstanden er et langt, tæt, mangeblomstret aks, op til 20 cm langt, dækblde som stængelblade, op til 2 cm lange, bæger klokkeformet, håret, røret indtil 9 mm langt, med korte trekantede flige, til 3 mm lange, kronen indtil 2,7 cm lang, gul eller cremefarvet, nedre læbe hvidlig, kronrør buet, øvre læbe danner en hætte over støvbærerne.
Denne plante ligner meget den foregående art, men dens løv er endnu mere snitdelt, og blomsterne er af en kraftigere gul farve.
Den er hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran, voksende i nåleskove, rhododendron-krat og græsland, samt på stenede skråninger, i højder mellem 1400 og 3200 m.
Arten er en antioxidant og har bakteriedræbende egenskaber.
Artsnavnet er latin og betyder ‘sammenpresset’, hvilket sigter til den tætte blomsterstand.
Pedicularis condensata, Ilgaz Daği Nationalpark, mellem Çankiri og Kastamonu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Paeoniaceae Pæonfamilien
Paeonia Pæoner
Tidligere var pæoner placeret i ranunkelfamilien (Ranunculaceae), men udgør nu den eneste slægt i familien Paeoniaceae. Antallet af arter er omdiskuteret, med angivelser varierende mellem 25 og 40, afhængigt af autoritet.
Disse pragtfulde planter er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne af Sydeuropa, Nordafrika, Asien og det vestlige Nordamerika, men på grund af deres skønne blomster dyrkes de mange andre steder som prydplanter.
Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for pæoner, oprindeligt afledt af Pæan, navnet på gudernes læge, som blev omskabt til en blomst af Pluto. Navnet hentyder til de medicinske egenskaber hos nogle af arterne.
Paeonia mascula
Denne spektakulære urt kan blive op til 80 cm høj, stængel normalt grøn, undertiden purpurfarvet, glat, op til 1 cm tyk, nedre blade to gange snitdelte i 3 småblade, nogle småblade yderligere delt i 9-18, i reglen mere eller mindre spidse segmenter af varierende form, op til 18 cm lange og 9 cm brede, glatte på oversiden, somme tider dunhårede på undersiden. Blomster enlige, endestillede, op til 14 cm i diameter, med 1-2 højblade, samt 3-4 afrundede eller til tider spidse, grønne eller purpurfarvede, glatte bægerblade, op til 3 cm lange og 2,5 cm brede, kronblade 7-9, ovale, mørkerøde eller lyserøde (hvide hos underarten bodurii), indtil 7 cm lange og 4 cm brede.
Den forekommer i Sydeuropa, samt fra Tyrkiet, Syrien og Jordan mod øst til Iran, voksende i skove og krat, samt på nordvendte skråninger, fra havniveau op til højder omkring 1600 m.
Artsnavnet er afledt af latin masculinus (‘han’). Hvad det hentyder til er uklart.
Paeonia mascula, nær Samsun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Papaveraceae Valmuefamilien
Den største diversitet inden for denne familie, der omfatter 42 slægter med i alt omkring 775 arter, findes i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, og der er meget få arter i troperne. De fleste medlemmer er urter, men nogle få er dog buske og mindre træer.
Adskillige slægter i familien har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver, nedenfor), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium, nedenfor). Flere arter af valmuesøstre er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.
To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore, jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.
Glaucium Hornskulpe
En slægt med ca. 25 arter, udbredt fra hele Europa og det nordlige Afrika gennem Mellemøsten og Arabien til Mongoliet og Xinjiang. Flere arter blevet forvildet i Amerika, Australien og andre steder. I Tyrkiet er der konstateret 8 arter.