Planter i folketro og digtning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traditionelt er svampe og laver blevet anset for at være planter, men i dag betragtes de som tilhørende et særskilt rige. Da de fleste mennesker stadig betragter dem som planter, har jeg omtalt nogle få arter nederst på siden.

Finder du ukorrekte oplysninger, vil jeg være taknemmelig for at blive gjort opmærksom på dem. Denne email-adresse kan benyttes: respectnature108@gmail.com.

 

Vagn J. Brøndegaards fantastiske 4-bindsværk Folk og flora. Dansk etnobotanik. Dette værk, som blev udgivet 1978-80 på forlaget Rosenkilde og Bagger, indeholder tusindvis af oplysninger om danske planters udnyttelse, deres oprindelige og lokale navne, samt deres rolle i folketroen.

Mogens Skytte Christiansens 3-bindsværk Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora blev først udgivet i en pragtudgave på forlaget Branner og Korch i 1958, siden i en mere beskeden – og håndtérlig – udgave på Politikens Forlag i 1970. Dette værk indeholder mange interessante oplysninger om planter.

Simon Paullis Flora Danica. Det er: Dansk Urtebog, fra 1648, nyudgivet af Rosenkilde og Bagger i 1971 med indledning og kommentarer ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen. I denne bog finder man megen forunderlig og fornøjelig læsning om datidens syn på planter.

Paullis bog er inddelt i fire afsnit, et for hver årstid. Placeringen af en del af arterne efter årstid synes noget tilfældig. Nedenfor ses indledningsplancherne til hvert afsnit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kelos (‘brændt’ eller ‘tør’), hvilket sigter til nogle af arterne, der ser ud, som om de er blevet svedet af ilden.

 

Nogle varieteter dyrkes som prydplanter, bl.a. cristata, der på dansk kaldes for hanekam. I adskillige asiatiske og afrikanske lande spises unge skud som grønsag. Planten benyttes også som foder samt i fremstillingen af sæbe. I visse afrikanske lande anvendes den til at kontrollere væksten hos den parasitiske planteslægt Striga, som angriber kornarter. (Et billede af Striga asiatica findes på siden Planteliv: Snylteplanter).

Blomster og frø er bakteriedræbende og anvendes mod blodig afføring, hæmorrider, feber, dysenteri, gulsot, diarré, samt blødning og udflåd fra vagina. Frøene benyttes også mod forskellige øjensygdomme. Pulveriserede frø anses for at være et potensfremmende middel. Roden anvendes mod kolik, gonorré og eksem. Et grødomslag af stængel og blade lægges om sår, betændelse og hudlidelser. I Sri Lanka anvendes bladene mod infektioner, feber og kløe, frøene mod feber og blæner i mundhulen. I Kina benyttes blomster og frø mod mave-tarm-katar og udflåd fra vagina. Arten er et meget virksomt middel mod parasitten Trichomonas vaginalis, som forårsager infektion i kønsdelene. Den benyttes også som modgift mod slangebid.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinner som sølv’, hvilket sigter til de hvide skinnende dækblade i blomsterstanden (se billederne).

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hvidløg (nedenfor).

 

I dag er den yderst værdsat for sine antiseptiske og antibakterielle egenskaber, samt som svampedræbende middel, og anvendes mod en lang række sygdomme, heriblandt hjertelidelser, for højt eller for lavt blodtryk, forhøjet kolesterolindhold, forkalkede arterier, forstørret prostata, feber, hovedpine, mavepine, urinsyregigt, ledsmerter, hæmorrider samt menstruelle problemer. Hvidløg er også et glimrende middel mod åndedrætsinfektioner, såsom forkølelse, hoste, astma og bronchitis, og den er højst sandsynligt også et godt middel til at forhindre mange typer af kræft.

I Europa blev arten førhen regnet som en magisk urt, som kunne beskytte mod onde magter. For at berolige den uhyggelige gudinde Hekate fra underverdenen, der om natten hjemsøgte øde steder, placerede de gamle grækere ofte hvidløg ved vejkryds. På Balkan hængte man hvidløg på stalddørene for at afskrække natlige mælketyve. I romanen Dracula af den irske forfatter Abraham (‘Bram’) Stoker (1847-1912), fra 1897, anvendes hvidløg til at skræmme vampyrer bort.

I bogen Kloge folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland skriver folkemindesamleren H.P. Hansen (1879-1961): ”På Valborgaften (30. april) og Sankthansdag (24. juni) skal kvæget fodres med bl.a. dild og hvidløg for at værne det mod trolddom, samt for at ophæve mangler ved mælkeydelsen eller smørkærningen.”

Det folkelige navn jødeløg fra omkring 1870 skyldes, at især jøder benyttede hvidløg i madlavningen, men måske skal det også forstås nedsættende, da mange jøder måske har lugtet af hvidløg. Klovløg hentyder til, at hvidløg er ’kløvede’ på grund af de mange sideløg (’fed’), mens bøndernes teriak sigter til, at hvidløg i lighed med universalmidlet teriak blev anvendt mod en lang række sygdomme, bl.a. pest og forgiftninger.

Om hvidløgs ramme lugt skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648: ”Men den gruelige stercke Luct, som samme Rødder hafve, kand end icke ved Ilden borttagis eller fordrifuis, endsige ved Mafvens Varme fordoyis. Thi den samme Dag, som de denne kræsen oc lecker Spise æde (vi tale om dennem, som hafuer Lyst dertil), da befindis de den gandske Dag at hafue en slem stinckendis Aande.”

Paulli fortæller også, at nogle betragtede hvidløg som særdeles giftig: ”Galenus [Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget] vidner (…), at Huideløg tørrer og varmer udi den fierde Grad. Derfore bør mand ingenlunde samtycke med dennem og deris Meening, som holde Huideløg for at være aff sin Natur flatulentum, det er, at den skulle giøre Veyr udi Lifvet, ænddog mand icke kand necte, at den jo tijt oc ofte foraarsager stor Vee oc Smerte udi Tarmene, saa at Horatius for denne Aarsags Skyld holder denne Huideløg langt skadeligere oc forgiftigere at være end Skarntyde (…)

Her hentyder Paulli til den romerske digter Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.), som i sit værk Epoderne siger: “Hvis en person til enhver tid med respektløs hånd har knækket sin aldrende faders nakke, så lad ham spise hvidløg, som er mere giftig end skarntyde. Åh, hvilke hårdføre tarme har ikke høstfolkene! Hvilken gift er det, som raser i mine tarme? Har hugormens blod, som disse urter er inficeret med, bedraget mig?”

Paulli fortsætter: ”Det er vel vist [velkendt], at Hanerne iblant andre Diur ere meest strijdbare, saa at Artemidorus [Artemidorus Daldianus, også kaldt Artemidorus Ephesius, græsk astrolog og filosof i det 2. årh. e.Kr.] siger: ”Haner ere i ald Sandhed strijdbare oc ere geneiget til Oprør oc Klammeri.” Dog alligevel kand de, huilcket enhuer nocksom er bekiendt, temmelige vel med hinanden sig fordrage, men naar mand vil, at de med hinanden hefteligen skal stride, da skal mand indgifue dennem Huideløg.”

Ifølge en hinduistisk legende, Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, opstod hvidløg på denne måde:

Guderne var blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt. Guderne appellerede til den høje gud Vishnu for hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen. Vishnu rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen. Da den kom til syne, snuppede Vishnus ganger, menneske-ørnen Garuda, krukken og stak af med den. Han spildte imidlertid nogle dråber på jorden, og senere spirede en plante med alle amrita’s overjordiske egenskaber frem af disse dråber – hvidløg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’, hvilket hentyder til, at arten har været dyrket i tusinder af år.

 

 

Det danske navn kommer af tysk Allemannsharnish, hvilket betyder ’alle folks harnisk’. Dette mærkelige navn skyldes, at løget er omgivet af et tykt ’panser’ af svøbblade, der i Middelalderen blev sammenlignet med en harnisk (rustning). Løgene blev båret som amulet, da man mente, at de ville beskytte bæreren mod at blive såret.

I den illustrerede urtebog Neuwe Kreuterbuch fra 1588, bemærker den tyske læge og botaniker Jakob Dietrich (1525-90), også kaldt for Jacobus Theodorus, men bedre kendt under navnet Tabernaemontanus, at allemandsharnisk beskytter mod “allehånde spøgelser og onde ånder”, og løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

Artsnavnet er latin og betyder ’sejrende’. Det kommer af artens andet tyske navn fra Middelalderen, Siegwurz, som betyder ‘sejrens rod’.

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk aix (’ged’), genitiv aigos, samt podion, diminutiv af pous (’fod’), altså ’lille gedefod’, hvilket hentyder til småbladenes form hos skvalderkål (nedenfor).

 

I dag er skvalderkål blevet naturaliseret utallige steder, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver, da selv den mindste stump af dens jordstængel kan spire til en ny plante.

I bogen Flora Danica fra 1648 sætter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) ikke megen pris på skvalderkål. Han udtaler: ”Paa Landszbyen seis denne urt allermeest udi Fructe-Hafverne, Humle-Hafverne oc Kaal-Hafverne at voxe. Ellers er den ocsaa paa mange andre Steder at finde, oc det endocsaa udi gandske stor Menge. Denne Squalder-Kaal er icke værd, at mand den megit høyt skal acte oc æstimere, saa at vi den nocksom her kunde beleyligen gaait forbi oc aldeles intet om den talet, men fordi at den aff alle er saa vel kiendt oc saa saare gemeen en Urt, at enhuer Kierling den nocksom kiender og veed aff at sige, oc derforuden om Vaaren ocsaa vide den, mens den endnu er liden og spæ, at bruge, da hafue vi icke kundet gaa den forbi.”

Mange steder indsamler man stadig de spæde skud, der tilsættes supper som et krydderi, og de kan også koges som spinat. Ældre blade har en meget bitter smag.

Førhen spiste man i påsken Skærtorsdagskål, som indeholdt 7 eller 9 forskellige slags ’kål’, bl.a. skvalderkål. Arten blev tidligere også anvendt som foderplante til bl.a. kvæg og smågrise.

Arten blev førhen anvendt mod podagra (urinsyregigt), hvilket afspejles af artsnavnet. Medicinsk er der imidlertid intet belæg for dens virkning på dette område. Den blev også benyttet som afføringsmiddel. Simon Paulli (se ovenfor) skriver om de unge blade: ”(…) huilcken icke alleniste er vel smagendis, men endocsaa sund at æde. Thi den foraarsager, at Bugen blifuer blød oc icke letteligen sætter sig.”

Navnet skvalderkål har intet at gøre med at ‘skvaldre’. Forstavelsen skvalder kommer sandsynligvis af kvælde, dvs. ’vælde op af jorden’ – en hentydning til plantens frodige vækst, mens endelsen kål naturligvis hentyder til artens anvendelse som køkkenurt. Iøvrigt har den over 50 ældre folkenavne, bl.a. hækkekål, julekål og skovkål, der alle sigter til artens spiselighed, svinekål, der dels skal forstås nedsættende, dels hentyder til, at den blev anvendt som svinefoder, bugsmækker, der sikkert hentyder til dens brug som afførende middel, samt rævebælg, der måske sigter til de hængende bladafsnit, der sammenlignes med de hængende ben og hale på en afflået rævebælg.

I fortællingen Har ingen Interesse fra 1934 siger Hakon Holm (1906-76), at ”Sladderen er Elskovs Skvalderkaal.”

Og i Martsnat, som udgør en del af novellesamlingen Agerhønen fra 1947, skriver Martin A. Hansen (1909-55): ”Spæde Skvalderkaal, der lugter sjællandsk, af drøj Sommer.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på dild.

 

Den er meget benyttet i europæisk og asiatisk madlavning som grønsag samt i supper, saucer og kager, og endvidere som drys på kolde retter og surmælksprodukter. Frøene anvendes som krydderi, specielt i pickles og eddike. Arten benyttes som parfume i sæbeindustrien, og som tilsætning i likører. En brændevin fra Frederikshavn ved navn Dommerens Snaps var tilsat dild, timian og pors. Frisk dild kan også bruges til at drive generende insekter bort.

I Middelalderen blev dild anvendt af magikere i deres trylleformularer samt mod trolddom. I bogen Kloge folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland skriver folkemindesamleren H.P. Hansen (1879-1961): ”På Valborgaften (30. april) og Sankthansdag (24. juni) skal kvæget fodres med bl.a. dild og hvidløg for at værne det mod trolddom, samt for at ophæve mangler ved mælkeydelsen eller smørkærningen.”

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Aarets Højtider (1925), at dild “har en Essens i sig af gamle skæve Bøndergaarde.”

I bogen The Popular Names of British Plants skriver Richard Chandler Prior (1809-1902), at navnet dild stammer fra det gamle nordiske ord dilla (’at lulle i søvn’), en hentydning til plantens beroligende egenskaber. En anden tolkning går på, at det kommer af shetlandsk dill (’las’ eller ’pjalt’), hvilket sigter til de findelte blade. Et gammelt engelsk folkenavn er meeting house seed (’mødehus-frø’), hvilket hentyder til en skik med at tygge dildfrø under lange gudstjenester for at dulme rumlende maver.

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) om dild: ”Merkur har magten over denne plante, og af den grund er det helt sikkert, at den skærper hjernen. (…) Den kan standse hikke, når den koges i vin og derpå lugtes til gennem et klæde. Frøene er mere gavnlige end bladene og mere effektive til at fordøje onde kropsvæsker, og de anvendes i medicinen til at uddrive tarmluft og smerterne forbundet dermed.”

Middelalderens danske urtelæger benyttede dild mod talrige lidelser, fx mavesmerter, tarmluft, sår, øjenlidelser, hoste, hovedpine og hikke. Simon Paulli (1603-80) skriver i bogen Flora Danica (1648): “Dersom den udi Clystijr [apparat til tarmudskylning] blifuer brugt, da drifuer den Vejret, oc besynderligen pleyer mand at tage dertil den Olie, som aff Dild blifuer bered, oc det allerhelst, dersom mand aff Colica oc Nyre-Vee [kolik og nyresmerter] er plaget, huilcken forhindrer, at mand icke kand sofve, for huilcke Siugdomme tilhobe Dillen er god oc tienlig. Men den Olie, som efter Chymiske [kemisk] Konst blifuer aff Dild præpareret, er aff vis Forfarenhed eractet, at tiene baade for Colica oc for Hicken, dersom mand tager tre eller fire Draaber aff den oc gifuer den Siuge ind at dricke udi Dille-Vand eller Kommen-vand.”

Datidens urtelæger gør også opmærksom på, at man ved indtagelse af megen dild mister kønsdriften. Henrik Smid (ca. 1495-1563) hævder, at den ”udslukker den Venus spil og den naturlige leg”, mens den ifølge Simon Paulli (se ovenfor) ”giør uduelig oc ulystig til Naturens Spil oc Leeg.”

I nutidens urtemedicin anses dild for at være en god antioxidant. Endvidere er den bakteriedræbende, samt et meget kraftigt middel til at fremme menstruation. Frøene, såvel som en olie udvundet af dem, har stimulerende, aromatiske, beroligende og vinddrivende egenskaber. De anvendes mod kolik, luft i tarmene, dårlig ånde, halsbrand, menstruationskramper, depression og epilepsi. I den traditionelle kinesiske medicin siges arten at være gavnlig for milt, nyrer og mave.

Artsnavnet er latin, afledt af gravis (‘tung’) og olens (‘duftende’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret nedenfor.

Kinesisk angelik (A. sinensis), på kinesisk kaldt for 當歸 (‘kvindelig ginseng’), er meget benyttet i kinesisk urtemedicin, hovedsagelig til behandling af menstruelle problemer, men også fx leverlidelser, hårtab, iskias og helvedesild. Roden er ofte ingrediens i kinesisk madlavning.

 

Kvan har været benyttet medicinelt gennem hundreder af år. Tørrede rødder blev i Middelalderen anvendt mod pest. I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Den Kraft oc Dyd huad sig belanger, som den allermest berømmis, elskis oc afholdis for, da er den Alexipharmaca, det er it almindeligt Raad imod Forgift, derfore saa er der neppeligen nogit bedre Raad eller fornemmere Urt imod Pest til at bortdrifue den med, end denne fornæfnte Angelicke, dersom mand tager hendis Rod, som er tørret oc stødt til Pulver.”

Den blev også anvendt mod alskens indvortes sygdomme, lungebetændelse og meget andet. – I urtebogen Paradise in Sole, fra 1629, priser den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) kvan fremfor alle andre lægeurter.

Rodstængel, blade og frø er gode mod tarmluft, mavebesvær og slim, og i den moderne urtemedicin anbefales den mod forskellige hjertelidelser, halsbrand, forkølelse, hoste, feber, lungehindebetændelse, rheumatisme, psoriasis samt sygdomme i urinvejene. Planten indeholder en æterisk olie, som er bakteriedræbende.

Slægtsnavnet kommer af latin angelicus (‘engleagtig’), oprindeligt fra oldgræsk angelos (‘budbringer’). Det blev først anvendt for kvan i Middelalderen i formen angelus herba (’engleurt’). Simon Paulli (se ovenfor) udtaler: ”Denne Urt kaldis Engel-Rod eller Hellig-Aands-Rod, oc det for sine fortreflige Kræfters oc Dyders skyld, saasom at enten den Hellig Aand selfuer eller Englene hafde aabenbarit det menniskelige Kiøn denne Vext oc lægesom Rod.”

Artsnavnet, afledt af oldgræsk archos (‘leder’), går endnu videre, idet det skulle have været selveste ærkeenglen Gabriel, der bragte kendskabet til denne urt til menneskene. En anden legende fortæller, at planten blomstrer på dagen for ærkeenglen Michael (8. maj efter den gamle julianske kalender, 18. maj efter den gregorianske kalender), og af den grund blev den betragtet som en beskytter mod onde ånder og heksekunst. Det danske navn er afledt af det gamle nordiske navn på planten, hvönn. Et ældre dansk navn var ædelurt.

Det tidligere artsnavn er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Unge stængler og bladkviste af kvan spises rå eller kogt, specielt på Færøerne og i Grønland: ”Kvanen er meget efterspurgt af grønlænderne, som spiser de unge stængler i rå tilstand, ofte foretages lange udflugter til lands eller pr. båd for at indsamle planten, og man kan altid være sikker på, når man rejser rundt i fjordene, at grønlænderne har kvanstilke med, når de kommer om bord, hvis det har været muligt at finde nogen.” (Kilde: Grønland, 1954, s. 112)

Stængel og frø anvendes som smagsstof i slik, og kandiserede stængler spises af franskmændene. Rødderne, som har et stort sukkerindhold om efteråret, graves op og koges. Angelikrod var engang en vigtig ingrediens i karteusermunkenes berømte likør, chartreuse. På grund af deres aroma anvendes tørrede blade i fremstillingen af humlebitter.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’ på latin, men arten er dog mere almindelig i åbne områder som skovkanter, hegn, markskel og randen af moser.

Medicinsk er planten blevet benyttet som en ringere erstatning for kvan mod forskellige lidelser som lunge- og åndedrætsbesvær, rheumatisme og ligtorne. I Irland tyggede man roden før morgenmaden, hvilket skulle kunne helbrede hjertebanken og fremskynde urinering. Den blev også anvendt mod epilepsi og vandskræk.

En gul farve kan udvindes af planten. I England anvendte børn tidligere den hule stængel som pusterør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret nedenfor.

 

Oprindelig hed skarntyde Cicuta på latin samt på adskillige sydeuropæiske sprog, men da dette navn også anvendtes for en anden giftig skærmplante, gifttyde (Cicuta virosa), besluttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) at navngive skarntyde Conium efter plantens oldgræske navn koneion, der kommer af konas, at ’hvirvle rundt’, idet den forårsager svimmelhed og død efter indtagelse. Arten virker bedøvende og krampestillende, idet den lammer bevægelsescentrene. Af denne grund blev den anbefalet som modgift til forgiftning fra stryknin og lignende gifte. Den blev også anvendt mod stivkrampe og andre kramper, rabies, tandfrembrud hos børn samt epilepsi på grund af knækkede tænder. Inhalerede skarntyde-dampe sagdes at kunne lette bl.a. bronchitis-hoste, kighoste og astma.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), anbefalede denne urt mod udvortes behandling af herpes. I Middelalderen blev skarntyde smurt på kræftsvulster, og blandet med betonie og fennikelfrø blev den benyttet mod rabies.

Skarntyde har førhen forårsaget dødsfald, fordi dens rod blev forvekslet med pastinakrod. Man udnyttede også giften ved at lade nødder opsuge saften, hvorefter man lagde dem i markmusenes indgangshuller.

Den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.) blev anklaget for at indføre nye guddomme og fordærve ungdommen, og han dømtes til at begå selvmord ved at drikke skarntydesaft. Hans sidste minutter er skildret i Phaidon af den græske digter Platon (ca. 428-348 f.Kr.):

”(…) kom tilbage med fængselsvagten, som skulle give Sokrates giften, der var tillavet i et bæger. Da Sokrates så manden, sagde han: “Nu vel, min bedste, du forstår dig jo på disse ting, hvad har jeg da at gøre?”

“Intet andet,” svarede han, “end at drikke det og så gå omkring, indtil du føler en tyngde i dine ben, og da lægge dig, så vil det virke.”

Og Sokrates tog det, og ganske rolig og uden at skælve eller skifte farve eller mine så han på manden med sine store, dybe øjne, som han plejede, og sagde: “Hvad mener du om at ofre noget af denne drik til en gud, er det tilladt eller ikke?”

“Vi tillaver netop så meget, som vi anser det passende at drikke,” sagde han.

“Jeg forstår dig”, sagde Sokrates, “men at bede til guderne, det er dog vel både tilladt og sømmeligt, om at flytningen herfra til hint sted må blive lykkelig. Derom beder jeg da, og gid det måtte ske!”

Med disse ord førte han bægeret til munden og tømte det raskt og fornøjet. (…) Efter at han nu havde gået omkring en stund, sagde han, at hans ben begyndte at blive tunge og lagde sig derfor på ryggen. Nu følte manden på ham og undersøgte med korte mellemstundcr hans fødder og ben, derefter trykkede han hårdt på hans fod og spurgte ham, om han mærkede det. Sokrates sagde nej. Derefter gjorde han det samme med læggene og videre opover og viste os, at han blev kold og stiv.

Sokrates mærkede også selv efter og sagde, at når det kom til hjertet, da ville det være forbi. Allerede var underlivet koldt, og da tog han det dække af, som han havde haft over sit ansigt, og sagde sine sidste ord: “Kriton, vi skylder Asklepios en hane; I må betale denne gæld og ikke glemme det!”

I Oldtidens Grækenland var det skik at ofre en hane til lægeguden Asklepios, når man var blevet rask efter en sygdom. I dette tilfælde havde Sokrates nu forladt det skrøbelige, sygelige liv og var blevet helbredt til evigheden.

Skarntydesaft anvendtes som giftdrik langt op i tiden. Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) kendte også til dens virkning: “Drikker man hende, da må man døe.” Endvidere udtaler han: ”Gnider Mø sine Bryster med Saften, stivner de og forbliver saadan” (dvs. de vokser ikke). Endvidere hævder han: ”Gnedet oven for Penis hæmmer Saften Lyst til Kvinde og fordærver al den Sæd, hvoraf Barn skal Fødes.”

I en lægebog fra 1546 anbefaler en anden urtelæge, Henrik Smid (ca. 1495-1563), saften til munke og nonner, da den holder dem kyske.

Endnu en dansk urtelæge, Simon Paulli (1603-80), skriver i bogen Flora Danica fra 1648: ”Anaxalius lærer, at dersom en Pige eller Møe med Skarntyde-Saft tijt vil smøre sine Bryste eller Patter, det første de begynde at voxe oc blifue store, da blifue de der efter ickun temmelig store (…) under de giennemskinnende Flor. Ja, somme dempe ocsaa hermet Diet udi Barsels-Quinders Bryst. Men det er icke it ret synderlig trygt Raad.”

Det kan man jo kun give Paulli ret i. På moderne dansk betyder teksten, at skarntydesaft blev smurt på ammende kvinders brystvorter, når børn skulle vænnes fra – en noget rabiat metode, da børnene nemt kunne blive forgiftet.

Paulli fortsætter: ”Naar den udvortis paa en deel Skader blifuer lagt, giør den it Menniske all sin Lifs Tijd suagt oc skrøbeligt.”

I bogen Art of Simpling skriver den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole: “Hvis æsler æder skarntyde i større mængder, falder de i så tung en søvn, at de synes døde. I flere tilfælde har ejeren så flået skindet af dem, men efter at skarntydens virkning aftog, vågnede æslerne atter op, til ejerens store forbløffelse og sorg.”

Artsnavnet maculatum betyder ‘plettet’ og hentyder til de rødlige pletter på stænglen. Ifølge en kristen legende repræsenterer disse pletter det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel.

Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder rør, fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet. Forstavelsen skarn- hentyder til, at arten førhen ofte voksede nær møddinger og andre ildelugtende steder.

Navnet hundekeks kommer af det svenske navn på vild kørvel, käx, der måske hentyder til skærmens lighed med en primitiv øsekurv til fiskefangst, på norsk kjeks, på dansk kejs. Forstavelsen hunde- er nedsættende. Navnet odurt kommer af oldnordisk oðr, hvilket betyder ’rasende’ – en hentydning til giftens virkning.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer fra oldgræsk koriannon (’stinktæge’), hvilket givetvis hentyder til den meget kraftige duft hos koriander (nedenfor).

 

Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderiblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.

Siden 1610 har karmelitiske munke fremstillet såkaldte karmeliter-dråber – en likør, som indeholder bl.a. koriander. Allerede i 1800-tallet var importen af arten til Danmark betydelig. I 1880’erne solgte københavnske apoteker årligt ca. 2 tons frø.

I Californien er bladlus et alvorligt skadedyr i økologisk dyrkede salatmarker. Eksperimenter har vist, at koriander, som blev plantet mellem salatplanterne og fik lov til at blomstre, tiltrak en mængde svirrefluer, hvis larver æder op mod 150 bladlus om dagen. (Kilde: E. Brennan. Efficient Intercropping for Biological Control of Aphids in Transplanted Organic Lettuce, lånt fra articles.extension.org)

Koriander har været anvendt medicinelt i mindst 3000 år. Siden Middelalderen blev frøene i Danmark anvendt mod utallige lidelser, bl.a. mavebesvær, hovedpine, epilepsi, hævede testikler, koldfeber (malaria), diarré, indvoldsorm, hudproblemer, højt kolesterolindhold i blodet, blæner i munden, blodmangel samt sukkersyge. I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”(…) naar Hiernen blifuer besuærgit aff det Veyr, som staar op aff Mafven, hvilket dette Coriander-Frøe treffeligen bortdrifuer.” Alkohol med koriander blev smurt på rheumatiske led og muskler.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daukos, et ord, der først blev hæftet på planten af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon, for at adskille gulerod og pastinak, der oprindelig havde samme navn.

 

I Nordamerika og Australien har den invaderet åbne græsklædte områder, enge, vejkanter, brakmarker, ryddepladser og degraderede prærier, og den fordriver ofte indfødte planter. I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) : “(…) autoriteter siger, at den er den dyrkede gulerod, som er rendt løs. Hvis det er tilfældet, er den rendt langt og alle vegne. Den synes ikke at bryde sig det mindste om valget af habitat. Den trives på udyrket land af enhver slags, så længe der ikke er for megen skygge.”

Nogle autoriteter påstår, at gulerod er opdelt i 13 underarter, 12 vilde samt en dyrket, sidstnævnte med underartsnavnet sativus. Den oprindelige vilde underart, carota, har en tynd, hvidlig rod med en bitter smag, som gør den uspiselig. Det antages generelt, at den dyrkede purpurfarvede form, der indeholder røde antocyaniner, opstod i Afghanistan og senere blev dyrket i Afghanistan, Rusland, Iran, Pakistan og Tyrkiet. Sammen med en gul varietet blev den purpurfarvede spredt til Middelhavsområdet og Vesteuropa omkring 1000-1300 e.Kr., samt til Kina, Indien og Japan omkring 1300-1600.

Den orange form, som indeholder caroten, opstod sandsynligvis et eller andet sted i Europa gennem gradvis selektion inden for populationer af den gule varietet. De hollandske typer Lang Orange og Horn dannede basis for de orange gulerodskultivarer, der i dag dyrkes overalt i verden. I Asien har de stort set erstattet de purpurfarvede og gule typer, dels på grund af større ydeevne, dels som modefænomen. (Kilde: cabi.org)

Artsnavnet, afledt af det klassiske græske ord for gulerod, karoton, forekommer først i skrifter af den græske retoriker og grammatiker Athenaios fra Naukratis (ca. 170-220 e.Kr.). Et ældre dansk navn, karotter, er afledt af det franske carotte. I dag hentyder ordet karotter til en bestemt type gulerødder.

Oprindelige danske navne omfatter morod, afledt af et germansk ord for spiselige rødder, samt fuglerede og fuglebo, der hentyder til frugtstanden, som efter blomstring bøjer stilkene opad, så de danner noget, der med lidt god vilje ligner en fuglerede. Det bornholmske tæprava, afledt af tæppa (‘lukke’) og rav (‘røv’) sigter til artens anvendelse mod diarré. Ordet gulerod kendes først fra omkring 1622. Formentlig var nogle af de først importerede gulerødder af den gule type.

Et amerikansk navn på den vilde gulerod er Queen Anne’s lace (‘Dronning Annes kniplinger’), hvilket sigter til blomsterstanden, der godt kan minde om blonder. Den Anne, der tales om, er muligvis Dronning Anne af Storbrittanien (1665-1714), eller måske hendes oldemor, Anne (Anna) af Danmark (1574-1619), som blev gift med den engelske konge James Charles Stuart (1566-1625). Dengang var blonder og kniplinger prominente i finere klæder.

I centrum af hver skærm findes en enkelt eller nogle få røde eller purpurfarvede blomster. Efter legenden opstod de, da Dronning Anne stak sig på en nål, mens hun syede blonder. En biologisk forklaring går ud på, at de røde blomster tiltrækker insekter, men det holder ikke vand. Andre skærmplanter, som kun har hvide blomster, besøges lige så flittigt af insekter. Som Spencer (ovenfor) udtrykker det: “Hvad fik gamle Moder Natur til at prøve på at gemme dette purpurfarvede systing midt i hvert af dronningens snehvide kniplingsarbejder?” 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det klassiske græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.

Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

I digtsamlingen Min Have, fra 1922, fortæller Knud Wiinstedt (1878-1964) om den blomstrende bjørneklo:

 

 

 

 

 

Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler roden opblødt i salt som urindrivende middel, og anvendt i maden er den god mod koldpis (besvær med vandladningen). Andre af Middelalderens læger benyttede den kogte rod i grødomslag, især til behandling af hævelser i lever, milt og livmoder.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk spondylos (‘ryghvirvel’), hvilket sigter til stængelafsnittene.

 

 

 

 

 

Den er i dag blevet naturaliseret utallige steder, mest i vådområder, hvor den på grund af sin kraftige vækst udkonkurrerer indfødte arter. Ydermere er dens saft giftig for den menneskelige hud, og ved berøring kan den fremkalde blæner og infektioner. I mange lande kontrolleres arten ved hjælp af herbicider – det eneste kendte effektive middel til at begrænse den.

Artsnavnet blev givet til ære for den italienske neurolog, fysiolog og antropolog Paolo Mantegazza (1831-1910), der var kendt for sine undersøgelser af cocablade og deres indvirkning på den menneskelige psyke. Han afprøvede bladene på sig selv i 1859, hvorefter han skrev en artikel med titlen Sulle Virtù Igieniche e Medicinali della Coca e sugli Alimenti Nervosi in Generale (“Om de hygiejniske og medicinske egenskaber af coca, samt generelt om næring af nerver”). Entusiastisk beskrev han den kraftige effekt af kokainen i bladene:

“(…) Jeg snerrede ad de stakkels dødelige, som var tvunget til at leve i denne tårernes dal, mens jeg, båret på vingerne af to cocablade, fløj gennem rummet af 77.438 ord, det ene mere pragtfuldt end det andet. (…) En time senere var jeg tilstrækkeligt rolig til at kunne skrive følgende med sikker hånd: Gud er uretfærdig, fordi han ikke gjorde det muligt for mennesket at opnå effekten af coca gennem hele livet. Jeg ville hellere leve ti år med coca end 10 000 000 000 000 000 000 000 århundreder uden coca.” – Sådan!

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnets betydning er ukendt.

 

Tidligere var den også meget anvendt i folkemedicinen. I bogen Herball (1597) skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Den er behjælpelig med at forsvare hjertet mod væmmelige dampe samt mod pesten og alle andre smitsomme sygdomme, mod hvilke den har stor virkning, hvis man drikker saften fra den fortyndet i en eller anden drik. (…) Den er en uovertruffen urt mod alle slags sår, både på hoved og krop, og både indvortes og udvortes, enten som saft eller som afkog af planten, eller planten eller dens rod i pulveriseret form.”

I den illustrerede urtebog Neuwe Kreuterbuch, fra 1588, bemærker den tyske læge og botaniker Jakob Dietrich (1525-90), også kaldt for Jacobus Theodorus, men bedre kendt under navnet Tabernaemontanus, at pimpnellerod er et effektivt middel mod pest.

I 1600-tallet, i Kanton St. Gallen i Schweiz, bukkede flertallet af befolkningen under på grund af pest. En aften var der imidlertid en hemmelighedsfuld stemme fra himlen, som sagde: “Esset Knoblauch und Bibernelle – dann sterbet ihr nit so schnelle!” (‘Spis hvidløg og pimpinelle – så dør I ikke så hurtigt’). Og i 1832, hvor kolera krævede mange dødsofre i Gaden, Østrig, fløj en fugl ud fra skoven, landede på en mands hoved og skreg: “Essts Granabier und Bibernäl – so sterbts nid so schnäl!” (‘Spis enebær og pimpinelle – så dør I ikke så hurtigt’).

I dag anvendes blade og rod mod hoste, urinvejsproblemer, muskelkramper og for megen tarmluft, som vanddrivende og sammensnerpende middel, til at fremme uddrivning af galde, samt til at stimulere menstruation.

Artsnavnet er afledt af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘at knække’). Førhen mente man, at planten var i stand til at opløse nyresten.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’) fra 1911 skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “(…) Roden lugter som en gedebuk. Af denne grund kaldes planten også for boucage på fransk.” Dette ord er afledt af bouc (‘gedebuk’).

 

 

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af oldgræsk apo (‘bort’) og kyon (‘hund’), hvilket sigter til den giftige Cionura erecta, der tidligere blev anvendt til at forgifte hunde.

 

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om bestøvningen af disse planter:

“(…) de har en af de mest distinkte blomster i planteriget. Den er lavet med det formål at narre insekter, så krydsbestøvning bliver sikret. (…) insekter, som forsøger at få fat i nektar fra blomstens skåle. Der er fem af disse skåle i hver blomst, og de hænger sædvanligvis med åbningen nedad. De er meget glatte, og en fod af et insekt, som forsøger at lande på en af dem, vil uvægerligt glide og ender derved i en spalte mellem to af skålene. Dette er nøjagtigt, hvad der skulle ske; netop af denne grund er blomsten opstået. I spalten ligger den hanlige del af blomsten i en sådan stilling, at den aldrig kommer i kontakt med det hunlige organ, medmindre han bliver trukket ud og derpå trukket ind igen. Foden af insektet glider altså ind i spalten, hvor den sidder fast, som var den mellem to små, stærke tråde. Hvis insektet er stærkt nok, vil et ryk eller to bringe foden ud igen, og sammen med den to små pollenposer, som rider på insektets ben til den næste blomst, hvor foden atter glider ned i en spalte, men denne gang medbringende de to poser med pollen (…) som lander lige netop på hunorganets støvfang. Der bliver poserne hængende og udfører det job, som de er beregnet til (…). Det er selvfølgelig muligt, at insektets ben kommer ud af sprækken i blomst nummer to med endnu to pollenposer fastgjort til det som to små sadeltasker (…) det kræver et stærkt ben at udføre dette arbejde, og stærke insekter kan til tider ses med adskillige pollenposer på deres ben. Hvis insektet ikke er stærkt nok, betaler det dyrt for en mundfuld nektar. (…) er det ikke i stand til at betale for nektaren gennem at transportere pollenposerne til den næste blomst, bliver det hængende, indtil det dør (…).”

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på svalerod (Vincetoxicum hirundinaria), et andet medlem af singrønfamilien. Navnet hentyder til Asklepios, den græske gud for medicin, søn af Apollon og prinsesse Koronis.

 

Ifølge en artikel i Kew Bulletin (1897) kan den benyttes til bekæmpelse af insekter, specielt lus. Inficerede værelser, som bliver fejet med en kost fremstillet af silkeplanten, får disse skadedyr til at forsvinde. Den blev tidligere anvendt i folkemedicinen.

Artsnavnet er afledt af Curaçao, en caribisk ø, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Frugten af en af arterne, Sodomas æble (Calotropis procera), blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4). Titus hentyder til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’) og tropis (‘skibskøl’), hvilket sigter til blomsternes skønhed, samt til 5 kølformede kamme i kronen.

 

I Indien anvendes den som svampe- og insektbekæmpende middel. Af barkfibrene fremstilles reb, tæpper, fiskenet og sytråd. Planten saltes og gæres, hvorefter blandingen benyttes til at fjerne hårene fra gedeskind til fremstilling af nari-læder. Frøhårene anvendes som fyld i puder.

I Nepal benytter man saft af barken og roden mod diarré og dysenteri, og opvarmede blade kan lindre muskelsmerter. Tørrede blade ryges, og røgen pustes ud gennem næsen for at lindre bihulebetændelse. Bladsaften benyttes mod feber, og saften af unge skud dryppes i ørerne mod ørepine. Pulveriserede blomster anvendes mod hoste, forkølelse og astma. Mælkesaften samt en pasta af roden smøres på sår, forstuvninger, bylder og filipenser.

I ayurvedisk medicin betragtes rodbarken som et rensende, feberstillende, parasitbekæmpende, slimløsnende og afførende middel. Den pulveriserede rod anvendes mod astma, bronchitis og fordøjelsesbesvær, bladene mod lammelse, ledsmerter, hævninger og feber. Gummisaften benyttes som bræk- og afføringsmiddel.

Blomsterne er blevet anvendt som dekoration. Det fortælles, at den hawaiianske Dronning Liliuokalani (1838-1917) bar dem i form af lei’er (guirlander) som et symbol på sin royale status.

Artsnavnet hentyder til plantens størrelse. Den kan blive op til 4 m høj.

 

 

 

 

Blomsterne hos disse planter sidder tæt sammen på en kølle, som er omgivet af et hylsterblad, og hos nogle arter er hylsterblad og/eller kølle forlænget i en grotesk tråd eller ’snabel’, der til tider kan være op til en meter lang. På dansk har disse planter derfor fået navnet snabelkalla. Kalla er egentlig navnet på en anden slægt i arum-familien, Zantedeschia (beskrevet på siden Natur: Invasive arter).

Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i Himalayas bjergegne. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk, som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter, bl.a. Arisaema utile, der indsamles i tusindvis. Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: N.P. Manandhar 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft samt en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

Rodknolden og de modne frugter af forskellige Arisaema-arter i Himalaya er også spiselige efter kogning.

Omkring køllen på snabelkalla-arterne dannes om efteråret en kolbe af røde bær, der minder lidt om en majskolbe. Hylsterbladet hos flere af arterne kan ligne en brilleslange med nakkehuden spredt ud. Disse to ting i forening har givet planterne deres nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

Adskillige arter af denne slægt er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i Taiwan, hvor den vokser i skove på hele øen, fra lavlandet op til mellemhøjder.

I 1544, da portugiserne for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove i Himalaya i højder mellem 2100 og 3000 m, fra Kashmir mod øst til Sikkim.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af mellemstørrelse’, sandsynligvis i forhold til to andre snabelkalla-arter.

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt og meget almindelig i skove og krat i Himalaya i højder mellem 1300 og 3000 m, udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

De modne frugter indgår i madlavning, mens umodne frugter og rodknold anvendes som insektdræbende middel. I Pakistan benyttes et ekstrakt af rhizomet mod indvoldsorm i kvæg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘snoet’, hvilket formentlig hentyder til køllens form.

 

 

 

 

 

Hylsterbladet er op til 15 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide ribber nær basis, inkl. røret indtil 15 cm langt. Kanten har netmønster med gennemsigtige nerver, og den afrundede spids har et indhak på midten med en lille, tornagtig spids, som er 1-3 cm lang. Spidsen af den purpurfarvede kølle er piskelignende, indtil 22 cm lang. Det enlige blad er trekoblet, og småbladene, som har rød kant, er op til 25 cm lange og 18 cm brede.

Denne art er den oftest anvendte plante til fremstilling af gundruk (se ovenfor), hvilket afspejles af artsnavnet, der betyder ‘nyttig’ på latin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk symploce (‘forbindelse’) og karpos (‘frugt’), hvilket sigter til den sammensatte frugt.

 

Arten er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, fra Nova Scotia og det sydlige Quebec, mod vest til Minnesota og mod syd til North Carolina og Tennessee.

Førhen var planten meget benyttet af indfødte stammefolk som medicinplante samt af shamaner som magisk talisman. De store blade blev tørret og anvendt i supper og stuvninger. Senere er den blevet anvendt i behandlingen af åndedrætssygdomme, nervøse lidelser, rheumatisme, samt vattersot (vand i kroppen).

På trods af den ubehagelige lugt bliver tudseblomst hyldet i digtet My Fetid Friend (’Min stinkende ven’) af Joshua Schwartz (født 1976):

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på almindelig vedbend (nedenfor), afledt af proto-indoeuropæisk ghed (‘at gribe fat om’). Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’), hvilket hentyder til de slyngende og bøjelige stængler. Folkelige navne omfatter vintergrøn, immergrøn, rendekælling, ræveløv, af reve (‘ranke’), samt efeu, fra tysk Efeu, af ukendt oprindelse.

 

Urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at de tørrede og pulveriserede blomster, samt et afkog af bladene, kurerer blodsot (dysenteri). Knuste frø indtaget med vin uddriver sten. Gnides håret med vedbend, farves det sort.

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Bærene, som voxe på dette slags Vedbende-Træ, skal være den gemeene Mand commenderede [anbefalet], at de af dennem tørrede og stødte til Pulver saa meget som it quintin [ca. 4 g] udi Cardobenedict-Vand [benediktinertidsel, Cnicus benedictus], Morgenfro-Vand eller Scabiosis-Vand gifue dennem ind, som aff huer andendags Kaaldesiuge [malaria] hafue ont (…). Ja, efterdi at de veldeligen uddrifue Sueden, ere der oc nogle aff den gemeene Mand, som paa bemelte Maneer oc Maade bruge disse Bær mod Pest.

Disse samme Vedbendis-Bær skal de ocsaa lade sig være commenderede (…), som Tiderne icke ville flyde for [ophørt menstruation], oc giøre deris naturlige Verck, at de da to, tre eller fire aff disse Bær tørrede oc til Pulver stødte inddricke udi Byncke-Vand, oc komme saa megit Safran dertil som et eller to Bygkorn.

Om mand disse bemelte tørrede oc pulveriserede Bær tager oc legger udi et skiert [rent] Linklæde, da holdis de for at drifue Tiderne; ja icke alleniste dennem, men endocsaa Efter-Biurden at fremlocke, om de ellers udi Quindernis hemmelige Steder blifue indtryckte. (…)

Den Lud [harpiks], som blifuer lecket igiennem Quistene, er god for Haaret, som løber aff [god mod håraffald], dersom mand dermed toer [vasker] Hofuedet. Men er Haaret tilforne guult, da giør den, at det sin Farfue forandrer, saa at det, som tilforn var guult, blifuer sort.

Ellers huad sig Saften belanger, som aff de smaa Grene udgaar (…), da er det vist, at dersom den blifuer smurt paa de Steder, som Lus oc Gnidder [lusenes æg] ere, da døder den dennem strax (…).”

Førhen indgik vedbend flere steder i Danmark til behandling af en ko, der lige havde kælvet, og som ikke ville slippe efterbyrden. På Fyn kogte man bladene i øl og gav det til koen, mens bladene på Møn blev kogt i øllebrød. I Sydslesvig sagde man, at koen skulle æde blade taget fra nordsiden af et hus og lagt mellem to skiver brød.

I den græske mytologi var vedbend tilegnet vinguden Dionysos og symboliserede livsglæde og lystighed. Hans tilhængere pyntede sig med løv af vin og vedbend, og digtere bar kranse af vedbendblade om panden.

Vedbend optræder adskillige steder i poesien. Adam Oehlenschläger (1779-1850) siger: “Kvinden er en Vedbend-Ranke, vristet fra sin Eg, naar Manden svigter.” Steen Steensen Blicher (1782-1848) udtrykker sig således i digtsamlingen De danske Træer, fra 1844: “Se Immergrønt, det lille Skravl, smukt klæder, skærmer Husets Gavl.”

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ginseng har været anvendt i den traditionelle medicin i tusinder af år. De mest populære arter er kinesisk ginseng (P. ginseng) og amerikansk ginseng. Den første brug af ginseng i kinesisk medicin nævnes i den kendte klassiske urtebog 神農本草經 (Shen Nong Ben Cao Jing), som blev nedskrevet omkring 200 e.Kr. Dens oprindelse tilskrives den berømte kejser og urtelæge Shen Nong, der regerede omkring 2750 f.Kr. I denne bog siges det: “Ginseng er et styrkende middel for de fem indvolde, den neddæmper de dyriske instinkter, stabiliserer sjælen, modvirker angst, uddriver onde energier, forbedrer synet (…) og forlænger livet.”

I dag tages ginseng mest for sine stimulerende og styrkende egenskaber, idet den forbedrer immunforsvaret, bevirker større fysisk udholdenhed, og behandler kronisk infektion, sukkersyge, hovedpine opstået som følge af udmattelse, depression, samt, indtaget sammen med Ginkgo biloba, demens. Den betragtes også i vide kredse som et glimrende potensfremmende middel, idet den modvirker impotens, igen indtaget med Ginkgo.

Amerikansk ginseng blev benyttet af adskillige amerikanske indfødte folk mod bl.a. hovedpine, ørepine, feber, mavebesvær samt kvindelig ufrugtbarhed, og også som potensfremmende middel. Creek-folket anvendte den mod lungelidelser, Chippewa-folket til at forlænge livet hos døende. Adskillige stammefolk betragtede den som en magisk urt. Creek-folk bar roden på sig til at bortdrive onde ånder.

I dag er både kinesisk ginseng og amerikansk ginseng yderst sjældne som vildtvoksende, idet de har været genstand for overdreven indsamling. Den amerikanske art er måske uddød i vild tilstand. Begge arter bliver dog dyrket mange steder, så de er ikke i fare for at uddø.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pan (‘alt’) og akos (‘at helbrede’), hvilket sigter til disse planters mange anvendelser som medicinske urter. Det danske navn er en forvanskning af det kinesiske ord 人參 (ren shen), som betyder ‘mands-rod’ – en hentydning til roden, som ligner en torso med arme og ben (se foto).

 

 

 

 

 

Den er meget anvendt i den traditionelle medicin mod et stort antal lidelser, bl.a. næseblod, indre blødninger, slagtilfælde, svimmelhed og tør hals. Naga-folket i det nordøstlige Indien indtager et pulver af den tørrede rod oralt mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og endvidere som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske ginseng’, hvilket formentlig hentyder til artens inferiøre kvaliteter i forhold til de ‘ægte’ ginseng-arter.

 

Inden europæerne kom til Nordamerika, blev fibre af savpalmen handlet vidt og bredt på kontinentet. Bladene anvendes stadig af adskillige indfødte stammer som tagtækning. Frugten er spiselig og næringsrig og blev indsamlet af forskellige folkeslag som føde, og den blev også anvendt som potensfremmende middel. Seminole-indianerne og folkene på Bahama-øerne benyttede den som et middel mod forgiftning fra fordærvede fisk.

Savpalme-frugter har slimløsnende og beroligende egenskaber og er traditionelt blevet anvendt mod ru hals, hoste, forkølelse, bronchitis og astma. Nyere forskning har vist, at de sandsynligvis er et godt middel mod impotens. Frugten er ligeledes blevet benyttet mod migræne, kroniske bækkensmerter, urinblære-problemer samt prostatakræft, men moderne forskning har ikke kunnet påvise nogen positiv effekt på nogle af disse sygdomme. Frugten er dog muligvis effektiv i behandling af forstørret prostata.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den amerikanske botaniker Sereno Watson (1826-1892), der 1867-72 deltog i en ekspedition til det vestlige USA, kaldt Geological Exploration of the Fortieth Parallel. Senere blev han museumsinspektør på Gray’s Herbarium i Harvard Universitet.

Det danske navn hentyder til de skarpe torne på bladstilken.

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

I bogen Herball (1597) fortæller den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea.

Nedenstående linjer var de første, jeg stiftede bekendtskab med i oldtidskundskab i gymnasiet. De er fra Homers Iliaden, I, 1-7, oversat til dansk af Christian Wilster (1797-1840).

 

 

 

Arten var også meget anvendt til at standse næseblod. Den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) skriver, at hvis røllike ”stoppes op i næsen, standser den helt sikkert næseblod.”

I Martin A. Hansens (1909-55) underfulde roman Lykkelige Kristoffer (1945), der handler om en flok døgenigte og eventyreres oplevelser i det krigshærgede Halland i 1500-tallet, fortæller klerken: ”Ingen Urt stiller Blod og heler Kød som Rølliken. Jeg kendte en Bonde fra Hunnested. Han snublede i sin Le, saa Æggen skar hans Næsebrusk af lige neden for Benet. Han plukkede en Nævefuld Røllike, gik til sit Hus og sagde: ”Gumme, hak den her Røllike sammen med lidt usaltet Spæk, mens jeg holder paa Næsen.” Saa bandt de Næsen til og dækkede den med Røllikesalven, og fire Uger efter var Næsen hel igen.”

Svenskeren C. F. Hoffberg skriver i Anwisning til Wäxt-Rikets Kännedom (1792): “Rölleka på åkerrenar är af stärkande och sårläkande kraft. Blommorne och örtbladen brukas som thee emot blodspottning, för mycken rening och afslaget hos fruentimmer samt i synnerhet emot öpna gyllenådren [hæmorroider]. Såsom stärkande lägges den bland andre kryddor på bränwin. Lima-dalbonden lägger den under gäsningen på ölet, at förbättra smak och styrka. Färska örtbladen stötte bruka landtboar på sår, som deraf renas och läkas.”

Højlandsfolkene i Skotland fremstiller stadig en salve af røllike, som anvendes til at smøre på sår.

I værket Complete Herbal nævner den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) arten som et godt middel mod kramper, mens Parkinson (ovenfor) anbefaler, at man drikker et afkog af planten mod koldfeber (malaria). På Ringkøbing-egnen blev arten i 1800-tallet anvendt mod brystlidelser, deraf folkenavnet brystnellike, og på Bornholm mod diarré, deraf navnet røvsnerpa.

Micmac-folket i det nordøstlige Nordamerika tyggede stænglerne eller kom dem i retter for at fremkalde svedeture mod feber og forkølelse. De stødte også stænglerne til en masse, som blev smurt på sår, insektstik, slangebid, hævelser og forstuvninger. Blandt andre amerikanske folk blev bylder badet med et udtræk, ligeledes betændte øjne og sprukne hænder. Dette udtræk blev drukket mod feber, kolik og fordøjelsesbesvær, og det blev betragtet som blodrensende og urindrivende. Bladene blev stukket i ørene for tandpine, og kogte blade blev bundet om gigtsmertende lemmer. Et afkog af blomsterne blev anvendt indvortes mod maveonde samt lever- og nyrelidelser, udvortes mod kløe. Roden blev tygget mod forkølelse.

Den dag i dag anvendes røllike som middel mod fx forkølelse, influenza, feber, ru hals, forhøjet blodtryk, menstruelle kramper samt infektioner. Endvidere virker den vanddrivende og stimulerende på fordøjelsen. På Orkneyøerne drikker man rølliketé mod melankoli.

I det 17. århundrede blev røllike anvendt i salater, selvom den har en bitter og skarp smag. Den har også været brugt som snus. I Danmark og Sverige blev arten førhen benyttet som tilsætning til øl i stedet for humle. Linné fandt, at øl brygget med røllike havde en kraftigere virkning end øl brygget med humle. I begge lande blev røllike kaldt for jordhumle, i Sverige tillige backhumle og i Danmark gedebrygger.

I en kinesisk spådomsmetode dannes hexagrammer ved at kaste pinde, fremstillet af røllikestængler – en metode med vilkårligt udfald, som anvender I Ching (‘Forandringens Bog’), der består af 64 hexagrammer, alle bestående af seks linjer, som hver især er enten yin (mørke kræfter) eller yang (lyse kræfter).

I romanen Cold Mountain, fra 1997, nævner den amerikanske forfatter Charles Frazier (født 1950) en gammel overtro, som var knyttet til røllike. Hvis dens blade duftede skarpt som faldende sne, var det et tegn på, at vinteren ville blive hård.

I gamle dage mente man, at røllike var en af Den Ondes urter, og den blev anvendt i spådomme med trylleformularer.

Artsnavnet betyder ‘tusindbladet’ på latin, hvilket – i lighed med de danske navne tusindgod og tusindblad – hentyder til de findelte blade. Folkenavnene sødgrød og sødvælling sigter til varieteten sudetica, der har rødlige blomster, hvis farve minder om nogle former for grød. Det midtjyske folkenavn fattigkarl hentyder til de grålige blomsterstande. Navnene jordhumle og gedebrygger og mange andre sigter til, at arten blev anvendt i ølbrygning. Noget tyder på, at den ikke var særlig god til dette formål, da forstavelsen ged er nedsættende. Navnet kattepersille skal ligeledes forstås nedsættende, mens téblomst skyldes, at den blev anvendt som té.

 

 

 

 

 

Disse planter har udviklet en sindrig metode til at beskytte sig mod insektlarver, som vil æde deres blade. De producerer et kemisk stof, som forstyrrer funktionen af det organ, der styrer udskillelsen af hormoner i larvestadiet. Stoffet sætter gang i det næstfølgende udviklingsstadium, så voksen-strukturer udvikles for tidligt. Er mængden af dette stof stor nok, bliver insekterne sterile.

Arterne anvendes ofte medicinelt, men indtagelse er dog temmelig risikabelt, da leveren kan tage skade. De kan også forårsage leverskader hos græssende husdyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) og geras (‘ælde’), hvilket sigter til, at de blomstrende kurve sidder længe på planten.

 

Den er en blødhåret plante, som kan blive op til 90 cm høj, men normalt er meget lavere. De blomstrende kurve er lyseblå eller hvide, indtil 6 mm i diameter, uden randkroner.

Saften af denne art benyttes vidt og bredt til behandling af sår, inklusive brandsår, samt som bakteriedræbende middel. I Nepal smøres en pasta af roden, blandet med bark af træarten Schima wallichii, på knogler, som er gået af led. En pasta af bladene anvendes til at fjerne torne fra fødderne, mod bylder, samt, opblandet med adskillige andre planter, mod slangebid. Knuste blade smøres i hovedbunden mod lus. En pasta af blomsterne bruges mod rheumatisme, og saft af dem smøres på fnat. Saft af bladene, blandet med tulsi (Ocimum tenuiflorum) og kogt i 10 minutter, indtages mod forkølelse og hoste.

I Brasilien anvendes et afkog af planten mod kolik, forkølelse, feber, diarré, rheumatisme og kramper. I Afrika benyttes den mod feber, rheumatisme, hovedpine, lungebetændelse og kolik.

Lokalt benyttes arten mod epilepsi, samt som insekt- og nematode-bekæmpende middel. Knuste blade anvendes mod hovedlus.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Conyza‘, der tidligere var en stor slægt af kurvblomster, som er blevet inkluderet i slægten Erigeron (bakkestjerne).

 

 

 

 

 

Saften af denne art benyttes vidt og bredt til behandling af sår, inklusive brandsår, samt som bakteriedræbende middel. I Afrika benyttes den mod feber, rheumatisme, hovedpine, lungebetændelse og kolik. I Indien har et ekstrakt af planten været benyttet til bekæmpelse af myggelarver.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker William Houstoun (ca. 1695-1733). I 1729 sejlede han mod Caribien og Amerika, hvervet som skibskirurg af South Sea Company. Han indsamlede planter i Jamaica, Cuba og Venezuela, samt i området omkring Vera Cruz, Mexico. De indsamlede planter og frø blev sendt til den skotske botaniker og hortonom Philip Miller (1691-1771), som var overgartner i Chelsea Physic Garden i London. En af de indsamlede planter ved Vera Cruz var mexikansk blåkvast.

Efter hjemkomsten til England i 1731 blev Houstoun udnævnt til at foretage en tre-årig ekspedition med det formål “at forbedre botanik og landbrug i Georgia.” Undervejs besøgte han Madeira for at indsamle vinplanter. Som det skulle vise sig, fuldendte han aldrig sin mission, idet han “døde af varmen” kort efter ankomsten til Jamaica i august 1733.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, der vel kan minde om bjørnekløer.

 

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burrerne: “Somme tider er (en dreng) ond nok til at kaste et bundt burrer i håret på en rival, eller endog i håret på den pige, som han mener har afvist ham. Den pige, som har haft den oplevelse, behøver ingen tekniske beskrivelser af burren.”

I bogen Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) følgende mening om burrerne: ”Stengelen (…) skiuder sig ud i mange oc smaa Grene, paa huilcke der komme nogle mangfoldige oc store Burrer. De samme ere trinde [runde], huasse, oc hafue nogle stickendis oc krogede Pige, med huilcke de henge ved Klæderne paa dennem, som gaa forbij.”

I tragedien Troilus og Cressida, af William Shakespeare (1564-1616), siger Pandarus: “De er burrer, siger jeg dig, de hænger fast, hvorhen de end kastes.”

I sin dagbog fra juli 1896 bemærker den russiske forfatter Leo Tolstoy (1828-1910) følgende om et lille skud af burre, han observerede i en pløjemark: “Sort af støv, men stadig i live og rød i midten. Den fik mig til at tænke på Khadzhi Murat. Den giver mig lyst til at skrive. Den hævder retten til at leve, og dér, alene midt i marken, havde den på en eller anden måde forsvaret denne ret.”

Khadzhi (Hadji) Murat er titlen på en kort roman, skrevet af Tolstoy 1896-1904, i hvilken hovedpersonen er en Avar-oprører fra Kaukasus, som vil have hævn og derfor indgår i en skrøbelig alliance med russerne, som han indtil da har kæmpet imod.

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Burre-blade virker kølende og moderat udtørrende, hvilket gør dem velegnede til at behandle gamle betændte sår. (…) Hvis bladene lægges på steder, hvor sener eller arterier er skrumpet ind, medfører det stor lettelse. Saft af blade eller rødder, opblandet i en ældre vin, afhjælper slangebid på vidunderlig vis – roden med en smule salt lagt på biddet letter øjeblikkelig smerten og hjælper ligeledes mod bid af en gal hund. (…) Burre-frø, som har trukket på vin i 40 dage, hjælper på vidunderlig vis mod iskias. Knuste blade, som røres op i æggehvide og smøres på ethvert brandsår, tager smerten og heler derpå såret. (…) Roden, konserveret i sukker, anvendes mod tuberkulose, galde- og nyresten samt tynd afføring. Frøene anbefales meget mod galde- og nyresten og anvendes ofte sammen med andre frø og sager til dette formål.”

I Nepal anvendes roden som et vanddrivende og svedfremkaldende middel, og saft af planten smøres på bylder. I mange lande har bønder førhen anvendt knuste blade mod hysteri. Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af rødderne af en nær slægtning, liden burre (Arctium minus), drukket mod kighoste og gigt. Den blev også regnet for at være sved- og urindrivende samt blodrensende.

I den moderne urtemedicin benyttes rod og frø mod bylder, skurv, psoriasis, rheumatisme og gigt. Bladene anvendes udvortes som omslag mod svulster, urinsyrehævninger, småsår samt betændte sår, og en indsprøjtning med et afkog af bladene benyttes mod fordøjelsesbesvær. Glat burre anvendes også mod seborrhia, som forårsager overproduktion af hårskæl, og den betragtes også som et glimrende blodrensende middel. Nyere forskning har vist, at den muligvis bremser angreb af HIV-virus.

Roden er spiselig, lidt slimet og med en sødlig smag. Den anvendes meget i det kinesiske køkken. Stænglen er også spiselig, efter at yderlaget er fjernet. Kogt smager den ligesom asparges, men den er desværre stærkt afførende, så man kan kun nyde små mængder.

I 1600-tallet placerede man Sankt Hansdag flere steder i huset burre og kamille som værn mod den gift, der om aftenen ville bryde frem af jorden.

En autoritet siger, at artsnavnet stammer fra det keltiske ord llap (‘hånd’), hvilket hentyder til, at burrerne ’griber fat’. Det jyske folkenavn skorpionstidsel sigter naturligvis også til krogene på burrerne, mens navnene burreskræppe, tordenskræppe og agerskræppe refererer til artens meget store blade. Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse.

 

Den tyske læge og botaniker Jakob Dietrich (1525-90), også kaldt for Jacobus Theodorus, men bedre kendt under navnet Tabernaemontanus og ofte kaldt ’den tyske botaniks fader’, beskriver i den illustrerede urtebog Neuwe Kreuterbuch fra 1588 guldblommes siden så udbredte anvendelse mod blødninger: ”I Sachsen bruger jævne folk arnika, når de faldt ned fra et højt sted eller på anden måde blev såret under arbejdet. Man tager en håndfuld [blomster], koger dem i øl og drikker det varmt om morgenen, dækker sig så til og sveder. Hvor man blev kvæstet, føles stor smerte i to-tre timer, men så er man kureret.”

I 1600-tallet tillagde man arten næsten overnaturlige egenskaber. I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Bønderne her i disse Lande (…) meene, at den skulle være ligesom god imod ond, eller bedre end Guld. Ja, at Englene selff først skulle hafue fundet denne Urt oc derefter lærdt det Menniskelige Kiøn denne Urt at være megit gafnlig oc saare bequem til at borttage mange, ja fast utallige Siugdomme.”

En anden dansk urtebog fra 1700-tallet nævner, at guldblomme har opløsende og nervestyrkende egenskaber, og fra samme tid angives det, at et afkog af planten i øl kan tages mod hovedsmerter, trykken for brystet samt sting og værk i lemmerne. En té kogt på blomsterne blev anvendt som afføringsmiddel. Ligeledes i 1700-tallet blev det sagt, at blomsten lagt på en smertende tand ville få ’ormene’ til at falde ud. Urtelægen Laust Glavind fra Holstebro (død 1891) anbefalede et ølafkog af guldblomme og hørfrø mod sindssyge. Så sent som i 1920’erne blev té af planten drukket af kvinder i Vendsyssel mod sterilitet.

For at modvirke håraffald badede man på Møn hovedbunden med et ølafkog af roden, og et østrigsk hårvækstmiddel, Quinar, har følgende tekst på etiketten: ”Af blomsterne udvindes stoffer, som på en effektiv måde gør håret fyldigt, frodigt og smukt. Disse stoffer har i århundreder været kendt som livgivende til hårvækstens fremme. Opløst i alkohol og tilsat kinin danner de en af de vigtigste bestanddele af Quinar.”

I nutidens urtemedicin anvendes guldblomme især mod feber og lammelser, og den er glimrende mod chok, samt som stimulerende og vanddrivende middel. En olie udvundet af planten er et god til hudafskrabninger og forstrækninger, men bør ikke benyttes i åbne sår. Den anvendes også til insektbid, gigt, smerter i muskler og brusk, revnede læber samt filipenser.

Et ekstrakt af guldblomme anvendes som smagsstof i drikkevarer, frosne desserter, slik, bagværk, gelatine og buddinger, og det benyttes også i fremstillingen af hårcremer og midler mod skæl. Olien anvendes i parfumer og anden kosmetik.

I Tyskland var megen overtro tidligere forbundet med guldblomme. Lagt under taget, hængt op i stue eller vindue, eller placeret i udkanten af marker ville den beskytte mod lynnedslag, hagl og hekse. I tordenvejr skulle man afbrænde tørret guldblomme, mens man fremsagde følgende remse: “Steckt Arnica an, steckt Arnica an, dass sich das Wetter scheiden kann” (‘Antænd guldblomme, antænd guldblomme, så uvejret kan forsvinde’).

Et gammelt folkeligt navn for arten er volverlej, som kommer af det tyske folkenavn Wohlverleih, der af mange autoriteter oversættes som ‘forlener af godt’, hvilket skulle sigte til plantens anvendelse som lægeurt. Denne tolkning forkastes imidlertid af den tyske botaniker Helmut Gams (1893-1976) i bogen Alpenflora – farbige Wunder (1963), hvor han siger, at det stammer fra Middelaldernavnene Wolverlei og Wolfesgelegena, som har med Wolf (‘ulv’) at gøre – en hentydning til artens giftighed. Sidstnævnte navn blev anvendt af den velkendte tyske benediktinske nonne Hildegard von Bingen (1098-1179), et mangesidet geni, der gjorde sig bemærket som filosof, mystiker, sandsigerske, urtelæge og komponist.

Navnet Sankt Hansblomst hentyder til blomstringstiden sidst i juni, mens engelurt sigter til, at man mente det var englene, der viste menneskene plantens medicinske egenskaber (jfr. citatet af Paulli ovenfor). Knuste blomster stukket op i næsen fremkalder nysen, deraf betegnelserne nyseurt og fnysblomme. Navnene hesteblomme og røvrose (sikkert oprindeligt ræverose) er nedsættende. Bladene blev førhen anvendt som tobakserstatning – heraf folkenavnet tobaksurt.

Artsnavnet, som er latin og betyder ‘vokser i bjerge’, er ikke velvalgt, da arten også vokser i lavlandet.

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I bogen Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Talrige asiatiske arter af slægten anvendes medicinelt. Blandt visse amerikanske folkeslag blev der fremstillet té af blade og blomsterkurve af gråbynke (A. vulgaris), og det blev indtaget for at fremme fordøjelsen, for at berolige nerverne, samt som feberstillende middel. Denne té blev også drukket i tilfælde af menstruationsproblemer, samt for at uddrive indvoldsorme. – Gråbynke er beskrevet på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

I Oldtidens Grækenland og Rom var den en højt agtet medicinsk urt, og man sagde, at den kunne virke som modgift mod forgiftning af skarntyde (Conium maculatum, se Apiaceae ovenfor), svampe samt bid af søslanger.

I Norden blev malurt op gennem Middelalderen anvendt mod snart sagt alle lidelser, bl.a. maveonde, gulsot, ’brystonde’ (tuberkulose?), hovedpine, kolera, leverlidelser, sår, bullen penis, samt fnat og andre hudlidelser, for blot at nævne nogle få. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) udtaler: ”Hvor er den, der kan forklare alle malurtens dyder?”

En anden dansker, lægen og botanikeren Simon Paulli (1603-80), priser i bogen Flora Danica fra 1648 malurten i høje toner: ”Huad de andre Kræfter oc Brug er anlangendis, som Malurt hafuer, da er det ocsaa en aff de fornemste, at den bevarer oc præserverer Legemet fra Forraadnelse oc Forderfvelse: Derfor blifuer der dagligen aff hendis Knopper oc Blomster Medicamenter beredde, huilcke mand imod Vattersot oc Orme udi Lifuet bruger.

Oc huor er der nogen, som icke veed, at somme Quinder tage disse samme Knopper, som vore paa dette slags Malurtis øfuerste Grene, oc bløde dennem udi Oxegalde, oc der efter udkryste [presse] Saften aff dennem, huilcken de bruge ligesom en Smørelse til at smøre Naflen oc der omkring der med, at mand der ved ocsaa kand døde Ormene udi Lifvet?

Ja, huo veed icke ocsaa Dranckernis Snilhed oc Forsictighed til at bruge denne Urt? Om huilcke Dranckere vi Hieron Bock [Hieronymus Bock (1498-1554), tysk læge og botaniker] frem for alle andre ville høre tale: (…) saa er den dog Suelgehalse [svælgehalse = slugehalse] oc Drickebrødre gandske kierkommen; thi de sig dermed hielpe, naar de om Natten ofuer hafue tient Baccho oc Druckenskabs Gud indtil om Morgenen, idet de da kalde paa Malurte-Viin, som dennem den forgangne Dags Fylleri fortage (…) at de der med kand giøre sig lystige oc tidige til at faa Mad.

Ellers saa er oc Saften, som aff Malurt blifuer udkryst [presset ud], god oc tienlig til at læge Saar oc Bylder med, oc besynderligen dennem, som ere paa Skinnebeenene.”

I nutidens urtemedicin anvendes malurt som feberstillende middel samt mod forstoppelse, indvoldsorm og infektion af galdeblæren. Som nerveberoligende middel er den specielt god mod epilepsi samt mod rigeligt med tarmluft.

Malurt er siden Middelalderen blevet anvendt til udryddelse af lus og lopper. Den blev strøet i soveværelser og lagt mellem klæder og pelse for at holde møl borte. På kornlofter blev ’orm’ og snudebiller udryddet med malurt, og røgen fra den fordev fluer og myg.

I bogen July’s Husbandry fra 1577 skriver den engelske digter og bonde Thomas Tusser (1524-80):

 

 

Et gammelt engelsk ordsprog siger: “Så bitter som malurt”, og alle medlemmer af slægten er bemærkelsesværdige for deres ekstremt bitre smag. Det danske ordsprog ’malurt i bægeret’ har samme mening i overført betydning, idet det betyder skår i glæden eller noget der ødelægger den gode stemning.

Fra gammel tid er malurt blevet anvendt som tilsætning til snaps, og i Sydeuropa tilsættes den stadig de alkoholiske drikke vermouth og absinth. Absinth er dog vanedannende, og indtaget i større mængder kan den være dræbende.

I dag dyrkes malurt som prydplante. Den kan også anvendes til plantefarvning og giver gule farver.

Artsnavnet er den klassiske græske betegnelse på planten.

Det danske navn er en omskrivning af mølurt og sigter til brugen mod møl, mens navnet loppeurt hentyder til anvendelsen mod lopper. Det mærkelige navn vermut, som stammer fra 1400-tallet, kommer sandsynligvis af tysk wurm (‘orm’), hvilket hentyder til anvendelsen mod indvoldsorm og maddiker. Et andet sært navn, Bartholomæidagsblomst, som blev anvendt om strand-malurt, sigter til, at man mente, at denne art skulle plukkes på Bartholomæus’ Dag (24. august), ifald den skulle benyttes som lægeplante. Et gammelt nørrejysk ord sagde: ”Til lægedom skal malurt plukkes, når kornet er modent eller kørt i hus.”

 

 

 

 

 

Om denne art udtaler den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-1654) i værket Complete Herbal: “Overhældt med kogende vand udgør den et glimrende middel mod forstoppelse, men den bedste måde at indtage den på er sammen med whisky. Hysteriske anfald er blevet fuldstændig kureret gennem konstant indtagelse af et afkog af arten. Mod skørbug samt hypokondriske forstyrrelser hos stillesiddende mænd er der få midler, som har større virkning: for disse er det bedst med indtagelse af et stærkt afkog. Alle blodkar og andre kropsvæsker påvirkes af denne urt.”

I kompendiet The Vegetable System fastslår den engelske botaniker John Hill (c. 1714-75): “Denne er en meget ædel bitter. Dens særlige evne er at øge appetitten, mens den hos have-malurt er at fremme fordøjelsen. De blomstrende toppe samt unge skud besidder evnen, mens gamle blade og stilken bør smides væk som værdiløse. (…) Apotekerne kommer tre gange så meget sukker som selve ingrediensen i deres blanding; men evnen forsvinder med sødmen. De blandinger, som har mindre sukker, holder ikke så længe, men det er nemt at fremstille dem af friske planter, efterhånden som man har brug for dem.”

I Norden er strand-malurt fra gammel tid blevet anvendt som tilsætning til snaps.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser ved havet’.

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin bi (’to’) og dens (’tand’), der sigter til de oftest 2 (somme tider 3 eller 4) spidse tænder med modhager, som frugterne er udstyret med. Disse kroge hænger fast i dyrepelse eller menneskers strømper eller bukser, hvorved frøene spredes vidt omkring.

Det sære danske navn brøndsel hentyder sandsynligvis også til modhagerne. Dette ord kommer formodentlig af ’brænde’ eller ’brynde’ og sigter til den sviende eller brændende fornemmelse, man kan få, hvis hundredevis af brøndselfrø hænger fast i strømperne og stikker gennem dem ind i huden. En anden tolkning går på, at brøndsel kommer af det gamle ord bryndsel (’ildebrand’), hvilket hentyder til, at brøndsel-blomster i plantefarvning giver en stærkt gul farve, kaldt brandgul. Andre dele af planten farver orange og gyldenbrunt.

Folkenavne som tvetand, fork, jerntyv (høtyv) og præstelus sigter naturligvis også til frøenes modhagere. Stiknasser sigter til, at frøene stikker (’gør nas’), mens skrædder og støvleknægt er med henblik på de to modhager, der kan minde om en saks eller en støvleknægt (et bræt med et V-formet indhak, beregnet til at tage støvler af).

I 1700-tallet fodrede man får med brøndsel som beskyttelse mod sygdomme og indvoldsorm.

 

Den er ret almindelig i Danmark, men langt mere fåtallig end fliget brøndsel (nedenfor). Den er større, op til 1 m høj, med aflange, fint takkede blade og større blomster. Den vokser på fugtige steder, især langs søbredder.

I bogen Fugleliv (2024) skriver kunstneren og forfatteren Jens Gregersen (født 1952): “Nikkende brøndsel er en sump-staude, helt solsikkeagtig. Den har sin blomstringstid i sensommeren på steder, hvor der er oversvømmet til helt hen midt på sommeren.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘foroverbøjet’, hvilket sigter til de nikkende kurve.

 

 

 

 

 

Et af artens engelske folkenavne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det rapporteres, at arten er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Dunet brøndsel er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

Artsnavnet er afledt af latin pilus (‘hår’) og osus (‘fyldt med’), således ‘meget håret’ – ikke et velvalgt navn, da planten ikke er særlig håret.

Andre billeder af arten findes på siderne Planteliv: Byens planteliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var arten meget anvendt i folkemedicinen til at standse blødninger, specielt blod i urinen. Planten er sammensnerpende og vanddrivende, og den blev benyttet mod feber og forstoppelse, som bedøvelsesmiddel, samt til at stimulere menstruation og fremkalde svedeture.

Unge blade er spiselige efter kogning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tredelt’, hvilket sigter til, at bladene oftest har 3 flige.

 

 

 

 

 

Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.

I Danmark er den påvist i senglaciale lag, men forsvandt sidenhen med skovens indvandring. Senere kom den igen i Vikingetiden, indslæbt med kornsorter sydfra. Den blev for alvor almindelig omkring 1400, hvor man begyndte at dyrke vintersæd, og sammen med klinte (Agrostemma githago, se nedenfor) blev den snart et stort problem, da disse planter med deres kraftige vækst hæmmer væksten af afgrøden og således nedsætter udbyttet, førhen ofte med op mod halvdelen. En række ordrim fortæller om disse og andre ukrudtsplanter:

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er muligvis afledt af keksher, et oldægyptisk ord for cikorie.

 

Cikorie blev dyrket i det Gamle Egypten og blev benyttet som medicin i hvert fald fra 1. århundrede e.Kr. De bitre blade blev af ægypterne såvel som grækerne og romerne anset for at være blodrensende og nervestyrkende. Andre urtelæger anbefalede de knuste blade som grødomslag mod hævelser, betændelser, bl.a. i øjnene, samt at ”når de blev kogt i suppe ville de styrke varme og svage maver.” Den engelske digter og bonde Thomas Tusser (1524-80) betragtede cikorie som et godt middel mod koldfeber (malaria), og den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) mente, at den var en ”god, rensende, jovial plante.”

I 15-1600-tallet betragtede tilhængere af signaturlæren det som givet, at plantens mælkesaft ville være et godt middel for ømme bryster hos ammende mødre, mens dens klare blå blomster symboliserede blå øjne og således ville være et effektivt middel mod betændte øjne.

I Danmark blev arten førhen benyttet indvortes og udvortes mod en række lidelser, bl.a. gulsot, smerter i lysken, øjenlidelser, koldfeber (malaria), bylder, podagra, leverlidelser, stivkrampe m.m. Den blev endvidere anset for at have mavestyrkende, opløsende, sveddrivende og urindrivende egenskaber.

I dag anbefaler urtelægerne cikorie som et mavestyrkende, blodrensende og urindrivende middel, og den virker også stimulerende på hjerte og lever. Roden anvendes ofte til at uddrive indvoldsorm og andre indvortes parasitter.

Cikorie-kurvene folder sig ud om morgenen og drejer sig efter solen i løbet af formiddagen, hvorefter de visner. Folkenavnene vejviser og vejvarde kommer af det tyske navn Wegwarte (’venter ved vejen’). En legende beretter, at cikorieplanten er en forvandlet jomfru, der står i vejkanten og spejder efter sin elskede, først til den ene side, derefter den anden.

I Antikkens Grækenland, Rom og Arabien blev cikorieblade almindeligt anvendt som grønsag og i salater. Også i dag spises bladene af forædlede former som salat, men mange steder blancherer man dem først, da den bitre smag så forsvinder. Franskmændene kalder blancherede blade for barbe de capucin (’kapucinermunkens skæg’), og de anvendes meget som vintersalat.

Artsnavnet er afledt af det arabiske ord hendibeh, der var navnet på den nært beslægtede endivie (C. endivia).

Folkenavnet kafferose sigter til den tørrede og malede rod, der blev anvendt som kaffeerstatning. I 1700-tallet blev der i Danmark importeret så meget kaffesurrogat, at importen af kaffe fra de danske kolonier var truet, og i 1790 udstedte kongen et forbud mod at indføre ristet cikorierod til København.

Kort efter udsendtes et anonymt flyveblad med titlen: ”Hvorfor skal cikoriekaffen være forbudt?” Forfatteren Niels Prahl skrev samme år en ”Underretning om Cichorie-Roden, dens Avl og Behandling til Cichorie-Kaffe”, hvori han bl.a. siger: ”Paa et stykke Jord 20 Alen i Kvadrat kan avles saa mange Cichorie-Rødder, som behøves til en Husholdning, der forhen brugte et Pund Kaffe om Ugen; og hvor meget kunne da ikke hver Gaardmand i Landet, som ville fra nu af avle dem, afhænde for Penge til en Cichorie-Fabrik i København. Staten ville spare ti eller flere Tønder Guld, hvis Befolkningen drak en Blanding af lige dele Kaffe og Cichorie.”

Da jeg var dreng, brugte min mor halvt kaffe og halvt cikorierod til at brygge kaffe. Man købte den pulveriserede rod i små pakker, der gik under slogan’erne “Det er Rich’s der drik’s” samt “Bland Danmarks i kaffen”. Indlagt i pakkerne var små billeder, som man kunne samle, og man fik gratis albums til billederne ved at skrive til firmaerne.

I dag findes der ikke mange mennesker, som foretrækker cikoriekaffe fremfor ægte kaffe.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for læge-alant (nedenfor).

Adskillige arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Pentanema.

 

Arten er blevet anvendt som medicinplante i mindst 2000 år, første gang nævnt i Codex Constantinopolitanus i 512 e.Kr. I værket Complete Herbal anbefaler den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) den mod hoste og lungeproblemer, og den blev også anvendt mod tuberkulose, åndenød, podagra, indvoldsorm, pokker (syfilis), hævet tandkød, nyresmerter og andre smerter, samt utallige andre lidelser. I Danmark blev alantrod tilsat brændevin som et middel mod gigt. Folkenavnene holdsurt og halsurt hentyder til rodens anvendelse mod hold (smerter) og hoste.

I dag er den stadig almindeligt benyttet mod lungesygdomme, såsom ophobning af slim, bronchitis og opsvulmede alveoler (de små luftsække i lungerne). Den har en gunstig indvirkning på fordøjelsen og anvendes også til at uddrive indvoldsorm og andre parasitter.

For de keltiske folkeslag i Storbritannien var planten hellig.

I 1500-tallets England blev alant-rødder sødet og spist som slik. I Frankrig og Schweiz anvendes stadig et udtræk af roden som smagsstof i den alkoholiske drik absint. Arten er almindeligt dyrket som prydplante.

De gamle danske navne Sankt Helenes rod og Ellensrod kommer af latin helenium, afledt af oldgræsk helenion, et navn, som først nævnes af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’. Først senere blev navnet, af lægen Nikander (ca. 147-? f.Kr.), knyttet til Helena af Troja. Ifølge legenden sprang læge-alant frem, hvor Helenas tårer faldt, da hun blev bortført af Prins Paris. Navnet helenium blev på middelalder-tysk forvansket til alant, som altså også danskerne adopterede.

Den meget lignende Inula racemosa, der vokser i Centralasien, anvendes i mange egne som slimløsnende middel. Den er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin matricis (’moders liv’). Førhen blev en anden plante, matrem (Tanacetum parthenium, se nedenfor), betragtet som en kamilleart, kaldt Matricaria parthenium af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Antikkens Rom blev matrem benyttet mod livmodersygdomme.

 

Kurvene tørres og anvendes som té, der er et særdeles virksomt middel mod ru hals, forkølelse, blæner i mundhulen, mavepine og kolik. Kamille anvendes mod mange andre problemer, såsom allergi, diverticulitis (underlivssmerter), svampeinfektioner, søvnløshed og halsbrand, samt som sved- og vanddrivende middel. Den kan også mindske betændelse, kramper og menstruelle smerter. Udvortes anvendes den mod hudlidelser som eksem samt til at fremskynde helingen af åbne sår og forbrændinger. Et afkog af planten kan holde stikkende insekter på afstand.

Førhen blev arten anvendt mod mange andre lidelser, fx blæresten, tarmluft, brystsmerter, tandpine, bid af en gal hund, gulsot, ’hidsig hjerne’ (måske migræne?), dårlige nerver og meget andet.

I gamle dage var en mængde overtro forbundet med vellugtende kamille. Når en kvinde gik forbi en bevoksning af kamiller, skulle hun neje for dem to gange. Midsommeraften pyntede pigerne deres kammer med kamille, og på Falster satte man sødurt (kamille) op i tallerkenrækken. Søndag morgen brændte man kamilleblomster på et fyrfad for at sprede vellugt i stuen. I 1600-tallet placerede man Sankt Hansdag flere steder i huset kamille og burre (Arctium lappa, se ovenfor) som værn mod den gift, som man mente ville bryde frem af jorden om aftenen.

Tidligere røg drenge de tørrede blomster som tobak. Skyllede man håret i kamillevand, fik det en smuk glans. Kamille og malurt (Artemisia absinthium, se ovenfor) tilsattes øl for at gøre det mere holdbart. (Her må æren nok tilskrives malurten, mens kamillen måske har tilsat smag eller duft). I dag udvindes en æterisk olie af blomsterne, som anvendes i fremstillingen af kosmetik.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk chamaimelon, som betyder ’jordæble’, hvilket hentyder til artens æble-agtige duft. Navnet hvid tige hentyder sandsynligvis til de hvide randkroner, mens Sankt Hansblomst sigter til, at blomsterne, ifald de skulle benyttes mod sygdom, helst skulle plukkes Sankt Hansdag. Navnene munkekrone og ringblomst hentyder til, at den hvælvede frugtbund og randkronerne kan minde om en munks kronragede isse med hårkrans.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk petasos, som betyder ’en bredskygget hat’. Det sigter i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe til de meget store blade hos rød hestehov (P. hybridus), der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (Skræppe var førhen et folkeligt navn for alle urter med meget store blade). Navnet hestehov hentyder til bladenes form hos nogle arter.

 

Den har både hanlige og hunlige planter, og de hunlige blev navngivet Tussilago hybrida af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som troede, at de var hybrider mellem de hanlige planter og hvid hestehov (Petasites albus). Frøformering forekommer næsten ikke i Danmark, da hunlige planter er meget sjældne, og næsten alle bestande er kloner af hanlige planter.

Gennem mere end 2000 år har hestehov været anvendt til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hoste, lungesygdomme, kramper, smerter, allergi og betændelse. Friske blade blev anvendt til at svale brandsår med. Saften, blandet med duemøg, blev benyttet mod solskoldninger og fregner.

De gamle folkenavne pestrod og pestilensurt sigter til, at jordstænglen i Middelalderen blev tillagt den evne at kunne beskytte mod smitte med pest. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648: ”Denne samme Pestilens-Urt (…) hafuer en synderlig oc forborgen Kraft til at imodstaa Pestilenszis Smitsomhed. Oc paa somme Apotecke blifuer ved Chymiske Konst bered en Effentsz aff denne Rod, aff huilcken anden- eller tredie-deelen aff it Quintin [1 kvintin = 3,9 g] indtagen, er langt bedre end enten hendis Rod stødt til Pulver, eller oc Rodens Afsød [afkog], thi den kand langt snarere oc bedre saadan Suaghed bortdrifue, om mand tager den ind med Hiortetack-Vand oc sueder vel der paa.”

I bogen A niewe Herball fra 1578 kalder den engelske botaniker og historiker Henry Lyte (1529?-1607) arten for “en suveræn medicin mod pesten,” og den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver i bogen Herball (1597): “Den tørrede og pulveriserede rod drukket i vin er en suveræn medicin mod pest og pestfeber, fordi den fremkalder svedeture og driver al gift og ondskab bort fra hjertet; den dræber også indvoldsorm. Den pulveriserede rod kurerer alle grimme og modbydelige sår, hvis pulveret strøes deri.”

I værket Complete Herbal siger den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): “Den er vældig god til at styrke hjertet og øger livsglæden. (…) Hvis pulveret deraf tages med vin, modvirker det alle former for gift. (…) Et afkog af roden i vin er særlig godt for personer, der har hvæsende åndedræt eller åndenød. (…) Den pulveriserede rod fjerner alle pletter på huden.”

I dag betragtes ekstrakt af planten som et godt middel mod migræne samt mod betændelse i næsen.

Navnene Buggeblodskræppe, Ridder Bugges blod og Niels Bugges roser hentyder til herremanden Niels Bugge, som ejede herresædet Hald nær Viborg. Han blev efter ordre af Kong Valdemar Atterdag i 1358 dræbt af fiskere nær Middelfart, ifølge sagnet et sted ved Kongebrovejen, hvor der vokser mange hestehov. Hans blod flød ud over ’skræpperne’ og gav dem deres mørke pletter.

Den danske digter Otto Fønss (1853-1922) beskriver det således i digtsamlingen Kongelys og Snerler (1910):

 

Folkenavnet chokoladeblomst fra Fakse-egnen hentyder sikkert til blomsterfarven.

Førhen spistes de helt unge blomsterstande af børn, og bladene blev anvendt som foder til kvæg.

I 1648 udtaler Simon Paulli (se ovenfor): ”Pestilensz-Urtis Rod er udi sig selff gandske god oc sund at bidde paa fastendis om Morgenen, at mand icke, naar mand gaar ud, enten ved en andens Aandedret skal forgifvis, eller ocsaa aff en ond Luft forraskis oc ofuerilis.”

I bogen The British Flora (1838) skriver den engelske botaniker William Jackson Hooker (1785-1865): “På grund af dens tidlige blomstring planter svenske bønder ofte denne frodige plante nær deres bistader.”

I England har frøene førhen været anvendt til at spå om ens fremtidige ægtefælle. En ung ugift kvinde skulle sprede frøene et øde sted, mens hun fremsagde en trylleformular, og hun ville da se den kommende ægtemand stå foran sig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, overtaget fra oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket ifølge visse gamle urtebogsforfattere hentyder til de konserverende egenskaber hos rejnfan (T. vulgare), idet den er giftig for diverse skadedyr og hindrer deres angreb. Navnet rejnfan er en forvrængning af denne art tyske navn, rainfarn, afledt af rain (‘ager’) og farn (‘bregne’), hvilke sigter til, at den ofte vokser i udkanten af marker, samt dens bregnelignende blade. Billeder af denne art er bragt på siden Hyldest til farven gul.

Blandt amerikanske indfødte blev en té, brygget på blade og topskud af rejnfan, regnet for styrkende. Et udtræk af arten blev anvendt som brækmiddel, til at rense sår, til at regulere menstruation, mod blodig diarré, samt som sveddrivende middel.

 

Den er muligvis opstået gennem udvælgelse af den meget lignende T. partheniifolium, som er hjemmehørende fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og Centralasien. Bladene hos matrem er lysegrønne med afrundet form, mens T. partheniifolium har mørkegrønne eller grågrønne blade, hvis omrids er mere tilspidset.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), skriver, at matrem er virksom mod betændelse. I Middelalderen blev arten også benyttet mod bl.a. forstoppelse og andet fordøjelsesbesvær, migræne og anden hovedpine, feber, tandpine, vattersot (vand i kroppen), gigt, hysteri, nervøsitet og depression.

I dag anvendes matrem mest mod migræne, men også til behandling af allergier samt uregelmæssig menstruation. Drukket i honning- eller sukkervand skulle den være god mod hoste og åndedrætsbesvær. Opløst i alkohol kan den anvendes til at holde stikkende insekter borte.

Matrem blev tidligere anvendt som krydderurt i supper, på æggekage m.m. Den blev også benyttet til garvning, og det var meget brugt at lægge den mellem klæderne for at sprede velduft samt for at holde insekter borte.

Førhen var der megen overtro forbundet med matrem. I 1700-tallet sagde man, at hvis mælken, fløden eller smørret var forhekset, skulle man gnide køernes yver med matrem. Hvis en pige, som ikke var jomfru, lugtede til matrem, skulle hun straks tisse. En gravid kvinde, som lugtede til planten, ville føde et rødhåret barn. Man mente også, at hvis man plantede matrem rundt om sit hjem, ville den rense luften og holde sygdom borte. Et sønderjysk rim sagde:

 

 

Matrems artsnavn er afledt af oldgræsk parthenion, som var det klassiske navn på planten, afledt af parthenos (‘jomfruelig’) samt endelsen ion, der udtrykker noget småt, således ‘den lille jomfruelige’, hvilket givetvis hentyder til dens medicinske egenskaber.

Det danske navn har intet med ’rem’ at gøre, men udtales ’mah-trem’. Ordet kommer af latin matricis (’moders liv’), hvilket hentyder til, at arten i Antikkens Rom blev anvendt mod livmodersygdomme – samt desuden til fosterfordrivelse! Denne brug var kendt af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte planten for Matricaria parthenium, da han regnede den for en kamille-art.

Folkenavnene madam, moderurt, jomfruurt og jomfrugrønt er afledt af matrem, mens savleurt hentyder til, at man tyggede på bladene for at stimulere spytproduktionen. Navnet strøblomst skyldes, at man strøede planten på gulvet for at sprede vellugt, mens lugtefis, fra Nordsjælland, også hentyder til plantens duft – men med en lidt anden betydning!

I bogen Flora Danica fra 1648 omtaler den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne lugt. Han siger, at for bier er ”Martrem dennem allervederstyggeligst: Thi der skrifuis om den, at dersom mand vil forjage oc bortdrifue Bierne, da kand mand det giøre formedelst denne Martrem, dersom mand vil ofuergnie Bikuberne med den. Herfore skal Quindfolck oc de som ere sangvinei oc blodrige aff deris Nature (huilcke Bierne heldst og mest sticke), naar de gaae udi Hafverne (…) oc ville icke, at Bierne skal sticke dennem, giøre sig Urtekoste aff Martrem oc gaa med i Hænderne, saa blifue de vel fri for deris Sting.”

En overgang var matrem placeret i slægten Pyrethrum. Dette navn kommer af oldgræsk pyr (’ild’), hvilket hentyder til rodens stærke smag. Det mærkelige danske folkenavn bertram, fra omkring 1700, er en fordanskning af Pyrethrum, mens navnet fibrifuga er en forvanskning af latin febrifugia (’feberstillende’).

Artsnavnet partheniifolium betyder ‘med blade, som ligner bladene af parthenium‘.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mælkebøtte blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium, se ovenfor) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.

Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”

I Nepal spises unge blade som grønsag og i salater. Tamang-folket drikker et afkog af bladene mod smerter i kroppen. Andre steder i Nepal anvendes rodsaften mod mavebesvær. I Ladakh benyttes planten som et styrkende og blodrensende middel, samt mod blæner, tarmbesvær, ledsmerter, dysenteri, mavesår, hovedpine og nyreproblemer.

Mongolsk mælkebøtte (T. mongolicum) anvendes meget i kinesisk urtemedicin mod en række lidelser, såsom betændelse i mandlerne, gulsot, urinvejsproblemer, røde og opsvulmede øjne, samt sår, specielt indvortes bylder i bryst og tarme. Den fremmer også mælkeproduktionen.

 

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Om plantens egenskab som vanddrivende middel skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648: ”(…) at de, som hafue den slemme Vane , at de pleye at pisse under om Natten, de skal holde sig fra denne Urt oc hendis Brug, oc det aff den Aarsag, at den først veldigen drifuer Pisset, dernæst giør ocsaa, at de som den bruge, falde udi en dyb Søfn, huorfor Franzoserne med all Rette kalde denne Urt Pisse en Lit (…), det er: Pisse i Seng.”

Førhen mente man, at mælkebøttens rod kunne fjerne pletter på øjnene. Paulli skriver: ”Den kunde vel oc bequemmeligen kaldis Øyen-Rod, aff den Aarsag, at dersom denne Rod, naar den om Sommeren, naar Solen gaar i Jomfruen, huilcket skeer om Bartholomei Tid [Sankt Bartholomæus Dag, 24. aug.], opgrafvis, blifuer hengt om Halsen paa it Menniske eller Quæg, som Pletter udi Øynene hafuer, da forsvinde de strax underligen. Disse er Hier. Bocks Ord.” [Hieronymus Bock (1498-1554), tysk læge og botaniker]

Blandt Kiowa-folket i USA blev et afkog af blomsterne indtaget af kvinder med krampagtig menstruation, mens Tewa-folket rørte knuste blade ud i vand til en masse, som blev bundet omkring arm- og benbrud. Af roden blev fremstillet en mildt afførende drik, der også blev indtaget mod hoste og brystsmerter, samt til at fremme mælkeproduktion hos kvinder.

I nutidens urtemedicin benyttes friske blade som vanddrivende middel, mod lever- og nyreproblemer, mod fordøjelsesbesvær samt som et mildt afføringsmiddel. Forskning antyder, at mælkebøtte muligvis modvirker osteoporose og Alzheimers syndrom, og den er et effektivt middel mod bronchitis og lungebetændelse. Et stærkt afkog af planten anvendes mod galde- og nyresten.

Unge blade har et højt indhold af c-vitamin og anvendes som salat, og de kan også koges som grønsag eller tilsættes suppe. I Wales finthakker man den toårige rod og blander den med bladene i salater. Førhen fremstilledes ofte vin af blomsterne, og af den tørrede og pulveriserede rod blev fremstillet erstatningskaffe.

Piger fletter ofte kranse af de blomstrende stængler og sætter dem rundt om håret. Det er også en yndet leg blandt børn og voksne at prøve på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang. Alle mulige spådomme var førhen forbundet med evnen til at puste frøene af. Et enkelt eksempel er fra digtet Det evige Foraar fra 1917 af Thorkil Barfod (1889-1947):

 

Forskellige varsler var førhen forbundet med mælkebøttens frøsætning. Botanikeren Johan Paulli skriver i Dansk Oeconomisk Urte-Bog (1761): ”Naar Frøet har aabnet sig vel og er at se paa som en Uldkugle, giver det en skøn varm Dag til adskilligt Markarbejde.” Og på Mors sagde man: ”Er Troldkonerne stakkede, bliver Sommeren ogsaa kort.” [’Troldkone’ er et folkenavn for mælkebøtte, mens ’stakket’ betyder kort.]

 

 

Blomstring finder sted tidligt om foråret, mellem februar og april. Bladene, der alle er grundblade, kommer frem efter afblomstring.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), samt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefaler begge at inhalere røgen fra brændende følfod-blade mod hoste. Plinius anbefaler endvidere, at røgen suges ind i munden gennem et rør og sluges, idet man sipper lidt vin imellem hver inhalering. Den fulde gavn opnås kun, hvis bladene bliver brændt på trækul fremstillet af cypres.

Også i dag betragtes urteté, fremstillet af de tørrede blade, som et glimrende middel mod hoste, katar, åndenød, astma og kronisk bronchitis, men da arten indeholder giftige alkaloider, bør den ikke tages af gravide og ammende kvinder. Der er dog fornylig fremdrevet dyrkede varieteter af planten, som er ugiftige.

Slægtsnavnet kommer af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse. Navnene følfod og hovblad sigter til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov, der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago (se Petasites hybridus ovenfor), måtte følfod nøjes med diminutivet.

Folkenavnene lerskræppe og mergelrose hentyder til, at arten især træffes på lerede jorder, mens lægeblad og lungeblad sigter til dens anvendelse som medicin. Det mærkelige navn sønnen-før-faderen hentyder til, at blomsterne kommer frem længe inden bladene, mens kopatte og pigerøv sigter til den ikke-udsprungne kurvs form.

I England fremstilles en slags urteslik, kaldt coltsfoot rock, som indeholder følfod-blade. Man må formode, at de ugiftige varieteter anvendes i produktionen af denne slik.

I Danmark blev unge blade tidligere spist som grønsag, og de blev også blandet i tobak. De var endvidere vidt anvendt til plantefarvning, i Nordjylland til at farve sort, på Færøerne grønt. En gammel skik i Jylland var at lægge følfod i sengen mod lopper og lus.

I Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmaal, bd. 1 (1886-93) skriver H.F. Feilberg om høslæt i Vestslesvig, at leen gik let gennem følfod og bukkeblad, mens hvene og marskgræs straks ydede mere modstand:

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige og hunlige blomster er ret forskellige, idet hanlige har 4 kronblade, hvoraf de to yderste er bredere og mere afrundede end de to inderste, mens hunlige har 5 eller flere kronblade af næsten ens størrelse og form.

Slægtsnavnet blev givet til minde om Michel Bégon (1638-1710), der fra 1684 var guvernør af Saint-Domingue, en fransk koloni på den caribiske ø Hispaniola, i dag kaldt for Haiti. Bégon var en passioneret planteindsamler.

 

Bladene er spiselige, rå eller tilberedte. I Nepal laves bladstilke og stængel til pickles, og saften smøres på plantefarvede klæder for at gøre farven permanent. Naga-folket i det nordøstlige Indien udvinder et rødt farvestof fra rodstænglen ved at blande dens saft med saften fra knuste blade af en balsamin-art (Impatiens).

I Nepal benyttes saften mod hovedpine, og knuste blade smøres på ømme brystvorter. Saft fra roden smøres på betændte øjne og drikkes også mod mavesår. Naga-folket benytter en pasta af bladene mod betændelse i mundhulen samt blæner på tungen. Saften anvendes mod diarré og dysenteri. I Nepal anvender man planten som foder til golde husdyr for at få dem til at undfange.

Arten er mere udførligt beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.

Slægtsnavnet var sandsynligvis det klassiske latinske navn på disse planter. Nogle kilder foreslår, at navnet hentyder til det nordafrikanske folk berberne.

Førhen var omkring 60 arter placeret i slægten Mahonia, som nu er inkluderet i Berberis. Det tidligere slægtsnavn hædrer den irsk-amerikanske hortonom Bernard McMahon (c. 1775-1816), som forfattede værket The American Gardener’s Calendar: Adapted to the Climates and Seasons of the United States (1806). Han var også blandt de botanikere, som gennemgik de botaniske indsamlinger fra Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06 (hvoraf en smule er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern).

Adskillige berberis-arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Arten blev dyrket på grund af sine bær, der indeholder 4-6 % citronsyre og masser af c-vitamin. De minder i smagen om citron og blev derfor anvendt som substitut for denne frugt, der dengang var en importeret luksusvare. I tidsskriftet Jydernes Ven (1797-98), står at læse: ”saa det var at ønske, at den stakkels Landmand, som ellers maa undvære Citroner og nyder saa lidt til sin Vederkvægelse, kunne blive anvist til at saa og plante denne Buskvækst omkring sin Mark.”

Man begyndte imidlertid at bemærke, at på de steder, hvor man dyrkede berberis i nærheden af korn, blev kornet angrebet af sortrust (Puccinia graminis). Den berømte engelske botaniker Sir Joseph Banks skrev i 1805 i Account of the Mildew (som nu kun er meldug, men dengang en bred betegnelse for en svampesygdom), at der muligvis var en sammenhæng mellem sygdommen, der lavede orange pletter på undersiden af berberis-blade, kaldt Aecidium berberidis, og sortrusten på korn.

Den samme mistanke havde man andre steder i Europa. I Danmark havde en pastor Heiberg selv høstet praktiske erfaringer. Efter et år med et voldsomt angreb på hans rug, fjernede han berberis-buskene, og næste år var rugen igen “meget kjernefuld”. Striden bølgede frem og tilbage mellem tilhængere og modstandere af berberis med argumenter baseret på overtro, manglende viden, dårlige og isolerede forsøg, mistro til modstanderne, spredte empiriske iagttagelser og økonomiske interesser.

Fejden kulminerede i 1813, hvor lærer og kirkesanger i Hammel, Nicolai Peter Schøler, udgav et 15-siders skrift: “Berberissens skadelige Indflydelse, især paa Rugen.” Schøler havde et par år før ivrigt dyrket og solgt berberis fra sin have, i alt 8000 buske, og han høstede 60 potter saft fra bærrene. Han havde fulgt med i fejden og var nu blevet overbevist om, at der var en sammenhæng mellem berberis og sortrust.

Et af modstandernes argumenter var, at en plante var uforanderlig. Man kendte ingen tilfælde af, at en ’plante’ (her altså en svamp) helt kunne ændre udseende, så den forskel, der var på rusten på berberis og på kornet, kunne ikke rummes i én art. Da problemet var påtrængende, tog sekretæren for Landhusholdningsselskabet, Hornemann, der også var professor i botanik, sagen op og lavede i 1814 forsøg med berberis og kornarterne i den botaniske have bag Charlottenborg. Forsøgene faldt uheldigvis ikke positivt ud, og det forsinkede i høj grad sagen, at man fra officiel side ikke kunne bevise sammenhængen.

Sagen døde hen, men i 1831 kom der igen et så kraftigt angreb, at bønderne helt opgav at høste rug, fordi der var så få ubeskadigede kerner, at der ikke engang kunne blive til ny såsæd. Schøler kom nu på banen igen med flere forsøg og bemærkninger imod berberis, men blev mødt af angreb fra flere sider: “(…) en Berberis-Forfølger har taget Anledning af nogle Mænds mislige Rughøst i Byen Hammel, til at indbilde disse, at nogle Berberisser skulle have forårsaget denne Skade (…)”

Digteren Steen Steensen Blicher udtrykte den almindelige holdning: “at Morgendug eller Taage af en vis Beskaffenhed, naar den pludselig afløses af brændende Solskin med stille Vejr” var årsagen til sortrust. Det er sandt, at det er en betingelse for sygdommen, men ikke dens årsag.

Greven af Frijsenborg, Christian Friis, var efterhånden blevet overbevist af Schølers forsøg og argumenter og beordrede sin godsforvalter at opgrave alle godsets berberis-buske. Det skete, men i stedet for at brænde dem, lod godsforvalteren dem plante omkring sin egen have i Hammel, uden for godset. Da han døde i 1839, samledes alle bønderne dagen efter, drog ud til hans have og gravede alle buskene op, læssede dem på vogne og kørte dem uden for byen, hvor de brændte dem af “under Sang og Jubel.”

I 1865 lykkedes det endelig den tyske mykolog Anton de Bary at påvise, at berberissens skålrust og kornets sortrust var én og samme svamp i to forskellige livsstadier. Derfor kunne sygdommen bekæmpes ved at fjerne den ene af værterne, så svampen ikke kunne gennemføre sin livscyklus.

Digteren Chr. Richardt (1831-92) skrev i digtsamlingen Vaar og Høst fra 1884:

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’. Folkenavnene ildtræ og koralbær hentyder naturligvis til de røde bær, mens surtorn skyldes bærrenes snerpende smag.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin sino (’kinesisk’), samt oldgræsk poús (’fod’) og phýllo (’blad’), således ’kinesisk fodblad’, hvilket hentyder til de store, brede blade. Tidligere blev den regnet som tilhørende samme slægt som amerikansk fodblad (Podophyllum peltatum), men blev i 1979 overført til en særskilt slægt.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hexa (‘seks’) og andros, genitiv af aner (‘mand’). Hver blomst har 6 støvbærere.

Hele planten, specielt rod og frugt, er infektionsdæmpende og afførende, og den fremmer udskillelsen af galde. Roden anvendes også mod rheumatisme. Den indeholder giftstoffet podophyllin, som bryder ind i celledelingen, og den er således i stand til at modvirke væksten af kræftceller. Den er blevet benyttet med succes i behandling af livmoderkræft. Overdreven indsamling har imidlertid medført, at den i dag er meget sjælden. Den er nu fredet, men ulovlig indsamling foregår stadig.

Arten dyrkes hist og her som prydplante. Frugten er spiselig som helt moden, men giftig som umoden.

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes.

 

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

Tegneren og forfatteren Claus Bering (1919-2001) sad engang på sin terrasse og skrev, og fra et stort birketræ dalede en mængde frø og frøskæl ned i hans hår og kaffe. Han blev nysgerrig efter at vide, hvor mange frø et sådant stort træ producerer, så han udvalgte en kvist med gennemsnitlig frugtbarhed. Der var 12 hunrakler på den. Han plukkede disse 12, pillede dem fra hinanden, og talte antallet af frø i hver enkelt af dem. Der var i gennemsnit 350 frø i raklerne. Derefter talte han grenene på træet, omkring 50, hver med gennemsnitligt 32 kviste. Altså var regnestykket 50x32x12x350 = 6.720.000 frø. Et imponerende antal!

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

 

 

 

 

 

Dette træ er vidt udbredt i subarktiske områder af Nordamerika, mod syd til det nordlige Montana, området omkring de Store Søer, samt i New England i det nordøstlige USA. Arten er provinstræ i Saskatchewan og statstræ i New Hampshire.

Artsnavnet hentyder til, at der kan fremstilles papir af veddet, som også giver glimrende brænde. Saften kan koges ind til sirup, der indeholder omkring 1% sukker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er typisk mellem 15 og 25 m høj, undtagelsesvis 30 m. Stammen er sædvanligvis under 40 cm i diameter i brysthøjde. Barken er først gyldenbrun, senere hvid, og skaller af i tynde flager. Basis af gamle træer er korkagtig, fyldt med dybe furer. Kvistene er slanke og ofte hængende, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn, som betyder ‘hængende’. Bladene er aflangt hjerteformede, stærkt tilspidsede, dobbelt savtakkede langs bladranden. De bliver smukt gule om efteråret.

Artsnavnet betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på unge kviste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er ligeledes vidt udbredt og almindelig i Eurasien, men er mere nordlig, forekommende fra Island, Irland og Portugal mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Kaukasus, det nordlige Iran og det sydlige Sibirien.

Artsnavnet er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til denne arts fløjlshårede unge kviste.

Tidligere blev birke i arktiske områder, kaldt fjeldbirk, betragtet som en underart, tortuosa, af den vidt udbredte dunbirk. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er fremkommet gennem hybridisering mellem dunbirk og dværgbirk, og i dag betragter de fleste autoriteter den som en varietet af dunbirk under navnet B. pubescens var. pumila.

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er gullige. De hanlige rakler er slanke, indtil 10 cm lange, og kommer frem før bladene, hunlige rakler er enlige eller 2-3 sammen, op til 5 cm lange og 1,2 cm brede ved frøsætning. Nødden er op til 3 mm lang, med gennemsigtige vinger, indtil 3 mm brede.

Arten er meget almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m.

Artsnavnet betyder ‘nyttig’ på latin. Veddet anvendes lokalt til bygningskonstruktion og som brænde, barken benyttes som tagtække og til fremstilling af papir, og den afbrændes som røgelse. En pasta af barken anvendes mod sår og forbrændinger, et afkog af den mod gulsot og ørepine, en pasta af harpiksen mod bylder, samt som forebyggelse mod graviditet. Løvet kappes til foder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin borra, som betyder ‘kort uld’ eller ‘groft hår’, hvilket sigter til, at hjulkrone (nedenfor) er stærkt håret. En anden tolkning går på, at ordet stammer fra det arabiske navn på denne art, abū min al-araq, der betyder ‘svedens fader’. Det hentyder til plantens medicinske egenskaber.

 

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Det folkelige navn stjerneblomst sigter til blomstens form, mens bifoder hentyder til, at arten er flittigt besøgt af bier.

Bladene, som har en agurke-agtig lugt og smag, anvendes som grønsag samt i supper. I Ligurien i Norditalien er hjulkrone ofte en ingrediens i ravioli. Blade og blomster er glimrende i salater. En æterisk olie udvindes af frøene.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), samt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) hævder begge, at hjulkrone er den Nepenthe, som nævnes af Homer, og som, indtaget med vin, forårsagede “glemsomhed” – dvs. virkede anti-depressivt.

I bogen Herball (1597) skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Plinius kalder den Euphrosinum, fordi den gør en mand glad og lystig; hvilket også det gamle rim om hjulkrone bekræfter: ’Ego borago, gaudia semper ago.’ (’Jeg, hjulkrone, bringer altid mod’). Folk i vores tid anvender blomsterne i salater for at lette sindet og gøre én glad. De anvendes også i meget andet til hjertets trøst samt til at bortdrive sorg og gøre sindet glad. Blomster og blade af hjulkrone, indtaget i vin, gør mænd og kvinder glade og lystige og bortdriver al tristhed, kedsomhed og melankoli, hvilket også Dioscorides og Plinius bekræfter. Saft fremstillet af blomsterne beroliger hjertet, bortrenser melankoli og beroliger afsindige og vanvittige personer. Bladene spist rå renser blodet, specielt hos personer, der fornyligt har været syge.”

En anden engelsk urtelæge, Francis Bacon (1561-1626), siger, at hjulkrone ”har den glimrende egenskab at undertrykke de dystre dampe fra melankoli.” Urtelægen John Parkinson (1567-1650) anbefaler hjulkrone “til at bortdrive eftertænksomhed og melankoli,” mens den britiske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) i værket Complete Herbal finder planten nyttig mod ”modbydelig og pestagtig feber, slangegift, gulsot, tuberkulose, ru hals samt rheumatisme.”

Den engelske gartner og vegetarianer John Evelyn (1620-1706) skriver: “En kvist af hjulkrone er kendt for at kunne sætte nyt liv i hypokonderen og opmuntre den hårdtarbejdende studerende.”

Hjulkrone er virksom mod betændelse, og traditionelt er den blevet benyttet mod diverse lidelser, fx astma, bronchitis, kolik, kramper, diarré samt som et vanddrivende og blodrensende middel. Olie af frøene, anvendt gennem flere måneder, er et virksomt middel mod forskellige hudlidelser, fx eksem, mens et afkog af planten, gnubbet ind i huden på hænderne, er godt mod Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ekhis (’hugorm’). Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, bemærkede ligheden mellem slægtens frø og et hugormehoved. De lange støvdragere, som rager ud af blomsten, kan også minde om en slangetunge. Danske folkenavne, som også hentyder til krybdyr, er slesk slange, snogeblomst og øgleurt.

 

I England havde denne plante i gamle dage ry for at kunne helbrede slangebid. I værket Complete Herbal siger den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) om dette emne: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides* og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”

 

 

Blomsternes klare blå farve har givet anledning til mange folkenavne: blåfrue, blåurt, blåtidsel, blåtop, prinsesselys. Navnet blå husarer fra Sjælland omkring 1870, samt skånske husarer, svenske husarer, svensk tidsel og svensk blåurt hentyder alle til, at planten angiveligt skulle være kommet til Danmark med svenske soldater 1658-59.

I romanen Hjortholm, fra 1896, skriver Sophus Bauditz (1850-1915): ”De høje Græsmarker bærer en Skov af blå Slangehoved og gule Kongelys, svenske Farver paa mager Bund.”

Et højst besynderligt navn var præstepik, som givetvis sigtede til den ru stængel og var ment ironisk. Det blev senere ændret til præstepig(er) og endnu senere til præstedøtre.

Plantens svenske navn er blåeld, hvilket hentyder til de vidunderlige blå blomster, der, når planterne står tæt sammen, danner et blåt ’flammehav’. Billedet øverst på denne side viser et sådant ‘hav’.

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk myos (’mus’) samt otis, hvilket er den nominative flertalsform af ous (’øre’), således ’museører’, hvilket sigter til bladenes form og bløde behåring.

Der gemmer sig mindst to legender bag navnet forglemmigej. En fransk ridder vandrede langs bredden af en flod sammen med sin tilkommende. Han bemærkede da nogle smukke blå blomster, der voksede i vandet langs bredden. Da han vadede ud for at plukke dem til sin elskede, snublede han, og hans tunge rustning trak ham ned under vandoverfladen. Inden han forsvandt, nåede han at kaste blomsterne til pigen, idet han råbte: “Ne m’oubliez pas!” Denne sætning blev hæftet på planten som dens navn på adskillige andre sprog, på engelsk forget-me-not, på tysk Vergissmeinnicht, på spansk no-me-olvides, på islandsk gleym mér ei, etc.

En anden legende fortæller, at Gud havde forsamlet alle planterne for at give dem navn. Da han mente at have navngivet alle, vendte han sig for at gå, men en lille plante råbte: “Oh, Herre, forglem mig ikke!” – “Det skal blive dit navn!” besluttede han.

Op gennem tiderne blev forglemmigej et symbol på troskab, så det kan ikke undre, at den optræder i poesien et utal af gange. Vilhelm Gregersen udtrykker det på denne måde i digtsamlingen Nogle Digte fra 1875:

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien, fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Tyrkiet og Kazakhstan.. Den er blevet naturaliseret mange andre steder, fx New Zealand og Nordamerika, hvor den nogle steder optræder invasivt. I Danmark er den meget almindelig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien, fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til den nordlige udkant af Middelhavet, Iran, Pakistan og Mongoliet, men er også blevet naturaliseret andre steder, ikke mindst i Nordamerika, hvor den nogle steder fortrænger lokale planter.

Artsnavnet er latin og hentyder til blomsterstanden, som danner en spiralformet kurve, ikke ulig en skorpions hale.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og det vestlige Asien, men er blevet indført mange andre steder på grund af sine smukke blomster. I Danmark er den almindelig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk symphyo (’at få til at vokse sammen’) samt phyton (’plante’), en hentydning til de knoglehelende egenskaber hos læge-kulsukker (nedenfor), i lighed med de danske navne valurt, af tysk wallen (’vokse til’) og stor vundurt, af tysk Wund (’sår’).

Ifølge en kilde kommer navnet kulsukker af fransk consoude, fra det gamle latinske navn på planten, Consolida (’styrkende’), på dansk konsolida, som blev forvansket til kongsolidarod og kongsalverod.

I bogen Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en anden forklaring på det danske navn, nemlig at roden er sort som kul udvendigt, men hvid som sukker indvendigt, heraf også det folkelige navn sortrod.

 

De sårhelende egenskaber hos kulsukker har været kendt i hundreder af år. I bogen Herball (1597) udtaler den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “En salve, fremstillet af den friske urt, fremskynder i sandhed helingen af sår og brækkede knogler.”

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): “Kulsukker virker dæmpende på blod i spyttet. Roden koges i vand eller vin, og denne drik tages mod indvortes småsår, skrammer og sår på lungerne, og forårsager, at sejg slim nemt hostes op. (…) Saft fremstillet af den er et meget effektivt middel (…) mod udvendige sår i kødfulde eller senede områder af kroppen, samt til at dæmpe koldfeber [malaria] og virke opkvikkende. Et afkog af bladene er virksomt til disse formål, men er ikke så effektivt som et afkog af roden. Hvis dette afkog smøres på udvortes sår eller stik, helbredes de øjeblikkeligt, og det er specielt godt mod knoglebrud – så virksomt, at hvis man koger opskåret kød i en gryde, vil afkoget af kulsukker sætte stykkerne sammen igen.”

Simon Paulli (se slægtsnavnet) nævner et tilfælde af en overdreven tiltro til kulsukkers sårhelende egenskaber: ”En latterlig Historie oc Observation, som sig hafuer tildraget med en Huuz-Moder, som satte sig udi it Vandbad, beredt af denne Vund-Urt, udi huilcket hendis Tieniste-Pige, som var Festemøe oc skulde med det første giftis, hafde toet [vasket] sig udi, paa det hendis Festemand ingenlunde skulde tuifle, at hun endnu hafde sin Mødom, er at læse hos Iohannem Philippum Hechstetterum.” [Johann Philipp Höchstetter den Ældre, tysk læge fra 1600-tallet.]

I dag anvendes salve, fremstillet af kulsukker-rod, som et særdeles effektivt middel mod skrammer, forstrækninger og mindre benbrud, idet den stimulerer vævsdannelse. Den anvendes også mod hæmorrider, åreknuder og åbne sår, samt mod halsbrand og hårskæl. I nogle områder af Irland spises kulsukker mod dårligt blodomløb og blodmangel.

I England benyttedes rødderne førhen, sammen med cikorie- og mælkebøtte-rødder, til fremstilling af erstatningskaffe.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Folkenavnet vilde druer hentyder sikkert til blomsterstandens form og den rigelige nektar, mens æseløre sigter til bladene. Navnene federod og fnatblomst hentyder til, at planten indeholder en fedtet slim – ’fnat’ betyder slim på lollandsk. Navnet jo-længere-jo-kønnere stammer fra Hadsund og sigter til, at blomsterne skifter farve fra rød til blå. Det besynderlige navn bovlovvolus er fra Nordsjælland og hentyder til, at planten står med røde og blå blomster på én gang – den er en rigtig hekseurt.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille æske’, hvilket sigter til skulpen, der er flad og trekantet og kan minde om en gammeldags taske eller pung.

 

Navnet hyrdetaske, såvel som mange af artens folkenavne, bl.a. taskeurt, pungurt, præstetaske og jordemorstaske, samt artsnavnet, der på latin betyder ’en taske af en hyrde’, hentyder alle til skulpens form. Navnet Davidstaske sigter til, at David var hyrde, inden han blev konge.

Navnet præstefikke betyder ‘præstelomme’, mens Vorherres gryn hentyder til artens tidligere brug som føde. Det mærkelige navn fiskeben, som stammer fra Ribe-egnen, skyldes, at planten, når bladene er visnet, står med de tørre skulpestængler strittende ud til siden – ikke ulig et fiskeskelet.

Et irsk folkenavn på planten er clappedepouch, der omtrent kan oversættes med ‘klokkepung’ – et navn, der hentyder til, at de langstilkede frugter kan minde om den lange stage med en pose for enden, som spedalske i Middelalderen opsamlede penge i fra forbipasserende, mens de ringede med en klokke for at advare dem mod at komme for nær.

I værket Complete Herbal fortæller den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54), at hyrdetaske afhjælper blødende sår, både indvortes og udvortes, og han fortsætter: ”Hvis man binder den omkring håndleddene eller til fodsålerne, hjælper den mod gulsot. Et grødomslag af urten kan dæmpe betændelse samt angreb af den hellige ild. Saft af hyrdetaske, dryppet i ørerne, hjælper mod smerter, udflåd og tinnitus. Et afkog af planten hjælper mod alle slags sår, specielt på hovedet.”

I dag kaldes ’den hellige ild’ for ergotisme eller meldrøjersyge, en meget smertefuld brændende fornemmelse i arme og ben, forårsaget af alkaloider fra meldrøjersvampen (Claviceps purpurea), som vokser på aks af kornarter, specielt rug og byg. Denne sygdom medførte i Middelalderen ofte koldbrand i lemmerne, samt hjerneskader.

Blandt amerikanske indfødte blev et udtræk af hyrdetaske drukket mod dysenteri og diarré. Et afkog af friske planter har også i Europa været benyttet mod kronisk diarré og dysenteri, blod i urinen, hæmorroider, samt til at standse næseblod. Under 2. Verdenskrig benyttede tyskerne et ekstrakt af planten for at standse blødninger på soldaterne.

Af den tørrede urt kan fremstilles té, som urtelæger anvender til at standse indvortes blødninger fra mave, lunger, uterus og nyrer. Dens vanddrivende egenskab gør den meget benyttet mod nyreproblemer og ophobning af vand i kroppen. Eksternt kan den anvendes mod hudsygdomme. Arten anvendes også mod rheumatisme.

Unge blade af hyrdetaske blev førhen spist som grønsag i Danmark, hvilket stadig er tilfældet i Nepal. I Himalaya anvender man frøene til at slå myggelarver ihjel. I Vesten, derimod, anvendes de som fuglefoder!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for den vidt udbredte farve-vajd (nedenfor). Det danske navn kommer af tysk Waid, som er afledt af proto-indoeuropæisk woyd, af ukendt betydning.

 

Ifølge Kew Gardens hjemmeside er den oprindeligt vildtvoksende omkring den østlige del af Middelhavet, samt omkring Sortehavet, men er iøvrigt blevet forvildet utallige steder på den nordlige halvkugle.

Siden oldtiden har denne plante været anvendt til at farve blåt, og dens latinske artsnavn betyder ‘anvendt til farvning’, afledt af tingo (‘dyppe i farve’). Cæsar beretter, at de galliske folkeslag i Bretagne brugte farven til krigsmaling. Under udvindingen af farvestoffet skal planten gennem en lang proces, bl.a. gæring en uges tid i urin, hvorunder der udvikles en rædsom stank.

Vajd blev mest anvendt til at farve hampe- og hørgarn. Dette garn kaldtes blågarn eller blårgarn – et temmelig ringeagtet produkt i forhold til den fornemme silke. I folkevisen Ramund hin Unge, der omhandler den drabelige Ramund, som fælder både jætter og kejsere, hedder det i første vers:

 

 

I Danmark ophørte dyrkningen af vajd omkring 1800, hvor man begyndte at importere indigo, og i dag anvendes anilinfarver i stedet for vajd og indigo.

Vajd blev også anvendt medicinelt, bl.a. mod sår, mavesår, slangebid, hæmorrider og betændelse.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en klassisk latinsk betegnelse for karse.

 

Den anvendes mange steder som salat og grønsag og er højt skattet i kolde områder, da den er stedsegrøn og kan plukkes næsten hele vinteren. Allerede i det Gamle Rom dyrkede man planten i overrislede anlæg – en praksis, som i dag finder sted i talrige lande verden over.

Denne art, samt dens nære slægtning tyndskulpet brøndkarse (N. microphyllum), er meget rige på c-vitamin og anvendtes førhen som forebyggende middel mod den frygtede sygdom skørbug (se mere under Citrus, Rutaceae nedenfor). De blev også benyttet mod tuberkulose, lammelser, epilepsi og forstoppelse.

Den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) betragtede brøndkarse som stimulerende for fordøjelsen og anbefalede den også mod hoste. I værket Complete Herbal bemærker den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54), at en salve, fremstillet af de knuste blade eller saften, fjerner pletter fra ansigtet. I 1600-tallet blev vin, tilsat friske blade, anvendt til at skylle tænderne, idet væsken kunne ”fjerne uhumskheder og sætte løse tænder på plads igen.”

Bladene, kogt i vin, blev anvendt mod ’koldpis’, dvs. smertefuld vandladning.

I nutidens urtemedicin betragtes Nasturtium-arter som vigtige antioxidanter, der kan mindske risikoen for at få kræft. De er tillige vanddrivende og gavner leverens funktion. De anvendes også mod forkølelse, bronchitis, katar, tandkødsbetændelse og helvedesild. Indtaget i store mængder virker brøndkarse afførende.

Frøene kan stødes til et pulver, der anvendes som sennep.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Forstavelsen brønd i det danske navn betyder ’kildevæld’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder, mens vinterkarse hentyder til bladenes brug om vinteren.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinsk form af sinapi, det klassiske græske navn på gul sennep (nedenfor).

 

Af frøene produceres mild sennep, mens de stærkere typer kommer fra frøene af sortehavskål (Rhamphospermum nigrum, tidligere Brassica nigra). Unge blade kan anvendes som salat.

I bogen Acetaria: A Discourse of Sallets, skriver den engelske gartner og vegetarianer John Evelyn (1620-1706): ”Virkningen fra bladene af unge sennepsplanter er uforlignelig til at fremskynde og genoplive ånden, forstærke hukommelsen, fjerne tungsind, (…) foruden at de er et godkendt middel mod skørbug.”

Gul sennep virker vanddrivende og er et effektivt brækmiddel. Den anvendes også til behandling af gigt, rheumatisme, iskias, problemer med skjoldbruskkirtlen samt mod Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’). En pasta af frøene gnubbes på huden for at øge blodcirkulationen.

En anden sennepsart, sarepta-sennep (Brassica juncea), er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes en fejltagelse. Det er en latiniseret form af oldgræsk butomos, afledt af bous (’okse’) og temnein (’at skære’), altså en plante, som kvæget kan skære sig på. Nok har brudelys trekantede stængler, men de er ikke særligt skarpe, så de gamle grækere har ganske givet benyttet navnet for en anden plante, måske i star-slægten (Carex), hvor mange arter har skarpe stængler.

 

Dens naturlige udbredelsesområde er det nordlige Eurasien, men den er tillige blevet indført til Nordamerika, hvor den adskillige steder er blevet naturaliseret og visse steder betragtes som invasiv.

Rodstænglerne er spiselige efter bagning. Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af planten drukket mod indvoldsorm.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med skærm’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af klokkeblomstfamilien.

 

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, sigter til denne slægts klokkeformede blomster, hvor ‘klokken’ er dannet af 5 sammenvoksede kronblade, der er frie i spidsen. På latin betyder campanula ’lille klokke’.

En række arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, Flora i Himalaya, samt Flora i Tyrkiet.

 

Den var førhen almindeligt dyrket i Europa på grund af bladene, der blev tilberedt som spinat, samt dens pastinak-lignende rod, der blev anvendt som en slags radise.

Artsnavnet er diminutiv af rapa, den latinske betegnelse for majroe, således ‘lille majroe’, hvilket hentyder til rodens form.

Eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm, tog sit navn fra denne plante. Dette eventyr er en tysk version af en historie, som kan spores tilbage til en italiensk fortælling fra 1634, Petrosinella, af Giambattista Basile.

Et ægtepar bor ved siden af en stor grønsagshave, som ejes af en heks. Da konen bliver gravid, bemærker hun en grønsag ved navn rapunsel i haven og begynder at hige efter den. Hun nægter at spise andet, så hendes mand kravler over muren omkring haven for at bringe noget af grønsagen til hende. Under hans næste besøg bliver han imidlertid fanget af heksen. Hun tilbyder at give ham så meget rapunsel, som han lyster, mod at barnet overgives til hende efter fødslen. Da manden er desperat, indvilliger han.

Heksen døber den nyfødte pige Rapunsel efter planten, som hendes moder ville have. Pigen vokser op og bliver meget smuk, med langt gyldent hår. Heksen spærrer hende inde i et tårn uden dør eller trappe, med kun et enkelt værelse med et enkelt vindue. Når hun besøger Rapunsel, kalder hun fra foden af tårnet: “Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde!” – hvorefter hun klatrer op ad pigens lange, flettede hår.

En dag, da en prins rider rundt i skoven nær tårnet, hører han Rapunsel synge. Da han nærmer sig, hører han heksen kalde til Rapunsel om at lade sit hår falde. Da heksen er taget af sted, benytter han de samme ord og klatrer op ad håret. De to bliver (naturligvis) forelsket i hinanden, og efter mange prøvelser lever de lykkeligt til deres dages ende.

På et tidspunkt blev navnet Rapunzel på tysk overført til medlemmer af en anden slægt i klokkeblomstfamilien, Phyteuma, på dansk rapunsel. Hvorfor dette skete, er uklart. Medlemmer af denne slægt er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

Hamp er hellig for mange hinduer, som i daglig tale kalder den for bhang. Under højtider anvendes den af saddhu’er (hellige asketer) for at opnå et højere mentalt stade og derved komme i kontakt med guderne. Den tilbedes også af Rai-folket i det østlige Nepal.

Tre narkotiske stoffer udvindes af hampeplanten. Bhang fremstilles ved at lade bladene trække i vand og derpå drikke det. Effekten er relativt mild. Bhang blandes også i kager og desserter. Ganja, i Vesten kaldt for marihuana, pot eller græs, er mere virkningsfuld. Den består af tørrede blomster og øvre blade, som ryges. Det mest virkningsfulde stof er charas, i Vesten kaldt for hashish, galar eller tjald, der fremstilles af en harpiks, som blomsterne udskiller. Denne harpiks blandes med tobak og ryges.

En hinduistisk legende beretter, at guden Shiva havde skændtes med sin familie og derfor gik en tur alene. Han fandt ly for den kvælende hede i skyggen under en høj plante, som han ikke kendte. Han blev nysgerrig og spiste nogle af bladene, som han fandt så forfriskende, at han adopterede planten som sin yndlingsføde – deraf et af hans tilnavne, ’Herren over bhang’. Han bragte planten ned fra Himalaya og præsenterede den som en gave til menneskene. I Indien siges det: “Bhang er giveren af glæde; den som man flyver op i himlen med; himlens rådgiver; den fattige mands himmel; trøsteren under sorg.”

Ifølge en anden hinduistisk legende, Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, var guderne blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt. Guderne appellerede til den høje gud Vishnu for hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen. Vishnu rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen. Piskningen bragte også andre værdifulde substanser op, heriblandt bhang.

Hamp har været dyrket i Danmark siden Middelalderen, men aldrig i større stil. I 1629 befalede Christian d. 4., at bønderne skulle dyrke hamp til produktion af sejl til flåden, og i Christian d. 5.s Danske Lov af 1683 står der, at ”hvilken bonde, som hel gård besidder og ikke årlig sår en skæppe hampefrø, og den, som halv gård besidder, en halv skæppe hampefrø, bør af sin husbond at tiltales og straffes som en modvillig og ulydig tjener, medmindre han beviser, at han ikke har tjenlig jord dertil.”

Et fynsk sagn beretter, at nogle søfarere efter et togt bragte hampefrø med hjem til Fyn, men efter at de var blevet sået, ville planterne ikke trives. Siden blev det ufredstider, og folkene kunne ikke skaffe klæder til deres børn. Præsterne bad da Gud om hjælp, og han lod halvdelen af hampeplanterne modne, så man kunne fremstille tøj af taverne. (Kilde: Axel Lange, Fynske Plantenavne og Folkeminder om Planter, 1932)

Stængelfibrene af hamp har været udnyttet gennem mindst 10.000 år som reb, klæde og papir. I Vesten dyrkes planten stadig i mindre målestok for fibrenes skyld, som biologisk nedbrydelig plastic, isolering og biobrændstof, samt som vildtfoder. Olie af frøene anvendes til madlavning, lamper, lakarbejder og maling. I Indien og Nepal indgår bladene i salater, mens frøene ristes og laves til pickles.

Medicinsk har hamp været udnyttet i Asien i tusinder af år, først og fremmest som bedøvende, smertestillende og infektionsdæmpende middel samt mod kvalme og opkastninger. I Nepal anvendes bladsaften mod diarré og dysenteri, mens en pasta af bladene smøres på sår. Pulveriserede frø kan uddrive indvoldsorme. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et afkog af planten mod mavepine og malaria.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’, hvilket hentyder til, at arten har været dyrket i tusinder af år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin humus (‘jord’), hvilket hentyder til disse planters krybende vækstform.

Japansk humle (Humulus japonicus) er præsenteret på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

Så tidligt som i 800-tallets Europa blev frugterne, de såkaldte humlekopper, tilsat øl for at øge dets holdbarhed; først senere blev humlen benyttet som smagsstof. Gennem de følgende 800 år var englænderne imod denne tilsætning, idet de kaldte humle for ”en ond plante, som ødelægger øllets smag og er til fare for folkesundheden.”

I modsætning hertil siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648 om humleøllet: ”Efterdi den, med Malt kaaget oc brygget, fryder eens Hjerte ligesom Vijnen, borttager adskillige melancholiske Tancker, giør it lystigt oc korassigt [modigt] Gemyt, oc er tusind Gange bedre end det kosteligste Hiertensfryd-Vand.”

Digteren Anders Bording (1619-77) udgav i 1600-tallet Den Danske Mercurius, en slags avis på vers, som han selv skrev. I digtet Danmark, fra 1669, nævner han humle:

 

Simon Paulli (se ovenfor) udtaler: ”Humle er aff sin Natur varm oc tør, oc derfore med sine Kræfter tiener imod Miltens oc Lefverens Forstoppelser; for huilcken Kraftis Skyld vort eget Danske Hummel-Øll, (…) som er sterckt af Humle, kand befrie een fra saadanne Tilfald. (…) Herforuden er ocsaa Humle synderlig god til at stille de udvortis Parters oc Lemmers Pijne, huilcket den gemeene Mand saare vel veed, oc derfore, naar nogen Lem er aff Led oc er skadet, eller nogen Lem er forknuset, legge de tijt oc ofte med god oc lyckelig Fremgang denne Humle, som er meget Frøerijg, derpaa, naar de tilforn aff den med gammelt oc harskt Smør hafue beredt sig ligesom it Epithema.”

Blandt amerikanske indfødte blev humleté drukket som et stimulerende middel, og duften blev indåndet mod søvnløshed.

Artsnavnet er et diminutiv af latin lupus (‘ulv’), hvilket hentyder til plantens kraftige vækst, hvor den ’overfalder’ og kvæler andre planter. I juni, hvor væksten er kraftigst, kan planten vokse op til 17 cm på et døgn. Et gammelt fynsk mundheld siger, at humlen vokser så hurtigt, at man kan se det.

Navnet humle, på oldnordisk humli, kommer sandsynligvis af hump (‘ujævnhed’ eller ‘pukkel’), hvilket hentyder til den korte, tykke frugtstand. Ordet humlekopper (fra tysk kopf = hoved) sigter ligeledes til frugtstanden.

 

 

 

 

 

 

Disse planter var førhen placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men i dag regner de fleste autoriteter dem som tilhørende gedebladfamilien.

Slægtsnavnet kommer af latin succisus (’afhugget’), som hentyder til, at roden på djævelsbid (nedenfor) ser ud til at være skåret over.

 

Denne arts mærkelige navn, samt en mængde folkenavne, bl.a. djævelsurt, Fandensbid, troldrod og djævelsstik, sigter til et gammelt sagn, at denne plantes tilsyneladende overhuggede rod blev bidt over af Djævelen i et forsøg på at tilintetgøre en nyttig lægeplante, der blev anvendt mod en række sygdomme, bl.a. pest.

Planten var tidligere meget anvendt til plantefarvning, idet afkog af den friske plante og roden farvede gult, bladene grønt og med jernvitriol sort.

I gamle dage legede børn i Jylland med blomster af djævelsbid, samt af blåhat (Knautia arvensis), blåmunke (Jasione montana) og kornblomst (Centaurea cyanus), der alle har blå blomsterkurve, på følgende måde: Stilken blev klemt fast i håndfladen ved hjælp af lillefingeren, hvorpå blomsterstanden blev drejet rundt adskillige gange og derpå holdt fast af pegefingeren. Derpå rakte man hånden frem mod en kammerat, pegefingeren løsnede taget, og stilkens elasticitet ville få blomsterkurven til at dreje rundt, mens man sagde følgende remse: ”Blåmand, blåmand, vend dig om!” I Vendsyssel blev remsen til: ”Blåmaj, blåmaj, løb rundten omkring, så ska’ do få en sigtering!” [Et stykke sigtebrød.]

 

 

 

 

 

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

I Vesten benyttes læge-baldrian (V. officinalis) mod forskellige lidelser, bl.a. hjertebesvær, forhøjet blodtryk, søvnløshed, angstanfald og nældefeber.

 

Den er meget anvendt i traditionel indisk medicin mod feber, blod- og leverlidelser, øjensygdomme, hysteri, hypokondri og dårlige nerver. En pasta af roden smøres på sår, og endvidere på panden for at lette hovedpine. I Nepal smøres en pasta af planten på bylder, og roden anvendes mod hysteri, søvnløshed, rheumatisme, kolera, kvalme og filipenser.

Endvidere anvendes den som røgelse i templer, og af rod og rodstængel udvindes en æterisk olie.

Arten er truet på grund af overdreven indsamling.

Artsnavnet er sammensat af to ord, hvor jata sigter til en frisure med filtret og flettet hår, der somme tider er samlet i en knude på issen, som det ses hos hinduguden Shiva og hos hinduistiske asketer, sadhu’er, samt mansi, der betyder ’kød’, hvilket hentyder til den trævlede rod hos en beslægtet art, Nardostachys jatamansi, som sammenlignes med kødtrævler. Denne art var en hellig plante allerede i Oldtidens Indien.

 

 

 

 

Familienavnet er forklaret nedenfor (se Dianthus caryophyllus).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk agros (‘mark’) og stemma (‘blomsterkrans’), hvilket sigter til et af den almindelige klintes voksesteder, samt til dens smukke blomster.

 

I den herlige bog All about Weeds (som blev offentliggjort, inden anvendelse af kemiske sprøjtemidler blev almindelig), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Den er køn nok, men har et plettet rygte. Dens frø modnes samtidig med vinterhvedens, og da de har samme størrelse og vægt som hvedens, er det meget vanskeligt at skille dem fra hveden. Planten er vinterannuel som vinterhvede, og af denne grund bliver den helt sikkert sået sammen med hveden, hvis den er blevet tærsket sammen med den. Bønder, som vil rense deres marker for klinte, skal gøre det på den eneste rette måde: at undersøge hver eneste kvadratmeter af marker, som indeholder pesten, inden hveden er klar til at blive høstet, og fjerne hver eneste klintestængel, som findes, med rødder og det hele. I de fleste marker er planten meget nem at rykke op.

(…)

Klinte er ikke meget bevendt. Den har sin plads i urtebøgerne som en medicinsk plante, men de samme frø, som gør den til en medicinplante, plager hvededyrkeren og forgifter hans afgrøde. Medicinen, som udtrækkes af frøene, siges at være nyttige i behandlingen af lammelser og mavebetændelse, som er to meget uens sygdomme, men ikke desto mindre hævder urtebøgerne, at det er tilfældet.”

Førhen var det et almindeligt forsommerarbejde at luge klinte af hveden. I 1631 skriver Kong Christian IV til lensmanden på Frederiksborg, at ladegårdsfogeden skal lade drenge og piger luge klinte af byg og kaste dem i en kurv på armen.

Efter sprøjtemidlernes indførelse er klinte blevet meget sjælden i Europa. I bogen Shakespeare, bd. 2, Dyrekredsen. Indsyn i hans Verden og dens Poesi, fra 1959, skriver forfatteren Christian Elling (1901-74): “Jammerskade, at klintens ædelt formede kalk og varme lød nu kun sjældent øjnes i vort korn.”

I bogen Myter – Kornmarken (1932) fortæller Johannes V. Jensen (1873-1950) om de almindelige planter i kornmarkerne: ”Men Kornblomst og Klinte, med deres kølige spinkle Farver hører jo til i Rugen, den mere aabne, luftige Rug, der er som en grøn Sø, heri blinker den blaa Kornblomst, to Farver der nærer hinanden, og den høje Klinte, som sætter en kølig rød Farve til, en Nuance som Rødmen paa et Barns Kinder i Kulden, tilsammen en liflig Treklang, der er indbegrebet af Danmark, Slettelandets Sjæl, som rummer alle vore personlige og nationale Erindringer.”

Medicinsk har klinte været benyttet ihvertfald siden 1533, hvor urtelægen Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) anfører, at et afkog af planten i vin og vand drikkes mod koldfeber (malaria), et udtræk i vin kan anvendes mod ophørt vandladning, saften af grøn klinte kan gnides på syge øjne, knust klinte blandet med svovl, duemøg, hørfrø og eddike kan lægges som omslag på spedalskhed, mens klintemel og honning kan lægges på kønsdelene mod udeblevet menstruation.

Førhen blev klintens frø anvendt til fremstilling af brændevin, og den ydede brændevin, som var fuldt på højde med den, som kornet gav. I Vendsysselske Aarbøger 1918 hedder det: “Omkring 1779, da bonden selv måtte brænde, bekymrede han sig kun lidt om at forbedre sin sæd.”

Og i En geographisk-historisk og oeconomisk, physisk-antiqvarisk Beskrivelse over Bringstrup og Sigersted Sogne ved Ringsted (fra 1791), skriver S. M. Beyer: “Klintefrø er skadelige for brystet, men stærkt og nyttigt at bruge til brændevin.”

Artsnavnet siges at være afledt af det oldengelske ord gith, som blev anvendt for en plante med aromatiske sorte frø, samt den latinske endelse ago (‘minder om’). I England blev dette navn benyttet for klinte i mindst 100 år, før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) anvendte det i 1753.

Det danske navn kan spores tilbage til 1300-tallet. Det kommer muligvis af klint, som kan have været et af artens oprindelige voksesteder.

Selv har jeg aldrig set klinte i vild tilstand. Engang mente jeg at have fundet den i Tyrkiet, men det viste sig at være en nær slægtning, bleg klinte, der minder meget om almindelig klinte, men blomsterne er blegere, og bægerets flige er kortere end kronbladene (se billederne herunder).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’), hvilket hentyder til de hornformede kapsler, der rager frem fra bægeret.

Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

Nogle arter i slægten er rige på c-vitamin, og urtelæger har desuden anvendt dem til behandling af en række lidelser, bl.a. gigt, astma, kræft, forstoppelse, eksem, feber, podagra, hæmorrider, betændelse, tuberkulose, samt blødninger af forskellig art.

 

Den er oftest ganske lav og danner tætte tuer, men kan også have oprette eller opstigende stængler, til 45 cm høje.

Artsnavnet er afledt af latin arvus (‘dyrket’), således ‘vokser på marker’. Det danske navn skyldes artens ret store blomster, op til 2 cm i diameter.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med talrige grove hår’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’. Blomsterne sidder enkeltvis for enden af hver stængel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk Dianthos, et ord, som først blev anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), afledt af Dios (Zeus) og anthos (‘blomst’). Det danske navn er forklaret nedenfor.

 

Det menes, at plantens oprindelsessted er Balkan.

Artsnavnet, såvel som hele familiens navn, samt det danske ord nellike, hentyder alle til denne arts duft, der minder om kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med have-nelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin sapo (‘sæbe’), hvilket sigter til anvendelsen af almindelig sæbeurt (nedenfor) som vaskemiddel.

 

I bogen Nature’s Garden, publiceret i 1900, skriver den amerikanske historiker og forfatter Neltje Blanchan de Graff Doubleday (1865-1918) om artens forekomst i Nordamerika: “En kraftig, frodig, overmåde sund blomst er sæbeurten, som for længe siden forvildedes fra haver, hvortil den var bragt fra Europa, og den løb løbsk fra nybyggernes gårde til vejkanter, hvorfra den har bredt sig til næsten hele vores område.” I dele af USA betragtes arten som skadelig, idet den udkonkurrerer indfødte plantearter.

Førhen blev sæbeurt ofte benyttet i folkemedicinen som et styrkende, svedfremkaldende og afførende middel, mod rheumatisme, samt mod gulsot og tarmsygdomme. Et afkog af planten blev benyttet mod kløende hud, samt til at fremkalde nysen. Sæbeurt blev også anvendt mod kønssygdomme, når kviksølv ikke havde hjulpet. Omkring 1900 blev et afkog af roden benyttet mod brandsår på Lolland. Blandt amerikanske indfødte blev et grødomslag med sæbeurt lagt over en smertende milt.

I dag anvendes sæbeurt mod åndedrætsproblemer, såsom bronchitis og betændelse i strubehovedet.

I den glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med visse planter, der indeholder den giftige urushiol, bl.a. gift-sumak (Toxicodendron) samt dele af mango-træet (Mangifera indica). Saften af sæbeurt smøres simpelthen ud over det angrebne område. – Billeder af både østlig og vestlig gift-sumak findes på siden Efterår.

På trods af, at sæbeurt er let giftig, benyttes den kulinarisk ved fremstilling af tahini, og i Mellemøsten tilføjes roden under fremstilling af en populær sød dessert, halva. Tilsætter man sæbeurt under ølbrygning, forårsager den ’højt skum’.

De danske folkenavne sæbedrøjer og sæbenellike hentyder til artens anvendelse som vaskemiddel. I Middelalderen blev den sæbeagtige væske benyttet under fremstilling af uld til at fjerne fedtstoffer fra uldklædet og gøre det tykkere.

Folkenavnene Mikkelsnellike, høstnellike og vinternellike hentyder til artens sene blomstring (Mikkelsdag er 29. september), mens skræddernellike er et nedsættende navn. Det mærkelige navn spring-omkring, fra Lolland, hentyder til, at arten nemt spredes.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

Kronbladene er normalt med 2 flige eller dybt kløvede.

Slægtsnavnet er afledt af latin stella (‘stjerne’), hvilket sigter til blomsternes form hos nogle af arterne.

 

Arten er vidt udbredt, hjemmehørende fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Ethiopien, Indien og Kina, men er blevet naturaliseret på det meste af kloden, specielt i Nordamerika. Den vokser i åbne områder, såsom marker og langs stier, og den er et frygtet ukrudt i plæner og grønsagshaver.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “En af de mest ondartede ukrudtsplanter i plæner er det lille krybende medlem af nellikefamilien, der er kendt som fuglegræs. Fyldt med en vitalitet, som overgår selv den hos enårig rapgræs, er den klar på jobbet, så snart frosten er af jorden, og længe før græsset skal slåes, er den i fuld blomst og parat til at spredes.”

Fuglegræs spises mange steder som en sund grønsag, fuldt på højde med spinat, og bladene er fine som salat. Høns er meget glade for planten, hvilket sikkert er årsagen til det danske navn.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver i bogen Herball (1597), at “bladene af fuglegræs, let kogte i vand og tilsat lidt svinefedt, pulver af bukkehorn og hørfrø, samt et par rødder af læge-stokrose, som derefter stødes til et grødomslag, fjerner hævelser i benene og andre steder.”

I værket Complete Herbal bemærker den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-1654) følgende: “Den stødte urt, eller saften deraf, som duppes med en svamp eller et klæde på lever-regionen, og, når den tørrer, tilføjes påny, hjælper vidunderligt mod varme i leveren, og den er effektiv mod alle bylder og hævelser, rødme i ansigtet, udslæt, kløe eller skab, idet man simpelthen anvender saften eller planten kogt i svinefedt. Saften er god mod irriterede eller røde øjne (…) og endvidere i ørerne. (…) Den hjælper bihulerne, når de plages af kramper eller andet, og udvider dem og gør dem atter smidige, ved anvendelse af følgende metode: Kog en håndfuld fuglegræs sammen med en håndfuld tørrede, men ikke destillerede rosenblade, i en liter muskatvin, indtil en fjerdedel er fordampet, læg dem derpå i en halv liter olie af fårefødder, kog dem en rum tid under omrøring, hvorpå massen sies og gnides varm på de plagede steder, eller bindes på dem som omslag, om man vil, og det hjælper, om Gud vil, efter tre omgange.”

Førhen mente man i England, at fuglegræs var et middel mod fedme.

Artsnavnet betyder ‘af mellemstørrelse’ – et underligt navn for denne plante, som er blandt de mindste medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

 

Udvoksede træer varierer i højde mellem 20 og 70 m. Individer op til et år gamle hår nålespidse blade, mens ældre individer har skæl-lignende blade. Koglerne er kuglerunde eller ovale, med 8-14 skæl, som hvert bærer 2-4 små frø.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og kyparissos (‘cypres’) – et besynderligt navn i betragtning af, at nogle af disse træer kan nå en højde af 70 m.

 

En æterisk olie ved navn Taiwan Hinoki udvindes af dets ved og kviste. Denne olie er værdsat for dens evne til at dræbe bakterier, virus og svamp. Den er også glimrende mod åndedrætsproblemer, blokerede bihuler, højt blodtryk og hudsygdomme. Forskning antyder, at duften fra olien kan modvirke dårlige nerver og stress.

Veddet er glimrende til bygningskonstruktion og fremstilling af møbler. Arten er fredet og må kun fældes med særlig tilladelse. I de senere år har der været adskillige tilfælde af ulovligt fældede træer.

 

 

 

 

 

 

 

Koglen er bærlignende med et ydre kødfuldt, læderagtigt lag.

Der er forskellige teorier vedrørende slægtsnavnets oprindelse. Nogle forskere mener, at dette ord stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), hvilket sigter til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre siger, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever, som har smag af enebær-frugter, stammer også fra Juniperus.

Adskillige arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

I folkemedicinen har enebærolie samt et afkog af bærrene været benyttet mod utallige sygdomme. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at ”Olien af Veddet læger uren Hud, alle onde Saar, Kræft, Fnat og Skab. Alkymister fremstiller en Olie af Enebærrene, hvorledes den gøres og tilberedes, er endnu lønligt og ikke af nogen skriftligt aabenbaret. Olien trænger gennem Kød og Ben, Aarer og Sener og læger alle Saar. Den renser, naar Maven er stoppet af kold, flegmatisk Vædske og Urenhed, der giver Hovedpine og Snue og efterhaanden Edder og Forgift for Arme, Hænder, Sener og Blodaarer.”

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Eenebærs Dyder ere gandske mange, saa at det ville blifue alt for vijtløftigt her den tillige at beskrifue.”

Under Middelalderens pestepidemier holdt folk brændende enebærgrene foran sig for at rense luften for smitte. Henrik Smid giver det råd, ”når Pesten regerer,” at gnide pande, tindinger, næsebor, pulsårer og hænder i enebærolie, og er man angrebet af pesten, lægges en klud, vædet i olien, på sårene. Simon Paulli skriver: ”(…) om mand Morgen oc Aften tager Eenebær-Træ eller Bærene oc brænder eller der med røger i Stuen, at den onde oc giftige Luct der ved kand blifue corrigeret oc fordrefven.”

Enebær blev tidligere anvendt som antiseptisk middel, og olien fra dem anvendes stadig udvortes mod bl.a. gigt og rheumatisme. De såkaldte kigbær, som er galler på nålene, fremkaldt af larver af enebærgalmyggen (Oligotrophus juniperinus), blev benyttet mod kighoste.

Visse amerikanske indfødte anvendte bærrene som svangerskabsforebyggende middel. Andre drak et afkog af de unge grenspidser som blodstyrkende, og frøene blev spist mod lumbago.

Nyere undersøgelser har vist, at stoffer i bærkoglerne virker vanddrivende og smertestillende og sænker blodtrykket, og de er tillige virksomme mod urinsyregigt samt fordøjelsesbesvær. Indånding af damp fra kogende bær virker lindrende på snue og forstoppelse.

I gamle dage blev friske enegrene strøet på stuegulvet for at rense luften, og kviste blev lagt i sengetøjet for at fordrive lus og lopper. Strøet i kornlader kunne de også fordrive mus og rotter. Ved begravelser strøede man enegrene på kirkegulvet. Grenene blev også benyttet til kurvefletning, bl.a. på Bornholm, hvor fiskerkoner bar store fiskatjivan på ryggen, når de gik omkring og solgte fisk. Af de tykkeste stammer blev skåret næsten uforgængelige staver til hegn, og af det seje ved blev fremstillet bl.a. knapper og køkkenredskaber. En amerikansk eneart benyttes stadig til produktion af blyanter.

Hos kassuber-folket i det nordlige Polen var det førhen en udbredt tradition, at drengene på 2. påskedag jagtede pigerne og piskede deres ben blidt med enebærkviste, hvilket skulle gøre dem mere interesserede i drengene.

Bærkoglerne tilsættes gin og genever og giver disse drikke deres karakteristiske duft og smag. De er også meget fine i madlavningen, fx til kødretter og marinader. De dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40% druesukker og 2% æterisk enebærolie.

Ved afbrænding af ved og løv udvikles en aromatisk røg, som førhen anvendtes til røgning af madvarer. Det gav ophav til folkenavnet røgelsesbær. Buddhistiske folkeslag i Himalaya og Tibet afbrænder i stor udstrækning enegrene som røgelse i templerne.

En mængde overtro og tålemåder knytter sig til enen. Det mentes, at en enebusk plantet nær husdøren ville holde hekse og troldtøj borte. I Vestjylland sagdes det, at når man skulle sælge kvæg, skulle man brænde ene, malurt og svovl i stalden, så ville prangeren snart komme forbi. I Østjylland mente man, at når en ko var blevet slået ihjel, skulle man brænde enebær ved kadaveret, det gjorde gerningsmanden urolig, og han ville opsøge stedet og bekende sin synd. På Bornholm sagde man, at hvis et får var blevet bidt af en hugorm, ville det hjælpe at binde en rod af ene fast til dets hale.

Artsnavnet betyder ’almindelig’ på latin.

Man kunne godt fristes til at tro, at ordet ene har noget at gøre med, at arten ofte vokser meget spredt, altså alene, men det er ikke tilfældet. På oldnordisk kaldtes planten for einir, sandsynligvis afledt af jaini, et gammelt germansk navn på arten, som sikkert var en forvanskning af slægtsnavnet. To folkenavne, krak og skoller (’skål’), hentyder begge til enens ofte lave og udbredte vækst. Krak var en jysk betegnelse for en lille, elendig hest.

 

 

 

 

 

Disse planter danner underjordiske rodknolde, og nogle arter har tillige yngleknopper i bladhjørnerne. Disse knopper falder til jorden, når de er modne, og kan eventuelt spire til nye planter. Rodknoldene af nogle arter er af stor økonomisk betydning, da de spises i visse egne. Af andre arter udvindes ingrediencer til traditionel og moderne medicin.

Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Det danske navn kan spores tilbage til sidst i 1500-tallet, enten fra portugisisk inhame eller fra spansk iñame, sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse.

I Amerika anvendes D. villosa mod diverticulitis, dvs. kramper og betændelse i underlivet, og også mod tør vagina i overgangsalderen.

 

Rodknolden er spiselig efter kogning. Den friske rod anvendes som fiskegift. Den knuses og blandes med vand til tøjvask, og denne sæbe bruges også til kropsvask for at slå lus ihjel.

I Nepal anvendes saft fra rodknolden mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene. Saft fra yngleknopperne anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

Arten er truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk delta, det fjerde bogstav i det græske alfabet, ofte skrevet som Δ. Navnet sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

Mange andre kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

Disse planter vokser i næringsfattige områder, hvor de opnår størstedelen af deres næringsstoffer gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

De kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som Jomfru Marias tårer. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk droseros (‘dækket af dug’), afledt af drosos (‘dug’), hvilket sigter til kirtelhårene på bladene.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med runde blade’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘midt imellem’, hvilket formentlig hentyder til bladformen, som er en mellemting mellem bladformerne hos rundbladet soldug og langbladet soldug (D. anglica).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘eg’) og pteris (‘bregne’) og var oprindelig det klassiske græske navn på sort radeløv (Asplenium adiantum-nigrum).

 

Så langt tilbage som i Antikkens Grækenland angav både den lærde Theopfrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) samt lægen, farmakologen og botanikeren Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (5 bind om urtemedicin), at rodstænglen fra almindelig mangeløv kunne uddrive indvoldsorm.

I bogen Herball (1597) skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Indtagelse af cirka 15 gram af roden fra almindelig mangeløv uddriver lange flade orme, som angivet af Dioscorides, drukket i honningøl eller vand sødet med honning, eller mere effektivt i en dram med 2,5 gram af enten Convolvulus scammonia eller julerose (Helleborus niger). De, som vil anvende den, må først spise hvidløg.“

I Middelalderen kendte man også til anvendelse af roden mod indvoldsorm i Norden. Roden blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.”

I 1855 fastslår den schweiziske apoteker M. Peschier, at man ved at opløse unge bladskud af almindelig mangeløv i svovlholdig æter og anvende denne opløsning mod bændelorm, hver gang slog parasitterne ihjel. (Kilde: M. Peschier 1855. Bibliothèque Universelle de Genève, bd. 30, s. 205)

Den knuste rodstængel har samme virkning. På grund af rodstænglens giftighed benyttes mangeløv i dag kun, hvor alternative midler er utilstrækkelige. Et afkog af rodstænglen har også været benyttet mod visse svampeinfektioner.

Tidligere blev almindelig mangeløv anvendt til bekæmpelse af lopper og lus. Folkenavnet skærbregne kommer muligvis af, at planten blev anvendt til farvning i lighed med engskær (Serratula tinctoria).

Artsnavnet er afledt af latin filix (‘bregne’) og mas (‘hanlig’), således ‘han-bregne’. Man mente, at planten var den hanlige version af fjerbregne (Athyrium filix-femina), idet den synede mere robust end denne og havde en frodigere vækst. Den første kendte brug af navnet er fra sidst i 1700-tallet.

 

 

 

 

 

 

Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at en ledris-art indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. At indtage haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’. (Kilde: Richard Rudgley 1998. The Encyclopedia of Psychoactive Substances. Little, Brown, and Co.)

Talrige arter vokser på den tibetanske højslette, ofte græsset helt ned af geder og yakokser, som gerne æder friske stængler, især om vinteren. Grønne stængler indsamles også til foder, og tørre planter anvendes som brændsel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk epi (‘på’) og hedra (‘sæde’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

Et alkaloid, ephedrin, udvindes af planten, og saft af den siges at stimulere hjertet. I Nepal anvendes den knuste plante, rørt op i vand, mod hudproblemer, astma og høfeber. Den gives også til børn, som væder sengen om natten. Stænglerne indsamles til foder og brændsel. I traditionel ayurvedisk medicin drikkes té af Gerards ledris mod forkølelse, hoste, bronchitis, astma og gigt.

Arten blev navngivet af den danske botaniker og kirurg Nathaniel Wallich (1786-1854) til ære for den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), som i 1597 offentliggjorde urtebogen Herball, or Generall Historie of Plantes.

 

 

 

 

 

I Tibet benyttes arten mod leverlidelser. I traditionel kinesisk medicin kaldes den for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Den anvendes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. Den er også virksom mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. Den indeholder tilsyneladende også virus-hæmmende stoffer.

 

 

 

 

 

Disse planter har en hul, leddelt, kiselholdig stængel med 3-40 længdegående furer. Bladene, der ofte er skælagtige, sidder i kranse ved hvert led. Der er to distinkte typer, hvoraf den ene har brune fertile vårskud, samt grønne sterile sommerskud, der sørger for fotosyntesen. Den anden gruppe har kun grønne skud, hvor sporehusene sidder i toppen. De varierer fra 20 cm høje dværgplanter til giganter på op til 8 meters højde.

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Et andet ældre folkenavn for disse planter var knokkelstrå. Et gammelt folkeligt ord for Døden var Knokkelmanden (’Knoglemanden’), så knokkelstrå betyder ’dødningestrå’. I bogen Bræen, fra 1908, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”På de graa Agre stod Padderokker, der var brudt op ved siden af Muldvarpeskuddene som tynde Knokkelfingre.”

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

I gamle dage, når man slog hø i Sønderjylland, benyttede man følgende remse:

 

 

I Nepal anvendes stængelsaften af E. diffusum mod gonoré, mens saft af roden benyttes mod urinvejsproblemer, forstuvninger, benbrud, forbrændinger og fnat.

 

I Johannes V. Jensens digtsamling Verdens Lys fra 1926 hedder det:

 

 

Om foråret spises friske skud af denne art som grønsag i Japan og Korea, mens alle andre medlemmer af slægten regnes for giftige.

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Den er et meget effektivt middel til at standse blødninger, både indvortes og udvortes, idet man drikker et afkog af den, eller saften eller afkoget kan anvendes udvortes. (…) Den sammenføjer kanterne af betændte sår og kurerer brok hos børn. Et afkog drukket i vin hjælper mod nyre- og galdesten samt forstoppelse af blæren. Det destillerede afkog drukket to eller tre gange i løbet af dagen letter og styrker tarmene. Saften eller det destillerede afkog benyttet som varmt omslag er virksomt mod betændelse og krakeleret hud.”

I traditionel østrigsk urtemedicin er ager-padderok blevet drukket som té, og udvortes er den anvendt mod rheumatisme og urinsyregigt, samt for hudlidelser og problemer i nyrer og urinvej. Den har også været anvendt mod tuberkulose og nyresten.

I nutidens urtemedicin er den kendt som en glimrende antioxidant, samt som et godt antibakterielt, koagulerende, slimløsnende, vanddrivende og sammensnerpende middel. Dens høje indhold af kisel kan muligvis modvirke knogleskørhed og senesmerter. Den betragtes også som gavnlig for leddene samt for smertefulde nedre rygmuskler, og det er muligt, at den kan modvirke hårtab.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

 

Forstavelsen skav kommer af middelalder-dansk skave, hvilket betyder ’at skrabe’ – en hentydning til artens anvendelse som slibemiddel.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) omtaler skavgræs i bogen Flora Danica fra 1648: ”Det slags Skaf-Græs, som er det Tiende udi Ordenen hos Bauhinum, oc aff hannem beskrifuis oc kaldis Eqvisetum foliis nudum non ramosum, seu junceum, det er: ’Blade- oc Grene-løs Skafve-Græs’, eller ’Sifactig Blade-løs Heste-Rumpe’, bør med Rette, frem for alle de andre slags Eqviseta, Skafve-Græs kaldis, thi dette er det slags, huilcket Anatomici [anatomer], som hafue Lyst til at giøre Sceleta, fornemmeligen bruge, naar de ville polere Beenene, at de kand være glatte, skinnendis oc huide.”

Dén Bauhinus, som Paulli omtaler, er den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, i latiniseret form Casparus Bauhinus (1560-1624), som beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) introducerede i 1753.

Man kan konstatere, at Bauhin var en bedre iagttager end den person, der navngav planten skavgræs, da stænglerne hos denne art ligner stænglerne af lysesiv (Juncus effusus) langt mere end græsstængler.

Medicinsk blev skavgræs tidligere anvendt af amerikanske indfødte mod vattersot (vand i kroppen), nyresygdomme og prostatalidelser. Kvinder med uregelmæssig menstruation drak et udtræk af denne plante samt pileblade. Saften af roden blev dryppet i kvindemælk, og betændte øjne blev badet med denne væske. Toppen af unge planter spistes mod diarré, og asken af brændte planter blev lagt på brandsår. Potawatomi-folket hævdede, at en té brygget på denne art var det bedste middel mod lumbago.

Artsnavnet er afledt af latin hiems (‘vinter’), hvilket sigter til artens stedsegrønne stængler.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i sumpe’.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på fugtige steder, først og fremmest i kildevæld i lyse skove, hvor den ofte danner store kloner. Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af de nordligste egne, og videre mod øst næsten til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den kan træffes op til omkring 1200 meters højde. I Danmark vokser den hist og her i Østjylland og på Øerne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk telma (‘sump’), hvilket sigter til, at arten vokser i fugtige områder.

Tidligere blev en lignende plante i det vestlige Nordamerika, udbredt fra Alaska mod syd til Californien, betragtet som en underart af elfenbens-padderok. I dag anerkendes den som en selvstændig art, E. braunii.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

I Nepal anvendes den kogte marv mod maveproblemer og luft i tarmene, og en pasta af bladene smøres på sår. Saft af bladene bruges mod feber og dryppes i ørerne ved ørebetændelse. Gummisaften smøres på bylder og filipenser og benyttes desuden mod forstuvninger, hoste og astma, samt til at uddrive indvoldsorme. Den smøres også på svamp mellem tæerne, som er opstået ved at vandre barfodet gennem vand i regntiden. I ayurvedisk medicin anvendes arten mod leukæmi.

Marven er spiselig, kogt eller som pickles. Findelte stængler strøes i vandløb for at bedøve fisk, som derpå flyder op til overfladen.

I nogle områder betragtes arten som en magisk plante, der kan hindre lynnedslag i huse.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske botaniker John Forbes Royle (1798-1858), der især er kendt for værket Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, and of the Flora of Cashmere (1839ff).

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ’flåt’, hvilket sigter til frøets lighed med visse flåt-arter, mens artsnavnet betyder ’almindelig’. Det danske navn sigter til, at olie af frøene førhen blev benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel – men hvorfor den kaldes amerikansk er lidt gådefuldt, da den sandsynligvis stammer fra egnene omkring Middelhavet.

Folkenavnet Kristpalme hentyder til, at ligesom troen på Kristus kan afhjælpe sindets lidelser, så virker denne plantes olie helbredende på talrige fysiske lidelser.

Laboratorieundersøgelser har påvist, at amerikansk olieplante rummer virksomme stoffer mod betændelse, smerter, feber og astma, og den indeholder også anti-histamin.

I Nepal anvendes arten mod talrige lidelser. Rodsaften benyttes mod hudproblemer, diarré og dysenteri samt som afføringsmiddel. Den tørrede og pulveriserede rod anvendes mod gulsot og dårlige nerver. En pasta af barken smøres på sår. Et grødomslag af bladene anvendes mod bylder og gigtplagede steder og smøres på panden for at lette feber og hovedpine. En pasta af blomsterne smøres på betændte sår. Olie fra frøene, kaldt ricinusolie eller amerikansk olie, benyttes mod hæmorrider, leverlidelser, rheumatisme, diarré, urinsyregigt samt hudproblemer, bl.a. ringorm. Kimplanten gives til børn for at uddrive indvoldsorm, og en pasta af den bruges mod fnat og urinsyregigt. I lavlandet i Nepal spiser kvinder et kimblad om dagen som svangerskabsforebyggende middel.

Naga-folket i det nordøstlige Indien smører bladsaft på panden for at lette hovedpine, og en pasta af bladene anvendes som grødomslag mod bylder og filipenser. Frøene ristes og spises som modgift, og de blandes med frøkapsler af Rhus simialata som afføringsmiddel. Også i Vesten blev frøolien førhen benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel.

I det Gamle Egypten, hvor arten har været dyrket i mindst 6000 år, anvendtes olien i lamper. I dag udgør den et effektivt smøremiddel i motorer. Frøene er meget giftige, men olien derimod ikke, da giftstofferne forbliver i resterne efter presning. I Nepal fodrer man gale hunde med frøene for at slå dem ihjel. Der fremstilles halskæder og armbånd af frøene, og den tørrede plante udnyttes som brændsel.

Planten dyrkes hist og her som prydplante, men den producerer en mængde pollen og er en alvorlig allergifremkalder. Endvidere vokser den meget aggressivt og er i stand til at fordrive mange andre plantearter.

Bodo- og Naga-stammefolk i det nordøstlige Indien anvender bladene som foder til larver af eri-silkesommerfuglen (Samia cynthia ssp. ricini), mens et ekstrakt af planten anvendes som insektbekæmpende middel. Naga-folket anvender den som gødning på markerne.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor amerikansk olieplante er yderst almindeligt forvildet. De blev taget i byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele af disse planter er giftige, inklusive frugter og frø. Indtagelse af frø forårsager alvorlige mavekramper, opkastninger og diarré. Husdyr, fx heste, kvæg og høns, som har ædt bladene eller frøkagerne, får ofte blødende diarré, og i alvorlige tilfælde bliver de udsultede og dør.

Arterne er værdsat for en olie, kaldt for tung olie, som udvindes af frøene. Den anvendes traditionelt til fremstilling af lak, fernis, maling, kinesisk sort blæk og lampeolie, til at gøre klæde og papir vandtæt, samt til at male og tætne skibe. Den blev førhen også anvendt til at isolere elektriske kabler. (Kilde: Protabase – Plant Resources of Tropical Africa – prota.org)

I 1200-tallet skrev den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo: “Kineserne tager kalk og findelt hamp, som de ælter sammen med en bestemt træolie; når de tre emner er fuldstændig sammenblandet, udgør de en glimrende lim, og med denne blanding maler de deres skibe. Træolien udvindes fra et træ ved navn tong-shu.”

I dag anvendes olien først og fremmest til fremstilling af maling og blæk, mens der af olie af lavere kvalitet fremstilles sæbe og linoleum. En stigende bevidsthed omkring miljøet har ført til en større brug af olien som foring i beholdere til mad- og drikkevarer samt medicin. Efter at olien er presset af frøene, kan frøkagerne anvendes som en glimrende gødning.

Selv om disse træer er meget giftige, anvendes dele af dem i traditionel kinesisk medicin som brækmiddel og infektionsdæmpende middel, samt til bekæmpelse af indvoldsorm. Frøolien er stærkt afførende og anvendes endvidere til behandling af sår og brandsår samt hudsygdomme forårsaget af parasitter. Olien indgår som bestanddel i kinesiske plastre. Et ekstrakt af frugten bekæmper bakterier.

Slægtsnavnet er afledt af latin vernix (‘fernis’), hvilket sigter til frøoliens anvendelse.

 

Artsnavnet, som er latin og betyder ‘vokser i bjerge’, er ikke velvalgt, da arten også vokser i lavlandet.

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

Mange planter i denne familie dyrkes som kvælstofdannere. I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om stenkløver (Melilotus): “Den giver næring til nogle kvælstofbindende bakterier, som lever i små knolde på dens rødder, og så snart disse bakterier dør (og de lever ikke længe) overgiver de al det kvælstof, som de har produceret, til planten. Det er umuligt at danne levende celler uden kvælstof, og det er umuligt for en plante, eller ethvert andet levende væsen, at vokse uden dannelse af nye celler. Plantens størrelse afhænger af dens antal af celler, og antallet af celler afhænger af mængden af tilført kvælstof. Stenkløver er en af de mange ærteblomster, som har overvundet problemet ved indirekte at få kvælstof fra luften gennem at give næring til disse dværge, som kender til hemmeligheden ved at få kvælstoffet direkte fra luften.”

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk habros (‘yndefuld’), hvilket hentyder til bladene.

 

Frøene anvendes som perler i rosenkranse og halskæder. Navnet paternosterbønne hentyder til disse bedekranse. Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet kan dog også betyde ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. På Trinidad bæres perlekranse af frøene omkring håndled eller ankel som værn mod jumbi’er (onde ånder) og mal-yeux (‘onde øjne’).

I gamle dage blev frøene også anvendt som vægtlodder af guldsmede, da de altid er ens af vægt. Et andet dansk navn på arten, krebseøje, sigter til den sorte aftegning på frøene.

Frøene er meget giftige – indtagelse af nogle få kan medføre døden. I Indien blev de førhen anvendt til at begå mord, samt til at slå kvæg ihjel. I King’s American Dispensatory (1898) skriver H.W. Felter og J.U. Lloyd: “Abrus-frøene benyttes af medlemmer af Chamar-kasten (‘indfødte flåere’), når de begår den misgerning at forgifte køer for at stjæle deres huder. Hertil anvender de små pigge ved navn sui(‘nåle’) eller sutari(‘syle’), som de lægger ned i en tynd pasta af frøene, der er stødt til pulver og har trukket i vand. Derpå tørrer de disse våben i solen, hvorefter de smøres i olie, skærpes på en sten og forsynes med håndtag. Med disse syle stikker man hul på dyrets hud.”

Paternosterbønne har bakteriedræbende egenskaber. I Nepal anvendes den i folkemedicinen mod talrige lidelser. En pasta af roden smøres på bylder og benyttes også mod hovedpine, ru hals og rheumatisme. En pasta af bladene smøres også på bylder og hævninger og anvendes tillige mod rheumatisme, caries, astma og pigmentmangel. Saft af bladene benyttes mod hoste og feber samt som blodrensende middel. Friske blade tygges mod hoste og ru hals. Frøene har svedfremkaldende og spytstimulerende virkning, og de anvendes mod tilbagevendende angreb af malaria, øjensygdomme, kvalme, slim i lungerne, kløe samt pigmentmangel. De benyttes også som afførings- og brækmiddel. En pasta af frøene anvendes mod iskias, feber, hovedpine, malaria, lammelse, hudsygdomme og dårlige nerver.

I ayurvedisk medicin betragtes planten som et godt middel til øget hårvækst, og olie fra frøene som potensfremmende middel.

I Nepal spiser Chepang- og Mooshar-folkene de unge blade efter kogning. Tynde grene benyttes som reb.

I mange områder, bl.a. Belize, Vestindien, USA, Hawaii og Polynesien, betragtes paternosterbønne som invasiv.

Artsnavnet er latin og betyder ‘benyttes under bøn’, hvilket sigter til frøenes anvendelse i bedekranse.

 

 

 

 

 

Disse planters blade er trekoblede.

Slægten blev navngivet til ære for John Stuart, den tredje jarl af Bute (1713-92), som støttede botanisk forskning.

 

Denne art er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder fra det Indiske Subkontinent gennem Indokina til det sydlige Kina, men dyrkes andre steder på grund af de skønne blomster, der anvendes af hinduer som offergave i templerne.

Dens harpiks, som på hindi kaldes kamarkas, anvendes i visse former for madlavning, samt til garvning og farvning. Reb, papir og sandaler fremstilles af fibrene fra inderbarken og rodbarken. Bladene udnyttes som foder samt til fremstilling af tallerkener og paraplyer. Blomsterne afgiver et gult farvestof, roden et rødt. Olie udvindes af frøene. Af det bløde ved fremstilles redskaber, og det anvendes også som brændsel.

I Indien anvendes den såkaldte bengal-kino, som udvindes fra garvesyreholdige udposninger på barken, mod sår og diarré. I Nepal benyttes saft af barken mod feber, mens pulveriserede frø anvendes mod betændelse samt til at uddrive indvoldsorm.

Artsnavnet skyldes, at hver af blomsterne kun producerer et enkelt frø.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kytisos, et ord, der blev anvendt for en slags kløver.

 

De danske navne gyvel, giel, gejl, golme og gulme kommer af nedertysk geil, der betyder ’som skinner gult’, hvilket sigter til de stærkt gule blomster. Folkenavnene kostgyvel, dværgris og grønris afspejler plantens anvendelse som koste, der blev fremstillet af grenene. Barken yder glimrende fibre, og da den indeholder en betydelig mængde garvesyre, blev den anvendt til garvning af læder. Unge gyvelskud blev lavet til pickles, og i England, før indførelsen af humle, blev unge skud tilsat øllet for at give det en kraftigere smag og gøre det mere virksomt.

I Middelalderens Europa blev gyvel kaldt Planta genista, og den blev adopteret som emblem af Geoffrey d. 5. (1113-51), Greve af Anjou og senere Hertug af Normandiet. Han blev gift med Mathilda, datter af Kong Henrik d. 1. af England, og parret fik en søn, den senere Kong Henrik d. 2. (1133-89). Planta genista blev ændret til Plantagenet, som var familienavnet for de engelske konger frem til Richard d. 3. (1452-85).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver i bogen Flora Danica fra 1648, at man ”Gyfvels-Blomster udi Ædicke oc Lage vel nedsyltede, i steden for Cappers-Blomster (…) uden nogen Besuærlighed oc Kløgen [opkastning] til Middags- eller Aftens-Maaltid vel bruge kand.”

I Middelalderen blev gyvel tillagt magiske evner, og man sagde, at hekse fremstillede kosteskafter af de tykkeste stammer og red på dem under deres hallucinogene rus.

I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra gyvel, mjødurt (Filipendula ulmaria) og eg (Quercus, se Fagaceae nedenfor).

En kristen legende beretter, at da Josef og Maria flygtede til Egypten, passerede de gennem en bevoksning af gyvel, hvis modne bælge gav høje smæld fra sig, når de spredte frøene. Det kunne tiltrække opmærksomheden fra Herodes’ soldater, hvilket fik Maria til at forbande buskene.

De fleste af de gyvel, man i dag ser i Danmark, stammer fra prydplanter, som er indført fra Sydeuropa. Disse former er forvildet mange steder og optræder ofte invasivt, hvorved de truer den naturlige vegetation. Genetisk forurener de også den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel, som i dag er meget sjælden i Danmark og kun ses i visse vestjyske hede- og klitområder.

Et gammelt mundheld siger: ”Der er Guld under Gyvelrod”, forstået på den måde, at gyvel i lighed med andre ærteblomstrede planter er kvælstofdannende, så jordbunden beriges, hvor den vokser. I digtet Ungkarlen skriver Johan Skjoldborg (1861-1936):

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver i bogen Herball (1597): “Et afkog af kviste og toppe af gyvel renser og åbner lever, milt og nyrer,” mens urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) i værket Complete Herbal finder et afkog af planten nyttigt mod ophobning af væske i kroppen, gulsot, koldfeber (malaria), urinsyregigt, iskias samt diverse smerter i led og hofte.

Simon Paulli (se ovenfor) skriver om blomsterne, at ”(…) dersom mand udi Miød uden nogen Ædicke vil gifue nogen henved to Quintin [= ca. 8 g] at dricke, da komme de den til at kløge og bryde sig [brække sig], som det dricker, oc de det gandske Legeme fra de slemme oc onde Vedsker, huilcke pleye at foraarsage Ledeverck, befrie.”

En drik fremstillet af gyvelblomster blev drukket af den engelske konge Henrik d. 8., når han havde forædt sig.

I nutidens urtemedicin anvendes gyvel som hjertestyrkende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘anvendt til at feje’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’), hvilket sigter til de hvide blomsterstande hos mange af arterne. Det danske navn hentyder til deres tætte og hårde ved.

 

Den er særdeles livskraftig og danner tætte bevoksninger, som ofte fortrænger den oprindelige vegetation, og den betragtes som invasiv i talrige lande, fx Taiwan, Hong Kong, adskillige øer i Stillehavet, det nordlige Australien, det sydlige USA, Puerto Rico, samt dele af Europa og Sydamerika. Af Invasive Species Specialist Group (IUCN) regnes den som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

Planten er et vigtigt element i folkemedicinen og anvendes mod en række lidelser, bl.a. mavebesvær, sukkersyge og betændelse. I traditionel kinesisk urtemedicin anvendes rod og frø mod hudproblemer og gigt. Den er også blevet benyttet som svangerskabsforebyggende middel, til at forårsage abort, samt til at uddrive indvoldsorm. Den er muligvis i stand til at hæmme kræft.

Bladene udnyttes som foder, og husdyr, som blev fodret med bladene, havde øget mælkeproduktion og vægt. Unge bælge kan koges som grønsag, og ristede frø benyttes som kaffeerstatning i Filippinerne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), hvilket hentyder til den tætte, kugleformede blomsterstand.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor hvidt blytræ er uhyre almindeligt og har overtaget store områder af braklagt land og tomter.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af semitisk oprindelse, på oldgræsk lotos, hvilket var betegnelsen på en art kløver eller kællingetand, af Homer beskrevet som foder til heste.

Det mærkelige navn kællingetand har de rimeligvis fået på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller måske fordi blomstens båd ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes disse planter for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til bladene, der ser ud, som om de er trekoblede, men i virkeligheden har 5 småblade, hvoraf de 2 nederste er vidt adskilte fra de 3 endestillede. Den første del hentyder til bælgene, der ofte sidder tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes 4 arter, som ofte vokser i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde tæpper. To arter er omtalt nedenfor, de øvrige på siden Hyldest til farven gul.

 

I traditionel tyrkisk medicin anvendes den som et smertestillende, bedøvende og vanddrivende middel, samt til behandling af hæmorrider. Den har også været benyttet mod betændelse og er en glimrende antioxidant. Den udnyttes meget som foder.

Artsnavnet er afledt af latin corniculum, et diminutiv af cornu (‘horn’), samt endelsen atus (‘besidder’), således ‘med små horn’, hvilket sigter til bælgene.

 

 

 

 

Arten er udbredt i det meste af Europa, samt i Nordafrika og Tyrkiet, men er også blevet naturaliseret andre steder, bl.a. Nord- og Sydamerika og Australien.

Medicinsk har den været anvendt som antioxidant, samt til bekæmpelse af svamp, infektion og kræft.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stilk’, hvilket hentyder til blomsterstandens lange stilk.

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter den schweiziske botaniker, professor, militærofficer og politiker Marc Nicolas Puerari (1766-1845), der var ansat ved Københavns Universitet som assistent for botanikeren Martin Vahl (1749-1805).

 

I USA blev den benyttet til at dæmpe jorderosion, men uheldigvis har den bredt sig ukontrollabelt og er blevet en kraftigt invasiv plante, hvilket også er tilfældet i New Zealand, hvor den er blevet erklæret for en ’uønsket organisme’. Artens invasive natur er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

I Brasilien og andre steder anvendes den som jordforbedrer gennem sine kvælstofbindende bakterier, der lever i roden. Den benyttes også til græsning, specielt af geder. Roden er rig på stivelse og er blevet anvendt i det fjernøstlige køkken i hundreder af år. Der laves en fin grapefrugt-agtig gelé af blomsterne, og af stængelfibrene fremstilles kurve, klæde og papir. I det sydlige USA anvendes planten som kompost, og der fremstilles sæbe og cremer af den.

På kinesisk kaldes kudzu for gé gēn, hvilket forklares som “roden af en slyngplante, hvoraf der udvindes medicin, og stængelfibrene kan væves til klæde.” Arten er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin mod bl.a. mæslinger, hovedpine, svimmelhed, tinnitus, dysenteri, diarré, forkølelse og feber, samt stiv ryg og nakke. Rod, blomster og blade er glimrende antioxidanter. I Japan fremstilles en urtedrik af den pulveriserede rod.

Artsnavnet, som er latin og betyder ‘vokser i bjerge’, er ikke velvalgt, da arten også vokser i lavlandet.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kastana, det klassiske navn på ægte kastanje (Castanea sativa), samt opsis (‘minder om’), således ‘minder om et ægte kastanjetræ’.

På amerikansk kaldes medlemmer af slægten for chinkapin, en forvanskning af algonkinsk chechinquamin eller chincomen, muligvis Powhatan, der var anvendt for en amerikansk art, måske afledt af xinkw (‘glimrende’) og mini (‘frugt’).

 

Kimblade og nødder er spiselige. Bladene vikles omkring tobak og ryges som en cigar. Løvet anvendes også som foder. Veddet er hårdt og modstandsdygtigt mod termitangreb. Det udnyttes til tagtækningsplader, møbler og andre genstande samt som brænde.

I Nepal indtages saft af barken mod fordøjelsesbesvær, saft af bladene mod maveproblemer. Harpiksen, rørt op i vand, anvendes mod diarré.

De piggede frugter kan være til fare for helbredet. Engang, da jeg gik en tur i en skov oven for Pokhara, Nepal, faldt et bundt frugter fra et højt indisk kastanjetræ ned på min arm, hvor de satte sig fast i huden. Heldigvis er piggene ikke forsynet med modhager, men det var alligevel ikke let at rykke dem fri af huden!

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige blomster sidder i hængende rakler, mens hunblomsterne mest sidder i oprette aks. Frugten, som er en nød, der kaldes for agern, er omgivet af den såkaldte skål, der består af overlappende dækblade med frie spidser.

I Oldtiden var egetræer hellige overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus, i Rom til Jupiter, og i kelternes religion til Dagda, guddom for mandighed, frugtbarhed og visdom. Keltiske druider udførte ofte deres ritualer i hellige egelunde, hvor specielt de mistelténe (Viscum album, se Santalaceae nedenfor), der voksede på egene, var hellige for dem. I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra eg, mjødurt (Filipendula ulmaria) og gyvel (Cytisus scoparius, se ovenfor).

Træforbruget i Middelalderen var kolossalt. Der blev anvendt træ til huse, møller, skibe, vogne, redskaber, hegnspæle, møbler, træsko og utallige andre genstande, samt ikke mindst til brænde. Især de såkaldte bulhuse krævede store mængder træ – de blev bygget af kraftige egestolper med tykke egeplanker lagt vandret mellem stolperne som vægge. For at skåne skovene forbød kongen allerede i 1500-tallet denne byggemetode, og man gik over til at opføre de langt mindre træforbrugende bindingsværkshuse, der bestod af egeplanker med lerklining imellem. Trækul var meget anvendt som varmekilde til produktion af jern og glas, og til fremstilling af trækullene blev afbrændt store mængder træ.

De talløse krige til søs i 15- og 1600-tallet betød, at mange skibe gik tabt, og flåden måtte ofte fornyes. Til fremstilling af skibene blev anvendt egetræ pga. dets store holdbarhed. Alene til ét stort krigsskib gik der 1500 ege af en alder på 150-200 år, så egeskovene blev fældet med stor hast. Under Svenskekrigene blev Danmark flere gange invaderet af svenskerne, som fældede og afbrændte store skovområder for at forhindre danskerne i at forny deres flåde.

Det høje indhold af garvesyre i egebark gør den velegnet til garvning. I gamle dage blev agern pulveriseret og ristet som kaffeerstatning, og de var et meget vigtigt fødeemne for husdyr, specielt svin, der sendtes på ’olden’ i skovene.

Et afkog af blade og bark havde førhen utallige anvendelser, fx mod epilepsi, blod i spyttet, forgiftning, diarré, håraffald, tarmslyng, brystsyge (tuberkulose), frostbid, hæmorrider, udslæt og halsinfektioner, for blot at nævne nogle få. Friske blade blev lagt som omslag på sår.

Egen optræder naturligvis ofte i poesi og prosa. I eventyret Ib og lille Christine, fra 1855, skriver H. C. Andersen (1805-75): ”Egetræerne strakte frem afskallede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og ville vise deres knudrede, nøgne Arme.”

Et andet eksempel af Chr. Richardt (1831-92) i digtsamlingen Smaadigte fra 1861:

 

 

Billeder af egetræer er også vist andre steder på denne hjemmeside, bl.a. på siderne Efterår, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

Arten er løvfældende, op til 40 m høj, blade mørkegrønne, skinnende, indtil 14 cm lange og 8 cm brede, med 5-6 temmelig små indskæringer på hver side, bladstilk op til 1 cm lang. Agernet er op til 3 cm langt og 2 cm bredt. Det er uden stilk, hvilket afspejles af artens engelske navn, sessile oak, hvilket egentlig betyder ‘siddende eg’, men skal forstås som ‘egen med siddende agern’).

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i stenede områder’, afledt af oldgræsk petra (‘sten’). Det danske navn hentyder til, at visne blade ofte bliver siddende på træet vinteren over.

Den lignende stilkeg (nedenfor) kan kendes på sine lysere grønne, matte og dybt indskårne blade, med to ørede lapper ved grunden, samt de langstilkede agern.

 

 

 

 

 

 

 

Et løvfældende, op til 40 m højt træ med en tyk stamme, undertiden med en omkreds op mod 11 m. Barken er gråbrun, med længdegående furer på ældre træer. Bladene er grønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, aflange eller ovale, indtil 12 cm lange og 8 cm brede, meget kortstilkede, undertiden siddende, med 3-6 afrundede flige på hver side, samt to ørede flige ved basis. De hanlige rakler er op til 4 cm lange, hunlige blomster små, brune med røde grifler, siddende i små klynger på en lang stilk.

Stikeg kan blive meget gammel, nogle individer er anslået til at være mindst 1500 år gamle, deriblandt Kongeegen i Jægerspris Nordskov (omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: De døde ege i Jægerspris Nordskov).

Artsnavnet er latin og betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Begge ord kan hentyde til artens hårde, mørke kerneved. Forstavelsen stilk hentyder til, at dens agern sidder i små klynger for enden af 3-5 cm lange stilke.

Adskillige billeder af gamle og store ege kan ses på siderne Planteliv: Markante træer i Danmark, samt Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen rummede slægten ca. 650 arter, men en mængde arter er blevet overført til slægterne Gentianella, Gentianopsis og Comastoma.

Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De 4-5 kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

I det Gamle Egypten anvendtes ensian som medicin så tidligt som 1200 f.Kr. I Nepal anvendes adskillige ensian-arter i folkemedicinen mod fx hoste, forkølelse og feber. En pasta af roden af Gentianopsis paludosa smøres på sår, samt på panden i tilfælde af hovedpine. Gentiana officinalis, som vokser i Kina, benyttes mod en række lidelser, bl.a. dårligt fungerende skjoldbruskkirtel, mavesår, ørepine og halsbrand.

Slægten er opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr. Efter sigende var han den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (nedenfor). Det danske navn er en forvanskning af slægtsnavnet.

Et stort antal arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Flora i Himalaya.

 

I Antikkens Grækenland blev roden anbefalet som middel mod mave- og leverlidelser, samt mod infektioner. Op gennem Middelalderen blev roden også anvendt mod betændelse og som modgift mod diverse giftstoffer.

Roden indeholder et af klodens mest bitre stoffer og er et uforligneligt middel mod mavebesvær. Nogle få dråber ensian-mikstur stimulerer funktionen af lever og bugspytkirtel, og appetitten øges. Urtelæger anbefaler den mod en række lidelser, bl.a. fordøjelsesbesvær, tarmluft, gulsot, feber og betændelse.

I visse egne af Europa gæres og distilleres rødderne, og distillatet tilsættes aperitif og snaps. I begyndelsen af 1900-tallet var ensian-snaps en umådeligt populær drik i Alperne. Alene i Schweiz blev der i 1928 fremstillet snaps af 340 tons ensianrod. Intet under, at den gik meget tilbage i store dele af dens udbredelsesområde.

Siden er arten tiltaget igen, og i dag er den ret almindelig i mange områder, specielt i den schweiziske kanton Valais.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’, hvilket sigter til blomsterfarven.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af arterne har gule blomster med talrige og prominente støvdragere. Blade og blomster hos mange arter er fint prikkede af kirtler eller har sorte kirtler langs randen.

I gamle dage tillagde man perikon magiske kræfter. Den kunne bl.a. beskytte mod hekseri og lynnedslag. Hvis kvæget havde pådraget sig et onde ved at græsse, hvor elverfolket huserede, skulle man Sankthansaften ved midnat plukke perikon og fodre kvæget med den. I 1840’erne var en klog kone fra Karup-egnen bange for perikon, da hun mente, at den kunne pine og plage hekse og ødelægge deres trolddomskunster.

Perikon blev også anvendt til at uddrive Djævelen fra personer, som var besat af ham. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648: ”Vi troe dog slet ingenlunde, at nogen skulle findis, der ret vel hafuer igiennemlæst Bibelen, som tord [tør] understaa sig at samtycke og bekræfte det, som Johannes Baptista Porta [Giambattista della Porta (ca. 1535-1615), italiensk videnskabsmand og lærd] hafver skrevit her om (…): ”S Hans-Urt paa det heftigste uddrifuer Diefle, oc for samme Aarsags Skyld blifuer den gemeenligen kaldet Dieflernis Fluct, saa at de som ere besætte, huercken kand lucte eller bære den hos sig: Jeg gietter, at det vel for hendis Luctis Skyld skeer, efterdi den (naar den imellem Hænderne blifuer gneen) lucter ligesom Røgelse, oc der aff den Aarsage, at Røgelse bør at ofris Gud alleniste. Disse Urter hafue vi tijt oc ofte brugt til at befrie de Besætte med, oc det baade udi Bad/Røgelser, oc at de hafue baaret dem paa sig.” – Denne er Johannis Baptistæ Portæ vrange Lærdom.

Men vi (Gud skee evindelig Ære og Loff) ere langt anderledis her om opliuste, efterdi at Guds hellige oc aabenbarede Ord os klarligen lærer, huorledis at Christi Disciple hafve haft nock at bestille med dennem, som hafue været besætte, førend de dennem kunde befrie oc de ureene Aander uddrifue; ja de oc undertiden hafue maat kalde Christum til sig oc hans Hielp begæret. Oc alligevel meener denne Porta, at Fanden skulle være saa læt at uddrifue, at hand med Mact skulle vijge for Lucten aff en ringe Urt, som ickun lucter nogit efter Røgelse, oc strax lade den Besætte fare! Men sandeligen, saadanne Kræfter at tilskrifue Urterne er ingenlunde at bruge Medicinen til Guds Nafns Ære (…)”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hyper (‘ovenover’) og eikon (‘billede’), hvilket sigter til en gammel overtro, at hvis disse planter blev hængt op over billeder, ville de fordrive onde ånder.

 

Den var i Middelalderen højt anset som et sårhelende middel, også til brandsår og forfrysninger. Desuden blev den anvendt mod bl.a. epilepsi, koldfeber (malaria), indvoldsorm, slagtilfælde, kolera, og Simon Paulli (se ovenfor) anbefaler planten mod den ”(…) Siugdom som Pigerne hafue ont aff, huilcken gemeenligen kaldis Chlorosis eller Pige-Siugdom, huilcken angriber Pigerne paa den Tiid (hvor) deris Bryllups Høytid tilstunder, oc de skal udi Mands Vold.” De kan da opføre sig ”ligesom de vare forgiorde eller plagedis aff Diefvelens Besættelse.”

Arten blev førhen også benyttet mod lungesyge og diarré hos kvæg samt mod stivkrampe hos heste.

I dag anvendes den mod forbrændinger, insektbid, sår, fnat og infektioner, samt som mavestyrkende og beroligende middel. Nyere forskning har vist, at den er yderst effektiv mod depression og herpes virus, samt sandsynligvis også mod HIV og Parkinsons syge. Endvidere indeholder den stoffer, som øger leverens udskillelse af giftstoffer.

Blomsterknopperne har gennem århundreder været anvendt til at sætte på snaps, som de giver en bitter smag og en smuk rødbrun farve. Folkenavnene brudemandspors, jordhumle, markhumle, agerpors og brændevinsurt hentyder til denne brug, i lighed med humle og pors. Et folkeligt vers fra Nordvestsjælland fra 1930’erne siger:

 

Artsnavnet er latin og betyder ’gennemhullet’, hvilket, i lighed med ordet prikbladet, sigter til kirtel-prikkerne på bladene. Ifølge sagnet er disse prikker fremkommet ved, at Djævelen tilførte bladene tusindvis af fine nålestik. Han undte nemlig ikke menneskene denne kostelige lægeurt og prøvede derfor at få den til at visne bort.

Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster, mandeblod og Balderblomme hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne. I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes bebrejdede Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad. (Markus, kap. 6, v. 18-28)

Navnet Balderblomme hentyder til Balders død. I den nordiske mytologi var Balder den gode søn af Odin og Frigg. Han var plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette blev bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.

 

 

 

 

 

 

 

Krokus-arter er hårdføre planter, hvis blomster ofte kommer frem, mens sneen stadig dækker jorden. Blomster og blade vokser frem direkte fra en underjordisk rodknold. På grund af deres farvestrålende blomster, hvide, gule, orange eller violette, eller en kombination, dyrkes de vidt og bredt i områder med passende klima.

Krokus var kendt på et meget tidligt tidspunkt, tilsyneladende først beskrevet af den græske lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

I den græske mytologi var gudinden Persefone datter af Demeter og Zeus. Hun blev bortført af Hades, hendes farbroder, og blev hans hustru, dronning over underverdenen. Den græske digter Homer (8. eller 7. århundrede f.Kr.) lader hende selv beskrive sin bortførelse:

 

 

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien. Romerne indførte safran-krokus til England, hvor de anvendte den til farvning.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

De uregelmæssige blomster har normalt en kort øvre læbe samt en længere og større nedre læbe. Denne opbygning har givet anledning til familiens danske navn, samt til det tidligere familienavn Labiatae, afledt af latin labiatus (‘forsynet med læber’).

 

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var et ældre navn på B. officinalis (nedenfor) vettonica, opkaldt efter Vettonerne, et spansk folkeslag, der anvendte denne art som lægeplante. Nutidige autoriteter hævder dog, at Betonica kommer af keltisk bew (’hoved’) og ton (’god’), hvilket sigter til artens brug mod hovedpine.

Nogle placerer disse planter i slægten Stachys (nedenfor).

 

Betonie var højt agtet i Antikkens Grækenland og Rom. Den græskfødte botaniker Antonius Musa (64-14 f.Kr.), som var hoflæge hos Kejser Augustus, hævdede, at den var en sikker kur mod ikke færre end 47 forskellige sygdomme og lidelser. Et gammelt italiensk mundheld siger: “Sælg din frakke og køb betonie,” mens et spansk lyder: “Han har lige så mange dyder som betonie.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller i bogen Herball (1597), at betonie “bevarer liv og lemmer hos mennesker mod faren fra epidemiske sygdomme. Den afhjælper dem, der afskyr og ikke kan fordøje deres mad.” Han siger endvidere, at denne urt kan kurere gulsot, lammelser, rystelser, urinsyregigt, hovedpine og ophobning af vand i kroppen, samt at ”den pulveriserede plante rørt ud i honning er god mod alle slags forkølelser og hoste, åndenød og tuberkulose” og “opblandet med honningvin og polejmynte er den god mod koldfeber.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria].

Indtaget med vin er den god mod indvoldsorm, ”og afhjælper også forstoppelse af milt og lever (…) Gurglevand med betonie letter tandpine (…) Den er en god kur mod bid af gale hunde (…) En drik, lavet af betonie-pulver med en smule honning i eddike virker opkvikkende på trætte rejsende. Den standser blødninger fra næse og mund og hjælper dem, der spytter blod, og den er også til gavn for dem, som har småskrammer eller brok. Den knuste grønne plante, eller saften derfra, heler hurtigt ethvert indre eller ydre sår på krop og hoved. Endvidere kan den uddrive enhver splint, torn eller andet, som har sat sig fast i kødet, og den heler også gamle og nye sår samt bylder.”

I Danmark blev betonie anvendt mod en lang række lidelser, fx ondt i halsen, gulsot, blegsot (blodmangel), nyresten, lungesot (tuberkulose), faldende syge (epilepsi) samt livmodersygdomme.

Den var også meget anvendt som blodstillende middel. Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver i bogen Flora Danica fra 1648: ”(…) er Anno 1645, udi Ormemaanet [juli], her udi Kiøbenhaffn, aff mig oc to Feldtskærere, en Rytter blefven lægt (…) foruden ti Saar var der oc et stort dødeligt Saar udi Hofvedet, aff tre Soldater huggede, thi udi Issen, eller øfverst udi Hofvedet, hafde hand en Skade bekommet, som var ofver en flad Haand bred, saa at icke alleniste Hofvitskalen, men endocsaa den Hinde, som aff Anatomicis kaldis dura Mater, oc Falx [en seglformet fold på dura mater], som er udi den, saa oc pia Mater var skadt, ja Hiernen selff den var saa dybt indhuggen som et Led aff en Finger. Men Gud gaff Lycke dertil, at samme Skader blefve paa en kort Tid lægte oc heelte, oc Ryteren kom tilpas igien. (…)

Effterdi derfor at Betonie kand, ved Guds Hielp, saa store Skader læge, bør den med ald Rette at holdis for den allerfornemste iblant de Urter, som kaldis Cephalicæ, oc tiene til Hofvedet.”

I nutidens urtemedicin anbefales betonie mod angstanfald, hovedpine, svimmelhed og nervelidelser.

I Oldtiden og Middelalderen blev betonie betragtet som en magisk urt. Antonius Musa (se ovenfor) fandt, at den var et effektivt middel mod trolddom, og i en gammel angel-saksisk urtebog anbefales den mod “skrækkelige natlige trolde samt frygtelige syner og drømme.” Den blev plantet på kirkegårde og hængt om halsen som amulet.

Den hollandske lærde Desiderius Erasmus Roterodamus (1466-1536) siger, at betonie beskytter “dem, der bærer rundt på den,” samt at den er ”god mod skrækkelige syner” og et effektivt middel til at ”bortjage djævle og fortvivlelse.”

I Middelalderen mente man, at hvis man lagde en ring, bestående af frisk betonie, omkring hugorme, turde de ikke krybe over den, men ville slås og piske med halen, til de døde, mens en hjort, som var blevet såret af en pil, ville opsøge betonie og blive helbredt ved at æde den.

I 1600-tallet hed det, at hvis man var blevet forhekset af en kvinde, så man kun kunne elske hende, skulle man drikke pulver af betonie og polejmynte (Mentha pulegium) med vand, destilleret af hjertensfryd (Melissa officinalis), samt hænge en magnet på det nøgne bryst. Man mente også, at betonievand gjorde en beruset mand ædru: Man burde dog ikke benytte denne metode mere end to gange årligt.

Førhen blev bladene anvendt til at farve uldgarn gult.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret på forskellig vis. Det kommer af oldgræsk kleros, der normalt oversættes til ‘præst’, hvilket skulle sigte til, at nogle af arterne blev anvendt til religiøse formål i Asien. Ordet kan dog også betyde ’tilfælde’ eller ‘held’, hvilket hentyder til, at der ofte var modstridende oplysninger angående brugbarheden af disse planter i den traditionelle medicin. Den anden part af navnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’). Det danske navn er således en oversættelse af den sidste mulighed.

 

Arten er en meget vigtig plante i traditionel ayurvedisk medicin, hvor dens rod og bark anvendes mod åndedrætsproblemer, såsom hoste og astma, samt mod feber. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver i sår ihjel. En pasta af rod og blade anvendes mod hudproblemer, saft af bladene mod diarré, leverlidelser, sår, feber, mavesår og hævelser, samt til at uddrive indvoldsorm og befri kvæg for lus. I Indien smøres saft af planten på slangebid og skorpionstik. I den traditionelle thai-medicin benyttes rod og blade som vanddrivende middel, samt til behandling af indvortes betændelse og nyreproblemer. I Nepal dryppes saften i betændte øjne på kvæg.

I Nepal koges og spises bladene.

Artsnavnet er latin og betyder ’uheldig’. Det blev hæftet på denne plante af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) , efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

 

 

I Nepal benyttes saft fra roden mod epilepsi, blodig hoste og mavesår. Roden koges, og vandet drikkes for at uddrive indvoldsorme. En pasta af roden smøres på forstuvninger og smertende lemmer. Saft af barken anvendes mod feber og fordøjelsesbesvær. De lådne blade trykkes mod sår for at standse blødninger. Bladsaften benyttes mod feber og hovedpine samt til at uddrive indvoldsorme. Den smøres også på sår for at dæmpe betændelse, og den dryppes i husdyrs øjne mod øjenbetændelse. En pasta af bladene anvendes mod dysenteri. Saft af blomsterknopperne benyttes mod luft i tarmene, og den stoppes op i næsen mod bihulebetændelse. Andetsteds anvendes arten mod hudlidelser, fx ringorm.

Løvet anvendes som foder, de tørrede stængler som brændsel. Blomsterstandene bringes som offergave til hinduistiske templer.

Slægten er opkaldt til ære for den britiske matematiker Henry Thomas Colebrooke (1765-1837), som var meget kyndig i orientalske forhold og blev kaldt for “den første store Sanskrit-kyndige i Europa.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘med modsatte blade’. Et af plantens engelske navne er squirrel’s tail (‘egernhale’), hvilket sigter til de lådne blomsterstande.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker og læge Johann Sigismund Elsholtz (1623-88), som var pioner inden for områderne hygiejne og sund ernæring. Navnet skyldes den tyske botaniker og farmaceut Carl Ludwig Willdenow (1765-1812), som var pioner inden for den geografiske udbredelse af planter.

Adskillige arter udnyttes medicinelt i Himalaya mod fx hoste, forkølelse, sår og fnat.

 

Olie af frøene er spiselig. I Nepal anvendes pulver af frøene som smagsstof i mad, og den pulveriserede plante brændes som røgelse. Saft af roden indtages mod hovedpine.

Ved første øjekast ligner den meget Colebrookea oppositifolia (ovenfor), men denne har næsten helrandede blade, og aksene er stærkt uldhårede.

Artsnavnet er afledt af latin frutex (‘busk’) samt endelsen osus (‘minder om’), således ‘buskagtig’.

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk gale (’væsel’) samt opsis (’minder om’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab.

Det danske navn skyldes, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane. Et ældre dansk navn var hampenælde, hvilket hentyder til, at bladene hos nogle af arterne har en vis lighed med hampeblade.

 

Den minder meget om almindelig hanekro, men blomsterne er mindre, læbens midtflig er tydeligt længere end bred og har et indhak i spidsen, og midtfligens mønster når næsten helt ud til randen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kløvet’, hvilket formentlig sigter til kronens læbe, som er tredelt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘storslået’ eller ‘pragtfuld’, hvilket hentyder til de smukke og farvestrålende blomster.

 

 

 

 

 

Planten er blevet anvendt mod kramper, slim i lungerne, hævelser og infektion. Et afkog af den benyttes til behandling af lungelidelser. Den indvandrede til Nordamerika tidligt nok til, at irokeserne anvendte den medicinelt.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk tetra (‘fire’) og hitus (‘omkreds’), hvilket sikkert hentyder til den firkantede stængel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk leon (’løve’) og oura (’hale’), altså ’løvehale’. Det står ikke klart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav almindelig hjertespand således.

Det danske navn har intet med en spand at gøre. Det stavedes førhen hjertespænd, hvilket hentyder til denne arts anvendelse mod hjertesmerter.

 

Den har en lang historie som lægeurt og har siden Middelalderen været anvendt mod hjertelidelser og forhøjet blodtryk.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver i bogen Herball (1597): ”Adskillige anbefaler den mod hjerteskavanker samt til behandling af betændte sår. Endvidere mod visse sygdomme i luftvejene, fx hoste, og af den grund efterspørges den ofte af bønder.”

I værket Complete Herbal udtaler den britiske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): “Der findes ingen bedre urt til at bortdrive melankolske dampe fra hjertet, til at forstærke det og gøre sindet muntert, sorgløst og lystigt. Den kan opbevares konserveret som saft, og af den grund kalder latinerne den for cardiaca… Den renser brystet for kold slim, undertrykker den og slår indvoldsorm ihjel. Den er nyttig til at opvarme og udtørre kolde kropsvæsker, til at fordøje og sprede dem, der har sat sig fast i kroppens blodårer, led og sener, samt til at afhjælpe kramper og rystelser.”

I Kina blev hjertespand i gamle dage anvendt som svangerskabsforebyggende middel samt til at regulere menstruation, og i Europa benyttede jordemødre den mod forskellige lidelser hos kvinder, fx infektion af livmoderen. Samme brug fandt sted hos amerikanske indfødte i Delaware-området.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Her er noget du bør kende,” sagde en gammel jordemoder til den unge brud, da de stod ved havegærdet og kiggede på en høj læbeblomst. ”Dette her er hjertespand.”

Nutildags anvendes hjertespand som et sveddrivende, krampestillende, stimulerende og nerveberoligende middel. Som saft benyttes den mod uregelmæssig hjerterytme samt mod feber, nervøsitet og delirium. Den anvendes også mod luft i tarmene.

I Nepal anvendes saften som et sveddrivende og appetitvækkende middel, og stødte blade smøres på svamp mellem tæerne, som er opstået ved at vandre barfodet gennem vand i regntiden.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kardia (‘hjerte’), hvilket hentyder til dens anvendelse mod hjertelidelser.

 

 

 

 

I Asien har den været anvendt gennem århundreder mod gynækologiske problemer. Den ordrette oversættelse af dens kinesiske navn 细叶益母草 er ’gavnlig-for-mødre-urt’. Den må dog ikke indtages under svangerskab, da den kan fremkalde abort.

Den er tillige blevet benyttet som vanddrivende middel, samt for sin afslappende og beroligende virkning. Den øger blodcirkulationen, kan mindske hævelser, og den anvendes endvidere mod øjenproblemer og for højt blodtryk.

 

 

 

 

 

Om slægtsnavnet, der tidligere blev skrevet Brunella, skriver den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole, i bogen Adam in Eden, or Nature’s Paradise. The History of Plants, Herbs, Flowers (1657): “(…) Brunella, fra Brunellen, som er et navn, tyskerne har givet den, fordi den kurerer den betændelse i munden, som de kalder ’die Breuen’.” Cole tog dog delvis fejl, idet det tyske navn er Braunelle, mens betændelsen hedder Bräune, og den er ikke i munden, men i halsen.

 

Folkenavnet vild humle hentyder til, at blomsterstanden efter afblomstring kan minde om en humlekop, mens bornholmerne med navnet munker mener, at den ligner en munks kronragede hoved. Det færøske folkenavn bátmannshattur (’bådmandshætte’) hentyder ligeledes til blomsterstandens form. Navnet biurt refererer til, at bier flittigt besøger blomsterne, mens kløveræder sigter til, at brunelle førhen kunne være et besværligt ukrudt.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Det er en mærkelig plante, forstået på den måde, at man sjældent finder den talrigt noget sted, og dog findes den overalt. En mand, som havde tilbragt syv år i Japan, og som havde boet på næsten hver eneste ø i øriget, sagde, at han altid fandt denne lille plante, hvorhen han end rejste, og skønt han havde været i mange lande rundt om i verden, havde han aldrig besøgt et, hvor Prunella ikke var til stede for at byde ham velkommen – ikke mange planter, men altid nok til at tiltrække hans opmærksomhed.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) udtaler i bogen Herball (1597): “Der findes ikke nogen bedre urt i verden end brunelle (…) for af netop denne urt, uden tilføjelse af andre ingredienser (…) fremstilles en salve, som vil hele ethvert betændt sår, selv i første forsøg, på en vidunderlig måde. Et afkog af Prunell, tilsat vin, lukker og heler alle sår, både indvortes og udvortes.”

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Er du blevet såret, kan du helbrede dig selv ved hjælp af brunelle. Det er en særlig urt til indvortes og udvortes sår.“

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) bemærker i bogen Flora Danica fra 1648, at brunelle renser og tørrer, og skriver videre: ”Denne Urt bruger mand derfore til atskillige Saaer paa Menniskens Legeme at heele, være sig at de ere dybe eller icke, enten gamle eller ferske.”

Blandt amerikanske indfødte blev personer med feber badet i et afkog af arten. Dette afkog blev også drukket for at øge synsevnen. Folkeslag ved Stillehavskysten smurte saft af planten på bylder, og den blev også benyttet mod sår og betændelse.

I dag anvendes brunelle stadig til behandling af sår og halsbetændelse. I Nepal benyttes den mod svulne øjne og hævede kirtler, og en pasta af planten smøres på en smertende ryg.

De mildt bitre blade kan anvendes i salater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet beror på en misforståelse. Det blev i sin tid betragtet som afledt af latin scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Navnet er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Det hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldt af.

Det danske navn, som betyder ’bærer et skjold’, er en viderebringelse af denne mistolkning.

Skjolddrager-arter er meget anvendt i den kinesiske folkemedicin, specielt S. baicalensis, hvis rod er en hovedingrediens i medicinen Huang Qin, som har været benyttet gennem mere end 2000 år mod fx leverbetændelse, diarré og betændelse. I Nordamerika blev S. lateriflora anvendt af indfødte folk mod gynækologiske problemer, og blandt nybyggerne blev den kendt som et middel mod rabies.

 

Arten blev førhen anvendt i folkemedicinen, men den har desværre en meget bitter smag. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648: ”Hvo derfore aff den gemeene Mand, som ligger siug aff den Kaalde [’koldfeber’, et gammelt ord for malaria], oc fornemmeligen aff huer anden Dags Kaalde, de kand berede sig it Decoctum eller Afsød [afkog] aff denne Feber-Urt, at de der med kand fordrifue den. Men hvo som Formue oc Efne hafuer til at kiøbe andre Medicamenter, de neppeligen forbruge denne, thi hendis Smag er mectig beesk.”

Artsnavnet er afledt af latin galera (‘hjelm’), hvilket hentyder til den hvælvede overlæbe.

 

 

 

 

 

Den er meget sjælden i Danmark, idet den kun vokser på nogle få strandenge på Bornholm. I Sverige er den ret almindelig. Iøvrigt er den udbredt i det meste af Europa mod øst til Uralbjergene, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus.

Artsnavnet er afledt af latin hasta (‘spyd’ eller ‘lanse’) og folium (‘blad’), således ‘med spydformede blade’.

 

 

 

 

 

Arten er meget anvendt i indisk folkemedicin mod diverse lidelser. I Nepal smøres saften på sår mellem tæerne, som opstår, hvis man gennem længere tid vader barfodet gennem mudret vand i regntiden. Saft af roden anvendes mod forstoppelse og andet mavebesvær. I kinesisk traditionel medicin anvendes planten mod forkølelse, for megen tarmluft, infektion og feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af varierende farve’. Blomsternes farve varierer fra rent hvid til mørkviolet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘kornaks’, hvilket sigter til, at blomsterstanden oftest er et aks. Det var det klassiske navn på filtet galtetand (S. germanica).

Bægeret, der omslutter blomsterne hos disse planter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til det danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse for orne er galt.

Ordet galt bringer sagnkongen Regnar Lodbrog frem i tankerne. Hans sønner drog på togt og vandt sig mange rigdomme, så han besluttede at drage til England og besejre den lokale konge Ella. Hans skibe strandede imidlertid på kysten, og Regnar og hans mænd blev taget til fange. Regnar nægtede at fortælle, hvem han var, så han blev kastet ned i en ormegård fyldt med hugorme. Hans sidste ord, inden han døde, var: “Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens nød.” De ‘grise’, som han hentyder til, er hans sønner, som nok skulle vide at hævne ham. (Regnar Lodbrogs liv og levned er beskrevet på hjemmesiden odinsklinge.dk/da/odins-fortaellinger/regnar-lodbrog-en-dansk-konge)

 

Siden Middelalderen har denne plante haft ry som sårheler. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) anbefaler den på det kraftigste i urtebogen Herball (1597) og fortæller, at han under et ophold i Kent tilfældigt hørte om en bonde, som havde skåret sig alvorligt på sin lé, hvorefter han havde bundet et bundt kær-galtetand ”som et grødomslag” over såret, som helede i løbet af en uge, skønt det ”ville have taget fyrre dage med almindelig salve”. Gerard fortsætter: “Jeg så såret og tilbød at hele det gratis, hvilket han nægtede, idet han sagde, at jeg ikke ville kunne hele det så godt som han selv – et bondsk svar, synes jeg, uden tak for min gode vilje.” Senere kurerede Gerard ”mange alvorlige sår, nogle af dem dødelige, med selvsamme urt.”

Førhen anvendte amerikanske indfødte også arten som omslag på sår, og den blev spist for at modvirke slim under hoste. Den indgik tillige i en medicin mod kønssygdomme.

I nutidens urtemedicin indtages frisk saft af bladene for at standse blødninger, og den anvendes også mod dysenteri. Den tilskrives antiseptiske og krampestillende egenskaber, og den virker lindrende på urinsyregigt, krampe, ledsmerter og svimmelhed.

Roden er spiselig og nærende og har førhen været anvendt i brødbagning.

Artsnavnet betyder ‘vokser i sumpe’ på latin. Folkenavnet svinerod skyldes, at udløbernes knolde gerne bliver ædt af svin. Det mærkelige navn kløkusse, fra Lolland-Falster, hentyder til plantens stive behåring og stærke lugt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på kanel, kinnamomon, som er afledt af et semitisk sprog og måske oprindeligt baseret på det malajiske navn på disse planter.

 

Arten er hjemmehørende i det sydlige Japan, Sydkorea, det sydøstlige Kina, Taiwan og Vietnam, men dyrkes mange andre steder til fremstilling af kamfer, der anvendes som en ingrediens i røgelse og medicin, som et krydderi, samt som insektdræbende middel. I Oldtidens Egypten blev kamfer anvendt så tidligt som 1485 f.Kr. til balsamering.

 

 

 

 

 

 

Slægten omfatter omkring 125 arter og er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, samt i Mellem- og Sydamerika.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet ‘pingvin’), hvilket ligeledes hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. Det blev først anvendt af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum.

 

Om plantens navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i bogen Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

 

 

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

På Falster er planten blevet kaldt for gåsefedturt.

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er vibefedt navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitima – den æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

Den danner ofte tætte bestande gennem vegetativ formering.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘spatelformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

Ørkenfolk i Arabien og andre steder har gennem tusinder af år benyttet saft fra planten til at afkøle huden. De lagde mærke til, at saften efterlod mærker på huden, hvilket førte til ideen med at udnytte den til dekorative formål. I det Gamle Egypten var nogle af mumierne udsmykket med henna, og det fortælles, at Dronning Kleopatra (69-30 f.Kr.) også benyttede farven som dekoration.

I dag er henna stadig meget anvendt i Pakistan, Indien, Nordafrika og Mellemøsten til udsmykning af hud og fingernegle, samt til hårfarvning. Den benyttes også som en naturlig plantefarve i tekstilindustrien. En olie udvundet af blomsterne anvendes i parfumeindustrien.

Ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, er det godt at tygge hennablade mod blæner i munden på grund af plantens indhold af garvesyre, og han anbefaler også et afkog af bladene som omslag på inficeret hud og bylder.

Henna er kendt for sine kræft- og infektionsdæmpende egenskaber, og den er meget anvendt i såvel unanisk som ayurvedisk medicin. Planten benyttes mod feber, skæl, hedeslag, leukodermi (pigmentmangel) samt spedalskhed i tidlige stadier; bark og rod mod forstørret lever og gulsot; blomsterne mod hovedpine; en pasta af bladene mod solskoldning, hedeknopper, udslæt, hudafskrabninger, brandsår, bylder, hudsygdomme såsom eksem og ringorm, hæmorrider, ru hals, betændte hævelser, spedalskhed samt rheumatiske ledsmerter; frøene mod dysenteri; frø og blade mod kraftig menstruation samt udflåd fra skeden; olie fra frøene mod gigt, fnat og hårtab.

Ordet henna er afledt af det gamle arabiske navn på planten, ḥinnā’, som er beslægtet med ḥana’a (‘at grønnes’). Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den skotske læge og mineralog Isaac Lawson (1704-47), som delvis finansierede førsteudgaven af Linnés Systema Naturæ.

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘ubevæbnet’ eller ‘uden tænder’. Det hentyder sandsynligvis til de helrandede blade, da planten har ‘våben’ i form af torne på spidsen af kvistene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på granatæble, en forkortning af malum punicum (‘det puniske æble’), hvilket refererer til fønikernes Puniske Rige, som fandtes i nutidens Tunesien.

 

Den er muligvis oprindeligt vildtvoksende fra Tyrkiet mod øst til Afghanistan og Pakistan, men det er svært at fastslå med sikkerhed, da den har været dyrket i tusinder af år og er blevet forvildet mange steder, specielt omkring Middelhavet.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefalede rodbark af granatæble som middel til at uddrive bændelorme – en effektiv, men kvalmende metode.

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Oc Huem er der, som icke vel veed, at Granat-Æblis-Saft er it Alexipharmacon [et middel, som anvendes mod gift] oc ofuermaade got Raad for Hiertet oc Mafven, huilcke det corroborerer [styrker] oc styrcker udi heftige oc slemme smitsomme Siugdomme? Herfore bruger mand Saften eller Syrup aff Granate-Æble, saasom det der saare megit styrcker Hiertet, imod Blodsot, slemme oc smitsomme Febrer oc Kaalde-Siuger, Meslinge oc Børne-Pocker [skoldkopper]. Derforuden lærer ocsaa Sebicius*, oc udi særdelished commenderer oc berømmer Saften eller Granat-Æble-Vijn imod Blodsot, besynderlig dersom gloendis Jern eller Staal blifuer sluckt der udi.”

 

 

I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet (Malus pumila), men det kan lige så vel dreje sig om granatæble, da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

I Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, hedder det:

“Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Traditionelt er Kundskabens Frugt også blevet betragtet som værende sødæblet, selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble eller måske abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Frugtsaften af granatæbler er meget forfriskende, og den benyttes også som tilsætning til de alkoholiske drikke Grenadine og Campari, som får deres stærkt røde farve og bitre smag herfra. I Marokko anvendes et udtræk af umodne frugter til garvning af lædervarer. Den dyrkes også som prydbusk for de smukke blomsters skyld.

Artsnavnet er afledt af italiensk granata (‘kastanjefarvet’), hvilket sigter til frugtens farve hos nogle varieteter. Det danske navn er en oversættelse af fransk pomme (‘æble’), mens det italienske granata er overtaget uden oversættelse. Det har medført, at det danske navn er meget uheldigt, da det kan lede tanken hen på granater.

 

 

Der findes medlemmer på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, med flest arter i varmere egne af kloden. De mangler i polar-regionerne, samt tundra og taiga, og alpine arter forekommer kun i Andes.

 

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ḥabb al-misk (‘moskus-piller’), hvilket sigter til de duftende frø.

 

I Nepal smøres en pasta af roden på forstuvninger, mens en pasta af barken anvendes mod sår. Saften fra blomsterne benyttes mod bronchitis og tandpine. I traditionel kinesisk medicin anvendes arten mod nyrelidelser.

Nogle steder dyrkes den til føde. Bladene spises på adskillige Stillehavsøer. I Japan og Korea fremstilles papir af arten.

Artsnavnet er slægtsnavnet på kassava-planten (Manihot esculenta), oprindeligt fra det sydamerikanske sprog Guarani. Navnet sigter formentlig til ligheden mellem aibikas blade og bladene hos kassava-planten.

 

 

 

 

 

Ifølge nogle kilder er slægtsnavnet afledt af oldgræsk althaino (‘at hele’), hvilket sigter til de helende egenskaber hos læge-stokrose (nedenfor).

Althaea er imidlertid også navnet på en dronning i den græske mytologi, hustru til Oeneus, som var konge af Kalydon. De havde en række sønner, bl.a. Meleager, som ifølge nogle kilder var resultatet af en forbindelse mellem Althaea og guden Ares. Althaea og Meleager forårsagede hinandens død. Da Meleager fødtes, blev det spået, at han kun ville leve, indtil et glødende stykke trækul på familiens ildsted var brændt op. Althaea ragede stykket ud og gemte det et sikkert sted.

Et forår, efter at Meleager var vokset op, ofrede Oeneus sæsonens første frugter til guderne, men glemte Artemis. Hun blev rasende og slap en kæmpemæssig orne løs, så den kunne ødelægge Kalydon. Althaeas brødre, Meleager samt den berømte kvindelige jæger Atalanta prøvede på at dræbe ornen. Det lykkedes for Meleager, som forærede skindet til Atalanta, da han var blevet forelsket i hende. Althaeas brødre blev vrede og tog skindet fra hende, idet de hævdede, at de tilhørte dem i kraft af deres status. Det gjorde Meleager så rasende, at han dræbte begge sine onkler.

Da Althaea hørte, hvad der var sket, fandt hun trækulstykket frem og kastede det på ildstedet, og som spået døde Meleager. Derpå begik hun selvmord.

 

I det Gamle Egypten blev saften udvundet og blandet med nødder og honning, eller den bløde og svampede stængelmarv blev kogt i sirup og derpå tørret til blødt og sejt slik. I England og USA blev stængel og rod, der indeholder en del sukker, førhen anvendt til fremstilling af en type slik, der på engelsk hedder marshmallows. Nutidens marshmallows har dog intet med planten at gøre. De består af sukker, vand og gelatine, som piskes og formes til små firkanter, der dyppes i majsstivelse.

Siden Oldtidens Egypten har et ekstrakt af roden været anvendt mod hoste. Oldtidens arabere anvendte et grødomslag af læge-stokrose til behandling af infektioner, og i det gamle Grækenland benyttede man arten til sårheling. Traditionelt blev arten i Danmark anvendt mod en lang række lidelser, fx bylder, dysenteri, blæresten, epilepsi, tuberkulose, tandpine, kolik- og nyresmerter, hæmorrider, mavepine og kighoste. Et udtræk af roden indgik i de såkaldte altea-bolcher, som blev taget mod hoste.

I nutidens urtemedicin anvendes læge-stokrose til behandling af hoste, forkølelse, influenza, bronchitis, sukkersyge, hudproblemer, mavesår samt urinvejsbetændelse. Alle dele af planten er rige på slim, som kan hele ømhed og betændelse.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

De gamle folkenavne ebeske, ibisk og ibsurt er forvanskninger af hibiscus, hvilket sigter til, at blomsterne ligner hibiskus-blomster.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘formidabel’ eller ‘enorm’.

 

I adskillige asiatiske lande spises blomsterknopperne som grønsag eller pickles. I Thailand og Kina anvendes blomsterne i supper samt i té. Den unge rod samt modne frø spises ristede. Roden, som er rig på stivelse, spises også rå. Olie kan udvindes af frøene. Veddet anvendes til både og planker, og der fremstilles reb af barkfibrene. De store frugter indeholder en mængde frøhår, der anvendes som fyld i puder og madrasser.

I Nepal benyttes plantesaften mod hovedpine og sår, saft af barken mod hoste, fordøjelsesbesvær og mavepine. Et afkog af barken benyttes mod feber. Unge rødder anvendes mod kolera, tuberkulose, hoste, urinvejslidelser, dysenteri samt impotens. Rod og mælkesaft benyttes mod diarré, dysenteri, tuberkulose, influenza, sår samt for kraftig menstruation. Rodsaften anvendes mod gonoré samt besvær med vandladningen. Pulveriserede frø benyttes mod amøbedysenteri.

I traditionel ayurvedisk medicin anvendes arten mod astma, diarré, udflåd fra vagina, blodmangel, ufrivillig sædafgang, sår samt hudlidelser.

Artsnavnet er det spanske ord for Ceiba pentandra, et regnskovstræ fra Latinamerika, men benyttes også for indisk kapoktræ. Billeder af Ceiba pentandra er vist på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibiskos, et navn påført Althaea officinalis (ovenfor) af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (ca. 40-90 e.Kr.), forfatter af De Materia Medica, et værk i 5 bind, der omhandler urtemedicin.

En mængde arter i slægten er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.

 

I Senegal og andre afrikanske lande, samt i forskellige asiatiske lande, spises de grønne blade som en krydret grønsag. I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles. Af bægerbladene fremstilles en rød drik ved navn karkade, og der laves også marmelade af dem. I Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. Af stængelfibrene fremstilles bast.

I folkemedicinen er roselle blevet anvendt som et vanddrivende og mildt afførende middel. I Brasilien benyttes arten mod mavebesvær, samt til blødgøring af huden. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et ekstrakt af roden mod forstoppelse, mavepine og luft i tarmene samt som et middel til at blødgøre huden. De røde bægerblade indeholder antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse. Frøene har ligeledes et stort indhold af antioxidanter.

Artsnavnet er af ukendt oprindelse. Navnet roselle er fransk, en diminutiv form af rose, som hentyder til de røde bægerblade, der med lidt god vilje ligner en lille rose.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er almindeligt dyrket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det klassiske græske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater.

Det mærkelige navn katost, samt en mængde folkelige navne, bl.a. knapost, bitterost, præsteost, knapurt og kavring (lille tvebak), hentyder til frugternes cirkelrunde form, der kan minde om en ost, som ligger til lagring. I bogen Flora Danica fra 1648 siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) herom: ”De trinde Tingester, som komme efter Blomsterne, ere ligesom nogle smaa Kager, der kand være it Hul midt paa. (…) ligesom en trind Bricke eller Knap, som er ligesom en Kage eller Knap-Ost, sæt sammen aff mange flade Frøe.”

Forstavelsen kat hentyder muligvis til, at mange mente, at katost var ubrugelig for mennesker, men ikke desto mindre blev bladene førhen ofte spist som kål.

Katost-arter var meget anvendt i Middelalderen mod alle mulige sygdomme. Paulli skriver: ”Udi Clystijr [klyster = indføring af et flydende lægemiddel i endetarmen] blifuer Katost saa ofte brugt, at der neppelig it blifuer bered, som tien til at blødgiøre Bugen oc forlindre den Pine, som er udi Tarmene, i Blæren aff Steen, oc Moderen [livmoderen], udi huilcket Katost jo er fast den fornemste Deel oc Basis.

(…) disse samme Katostis Blade (…) giør megit got for de gamle Quindis Personer, som ere temmelig ved Alder, naar de første Gang efter Bryllupet skal giøre Barsel, at mand da nogle Uger tilforne førend de falde omkuld, legge dennem disse fornæfnde Slags paa Jiszbeenet [issen]. Men der burde vel ingen Jordemoder være, som jo i det Ringeste burde at vide enten dette eller ocsaa andre ligesaadanne Raad. Men saa som enhuer ret vel vitterligt er, da gaar det saaledis til, at den største Deel aff dennem med saadan deris Uforstandighed icke alleniste udi dette Fald, men endocsaa udi andre dezlige Stycker, som de vel burde vide, giøre det, som suarer til deris Nafn, nemlig at de kaldis Jorde-Mødre, thi de jo (disverre) før Tiden aabne Jorden oc Grafven for mangen ærlig Dannequinde, oc uskyldigt lidet Foster, huilcke de, næst Guds Hielp, om de deris Stycker ret forstode, nocksom kunde redde oc befrie.”

Her får jordemødrene ellers en ordentlig én på hatten!

 

Arten er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, fra Spanien og de Britiske Øer mod øst til Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet, men er blevet indført andetsteds og er blevet forvildet mange steder, bl.a. i Skandinavien, New Zealand og Nordamerika. Den vokser på tørre steder, fra havniveau op til omkring 1500 meters højde.

Bladene anvendes visse steder i salater, og frøene er også spiselige.

Artsnavnet hentyder til de velduftende blomster.

 

 

 

 

 

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’ – et misvisende navn, da planten vokser i åbne områder.

 

 

 

 

 

I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

Hjortespringsbåden fra Bronzealderen blev bygget af lindeplanker, og gennem tiderne er lindens ved blevet anvendt til utallige andre formål, bl.a. vogne, møbler samt allehånde snedkerarbejder, fx spiseredskaber, musikinstrumenter og benproteser. Lindetræ giver meget fint trækul, som er velegnet til tegning.

Et bæger, som blev fundet i en grav fra Bronzealderen, var fremstillet af lindebark, og senere var barken ingrediens i fx farverlak og papir. Inderbarken, kaldt bast, blev anvendt så langt tilbage som i Bronzealderen, hvilket flere gravfund viser. Op gennem tiderne er den blevet benyttet til mange formål, bl.a. til fremstilling af kurve, reb og måtter. (I dag benyttes mest raffia-bast, som stammer fra palmer af slægten Raphia). I Rusland anvendes lindens bast fortsat til mange formål, bl.a. fremstilling af bastsko.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tilos (’fiber’), hvilket sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder ligeledes til barkens anvendelse – i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

I bogen Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en advarsel til biavlerne: ”(…) det er en Huuszraadig Huusz-Fader fornøden at vide, at det icke er raadeligt at sætte Bi-Kar paa de Steder, som Linde-Træer ere satte oc plantede. Thi den Luct Linde-Blomsterne gifue fra sig er saa skadelig for Bierne, at de ey kand taale, at de vore dennem saa nær, at mand kand see dennem. Men huilcken Huusz-Fader, som hafuer lyst til at legge vind oc beflitte sig paa Bier, hand forskaffe sig en heel Hob Thimian oc den udi Hafverne udi stor Menge plante, da lyckis Bierne dis bedre, oc de drage dis flittigere, oc god Hob Honning gifve.”

På Herning-egnen sagde et gammelt ord, at hvis en ko ikke ville blive med kalv, skulle den fodres med lindetræsolie i et æg inden løbetiden.

Traditionelt er lindeblomst-té og lindetræsolie blevet indtaget mod utallige lidelser, bl.a. hovedpine, forkølelse, hoste, feber, infektioner, epilepsi, mavebevær, nyregrus, forhøjet blodtryk, samt som urindrivende middel og som beroligende middel ved angstanfald og søvnløshed. Barken er blevet anvendt mod fx brandsår, betændelse og ’bullenskab’.

 

Artsnavnet kommer af latin cor, genitiv cordis (’hjerte’), hvilket sigter til bladformen. Det danske navn hentyder til, at bladene er ret små, 4-8 cm lange.

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ’planbladet’ på latin.

 

 

Om dens forekomst i Danmark skriver Simon Paulli (se ovenfor): ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin trilix (‘triple’), således navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), hvilket sigter til disse planters tredelte blade, i lighed med det danske navn.

Visse medlemmer af slægten benyttes mod åndedrætsproblemer, fx hoste, bronchitis og astma, samt mod feber.

Nogle moderne hekse anser treblad-arter for værende magiske urter.

 

Et afkog af roden anvendes mod dysenteri og diarré. I de Appalachiske Bjerge benyttede lokale stammefolk den tørrede rod til behandling af for kraftig menstruation samt blødninger efter fødsler, heraf de engelske navne birthroot og squawroot. (Ordet squaw, som er af algonquinsk oprindelse, betyder ‘kvinde’). Nogle folkeslag betragtede arten som et seksuelt stimulerende middel.

Et andet engelsk navn på arten, stinking Benjamin, hentyder til dens ubehagelige lugt – lidt hen ad råddent kød.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opret’.

 

 

 

 

 

Slægten Toona forekommer mod nord til tempererede områder i Kina, mod syd til det sydøstlige Australien, og to andre slægter, Synoum og Melia (nedenfor), findes også i Australien.

 

Slægtsnavnet er afledt af persisk azad (‘fri’) og dirakht (‘træ’), et navn anvendt for neemtræet (nedenfor). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

Neem er hellig for hinduer og indgår i adskillige af deres højtider. Det plantes vidt og bredt som læ- og fodertræ. Veddet er modstandsdygtigt mod angreb fra insekter og er derfor meget anvendt til bygninger og møbler. I Indien placeres tørrede blade i skabe for at holde insekter borte, og kogte blade kan skræmme skadelige fugle som spurve bort fra afgrøder. Pulveriserede frø anvendes som insektbekæmpende middel. Unge skud og blomster spises som grønsag og laves til pickles. Olien anvendes som ingrediens i sæbe, shampoo, cremer og tandpasta. I landlige områder benyttes den også til at smøre hjulnav på kærrer. Rester efter udnyttede dele af planten anvendes som gødning. Gummi arabicum produceres af harpiksen. Barken indeholder garvestof. Blomsterne er en glimrende kilde til honning.

Arten har været anvendt i indisk ayurvedisk medicin gennem mere end 2000 år. Saft af barken anvendes mod feber, hoste og urinvejsproblemer. En pasta af barken smøres på hævede eller blødende gummer. Olie fra frøene anvendes som blodrensende middel, samt til at forbedre leverfunktionen og stabilisere mængden af sukker i blodet. Den benyttes også til brandsår. En pasta af frøene anvendes mod spedalskhed. Neem benyttes tillige mod hudlidelser, samt som bakterie-, virus- og svampedræbende middel, ormemiddel, bedøvelsesmiddel og svangerskabsforebyggende middel.

Neem-kviste, kaldt datun, bruges som tandbørster, idet de tygges og gnides mod tandkødet. Saften fra kvistene virker bakteriedræbende og modvirker karies.

Navnet neem (skrives undertiden nim) er hindi, afledt af sanskrit-navnet på planten, nimba.

 

 

 

 

 

 

 

 

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Arten er mere udførligt beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

En gruppe af figentræer er de såkaldte kvælerfigner. De fleste frø af disse arter starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor de spirer i en revne eller ofte i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. (Frøet skades ikke af at passere gennem fuglens tarmsystem).

Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder.

Mange af kvælerfigen-arterne vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis de lades i fred, vil deres rødder med tiden ødelægge bygningen.

Figenblomster er unikke, skjult inde i et syconium, en kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterbunden, som har en meget lille åbning, hvorigennem bittesmå figenhvepse, som tilhører forskellige familier inden for overfamilien Chalcidoidea, presser sig ind. Hver af figenhvepse-arterne er kun tilknyttet en enkelt figenart.

Inde i syconiet lægger hunnerne æg i sterile hunblomster, der tjener som føde for larverne. Samtidig bestøver de frugtbare blomster med pollen, som satte sig fast på dem lige inden for åbningen, hvor hanblomsterne befinder sig. Senere svulmer frugten op, indeholdende mange frø.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Mange medlemmer af slægten anvendes medicinelt. En række arter er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.

 

Pipal er en kvælerfigen, som er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Myanmar, men dyrkes som prydtræ i mange varmere lande.

I traditionel ayurvedisk medicin benyttes arten mod omkring 50 forskellige lidelser, barken mod dysenteri, diarré, sukkersyge, dårlige nerver, for kraftig menstruation, benbrud, ørepine, kirtelproblemer, gonoré, fnat og andre hudsygdomme, og også som afføringsmiddel. Olie fra rodbarken anvendes mod hudsygdomme og rheumatisme, bladene mod forstoppelse, gummisaften mod vorter, den pulveriserede frugt mod astma, frø og unge skud som afføringsmiddel.

I Nepal benyttes barken til at standse blødninger fra sår, samt mod gonoré, diarré, dysenteri, lammelser, fnat samt slangebid. Gummisaften benyttes mod tandpine og ømme gummer. Saften af unge blade dryppes i ørerne mod ørepine. En pasta af bladene anvendes mod hudproblemer. Barken anvendes også til garvning og plantefarvning, inderbarken som reb. Løvet anvendes som foder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af eukalyptus-arternes engelske navne er fever tree (’febertræ’), som stammer fra praksis med at plante disse træer i malariabefængte sumpe. Da deres rødder er i stand til at ophobe store mængder af vand, udtørrer de sumpene, og malariamyggene forsvinder.

Anlæggelse af eukalyptus-plantager er til stor skade for miljøet, ikke kun fordi store skovområder er blevet ryddet, men også på grund af disse træers udtørrende virkning på jordbunden.

Æteriske olier udvindes af bladene og benyttes til behandling af forkølelse, ru hals, hoste, influenza, feber, åndenød, bihulebetændelse, allergier, virusinfektioner, bronchitis, tuberkulose, samt mavebesvær. Olien tilsættes de såkaldte eukalyptus-bolcher, som er gode mod dårlig ånde. Olien anvendes også af australske indfødte til behandling af sår, og forskning har vist, at den er en meget effektiv sårheler.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘godt’) og kalyptos (‘dækket’), hvilket sigter til toppen af blomsterknoppen, som har et dække, der beskytter de forskellige dele af blomsten under udviklingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk narthex (‘stang’), hvilket sigter til de ranke stængler.

 

Det danske navn er en direkte oversættelse af artsnavnet, som er afledt af latin os (‘knogle’) og‎ frango (‘at brække’). Årsagen til dette besynderlige navn er forklaret nedenfor.

I værket Quadripartitum botanicum fra 1639 fabulerer den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om forekomsten af enten kviksølv eller bly i jorden under benbræk, da han har fået oplyst, at kvæg og får, der græsser i disse bevoksninger, får skøre knogler, nøjagtigt som når de har fået disse giftige metaller i kroppen. Plantens forekomst har dog intet med hverken bly eller kviksølv at gøre. Da benbræk er giftig, mente man senere, at kreaturernes skøre knogler skyldtes, at de havde ædt af planterne. Nu ved vi dog, at det hænger anderledes sammen. Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, især områder fattige på fosfat. De øvrige planter i området må således også undvære fosfat, og hvis kreaturer græsser en hel sommer på disse fosfatfattige planter, bliver deres knogler ikke så faste, som de ville blive på ’normalt’ græs, og derfor brækker de lettere. (Kilde: Indledning ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen i Simon Paullis Flora Danica).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det singalesiske ord for lotus, nelum.

 

For buddhister er lotus et symbol på renhed i denne beskidte verden. Skønt den ofte vokser i mudret vand, producerer den en vidunderlig blomst. Et meget anvendt buddhistisk mantra er Om Mani Padme Hum, hvilket løseligt oversat betyder ‘Hil dig, juvel i lotusblomsten’. Naturligvis er juvelen i blomsten Buddha selv.

Indisk lotus har en meget stor udbredelse, fra Iran gennem det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina, Malaysia og Indonesien til Ny Guinea og det nordlige Australien. I en del af dette store område er den dog muligvis blevet indført som prydplante. Den er nationalplante i Indien og Vietnam.

Alle dele af planten er spiselige, i særdeleshed rodstængel og frø.

Rodstængel, blade og frø anvendes i stor stil i indisk og kinesisk traditionel medicin til behandling af talrige lidelser. Bladene benyttes mod opkastning af blod, næseblod samt blod i urinen, blomsterne mod diarré, kolera, feber og intens tørst, mens rodstænglen har vanddrivende og infektionsæmmende egenskaber og endvidere anvendes mod sukkersyge.

Artsnavnet kommer af latin nux (‘nød’) og fer (‘at bære’), således ‘den der bærer nødder’, hvilket sigter til de spiselige frø.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nymphe (’nymfe’). Sagnet fortæller, at en vandlevende nymfe nærede en glødende kærlighed til den stærke helt Herakles (på latin kaldt for Hercules), som imidlertid ikke gengældte hendes følelser. Hun sygnede hen og døde, og af hende opstod den smukke nøkkerose.

Det danske navn kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

I Hjemligt Hedenskab, udgivet i 1919, skriver Gudmund Schütte: ”Gribes en Badende af Krampe i Dammens kolde Vand, og bliver han hængende i Vandplanternes slimede Stængler, da er det Nøkken, der tager ham; derfor har de lumske Dammes skønne hvide Vandliljer fået navnet Nøkkeroser.”

I Norge og Sverige betragtede man nøkken som spillemand, der lærte menneskene at spille, men på den betingelse, at de sidenhen tilhørte ham. Nogle europæiske middelalderviser handler om nøkken, bl.a. Agnete og havmanden, Nøkkens svig, samt Harpens kraft.

 

 

 

 

 

Forskellige dele af planten har været benyttet i mange egne, specielt i Indien, til behandling af en lang række lidelser, bl.a. betændelse, diarré, kræft, nyresten, migræne, leverbetændelse C, angstanfald, depression, krampe, forhøjet cholesterolindhold, samt som antioxidant.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til blomsterfarven.

 

 

 

 

 

I Indien har den været anvendt mod en række lidelser, bl.a. sukkersyge, betændelse, problemer i lever og nyrer, for kraftig menstruation, udflåd fra skeden, endvidere som et bittert styrkende middel, samt som et potensfremmende middel.

Artsnavnet hentyder muligvis til Noakhali, et distrikt i Bangladesh.

I Indien kaldes arten for neel kamal (‘blå lotus’), og den blå ansigtshud hos den hinduistiske guddom Krishna sammenlignes med dens farve. Den siges også at være gudinden Durgas yndlingsblomst.

En anden hinduistisk guddom er Rama, en inkarnation af den høje gud Vishnu. Ifølge det hinduistiske epos Ramayana blev hans trolovede, Sita, røvet af Ravana, en 10-hovedet og 20-armet dæmon fra Sri Lanka. Inden Rama drog til Sri Lanka for at befri Sita, bad han Durga om hjælp, idet han indså, at det ville behage hende at modtage 108 neel kamal som offergave. (108 er et helligt tal i hinduismen). Da han ville ofre blomsterne, så han til sin skuffelse, at der kun var 107 af dem. Frustreret ville han stikke sit ene øje ud og ofre det som den sidste neel kamal, men gudinden blev så glad for offergaven, at hun forhindrede ham deri, og i stedet indgav ham styrke til at vinde over dæmonkongen.

Den afrikanske underart caerulea kaldes populært ofte for Nilens lotus eller hellig blå Nil-lilje.

 

 

Artsnavnet betyder ‘duftende’ på latin.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket hentyder til blomsterfarven.

 

 

 

 

Slægtsnavnet, såvel som det almindelige navn på de fleste sprog, er afledt af det gamle persiske navn på disse planter, yasmin.

 

I umindelige tider har en æterisk olie af planten været benyttet i parfumeindustrien samt i medicinen.

Den er sandsynligvis oprindelig fra Kaukasus mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, og den er blevet naturaliseret i Sydeuropa, Nordafrika, Florida, Vestindien og andre steder. Den er Pakistans nationalblomst.

Siden Oldtiden har hvid jasmin været benyttet som potensfremmende, bedøvende, bakteriedræbende, antidepressivt, krampestillende og smertestillende middel. I den ayurvediske medicin anvendes den mod feber og øjenbetændelse samt til at forbedre immunforsvaret. I traditionel kinesisk medicin koges blomsterne for at fremstille urteté, som benyttes mod bl.a. sår, hedeslag, feber samt urinvejsinfektion. Denne drik kan også lette stress og angstanfald. Et grødomslag af blomsterne anvendes mod hovedpine og hjerneblødning.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på oliventræet (nedenfor). Det er kilden til ordet ‘olie’.

 

Siden Oldtiden har olivenolie været anvendt til at gøre huden blød og smuk, og den er også et godt middel mod tørt hår. Indtages olien dagligt, beskytter den sandsynligvis mod hjertelidelser, og den sænker muligvis kolesterolindholdet i blodet. Nyere forskning har vist, at den måske kan forhindre hjerneblødning, bryst- og tyktarmskræft, gigt, urinsyregigt samt migræne. Den virker afførende. Varm olie, som dryppes i ørerne, letter øresmerter. Et udtræk af bladene tages mod infektioner, forkølelse, feber, influenza, meningitis, herpes, helvedesild, lungebetændelse, tuberkulose og diarré. Dette udtræk kan også anvendes til at behandle sår og psoriasis. Veddet anvendes til træskærer- og drejerarbejder.

Ifølge det Gamle Testamente udstedte Moses en forordning, som sagde, at personer, der var ansvarlige for pasningen af olivenplantagerne, blev fritaget for militærtjeneste.

I den græske mytologi var Athene krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en nyopstået by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var desværre salt. Athene lod oliventræet spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de to fingeragtige rodknolde. Disse planter var tidligere placeret i slægten Orchis, som dog adskiller sig ved at have to runde rodknolde. De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af disse planter blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.

 

I Nepal anvendes roden som et dulmende middel på ømme slimhinder, mod mavebesvær, samt til at reducere mængden af slim i lungerne og standse blødninger. I ayurvedisk medicin benyttes roden som styrkende middel samt til behandling af betændelse i tænder og tandkød. Den skattes højt som potensfremmende middel. Traditionelt har den også været benyttet til heling af benbrud.

Arten er fredet, men er ikke desto mindre alvorligt truet af overdreven indsamling. I Nepal kostede et kilo af den tørrede rod i 2015 omkring 100 US Dollars.

Artsnavnet er Sanskrit og betyder ‘minder om en hånd’, hvilket hentyder til rodknoldene.

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien. Halvsnylter er egentlig et besynderligt ord. Enten er man vel en snylter, eller også er man ikke!

En lang række arter fra denne familie, samt andre snylteplanter, er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Disse planters anvendelse mod øjensygdomme kan spores tilbage til Middelalderen. Tilhængere af signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser.

Allerede Matthaeus Sylvaticus (1285-1342), en læge fra Mantua, anbefalede den mod øjenproblemer, og i værket Complete Herbal giver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) følgende opskrift på “en glimrende væske til at klare øjnene: Tag en håndfuld af hver af fennikel, øjentrøst, rose, svaleurt, jernurt og rude, samt den finthakkede lever af en ged, lav et udtræk af dem i øjentrøst-vand, som destilleres, og du har en væske, som uden sammenligning er den bedste til at klare øjnene.” – Tilhængerne af signaturlæren ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.”

En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver i bogen Flora Danica fra 1648: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis [læger] bekiendt, necte Recentiores [de nutidige læger] saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius* oc Camerarius**, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

 

 

 

Nutildags benyttes øjentrøst også mod fordøjelsesbesvær samt betændelse i luftrøret. I Nepal anvendes Himalaya-øjentrøst (E. himalayica) mod for kraftig menstruation, og rodsaften smøres på bylder.

Slægtsnavnet er afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre græske gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed hæftet på disse planter på grund af deres ældgamle brug som lægeurter. Folkenavnet ledgræs sigter til arternes korte blade, der giver dem et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til deres anvendelse som urteté.

 

 

 

 

I urtebogen Cruydeboeck skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her lånt fra botanical.com)

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (nedenfor) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

På sin rejse gennem Skåne i 1749 stødte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) på navnet landsknektar for arten. Han bemærker: “…ett ganska artigt namn, emedan denna örten bär svenska livréet med rocken eller bladerna som äro högblå, och bröstet eller blommorna inunder gula.” (Kilde: Carl Linnæi Skånska Resa, förrättad År 1749 (1751 , ny udg. Wahlström & Widstrand, 1959)

Denne plante har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland. Den vokser kun få steder i Danmark, men er almindelig i det østlige Sverige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’.

 

 

 

 

 

 

 

I traditionel østrigsk medicin blev der brygget té på planten, og den blev anvendt som fyld i puder som et middel mod rheumatisme og åreforkalkning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på enge’, hvilket er et dårligt navn, da den især vokser i skove og krat.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’.

Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider. Ikke desto mindre sugede børn i visse egne af England førhen den søde nektar ud af blomsterne.

I Nordamerika var canadisk troldurt (P. canadensis) tidligere meget anvendt blandt indfødte folk som medicinsk urt samt som potensfremmende middel. Medicinsk blev den benyttet som et blodrensende middel og endvidere mod blodmangel, hjertelidelser, mavesår og blodig diarré. Blade og stængel blev kogt som en grønsag. Menomini, også kaldt Mamaceqtaw, et Ojibwe-folk i Wisconsin, bar roden som en talisman, da de mente, den kunne hjælpe til med at forføre det modsatte køn. Roden blev også tiltroet den evne at kunne kurere knirkende ægteskaber, ved at blive blandet i dén mad, som begge parter ville spise.

 

Arten er udbredt i det vestlige USA, fra Oregon mod øst til Colorado og mod syd til Californien, Arizona og New Mexico, hvor den især vokser i tørre bjergskove.

Den blev først indsamlet i New Mexico i 1850’erne af botanikeren og kirurgen John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘skarp spids‘) samt anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de spidse blomster.

 

 

 

 

 

Førhen blev arten anvendt af indfødte folkeslag som et afslappende middel for trætte muskler, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

På amerikansk kaldes den for Indian warrior eller warrior’s plume, hvilket hentyder til blomsterstanden, der sammenlignes med en indianers hovedprydelse.

Artsnavnet er latin og betyder ’tætblomstret’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’vokser i sumpe’.

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt i Eurasien, fra arktiske områder mod syd til Tyskland, Rumænien, Kazakhstan, Mongoliet og Korea, og fra Norge og Tyskland mod øst til Stillehavskysten.

Artens svenske navn Kung Karls spira betyder ’Kong Karls scepter’, hvor ’scepter’ sigter til den ranke, lige blomsterstand. Planten fik dette navn af den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), som var pioner inden for botanik og ornitologi. Navnet var en hyldest til Kong Karl d. 12. (1682-1718) efter sejrene i slagene ved Narva i Estland 1700 og ved Riga i Letland 1701. (Kilde: linnaeus.nrm.se)

Artsnavnet er en direkte oversættelse af det svenske navn og skyldes den berømte naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

 

 

 

 

 

I værket Complete Herbal fortæller den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54), at “mose-troldurt regnes for gavnlig til helbredelse af fistler [en abnorm forbindelse mellem to hulrum, fx blodkar eller tarme] og hule mavesår, og til at stoppe strømmen af væske imellem dem, samt blødninger fra dem, idet den koges i portvin og derpå drikkes.”

Artsnavnet er latin og betyder ’vokser i skove’, hvilket er et meget uheldigt navn, da den først og fremmest vokser i hedemoser.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’med kranse’, hvilket hentyder til, at bladene sidder i kranse op ad stænglen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten. Navnet skjaller sigter i lighed med to danske folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne.

 

Artsnavnet er latin for ’større’, givetvis i betydningen større end liden skjaller (R. minor).

 

 

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er urter, nogle få buske og mindre træer. Adskillige slægter har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En del Papaver-arter er omtalt på siden Hyldest til farven rød, mens en række valmuesøstre er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya, og hornskulpe-arter på siden Flora i Tyrkiet.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore (Corydalis), jordrøg og løjtnantshjerte (begge omtalt nedenfor), samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk chelidon (‘svale’). Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) beretter, at svaler henter blomster af svaleurt og anbringer dem på deres ungers øjne, når de lider af øjenbetændelse. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skyldes navnet, at planten kommer i blomst, når svalerne ankommer, og visner, når de atter drager bort.

 

Svaleurt nævnes af Plinius den Ældre (ovenfor) som en bedøvelsesplante, og op gennem Middelalderen blev den anvendt mod bl.a. gulsot, hovedpine, øjensygdomme, maveproblemer, svimmelhed, koldfeber (malaria), søvnløshed og tandpine. I det 14. århundrede blev en drik med svaleurt betragtet som god for blodet.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver i bogen Herball (1597): “Saften fra denne urt er god til at skærpe synet, for den renser og fjerner slimede ting, der har sat sig på øjeæblet og forhindrer klarsyn, og den tages bedst kogt med honning i en messinggryde, som Dioscorides har lært os.” (Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin).

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Det er icke at sige, huor mange Fabeler mand finder skrevne om denne Urt oc hendis besynderlig Kraft, som den hafue skal imod Blindhed.”

Blandt amerikanske indfødte blev et udtræk af svaleurt anset for at virke beroligende.

I den moderne urtemedicin betragtes arten som vanddrivende og afførende samt som et af de bedste midler mod galde- og nyresten. Saften er god for hudproblemer, fx eksem og vorter, men da den er ætsende, må den ikke komme i kontakt med sund hud. Et afkog af planten, blandet med kaliumklorid, smøres på ligtorne. I Rusland siges det, at planten i adskillige tilfælde har været et effektivt middel mod kræft.

Folkenavnet brændeurt hentyder til saftens skarpe smag, mens surgunnæ – et middelalderligt navn, som kommer af sur (‘betændt’) og gunnæ (‘øjenpus’) – samt øjengræs og klarøjne sigter til plantens brug mod øjensygdomme. Vorteurt og fnatblomst hentyder til dens anvendelse mod hudproblemer. Navnet barneskidt fra Falster hentyder til mælkesaftens farve, der kan minde om småbørns gullige afføring.

Plantens gule mælkesaft og rådne lugt har givet grobund for mange fantasifulde forestillinger. I værket Utkast till svenska växternas naturhistoria (1867-68) skriver botanikeren C.F. Nymann (1820-93): ”Då örten, såsom icke sällan händer, växer på kyrkogårdar, tror allmogen att den dragit den skarpa saften till sig ur döda kroppar, hvadan den anses med en vis leda.”

Artsnavnets oprindelse beror på en misforståelse hos visse tidlige botanikere, som mente, at vorterod (i dag kaldt for Ranunculus ficaria), var nært beslægtet med svaleurt. De kaldte denne plante for lesser celandine med det latinske navn Chelidonium minus (latin for ‘mindre’), mens svaleurt fik navnet greater celandine med det latinske navn Chelidonium majus (latin for ‘større’). Af en eller anden grund er de engelske navne blevet hængende, selv om de to planter kun er meget fjernt beslægtede.

 

 

 

 

 

Med et fællesnavn kaldes disse planter på dansk for løjtnantshjerte – et navn, der efter sigende er opstået på grund af blomsternes udseende hos ægte løjtnantshjerte (Lamprocapnos spectabilis). I Syv fantastiske Fortællinger (1935) skriver Karen Blixen: ”Naar man bøjer Blomsterne fra hinanden, indeholder de en Champagneflaske og en Danserinde.” I gamle dage var man forvisset om, at det netop var disse to ting, en løjtnant tænkte mest på! Åbner man blomsten, ser man også noget, der kan minde om en dame i en vogn. Det kan tolkes, som at løjtnanten kun har hjerte for sin dame – eller kun tænker på damer.

Som det er tilfældet med så mange andre planter, er også løjtnantshjerte blevet forbundet med kristendommen. På grund af blomstens hjerteform kaldes planten for Marias hjerte og Kristi hjerte. De røde og hvide farver i blomsten siges at symbolisere blandingen af blod og vand, der flyder fra Jesu sår.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylos (‘finger’) og kapnos (‘røg’). Den første del hentyder sandsynligvis til disse planters forgrenede rodstok. Den sidste del sigter til, at planterne er ret nært beslægtede med jordrøg (se nedenfor).

 

I Nepal anvendes saft af planten mod feber og øjenproblemer, og saft af roden smøres på sår mellem tæerne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klatrende’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Greek di (‘to’) og kentron (‘spore’), hvilket sigter til de to tilbagebøjede flige i kronen.

 

Saften kan virke irriterende på huden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fremmedartet’ eller ‘eksotisk’. På japansk kaldes arten for komakusa (‘hestehoved’), hvilket hentyder til blomsterknoppernes form.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet i 1820 af den tyske botaniker Adelbert von Chamisso (1781-1838) til ære for hans ven, den tyske læge Johann Friedrich von Eschscholtz (1793-1831), som var hans kollega på den videnskabelige Kotzebue-ekspedition til Stillehavet 1815-18, ombord på den russiske brig Rurik.

 

Bladene blev førhen benyttet medicinelt af indfødte folk, og dens pollen blev anvendt kosmetisk.

I nutidig urtemedicin anses arten for at være et mildt beroligende og afslappende middel, der egner sig godt til børn. Den forbedrer søvnkvalitetet og kan forhindre mareridt. Den tages også mod hyperaktivitet, hovedpine, migræne, depression og nervesmerter.

Frøene anvendes i madlavning.

I 1903 blev arten udnævnt til Californiens officielle statsblomst.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af den gamle latinske betegnelse fumus terrae (’røg fra jorden’). Simon Paulli bringer et citat på latin af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), og fortsætter: ”Huilcket er saa megit at sige paa voris Danske Maal: Denne Urtis Saft er skarp oc giør alle Øynene klare, oc ligesom Røg kommer dennem til at rinde, huor aff den ocsaa sit Nafn hafuer, at den kaldis Jord-Røg.”

En anden forklaring, som efter min mening er temmelig søgt, går på, at dens fine løv kan minde om røg hen over jorden.

I Tyrkiet benyttes nogle arter som blodrensende middel samt mod allergi. I Nepal anvendes F. indica som vanddrivende middel og benyttes endvidere til at uddrive indvoldsorme. Dens saft smøres på sår.

 

Traditionelt er denne plante blevet anvendt mod leverproblemer og hudlidelser, fx eksem og psoriasis, samt som afførende og vanddrivende middel. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver, at den er ”en rigtig Skaburt og Pokkerurt” og uddriver ”den onde, giftige Svedesot”. [Pokker var det gamle navn på syfilis, og svedesot var et andet ord for pest.] Endvidere siger han, at destilleret vand fra urten kan drikkes med teriak (en middelalderlig medicin-blanding), det fordriver ”det Onde i Munden” og virker blodrensende. Simon Paulli beklager, at jordrøg ikke værdsættes nok: ”(…) men fordi at den udi saa stor Mangfoldighed allevegne findis, skeer det, at den icke nær actis oc holdis for saa dyrebar it Medicament, som den ellers udi sig selff er.”

Nyere forskning har vist, at læge-jordrøg faktisk er virksom mod psoriasis, og i Tyskland er arten et godkendt middel mod galdesmerter.

I Middelalderen mente man, at arten kunne uddrive dæmoner.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Et af artens folkenavne er arve, som er en gammel betegnelse for mange lave ukrudtsplanter. Og jordrøg er virkelig et almindeligt ukrudt. I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Hvad Steden sig belanger, som den gemeene Jord-Røg voxer paa, da er det vel alle vitterligt, at den mangfoldelig voxer, icke alleniste i Hafver iblant Urterne udi Biedene, oc andre saadanne Steder, aff sig selfuer (eenfoldeligen for den gemene Mand at tale) uden nogen Dyrckelse, men endocsaa paa Marcken iblant Kornet, oc paa andre saadanne Steder.”

Folkenavnet vild rude hentyder til bladene, der minder lidt om den ægte rudes (Ruta graveolens, nedenfor). Navnet jordgalde sigter til plantens bitre smag, skaburt til dens anvendelse mod fnat. Det mærkelige navn karetvogn, fra Søllerød-egnen, hentyder sikkert til blomstens form, der kan minde om en karet.

 

 

 

 

 

Tidligere blev planten anvendt medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på mure’.

 

 

 

 

 

 

Passionsfrugten har yderst en ret hård skal, der omslutter en mængde små, hårde frø, omgivet af frugtkød. Dette frugtkød er meget velsmagende hos flere arter, især almindelig passionsblomst (nedenfor), som dyrkes i stor stil i troperne.

Navnet passionsblomst er forbundet med Jesu lidelseshistorie i de sidste dage af hans liv, på engelsk kaldt ’The Passion’, afledt af latin passio (‘lidelse’). Efter legenden slyngede en passionsplante sig op ad det kors, som han var blevet korsfæstet på, og bladene gav herved skygge og kølighed til den døende Jesus.

Ifølge overleveringen var det spanske missionærer i 1400-tallet, som først tolkede passionsblomstens unikke opbygning som symboler, der knytter sig til korsfæstelsen.

De spidse blade symboliserer den Hellige Lanse, som gennemborede Jesu krop.

Klatretrådene symboliserer piskene, der blev anvendt til at piske Jesus.

De 10 bæger- og kronblade betragtes som symboler på 10 af apostlene – kun mangler Peter, som fornægtede Jesus tre gange efter hans arrestation, samt Judas, der forrådte ham.

Bikronens mange tråde ses som symbol som tornekronen.

Støvvejen er tolket som den Hellige Gral.

De 3 støvfang symboliserer de 3 nagler anvendt under korsfæstelsen, og de fem støvdragere under dem repræsenterer Jesu 5 sår (4 fra naglerne og et fra lansen).

De 3 bibægerblade symboliserer de tre Maria’er, som var til stede, da Jesus døde.

Den blålige blomsterfarve hos mange af passionsarterne betragtes som Jomfru Marias blå klædedragt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘spiselig’.

 

 

 

 

 

Frugten er omgivet af trævlede højblade, hvorpå der sidder klæbrige kirteldråber, som er i stand til at fastholde insekter, hvorved planten minimerer insektangreb på den spæde frugt. Hvorvidt den er i stand til at optage næring fra de fangne insekter, er et uafklaret spørgsmål.

Frugtkødet er spiseligt og sødt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stinkende’, hvilket hentyder til, at knuste blade afgiver en duft, som nogle mennesker finder ubehagelig.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til bladene, der minder om bladene hos vinplanten (Vitis vinifera).

 

 

 

 

 

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med to vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kedros, der stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Cedertræernes nåle og ved var meget anvendt som røgelse.

 

Deodar, som planten kaldes på hindi, tilbedes af hinduer og plantes ofte omkring templer. En æterisk olie udvindes af veddet og brændes som røgelse, i lighed med frøolien og harpiksen. Olien benyttes også til massage samt til sæbe og kosmetik. Den rå olie bruges som polérmiddel. Veddet er værdifuldt, da det er modstandsdygtigt mod angreb fra termitter og svampe. Af denne grund benyttes bygninger, fremstillet af cedertræ, ofte som magasin for afgrøder og kød. Veddet anvendes også til fremstilling af møbler, kærrer, både og andet.

I ayurvedisk medicin anvendes deodar mod talrige lidelser, bl.a. forkølelse, influenza, feber, nervelidelser, gigt, hovedpine, astma, leverproblemer, indvoldsorm, hudlidelser samt betændte sår. I Nepal koges veddet, indtil det bliver en slimet masse, der anvendes mod feber, lungelidelser, rheumatisme og hæmorrider. Den smøres også på panden for at lette hovedpine. Harpiksen benyttes mod sår, hudsygdomme og beskadigede led. Olie fra frøene anvendes mod hudproblemer.

Artsnavnet er afledt af Sanskrit deva (‘guddom’) og dāru (‘træ’), således ‘gudernes træ’, hvilket sigter til, at arten er hellig for hinduer.

Billederne nedenfor er alle fra Manali, Himachal Pradesh, Indien, hvor Himalaya-ceder er meget almindelig.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrretræer, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’ eller ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

Arten er specielt almindelig i det vestlige og sydlige Tyrkiet, hvor den dækker omkring 24% af det totale skovareal. Den er meget værdsat på grund af dens harpiks og tømmer. På Cypern dækker den 175.000 ha, omkring 90% af al skov på øen.

Den er også almindeligt plantet som prydtræ, specielt i det vestlige USA og Texas. Dens frø anvendes i brødbagning.

Sortehavs-fyr er vært for en saftsugende bladlus, Marchalina hellenica. Dens ekskrementer, som indeholder meget sukker, indsamles af bier, som producerer en velsmagende honning, çam balı (‘fyrre-honning’), af dem. Denne honning tilskrives helbredende egenskaber.

Krüpers spætmejse (Sitta krueperi), som kun findes i det vestlige Tyrkiet, langs sydkysten mod øst til Gaziantep, langs Sortehavskysten mod øst til Kaukasus, samt på visse øer i det Ægæiske Hav, lever næsten udelukkende i skove af Sortehavsfyr og er særdeles afhængig af den som fødekilde.

Navnet calabrisk fyr skyldes, at type-eksemplaret kom fra Calabrien, den sydligste del af det italienske fastland, hvor der tidligt fandtes en naturaliseret bestand. Det gamle navn på denne egn var Brutium, hvilket afspejlet af det latinske artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 500 og 2000 m.

Den dyrkes til en lang række formål. Af veddet fremstilles tømmer, møbler og trækul, og der udvindes også terpentin af det. Harpiksen indgår i fremstillingen af papir, sæbe, kosmetik, maling, lak, gummi, polérmidler og armbånd, mens garvesyre fra barken anvendes i plantefarvning. Frøene ristes og spises, og i Nepal spises honningdug fra bladlus, som lever på nålene, som slik.

I ayurvedisk medicin anvendes nålene som et vanddrivende middel, dens olie mod rheumatisme, harpiksen mod betændelse og forskellige hudproblemer. I Nepal benyttes harpiksen mod fordøjelsesbesvær, og den smøres på sår. Tamang-folket i Nepal fremstiller en drik af harpiksen og drikker det som et middel mod hoste og lungeproblemer.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker William Roxburgh (1751-1815), ofte kaldt for ‘grundlæggeren af indisk botanik’. Han offentliggjorde adskillige værker om indiske planter, illustreret af indiske kunstnere. Ordet chir har mange betydninger på sanskrit og hindi, bl.a. ‘længelevende’.

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, fra Afghanistan gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, voksende i skove i højder mellem 1800 og 4300 m.

Veddet anvendes som tømmer og til møbler samt til at fremstille trækul, og der udvindes også terpentin af det. I Nepal anvendes en té, fremstillet af harpiksen, mod sår, og honningdug fra bladlus, der lever på nålene, spises som slik. Tamang-folket i Nepal anvender løvet som offergave til guder i templerne.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich, der havde en karriere som botaniker i Indien. Han fremstillede et katalog med flere end 20.000 eksemplarer af planter og offentliggjorde to bøger, Tentamen Florae Nepalensis Illustratae og Plantae Asiaticae Rariores.

Det danske navn hentyder til artens hængende nåle.

 

 

 

 

 

Mange af slægterne var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter, oprindeligt digitalis herba, afledt af digitus (‘finger’), således ‘en urt, som relaterer til fingrene’, hvilket hentyder til blomstens form.

 

I England betragtedes fingerbøl førhen som en magisk urt, og man mente, at der boede alfer i dem. De mørke markeringer på indersiden af blomsten var alfernes fingeraftryk. Det fortaltes også, at alferne lærte ræven at sætte fingerbøl-blomster på sine fødder, så den lydløst kunne snige sig ind på bondens høns, jfr. navnet rævebjælde.

I gamle dage morede børn sig med at sætte blomsten på en finger som et fingerbøl. Det sagdes, at hvis den ikke gik itu, ville man få nyt tøj i årets løb. En anden leg gik ud på at plukke blomst og bæger, klemme kronen sammen foroven og derpå slå den itu mod panden.

Trods dens giftighed blev fingerbøl tidligere anvendt mod forskellige lidelser, men det meste af dens brug var helt anderledes end nutidens anvendelse. I urtebogen Cruydeboeck anbefaler den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85) fingerbøl kogt i vin som slimløsnende middel, og på den tid syntes urten at have været anvendt på mange måder, som nutidens urtelæger ville finde yderst farlige.

I bogen Herball (1597) anbefaler den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) den til folk, ”som er faldt ned fra stor højde,” og urtelægen John Parkinson (1567-1650) priser den knuste urt og dens saft som grødomslag mod hævede kirtler, samt bladenes anvendelse til at rense gamle sår.

I værket Complete Herbal siger den britiske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54), at den har ”en blid, rensende og venlig natur. Urten anvendes ofte af italienerne til at helbrede friske og betændte sår, idet de knuser bladene og svøber dem omkring såret, og dens saft anvendes til at rense, tørre og hele gamle sår. Erfaringen har vist, at den er god mod hævede kirtler, idet den knuses og lægges omkring det hævede sted, eller man benytter en salve, fremstillet af saften. (…) Jeg er overbevist om, at denne salve er et af de bedste midler mod skurv i hovedbunden.”

Førhen blev fingerbøl også anvendt mod indvortes blødninger, betændelse, delirium tremens, epilepsi samt akut galskab. I England blev fingerbøl-té traditionelt drukket mod vattersot (ophobning af væske i kroppen).

I 1785 opdagede den britiske botaniker, geolog, kemiker og læge William Withering (1741-99), at et ekstrakt af fingerbøl-blade øgede hjerterytmen, og at det tillige kunne accelerere udskillelsen af overskudsvæske i kroppen. I den moderne medicin anvendes fingerbøl stadig til at stimulere hjerterytmen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘purpurfarvet’, hvilket sigter til blomsterfarven.

Navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form. Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil (’opsvulmet munke-penis’) sigter til den brede blomst, som indvendigt har mørke prikker, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pikros (‘bitter’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til disse planters medicinske egenskaber.

 

I ayurvedisk medicin har saft af rodstænglen gennem tusinder af år været anvendt mod bl.a. fordøjelsesbesvær, vattersot (for megen væske i kroppen), gulsot, feber, allergi, astma, hudproblemer, dysenteri og diarré, samt som afføringsmiddel. I 1990’erne var den næsten blevet udryddet på grund af overdreven indsamling. I 1997 blev international handel med den forbudt, og i dag er den fredet. Der foregår dog stadig illegal indsamling af arten.

Artsnavnet er afledt af karu, det punjabiske navn på planten, som betyder ‘bitter’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Det danske navn, oprindelig skrevet erennpryes, er overtaget fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt det danske navn for arter af slægten Myosotis (se Boraginaceae ovenfor), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

Ifølge Dansk Folkemindesamling (1906) blev ærenpris muligvis anvendt til fosterfordrivelse, hvilket følgende rim fra Østjylland tyder på:

 

 

 

I gamle dage blev tykbladet ærenpris anvendt mod talrige lidelser, bl.a. tuberkulose, hævelser og urinsyregigt. Knuste blade blev lagt som omslag på sår og forbrændinger. I 1400-tallet anbefales det, at en syg barselskone skal spise tykbladet ærenpris, kogt i svinefedt. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at planten spist som salat kan opløse blæresten, samt uddrive urin, dødt foster og ’kvindens urenheder’.

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt, Lemmicke kaldet, er en saare vel bekiendt Urt, oc derforuden er den ocsaa saare megit i Brug, huilcken enddog den blifuer foractet oc maa tijt oc ofte staa paa den vilde Marck oc raadne, da er den dog vel værdt, at mand den langt høyere elsker oc skatter end den allerskønnist skrifvede Tulipa oc mange andre slags Urter, som ickun Hafverne med deris Blomsters Liflighed oc udvortis Anseelse bepryde: Thi den er treffelig, ja hart ad een aff de allerfornemste, som for Skiørbug ere gode.”

I Verdens Lys fra 1926 skriver Johannes V. Jensen (1873-1950):

 

 

De mærkelige navne lemmike og ledmyge hentyder sandsynligvis til, at et afkog af arten blev anvendt til behandling af syge lemmer, og urtelægen Laust Glavind fra Holstebro (død 1891) anvendte ærenpris-té til at kurere en ’værkbruden’ dreng.

 

 

 

 

Førhen var den et højt skattet middel mod en lang række sygdomme, fx forstoppelse, blødninger, dårlige nerver, luftvejsproblemer og hjerte-kar-sygdomme, og den blev tillige anvendt som vanddrivende, sveddrivende, slimløsnende og styrkende middel. Det fortælles, at Kejser Karl d. 5. af Spanien og Rom (1500-1558) fik det meget bedre, efter at han havde taget ærenpris mod sin urinsyregigt.

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Den er ofuermaade bequem til Lungens og andre Parters Saar, Bylder og Skab at læge, item til Colicam eller Veyr udi Lifuet [kolik], ja Pesten selff at bortdrifue.” Han anbefaler et afkog af planten: ”(…) Erenprijs-Vand, drucket med Pulver beblandet, er got for dennem, som aff Gulesot hafue ont, det drifuer Pisset, oc de store, tycke oc fæde Quinder giør det smale oc tynde, oc giør dennem ocsaa Fructbare.”

Videre skriver han: ”(…) dennem, som aff forbemelte Lunge- eller Nyre-Siugdom hafue ont, dennem commenderis Erenprijsis Decoctum eller Afsød [afkog], at de der aff Morgen oc Aften dricke en liden Drick, men det skal mand giøre sødt med Erenprijs-Sirup, thi saa blifuer det meere kierkommet for Munden oc gaar diss glattere neder.”

Blandt amerikanske indfødte drak gravide kvinder førhen et afkog af roden, inden de begav sig ud på en rejse. Samme afkog blev regnet for beroligende og smertestillende på patienter med feber.

Et afkog af den tørrede plante anvendes stadig mod hoste og katar samt til behandling af sår og andre hudlidelser. Forskning har vist, at læge-ærenpris indeholder et glykosid, aucubosid, som menes at være bakteriedræbende.

Plantens télignende duft bevirkede, at den i 1800-tallets Frankrig blev anvendt som téerstatning under navnet Thé d’Europe.

Kogt i svovlsyre kan den anvendes til plantefarvning og giver sort farve.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er beskrevet på siden Planteliv: Græsser.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk koix, som ifølge den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) var navnet på en egyptisk palmeart, hvis blade blev anvendt til at flette diverse genstande. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) møntede navnet på denne græsslægt er lidt af et mysterium.

 

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

Kernerne af Jobs tårer er spiselige og koges som ris. I det østlige og sydøstlige Asien fremstilles en nærende drik af pulveriserede frø, ligeledes en alkoholisk drik. Perlekranse fremstilles af frøene af varieteter med hård frøskal. Blade og stængel benyttes som foder.

Den kogte rod kan uddrive indvoldsorme, og pulveriserede frø benyttes mod urinvejsproblemer. I traditionel kinesisk medicin anvendes Jobs tårer mod diarré, rheumatisme og bronchitis, samt som vanddrivende og feberstillende middel.

På et tidligt tidspunkt blev Jobs tårer indført til USA. Blandt Cherokee-folket blev kernerne kendt som Cherokee corn beads, og de blev anvendt som pynt i hvert fald siden grundlæggelsen af Cherokee-nationen (1794). I 1838 blev omkring 16.000 Cherokee-folk tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 døde. En legende fortæller, at frø af Jobs tårer spirede langs de forskellige benyttede vandringsruter, der med et fællesnavn kaldtes for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).