Planter i folketro og digtning

 

 

Blåeld er det svenske navn på slangehoved (Echium vulgare), og denne store bevoksning på en gruset strand ved Holmhällar, Gotland, er virkelig et ’blåt flammehav’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand findeler bark til fremstilling af traditionel medicin, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For buddhister er den indiske lotus (Nelumbo nucifera) et symbol på renhed. – Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For at øge folks opmærksomhed har denne omvandrende handelsmand hængt en slange om halsen, mens han forsøger at sælge forskellige former for traditionel medicin. – Badulla, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en cikorie (Cichorium intybus) med en han af svirreflue-arten almindelig kuglebærerflue (Sphaerophoria scripta), Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse bærere transporterer store bundter af en traditionel medicinplante af ensianfamilien, chiraito (Swertia chirayita), Tamur-dalen, østlige Nepal. Bundterne sælges i Tibet for 12.000 nepalesiske Rupees (ca. 100 US Dollars) pr. bundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side præsenteres en række planter verden rundt, som spiller en fremtrædende rolle i folketro og traditionel folkemedicin, med angivelse af ældre navne, deres rolle i digterkunsten, deres øvrige anvendelse m.m. Planterne er opført i alfabetisk rækkefølge efter deres latinske familienavn, slægtsnavn og artsnavn. Finder du ukorrekte oplysninger, vil jeg være taknemmelig for at blive gjort opmærksom på dem. Denne email-adresse kan benyttes: respectnature108@gmail.com

 

Udarbejdelsen bygger især på tre kilder:

Vagn J. Brøndegaards fantastiske 4-bindsværk Folk og flora. Dansk etnobotanik. Dette værk, som blev udgivet 1978-80 på forlaget Rosenkilde og Bagger, indeholder tusindvis af oplysninger om danske planters udnyttelse, deres oprindelige og lokale navne, samt deres rolle i folketroen.

Mogens Skytte Christiansens 3-bindsværk Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora blev først udgivet i en pragtudgave på forlaget Branner og Korch i 1958, siden i en mere beskeden – og håndtérlig – udgave på Politikens Forlag i 1970. Dette værk indeholder mange interessante oplysninger om planter.

Simon Paullis Flora Danica. Det er: Dansk Urtebog, fra 1648, nyudgivet af Rosenkilde og Bagger i 1971 med indledning og kommentarer ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen. I denne bog finder man megen forunderlig og fornøjelig læsning om datidens syn på planter.

 

Desuden er anvendt følgende hovedkilder:

 

Brøndegaard, V.J. 1955. Ukrudt hos os, men – Om indianernes plantekendskab m.m. Farmaceuten, nr. 18, s. 131-34
Chevallier, A. 2010. Herbal Remedies. Metro Books
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Duke, J.A. 1997. The Green Pharmacy. St. Martin’s Paperbacks
Grieve, M. 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape. Findes også på hjemmesiden botanical.com
Kruger, A. 1998. The Pocket Guide to Herbs. Parkgate Books
Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press
Materia Medica. Eastland Press, 1993. (Kinesisk urtemedicin)
Spencer, E.R. 1974. All about Weeds. Dover Publications. Uforkortet udgave af Spencers bog Just Weeds, udgivet af Charles Scribner’s Sons, 1957

 

En lang række træers rolle i folketro og religion er behandlet på siden Planteliv: Helligtræer, sagntræer og trolddomstræer.

 

 

 

Adoxaceae Desmerurtfamilien

 

Sambucus nigra Hyld
Førhen udgjorde slægten hyld sammen med kvalkved-arter (Viburnum) familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har åbenbaret, at begge slægter tilhører desmerurtfamilien.

Hyld er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, mod øst til Kaukasus. Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse, en fløjte, som man fremstillede ved at bore den bløde marv ud af en lige hyldegren.

Navnet hyld stammer måske fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

I Middelalderen var det en vidt udbredt tro, at Judas hængte sig i et hyldetræ efter at have forrådt Jesus. Det er dog yderst mærkeligt, at han skulle have valgt så lille et træ til denne gerning. En engelsk middelalder-rejsende, Sir John Mandeville (1300-71), skriver imidlertid, at han fik forevist ”det hyldetræ, som Judas hængte sig selv i, i desperation over, at han havde solgt og forrådt Vor Herre.” Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) forkaster denne teori og skriver, at Judas hængte sig selv i det træ, der i dag kaldes judastræ (Cercis siliquastrum). En anden gammel overlevering siger, at korset, som Jesus blev korsfæstet på, var fremstillet af hyldetræ. På grund af denne folketro blev hylden i mange egne et symbol på sorg og død.

Hylden blev tidligere ofte forbundet med magi. Man mente, at der i træet boede en venligsindet heks eller fé, kaldt Hyldemor, af nogle kilder betragtet som identisk med gudinden Freja i den gamle nordiske gudetro. Man plantede derfor ofte en hyld nær døren til huset. Hyldemor vogtede over hyldetræet, og hvis nogen fældede det, ville hun hjemsøge vedkommende. I sin bog The Book of Herbs skriver Lady Rosalind Northcote (1873-1950): ”En overlevering siger, at hvis et barn blev lagt i en vugge af hyldetræ, ville Hyldemor komme og trække det i benene, indtil det blev løftet ud af vuggen. Inden man fælder en hyld, skal man altid først spørge Hyldemor om tilladelse, og kun hvis hun tier, kan man gå i gang med fældningen.”­

En vidt udbredt folketro tillagde hylden den egenskab at kunne fordrive ondt og beskytte mod hekse, og man begravede ofte grønne hyldegrene sammen med en afdød for at beskytte vedkommende mod onde ånder. I Danmark sagdes det, at hvis man stod under en hyld Midsommernat, kunne man se elverkongen ride forbi med sit følge.

Hyld er højt priset for sine medicinske egenskaber. Blomster og frugter anvendes som té eller suppe mod ru hals, forkølelse, influenza, astma og feber, samt som vanddrivende middel. De er tillige et effektivt middel mod allergi og høfeber. I Middelalderen blev planten anvendt mod utallige lidelser, og enhver landmand havde i hylden et billigt husapotek. Indkogt bærsaft, tilsat honning, blev anvendt som sveddrivende, opløsende og opkastende middel. Den grønne bark af unge grene blev benyttet mod hudsygdomme samt som afførende middel. Et afkog af blomsterne anvendtes mod ru hud.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”(…) pleye at affplocke Hylde-Knopper om Vaaren, førend de sig for vijt udbryde oc Bladene blifue for store, oc aff dennem berede en Salat. Huorom somme hafue den Meening, at dersom mand plocker disse Knopper aff opad, da skulle mand derefter kløge og bryde sig [kaste op], men dersom mand nedad dennem afplocker, da skulle mand ved løst Lifff oc Stolegang sig derefter kunde purgere [have diarré]. Men det tryggeste Raad er dette, at mand vel nedsylter Hylde-Knopperne, da foraarsage de huercken Kløgelse eller Stolegang, men alleniste forhindre Bindelse [forstoppelse].

Endvidere siger han om hudsygdommen rosen (en slags udslæt): ”Mand skal tage ferske og friske Hylle-Blomster, om det er paa de Tider mand dennem kand hafue. Men kand mand icke hafue dem ferske, da skal mand tage dennem tørre, henved en Haandfuld, oc nogit nær en Pot Melck aff en rød Ko, oc kaage det tilhaabe [sammen] ved en temmelig Ild, oc saa længe som mand kand siude en Ret Fisk [altså lige så lang tid som det tager at stege en fisk]. Derefter skal mand sie den igiennem it Klæde eller it Dørslag, oc naar den er igiennemsiet, skal mand dricke den om Morgenen lunket [lunken]. Det skal mand giøre, huer Gang Maanen tager af, enten en Gang, to, tre eller fire Gange, ligesom mand selff tyckis got at være, oc det skal mand holde ud it gandske Aar omkring.”

Og videre: ”Gemeene Hyllebær veed den gemeene Mand at bruge imod Vorter, som komme paa Hænderne, dersom mand om Morgenen tijlig to eller tre Gange efter huer andre toer [vasker] dennem udi gemeen skarp Lud, udi huilcken Pigerne pleye at optoe deris Kar udi, oc lade saa Hænderne tørris aff sig selff, oc siden knuse disse Bær oc smøre Osen [saften] aff dennem tre Dage efter huer andre paa Vorterne, eller oc toe Hænderne huer Dag om Morgenen tre gange udi bemelte Hylde-Ose. Thi saaledis siger den gemeene Mand Vorterne strax at skulle forsuinde oc udfalde. Dette er saadant it Raad, som enhuer uden nogen Perickel oc Fare kand forsøge, om det vil gaa an eller oc icke.”

Får, der lider af klovesyge, bliver efter sigende helbredt, hvis de æder bark og ungt løv af hyld.

Hyld er meget anvendt til plantefarvning. Rod og ældre bark farver sort, bladene grøn og bærrene blå og purpurfarvet. Af bær og blomster fremstilles vin, brændevin og eddike, og pandekager med friske hyldeblomster er en populær ret.

Når bladene knuses, afgiver de en ubehagelig lugt, som efter sigende kan fordrive insekter. I gamle dage sprøjtede gartnere et afkog af bladene over unge planter, og kuske bandt en hyldekvist fast i hestenes manke til at holde fluer væk. Bønder anvendte også bladene til at fordrive mus og muldvarpe.

Det hvide, hårde ved anvendes til drejerarbejder, førhen også til hegnspæle, skopløkke, piberør, skeer, tommestokke, spinderokke og meget andet. I gamle dage blev fremstillet fløjter af hyldegrene, og drenge lavede såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore den bløde marv ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Myter, bd. 9: Møllen (1944): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Andre arter af hyld omfatter bl.a. druehyld (S. racemosa), som er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, kinesisk hyld (S. javanica), beskrevet under Hyldest til farven orange, samt blå hyld (S. cerulea), omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Blomstrende hyld med en overdådighed af blomster, Hornsherred, Sjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klaser af hyldebær, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Viburnum opulus Kvalkved
Kvalkved-slægten er meget stor, idet den omfatter 150-175 arter af buske og mindre træer, der er hjemmehørende i tempererede egne på den nordlige halvkugle, foruden nogle få arter i bjergområder i Nordafrika, Sydøstasien og Sydamerika. En række arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Vores hjemlige art er vildtvoksende i størstedelen af Europa, mod øst til Kaukasus og det centrale Sibirien. Den er meget almindelig på fugtige steder overalt i Danmark.

Navnet kvalkved stammer fra det ældre navn kvalkenbær. Ordet kvalke er beslægtet med ’kvæle’ og ’kvalme’ og hentyder til, at bærrene er giftige og kan give kvalme, hvis man spiser tilstrækkeligt mange af dem. Et andet dansk navn er ulvsrøn, hvilket hentyder til bærrenes lighed med rønnebær, men på grund af deres giftighed skal navnet opfattes som nedsættende. (Dette gælder generelt for navne, som indeholder forstavelsen ulv-). Fugle kan spise kvalkved-bær, men gør det ikke så gerne.

Et afkog af denne arts bark anvendes i urtemedicinen mod rheumatisme, gigt, mavekrampe, samt krampe i benene.

 

 

Almindelig kvalkved får smukt rødt efterårsløv og stærkt røde frugter, som er spiselige for fugle, men giftige for mennesker. – Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Agaricaceae Champignonfamilien

 

Lycoperdon perlatum Krystal-støvbold
Calvatia gigantea Kæmpestøvbold
Krystal-støvbold har en kosmopolitisk udbredelse, mens kæmpestøvbold, der tidligere blev kaldt for Langermannia gigantea, findes i de fleste tempererede egne af kloden.

Det latinske slægtsnavn, af græsk lykos (’ulv’) og perdon (’at fise’), såvel som folkenavnene ulvefis, fisebolle og bussefis, hentyder til, at når man klemmer frugtlegemet sammen, står sporerne ud som en sky (en ’fis’). Navnet blinderøg skyldes en udbredt overtro, at man kunne blive blind af at få sporerne i øjnene. Et sagn fra Odsherred fortæller, at en mand engang belurede ellefolkenes dans på engen, men da tog de overnaturlige væsener nogle ’troldhatte’ og dryssede ham med i øjnene, så han blev blind. Det midtjyske navn hugormeknolde hentyder til, at man mente, at der boede hugorme i støvboldene.

Sporestøvet eller selve svampen blev førhen lagt på sår som blodstillende middel. Støvet blev også suget op i næsen mod næseblod, lagt på forfrysninger og drysset på hudløse fødder. I Dansk Folkemindesamling hedder det: ”De fleste Soldater kendte forhen Midlet, naar de paa Marchture i brændende Sommerhede var blevet skoldet og hudløse.”

Støvbolde har også været anvendt mod smerter, mavepine, hævelser, feber og hoste. I Slesvig blev sporestøvet førhen benyttet mod kalves diarré.

De fleste støvbolde-arter er spiselige, mens de er unge, men har ikke megen smag. Krystal-støvbold siges at have højere protein-indhold end de fleste andre svampe.

 

 

Krystal-støvbold har navn efter de små krystal-lignende pigge på frugtlegemet. – Marienborg, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kæmpestøvbold, delvis ædt af snegle, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland 1967-76
Her præsenterer en ung Bent Bakkegaard et stort eksemplar af kæmpestøvbold, Hørret Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kæmpestøvbold indeholder hundredtusinder af sporer. – Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alliaceae Løgfamilien

 

Allium sativum Hvidløg
Hvidløg er sandsynligvis oprindelig i Lilleasien eller Middelhavsområdet, men dyrkes i dag i det meste af verden som grønsag og krydderurt. Arten var højt priset i det Gamle Egypten, og under 1. Verdenskrig blev den meget anvendt til at forhindre betændelse i sår. I dag er den yderst værdsat for sine antiseptiske og antibakterielle egenskaber, samt som svampedræbende middel, og anvendes mod en lang række sygdomme, heriblandt hjertelidelser, for højt eller for lavt blodtryk, forhøjet kolesterolindhold, forkalkede arterier, forstørret prostata, feber, hovedpine, mavepine, urinsyregigt, ledsmerter, hæmorrider samt menstruelle problemer. Hvidløg er også et glimrende middel mod åndedrætsinfektioner, såsom forkølelse, hoste, astma og bronchitis, og den er højst sandsynligt også et godt middel til at forhindre mange typer af kræft.

I Europa blev arten førhen regnet som en magisk urt, som kunne beskytte mod onde magter. For at berolige den uhyggelige gudinde Hekate fra underverdenen, der om natten hjemsøgte øde steder, placerede de gamle grækere ofte hvidløg ved vejkryds. På Balkan hængte man hvidløg på stalddørene for at afskrække natlige mælketyve. I romanen Dracula af den irske forfatter Abraham (‘Bram’) Stoker (1847-1912), fra 1897, anvendes hvidløg til at skræmme vampyrer bort.

I bogen Kloge folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland skriver folkemindesamleren H.P. Hansen (1879-1961): På Valborgaften (30. april) og Sankthansdag (24. juni) skal kvæget fodres med bl.a. dild og hvidløg for at værne det mod trolddom, samt for at ophæve mangler ved mælkeydelsen eller smørkærningen.”

Det folkelige navn jødeløg fra omkring 1870 skyldes, at især jøder benyttede hvidløg i madlavningen, men måske skal det også forstås nedsættende, da mange jøder måske har lugtet af hvidløg. Klovløg hentyder til, at hvidløg er ’kløvede’ på grund af de mange sideløg (’fed’), mens bøndernes teriak sigter til, at hvidløg i lighed med universalmidlet teriak blev anvendt mod en lang række sygdomme, bl.a. pest og forgiftninger.

Om hvidløgs ramme lugt skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i 1648: ”Men den gruelige stercke Luct, som samme Rødder hafve, kand end icke ved Ilden borttagis eller fordrifuis, endsige ved Mafvens Varme fordoyis. Thi den samme Dag, som de denne kræsen oc lecker Spise æde (vi tale om dennem, som hafuer Lyst dertil), da befindis de den gandske Dag at hafue en slem stinckendis Aande.”

Paulli fortæller også, at nogle betragtede hvidløg som særdeles giftig: ”Galenus [Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget] vidner (…), at Huideløg tørrer og varmer udi den fierde Grad. Derfore bør mand ingenlunde samtycke med dennem og deris Meening, som holde Huideløg for at være aff sin Natur flatulentum, det er, at den skulle giøre Veyr udi Lifvet, ænddog mand icke kand necte, at den jo tijt oc ofte foraarsager stor Vee oc Smerte udi Tarmene, saa at Horatius for denne Aarsags Skyld holder denne Huideløg langt skadeligere oc forgiftigere at være end Skarntyde (…)

Her hentyder Paulli til den romerske digter Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.), som i sit værk Epoderne siger: “Hvis en person til enhver tid med respektløs hånd har knækket sin aldrende faders nakke, så lad ham spise hvidløg, som er mere giftig end skarntyde. Åh, hvilke hårdføre tarme har ikke høstfolkene! Hvilken gift er det, som raser i mine tarme? Har hugormens blod, som disse urter er inficeret med, bedraget mig?”

Paulli fortsætter: ”Det er vel vist [velkendt], at Hanerne iblant andre Diur ere meest strijdbare, saa at Artemidorus [Artemidorus Daldianus, også kaldt Artemidorus Ephesius, græsk astrolog og filosof i det 2. årh. e.Kr.] siger: ”Haner ere i ald Sandhed strijdbare oc ere geneiget til Oprør oc Klammeri.” Dog alligevel kand de, huilcket enhuer nocksom er bekiendt, temmelige vel med hinanden sig fordrage, men naar mand vil, at de med hinanden hefteligen skal stride, da skal mand indgifue dennem Huideløg.”

Ifølge en hinduistisk legende, Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, opstod hvidløg på denne måde:

Guderne var blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt. Guderne appellerede til den høje gud Vishnu for hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen. Vishnu rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen. Da den kom til syne, snuppede Vishnus ganger, menneske-ørnen Garuda, krukken og stak af med den. Han spildte imidlertid nogle dråber på jorden, og senere spirede en plante med alle amrita’s overjordiske egenskaber frem af disse dråber – hvidløg.

 

 

Sække med hvidløg, som skal transporteres til markedet, læsses på æsler, Kabul, Afghanistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidløg til salg på et marked, Valparai, West Ghats, Tamil Nadu, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Allium victorialis Allemandsharnisk
Det danske navn på denne løg-art kommer af tysk Allemannsharnish, hvilket betyder ’alle folks harnisk’. Dette mærkelige navn skyldes, at artens løg er omgivet af et tykt ’panser’ af svøbblade, der i Middelalderen blev sammenlignet med en harnisk (rustning). Løgene blev båret som amulet, da man mente, at de ville beskytte bæreren mod at blive såret. Artsnavnet victorialis (’sejrende’) skyldes artens andet tyske navn fra Middelalderen, Siegwurz, som betyder ‘sejrens rod’. Løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

Traditionelt har man betragtet allemandsharnisk som værende vidt udbredt, fra Europa og Kaukasus gennem Centralasien og Himalaya til det nordlige Kina, Korea og Japan, og videre til Nordamerika. Fornylig er de østasiatiske og amerikanske bestande blevet udskilt som en selvstændig art, Allium ochotense.

 

 

Allemandsharnisk, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Amaranthaceae Amarantfamilien

 

Celosia argentea Sølvfjerdusk
Oprindelsesstedet for denne plante er ukendt, men i dag er den udbredt i de fleste tropiske og subtropiske områder på kloden. Arten betragtes som invasiv i mange lande, fx Indien, Japan, Ecuador (Galapagos-øerne), Fiji, Micronesien, Taiwan og USA.

Nogle varieteter dyrkes som prydplanter, bl.a. cristata, der på dansk kaldes for hanekam. I adskillige asiatiske og afrikanske lande spises unge skud som grønsag. Planten benyttes også som foder samt i fremstillingen af sæbe. I visse afrikanske lande anvendes den til at kontrollere væksten hos den parasitiske planteslægt Striga, som angriber kornarter. (Et billede af Striga asiatica findes på siden Planteliv: Snylteplanter).

Blomster og frø er bakteriedræbende og anvendes mod blodig afføring, hæmorrider, feber, dysenteri, gulsot, diarré, samt blødning og udflåd fra vagina. Frøene benyttes også mod forskellige øjensygdomme. Pulveriserede frø anses for at være et potensfremmende middel. Roden anvendes mod kolik, gonorré og eksem. Et grødomslag af stængel og blade lægges om sår, betændelse og hudlidelser. I Sri Lanka anvendes bladene mod infektioner, feber og kløe, frøene mod feber og blæner i mundhulen. I Kina benyttes blomster og frø mod mave-tarm-katar og udflåd fra vagina. Arten er et meget virksomt middel mod parasitten Trichomonas vaginalis, som forårsager infektion i kønsdelene. Den benyttes også som modgift mod slangebid.

 

 

Sølvfjerdusk betragtes som invasiv i Taiwan, hvor disse billeder er taget. På det nederste billede vajer planter med modne frø i vinden og viser tydeligt, af hvilken grund arten har fået sit danske navn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 
Apiaceae Skærmplantefamilien

 

Aegopodium podagraria Skvalderkål
Så tidligt som i det Gamle Rom og op gennem Middelalderen blev skvalderkål anvendt som en slags spinat. Arten er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, men blev tidligt indført til Nordeuropa, og den er også blevet indslæbt til Nordamerika. De ældste fund i Danmark stammer fra Ældre Jernalder.

I dag er skvalderkål blevet naturaliseret utallige steder, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver, da selv den mindste stump af dens jordstængel kan spire til en ny plante.

I sin Flora Danica fra 1648 sætter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) ikke megen pris på skvalderkål. Han udtaler: ”Paa Landszbyen seis denne urt allermeest udi Fructe-Hafverne, Humle-Hafverne oc Kaal-Hafverne at voxe. Ellers er den ocsaa paa mange andre Steder at finde, oc det endocsaa udi gandske stor Menge. Denne Squalder-Kaal er icke værd, at mand den megit høyt skal acte oc æstimere, saa at vi den nocksom her kunde beleyligen gaait forbi oc aldeles intet om den talet, men fordi at den aff alle er saa vel kiendt oc saa saare gemeen en Urt, at enhuer Kierling den nocksom kiender og veed aff at sige, oc derforuden om Vaaren ocsaa vide den, mens den endnu er liden og spæ, at bruge, da hafue vi icke kundet gaa den forbi.”

Mange steder samler man stadig de spæde skud, der tilsættes supper som et krydderi, og de kan også koges som spinat. Ældre blade har en meget bitter smag. Førhen spiste man i påsken Skærtorsdagskål, som indeholdt 7 eller 9 forskellige slags ’kål’, bl.a. skvalderkål. Arten blev tidligere også anvendt som foderplante til bl.a. kvæg og smågrise.

Slægtsnavnet kommer af græsk aix (’ged’), genitiv aigos, samt podion, diminutiv af pous (’fod’), altså ’lille gedefod’, hvilket hentyder til bladenes form. Ifølge Signaturlæren havde Den Gode Gud formet planterne således, at menneskene kunne se, hvilke sygdomme de kunne anvendes til. Derfor blev denne art førhen anvendt mod podagra (urinsyregigt). Medicinsk er der imidlertid intet belæg for dens virkning på dette område. Arten blev tidligere også benyttet som afføringsmiddel. Simon Paulli skriver om de unge blade: ”(…) huilcken icke alleniste er vel smagendis, men endocsaa sund at æde. Thi den foraarsager, at Bugen blifuer blød oc icke letteligen sætter sig.”

Navnet skvalderkål har intet at gøre med at ‘skvaldre’. Forstavelsen skvalder kommer sandsynligvis af kvælde, dvs. ’vælde op af jorden’ – en hentydning til plantens frodige vækst, mens endelsen –kål naturligvis hentyder til artens anvendelse som køkkenurt. Iøvrigt har den over 50 ældre folkenavne, bl.a. hækkekål, julekål og skovkål, der alle sigter til artens spiselighed, svinekål, der dels skal forstås nedsættende, dels hentyder til, at den blev anvendt som svinefoder, bugsmækker, der sikkert hentyder til dens brug som afførende middel, samt rævebælg, der måske sigter til de hængende bladafsnit, der sammenlignes med de hængende ben og hale på en afflået rævebælg.

I fortællingen Har ingen Interesse fra 1934 siger Hakon Holm (1906-76), at ”Sladderen er Elskovs Skvalderkaal.”

Og i Martsnat, som udgør en del af novellesamlingen Agerhønen fra 1947, skriver Martin A. Hansen (1909-55): ”Spæde Skvalderkaal, der lugter sjællandsk, af drøj Sommer.”

 

 

På disse billeder vokser skvalderkål som ukrudt i en have på Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene af skvalderkål kommer tidligt frem. Disse nyudfoldede blade er blevet overrasket af rimfrost. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anethum graveolens Dild
Dild er sandsynligvis oprindelig i Middelhavsområdet, men dyrkes over det meste af verden. Den er meget benyttet i europæisk og asiatisk madlavning som grønsag samt i supper, saucer og kager, og endvidere som drys på kolde retter og surmælksprodukter. Frøene anvendes som krydderi, specielt i pickles og eddike. Arten benyttes som parfume i sæbeindustrien, og som tilsætning i likører. En brændevin fra Frederikshavn ved navn Dommerens Snaps var tilsat dild, timian og pors. Frisk dild kan også bruges til at drive generende insekter bort.

I Middelalderen blev dild anvendt af magikere i deres trylleformularer samt mod trolddom. I bogen Kloge folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland skriver folkemindesamleren H.P. Hansen (1879-1961): På Valborgaften (30. april) og Sankthansdag (24. juni) skal kvæget fodres med bl.a. dild og hvidløg for at værne det mod trolddom, samt for at ophæve mangler ved mælkeydelsen eller smørkærningen.”

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Aarets Højtider (1925), at dild har en Essens i sig af gamle skæve Bøndergaarde.”

I bogen The Popular Names of British Plants skriver Richard Chandler Prior (1809-1902), at navnet dild stammer fra det gamle nordiske ord dilla (’at lulle i søvn’), en hentydning til plantens beroligende egenskaber. En anden tolkning går på, at det kommer af shetlandsk dill (’las’ eller ’pjalt’), hvilket sigter til de findelte blade. Et gammelt engelsk folkenavn er meeting house seed (’mødehus-frø’), hvilket hentyder til en skik med at tygge dildfrø under lange gudstjenester for at dulme rumlende maver.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) skriver om dild: ”Merkur har magten over denne plante, og af den grund er det helt sikkert, at den skærper hjernen. (…) Den kan standse hikke, når den koges i vin og derpå lugtes til gennem et klæde. Frøene er mere gavnlige end bladene og mere effektive til at fordøje onde kropsvæsker, og de anvendes i medicinen til at uddrive tarmluft og smerterne forbundet dermed.”

Middelalderens danske urtelæger benyttede dild mod talrige lidelser, fx mavesmerter, tarmluft, sår, øjenlidelser, hoste, hovedpine og hikke. Simon Paulli (1603-80) skriver i sin Flora Danica (1648): “Dersom den udi Clystijr [apparat til tarmudskylning] blifuer brugt, da drifuer den Vejret, oc besynderligen pleyer mand at tage dertil den Olie, som aff Dild blifuer bered, oc det allerhelst, dersom mand aff Colica oc Nyre-Vee [kolik og nyresmerter] er plaget, huilcken forhindrer, at mand icke kand sofve, for huilcke Siugdomme tilhobe Dillen er god oc tienlig. Men den Olie, som efter Chymiske [kemisk] Konst blifuer aff Dild præpareret, er aff vis Forfarenhed eractet, at tiene baade for Colica oc for Hicken, dersom mand tager tre eller fire Draaber aff den oc gifuer den Siuge ind at dricke udi Dille-Vand eller Kommen-vand.”

Datidens urtelæger gør også opmærksom på, at man ved indtagelse af megen dild mister kønsdriften. Henrik Smid (ca. 1495-1563) hævder, at den ”udslukker den Venus spil og den naturlige leg”, mens den ifølge Simon Paulli (ovenfor) ”giør uduelig oc ulystig til Naturens Spil oc Leeg.”

I nutidens urtemedicin anses dild for at være en god antioxidant. Endvidere er den bakteriedræbende, samt et meget kraftigt middel til at fremme menstruation. Frøene, såvel som en olie udvundet af dem, har stimulerende, aromatiske, beroligende og vinddrivende egenskaber. De anvendes mod kolik, luft i tarmene, dårlig ånde, halsbrand, menstruationskramper, depression og epilepsi. I den traditionelle kinesiske medicin siges arten at være gavnlig for milt, nyrer og mave.

 

 

Dild er sandsynligvis oprindelig i Middelhavsområdet. På dette billede vokser den blandt klippeblokke langs havnefronten i Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dyrket dild, dækket af morgendug, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

Angelica archangelica Kvan
Denne plante, tidligere kendt som A. officinalis, er vildtvoksende i det nordlige Eurasien og Grønland, men dyrkes i mange egne af Europa.

Kvan har været benyttet medicinelt gennem hundreder af år. Tørrede rødder blev i Middelalderen anvendt mod pest. Paulli (ovenfor) skriver: ”Den Kraft oc Dyd huad sig belanger, som den allermest berømmis, elskis oc afholdis for, da er den Alexipharmaca, det er it almindeligt Raad imod Forgift, derfore saa er der neppeligen nogit bedre Raad eller fornemmere Urt imod Pest til at bortdrifue den med, end denne fornæfnte Angelicke, dersom mand tager hendis Rod, som er tørret oc stødt til Pulver.”

Den blev også anvendt mod alskens indvortes sygdomme, lungebetændelse og meget andet. – I sin urtebog Paradise in Sole, fra 1629, priser den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) kvan fremfor alle andre lægeurter.

Rodstængel, blade og frø er gode mod tarmluft, mavebesvær og slim, og i den moderne urtemedicin anbefales den mod forskellige hjertelidelser, halsbrand, forkølelse, hoste, feber, lungehindebetændelse, rheumatisme, psoriasis samt sygdomme i urinvejene. Planten indeholder en æterisk olie, som er bakteriedræbende.

Slægtsnavnet, som kommer af latin angelicus (‘engleagtig’), oprindeligt af græsk angelos (‘budbringer’), stammer fra Middelalderen, hvor kvan kaldtes for angelus herba (’engleurt’). I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt kaldis Engel-Rod eller Hellig-Aands-Rod, oc det for sine fortreflige Kræfters oc Dyders skyld, saasom at enten den Hellig Aand selfuer eller Englene hafde aabenbarit det menniskelige Kiøn denne Vext oc lægesom Rod.”

Artsnavnet, af græsk archos (‘leder’), går endnu videre, idet det skulle have været selveste ærkeenglen Gabriel, der bragte kendskabet til denne urt til menneskene. En anden legende fortæller, at planten blomstrer på dagen for ærkeenglen Michael (8. maj efter den gamle julianske kalender, 18. maj efter den gregorianske kalender), og af den grund blev den betragtet som en beskytter mod onde ånder og heksekunst. Det danske navn er afledt af det gamle nordiske navn på planten, hvönn. Et ældre dansk navn var ædelurt.

Det tidligere artsnavn officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Unge stængler og bladkviste af kvan spises rå eller kogt, specielt på Færøerne og i Grønland: ”Kvanen er meget efterspurgt af grønlænderne, som spiser de unge stængler i rå tilstand, ofte foretages lange udflugter til lands eller pr. båd for at indsamle planten, og man kan altid være sikker på, når man rejser rundt i fjordene, at grønlænderne har kvanstilke med, når de kommer om bord, hvis det har været muligt at finde nogen.” (Kilde: Grønland, 1954, s. 112)

Stængel og frø anvendes som smagsstof i slik, og kandiserede stængler spises af franskmændene. Rødderne, som har et stort sukkerindhold om efteråret, graves op og koges. Angelikrod var engang en vigtig ingrediens i karteusermunkenes berømte likør, chartreuse. På grund af deres aroma anvendes tørrede blade i fremstillingen af humlebitter.

 

 

Denne kvan vokser på stengærdet omkring kirkegården på Mykines, Færøerne, forvildet fra en køkkenhave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som det fremgår af navnet, vokser underarten strand-kvan (ssp. litoralis) nær kysten, her i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Angelica sylvestris Skov-angelik
Denne nære slægtning af kvan er udbredt i hele Europa, inklusive Island, endvidere i Lilleasien samt mod øst gennem Sibirien og de nordlige dele af Centralasien til Mongoliet. Den er også blevet indført til det østlige Nordamerika, hvor den har bredt sig voldsomt og nu betragtes som invasiv.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, men arten er dog mere almindelig i åbne områder som skovkanter, hegn, markskel og randen af moser.

Medicinsk er planten blevet benyttet som en ringere erstatning for kvan mod forskellige lidelser som lunge- og åndedrætsbesvær, rheumatisme og ligtorne. I Irland tyggede man roden før morgenmaden, hvilket skulle kunne helbrede hjertebanken og fremskynde urinering. Den blev også anvendt mod epilepsi og vandskræk.

En gul farve kan udvindes af planten. I England anvendte børn tidligere den hule stængel som pusterør.

En nær slægtning, kinesisk angelik (A. sinensis) – på kinesisk 當歸 (‘kvindelig ginseng’) – er meget benyttet i kinesisk urtemedicin, hovedsagelig til behandling af menstruelle problemer, men også fx leverlidelser, hårtab, iskias og helvedesild.

 

 

Skov-angelik, Gourette, nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-angelik, nær Ørbæk Å syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Conium maculatum Skarntyde
Denne art er oprindelig i Middelhavsområdet og Lilleasien, men er blevet indslæbt til andre egne af Europa, samt til Nord- og Sydamerika og New Zealand.

Oprindelig hed skarntyde Cicuta på latin samt på adskillige sydeuropæiske sprog, men da dette navn også anvendtes for en anden giftig skærmplante, gifttyde (Cicuta virosa), besluttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) at navngive skarntyde Conium efter plantens græske navn koneion, der kommer af konas, at ’hvirvle rundt’, idet den forårsager svimmelhed og død efter indtagelse. Arten virker bedøvende og krampestillende, idet den lammer bevægelsescentrene. Af denne grund blev den anbefalet som modgift til forgiftning fra stryknin og lignende gifte. Den blev også anvendt mod stivkrampe og andre kramper, rabies, tandfrembrud hos børn samt epilepsi på grund af knækkede tænder. Inhalerede skarntyde-dampe sagdes at kunne lette bl.a. bronchitis-hoste, kighoste og astma.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), anbefalede denne urt mod udvortes behandling af herpes. I Middelalderen blev skarntyde smurt på kræftsvulster, og blandet med betonie og fennikelfrø blev den benyttet mod rabies.

Skarntyde har førhen forårsaget dødsfald, fordi dens rod blev forvekslet med pastinakrod. Man udnyttede også giften ved at lade nødder opsuge saften, hvorefter man lagde dem i markmusenes indgangshuller.

Den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.) blev anklaget for at indføre nye guddomme og fordærve ungdommen, og han dømtes til at begå selvmord ved at drikke skarntydesaft. Hans sidste minutter er skildret i Phaidon af den græske digter Platon (ca. 428-348 f.Kr.):

”(…) kom tilbage med fængselsvagten, som skulle give Sokrates giften, der var tillavet i et bæger. Da Sokrates så manden, sagde han: “Nu vel, min bedste, du forstår dig jo på disse ting, hvad har jeg da at gøre?”

“Intet andet,” svarede han, “end at drikke det og så gå omkring, indtil du føler en tyngde i dine ben, og da lægge dig, så vil det virke.”

Og Sokrates tog det, og ganske rolig og uden at skælve eller skifte farve eller mine så han på manden med sine store, dybe øjne, som han plejede, og sagde: “Hvad mener du om at ofre noget af denne drik til en gud, er det tilladt eller ikke?”

“Vi tillaver netop så meget, som vi anser det passende at drikke,” sagde han.

“Jeg forstår dig”, sagde Sokrates, “men at bede til guderne, det er dog vel både tilladt og sømmeligt, om at flytningen herfra til hint sted må blive lykkelig. Derom beder jeg da, og gid det måtte ske!”

Med disse ord førte han bægeret til munden og tømte det raskt og fornøjet. (…) Efter at han nu havde gået omkring en stund, sagde han, at hans ben begyndte at blive tunge og lagde sig derfor på ryggen. Nu følte manden på ham og undersøgte med korte mellemstundcr hans fødder og ben, derefter trykkede han hårdt på hans fod og spurgte ham, om han mærkede det. Sokrates sagde nej. Derefter gjorde han det samme med læggene og videre opover og viste os, at han blev kold og stiv.

Sokrates mærkede også selv efter og sagde, at når det kom til hjertet, da ville det være forbi. Allerede var underlivet koldt, og da tog han det dække af, som han havde haft over sit ansigt, og sagde sine sidste ord: “Kriton, vi skylder Asklepios en hane; I må betale denne gæld og ikke glemme det!”

I Oldtidens Grækenland var det skik at ofre en hane til lægeguden Asklepios, når man var blevet rask efter en sygdom. I dette tilfælde havde Sokrates nu forladt det skrøbelige, sygelige liv og var blevet helbredt til evigheden.

Skarntydesaft anvendtes som giftdrik langt op i tiden. Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) kendte også til dens virkning: “Drikker man hende, da må man døe. Endvidere udtaler han: ”Gnider Mø sine Bryster med Saften, stivner de og forbliver saadan” (dvs. de vokser ikke). Endvidere hævder han: ”Gnedet oven for Penis hæmmer Saften Lyst til Kvinde og fordærver al den Sæd, hvoraf Barn skal Fødes.”

I en lægebog fra 1546 anbefaler en anden urtelæge, Henrik Smid (ca. 1495-1563), saften til munke og nonner, da den holder dem kyske.

Endnu en dansk urtelæge, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”Anaxalius lærer, at dersom en Pige eller Møe med Skarntyde-Saft tijt vil smøre sine Bryste eller Patter, det første de begynde at voxe oc blifue store, da blifue de der efter ickun temmelig store (…) under de giennemskinnende Flor. Ja, somme dempe ocsaa hermet Diet udi Barsels-Quinders Bryst. Men det er icke it ret synderlig trygt Raad.”

Det kan man jo kun give Paulli ret i. På moderne dansk betyder teksten, at skarntydesaft blev smurt på ammende kvinders brystvorter, når børn skulle vænnes fra – en noget rabiat metode, da børnene nemt kunne blive forgiftet.

Paulli fortsætter: ”Naar den udvortis paa en deel Skader blifuer lagt, giør den it Menniske all sin Lifs Tijd suagt oc skrøbeligt.”

I bogen Art of Simpling skriver den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole: Hvis æsler æder skarntyde i større mængder, falder de i så tung en søvn, at de synes døde. I flere tilfælde har ejeren så flået skindet af dem, men efter at skarntydens virkning aftog, vågnede æslerne atter op, til ejerens store forbløffelse og sorg.

Artsnavnet maculatum betyder ‘plettet’ og hentyder til de rødlige pletter på stænglen. Ifølge en kristen legende repræsenterer disse pletter det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel.

Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder rør, fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet. Forstavelsen skarn- hentyder til, at arten førhen ofte voksede nær møddinger og andre ildelugtende steder.

Navnet hundekeks kommer af det svenske navn på vild kørvel, käx, der måske hentyder til skærmens lighed med en primitiv øsekurv til fiskefangst, på norsk kjeks, på dansk kejs. Forstavelsen hunde- er nedsættende. Navnet odurt kommer af oldnordisk oðr, hvilket betyder ’rasende’ – en hentydning til giftens virkning.

 

 

Dette store eksemplar af skarntyde vokser blandt klippeblokke langs havnefronten i Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skarntyde, Møn. – Ifølge en kristen legende repræsenterer de rødlige pletter på skarntydens stængel det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coriandrum sativum Koriander
Koriander er sandsynligvis hjemmehørende i Middelhavsområdet og det vestlige Asien, men dyrkes i næsten alle tempererede og subtropiske områder og findes af og til forvildet. Ifølge arkæologiske fund i Nahal Hemar-hulen i Israel blev arten udnyttet så tidligt som 8000 f.Kr. Den blev også dyrket i det Gamle Egypten og i Grækenland, i hvert fald siden 2000 f.Kr.

Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.

Siden 1610 har karmelitiske munke fremstillet såkaldte karmeliter-dråber – en likør, som indeholder bl.a. koriander. Allerede i 1800-tallet var importen af arten til Danmark betydelig. I 1880’erne solgte københavnske apoteker årligt ca. 2 tons frø.

I Californien er bladlus et alvorligt skadedyr i økologisk dyrkede salatmarker. Eksperimenter har vist, at koriander, som blev plantet mellem salatplanterne og fik lov til at blomstre, tiltrak en mængde svirrefluer, hvis larver æder op mod 150 bladlus om dagen. (Kilde: E. Brennan. Efficient Intercropping for Biological Control of Aphids in Transplanted Organic Lettuce, lånt fra articles.extension.org)

Slægtsnavnet Coriandrum (og dermed det danske navn) stammer fra græsk koriannon (’stinktæge’) – et navn, som planten sandsynligvis fik på grund af dens meget kraftige duft.

Koriander har været anvendt medicinelt i mindst 3000 år. Siden Middelalderen blev frøene i Danmark anvendt mod utallige lidelser, bl.a. mavebesvær, hovedpine, epilepsi, hævede testikler, koldfeber (malaria), diarré, indvoldsorm, hudproblemer, højt kolesterolindhold i blodet, blæner i munden, blodmangel samt sukkersyge. Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver: ”(…) naar Hiernen blifuer besuærgit aff det Veyr, som staar op aff Mafven, hvilket dette Coriander-Frøe treffeligen bortdrifuer.” Alkohol med koriander blev smurt på rheumatiske led og muskler.

 

 

Dyrket koriander, Sjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koriander-frø til salg, Bikaner, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Daucus carota Gulerod
Taksonomien hos denne komplekse, meget variable plante er uklar. Den vilde form er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder i Europa, Nordafrika, samt det vestlige og centrale Asien. Den er også blevet indslæbt og forvildet adskillige andre steder, deriblandt Nordamerika, Japan, New Zealand og Australien.

I Nordamerika og Australien har den invaderet åbne græsklædte områder, enge, vejkanter, brakmarker, ryddepladser og degraderede prærier, og den fordriver ofte indfødte planter. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) : “(…) autoriteter siger, at den er den dyrkede gulerod, som er rendt løs. Hvis det er tilfældet, er den rendt langt og alle vegne. Den synes ikke at bryde sig det mindste om valget af habitat. Den trives på udyrket land af enhver slags, så længe der ikke er for megen skygge.”

Nogle autoriteter påstår, at gulerod er opdelt i 13 underarter, 12 vilde samt en dyrket, sidstnævnte med underartsnavnet sativus. Den oprindelige vilde underart, carota, har en tynd, hvidlig rod med en bitter smag, som gør den uspiselig. Det antages generelt, at den dyrkede purpurfarvede form, der indeholder røde antocyaniner, opstod i Afghanistan og senere blev dyrket i Afghanistan, Rusland, Iran, Pakistan og Tyrkiet. Sammen med en gul varietet blev den purpurfarvede spredt til Middelhavsområdet og Vesteuropa omkring 1000-1300 e.Kr., samt til Kina, Indien og Japan omkring 1300-1600. Den orange form, som indeholder caroten, opstod sandsynligvis et eller andet sted i Europa gennem gradvis selektion inden for populationer af den gule varietet. De hollandske typer Lang Orange og Horn dannede basis for de orange gulerodskultivarer, der i dag dyrkes overalt i verden. I Asien har de stort set erstattet de purpurfarvede og gule typer, dels på grund af større ydeevne, dels som modefænomen. (Kilde: cabi.org)

Slægtsnavnet er afledt af græsk daukos, et ord, der først blev hæftet på planten af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon, for at adskille gulerod og pastinak, der oprindelig havde samme navn. Artsnavnet, af græsk karoton (‘gulerod’), forekommer først i skrifter af den græske retoriker og grammatiker Athenaios fra Naukratis (ca. 170-220 e.Kr.). Et ældre dansk navn, karotter, er afledt af det franske carotte. I dag hentyder ordet karotter til en bestemt type gulerødder.

Oprindelige danske navne omfatter morod, afledt af et germansk ord for spiselige rødder, samt fuglerede og fuglebo, der hentyder til frugtstanden, som efter blomstring bøjer stilkene opad, så de danner noget, der med lidt god vilje ligner en fuglerede. Det bornholmske tæprava, afledt af tæppa (‘lukke’) og rav (‘røv’) sigter til artens anvendelse mod diarré. Ordet gulerod kendes først fra omkring 1622. Formentlig var nogle af de først importerede gulerødder af den gule type.

Et amerikansk navn på den vilde gulerod er Queen Anne’s lace (‘Dronning Annes kniplinger’), hvilket sigter til blomsterstanden, der godt kan minde om blonder. Den Anne, der tales om, er muligvis Dronning Anne af Storbrittanien (1665-1714), eller måske hendes oldemor, Anne (Anna) af Danmark (1574-1619), som blev gift med den engelske konge James Charles Stuart (1566-1625). Dengang var blonder og kniplinger prominente i finere klæder.

I centrum af hver skærm findes en enkelt eller nogle få røde eller purpurfarvede blomster. Efter legenden opstod de, da Dronning Anne stak sig på en nål, mens hun syede blonder. En biologisk forklaring går ud på, at de røde blomster tiltrækker insekter, men det holder ikke vand. Andre skærmplanter, som kun har hvide blomster, besøges lige så flittigt af insekter. Som Spencer (ovenfor) udtrykker det: “Hvad fik gamle Moder Natur til at prøve på at gemme dette purpurfarvede systing midt i hvert af dronningens snehvide kniplingsarbejder?” 

 

 

Vild gulerod i en vejkant nær Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vild gulerod danner ofte store bevoksninger, i dette tilfælde nær søen Issyk Kul, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse skærme af vild gulerod viser de centrale røde blomster, Staksrode Skov, Vejle Fjord (øverst), samt Skårup, Djursland. På det øverste billede ses også horse-tidsel (Cirsium vulgare). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et af artens gamle folkenavne var fuglerede. Efter endt blomstring bøjer skærmstilkene opad, så de danner noget, der med lidt god vilje ligner en fuglerede. – Refsvindinge, Fyn. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heracleum mantegazzianum Kæmpe-bjørneklo
Det videnskabelige slægtsnavn er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakleiske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst. Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Et andet gammelt folkenavn for bjørneklo er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler roden opblødt i salt som urindrivende middel, og anvendt i maden er den god mod koldpis (besvær med vandladningen). Andre af Middelalderens læger anvendte den kogte rod i omslag, især til behandling af hævelser i lever, milt og livmoder.

Kæmpe-bjørneklo stammer fra Kaukasus-bjergene og Centralasien. I 1800-tallet blev den indført som prydplante til Europa, og senere til USA og Canada. I Danmark optræder den fra omkring 1835. Den er i dag blevet naturaliseret utallige steder, mest i vådområder, hvor den på grund af sin kraftige vækst udkonkurrerer indfødte arter. Ydermere er dens saft giftig for den menneskelige hud, og ved berøring kan den fremkalde blæner og infektioner. I mange lande kontrolleres arten ved hjælp af herbicider – det eneste kendte effektive middel til at begrænse den.

I digtsamlingen Min Have, fra 1922, fortæller Knud Wiinstedt (1878-1964) om den blomstrende bjørneklo:

 

Den breder sine Skærme,
som Borde dækket til Fest,
med hvide Blomsterduge,
der lokker Gæst på Gæst.

 

Og i digtsamlingen Sangen om Livet og Døden skriver Vilhelm Grønbech (1873-1948):

 

Bjørneklo med ribbede Stilke
stritter dumt med Idiotens rådløse Fingre.

 

 

Kæmpe-bjørneklo, Tystrup Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvis man holder en frugt af bjørneklo op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. – Kæmpe-bjørneklo, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien

 

Asclepias curassavica Silkeplante
Silkeplante er hjemmehørende i Vestindien, men dyrkes som prydplante i de fleste tropiske og subtropiske egne, hvor den mange steder er blevet naturaliseret. Ifølge Kew Bulletin (1897) kan denne art benyttes til bekæmpelse af insekter, specielt lus. Inficerede værelser, som bliver fejet med en kost fremstillet af silkeplanten, får disse skadedyr til at forsvinde. Den blev tidligere anvendt i folkemedicinen.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om bestøvningen af slægten Asclepias.

“(…) de har en af de mest distinkte blomster i planteriget. Den er lavet med det formål at narre insekter, så krydsbestøvning bliver sikret. (…) insekter, som forsøger at få fat i nektar fra blomstens skåle. Der er fem af disse skåle i hver blomst, og de hænger sædvanligvis med åbningen nedad. De er meget glatte, og en fod af et insekt, som forsøger at lande på en af dem, vil uvægerligt glide og ender derved i en spalte mellem to af skålene. Dette er nøjagtigt, hvad der skulle ske; netop af denne grund er blomsten opstået. I spalten ligger den hanlige del af blomsten i en sådan stilling, at den aldrig kommer i kontakt med det hunlige organ, medmindre han bliver trukket ud og derpå trukket ind igen. Foden af insektet glider altså ind i spalten, hvor den sidder fast, som var den mellem to små, stærke tråde. Hvis insektet er stærkt nok, vil et ryk eller to bringe foden ud igen, og sammen med den to små pollenposer, som rider på insektets ben til den næste blomst, hvor foden atter glider ned i en spalte, men denne gang medbringende de to poser med pollen (…) som lander lige netop på hunorganets støvfang. Der bliver poserne hængende og udfører det job, som de er beregnet til (…). Det er selvfølgelig muligt, at insektets ben kommer ud af sprækken i blomst nummer to med endnu to pollenposer fastgjort til det som to små sadeltasker (…) det kræver et stærkt ben at udføre dette arbejde, og stærke insekter kan til tider ses med adskillige pollenposer på deres ben. Hvis insektet ikke er stærkt nok, betaler det dyrt for en mundfuld nektar. (…) er det ikke i stand til at betale for nektaren gennem at transportere pollenposerne til den næste blomst, bliver det hængende, indtil det dør (…).”

 

 

Silkeplante, forvildet i Central Taiwan Science Park, Taichung, Taiwan (øverst), samt i Anshi Nationalpark, Karnataka, Sydindien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calotropis gigantea
Denne markante plante er udbredt i tropiske egne af Asien samt i Kina. Den er en nær slægtning til Sodomas æble (Calotropis procera), hvis frugt først blev beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4). Titus hentyder her til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

I Indien anvendes denne art som svampe- og insektbekæmpende middel. Af barkfibrene fremstilles reb, tæpper, fiskenet og sytråd. Planten saltes og gæres, hvorefter blandingen benyttes til at fjerne hårene fra gedeskind til fremstilling af nari-læder. Frøhårene anvendes som fyld i puder.

I Nepal benytter man saft af barken og roden mod diarré og dysenteri, og opvarmede blade kan lindre muskelsmerter. Tørrede blade ryges, og røgen pustes ud gennem næsen for at lindre bihulebetændelse. Bladsaften benyttes mod feber, og saften af unge skud dryppes i ørerne mod ørepine. Pulveriserede blomster anvendes mod hoste, forkølelse og astma. Mælkesaften samt en pasta af roden smøres på sår, forstuvninger, bylder og filipenser. I ayurvedisk medicin betragtes rodbarken som et rensende, feberstillende, parasitbekæmpende, slimløsnende og afførende middel. Den pulveriserede rod anvendes mod astma, bronchitis og fordøjelsesbesvær, bladene mod lammelse, ledsmerter, hævninger og feber. Gummisaften benyttes som bræk- og afføringsmiddel.

Blomsterne er blevet anvendt som dekoration. Det fortælles, at den hawaiianske Dronning Liliuokalani (1838-1917) bar dem i form af lei’er (guirlander) som et symbol på sin royale status.

 

 

Calotropis gigantea, Long Wheeler Island, Maipura-flodens delta, Odisha (Orissa), østlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araceae Arumfamilien

 

Arisaema Snabelkalla
Denne slægt omfatter over 100 arter, hvoraf de fleste hører hjemme i subtropiske og tempererede egne af Asien. Desuden findes enkelte arter i Nordamerika. Blomsterne hos disse planter sidder tæt sammen på en kølle, som er omgivet af et hylsterblad, og hos nogle arter er hylsterblad og/eller kølle forlænget i en grotesk tråd eller ’snabel’, der til tider kan være op til en meter lang. På dansk har disse planter derfor fået navnet snabelkalla. Kalla er egentlig navnet på en anden slægt i arum-familien, Zantedeschia.

Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i Himalayas bjergegne. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk, som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter, bl.a. Arisaema utile, der indsamles i tusindvis. Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: N.P. Manandhar, Plants and People of Nepal)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft samt en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

Rodknolden og de modne frugter af forskellige Arisaema-arter i Himalaya er også spiselige efter kogning. Den friske rodknold af A. tortuosum anvendes til bekæmpelse af insekter.

Omkring køllen på snabelkalla-arterne dannes om efteråret en kolbe af røde bær, der minder lidt om en majskolbe. Hylsterbladet hos flere af arterne kan ligne en brilleslange med nakkehuden spredt ud. Disse to ting i forening har givet planterne deres nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

Talrige arter af denne slægt er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Blomsterne hos snabelkalla-arter sidder tæt sammen på en kølle, som er omgivet af et hylsterblad. Her ses Arisaema formosanum, fotograferet i Wuling National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hos visse arter af snabelkalla er hylsterbladet og/eller køllen forlænget i en grotesk tråd eller ’snabel’, der til tider kan være op til en meter lang. Her ses Arisaema intermedium, fotograferet i Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arisaema utile er meget almindelig i Annapurna-området i det centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Annapurna-området er Arisaema utile en af de vigtigste planter til fremstilling af gundruk (se teksten ovenfor). På dette billede er blade af denne art spredt ud på et tag for at tørre i solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arisaema tortuosum har ret bizarre blomster, hvis kølle er forlænget i en mørk, fløjlsagtig spids, der peger opad. – Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snabelkalla-frugter er stærkt røde og danner en kolbe på køllen. Øverst ses Arisaema formosanum, fotograferet på bjerget Hohuan Shan, Taiwan, nederst en ubestemt art fra Lata, Uttarakhand, nordlige Indien. En blåglinsende sommerfugl sidder på køllen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Symplocarpus foetidus Tudseblomst
Det lidet smigrende navn tudseblomst hentyder sikkert til denne arts plumpe blomst, som er omgivet af et spættet hylsterblad, der kan minde om en tudses vortede hud. Det videnskabelige artsnavn foetidus kommer af latin foetere (’stinke’), hvilket sigter til, at sårede blade udsender en ubehagelig lugt. To af dens amerikanske navne er skunk cabbage (’stinkdyrskål’) og clumpfoot cabbage (’klumpfodskål’) – heller ikke særligt smigrende navne, må man sige!

Tudseblomsten er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, fra Nova Scotia og det sydlige Quebec, mod vest til Minnesota og mod syd til North Carolina og Tennessee.

Førhen var denne art meget benyttet af indfødte stammefolk som medicinplante samt af shamaner som magisk talisman. De store blade blev tørret og anvendt i supper og stuvninger. Senere er den blevet anvendt i behandlingen af åndedrætssygdomme, nervøse lidelser, rheumatisme, samt vattersot (vand i kroppen).

På trods af den ubehagelige lugt bliver tudseblomst hyldet i digtet My Fetid Friend (’Min stinkende ven’) af Joshua Schwartz (født 1976):

 

You burst through the snow with verve and heat
With an odor that could rival rotting meat.
Your purplish spathe greets the early spring
Housing the flowers to which flies pollen bring.
Once your leaves grow full and your roots pull deep
The marsh is alive with those that sing and creep.

 

Oversat:

 

Du bryder gennem sneen med kraft og varme
med en lugt, som kan sammenlignes med rådnende kød.
Dit purpurfarvede hylsterblad hilser det tidlige forår,
heri rummes dine blomster, som fluerne bringer pollen til.
Når dine blade er vokset til, og dine rødder når dybt,
er mosen levende af alt, hvad der kan krybe og synge.

 

 

Tudseblomst er en af de første forårsblomster i det østlige Nordamerika. Disse billeder er fra Wells National Estuarine Reserve, Maine, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene af tudseblomst kommer frem efter blomstringen og kan dække store områder, her i Shu Swamp, Long Island, USA. De gule blomster er eng-kabbelejer (Caltha palustris). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araliaceae Vedbendfamilien

 

Hedera Vedbend
En slægt på 12-15 arter af stedsegrønne, træagtige slyngplanter, hjemmehørende fra størsteparten af Europa, Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Himalaya, Kina, Taiwan og Japan, samt i Nordafrika, på de Kanariske Øer og på Madeira. Adskillige arter er blevet invasive, specielt i Nordamerika og Australien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige vedbend (nedenfor), afledt af proto-indoeuropæisk ghed (‘at gribe fat om’). Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’), hvilket hentyder til de slyngende og bøjelige stængler. Folkelige navne omfatter vintergrøn, immergrøn, rendekælling, ræveløv, af reve (‘ranke’), samt efeu, fra tysk Efeu, af ukendt oprindelse.

 

Hedera helix Almindelig vedbend
Denne velkendte plante er udbredt i Europa og det vestlige Asien. Den har fra gammel tid været anvendt i folkemedicinen. Teologen og forfatteren Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) skriver i 1533, at saften, blandet med olie og eddike, dryppes i næsen mod hovedpine, mens vedbendolie, gnedet på navlen og nedefter, hjælper til at gøre en kvinde gravid, og lud af asken fra brændt vedbend farver håret gult.

Urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at de tørrede og pulveriserede blomster, samt et afkog af bladene, kurerer blodsot (dysenteri). Knuste frø indtaget med vin uddriver sten. Gnides håret med vedbend, farves det sort.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Bærene, som voxe på dette slags Vedbende-Træ, skal være den gemeene Mand commenderede [anbefalet], at de af dennem tørrede og stødte til Pulver saa meget som it quintin [ca. 4 g] udi Cardobenedict-Vand [benediktinertidsel, Cnicus benedictus], Morgenfro-Vand eller Scabiosis-Vand gifue dennem ind, som aff huer andendags Kaaldesiuge [malaria] hafue ont (…). Ja, efterdi at de veldeligen uddrifue Sueden, ere der oc nogle aff den gemeene Mand, som paa bemelte Maneer oc Maade bruge disse Bær mod Pest.

Disse samme Vedbendis-Bær skal de ocsaa lade sig være commenderede (…), som Tiderne icke ville flyde for [ophørt menstruation], oc giøre deris naturlige Verck, at de da to, tre eller fire aff disse Bær tørrede oc til Pulver stødte inddricke udi Byncke-Vand, oc komme saa megit Safran dertil som et eller to Bygkorn.

Om mand disse bemelte tørrede oc pulveriserede Bær tager oc legger udi et skiert [rent] Linklæde, da holdis de for at drifue Tiderne; ja icke alleniste dennem, men endocsaa Efter-Biurden at fremlocke, om de ellers udi Quindernis hemmelige Steder blifue indtryckte. (…)

Den Lud [harpiks], som blifuer lecket igiennem Quistene, er god for Haaret, som løber aff [god mod håraffald], dersom mand dermed toer [vasker] Hofuedet. Men er Haaret tilforne guult, da giør den, at det sin Farfue forandrer, saa at det, som tilforn var guult, blifuer sort.

Ellers huad sig Saften belanger, som aff de smaa Grene udgaar (…), da er det vist, at dersom den blifuer smurt paa de Steder, som Lus oc Gnidder [lusenes æg] ere, da døder den dennem strax (…).”

Førhen indgik vedbend flere steder i Danmark til behandling af en ko, der lige havde kælvet, og som ikke ville slippe efterbyrden. På Fyn kogte man bladene i øl og gav det til koen, mens bladene på Møn blev kogt i øllebrød. I Sydslesvig sagde man, at koen skulle æde blade taget fra nordsiden af et hus og lagt mellem to skiver brød.

I den græske mytologi var vedbend tilegnet vinguden Dionysos og symboliserede livsglæde og lystighed. Hans tilhængere pyntede sig med løv af vin og vedbend, og digtere bar kranse af vedbendblade om panden.

Vedbend optræder adskillige steder i poesien. Adam Oehlenschläger (1779-1850) siger: “Kvinden er en Vedbend-Ranke, vristet fra sin Eg, naar Manden svigter.” Steen Steensen Blicher (1782-1848) udtrykker sig således i digtsamlingen De danske Træer, fra 1844: “Se Immergrønt, det lille Skravl, smukt klæder, skærmer Husets Gavl.”

Artsnavnet er græsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform.

 

 

Træer, dækket af vedbend, Cionn Átha Gad (Kinnegad), Irland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En kæmpestor vedbend er klatret op til toppen af en rødel (Alnus glutinosa), Stege, Møn. Dens størrelse fremgår af personen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En overdådighed af vedbend med utallige frugtstande dækker et stengærde, Baile Uí Bheacháin (Ballyvaughan), Irland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Panax Ginseng
Slægten Panax omfatter 12 arter, amerikansk ginseng (P. quinquefolius), som er udbredt i det østlige Nordamerika, samt 11 arter i det østlige Asien, i Kina, Korea, det sydøstlige Sibirien, Himalaya og Vietnam. Navnet ginseng er en forvanskning af det kinesiske ord 人參 (ren shen), som betyder ‘mands-rod’ – en hentydning til roden, som ligner en torso med arme og ben (se foto).

Ginseng har været anvendt i den traditionelle medicin i tusinder af år. De mest populære arter er kinesisk ginseng (P. ginseng) og amerikansk ginseng. Den første brug af ginseng i kinesisk medicin nævnes i den kendte klassiske urtebog 神農本草經 (Shen Nong Ben Cao Jing), som blev nedskrevet omkring 200 e.Kr. Dens oprindelse tilskrives den berømte kejser og urtelæge Shen Nong, der regerede omkring 2750 f.Kr. I denne bog siges det: “Ginseng er et styrkende middel for de fem indvolde, den neddæmper de dyriske instinkter, stabiliserer sjælen, modvirker angst, uddriver onde energier, forbedrer synet (…) og forlænger livet.”

I dag tages ginseng mest for sine stimulerende og styrkende egenskaber, idet den forbedrer immunforsvaret, bevirker større fysisk udholdenhed, og behandler kronisk infektion, sukkersyge, hovedpine opstået som følge af udmattelse, depression, samt, indtaget sammen med Ginkgo biloba, demens. Den betragtes også i vide kredse som et glimrende potensfremmende middel, idet den modvirker impotens, igen indtaget med Ginkgo.

Amerikansk ginseng blev benyttet af adskillige amerikanske indfødte folk mod bl.a. hovedpine, ørepine, feber, mavebesvær samt kvindelig ufrugtbarhed, og også som potensfremmende middel. Creek-folket anvendte den mod lungelidelser, Chippewa-folket til at forlænge livet hos døende.

Naga-folket i det nordøstlige Indien tørrer og støder roden af Himalaya-ginseng (P. pseudoginseng) og indtager dette pulver mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og tillige som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

Blandt adskillige amerikanske stammefolk blev amerikansk ginseng betragtet som en magisk urt. Creek-folk bar roden på sig til at bortdrive onde ånder.

I dag er både kinesisk ginseng og amerikansk ginseng yderst sjældne som vildtvoksende, idet de har været genstand for overdreven indsamling. Den amerikanske art er måske uddød i vild tilstand. Begge arter bliver dog dyrket mange steder, så de er ikke i fare for at uddø.

 

 

Denne ginseng-rod, sandsynligvis af amerikansk ginseng (Panax quinquefolius), sælges som kinesisk medicin, pris 110 US Dollars pr. pund. – Chinatown, Flushing, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstand af Himalaya-ginseng (Panax pseudoginseng), Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arecaceae Palmefamilien

 

Serenoa repens Savpalme
Denne viftepalme, som er udbredt langs den amerikanske atlanterhavskyst, fra Texas via Florida mod nord til South Carolina, ses mest som en ‘skov’ af blade, da planten sjældent bliver mere end 3 m høj. Savpalme er særdeles langsomtvoksende, og nogle individer i Florida er måske 5-700 år gamle.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den amerikanske botaniker Sereno Watson (1826-1892), der 1867-72 deltog i en ekspedition til det vestlige USA, kaldt Geological Exploration of the Fortieth Parallel. Senere blev han museumsinspektør på Gray’s Herbarium i Harvard Universitet. – Det danske navn hentyder til de skarpe torne på bladstilken.

Inden europæerne kom til Nordamerika, blev fibre af savpalmen handlet vidt og bredt på kontinentet. Bladene anvendes stadig af adskillige indfødte stammer som tagtækning. Frugten er spiselig og næringsrig og blev indsamlet af forskellige folkeslag som føde, og den blev også anvendt som potensfremmende middel. Seminole-indianerne og folkene på Bahama-øerne benyttede den som et middel mod forgiftning fra fordærvede fisk. 

Savpalme-frugter har slimløsnende og beroligende egenskaber og er traditionelt blevet anvendt mod ru hals, hoste, forkølelse, bronchitis og astma. Nyere forskning har vist, at de sandsynligvis er et godt middel mod impotens. Frugten er ligeledes blevet benyttet mod migræne, kroniske bækkensmerter, urinblære-problemer samt prostatakræft, men moderne forskning har ikke kunnet påvise nogen positiv effekt på nogle af disse sygdomme. Frugten er dog muligvis effektiv i behandling af forstørret prostata.

 

 

Savpalme, Okefenokee Swamp, Georgia, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien

 

Achillea millefolium Almindelig røllike
Gennem tusinder af år har røllike været højt værdsat som et blodstillende middel. Den blev allerede nævnt af som en medicinsk urt i De simplicium medicamentorum facultatibus, skrevet af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon. Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket måske indikerer, at disse blev anvendt medicinsk. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea.

Arten var også meget anvendt til at standse næseblod. Den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) skriver, at hvis røllike ”stoppes op i næsen, standser den helt sikkert næseblod.” 

I Martin A. Hansens (1909-55) underfulde roman Lykkelige Kristoffer (1945), der handler om en flok døgenigte og eventyreres oplevelser i det krigshærgede Halland i 1500-tallet, fortæller klerken: ”Ingen Urt stiller Blod og heler Kød som Rølliken. Jeg kendte en Bonde fra Hunnested. Han snublede i sin Le, saa Æggen skar hans Næsebrusk af lige neden for Benet. Han plukkede en Nævefuld Røllike, gik til sit Hus og sagde: ”Gumme, hak den her Røllike sammen med lidt usaltet Spæk, mens jeg holder paa Næsen.” Saa bandt de Næsen til og dækkede den med Røllikesalven, og fire Uger efter var Næsen hel igen.”

Højlandsfolkene i Skotland fremstiller stadig en salve af røllike, som anvendes til at smøre på sår.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) nævner arten som et godt middel mod kramper, mens Parkinson (ovenfor) anbefaler, at man drikker et afkog af planten mod koldfeber (malaria). På Ringkøbing-egnen blev arten i 1800-tallet anvendt mod brystlidelser, deraf folkenavnet brystnellike, og på Bornholm mod diarré, deraf navnet røvsnerpa.

Micmac-folket i det nordøstlige Nordamerika tyggede stænglerne eller kom dem i retter for at fremkalde svedeture mod feber og forkølelse. De stødte også stænglerne til en masse, som blev smurt på sår, insektstik, slangebid, hævelser og forstuvninger. Blandt andre amerikanske folk blev bylder badet med et udtræk, ligeledes betændte øjne og sprukne hænder. Dette udtræk blev drukket mod feber, kolik og fordøjelsesbesvær, og det blev betragtet som blodrensende og urindrivende. Bladene blev stukket i ørene for tandpine, og kogte blade blev bundet om gigtsmertende lemmer. Et afkog af blomsterne blev anvendt indvortes mod maveonde samt lever- og nyrelidelser, udvortes mod kløe. Roden blev tygget mod forkølelse.

Den dag i dag anvendes røllike som middel mod fx forkølelse, influenza, feber, ru hals, forhøjet blodtryk, menstruelle kramper samt infektioner. Endvidere virker den vanddrivende og stimulerende på fordøjelsen. På Orkneyøerne drikker man rølliketé mod melankoli.

I det 17. århundrede blev røllike anvendt i salater, selvom den har en bitter og skarp smag. Den har også været brugt som snus. I Danmark og Sverige blev arten førhen benyttet som tilsætning til øl i stedet for humle. Linné fandt, at øl brygget med røllike havde en kraftigere virkning end øl brygget med humle. I begge lande blev røllike kaldt for jordhumle, i Sverige tillige backhumle og i Danmark gedebrygger.

Svenskeren C. F. Hoffberg skriver i Anwisning til Wäxt-Rikets Kännedom (1792): “Rölleka på åkerrenar är af stärkande och sårläkande kraft. Blommorne och örtbladen brukas som thee emot blodspottning, för mycken rening och afslaget hos fruentimmer samt i synnerhet emot öpna gyllenådren [hæmorroider]. Såsom stärkande lägges den bland andre kryddor på bränwin. Lima-dalbonden lägger den under gäsningen på ölet, at förbättra smak och styrka. Färska örtbladen stötte bruka landtboar på sår, som deraf renas och läkas.”

Artsnavnet millefolium betyder ‘tusindbladet’ på latin, hvilket – i lighed med de danske navne tusindgod og tusindblad – hentyder til de findelte blade. Folkenavnene sødgrød og sødvælling sigter til varieteten sudetica, der har rødlige blomster, hvis farve minder om nogle former for grød. Det midtjyske folkenavn fattigkarl hentyder til de grålige blomsterstande. Navnene jordhumle og gedebrygger og mange andre sigter til, at arten blev anvendt i ølbrygning. Noget tyder på, at den ikke var særlig god til dette formål, da forstavelsen ged- er nedsættende. Navnet kattepersille skal ligeledes forstås nedsættende, mens téblomst skyldes, at den blev anvendt som té.

I en kinesisk spådomsmetode dannes hexagrammer ved at kaste pinde, fremstillet af røllikestængler – en metode med vilkårligt udfald, som anvender I Ching (‘Forandringens Bog’), der består af 64 hexagrammer, alle bestående af seks linjer, som hver især er enten yin (mørke kræfter) eller yang (lyse kræfter).

I romanen Cold Mountain, fra 1997, nævner den amerikanske forfatter Charles Frazier (født 1950) en gammel overtro, som var knyttet til røllike. Hvis dens blade duftede skarpt som faldende sne, var det et tegn på, at vinteren ville blive hård.

I gamle dage mente man, at røllike var en af Den Ondes urter, og den blev anvendt i spådomme med trylleformularer.

 

 

Almindelig røllike, Roskilde Fjord ud for Østskoven, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig røllike, Södra Greda, Öland, Sverige. Planten med rødlige blomsterstande i baggrunden er almindelig knopurt (Centaurea jacea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterkurvene hos almindelig røllike er meget små, men med store randkroner, hvilket får hver af kurvene til at ligne en selvstændig blomst. Dette nærbillede af blomsterstanden er fra Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Af og til ses en varietet af almindelig røllike med rødlige blomsterstande, var. sudetica, her fotograferet på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ageratum conyzoides Almindelig blåkvast
Ageratum houstonianum Mexikansk blåkvast
Disse to arter er hjemmehørende i Central- og Sydamerika, og de er begge blevet indslæbt næsten overalt i tropiske og subtropiske egne og er forvildet talrige steder verden rundt. De betragtes som invasive i talrige lande. På vietnamesisk kaldes almindelig blåkvast for cứt lợn (’svinelort’), da den ofte vokser i forurenede områder.

Saften af begge arter benyttes vidt og bredt til behandling af sår, inklusive brandsår, samt som bakteriedræbende middel. I Nepal anvendes almindelig blåkvast ofte i traditionel medicin. En pasta af roden, blandet med bark af Schima wallichii, smøres på knogler, som er gået af led. En pasta af bladene anvendes til at fjerne torne fra fødderne, mod bylder, samt, opblandet med adskillige andre planter, mod slangebid. Knuste blade smøres i hovedbunden mod lus. En pasta af blomsterne bruges mod rheumatisme, og saft af dem smøres på fnat. Saft af bladene, blandet med tulsi (Ocimum tenuiflorum) og kogt i 10 minutter, indtages mod forkølelse og hoste. I Brasilien anvendes et afkog af almindelig blåkvast mod kolik, forkølelse, feber, diarré, rheumatisme og kramper. I Afrika benyttes begge arter mod feber, rheumatisme, hovedpine, lungebetændelse og kolik.

Indtagelse af Ageratum-arter er dog temmelig risikabelt, da leveren kan tage skade. Begge arter kan også forårsage leverskader hos græssende husdyr.

Almindelig blåkvast bliver benyttet som insekt- og nematode-bekæmpende middel. I Indien har et ekstrakt af mexikansk blåkvast været benyttet til bekæmpelse af myggelarver.

Ageratum-arter har udviklet en sindrig metode til at beskytte sig mod insektlarver, som vil æde deres blade. De producerer et kemisk stof, som forstyrrer funktionen af det organ, der styrer udskillelsen af hormoner i larvestadiet. Stoffet sætter gang i det næstfølgende udviklingsstadium, så voksen-strukturer udvikles for tidligt. Er mængden af dette stof stor nok, bliver insekterne sterile. (Kilde: wiki.medicinalplants-uses.com)

 

 

Almindelig blåkvast er blevet indslæbt til mange tropiske og subtropiske egne. Dette billede er fra Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I lighed med almindelig blåkvast er mexikansk blåkvast blevet naturaliseret utallige steder. Arten er meget almindelig i Taiwan, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arctium lappa Glat burre
Denne art er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien og er også blevet naturaliseret i Nordamerika. Slægtsnavnet er afledt af græsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, der vel kan minde om bjørnekløer. En autoritet siger, at artsnavnet lappa stammer fra det keltiske ord llap (‘hånd’), hvilket hentyder til, at burrerne ’griber fat’. Det jyske folkenavn skorpionstidsel sigter naturligvis også til krogene på burrerne, mens navnene burreskræppe, tordenskræppe og agerskræppe refererer til artens meget store blade. Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burrerne: “Somme tider er (en dreng) ond nok til at kaste et bundt burrer i håret på en rival, eller endog i håret på den pige, som han mener har afvist ham. Den pige, som har haft den oplevelse, behøver ingen tekniske beskrivelser af burren.”

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) har følgende mening om burrerne: ”Stengelen (…) skiuder sig ud i mange oc smaa Grene, paa huilcke der komme nogle mangfoldige oc store Burrer. De samme ere trinde [runde], huasse, oc hafue nogle stickendis oc krogede Pige, med huilcke de henge ved Klæderne paa dennem, som gaa forbij.”

I tragedien Troilus og Cressida, af William Shakespeare (1564-1616), siger Pandarus: “De er burrer, siger jeg dig, de hænger fast, hvorhen de end kastes.”

I sin dagbog fra juli 1896 bemærker den russiske forfatter Leo Tolstoy (1828-1910) følgende om et lille skud af burre, han observerede i en pløjemark: “Sort af støv, men stadig i live og rød i midten. Den fik mig til at tænke på Khadzhi Murat. Den giver mig lyst til at skrive. Den hævder retten til at leve, og dér, alene midt i marken, havde den på en eller anden måde forsvaret denne ret.”

Khadzhi (Hadji) Murat er titlen på en kort roman, skrevet af Tolstoy 1896-1904, i hvilken hovedpersonen er en Avar-oprører fra Kaukasus, som vil have hævn og derfor indgår i en skrøbelig alliance med russerne, som han indtil da har kæmpet imod.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Burre-blade virker kølende og moderat udtørrende, hvilket gør dem velegnede til at behandle gamle betændte sår. (…) Hvis bladene lægges på steder, hvor sener eller arterier er skrumpet ind, medfører det stor lettelse. Saft af blade eller rødder, opblandet i en ældre vin, afhjælper slangebid på vidunderlig vis – roden med en smule salt lagt på biddet letter øjeblikkelig smerten og hjælper ligeledes mod bid af en gal hund. (…) Burre-frø, som har trukket på vin i 40 dage, hjælper på vidunderlig vis mod iskias. Knuste blade, som røres op i æggehvide og smøres på ethvert brandsår, tager smerten og heler derpå såret. (…) Roden, konserveret i sukker, anvendes mod tuberkulose, galde- og nyresten samt tynd afføring. Frøene anbefales meget mod galde- og nyresten og anvendes ofte sammen med andre frø og sager til dette formål.”

I Nepal anvendes roden som et vanddrivende og svedfremkaldende middel, og saft af planten smøres på bylder. I mange lande har bønder førhen anvendt knuste blade mod hysteri. Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af rødderne af en nær slægtning, liden burre (Arctium minus), drukket mod kighoste og gigt. Den blev også regnet for at være sved- og urindrivende samt blodrensende.

I den moderne urtemedicin benyttes rod og frø mod bylder, skurv, psoriasis, rheumatisme og gigt. Bladene anvendes udvortes som omslag mod svulster, urinsyrehævninger, småsår samt betændte sår, og en indsprøjtning med et afkog af bladene benyttes mod fordøjelsesbesvær. Glat burre anvendes også mod seborrhia, som forårsager overproduktion af hårskæl, og den betragtes også som et glimrende blodrensende middel. Nyere forskning har vist, at den muligvis bremser angreb af HIV-virus.

Roden er spiselig, lidt slimet og med en sødlig smag. Den anvendes meget i det kinesiske køkken. Stænglen er også spiselig, efter at yderlaget er fjernet. Kogt smager den ligesom asparges, men den er desværre stærkt afførende, så man kan kun nyde små mængder.

I 1600-tallet placerede man Sankt Hansdag flere steder i huset burre og kamille som værn mod den gift, der om aftenen ville bryde frem af jorden.

 

 

Glat burre opsøges meget af sommerfugle, i dette tilfælde en nældens takvinge (Aglais urticae), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svøbbladene på kurvene af glat burre er forsynet med kroge. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den ene vinge hos denne blåmejse (Cyanistes caeruleus) satte sig fast i krogene, hvilket forårsagede fuglens død. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af glat burre, tynget ned af sne, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Roden af glat burre er spiselig, lidt slimet og med en sødlig smag. Den anvendes meget i det kinesiske køkken. Billedet her er fra Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arnica montana Guldblomme
Denne smukke plante er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien og er blevet naturaliseret i Nordamerika.

I sin illustrerede urtebog Neuwe Kreuterbuch fra 1588 beskriver den tyske læge og botaniker Jacobus Theodorus (Jakob Dietrich, 1525-90) – bedre kendt under navnet Tabernaemontanus og ofte kaldt ’den tyske botaniks fader’ – guldblommes siden så udbredte anvendelse mod blødninger: ”I Sachsen bruger jævne folk arnika, når de faldt ned fra et højt sted eller på anden måde blev såret under arbejdet. Man tager en håndfuld [blomster], koger dem i øl og drikker det varmt om morgenen, dækker sig så til og sveder. Hvor man blev kvæstet, føles stor smerte i to-tre timer, men så er man kureret.”

I 1600-tallet tillagde man arten næsten overnaturlige egenskaber. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Bønderne her i disse Lande (…) meene, at den skulle være ligesom god imod ond, eller bedre end Guld. Ja, at Englene selff først skulle hafue fundet denne Urt oc derefter lærdt det Menniskelige Kiøn denne Urt at være megit gafnlig oc saare bequem til at borttage mange, ja fast utallige Siugdomme.”

En anden dansk urtebog fra 1700-tallet nævner, at guldblomme har opløsende og nervestyrkende egenskaber, og fra samme tid angives det, at et afkog af planten i øl kan tages mod hovedsmerter, trykken for brystet samt sting og værk i lemmerne. En té kogt på blomsterne blev anvendt som afføringsmiddel. Ligeledes i 1700-tallet blev det sagt, at blomsten lagt på en smertende tand ville få ’ormene’ til at falde ud. Urtelægen Laust Glavind fra Holstebro (død 1891) anbefalede et ølafkog af guldblomme og hørfrø mod sindssyge. Så sent som i 1920’erne blev té af planten drukket af kvinder i Vendsyssel mod sterilitet.

For at modvirke håraffald badede man på Møn hovedbunden med et ølafkog af roden, og et østrigsk hårvækstmiddel, Quinar, har følgende tekst på etiketten: ”Af blomsterne udvindes stoffer, som på en effektiv måde gør håret fyldigt, frodigt og smukt. Disse stoffer har i århundreder været kendt som livgivende til hårvækstens fremme. Opløst i alkohol og tilsat kinin danner de en af de vigtigste bestanddele af Quinar.”

I nutidens urtemedicin anvendes guldblomme især mod feber og lammelser, og den er glimrende mod chok, samt som stimulerende og vanddrivende middel. En olie udvundet af planten er et god til hudafskrabninger og forstrækninger, men bør ikke benyttes i åbne sår. Den anvendes også til insektbid, gigt, smerter i muskler og brusk, revnede læber samt filipenser.

Et ekstrakt af guldblomme anvendes som smagsstof i drikkevarer, frosne desserter, slik, bagværk, gelatine og buddinger, og det benyttes også i fremstillingen af hårcremer og midler mod skæl. Olien anvendes i parfumer og anden kosmetik.

Et gammelt folkeligt navn for arten er volverlej, der sandsynligvis kommer af det tyske folkenavn Wohlverleih (‘forlener af godt’), hvilket sigter til plantens anvendelse som lægeurt. Navnet Sankt Hansblomst hentyder til blomstringstiden sidst i juni, mens engelurt sigter til, at man mente det var englene, der viste menneskene plantens medicinske egenskaber (jfr. citatet af Paulli ovenfor). Knuste blomster stukket op i næsen fremkalder nysen, deraf betegnelserne nyseurt og fnysblomme. Navnene hesteblomme og røvrose (sikkert oprindeligt ræverose) er nedsættende. Bladene blev førhen anvendt som tobakserstatning – heraf folkenavnet tobaksurt.

 

 

På Vindblæs Hede i Himmerland, hvor dette billede er taget, findes en stor bestand af guldblomme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Også Rødme Svinehaver på Fyn huser en pæn bevoksning af guldblomme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artemisia absinthium Have-malurt
Artemisia maritima Strand-malurt
Have-malurt er sandsynligvis oprindelig omkring Middelhavet samt i det vestlige og centrale Asien, men blev tidligt indført til Norden. Senere bragte nybyggere den til Nordamerika, hvor den i dag er forvildet mange steder. Strand-malurt findes på saltholdige jorder i det meste af Europa, mod øst til Centralasien.

Slægtsnavnet er afledt af navnet Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

I Oldtidens Grækenland og Rom var have-malurt en højt agtet medicinsk urt, og man sagde, at den kunne virke som modgift mod forgiftning af skarntyde (se Conium maculatum, Apiaceae), svampe samt bid af søslanger. I Norden blev malurt op gennem Middelalderen anvendt mod snart sagt alle lidelser, bl.a. maveonde, gulsot, ’brystonde’ (tuberkulose?), hovedpine, kolera, leverlidelser, sår, bullen penis, samt fnat og andre hudlidelser, for blot at nævne nogle få. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) udtaler: ”Hvor er den, der kan forklare alle malurtens dyder?”

En anden dansker, lægen og botanikeren Simon Paulli (1603-80), priser malurten i høje toner: ”Huad de andre Kræfter oc Brug er anlangendis, som Malurt hafuer, da er det ocsaa en aff de fornemste, at den bevarer oc præserverer Legemet fra Forraadnelse oc Forderfvelse: Derfor blifuer der dagligen aff hendis Knopper oc Blomster Medicamenter beredde, huilcke mand imod Vattersot oc Orme udi Lifuet bruger.

Oc huor er der nogen, som icke veed, at somme Quinder tage disse samme Knopper, som vore paa dette slags Malurtis øfuerste Grene, oc bløde dennem udi Oxegalde, oc der efter udkryste [presse] Saften aff dennem, huilcken de bruge ligesom en Smørelse til at smøre Naflen oc der omkring der med, at mand der ved ocsaa kand døde Ormene udi Lifvet?

Ja, huo veed icke ocsaa Dranckernis Snilhed oc Forsictighed til at bruge denne Urt? Om huilcke Dranckere vi Hieron Bock [Hieronymus Bock (1498-1554), tysk læge og botaniker] frem for alle andre ville høre tale: (…) saa er den dog Suelgehalse [svælgehalse = slugehalse] oc Drickebrødre gandske kierkommen; thi de sig dermed hielpe, naar de om Natten ofuer hafue tient Baccho oc Druckenskabs Gud indtil om Morgenen, idet de da kalde paa Malurte-Viin, som dennem den forgangne Dags Fylleri fortage (…) at de der med kand giøre sig lystige oc tidige til at faa Mad.

Ellers saa er oc Saften, som aff Malurt blifuer udkryst [presset ud], god oc tienlig til at læge Saar oc Bylder med, oc besynderligen dennem, som ere paa Skinnebeenene.”

I nutidens urtemedicin anvendes malurt som feberstillende middel samt mod forstoppelse, indvoldsorm og infektion af galdeblæren. Som nerveberoligende middel er den specielt god mod epilepsi samt mod rigeligt med tarmluft. – Talrige nært beslægtede asiatiske arter anvendes også medicinelt.

Malurt er siden Middelalderen blevet anvendt til udryddelse af lus og lopper. Den blev strøet i soveværelser og lagt mellem klæder og pelse for at holde møl borte. På kornlofter blev ’orm’ og snudebiller udryddet med malurt, og røgen fra den fordev fluer og myg.

I sin bog July’s Husbandry fra 1577 skriver den engelske digter og bonde Thomas Tusser (1524-80):

 

While wormwood hath seed get a handful or twaine
To save against March, to make flea to refraine:
Where chamber is sweeped and wormwood is strowne,
What saver is better (if physick be true)
For places infected than wormwood and rue?
It is a comfort for hart and the braine,
And therefore, to have it, is not in vaine.

 

Oversat:

 

Når malurt står med frø, tag en håndfuld eller to,
som gemmes til marts for at få lopper til at forsvinde:
Hvor soveværelset fejes og malurt strøes,
hvad er da bedre (hvis fysikken er i orden)
for inficerede steder end malurt og rude?
Den er til trøst for hjerte og hjerne,
og at have den er derfor ikke forgæves.

 

Et gammelt engelsk ord foræller om fremstillingen af en kærlighedsamulet. På Sankt Lukas’ dag [18. oktober] tager man morgenfrueblomster, en kvist af merian og af timian samt lidt malurt og tørrer dem over ilden, hvorefter de knuses til pulver og sies gennem et groft klæde. Derpå koges de over en sagte ild med lidt frisk honning og eddike. Denne væske sprinkles på kroppen, inden man går til ro, og hvis man derpå tre gange siger følgende remse, vil man drømme om sin kommende ægtemage:

 

Sankt Lukas, Sankt Lukas, vær god mod mig,
lad mig se min elskede i drømme.”

 

Det danske navn er en omskrivning af mølurt og sigter til brugen mod møl, mens loppeurt hentyder til anvendelsen mod lopper. Det mærkelige navn vermut, som stammer fra 1400-tallet, kommer sandsynligvis af tysk wurm (orm), hvilket hentyder til anvendelsen mod indvoldsorm og maddiker. Et andet sært navn, Bartholomæidagsblomst, som blev anvendt om strand-malurt, sigter til, at man mente, at denne art skulle plukkes på Bartholomæus’ Dag (24. august), ifald den skulle benyttes som lægeplante. Et gammelt nørrejysk ord sagde: ”Til lægedom skal malurt plukkes, når kornet er modent eller kørt i hus.”

Et gammelt engelsk ordsprog siger: “Så bitter som malurt”, og alle medlemmer af slægten Artemisia er bemærkelsesværdige for deres ekstremt bitre smag. Det danske ordsprog ’malurt i bægeret’ har samme mening i overført betydning, idet det betyder skår i glæden eller noget der ødelægger den gode stemning.

Førhen blev mælke- og ølkar rengjort i varmt vand, tilsat malurt. I Norden er begge arter fra gammel tid blevet anvendt som tilsætning til snaps, og i Sydeuropa tilsættes have-malurt de alkoholiske drikke vermouth og absinth. Absinth er dog vanedannende, og indtaget i større mængder kan den være dræbende.

I dag dyrkes malurt som prydplante. Den kan også anvendes til plantefarvning og giver gule farver.

 

 

Have-malurt, forvildet på en strand i det sydlige Öland, Sverige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Strand-malurt er almindelig på danske strandenge og strandoverdrev, her i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I forgrunden ses marehalm (Leymus arenarius). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Strand-malurt kendes nemt på sit hvidfiltede løv. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bidens Brøndsel
Denne slægt omfatter omkring 200 arter, hvoraf langt de fleste er udbredt i Amerika. I Danmark findes tre arter, der alle vokser på fugtig bund. Fliget brøndsel (Bidens tripartita) er meget almindelig, mens nikkende brøndsel (B. cernua) er noget mere fåtallig. Den tredje art, fladhoved-brøndsel (B. radiata), er uhyre sjælden, kun fundet med års mellemrum på Sjælland.

Slægtsnavnet kommer af latin bi (’to’) og dens (’tand’), der sigter til de oftest to (somme tider tre eller fire) spidse tænder med modhager, som frugterne er udstyret med. Disse kroge hænger fast i dyrepelse eller menneskers strømper eller bukser, hvorved frøene spredes vidt omkring.

Det sære danske navn brøndsel hentyder sandsynligvis også til modhagerne. Dette ord kommer formodentlig af ’brænde’ eller ’brynde’ og sigter til den sviende eller brændende fornemmelse, man kan få, hvis hundredevis af brøndselfrø hænger fast i strømperne og stikker gennem dem ind i huden. En anden tolkning går på, at brøndsel kommer af det gamle ord bryndsel (’ildebrand’), hvilket hentyder til, at brøndsel-blomster i plantefarvning giver en stærkt gul farve, kaldt brandgul. Andre dele af planten farver orange og gyldenbrunt.

Folkenavne som tvetand, fork, jerntyv (høtyv) og præstelus sigter naturligvis også til frøenes modhagere. Stiknasser sigter til, at frøene stikker (’gør nas’), mens skrædder og støvleknægt er med henblik på de to modhager, der kan minde om en saks eller en støvleknægt (et bræt med et V-formet indhak, beregnet til at tage støvler af).

I 1700-tallet fodrede man får med brøndsel som beskyttelse mod sygdomme og indvoldsorm.

 

 

Fliget brøndsel, Brabrand Sø, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nikkende brøndsel, fotograferet ved Filsø i Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En vidt udbredt art er dunet brøndsel (Bidens pilosa) – et pantropisk og -subtropisk ukrudt af ukendt oprindelse, som mange steder er blevet forvildet og fordriver indfødte arter. Denne art er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Regndråber klynger sig til randkronerne af denne dunede brøndsel, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede har en af modhagerne på et frø af dunet brøndsel hægtet sig fast i en vinge på en natsværmer, hvilket har forårsaget dyrets død. – Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Centaurea cyanus Kornblomst
Kornblomst er påvist i senglaciale lag i Danmark, men forsvandt sidenhen med skovens indvandring. Senere kom den igen i Vikingetiden, efter al sandsynlighed indslæbt med kornsorter sydfra. Den blev for alvor almindelig omkring 1400, hvor man begyndte at dyrke vintersæd, og sammen med klinte (Agrostemma githago) blev den snart et stort problem, da disse planter med deres kraftige vækst hæmmer væksten af afgrøden og således nedsætter udbyttet, førhen ofte med op mod halvdelen. En række ordrim fortæller om disse og andre ukrudtsplanter:

 

Blåkorn og Skaldre
dur aldre.

 

(Kornblomst og skjaller
dur aldrig)

 

Fra Almindelige danske Ordsprog og korte Lærdomme, 1682-88, skrevet af præsten og sprogforskeren Peder Pedersen Syv (1631-1702).

 

Kys og Skrår
gør Bonden bår,
Hejre og Klinte,
det var beijer end inte.

 

(Kornblomst og skjaller
gør bonden nøgen,
hejre (et græs) og klinte,
det var bedre end intet)

 

Fra Jydske Folkeminder, af sprogforsker og folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929).

 

I bogen Myter – Kornmarken (1932) fortæller Johannes V. Jensen (1873-1950) om de almindelige planter i kornmarkerne: ”Men Kornblomst og Klinte, med deres kølige spinkle Farver hører jo til i Rugen, den mere aabne, luftige Rug, der er som en grøn Sø, heri blinker den blaa Kornblomst, to Farver der nærer hinanden, og den høje Klinte, som sætter en kølig rød Farve til, en Nuance som Rødmen paa et Barns Kinder i Kulden, tilsammen en liflig Treklang, der er indbegrebet af Danmark, Slettelandets Sjæl, som rummer alle vore personlige og nationale Erindringer.”

I en lægebog fra 1546 anbefaler urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563) et afkog af blomster og frø af kornblomst i vin som modgift mod bid af edderkopper og skorpioner. Han skriver endvidere, at destilleret vand af blomsterne er godt mod sår og røde øjne. I 1700-tallet blev té brygget på blomsterne anvendt mod ru hals og betændte øjne. Blev roden gravet op under ’Kristi legemsfest’ (23. juni) kl. 12 og holdt i højre hånd, indtil den var varm, ville den stoppe blødninger. (J.M. Thiele. Den danske Almues overtroiske Meninger, 1860)

Ikke overraskende optræder den smukke kornblomst ofte i poesien. Forfatteren Knud Poulsen (1881-1946) beretter i Breve fra Ensomheden (1936): ”(…) bag [rugmarkens] tusindtremmede Gitter [stod] Klinte og Kornblomst i svalt og gyldent Halvmørke lattermilde paa Taa, ligesom under et ustandseligt brusende Styrtebads Straaler.”

I digtsamlingen Udenfor Vejen (1945) skriver digteren og kunstmaleren Sigurd Swane (1879-1973):

 

Kornblomsten! – Stumper af Himlen selv
drysset herned fra det strålende Hvælv!

 

Med hentydning til plantens anvendelse som tobakserstatning skriver Adam Oehlenschläger (1779-1850) i digtet Morgenvandring, fra Langelandsrejsen (1805):

 

O venlige Mark! O Lund saa prud! Græskiølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae og hilse dem.

 

(…)

 

Den største Naade, han [bonden] viist os har i dette Liv
er det, at han stundum af Lommen taer sin Foldekniv,
og skiær sig en Haandfuld, stor og tung, under vranten Snak,
og blander os i en Sælhunds-Pung blandt Røgtobak.

 

Med ’røde kornblomster’ mener Oehlenschläger klinte.

 

 

Kornblomster i rugmarker, Djursland (øverst), samt nær Ry. På det øverste billede ses også gærde-valmuer (Papaver dubium). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cichorium intybus Cikorie
Denne art er vildtvoksende i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien, mod øst til Kashmir. Den er desuden forvildet fra dyrkning i Nordamerika, Australien, Kina og andre steder.

Cikorie blev dyrket i det Gamle Egypten og blev benyttet som medicin i hvert fald fra 1. århundrede e.Kr. De bitre blade blev af ægypterne såvel som grækerne og romerne anset for at være blodrensende og nervestyrkende. Andre urtelæger anbefalede de knuste blade som grødomslag mod hævelser, betændelser, bl.a. i øjnene, samt at ”når de blev kogt i suppe ville de styrke varme og svage maver.” Den engelske digter og bonde Thomas Tusser (1524-80) betragtede cikorie som et godt middel mod koldfeber (malaria), og den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) mente, at den var en ”god, rensende, jovial plante.”

I 15-1600-tallet betragtede tilhængere af signaturlæren det som givet, at plantens mælkesaft ville være et godt middel for ømme bryster hos ammende mødre, mens dens klare blå blomster symboliserede blå øjne og således ville være et effektivt middel mod betændte øjne.

I Danmark blev arten førhen benyttet indvortes og udvortes mod en række lidelser, bl.a. gulsot, smerter i lysken, øjenlidelser, koldfeber (malaria), bylder, podagra, leverlidelser, stivkrampe m.m. Den blev endvidere anset for at have mavestyrkende, opløsende, sveddrivende og urindrivende egenskaber.

I dag anbefaler urtelægerne cikorie som et mavestyrkende, blodrensende og urindrivende middel, og den virker også stimulerende på hjerte og lever. Roden anvendes ofte til at uddrive indvoldsorm og andre indvortes parasitter.

Cikorie-kurvene folder sig ud om morgenen og drejer sig efter solen i løbet af formiddagen, hvorefter de visner. Folkenavnene vejviser og vejvarde kommer af det tyske navn Wegwarte (’venter ved vejen’). En legende beretter, at cikorieplanten er en forvandlet jomfru, der står i vejkanten og spejder efter sin elskede, først til den ene side, derefter den anden.

Det latinske slægtsnavn, og dermed det danske navn, er afledt af et ægyptisk ord for planten. Artsnavnet intybus er afledt af det arabiske ord hendibeh, der var navnet på den nært beslægtede endivie (Cichorium endivia).

Folkenavnet kafferose sigter til den tørrede og malede rod, der blev anvendt som kaffeerstatning. I 1700-tallet blev der i Danmark importeret så meget kaffesurrogat, at importen af kaffe fra de danske kolonier var truet, og i 1790 udstedte kongen et forbud mod at indføre ristet cikorierod til København.

Kort efter udsendtes et anonymt flyveblad med titlen: ”Hvorfor skal cikoriekaffen være forbudt?” Forfatteren Niels Prahl skrev samme år en ”Underretning om Cichorie-Roden, dens Avl og Behandling til Cichorie-Kaffe”, hvori han bl.a. siger: ”Paa et stykke Jord 20 Alen i Kvadrat kan avles saa mange Cichorie-Rødder, som behøves til en Husholdning, der forhen brugte et Pund Kaffe om Ugen; og hvor meget kunne da ikke hver Gaardmand i Landet, som ville fra nu af avle dem, afhænde for Penge til en Cichorie-Fabrik i København. Staten ville spare ti eller flere Tønder Guld, hvis Befolkningen drak en Blanding af lige dele Kaffe og Cichorie.”

I dag findes der ikke mange mennesker, som foretrækker cikoriekaffe fremfor ægte kaffe.

I Antikkens Grækenland, Rom og Arabien blev cikorieblade almindeligt anvendt som grønsag og i salater. Også i dag spises bladene af forædlede former som salat, men mange steder blancherer man dem først, da den bitre smag så forsvinder. Franskmændene kalder blancherede blade for barbe de capucin (’kapucinermunkens skæg’), og de anvendes meget som vintersalat.

 

 

Fra Østjylland og østpå er cikorie en almindelig plante i vejkanter, her nær Vissenbjerg, Fyn. Et nærbillede af en blomsterkurv ses øverst på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cikorie, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Inula helenium Læge-alant
Læge-alant er oprindeligt vildtvoksende i Sydeuropa samt i det vestlige og centrale Asien. Den blev førhen dyrket vidt og bredt som lægeplante og er i dag naturaliseret i Nordeuropa og dele af Nordamerika. Til Danmark blev den indført af munke i Middelalderen. De gamle danske navne Sankt Helenes rod og Ellensrod kommer af det latinske helenium, af græsk helenion, et navn, som først nævnes af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’. Først senere blev navnet, af lægen Nikander (ca. 147-? f.Kr.), knyttet til Helena af Troja. Ifølge legenden sprang læge-alant frem, hvor Helenas tårer faldt, da hun blev bortført af Prins Páris. Navnet helenium blev på middelalder-tysk forvansket til alant, som altså også danskerne adopterede.

Folkenavnene holdsurt og halsurt hentyder til rodens anvendelse mod hold (smerter) og hoste.

Læge-alant er blevet anvendt som medicinplante i mindst 2000 år, første gang nævnt i Codex Constantinopolitanus i 512 e.Kr. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) anbefalede den mod hoste og lungeproblemer, og den blev også anvendt mod tuberkulose, åndenød, podagra, indvoldsorm, pokker (syfilis), hævet tandkød, nyresmerter og andre smerter, samt utallige andre lidelser. I Danmark blev alantrod tilsat brændevin som et middel mod gigt. Folkenavnene holdsurt og halsurt hentyder til rodens anvendelse mod hold (smerter) og hoste.

I dag er arten stadig almindeligt benyttet mod lungesygdomme, såsom ophobning af slim, bronchitis og opsvulmede alveoler (de små luftsække i lungerne). Den har en gunstig indvirkning på fordøjelsen og anvendes også til at uddrive indvoldsorm og andre parasitter.

For de keltiske folkeslag i Storbritannien var planten hellig.

I 1500-tallets England blev alant-rødder sødet og spist som slik. I Frankrig og Schweiz anvendes stadig et udtræk af roden som smagsstof i den alkoholiske drik absint. Arten er almindeligt dyrket som prydplante.

Den meget lignende Inula racemosa, der vokser i Centralasien, anvendes i mange egne som slimløsnende middel. Den er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Hvor læge-alant forvildes, danner den ofte store bestande, som her på Vorsø i Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Matricaria chamomilla Vellugtende kamille
Vellugtende kamille er oprindeligt vildtvoksende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien, men dyrkes i andre egne af Europa, samt i Nordamerika og Australien, hvor den af og til forvildes.

Kurvene tørres og anvendes som té, der er et særdeles virksomt middel mod ru hals, forkølelse, blæner i mundhulen, mavepine og kolik. Kamille anvendes mod mange andre problemer, såsom allergi, diverticulitis (underlivssmerter), svampeinfektioner, søvnløshed og halsbrand, samt som sved- og vanddrivende middel. Den kan også mindske betændelse, kramper og menstruelle smerter. Udvortes anvendes den mod hudlidelser som eksem samt til at fremskynde helingen af åbne sår og forbrændinger. Et afkog af planten kan holde stikkende insekter på afstand.

Førhen blev arten anvendt mod mange andre lidelser, fx blæresten, tarmluft, brystsmerter, tandpine, bid af en gal hund, gulsot, ’hidsig hjerne’ (måske migræne?), dårlige nerver og meget andet.

Slægtsnavnet kommer af latin matricis (’moders liv’). Førhen blev en anden plante, matrem (Tanacetum parthenium, se nedenfor), betragtet som en kamilleart, kaldt Matricaria parthenium af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Antikkens Rom blev matrem benyttet mod livmodersygdomme.

Artsnavnet, og dermed det danske navn, kommer af græsk chamaimelon, som betyder ’jordæble’, hvilket hentyder til artens æble-agtige duft. Navnet hvid tige hentyder sandsynligvis til de hvide randkroner, mens Sankt Hansblomst sigter til, at blomsterne, ifald de skulle benyttes som lægeplanter, helst skulle plukkes Sankt Hansdag. Navnene munkekrone og ringblomst hentyder til, at den hvælvede frugtbund og randkronerne kan minde om en munks kronragede isse med hårkrans.

I gamle dage var en mængde overtro forbundet med vellugtende kamille. Når en kvinde gik forbi en bevoksning af kamiller, skulle hun neje for dem to gange. Midsommeraften pyntede pigerne deres kammer med kamille, og på Falster satte man sødurt (kamille) op i tallerkenrækken. Søndag morgen brændte man kamilleblomster på et fyrfad for at sprede vellugt i stuen. I 1600-tallet placerede man Sankt Hansdag flere steder i huset kamille og burre (Arctium lappa, se ovenfor) som værn mod den gift, som man mente ville bryde frem af jorden om aftenen.

Tidligere røg drenge de tørrede blomster som tobak. Skyllede man håret i kamillevand, fik det en smuk glans. Kamille og malurt (Artemisia absinthium, se ovenfor) tilsattes øl for at gøre det mere holdbart. (Her må æren nok tilskrives malurten, mens kamillen måske har tilsat smag eller duft). I dag udvindes en æterisk olie af blomsterne, som anvendes i fremstillingen af kosmetik.

 

 

Vellugtende kamille er meget almindelig på den græske ø Kreta, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Petasites hybridus Rød hestehov
Denne art har både hanlige og hunlige planter, og de hunlige blev navngivet Tussilago hybrida af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som troede, at de var hybrider mellem de hanlige planter og hvid hestehov (Petasites albus). Arten er vildtvoksende i Sydeuropa og det vestlige Asien og er blevet naturaliseret i Nordeuropa og Nordamerika. Frøformering forekommer næsten ikke i Danmark, da hunlige planter er meget sjældne, og næsten alle bestande er kloner af hanlige planter.

Slægtsnavnet kommer af græsk petasos, som betyder ’bredskygget hat’. Det sigter, i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe, til artens meget store blade, der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (’Skræppe’ var førhen folkenavn for alle urter med meget store blade).

Gennem mere end 2000 år har hestehov været anvendt til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hoste, lungesygdomme, kramper, smerter, allergi og betændelse. Friske blade blev anvendt til at svale brandsår med. Saften, blandet med duemøg, blev benyttet mod solskoldninger og fregner.

De gamle folkenavne pestrod og pestilensurt sigter til, at jordstænglen i Middelalderen blev tillagt den evne at kunne beskytte mod smitte med pest. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne samme Pestilens-Urt (…) hafuer en synderlig oc forborgen Kraft til at imodstaa Pestilenszis Smitsomhed. Oc paa somme Apotecke blifuer ved Chymiske Konst bered en Effentsz aff denne Rod, aff huilcken anden- eller tredie-deelen aff it Quintin [1 kvintin = 3,9 g] indtagen, er langt bedre end enten hendis Rod stødt til Pulver, eller oc Rodens Afsød [afkog], thi den kand langt snarere oc bedre saadan Suaghed bortdrifue, om mand tager den ind med Hiortetack-Vand oc sueder vel der paa.”

I sin bog A niewe Herball fra 1578 kalder den engelske botaniker og historiker Henry Lyte (1529?-1607) arten for “en suveræn medicin mod pesten,” og den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Den tørrede og pulveriserede rod drukket i vin er en suveræn medicin mod pest og pestfeber, fordi den fremkalder svedeture og driver al gift og ondskab bort fra hjertet; den dræber også indvoldsorm. Den pulveriserede rod kurerer alle grimme og modbydelige sår, hvis pulveret strøes deri.”

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) udtaler: “Den er vældig god til at styrke hjertet og øger livsglæden. (…) Hvis pulveret deraf tages med vin, modvirker det alle former for gift. (…) Et afkog af roden i vin er særlig godt for personer, der har hvæsende åndedræt eller åndenød. (…) Den pulveriserede rod fjerner alle pletter på huden.”

I dag betragtes ekstrakt af planten som et godt middel mod migræne samt mod betændelse i næsen.

Navnene Buggeblodskræppe, Ridder Bugges blod og Niels Bugges roser hentyder til herremanden Niels Bugge, som ejede herresædet Hald nær Viborg. Han blev efter ordre af Kong Valdemar Atterdag i 1358 dræbt af fiskere nær Middelfart, ifølge sagnet et sted ved Kongebrovejen, hvor der vokser mange hestehov. Hans blod flød ud over ’skræpperne’ og gav dem deres mørke pletter.

Den danske digter Otto Fønss (1853-1922) beskriver det således i digtsamlingen Kongelys og Snerler (1910):

 

Men dér, hvor Jorden har drukket
hans Aarers purpurne Flod,
dér vokser siden en Skræppe
med Stilk og Ribber som Blod.

 

Den lader sig ikke bortrydde,
men gror over Grøft og Hegn,
for Morderens Afkom, tror man,
et truende Vredens Tegn.

 

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Myter, bd. 9: Møllen (1944): ”Ved siden af Grøften groede Hestehov med store brune fingerbølformede Blomsterstande, lige skudt op af den dyndede Bund og at se til som visse Paddehatte.” – Folkenavnet chokoladeblomst fra Fakse-egnen hentyder sikkert til blomsterfarven.

Førhen spistes de helt unge blomsterstande af børn, og bladene blev anvendt som foder til kvæg.

I 1648 udtaler Simon Paulli: ”Pestilensz-Urtis Rod er udi sig selff gandske god oc sund at bidde paa fastendis om Morgenen, at mand icke, naar mand gaar ud, enten ved en andens Aandedret skal forgifvis, eller ocsaa aff en ond Luft forraskis oc ofuerilis.”

I sin bog The British Flora (1838) skriver den engelske botaniker William Jackson Hooker (1785-1865): “På grund af dens tidlige blomstring planter svenske bønder ofte denne frodige plante nær deres bistader.”

I England har frøene førhen været anvendt til at spå om ens fremtidige ægtefælle. En ung ugift kvinde skulle sprede frøene et øde sted, mens hun fremsagde en trylleformular, og hun ville da se den kommende ægtemand stå foran sig.

 

 

Frøformering hos rød hestehov forekommer næsten ikke i Danmark, da hunlige planter er meget sjældne, og næsten alle bestande er kloner af hanlige planter. På dette billede vokser en stor bestand ved bredden af Lillemølle Dam syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I milde vintre kan rød hestehov blomstre allerede i begyndelsen af marts. – Ørbæk Å, syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svøbbladene hos en ung blomsterstand af rød hestehov er en meget sart nuance af cyklamen. – Ørbæk Å. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En stor bestand af rød hestehov ved bredden af Ørbæk Å. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene af rød hestehov kan blive op til 1 m i diameter. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tanacetum parthenium Matrem
Tanacetum partheniifolium
Matrem blev tidligt dyrket i Sydeuropa for sine medicinske egenskaber, og som prydplante spredtes den snart til hele Europa, Nordamerika, Chile og andre steder. Den er muligvis opstået gennem udvælgelse af den meget lignende T. partheniifolium, som er hjemmehørende fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og Centralasien. Bladene hos matrem er lysegrønne og med afrundet form, mens T. partheniifolium har mørkegrønne eller grågrønne blade, hvis omrids er mere tilspidset.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), skriver, at matrem er virksom mod betændelse. I Middelalderen blev arten også benyttet mod bl.a. forstoppelse og andet fordøjelsesbesvær, migræne og anden hovedpine, feber, tandpine, vattersot (vand i kroppen), gigt, hysteri, nervøsitet og depression.

I dag anvendes matrem mest mod migræne, men også til behandling af allergier samt uregelmæssig menstruation. Drukket i honning- eller sukkervand skulle den være god mod hoste og åndedrætsbesvær. Opløst i alkohol kan den anvendes til at holde stikkende insekter borte.

En overgang var matrem placeret i slægten Pyrethrum, som kommer af græsk pyr (’ild’), hvilket hentyder til rodens stærke smag. Det mærkelige danske folkenavn bertram, fra omkring 1700, er en fordanskning af Pyrethrum, mens fibrifuga er en forvrængning af det latinske febrifugia (’feberstillende’).

Navnet matrem har intet med ’rem’ at gøre, men udtales ’mah-trem’. Ordet kommer af latin matricis (’moders liv’), hvilket hentyder til, at arten i Antikkens Rom blev anvendt mod livmodersygdomme – samt desuden til fosterfordrivelse! Denne brug var kendt af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte planten for Matricaria parthenium, da han regnede den for en kamille-art.

Folkenavnene madam, moderurt, jomfruurt og jomfrugrønt er afledt af matrem, mens savleurt hentyder til, at man tyggede på bladene for at stimulere spytproduktionen. Navnet strøblomst skyldes, at man strøede planten på gulvet for at sprede vellugt, mens lugtefis, fra Nordsjælland, også hentyder til plantens duft – men med en lidt anden betydning!

I sin Flora Danica fra 1648 omtaler den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne lugt. Han siger, at for bier er ”Martrem dennem allervederstyggeligst: Thi der skrifuis om den, at dersom mand vil forjage oc bortdrifue Bierne, da kand mand det giøre formedelst denne Martrem, dersom mand vil ofuergnie Bikuberne med den. Herfore skal Quindfolck oc de som ere sangvinei oc blodrige aff deris Nature (huilcke Bierne heldst og mest sticke), naar de gaae udi Hafverne (…) oc ville icke, at Bierne skal sticke dennem, giøre sig Urtekoste aff Martrem oc gaa med i Hænderne, saa blifue de vel fri for deris Sting.”

Matrem blev tidligere anvendt som krydderurt i supper, på æggekage m.m. Den blev også benyttet til garvning, og det var meget brugt at lægge den mellem klæderne for at sprede velduft samt for at holde insekter borte.

Førhen var der megen overtro forbundet med matrem. I 1700-tallet sagde man, at hvis mælken, fløden eller smørret var forhekset, skulle man gnide køernes yver med matrem. Hvis en pige, som ikke var jomfru, lugtede til matrem, skulle hun straks tisse. En gravid kvinde, som lugtede til planten, ville føde et rødhåret barn. Man mente også, at hvis man plantede matrem rundt om sit hjem, ville den rense luften og holde sygdom borte. Et sønderjysk rim sagde:

 

Hvor matrem og rejnfan vil gro,
der er godt at bo.

 

Da arkæologer undersøgte en kiste i Fårevejle Kirke, som efter sigende rummede resterne af James Hepburn, den 4. Jarl af Bothwell (c. 1534-78), indeholdt kisten også matrem-blomster. Det blev senere bevist, at manden i kisten ikke kunne være Jarlen af Bothwell.

Blandt amerikanske indfødte blev en té, brygget på blade og topskud af den nært beslægtede rejnfan (Tanacetum vulgare), regnet for styrkende. Et udtræk af denne art blev endvidere anvendt som brækmiddel, til at rense sår, til at regulere menstruation, mod blodig diarré, samt som sveddrivende middel.

 

 

Dyrkede former af matrem har ofte ’fyldte’ kurve med masser af krusede randkroner. Billedet viser en form med oprindelige kurve, dyrket i en have på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanacetum partheniifolium, voksende på passet Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanacetum partheniifolium er uhyre almindelig i Istanbul, selv på bygninger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taraxacum officinale Mælkebøtte
Denne art er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt utallige andre steder kloden rundt. Den blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (se Cichorium intybus ovenfor) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Det videnskabelige artsnavn officinale var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Om plantens egenskab som vanddrivende middel skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(…) at de, som hafue den slemme Vane , at de pleye at pisse under om Natten, de skal holde sig fra denne Urt oc hendis Brug, oc det aff den Aarsag, at den først veldigen drifuer Pisset, dernæst giør ocsaa, at de som den bruge, falde udi en dyb Søfn, huorfor Franzoserne med all Rette kalde denne Urt Pisse en Lit (…), det er: Pisse i Seng.”

Førhen mente man, at mælkebøttens rod kunne fjerne pletter på øjnene. Paulli skriver: ”Den kunde vel oc bequemmeligen kaldis Øyen-Rod, aff den Aarsag, at dersom denne Rod, naar den om Sommeren, naar Solen gaar i Jomfruen, huilcket skeer om Bartholomei Tid [Sankt Bartholomæus Dag, 24. aug.], opgrafvis, blifuer hengt om Halsen paa it Menniske eller Quæg, som Pletter udi Øynene hafuer, da forsvinde de strax underligen. Disse er Hier. Bocks Ord.” [Hieronymus Bock (1498-1554), tysk læge og botaniker]

Blandt Kiowa-folket i USA blev et afkog af blomsterne indtaget af kvinder med krampagtig menstruation, mens Tewa-folket rørte knuste blade ud i vand til en masse, som blev bundet omkring arm- og benbrud. Af roden blev fremstillet en mildt afførende drik, der også blev indtaget mod hoste og brystsmerter, samt til at fremme mælkeproduktion hos kvinder.

I nutidens urtemedicin benyttes friske blade som vanddrivende middel, mod lever- og nyreproblemer, mod fordøjelsesbesvær samt som et mildt afføringsmiddel. Forskning antyder, at mælkebøtte muligvis modvirker osteoporose og Alzheimers syndrom, og den er et effektivt middel mod bronchitis og lungebetændelse. Et stærkt afkog af planten anvendes mod galde- og nyresten.

Tamang-folket i Nepal drikker et afkog af bladene mod smerter i kroppen. Andre steder i Nepal anvendes rodsaften mod mavebesvær.

Mælkebøtte har ofte ukønnet, såkaldt apomiktisk formering, hvilket har resulteret i hundredevis af småarter. Det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, i lighed med det danske løvetand, hentyder til de takkede blade, der hos nogle af småarterne ligner løvetænder.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.

Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”

Unge blade har et højt indhold af c-vitamin og anvendes som salat, og de kan også koges som grønsag eller tilsættes suppe. I Wales finthakker man den toårige rod og blander den med bladene i salater. Førhen fremstilledes ofte vin af blomsterne, og af den tørrede og pulveriserede rod blev fremstillet erstatningskaffe.

Piger fletter ofte kranse af de blomstrende stængler og sætter dem rundt om håret. Det er også en yndet leg blandt børn og voksne at prøve på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang. Alle mulige spådomme var førhen forbundet med evnen til at puste frøene af. Et enkelt eksempel er fra digtet Det evige Foraar fra 1917 af Thorkil Barfod (1889-1947):

 

Og sig du mig, ung Ilse,
hvifor du gaar i Dug
og plukker Mælkebøtter
og blæser deres Fnug?

 

Jo, derfor vil jeg plukke
de Mælkebøtter smaa
og blæse deres Skrædderfrø,
om jeg en Mand kan faa!

 

Og kan jeg i et enkelt Pust
hvert Fnug faa bort fra Stilken,
saa faar jeg mig en Mand i Aar,
jeg siger ikke Hvilken!

 

Om denne leg med frøhårene skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(blomsterne) omsider forsvinde oc blifve til en trind Føn oc Uld, huilcken letteligen kand afblæsis, oc derfore pleye Børnene, naar de indbyrdis lege med hinanden eller deris jefnlige, at tage denne samme Urt og blæse hinanden udi Ansictet eller Øynene med bemelte Føn, dermed at forsøge, huo aff dennem skal blifue ældst, item huo sin Mødom hafue; thi de, som paa Engang eller med it Pust kand afpuste den gandske Føn reent aff, de holdis for at blifue ældre end de, som to Gange dertil skal blæse: Ja, de endoc frem for disse holdis for at hafue sin Mødom, oc anden saadan Børne-Snack hafve de herom.”

Forskellige varsler var førhen forbundet med mælkebøttens frøsætning. Botanikeren Johan Paulli skriver i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog (1761): ”Naar Frøet har aabnet sig vel og er at se paa som en Uldkugle, giver det en skøn varm Dag til adskilligt Markarbejde.” Og på Mors sagde man: ”Er Troldkonerne stakkede, bliver Sommeren ogsaa kort.” [’Troldkone’ er et folkenavn for mælkebøtte, mens ’stakket’ betyder kort.]

En nær slægtning, mongolsk mælkebøtte (Taraxacum mongolicum) anvendes meget i kinesisk urtemedicin mod en række lidelser, såsom betændelse i mandlerne, gulsot, urinvejsproblemer, røde og opsvulmede øjne, samt sår, specielt indvortes bylder i bryst og tarme. Den fremmer også mælkeproduktionen.

 

 

I maj kan mælkebøtter farve hele marker gule, på dette billede nær Helligdomsklipperne, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mælkebøtte vokser ofte i byer, her mellem brosten i Aakirkeby, Bornholm (øverst), samt foran Carlsberg Bryggerierne, København. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

“Og sig du mig, ung Ilse, hvifor du gaar i Dug og plukker Mælkebøtter og blæser deres Fnug?” – Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En meget ung Thomas Halberg prøver på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang. Førhen var alle mulige spådomme forbundet med evnen til at puste frøene af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tussilago farfara Følfod
Følfod er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien samt Nordafrika. Den er blevet indslæbt til Nordamerika og Sydamerika, hvor den ofte træffes forvildet.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), samt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefaler begge at inhalere røgen fra brændende følfod-blade mod hoste. Plinius anbefaler endvidere, at røgen suges ind i munden gennem et rør og sluges, idet man sipper lidt vin imellem hver inhalering. Den fulde gavn opnås kun, hvis bladene bliver brændt på trækul fremstillet af cypres.

Også i dag betragtes urteté, fremstillet af de tørrede blade, som et glimrende middel mod hoste, katar, åndenød, astma og kronisk bronchitis, men da arten indeholder giftige alkaloider, bør den ikke tages af gravide og ammende kvinder. Der er dog fornylig fremdrevet dyrkede varieteter af planten, som er ugiftige.

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse. Navnene følfod og hovblad hentyder til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov, der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago (se Petasites hybridus ovenfor), måtte følfod nøjes med diminutivet.

Folkenavnene lerskræppe og mergelrose hentyder til, at arten især træffes på lerede jorder, mens lægeblad og lungeblad sigter til dens anvendelse som medicin. Det mærkelige navn sønnen-før-faderen hentyder til, at blomsterne kommer frem længe inden bladene, mens kopatte og pigerøv sigter til den ikke-udsprungne kurvs form.

I England fremstilles en slags urteslik, kaldt coltsfoot rock, som indeholder følfod-blade. Man må formode, at de ugiftige varieteter anvendes i produktionen af denne slik.

I Danmark blev unge blade tidligere spist som grønsag, og de blev også blandet i tobak. De var endvidere vidt anvendt til plantefarvning, i Nordjylland til at farve sort, på Færøerne grønt. En gammel skik i Jylland var at lægge følfod i sengen mod lopper og lus.

I Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmaal, bd. 1 (1886-93) skriver H.F. Feilberg om høslæt i Vestslesvig, at leen gik let gennem følfod og bukkeblad, mens hvene og marskgræs straks ydede mere modstand:

 

Følfod og Bukkeblad,
de gør Drengen glad,
men kommer de i Hven’ og stærk Eng,
da gaar Karlen af en Dreng.

 

Følfod optræder ofte i dansk litteratur. I Aarbog 1916 skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”En Følfodblomst aabner sig som et Øje i Grøftekantens visne Græs, det første Vaartegn.”

I romanen Løgneren fra 1950 beretter Martin A. Hansen (1909-55): ”Jeg fandt den første Følfod, en søvndrukken og uldklædt Purk, ikke længere i halsen end Henrik den Ottende af England.”

Endelig beskriver Ingrid Larsen denne hårdføre plante i digtsamlingen Der rinder Dage, fra 1937:

 

Følfod, Vaarens Proletarer,
øde og tomt er jert kolde Hjem,
tidligt I kaldes til Livet frem,
vækket af Vindens vilde Fanfarer.

 

(…) 

 

Følfod, visne Grøfters Pryd,
nøjsom og enkel er jeres Dragt,
stjal I fra Solen lidt gylden Pragt
til at fylde Menneskehjerter med Fryd?

 

 

Følfod er en af de første forårsblomster. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder viser følfod på to af artens naturlige voksesteder, et jordskred i Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal (øverst), samt en udsivende, leret kilde ved foden af Møns Klint. Iøvrigt er følfod et meget almindeligt ukrudt på vandlidende, lerede marker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstanden af følfod ligner en forpjusket hue. – Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Begoniaceae Begoniefamilien

 

Begonia picta
Denne art er udbredt i bjergområder fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, men dyrkes som prydplante andre steder.

Bladene er spiselige, rå eller tilberedte. I Nepal laves bladstilke og stængel til pickles, og saften smøres på plantefarvede klæder for at gøre farven permanent. Naga-folket i det nordøstlige Indien udvinder et rødt farvestof fra rodstænglen ved at blande dens saft med saften fra knuste blade af en balsamin-art (Impatiens).

I Nepal benyttes saften mod hovedpine, og knuste blade smøres på ømme brystvorter. Saft fra roden smøres på betændte øjne og drikkes også mod mavesår. Naga-folket benytter en pasta af bladene mod betændelse i mundhulen samt blæner på tungen. Saften anvendes mod diarré og dysenteri. I Nepal anvender man planten som foder til golde husdyr for at få dem til at undfange.

Arten er mere udførligt beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Begonia picta, Sundarijal, Kathmandu-dalen, Nepal. Arten kan kendes på de hårede blade, som ofte har purpurfarvede pletter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Berberidaceae Berberisfamilien

 

Berberis vulgaris Almindelig berberis
Denne busk blev indført til Europa fra Asien, formodentlig først af maurerne til det sydlige Spanien. I dag er den forvildet i det meste af Europa samt i Nordamerika. Slægtsnavnet er efter sigende afledt af navnet på et nordafrikansk folk, berberne.

Arten blev dyrket på grund af sine bær, der indeholder 4-6 % citronsyre og masser af c-vitamin. De minder i smagen om citron og blev derfor anvendt som substitut for denne frugt, der dengang var en importeret luksusvare. I tidsskriftet Jydernes Ven (1797-98), står at læse: ”saa det var at ønske, at den stakkels Landmand, som ellers maa undvære Citroner og nyder saa lidt til sin Vederkvægelse, kunne blive anvist til at saa og plante denne Buskvækst omkring sin Mark.”

Man begyndte imidlertid at bemærke, at på de steder, hvor man dyrkede berberis i nærheden af korn, blev kornet angrebet af sortrust (Puccinia graminis). Den berømte engelske botaniker Sir Joseph Banks skrev i 1805 i Account of the Mildew (som nu kun er meldug, men dengang en bred betegnelse for en svampesygdom), at der muligvis var en sammenhæng mellem sygdommen, der lavede orange pletter på undersiden af berberis-blade, kaldt Aecidium berberidis, og sortrusten på korn.

Den samme mistanke havde man andre steder i Europa. I Danmark havde en pastor Heiberg selv høstet praktiske erfaringer. Efter et år med et voldsomt angreb på hans rug, fjernede han berberis-buskene, og næste år var rugen igen “meget kjernefuld”. Striden bølgede frem og tilbage mellem tilhængere og modstandere af berberis med argumenter baseret på overtro, manglende viden, dårlige og isolerede forsøg, mistro til modstanderne, spredte empiriske iagttagelser og økonomiske interesser.

Fejden kulminerede i 1813, hvor lærer og kirkesanger i Hammel, Nicolai Peter Schøler, udgav et 15-siders skrift: “Berberissens skadelige Indflydelse, især paa Rugen.” Schøler havde et par år før ivrigt dyrket og solgt berberis fra sin have, i alt 8000 buske, og han høstede 60 potter saft fra bærrene. Han havde fulgt med i fejden og var nu blevet overbevist om, at der var en sammenhæng mellem berberis og sortrust.

Et af modstandernes argumenter var, at en plante var uforanderlig. Man kendte ingen tilfælde af, at en ’plante’ (her altså en svamp) helt kunne ændre udseende, så den forskel, der var på rusten på berberis og på kornet, kunne ikke rummes i én art. Da problemet var påtrængende, tog sekretæren for Landhusholdningsselskabet, Hornemann, der også var professor i botanik, sagen op og lavede i 1814 forsøg med berberis og kornarterne i den botaniske have bag Charlottenborg. Forsøgene faldt uheldigvis ikke positivt ud, og det forsinkede i høj grad sagen, at man fra officiel side ikke kunne bevise sammenhængen.

Sagen døde hen, men i 1831 kom der igen et så kraftigt angreb, at bønderne helt opgav at høste rug, fordi der var så få ubeskadigede kerner, at der ikke engang kunne blive til ny såsæd. Schøler kom nu på banen igen med flere forsøg og bemærkninger imod berberis, men blev mødt af angreb fra flere sider: “(…) en Berberis-Forfølger har taget Anledning af nogle Mænds mislige Rughøst i Byen Hammel, til at indbilde disse, at nogle Berberisser skulle have forårsaget denne Skade (…)”

Digteren Steen Steensen Blicher udtrykte den almindelige holdning: “at Morgendug eller Taage af en vis Beskaffenhed, naar den pludselig afløses af brændende Solskin med stille Vejr” var årsagen til sortrust. Det er sandt, at det er en betingelse for sygdommen, men ikke dens årsag.

Greven af Frijsenborg, Christian Friis, var efterhånden blevet overbevist af Schølers forsøg og argumenter og beordrede sin godsforvalter at opgrave alle godsets berberis-buske. Det skete, men i stedet for at brænde dem, lod godsforvalteren dem plante omkring sin egen have i Hammel, uden for godset. Da han døde i 1839, samledes alle bønderne dagen efter, drog ud til hans have og gravede alle buskene op, læssede dem på vogne og kørte dem uden for byen, hvor de brændte dem af “under Sang og Jubel.”

I 1865 lykkedes det endelig den tyske mykolog Anton de Bary at påvise, at berberissens skålrust og kornets sortrust var én og samme svamp i to forskellige livsstadier. Derfor kunne sygdommen bekæmpes ved at fjerne den ene af værterne, så svampen ikke kunne gennemføre sin livscyklus.

Digteren Chr. Richardt (1831-92) skrev i digtsamlingen Vaar og Høst fra 1884:

 

Berberissen,
blæs den vissen
–  den gør bare Hveden ondt.

 

I 1903 indførtes i Danmark en lov, som forbød plantning af berberis i læhegn, og nutildags er sortrust ikke noget større problem. I Afrika opdagede man imidlertid i 1999 en mere virulent varietet af sortrust, så det er muligt, at man fremover vil fraråde plantning af berberis, som i dag er en populær haveplante.

I Oldtidens Egypten benyttedes roden mod infektioner – en anvendelse, som finder sted den dag i dag. Planten blev bragt til Europa af maurerne, og i Middelalderen benyttedes den som et styrkende middel, som antiseptisk middel og som afføringsmiddel, samt mod diarré, dysenteri og gulsot. Bærrene virker sammensnerpende, og en drik fremstillet af knuste bær drikkes mod ru hals.

Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af roden drukket mod hoste og maveonde, og et udtræk af barken blev benyttet til at bade sår.

Unge blade blev førhen spist som salat, og der kan fremstilles en god marmelade af frugterne. Rod og ved blev tidligere anvendt til bl.a. snedkerarbejder, piberør, strikkepinde, harvetænder og skomagerpløkke. Et gult farvestof kan udvindes af barken.

Folkenavnene ildtræ og koralbær hentyder naturligvis til de røde bær, mens surtorn skyldes bærrenes snerpende smag.

Adskillige andre berberis-arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Blomstrende gren af berberis, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtbærende gren af berberis, Wells National Estuarine Reserve, Maine, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen var berberis-bær en vigtig kilde til c-vitamin. – Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sinopodophyllum hexandrum Kinesisk fodblad
Denne markante plante er udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet og det vestlige Kina. Slægtsnavnet er afledt af latin sino (’kinesisk’), samt græsk poús (’fod’) og phýllo (’blad’), således ’kinesisk fodblad’, hvilket hentyder til de store, brede blade. Tidligere blev den regnet som tilhørende samme slægt som amerikansk fodblad (Podophyllum peltatum), men blev i 1979 overført til en særskilt slægt, hvor den er det eneste medlem.

Hele planten, specielt rod og frugt, er infektionsdæmpende og afførende, og den fremmer udskillelsen af galde. Roden anvendes også mod rheumatisme. Den indeholder giftstoffet podophyllin, som bryder ind i celledelingen, og den er således i stand til at modvirke væksten af kræftceller. Den er blevet benyttet med succes i behandling af livmoderkræft. Overdreven indsamling har imidlertid medført, at den i dag er meget sjælden. Den er nu fredet, men ulovlig indsamling foregår stadig.

Arten dyrkes hist og her som prydplante. Frugten er spiselig som helt moden, men giftig som umoden.

 

 

Blomstrende kinesisk fodblad med endnu ikke udfoldede blade, fotograferet i begyndelsen af juni, Langshisha, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kinesisk fodblad med frugter, Langshisha. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien

 

Borago officinalis Hjulkrone
Denne plante har givet navn til rubladfamilien. Den er hjemmehørende i Middelhavsområdet, men dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i andre egne af Europa samt i Nord- og Sydamerika.

Slægtsnavnet kommer muligvis af latin borra, som betyder ‘kort uld’ eller ‘groft hår’, hvilket sigter til, at planten er stærkt håret. En anden tolkning går på, at ordet stammer fra det arabiske navn abū min al-araq, der betyder ‘svedens fader’. Det hentyder til plantens medicinske egenskaber.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Det folkelige navn stjerneblomst sigter til blomstens form, mens bifoder hentyder til, at arten er flittigt besøgt af bier.

Bladene, som har en agurke-agtig lugt og smag, anvendes som grønsag samt i supper. I Ligurien i Norditalien er hjulkrone ofte en ingrediens i ravioli. Blade og blomster er glimrende i salater. En æterisk olie udvindes af frøene.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), samt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) hævder begge, at hjulkrone er den Nepenthe, som nævnes af Homer, og som, indtaget med vin, forårsagede “glemsomhed” – dvs. virkede anti-depressivt.

I sin bog Great Herball skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Plinius kalder den Euphrosinum, fordi den gør en mand glad og lystig; hvilket også det gamle rim om hjulkrone bekræfter:Ego borago, gaudia semper ago.’ (’Jeg, hjulkrone, bringer altid mod’). Folk i vores tid anvender blomsterne i salater for at lette sindet og gøre én glad. De anvendes også i meget andet til hjertets trøst samt til at bortdrive sorg og gøre sindet glad. Blomster og blade af hjulkrone, indtaget i vin, gør mænd og kvinder glade og lystige og bortdriver al tristhed, kedsomhed og melankoli, hvilket også Dioscorides og Plinius bekræfter. Saft fremstillet af blomsterne beroliger hjertet, bortrenser melankoli og beroliger afsindige og vanvittige personer. Bladene spist rå renser blodet, specielt hos personer, der fornyligt har været syge.”

En anden engelsk urtelæge, Francis Bacon (1561-1626), siger, at hjulkrone har den glimrende egenskab at undertrykke de dystre dampe fra melankoli. Urtelægen John Parkinson (1567-1650) anbefaler hjulkrone “til at bortdrive eftertænksomhed og melankoli,” mens urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) finder planten nyttig mod ”modbydelig og pestagtig feber, slangegift, gulsot, tuberkulose, ru hals samt rheumatisme.”

Den engelske gartner og vegetarianer John Evelyn (1620-1706) skriver: “En kvist af hjulkrone er kendt for at kunne sætte nyt liv i hypokonderen og opmuntre den hårdtarbejdende studerende.”

Hjulkrone er virksom mod betændelse, og traditionelt er den blevet benyttet mod diverse lidelser, fx astma, bronchitis, kolik, kramper, diarré samt som et vanddrivende og blodrensende middel. Olie af frøene, anvendt gennem flere måneder, er et virksomt middel mod forskellige hudlidelser, fx eksem, mens et afkog af planten, gnubbet ind i huden på hænderne, er godt mod Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’).

 

 

Hjulkrone er vildtvoksende i Middelhavsområdet. Dette billede er fra Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af hjulkrone-blomst, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echium vulgare Slangehoved
Slangehoved er hjemmehørende i det meste af Europa og nordlige tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret i dele af Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af det græske ord echis, som betyder ’hugorm’, hvilket hentyder til blomstens form, med de lange røde støvdragere ragende ud af blomsten som en slangetunge. Det kan også have spillet ind, at stænglen er plettet som et slangeskind, og at frøene ligner slangehoveder. Folkelige navne, som også hentyder til krybdyr, er slesk slange, snogeblomst og øgleurt. Det mærkelige navn præstepik blev ændret til præstepig(er) og senere til præstedøtre.

Blomsternes klare blå farve har givet anledning til mange folkenavne: blåfrue, blåurt, blåtidsel, blåtop, prinsesselys. Navnet blå husarer fra Sjælland omkring 1870, samt skånske husarer, svenske husarer, svensk tidsel og svensk blåurt hentyder alle til, at planten angiveligt skulle være kommet til Danmark med svenske soldater 1658-59.

I romanen Hjortholm, fra 1896, skriver Sophus Bauditz (1850-1915): ”De høje Græsmarker bærer en Skov af blå Slangehoved og gule Kongelys, svenske Farver paa mager Bund.”

Plantens svenske navn er blåeld, hvilket hentyder til de vidunderlige blå blomster, der, når planterne står tæt sammen, danner et blåt ’flammehav’. Billedet øverst på denne side viser et sådant ‘hav’.

I England havde planten i gamle dage ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger om dette emne: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.” (Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) var en græsk læge, farmakolog og botaniker, forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin).

Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af planten drukket i tilfælde af ’hvid urin’ (for megen kalk i urinen).

 

 

Slangehoved, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af slangehoved, Listed, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myosotis Forglemmigej
I Danmark findes 8 arter af denne slægt, hvoraf de 4 er almindelige: Eng-forglemmigej (Myosotis scorpioides), sump-forglemmigej (M. laxa), skov-forglemmigej (M. sylvatica) og mark-forglemmigej (M. arvensis).

Det latinske slægtsnavn kommer af græsk myos (’mus’) samt ōtís, hvilket er den nominative flertalsform af oûs (’øre’), således ’museører’, hvilket sigter til bladenes form og bløde behåring.

Der gemmer sig mindst to legender bag navnet forglemmigej. En fransk ridder vandrede langs bredden af en flod sammen med sin tilkommende. Han bemærkede da nogle smukke blå blomster, der voksede i vandet langs bredden. Da han vadede ud for at plukke dem til sin elskede, snublede han, og hans tunge rustning trak ham ned under vandoverfladen. Inden han forsvandt, nåede han at kaste blomsterne til pigen, idet han råbte: “Ne m’oubliez pas!”  Denne sætning blev hæftet på planten som dens navn, også på adskillige andre sprog, på dansk forglemmigej, på engelsk forget-me-not, på tysk Vergissmeinnicht, på spansk no-me-olvides, på islandsk gleym mér ei, etc.

En anden legende fortæller, at Gud havde forsamlet alle planterne for at give dem navn. Da han mente at have navngivet alle, vendte han sig for at gå, men en lille plante råbte: “Oh, Herre, forglem mig ikke!” – “Det skal blive dit navn!” besluttede han.

Op gennem tiderne blev forglemmigej et symbol på troskab, så det kan ikke undre, at den optræder i poesien et utal af gange. Vilhelm Gregersen udtrykker det på denne måde i digtsamlingen Nogle Digte fra 1875:

 

Forglemmigej – en lille Blomst paa Jord,
og dog en Blomst, som gemmer tusind Minder.
Forglem mig ej – et simpelt lille Ord,
og dog et Ord, som Hjerterne forbinder.

 

I digtet Pigerne paa Engen fra 1911 skriver Jeppe Aakjær (1866-1930):

 

Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
saadan slutter vi vor Leg,
saa glad, som den begyndte.

 

 

Myosotis scorpioides Eng-forglemmigej
Denne plante, som tidligere blev kaldt M. palustris, er almindelig i Danmark ved søbredder og langs vandløb. Den er hjemmehørende i Europa og Asien, men er blevet naturaliseret andre steder, ikke mindst i Nordamerika, hvor den nogle steder fortrænger lokale planter. Det latinske artsnavn hentyder til blomsterstanden, som danner en spiralformet kurve, ikke ulig en skorpions hale.

 

 

”Ræk mig en Forglemmigej.” – Eng-forglemmigej ved bredden af Gundsømagle Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myosotis arvensis Mark-forglemmigej
Et meget besværligt ukrudt på marker, da dens frø kan bevare spireevnen i op til 30 år. Denne art er hjemmehørende i Europa og Asien, men er blevet naturaliseret andre steder, fx New Zealand og Nordamerika, hvor den nogle steder optræder invasivt. I Danmark er den meget almindelig.

 

 

Mark-forglemmigej, fotograferet på en mark nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myosotis sylvatica Skov-forglemmigej
Som dens navn siger, vokser denne art især i skove, dog mest i lysninger og skovkanter, hvor den kan danne sande tæpper. Den er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er blevet indført mange andre steder på grund af sine smukke blomster. I Danmark er den almindelig.

 

 

Stor bestand af skov-forglemmigej, Sukkertoppen nær Mossø. På billedet ses også mælkebøtte (Taraxacum officinale). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af skov-forglemmigej, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Symphytum officinale Læge-kulsukker
Denne art er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, men er blevet naturaliseret andre steder, bl.a. Nordamerika, Japan og Australien.

De sårhelende egenskaber hos kulsukker har været kendt i hundreder af år. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: En salve, fremstillet af den friske urt, fremskynder i sandhed helingen af sår og brækkede knogler.” En anden engelsk urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), siger: “Kulsukker virker dæmpende på blod i spyttet. Roden koges i vand eller vin, og denne drik tages mod indvortes småsår, skrammer og sår på lungerne, og forårsager, at sejg slim nemt hostes op. (…) Saft fremstillet af den er et meget effektivt middel (…) mod udvendige sår i kødfulde eller senede områder af kroppen, samt til at dæmpe koldfeber [malaria] og virke opkvikkende. Et afkog af bladene er virksomt til disse formål, men er ikke så effektivt som et afkog af roden. Hvis dette afkog smøres på udvortes sår eller stik, helbredes de øjeblikkeligt, og det er specielt godt mod knoglebrud – så virksomt, at hvis man koger opskåret kød i en gryde, vil afkoget af kulsukker sætte stykkerne sammen igen.”

Slægtsnavnet kommer af græsk symphyo (’at få til at vokse sammen’) og phyton (’plante’), altså en hentydning til plantens knoglehelende egenskaber, i lighed med de danske navne valurt, af tysk wallen (’vokse til’) og stor vundurt, af tysk Wund (’sår’).

Artsnavnet hentyder ligeledes til dens medicinske egenskaber. Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.sigter til plantens medicinske egenskaber, idet ordet på latin dækker over organismer, som anvendes medicinelt.

I sin Flora Danica fra 1648 beskriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) et tilfælde af en overdreven tiltro til kulsukkers sårhelende egenskaber: ”En latterlig Historie oc Observation, som sig hafuer tildraget med en Huuz-Moder, som satte sig udi it Vandbad, beredt af denne Vund-Urt, udi huilcket hendis Tieniste-Pige, som var Festemøe oc skulde med det første giftis, hafde toet [vasket] sig udi, paa det hendis Festemand ingenlunde skulde tuifle, at hun endnu hafde sin Mødom, er at læse hos Iohannem Philippum Hechstetterum.” [Johann Philipp Höchstetter den Ældre, tysk læge fra 1600-tallet.]

I dag anvendes salve, fremstillet af kulsukker-rod, som et særdeles effektivt middel mod skrammer, forstrækninger og mindre benbrud, idet den stimulerer vævsdannelse. Den anvendes også mod hæmorrider, åreknuder og åbne sår, samt mod halsbrand og hårskæl. I nogle områder af Irland spises kulsukker mod dårligt blodomløb og blodmangel.

Ifølge en kilde er navnet kulsukker fra fransk consoude, af det gamle latinske navn på planten, Consolida (’styrkende’), på dansk konsolida, som blev forvansket til kongsolidarod og kongsalverod. Simon Paulli (ovenfor) har dog en anden forklaring på ordet kulsukker, nemlig at roden er sort som kul udvendigt, men hvid som sukker indvendigt, heraf også det folkelige navn sortrod.

Folkenavnet vilde druer hentyder sikkert til blomsterstandens form og den rigelige nektar, mens æseløre sigter til bladene. Navnene federod og fnatblomst hentyder til, at planten indeholder en fedtet slim – ’fnat’ betyder slim på lollandsk. Navnet jo-længere-jo-kønnere stammer fra Hadsund og sigter til, at blomsterne skifter farve fra rød til blå. Det besynderlige navn bovlovvolus er fra Nordsjælland og hentyder til, at planten står med røde og blå blomster på én gang – den er en rigtig hekseurt.

I England benyttedes rødderne førhen, sammen med cikorie- og mælkebøtte-rødder, til fremstilling af erstatningskaffe.

 

 

Læge-kulsukker, West-Friesland, Holland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien

 

Capsella bursa-pastoris Hyrdetaske
Oprindelsstedet for denne plante er sikkert Europa og det vestlige Asien, men i dag er den blevet naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne.

Navnet hyrdetaske, såvel som mange af artens folkenavne, bl.a. taskeurt, pungurt, præstetaske og jordemorstaske, samt det latinske artsnavn bursa-pastoris (’taske af en hyrde’), hentyder til skulpens form, der er flad og trekantet og vel kan minde om en gammeldags taske eller pung. Navnet Davidstaske sigter til, at David var hyrde, inden han blev konge.

Navnet præstefikke betyder præstelomme, mens Vorherres gryn hentyder til artens tidligere brug som føde. Det mærkelige navn fiskeben, som stammer fra Ribe-egnen, skyldes, at planten, når bladene er visnet, står med de tørre skulpestængler strittende ud til siden – ikke ulig et fiskeskelet.

Et irsk folkenavn på planten er clappedepouch, der omtrent kan oversættes med ‘klokkepung’ – et navn, der hentyder til, at de langstilkede frugter kan minde om den lange stage med en pose for enden, som spedalske i Middelalderen opsamlede penge i fra forbipasserende, mens de ringede med en klokke for at advare dem mod at komme for nær.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) fortæller, at hyrdetaske afhjælper blødende sår, både indvortes og udvortes, og han fortsætter: ”Hvis man binder den omkring håndleddene eller til fodsålerne, hjælper den mod gulsot. Et grødomslag af urten kan dæmpe betændelse samt angreb af den hellige ild. Saft af hyrdetaske, dryppet i ørerne, hjælper mod smerter, udflåd og tinnitus. Et afkog af planten hjælper mod alle slags sår, specielt på hovedet.”

I dag kaldes ’den hellige ild’ for ergotisme eller meldrøjersyge, en meget smertefuld brændende fornemmelse i arme og ben, forårsaget af alkaloider fra meldrøjersvampen (Claviceps purpurea), som vokser på aks af kornarter, specielt rug og byg. Denne sygdom medførte i Middelalderen ofte koldbrand i lemmerne, samt hjerneskader.

Blandt amerikanske indfødte blev et udtræk af hyrdetaske drukket mod dysenteri og diarré. Et afkog af friske planter har også i Europa været benyttet mod kronisk diarré og dysenteri, blod i urinen, hæmorroider, samt til at standse næseblod. Under 2. Verdenskrig benyttede tyskerne et ekstrakt af planten for at standse blødninger på soldaterne.

Af den tørrede urt kan fremstilles té, som urtelæger anvender til at standse indvortes blødninger fra mave, lunger, uterus og nyrer. Dens vanddrivende egenskab gør den meget benyttet mod nyreproblemer og ophobning af vand i kroppen. Eksternt kan den anvendes mod hudsygdomme. Arten anvendes også mod rheumatisme.

Unge blade af hyrdetaske blev førhen spist som grønsag i Danmark, hvilket stadig er tilfældet i Nepal. I Himalaya anvender man frøene til at slå myggelarver ihjel. I Vesten, derimod, anvendes de som fuglefoder!

 

 

Hyrdetaske er ikke kræsen i sit valg af voksesteder. Denne er skudt op i en revne langs et fortov i en forstad til Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyrdetaske er sikkert oprindelig i Europa og det vestlige Asien, men er i dag forvildet i de fleste af klodens tempererede og subtropiske egne. Her ses en stor bevoksning i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyrdetaske har navn efter skulpens form, der kan minde om en gammeldags taske eller pung. – Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nasturtium officinale Brøndkarse
Brøndkarse, som undertiden kaldes for Rorippa nasturtium-aquaticum eller Sisymbrium nasturtium-aquaticum, er vildtvoksende i tempererede egne af Eurasien samt i Nordafrika, men dyrkes i utallige lande og er ofte blevet naturaliseret. Den anvendes mange steder som salat og grønsag og er højt skattet i kolde områder, da den er stedsegrøn og kan plukkes næsten hele vinteren. Allerede i det Gamle Rom dyrkede man planten i overrislede anlæg – en praksis, som i dag finder sted i talrige lande verden over. 

Denne art, samt dens nære slægtning tyndskulpet brøndkarse (N. microphyllum), er meget rige på c-vitamin og anvendtes førhen som forebyggende middel mod den frygtede sygdom skørbug (se mere under Citrus, Rutaceae). De blev også benyttet mod tuberkulose, lammelser, epilepsi og forstoppelse.

Den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) betragtede brøndkarse som stimulerende for fordøjelsen og anbefalede den også mod hoste. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) bemærker, at en salve, fremstillet af de knuste blade eller saften, fjerner pletter fra ansigtet. I 1600-tallet blev vin, tilsat friske blade, anvendt til at skylle tænderne, idet væsken kunne ”fjerne uhumskheder og sætte løse tænder på plads igen.” Bladene, kogt i vin, blev anvendt mod ’koldpis’, dvs. smertefuld vandladning.

I nutidens urtemedicin betragtes Nasturtium-arter som vigtige antioxidanter, der kan mindske risikoen for at få kræft. De er tillige vanddrivende og gavner leverens funktion. De anvendes også mod forkølelse, bronchitis, katar, tandkødsbetændelse og helvedesild. Indtaget i store mængder virker brøndkarse afførende.

Frøene kan stødes til et pulver, der anvendes som sennep.

Det latinske artsnavn hentyder til plantens medicinske anvendelse. Ordet officinale var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Forstavelsen brønd i det danske navn betyder ’kildevæld’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder, mens vinterkarse hentyder til bladenes brug om vinteren.

 

 

På dette billede vokser brøndkarse i et lille vandløb i Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde i landsbyen Chitre, Annapurna, centrale Nepal, viser fødeplanter, indsamlet i den omkringliggende skov: brøndkarse og unge bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sinapis alba Gul sennep
Gul sennep er vildtvoksende i Middelhavsområdet og Lilleasien, men dyrkes som olieplante i talrige andre lande og er forvildet mange steder. Af frøene produceres mild sennep, mens de stærkere typer kommer fra frøene af sortehavskål (Brassica nigra). Unge blade kan anvendes som salat.

I sin bog Acetaria: A Discourse of Sallets, skriver den engelske gartner og vegetarianer John Evelyn (1620-1706): ”Virkningen fra bladene af unge sennepsplanter er uforlignelig til at fremskynde og genoplive ånden, forstærke hukommelsen, fjerne tungsind, (…) foruden at de er et godkendt middel mod skørbug.”

Gul sennep virker vanddrivende og er et effektivt brækmiddel. Den anvendes også til behandling af gigt, rheumatisme, iskias, problemer med skjoldbruskkirtlen samt mod Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’). En pasta af frøene gnubbes på huden for at øge blodcirkulationen.

En anden sennepsart, sarepta-sennep (Brassica juncea), er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Skulper af gul sennep, dyrket på Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammeldags fremstilling af sennep ved at rulle en tung stenkugle over frøene, Melstedgård Landbrugsmuseum, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Butomaceae Brudelysfamilien

 

Butomus umbellatus Brudelys
Brudelys har navn efter de meget smukke blomster, som nok er en brud værdig. Det latinske slægtsnavn har den imidlertid fået ved en fejltagelse. Det kommer af græsk butomos, af bus (’okse’) og temnein (’at skære’), altså en plante, som kvæget kan skære sig på. Nok har brudelys trekantede stængler, men de er ikke særligt skarpe, så de gamle grækere har ganske givet benyttet navnet for en anden plante, måske i star-slægten (Carex), hvor mange arter har skarpe stængler.

Rodstængler af brudelys er spiselige efter bagning. Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af planten drukket mod indvoldsorm.

Artens naturlige udbredelsesområde er det nordlige Eurasien, men den er tillige blevet indført til Nordamerika, hvor den adskillige steder er blevet naturaliseret og visse steder betragtes som invasiv.

 

 

I Danmark er brudelys ret almindelig langs åer og søbredder, her fotograferet ved Brabrand Sø nær Århus. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cannabaceae Hampefamilien

 

Cannabis sativa Hamp
Oprindelsesstedet for denne art er usikkert, men sandsynligvis Himalaya. Den dyrkes over store dele af verden og ses forvildet mange steder.

Hamp er hellig for mange hinduer, som i daglig tale kalder den for bhang. Under højtider anvendes den af saddhu’er (hellige asketer) for at opnå et højere mentalt stade og derved komme i kontakt med guderne. Den tilbedes også af Rai-folket i det østlige Nepal.

Tre narkotiske stoffer udvindes af hampeplanten. Bhang fremstilles ved at lade bladene trække i vand og derpå drikke det. Effekten er relativt mild. Bhang blandes også i kager og desserter. Ganja, i Vesten kaldt for marihuana, pot eller græs, er mere virkningsfuld. Den består af tørrede blomster og øvre blade, som ryges. Det mest virkningsfulde stof er charas, i Vesten kaldt for hashish, galar eller tjald, der fremstilles af en harpiks, som blomsterne udskiller. Denne harpiks blandes med tobak og ryges.

En hinduistisk legende beretter, at guden Shiva havde skændtes med sin familie og derfor gik en tur alene. Han fandt ly for den kvælende hede i skyggen under en høj plante, som han ikke kendte. Han blev nysgerrig og spiste nogle af bladene, som han fandt så forfriskende, at han adopterede planten som sin yndlingsføde – deraf et af hans tilnavne, ’Herren over bhang’. Han bragte planten ned fra Himalaya og præsenterede den som en gave til menneskene. I Indien siges det: “Bhang er giveren af glæde; den som man flyver op i himlen med; himlens rådgiver; den fattige mands himmel; trøsteren under sorg.”

Ifølge en anden hinduistisk legende, Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, var guderne blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt. Guderne appellerede til den høje gud Vishnu for hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen. Vishnu rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen. Piskningen bragte også andre værdifulde substanser op, heriblandt bhang.

Hamp har været dyrket i Danmark siden Middelalderen, men aldrig i større stil. I 1629 befalede Christian d. 4., at bønderne skulle dyrke hamp til produktion af sejl til flåden, og i Christian d. 5.s Danske Lov af 1683 står der, at ”hvilken bonde, som hel gård besidder og ikke årlig sår en skæppe hampefrø, og den, som halv gård besidder, en halv skæppe hampefrø, bør af sin husbond at tiltales og straffes som en modvillig og ulydig tjener, medmindre han beviser, at han ikke har tjenlig jord dertil.”

Et fynsk sagn beretter, at nogle søfarere efter et togt bragte hampefrø med hjem til Fyn, men efter at de var blevet sået, ville planterne ikke trives. Siden blev det ufredstider, og folkene kunne ikke skaffe klæder til deres børn. Præsterne bad da Gud om hjælp, og han lod halvdelen af hampeplanterne modne, så man kunne fremstille tøj af taverne. (Kilde: Axel Lange, Fynske Plantenavne og Folkeminder om Planter, 1932)

Stængelfibrene af hamp har været udnyttet gennem mindst 10.000 år som reb, klæde og papir. I Vesten dyrkes planten stadig i mindre målestok for fibrenes skyld, som biologisk nedbrydelig plastic, isolering og biobrændstof, samt som vildtfoder. Olie af frøene anvendes til madlavning, lamper, lakarbejder og maling. I Indien og Nepal indgår bladene i salater, mens frøene ristes og laves til pickles.

Medicinsk har hamp været udnyttet i Asien i tusinder af år, først og fremmest som bedøvende, smertestillende og infektionsdæmpende middel samt mod kvalme og opkastninger. I Nepal anvendes bladsaften mod diarré og dysenteri, mens en pasta af bladene smøres på sår. Pulveriserede frø kan uddrive indvoldsorme. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et afkog af planten mod mavepine og malaria.

 

 

Hunlig plante af hamp med umodne frø, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende hanlig plante af hamp, Manali, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Adskillige dage før man fejrer den vigtige hinduistiske højtid Maha Shivaratri (‘Mægtige Shivas Nat’), samles talrige shaivit’er (tilhængere af Shiva), indsmurt i aske og kun iført et lændeklæde og rosenkranse, omkring Pashupatinath-templet i Kathmandu, Nepal – af mange betragtet som det vigtigste Shiva-tempel i verden. Under denne højtid ryger mange af disse shaivit’er charas (hashish) for at opnå et højere mentalt stade og derved komme i kontakt med guderne.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Khmer-frisen nedenfor, fotograferet i Angkor Wat, Cambodia, viser en scene fra hindu-legenden Piskningen af Mælkehavet. Opildnet af abeguden Hanuman pisker de øvrige guder havet med kroppen af den kæmpemæssige slange Vasuki. Ifølge overleveringen var bhang en af de eleksirer, som piskningen bragte op til havets overflade.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Humulus lupulus Humle
Humle er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men dyrkes mange andre steder. Den er blevet naturaliseret i bl.a. Nordamerika.

Så tidligt som i 800-tallets Europa blev frugterne, de såkaldte humlekopper, tilsat øl for at øge dets holdbarhed; først senere blev humlen benyttet som smagsstof. Gennem de følgende 800 år var englænderne imod denne tilsætning, idet de kaldte humle for ”en ond plante, som ødelægger øllets smag og er til fare for folkesundheden.”

I modsætning hertil siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648 om humleøllet: ”Efterdi den, med Malt kaaget oc brygget, fryder eens Hjerte ligesom Vijnen, borttager adskillige melancholiske Tancker, giør it lystigt oc korassigt [modigt] Gemyt, oc er tusind Gange bedre end det kosteligste Hiertensfryd-Vand.”

Digteren Anders Bording (1619-77) udgav i 1600-tallet Den Danske Mercurius, en slags avis på vers, som han selv skrev. I digtet Danmark, fra 1669, nævner han humle:

 

Mand Sukkerlade, The sampt Koffi kalder det,
Men om sligt Dansken tien, kand jeg ej vide ret.
Mand ellers giver for, og meget derom skriver,
At det en Lægdom er, som mangen Siugdom driver.
Dog jeg indbilder mig, det er af større Navn,
End det i Gierningen blant os kan giøre Gavn.
Jeg priser Hummel-Øll og anden Landsens Drikke,
Fremt for slig anden Kram, hvis Kraft jeg kiender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadant fylde sig,
Har jeg Øll, Viin og Miød, jeg noksom hielper mig.

 

I Nye Oeconomiske Annaler (1812) hedder det: ”Hensigten med at sætte Humle til Øl er at betage dette sin søde, vamle Smag, at gøre det noget krydret og oplivende og sundt med en ringe Grad af Bitterhed, som tillige bidrager til, at Øllet holder sig længere.”

Digteren Johannes Buchholtz (1882-1940) skriver i Jubelbryg, udgivet af Tuborg-bryggerierne i 1923:

 

Se, Humlen som Slangen saa listigt sig snor
langs Træernes glatte Bark –
mens Byggen saa ærligt paa Ageren gror (…)
De to i Øllet forenet sig fik
til en ærlig og listig Drik.

 

Humle blev sandsynligvis indført til Danmark i 1100-tallet. Op gennem Middelalderen befalede diverse konger bønderne at anlægge humlehaver, dels for at begrænse indførsel af dyr humle fra Tyskland, dels fordi kongen opkrævede en særlig ’humleskat’ af bønderne. Efterhånden blev store arealer beplantet med humle, især på Fyn, hvor der i 1796 blev høstet 780 skippund, hvilket svarer til 138,8 tons.

Unge humlespirer blev tidligere spist som salat og i supper, og unge knopper blev anvendt som krydderi i sauce. I krisetider blev bladene røget som tobak. De blev ligeledes hakket til dyrefoder, og om vinteren fodrede man får med tørrede blade. Af taverne blev fremstillet reb. De sammensnoede ranker blev på Fyn anvendt til at binde lægterne fast til tagspærene, og tækkehalmen blev også syet på med dem. Endvidere blev dørmåtter fremstillet af rankerne. I tørret tilstand udgjorde rankerne et fint brændsel.

Bitterstoffet i blomsterne har en beroligende effekt på nervesystemet og anvendes mod stress, angstanfald, søvnløshed og nervøst betinget fordøjelsesbesvær. Samme stof benyttes som beroligende middel. Saft tilsat humle renser blodet og er et effektivt middel mod nyre- og galdesten. I folkemedicinen har humle været anvendt mod spedalskhed, tuberkulose og dysenteri. Urteté, brygget på blomsterne, blev taget mod kramper, hævninger samt hårdhed i livmoderen.

Simon Paulli (ovenfor) udtaler: ”Humle er aff sin Natur varm oc tør, oc derfore med sine Kræfter tiener imod Miltens oc Lefverens Forstoppelser; for huilcken Kraftis Skyld vort eget Danske Hummel-Øll, (…) som er sterckt af Humle, kand befrie een fra saadanne Tilfald. (…) Herforuden er ocsaa Humle synderlig god til at stille de udvortis Parters oc Lemmers Pijne, huilcket den gemeene Mand saare vel veed, oc derfore, naar nogen Lem er aff Led oc er skadet, eller nogen Lem er forknuset, legge de tijt oc ofte med god oc lyckelig Fremgang denne Humle, som er meget Frøerijg, derpaa, naar de tilforn aff den med gammelt oc harskt Smør hafue beredt sig ligesom it Epithema.”

Blandt amerikanske indfødte blev humleté drukket som et stimulerende middel, og duften blev indåndet mod søvnløshed.

Det videnskabelige artsnavn lupulus er diminutiv af latin lupus (ulv), hvilket hentyder til plantens kraftige vækst, hvor den ’overfalder’ og kvæler andre planter. I juni, hvor væksten er kraftigst, kan planten vokse op til 17 cm på et døgn. Et gammelt fynsk mundheld siger, at humlen vokser så hurtigt, at man kan se det.

Navnet humle, på oldnordisk humli, kommer sandsynligvis af hump (ujævnhed eller pukkel), hvilket hentyder til den korte, tykke frugtstand. Ordet humlekopper (af tysk kopf = hoved) sigter ligeledes til frugtstanden.

 

 

I juni, hvor dens vækst er kraftigst, kan humle vokse op til 17 cm på et døgn. Denne klatrer op ad en have-stokrose (Alcea rosea) på Fyn, hvor arten er meget almindelig, forvildet fra tidligere tiders dyrkning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af humle kaldes ’humlekopper’. – Hvor denne livskraftige plante vokser vildt, omklamrer den ofte andre planter, som her på naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien

 

Succisa pratensis Djævelsbid
Den statelige djævelsbid, der kan blive indtil 1 m høj, var tidligere ret almindelig på enge og overdrev, men er gået betydeligt tilbage i de senere år. Den minder om skabiose (Scabiosa) og blåhat (Knautia), men adskiller sig fra disse ved kun at have 4 flige på kronbladene, mens de øvrige har 5. Disse planter var førhen placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men i dag regner en del autoriteter dem som tilhørende gedebladfamilien.

Dens mærkelige navn, samt en mængde folkenavne, bl.a. djævelsurt, Fandensbid, troldrod og djævelsstik, sigter til et gammelt sagn, at denne plantes tilsyneladende overhuggede rod blev bidt over af Djævelen i et forsøg på at tilintetgøre en nyttig lægeplante, der blev anvendt mod en række sygdomme, bl.a. pest. Slægtsnavnet kommer af latin succisus (’afhugget’), som ligeledes hentyder til, at roden ser ud til at være skåret over.

Planten var tidligere meget anvendt til plantefarvning, idet afkog af den friske plante og roden farvede gult, bladene grønt og med jernvitriol sort.

I gamle dage legede børn i Jylland med blomster af djævelsbid, samt af blåhat (Knautia arvensis), blåmunke (Jasione montana) og kornblomst (Centaurea cyanus), der alle har blå blomsterkurve, på følgende måde: Stilken blev klemt fast i håndfladen ved hjælp af lillefingeren, hvorpå blomsterstanden blev drejet rundt adskillige gange og derpå holdt fast af pegefingeren. Derpå rakte man hånden frem mod en kammerat, pegefingeren løsnede taget, og stilkens elasticitet ville få blomsterkurven til at dreje rundt, mens man sagde følgende remse: ”Blåmand, blåmand, vend dig om!” I Vendsyssel blev remsen til: ”Blåmaj, blåmaj, løb rundten omkring, så ska’ do få en sigtering!” [Et stykke sigtebrød.]

 

 

En fin bestand af djævelsbid på en græsklædt skrænt, Borris Hede, Vestjylland. På det nederste billede fouragerer en flue i en blomsterstand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Valeriana jatamansii
Denne baldrian-art er udbredt i bjergegne fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det vestlige Kina. Artsnavnet er sammensat af to ord, hvor jata sigter til en frisure med filtret og flettet hår, der somme tider er samlet i en knude på issen, som det ses hos hinduguden Shiva, samt hos hinduistiske asketer, sadhu’er, samt mansi, der betyder ’kød’, hvilket hentyder til den trævlede rod hos en beslægtet art, nardus (Nardostachys jatamansi), som sammenlignes med kødtrævler. Nardus var en hellig plante allerede i Oldtidens Indien.

Valeriana jatamansii er meget anvendt i traditionel indisk medicin mod feber, blod- og leverlidelser, øjensygdomme, hysteri, hypokondri og dårlige nerver. En pasta af roden smøres på sår, og endvidere på panden for at lette hovedpine. I Nepal smøres en pasta af planten på bylder, og roden anvendes mod hysteri, søvnløshed, rheumatisme, kolera, kvalme og filipenser. Arten er truet af overdreven indsamling.

Endvidere anvendes den som røgelse i templer, og af rod og rodstængel udvindes en æterisk olie.

I Vesten benyttes læge-baldrian (Valeriana officinalis) mod forskellige lidelser, bl.a. hjertebesvær, forhøjet blodtryk, søvnløshed, angstanfald og nældefeber.

 

 

Valeriana jatamansii, Dharkot, Uttarakhand, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien
Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, er afledt af navnet på et medlem af slægten Dianthus, et navn, som kommer af græsk Dios (Zeus’s) og anthos (‘blomst’), og som først blev anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.). Denne plante er havenellike (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernellike. I Antikkens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag ændret til Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Cerastium Hønsetarm
Denne slægt af små hvidblomstrede planter omfatter ca. 80 arter, hvoraf 9 findes i Danmark, bl.a. almindelig hønsetarm (Cerastium fontanum), der er almindelig i hele landet, hvor den vokser langs veje og stier, i haver, samt som markukrudt. Den er udbredt over store dele af Europa samt i Grønland.

Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

Cerastium arvense Storblomstret hønsetarm
Denne art vokser på tør og sandet bund på marker, langs veje og stier samt i klitter. Den er vidt udbredt i Europa og Nordamerika, samt i dele af Sydamerika. Det danske navn skyldes, at dens blomster er ret store, op til 2 cm i diameter. Arten er ret almindelig i Danmark.

 

 

Storblomstret hønsetarm, Tsingelhorn, Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cerastium uniflorum Enblomstret hønsetarm
Udbredelsen af denne art er begrænset til Alperne og Karpaterne samt på Balkan. Den er ganske lav, oftest kun op til 6 cm høj. Som dens navn siger, sidder blomsterne enkeltvis for enden af hver stængel.

 

 

Enblomstret hønsetarm, fotograferet i ca. 2400 meters højde, Grossglockner, Østrig. Planten med gule blomster er rundbælg (Anthyllis vulneraria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cerastium tomentosum Filtet hønsetarm
Denne art, der er vidt udbredt som haveplante, kendes nemt på sine hvidfiltede stængler og blade. Den er oprindelig i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men ses ofte forvildet fra dyrkning.

 

 

Filtet hønsetarm, forvildet i klipperne ud for Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saponaria officinalis Sæbeurt
Sæbeurts oprindelige voksested er sandsynligvis Mellemøsten, men arten har været almindeligt dyrket i Europa og Nordamerika gennem hundreder af år, og i dag er den naturaliseret vidt og bredt, specielt langs veje og jernbaner.

Slægtsnavnet er afledt af latin sapo, der betyder sæbe, hvilket i lighed med danske folkenavne som sæbedrøjer og sæbenellike hentyder til anvendelsen som vaskemiddel. I Middelalderen blev den sæbeagtige væske benyttet under fremstilling af uld til at fjerne fedtstoffer fra uldklædet og gøre det tykkere.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Folkenavnene Mikkelsnellike, høstnellike og vinternellike hentyder til artens sene blomstring (Mikkelsdag er 29. september), mens skræddernellike er et nedsættende navn. Det mærkelige navn spring-omkring, fra Lolland, hentyder til, at arten nemt spredes.

I sin bog Nature’s Garden, publiceret i 1900, skriver den amerikanske historiker og forfatter Neltje Blanchan de Graff Doubleday (1865-1918) om artens forekomst i Nordamerika: “En kraftig, frodig, overmåde sund blomst er sæbeurten, som for længe siden forvildedes fra haver, hvortil den var bragt fra Europa, og den løb løbsk fra nybyggernes gårde til vejkanter, hvorfra den har bredt sig til næsten hele vores område.” I dele af USA betragtes arten som skadelig, idet den udkonkurrerer indfødte plantearter.

Førhen blev sæbeurt ofte benyttet i folkemedicinen som et styrkende, svedfremkaldende og afførende middel, mod rheumatisme, samt mod gulsot og tarmsygdomme. Et afkog af planten blev benyttet mod kløende hud, samt til at fremkalde nysen. Sæbeurt blev også anvendt mod kønssygdomme, når kviksølv ikke havde hjulpet. Omkring 1900 blev et afkog af roden benyttet mod brandsår på Lolland. Blandt amerikanske indfødte blev et grødomslag med sæbeurt lagt over en smertende milt.

I dag anvendes sæbeurt mod åndedrætsproblemer, såsom bronchitis og betændelse i strubehovedet.

I sin glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med visse planter, der indeholder den giftige urushiol, bl.a. gift-sumak (Toxicodendron) samt dele af mango-træet (Mangifera indica). Saften af sæbeurt smøres simpelthen ud over det angrebne område. – Billeder af både østlig og vestlig gift-sumak findes på siden Efterår.

På trods af, at sæbeurt er let giftig, benyttes den kulinarisk ved fremstilling af tahini, og i Mellemøsten tilføjes roden under fremstilling af en populær sød dessert, halva. Tilsætter man sæbeurt under ølbrygning, forårsager den ’højt skum’.

 

 

Sæbeurt danner ofte store bestande, som her ved Vemmetofte Strand på Stevns. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cupressaceae Cypresfamilien

 

Juniperus communis Almindelig ene
Denne art er det nåletræ i verden, som har den største udbredelse, idet den findes i alle tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Nordafrika, det nordlige Iran, Himalaya, Japan og Arizona.

Man kunne godt fristes til at tro, at ordet ene har noget at gøre med, at arten ofte vokser meget spredt, altså alene, men det er ikke tilfældet. Ordet ene, på oldnordisk einir, stammer sandsynligvis fra jaini, et gammelt germansk navn for arten, som sikkert kommer af det latinske navn på træet, Juniperus. Nogle forskere mener, at dette ord stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), som hentyder til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre siger, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever stammer også fra Juniperus.

Artsnavnet communis betyder ’almindelig’ på latin. To folkenavne, krak og skoller (’skål’), hentyder begge til enens ofte lave og udbredte vækst. Krak var en jysk betegnelse for en lille, elendig hest.

I folkemedicinen har enebærolie samt et afkog af bærrene været benyttet mod utallige sygdomme. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at ”Olien af Veddet læger uren Hud, alle onde Saar, Kræft, Fnat og Skab. Alkymister fremstiller en Olie af Enebærrene, hvorledes den gøres og tilberedes, er endnu lønligt og ikke af nogen skriftligt aabenbaret. Olien trænger gennem Kød og Ben, Aarer og Sener og læger alle Saar. Den renser, naar Maven er stoppet af kold, flegmatisk Vædske og Urenhed, der giver Hovedpine og Snue og efterhaanden Edder og Forgift for Arme, Hænder, Sener og Blodaarer.” I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Eenebærs Dyder ere gandske mange, saa at det ville blifue alt for vijtløftigt her den tillige at beskrifue.”

Under Middelalderens pestepidemier holdt folk brændende enebærgrene foran sig for at rense luften for smitte. Henrik Smid giver det råd, ”når Pesten regerer,” at gnide pande, tindinger, næsebor, pulsårer og hænder i enebærolie, og er man angrebet af pesten, lægges en klud, vædet i olien, på sårene. Simon Paulli skriver: ”(…) om mand Morgen oc Aften tager Eenebær-Træ eller Bærene oc brænder eller der med røger i Stuen, at den onde oc giftige Luct der ved kand blifue corrigeret oc fordrefven.”

Enebær blev tidligere anvendt som antiseptisk middel, og olien fra dem anvendes stadig udvortes mod bl.a. gigt og rheumatisme. De såkaldte kigbær, som er galler på nålene, fremkaldt af larver af enebærgalmyggen (Oligotrophus juniperinus), blev benyttet mod kighoste.

Visse amerikanske indfødte anvendte bærrene som svangerskabsforebyggende middel. Andre drak et afkog af de unge grenspidser som blodstyrkende, og frøene blev spist mod lumbago.

Nyere undersøgelser har vist, at stoffer i bærkoglerne virker vanddrivende og smertestillende og sænker blodtrykket, og de er tillige virksomme mod urinsyregigt samt fordøjelsesbesvær. Indånding af damp fra kogende bær virker lindrende på snue og forstoppelse.

I gamle dage blev friske enegrene strøet på stuegulvet for at rense luften, og kviste blev lagt i sengetøjet for at fordrive lus og lopper. Strøet i kornlader kunne de også fordrive mus og rotter. Ved begravelser strøede man enegrene på kirkegulvet. Grenene blev også benyttet til kurvefletning, bl.a. på Bornholm, hvor fiskerkoner bar store fiskatjivan på ryggen, når de gik omkring og solgte fisk. Af de tykkeste stammer blev skåret næsten uforgængelige staver til hegn, og af det seje ved blev fremstillet bl.a. knapper og køkkenredskaber. En amerikansk eneart benyttes stadig til produktion af blyanter.

Hos kassuber-folket i det nordlige Polen var det førhen en udbredt tradition, at drengene på 2. påskedag jagtede pigerne og piskede deres ben blidt med enebærkviste, hvilket skulle gøre dem mere interesserede i drengene.

Bærkoglerne tilsættes gin og genever og giver disse drikke deres karakteristiske duft og smag. De er også meget fine i madlavningen, fx til kødretter og marinader. De dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40% druesukker og 2% æterisk enebærolie.

Ved afbrænding af ved og løv udvikles en aromatisk røg, som førhen anvendtes til røgning af madvarer. Det gav ophav til folkenavnet røgelsesbær. Buddhistiske folkeslag i Himalaya og Tibet afbrænder i stor udstrækning enegrene som røgelse i templerne.

En mængde overtro og tålemåder knytter sig til enen. Det mentes, at en enebusk plantet nær husdøren ville holde hekse og troldtøj borte. I Vestjylland sagdes det, at når man skulle sælge kvæg, skulle man brænde ene, malurt og svovl i stalden, så ville prangeren snart komme forbi. I Østjylland mente man, at når en ko var blevet slået ihjel, skulle man brænde enebær ved kadaveret, det gjorde gerningsmanden urolig, og han ville opsøge stedet og bekende sin synd. På Bornholm sagde man, at hvis et får var blevet bidt af en hugorm, ville det hjælpe at binde en rod af ene fast til dets hale.

Andre arter i denne slægt er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

En flot bestand af almindelig ene på en hedeskrænt nord for Salten Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Enens udseende varierer kolossalt, fra lave og krybende buske til søjleagtige små træer. Dette billede er fra den nordlige spids af Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bærkogler af almindelig ene dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40% druesukker og 2% æterisk enebærolie. På dette billede fra Høvblege, Møn, klynger regndråber sig til dugen, det voksagtige overtræk på frugterne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dioscoreaceae Jamsfamilien
Denne familie er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin.

 

Dioscorea deltoidea Nepalesisk jams
Denne plante er udbredt i bjergområder, fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, samt i Sydøstasien. Den er truet af overdreven indsamling.

Rodknolden er spiselig efter kogning. Den friske rod anvendes som fiskegift. Den knuses og blandes med vand til tøjvask, og denne sæbe bruges også til kropsvask for at slå lus ihjel.

I Nepal anvendes saft fra rodknolden mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene. Saft fra yngleknopperne anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

I Amerika anvendes en nær slægtning, D. villosa, mod diverticulitis, dvs. kramper og betændelse i underlivet, og også mod tør vagina i overgangsalderen.

 

 

Frøstande af en nepalesisk jamsplante, der slynger sig op ad et figentræ (Ficus), Manali, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Droseraceae Soldugfamilien

 

Drosera Soldug
Planter af denne slægt vokser i næringsfattige områder, hvor de opnår størstedelen af deres næringsstoffer gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig sammen omkring det uheldige offer og opløser dets kropsvæsker, så planten kan udvinde næring af dem.

Disse planter kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som ‘Jomfru Marias tårer’. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

Der kendes omkring 180-190 arter af soldug, og slægten er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Den er nærmere omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

På dette billede fra Dueodde, Bornholm, er fluer blevet fanget i kirtelhår af rundbladet soldug (Drosera rotundifolia). De hvide hår er pilefrø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En almindelig vandnymfe (Enallagma cyathigerum) sidder fast i kirtelhår af liden soldug (Drosera intermedia), Sepstrup Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dryopteridaceae Mangeløvfamilien

 

Dryopteris filix-mas Almindelig mangeløv
Denne bregne er udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Visse former dyrkes som prydplanter. 

Så langt tilbage som i Antikkens Grækenland angav både den lærde Theopfrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) samt lægen, farmakologen og botanikeren Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, at rodstænglen fra almindelig mangeløv kunne uddrive indvoldsorm. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Indtagelse af cirka 15 gram af roden fra almindelig mangeløv uddriver lange flade orme, som angivet af Dioscorides, drukket i honningøl eller vand sødet med honning, eller mere effektivt i en dram med 2,5 gram af enten Convolvulus scammonia eller julerose (Helleborus niger). De, som vil anvende den, må først spise hvidløg.

I Middelalderen kendte man også til anvendelse af roden mod indvoldsorm i Norden. Roden blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.”

I 1855 fastslår den schweiziske apoteker M. Peschier i tidsskriftet Bibliothèque Universelle de Genève, bd. 30, s. 205, at ved at opløse unge bladskud af almindelig mangeløv i svovlholdig æter og anvende opløsningen mod bændelorm, blev de hver gang slået ihjel. Den knuste rodstængel har samme virkning. På grund af rodstænglens giftighed benyttes mangeløv i dag kun, hvor alternative midler er utilstrækkelige. Et afkog af rodstænglen har også været benyttet mod visse svampeinfektioner.

Tidligere blev almindelig mangeløv anvendt til bekæmpelse af lopper og lus. Folkenavnet skærbregne kommer muligvis af, at planten blev anvendt til farvning i lighed med engskær (Serratula tinctoria).

 

 

En meget frodig bevoksning af almindelig mangeløv på tidligere agerjord, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge blade af almindelig mangeløv, der netop er skudt op af jorden, Vorsø. På amerikansk kaldes sådanne sammenrullede blade for fiddleheads (’violinhoveder’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ephedraceae Ledrisfamilien

 

Ephedra gerardiana Gerards ledris
Ephedra intermedia Persisk ledris, tibetansk ledris
Gerards ledris er hjemmehørende i Centralasien, fra Tajikistan gennem Tibet og Himalaya til Bhutan. Den blev navngivet af den danske botaniker og kirurg Nathaniel Wallich (1786-1854) til ære for den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612).

Persisk ledris er udbredt i Mellemøsten og Centralasien. Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at denne art indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. At indtage haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’.

I traditionel ayurvedisk medicin drikkes té af Gerards ledris mod forkølelse, hoste, bronchitis, astma og gigt. I Nepal anvendes den knuste plante, rørt op i vand, mod hudproblemer. Dens saft stimulerer hjertet og benyttes endvidere mod åndedrætsinfektioner, astma og høfeber. Den gives også til børn, som væder sengen om natten.

I traditionel kinesisk medicin kaldes persisk ledris – samt arterne E. sinica og E. equisetina – for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes persisk ledris mod leverlidelser.

Stænglerne af ledris-arter anvendes som foder, og tørre planter indsamles til brændsel. Geder æder gerne stænglerne, mens de er grønne.

 

 

Blomstrende Gerards ledris, fotograferet i Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ledris-frugter er kogler med nøgent frøanlæg, som indeholder et eller to frø, omgivet af opsvulmede, kødfulde, bærlignende røde eller orange højblade. – Gerards ledris, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Persisk ledris med frugter, Gayk, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Equisetaceae Padderokfamilien

 

Equisetum Padderok
Padderokker er karsporeplanter med en hul, leddelt, kiselholdig stængel og skælagtige blade, som er kransstillede. Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Et andet ældre folkenavn for disse planter var knokkelstrå. Et gammelt folkeligt ord for Døden var Knokkelmanden (’Knoglemanden’), så knokkelstrå betyder ’dødningestrå’. I bogen Bræen, fra 1908, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”På de graa Agre stod Padderokker, der var brudt op ved siden af Muldvarpeskuddene som tynde Knokkelfingre.”

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

I gamle dage, når man slog hø i Sønderjylland, benyttede man følgende remse:

 

Padderok og bukkeblad
de gør æ sølle slåer glad

 

– forstået på den måde, at de var meget nemmere at slå end det stride græs.

I Nepal anvendes stængelsaften af Equisetum diffusum mod gonoré, mens saft af roden benyttes mod urinvejsproblemer, forstuvninger, benbrud, forbrændinger og fnat.

 

Equisetum arvense Ager-padderok
Denne art vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. lyse skove, græsmarker, langs veje og vandløb, samt på ruderater og andre forstyrrede steder. Den er et meget besværligt ukrudt i marker på grund af de dybe jordstænglers kraftige og vedholdende vækst.

I Johannes V. Jensens digtsamling Verdens Lys fra 1926 hedder det:

 

Men før det første Foraarsflor
brød Padderok af skaldet Jord,
en Dødningfinger lig, som peger
de Døde hvem en Vaar bevæger!

 

Ager-padderok er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra arktiske områder mod syd til Middelhavet, Kaukasus, Himalaya, det nordlige Kina og Japan, og i Amerika mod syd til det sydlige USA. Den er også blevet indslæbt andre steder, bl.a. Argentina, Brasilien, Chile, Madagascar, Indonesien, Australien og New Zealand. I New Zealand betragtes den som invasiv.

Om foråret spises friske skud af denne art som grønsag i Japan og Korea, mens alle andre medlemmer af slægten regnes for giftige.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Den er et meget effektivt middel til at standse blødninger, både indvortes og udvortes, idet man drikker et afkog af den, eller saften eller afkoget kan anvendes udvortes. (…) Den sammenføjer kanterne af betændte sår og kurerer brok hos børn. Et afkog drukket i vin hjælper mod nyre- og galdesten samt forstoppelse af blæren. Det destillerede afkog drukket to eller tre gange i løbet af dagen letter og styrker tarmene. Saften eller det destillerede afkog benyttet som varmt omslag er virksomt mod betændelse og krakeleret hud.”

I traditionel østrigsk urtemedicin er ager-padderok blevet drukket som té, og udvortes er den anvendt mod rheumatisme og urinsyregigt, samt for hudlidelser og problemer i nyrer og urinvej. Den har også været anvendt mod tuberkulose og nyresten.

I nutidens urtemedicin er den kendt som en glimrende antioxidant, samt som et godt antibakterielt, koagulerende, slimløsnende, vanddrivende og sammensnerpende middel. Dens høje indhold af kisel kan muligvis modvirke knogleskørhed og senesmerter. Den betragtes også som gavnlig for leddene samt for smertefulde nedre rygmuskler, og det er muligt, at den kan modvirke hårtab.

 

 

Navnedelen ’rok’ hentyder til, at sporehus-standen hos visse padderok-arter minder om en tén. Her ses fertile vårskud af ager-padderok med sporehuse, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sterile sommerskud af ager-padderok med dugdråber, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Equisetum telmateia Elfenbens-padderok
Ifølge de fleste autoriteter findes der to underarter af denne plante, af hvilke nominatformen er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien og det nordvestlige Afrika, mens den anden underart, braunii, er vildtvoksende i det vestlige Nordamerika. Dette er ganske mærkværdigt, og på et eller andet tidspunkt bliver de måske regnet som særskilte arter. Forskellen mellem de to består mest i farven på stænglen, som er elfenbenshvid hos telmateia, grøn hos braunii.

Arten vokser på fugtige steder, først og fremmest i kildevæld i lyse skove, hvor den ofte danner store kloner. I Danmark træffes den hist og her i Østjylland og på Øerne.

 

 

Fertile vårskud af elfenbens-padderok med sporehuse, voksende i en leret kilde ved foden af Møns Klint. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sterile sommerskud af elfenbens-padderok med dugdråber, Østengård Skov, Vejle. Forstavelsen ’elfenben’ skyldes denne arts ofte hvidlige stængler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterstander af elfenbens-padderok, Østengaard Skov, Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Equisetum hyemale Skavgræs
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien, mod syd til Tibet, Korea og Japan. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Sydafrika og Australien, hvor den betragtes som invasiv. Den vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den meget i damme i prydhaver.

Forstavelsen skav- kommer af middelalder-dansk skave, hvilket betyder ’at skrabe’ – en hentydning til artens anvendelse som slibemiddel.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) omtaler skavgræs i sin Flora Danica fra 1648: ”Det slags Skaf-Græs, som er det Tiende udi Ordenen hos Bauhinum, oc aff hannem beskrifuis oc kaldis Eqvisetum foliis nudum non ramosum, seu junceum, det er: ’Blade- oc Grene-løs Skafve-Græs’, eller ’Sifactig Blade-løs Heste-Rumpe’, bør med Rette, frem for alle de andre slags Eqviseta, Skafve-Græs kaldis, thi dette er det slags, huilcket Anatomici [anatomer], som hafue Lyst til at giøre Sceleta, fornemmeligen bruge, naar de ville polere Beenene, at de kand være glatte, skinnendis oc huide.”

Dén Bauhinus, som Paulli omtaler, er den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, i latiniseret form Casparus Bauhinus (1560-1624), som beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) introducerede i 1753.

Man kan konstatere, at Bauhin var en bedre iagttager end den person, der navngav planten skavgræs, da stænglerne hos denne art ligner stænglerne af lysesiv (Juncus effusus) langt mere end græsstængler.

Medicinsk blev skavgræs tidligere anvendt af amerikanske indfødte mod vattersot (vand i kroppen), nyresygdomme og prostatalidelser. Kvinder med uregelmæssig menstruation drak et udtræk af denne plante samt pileblade. Saften af roden blev dryppet i kvindemælk, og betændte øjne blev badet med denne væske. Toppen af unge planter spistes mod diarré, og asken af brændte planter blev lagt på brandsår. Potawatomi-folket hævdede, at en té brygget på denne art var det bedste middel mod lumbago.

 

 

Stor bevoksning af skavgræs langs et vandløb i Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder viser den amerikanske underart af skavgræs, affine, som undertiden er gul oven for hver skede. – Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Equisetum palustre Kær-padderok
Udbredelsen af denne art er næsten sammenfaldende med ager-padderoks. Den er meget almindelig i fugtige enge, hvor den ofte danner store kolonier, som er frygtet blandt landmænd, idet arten er giftig for græssende dyr og kan forårsage mangel på koordinering hos heste og lammelser hos kvæg og får.

Kær-padderok tilhører den gruppe af padderok-arter, hvis sporehuse sidder øverst på stænglen.

 

 

Denne kær-padderok, med sporehuse øverst på stænglen, blev fotograferet nær Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euphorbiaceae Vortemælkfamilien

 

Euphorbia royleana Royles vortemælk
Denne kaktus-agtige vortemælk er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til Guangxi-provinsen i det vestlige Kina, samt i Taiwan. Den dyrkes til tider som hæk. Marven er spiselig, kogt eller som pickles. Findelte stængler anvendes som gift til at bedøve fisk. I nogle områder betragtes arten som en magisk plante, der kan hindre lynnedslag i huse.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske botaniker John Forbes Royle (1798-1858), der især er kendt for værket Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, and of the Flora of Cashmere (1839ff).

I Nepal anvendes den kogte marv mod maveproblemer og luft i tarmene, og en pasta af bladene smøres på sår. Saft af bladene bruges mod feber og dryppes i ørerne ved ørebetændelse. Gummisaften smøres på bylder og filipenser og benyttes desuden mod forstuvninger, hoste og astma, samt til at uddrive indvoldsorme. Den smøres også på svamp mellem tæerne, som er opstået ved at vandre barfodet gennem vand i regntiden. I ayurvedisk medicin anvendes arten mod leukæmi.

 

 

Royles vortemælk, voksende på en tør klippeskråning, Uttarkashi, Uttarakhand, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ricinus communis Amerikansk olieplante
Amerikansk olieplante er sandsynligvis oprindelig i Mellemøsten og det nordøstlige Afrika, men har været dyrket vidt og bredt gennem tusinder af år. I dag er arten forvildet i næsten alle tropiske og subtropiske områder.

Slægtsnavnet er latin for ’flåt’, hvilket sigter til frøets lighed med visse flåt-arter, mens artsnavnet communis betyder ’almindelig’. Navnet amerikansk olieplante sigter til, at olie af frøene førhen blev benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel – men hvorfor den kaldes amerikansk er lidt gådefuldt, da den sandsynligvis stammer fra egnene omkring Middelhavet. Folkenavnet Kristpalme hentyder til, at ligesom troen på Kristus kan afhjælpe sindets lidelser, så virker denne plantes olie helbredende på talrige fysiske lidelser.

Laboratorieundersøgelser har påvist, at amerikansk olieplante rummer virksomme stoffer mod betændelse, smerter, feber og astma, og den indeholder også anti-histamin. I Nepal anvendes arten mod talrige lidelser. Rodsaften benyttes mod hudproblemer, diarré og dysenteri samt som afføringsmiddel. Den tørrede og pulveriserede rod anvendes mod gulsot og dårlige nerver. En pasta af barken smøres på sår. Et grødomslag af bladene anvendes mod bylder og gigtplagede steder og smøres på panden for at lette feber og hovedpine. En pasta af blomsterne smøres på betændte sår. Olie fra frøene, kaldt ricinusolie eller amerikansk olie, benyttes mod hæmorrider, leverlidelser, rheumatisme, diarré, urinsyregigt samt hudproblemer, bl.a. ringorm. Kimplanten gives til børn for at uddrive indvoldsorm, og en pasta af den bruges mod fnat og urinsyregigt. I lavlandet i Nepal spiser kvinder et kimblad om dagen som svangerskabsforebyggende middel.

Naga-folket i det nordøstlige Indien smører bladsaft på panden for at lette hovedpine, og en pasta af bladene anvendes som grødomslag mod bylder og filipenser. Frøene ristes og spises som modgift, og de blandes med frøkapsler af Rhus simialata som afføringsmiddel. Også i Vesten blev frøolien førhen benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel.

I det Gamle Egypten, hvor arten har været dyrket i mindst 6000 år, anvendtes olien i lamper. I dag udgør den et effektivt smøremiddel i motorer. Frøene er meget giftige, men olien derimod ikke, da giftstofferne forbliver i resterne efter presning. I Nepal fodrer man gale hunde med frøene for at slå dem ihjel. Der fremstilles halskæder og armbånd af frøene, og den tørrede plante udnyttes som brændsel.

Planten dyrkes hist og her som prydplante, men den producerer en mængde pollen og er en alvorlig allergifremkalder. Endvidere vokser den meget aggressivt og er i stand til at fordrive mange andre plantearter.

Bodo- og Naga-stammefolk i det nordøstlige Indien anvender bladene som foder til larver af eri-silkesommerfuglen (Samia cynthia ssp. ricini), mens et ekstrakt af planten anvendes som insektbekæmpende middel. Naga-folket anvender den som gødning på markerne.

Billederne herunder er fra Taiwan, hvor amerikansk olieplante er yderst almindeligt forvildet. De blev alle taget i byen Taichung.

 

 

Hvor amerikansk olieplante lades i fred, kan den vokse til et mindre træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne vokser ved bredden af et vandløb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstande af amerikansk olieplante med røde hunblomster foroven og hvide hanblomster forneden. På det øverste billede er nogle af bladene delvis ædt af insekter. Unge blade er rødlige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunblomster besøges af en honningbi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af de piggede frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vernicia montana Mu-olietræ
Mu-olietræet er vildtvoksende i Indien, Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. Alle dele af denne art er giftige, inklusive frugter og frø. Indtagelse af frø forårsager alvorlige mavekramper, opkastninger og diarré. Husdyr, fx heste, kvæg og høns, som har ædt bladene eller frøkagerne, får ofte blødende diarré, og i alvorlige tilfælde bliver de udsultede og dør.

Mu-olietræet er værdsat for sin olie, som udvindes af frøene. Traditionelt anvendes denne olie til fremstilling af maling, kinesisk sort blæk og lampeolie, til at gøre klæde og papir vandtæt, samt til at male og tætne skibe. Den blev førhen også anvendt til at isolere elektriske kabler. (Kilde: Protabase – Plant Resources of Tropical Africa – prota.org)

I 1200-tallet skrev den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo: “Kineserne tager kalk og findelt hamp, som de ælter sammen med en bestemt træolie; når de tre emner er fuldstændig sammenblandet, udgør de en glimrende lim, og med denne blanding maler de deres skibe. Træolien udvindes fra et træ ved navn tong-shu.”

I dag anvendes olien først og fremmest til fremstilling af maling og blæk, mens der af olie af lavere kvalitet fremstilles sæbe og linoleum. En stigende bevidsthed omkring miljøet har ført til en større brug af olien som foring i beholdere til mad- og drikkevarer samt medicin. Efter at olien er presset af frøene, kan frøkagerne anvendes som en glimrende gødning.

Selv om mu-olietræet er meget giftigt, anvendes dele af det i traditionel kinesisk medicin som brækmiddel og infektionsdæmpende middel, samt til bekæmpelse af indvoldsorm. Frøolien er stærkt afførende og anvendes endvidere til behandling af sår og brandsår samt hudsygdomme forårsaget af parasitter. Olien indgår som bestanddel i kinesiske plastre. Et ekstrakt af frugten bekæmper bakterier.

Adskillige billeder af denne arts overdådige blomstring kan ses på siden Planteliv: Når mu-olietræet blomstrer.

 

 

I Taiwan, sidst i april eller først i maj, stiller mu-olietræet en overdådighed af skønne hvide blomster til skue. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne blomster af af mu-olietræet dækker jorden som et spinkelt hvidt tæppe. – Sanyi, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugterne af mu-olietræet er rynkede, mens det nært beslægtede tung-olietræ (Vernicia fordii) har glatte frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien
Blomsterne hos denne familie har en unik opbygning. Det midterste kronblad, kaldt fanen, er større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne. De to nederste kronblade har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, som omslutter støvdragere og støvvej.

 

Abrus precatorius Paternosterbønne
Denne slyngplante er sandsynligvis hjemmehørende i Indien, men blev tidligt indført til mange andre lande, og i dag har den en pantropisk og -subtropisk udbredelse.

Frøene anvendes som perler i rosenkranse og halskæder. Navnet paternosterbønne hentyder til disse bedekranse. Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet kan dog også betyde ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. På Trinidad bæres perlekranse af frøene omkring håndled eller ankel som værn mod jumbi’er (onde ånder) og mal-yeux (‘onde øjne’).

I gamle dage blev frøene også anvendt som vægtlodder af guldsmede, da de altid er ens af vægt. Et andet dansk navn på arten, krebseøje, sigter til den sorte aftegning på frøene.

Frøene er meget giftige – indtagelse af nogle få kan medføre døden. I Indien blev de førhen anvendt til at begå mord, samt til at slå kvæg ihjel. I King’s American Dispensatory (1898) skriver H.W. Felter og J.U. Lloyd: “Abrus-frøene benyttes af medlemmer af Chamar-kasten (‘indfødte flåere’), når de begår den misgerning at forgifte køer for at stjæle deres huder. Hertil anvender de små pigge ved navn sui(‘nåle’) eller sutari(‘syle’), som de lægger ned i en tynd pasta af frøene, der er stødt til pulver og har trukket i vand. Derpå tørrer de disse våben i solen, hvorefter de smøres i olie, skærpes på en sten og forsynes med håndtag. Med disse syle stikker man hul på dyrets hud.”

Paternosterbønne har bakteriedræbende egenskaber. I Nepal anvendes den i folkemedicinen mod talrige lidelser. En pasta af roden smøres på bylder og benyttes også mod hovedpine, ru hals og rheumatisme. En pasta af bladene smøres også på bylder og hævninger og anvendes tillige mod rheumatisme, caries, astma og pigmentmangel. Saft af bladene benyttes mod hoste og feber samt som blodrensende middel. Friske blade tygges mod hoste og ru hals. Frøene har svedfremkaldende og spytstimulerende virkning, og de anvendes mod tilbagevendende angreb af malaria, øjensygdomme, kvalme, slim i lungerne, kløe samt pigmentmangel. De benyttes også som afførings- og brækmiddel. En pasta af frøene anvendes mod iskias, feber, hovedpine, malaria, lammelse, hudsygdomme og dårlige nerver. I ayurvedisk medicin betragtes planten som et godt middel til øget hårvækst, og olie fra frøene som potensfremmende middel.

I Nepal spiser Chepang- og Mooshar-folkene de unge blade efter kogning. Tynde grene benyttes som reb.

I mange områder, bl.a. Belize, Vestindien, USA, Hawaii og Polynesien, betragtes paternosterbønne som invasiv.

 

 

Frøene af paternosterbønne anvendes i folkemedicinen mod et stort antal lidelser, men da de er særdeles giftige, bør de aldrig spises. – Dehra Dun, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Butea monosperma
På engelsk kaldes dette træ for flame-of-the-forest (‘skovens flamme’), hvilket sigter til dets overdådige pragt af orange blomster i forårstiden. I sanskrit-skrifter betragtes disse blomster som et symbol på forårets komme, og deres farve som kærlighedens farve. I Gita Govinda sammenligner digteren Jayadeva fra 1100-tallet blomsterne med den hinduistiske kærlighedsgud Kamadevas røde negle, hvormed han sårer elskendes hjerter.

Denne art er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, mod syd til Indonesien, og den dyrkes andre steder på grund af de skønne blomster, der anvendes af hinduer som offergave i templerne. Harpiksen, som på hindi kaldes kamarkas, anvendes i visse former for madlavning, samt til garvning og farvning. Reb, papir og sandaler fremstilles af fibrene fra inderbarken og rodbarken. Bladene udnyttes som foder samt til fremstilling af tallerkener og paraplyer. Blomsterne afgiver et gult farvestof, roden et rødt. Olie udvindes af frøene. Af det bløde ved fremstilles redskaber, og det anvendes også som brændsel.

I Indien anvendes den såkaldte bengal-kino, som udvindes fra garvesyreholdige udposninger på barken, mod sår og diarré. I Nepal benyttes saft af barken mod feber, mens pulveriserede frø anvendes mod betændelse samt til at uddrive indvoldsorm.

 

 

Prægtige blomster på et individ af Butea monosperma, Masinagudi, Mudumalai Wildlife Sanctuary, Tamil Nadu, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne blomster, Tamil Nadu. I sanskrit-skrifter betragtes de som et symbol på forårets komme, og deres farve som kærlighedens farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cytisus scoparius Gyvel
Gyvel er vildtvoksende i Europa og det nordlige Asien, og den er blevet forvildet i Nordamerika. De danske navne gyvel, giel, gejl, golme og gulme kommer af nedertysk geil, der betyder ’som skinner gult’, hvilket sigter til de stærkt gule blomster. Folkenavnene kostgyvel, dværgris og grønris afspejler plantens anvendelse som koste, der blev fremstillet af grenene. Barken yder glimrende fibre, og da den indeholder en betydelig mængde garvesyre, blev den anvendt til garvning af læder. Unge gyvelskud blev lavet til pickles, og i England, før indførelsen af humle, blev unge skud tilsat øllet for at give det en kraftigere smag og gøre det mere virksomt.

I Middelalderens Europa blev gyvel kaldt Planta genista, og den blev adopteret som emblem af Geoffrey d. 5. (1113-51), Greve af Anjou og senere Hertug af Normandiet. Han blev gift med Mathilda, datter af Kong Henrik d. 1. af England, og parret fik en søn, den senere Kong Henrik d. 2. (1133-89). Planta genista blev ændret til Plantagenet, som var familienavnet for de engelske konger frem til Richard d. 3. (1452-85).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver, at man ”Gyfvels-Blomster udi Ædicke oc Lage vel nedsyltede, i steden for Cappers-Blomster (…) uden nogen Besuærlighed oc Kløgen [opkastning] til Middags- eller Aftens-Maaltid vel bruge kand.”

I Middelalderen blev gyvel tillagt magiske evner, og man sagde, at hekse fremstillede kosteskafter af de tykkeste stammer og red på dem under deres hallucinogene rus.

I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra gyvel, mjødurt (Filipendula ulmaria) og eg (Quercus robur, se Fagaceae).

En kristen legende beretter, at da Josef og Maria flygtede til Egypten, passerede de gennem en bevoksning af gyvel, hvis modne bælge gav høje smæld fra sig, når de spredte frøene. Det kunne tiltrække opmærksomheden fra Herodes’ soldater, hvilket fik Maria til at forbande buskene.

De fleste af de gyvel, man i dag ser i Danmark, stammer fra prydplanter, som er indført fra Sydeuropa. Disse former er forvildet mange steder og optræder ofte invasivt, hvorved de truer den naturlige vegetation. Genetisk forurener de også den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel, som i dag er meget sjælden i Danmark og kun ses i visse vestjyske hede- og klitområder.

Et gammelt mundheld siger: ”Der er Guld under Gyvelrod”, forstået på den måde, at gyvel i lighed med andre ærteblomstrede planter er kvælstofdannende, så jordbunden beriges, hvor den vokser. I digtet Ungkarlen skriver Johan Skjoldborg (1861-1936):

 

Der er Plads imellem Skove
paa den fede, sorte Muld;
flinke Hænder finder ogsaa
under Gyvelbusken Guld.

 

Medicinsk blev gyvelblomster førhen anvendt mod urinsyregigt, mens plantens grønne dele blev benyttet mod hjertelidelser samt som urindrivende og rensende middel. Aske af gyvel blev anvendt mod ophobning af væske i kroppen. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Et afkog af kviste og toppe af gyvel renser og åbner lever, milt og nyrer,” mens urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) finder et afkog af planten nyttigt mod ophobning af væske i kroppen, gulsot, koldfeber (malaria), urinsyregigt, iskias samt diverse smerter i led og hofte.

Simon Paulli (ovenfor) skriver om blomsterne, at ”(…) dersom mand udi Miød uden nogen Ædicke vil gifue nogen henved to Quintin [= ca. 8 g] at dricke, da komme de den til at kløge og bryde sig [brække sig], som det dricker, oc de det gandske Legeme fra de slemme oc onde Vedsker, huilcke pleye at foraarsage Ledeverck, befrie.”

En drik fremstillet af gyvelblomster blev drukket af den engelske konge Henrik d. 8., når han havde forædt sig.

I nutidens urtemedicin anvendes gyvel som hjertestyrkende middel.

 

 

De fleste gyvel i Danmark i dag stammer fra prydplanter, der er forvildet og ofte optræder invasivt. Et af disse steder er Hammerknuden i det nordlige Bornholm, hvor disse billeder er taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Genetisk forurener indførte former af gyvel den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel, som i dag er meget sjælden i Danmark. Denne blev fotograferet i en indsande på Sdr. Vosborg Hede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leucaena leucocephala
Dette lille træ er hjemmehørende i det sydlige Mexico, Guatemala, og Belize, men er blevet naturaliseret næsten overalt i troperne samt i dele af subtroperne. Det betragtes som invasivt i talrige lande, hvilket er nærmere omtalt på siden Natur: Invasive arter.

Artsnavnet kommer af græsk leuko (’hvid’) og kefalos (’hoved’), hvilket hentyder til den tætte, kugleformede blomsterstand.

I traditionel kinesisk urtemedicin anvendes rod og frø mod hudproblemer og gigt.

 

 

Taiwan 2008
Blomsterne af Leucaena leucocephala besøges flittigt af bier. – Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014d
Frøbælge af Leucaena leucocephala, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lotus Kællingetand og kantbælg
Disse planter har rimeligvis fået det mærkelige navn kællingetand på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller måske fordi blomstens båd ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der oftest sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes 4 arter, som ofte vokser i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde tæpper.

 

Lotus corniculatus Almindelig kællingetand
Denne art er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. Den er meget almindelig i Danmark.

 

 

Almindelig kællingetand, fotograferet på Hammerknuden, Bornholm. I baggrunden ses dag-pragtstjerne (Silene dioica) samt bornholmsk kamille (Matricaria maritima var. retzii), en varietet af strand-kamille. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med tiden skifter blomster af almindelig kællingetand ofte farve fra gul til orange, som på dette billede fra Fanø. De blålige blomster er en kystnær underart af stedmoderblomst, Viola tricolor ssp. curtisii. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lotus pedunculatus Sump-kællingetand
Denne art, der tidligere blev kaldt Lotus uliginosus, vokser i fugtigere områder end almindelig kællingetand og har bredere småblade. Den er udbredt i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, men er også blevet naturaliseret mange steder i Nord- og Sydamerika, Australien og andre steder.

 

 

Sump-kællingetand, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lotus tenuis Smalbladet kællingetand
Hjemmehørende i Europa, Rusland, Sibirien, Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika. Denne art er salt-tolerant og vokser mest på strandenge, inde i landet i saltprægede enge og søbredder. Artsnavnet tenuis betyder ‘smal’ på latin, hvilket sigter til de smalle småblade. Et alternativt navn er Lotus glaber (latin for ‘glat’).

 

 

Smalbladet kællingetand danner et pragtfuldt tæppe på en strandeng, Kalvebod Fælled, Amager. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lotus maritimus Kantbælg
Mange autoriteter kalder denne art for Tetragonolobus maritimus. Den er udbredt i Europa, Nordafrika og tempererede områder af Asien. Det danske navn såvel som slægtsnavnet Tetragonolobus, af græsk tetragonus (’firkantet’) og lobos (’bælg’), hentyder til artens firkantede bælge, der er spiselige som unge. Artsnavnet er latin for ‘voksende ved havet’. Arten er sjælden i Danmark, idet den kun findes ved nogle sjællandske kyster samt på Bornholm.

 

 

Kantbælg på en strandeng nær Listed, Bornholm. På klipperne i baggrunden vokser kyst-væggelav (Xanthoria aureola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pueraria montana ssp. lobata Kudzu
Kudzu, også kaldt kujibønne, er hjemmehørende i Kina, Japan, Korea, Taiwan, Sydøstasien, Filippinerne, Ny Guinea, samt på øer i Stillehavet, men er blevet indført andre steder. I USA blev den benyttet til at dæmpe jorderosion, men uheldigvis har den bredt sig ukontrollabelt og er blevet en kraftigt invasiv plante, hvilket også er tilfældet i New Zealand, hvor den er blevet erklæret for en ’uønsket organisme’. Artens invasive natur er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

I Brasilien og andre steder anvendes den som jordforbedrer gennem sine kvælstofbindende bakterier, der lever i roden. Den benyttes også til græsning, specielt af geder. Roden er rig på stivelse og er blevet anvendt i det fjernøstlige køkken i hundreder af år. Der laves en fin grapefrugt-agtig gelé af blomsterne, og af stængelfibrene fremstilles kurve, klæde og papir. I det sydlige USA anvendes planten som kompost, og der fremstilles sæbe og cremer af den.

På kinesisk kaldes kudzu for gé gēn, hvilket forklares som “roden af en slyngplante, hvoraf der udvindes medicin, og stængelfibrene kan væves til klæde.” Arten er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin mod bl.a. mæslinger, hovedpine, svimmelhed, tinnitus, dysenteri, diarré, forkølelse og feber, samt stiv ryg og nakke. Rod, blomster og blade er glimrende antioxidanter. I Japan fremstilles en urtedrik af den pulveriserede rod.

 

 

Taiwan 2014d
Taiwan 2015
Kudzu, fotograferet i Taiwan, hvor arten er hjemmehørende. Nederste billede viser de lådne bælgfrugter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Castanopsis indica Indisk kastanje
Dette træ er hjemmehørende i Himalaya, det vestlige Kina samt Sydøstasien. På amerikansk kaldes medlemmer af slægten for chinkapin, førhen skrevet chechinquamin eller chincomen, et algonkinsk navn, muligvis Powhatan, på en amerikansk art.

Kimblade og nødder er spiselige. Bladene vikles omkring tobak og ryges som en cigar. Løvet anvendes også som foder. Veddet er hårdt og modstandsdygtigt mod termitangreb. Det udnyttes til tagtækningsplader, møbler og andre genstande samt som brænde.

I Nepal indtages saft af barken mod fordøjelsesbesvær, saft af bladene mod maveproblemer. Harpiksen, rørt op i vand, anvendes mod diarré.

De piggede frugter kan være til fare for helbredet. Engang, da jeg gik en tur i en skov oven for Pokhara, Nepal, faldt et bundt frugter fra et højt indisk kastanjetræ ned på min arm, hvor de satte sig fast i huden. Heldigvis er piggene ikke forsynet med modhager, men det var alligevel ikke let at rykke dem fri af huden!

 

 

Blomstrende indisk kastanje, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De piggede frugter af indisk kastanje kan være til fare for helbredet (se teksten ovenfor). – Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Quercus robur Stilkeg
Quercus petraea Vintereg
Begge disse arter er almindelige i Danmark, og iøvrigt er de hjemmehørende i størsteparten af Europa og videre mod øst gennem Tyrkiet til Kaukasus og det nordlige Iran.

I Oldtiden var egetræer hellige overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus, i Rom til Jupiter, og i kelternes religion til Dagda, guddom for mandighed, frugtbarhed og visdom. Keltiske druider udførte ofte deres ritualer i hellige egelunde, hvor specielt de mistelténe (Viscum album, se Santalaceae), der voksede på egene, var hellige for dem. I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra eg, mjødurt (Filipendula ulmaria) og gyvel (Cytisus scoparius, se Fabaceae).

Det latinske slægtsnavn stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, er fra old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

Træforbruget i Middelalderen var kolossalt. Der blev anvendt træ til huse, møller, skibe, vogne, redskaber, hegnspæle, møbler, træsko og utallige andre genstande, samt ikke mindst til brænde. Især de såkaldte bulhuse krævede store mængder træ – de blev bygget af kraftige egestolper med tykke egeplanker lagt vandret mellem stolperne som vægge. For at skåne skovene forbød kongen allerede i 1500-tallet denne byggemetode, og man gik over til at opføre de langt mindre træforbrugende bindingsværkshuse, der bestod af egeplanker med lerklining imellem. Trækul var meget anvendt som varmekilde til produktion af jern og glas, og til fremstilling af trækullene blev afbrændt store mængder træ.

De talløse krige til søs i 15- og 1600-tallet betød, at mange skibe gik tabt, og flåden måtte ofte fornyes. Til fremstilling af skibene blev anvendt egetræ pga. dets store holdbarhed. Alene til ét stort krigsskib gik der 1500 ege af en alder på 150-200 år, så egeskovene blev fældet med stor hast. Under Svenskekrigene blev Danmark flere gange invaderet af svenskerne, som fældede og afbrændte store skovområder for at forhindre danskerne i at forny deres flåde.

Det høje indhold af garvesyre i egebark gør den velegnet til garvning. I gamle dage blev agern pulveriseret og ristet som kaffeerstatning, og de var et meget vigtigt fødeemne for husdyr, specielt svin, der sendtes på ’olden’ i skovene.

Et afkog af blade og bark havde førhen utallige anvendelser, fx mod epilepsi, blod i spyttet, forgiftning, diarré, håraffald, tarmslyng, brystsyge (tuberkulose), frostbid, hæmorrider, udslæt og halsinfektioner, for blot at nævne nogle få. Friske blade blev lagt som omslag på sår.

Egen optræder naturligvis ofte i poesi og prosa. I eventyret Ib og lille Christine, fra 1855, skriver H. C. Andersen (1805-75): ”Egetræerne strakte frem afskallede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og ville vise deres knudrede, nøgne Arme.”

Et andet eksempel af Chr. Richardt (1831-92) i digtsamlingen Smaadigte fra 1861:

 

Egen trodser Vaarens Værk
og strækker sig saa muskelstærk
og vejer sine Kræfter.

 

En række markante stilkege er præsenteret på siden Planteliv: Markante træer i Danmark, mens billeder af andre egearter findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Efterår.

 

 

Stilkeg kan vokse til en anselig størrelse. Dette gamle træ, kaldt Skovfogedegen, står nær indgangen til Jægersborg Dyrehave i Nordsjælland. Den måler ca. 10,3 m i omkreds og er dermed blandt de tre tykkeste ege i Danmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden gammel stilkeg, Hammerknuden, Bornholm. Til forskel fra Skovfogedegen er den grenet fra grunden og stærkt kroget. På billedet ses også fugle-kirsebær (Prunus avium), almindelig mangeløv (Dryopteris filix-mas) og almindelig gedeblad (Lonicera periclymenum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Skipper beundrer en ældgammel, knudret vintereg ved Almind Sø, Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Navnet stilkeg hentyder til denne arts stilkede agern, mens vintereg har siddende agern. Bladene derimod er næsten ustilkede på stilkeg, men tydeligt stilkede på vintereg. Vintereg kan også kendes på sine mørkere, skinnende, mindre snitdelte blade. Øverst ses agern og blade af stilkeg fra Vorsø, Horsens Fjord, nederst af vintereg fra Almindingen, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianaceae Ensianfamilien

 

Gentiana lutea Gul ensian
Denne statelige plante er vildtvoksende i bjergegne i det centrale, sydlige og østlige Europa, og den dyrkes også visse steder i Østeuropa. I det Gamle Egypten anvendtes ensian som medicin så tidligt som 1200 f.Kr., og i Antikkens Grækenland blev roden anbefalet som middel mod mave- og leverlidelser, samt mod infektioner. Op gennem Middelalderen blev roden også anvendt mod betændelse og som modgift mod diverse giftstoffer.

Roden indeholder et af klodens mest bitre stoffer og er uforlignelig mod mavebesvær. Nogle få dråber ensian-mikstur stimulerer funktionen af lever og bugspytkirtel, og appetitten øges. Urtelæger anbefaler den mod en række lidelser, bl.a. fordøjelsesbesvær, tarmluft, gulsot, feber og betændelse.

I visse egne af Europa gæres og distilleres rødderne, og distillatet tilsættes aperitif og snaps.

Det danske navn ensian er en fordrejning af det latinske slægtsnavn, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr. Efter sigende var han den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian.

En nær slægtning, Gentiana officinalis, fra Kina, benyttes mod en række lidelser, bl.a. dårligt fungerende skjoldbruskkirtel, mavesår, ørepine og halsbrand. I Nepal anvendes adskillige ensian-arter i folkemedicinen mod fx hoste, forkølelse og feber. En pasta af roden af Gentianopsis paludosa smøres på sår, samt på panden i tilfælde af hovedpine.

Mange andre ensian-arter er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Alperne 2017
Gul ensian er meget almindelig i kantonen Valais i Schweiz. Dette billede er fra Col de la Croix. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomster af gul ensian, Säntis, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hypericaceae Perikonfamilien

 

Hypericum perforatum Prikbladet perikon
Denne art er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Lilleasien, men er blevet naturaliseret i det østlige Asien, Nord- og Sydamerika samt Australien. Den betragtes som invasiv i adskillige lande.

Det latinske artsnavn betyder ’gennem­hullet’. I lighed med ordet prikbladet sigter det til kirtel-prikkerne på bladene. Ifølge sagnet er disse prikker fremkom­met ved, at Djævelen tilførte bladene tusind­vis af fine nålestik. Han undte nemlig ikke menneskene denne kostelige lægeurt og prøvede derfor at få den til at visne bort. Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster, mandeblod og Balderblomme hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne. I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes bebrejdede Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad (Markus, kap. 6, v. 18-28).

Navnet Balderblomme hentyder til Balders død. I den nordiske mytologi var Balder den gode søn af Odin og Frigg. Han var plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette blev bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.

Prikbladet perikon var i Middelalderen højt anset som et sårhelende middel, også til brandsår og forfrysninger. Desuden blev den anvendt mod bl.a. epilepsi, koldfeber (malaria), indvoldsorm, slagtilfælde, kolera, samt ifølge den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) mod den ”(…) Siugdom som Pigerne hafue ont aff, huilcken gemeenligen kaldis Chlorosis eller Pige-Siugdom, huilcken angriber Pigerne paa den Tiid (hvor) deris Bryllups Høytid tilstunder, oc de skal udi Mands Vold.” De kan da opføre sig ”ligesom de vare forgiorde eller plagedis aff Diefvelens Besættelse.”

Arten blev førhen også benyttet mod lungesyge og diarré hos kvæg samt mod stivkrampe hos heste.

I dag anvendes den mod forbrændinger, insektbid, sår, fnat og infektioner, samt som mavestyrkende og beroligende middel. Nyere forskning har vist, at den er yderst effektiv mod depression og herpes virus, samt sandsynligvis også mod HIV og Parkinsons syge. Endvidere indeholder den stoffer, som øger leverens udskillelse af giftstoffer.

Blomsterknopperne har gennem århundreder været anvendt til at sætte på snaps, som de giver en bitter smag og en smuk rødbrun farve. Folkenavnene brudemandspors, jordhumle, markhumle, agerpors og brændevinsurt hentyder til denne brug, i lighed med humle og pors. Et folkeligt vers fra Nordvestsjælland fra 1930’erne siger:

 

Perikon og andet Skidt
bruges kun til Akvavit.

 

Og et vers fra Jylland, ligeledes fra 1930’erne, siger:

 

Din Perikondram
gør din Kvind’ stram.
For Alskens Gebræk
og Pommerens Værk,
når din Hu er gram,
indtag din Dram.

 

(Begge vers indsamlet af V.J. Brøndegaard).

 

På Mors røg man førhen perikon som tobak. Den har også været benyttet til at farve uld i røde og gule nuancer, hvilket også foregår i dag.

I gamle dage tillagde man perikon magiske kræfter. Den kunne bl.a. beskytte mod hekseri og lynnedslag. Hvis kvæget havde pådraget sig et onde ved at græsse, hvor elverfolket huserede, skulle man Sankthansaften ved midnat plukke perikon og fodre kvæget med den. I 1840’erne var en klog kone fra Karup-egnen bange for perikon, da hun mente, at den kunne pine og plage hekse og ødelægge deres trolddomskunster.

Perikon blev også anvendt til at uddrive Djævelen fra personer, som var besat af ham. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Vi troe dog slet ingenlunde, at nogen skulle findis, der ret vel hafuer igiennemlæst Bibelen, som tord [tør] understaa sig at samtycke og bekræfte det, som Johannes Baptista Porta [Giambattista della Porta (ca. 1535-1615), italiensk videnskabsmand og lærd] hafver skrevit her om (…): ”S Hans-Urt paa det heftigste uddrifuer Diefle, oc for samme Aarsags Skyld blifuer den gemeenligen kaldet Dieflernis Fluct, saa at de som ere besætte, huercken kand lucte eller bære den hos sig: Jeg gietter, at det vel for hendis Luctis Skyld skeer, efterdi den (naar den imellem Hænderne blifuer gneen) lucter ligesom Røgelse, oc der aff den Aarsage, at Røgelse bør at ofris Gud alleniste. Disse Urter hafue vi tijt oc ofte brugt til at befrie de Besætte med, oc det baade udi Bad/Røgelser, oc at de hafue baaret dem paa sig.” – Denne er Johannis Baptistæ Portæ vrange Lærdom.

Men vi (Gud skee evindelig Ære og Loff) ere langt anderledis her om opliuste, efterdi at Guds hellige oc aabenbarede Ord os klarligen lærer, huorledis at Christi Disciple hafve haft nock at bestille med dennem, som hafue været besætte, førend de dennem kunde befrie oc de ureene Aander uddrifue; ja de oc undertiden hafue maat kalde Christum til sig oc hans Hielp begæret. Oc alligevel meener denne Porta, at Fanden skulle være saa læt at uddrifue, at hand med Mact skulle vijge for Lucten aff en ringe Urt, som ickun lucter nogit efter Røgelse, oc strax lade den Besætte fare! Men sandeligen, saadanne Kræfter at tilskrifue Urterne er ingenlunde at bruge Medicinen til Guds Nafns Ære (…)”

 

 

Prikbladet perikon er meget almindelig i de fleste egne af Danmark. Disse billeder er fra Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterknopperne af prikbladet perikon har gennem århundreder været anvendt til at sætte på snaps, som de giver en bitter smag og en smuk rødbrun farve. – Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lamiaceae Læbeblomstfamilien

 

Betonica officinalis Læge-betonie
Denne art, som af nogle autoriteter kaldes for Stachys officinalis, er vildtvoksende i Eurasien og Nordafrika, men dyrkes almindeligt andre steder. I Danmark er den kun vildtvoksende i nogle lollandske egeskove. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var et ældre navn på planten vettonica, opkaldt efter Vettonerne, et spansk folkeslag, der anvendte den som lægeplante. Nutidige autoriteter hævder dog, at ordet betonie kommer af keltisk bew (’hoved’) og ton (’god’), hvilket sigter til artens brug mod hovedpine. 

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Betonie var højt agtet i Antikkens Grækenland og Rom. Den græskfødte botaniker Antonius Musa (64-14 f.Kr.), som var hoflæge hos Kejser Augustus, hævdede, at den var en sikker kur mod ikke færre end 47 forskellige sygdomme og lidelser. Et gammelt italiensk mundheld siger: “Sælg din frakke og køb betonie,” mens et spansk lyder: “Han har lige så mange dyder som betonie.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at betonie “bevarer liv og lemmer hos mennesker mod faren fra epidemiske sygdomme. Den afhjælper dem, der afskyr og ikke kan fordøje deres mad. Han siger endvidere, at denne urt kan kurere gulsot, lammelser, rystelser, urinsyregigt, hovedpine og ophobning af vand i kroppen, samt at ”den pulveriserede plante rørt ud i honning er god mod alle slags forkølelser og hoste, åndenød og tuberkulose og “opblandet med honningvin og polejmynte er den god mod koldfeber.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria].

Indtaget med vin er den god mod indvoldsorm, ”og afhjælper også forstoppelse af milt og lever (…) Gurglevand med betonie letter tandpine (…) Den er en god kur mod bid af gale hunde (…) En drik, lavet af betonie-pulver med en smule honning i eddike virker opkvikkende på trætte rejsende. Den standser blødninger fra næse og mund og hjælper dem, der spytter blod, og den er også til gavn for dem, som har småskrammer eller brok. Den knuste grønne plante, eller saften derfra, heler hurtigt ethvert indre eller ydre sår på krop og hoved. Endvidere kan den uddrive enhver splint, torn eller andet, som har sat sig fast i kødet, og den heler også gamle og nye sår samt bylder.”

I Danmark blev betonie anvendt mod en lang række lidelser, fx ondt i halsen, gulsot, blegsot (blodmangel), nyresten, lungesot (tuberkulose), faldende syge (epilepsi) samt livmodersygdomme.

Den var også meget anvendt som blodstillende middel. Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver i sin Flora Danica fra 1648:

”(…) er Anno 1645, udi Ormemaanet [juli], her udi Kiøbenhaffn, aff mig oc to Feldtskærere, en Rytter blefven lægt (…) foruden ti Saar var der oc et stort dødeligt Saar udi Hofvedet, aff tre Soldater huggede, thi udi Issen, eller øfverst udi Hofvedet, hafde hand en Skade bekommet, som var ofver en flad Haand bred, saa at icke alleniste Hofvitskalen, men endocsaa den Hinde, som aff Anatomicis kaldis dura Mater, oc Falx [en seglformet fold på dura mater], som er udi den, saa oc pia Mater var skadt, ja Hiernen selff den var saa dybt indhuggen som et Led aff en Finger. Men Gud gaff Lycke dertil, at samme Skader blefve paa en kort Tid lægte oc heelte, oc Ryteren kom tilpas igien. (…)

Effterdi derfor at Betonie kand, ved Guds Hielp, saa store Skader læge, bør den med ald Rette at holdis for den allerfornemste iblant de Urter, som kaldis Cephalicæ, oc tiene til Hofvedet.”

I nutidens urtemedicin anbefales betonie mod angstanfald, hovedpine, svimmelhed og nervelidelser.

I Oldtiden og Middelalderen blev betonie betragtet som en magisk urt. Antonius Musa (se ovenfor) fandt, at den var et effektivt middel mod trolddom, og i en gammel angel-saksisk urtebog anbefales den mod “skrækkelige natlige trolde samt frygtelige syner og drømme.” Den blev plantet på kirkegårde og hængt om halsen som amulet.

Den hollandske lærde Desiderius Erasmus Roterodamus (1466-1536) siger, at betonie beskytter “dem, der bærer rundt på den, samt at den er ”god mod skrækkelige syner” og et effektivt middel til at ”bortjage djævle og fortvivlelse.

I Middelalderen mente man, at hvis man lagde en ring, bestående af frisk betonie, omkring hugorme, turde de ikke krybe over den, men ville slås og piske med halen, til de døde, mens en hjort, som var blevet såret af en pil, ville opsøge betonie og blive helbredt ved at æde den.

I 1600-tallet hed det, at hvis man var blevet forhekset af en kvinde, så man kun kunne elske hende, skulle man drikke pulver af betonie og polejmynte (Mentha pulegium) med vand, destilleret af hjertensfryd (Melissa officinalis), samt hænge en magnet på det nøgne bryst. Man mente også, at betonievand gjorde en beruset mand ædru: Man burde dog ikke benytte denne metode mere end to gange årligt.

Førhen blev bladene anvendt til at farve uldgarn gult.

 

 

En stor bevoksning af betonie, Col de la Madelaine, Franske Alper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Betonie, fotograferet på passet Col du Soulor i den franske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Clerodendrum infortunatum Skæbnetræ-art
Det latinske artsnavn, som betyder ’uheldig’ på latin, blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme. Arten kaldes til tider for C. viscosum. Den er udbredt på det indiske subkontinent og i Sydøstasien.

I traditionel ayurvedisk medicin anvendes rod og bark mod åndedrætsproblemer, feber, hoste og astma. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver ihjel i sår. En pasta af rod og blade anvendes mod hudproblemer. Saft af bladene anvendes mod diarré, leverlidelser, betændte sår, feber og hævelser samt til at uddrive indvoldsorm og fjerne lus fra husdyr. I Indien anvendes saften mod slangebid og skorpionstik. I traditionel thai-medicin anvendes blade og rod som vanddrivende middel samt mod nyrelidelser og indvortes betændelse. I Nepal drypper man saft af planten i husdyrs øjne mod øjenbetændelse.

I Nepal koges og spises bladene.

Adskillige andre skæbnetræ-arter anvendes medicinelt i Asien.

 

 

Clerodendrum infortunatum, Chitwan Nationalpark, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Colebrookea oppositifolia
Denne art vokser i forbjerge fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, samt i Sydøstasien. Et engelsk navn på denne plante er squirrel’s tail (‘egernhale’), hvilket sigter til de lådne blomsterstande.

I Nepal benyttes saft fra roden mod epilepsi, blodig hoste og mavesår. Roden koges, og vandet drikkes for at uddrive indvoldsorme. En pasta af roden smøres på forstuvninger og smertende lemmer. Saft af barken anvendes mod feber og fordøjelsesbesvær. De lådne blade trykkes mod sår for at standse blødninger. Bladsaften benyttes mod feber og hovedpine samt til at uddrive indvoldsorme. Den smøres også på sår for at dæmpe betændelse, og den dryppes i husdyrs øjne mod øjenbetændelse. En pasta af bladene anvendes mod dysenteri. Saft af blomsterknopperne benyttes mod luft i tarmene, og den stoppes op i næsen mod bihulebetændelse. Andetsteds anvendes arten mod hudlidelser, fx ringorm.

Løvet anvendes som foder, de tørrede stængler som brændsel. Blomsterstandene bringes som offergave til hinduistiske templer.

 

 

Colebrookea oppositifolia, Melamchi Pul, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elsholtzia Kryddermynte
Denne asiatiske slægt er udbredt fra Kirgisien, Tajikistan, Sinkiang, Mongoliet og det sydlige Sibirien mod syd til Indien, Sydøstasien og Indonesien. Den blev navngivet til ære for den preussiske naturhistoriker Johann Sigismund Elsholtz (1623-88) af den tyske botaniker og farmakolog Carl Ludwig Willdenow (1765-1812), som var en af grundlæggerne af studiet af planters geografiske udbredelse.

Adskillige kryddermynte-arter udnyttes medicinelt i Himalaya mod fx hoste, forkølelse, sår og fnat.

 

Elsholtzia fruticosa 
Denne art er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til Myanmar og det vestlige Kina. Olie af frøene er spiselig. I Nepal anvendes pulver af frøene som smagsstof i mad, og den pulveriserede plante brændes som røgelse.

I Nepal indtages rodsaften mod hovedpine.

 

 

Elsholtzia fruticosa, Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Galeopsis Hanekro
Slægten hanekro omfatter ca. 10 arter af enårige urter med stive, firkantede stængler. Denne slægt er udbredt i Europa, samt det nordlige og vestlige Asien. 3 arter omtales nedenfor. De træffes almindeligt i Danmark, mens 3 andre arter er mere fåtallige.

Navnet hanekro skyldes, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane. Slægtsnavnet kommer af græsk gale (’væsel’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab.

 

Galeopsis tetrahit Almindelig hanekro
Denne art var førhen et almindeligt ukrudt i vårsæden, men er blevet mere fåtallig i de senere år. Den er dog stadig ret almindelig langs veje og hegn samt på ryddepladser. Den er oprindelig i området omkring Middelhavet, men med landbrugets spredning blev den indslæbt til hele Europa og senere til Nordamerika.

 

 

Almindelig hanekro, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Galeopsis bifida Skov-hanekro
En almindelig plante på tangvolde, i skovrydninger samt på ruderater. Den minder meget om almindelig hanekro, men blomsterne er mindre, læbens midtflig er tydeligt længere end bred og har et indhak i spidsen, og midtfligens mønster når næsten helt ud til randen.

 

 

Skov-hanekro, voksende på en tangvold på øen Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Galeopsis speciosa Hamp-hanekro
Denne art har smukke og farvestrålende blomster, hvilket også fremgår af det latinske artsnavn, som betyder ‘iøjnefaldende’. Den optræder ofte i mængde på marker, der har ligget brak et par år, og den findes også i skovrydninger. Den er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til Kaukasus og et stykke ind i Sibirien.

 

 

Hamp-hanekro, fotograferet i Kasted Mose nord for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leonurus cardiaca Hjertespand
Denne plante er sandsynligvis oprindelig i Centralasien og Sydøsteuropa, men dyrkes i de fleste egne af verden og er naturaliseret mange steder. Den har en lang historie som lægeurt og har siden Middelalderen været anvendt mod hjertelidelser og forhøjet blodtryk.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: ”Adskillige anbefaler den mod hjerteskavanker samt til behandling af betændte sår. Endvidere mod visse sygdomme i luftvejene, fx hoste, og af den grund efterspørges den ofte af bønder.”

Urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) udtaler: “Der findes ingen bedre urt til at bortdrive melankolske dampe fra hjertet, til at forstærke det og gøre sindet muntert, sorgløst og lystigt. Den kan opbevares konserveret som saft, og af den grund kalder latinerne den for cardiaca… Den renser brystet for kold slim, undertrykker den og slår indvoldsorm ihjel. Den er nyttig til at opvarme og udtørre kolde kropsvæsker, til at fordøje og sprede dem, der har sat sig fast i kroppens blodårer, led og sener, samt til at afhjælpe kramper og rystelser.”

I Kina blev hjertespand i gamle dage anvendt som svangerskabsforebyggende middel samt til at regulere menstruation, og i Europa benyttede jordemødre den mod forskellige lidelser hos kvinder, fx infektion af livmoderen. Samme brug fandt sted hos amerikanske indfødte i Delaware-området.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Her er noget du bør kende,” sagde en gammel jordemoder til den unge brud, da de stod ved havegærdet og kiggede på en høj læbeblomst. ”Dette her er hjertespand.”

Nutildags anvendes hjertespand som et sveddrivende, krampestillende, stimulerende og nerveberoligende middel. Som saft benyttes den mod uregelmæssig hjerterytme samt mod feber, nervøsitet og delirium. Den anvendes også mod luft i tarmene.

I Nepal anvendes saften som et sveddrivende og appetitvækkende middel, og stødte blade smøres på svamp mellem tæerne, som er opstået ved at vandre barfodet gennem vand i regntiden.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af de græske ord leon (’løve’) og oura (’hale’), altså ’løvehale’. Det står ikke klart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav den således. Det danske navn, som førhen stavedes hjertespænd, hentyder til plantens anvendelse mod hjertesmerter.

 

 

Hjertespand, fotograferet ved Øm Kloster nord for Mossø. Omkring ruinerne af dette middelalderkloster, der i dag er museum, er anlagt en urtehave, hvor man dyrker gamle lægeplanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leonurus sibiricus Sibirisk hjertespand
I Asien har denne plante været anvendt gennem århundreder mod gynækologiske problemer. Den ordrette oversættelse af dens kinesiske navn, 细叶益母草, er ’gavnlig-for-mødre-urt’. Den må dog ikke indtages under svangerskab, da den kan fremkalde abort.

Den er tillige blevet benyttet som vanddrivende middel, samt for sin afslappende og beroligende virkning. Den øger blodcirkulationen, kan mindske hævelser, og den anvendes endvidere mod øjenproblemer og for højt blodtryk.

Arten er vildtvoksende i Kina, Mongoliet og det sydlige Sibirien, men er blevet naturaliseret i Syd-, Mellem- og Nordamerika og andre steder. I Mellem- og Sydamerika anvendes arten som et mildt rusmiddel, hvorfor den kaldes marihuanilla (’lille marihuana’). Et engelsk navn på planten er honeywort (‘honningurt’), hvilket sigter til, at den er flittigt besøgt af bier.

 

 

Hvidblomstret form af sibirisk hjertespand, var. albiflora, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunella vulgaris Almindelig brunelle
Brunelle er sandsynligvis oprindelig i tempererede dele af Europa og Asien samt i Nordafrika, men er blevet naturaliseret i mange andre egne af verden, specielt Nordamerika, hvor den findes fra Newfoundland mod syd til Florida, og tværs over kontinentet.

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, som tidligere blev stavet Brunella, kommer af tysk Braunelle, hvilket sigter til, at planten blev anvendt mod halsbetændelse (på tysk Bräune). Folkenavnet vild humle hentyder til, at blomsterstanden efter afblomstring kan minde om en humlekop, mens bornholmerne med navnet munker mener, at den ligner en munks kronragede hoved. Det færøske folkenavn bátmannshattur (’bådmandshætte’) hentyder ligeledes til blomsterstandens form. Navnet biurt refererer til, at bier flittigt besøger blomsterne, mens kløveræder sigter til, at brunelle førhen kunne være et besværligt ukrudt.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Det er en mærkelig plante, forstået på den måde, at man sjældent finder den talrigt noget sted, og dog findes den overalt. En mand, som havde tilbragt syv år i Japan, og som havde boet på næsten hver eneste ø i øriget, sagde, at han altid fandt denne lille plante, hvorhen han end rejste, og skønt han havde været i mange lande rundt om i verden, havde han aldrig besøgt et, hvor Prunella ikke var til stede for at byde ham velkommen – ikke mange planter, men altid nok til at tiltrække hans opmærksomhed.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) udtaler: “Der findes ikke nogen bedre urt i verden end brunelle (…) for af netop denne urt, uden tilføjelse af andre ingredienser (…) fremstilles en salve, som vil hele ethvert betændt sår, selv i første forsøg, på en vidunderlig måde. Et afkog af Prunell, tilsat vin, lukker og heler alle sår, både indvortes og udvortes.” – En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), siger: ”Er du blevet såret, kan du helbrede dig selv ved hjælp af brunelle. Det er en særlig urt til indvortes og udvortes sår.

Den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole, skriver i sin bog Adam in Eden, or Nature’s Paradise. The History of Plants, Herbs, Flowers (1657): “(…) Brunella, fra Brunellen, som er et navn, tyskerne har givet den, fordi den kurerer den betændelse i munden, som de kalder ’die Breuen’.” Cole tog dog delvis fejl, idet det tyske navn er Braunelle, mens betændelsen hedder Bräune, og den er ikke i munden, men i halsen.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) bemærker, at brunelle renser og tørrer, og skriver videre: ”Denne Urt bruger mand derfore til atskillige Saaer paa Menniskens Legeme at heele, være sig at de ere dybe eller icke, enten gamle eller ferske.”

Blandt amerikanske indfødte blev personer med feber badet i et afkog af brunelle. Dette afkog blev også drukket for at øge synsevnen.

I dag anvendes brunelle stadig til behandling af sår og halsbetændelse.

 

 

Førhen var almindelig brunelle et meget almindeligt ukrudt i marker, men i dag ser man kun undtagelsesvis store bevoksninger, som denne i Bluntautal, Salzburg, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af almindelig brunelle, Mols Bjerge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scutellaria Skjolddrager
Denne slægt rummer ifølge Kew Botanical Gardens 466 arter, mens andre estimater varierer mellem 300 og 450 arter. Disse planter er udbredt over næsten hele verden. Her nævnes tre arter, hvoraf de to findes i Danmark.

Navnet skjolddrager (’bærer et skjold’) beror på en misforståelse. Det latinske slægtsnavn blev i sin tid betragtet som afledt af scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Scutellaria er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Navnet hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldet af.

Skjolddrager-arter er meget anvendt i den kinesiske folkemedicin, specielt arten Scutellaria baicalensis, hvis rod er en hovedingrediens i medicinen Huang Qin, som har været benyttet gennem mere end 2000 år mod fx leverbetændelse, diarré og betændelse. I Nordamerika blev Scutellaria lateriflora anvendt af indfødte folk mod gynækologiske problemer, og blandt nybyggerne blev den kendt som et middel mod rabies.

 

Scutellaria galericulata Almindelig skjolddrager
Denne art er vidt udbredt i Danmark, dog sjælden i Vestjylland. Den vokser langs søbredder, i grøfter, i rørskove og på strandenge, i sjældnere tilfælde på strande. Den har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes overalt i den nordlige del af den nordlige halvkugle.

Almindelig skjolddrager blev førhen anvendt i folkemedicinen, men den har desværre en meget bitter smag. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Hvo derfore aff den gemeene Mand, som ligger siug aff den Kaalde [’koldfeber’, et gammelt ord for malaria], oc fornemmeligen aff huer anden Dags Kaalde, de kand berede sig it Decoctum eller Afsød [afkog] aff denne Feber-Urt, at de der med kand fordrifue den. Men hvo som Formue oc Efne hafuer til at kiøbe andre Medicamenter, de neppeligen forbruge denne, thi hendis Smag er mectig beesk.”

 

 

Almindelig skjolddrager på et usædvanligt voksested: en sandstrand på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scutellaria hastifolia Spydbladet skjolddrager
Denne art ligner almindelig skjolddrager, men har helrandede blade, ofte med spydformet basis. Den er meget sjælden i Danmark, idet den kun vokser på nogle få strandenge på Bornholm. I Sverige er den ret almindelig. Iøvrigt er den udbredt i det meste af Europa mod øst til Uralbjergene, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus.

 

 

Spydbladet skjolddrager, Vivesholm, Gotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scutellaria discolor
En plante med en stor udbredelse i Asien, fra Indien mod øst til Taiwan og videre mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. I Nepal smøres saften af denne art på sår mellem tæerne, som opstår, hvis man gennem længere tid vader barfodet gennem mudret vand i regntiden. Saft af roden anvendes mod forstoppelse og andet mavebesvær.

 

 

Scutellaria discolor, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stachys Galtetand
Der findes omkring 360 arter i denne slægt, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I Danmark forekommer 5 vildtvoksende arter, mens andre dyrkes. Slægtsnavnet kommer af græsk stachys (‘et kornaks’), hvilket sigter til blomsterstanden, der ofte er et aks.

Bægeret, der omslutter blomsterne hos disse planter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til det danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse for orne er galt.

Ordet galt bringer sagnkongen Regnar Lodbrog frem i tankerne. Hans sønner drog på togt og vandt sig mange rigdomme, så han besluttede at drage til England og besejre den lokale konge Ella. Hans skibe strandede imidlertid på kysten, og Regnar og hans mænd blev taget til fange. Regnar nægtede at fortælle, hvem han var, så han blev kastet ned i en ormegård fyldt med hugorme. Hans sidste ord, inden han døde, var: “Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens nød.” De ‘grise’, som han hentyder til, er hans sønner, som nok skal vide at hævne ham. (Regnar Lodbrogs liv og levned er beskrevet på hjemmesiden odinsklinge.dk/da/odins-fortaellinger/regnar-lodbrog-en-dansk-konge)

 

Stachys sylvatica Skov-galtetand
Udbredt i størsteparten af Europa og videre mod øst gennem Tyrkiet til Kaukasus og Centralasien. I Danmark er den almindelig i det østlige Jylland og på Øerne, men ret fåtallig i Vest- og Nordjylland. Den vokser især på næringsrig bund i lyse løvskove, krat og hegn. Hele planten lugter ilde ved berøring.

 

 

Skov-galtetand, Knudsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stachys palustris Kær-galtetand
Siden Middelalderen har denne plante haft ry som sårheler. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) anbefaler den på det kraftigste i sin urtebog Great Herball og fortæller, at han under et ophold i Kent tilfældigt hørte om en bonde, som havde skåret sig alvorligt på sin lé, hvorefter han havde bundet et bundt kær-galtetand ”som et grødomslag” over såret, som helede i løbet af en uge, skønt det ”ville have taget fyrre dage med almindelig salve”. Gerard fortsætter: “Jeg så såret og tilbød at hele det gratis, hvilket han nægtede, idet han sagde, at jeg ikke ville kunne hele det så godt som han selv – et bondsk svar, synes jeg, uden tak for min gode vilje.” Senerehen kurerede Gerard ”mange alvorlige sår, nogle af dem dødelige, med selvsamme urt.”

Førhen anvendte amerikanske indfødte også kær-galtetand som omslag på sår, og endvidere blev den spist for at modvirke slim under hoste. Den indgik tillige i en medicin mod kønssygdomme.

I nutidens urtemedicin anvendes kær-galtetand på grund af sine antiseptiske og krampestillende egenskaber, og den virker lindrende på urinsyregigt, krampe, ledsmerter og svimmelhed. Frisk saft af bladene tages indvortes for at standse blødninger, dysenteri o.a.

Roden er spiselig og nærende og har førhen været anvendt i brødbagning.

Kær-galtetand er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, men er blevet indført til Nordamerika, hvor den er i dag vidt udbredt. Hos os er den almindelig, især i grøfter og rørsumpe. Det videnskabelige artsnavn betyder ‘vokser i sumpe’ på latin. Folkenavnet svinerod skyldes, at udløbernes knolde gerne bliver ædt af svin. Det mærkelige navn kløkusse, fra Lolland-Falster, hentyder til plantens stive behåring og stærke lugt.

 

 

Som dens navn antyder, vokser kær-galtetand i fugtige områder. Disse billeder er fra naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lentibulariaceae Blærerodfamilien
 
Pinguicula Vibefedt
Vibefedt-arterne har kødfulde blade, på hvilke kirtler producerer bittesmå, klæbrige dråber, som lokker insekter til. Når et fanget insekt begynder at sprælle for at frigøre sig, produceres mere klæbrig væske, som fastholder insektet. Derpå frigøres der enzymer fra andre kirtler, som nedbryder insektets kitinskelet, så næringsstofferne i dyret kan optages af planten.

Der kendes omkring 80 arter, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket ligeledes hentyder til de slimede og fedtglinsende blade.

 

Pinguicula vulgaris Almindelig vibefedt
Almindelig vibefedt har en circumpolar udbredelse, fra næsten hele Europa mod øst gennem Ruslands taiga til Nordamerika. Den vokser hist og her i Danmark, især på enge.

Om vibefedts navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

*Den flamlandske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius. Han var blandt de første, som studerede Alpernes flora.

Denne brug af vibefedts bladslim kendes også fra andre lande. En elev af Carl von Linné (1707-78) noterer efter en ekskursion 1747, at ”i Schweizerland brukes Pinguicula externa in fissuris mammarum, äwen ock när spenorna på koen hårdnar, så at den mjölkar blod.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt.

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er vibefedt navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitimaden æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

 

 

Almindelig vibefedt vokser på fugtige steder, på dette billede fra Stubaital, Østrig, nær et vandløb. Der ses tillige blade af løvefod (Alchemilla). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig vibefedt med rester af fordøjede insekter på bladene, Listed, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinguicula alpina Fjeld-vibefedt
Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Pyrenæerne, Alperne og andre bjergområder i Mellem- og Østeuropa, i Himalaya og andre bjergområder i Centralasien, samt langs den arktiske kyst, fra det nordlige Skandinavien mod øst gennem Sibirien. Den danner ofte tætte bestande gennem vegetativ formering.

 

 

Fjeld-vibefedt er ret almindelig i Alperne, her observeret nær Prehodavci, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinguicula spathulata Spatelbladet vibefedt
Forekomsten af denne smukke art er begrænset til det østlige Sibirien. Nogle autoriteter kalder den for P. variegata.

 

 

Spatelbladet vibefedt, fotograferet på Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

  

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Lawsonia inermis Hennatræ
Navnet henna er afledt af det gamle arabiske navn på planten, ḥinnā’, som er beslægtet med ḥana’a (‘at grønnes’). Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den skotske læge og mineralog Isaac Lawson (1704-47), som delvis finansierede førsteudgaven af Linnés Systema Naturæ.

Dette træ er sandsynligvis oprindeligt i det nordøstlige Afrika, Arabien og Iran, men dyrkes mange steder, specielt i Indien og Pakistan.

På grund af hennas kølende egenskaber har ørkenfolk i Arabien og andre steder gennem tusinder af år benyttet saft fra planten til at afkøle huden. De lagde mærke til, at saften efterlod mærker på huden, hvilket førte til ideen med at udnytte den til dekorative formål. I det Gamle Egypten var nogle af mumierne udsmykket med henna, og det fortælles, at Dronning Kleopatra (69-30 f.Kr.) også benyttede farven som dekoration.

I dag er henna stadig meget anvendt i Pakistan, Indien, Nordafrika og Mellemøsten til udsmykning af hud og fingernegle, samt til hårfarvning. Den benyttes også som en naturlig plantefarve i tekstilindustrien. En olie udvundet af blomsterne anvendes i parfumeindustrien.

Ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, er det godt at tygge hennablade mod blæner i munden på grund af plantens indhold af garvesyre, og han anbefaler også et afkog af bladene som omslag på inficeret hud og bylder.

Henna er kendt for sine kræft- og infektionsdæmpende egenskaber, og den er meget anvendt i såvel unanisk som ayurvedisk medicin. Planten benyttes mod feber, skæl, hedeslag, leukodermi (pigmentmangel) samt spedalskhed i tidlige stadier; bark og rod mod forstørret lever og gulsot; blomsterne mod hovedpine; en pasta af bladene mod solskoldning, hedeknopper, udslæt, hudafskrabninger, brandsår, bylder, hudsygdomme såsom eksem og ringorm, hæmorrider, ru hals, betændte hævelser, spedalskhed samt rheumatiske ledsmerter; frøene mod dysenteri; frø og blade mod kraftig menstruation samt udflåd fra skeden; olie fra frøene mod gigt, fnat og hårtab.

 

 

Denne lille pige, som besøger hindu-templet Sri Venkateswara nær Tirumalai, Andhra Pradesh, Sydindien, har fået sine hænder dekoreret med farve, udvundet af henna-planter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Punica granatum Granatæbletræ
Det danske navn er en noget klodset oversættelse af ordet pomegranate, der stammer fra fransk pomme (’æble’) og italiensk granata (’kastanjefarvet’).

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefalede rodbark af granatæble som middel til at uddrive bændelorme – en effektiv, men kvalmende metode.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Oc Huem er der, som icke vel veed, at Granat-Æblis-Saft er it Alexipharmacon [et middel, som anvendes mod gift] oc ofuermaade got Raad for Hiertet oc Mafven, huilcke det corroborerer [styrker] oc styrcker udi heftige oc slemme smitsomme Siugdomme? Herfore bruger mand Saften eller Syrup aff Granate-Æble, saasom det der saare megit styrcker Hiertet, imod Blodsot, slemme oc smitsomme Febrer oc Kaalde-Siuger, Meslinge oc Børne-Pocker [skoldkopper]. Derforuden lærer ocsaa Sebicius*, oc udi særdelished commenderer oc berømmer Saften eller Granat-Æble-Vijn imod Blodsot, besynderlig dersom gloendis Jern eller Staal blifuer sluckt der udi.”

*Melchior Sebicius (1578-1674), en tysk læge, som bl.a. skrev Herbarium Tragi-Germanicum.

Skal og saft af granatæble er et virksomt middel mod betændelse, idet de har et højt indhold af anti-oxidanter, og frugten er sandsynligvis et effektivt middel mod bryst-, tyktarms- og prostatakræft. Et udtræk af bladene er bakteriedræbende og smøres på sår. I ayurvedisk medicin anvendes den bitre skal mod dysenteri, i Vesten mod diarré.

I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet (Malus pumila), men det kan lige så vel dreje sig om granatæble, da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

I Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, hedder det:

“Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Traditionelt er Kundskabens Frugt også blevet betragtet som værende sødæblet, selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble eller måske abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Frugtsaften af granatæbler er meget forfriskende, og den benyttes også som tilsætning til de alkoholiske drikke Grenadine og Campari, som får deres stærkt røde farve og bitre smag herfra. I Marokko anvendes et udtræk af umodne frugter til garvning af lædervarer. Den dyrkes også som prydbusk for de smukke blomsters skyld.

 

 

Blomstrende granatæbletræer, vestlige Tyrkiet (øverst), samt Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Granatæbler til salg, Uttarkashi, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malvaceae Katostfamilien

 

Abelmoschus manihot Aibika
Aibika er hjemmehørende på det indiske subkontinent, samt i Kina og Sydøstasien, men dyrkes i mange andre lande som pryd- og fødeplante. Den er blevet naturaliseret utallige steder og betragtes ofte som invasiv.

I Nepal smøres en pasta af roden på forstuvninger, mens en pasta af barken anvendes mod sår. Saften fra blomsterne benyttes mod bronchitis og tandpine. I traditionel kinesisk medicin anvendes arten mod nyrelidelser. 

Bladene spises på adskillige Stillehavsøer. I Japan og Korea fremstilles papir af arten.

Aibika er en nær slægtning til okra (A. esculentus), som har spiselige frugter.

 

 

Aibika er almindelig i lavereliggende dale i Nepal, her fotograferet i Marsyangdi-dalen, Annapurna. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Althaea officinalis Læge-stokrose
Denne art er vildtvoksende omkring Østersøen og i det sydøstlige Europa, mod øst gennem det sydlige Sibirien. Den er blevet forvildet i det øvrige Europa samt i det østlige USA.

I det Gamle Egypten blev saften udvundet og blandet med nødder og honning, eller den bløde og svampede stængelmarv blev kogt i sirup og derpå tørret til blødt og sejt slik. I England og USA blev stængel og rod, der indeholder en del sukker, førhen anvendt til fremstilling af en type slik, der på engelsk hedder marshmallows. Nutidens marshmallows har dog intet med planten at gøre. De består af sukker, vand og gelatine, som piskes og formes til små firkanter, der dyppes i majsstivelse.

Siden Oldtidens Egypten har et ekstrakt af roden været anvendt mod hoste. Oldtidens arabere anvendte et grødomslag af læge-stokrose til behandling af infektioner, og i det gamle Grækenland benyttede man arten til sårheling. Traditionelt blev arten i Danmark anvendt mod en lang række lidelser, fx bylder, dysenteri, blæresten, epilepsi, tuberkulose, tandpine, kolik- og nyresmerter, hæmorrider, mavepine og kighoste. Et udtræk af roden indgik i de såkaldte altea-bolcher, som blev taget mod hoste.

I nutidens urtemedicin anvendes læge-stokrose til behandling af hoste, forkølelse, influenza, bronchitis, sukkersyge, hudproblemer, mavesår samt urinvejsbetændelse. Alle dele af planten er rige på slim, som kan hele ømhed og betændelse.

Oprindelig var officinalis afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

De gamle folkenavne ebeske,ibisk og ibsurt er forvanskninger af hibiscus, hvilket sigter til, at blomsterne ligner hibiskus-blomster.

 

 

LFM 1987-2016
Nær godset Fuglsang på Lolland findes en stor bestand af læge-stokrose. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 
 

 

Bombax ceiba Indisk kapoktræ
Førhen var dette store træ, der tidligere kaldtes for Salmalia malabarica, placeret i familien Bombacaceae, som nu er blevet indlemmet i katostfamilien. Det er hjemmehørende i tropiske egne af Asien, fra Indien mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til det nordlige Australien, men dyrkes mange andre steder, fortrinsvis på grund af de smukke blomster.

I adskillige asiatiske lande spises blomsterknopperne som grønsag eller pickles. I Thailand og Kina anvendes blomsterne i supper samt i té. Den unge rod samt modne frø spises ristede. Roden, som er rig på stivelse, spises også rå. Olie kan udvindes af frøene. Veddet anvendes til både og planker, og der fremstilles reb af barkfibrene. De store frugter indeholder en mængde frøhår, der anvendes som fyld i puder og madrasser.

I Nepal benyttes plantesaften mod hovedpine og sår, saft af barken mod hoste, fordøjelsesbesvær og mavepine. Et afkog af barken benyttes mod feber. Unge rødder anvendes mod kolera, tuberkulose, hoste, urinvejslidelser, dysenteri samt impotens. Rod og mælkesaft benyttes mod diarré, dysenteri, tuberkulose, influenza, sår samt for kraftig menstruation. Rodsaften anvendes mod gonoré samt besvær med vandladningen. Pulveriserede frø benyttes mod amøbedysenteri.

I traditionel ayurvedisk medicin anvendes arten mod astma, diarré, udflåd fra vagina, blodmangel, ufrivillig sædafgang, sår samt hudlidelser.

 

 

Blomstrende indisk kapoktræ, Melamchi Pul, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2008
Nærbillede af blomst af indisk kapoktræ, Annamalai Nationalpark, West Ghats, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hibiscus sabdariffa Roselle
Navnet roselle er fransk, en diminutiv form af rose, som hentyder til de røde bægerblade, der med lidt god vilje ligner en lille rose. Nogle autoriteter hævder, at denne art oprindeligt var vildtvoksende i Vestafrika, mens andre mener, at den stammer fra Indien eller Sydøstasien. I dag dyrkes arten i de fleste tropiske og subtropiske områder. De største producenter er Kina og Thailand.

I Senegal og andre afrikanske lande, samt i forskellige asiatiske lande, spises de grønne blade som en krydret grønsag. I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles. Af bægerbladene fremstilles en rød drik ved navn karkade, og der laves også marmelade af dem. I Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. Af stængelfibrene fremstilles bast.

I folkemedicinen er roselle blevet anvendt som et vanddrivende og mildt afførende middel. I Brasilien benyttes arten mod mavebesvær, samt til blødgøring af huden. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et ekstrakt af roden mod forstoppelse, mavepine og luft i tarmene samt som et middel til at blødgøre huden. De røde bægerblade indeholder antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse. Frøene har ligeledes et stort indhold af antioxidanter.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er almindeligt dyrket.

 

 

De stærkt røde bægerblade hos roselle indeholder antocyaniner. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyligt plukkede (øverst) og tørrede roselle-frugter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malva Katost
Denne slægt rummer ca. 30 arter, hvoraf 5 findes vildtvoksende i Danmark. To af disse er nærmere omtalt nedenfor, mens arterne rundbladet katost (Malva neglecta), småblomstret katost (M. parviflora) og liden katost (M. pusilla) træffes forvildet hist og her. Rundbladet katost og en mængde andre medlemmer af katostfamilien er omtalt på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.

Det mærkelige navn katost, samt en mængde folkelige navne, bl.a. knapost, bitterost, præsteost, knapurt og kavring (lille tvebak), hentyder til frugternes cirkelrunde form, der kan minde om en ost, som ligger til lagring. I sin Flora Danica fra 1648 siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) herom: ”De trinde Tingester, som komme efter Blomsterne, ere ligesom nogle smaa Kager, der kand være it Hul midt paa. (…) ligesom en trind Bricke eller Knap, som er ligesom en Kage eller Knap-Ost, sæt sammen aff mange flade Frøe.”

Forstavelsen kat- hentyder muligvis til, at mange mente, at katost var ubrugelig for mennesker, men ikke desto mindre blev bladene førhen ofte spist som kål.

Katost-arter var meget anvendt i Middelalderen mod alle mulige sygdomme. Paulli skriver: ”Udi Clystijr [klyster = indføring af et flydende lægemiddel i endetarmen] blifuer Katost saa ofte brugt, at der neppelig it blifuer bered, som tien til at blødgiøre Bugen oc forlindre den Pine, som er udi Tarmene, i Blæren aff Steen, oc Moderen [livmoderen], udi huilcket Katost jo er fast den fornemste Deel oc Basis.

(…) disse samme Katostis Blade (…) giør megit got for de gamle Quindis Personer, som ere temmelig ved Alder, naar de første Gang efter Bryllupet skal giøre Barsel, at mand da nogle Uger tilforne førend de falde omkuld, legge dennem disse fornæfnde Slags paa Jiszbeenet [issen]. Men der burde vel ingen Jordemoder være, som jo i det Ringeste burde at vide enten dette eller ocsaa andre ligesaadanne Raad. Men saa som enhuer ret vel vitterligt er, da gaar det saaledis til, at den største Deel aff dennem med saadan deris Uforstandighed icke alleniste udi dette Fald, men endocsaa udi andre dezlige Stycker, som de vel burde vide, giøre det, som suarer til deris Nafn, nemlig at de kaldis Jorde-Mødre, thi de jo (disverre) før Tiden aabne Jorden oc Grafven for mangen ærlig Dannequinde, oc uskyldigt lidet Foster, huilcke de, næst Guds Hielp, om de deris Stycker ret forstode, nocksom kunde redde oc befrie.”

Her får jordemødrene ellers en ordentlig én på hatten!

 

Malva sylvestris Almindelig katost
Denne plante, som er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, er den eneste oprindelige katost-art i Danmark, hvor den er meget almindelig. Den er blevet indført eller indslæbt over det meste af kloden, hvor den nemt forvildes.

 

 

Almindelig katost, voksende blandt kystklipper nær Allinge, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malva moschata Moskus-katost
Denne art er oprindelig i Mellemeuropa og Middelhavsområdet, men dyrkes i Norden på grund af de smukke blomster og ses forvildet mange steder.

 

 

Moskus-katost, Gotland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tilia Lind
I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

Hjortespringsbåden fra Bronzealderen blev bygget af lindeplanker, og gennem tiderne er lindens ved blevet anvendt til utallige andre formål, bl.a. vogne, møbler samt allehånde snedkerarbejder, fx spiseredskaber, musikinstrumenter og benproteser. Lindetræ giver meget fint trækul, som er velegnet til tegning.

Et bæger, som blev fundet i en grav fra Bronzealderen, var fremstillet af lindebark, og senere var barken ingrediens i fx farverlak og papir. Inderbarken, kaldt bast, blev anvendt så langt tilbage som i Bronzealderen, hvilket flere gravfund viser. Op gennem tiderne er den blevet benyttet til mange formål, bl.a. til fremstilling af kurve, reb og måtter. (I dag benyttes mest raffia-bast, som stammer fra palmer af slægten Raphia). I Rusland anvendes lindens bast fortsat til mange formål, bl.a. fremstilling af bastsko.

Det latinske slægtsnavn kommer af græsk tilos (’fiber’) og sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder ligeledes til barkens anvendelse – i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

I sin Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en advarsel til biavlerne: ”(…) det er en Huuszraadig Huusz-Fader fornøden at vide, at det icke er raadeligt at sætte Bi-Kar paa de Steder, som Linde-Træer ere satte oc plantede. Thi den Luct Linde-Blomsterne gifue fra sig er saa skadelig for Bierne, at de ey kand taale, at de vore dennem saa nær, at mand kand see dennem. Men huilcken Huusz-Fader, som hafuer lyst til at legge vind oc beflitte sig paa Bier, hand forskaffe sig en heel Hob Thimian oc den udi Hafverne udi stor Menge plante, da lyckis Bierne dis bedre, oc de drage dis flittigere, oc god Hob Honning gifve.”

På Herning-egnen sagde et gammelt ord, at hvis en ko ikke ville blive med kalv, skulle den fodres med lindetræsolie i et æg inden løbetiden.

Traditionelt er lindeblomst-té og lindetræsolie blevet indtaget mod utallige lidelser, bl.a. hovedpine, forkølelse, hoste, feber, infektioner, epilepsi, mavebevær, nyregrus, forhøjet blodtryk, samt som urindrivende middel og som beroligende middel ved angstanfald og søvnløshed. Barken er blevet anvendt mod fx brandsår, betændelse og ’bullenskab’.

 

Tilia cordata Småbladet lind
Denne art er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst til det centrale Rusland og Kaukasus. I Danmark er den mest almindelig i de sydøstlige egne, specielt Lolland, Falster, Møn og Bornholm. I Sverige er den almindelig. Det latinske artsnavn kommer af latin cor, genitiv cordis (’hjerte’), hvilket sigter til bladformen. Småbladet hentyder til, at bladene er ret små, 4-8 cm lange.

 

 

Småbladet lind, Halltorps Hage, Öland, Sverige. Linde-frugter er udstyret med en ‘propel’, som med vindens hjælp kan sprede frugten temmelig langt fra moderplanten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tilia platyphyllos Storbladet lind
Udbredt i det meste af Europa, men er fåtallig på de Britiske Øer og i Skandinavien. Artsnavnet betyder ’planbladet’ på latin. Disse blade er større end hos foregående art, op til 15 cm lange.

 

 

 

Tilia × europaea Park-lind
Denne hybrid mellem de to arter ovenfor er meget almindeligt dyrket og findes også forvildet på spredte lokaliteter rundt om i Europa. Om dens forekomst i Danmark skriver Simon Paulli (se ovenfor): ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”
 

 

Parklind er ofte plantet langs alléer. Disse billeder er fra Ledreborg, Sydsjælland (øverst), samt nær Rathlousdal, Odder, Østjylland, i aftenlys. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lindetræer får smukt gult efterårsløv. Her ses en allé af parklind ved Jægerspris, Nordsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
 

  

 

Melanthiaceae

 

Trillium erectum Purpur-treblad
Denne smukke plante er udbredt i det østlige Nordamerika, fra Quebec sydpå til North Carolina. Den dyrkes også som prydplante.

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne slægt Trillium – en hentydning til slægtens tredelte blade, i lighed med det danske navn treblad. De engelske navne birthroot og squawroot hentyder til artens brug mod for kraftig menstruation samt blødninger efter fødsler. (Ordet squaw, som er af algonquinsk oprindelse, betyder ‘kvinde’). Et andet engelsk navn, stinking Benjamin, hentyder til plantens ubehagelige lugt – lidt hen ad råddent kød.

I de Appalachiske Bjerge benyttede lokale stammefolk den tørrede rod til behandling af for kraftig menstruation samt blødninger efter fødsler. Nogle folkeslag betragtede den tillige som et seksuelt stimulerende middel. Et afkog af roden anvendes mod dysenteri og diarré.

Andre medlemmer af slægten benyttes mod åndedrætsproblemer, fx hoste, bronchitis og astma, samt mod feber.

Nogle moderne hekse betragter treblad-arter som magiske urter.

 

 

Purpur-treblad, Shu Swamp, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meliaceae Mahognifamilien

 

Azadirachta indica Neemtræ
Dette træ er hjemmehørende på det indiske subkontinent samt på øer ud for det sydlige Iran. Det dyrkes mange steder i troperne og forvildes ofte. Arten betragtes som invasiv i dele af Afrika, Mellemøsten og Australien. Navnet neem (skrives undertiden nim) er hindi, afledt af sanskrit-navnet på planten, nimba.

Neem er hellig for hinduer og indgår i adskillige af deres højtider. Det plantes vidt og bredt som læ- og fodertræ. Veddet er modstandsdygtigt mod angreb fra insekter og er derfor meget anvendt til bygninger og møbler. I Indien placeres tørrede blade i skabe for at holde insekter borte, og kogte blade kan skræmme skadelige fugle som spurve bort fra afgrøder. Pulveriserede frø anvendes som insektbekæmpende middel. Unge skud og blomster spises som grønsag og laves til pickles. Olien anvendes som ingrediens i sæbe, shampoo, cremer og tandpasta. I landlige områder benyttes den også til at smøre hjulnav på kærrer. Rester efter udnyttede dele af planten anvendes som gødning. Gummi arabicum produceres af harpiksen. Barken indeholder garvestof. Blomsterne er en glimrende kilde til honning.

Arten har været anvendt i indisk ayurvedisk medicin gennem mere end 2000 år. Saft af barken anvendes mod feber, hoste og urinvejsproblemer. En pasta af barken smøres på hævede eller blødende gummer. Olie fra frøene anvendes som blodrensende middel, samt til at forbedre leverfunktionen og stabilisere mængden af sukker i blodet. Den benyttes også til brandsår. En pasta af frøene anvendes mod spedalskhed. Neem benyttes tillige mod hudlidelser, samt som bakterie-, virus- og svampedræbende middel, ormemiddel, bedøvelsesmiddel og svangerskabsforebyggende middel.

Neem-kviste, kaldt datun, bruges som tandbørster, idet de tygges og gnides mod tandkødet. Saften fra kvistene virker bakteriedræbende og modvirker karies.

 

 

Blomstrende neemtræ, syd for Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde i Varanasi, Indien, sælger neem-kviste, kaldt datun, der anvendes som tandbørster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melia azedarach Paternostertræ
Paternostertræ, også kaldt kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af de smukke blomster og frugter er arten blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle Stillehavsøer.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

 

 

Blomster og frugter hos paternostertræ, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterløv hos paternostertræ, Tunghai Universitetspark. Et andet billede af denne arts vinterløv ses på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Ficus religiosa Pipal
Det var under et pipal-træ nær den nuværende by Bodhgaya, Bihar, Nordindien, at Siddharta Gautama, omkring 500 f.Kr., opnåede nirvana (oplysthed) efter at have tilbragt 49 dage i meditation under træet. Hans tilhængere kaldte ham herefter for Buddha (‘Den Oplyste’), og pipal-træet blev kaldt for Bodhi-træet (’Oplysthedens Træ’). Af denne grund plantes det ofte omkring buddhistiske templer. Arten er også hellig for hinduer og jainister, og sadhu’er (hinduistiske asketer) mediterer ofte under den. Et alternativt dansk navn på arten er helligt figentræ.

Pipal er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og Sydøstasien, men er plantet i mange varmere lande. Det tilhører en gruppe af figentræer, som kaldes kvælerfigner. Et pipal-frø slår rod højt oppe i et træ, hvorfra den spirede plante sender luftrødder ned til jorden. Gennem årene omklamrer disse luftrødder værtstræet og kvæler det efterhånden.

I traditionel ayurvedisk medicin benyttes pipal mod omkring 50 forskellige lidelser, barken mod dysenteri, diarré, sukkersyge, dårlige nerver, for kraftig menstruation, benbrud, ørepine, kirtelproblemer, gonoré, fnat og andre hudsygdomme, og også som afføringsmiddel. Olie fra rodbarken anvendes mod hudsygdomme og rheumatisme, bladene mod forstoppelse, gummisaften mod vorter, den pulveriserede frugt mod astma, frø og unge skud som afføringsmiddel.

I Nepal benyttes barken til at standse blødninger fra sår, samt mod gonoré, diarré, dysenteri, lammelser, fnat samt slangebid. Gummisaften benyttes mod tandpine og ømme gummer. Saften af unge blade dryppes i ørerne mod ørepine. En pasta af bladene anvendes mod hudproblemer.

I Nepal anvendes barken også til garvning og plantefarvning, inderbarken som reb. Løvet anvendes som foder.

Pipal og dens rolle i buddhismen er nærmere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter, og Buddhas liv er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Talrige andre figenarter anvendes medicinelt.

 

 

Pipal vokser gerne på bygninger, som vist på dette billede fra Kathmandu, Nepal, hvor en pipals rødder får et lille hindutempel til at slå revner og efterhånden vil ødelægge det fuldstændigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uden for Mahabodhi-templet i Bodhgaya ærer disse buddhistiske munke en efterkommer af det oprindelige hellige Bodhi-træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene af pipal er hjerteformede og langt tilspidsede. – Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 
Myrtaceae Myrtefamilien

 

Eucalyptus Eukalyptus
Næsten alle eukalyptus-arter stammer fra Australien, men mange af dem dyrkes vidt og bredt i tropiske og subtropiske lande, dels som prydplanter, dels på grund af det meget eftertragtede tømmer, som er modstandsdygtigt mod insektangreb. Det anvendes også til fremstilling af papirmasse. Æteriske olier, udvundet af bladene, tilsættes de såkaldte eukalyptus-bolcher, og olien kan også bruges til at fordrive lus, samt til at fjerne pletter.

Et af eukalyptus-arternes engelske navne er fever tree (’febertræ’), som stammer fra praksis med at plante disse træer i malariabefængte sumpe. Da deres rødder er i stand til at ophobe store mængder af vand, udtørrer de sumpene, og malariamyggene forsvinder.

Anlæggelse af eukalyptus-plantager er til stor skade for miljøet, ikke kun fordi store skovområder er blevet ryddet, men også på grund af disse træers udtørrende virkning på jordbunden.

Æteriske olier udvindes af bladene og benyttes til behandling af forkølelse, ru hals, hoste, influenza, feber, åndenød, bihulebetændelse, allergier, virusinfektioner, bronchitis, tuberkulose, samt mavebesvær. Olien tilsættes de såkaldte eukalyptus-bolcher, som er gode mod dårlig ånde. Olien anvendes også af australske indfødte til behandling af sår, og forskning har vist, at den er en meget effektiv sårheler.

 

 

Morgendis indhyller en eukalyptus-plantage i Nilgiri-bjergene, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mænd af Unga-stammen hugger et fældet eukalyptus-træ op til tømmer og brænde, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, Zambia. – Dette interessante vådområde og dets befolkning er beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nartheciaceae

 

Narthecium ossifragum Benbræk
Benbræk er en smuk plante, der førhen regnedes som tilhørende den store liljefamilie (Liliaceae), men efter DNA-undersøgelser placeres den nu i en særskilt familie.

I værket Quadripartitum botanicum fra 1639 fabulerer den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om forekomsten af enten kviksølv eller bly i jorden under benbræk, da han har fået oplyst, at kvæg og får, der græsser i disse bevoksninger, får skøre knogler, nøjagtigt som når de har fået disse giftige metaller i kroppen. Plantens forekomst har dog intet med hverken bly eller kviksølv at gøre. Da benbræk er giftig, mente man senere, at kreaturernes skøre knogler skyldtes, at de havde ædt af planterne. Nu ved vi dog, at det hænger anderledes sammen. Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, især områder fattige på fosfat. De øvrige planter i området må således også undvære fosfat, og hvis kreaturer græsser en hel sommer på disse fosfatfattige planter, bliver deres knogler ikke så faste, som de ville blive på ’normalt’ græs, og derfor brækker de lettere. (Kilde: Indledning ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen i Simon Paullis Flora Danica).

 

 

Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, her nær Salten-profilet, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Benbræk har smukke gule blomster, hvis støvblade er forsynet med en mængde gule tråde samt orange knapper. – Sepstrup Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

  

Nelumbonaceae Lotusfamilien

 

Nelumbo nucifera Indisk lotus
Indisk lotus, på sanskrit kaldt padma, er et ældgammelt helligt symbol i fire indiske religioner, hinduisme, buddhisme, sikhisme og jainisme. Den forbindes ofte med hinduguderne Brahma, Vishnu, Lakshmi og Saraswati, og Vishnu kaldes ofte for ’den lotus-øjede’. Lotus-blomsten spirer fra hans navle, mens han indtager Yoga Nidra-stilling, og den åbenbarer Brahma, verdens skaber, siddende i lotusstilling.

For buddhister er lotus et symbol på renhed i denne beskidte verden. Skønt den ofte vokser i mudret vand, producerer den en vidunderlig blomst. Et meget anvendt buddhistisk mantra er Om Mani Padme Hum, hvilket løseligt oversat betyder ‘Hil dig, juvel i lotusblomsten’. Naturligvis er juvelen i blomsten Buddha selv.

Lotus har en meget stor udbredelse, fra Iran gennem det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Malaysia og Indonesien til Ny Guinea og det nordlige Australien. I en del af dette store område er den dog muligvis blevet indført som prydplante. Den er nationalplante i Indien og Vietnam.

Alle dele af planten er spiselige, i særdeleshed rodstængel og frø.

Slægtsnavnet er afledt af det singhalesiske navn på lotus, nelum, mens artsnavnet kommer af latin nux (‘nød’) og fer (‘at bære’), således ‘den der bærer nødder’, hvilket sigter til de spiselige frø.

Rodstængel, blade og frø anvendes i stor stil i indisk og kinesisk traditionel medicin til behandling af talrige lidelser. Bladene benyttes mod opkastning af blod, næseblod samt blod i urinen, blomsterne mod diarré, kolera, feber og intens tørst, mens rodstænglen har vanddrivende og infektionsæmmende egenskaber og endvidere anvendes mod sukkersyge.

De forskellige indiske religioner er omtalt på siden Religion.

 

 

En stor bevoksning af indisk lotus, nær Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2009
Blomst, frugt og blad af indisk lotus, nær Siem Reap. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lotus-blomsten spirer fra Vishnus navle, mens han indtager Yoga Nidra-stilling. Denne Khmer-udhugning i en klippe i flodsengen af Stung Kbal Spean-floden nær Siem Reap viser den hvilende Vishnu, samt en kvinde med lotusblomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hvidbrystede rørhøne (Amaurornis phoenicurus) spadserer på lotusblade i Tissa Wewa-søen i det sydlige Sri Lanka. Dyrelivet omkring denne sø er omtalt på siden Rejse-episoder – Sri Lanka 1982-83: Elefantfortrylleren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nymphaeaceae Nøkkerosefamilien

 

Nymphaea Nøkkerose
De smukke nøkkeroser omfatter omkring 50 arter, som er udbredt i det meste af verden. Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk nymphe (’nymfe’). Sagnet fortæller, at en vandlevende nymfe nærede en glødende kærlighed til den stærke helt Herakles (på latin kaldt Hercules), som imidlertid ikke gengældte hendes følelser. Hun sygnede hen og døde, og af hende opstod den smukke nøkkerose.

Det danske navn kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

I Hjemligt Hedenskab, udgivet i 1919, skriver Gudmund Schütte: ”Gribes en Badende af Krampe i Dammens kolde Vand, og bliver han hængende i Vandplanternes slimede Stængler, da er det Nøkken, der tager ham; derfor har de lumske Dammes skønne hvide Vandliljer fået navnet Nøkkeroser.”

I Norge og Sverige betragtede man nøkken som spillemand, der lærte menneskene at spille, men på den betingelse, at de sidenhen tilhørte ham. Nogle europæiske middelalderviser handler om nøkken, bl.a. Agnete og havmanden, Nøkkens svig, samt Harpens kraft.

 

 

Denne venlige dreng samler spiselige nøkkeroser i voldgraven omkring ruinerne af Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nymphaea alba Hvid nøkkerose
Denne pragtfulde plante er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, samt dele af tempererede egne af Asien, mod øst til Kashmir i Nordindien. I Danmark er den meget almindelig.

 

 

Hvide nøkkeroser, fotograferet på Christiansø, hvortil arten er indført fra Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nymphaea odorata Amerikansk hvid nøkkerose
Denne art minder meget om sin europæiske søsterart. Den har en uhyre stor udbredelse, fra det nordlige Canada gennem USA, Mexico og Mellemamerika til det nordlige Sydamerika. Det latinske artsnavn betyder ‘duftende’.

 

 

Amerikansk hvid nøkkerose, Crystal Lake Conservation Area, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nymphaea caerulea Blå nøkkerose
Blå nøkkerose kaldes populært ofte for Nilens lotus eller Hellig blå Nil-lilje. Den er udbredt i størsteparten af det østlige Afrika, fra Egypten mod syd til Sydafrika.

 

 

En overdådig bestand af blå nøkkerose dækker overfladen af en dam nær Tanga, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oleaceae Olivenfamilien

 

Jasminum officinale Hvid jasmin
På grund af sin dejlige duft har hvid jasmin været dyrket vidt og bredt gennem tusinder af år. Den nævnes som haveplante i London af naturhistorikeren og lægen William Turner (1509-68) i hans bog Names of Herbes (1548). I umindelige tider har en æterisk olie af planten været benyttet i parfumeindustrien samt i medicinen. Det videnskabelige slægtsnavn, såvel som det almindelige navn på de fleste sprog, er afledt af det gamle persiske navn på disse planter, yasmin.

Ordet officinale var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Siden Oldtiden har hvid jasmin været benyttet som potensfremmende, bedøvende, bakteriedræbende, antidepressivt, krampestillende og smertestillende middel. I den ayurvediske medicin anvendes den mod feber og øjenbetændelse samt til at forbedre immunforsvaret. I traditionel kinesisk medicin koges blomsterne for at fremstille urteté, som benyttes mod bl.a. sår, hedeslag, feber samt urinvejsinfektion. Denne drik kan også lette stress og angstanfald. Et grødomslag af blomsterne anvendes mod hovedpine og hjerneblødning.

Arten er sandsynligvis oprindelig fra Kaukasus mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, og den er blevet naturaliseret i Sydeuropa, Nordafrika, Florida, Vestindien og andre steder. Den er Pakistans nationalblomst.

 

 

Himachal Pradesh 2007
Hvid jasmin, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her har en landsbyboer i Tirthan-dalen udsmykket sin vævede hat med blomster af denne art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Olea europaea Oliventræ
Oliventræet har været dyrket i mere end 3000 år. Det er vildtvoksende omkring Middelhavet, men dyrkes vidt og bredt i andre subtropiske områder på grund af den fremragende spiseolie, der udvindes af frugtkødet og frøene. Slægtsnavnet er kilden til ordet ‘olie’.

Siden Oldtiden har olivenolie været anvendt til at gøre huden blød og smuk, og den er også et godt middel mod tørt hår. Indtages olien dagligt, beskytter den sandsynligvis mod hjertelidelser, og den sænker muligvis kolesterolindholdet i blodet. Nyere forskning har vist, at den måske kan forhindre hjerneblødning, bryst- og tyktarmskræft, gigt, urinsyregigt samt migræne. Den virker afførende. Varm olie, som dryppes i ørerne, letter øresmerter. Et udtræk af bladene tages mod infektioner, forkølelse, feber, influenza, meningitis, herpes, helvedesild, lungebetændelse, tuberkulose og diarré. Dette udtræk kan også anvendes til at behandle sår og psoriasis. Veddet anvendes til træskærer- og drejerarbejder.

Ifølge det Gamle Testamente udstedte Moses en forordning, som sagde, at personer, der var ansvarlige for pasningen af olivenplantagerne, blev fritaget for militærtjeneste.

I den græske mytologi var Athene krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en nyopstået by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var desværre salt. Athene lod oliventræet spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

 

 

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. Dette gamle, knortede træ blev fotograferet på Lassithi-sletten, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oliven-blomster er meget små. Dette billede viser et blomstrende oliventræ nær Pamukkale, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne herlige ældre handelsmand og hans søn sælger oliven og olivenolie i deres butik i byen Mudanya, nordvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

  

Orchidaceae Gøgeurtfamilien

 

Dactylorhiza hatagirea Himalaya-gøgeurt
Denne orkidé er udbredt i Himalaya, fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Dens rod er meget næringsrig, og unge skud spises som grønsag.

I Nepal anvendes roden som et dulmende middel på ømme slimhinder, mod mavebesvær, samt til at reducere mængden af slim i lungerne og standse blødninger. I ayurvedisk medicin benyttes roden som styrkende middel samt til behandling af betændelse i tænder og tandkød. Den skattes højt som potensfremmende middel. Traditionelt har den også været benyttet til heling af benbrud.

Arten er fredet, men er ikke desto mindre alvorligt truet af overdreven indsamling. I Nepal kostede et kilo af den tørrede rod i 2015 omkring 100 US Dollars.

 

 

Himalaya-gøgeurt, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Mange slægter i gyvelkvælerfamilien er såkaldte halvsnyltere, som får en del af deres næring ved, at deres rødder hæfter sig fast på rødderne af andre planter og suger næring fra dem. Men i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, kan de også få næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Halvsnylter er egentlig et besynderligt ord. Enten er man vel en snylter, eller også er man ikke!

Disse planter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien. En række snylteplanter er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Euphrasia Øjentrøst
Øjentrøst-arter findes hovedsagelig i den nordlige tempererede og arktiske zone, i mindre grad i den sydlige tempererede zone. Det latinske slægtsnavn er afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre græske gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed hæftet på disse planter på grund af deres ældgamle brug som lægeurter. Folkenavnet ledgræs sigter til arternes korte blade, der giver dem et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til deres anvendelse som urteté.

Disse planters anvendelse mod øjensygdomme kan spores tilbage til Middelalderen. Tilhængere af signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. Allerede Matthaeus Sylvaticus (1285-1342), en læge fra Mantua, anbefalede den mod øjenproblemer, og den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) giver følgende opskrift på “en glimrende væske til at klare øjnene: Tag en håndfuld af hver af fennikel, øjentrøst, rose, svaleurt, jernurt og rude, samt den finthakkede lever af en ged, lav et udtræk af dem i øjentrøst-vand, som destilleres, og du har en væske, som uden sammenligning er den bedste til at klare øjnene.” – Tilhængerne af signaturlæren ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk urtelæge, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis bekiendt, necte Recentiores saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius oc Camerarius, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) siger, at pulveriseret øjentrøst, blandet med muskat, styrker hukommelsen. I sin bog Countrie Farm (1616) råder Jervis Markham (1568?-1637) folk til hver morgen at drikke en lille dram øjentrøst-vin. I 1700-tallet drak man øjentrøst-té, og på Dronning Elizabeths tid blev produceret en drik ved navn ‘øjentrøst-øl’.

Nu om dage benyttes øjentrøst også mod fordøjelsesbesvær samt betændelse i luftrøret. I Nepal anvendes Himalaya-øjentrøst (E. himalayica) mod for kraftig menstruation, og rodsaften smøres på bylder.

Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

 

 

De fleste øjentrøst-arter ligner hinanden meget og er vanskelige at artsbestemme. Denne art blev fundet på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-øjentrøst, Rohtang-passet, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melampyrum Kohvede
Denne slægt tæller omkring 38 arter, som er udbredt i tempererede og arktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Kina, og i Nordamerika mod syd til North Carolina.

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her lånt fra botanical.com)

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (nedenfor) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

 

Melampyrum pratense Almindelig kohvede
Denne art er almindelig i Danmark, især på sandede jorder i de jyske hedeegne. I svenske fyrreskove er den uhyre talrig. Iøvrigt er den udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien. I traditionel østrigsk medicin blev der brygget té på planten, og den blev anvendt som fyld i puder som et middel mod rheumatisme og åreforkalkning.

 

 

Øverste billede viser en skovbund nær Friseboda i Skåne, dækket af almindelig kohvede. På det nederste billede har en plante slået rod blandt rensdyrlav (Cladonia) sammesteds. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melampyrum sylvaticum Skov-kohvede
Denne art minder om almindelig kohvede, men er spinklere og har mindre, varmt gule blomster. Den vokser især i nåleskove og er ret sjælden i Danmark, men i bl.a. Sverige og Alperne er den ret almindelig.

 

 

Skov-kohvede, Stubaital, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melampyrum nemorosum Blåtoppet kohvede
Populære navne på denne art omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og blåviolette højblade. Det danske navn sigter ligeledes til disse højblade.

På sin rejse gennem Skåne i 1749 stødte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) på navnet landsknektar for arten. Han bemærker: “…ett ganska artigt namn, emedan denna örten bär svenska livréet med rocken eller bladerna som äro högblå, och bröstet eller blommorna inunder gula.” (Kilde: Carl von Linné 1751. Skånska Resa 1749. Malmö, 1956)

Denne plante har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland. Den vokser kun få steder i Danmark, men er almindelig i det østlige Sverige.

 

 

Stor bestand af blåtoppet kohvede, Stensjö By nord for Oscarshamn, Småland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåtoppet kohvede, Laelatu Naturreservat, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melampyrum arvense Ager-kohvede
Førhen var denne plante et almindeligt ukrudt i danske kornmarker, men den er blevet sjælden, efter at man bedre formår at rense sædekornet. I dag vokser den enkelte steder i Danmark, især på kystnære skrænter. Iøvrigt er den udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Uralbjergene, samt i Tyrkiet. Næsten overalt er den i tilbagegang.

 

 

Ager-kohvede, voksende på en kystskrænt, Røsnæs, nordvestlige Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pedicularis Troldurt
Antallet af troldurt-arter varierer kolossalt, mellem 400 og 600, alt efter hvilken kilde man benytter. Disse planter er udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Columbia, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya og det sydlige Kina. Den største diversitet finder man i Kina med 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’.

Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider. Ikke desto mindre sugede børn i visse egne af England førhen den søde nektar ud af blomsterne.

I Nordamerika var canadisk troldurt (P. canadensis) tidligere meget anvendt blandt indfødte folk som medicinsk urt samt som potensfremmende middel. Medicinsk blev den benyttet som et blodrensende middel og endvidere mod blodmangel, hjertelidelser, mavesår og blodig diarré. Blade og stængel blev kogt som en grønsag. Menomini, også kaldt Mamaceqtaw, et Ojibwe-folk i Wisconsin, bar roden som en talisman, da de mente, den kunne hjælpe til med at forføre det modsatte køn. Roden blev også tiltroet den evne at kunne kurere knirkende ægteskaber, ved at blive blandet i dén mad, som begge parter ville spise.

I Danmark findes i dag kun to vildtvoksende arter, som begge er tilknyttet fugtige moser og enge, og begge har stærkt krusede blade. De præsenteres herunder sammen med 4 andre arter, mens andre er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Pedicularis palustris Eng-troldurt
Denne art, som er 20-40 cm høj og stærkt forgrenet, vokser i sumpede enge og moser. Den forekommer i størstedelen af Europa, mod øst til Kazakhstan, Sinkiang og Mongoliet, samt i det nordøstlige Nordamerika. I Danmark er den vidt udbredt, men ikke særlig almindelig.

 

 

Eng-troldurt, fotograferet i Tingvad Kær nord for Århus, hvor der findes en stor bestand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis sylvatica Mose-troldurt
I modsætning til eng-troldurt er denne art lav og ugrenet, eller kun grenet fra grunden. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, med undtagelse af Balkan-landene, Finland og Rusland. Den er også blevet indført til New Foundland. Den vokser generelt på mere sur jordbund end eng-troldurt og træffes oftest i hedemoser. I Danmark er den mest almindelig i Nord- og Vestjylland.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) fortæller, at “mose-troldurt regnes for gavnlig til helbredelse af fistler [en abnorm forbindelse mellem to hulrum, fx blodkar eller tarme] og hule mavesår, og til at stoppe strømmen af væske imellem dem, samt blødninger fra dem, idet den koges i portvin og derpå drikkes.”

 

 

Mose-troldurt, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis sceptrum-carolinum Kongescepter
Denne statelige plante, som kan blive over 1 m høj, fandtes tidligere i Vestjylland, hvor den første gang blev fundet i 1861 i et pilekrat ved Karstoft Å. Desværre blev voksestedet ødelagt ved kratrydning. I 1925 blev den genfundet på en nærliggende eng, som blev fredet i 1934. Fredningen bestod desværre i, at man – i den bedste hensigt – lod driften af engen indstille, hvilket var en total misforståelse af artens krav til voksested. Området groede til, og den lyskrævende art blev sidst set i 1949. (Kilde: roedliste.au.dk)

Denne art er vidt udbredt i Eurasien, fra arktiske områder mod syd til Tyskland, Rumænien, Kazakhstan, Mongoliet og Korea, og fra Norge og Tyskland mod øst til Stillehavskysten.

Artens svenske navn Kung Karls spira betyder ’Kong Karls scepter’, hvor ’scepter’ sigter til den ranke, lige blomsterstand. Planten fik dette navn af den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), som var pioner inden for botanik og ornitologi. Navnet var en hyldest til Kong Karl d. 12. (1682-1718) efter sejrene i slagene ved Narva i Estland 1700 og ved Riga i Letland 1701. (Kilde: linnaeus.nrm.se)

Det latinske artsnavn er en direkte oversættelse af det svenske navn og skyldes den berømte naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

 

 

Kongescepter er ret almindelig i det nordlige Skandinavien og Finland. Denne blev fotograferet på Varanger-halvøen i Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis verticillata Kransbladet troldurt
Udbredelsen af denne art er næsten cirkumpolar, idet den forekommer fra Skandinavien mod øst langs den russiske Ishavskyst til Alaska og det nordvestlige Canada. Desuden findes den i bjergegne i Europa, fra Pyrenæerne via Alperne til Karpaterne og Tatra-bjergene, og endvidere på Balkan samt i Ukraine, Centralasien, Kina og Japan. Den vokser på kalkrig jordbund, i Europa i højder mellem 900 og 3000 m, i Centralasien op til 4400 m.

 

 

Kransbladet troldurt er meget almindelig i Alperne, her fotograferet i Sölk-passet, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis densiflora
På amerikansk kaldes denne art for Indian warrior eller warrior’s plume, hvilket hentyder til den tætte blomsterstand, der sammenlignes med en indianers hovedprydelse. Det latinske artsnavn betyder ’tætblomstret’.

Denne plante snylter især på rødder af medlemmer af lyngfamilien (Ericaceae). Den er begrænset til Californien og Oregon, hvor den vokser i skove og chaparral, et samfund af buske og forveddede urter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre. Dette klima er typisk for det sydlige Californien.

Førhen blev arten anvendt af indfødte folkeslag som et afslappende middel for trætte muskler, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

 

 

Pedicularis densiflora, Cache Creek Wilderness Area, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis centranthera Dværg-troldurt
Denne plante, som også kaldes ene-troldurt, adskiller sig fra de fleste andre troldurter gennem sin lave, næsten tæppedannende vækstform. Blomsterne er relativt store, hvide med lyserød eller purpurfarvet spids. Arten er udbredt i det vestlige USA, fra Oregon mod øst til Colorado og mod syd til Californien, Arizona og New Mexico, hvor den især vokser i tørre bjergskove.

Den blev først indsamlet i New Mexico i 1850’erne af botanikeren og kirurgen John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico. Artsnavnet er afledt af græsk kentron (‘skarp spids) samt anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de spidse blomster. 

 

 

Dværg-troldurt, Mesa Verde, Colorado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhinanthus Skjaller
Skjaller-arter har ofte ukønnet, såkaldt apomiktisk formering, hvilket har resulteret i en mængde småarter, som er vanskelige at skelne fra hinanden. De fleste autoriteter regner med mellem 30 og 40 arter, som er udbredt i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika, heraf størsteparten i Europa. Disse planter vokser især i græsklædte områder, hvor de ofte optræder i mængde. Blomsterne besøges meget af humlebier (Bombus).

Navnet skjaller sigter i lighed med to danske folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne. Slægtsnavnet kommer af græsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten.

 

Rhinanthus major Stor skjaller
Denne art, også kaldt R. angustifolius eller R. serotinus, vokser i græsklædte områder i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Mongoliet. Arten er meget almindelig i Danmark, hvor den ofte danner tætte bestande.

 

 

Dette billede er fra Tingvad Kær nord for Århus. Foruden skjaller ses bidende ranunkel (Ranunculus acris), maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis), eng-nellikerod (Geum rivale) og lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata), og i baggrunden ses blomstrende hvidtjørne (Crataegus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor skjaller, fotograferet på Fanø. Græsset er eng-rapgræs (Poa pratensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

  

Papaveraceae Valmuefamilien

 

Chelidonium majus Svaleurt
Svaleurt er vildtvoksende i Sydeuropa og dele af Asien, men blev indført til Nordeuropa af munke i Middelalderen som lægeurt. I dag dyrkes den som prydplante og er almindeligt forvildet, også i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af græsk chelidon (‘svale’). Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) beretter, at svaler henter blomster af svaleurt og anbringer dem på deres ungers øjne, når de lider af øjenbetændelse. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skyldes navnet, at planten kommer i blomst, når svalerne ankommer, og visner, når de atter drager bort.

Folkenavnet brændeurt hentyder til saftens skarpe smag, mens surgunnæ – et middelalderligt navn, som kommer af sur (betændt) og gunnæ (øjenpus) – samt øjengræs og klarøjne sigter til plantens brug mod øjensygdomme. Vorteurt og fnatblomst hentyder til dens anvendelse mod hudproblemer. Navnet barneskidt fra Falster hentyder til mælkesaftens farve, der kan minde om småbørns gullige afføring.

Plantens gule mælkesaft og rådne lugt har givet grobund for mange fantasifulde forestillinger. I værket Utkast till svenska växternas naturhistoria (1867-68) skriver botanikeren C.F. Nymann (1820-93): ”Då örten, såsom icke sällan händer, växer på kyrkogårdar, tror allmogen att den dragit den skarpa saften till sig ur döda kroppar, hvadan den anses med en vis leda.”

Svaleurt nævnes af Plinius den Ældre (ovenfor) som en bedøvelsesplante, og op gennem Middelalderen blev den anvendt mod bl.a. gulsot, hovedpine, øjensygdomme, maveproblemer, svimmelhed, koldfeber (malaria), søvnløshed og tandpine. I det 14. århundrede blev en drik med svaleurt betragtet som god for blodet.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Saften fra denne urt er god til at skærpe synet, for den renser og fjerner slimede ting, der har sat sig på øjeæblet og forhindrer klarsyn, og den tages bedst kogt med honning i en messinggryde, som Dioscorides har lært os.” (Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver: ”Det er icke at sige, huor mange Fabeler mand finder skrevne om denne Urt oc hendis besynderlig Kraft, som den hafue skal imod Blindhed.”

Blandt amerikanske indfødte blev et udtræk af svaleurt anset for at virke beroligende.

I den moderne urtemedicin betragtes arten som vanddrivende og afførende samt som et af de bedste midler mod galde- og nyresten. Saften er god for hudproblemer, fx eksem og vorter, men da den er ætsende, må den ikke komme i kontakt med sund hud. Et afkog af planten, blandet med kaliumklorid, smøres på ligtorne. I Rusland siges det, at planten i adskillige tilfælde har været et effektivt middel mod kræft.

 

 

Disse billeder af svaleurt er fra Bornholm, hvor arten er meget almindeligt forvildet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dactylicapnos, Dicentra Løjtnantshjerte
Førhen omfattede slægten Dicentra 26 arter, men den er fornylig blevet opdelt i fem slægter, Lamprocapnos (1 art), Dicentra (8 arter), Dactylicapnos (14 arter), Ehrendorferia (2 arter), samt Ichtyoselmis (1 art).

Med et fællesnavn kaldes disse planter på dansk for løjtnantshjerte – et navn, der efter sigende er opstået på grund af blomsternes udseende hos ægte løjtnantshjerte (Lamprocapnos spectabilis). I Syv fantastiske Fortællinger (1935) skriver Karen Blixen: ”Naar man bøjer Blomsterne fra hinanden, indeholder de en Champagneflaske og en Danserinde.” I gamle dage var man forvisset om, at det netop var disse to ting, en løjtnant tænkte mest på! Åbner man blomsten, ser man også noget, der kan minde om en dame i en vogn. Det kan tolkes, som at løjtnanten kun har hjerte for sin dame – eller kun tænker på damer.

Som det er tilfældet med så mange andre planter, er også løjtnantshjerte blevet forbundet med kristendommen. På grund af blomstens hjerteform kaldes planten for Marias hjerte og Kristi hjerte. De røde og hvide farver i blomsten siges at symbolisere blandingen af blod og vand, der flyder fra Jesu sår.

 

Dactylicapnos
Arter af denne slægt har varmt gule blomster. Disse planter er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina og det nordlige Vietnam.

 

 

Dactylicapnos scandens er vidt udbredt, fra Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina og Sydøstasien, samt i Sri Lanka. Dette billede blev taget i Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicentra peregrina Arktisk løjtnantshjerte
En ganske lav plante, der ofte vokser på forblæste grusflader. Den er udbredt fra Japan mod nord til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien.

 

 

Arktisk løjtnantshjerte, Zolotoi Khrebet (’De Gyldne Bjerge’), Chukotka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eschscholzia californica Guldvalmue
Denne skønne plante er hjemmehørende i det vestlige USA og Mexico, men talrige varieteter dyrkes som prydplanter, og arten er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. Chile. Den blev navngivet i 1820 af den tyske botaniker Adelbert von Chamisso (1781-1838) til ære for hans ven, den tyske læge Johann Friedrich von Eschscholtz (1793-1831), som var hans kollega på den videnskabelige Kotzebue-ekspedition til Stillehavet 1815-18, ombord på den russiske brig Rurik.

Bladene blev førhen benyttet medicinelt af amerikanske indfødte. I nutidig urtemedicin anses arten for at være et mildt beroligende og afslappende middel, der egner sig godt til børn. Den forbedrer søvnkvalitetet og kan forhindre mareridt. Den tages også mod hyperaktivitet, hovedpine, migræne, depression og nervesmerter.

Frøene benyttes i madlavning. Førhen blev dens pollen anvendt kosmetisk af amerikanske stammefolk.

I 1903 blev arten udnævnt til Californiens officielle statsblomst.

 

 

Guldvalmue danner ofte store bestande, her på en skrænt nær Oakhurst, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guldvalmue, Montaña de Oro State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fumaria officinalis Læge-jordrøg
Læge-jordrøg er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien og Nordafrika, men er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. i Nordamerika, Australien og New Zealand.

Et af denne arts folkenavne er arve, som er en gammel betegnelse for mange lave ukrudtsplanter. Og jordrøg er virkelig et almindeligt ukrudt. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Hvad Steden sig belanger, som den gemeene Jord-Røg voxer paa, da er det vel alle vitterligt, at den mangfoldelig voxer, icke alleniste i Hafver iblant Urterne udi Biedene, oc andre saadanne Steder, aff sig selfuer (eenfoldeligen for den gemene Mand at tale) uden nogen Dyrckelse, men endocsaa paa Marcken iblant Kornet, oc paa andre saadanne Steder.”

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af den gamle latinske betegnelse fumus terrae (’røg fra jorden’). Simon Paulli bringer et citat på latin af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), og fortsætter: ”Huilcket er saa megit at sige paa voris Danske Maal: Denne Urtis Saft er skarp oc giør alle Øynene klare, oc ligesom Røg kommer dennem til at rinde, huor aff den ocsaa sit Nafn hafuer, at den kaldis Jord-Røg.” En anden forklaring kan være, at dens fine løv kan minde om røg hen over jorden.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Folkenavnet vild rude hentyder til bladene, der minder lidt om den ægte rudes (Ruta graveolens, nedenfor). Navnet jordgalde sigter til plantens bitre smag, skaburt til dens anvendelse mod fnat. Det mærkelige navn karetvogn, fra Søllerød-egnen, hentyder sikkert til blomstens form, der kan minde om en karet.

Traditionelt er denne plante blevet anvendt mod leverproblemer og hudlidelser, fx eksem og psoriasis, samt som afførende og vanddrivende middel. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver, at den er ”en rigtig Skaburt og Pokkerurt” og uddriver ”den onde, giftige Svedesot”. [Pokker var det gamle navn på syfilis, og svedesot var et andet ord for pest.] Endvidere siger han, at destilleret vand fra urten kan drikkes med teriak (en middelalderlig medicin-blanding), det fordriver ”det Onde i Munden” og virker blodrensende. Simon Paulli beklager, at jordrøg ikke værdsættes nok: ”(…) men fordi at den udi saa stor Mangfoldighed allevegne findis, skeer det, at den icke nær actis oc holdis for saa dyrebar it Medicament, som den ellers udi sig selff er.”

Nyere forskning har vist, at læge-jordrøg faktisk er virksom mod psoriasis, og i Tyskland er arten et godkendt middel mod galdesmerter.

I Middelalderen blev jordrøg anvendt til at uddrive dæmoner.

I Tyrkiet benyttes nært beslægtede arter som blodrensende middel samt mod allergi. I Nepal anvendes Fumaria indica som vanddrivende middel og benyttes endvidere til at uddrive indvoldsorme. Dens saft smøres på sår.

 

 

Læge-jordrøg som ukrudt i en køkkenhave, Fyn. En snerle-pileurt (Fallopia convolvulus) slynger sig omkring dens stængel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fumaria muralis Mur-jordrøg
Denne art er hjemmehørende i Vesteuropa og det nordvestlige Afrika, men er blevet indslæbt andre steder. Den betragtes som invasiv i Australien og New Zealand.

 

 

Mur-jordrøg, forvildet i en vejkant nær Omata, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passifloraceae Passionsblomstfamilien

 

Passiflora Passionsblomst
Denne slægt, som omfatter omkring 550 arter af slyngplanter, sjældent buske eller træer, har sin hovedudbredelse i Mexico, Mellemamerika og Sydamerika, mens nogle arter findes i USA og Sydøstasien, samt på øer i Stillehavet.

Passionsfrugten har yderst en ret hård skal, der omslutter en mængde små, hårde frø, omgivet af frugtkød. Dette frugtkød er meget velsmagende hos flere arter, især almindelig passionsblomst (Passiflora edulis), som dyrkes i stor stil i troperne.

Navnet passionsblomst er forbundet med Jesu lidelseshistorie i de sidste dage af hans liv, på engelsk kaldt ’The Passion’. Efter legenden slyngede en passionsplante sig op ad det kors, som han var blevet korsfæstet på, og bladene gav herved skygge og kølighed til den døende Jesus.

Ifølge en anden legende var det spanske missionærer, der først tolkede passionsblomstens unikke opbygning som symboler, der knytter sig til korsfæstelsen. De ti bæger- og kronblade betragtes som symboler på ti af apostlene – kun mangler Peter, som fornægtede Jesus tre gange efter hans arrestation, samt Judas, der forrådte ham. Bikronens mange tråde ses som symbol som tornekronen, mens støvvejen er tolket som enten korset eller den Hellige Gral. De tre støvfang symboliserer de tre nagler, og de fem støvdragere under dem Jesu fem sår (fire fra naglerne og et fra lansen, der gennemborede hans side). De spidse blade ses som symbol på den Hellige Lanse, mens slyngtrådene repræsenterer de piske, som Jesus blev flagelleret med. De tre bibægerblade symboliserer de tre Maria’er, som var til stede, da Jesus døde, og den blålige blomsterfarve hos mange af passionsarterne betragtes som Jomfru Marias blå klædedragt.

 

 

Dette kalkmaleri i Povls Kirke på Bornholm gengiver Jesu korsfæstelse. En romersk soldat, iført europæisk middelalderdragt, gennemborer Jesu krop med sin lanse. Bemærk kraniet nær hesten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De fleste passionsblomst-arter har hvidlige eller blålige blomster, og sidstnævnte blev af tidlige kristne tolket som et symbol på Jomfru Marias blå klæde­dragt. – Dette billede af en uidentificeret art er fra vulkanen Gunung Rinjani, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af almindelig passionsblomst, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stinkende passionsblomst (P. foetida) er hjemmehørende i varmere egne af Nord- og Sydamerika, men er blevet indført eller indslæbt til mange andre egne.  Frugten er omgivet af trævlede højblade, hvorpå der sidder klæbrige dråber, som er i stand til at fastholde insekter, hvorved planten minimerer insektangreb på den spæde frugt. Hvorvidt den er i stand til at optage næring fra de fangne insekter, er et uafklaret spørgsmål. Arten kaldes stinkende passionsblomst, fordi knuste blade afgiver en duft, som nogle mennesker finder ubehagelig. Frugtkødet er spiseligt og sødt.

 

 

Stinkende passionsblomst, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Umoden frugt af stinkende passionsblomst, omgivet af trævlede højblade, Siao Liuochou Island, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nogle passionsblomster er smukt røde, fx Passiflora vitifolia, som er udbredt i Central- og Sydamerika, fra Costa Rica mod syd til Peru.

 

 

Passiflora vitifolia, Reserva Nacional Hacienda Baru, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinaceae Granfamilien

 

Cedrus deodara Himalaya-ceder, deodar
Slægtsnavnet, og dermed det danske navn ceder, er afledt af græsk kedros, et ord, som blev benyttet for forskellige nåletræer med duftende ved, specielt arter af ceder og ene (Juniperus, Cupressaceae). Artsnavnet er afledt af sanskrit deva (‘guddom’) og dāru (‘træ’), således ‘gudernes træ’, hvilket sigter til, at dette majestætiske træ er helligt for hinduer.

Himalaya-ceder er hjemmehørende i Afghanistan, den sydvestligste del af Tibet samt det vestlige Himalaya, mod øst til den vestlige del af Nepal, men dyrkes andre steder som prydtræ. Arten er Pakistans nationaltræ.

Deodar, som planten kaldes på hindi, tilbedes af hinduer og plantes ofte omkring templer. En æterisk olie udvindes af veddet og brændes som røgelse, i lighed med frøolien og harpiksen. Olien benyttes også til massage samt til sæbe og kosmetik. Den rå olie bruges som polérmiddel. Veddet er værdifuldt, da det er modstandsdygtigt mod angreb fra termitter og svampe. Af denne grund benyttes bygninger, fremstillet af cedertræ, ofte som magasin for afgrøder og kød. Veddet anvendes også til fremstilling af møbler, kærrer, både og andet.

I ayurvedisk medicin anvendes deodar mod talrige lidelser, bl.a. forkølelse, influenza, feber, nervelidelser, gigt, hovedpine, astma, leverproblemer, indvoldsorm, hudlidelser samt betændte sår. I Nepal koges veddet, indtil det bliver en slimet masse, der anvendes mod feber, lungelidelser, rheumatisme og hæmorrider. Den smøres også på panden for at lette hovedpine. Harpiksen benyttes mod sår, hudsygdomme og beskadigede led. Olie fra frøene anvendes mod hudproblemer.

Billederne nedenfor er alle fra Manali, Himachal Pradesh, Indien, hvor Himalaya-ceder er meget almindelig.

 

 

Himalaya-ceder kan blive op til 80 m høj. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koglerne af Himalaya-ceder er oprette. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfalden, fragmenteret hunkogle, samt hankogler med pollen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse hunde har fundet en fredelig plet neden for cedertræer nær Hadimba-templet i Manali. Dette vigtige hinduistiske tempel er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme. Det lange fællesskab mellem hunden og mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinus roxburghii Langnålet fyr
Pinus wallichiana Tårefyr
Begge arter findes i bjergegne fra Afghanistan gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet, tårefyr også i det sydvestlige Kina.

I ayurvedisk medicin anvendes nålene af langnålet fyr som vanddrivende middel, olien mod rheumatisme, samt harpiksen mod infektioner og forskellige hudlidelser. I Nepal benyttes harpiksen af langnålet fyr mod mavebesvær, og den smøres også på sår. Tamang-folket i Nepal fremstiller té af harpiksen af langnålet fyr og drikker den mod hoste og brystsmerter. En lignende té af tårefyr benyttes mod sår.

Frøene ristes og spises. I Nepal spises honningdug fra bladlus, der lever på nålene, som slik. Veddet anvendes som tømmer og til møbler samt til at fremstille trækul. Af veddet udvindes også terpentin. Harpiksen anvendes i fremstillingen af papir, sæbe, kosmetik, maling, lak, gummi, polérmidler og armbånd. Barkens garvesyre bruges i plantefarvning.

Tamang-folket i Nepal anvender tårefyr under tilbedelse af guder i templerne.

 

 

Barken af langnålet fyr er tyk og dybt furet. – Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der tappes harpiks af stammen af en langnålet fyr, Sairopa, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov af tårefyr, voksende på en stejl klippeside i Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Navaraj Sharma viser en kogle af tårefyr, Langtang Nationalpark, Nepal. Dens kogler er meget længere end hos langnålet fyr, op mod 25 cm lange. Til gengæld er dens nåle meget kortere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plantaginaceae Vejbredfamilien

 

Digitalis purpurea Fingerbøl
Fingerbøl er hjemmehørende i Vesteuropa og det nordvestlige Afrika, men er blevet indført som prydplante til mange andre egne, hvor den ofte er blevet forvildet, specielt i Nord- og Sydamerika.

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin digitus (’finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form. Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil – som betyder ’opsvulmet munke-penis’ – sigter til den brede blomst, som indvendigt har mørke prikker, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse.

I England betragtedes fingerbøl i gamle dage som en magisk urt, og man mente, at der boede alfer i dem. De mørke markeringer på indersiden af blomsten var alfernes fingeraftryk. Det fortaltes også, at alferne lærte ræven at sætte fingerbøl-blomster på sine fødder, så den lydløst kunne snige sig ind på bondens høns, jfr. navnet rævebjælde.

I gamle dage morede børn sig med at sætte blomsten på en finger som et fingerbøl. Det sagdes, at hvis den ikke gik itu, ville man få nyt tøj i årets løb. En anden leg gik ud på at plukke blomst og bæger, klemme kronen sammen foroven og derpå slå den itu mod panden.

Trods dens giftighed blev fingerbøl tidligere anvendt mod forskellige lidelser, men det meste af dens brug var helt anderledes end nutidens anvendelse. I sin Cruydeboeck (urtebog) anbefaler den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85) fingerbøl kogt i vin som slimløsnende middel, og på den tid syntes urten at have været anvendt på mange måder, som nutidens urtelæger ville finde yderst farlige.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) anbefaler den til folk, ”som er faldet ned fra stor højde,” og urtelægen John Parkinson (1567-1650) priser den knuste urt og dens saft som grødomslag mod hævede kirtler, samt bladenes anvendelse til at rense gamle sår.

Urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) siger, at den har ”en blid, rensende og venlig natur. Urten anvendes ofte af italienerne til at helbrede friske og betændte sår, idet de knuser bladene og svøber dem omkring såret, og dens saft anvendes til at rense, tørre og hele gamle sår. Erfaringen har vist, at den er god mod hævede kirtler, idet den knuses og lægges omkring det hævede sted, eller man benytter en salve, fremstillet af saften. (…) Jeg er overbevist om, at denne salve er et af de bedste midler mod skurv i hovedbunden.”

Førhen blev fingerbøl også anvendt mod indvortes blødninger, betændelse, delirium tremens, epilepsi samt akut galskab. I England blev fingerbøl-té traditionelt drukket mod vattersot (ophobning af væske i kroppen).

I 1785 opdagede den britiske botaniker, geolog, kemiker og læge William Withering (1741-99), at et ekstrakt af fingerbøl-blade øgede hjerterytmen, og at det tillige kunne accelerere udskillelsen af overskudsvæske i kroppen. I den moderne medicin anvendes fingerbøl stadig til at stimulere hjerterytmen.

 

 

Forvildet bevoksning af fingerbøl, nær Chinook, Washington State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster af fingerbøl med regndråber, Khumbu, østlige Nepal. I gamle dage mente man, at der boede alfer i blomsterne, og de mørke markeringer på indersiden var deres fingeraftryk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picrorhiza kurroa
Denne plante er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand. I indisk ayurvedisk medicin har rodstænglen gennem tusinder af år været anvendt mod fordøjelsesbesvær, gulsot, feber, allergi, astma, hudproblemer, dysenteri og diarré. I 1990’erne var den næsten blevet udryddet på grund af overdreven indsamling. I 1997 blev international handel med den forbudt, og i dag er den fredet. Der foregår dog stadig illegal indsamling af arten.

Slægtsnavnet kommer af græsk picros (’bitter’) og rhiza (’rod’). Artsnavnet kurroa er afledt af karu, det punjabiske navn på planten, som også betyder bitter.

 

 

Picrorhiza kurrooa kan kendes på de lange støvdragere, som er flere gange længere end kronbladene. Denne blev fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Veronica Ærenpris
Veronica er en meget stor slægt på omkring 450 arter, som er udbredt over det meste af verden. I Danmark findes over 20 vildtvoksende arter, og adskillige andre dyrkes.

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Det danske navn ærenpris, oprindelig skrevet erennpryes, er fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt det danske navn for arter af slægten Myosotis (Boraginaceae), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

Ifølge Dansk Folkemindesamling (1906) blev ærenpris muligvis anvendt til fosterfordrivelse, hvilket følgende rim fra Østjylland tyder på:

 

Ærenpris og Sevenbom,
de gør mangen Jomfru tom.

 

 

Veronica beccabunga Tykbladet ærenpris
Denne plante er udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, samt i Nordafrika, og den er blevet naturaliseret andre steder. Den er meget almindelig i grøfter og bække med langsomtflydende vand.

Artsnavnet beccabunga er sandsynligvis afledt af det tyske navn på arten, Bachbunge, af bach (‘bæk’) og bunge (‘bunke’), hvilket hentyder til, at arten ofte vokser i massevis i bække. En anden kilde hævder, at navnet kommer af det flamske ord beckpunge, som betyder ‘brændende mund’, hvilket sigter til de stærkt-smagende blade, der førhen blev anvendt i salater.

I gamle dage blev tykbladet ærenpris anvendt mod talrige lidelser, bl.a. tuberkulose, hævelser og urinsyregigt. Knuste blade blev lagt som omslag på sår og forbrændinger. I 1400-tallet anbefales det, at en syg barselskone skal spise tykbladet ærenpris, kogt i svinefedt. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at planten spist som salat kan opløse blæresten, samt uddrive urin, dødt foster og ’kvindens urenheder’.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt, Lemmicke kaldet, er en saare vel bekiendt Urt, oc derforuden er den ocsaa saare megit i Brug, huilcken enddog den blifuer foractet oc maa tijt oc ofte staa paa den vilde Marck oc raadne, da er den dog vel værdt, at mand den langt høyere elsker oc skatter end den allerskønnist skrifvede Tulipa oc mange andre slags Urter, som ickun Hafverne med deris Blomsters Liflighed oc udvortis Anseelse bepryde: Thi den er treffelig, ja hart ad een aff de allerfornemste, som for Skiørbug ere gode.”

De mærkelige navne lemmike og ledmyge hentyder sandsynligvis til, at et afkog af arten blev anvendt til behandling af syge lemmer, og urtelægen Laust Glavind fra Holstebro (død 1891) anvendte ærenpris-té til at kurere en ’værkbruden’ dreng.

I Verdens Lys fra 1926 skriver Johannes V. Jensen (1873-1950):

 

Du Ærenpris, som Øjne blaa
fra Grøftens grønne Vildnis saa,
et Blik fra Dybet, himmelvendt,
Veninde, kun i Sjælen kendt!

 

 

”Du Ærenpris, som Øjne blaa, fra Grøftens grønne Vildnis saa.” – Tykbladet ærenpris, Lille Rørbæk, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Veronica officinalis Læge-ærenpris
Denne art er vildtvoksende i Europa og Lilleasien, og er desuden forvildet i Nordamerika.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Førhen var arten et højt skattet middel mod en lang række sygdomme, fx forstoppelse, blødninger, dårlige nerver, luftvejsproblemer og hjerte-kar-sygdomme, og den blev tillige anvendt som vanddrivende, sveddrivende, slimløsnende og styrkende middel. Det fortælles, at Kejser Karl d. 5. af Spanien og Rom (1500-1558) fik det meget bedre, efter at han havde taget ærenpris mod sin urinsyregigt.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Den er ofuermaade bequem til Lungens og andre Parters Saar, Bylder og Skab at læge, item til Colicam eller Veyr udi Lifuet [kolik], ja Pesten selff at bortdrifue.” Han anbefaler et afkog af planten: ”(…) Erenprijs-Vand, drucket med Pulver beblandet, er got for dennem, som aff Gulesot hafue ont, det drifuer Pisset, oc de store, tycke oc fæde Quinder giør det smale oc tynde, oc giør dennem ocsaa Fructbare.”

Videre skriver han: ”(…) dennem, som aff forbemelte Lunge- eller Nyre-Siugdom hafue ont, dennem commenderis Erenprijsis Decoctum eller Afsød [afkog], at de der aff Morgen oc Aften dricke en liden Drick, men det skal mand giøre sødt med Erenprijs-Sirup, thi saa blifuer det meere kierkommet for Munden oc gaar diss glattere neder.”

Et afkog af den tørrede plante anvendes stadig mod hoste og katar samt til behandling af sår og andre hudlidelser. Forskning har vist, at læge-ærenpris indeholder et glykosid, aucubosid, som menes at være bakteriedræbende.

Blandt amerikanske indfødte drak gravide kvinder førhen et afkog af roden, inden de begav sig ud på en rejse. Samme afkog blev regnet for beroligende og smertestillende på patienter med feber.

Plantens télignende duft bevirkede, at den i 1800-tallets Frankrig blev anvendt som téerstatning under navnet Thé d’Europe. Kogt i svovlsyre, kan den anvendes til plantefarvning og giver sort farve.

 

 

Læge-ærenpris, Hammersøen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

  

Poaceae Græsfamilien

 

Coix lacryma-jobi Jobs tårer
Det latinske artsnavn, såvel som de danske navne Jobs tårer, Kristi tårer, Davids tårer og Jomfru Marias tårer, hentyder alle til de tåreformede frø hos dette græs, som er oprindeligt vildtvoksende i Sydøstasien, men dyrkes i talrige lande i troperne og subtroperne og ofte forvildes.

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

Kernerne af Jobs tårer er spiselige og koges som ris. I det østlige og sydøstlige Asien fremstilles en nærende drik af pulveriserede frø, ligeledes en alkoholisk drik. Perlekranse fremstilles af frøene af varieteter med hård frøskal. Blade og stængel benyttes som foder.

Den kogte rod kan uddrive indvoldsorme, og pulveriserede frø benyttes mod urinvejsproblemer. I traditionel kinesisk medicin anvendes Jobs tårer mod diarré, rheumatisme og bronchitis, samt som vanddrivende og feberstillende middel.

På et tidligt tidspunkt blev Jobs tårer indført til USA. Blandt Cherokee-folket blev kernerne kendt som Cherokee corn beads, og de blev anvendt som pynt i hvert fald siden grundlæggelsen af Cherokee-nationen (1794). I 1838 blev omkring 16.000 Cherokee-folk tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 døde. En legende fortæller, at frø af Jobs tårer spirede langs de forskellige benyttede vandringsruter, der med et fællesnavn kaldtes for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).

 

 

Jobs tårer, forvildet i et udtørret flodleje, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elytrigia repens Almindelig kvik
Kvik er oprindelig i Europa og det nordlige Asien, men er blevet naturaliseret mange steder, bl.a. i Nordamerika, hvor den visse steder betragtes som invasiv.

Slægtsnavnet kommer af græsk eletryon (’skjul’) og tryge (’kornafgrøde’), hvilket sigter til, at kvik ’skjuler’ sig i kornet. Arten er virkelig et meget besværligt ukrudt i markerne, da selv den mindste stump jordstængel kan vokse op til en ny plante. Artsnavnet betyder ’krybende’ på latin, hvilket hentyder til de krybende jordstængler.

Det olddanske ord kwik er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og græsk bios (‘liv’), altså noget, der var levende. Senere, i formen kvik, blev navnet overført til dette græs.

Det midtjyske folkenavn bondevenner er ironisk ment om dette ondartede ukrudt, mens navnene senegræs, kattetarme og sejlgarn er et billede på de seje rhizomer. Navnet bedstemors hageskæg hentyder til de rodstængler, som sætter sig fast i harvens tænder.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at et afkog af kvik-rodstængler er godt som vanddrivende middel samt mod nyresten. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Skønt kvikgræs kan være en uvelkommen gæst på marker og i haver, vil dens dyder som lægeplante kompensere for denne skade; thi den åbner for forstoppelse af leveren uden ledsagende feber.”

Førhen blev et afkog af rhizomerne drukket om foråret for at rense blodet, og det blev tillige anvendt mod feber og galdesmerter. Saften fra friske rodstængler blev benyttet mod forstoppelse af lever og milt. På Lolland blev et afkog af kvik drukket dagligt mod koldfeber (malaria) og gigtfeber, og i Vestjylland mod indvoldsorm og hævede kirtler.

Tidligere mente man, at kvikblade kunne kurere syge hunde. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Hvis du ikke kender den [kvik] ud fra denne beskrivelse, kan du iagttage hundene, når de er syge, og de vil hurtigt lede dig hen til den.”

I dag benyttes den knuste jordstængel, rørt op i vand, som vanddrivende middel, og den er også virksom over for urinvejsinfektion, bronchitis, betændelse i strubehovedet, nyresten samt prostata-problemer, inklusive godartede svulster.

I gamle dage blev de sukkerholdige jordstængler anvendt som hestefoder, bl.a. i Danmark og Italien. Stødt til pulver blev de bagt til brød i hungerår, og dette pulver blev også benyttet i fremstillingen af øl og brændevin. Friske rodstængler blev anvendt som gartnerbast, og af de tørrede stængler blev flettet reb. På Bornholm bestod de såkaldte røddegavle af flettede kvik-jordstængler.

 

 

Almindelig kvik i aftensol, her på et af artens naturlige voksesteder, en sandstrand på øen Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af et blomstrende aks af almindelig kvik, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Polypodiaceae Engelsødfamilien

 

Drynaria propinqua
Denne epifytiske bregne er udbredt fra Himalaya mod øst til Kina, og derfra mod syd til Sydøstasien. I Nepal anvendes en pasta, fremstillet af rodstænglen af denne epifytiske bregne-art, mod rygsmerter, hovedpine, forstuvninger samt knogler, der er gået af led. I traditionel kinesisk medicin har arten været benyttet mod fx døvhed, tandpine, diarré, ufrivillig vandladning, benbrud og hårtab.

 

 

Visnende blade af Drynaria propinqua, oplyst af solen, Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Portulacaceae Portulakfamilien

 

Portulaca oleracea Haveportulak
I dag er denne art udbredt over det meste af verden. Den er muligvis oprindelig i Mellemøsten eller Indien, men blev på et tidligt tidspunkt indført af mennesket andre steder. Den var til stede i Nordamerika allerede før Columbus. Den græske lærde Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) nævner denne plante, som han kalder andrakhne, og siger, at den skal sås i april.

I Europa og Asien har portulak været anvendt som grønsag siden Oldtiden, og ligeledes af indfødte amerikanske folkeslag siden tiden før Columbus. Unge blade er glimrende i salater. Frøene knuses til et pulver, der blandes med mel i brød, pandekager osv. Ask fra den brændte plante kan anvendes som substitut for salt.

I det Gamle Rom var de helbredende egenskaber hos portulak så højt værdsat, at naturhistorikeren Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) tilrådede at bære planten som amulet til uddrivelse af alle onde kræfter. I dag anbefales portulak til behandling af unormal blødning fra uterus. Den er bakteriedræbende, vanddrivende og feberstillende, og den er et glimrende middel mod skørbug. Et grødomslag af bladene anvendes til brandsår, hudlidelser og insektbid, og saften af bladene benyttes mod ørepine. Frøene anvendes til at uddrive indvoldsorm.

 

 

Haveportulak, voksende blandt fliser på et fortov, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Primulaceae Kodriverfamilien

 

Dodecatheon Gudeblomst
Slægtsnavnet er sammensat af de græske ord dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), altså ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbre­dende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder.

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) hæftede senere dette navn på denne slægt af kodriverfamilien, formentlig fordi blomsterstanden hos arterne ofte rummer 12 blomster. På amerikansk kaldes de populært for shooting star (’stjerneskud’), hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’. På dansk kaldes disse planter for gudeblomst.

Slægten rummer 17 arter, som alle hjemmehørende i Nordamerika. En enkelt af arterne findes dog tillige i det nordøstlige Sibirien. Nogle autoriteter hævder, at disse planter tilhører kodriver-slægten (Primula, se nedenfor).

 

Dodecatheon jeffreyi Jeffreys gudeblomst
Denne plante, som også kaldes for Sierra-gudeblomst, er udbredt fra Alaska og Montana mod syd til Californien, hvor den vokser i bjergenge og langs vandløb. Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, der blev sendt hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og blev aldrig set siden.

 

 

Jeffreys gudeblomst, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dodecatheon clevelandii Padres gudeblomst
Forekomsten af denne plante er begrænset til Californien og Baja California, hvor den vokser i græsklædte områder. Artsnavnet blev givet til ære for den californiske sagfører og botaniker Daniel Cleveland (1838-1929).

 

 

Padres gudeblomst, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lysimachia Fredløs
Denne store slægt omfatter omkring 190 arter og er udbredt i alle verdensdele med undtagelse af Antarktis. I Danmark findes 6 vilde arter, mens andre dyrkes som prydplanter. Nedenfor er to almindelige arter omtalt. De øvrige fire arter er sandkryb (Lysimachia maritima, tidligere kaldt for Glaux maritima), som er almindelig langs de danske kyster, rød arve (L. arvensis, førhen Anagallis arvensis), som er almindelig på sandede, lysåbne steder, den ret fåtallige dusk-fredløs (L. thyrsiflora), der er tilknyttet fugtige steder, samt den ligeledes ret fåtallige lund-fredløs (L. nemorum), der vokser i skove.

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af græsk lysimakhos, af lysis (’befrielse’) og makhe (’strid’), altså ’at afslutte en strid’. I Oldtiden mente man, at fredløs var god til at berolige ophidsede gemytter. Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter, at hvis to okser kommer op at toppes og ikke vil gå under samme åg, beroliger man dem ved at lægge en dusk fredløs på åget.

Navnet fredløs er en oversættelse af lysimakhos og betyder altså noget i retning af ’en fredelig løsning’ eller ’at løse en strid’, men oversættelsen må siges at være temmelig klodset, da ordet ’fredløs’ snarere leder tanken hen i Robin Hood-regi.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skriver, at vasker man hår i en opløsning af fredløs, gør det håret lysere.

 

Lysimachia vulgaris Almindelig fredløs
En ret almindelig plante på fugtig bund i hele landet. Iøvrigt er den udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Sinkiang og Pakistan, mod syd til Nordafrika og Tyrkiet. Den er også blevet forvildet i størsteparten af USA.

Den tidlige tilværelse hos denne art er ret speciel. Når et nyt skud er blevet omtrent på størrelse med en udbredt hånd, sender det en udløber ud, som slår rod og bliver til en blomstrende plante. Den breder sig nu vegetativt fra sin rodstængel og kan danne ret store bevoksninger.

 

 

Almindelig fredløs, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lysimachia nummularia Pengebladet fredløs
Denne krybende plante, som vokser i åbne, fugtige områder, adskiller sig fra de fleste andre fredløs-arter ved sine runde blade, samt ved at krybe hen langs jordoverfladen, hvor den til tider danner hele tæpper. Den er vildtvoksende i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, og er tillige blevet naturaliseret i det østlige USA, hvor den i adskillige stater betragtes som invasiv.

I hundredevis af år er friske blade af pengebladet fredløs blevet anvendt til at standse blødninger og hele sår, og arten blev også benyttet mod urinsyregigt. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) beretter: “Pengebladet fredløs er specielt god til at standse alle blødninger indvortes og udvortes, samt svage maver, der ofte svulmer op. Den er glimrende mod mavesår og beskadigede lunger.”

Videre siger han, at den også er god mod kighoste, ”kogt med vin eller honning (…) overvinder den den voldsomme hoste hos børn, som får selve rygsøjlen til at ryste.”

Det latinske artsnavn er afledt af latin nummus (‘mønt’) samt -ulus (en endelse, der angiver noget småt), altså ‘en lille mønt’, hvilket hentyder til de runde blade hos denne art. Et ældre engelsk navn på arten er serpentaria, hvilket hentyder til en gammel overtro, at en såret slange (på engelsk ’serpent’) ville lægge sig på denne plante for at hele sine sår.

 

 

Pengebladet fredløs kendes nemt på sin krybende stængel, de runde blade og de ret store gule blomster. – Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Primula Kodriver
Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket sigter til den tidlige blomstring hos mange kodriver-arter. Navnet kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, der betyder ’kopatter’ – et navn, som hentyder til de hængende blomster hos adskillige arter.

I den nordiske mytologi var kodriveren tilegnet Freja, gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Da hedningene blev omvendt til kristendommen, blev planten i stedet tilegnet Jomfru Maria, hvilket gav anledning til folkenavnet Jomfru Marias nøgler.

Navnene hanefod, hanelæg og skadelæg kommer af, at den kraftige stængel med de hængende blomster blev sammenlignet med et omvendt fugleben, mens værkbrudurt hentyder til plantens anvendelse mod smerter.Førhen benyttede man de duftende blomster som tilsætning til vin og eddike, og unge blade blev spist som salat.

Tre kodriver-arter er omtalt nedenfor. Mange andre beskrives på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Primula veris Hulkravet kodriver
Denne art er hjemmehørende i størsteparten af Europa og det vestlige Asien. Den er almindelig på tørre skrænter og langs veje overalt i Danmark. Det latinske slægtsnavn hentyder til dens tidlige blomstring, idet veris er genitiv-formen af ver (’forår’).

Et af artens tyske folkenavne er Echte Schlüsselblume (‘ægte nøgleblomst’), hvilket hentyder til den hule blomst med støvfanget i midten, der sammenlignes med en gammeldags lås og nøgle, samt til den hængende blomsterstand, der kan minde om et nøglebundt.

Et andet tysk navn, Himmelsschlüssel (‘nøgler til Himlen’), samt de danske navne himmelnøgler og Sankt Peters nøgler, sigter til en legende om Sankt Peter. Han hørte, at nogle afdøde prøvede at komme ind i Himlen ad bagvejen i stedet for ad den forreste indgang, som han vogtede. Han skyndte sig derfor om mod bagdøren, men undervejs tabte han sine nøgler, der slog rod og blev til kodrivere.

Hulkravet kodriver har været anvendt i folkemedicinen i hundreder af år, fx af keltiske druider. Den blev benyttet til behandling af rheumatisme, lammelser, spasmer og kramper, og en olie, som var udvundet af blomsterne, blev smurt på sår og skrammer.

Arten anbefales i dag som middel mod hyperaktivitet og søvnløshed, specielt hos børn. Tørrede blomster og blade anvendes til fremstilling af urteté, som er glimrende mod rastløshed og søvnløshed. Blomster og rod anvendes som sveddæmpende og vanddrivende middel, samt mod bronchitis, betændelse i strubehovedet, feber, hoste og influenza.

Den engelske urtelæge William Turner (1508-68) nævner hulkravet kodrivers påståede egenskab at kunne fjerne fregner og rynker: ”Vi finder, at nogle kvinder overhælder kodriverblomster med hvidvin, hvorefter de vasker deres ansigt med denne væske for at bortdrive rynker og gøre dem fagre i alverdens åsyn, snarere end i Guds åsyn, som de ikke er bange for at fornærme.” Denne overtro stammer sandsynligvis fra ’fregnerne’ på kodrivernes kronblade. Ifølge Signaturlæren havde Gud sat disse fregner på blomsterne som et signal til menneskene, at de kunne anvendes til at fjerne fregner.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm, af William Shakespeare (1564-1616), optræder en gavtyv af en nisse, Robin Goodfellow, som møder en alf. Han spørger hende, hvad hun laver, og hun svarer:

 

And I serve the fairy queen
To dew her orbs upon the green,
The cowslips tall her pensioners be,
In their gold coats spots you see,
Those be rubies, fairy favours,
In those freckles live their saviours,
I must go seek some dewdrops here,
And hang a pearl in every cowslip’s ear.

 

Oversat:

 

Jeg er alfedronningens tjener,
jeg hænger dugdråber på hendes blomster i græsset.
De høje kodrivere er hendes undersåtter.
På deres gyldne kåber ser du pletter,
som er rubiner – gaver fra alferne.
Deres søde duft kommer fra disse fregner.
Nu må jeg gå for at finde nogle dugdråber
og hænge en perle-ørenring på hver eneste kodriverblomst.

 

 

Hulkravet kodriver, Gamleborg, Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hulkravet kodriver i morgenlys, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”På deres gyldne kåber ser du pletter, som er rubiner – gaver fra alferne.”Hulkravet kodriver, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula elatior Fladkravet kodriver
Denne plante er udbredt i hele Europa, mod nord til Danmark og Sydsverige og østpå til Altai-bjergene. I Danmark er den almindelig på øerne, men findes kun ganske få steder i Jylland. Hos os vokser den fortrinsvis i lyse løvskove, hvor den blomstrer inden løvspring, men andre steder, fx i Alperne, vokser andre underarter i åbne områder, bl.a. bjergenge.

 

 

Fladkravet kodriver, fotograferet i en løvskov langs Ørbæk Å nær Nyborg. Der ses også blade af vorterod (Ranunculus ficaria) og stor nælde (Urtica dioica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Alperne vokser underarten intricata af fladkravet kodriver i åbne områder i store højder, her nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula glutinosa Klæbrig kodriver
Denne art kan kendes på de stive, oprette, rundtakkede, kødfulde og klæbrige blade samt på de blåviolette blomster, hvis bæger er dækket af mørke højblade. Den er udbredt i de centrale og østlige Alper, hvor den ofte vokser i store højder, op til 3250 m.

 

 

Klæbrig kodriver, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculaceae Ranunkelfamilien

 

Aconitum Stormhat
De fleste arter af stormhat er dødeligt giftige, selv i små mængder. I både Europa og Asien blev den giftige saft af stormhatte-arter førhen anvendt af jægere som pilegift, og den blev også smurt på pile og lanser under krige. Visse steder blev den anvendt til aflivning af kriminelle.

Slægtsnavnet hentyder til bjerget Akonitos ved Sortehavet, hvor den græske helt Herakles hentede den frygtelige tre-hovedede hund Kerberos op fra underverdenen Hades, som den vogtede. Den forfærdelige hunds fråde faldt som dråber på jorden, og her spirede Aconitum frem – et billede på slægtens store giftighed.

I Middelalderen blev navnet muncke benyttet om forskellige læge- og giftplanter, mest af ranunkelfamilien, bl.a. stormhat, der kaldtes blå-muncke. (Den plante, vi i dag kalder blåmunke, tilhører klokkefamilien). Andre var drue-muncke (se nedenfor) samt vinter-muncke (Eranthis hyemalis).

Et andet af slægtens gamle navne var Ulfve-Bane (‘ulvens endeligt’), hvilket hentyder til, at man førhen anvendte saft fra stormhat til at aflive ulve, enten med forgiftede pile eller ved at plante stager, indsmurt i saften, i ulvefælder. Navnet stormhat hentyder til den unikke blomsterform med fem farvede bægerblade, hvoraf de øverste danner en hætte.

Det mærkelige folkenavn Venusvogn hentyder til den romerske mytologi, hvor gudinden Venus’ karet blev trukket af to duer. Med lidt god vilje kan støvbærere og støvvej minde om en karet med to duer spændt for (se billede nedenfor).

En række stormhatte-arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne. 

 

 

På denne amfora fra ca. 525-510 f.Kr. beroliges Kerberos af Herakles, mens han lokker den ud af Hades. I dette tilfælde er hunden kun udstyret med to hoveder, hvorfra slanger stikker frem. Desuden har den en manke ned ad de to nakker og ryggen, samt en slange som hale. – Louvre-museet, Paris. (Foto Bibi Saint-Pol, offentlig ejendom)

 

 

På dette billede fra Dovrefjell i Norge er blosterbladene fjernet fra en blomst af nordisk stormhat (A. lycoctonum ssp. lycoctonum, tidligere A. septentrionale), således at man ser årsagen til folkenavnet Venusvogn (se teksten ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 
Aconitum napellus Ægte stormhat
Denne plante er udbredt i den sydvestlige del af England, i Central- og Østeuropa, samt på den iberiske halvø og Balkan. Førhen blev et udtræk af arten benyttet til at dæmpe smerterne fra nervegigt og iskias, men anvendelsen blev stoppet efter en række dødsfald som følge af brugen. Efter sigende blev saften af denne art anvendt af hekse i Middelalderen under deres ’flyve’-ceremonier.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Dersom vi denne Blaa-Munckis Natur med Flid ville ofuerveye, oc huad Kræfter den hafuer betracte, da kand vi icke andet end i al Sandhed bekiende, at den større Skade end Gafn med sig fører, oc meere blifuer miszbrugt end til nogen nyttig Effect oc Virkning adhiberet [anvendt]. Thi huad see vi disverre fast meere gemeen at være, end naar nogen Quinde er gaaen i Barsel-Seng, at strøe allevegne i Vinduerne oc andensteds Blomsterne, undertiden oc Bladene, aff denne Urt, saasom en synderlig Zirat [speciel udsmykning], til at bepryde Sengekammerne oc andre deris daglige Stuer med. De tijt oc ofte tilsteder Børnene med dennem at gaa at leege, oc dog intet agter, at den er saadan en Forgift, som lætteligen it Menniske dræbe kand. Saa at dersom Guds Beskærmelse icke var dis større, da maatte Forældrene tijt for saadan Uactsomhed faa stor Hierte-Sorg.”

 

 

Ægte stormhat, Cirque de Troumouse, Franske Pyrenæer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aconitum gammiei
Blandt ca. 33 arter af stormhat i Himalaya er denne art udbredt fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3300 og 4800 m. I Nepal benyttes saft fra roden mod mavepine.

Mange andre stormhatte-arter i Himalaya anvendes medicinelt. En pasta af roden fra A. ferox benyttes til behandling af nervegigt, spedalskhed, kolera og rheumatisme. Den betragtes tillige som et vanddrivende og sveddrivende middel. I det vestlige Nepal anvendes roden af A. spicatum som et feberdæmpende og smertestillende middel, samt til behandling af ru hals, halsbetændelse og mavekatar. I det nordøstlige Indien udnyttes arten A. palmatum af Naga-folket. Roden knuses, trækker i vand natten over og drikkes mod diarré, dysenteri og rheumatisme.

 

 

Aconitum gammiei, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. I baggrunden ses en pileurt (Polygonum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Actaea spicata Druemunke
Frugterne hos druemunke er sorte bær, som er meget giftige. Forstavelsen drue- kom af, at plantens frugtstand blev sammenlignet med en vindrueklase, mens endelsen –muncke er forklaret ovenfor under Aconitum. Folkenavnet faarelorte var en hentydning til bærrenes farve og form. Arten kaldtes tillige for Christoffersurt. Det skyldes, at man anså den for at være et virksomt middel mod pest, og Sankt Kristoffer var skytshelgen mod denne frygtede sygdom. Denne helgen er nærmere omtalt på siden Religion: Kristendom.

Det videnskabelige slægtsnavn er en hentydning til bærrenes giftighed. Ifølge en græsk legende var Aktæon en jæger, der en dag under jagt med sine hunde uforvarende kom til at se Artemis, gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, bade i en flod. Gudinden blev så vred over, at en dødelig mand havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort. Han forsøgte at flygte, men blev sønderrevet af sine egne hunde. Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) skriver, at druemunkes giftige bær er lige så farlige for mennesker, der spiser dem, som Aktæons hunde var for ham.

Druemunke er udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Himalaya. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Drue-Muncke voxer allevegne her udi Sielland, Skaane, Laaland oc andre flere disse Rigers Lande, hvor der ere tycke Skofve, ja den endocsaa tijt blifuer fra Skofven udi Hafver indført, hvor den nocksom groer oc blifver ved, men kommer noget førre frem med sine Blomster oc Bær.”

 

 

Druemunke med bær, Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caltha palustris Eng-kabbeleje
Kabbeleje er meget almindelig i moser og enge, og i det tidlige forår kan den farve hele engpartier gule. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(…) sommesteds voxer den saa mangfoldig, at Jorden ligesom med it guult Klæde siunis at være ofuerdragen.” Og videre om bønder, deres tyende og børn: ”(…) naar de om Foraaret gaae ud i Marcken, sancke de mange tilsammen aff dennem, giøre Kranse deraff og dermed sig forlyste.”

Navnet kabbeleje kommer sandsynligvis af det gamle ord kalveleger. Eng-kabbeleje vokser først og fremmest i fugtige enge, hvor kalvene førhen gik på græs. (I dag holdes de jo oftest indendørs). Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed, fx fåreleger, der i dag kaldes for engelskgræs (Armeria maritima).

Det vestjyske folkenavn kragetæer hentyder til frøkapslens form. Mange andre navne indeholder forstavelsen ko-, hvilket hentyder til, at køerne i gamle dage blev sendt på græs, når kabbelejen begyndte at blomstre, fx kourt, kodrøvel og kopatter, mens navne med forstavelsen smør- sigter til, at man mente, at blomsterne gav farve til smørret, fx smørurt, smørbøtte og smørkop.

Om det sidste skriver Paulli: ”Men det er nocksom stor Forundring værdt, at denne Urt med sine Blomster udi Maymaanet kand være saa kraftig, at den Farfven paa Smøret saaledis kand forandre, at det, som om Vinteren eller oc nogit lidet tilforne var saa got som Sneehuit, nu bekommer en herlig guul Farfue. Oc for den Aarsag Skyld, paa de Tider, som Koen kand faae nock aff disse Kabeleye oc dens Blomster, da siger Bonden, at Koen gaar udi Smør-Mosen.”

Adskillige gamle ordsprog hentyder også til ’smørblomsterne’:

 

Hanekam og Kabbeløg,
det gør godt til gamle Øg.

 

Kabbelej og Hanekom,
fylder godt i Koens Vom.

 

Naar Koen ser sit Kabbelejeblad,
da bliver hun saa meget glad.

 

Plukker man Kapløg Valborgs Aften [30. april],
bliver Smørret velsmagende og faar en smuk gul Farve.

 

Alt dette var dog den rene overtro, da køerne jo netop undgår at æde kabbeleje på grund af dens giftighed!

Medicinsk har planten været anvendt mod forskellige lidelser. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver, at knuste blomster og blade blandes med voks til en salve, som smøres på ”Knorter oc Knuder, som voxe i det sunde Kød” og endvidere, at et afkog af planten anvendes som omslag på ”Øynenes heede Bylder.”

I Middelalderen blev kabbeleje også anvendt mod pest, kolera, gulsot og koldfeber (malaria). På Als sagde man, at en patient med koldfeber ville slippe for sygdommen resten af året, hvis han/hun Skærtorsdag stillede sig foran en kabbeleje og fremsagde følgende remse:

 

Koblom, Koblom bold,
fri mig for æ Kold.

 

På Færøerne var det tidligere meget brugt at lægge friske kabbelejeblade med oversiden mod sår, koldbrand, lymfebetændelse, rosen (udslæt) samt hævede lemmer. Blandt visse amerikanske indfødte blev knuste blade bundet på sår for at modvirke betændelse, og et afkog af planten blev drukket mod hoste.

Det kan ikke undre, at den pragtfulde kabbeleje ofte optræder i poesi og prosa. I digtsamlingen Dynæs Digte fra 1915 priser Johan Skjoldborg (1861-1936) arten:

 

Dog, Kabbelejen er som det danske Lands Symbol,
saa fuld af Sol og Saft og Sommervæde.
Saalænge Engen vælder og grønnes under Sol,
vil Kabbelejens Blomst vort Øje glæde.

 

Den træder ud i Vandet, som om til Bad den gaar;
den Bondepige løfter bly sin Kjole;
den ser sit eget Billed, forundret stille staar
og lar sig rigtig, rigtig gennemsole. 

 

Du kære Kabbeleje, min Barndoms Sommerfryd,
der nu mit Manddomssæde gyldent kranser,
skin trofast for din Digter som Dynæs bedste Pryd,
du Lys for Hjulsøs Bølger, mens de danser!

 

I digtet Pigerne paa Engen fra 1911 skriver Jeppe Aakjær (1866-1930):

 

Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinden byder op,
og Dueurten nejer.

 

Og i Vagantens Billedbog fra 1928 skriver Harald H. Lund (1902-82):

 

Saa glad som Mø med Gyldenring
staar Kabbelej paa Enge.

 

 

Bjergeng i Lille Sankt Bernhard-passet på grænsen mellem Italien og Frankrig, dækket af tusinder af eng-kabbelejer, iblandet hvide blomster af stormhatbladet ranunkel (Ranunculus aconitifolius). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

den ser sit eget Billed, forundret stille staar”. – Eng-kabbeleje spejles i en dam, Marselisborg Skov syd for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eng-kabbeleje er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mod syd til Middelhavsegnene, Himalaya samt den nordlige halvdel af USA. Disse billeder er fra søen Femunden, Hedmark, Norge (øverst), samt Shu Swamp, Long Island, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculus Ranunkel
Denne kæmpestore slægt, som omfatter omkring 500 arter, er udbredt i hele verden med undtagelse af visse områder i Vestafrika, samt Antarktis. I troperne vokser arterne mest i bjergegne. En lang række arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til. Hvor ranunkel-arter får lov til at vokse uforstyrret, danner de ofte kæmpestore bestande. Græssende dyr æder dem ikke, da de indeholder giftstoffet anemonol. Når planterne tørres som hø, forsvinder giftvirkningen.

Danske folkenavne omfatter bl.a. smørblomst, smørbøtte, smørkar og smørbrikker, hvilket sigter til, at man i gamle dage mente, at blomsterne – i lighed med eng-kabbeleje (se ovenfor) – gav farve til smørret. Det var naturligvis noget sludder, da græssende dyr netop undgår at æde ranunkler på grund af deres giftighed. Det midtjyske folkenavn terpentinurt hentyder til denne overtro. Navne med forstavelsen smør- kan også hentyde til, at de fleste danske ranunkel-arter har smørgule, skinnende kronblade.

Folkenavnet ikturt kommer af, at man var sikker på, at får fik leverikter (Distoma hepaticum) af at æde ranunkler. Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne. Navnet gigturt sigter til, at man mente folk fik gigt af smørret, hvis køerne åd disse planter.

Ikke underligt optræder ranunkler ofte i poesi og prosa. I indledningen til Udvalgte Digte fra 1938 skriver Thøger Larsen (1875-1928): ”Af Marker og Enge sprang gule Blomster frem i store Hobe. De stod og svajede som en nyvaagnet Verdens stumme Kærlighedserklæringer til Solen. Drenge og Piger kravlede rundt mellem dem og plukkede dem, holdt dem op, saa de kastede et Drømmeskær paa Skyggerne i deres Ansigter.”

Og i digtsamlingen Titanic fra 1926 siger Olaf Gynt (1909-73):

 

Smørblomsten løfted mod Lyset op
sit Dværgehoved, sin Kæmpekrop
og raabte: ”Ser I den gule Sol,
der er sat som et Billed, et ringe Symbol
paa min Vælde og Styrke og Pragt og Glans!”
Og den rakte sig ud over Bækkens Dans,
mens den spiled for Vinden sit gyldne Sejl
for at søge i Bølgernes blaa sit Spejl.

 

Ifølge en legende blandt Stillehavsfolk i det vestlige Nordamerika legede Coyote (prærieulve-troldmanden) engang med sine øjne, idet han kastede dem op i luften og greb dem igen. Men han blev overrasket af ørneguden, som snuppede øjnene og fløj bort med dem. Ude af stand til at se skabte Coyote nye øjne af ranunkel-blomster, hvorfor de blandt nogle stammefolk var kendt som Coyotes Øjne.

En række ranunkel-arter har hvide blomster, deriblandt vandranunklerne, som førhen var placeret i slægten Batrachium, af græsk batrakhos (’frø’), hvilket hentyder til, at de vokser på våde steder, hvor også frøer trives.

 

Ranunculus acris Bidende ranunkel
Denne art er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien, samt i Grønland og Alaska, og den er desuden blevet indslæbt til mange andre egne af verden. I Nordamerika (uden for Alaska) betragtes den som invasiv.

Den minder meget om lav ranunkel (nedenfor), men er som regel højere, og småbladene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel. Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag.

 

 

Heste græsser på en eng nær Rø, Bornholm, som er dækket af bidende ranunkel. Som alle andre ranunkel-arter er bidende ranunkel svagt giftig, og græssende dyr undgår den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af bidende ranunkel, Rødme Svinehaver, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus aquatilis Almindelig vandranunkel
Denne vandplante danner store flydende måtter på vandflader. Den har to slags blade, dels rundagtige flydeblade, dels lange trådformede undervandsblade. De hvide blomster med gult svælg bæres på stilke nogle få centimeter over vandfladen. Arten er hjemmehørende i størstedelen af Europa, Nordafrika og Mellemøsten, samt i det vestlige Nordamerika.

 

 

Vandranunkler i modlys, Hjortholm, Stavns Fjord, Samsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus ficaria Vorterod
Tidligere var denne art placeret i en særskilt slægt under navnet Ficaria verna, dels på grund af de runde blade, dels fordi den adskiller sig fra andre ranunkel-arter ved at formere sig gennem yngleknopper i bladhjørnerne, mens frøsætningen er meget svag. Nogle steder findes dog en fertil underart, fertilis, som ikke danner yngleknopper, men sætter frugt. Den er i Danmark begrænset til de vestlige egne af Limfjorden.

Arten er hjemmehørende i Europa og Lilleasien, men er blevet indført eller indslæbt til mange egne i USA og Canada, hvor den betragtes som en invasiv art, der har fordrevet indfødte planter i store skovområder. Dette fremgår af et billede på siden Natur: Invasive arter.

Navnet vorterod skyldes plantens små rodknolde, der godt kan minde om vorter.

 

 

En stor bestand af vorterod foran Hammershus, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus lingua Langbladet ranunkel
Denne statelige ranunkel adskiller sig fra de andre danske arter gennem sine lange udelte blade, som har givet arten dens engelske navn, greater spearwort (’stor spydurt’). Den er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til Uralbjergene og Kazakhstan.

 

 

Langbladet ranunkel, Fanø. I baggrunden ses pilearten gråris (Salix repens ssp. argentea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus peltatus Storblomstret vandranunkel
Denne art minder meget om almindelig vandranunkel, men har større blomster. Den er udbredt i Europa, det sydvestlige Asien samt Nordafrika, hvor den vokser i vandløb, søer og damme.

 

 

Botanikeren og geologen Palle Gravesen beundrer en pragtfuld bevoksning af storblomstret vandranunkel, Lilleå, Vestjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus repens Lav ranunkel
Denne uhyre almindelige art er udbredt i hele landet på fugtig bund, hvor den i forsommeren ofte danner sande tæpper ved hjælp af sine udløbere. Det fynske folkenavn hægter sigter til disse udløbere, som er ’hægtet’ sammen, mens det københavnske svensk persille skal forstås nedsættende.

 

 

På dette billede ses et sandt tæppe af lav ranunkel i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I forgrunden en dag-pragtstjerne (Silene dioica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus sceleratus Tigger-ranunkel
Denne art vokser på fugtige steder og har en cirkumpolar udbredelse i tempererede områder, mod syd til Middelhavet, Mellemøsten, Himalaya, Thailand og Taiwan, og i Nordamerika mod syd næsten til den mexikanske grænse, i højder op til omkring 2600 m.

Det danske navn kommer af, at tiggere i gamle dage smurte plantens ætsende saft på huden for at fremkalde blæner og blister, som ville vække folks medlidenhed. Dens blade minder lidt om bladene af selleri (Apium graveolens), hvilket er grunden til dens engelske navn celery-leaved buttercup. Nordamerikanske stammefolk anvendte førhen planten som gift på deres pilespidser.

 

 

Tigger-ranunkel, voksende i afvandingskanaler i byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tigger-ranunkel blev observeret i et af bassinerne til deponering af jord fra sukkerroerne ved den nu nedlagte sukkerfabrik i Stege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhamnaceae Vrietornfamilien

 

Frangula alnus Tørstetræ
Man kunne måske fristes til at tro, at navnet tørstetræ hentyder til, at denne art mest vokser på fugtig bund. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ordet tørst menes at være af samme rod som ’trøske’, hvilket betyder halvråddent ved. Det hentyder til den stramme og mugne lugt af tørstetræets inderbark.

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin frangere, hvilket betyder ’at bryde’. Det hentyder til, at tørstetræets tynde grene er skøre og nemt brækkes af.

Blandt folkenavnene optræder en række mere eller mindre nedsættende ord, bl.a. skidbærtræ, som sigter til barkens afførende virkning, galbær, som hentyder til de uspiselige frugter, kællingekussetræ, som sigter til barkens stramme lugt, samt hundeved. Navnet krudttræ hentyder til, at trækul fra denne art var det bedste til jagtkrudt.

Tørst kan anvendes i plantefarvning. Inderbarken giver en gul farve, bærrene en grøn. I 1700-tallet mente man, at løvet var et godt foder til geder og køer, det ville øge mælkeproduktionen. Man sagde også, at hvis man stak grene af tørst ned i muldvarpegange, ville lugten fordrive dyrene.

Et afkog af barken anvendtes førhen som afføringsmiddel. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(…) Bønderne oc den gemeene Mand her udi disse Lande” tager den inderste bark ”huilcket de bruge til alle slags Vedsker at uddrifue, enten ved Kløgen aff Mafven [opkastning] eller ved Stolegang aff Krosen [afføring], oc ellers til alle andre Uhumskheder, som findis udi Tarmene, oc det megit lyckeligen oc med god Fremgang, nu til huer tredie, nu til andre slags Kaalde-Siuger [malaria]. Men efterdi denne Barck er en megit sterck Lægedom og forsuecker [svækker] tijt Mafven, da er det raadeligt, at mand kommer nogit Kommen, Annijs, Cardemomme-Frø eller Kannele-Barck der udi, naarsomheldst at mand vil, eller Fornødenhed udkrefuer, at mand denne Lægedom skal bruge.”

Tørstetræ er vidt udbredt, idet det findes i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien og Sinkiang, samt i Marokko, Tyrkiet, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

 

Frugterne af tørstetræ er sortviolette. Disse blev set ved Almind Sø nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ziziphus mauritiana Indisk brystbær
Denne busk eller mindre træ, som på urdu og hindi kaldes ber, er sandsynligvis hjemmehørende i Indien og Sydøstasien, men er blevet dyrket gennem mere end 4000 år. I dag er arten naturaliseret i talrige lande, fra det sydlige Afrika gennem Mellemøsten til Kina, og desuden i Australien og på nogle af Stillehavsøerne. Den er invasiv i det nordlige Australien, hvor den er blevet en trussel mod miljøet.

Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Frugten er meget rig på c-vitamin, kun overgået af guava (Psidium guajava). Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. Arten er en vigtig ingrediens i visse kinesiske retter.

I Ethiopien anvendes frugterne som fiskegift. Af blomsterne fås honning. Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof.

Frugterne anvendes mod forskellige lungelidelser, hoste, feber, fordøjelsesbesvær samt problemer med galdeblæren. Den tørrede frugt virker mildt afførende. Frøene virker beroligende og anvendes desuden mod diarré, kvalme, opkastninger og dysenteri. Et omslag af bark, frugter eller frø lægges på sår og rheumatiske lemmer, og et omslag af bladene anvendes mod leverproblemer, astma og feber. Et afkog af roden gives mod feber, til uddrivning af bændelorm samt til at fremskynde menstruation.

 

 

 
Frugtbærende busk, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tørring af indiske brystbær, centrale Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drenge sælger brystbær langs vejen, Sibi, Baluchistan, Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Agrimonia eupatoria Almindelig agermåne
Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, det vestlige Asien samt Nordafrika. Det latinske slægtsnavn er afledt af Argemone, fra græsk argemos, der betyder ’en hvid plet på øjet’ (grå stær), som ifølge de gamle grækere kunne helbredes med en art af slægten Argemone (Papaveraceae).

På trods af agermånes medicinske egenskaber er den ikke kendt for at helbrede øjensygdomme, så hvorfor den blev behæftet med dette slægtsnavn, er usikkert. Artsnavnet hentyder til den kendte urtelæge Kong Mithridates d. 6. af Pontus (134-63 f.Kr.), kaldt Eupator Dionysius, hvilket kan oversættes som ’den noble fader af planter’.

De danske navne agermåne, agermonie og agermønje er alle forvrængninger af det latinske slægtsnavn, mens borwarth (bor = burre), hundelopper og præstelus sigter til frøene, som hægter sig fast i dyrepelse, strømper, trøjer og andet. Navnet slangeurt hentyder til plantens anvendelse mod slangebid, mens degnelys og kattestjert sigter til den lange blomsterstand. Det mærkelige navn smågrise, som stammer fra Lolland, hentyder til, at frugterne sidder op langs stænglen, ligesom smågrise ligger langs soens bug.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) omtaler arten som en ”urt af kongelig autoritet,” mens den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at den ikke kun er ”et middel for dem, der har dårlig lever,” men også ”for sådanne, som er blevet bidt af slanger.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) siger: ”Et afkog af bladene er godt for dem, der har slem lever,” mens en anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler den, foruden til den allerede nævnte brug, mod urinsyregigt, ”enten udvortes som olie eller salve eller indvortes i en sødet saft.” Han lovpriser urtens udvortes brug, idet han bemærker, hvordan den heler sår ”ved at bade dem i et varmt afkog af denne plante,” samt at den heler ”alle indvortes sår, smerter og andre sygdomme.” Han fortsætter: ”Et afkog af urten, blandet med vin og drukket, er godt mod slangebid (…) det hjælper også mod kolik, giver frisk ånde og letter hoste. En slurk af afkoget drukket varmt før et anfald af koldfeber letter anfaldet og fjerner med tiden feberen.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria]. Agermåne ”driver torne, træsplinter og lignende ud af kødet. Den virker også helende på lemmer, der er gået af led.”

I sin håndbog The Vegetable System anbefaler den engelske botaniker John Hill (ca. 1714-75) ”et udtræk på ca. 180 gram af det øverste af roden i en liter kogende vand, sødet med honning, hvoraf man drikker en kvart liter tre gange om dagen” mod gulsot.

Agermåne er opkvikkende, vanddrivende og sammensnerpende (altså god mod diarré), og den betragtes stadig som et glimrende middel mod småsår, filipenser og blodsygdomme. Et stærkt afkog af rod og blade, sødet med honning eller sukker, har ofte helbredt inficerede lymfekirtler. Arten har også været anvendt mod galdesten.

Artens magiske egenskaber er bl.a. omtalt i et gammelt engelsk lægeskrift:

 

If it be leyd under mann’s heed,
He shal sleepyn as he were deed;
He shal never drede ne wakyn
Till fro under his heed it be takyn.

 

Oversat:

 

Hvis den lægges under en mands hoved,
vil han sove, som om han var død.
Han skal aldrig frygte eller vågne,
før den fjernes fra under hans hoved.

 

Agermåne indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder. Der blev brygget té af blomsterne, hvilket gav anledning til folkenavnet kongetéurt. Et gammelt råd fra 1632 siger, at tørret agermåne forhindrer øl i at blive surt. Får og geder æder denne plante, mens kvæg, heste og svin lader den urørt.

En nærtstående art, håret agermåne (A. pilosa), anvendes i Nepal mod fx diarré, dysenteri, hæmorrider og tuberkulose, mens en salve af planten smøres på hovedet for at lette hovedpine, og desuden benyttes mod slangebid. Aske fra planten benyttes til at helbrede sår. I traditionel kinesisk medicin anvendes den til at standse blødninger og bremse voldsom menstruation.

 

 

Folkenavnene degnelys og kattestjert sigter til agermånes lange blomsterstand. – Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af agermånes blomsterstand med en svirreflue samt glimmerbøsser (Meligethes aeneus), Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af agermåne-arter er forsynet med kroge, en tilpasning til dyrespredning. – Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alchemilla Løvefod
Apomiktisk (ukønnet) formering er almindelig hos disse planter, og talrige nært beslægtede småarter er udbredt i Eurasien og Nordamerika.

Det latinske slægtsnavn er afledt af det arabiske ord alkemelych (‘alkymi’) – et navn som planten fik på grund af dens ry som magisk plante. Navnet løvefod kommer af bladets form, der minder om aftrykket af en løvepote. To folkenavne, Mariekåbe og Vor Frues kåbe, samt det engelske navn lady’s mantle, hentyder ligeledes til bladets form, der kan minde om lapperne i kanten af en gammeldags kvindekåbe.

Traditionelt betragtes løvefod som en god sårheler. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Løvefod egner sig godt til betændte sår samt til at standse blødninger, opkastninger, udflåd af alle slags samt hudafskrabninger og brok. Den er en af de bedste urter mod sår og prises derfor højt, anvendt mod alle sår, indvortes som udvortes, i form af et afkog, som drikkes eller benyttes til at vaske sår, eller man dypper gaze deri og lægger på sår, som på vidunderlig vis tørrer dem ud og dæmper infektioner i dem. Løvefod heler hurtigt betændte sår og efterlader intet fordærv, og den kurerer gamle sår, selv om de er dybe og hule.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Løfvefod hafuer den Art oc Natur, at den binder, tørrer oc maadeligen varmer, derfore er den synderlig god til at bruge imod Saar, baade dersom den indvortis blifuer drucket udi Vunddricke [’vund’ = sår] oc andre saadanne Dricke, som tiene for indvortis Skader, thi den giør Blodet tyckt. For denne samme denne Urtis Natur er den ocksaa tienlig for Quinderne, som Tiderne flyde alt for strengt paa.” [= menstruationsbesvær]

I Sverige blev en tinktur af bladene førhen anvendt mod forskellige former for krampe. En gammel autoritet hævder, at hvis man placerer løvefod under hovedpuden om natten, får man en rolig søvn.

I den moderne urtemedicin anvendes arten mod for kraftig menstruation.

Førhen blev løvefod benyttet til at farve garn olivengrønt eller gult. Omkring 1800 blev den i Danmark spist som kål eller i salater.

 

 

Dyrket løvefod, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Crataegus laevigata Almindelig hvidtjørn
Crataegus monogyna Engriflet hvidtjørn
Disse to arter er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien, men er indført til mange andre områder og er blevet naturaliseret, specielt i Nordamerika. I Danmark er de begge almindelige, og da de ofte krydses, er mange individer hybrider.

Det latinske slægtsnavn er afledt af græsk kratos, som betyder ‘hårdhed’ (af veddet). Det tidligere artsnavn på almindelig hvidtjørn, oxyacantha, kommer af græsk oxus (‘skarp’) og akantha (‘torn’). Navnet hvidtjørn skyldes den lyse bark. Folkenavnene hanetorn, kødbær og røde grise hentyder til de røde bær, mens melbær hentyder til deres melede smag. Navnet pølsetorn stammer fra Fyn, hvor man førhen anvendte tornene som pølsepinde.

Et engelsk folkenavn for hvidtjørn er mayflower (’majblomst’), hvilket hentyder til arternes hovedblomstringstid. Det første skib, som i 1620 bragte engelske nybyggere til Nordamerika, hed Mayflower, opkaldt efter hvidtjørnen.

I nogle europæiske lande blev hvidtjørn førhen betragtet som hellig, da man mente, at den havde leveret tornene til Jesu Tornekrone, som han bar under korsfæstelsen.

I England blev tidligere fremstillet en form for alkohol af hvidtjørnebær i cognac. Mindre redskaber og andre genstande blev skåret af det hårde ved, som også udgør glimrende brændsel.

Fra gammel tid er blomster og bær blevet anvendt mod feber, hjertesygdomme og forhøjet blodtryk. I 1800-tallet blev en irsk læge, Dr. Green, berømt for sin hemmelige mikstur mod hjertelidelser. Efter hans død åbenbaredes det, at den var fremstillet af hvidtjørn.

I dag betragtes hvidtjørn som et hjertestyrkende, vanddrivende og sammensnerpende middel. Forskning har vist, at bærrene er i stand til at sænke blodtrykket ved at udvide tilstoppede og hærdnede arterier. Som vanddrivende middel hjælper hvidtjørn mod nyrebesvær og vand i kroppen, og den styrker også blodcirkulationen. Blomster og bær anvendes mod ru hals.

Sidste vers af digtet Sneflokke kommer vrimlende, skrevet i 1916 af Jeppe Aakjær (1866-1930), lyder således:

 

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud.
For nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!

 

‘Klokker’ betyder uldskørt, mens ‘Kjørmes-Knud’ er en folkelig betegnelse for Kyndelmisse, hvor man mente, at halvdelen af vinteren var gået. Kyndelmisse er en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres dagen med en lysmesse, hvor de lys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor Knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte “slaar sin Knude, overmaade hvas og haard”.

 

 

Søren Højager på et overdrev med almindelig hvidtjørn, som er gnavet ned af dådyr (Dama dama), Romsø, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende almindelig hvidtjørn i aftenlys, Madsebakke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtbærende almindelig hvidtjørn, Nørreballe Nor, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtbærende engriflet hvidtjørn, Stege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”og nu staar Tjørnen stikkende, og spidder sne paa Piggene (…)” – Engriflet hvidtjørn, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fragaria Jordbær
Jordbær er glimrende antioxidanter, som har et indhold af c-vitamin på omkring 50 mg pr. 100 g. Førhen tyggede amerikanske indfødte jordbærblade og lagde dem på brandsår. En té brygget på planten blev drukket mod diarré.

Den dag i dag anvendes rod og blade mod diarré og tillige mod klimakterieproblemer og menstruationskramper. Té, kogt på bladene, er god mod dysenteri.

 

Fragaria vesca Skov-jordbær
Skov-jordbær er udbredt i tempererede egne af Eurasien, mod øst til Baikal-søen, samt i tempererede dele af Nordamerika. Den er blevet naturaliseret i bl.a. Chile. Dens frugter er meget små, men yderst velsmagende, og arkæologiske udgravninger antyder, at de har været benyttet som føde siden Stenalderen. Dyrkede former kendes fra Oldtidens Persien, og senere blev frø bragt til Det Fjerne Østen ad Silkevejen. I Tyrkiet høstes årligt hundreder af tons vilde jordbær, hovedsagelig til eksport.

Jordbær spises rå, med mælk eller fløde, som grød eller som syltetøj, og de benyttes som smagsstof i bl.a. is, vin, likør og konfekt, samt som duftstof i fx hudcremer. I digtsamlingen Ritorneller fra 1944 prises de højt af Hans Hartvig Seedorff (1892-1986):

 

En dyb Tallerken fuld af Pigehjerter!
(…)
Jeg føler mig tilmode som Rolf Blaaskæg,
hver gang du mig saa rigeligt beværter.

 

Om jordbær-plukning i naturen siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80), at de ”gierne pleye at locke dennem til sig, som gaa dennem forbi, saa at de faae stor Begierlighed til dennem at plocke oc æde.” Men ak, under planterne holder ofte skrubtudser til, og ”de pleye at udgyde deris Forgift paa Urterne, da skal mand sig der ofuer icke forundre, at mange aff de Mennisker tijt oc ofte hasteligen blifue forgifne oc geraade hen udi store Siugdomme oc Tilfald, oc der ofuer maa sætte Lijfuet til, oc det for den ringe Lystis Skyld, de kand hafue der aff, at de dennem saa hasteligen (…) kand æde.”

Han råder endvidere til, at man kun skal spise de bedste af bærrene, og at de skal vaskes først, hvorefter han fortsætter: ”Quinderne, som af Karighed i steden for Rijnske-Vijn pleje at komme Melck paa Jordbærene, de giøre sig ingenlunde it got Gafn, oc kand heller intet være quijt [må gøres ansvarlige] for adskillige slemme oc onde Tilfald, som der aff foraarsagis kand: Thi de maa tage sig vare, at de icke faa ont af Veyr udi Lifuet [kolik] eller Bugløb [diarré], huilcke Siugdomme aff dennem letteligen kand foraarsagis, dersom mand ickun kommer Melck paa dennem: Men dersom de med Sucker oc Vijn vel blifue tilberidde, da ere de ofuermaade sunde. (…) huorom altingist er, da er det saare fornøden oc værdt at mercke, at de ere allersundist, naar mand dennem æder før Maaltijd oc de andre Retter.”

En lokal sjællandsk overtro sagde, at man ikke måtte spise jordbær efter solnedgang og dugfald, de de underjordiske væsner i så fald kunne gøre én syg. Sammesteds fortaltes det, at spiser man et dobbelt jordbær, får man tvillinger. På Lolland beretter et gammelt sagn, at en kone ville plukke jordbær og lagde sit barn fra sig på jorden, men da hun kom tilbage fra plukningen, var barnet blevet erstattet af et hæsligt væsen.

På bladene kan koges en behagelig té, og en gammel engelsk opskrift lyder således: “Pluk jordbærblade på Lamas-aften [1. august] og pres dem, indtil deres aromatiske duft kan mærkes. Derpå tager man en fed kalkun og plukker fjerene af ham og snører ham, hvorefter han pakkes omhyggeligt ind i jordbærbladene. Derpå koges han i vand fra brønden, og man tilføjer rosmarin, rævehale-amarant, lavendel, tidsel, nælde og andre sødtduftende urter. Tilsæt også en halv liter sød hvidvin samt et halvt pund smør og saften af et pund revet frisk ingefærrod, foruden svesker og kogte rosiner og en smule salt. Dæk ham over med et låg af sølv.”

Både blade og frugter af skov-jordbær blev tidligt anvendt i urtemedicinen. Frugten blev betragtet som uvurderlig mod feber, og den blev også anbefalet mod sten. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) hævdede, at spedalske med “rødt ansigt og hedt blod” kunne leve længe, hvis de dagligt drak jordbærvand, mens den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) erklærede, at jordbær er “specielt god til at helbrede mange sygdomme.” Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) opdagede, at bærrene var en effektiv kur mod urinsyregigt, og i Danmark blev et grødomslag af bladene benyttet mod samme lidelse.

Under 1. Verdenskrig blev jordbærblade røget som tobak. Hele planten er blevet anvendt til garvning.

 

 

Frugterne af skov-jordbær er meget små, men yderst velsmagende, modsat mange af de dyrkede former, som ofte har en vandet smag. – Amager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fragaria virginiana Virginia-jordbær
Denne art er udbredt i store dele af USA og det sydlige Canada.

I sin bog Travels Through North & South Carolina, Georgia, East & West Florida, the Cherokee Country, the Extensive Territories of the Muscogulges, or Creek Confederacy, and the Country of the Chactaws; Containing An Account of the Soil and Natural Productions of Those Regions, Together with Observations on the Manners of the Indians, fra 1791, skriver den amerikanske naturhistoriker William Bartram (1739-1823) om denne art:

“(…) og da vi havde nået toppen, kunne vi nyde den mest fortryllende udsigt, en umådelig vidtstrakt flade af grønne enge og jordbærmarker, hvorigennem en flod slyngede sig og ved hver vending hilste højdedrag med svulmende græsbevoksninger og terrasser med blomster og jordbærbede fyldt med frugter. Her spadserede flokke af kalkuner rundt, og hjorte dansede og sprang over engene og bakkerne. Grupper af unge, uskyldige Cherokee-jomfruer havde travlt med at høste af de rige, duftende bær, mens andre, som allerede havde fyldt deres kurve, lå i skyggen under duftende buske af Magnolia, Azalea, Philadelphus, Calycanthus, gul jasmin samt himmelblå Glycine frutescens, hvor de åbenbarede deres ynder i den svage brise eller badede deres lemmer i de kølige vandløb. Andre mere lystige selskaber, som stadig samlede jordbær, jagtede umotiveret deres ledsagere og smurte saften af den rige frugt på deres læber og kinder.”

 

 

 

Fragaria nubicola Himalaya-jordbær
Denne plante er udbredt i bjergområder, fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1800 og 3800 m. Den er meget almindelig i Himalaya.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber, saft af hele planten mod infektion af lunger og nervesystem, samt til at dæmpe kraftig menstruation. Den umodne frugt tygges for at kurere blæner på tungen. En pasta af frugten smøres på sår og hudlidelser.

 

 

Himalaya-jordbær er den almindeligste blandt fire jordbær-arter i Himalaya. – Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtbærende Himalaya-jordbær, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fragaria daltoniana
Denne art, som er udbredt i Himalaya fra den indiske delstat Uttarakhand mod øst til Myanmar, kendes nemt på de aflange, indtil 2,5 cm lange bær.

 

 

Fragaria daltoniana, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunus avium Fuglekirsebær
Prunus cerasus Surkirsebær
Det oprindelige udbredelsesområde for fuglekirsebær var sandsynligvis fra Frankrig gennem Europa til Kaukasus, mens surkirsebær formentlig stammer fra Nærøsten. Begge arter dyrkes nu i talrige lande verden rundt, i Europa mod nord til Danmark og Sydsverige. Fuglekirsebær er ganske almindeligt forvildet i Danmark, mens surkirsebær kun sjældent forvildes.

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse- af latin Cerasus, en omskrivning af græsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Slægtsnavnet kommer af græsk prounos (‘blommetræ’), mens artsnavnet avium er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Fund af fuglekirsebær i danske møddinger fra Vikingetiden (men ikke i ældre møddinger) antyder, at de blev indført på denne tid. Surkirsebær blev indført senere som frugttræ.

I 1600-tallet skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli: ”Pigerne vide ocsaa at giøre sig denne Quas [harpiks] nyttelig: Thi de tage den samme, giøre en liden Knap aff Kammerdug fuld aff Kirse-Quas oc giøre den samme nogit lidet vaad i koldstøbt Lud eller Lecke-Lud, med huilcken de stryge deris krusflettede Haar-Locker, at de icke skal blifue puskede.”

De lækre frugter indgår som ingrediens i utallige desserter og kager, samt til produktion af syltetøj og vin. Likør fremstilles af et udtræk af bær og knuste kærner. På Bornholm samledes man førhen i kirsebærrenes modningstid til kjøssebærasønda, hvor kirsebærrene indgik som en væsentlig del af festmaden.

Bark, blade og frugtkærner indeholder amygdalin (se under Prunus amygdalus nedenfor). Af bladene blev tidligere fremstillet té, og i krisetider blev de smuldret og anvendt som tobak. Veddet er meget holdbart og anvendes til produktion af finere møbler og snedkerarbejder, bl.a. violiner og piber, samt tidligere også til dele af vindmøllers maskineri. På Bornholm var veddet førhen meget benyttet under røgning af sild.

I Det tabte Land (1919) beskriver Johannes V. Jensen (1873-1950) fuglekirsebær således: ”Hvert Træ staar som en hvidklædt Kuppel fuld af Kølighed og Sødme, Solskin og Svaling, og Træet er en eneste Tone af alle de summende, øre Bier, et Lysunder, Salighedens Sfære.”

I Middelalderen blev harpiks af kirsebærtræer anvendt mod fx hovedpine, døvhed, kvalme og blæresten, og saften er gennem tiderne blevet benyttet mod utallige lidelser, bl.a. hovedpine, koldfeber (malaria), halskatar, bændelorm og forstoppelse, og endvidere som sten- og vanddrivende middel. Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver: ”Disse Bær tiene dennem i Synderlighed, som ere melancholiske oc som hafue ont udi Slagsiden.”

Et gammelt råd siger, at kirsebær hjælper mod podagra (urinsyregigt), og en nyere norsk undersøgelse har påvist, at kirsebær rent faktisk øger udskillelsen af urinsyre. Urinsyreniveauet i blodet hos ti raske kvinder faldt med en femtedel efter indtagelse af kirsebær. Den dybrøde farve i surkirsebær og røde moreller kommer fra antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse.

 

 

En overdådighed af blomster på et fuglekirsebærtræ, Halskov Vænge, Falster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”Disse Bær tiene dennem i Synderlighed, som ere melancholiske oc som hafue ont udi Slagsiden.” – Frugter, kaldt moreller, hos en forædlet form af fuglekirsebær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kirsebærtræer får smukt gult efterårsløv. Denne killing sidder på en gynge, omgivet af nedfaldne blade fra et stort moreltræ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunus amygdalus Mandeltræ
Artsnavnet kommer af græsk amygdalos, det klassiske navn på mandeltræet. Denne art er vildtvoksende i Centralasien, udbredt i Iran, Afghanistan, Pakistan og Turkestan. Den dyrkes mange andre steder, bl.a. i Californien og omkring Middelhavet.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) siger: ”Endog dette Træis Fruct undertiden icke blifuer maaen [moden] her i disse Lande, saa elskis dog dette Træ for sine Blomsters Deyligheds Skyld, thi de ere hart ad saa liflige, som tilforn sagt er, som Persicktræers [ferskentræ] Blomster. (…) Søde Mandeler ere en synderlig god Spise for dennem, som enten nyligen ere komne til pas eller oc ere Blodsottige, dersom de bruge den Mandelmelck, som aff dennem blifuer bered. Men de beeste Mandeler hafue den Natur oc Art, at de aabne oc aftørre, derfore saa aabne de ocsaa Miltens, Krosens, Nyrenis, Mafvens oc Moderens Aarer oc Gange. For denne Aarsag Skyld skeer det ocsaa, at somme Dranckere, som bruge aff disse Mandeler, naar de ere saa ofuen fulde, at Øllet eller Vijnen saa got som ralder i deris Hals, kand de endda dricke store Skaaler ud oc dog ey blifue druckne.”

Mandler er gode mod infektioner, og de mindsker risikoen for at få kræft, demens og Alzheimer. De sænker også kolesterolindholdet i blodet. De er tillige virksomme mod overvægt, og saften anvendes mod flækkede læber. Endvidere virker de let afførende. Førhen blev mandler spist som potensfremmende middel.

Der findes to varieteter. Bittermandler, var. amara, indeholder amygdalin, som er et glukosid. Ved optagelse i organismen spaltes dette glukosid i druesukker, bitterolie samt den uhyre giftige blåsyre (cyanbrinte). Dødelig dosis af blåsyre er omkring 1 mg pr. kg kropsvægt, så det kan være risikabelt at spise mange bittermandler.

Derimod indeholder søde mandler, var. dulcis, kun ganske lidt amygdalin. De er meget velsmagende og anvendes i kager, desserter, nordindiske curries, samt i fremstillingen af mandelsirup. De indeholder op mod 50% olie, som benyttes til madolie og i marcipan. Olien, samt resterne efter presningen (’mandelklid’), anvendes i kosmetik.

I de hebræiske Tanakh-tekster var mandeltræet et håbets symbol på grund af sin tidlige blomstring, og i Bibelen nævnes mandel ti gange, første gang i Første Mosebog, kap. 43, v. 10, hvor det hedder: Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gjører dette: tager af Landets bedste Frugt i Eders Sække og fører ned til Manden som Skjenk; lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mandler.”

 

Skjenk: gave
Ladanum: harpiks udvundet af en art cistrose (Cistus), anvendt som parfume

 

Efter legenden bar Arons stav sødmandler på den ene side, bittermandler på den anden. Hvis israeliterne fulgte Herrens ord, ville de søde mandler modnes, men hvis de fornægtede Herrens vej, ville bittermandlerne dominere.

 

 

Blomstrende mandeltræ, Mezzouna, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Første Mosebog, kap. 43, v. 10, beskrives mandlen som værende blandt ”Landets bedste Frugt” (se citatet ovenfor). – Billedet viser et frugtbærende mandeltræ nær Gaucin, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sorbus aucuparia Almindelig røn
Almindelig røn er vildtvoksende i størsteparten af Europa, inklusive Madeira og Island, samt i Nordafrika og tempererede dele af Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og det nordlige Kina.

I Myter, bd. 6: Pisangen, fra 1932, beskriver Johannes V. Jensen (1873-1950) rønnen således: ”Det dejligste Træ, ingen Duft er som det blomstrende Rønnebærtræ efter Regn, kølig, sød, velsmagende, den skønneste Aande i Verden.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) udtrykker sig således i digtsamlingen De danske Træer, fra 1844:

 

Du smukke Røn! De røde Bær påminder
om Tryllemagt ved røde Jomfrukinder,
om Magnetismen ved de røde Klæder (…)

 

Anderledes prosaisk nævnes rønnen – sammen med silje = seljepil (Salix caprea) – i folkevisen Kong Erik og den spotske Jomfru:

 

Udi din Faders Egelund,
der vokser op Silje og Røn,
og dér ligger dine Horeunger syv,
en Hore er du i Løn.

 

Rønnebær optræder også i folkloren: ”De er sure”, sagde ræven om rønnebærrene. Den kunne ikke nå dem.” Denne sætning blev ofte anvendt om noget, man gerne ville have, men ikke kunne få – derfor omtalte man det i stedet med foragt.

Det fællesnordiske navn røn, på oldnordisk reynir, sigter til farven rød. Navnet majrøn hentyder til, at man førhen pyntede majstangen med rønnegrene, mens fuglefængerrøn sigter til, at man i 1700-tallet plantede røn i haven for at lokke kramsfugle (drosler) til, så man kunne fange dem i snarer. Navnet maretræ hentyder til, at røn blev anvendt mod mareridt.

Frugterne spredes med fugle, og rønnetræer spirer til tider i toppen af stynede træer eller i stråtage. Disse epifyter kaldes for flyverøn, og de blev førhen tillagt magiske kræfter. En kvist af en flyverøn kunne beskytte mod onde magter, men den skulle helst skæres af træet Sankthans-nat. Et folkeligt navn for flyverøn var troldtræ. Det blev sagt, at hvis man podede et æbletræ på en røn, og en gravid kvinde spiste af dets æbler, ville hun ikke kunne føde barnet. Man sagde også, at hvis en heks kastede rønnebær til en ko, og den åd dem eller blot slikkede på dem, ville den abortere.

Rønneved har gennem tiderne været anvendt til mange formål. I Ordrup Mose nær Klampenborg er der fra Stenalderen (Ertebølle-kulturen, ca. 5400-3900 f.Kr.) fundet rester af et tragtbæger, skåret i rønnetræ, og fra Bronzealderen har man fundet bronzekar med pinde af rønnetræ stukket gennem øskenerne. Siden har veddet været benyttet til bl.a. brædder, kareter, hjuleger, bidsler og piberør, og barken blev anvendt til garvning og farvning (rødbrunt). Af frugterne fremstilles akvavit, vin, øl og syltetøj samt en glimrende gelé, velegnet til vildtretter.

Tidligere satte småpiger rønnebær på snore til halskæder, og drengene skar fløjter af grenene. I England bar bondekoner ofte en halskæde af rønnebær som beskyttelse mod hekseri, og man hængte rønnekviste over stalddøren for at beskytte husdyrene mod onde magter. I 1600-tallets Danmark mente man, at et stykke rønnetræ lagt i ladekornet ville fordrive utøj, og friske grene i korndyngen ville holde rotter og mus borte.

Da rønnebær har et stort indhold af c-vitamin, var de førhen et almindeligt benyttet middel mod skørbug. De blev også anvendt mod bl.a. diarré, gigt og blodgang (dysenteri), og barken blev benyttet mod koldfeber (malaria). I nutidens urtemedicin anvendes rønnebær mod ru hals og betændelse i strubehovedet, og på grund af deres sammensnerpende virkning mod hæmorrider og problemer med vandladningen. Et afkog af barken benyttes mod diarré samt udflåd fra skeden.

 

 

Blomstrende almindelig røn, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fritstående rønnetræer producerer en overdådighed af frugter. Disse billeder er fra Glömminge, Öland, Sverige (øverst), Borris Hede, Vestjylland (i midten), samt Holckenhavn Fjord, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rubiaceae Krapfamilien

 

Galium verum Gul snerre
Gul snerre er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, og den er desuden blevet naturaliseret i Nordamerika, New Zealand og andre steder.

I den gamle nordiske gudetro var arten viet gudinden for viden, kærlighed og giftermål, Frigg, som også var beskytter af fødende kvinder. Det var skik at fore barselssengen med denne velduftende urt. Da kristendommen blev indført, forbød man denne hedenske skik, men da den holdt sig, besluttede Kirken i stedet at tilegne planten Jomfru Maria, og man hævdede, at den blev benyttet som leje i krybben for den nyfødte Jesus, heraf folkenavnet Jomfru Marias sengehalm.

Gul snerre blev også stoppet i madrasser, hvor kumarinen i de tørrede stængler afgav en dejlig duft. Da kumarin er et giftstof, kunne snerren samtidig fordrive lus og lopper fra sengetøjet, hvilket gav anledning til folkenavnet loppeurt. Navnene honningurt, biurt og aftenduft hentyder til de duftende blomster, mens téblomst sigter til plantens anvendelse som téerstatning. Børneskidt og børnelort hentyder til blomsterfarven. Forklaringen er, at småbørns afføring ofte er gullig.

Et andet folkenavn er mælkeløbe, hvilket skyldes, at blomsterne er i stand til at koagulere mælken og danne ost. I sin bog Herbal Simples nævner Dr. William T. Fernie (1830-1914), at “Folkene i Cheshire, specielt omkring Nantwich, hvor den bedste ost fremstilles, benytter den [gul snerre] i deres osteløbe, idet de sætter den derved fremstillede ost meget højere end ost uden den.”

Slægtsnavnet er afledt af græsk gala (’mælk’), der ligeledes hentyder til gul snerres rolle som mælkeløbe. Det danske navn snerre kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (Galium aparine), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

De mærkelige navne klammerurt og trædeurt (af trætte = strid) hentyder til en gammel overtro, at hvis gul snerre blev strøet på en kakkelovn, og røgen bredte sig, ville folk i stuen komme i klammeri og begynde at slås. Botanikeren Johan Paulli skriver i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761: ”De mere uoplyste blandt Almuen troede, at den skulle forvolde Klammeri og Trætte, hvor den blev strøet i et Værelse ved deres Gilder.”

Om samme emne skriver den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i sin bog fra 1745, Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa förrättad År 1741 (ny udg. Wahlström & Widstrand, 1975): ”Galium luteum berättade oss folket vara av somliga brukeligt till att strö på golvet i gästebodslag, men hade alltid den olägenheten med sig, att gästerna blev oense [uenige] och kommo uti slagsmål. Emellan denna orsaken och påföljden kan jag intet såsom physicus förklara mig, utan måste som logicus saken upplösa, fastänn syllogismen [logisk argumentation] skulle bliva ett kvarter lång: Galium strös här aldrig på golvet utan vid gästebud. Aldrig något gästebud är här (liksom på andra ställe) utan rus. Aldrig rus utan kiv och buller. Alltså gör Galium kiv.”

Folkenavnet farveurt hentyder til, at blomster og rødder kan benyttes til plantefarvning, idet blomsterne giver gul farve, rødderne rød. Dr. Fernie (se ovenfor) skriver, at et af de engelske navne på gul snerre, maid’s hair, kan spores tilbage til Henrik d. 8’s tid, hvor “de unge piger bar silketørklæder for at beskytte deres hår, som var farvet gult.” – Blomsterne kan også anvendes som tilsætning til snaps.

Førhen blev gul snerre anset for at være effektiv i behandlingen af kramper, epilepsi og hysteri, og den benyttedes endvidere mod gigt samt som sveddrivende middel. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “En salve, fremstillet af den og smurt på den rejsende, er et godt middel mod træthed.” En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler et afkog af planten mod næseblod og indre blødninger. I Danmark mente man i 1600-tallet, at skab og fnat hos børn kunne kureres med denne urt.

I dag er arten et populært middel mod urinvejsproblemer, samt mod blære- og galdesten, og i Frankrig anvendes den stadig mod epilepsi.

I Samlinger til Jydsk Historie og Topografi fra 1872 findes dette gamle mundheld: ”Tager man ’Vor Frues sengehalm’ i Mad og Drikke, kan man ikke skades af Orme og Slanger, naar man i Høsten sover med aaben Mund i Græsset.”

I digtet Ved Rugskjellet fra 1906 skriver Jeppe Aakjær (1866-1930):

 

Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.

 

 

Gul snerre er en meget variabel plante, der kan blive indtil 1,2 m høj. Øverst ses et frodigt eksemplar fra Mols, nederst en krybende form på mager jord på Karlevi Alvar, Öland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster og rødder af gul snerre er meget anvendt til plantefarvning. Her plukker en ung Leif Halberg planter i Funder Ådal, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rutaceae Rudefamilien

 

Citrus
Appelsinen (Citrus x sinensis) er en hybrid mellem pompelmus (C. maxima) og mandarin (C. reticulata). Egentlig er appelsin jo et yderst mærkeligt navn på denne dejlige frugt. Dette ord er efter al sandsynlighed en forvanskning af det hollandske navn på frugten, sinaas-appel, hvilket betyder ’kinesisk æble’ – et navn, som hentyder til, at appelsinen først opstod i Kina, hvor den er nævnt i litteratur så tidligt som i 314 f.Kr. (Kilde: Xu et al. 2013. The draft genome of sweet orange (Citrus sinensis). Nature Genetics. 45: 59-66). Det latinske artsnavn sinensis betyder også ’kinesisk’.

Iøvrigt stammer navnet på farven orange fra frugten – ikke omvendt. Ordet kommer af oldfransk orange, der igen kommer af italiensk arancia, som er baseret på arabisk naranj, der er afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

De fleste andre Citrus-arter og hybrider stammer sandsynligvis også fra Fjernøsten, Sydøstasien eller det indiske subkontinent. I dag dyrkes mange af dem i tropiske og subtropiske lande kloden rundt.

En forfriskende juice, som er rig på c-vitamin, fremstilles af adskillige arter, specielt appelsin, citron (C. limon) og lime (C. aurantiifolia). Marmelade fremstilles af forskellige arter, mest pomerans (C. aurantium var. amara) og bergamot (C. bergamia). Produktionsrester fra fremstillingen benyttes som kvægfoder.

Skallen af adskillige arter indeholder æteriske olier, der anvendes til fremstilling af bl.a. parfume, og i Vietnam udvindes parfume af blomsterne af pompelmus. En æterisk olie af bergamot benyttes som tilsætningsmiddel i to té-typer, Earl Grey og Lady Grey, samt i forskellige typer af slik, fx Turkish Delight. I Norge og Sverige benyttes denne olie som tilsætning i snus. I Italien fremstilles et alkoholprodukt ved navn Liquore al Bergamotto af bergamot.

En besynderlig afart af sukat (C. medica), varieteten sarkodactylis, kaldes på grund af sin form for Buddhas hånd. Den benyttes til at føje duft til tøj og andet. Citronsaft anvendes som blegemiddel samt til at fjerne pletter, mens saften af lime-arten C. hystrix anvendes som insektbekæmpende middel. Der fremstilles redskabsskafter af veddet fra pompelmus.

Alle Citrus-arter er en glimrende kilde til forskellige vitaminer, specielt c-vitamin. På den tid, hvor Vasco da Gama (1460’erne – 1524) og Ferdinand Magellan (ca. 1480-1521) sejlede ud på deres opdagelsesrejser, døde op mod 80% af sømændene på deres skibe af skørbug, som af Sir Richard Hawkins (1562-1622) blev kaldt “havets pest og sømændenes endeligt.” For at forebygge dette begyndte kaptajnerne at medbringe store forsyninger af eddike, sennep, malt og surkål, som var ganske effektive midler til at forhindre udbrud af den frygtede sygdom. Senere blev det i England lovbefalet for skibene at medbringe citroner eller lime , som er endnu mere effektive mod skørbug, på deres rejser.

I nutidens urtemedicin anvendes blade, blomster, frugter og frø af forskellige Citrus-arter mod fx forkølelse, feber, hoste, astma, halsbetændelse og mavebesvær. Citron-skal hjælper mod åreknuder. Frugten af sukat anvendes mod dysenteri, og saft fra skallen af pomerans benyttes mod mavebesvær. Den tørrede skal af umodne frugter af ‘Buddhas hånd’ anvendes som styrkende middel. En æterisk olie udvundet af bergamot anbefales til behandling af helvedesild. Førhen blev citronsaft anvendt som et middel mod solskoldning, og i det sydlige Italien blev saft af bergamot benyttet mod malaria.

 

 

Appelsintræer, Kreta (øverst) og Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et fad med indbydende appelsiner, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slik – tørrede appelsinskaller til salg, Lugang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Citrontræ, Wadi Feiran, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Plantage af mandariner, Orlando, Florida, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mandariner i en plantage nær Dongshih, Taiwan, er rådnet på grund af for megen nedbør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende pompelmus, Taiwan. I Vietnam udvindes parfume af denne arts blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gadesælger skærer tørret pompelmus i små terninger, der anvendes som traditionel medicin, Anping, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lime-frugter og chili-frugter (Capsicum frutescens) til salg på en gade i Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buddha’s Hånd er en temmelig grotesk varietet af sukat, her til salg i byen Lugang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ruta graveolens Rude
Rude er sandsynligvis hjemmehørende på Balkan og i Ukraine, men blev dyrket i det øvrige Europa så tidligt som i 900-tallet, og i dag dyrkes den i store dele af verden. Slægtsnavnet, og dermed det danske navn, er afledt af græsk reuo (’at frigøre’), hvilket hentyder til plantens anvendelse mod diverse sygdomme.

Rude var meget anvendt i Oldtiden. Den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den, og den var en vigtig ingrediens i et middel mod forgiftning, som blev benyttet af Mithridates d. 6. af Pontus (134-63 f.Kr.). Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) bemærkede, at rude gjorde synet skarpt og klart, især hvis det var blevet forringet gennem overanstrengelse af øjnene, og kunstmalere på hans tid konsumerede store mængder af den. I Middelalderen, hvor munke kopierede manuskripter under ringe lysforhold, indtog de også rude.

Tacuinum Sanitatis, en middelalderlig håndbog, der omhandler velbefindende, var baseret på Taqwīm as-siḥḥah (dvs. ‘Opretholdelse af Helbredet’), en arabisk afhandling, der var skrevet af den kristne læge Ibn Buṭlān (død 1068). Han fastslår, at rude har følgende egenskaber: “Dens natur er varm og tør i tredje grad. Den får optimal virkning ved at vokse under et figentræ. Den anvendes medicinelt til at skærpe synet, og den uddriver tarmluft. Dens ulempe er, at den forringer spermen og dæmper trangen til samleje. Dette kan modvirkes ved at indtage føde, som øger mængden af sperm.” [Udtrykket “vokse under et figentræ” hentyder til, at rude foretrækker halvskygge.]

I 1400-tallet blandede man i Danmark blade af rude og laurbær med regnorme og eddike og smurte det i panden mod hovedpine, og i 1500-tallet anvendtes en blanding af knust rude og hundelort mod pestbylder. I 1625 anbefalede den neapolitanske læge Pietro Piperno rude mod epilepsi og svimmelhed, og led man af epilepsi, skulle man bære en krans af rude rundt om halsen. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Hvis en person smøres med en salve af rude, vil han ikke skades af giften fra stormhat, svampe, slangebid samt stik af bier og hvepse.”

En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler en salve af rude mod iskias og ledsmerter samt at drikke rudesaft mod ”koldfeberens rystelser, hvor drammen indtages, inden anfaldet sætter ind.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria]. Han siger endvidere, at ”saften af rude, opvarmet i en granatæbleskal og dryppet i ørerne hjælper mod øresmerter. Rudesaft, blandet med fennikel og en smule honning samt galden fra en hane, hjælper mod forringet syn.”

Dommere bar ofte rude som værn mod den smitsomme ’fængselssyge’ (tyfus). I begyndelsen af 1800-tallet sagde et folkeligt råd, at man skulle lægge en blanding af rude og honning på navlen for at uddrive indvoldsorm. Bønder anvendte bladene til at behandle strubehoste hos høns samt diverse kvægsygdomme.

I den moderne urtemedicin anses rude for at være stimulerende og krampestillende, og et opvarmet udtræk af planten anvendes ofte til at fremme menstruation. Arten benyttes også mod hovedpine, fremkaldt af overanstrengelse, samt rheumatisme, forstuvninger, hysteri, hoste, kolik og tarmluft. Udvortes kan en salve af planten afhjælpe de stærke smerter under iskias-angreb. Et stærkt afkog af planten smøres på brystet mod kronisk bronchitis.

Rude var meget anvendt i Oldtiden i det romerske og det mellemøstlige køkken, og i dag er dens blade og bær stadig en vigtig ingrediens i det ethiopiske køkken. Den benyttes som smagsstof i det græske, kroatiske og italienske køkken, og den blev engang også anvendt som smagsstof i øl og eddike. Af frøene kan fremstilles grød.

I Middelalderen blev rude i mange egne af Europa anset for at være et effektivt beskyttelsesmiddel mod hekse, og den blev ofte anvendt i trylleformularer. Et gammelt ord siger, at hvis man sprinklede rude-vand i sit hus, ville det fordrive lopper. – Førhen, under ceremonien, der gik før søndagsmessen i kirken, blev det hellige vand sprinklet med rude-kviste.

I dag dyrkes rude ofte som prydplante. Katte bryder sig ikke om lugten af rude, så hvis man ikke bryder sig om katte, kan man plante rude i sin have! Arten benyttes også til at fordrive insekter, og i Sydindien anbefales den som et middel til at fordrive slanger.

I skuespillet Hamlet af William Shakespeare (1564-1616) er rude en af de blomster, som den gale Ofelia deler ud:

 

Her er fennikel til jer, og akelejer,
her er rude, for anger og ruelse, til jer og til mig.
Om søndagen kan vi kalde den for nådesurt.
Åh, men I må bære jeres rude med et særligt mærke ved.

 

Rude er national urt i Lithauen, og i traditionelle folkesange nævnes arten ofte i forbindelse med jomfrudom hos unge piger. Kun jomfruer kunne bære rude under deres bryllup – et symbol på deres renhed. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Ruta_graveolens)

 

 

Dyrket rude, Jylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Santalaceae Sandeltræfamilien

 

Viscum album Misteltén
Denne snylteplante er udbredt i tempererede og subtropiske egne af Europa, Asien og Nordafrika.

Navnet misteltén kommer af mist (’gødning’) og tan (’kvist’), altså ’kvisten i gødningen’, hvilket levende beskriver, hvordan frø af disse planter spirer i en klat gødning, som en fugl har efterladt på en gren. Folkenavnet fuglelim hentyder til, at man førhen fremstillede en lim af mistelténens bær, som anvendtes til at fange drosler og andre småfugle med – en praksis, som stadig finder sted i Mellemøsten og Himalaya.

Mange fuglearter sætter stor pris på bærrene. I Nepal spiser folk også de modne bær, mens de andre steder betragtes som giftige. I Kroatien er misteltén en ingrediens i en lokal alkohol ved navn biska. I 1800-tallet blev der fremstillet sæbe af bærrene.

Folkenavnet heksekost skyldes plantens lighed med ’heksekostene’ på birketræer, og vintergrøn hentyder til, at arten er stedsegrøn. Det sydslesvigske navn marentaken kommer af mare, som angiver et væsen, der giver mareridt, og taken, som er et tysk dialektord for kvist. Det sagdes, at planten kunne beskytte mod mareridt.

For de keltiske offerpræster, druiderne, symboliserede de mistelténe, der voksede på de hellige egetræer, egenes kraft, og den indgik i deres religiøse ceremonier. Misteltén blev kun indsamlet, når druiderne havde haft syner, som ledte dem til planten. Ved nytår vandrede unge mænd, bærende på grene af misteltén, rundt og proklamerede det nye års komme.

Denne skik blev sandsynligvis overtaget af briterne, og selv efter indførelsen af kristendommen blev den bevaret i en anden form. Nytårsaften skar man grene af misteltén, pyntede dem med frugter og farverige bånd og hængte dem op under loftet omkring midnat. Herefter ledte de unge mænd de unge piger hen under mistelténen og ønskede dem godt nytår med et kys. I Danmark blev denne skik flyttet til juleaften i stedet.

I Bretagne er et folkenavn for planten Herbe de la Croix. Efter legenden blev korset, som Kristus blev korsfæstet på, fremstillet af misteltén-træ, hvilket bevirkede, at arten blev degraderet til at være en parasit.

I den nordiske mytologi var den gode gud Balder, som var søn af Odin og Frigg, plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette blev bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.

Traditionelt har misteltén været anvendt mod indre blødninger, søvnløshed, tinnitus, apopleksi og epilepsi. I Sverige havde personer, der led af epilepsi, førhen en kniv på sig med skaft af misteltén-træ som beskyttelse mod anfald.

I dag benyttes arten mod forhøjet blodtryk samt som nerveberoligende, krampestillende og styrkende middel. Nyere forskning synes at antyde, at misteltén kan gavne personer med kræft. I Nepal anvendes en salve af planten mod skrammer og sår, bylder, forstuvninger samt knogler der er gået af led. Saft fra barken smøres på hævede muskler.

Andre arter af mistelténe er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

Disse popler nær Le Blanc, Frankrig, er stærkt inficerede af mistelténe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Misteltén, Lac de Grand Lieu, Loire Atlantique, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer caesium Blågrå løn
Tidligere udgjorde lønne-arter en særskilt familie, Aceraceae, der nu betragtes som en underfamilie af sæbetræfamilien. Blågrå løn er udbredt fra Afghanistan gennem Himalaya til det vestlige Kina. Navnet sigter til bladenes farve.

Veddet anvendes til fremstilling af møbler, kopper, skåle, riffelskæfter m.m., mens bladene benyttes til at indpakke frugter, hvilket gør dem mere holdbare. Overdreven udnyttelse af veddet som tømmer til kommerciel og lokal brug har forårsaget, at arten er i tilbagegang, specielt i Pakistan. (Kilde: IUCN Red List of Threatened Species, iucnredlist.org)

I Nepal smøres saft af barken på hævede muskler, samt på bylder og filipenser.

 

 

Blade af blågrå løn, Kilanmarg, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cardiospermum halicacabum Hjertefrø
Hjertefrø er en urteagtig slyngplante, der nemt kan kendes på sine ballon-agtigt opsvulmede frugter. Det danske navn, såvel som det latinske slægtsnavn, af græsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), hentyder til frøene, som er sorte med en hvid, hjerteformet plet. Denne art er vidt udbredt i tropisk og subtropisk Afrika og Asien, men er blevet naturaliseret i adskillige andre lande. I New Zealand, hvor arten betragtes som skadelig, er forhandling af dens frø forbudt.

I ayurvedisk medicin anvendes hjertefrø til behandling af gigt, betændelse, forstoppelse, samt smerter i underlivet. Et afkog af bladene benyttes mod hårskæl. I Nepal anvendes saft fra planten mod talrige lidelser, deriblandt feber, hævede muskler, forstuvninger, vattersot (vand i kroppen), gonorré, hæmorroider, rheumatisme og astma. Et afkog af bladene tages mod diarré og dysenteri. Roden benyttes som brækmiddel og afføringsmiddel, mod irritation i mundhulen og mavebesvær, samt til at øge blodcirkulationen. Frøene anvendes mod feber og rheumatisme.

Chepang-folket i Nepal spiser unge planter som grønsag.

 

 

På dette billede fra Bagan, Myanmar, har en hjertefrøplante omslynget en træagtig vortemælk, Euphorbia antiquorum. En buddhistisk pagode ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af hjertefrø-frugter samt en enkelt blomst, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saururaceae

 

Houttuynia cordata Kamæleonblad
Denne plante er vildtvoksende i Himalaya, det sydlige Tibet, Kina, Japan, Korea, Sydøstasien samt Indonesien. Andre steder dyrkes den, bl.a. varieteter med attraktive trefarvede blade, som er årsagen til det danske navn, hvilket sigter til kamæleonernes evne til at skifte farve. På engelsk hedder planten bl.a. fishwort og fish mint, som hentyder til nogle varieteters fiskeagtige duft. Et ældre navn på arten er H. foetida, hvor artsnavnet betyder ‘stinkende’ på latin. Slægtsnavnet blev givet til ære for den hollandske biolog Maarten Houttuyn (1720-98).

I traditionel kinesisk medicin – hvor kamæleonblad kaldes 魚腥草 (‘fiskelugtende urt’) – anvendes den på grund af sine antibakterielle og antivirale egenskaber, hovedsagelig mod forskellige luftvejslidelser, fx bronchitis og lungebetændelse, samt mod herpes og urinvejsproblemer. En pasta af planten smøres på diverse hudlidelser. I Japan drikkes et afkog af de tørrede blade for at fjerne giftstoffer og harmfulde bakterier fra kroppen. I Nepal anvendes rodsaften mod fordøjelsesbesvær og hudproblemer, og den dryppes i øjnene ved øjenlidelser. Saft af planten smøres på husdyrs sår for at fordrive fluelarver og fremskynde helingen. Andre steder benyttes arten mod sukkersyge samt som vanddrivende middel.

Rod og unge skud spises i supper eller som grønsag, og der fremstilles også pickles af bladene.

I Australien og USA betragtes arten som invasiv i nogle områder.

 

 

Kamæleonblad, Taplejung, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saxifragaceae Stenbrækfamilien

 

Bergenia ciliata Håret kæmpestenbræk
Denne spektakulære plante er udbredt i bjergegne fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet. Andre steder dyrkes den som prydplante..

Generelt betragtes denne art som et betændelses- og sukkersygedæmpende middel, og den er muligvis også et godt middel mod kræft. I Nepal anvendes saft fra planten mod urinvejsproblemer, og saft af rodstænglen benyttes mod hoste, forkølelse, hæmorrider, astma og urinvejslidelser. En pasta af rodstænglen anvendes mod feber, kolik, diarré samt rygsmerter, og den smøres også på bylder. Saft fra bladene dryppes i ørerne mod ørepine. Gurung-folket i Nepal drikker et afkog af planten mod urinsyregigt samt for at bedre fordøjelsen.

I Nepal fremstilles pickles af blomsterne, og garvestof udvindes af roden.

 

 

Håret kæmpestenbræk, voksende på en klippeskrænt, Dharkot, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Schizaeaceae

 

Lygodium japonicum Japansk klatrebregne
Det danske navn sigter til, at denne bregne er en slyngplante. Den er hjemmehørende i det østlige Asien, fra Indien mod øst til Japan, og herfra mod syd gennem Sydøstasien til Ny Guinea. Arten er blevet indført til USA, Sydafrika, Australien og andre steder. I det sydøstlige USA er arten blevet invasiv og betegnes som en uønsket plante.

Stængel, blade og rod har stor anvendelse i den kinesiske folkemedicin, hovedsagelig fordi den øger blodcirkulationen. Den benyttes også mod hævelser og betændte sår, mod helvedesild, tuberkulose og tandpine, samt som vanddrivende middel.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor japansk klatrebregne er meget almindelig, hovedsagelig i lavlandet.

 

 

Denne japanske klatrebregne klynger sig til luftrødderne af en stor birkefigen (Ficus benjamina), Sheding Nature Park, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse blev fotograferet i Bagua Shan-bjergene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scrophulariaceae Maskeblomstfamilien

 

Verbascum Kongelys
Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af barbascum, af latin barba (‘skæg’), som kan være en hentydning til de lådne blade. Dunene på blade og stængel, når de er helt tørre, er glimrende som tønder, og før indførelsen af bomuld blev de anvendt som væger i lamper. I gamle dage blev de tørrede stængler dyppet i tjære eller beg og anvendt som fakler, vilket ses af folkenavnene kongelys og kongekærte. Forleddet konge- sigter sikkert til plantens ranke og ’stolte’ holdning.

Navnet himmelbrand hentyder til de mange gule blomster, mens uldurt, lammeøre og æseløre sigter til de lådne blade. Betlerlys og stodderlys hentyder nok til de grå og ’støvede’ blade, mens det lollandske navn fnaturt skyldes, at man mente at få fnat af at berøre planten. Navnene provstepik og præstepik hentyder sikkert til den uldne, ’bløde’ stængel.

Kongelys blev førhen anvendt mod en lang række lidelser, fx hoste, forkølelse, tuberkulose, diarré, forstoppelse, koldfeber (malaria), hæmorrider, dysenteri, kolik, katar, brok, tandpine og meget andet. Knuste blade, opblandet i eddike, blev lagt på brandsår, heraf folkenavnet brandurt.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Konge-Lius eller Liusebrand (…) ere Blomsterne megit iværd oc afholdne, huilcke mand bruger saa vel til at bortdrifue Veir udi Lifuet, som til at forlindre den Gyldene Aaris [hæmorroider] oc Liuftens Pine, saavel som ocsaa til at stille den Smerte, som mand hafuer, naar mand giør sit Behoff, oc Bagtarmen udgaar, at mand aff dennem [kongelys] oc Romerske eller ocsaa gemeene Commelle-Blommers Blomster giør en Fotum, det er siuder dennem, kommer dennem i en Pose oc der med sacteligen trycker paa Rumpen, den stund de endnu ere varme.”

Han fortsætter: ”Saft aff Blomsterne oc Bladene udtrykt oc paa Vorterne smurt borttager dennem, huilcket er at forundre sig paa. Andre ville sige, at Saft aff Blomsterne er it got Raad, ja saadant it, som strax borttager de Ryncker, som ere udi Panden paa de gamle Piger.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) bemærker: “Der findes mennesker, som tror, at hvis de bærer rundt på denne urt, hjælper den mod den faldende syge, specielt bladene fra planter, der endnu ikke har blomstret, og som bliver indsamlet, når solen står i Jomfruen og månen i Vædderen, hvilket ikke desto mindre er forgæves og den rene overtro.” [‘Den faldende syge’ er et gammelt udtryk for epilepsi.]

I sin bog Adam in Eden, or Nature’s Paradise. The History of Plants, Herbs, Flowers (1657) skriver den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole: Bønder i Kent anvender kongelys mod køers lungesyge, og jeg nævner det, fordi køer på en måde også skal plejes, når de er syge.”I nutidens urtemedicin anvendtes saft, kogt på blomsterne, mod en række åndedrætsproblemer, fx bronchitis, astma, halsbetændelse, influenza, hoste og forkølelse. Plantens sammensnerpende egenskab bevirker, at den er nyttig mod blod i lunger og tarme, samt mod diarré. Et omslag af bladene anvendes mod hæmorrider. Olie udvundet af kongelys virker bakteriedræbende.

Frøene er let narkotiske og blev førhen anvendt til at fange fisk – en praksis, som stadig finder sted i Nepal. På Ribe-egnen anvendte man frøene som musegift.

I Europa, såvel som i Asien, tilskrev man førhen kongelys den evne at kunne drive onde ånder bort, og man mente, at blomster og rod kunne jage mus og rotter væk, jfr. folkenavnene museurt og rottestok.

Blomsterne kan benyttes til plantefarvning og giver en gul farve.

Det er kun naturligt, at kongelys ofte optræder i poesi og prosa. Her nævnes et enkelt eksempel af Sophus Bauditz (1850-1915) i Hjortholm fra 1896: ”De høje Græsmarker bærer en Skov af blå Slangehoved og gule Kongelys, svenske Farver paa mager Bund.”

I Danmark findes tre vildtvoksende arter af kongelys, og en række andre arter er forvildet enkelte steder fra dyrkning.

 

Verbascum nigrum Mørk kongelys
En almindelig plante i vejkanter og langs stier, levende hegn og stengærder. Det danske navn hentyder til bladene, som er mørkegrønne på oversiden. Desuden kan den kendes på de rødviolette hår på støvdragerne, der er gule hos de to arter nedenfor. Mørk kongelys er udbredt fra Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Spanien, Balkan og Kazakhstan.

 

 

Mørk kongelys, Fuglsang, Lolland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørk kongelys kan kendes på de rødviolette hår på støvdragerne. – Ørbæk, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstande af mørk kongelys, nær Ørbæk Å, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Verbascum thapsus Filtet kongelys
Denne art, som også kaldes filtbladet kongelys, kendes på sine lådne blade, som er smallere end hos uldbladet kongelys (nedenfor). Den er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien og er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Danmark vokser den hist og her på overdrev og skrænter samt langs veje. Det latinske artsnavn blev først anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), i formen thapsos, for en nu ukendt plante, der voksede nær den græske by Thapsos på Sicilien.

I Nepal smøres en salve af roden på sår og hævede muskler, og opblandet med lokal alkohol tages den mod diarré. En salve af planten anvendes mod hoste, astma og andre lungeproblemer samt mod forstoppelse.

Blandt amerikanske indfødte blev bladene opblødt i vand og bundet på gigtsmertende lemmer samt på struben mod difteritis. Et varmt udtræk af roden blev drukket mod kropssmerter samt som et mildt afføringsmiddel. Folk af Potawatomi-stammen inhalerede røgen af tørrede blade mod astma, og røgen blev også pustet på en person, som havde mistet bevidstheden.

 

 

Filtet kongelys, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Verbascum densiflorum Uldbladet kongelys
Denne art minder om filtet kongelys, men har bredere og mere uldne blade samt større blomster, der kan være op til 5 cm i diameter. Den er udbredt fra Danmark og Sydsverige mod syd til Middelhavet og mod øst til den europæiske del af Rusland.

 

 

Disse billeder af uldbladet kongelys blev taget på en brakmark på Fyn, hvor der de første år efter braklægningen var en stor bestand af denne art. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kongelys-blomster er meget besøgt af svirrefluer. Her ses dobbeltbåndede svirrefluer (Episyrphus balteatus) på uldbladet kongelys, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanaceae Natskyggefamilien

 

Capsicum
Disse krydrede frugter er kendt under en lang række navne, bl.a. grøn peber, rød peber, chili, cayennepeber, jalapeño, tabasco og piri-piri. Chili er aztekernes oprindelige navn på planten, mens navnet cayennepeber stammer fra Cayenne, også kaldt Fransk Guiana, hvorfra denne type først blev eksporteret til Europa. Oprindelsesstedet for Capsicum-arter er Mellemamerika og det nordlige Sydamerika. I dag dyrkes talrige varieteter næsten overalt på kloden.

Disse frugter har været anvendt som føde i Mellemamerika så langt tilbage som 7500 f.Kr. Grønne og røde frugter spises rå, stegte eller som pickles og tillige som grønsag i retter. De er meget rige på adskillige vitaminer samt kalium, jern, magnesium og mangan. Tørrede frugter er et meget populært krydderi. Bladene er spiselige og benyttes meget i forskellige asiatiske køkkener.

Den engelske botaniker John Lindley (1799-1865) beskrev Capsicum annuum i sin bog Flora Medica, fra 1838, således: “Den anvendes sammen med Cinchona som medicin mod periodisk tilbagevendende sløvsind, samt mod urinsyregigt, fordøjelsesbesvær ledsaget af rigelig tarmluft, ørebetændelse, lammelser osv. Dens mest værdifulde egenskab ligger imidlertid i behandlingen af cynanche maligna (akut smitsom halsbetændelse) og scarlatina maligna (ondartet skarlagensfeber), anvendt enten som gurglevand eller indvortes.

Frugterne virker bakteriedræbende og stimulerende, og i pulveriseret form indtages de mod fordøjelses- og mavebesvær. De anvendes også mod bl.a. feber, hovedpine, herpes, gigt, Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’), psoriasis samt helvedesild. Frugtsaften smøres på huden for at øge blodcirkulationen, og en salve af frugten smøres på forstuvninger og smertende led. Cayennepeber har været anvendt som potensfremmende middel.

 

 

Chili-mark, Batur-søen, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mewar-folk tørrer chili-frugter i Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønne og røde chilifrugter til salg, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bangkok 2005-07
Forskellige varieteter af chili til salg, Bangkok, Thailand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou-provinsen i Kina er berømt for sine mange forskellige måder at tilberede chilifrugter på. Dette billede er fra Guiyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Datura stramonium Pigæble
Denne plante stammer fra Amerika, sandsynligvis Mexico, men er blevet naturaliseret i de fleste af verdens tempererede og subtropiske egne. Slægtsnavnet er fra Hindi dhatura, som betyder ’pigget æble’. Artsnavnet er sandsynligvis afledt af det latinske ord strumus (’natskygge’), afledt af struma (kirtelsvulster), som en ukendt art af natskyggefamilien blev anvendt imod.

Hele planten er særdeles giftig, men ikke desto mindre så jeg engang i det nordlige Indien en flok geder styre målbevidst hen imod en bevoksning af pigæble og begynde at æde løs af frugterne, så gedemaver kan åbenbart neutralisere giftstofferne.

To af plantens engelske navne, Jimsonweed og Jamestown weed, hentyder til byen Jamestown i Virginia, hvor britiske soldater i 1676 forsøgte at nedkæmpe en opstand, startet af nybyggere under ledelse af Nathaniel Bacon med det mål at styrte den forhadte guvernør William Berkeley. Nogle af soldaterne konsumerede pigæble med det resultat, at de tilbragte de næste 11 dage i en narkotisk rus. I bogen The History and Present State of Virginia, fra 1705, giver Robert Beverly en interessant beskrivelse af effekten:

“Meget unge planter af pigæble (…) blev indsamlet og kogt som salat af nogle af de soldater, som var blevet sendt hid i 1676 for at nedkæmpe Bacons opstand; og nogle af dem spiste rigeligt af den, med en meget morsom komedie som resultat, for de blev som tåber i adskillige dage. En af dem pustede en fjer op i luften, mens en anden under stort raseri kastede strå efter den. En tredje sad splitternøgen i et hjørne som en abe, mens han grinede og lavede grimasser af de øvrige. En fjerde kyssede og krammede sine kammerater, mens han snerrede dem op i deres åbne ansigter med et udtryk, som var morsommere end i en hollandsk komedie. I deres afsindige tilstand blev de spærret inde, for at de ikke skulle gøre skade på sig selv – selv om det stod klart, at alle deres handlinger var fulde af uskyld og glæde. De var i sandhed meget urenlige og ville have rullet sig i deres egen afføring, hvis dette ikke var blevet forhindret. Efter at de gennem elleve dage havde foretaget tusinde sådanne morsomme handlinger, blev de sig selv igen, og de huskede intet af, hvad der var sket.”

I sin bog Great Herball, fra 1597, skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), at ”saften af pigæble, kogt med svinefedt, kurerer alverdens betændelser, alle slags forbrændinger og skoldninger, fra såvel ild, krudt og lynnedslag som kogende vand og bly, og det i løbet af meget kort tid, som jeg har erfaret i min daglige praksis, til megen nytte og gavn.

Zuni-folket (eller Shiwi, som kalder sig) i New Mexico anvendte pigæble som smertestillende middel hos patienter, der skulle have brækkede knogler sat på plads.

I traditionel kinesisk medicin blev pigæble anvendt som bedøvelsesmiddel under operationer. I ayurvedisk medicin bliver røgen fra brændende pigæble-blade inhaleret mod astma. Andre anvendelser omfatter en pasta af blade og frø, som smøres på sår og bylder, blade opløst i vand smøres på hovedet mod hovedpine, og blomstersaften kan modvirke ørepine. I Nepal inhaleres røgen fra stegende frø mod tandpine. Pigæble kan desuden dæmpe rystelserne hos patienter med Parkinsons syge.

Førhen blev pigæble anvendt som hallocinogent stof af hekse, samt under hellige ceremonier hos en lang række indfødte folkeslag i Nordamerika. Den dag i dag indtages arten af ethiopiske debtera, magikere og djævleuddrivere, for ”at åbne sindet”, dvs. være mere modtagelige, kreative og fantasifulde.

I en bog fra 1985, The Serpent and the Rainbow, identificerer Wade Davis pigæble som en af de vigtigste ingredienser i en blanding, som haitianske voodoo-præster anvendte til at skabe zombier. I Haiti kaldes planten for ’zombi-agurk’.

I Nepal blandes den pulveriserede frugt i ris eller brød og fodres til hunde med hundegalskab for at slå dem ihjel.

 

 

Pigæble med blomst og frugt, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rekonstruktion af byen Jamestown, Virginia, som den sandsynligvis så ud i 1600-tallet, med smedje-redskaber i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hyoscyamus niger Bulmeurt
Navnet bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), hvilket hentyder til artens store giftighed, i lighed med to folkenavne på planten, galurt og hønsebane (’bane’ er et gammelt ord for ’død’). Slægtsnavnet er afledt af de græske ord hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde planten.

Folkenavnet djævleøje hentyder måske til blomstens mørke svælg, mens fnaturt sigter til, at røg fra den brændende plante blev anvendt mod hudsygdomme. Navnet signeurt hentyder til, at kloge mænd og koner signede (besværgede) med planten. De to folkenavne Fandens nosser og Fandens punge blev givet med henblik på frøkapslens form.

I Middelalderen indgik udtræk af planten som en bestanddel af de berygtede ’heksesalver’, som heksene smurte på deres bare krop. Giften trængte ind gennem deres hud og hensatte dem i en rus, hvorunder de havde fantastiske hallucinationer. De havde indtryk af at blive forvandlet til dyr, eller de syntes at flyve til Bloksbjerg, hvor de hengav sig til Djævelen. – Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Røgen fra bulmeurt-frøene har også været benyttet til andre formål end at helbrede hudsygdomme. Man mener, at det var røg fra brændende bulmeurtblade, som hensatte præstinderne ved oraklet i Delfi i ekstase, inden de fremkom med deres profetiske udtalelser.

I 1648 giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) et levende tidsbillede fra 30-årskrigen, som var landsknægtenes gyldne tid. Han fortæller: ”Men at dette Bulme-Frø hafuer saadan en Kraft til at betynge Hofvedet, og komme én til at sofve, det vijde nocksom Soldater-Horerne, som løbe om Landet, eller følge strax efter Troppen, som marcherer for i veyen, thi paa det de med Konst oc Lempe kand stiele Bonden sine Høns fra at hand icke skal eengang høre dennem skrige oc gale, da huor de komme (naar ingen seer det) tage de nogit aff dette Frøe, oc komme det i en Potte med Kul-Ild eller Gløer, oc huor Hønsene da sidde paa Bielckene udi de smaa oc lafue Hytter, falde de neder, naar Røgen kommer op til dennem, oc ere ligesom de vare døde: oc paa denne Maade oc Maneere bedrage de den simple stackels Bonde”.

Det fortælles, at sigøjnerne stadig bærer sig ad på samme måde, når de vil have en høne i gryden, og det er muligt, at disse farende folk har bidraget til at udbrede planten langs Europas landeveje.

I den græske mytologi blev de døde i Hades kronet med bulmeurt, mens de uden håb vandrede langs bredden af floden Styx.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) filosoferer over følgende: “Jeg spekulerer på, hvordan astrologerne kunne komme i tanker om at kalde den for en plante i Jupiters tegn; men selv Mizaldus*, som var en mand med en skarp hjerne, var af samme mening. Planten er i Saturns tegn, og jeg vil bevise det ved hjælp af følgende argument: Alle urter, som foretrækker at vokse på dystre steder, er i Saturns tegn. Bulmeurt foretrækker i høj grad disse steder, og hele vognladninger af den kan findes, hvor man tømmer lokumsspandene, og man kan næppe finde en grøft, uden at den vokser der. Ergo er den i Saturns tegn.”

*Antoine Mizauld (1510-1578), også kaldt for Antoninus Mizaldus, fransk astrolog og læge.

Nu og da har bulmeurt været anvendt til giftmord. Et enkelt eksempel er den amerikanske læge Hawley Harvey Crippen (1862-1910), der i 1910 myrdede sin kone ved hjælp af de giftige alkaloider hyoscyamin og scopolamin, som kan udvindes af tørrede bulmeurtblade.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), anvendte bulmeurt mod smerter samt til at opnå rolig søvn, mens den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) erklærede, at den var ”af samme natur som vin og derfor en hindring for forståelse.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) siger: ”Blade, frø og saft af planten, taget indvortes, medfører en urolig søvn, ligesom under drukkenskab, som varer længe og er dødelig for patienten. At vaske sine fødder i et afkog af bulmeurt, i lighed med at lugte til blomsterne, medfører søvn.”

Nicholas Culpeper (ovenfor) udtaler: “Blade af bulmeurt virker kølende på alle betændelsestilstande i øjnene. (…) Den dulmer også smerter fra urinsyregigt, iskias og andre smerter i leddene. Smurt på pande og tindinger i en smule eddike hjælper den mod hovedpine samt mangel på søvn på grund af feber. (…) Olie fra frøene, dryppet i ørerne, hjælper mod døvhed, støj og orm i ørerne; saften af grønne dele og rod har samme virkning. Et afkog af planten eller af frøene dræber lus på både mennesker og dyr. Røgen fra den tørrede stængel og frøene, når de brændes, heler hurtigt hævelser og frostskader på hænder og fødder, idet man holder legemsdelene over røgen. Et godt middel til dem, der har indtaget bulmeurt, er at drikke gedemælk eller honningvand eller spise pinjekerner, skyllet ned med en sød vin; eller i mangel af disse benyttes fennikelfrø, nældefrø, karsefrø, sennepsfrø, radisefrø, løg eller hvidløg med vin – altsammen bevirker, at personen kommer uden for fare og bringer dem tilbage til deres eget jeg. Bemærk, at denne urt aldrig må anvendes indvortes; men udvortes i form af olie, salve eller plaster er den glimrende mod urinsyregigt. (…) For at stoppe tandpine smøres den på den smertende side.”

Førhen havde bulmeurt stor anvendelse i folkemedicinen til fremstilling af såvel smertestillende midler som trylle- og elskovsdrikke. Af roden fremstillede man halskæder, der blev båret af børnene som talismaner for at forhindre epilepsi samt for at lette smerter ved tandfrembrud. Fra gammel tid brugtes det i Danmark at indånde dampe fra opvarmede bulmeurt-frø som middel mod tandpine, kaldt ’orm i tænderne’. Dampene har givetvis lindret smerterne, men virkningen har nok i lige så høj grad været af psykologisk art, for efter kuren kunde patienten selv se de dræbte ’orme’ ligge mellem bulmeurt-frøene i den skål, hvori de havde været opvarmet. Forklaringen er, at opvarmningen sprængte frøenes skal, og den hvide krumme kim kom til syne – ikke ulig en maddike. – Røgen fra den brændende plante blev anvendt mod hudsygdomme.

Et ekstrakt af bladenes giftige alkaloider benyttes i dag bl.a. til fremstilling af beroligende midler mod forskellige sindslidelser samt til søsygepiller, idet de bedøver ligevægtsorganerne i det indre øre. Planten anvendes tillige som et mildt vanddrivende middel.

Bulmeurt er hjemmehørende i Middelhavsområdet og det vestlige Asien, men er blevet naturaliseret i næsten hele Europa samt i dele af Nord- og Sydamerika.

 

 

Bulmeurt, Hammershus, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De danske folkenavne Fandens nosser og Fandens punge hentyder til frøkapslens form. Bulmeurt er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, samt i Nordafrika. Dette billede er fra Lahaul, Himachal Pradesh, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanum Natskygge
Solanum er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena). To arter er vildtvoksende i Danmark.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Frugterne af disse planter er røde, orange, gule eller sorte.

Jerusalem-koralbær (Solanum pseudocapsicum) er omtalt på siden Hyldest til farven orange.

 

Solanum dulcamara Bittersød natskygge
Denne art er meget almindelig i Danmark og er iøvrigt udbredt i hele Europa og Nordafrika, mod øst til Japan. Den er tillige blevet naturaliseret i Nordamerika, hvor den nogle steder betragtes som invasiv. Den er en meget frodig slyngplante, som især vokser i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger.

Herom beretter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Beesk-Søde skiuder ligesom en Vijnrancke nogle Træ-actige Stengeler, oc fra dennem mange Grene, med huilcke den skiuder sig op oc fester sig paa de næste Tiørne eller andre Grene oc Ymper.” [Ympe er et gammelt ord for podekvist, her vel blot i betydningen kvist.]

Paulli skriver endvidere: ”Matthiolus [Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), italiensk læge og naturhistoriker] siger, at Quinderne udi Hetruria (huilcket er it fornemme Landskab udi Italien) tage Saften aff Bærene oc bruge til at giøre deris Ansict skiert [skært] med, oc til Soel-Pletter oc Fregner dermed at borttage.”

Han fortsætter: “Sebicius [Melchior Sebicius, tysk læge] befaler [anbefaler], at mand skal tage denne ferske Beeske-Søde oc støde oc legge paa Quinde-Bryste, paa det, at det styrcknede oc sammenløbne Dij [mælk] kand derved dissolveris oc komme til at flyde igien.”

 

 

Bittersød natskygge har smukke violette blomster med tæt samlede gule støvdragere. – Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bærrene hos bittersød natskygge ser indbydende ud, men er giftige for mennesker. – Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne bittersød natskygge er spiret på et ret usædvanligt sted, nemlig langs jernbanesporene på Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanum nigrum Sort natskygge
Sort natskygge er sandsynligvis oprindelig i Syd- og Mellemeuropa, men er i dag blevet naturaliseret over det meste af kloden. I Danmark er den et almindelig ukrudt i haver. Arten er meget variabel. I Danmark ses oftest lave, kun lidt grenede planter, mens andre underarter kan have meterlange, stærkt grenede stængler. Arten er opkaldt efter sine sorte bær.

Nogle underarter indeholder det giftige alkaloid solanin, men mængden af det varierer utrolig meget fra underart til underart, og ugiftige former spises som grønsag i adskillige asiatiske lande. Førhen blev ugiftige former også spist som spinat i Middelhavslandene. Modne bær spises rå i adskillige afrikanske og asiatiske lande.

I traditionel europæisk folkemedicin blev sort natskygge anvendt mod betændte sår, infektioner, urinsyregigt og opsvulmede testikler. Førhen anvendte araberne en salve af knuste blade til at dæmpe smerte og betændelse. I dag anvendes arten mod feber, forkølelse og hoste samt som vanddrivende middel.

I Nepal benyttes sort natskygge som et stimulerende, feberstillende og afførende middel samt til behandling af hovedpine, smertende led, forstørret lever, hæmorider, dysenteri, feber og sår. Den modne frugt anvendes mod diarré, øjenproblemer og hundegalskab. Et udtræk af bladene kan benyttes til at skylle munden, hvis man har blæner, samt mod dysenteri.

Blandt Naga-folket i det nordøstlige Indien anvendes et ekstrakt af planten til at lette muskelsmerter, og en pasta af den smøres på huden for at dæmpe smerten fra nælde-’forbrænding’ og bistik. Blade og frugter anvendes mod malaria, forhøjet blodtryk og blærebetændelse.

Arten betragtes i Himalaya som et potensfremmende middel.

I den kinesiske folkemedicin anvendes sort natskygge mod feber, betændelse og kræft, samt som vanddrivende middel.

I Nordamerika benyttes knuste blade mod solskoldninger, og i Amazon-området anvendes en beslægtet art mod alle former for forbrændinger.

I Böhmen placerede man førhen blade af sort natskygge i småbørns vugger, da det efter sigende fik dem til at falde i søvn. (Kilde: The Treasury of Botany: a Popular Dictionary of the Vegetable Kingdom, redigeret af J. Lindley & T. Moore, Longmans, Green, & Co., 1874)

 

 

Sort natskygge har hvide blomster med gule støvdragere. Denne blev fotograferet i en have på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne underart af sort natskygge i Taiwan har meterlange, stærkt grenede stængler. De røde blomster i baggrunden er en balsamin-art, Impatiens walleriana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser sort natskygge ved en husmur i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanum indicum Indisk natskygge
Denne plante, også kaldt Solanum violaceum, er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Den er en forveddet urt, som bliver indtil 3 m høj, med tornede stængler og til tider også torne langs nerverne på de store, bølgede blade. De temmelig små bær, som kan blive indtil 2 cm i diameter, er enten orange eller gule.

 

 

Indisk natskygge er almindeligt forvildet i Taiwans lavland, her fotograferet i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanum xanthi Purpur-natskygge
Denne art, som er hjemmehørende i det sydvestlige Nordamerika, i staterne Arizona, Californien og Baja California, kendes nemt på sine store pragtfulde blomster, som har grønne og hvide aftegninger i midten.

 

 

Purpur-natskygge, fotograferet i Torrey Pines State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Theaceae Téfamilien

 

Camellia sinensis Tébusk
Oprindelsesstedet for tébusken er uklart, men sandsynligvis det sydvestlige Kina. I dag dyrkes den verden rundt i tropiske og subtropiske områder.

En kinesisk legende beretter, at skikken med at drikke té opstod omkring 2740 f.Kr., i den berømte kejser og urtelæge Shen Nongs regeringstid. Denne kejser foretrak at få sit drikkevand kogt for at være sikker på, at det var rent. En dag, hvor han og hans hær var på march i en fjern afkrog af hans rige, hvilede de ud under et lille træ, mens kejserens tjener kogte vand til ham. Nogle blade fra træet faldt tilfældigvis ned i vandet, som blev brunligt. Kejseren drak det alligevel og fandt drikken ganske forfriskende.

I dag er té verdens mest populære drik, og tébuske dyrkes i de fleste varme lande. Der findes et utal af forskellige typer, som kan inddeles i følgende hovedtyper: oolong, hvis blade tørres og iltes, inden de rulles sammen til den fortsatte proces. Blade, som giver hvid og grøn té, iltes mindre, mens de blade, som giver sort té, iltes mere og desuden gæres, hvilket fører til et betydeligt tab af de medicinske egenskaber.

Frø af tébusken afgiver en olie, som anvendes i madlavning samt som smagsstof.

I 1753 navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) en gruppe planter Camellia til ære for den moravisk-fødte jesuitterpræst, missionær og farmaceut Georg Joseph Kamel (1661-1706), som opdagede en række nye planter i Filippinerne, dog ikke téplanten, som Linné forøvrigt placerede i en anden slægt, Thea. Men i 1818 overførte den engelske botaniker Robert Sweet (1783-1835) alle Thea-arter til slægten Camellia.

De medicinske egenskaber hos grønne téblade kan spores tibage til omkring 3000 f.Kr. Bladene er virksomme mod infektioner og er desuden en glimrende anti-oxidant, som kan modvirke dannelse af visse typer af kræft samt blodpropper. De virker også dæmpende på kolesterolindholdet i blodet og er muligvis også et godt middel mod sukkersyge.

I den moderne urtemedicin anvendes té (især grøn té) mod talrige lidelser, heriblandt gigt, diarré, herpes, hæmorrider, leverproblemer, solskoldning, sår, galdesten samt megen luft i tarmene. Nogle studier har vist, at grøn té muligvis kan forøge vægttab. Tédrikningens beroligende virkning reducerer stress og angst. I traditionel kinesisk medicin anvendes té, kombineret med andre urter, mod diarré og dysenteri.

 

 

Nærbillede af en blomst af tébusken, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Téplantage, Taiwan. Bladene høstes maskinelt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamilske kvinder plukker téblade i en plantage nær Munnar, Kerala, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Téblade behandles i en fabrik, Nuwara Eliya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Varm té, kaldt chai, er en umådeligt populær drik i Indien, drukket med rigelige mængder af mælk og sukker, og ofte krydret med kardemomme eller kanel. Her varmer en gadehandler i Bikaner, Rajasthan, mælk op til chai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kort efter daggry sælger denne mand chai og kaffe på en strand nær Puri, Odisha (Orissa), østlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der brygges kinesisk té på en stor ‘tébakke’, Lugu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Mellemøsten drikkes té normalt sort og stærk, med masser af sukker. Dette billede er fra Kandahar, Afghanistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thymelaeaceae Dafnefamilien

 

Daphne bholua Himalaya-dafne
Denne busk er udbredt i Himalaya, fra den indiske delstat Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den findes også i Bangladesh. Den forekommer i to distinkte varieteter. Lavlandsformen er stedsegrøn, mens højlandsformen, var. glacialis, er løvfældende.

På engelsk kaldes denne art for Himalayan paper plant, hvilket sigter til, at der produceres papir af barken. Ligeledes fremstilles der reb af barken. I Nepal anvendes blade og bark som fiskegift.

I Nepal benyttes rodsaften mod feber og mavebesvær, og et afkog af barken anvendes også mod feber. Pulveriserede frø benyttes mod mavepine samt til at uddrive indvoldsorm.

 

 

Den stedsegrønne varietet af Himalaya-dafne, Hanga Tham, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Højlandsformen af Himalaya-dafne, var. glacialis, blomstrer tidligt om foråret, inden bladene springer ud. – Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stellera chamaejasme
Denne smukke plante er begrænset til tørre områder i Centralasien, det sydlige Sibirien og det nordlige Kina. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

Artsnavnet kommer af græsk chamai (‘nær jorden’) og jasme (‘jasmin’), hvilket sigter til denne arts lave vækstform og jasmin-lignende blomster.

Af roden fremstilles papir og reb. I Nepal smøres rodsaften på smertefulde led, og et afkog af barken på forstuvninger. I traditionel kinesisk medicin anvendes roden til behandling af svulster, til at slå indvoldsparasitter ihjel, samt til at fjerne ophobet slim og vand i kroppen. Arten anvendes også traditionelt mod astma og hudproblemer.

 

 

Stellera chamaejasme, Muktinath, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Urticaceae Nældefamilien

 

Girardinia diversifolia Himalaya-nælde
Denne plante vokser langs stier og andre forstyrrede steder, og har man blot én gang rørt den, holder man skarpt udkig efter den, da den ’brænder’ temmelig kraftigt. Den er vidt udbredt, idet den findes i Afrika og på Madagascar, samt fra Yemen mod øst gennem Mellemøsten og Himalaya til Taiwan, og mod syd til Sydindien og Indonesien.

Unge skud af planten kan spises som grønsag, og dens frø ristes, hvorefter der fremstilles pickles af dem. I Indien dyrkes planten for stængelfibrenes skyld. De giver glimrende bast, hvoraf der fremstilles bl.a. klæde, tasker, reb og fiskenet. Arten benyttes til plantefarvning og giver blå farve. I det nordøstlige Indien anvendes frøene som fiskegift.

I ayurvedisk medicin benyttes Himalaya-nælde som vanddrivende og afførende middel, til behandling af hovedpine, gigt, rheumatisme og allergi samt til at uddrive indvortes parasitter. I Nepal anvendes den kogte rod mod luft i tarmene, rodsaften mod forstoppelse samt til behandling af bylder. Bladsaften benyttes mod feber, hovedpine og smertende led, mens aske fra planten smøres på eksem og ringorm. I Rwanda anvendes arten som modgift i tilfælde af slangebid.

 

 

Nepal 2009-1
Himalaya-nælde, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Urtica dioica Stor nælde
Oprindelsesstedet for denne art er ukendt, sandsynligvis Eurasien. I dag er den udbredt over det meste af kloden, og den er meget almindelig i Danmark. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Det giøris icke fornøden at bruge megen Vijtløftighed, naar vi om Steden ville tale, paa huilcken Nelder voxe. Thi huo er der, som icke veed, at Nelder i stor Mangfoldighed er at finde ved Gierder, udi Humle-Hafver, Kaal-Hafver, Fructe-Hafver, paa Kirckegaarde, oc andre saadanne Steder paa Landszbyen.”

Det ældste kendte klæde fra Skandinavien er et stykke stof, vævet af nældens stængelfibre, som blev fundet i en grav fra Yngre Bronzealder (ca. 1000 f.Kr.) ved Voldtofte, sydvestlige Fyn. Senere fremstillede man af nældefibre klæde, der strakte over et bredt spektrum, fra det fineste stof til grove emner som sejldug, sække, reb og fiskenet.

Da bomuld kom på mode, forsvandt nældens betydning som tekstilplante. Den fik imidlertid et come-back under 1. Verdenskrig i Tyskland og Østrig. I 1915 blev 1300 tons nældefibre indsamlet i Tyskland, hvilket steg til 2700 tons i 1916. I Danmark indsamledes i 1917 ca. 20 tons nældestængler, som med succes blev anvendt til fremstilling af reb.

Den skotske digter Thomas Campbell (1777-1844) besværer sig over, så lidt opmærksomhed nælden får i England, idet han skriver: ”I Skotland har jeg spist nælder, jeg har sovet på nælde-lagner, jeg har spist til middag ved et bord, hvor dugen var vævet af nælde. Unge og spæde nælder udgør en glimrende grønsag. Ældre nælders stængelfibre er lige så gode som hør til at væve klæde af. Jeg har engang hørt min moder sige, at hun fandt nældeklæde mere holdbart end nogen anden tekstilplante.”

Som Campbell gør opmærksom på, udgør nælde en god grønsag, og førhen blev den ofte spist sammen med andre grønsager. Den er stadig populær i supper. I landlige områder af Nepal udgør nælder et vigtigt fødeemne. Overalt i artens udbredelsesområde betragtes den som et glimrende foder til kvæg, får, svin, gæs og høns.

Et afkog af planten kan anvendes til plantefarvning og giver en smuk og holdbar grøn farve, som man i Rusland anvender til uldgarn.

En gammel engelsk overlevering siger, at hvis man planter nælder nær sine bistader, skræmmer man frøer væk. Måske mente man dengang, at frøer – eller måske snarere tudser – åd bier?

Slægtsnavnet er afledt af latin uro (‘brænder’) og sigter naturligvis til de sviende hår. Det danske nælde kommer af oldnordisk netla, der betyder ’sno’ eller ’væve’ – en hentydning til tavernes anvendelse. Bliver du brændt af en nælde, kan du gnide det brændte sted med skræppesaft (Rumex), hvilket bringer øjeblikkelig lettelse. Bladene af rosmarin (Salvia rosmarinus), mynte (Mentha) eller salvie (Salvia officinalis) kan også anvendes.

Oldtidens urtelæger anbefalede nælde til behandling af en lang række sygdomme, bl.a. gulsot, tuberkulose, koldfeber (malaria), dysenteri, forfrysninger, svindsot, stensmerter, gigt og podagra. Frø, taget indvortes, ville hjælpe mod bid eller stik af giftigt kryb og gale hunde, og de ville også modvirke forgiftning af skarntyde (se Conium maculatum, Apiaceae), bulmeurt (Hyoscyamus niger, Solanaceae) og natskygge (Solanum, Solanaceae).

Førhen brugte gigtplagede personer at piske de gigtplagede legemsdele med friske nælder, hvilket ifølge en klog kone i Kliplev ville ”vække nerveenderne.” Også i dag anbefales det patienter med dissemineret sklerose at piske sig med nælder, hvilket i nogle tilfælde kan mindske smerterne.

For at stimulere hårvæksten anbefalede de gamle urtelæger, at man dagligt skulle kæmme håret med nældesaft.

Nyere forskning har vist, at nælderod er et virksomt middel mod forstørret prostata. Bladene virker vanddrivende og blodrensende og er desuden gode mod allergi og betændelse. De anvendes også mod en lang række andre lidelser, såsom åndedrætsbesvær (fx astma, bronchitis, ja selv tuberculose) samt mod blærebetændelse, tandkødsbetændelse, iskias, halsbetændelse og nældefeber.

På grund af deres høje indhold af jern og c-vitamin er bladene et virksomt middel mod blodmangel, og nældeté anses for at være et godt middel mod rheumatisme og gigt, bl.a. urinsyregigt.

Tamang-folket i Nepal indtager en pasta af rod og blade mod benbrud. Andre steder i Nepal anvendes et afkog af roden mod astma, forkølelse og hoste. En pasta af roden smøres på hundebid. Rodsaften samt en pasta af frøene smøres på knogler, der er gået af led. Stængelsaften tages mod feber, og et afkog af bladene mod gulsot og uregelmæssig menstruation.

 

 

Stor nælde, Fyn (øverst), samt naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterstandere af stor nælde, dækket af sne, Brabrand Sø, nær Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille dreng plukker topskud af stor nælde til suppe, Hestehaveskov, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Verbenaceae Jernurtfamilien

 

Verbena officinalis Jernurt
Gennem tusinder af år er jernurt blevet betragtet som en magisk og mystisk plante. I Antikkens Egypten var den tilegnet gudinden Isis, som var beskytter af magi og af naturen. I det Gamle Rom blev jernurt anvendt som alterplante, og for de keltiske druider var den en af ingredienserne i deres hellige vievand. Ifølge en kristen legende var det jernurt, som standsede Jesu blødninger på korset.

I Middelalderen bar folk halskæder, flettet af friske jernurtplanter som beskyttelse mod hovedpine og slangebid. Hvis man gnubbede jernurt på sin hud, mens man fremsagde en hemmelig trylleformular, fik man opfyldt sine ønsker. En jernurtplante hængt op i hjemmet ville beskytte det mod lynnedslag.

Det latinske slægtsnavn er forklaret på flere måder. Ifølge en kilde kommer ordet fra latin verber, som betyder stav eller stok. Det lader til, at den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) gav planten navnet med hentydning til dens stive, stok-lignende stængel og sidegrene. Andre autoriteter gør gældende, at Verbena kommer af latin verbena, som var det romerske navn for ‘alterplante’. En tredje kilde påstår, at det stammer fra et keltisk ord, ferfaen, som betyder ‘at bortdrive sten’ – det mentes, at planten var et effektivt middel mod nyresten.

Artsnavnet hentyder til plantens medicinske anvendelse. Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Té brygget på planten tages mod hovedpine, migræne, kvalme, infektion i urinvejene og uregelmæssig menstruation, samt mod angstanfald og anspændthed. Den er et glimrende middel mod manglende appetit og har med gode resultater været benyttet mod nervøs spisevægring. Jernurt er også et effektivt vanddrivende middel, og det siges, at den øger lever- og galdeblærefunktion.

Jernurt er oprindeligt vildtvoksende i Centraleuropa og Middelhavsområdet. Den er blevet naturaliseret i Nordamerika.

 

 

Jernurt, Roncal, Navarra, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Violaceae Violfamilien

 

Viola tricolor Almindelig stedmoderblomst
Denne plante er udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, samt i Nordafrika. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika.

Bag det mærkelige navn stedmoderblomst gemmer sig følgende fortælling: Det nederste kronblad bliver sammenlignet med en stedmoder, som sidder og breder sig på to stole (bægerbladene), mens hun holder et fad grød med en stor smørklat (den gule plet ved kronbladets grund). Hendes egne børn (de to mellemste kronblade) sidder på hver sin stol nær grøden, mens hendes stedbørn (de to øverste, mere trist farvede kronblade) sidder længst borte og må nøjes med én stol til deling.

En anden forklaring går på, at det nederste kronblad er den pyntesyge stedmoder, som sidder og breder sig på en grøn sofa, bærende et gyldent brystsmykke. Nærmest hende sidder hendes egne børn på hver sin stol, iført fint tøj, mens stedbørnene i simple blå hverdagskjoler må nøjes med én stol til deling. Manden i huset ses først, når damerne har rejst sig, dvs. når kronbladene er plukket af. Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Verdens Lys (1926):

 

Stedmoderblomst! Den første Blomst,
der kom med Solens Atterkomst,
forfrossen, paa en sydlig Ager,
med blege Kinder, spæd og fager.

 

(…) 

Pluk Kronen af, en lille Mand
du finder da, fra Alfeland,
som sidder paa en lille Stol,
et smaat, men meget stærkt Idol!

 

Navnene ansigtsblomst, jødeansigt, Kristi øje, katteøjne og trefoldighedsblomst sigter til de flerfarvede kronblade. De jyske folkenavne fåreleger, lammeleger og skadeleger hentyder muligvis til, at arten vokser på tørre skrænter, hvor fårene græsser, og skaderne flyver rundt. (Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed). Navnet kukmandsblomst sigter til, at støvfangets hoved (’kukmanden’) rager frem i blomsten, ligesom kukkeren på et kukur. Det bornholmske navn fuglenæb hentyder til, at støvvejen og ringen af støvknapper kan minde om et fuglehoved.

Et af artens engelske navne er heartsease (‘hjerte-lettelse’), hvilket kommer af dens brug mod hjertelidelser. Det kan dog også hentyde til dens brug i elskovsdrikke. I skuespillet En skærsommernatsdrøm af William Shakespeare (1564-1616) er Titania den stolte alfedronning, som er gift med Oberon. De kommer op at skændes, hvorefter Oberon beordrer sin tjener, Puck, at give Titania en elskovsdrik, der indeholder bl.a. stedmoderblomst, hvilket får hende til at forelske sig i væveren Nick Bottom, som Puck til anledningen har forsynet med æselhoved.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Som de senere læger har bemærket, er den god for personer med koldfeber, specielt børn, hvis rystelser og anfald af den faldende syge den også kan kurere. Den anbefales mod betændelse i lunger og bryst, samt mod skurv og kløe på hele kroppen, og den helbreder betændte sår.” [Koldfeber er et gammelt ord for malaria, og ‘den faldende syge’ er et gammelt udtryk for epilepsi.]

Førhen blev arten også anvendt som slimløsnende middel.

I dag betragtes visse viol-arter, heriblandt almindelig stedmoderblomst, som stærkt anti-bakterielle og vanddrivende. De er ligeledes et glimrende middel mod forkølelse og bronchitis, samt mod forskellige hudlidelser, bl.a. eksem. Rod og frø anvendes som bræk- og afføringsmiddel.

I Salling blev stedmoderblomst førhen anvendt til at farve klæde grønt. I dag dyrkes forædlede storblomstrede former som prydplanter.

 

 

Almindelig stedmoderblomst, Svanninge Bakker, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Vestjyllands klitter findes en særlig underart af almindelig stedmoderblomst, ssp. curtisii, her fotograferet på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viola arvensis Ager-stedmoderblomst
Denne nære slægtning til almindelig stedmoderblomst har gullighvide, meget mindre blomster, til tider med et blåligt anstrøg. Det latinske artsnavn, som betyder ‘voksende på agerjord’, såvel som det danske navn, fortæller om artens foretrukne voksested, nemlig marker. Den træffes også ofte som ukrudt i haver. Arten er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien og er meget almindelig i Danmark.

 

 

En stor bevoksning af ager-stedmoderblomst, voksende i en græsplæne, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstand af ager-stedmoderblomst, Vorsø, Horsens Fjord. Frugten af stedmoderblomster er en ægformet kapsel, hvis tre klapper åbner sig på langs. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viscaceae, se Santalaceae.

 

 

 

Zingiberaceae Ingefærfamilien

 

Zingiber officinale Ingefær
Ingefær er sandsynligvis oprindelig på det indiske subkontinent. Den dyrkes i de fleste varmere egne af kloden og findes ikke længere i vild tilstand. I 2013 var den totale verdensproduktion på 2,1 mio. tons. Det latinske slægtsnavn, såvel som det danske navn, er afledt af græsk zingiberis, der stammer fra det indiske ord singabera, som igen sandsynligvis er en forvanskning af navnet på krydderiet på de sydindiske sprog tamil og malayalam, inchi-ver.

Ingefær blev på et meget tidligt tidspunkt importeret til Europa. Den var meget anvendt af romerne, men forsvandt næsten fra Europa efter Roms fald. I løbet af det 11. århundrede var ingefær dog atter en almindelig europæisk råvare, og den blev bl.a. anvendt som smagsstof i kærnemælk.

Dens brug i mad blev mere udbredt, da araberne og andre muslimer begyndte at udvide deres imperier. I 1500-tallet bragte spanierne ingefær til Jamaica, hvor de anlagde plantager, og gennem de følgende århundreder blev plantager anlagt i de fleste varme lande.

Det fortælles, at Dronning Elizabeth d. 1. af England (1533-1603) opfandt ingefær-kagemanden, som siden blev en populær julespise. En gammel engelsk opskrift lyder således: “Pluk jordbærblade på Lamas-aften [1. august] og pres dem, indtil deres aromatiske duft kan mærkes. Derpå tager man en fed kalkun og plukker fjerene af ham og snører ham, hvorefter han pakkes omhyggeligt ind i jordbærbladene. Derpå koges han i vand fra brønden, og man tilføjer rosmarin, rævehale-amarant, lavendel, tidsel, nælde og andre sødtduftende urter. Tilsæt også en halv liter sød hvidvin samt et halvt pund smør og saften af et pund revet frisk ingefærrod, foruden svesker og kogte rosiner og en smule salt. Dæk ham over med et låg af sølv.”

Nutildags anvendes rhizomerne vidt og bredt som krydderi, specielt i asiatiske køkkener. Af de sprøde unge rhizomer fremstilles en række produkter, bl.a. pickles, slik, ingefærvin og ingefærkager.

Ingefær dyrkes i dag i de fleste tropiske og subtropiske lande. 

Det videnskabelige artsnavn hentyder til plantens medicinske egenskaber. I Kina og Indien har ingefær været benyttet medicinsk gennem mere end 5000 år. I ayurvediske tekster kaldes den for ”en universel og fornem medicin”, og et gammelt indisk ordsprog siger, at ”alt godt findes i ingefær.” Ifølge klassisk kinesisk medicin kan ingefær ”genoprette ødelagt yang,” og den ”fordriver kulde.”

I dag er ingefær sandsynligvis verdens mest populære medicinske urt. Dens mest almindelige anvendelser er at forbedre immunforsvaret, øge blodcirkulationen og stimulere fordøjelsen, samt at modvirke forkølelse, hoste, feber, influenza, kvalme og opkastninger. Den benyttes dog også mod en lang række andre lidelser, fx forstoppelse, hjertekrampe, depression, svimmelhed, iskias, Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’), mavesår, gigt, kronisk træthed, nældefeber, hårskæl samt køresyge.

 

 

Nyligt høstede rhizomer af ingefær, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zygophyllaceae Pokkenholtfamilien
Det mærkelige navn pokkenholt kommer af tysk Pockenholz, der er afledt af middelnedertysk pocken (‘byld, hævelse’), på dansk pokker, en betegnelse anvendt i Middelalderen for kopper og syfilis. Holz betyder ‘ved’. Navnet hentyder til veddet af to medlemmer af denne familie, Guaiacum officinale og G. sanctum, der er hjemmehørende i Caribien, sydlige Mellemamerika og nordlige Sydamerika. Dette ved er sejt, hårdt og tæt og er resistent over for bl.a. ild og syre. Måske blev navnet hæftet på disse træer, fordi man sammenlignede det seje ved med de ‘seje’ sygdomme kopper og syfilis, der var svære at komme af med.

 

Tribulus terrestris Malteserkors
Denne art har en meget stor udbredelse, fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst gennem størstedelen af Asien til det nordlige Australien.

Dens frugter er udstyret med 2-4 spidse torne, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine. Frugten er således indrettet, at mindst én torn altid peger opad, hvorved den kan sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr og derved blive spredt, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

Slægtsnavnet kommer af græsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Arten har givetvis også fået navnet malteserkors på grund af disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

 

 

Malteserkors, fotograferet i Ladakh i Nordindien, hvor denne art er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet december 2018)

 

(Seneste opdatering marts 2022)