Inde i parken græsser mange giraffer (Giraffa camelopardalis) på de græsklædte bjergskråninger. Deres pelsmønster er ret unikt, og nogle autoriteter betragter dem som hybrider mellem netgiraf, underarten reticulata, og masaigiraf, underarten tippelskirchi. De kaldes undertiden for Galana-giraffer.
Vi har slået lejr et smukt sted ved foden af Mount Meru, under af et par store træer, som er omklamret af kvælerfigner (Ficus). Nær lejren fouragerer forskellige dyrearter, fx giraffer, skriftantiloper (Tragelaphus scriptus), vortesvin (Phacochoerus africanus) samt en lillebitte antilope, en underart af Kirks dik-dik (Madoqua kirkii ssp. cavendishi).
Det vrimler med fugle i området. Vi observerer bl.a. Hartlaubs turako (Tauraco hartlaubi) og paradismonark (Terpsiphone viridis), og langs vandløbene afrikansk bjergvipstjert (Motacilla clara), hvis adfærd minder en del om den europæiske bjergvipstjerts (M. cinerea). En ung kronørn (Stephanoaetus coronatus) sidder i et træ og kalder.
Vi bliver lidt forskrækkede den første nat, da vi fra træerne over teltene hører en utroligt kraftig larm, der nærmest lyder som en mellemting mellem en gigantisk kvækkende frø og en bilmotor, der ikke vil starte. Denne lyd viser sig at hidrøre fra en flok Kilimanjaro sorthvide colobusaber (Colobus guereza ssp. caudatus), som holder til i træerne omkring lejren.
Bjergregnskoven er meget smuk med høje træer, hvis stammer ofte er dækket af mosser, mens grenene er draperet med guirlander af skæglav (Usnea). (En fascinerende beretning om disse laver kan læses på siden Natur-citater). Højt over skoven kredser to bjergvåger (Buteo oreophilus).
I underskoven vokser bl.a. trælyng (Erica arborea), en buskagtig perikon, Hypericum revolutum, en balsamin (sandsynligvis Impatiens pseudoviola), samt Thunbergia gregorii, en nær slægtning til den velkendte Susanne-med-det-sorte-øje (T. alata), som er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.
Vi ankommer snart til stedet, hvor vejen ender, og mine ledsagere gør klar til en vandretur, selv om sorte skyer trækker ind over. Kort efter starten på deres vandring begynder det at øse ned, og bortset fra et par korte perioder med opklaring fortsætter regnen det meste af dagen.
Vi slår lejr nær floden, hvorefter vi kører ud for at opleve parkens rige dyreliv. På savannen græsser store flokke af impalaer (Aepyceros melampus) og Grants gazeller (Nanger granti), og blandt antiloperne færdes en flok på henved 100 grønne bavianer (Papio anubis).
Fra en hul baobab kommer en stærk moskuslugt, der vidner om, at flagermus tilbringer dagtimerne inde i den hule stamme. Op ad stammen er en mængde pløkke slået i – af honningsamlere, fortæller Moses. Træet anvendes af to slørugler (Tyto alba) som dagrasteplads.
Over middag trækker et forrygende uvejr ind over. Regnen står ned i tove, og landskabet anes kun som vage konturer. Hen imod solnedgang klarer det op, og himlen mod vest farves rød og gul.
Ved tilbagekomsten til lejren møder der os et sørgeligt syn: Lars’ telt og mit ligger fladt hen ad jorden, og alt i dem er dyngvådt: soveposer, lagner, tøj. Thomas’ og Connys telt er ganske simpelt skyllet væk, og de finder det et halvt hundrede meter borte.
Til alt held har de været så forudseende at tømme teltet, inden vi kørte, så de låner mig gavmildt en ekstra sovepose. Lars tilbringer en urolig nat på bilens forsæde, som er fyldt med væggelus, og han får dårligt lukket et øje.
Næste dag er det heldigvis solskinsvejr, så vi tilbringer nogle timer med at tørre vores udstyr.
Denne caldera er i dag et af Afrikas dyrerigeste områder med masser af hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi) og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), samt løver (Panthera leo), plettede hyæner (Crocuta crocuta), kafferbøfler (Syncerus caffer), spidssnudede næsehorn (Diceros bicornis), flodheste (Hippopotamus amphibius) og mange andre dyr.
To zebrahingste kommer op at toppes, og højlydt vrinskende galoperer de side om side, mens de bider hinanden i benene og gør deres bedste for at bide modstanderen i testiklerne.
En tyr af spidssnudet næsehorn snuser til en tot græs, hvor en hun har urineret, hvorefter den krænger læberne tilbage i en positur, kaldt flehmen. Den indsnusede luft passerer forbi nogle specielle sanseorganer, som kan afsløre, om hunnen er i brunst. Denne adfærd ses hos mange forskellige pattedyr, bl.a. heste- og kattearter.
Krateret rummer et væld af fugle. I en saltsø fouragerer en stor flok små flamingoer (Phoeniconaias minor), foruden mange forskellige arter af vadefugle. I græsset spankulerer store koritrapper (Otis kori) og masaistrudse (Struthio camelus ssp. massaicus) omkring.
Under en let regnbyge giver en sortbuget trappe (Lissotis melanogaster) opvisning i sit parringsspil. Den krummer den lange hals sammen og puster den op, mens den udstøder en brummende lyd. Derefter strækker den halsen lige i vejret og afslutter seancen med et ’pop’.
Andre turister, som camperer i nærheden, fortæller, at de har set en flok grønne marekatte (Chlorocebus pygerythrus) hoppe oven på vore telte. Disse aber er utroligt frække. Blot man vender ryggen til dem, er de lynhurtige til at stjæle frugt eller andre fødeemner. Men det lyder dog usandsynligt, at disse små aber skulle være i stand til at lave sådan en ravage. Måske er teltene blevet ødelagt af bavianer eller bøfler.
Der forestår nu et større arbejde med at reparere to af teltene, mens jeg rengør min sovepose. Mit telt står desværre ikke til at redde, så jeg forærer Lars en af mine teltstænger, som til alt held kan erstatte den knækkede. Da jeg nu er hjemløs, tilbyder Lars generøst, at jeg kan overnatte i hans telt, hvor der er rigeligt med plads til to.
Den følgende aften har vi lavet mad i mørket og sætter os på kanten af et beton-bålsted for at indtage måltidet, da Moses pludselig siger: ”Pas på, der er løver i lejren!”
Da vi tænder vore lommelygter, ser vi tre løvinder, mindre end 10 m borte, så vi trækker os skyndsomt tilbage til en respektfuld afstand. Løverne er imidlertid ikke interesserede i os, men derimod i en utæt vandpost, hvor der har samlet sig en vandpyt. Da de har slukket tørsten, forsvinder de ud i mørket.
Om natten bliver jeg vækket i min sødeste slummer af Lars, der rusker i mig og hvisker: ”Der står elefanter og knækker grene af lige uden for vores telt! Hvad skal vi gøre?”
Det knager og brager fra træerne over teltet, og vi hører krunsch-krunsch-lyde fra de stærke tænder, der knuser grene og kviste. De store dyr er så tæt på, at vi også kan høre deres maverumlen. Alt hvad vi kan gøre er at ligge musestille.
Men nu hører vi, at Thomas ovre i det andet telt begynder at lyne lynlåsen op. Han vil ud for at se, hvad der foregår. Moses, der overnatter i bilen, råber: ”Thomas, bliv i dit telt!”
Elefanterne har imidlertid hørt støjen fra lynlåsen og er nu på vej over for at undersøge sagen. Moses råber op, blinker med billygterne og starter motoren. Elefanterne bliver forvirrede og lunter lidt væk. De bliver i området et par nervepirrende timer, men omsider falder vi i søvn og vågner ved daggry, uskadte.
Jeg begynder at binde en snor fast til en gren for at tørre vasketøj, men det viser sig, at træet er optaget af en stor hanbavian, som blotter de formidable hjørnetænder og indtager en truende holdning.
”Kom bare an, din svækling!” synes han at sige. Jeg trækker mig skyndsomt tilbage og finder et andet træ til min tørresnor!
Det store figentræ nær vores lejr er fyldt med modne frugter, som ædes af en mængde fugle, deriblandt afrikansk papegøjedue (Treron calvus), rødøjet skoggerdue (Streptopelia semitorquata), ametyststær (Cinnyricinclus leucogaster) og trefarvet glansstær (Lamprotornis superbus). Sidstnævnte ses også bade i en vandpyt sammen med bl.a. den endemiske Serengetivæver (Histurgops ruficauda).
I buskene over løverne har mange lappestære (Creatophora cinerea) bygget reder – store pindebunker med et indgangshul på siden. Rederne indeholder unger i forskellige aldersgrupper, og oven på rederne venter adskillige rovørne (Aquila rapax), på udkig efter uerfarne unger, som netop har forladt reden.
Ved Ndutu besøger vi en luksuriøs lodge i håb om at kunne variere vores lidt ensformige kost med et udsøgt måltid. Men da vi erfarer, at et sådant koster 1900 Tanzania-shillings, trækker vi os i god ro og orden tilbage til en campingplads, hvor vi tilbereder vort eget måltid – ensformigt eller ej!
Næste morgen hersker der en ualmindelig smuk stemning over savannen vest for Ndutu, med solskin bag os og himlen i vest dækket af knaldsorte regnskyer. Det er tid for Serengetis berømte årlige gnu-vandringer. Savannen er dækket af gnuer, så langt øjet rækker. En stor del af de mørkegrå gnu-hunner følges af en lysebrun kalv.
Vi gør et længere ophold ved et mindre vandløb, hvor myriader af gnuer kommer løbende ned over brinken, så støvet rejses i tætte skyer – endnu et flot syn!
Kopjes er isolerede klippeknolde, der ligesom umotiveret stikker op af savannen – resterne af ældgamle, nederoderede bjerge. Da boerne indvandrede til Sydafrika i 1700-tallet, mindede disse formationer dem om hoveder, og de kaldte dem derfor kopjes (’hoved’ på hollandsk).
Da en plettet hyæne kommer ind på hyænehundenes territorium, løber to af hundene straks efter den. Hyænen udstøder sin mærkelige latter og begynder at løbe, det bedste den har lært. Men den er alt for langsom for de lynhurtige hunde. I løbet af et øjeblik er de over den og bider den et par gange i bagbenene. Hyænen hyler, hvirvler omkring og snapper efter hundene med sine stærke kæber. De gesvindte hunde sværmer omkring hyænen, bider den hurtigt i bagdelen og springer tilbage, inden den kan nå at bide dem.
Den stakkels hyæne farer ud over savannen, blødende fra bagdel og bagben, stadig med de rasende hunde efter sig. Til sidst bakker den ned i et hul, så kun dens hoved og forben stikker op, og her kan hundene ikke gøre den noget. De mægtige kæber holder dem på afstand, og efter et øjeblik lunter hundene tilbage til deres territorium. To andre hyæner får den samme behandling og fortrækker skyndsomt.
Hyæner føler sig voldsomt tiltrukket af hyænehunde. Deres livret er hundenes afføring, som de vil gøre næsten hvad som helst for at få fat i. Man har eksempler på, at hyæner har listet sig hen til sovende hunde og har slikket dem bagi – med det resultat, at de bagefter er blevet bidt grundigt i deres egen bagdel. Hyænerne prøver også ofte at overtage hyænehundenes bytte, og hvis de er mange nok, er de ofte i stand til at fordrive hundene fra byttet.
Hundene er utroligt hurtige. I løbet af et øjeblik har de indhentet gazellerne og udvalgt et offer. To af dem løber i hælene på en buk, mens de andre to løber lidt bagude, parate til at afskære bukkens tilbagetog. Gazeller har den vane at begynde at løbe i halvcirkler, når de er trætte, hvorefter de bageste hunde lynhurtigt skærer halvcirklen og overtager forfølgelsen.
Denne jagt varer kun omkring to minutter, så rammer en af hundene bukken. Sammenstødet er så voldsomt, at gazellen slår en kolbøtte, og få sekunder senere er hundene over den. Bugen bliver flænset op af de skarpe tænder, og hundene begynder at æde dyret, mens det stadig er i live.
Det er et ret modbydeligt skue, og førhen var hyænehundene da også hadet af mange mennesker, fordi de afliver deres bytte på denne måde. Mange hunde – endog i nationalparker – blev skudt af denne grund.
Men denne form for aflivning er i virkeligheden hurtig og effektiv. Store og dybe sår giver øjeblikkelig chokvirkning, så det er sikkert begrænset, hvor meget byttet lider, inden det dør, hvilket som oftest sker i løbet af få minutter. Større dyr som gnuer og zebraer har været i live i op til 17 minutter efter nedlæggelsen, men det hører absolut til undtagelserne.
Menneskene har en langt mere sympatisk indstilling til de store kattes måde at dræbe på, idet de kvæler byttet ved at bide det omkring struben. Det er ikke særlig blodigt og opfattes derfor som mere ’humant’. I virkeligheden lider byttet mere under kvælningen end ved at blive flået levende.
Efter måltidet løber hundene tilbage over savannen mod deres territorium, og vi følger efter en tæve med opsvulmede patter. Hun er fuldstændig ligeglad med bilen, løber hen til et hul og udstøder en mærkelig fugleagtig kvidren. Op af hullet myldrer ni hvalpe, ca. 4 uger gamle, med sorte, rynkede ansigter og enorme ører. De stolprer usikkert rundt på deres korte ben.
Hvalpene stimler sammen omkring tæven og slikker den i mundvigene. Hun bakker lidt, gør nogle krampagtige bevægelser i struben og gylper en stor portion kød op. Hvalpene kaster sig over det og sluger de mindre stykker. De større stykker kommer de op at skændes om, og det udvikler sig ofte til tovtrækkerier, hvor to hvalpe har fat i hver sin ende af et stykke kød.
Da de andre tre hunde kommer tilbage til graven, gylper de også kød op, både til hvalpene, til moderen, samt til den femte hund, som blev tilbage for at vogte hvalpene. Alle hunde i en flok er fælles om at opfostre et kuld hvalpe. Mens de er små, bliver moderen – og ofte endnu en hund – hjemme hos dem, mens flokkens øvrige medlemmer går på jagt.
Selv hvis moderen dør, vil de øvrige i flokken skaffe føde til hvalpene. Man har endog set et eksempel på, at en flok hanhunde opfostrede et kuld, hvis moder – der var den eneste hun i flokken – var død.