Elly Margrethe Halbergs erindringer

 

 

Min mor Elly Margrethe Halberg blev født i 1924 i den lille landsby Illerup nær Skanderborg. Hun var ud af en meget fattig slægt. Nedenfor bringes hendes erindringer fra perioden mellem 1920’erne og 1950’erne, som hun fortalte dem til mig, i en let modificeret udgave. – Kaj Halberg

 

 

Et arbejdsomt liv

 

Min farfar Johann Halberg blev født i 1845 i Winslöf i Skåne som søn af soldat Peder Halberg og hustru Ane Katrine Nielsson. Han var uddannet tømrer, men da han kom til Danmark i 1860’erne, blev han ’banebørste’, der tog forefaldende arbejde ved jernbanen.

Min farmor Ane Kirstine Rasmussen blev født i 1847 i Hvolbæk som datter af boelsmand Rasmus Jensen og hustru Ane Johanne Jensdatter. Farfar og Farmor blev gift omkring 1870, og Farfar købte i 1873 et bitte skævt bindingsværkshus i den lille landsby Illerup, som ligger i bakkerne nord for Alken. De var meget fattige. Min far Andreas Johannes Halberg blev født i 1891 og var den yngste af en søskendeflok på otte, fem piger og tre drenge.

Farfar døde allerede i 1899. Far var otte år gammel og den eneste af børneflokken, der boede hjemme. Farmor vidste ’missel’ (min sjæl) ikke, hvad de skulle leve af. Hun vaskede for folk, stoppede deres tøj, og tog andet forefaldende arbejde. Trods deres fattigdom kunne Far blive uddannet som bager i 1910.

Min morfar Ole Sørensen blev født i 1859 på Vrold Mark som søn af indsidder Søren Chrestensen og hustru Sidsel Olesen. Familien var meget fattig, men trods alt kunne Morfar dog blive uddannet som smed.

Min mormor Marie Nielsen blev født i 1861 på Torrild Mark som datter af indsidder Niels Pedersen og hustru Ane Marie Jacobsen. Mormor blev tjenestepige på Vrold Mark. Hun blev gift med Morfar i 1881, og de slog sig ned i en lille ejendom ved Mossø nær Fuldbro Mølle. Bedstefar dyrkede den sandede jord og supplerede den magre indtægt ved at køre mælketur. De fik en stor børneflok på tre sønner og ni døtre, hvoraf én druknede i en mergelgrav. Min mor Petra Marie Olsen, født i 1901, var den tredjeyngste i flokken. Hun var ude at tjene i Vrold og traf Far på et besøg hos en af sine søstre omkring 1920.

 

 

Familie
Min oldemor Ane Marie Jacobsen (min mormor Maries mor) med børnebørn, ca. 1890

 

 

Familie
Min farfar Johann Halberg blev gift med min farmor Ane Kirstine Rasmussen omkring 1870

 

 

Familie
Min mormor Marie Nielsen og morfar Ole Sørensen blev gift i 1881

 

 

Familie
Farmor, som blev kaldt Gamle Bedste, ses her med Fars søster Johanne og hendes datter Erna, 1902. Farmor blev kaldt Gamle Bedste, i modsætning til min mormor Marie, som vi altid kaldte Bedste

 

 

Familie
Fars (og mit) barndomshjem i Illerup, som blev købt af Farfar i 1873. Her ses Farmor og min far Johannes (i midten) med en lokal beboer foran huset, ca. 1915

 

 

Familie
Marie og Ole med deres store børneflok, 1909. I bageste række fra venstre ses Anine, Line, Niels, Søren og Hans, i midterste række Nete (Agnete), Sine og Ciliane, og i forreste række Hilda, Lise og Petra (Mor)

 

 

Familie
Far blev uddannet som bager i 1910

 

 

Barndom
Far og Mor blev gift i 1921, og Mor flyttede ind i huset hos Far og Farmor. De fik syv børn, Olga i 1922, mig i 1924, Kaj i 1926, Ragna i 1928 (døde som spæd), Svend i 1932, Kurt i 1942 og Jørn i 1947. Far var bagersvend i Bjedstrup, men fik astma af melstøvet og måtte holde op midt i tyverne. Det var Mor ked af, da hun havde drømt om at blive bagerjomfru. Far blev så arbejdsmand og kom omkring 1940 ind ved vejvæsenet. Farmor, som blev kaldt Gamle Bedste, var blind fra 1920 til sin død i 1927. Jeg kan ikke huske hende, da jeg kun var tre år gammel, da hun døde.

Bedstefar og Bedste (Ole og Marie) flyttede senere til Møldrup mellem Østbirk og Vestbirk og sidst til Dakbjerg nord for Mossø. Da Olga og jeg var små, besøgte vi dem engang på Dakbjerg. Bedstefar skulle køre os hjem, og Olga og jeg blev puttet ned i en bagagekasse bag på hestevognen. Låget blev lukket, og jeg blev så køresyg, at jeg brækkede mig.

Bedstefar døde i 1930, og jeg kan kun svagt huske ham. Efter hans død boede Bedste i mange år hos min moster Lise.

Min bror Kaj Edmund blev født i 1926. Jeg var kun to år og kunne ikke tale rent: “Lille Gaj Emon Æbele!” sagde jeg.

Mor arbejdede som daglejer til høst og i roerne. Imens måtte Olga, Kaj og jeg passe os selv, små som vi var. Vi havde vores pligter såsom at tømme askeskuffe, hente brænde ind, vaske op og skrælle kartofler. Dagen gik hurtigt for os, vi fantaserede os til et ’fint’ hjem ved hjælp af potteskår og gamle dåser, og et mægtigt landbrug med en masse dyr, som bestod af pinde og sten lagt på rad og række. Så kom vi i tanker om, at Far og Mor snart kom hjem og fik travlt med pligterne. Engang havde vi fundet på, at vi ville gøre hovedrent, men vi glemte tiden, så da Mor kom hjem, var der ét stort rod. Vi fik dårlig samvittighed af at se hendes trætte ansigt.

En dag var vi kravlet op på taget af hønsehuset og spankulerede rundt deroppe. Naboen, som vi kaldte Mølleren, så os og sagde, at vi hellere måtte gå ned, fordi det var lige, så hans hus rystede. Mølleren var en gammel gris. Olga og jeg fik ti øre, hvis vi kunne finde hans tissemand. Til hans forsvar skal siges, at han havde en arrig gammel kone. En anden gang faldt jeg i branddammen og blev plaskvåd – men det var Olga, som fik bank for det, fordi hun var ’den store’ og skulle passe på os andre.

Alle børn i landsbyen var hver søndag i skoven for at lege. Engang, da vi gik over til Kresten Overgaard for at hente de andre, ville moderen tørre munden på sin datter, men hun udbrød: “A æ da taarr!” Den samme datter mente, at man kom ud af ’enhwollet’, når man blev født.

Til de bedste barndomsminder hører mørkningstimerne med Mor, hvor vi sad foran kakkelovnen, og det eneste lys, vi havde, var fra Maria-glasset i lågen. Så sang Mor for os, gamle viser om kærlighed, sorg og lykke, og mange af dem kunne vi efterhånden udenad, så vi sang med. Når Mor sang I en seng på hospitalet, blev jeg så ked af det, at jeg begyndte at græde. “Je’ ska’ lær’ mi’ lektier!”, sagde jeg og listede af.

 

 

Familie
I 1926 var min søster Olga fire år gammel, og jeg var to

 

 

Familie
Et mylder af unger i Illerup, 1934. Jeg er nr. 3 fra venstre. I 1930’erne lå Illerup afgjort langt ude på landet, og byboere ville nok kalde os bøhtosser

 

 

På ferie i Emborg
Vi var somme tider hele familien på ferie hos Moster Agnete, som vi kaldte Tante Nete, og hendes mand Frans, som havde et husmandssted på Emborg Vestermark. De var kartoffelavlere og gravede tørv i mosen. De var temmelig dovne, og der var altid møgbeskidt. Når vi kom, var det en passende lejlighed til, at der skulle gøres hovedrent, og vi fik lov til at arbejde for føden. Der var så mange fluer i køkkenet, at vægge og bord var helt sorte af dem. Når vi fik spejlæg, måtte vi fjerne de døde fluer, inden vi spiste æggene.

Madrassen, som jeg delte med Olga, var levende af lopper, og min ryg og mine arme bulnede op af de mange loppestik. Engang, da vi ankom, fik vi besked på at hente en madras på loftet over kostalden. Den var så fuld af lopper, at vi besluttede at smide den i tørvegraven bag gården.

Nete var altid på nakken af Frans på grund af hans dovenskab. Engang tog hun en kost og prikkede til ham med skaftet, mens hun holdt fast i den ende, hvor børsterne sad. Frans greb fat i skaftet, og de begyndte at svinge rundt. Frans havde ikke ordentligt fat, måtte slippe og landede pladask i en stor vandpyt for enden af huset. Nete satte spidsen af sin hjemmesko på næsen af ham, men gjorde det vist hårdere, end meningen var. I hvert fald gjorde det ondt på Frans, som udbrød: “Av for Satten!”

Frans og Nete havde ikke noget toilet, og de besørgede i kostalden, eller hvor det nu ellers faldt for. En dag satte Frans sig ude under et af træerne i kirsebærplantagen med bukserne nede om hælene. For at drille ham tog Nete en kæp og ragede til et hvepsebo i et af træerne, for at hvepsene skulle flyve ud og stikke Frans. I stedet fulgte hvepsene kæppen, og en af dem satte sig på Netes pande, hvor den stak. Hun faldt til jorden, besvimet. Frans var ved at dø af grin.

Frans snorkede så højt, at væggene i huset vibrerede. Somme tider vækkede han sig selv, satte sig op i sengen og udbrød: “H’a’ Fanden war det?”

 

 

Familie
Portræt af Olga og mig, 1938. Jeg var 14, mens Olga var 16

 

 

Familie
Olga og mig (t.v.), bagest Olgas kæreste Arne (t.v.) og min bror Kaj (i midten) sammen med lokale børn, Illerup, ca. 1939

 

 

Ude at tjene 1937-44
Jeg kom ud som tjenestepige i huset, da jeg var 13 år. Jeg var først ved Peter Andersen i ’Hwollet’ neden for Illerup. Jeg skulle op kl. 6.30, ned til Peter Andersen, hjem igen og så til præst kl. 9 på Svejstrup Præstegård, hvor jeg travede op. Bagefter gik jeg i skole, men kun hveranden dag, de andre dage var jeg hos Peter Andersen hele dagen. Jeg fik 5 kr. om måneden, som skulle afleveres hjemme til tøj o.a.

Så kom jeg i huset hos en mekaniker i Ry og senere på Ladegårdsbakken i Skanderborg. Det var, da tyskerne invaderede landet. Senere i 1940 kom jeg til Møballegård ved Kattrup. Olga tjente også i Kattrup, så vi fulgtes ad til håndbold og gymnastik. Ved en dilettantforestilling i Tebstrup under den frygtelige isvinter 1941-42 traf jeg Jens for første gang.

Min bror Kurt blev født i 1942. Engang, da han vel var et par år gammel, kom den lokale smed på besøg. Hans kone Cecilie var syg, og Kurt (der ikke kunne sige ’s’) udbrød: “H’a’ Døren æ det mæ’ dæ’, Mej, æ Dedilie dyg?”

I november 1942 kom jeg i huset på det store gods Rye Nørskov nær Himmelbjerget. Engang, hvor herskabet ikke var hjemme, fandt vi piger på at klæde os i deres tøj og tog billeder af hinanden. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de var kommet hjem i utide. Om sommeren var jeg og en anden pige med herskabet i deres sommerhus i Nyborg. Vi var selvfølgelig stadig tjenestefolk, men der var meget mindre at lave her.

 

 

Familie
Mor med min næstyngste bror Kurt, Illerup, 1942

 

 

Familie
1942-43 var jeg i huset på herregården Rye Nørskov. Somme tider var jeg med herskabet i sommerhus i Nyborg, men det blev dog ikke til ret meget ferie for mit vedkommende!

 

 

Bryllup under krig
Jeg blev forlovet med Jens i 1943. Første gang, jeg havde ham med hjemme og præsenterede ham for familien, var Bedstes kommentar bagefter: “Hans njæs’ æ nøj’ spids!” I 1943-44 var jeg i huset hos læge Axelsen i Skanderborg, inden jeg kom til Høberg, som var direktør for Skanderborg Andelsslagteri.

Olga var blevet forlovet med Arne Kristensen fra Glarbo. Han var en rigtig midtjyde. Engang, hvor vi diskuterede, om det var en tyr eller en ko, vi kiggede på, drævede Arne: “Nææj, det æ no da en tyr, den hå nosjer die bawte!”

Vi holdt dobbeltbryllup 26. november 1944 i Dover Kirke. Jens’ familie fra Vendsyssel kunne ikke være med, da tyskerne ikke gav dem lov til at forlade deres amt. Derfor var der en masse mad tilovers, og vi nåede at blive godt trætte af blodpølse.

Vi købte butikken Gartnerhallen på Banegårdsvej i Skanderborg. Uha, hvor var der beskidt. Der var næsten ingen varer at sælge, og vi var meget fattige. Derfor lånte vi en hest og en vogn og kørte ud i Hemstokskoven, hvor vi samlede grankogler. Dem solgte vi til bilejerne, der kørte med gasgenerator. Vognen var meget stiv, og jeg havde stikkende smerter omkring leveren. På det tidspunkt var jeg gravid i syvende måned.

 

 

Familie
Tre generationer: Bedste, Mor og mig, 1943

 

 

Familie
Sammen med Jens i Illerup, 1943. Bedste sidder bag døren og lytter!

 

 

Særlinge i Illerup
Lidt henne ad vejen i Illerup boede to ældre søstre, Pejjer (Petra) og Mine (Rasmine), i et lillebitte hus. De var et par værre originaler. Pejjer havde været gift en­gang, med Karl, men han var død. Hun udbredte sig i tide og utide om sin mands yndlingsblomst – det kunne godt være lidt enerve­rende at høre på. Engang, da Pejjer lige var gået fra mine forældres hus, gjorde Jens nar ad hende: “Mi’ kjære afdøøde mand Karls yndlingsblomst war perrlehya­cint.”

I samme nu trådte hun igen ind ad køkkendøren, da hun havde glemt noget. Jens kunne ikke lade være med at grine og sprang derfor hurtigt ind i stuen. Far blev så befippet, at han pegede på noget flæsk, som Mor var ved at stege, og udbrød: “H’a’ Fanden æ det?”

Mine havde aldrig været gift, og da Karl døde, fik hun igen fælles husholdning med sin søster. De kom tit hen til mine forældre, og de stak deres næser i alting. Pejjer lettede på låget til gryderne, der stod og snurrede på komfuret, og sagde: “H’a’ ska’ I ha’ te’ mejjæ?”

“Ka’ do se å kom’ uj!” sagde Far.

Søstrene var utroligt bange for tordenvejr og kom altid tris­sende hen, når uvejr trak over. “Uuuh!” jamrede de og græd, når et lyn slog ned.

Til slut blev Far irriteret: “Hold kjæft!”, sagde han, “ellers ka’ I go hjem!”

“Jaah, vi ska’ nok wær’ still’, vi ska’ nok wær’ still’!” klynkede de og tav en stund. Det varede dog ikke længe, inden de græd og jamrede igen.

Pejjer og Mine var meget interesserede i at spille kort. Vi spillede kongespillet. Fire konger blev lagt midt på bordet, og hver spiller skulle lægge to øre på hver konge inden spillets start. Der blev altid delt kort om til én mere, end der var spillere – den bunke kort var ’katten’ og tilhørte den, der gav kort. Katten kunne man byde på, hvis man mente, at der lå konger skjult i den. Første spiller startede med det mindst mulige kort i en farve, og den spiller, som havde det følgende kort, skulle fortsætte spillet. Gik det i stå, skulle sidste spiller skifte farve. Den spiller, som kunne lægge en konge ned, havde ret til at indkassere pengene på den. Det gjaldt om at komme af med alle sine kort – og helst så hurtigt, at de andre spillere ville brænde inde med deres konger. Vin­deren skulle have to øre for hvert kort, de andre spillere sad tilbage med. Hvis man brændte inde med en konge, skulle man lægge to øre på den. Det var høje indsatser – i hvert fald i Pejjers og Mines verden. De var jo endnu fattigere end vi.

Mine røg altid stinkende cerutter, og røgen forsvandt på my­stisk vis ned i hende. “Pejjer! A ska’ ha’ tæænd! A ska’ ha’ tæænd!” sagde hun altid, når ilden var gået ud. Hun stak en pind igennem cerutten, som hun holdt fast på, så hun kunne ryge den allersidste stump med. Når der var mange penge på en konge, stod hendes øjne på stilke. Jens drillede hende altid ved at byde tyve øre for katten.

“FEMÅTYYW!” skreg Mine og pulsede på cerutten, så den blev rødglødende. Hvis så en anden spiller havde kongen med de mange penge og indkasserede den store gevinst, blev der en råben og jamren og snakken. At tænke sig, 25 øre var tabt!

Når Mine og Pejjer sjokkede hjemad efter en aften hos os, havde Mine en masse luft i tarmene, som højlydt blev lukket ud. “Mine! Do prutter!” sagde Pejjer; men det tog Mine sig ikke af.

En anden særling var fodermesteren på Illerup Skovgård, som boede i svinget op mod Foerlev. Han havde en masse børn, og somme tider råbte og skreg han ad dem, så vi kunne høre det helt ned til os. Han kom en del i Mors og Fars hus, men Mor var meget træt af at høre på hans ordskvalder. En dag, hun kom hjem, lå han inde på hendes sofa og var deprimeret: “Hår do en knyv, så a ka’ skjær’ halsen øwer på mæ sjel!”

“Vil do se å kom’ uj”, sagde Mor, “jæ vil it’ ha’ det swineri herinn’!”

 

 

Familie
Min bror Kurt, 1944

 

 

Familie
Mor og Far, ca. 1947

 

 

Hårby og Viby
Det var en meget hård fødsel, da jeg fik vores ældste søn Per i 1945. Men da det var overstået, var vi meget glade, for han var jo sund og velskabt. Jeg havde for lidt mælk til ham i starten, så vi måtte supplere med sutteflaske.

Da Jens fik job på FDB igen, flyttede vi til Hårby. Huslejen var meget billig, 10 kr. om måneden, men huset var også elendigt. Der var så utæt, at vi kunne se gennem væggen. Jeg var grædefærdig.

Engang blev Per syg af kighoste. Jeg måtte over til naboen for at ringe efter lægen. Man fik først centralen, hvor den vagthavende skulle sørge for forbindelsen til lægen. Der gik lang tid, og jeg blev mere og mere nervøs. Jeg gik ind for at ringe til centralen og høre, om der ikke snart var forbindelse til lægen. Den vagthavende drævede: “Den kommer, nær dens ti’ æ!”

Naboen havde en hund, Tonny, som de ikke var ret gode mod. Jeg gav den somme tider noget mad, og den blev så glad for Per, at den fulgte ham overalt. Da vi skulle flytte til Viby i 1947, ville den med os og løb i lang tid efter bilen.

Det var som at komme i Himmerige at flytte fra det utætte hus i Hårby til det store hus i Viby. Selv om vi næsten ingen penge havde, befandt vi os godt. I 1949 var vi så heldige at vinde 7500 kr. i lotteriet, så vi kunne komme af med en del af vores gæld.

Per voksede op, og i 1949 blev Kaj født. Han blev opkaldt efter min bror, der døde i 1948. På sin 22-års fødselsdag var han på vej på sin motorcykel fra Ringkøbing til Illerup, da han påkørte en anhænger, der holdt i vejkanten uden lys. Han var død på stedet. Det var et frygteligt chok for os, og hvad der gjorde det langt værre var, at landbetjenten fortalte det på en dum, ufølsom måde. Bedste blev også syg i 1948. Hun flyttede fra Moster Lise hjem til Mor, hvor hun døde i 1950.

Vores yngste søn Leif blev født i 1951. Han havde navlestrengen om halsen, men heldigvis var det en hurtig fødsel, så strengen kunne blive klippet over i tide, og han fik ikke mén af det.

I disse år arbejdede Jens meget hårdt, og jeg gjorde rent rundt om hos folk. Vi fik langsomt råd til mere, og i 1954 købte vi vores første bil. Nu blev det meget lettere for os at besøge Far og Mor, og også at komme op til Jens’ familie i Vendsyssel. Der blev også råd til at tage på campingture rundt om i Danmark sammen med Olga og Arne og senere børnene, da de blev gamle nok.

 

 

Familie
Vores ældste søn Per blev født i 1945

 

 

Familie
Per i barnevognen, Hårby, 1946

 

 

Familie
Per (t.h.) sammen med mine brødre Kurt og Jørn, Illerup, 1947

 

 

Familie
Min bror Kaj sejler i en vaskebalje på branddammen i Illerup, 1943. Han døde allerede i 1948. På sin 22-års fødselsdag var han på vej på sin motorcykel fra Ringkøbing til Illerup, da han påkørte en anhænger, der holdt i vejkanten uden lys. Han var død på stedet

 

 

Familie
Vores næstældste søn Kaj blev født i 1949. Her ses Per og Kaj, 1950

 

 

Familie
Vores yngste søn Leif blev født i 1951. På dette billede fra 1955 ses han (t.v.) i et spekulativt øjeblik. T.h. leger Kaj i sandkassen

 

 

Familie
I begyndelsen af 1950’erne fik vi råd til at købe bil, og om sommeren tog vi på campingture rundt om i Danmark sammen med Olga og Arne. Her camperer vi hos en gårdejer ved Fåborg, 1955

 

 

Familie
Start på en campingtur med Per og Jens samt min bror Kurt (t.v.), 1957

 

 

(Oprettet februar 2016)