Elefanternes storhed og fald

 

 

Asiatisk elefant, Negombo, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse asiatiske elefanter nyder at blive vasket og skrubbet af deres mahout’er (trænere) i Gandak-floden, Sonpur, Bihar, nordlige Indien. Menneskemasserne i baggrunden er hinduistiske pilgrimme, som deltager i den årlige november-pilgrimsfærd til denne flod. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne store tyr af savanne-elefant vifter med ørerne som tegn på, at han er utilfreds med tilstedeværelsen af vores køretøj, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge savanne-elefant, som var i færd med at slukke sin tørst i et vandløb i Etosha Nationalpark, Namibia, synes at være utilfreds med tilstedeværelsen af en Kalahari-springbuk (Antidorcas marsupialis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Der var vilde tyre med hvide stødtænder, med nedfaldne blade og nødder og kviste i rynkerne på deres nakke og i folderne på deres ører; fede, langsomme hunelefanter med små og rastløse lyserøde og sorte kalve, som kun var en meter høje, løbende under deres maver; unge elefanter, hvis stødtænder kun lige var begyndt at kunne ses, men som de var vældig stolte af; ranglede, radmagre gamle hunner med benede, bekymrede ansigter og snabler som ru bark; grumme gamle tyre, fyldt med ar fra skulder til flanker, med bulnende ar og flænger fra tidligere tiders kampe, og med kager af størknet mudder fra deres mudderbad skallende af i flager fra deres skuldre; og der var en enkelt med en brækket stødtand og mærkerne fra et frygteligt slag af en tigerpote på siden.

De stod med front mod hinanden, eller de vandrede parvis frem og tilbage på pladsen, eller de stod helt alene og rokkede og svajede – snesevis og snesevis af elefanter.

 

Fra Elefanternes Toomai, en historie i Junglebogen (1894), af den engelske forfatter og journalist Rudyard Kipling (1865-1936)

 

 

 

De første elefant-lignende dyr på Kloden, Eritherium og Phosphatherium, opstod i løbet af den sidste del af Paleocæn, for omkring 60 millioner år siden. De mindede dog ikke meget om nutidens elefanter, snarere om tapirer. Fra disse stamformer udvikledes gennem årmillionerne mangeartede former, og fra de forskellige tidsperioder er kendt i alt ca. 161 arter, fordelt på fem familier.

Elefanter var førhen udbredt overalt i Eurasien, Afrika og Nordamerika og fandtes i mange slags biotoper i varme såvel som kolde egne. De varierede også kolossalt i størrelse, fra giganter, der var over 4 m høje, til dværgformer, som kun var 1-1,5 m høje. Dværgformerne opstod mange steder på isolerede øer, bl.a. Malta, Cypern og Kreta i Europa, og Channel Islands i Amerika, nær den californiske kyst.

 

 

Eritherium, som er den tidligste og mindste slægtning til elefanter, levede for omkring 60 millioner år siden. (Illustration: Offentlig ejendom)

 

 

 

Nutidens elefanter
I dag er alle arter pånær tre uddøde. Den amerikanske mastodont  (Mammut americanum) overlevede indtil for omkring 10.000 år siden. Den blev sandsynligvis udryddet af jægerfolk, som var indvandret fra Sibirien over Beringsstrædet, hvor der i flere perioder under den sidste istid fandtes en landbro mellem Asien og Nordamerika. Uldhårsmammutten (Mammuthus primigenius), som levede i Eurasien, overlevede endnu længere i Sibirien, hvor de sidste uddøde så sent som for omkring 4000 år siden på Wrangel-øen.

Af de tre overlevende arter findes de to i Afrika, den tredje i Asien. Savanne-elefanten (Loxodonta africana) var førhen udbredt over hele det afrikanske kontinent, med undtagelse af ørken- og regnskovsområder.  I dag er den begrænset til savanner og halvørkener i det østlige og sydlige Afrika. Den nært beslægtede, men mindre skovelefant (Loxodonta cyclotis) lever i regnskove i Central- og Vestafrika. Nogle forskere betragter fortsat savanne-elefanten og skovelefanten som værende samme art.

Førhen var den asiatiske elefant (Elephas maximus) udbredt tværs over Asien, fra Lilleasien i vest til det nordlige Kina i øst, og videre mod syd til Indonesien. I dag findes den kun i mindre skovpartier i Indien, Nepal, Sri Lanka, Yunnan-provinsen i det sydlige Kina, Bagindien, samt på Sumatra og Borneo.

Oprindelsen af Borneo-elefanten, underarten borneensis, som er meget mindre end de øvrige asiatiske elefanter, er stadig et debatteret emne. Nogle hævder, at den nedstammer fra undslupne indførte dyr, men ny forskning har åbenbaret, at den muligvis har levet på øen i over 10.000 år. Nogle autoriteter betragter den endog som en selvstændig art, Elephas borneensis.

 

 

En 60 år gammel tyr af savanne-elefant kan have stødtænder, der hver vejer 60 kg. Denne store tyr søger føde i en sump i Ngorongoro-krateret, Tanzania. Savanne-elefanten har meget større ører end skovelefanten og den asiatiske elefant. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den asiatiske elefant er noget mindre end savanne-elefanten, men er stadig meget stor. Denne tyr græsser i Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. Læg mærke til sekretet på siden af hovedet (se musth i følgende afsnit). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sociale dyr
Elefanter er kæmpemæssige dyr. Savanne-elefanten er det største landdyr på kloden, idet en normal tyr vejer 5-6 tons, en ko omkring 3 tons. Den største elefant, som nogensinde er registreret, var en tyr, som blev skudt i Angola i 1955. Den vejede ca. 10 tons og målte 4 m over skulderen. I gennemsnit vejer en skovelefant kun halvt så meget som en savanne-elefant. Den asiatiske elefant er noget mindre end savanne-elefanten, idet den måler op til 3 m over skulderen, og tyren har en maksimalvægt på 5 tons.

Elefanter er meget sociale dyr, der lever i flokke. Mindre flokke er familiegrupper, der består af en matriark – flokkens ældste ko – samt hendes døtre med kalve. De unge tyre forlader flokken, når de når puberteten, hvorefter de lever alene eller i små, løst sammenknyttede hanflokke. Til tider forlader yngre hunner gruppen og danner deres egen flok, men de holder dog stadig kontakten med deres oprindelige flok vedlige. Mindre flokke slår sig ofte sammen i kortere eller længere tid, og det hænder, at en sådan kombineret flok indeholder hundreder af dyr.

Ægløsning hos hunnerne er normalt forbundet med den frodige årstid, dvs. slutningen af regntiden. I perioder med udbredt tørke – og dermed følgende sult – udebliver ægløsningen simpelthen. Tyrene færdes over store afstande for at opsøge hunner, som er i brunst.

Når tyrene er i brunst, udskilles et sekret fra en kirtel på siden af hovedet, hvilket tilkendegiver en øget produktion af hanlige hormoner – en tilstand, som kaldes musth. I perioder med musth er tyrene meget aggressive, og det er adskillige gange hændt, at tæmmede asiatiske elefanter i musth har dræbt deres mahout (træner), tilsyneladende uden grund.

Drægtighedsperioden er op mod to år. En nyfødt savanne-elefant vejer omkring 120 kg, en asiatisk ca. 100 kg. Seks år gammel vejer kalven omkring en ton.

 

 

Denne hjord af savanne-elefanter drikker af et vandløb i Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Selv om de unge tyre forlader flokken for at leve alene, danner de ofte små, løst sammenknyttede hanflokke, som denne i Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nyfødt savanne-elefant vejer omkring 120 kg. Disse billeder er fra Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nyfødt asiatisk elefant vejer omkring 100 kg. Her ses en hun med en lille kalv i et opdrætningscenter for elefanter nær Chitwan Nationalpark, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elefanter elsker at bade og dykker af og til, idet de anvender snablen som snorkel. Disse billeder viser savanne-elefanter i Chobe-floden, nordlige Botswana (øverst), samt i Ewaso Nyiro-floden, Samburu Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Snablen
Bortset fra deres kæmpemæssige størrelse besidder elefanter en række unikke karakterer. Snablen er i realiteten næsen og overlæben, som er vokset sammen og forlænget. Snablen blev udviklet, da elefanter i Miocæn-perioden, for omkring 20 millioner år siden, begyndte at blive større, sandsynligvis en tilpasning til at kunne overleve på vegetation med et lavere næringsindhold. På grund af hovedets tunge vægt kunne dyrene ikke udvikle en længere hals, så i stedet opstod snablen. Blandt dens talrige funktioner kan nævnes: at trække græstuer op; at rive grene og bark af træer; at plukke frugter; at lugte; at drikke ved at suge vand op og sprøjte det ind i munden; at suge mudder op for at tage mudderbad eller støv til et støvbad; og endog at fungere som snorkel under svømning.

 

 

Blandt snablens talrige funktioner kan nævnes: at trække græstuer op. – Savanne-elefant, Tarangire Nationalpark, Tanzania (øverst), samt asiatisk elefant, Yala Nationalpark, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

… at lugte. – Savanne-elefant, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

… at drikke ved at suge vand op og sprøjte det ind i munden. – Savanne-elefanter, Etosha Nationalpark, Namibia. I baggrunden springbukke (Antidorcas hofmeyri) samt en giraf. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

… at suge mudder op for at tage mudderbad. – Asiatisk elefant, Yala Nationalpark, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

… eller støv til et støvbad. – Savanne-elefanter, Amboseli Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stødtænderne
En anden unik karakter er stødtænderne. De er to forlængede fortænder, som bryder frem i to-års alderen og fortsætter med at vokse resten af dyrets liv. De består af en blanding af dentin og forskellige kalcium-salte, kaldt elfenben. Tyrenes stødtænder er meget større end køernes. En 60 år gammel tyr af savanne-elefant kan have stødtænder, der hver vejer 60 kg, mens de hos en hun af tilsvarende alder kun vejer omkring 9 kg hver. Rekorden er ikke mindre end 130 kg, med en længde på 3,5 m.

Tyre med store stødtænder, de såkaldte tuskers, var førhen et eftertragtet bytte for trofæ-jægere, og i dag eksisterer der ikke mere sådanne gigantiske dyr. Tyrene hos asiatisk elefant har mindre stødtænder end hos savanne-elefanten, og hunnernes er meget små. Hos den srilankanske underart maximus har kun 10% af tyrene stødtænder og hunnerne slet ingen. Denne tendens er blevet forstærket af krybskytter, som især efterstræber tyre med store stødtænder.

 

 

Stødtænderne anvendes til talrige formål. Her løsner unge savanne-elefanter jord fra en flodbrink for at æde mineraler. – Ewaso Nyiro-floden, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elefanter og mennesker
Den asiatiske elefant blev først tæmmet i Indus-dalen omkring 3500 f.Kr. Siden da har den været flittigt benyttet som transportdyr, når tunge genstande skulle flyttes. I Khmer-kulturen i Indokina red kongelige og andre prominente personer på elefanter, når de ønskede at gå på jagt efter tigre og andet storvildt. De blev også meget anvendt i Khmer-rigets krige, og under englændernes koloni-krige i Indien i 1800-tallet blev elefanter anvendt til at slæbe tunge kanoner til fronten.

Indtil fornylig blev elefanter benyttet i stor stil i tømmerindustrien i Indien og Sydøstasien til at hale træstammer ud fra skove i bjergrigt terræn. Denne anvendelse foregår også i dag i mindre målestok i områder, hvor tungt maskineri ikke kan anvendes.

I Indien og Sri Lanka anvendes elegant udsmykkede elefanter meget i processionsoptog under religiøse højtider.

I nogle asiatiske lande benyttes elefanter i turistindustrien, idet de transporterer turister ud i nationalparkerne for at iagttage vilde dyr. Modsat køretøjer bevæger elefanterne sig i stilhed, og turisterne kan komme meget tæt på mange af dyrene, da de ikke er bange for elefanterne.

Savanne-elefanten er meget vanskeligere at tæmme end sin asiatiske slægtning. For omkring 2000 år siden blev den tæmmet i det nordlige Afrika af karthagenenserne, og Hannibal benyttede dem under sit felttog mod romerne. Mange af hans elefanter gik imidlertid til grunde i Alpernes barske terræn og klima. Elefanter er også blevet benyttet i tømmerindustrien i Zaire, men i meget lille målestok.

 

 

Denne Khmer-frise i Angkor Thom, Cambodia, kaldes for Elefanternes Terrasse. Den gengiver en kongelig jagt, hvor trænede elefanter angriber en løve og en vild vandbøffel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Khmer-relief, som viser en prins på sin elefant, omgivet af marcherende soldater med hævede spyd, Angkor Thom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief gengiver et optog med Kong Surayavarman d. 2., som rider i krig med sin hær, Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under englændernes koloni-krige i Indien i 1800-tallet blev elefanter anvendt til at slæbe tunge kanoner til fronten. Denne frise viser krigs-elefanter, som deltager i et optog. – Vishvanath-templet, Khajuraho, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne elefant haler en træstamme ud fra en skov på øgruppen Andamanerne i det Bengalske Hav. – Naturen på disse øer er beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tømmer-elefant er vist på den vietnamesiske 1000-Dong-pengeseddel.

 

 

 

Elefantens rolle i hinduismen
Den kontakt, som opstod mellem Indus-folkene og de invaderende ariske folkeslag fra stepperne omkring Det Kaspiske Hav, medførte, at der opstod en ny religion, kaldt hinduisme. I denne religion er den 3-hovedede elefant Airavata ganger for regnguden Indra, og elefanten betragtes som et symbol på visdom og kraft.

Ganesh, yngste søn af den store hindugud Shiva og hans kvindelige modpart Parvati, har menneskekrop, men elefanthoved. Han afbildes ofte med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus, stående på sit ridedyr – som er en rotte!

Ganesh elsker søde sager og frugt. Han er en meget populær gud, og før en vigtig beslutning er det almindeligt at bede en bøn foran hans statue og hænge en blomsterkrans (malla) om halsen på den.

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. Ifølge en af disse legender skete det på følgende måde:

En dag, mens Shiva var på en længere rejse, ønskede Parvati at tage et bad. Af ler formede hun en ung mand til at vogte uden for sit hus, mens hun badede, og hun beordrede ham til ikke at lukke nogen ind imens.

Kort efter vendte Shiva hjem, mens Parvati stadig var i badet, og i overensstemmelse med gudindens ordre nægtede den unge mand Shiva adgang. Dette gjorde den temperamentsfulde gud så rasende, at han huggede hovedet af ham. Det skulle han ikke have gjort, for Parvati blev så arrig over sin husbonds udåd, at hun truede med at ødelægge universet, hvis ikke Shiva sørgede for at skaffe den unge mand sit hoved tilbage. Dette var imidlertid blevet ødelagt, så Shiva sendte en tjener ud med besked om, at den første, han mødte, skulle aflevere sit hoved.

En elefant var det første væsen, tjeneren traf, men han tog sin herres ordre så bogstaveligt, at elefanten måtte af med sit hoved.

Ganesh og andre hinduguder er nærmere præsenteret på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, som viser den hinduistiske regngud Indra, ridende på sin 3-hovedede elefant Airavata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Karmoisinrød farve er smurt som offergave på denne skulptur af Ganesh i Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Khmer-relief, som gengiver slaget ved Kurukshetra, en episode i den episke hindufortælling Mahabharata, Angkor Wat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, viser hindu-legenden Brand i Kandava-skoven, med rædselsslagne mennesker og dyr. Denne legende er genfortalt på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Optog med pyntede elefanter under den hinduistiske højtid Maha Shivaratri, Jaipur, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Marmor-relief af en kvinde og elefanter i det hinduistiske tempel Karna Mata Mandir, Deshnok, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udsmykket tempel-loft med elefanter, Rameshwaram, Tamil Nadu, Sydindien. Bemærk, at det øverste maleri er et dobbelt-billede: elefanter og kvinder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elefantens rolle i andre religioner

 

Ifølge den buddhistiske mytologi drømte Siddhartas moder, Dronning Maya, den nat han blev undfanget, at en elefant havde placeret en lotusblomst i hendes livmoder. – Buddha og buddhismen er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Dette relief i Borobodur, et buddhistisk tempel i Yogyakarta, Indonesien, viser Siddhartas moder, Dronning Maya. Dette storslåede tempel blev opført i det 8. århundrede e.Kr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette buddhistiske fabeldyr, en elefant med horn og rovdyrtænder, udsmykker Jokhang-templet i Lhasa, Tibet. – Dette tempel er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I daoismen betragtes elefanten som en beskytter, og skulpturer af elefanter er ofte opstillet på daoistiske grave som værn mod onde kræfter, i dette tilfælde i Taichung, Taiwan. – Daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elefant-skulptur i et jain-tempel på toppen af bjerget Shetrunjaya, nær Palitana, Gujarat, Indien. – Dette tempel og andre pragtfulde jainistiske marmortempler er præsenteret på siden Religion: Jainisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Truet med udryddelse
I 1989 blev den afrikanske elefant opført under Appendix I i CITES (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora), hvilket gjorde handel med arten, samt produkter af den, illegal. Botswana, Namibia, Zimbabwe og Sydafrika har dog flyttet den til Appendix II, hvilket tillader begrænset handel med produkter af arten. I Botswana, Cameroun, Gabon, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Tanzania, Zambia og Zimbabwe findes tillige eksportkvota for elefant-trofæer.

I 2008 blev den afrikanske elefant opført som truet af IUCN (International Union for Conservation of Nature), men uheldigvis skelnede man ikke mellem savanne-elefant og skovelefant.

Elfenben er meget efterspurgt til udskæringer, specielt blandt kinesere, og dette er hovedårsagen til elefanternes tilbagegang overalt. Officielt er elefanterne fuldt beskyttet, og handelen med elfenben er strengt kontrolleret. På trods heraf er alle tre nuværende arter truet med udryddelse. Adskillige steder er næsten alle tyre bortskudt af krybskytter. I Kerala i Sydindien, fx, er der nu 20 køer for hver tyr, og måske er der for få tyre til at befrugte alle køerne.

Et andet stort problem er, at disse store dyr vandrer vidt omkring og er afhængige af vidtstrakte områder for at overleve. Overalt i Asien og Afrika har menneskene ædt sig ind på elefanternes habitat og anlagt marker, hvilket har medført, at elefanterne ofte æder af afgrøderne og dermed bliver alvorlige skadedyr. Det er kun naturligt, at menneskene vil beskytte deres afgrøder, og der er mange eksempler på, at bønder er blevet dræbt, når de prøvede på at skræmme elefanterne bort fra deres marker.

Mange steder har det været nødvendigt at begrænse elefanternes bevægelsesfrihed ved at opstille elektriske hegn eller grave dybe grøfter, som dyrene ikke er i stand til at krydse over. I nogle tilfælde har det også været nødvendigt at bortskyde hele elefant-flokke, hvor dyrene var begyndt systematisk at plyndre afgrøder.

I alle lande med bestande af den afrikanske elefant er arten beskyttet i nationalparker og vildtreservater. Hvor denne beskyttelse er effektiv, bliver bestandene imidlertid ofte for store, og elefanterne begynder at destruere deres egen habitat. Førhen bortskød man i disse tilfælde en del af bestanden, men denne praksis ophørte i 1988, og i dag kontrolleres antallet gennem fødselskontrol eller forflytning af en del af bestanden. Størsteparten af elefanternes udbredelsesområde (70%) er dog uden for beskyttede reservater, og i disse områder er krybskytteri vidt udbredt.

Gennem de sidste 35 år er antallet af afrikanske elefanter dalet støt. I 1979 blev den samlede bestand anslået til 1,3 millioner – og der var muligvis så mange som 3 millioner. I 1989 var dette antal styrtdykket til omkring 609.000, af hvilke ca. 214.000 var skovelefanter – et antal, som var betydeligt lavere end man havde regnet med. Mellem 1977 og 1989 gik elefantbestanden i Østafrika tilbage med 74%, og efter 1987 er antallet af savanne-elefanter faldet med 80% i et bælte tværs gennem Afrika fra Cameroun til Somalia, og samtidig gik skovelefanten tilbage med 43%. I de snere år er denne tendens standset i det østlige og sydlige Afrika, og bestandene er vokset med ca. 4% pr. år. I 2012 anslog IUCN antallet af afrikanske elefanter (begge arter) til ca. 440.000.

Den nuværende udbredelse af den asiatiske elefant er yderst fragmenteret. I 2008 blev den af IUCN opført som udryddelsestruet på grund af en tilbagegang på 50% gennem de sidste 60-75 år. Den totale bestand af vilde asiatiske elefanter er måske nu så lav som 40-50.000 – eller måske endnu lavere, da dette tal er et skøn. Biologerne regner med, at omkring halvdelen af bestanden lever i Indien. I Sri Lanka er antallet omkring 6000 – en halvering af bestanden i 1800-tallet. Sri Lanka er dog stadig det land i verden, som har den tætteste bestand af asiatiske elefanter. I Sydøstasien er antallet ikke kendt, men der findes kun få og spredte flokke. Næsten overalt er arten i tilbagegang, specielt i Sydøstasien. Det synes dog, som om bestanden i West Ghats i Sydindien er i fremgang.

CITES har opført den asiatiske elefant under Appendix I, hvilket betyder, at al handel med denne art, eller produkter fremstillet af den, er forbudt.

 

 

Under det årlige november-marked i Sonpur, Bihar, nordlige Indien, sælges mange slags husdyr – heriblandt tæmmede elefanter, som ofte pyntes med malede mønstre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

‘Elefanter på vejen’, Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dixeia-sommerfugle suger næring af elefantgødning, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En skarabæ har lavet en kugle af elefantgødning og triller den af sted for at grave den ned og lægge æg i den. – Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den nederste del af stammen på denne gamle Taiwan-ædelcypres (Chamaecyparis formosensis) minder i høj grad om en knælende elefant. – Alishan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ahmed af Marsabit
En af de mest berømte elefanter nogensinde var Ahmed – en hanelefant med vældige stødtænder, som levede i Marsabit Nationalpark i det nordlige Kenya. Denne elefant blev født omkring 1919 og voksede op til en kæmpe med enorme stødtænder, som var grunden til hans kælenavn ’Kongen af Marsabit’.

Ahmed blev så berømt, at den kenyanske præsident Jomo Kenyatta i 1970 udnævnte ham til ’et levende monument’ – en national skat, som var fredet efter præsidentens ordre. For at beskytte elefanten mod krybskytter blev den bevogtet dag og nat af to særligt udnævnte vildtbetjente, og den døde en naturlig død i 1974, ca. 55 år gammel.

Man havde altid troet, at Ahmeds stødtænder var blandt de største, man nogensinde havde registreret, men da de blev målt efter hans død, viste det sig, at de ’kun’ vejede ca. 67 kilo hver – meget mindre end andre stødtænder, man havde fundet.

I dag er en model af Ahmed udstillet foran Nationalmuseet i Nairobi.

 

 

Ahmed af Marsabit. (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

 

Kilder
africahunting.com/threads/ahmed-the-elephant-of-marsabit.15201
en.wikipedia.org/wiki/Elephantidae
Blanc, J. 2008. Loxodonta africana. IUCN Red List of Threatened Species, version 2012.2. International Union for Conservation of Nature
Choudhury, A. et al. 2008. Elephas maximus. IUCN Red List of Threatened Species, version 2012.2. International Union for Conservation of Nature
Daniel, J. C. 1998. The Asian Elephant – a natural history. Natraj Publishers
Jayewardene, J. 2012. Elephants in Sri Lankan History and Culture. Living Heritage Trust

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Senest opdateret oktober 2022)