Burrer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Burre er det oldnordiske navn på planter af slægten Arctium (nedenfor).

 

 

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) har følgende at sige om burrerne: ”Stengelen (…) skiuder sig ud i mange oc smaa Grene, paa huilcke der komme nogle mangfoldige oc store Burrer. De samme ere trinde [runde], huasse, oc hafue nogle stickendis oc krogede Pige [pigge], med huilcke de henge ved Klæderne paa dennem, som gaa forbij.”

Som Paulli skriver, har stænglen flere sidegrene, og i spidsen af dem sidder et væld af kurve med de dejligste rødviolette blomster, som tiltrækker mængder af svirrefluer, humlebier og sommerfugle. Hver af blomsterstandene er omgivet af et panser af krogede pigge. Når frøene er modne, løsnes hele blomsterkurven nemt, hvis fx en rævepels eller en ulden trøje strejfer den.

Selv under blomstringen er piggene fæle, og vé den lille fugl eller flagermus, hvis vinge sætter sig fast i krogene. De går en langsom død i møde, medmindre de opdages af et rovdyr.

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burrerne: “Somme tider er (en dreng) ond nok til at kaste et bundt burrer i håret på en rival, eller endog i håret på den pige, som han mener har afvist ham. Den pige, som har haft den oplevelse, behøver ingen teknisk beskrivelse af burren.”

Slægtsnavnet er afledt af græsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, der vel kan minde om bjørnekløer.

 

Nogle autoriteter hævder, at artsnavnet stammer fra det keltiske ord llap (‘hånd’), hvilket hentyder til, at burrerne ’griber fat’. Det jyske folkenavn skorpionstidsel sigter naturligvis også til krogene på burrerne, mens navnene burreskræppe, tordenskræppe og agerskræppe refererer til artens meget store blade. Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

Glat burres rolle i folketro, poesi og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark findes tre arter, der alle vokser på fugtig bund. Fliget og nikkende brøndsel er omtalt nedenfor. Den tredje art er fladhoved-brøndsel (Bidens radiata), som er uhyre sjælden, kun fundet med års mellemrum på Sjælland.

Slægtsnavnet kommer af latin bi (’to’) og dens (’tand’), der sigter til de oftest to (somme tider tre eller fire) spidse tænder med modhager, som frugterne er udstyret med. Disse kroge hænger fast i dyrepelse eller menneskers strømper eller bukser, hvorved frøene spredes vidt omkring.

Det sære danske navn brøndsel hentyder sandsynligvis også til modhagerne. Ordet kommer formodentlig af ’brænde’ eller ’brynde’ og sigter til den sviende eller brændende fornemmelse, man kan få, hvis hundredevis af brøndselfrø hænger fast i strømperne og stikker gennem dem ind i huden. En anden tolkning går på, at brøndsel kommer af det gamle ord bryndsel (’ildebrand’), hvilket hentyder til, at brøndsel-blomster i plantefarvning giver en stærkt gul farve, kaldt brandgul. Andre dele af planten farver orange og gyldenbrunt.

Folkenavne som tvetand, fork, jerntyv (høtyv) og præstelus sigter naturligvis også til frøenes modhagere. Stiknasser sigter til, at frøene stikker (’gør nas’), mens skrædder og støvleknægt er med henblik på de to modhager, der kan minde om en saks eller en støvleknægt (et bræt med et V-formet indhak, beregnet til at tage støvler af).

I 1700-tallet fodrede man får med brøndsel som beskyttelse mod sygdomme og indvoldsorm.

 

Denne plante er almindelig og vidt udbredt, idet den er hjemmehørende i størsteparten af Eurasien, mod syd til Nordafrika, Pakistan og det nordlige Indokina. Den er også vidt udbredt i Nordamerika, og den er muligvis også oprindelig i Filippinerne. Forvildede bestande forekommer i Australien og på nogle øer i Stillehavet. Arten vokser på fugtig bund og kan trives i temmelig forurenet vand.

Den blev førhen anvendt mod blødninger, nyrebesvær og mavesår. Unge blade er spiselige efter kogning.

Det latinske artsnavn betyder ‘tredelt’, hvilket sigter til de fligede blade.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’.

 

 

 

 

 

Et af artens engelske folkenavne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det rapporteres, at arten er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Dunet brøndsel er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

Artsnavnet betyder ‘håret’ på latin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om en amerikansk art, C. tribuloides: “De fleste mennesker kender kun burren (af denne art), som er blandt de skarpeste frugter. Den hænger fast i tøjet og stikker hul i fingrene, når man vil fjerne den. Intet andet græs har denne type af frugt, denne lansebevæbnede burre, og en beskrivelse af arten er derfor næsten overflødig. Dén, som finder en sandburre, behøver ikke at få at vide, hvad det er.”

 

Arten er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Kirke, en troldkvinde i græsk mytologi, som havde et omfattende kendskab til trylledrik og urter. Ved hjælp af disse og en tryllestav kunne hun forvandle sine fjender til dyr. Efter at have forgivet sin mand bosatte hun sig på øen Aiaia. Da Odysseus landede på hendes ø under færden hjem fra Troja, forvandlede hun hans mænd til svin, men med hjælp fra guden Hermes tvang han hende til at ophæve fortryllelsen.

Navnet på troldkvinden er afledt af verbet kirkoô (‘at binde ved hjælp af ringe’), hvilket sigter til magiens bindende magt. Ifølge overleveringen anvendte hun planter af denne slægt i sine fortryllelser, hvilket afspejles af deres engelske navn, enchanter’s nightshade (‘magikerens natskygge’). Disse planter er ikke specielt giftige, men indeholder meget garvesyre, som er stærkt sammensnerpende.

Det danske navn sigter til Sankt Stefan, eller Stephanos (ca. 5-35 e.Kr.), der betragtes som den første kristne martyr, som blev dræbt, da han tilsluttede sig Jesus.

 

Stænglen bliver op til 60 cm høj, undertiden til 75 cm. Bladene er hjerteformede, langt tilspidsede, med nedsænkede nerver. De hvide blomster har to kronblade, to støvbærere, samt en hvid eller lyserød griffel. Frugten er en lille oval burre, 3-5 mm lang.

Artsnavnet er afledt af Lutetia, det latinske navn på Paris, der i gamle dage somme tider blev kaldt for Heksebyen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (’mælk’), der hentyder til, at blomsterne af gul snerre (G. verum) er i stand til at koagulere mælk og danne ost. I sin bog Herbal Simples nævner Dr. William T. Fernie (1830-1914), at “Folkene i Cheshire, specielt omkring Nantwich, hvor den bedste ost fremstilles, benytter den [gul snerre] i deres osteløbe, idet de sætter den derved fremstillede ost meget højere end ost, som er fremstillet uden anvendelse af den.”

Det danske navn kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (nedenfor), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

 

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerre: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter har gule blomster, mens andre har røde, orange eller hvide. Et billede, som gengiver en pragtfuld orange art, kan ses på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

Ved modenhed har frugterne af nogle arter en krog i spidsen, hvilket er en tilpasning til frøspredning. Hos andre arter vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’), hvilket sandsynligvis sigter til Sankt Peter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geno (‘afgiver en behagelig duft’). Dette navn sigter til rodens duft af kryddernelliker, når den just er gravet op. Det danske navn hentyder ligeledes til denne duft.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i byer’ – et underligt navn på denne plante, der fortrinsvis vokser i skove, skønt den af og til træffes som ukrudt i byhaver.

 

 

 

 

 

Disse planter er meget vigtige i den traditionelle medicin, og udtræk af rodknoldene indtages mod smerter og betændelse. De er fredede, og indsamling af dem må kun finde sted med tilladelse fra de forskellige ministerier for naturbevarelse.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk harpage (‘krog’) og phyton (‘plante’), hvilket sigter til krogene på frugten, der klynger sig til det dyr eller menneske, som træder på den. Det danske navn hentyder også til disse fæle kroge.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, hvilket hentyder til den krybende stængel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien.

Førhen var disse træer placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er siden blevet overført til familien Altingiaceae.

 

Arten findes hovedsagelig i varmere tempererede lande og er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den plantes mange steder som prydtræ.

Kinesisk ambratræ er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Det lader til, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

Artsnavnet er afledt af portugisisk formosa (‘smuk’), et ord, som de anvendte for Taiwan, da de besatte øen. De fleste arter, som bærer varianter af dette navn, blev beskrevet ud fra materiale fra Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Frugten er udstyret med 2-4 spidse torne og minder derved om en sådan caltrop, idet mindst én torn altid peger opad. Herved kan den sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. På denne måde kan frøene blive spredt vidt omkring. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

 

Det danske navn malteserkors skyldes også disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

Arten har en meget stor udbredelse, fra Sydeuropa mod øst gennem størstedelen af Asien til Japan, mod syd til det sydlige Afrika, Sri Lanka og Indokina. Den anvendes medicinelt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af xanthion, det græske navn på skræppe-brodfrø (nedenfor), afledt af xanthos (‘gul’). Saft fra planten blev anvendt til at farve hår gult. Det danske navn hentyder til de piggede frugter.

 

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om brodfrø: “De har nemt ved at finde bolig på marker. Krogene på burrerne er en smart metode til at få frøene spredt. Ethvert dyr, som går gennem en bevoksning af brodfrø eller blot strejfer en plante med modne frø, giver gratis transport til lige så mange piggede passagerer, som kom i berøring med pelsen eller klædningen hos dette intetanende dyr. Enhver jæger og hans hund hjælper denne slyngel over gærderne ind på andre marker.”

Zuni-folket i det sydvestlige USA anvendte tidligere denne plante til mange formål. Frøene blev stødt til mel, opblandet med majsmel og formet til kager, der blev dampet. Når Zui-folk fremførte en kaktus-ceremoni, smurte de tyggede frø på kroppen som værn mod kaktustornene. En pasta, som indeholdt frø af skræppe-brodfrø, blev smurt på sår og anvendtes også til at fjerne splinter. (Kilde: M.C. Stevenson 1915. Ethnobotany of the Zuni Indians. SI-BAE Annual Report No. 30)

Det latinske artsnavn antyder, at planten førhen blev anvendt til behandling af struma. Den danske forstavelse hentyder til bladene, der minder om visse skræppearters blade.