Burrer

 

 

Frugter af glat burre (Arctium lappa) med dug og edderkoppespind, fotograferet en mørk oktobermorgen, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstand af dunet brøndsel (Bidens pilosa), Mulkharka, Shivapuri Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlig sandburre (Cenchrus echinatus), voksende ved siden af en travl gade i Taichung, Taiwan. Den høje plante t.v. er canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I botanisk forstand er en burre enhver frugt med en pigget overflade. I mange tilfælde er piggene forsynet med kroge, som hægter sig fast i bukser, strømper, dyrepelse og andet, der strejfer planten, og på denne måde spredes frøene ofte i stor afstand fra moderplanten.

Burre er det oldnordiske navn på planter af slægten Arctium (nedenfor).

 

 

Arctium Burre
Denne slægt med omkring 15 arter af stovte, toårige planter er udbredt i Europa og det nordlige Asien, men adskillige arter er blevet indslæbt til mange andre egne. Bladene er meget store hos de fleste af arterne, ofte op til 70 cm lange og næsten lige så brede.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) har følgende at sige om burrerne: ”Stengelen (…) skiuder sig ud i mange oc smaa Grene, paa huilcke der komme nogle mangfoldige oc store Burrer. De samme ere trinde [runde], huasse, oc hafue nogle stickendis oc krogede Pige [pigge], med huilcke de henge ved Klæderne paa dennem, som gaa forbij.”

Som Paulli skriver, har stænglen flere sidegrene, og i spidsen af dem sidder et væld af kurve med de dejligste rødviolette blomster, som tiltrækker mængder af svirrefluer, humlebier og sommerfugle. Hver af blomsterstandene er omgivet af et panser af krogede pigge. Når frøene er modne, løsnes hele blomsterkurven nemt, hvis fx en rævepels eller en ulden trøje strejfer den.

Selv under blomstringen er piggene fæle, og vé den lille fugl eller flagermus, hvis vinge sætter sig fast i krogene. De går en langsom død i møde, medmindre de opdages af et rovdyr.

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burrerne: “Somme tider er (en dreng) ond nok til at kaste et bundt burrer i håret på en rival, eller endog i håret på den pige, som han mener har afvist ham. Den pige, som har haft den oplevelse, behøver ingen teknisk beskrivelse af burren.”

Slægtsnavnet er afledt af græsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, der vel kan minde om bjørnekløer.

 

Glat burre (Arctium lappa)
Denne art, som fortrinsvis vokser i forstyrrede områder, er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, fra Skandinavien mod syd til Middelhavet, og fra de Britiske Øer tværs over Sibirien og Mellemøsten til det nordlige Indien, Kina, Taiwan og Japan. Den er også blevet naturaliseret andre steder, og i Nordamerika og Australien betragtes den som invasiv.

Nogle autoriteter hævder, at artsnavnet stammer fra det keltiske ord llap (‘hånd’), hvilket hentyder til, at burrerne ’griber fat’. Det jyske folkenavn skorpionstidsel sigter naturligvis også til krogene på burrerne, mens navnene burreskræppe, tordenskræppe og agerskræppe refererer til artens meget store blade. Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

Glat burres rolle i folketro, poesi og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Hvor den lades i fred, kan glat burre blive en meget stor plante. Denne vokser på gårdspladsen i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Glat burre har smukke rødviolette blomsterstande, som ofte opsøges af sommerfugle. Her ses på det øverste billede en nældens takvinge (Aglais urticae). – Vorsø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yderranden af blomsterstandene er forsynet med talrige kroge. På dette billede har den ene vinge af en blåmejse (Cyanistes caeruleus) sat sig fast i krogene, hvilket forårsagede fuglens død. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her hænger en af vingerne hos en dværgflagermus (Pipistrellus sp.) fast i krogene. – Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af glat burre, tynget ned af sne, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bidens Brøndsel
Denne slægt omfatter mellem 150 og 250 arter, hvoraf langt de fleste er udbredt i varmere områder af Nord- og Sydamerika. Et stort antal arter er dog blevet indslæbt til mange andre varmere egne af kloden.

I Danmark findes tre arter, der alle vokser på fugtig bund. Fliget og nikkende brøndsel er omtalt nedenfor. Den tredje art er fladhoved-brøndsel (Bidens radiata), som er uhyre sjælden, kun fundet med års mellemrum på Sjælland.

Slægtsnavnet kommer af latin bi (’to’) og dens (’tand’), der sigter til de oftest to (somme tider tre eller fire) spidse tænder med modhager, som frugterne er udstyret med. Disse kroge hænger fast i dyrepelse eller menneskers strømper eller bukser, hvorved frøene spredes vidt omkring.

Det sære danske navn brøndsel hentyder sandsynligvis også til modhagerne. Ordet kommer formodentlig af ’brænde’ eller ’brynde’ og sigter til den sviende eller brændende fornemmelse, man kan få, hvis hundredevis af brøndselfrø hænger fast i strømperne og stikker gennem dem ind i huden. En anden tolkning går på, at brøndsel kommer af det gamle ord bryndsel (’ildebrand’), hvilket hentyder til, at brøndsel-blomster i plantefarvning giver en stærkt gul farve, kaldt brandgul. Andre dele af planten farver orange og gyldenbrunt.

Folkenavne som tvetand, fork, jerntyv (høtyv) og præstelus sigter naturligvis også til frøenes modhagere. Stiknasser sigter til, at frøene stikker (’gør nas’), mens skrædder og støvleknægt er med henblik på de to modhager, der kan minde om en saks eller en støvleknægt (et bræt med et V-formet indhak, beregnet til at tage støvler af).

I 1700-tallet fodrede man får med brøndsel som beskyttelse mod sygdomme og indvoldsorm.

 

 

Fliget brøndsel (Bidens tripartita)
This is a common and widespread species, native to almost the entire Eurasia, southwards to North Africa, Pakistan, and northern Indochina. It is also widespread in North America, and it may also be indigenous to the Philippines. Naturalized populations occur in Australia and on some Pacific Islands. It is partial to wetlands and can grow in rather polluted water.

Denne plante er almindelig og vidt udbredt, idet den er hjemmehørende i størsteparten af Eurasien, mod syd til Nordafrika, Pakistan og det nordlige Indokina. Den er også vidt udbredt i Nordamerika, og den er muligvis også oprindelig i Filippinerne. Forvildede bestande forekommer i Australien og på nogle øer i Stillehavet. Arten vokser på fugtig bund og kan trives i temmelig forurenet vand.

Den blev førhen anvendt mod blødninger, nyrebesvær og mavesår. Unge blade er spiselige efter kogning.

Det latinske artsnavn betyder ‘tredelt’, hvilket sigter til de fligede blade.

 

 

Fliget brøndsel, Brabrand Sø, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nikkende brøndsel (Bidens cernua)
Som foregående art er denne plante tilknyttet vådområder. Den har mere eller mindre den samme udbredelse, men er langt mere fåtallig. Den er meget større, op til 1 m høj, og dens nikkende kurve er meget større, med prominente gule randkroner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’.

 

 

Nikkende brøndsel, fotograferet ved Filsø i Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dunet brøndsel (Bidens pilosa)
Dette pantropiske og -subtropiske ukrudt, som er af ukendt oprindelse, er blevet forvildet mange steder og fordriver ofte indfødte arter. Bare en enkelt plante kan producere over 30.000 frø, som er forsynet med kroge, der nemt spreder frøene ved at hænge fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet.

Et af artens engelske folkenavne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det rapporteres, at arten er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Dunet brøndsel er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

Artsnavnet betyder ‘håret’ på latin.

 

 

I Taiwan optræder dunet brøndsel yderst invasivt og dækker kæmpestore områder. Her har adskillige planter slået rod i en revne i en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses frøstande af dunet brøndsel med de armerede frø, der nemt spredes ved at hægte sig fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet. – Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede har en af modhagerne på et frø af dunet brøndsel hægtet sig fast i en vinge på en natsværmer, hvilket har forårsaget dyrets død. – Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cenchrus Sandburre
En stor slægt med omkring 107 arter, som forekommer i varmere egne kloden rundt. Slægtsnavnet er latin, afledt af oldgræsk kenkhros (‘hirse’). Det danske navn hentyder til de skarpe, sylespidse torne på frugten.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om en amerikansk art, C. tribuloides: “De fleste mennesker kender kun burren (af denne art), som er blandt de skarpeste frugter. Den hænger fast i tøjet og stikker hul i fingrene, når man vil fjerne den. Intet andet græs har denne type af frugt, denne lansebevæbnede burre, og en beskrivelse af arten er derfor næsten overflødig. Dén, som finder en sandburre, behøver ikke at få at vide, hvad det er.”

 

Cenchrus echinatus Sydlig sandburre
Har du bare én gang trådt barfodet på frugterne af dette græs, glemmer du det aldrig. Det latinske artsnavn er afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’), hvilket sigter til frugterne, der er forsynet med skarpe, sylespidse pigge.

Arten er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

Blomstrende sydlig sandburre i en bypark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Dette billede fra Taichung viser de tornede frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Circaea Steffensurt
En lille slægt med 8 arter, hjemmehørende i tempererede skove på den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet hentyder til Kirke, en troldkvinde i græsk mytologi, som havde et omfattende kendskab til trylledrik og urter. Ved hjælp af disse og en tryllestav kunne hun forvandle sine fjender til dyr. Efter at have forgivet sin mand bosatte hun sig på øen Aiaia. Da Odysseus landede på hendes ø under færden hjem fra Troja, forvandlede hun hans mænd til svin, men med hjælp fra guden Hermes tvang han hende til at ophæve fortryllelsen.

Navnet på troldkvinden er afledt af verbet kirkoô (‘at binde ved hjælp af ringe’), hvilket sigter til magiens bindende magt. Ifølge overleveringen anvendte hun planter af denne slægt i sine fortryllelser, hvilket afspejles af deres engelske navn, enchanter’s nightshade (‘magikerens natskygge’). Disse planter er ikke specielt giftige, men indeholder meget garvesyre, som er stærkt sammensnerpende.

Det danske navn sigter til Sankt Stefan, eller Stephanos (ca. 5-35 e.Kr.), der betragtes som den første kristne martyr, som blev dræbt, da han tilsluttede sig Jesus.

 

Dunet steffensurt (Circaea lutetiana)
Denne plante vokser i skove og andre skyggefulde steder, fra England og Portugal mod øst til Kazakhstan, og fra Skandinavien mod syd til Nordafrika, Irak og Iran.

Stænglen bliver op til 60 cm høj, undertiden til 75 cm. Bladene er hjerteformede, langt tilspidsede, med nedsænkede nerver. De hvide blomster har to kronblade, to støvbærere, samt en hvid eller lyserød griffel. Frugten er en lille oval burre, 3-5 mm lang.

Artsnavnet er afledt af Lutetia, det latinske navn på Paris, der i gamle dage somme tider blev kaldt for Heksebyen.

 

 

Dunet steffensurt, øverst blomster, nederst frugter, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Galium Snerre
Denne kæmpestore slægt, som omfatter omkring 630 arter, er udbredt næsten overalt på kloden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (’mælk’), der hentyder til, at blomsterne af gul snerre (G. verum) er i stand til at koagulere mælk og danne ost. I sin bog Herbal Simples nævner Dr. William T. Fernie (1830-1914), at “Folkene i Cheshire, specielt omkring Nantwich, hvor den bedste ost fremstilles, benytter den [gul snerre] i deres osteløbe, idet de sætter den derved fremstillede ost meget højere end ost, som er fremstillet uden anvendelse af den.”

Det danske navn kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (nedenfor), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

 

Burre-snerre (Galium aparine)
Det latinske artsnavn på denne art kommer af græsk apairo (‘at gribe fat’) – et yderst beskrivende navn, idet ikke kun frugterne, men også stængel og blade er forsynet med modhager, hvilket forøger plantens evne til at klatre op ad og hen over andre planter.

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerre: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

Dette billede viser krogene på stænglen og de små frugter, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret eksisterer burre-snerre kun som visne strå med små kugleformede frugter. Denne klatrede engang langs et elhegn nær Ørbæk Å syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geum Nellikerod
Denne slægt, som rummer omkring 50 arter, er vidt udbredt i Eurasien, Afrika, New Zealand, samt Nord- og Sydamerika.

De fleste arter har gule blomster, mens andre har røde, orange eller hvide. Et billede, som gengiver en pragtfuld orange art, kan ses på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

Ved modenhed har frugterne af nogle arter en krog i spidsen, hvilket er en tilpasning til frøspredning. Hos andre arter vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’), hvilket sandsynligvis sigter til Sankt Peter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geno (‘afgiver en behagelig duft’). Dette navn sigter til rodens duft af kryddernelliker, når den just er gravet op. Det danske navn hentyder ligeledes til denne duft.

 

Feber-nellikerod (Geum urbanum)
Denne er en af arterne i slægten med kroge på frugterne. Den er almindelig i størsteparten af Europa, mod øst til Uralbjergene, men mangler i de nordligste egne, samt på mange af øerne i Middelhavet. Den forekommer også i det nordvestlige Afrika, samt fra Tyrkiet, Syrien og Jordan mod øst til Kazakhstan og Kirgisien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i byer’ – et underligt navn på denne plante, der fortrinsvis vokser i skove, skønt den af og til træffes som ukrudt i byhaver.

 

 

Feber-nellikerod med blomst og umodne frugtstande, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Harpagophytum Djævleklo
En lille slægt med 2 arter, som er udbredt i græsklædte områder og halvørken i det sydlige Afrika. Frugterne er meget karakteristiske kapsler, som ved modenhed er forveddede, med to centrale torne og 12-16 udposninger, hver med 2-3 kroge for enden.

Disse planter er meget vigtige i den traditionelle medicin, og udtræk af rodknoldene indtages mod smerter og betændelse. De er fredede, og indsamling af dem må kun finde sted med tilladelse fra de forskellige ministerier for naturbevarelse.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk harpage (‘krog’) og phyton (‘plante’), hvilket sigter til krogene på frugten, der klynger sig til det dyr eller menneske, som træder på den. Det danske navn hentyder også til disse fæle kroge.

 

Harpagophytum procumbens
Denne art forekommer i Namibia, Botswana og Sydafrika. Stænglen er krybende, og planten har en tyk rodknold, hvorfra der udgår adskillige andre knolde. De grågrønne blade har 3-5 lapper. De trompet-formede blomster kan være purpurfarvede, mørkerøde eller lyserøde, altid med gult svælg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, hvilket hentyder til den krybende stængel.

 

 

Blomst og frugt af Harpagophytum procumbens, Palapye, Botswana. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Liquidambar Ambratræer
Denne slægt rummer omkring 15 arter af træer, udbredt i det østlige Nordamerika, Mexico, Mellemamerika, Tyrkiet, Fjernøsten, Sydøstasien, samt det vestlige Indonesien. Frugterne er kugleformede, hårde, indtil 5 cm i diameter, med en pigget overflade, der skyldes de vedvarende grifler.

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien.

Førhen var disse træer placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er siden blevet overført til familien Altingiaceae.

 

Kinesisk ambratræ (Liquidambar formosana)
Dette store træ, som kan blive indtil 40 m højt, kendes nemt på de trefligede blade, som er næsten helrandede, ulig de fleste asiatiske lønnearter (Acer), som overvejende har femfligede, stærkt tandede blade.

Arten findes hovedsagelig i varmere tempererede lande og er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den plantes mange steder som prydtræ.

Kinesisk ambratræ er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Det lader til, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

Artsnavnet er afledt af portugisisk formosa (‘smuk’), et ord, som de anvendte for Taiwan, da de besatte øen. De fleste arter, som bærer varianter af dette navn, blev beskrevet ud fra materiale fra Taiwan.

 

 

Smukt vinterløv og kuglerunde, piggede frugter af kinesisk ambratræ, Hu-tou Shan (‘Tigerhoved-bjerget’), Tungxiao, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser frugter af kinesisk ambratræ på nøgne vintergrene, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tribulus
En slægt med omkring 30 arter af lave urter, udbredt i varmere egne af Eurasien, Afrika og Australien.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Frugten er udstyret med 2-4 spidse torne og minder derved om en sådan caltrop, idet mindst én torn altid peger opad. Herved kan den sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. På denne måde kan frøene blive spredt vidt omkring. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

 

Malteserkors (Tribulus terrestris)
Denne krybende plante er meget variabel, med sidegrene, som er indtil 60 cm lange, blade modsatte, snitdelte, indtil 5 cm lange. Blomsterne er gule (til tider hvide med gul midte), op til 1,5 cm i diameter. Frugten, som er indtil 1 cm i tværmål, er udstyret med 4 spidse torne, 2 lange og 2 korte, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine.

Det danske navn malteserkors skyldes også disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

Arten har en meget stor udbredelse, fra Sydeuropa mod øst gennem størstedelen af Asien til Japan, mod syd til det sydlige Afrika, Sri Lanka og Indokina. Den anvendes medicinelt.

 

 

Malteserkors, fotograferet nær Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Xanthium Brodfrø
Disse planter, der omfatter 2 eller 3 arter, stammer sandsynligvis fra Nordamerika, men er blevet forvildet i de fleste varmere egne af kloden. De spredes nemt ved hjælp af de stærkt piggede frugter, der hager sig fast i dyrepelse, bukser m.m.

Slægtsnavnet er afledt af xanthion, det græske navn på skræppe-brodfrø (nedenfor), afledt af xanthos (‘gul’). Saft fra planten blev anvendt til at farve hår gult. Det danske navn hentyder til de piggede frugter.

 

Skræppe-brodfrø (Xanthium strumarium)
Denne kurvplantes oprindelsessted er sandsynligvis Nordamerika, men den er blevet forvildet i de fleste varmere egne af kloden.

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om brodfrø: “De har nemt ved at finde bolig på marker. Krogene på burrerne er en smart metode til at få frøene spredt. Ethvert dyr, som går gennem en bevoksning af brodfrø eller blot strejfer en plante med modne frø, giver gratis transport til lige så mange piggede passagerer, som kom i berøring med pelsen eller klædningen hos dette intetanende dyr. Enhver jæger og hans hund hjælper denne slyngel over gærderne ind på andre marker.”

Zuni-folket i det sydvestlige USA anvendte tidligere denne plante til mange formål. Frøene blev stødt til mel, opblandet med majsmel og formet til kager, der blev dampet. Når Zui-folk fremførte en kaktus-ceremoni, smurte de tyggede frø på kroppen som værn mod kaktustornene. En pasta, som indeholdt frø af skræppe-brodfrø, blev smurt på sår og anvendtes også til at fjerne splinter. (Kilde: M.C. Stevenson 1915. Ethnobotany of the Zuni Indians. SI-BAE Annual Report No. 30)

Det latinske artsnavn antyder, at planten førhen blev anvendt til behandling af struma. Den danske forstavelse hentyder til bladene, der minder om visse skræppearters blade.

 

 

Skræppe-brodfrø med frugter, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2023)