Når mu-olietræet blomstrer

 

 

Blomsterstande hos mu-olietræet (Vernicia montana). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På kinesisk kaldes mu-olietræet (Vernicia montana, førhen kaldt Aleurites montana eller A. cordata), for 木油桐 (udtales ‘muh yow tong’), hvilket direkte oversat betyder ‘træolie-træ’. Dette træ er værdsat for sin olie, som udvindes af frøene. På grund af denne olies lighed med olien fra det nærtbeslægtede tong-olietræ (Vernicia fordii), kaldes begge olier ofte for ‘tong-olie’, og i daglig tale kaldes begge arter for ’tong-olietræ’.

Traditionelt er denne olie blevet anvendt til fremstilling af maling, kinesisk sort blæk og lampeolie, til at gøre klæde og papir vandtæt, samt til at male og tætne skibe. Den blev førhen også anvendt til at isolere elektriske kabler. (Kilde: Protabase – Plant Resources of Tropical Africa – prota.org)

I 1200-tallet skrev den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo: “Kineserne tager kalk og findelt hamp, som de ælter sammen med en bestemt træolie; når de tre emner er fuldstændig sammenblandet, udgør de en glimrende lim, og med denne blanding maler de deres skibe. Træolien udvindes fra et træ ved navn tong-shu.”

I traditionel kinesisk medicin anvendes mu-olietræet som brækmiddel og infektionsdæmpende middel, samt til bekæmpelse af indvoldsorm. Frøolien er stærkt afførende og anvendes endvidere til behandling af sår og brandsår samt hudsygdomme forårsaget af parasitter. Olien indgår som bestanddel i kinesiske plastre. Et ekstrakt af frugten bekæmper bakterier.

Alle dele af mu-olietræet er giftige, inklusive frugter og frø. Indtagelse af frø forårsager alvorlige mavekramper, opkastninger og diarré. Husdyr, fx heste, kvæg og høns, som har ædt bladene eller frøkagerne, får ofte blødende diarré, og i alvorlige tilfælde bliver de udsultede og dør.

I Taiwan, sidst i april eller først i maj, stiller mu-olietræet en overdådighed af skønne hvide blomster til skue, og da arten er meget almindelig, kan bjergskråninger i lavere højder til tider synes næsten hvide – i sandhed et smukt syn!

To lokaliteter med masser af mu-blomster er omkring Sanyi, samt på bjergskråningerne øst for Puli, begge i det vestlige Taiwan. Ved det mindste vindpust daler mu-blomster ned fra træerne i hundredevis og dækker efterhånden jorden som et spinkelt hvidt tæppe.

 

 

 

I april og begyndelsen af maj farves bjergskråninger i lavere højder i Taiwan til tider delvis hvide af millioner af blomster fra mu-olietræet, her nær byerne Sanyi (øverst) og Miaoli. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Støvbærerne hos mu-olietræet kan være røde eller gule, til tider begge i samme blomsterstand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne mu-blomster dækker jorden som et spinkelt tæppe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mu-blomster er landet på et bregneblad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her sidder nedfaldne mu-blomster fast i et viftepalmeblad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mu-blomster er blevet fanget i edderkoppespind. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Man kan skabe sin egen lille byge af mu-blomster. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet august 2016)

 

(Senest revideret august 2020)