Nat i skarvebyen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På alle sider af skjulet er de nøgne gråpopler fyldt med skarvreder, hvor forældrefuglene har travlt med at fodre de forslugne unger. Som aftenen falder på, kommer de skarver, der har overstået opfostringen af årets unger, samt yngre fugle, der endnu ikke yngler, flyvende ind for at overnatte i kolonien. Der opstår en mængde kævl og strid om at få de bedste sovepladser, for der er trangt, når over 3000 fugle skal sidde i ruinerne af poppelplantagen. Med det skarpe næb hugges ud efter naboen, som enten fortrækker til en dårligere siddeplads – eller hugger tilbage.

Ungfuglene får naturligvis de dårligste pladser – her gælder den stærkestes ret. Mange af ungerne fra i år er faldet ud af reden, inden de var flyvefærdige. De må overnatte på væltede stammer nede i dammen – et yderst risikabelt sted, for ræven har store unger, som skal fodres og senere oplæres i drabets kunst. Fra et hyldekrat kommer ræven farende ud i dammen, griber fat i vingen på en uheldig unge og slæber af med den. Vild tummel i kolonien. Ungen skriger fortvivlet, men er for uerfaren til at bruge sit eneste våben – næbbet. Den slæbes ind til bredden og aflives med et hurtigt bid.

Omsider falder skarverne til ro og sætter sig til at sove. Et mærkeligt vibrerende, knurrende gaaar fra en og anden fugl høres af og til. Ellers er der tyst. Fuldmånen stiger langsomt op over fjorden og kaster et koldt lys over den sovende by. Jeg kryber ned i soveposen, men kan ikke falde i søvn. Gentagne gange må jeg op og se det igen – månen, de døde træer, de sovende fugle.

Ved daggry er jeg på benene igen – eller rettere på knæene i dette trange skjul, hvor man ikke kan stå oprejst. De stadig sovende skarver ses som silhuetter mod en svagt lyserød himmel. Langsomt vågner skarvebyen til live. En efter en letter fuglene og drager ud på fiskeri.