Løven – savannens konge

 

 

Gylden kat i gyldent græs, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Løven (Panthera leo) kaldes ofte for ‘Dyrenes Konge’, og den er da også et kraftigt og overmåde stærkt dyr, men den er ikke det største rovdyr. Isbjørnen (Ursus maritimus) og visse underarter af den brune bjørn (Ursus arctos) er større, og den sibiriske tiger (Panthera tigris ssp. altaica) er også en smule større end løven.

Løven fik sandsynligvis titlen på grund af hannens manke, der får ham til at se meget imponerende ud. Manken er en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Ingen anden kat er udstyret med en sådan manke. Den får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver.

 

 

En hanløve med en stor manke er i sandhed et meget imponerende dyr. – Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En social kat
Ulig de fleste andre kattedyr er løver meget sociale og lever i flokke, bestående af 4-12 beslægtede hunner med deres unger, samt 1-6 hanner, oftest brødre eller halvbrødre, som ikke er beslægtede med hunnerne.

I en flok er det hunnerne, som oftest jager, og under jagten samarbejder de. En eller to bevæger sig langsomt hen mod en flok græssende dyr, mens andre er krøbet gennem græsset og nu ligger i baghold og venter på, at et dyr bliver gennet hen til dem. Løver stjæler også ofte bytte fra andre dyr, bl.a. leopard (Panthera pardus), gepard (Acinonyx jubatus) og plettet hyæne (Crocuta crocuta). Et studium fra Ngorongoro-krateret i Tanzania har påvist, at over 80% af de byttedyr, som løverne åd af, faktisk var blevet nedlagt af hyæner.

Normalt æder alle dyr i en løveflok samtidigt, men hvis det ikke er stort nok til at føde hele flokken, vil hannerne på grund af deres større styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, også selv om de ikke deltog i jagten. Hvis der er småt med bytte, sulter alle i flokken, og da ungerne er de svageste, vil de ofte bukke under. I gennemsnit behøver en han omkring 7 kg kød om dagen, en hun ca. 5 kg.

Det er hannernes opgave at beskytte flokken mod fjender, mest i form af fremmede hanner, som forsøger at overtage flokken. Hvis det lykkes for dem at fordrive de stedlige hanner, vil de nye hanner dræbe alle små unger i flokken. Førhen var denne adfærd et mysterium for biologerne, men studier har påvist, at hvis et ungekuld dør, kommer hunløven hurtigt i brunst igen. Gennem at dræbe ungerne kan de nye hanner således få afkom hurtigere og dermed videreføre deres egne gener.

Når en løvinde er i brunst, bliver hun tæt fulgt af en han, som jager andre hanner bort. Parringen indledes med, at parterne gnider hovederne mod hinanden og snuser til hinandens kønsorganer. Derpå bestiger hannen løvinden, mens han bider sig fast i nakken på hende. Han må imidlertid skynde sig at stige af, da hunnen ofte bliver meget aggressiv lige efter parringen. Parret kan kopulere op mod 50 gange i løbet af et døgn.

 

 

Hvis der er småt med bytte, sulter alle i flokken, og da ungerne er de svageste, vil de ofte bukke under. – Masai Mara Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne løvinde ammer sine unger, hvilket tilsyneladende er en pinefuld proces. – Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have drukket bliver ungerne legesyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have snuset til en løvindes urin, blotter denne hanløve tænderne i en grimasse, som kaldes flehmen. Specielle sanseceller i løvens mund kan afsløre, om løvinden er i brunst. – Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når en løvinde er i brunst, forlader hun flokken for en periode i selskab med en han. Denne legesyge løvinde inviterer hannen til parring, Ngorongoro-krateret. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løver i parring, Ngorongoro-krateret. Hanløven er netop hoppet af løvinden og ejakulerer, mens hun pludselig bliver aggressiv og gør klar til at lange ham et par slag. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Syv eller otte underarter – eller færre
Førhen var 12 nutidige underarter af løven anerkendt, oftest baseret på kropsstørrelse, mankens udseende, samt geografisk udbredelse. Da hannernes udseende varierer kolossalt, selv inden for en flok, er adskillige af disse underarter blevet erklæret for ugyldige. I dag anerkender de fleste autoriteter otte underarter, og adskillige af disse, deriblandt kapløven, ssp. melanochaita, bliver måske også erklæret for ugyldige. Slægtskabet blandt afrikanske løver er stadig ikke udredt i detaljer, mens den asiatiske løve generelt accepteres som en særlig underart, ssp. persica.

 

 

Ældre løvehanner bliver ofte fordrevet fra flokken og må klare sig selv. Denne enlige ældre han æder af et rådnende kadaver af en savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi), Serengeti Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge løver hviler på en klippe i et klippeparti ved navn Simba Kopjes (‘Løvehovederne’), Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Udryddet de fleste steder
For ca. 15.000 år siden var løven udbredt i hele Afrika, samt i Sydeuropa og gennem Mellemøsten til Indien. Omkring 300 f.Kr. fandtes den stadig i Grækenland, og indtil omkring 1900 i Mellemøsten og Pakistan. I det nordlige Afrika, Europa og Asien er løven nu uddød, med undtagelse af ca. 300 asiatiske løver, som overlever i Sasan Gir Nationalpark, Gujarat, nordvestlige Indien.

Løven er stadig ret almindelig i det østlige og sydlige Afrika, men er hovedsagelig begrænset til nationalparker og vildtreservater. En ny trussel mod arten er krybskytteri, hvis formal er at levere løve-dele til det umættelige marked for traditionel kinesisk medicin, da tigeren, som førhen leverede disse dele, næsten er blevet udryddet (beskrevet på siden Menneskets dårskab).

 

 

Denne løvinde i Serengeti Nationalpark har et gabende sår på snuden – resultatet af et sammenstød med en plettet hyæne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løver færdes normalt på jorden, men af og til klatrer de op i træer, specielt i områder med mange tsetsefluer. – Chobe Nationalpark, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Usædvanlig oplevelse med løver
Der lever mange løver i Tarangire Nationalpark i det nordlige Tanzania. Her havde mine ledsagere og jeg om natten en hårrejsende oplevelse med løver, beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

I et tæt krat i Tarangire Nationalpark ligger fire løvinder og fire store unger og grovæder af en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter endt måltid hviler løverne med den udspilede bug i vejret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Menneskeædende løver
Gamle eller sårede løver bliver undertiden menneskeædere, sædvanligvis fordi de er ude af stand til at dræbe deres naturlige byttedyr. Mennesker er langsomme og svage og er således et nemt bytte for løver.

Det lader til, at antallet af mennesker, som er blevet ædt af løver, er steget markant i de senere år. Det er blevet rapporteret, at mellem 1990 og 2005 blev mindst 563 landsbyboere angrebet og mange af dem ædt af løver i Tanzanias landdistrikter. Den vigtigste årsag hertil er den stigende befolkning, som bevirker, at menneskene flytter stadig længere ud i bushen, hvor de rydder skov til marker og samtidig udrydder løvernes naturlige byttedyr.

Den mest berømte hændelse, som omfattede menneskeædende løver, fandt sted i Kenya i 1898, hvor englænderne var i gang med at anlægge en jernbane fra Mombasa til Nairobi. Leder af projektet var oberstløjtnant John Henry Patterson, som anvendte indiske kulier til arbejdet. Da man var i færd med at konstruere en bro over Tsavo-floden, begyndte to hanløver at besøge arbejdernes lejr, hvor de trak nogle af kulierne ud af deres telte og åd dem.

Arbejderne tændte nu lejrbål og rejste hække af tornebuske omkring lejren for at holde løverne ude, men forgæves. Det lod til, at disse løver ikke var bange for ild, og de formåede altid at bane sig vej gennem tornehækken. Patterson prøvede at snige sig ind på løverne til fods, men da han var en meget uerfaren jæger, undslap løverne uskadt. Efter adskillige gentagne angreb fra løverne flygtede hundreder af arbejde, og arbejdet på broen standsede.

Patterson konstruerede nu en fælde med et separat rum, hvor nogle kulier boede som lokkemad, men løverne ignorerede fælden, og denne plan blev opgivet. Nogle måneder senere gik en af løverne af nysgerrighed ind i fælden, som smækkede i. Adskillige af arbejderne fyrede løs på den, men formåede blot at beskadige lukkemekanismen, så løven undslap med kuglerne piftende om ørerne. Patterson tilbragte mange nætter på en platform i et træ i håb om at få løverne på skudhold. Efter adskillige forgæves forsøg lykkedes det ham at skyde en af løverne d. 9. december 1898, og 20 dage senere blev den anden skudt. Nu kunne kulierne vende tilbage til arbejdet, og broen blev fuldført. (Kilde: Patterson, 1926)

Patterson hævdede, at i løbet af de ni måneder, arbejdet varede, blev ca. 135 kulier ædt af Tsavo-løverne, men det lader til, at dette tal er stærkt overdrevet. Nylige studier af de to udstoppede menneskeædere, som befinder sig i Chicago Field Museum, antyder, at ‘kun’ ca. 35 mennesker blev ædt af løverne.

Grunden til, at disse to løver blev menneskeædere, er ikke klarlagt. Peterhans & Gnoske (2001), såvel som Patterson (2004), mener, at der er tre mulige årsager:

Et udbrud af kvægpest i 1898 kan have decimeret løvernes naturlige byttedyr, så de blev tvunget til at finde nye fødeemner.

Løverne kan have vænnet sig til at æde menneskekød ved at finde lig af slaver ved overgangen af Tsavo-floden, som blev benyttet af slavekaravaner undervejs til Zanzibar.

Ufuldstændig kremation af hinduistiske arbejde kunne have tiltrukket løverne.

 

 

Løver i mytologi og folklore
Gennem hele den historiske periode har mennesket næret ærefrygt for store og stærke kattedyr, og i mange kulturer, bl.a. i Oldtidens Egypten, samt i Olmec-, Maya- og Andes-civilisationerne, blev var-katten, et væsen med menneskehoved og en kats krop, ofte betragtet som et symbol på frugtbarhed.

Løven har været anvendt vidt og bredt som et magtsymbol i forskellige kulturer og mytologier, som et heraldisk magtsymbol i utallige våbenmærker, samt i kunst of folklore.

Hovedkilden i dette afsnit er forskellige sider på en.wikipedia.org.

 

Europa
Den tidligst kendte gengivelse af et dyr er en lille elfenbensfigur fra Hohlenstein-Stadel-hulen i Sydtyskland.på tysk kaldes denne figur for Löwenmensch (‘Løvemennesket’), da den gengiver et menneske med løvehoved. Den menes at stamme fra den Aurignasiske Kultur og vurderes til at være mindst 32.000 år gammel. I den såkaldte Løvegrotte i de berømte Lascaux-huler i Sydfrankrig findes et 15.000 år gammelt klippemaleri, som gengiver et kopulerende par af huleløve.

I den græske mytologi var den nemeanske løve et ondsindet uhyre, som levede i Nemea, Peloponnes. Denne løve kunne ikke dræbes med almindelige dødeliges våben, da dens store gyldne manke gjorde den usårlig. Dens kløer var skarpere end sværd og kunne gennembryde selv en rustning. Til slut blev dette uhyre dræbt af den græske helt Herakles, som kvalte den med sine bare hænder. Siden bar han løvens pels som en magisk kappe, der gjorde ham usårlig.

Ifølge en fortælling i Talmud, Chullin 59b, informerer Rabbi Joshua ben Hananiah den romerske kejser Hadrian om en gigantisk løve, som lever i skovene omkring Bei Ilai – en løve så kolossalt stor, at afstanden mellem dens ører er 9 cubitter (hvilket svarer til over 4 m). Kejseren beordrer rabbien at kalde løven til Rom, hvilket han modstræbende går med til. I en afstand af 400 parasanger (ca. 2400 km) fra Rom brøler løven, hvilket får alle gravide kvinder til at abortere, og alle Roms mure vælter omkuld. I en afstand af 300 parasanger (ca. 1800 km) brøler løven atter, og denne gang falder alle tænderne på Roms mænd ud, og selveste kejseren falder ned fra sin trone. Han tigger nu rabbien om at sende løven tilbage, hvor den kom fra, og gennem bøn lykkes det rabbien at overtale løven til at vende tilbage til sin bolig.

 

 

Denne elfenbensfigur, kaldt Löwenmensch (‘Løvemennesket’) er den tidligst kendte gengivelse af et dyr. (Foto: Dagmar Hollmann, offentlig ejendom)

 

 

Afrika
I Oldtidens Egypten var krigsgudinden en løvinde, og adskillige af gudinderne var udstyret med kattehoved, bl.a. Bastet, Mafdet, Menhit, Pakhet og Tefnut. Den kæmpemæssige Sfinks nær Giza-pyramiderne er verdens største var-kat.

I visse afrikanske kulturer var løven et symbol på magt, og nogle herskere inkluderede ordet ‘løve’ i deres titel. Et enkelt eksempel var Marijata, en af herskerne i Mali-riget (ca. 1235-1600), som blev kaldt ‘Malis Løve’.

Ifølge den lokale mytologi voksede Ndiadiane Ndiaye, den legendariske grundlægger af Waalo-kongedømmet (1287-1855), i det nuværende Senegal og Mauritanien, op blandt løver, og siden vendte han som halvt mand, halvt løve tilbage for at forene sit folk, idet han anvendte sin lærdom fra løveflokken.

I mange afrikanske folkelige fortællinger er løven udstyret med lav intelligens og bliver ofte narret af andre dyr.

 

 

I historisk tid var løven udbredt i hele det nordlige Afrika, men har i århundreder været udryddet i dette område. – Dette relief i Dronning Hatsepsuts Dødstempel i Egypten gengiver en hanløve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mellemøsten
I Oldtidens Mesopotamien, fra sumerisk tid op til det Babyloniske Rige, var løven tæt forbundet med kongelighed. Mange relieffer, fremstillet af glacerede mursten, som beklæder murene langs vejen op til det babyloniske palads, gengiver løver, deriblandt én, som på engelsk kaldes The Striding Lion (’den skridtende løve’).

Omkring 1600 f.Kr. grundlagde Hittiterne et rige med centrum i byen Hattuşa, hvis ruiner befinder sig nær den nuværende by Bogazkale i det centrale Anatolien, Tyrkiet. Dette rige nåede sit højdepunkt omkring 1350-1300 f.Kr., under Kong Suppiluliuma den 1., hvor hovedparten af Anatolien, såvel som hvad der i dag er de nordlige dele af Libanon, Syrien og Irak, var blevet erobret. Adgang til paladset i Hattuşa førte bl.a. gennem den engang så imponerende Løveport, således kaldet på grund af løve-skulpturerne foran indgangen.

 

 

Løve-mosaik fra Babylon. (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

I 2006, da dette billede blev taget, var der ikke meget tilbage af den engang så imponerende Løveport i Hattuşa. Hovedet af løven t.v. blev restaureret i 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien
I den hinduistiske mytologi kaldes den anden avatar (inkarnation) af den store gud Vishnu for Narsingh (‘menneske-løven’), et væsen med en løves hoved og poter, samt en mands krop. Han er ofte afbildet i færd med at dræbe den frygtelige dæmonkonge Hiranyakashipu, som truede med at dræbe sin egen søn Prahlad, som var en trofast tilbeder af Vishnu.

Det kvindelige aspekt, shakti, af den store gud Shiva er Devi, også benævnt Parvati, Sati, Uma, Kali eller Durga, der tilbedes som Modergudinden. Hun afbildes ofte ridende på sin ganger, som enten er en løve eller en tiger.

Singh er et ældgammelt vedisk navn, som betyder ’løve’. Oprindeligt blev dette navn kun benyttet af Rajputter, en stolt hindu-kaste i Rajasthan, Indien. Efter dannelsen af Khalsa-Sikh-broderskabet i 1699 ønskede Guru Gobind Singh, at alle sikher antog navnet Singh.

Ashokas Løvekapitæl blev adopteret som Indiens nationale symbol i 1950. Denne kapitæl, som gengiver fire løver, placeret ryg mod ryg, var et udtryk for buddhismens fire sandheder. Den stammer fra Kejser Ashokas tid (272-238 f.Kr.), hvor den blev placeret på toppen af Ashoka-søjlen i det hellige buddhistiske sted Sarnath, hvor Siddharta (senere kaldt for ‘Buddha’) påbegyndte udbredelsen af sin lære.

 

 

Denne drabelige illustration, som gengiver Narsingh i færd med at dræbe dæmonkongen Hiranyakashipu, er et eksempel på indisk tapet. Ville du beklæde din væg med det? – Den mangehovedede brilleslange bag Vishnu er hans beskytter. (Illustration: Offentlig ejendom)

 

 

Dette relief i Mukteswar-tempelkomplekset i Bhubaneswar, Odisha (Orissa), gengiver den hinduistiske gudinde Durga, som, ridende på sin løve, kæmper mod en frygtelig dæmonkonge, Mahishasura, som har taget skikkelse af en elefant. Han ser dog ikke ud af meget ved siden af den mægtige løve! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne løveskulptur vogter uden for et tempel, tilegnet den hinduistiske gudinde Kali, i Dakshinkali, Kathmandu-dalen, Nepal. Tagetes-kronblade, riskorn og rød farve er blevet bragt som offergaver til figuren. Den røde farve symboliserer sikkert blod, da Kali sætter pris på blodige offergaver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Khmer-skulptur af en løve, Bayon, Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne del af et Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, gengiver en scene, hvor dæmonkongen Ravana ryster hindugudernes bolig, bjerget Kailash, hvilket gør guder og dyr rædselsslagne, i dette tilfælde to løver, en elefant, en tiger og en abe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udskåret løve – detalje af et Hadimba-tempel i Naggar, syd for Manali, Himachal Pradesh, Indien. Legenden om Hadimba er beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne marmor-løve vogter uden for det hinduistiske tempel Karna Mata Mandir i Deshnok, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Maleri af en løve på bagsmækken af en lastbil, Haryana, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fjernøsten
Løven er et ofte benyttet motiv i kinesisk kunst, og skønt den aldrig har levet i Taiwan, forekommer den uhyre talrigt i daoistiske templer i form af et mytologisk væsen, der ofte optræder som beskytter. Mange skulpturer afbilder hanløver, som har anbragt en pote på en kugleformet genstand med mønster. Denne kugle gengiver faktisk en broderet bold. I gamle dage blev sådanne bolde fremstillet af aflagt tøj og præsenteret som offergaver i templerne af børn – et symbol på yang (lyse kræfter) og venskab.

Under daoistiske højtider finder såkaldt løvedans ofte sted foran templerne. Som regel opføres disse danse af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske. En mere avanceret form for løvedans er den rene akrobatik, hvor to mænd, skjult under et løveklæde, springer rundt fra den ene lille metalplade til den anden, som er placeret på pæle, ofte i ret stor højde.

Løve-skulpturer opstilles også ofte som beskyttere ved daoistiske gravsteder.

Sneløven er et mytisk væsen i Centralasien, som ifølge folketroen regerer over bjerge og gletschere. Den symboliserer styrke, frygtløshed og glæde.

 

 

Disse skulpturer af en løve og en drage, som er pyntet med røde bånd, vogter indgangen til et daoistisk tempel i byen Donggang, Taiwan. Bemærk, at løven har poterne placeret på en bold (se teksten ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvedans opføres foran Fushing-templet i Xiluo (øverst), samt foran Samlong-templet på øen Siao Liouchou, begge i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Akrobatisk løvedans på pæle, Kaohsiung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løve-skulpturer opstilles ofte som beskyttere ved daoistiske gravsteder. Disse blev fotograferet i Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den nederste del af denne chorten (en buddhistisk stupa i tibetansk stilart) nær Tharke Ghyang, Helambu, Nepal, er udsmykket med relieffer, der gengiver sneløver. – Chorten’er og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Referencer
Patterson, B.D. 2004. The Lions of Tsavo: Exploring the Legacy of Africa’s Notorious Man-Eaters. McGraw-Hill
Patterson, J. H. 1926. The Man-Eating Lions of Tsavo. Field Museum of Natural History, Chicago
Peterhans, J.C.K. & T.P. Gnoske 2001. The science of man-eating among lions (Panthera leo), with a reconstruction of the natural history of the man-eaters of Tsavo. Journal of East African Natural History 90: 1-40

 

 

 

(Oprettet marts 2020)

 

(Sidst revideret oktober 2021)