Hyldest til farven blå

 

 

Blå-shorts-rulleskøjteklubben er ude at træne, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I det vidunderlige Monterey Akvarium i Californien findes kæmpemæssige akvarier med forskellige gopler, kraftigt oplyst på blå baggrund. Disse billeder viser purpurstribet gople (Chrysaora colorata) (øverst), samt en art af øregople (Aurelia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den smukke blå kornblomst (Centaurea cyanus) er påvist i senglaciale lag i Danmark, men forsvandt sidenhen med skovens indvandring. Senere kom den igen i Vikingetiden, efter al sandsynlighed indslæbt med kornsorter sydfra. Den blev for alvor almindelig omkring 1400, hvor man begyndte at dyrke vintersæd, og sammen med klinte (Agrostemma githago) blev den snart et stort problem, da disse planter med deres kraftige vækst hæmmer væksten af afgrøden og således nedsætter udbyttet, førhen ofte med op mod halvdelen.

Efter de kemiske sprøjtemidlers indførsel ses vilde kornblomster næsten kun i økologisk dyrkede marker, og klinte er stort set uddød i Danmark. Kornblomst dyrkes af og til med henblik på frø til frøblandinger.

 

 

Nutildags er det sjældent at se så mange kornblomster i en kornmark. Disse blev observeret i en rugmark nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kornblomst i bygmarker, Skårup, Djursland (øverst), samt Tåstrup Sø nær Århus. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af kornblomst, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mark med dyrkede kornblomster, Alken, nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange af husene i byen Taplejung i det østlige Nepal er malet blå. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Under det store årlige marked i byen Sonpur, Bihar, Nordindien, agerer mennesker som tørresnor. Det tynde klæde tørrer i løbet af få minutter i det varme solskin. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn antyder, er Sri Lanka-kitta (Urocissa ornata) endemisk for Sri Lanka. Denne pragtfulde art, som tilhører kragefuglenes familie (Corvidae), lever i uforstyrret primærskov i den sydvestlige vådzone af øen, fra lavlandet op til en højde af omkring 2100 m.

Den besøger lejlighedsvis sekundærskov eller andre forstyrrede områder, men er fortsat i støt tilbagegang på grund af tab af levesteder. Dens føde består mest af mindre dyr som frøer, firben, insekter og andre invertebrater, af og til suppleret med frugt.

Andre kragefugle er præsenteret på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne Sri Lanka-kitta i Sinharaja Forest Reserve er i færd med at æde det ydre røde lag af en palmefrugt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kunstværker, opstillet ved bredden af søen Hoan Kiem, Hanoi, Vietnam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rød arve (Lysimachia arvensis, tidligere kaldt for Anagallis arvensis), som tilhører kodriverfamilien (Primulaceae), er sandsynligvis hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordlige Afrika og det vestlige Asien, men er blevet naturaliseret i mange andre egne af verden.

Selv om den hedder rød arve, har blomsterne mange andre farver, bl.a. kødfarvet og forskellige nuancer af blåt. Den blå form minder meget om to andre arter i slægten, L. foemina og L. monelli. Den kan dog kendes på de brede, ovale blade samt talrige kirtelhår langs kanten af kronbladene, som har få eller ingen tænder.

Blomsterne hos disse planter åbner sig kun i solskin, hvilket har givet anledning til folkenavnet grine-til-middag. Navnet arve er gennem tiderne blevet benyttet for mange mindre ukrudtsarter på marker. Det er afledt af latin arvus (‘dyrket land’).

 

 

Blå form af rød arve, Bari, Syditalien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange dragers skæbne: Det hjalp ikke denne drage, at den forestiller Superman. Den endte alligevel i et træ! – Taichung Metropolitan Park, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swinhoes fasan (Lophura swinhoii), også kaldt taiwanesisk blå fasan, er ret almindelig i det centrale Taiwans bjerge, men findes ikke andre steder. Den er opkaldt efter den engelske biolog Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og fire pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

For at lokke denne pragtfulde fugl nærmere strør mange taiwanesiske fuglefotografer majs eller andet spiseligt nær veje og stier, hvilket har resulteret i, at den ofte er bemærkelsesværdigt tam.

 

 

Han af Swinhoes fasan, Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ananas (Ananas comosus), som tilhører familien Bromeliaceae, er hjemmehørende i Sydamerika, hvor den har været dyrket i hundreder af år. I dag dyrkes den kloden rundt i varmere egne, og de største producenter er Hawaii, Costa Rica, Brasilien og Filippinerne.

Botanisk er ananas en urt, der kan blive indtil 1,5 m høj, til tider højere. Den har en kort og kraftig stængel, fyldt med indtil 1 m lange, seje, tornede blade, som er dækket af et vokslag. Den producerer op til 200 blålige blomster, hos dyrkede former sommetider flere. I vild tilstand befrugtes blomsterne af kolibrier, om natten til tider af flagermus. De individuelle frugter, som er bær, sidder tæt sammen og danner frugten.

Det engelske navn på frugten, pineapple, stammer tilbage fra 1568, fra bogen Les singularitez de la France antarctique (1557), skrevet af den franske præst, opdagelsesrejsende og forfatter André Thevet (1516-90), hvori han beskriver sine erfaringer fra France Antarctique, en fransk koloni nær det nuværende Rio de Janeiro. Han henviser til en frugt, som dyrkes og spises af Tupinambá-folket, der boede i dette område. Han kalder frugten for nanas, et Tupi-ord, som betyder ‘fremragende frugt’, og bemærker, at den ligner en fyrrekogle (dengang kaldt pine apple på engelsk). (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pineapple)

Tupi-ordet blev adopteret af den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) som plantens slægtsnavn i formen Ananas, mens artsnavnet er latin, afledt af coma, som direkte oversat betyder ‘hår’, men også anvendtes om blade, således ‘mangebladet’.

 

 

Blomstrende ananas, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den pragtfulde Sultan Ahmed Camii (’Sultan Ahmed-moskéen’) i Istanbul, Tyrkiet, kaldes populært for ’Den Blå Moské’. Den blev opført mellem 1609 og 1616 på ordre af Sultan Ahmed d. 1. (1590-1617).

Andre billeder af denne storslåede moské kan ses på siderne Religion: Islam, samt Daggry.

 

 

Sultan Ahmet Camii. Træerne i forgrunden er hestekastanjer (Aesculus hippocastanum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Springvand foran Sultan Ahmet Camii. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På dette billede, taget i Dasyueshan National Forest, Taiwan, er en mængde fuglefotografer – alle ved et tilfælde klædt i blåt – forsamlet ved et træ af arten Idesia polycarpa, hvis bær tiltrækker fugle som en magnet. Billeder af disse bær kan ses på siden Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tangarer udgør en kæmpestor amerikansk familie af spurvefugle, Thraupidae, som omfatter mindst 200 arter, hvoraf hovedparten er udbredt i Mexico samt Mellem- og Sydamerika. Oprindeligt rummede familien omkring 240 arter, men efter genetiske undersøgelser er nogle arter blevet overført til finkerne (Fringillidae) og kardinalerne (Cardinalidae).

 

Blågrå tangar (Thraupis episcopus) er almindelig i åbne skove, haver og opdyrkede områder, fra Mexico gennem Mellemamerika mod syd til Bolivia og det nordlige Brasilien. Den findes også på de caribiske øer Trinidad & Tobago, og den er endvidere blevet indført til Peru, omkring hovedstaden Lima.

 

 

Denne blågrå tangar æder af en nedfalden frugt af Morinda citrifolia, Tortuguero Nationalpark, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den farvestrålende rødbenede honningsuger (Cyanerpes cyaneus), som også tilhører tangarfamilien, er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Peru, Bolivia, samt det centrale og østlige Brasilien, og endvidere på flere caribiske øer, bl.a. Cuba og Trinidad & Tobago.

 

 

En han af rødbenet honningsuger suger nektar i blomster af Stachytarpheta frantzii, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne ældre kvinde, klædt i blåt, sælger grønsager i vejkanten, Amasra, nordlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis) er en vidt udbredt plante af kurvblomstfamilien (Asteraceae). Den er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter, og billeder af den vises også på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Denne omkring 1,2 m høje canadiske bakkestjerne vokser op ad en væg, bestående af blåt bølgeblik, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bilvask, Taichung, Taiwan. Blålig og lyserød sæbe danner mønstre på bildøren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Siden 1975 er langt størsteparten af større elme (Ulmus) i Europa og Nordamerika blevet dræbt af elmesyge, som forårsages af sæksporesvampen Ophiostoma novo-ulmi (førhen Ceratocystis novo-ulmi), der spredes af elmebarkbiller af slægterne Scolytus og Hylurgopinus. Det antages, at sygdommen opstod i Asien, men blev indslæbt til Europa og Nordamerika, hvor de fleste indfødte elmearter ikke havde resistens mod sygdommen.

Elmesygen er nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

 

 

En stille sommernat strækker disse skov-elme (Ulmus glabra), som er dræbt af elmesyge, deres døde grene op mod en blålig himmel, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cinnyris er en slægt af solfugle med omkring 56 arter, vidt udbredt i Afrika og Asien.

Purpursolfugl (C. asiaticus) er almindelig fra Oman og det sydligste Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til Sydøstasien. I stærkt solskin syner hannen ensfarvet sort, men under gode lysforhold og på tæt hold åbenbares dens pragtfulde iridicerende blåligt-purpurfarvede fjerdragt. Hunnen er grønlig på oversiden og gullig på undersiden.

 

 

En han af purpursolfugl suger nektar i blomster af Leonotis nepetifolia, Bagan, Myanmar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Honningurt (Phacelia) er en slægt i rubladfamilien (Boraginaceae), som førhen var placeret i familien Hydrophyllaceae. De seneste genetiske undersøgelser har imidlertid reduceret denne familie til en underfamilie, Hydrophylloideae, af rubladfamilien. Slægten omfatter omkring 200 arter, som er hjemmehørende i Amerika. Alene i Californien er der truffet over 90 arter.

Klokke-honningurt (Phacelia campanularia) er en pragtfuld plante, som er begrænset til Mojave- og Sonora-ørkenerne i Californien. Den dyrkes dog mange andre steder og forvildes undertiden.

Stænglen, der bliver indtil 70 cm høj, er tæt beklædt med kirtelhår. Bladene er runde med talrige store takker i randen. Den stærkt blå, klokke- eller tragtformede krone kan blive op til 4 cm lang, med griffel og støvbærere ragende ud af blomsten.

Hvis vinteren har bragt tilstrækkeligt med regn, vil i tusindvis af disse blomster danne store mørkeblå bevoksninger.

 

 

Klokke-honningurt, underarten vasiformis, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ingen af de to nordamerikanske ‘blå’ hejrer, stor blåhejre (Ardea herodias) og lille blåhejre (Egretta caerulea), er specielt blå, men har et blåligt skær i deres fjerdragt. De er begge vidt udbredt. 

Stor blåhejre er den største hejreart i Amerika – faktisk den tredjestørste hejre i verden, kun overgået af goliathejre (A. goliath) og hvidbuget hejre (A. insignis). Den er en almindelig ynglefugl fra det centrale Canada mod syd til Mellemamerika og Caribien, med en isoleret bestand på Galápagos-øerne. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som det nordlige Sydamerika. Nogle af fuglene i det sydlige Florida og Caribien er snehvide, og det diskuteres stadig, om de udgør en særskilt art.

Lille blåhejre findes i kystnære områder i den sydlige del af Nordamerika og op langs østkysten til Maine, i Mellemamerika, samt i Sydamerika mod syd til Peru og det sydlige Brasilien. Den er tilknyttet såvel ferskvand som brakvand. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i Caribien og Mellemamerika. Efter yngletiden kan omstrejfende fugle ses så langt mod nord som det sydlige Canada, og mod syd til Uruguay.

Mange andre hejrearter er præsenteret på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Stor blåhejre, Coon Bluff, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne store blåhejre søger føde på en græsslette i Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille blåhejre, Everglades Nationalpark, Florida. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blåfugle (Lycaenidae) er en meget stor sommerfuglefamilie, som omfatter over 4500 arter, hvilket svarer til over 20% af alle kendte arter af dagsommerfugle. Traditionelt er denne familie opdelt i et antal underfamilier, af hvilke de egentlige blåfugle, Polyommatinae, er den største.

 

Almindelig blåfugl (Polyommatus icarus) er sandsynligvis den almindeligste blåfugl i Europa, men har været i tilbagegang i de senere år. Den er udbredt fra Vesteuropa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten, det sydlige Sibirien og Centralasien til det nordlige Kina. Fornylig er den dukket op i Canada, hvor den er under kraftig spredning. Den er muligvis ankommet som ‘blind passager’ ombord på et skib.

 

 

En han af almindelig blåfugl suger nektar af en blomstrende engelskgræs (Armeria maritima) på Fanø. I forgrunden ses en svirreflue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvblåfugl (Lysandra coridon) er vidt udbredt i Europa, men forekommer ikke i de nordligste og sydligste dele. Den findes tillige i Lilleasien og i Rusland mod øst til Ural-bjergene. Dens foretrukne habitat er græsklædte arealer på kalkrig jordbund.

 

 

Han af sølvblåfugl, St. Martin, Pyrenæerne, Navarra, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåfuglen Hypolycaena erylus forekommer fra det indiske subkontinent og Sydøstasien mod syd gennem det indonesiske ørige til Filippinerne samt adskillige af øerne i den vestlige del af Stillehavet. Den kan kendes på de to haleagtige forlængelser på bagvingen, der kan blive indtil 6 mm lange.

 

 

Denne Hypolycaena erylus, som blev observeret i ruin-området Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia, suger sved af min finger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Duranta erecta er en lille busk i jernurtfamilien (Verbenaceae), som er vildtvoksende fra Mexico og Caribien mod syd til Paraguay og Argentina. Den dyrkes i mange varmere lande som prydbusk, hvor den er blevet forvildet mange steder. Den betragtes som invasiv i en række lande, deriblandt Australien, Kina og Sydafrika, samt på adskillige øer i Stillehavet.

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene. Et billede af bærrene ses på siden Hyldest til farven gul.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

 

 

Duranta erecta er en meget almindelig prydbusk i Taiwan, her i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hyld (Sambucus) er en slægt på omkring 27 arter af mindre træer, buske og store urter, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, mens de på den sydlige halvkugle er begrænset til Australien og Sydamerika.

Førhen blev disse planter klassificeret som tilhørende hyldefamilien (Sambucaceae), men blev så overført til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige genetiske analyser har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien (Adoxaceae).

Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse. Fløjter blev fremstillet ved at bore marven ud af lige grene. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

Blå hyld (Sambucus cerulea), førhen undertiden kaldt for mexikansk hyld (S. mexicana), er en løvfældende busk, der kan blive indtil 9 m høj. Om foråret fremviser den en overdådighed af smørgule blomster, efterfulgt af purpur-blålige bær om efteråret. Den vokser op til omkring 3000 meters højde i et bredt udsnit af habitater, som bl.a. omfatter floddale, skove og åbne skrænter med adgang til vand. Denne art har en meget stor udbredelse, fra British Columbia mod syd gennem en stor del af det vestlige USA til det nordvestlige Mexico, samt med spredte forekomster i Oklahoma og Texas.

Mange indfødte folk benyttede bærrene af denne plante som føde, og talrige former for urtemedicin blev produceret af ved, bark, blade, blomster og rødder. Veddet blev også anvendt til fremstilling af piber samt musikinstrumenter som fløjter. Af bærrene blev udvundet et stof til farvning.

Nogle autoriteter betragter denne art som en underart af den vidt udbredte almindelig hyld (S. nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Andre arter omfatter druehyld (S. racemosa), beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt kinesisk hyld (S. javanica), omtalt på siden Hyldest til farven orange.

 

 

Blå hyld har navn efter bærrenes farve. – Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tuaregerne, som også kaldes en række andre navne, bl.a. Kel Tamasheq, Imuhagh, Imazighen og Itargiyen, er en stor gruppe folk af berber-oprindelse, som lever i den vestlige halvdel af Sahara, sydpå til Niger, Mali og Burkina Faso. De er ofte blevet benævnt ’det blå folk’ på grund af deres skik med at farve deres tøj med indigo, hvis blå farve smitter af på deres hud.

 

 

Denne tuareg mødte jeg syd for Arlit, Niger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kohvede (Melampyrum) er en slægt på omkring 40 arter af parasitiske planter af gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), udbredt i tempererede og arktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Kina, samt North Carolina i USA.

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man kort forinden havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her lånt fra botanical.com)

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (M. pratense) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin synes ikke at skade kvæget.

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

Populære navne på blåtoppet kohvede (Melampyrum nemorosum) omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og purpur-blålige højblade. Det danske navn skyldes også højbladene.

Denne art, som har sin hovedudbredelse i Østeuropa, findes fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland. Den er almindelig på den svenske ø Öland.

 

 

Blåtoppet kohvede, voksende langs et hegn nær Halltorps Hage, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lasianthus er en slægt, som omfatter omkring 180 arter af tropiske og subtropiske planter i krapfamilien (Rubiaceae). De varierer i størrelse fra småbuske til mindre træer, som fortrinsvis vokser i underskoven. Langt flest arter, ca. 130, er udbredt i Malaysia og Indonesien, mens ca. 30 arter findes andre steder i Asien, 15-20 arter i tropiske egne af Afrika, en enkelt art i Queensland, Australien, samt to arter i Tropisk Amerika. Frugten er en lille stenfrugt, der sædvanligvis er blå.

Denne slægt blev beskrevet af den skotske botaniker og læge William Jack (1795-1822), der arbejdede som kirurg i Indien og senere på Sumatra, hvor han døde i 1822, formodentlig af malaria. Slægtsnavnet er afledt af græsk lasios (‘laset’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til blomsterne hos mange af arterne, der har masser af trævler på kronbladene.

Lasianthus fordii er en lille busk, indtil 2 m høj, som vokser i fugtige og skyggefulde skove i højder mellem 200 og 1000 m, fra det sydlige Japan og Kina mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien og Ny Guinea.

 

 

Frugterne af Lasianthus fordii har en pragtfuld blå farve. – Sun-Moon Lake, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden slægt i krapfamilien med stærkt blå eller purpurfarvede bær er Coccocypselum, som er hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika, samt i Caribien.

Coccocypselum hirsutum er en krybende urt, som er udbredt fra Mexico mod syd til Paraguay og det sydlige Brasilien. Artsnavnet er afledt af latin hirtus (‘håret’ eller ‘grov’), hvilket sigter til, at arten er stærkt håret på stængel, blade og frugter.

 

 

Stærkt blå, hårede frugter af Coccocypselum hirsutum, Parque Nacional Volcán Arenal, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Medlemmer af Danainae, en underfamilie i takvingefamilien (Nymphalidae), kaldes på dansk for monarker, på engelsk monarchs, crows og tigers. Et af medlemmerne er den blåplettede Ideopsis vulgaris, som er udbredt fra Indien mod øst til Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

 

 

Denne Ideopsis vulgaris suger nektar i blomsterne af en art hjortetrøst, Eupatorium schimadae, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Klokkeblomst-slægten (Campanula) omfatter over 500 arter, der er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med den største diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten.

Det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, Campanulaceae, kommer af slægtens klokkeformede blomster, af latin campanula (’lille klokke’).

Adskillige arter af klokkeblomster er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Den velkendte blåklokke (Campanula rotundifolia), også kaldt liden klokke, har en cirkumpolar udbredelse, fra omkring 40°N til 78°N. Den er meget almindelig i de fleste egne af Europa, hvor den træffes fra Middelhavet mod nord til Arktis.

 

 

På dette billede fra Hagestad Naturreservat i Skåne vokser blåklokke blandt rød svingel (Festuca rubra). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nælde-klokke (Campanula trachelium) er udbredt i næsten hele Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. I Danmark er den almindelig de fleste steder.

 

 

Nælde-klokke, Møns Klint. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smalbladet klokke (Campanula persicifolia) er hjemmehørende i størsteparten af Europa, med undtagelse af de Britiske Øer, mod øst til det vestlige Sibirien og mod syd til Nordafrika, Tyrkiet, Kaukasus og Kazakhstan. Den er tillige blevet indført til de Britiske Øer, Canada og USA, hvor den til tider forvildes.

I den nordlige del af dens naturlige udbredelsesområde vokser denne art ned til havniveau, mens den i den sydlige del er begrænset til bjerge. Den vokser i mange forskellige habitater, deriblandt græsklædte områder, løvskove og langs vandløb. Det latinske artsnavn hentyder til, at bladene i nogen grad minder om bladene af ferskentræet (Prunus persica), men det danske navn beskriver dog arten bedre.

 

 

Smalbladet klokke, Lummelunda, Gotland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smalbladet klokke, voksende på en skrænt ved Kyndbyværket, Hornsherred, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Campanula tomentosa, også kaldt C. ephesia, er endemisk i det vestlige Tyrkiet, hvor den er mest almindelig på Dilek-halvøen, som rager ud i det Ægæiske Hav. Den vokser også blandt ruinerne af den antikke græske by Efesus. Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af stive hår’, hvilket sigter til plantens tætte hårbevoksning. Det alternative navn ephesia betyder ‘fra Efesus’.

 

 

Campanula tomentosa, voksende blandt ruiner i Efesus i det vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den pragtfulde Campanula latiloba, som også er endemisk for Tyrkiet, er begrænset til et bælte langs Sortehavskysten.

 

 

Campanula latiloba, Kapisuyu, nær Cide, Sortehavet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåmunke (Jasione montana) er et andet medlem af klokkeblomstfamilien, som er udbredt i tempererede egne af Europa og det vestlige Asien. Den foretrækker magre jorder og vokser bl.a. i klitter og på heder.

 

 

Blåmunke, Tved Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På Bornholm vokser blåmunke ofte blandt kystklipper, i dette tilfælde sammen med vellugtende gulaks (Anthoxanthum odoratum) nær Gudhjem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vand sprøjter ud gennem talrige små huller i denne skulptur, som står foran Silkeborg Kunstmuseum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slangehoved (Echium vulgare) er hjemmehørende i det meste af Europa og nordlige tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret i dele af Nordamerika. Slægtsnavnet er afledt af det græske ord echis, som betyder ’hugorm’, hvilket hentyder til blomstens form, med de lange røde støvdragere ragende ud af blomsten som en slangetunge. Plantens svenske navn er blåeld, hvilket hentyder til dens vidunderlige blå blomster, der, når planterne står tæt sammen, danner et blåt ’flammehav’.

I England havde planten i gamle dage ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger om dette emne: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”

Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) var en græsk læge, farmakolog og botaniker, som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin.

 

 

På disse billeder danner slangehoved blåeld på en gruset strand ved Holmhällar, Gotland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slangehoved, fotograferet på stranden ved Listed, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bogfinken (Fringilla coelebs) yngler overalt i Europa, med undtagelse af Island samt de nordligste egne af Norge og Rusland. Den er endvidere udbredt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer, i Nordafrika, Tyrkiet, det nordlige Iran og det vestlige Turkmenistan, samt i Rusland mod øst til det centrale Sibirien. Den er også blevet indført til New Zealand og Sydafrika.

Hannen er en prægtig fugl med rødligt bryst, blågrå isse og nakke, olivengrøn eller brunlig ryg og vingedækfjer, samt sorte vinger med to iøjnefaldende hvide bånd. Hunnen er gråbrun og har også de to hvide vingebånd. Hannerne af de forskellige underarter i Nordafrika og på de atlantiske øer er langt mere blå, og nogle autoriteter mener, at de måske udgør en eller flere selvstændige arter.

 

 

Bogfinker blev indført til New Zealand i 1860’erne samt adskillige gange siden. I dag er arten meget almindelig overalt i landet. Denne han blev truffet ved Lake Tikitapu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På de Kanariske Øer findes endnu en bogfinkeart, som med rette bærer navnet blå bogfinke (Fringilla teydea). Den lever i fyrreskove på Tenerife – og ikke andre steder.

 

 

Han af blå bogfinke, fotograferet i en kanarisk fyr (Pinus canariensis), Las Lajas, Teide, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tragtsnerler (Ipomoea) er en stor slægt af snerlefamilien (Convolvulaceae), som omfatter over 500 arter, hvoraf de fleste er slyngplanter med store smukke blomster, af hvilken grund de også kaldes for pragtsnerler.

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af græsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

Tragtsnerler og mange andre medlemmer af snerlefamilien er beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

Blå tragtsnerle (I. nil), som også kaldes vedbend-tragtsnerle på grund af bladenes form, er sandsynligvis oprindelig i tropisk Amerika, men er blevet indført til de fleste varme egne af verden, hvor den er blevet naturaliseret mange steder.

 

 

I Taiwan, hvor dette billede blev taget, er en lyseblå form af blå tragtsnerle meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En blå tragtsnerle klatrer op ad en malurt-art (Artemisia) i Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blå mønstre malet omkring en blå dør i et forladt hus, Rethymno, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nilgai (Boselaphus tragocamelus) er en stor, kraftig antilopeart, som er udbredt i størsteparten af Indien, og også en lille bestand i det sydlige Nepal.

På hindi betyder nilgai ’blå ko’, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes nilgai’en af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, fx tiger (Panthera tigris), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (Antilope cervicapra), der alle er truet med udryddelse. Pelsen hos hunner og unge hanner er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra fire græske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’), samt kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

Nilgai-hanner drikker af et vandhul, Sariska Nationalpark, Rajasthan, nordvestlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten oksetunge (Anchusa), som tilhører rubladfamilien (Boraginaceae), rummer omkring 38 arter, hjemmehørende fra Europa og Nordafrika mod øst til Ural-bjergene, Mongoliet og det nordlige Kina, samt i Ethiopien og det sydlige Afrika. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, en plante i samme familie, som blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af det græske ord bouglosson, som var navnet på Anchusa azurea, afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.

 

Læge-oksetunge (Anchusa officinalis) har sandsynligvis sit oprindelssted omkring Middelhavet eller i det vestlige Asien, men blev meget tidligt spredt med landbruget til størsteparten af Europa. I dag forekommer den fra Skandinavien og Frankrig mod øst til Ural-bjergene, Kazakhstan og Tyrkiet, og den er blevet indslæbt til Nordamerika, hvor den mange steder betragtes som et besværligt ukrudt. Arten vokser på forstyrrede steder, ofte langs veje, samt på brakmarker og tomter.

De små blomster er har 5 kronblade, som er sammenvoksede ved grunden og danner en tragt. De er indtil 1,2 cm i diameter, først rødbrune, siden blå eller purpurfarvede. Planten blev førhen dyrket for sine spiselige blade samt for roden, der blev anvendt til plantefarvning og i folkemedicinen.

Det videnskabelige artsnavn officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord danner et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

Læge-oksetunge, Skårup, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nær slægtning til læge-oksetunge er krumhals (Anchusa arvensis), en håret enårig urt med ret smalle blade og små lyseblå tragtformede blomster med hvidt svælg. Den stammer sandsynligvis fra egnene omkring Sortehavet eller Centralasien, men blev tidligt spredt med landbruget til Europa. I dag forekommer den fra Skandinavien og Portugal mod øst til Ural-bjergene, Himalaya, Mongoliet og det nordlige Kina, samt i Arabien og Ethiopien.

Arten er et almindeligt ukrudt i marker, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘vokser på marker’, afledt af latin arvus (‘dyrket land’). Den vokser også langs jernbaner og veje, på tomter, samt som ukrudt i haver. Det danske navn hentyder til blomstertragten, der er krum.

 

 

Krumhals, voksende i udkanten af en mark nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I et forstadsområde til Taichung, Taiwan, har en pensioneret soldat udsmykket et helt kvarter – mure, gader, døre – med farveglade malerier. Af denne grund er området blevet døbt Tsai Hung Tsun (‘Regnbue-landsbyen’). Billedet nedenfor er et eksempel på soldatens kunst, mens andre vises på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

Taiwan 2013
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slåen (Prunus spinosa) er en tornet busk i rosenfamilien (Rosaceae), som til tider kan blive op til 5 m høj. Den er udbredt i hele Europa, mod øst til Kazakhstan, samt i Mellemøsten og det nordvestlige Afrika. De blåsorte bær er meget sammensnerpende, indtil frost har gjort dem mere spiselige. De tilsættes ofte snaps, og i England tilsættes de gin. I Navarra, nordlige Spanien, fremstilles en drik ved navn patxaran af alkohol, tilsat slåenbær.

 

 

Slåen med bær, skov nær Slipshavn, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvidvinget due (Zenaida asiatica) er en markant fugl, idet den i flugten viser halvmåneformede hvide vingepletter og sorte svingfjer, og endvidere har den en iøjnefaldende blå øjenring, der består af nøgen hud. Trods artsnavnet asiatica, som betyder ’fra Asien’, hører denne art hjemme i Den Nye Verden, hvor den er udbredt i det sydvestlige USA, Mexico, Mellemamerika samt Caribien.

Formodentlig troede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav denne art Columba asiatica i 1758, at type-eksemplaret kom fra Asien. Det nugældende slægtsnavn blev introduceret i 1838 af den franske ornitolog Charles Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, til ære for hans kone Zénaïde (1801-54).

Slægten omfatter 7 arter af mindre duer, udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Sydamerika.

 

 

Hvidvinget due, fotograferet nær Tucson, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De pragtfulde nøkkeroser (Nymphaea) omfatter omkring 50 arter, som er udbredt i det meste af verden. Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk nymphe (’nymfe’). Sagnet fortæller, at en vandlevende nymfe nærede en glødende kærlighed til den stærke helt Herakles (på latin kaldt Hercules), som imidlertid ikke gengældte hendes følelser. Hun sygnede hen og døde, og af hende opstod den smukke nøkkerose.

Ordet nøkkerose kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

Blå nøkkerose (Nymphaea caerulea), der ofte populært kaldes for Nilens lotus eller hellig blå Nil-lilje, er udbredt i størstedelen af det østlige Afrika, fra Egypten mod syd til Sydafrika.

Andre arter af nøkkerose er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

En overdådig bestand af blå nøkkerose dækker overfladen af en dam nær Tanga, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nilgiri-bjergene udgør en del af bjergkæden Vest Ghats, som strækker sig hele vejen ned langs Indiens vestkyst, fra Goa til sydspidsen af subkontinentet. Det højeste punkt, Dodabetta, når en højde af 2637 m.

Disse bjerges navn kommer af neelakurinji, det lokale tamilske navn på Strobilanthes kunthiana, en plante med blå blomster af akantusfamilien (Acanthaceae), som kun blomstrer hvert 12. år, men til gengæld så talrigt, at bjergene farves blålige. (Neela betyder ‘blå’ på tamilsk). Englænderne forvanskede neelakurinji til nilgiri, hvilket på hindi betyder ’blå bakke’ – altså stort set den samme betydning.

Fra den lille by Mettupalayam i delstaten Tamil Nadu blev i slutningen af 1800-tallet anlagt en smalsporet jernbane op gennem Nilgiri-bjergene til handelsstationen Ootacamund (Ooty). Denne stejle bane betjenes af det blå dampdrevne tog Nilgiri Mountain Express.

Over en strækning på 46 km stiger terrænet fra 300 til 2200 meters højde, og banen fører gennem 16 tunneler og over 31 større og ca. 200 mindre broer. Den nedre del af bjergskråningerne er bevokset med tropisk monsunskov, og området er fyldt med vandfald. Over ca. 1400 meters højde bliver skoven afløst af plantager med té, fyrretræer og eukalyptus.

 

 

Blålig morgendis indhyller en eukalyptus-plantage i Nilgiri-bjergene, men som det fremgår af teksten ovenfor, er det nu ikke af den grund, bjergene har fået deres navn. – Eukalyptus er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede pulser Nilgiri Mountain Express op gennem Nilgiri-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under et ophold på en lille bjergstation er adskillige passagerer stået af toget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hannen af grandala (Grandala coelicolor) er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt er en næsten iridiserende blå farve. Hunnen er helt anderledes, grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær. Denne art er udbredt fra Kashmir langs hele Himalaya-bjergkæden og herfra videre mod nord gennem den østlige del af Tibet til den vestlige del af Kina, fra det nordlige Yunnan mod nord til det østlige Qinghai. Den yngler i alpine områder mellem 4000 og 5500 meters højde, mens vinteren tilbringes i lidt lavere højder.

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien (Turdidae), men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

 

 

Fra en sten i en bjergbæk i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal, lettede denne han af grandala og fløj rundt på fluesnapper-manér for at snappe et insekt, inden den atter landede på sin udkigspost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Commelina, der omfatter et sted mellem 100 og 170 arter, er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. På engelsk kaldes disse planter for dayflowers, idet den enkelte blomst kun lever én dag.

Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne slægt, lod han de to prægtige blå kronblade af Commelina communis repræsentere to hollandske botanikere, Jan og Caspar Commelijn, som han ønskede at hædre.

Jan Commelijn (1629-92), også kendt som Johannes Commelinus, blev professor i botanik, efter at mange planter var blevet indført fra Kap-området i Sydafrika, samt fra Ceylon (i dag Sri Lanka). Han var også en af mændene bag oprettelsen af en botanisk have ved navn Hortus Botanicus. Hans nevø Caspar Commelijn (1667-1734) blev direktør for den botaniske have i Amsterdam. (Kilde: D.O. Wijnands 1983. The Botany of the Commelins. Rotterdam)

Commelina-arter har 3 kronblade, hvoraf de to øverste er forskellige grader af blå, mens det meget mindre nederste kronblad er hvidt. Hver blomst har seks støvbærere, 3 øvre med gule støvknapper, som er sterile, samt 3 nedre med hvide eller purpurfarvede støvknapper, som er fertile.

Commelina communis er hjemmehørende i store dele af Fjernøsten, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til den nordlige del af Sydøstasien samt den østligste del af Indien. Den er også blevet indført eller indslæbt til det vestlige Rusland, Sydøsteuropa og det østlige Nordamerika, hvor den mange steder optræder invasivt.

I traditionel kinesisk medicin anvendes den tørrede plante mod et antal lidelser, bl.a. ru hals, forkølelse, væske i kroppen, hudafskrabninger og nedsat vandladning. En nær slægtning, Commelina benghalensis, spises som grønsag i Sydøstasien og Afrika.

 

 

På dette billede vokser Commelina communis langs en gade i Taichung, Taiwan, der er blevet udsmykket med småsten, som man har malet blå. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Commelina communis er spiret i en sprække langs en husmur, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Byen Jodhpur i Rajasthan, nordvestlige Indien, blev grundlagt i 1459 af rajput-fyrsten Rao Jodha. Den gamle bydel har fået det passende tilnavn ’Den Blå By’, fordi de fleste huse her er blåmalede. Oprindeligt var disse blå huse beboet af brahminer, og deres farve fortalte, at her kunne man søge hjælp og rådgivning om sygdom og religiøse spørgsmål. Ydermere indeholder den blå maling kobberoxider, som holder termitter borte fra træværket.

 

 

Blå huse i Jodhpur. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægtsnavnet på de blå anemoner, Hepatica, er afledt af det græske ord hepar (‘lever’), et navn, som skyldes de tredelte blades form, hvis omrids minder om den menneskelige levers. Tilhængere af Signaturlæren hævdede derfor, at de kunne anvendes medicinelt mod leverlidelser. Dette har dog vist sig ikke at være tilfældet, men i tidens løb er planten blevet anvendt til behandling af sår, samt som sammensnerpende og vanddrivende middel.

Denne slægt af ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som er hjemmehørende i Europa, Asien og det østlige Nordamerika, har forårsaget megen forvirring blandt taksonomer, hvad angår antallet af arter, der varierer mellem 7 og 13, alt efter hvilken kilde man benytter. Slægten omfatter følgende arter, underarter og/eller varieteter:

Hepatica nobilis var. nobilis (europæisk blå anemone) er udbredt fra Skandinavien og de baltiske lande mod syd til Italien og Balkan.

H. pyrenaica = H. nobilis var. pyrenaica (pyrenæisk blå anemone) findes i Pyrenæerne og det nordlige Spanien.

H. transsilvanica (rumænsk blå anemone) er begrænset til bjerge i Rumænien.

H. falconeri, udbredt i bjergskove i Centralasien.

H. asiatica = H. nobilis var. asiatica forekommer i det centrale og østlige Kina, Korea og det sydøstlige Sibirien.

H. henryi findes i det centrale og vestlige Kina.

H. yamatutai er begrænset til bjerget Emei Shan, Sichuan-provinsen, Kina.

H. insularis vokser i det sydlige Korea.

H. maxima er endemisk på øen Ulleung-do, Korea.

H. japonica = H. nobilis var. japonica forekommer i Japan.

H. pubescens = H. nobilis var. pubescens er begrænset til det centrale Honshu, Japan.

H. americana = H. nobilis var. obtusa (round-lobed hepatica) er udbredt i det østlige Nordamerika.

H. acutiloba = H. nobilis var. acuta (sharp-lobed hepatica) findes ligeledes i det østlige Nordamerika.

Nogle autoriteter henfører blå anemoner, samt kobjælder af slægten Pulsatilla, til slægten Anemone. Alle tre grupper er nærmere omtalt på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

 

Stor bevoksning af blå anemone (Hepatica nobilis var. nobilis), Knisa Mosse, Öland, Sverige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blå anemone (Hepatica nobilis var. nobilis), Hestehaveskoven, nær Rønde, Østjylland. Bladene, som kommer frem efter blomstringen, er begyndt at skyde op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske blå anemone (Hepatica americana), observeret i Clement Farm Conservation Area, Massachusetts, USA, er just begyndt at blomstre. Bladene er fra forrige år. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blue Mesa er et område i Petrified Forest Nationalpark, Arizona, som består af tykke lag af gråt, blåt, purpurfarvet og grønt ler, der blev aflejret for omkring 220 millioner år siden og senere forstenede.

Blue Mesa og andre af Colorado-plateauets geologiske fænomener er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

Blue Mesa, Petrified Forest Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den pragtfulde sommerfugleært (Clitoria ternatea) er hjemmehørende i den sydlige del af den Arabiske Halvø samt i Tropisk Asien, men er blevet indført mange andre steder, bl.a. i Afrika og Australien, samt Nord- og Sydamerika.

Denne plante er meget anvendt i traditionel ayurvedisk medicin mod forskellige lidelser, bl.a. depression, samt som beroligende og bedøvende middel. I traditionel kinesisk medicin er den på grund af sin lighed med clitoris blevet benyttet til behandling af kvindelige underlivssygdomme – et typisk eksempel på Signaturlæren, hvis tilhængere hævder, at den Gode Gud har skabt planterne således, at menneskene kan genkende brugen af dem.

I Kina, Taiwan og Sydøstasien anvendes blomsterne som et naturligt farvemiddel i madlavning.

Denne art blev først navngivet Lathyrus spectabilis i Yemen af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien 1761-67. Den blev senere omdøbt til Clitoria ternatea af Forsskåls mentor, den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Ingen er vel i tvivl om, hvad han hentyder til!

Pehr Forsskåls fascinerende liv og levned er indgående beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

Sommerfugleært, fotograferet nær Kenting, sydlige Taiwan (øverst), samt nær Mysore, Karnataka, Sydindien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det latinske navn på hjulkrone, Borago, som har givet navn til rubladfamilien (Boraginaceae), kommer muligvis af arabisk ʾabū min al-ʿaraq, der betyder ‘svedens fader’. I lighed med artsnavnet officinalis hentyder det til plantens medicinske egenskaber, som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Hjulkrone-blade har en agurke-agtig lugt og smag, og de anvendes som grønsag samt i supper. Blade og blomster er også glimrende i salater.

 

 

Hjulkrone er meget almindelig på den græske ø Kreta, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistader er et almindeligt syn på den græske ø Kreta. Disse er malet blå og hvide – samme farver som på det græske nationalflag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thunbergia grandiflora er en kæmpestor slyngplante af akantusfamilien (Acanthaceae), der kan blive 20 m lang eller mere. Den er hjemmehørende på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Kina, men er blevet naturaliseret mange andre steder. I dele af Australien betragtes den som en særdeles invasiv plante.

Et af denne arts spanske navne er Emperatriz Eugenia, opkaldt efter Doña María Eugenia Ignacia Augustina de Palafox y KirkPatrick (1826-1920), som var gift med den franske kejser Napoleon d. 3. og på fransk kaldt for Eugénie de Montijo.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), som var elev af Carl von Linné (1707-78). Thunberg er bedst kendt for sine indsamlinger af planter i Sydafrika og Japan.

En nær slægtning til denne art er Susanne-med-det-sorte-øje (T. alata), som er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Thunbergia grandiflora, observeret på Osa-halvøen, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motivet på Ölands lokalflag er identisk med øens officielle heraldiske landskabsvåben, som har aner tilbage til omkring 1560: en blå dug, der viser en gylden hjort med rødt halsbånd, rødt gevir, rød tunge samt røde klove – et symbol på Öland som kongelig jagtpark.

 

 

Sverige 2015
Dette Ölandsflag vajede uden for en gård i landsbyen Gillsätra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tårefyr (Pinus wallichiana) er udbredt i bjergegne fra Afghanistan og Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal spises honningdug fra bladlus, som lever på nålene, som slik.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet. På engelsk kaldes arten for blue pine (’blåfyr’), hvilket skyldes, at dens nåle har et blåligt skær.

Tårefyr er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Tidligt om morgenen ses tårefyrre som silhouetter mod det sneklædte bjerg Annapurna II (7937 m), centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blomsterne af cikorie (Cichorium intybus) springer ud om morgenen og drejer sig efter solen i løbet af formiddagen, hvorefter de visner. De danske folkenavne vejviser og vejvarde kommer af det tyske navn Wegwarte (’venter ved vejen’). En legende beretter, at cikorieplanten er en forvandlet jomfru, der står i vejkanten og spejder efter sin elskede, først til den ene side, derefter den anden.

Cikorie er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Cikorie er meget almindelig på Fyn, her fotograferet ved et forladt hus nær Ørbæk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en cikorie-kurv med en han af svirreflue-arten almindelig kuglebærerflue (Sphaerophoria scripta), Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tidligere blev rødstjerter anset for at være små drosselfugle af familien Turdidae, men genetiske analyser har åbenbaret, at de er fluesnappere af familien Muscicapidae. Tidligere omfattede slægten Phoenicurus 11 arter, men genetiske undersøgelser har forårsaget, at to tidligere Rhyacornis-arter og en enkelt Chaimarrornis-art er blevet indlemmet i Phoenicurus.

Blåpandet rødstjert (Phoenicurus frontalis), som lever i mange forskellige habitater, fx skovlysninger, krat og landsbyer, er den almindeligste blandt de 10 arter af rødstjerter, som er truffet i Himalaya.

 

 

Han af blåpandet rødstjert, Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kodriver-slægten (Primula) er udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle, samt i tempererede egne af Sydamerika. Den har sandsynligvis sin oprindelse i Himalaya, hvor der findes ikke færre end ca. 70 arter. Navnet kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’ – et navn, som hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (Primula veris).

Med sine åbne, klokkeformede blomster adskiller Primula wollastonii sig tydeligt fra de fleste andre arter i slægten. Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, hvor den vokser mellem 3600 og 4900 meters højde.

Kodrivere er nærmere præsenteret på siderne Planteliv: Kodrivere, samt Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Primula wollastonii, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blåmejsen (Cyanistes caeruleus), som har navn efter sin blå isse, vinger og haleoverside, er en vidt udbredt ynglefugl i Europa, fra det nordlige Skandinavien mod syd til Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet, og fra de Britiske Øer mod øst til det vestlige Iran.

 

 

Denne blåmejse fjerner småbidder af frønnet træ fra sit redehul i en hyld (Sambucus nigra), Nyord, Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåmejserne i Nordafrika og på de Kanariske Øer var førhen inkluderet i C. caeruleus, men betragtes nu som en selvstændig art, afrikansk blåmejse (C. teneriffae), opdelt i 6 eller 7 underarter.

I Sibirien og Centralasien lever den nærtstående azurmejse (C. cyanus), som er en meget sjælden gæst i Europa.

 

 

Afrikansk blåmejse, siddende i en kanarisk fyr (Pinus canariensis), Las Lajas, Teide, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne afrikanske blåmejse sidder i en død agave, Masca, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ensianfamilien (Gentianaceae), der er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, hvoraf størsteparten er urter.

Slægten Gentiana omfatter i dag ca. 360 arter, men rummede tidligere omkring 635 arter. Mange autoriteter, bl.a. Angiosperm Phylogeny Group System (APG), har splittet ca. 23 arter ud til slægten frynse-ensian (Gentianopsis), som har randhårede kronblade, samt ca. 250 arter til slægten Gentianella, hvis medlemmer, i modsætning til medlemmerne af Gentiana, ikke har skæl eller lapper mellem kronbladfligene, mens nogle arter har hårduske eller lapper i svælget.

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en forvrængning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea), nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

De følgende billeder viser forskellige blå ensian-arter.

 

Klokke-ensian (Gentiana pneumonanthe) hører hjemme på heder og i hedemoser og er udbredt fra det sydlige Skandinavien mod syd til Portugal, Spanien, Albanien og Bulgarien, samt fra England mod øst til Rusland og Kaukasus. Førhen blev en blå farve udvundet af denne arts blomster. Den er værtsplante for sommerfuglen ensian-blåfugl (Phengaris alcon).

 

 

Klokke-ensian, fotograferet på Fanø, hvor denne art er ret almindelig i visse klitområder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stængelløs ensian (Gentiana clusii) er udbredt i bjergområder i det sydlige Europa: Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, Jura-bjergene, Schwarzwald, samt Karpaterne. Den er opkaldt efter Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, en flamlandsk læge og botaniker, der som en af de første studerede Alpernes flora.

 

 

Stængelløs ensian, Col du Bous, Marmolada, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kochs ensian (Gentiana acaulis) ligner meget stængelløs ensian og har en lignende udbredelse, men i modsætning til denne har den aflange grønne pletter indvendigt på kronbladene, og den vokser mest på sure jorder, mens stængelløs ensian foretrækker kalkrig jordbund.

 

 

Kochs ensian, Vrata-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vår-ensian (Gentiana verna) er en af de videst udbredte ensian-arter, idet den findes i størsteparten af de vest- og sydeuropæiske bjerge, samt i Marokko, Tyrkiet, Kaukasus, det nordvestlige Rusland, og videre mod øst til Baikal-søen, Altai-bjergene og det nordvestlige Mongoliet. Den vokser på solrige steder i mellemhøjder, i Alperne op til ca. 2600 m.

 

 

Vår-ensian, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kortbladet ensian (Gentiana brachyphylla) ligner meget vår-ensian, men har, som dens navn siger, meget korte blade, kun omkring 1 cm lange. Denne art er vidt udbredt i det sydlige Europa, fra de spanske Sierra Nevada og Pyrenæerne mod øst over Alperne til Karpaterne, i højder mellem 1800 og 3100 m.

 

 

På dette billede fra Grossglockner-området, Østrig, ses foruden kortbladet ensian også purpur-stenbræk (Saxifraga oppositifolia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens artsnavn antyder, er Gentiana ornata en smuk art. Den vokser i Himalaya, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, og i lighed med mange andre ensian-arter blomstrer den sent, fra september til november.

 

 

Gentiana ornata, fundet i ca. 4200 meters højde i Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gentianella moorcroftiana er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, og den er meget almindelig i de tørre områder Lahaul og Ladakh i Nordindien.

 

 

Gentianella moorcroftiana, fotograferet i ca. 3800 meters højde nær søen Deepak Tal, Lahaul, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Randhåret ensian (Gentianopsis ciliata) findes i Sydeuropa og det vestlige Asien, mod øst til Kaukasus.

 

 

Randhåret ensian, observeret nær Col d’Aubisque, Pyrenæerne, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opførelsen af Topkapı Sarayı (’Topkapi-paladset’) i Istanbul, Tyrkiet, påbegyndtes i 1459 på ordre af Sultan Mehmet d. 2. (1432-81), bedre kendt som Mehmet Erobreren. Oprindeligt blev dette palads kaldt Yeni Saray (‘Det Nye Palads) for at kunne skelne det fra et ældre palads i byen. Navnet Topkapı (‘Kanonporten’) er fra 1800-tallet. Dette palads var sæde for ottomanske sultaner gennem mere end 500 år.

 

 

Farvestrålende kinesiske kakler i Topkapı Sarayi, Istanbul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iznik-kakler er en type udsmykket keramik, opkaldt efter den tyrkiske by Iznik lige øst for Marmara-havet, hvor denne pragtfulde keramik blev fremstillet, hovedsagelig fra sidst i 1400-tallet til sidst i 1600-tallet. Den blev malet med koboltblåt og andre farver under en farveløs, gennemsigtig blyglasur. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Iznik_pottery)

 

 

Manden på dette billede læser i en avis, mens han venter på kunder i sin butik i Kapalıçarşı (‘Det Overdækkede Marked’), også kaldt Büyük Çarşı (‘Den Store Basar’), Istanbul. Hans kakler og anden keramik er tydeligvis inspireret af de berømte Iznik-kakler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Inspirationen til malerierne på disse gasflasker i Istanbul er tydeligvis også hentet fra Iznik-kaklerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Valmuesøster (Meconopsis) er en slægt af pragtfulde valmuer, der omfatter omkring 43 arter, næsten alle hjemmehørende i Kina og Himalaya. Denne slægt er udførligt præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya. Adskillige arter har lyseblå blomster, hvoraf to er omtalt nedenfor.

 

Meconopsis simplicifolia kendes nemt på sine oftest udelte blade. Den findes i krat såvel som i åbne, græsklædte arealer mellem 3300 og 5300 meters højde, fra Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Meconopsis simplicifolia, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Meconopsis aculeata er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, voksende i klippefyldte områder mellem 3000 og 4000 meters højde.

 

 

Meconopsis aculeata, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn antyder, blev den hvidhalede bambusdrossel (Myiomela leucura) førhen anset for at være en drossel, men genetisk forskning har konkluderet, at den er en fluesnapper af familien Muscicapidae. Den er udbredt fra Himalaya mod øst gennem Sydøstasien, med en isoleret bestand i lavere bjergegne i Taiwan, som udgør en særlig underart, montium.

Denne art lever i tæt skov og bambusbevoksninger, hvor den fouragerer på jorden. Han og hun har meget forskellig fjerdragt. Mens hannen er mørkeblå med lyseblå pande og vingedækfjer, samt sort hale med en stor hvid plet ved basis på begge sider, er hunnen brun med hvidlig strube og et halemønster som hos hannen.

 

 

Han af hvidhalet bambusdrossel, fotograferet i et tæt krat i Dasyueshan National Forest, centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blåbær er navnet på 21 små buske af slægten Vaccinium, som tilhører lyngfamilien (Ericaceae). De 20 af arterne er hjemmehørende i Nordamerika, heriblandt almindelig blåbær (V. myrtillus), som også er hyppig på sure jorder i hele Europa samt i dele af det nordlige Asien. Den sidste art er koreansk blåbær (V. koreanum), som er begrænset til Korea og Liaoning-provinsen i Kina.

 

 

At plukke velsmagende blåbær er en populær beskæftigelse i mange egne af verden, i dette tilfælde almindelig blåbær. – Salten Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når man spiser blåbær, får man en blålig tunge. – Ib Krag Petersen, Ulvshale, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nær slægtning af blåbær er mosebølle (Vaccinium uliginosum), en dværgbusk, som har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i tempererede og arktiske områder på den nordlige halvkugle, foruden isolerede bestande i bjergegne, bl.a. i Mongoliet, Kina, Korea og Japan, Sierra Nevada og Rocky Mountains i Nordamerika, samt Pyrenæerne, Alperne og Kaukasus i Europa.

Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder. Dens bær minder om blåbær, men har en mere syrlig smag.

 

 

Mosebølle, Tvorup Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jerdons bladfugl (Chloropsis jerdoni) er begrænset til det indiske subkontinent. Hannen har sort strube og blå skægstribe, som hunnen mangler. Denne art blev førhen regnet som en underart af den mere udbredte blåvingede bladfugl (C. cochinchinensis), men adskiller sig på flere punkter, bl.a. mangler den sidstnævnte arts blå svingfjer.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), som beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

Indien 2003
Denne han af Jerdons bladfugl blev fanget i et net for at blive ringmærket, nær Mysore, Karnataka, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kondenseret udstødning fra et jetfly trækker hvide striber hen over en blå himmel bag rygende skorstene i et røgeri, Hasle, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iris er en pragtfuld planteslægt, som omfatter 250-300 arter. Disse planter er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af deres farvestrålende blomster. I Amerika kaldes arter med blå blomster ofte for ‘blue flag’. Dette mærkelige navn stammer faktisk fra et gammel-engelsk ord, flagge, som betyder siv eller tagrør, hvilket sigter til, at mange af arterne vokser i sumpede områder.

Adskillige arter af denne attraktive slægt er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Hyldest til farven gul.

 

Den mest udbredte og velkendte art er givetvis have-iris (I. germanica), som muligvis i sin tid var hjemmehørende omkring Middelhavet, men gennem tiderne er blevet dyrket i mange andre egne og er blevet naturaliseret i størsteparten af Europa og andre steder.

 

 

Have-iris, naturaliseret nær Paterno, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk sump-iris (I. versicolor) er vildtvoksende i det østlige Nordamerika, fra Manitoba mod øst til Nova Scotia, og derfra mod syd til Minnesota og østpå til Virginia. Den er almindelig i fugtige enge, moser og kanaler, samt langs vandløb.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med forskellige farver’, hvilket hentyder til, at blomsterne kan være mange afskygninger af blå og violet.

 

 

Amerikansk sump-iris, Pawtuckaway State Park, New Hampshire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dixie-iris (Iris hexagona), også kendt som Louisiana-iris eller Carolina-iris, er hjemmehørende i det sydøstlige USA, fra Louisiana mod øst til Florida og South Carolina. Den vokser på lavt vand i sumpe, bayous og kanaler, samt langs vandløb med stille strøm.

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk hexa (‘seks’) og gonos (‘kantet’), hvilket sigter til artens sekskantede frøkapsler. Ordet Dixie er et kælenavn for de sydøstlige stater i USA, men oprindeligt var det betegnelsen på en stor jerngryde, som blev anvendt af soldater og andre camperende folk.

 

 

Dixie-iris, Avery Island, Louisiana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store buddhistiske stupa Bodhnath i Kathmandu, Nepal, er altid udsmykket med talrige tibetanske bedeflag med påtrykte mantra’er. Disse flag hænges op i denne rækkefølge: blå, hvid, rød, grøn og gul. Når de blafrer i vinden, bliver mantra’erne sendt ud i verdensrummet til gavn for menneskeheden.

Stupa’er, bedeflag og andre aspekter af buddhismen er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Fra Bodhnath-stupa’en i Kathmandu, Nepal, overvåger Buddhas altseende blå øjne omgivelserne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Himmelblå lungeurt (Pulmonaria angustifolia) ligner meget den vidt udbredte almindelig lungeurt (P. officinalis), men har smallere blade og himmelblå blomster. Den findes i det centrale og østlige Europa, men er intetsteds almindelig.

 

 

Himmelblå lungeurt, fotograferet på artens eneste voksested i Danmark, en skrænt ved Kyndby i Nordsjælland, hvor den er gået tilbage i de senere år, så der nu kun er få individer tilbage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Manhattan, New York City, ved nat, set fra Brooklyn Bridge. – For at mindes de to tårne på World Trade Center, som blev destrueret under et terrorangreb d. 11. september 2001, sendes et halvt år senere fire blå laserstråler til vejrs på det sted, hvor tårnene i sin tid stod.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Huse malet i muntre farver, Valparaiso, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Femstribet blåhalet skink (Plestiodon elegans) er udbredt i det sydlige Kina, Vietnam, Taiwan, samt de sydligste øer i Japan.

 

 

Denne unge femstribede blåhalede skink blev fotograferet på bjerget Bagua Shan, vestlige Taiwan. Voksne dyr har ikke blå hale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen blev blåstjerterne anset for at være små drosselfugle, men DNA-analyser har åbenbaret, at de er jordlevende fluesnappere af familien Muscicapidae.

Himalaya-blåstjert (Tarsiger rufilatus) blev tidligere regnet for at være en underart af den vidt udbredte almindelig blåstjert (T. cyanurus), men i dag betragter de fleste autoriteter den som en særskilt art.

 

 

Han af Himalaya-blåstjert, Sagarmatha Nationalpark, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Puya er en slægt af store planter, der tilhører ananasfamilien (Bromeliaceae). De er udbredt i Andesbjergene samt i bjergområder i den sydlige del af Mellemamerika.

 

 

Pragtfulde blå blomster af Puya coerulea, Reserva Nacional Rio Clarillo, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den Blå Nil udspringer i Tana-søen i Ethiopiens højland, hvorfra den baner sig vej ca. 1500 km til Khartoum i Sudan, hvor den løber sammen med den større Hvide Nil.

Navnet Blå Nil er faktisk opstået på grund af en misforståelse. I løbet af sommermonsunen udvasker floden enorme mængder jord fra højlandet, og ved ankomsten til lavlandet i Sudan er dens vand blevet næsten sort. På et af de lokale sudanesiske sprog anvendes samme ord for sort og blå, så i realiteten burde floden hedde ’Den Sorte Nil’.

Den første skriftlige beretning om Den Blå Nil er fra 1565, hvor en portugiser, João Bermudes, der kaldte sig Ethiopiens Patriark, i sine erindringer giver en beskrivelse af vandfaldene på floden, Tississat.

Mange kristne ethiopere identificerer Den Blå Nil som den hellige flod Gihon, en af de fire floder, der flyder ud fra Edens Have, som det berettes i 1. Mosebog, 2:13.

 

 

De imponerende vandfald Tississat på Den Blå Nil, Ethiopien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stachytarpheta er en slægt på omkring 125 arter af buskagtige urter, som tilhører jernurtfamilien (Verbenaceae).

Den vidt udbredte S. jamaicensis er hjemmehørende fra det sydøstlige USA og Mexico mod syd gennem Mellemamerika og Caribien til Ecuador og det nordlige Brasilien. Den er dog blevet indført eller indslæbt til mange andre egne af verden, hvor den ofte forvildes.

Denne plante, som findes fra havniveau op til omkring 900 meters højde, vokser i åbne områder, bl.a. på strande, langs veje og på brakmarker. Medicinsk har den været anvendt som feberdæmpende og blodrensende middel, samt til behandling af astma og mavesår.

 

 

På dette billede vokser Stachytarpheta jamaicensis op gennem et bregneblad nær Nanzen-søen, Kenting Nationalpark, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Azurmonarken (Hypothymis azurea), som tilhører monark-fluesnappernes familie (Monarchidae), har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, Malaysia, Indonesien, Filippinerne, det sydlige Kina og Taiwan. Ikke færre end 23 underarter er blevet beskrevet.

Hannen er lysende blå med en distinkt sort plet på issen samt et smalt sort bånd hen over struben, mens hunnen er mere blegblå med brunlige vinger, og den mangler hannens sorte afmærkninger.

 

 

I Taiwan er azurmonark, underarten oberholseri, ret almindelig i skove i lavlandet. Denne han søgte føde i et tæt træbevoksning i en bypark i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Schizanthus hookerii er en smuk plante, som tilhører natskyggefamilien (Solanaceae). Blomsterne af denne slægt, som er hjemmehørende i Chile og Argentina, befrugtes af bier, humlebier og hvepse.

 

 

Schizanthus hookerii, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I videste forstand er blåmuslingen (Mytilus edulis), som tilhører familien Mytilidae, udbredt langs kyster næsten overalt i verden. Den varierer imidlertid en hel del, og nogle taksonomer opdeler den i 5 arter: M. edulis (i snævreste forstand), hjemmehørende i Nordatlanten; M. galloprovincialis, som findes i Middelhavet og Sortehavet, samt langs vesteuropæiske kyster; M. planulatus, som er udbredt langs den sydlige kyst af Australien, samt omkring Tasmanien og New Zealand; M. platensis (eller M. chilensis), der findes i tempererede og subantarktiske farvande ud for Sydamerika samt omkring Kerguelen-øerne; og endelig M. trossulus, som er udbredt i de nordlige dele af Stillehavet og Atlanterhavet, samt måske i Østersøen.

 

 

Blåmuslinger på en tørlagt vade, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blå barneøje (Nemophila menziesii) er et pragtfuldt medlem af rubladfamilien (Boraginaceae), som er hjemmehørende i kystnære områder af det vestlige USA og Mexico, fra Oregon mod syd til Baja California. Denne art dyrkes som prydplante og findes i talrige farvevarieteter.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

 

 

Blå barneøje, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den blå T-shirt hos denne handelsmand i Pandoh, Himachal Pradesh, nordlige Indien, står i skarp kontrast til de mere dæmpede farver hos frugterne og grønsagerne omkring ham, fx bananer, tomater, agurker, hvidkål, auberginer og kartofler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Viola, violer og stedmoderblomster, udgør ikke færre end 550-600 arter. Disse planter er udbredt næsten overalt i verden, men overvejende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Blomsterne hos de fleste vilde violarter er forskellige afskygninger af blåt, men hvide og gule blomster er også almindelige (se siden Hyldest til farven gul). Mange arter er populære haveplanter, oftest kaldt for stedmoderblomster. Dette mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Iøvrigt stammer navnet på farven violet fra disse planter, sandsynligvis fra marts-viol (Viola odorata), som har været en populær haveplante i hundreder af år på grund af de duftende blomster. I dag dyrkes den i tempererede egne kloden rundt. I vild tilstand forekommer den fra Mellemeuropa og Middelhavsegnene mod øst til Kazakhstan og Iran. Blomsterfarven er sædvanligvis blålig-violet, men en form med hvide blomster er også almindelig. Det danske navn skyldes artens tidlige blomstring.

 

 

Dyrket marts-viol, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos skov-viol (Viola reichenbachiana) varierer i farve fra blå til mørkviolet, og de langstilkede blade er hjerteformede. Arten er flerårig og spredes mest gennem overjordiske udløbere, så den kan danne store bestande, hvor den er uforstyrret. Den ligner meget krat-viol (nedenfor), men sporen er blå eller violet, ikke hvid, og en smule slankere end sporen hos krat-viol.

Denne plante vokser i løvskove og lunde og langs veje. Den er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til Baltikum og Ukraine, mod syd til Nordafrika, Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Heinrich Gustav Reichenbach (1823-89), en tysk specialist i tropiske orkidéer.

 

 

Skov-viol, Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krat-viol (Viola riviniana) minder meget om skov-viol (ovenfor), men kan normalt kendes på den hvidlige spore. De to arter hybridiserer imidlertid ofte, hvilket komplicerer identifikation. Krat-viol vokser på lignende steder og har en lignende udbredelse, men synes at mangle i Ukraine, Kaukasus og Mellemøsten. Den forekommer også i Island.

Det latinske artsnavn ærer den tyske læge og botaniker August Bachmann (1652-1723), også kendt som Augustus Quirinus Rivinus. Han forbedrede klassifikationen af planter.

 

 

Krat-viol, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk sumpviol (Viola cucullata) er udbredt i det østlige Nordamerika, fra Newfoundland mod vest til Ontario og North Dacota, mod syd til Louisiana og Georgia. Den er tilknyttet vådområder og vokser især i sumpe.

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) samt endelsen atus (‘er forsynet med et skæg’), hvilket formodentlig sigter til den hvide hårdusk i blomsternes svælg.

 

 

Amerikansk sumpviol, voksende ved siden af kanelbregner (Osmundastrum cinnamomeum), Shu Swamp, Long Island, New York. I baggrunden ses blade af tudseblomst (Symplocarpus foetidus). Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den smukke Torenia violacea, som tilhører familien Linderniaceae, har en vid udbredelse i varmere egne af Asien, fra Indien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og mod syd til Indonesien.

 

 

Torenia violacea er meget almindelig på de lavere bjergskråninger i Taiwan, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ellekrager (Coracias) er 8 arter af farvestrålende fugle, som alle viser klare blå eller turkise farver på krop, vinger og/eller hale. De ses ofte sidde på en udkigspost på en gren eller en hegnspæl, hvorfra de afsøger omgivelserne for føde, der omfatter forskellige invertebrater samt små vertebrater som firben, slanger, frøer, gnavere og fugleunger. De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt art er udbredt i Europa og det vestlige Asien, en anden er vidt udbredt i Asien, og en tredje er begrænset til Sulawesi.

 

Den eurasiske ellekrage (Coracias garrulus) yngler i Østeuropa og det sydvestlige Asien, samt en disjunkt bestand i det sydligste Frankrig, Spanien, Portugal og det nordvestlige Afrika. Vinterperioden tilbringes i Afrika, idet de iberiske og nordvestafrikanske bestande trækker til Vestafrika, fra Sierra Leone mod øst til Cameroun, mens de østlige bestande overvintrer i det sydlige Afrika.

Denne art er gået temmelig drastisk tilbage i det meste af sit yngleområde, idet den trues af jagt under trækket, specielt i Oman, hvor tusinder indsamles til føde. Mange steder har man fjernet træer for at give plads til moderne landbrugsmaskiner, hvilket berøver ellekragerne ynglesteder og udkigsposter, og endvidere reducerer kemiske sprøjtemidler dens fødeemner.

 

 

Eurasisk ellekrage, fotograferet i Tarangire Nationalpark, Tanzania, i begyndelsen af april, hvor artens nordgående træk finder sted. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåkronet ellekrage (Coracias benghalensis) er vidt udbredt, fra Irak og de Arabiske Emirater mod øst langs Irans kyst og over hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka og Maldiverne, til Sydøstasien. Arten er meget almindelig i Indien, hvor flere stater har valgt den som officiel statsfugl.

 

 

En pragtfuld blåkronet ellekrage letter fra et buskads i Yala Nationalpark, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lillabrystet ellekrage (Coracias caudatus) er ret almindelig i åbent kratland og på savanner i det østlige og sydlige Afrika, fra Ethiopien mod syd til Sydafrika og derfra mod vest til Namibia. Den kendes nemt på det lilla bryst.

 

 

På dette billede fra Krüger Nationalpark i Sydafrika rejser et pludseligt vindstød fjerdragten på en lillabrystet ellekrage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af lillabrystet ellekrage bringer føde til sin mage, som hilser ham ved at kalde, Bogoria-søen, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Abyssinsk ellekrage (Coracias abyssinicus) yngler tværs over Sahel-zonen i Afrika, mod syd til Cameroun, den Centralafrikanske Republik, det nordlige Zaire, samt det nordlige Uganda og Kenya, og den findes også langs Rødehavets kyst i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø, samt langs Nilens løb nordpå, næsten til den egyptiske grænse. Dens ydre halefjer er meget lange og tynde.

 

 

Abyssinsk ellekrage, Waza Nationalpark, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåvinget ellekrage (Coracias naevius) er ikke nær så farvestrålende som de øvrige arter i denne slægt, idet den blå farve er begrænset til vinger og hale og kun bemærkes under flugten. Denne art har en vid udbredelse i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af de vestafrikanske regnskovsområder samt den sydligste del af Afrika. Dens foretrukne biotop er tørre savanner, hvor dens ynglesæson synes at variere efter, hvor der nyligt er faldet regn.

 

 

Blåvinget ellekrage, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Riddersporer (Delphinium) er en planteslægt i ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som kendes på deres uregelmæssige blomster med fem farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en lang, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektarproducerende sporer, som er indesluttet i den større spore.

Adskillige ridderspore-arter er præsenteret på siden Flora i Himalaya.

 

 

Stor bestand af den mørkeblå Delphinium kamaonense, Langtang Nationalpark, Nepal. Der ses også en asters-art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dette fiskefartøj er i dok for at blive malet, Wushe Fiskerihavn, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pittaer er farvestrålende fugle, som er udbredt i Asien, Australien og Afrika. De udgør en separat familie, Pittidae, med 40-42 arter, opdelt i slægterne Pitta, Erythropitta og Hydrornis. Disse fugle tilhører en gruppe af spurvefugle, kaldt subosciner, som adskiller sig fra de egentlige sangfugle, osciner, gennem muskulaturen i luftrøret, hvilket gør deres sang mindre varieret end hos oscinerne.

Den pragtfulde afrikanske pitta (Pitta angolensis) yngler i tropiske skove i adskillige områder i Vestafrika, samt i det sydøstlige Afrika, fra det centrale Tanzania mod syd til Moçambique. De sydøstlige bestande er trækfugle, som tilbringer den sydlige vinter i lande længere mod nord, deriblandt den Centralafrikanske Republik, Uganda og Kenya.

 

 

Lysende blå fjer på overgumpen af en afrikansk pitta, Rondo-skoven, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myosotis er en planteslægt af rubladfamilien (Boraginaceae), som omfatter omkring 74 arter med overvejende lyseblå blomster.

På dansk kaldes disse planter for forglemmigej, hentet fra en fransk legende, der beretter, at en ridder vandrede langs bredden af en flod sammen med sin tilkommende. Han bemærkede nogle smukke blå blomster, der voksede i vandet langs bredden, men da han vadede ud for at plukke dem til sin elskede, snublede han, og hans tunge rustning trak ham ned under vandoverfladen. Inden han forsvandt, nåede han at kaste blomsterne til pigen, idet han råbte: “Ne m’oubliez pas!”

Denne sætning blev hæftet på planten som dens franske navn, der blev oversat til adskillige europæiske sprog.

Andre arter af slægten er præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Eng-forglemmigej (Myosotis scorpioides), voksende ved bredden af Gundsømagle Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Amerikansk sultanhøne (Porphyrio martinicus) yngler i vådområder fra det sydøstlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til det nordlige Argentina og Uruguay. Uden for yngletiden strejfer den ofte vidt omkring og er blevet observeret mange steder, bl.a. Canada, Californien, Galápagos-øerne, Island, Vesteuropa og Sydafrika.

 

 

Denne amerikanske sultanhøne vandrer på blade af amerikansk gul åkande (Nuphar advena), Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Centralasien vokser talrige vilde løgarter (Allium). Den prægtige blå prydløg (A. caeruleum), af nogle autoriteter benævnt A. azureum, er hjemmehørende i det sydlige Sibirien, Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan, Uzbekistan og Xinjiang, hvor den vokser på tørre skrænter og stepper. Den dyrkes vidt og bredt i Vesten.

 

 

Blå prydløg, Karakol-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Agamer er en stor familie af øgler, Agamidae, som omfatter 6 underfamilier med omkring 64 slægter og over 300 arter. Disse dyr er udbredt i Asien, Australien, Afrika og Sydeuropa.

Hannen af Kenya-klippeagame (Agama lionotus) er lysende blå med orange hoved, mens hunnen er lysebrun med mørke, rektangulære felter og hvide prikker. Denne art er udbredt i det østlige Afrika, fra Ethiopien mod syd gennem Kenya og Uganda til Tanzania. Den ligner meget den vidt udbredte almindelig klippeagame (A. agama), hvor hannen imidlertid er mørkere blå og med knaldrødt hoved, mens hunnen er gråbrun uden de mørke rektangulære felter, men ofte med orange kropssider.

 

 

Han af Kenya-klippeagame på en termittue, Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten blåhat (Knautia) rummer omkring 48 arter, hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Tyrkiet, mod øst til det centrale Sibirien og Centralasien. Blomsterstanden er et hoved, bestående af mange individuelle blomster, i lighed med kurvblomster.

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus plantarum genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Almindelig blåhat (K. arvensis) er vidt udbredt, idet den forekommer fra Vesteuropa mod øst gennem tempererede områder af Asien til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Kaukasus, Kazakhstan og Mongoliet. I Danmark er den almindelig i tørre græsklædte områder.

Andre arter af blåhat kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Blåhat, nær Ry. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet marts 2017)

 

(Senest opdateret oktober 2022)