Hjorte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med udviklingen af gevir forsvandt hugtænderne hos alle arter med undtagelse af en enkelt, vandrådyret (Hydropotes inermis), som i denne henseende minder om de ubeslægtede moskushjorte, familien Moschidae, der beskrives nederst på denne side. Slægten Muntiacus (omtalt nedenfor) har dog også bevaret hugtænderne, men har samtidig en lille opsats.

Hjorte lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov. De er vidt udbredt med hjemmehørende arter på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Australien. Den største koncentration af hjortearter findes i Asien.

I Afrika har antiloper erstattet hjorte på næsten hele kontinentet, med undtagelse af Atlas-bjergene i det nordvestlige hjørne, hvor den hjemmehørende berberhjort, en underart af kronhjort (Cervus elaphus), lever. Dådyr (Dama dama) er blevet indført til Sydafrika.

Geviret (kaldt opsats hos små arter) fældes hvert år, og i den henseende adskiller hjorte sig fra de permanent hornede drøvtyggere i familien Bovidae (kvæg, får, geder, antiloper og gedeantiloper). Kun hannerne har gevir, med undtagelse af hunner af rensdyret (Rangifer tarandus). I brunsttiden anvender hannerne geviret til at kæmpe om dominans, dvs. retten til at parre sig med hunnerne.

Når brunsttiden er overstået, fældes geviret, og kun to små forhøjninger, kaldt rosenkransen, bliver tilbage. Fældede gevirer kaldes for kastestænger. Mens det nye gevir vokser ud, er det dækket af et hudlag med en fløjlsagtig behåring, kaldt bast. Når geviret er fuldt udvokset, dør hudlaget, hvilket forårsager en intens kløe. For at blive denne kløe kvit, gnubber hjortene geviret mod buske eller mindre træer, hvilket løsner hudlaget, så det falder af. Denne adfærd kaldes fejning. Fejningen er ofte så voldsom, at barken på yngre træer skrælles af hele vejen rundt, og planten dør.

Hos mange hjortearter, der lever i koldt klima, er sommerpelsen rødbrun, mens den erstattes af en grålig pels om vinteren.

Hos større arter kaldes en hun for en hind, mens hannen ikke har noget specielt navn. Hos mindre arter kaldes hannen for buk. En hun af dådyr kaldes for då, en hun af rådyr (Capreolus capreolus) for rå. Unger af mindre arter kaldes for lam, af større arter for kid eller kalve. Hos den kæmpestore elg (Alces alces) kaldes hannerne for tyre, hunnerne for køer. En hjorteflok kaldes en rudel, hos rådyr spring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cervinae, også kaldt den Gamle Verdens hjorte, består af to tribus, Cervini med slægterne Cervus, Dama, Axis, Hyelaphus og Rucervus; samt Muntiacini med slægterne Muntiacus og Elaphodus.

Capreolinae, eller den Nye Verdens hjorte, består af tre tribus, Capreolini med slægterne Capreolus og Hydropotes; Alceini med slægten Alces; samt Rangiferini med slægterne Rangifer, Odocoileus, Pudu, Blastocerus, Hippocamelus og Mazama. (Kilde: C. Gilbert, A. Ropiquet & A. Hassanin 2006. Mitochondrial and nuclear phylogenies of Cervidae (Mammalia, Ruminantia): Systematics, morphology, and biogeography. Molecular Phylogenetics and Evolution 40 (1): 101-17)

 

 

 

 

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre. På hindi hedder den chital, et navn, som er afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

 

 

 

 

 

I dag består den vestlige gruppe, kaldt kronhjort (C. elaphus), af adskillige underarter, udbredt i Vesteuropa, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Gruppens taksonomiske forhold er imidlertid ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt, og nogle underarter udgør muligvis selvstændige arter, deriblandt stamformerne bactrianus og yarkandensis. Det samme gælder måske C. (e.) corsicanus, som lever på Korsika og Sardinien. Sidstnævnte udgør muligvis samme art som berberhjorten (C. (e.) barbarus) i det nordvestlige Afrika.

Den østlige gruppe omfatter wapiti (C. canadensis), som er udbredt i det nordøstlige Asien og Nordamerika, samt et antal arter længere mod syd i Asien, bl.a. sikahjort (C. nippon), sambarhjort (C. unicolor) og rusahjort (C. timorensis). (Kilde: cabi.org)

Alle centralasiatiske kronhjorte er traditionelt blevet regnet for underarter af C. elaphus. Nylig genetisk forskning har imidlertid konkluderet, at disse hjorte tydeligt falder inden for canadensis-gruppen og danner en distinkt gruppe, der muligvis udgør en selvstændig art, C. wallichii. I så fald omfatter denne art 4 underarter, tibetansk hjort (C. w. wallichii), Sichuan-hjort (C. w. macneilli), Gansu-hjort (C. w. kansuensis), samt Kashmir-hjort (C. w. hanglu). Med undtagelse af tibetansk hjort, hvis antal overstiger 8000, er disse underarter stærkt truede, først og fremmest på grund af jagt, ødelæggelse af levesteder samt konkurrence fra græssende husdyr.

 

Tidlige europæiske opdagelsesrejsende i Nordamerika fandt, at denne art minder om elgen (nedenfor), og de kaldte den derfor for elk, det engelske navn på elgen. Navnet wapiti, som stammer fra Shawnee- og Cree-folkene, betyder ‘hvid rumpe’. Altai-wapitien i Centralasien (C. c. sibiricus) kaldes lokalt for Altai-maral.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er også blevet indført som jagtobjekt andre steder, bl.a. Australien, New Zealand, USA, Canada, samt adskillige sydamerikanske lande. I New Zealand gør den stor skade på miljøet, og udryddelsesprogrammer er iværksat i adskillige nationalparker.

En overgang var kronhjorten sjælden i dele af Europa og var endog blevet udryddet adskillige steder. Siden da har fredninger og genindførsler medført, at bestanden er vokset betragteligt i adskillige lande, bl.a. England og Portugal. I de senere år har den været i stærk fremgang i Jylland, hvor den gør stor skade på afgrøder. Andre steder er den i tilbagegang, bl.a. i Nordafrika.

 

 

 

 

 

 

 

Sikahjorten er blevet indført til talrige lande kloden rundt, og i nogle lande er den undsluppet og har dannet forvildede bestande. Det er tilfældet i det skotske højland, hvor arten hybridiserer med den hjemmehørende kronhjort og dermed udgør en alvorlig trussel mod genpuljen i kronhjortebestanden.

 

 

 

 

 

På øen Komodo udgør denne hjort et vigtigt fødeemne for Komodovaranen (Varanus komodoensis). Dette kæmpemæssige firben venter tålmodigt ved et vandhul, og når et potentielt bytte nærmer sig for at drikke, farer den frem og bider det i benene. Alt hvad den så har at gøre, er at følge byttets duftspor. Dens spyt er giftigt, og når byttet nogle timer senere er blevet svækket af giften, er varanen i stand til at dræbe det.

Mine oplevelser med disse uhyrer er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er den også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Dådyr danner ofte forvildede bestande, bl.a. i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indisk svinehjort er udbredt fra Pakistan i et bælte mod øst tværs over Ganges-sletten i det nordlige Indien til Bangladesh og Myanmar. Den er også blevet indført til Australien og Sri Lanka. I Indokina og det sydvestlige Kina erstattes den af indokinesisk svinehjort (H. annamiticus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne hjort adskiller sig fra andre indiske arter gennem geviret, som har flere end tre takker, hvilket er årsagen til dens navn på hindi, barah singga, som betyder ’12-hornet’. Adulte hanner har normalt 10-14 takker, men op til 20 har været observeret. Det latinske artsnavn blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

Der er beskrevet tre underarter af barasingha. Nominatracen, der lever mod nordvest, har klove, der kan spredes vidt ud – en tilpasning til at leve i oversvømmede græssletter på Indus-Ganges-sletten. I dag findes en bestand på omkring 2000 i adskillige delområder i Uttar Pradesh, og omkring 2200 findes i Sukla Phanta Wildlife Reserve i det vestlige Nepal.

Den østlige underart ranjitsinhi er begrænset til det nordøstlige delstat Assam, hvor bestanden i 1978 var så lav som omkring 700. Siden er antallet steget støt på grund af bedre beskyttelse. I 2016 blev det anslået, at omkring 1150 individer fandtes i Kaziranga Nationalpark. Nogle få lever også i Manas Nationalpark og andre beskyttede områder.

Den sydlige underart branderi adskiller sig fra de øvrige underarter gennem klovene, der er hårdere og dermed tilpasset et liv i græsbevoksede, åbne skove. Tidligere var den begrænset til Kanha Nationalpark i Madhya Pradesh, hvor bestanden stadig er meget lav, kun omkring 750 individer. Fornylig er den blevet genudsat i Satpura Tiger Reserve, ligeledes i Madhya Pradesh.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Muntjakker er små dyr, idet hannerne måler fra 90 til 135 cm i længden. De er unikke blandt hjortene, idet de besidder store ansigtskirtler, hvormed hannen markerer sit territorium. Hunnerne har mindre kirtler. Hannerne er tillige karakteriseret ved det korte gevir, ofte kun omkring 10 cm langt. I stedet for at anvende geviret under territoriekampe, kæmper hannerne oftest ved hjælp af 2-4 cm lange hugtænder i overmunden. Hvor hannen har gevir, har hunnen små forhøjninger med hårduske.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det hollandske (og danske) navn på disse dyr, muntjak, hvilket er en forvrængning af det sundanesiske navn, mentjek. På engelsk kaldes disse dyr ofte for barking deer (‘den gøende hjort’), hvilket sigter til deres advarselskald, der minder om en hunds gøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kinesisk muntjak blev indført til England i 1800-tallet, og en stadig voksende forvildet bestand skyldes undslupne dyr fra zoologiske haver og dyreparker. Den forekommer nu næsten overalt i England og har fornylig udvidet sit område til Wales og det sydlige Skotland. Den er tillige blevet indført til Japan, Holland og Belgien.

 

 

 

 

 

 

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (C. pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

På Romertidens latin hentydede ordet capra, også skrevet caprea, normalt til en gedebuk, men påsat diminutiv-endelsen –olus betød det ‘lille hjort’. Navnet pygargus kommer af oldgræsk pygargos, af pyge (‘rumpe’) og argos (‘hvid’), hvilket sigter til, at mange hjortearter spreder rumpens hvide hår i tilfælde af fare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elgenes størrelse varierer meget, bl.a. efter underart og tilstedeværelsen af næringsrig føde. I gennemsnit måler en tyr 2 m over skulderen, en ko 1,4 m. Tyre kan veje op mod en ton, skønt 380-700 kg er mere almindeligt. Køer vejer typisk 200-490 kg. Foruden det kolossalt store gevir kan hannen kendes på sin store doglæp (løsthængende hudlap under hagen).

I Danmark blev elgen udryddet gennem jagt, formodentlig i løbet af Bronzealderen. Siden har der kun været få observationer af vilde elge i landet, idet et dyr fire eller fem gange har taget svømmeturen over Øresund, senest i 2018. Som regel har de dog ikke levet længe, men er blevet kørt over af et tog eller måske skudt af krybskytter. En undtagelse var en elgko, som levede i Gribskov 1933-51.

I 2015-17 blev et mindre antal svenske elge udsat i Lille Vildmose. Siden har de formeret sig, og i dag er bestanden på mindst 25 dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten betragtes som invasiv i Finland og New Zealand, og også i dele af USA, hvor den jo egentlig er hjemmehørende. Dette emne er beskrevet mere indgående på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem tusinder af år har gevirer i bast været anvendt i traditionel kinesisk medicin mod diverse lidelser, fx knogle- og ledsmerter samt kalkmangel, og endvidere som stimulationsmiddel til børns vækst, som et middel mod ældning, samt som potensfremmende middel.

Hjortens penis siges at have vigtige terapeutiske egenskaber. Den skæres i småstykker, som ristes og derpå tørres i solen. I Taiwan er det rapporteret, at kvinder førhen spiste hjortepenis under svangerskabet, da det efter sigende skulle gøre mor og barn stærkere. Det var også kendt, at Maya’erne ristede hjortepenis, og den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den som potensfremmende middel.

En samling af billeder, som viser relationer mellem hjorte og mennesker, vises nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lykkedes Bhima at slå Hadimb ihjel, hvorpå Hadimba giftede sig med ham. Senere fik hun gudinde-status, idet hun blev betragtet som en inkarnation af den store modergudinde Devi.

Hadimba-templet i Manali blev opført i 1553 over en hule i en kæmpestor klippe, hvor Hadimba efter sigende mediterede. Senere blev klippen tilbedt som et billede på gudinden.

Pandava-brødrene er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Moskushjorte er små dyr, der opnår en maksimumvægt på omkring 17 kg. Familien var talrig i Europa og Nordamerika for omkring 10-20 mio. år siden, men alle slægter, med en enkelt undtagelse, er uddøde. I dag er kun slægten Moschus tilbage, omfattende 7 arter, der er udbredt i Centralasien, Sibirien og Kina.

Hannen har intet gevir, men store hugtænder i overmunden, med hvilke han kæmper under territoriale stridigheder med andre hanner. En kirtel under hans bug anvendes til at markere territoriet.

Moskus fra denne kirtel har gennem mere end 5000 år været anvendt i traditionel kinesisk og ayurvedisk medicin. Det anslås, at den indgår i ikke færre end ca. 400 kinesiske og koreanske typer af traditionel medicin, der anvendes mod lidelser i nervesystemet, blodcirkulationen, hjertet og lungerne. Moskus benyttes endvidere som antihistamin, samt som et bakteriedræbende, stimulerende og bedøvende middel. I Indien har den været anvendt som potensfremmende middel i tusinder af år.

I 747 udkæmpedes et slag mellem hære fra det kinesiske Tang-dynasti (618-907) og det første tibetanske imperium, som blev grundlagt af Songtsan Gampo (ca. 604-650), på bredderne af den berømte Oxus-flod – i dag kaldt Amu Darya – i nutidens Wakhan-korridor i det nordøstlige Afghanistan. Udfaldet af dette slag ville afgøre, hvilket af disse imperier ville få kontrol over den rute, som førte gennem kongedømmet Bolor, over Darkot-passet (4703 m) og videre ind i Indus-dalen – en vigtig gren af den ældgamle centralasiatiske handelsrute Silkevejen. Den, der kontrollerede dette pas, havde kontrollen over eksporten af moskuskirtler fra den nordvestlige del af det indiske subkontinent – en vare, som var 30 gange sin vægt værd i sølv. Forøvrigt vandt kineserne slaget.

Moskus har også gennem årtusinder haft vid anvendelse i parfume-industrien.

Adskillige moskushjorte-arter er truede på grund af overdreven jagt på hannerne. Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, samt WWF (Worldwide Fund for Nature), dræbes i Rusland alene 17.-20.000 moskushjorte årligt for at forsyne den illegale handel med kirtlerne. (Kilde: National Geographic News, 2004)