Hjorte

 

 

Græssende sorthalede hjorte (Odocoileus hemionus), Salt Point State Park, Californien, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rå (Capreolus capreolus) i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, æder saftige planter af rød gåsefod (Oxybasis rubra). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af sambarhjort (Cervus unicolor), Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvilende wapiti han (Cervus canadensis), Fort Niobrara Wildlife Refuge, Nebraska, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af axishjort (Axis axis) drikker af et vandhul i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. En indisk træskade (Dendrocitta vagabunda) sidder på dens ryg. T.v. ses en påfugl (Pavo cristatus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hjorte er en gruppe af drøvtyggere, som udgør familien Cervidae, der rummer 20 slægter med omkring 90 arter. De menes at nedstamme fra små dyr på størrelse med kaniner, som ikke havde gevir, men lange hugtænder i overmunden. De levede for omkring 50 mio. år siden og udvikledes gradvis til de første hjortelignende dyr med gevir for ca. 20 mio. år siden.

Med udviklingen af gevir forsvandt hugtænderne hos alle arter med undtagelse af en enkelt, vandrådyret (Hydropotes inermis), som i denne henseende minder om de ubeslægtede moskushjorte, familien Moschidae, der beskrives nederst på denne side. Slægten Muntiacus (omtalt nedenfor) har dog også bevaret hugtænderne, men har samtidig en lille opsats.

Hjorte lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov. De er vidt udbredt med hjemmehørende arter på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Australien. Den største koncentration af hjortearter findes i Asien.

I Afrika har antiloper erstattet hjorte på næsten hele kontinentet, med undtagelse af Atlas-bjergene i det nordvestlige hjørne, hvor den hjemmehørende berberhjort, en underart af kronhjort (Cervus elaphus), lever. Dådyr (Dama dama) er blevet indført til Sydafrika.

Geviret (kaldt opsats hos små arter) fældes hvert år, og i den henseende adskiller hjorte sig fra de permanent hornede drøvtyggere i familien Bovidae (kvæg, får, geder, antiloper og gedeantiloper). Kun hannerne har gevir, med undtagelse af hunner af rensdyret (Rangifer tarandus). I brunsttiden anvender hannerne geviret til at kæmpe om dominans, dvs. retten til at parre sig med hunnerne.

Når brunsttiden er overstået, fældes geviret, og kun to små forhøjninger, kaldt rosenkransen, bliver tilbage. Fældede gevirer kaldes for kastestænger. Mens det nye gevir vokser ud, er det dækket af et hudlag med en fløjlsagtig behåring, kaldt bast. Når geviret er fuldt udvokset, dør hudlaget, hvilket forårsager en intens kløe. For at blive denne kløe kvit, gnubber hjortene geviret mod buske eller mindre træer, hvilket løsner hudlaget, så det falder af. Denne adfærd kaldes fejning. Fejningen er ofte så voldsom, at barken på yngre træer skrælles af hele vejen rundt, og planten dør.

Hos mange hjortearter, der lever i koldt klima, er sommerpelsen rødbrun, mens den erstattes af en grålig pels om vinteren.

Hos større arter kaldes en hun for en hind, mens hannen ikke har noget specielt navn. Hos mindre arter kaldes hannen for buk. En hun af dådyr kaldes for , en hun af rådyr (Capreolus capreolus) for . Unger af mindre arter kaldes for lam, af større arter for kid eller kalve. Hos den kæmpestore elg (Alces alces) kaldes hannerne for tyre, hunnerne for køer. En hjorteflok kaldes en rudel, hos rådyr spring.

 

 

Hos denne hvilende axishjort (Axis axis) er geviret i bast, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kæmpende hanner af barasingha (Rucervus duvaucelii ssp. branderi), Kanha Nationalpark, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af østlig sumphjort (Rucervus duvaucelii ssp. ranjitsinhi) i aftenlys, Kaziranga Nationalpark, Assam, nordøstlige Indien. Hans gevir er fældet, kun efterladende to forhøjninger, kaldt rosenkransen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette udvalg af kastestænger af rådyr fra naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, blev indsamlet af Jens Gregersen gennem ca. 20 år. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge individer af ahorn (Acer pseudoplatanus), naturreservatet Vorsø. Den ene er blevet dræbt af en fejende råbuk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en ung fuglekirsebær (Prunus avium) med et delvis helet sår efter fejning af en råbuk, naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Klassificering
En genetisk undersøgelse fra 2006 konkluderer, at Cervidae består af to underfamilier.

Cervinae, også kaldt den Gamle Verdens hjorte, består af to tribus, Cervini med slægterne Cervus, Dama, Axis, Hyelaphus og Rucervus; samt Muntiacini med slægterne Muntiacus og Elaphodus.

Capreolinae, eller den Nye Verdens hjorte, består af tre tribus, Capreolini med slægterne Capreolus og Hydropotes; Alceini med slægten Alces; samt Rangiferini med slægterne Rangifer, Odocoileus, Pudu, Blastocerus, Hippocamelus og Mazama. (Kilde: C. Gilbert, A. Ropiquet & A. Hassanin 2006. Mitochondrial and nuclear phylogenies of Cervidae (Mammalia, Ruminantia): Systematics, morphology, and biogeography. Molecular Phylogenetics and Evolution 40 (1): 101-17)

 

Udvalgte arter
Nedenfor ses en samling billeder af hjortearter, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden.

 

Underfamilien Cervinae, tribus Cervini

 

Slægten Axis
Tidligere var svinehjorten (Hyelaphus porcinus) og tre andre små hjortearter placeret i denne slægt. Genetiske undersøgelser har imidlertid påpeget, at de adskiller sig tilstrækkeligt fra axishjorten (nedenfor) til at udgøre en særskilt slægt. Axishjorten er dermed det eneste medlem af slægten Axis.

 

Axis axis Axishjort
Denne smukke hjorteart er hjemmehørende på det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka, men findes ikke andre steder. Den er ret almindelig i det meste af udbredelsesområdet, men er dog i tilbagegang en del steder på grund af ødelæggelse af dens levesteder. Arten er indført andre steder, bl.a. Australien, USA og adskillige sydamerikanske lande.

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre. På hindi hedder den chital, et navn, som er afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

På en varm sommerdag drikker disse axishjorte af et vandhul i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. Palmerne i baggrunden er indiske daddelpalmer (Phoenix sylvestris). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne axishjort blev dræbt af en tiger eller en leopard, men blev efterladt på grund af kraftig regn, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Cervus
Genetiske undersøgelser indikerer, at denne slægt opstod i Centralasien, hvor to urgamle taxa stadig findes, Cervus (elaphus) bactrianus og C. (e.) yarkandensis. For omkring 7 mio. år siden blev klimaet køligere, hvilket fik disse stamformer til at vandre mod nord, øst og vest.

I dag består den vestlige gruppe, kaldt kronhjort (C. elaphus), af adskillige underarter, udbredt i Vesteuropa, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Gruppens taksonomiske forhold er imidlertid ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt, og nogle underarter udgør muligvis selvstændige arter, deriblandt stamformerne bactrianus og yarkandensis. Det samme gælder måske C. (e.) corsicanus, som lever på Korsika og Sardinien. Sidstnævnte udgør muligvis samme art som berberhjorten (C. (e.) barbarus) i det nordvestlige Afrika.

Den østlige gruppe omfatter wapiti (C. canadensis), som er udbredt i det nordøstlige Asien og Nordamerika, samt et antal arter længere mod syd i Asien, bl.a. sikahjort (C. nippon), sambarhjort (C. unicolor) og rusahjort (C. timorensis). (Kilde: cabi.org)

Alle centralasiatiske kronhjorte er traditionelt blevet regnet for underarter af C. elaphus. Nylig genetisk forskning har imidlertid konkluderet, at disse hjorte tydeligt falder inden for canadensis-gruppen og danner en distinkt gruppe, der muligvis udgør en selvstændig art, C. wallichii. I så fald omfatter denne art 4 underarter, tibetansk hjort (C. w. wallichii), Sichuan-hjort (C. w. macneilli), Gansu-hjort (C. w. kansuensis), samt Kashmir-hjort (C. w. hanglu). Med undtagelse af tibetansk hjort, hvis antal overstiger 8000, er disse underarter stærkt truede, først og fremmest på grund af jagt, ødelæggelse af levesteder samt konkurrence fra græssende husdyr.

 

Cervus canadensis Wapiti, nordamerikansk kronhjort
Denne art udgør et af de største pattedyr inden for dens udbredelsesområde, der omfatter det nordøstlige Asien og Nordamerika. Den er i det hele taget en af de største eksisterende hjortearter, idet hanner vejer 320-330 kg, hinder 225-240 kg. Den er blevet indført til andre steder, bl.a. Argentina og New Zealand.

Tidlige europæiske opdagelsesrejsende i Nordamerika fandt, at denne art minder om elgen (nedenfor), og de kaldte den derfor for elk, det engelske navn på elgen. Navnet wapiti, som stammer fra Shawnee- og Cree-folkene, betyder ‘hvid rumpe’. Altai-wapitien i Centralasien (C. c. sibiricus) kaldes lokalt for Altai-maral.

 

 

Græssende wapitier, Fort Niobrara Wildlife Refuge, Nebraska, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Wapitier græsser nær Minerva Springs, Yellowstone Nationalpark, Wyoming, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende han af wapiti, hvis gevir er i bast, Fern Canyon, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende wapiti-hind, Sinkyone Wilderness State Park, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus elaphus Kronhjort
En stor hjorteart, hvor hannen typisk vejer 160-240 kg, hinden 120-170 kg. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordvestlige Afrika, Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Iran, samt måske spredte lokaliteter i Centralasien.

Arten er også blevet indført som jagtobjekt andre steder, bl.a. Australien, New Zealand, USA, Canada, samt adskillige sydamerikanske lande. I New Zealand gør den stor skade på miljøet, og udryddelsesprogrammer er iværksat i adskillige nationalparker.

En overgang var kronhjorten sjælden i dele af Europa og var endog blevet udryddet adskillige steder. Siden da har fredninger og genindførsler medført, at bestanden er vokset betragteligt i adskillige lande, bl.a. England og Portugal. I de senere år har den været i stærk fremgang i Jylland, hvor den gør stor skade på afgrøder. Andre steder er den i tilbagegang, bl.a. i Nordafrika.

 

 

Hvilende kronhjort, Jægersborg Dyrehave. I 1600-tallet blev denne art og dådyr (nedenfor) indført til dette område nord for København som jagtobjekter for kongen og hans følge. I dag lever omkring 300 kronhjorte og 1600 dådyr i denne park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kronhjorte i Jubilee Park, Ohakune, New Zealand, er opformeret i fangenskab. Fuglene i forgrunden er paradisgravand (Tadorna variegata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus nippon Sikahjort
Navnet på denne mindre hjorteart er afledt af shika (鹿), der betyder ‘hjort’ på japansk. Omkring 13 underarter er udbredt i det østlige Asien, fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem størstedelen af Kina, Korea, Japan og Taiwan til det nordlige Vietnam. En population på den filippinske ø Jolo udgør muligvis en selvstændig underart, soloensis. Den blev dog oprindeligt indført til øen og er i dag muligvis uddød. Vildtlevende bestande er truet overalt i dens udbredelsesområde, med undtagelse af Japan, hvor den er talrig.

Sikahjorten er blevet indført til talrige lande kloden rundt, og i nogle lande er den undsluppet og har dannet forvildede bestande. Det er tilfældet i det skotske højland, hvor arten hybridiserer med den hjemmehørende kronhjort og dermed udgør en alvorlig trussel mod genpuljen i kronhjortebestanden.

 

 

Hanner af sikahjort, Jægersborg Dyrehave, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus timorensis Rusahjort
Denne mellemstore hjort, der af nogle autoriteter kaldes for Rusa timorensis, er vildtlevende på et antal indonesiske øer, fra det vestlige Java mod øst til Timor, samt på Sulawesi, Molukkerne og Seram. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. inAustralien og New Zealand, samt på mange melanesiske og polynesiske øer.

På øen Komodo udgør denne hjort et vigtigt fødeemne for Komodovaranen (Varanus komodoensis). Dette kæmpemæssige firben venter tålmodigt ved et vandhul, og når et potentielt bytte nærmer sig for at drikke, farer den frem og bider det i benene. Alt hvad den så har at gøre, er at følge byttets duftspor. Dens spyt er giftigt, og når byttet nogle timer senere er blevet svækket af giften, er varanen i stand til at dræbe det.

Mine oplevelser med disse uhyrer er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

 

 

Hind af rusahjort, Komodo, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus unicolor Sambarhjort
Denne meget store hjort, der af nogle autoriteter kaldes for Rusa unicolor, er vidt udbredt i Asien, på hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka, og derfra mod øst til det sydlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Sumatra og Borneo.

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

Sambar-hanner, den ene med geviret i bast, Maha Eliya Thenna (Horton Plains) Nationalpark, Sri Lanka. Underarten unicolor, som er udbredt i Indien og Sri Lanka, er den største af de 7 accepterede underarter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sambar-han, som blev observeret i Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien, har været i nærkontakt med en tiger eller en leopard, som det fremgår af arret på flanken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sambar-hind græsser på saftige vandplanter i en sø, Ranthambhor Nationalpark. En fiskehejre (Ardea cinerea) anvender dens ryg som udkigspost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sambar-han drikker af en sø i Ranthambhor Nationalpark. Den rejser halen som advarselssignal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en varm sommerdag tager denne han (øverst) og hind af sambar et kølende bad i et vandhul, Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. I baggrunden påfugle (Pavo cristatus). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Diende sambar-kid, Ranthambhor Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sambar-kid betragter sit eget spejlbillede, Ranthambhor Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Dama
Denne slægt omfatter én eller to arter, det europæiske dådyr (nedenfor), samt det persiske dådyr (Dama mesopotamica eller Dama dama ssp. mesopotamica). De fleste taksonomer betragter sidstnævnte som en selvstændig art, da den er større og har større gevir. Denne art er næsten uddød, med bittesmå bestande i Khuzestan, sydlige Iran, og Mazandaran, nordlige Iran, på en ø i Urmia-søen i det nordvestlige Iran, i det nordlige Israel, samt muligvis nogle få steder i Irak.

 

Dama dama Dådyr
I den sidste mellemistid var dådyret hjemmehørende i størstedelen af Europa, men blev trængt tilbage af den fremskridende iskappe. Den fandtes på et tidspunkt kun i Lilleasien, afløst længere mod øst af det persiske dådyr (se ovenfor).

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er den også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Dådyr danner ofte forvildede bestande, bl.a. i Danmark.

 

 

Disse dådyr i Jægersborg Dyrehave ses som silhouetter. I 1600-tallet blev denne art og kronhjort (ovenfor) indført til dette område nord for København som jagtobjekter for kongen og hans følge. I dag lever omkring 1600 dådyr og 300 kronhjorte i denne park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På øen Romsø i Storebælt findes en bestand af dådyr, som stammer fra dyr, der blev udsat i 1200-tallet, da kongen ejede øen. Dyrene blev importeret fra Tyrkiet og udsat på denne ø, hvor de kunne være i fred for ulve, som der var mange af på fastlandet dengang. I dag strejfer en stor flok rundt på øen, som er privatejet reservat.

 

 

Dådyr, Romsø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Hyelaphus
Førhen var indisk svinehjort og tre andre små hjorte placeret i slægten Axis (ovenfor). Genetiske studier har imidlertid medført, at de adskiller sig tilstrækkeligt fra axishjorten (Axis axis) til at udgøre en særskilt slægt.

 

Hyelaphus porcinus Indisk svinehjort
En lille art, hvor bukken måler omkring 70 cm over skulderen og vejer omkring 50 kg. Hunnen er meget mindre, omkring 60 cm høj og med en vægt på ca. 30 kg. Artsnavnet, som kommer af græsk porkos (‘svin’) sigter til dens griseagtige fremtoning, når den med lavt sænket hoved løber gennem tætte krat i skovene, hvor den dykker under lavthængende grene og lignende i stedet for at springe over dem.

Indisk svinehjort er udbredt fra Pakistan i et bælte mod øst tværs over Ganges-sletten i det nordlige Indien til Bangladesh og Myanmar. Den er også blevet indført til Australien og Sri Lanka. I Indokina og det sydvestlige Kina erstattes den af indokinesisk svinehjort (H. annamiticus).

 

 

Indisk svinehjort med geviret i bast, Rapti-floden, Chitwan Nationalpark, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af svinehjort, Kaziranga Nationalpark, Assam, nordøstlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svinehjorte drikker af et vandhul, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Rucervus
Denne slægt er meget oprindelig og udgør sammen med slægten Axis (ovenfor) den ældste udspaltning i underfamilien Cervinae. Den blev oprindeligt oprettet som en underslægt af Cervus af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Hodgson (1801-94), baseret på gevirets form. I dag har slægten kun et enkelt medlem, barasingha eller sumphjort (nedenfor), da det eneste andet medlem, Schomburgks hjort (R. schomburgki) i Indokina sandsynligvis er uddød.

 

Rucervus duvaucelii Barasingha, sumphjort
I 1800-tallet var denne art udbredt fra Pakistan mod øst gennem det nordlige og centrale Indien og det sydlige Nepal til Bangladesh og det nordøstlige Indien, men på grund af unkontrolleret jagt og tab af levesteder er bestanden i dag yderst fragmenteret, med spredte flokke i det sydlige Nepal samt i de indiske delstater Uttar Pradesh, Assam og Madhya Pradesh. Arten er uddød i Pakistan og Bangladesh.

Denne hjort adskiller sig fra andre indiske arter gennem geviret, som har flere end tre takker, hvilket er årsagen til dens navn på hindi, barah singga, som betyder ’12-hornet’. Adulte hanner har normalt 10-14 takker, men op til 20 har været observeret. Det latinske artsnavn blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

Der er beskrevet tre underarter af barasingha. Nominatracen, der lever mod nordvest, har klove, der kan spredes vidt ud – en tilpasning til at leve i oversvømmede græssletter på Indus-Ganges-sletten. I dag findes en bestand på omkring 2000 i adskillige delområder i Uttar Pradesh, og omkring 2200 findes i Sukla Phanta Wildlife Reserve i det vestlige Nepal.

Den østlige underart ranjitsinhi er begrænset til det nordøstlige delstat Assam, hvor bestanden i 1978 var så lav som omkring 700. Siden er antallet steget støt på grund af bedre beskyttelse. I 2016 blev det anslået, at omkring 1150 individer fandtes i Kaziranga Nationalpark. Nogle få lever også i Manas Nationalpark og andre beskyttede områder.

Den sydlige underart branderi adskiller sig fra de øvrige underarter gennem klovene, der er hårdere og dermed tilpasset et liv i græsbevoksede, åbne skove. Tidligere var den begrænset til Kanha Nationalpark i Madhya Pradesh, hvor bestanden stadig er meget lav, kun omkring 750 individer. Fornylig er den blevet genudsat i Satpura Tiger Reserve, ligeledes i Madhya Pradesh.

 

 

Hanner af barasingha, underarten branderi, i aftenlys, Kanha Nationalpark, Madhya Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hind og kid af østlig sumphjort, underarten ranjitsinhi, Kaziranga Nationalpark, Assam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Cervinae, tribus Muntiacini

 

Slægten Muntiacus Muntjak
Denne slægt, som omfatter 12 arter, er hjemmehørende i Asien, hvor den forekommer fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til det Indonesiske Ørige. Disse dyr er formodentlig opstået i Europa for 15-35 mio. år siden. Adskillige arter er truet, og en enkelt, kæmpemuntjak (M. vuquangensis) i Indokina, der blev beskrevet så sent som i 1994, er udryddelsestruet.

Muntjakker er små dyr, idet hannerne måler fra 90 til 135 cm i længden. De er unikke blandt hjortene, idet de besidder store ansigtskirtler, hvormed hannen markerer sit territorium. Hunnerne har mindre kirtler. Hannerne er tillige karakteriseret ved det korte gevir, ofte kun omkring 10 cm langt. I stedet for at anvende geviret under territoriekampe, kæmper hannerne oftest ved hjælp af 2-4 cm lange hugtænder i overmunden. Hvor hannen har gevir, har hunnen små forhøjninger med hårduske.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det hollandske (og danske) navn på disse dyr, muntjak, hvilket er en forvrængning af det sundanesiske navn, mentjek. På engelsk kaldes disse dyr ofte for barking deer (‘den gøende hjort’), hvilket sigter til deres advarselskald, der minder om en hunds gøen.

 

Muntiacus muntjak Indisk muntjak
Denne art, som på hindi kaldes for kakar, er vidt udbredt, idet den forekommer fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til de indonesiske øer Java og Bali. 15 underarter er blevet beskrevet. I øjeblikket er arten ikke truet.

 

 

Hunner af indisk muntjak, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, nordlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muntiacus reevesi Kinesisk muntjak
Denne art er udbredt i det sydlige Kina og Taiwan. Den har navn efter den engelske naturhistoriker John Reeves (1774-1856), som var té-inspektør for British East India Company. Han erhvervede en bemærkelsesværdig samling af kinesiske tegninger af dyr og planter.

Kinesisk muntjak blev indført til England i 1800-tallet, og en stadig voksende forvildet bestand skyldes undslupne dyr fra zoologiske haver og dyreparker. Den forekommer nu næsten overalt i England og har fornylig udvidet sit område til Wales og det sydlige Skotland. Den er tillige blevet indført til Japan, Holland og Belgien.

 

 

Kinesisk muntjak er meget almindelig i Taiwan, hvor den førhen var et populært fødeemne for den indfødte malajiske befolkning. Dette billede viser en Bunun-mand, som har udsmykket sit pandebånd med et muntjak-gevir i bast. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Capreolinae, tribus Capreolini

 

Capreolus capreolus Rådyr
Denne lille hjort er udbredt i hele Europa med undtagelse af Irland samt de nordligste dele af Skandinavien, Finland og Rusland. Endvidere er den udbredt i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den er meget almindelig de fleste steder i Danmark.

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (C. pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

På Romertidens latin hentydede ordet capra, også skrevet caprea, normalt til en gedebuk, men påsat diminutiv-endelsen –olus betød det ‘lille hjort’. Navnet pygargus kommer af oldgræsk pygargos, af pyge (‘rumpe’) og argos (‘hvid’), hvilket sigter til, at mange hjortearter spreder rumpens hvide hår i tilfælde af fare.

 

 

En råbuk i den rødbrune sommerdragt krydser en dam i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rå i den rødbrune sommerdragt, naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En rå i den gråbrune vinterdragt søger føde nær en skovkant, Ørbæk Å syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rålam, naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Capreolinae, tribus Alceini

 

Alces alces Elg, elsdyr
Dette kæmpemæssige dyr, der omfatter omkring 7 underarter, er det eneste medlem af slægten. Det er udbredt i hele taiga-zonen på den nordlige halvkugle, fra Norge mod øst til det østlige Sibirien, samt i Alaska, Canada og det nordlige USA. I Sverige og andre steder har den tilpasset sig et liv i andre skovtyper, og den kan også træffes i åbent land, fx på marker.

Elgenes størrelse varierer meget, bl.a. efter underart og tilstedeværelsen af næringsrig føde. I gennemsnit måler en tyr 2 m over skulderen, en ko 1,4 m. Tyre kan veje op mod en ton, skønt 380-700 kg er mere almindeligt. Køer vejer typisk 200-490 kg. Foruden det kolossalt store gevir kan hannen kendes på sin store doglæp (løsthængende hudlap under hagen).

I Danmark blev elgen udryddet gennem jagt, formodentlig i løbet af Bronzealderen. Siden har der kun været få observationer af vilde elge i landet, idet et dyr fire eller fem gange har taget svømmeturen over Øresund, senest i 2018. Som regel har de dog ikke levet længe, men er blevet kørt over af et tog eller måske skudt af krybskytter. En undtagelse var en elgko, som levede i Gribskov 1933-51.

I 2015-17 blev et mindre antal svenske elge udsat i Lille Vildmose. Siden har de formeret sig, og i dag er bestanden på mindst 25 dyr.

 

 

Disse to elgtyre med gevirerne fastlåst i hinanden blev fundet i 2005 nær New Sweden, Maine, USA. De var formodentlig døde af sult. I dag er de udstillet i L.L. Bean Shopping Centre i Portland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elgko gnubber pelsen, Halleberg, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I en tæt skov på den svenske ø Öland stødte jeg på denne nyfødte elgkalv, som forsøger at komme på benene. Jeg hørte moderen brase ind i krattet, da jeg nærmede mig, og da jeg var bange for, at hun skulle angribe mig, skyndte jeg mig at snuppe dette billede, hvorefter jeg trak mig tilbage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette gevir af elg fra Stenalderen blev udgravet på Bornholm og er i dag udstillet på Bornholms Museum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Underfamilien Capreolinae, tribus Rangiferini

 

Slægten Odocoileus
Denne lille slægt af mellemstore hjorte har kun to medlemmer, som begge er hjemmehørende i Amerika. Slægtsnavnet er afledt af græsk odous (‘tand’) og koilos (‘hul’), hvilket sigter til disse dyrs hule tænder.

 

Odocoileus hemionus Sorthalet hjort
Denne art, som også kaldes for storøret hjort, er udbredt i den vestlige halvdel af Nordamerika, fra det sydlige Alaska mod syd til Baja California og det centrale Mexico. Dens to navne angiver de vigtigste kendetegn, som adskiller den fra den hvidhalede hjort (nedenfor). Artsnavnet kommer af græsk hemionos (‘muldyr’), hvilket sigter til de store ører.

 

 

Sorthalede hjorte, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hanner af sorthalet hjort, Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthalet hjort hind og kid, Point Reyes National Seashore, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I middagsheden har denne hind af sorthalet hjort søgt ly i skyggen af en ørkenbusk, Saguaro Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Odocoileus virginianus Hvidhalet hjort, Virginiahjort
En af verdens mest udbredte og almindelige hjortearter, idet den findes i størsteparten af Nordamerika, Mexico, Mellemamerika og den nordligste del af Sydamerika, mod syd til Peru og Bolivia. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Cuba, Jamaica, New Zealand, Finland og Tjekkiet.

Arten betragtes som invasiv i Finland og New Zealand, og også i dele af USA, hvor den jo egentlig er hjemmehørende. Dette emne er beskrevet mere indgående på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Denne hind af hvidhalet hjort i den grå vinterpels rejser halen som advarselssignal, Shenandoah Nationalpark, Appalachian Mountains, østlige USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hind af hvidhalet hjort i den rødlige sommerpels, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende hind af hvidhalet hjort, Cathlamet, Washington State, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rangifer tarandus Rensdyr

 

Der er dådyr og rådyr
og tusinde smådyr!
Elsdyr og pelsdyr,
og så er der toddyr!
Men min øjesten –
det var Rudolf, som var en ren.

 

Kender I den om Rudolf,
Rudolf med den røde tud!
Han var et gammelt rensdyr,
som så højst mærkværdig ud!

 

Alle de andre rensdyr
lo, så Rudolf han blev flov
over sin røde næse –
det var ikke spor af sjov!

 

Men en tåget julenat
julemanden skreg:
Jeg kan ikke finde vej,
Rudolf, kom og lys for mig!”

 

Og I kan tro, at Rudolfs
næse lyste som et fyr!
Skål for de røde næser!
Dejligt juleeventyr!

 

 

Billede lånt fra englishenglish.biz

 

 

Denne elskede julesang er er dansk udgave af den amerikanske sang Rudolph, the Red-Nosed Reindeer, skrevet af Johnny Marks (1909-1985), baseret på en fortælling fra 1939 med den samme titel, skrevet af Robert L. May (1905-1976). Den danske tekst skyldes Poul M. Jørgensen. Den oprindelige engelske tekst kan læses på hjemmesidens engelske del under Animals – Mammals: Deer.

Den udbredte tro blandt amerikanske småbørn på, at julemandens slæde bliver trukket af otte rensdyr, når han bringer gaver til dem ned gennem skorstenen julenat, har faktisk sin rod i mytologien hos sibiriske rensdyrnomader.

Som den amerikanske forfatter og etnolog Robert Gordon Wasson (1898-1986) tydeligt demonstrerer i den klassiske bog Flesh of the Gods, var et helligt, urgammelt, før-kristent ritual hos europæiske folkeslag centreret omkring den røde fluesvamp (Amanita muscaria). De stærkt hallucinogene egenskaber hos denne svamp var så højt værdsat blandt shamaner, at arten blev udryddet på det indiske subkontinent. Det er svært at overdrive svampens betydning for disse folkeslags mentale tilstand.

Et af disse folk, som indtil omkring 1900 stadig praktiserede deres oprindelige levevis, var de halv-nomadiske rensdyravlere i det nordlige Skandinavien og Rusland, som boede i jurt-lignende kåter og drog omkring i slæder, trukket af rensdyr. Deres shamaner var iført spidse røde hatte, der symboliserede den hellige røde fluesvamp. De bar også røde kåber, som symboliserede deres himmelflugt, når de konsumerede svampen på den helligste nat af alle – vintersolhverv (dengang d. 25. december). Nikker du genkendende til julemandens dragt?

Nutidens julemand er baseret på traditioner omkring Sankt Nikolaos (ca. 270-343), en tidlig kristen biskop af græsk afstamning fra byen Myra, der i dag kaldes Demre, beliggende i provinsen Antalya i det sydlige Tyrkiet. På engelsk hedder julemanden Santa Claus, hvilket er en sammentrækning af Sankt Nikolaos.

Rensdyret, eller caribou, som den kaldes på amerikansk, er det eneste medlem af slægten Rangifer. Denne art, som har en cirkumpolar udbredelse, er hjemmehørende i tundra og nåleskov i Nordeuropa, Sibirien, Alaska og Canada. Dette dyr lever normalt i store flokke, af hvilke nogle foretager lange vandringer, mens andre er stationære.

Taimyr-underaten sibiricus i det nordlige Sibirien udgør den største bestand af rensdyr i verden, idet den er vurderet til at rumme mellem 400.000 og 1 million dyr. Antallet af den næststørste bestand, George River-flokken i Canada, som tilhører underarten caribou, blev engang vurderet til omkring 385.000 individer. Flokken er imidlertid svundet ind til en lille brøkdel af det tidligere antal, idet der i dag er færre end 9000. En sydlig bestand af denne underart, som engang levede i USA, er så godt som uddød.

I tidligere tider strejfede rensdyr rundt over store dele af Nordeuropa. Klimatiske forandringer, kombineret med ukontrolleret jagt og tæmning af dyrene, har forårsaget, at den vilde ren er uddød i Europa, med undtagelse af det sydlige Norge, hvor der lever i alt omkring 25.000 dyr, fordelt på 23 fragmenterede områder. Det højtliggende plateau Hardangervidda huser den største bestand på 6-7000.

 

 

Vilde rensdyr, Hardangervidda, sydlige Norge. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange vietnamesere er kristne. I anledning af, at julen nærmer sig, er disse buske i Hanoi blevet klippet i rensdyr-facon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn fortæller, udgør rensdyrlav (Cladonia rangiferina) et vigtigt fødeemne for rensdyr. Den er udbredt i tundra og nåleskov i arktiske og nordlige tempererede områder på den nordlige halvkugle og er meget almindelig i størsteparten af udbredelsesområdet, også i Danmark, hvor den forekommer på fattig bund, fx i moser og på heder.

 

 

Rensdyrlav dækker jordbunden omkring en død gren af skovfyr (Pinus sylvestris), Byrums Sandfelt, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her har en almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) slået rod i rensdyrlav, voksende på en tilgroet klit i Råbjerg Mile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fodspor og andre tegn på hjorte
Tilstedeværelsen af hjorte afsløres ofte af deres fodspor, eller af ekskrementdynger. Mange hjortearter benytter mere eller mindre de samme ruter hver dag under deres fouragering, og efterhånden opstår stier, kaldt veksler. Nogle arter har en vane med at skrabe visne blade og vegetation til side, inden de lægger sig i skovbunden. Disse bare pletter af jord kaldes for sæder. Hjorte vælter sig ofte rundt i mudder som beskyttelse mod stikkende insekter. Sådanne steder kaldes for sølepladser. Til tider er bestanden af en hjorteart så tæt, at dyrene nedgnaver buske for at få tilstrækkelig næring.

 

 

Spor af kronhjort, Søby Brunkulslejer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor af rådyr og en bladroset af lugtløs kamille (Matricaria perforata), Tørring Ådal, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spor, urin og ekskrementer af rådyr, samt spor af solsort (Turdus merula), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udtørrede ekskrementer af sorthalet hjort i sort lava, Kana’a Lava Flow, Coconino National Forest, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Veksler af kronhjort, Borris Hede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr-veksler nær Lillemølle, syd for Nyborg. På det nederste billede har visne blade samlet sig i sporet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rådyr-sæder i et tæppe af vorterod (Ranunculus ficaria) og hvid anemone (Anemone nemorosa), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sæde af rådyr i højt græs, Ørbæk Å, Fyn. Vegetationen var for høj til, at dyret kunne nå ned til den bare jord, så det nøjedes med at lægge sig oven på græsset. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølepladser for kronhjort, Dybdal, Skærbæk Plantage (øverst), samt nær Billund. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse almindelige hvidtjørne (Crataegus laevigata) på et overdrev på Romsø er blevet kraftigt nedgnavet af dådyr. – Hvidtjørne er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske kristtorn (Ilex opaca) på Fire Island, Long Island, USA, er blevet nedgnavet af hvidhalet hjort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hjorte og mennesker
Hjorte har været udnyttet som føde for mennesker siden den Ældre Stenalder. De forekommer i adskillige kulturers mytologier, og kunstværker, som gengiver hjorte, findes i hele deres udbredelsesområde.

Gennem tusinder af år har gevirer i bast været anvendt i traditionel kinesisk medicin mod diverse lidelser, fx knogle- og ledsmerter samt kalkmangel, og endvidere som stimulationsmiddel til børns vækst, som et middel mod ældning, samt som potensfremmende middel.

Hjortens penis siges at have vigtige terapeutiske egenskaber. Den skæres i småstykker, som ristes og derpå tørres i solen. I Taiwan er det rapporteret, at kvinder førhen spiste hjortepenis under svangerskabet, da det efter sigende skulle gøre mor og barn stærkere. Det var også kendt, at Maya’erne ristede hjortepenis, og den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den som potensfremmende middel.

En samling af billeder, som viser relationer mellem hjorte og mennesker, vises nedenfor.

 

 

Disse helleristninger, som forestiller rensdyr, blev fremstillet for 6-8000 år siden i Stenalderen. – Tømmerneset, Nordnorge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne helleristning fra Bronzealderen gengiver ligeledes et rensdyr, Aspeberget, Bohuslän, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Jataka terrakotta-frise gengiver en jæger, som sigter på en hjort, Anauk Petleik Paya, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Angkor-området i det vestlige Cambodia rummer tusinder af statuer, skulpturer, relieffer og udskæringer fra det hinduistiske Khmer-rige, som gengiver forskellige emner, deriblandt et væld af dyrearter. Billeder fra dette område kan studeres adskillige steder på denne hjemmeside, bl.a. under Religion: Hinduisme, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Dette Khmer-relief gengiver to hinduistiske asketer med opbundet hår. Den ene omfavner et hjortekid. – Bayon, Angkor Thom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief, ligeledes fra Bayon, gengiver et diende hjortekid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ifølge det hinduistiske epos Mahabharata tilbragte Bhima, en af Pandava-brødrene, en tid i eksil i Manali, Himachal Pradesh. Her forelskede han sig i Hadimba (også kaldt Hidimbi), en lokal skønhed, der som ung kvinde havde givet det løfte at gifte sig med den mand, som var i stand til at dræbe hendes broder Hadimb (eller Hidimb), der var en meget stærk og modig person.

Det lykkedes Bhima at slå Hadimb ihjel, hvorpå Hadimba giftede sig med ham. Senere fik hun gudinde-status, idet hun blev betragtet som en inkarnation af den store modergudinde Devi.

Hadimba-templet i Manali blev opført i 1553 over en hule i en kæmpestor klippe, hvor Hadimba efter sigende mediterede. Senere blev klippen tilbedt som et billede på gudinden.

Pandava-brødrene er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Hadimba-templet er udsmykket med bl.a. gevirer af Kashmir-hjort (Cervus canadensis ssp. hanglu, eller C. wallichii ssp. hanglu), samt horn af forskellige andre dyr, bl.a. halvfår (Pseudois nayaur) og sibirisk stenbuk (Capra sibirica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I buddhismen repræsenterer den cirkulære form på dharma–hjulet fuldkommenheden af Buddhas lære, dharma. Hjulfælgen repræsenterer koncentration under meditation, mens navet repræsenterer moralsk disciplin. I centrum findes ofte et daoistisk yin-yang-symbol, hvor yin repræsenterer de mørke, negative kræfter, mens yang repræsenterer de lyse og positive kræfter. De to slynger sig omkring hinanden, hvilket symboliserer, at lyse og mørke kræfter er uløseligt forbundne.

 

 

Disse hjorte, som knæler ved siden af dharma-hjulet, symboliserer hjortehaven ved Sarnath, hvor Buddha ifølge overleveringen holdt sine første forelæsninger. Denne skulptur blev observeret på Jokhang-templet i Lhasa, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Daoistisk relief, som gengiver en familie af sikahjorte, Fushing-templet, Xiluo, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjortegevirer i bast sælges som traditionel kinesisk medicin, Kowloon, Hong Kong. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne plakat i Lhasa, Tibet, reklamerer for salg af hjortegevirer og bjørne-galdeblærer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trafikskilte
Talrige lande har opsat trafikskilte, som viser hjorte, der springer over vejen.

 

 

Schladminger Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det ser ud til, at en frustreret jæger (eller hvad man nu skal kalde ham) har ’udsmykket’ dette skilt på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette skilt, som advarer mod krydsende elge, er fra Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moschidae Moskushjorte
Skønt de minder om hjorte, udgør moskushjorte (Moschidae) og dværghjorte (Tragulidae) selvstændige familier af drøvtyggere, som ikke er nært beslægtede med hjorte.

Moskushjorte er små dyr, der opnår en maksimumvægt på omkring 17 kg. Familien var talrig i Europa og Nordamerika for omkring 10-20 mio. år siden, men alle slægter, med en enkelt undtagelse, er uddøde. I dag er kun slægten Moschus tilbage, omfattende 7 arter, der er udbredt i Centralasien, Sibirien og Kina.

Hannen har intet gevir, men store hugtænder i overmunden, med hvilke han kæmper under territoriale stridigheder med andre hanner. En kirtel under hans bug anvendes til at markere territoriet.

Moskus fra denne kirtel har gennem mere end 5000 år været anvendt i traditionel kinesisk og ayurvedisk medicin. Det anslås, at den indgår i ikke færre end ca. 400 kinesiske og koreanske typer af traditionel medicin, der anvendes mod lidelser i nervesystemet, blodcirkulationen, hjertet og lungerne. Moskus benyttes endvidere som antihistamin, samt som et bakteriedræbende, stimulerende og bedøvende middel. I Indien har den været anvendt som potensfremmende middel i tusinder af år.

I 747 udkæmpedes et slag mellem hære fra det kinesiske Tang-dynasti (618-907) og det første tibetanske imperium, som blev grundlagt af Songtsan Gampo (ca. 604-650), på bredderne af den berømte Oxus-flod – i dag kaldt Amu Darya – i nutidens Wakhan-korridor i det nordøstlige Afghanistan. Udfaldet af dette slag ville afgøre, hvilket af disse imperier ville få kontrol over den rute, som førte gennem kongedømmet Bolor, over Darkot-passet (4703 m) og videre ind i Indus-dalen – en vigtig gren af den ældgamle centralasiatiske handelsrute Silkevejen. Den, der kontrollerede dette pas, havde kontrollen over eksporten af moskuskirtler fra den nordvestlige del af det indiske subkontinent – en vare, som var 30 gange sin vægt værd i sølv. Forøvrigt vandt kineserne slaget.

Moskus har også gennem årtusinder haft vid anvendelse i parfume-industrien.

Adskillige moskushjorte-arter er truede på grund af overdreven jagt på hannerne. Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, samt WWF (Worldwide Fund for Nature), dræbes i Rusland alene 17.-20.000 moskushjorte årligt for at forsyne den illegale handel med kirtlerne. (Kilde: National Geographic News, 2004)

 

Moschus chrysogaster Alpin moskushjort
Denne art, opdelt i to underarter, er udbredt fra Himalaya og det sydlige Tibet mod øst til det vestlige Kina. I kinesiske territorier er den stærkt truet på grund af krybskytteri og tab af levesteder. I nogle områder af Himalaya er bestandene stabile, da drab af vilde dyr er bandlyst af religiøse årsager. Et sådant område er Khumbu-regionen i det østlige Nepal, hvor denne moskushjort er ret almindelig og temmelig tillidsfuld, da den lokale buddhistiske befolkning, sherpaerne, ikke harmer vilde dyr.

 

 

Denne han af alpin moskushjort nyder sit måltid, bestående af skæglav (Usnea), som er faldet ned på skovbunden, Khumbu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af alpin moskushjort hviler i skovbunden nær det buddhistiske kloster Tengboche, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af alpin moskushjort søger føde i en kartoffelmark, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

‘Red moskushjorten’ – slogan på en sten i Khumbu, støttet af en lokal skole. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne plakat i Lhasa, Tibet, reklamerer for salg af moskushjorte-kirtler og knogler af sneleopard (Panthera uncia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet august 2020)

 

(Senest revideret februar 2022)