Sne og is

 

 

ABFyn-8
Disse istapper, som hænger ned fra taget af en lade på Fyn, er blevet bøjet indad gennem gentagne perioder med tø og frost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

YFyn-10
Smeltevand fra istapperne på billedet ovenfor er atter frosset på en dværgmispel (Cotoneaster), hvor det har dannet et ispanser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rim på sokker, der hænger til tørre, Brande, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvor er nu min sok?
Hvor er nu min stok?
Hvor er spilledåsen, som
kan spille “Mallebrok”?
Hvor er Jespers hat?
Hvor er Kaspers kat,
som fik femogtyve killinger
forleden nat?
Jeg er sikker på, jeg havde dem i går.

 

Første vers af visen Hvor er nu min sok? fra bogen Folk og røvere i Kardemomme by (1955), af den norske forfatter, visedigter, komponist og tegner Thorbjørn Egner (1912-1990), dansk tekst af Halfdan Rasmussen (1915-2002).

 

 

 

Snemand Frost og Frøken Tø
gik en tur ved Søndersø,
fandt en bænk og slog sig ned,
talte lidt om kærlighed.

 

Snemand Frost, som var lidt bleg,
spurgte: “Må jeg kysse dig?”
Men da frøken Tø var varm,
smeltede hans højre arm.

 

Da han kyssed’ hendes kind,
svandt han ganske langsomt ind.
Da han kyssed’ hendes mund,
blev han væk i samme stund.

 

På en bænk ved Søndersø
sidder stakkels Frøken Tø.
Snemand Frost er smeltet op.
Hun må ha’ ham i en kop!

 

Digt fra 1971 af den danske forfatter Halfdan Rasmussen (1915-2002).

 

 

Denne snemand i Portland, Maine, USA, smeltede delvis i solskinnet, hvilket fik den til at hælde stærkt. Om natten frøs den imidlertid igen i en usædvanlig stilling. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tongariro Nationalpark ligger i den sydlige del af New Zealands nordlige ø, centreret omkring tre aktive vulkaner, Ruapehu (2797 m), Ngauruhoe (2291 m) og Tongariro (1978 m). Denne park, som dækker 786 km2, blev etableret så tidligt som i 1887 og er således blandt verdens ældste nationalparker. Størstedelen af året er de højereliggende dele af parken dækket af store snemasser.

Faktisk er Ruapehu et navn, som omfatter en række tinder, hvoraf den højeste er Tahurangi (2797 m), mens en markant spids bjergtop er Girdlestone (2658 m). Oprindeligt var denne top blevet navngivet Little Matterhorn Peak af Hubert Earle Girdlestone (1879-1918), en newzealandsk opdagelsesrejsende og krigshelt, som blev dræbt i Frankrig i 1918. Hans venner opsatte en mindeplade på bjerget i 1922 og ændrede dets navn til Girdlestone Peak.

 

 

Forskellige udsigter mod et snedækket Ruapehu, på forskellige tidspunkter af dagen, set fra syd. Det spidse bjerg er Girdlestone Peak. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter en nat med let frost dækker isflager på omkring en millimeters tykkelse overfladen af en dam i Tongariro Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ene (Juniperus) er nåletræer i cypresfamilien (Cupressaceae), der omfatter mellem 50 og 67 arter, afhængigt af kilde. Disse træer og buske er vidt udbredt på hele den nordlige halvkugle. Mere om denne slægt kan læses på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

Juniperus recurva er hjemmehørende i Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, hvor den vokser i højder mellem 1800 og 4600 m. Artsnavnet, af latin recurvo (’tilbagebøjet’), hentyder til de hængende grene.

Løv og ved af denne art brændes som røgelse på buddhistiske og hinduistiske altre, og nær det buddhistiske kloster Pangboche i Khumbu, østlige Nepal, findes en hellig lund af dette træ, som er afbildet på siden Religion: Animisme.

 

 

Disse grene af Juniperus recurva er dækket af nyfalden sne, mellem Tharepati og Melamchigaon, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1980’erne og 90’erne tilbragte jeg adskillige vintre på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord. Indimellem bød disse ophold på meget smukke oplevelser. Nedenfor bringes en række vinterbilleder fra dette interessante reservat, som er nærmere præsenteret på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

Vorsø 1975-87
I strenge vintre efterlader faldende tidevand en tynd hinde af is på store sten, som blottes nær sydkysten af Vorsø. Næste højvande presser denne hinde udad, og en ny hinde fryser indenfor. Efter gentagne tidevandsbevægelser opstår de smukkeste isblomster med flere lag ‘kronblade’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vorsø 1975-87
Vorsø 1975-87
Andre isskulpturer, dannet omkring sten i Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rimdækkede blade af korbær (Rubus caesius). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vorsø 1975-87
Solen går ned i et orgie af rødt og orange, og dens sidste stråler skaber pragtfulde mønstre i isen på Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse rakler af hassel (Corylus avellana) blev dannet allerede sidst på efteråret, og nu står de dækket af rim, parate til at springe ud ved det første forårstegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Isflager er skudt op omkring denne lange revne i havisen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af glat burre (Arctium lappa), dækket af rim. – Denne art er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vorsø 2000-2020
Almindelig mangeløv (Dryopteris filix-mas) har erobret store områder af de oprindelige marker på Vorsø. Denne delvis visne plante er næsten fuldstændig dækket af sne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vindribber i sammenføget sne omkring en sten på sydkysten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunderose (Rosa canina) er en yderst almindelig plante på Vorsø. Disse hyben er delvis dækket af sne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vorsø 1975-87
Frugtstand af bredbladet dunhammer (Typha latifolia), dækket af rim. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Taiwan er isdækkede veje et sjældent fænomen, som kun forekommer i de højeste bjerge i den centrale del af øen. Da is på vejene så sjældent forekommer, strør man ikke salt, og chaufførerne har svært ved at forcere de isdækkede veje.

I januar 2020 oplevede min ven Niels Andreasen og jeg en isdækket strækning på vejen, der fører over de høje bjerge Hohuan Shan. Her var adskillige biler strandet, da chaufførerne ikke havde erfaring med sådanne veje og gassede alt for hårdt op til at passere strækningen.

 

 

Biler strandet på vejen over Hohuan Shan, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vintergæk (Galanthus) er en slægt på omkring 20 arter i amaryllisfamilien (Amaryllidaceae), hvoraf de fleste er hjemmehørende på Balkan, i Mellemøsten, i Kaukasus samt i Alborz-bjergene i det nordlige Iran. En enkelt art, almindelig vintergæk (G. nivalis), er udbredt fra det nordlige Spanien og det vestlige Frankrig mod øst til Ukraine, men er blevet naturaliseret andetsteds i Europa samt i Nordamerika.

Slægtsnavnet kommer af græsk gala (‘mælk’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til slægtens hvide blomster, mens artsnavnet nivalis (‘af sneen’) hentyder til den almindelige vintergæks tidlige blomstring. I milde vintre kommer den frem allerede i februar, hvilket det gamle navn blidelslilje er vidnesbyrd om. Dette navn er afledt af blidel, der omkring år 1700 var navnet på årets anden måned. Moths ordbog fra dengang beretter, at måneden har fået dette navn, fordi dagene er blevet længere, og mand stunder til Sommer, hvorved Folk blides.” (Kilde: blog.dengamleby.dk/historiskehaver/tag/vintergaek)

Andre navne på vintergæk omfatter februarlilje, martslilje, martsblomst, snebryder, sneklokke, hvidklokke, snegæk, sommergæk og kyndelmisselilje. Sidstnævnte navn sigter til Kyndelmisse, en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres denne dag med en lysmesse, hvor de lys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Ordet Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse, og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte var hård og ’slog sin knude’.

Navnet vintergæk dukker først op i begyndelsen af 1800-tallet, hvor det anvendes side om side med sommergæk, der stammer fra H.C. Andersens eventyr Sommergækken fra 1866. Her skriver han om planten, at den står med “hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk”, som den varme sol får til at åbne sig helt, så “den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer.

Delstavelsen -gæk kommer af det gamle ord gæk, i forbindelsen ’drive gæk med’, hvilket betyder ’lave sjov med’. En ældgammel dansk tradition er at sende gækkebreve til venner og familie. Tidligere var det skik, at hvis modtageren ikke kunne gætte, hvem der havde sendt brevet, skulle afsenderen have en gevinst, fx et kys. Førhen lagde man ofte en vintergæk ved gækkebrevet, og mange vil nikke genkendende til dette vers:

 

En vintergæk, en sommernar,
en fugl foruden vinger,
en lille ven, som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.

 

En legende beretter, at da Adam og Eva blev bortvist fra Edens have, oplevede de for første gang mørke og kulde, og Eva satte sig på den kolde jord og græd. Men da viste en engel sig for hende, fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det. Vanddråben faldt til jorden, og vintergækken voksede frem. Det trøstede Eva, og hun fattede nyt håb.

 

 

Vorsø 1975-87
Vintergæk er en af de tidligste forårsbebudere, som ofte kommer frem, inden den sidste sne er forsvundet. Den dyrkes uhyre almindeligt i Nordeuropa og ses ofte forvildet, her i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dorothealilje (Leucojum vernum) minder om vintergæk, men har bredere, klokkeformede blomster med en gulgrøn plet på hvert kronblad. På engelsk hedder den spring snowflake (’forårs-snefnug’). Tidligere rummede slægten Leucojum 11 arter, men i 2004 blev 9 af disse overført til slægten Acis, og nu er kun L. vernum og L. aestivum forblevet i Leucojum. Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og ion (‘viol’).

 

 

Også dorothealiljen dyrkes vidt og bredt i Danmark. Dette billede er fra Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vandrer man rundt om Annapurna-bjergkæden i det centrale Nepal, skal man krydse over passet Thorung La (5415 m). Befolkningen i dette område er overvejende buddhister, og pashøjden er markeret af en chorten (en tibetansk variant af stupa’en) samt bedeflag i livlige farver. Nedenfor bringes fem vinterbilleder fra dette område.

Chorten’er, bedeflag og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Nepal 2009-2
Morgensol oplyser det sneklædte bjerg Annapurna II (7937 m), set fra den øvre del af Marsyangdi-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Den tidlige morgensol oplyser de øverste tinder af snedækkede bjerge omkring passet Thorung La. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Eroderet skrænt nær Thorung La. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sneleoparden (Uncia uncia) lever i bjergegne i Centralasien, men er mange steder blevet udryddet af jagt på grund af dens smukke, kraftige pels. I områder, hvor buddhismen dominerer, såsom Ladakh, Sikkim og Bhutan, samt de nepalesiske distrikter Khumbu og Dolpo, er jagt ikke tilladt, og her har denne sjældne kat sikre tilholdssteder, hvor den kan jage arter som halvfår (Pseudois nayaur), urial (Ovis vignei), Himalaya-tahr (Hemitragus jemlahicus) og Himalaya-moskushjort (Moschus chrysogaster).

 

 

Nepal 1998
En morgen fandt vi disse delvis smeltede spor i sneen i Jarsang Khola-dalen, som fortæller, at en sneleopard passerede forbi her om natten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

 

Den sorte blishøne (Fulica atra) tilhører den store vandhønsefamilie (Rallidae), som omfatter blishøns, rørhøns, rikser, rørvagtler og mange andre. Som ynglefugl er den udbredt tværs over tempererede egne af Europa og Asien mod øst til Japan, samt i det nordvestlige Afrika, det indiske subkontinent, Ny Guinea og Australien. Sibiriske bestande er trækfugle, mens de afrikanske, indiske, australske og de fleste europæiske fugle er standfugle. Meget lignende arter findes på den iberiske halvø, samt i Afrika, Hawaii og Nord- og Sydamerika.

 

 

Blishøns spadserer på den frosne Hornborgasjön, Västergötland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

 

I januar 1999 tilbragte jeg nogle dage i og omkring byen Portland, Maine, USA – dage med temperaturer under frysepunktet og kraftig vind. Det var en kold fornøjelse, men også en meget smuk oplevelse, som det fremgår af billederne herunder.

 

 

USA 1998-99
Tilfrosset dam, omgivet af træer med isslag, Cape Elizabeth. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1998-99
Isslag på en papirbirk (Betula papyrifera), Freeport. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1998-99
USA 1998-99
Isslag på grene skinner som sølv under fuldmånen, Portland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Let snefald har efterladt et tyndt lag af sne på disse marker, omgivet af stengærder, nær landsbyen Ghyaru, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig hønsetarm (Cerastium fontanum), som tilhører nellikefamilien (Caryophyllaceae), er almindelig på agerjord, overdrev og andre græsklædte arealer i det meste af Europa, og den er også blevet indslæbt andre steder.

 

 

Rimfrost på blade af almindelig hønsetarm, Tørring Ådal, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 2011 deltog jeg i en mini-ekspedition til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien. Vore oplevelser på denne rejse beskrives på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

Chukotka 2011
Vores transportmiddel i Chukotka var et gammelt russisk militær-bæltekøretøj, som her krydser en elv med snevolde på begge sider. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Forår i Chukotka: Smeltevand og snevolde langs et vandløb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens latinske artsnavn, af latin campanula (’lille klokke’), antyder, har Rhododendron campanulatum klokkeformede blomster. Denne attraktive busk er meget almindelig i Himalaya, hvor den danner tætte krat mellem 2800 og 4000 meters højde. Den kendes bl.a. på det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

 

Rhododendron campanulatum, dækket af nyligt snefald, mellem Tharepati og Melamchigaon, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sommeren 1999 foretog jeg sammen med andre skandinaver en vandring i Tien Shan-bjergene i Kirgisien. Billederne herunder viser indtryk fra denne vandretur.

 

 

Gletscher med mønstre, dannet af aflejret moræne, Yrdyk-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerge, sne og tåge, Kaska Su-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ryttere i et delvis snedækket landskab, Arashan-dalen. – Tæmningen af hesten er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kirgisien 1999
Denne løvefod (Alchemilla) er blevet dækket af sne om natten, Kaska Su-dalen. – Den medicinske anvendelse af disse planter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dette skilt i Lammartal, Østrig, som udbyder honning, blev sikkert sat op om sommeren, men måske er der stadig et par glas tilbage? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den højalpine Barun-dal udgør en del af Makalu-Barun Nationalpark, som dækker et areal på 1500 km2 i det nordlige Nepal. Mod vest grænser denne park op til den 1148 km2 store Sagarmatha Nationalpark, mod nord til det 35.000 km2 store Qomolangma Nature Preserve i Tibet, og mod syd til en bufferzone på 830 km2. Dalen ligger således i hjertet af et kæmpestort beskyttet område.

I foråret 1991 foretog jeg sammen med Lars Nørgaard Hansen en meget interessant vandring til denne dal, beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Rhododendron-dalen.

 

 

Vore bærere kæmper sig gennem sne og tåge på vej over passet Shipton La (4216 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undervejs over dette pas mødte vi disse bærere, som skulle den modsatte vej. Læg mærke til, at kvinden er barfodet. Havde hun været vores bærer, ville vi have købt et par gummisko til hende! Desværre havde vi ikke et ekstra par, vi kunne give hende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frosne smeltevandssøer og aflejret morænegrus på den nedre del af Barun-gletscheren, Barun-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snegåsen (Anser caerulescens) findes i to farvefaser, en snehvid, som har givet navn til arten, samt en blågrå, oftest kaldt ‘blå gås’, der har givet arten dens latinske navn caerulescens, som betyder ’blålig’.

Denne art er udbredt i Nordamerika, idet den yngler i arktiske egne af Canada og Alaska, med små populationer i Grønland og det nordøstlige Sibirien. Den tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia og sydpå, samt i det sydlige USA og Mexico.

 

 

Snegås, Sacramento National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 2011 tilbragte Lars Skipper og jeg en måned i Chile. Et af turens højdepunkter var et besøg i Parque Nacional Conguillio. Vore oplevelser i denne park er beskrevet på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

Udsigt fra en ishule i Sierra Nevada, Parque Nacional Conguillio. De høje træer med hvide stammer er Chiles nationaltræ, pehuén (Araucaria araucana), ligeledes beskrevet på ovennævnte side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Popler (Populus), som tilhører pilefamilien (Salicaceae), udgør en slægt på et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. Popler er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler på dette løv kan ses på siden Hyldest til farven gul.

Popler er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina.

 

 

Snefald på popler, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Landevejs-poppel (Populus x canadensis) er en hybrid mellem sortpoppel (Populus nigra), der er hjemmehørende i Europa, det sydvestlige og centrale Asien samt Nordafrika, og Virginia-poppel (Populus deltoides), som er vildtvoksende i USA, det sydøstlige Canada og det nordøstlige Mexico. Denne hybrid plantes meget almindeligt verden rundt, ofte langs veje, hvilket er årsagen til dens danske navn.

 

 

Jylland 1991-95
Landevejs-popler, dækket af rimfrost, Svejstrup, nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mange mennesker i Himalaya er særdeles hårdføre. Under en snestorm neden for passet Rohtang La (3978 m) i Himachal Pradesh, Indien, fortsætter denne sælger i vejkanten sit arbejde med at riste majskolber, mens hans partner søger ly under en stor paraply. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snehejren (Egretta thula) har navn efter sin snehvide fjerdragt. Denne lille hejre, som er nært beslægtet med den Gamle Verdens silkehejre (E. garzetta), er udbredt i Central- og Sydamerika samt i dele af Nordamerika, hvor nogle bestande er trækfugle, der overvintrer længere sydpå.

Slægtsnavnet kommer af det franske ord aigrette, som betyder ‘lille hejre’. I 1782 blev artsnavnet thula hæftet på denne fugl ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

Snehejre, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse gravstene på den mosaiske kirkegård på Nørrebro, København, er delvis dækket af sne. – Flere billeder af gravstene kan ses på siden Kultur: Gravpladser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rimdækket hegn, nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snespurven (Plectrophenax nivalis) bærer sit navn med rette, da den yngler i højarktiske områder og tilbringer vinteren længere mod syd, på sneklædte marker og strandenge. Dens fjerdragt er også overvejende snehvid. Denne art er udbredt hele vejen rundt om Nordpolen, med isolerede bestande i det nordlige Skotland, Færøerne og Island, samt Kap Breton på Nova Scotia. En nær slægtning, Beringsnespurv (P. hyperboreus), har endnu mere hvidt i fjerdragten. Den er begrænset til to små øer i Beringshavet.

Slægtsnavnet kommer af græsk plektron (‘hanespore’) og phenax (‘bedrager’, dvs. ‘erstatning’), hvilket sandsynligvis hentyder til disse fugles kortere klo på bagtåen, sammenlignet med deres nære slægtninge sporeværlingerne (Calcarius). Artsnavnet er fra latin nix (‘sne’) og -alis (‘lignende’), hvilket naturligvis sigter til fuglens fjerdragt.

Tidligere var snespurvene placeret i familien Emberizidae, men nylige DNA-analyser har medført, at de sammen med sporeværlingerne er blevet overført til en særskilt familie, Calcariidae.

 

 

Chukotka 2011
Han af snespurv letter fra et rustent jernrør, Chukotka, Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dronningebusk (Linnaea amabilis, også kaldt Kolkwitzia amabilis), som tilhører gedebladfamilien (Caprifoliaceae), er hjemmehørende i Kina, men dyrkes talrige steder for de smukke blomsters skyld. Den blev beskrevet af den tyske botaniker Paul Graebner (1871-1933), som navngav slægten Kolkwitzia til ære for Richard Kolkwitz (1873-1956), der var botanisk professor i Berlin. Artsnavnet betyder ’bedårende’.

I 2013 blev det efter genetiske undersøgelser foreslået, at Kolkwitzia og andre slægter burde overføres til slægten Linnaea, som indtil da kun rummede en enkelt art, linnæa (Linnaea borealis) – den svenske naturhistoriker Carl von Linnés (1707-78) yndlingsblomst. Da han også holdt meget af sig selv, besluttede han at kalde planten Linnaea!

 

 

Fyn 2010-17
Visne blomsterstande af dronningebusk, dækket af rimfrost, Fyn. Et vindstød blæser lidt af rimen bort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kongehøns (Tetraogallus) er 5 arter af store hønsefugle, som er udbredt i bjergegne fra det østlige Tyrkiet og Kaukasus-bjergene mod øst til Centralasien og det vestlige Kina. Slægtens engelske navn er snowcock (’snehøne’). Tibetansk kongehøne (T. tibetanus) er vidt udbredt i centralasiatiske bjerge, fra Tajikistan mod sydøst gennem Himalaya til Arunachal Pradesh, og derfra mod nord gennem det vestlige Kina til Qinghai og videre mod vest til Kunlun-bjergene. Den undgår ørkenegnene på den tibetanske højslette.

 

 

Nepal 2002
Tibetansk kongehøne er ret almindelig i mere tørre egne i de højere dele af Himalaya. Disse søger føde nær Tughla, Sagarmatha Nationalpark, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jylland 1977-90
Isskruninger på Kysing Næs, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I større højder i Himalaya er tungt lastede yakokser et meget almindeligt syn. Det latinske navn på dette dyr, Bos grunniens (‘den gryntende okse’), er meget beskrivende, da de grynter uafladeligt. Køerne, kaldt nak, yder glimrende mælk. – Tæmningen af yakoksen er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Yakokser er meget hårdføre. På disse billeder græsser yakokser i et snedækket landskab i Jarsang Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Det spidse bjerg hedder Khatung Kang (6488 m). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hagl er kugleformede eller uregelmæssige isklumper, der måler over 5 mm i diameter, og undertiden kan blive op til 15 cm i diameter. De forekommer ofte under tordenvejr.

 

 

Hagl, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en vandring i Arun-dalen i det østlige Nepal begyndte kæmpestore hagl pludselig at falde, og vi søgte skyndsomst ly. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I det tidlige forår 2009 besøgte jeg Wumeng Shan-bjergene i Guizhou-provinsen, Kina, beskrevet på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

Landsby og terrassemarker i Wumeng Shan-bjergene, dækket af et tyndt lag nyfalden sne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rimdækkede nåle og blomsterknopper af en fyrreart (Pinus), Wumeng Shan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron-blomster, dækket af rim, Wumeng Shan. – Mange rhododendron-arter er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

USA 2000-01
Isdækket vig i aftenlys, Mill Neck Creek, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Landskabet Khumbu i det østlige Nepal er et område med særdeles høje bjerge, deriblandt verdens højeste bjerg på 8850 meters højde, i Vesten kendt som Mount Everest, mens nepaleserne kalder det for Sagarmatha, tibetanerne for Chomolangma. Andre meget høje toppe i dette område omfatter Lhotse (8511 m) og Nuptse (7879 m).

Et meget markant bjerg er det dobbelt-tindede Ama Dablam (6812 m), som er helligt for det lokale Sherpa-folk. På nepalesisk betyder navnet ‘moderens halskæde’, idet de lange bjergkamme på hver side af den højeste top sammenlignes med en moders (ama) udbredte arme, som beskytter hendes barn, mens den hængende gletscher på bjergsiden sammenlignes med en dablam, den traditionelle halskæde, som bæres af Sherpa-kvinder.

Min nu afdøde ven John Burke (1951-2010), som ledsagede mig på min første vandring til Khumbu, holdt meget af Ama Dablam, og han tog det slående billede nedenfor, som viser Sherpa-kvinder, der passerer foran den sneklædte tinde. Vores vandring er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest.

 

 

Sydasien 1978-79
Denne snevæg dækker et bjerg neden for Lhotse, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på Ama Dablam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sherpa-kvinder passerer foran det sneklædte Ama Dablam. (Foto John Burke, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den gulblomstrede Rhododendron campylocarpum er meget almindelig i Khumbu-området. På dette billede udgør Ama Dablam en spektakulær baggrund. Der ses også tibetanske bedeflag, udspændt på snore. – Flere billeder af rhododendron-arter kan ses på siden Planteliv: Rhododendron, mens bedeflag og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1984 blev knopsvanen (Cygnus olor) valgt som Danmarks nationalfugl – et passende valg, da den er yderst almindelig. Det har ikke altid været tilfældet. I 1800-tallet var der jagt på svaner, og omkring 1920 var der kun 3-4 par i omegnen af København. Svanerne blev fredet i 1926, og siden da har knopsvanen bredt sig til hele landet.

I eventyret Den grimme ælling beretter H.C. Andersen om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke særlig vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Navnet Cygnus er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’), mens olor er latin og ligeledes betyder ’svane’. Navnet knopsvane sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet.

Vinteren er en hård tid for disse fugle, og i hårdt vejr omkommer mange af kulde og sult.

 

 

Disse knopsvaner hviler på isen i Roskilde Fjord, mens de venter på mildere vejr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I en hård kuldeperiode er mange knopsvaner forsamlet omkring en våge mellem Møn og Nyord. Nogle er allerede bukket under, mens andre er døende. De mørke pletter på isen er ekskrementer fra fuglene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mount Taranaki er en udslukt vulkan på vestkysten af New Zealands nordlige ø. Dette markante bjerg rejser sig til en højde af 2518 m fra det omkringliggende lavland. Det blev navngivet Taranaki af Maorierne, af ordene tara (‘bjergtop’) og, formodes det, ngaki (‘skinnende’), hvilket sigter til dets sneklædte top.

Indtil fornylig var det officielle navn på dette bjerg Egmont, navngivet af den britiske opdagelsesrejsende og kaptajn James Cook (1728-79) til ære for John Perceval, 2. Jarl af Egmont (1711-70), som tidligere, i sin egenskab af førsteadmiral, havde støttet eftersøgningen af Terra Australis Incognita.

 

 

Forskellige indtryk af Mount Taranaki. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hestehale (Hippuris vulgaris), også kaldt vandspir, er en bemærkelsesværdig plante, som vokser på lavt vand i søer og damme. Den er udbredt i det nordlige Eurasien, mod syd til Himalaya, det nordlige Kina og Japan, samt i Grønland og det nordlige og vestlige Nordamerika, mod syd til Californien, New Mexico, Illinois og New York State.

Slægtsnavnet kommer af græsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’). Førhen var Hippuris den eneste slægt i familien Hippuridaceae, men er nu blevet overført til vejbredfamilien (Plantaginaceae).

Hestehale anvendes inden for urtemedicinen til behandling af sår, mavesår, samt udvendige og indvendige blødninger.

 

 

Island 1989-91
Rimfrost på en bestand af hestehale i en isdækket dam, nær Akureyri, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1982 foretog jeg sammen med Ajai Saxena og John Burke en yderst interessant vandretur ind i Nanda Devi Nationalpark i Uttarakhand, nordlige Indien. Denne tur er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1982: Nanda Devis velsignelser.

 

 

På dette billede tordner en lavine ned over Bethartoli-gletscheren i Nanda Devi Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En perlemorsommerfugl af arten Issoria issaea sidder på nyfalden sne, Nanda Devi Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snefinker (Montifringilla) er en lille slægt på otte arter af spurvefugle, som er tilpasset et liv i store højder. De fleste arter findes i Centralasien, men en enkelt, den almindelige snefinke (M. nivalis), er udbredt længere vestpå gennem Mellemøsten til Alperne og Pyrenæerne. Trods deres navn er snefinker ikke finker, men spurve af familien Passeridae.

 

 

Denne Himalayasnefinke (Montifringilla adamsi) er i færd med at æde frø, Nagarze, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sarcodes sanguinea er en parasitisk plante af lyngfamilien (Ericaceae), som får sin næring fra underjordiske svampe, der lever i symbiose med trærødder. Den er udbredt fra Cascade-bjergene i Oregon mod syd gennem bjergegne i Californien til den nordlige del af Baja California, Mexico.

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.

 

 

Sarcodes sanguinea, fotograferet i Siskiyou-bjergene, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Frosset vandfald i passet Taglang La (5328 m), Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum) er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 3700 m. Denne art er blandt de få træer i højere egne af Himalaya, som blomstrer om vinteren og tidligt om foråret.

 

 

Blomsterne hos denne storblomstrede kvalkved er dækket af is, der faldt som sne om natten, delvis smeltede og derpå frøs. – Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snedækkede fjelde i morgensol, Isafjördur, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jylland 1991-95
Aftensol og rim i græs, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Seljepilen (Salix caprea) er et mindre træ, som er vildtvoksende i hele Europa, Kaukasus samt dele af Centralasien. Modsat de fleste andre danske pilearter vokser den gerne i skove, men den udvikler sig smukkest, hvor den vokser på friland. Her bliver den et ca. 15 m højt, flerstammet træ.

Specielt smukke er hantræerne om foråret, hvor de står med tusinder af guldgule rakler, som bier og humlebier flittigt besøger, da de er blandt de tidligste nektar- og pollengivere. Et gammelt navn for seljepilen er palmepil. Mens man endnu var katolikker i Danmark, blev de blomstrende grene af hantræerne benyttet til at pynte kirkerne med Palmesøndag.

Tidligere blev seljepil udnyttet til et væld af formål. Løvet var et godt dyrefoder, og den dag i dag benyttes det som foder til får og geder visse steder i Norge. De tyndeste grene blev anvendt til bl.a. fiskeruser og kurvefletning. I dag bruger man oftest grene af båndpil (Salix viminalis), der egner sig bedre. De lidt tykkere grene blev pga. det sejge og lette ved brugt til fx redskabsskafter og gærdestokke, og af stammen fremstilledes bl.a. møbler.

Af frøulden snoede man væger, og den blev tillige brugt som fyld i dyner og foer i frakker. Barken indeholder garvestoffer og anvendtes tidligere til garvning af skind. I barken findes også et glykosid, salicin, som førhen var et feberstillende middel i form af salicylsyre, der i dag fremstilles kemisk.

De fleste anvendelser er gået af brug, men som noget specielt kan nævnes, at seljepil bruges til skibsnagler i de vikingeskibe, der fremstilles på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

 

 

Norden 1967-86
Isslag har forsynet disse gæslinger af seljepil med et panser af is, Ruda, Kalmars Län, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, lever sneduen (Columba leuconota) i kolde egne. Denne art er meget almindelig i højere bjergområder, fra Afghanistan gennem Himalaya til Yunnan-provinsen i Kina, og mod nord til den kinesiske Qinghai-provins.

 

 

Om vinteren samles sneduer i store flokke, som denne i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En snedue letter fra en klippeblok nær landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1976 blev et område på 1710 km2 fredet i det centrale Nepal omkring Langtang-dalen og Gosainkund-søerne og videre mod nord til den tibetanske grænse, under navnet Langtang Nationalpark. Højdeforholdene i denne park varierer kolossalt, fra 792 m o.h. langs Trisuli-floden til det 7245 m høje bjerg Langtang Lirung.

Hele fem plantezoner er repræsenteret i denne park: subtropisk, nedre tempereret, øvre tempereret, subalpin og alpin, med vidtstrakte skove og krat af bl.a. ege-arter (Quercus), lønne-arter (Acer), rhododendron-arter (Rhododendron), Himalaya-birk (Betula utilis), himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa), samt tårefyr (Pinus wallichiana). I disse skove lever adskillige truede dyrearter, fx sneleopard (Uncia uncia), rød panda (Ailurus fulgens) og en farvestrålende fasan, satyrtragopan (Tragopan satyra).

Gosainkund-søerne omfatter i alt 54 søer, som alle er hellige for hinduer. Hvert år under fuldmåne i juli eller august valfarter tusinder af rettroende hinduer til disse søer for at foretage et rensende bad i de iskolde vande. For ortodokse hinduer er det ultimative mål at bade i alle 54 søer.

Mine oplevelser i dette område er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Nepal 2009: Over et snedækket pas, samt Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer, mens hinduismen er behandlet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Nepal 2013
Morgensol på Langtang Lirung (7245 m), det højeste bjerg i Langtang Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stærke vindstød hvirvler sne omkring toppen af Kimshung (6781 m) i den øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2013
Snedækkede bjerge omkring Kyanjin Gompa i den øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyfalden sne dækker delvis denne dværgbambus, mellem Tharepati og Melamchigaon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snefaner står på rad og række ned ad et bjerg i den øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Min guide Tanka Bahadur Pantha nyder et kortvarigt ophold i en snestorm neden for passet Laurebina La (4609 m). I baggrunden ses en af de hellige Gosainkund-søer, Surya Kund. Surya er hinduernes solgud. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snebær (Symphoricarpos albus) er hjemmehørende i Nordamerika, men er blevet indført som prydplante til mange andre egne af verden. Indfødte amerikanske folkeslag anvendte førhen bladene som omslag på snitsår og andre kvæstelser. Et mildt udtræk af barken blev benyttet, hvis børn havde ’belagt tunge’.

 

 

Fyn 2005-09
Snebær har navn efter sine snehvide frugter. På dette billede fra Fyn ses også artens små lyserøde blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spadseretur med barnevognen, Høskoven, nær Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kodrivere (Primula) er allestedsnærværende i Himalaya. Nedenfor vises tre vinterbilleder med kodrivere. Sammen med et antal andre kodriver-arter fra denne bjergkæde er de nærmere præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya, mens kodrivere fra andre egne af verden er omtalt på siden Planteliv: Kodrivere.

 

 

Sne, som faldt den foregående nat, har delvis begravet disse blomster af Primula irregularis, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne blomst af Primula sessilis, observeret i Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Indien, er delvis dækket af is, der faldt den foregående nat som sne, der delvis smeltede og derpå frøs. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kodrivere af arten Primula strumosa, som vokser i den øvre del af Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, er blevet overrasket af sent forårs-snefald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dette isbjerg, som er delvis dækket af moræne, er strandet i smeltevandssøen Jökulsárlon neden for gletscheren Vatnajökul, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Belægning af rødalger på den isdækkede Reflection Lake, Mount Rainier, Washington, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ædelgraner (Abies) er en slægt på omkring 50 arter af nåletræer, som hovedsagelig vokser i bjergegne i størsteparten af Europa og Asien, i Nordafrika, samt i store dele af Nord- og Mellemamerika.

 

Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

Disse grene af en Himalaya-ædelgran er dækket af nyfalden sne, mellem Tharepati og Melamchigaon, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indisk søblad (Nymphoides indica) kaldes på engelsk for Indian snowflake (’indisk snefnug’), da dens frynsede kronblade minder om snekrystaller. Arter af denne slægt tilhører bukkebladfamilien (Menyanthaceae).

 

 

Nepal 2009-2
Nymphoides indica, fotograferet i Phewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turister besøger gletscheren neden for Grossglockner, der med sine 3798 meter er Østrigs højeste bjerg. Denne gletscher er i de seneste 50 år smeltet med foruroligende hast. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sneløven er et mytisk væsen i Centralasien, som ifølge folketroen regerer over bjerge og gletschere. Den symboliserer styrke, frygtløshed og glæde.

 

 

Nepal 2002
Den nederste del af denne chorten (buddhistisk stupa i tibetansk stilart) nær Tharke Ghyang, Helambu, Nepal, er udsmykket med relieffer, der forestiller sneløver. – Chorten’er og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette vægmaleri i Jokhang-templet, Lhasa, Tibet, gengiver en sneløve. – Denne helligdom er nærmere præsenteret på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ederfuglen (Somateria mollissima) er næsten circumpolar i sin udbredelse, idet den yngler langs arktiske og nordlige tempererede kyster, fra Kola-halvøen mod vest gennem Skandinavien, Skotland, det nordlige Irland, Island, Grønland, Maine, Arktisk Canada og Alaska til den østligste del af Sibirien.

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

Ederfugle i smeltevandssøen Jökulsárlon, som er fyldt med isbjerge, der er brækket af gletscheren Vatnajökul, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpeklokker, som tilhører slægten Soldanella, kaldes snowbells på engelsk, hvilket betyder ‘sneklokker’. Dette navn hentyder til disse planters tidlige blomstring, der ofte finder sted i lavninger, hvorfra sneen nys er smeltet. Slægten omfatter ca. 15 arter, udbredt i bjergegne i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne østpå til Balkan. Slægtsnavnet Soldanella er diminutiv af det italienske ord soldo (‘mønt’), således ‘små mønter’, hvilket hentyder til bladenes form hos de fleste arter.

 

Liden alpeklokke (Soldanella pusilla) er udbredt i Alperne, Karpaterne og Apenninerne, samt i bjergegne på Balkan. Andre arter af alpeklokke er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Alperne 2016a
En overdådighed af liden alpeklokke i en lavning nær Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gederams (Chamerion angustifolium) er en plante, der gerne koloniserer forstyrrede områder, især skovrydninger og forladte marker. Et glimrende eksempel på dens evne til fuldstændigt at overtage nyforladte marker kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Vorsø 1975-87
Stænglen på denne gederams er dækket af rim, som bøjer den ned til jorden, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1994 foretog jeg sammen med Niels Andreasen og Helle Hansen en interessant vandretur op i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. På denne tur havde jeg en hårrejsende oplevelse, som er beskrevet på siden Rejse-episoder – Nepal 1994: På et hængende hår.

 

 

En nat, da vi camperede nær Lhonak i den øvre Ghunsa-dal, blev vi overrasket af snefald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I løbet af dagen klarede det op. Her poserer vores mandskab for et gruppe-billede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2017)

 

(Senest revideret februar 2022)