Sne og is

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Faktisk er Ruapehu et navn, som omfatter en række tinder, hvoraf den højeste er Tahurangi (2797 m), mens en markant spids bjergtop er Girdlestone (2658 m). Oprindeligt var denne top blevet navngivet Little Matterhorn Peak af Hubert Earle Girdlestone (1879-1918), en newzealandsk opdagelsesrejsende og krigshelt, som blev dræbt i Frankrig i 1918. Hans venner opsatte en mindeplade på bjerget i 1922 og ændrede dets navn til Girdlestone Peak.

 

 

 

 

 

 

 

Juniperus recurva er hjemmehørende i Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, hvor den vokser i højder mellem 1800 og 4600 m. Artsnavnet, af latin recurvo (’tilbagebøjet’), hentyder til de hængende grene.

Løv og ved af denne art brændes som røgelse på buddhistiske og hinduistiske altre, og nær det buddhistiske kloster Pangboche i Khumbu, østlige Nepal, findes en hellig lund af dette træ, som er afbildet på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I januar 2020 oplevede min ven Niels Andreasen og jeg en isdækket strækning på vejen, der fører over de høje bjerge Hohuan Shan. Her var adskillige biler strandet, da chaufførerne ikke havde erfaring med sådanne veje og gassede alt for hårdt op til at passere strækningen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk gala (‘mælk’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til slægtens hvide blomster, mens artsnavnet nivalis (‘af sneen’) hentyder til den almindelige vintergæks tidlige blomstring. I milde vintre kommer den frem allerede i februar, hvilket det gamle navn blidelslilje er vidnesbyrd om. Dette navn er afledt af blidel, der omkring år 1700 var navnet på årets anden måned. Moths ordbog fra dengang beretter, at måneden har fået dette navn, fordi dagene er blevet længere, og ”mand stunder til Sommer, hvorved Folk blides.” (Kilde: blog.dengamleby.dk/historiskehaver/tag/vintergaek)

Andre navne på vintergæk omfatter februarlilje, martslilje, martsblomst, snebryder, sneklokke, hvidklokke, snegæk, sommergæk og kyndelmisselilje. Sidstnævnte navn sigter til Kyndelmisse, en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres denne dag med en lysmesse, hvor de lys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Ordet Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse, og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte var hård og ’slog sin knude’.

Navnet vintergæk dukker først op i begyndelsen af 1800-tallet, hvor det anvendes side om side med sommergæk, der stammer fra H.C. Andersens eventyr Sommergækken fra 1866. Her skriver han om planten, at den står med “hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk”, som den varme sol får til at åbne sig helt, så “den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer.”

Delstavelsen -gæk kommer af det gamle ord gæk, i forbindelsen ’drive gæk med’, hvilket betyder ’lave sjov med’. En ældgammel dansk tradition er at sende gækkebreve til venner og familie. Tidligere var det skik, at hvis modtageren ikke kunne gætte, hvem der havde sendt brevet, skulle afsenderen have en gevinst, fx et kys. Førhen lagde man ofte en vintergæk ved gækkebrevet, og mange vil nikke genkendende til dette vers:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chorten’er, bedeflag og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I foråret 1991 foretog jeg sammen med Lars Nørgaard Hansen en meget interessant vandring til denne dal, beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Rhododendron-dalen.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i Nordamerika, idet den yngler i arktiske egne af Canada og Alaska, med små populationer i Grønland og det nordøstlige Sibirien. Den tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia og sydpå, samt i det sydlige USA og Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Popler er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af det franske ord aigrette, som betyder ‘lille hejre’. I 1782 blev artsnavnet thula hæftet på denne fugl ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk plektron (‘hanespore’) og phenax (‘bedrager’, dvs. ‘erstatning’), hvilket sandsynligvis hentyder til disse fugles kortere klo på bagtåen, sammenlignet med deres nære slægtninge sporeværlingerne (Calcarius). Artsnavnet er fra latin nix (‘sne’) og -alis (‘lignende’), hvilket naturligvis sigter til fuglens fjerdragt.

Tidligere var snespurvene placeret i familien Emberizidae, men nylige DNA-analyser har medført, at de sammen med sporeværlingerne er blevet overført til en særskilt familie, Calcariidae.

 

 

 

 

 

 

 

I 2013 blev det efter genetiske undersøgelser foreslået, at Kolkwitzia og andre slægter burde overføres til slægten Linnaea, som indtil da kun rummede en enkelt art, linnæa (Linnaea borealis) – den svenske naturhistoriker Carl von Linnés (1707-78) yndlingsblomst. Da han også holdt meget af sig selv, besluttede han at kalde planten Linnaea!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et meget markant bjerg er det dobbelt-tindede Ama Dablam (6812 m), som er helligt for det lokale Sherpa-folk. På nepalesisk betyder navnet ‘moderens halskæde’, idet de lange bjergkamme på hver side af den højeste top sammenlignes med en moders (ama) udbredte arme, som beskytter hendes barn, mens den hængende gletscher på bjergsiden sammenlignes med en dablam, den traditionelle halskæde, som bæres af Sherpa-kvinder.

Min nu afdøde ven John Burke (1951-2010), som ledsagede mig på min første vandring til Khumbu, holdt meget af Ama Dablam, og han tog det slående billede nedenfor, som viser Sherpa-kvinder, der passerer foran den sneklædte tinde. Vores vandring er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I eventyret Den grimme ælling beretter H.C. Andersen om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke særlig vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Navnet Cygnus er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’), mens olor er latin og ligeledes betyder ’svane’. Navnet knopsvane sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet.

Vinteren er en hård tid for disse fugle, og i hårdt vejr omkommer mange af kulde og sult.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indtil fornylig var det officielle navn på dette bjerg Egmont, navngivet af den britiske opdagelsesrejsende og kaptajn James Cook (1728-79) til ære for John Perceval, 2. Jarl af Egmont (1711-70), som tidligere, i sin egenskab af førsteadmiral, havde støttet eftersøgningen af Terra Australis Incognita.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’). Førhen var Hippuris den eneste slægt i familien Hippuridaceae, men er nu blevet overført til vejbredfamilien (Plantaginaceae).

Hestehale anvendes inden for urtemedicinen til behandling af sår, mavesår, samt udvendige og indvendige blødninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har både hanlige og hunlige planter, og de hunlige blev navngivet Tussilago hybrida af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som troede, at de var hybrider mellem de hanlige planter og hvid hestehov (P. albus). Frøformering forekommer næsten ikke i Danmark, da hunlige planter er meget sjældne, og næsten alle bestande er kloner af hanlige planter.

Slægtsnavnet kommer af græsk petasos, som betyder ’bredskygget hat’. Det sigter, i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe, til artens meget store blade, der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (’Skræppe’ var førhen folkenavn for alle urter med meget store blade).

 

 

 

 

 

På den officielle danske fugliste kaldes Montifringilla adamsi for Himalayasnefinke, men den findes kun i de nordligste tørre egne af bjergkæden, så jeg foretrækker navnet sortvinget snefinke, en oversættelse af artens engelske navn.

 

 

 

 

 

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Specielt smukke er hantræerne om foråret, hvor de står med tusinder af guldgule rakler, som bier og humlebier flittigt besøger, da de er blandt de tidligste nektar- og pollengivere. Et gammelt navn for seljepilen er palmepil. Mens man endnu var katolikker i Danmark, blev de blomstrende grene af hantræerne benyttet til at pynte kirkerne med Palmesøndag.

Tidligere blev seljepil udnyttet til et væld af formål. Løvet var et godt dyrefoder, og den dag i dag benyttes det som foder til får og geder visse steder i Norge. De tyndeste grene blev anvendt til bl.a. fiskeruser og kurvefletning. I dag bruger man oftest grene af båndpil (Salix viminalis), der egner sig bedre. De lidt tykkere grene blev pga. det sejge og lette ved brugt til fx redskabsskafter og gærdestokke, og af stammen fremstilledes bl.a. møbler.

Af frøulden snoede man væger, og den blev tillige brugt som fyld i dyner og foer i frakker. Barken indeholder garvestoffer og anvendtes tidligere til garvning af skind. I barken findes også et glykosid, salicin, som førhen var et feberstillende middel i form af salicylsyre, der i dag fremstilles kemisk.

De fleste anvendelser er gået af brug, men som noget specielt kan nævnes, at seljepil bruges til skibsnagler i de vikingeskibe, der fremstilles på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele fem plantezoner er repræsenteret i denne park: subtropisk, nedre tempereret, øvre tempereret, subalpin og alpin, med vidtstrakte skove og krat af bl.a. ege-arter (Quercus), lønne-arter (Acer), rhododendron-arter (Rhododendron), Himalaya-birk (Betula utilis), himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa), samt tårefyr (Pinus wallichiana). I disse skove lever adskillige truede dyrearter, fx sneleopard (Panthera uncia), rød panda (Ailurus fulgens) og en farvestrålende fasan, satyrtragopan (Tragopan satyra).

Gosainkund-søerne omfatter i alt 54 søer, som alle er hellige for hinduer. Hvert år under fuldmåne i juli eller august valfarter tusinder af rettroende hinduer til disse søer for at foretage et rensende bad i de iskolde vande. For ortodokse hinduer er det ultimative mål at bade i alle 54 søer.

Mine oplevelser i dette område er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Nepal 2009: Over et snedækket pas, samt Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer, mens hinduismen er behandlet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

 

 

 

Liden alpeklokke (Soldanella pusilla) er udbredt i Alperne, Karpaterne og Apenninerne, samt i bjergegne på Balkan. Andre arter af alpeklokke er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin nidulor (‘at bygge en rede’), hvilket sigter til den tætte, uldhårede klynge af kurve.