Hundefamilien

 

 

Chile 2011
Sydamerikansk gråræv (Lycalopex griseus) hviler nær søerne Lagunas Miscanti y Miniques, Atacama, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californien 2013
En kvinde går tur med sin hund på stranden ved Mendocino, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tæve af hyænehund (Lycaon pictus) gylper kød op til sine hvalpe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlige Afrika 1993
Skaberaksjakal (Canis mesomelas) gaber, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hundefamilien (Canidae), som rummer omkring 35 arter, omfatter tamhunden, ulve, sjakaler, hyænehunde, ræve og andre hundelignende dyr. For omkring 50 millioner år siden splittedes en rovdyrgruppe op i to grupper, de kattelignende Feliformia og de hundelignende Caniformia.

Sidstnævnte udvikledes til talrige familier, af hvilke Canidae for omkring 12 mio. år siden splittedes op i tre grupper:

Canini omfatter ulvelignende hunde samt de sydamerikanske hunde og ræve.

Vulpini omfatter typiske ræve, ørehund (Otocyon megalotis) og mårhund (Nyctereutes procyonoides).

To ræve af slægten Urocyon synes at være splittet ud på et meget tidligt tidspunkt (Lindblad-Toh et al. 2005). Moderne taksonomer inkluderer dem hverken i Canini eller Vulpini.

 

Urocyon Tidlig udviklingslinje

 

Urocyon cinereoargenteus Gråræv
Denne art og dens nære slægtning U. littoralis synes at udgøre den ældste udviklingslinje inden for hundefamilien. Mens sidstnævnte er begrænset til 6 af de 8 Channel Islands ud for Californiens kyst, er gråræven vidt udbredt, idet den findes fra det sydlige Canada mod syd gennem Mellemamerika til Columbia og Venezuela.

 

 

Guatemala 1998
Gråræven er almindelig blandt maya-ruinerne i Tikal, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
Sovende gråræv, Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canini Ulvelignende hunde, samt sydamerikanske hunde og ræve
På et tidligt tidspunkt splittedes de sydamerikanske hunde og ræve (Cerdocyonina) ud fra de øvrige medlemmer af Canini. De udgør en meget divers gruppe på 10 arter, hvoraf 6 meget rævelignende dyr tilhører slægten Lycalopex. De øvrige medlemmer er den langbenede mankeulv (Chrysocyon brachyurus), buskhunden (Speothos venaticus), den krabbeædende ræv (Cerdocyon thous) og den kortørede hund (Atelocynus microtis).

 

Canis Ulvelignende hunde
Denne slægt omfatter foruden ulven og tamhunden tillige gylden ulv (C. anthus), ethiopisk ulv (C. simensis), Himalaya-ulv (C. himalayensis), prærieulv (C. latrans), samt tre arter af sjakaler, skaberak- (C. mesomelas), guld- (C. aureus) og stribet (C. adustus).

 

 

Egypten 1999
Vægmaleri i Dronning Hatsepsuts Dødstempel, Luxor, som forestiller Anubis, den egyptiske balsameringsgud, der ofte afbildes med sjakal-hoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis lupus Ulv
Ulven er vidt udbredt i Europa, Arabien, Mellemøsten og de nordlige egne af Asien, såvel som i Nordamerika. Der anerkendes ca. 37 underarter, skønt nogle af dem måske bør opgraderes til selvstændige arter. Det totale antal ulve er anslået til omkring 300.000.

Den mexikanske ulv, underarten baileyi, er den mest truede af de nordamerikanske ulveracer. Den blev udryddet i USA omkring 1950 gennem en kombination af jagt, fældefangst, forgiftning samt opgravning af hvalpe. I 1976 påbegyndte de amerikanske og mexikanske myndigheder et samarbejde med henblik på at indfange de sidste tilbageværende ulve i Mexico. Der blev fanget fire hanner og en drægtig hun, som blev anvendt til at starte et yngleprogram i fangenskab. I 1998 blev en del af dyrene sluppet løs på egnede lokaliteter i Arizona og New Mexico. Det har vist sig, at bestræbelserne bar frugt. I 2017 levede 143 mexikanske ulve i vild tilstand, mens der fandtes 240 i fangenskab (Nie 2003, Heffelfinger et al. 2017).

Min oplevelse med en ulv er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav.

 

 

Mexikansk ulv, fotograferet i Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
I denne ulvefælde i Ladakh, nordvestlige Indien, bandt man førhen et får eller en ged som lokkemad. Når ulven sprang ned for at dræbe dyret, ville den ikke være i stand til at hoppe ud igen, hvorpå landsbyboerne stenede den til døde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Selv om den er hadet verden rundt, er ulven et ikonisk dyr, som ofte ses afbildet. Denne lastbil i Cariari, Costa Rica, er udsmykket med et maleri af en ulv, en sol og – en lastbil. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis lupus ssp. familiaris Tamhund
Tamhunden betragtes af de fleste autoriteter som en underart af ulven, mens andre hævder, at den udgør en selvstændig art, C. familiaris.

Hunden blev først tæmmet for mindst 30.000 år siden, da stenalderfolk trænede ulve til at assistere dem under jagt. Siden har hunden været menneskets vigtigste følgesvend inden for dyreriget. Tæmningen af hunden er indgående beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste, og her vises også mange billeder af en række hunderacer, samt af menneskets brug af hunde.

 

 

Stenalderfolk tæmmede ulve, så de kunne assistere deres herrer på jagttogter, samt muligvis også under krig. Denne Bronzealder-helleristning fra Fossum, Bohuslän, Sverige, viser måske mænd i kamp, ledsaget af hunde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En af de første hunde, som blev tæmmet, er den indiske pariahund, også kaldt desi-hund, som er hjemmehørende på det indiske subkontinent. Denne race er af middelstørrelse, med kort pels, spids snude og ofte buet hale. De fleste pariahunde er forskellige afskygninger af brun, fra mørkebrun til rødbrun, eller sommetider sort, og nogle er brogede.

Racen blev navngivet af englænderne, opkaldt efter Paria-folket nær Chennai, hvis navn er afledt af hindu-ordet pahi (‘outsider’). Dette ord blev af englænderne forvrænget til pariah eller pye. Det alternative navn desi-hund er afledt af Urdu desi (‘indfødt’).

 

 

Sydindien 1997-98
Denne pariahund sover med sine hvalpe i en kurv, Bodhgaya, Bihar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En pariahund iagttager livet fra en døråbning, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne pariahund sover med hovedet stikkende ud gennem et hul i en husmur, Udaipur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Varanasi 2008
Ved daggry sover disse pariahunde stadig ved bredden af Ganges-floden, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Venner. – En pukkelokse-kalv snuser til en pariahund, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iban-jagthunden er en anden hunderace, som blev tidligt tæmmet og benyttet som vagthund og jagthund af forskellige Dayak-stammefolk på Borneo. Disse hunde blev stadig anvendt under jagttogter op til omkring 1990’erne. Siden er jagten på øen svundet ind til næsten ingenting.

Mine oplevelser blandt Punan-folk er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk.

 

 

Portræt af en Iban-jagthund, Sarawak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra 1975 viser Punan-folk på vej op ad Ba-floden med deres jagthunde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Under parringen svulmer spidsen af hanhundens penis op, hvilket gør det umuligt for den at trække den ud. Efter parringen kan han og hun hænge sammen i op til en halv time, hvilket forhindrer andre hanhunde i at parre sig med tæven og således forøger chancerne for, at sæden fra netop denne hanhund befrugter tævens æg.

 

 

Kopulerende pariahunde, Puri, Odisha (Orissa), Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Drægtighedsperioden hos hunde varierer mellem 58 og 68 dage, afhængigt af størrelse. Menneskene begynder ofte at afvænne hvalpene, når de er ca. 8 uger gamle, men hvis moderen tillader det, dier de meget længere.

 

 

Herreløs tæve dier sine hvalpe, Jodhpur, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gennem leg lærer hundehvalpe mange færdigheder. Disse blev observeret i byen Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Øjenfarven hos tamhunden er normalt brun, mens ulven ofte har gule øjne. Til tider ses hunde med blå eller hvidlige øjne.

 

 

Nepal 1994
Denne hund i Kathmandu, Nepal, har både et brunt og et hvidligt øje. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hunde har kun ganske få svedkirtler, primært lokaliseret på trædepuderne. De kommer af med overskydende varme ved at gispe.

 

 

Gispende Beagle, Chingshuian Recreation Area, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hundeskab er en sygdom, som forårsages af mider af arten Sarcoptes scabiei, som borer gange i huden, hvilket forårsager intens kløe. Hårtabet skyldes overvejende, at hunden kradser sig for at lindre irritationen.

 

 

Denne pariahund i Varanasi, Indien, er næsten hårløs efter et alvorligt angreb af skab. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange hunde er ret intelligente og kan lære mange tricks.

 

 

Nepal 2013
Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis aureus Guldsjakal
I lighed med prærieulven (nedenfor) er guldsjakalen et yderst tilpasningsdygtigt og succesrigt dyr, som lever i et bredt udsnit af habitater. Da den ofte tager høns og lam, bliver den stærkt forfulgt, men er ikke desto mindre alligevel i stand til at udvide sit udbredelsesområde. I dag er dens syv underater udbredt fra Sydøstasien (Myanmar og Thailand) mod vest gennem Indien, Sri Lanka, Mellemøsten, den Arabiske Halvø, og Balkan til Østrig og Tyskland. Siden 2015 er adskillige vilde guldsjakaler også blevet rapporteret fra Jylland.

I det nordvestlige Indien overlapper udbredelsesområderne for nominatracen af guldsjakal, aureus, og den indiske sjakal, underarten indica.

 

 

Guldsjakal, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en bagende varm april-dag nyder dette par af guldsjakal et bad i et vandhul i Sariska Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis anthus Gylden ulv
Denne art er udbredt i den nordlige del af Afrika, fra Marokko mod øst til Egypten og derfra mod syd til Senegal og det nordlige Tanzania. Den er en yderst tilpasningsdygtig art, som trives på savanner såvel som i ret tørre ørkenområder. I Atlas-bjergene er den observeret op til en højde af ca. 1800 m.

Tidligere blev den betragtet som værende samme art som guldsjakalen (herunder), og en underart, lupaster, var klassificeret som en race af ulven. Nylige DNA-undersøgelser har åbenbaret, at den er ret forskellig fra såvel guldsjakalen som ulven.

 

 

Denne gyldne ulv i Ngorongoro-krateret, Tanzania, har et noget uldent udseende, da den er ved at skifte pels. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gylden ulv afmærker territorium ved at urinere, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis mesomelas Skaberaksjakal
En ret almindelig art i to vidt adskilte områder af Afrika, nemlig fra Sudan og Uganda mod syd til det nordlige Tanzania, samt i det sydlige Afrika, fra Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika.

Forstavelsen skaberak- kommer af det tyrkiske ord çaprag, oprindelig et dækken, ofte af lammeskind, som blev lagt over en hestesaddel eller en oppakning på hesten. Nu hentyder ordet mere til et udsmykket hestedækken til brug under opvisninger. Sjakalen fik dette navn på grund af dens mørke farve på ryggen, der kan minde om et dækken. Undertiden er dette parti nistret af lysere hår, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’).

 

 

Hvilende skaberaksjakal, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne skaberaksjakal er det mørkere parti på ryggen fyldt med hvide hår, hvilket giver forklaringen på et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’). – Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis simensis Ethiopisk ulv
Den ethiopiske ulv lever kun i Ethiopiens højland i højder mellem 3000 og 4500 m. Ulig de fleste andre større hundearter, hvis føde består af et stort antal forskellige dyr, er denne rød-hvide hund yderst specialiseret, idet den næsten udelukkende lever af alpine gnavere.

Da stadig flere mennesker slår sig ned i bjergene, samt på grund af konkurrence fra forvildede tamhunde, er den ethiopiske ulv i dag Afrikas mest truede rovdyr. I 2011 var den begrænset til syv bjergområder med et totalt antal på omkring 400 voksne dyr, hvoraf over halvdelen fandtes i Bale Mountains Nationalpark.

 

 

Ethiopisk ulv, Bale Mountains Nationalpark. Den er forsynet med et radiohalsbånd, som gør det muligt at følge dens bevægelser. Planten t.h. er Lobelia rhynchopetalum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis latrans Prærieulv
Denne art, på amerikansk kaldt coyote, er almindelig og vidt udbredt i størsteparten af Nordamerika, mod syd gennem Mexico til Panama. På grund af artens tilpasningsdygtighed og dens varierede fødeemner, som består af mindre pattedyr, fugle, krybdyr, padder, invertebrater samt af og til frugt og grønt, har den været i stand til at ekspandere ind i byområder, på trods af at den forfølges mange steder. 19 underarter er blevet beskrevet.

Navnet coyote er en spansk forvrængning af Nahuatl-folkets navn på dette dyr, coyotl.

Prærieulvens klogskab afspejles i mange indfødte nordamerikanske folkeslags mytologi. En troldmand ved navn Coyote er en af de figurer, som oftest optræder i myter og legender, ofte som spøgefugl. Han afbildes normalt temmelig menneskeagtig, men ofte med visse prærieulvetræk, såsom pels, spidse ører, gule øjne, hale og kløer.

Ifølge en legende, som optræder hos visse folk langs Stillehavskysten, legede Coyote engang med sine øjne, idet han kastede dem op i luften og greb dem igen. Men han blev overrasket af ørneguden, som snuppede øjnene og fløj bort med dem. Ude af stand til at se skabte Coyote nye øjne af ranunkel-blomster (Ranunculus), hvorfor de blandt nogle stammefolk var kendt som Coyotes Øjne.

 

Da min ledsager Lars Skipper og jeg kom kørende ad en vej i Death Valley Nationalpark, Californien, stod et par prærieulve midt på vejen i håb om, at en eller anden bilist ville standse og give dem mad. Denne uskik er desværre alt for almindelig i USA, da mange folk finder disse hunde søde. Da vi er imod at fodre vilde dyr, gav vi dem ikke noget, så de trak sig snart tilbage og lagde sig i skyggen under en busk.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Dette skilt i Tucson Mountain Park, Arizona, opfordrer folk til ikke at fodre prærieulve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lycalopex griseus Sydamerikansk gråræv
Denne art, også kaldt chilla, er vidt udbredt på stepper og i lave bjerge i Chile og Argentina, på begge sider af de højeste dele af Andes. Arten er mest almindelig i de sydlige egne af Argentina og Chile, noget sjældnere mod nord. I Peru, hvor den kun findes i et lille område, er den sjælden.

 

 

Chile 2011
Vi traf denne hvilende sydamerikanske gråræv nær søerne Lagunas Miscanti y Miniques, Atacama, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lycaon pictus Hyænehund
Hyænehundens videnskabelige navn kommer af græsk lykos (’ulv’) og latin pictus (’malet’), altså ’den malede ulv’. Arten er dog kun fjernt beslægtet med ulven, men malet er et meget beskrivende navn. Disse hunde er meget variable i farverne, men snuden er altid sort og halespidsen altid hvid. Resten af dyret er forskellige nuancer af brunt, sort, hvidt og gulligt. Nogle individer er næsten helt sorte, andre næsten sandfarvede, og der er ikke to dyr, hvis mønstre er ens.

Hyænehunde lever i flokke af meget varierende størrelse, fra 2 til ca. 25 dyr, men som regel mellem 6 og 10. Det meste af året er de nomader, som gennemstrejfer savanner og skove i søgen efter byttedyr. En floks jagtareal kan strække sig over 4000 km2.

Tæven føder som regel mellem 8 og 16 hvalpe. Hun har kun 12 eller 14 pattevorter, så hvis kuldet er stort, må nogle af hvalpene die på skift. Normalt har de øvrige dyr i flokken ikke vanskeligt ved at skaffe rigeligt med føde til moderen og hvalpene. Under sine studier bemærkede biologen Hugo van Lawick en besynderlig adfærd, idet han iagttog en dominerende hun patte hos en underlegen hun, der havde hvalpe (Lawick & Goodall 1970). Trangen til at patte er åbenbart stor.

Tidligere var hyænehunden udbredt i hele Afrika syd for Sahara, men den er forsvundet fra størstedelen af sit tidligere udbredelsesområde. Denne tilbagegang skyldes fragmentering af dens levesteder, efterstræbelse fra mennesker, samt en meget smitsom virussygdom, som har hærget blandt flokkene i Østafrika. I 2016 blev den totale bestand anslået til at være omkring 6600 voksne dyr, hvoraf kun ca. 1400 reproducerede sig, i 39 delbestande (IUCN).

Arten er stadig ret almindelig i Botswana og Zimbabwe, så det er muligt, at den herfra vil være i stand til at brede sig nordpå. Forhåbentlig vil disse fascinerende nomader også i fremtiden strejfe rundt på Afrikas savanner.

Disse fascinerende hundes levevis er mere indgående beskrevet på siden Dyreliv: Hyænehunde – savannens nomader.

Billederne nedenfor er alle taget i Serengeti Nationalpark, Tanzania.

 

 

Hyænehunden er en formidabel jæger, som er udstyret med kraftige kæber og lange ben. Den kan løbe op mod 60 km/t. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyænehunde fylder bugen med kød fra en Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ni hvalpe af hyænehund, ca. 4 uger gamle, stolprer rundt på deres korte ben uden for graven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En flok voksne hyænehunde hilser hinanden, hvilket styrker sammenholdet i flokken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vulpini Typiske ræve, ørehund og mårhund
Som omtalt ovenfor regnes de sydamerikanske ræve i dag for tilhørende Canini. De fleste ræve er yderst tilpasningsdygtige og succesrige dyr. Størstedelen af dem er meget mindre end de ulve-lignende hunde.

 

Vulpes Typiske ræve
Denne slægt omfatter 12 arter, udbredt i Eurasien, Afrika og Nordamerika. Den røde ræv (nedenfor) er blevet indført til Australien.

 

Vulpes vulpes Rød ræv
Den røde ræv er det videst udbredte af alle hundedyr, idet den findes i hele Eurasien, med undtagelse af tropiske områder, endvidere på den Arabiske Halvø, i Nordafrika og Nildalen, samt i Nordamerika mod syd til nær den mexikanske grænse. Den er blevet indført til Australien, hvor den betragtes som invasiv, idet den er yderst skadelig for den indfødte pattedyr- og fuglefauna.

Røde ræve lever parvis eller i små familiegrupper, hvor unger fra forrige kuld hjælper til med at opfostre det næste kuld. Disse dyr er altædende, idet føden bl.a. omfatter gnavere, kaniner, hjortelam, fugle, krybdyr, hvirvelløse dyr, frugt samt til tider grønt. I områder med ulve, prærieulve, guldsjakaler og store kattearter er den røde ræv meget følsom over for angreb fra disse større rovdyr.

Den røde ræv er blevet efterstræbt af mennesker gennem tusinder af år, i begyndelsen på grund af dens overdådige pels. Da menneskene slog sig ned som bønder og begyndte at holde høns, begyndte rævene hurtigt at dræbe disse høns, og af denne grund blev den jaget som skadedyr. I de senere år har arten bredt sig til byområder, hvor der ikke forekommer jagt. Her trives den, idet den lever af gnavere og spiseligt affald. Mange mennesker fodrer dem også.

 

 

En ung ræv besøger gårdspladsen på Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rævehvalp, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Norditalien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

LFM 1987-2020
LFM 1987-2016
Hvor mennesker fodrer unge ræve, kan de blive meget tillidsfulde. – Ulvshale, Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rævespor i sne på en tilfrosset dam, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otocyon megalotis Ørehund
Trods navnet tilhører denne art rævegruppen. Den er ganske lille, med en kropslængde på omkring 55 cm. Den kendes nemt på sine enorme ører, der kan blive op til 13 cm lange.

Både slægtsnavn og artsnavn hentyder til disse ører, idet Otocyon kommer af græsk otus (‘øre’) og cyon (‘hund’), samt megalotis af græsk mega (‘stor’) og otus (‘øre’). Foruden at give en fremragende hørelse fungerer ørerne som termoregulering.

Ørehundens foretrukne biotop er kortgræs-savanner, hvor den først og fremmest jager hvirvelløse dyr. I lighed med skaberaksjakalen forekommer den i to vidt adskilte geografiske områder, fra Ethiopien og Sydsudan mod syd til Tanzania, samt fra det sydlige Zambia og Angola mod syd til Sydafrika.

 

 

En familie af ørehunde hviler uden for deres grav, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ørehundens foretrukne biotop er kortgræs-savanner, her i Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Referencer
iucnredlist.org/details/12436/0
Heffelfinger, J. R., R.M. Nowak & D. Paetkau 2017. Clarifying historical range to aid recovery of the Mexican wolf. The Journal of Wildlife Management, 81 (5):766
Lawick, H. & J. Goodall 1970. Uskyldige dræbere. Gyldendal
Lindblad-Toh, K. et al. 2005. Genome sequence, comparative analysis and haplotype structure of the domestic dog. Nature 438 (7069): 803-819
Nie, M.A. 2003. Beyond Wolves: The Politics of Wolf Recovery and Management. University of Minnesota Press

 

 

 

(Oprettet oktober 2018)

 

(Senest opdateret marts 2022)