Pattedyr på Vorsø

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige afsnit nedenfor er en opdateret udgave af afsnit i bogen Vorsø – et fristed for naturen (red. Halberg & Gregersen 2010).

 

 

 

En sommerdag i 1988 krøb en unge rundt på gårdspladsen, ynkeligt pibende. Dens skind lå i valker hen ad ryggen og siderne og så ud til at være for stort til den. Jeg (KH) bar den hen til et nærliggende muldvarpeskud, som havde et åbent hul, for at sætte ungen derned, men det viste sig, at hullet var optaget. En Skrubtudse stak hovedet op og så meget fornærmet ud. Altså måtte jeg finde et andet hul til ungen.

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev to kranier fundet i sløruglegylp, men dyrene kan sagtens være fanget på fastlandet.

 

 

 

 

 

Bortset fra ugler er det kun få rovdyr, som æder spidsmus, utvivlsomt på grund af den stærke lugt, som disse dyr udsender fra deres analkirtel. Denne lugt benyttes til at markere territorium, afmærke fouragerings-stier, kommunikere med andre spidsmus, samt som forsvarsmekanisme. Ofte er det dog ikke tilstrækkeligt til at afholde rovdyr fra at bide dem ihjel, men lugten er så kraftig, at dyrene ikke æder dem. Derfor har vi ofte fundet døde spidsmus på reservatet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er i tilbagegang pga. vegetationsudviklingen på øen, og resultaterne af fældefangst indikerer, at den er fortrængt til få isolerede græsarealer uden træ- og buskvegetation. I 2006 blev der kun fanget få individer, alle i kystregionen på Sydmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dværgmusen er kendt for i nogle år at optræde i stort antal, hvilket blev iagttaget på Vorsø i oktober 1984. Der blev på hovedøen, Kalven og de tre Langøer i løbet af en uge fanget i alt 361, fordelt på 263 individer (Kjærgaard 1985). Arten er givet mere fåtallig i dag på grund af tilgroningen, men er dog stadig ret alm.

 

 

 

 

Ligeledes er fundet større boer mange steder i kanten af skovene, mest iøjnefaldende langs den store bevoksning af eg i den sydøstlige del af Vesterskov. Her ernærer Rotterne sig i høj grad af agern. I reder af Munk og Gransanger var æggene begnavet på en sådan måde, at de sandsynligvis var præderet af Rotte. Ved flere lejligheder er fundet rottedepoter med delvis fortærede Skrubtudser.

Da landbruget blev nedlagt i 1978, opholdt et stort antal Rotter sig i og omkring den store lade, hvor et kornmagasin var efterladt. Det nød natuglen godt af, fx blev 22. april 1980 fundet 12 rotteunger i en redekasse, der indeholdt 5 ugleunger – et usædvanlig stort kuld.

Rotten gør sig i dag især bemærket i og omkring hønsehuset, specielt om efteråret. Mellem november og marts er der fortrinsvis tale om voksne dyr, på andre årstider både unge og ældre dyr. I perioden 1987-2007 blev fanget 283 individer, som alle blev målt, og enkelte blev desuden vejet. Den længste målte 46 cm (totallængde), og den maksimale vægt var 394 g.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ræven blev boende på Kalven, efter at den havde fordrevet hele mågekolonien. Det må formodes, at der var en god bestand af markmus i den lave græsvegetation. Men medvirkende til, at ræven foretrak Kalven, var også, at gårdens beboere holdt hund indtil 1979, så på Kalven var der størst fred.

Arten havde sikkert en fast bestand på øen i alle årene op til feltstationens oprettelse i 1979, men der foreligger kun få konkrete angivelser af iagttagelser. Fra efteråret 1985 til foråret 1991 blev foretaget konsekvente optegnelser om iagttagelser af dyrene, deres fodspor og ekskrementer, samt beboede rævegrave. I denne periode foreligger 375 observationer.

Rævens mobilitet og øens geografiske beliggenhed betyder, at der jævnligt sker udveksling af Ræve mellem Vorsø og fastlandet. Der ses ofte dyr og rævespor på vaden i Vejlen samt i vintertiden på isen.

I 1990 blev der konstateret udbrud af ræveskab på Vorsø. I sommeren 1991 ynglede arten ikke på øen, og det blev konkluderet, at den var uddød pga. skab. I de følgende år blev der kun gjort spredte iagttagelser i vinterhalvåret, mest af fodspor, og først fra 1995 var der igen en fast bestand.

Nu ser man atter dagligt rævespor rundt langs øens kyster og på vaden. Nogle år yngler der endog to par ræve på reservatet. I 2006 fandtes beboede gravkomplekser både på Kalven og i den vestlige del af Vestermark. Begge steder lå føderester, og græsset var fuldstændig fladtrampet af hvalpenes leg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er også set spor adskillige gange, mest omkring varderne og i nordøsthjørnet.

 

 

4/1-96 sås to Husmårer jage Rotter ved hønsehuset, men arten har tilsyneladende aldrig forgrebet sig på hønsene.

I 1982 fandtes i en brændestabel en mængde ekskrementer samt et fødedepot med fjer af bl.a. Ringdue, Stor Flagspætte og Stillits.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grævlingen genindvandrede formodentlig til øen i 1930’erne. Den første dokumenterede oplysning om artens forekomst er fra 1936, hvor der sås fodspor på vejen (Jensen 1936-37).

Mellem 1986 og 1997 noterede observatørerne konsekvent iagttagelser af grævlinger og deres fodspor, beboede grave, samt opgravede boer af gedehamse og humlebier. I denne periode blev der gjort notater om 114 fund, og siden da er i sommertiden næsten dagligt set spor på stranden eller vaden.

I mange år har Grævlingen beboet et stort gravkompleks i den nordøstlige del af Østermark, anlagt i en ganske lav bakke nær Nordengen. I 1995 talte komplekset 8 beboede huller, i 2002 18 huller og i dag 30-35. På Kalven anlagde arten også et gravkompleks i den 9 m høje bakke, som har været beboet i flere perioder. Store komplekser er i de senere år også anlagt ved Tepotten samt ved Bankes Nakke på nordvestkysten.

De fleste steder i landet er Grævlingen nataktiv, men på Vorsø, hvor der er fred og ro, er arten også aktiv i dagtimerne. Mindst ét dyr holder også fast til på Kalven, hvor det ofte er iagttaget æde blåmuslinger eller lede efter spiseligt under tangen.

Om der finder en udveksling sted af dyr mellem øen og fastlandet er et åbent spørgsmål.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter feltstationens oprettelse i 1979 begyndte arten at optræde ret regelmæssigt, og den første Rå med lam blev set i 1983. Fra 1984 gik det stærkt med at indvandre i det ’nye’ område. Om vinteren blev set op til 4 dyr, om sommeren op til 5. Op gennem 1980’erne blev arten mere talrig, og der sås flokke på op til 10 dyr. Både i 1984, 1985 og 1990 blev set Råer med 3 lam. I 1989 havde mindst 5 bukke territorier på øen, og der var mindst 4 Råer med lam. I 1991 blev det fastslået, at der var mindst 6 Råer med lam.

Rådyret kunne kolonisere Vorsø så hurtigt, fordi øen ligger så tæt på land, at en konstant udskiftning mellem øens og fastlandets bestande er mulig. Året igennem ses jævnligt dyr på Langøerne og i Vejlen.

Fred og ro, og åbenbart også gode fødemuligheder, medvirkede til, at øen omkring 1991 var ved at være mættet med Rådyr. Vinterbestanden var 1990-91 på 15-20 dyr og 1991-92 på minimum 18 dyr.

Da Ræven, som tager en del rålam, uddøde af skab omkring 1991, eksploderede antallet af Rådyr på øen. Det blev vurderet, at efterårsbestanden talte 40-50 individer. Den tætte bestand og manglen på prædatorer blev efterhånden en trussel mod arten. Dyrene begyndte at dø af stressrelaterede sygdomme, såsom lungeorm og om foråret trommesyge. I 1991 blev fundet 4 døde dyr, i 1992 22, i 1993 ca. 15, i 1994 19 og i 1995 13.

I 1995 blev efterårsbestanden vurderet til 8-12 dyr, og siden 1996 har bestanden været ret stabil. Hver sommer er der mindst 3 Råer med lam, og efterårsbestanden er skønsmæssigt 10 dyr. Det stemmer godt overens med, at Ræven siden 1995 igen er fastboende og kan tolde af rålammene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

19/5-96 blev et marsvin observeret mavende sig mod øst i det lave vand i Vejlen. Da det ikke kunne lade sig gøre at få den ud på dybere vand, blev den med traktor og trillebør fragtet til sydkysten, hvor den blev lukket ud uden for revlerne. Den sundede sig lidt efter strabadserne og drønede så ud i fjorden. Dyret var omkring 120 cm langt og vejede ca. 25 kg.