Hyldest til farven gul

 

 

Montezuma-oropendola (Psarocolius montezuma), som tilhører trupialfamilien (Icteridae), er udbredt i Mellemamerika, fra det sydlige Mexico mod syd til Panama. Den lever i kolonier, som nemt kendes på de lange reder, der hænger ned fra grene.

 

 

Denne Montezuma-oropendola i Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica, er i færd med at rense sine knaldgule halefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tulipaner, slægten Tulipa, omfatter omkring 75 arter, udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, hvor den vokser naturligt i tempererede områder på stepper og i bjerge. Bladene spirer frem fra det underjordiske løg tidligt om foråret, og de pragtfulde blomster springer ud senere på foråret. Om sommeren visner blade og blomster.

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

Vild tulipan (Tulipa sylvestris) er en køn plante, som er oprindeligt vildtvoksende fra Sydeuropa mod øst til Kirgisien og Xinjiang, mod syd til Nordafrika og Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet forvildet mange steder i Mellem- og Nordeuropa, samt i Nordamerika. I Danmark er arten specielt almindelig på Bornholm, hvor den til tider kan dække skrænter langs veje og andre steder.

 

 

Vild tulipan på en skrænt nær Nylars Kirke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vild tulipan, Bølshavn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Nylars Kirke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sarepta-sennep (Brassica juncea) dyrkes vidt og bredt, især i Asien, hvor denne art udgør en uhyre vigtig grønsag. Den er opdelt i et utal af former, fx bladsennep, krølbladet sennep, snitdelt sennep, langstænglet sennep, hovedsennep, oliesennep, rodsennep, mangegrenet sennep og bredstænglet sennep. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Brassica_juncea)

 

 

Terrassemarker med sarepta-sennep, nær Chovar, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

 

Sennepsmarker, popler og bjerge, Anshun, Guizhou-provinsen, Kina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvinder bærer brænde fra skoven gennem en sennepsmark nær landsbyen Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Billedet nedenfor viser en anden mark med sarepta-sennep nær Sauraha. Når afgrøden er ved at være høstklar, tilbringer mænd fra landsbyen adskillige nætter i vagttårnet, hvorfra de ved hjælp af fakler skræmmer vildsvin (Sus scrofa), næsehorn (Rhinoceros unicornis), axishjorte (Axis axis) og andre græssende dyr bort fra marken. Træet t.v. er et indisk kapoktræ (Bombax ceiba), hvis grene er blevet hugget af og anvendt som foder.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stegte høns, farvet med gurkemeje, er udstillet til salg på et marked af Hakka-folket, Sanyi, Taiwan. Pinden gennem deres hoved holder det fast i denne stilling, hvilket er påkrævet, ifald man ønsker at præsentere hønen som offergave i et daoistisk tempel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det kæmpemæssige gule sandstensfort Sonar Qila, også kaldt Trikuta-fortet, tårner sig op over byen Jaisalmer i den vestlige udkant af den indiske delstat Rajasthan og fortæller om en tid, hvor der herskede ufred i Thar-ørkenen. Fortet, der blev grundlagt i 1155 under rajput-kongen Roa Rawal Jaisal, var oprindelig omgivet af en 4,5 km lang mur.

På dets mure blev i sin tid anlagt 99 bastioner, og til forsvaret hørte store stenkugler og aflange stencylindere, som lå på de brede mure, parate til at blive rullet ud over kanten og ned i hovedet på fjender, som forsøgte at bestige murene. Den dag i dag ligger der stadig en del kugler på murene.

I 1700-tallet begyndte folk at opføre huse inden for den ydre ringmur, og i dag ligger det meste af byen her. Selve det indre fort er kæmpestort, og store dele af det er ligeledes indrettet til beboelse.

De krigeriske Rajputter er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”

 

 

Gulligt morgenlys på det gigantiske Rajput-fort Sonar Qila, Jaisalmer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rørkassia (Cassia fistula) er et mindre træ, som tilhører Caesalpinioideae, en underfamilie af den store ærteblomstfamilie (Fabaceae). Denne art er vildtvoksende på det indiske subkontinent og i den nordlige del af Indokina, men på grund af de smukke gule blomsterstande dyrkes den vidt og bredt som prydtræ. Den er nationaltræ i Thailand samt statstræ i den sydindiske delstat Kerala.

Det videnskabelige artsnavn er latin og betyder rør, hvilket, i lighed med det danske navn, hentyder til artens lange, rørformede frugter. Et af dens engelske navne er golden shower, hvilket har givet anledning til en pudsig maskin-‘undersættelse’ på Google: ‘gyldent styrtebad’.

Det meget stærke og holdbare ved anvendes til fremstilling af mange emner, bl.a. landbrugsredskaber, kærrer og risstødere. I Bengalen blandes frugtkødet med lokal tobak som smagsstof. Blomsterne blev angang anvendt som føde af Santal-folket. Medicinsk benyttes frugtkødet som afføringsmiddel, eksternt mod urinsyregigt og rheumatisme. Roden indtages mod feber og hjertelidelser, samt som styrkende middel. Saften af unge blade benyttes mod ringorm, og et grødomslag af bladene lægges på steder, som er plaget af rheumatisme, samt på ansigtet i tilfælde af lammelse.

På singalesisk kaldes dette træ for ehela. Det holdbare ved blev engang anvendt til konstruktion af en hellig pæl, kaldt Ehela Kanuwa, på toppen af Sri Pada, også kaldt Adam’s Peak, et bjerg i den sydvestlige del af Sri Lanka, som er helligt for tilhængere af tre religioner, buddhisme, kristendom og islam. Buddhisterne hævder, at en fordybning i klippen på toppen af bjerget er et fodaftryk, som blev efterladt af selveste Buddha Sakyamuni, mens kristne og muslimer betragter fordybningen som et fodaftryk, der blev efterladt af Adam, da han blev fordrevet fra Edens Have.

På denne pæl registrerede pilgrimme førhen løfter, idet de skrev dem på pælen med chunam (en fin form for læsket kalk, der anvendes under beteltygning). Pælen er forlængst forsvundet, og i dag markerer pilgrimme løfterne på en klippe i stedet. (Kilde: W. Skeen 1870. Adam’s Peak. Legendary Traditional and Historic Notices of the Samanala and Sri Pada. Colombo)

 

 

Cassia fistula plantes meget almindeligt i Taiwan. Disse billeder er fra byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Taichung er blomster af Cassia fistula faldet ned på en parkeret bil som et ‘gyldent styrtebad’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senna er en stor slægt af urter, buske og træer i Caesalpinioideae, en underfamilie af ærteblomstfamilien (Fabaceae). Slægten omfatter 260-350 arter, som er vildtvoksende i tropiske og subtropiske egne, med nogle få arter i tempererede områder.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk sana, et ord, der dækker planter med afførende virkning.

Oprindeligt blev disse planter i 1753 placeret i slægten Cassia (ovenfor) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men allerede det følgende år flyttede den skotske botaniker Philip Miller (c. 1691-1771) et antal Cassia-arter til slægten Senna, i hans fjerde udgave af The Gardeners Dictionary. I mange år anerkendte de fleste botanikere ikke denne slægt, og først fornylig er den blevet genetableret.

Disse planter dyrkes vidt og bredt som prydplanter eller som grøngødning, da de er i stand til at opsamle kvælstof fra luften ved hjælp af bakterier i rødderne.

 

Afrikansk senna (Senna didymobotrya), der på engelsk bl.a. kaldes for popcorn senna eller peanut butter cassia, er hjemmehørende i Afrika, hvor den er vidt udbredt i mange forskellige biotoper. Den er imidlertid blevet indført til mange andre egne og er ofte blevet forvildet, bl.a. i Indonesien, Australien, Mexico og USA, specielt i Californien, Florida og Hawaii.

Den er en aromatisk håret busk, normalt under 5 m høj, undertiden højere. Den kendes nemt på de iøjnefaldende sortbrune dækblade. Planten har en stærk duft, som er blevet sammenlignet med lugten af bl.a. mus, våd hund, jordnøddesmør og brændte popcorn. (Kilde: G.H. Schmelzer & A. Gurib-Fakim 2008. Plant Resources of Tropical Africa 1: Medicinal Plants. PROTA)

 

 

Afrikansk senna, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afrikansk senna, forvildet nær Munnar, Kerala, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senna reticulata er en pionérplante, der vokser i flodale og andre sumpede steder, fra Mexico mod syd til Amazon-bækkenet. Bønderne betragter den som en skadelig plante og kalder den for matapasto (‘eng-dræberen’) på grund af dens hurtige vækst og dens evne til at udkonkurrere andre planter. Den anvendes i den lokale folkemedicin mod leverproblemer og rheumatisme.

 

 

Senna reticulata, Puerto Jiménez, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senna alata har mange populære navne på engelsk, hvoraf de fleste hentyder til den ranke blomsterstand, bl.a. emperor’s candlesticks (‘kejserens lysestage’), candelabra bush (‘kandelaberbusk’), Christmas candles (‘julelys’), samt ringworm bush, hvoraf sidstnævnte sigter til artens betydelige svampedræbende egenskaber til behandling af ringorm og andre hudlidelser.

Den er vildtvoksende på de Caribiske Øer samt fra Mexico mod syd til Paraguay, hvor den vokser i forskellige biotopstyper. Den dyrkes mange andre steder og forvildes ofte.

 

 

Senna alata, forvildet fra en have i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser Senna alata i en udtørret flodseng, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, vokser kyst-hibiskus (Hibiscus tiliaceus) især i kystnære egne, men den kan dog findes op til 300 meters højde. Arten er hjemmehørende på øer i Stillehavet og det Indiske Ocean, samt i kystnære egne af Australien, Indonesien, Sydøstasien, det indiske subkontinent, det sydlige Kina samt Taiwan. Den er også blevet naturaliseret andre steder i tropiske egne.

Artsnavnet skyldes bladenes lighed med blade af lind (Tilia).

Denne og mange andre Hibiscus-arter er beskrevet på siden Planteliv: Malvoideae.

 

 

Pragtfuld blomst af kyst-hibiskus, Hu-tou Shan (‘Tigerhoved-bjerget’), Tungxiao, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Høsommerfugle (Colias) omfatter omkring 85 arter i underfamilien Coliadinae som tilhører den kæmpestore familie hvidsværmere (Pieridae). Disse kønne sommerfugle er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis, med størst koncentration af arter i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Larvernes fødeplanter er medlemmer af ærteblomstfamilien (Fabaceae).

 

Orange høsommerfugl (C. croceus), som er navngivet efter et stort gul-orange felt på undervingen, er vidt udbredt, fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til det nordligste Indien.

 

 

Denne orange høsommerfugl, som blev truffet i Navarra, Spanien, suger nektar af en stjerneknopurt (Centaurea calcitrapa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Østlig gul høsommerfugl (C. erate) er endnu en vidt udbredt art, der forekommer fra Sydøsteuropa gennem tempererede områder af Asien til Japan og Taiwan, og tillige i den nordøstlige del af Afrika mod syd til Somalia. Den er meget variabel, idet hannen har stærkt orangegule undervinger, mens de hos hunnen er bleggule med et stort hvidligt felt på overvingen. Hannen kan kendes fra lignende arter på den mørkere yderste tredjedel af forvingens underside.

Denne art blev beskrevet allerede i 1805 af den tyske zoolog Eugenius Johann Christoph Esper (1742-1810).

 

 

Hun af østlig gul høsommerfugl, underarten lativitta, suger fugt fra jord, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colias fieldii er udbredt fra det sydlige Iran mod øst gennem Nordindien og den tibetanske højslette til det nordlige Indokina og størstedelen af Kina. Nominatracen er ret almindelig i Himalaya, hvor den kan træffes i højder mellem 1000 og 2500 m.

 

 

Colias fieldii på et bregneblad, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af Colias fieldii i parring, Ghora Tabela, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Japansk mispel (Eriobotrya japonica) er et mindre træ i rosenfamilien (Rosaceae), som er hjemmehørende i bjergområder i det sydlige Kina, men blev indført til Japan på et meget tidligt tidspunkt. Den tyske læge og botaniker Engelbert Kaempfer (1651-1716), der opholdt sig i Japan 1690-92, gav en kort beskrivelse af arten, som i 1712 blev formelt beskrevet af den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), en elev af den berømte Carl von Linné (1707-78).

Førhen mente man, at japansk mispel var nært beslægtet med almindelig mispel (Mespilus germanica), hvilket afspejles af det danske navn. I dag dyrkes arten i de fleste varmere lande kloden rundt, dels for sine velsmagende orange-gule frugter, dels som prydtræ.

 

 

Japansk mispel med frugter, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snacks i provinsen Guizhou, Kina: frugter af japansk mispel, samt jordnødder (Arachis hypogaea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dele af dette blad, observeret nær Pokhara, Nepal, er blevet orange og gult, formodentlig på grund af svampeangreb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Birkefigen (Ficus benjamina) er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet. Mens den er af beskeden størrelse, er denne art en meget populær stueplante, kaldt stuebirk. I vild tilstand bliver den kolossalt stor, med utallige ånderødder.

Billeder, som viser store eksemplarer, kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Nedfaldne blade af birkefigen danner et gyldent tæppe på en gade i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Myanmar vrimler det med pagoder af meget forskellig størrelse og udformning, og Bagan i den centrale del af landet er hjemsted for omkring 2200 ruiner af buddhistiske templer og pagoder, opført i Theravada-stil. Da Bagan-kongeriget var på sit højeste mellem det 11. og 13. århundrede, blev der opført over 10.000 templer, pagoder og klostre i dette område.

Theravada og mange andre aspekter af buddhismen er omtalt på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Pragtfuld morgenhimmel bag buddhistiske pagoder, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Shwedagon-pagoden er et kæmpestort tempelkompleks i hovedstaden Yangon. Især om aftenen besøges denne pragtfulde pagode af mange lokale buddhister, som kommer for at bede, giver offergaver eller deltage i rengøring af platformen omkring pagoden. På dette billede er platformen oplyst af aftensolen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da dette billede blev taget, var en af de mindre pagoder omkring Shwedagon under renovering, og et bambusstillads var blevet opført omkring den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gule og orangegule alger dækker ofte overfladen af damme, klipper eller stammerne af gamle træer og andre planter. Nedenfor er vist en række eksempler.

 

 

I den fugtmættede og mineralrige luft omkring Wai-O-Tapu Thermal Area, New Zealand, er talrige træer og grene dækket af orangegule algebelægninger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stammen af denne Monterey-fyr (Pinus radiata) i Wai-O-Tapu Thermal Area er delvis dækket af orangegule alger. Dette træ er beskrevet på siden Silhouetter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne klippevæg i Matobo Nationalpark, Zimbabwe, er dækket af en gul algeart. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Baishuei-terrasserne i Yunnan-provinsen, sydvestlige Kina, er et område med snehvid kalcium-bikarbonat, aflejret af vand, som siver ned over en skrænt, hvorved der gennem årtusinder er blevet dannet terrasser. Dette område er helligt for den stedlige Nakhi-befolkning, som er beskrevet på siden Folk: Kinesiske minoriteter.

 

 

Denne dam på Baishuei-terrasserne er fyldt med gule alger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hestekastanjer, slægten Aesculus, er hjemmehørende i tempererede egne af den nordlige halvkugle, med én art i Europa, som i sin tid kun var vildtvoksende på Balkan, ca. 10 arter i Asien, samt 7 arter i Nordamerika. Europæisk hestekastanje (A. hippocastanum) er præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer, mens en amerikansk art, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

Indisk hestekastanje (A. indica), også kaldt Himalaya-hestekastanje, er almindelig i den vestlige del af Himalaya i højder mellem 900 og 3000 m, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal. I dele af det nordlige Indien anvendes dens løv som kvægfoder, og frøene tørres og males til et bittert mel, kaldt tattawakher. Bitterstoffet fjernes ved at skylle melet gentagne gange, hvorefter det ofte blandes med hvedemel til fremstilling af chapati’er, og også halwa (søde kager). I hungerperioder fremstilles en slags grød, kaldt dalia, af melet. Arten anvendes også inden for folkemedicinen mod forskellige lidelser, deriblandt hudproblemer, rheumatisme og hovedpine. (Kilde: N.P. Manandhar 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

 

 

Stammen af denne indiske hestekastanje i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, er delvis dækket af en gul alge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I den fugtige luft i Mangapohue-kløften, New Zealand, har disse gule alger kunnet få fæste på trådvævet af et hegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artocarpus, populært kaldt brødfrugt, er en slægt på omkring 60 arter af træer og buske, som tilhører morbærfamilien (Moraceae). De fleste af arterne er hjemmehørende i Sydøstasien, nogle få på øer i Stillehavet. De talrige blomster udvikles til et såkaldt synkarpium, dvs. en frugt med talrige delfrugter, der sidder meget tæt sammen. Hos mange arter bliver frugten meget stor.

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Nogle arter dyrkes vidt og bredt, specielt almindelig brødfrugt (Artocarpus altilis) og jackfrugt (A. heterophyllus). Sidstnævnte er nærmere beskrevet på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere.

 

 

Gulnede blade på et almindeligt brødfrugttræ, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ariadne ariadne er en sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Denne art lever i forstyrrede habitater, bl.a. vejkanter, brakmarker, og skovlysninger, hvor dens vigtigste værtsplante, amerikansk olieplante (Ricinus communis), vokser. Andre værtsplanter omfatter arter af Tragia, der ligeledes tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae).

Larverne af denne sommerfugl er fyldt med tornede gevækster, hvilket får fugle til at afstå fra at æde dem. De er muligvis også giftige på grund af giftstofferne fra bladene, som de æder.

 

 

Denne larve af Ariadne ariadne har ædt størstedelen af et blad af amerikansk olieplante, Fazi River, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Med et antal på omkring 230 arter af urter er Alpinia den største slægt i ingefærfamilien (Zingiberaceae), hjemmehørende i tropiske og subtropiske egne af Asien, Australien, samt nogle øer i Stillehavet. På engelsk er et af deres populære navne shell ginger (‘skal-ingefær’), hvilket sigter til blomsterknopperne, der minder om strandskaller. Disse planter har ikke nogen egentlig stængel, men en falsk stængel, som består af overlappende bladskeder.

Slægten blev opkaldt efter Prospero Alpini, en italiensk botaniker fra 1600-tallet, hvis speciale var eksotiske planter.

Alpinia zerumbet, tidligere kaldt for A. speciosa, er hjemmehørende i Japan, Taiwan, det sydlige Kina, Indokina, samt Indien, men dyrkes mange andre steder i tropiske og subtropiske områder.

 

 

Nærbillede af en blomst af Alpinia zerumbet, Sandiao Cape, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Forsythia er en slægt på omkring 11 arter, som tilhører olivenfamilien (Oleaceae). De fleste af arterne er hjemmehørende i det østlige Asien, en enkelt, F. europaea, på Balkan. En almindeligt dyrket hybrid er F. x intermedia, en krydsning mellem F. suspensa og F. viridissima, som fremviser en overdådighed af gule blomster om foråret, inden løvspring.

Slægten blev navngivet til ære for den skotske botaniker William Forsyth (1737-1804), som var en af mændene bag oprettelsen af Royal Horticultural Society.

 

 

Dyrket Forsythia x intermedia, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gasteracantha er en slægt af hjulspindere, som omfatter mindst 60 arter, udbredt i de fleste varmere områder verden rundt. Slægtsnavnet er afledt af græsk gaster (‘mave’) og acantha (‘torn’), hvilket sigter til et antal torne, som regel 6, der fra underkroppen rager frem under et skjold, der dækker overkroppen. Tornene og skjoldet skal afskrække fjender fra at æde dyret.

Disse edderkopper lever kun i få måneder efter klækningen. Hunnen dør efter at have lagt æg, og hannen dør få dage efter at have indgydt sin sæd i hunnen.

Mange andre edderkopper er præsenteret på siden Dyreliv: Spind.

 

 

Gasteracantha cancriformis er vidt udbredt i Den Nye Verden. Denne hun blev truffet på Osa-halvøen i Costa Rica. Hos hannen er tornene butte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Påskeliljen (Narcissus pseudonarcissus) er hjemmehørende i Vesteuropa, fra Spanien og Portugal mod nord til England og mod øst til Tyskland. Den dyrkes vidt og bredt og forvildes ofte fra haver.

Slægtsnavnet forbindes ofte med den græske myte om ynglingen Narkissos, der var kendt for sin skønhed. Imidlertid beundrede han sit eget spejlbillede i en dam så intenst, at han faldt i vandet og druknede. En nær slægtning af påskeliljen, pinseliljen (N. poeticus), spirede frem, hvor han døde. Men ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er slægten ikke opkaldt efter ynglingen, men efter pinseliljens kraftige duft, af græsk narkao (‘jeg lammes’). I den græske mytologi siges det, at påskeliljen vokser almindeligt i dødsriget Hades og er de dødes yndlingsføde.

Navnet påskelilje skyldes artens tidlige blomstring. Et af artens engelske navne er Lent lily, hvilket sigter til Lent, som er navnet på ugen før påske.

 

 

Påskeliljer, forvildet nær Sulkendrup Mølle, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nåletræer står som silhouetter mod en gullig og sortagtig aftenhimmel, Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fliget solhat (Rudbeckia laciniata), som tilhører kurvblomstfamilien (Asteraceae), er hjemmehørende i det østlige og centrale USA og det sydlige Canada. Visse indfødte folkeslag høstede førhen bladene og kogte dem som grønsag.

Denne art er blevet indført som prydplante til mange lande kloden rundt. Den producerer et stort antal frø, som kan bevare deres spiredygtighed i op til 3 år, og den er også i stand til at spire fra rodstængel-fragmenter. Mange steder er den blevet en invasiv plante, deriblandt Japan, Taiwan, samt nogle lande i Sydeuropa.

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin lacer (‘forrevet’, ‘indskåret’), hvilket hentyder til de dybt fligede blade. Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for Olof Rudbeck (1630-1702), også kendt under det latiniserede navn Olaus Rudbeckius, som var professor i medicin, og i perioder rector magnificus, på Uppsala Universitet.

 

 

I Taiwan, hvor disse billeder blev taget, er fliget solhat meget almindelig og danner ofte store bestande i åbne områder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne dampende og boblende dam i Wai-O-Tapu Thermal Area, New Zealand, kaldes Champagne Pool. Vandets gule farve skyldes indhold af svovl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul okseøje (Glebionis segetum, tidligere kaldt Chrysanthemum segetum) er en pragtfuld kurvblomst, som sandsynligvis stammer fra Middelhavsegnene, men i dag optræder som ukrudt i størsteparten af Europa, det østlige Nordamerika, i Kina og andre steder. Den dyrkes også i adskillige lande.

 

 

Tusinder af gul okseøje dækker næsten en brakmark i Vendsyssel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvedemark med mange gul okseøje og kornblomster (Centaurea cyanus), Salten, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul okseøje med en stor droneflue (Eristalis tenax), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En nær slægtning til gul okseøje er kron-okseøje (Glebionis coronarium), som er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Iran, samt på de Kanariske Øer. En gulblomstret form minder meget om gul okseøje, men har snitdelte blade. Desuden findes en form, som har hvidlige randkroner med gult nær grunden.
 

 

 

Disse billeder af kron-okseøje er fra den græske ø Kreta, hvor arten er uhyre almindelig og ofte danner store bestande. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Okseøje-arter er nært beslægtede med de dyrkede Chrysanthemum-sorter, også kaldt margeritter.

 

 

Denne kvinde sælger gule margeritter fra sin cykel i vejkanten, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taiwan 2018c
Cykler til leje i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Padderok-arten skavgræs (Equisetum hyemale) har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien, mod syd til Tibet, Korea og Japan. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Sydafrika og Australien, hvor den betragtes som invasiv.

Denne art vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver. Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Navnet skavgræs, af middelalder-dansk skave (’skrabe’), samt artens engelske navn scouring rush, af scour (’skure’), skyldes dens tidligere anvendelse som slibemiddel og sandpapir på grund af det høje indhold af kisel. Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan hentyde til den kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Navnet padderok skyldes, at vårskuddene af ager-padderok (E. arvense) blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

Andre padderok-arter er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Californien 2011
Dette billede fra Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada, Californien, viser den amerikanske underart af skavgræs, affine, som ofte er gul oven for hver skede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gyldent flammetræ (Koelreuteria elegans) er et mindre træ af sæbetræfamilien (Sapindaceae), op til 17 m højt, som har fået navn efter sine pragtfulde gyldne blomsterstande. Et af artens engelske navne er golden-rain tree, og på afstand kan blomsterstandene da også minde om ‘gylden regn’. Denne art er endemisk for Taiwan, men plantes meget almindeligt som vejtræ i tropiske og subtropiske områder verden over.

Billeder, som viser denne arts gule vinterløv samt dens farvestrålende frugter, er bragt på siden Efterår.

 

 

Taiwan 2014c
Taiwan 2013
Gyldent flammetræ, Taichung, Taiwan. På nederste billede ses en glassværmer, sandsynligvis af familien Sesiidae. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Emberiza er en stor slægt af spurvefugle med omkring 41 nulevende arter, som er udbredt i hele Europa, Afrika og Asien. Hos mange af arterne er hannerne gule eller gullige.

 

Gulspurven (Emberiza citrinella) yngler i hele Europa, mod øst til Baikal-søen og det nordlige Mongoliet, med isolerede forekomster i Ukraine og Kaukasus-bjergene.

 

 

Denne han af gulspurv sidder i en hvidgran (Picea glauca), Bredlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hætteværlingen (Emberiza melanocephala) forekommer fra Italien mod øst gennem Tyrkiet og Kaukasus til Iran og det vestlige Pakistan.

 

 

Syngende han af hætteværling, Pergamon, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gråhovedet værling (Emberiza spodocephala) yngler i det sydlige Sibirien og Mongoliet, samt i det nordøstlige og sydvestlige Kina.

 

 

Syngende han af gråhovedet værling, nær søen Lashe Hai, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I den antikke græske mytologi var tre søstre, Stheno, Euryale og Medusa, gorgon’er – vingede uhyrer, som i stedet for hår havde en manke af levende giftslanger. Det sagdes, at dén, der kiggede på et af disse uhyrer, ville blive forvandlet til sten. Af søstrene var Stheno og Euryale udødelige, mens Medusa var dødelig. Hun blev dræbt af helten Perseus, søn af Zeus og Danaë, datter af Akrisios, som var konge i Argos.

Akrisios var skuffet over, at han ikke havde fået en søn og kontaktede oraklet i Delfi for at få råd. Oraklet advarede ham imidlertid, at han en dag ville blive dræbt af sin dattersøn. For at forhindre datteren i at få en søn, spærrede han hende inde i sit palads, i et værelse uden tag. Danaë blev imidlertid gjort gravid af Zeus, der viste sig som en gylden byge. Akrisios turde ikke vække Zeus’ vrede ved at dræbe hans afkom, men da barnet var blevet født, placerede han moder og barn i en trækiste, som han sendte til søs i forvisning om, at de ville gå til grunde. Kisten skyllede imidlertid i land på øen Serifos, hvor en fisker ved navn Diktys bragte moder og barn til sit hus. Her boede de i mange år, indtil Perseus, som drengen blev kaldt, var vokset op.

Konge af Serifos var Polydektes, broder til Diktys. Da kongen så den smukke Danaë, blev han forelsket i hende. Perseus, som nu var en yngling, brød sig ikke om Polydektes og beskyttede sin moder mod ham. Kongen planlagde nu at få Perseus dræbt. Han holdt en stor fest, hvor hver af gæsterne blev bedt om at bringe en hest som gave til kongen. Perseus havde ingen heste, så han bad Polydektes om at nævne en anden gave, som han ikke ville nægte kongen. Den snedige Polydektes sagde så, at han ville have hovedet af Medusa, den eneste dødelige af gorgon’erne.

Perseus bad guderne om hjælp, og de forsynede ham med et blankpoleret skjold, et sværd, vingede støvler samt en hjelm, hvis bærer var usynlig. Ved at betragte Medusas spejlbillede i skjoldet undgik Perseus at blive forvandlet til sten, og det var nu sikkert for ham at nærme sig den sovende Medusa, hvis hoved han huggede af med sværdet. Han stoppede hovedet i en sæk, og da han bar sin usynligheds-hjelm, lykkedes det ham at undslippe Medusas frygtindgydende søstre.

Undervejs mod Argos hørte Perseus om oraklets profeti, og da han ikke ønskede at dræbe sin bedstefader, drog han i stedet til Larissa, hvor der netop blev afholdt sportskonkurrencer. Tilfældigvis var Akrisios også til stede, og ved et uheld ramte Perseus ham med sit kastespyd og dræbte ham. Således gik profetien i opfyldelse.

 

 

Tyrkiet 2006
Kunstigt lys oplyser hoveder af Medusa, der er blevet genanvendt som basis for søjler i den underjordiske brønd Yerebatan Sarnıcı (‘brønden som synker ned i jorden’) i Istanbul, Tyrkiet. Med en længde på ca. 138 m og en bredde på 63 m var den den største af flere hundrede sådanne antikke brønde i denne by, opført under Kejser Justinian d. 1. (c. 482-565). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kællingetand (Lotus) er en stor slægt inden for ærteblomstfamilien (Fabaceae), omfattende mindst 130 arter. Den er vidt udbredt i tempererede og subtropiske egne af Eurasien, Afrika, og Australien, samt nogle øer i den vestlige del af Stillehavet. Nogle arter er blevet indført eller indslæbt andre steder og er ofte blevet forvildet, bl.a. i Nord- og Sydamerika og New Zealand.

Slægtsnavnet er af semitisk oprindelse, på oldgræsk lotos, hvilket var en type kløver eller kællingetand, af Homer beskrevet som foder til heste. Det danske navn skyldes enten de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller at blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes disse planter for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade (i virkeligheden er der 5 småblade), mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes fire arter af slægten som vildtvoksende, alle præsenteret nedenfor. De vokser ofte i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde ’tæpper’.

 

Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes arten op til 4000 meters højde.

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Almindelig kællingetand, fotograferet på Hammerknuden, Bornholm. I baggrunden ses dag-pragtstjerne (Silene dioica) samt bornholmsk kamille (Matricaria maritima var. retzii), en varietet af strand-kamille. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig kællingetand, Fanø. På det nederste billede udgår fem bælge fra et fælles punkt, ikke tre, som det ofte er tilfældet og har givet anledning til slægtens engelske navn bird’s-foot trefoil. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig kællingetand, Fyns Hoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sump-kællingetand (Lotus pedunculatus, førhen L. uliginosus) vokser i fugtigere områder end almindelig kællingetand og har bredere småblade. Denne art er udbredt i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, men er også blevet naturaliseret mange steder i Nord- og Sydamerika, Australien og andre steder.

 

 

Vorsø 2000-15
Sump-kællingetand, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Smalbladet kællingetand (Lotus tenuis, også kaldt L. glaber) er hjemmehørende i Europa, Rusland, Sibirien, Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika. Denne art er salt-tolerant og vokser mest på strandenge, inde i landet i saltprægede enge og søbredder. Som dens navn siger, er småbladene meget smalle.

 

 

Smalbladet kællingetand danner et pragtfuldt tæppe på en strandeng på Kalvebod Fælled, Amager. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kantbælg (Lotus maritimus, af mange autoriteter kaldt Tetragonolobus maritimus) findes i Europa, Nordafrika og tempererede områder af Asien. Arten er ret sjælden i Danmark, idet den kun findes ved nogle sjællandske kyster samt på Bornholm.

Det danske navn såvel som slægtsnavnet Tetragonolobus, af græsk tetragonus (’firkantet’) og lobos (’bælg’), hentyder til artens firkantede bælge, der er spiselige som unge. Artsnavnet er latin for ‘voksende ved havet’.

 

 

Kantbælg på strandenge nær Listed (øverst), samt ved Tejn, begge ved østkysten af Bornholm. På klipperne i baggrunden vokser kyst-væggelav (Xanthoria aureola). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul evighedsblomst (Helichrysum arenarium) er vidt udbredt, fra Vesteuropa mod øst til Xinjiang og Mongoliet, mod syd til Middelhavet og det nordlige Iran. I Rusland blev arten i gamle dage kaldt ’udødelighedsurten’ på grund af dens medicinske egenskaber. Bladene blev også anvendt som smagsstof i kødretter.

 

 

Gul evighedsblomst, fotograferet på Karaburun-halvøen nær Izmir, Tyrkiet (øverst), i Skåne (i midten), samt i Mols Bjerge. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Løbefrøer (Kassina) er stærkt farvede frøer, som tilhører familien Hyperoliidae, der er udbredt overalt i Afrika syd for Sahara. De kaldes løbefrøer, idet de foretrækker at gå fremfor at hoppe som de fleste andre frøer.

Senegal-løbefrø (Kassina senegalensis), også kaldt ‘boblende kassina’, er en almindelig og vidt udbredt art, som findes fra Afrikas Sahel-zone mod syd til Sydafrika, hvor den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, savanne, krat, agerland og haver. Hannerne af denne art udstøder en poppende lyd, og den har fået navnet ‘boblende kassina’ på grund af den boblende lyd, som et stort kor af kvækkende hanner frembringer, når de svarer på hinandens kvækken.

 

 

Tanzania 1993
Denne Senegal-løbefrø sidder på en kogleaks-stængel i Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skønt den aldrig har levet i Taiwan, forekommer løven uhyre almindeligt i daoistiske templer i form af et mytologisk væsen, der beskytter templerne. Den optræder også talrigt som skulpturer på gravsteder, som den vogter mod onde kræfter.

 

 

Løve-skulpturer på daoistiske gravsteder, Taichung. Billeder af andre sådanne skulpturer kan ses på siden Kultur: Gravpladser. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Taiwan optræder løven også i den såkaldte løvedans, der finder sted foran templerne, som regel opført af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske. En mere avanceret form for løvedans er den rene akrobatik, hvor to mænd, skjult under et løveklæde, springer rundt fra den ene lille metalplade til den anden, placeret på pæle, som ofte er et par meter høje.
 

 

 

Akrobatisk løvedans på pæle, Kaohsiung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul barleria (Barleria oenotheroides), som tilhører akantusfamilien (Acanthaceae), er den eneste blandt næsten 300 Barleria-arter, som findes vildtvoksende i den Nye Verden, hvor den forekommer i Mexico, Mellemamerika og Colombia.

 

 

Costa Rica
Gul barleria, Parque Nacional Palo Verde, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den første akacie-art, som blev beskrevet videnskabeligt, var egyptisk akacie (Vachellia nilotica), navngivet Acacia nilotica i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Acacia er en latiniseret form af det græske ord akakia, af akis (’torn’), hvilket hentyder til de prominente torne hos A. nilotica. Artsnavnet hentyder til Nilen, hvor denne art først blev fundet.

Akacier tilhører den kæmpestore ærteblomstfamilie (Fabaceae), underfamilien Mimosoideae, som karakteriseres af blomster med meget små kronblade og talrige støvdragere. Førhen indeholdt slægten Acacia ikke færre end ca. 1500 arter, men ifølge den seneste opdatering af Angiosperm Phylogeny Group’s klassifikation af blomsterplanter, APG IV, er denne slægt polyfyletisk og opdeles i dag i fem slægter. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Acacia)

I dag omfatter slægten Acacia omkring 980 arter, der hovedsagelig er udbredt i Australien.

Vachellia er en slægt på ca. 193 tropiske og subtropiske arter, hvoraf de fleste (ca. 83) findes i Afrika samt på Madagascar.

Senegalia rummer omkring 220 arter, udbredt i tropiske og subtropiske områder i hele verden, Australien undtaget, med hovedparten i Afrika.

Acaciella er en lille neotropisk slægt på 15 arter, hvoraf de fleste vokser langs Mexicos Stillehavskyst.

Mariosousa, som omfatter 13 arter, findes hovedsagelig i Mexico og Mellemamerika, med nogle få arter i det sydligste USA.

Billederne nedenfor viser fire akacie-arter, tre med gule blomster og én med gul bark.

 

Filippinsk akacie (Acacia confusa), også kaldt Taiwan-akacie, er et lille træ, som kan blive indtil 15 m højt. Denne art er hjemmehørende i det nordlige Filippinerne, det sydøstlige Kina samt Taiwan, men er blevet plantet mange andre steder, bl.a. i Sydøstasien og på mange Stillehavsøer. På Hawaii betragtes den som invasiv.

I Taiwan er den meget almindelig i lavlandet og på bjergskråninger op til en højde af ca. 2000 m. Den beskyttes ofte, idet den kan modvirke jordskred og erosion.

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

 

 

Taiwan 2018
En overdådighed af blomster i en filippinsk akacie, voksende i udkanten af byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egyptisk akacie (Vachellia nilotica), i Indien kaldt babul, er hjemmehørende i Afrika og Mellemøsten, samt på det indiske subkontinent. Den er blevet naturaliseret i Australien, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

Nordindien 1982
Nedfaldne blomster af egyptisk akacie på overfladen af en dam i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. Denne art, der blev indført til dette reservat som yngletræer for fugle, opfører sig særdeles invasivt her. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blomstrende akacie med lappestære (Creatophora cinerea), Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gulbarket akacie (Vachellia xanthophloea) er almindelig i det østlige Afrika, fra Somalia mod syd til Sydafrika. Et populært navn på dette træ er feberakacie – et navn, der stammer fra tidlige europæiske rejsende i Afrika, som bemærkede, at man ofte fik feber, hvis man slog lejr under disse træer. Årsagen til feberanfaldene var, at gulbarket akacie hovedsagelig vokser i sumpede områder, hvor også malariamyg trives.

 

 

Dette billede fra Naivasha-søen, Kenya, viser stammen af en gulbarket akacie, hvor der sidder en grårygget tornskade (Lanius excubitoroides). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunkler (Ranunculus) udgør en kæmpestor slægt, der omfatter omkring 500 arter. Disse planter er udbredt i hele verden med undtagelse af visse områder i Vestafrika, samt Antarktis. I troperne vokser arterne mest i bjergegne. En lang række arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Etymologien bag ordet ranunkel er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Bidende ranunkel (Ranunculus acris) er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien, samt i Grønland og Alaska, og den er desuden blevet indslæbt til mange andre egne af verden. I Nordamerika (uden for Alaska) betragtes den som invasiv.

Den minder meget om den allestedsnærværende lav ranunkel (R. repens), men er som regel højere, og småbladene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel. Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag.

 

 

Bidende ranunkel, nær Povls Kirke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Savanne-lapviben (Vanellus senegallus) har navn efter de gule lapper ved basis af næbbet. På vingen har den en lille sort spore. Denne art er ret almindelig i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskovsområder.

 

 

Savanne-lapvibe, Lochinvar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cochlospermum er en slægt på 13 arter af mindre træer, der, alt efter hvilken kilde man benytter, placeres enten i familien Cochlospermaceae eller i Bixaceae. De er udbredt i tropiske egne, specielt i Latinamerika, Afrika og Australien, samt på det indiske subkontinent.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kokhlias (‘spiralformet’), oprindeligt fra kokhlos (‘bløddyr med spiralformet skal’), hvilket sigter til de sammenkrummede frø, hvorpå der sidder mængder af lange hår, som danner en spiral. Et engelsk navn på slægten er buttercup trees (‘smørblomsttræer’), hvilket hentyder til de knaldgule blomster, af omtrent samme farve som smørblomster (Ranunculus).

Cochlospermum religiosum er et lille træ, op til 7,5 m højt, som er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Naturligt vokser det i tørre løvfældende skove, men plantes ofte omkring buddhist-templer, specielt i Sydindien og Sri Lanka. Dette afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘from’ eller ‘religiøs’. Det engelske navn på denne art, yellow silk-cotton tree, hentyder til frugterne, som er fyldt med lange hår, i lighed med kapok (Bombax ceiba), som hedder silk-cotton tree på engelsk.

I nogle grene af Theravada-buddhismen betragtes denne art som værende Bodhi-træet, hvorunder Buddha opnåede oplysthed. (Almindeligvis betragtes dette træ som værende pipal (Ficus religiosus), beskrevet på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer).

Et andet medlem af slægten er Cochlospermum vitifolium, lokalt kaldt for poro-poro, som er hjemmehørende i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Denne arts smukke blomster springer først ud, efter at træet har kastet bladene.

 

 

Cochlospermum religiosum, Kolkata Botaniske Have, Vestbengalen, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cochlospermum vitifolium, fotograferet i Guanacaste-provinsen, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gulligt morgenlys på højhuse (øverst) samt på butikker og restauranter langs en gade, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

De fleste små hejrer af slægten Egretta har sorte ben med stærkt gule tæer. Slægtsnavnet kommer af et fransk ord, aigrette, som betyder ‘lille hejre’.

 

Silkehejren (Egretta garzetta) har en meget stor udbredelse, idet den findes i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien, og i 1994 opstod en mindre koloni på Barbados-øerne i Caribien, som stadig eksisterer.

Andre billeder af denne art, samt mange andre hejrearter, kan studeres på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fiskeri.

 

 

Denne silkehejre lander i Han-floden, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silkehejrens næsten identiske slægtning i den Nye Verden, snehejren (Egretta thula), er udbredt i Central- og Sydamerika samt i dele af Nordamerika, hvor nogle bestande er trækfugle, der overvintrer længere sydpå.

Artsnavnet blev hæftet på denne art i 1782 ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

Snehejre, fotograferet i J.N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. Den er en ungfugl, som kan kendes på, at en gul linje løber ned langs bagsiden af benene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brændende loasa (Loasa acerifolia), der tilhører familien Loasaceae, vokser i Andes-bjergene. Denne art har smukke blomster – men rør den ikke, da den er forsynet med brændehår, i lighed med den velkendte stor nælde (Urtica dioica).

 

 

Brændende loasa, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kantagurk (Luffa acutangula) er hjemmehørende i Tropisk Asien, hvor den også er almindeligt dyrket. Unge frugter tilberedes som grønsag eller som pickles, mens fibrene i modne frugter anvendes som vaskesvampe eller til fremstilling af hatte. Arten udnyttes også i traditionel folkemedicin. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Kantagurk har smukke blomster. Denne blev fotograferet i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den dominerende religion i Taiwan er en unik blanding af buddhisme og daoisme, beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

Under daoistiske højtider udføres forskellige ritualer, ofte af mænd iført gule dragter. Billederne nedenfor viser ritualer fra tre forskellige højtider.

 

I visse fiskersamfund i det sydlige Taiwan afholdes stadig den såkaldte Boat Burning Festival (bådafbrændings-festival), hvorunder man bygger en komplet båd af træ, hvorpå den afbrændes som en offergave til sygdommenes gud Wang-yeh i det håb, at han vil spare folkene for pesten og andre frygtelige sygdomme. Førhen blev den brændende båd sendt til søs og bar på denne måde ceremonielt sygdommene med sig, men denne praksis er ophørt, og i dag brændes båden på land.

 

 

Under bådafbrændings-højtiden bærer disse mænd en lille kopi af båden, som er tilegnet pestens gud, Wang-yeh, Siao Liouchou Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

Under bådafbrændings-højtiden udkæmper disse mænd et ‘slag’ foran Samlong-templet på Siao Liouchou. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under bådafbrændings-højtiden opfører denne mand en dans foran Samlong-templet, til ære for Wang-yeh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En af de vigtigste daoistiske højtider i Taiwan er Mazu-festen, som er tilegnet Modergudinden Mazu. Fortællingen bag denne guddom kan læses på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

Gule bannere bæres i optog under højtiden for modergudinden Mazu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under festen for Mazu gør mænd i gule dragter klar til at affyre fyrværkeri omkring en palankin, som indeholder Tigerguden og hans generaler (se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden vigtig højtid er Tigergudens Festival.

 

 

Under Tigergudens højtid, her fejret i byen Shinggang, eksploderer fyrværkeri under en palankin med Tigerguden, båret af mænd iklædt gule dragter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Opret prærie-solhat (Ratibida columnifera) er udbredt i store dele af Nordamerika på prærier og i andre græsbevoksede områder. Blomsternes form har givet arten det populære navn ’mexikansk hat’.

 

 

Opret prærie-solhat, observeret i Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten squawrod (Conopholis) har kun to medlemmer, der begge vokser i Nordamerika. Disse planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), mangler klorofyl og får deres næring ved at snylte på rødderne af træer.

Alpin squawrod (C. alpina), på amerikansk bl.a. kaldt for cancer-root (’kræftrod’), er hjemmehørende i Texas, Colorado, New Mexico og Arizona, samt det nordlige Mexico. Trods navnet cancer-root er der ingen evidens for, at arten har kræftbekæmpende egenskaber. En variant af denne art, var. mexicana, kaldt mexikansk squawrod, snylter på rødder af forskellige arter af fyr (Pinus) og eg (Quercus). Den blev førhen anvendt af indfødte folkeslag mod tuberkulose.

 

 

Mexikansk squawrod, Lake Powell, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse kvinder i Udaipur, Rajasthan, Indien, er iført sjaler, som er farvet forskellige nuancer af gult. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten gulurt (Amsinckia) omfatter omkring 13 arter i rubladfamilien (Boraginaceae). På amerikansk kaldes de for fiddlenecks (‘violinhoveder’), opkaldt efter blomsterstanden, der er indrullet som et violinhoved. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske forretningsmand og politiker Wilhelm Amsinck (1752-1831), som støttede den botaniske have i Hamburg finansielt.

Småblomstret gulurt (A. menziesii, tidligere kaldt for A. micrantha), er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, fra Alaska mod syd til det nordlige Mexico, men er blevet indslæbt til de fleste af de østlige stater, samt til mange andre steder verden rundt. Hele planten, der kan blive op til 60 cm høj, er stivhåret og hænger nemt fast i dyrepelse, hø, markredskaber og andet. I Danmark er den ret almindelig i Jylland, men er mere sparsom på Øerne.

Dens frø indeholder et alkaloid, som er giftigt for mennesker, men de er et yndet fødeemne i løbet af yngletiden for den californiske pragtsisken (Spinus lawrencei).

 

 

Småblomstret gulurt som markukrudt, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpekragen (Pyrrhocorax pyrrhocorax) og alpealliken (P. graculus) er knaldsorte medlemmer af kragefamilien (Corvidae), der nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krageagtige lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Alpealliken er lidt mindre end alpekragen og har kortere, lysende gult næb. Begge arter vidt udbredt i Europa, Nordafrika og Asien, alpealliken i Marokko, Pyrenæerne, Alperne og andre centraleuropæiske bjerge, på Kreta, samt i Tyrkiet, Kaukasus, Iran og Himalaya.

De to arter er nærmere præsenteret på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

 

Alpealliken er ofte ganske tillidsfuld, som denne fugl, der efter at være blevet gennemblødt af en kraftig regnbyge leder efter spiseligt på et bord uden for en restaurant nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliker søger efter føde i Jarsang-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne alpeallike letter fra en klippe i Annapurna Sancturary, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orientalsk takkeklap (Bunias orientalis), som tilhører korsblomstfamilien (Brassicaceae), er opkaldt efter sine vortede (’takkede’) skulper. Den er sandsynligvis hjemmehørende i Kaukasus, det centrale og sydlige Rusland, det vestlige Sibirien, samt det sydøstlige Europa, mod nord til Slovakiet og Ungarn. I dag er den dog vidt udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, hvor den nogle steder opfører sig invasivt.

 

 

Danmarks sikkert største bestand af orientalsk takkeklap findes på havnearealet ved Nørresand nord for Gudhjem, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araguaney (Handroanthus chrysanthus, førhen kaldt for Tabebuia chrysantha) er et mindre træ i familien Bignoniaceae, som er hjemmehørende i Mellemamerika og det nordvestlige Sydamerika, men dyrkes mange andre steder på grund af dets overdådighed af gule blomster, der springer ud før bladene. Arten er Venezuelas nationaltræ, valgt på grund af blomsternes farve, der minder om en af farverne på det venezuelanske flag.

Artsnavnet er afledt af græsk chrysos (‘guld’) og anthos (‘blomst’). Navnet araguaney stammer muligvis fra aravenei, et navn, som det caribiske Kalina-folk efter sigende anvendte om dette træ. I Brasilien kaldes det for ipê-amarelo (‘gul ipê’).

 

 

Taiwan 2018b
Araguaney er et meget almindeligt prydtræ i varmere egne af kloden. Disse billeder er fra byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018b
Skolebørn fejer nedfaldne araguaney-blomster sammen uden for deres skole i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er kæmpetang (Macrocystis pyrifera) af enorme dimensioner, op til 50 m lang. På billedet herunder ses et eksemplar i Monterey Akvarium, Californien, som er adskillige etager højt. Andre billeder fra dette fantastiske akvarium kan ses på siderne Hyldest til farven blå, samt Hyldest til farven rød.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gulhovedet trupial (Xanthocephalus xanthocephalus) tilhører trupialfamilien (Icteridae). Hannen er sort med gult hoved og bryst, mens hunnen er brun med en gullig brystplet. Denne art findes i det vestlige Nordamerika, hvor den yngler i bevoksninger af dunhammer (Typha). Slægts- og artsnavn kommer af græsk xanthos (’gul’) og kephalos (’hoved’).

 

 

Denne han af gulhovedet trupial markerer sit territorium ved at synge fra en hegnspæl i det østlige Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kæmpe-fennikel (Ferula communis), som tilhører skærmplantefamilien (Apiaceae), er udbredt omkring Middelhavet, på den Arabiske Halvø, samt i det østlige Afrika, mod syd til Tanzania. Den er en af de planter, som i Oldtidens Grækenland og Rom blev udnyttet til fremstilling af en harpiks ved navn silfium, silfion, eller laser, der blev anvendt i parfume og medicin, samt som svangerskabsforebyggende og potensfremmende middel. Denne harpiks var en uhyre vigtig eksportvare fra den nordafrikanske by Kyrene og var så vigtig for byens økonomi, at den var afbildet på de fleste af datidens mønter. Harpiksen fremstilles stadig i Marokko.

Unge stængler og blomsterstande af kæmpe-fennikel er spiselige, omend de muligvis er svagt giftige. De var et udbredt fødeemne i det Gamle Rom og spises stadig i Marokko.

I den antikke græske mytologi præsenterede ildguden Prometheus menneskene for ilden ved at skjule den i kæmpe-fennikels hule stængel.

 

 

Kæmpe-fennikel, Gibraltar. På det øverste billede ses ruinen af en maurisk borg i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Andricus er en slægt af galhvepse i familien Cynipidae, der omfatter omkring 100 arter, udbredt i Europa og Asien. A. quercustozae er almindelig i egnene omkring Middelhavet. Dens larver lever i store galler, op til 4 cm i diameter, som i begyndelsen er grønne, kødfulde, bløde og meget klæbrige, senere mørkt purpurfarvede med hård skal. Gamle galler kan blive siddende på træet i årevis.

 

 

Galler af Andricus quercustozae på en kvist af duneg (Quercus pubescens), Marmande, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kongekokosnødden er en gul varietet af den almindelige kokosnød (Cocos nucifera), som dyrkes i vid udstrækning i Sri Lanka, hvor den kaldes for thambili. Den indeholder mere og sødere saft end almindelige kokosnødder og er en meget populær drik.

 

 

Denne singalesiske kvinde er i færd med at åbne en kongekokosnød, Minuwangoda, nær Negombo, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig gulskive (Bisporella citrina), også kaldt citrongul risbæger, er en sæksvamp, som tilhører familien Helotiaceae. Den er udbredt i det meste af verden og er meget almindelig på døde træstammer, specielt om efteråret.

 

 

Almindelig gulskive, fotograferet i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Citron (Citrus limon) og andre citrus-frugter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Citrontræ, Wadi Feiran, Sinai, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Amerikansk blærebælg (Peritoma arborea, tidligere kaldt Isomeris arborea eller Cleome isomeris) er en busk af edderkoppeplante-familien (Cleomaceae), som er udbredt i Mojave- og Colorado-ørkenerne i det sydlige Californien samt på halvøen Baja California. Denne plante lugter meget ilde, hvilket er medvirkende til at afholde insekter fra at æde af den.

 

 

Dette billede er fra Joshua Tree Nationalpark, Californien, hvor amerikansk blærebælg er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En overdådighed af sommerfugle, tilhørende slægten Dixeia i hvidsværmerfamilien (Pieridae), suger væde fra fugtigt sand på en jordvej i Meru Nationalpark, Kenya. Bemærk, at en af sommerfuglene i den venstre del af billedet flyver med undersiden opad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alant-slægten (Inula), som omfatter omkring 100 arter af kurvblomstfamilien (Asteraceae), er udbredt i Europa, Afrika og Asien.

Soløje-alant (I. britannica) er hjemmehørende i dele af Europa og det nordlige Asien, og den er også forvildet enkelte steder i Nordamerika.

 

 

En dagpåfugleøje (Aglais io) søger føde i blomsterne af en soløje-alant, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ørken-tornleguanen (Sceloporus magister) er hjemmehørende i Chihuahua- og Sonora-ørkenerne i Nordamerika. Den kendes nemt på de grove skæl samt de gule pletter på siderne.

 

 

Ørken-tornleguanen, Grand Canyon, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Natlys (Oenothera) udgør en slægt med omkring 155 arter, udbredt næsten overalt i Amerika, kun manglende i arktiske egne og regnskov. Disse planter producerer et væld af blomster i løbet af en vækstsæson. Blomsterne er fremme om natten og om formiddagen, hvorefter de visner.

 

Som dens navn fortæller, er kæmpe-natlys (O. glazioviana) en stor plante, der kan blive indtil 1,5 m høj, med rynkede, op til 15 cm lange blade samt mange store, knaldgule blomster med indtil 5 cm lange kronblade. Denne spektakulære plante er hjemmehørende i Brasilien, men dyrkes utallige andre steder og forvildes ofte.

 

 

Kæmpe-natlys, dyrket i en have på Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I området omkring Elbens udløb i Nordtyskland skete der sidst i 1800-tallet en kraftig mutation af en indslæbt natlys-art. Den blev beskrevet som en ny art i 1905 under navnet O. ammophila (’den sandelskende’), men blev siden omdøbt til O. oakesiana. Denne nye art, som på dansk fik navnet klit-natlys, spredte sig hurtigt mod nord til Danmark, hvor den i dag vokser langs vestkysten helt op til Skagen.

 

 

Klit-natlys er ret almindelig på Fanø, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Om efteråret føjer det gulnende løv af amerikansk bævreasp (Populus tremuloides) pragtfulde partier til talrige områder i det vestlige Nordamerika. Denne art er det videst udbredt træ i Nordamerika, idet den findes fra Alaska mod syd gennem det vestlige Canada og USA til det centrale Mexico, samt i et bredt bælte tværs over Canada og det nordlige USA til Newfoundland, mod syd til Pennsylvania.

 

 

Californien 2011
Californien 2011
Californien 2011
Amerikansk bævreasp på en bjergskråning nær Conway Summit i Sierra Nevada-bjergene, Californien. De to nederste billeder viser denne ikoniske arts snehvide stamme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Åkander (Nuphar) er en slægt på ca. 10 arter af vandplanter med flydeblade og smukke gule blomster, som er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle.

Taiwanesisk gul åkande (Nuphar shimadai) er endemisk for Taiwan, hvor den vokser i moser og damme.

 

 

Taiwanesisk gul åkande, Guantian Jacana-reservat, nær Madou, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Familien tyranfluesnappere (Tyrannidae) forekommer overalt i Nord-, Mellem- og Sydamerika. Med over 400 arter udgør disse fugle den største familie inden for fuglene.

På billedet nedenfor, der blev taget i Monterico, Guatemala, ses tre medlemmer af tyranfluesnapperfamilien, hvoraf de to er stærkt gule, kiskadie (Pitangus sulphuratus) (nederst i billedet) og tropisk kongetyran (Tyrannus melancholicus) (øverst t.h.). Fuglene med lang hale er sakshalet kongetyran (T. forficatus).

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stenurtfamilien (Crassulaceae) er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Denne familie, der rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, findes verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika.

Stenurter (Sedum) er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus. Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika.

Bidende stenurt (Sedum acre) har fået sit navn på grund af bladenes bitre, peberagtige smag, der skyldes deres indhold af let giftige alkaloider.

 

 

Bidende stenurt, voksende på kystklipper nær Gudhjem, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Valmuefamilien (Papaveraceae) er udførligt omtalt på siden Hyldest til farven rød. Nedenfor præsenteres en række arter med gule blomster.

 

De pragtfulde valmuesøstre (Meconopsis) er en slægt med omkring 43 arter, næsten alle hjemmehørende i Kina og Himalaya. Mange af arterne dyrkes som prydplanter i Vesten. Slægtsnavnet kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) i 1814 skilte ud fra slægten Papaver og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur.

Imidlertid fastslår en fylogenetisk undersøgelse fra 2011, at skovvalmuen er nærmere beslægtet med Papaver-arter end med Meconopsis-arter, og artiklens forfattere gendanner artens oprindelige navn, Papaver cambricum, som blev offentliggjort i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). (Kilde: J.W. Kadereit, C.D. Preston & F.J. Valtueña. Is Welsh Poppy, Meconopsis cambrica (L.) Vig. (Papaveraceae), truly a Meconopsis? New Journal of Botany, bd. 1, 2011, s. 80-88)

Den vidunderlige Meconopsis paniculata, der kan blive næsten 2 m høj, er udbredt i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Denne art er meget almindelig på næringsrige jorder, fx græsgange for kvæg.

 

 

Dette billede viser en meget artsrig urteli i Rolwaling-dalen i det centrale Nepal. Meconopsis paniculata vokser ved siden af min guide Ganga Thapa samt i baggrunden, og der ses tillige en høj skærmplante, Pleurospermum benthamii, en rød troldurt, Pedicularis megalantha, samt bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der finder megen hybridisering sted blandt valmuesøstre. Det står ikke klart, hvorvidt Meconopsis dhwojii, her fotograferet i Langtang Nationalpark i det centrale Nepal, skal betragtes som en hybrid eller som sin egen art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som nævnt ovenfor blev skovvalmuen (Papaver cambricum) førhen betragtet som tilhørende valmuesøstrene (Meconopsis). Den er begrænset til den iberiske halvø, det sydlige Frankrig, det sydvestlige England, Wales samt Irland.

 

 

Skovvalmue, fotograferet på passet Col d’Aubisque i den franske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Isvalmue (Papaver croceum), der tidligere blev betragtet som en underart af sibirisk valmue (P. nudicaule), er en centralasiatisk plante, som er udbredt fra det sydlige Sibirien mod syd til den nordlige udkant af Himalaya, og fra Kirgisien mod øst til det nordlige Kina.

 

 

Isvalmue, voksende på et pas oven for Yrdyk-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-valmue (Papaver alpinum) er opdelt i mindst 8 underarter, hvoraf nogle til tider betragtes som selvstændige arter. De fleste underarter har gule eller orange blomster, mens nogle har hvide. Denne art er vidt udbredt i Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til bjerge på Balkan, Karpaterne og Tatra-bjergene.

Rätisk valmue (P. alpinum ssp. rhaeticum) er hjemmehørende i det østlige Schweiz, Østrig og Norditalien. Nogle autoriteter betragter den som en selvstændig art under navnet P. aurantiacum.

 

 

Rätisk valmue, fotograferet på Passo di Valparola, Dolomiterne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hornskulper (Glaucium) har navn efter deres hornformede frugter. Denne slægt, som omfatter 20-25 arter, har sit kærneområde omkring Middelhavet og findes tillige i tempererede egne af Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. Disse planter har attraktive røde, orange eller gule blomster. En rødorange art er vist på siden Hyldest til farven orange.

Strand-hornskulpe (Glaucium flavum), som har gule blomster, vokser i Danmark især langs den jyske vestkyst. Den er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Kaukasus.

 

 

Strand-hornskulpe er sjælden i Danmark, men på Fanø, hvor disse billeder er taget, er den ret almindelig på sydspidsen, kaldt Hønen, og videre mod vest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Der findes omkring 32 arter af pigvalmuer, tilhørende slægten Argemone, som er udbredt i Nordamerika og Vestindien, med en enkelt endemisk art på Hawaii.

Som dens navn siger, er mexikansk pigvalmue (A. mexicana) hjemmehørende i Mexico, men er blevet naturaliseret utallige steder kloden rundt.

 

 

Mexikansk pigvalmue, forvildet i Gujarat, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Californisk buskvalmue (Dendromecon rigida) forekommer i et bælte langs den nordamerikanske vestkyst, fra det nordlige Californien mod syd til Baja California. Denne art, som er et af de få træagtige medlemmer af valmuefamilien, vokser på tørre bjergskråninger op til en højde af omkring 1800 m. Den trives især i nyligt afbrændte områder.

 

 

Californisk buskvalmue, observeret i Pinnacles Nationalpark (øverst), samt i Torrey Pines State Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Planter af slægten Calochortus kan opdeles i tre markante grupper: sommerfugletulipaner, som har udbredte kronblade med kileformet grund; globusliljer med mere eller mindre kugleformede blomster; samt katteører og stjernetulipaner, som har oprette, spidse kronblade. Disse pragtfulde liljer vokser næsten udelukkende i det vestlige USA. Slægtsnavnet kommer af græsk kalos (’smuk’) og chortos (’græs’).

Flere billeder af disse smukke liljer bringes på siden Natur-citater.

 

 

Gul form af Kennedy’s sommerfugletulipan (Calochortus kennedyi), Colossal Cave Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kanariefuglen (Serinus canaria) er hjemmehørende på de Kanariske Øer, Madeira og Azorerne. I 1600-tallet bragte sømænd de første kanariefugle til Europa, hvor de hurtigt blev populære som burfugle på grund af deres smukke sang. Gennem mutationer opstod et antal farvevarianter, fx gule, hvide, røde, brune og bronzefarvede. Den vilde form er gullig-grøn med grå partier på siderne og vingerne.

Mange tror, at de Kanariske Øer er opkaldt efter denne fugl. Det er imidlertid ikke tilfældet. Den romerske historiker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter, at der på disse øer strejfede flokke af store, vilde hunde omkring, hvorfor de blev kaldt Canaria-øerne, af latin canis (’hund’). Således er fuglen opkaldt efter øerne – ikke omvendt!

 

 

Vild kanariefugl, fotograferet på Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul sandverbena (Abronia latifolia), som tilhører familien Nyctaginaceae, vokser langs USA’s vestkyst. På engelsk hedder denne familie four o’clock family – et navn, som skyldes, at blomsterne hos et andet medlem af familien, vidunderplante (Mirabilis jalapa), først åbner sent på eftermiddagen. Rødderne af gul sandverbena er spiselige og blev førhen anvendt som føde af folk fra Chinook-stammen.

 

 

Gul sandverbena, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, har pragtperleskægfugl (Trachyphonus erythrocephalus) en farvestrålende fjerdragt, fortrinsvis i gult og rødt. Denne art er udbredt i Østafrika, fra Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania. Dens fjer anvendes ornamentalt af adskillige stammefolk, bl.a. masaierne.

 

 

Pragtperleskægfugl, Shaba Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Europæisk hassel (Corylus avellana) er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst til Ural-bjergene, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Normalt er denne art en stor busk, som bliver indtil 10 m høj, men mindre træer på op til 15 meters højde forekommer. Hassel foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af store højblade, kaldt hasen.

Det videnskabelige artsnavn avellana blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

De gule rakler af hassel kommer tidligt frem, i milde vintre allerede i februar. – Skæggeskov nær Ry. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien (Ericaceae). På afstand kan blomsterklyngerne hos visse af arterne dog minde om roser.

Rhododendron-arterne udgør en meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya og Malaysia samt på Borneo og Ny Guinea.

Mange arter er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

Everest 2010
Rhododendron campylocarpum er let kendelig på sine bleggule blomster. Denne art er meget almindelig i Khumbu-området det østlige Nepal, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gylden krokus (Crocus chrysanthus) er hjemmehørende på Balkan og i Tyrkiet, men dyrkes vidt og bredt på grund af sine pragtfulde blomster.

 

 

Gylden krokus, forvildet i en vejkant på Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Violer (Viola) er en kæmpestor slægt, som omfatter måske 600 arter. De findes i de fleste egne af verden, med den største koncentration i den nordlige tempererede zone. De fleste violer har blå eller hvide blomster, men hos nogle arter er de stærkt gule. Nedenfor vises fem eksempler.

 

Fjeldviol (Viola biflora) har en meget vid udbredelse, idet den er hjemmehørende i Europa, Sibirien, Centralasien, Himalaya, Kina, Korea, Japan samt det vestlige Nordamerika.

 

 

Fjeldviol, fotograferet i Dolomiterne, Norditalien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Californisk gylden viol (Viola pedunculata) vokser i græsklædte områder, chaparral og åbne skove langs Californiens kyst, samt i bjergområder nær kysten op til en højde af ca. 1000 m, mod syd til det nordlige Baja California.

 

 

Californisk gylden viol, Santa Rosa Plateau Ecological Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viola wallichiana er ret almindelig i fugtige skove i Himalaya, fra den centrale del af Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

 

 

Viola wallichiana, truffet i Khumbu-området i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viola maculata vokser i skove i Andesbjergene, fra syd for Santiago, Chile, og Neuquén-provinsen, Argentina, mod syd til Tierra del Fuego. Den findes også på Falklandsøerne (Islas Malvinas). Førhen blev arten anvendt af Mapuche-folket som et stimulerende middel, mod hudproblemer samt i en salve mod øjensygdomme.

 

 

Viola maculata, observeret i Parque Nacional Conguillio, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødtræ-viol (Viola sempervirens) er hjemmehørende i nåleskove langs Amerikas vestkyst, mod nord til British Columbia. Denne art kan bl.a. kendes på sine læderagtige blade. Som dens navn antyder, vokser denne art ofte i skove af californisk rødtræ (Sequoia sempervirens).

 

 

Rødtræ-viol, Julia Pfeiffer Burns State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kandebærere er kødædende planter fra fem forskellige slægter, som har én karakter tilfælles: deres blade er særdeles modificerede, idet de danner tragtformede, væskefyldte fælder, kaldt ’kander’. Disse planter udskiller duftstoffer, som lokker insekter og andre smådyr ned i kanden. Hvis dyrene ikke drukner i væsken, forhindres de i at undslippe ved hjælp af forskellige metoder. Planterne udskiller enzymer fra kirtler, som kan udvinde næringsstoffer fra byttet.

En af slægterne er trompetblad (Sarracenia), som omfatter 11 arter. Denne slægt er udbredt i det østlige Nordamerika, fra Newfoundland og Labrador i nord til Florida i syd, og mod vest til De Store Søer.

Trompetblad og andre kødædende planter er indgående beskrevet under Planteliv: Kødædende planter.

 

 

USA 2012
Gul trompetblad (Sarracenia flava), Carolina Beach State Park, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul ensian (Gentiana lutea) er udbredt i bjergegne i det centrale, sydlige og østlige Europa. Dens rod indeholder et af klodens mest bitre stoffer, og nogle få dråber mikstur af ensianrod stimulerer funktionen af lever og bugspytkirtel, og appetitten øges.

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian.

Andre ensian-arter er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya samt Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Alperne 2017
Gul ensian er meget almindelig i Schweiz. Dette billede er fra Lauterbrunnen-dalen, Berner Oberland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Säntis-bjerget, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Chrysothamnus, på amerikansk kaldt rabbitbrush (’kanin-busk’), udgør 9 arter i kurvblomstfamilien (Asteraceae). Disse planter er udbredt i den vestlige del af Canada og USA, mod øst til South Dakota og Nebraska.

Chrysothamnus viscidiflorus har den største udbredelse, fra British Columbia og Montana mod syd til Californien og New Mexico. Denne art er en typisk pionérplante, som hurtigt koloniserer forstyrrede habitater, såsom afbrændte områder, jordskred og arealer, der fornylig har været oversvømmet.

Slægtsnavnet kommer af græsk chrysos (‘gylden’) og thamnos (‘busk’), hvilket hentyder til disse planters gyldne blomster, mens artsnavnet er fra latin viscum (fuglelim fremstillet af misteltén), samt floro (‘blomst’), altså ’klæbrig-blomstret’.

Chrysothamnus viscidiflorus blev udnyttet medicinelt af flere indfødte stammer, hos Paiute-folket til behandling af forkølelse og hoste, hos Hopierne mod hudproblemer. Gosiute og Paiute producerede tyggegummi fra rodens latex, mens Hopi og Navajo fremstillede orange og gule farvestoffer af blomsterne.

 

 

Chrysothamnus viscidiflorus, fotograferet i Sequoia National Forest, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stor gulbenet klire (Tringa melanoleuca) er en almindelig ynglefugl i subarktiske egne af Alaska og Canada, og den overvintrer i det sydlige USA, Mellemamerika og hele Sydamerika. Den er en sjælden gæst i Europa og er også blevet observeret få gange i Danmark. Bortset fra benfarven minder den meget om vores hjemlige hvidklire (T. nebularia), som har grønlige ben.

 

 

Arizona-Utah 2001
En stor gulbenet klire fouragerer i floden Salt River, nær Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gulbenet klire (Tringa flavipes) minder om stor gulbenet klire, men er mindre. Den yngler en smule nordligere end sin større fætter, og den overvintrer i de samme områder. Den er ligeledes en sjælden gæst i Europa og er forekommet nogle få gange i Danmark.

 

 

Gulbenet klire, Salinas Cabo Rojo, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snylteplanten sydlig silke (Cuscuta australis) er vidt udbredt, idet den findes fra Afrika tværs over Mellemøsten til Indien og Fjernøsten og videre mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til Ny Guinea og Australien.

Slægten Cuscuta og mange andre parasitiske planter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

Talrige gule stængler af sydlig silke omklamrer en japansk humle (Humulus japonicus), Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Susanne-med-det-sorte-øje (Thunbergia alata) er en slyngplante, som er hjemmehørende i Østafrika, men dyrkes vidt og bredt. Den er blevet forvildet og naturaliseret i de fleste varmere egne af verden og betragtes som invasiv i en lang række lande, deriblandt USA, Costa Rica, Cuba, Brasilien, Colombia, Paraguay, Australien, Japan, og Taiwan, samt på adskillige talrige øer i Stillehavet.

Navnet Susanne-med-det-sorte-øje menes at stamme fra en figur, der optræder i mange traditionelle engelske sange og ballader. I Ballad of Black-eyed Susan af John Gay (1685-1732) går Susan ombord på et skib, der ligger i havn, for at spørge besætningen, hvor hendes elsker William er blevet af. Hun siger:

 

O! where shall I my true-love find?
Tell me, ye jovial sailors, tell me true,
If my sweet William sails among the crew.

 

På engelsk blev navnet Sweet William iøvrigt påhæftet en anden plante, studenter-nellike (Dianthus barbatus).

Slægtsnavnet blev givet til ære for den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). Thunberg er bedst kendt for sine indsamlinger af planter i Sydafrika og Japan.

En nær slægtning til Susanne-med-det-sorte-øje er den store slyngplante Thunbergia grandiflora, som er beskrevet på siden Hyldest til farven blå.

 

 

Taiwan 2016a
Disse billeder er fra Taiwan, hvor Susanne-med-det-sorte-øje er yderst almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lupiner (Lupinus) er en stor slægt i ærteblomstfamilien (Fabaceae), som omfatter over 200 arter, hovedsagelig udbredt i Nord-, Mellem- og Sydamerika, men også en del arter omkring Middelhavet og i Nordafrika. Ifølge Collins English Dictionary stammer såvel slægtsnavn som folkeligt navn fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

Gul trælupin (Lupinus arboreus) er endemisk for Californien, men dyrkes mange andre steder som prydplante. I nogle lande er den også blevet plantet som sandbinder i klitter. Mange steder har den bredt sig ukontrollabelt og er blevet et besværligt ukrudt, bl.a. i Vesteuropa, Tyrkiet, Australien, New Zealand og det sydlige Sydamerika.

 

 

Gul trælupin, Andrew Molera State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det attraktive gule trompettræ (Tecoma stans), som tilhører trompetblomstfamilien (Bignoniaceae), er vidt udbredt i Amerika, fra det sydvestlige USA gennem Mellemamerika og Caribien til den nordlige halvdel af Sydamerika. Da denne art dyrkes vidt og bredt som prydplante, findes den i dag i de fleste tropiske og subtropiske lande. Den er de Amerikanske Jomfruøers nationalblomst og Bahama-øernes blomster-emblem.

Arten blev først beskrevet som Bignonia stans af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men blev i 1819 overført til slægten Tecoma af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836). Det lader til, at han begik en fejl, da han opkaldte den efter hvad han troede var det aztekiske navn på planten, tecomaxochitl, hvilket imidlertid var navnet på et andet medlem af trompetblomstfamilien, kalabastræet (Crescentia cujete).

 

 

Gul trompettræ, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Godt beskyttet under en gul paraply venter denne buddhistiske munk i Anuradhapura, Sri Lanka, på, at regnen skal høre op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ginkgo (Ginkgo biloba), også kaldt for tempeltræ, er det eneste overlevende medlem af en række inden for planteriget, Ginkgophyta, med en enkelt klasse, Ginkgoopsida, orden Ginkgoales, familie Ginkgoaceae, slægt Ginkgo og art biloba. Dets nærmeste nulevende slægtninge er koglepalmerne (Cycadales). Arten er nærmere beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den ’levende forstening’ i Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultets Have.

 

 

Ginkgo får smukt gult efterårsløv. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses nedfaldne blade, Østengård nær Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Næsehornsfugle, som tilhører familien Bucerotidae, har fået dette navn på grund af en mærkelig gevækst på næbbet hos de større arter. Disse store arter er meget støjende, og gevæksten på næbbet er sandsynligvis beregnet til at øge styrken af deres kald. De mindre arter, der normalt kaldes for tokoer, har ikke denne gevækst på næbbet.

Disse mærkværdige fugle er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

Kaffertokoen (Tockus leucomelas) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst gennem Botswana og den nordlige del af Sydafrika til den sydligste del af Zambia samt Mozambique. Den kendes på det gule næb samt nøgen lyserød hud omkring øjet og under næbbet.

 

 

Kaffertoko, fotograferet på en campingplads i Etosha Nationalpark, Namibia. – Denne nationalpark og andre fantastiske naturlokaliteter i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kaffertokoer æder insekter i elefantgødning, Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gulnæbbet toko (Tockus flavirostris) ligner kaffertoko, men har sort nøgen hud omkring øjnene. Denne art findes i det østlige Afrika, fra Eritrea, Djibouti og Somalia mod syd til den sydøstligste del af Sydsudan, det østlige Uganda, Kenya samt den nordligste del af Tanzania.

 

 

Gulnæbbede tokoer, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Iris er en pragtfuld planteslægt, som omfatter 250-300 arter, tilhørende familien Iridaceae. Disse planter er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne.

Gul iris (Iris pseudacorus) er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien samt det nordvestlige Afrika, og den er endvidere almindeligt forvildet i Nordamerika. Artsnavnet betyder ‘den falske acorus’, hvilket hentyder til bladenes lighed med bladene af kalmus (Acorus calamus).

Roden kogtes førhen sammen med jernsulfat, hvilket gav en sort væske, der blev anvendt som blæk. I værket Utkast till svenska växternas naturhistoria (1867-68) skriver botanikeren C.F. Nymann (1820-93): ”…rotan lärer vara verksam mot vattuskräck [rabies] genom rasende hundars bett.”

 

 

United Kingdom 1992-2002
Gul iris, voksende i Avon-kanalen, Pewsey-dalen, Wiltshire, England. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af gul iris, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaukasisk iris (Iris caucasia) er udbredt fra det østlige Middelhav gennem Tyrkiet til Kaukasus og det nordlige Iran.

 

 

Denne blomstrende kaukasiske iris føjer et strejf af farve til den brune steppe i det nordvestlige Iran. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn siger, findes Middelhavssølvmågen (Larus michahellis) i Middelhavet. Denne art minder meget om den vidt udbredte sølvmåge (L. argentatus), men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb. Den yngler ofte på hustage, og hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

Denne art og andre mågearter er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Middelhavssølvmågen er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet. Denne har netop dræbt en tamdue og er nu i færd med at æde den på et hustag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pilebladet balsamrod (Balsamorhiza sagittata) er vidt udbredt i det vestlige Nordamerika, fra British Columbia og Alberta mod syd til Californien og Wyoming. Den blev først indsamlet af oberst Meriwether Lewis ved udmundingen af White Salmon River, Washington, under Lewis & Clark-ekspeditionen i 1806.

Mange indfødte folk, bl.a. Nez Perce, Kootenai, Cheyenne og Salish, anvendte denne plante som føde og medicin. Roden kan spises rå eller tilberedt, og dens smag er balsam-agtig. Salish-folket hævdede, at rodens smag blev bedst, hvis man kogte den langsomt i en ildgrav i tre dage. Unge skud blev også kogt eller spist rå i salater. Frøene blev knust og formet til kager, der blev spist rå. Som medicinsk urt blev arten især anvendt mod mavebesvær. (Kilde: pfaf.org/User/Plant.aspx?LatinName=Balsamorhiza+sagittata)

 

 

USA-Canada 1992
Pilebladet balsamrod, Yellowstone Nationalpark, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenskyer, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mælkebøtten (Taraxacum officinale) er også kendt under mindst hundrede folkenavne, deriblandt Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkonekøer, troldkællingmælk, troldrose, løvetand, munkehoved, præstekrone, loppeurt, uldhoved og solblomst. Den er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt over det meste af kloden, hvor den er blevet naturaliseret mange steder.

Mælkebøtten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Billedet nedenfor, som blev taget i 1988, viser en forhenværende mark i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, som er fyldt med blomstrende mælkebøtter. De er dog forlængst forsvundet, og marken er i dag bevokset med andre planter. Den interessante vegetations-succession i dette reservat er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sommerfuglen Eurema hecabe, førhen kaldt Terias hecabe, som tilhører den kæmpestore familie hvidsværmere (Pieridae), er vidt udbredt i Asien, Afrika og Australien, hvor den lever i krat og græsland.

 

 

Denne nyligt klækkede Eurema hecabe sidder stadig på sit puppehylster. Den blev fundet nær Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pseudobombax septenatum er et løvfældende træ, der kan blive op til 25 m højt. Det forekommer i regnskove med en tydeligt afgrænset tørtid, fra El Salvador mod syd til Bolivia og det nordlige Brasilien.

 

 

Barken af Pseudobombax septenatum har gule længdegående striber. – Puerto Jiménez, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tæge, Pugu Forest, nær Dar-es-Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Duranta erecta er en lille busk i jernurtfamilien (Verbenaceae), som er vildtvoksende fra Mexico og Caribien mod syd til Paraguay og Argentina. Den dyrkes i mange varmere lande som prydbusk, hvor den er blevet forvildet mange steder. Den betragtes som invasiv i en række lande, deriblandt Australien, Kina og Sydafrika, samt på adskillige øer i Stillehavet.

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

Et billede af artens blomster ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

Bær af Duranta erecta, Taichung Metropolitan Park, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, er Taiwan-lilje (Lilium formosanum) endemisk i Taiwan. Nogle autoriteter betragter den som en underart af Lilium longiflorum, der ligeledes findes i Taiwan, og endvidere på de japanske Ryukyu-øer.

Blandt Taiwans oprindelige malajiske indbyggere betragter Rukai-folket denne pragtfulde art som en særdeles royal plante. For at beskytte sit folk, giftede Rukai-prinsessen Barem sig ifølge legenden med inkarnationen af Kongen af de Hundrede Skridt. Førhen måtte kun højtstående medlemmer af stammen bære denne blomst ved særlige lejligheder, bl.a. bryllupper, samt hvis det lykkedes stammens mænd at nedlægge flere end fem vildsvin under en jagt.

 

 

Taiwan-lilje, Longdongwan Cape Trail, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Af en eller anden grund er plastic-støvler populære i Taiwan. Det forekommer mig, at de må være særdeles ubehagelige at være iført i det varme klima på denne ø.

 

 

Plastic-støvler og andet udstyr til havearbejde, Wufong, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne kvinde i Puerto Galera, Mindoro, Filippinerne, spreder et ungt blad af en viftepalme ud for at tørre det i solen, hvorefter det anvendes til at flette en kurv eller andet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gulnæbbet kitta (Urocissa flavirostris) er en pragtfuld kragefugl, som er udbredt i Himalaya, det sydvestlige Kina, samt det nordligste Thailand og Vietnam. Denne art lever fortrinsvis af store insekter og andre invertebrater, men den er tillige en notorisk plyndrer af fuglereder, hvor den æder såvel æg som unger.

Denne art er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

 

Gulnæbbet kitta, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den stedsegrønne busk Genista hirsuta er et særdeles tornet medlem af ærteblomstfamilien (Fabaceae), der ofte danner kuplede bestande. Den er hjemmehørende omkring den vestlige del af Middelhavet. Blomsterne har en dejlig duft.

 

 

Genista hirsuta, Casares, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet marts 2017)

 

(Senest opdateret februar 2022)