Kodrivere

 

 

Sne, der faldt den foregående aften, dækker delvis disse blomster af Primula irregularis, mellem Magingoth og Tharepati, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gudeblomster, der omfatter 17 arter, er en gruppe kodrivere, som tidligere var placeret i slægten Dodecatheon. Disse planter er vidt udbredt i det vestlige Nordamerika. Billedet viser Padres gudeblomst (Primula clevelandii), der findes fra det centrale Californien mod syd til det nordlige Baja California. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En frossen vanddråbe hænger ned fra en blomst af Primula sessilis, Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, nordlige Indien. Sne, der faldt på planten den foregående aften, smeltede delvis, men frøs igen om natten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret kodriver (Primula vulgaris), Møns Klinteskov. Blomsternes farve hos denne art, som er opdelt i 3 underarter, varierer fra gul til hvid, lyserød, rød, samt purpurfarvet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

‘Kopatter’
Kodrivere (Primula) er en stor slægt med omkring 520 arter, hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle og i den sydlige del af Sydamerika, samt i tropiske bjergegne i Ethiopien, Indonesien og Ny Guinea. Et kærneområde for slægten er Centralasien, Kina og Himalaya, som rummer omtrent halvdelen af arterne. Et stort antal arter i Himalaya er indgående beskrevet på hjemmesidens engelske del under Plants: Himalayan flora 2.

Bladene hos disse planter sidder i roset, mens blomsterstanden normalt er en skærm for enden af en bladløs stilk. Kronbladene er sædvanligvis sammenvokset til et langt rør med 5 udbredte flige for enden.

Navnet kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris). I den nordiske mytologi var kodriveren tilegnet Freja, gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed, på engelsk kaldt The Key Virgin (’nøgle-jomfruen’). Da hedningene omvendtes til kristendommen, blev planten i stedet tilegnet Jomfru Maria, hvilket gav anledning til et andet engelsk folkenavn, Our Lady’s keys (’Jomfru Marias nøgler’).

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange arters tidlige blomstring. Et stort antal af disse planter er særdeles hårdføre, se til af billederne øverst på siden.

 

 

Primula atrodentata
Denne diminutive plante kendes nemt på de sorte spidser på bægerbladene. Den vokser i åbne områder i Himalaya i 3500-4900 meters højde, fra Uttarakhand i det nordvestlige Indien mod øst til det sydøstlige Tibet.

P. denticulata (nedenfor) ligner denne art, men er meget større, og den mangler de sorte spidser på bægerbladene.

 

 

Primula atrodentata, mellem Dingboche og Dusum, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula buryana var. purpurea
Denne varietet af en Himalaya-art har blegblå eller lyst lilla blomster med en stor hvid plet i svælget. Den er ret forskellig fra P. buryana i snæver forstand, idet denne har rent hvide blomster samt et højere antal blomster i blomsterstanden.

Desuden vokser den hvidblomstrede varietet i ret tørre områder langs grænsen til Tibet, fra det vestlige til det østlige Nepal, samt i Tibet, i højder mellem 3300 og 5000 m, mens den blåblomstrede varietet er begrænset til det centrale Nepal, hvor den er fuldt eksponeret for monsunregnen, og den vokser især på klippehylder i højder mellem 2900 og 4600 m.

Jeg er overbevist om, at sidstnævnte er en selvstændig art, men da den endnu ikke er blevet beskrevet som en sådan, beholder jeg modstræbende dens status som en varietet af P. buryana.

 

 

Primula buryana var. purpurea, Phedi, nær Gosainkund, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula clevelandii Padres gudeblomst
Denne plante er hjemmehørende i græsklædte områder fra det centrale Californien mod syd til det nordlige Baja California. Bladene er grundstillede, indtil 16 cm lange, blomsterstilken er op til 30 cm lang, med nikkende, magenta, dybt lavendel eller hvide blomster, indtil 2,5 cm lange.

Artsnavnet hædrer sagfører, politiker og botaniker Daniel Cleveland (1838-1929), som var hjemmehørende i San Diego og den første, som systængelatisk undersøgte områdets planteliv. Han fandt mange arter, som var nye for videnskaben.

Padres gudeblomst tilhører en gruppe kodrivere, som førhen var placeret i slægten Dodecatheon, der blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi blomsterstanden hos disse arter ofte rummer 12 blomster. Navnet er sammensat af de græske ord dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), altså ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbredende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder. Heraf kommer det danske navn gudeblomst.

Gruppen tæller 17 arter, som er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico gennem det vestlige USA og Canada til Alaska, en enkelt af arterne tillige i det nordøstlige Sibirien. Blomsterne bestøves af bier, som klynger sig til kronbladene, mens de svirrer med vingerne, hvorved pollen løsnes fra støvdragerne.

På amerikansk kaldes disse planter populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’.

Andre medlemmer af gruppen inkluderer Jeffreys gudeblomst (P. jeffreyi) og Hendersons gudeblomst (P. hendersonii), begge omtalt nedenfor.

 

 

Padres gudeblomst, normalfarvet form, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid form, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana Mountains, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lyserød mellemform, Point Mugu State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula concinna
En diminutiv plante med gul farina, en bladroset, samt lyserøde, rødviolette eller hvide blomster med en gul plet i svælget, indtil 1 cm i tværmål. Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 4000 og 5200 m.

 

 

Primula concinna, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula denticulata
Den almindeligste kodriver-art i Himalaya, hvor den vokser i åbne skove og græsklædte arealer i højder mellem 1300 og 4900 m, fra Afghanistan mod øst til Myanmar.

Bladene danner en roset, og blomsterstanden er en kugleformet, mangeblomstret skærm. Generelt bliver blomsterstandene hos denne særdeles variable art kraftigere og tættere med stigende højde.

P. glomerata (nedenfor) har også kugleformede skærme, men de er meget mere kompakte.

 

 

Primula denticulata er meget almindelig omkring Annapurna Base Camp, centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula denticulata, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula elatior Fladkravet kodriver
De rynkede og hårede blade, som er samlet i en roset, er op til 20 cm lange og 6 cm brede, smalnende ind mod basis til en vinget stilk. Randen er nedadbøjet og uregelmæssigt tandet. Blomsterstanden er en skærmlignende, ofte ensidig klynge med 10-30 blomster, siddende for enden af en op til 30 cm lang stængel. Kronen er op til 1,5 cm i tværmål, bleggul med mørkegult svælg.

Arten er udbredt i næsten hele Europa, mod nord til Danmark og Sydsverige, samt i det nordlige Asien, mod øst til Altai-bjergene, mod syd til Kaukasus, Tyrkiet og det nordlige Iran. Den vokser i skove og fugtige græsklædte arealer, samt langs vandløb. I Danmark er den almindelig på øerne, men findes kun ganske få steder i Jylland. I skove blomstrer den inden løvspring.

Artsnavnet er latin og betyder ‘højere’ (end P. veris).

 

 

Fladkravet kodriver, fotograferet i en løvskov langs Ørbæk Å nær Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Alperne vokser underarten intricata i åbne områder op til ca. 2500 meters højde, her fotograferet ved Hochtor nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula farinosa Melet kodriver
Denne fine lille plante har en meget vid udbredelse, fra Nordeuropa tværs over det nordlige Asien, med isolerede bestande i Sydeuropas bjergegne. Det latinske navn, og dermed det danske navn, er afledt af latin farina (‘mel’), hvilket sigter til de fine ‘gryn’ på stænglen.

 

 

Melet kodriver danner ofte store bestande, som her på en strandeng nord for Listed, Bornholm. Planten med blå blomster er almindelig vibefedt (Pinguicula vulgaris). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Melet kodriver, Listed, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula geraniifolia
Som dens latinske artsnavn antyder, minder bladene hos denne art om bladene hos visse arter af storkenæb (Geranium). Blomsterstandens stængel er op til 30 cm høj, skærmene har 3-12 blomster, rosenfarvede, mørkerøde eller purpurfarvede, indtil 2 cm i tværmål.

Den vokser hovedsagelig på fugtige skrænter i skove i højder mellem 2700 og 4600 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Primula geraniifolia, Gorjegaon, nær Dobhan, Tamur-floden, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula geraniifolia, nedenfor Langtang Lirung, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula glomerata
Denne art kendes nemt på de blå blomster, der er samlet i et meget tæt, kugleformet hoved. Blomsterstandens stængel er meget længere end hos P. denticulata, der også ofte har kugleformet blomsterstand.

Den er udbredt mellem det vestlige Nepal og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 5700 m. Den er en af de få kodriver-arter, som blomstrer om efteråret.

 

 

Primula glomerata, Dukpu, nær Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. På det øverste billede ses en lille rhododendron samt blade af en potentil-art, Potentilla peduncularis. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula glutinosa Klæbrig kodriver
Denne plante, der som regel er under 10 cm høj, har kødfulde, stive, oprette, rundtakkede, kirtel-hårede, klæbrige blade, indtil 6 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er en tæt klynge for enden af en op til 9 cm lang stilk, krone tragtformet, indtil 1,5 cm i diameter, blå, blåviolet eller rødviolet med hvidt svælg omgivet af en purpurblå ring, flige dybt delte. Bægerbladene er skjult bag iøjnefaldende mørke dækblade, op til 1,1 cm lange.

Arten vokser i alpint græsland og i snelejer på sur bund, i højder mellem 2000 og 3200 m. Den er udbredt i de centrale og østlige Alper, samt den nordlige del af Balkan

Den danner et forvirrende udvalg af hybrider med P. minima (nedenfor).

 

 

Klæbrig kodriver, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula gracilipes
Blomsterstanden hos denne art har ingen stængel, og blomsterne vokser op direkte fra bladrosetten. Blomsterne er indtil 4 cm i tværmål, klart purpur-lyserøde med en orangegul, stjerneformet plet i svælget, omgivet af en uregelmæssig hvid ring, kronbladene normalt med 3 store tænder.

Den forekommer fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 2700 og 4100 m.

 

 

Primula gracilipes, mellem Mumbuk og Shunin Oral, Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula hendersonii Hendersons gudeblomst
Denne plante, også kaldt for bredbladet gudeblomst, er hjemmehørende fra det sydlige British Columbia og Idaho mod syd til det sydlige Californien. Dens normale voksested er lyse skove, fra havniveau i British Columbia til højder omkring 1900 m i Californien. Bladene er grundstillede, afrundede, op til 16 cm lange, blomsterstandens stængel indtil 30 cm lang, med nikkende, magenta, mørkt lavendelfarvede eller hvide blomster, indtil 2,5 cm lange.

Gudeblomster generelt diskuteres ovenfor, se P. clevelandii.

 

 

Hendersons gudeblomst, Cache Creek Wilderness Area, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula integrifolia Alpe-kodriver
En ganske lav plante, normalt under 5 cm høj, som kan kendes på sine helrandede blade, som er kortstilkede, ovale eller lancetformede, kødfulde, glatte og klæbrige, til 4 cm lange og 1,5 cm brede, afrundede eller tilspidsede, margin kirtelhåret. Blomsterstanden har kun en enkelt eller to blomster, stilken op til 3,5 cm lang, kronen indtil 2,5 cm i diameter, rødlig-lilla eller lyst purpurrød, fligene dybt kløvede, svælget undertiden hvidt med kirtelhår.

Arten er udbredt fra Østrig mod vest til de Franske Alper og Pyrenæerne. Den vokser på sur jordbund, gerne langs vandløb eller i snelejer, i højder mellem 1100 og 3100 m.

 

 

Alpe-kodriver, Rinnbach, Pongau, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula irregularis
Blomsterstanden hos denne kønne plante har ingen stængel, og blomsterne vokser op direkte fra bladrosetten. Blomsterne er op til 3,2 cm i tværmål, lyserøde, sjældent lysviolette, med en orangegul, stjerneformet plet i svælget, omgivet af en bred hvid ring, kronblade meget uregelmæssigt takkede.

Den vokser i skove mellem 2500 og 3700 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim.

 

 

Sne, der faldt den foregående aften, dækker delvis disse blomster af Primula irregularis, mellem Magingoth og Tharepati, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula jeffreyi Jeffreys gudeblomst
Denne plante, tidligere kaldt for Dodecatheon jeffreyi, er udbredt fra Alaska og Montana mod syd til Californien, hvor den vokser i bjergenge og langs vandløb.

Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, som han sendte hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og han blev aldrig set siden.

Et andet navn på arten er Sierra-gudeblomst, hvilket sigter til Sierra-bjergene i Californien.

Gudeblomster generelt diskuteres ovenfor, se P. clevelandii.

 

 

Jeffreys gudeblomst, Yosemite Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula lutea Gul aurikel
Førhen blev vild aurikel (P. auricula) betragtet som forekommende i størsteparten af de mellemeuropæiske bjerge, bl.a. Alperne, Apenninerne, Jura-bjergene, Vogeserne, Schwarzwald, Tatra-bjergene, Karpaterne, samt bjergkæder på Balkan. Nylige genetiske studier har imidlertid medført, at denne art er blevet opdelt i to, den vestlige vild aurikel (P. auricula) og den østlige og sydlige gul aurikel (P. lutea), af nogle autoriteter kaldt for P. balbisii.

Gul aurikel kendes nemt på de knaldgule blomster og de mat-grønne, bredt ovale, tynde blade, som er stærkt takkede i randen og dækket af kirtelhår. Bladpladen hos vild aurikel er sædvanligvis smallere, næsten lancetformet.

Et engelsk folkenavn på disse planter er bear’s ear (‘bjørneøre’), hvilket sigter til bladenes form. De er ophav til mange af de dyrkede kodriver-arter.

 

 

Gul aurikel, Trenta-dalen, Triglavski Nationalpark, Slovenien. Den lille plante er fjeld-løvefod (Alchemilla alpina). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula macrophylla
En høj og rank plante, overalt dækket af farina, undtagen på kronbladene og bladoversiden, blomsterstandens stængel indtil 30 cm høj, skærmene med 5-25 blomster, ofte nikkende, violette, lilla eller purpurfarvede med mørkere svælg.

Arten er udbredt fra Kirgisien og Xinjiang mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan, og derfra mod øst til Bhutan, i højder mellem 3300 og 5600 m. Den er meget almindelig i Khumbu-området, østlige Nepal.

 

 

Primula macrophylla, Chhukung, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula matthioli ssp. brotheri Klokkekodriver
Denne plante blev førhen betragtet som en særskilt art ved navn Cortusa brotheri, men er nu blevet overført til slægten Primula og reduceret til en underart. Den er udbredt fra Kazakhstan og Mongoliet mod syd til det nordlige Pakistan, Himachal Pradesh og Uttarakhand i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 3000 og 4200 m. Arten i videste forstand er udbredt fra det nordlige Sibirien mod syd til Himalaya, det nordlige Kina, Korea og Japan, og den forekommer også i bjergområder i Mellemeuropa og på Balkan.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), som var livlæge hos Kejser Maximilian d. 2. (1527-76). Han beskrev over hundrede nye plantearter, og i værket Discorsi gav han berømte kommentarer til De Materia Medica, skrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.). I 1561 publicerede han et værk om medicinske planter, Epistolarum Medicinalium Libri Quinque.

Det nu ugyldige slægtsnavn Cortusa blev givet af Mattioli til ære for Giacomo Antonio Cortusi (1513-1603), der præsenterede arten for ham, indsamlet nord for Vicenza. Fra 1590 var han direktør for den botaniske have i Padova,

 

 

Primula matthioli ssp. brotheri, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula minima Dværg-kodriver
Denne tæppedannende plante kendes nemt på den store krone, indtil 3 cm i tværmål, lyserød med hvidt svælg, flige dybt delte, V-formede. Under blomstringen er bladene lidet iøjnefaldende, sammenrullede ‘kugler’, der senere bliver kileformede, op til 3 cm lange og 1 cm brede, skinnende, stærkt tandede i spidsen.

Arten er ret almindelig i den østlige halvdel af Alperne, samt i Tatra-bjergene, Karpaterne og den nordlige del af Balkan, mod øst til Ukraine. Den vokser i nedfalden ur og snelejer, normalt på sur jordbund, i højder mellem 1200 og 3000 m.

 

 

Dværg-kodriver, fotograferet i Grossglockner-området, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula miyabeana
Denne art er vildtvoksende i fugtige skove i det centrale Taiwan, hvor den forekommer i højder mellem 2500 og 3500 m. Den er imidlertid en populær haveplante på øen, hvilket kan gøre det vanskeligt at afgøre, om en bestand er oprindelig eller forvildet fra dyrkning.

Bladene, som sidder i roset, er op til 20 cm lange og 5 cm brede, rynkede og stærkt tandede. Blomsterstandens stængel er indtil 45 cm høj, med 2-4 skærme over hinanden, hver med 6-10 purpurfarvede blomster.

 

 

Primula miyabeana, Alishan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula nana
Blomsterstanden hos denne art, førhen benævnt P. edgeworthii, har ingen stængel, og blomsterne vokser op direkte fra bladrosetten. Blomsterne er indtil 3 cm i tværmål, lysviolette eller blå, sjældent lyserøde eller hvide, med en gulgrøn, stjerneformet plet i svælget, omgivet af en smal, uregelmæssig hvid ring.

Den er udbredt i skove i det vestlige Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2100 og 4100 m.

 

 

Primula nana, Deorali, nær Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula obliqua
Bladene hos denne plante sidder i roset, de er op til 20 cm lange og 4,5 cm brede med gul farina på undersiden. Blomsterstandens stængel er indtil 55 cm høj, skærmen med 4-7 stilkede, nikkende blomster, indtil 3 cm i tværmål, hvide eller bleggule, somme tider med lyserødt skær.

Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 4400 m. Den er ret iøjnefaldende på strækningen mellem Tharepati og Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal.

 

 

Primula obliqua, mellem Gopte og Phedi, nær Gosainkund, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula petiolaris
Blomsterstanden hos denne art har ingen stængel, og blomsterne vokser op direkte fra bladrosetten. De er indtil 2 cm i tværmål, lyserøde med en bred gul plet i svælget, omgivet af en smal hvid ring.

Den forekommer i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim, i højder mellem 2100 og 3800 m.

 

 

Primula petiolaris, ovenfor Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula primulina
En diminutiv plante, som nemt kendes på blomsterne, der har en dusk af hvide hår i svælget. Bladene er alle grundstillede, margin med store afrundede tænder. Blomsterstandens stængel er slank, indtil 9 cm lang, skærme med 2-4 næsten siddende blomster, krone indtil 1,2 cm i tværmål, lyseblå, puurfarvede eller violette, sjældent hvide.

Arten vokser i åbne områder i højder mellem 3600 og 5000 m, fra Uttarakhand i det nordlige Indien mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

 

 

Primula primulina, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula rotundifolia Rundbladet kodriver
Bladene, som danner en roset, er normalt cirkelformede. Blomsterstandens stængel op til 30 cm høj, antal blomster varierer meget i skærmene, mellem 2 og 16, krone indtil 2 cm i tværmål, lyserød eller blegt purpurfarvet med gult svælg, til tider omgovet af en smal hvid ring.

Denne plante findes i højder mellem 3500 og 5000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

 

 

Rundbladet kodriver, Phortse Tenga, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula sessilis
Blomsterstanden hos denne art har ingen stængel, og blomsterne vokser op direkte fra bladrosetten. Den kan kendes på de takkede, stærkt rynkede blade, samt de ovale kronblade, som ender i en enkelt, brat tilspidset tand.

Den er ret almindelig i skove mellem 2100 og 3700 meters højde, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal.

 

 

På dette billede vokser Primula sessilis på en skrænt, hvor der stadig ligger sne, Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula sessilis, Dodi Tal. Denne art kan kendes på de ovale kronblade, som ender i en enkelt, brat tilspidset tand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula sikkimensis Sikkim-kodriver
Denne smukke og statelige plante kan blive indtil 90 cm høj. Bladene, som danner en roset, er op til 30 cm lange og 7 cm brede. Skærmene er normalt enlige, men undertiden 2, med talrige langstilkede, nikkende blomster, kraftigt gule eller lysegule, sjældent cremefarvede, op til 3 cm i tværmål.

Den vokser i våde enge mellem 2900 og 4800 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina.

 

 

En stor bestand af Sikkim-kodriver langs et vandløb mellem Mundo og Kyangjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Buskene er Rosa sericea. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sikkim-kodriver, Shomare, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula strumosa
Bladene, som alle sidder i en grundstillet roset, er indtil 20 cm lange og 2,5 cm brede. Blomsterstandens stængel er op til 20 cm høj, med gul farina på den øvre del, skærme mangeblomstrede, krone indtil 2,5 cm i tværmål, stærkt gule med orangegult svælg.

Denne art vokser i skove og på enge i højder mellem 3500 og 4300 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Den hybridiserer gerne med den violette P. calderiana, hvilket kan resultere i gule, hvide, blå og violette blomster i én og samme bestand.

 

 

Disse billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Primula strumosa er meget almindelig. På det nederste billede er en blomsterstand blevet bøjet ned mod jorden af snefald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula stuartii
Denne statelige plante er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Sikkim, hvor den træffes i højder mellem 3600 og 4500 m.

Bladene, som danner en roset, er indtil 30 cm lange og 4 cm brede. Blomsterstandens stængel er op til 40 cm høj, skærm mangeblomstret, ofte ensidig, alle dele dækket af gul farina, blomster nikkende, indtil 3 cm i tværmål, gyldengule med orangegult svælg.

Arten blev navngivet til ære for John Stuart, 3. jarl af Bute (1713-92), som ofte støttede botanisk forskning.

 

 

Primula stuartii er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula tibetica
Oftest en ganske lav plante, stængel til tider op til 13 cm høj, med en roset af glatte, stærkt grønne blade, indtil 5 cm lange og 1 cm brede. Blomsterne er enlige eller i skærme med op til 10 blomster, krone indtil 1 cm i tværmål, rosenfarvede, purpur-lyserøde eller lilla med en gul plet i svælget, omgivet af en smal hvid ring.

Arten er udbredt fra Uttarakhand mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til Bhutan, i højder mellem 3000 og 5000 m.

 

 

På dette billede vokser Primula tibetica i en hårdt græsset eng nær Lhatze, sydlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula veris Hulkravet kodriver
Denne kønne plante er almindelig i tempererede egne af Europa og Asien. Det latinske artsnavn er genitiv-formen af ver (’forår’), hvilket sigter til artens blomstringstid.

To tyske folkenavne er Echte Schlüsselblume (‘ægte nøgleblomst’) og Himmelsschlüssel (‘nøgler til Himlen’). Ifølge legenden hørte Sankt Peter, at nogle afdøde prøvede at komme ind i Himlen ad bagvejen i stedet for ad den forreste indgang, hvor han vogtede. Han skyndte sig derfor om mod bagdøren, men undervejs tabte han sine nøgler, der slog rod og blev til kodrivere.

Arten har været anvendt i folkemedicinen i hundreder af år. Denne brug er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm, af William Shakespeare (1564-1616), optræder en gavtyv af en nisse, Robin Goodfellow, som møder en alf. Han spørger hende, hvad hun laver, og hun svarer:

 

And I serve the fairy queen
To dew her orbs upon the green,
The cowslips tall her pensioners be,
In their gold coats spots you see,
Those be rubies, fairy favours,
In those freckles live their saviours,
I must go seek some dewdrops here,
And hang a pearl in every cowslip’s ear.

 

Oversat:

 

Jeg er alfedronningens tjener,
jeg hænger dugdråber på hendes blomster i græsset.
De høje kodrivere er hendes undersåtter.
På deres gyldne kåber ser du pletter,
som er rubiner – gaver fra alferne.
Deres søde duft kommer fra disse fregner.
Nu må jeg gå for at finde nogle dugdråber
og hænge en perle-ørenring på hver eneste kodriverblomst.

 

 

Bornholm 2017
Bornholm 2017
På disse billeder vokser hulkravet kodriver på en skrænt neden for ruinen af Hammershus, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula vulgaris Storblomstret kodriver
Denne art, som ofte kaldes for P. acaulis, er en af de tidligst blomstrende planter i Danmark – i milde år er den fremme allerede i begyndelsen af marts. Den er hjemmehørende i Europa, det nordvestlige Afrika og det sydvestlige Asien, mod øst til Iran. Der findes 3 underarter, hvoraf nominatformen vulgaris, som er udbredt i Nord-, Vest- og Sydeuropa, har lysegule blomster, mens balearica, der er endemisk på de Baleariske Øer, har hvide blomster, og sibthorpii, som er udbredt på Balkan og i det sydvestlige Asien, har lyserøde, røde eller purpurfarvede blomster.

 

 

Storblomstret kodriver, Møns Klinteskov. På billedet ses også vorterod (Ranunculus ficaria) og hvid anemone (Anemone nemorosa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula wollastonii
Med sine åbne, klokkeformede blomster adskiller denne art sig tydeligt fra de fleste andre arter i slægten. Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, voksende i højder mellem 3600 og 4900 m.

Bladrosetten er kompakt, blade indtil 5 cm lange og 2,5 cm brede, tæt hvidhårede. Blomsterstandens stængel er op til 20 cm lang, med farina og kirtelhår, skærmen med 2-6 nikkende, klokkeformede blomster, mørkt purpurfarvede, mørkeblå eller lyseblå, indtil 2.5 cm lange og det samme i tværmål.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske læge, naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alexander Frederick Richmond ‘Sandy’ Wollaston (1875-1930), som deltog i et antal ekspeditioner, til Ruwenzori-bjergene i Uganda 1905, til Ny Guinea 1910-11 og 1912-13, samt til Mt. Everest 1921. På den sidstnævnte ekspedition fandt han denne srt, som blev opkaldt efter ham.

 

 

Primula wollastonii, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Evotrochis
Syv arter, som tidligere var placeret i Primula, er blevet overført til den genoprettede slægt Evotrochis, der blev oprettet i 1837 af den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840). Da han beskrev slægten, udtalte han: “Det er forbløffende, at botanikerne kunne koble denne fine, distinkte slægt sammen med Primula.”

Blomsterstanden hos disse planter adskiller sig fra Primula-arter ved, at blomsterne sidder i adskillige skærme op ad stænglen (se dog Primula miyabeana ovenfor). De forekommer fra Tyrkiet mod øst til Himalaya, samt mod syd gennem Arabien til Ethiopien og Somalia.

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk ev (‘skøn’) og trokhos (‘hjul’), hvilket i så fald sandsynligvis sigter til de smukke ‘hjul’, som blomsterstandene danner.

 

Evotrochis floribunda
Denne plante er blødhåret. Bladene, som sidder i en grundstillet roset, er indtil 12 cm lange og 5 cm brede, ovale eller elliptiske, uregelmæssigt tandede. De smalner ind til en vinget stilk. Blomsterstandens stængel er op til 15 cm lang, kirtelhåret, med 2-6 skærme op ad stænglen, hver med 3-6 blomster, dækblade iøjnefaldende, bladlignende, uregelmæssigt tandede, indtil 2,5 cm lange. Blomsterne har slanke, ulige lange stilke, de længste op til 3 cm, krone gyldengul, indtil 1 cm i tværmål, kronblade ovale, bredest over midten, med indhak for enden.

Arten vokser på fugtige klippevægge, fra Afghanistan østpå til det vestlige Nepal, i højder mellem 600 og 2600 m.

 

 

Evotrochis floribunda, observeret på en fugtig klippevæg, nær Sangam Chatti, Uttarakhand, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hybrider
Hvor hulkravet, storblomstret og/eller fladkravet kodriver vokser sammen, ses undertiden hybrider mellem dem. På Møn træffes alle tre arter i Klinteskoven og Jydelejet, og her er glimrende muligheder for at studere hybriderne mellem dem.

 

 

LFM 1987-2016
Hybrider mellem hulkravet og storblomstret kodriver, Møns Klinteskov. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hybrider mellem mellem fladkravet og storblomstret kodriver, Møns Klinteskov. På det øverste billede ses tillige gul anemone (Anemone ranunculoides). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kodrivere som offergave
I Himalaya er ofringer til stenvarder, hellige træer og lignende et levn fra animismen, som herskede i disse egne inden hinduismens og buddhismens indtog. Mændene på billedet herunder placerer en offergave af blomster, bestående af gule Primula stuartii, gule Geum elatum, samt blå og hvide Anemone obtusiloba, på en stenvarde – en helligdom viet til en lokal hinduistisk gudinde, beliggende på toppen af bjerget Rakhundi (3622 m), Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. Denne gudinde er sandsynligvis en form af Devi, guden Shivas shakti (kvindelige aspekt), idet treforken er et symbol på Shiva.

Anemone obtusiloba og Geum elatum er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya, mens animismen er beskrevet på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet august 2017)

 

(Senest opdateret september 2022)