Gamle og store træer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage havde de fleste et ganske andet syn på disse gigantiske skabninger. Overalt på kloden er kæmpemæssige arealer med årtusindgammel skov blevet ryddet uden skånsel af tømmerindustrien eller for at bane vej for agerland eller byer. Mange eksempler på denne destruktive adfærd er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

Selv i dag er der veluddannede mennesker, som ikke sætter pris på gamle træer. Forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) fortalte mig engang om en hændelse, der fandt sted i den landsby, han boede i på Samsø. Foran stuehuset på en af de lokale gårde voksede en kolossalt stor hestekastanje (Aesculus hippocastanum). En dag bemærkede Bjørnvig, at træet var blevet fældet, og han spurgte ejeren, hvorfor det var sket. Dette var hans svar: “Det træ har længe været en torn i øjet på mig!”

Nedenfor er en lang række træer omtalt, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

 

Frugten er en kugleformet, forveddet kapsel, intil 4 cm i tværmål, hvis overflade er dækket af pigge, hvilket formentlig er en tilpasning til dyrespredning. Billeder af sådanne kapsler vises på siden Planteliv: Burrer.

Disse planter var tidligere placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er nu blevet overført til Altingiaceae. De er udbredt fra det nordøstlige Indien mod øst til Kina, Taiwan og Korea, og derfra mod syd gennem Indokina til Sumatra og Java, samt i det østlige USA, Mexico og Mellemamerika, med en isoleret art i det sydvestlige Tyrkiet og på Rhodos. Adskillige arter dyrkes som prydtræer.

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar på spansk, amber på engelsk og ambra på dansk. Disse navne hentyder alle til den duftende harpiks af adskillige medlemmer af slægten, som tidligere blev anvendt i kosmetikindustrien.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘udskiller storaks’ (harpiks).

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af pistakia, det oldgræske navn på det ægte pistacietræ (P. vera).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer Charles Alston (1685-1760), som var professor i botanik i Edinburgh.

 

Arten bliver op til 40 m høj, med grålig bark. Unge grene har mange korkceller. Bladene er skinnende grønne på over siden, grålige på undersiden, ovale, indtil 23 cm lange og 8 cm brede, bredest over midten, med afrundet spids. De sidder i grupper på mellem 3 og 10. Blomsterne er hvide, tubeformede, indtil 1 cm lange, i tætte klynger. Frugten er bælg-lignende, meget tynd, indtil 40 cm lang.

Barken indeholder en meget bitter mælkesaft. Bark og blade anvendes medicinelt mod bl.a. hovedpine, influenza, bronchitis og lungebetændelse, og af veddet fremstilles kister.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet skoler’, hvilket sigter til den tidligere anvendelse af veddet til tavler. På engelsk kaldes arten ofte for blackboard tree (‘tavle-træ’).

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Rom var ilex navnet på stenegen (Quercus ilex). I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn som slægtsnavn for kristtorne, måske fordi bladene af almindelig kristtorn (Ilex aquifolium) lignede stenegens blade. Oldtidens navn på kristtorn var acrifolium, fra proto-italiensk akris (‘skarp’) og latin folium (‘blad’), hvilket senere blev ændret til aquifolium.

Det danske navn kommer muligvis af, at bladene i folketroen blev forbundet med Kristi tornekrone, men det kan også skyldes, at kviste fra planten i nogle katolske lande blev anvendt i stedet for palmeblade på palmesøndag.

 

Arten er hjemmehørende i det østlige USA, fra Massachusetts og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det østlige Oklahoma og det østlige Texas.

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘vokser i skygge’ eller ‘giver skygge’.

 

 

 

 

 

 

Ældre træer har lige stamme, hos nogle arter op til 60 m høj, med få eller ingen grene under kronen. Barken er glat, lysegrå eller gråbrun, og med tiden skaller den af i uregelmæssige flager. Unge blade er ofte kobberfarvede og varierer i form fra oval til lancetformet, mens ældre blade er grønne, elliptiske eller linjeformede, tykke og læderagtige. De hunlige kogler, som er meget store, ovale eller kugleformede, modner efter to år.

Disse træer, i alt 17 arter, findes i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, det nordøstlige Australien, samt New Zealand.

Adskillige arter afgiver harpiks, kaldt for kauri-gummi. Det holdbare tømmer er glimrende til konstruktion af både, guitarer og andre genstande.

Slægtsnavnet er latin og angiver noget bemærkelsesværdigt eller dyrebart, afledt af oldgræsk agathon (‘en god ting’), oprindeligt fra agathos (‘god’).

 

I dag findes det største kauritræ i Waipoua Forest. Det kaldes for Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), hvilket hentyder til Tane, maoriernes gud for træer og fugle. Højden af dette majestætiske træ er omkring 46 m, omkredsen af stammen er ca. 15,5 m, og dets volumen er anslået til 516 m³. Førhen kendte man til endnu større kauritræer. Det største, man har registreret, blev kaldt for The Great Ghost (‘Det Store Spøgelse’). Det var ca. 8,5 m i diameter og havde en omkreds på ca. 26,9 m. Det blev destrueret under en skovbrand omkring 1890.

Da maorierne bosatte sig i New Zealand for ca. 700 år siden, påbegyndtes en beskeden udnyttelse af kauritræer. Tømmeret blev anvendt til husbyggeri og kanoer, samt til udskæringer. Kauritræer udskiller en harpiks gennem revner i stammen, og gennem årene ophobes store mængder af den i skovbunden. Maorierne udnyttede denne harpiks til at tænde bål, og de tyggede den også, efter at den var blevet opblødt i vand og blandet med mælkesaften fra almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde skove startede, da europæerne bosatte sig i New Zealand i 1700- og 1800-tallet. Søfolk fandt, at stammerne af unge kauritræer var glimrende som master og rundholte, og nybyggerne anvendte tømmeret fra ældre træer til husbyggeri. Harpiksen blev også udnyttet i fremstillingen af fernis og andre produkter. Den blev skaffet gennem at grave i jorden neden for træerne eller, hvad der var langt mere destruktivt, gennem at forbløde levende træer. Store arealer af kauriskov blev fortsat fældet til fordel for landbrugsland frem til så sent som midten af 1900-tallet.

Man har vurderet, at kauriskovene førhen dækkede et areal på mellem 10,000 og 15,000 km² (altså hvad der svarer til en tredjedel af Danmarks areal). I dag eksisterer kun en minimal brøkdel af dette kæmpemæssige område, ca. 70 km², hvilket svarer til 0,5% af det oprindelige areal.

Nu trues kauritræerne af en sygdom, som kaldes kauri dieback, forårsaget af en svamp, Phytophthora agathidicida, som angriber træerne gennem deres rodsystem, der ligger nær jordoverfladen, og til slut slår dem ihjel. Der kendes ingen kur for denne sygdom, og dens spredning kan kun hæmmes, hvis man begrænser færdsel omkring træernes rødder. (Kilde: doc.govt.nz/nature/native-plants/kauri)

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

 

 

 

De fleste arter er store, med massive, lige stammer, der hos nogle arter kan nå en højde af 80 m. Grenene vokser spiralvis, dækket af læderagtige eller nåleformede blade. Hunlige kogler er kugleformede, de største op til 25 cm i diameter. De indeholder op mod 200 store spiselige frø. Hanlige kogler er cylinderformede, indtil 10 cm lange og 5 cm brede.

Slægtsnavnet blev afledt af navnet på et chilensk folk, Araucanierne, som spiste frøene af Araucaria araucana (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I botanisk sammenhæng er en juba en løs top, hvis akse falder fra hinanden. Det er måske tilfældet hos denne art. Navnet kan dog også hentyde til Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien), som var meget interesseret i planter og ofte beskrev dem.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af phoinikos, det græske ord for den dyrkede daddelpalme (P. dactylifera), som blev anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), samt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.). Det kan hentyde til fønikerne, eller til Føniks, som var søn af Amyntor og Cleobule i Homers Iliaden, eller til føniks, den hellige fugl i Oldtidens Egypten. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for George Washington (1732-99), den første amerikanske præsident (1789-97).

 

De vidt adskilte bestande vokser især i oaser med kildevæld, men træffes af og til i mere tørre områder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (nedenfor) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Rødellens rolle i folketroen er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

Artsnavnet kommer af latin gluten (’lim’), hvilket sigter til, at knopper og nyudsprungne blade er klæbrige. Forstavelsen rød- er forklaret ovenfor under slægtsnavnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

Tegneren og forfatteren Claus Bering (1919-2001) sad engang på sin terrasse og skrev, og fra et stort birketræ dalede en mængde frø og frøskæl ned i hans hår og kaffe. Han blev nysgerrig efter at vide, hvor mange frø et sådant stort træ producerer, så han udvalgte en kvist med gennemsnitlig frugtbarhed. Der var 12 hunrakler på den. Han plukkede disse 12, pillede dem fra hinanden, og talte antallet af frø i hver enkelt af dem. Der var i gennemsnit 350 frø i raklerne. Derefter talte han grenene på træet, omkring 50, hver med gennemsnitligt 32 kviste. Altså var regnestykket 50x32x12x350 = 6.720.000 frø. Et imponerende antal!

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Adskillige birkearter er omtalt på siden Efterår.

 

Den er typisk mellem 15 og 25 m høj, undtagelsesvis 30 m. Stammen er sædvanligvis under 40 cm i diameter i brysthøjde. Barken er først gyldenbrun, senere hvid, og skaller af i tynde flager. Basis af gamle træer er korkagtig, fyldt med dybe furer. Kvistene er slanke og ofte hængende, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn, som betyder ‘hængende’. Bladene er aflangt hjerteformede, stærkt tilspidsede, dobbelt savtakkede langs bladranden. De bliver smukt gule om efteråret.

Det danske navn hentyder til små harpiksvorter på artens unge kviste.

 

 

 

 

 

Den er ligeledes vidt udbredt og almindelig i Eurasien, men er mere nordlig, forekommende fra Island, Irland og Portugal mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Kaukasus, det nordlige Iran og det sydlige Sibirien.

Artsnavnet er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til denne arts fløjlshårede unge kviste.

Tidligere blev birke i arktiske områder, kaldt fjeldbirk, betragtet som en underart, tortuosa, af den vidt udbredte dunbirk. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er fremkommet gennem hybridisering mellem dunbirk og dværgbirk, og i dag betragter de fleste autoriteter den som en varietet af dunbirk under navnet B. pubescens var. pumila.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er gullige. De hanlige rakler er slanke, indtil 10 cm lange, og kommer frem før bladene, hunlige rakler er enlige eller 2-3 sammen, op til 5 cm lange og 1,2 cm brede ved frøsætning. Nødden er oval eller ellipseformet, indtil 3 mm lang, med gennemsigtige vinger indtil 3 mm brede.

Arten er meget almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m.

Artsnavnet betyder ‘nyttig’ på latin. Veddet anvendes lokalt til bygningskonstruktion og som brænde, barken benyttes som tagtække og til fremstilling af papir, og den afbrændes som røgelse. En pasta af barken anvendes mod sår og forbrændinger, et afkog af den mod gulsot og ørepine, en pasta af harpiksen mod bylder, samt som forebyggelse mod graviditet. Løvet kappes til foder.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på avnbøge, formodentlig afledt af proto-indoeuropæisk kar‎ (‘hård’), hvilket sigter til veddets hårdhed. Det danske navn skyldes, at bladene minder om bladene hos bøg (Fagus sylvatica), og forstavelsen sigter til de avnelignende blade, der omgiver frugten.

Førhen var slægten placeret i den nu nedlagte familie Corylaceae.

 

Arten er udbredt i størstedelen af Europa, fra England, Danmark og det sydlige Sverige mod syd til Middelhavet, mod øst til det vestlige Rusland, Kaukasus og det nordlige Iran. I Danmark er den vildtvoksende i landets sydøstlige egne og er mest almindelig på Bornholm og Lolland-Falster. I andre egne af landet plantes den ofte.

Det hårde ved anvendtes tidligere til bl.a. kamhjul i møller, taljer og blokke i sejlskibe, høvlsåler, skolæste, samt til hamre i flygler og klaverer. I dag udnyttes det mest som glimrende brænde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘birkelignende’, hvilket sigter til raklerne, der minder om raklerne hos birke (Betula).

 

 

 

 

 

Hassel har simple, afrundede blade med dobbelttandet margin. Blomsterne kommer frem meget tidligt om foråret, inden løvspring. De hanlige rakler er bleggule, indtil 12 cm lange, mens hunraklerne er meget små, næsten skjult i knopperne, hvorfra kun den knaldrøde griffel stikker frem. Frugten er en indtil 2,5 cm lang og 2 cm bred nød, som er omgivet af store dækblade, der kaldes for hasen. De omslutter nødden fuldstændigt eller delvis, afhængigt af arten.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hassel.

Førhen var slægten placeret i den nu nedlagte familie Corylaceae.

 

Normalt er den en stor, mangestammet busk, som bliver indtil 10 m høj, men mindre træer på op til 15 meters højde findes. Hassel foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af hasen.

Det videnskabelige artsnavn blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

På siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst findes en beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotosyntesen hos disse planter foretages af unge grene, som er grønne, bløde og hængende, og bladene er blevet reduceret til skælagtige vedhæng, arrangeret i spiraler på mellem 5 og 20 rundt om grenene. De hanlige blomster sidder i aks langs grenene, mens de hunlige sidder i aks på korte blomsterstilke, der er forskellige fra de ægte smågrene. Den lille frugt minder om en kogle.

Slægtsnavnet er afledt af Casuarius, det latinske navn på kasuarer, givet på grund af grenenes lighed med disse fugles fjer.

 

Arten har omtrent den samme udbredelse som slægten, men den er blevet naturaliseret mange steder og betragtes som yderst skadelig i Florida, Bermuda og Hawaii.

Det latinske artsnavn betyder ‘med løv som Equisetum’ (padderok), hvilket er misvisende, da plantens blade er reduceret til skæl. Men det skal dog siges, at de unge grene minder om padderok-stængler.

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter findes i det østlige Asien, med 50 arter endemisk for Kina. Andre arter forekommer i Europa, det nordlige Afrika, Madagascar, Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien, Nordamerika, Mexico og Mellemamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn. Det danske navn skyldes det hvide, hårde ved af almindelig benved (nedenfor).

 

De pragtfulde frugter er røde, lyserøde eller purpurfarvede kapsler, som åbner sig sent på efteråret og åbenbarer de sorte frø, som er omgivet af et kødfuldt orange lag. Disse frugter ser meget indbydende ud, men frøene indeholder meget giftige alkaloider, og der er rapporteret adskillige tilfælde af forgiftning hos børn.

Førhen skar man forskellige redskaber af artens hvide, hårde ved. I England blev det bl.a. benyttet til spinde-tene, på engelsk spindle, heraf navnet spindle tree.

En nær slægtning, østlig benved (E. atropurpureus), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin terminus (‘ende’), hvilket sigter til, at bladene kommer frem i spidsen af skuddene. På trods af det danske navn er disse planter overhovedet ikke beslægtet med det ægte mandeltræ (Prunus amygdalus). Navnet sigter til frugten, der minder om en mandel.

En række billeder, som viser de knaldrøde vinterblade hos indisk mandeltræ (Terminalia catappa), kan ses på siden Efterår.

 

Den er et mellemstort træ, indtil 20 m højt, med kronedække i adskillige lag. Barken er glat, lysegrå, med fremstående brune korkceller i striber eller pletter. Bladene er endestillede rosetter i grupper på 4-9, let glinsende, spatelformede, op til 7 cm lange, med ujævn margin. De små blomster er grønlige, uden kronblade, siddende tæt sammen i op til 5 cm lange aks. Frugten er en stenfrugt, indtil 1,5 cm lang.

På Madagascar anvendes bark og ved mod dysenteri, og tillige til farvning og garvning.

Det latinske artsnavn hentyder til en by i det nordlige Madagascar.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydlige Kina, og derfra gennem Indokina mod syd til Sumatra. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1700 m.

Den dyrkes til tider som prydtræ, og veddet anvendes som tømmer til konstruktion af huse, gulve og både.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk myrios (‘10.000’) og karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og kyparissos (‘cypres’) – et besynderligt navn i betragtning af, at nogle af disse træer kan nå en højde af 70 m.

To arter er hjemmehørende i Taiwan, rød ædelcypres og gul ædelcypres, begge omtalt nedenfor.

Som et resultat af den kinesisk-japanske krig i 1894 blev Taiwan overdraget til Japan og blev siden japansk koloni. I 1912 påbegyndte den japanske regering en storstilet fældning af ædelcypresser i Alishan-området, og strækninger i større højder, hvor Alishan-jernbanen i dag fører igennem, var engang fuldstændig dækket af cypres-skove.

Snart påbegyndtes træfældning også i skovene på Taiping Shan, Ilan County, og Pahsien Shan, Nantou County, og senere kom turen til andre områder. En endeløs strøm af cypres-stammer blev bragt ud af disse områder, hvorefter de blev sejlet til Japan for bl.a. at blive anvendt som søjler i shinto-templer.

Et tidligt skøn siger, at inden fældningen påbegyndtes, fandtes der omkring 20 millioner ældgamle ædelcypresser i Taiwan. Af de ca. 300.000 ædelcypresser i Alishan, som var over 1000 år gamle, findes der i dag kun nogle få, der vokser spredt i plantager af japansk rød ceder (Cryptomeria japonica).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde træer fortsatte også, efter at japanerne forlod Taiwan i 1945 – faktisk helt frem til 1989. I dag er de eneste større områder med gamle ædelcypresser skovene på Hsiukulan Shan, i det centrale Taiwan, samt på Chilan Shan, Ilan County. (Kilde: Chang Chin-ju, Ancient Giants of the Forest – Taiwan’s False Cypresses)

 

Arten er langsomtvoksende, men hvor den lades i fred, kan den leve i mindst 2000 år og vokse til en kolossal størrelse, op til 60 m høj og med en stammediameter op til 7 m. Barken er rødbrun, med længdegående furer. Blade på ældre træer er skæl-lignende, indtil 3 mm lange, tilspidsede, grønne på over- og underside, med et utydeligt bånd af porer nær basis af undersiden, hvorved den adskiller sig fra gul ædelcypres (nedenfor). Bladene på individer under et år gamle er nålelignende, indtil 8 mm lange, blågrønne og bløde. Koglen er oval eller aflang, op til 1,2 cm lang og 8 mm bred.

Den trues af ødelæggelse af levesteder, samt overdreven fældning på grund af det værdifulde tømmer.

I 1544, da portugiserne for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gul ædelcypres bliver indtil 40 m høj, med en stammediameter op til 2 m. Barken er rødbrun, med længdegående furer. Blade på ældre træer er skæl-lignende, indtil 1,5 mm lange, tilspidsede (i modsætning til den butte spids på blade af C. obtusa), grønne på over- og underside, med et tydeligt hvidt bånd af porer nær basis af undersiden, hvorved den adskiller sig fra rød ædelcypres (ovenfor). Bladene på individer under et år gamle er nålelignende, indtil 8 mm lange. Koglen er kuglerund, op til 9 mm i tværmål (mindre end koglerne af C. obtusa).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer tilsyneladende to personer, den skotske læge James Cunningham (død 1709), som introducerede denne slægt til dyrkning i 1702, samt den britiske botaniker Allan Cunningham (1791-1839), der indsamlede planter i Brasilien og Australien. I 1839 døde han af tuberkulose i Sydney, kun 47 år gammel.

 

Forekomsten af vilde bestande er begrænset til Taiwan, Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina, samt nogle få lokaliteter i Laos og Vietnam. Ifølge IUCN’s rødliste over truede arter (2017), er arten i overhængende fare for at uddø i vild tilstand.

Artsnavnet er et japansk personnavn, men jeg har ikke været i stand til at finde ud af, hvem der hædres. På engelsk kaldes arten for Lunta spruce, opkaldt efter bjerget Luan Ta i Taiwan, hvor den blev opdaget i 1908.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyparissos, det klassiske navn på almindelig cypres (C. sempervirens).

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv afbrændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er afledt af latin torulus, diminutiv af torus (‘opsvulmet’), hvilket formentlig hentyder til den furede bark.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hesperos (‘vestlig’) og kyparissos, det klassiske ord for cypresser.

 

På grund af de kraftige vinde, der blæser i artens hjemegn, bliver den ofte lav og kroget, med fladt kronedække. På beskyttede steder kan den blive op til 40 m høj, med en stammediameter op til 2,5 m. Løvet er mørkegrønt og dufter af citroner ved knusning. Bladene på ældre træer er skælagtige, op til 5 mm lange, mens unge træer under et år gamle har nålelignende blade, op til 8 mm lange. De hanlige kogler er meget små, til 5 mm lange, mens de hunlige er kuglerunde eller aflange, op til 4 cm lange, med 6-14 dækskæl.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

Status af denne art er omdiskuteret. Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, betragter den som en gyldig art, mens andre regner den for en varietet af den mere udbredte Gowen-cypres (H. goveniana).

Under alle omstændigheder er der ikke meget pygmæ-agtigt over dette træ, som kan blive op til 43 m højt og have en stammediameter på over 2 m. Artsnavnet kan måske sigte til de små kogler.

 

 

 

 

 

Nogle forskere mener, at slægtsnavnet stammer fra latin iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), som hentyder til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre hævder, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at almindelig ene (nedenfor) hele tiden forynges gennem nye skud. Navnene på gin og genever, som indeholder ekstrakt af ene, er også afledt af Juniperus.

Det danske navn, på oldnordisk einir, stammer sandsynligvis fra jaini, et gammelt germansk navn for almindelig ene, som sikkert er afledt af slægtsnavnet.

 

Den bliver undertiden et mindre træ, men er oftest ganske lav. Den kan straks kendes på de sylespidse nåle, der bliver indtil 1,3 cm lange. Koglen, som måler op til 8 mm i diameter, er sortblå ved modenhed, ofte med et voksagtigt overtræk.

Arten er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Arten vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

 

 

 

I gamle dage anvendte indfødte folkeslag barken til forskellige formål, bl.a. som senge. Koglerne blev spist, både rå og i kager. Harpiksen blev smurt på sår som et beskyttende lag. Té brygget på bladene blev givet til kvinder, som lige havde født, for at mildne smerterne på grund af sammentrækningerne. Medlemmer af Navajo-folket fejede deres fodspor med grene fra træet for at forhindre Døden i at følge efter dem.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk osteon (‘ben’) og sperma (‘frø’), hvilket sigter til artens hårde frø.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og sabina, som er det latinske artsnavn på savine (Juniperus sabina). Navnet betyder således ‘den falske savine’, formodentlig på grund af dens lighed med savine.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i skove og åbne områder i den sydlige del af Centralasien, fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya og det sydlige Tibet til Myanmar og Yunnan-provinsen, i højder mellem 2500 og 4600 m.

Løvet brændes som røgelse ved buddhistiske og hinduistiske helligdomme.

Strengt taget betyder det latinske artsnavn ‘bagoverbøjet’, men i denne sammenhæng skal det dog oversættes som ‘nedadbøjet’, med hentydning til de hængende grene.

 

 

 

 

 

Etymologien bag slægtsnavnet er omdiskuteret. Nogle mener, at det er afledt af oldgræsk libos (‘tåre’) og kedros (‘ceder’), hvilket sigter til harpiksen, der siver ud fra stammen. Andre foreslår, at det er afledt af græsk libanos (‘røgelse’), og igen kedros.

 

Arten blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

 

 

 

 

 

Denne opdagelse forårsagede stor sensation i botaniske kredse verden rundt, og arten blev døbt ‘et levende fossil’. Den er et stort træ, op til 50 m højt, som er blandt de få nåletræer, der kaster deres løv om vinteren. I dag dyrkes arten som prydtræ kloden rundt.

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk meta (‘nær’), samt slægtsnavnet Sequoia (californisk rødtræ, nedenfor), hvilket sigter til, at den er nært beslægtet med denne art. Artsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Glyptostrobus (kinesisk sumpcypres), samt oldgræsk eides (‘ligner’), således ‘minder om kinesisk sumpcypres’.

 

 

 

 

 

Arten blev oprindelig navngivet Taxodium sempervirens i 1824 af den skotske botaniker David Don (1799-1841), men blev flyttet til en ny slægt, Sequoia, i 1847 af den slovakisk-fødte østrigske botaniker, numismatiker og sinolog Stephan Ladislaus Endlicher (1804-49), også kendt som Endlicher István László, som var direktør for den botaniske have i Wien. Han gav aldrig nogen forklaring på dette navn. Artsnavnet er afledt af latin semper (‘altid’) og‎ virens (‘grøn’), således ‘stedsegrøn’.

 

 

 

 

 

 

 

I bogen John Muir: His Life and Letters and Other Writings (redigeret af T. Gifford, Mountaineers Books, 1996) kan man læse følgende citat fra 1870 af den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Betragt Kongen i al hans vælde, Kong Sequoia! Se! Se! er alt hvad jeg kan sige. For nogen tid siden tog jeg af sted til Sequoia og har siden opholdt mig ved hans fod, hvor jeg har fastet og bedt om lys, for er han ikke det største lys i skovene, i hele verden? Hvor finder man sådanne lyssøjler, følelige, tilgængelige, jordiske?”

De fleste mennesker dengang delte ikke Muirs entusiasme. Selv om deres ved er fibrøst og skørt, og dermed lidet egnet som bygningstømmer, blev tusinder af disse storslåede træer skånselsløst fældet mellem 1880’erne og 1924, selv om deres kommercielle værdi var yderst ringe. De tunge træer smadredes ofte, når de ramte jorden, og det er blevet estimeret, at så lidt som halvdelen af tømmeret kom til nytte. Veddet blev mest anvendt til tækkespån og stolper, ja selv tændstikker. – At tænke sig! Fra storslået træ til tændstik!

I dag er arten heldigvis strengt fredet, og nogle få pragtfulde bevoksninger er blevet bevaret.

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Sequoia (californisk rødtræ, ovenfor), samt oldgræsk dendron (‘træ’).

Andre billeder af disse imponerende træer kan ses på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af thuia, det oldgræske navn på stinkende ene (Juniperus foetidissima), oprindeligt fra thuo (‘jeg ofrer’), hvilket sigter til, at veddet af denne art ofte blev brændt under dyreofringer i Oldtiden for at tilføje en behageligt duft til ilden. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav denne slægt dette navn, er uklart. Måske fandt han, at løvet mindede om løvet hos stinkende ene.

 

Arten er vildtvoksende langs Stillehavskysten i det sydvestlige Canada og det nordvestlige USA, men dyrkes mange andre steder som prydtræ, specielt i Nordeuropa og New Zealand.

Førhen anvendte indfødte folkeslag veddet af denne art til kanoer, totempæle, redskaber og andre genstande. Af fibre fra barken blev fremstillet reb, kurve, klæde og regntætte hatte. I dag anvendes veddet på grund af dets aroma og resistens mod råd til fremstilling af vægpaneler og tagdække.

Artsnavnet er latin og betyder ‘foldet’, hvilket formodentlig hentyder til det vifte-lignende løv.

 

 

 

 

 

 

Mange arter udnyttes til tømmer, og nogle blev førhen anvendt i traditionel medicin.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk di (‘to’), pteron (‘vinge’), samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de tovingede frugter (se billede nedenfor).

 

Denne art er et af de vigtigste tømmertræer i Indokina. Det udnyttes alt for overdrevet og er desuden truet af tab af levesteder. På IUCNs rødliste over truede arter er den angivet som stærkt truet. Harpiksen er vidt anvendt inden for traditionel medicin, samt til lakering af træ og som tætningsmiddel i både. Blandet med bivoks benyttes den i bandager til betændte sår. Barken af unge træer indtages mod rheumatisme og leverlidelser, og den fodres til kvæg for at stimulere deres appetit.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vinget’, hvilket sigter til frugterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

En meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60.

En mængde billeder af rhododendron-arter kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster.

Arten er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’), og blomsterne bringes som offergave til buddhistiske og hinduistiske helligdomme. Kronbladene er spiselige og anvendes tillige mod ru hals og hoste, og de laves til pickles. Saft fra barken indtages mod diarré, dysenteri og hoste, en pasta af bladene mod hovedpine, saft af blomsterne mod menstruationsbesvær og dysenteri. Saft fra bladene spredes på senge for at fordrive utøj, og unge blade anvendes til at bedøve fisk i floderne. Af veddet fremstilles møbler, hegn og trækul, og det anvendes som brænde. Tørrede blade bruges som kompost.

Arten er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede forekomster i Sydindiens og Sri Lankas bjerge. Underarten i Sydindien, nilagiricum, kaldes for Nilgiri-rhododendron, mens underarten i Sri Lanka er benævnt zeylanicum. Disse underarter betragtes af nogle autoriteter som selvstændige arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘træagtig’, hvilket sigter til dens størrelse.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akakia, afledt af akis (’torn’), hvilket hentyder til de prominente torne hos egyptisk akacie (Vachellia nilotica), den første akacie-art, som blev beskrevet videnskabeligt.

Et antal akacie-arter er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

Artsnavnet er latin og kan betyde ‘blandet’ eller ‘forvirrende’ – hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk delos (‘åbenlyst’) og onyx (‘klo’), hvilket sigter til det centrale oprette kronblad, som er let buet, hvorved det minder om en klo.

 

Bladene er dobbelt snitdelte, frisk-grønne, op til 50 cm lange, med 20-40 par primære småblade, som hvert er opdelt i 10-20 par sekundære småblade, hvorved bladet kan minde om en gigantisk fjer. Med tiden kan træet danne store brætrødder.

Arten er endemisk i tør løvfældende skov på Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’ – et passende navn!

 

 

 

 

 

 

 

Det rødlige frugtkød anvendes i mange køkkener verden rundt, og i mange latinske lande fremstilles en drik, kaldt tamarindo, af det. Frugterne benyttes også i folkemedicinen, og saften anvendes til at polere metalgenstande.

Slægtsnavnet kommer af arabisk tamar hindi, hvilket betyder ‘indisk daddel’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af kastana, det klassiske græske ord for den ægte kastanje (nedenfor).

 

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i de år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum*, thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium** illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på bøge, afledt af oldgræsk phagein (’at æde’). Navnet hentyder til de spiselige frø, kaldt bog. Det danske navn, på oldnordisk bók, er af indoeuropæisk oprindelse, med usikker betydning.

Billeder af bøge kan også ses på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Efterår.

 

På Balkan hybridiserer den med orientalsk bøg (F. orientalis), der er udbredt i Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus, samt i Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’voksende i skove’, afledt af silva (’skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige blomster sidder i hængende rakler, mens hunblomsterne mest sidder i oprette aks. Frugten, som er en nød, der kaldes for agern, er omgivet af den såkaldte skål, der består af overlappende dækblade med frie spidser.

I Oldtiden var egetræer hellige overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus, i Rom til Jupiter, og i kelternes religion til Dagda, guddom for mandighed, frugtbarhed og visdom. Keltiske druider udførte ofte deres ritualer i hellige egelunde, hvor specielt de mistelténe (Viscum album), der voksede på egene, var hellige for dem. I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra eg, mjødurt (Filipendula ulmaria) og gyvel (Cytisus scoparius).

Det høje indhold af garvesyre i egebark gør den velegnet til garvning. I gamle dage blev agern pulveriseret og ristet som kaffeerstatning, og de var et meget vigtigt fødeemne for husdyr, specielt svin, der sendtes på ’olden’ i skovene.

Et afkog af blade og bark havde førhen utallige anvendelser, fx mod epilepsi, blod i spyttet, forgiftning, diarré, håraffald, tarmslyng, brystsyge (tuberkulose), frostbid, hæmorrider, udslæt og halsinfektioner, for blot at nævne nogle få. Friske blade blev lagt som omslag på sår.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ege. Det stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, kommer af old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

Billeder af egetræer er også vist på siderne Efterår, samt Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten er hjemmehørende i Californiens lavland, fra Mendocino County mod syd til det nordlige Baja California.

Artsnavnet er afledt af latin agri (‘mark’) og folium (‘blad’), hvilket ganske givet er en skrivefejl, da det sandsynligvis skulle have været acrifolia, afledt af proto-italiensk akris (‘skarp’) og igen latin folium (‘blad’), hvilket sigter til tornene i bladranden.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i skove i højder mellem 1800 og 2900 m. Veddet anvendes til mange fremstilling af mange forskellige genstande, bl.a. trækul, samt som brænde. Løvet kappes til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en mængde blomster’.

 

 

 

 

 

Arten er løvfældende, op til 40 m høj, blade mørkegrønne, skinnende, indtil 14 cm lange og 8 cm brede, med 5-6 temmelig små indskæringer på hver side, bladstilk op til 1 cm lang. Agernet er op til 3 cm langt og 2 cm bredt.

Et billede, som viser blade og agern, findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i stenede områder’, afledt af oldgræsk petra (‘sten’).

Den lignende stilkeg (nedenfor) kan kendes på sine lysere grønne, matte og dybt indskårne blade, med to ørede lapper ved grunden, samt de langstilkede agern.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Belgien, Frankrig og Sydtyskland mod øst til Ukraine og Kaukasus, mod syd til Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dunet’, hvilket sigter til de dunhårede blade og agernskåle.

 

 

 

 

 

Den er løvfældende, op til 40 m høj, med en tyk stamme, til tider med en omreds på 11 m. Barken er gråbrun, med længdegående furer på ældre træer. Bladene er grønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, aflange eller ovale, indtil 12 cm lange og 8 cm brede, meget kortstilkede, undertiden siddende, med 3-6 afrundede flige på hver side, samt to ørede flige ved basis. De hanlige rakler er op til 4 cm lange, hunlige blomster små, brune med røde grifler, siddende i små klynger på en lang stilk.

Stikeg kan blive meget gammel, nogle individer er anslået til at være mindst 1500 år gamle, deriblandt Kongeegen i Jægerspris Nordskov (omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: De døde ege i Jægerspris Nordskov).

Et billede, som viser blade og agern, findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Begge ord kan hentyde til artens hårde, mørke kerneved. Forstavelsen stilk- hentyder til, at dens agern sidder på 3-5 cm lange stilke.

Den lignende vintereg (ovenfor) kan kendes på sine mørkere, skinnende og mindre indskårne blade, samt de meget kortstilkede agern.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Fjernøsten, hvor den forekommer i Kina, Taiwan, Korea, Japan og det nordlige Vietnam. Den vokser i stedsegrøn og løvfældende skov og træffes i højder op til omkring 3000 m.

Den dyrkes i lille målestok i Kina, hvor barken udnyttes til fremstilling af kork.

 

 

 

 

 

 

Frugten er en stor stenfrugt, omgivet af et fibret, kødfuldt lag, som er spiseligt hos nogle af arterne. Nødderne tørres og stødes til pulver, hvoraf der kan fremstilles en type brød. En spiselig olie kan også udvindes af nødderne. Det hårde ved anvendes som tømmer.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske flådekirurg Edward George Irving (1816-55), som var en ivrig indsamler af planter.

 

Den ellipseformede frugt, op til 6 cm lang, kaldes på engelsk undertiden for wild almond (‘vild mandel’) eller barking deer’s mango (‘muntjak’ens mango’), hvilket hentyder til, at både frugtkød og frø er spiselige. Kødet har en sød smag, mens frøene er bedst ristede. Veddet anvendes som tømmer.

Artsnavnet refererer til Malacca-halvøen, på engelsk kaldt for the Malay Peninsula.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det oldgræske navn på kanel, kinnamomon. Grækerne overtog sandsynligvis ordet fra fønikerne, der var glimrende handelsfolk og sejlede til bl.a. Østen. Navnet var måske oprindeligt baseret på det malajiske navn på disse planter.

 

Den brunlige eller grålige bark er grov, med længdegående furer. De læderagtige blade er skinnende, gullig-grønne eller grålig-grønne på oversiden, blågrønne på undersiden, ovale eller elliptiske, tilspidsede, op til 12 cm lange og 5,5 cm brede, med duft a kamfer ved knusning. Blomsterstandene er endestillede toppe, eller fra bladhjørnerne, op til 7 cm i tværmål, med små cremefarvede eller gullige blomster. Frugten er en kugleformet, kødfuld stenfrugt, indtil 8 mm i diameter, purpursorte ved modenhed, indeholdende et enkelt frø. Frugterne ædes af fugle, som derved spreder frøene.

Arten er hjemmehørende i det sydlige Japan, Sydkorea, det sydøstlige Kina, Taiwan og Vietnam, men dyrkes mange andre steder til fremstilling af kamfer, der anvendes som en ingrediens i røgelse og medicin, som et krydderi, samt som insektdræbende middel. I Oldtidens Egypten blev kamfer anvendt så tidligt som 1485 f.Kr. til balsamering.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet siges at stamme fra et indfødt sprog i Guiana.

 

Frugten er et kødfuldt bær, op til 3 cm langt, der i form minder om et agern. Den er et populært fødeemne for de endemiske laurbærduer på disse øer.

I gamle dage var dette træ helligt for Bimbacherne, de oprindelige indbyggere på øen El Hierro.

Arten er blevet indført til Azorerne, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er store endestillede toppe, hvis blomster har 6 kronblade med en lang smal basis, der minder om en stængel. Kronbladenes rand er bølget. Blomsterfarven varierer meget. Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs 6 eller 7 sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en ven, handelsmanden Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

Arten er hjemmehørende i løvfældende skove i Indokina, hvor den er meget udnyttet som tømmertræ.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udstyret med et epicalyx’ (støtteblade under bægerbladene).

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede A. digitata (nedenfor) på en ekspedition til Senegal.

Navnet baobab kommer af arabisk buhibab, som betyder ‘faderen til mange frø’, mens abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt af almindelig baobab (nedenfor).

 

Det kan blive op til 25 m højt, ældre træer ofte med en massiv stamme, der hos nogle individer har en diameter på op til 14 m, ofte med store brætrødder. Barken er grå. Gamle træer bliver ofte hule, når den centrale del begynder at smuldre. Elefanter (Loxodonta africana) æder barken og skader derved ofte træet, eller de kan endog vælte det. De hånddelte blade har 5 eller 7 småblade, undertiden 9.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fingret’, hvilket sigter til de hånddelte blade. Engelske folkenavne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket hentyder til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

 

 

 

 

 

 

 

Nogle af arterne kan blive over 70 m høje, og nogle bliver måske over 500 år gamle. Nogle dyrkes andre steder som prydtræer, og kapoktræet (nedenfor) dyrkes ofte i Asien på grund af frugtens fibre.

Slægtsnavnet er fra Tainoernes sprog og betyder ‘båd’. Dette folk fremstillede kanoer af veddet.

 

Stamme og større grene er ofte dækket af store torne. De største af grenene kan være op til 1,8 m tykke, og kronedækket kan være indtil 60 m i tværmål. De hånddelte blade har 5-9 småblade, hvert op til 20 cm langt. Store træer producerer flere hundrede frøbælge, op til 15 cm lange. De indeholder frø, som er omgivet af gullige, bomuldsagtige hår, kaldt for kapok. De blev førhen ofte anvendt som fyldt i madrasser.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pente (‘fem’) og andros (‘støvbærer’), oprindeligt fra aner (‘mand’), hvilket sigter til, at blomsten har 5 støvbærere.

 

 

 

 

 

Disse træer var førhen placeret i familien Sterculiaceae, som siden er blevet reduceret til en underfamilie, Sterculioideae, i katostfamilien.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske embedsmand og botaniker Charles Louis l’Héritier de Brutelle (1746-1800).

 

Det er en lavlandsart, som kan træffes op til højder omkring 700 m, udbredt i Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Veddet anvendes som tømmer.

 

 

 

 

 

I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet til Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

Slægtsnavnet kommer af græsk tilos (’fiber’) og sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder til samme udnyttelse, i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

Lindens rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Parklind kan blive meget gammel og meget stor, op til 50 m høj. Et ældgammelt eksemplar var Malmvik-linden, der blev plantet som et spædt skud ved godset Malmvik, nær Stockholm, i 1618. Dette træ levede i 381 år, indtil de sidste rester af det faldt under stormen i 1999. (Kilde: R. Bengtsson 2004. The Malmvik Lime: An Historical and Biological Analysis of the Oldest Documented Planting of Common Lime (Tilia x europaea L.) in Sweden. The Garden History Society. 32 (2), s. 188-96)

Den største parklind i England er nær Aysgarth, Yorkshire, som i 2009 var 26 m høj og havde en diameter på 2,95 m. (Kilde: O. Johnson 2011. Champion Trees of Britain & Ireland. Kew Publishing, Royal Botanic Gardens, Kew, London)

Om dens forekomst i Danmark skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det navn, som den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) anvendte for manna-ask (Fraxinus ornus), der har lignende blade.

 

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højderaf 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Slægten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

 

 

 

Banyan tilhører en gruppe af figentræer kaldt kvælerfigner. De fleste frø af disse træer starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder.

Banyan kan dog også vokse som et stort fritstående træ, op til 30 m højt, med talrige luftrødder hængende ned fra grenene. Mange af dem slår efterhånden rod og kan undertiden danne en ‘skov’ af stammer, som alle i virkeligheden er ét og samme individ. Verdens største træ, hvis man taler om kronedække, er en banyan i den botaniske have i Kolkata, østlige Indien (se billede herunder).

Bladene er bredt ovale, meget tykke, indtil 30 cm lange og 20 cm brede, bladstænglen kan være op til 7 cm lang, men er oftest meget kortere. Frugterne er meget små, op til 2 cm i tværmål, ved modenhed orange eller røde.

Banyan anvendes meget inden for den traditionelle medicin. Et afkog af bladene benyttes mod dysenteri og diarré, og et grødomslag af unge blade lægges på bylder. Mælkesaften bruges mod tandpine, hudafskrabninger, smertefulde led, lumbago og gonorré, samt, opblandet med sukker, mod dysenteri hos børn. Et afkog af barken er vanddrivende og indtages som styrkende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i den tidlige del af den britiske koloniperiode i Indien dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet.

I tempererede egne er den en meget populær stueplante, da den kan tåle ret tørt indeklima.

Det latinske artsnavn er en forvrængning af hindi-ordet banyan – et ord, der ikke kun anvendes om den ægte banyan (F. benghalensis, ovenfor), men også om andre store figentræer med ånderødder. Begge danske navne er uheldige, da arten overhovedet ikke er belægtet med birke (Betula), og bladene ligner heller ikke birkeblade.

 

 

 

 

 

 

 

Pipal er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Myanmar, men da den er hellig for buddhister, hinduer og jainister, plantes den yderst almindeligt i områder, som domineres af disse religioner. Dens hellighed fremgår af det latinske artsnavn og det danske navn. Pipal er dens navn på hindi. Dens vigtige rolle inden for buddhismen er omtalt på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er ovale med afrundet eller hjerteformet basis, mørkegrønne og ret tynde, op til 20 cm lange og 12 cm brede, med en tynd bladstilk op til 12 cm lang. Bladene fældes regelmæssigt. Frugterne er lyserøde med purpurfarvet skær og små hvide prikker, og de sidder i store klynger langs grenene.

Arten er hjemmehørende i Indokina, Malaysia og Indonesien, men plantes ofte som prydtræ andre steder, bl.a. i Kina, Taiwan og Japan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det østlige Australien og mange af Stillehavsøerne.

Frugten er spiselig og udgør et vigtigt fødeemne i Micronesien og Polynesien. Medicinsk anvendes et afkog af bladene som omslag på knoglebrud. Der fremstilles reb af barkfibrene.

Det latinske artsnavn betyder ’anvendes til farvning’, hvilket sigter til den traditionelle anvendelse af rod og frugter til udvinding af et rødt farvestof.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk metra (‘kernetræ’) og sideron (‘jern’), hvilket sigter til det hårde ved hos flere af arterne.

 

Artens naturlige udbredelsesområde er kystnære egne på Nordøen og de nordligste dele af Sydøen. Engang dannede den et ubrudt bælte langs kysten mellem de nuværende byer New Plymouth og Gisborne, men i 1990’erne havde opdyrkning og indførte skadedyr reduceret disse overdådige skove med over 90%. Dens stærke ved blev ofte anvendt til skibsbygning, da de holdbare, naturligt buede stammer kunne benyttes som forstærkning, hvor to forskellige flader mødtes.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sublim’, hvilket formodentlig sigter til artens strålende blomsterpragt. Pohutukawa er et Maori-ord, som hentyder til et uidentificeret kystnært træ.

 

 

 

 

 

Disse træer og buske, som udgør omkring 43 arter, er begrænset til den sydlige halvkugle, i Chile, Argentina, Australien, New Zealand, Ny Guinea og Ny Caledonien. Adskillige arter optræder som dominanter i tempererede skove.

I lighed med egetræer (se Fagaceae ovenfor), er de små flade eller trekantede nødder af disse træer indesluttet i en såkaldt skål, som består af overlappende dækblade. Hos medlemmer af denne slægt rummer frugten mellem én og 7 nødder.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Joseph Dombey (1742-94), som undersøgte flora i Chile 1782-85.

Arten er nærmere præsenteret på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

 

 

 

Dens markante blade er bredt ovale, indtil 4 cm lange og 3 cm brede med dobbelt-tandet margin, hver flig med 2 store tænder. Den lille skålfrugt rummer 3 nødder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’. Det hentyder måske til barken.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af proto-italiensk fraksinos, oprindeligt et proto-indoeuropæisk ord for birketræer. Forbindelsen til birk er svær at få øje på.

 

Det bliver normalt omkring 20 m højt med en stammediameter indtil 2 mmen individer op til 43 m høje og med en stammediameter op til 3,5 m er blevet noteret. Barken er lysegrå og glat på unge træer, men bliver tyk og med længdegående furer som ældre. Bladknopperne er meget karakteristiske, idet de er knaldsorte. Bladene er snitdelte, indtil 35 cm lange, med 7-13 elliptiske småblade, op til 12 cm lange og 3 cm brede, med tandet bladrand. Når den første frost kommer, bliver de lysegule. De små, mørkt purpurfarvede blomster sidder i små toppe. De vingede frugter er op til 4,5 cm lange og 8 mm brede, og de bliver ofte hængende på træet til langt hen på vinteren.

I de senere år er bestandene af ask i Europa blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus (førhen kaldt for Chalara fraxinea). De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

Artsnavnet er afledt af latin excelsus (‘høj’) samt ior, en endelse, som danner tillægsord, således ‘af stor højde’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på det almindelige oliventræ (nedenfor).

 

Arten er et lille stedsegrønt træ eller en stor busk, til tider op til 15 m høj, med en kroget og furet stamme på ældre individer. Bladene er sølv-grønne, aflange, indtil 10 cm lange og 3 cm brede. De små hvide blomster sidder i toppe fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt indtil 2,5 cm lang, først grøn, ved modenhed purpurfarvet.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

Artens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på almindelig ædelgran (Abies alba), sandsynligvis afledt af det oldgræske navn på denne art, abin.

 

Denne art vokser kun på de højeste bjergtoppe i Taiwan, i højder mellem 2400 og 3800 m. Den er i tilbagegang, idet dens bestande er blevet fragmenteret, især af skovbrande.

Artsnavnet hædrer den japanske botaniker Takiya Kawakami (1871-1915), der arbejdede som botaniker for den japanske regering i Taiwan fra 1901. Han indsamlede en mængde planter, og adskillige arter er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Den er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar i højder mellem 2400 og 4400 m. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bemærkelsesværdig’ eller ‘storslået’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kedros, der stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Cedertræernes nåle og ved var meget anvendt som røgelse.

 

Det kan opnå vældige dimensioner, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på indtil 12 m. Barken er ret glat, med længdegående furer. Kvistene er hængende, nåle mørkegrønne eller blågrønne, op til 5 cm lange og 1 mm brede, siddende enkeltvis på lange skud, men 20-30 sammen på korte skud. Modne kogler er oprette, ovale, indtil 13 cm lange og 9 cm brede. Ved modenhed falder de fra hinanden.

Nåle og ved brændes som røgelse, og der udvindes også medicin af en æterisk olie i dens ved. Veddet anvendes tillige til fremstilling af bygninger, møbler, vogne og både.

På hindi hedder arten deodar, afledt af dev (‘guddommelig’).

 

 

 

 

 

 

 

Libanon-ceder nævnes adskillige gange i Det Gamle Testamente:

Moses bød jødiske præster at benytte barken af dette træ til behandling af spedalskhed. (3. Mosebog 14:1-4)

Profeten Esajas benyttede Libanon-ceder som metafor for menneskenes hovmod. (Esajas 2:13)

Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ.

Og endelig Højsangen, 5:15: ”Hans ben er som søjler af marmor på sokler af guld. Hans holdning er rank som de ædle cedertræer på Libanons bjerge.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrretræer, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’, ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

Hunlige kogler er op til 7 cm lange, mørkt purpurfarvede som unge. Frøene er et populært fødeemne for den amerikanske nøddekrige (Nucifraga columbiana), og skællene brækker nemt af, når fuglene vil have fat i frøene. Hanlige kogler er skarlagenrøde. – Amerikansk nøddekrige er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

Arten er udbredt i bjergområder fra British Columbia mod syd gennem Washington, Idaho, Montana og Wyoming, med pletvis forekomst i Oregon, Nevada og Californien.

Den er blevet klassificeret som truet af IUCN.

 

 

 

 

 

Dette træ kan blive op til 35 m højt, med en stammediameter op til 1 m, undertiden til 2 m. Barken er orange-rød, tyk og dybt furet ved basis, tynd og afskallende nær toppen. De slanke nåle sidder parvis, op til 16 cm lange, friskgrønne. Den kraftige kogle er op til 11 cm lang og 5 cm bred, grøn som ung, men over de næste to år skiftende til skinnende rødbrun.

Navnet calabrisk fyr skyldes, at type-eksemplaret kom fra Calabrien, den sydligste del af det italienske fastland, hvor der tidligt fandtes en naturaliseret bestand. Det gamle navn på denne egn var Brutium, afspejlet af det latinske artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget variabel, nogle med helt lige stamme, andre krogede, med en uregelmæssig krone og en stammediameter op til 90 cm. Den kan nå en højde af omkring 45 m, men er oftest meget lavere. Barken sprækker op i plader af uregelmæssig form. Koglerne er op til 7 cm lange, med tynde skæl, som har en kort, krum torn. De åbnes ved modenhed, men kan forblive på træet meget længe.

Den er vildtvoksende i det østlige USA, fra Pennsylvania og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det sydlige Missouri, det østlige Oklahoma og det østlige Texas. Den trives i mange forskellige habitater, fra temmelig tørre skrænter til fugtige floddale.

 

 

 

 

 

Disse mærkværdige træer er børstekoglefyrre, en art, hvis forekomst er begrænset til højtliggende områder i det østlige Californien, Nevada og Utah. Bortset fra visse kloner, bl.a. en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder er vurderet til omkring 9400 år, er disse fyrre verdens ældste levende væsener, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘længelevende’.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne, og mod syd til Apenninerne i Italien og de højeste bjerge på Balkan. Sidst i 1700-tallet og i 1800-tallet blev den i vid udstrækning plantet som sandbinder i klitter i Skandinavien, Finland og de Baltiske Stater, og den er nu blevet naturaliseret mange steder. I Skandinavien betragtes den som invasiv.

Der kan fremstilles sirup af unge skud og kogler ved at koge dem.

Artsnavnet er det gamle rhætiske navn på dette træ. Rhætisk var et tyrsensk sprog, som blev talt i regionen Rhætien i den østlige del af Alperne på præ-romersk tid.

 

 

 

 

 

Den opnår ofte en højde på 25 m, men er af og til højere, undertiden op til 34 m, med en stammediameter op til 1,2 m. Den er dog oftest langt mindre, nedslidt og kroget af de stærke vinde, der hersker langs kysten. Den er tørketålende og vokser ofte på tørre, klippefyldte steder.

De grønne eller blågrønne nåle sidder parvis, op til 16 cm lange. Hunlige kogler er op til 10 cm lange, siddende i grupper på op til 5. De er stærkt tilbagebøjede, med stive skæl, som er tynde på den side, der vender ind mod grenen, men meget tykkere på den side, der vender bort fra grenen. Hvert skæl har en kraftig, op til 1,2 m lang torn, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘grov med torne’, afledt af murex (‘pig’).

Navnet biskopfyr opstod, da denne art først blev identificeret nær missionsstationen i San Luis Obispo, Californien.

 

 

 

 

 

Den grå eller gulligbrune bark er stærkt furet på ældre individer og sprækker til skælagtige plader. Nålene sidder parvis, op til 16 cm lange, lysegrønne eller mørkegrønne. Hanlige kogler sidder i store grupper tæt sammen, op til 2,5 cm lange og 7 mm brede, gule ved modenhed. Hunlige kogler er enlige eller i spiraler med 2-5, op til 10 cm lange og 4 cm brede, med afrundede skæl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket skulle hentyde til barken. Da denne oftest er grå eller gulligbrun, må navnet siges at være vildledende.

 

 

 

 

 

Den bliver op til 30 m høj, men på beskyttede steder, hvor den dyrkes, kan den undertiden blive op mod 60 m høj. Grenene er opadstræbende og danner en afrundet krone. Den grå eller brune bark er furet. Nålene er friskgrønne, slanke, i grupper på 3, op til 15 cm lange. Hunlige kogler er ovale, brune, op til 17 cm lange, fæstnet til grenen i en skæv vinkel.

I dens naturlige udbredelsesområde trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Artsnavnet hentyder til sprækker, som udgår radiært fra en forhøjning på kogleskællene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den bliver op til 35 m høj, undertiden til 45 m, med en stammediameter op til 1 m, sjældent til 1,7 m. Barken er tyk og sidder i flager, rødlig på yngre træer, gråligbrun på ældre individer. På fuldt udvoksede træer er størstedelen af stammen uden grene, som er trængt sammen øverst oppe og danner en afrundet krone. Nålene er blågrønne, meget slanke, op til 5 cm lange, siddende parvis, undertiden 3 eller 4 sammen på yngre træer. Hunlige kogler er lysebrune eller gulligbrune, kugleformede, indtil 7,5 cm lange.

I 2014 blev arten udnævnt til nationaltræ i Skotland.

Artsnavnet er latin og betyder ’voksende i skove’, afledt af silva (’skov’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘den falske Tsuga’ (skarntydegran, se nedenfor).

 

Denne art kan blive kolossalt stor og meget gammel, nogle individer omkring 100 m høje med en stammediameter op til 2,5 m, sjældent til næsten 5 m. Den lever ofte i over 500 år, og individer omkring 1300 år gamle er blevet registreret.

Barken på yngre træer er grå, tynd og glat, men bliver meget tyk og furet på ældre træer, til tider op til 36 cm tyk. Stammen har skiftevis flader af mørkebrun bark og korkagtig lysere bark. Den tykke bark er en tilpasning til at modstå skovbrande. Nålene er flade og bløde, op til 4 cm lange, ofte siddende enkeltvis hele vejen rundt om grenene.

Hunlige kogler er lysebrune, hængende, op til 10 cm lange, med længesiddende skæl og lange dækblade med 3 flige, som rager ud over hvert skæl. Denne karakter gør det nemt at identificere arten. Et billede, som viser disse dækblade, findes på siden Natur: Mønstre i naturen.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn er efter den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det japanske navn på Tsuga sieboldii, mens det danske navn sigter til duften af det knuste løv, der minder om lugten af bladene hos skarntyde (Conium maculatum). Løvet hos skarntydegran er dog ikke giftigt.

 

Et stort træ op til 45 m højt, bark skællet, skiftevis i partier med grå eller sortbrun bark og gulligbrun korkagtig bark. De linjeformede, flade blade er olivengrønne, op til 2 cm lange, siddende i spiraler, furede på oversiden, med to hvide bånd på undersiden. Hanlige kogler sidder enkeltvis eller i grupper op til 5, purpurfarvede, til 8 mm lange. De små hængende hunkogler er rødbrune, ovale, indtil 2 cm lange og 1 cm brede.

Taiwan-skarntydegran er en varietet af kinesisk skarntydegran, formosana, som er ganske almindelig i blandskove i Taiwans bjerge i højder mellem 1700 og 3500 m. Nogle autoriteter sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af denne varietet, idet de hævder, at den er identisk med typeformen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er meget almindelig i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar, sydøstlige Tibet og sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam.

Dens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘busket’ eller ‘bevokset med torne’. Forbindelsen er svær at se i begge tilfælde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugterne er meget karakteristiske, kugleformede, indtil 4 cm i diameter, bestående af talrige små nødder, der hver ender i en pig. De sidder på hængende stilke, op til 12 sammen.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan (nedenfor). Nogle nordamerikanske arter kaldes sycamores, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner dem hos ahorn (Acer pseudoplatanus), som på engelsk hedder sycamore maple.

Mere om plataner kan læses på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

 

Denne art er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men er måske hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien, hvor den er meget almindeligt plantet op til højder omkring 2400 m.

Barken udnyttes medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stammen er op til 1 m i tværmål, normalt delt i to eller flere stammer, hver med mange grene. Den flerfarvede bark kan være hvid, lysebrun eller grålig-lyserød på yngre træer, men bliver mørkere på ældre træer. De hånddelte blade, op til 25 cm lange og brede, har 3-5 spidse flige. Arten er løvfældende, og bladene bliver smukt gyldne eller orange om efteråret. Den kugleformede frugt er op til 1 cm i diameter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘i klynger’, hvilket sigter til blomsterstanden, som er en top.

 

 

 

 

 

Den kan blive op til 25 m høj, med en lige stamme, som er broget, da den ydre bark ofte skaller af og åbenbarer den indre hvide bark. De hånddelte blade, op til 30 cm lange, har 3-5 dybe, op til 15 cm brede flige, margin helrandet eller med små tænder. Blomsterne er røde, enlige eller hængende klynger. Frugterne er brune, indtil 3 cm i tværmål. De bliver lådne sent på efteråret, hvilket skyldes, at der sidder et tot lange hår ved basis af hver nød.

Artsnavnet hædrer den amerikanske botaniker Charles Wright (1811-85), en ivrig indsamler af planter, som især arbejdede i Connecticut, Texas og Cuba.

 

 

 

 

 

Nogle kilder angiver, at den opstod i 1600-tallet i Spanien, hvor man havde plantet de to arter side om side. Andre peger på det kongelige Tradescant-arboret i det sydlige London, hvor John Tradescant den Yngre (1608-62) var ansat som gartner. Både P. occidentalis og P. orientalis nævnes som voksende i dette arboret, så muligvis opstod hybriden først her. På engelsk kaldes den da også for London plane tree.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zizyphon, som måske er lånt fra zizafun, det persiske navn på Z. lotus.

 

Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Den er meget rig på c-vitamin. Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. I Ethiopien anvendes frugterne som fiskegift. Blomsterne yder honning.

Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof. Arten er også meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er årsagen til navnet brystbær. Den medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet hentyder til Mauritius, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

 

 

 

 

De fleste arter har hvide blomster, nogle lyserøde eller røde. Frugten er en bærlignende kærnefrugt, som består af den opsvulmede blomsterbund, der omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er afledt af latin cotonium, en forkortelse for cydonium malum, ‘æblet (eller kvæden) fra Kydonia’, en by i Oldtidens Grækenland, beliggende på nordkysten af Kreta, nær den nuværende by Chania.

Det danske navn dværgmispel er selvfølgelig misvisende for de arter, som er træer og større buske. Det er opstået, fordi de to danske arter, rød bærmispel (C. scandinavicus) og sort bærmispel (C. nigra) er dværgbuske.

 

Den er udbredt i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2200 og 3400 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal spises frugten som blodrensende middel.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i kolde egne’.

 

 

 

 

 

Frugten er en stenfrugt med et kødfuldt lag, der omslutter en hård sten med et enkelt frø.

The generic name is a Latinized version of the Ancient Greek name of the plum tree, prounos.

 

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af græsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Artens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Mirabel-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

 

 

 

Bladene er helrandede, fligede eller snitdelte. Blomsterne sidder i klynger, og kærnefrugten omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rønnetræer, med rod i indoeuropæisk sor (‘rød’), hvilket sigter til frugtfarven hos de fleste arter.

Det danske navn er afledt af reynir, det oldnordiske navn på almindelig røn, beslægtet med rauðr (‘rød’), hvilket ligeledes sigter til frugtfarven.

 

Seljerøn er mest almindelig i det sydlige Sverige, med spredte forekomster i Estland, Letland, det sydvestlige Finland og det nordlige Polen. Den er også vildtvoksende mellem klipperne på Bornholm, hvilket har givet anledning til et andet dansk navn, bornholmsk røn. Den er desuden meget almindeligt plantet langs veje og i hegn andre steder i landet.

 

 

 

 

 

 

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

 

 

 

Denne art vokser i skove, langs floder og i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem den nordlige del af Himalaya og det sydlige Tibet til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen i Kina.

Den er almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles til foder. I Nepal smøres en pasta af barken på hævede muskler.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det kan hentyde til bladstilken, undersiden af bladene, dækbladene eller frøene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er oprette rakler med talrige små blomster samlet omkring en længdegående akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. De bestøves af bier og andre insekter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for piletræer. Det er beslægtet med ordet sal, som betyder salt, men ordets oprindelige betydning var ’grå’ eller ’smudsig’. Salt var jo tidligere ikke så hvidt, som vi ser det i dag, men smudsiggråt – som farven på barken af gråpil (S. cinerea).

Det danske navn kommer af oldnordisk pill, der muligvis hentyder til de pilformede blade hos nogle pilearter.

 

I naturen bliver de fleste pilearter ikke gamle. Allerede i en alder af omkring 50 år begynder seljepilen at henfalde. Da de dyrkede marker på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord blev fredet i 1929, invaderede en mængde plantearter de følgende år de opgivne marker, bl.a. seljepil, der netop er en typisk pionérplante. På grund af egnede vækstbetingelser på de nyforladte marker kunne mange af disse seljepile vokse sig store og flerstammede. Langt de fleste af dem er nu segnede af alderdom.

Gennem 38 år fulgte jeg henfaldet af en sådan gammel seljepil på Vorsø, beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den gamle seljepil på Vorsø.

Artsnavnet kommer af latin caper (’gedebuk’) eller capra (’hunged’). Det hentyder til, at geder gerne æder løv og kviste af denne art. Forstavelsen selje er et gammelt nordisk navn på pilearter – på norsk hedder seljepil blot selje, mens gråpil hedder gråselje. Selje er afledt af Salix, se ovenfor under slægtsnavn.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til minde om den spanske apoteker og botaniker Juan Salvador y Bosca (1598-1681), der indsamlede dyr og planter omkring den vestlige del af Middelhavet.

 

Frugten er spiselig og sød, og er rig på kalcium. Den kan dog irritere slimhinderne, idet den kan fremkalde en kildrende fornemmelse eller blæner. Planten udnyttes medicinelt, frøolien og bladene mod rheumatisme, bladene tillige mod hoste, mens frugten anvendes mod forstørret milt, rheumatisme, svulster, feber, samt nyre- og galdesten. Veddet udnyttes til bygninger, landbrugsredskaber og både, og lokalt er det en vigtig brændselskilde.

På hindi kaldes arten for pilu, og den optræder i den episke fortælling Mahabharata, i Karna Parva, kap. 30, v. 24: “Hvornår skal jeg mon være blandt de kvinder, som spiser kager og kødboller og boller af bygmel, blandet med skummetmælk, i skovene med mange behagelige stier blandt bevoksninger af sami og pilu og karira!” (Sami, også stavet shami, refererer til Prosopis cineraria, og karira til Capparis decidua).

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Olea’ (oliventræet). Hvad det hentyder til er uklart.

En nær slægtning, S. persica, kaldes for tandbørstetræ. I århundreder har denne arts kviste været anvendt som en naturlig tandbørste.

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på lønnetræer, hlynr.

 

Artsnavnet er afledt af latin campus (‘mark’ eller ‘slette’), hvilket sandsynligvis sigter til, at denne art ofte vokser i åbne områder.

 

 

 

 

 

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv i mange af de østlige stater. Af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

Om efteråret antager løvet en knaldgul farve.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Platanus‘ (plataner), hvilket hentyder til de skarpe bladafsnit, i lighed med bladene hos østlig platan (Platanus orientalis, ovenfor).

 

 

 

 

 

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er detaljeret beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘ (plataner), hvilket sigter til, at bladene minder om disse træers blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske navn på vintereg (Quercus petraea, se Fagaceae ovenfor), som muligvis er afledt af aigilops, det græske navn på en egeart med spiselige agern. Da frugterne af hestekastanje er giftige, er det lidt af et mysterium, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Aesculus. Det skal dog siges, at frømelet er spiseligt, efter at frugterne er blevet kogt, og dette mel blev førhen anvendt som kvæg- og hønsefoder.

Det danske navn kommer af det græske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på almindelig hestekastanje, at kestanesi, hvilket sigter til, at frugterne tidligere blev anvendt til at kurere lidelser hos heste, bl.a. rigeligt med luft i tarmene.

En amerikansk art i slægten, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, mens indisk hestekastanje (A. indica) præsenteres på siden Hyldest til farven gul.

 

Artsnavnet kommer af det græske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på planten, se under slægten ovenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af hindi madhu (‘honning’), hvilket sigter til, at der høstes honning fra blomsterne af M. longifolia (nedenfor).

 

Det bliver indtil 20 m højt, med en stammediameter op til 80 cm, bark grå eller rødbrun, tyk og furet på ældre individer. Bladene er elliptiske eller aflange, op til 20 cm lange. De fleste af dem er kastet mellem februar og april, og på denne tid kommer de moskusduftende blomster frem, siddende i klynger yderst på grenene eller i bladhjørnerne. Blomsterstilkene er stærkt hårede, grønne eller lyserøde, til omkring 5 cm lange, kronen kugleformet, tyk, cremefarvet. Frugten er grøn, ægformet, bærlignende, indtil 5 cm lang.

Blomsterne er spiselige og udgjorde engang et vigtigt fødeemne for adskillige stammefolk. De yder honning, der fremstilles marmelade af dem, og et afkog af dem indtages mod diverse lidelser. De gæres også til fremstilling af en alkoholisk drik, kaldt mahua, der udgør en vigtig del af traditionelle fester. Frugten er et vigtigt fødeemne for stammefolk i Odisha.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blade’.

 

 

 

 

 

 

Disse træer har rødlig bark, som ofte skaller af i store flager. Nålene er linjeformede, flade, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, op til 4 cm lange og 3 mm brede. Koglerne er kraftigt modificerede, idet de kun indeholder et enkelt frø, omgivet af et mørkerødt, saftigt, bæragtigt lag, som er spiseligt. Selve frøet er dog meget giftigt.

Slægtsnavnet og det danske navn er afledt af det oldpersiske ord for disse planter, taxs (‘bue’), hvilket sigter til, at perserne, og også skyterne, fremstillede buer af dets ved – og tillige danskerne, se nedenfor.

 

I den nordiske gudetro blev taksen betragtet som bolig for krigsguden Ull, der var en fremragende bueskytte. Buer blev fremstillet af taksens ved. Disse buer kaldtes dan, og den dominerende stamme i Folkevandringstiden var danerne, navngivet efter de langbuer, de benyttede. Dette folk underlagde sig de øvrige stammer og kaldte deres land Danmark (’Danernes Land’).

Dette træ kan leve overordentlig længe, måske op mod 2000 år. Et gammelt eksemplar er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

Artsnavnet er latin og betyder ’med bær’, afledt af bacca (’bær’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Det bliver ofte op til 45 m højt, undertiden til 60 m, og ældre træer har store brætrødder, der kan blive op til 6 m høje. Barken er grå og ofte skinnende. De stilkede blade er hjerteformede, undertiden afrundede, op til 26 cm lange og 20 cm brede, tilspidsede, margin tandet. Både hanlige og hunlige blomster sidder på indtil 20 cm lange aks.

Arten er løvfældende og står uden blade i flere måneder, i Indokina ofte mellem januar og april, i Australien mellem oktober og december.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tetra (‘fire’) og melos (‘dele’), hvilket sigter til, at blomsten har 4 bægerblade. Artsnavnet er latin og betyder ‘med nøgne blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Faktisk er Welwitschia et træ, men det meste af det er underjordisk, og rødderne rækker ned til vand 20 m eller mere under ørkenens overflade. Denne bemærkelsesværdige plante er nærmere beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.