Gamle og store træer

 

 

Vældige stammer af rødtræ (Sequoia sempervirens) strækker sig himmelhøjt, Humboldt Redwoods State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Folk omkring et stort vejtræ, Myanmar. Mange kvinder og børn i Myanmar smører en hvid pasta i ansigtet som værn mod den stærke sol, og den holder tillige huden glat. Denne pasta, kaldt thanaka, fremstilles af grene af træarten Murraya paniculata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En plantet række af ældgamle cypresser, nær Manchester, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Af en eller anden grund har denne stub af et kæmpestort træ fået lov til at blive stående midt i landbrugsland nær Ohakune, New Zealand. Stubben ’lever’ videre, idet adskillige buske har slået rod i toppen af den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chinese Hemlock Nature Trail er en natursti i en montan monsunskov i Taipingshan National Forest i det østlige Taiwan. Her fører stien hen under rødderne af et ældgammelt træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rodnettet på et væltet nåletræ, fotograferet med en meget vidvinklet linse (’fiskeøjeoptik’), Stora Sjöfallets Nationalpark, Lapland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1902, da Long Bien-jernbanestationen i Hanoi, Vietnam, blev opført, undlod man at fælde dette træ, og taget blev konstrueret med henblik på dette. Siden er træet vokset til gigantiske dimensioner, og i dag fungerer det som et buddhistisk alter i ventesalen. Luftrødderne af en kvælerfigen (Ficus) omklamrer stammen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svampe vokser på stammen af et brændt skovtræ, Silent Valley Nationalpark, Kerala, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gamle og store træer appellerer til de fleste mennesker. Stående under en gigantisk, knudret stamme, tusinder af år gammel, får mange af os til at føle stor ydmyghed.

I gamle dage havde de fleste et ganske andet syn på disse gigantiske skabninger. Overalt på kloden er kæmpemæssige arealer med årtusindgammel skov blevet ryddet uden skånsel af tømmerindustrien eller for at bane vej for agerland eller byer. Mange eksempler på denne destruktive adfærd er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

Selv i dag er der veluddannede mennesker, som ikke sætter pris på gamle træer. Forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) fortalte mig engang om en hændelse, der fandt sted i den landsby, han boede i på Samsø. Foran stuehuset på en af de lokale gårde voksede en kolossalt stor hestekastanje (Aesculus hippocastanum). En dag bemærkede Bjørnvig, at træet var blevet fældet, og han spurgte ejeren, hvorfor det var sket. Dette var hans svar: “Det træ har længe været en torn i øjet på mig!”

Nedenfor er en lang række træer omtalt, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

Altingiaceae
Denne familie har navn efter slægten Altingia, der nu betragtes som synonym med Liquidambar – den eneste nuværende slægt i familien.

 

Liquidambar Ambratræer
En slægt med 15 arter af store løvfældende træer, 25-40 m høje, med hånddelte blade, der har en behagelig duft, når de knuses. Bladene antager ofte strålende farver om efteråret og vinteren, bl.a. knaldrød, orange, gul og purpurfarvet. Billeder af sådanne blade kan ses på siden Efterår.

Frugten er en kugleformet, forveddet kapsel, intil 4 cm i tværmål, hvis overflade er dækket af pigge, hvilket formentlig er en tilpasning til dyrespredning. Billeder af sådanne kapsler vises på siden Planteliv: Burrer.

Disse planter var tidligere placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er nu blevet overført til Altingiaceae. De er udbredt fra det nordøstlige Indien mod øst til Kina, Taiwan og Korea, og derfra mod syd gennem Indokina til Sumatra og Java, samt i det østlige USA, Mexico og Mellemamerika, med en isoleret art i det sydvestlige Tyrkiet og på Rhodos. Adskillige arter dyrkes som prydtræer.

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar på spansk, amber på engelsk og ambra på dansk. Disse navne hentyder alle til den duftende harpiks af adskillige medlemmer af slægten, som tidligere blev anvendt i kosmetikindustrien.

 

Liquidambar styraciflua Virginsk ambratræ
Denne art er hjemmehørende i det sydøstlige USA og findes også i bjergområder i det sydlige Mexico og Mellemamerika. Bladene er næsten stjerneformede, med 5-7 spidse flige, mens frugterne er kugleformede, hårde og piggede. Et billede af artens smukke efterårsløv vises på siden Efterår.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udskiller storaks’ (harpiks).

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

Korkbølger på den dybt furede bark af virginsk ambratræ, Point of Rocks Park, Richmond, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anacardiaceae Sumakfamilien

 

Dracontomelon duperreanum
Et indtil 20 m højt stedsegrønt træ med brætrødder. Barken skaller ofte af i flager og skaber derved at smukt mønster på stammen. Bladene er snitdelte med 11-15 spredte, aflange småblade. Blomsterstandene er klaser af små blålig-hvide, klokkeformede blomster. Frugten er en kugleformet gul stenfrugt, op til 4 cm i diameter.

Arten der udbredt i det sydlige Kina og det nordlige Indokina, voksende i skove op til højder omkring 350 m.

Frugten er meget anvendt i det vietnamesiske køkken, bl.a. kogt sammen med andesteg, samt som surhedsregulerende middel. Efter at være blevet konserveret med sukker kan der fremstilles en kølende drik af den.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk draco (‘drage’) og melon (‘æble’), hvilket hentyder til frugten.

 

 

Dracontomelon duperreanum, Hanoi Botaniske Have, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pistacia Pistacie
Denne slægt med omkring 11 arter er hjemmehørende i det sydlige Texas, Mexico, Mellemamerika, Sydeuropa, det nordlige og østlige Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina, Vietnam og Filippinerne.

Slægtsnavnet er afledt af pistakia, det oldgræske navn på det ægte pistacietræ (P. vera).

 

Pistacia chinensis Kinesisk pistacietræ
Dette lille træ er hjemmehørende fra Afghanistan mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Filippinerne. En isoleret bestand findes i Kaukasus. Det dyrkes mange steder i subtropiske og tempererede områder rundt om i verden på grund af dets hårdførhed, samt det attraktive efterårsløv. I varmere lande kaster det bladene midt om vinteren. Billeder af artens vinterløv vises på siden Efterår.

 

 

Kinesisk pistacietræ plantes ofte langs gader i taiwanesiske byer. Dette billede fra Taichung viser et gammelt træ med afskallende bark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien

 

Alstonia
En slægt af stedsegrønne træer og buske med omkring 45 arter, udbredt i tropiske egne af Afrika og Asien, Ny Guinea, Australien, Mexico og Mellemamerika, med et kærneområde i Malaysia og Indonesien. Nogle af arterne kan blive meget store, fx A. pneumatophora, der kan nå en højde af 60 m, med en stammediameter over 2 m.

Slægtsnavnet hædrer Charles Alston (1685-1760), som var professor i botanik i Edinburgh.

 

Alstonia scholaris
Dette træ er udbredt i blandskove fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Indokina, Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea til det nordlige Australien.

Arten bliver op til 40 m høj, med grålig bark. Unge grene har mange korkceller. Bladene er skinnende grønne på over siden, grålige på undersiden, ovale, indtil 23 cm lange og 8 cm brede, bredest over midten, med afrundet spids. De sidder i grupper på mellem 3 og 10. Blomsterne er hvide, tubeformede, indtil 1 cm lange, i tætte klynger. Frugten er bælg-lignende, meget tynd, indtil 40 cm lang.

Barken indeholder en meget bitter mælkesaft. Bark og blade anvendes medicinelt mod bl.a. hovedpine, influenza, bronchitis og lungebetændelse, og af veddet fremstilles kister.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet skoler’, hvilket sigter til den tidligere anvendelse af veddet til tavler. På engelsk kaldes arten ofte for blackboard tree (‘tavle-træ’).

 

 

Barken på et stort individ af Alstonia scholaris, Taichung, Taiwan. Ifølge Kew Gardens er arten ikke oprindelig i Taiwan, men den plantes meget almindeligt på øen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquifoliaceae Kristtornfamilien

 

Ilex Kristtorn
Familiens eneste slægt, som omfatter omkring 480 arter af stedsegrønne og løvfældende træer, buske og slyngplanter, udbredt i næsten hele verden. Frugten er en bærlignende stenfrugt, der indeholder en enkelt eller to nødder.

I Oldtidens Rom var ilex navnet på stenegen (Quercus ilex). I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn som slægtsnavn for kristtorne, måske fordi bladene af almindelig kristtorn (Ilex aquifolium) lignede stenegens blade. Oldtidens navn på kristtorn var acrifolium, fra proto-italiensk akris (‘skarp’) og latin folium (‘blad’), hvilket senere blev ændret til aquifolium.

Det danske navn kommer muligvis af, at bladene i folketroen blev forbundet med Kristi tornekrone, men det kan også skyldes, at kviste fra planten i nogle katolske lande blev anvendt i stedet for palmeblade på palmesøndag.

 

Ilex opaca Amerikansk kristtorn
Et mellemstort stedsegrønt træ, der normalt er under 20 m højt, undertiden op til 30 m. Stammens diameter er under 50 cm hos de fleste individer, somme tider op til 1,2 m. Bladene ligner bladene af almindelig kristtorn, men er ikke så skinnende.

Arten er hjemmehørende i det østlige USA, fra Massachusetts og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det østlige Oklahoma og det østlige Texas.

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘vokser i skygge’ eller ‘giver skygge’.

 

 

Stamme af en gammel amerikansk kristtorn med laver, Fire Island, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araucariaceae

 

Agathis Kauritræer
Kauri-arterne tilhører sammen med arter af slægten Araucaria (nedenfor) en urgammel gruppe af træer, som opstod i Jura-tiden for mellem 190 og 135 millioner år siden.

Ældre træer har lige stamme, hos nogle arter op til 60 m høj, med få eller ingen grene under kronen. Barken er glat, lysegrå eller gråbrun, og med tiden skaller den af i uregelmæssige flager. Unge blade er ofte kobberfarvede og varierer i form fra oval til lancetformet, mens ældre blade er grønne, elliptiske eller linjeformede, tykke og læderagtige. De hunlige kogler, som er meget store, ovale eller kugleformede, modner efter to år.

Disse træer, i alt 17 arter, findes i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, det nordøstlige Australien, samt New Zealand.

Adskillige arter afgiver harpiks, kaldt for kauri-gummi. Det holdbare tømmer er glimrende til konstruktion af både, guitarer og andre genstande.

Slægtsnavnet er latin og angiver noget bemærkelsesværdigt eller dyrebart, afledt af oldgræsk agathon (‘en god ting’), oprindeligt fra agathos (‘god’).

 

Agathis australis Sydligt kauritræ
Udbredelsen af dette ikoniske træ er begrænset til den nordligste del af New Zealands nordlige ø. Arten er blandt verdens største træer, idet den kan blive over 50 m høj og have en omkreds på op til 16 m. Skønt deres alder er vanskelig at vurdere, menes det, at de kan blive over 2000 år gamle.

I dag findes det største kauritræ i Waipoua Forest. Det kaldes for Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), hvilket hentyder til Tane, maoriernes gud for træer og fugle. Højden af dette majestætiske træ er omkring 46 m, omkredsen af stammen er ca. 15,5 m, og dets volumen er anslået til 516 m3. Førhen kendte man til endnu større kauritræer. Det største, man har registreret, blev kaldt for The Great Ghost (‘Det Store Spøgelse’). Det var ca. 8,5 m i diameter og havde en omkreds på ca. 26,9 m. Det blev destrueret under en skovbrand omkring 1890.

Da maorierne bosatte sig i New Zealand for ca. 700 år siden, påbegyndtes en beskeden udnyttelse af kauritræer. Tømmeret blev anvendt til husbyggeri og kanoer, samt til udskæringer. Kauritræer udskiller en harpiks gennem revner i stammen, og gennem årene ophobes store mængder af den i skovbunden. Maorierne udnyttede denne harpiks til at tænde bål, og de tyggede den også, efter at den var blevet opblødt i vand og blandet med mælkesaften fra almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde skove startede, da europæerne bosatte sig i New Zealand i 1700- og 1800-tallet. Søfolk fandt, at stammerne af unge kauritræer var glimrende som master og rundholte, og nybyggerne anvendte tømmeret fra ældre træer til husbyggeri. Harpiksen blev også udnyttet i fremstillingen af fernis og andre produkter. Den blev skaffet gennem at grave i jorden neden for træerne eller, hvad der var langt mere destruktivt, gennem at forbløde levende træer. Store arealer af kauriskov blev fortsat fældet til fordel for landbrugsland frem til så sent som midten af 1900-tallet.

Man har vurderet, at kauriskovene førhen dækkede et areal på mellem 10,000 og 15,000 km2 (altså hvad der svarer til en tredjedel af Danmarks areal). I dag eksisterer kun en minimal brøkdel af dette kæmpemæssige område, ca. 70 km2, hvilket svarer til 0,5% af det oprindelige areal.

Nu trues kauritræerne af en sygdom, som kaldes kauri dieback, forårsaget af en svamp, Phytophthora agathidicida, som angriber træerne gennem deres rodsystem, der ligger nær jordoverfladen, og til slut slår dem ihjel. Der kendes ingen kur for denne sygdom, og dens spredning kan kun hæmmes, hvis man begrænser færdsel omkring træernes rødder. (Kilde: doc.govt.nz/nature/native-plants/kauri)

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

Det største kendte kauritræ er Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), som muligvis er over 1500 år gammelt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araucaria
Denne slægt rummer 20 arter, som forekommer i Chile, Argentina og det sydlige Brasilien, i Ny Guinea og det østlige Australien, samt på en række øer i den sydvestlige del af Stillehavet. Ikke færre end 14 arter er endemiske på Ny Caledonien.

De fleste arter er store, med massive, lige stammer, der hos nogle arter kan nå en højde af 80 m. Grenene vokser spiralvis, dækket af læderagtige eller nåleformede blade. Hunlige kogler er kugleformede, de største op til 25 cm i diameter. De indeholder op mod 200 store spiselige frø. Hanlige kogler er cylinderformede, indtil 10 cm lange og 5 cm brede.

Slægtsnavnet blev afledt af navnet på et chilensk folk, Araucanierne, som spiste frøene af Araucaria araucana (nedenfor).

 

Araucaria araucana Pehuén, chilensk abetræ
Storslåede skove af dette træ ses mange steder i Conguillio Nationalpark og nogle få andre steder i Andes, men iøvrigt er det stærkt truet. Arten er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

Skov af pehuén, Conguillio Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses Lars Skipper ved siden af en kæmpestor pehuén, som kaldes for Araucaria Madre (‘Abetræernes Moder’). Den er omkring 1800 år gammel, 50 m høj og har en diameter på ca. 2,1 m. – Conguillio Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arecaceae Palmer

 

Jubaea chilensis Chilensk palme
Dette statelige træ, det eneste medlem af slægten, er endemisk i et lille område i det centrale Chile. Det bliver op til 25 m højt, med en meget tyk stamme, til tider op til 1,3 m i diameter. De mørkegrønne blade er snitdelte, indtil 5 m lange, med op til 50 cm lange småblade.

I botanisk sammenhæng er en juba en løs top, hvis akse falder fra hinanden. Det er måske tilfældet hos denne art. Navnet kan dog også hentyde til Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien), som var meget interesseret i planter og ofte beskrev dem.

 

 

Et kærneområde for chilensk palme er La Campana Nationalpark, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenix Daddelpalmer
En slægt med 14 arter, udbredt fra de Kanariske Øer og Afrika gennem Mellemøsten, Arabien og det Indiske Subkontinent til Indokina og det sydlige Kina, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af phoinikos, det græske ord for den dyrkede daddelpalme (P. dactylifera), som blev anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), samt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.). Det kan hentyde til fønikerne, eller til Føniks, som var søn af Amyntor og Cleobule i Homers Iliaden, eller til føniks, den hellige fugl i Oldtidens Egypten. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

Phoenix canariensis Kanarisk daddelpalme
Som dens navn fortæller, er denne art endemisk på de Canariske Øer. Den bliver normalt indtil 20 m høj, undertiden op til 40 m, med snitdelte blade, der bliver indtil 6 m lange og med 80-100 småblade på hver side af bladstænglen. Frugten er en oval stenfrugt op til 2 cm lang, orange eller gul. Den er spiselig, men smager ikke af meget.

 

 

Gammel kanarisk daddelpalme, Barranco Mogán, Gran Canaria. De visne blade, som bliver siddende på stammen i flere år, er blevet hugget af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Washingtonia Amerikanske viftepalmer
En lille slægt med kun 2 arter af viftepalmer, W. filifera, som er hjemmehørende i Mohave- og Colorado-ørknerne i det sydlige Californien, det nordlige Baja California og nogle få steder i det sydvestlige Arizona, samt W. robusta, der er endemisk i det nordvestlige Mexico.

Slægtsnavnet blev givet til ære for George Washington (1732-99), den første amerikanske præsident (1789-97).

 

Washingtonia filifera Californisk viftepalme
En imponerende viftepalme, som kan blive op til 20 m høj, med en stammediameter op mod 1 m, samt talrige kæmpestore endestillede vifteformede blade, der kan blive op til 4 m lange, med småblade op til 2 m lange. Den indtil 2 m lange bladstilk er fyldt med kraftige torne. Blomsterstanden er kolossalt stor, op til 5 m lang, med mængder af hvide blomster, der bliver til små sortbrune stenfrugter, indtil 1 cm i tværmål, med et tyndt lag sødt frugtkød over det enlige frø.

De vidt adskilte bestande vokser især i oaser med kildevæld, men træffes af og til i mere tørre områder.

 

 

Californiske viftepalmer med hængende ‘sække’ af gamle blade, Oasis of Mara, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien

 

Alnus El
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter af buske og træer, er udbredt i hele den nordlige tempererede zone, med nogle få arter i Mellemamerika og Andes. Frugten er meget karakteristisk, idet den er forveddet og minder om en lille kogle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (nedenfor) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Alnus glutinosa Rødel
Rødel er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det sydvestlige Asien samt Nordafrika. Den trives i vådområder, hvor den indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner koral-lignende klumper. I disse klumper danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter.

Rødellens rolle i folketroen er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

Artsnavnet kommer af latin gluten (’lim’), hvilket sigter til, at knopper og nyudsprungne blade er klæbrige. Forstavelsen rød- er forklaret ovenfor under slægtsnavnet.

 

 

Stammen af en ældgammel rødel, østlige Fyn. Bemærk isoleringsklokken af porcelæn t.h., næsten overvokset af bark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her beundrer Lars Skipper en gammel rødel ved bredden af Mossø nær Klostermølle, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En række gamle rødelle langs Gudenåen ved Klostermølle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula Birk
Denne slægt med 50-60 arter er udbredt i tempererede og subarktiske områder i Europa og Asien, samt Nord- og Sydamerika. Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Ved modenhed sønderdeles frugten i skæl med 3 lapper samt vingede frø.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

Tegneren og forfatteren Claus Bering (1919-2001) sad engang på sin terrasse og skrev, og fra et stort birketræ dalede en mængde frø og frøskæl ned i hans hår og kaffe. Han blev nysgerrig efter at vide, hvor mange frø et sådant stort træ producerer, så han udvalgte en kvist med gennemsnitlig frugtbarhed. Der var 12 hunrakler på den. Han plukkede disse 12, pillede dem fra hinanden, og talte antallet af frø i hver enkelt af dem. Der var i gennemsnit 350 frø i raklerne. Derefter talte han grenene på træet, omkring 50, hver med gennemsnitligt 32 kviste. Altså var regnestykket 50x32x12x350 = 6.720.000 frø. Et imponerende antal!

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

 

Betula alleghaniensis Gulbirk
Dette træ er vidt udbredt i det sydøstlige Canada og det østlige USA, fra Minnesota mod øst til Newfoundland, mod syd til Tennessee og det nordlige Georgia. Arten er provinstræ i Quebec.

Den er et mellemstort løvfældende træ, der ofte bliver op til 24 m højt, undertiden til 30 m, med en stammediameter op til 90 cm, hvilket gør det til den største birkeart i Nordamerika. Den bliver ofte op til 150 år gammel, og individer op mod 300 år gamle er blevet rapporteret.

Artsnavnet hentyder til Allegheny-bjergene, som er en del af den Appalachiske Bjergkæde. Det danske navn sigter til den gullige bark.

 

 

Barken af denne gamle gulbirk skaller af i små strimler, Kenoza Lake, Haverhill, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula lenta Sødbirk
Et mellemstort løvfældende træ, normalt under 24 m højt, somme tider til 30 m og sjældent til 35 m, med en stammediameter op til 60 cm. På gamle individer sprækker barken til uregelmæssige plader. Det ældste kendte eksemplar var omkring 370 år gammelt.

Arten forekommer fra den sydligste del af Ontario og det sydlige Maine mod syd gennem New England og de Appalachiske Bjerge til det nordlige Georgia og Alabama.

Det danske navn hentyder til, at der kan fremstilles sirup af saften. Denne sirup er stærkere end ahornsirup og anvendes mest til fremstilling af birkeøl. Den indre bark kan spises i nødstilfælde. Der kan brygges té af kviste og den indre bark.

 

 

Afskallende bark på en gammel sødbirk, Winnikenni Park, Haverhill, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula papyrifera Papirbirk
Papirbirk med den snehvide bark er et mellemstort løvfældende træ, der ofte bliver op til 20 m højt, undertiden til 40 m, med en stammediameter op til 75 cm. Bladene er dobbelt savtakkede. Den er en pionér-art, som ofte overtager områder, der fornyligt er brændt eller ryddet.

Dette træ er vidt udbredt i subarktiske områder af Nordamerika, mod syd til det nordlige Montana, området omkring de Store Søer, samt i New England i det nordøstlige USA. Arten er provinstræ i Saskatchewan og statstræ i New Hampshire.

Artsnavnene hentyder til, at der kan fremstilles papir af veddet, som også giver glimrende brænde. Saften kan koges ind til sirup, der indeholder omkring 1% sukker.

 

 

Denne store papirbirk er dækket af isslag, Freeport, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula pendula Vortebirk
Denne art er vidt udbredt og almindelig i Eurasien, fra Norge, Irland og Spanien mod øst til det østlige Sibirien og Japan, mod syd til Balkan, Tyrkiet, Kaukasus, Kirgisien og Kina. Den er også blevet indført til Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv i nogle egne. Den danner ofte skove, men kan også vokse enkeltvis i åbne områder.

Den er typisk mellem 15 og 25 m høj, undtagelsesvis 30 m. Stammen er sædvanligvis under 40 cm i diameter i brysthøjde. Barken er først gyldenbrun, senere hvid, og skaller af i tynde flager. Basis af gamle træer er korkagtig, fyldt med dybe furer. Kvistene er slanke og ofte hængende, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn, som betyder ‘hængende’. Bladene er aflangt hjerteformede, stærkt tilspidsede, dobbelt savtakkede langs bladranden. De bliver smukt gule om efteråret.

Det danske navn hentyder til små harpiksvorter på artens unge kviste.

 

 

Gammel vortebirk, Kullerup, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterhånden som vortebirk ældes, skifter farven på barken på den nederste del af stammen fra næsten snehvid til sortagtig. Denne blev observeret på Birkhede, nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hængebirk er en dyrket form af vortebirk med hængende grene. Dette gamle individ, som er omslynget af vedbend (Hedera helix), står i Boller Slotspark nær Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula pubescens Dunbirk
Denne art minder om vortebirk (ovenfor), men har fløjlshårede kviste og bladstilke, enkelt savtakkede blade, samt stive, lidet hængende grene. Næsten alle ældre individer er inficeret af en svamp ved navn heksesækdug (Taphrina betulina), som danner store galler på kviste, populært kaldt for heksekoste.

Den er ligeledes vidt udbredt og almindelig i Eurasien, men er mere nordlig, forekommende fra Island, Irland og Portugal mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Kaukasus, det nordlige Iran og det sydlige Sibirien.

Artsnavnet er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til denne arts fløjlshårede unge kviste.

Tidligere blev birke i arktiske områder, kaldt fjeldbirk, betragtet som en underart, tortuosa, af den vidt udbredte dunbirk. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er fremkommet gennem hybridisering mellem dunbirk og dværgbirk, og i dag betragter de fleste autoriteter den som en varietet af dunbirk under navnet B. pubescens var. pumila.

 

 

Barken på en gammel dunbirk, Ismanstorp, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula utilis Himalaya-birk
Dette store træ kan blive indtil 35 m højt, men er meget mindre og buskagtig i større højder. Det kendes nemt på den hvide, rødlige eller brunlige bark, der skaller af i store, tynde flager. Korkceller er meget almindelige på stamme og grene. Grenene er rødbrune og glatte, kviste dunhårede med mange harpikskirtler. De stilkede blade er ovale eller aflange, tilspidsede, op til 10 cm lange og 6 cm brede, glatte på oversiden, som har harpikskirtler, unge blade uldhårede på undersiden, margin uregelmæssigt tandet.

Blomsterstandene er gullige. De hanlige rakler er slanke, indtil 10 cm lange, og kommer frem før bladene, hunlige rakler er enlige eller 2-3 sammen, op til 5 cm lange og 1,2 cm brede ved frøsætning. Nødden er oval eller ellipseformet, indtil 3 mm lang, med gennemsigtige vinger indtil 3 mm brede.

Arten er meget almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m.

Artsnavnet betyder ‘nyttig’ på latin. Veddet anvendes lokalt til bygningskonstruktion og som brænde, barken benyttes som tagtække og til fremstilling af papir, og den afbrændes som røgelse. En pasta af barken anvendes mod sår og forbrændinger, et afkog af den mod gulsot og ørepine, en pasta af harpiksen mod bylder, samt som forebyggelse mod graviditet. Løvet kappes til foder.

 

 

Den rødlige bark hos Himalaya-birk skaller af i store, tynde flager. Disse ældre træer blev observeret nær Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carpinus Avnbøg
En slægt med omkring 50 arter af løvfældende træer, udbredt i Asien, Europa, samt Nord- og Sydamerika. Ikke færre end 27 arter er endemiske i Kina.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på avnbøge, formodentlig afledt af proto-indoeuropæisk kar(‘hård’), hvilket sigter til veddets hårdhed. Det danske navn skyldes, at bladene minder om bladene hos bøg (Fagus sylvatica), og forstavelsen sigter til de avnelignende blade, der omgiver frugten.

Førhen var slægten placeret i den nu nedlagte familie Corylaceae.

 

Carpinus betulus Almindelig avnbøg
Et mellemstort træ, ofte op til 25 m højt, undertiden 30 m, med lysegrå, glat bark. Bladknopperne er slanke og spidse, op til 1 cm lange, tæt tiltrykket grenene. Bladene minder om bladene hos bøgen (Fagus sylvatica), op til 9 cm lange, med savtakket rand. Hanlige og hunlige rakler kommer frem efter løvspring, og bestøvning sker ved hjælp af vinden. Frugten er en lille nød, op til 8 mm lang, delvis omgivet af op til 4 cm lange dækblade, der danner en såkaldt hase.

Arten er udbredt i størstedelen af Europa, fra England, Danmark og det sydlige Sverige mod syd til Middelhavet, mod øst til det vestlige Rusland, Kaukasus og det nordlige Iran. I Danmark er den vildtvoksende i landets sydøstlige egne og er mest almindelig på Bornholm og Lolland-Falster. I andre egne af landet plantes den ofte.

Det hårde ved anvendtes tidligere til bl.a. kamhjul i møller, taljer og blokke i sejlskibe, høvlsåler, skolæste, samt til hamre i flygler og klaverer. I dag udnyttes det mest som glimrende brænde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘birkelignende’, hvilket sigter til raklerne, der minder om raklerne hos birke (Betula).

 

 

Den furede bark på en gammel avnbøg, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corylus Hassel
En slægt med omkring 16 arter af løvfældende træer og store buske, vidt udbredt i Europa, fra Irland og Portugal mod øst til Uralbjergene, og fra Skandinavien og Finland mod syd til Middelhavet, Kaukasus og Iran, endvidere i Fjernøsten, fra det nordøstlige Kina mod syd til det nordlige Indokina og Himalaya, samt i Nordamerika, fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige USA.

Hassel har simple, afrundede blade med dobbelttandet margin. Blomsterne kommer frem meget tidligt om foråret, inden løvspring. De hanlige rakler er bleggule, indtil 12 cm lange, mens hunraklerne er meget små, næsten skjult i knopperne, hvorfra kun den knaldrøde griffel stikker frem. Frugten er en indtil 2,5 cm lang og 2 cm bred nød, som er omgivet af store dækblade, der kaldes for hasen. De omslutter nødden fuldstændigt eller delvis, afhængigt af arten.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hassel.

Førhen var slægten placeret i den nu nedlagte familie Corylaceae.

 

Corylus avellana Almindelig hassel
Hassel er hjemmehørende i størstedelen af Europa, fra Irland og Portugal mod øst til Uralbjergene, og fra Skandinavien og Finland mod syd til Middelhavet, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

Normalt er den en stor, mangestammet busk, som bliver indtil 10 m høj, men mindre træer på op til 15 meters højde findes. Hassel foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af hasen.

Det videnskabelige artsnavn blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

På siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst findes en beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel.

 

 

Foden af en gammel hassel, Ørbæk Å, syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel mangestammet hassel, Østskov, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Casuarinaceae Jerntræfamilien

 

Casuarina Jerntræer
Denne slægt, som omfatter omkring 14 arter af træer, er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, Filippinerne, Malaysia, Indonesien, Ny Guinea og Australien, samt på øer i Stillehavet. Adskillige arter er blevet indført eller indslæbt mange andre steder, hvor de nemt forvildes og ofte betragtes som invasive.

Fotosyntesen hos disse planter foretages af unge grene, som er grønne, bløde og hængende, og bladene er blevet reduceret til skælagtige vedhæng, arrangeret i spiraler på mellem 5 og 20 rundt om grenene. De hanlige blomster sidder i aks langs grenene, mens de hunlige sidder i aks på korte blomsterstilke, der er forskellige fra de ægte smågrene. Den lille frugt minder om en kogle.

Slægtsnavnet er afledt af Casuarius, det latinske navn på kasuarer, givet på grund af grenenes lighed med disse fugles fjer.

 

Casuarina equisetifolia Kyst-jerntræ
Denne art er normalt under 12 m høj, men kan under favorable vilkår nå en højde af 35 m. Den grålige bark er glat på unge træer, men dybt furet på gamle individer. Smågrenene kan blive op til 30 cm lange.

Arten har omtrent den samme udbredelse som slægten, men den er blevet naturaliseret mange steder og betragtes som yderst skadelig i Florida, Bermuda og Hawaii.

Det latinske artsnavn betyder ‘med løv som Equisetum’ (padderok), hvilket er misvisende, da plantens blade er reduceret til skæl. Men det skal dog siges, at de unge grene minder om padderok-stængler.

 

 

Kyst-jerntræ er blevet plantet langs mange af Kretas strande. Her ses et gammelt eksemplar på Preveli-stranden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne række af hvidmalede kyst-jerntræer blev observeret på Rodopos-halvøen, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Celastraceae Benvedfamilien

 

Euonymus Benved
En stor slægt med omkring 130 arter af stedsegrønne eller løvfældende buske, små træer eller slyngplanter. Frugten er en kuglerund, bærlignende kapsel, lyserød eller hvid, som sprækker ved modenhed og derved åbenbarer frøene, som er omgivet af et kødfuldt orange eller rødt lag. Dette kødfulde lag tiltrækker fugle, som æder det og derved spreder frøene gennem deres afføring.

De fleste arter findes i det østlige Asien, med 50 arter endemisk for Kina. Andre arter forekommer i Europa, det nordlige Afrika, Madagascar, Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien, Nordamerika, Mexico og Mellemamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn. Det danske navn skyldes det hvide, hårde ved af almindelig benved (nedenfor).

 

Euonymus europaeus Almindelig benved
Dette lille træ når sjældent en højde af 10 m, med en stammediameter op til 20 cm. Det er vidt udbredt i Europa, fra de Britiske Øer, det sydlige Skandinavien og de Baltiske Stater mod syd til Middelhavet, mod øst til det centrale Rusland og Kaukasus. Den vokser især i skovbryn.

De pragtfulde frugter er røde, lyserøde eller purpurfarvede kapsler, som åbner sig sent på efteråret og åbenbarer de sorte frø, som er omgivet af et kødfuldt orange lag. Disse frugter ser meget indbydende ud, men frøene indeholder meget giftige alkaloider, og der er rapporteret adskillige tilfælde af forgiftning hos børn.

Førhen skar man forskellige redskaber af artens hvide, hårde ved. I England blev det bl.a. benyttet til spinde-tene, på engelsk spindle, heraf navnet spindle tree.

En nær slægtning, østlig benved (E. atropurpureus), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

Denne gamle benved i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, er væltet, men stadig fuld af liv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Combretaceae

 

Terminalia Tropiske mandeltræer
Denne slægt af store træer, som tæller omkring 280 arter, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder verden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af latin terminus (‘ende’), hvilket sigter til, at bladene kommer frem i spidsen af skuddene. På trods af det danske navn er disse planter overhovedet ikke beslægtet med det ægte mandeltræ (Prunus amygdalus). Navnet sigter til frugten, der minder om en mandel.

En række billeder, som viser de knaldrøde vinterblade hos indisk mandeltræ (Terminalia catappa), kan ses på siden Efterår.

 

Terminalia myriocarpa
Dette træ er typisk mellem 15 og 25 m højt, men kan blive meget stort, op til 40 m højt, med en stammediameter op mod 4 m, samt kæmpemæssige brætrødder, der til tider er 5 m høje. Barken, som er grå og glat, skaller med tiden af i flager. Bladene er elliptiske, indtil 20 cm lange, bleggrønne, fint tandede langs randen. Blomsterne er små, bleggule, i slanke, endestillede klynger.. Frugten er lille, først grøn, siden lyserød ved modenhed.

Arten er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydlige Kina, og derfra gennem Indokina mod syd til Sumatra. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1700 m.

Den dyrkes til tider som prydtræ, og veddet anvendes som tømmer til konstruktion af huse, gulve og både.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk myrios (‘10.000’) og karpos (‘frugt’).

 

 

Dette storslåede eksemplar af Terminalia myriocarpa i Cuc Phuong Nationalpark, Vietnam, er blevet døbt ‘Tusindårs-træet’. Mosser og alger vokser på stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cupressaceae Cypresfamilien

 

Calocedrus Cederthuja
En lille slægt med 4 nåletræer, en enkelt art i det vestlige Nordamerika, 3 i Fjernøsten.

Disse træer er ret nært beslægtede med medlemmer af slægten Thuja (nedenfor), med lignende overlappende skælagtige blade, men bladene sidder i hvad der ligner kranse med 4 (i realiteten 2 x 2), ikke med regelmæssige mellemrum som hos Thuja, i stedet med bladpar skiftevis tæt sammen og med større afstand. Calocedrus-kogler har kun 2-3 par oprette skæl, modsat 4-6 par meget tynde skæl hos Thuja.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’), samt Cedrus, slægtsnavnet på ægte cedertræer (se nedenfor under Pinaceae).

 

Calocedrus decurrens Californisk cederthuja
Dette store nåletræ, førhen kendt som Libocedrus decurrens, kan blive indtil 57 m højt og have en stammediameter på op til 3 m. Før nybyggerne påbegyndte træfældning i stor stil, blev der rapporteret om træer med en højde på indtil 69 m og en stammediameter på 4 m. Det vokser meget langsomt, men kan nå en alder på over 500 år.

Det er udbredt fra Oregon mod syd gennem Californien og det vestlige Nevada til det nordlige Baja California.

Indfødte folkeslag anvendte arten til mange formål. Af barken blev fremstillet temporære koniske hytter og også mere permanente boliger, og man lavede ild ved at gnide barken. Af tynde grene blev fremstillet buer og kurve. Arten blev også udnyttet medicinsk mod mavebesvær.

 

 

Barken af cederthuja er dybt furet og på gamle træer op til 15 cm tyk. Dette gamle eksemplar blev fotograferet i Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. Hullerne i barken blev sandsynligvis hakket af en saftspætte (Sphyrapicus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chamaecyparis Ædelcypresser
En slægt med ca. 6 arter af stedsegrønne nåletræer, 2 i Japan, 2 i Taiwan, én i det østlige USA, og én langs den amerikanske Stillehavskyst, fra Californien mod nord til Washington. Udvoksede træer varierer i højde mellem 20 og 70 m. Individer op til et år gamle hår nålespidse blade, mens ældre individer har skæl-lignende blade. Koglerne er kuglerunde eller ovale, med 8-14 skæl, som hvert bærer 2-4 små frø.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og kyparissos (‘cypres’) – et besynderligt navn i betragtning af, at nogle af disse træer kan nå en højde af 70 m.

To arter er hjemmehørende i Taiwan, rød ædelcypres og gul ædelcypres, begge omtalt nedenfor.

Som et resultat af den kinesisk-japanske krig i 1894 blev Taiwan overdraget til Japan og blev siden japansk koloni. I 1912 påbegyndte den japanske regering en storstilet fældning af ædelcypresser i Alishan-området, og strækninger i større højder, hvor Alishan-jernbanen i dag fører igennem, var engang fuldstændig dækket af cypres-skove.

Snart påbegyndtes træfældning også i skovene på Taiping Shan, Ilan County, og Pahsien Shan, Nantou County, og senere kom turen til andre områder. En endeløs strøm af cypres-stammer blev bragt ud af disse områder, hvorefter de blev sejlet til Japan for bl.a. at blive anvendt som søjler i shinto-templer.

Et tidligt skøn siger, at inden fældningen påbegyndtes, fandtes der omkring 20 millioner ældgamle ædelcypresser i Taiwan. Af de ca. 300.000 ædelcypresser i Alishan, som var over 1000 år gamle, findes der i dag kun nogle få, der vokser spredt i plantager af japansk rød ceder (Cryptomeria japonica).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde træer fortsatte også, efter at japanerne forlod Taiwan i 1945 – faktisk helt frem til 1989. I dag er de eneste større områder med gamle ædelcypresser skovene på Hsiukulan Shan, i det centrale Taiwan, samt på Chilan Shan, Ilan County. (Kilde: Chang Chin-ju, Ancient Giants of the Forest – Taiwan’s False Cypresses)

 

Chamaecyparis formosensis Rød ædelcypres
Et storslået træ, som er endemisk i Taiwan, hvor det vokser i de centrale nedbørsrige bjergområder i højder mellem 1000 og 2900 m.

Arten er langsomtvoksende, men hvor den lades i fred, kan den leve i mindst 2000 år og vokse til en kolossal størrelse, op til 60 m høj og med en stammediameter op til 7 m. Barken er rødbrun, med længdegående furer. Blade på ældre træer er skæl-lignende, indtil 3 mm lange, tilspidsede, grønne på over- og underside, med et utydeligt bånd af porer nær basis af undersiden, hvorved den adskiller sig fra gul ædelcypres (nedenfor). Bladene på individer under et år gamle er nålelignende, indtil 8 mm lange, blågrønne og bløde. Koglen er oval eller aflang, op til 1,2 cm lang og 8 mm bred.

Den trues af ødelæggelse af levesteder, samt overdreven fældning på grund af det værdifulde tømmer.

I 1544, da portugiserne for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

Det ældste og største individ af rød ædelcypres i Alishan National Forest, ca. 2000 år gammel, højde 43,5 m, omkreds 13 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en ca. 1000 år gammel rød ædelcypres, Alishan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse røde ædelcypresser i Alishan National Forest kaldes ‘Tre-generationer-træerne’. Første generation er en næsten fuldstændig formuldet stamme, der ligger på jorden. Et frø spirede engang på denne stamme og voksede op til et stort træ, som levede i flere hundrede år, inden det døde. Et tredje træ er spiret i stubben og er nu et livskraftigt træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stubben af en gammel rød ædelcypres, Alishan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den nedre del af stammen hos en ældgammel rød ædelcypres, Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To røde ædelcypresser i Yushan Nationalpark, kaldt Fuci-træerne, blev dræbt af en skovbrand i 1963. De udtørrede stammer blev stående i mange år, men en af dem faldt i 2019. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sti i Alishan National Forest er blevet slidt af så mange besøgendes fødder, at rodnettet på en rød ædelcypres er kommet op over jordoverfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chamaecyparis taiwanensis Gul ædelcypres
Dette træ, af mange autoriteter betragtet som en underart, formosana, af japansk ædelcypres (C. obtusa), er hjemmehørende i Taiwan i de centrale nedbørsrige bjergområder, i højder mellem 1300 og 2800 m, i modsætning til C. obtusa, der primært vokser på ret tørre bjergtoppe.

Gul ædelcypres bliver indtil 40 m høj, med en stammediameter op til 2 m. Barken er rødbrun, med længdegående furer. Blade på ældre træer er skæl-lignende, indtil 1,5 mm lange, tilspidsede (i modsætning til den butte spids på blade af C. obtusa), grønne på over- og underside, med et tydeligt hvidt bånd af porer nær basis af undersiden, hvorved den adskiller sig fra rød ædelcypres (ovenfor). Bladene på individer under et år gamle er nålelignende, indtil 8 mm lange. Koglen er kuglerund, op til 9 mm i tværmål (mindre end koglerne af C. obtusa).

En æterisk olie ved navn Taiwan Hinoki udvindes af ved og kviste. Denne olie er værdsat for dens evne til at dræbe bakterier, virus og svamp. Den er også glimrende mod åndedrætsproblemer, blokerede bihuler, højt blodtryk og hudsygdomme. Forskning antyder, at duften fra olien kan modvirke dårlige nerver og stress.

Veddet er glimrende til bygningskonstruktion og fremstilling af møbler. Arten er fredet og må kun fældes med særlig tilladelse. I de senere år har der været adskillige tilfælde af ulovligt fældede træer.

 

 

Gule ædelcypresser, 6-700 år gamle, Mingchih National Forest. Nederst et nærbillede af barken med en slyngplante. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cunninghamia
En slægt med en enkelt eller to arter, afhængigt af kilde. Nogle betragter C. lanceolata, der er udbredt i det sydlige Kina, som en selvstændig art, mens andre regner den for en underart af C. konishii (nedenfor).

Slægtsnavnet hædrer tilsyneladende to personer, den skotske læge James Cunningham (død 1709), som introducerede denne slægt til dyrkning i 1702, samt den britiske botaniker Allan Cunningham (1791-1839), der indsamlede planter i Brasilien og Australien. I 1839 døde han af tuberkulose i Sydney, kun 47 år gammel.

 

Cunninghamia konishii
Denne art kan blive et meget stort træ, op til 50 m højt og med en stammediameter op til 3,5 m, krone konisk eller pyramideformet, mørkegrøn. Barken er mørkegrå, mørkebrun eller rødbrun, med dybe furer på gamle træer, som sprækker til flager og derved åbenbarer den aromatiske gullige eller rødlige inderbark. Nålene er stive, lancet- eller linjeformede, siddende i tætte spiraler, skinnende grønne på oversiden, indtil 6,5 cm lange og 5 mm brede. Hanlige kogler er ovale, bredest foroven, op til 2 cm lange, siddende i grupper på 8-20, hunlige kogler ovale, til 3 cm lange og brede, med udbredte skæl ved modenhed.

Forekomsten af vilde bestande er begrænset til Taiwan, Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina, samt nogle få lokaliteter i Laos og Vietnam. Ifølge IUCN’s rødliste over truede arter (2017), er arten i overhængende fare for at uddø i vild tilstand.

Artsnavnet er et japansk personnavn, men jeg har ikke været i stand til at finde ud af, hvem der hædres. På engelsk kaldes arten for Lunta spruce, opkaldt efter bjerget Luan Ta i Taiwan, hvor den blev opdaget i 1908.

 

 

Denne Cunninghamia konishii i Taroko Nationalpark, Taiwan, kaldt for ‘Pilu Sacred Tree’, er ca. 3200 år gammel, 50 m høj og med en stammediameter på omkring 3,5 m. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Laver vokser på den furede bark af denne Cunninghamia konishii i Malabang National Forest, Hsinshu, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cupressus Cypresser
Omkring 15 arter af disse storslåede træer er udbredt fra Middelhavet mod øst gennem Mellemøsten og Himalaya til det sydlige Kina og det nordlige Indokina. Førhen var et antal nordamerikanske træer placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Hesperocyparis (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyparissos, det klassiske navn på almindelig cypres (C. sempervirens).

 

Cupressus torulosa Himalaya-cypres
Dette pragtfulde træ kan blive indtil 45 m højt, med en stammediameter på op til 3,5 m. Grenene er udbredte med hængende kviste, bladene er skælagtige, trekantede med hvide kanter, indtil 1,8 mm lange, tæt overlappende. Barken skaller ofte af i strimler. Unge kogler er blålige, kugleformede, op til 2 cm lange og 1,8 cm brede. Når de ældre, grå kogler tørrer ud, adskilles dækskællene.

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv afbrændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er afledt af latin torulus, diminutiv af torus (‘opsvulmet’), hvilket formentlig hentyder til den furede bark.

 

 

Disse to prægtige eksemplarer af Himalaya-cypres blev fotograferet i den øvre Kali Gandaki-dal, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hesperocyparis Amerikanske cypresser
Disse træer, der omfatter ca. 16 arter, var tidligere placeret i slægten Cupressus (ovenfor). De er udbredt fra det vestligste og sydligste USA mod syd til Costa Rica. De fleste af arterne har en særdeles begrænset udbredelse, og kun nogle få findes i et større område.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hesperos (‘vestlig’) og kyparissos, det klassiske ord for cypresser.

 

Hesperocyparis macrocarpa Monterey-cypres
Dette træ, der førhen blev kaldt for Cupressus macrocarpa, er hjemmehørende langs det centrale Californiens kyst, hvor den førhen kun voksede i to små områder, Point Lobos State Park og Pebble Beach, begge i Monterey County syd for San Francisco. I dag er arten imidlertid blevet plantet mange steder langs Stillehavskysten, og desuden i Europa, New Zealand, Sydafrika og andre steder.

På grund af de kraftige vinde, der blæser i artens hjemegn, bliver den ofte lav og kroget, med fladt kronedække. På beskyttede steder kan den blive op til 40 m høj, med en stammediameter op til 2,5 m. Løvet er mørkegrønt og dufter af citroner ved knusning. Bladene på ældre træer er skælagtige, op til 5 mm lange, mens unge træer under et år gamle har nålelignende blade, op til 8 mm lange. De hanlige kogler er meget små, til 5 mm lange, mens de hunlige er kuglerunde eller aflange, op til 4 cm lange, med 6-14 dækskæl.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og karpos (‘frugt’).

 

 

Begge disse ældgamle Monterey-cypresser blev fotograferet i Point Lobos State Park, Californien. På det nederste billede er stammen bevokset med en orange alge-art, Trentepohlia aurea. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hesperocyparis pygmaea Mendocino-cypres
Dette træ, tidligere kaldt for Cupressus pygmaea, vokser kun i et meget begrænset område omkring Mendocino nord for San Francisco, Californien. Dets løv er bleggrønt, med skælagtige blade, op til 1,5 mm lange, hos individer over et år gamle, mens nyspirede træer hår nåleagtige blade, op til 1 cm lange. Koglerne er små, indtil 2,5 cm lange.

Status af denne art er omdiskuteret. Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, betragter den som en gyldig art, mens andre regner den for en varietet af den mere udbredte Gowen-cypres (H. goveniana).

Under alle omstændigheder er der ikke meget pygmæ-agtigt over dette træ, som kan blive op til 43 m højt og have en stammediameter på over 2 m. Artsnavnet kan måske sigte til de små kogler.

 

 

Stammen af en gammel Mendocino-cypres oplyses af aftensolen, Laguna Point, Mackerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus Ene
Denne slægt, som omfatter ca. 60 arter, er udbredt næsten overalt på den nordlige halvkugle. Koglen er bærlignende med et ydre kødfuldt, læderagtigt lag. Løv af ene-arter brændes ofte som røgelse i buddhistiske helligdomme.

Nogle forskere mener, at slægtsnavnet stammer fra latin iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), som hentyder til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre hævder, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at almindelig ene (nedenfor) hele tiden forynges gennem nye skud. Navnene på gin og genever, som indeholder ekstrakt af ene, er også afledt af Juniperus.

Det danske navn, på oldnordisk einir, stammer sandsynligvis fra jaini, et gammelt germansk navn for almindelig ene, som sikkert er afledt af slægtsnavnet.

 

Juniperus communis Almindelig ene
Vores hjemlige ene er det nåletræ i verden, som har den største udbredelse, idet den findes næsten overalt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til Nordafrika, det nordlige Iran, Himalaya, Japan og Arizona.

Den bliver undertiden et mindre træ, men er oftest ganske lav. Den kan straks kendes på de sylespidse nåle, der bliver indtil 1,3 cm lange. Koglen, som måler op til 8 mm i diameter, er sortblå ved modenhed, ofte med et voksagtigt overtræk.

Arten er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

Denne gamle ene i Vrads Sande er væltet, og stammen er bevokset med mospuder, men træet er stadig fuldt af liv og vokser frodigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus indica Indisk ene
I større højder er denne art ofte en busk, mens den i lavere højder kan vokse til et 20 m højt træ. Den har to slags blade: på yngre individer, samt til tider på lavere grene af ældre træer, er bladene sylformede, op til 6 mm lange, mens de på ældre grene er skælagtige, til 1,5 mm lange, tæt overlappende i fire rækker, hvilket giver grenene et glat udseende. Den unge kogle er brun, men bliver skinnende blå eller sort ved modenhed, indtil 1,3 cm i tværmål.

Arten vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

Gammel forkrøblet indisk ene, fotograferet i ca. 3600 meters højde i Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus osteosperma Utah-ene
En busk eller et lille træ, der bliver op til 6 m, sjældent 9 m højt. Den vokser i tørre områder i højder mellem 1300 og 2600 m og er hjemmehørende i det vestlige USA, fra det sydlige Montana, Idaho og Wyoming mod syd til det østlige Californien, Arizona og det vestlige New Mexico. Koglerne er bæragtige, indtil 1,3 cm i tværmål, blålig-brune, med et voksagtigt overtræk.

I gamle dage anvendte indfødte folkeslag barken til forskellige formål, bl.a. som senge. Koglerne blev spist, både rå og i kager. Harpiksen blev smurt på sår som et beskyttende lag. Té brygget på bladene blev givet til kvinder, som lige havde født, for at mildne smerterne på grund af sammentrækningerne. Medlemmer af Navajo-folket fejede deres fodspor med grene fra træet for at forhindre Døden i at følge efter dem.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk osteon (‘ben’) og sperma (‘frø’), hvilket sigter til artens hårde frø.

 

 

Gamle individer af Utah-ene har ofte en stærkt forvreden stamme. Disse blev observeret i Canyon de Chelly National Monument, Arizona (øverst), samt Inyo National Forest, White Mountains, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne krogede Utah-ene i Canyonlands Nationalpark, Utah, har kun en stribe bark på 10 cm i venstre side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus pseudosabina Turkestan-ene
Denne busk eller lille træ bliver indtil 10 m høj. Den er hjemmehørende i bjergegne i Centralasien, udbredt i det sydlig-centrale Sibirien, Xinjiang, det vestlige Mongoliet, det østlige Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan, det nordøstlige Afghanistan samt det nordlige Pakistan, voksende i højder mellem 2000 og 4000 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og sabina, som er det latinske artsnavn på savine (Juniperus sabina). Navnet betyder således ‘den falske savine’, formodentlig på grund af dens lighed med savine.

 

 

Lene Smith ved to ældgamle individer af Turkestan-ene, som vokser hen over klipper, Yrdyk-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus recurva
Denne art kan blive indtil 20 m høj, men er blot en stor busk i større højder. På engelsk kaldes den for drooping juniper (‘hænge-ene’) på grund af de nedadbøjede ydre grene. Bladene er sylformede, indtil 8 mm lange, siddende i 3 rækker og mere eller mindre tiltrykte, løst overlappende. Den umodne kogle er brun og bliver senere sort, skinnende, oval, til 1,3 cm lang.

Den er hjemmehørende i skove og åbne områder i den sydlige del af Centralasien, fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya og det sydlige Tibet til Myanmar og Yunnan-provinsen, i højder mellem 2500 og 4600 m.

Løvet brændes som røgelse ved buddhistiske og hinduistiske helligdomme.

Strengt taget betyder det latinske artsnavn ‘bagoverbøjet’, men i denne sammenhæng skal det dog oversættes som ‘nedadbøjet’, med hentydning til de hængende grene.

 

 

Dette billede viser en lund af kæmpestore Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. Disse storslåede træer er hellige for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af den animistiske bon-religion, hvor man tilbad markante træer, sten m.m. Denne tro dominerede i Centralasien inden buddhismens indtog. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus virginiana Østamerikansk ene
Denne ene er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, fra North Dakota og de sydligste egne af det sydøstlige Canada mod syd til Texas og Florida. Det er en langsomtvoksende art, normalt under 20 m høj med en stammediameter op til 1 m, men i sjældne tilfælde op til 27 m høj med en diameter på 1,7 m. På jorder af dårlig kvalitet er den ofte lav og kroget. Det ældste rapporterede eksemplar var omkring 940 år gammelt.

 

 

Stammen af en gammel østamerikansk ene, Parker River National Wildlife Refuge, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Libocedrus
En lille slægt med 5 arter af nåletræer, hjemmehørende i New Zealand og på Ny Caledonien. Bladene er skælagtige, op til 7 mm lange, tilsyneladende 4 sammen i en kreds. Koglerne er indtil 2 cm lange, med to par temmelig tynde, oprette skæl, som hvert har en torn op til 7 mm lang.

Etymologien bag slægtsnavnet er omdiskuteret. Nogle mener, at det er afledt af oldgræsk libos (‘tåre’) og kedros (‘ceder’), hvilket sigter til harpiksen, der siver ud fra stammen. Andre foreslår, at det er afledt af græsk libanos (‘røgelse’), og igen kedros.

 

Libocedrus bidwillii New Zealand-ceder
Som dens navn antyder, findes denne art kun i New Zealand, hvor den vokser i tempererede regnskove mellem 250 og 1200 meters højde. Arten anses for at være truet, og bortset fra skovning kommer hovedtruslen fra den australske buskhalede possum (Trichosurus vulpecula), der æder løvet og til tider kan dræbe træerne. Dette indførte skadedyr er nærmere præsenteret på siden Natur: Invasive arter.

Arten blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

 

 

To gamle eksemplarer af New Zealand-ceder, Tongariro Nationalpark, New Zealand. Knuden på stammen på nederste billede er sandsynligvis forårsaget af svampe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Metasequoia glyptostroboides Kinesisk vandgran
Denne slægt blev beskrevet som fossiler i 1939. I 1942 fandt den kinesiske botaniker Toh Gan imidlertid et usædvanligt nåletræ i Lichuan County, Hubei-provinsen. De lokale kaldte dette træ for 水杉 (‘vandgran’). I 1942 blev der indsamlet eksemplarer, og som det senere viste sig, tilhørte træet samme slægt som de fossile planter, der blev beskrevet i 1939.

Denne opdagelse forårsagede stor sensation i botaniske kredse verden rundt, og arten blev døbt ‘et levende fossil’. Den er et stort træ, op til 50 m højt, som er blandt de få nåletræer, der kaster deres løv om vinteren. I dag dyrkes arten som prydtræ kloden rundt.

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk meta (‘nær’), samt slægtsnavnet Sequoia (californisk rødtræ, nedenfor), hvilket sigter til, at den er nært beslægtet med denne art. Artsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Glyptostrobus (kinesisk sumpcypres), samt oldgræsk eides (‘ligner’), således ‘minder om kinesisk sumpcypres’.

 

 

En gammel kinesisk vandgran, Maudslay State Park, Massachusetts, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken på en gammel kinesisk vandgran, Østengård, Vejle Ådal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sequoia sempervirens Californisk rødtræ
Det højeste træ i verden, idet nogle eksemplarer når en højde af omkring 115 m. Det er også blandt de længstlevende træer – nogle individer er mere end 1800 år gamle. Inden den kommercielle fældning af disse træer påbegyndtes i 1850’erne, fandtes arten vildtvoksende langs Californiens kyst (med undtagelse af de sydligste dele), mod nord til det sydvestlige hjørne af Oregon. I dag er den begrænset til temmelig spredte lokaliteter, fra Monterey County syd for San Francisco mod nord til det sydvestligste hjørne af Oregon.

Arten blev oprindelig navngivet Taxodium sempervirens i 1824 af den skotske botaniker David Don (1799-1841), men blev flyttet til en ny slægt, Sequoia, i 1847 af den slovakisk-fødte østrigske botaniker, numismatiker og sinolog Stephan Ladislaus Endlicher (1804-49), også kendt som Endlicher István László, som var direktør for den botaniske have i Wien. Han gav aldrig nogen forklaring på dette navn. Artsnavnet er afledt af latin semper (‘altid’) og‎ virens (‘grøn’), således ‘stedsegrøn’.

 

 

Storslået skov af californisk rødtræ, Humboldt Redwood State Park, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Skipper (øverste billede) og jeg syner meget små i forhold til disse styrtede rødtræer i Humboldt Redwood State Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sequoiadendron giganteum Mammuttræ
I vild tilstand vokser denne slægtning til californisk rødtræ kun i Sierra Nevada-bjergene i Californien. Gamle eksemplarer af denne art er verdens tungeste levende skabninger, idet de største har en anslået vægt på 2100 tons.

I bogen John Muir: His Life and Letters and Other Writings (redigeret af T. Gifford, Mountaineers Books, 1996) kan man læse følgende citat fra 1870 af den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Betragt Kongen i al hans vælde, Kong Sequoia! Se! Se! er alt hvad jeg kan sige. For nogen tid siden tog jeg af sted til Sequoia og har siden opholdt mig ved hans fod, hvor jeg har fastet og bedt om lys, for er han ikke det største lys i skovene, i hele verden? Hvor finder man sådanne lyssøjler, følelige, tilgængelige, jordiske?”

De fleste mennesker dengang delte ikke Muirs entusiasme. Selv om deres ved er fibrøst og skørt, og dermed lidet egnet som bygningstømmer, blev tusinder af disse storslåede træer skånselsløst fældet mellem 1880’erne og 1924, selv om deres kommercielle værdi var yderst ringe. De tunge træer smadredes ofte, når de ramte jorden, og det er blevet estimeret, at så lidt som halvdelen af tømmeret kom til nytte. Veddet blev mest anvendt til tækkespån og stolper, ja selv tændstikker. – At tænke sig! Fra storslået træ til tændstik!

I dag er arten heldigvis strengt fredet, og nogle få pragtfulde bevoksninger er blevet bevaret.

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Sequoia (californisk rødtræ, ovenfor), samt oldgræsk dendron (‘træ’).

Andre billeder af disse imponerende træer kan ses på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Mammuttræer, Giant Sequoia Nationalpark, Sierra Nevada-bjergene, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mennesker syner som dværge ved siden af de kæmpemæssige mammuttræer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af den tykke bark kan mammuttræet modstå skovbrande, men der er dog grænser. På disse billeder er to af træerne bukket under. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1930’erne fik dette mammuttræ tilnavnet ‘Auto Log’ (’Bil-træstammen’), idet den væltede stamme blev jævnet ud, så biler kunne køre hen ad den. Billedet viser rodnettet på dette træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ligeledes i 1930’erne blev en vej skåret gennem stammen af dette mammuttræ i Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark. I dag er den slags vandalisme heldigvis strengt forbudt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thuja Thuja
Denne slægt indeholder 5 arter, 3 i Fjernøsten (Kina, Korea og Japan), samt 2 i Nordamerika. De er stedsegrønne træer med rødbrun bark, de største op til 70 m høje. Grenene har fladt, udbredt løv med skælagtige blade, op til 1 cm lange, men unge planter under et år gamle har nålelignende blade.

Slægtsnavnet er afledt af thuia, det oldgræske navn på stinkende ene (Juniperus foetidissima), oprindeligt fra thuo (‘jeg ofrer’), hvilket sigter til, at veddet af denne art ofte blev brændt under dyreofringer i Oldtiden for at tilføje en behageligt duft til ilden. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav denne slægt dette navn, er uklart. Måske fandt han, at løvet mindede om løvet hos stinkende ene.

 

Thuja occidentalis Nordlig thuja
Et mellemstort træ, der normalt bliver op til 15 m højt og med en stammediameter op til 1 m. Der er dog blevet observeret træer op til 38 m høje og med en stammediameter på 1,8 m. Arten er ofte lav og kroget på mindre egnede lokaliteter. Barken er rødbrun og furet og skaller af i lange strimler.

Den er udbredt i det sydøstlige Canada og det nordøstlige USA, med spredt forekomst langs de Appalachiske Bjerge mod syd til Tennessee og North Carolina. Den dyrkes almindeligt som prydplante andre steder.

 

 

Stammen af gamle nordlige thujaer, Lake Champlain, New York (øverst), samt Parker River Wildlife Refuge, Massachusetts. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thuja plicata Kæmpethuja
Som det danske navn siger, kan dette træ blive meget stort, til tider op til 70 m højt og med en stammediameter op mod 7 m. Det vokser især i områder med et mildt klima og høj nedbør, fx i dale og langs floder. Det kan blive meget gammelt, nogle individer er over 1000 år gamle.

Arten er vildtvoksende langs Stillehavskysten i det sydvestlige Canada og det nordvestlige USA, men dyrkes mange andre steder som prydtræ, specielt i Nordeuropa og New Zealand.

Førhen anvendte indfødte folkeslag veddet af denne art til kanoer, totempæle, redskaber og andre genstande. Af fibre fra barken blev fremstillet reb, kurve, klæde og regntætte hatte. I dag anvendes veddet på grund af dets aroma og resistens mod råd til fremstilling af vægpaneler og tagdække.

Artsnavnet er latin og betyder ‘foldet’, hvilket formodentlig hentyder til det vifte-lignende løv.

 

 

Denne mangestammede kæmpethuja, som har en kronevidde på 25 m, kaldes for Katedralthujaen. Den vokser i parken ved godset Fuglsang på Lolland. Lotte Møller Pedersen, som titter frem bag en af stammerne, giver et indtryk af træets størrelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dipterocarpaceae

 

Dipterocarpus
Omkring 70 arter af store træer, de største til ca. 55 m høje. De forekommer fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina og Malaysia til Indonesien og Filippinerne.

Mange arter udnyttes til tømmer, og nogle blev førhen anvendt i traditionel medicin.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk di (‘to’), pteron (‘vinge’), samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de tovingede frugter (se billede nedenfor).

 

Dipterocarpus alatus
Dette store stedsegrønne træ, der bliver op til 40 m, undertiden 55 m højt, har en lige stamme op til 1,5 m i diameter, ofte uden grene på de nederste 20 m, og med en paraplyformet krone. Det er udbredt i Bangladesh, det nordøstlige Indien og Indokina, samt på Filippinerne.

Denne art er et af de vigtigste tømmertræer i Indokina. Det udnyttes alt for overdrevet og er desuden truet af tab af levesteder. På IUCNs rødliste over truede arter er den angivet som stærkt truet. Harpiksen er vidt anvendt inden for traditionel medicin, samt til lakering af træ og som tætningsmiddel i både. Blandet med bivoks benyttes den i bandager til betændte sår. Barken af unge træer indtages mod rheumatisme og leverlidelser, og den fodres til kvæg for at stimulere deres appetit.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vinget’, hvilket sigter til frugterne.

 

 

Stamme af Dipterocarpus alatus, Bayon, Angkor Thom, Cambodia. I baggrunden stenløver, udhugget under Khmer-imperiet (omtalt på siden Religion: Hinduisme). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne, tovingede frugter af Dipterocarpus alatus, Angkor Wat, Cambodia. Disse vinger har givet navn til slægten såvel som hele familien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien

 

Rhododendron
På oldgræsk betyder rhododendron ‘rosentræ’, og på afstand kan blomsterklyngerne hos visse af arterne minde om roser. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien.

En meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60.

En mængde billeder af rhododendron-arter kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron arboreum
Denne art er en af de største i slægten, idet den kan blive op til 15 m høj. Barken er rødlig eller brun, bladene aflange eller lancetformede, indtil 20 cm lange og 4,5 cm brede, glinsende grønne på oversiden, mens undersiden er dækket af et tæt lag hvidlige, lysebrune, kanelfarvede eller rustfarvede hår, med nedsænkede nerver på oversiden. Blomsterne er knaldrøde, lyserøde eller hvide, i klynger på 10-20, krone klokkeformet, op til 5 cm lang og bred, med 5 flige, op til 1,7 cm lange.

Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster.

Arten er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’), og blomsterne bringes som offergave til buddhistiske og hinduistiske helligdomme. Kronbladene er spiselige og anvendes tillige mod ru hals og hoste, og de laves til pickles. Saft fra barken indtages mod diarré, dysenteri og hoste, en pasta af bladene mod hovedpine, saft af blomsterne mod menstruationsbesvær og dysenteri. Saft fra bladene spredes på senge for at fordrive utøj, og unge blade anvendes til at bedøve fisk i floderne. Af veddet fremstilles møbler, hegn og trækul, og det anvendes som brænde. Tørrede blade bruges som kompost.

Arten er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede forekomster i Sydindiens og Sri Lankas bjerge. Underarten i Sydindien, nilagiricum, kaldes for Nilgiri-rhododendron, mens underarten i Sri Lanka er benævnt zeylanicum. Disse underarter betragtes af nogle autoriteter som selvstændige arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘træagtig’, hvilket sigter til dens størrelse.

 

 

En pragtfuld gammel Rhododendron arboreum, Tadapani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien

 

Acacia Akacier
Disse små til mellemstore træer er karakteriseret ved blomster med meget små kronblade og talrige støvdragere. Førhen indeholdt slægten ikke færre end ca. 1500 arter, men ifølge den seneste opdatering af Angiosperm Phylogeny Group’s klassifikation af blomsterplanter er den polyfyletisk og opdeles i dag i 5 slægter, efterladende omkring 980 arter i Acacia, hovedsagelig udbredt i Australien og Ny Guinea. De resterende arter er blevet overført til slægterne Vachellia, Senegalia, Acaciella og Mariosousa.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akakia, afledt af akis (’torn’), hvilket hentyder til de prominente torne hos egyptisk akacie (Vachellia nilotica), den første akacie-art, som blev beskrevet videnskabeligt.

Et antal akacie-arter er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

Acacia confusa Filippinsk akacie, Taiwan-akacie
Dette mindre træ, som kan blive indtil 15 m højt, er hjemmehørende fra det sydøstlige Kina og Taiwan mod syd til Filippinerne og Indonesien, men er blevet plantet mange andre steder, bl.a. på mange Stillehavsøer. På Hawaii betragtes arten som invasiv. I Taiwan, hvor den er meget almindelig fra lavlandet op til højder omkring 2000 m, beskyttes den ofte, idet den kan modvirke jordskred og erosion.

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

Artsnavnet er latin og kan betyde ‘blandet’ eller ‘forvirrende’ – hvad det hentyder til er uklart.

 

 

Denne knudrede filippinske akacie i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan, er væltet, men vokser stadig frodigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delonix
En slægt med omkring 15 arter af træer, hvoraf de 13 er endemiske på Madagascar, med en enkelt art i Ethiopien, Somalia og Kenya, og én i Østafrika samt fra det sydlige Arabien mod øst til den vestlige del af Indien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk delos (‘åbenlyst’) og onyx (‘klo’), hvilket sigter til det centrale oprette kronblad, som er let buet, hvorved det minder om en klo.

 

Delonix regia Flammetræ
Dette træ, som bliver op til 20 m højt, har pragtfulde blomster med 4 udbredte, bredt spatelformede, knaldrøde eller orangerøde kronblade, op til 8 cm lange, samt et femte, opret kronblad i midten, som er lidt større, let buet og med gule og hvide pletter. Blomsterne sidder i klynger for enden af grenene. Bælgen er grøn som ung, ved modenhed bliver mørkebrun og hård. Den kan blive op til 60 cm lang og 5 cm bred.

Bladene er dobbelt snitdelte, frisk-grønne, op til 50 cm lange, med 20-40 par primære småblade, som hvert er opdelt i 10-20 par sekundære småblade, hvorved bladet kan minde om en gigantisk fjer. Med tiden kan træet danne store brætrødder.

Arten er endemisk i tør løvfældende skov på Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’ – et passende navn!

 

 

Flammetræet er meget almindeligt plantet i Taiwan, her i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bælgene af flammetræ er meget store og flade, op til 60 cm lange og 5 cm brede. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamarindus indica Tamarindetræ
Trods dets latinske artsnavn, som betyder ‘fra Indien’, er dette op til 25 m høje, stedsegrønne træ oprindeligt vildtvoksende i tropiske egne af Afrika, men det dyrkes i mange andre af klodens varme lande. I 1753, da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav planten, havde den været dyrket så længe i Indien, at det var naturligt for ham at mene, at den var hjemmehørende dér. Arten er det eneste medlem af slægten.

Det rødlige frugtkød anvendes i mange køkkener verden rundt, og i mange latinske lande fremstilles en drik, kaldt tamarindo, af det. Frugterne benyttes også i folkemedicinen, og saften anvendes til at polere metalgenstande.

Slægtsnavnet kommer af arabisk tamar hindi, hvilket betyder ‘indisk daddel’.

 

 

En cyklist passerer den knudrede stamme af et gammelt tamarindetræ, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Castanea Kastanje
Denne slægt omfatter omkring 9 arter, som forekommer i Sydøsteuropa, Nærøsten, Kaukasus, Iran, Kina, Korea, Japan, samt det østlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af kastana, det klassiske græske ord for den ægte kastanje (nedenfor).

 

Castanea sativa Ægte kastanje
Dette store træ er vildtvoksende i Middelhavsområdet og videre mod øst til Alborz- og Zagros-bjergene i Iran. Det kan blive indtil 35 m højt og er i stand til at leve i 5-600 år, ja nogle dyrkede individer hævdes at være tusind år gamle.

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i de år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum*, thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium** illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

*Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget.

 

**Et værk af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dyrket’.

 

 

Gammel flerstammet ægte kastanje, nær Milones, vestlige Kreta. Eller er det fem separate træer, som spirede det samme sted, hvor et eller andet dyr måske havde begravet frøene? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagus Bøge
En slægt med 10-13 arter, som er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder i Europa, Asien og Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på bøge, afledt af oldgræsk phagein (’at æde’). Navnet hentyder til de spiselige frø, kaldt bog. Det danske navn, på oldnordisk bók, er af indoeuropæisk oprindelse, med usikker betydning.

Billeder af bøge kan også ses på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Efterår.

 

Fagus sylvatica Bøg
Vores hjemlige bøg kan blive et meget stort træ, op til 50 m højt og med en stammediameter på op til 3 m. Forekomsten af denne art er i hovedsagen begrænset til Europa, idet den findes fra England og Pyrenæerne mod øst til Polen og Ukraine, og fra det sydlige Sverige mod syd til Italien og Balkan, med en pletvis forekomst i det sydlige Norge, det centrale Spanien, samt i Tyrkiet.

På Balkan hybridiserer den med orientalsk bøg (F. orientalis), der er udbredt i Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus, samt i Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge.

 

Sådan skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) i et digt fra 1819, som han kaldte for Fædrelands-Sang. Dette elskede digt er siden blevet Danmarks nationalsang. De fleste danskere forbinder bøgen med noget, som er meget dansk, men faktisk indvandrede den først til landet for omkring 3500 år siden.

Artsnavnet er latin og betyder ’voksende i skove’, afledt af silva (’skov’).

 

 

Kæmpemæssig mosgroet bøg, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Skipper beundrer en gammel bøg i Boller Slotspark nær Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gamle flerstammede bøge ved vintertide, Ry. De blev sandsynligvis stævnet, da de var unge. Træet på øverste billede er nærmere præsenteret på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Stævningsbøg ved Ry Mølle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hul, men stadig levende bøg, Slåensø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tåge indhyller en gammel, misdannet bøg i Triglavski Nationalpark, Slovenien. Stubben til højre minder om et langhornet dyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elsebeth Norup ved en gammel bøg, Nordskoven, Jægerspris, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse ældgamle bøge er vokset hen over en dysse fra Bronzealderen, Lindeskov, nær Ørbæk, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse gamle, halvdøde bøge blev observeret nær St. Martin i den spanske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Misvækst hos en gammel bøg ved Løndal nær Silkeborg. Stammen er forvredet, og grenene bøjer ned mod jorden og vokser hen langs den. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lithocarpus
Denne slægt, der omfatter omkring 345 arter, er udbredt fra Nepal og det sydlige Tibet mod øst til Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien og Ny Guinea.

Disse stedsegrønne træer med læderagtige, oftest helrandede blade, adskiller sig hovedsagelig fra egene (Quercus, nedenfor) gennem de oprette blomsterstande, der bestøves af insekter. Frugten er en nød i lighed med egenes agern, beskrevet nedenfor, men deres skal er normalt meget hård, hvilket gav anledning til slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk lithos (‘sten’) og karpos (‘frugt’).

Den nordamerikanske garvebark-eg var førhen placeret i denne slægt, men genetisk forskning har åbenbaret, at dens lighed med Lithocarpus-arterne er et eksempel på konvergent udvikling. Derfor er den blevet overført til en særskilt slægt, Notholithocarpus, beskrevet på siden Efterår.

 

 

Stammen af en uidentificeret art af Lithocarpus, bevokset med laver og orange alger, Sun-Moon Lake, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus Eg
En meget stor slægt med måske 500 arter; 469 er akcepteret af Kew Gardens. De er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Columbia, Nordafrika, Sri Lanka og Indonesien.

Hanlige blomster sidder i hængende rakler, mens hunblomsterne mest sidder i oprette aks. Frugten, som er en nød, der kaldes for agern, er omgivet af den såkaldte skål, der består af overlappende dækblade med frie spidser.

I Oldtiden var egetræer hellige overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus, i Rom til Jupiter, og i kelternes religion til Dagda, guddom for mandighed, frugtbarhed og visdom. Keltiske druider udførte ofte deres ritualer i hellige egelunde, hvor specielt de mistelténe (Viscum album), der voksede på egene, var hellige for dem. I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra eg, mjødurt (Filipendula ulmaria) og gyvel (Cytisus scoparius).

Det høje indhold af garvesyre i egebark gør den velegnet til garvning. I gamle dage blev agern pulveriseret og ristet som kaffeerstatning, og de var et meget vigtigt fødeemne for husdyr, specielt svin, der sendtes på ’olden’ i skovene.

Et afkog af blade og bark havde førhen utallige anvendelser, fx mod epilepsi, blod i spyttet, forgiftning, diarré, håraffald, tarmslyng, brystsyge (tuberkulose), frostbid, hæmorrider, udslæt og halsinfektioner, for blot at nævne nogle få. Friske blade blev lagt som omslag på sår.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ege. Det stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, kommer af old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

Billeder af egetræer er også vist på siderne Efterår, samt Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Quercus agrifolia
Stammen på dette mellemstore træ, som kan blive op til 30 m højt, er ofte kroget, specielt på ældre individer, der kan have en omkreds på over 6 m. Kronen er tæt, bred og afrundet. Bladene er mørkegrønne, ovale, indtil 7 cm lange og 4 cm brede, med torne langs bladranden. Agernet er slankt, rødbrunt, op til 3,5 cm langt og 1,5 cm bredt, med omkring en fjerdedel skjult i skålen. Nogle individer er måske over 1000 år gamle.

Arten er hjemmehørende i Californiens lavland, fra Mendocino County mod syd til det nordlige Baja California.

Artsnavnet er afledt af latin agri (‘mark’) og folium (‘blad’), hvilket ganske givet er en skrivefejl, da det sandsynligvis skulle have været acrifolia, afledt af proto-italiensk akris (‘skarp’) og igen latin folium (‘blad’), hvilket sigter til tornene i bladranden.

 

 

Gamle individer af Quercus agrifolia, Los Osos Oaks State Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus alba Østamerikansk hvideg
Dette store træ er meget almindeligt i det nordøstlige Nordamerika, udbredt fra Ontario og Quebec mod syd gennem det østlige USA til det nordlige Florida, mod vest til Minnesota, og derfra mod syd til Texas.

Arten bliver ofte over 30 m høj, og individer op til 60 m er blevet rapporteret. På trods af artsnavnet er barken oftest grå, kun sjældent hvid. Den kan blive meget gammel, nogle individer har nået den modne alder af 450 år.

 

 

Gammel østamerikansk hvideg med en omkreds på 4,2 m, Tattersall Farm Conservation Area, Haverhill, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af barken af det samme træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus falcata Sydlig rødeg
Et mellemstort løvfældende træ, ofte op til 30 m højt, men under gunstige vilkår op til 44 m med en stammediameter på op til 1,5 m. Bladene er meget karakteristiske, indtil 30 cm lange og 16 cm brede, med 3-5 skarpttandede flige med en lille torn for enden, midterfligen lang og smal.

Arten er hjemmehørende i det sydøstlige USA, fra de sydligste dele af Illinois og Indiana, samt New Jersey, mod syd til det østlige Texas og det nordlige Florida.

Artsnavnet er latin og betyder ‘seglformet’, hvilket hentyder til bladene, der ofte er krumme. Det danske navn sigter til bladenes farve om efteråret.

 

 

Stor, mangestammet sydlig rødeg, Assateague Island, Maryland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus floribunda
Denne art, som tidligere blev kaldt for Q. dilatata, er et stedsegrønt træ op til 20 m højt, ofte skovdannende. Den grå eller sorte bark skaller af i flager. Bladene er variable, lancetformede eller elliptiske, glatte, indtil 12 cm lange og 5,5 cm brede, med 9-12 par nerver, margin sædvanligvis med spidse tænder, undertiden helrandede. De hanlige blomster er gullige, i indtil 5 cm lange rakler. Skålen er op til 2,5 cm i tværmål, dunet, dækkende halvdelen af det ovale, brunlige agern, som bliver op til 2 cm langt, med en lille tap i spidsen.

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i skove i højder mellem 1800 og 2900 m. Veddet anvendes til mange fremstilling af mange forskellige genstande, bl.a. trækul, samt som brænde. Løvet kappes til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en mængde blomster’.

 

 

Dette store eksemplar af Quercus floribunda, fotograferet i Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Nordindien, er helligt for lokalbefolkningen. Man har indsamlet sten og langt dem i en halvcirkel omkring træet, og på en af stenene er placeret rhododendron-blomster som offergave. Man har også hamret mønter ind i barken som offergave for at få held og lykke. Disse handlinger er en rest af den animistiske religion bon, hvor man tilbad markante træer, sten m.m. Dette emne behandles grundigt på siden Religion: Animisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus petraea Vintereg
Denne art er hovedsagelig europæisk, idet den er udbredt fra det sydlige Skandinavien og de Britiske Øer mod syd til Portugal, mod øst til Polen og Balkan, med isolerede forekomster i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den er Irlands nationaltræ.

Arten er løvfældende, op til 40 m høj, blade mørkegrønne, skinnende, indtil 14 cm lange og 8 cm brede, med 5-6 temmelig små indskæringer på hver side, bladstilk op til 1 cm lang. Agernet er op til 3 cm langt og 2 cm bredt.

Et billede, som viser blade og agern, findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i stenede områder’, afledt af oldgræsk petra (‘sten’).

Den lignende stilkeg (nedenfor) kan kendes på sine lysere grønne, matte og dybt indskårne blade, med to ørede lapper ved grunden, samt de langstilkede agern.

 

 

På dette billede beundrer Lars Skipper en ældgammel, knudret vintereg ved bredden af Almind Sø, Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus pubescens Dunet eg
Dette op til 20 m høje træ kan blive flere hundrede år gammelt, med en stammediameter op mod 2 m. De læderagtige blade er stilkede, bredest over midten, indtil 10 cm lange og 6 cm brede, mørkegrønne på oversiden, blegere på undersiden, med 3-7 par butte flige, basis hjerteformet eller afrundet. Begge overflader er dækket af dunhår, aftagende med alderen. Agernet er lysebrunt eller gult, op til 2 cm langt, tilspidset, skålen med spidse, overlappende skæl, dækket af lysegrå eller næsten hvide dunhår.

Arten er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Belgien, Frankrig og Sydtyskland mod øst til Ukraine og Kaukasus, mod syd til Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dunet’, hvilket sigter til de dunhårede blade og agernskåle.

 

 

Ældgammel dunet eg, en enkelt gren stadig i live, Parco delle Madonie, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus robur Stilkeg, almindelig eg
Denne art forekommer i størsteparten af Europa, fra Skandinavien mod syd til Middelhavet, samt fra Irland mod øst til Uralbjergene, Kaukasus og det nordlige Iran.

Den er løvfældende, op til 40 m høj, med en tyk stamme, til tider med en omreds på 11 m. Barken er gråbrun, med længdegående furer på ældre træer. Bladene er grønne på oversiden, bleggrønne på undersiden, aflange eller ovale, indtil 12 cm lange og 8 cm brede, meget kortstilkede, undertiden siddende, med 3-6 afrundede flige på hver side, samt to ørede flige ved basis. De hanlige rakler er op til 4 cm lange, hunlige blomster små, brune med røde grifler, siddende i små klynger på en lang stilk.

Stikeg kan blive meget gammel, nogle individer er anslået til at være mindst 1500 år gamle, deriblandt Kongeegen i Jægerspris Nordskov (omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: De døde ege i Jægerspris Nordskov).

Et billede, som viser blade og agern, findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Begge ord kan hentyde til artens hårde, mørke kerneved. Forstavelsen stilk- hentyder til, at dens agern sidder på 3-5 cm lange stilke.

Den lignende vintereg (ovenfor) kan kendes på sine mørkere, skinnende og mindre indskårne blade, samt de meget kortstilkede agern.

 

 

Skoven Halltorps Hage på Öland husede førhen omkring tusind gamle stilkege, men desværre blev langt de fleste fældet i 1930’erne, og af de resterende ca. 30 eksemplarer skranter hovedparten. Stammen af denne døde eg er dækket af ædegange af larver af den store egebuk (Cerambyx cerdo). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældgamle stilkeg vokser på Almö i Blekinges skærgård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Boller-egen ved Boller Slot, nær Horsens, er ca. 800 år gammel. Øverste billede blev taget i 1996, de 3 nederste i 2024. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel stilkeg, bevokset med vedbend (Hedera helix), Hestehaveskoven, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovfogedegen lidt nord for Klampenborg Station er et af Danmarks største træer med en omkreds på 10,3 m. Den har fået navn efter Johan Georg Weissler, der i begyndelsen af 1800-tallet var ansat som vildtfoged (den daværende betegnelse for skovfoged). Inde i denne egs hule stamme indrettede han sit private bedekammer med skammel og krucifiks. Nederste billede er taget inde fra stammen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave er lidt større end Skovfogedegen, idet den har en omkreds på 10,4 m. Den kaldes også Teateregen, et navn, som stammer fra en gammel skik med at opføre teaterstykker foran det gamle træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus variabilis Kinesisk korkeg
Dette løvfældende træ, som kan blive op til 30 m højt, har tyk og korkagtig bark med dybe furer. Bladene er mørkegrønne på oversiden, sølvhvide og dunhårede på undersiden, aflange, tilspidsede, indtil 20 cm lange og 8 cm brede. Hver bladnerve ender i en kort torn langs bladranden. Agernet er kugleformet, op til 2 cm i diameter, med to tredjedele skjult i skålen, som er dækket af bløde, indtil 8 mm lange børster.

Arten er hjemmehørende i Fjernøsten, hvor den forekommer i Kina, Taiwan, Korea, Japan og det nordlige Vietnam. Den vokser i stedsegrøn og løvfældende skov og træffes i højder op til omkring 3000 m.

Den dyrkes i lille målestok i Kina, hvor barken udnyttes til fremstilling af kork.

 

 

Barken på en gammel kinesisk korkeg med laver, Wuling National Forest, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Irvingiaceae
Medlemmer af denne familie var tidligere placeret i familien Simaroubaceae, men 13 arter i 3 slægter, Irvingia, Allantospermum og Klainedoxa, er nu blevet overført til en særskilt familie.

 

Irvingia
En slægt med 7 arter af store stedsegrønne træer, hvoraf nogle kan blive op til 50 m høje. Seks arter forekommer i det centrale og vestlige Afrika, den syvende beskrives nedenfor.

Frugten er en stor stenfrugt, omgivet af et fibret, kødfuldt lag, som er spiseligt hos nogle af arterne. Nødderne tørres og stødes til pulver, hvoraf der kan fremstilles en type brød. En spiselig olie kan også udvindes af nødderne. Det hårde ved anvendes som tømmer.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske flådekirurg Edward George Irving (1816-55), som var en ivrig indsamler af planter.

 

Irvingia malayana
Et stedsegrønt tropisk træ, der bliver op til 50 m højt, med grålig eller hvidlig bark og en stammediameter op til 50 cm. Det er hjemmehørende fra Indokina mod syd til Sumatra, Borneo og Java.

Den ellipseformede frugt, op til 6 cm lang, kaldes på engelsk undertiden for wild almond (‘vild mandel’) eller barking deer’s mango (‘muntjak’ens mango’), hvilket hentyder til, at både frugtkød og frø er spiselige. Kødet har en sød smag, mens frøene er bedst ristede. Veddet anvendes som tømmer.

Artsnavnet refererer til Malacca-halvøen, på engelsk kaldt for the Malay Peninsula.

 

 

Stort individ af Irvingia malayana, Ta Prohm, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juglandaceae Valnødfamilien

 

Carya
Denne slægt rummer omkring 18 arter, hjemmehørende i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Canada til det sydlige Mexico, samt i det østlige Asien, fra Assam og det sydlige Kina mod syd til Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’).

 

Carya ovata
Et stort løvfældende træ, der ofte bliver over 30 m højt, undertiden til 45 m. Det lever længe, måske mere end 350 år. Arten er vidt udbredt, fra det sydøstlige Minnesota, det sydlige Wisconsin og det sydøstlige Canada mod syd til Texas og Georgia, med spredt forekomst i det østlige Mexico.

På amerikansk kaldes denne art for shagbark hickory, hvilket sigter til barken, der løsnes i lange trævlede strimler.

 

 

Carya ovata, John Greenleaf Whittiers fødested, Haverhill, Massachusetts. Whittier (1807-92) var en Quaker-digter, der især er kendt som en fortaler for afskaffelsen af slaveriet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lauraceae Laurbærfamilien

 

Cinnamomum Kaneltræer
En meget stor slægt med omkring 250 arter af stedsegrønne træer og buske, som er udbredt i tropiske og subtropiske egne af Asien og Australien, samt på nogle øer i Stillehavet. Krydderiet kanel fremstilles ved at støde inderbarken af adskillige arter, i særdeleshed C. verum, der er oprindelig i Sri Lanka.

Slægtsnavnet er afledt af det oldgræske navn på kanel, kinnamomon. Grækerne overtog sandsynligvis ordet fra fønikerne, der var glimrende handelsfolk og sejlede til bl.a. Østen. Navnet var måske oprindeligt baseret på det malajiske navn på disse planter.

 

Cinnamomum camphora Kamfertræ
Kamfertræet, som af nogle autoriteter kaldes for Camphora officinarum, kan vokse til omkring 30 meters højde, ofte med en stammediameter på over 3 m, samt en udbredt krone, der kan strække sig over 25 m. Arten kan blive kolossalt stor, det største kendte eksemplar, Kamō no Ōkusu (‘Kamōs store kamfertræ’), som findes i Japan, har en omkreds på 24,2 m.

Den brunlige eller grålige bark er grov, med længdegående furer. De læderagtige blade er skinnende, gullig-grønne eller grålig-grønne på oversiden, blågrønne på undersiden, ovale eller elliptiske, tilspidsede, op til 12 cm lange og 5,5 cm brede, med duft a kamfer ved knusning. Blomsterstandene er endestillede toppe, eller fra bladhjørnerne, op til 7 cm i tværmål, med små cremefarvede eller gullige blomster. Frugten er en kugleformet, kødfuld stenfrugt, indtil 8 mm i diameter, purpursorte ved modenhed, indeholdende et enkelt frø. Frugterne ædes af fugle, som derved spreder frøene.

Arten er hjemmehørende i det sydlige Japan, Sydkorea, det sydøstlige Kina, Taiwan og Vietnam, men dyrkes mange andre steder til fremstilling af kamfer, der anvendes som en ingrediens i røgelse og medicin, som et krydderi, samt som insektdræbende middel. I Oldtidens Egypten blev kamfer anvendt så tidligt som 1485 f.Kr. til balsamering.

 

 

Dette store kamfertræ vokser i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ocotea
Denne meget store slægt, som rummer omkring 540 arter, er udbredt i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Caribien, de Kanariske Øer, Madeira, det østlige og sydlige Afrika, samt Madagascar med omliggende øer.

Slægtsnavnet siges at stamme fra et indfødt sprog i Guiana.

 

Ocotea foetens
Dette træ, der til tider kan blive op til 40 m højt, er endemisk for de Canariske Øer og Madeira, hvor det vokser i laurbærskove, normalt i højder mellem 400 og 1400 m. Veddet er rigt på æteriske olier, som afgiver en ubehagelig lugt, når det lige er blevet skåret. Heraf kommer artsnavnet, som betyder ‘stinkende’ på latin.

Frugten er et kødfuldt bær, op til 3 cm langt, der i form minder om et agern. Den er et populært fødeemne for de endemiske laurbærduer på disse øer.

I gamle dage var dette træ helligt for Bimbacherne, de oprindelige indbyggere på øen El Hierro.

Arten er blevet indført til Azorerne, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

Ældgammel Ocotea foetens, Los Tilos de Moya laurbær-skov, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Lagerstroemia
Denne slægt omfatter ca. 50 arter af træer og buske, som er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina, Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det nordlige Australien og nogle øer i Stillehavet. På grund af deres smukke blomster dyrkes mange arter i talrige varmere lande.

Blomsterstandene er store endestillede toppe, hvis blomster har 6 kronblade med en lang smal basis, der minder om en stængel. Kronbladenes rand er bølget. Blomsterfarven varierer meget. Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs 6 eller 7 sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en ven, handelsmanden Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

Lagerstroemia calyculata
Dette træ bliver op til 35 m højt, med en stamme indtil 80 cm i tværmål, ofte bølget, med grålig bark, der skaller af i flager. Bladene er kortstilkede, helrandede, aflange, indtil 18 cm lange og 5 cm brede, tilspidsede. Blomsterstandene er op til 20 cm lange, kronblade hvide eller blegviolette, kapsel aflang, indtil 1,2 cm lang og 6 mm bred.

Arten er hjemmehørende i løvfældende skove i Indokina, hvor den er meget udnyttet som tømmertræ.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udstyret med et epicalyx’ (støtteblade under bægerbladene).

 

 

Stammen hos et stort individ af Lagerstroemia calyculata, Ta Prohm, Angkor, Cambodia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lagerstroemia subcostata
Dette mindre træ, som bliver op til 14 m højt, har en meget karakteristisk lys og glat bark, som kan få én til at tro, at træet er dødt. De kortstilkede blade er aflange eller ovale, indtil 4,8 cm lange og 2,5 cm brede, tilspidsede. Blomsterne er purpurfarvede eller hvide, i hårede endestillede toppe, op til 15 cm i tværmål, med 6 kronblade indtil 6 mm lange, rynkede. Kapsel ellipseformet, indtil 8 mm lang.

Arten er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

Et gammelt eksemplar af Lagerstroemia subcostata, Aowanda National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvestrålende bark på et ældre individ af Lagerstroemia subcostata, Sheding Nature Park, Kenting Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Magnoliaceae Magnoliefamilien

 

Liriodendron Tulipantræer
Denne lille slægt omfatter kun 2 arter, en i det østlige Nordamerika, samt en i Kina og Vietnam.

Slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk leirion (’lilje’) og dendron (’træ’), samt det danske navn, sigter til blomsterne, der overfladisk kan minde om liljer eller tulipaner.

 

Liriodendron tulipifera Tulipantræ
Denne art er et af det østlige Nordamerikas største træer, idet det kan nå en højde af omkring 58 m, med en stammediameter op til 3 m. Det er udbredt fra det sydlige Ontario og Vermont mod syd til det nordlige Florida, mod vest til Illinois, Missouri, Arkansas og Louisiana. Dette populære træ er det officielle statstræ i Indiana, Kentucky og Tennessee.

Artsnavnet, afledt af tulip og Latin fer (‘bærer’), sigter til de tulipan-lignende blomster. Et af artens amerikanske navne er fiddle-tree (‘violintræ’), hvilket hentyder til bladenes usædvanlige form, der i nogle tilfælde minder om små violiner.

 

 

Barken hos ældre individer af tulipantræ er furet. – Disse billeder er fra Long Island. På det nederste billede kastes skyggen fra blade af en amerikansk bøg (Fagus grandifolia) på stammen af et tulipantræ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med sine ca. 51 meters højde er dette tulipantræ i Shu Swamp, nær Oyster Bay, Long Island, det højeste træ i staten New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malvaceae Katostfamilien

 

Adansonia Baobab, abebrødtræ
En slægt med 8 arter af majestætiske træer, af hvilke de 6 er hjemmehørende på Madagascar, en enkelt i Afrika og den sydlige del af den Arabiske Halvø, samt en enkelt i Australien. De er løvfældende, idet de taber deres blade i tørtiden, hvorefter de somme tider er uden blade i op til 8 måneder. De har store blomster og store, aflange eller afrundede frugter, der ofte hænger for enden af en op til 30 cm lang stilk.

Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede A. digitata (nedenfor) på en ekspedition til Senegal.

Navnet baobab kommer af arabisk buhibab, som betyder ‘faderen til mange frø’, mens abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt af almindelig baobab (nedenfor).

 

Adansonia digitata Almindelig baobab
Dette storslåede træ er den af arterne, som er videst udbredt, ofte dominerende i store savanne-områder i Afrika syd for Sahara, samt i det sydlige Arabien.

Det kan blive op til 25 m højt, ældre træer ofte med en massiv stamme, der hos nogle individer har en diameter på op til 14 m, ofte med store brætrødder. Barken er grå. Gamle træer bliver ofte hule, når den centrale del begynder at smuldre. Elefanter (Loxodonta africana) æder barken og skader derved ofte træet, eller de kan endog vælte det. De hånddelte blade har 5 eller 7 småblade, undertiden 9.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fingret’, hvilket sigter til de hånddelte blade. Engelske folkenavne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket hentyder til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

 

 

Regnbue bag store baobab’er, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne baobab i Tarangire Nationalpark er hul, sandsynligvis overvejende et resultat af råd, men elefanter har bidraget til forfaldet ved at æde en del af barken, som de har skrællet af med stødtænderne. Thomas Bregnballe giver et indtryk af træets størrelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ceiba
Denne slægt omfatter omkring 19 arter, udbredt fra Mexico og Caribien mod syd til det nordlige Argentina. Nogle autoriteter hævder, at slægten også er vildtvoksende i det vestlige Afrika, men den kan være indført dér.

Nogle af arterne kan blive over 70 m høje, og nogle bliver måske over 500 år gamle. Nogle dyrkes andre steder som prydtræer, og kapoktræet (nedenfor) dyrkes ofte i Asien på grund af frugtens fibre.

Slægtsnavnet er fra Tainoernes sprog og betyder ‘båd’. Dette folk fremstillede kanoer af veddet.

 

Ceiba pentandra Kapoktræ
Dette træ er blandt de største i verden. Nogle individer er blevet målt til at være 73 m høje, og der findes beretninger om træer op til 77 m høje. Stammens diameter er ofte 3 m oven for brætrødderne, op til 5,8 m på de største individer. Brætrødderne strækker sig til tider 15 m op ad stammen og op til 20 m ud fra træet, og de fortsætter ofte underjordisk til en totallængde af 50 m.

Stamme og større grene er ofte dækket af store torne. De største af grenene kan være op til 1,8 m tykke, og kronedækket kan være indtil 60 m i tværmål. De hånddelte blade har 5-9 småblade, hvert op til 20 cm langt. Store træer producerer flere hundrede frøbælge, op til 15 cm lange. De indeholder frø, som er omgivet af gullige, bomuldsagtige hår, kaldt for kapok. De blev førhen ofte anvendt som fyldt i madrasser.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pente (‘fem’) og andros (‘støvbærer’), oprindeligt fra aner (‘mand’), hvilket sigter til, at blomsten har 5 støvbærere.

 

 

Kapoktræ, behængt med talrige epifytter, Tikal Nationalpark, Guatemala. Geoff Groom, som står ved foden af træet, giver et indtryk af dets vældige brætrødder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Heritiera
Denne slægt, som omfatter ca. 40 arter, er udbredt i skove i det vestlige og sydøstlige Afrika, på Madagascar, samt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien, Ny Guinea og det nordøstlige Australien.

Disse træer var førhen placeret i familien Sterculiaceae, som siden er blevet reduceret til en underfamilie, Sterculioideae, i katostfamilien.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske embedsmand og botaniker Charles Louis l’Héritier de Brutelle (1746-1800).

 

Heritiera javanica
Dette træ kan blive op til 45 m højt, ofte uden grene de første 20 m, med en stammediameter på op til 1,3 m, og ofte med tynde brætrødder til 2 m op ad stammen og 1,5 m ud fra den. Bladene er håndformede med 3 til 5 småblade, som er hårede på undersiden. De små blomster, indtil 2 mm i tværmål, sidder i toppe. Frugten er en grønlig, vinget nød, op til 8 cm lang.

Det er en lavlandsart, som kan træffes op til højder omkring 700 m, udbredt i Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Veddet anvendes som tømmer.

 

 

Heritiera javanica, Phnom Kbal Spean, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tilia Lind
En slægt med omkring 30 arter af træer og buske, som er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med størst diversitet i Asien. Førhen var de placeret i en separat familie, Tiliaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie i katostfamilien.

I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet til Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

Slægtsnavnet kommer af græsk tilos (’fiber’) og sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder til samme udnyttelse, i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

Lindens rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Tilia x europaea Parklind
Denne hybrid mellem småbladet lind (T. cordata) og storbladet lind (T. platyphyllos) er vildtvoksende hist og her i områder af Europa, hvor begge moderarter forekommer. Den dyrkes vidt og bredt og er den almindeligst forekommende lind i byområder, på trods af at den er vært for enorme bestande af bladlus, som producerer kolossale mængder af honningdug, der beklæder parkerede biler og alt muligt andet under træerne med et klæbrigt lag. Hybriden er også populær blandt biavlere, da dens blomster producerer en højt skattet honningtype.

Parklind kan blive meget gammel og meget stor, op til 50 m høj. Et ældgammelt eksemplar var Malmvik-linden, der blev plantet som et spædt skud ved godset Malmvik, nær Stockholm, i 1618. Dette træ levede i 381 år, indtil de sidste rester af det faldt under stormen i 1999. (Kilde: R. Bengtsson 2004. The Malmvik Lime: An Historical and Biological Analysis of the Oldest Documented Planting of Common Lime (Tilia x europaea L.) in Sweden. The Garden History Society. 32 (2), s. 188-96)

Den største parklind i England er nær Aysgarth, Yorkshire, som i 2009 var 26 m høj og havde en diameter på 2,95 m. (Kilde: O. Johnson 2011. Champion Trees of Britain & Ireland. Kew Publishing, Royal Botanic Gardens, Kew, London)

Om dens forekomst i Danmark skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”

 

 

Gamle, knudrede parklinde ved Furesøen (øverst), samt Jægerspris, Nordsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på en allé af parklinde, Rathlousdal, Odder, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gravhøj fra Bronzealderen nær Gisselfeldt, Sjælland, som er bevokset med store parklinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meliaceae

 

Khaya Afrikansk mahogni
Denne slægt omfatter 5 arter af store træer, der ofte bliver over 35 m høje, med en stammediameter over 1 m. De er hjemmehørende i tropiske egne af Afrika samt på Madagascar. Bladene er snitdelte med 4-6 par småblade, op til 15 cm lange, det endestillede blad manglende. Frugten er en forveddet kapsel, der indeholder talrige vingede frø og splitter åben langs 3 eller 4 sømme.

Slægtsnavnet er Wolof-ordet for vestafrikansk mahogni (nedenfor).

 

Khaya senegalensis Vestafrikansk mahogni
Et stort træ, op til 30 m højt og med en stammediameter over 1 m, bark mørkegrå eller gråbrun, blade arrangeret i spiraler i endestillede klynger, blomster hvide og duftende.

Arten, som er vildtvoksende fra Gambia og Senegal tværs over Afrika til Sudan og Uganda, vokser i fugtige savanneskove og langs vandløb.

 

 

To store vestafrikanske mahogni-træer, Hanoi Botaniske Have, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melia
En lille slægt med 3 arter, som forekommer i tropiske egne i Asien og Australasien, samt i Østafrika.

Slægtsnavnet er det navn, som den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) anvendte for manna-ask (Fraxinus ornus), der har lignende blade.

 

Melia azedarach Paternostertræ
Dette træ, også kaldt for kinabær eller persisk syrén, er ifølge nogle kilder hjemmehørende i Iran og på det Indiske Subkontinent, andre nævner tillige Indokina, Indonesien og Australien. På grund af de smukke blomster og frugter er arten blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og betragtes som invasiv i bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle Stillehavsøer.

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højderaf 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Barken hos ældre paternostertræer danner ofte kors-lignende mønstre som på dette eksemplar i Taitung Ecological Park, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swietenia macrophylla Honduras-mahogni
Et stort løvfældende træ, op til 20 m højt, med lysebrun bark, som har talrige lodrette furer, blade spredte, op til 45 cm lange, snitdelte med 5-7 par lancetformede eller aflange, spidse småblade, indtil 20 cm lange og 8 cm brede, basis afrundet, margin helrandet. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er koniske toppe med små, duftende, hvide blomster. Frugten er en forveddet, oval, indtil 40 cm lang kapsel, der indeholder op til 70 vingede frø, der spredes med vinden.

Arten er hjemmehørende fra Mexico mod syd til Bolivia og Brasilien, men dyrkes talrige andre steder og er blevet forvildet i bl.a. Filippinerne, Malaysia og Hawaii.

Denne slægt yder det ægte mahogni-tømmer, der anvendes til fremstilling af en lang række emner, bl.a. møbler, musikinstrumenter, skibe, døre og kister.

Den blev opkaldt efter den hollandske læge Gerard van Swieten (1700-72), der blev livlæge for den habsburgske kejserinde Maria Theresa (1717-80). Han moderniserede også det østrigske sundhedsvæsen og den medicinske uddannelse.

 

 

Honduras-mahogni, Hanoi Botaniske Have, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Ficus Figentræer
Denne slægt omfatter omkring 850 arter af træer, slyngplanter eller epifyter, som er hjemmehørende overalt i troperne og subtroperne, mens nogle få arter findes i varmere egne af den nordlige tempererede zone.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Slægten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

Omridset af dette kæmpemæssige figentræ i Ngorongoro-krateret, Tanzania, sløres af morgentåge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus benghalensis Banyan, bengalsk figentræ
Denne stedsegrønne art er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent, men er blevet forvildet andre steder, bl.a. Indokina og Australien.

Banyan tilhører en gruppe af figentræer kaldt kvælerfigner. De fleste frø af disse træer starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder.

Banyan kan dog også vokse som et stort fritstående træ, op til 30 m højt, med talrige luftrødder hængende ned fra grenene. Mange af dem slår efterhånden rod og kan undertiden danne en ‘skov’ af stammer, som alle i virkeligheden er ét og samme individ. Verdens største træ, hvis man taler om kronedække, er en banyan i den botaniske have i Kolkata, østlige Indien (se billede herunder).

Bladene er bredt ovale, meget tykke, indtil 30 cm lange og 20 cm brede, bladstænglen kan være op til 7 cm lang, men er oftest meget kortere. Frugterne er meget små, op til 2 cm i tværmål, ved modenhed orange eller røde.

Banyan anvendes meget inden for den traditionelle medicin. Et afkog af bladene benyttes mod dysenteri og diarré, og et grødomslag af unge blade lægges på bylder. Mælkesaften bruges mod tandpine, hudafskrabninger, smertefulde led, lumbago og gonorré, samt, opblandet med sukker, mod dysenteri hos børn. Et afkog af barken er vanddrivende og indtages som styrkende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i den tidlige del af den britiske koloniperiode i Indien dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

Dette billede viser en 250 år gammel banyan i Kolkatas Botaniske Have, Vestbengalen, Nordindien, som er vokset til kolossale dimensioner. Den centrale stamme (modertræet) blev fjernet i 1925 pga. råd. Da dette billede blev taget i 1994, fandtes der ca. 1825 støtterødder med en samlet omkreds på ca. 420 m, og stammernes højde var ca. 25 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står Ib Krag Petersen under en anden stor banyan, som vokser i Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus benjamina Birkefigen, stuebirk
Dette stedsegrønne træ kan vokse til gigantiske dimensioner, op til 30 m højt, med en udbredt krone og utallige ånderødder. Kvistene er hængende, hvilket er årsagen til artens engelske navn, weeping fig (‘grædebirk’). De ret små skinnende blade er kortstilkede, ovale, indtil 10 cm lange og 4 cm brede, med kileformet eller afrundet basis og brat tilspidset for enden, med en lille, op til 5 mm lang tap.

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet.

I tempererede egne er den en meget populær stueplante, da den kan tåle ret tørt indeklima.

Det latinske artsnavn er en forvrængning af hindi-ordet banyan – et ord, der ikke kun anvendes om den ægte banyan (F. benghalensis, ovenfor), men også om andre store figentræer med ånderødder. Begge danske navne er uheldige, da arten overhovedet ikke er belægtet med birke (Betula), og bladene ligner heller ikke birkeblade.

 

 

Denne kæmpemæssige birkefigen vokser nær Wenara Wana-templet (populært kaldt ’Monkey Forest’), nær Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står Lars Skipper under en anden gigantisk birkefigen med talrige luftrødder, kaldt ‘Tusindrods-banyan’, som vokser i Jhiben National Forest, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus religiosa Pipal, helligt figentræ
Denne art tilhører også kvælerfignerne. Den vokser ikke kun på træer, men slår også gerne rod i revner på bygninger, ja selv i fortove. Den er løvfældende eller delvis stedsegrøn, indtil 30 m høj og med en stammediameter op til 3 m. Bladene er meget karakteristiske, langstilkede, hjerteformede, indtil 17 cm lange og 12 cm brede, og ender i en lang spids. De små frugter er op til 1,5 cm i tværmål, først grønne, senere røde, purpurfarvede eller sorte ved modenhed. De sidder i grupper langs grene og kviste.

Pipal er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Myanmar, men da den er hellig for buddhister, hinduer og jainister, plantes den yderst almindeligt i områder, som domineres af disse religioner. Dens hellighed fremgår af det latinske artsnavn og det danske navn. Pipal er dens navn på hindi. Dens vigtige rolle inden for buddhismen er omtalt på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

Denne ældgamle pipal i Bandipur, centrale Nepal, har produceret en sidegren så tyk som et mellemstort træ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra Kathmandu, Nepal, viser en pipal, hvis rødder får en lille hinduistisk helligdom til at slå revner og efterhånden vil ødelægge den fuldstændigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus superba
Dette storslåede træ kan blive op til 30 m højt, med en paraplyformet krone. Den tilhører kvælerfignerne og vokser ofte på andre træer eller bygninger, men den er også i stand til at vokse som et normalt træ.

Bladene er ovale med afrundet eller hjerteformet basis, mørkegrønne og ret tynde, op til 20 cm lange og 12 cm brede, med en tynd bladstilk op til 12 cm lang. Bladene fældes regelmæssigt. Frugterne er lyserøde med purpurfarvet skær og små hvide prikker, og de sidder i store klynger langs grenene.

Arten er hjemmehørende i Indokina, Malaysia og Indonesien, men plantes ofte som prydtræ andre steder, bl.a. i Kina, Taiwan og Japan.

 

 

Luftrødderne af en kæmpemæssig Ficus superba omklamrer resterne af et forhenværende varehus fra firmaet Tait & Co., Anping, Taiwan. I dag kaldes bygningen for Anping Tree House. Adskillige billeder fra dette sted er vist på siden Planteliv: Figentræer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældgamle Ficus superba vokser i parken omkring et daoistisk tempel fra 1683, ‘Templet for de Fem Konkubiner’, Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel forkrøblet Ficus superba med tre stammer, Xiluo, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus tinctoria Farve-figen
En stor stedsegrøn kvælerfigen op til 25 m høj, med en udbredt krone og en stammediameter indtil 3 m. De kortstilkede blade er elliptiske, ovale, eller aflange, indtil 13 cm lange og 6,5 cm brede, basis og bladspids afrundet eller tilspidset, margin helrandet og ofte bølget. Frugten er meget kortstilket, kugleformet, enlig eller parvis i bladhjørnerne, op til 1,7 cm i tværmål. Den er først grøn, senere gul, orange, blegrød, purpurfarvet eller rustbrun.

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det østlige Australien og mange af Stillehavsøerne.

Frugten er spiselig og udgør et vigtigt fødeemne i Micronesien og Polynesien. Medicinsk anvendes et afkog af bladene som omslag på knoglebrud. Der fremstilles reb af barkfibrene.

Det latinske artsnavn betyder ’anvendes til farvning’, hvilket sigter til den traditionelle anvendelse af rod og frugter til udvinding af et rødt farvestof.

 

 

Den knudrede nederste del af stammen hos en farve-figen af underarten gibbosa, fotograferet blandt Khmer-ruinerne i Angkor Wat, Cambodia. Den har omslynget et indisk kapoktræ (Bombax ceiba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farve-figen vokser også gerne på bygninger, som dette kæmpemæssige eksemplar, der omklamrer en ruin i Ta Prohm, Angkor Wat. Adskillige billeder fra dette bemærkelsesværdige ruin-område kan ses på siden Henfald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myrtaceae Myrtefamilien

 

Metrosideros
Denne slægt, som rummer omkring 60 arter af træer, buske eller slyngplanter, er vidt udbredt i Stillehavet, inklusive Filippinerne og Ny Guinea, samt i det sydlige Chile og Argentina, og i Kap-provinsen i Sydafrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk metra (‘kernetræ’) og sideron (‘jern’), hvilket sigter til det hårde ved hos flere af arterne.

 

Metrosideros excelsa Pohutukawa
Et folkeligt navn på dette træ er New Zealand Christmas tree, hvilket skyldes artens overdådige blomstring omkring juletid. Det kan blive op til 25 m højt, med adskillige vidt forgrenede stammer og et kronedække på henved 40 m.

Artens naturlige udbredelsesområde er kystnære egne på Nordøen og de nordligste dele af Sydøen. Engang dannede den et ubrudt bælte langs kysten mellem de nuværende byer New Plymouth og Gisborne, men i 1990’erne havde opdyrkning og indførte skadedyr reduceret disse overdådige skove med over 90%. Dens stærke ved blev ofte anvendt til skibsbygning, da de holdbare, naturligt buede stammer kunne benyttes som forstærkning, hvor to forskellige flader mødtes.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sublim’, hvilket formodentlig sigter til artens strålende blomsterpragt. Pohutukawa er et Maori-ord, som hentyder til et uidentificeret kystnært træ.

 

 

Ældgamle pohutukawa-træer på Karikari-halvøen, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nothofagaceae Sydbøgefamilien
Sydbøge blev tidligere betragtet som ret nære slægtninge til bøge (Fagus, se Fagaceae ovenfor), men nyere genetisk forskning har vist, at de adskiller sig tilstrækkeligt fra bøgene til at danne en særskilt familie med en enkelt slægt, Nothofagus.

Disse træer og buske, som udgør omkring 43 arter, er begrænset til den sydlige halvkugle, i Chile, Argentina, Australien, New Zealand, Ny Guinea og Ny Caledonien. Adskillige arter optræder som dominanter i tempererede skove.

I lighed med egetræer (se Fagaceae ovenfor), er de små flade eller trekantede nødder af disse træer indesluttet i en såkaldt skål, som består af overlappende dækblade. Hos medlemmer af denne slægt rummer frugten mellem én og 7 nødder.

 

Nothofagus dombeyi Coigüe
Coigüe (udtales ‘koi-hu-e’) er et stort træ, der kan blive indtil 45 m højt, med en stammediameter på op mod 2 m. Det danner ofte udstrakte skove i Andes-bjergene i Chile og Argentina, i højder mellem 700 og 1200 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Joseph Dombey (1742-94), som undersøgte flora i Chile 1782-85.

Arten er nærmere præsenteret på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

Lars Skipper ved en gammel coigüe, som er angrebet af svampe, Conguillio Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nothofagus fusca Rød sydbøg
Dette store træ, der kan blive indtil 35 m højt, er endemisk i New Zealand, hvor det forekommer på begge de store øer, fortrinsvis i dale og lavere bjerge inde i landet.

Dens markante blade er bredt ovale, indtil 4 cm lange og 3 cm brede med dobbelt-tandet margin, hver flig med 2 store tænder. Den lille skålfrugt rummer 3 nødder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’. Det hentyder måske til barken.

 

 

Gamle røde sydbøge, dækket af mosser, laver og andre epifyter, Rotokura Ecological Reserve, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nyssaceae

 

Nyssa
Denne slægt rummer 10 arter af træer, 5 i det sydøstlige USA, Mexico og Mellemamerika, samt 5 i Asien, fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. De fleste af arterne vokser i sumpe eller oversvømmede områder.

Slægtsnavnet hentyder til nysiaderne, græske nymfer, som holdt til på det mytiske bjerg Nysa. De var ansvarlige for guden Dionysos under hans opvækst. Det amerikanske navn på disse træer er tupelo, afledt af Creek ito (‘træ’) og opilwa (‘sump’).

 

Nyssa aquatica
Et stort træ, indtil 30 m højt, som vokser i sumpe og floddale i det sydøstlige USA, fra det sydlige Illinois, Indiana og Virginia til det sydøstlige Texas og det nordlige Florida. Det er karakteriseret af en opsvulmet basis, der fører op i en lang, lige stamme, og dets rødder står ofte under vand. Stammediameteren ved basis kan være op til 3,5 m, højere oppe til 1,3 m.

 

 

Sump med gamle individer af Nyssa aquatica, Congaree Nationalpark, South Carolina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oleaceae Olivenfamilien

 

Fraxinus Ask
Disse træer, som omfatter omkring 58 arter, er vidt udbredt i tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, og nogle arter forekommer også i tropiske områder i Mexico, Mellemamerika, Indokina, Filippinerne og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af proto-italiensk fraksinos, oprindeligt et proto-indoeuropæisk ord for birketræer. Forbindelsen til birk er svær at få øje på.

 

Fraxinus excelsior Almindelig ask
Dette almindelige træ er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod syd til det nordlige Spanien, Italien og den centrale del af Balkan, mod øst til det vestlige Rusland, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Det er også blevet naturaliseret enkelte steder i New Zealand, USA og Canada.

Det bliver normalt omkring 20 m højt med en stammediameter indtil 2 mmen individer op til 43 m høje og med en stammediameter op til 3,5 m er blevet noteret. Barken er lysegrå og glat på unge træer, men bliver tyk og med længdegående furer som ældre. Bladknopperne er meget karakteristiske, idet de er knaldsorte. Bladene er snitdelte, indtil 35 cm lange, med 7-13 elliptiske småblade, op til 12 cm lange og 3 cm brede, med tandet bladrand. Når den første frost kommer, bliver de lysegule. De små, mørkt purpurfarvede blomster sidder i små toppe. De vingede frugter er op til 4,5 cm lange og 8 mm brede, og de bliver ofte hængende på træet til langt hen på vinteren.

I de senere år er bestandene af ask i Europa blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus (førhen kaldt for Chalara fraxinea). De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

Artsnavnet er afledt af latin excelsus (‘høj’) samt ior, en endelse, som danner tillægsord, således ‘af stor højde’.

 

 

Gamle aske, Hestehaveskoven, Rønde, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne knækkede ask har sat adskillige nye ‘stammer’, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en gammel ask med laver og mos, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Olea Oliventræer
Denne slægt omfatter omkring 33 arter af små træer, vidt udbredt i Sydeuropa, Afrika, Madagascar, Mellemøsten, Arabien, subtropiske og tropiske egne af Asien, samt Australien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på det almindelige oliventræ (nedenfor).

 

Olea europaea Almindeligt oliventræ
Oliventræet har været dyrket i mere end 3000 år. Det er vildtvoksende omkring Middelhavet, men dyrkes vidt og bredt i andre subtropiske områder på grund af den fremragende spiseolie, der udvindes af frugtkødet og frøene.

Arten er et lille stedsegrønt træ eller en stor busk, til tider op til 15 m høj, med en kroget og furet stamme på ældre individer. Bladene er sølv-grønne, aflange, indtil 10 cm lange og 3 cm brede. De små hvide blomster sidder i toppe fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt indtil 2,5 cm lang, først grøn, ved modenhed purpurfarvet.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

Artens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Tre ældgamle oliventræer på Kreta. De sorte net anvendes til at opsamle oliven under høsten, hvor man slår på grenene med kæppe, så frugterne falder til jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018a
Dette billede viser sandsynligvis fire ældgamle oliventræer, som i sin tid blev plantet tæt sammen på et torv i byen Mordogan, Karaburun-halvøen, nær Izmir, Tyrkiet. Deres grene er siden blevet filtret ind i hinanden, eller nogen har flettet dem sammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af barken på et af de gamle træer i Mordogan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxalidaceae

 

Averrhoa
Denne lille slægt omfatter 5 træer, som er hjemmehørende i Sydøstasien og Ny Guinea.

Slægtsnavnet hentyder til Averrhoes (1126-98), en arabisk filosof og læge, som oversatte værkerne af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Averrhoa carambola Stjernefrugttræ, karambola
Et lille stedsegrønt træ, som undertiden kan nå en højde af 12 m. Det er muligvis hjemmehørende i det sydlige Indonesien, men har været dyrket i hundreder af år i Fjernøsten og Sydøstasien, så det kan være svært at afgøre med sikkerhed. Arten dyrkes for frugtens skyld. De små rosenrøde eller purpurrøde blomster bliver senere til store, gule, femkantede, saftige frugter, der har en forfriskende syrlig smag som unge, men senere bliver søde og efter min mening lidt vamle.

Artsnavnet er afledt af karambal, ordet for dette træ på Marathi, et indo-europæisk sprog, som tales af Marathi-folket i den indiske delstat Maharashtra.

 

 

Stammen af et gammelt stjernefrugttræ, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinaceae Granfamilien

 

Abies Ædelgran
Denne slægt omfatter omkring 50 arter, som hovedsagelig vokser i bjergegne i det centrale og sydlige Europa, Nordafrika, tempererede egne af Asien, samt store dele af Nord- og Mellemamerika. De fleste arter har meget stive nåle samt oprette kogler, der ofte er dækket af harpiks.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på almindelig ædelgran (Abies alba), sandsynligvis afledt af det oldgræske navn på denne art, abin.

 

Abies kawakamii Taiwan-ædelgran, Kawakami-ædelgran
Et mellemstort træ, som kan nå en højde af 35 m på beskyttede steder, med en stammediameter op til 1 m, men i store højder er den normalt lav og kroget. Barken skaller af i flager på ældre individer. Nålene er op til 2,8 cm lange, og koglerne er ret små, indtil 7,5 cm lange, cylinderformede, mørkeblå.

Denne art vokser kun på de højeste bjergtoppe i Taiwan, i højder mellem 2400 og 3800 m. Den er i tilbagegang, idet dens bestande er blevet fragmenteret, især af skovbrande.

Artsnavnet hædrer den japanske botaniker Takiya Kawakami (1871-1915), der arbejdede som botaniker for den japanske regering i Taiwan fra 1901. Han indsamlede en mængde planter, og adskillige arter er opkaldt efter ham.

 

 

Disse Taiwan-ædelgraner, observeret i ca. 3000 meters højde på Hohuan Shan, er holdt lave og tætte af stærke vinde og frost. Træet t.h. er allerede bukket under. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Abies spectabilis Himalaya-ædelgran
Denne art kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Barken er mørkegrå, med længdegående furer. Kvistene er vandrette, gullige, først hårede i furerne, senere glatte. De flade nåle, som peger ud til siden, er op til 4 cm lange, mørkegrønne på oversiden, blegere på undersiden, med nedadbøjet rand, med to afrundede spidser for enden. Modne kogler er oprette, cylinderformede, mørkt purpurfarvede, op til 20 cm lange og 7,5 cm brede.

Den er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar i højder mellem 2400 og 4400 m. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bemærkelsesværdig’ eller ‘storslået’.

 

 

Denne ældgamle Himalaya-ædelgran i Khumbu-området i det østlige Nepal har et stort hul gennem stammen, men er stadig i live. Træet t.v. er en gammel ene af arten Juniperus recurva (se Cupressaceae ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cedrus Cedertræer
En lille slægt med 4 arter af stedsegrønne træer, som forekommer i Himalaya og det nordvestlige Afrika, samt omkring den østlige del af Middelhavet.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kedros, der stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Cedertræernes nåle og ved var meget anvendt som røgelse.

 

Cedrus deodara Himalaya-ceder
Dette pragtfulde træ er udbredt fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal, voksende i højder mellem 1800 og 3000 m.

Det kan opnå vældige dimensioner, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på indtil 12 m. Barken er ret glat, med længdegående furer. Kvistene er hængende, nåle mørkegrønne eller blågrønne, op til 5 cm lange og 1 mm brede, siddende enkeltvis på lange skud, men 20-30 sammen på korte skud. Modne kogler er oprette, ovale, indtil 13 cm lange og 9 cm brede. Ved modenhed falder de fra hinanden.

Nåle og ved brændes som røgelse, og der udvindes også medicin af en æterisk olie i dens ved. Veddet anvendes tillige til fremstilling af bygninger, møbler, vogne og både.

På hindi hedder arten deodar, afledt af dev (‘guddommelig’).

 

 

Himalaya-cedertræer nær Hadimba-templet, et hinduistisk tempel i Manali, Himachal Pradesh, nordlige Indien. Denne helligdom er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser en gammel ceder på kanten af en afgrund i Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Den har sandsynligvis på et tidspunkt været ved at skride ned, men formåede at klynge sig til klippen, hvorfor nogle af stammerne er blevet delvis vandrette. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cedrus libani Libanon-ceder
Ifølge gamle skrifter dækkede Libanon-ceder engang kæmpestore områder omkring den østlige del af Middelhavet, i det sydlige Tyrkiet, Syrien og Libanon, samt på Cypern. I dag findes kun en lille brøkdel af de tidligere så talrige gamle cedertræer. Der foregår imidlertid en udbredt plantning af arten i Libanon og Tyrkiet. I sidstnævnte land plantes årligt over 50 millioner unge cedertræer, svarende til et areal på ca. 300 km2.

Libanon-ceder nævnes adskillige gange i Det Gamle Testamente:

Moses bød jødiske præster at benytte barken af dette træ til behandling af spedalskhed. (3. Mosebog 14:1-4)

Profeten Esajas benyttede Libanon-ceder som metafor for menneskenes hovmod. (Esajas 2:13)

Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ.

Og endelig Højsangen, 5:15: ”Hans ben er som søjler af marmor på sokler af guld. Hans holdning er rank som de ædle cedertræer på Libanons bjerge.”

 

 

På dette billede har Judy Chiang fundet ly for den intense hede under en gammel Libanon-ceder, Ermenek, Toros Dağlari (Taurus-bjergene), sydlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picea Gran
En slægt med omkring 35 arter af stedsegrønne nåletræer, udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for grantræer. Det er afledt af pix (‘harpiks’), hvilket hentyder til den rigelige harpiks, der produceres af de fleste af arterne.

 

Picea abies Rødgran
Rødgranen er hjemmehørende fra Skandinavien og Alperne mod syd til Balkan og mod øst til et eller andet sted i Rusland. Den østlige grænse for artens udbredelse er svær at definere, da den ofte hybridiserer med sibirisk gran (P. obovata), som er udbredt fra det vestlige Rusland og det østlige Finland mod øst gennem Sibirien. Den er plantet mange andre steder, heriblandt Danmark, som tømmertræ.

Det videnskabelige artsnavn er det latinske slægtsnavn på ædelgraner. Det hentyder til, at rødgranen på afstand kan minde om almindelig ædelgran (Abies alba).

 

 

 

Et kig op ad stammen af en gammel rødgran, Snabe Igelsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel rødgran med en ‘frømund’ i barken, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picea rubens Amerikansk rødgran
Denne art er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, fra det østlige Quebec og Nova Scotia mod syd til New England, og derfra langs den Appalachiske Bjergkæde til North Carolina. Den er provinstræ i Nova Scotia.

Den bliver ofte et stort træ, indtil 40 m højt, med en stammediameter op til 60 cm, men individer op til 46 m høje med en diameter på 1 m er blevet observeret.

 

 

Afskallende bark på en amerikansk rødgran, Wells Nature Reserve, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Delvis nedbrudt amerikansk rødgran, Wells Nature Reserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picea sitchensis Sitkagran
Dette kæmpemæssige nåletræ kan undertiden blive næsten 100 m højt, med en stammediameter over 5 m. Det er langt den største granart og er blandt de 5 største nåletræer i verden, og endvidere det tredjehøjeste.

I naturen findes arten langs den amerikanske Stillehavskyst, fra det sydlige Alaska mod syd til det nordlige Californien. Den dyrkes imidlertid meget almindeligt i køligere egne verden rundt, bl.a. i Danmark.

Artsnavnene hentyder til et samfund ved navn Sitka i det sydøstlige Alaska, hvor arten er almindelig.

 

 

Gammel mangestammet Sitkagran, Cape Meares, Oregon. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus Fyr
En kæmpestor slægt af nåletræer, der omfatter omkring 125 arter, som er udbredt i arktiske, tempererede og subtropiske områder på næsten hele den nordlige halvkugle. Hvor de bliver ladt i fred, kan mange fyrre-arter blive meget gamle og krogede.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrretræer, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’, ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

Pinus albicaulis Hvidbarket fyr

 

Hvidbarket fyr er den art, som danner trægrænsen, hvor den er så dværgagtig, at man kan gå hen over toppen af en bestand så let som hen over chaparral*, der er presset sammen af sne.”

 

John Muir (1838-1914), skotsk-amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen My First Summer in the Sierra, 1911.

 

* et samfund af vedplanter, der er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, som er typiske for det sydlige Californien.

 

Under favorable vilkår kan denne art blive næsten 30 m høj, men på vindeksponerede steder er den ofte kroget og dværgagtig.

Hunlige kogler er op til 7 cm lange, mørkt purpurfarvede som unge. Frøene er et populært fødeemne for den amerikanske nøddekrige (Nucifraga columbiana), og skællene brækker nemt af, når fuglene vil have fat i frøene. Hanlige kogler er skarlagenrøde. – Amerikansk nøddekrige er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

Arten er udbredt i bjergområder fra British Columbia mod syd gennem Washington, Idaho, Montana og Wyoming, med pletvis forekomst i Oregon, Nevada og Californien.

Den er blevet klassificeret som truet af IUCN.

 

 

Denne gamle krogede hvidbarkede fyr står på kraterranden i Crater Lake Nationalpark, Oregon. Der vokser gule laver på de eksponerede rødder. Crater Lake opstod i caldera’en efter en urgammel sammensunken vulkan, som kaldes Mount Mazama. I baggrunden ses Wizard Island (’Troldmandens ø’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus brutia Sortehavs-fyr, calabrisk fyr, tyrkisk fyr
Denne art er hjemmehørende omkring den østlige del af Middelhavet, fra Grækenland mod øst til Kaukasus, og fra Bulgarien og den tyrkiske Sortehavskyst mod syd til Israel, Jordan og det nordlige Irak.

Dette træ kan blive op til 35 m højt, med en stammediameter op til 1 m, undertiden til 2 m. Barken er orange-rød, tyk og dybt furet ved basis, tynd og afskallende nær toppen. De slanke nåle sidder parvis, op til 16 cm lange, friskgrønne. Den kraftige kogle er op til 11 cm lang og 5 cm bred, grøn som ung, men over de næste to år skiftende til skinnende rødbrun.

Navnet calabrisk fyr skyldes, at type-eksemplaret kom fra Calabrien, den sydligste del af det italienske fastland, hvor der tidligt fandtes en naturaliseret bestand. Det gamle navn på denne egn var Brutium, afspejlet af det latinske artsnavn.

 

 

Disse gamle Sortehavs-fyrre blev fotograferet på passet Tuzlabeli (1440 m) i det sydvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel kroget Sortehavs-fyr i en kløft nær Sougia, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus canariensis Kanarisk fyr
Dette store træ er endemisk på de Kanariske Øer, fra Gran Canaria vestpå. Arten er det største træ på øerne, ofte over 40 m højt, undertiden til 60 m, med en stammediameter på over 1,2 m, til tider op til 2,6 m. Den vokser i tørre såvel som fugtige områder og kan endog overleve steder med en årlig nedbør på under 200 mm. Arten er blevet valgt som ‘nationalplante’ på La Palma.

 

 

Der er ikke mange store og gamle kanariske fyrre tilbage på de Canariske Øer. Dette eksemplar vokser på højdedraget ved Presa de las Niñas, Gran Canaria. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette store individ blev truffet nær Villaflor, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus echinata Kortnålet fyr
Som dens navn fortæller, er nålene hos dette træ ret korte, op til 11 cm lange, i grupper på 2 eller 3, som sidder meget tæt sammen, hvilket måske er årsagen til det latinske artsnavn, hvilket betyder ‘som et pindsvin’. Med en god portion fantasi kan det tætte nåledække minde om piggene på et pindsvin.

Arten er meget variabel, nogle med helt lige stamme, andre krogede, med en uregelmæssig krone og en stammediameter op til 90 cm. Den kan nå en højde af omkring 45 m, men er oftest meget lavere. Barken sprækker op i plader af uregelmæssig form. Koglerne er op til 7 cm lange, med tynde skæl, som har en kort, krum torn. De åbnes ved modenhed, men kan forblive på træet meget længe.

Den er vildtvoksende i det østlige USA, fra Pennsylvania og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det sydlige Missouri, det østlige Oklahoma og det østlige Texas. Den trives i mange forskellige habitater, fra temmelig tørre skrænter til fugtige floddale.

 

 

Bark af kortnålet fyr, Jamestown, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus longaeva Børstekoglefyr
En dag sidst i april 1992 befandt jeg mig på en bjergtop i Inyo National Forest, White Mountains, østlige Californien. Foran mig stod de mærkeligste træer, jeg nogensinde har set. På afstand virkede de fuldstændig døde, med forvredne, nøgne, strittende grene, der fra en gullighvid stamme strakte sig mod den blå himmel. Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Denne barkstrimmel førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene.

Disse mærkværdige træer er børstekoglefyrre, en art, hvis forekomst er begrænset til højtliggende områder i det østlige Californien, Nevada og Utah. Bortset fra visse kloner, bl.a. en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder er vurderet til omkring 9400 år, er disse fyrre verdens ældste levende væsener, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘længelevende’.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Ældgamle børstekoglefyrre, Inyo National Forest, White Mountains. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældgammel, kroget børstekoglefyr, Horse trail, Bryce Canyon Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse børstekoglefyrre er bukket under, Bristlecone Loop Trail, Bryce Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus mugo Bjergfyr
På beskyttede steder kan denne art blive op til 9 m høj, men i større højder er den ofte lav og krybende. Barken er gråbrun og splittes op i uregelmæssige plader. Nålene er stive og tykke, grønne, op til 7 cm lange, i grupper på 2. Hanlige kogler er gullige eller rødlige, op til 1 cm lange, siddende i tætte grupper. Hunlige kogler er siddende, op til 5,5 cm lange, mørkebrune ved modenhed.

Den er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne, og mod syd til Apenninerne i Italien og de højeste bjerge på Balkan. Sidst i 1700-tallet og i 1800-tallet blev den i vid udstrækning plantet som sandbinder i klitter i Skandinavien, Finland og de Baltiske Stater, og den er nu blevet naturaliseret mange steder. I Skandinavien betragtes den som invasiv.

Der kan fremstilles sirup af unge skud og kogler ved at koge dem.

Artsnavnet er det gamle rhætiske navn på dette træ. Rhætisk var et tyrsensk sprog, som blev talt i regionen Rhætien i den østlige del af Alperne på præ-romersk tid.

 

 

Gammel bjergfyr, Rosanintal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus muricata Biskopfyr
Denne kystnære art er begrænset til nogle få lokaliteter på den californiske kyst, på nogle af Channel Islands, samt to steder på Baja California-halvøen i Mexico.

Den opnår ofte en højde på 25 m, men er af og til højere, undertiden op til 34 m, med en stammediameter op til 1,2 m. Den er dog oftest langt mindre, nedslidt og kroget af de stærke vinde, der hersker langs kysten. Den er tørketålende og vokser ofte på tørre, klippefyldte steder.

De grønne eller blågrønne nåle sidder parvis, op til 16 cm lange. Hunlige kogler er op til 10 cm lange, siddende i grupper på op til 5. De er stærkt tilbagebøjede, med stive skæl, som er tynde på den side, der vender ind mod grenen, men meget tykkere på den side, der vender bort fra grenen. Hvert skæl har en kraftig, op til 1,2 m lang torn, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘grov med torne’, afledt af murex (‘pig’).

Navnet biskopfyr opstod, da denne art først blev identificeret nær missionsstationen i San Luis Obispo, Californien.

 

 

Denne gamle biskopfyr blev fotograferet i Jughandle State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus nigra Østrigsk fyr
Dette majestætiske træ, som kan blive op til 55 m højt og med en stammediameter op til 1,9 m, er vidt udbredt omkring Middelhavet, fra Spanien mod øst til Tyrkiet og Krim, samt i Atlas-bjergene i Marokko, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde. Det er almindeligt dyrket andre steder.

Den grå eller gulligbrune bark er stærkt furet på ældre individer og sprækker til skælagtige plader. Nålene sidder parvis, op til 16 cm lange, lysegrønne eller mørkegrønne. Hanlige kogler sidder i store grupper tæt sammen, op til 2,5 cm lange og 7 mm brede, gule ved modenhed. Hunlige kogler er enlige eller i spiraler med 2-5, op til 10 cm lange og 4 cm brede, med afrundede skæl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket skulle hentyde til barken. Da denne oftest er grå eller gulligbrun, må navnet siges at være vildledende.

 

 

Barken på en 120 år gammel østrigsk fyr, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus radiata Monterey-fyr
Det naturlige udbredelsesområde af dette træ er begrænset til nogle få lokaliteter i Santa Cruz og San Luis Obispo Counties i det centrale Californien, samt to øer, Guadalupe og Cedros, der ligger ud for vestkysten af det nordlige Baja California, Mexico. Mange andre steder i Californien er den blevet plantet i vid udstrækning, og desuden i bl.a. Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

Den bliver op til 30 m høj, men på beskyttede steder, hvor den dyrkes, kan den undertiden blive op mod 60 m høj. Grenene er opadstræbende og danner en afrundet krone. Den grå eller brune bark er furet. Nålene er friskgrønne, slanke, i grupper på 3, op til 15 cm lange. Hunlige kogler er ovale, brune, op til 17 cm lange, fæstnet til grenen i en skæv vinkel.

I dens naturlige udbredelsesområde trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Artsnavnet hentyder til sprækker, som udgår radiært fra en forhøjning på kogleskællene.

 

 

Gammel, forvredet Monterey-fyr, Jug Handle State Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus rigida Beg-fyr
Dette træ er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, hvor det forekommer fra det allersydligste Ontario og Quebec sydpå gennem det nordøstlige USA til Kentucky og den nordligste spids af Georgia. Dets form er meget uregelmæssig, med krogede grene, men kan undertiden blive op til 30 m højt. Man kender til individer, der var over 200 år gamle.

Det danske navn hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

Denne beg-fyr har en meget kroget stamme, Mount Island, Acadia Nationalpark, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus roxburghii Langnålet fyr, chir-fyr
Et stort træ, som kan blive op til 55 m højt, med en stamme på op mod 2 m i tværmål, bark mørk rødbrun, tyk, grov, skællet, og dybt furet på ældre træer. De meget lange nåle er friskgrønne eller mørkegrønne, op til 38 cm lange og 2 mm brede, i klynger på 3. Hanlige kogler er små, cylinderformede, gullige, hunlige kogler ovale, brunlige, indtil 20 cm lange og 13 cm brede.

Arten er almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 500 og 2000 m.

Den dyrkes til en lang række formål. Af veddet fremstilles tømmer, møbler og trækul, og der udvindes også terpentin af det. Harpiksen indgår i fremstillingen af papir, sæbe, kosmetik, maling, lak, gummi, polérmidler og armbånd, mens garvesyre fra barken anvendes i plantefarvning. Frøene ristes og spises, og i Nepal spises honningdug fra bladlus, som lever på nålene, som slik.

I ayurvedisk medicin anvendes nålene som et vanddrivende middel, dens olie mod rheumatisme, harpiksen mod betændelse og forskellige hudproblemer. I Nepal benyttes harpiksen mod fordøjelsesbesvær, og den smøres på sår. Tamang-folket i Nepal fremstiller en drik af harpiksen og drikker det som et middel mod hoste og lungeproblemer.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker William Roxburgh (1751-1815), ofte kaldt for ‘grundlæggeren af indisk botanik’. Han offentliggjorde adskillige værker om indiske planter, illustreret af indiske kunstnere. Ordet chir har mange betydninger på sanskrit og hindi, bl.a. ‘længelevende’.

 

 

Barken af langnålet fyr er tyk og dybt furet. – Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Harpiks tappes fra stammen af en gammel langnålet fyr, Sairopa, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus strobus Hvidfyr
Denne store art bliver ofte over 50 m høj, og individer op til 70 m høje er blevet observeret. Den kan også blive meget gammel, eksemplarer op mod 460 år er blevet rapporteret.

Den er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, fra det sydøstlige Canada, inklusive Newfoundland, mod syd til New England og området omkring de Store Søer, og derfra langs de Appalachiske Bjerge til Tennessee, det nordlige Georgia, samt den vestligste del af South Carolina. Træet holdes højt i hævd af adskillige indfødte folkeslag.

Artsnavnet hentyder til den duftende harpiks.

 

 

Gamle hvidfyrre, Maudsley State Park (øverst), Tattersall Farm Conservation Area, Haverhill (i midten), samt Clement Farm Conservation Area, Haverhill, alle i Massachusetts. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bevoksning af høje hvidfyrre, Clement Farm Conservation Area. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blotlagte rødder af en hvidfyr, Mackworth Island, Portland, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus sylvestris Skovfyr
Skovfyr har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Spanien og Skotland mod øst gennem Europa og Sibirien til det nordøstlige Kina, og mod syd til Tyrkiet, Kaukasus og Mongoliet. I Skandinavien er den udbredt mod nord til Porsanger-fjorden i Nordnorge, hvilket gør den til verdens nordligst forekommende fyrreart. Nogle individer bliver meget gamle, op til 760 år er blevet registreret i Finland.

Den bliver op til 35 m høj, undertiden til 45 m, med en stammediameter op til 1 m, sjældent til 1,7 m. Barken er tyk og sidder i flager, rødlig på yngre træer, gråligbrun på ældre individer. På fuldt udvoksede træer er størstedelen af stammen uden grene, som er trængt sammen øverst oppe og danner en afrundet krone. Nålene er blågrønne, meget slanke, op til 5 cm lange, siddende parvis, undertiden 3 eller 4 sammen på yngre træer. Hunlige kogler er lysebrune eller gulligbrune, kugleformede, indtil 7,5 cm lange.

I 2014 blev arten udnævnt til nationaltræ i Skotland.

Artsnavnet er latin og betyder ’voksende i skove’, afledt af silva (’skov’).

 

 

Denne ældgamle skovfyr i Byrums Sandfelt, Öland, er omsider bukket under af alderdom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse 35 m høje skovfyrre i Böda Kronoskog, Öland, kaldes Mastträd (’Mastetræerne’) – et passende navn på disse majestætiske træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pseudotsuga
En lille slægt med mindst 6 arter, 2 i det vestlige Nordamerika, 3 i Kina og en enkelt i Japan.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘den falske Tsuga’ (skarntydegran, se nedenfor).

 

Pseudotsuga menziesii Douglasgran
Dette majestætiske træ, som er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, har to varieteter, en kystnær, der er udbredt fra British Columbia mod syd til det centrale Californien, samt en montan, der findes i Rocky Mountains fra British Columbia mod syd til Mexico. I dag dyrkes arten i de fleste egne af kloden, da den yder fortrinligt tømmer.

Denne art kan blive kolossalt stor og meget gammel, nogle individer omkring 100 m høje med en stammediameter op til 2,5 m, sjældent til næsten 5 m. Den lever ofte i over 500 år, og individer omkring 1300 år gamle er blevet registreret.

Barken på yngre træer er grå, tynd og glat, men bliver meget tyk og furet på ældre træer, til tider op til 36 cm tyk. Stammen har skiftevis flader af mørkebrun bark og korkagtig lysere bark. Den tykke bark er en tilpasning til at modstå skovbrande. Nålene er flade og bløde, op til 4 cm lange, ofte siddende enkeltvis hele vejen rundt om grenene.

Hunlige kogler er lysebrune, hængende, op til 10 cm lange, med længesiddende skæl og lange dækblade med 3 flige, som rager ud over hvert skæl. Denne karakter gør det nemt at identificere arten. Et billede, som viser disse dækblade, findes på siden Natur: Mønstre i naturen.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn er efter den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

 

 

Dette billede viser en ca. 750 år gammel douglasgran, som har slået rod i en smal kløft på stien Navaho Loop Trail, Bryce Canyon Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stamme af en gammel douglasgran er bevokset med svampen almindelig grønskive (Chlorociboria aeruginascens), Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tsuga Skarntydegran
En slægt med ca. 10 arter af stedsegrønne nåletræer, der forekommer i Nordamerika, samt fra Himalaya mod øst til Kina, Korea og Japan.

Slægtsnavnet er det japanske navn på Tsuga sieboldii, mens det danske navn sigter til duften af det knuste løv, der minder om lugten af bladene hos skarntyde (Conium maculatum). Løvet hos skarntydegran er dog ikke giftigt.

 

Tsuga chinensis Kinesisk skarntydegran
Denne art er udbredt fra Tibet mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til det nordlige Vietnam. Den vokser i højder mellem 1000 og 3500 m.

Et stort træ op til 45 m højt, bark skællet, skiftevis i partier med grå eller sortbrun bark og gulligbrun korkagtig bark. De linjeformede, flade blade er olivengrønne, op til 2 cm lange, siddende i spiraler, furede på oversiden, med to hvide bånd på undersiden. Hanlige kogler sidder enkeltvis eller i grupper op til 5, purpurfarvede, til 8 mm lange. De små hængende hunkogler er rødbrune, ovale, indtil 2 cm lange og 1 cm brede.

Taiwan-skarntydegran er en varietet af kinesisk skarntydegran, formosana, som er ganske almindelig i blandskove i Taiwans bjerge i højder mellem 1700 og 3500 m. Nogle autoriteter sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af denne varietet, idet de hævder, at den er identisk med typeformen.

 

 

Storslåede gamle Taiwan-skarntydegraner, Yushan Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse hvide stammer af døde Taiwan-skarntydegraner står i skarp kontrast til den frodig-grønne skov på skråningerne af Yu Shan (3952 m), Taiwans højeste bjerg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tåge slører omridset af denne Taiwan-skarntydegran på bjerget Hohuan Shan. Den blomstrende busk er Rhododendron morii. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tsuga dumosa Himalaya-skarntydegran
Et stedsegrønt træ op til 40 m højt, med en stammediameter indtil 2,7 m, bark gråbrun, tyk, med længdegående furer. Kvistene er hængende, først gullige eller rødbrune, senere lysebrune eller mørkegrå, hårede. Nålene er arrangeret i to rækker, til 3 cm lange og 3 mm brede, hvidlige på undersiden. De hunlige kogler er meget små, ægformede, hængende, op til 2,5 cm lange, med tynde skæl.

Denne art er meget almindelig i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar, sydøstlige Tibet og sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam.

Dens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘busket’ eller ‘bevokset med torne’. Forbindelsen er svær at se i begge tilfælde.

 

 

Stammer af Himalaya-skarntydegran strækker sig mod himlen, Changdam, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dawa Tamang ved en pragtfuld gammel Himalaya-skarntydegran, nær Magingoth, Langtang Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter en skovbrand er to høje stubbe alt, hvad der er tilbage af denne kæmpestore Himalaya-skarntydegran, nær Tharepati, Langtang Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanaceae Plataner
Disse pragtfulde træer, hvoraf nogle kan blive op til 50 m høje, udgør Platanus, den eneste slægt i familien. Af de 11 arter er 9 hjemmehørende i Nordamerika og Mexico, en enkelt art er udbredt omkring det østlige del af Middelhavet, og en enkelt findes i Laos og Vietnam.

Frugterne er meget karakteristiske, kugleformede, indtil 4 cm i diameter, bestående af talrige små nødder, der hver ender i en pig. De sidder på hængende stilke, op til 12 sammen.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan (nedenfor). Nogle nordamerikanske arter kaldes sycamores, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner dem hos ahorn (Acer pseudoplatanus), som på engelsk hedder sycamore maple.

Mere om plataner kan læses på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

 

Platanus occidentalis Østamerikansk platan
Dette storslåede træ er hjemmehørende fra de sydligste egne af Ontario og Quebec mod syd gennem det østlige USA, så langt mod vest som til Kansas, Oklahoma og Texas, til bjergområder i det nordøstlige Mexico. Det bliver ofte op til 40 m højt med en stammediameter på 2 m, men individer op til 53 m og en diameter på næsten 4 m er blevet observeret. Det opnår ofte en alder af 200 år og kan måske leve i op til 5-600 år.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vestlig’, hvilket sigter til den vestlige halvkugle. Da arten blev beskrevet i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), var den eneste anden kendte art P. orientalis (nedenfor), som er hjemmehørende på den østlige halvkugle. Siden da er adskillige andre amerikanske arter blevet beskrevet.

 

 

Østamerikansk platan, Oxford, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus orientalis Østlig platan
Et stort løvfældende træ, op til 30 m højt, med grå bark, som skaller af i store flager, især på yngre træer. Bladstlken er op til 8 cm lang, dunet, bladplade bredt oval, somme tider op til 24 cm lang og 30 cm bred, dybt hånddelt til 5-7 trekantede flige, den centrale flig op til 9 cm lang og 6 cm bred, sideflige kortere, margin groft-tandet. Blomsterne er små, grønlige, hængende i klynger, hanlige og hunlige blomster i separate klynger. Frugten er kugleformet, op til 3 cm i diameter.

Denne art er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men er måske hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien, hvor den er meget almindeligt plantet op til højder omkring 2400 m.

Barken udnyttes medicinelt.

 

 

Ældgamle østlige plataner, Pahalgam, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel, delvis brændt østlig platan uden for Topkapi-paladset (Topkapı Sarayı), Istanbul, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne østlige platan nær landsbyen Pahalgam, Kashmir, Indien, står med pragtfuldt efterårsløv. De slanke træer med gule blade er popler (Populus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018
Et metro-tog passerer en stor østlig platan i Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Skipper kigger ud fra en gammel, hul østlig platan, vestlige Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus x acerifolia Almindelig platan
Dette træ, som plantes i byer overalt i Nordeuropa, er en krydsning mellem østlig platan og østamerikansk platan. Nogle kilder angiver, at den opstod i 1600-tallet i Spanien, hvor man havde plantet de to arter side om side. Andre peger på det kongelige Tradescant-arboret i det sydlige London, hvor John Tradescant den Yngre (1608-62) var ansat som gartner. Både P. occidentalis og P. orientalis nævnes som voksende i dette arboret, så muligvis opstod hybriden først her. På engelsk kaldes den da også for London plane tree.

 

 

Denne smukke række af almindelig platan findes ved Gjorslev Gods på Stevns. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På Gråbrødre Torv i København findes en stor almindelig platan, som blev plantet i 1907. Den er i dag et stort, smukt træ med en vældig krone. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel almindelig platan med gule laver, Boller Slotspark, Horsens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus racemosa Californisk platan
Dette store træ, op til 35 m højt, er hjemmehørende fra det nordlige Californien mod syd til det nordlige Baja California. Det vokser på fugtige steder, langs floder og omkring kildevæld.

Stammen er op til 1 m i tværmål, normalt delt i to eller flere stammer, hver med mange grene. Den flerfarvede bark kan være hvid, lysebrun eller grålig-lyserød på yngre træer, men bliver mørkere på ældre træer. De hånddelte blade, op til 25 cm lange og brede, har 3-5 spidse flige. Arten er løvfældende, og bladene bliver smukt gyldne eller orange om efteråret. Den kugleformede frugt er op til 1 cm i diameter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘i klynger’, hvilket sigter til blomsterstanden, som er en top.

 

 

Denne californiske platan i Cleveland National Forest, Californien, er stærkt inficeret med ege-mistelténe (Phoradendron villosum). Denne og mange andre parasitiske planter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus wrightii Arizona-platan
Denne art er udbredt i det sydlige Arizona, det vestlige New Mexico og det nordlige Sonora og Chihuahua, med en pletvis forekomst mod syd til Sinaloa. Artens vigtigste habitater er flodbredder og kløfter. i højder mellem 600 og 1800 m.

Den kan blive op til 25 m høj, med en lige stamme, som er broget, da den ydre bark ofte skaller af og åbenbarer den indre hvide bark. De hånddelte blade, op til 30 cm lange, har 3-5 dybe, op til 15 cm brede flige, margin helrandet eller med små tænder. Blomsterne er røde, enlige eller hængende klynger. Frugterne er brune, indtil 3 cm i tværmål. De bliver lådne sent på efteråret, hvilket skyldes, at der sidder et tot lange hår ved basis af hver nød.

Artsnavnet hædrer den amerikanske botaniker Charles Wright (1811-85), en ivrig indsamler af planter, som især arbejdede i Connecticut, Texas og Cuba.

 

 

En gammel Arizona-platan, fotograferet i Catalina-bjergene, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhamnaceae Vrietornfamilien

 

Ziziphus
Denne slægt, som omfatter omkring 40 arter af tornede buske eller små træer, er udbredt i varmere egne kloden rundt. Nogle arter er løvfældende, andre stedsegrønne. Bladene er helrandede med 3 prominente nerver. De gulgrønne blomster er små og uanselige, frugten er en gulbrun, rød eller sort stenfrugt, kugleformet eller aflang, indtil 5 cm lang, hos nogle arter med en meget sød smag.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zizyphon, som måske er lånt fra zizafun, det persiske navn på Z. lotus.

 

Ziziphus mauritiana Indisk brystbær, jujube
Dette mindre træ, eller til tider blot en stor busk, er sandsynligvis hjemmehørende i Indien og Sydøstasien, men er blevet dyrket mange andre steder gennem mere end 4000 år og er blevet naturaliseret i talrige lande, fra det sydlige Afrika gennem Mellemøsten til Kina, og desuden i Australien og på Stillehavsøerne. Den betragtes som invasiv i det nordlige Australien, hvor den er en trussel mod miljøet.

Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Den er meget rig på c-vitamin. Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. I Ethiopien anvendes frugterne som fiskegift. Blomsterne yder honning.

Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof. Arten er også meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er årsagen til navnet brystbær. Den medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet hentyder til Mauritius, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

Her ses et ca. 475 år gammelt jujube-træ i sikhernes hellige tempel Hari Mandir, populært kaldt ‘Det Gyldne Tempel’, som ligger i byen Amritsar, Punjab, nordvestlige Indien. Dette træ siges at have helbredende kraft, og kvinder, som ønsker sig en søn, fastgør tøjstykker i barken som offergave. – Hari Mandir er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indien 1997: Sikhernes gyldne tempel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Cotoneaster Dværgmispel
En stor slægt med omkring 230 arter af træer, buske og dværgbuske, som er hjemmehørende i subarktiske og tempererede områder i Eurasien, mod syd til Nordafrika, Arabien, Indien og det nordlige Indokina, med kærneområde i Himalaya og bjergområder i det sydvestlige Kina.

De fleste arter har hvide blomster, nogle lyserøde eller røde. Frugten er en bærlignende kærnefrugt, som består af den opsvulmede blomsterbund, der omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er afledt af latin cotonium, en forkortelse for cydonium malum, ‘æblet (eller kvæden) fra Kydonia’, en by i Oldtidens Grækenland, beliggende på nordkysten af Kreta, nær den nuværende by Chania.

Det danske navn dværgmispel er selvfølgelig misvisende for de arter, som er træer og større buske. Det er opstået, fordi de to danske arter, rød bærmispel (C. scandinavicus) og sort bærmispel (C. nigra) er dværgbuske.

 

Cotoneaster frigidus
De fleste arter af dværgmispel er dværgbuske eller buske under 2 m høje, men denne løvfældende art bliver undertiden op til 10 m høj. De kortstilkede blade er elliptiske eller bredt lancetformede, indtil 12 cm lange og 4,5 cm brede, som unge uldhårede på undersiden, senere glatte, tilspidsede, afsmalnende mod basis. Blomsterstandene er tætte klynger med op til 40 blomster, hver op til 7 mm i diameter. Frugten er skarlagenrød, ellipseformet, indtil 5 mm lang.

Den er udbredt i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2200 og 3400 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal spises frugten som blodrensende middel.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i kolde egne’.

 

 

Hvor den lades i fred, kan Cotoneaster frigidus blive høj og meget tyk, som disse to individer nær Thangshyap, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus Kirsebær, blommer, slåen etc.
En stor slægt med omkring 340 arter af løvfældende træer og buske, udbredt overalt på kloden, med undtagelse af polar-regionerne, Australien og nogle ørkenområder i Afrika.

Frugten er en stenfrugt med et kødfuldt lag, der omslutter en hård sten med et enkelt frø.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af prounos, det oldgræske navn på blommetræet.

 

Prunus avium Fuglekirsebær
Det oprindelige udbredelsesområde for fuglekirsebær var sandsynligvis fra Frankrig gennem Europa til Kaukasus, men på et tidligt tidspunkt blev den dyrket i talrige lande verden rundt, i Europa mod nord til Danmark og Sydsverige. Fund af arten i danske møddinger fra Vikingetiden (men ikke i ældre møddinger) antyder, at den blev indført på denne tid. I dag er den ganske almindeligt forvildet i hele landet.

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af græsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Artens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Gammel flerstammet fuglekirsebær, Holckenhavn Fjord, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus cerasifera Mirabel, myrobalan
Dette lille træ, op til 12 m højt, er oprindeligt vildtvoksende i Sydøsteuropa og det vestlige Asien, men på grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

Mirabel-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

Hvor mirabel-træer lades i fred, kan de opnå en anselig stammetykkelse, som dette ældgamle eksemplar i Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus serotina Glansbladet hæg
Et mellemstort træ, der undertiden kan blive op til 24 m højt. De glinsende blade er ovalt-lancetformede, indtil 13 cm lange, med fint tandet rand. De bliver gule eller røde om efteråret. Arten er udbredt fra det østlige Canada mod syd gennem det østlige USA og Mexico til Guatemala, med en isoleret forekomst i British Columbia og Washington State.

Den er blevet plantet vidt og bredt i Europa, og tillige i Sydafrika, og da den nemt etablerer sig i skygge, har den nemt ved at sprede sig. Mange steder i Europa optræder den invasivt, og specielt i naturtyper som heder og overdrev udgør den en trussel mod oprindelige plantearter. Blade og bark er giftige, og i Sydafrika betragtes arten som en af de førende årsager til kvægsygdomme.

 

 

En stor glansbladet hæg, Planting Fields Arboretum, Long Island, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sorbus Røn
Omkring 100 arter af løvfældende træer og buske, hjemmehørende i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle.

Bladene er helrandede, fligede eller snitdelte. Blomsterne sidder i klynger, og kærnefrugten omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rønnetræer, med rod i indoeuropæisk sor (‘rød’), hvilket sigter til frugtfarven hos de fleste arter.

Det danske navn er afledt af reynir, det oldnordiske navn på almindelig røn, beslægtet med rauðr (‘rød’), hvilket ligeledes sigter til frugtfarven.

 

Sorbus aucuparia Almindelig røn
Almindelig røn er et lille træ, som undertiden kan blive op til 15 m højt. Bladene er snitdelte. Arten er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien, fra Madeira og Island mod øst gennem størsteparten af Europa til Chukotka og Kamchatka, mod syd til Middelhavet, det nordlige Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Xinjiang, samt det nordøstlige Kina.

Rønnens rolle i europæisk folketro og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Gamle individer af almindelig røn, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sorbus intermedia Seljerøn
Dette mindre træ, der bliver op til 15 m højt, er en naturligt opstået hybrid med gener fra almindelig røn (ovenfor), tarmvrid-røn (S. torminalis), samt muligvis akselrøn (S. aria).

Seljerøn er mest almindelig i det sydlige Sverige, med spredte forekomster i Estland, Letland, det sydvestlige Finland og det nordlige Polen. Den er også vildtvoksende mellem klipperne på Bornholm, hvilket har givet anledning til et andet dansk navn, bornholmsk røn. Den er desuden meget almindeligt plantet langs veje og i hegn andre steder i landet.

 

 

Denne gamle seljerøn nær Ry blev sikkert bidt ned af et rådyr eller på anden måde beskadiget, mens den var ung, siden den på et tidligt tidspunkt satte så mange sidegrene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel, asp
Denne slægt rummer omkring 60 arter af løvfældende træer, hvoraf nogle bliver op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. De er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina. Mange arter dyrkes andre steder som prydtræer eller til produktion af tømmer.

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

 

Gamle popler af en uidentificeret art, mellem Raetihi og Ore-Ore, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Populus ciliata Himalaya-poppel
Et massivt træ op til 20 m højt, med en stor og udbredt krone. Barken på yngre træer er grønlig-grå og glat, gråbrun og furet på ældre individer. Kvistene er brune, hårløse, bladknopper ovale, klæbrige, glatte, indtil 2 cm lange, med brune og skinnende skæl. Bladstilken er indtil 13 cm lang, bladplade oval eller hjerteformet, langt tilspidset, indtil 25 cm lang og 15 cm bred, fint savtakket i randen. Blomsterne er grønlige, hanlige rakler indtil 10 cm lange, dækblade omvendt lancetformede, med håret rand, hunlige rakler indtil 30 cm lange. Frøene er dækket af lange silkehår.

Denne art vokser i skove, langs floder og i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem den nordlige del af Himalaya og det sydlige Tibet til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen i Kina.

Den er almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles til foder. I Nepal smøres en pasta af barken på hævede muskler.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det kan hentyde til bladstilken, undersiden af bladene, dækbladene eller frøene.

 

 

Muktinath-templet ligger i en lund af gamle Himalaya-popler i Jhong-floddalen, Mustang, Nepal. Dette tempel, som er tilegnet hinduguden Vishnu, er beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Populus x canadensis Landevejs-poppel
Dette træ er en hybrid mellem sortpoppel (P. nigra), som er hjemmehørende i Europa, det sydvestlige og centrale Asien, samt Nordafrika, og Virginia-poppel (P. deltoides), som er vildtvoksende i USA, det sydøstlige Canada og det nordøstlige Mexico. Det plantes meget almindeligt verden rundt, ofte langs veje, hvilket er årsagen til dens danske navn.

 

 

Ib og Marianne Krag Petersen vandrer ad en vej med stynede landevejs-popler nær Skøvlebjerg, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stynede landevejs-popler oplyses af morgensolen, Lyø, Sydfynske Øhav. Træet i forgrunden minder om et gabende uhyre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en gammel landevejs-poppel, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Populus × canescens Gråpoppel
Denne hybrid mellem sølvpoppel (P. alba) og bævreasp (P. tremula) kan opnå en højde omkring 40 m, med en stammediameter over 1,5 m. Den fornyes gennem rodskud og spirer villigt fra grene, som stikkes i jorden, blot der er nok væde.

 

 

Stammen af en gammel gråpoppel, østlige Fyn. Forrest ses en ung eg (Quercus robur). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salix Pile
En stor slægt med omkring 500 arter af løvfældende træer, buske og dværgbuske, udbredt i arktiske, subarktiske og temepererede egne på den nordlige halvkugle, nogle få på den sydlige halvkugle. Ikke færre end ca. 275 arter findes i Kina, hvoraf 189 er endemiske.

Blomsterstandene er oprette rakler med talrige små blomster samlet omkring en længdegående akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. De bestøves af bier og andre insekter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for piletræer. Det er beslægtet med ordet sal, som betyder salt, men ordets oprindelige betydning var ’grå’ eller ’smudsig’. Salt var jo tidligere ikke så hvidt, som vi ser det i dag, men smudsiggråt – som farven på barken af gråpil (S. cinerea).

Det danske navn kommer af oldnordisk pill, der muligvis hentyder til de pilformede blade hos nogle pilearter.

 

Salix caprea Seljepil
Et mindre, men kraftigt træ, som ofte når en højde af 10 m, sjældent 13 m. Det er hjemmehørende i størsteparten af Europa og videre mod øst gennem det sydlige Sibirien til Centralasien, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og Xinjiang.

I naturen bliver de fleste pilearter ikke gamle. Allerede i en alder af omkring 50 år begynder seljepilen at henfalde. Da de dyrkede marker på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord blev fredet i 1929, invaderede en mængde plantearter de følgende år de opgivne marker, bl.a. seljepil, der netop er en typisk pionérplante. På grund af egnede vækstbetingelser på de nyforladte marker kunne mange af disse seljepile vokse sig store og flerstammede. Langt de fleste af dem er nu segnede af alderdom.

Gennem 38 år fulgte jeg henfaldet af en sådan gammel seljepil på Vorsø, beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den gamle seljepil på Vorsø.

Artsnavnet kommer af latin caper (’gedebuk’) eller capra (’hunged’). Det hentyder til, at geder gerne æder løv og kviste af denne art. Forstavelsen selje er et gammelt nordisk navn på pilearter – på norsk hedder seljepil blot selje, mens gråpil hedder gråselje. Selje er afledt af Salix, se ovenfor under slægtsnavn.

 

 

Ældgammel, delvis udgået seljepil med mospuder på den nedre del af stammerne, Karlsø, nær Bryrup Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salvadoraceae

 

Salvadora
En lille slægt med 5 arter, udbredt i Afrika, Madagascar, Arabien, Mellemøsten og det Indiske Subkontinent, inklusive Sri Lanka.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den spanske apoteker og botaniker Juan Salvador y Bosca (1598-1681), der indsamlede dyr og planter omkring den vestlige del af Middelhavet.

 

Salvadora oleoides
Dette lille træ med hængende grene, som bliver indtil 6 m højt, er almindeligt i tørre egne i det sydlige Iran, det sydlige Pakistan, det nordvestlige Indien, samt Yemen.

Frugten er spiselig og sød, og er rig på kalcium. Den kan dog irritere slimhinderne, idet den kan fremkalde en kildrende fornemmelse eller blæner. Planten udnyttes medicinelt, frøolien og bladene mod rheumatisme, bladene tillige mod hoste, mens frugten anvendes mod forstørret milt, rheumatisme, svulster, feber, samt nyre- og galdesten. Veddet udnyttes til bygninger, landbrugsredskaber og både, og lokalt er det en vigtig brændselskilde.

På hindi kaldes arten for pilu, og den optræder i den episke fortælling Mahabharata, i Karna Parva, kap. 30, v. 24: “Hvornår skal jeg mon være blandt de kvinder, som spiser kager og kødboller og boller af bygmel, blandet med skummetmælk, i skovene med mange behagelige stier blandt bevoksninger af sami og pilu og karira!” (Sami, også stavet shami, refererer til Prosopis cineraria, og karira til Capparis decidua).

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Olea’ (oliventræet). Hvad det hentyder til er uklart.

En nær slægtning, S. persica, kaldes for tandbørstetræ. I århundreder har denne arts kviste været anvendt som en naturlig tandbørste.

 

 

Et ældgammelt, kroget eksemplar af Salvadora oleoides, Thar-ørkenen, nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Førhen udgjorde lønne en særskilt familie, Aceraceae, der nu betragtes som tilhørende Hippocastanoideae, en underfamilie i sæbetræfamilien.

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på lønnetræer, hlynr.

 

Acer campestre Navr
Et middelhøjt træ, indtil 25 m, hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra England, Danmark og Sydsverige mod syd til Middelhavet, det nordlige Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Det er indført mange andre steder. I Danmark er det kun vildtvoksende i den sydøstlige del af landet, men er almindeligt plantet i det øvrige land.

Artsnavnet er afledt af latin campus (‘mark’ eller ‘slette’), hvilket sandsynligvis sigter til, at denne art ofte vokser i åbne områder.

 

 

Gamle navr, Gulstav Skov, Langeland (øverst), samt naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer platanoides Spidsløn
Spidsløn er hjemmehørende i Europa, hvor den findes fra det sydlige Skandinavien mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, mod øst til Ukraine, og derfra mod syd til Kaukasus og Tyrkiet.

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv i mange af de østlige stater. Af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

Om efteråret antager løvet en knaldgul farve.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Platanus‘ (plataner), hvilket hentyder til de skarpe bladafsnit, i lighed med bladene hos østlig platan (Platanus orientalis, ovenfor).

 

 

Denne ældgamle spidsløn vokser i en park i Ystads gamle bydel, Skåne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer pseudoplatanus Ahorn, ær
Ahorn er hjemmehørende i Centraleuropa, men blev indført til De Britiske Øer allerede omkring 1500 og er nu meget almindelig dér. Den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika. I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet.

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er detaljeret beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘ (plataner), hvilket sigter til, at bladene minder om disse træers blade.

 

 

Den furede bark på stammen af en gammel ahorn, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en gammel ahorn med vedbend (Hedera helix), Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en gammel ahorn, Balmaha, Loch Lomond, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer rubrum Rødløn
Et af de mest talrige og udbredte løvtræer i det østlige og centrale Nordamerika, udbredt fra Newfoundland mod syd til Florida, mod vest til Manitoba, Minnesota og det østlige Texas. Det er meget tilpasningsdygtigt og vokser i mange forskellige jordbundstyper, lige fra sumpe til tørre områder, samt fra havniveau til omkring 900 meters højde.

Denne art er berømt for sit særdeles farvestrålende efterårsløv, som undertiden antager skarlagenrøde, orange og gule farver på ét og samme blad. Billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rød’). Ikke kun efterårsløvet er rødt, også nye blade og blomster (eksempler kan ses på siden Hyldest til farven rød).

 

 

Gammel rødløn, Acadia Nationalpark, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aesculus Hestekastanje
Disse træer er hjemmehørende i tempererede egne af den nordlige halvkugle, med én art i Europa, ca. 10 arter i Asien, samt 7 arter i Nordamerika.

Slægtsnavnet er det latinske navn på vintereg (Quercus petraea, se Fagaceae ovenfor), som muligvis er afledt af aigilops, det græske navn på en egeart med spiselige agern. Da frugterne af hestekastanje er giftige, er det lidt af et mysterium, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Aesculus. Det skal dog siges, at frømelet er spiseligt, efter at frugterne er blevet kogt, og dette mel blev førhen anvendt som kvæg- og hønsefoder.

Det danske navn kommer af det græske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på almindelig hestekastanje, at kestanesi, hvilket sigter til, at frugterne tidligere blev anvendt til at kurere lidelser hos heste, bl.a. rigeligt med luft i tarmene.

En amerikansk art i slægten, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, mens indisk hestekastanje (A. indica) præsenteres på siden Hyldest til farven gul.

 

Aesculus hippocastanum Almindelig hestekastanje
På et tidligt tidspunkt blev denne art, som i sin tid kun var vildtvoksende på Balkan, indført til størsteparten af det øvrige Europa, til Tyrkiet, hvor den i dag er et fremtrædende element i Istanbul, samt til Nordamerika.

Artsnavnet kommer af det græske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på planten, se under slægten ovenfor.

 

 

Allé af hestekastanje i aftensol, Skovsgaard, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bark på gamle hestekastanjer, Lillemølle, syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koelreuteria
Det naturlige udbredelsesområde for denne slægt med 3 arter er Kina, Korea, Taiwan, det nordlige Vietnam, samt Fiji-øerne, men dens medlemmer dyrkes mange andre steder på grund af de pragtfulde blomsterstande.

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Joseph Gottlieb Kölreuter (1733-1806), som var professor i naturhistorie i Karlsruhe.

 

Koelreuteria elegans Gyldent flammetræ
Dette mindre træ, der bliver op til 17 m højt, har fået navn efter sine pragtfulde gyldne blomsterstande. Et af artens engelske navne er golden-rain tree, og på afstand kan blomsterstandene da også minde om ‘gylden regn’. De er vist på billeder på siden Hyldest til farven gul.

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Underarten formosana plantes meget almindeligt som vejtræ i tropiske og subtropiske områder verden over. Den er forvildet adskillige steder og betragtes som invasiv i bl.a. det østlige Australien og Hawaii.

Om efteråret er dette træ også attraktivt, når det åbenbarer et væld af rødlige, purpurfarvede eller gullige frugter, vist på siden Efterår i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

Gyldent flammetræ plantes ofte som bytræ i Taiwan. Dette billede fra Taichung viser et gammelt individ med afskallende bark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapotaceae

 

Madhuca
En stor slægt med omkring 120 arter af træer, som er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien og Ny Guinea.

Slægtsnavnet er afledt af hindi madhu (‘honning’), hvilket sigter til, at der høstes honning fra blomsterne af M. longifolia (nedenfor).

 

Madhuca longifolia
Dette løvfældende træ, lokalt kaldt for mahua, mowrah, mohulo, iluppai eller vippa chettu, udgør et vigtigt element i tropiske skove i størsteparten af det nordlige, centrale og sydlige Indien.

Det bliver indtil 20 m højt, med en stammediameter op til 80 cm, bark grå eller rødbrun, tyk og furet på ældre individer. Bladene er elliptiske eller aflange, op til 20 cm lange. De fleste af dem er kastet mellem februar og april, og på denne tid kommer de moskusduftende blomster frem, siddende i klynger yderst på grenene eller i bladhjørnerne. Blomsterstilkene er stærkt hårede, grønne eller lyserøde, til omkring 5 cm lange, kronen kugleformet, tyk, cremefarvet. Frugten er grøn, ægformet, bærlignende, indtil 5 cm lang.

Blomsterne er spiselige og udgjorde engang et vigtigt fødeemne for adskillige stammefolk. De yder honning, der fremstilles marmelade af dem, og et afkog af dem indtages mod diverse lidelser. De gæres også til fremstilling af en alkoholisk drik, kaldt mahua, der udgør en vigtig del af traditionelle fester. Frugten er et vigtigt fødeemne for stammefolk i Odisha.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blade’.

 

 

En hellig lund af Madhuca longifolia, Kokkare Belur, nær Mysore, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Taxaceae Taksfamilien

 

Taxus Taks
Denne slægt, som omfatter ca. 12 arter af stedsegrønne nåletræer, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mod syd til Costa Rica, Nordafrika, Himalaya og Indonesien.

Disse træer har rødlig bark, som ofte skaller af i store flager. Nålene er linjeformede, flade, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, op til 4 cm lange og 3 mm brede. Koglerne er kraftigt modificerede, idet de kun indeholder et enkelt frø, omgivet af et mørkerødt, saftigt, bæragtigt lag, som er spiseligt. Selve frøet er dog meget giftigt.

Slægtsnavnet og det danske navn er afledt af det oldpersiske ord for disse planter, taxs (‘bue’), hvilket sigter til, at perserne, og også skyterne, fremstillede buer af dets ved – og tillige danskerne, se nedenfor.

 

Taxus baccata Almindelig taks
Denne art er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, det sydvestlige Asien samt det nordlige Iran. I Himalaya erstattes den af nærtstående arter, der tidligere blev betragtet som underarter af almindelig taks.

I den nordiske gudetro blev taksen betragtet som bolig for krigsguden Ull, der var en fremragende bueskytte. Buer blev fremstillet af taksens ved. Disse buer kaldtes dan, og den dominerende stamme i Folkevandringstiden var danerne, navngivet efter de langbuer, de benyttede. Dette folk underlagde sig de øvrige stammer og kaldte deres land Danmark (’Danernes Land’).

Dette træ kan leve overordentlig længe, måske op mod 2000 år. Et gammelt eksemplar er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

Artsnavnet er latin og betyder ’med bær’, afledt af bacca (’bær’).

 

 

Aftenlys på stammen af en kæmpemæssig taks, ca. 1600 år gammel, Alton Priors, Wiltshire, England. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en anden meget gammel taks, Glendalough, Irland. Til højre klynger en udgået vedbend (Hedera helix) sig til stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tetramelaceae

 

Tetrameles nudiflora
Dette store regnskovstræ, som er slægtens eneste medlem, er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien, Ny Guinea og det nordøstlige Australien.

Det bliver ofte op til 45 m højt, undertiden til 60 m, og ældre træer har store brætrødder, der kan blive op til 6 m høje. Barken er grå og ofte skinnende. De stilkede blade er hjerteformede, undertiden afrundede, op til 26 cm lange og 20 cm brede, tilspidsede, margin tandet. Både hanlige og hunlige blomster sidder på indtil 20 cm lange aks.

Arten er løvfældende og står uden blade i flere måneder, i Indokina ofte mellem januar og april, i Australien mellem oktober og december.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tetra (‘fire’) og melos (‘dele’), hvilket sigter til, at blomsten har 4 bægerblade. Artsnavnet er latin og betyder ‘med nøgne blomster’.

 

 

Som det fremgår af disse billeder, er mange af Khmer-ruinerne i Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia, omklamret af rødderne af kæmpemæssige individer af Tetrameles nudiflora. Andre billeder fra dette imponerende område kan ses på siden Henfald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Khmer-børn samler spiselige frø blandt rødderne af en stor Tetrameles nudiflora, Ta Prohm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Welwitschiaceae

 

Welwitschia mirabilis
Denne art, som er begrænset til Namib-ørkenen i det vestlige Namibia, er den eneste overlevende repræsentant for en urgammel familie af koglebærende planter, fjernt beslægtet med nåletræer.

Faktisk er Welwitschia et træ, men det meste af det er underjordisk, og rødderne rækker ned til vand 20 m eller mere under ørkenens overflade. Denne bemærkelsesværdige plante er nærmere beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

Denne Welwitschia, som blev fotograferet nær Swakopmund, er omkring 1500 år gammel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juni 2016)

 

(Senest opdateret maj 2024)