Gamle og store træer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage havde de fleste et ganske andet syn på disse gigantiske skabninger. Overalt på kloden er kæmpemæssige arealer med årtusindgammel skov blevet ryddet uden skånsel af tømmerindustrien eller for at bane vej for agerland eller byer.

Selv i dag er der veluddannede mennesker, som ikke sætter pris på gamle træer. Forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) fortalte mig engang om en hændelse, der fandt sted i den landsby, han boede i på Samsø. Foran stuehuset på en af de lokale gårde voksede en kolossalt stor hestekastanje (Aesculus hippocastanum). En dag bemærkede Bjørnvig, at træet var blevet fældet, og han spurgte ejeren, hvorfor det var sket. Dette var hans svar: “Dét træ har længe været en torn i øjet på mig!”

Nedenfor er en lang række træer omtalt, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien. Artsnavnet er latin og betyder ‘udskiller storaks’ (harpiks).

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag findes det største kauritræ i Waipoua Forest. Det kaldes for Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), hvilket hentyder til Tane, maoriernes gud for træer og fugle. Højden af dette majestætiske træ er omkring 46 m, omkredsen af stammen er ca. 15.5 m, og dets volumen er anslået til 516 m³. Førhen kendte man til endnu større kauritræer. Det største, man har registreret, blev kaldt for The Great Ghost (‘Det Store Spøgelse’). Det var ca. 8.5 m i diameter og havde en omkreds på ca. 26.9 m. Det blev destrueret under en skovbrand omkring 1890.

Da maorierne bosatte sig i New Zealand for ca. 700 år siden, påbegyndtes en beskeden udnyttelse af kauritræer. Tømmeret blev anvendt til husbyggeri og kanoer, samt til udskæringer. Kauritræer udskiller en harpiks gennem revner i stammen, og gennem årene ophobes store mængder af den i skovbunden. Maorierne udnyttede denne harpiks til at tænde bål, og de tyggede den også, efter at den var blevet opblødt i vand og blandet med mælkesaften fra almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde skove startede, da europæerne bosatte sig i New Zealand i 1700- og 1800-tallet. Søfolk fandt, at stammerne af unge kauritræer var glimrende som master og rundholte, og nybyggerne anvendte tømmeret fra ældre træer til husbyggeri. Harpiksen blev også udnyttet i fremstillingen af fernis og andre produkter. Den blev skaffet gennem at grave i jorden neden for træerne eller, hvad der var langt mere destruktivt, gennem at forbløde levende træer. Store arealer af kauriskov blev fortsat fældet til fordel for landbrugsland frem til så sent som midten af 1900-tallet.

Man har vurderet, at kauriskovene førhen dækkede et areal på mellem 10,000 og 15,000 km² (altså hvad der svarer til en tredjedel af Danmarks areal). I dag eksisterer kun en minimal brøkdel af dette kæmpemæssige område, ca. 70 km², hvilket svarer til 0,5% af det oprindelige areal.

Nu trues kauritræerne af en sygdom, som kaldes kauri dieback, forårsaget af en svamp, Phytophthora agathidicida, som angriber træerne gennem deres rodsystem, der ligger nær jordoverfladen, og til slut slår dem ihjel. Der kendes ingen kur for denne sygdom, og dens spredning kan kun hæmmes, hvis man begrænser færdsel omkring træernes rødder. (Kilde: doc.govt.nz/nature/native-plants/kauri)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rødel er også omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

Tegneren og forfatteren Claus Bering (1919-2001) sad engang på sin terrasse og skrev, og fra et stort birketræ dalede en mængde frø og frøskæl ned i hans hår og kaffe. Han blev nysgerrig efter at vide, hvor mange frø et sådant stort træ producerer, så han udvalgte en kvist med gennemsnitlig frugtbarhed. Der var 12 hunrakler på den. Han plukkede disse 12, pillede dem fra hinanden, og talte antallet af frø i hver enkelt af dem. Der var i gennemsnit 350 frø i raklerne. Derefter talte han grenene på træet, omkring 50, hver med gennemsnitligt 32 kviste. Altså var regnestykket 50x32x12x350 = 6.720.000 frø. Et imponerende antal!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

På siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst findes en beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som et resultat af den kinesisk-japanske krig i 1894 blev Taiwan overdraget til Japan og blev siden japansk koloni. I 1912 påbegyndte den japanske regering en storstilet fældning af ædelcypresser i Alishan-området, og strækninger i større højder, hvor Alishan-jernbanen i dag fører igennem, var engang fuldstændig dækket af cypres-skove.

Snart påbegyndtes træfældning også i skovene på Taiping Shan, Ilan County, og Pahsien Shan, Nantou County, og senere kom turen til andre områder. En endeløs strøm af cypres-stammer blev bragt ud af disse områder, hvorefter de blev sejlet til Japan for bl.a. at blive anvendt som søjler i shinto-templer.

Et tidligt skøn siger, at inden fældningen påbegyndtes, fandtes der omkring 20 millioner ældgamle ædelcypresser i Taiwan. Af de ca. 300.000 ædelcypresser i Alishan, som var over 1000 år gamle, findes der i dag kun nogle få, der vokser spredt i plantager af japansk rød ceder (Cryptomeria japonica).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde træer fortsatte også, efter at japanerne forlod Taiwan i 1945 – faktisk helt frem til 1989. I dag er de eneste større områder med gamle ædelcypresser skovene på Hsiukulan Shan, i det centrale Taiwan, samt på Chilan Shan, Ilan County. (Kilde: Chang Chin-ju, Ancient Giants of the Forest – Taiwan’s False Cypresses)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedet herunder viser en lund af kæmpestore Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. Disse storslåede træer er hellige for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af den animistiske bon-religion, hvor man tilbad markante træer, sten m.m. Denne tro dominerede i Centralasien inden buddhismens indtog. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

New Zealand-ceder blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

 

 

 

 

 

Denne opdagelse forårsagede stor sensation i botaniske kredse verden rundt, og arten blev døbt ‘et levende fossil’. Den er et stort træ, op til 50 m højt, som er blandt de få nåletræer, der kaster deres løv om vinteren. I dag dyrkes arten som prydtræ kloden rundt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen John Muir: His Life and Letters and Other Writings (redigeret af T. Gifford, Mountaineers Books, 1996) kan man læse følgende citat fra 1870 af den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Betragt Kongen i al hans vælde, Kong Sequoia! Se! Se! er alt hvad jeg kan sige. For nogen tid siden tog jeg af sted til Sequoia og har siden opholdt mig ved hans fod, hvor jeg har fastet og bedt om lys, for er han ikke det største lys i skovene, i hele verden? Hvor finder man sådanne lyssøjler, følelige, tilgængelige, jordiske?”

De fleste mennesker dengang delte ikke Muirs entusiasme. Selv om deres ved er fibrøst og skørt, og dermed lidet egnet som bygningstømmer, blev tusinder af disse storslåede træer skånselsløst fældet mellem 1880’erne og 1924, selv om deres kommercielle værdi var yderst ringe. De tunge træer smadredes ofte, når de ramte jorden, og det er blevet estimeret, at så lidt som halvdelen af tømmeret kom til nytte. Veddet blev mest anvendt til tækkespån og stolper, ja selv tændstikker. – At tænke sig! Fra storslået træ til tændstik!

I dag er arten heldigvis strengt fredet, og nogle få pragtfulde bevoksninger er blevet bevaret.

Andre billeder af disse imponerende træer kan ses på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er et af de vigtigste tømmertræer i Sydøstasien. Det udnyttes alt for overdrevet og er desuden truet af tab af levesteder. På IUCNs rødliste over truede arter er den angivet som stærkt truet. Harpiksen er vidt anvendt inden for traditionel medicin, samt til lakering af træ og som tætningsmiddel i både. Blandet med bivoks benyttes den i bandager til betændte sår. Barken af unge træer indtages mod rheumatisme og leverlidelser, og den fodres til kvæg for at stimulere deres appetit.

 

 

 

 

 

 

 

 

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

Andre akacie-arter er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum*, thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium** illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne nedenfor viser forskellige typer af gamle bøge, og andre billeder kan ses på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det store eksemplar af Quercus floribunda på billedet herunder, fotograferet i Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Nordindien, er helligt for lokalbefolkningen. Man har indsamlet sten og langt dem i en halvcirkel omkring træet, og på en af stenene er placeret en buket rhododendron-blomster som offergave. Man hamrer også mønter ind i barken som offergave for at få held og lykke. Denne praksis er en rest af den animistiske bon-tro, hvor man tilbad markante træer, sten m.m.. Denne religion dominerede i Himalaya inden hinduismens indtog. Dette emne behandles yderligere på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familien er opkaldt efter den skotske flådekirurg Edward George Irving (1816-55), som var en ivrig indsamler af planter.who was an avid collector of plants.

 

Den ellipseformede frugt, op til 6 cm lang, kaldes på engelsk undertiden for wild almond (‘vild mandel’) eller barking deer’s mango (‘muntjak’ens mango’), hvilket hentyder til, at både frugtkød og frø er spiselige. Kødet har en sød smag, mens frøene er bedst ristede. Veddet anvendes som tømmer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er et kødfuldt bær, op til 3 cm langt, der i form minder om et agern. Den er et populært fødeemne for de endemiske laurbærduer på disse øer.

I gamle dage var dette træ helligt for Bimbacherne, de oprindelige indbyggere på øen El Hierro.

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘udstyret med et epicalyx’ (støtteblade under bægerbladene).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske folkenavne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket hentyder til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder. Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parklind kan blive meget gammel og meget stor, op til 50 m høj. Et ældgammelt eksemplar var Malmvik-linden, der blev plantet som et spædt skud ved godset Malmvik, nær Stockholm, i 1618. Dette træ levede i 381 år, indtil de sidste rester af det faldt under stormen i 1999. (Kilde: R. Bengtsson 2004. The Malmvik Lime: An Historical and Biological Analysis of the Oldest Documented Planting of Common Lime (Tilia x europaea L.) in Sweden. The Garden History Society. 32 (2), s. 188-96)

Den største parklind i England er nær Aysgarth, Yorkshire, som i 2009 var 26 m høj og havde en diameter på 2,95 m. (Kilde: O. Johnson 2011. Champion Trees of Britain & Ireland. Kew Publishing, Royal Botanic Gardens, Kew, London)

Småbladet lind er nærmere omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Linde-alléen i Vindeholme Skov.

 

 

 

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter, og dens mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pipal vokser ikke kun på træer, men slår også gerne rod i revner på bygninger. Den har brede, hjerteformede blade, som ender i en lang spids. Arten er hellig for buddhister og hinduer, hvilket fremgår af dens latinske artsnavn, samt et af de danske navne. Den er nærmere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art kan blive op til 25 m høj og har adskillige vidt forgrenede stammer. Dens naturlige udbredelsesområde er kystnære egne på Nordøen. Engang dannede den et ubrudt bælte langs kysten mellem de nuværende byer New Plymouth og Gisborne, men i 1990’erne havde opdyrkning og indførte skadedyr reduceret disse overdådige skove med over 90%. Dens stærke ved blev ofte anvendt til skibsbygning, da de holdbare, naturligt buede stammer kunne benyttes som forstærkning, hvor to forskellige flader mødtes. (Hovedkilde: en.wikipedia.org/wiki/Metrosideros_excelsa, hvor der findes en liste over andre kilder.)

 

 

 

 

 

 

Denne art er nærmere præsenteret på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Libanon-ceder nævnes adskillige gange i Det Gamle Testamente:

Moses bød jødiske præster at benytte barken af dette træ til behandling af spedalskhed. (3. Mosebog 14:1-4)

Profeten Esajas benyttede Libanon-ceder som metafor for menneskenes hovmod. (Esajas 2:13)

Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ. (Kilde: ourladyoflebanon-dc.org/histcedars.html)

Og endelig Højsangen, 5:15: ”Hans ben er som søjler af marmor på sokler af guld. Hans holdning er rank som de ædle cedertræer på Libanons bjerge.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse mærkværdige træer var børstekoglefyrre, en art, hvis forekomst er begrænset til højtliggende områder i det østlige Californien, Nevada og Utah. Bortset fra visse kloner, bl.a. en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder er vurderet til omkring 9400 år, er disse fyrre verdens ældste levende væsener, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre steder i Californien er arten blevet plantet i vid udstrækning, og desuden i bl.a. Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

 

 

 

Produkter af denne art anvendes også i folkemedicinen til behandling af en lang række lidelser, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn er efter den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

Et billede af en umoden kogle af Douglasgran findes på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan. Nogle nordamerikanske arter kaldes sycamores, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner dem hos ahorn (Acer pseudoplatanus), som på engelsk hedder sycamore maple.

Mere om plataner kan læses på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof. Arten er også meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er årsagen til navnet brystbær. Den medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Indisk brystbær er blevet naturaliseret i talrige lande, fra det sydlige Afrika gennem Mellemøsten til Kina, og desuden i Australien og på Stillehavsøerne. Den betragtes som invasiv i det nordlige Australien, hvor den er en trussel mod miljøet.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2200 og 3400 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal spises frugten som blodrensende middel.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i kolde egne’.

 

 

 

 

 

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af græsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Artens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Mirabel-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Seljerøn er også vildtvoksende mellem klipperne på Bornholm, hvilket har givet anledning til et andet dansk navn, bornholmsk røn. Den er desuden meget almindeligt plantet langs veje og i hegn andre steder i landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Naturligt bliver de fleste pilearter ikke gamle. Allerede i en alder af omkring 50 år begynder seljepilen at henfalde. Da de dyrkede marker på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord blev fredet i 1929, invaderede en mængde plantearter de følgende år de opgivne marker, bl.a. seljepil, der netop er en typisk pionérplante. På grund af egnede vækstbetingelser på de nyforladte marker kunne mange af disse seljepile vokse sig store og flerstammede. Langt de fleste af dem er nu segnede af alderdom.

Gennem 38 år fulgte jeg henfaldet af en sådan gammel seljepil på Vorsø, beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den gamle seljepil på Vorsø.

 

 

 

 

 

 

Frugten er spiselig og sød, og den er rig på kalcium. Den kan dog irritere slimhinderne, idet den kan fremkalde en kildrende fornemmelse eller blæner. Planten udnyttes medicinelt, frøolien og bladene mod rheumatisme, bladene tillige mod hoste, mens frugten anvendes mod forstørret milt, rheumatisme, svulster, feber, samt nyre- og galdesten. Veddet udnyttes til bygninger, landbrugsredskaber og både, og lokalt er det en vigtig brændselskilde.

En nær slægtning, Salvadora persica, kaldes for tandbørstetræ. I århundreder har denne arts kviste været anvendt som en naturlig tandbørste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En amerikansk art i denne slægt, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, mens indisk hestekastanje (A. indica) præsenteres på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne er spiselige og udgjorde engang et vigtigt fødeemne for adskillige stammefolk. De gæres til fremstilling af en alkoholisk drik, kaldt mahua, der udgør en vigtig del af traditionelle fester. Der fremstilles også marmelade af blomsterne, og at afkog af dem indtages mod diverse lidelser. Frugten udgør et vigtigt fødeemne for stammefolk i Odisha.

 

 

 

 

 

 

Et gammelt eksemplar af taks er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.