Gamle og store træer

 

 

Af en eller anden grund har denne stub af et kæmpestort træ fået lov til at blive stående midt i landbrugsland nær Ohakune, New Zealand. Stubben ’lever’ videre, idet adskillige buske har slået rod i toppen af den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chinese Hemlock Nature Trail er en natursti i en montan monsunskov i Taipingshan National Forest i det østlige Taiwan. Her fører stien hen under rødderne af et ældgammelt træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rodnettet på et væltet nåletræ, fotograferet med en meget vidvinklet linse (’fiskeøjeoptik’), Stora Sjöfallets Nationalpark, Lapland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svampe vokser på stammen af et brændt skovtræ, Silent Valley Nationalpark, Kerala, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gamle og store træer appellerer til de fleste mennesker. Stående under en gigantisk, knudret stamme, tusinder af år gammel, får mange af os til at føle stor ydmyghed.

I gamle dage havde de fleste et ganske andet syn på disse gigantiske skabninger. Overalt på kloden er kæmpemæssige arealer med årtusindgammel skov blevet ryddet uden skånsel af tømmerindustrien eller for at bane vej for agerland eller byer.

Selv i dag er der veluddannede mennesker, som ikke sætter pris på gamle træer. Forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) fortalte mig engang om en hændelse, der fandt sted i den landsby, han boede i på Samsø. Foran stuehuset på en af de lokale gårde voksede en kolossalt stor hestekastanje (Aesculus hippocastanum). En dag bemærkede Bjørnvig, at træet var blevet fældet, og han spurgte ejeren, hvorfor det var sket. Dette var hans svar: “Dét træ har længe været en torn i øjet på mig!”

Nedenfor er en lang række træer omtalt, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

Altingiaceae

 

Liquidambar styraciflua Virginsk ambratræ
Førhen var denne art placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er nu blevet overført til en særskilt familie. Den er hjemmehørende i det sydøstlige USA og findes også i bjergområder i det sydlige Mexico og Mellemamerika. Bladene er næsten stjerneformede, med 5-7 spidse flige, mens frugterne er kugleformede, hårde og piggede.

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien. Artsnavnet er latin og betyder ‘udskiller storaks’ (harpiks).

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret på siden Efterår.

 

 

Korkbølger på den dybt furede bark af virginsk ambratræ, Point of Rocks Park, Richmond, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien

 

Alstonia scholaris
Dette træ er udbredt i blandskove fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til det Indonesiske Ørige, Ny Guinea og det nordlige Australien. Bark og blade anvendes medicinelt mod bl.a. hovedpine, influenza, bronchitis og lungebetændelse, og af veddet fremstilles kister.

 

 

Barken af en stor Alstonia scholaris, Taichung, Taiwan. Arten plantes vidt og bredt på denne ø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aquifoliaceae

 

Ilex opaca Amerikansk kristtorn
Et mellemstort stedsegrønt træ, der kan blive op til 30 m højt. Stammens diameter er normalt under 50 cm, men kan undertiden blive op til 1,2 m. Arten er hjemmehørende i det sydøstlige USA, fra Massachusetts og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det østlige Oklahoma og det østlige Texas.

 

 

Stamme af amerikansk kristtorn med laver, Fire Island, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araucariaceae

 

Agathis australis Sydligt kauritræ
Udbredelsen af dette ikoniske træ er begrænset til den nordligste del af New Zealands nordlige ø. Denne art er blandt verdens største træer, idet den kan blive over 50 m høj og have en omkreds på op til 16 m. Skønt deres alder er vanskelig at vurdere, menes det, at de kan blive over 2000 år gamle. De tilhører en urgammel gruppe af træer, som opstod i Jura-tiden for mellem 190 og 135 millioner år siden.

I dag findes det største kauritræ i Waipoua Forest. Det kaldes for Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), hvilket hentyder til Tane, maoriernes gud for træer og fugle. Højden af dette majestætiske træ er omkring 46 m, omkredsen af stammen er ca. 15.5 m, og dets volumen er anslået til 516 m3. Førhen kendte man til endnu større kauritræer. Det største, man har registreret, blev kaldt for The Great Ghost (‘Det Store Spøgelse’). Det var ca. 8.5 m i diameter og havde en omkreds på ca. 26.9 m. Det blev destrueret under en skovbrand omkring 1890.

Da maorierne bosatte sig i New Zealand for ca. 700 år siden, påbegyndtes en beskeden udnyttelse af kauritræer. Tømmeret blev anvendt til husbyggeri og kanoer, samt til udskæringer. Kauritræer udskiller en harpiks gennem revner i stammen, og gennem årene ophobes store mængder af den i skovbunden. Maorierne udnyttede denne harpiks til at tænde bål, og de tyggede den også, efter at den var blevet opblødt i vand og blandet med mælkesaften fra almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde skove startede, da europæerne bosatte sig i New Zealand i 1700- og 1800-tallet. Søfolk fandt, at stammerne af unge kauritræer var glimrende som master og rundholte, og nybyggerne anvendte tømmeret fra ældre træer til husbyggeri. Harpiksen blev også udnyttet i fremstillingen af fernis og andre produkter. Den blev skaffet gennem at grave i jorden neden for træerne eller, hvad der var langt mere destruktivt, gennem at forbløde levende træer. Store arealer af kauriskov blev fortsat fældet til fordel for landbrugsland frem til så sent som midten af 1900-tallet.

Man har vurderet, at kauriskovene førhen dækkede et areal på mellem 10,000 og 15,000 km2 (altså hvad der svarer til en tredjedel af Danmarks areal). I dag eksisterer kun en minimal brøkdel af dette kæmpemæssige område, ca. 70 km2, hvilket svarer til 0,5% af det oprindelige areal.

Nu trues kauritræerne af en sygdom, som kaldes kauri dieback, forårsaget af en svamp, Phytophthora agathidicida, som angriber træerne gennem deres rodsystem, der ligger nær jordoverfladen, og til slut slår dem ihjel. Der kendes ingen kur for denne sygdom, og dens spredning kan kun hæmmes, hvis man begrænser færdsel omkring træernes rødder. (Kilde: doc.govt.nz/nature/native-plants/kauri)

 

 

Det største kendte kauritræ er Tane Mahuta (‘Skovens Herre’), som muligvis er over 1500 år gammelt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araucaria araucana Pehuén, chilensk abetræ
Storslåede skove af denne art ses mange steder i Parque Nacional Conguillio og nogle få andre steder i Andes, men iøvrigt er den stærkt truet. Dette træ og mange andre naturfænomener i Andesbjergene er beskrevet på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

Skov af pehuén, Parque Nacional Conguillio, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses Lars Skipper ved siden af en kæmpestor pehuén i Parque Nacional Conguillio, som kaldes Araucaria Madre (‘Abetræernes Moder’). Den er omkring 1800 år gammel, 50 m høj og har en diameter på ca. 2,1 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arecaceae

 

Phoenix canariensis Kanarisk daddelpalme
Som dens navn fortæller, er denne art endemisk på de Canariske Øer. Den bliver normalt indtil 20 m høj, undertiden op til 40 m, med snitdelte blade, der bliver indtil 6 m lange og med 80-100 småblade på hver side af bladstænglen. Frugten er en oval stenfrugt op til 2 cm lang, orange eller gul. Den er spiselig, men smager ikke af meget.

 

 

Gammel kanarisk daddelpalme, Barranco Mogán, Gran Canaria. De visne blade, som bliver siddende på stammen i flere år, er blevet hugget af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien

 

Alnus glutinosa Rødel
Rødel er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det sydvestlige Asien samt Nordafrika. Dette træ trives i vådområder, hvor det indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner korallignende klumper. I klumperne danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter.

Rødel er også omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

 

 

Stammen af en ældgammel rødel, Fyn. Bemærk isoleringsklokken af porcelæn t.h., næsten overvokset af bark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her beundrer Lars Skipper en gammel rødel ved bredden af Mossø nær Klostermølle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En række gamle rødelle langs Gudenåen ved Klostermølle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula pendula Vortebirk
Betula pubescens Dunbirk
Begge disse arter er vidt udbredte og almindelige i Europa, samt i Kaukasus og mod øst gennem hele Sibirien. Vortebirk findes tillige i Kina og Japan. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

 

 

Gammel vortebirk, Kullerup, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken på en gammel dunbirk, Ismanstorp, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corylus avellana Almindelig hassel
Hassel er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst til Ural-bjergene, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Normalt er denne art en stor, mangestammet busk, som bliver indtil 10 m høj, men mindre træer på op til 15 meters højde findes. Hassel foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af store dækblade, kaldt hasen.

Det videnskabelige artsnavn blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

På siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst findes en beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel.

 

 

Foden af en gammel hassel, Ørbæk Å, syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel mangestammet hassel, Østskov, Hornsherred, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Casuarinaceae Jerntræfamilien

 

Casuarina equisetifolia
Jerntræer af slægten Casuarina er hjemmehørende på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og Australien, samt på øer i Stillehavet. Adskillige arter er blevet indført eller indslæbt mange andre steder, og de betragtes ofte som invasive. Casuarina equisetifolia, der i USA kaldes for australsk fyr, er yderst skadelig i Florida. Det latinske artsnavn betyder ‘med løv som Equisetum’ (padderok), hvilket hentyder til de leddelte blade.

 

 

Casuarina equisetifolia er blevet plantet langs mange af Kretas strande. Her ses et gammelt eksemplar på Preveli-stranden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Combretaceae

 

Terminalia
Denne slægt af store træer, som tæller ca. 100 arter, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Slægtsnavnet kommer af latin terminus (‘ende’), hvilket sigter til, at bladene kommer frem i spidsen af skuddene. En samling billeder, som viser de knaldrøde vinterblade hos Terminalia catappa, kan ses på siden Efterår.

 

Terminalia mantaly
Denne art er hjemmehørende på Madagascar, hvor den vokser i skove op til 1500 meters højde. Den plantes også som prydtræ i mange varmere egne kloden rundt.

 

 

I Taiwan plantes Terminalia mantaly vidt og bredt i byer. Dette eksemplar i Taichung blev plantet i et kvadratisk bed, som viste sig at være for lille, og da træet voksede sig større, bredte dets rødder sig ud på fortovet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Terminalia myriocarpa
Denne art kan blive et stort træ, op til 40 m højt, med en stammediameter op mod 4 m, samt kæmpemæssige brætrødder, der til tider er 5 m høje. Dette træ er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Sydøstasien og det sydlige Kina, voksende i skove op til 1500 meters højde.

 

 

Dette storslåede eksemplar af Terminalia myriocarpa i Cuc Phuong Nationalpark, Vietnam, er blevet døbt ‘Tusindårs-træet’. Mosser og alger vokser på stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cupressaceae Cypresfamilien

 

Chamaecyparis formosensis Rød Taiwan-ædelcypres
Chamaecyparis obtusa var. formosana Gul Taiwan-ædelcypres
Disse to arter er begge hjemmehørende i Taiwan i nedbørsrige bjergområder mellem 1300 og 2600 meters højde.

Som et resultat af den kinesisk-japanske krig i 1894 blev Taiwan overdraget til Japan og blev siden japansk koloni. I 1912 påbegyndte den japanske regering en storstilet fældning af ædelcypresser i Alishan-området, og strækninger i større højder, hvor Alishan-jernbanen i dag fører igennem, var engang fuldstændig dækket af cypres-skove.

Snart påbegyndtes træfældning også i skovene på Taiping Shan, Ilan County, og Pahsien Shan, Nantou County, og senere kom turen til andre områder. En endeløs strøm af cypres-stammer blev bragt ud af disse områder, hvorefter de blev sejlet til Japan for bl.a. at blive anvendt som søjler i shinto-templer.

Et tidligt skøn siger, at inden fældningen påbegyndtes, fandtes der omkring 20 millioner ældgamle ædelcypresser i Taiwan. Af de ca. 300.000 ædelcypresser i Alishan, som var over 1000 år gamle, findes der i dag kun nogle få, der vokser spredt i plantager af japansk rød ceder (Cryptomeria japonica).

En storstilet udnyttelse af disse pragtfulde træer fortsatte også, efter at japanerne forlod Taiwan i 1945 – faktisk helt frem til 1989. I dag er de eneste større områder med gamle ædelcypresser skovene på Hsiukulan Shan, i det centrale Taiwan, samt på Chilan Shan, Ilan County. (Kilde: Chang Chin-ju, Ancient Giants of the Forest – Taiwan’s False Cypresses)

 

 

Det ældste og største individ af rød Taiwan-ædelcypres i Alishan National Forest, ca. 2000 år gammel, højde 43,5 m, omkreds 13 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en ca. 1000 år gammel rød ædelcypres, Alishan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De røde ædelcypresser på billedet nedenfor, ligeledes i Alishan National Forest, kaldes ‘Tre-generationer-træerne’. Første generation er en næsten fuldstændig formuldet stamme, der ligger på jorden. Et frø spirede engang på denne stamme og voksede op til et stort træ, som levede i flere hundrede år, inden det døde. Et tredje træ er spiret i stubben og er nu et livskraftigt træ.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stubben af en gammel rød ædelcypres, Alishan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den nedre del af stammen hos en ældgammel rød ædelcypres, Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To røde ædelcypresser i Yushan Nationalpark, kaldt Fuci-træerne, blev dræbt af en skovbrand i 1963. De udtørrede stammer blev stående i mange år, men en af dem faldt i 2019. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sti i Alishan National Forest er blevet slidt af så mange besøgendes fødder, at rodnettet på en rød ædelcypres er kommet op over jordoverfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gule ædelcypresser, 6-700 år gamle, Mingchih National Forest. Nederst et nærbillede af barken med en slyngplante. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cunninghamia konishii Lunta-gran
Denne art er opkaldt efter bjerget Luan Ta i Taiwan, hvor den blev opdaget i 1908. Forekomsten af vilde bestande er begrænset til Taiwan, nogle få lokaliteter i Laos og Vietnam, samt måske Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina. Ifølge IUCN’s Rødliste over Truede Arter, 2017, er arten i overhængende fare for at uddø i vild tilstand.

 

 

Denne Lunta-gran i Taroko Nationalpark, Taiwan, kaldt ‘Pilu Sacred Tree’, er ca. 3200 år gammel og 40-50 m høj. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cupressus macrocarpa Monterey-cypres
Dette træ, der af nogle autoriteter kaldes for Hesperocyparis macrocarpa, er hjemmehørende langs det centrale Californiens kyst, hvor den førhen kun voksede i to små områder, Point Lobos State Park og Pebble Beach, begge i Monterey County syd for San Francisco. I dag er arten imidlertid blevet plantet mange steder langs Stillehavskysten, og desuden i Europa, New Zealand og Sydafrika.

 

 

Begge disse ældgamle Monterey-cypresser blev fotograferet i Point Lobos State Park. På det nederste billede er stammen bevokset med en orange alge-art, Trentepohlia aurea. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cupressus pigmaea Mendocino-cypres
Dette træ, som kun vokser i et begrænset område omkring Mendocino nord for San Francisco, Californien, betragtes af nogle autoriteter som en selvstændig art (undertiden kaldt for Hesperocyparis pygmaea). Andre autoriteter påstår, at den blot er en varietet, pigmaea, af den mere udbredte Gowen-cypres (Cupressus goveniana eller Hesperocyparis goveniana). Under alle omstændigheder er der ikke meget pygmæ-agtigt over dette træ, som kan blive op til 43 m højt og have en stammediameter på over 2 m.

 

 

Stammen af en gammel Mendocino-cypres oplyses af aftensolen, Laguna Point, Mackerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus Ene
Denne slægt med ca. 60 arter er udbredt næsten overalt på den nordlige halvkugle.

 

Juniperus communis Almindelig ene
Den almindelige ene, eller enen, som vi blot kalder den, er det nåletræ i verden, som har den største udbredelse, idet den findes i alle tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Nordafrika, det nordlige Iran, Himalaya, Japan og Arizona. Denne art har førhen spillet en vigtig rolle i anvendelse og folketro, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Denne gamle ene i Vrads Sande er væltet, og stammen er bevokset med mospuder, men træet er stadig fuldt af liv og vokser frodigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus indica Indisk ene
Dette træ, som er hjemmehørende i højder mellem 2100 og 5200 m, er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina. Dets løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

Gammel forkrøblet indisk ene, fotograferet i ca. 3600 meters højde i Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus osteosperma Utah-ene
En busk eller et lille træ, der bliver op til 6 m, sjældent 9 m højt. Arten er hjemmehørende i det vestlige USA, fra det sydlige Montana, Idaho og Wyoming mod syd til det østlige Californien, Arizona og det vestlige New Mexico. Den vokser i tørre områder i højder mellem 1300 og 2600 m.

 

 

En opret og en kroget Utah-ene, sidstnævnte med kun en stribe bark på 10 cm i venstre side, Canyonlands Nationalpark, Utah. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus recurva
Denne art kaldes på engelsk for drooping juniper (‘hænge-ene’) på grund af de nedadbøjede grene. Den er hjemmehørende i den sydlige del af Centralasien, fra det nordlige Pakistan mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina. Den vokser i højder mellem 3000 og 4000 m.

Billedet herunder viser en lund af kæmpestore Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. Disse storslåede træer er hellige for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af den animistiske bon-religion, hvor man tilbad markante træer, sten m.m. Denne tro dominerede i Centralasien inden buddhismens indtog. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Libocedrus bidwillii New Zealand-ceder
Som dens navn antyder, findes denne art kun i New Zealand, hvor den vokser i tempererede regnskove mellem 250 og 1200 meters højde. Arten anses for at være truet, og bortset fra skovning kommer hovedtruslen fra den australske buskhalede possum (Trichosurus vulpecula), der æder løvet og til tider kan dræbe træerne. Dette indførte skadedyr er nærmere præsenteret på siden Natur: Invasive arter.

New Zealand-ceder blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

 

 

To gamle eksemplarer af New Zealand-ceder, Tongariro Nationalpark, New Zealand. Knuden på stammen på nederste billede er sandsynligvis forårsaget af svampe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Metasequoia glyptostroboides Kinesisk vandgran
Denne slægt blev beskrevet som fossiler i 1939. I 1942 fandt den kinesiske botaniker Toh Gan imidlertid et usædvanligt nåletræ i Lichuan County, Hubei-provinsen. De lokale kaldte dette træ for 水杉 (‘vandgran’). I 1942 blev der indsamlet eksemplarer, og som det senere viste sig, tilhørte træet samme slægt som de fossile planter, der blev beskrevet i 1939.

Denne opdagelse forårsagede stor sensation i botaniske kredse verden rundt, og arten blev døbt ‘et levende fossil’. Den er et stort træ, op til 50 m højt, som er blandt de få nåletræer, der kaster deres løv om vinteren. I dag dyrkes arten som prydtræ kloden rundt.

 

 

Barken på en gammel kinesisk vandgran, Østengård, Vejle Ådal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sequoia sempervirens Californisk rødtræ
Det højeste træ i verden, idet nogle eksemplarer når en højde af omkring 115 m. Det er også blandt de længstlevende træer – nogle individer er mere end 1800 år gamle. Inden den kommercielle fældning af disse træer påbegyndtes i 1850’erne, fandtes denne art vildtvoksende langs Californiens kyst (med undtagelse af de sydligste dele), mod nord til det sydvestlige hjørne af Oregon. I dag er den begrænset til temmelig spredte lokaliteter fra Monterey County syd for San Francisco mod nord til det sydvestligste hjørne af Oregon.

 

 

Skov af californisk rødtræ, Humboldt Redwood State Park, Californien. På det nederste billede står jeg ved en styrtet stamme, som giver et klart billede af, hvor høje disse storslåede træer kan blive. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sequoiadendron giganteum Mammuttræ
I vild tilstand vokser denne slægtning til californisk rødtræ kun i Sierra Nevada-bjergene i Californien. Gamle eksemplarer af denne art er verdens tungeste levende skabninger, idet de største har en anslået vægt på 2100 tons.

I bogen John Muir: His Life and Letters and Other Writings (redigeret af T. Gifford, Mountaineers Books, 1996) kan man læse følgende citat fra 1870 af den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Betragt Kongen i al hans vælde, Kong Sequoia! Se! Se! er alt hvad jeg kan sige. For nogen tid siden tog jeg af sted til Sequoia og har siden opholdt mig ved hans fod, hvor jeg har fastet og bedt om lys, for er han ikke det største lys i skovene, i hele verden? Hvor finder man sådanne lyssøjler, følelige, tilgængelige, jordiske?”

De fleste mennesker dengang delte ikke Muirs entusiasme. Selv om deres ved er fibrøst og skørt, og dermed lidet egnet som bygningstømmer, blev tusinder af disse storslåede træer skånselsløst fældet mellem 1880’erne og 1924, selv om deres kommercielle værdi var yderst ringe. De tunge træer smadredes ofte, når de ramte jorden, og det er blevet estimeret, at så lidt som halvdelen af tømmeret kom til nytte. Veddet blev mest anvendt til tækkespån og stolper, ja selv tændstikker. – At tænke sig! Fra storslået træ til tændstik!

I dag er arten heldigvis strengt fredet, og nogle få pragtfulde bevoksninger er blevet bevaret.

Andre billeder af disse imponerende træer kan ses på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Mammuttræer, Giant Sequoia National Park, Sierra Nevada-bjergene, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mennesker syner som dværge ved siden af de kæmpemæssige mammuttræer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af den tykke bark kan mammuttræet modstå skovbrande, men der er dog grænser. På disse billeder er to af træerne bukket under. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1930’erne fik dette mammuttræ tilnavnet ‘Auto Log’ (’Bil-træstammen’), idet den væltede stamme blev jævnet ud, så biler kunne køre hen ad den. Billedet viser rodnettet på dette træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ligeledes i 1930’erne blev en vej skåret gennem stammen af dette mammuttræ i Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark. I dag er den slags vandalisme heldigvis strengt forbudt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thuja plicata Kæmpethuja
Som navnet siger, kan dette træ blive meget stort, til tider op til 70 m højt og med en stammediameter op mod 7 m. Det er vildtvoksende i det sydvestlige Canada og det nordvestlige USA, men dyrkes mange andre steder som prydtræ.

 

 

Denne mangestammede kæmpethuja, som har en kronevidde på 25 m, kaldes for Katedralthujaen. Den vokser i parken ved godset Fuglsang på Lolland. Bemærk kvinden, der titter frem bag en af stammerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dipterocarpaceae
En familie med 16 slægter og omkring 700 arter, hovedsagelig regnskovsarter fra tropisk lavland. Familienavnet er afledt af græsk di (‘to’), pteron (‘vinge’), samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de tovingede frugter (se billede nedenfor).

 

Dipterocarpus alatus
Dette store stedsegrønne træ, der bliver op til 40 m, undertiden 55 m højt, har en lige stamme op til 1,5 m i diameter, ofte uden grene på de nederste 20 m, og med en paraplyformet krone. Det er udbredt i Bangladesh, det nordøstlige Indien og Indokina, samt på Filippinerne.

Denne art er et af de vigtigste tømmertræer i Sydøstasien. Det udnyttes alt for overdrevet og er desuden truet af tab af levesteder. På IUCNs rødliste over truede arter er den angivet som stærkt truet. Harpiksen er vidt anvendt inden for traditionel medicin, samt til lakering af træ og som tætningsmiddel i både. Blandet med bivoks benyttes den i bandager til betændte sår. Barken af unge træer indtages mod rheumatisme og leverlidelser, og den fodres til kvæg for at stimulere deres appetit.

 

 

Stamme af Dipterocarpus alatus, Bayon, Angkor Thom, Cambodia. I baggrunden stenløver, udhugget under Khmer-imperiet (se siden Religion: Hinduisme). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne, tovingede frugter af Dipterocarpus alatus, Angkor Wat, Cambodia. Disse vinger har givet navn til slægten såvel som hele familien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien

 

Acacia confusa Filippinsk akacie, Taiwan-akacie
Dette mindre træ, som kan blive indtil 15 m højt, er hjemmehørende i det nordlige Filippinerne, det sydøstlige Kina samt Taiwan, men er blevet plantet mange andre steder, bl.a. i Sydøstasien og på mange Stillehavsøer. På Hawaii betragtes arten som invasiv. I Taiwan er den meget almindelig i lavlandet og vokser i bjergene op til en højde af ca. 2000 m, hvor den ofte beskyttes, idet den kan modvirke jordskred og erosion.

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

Andre akacie-arter er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Denne knudrede filippinske akacie i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan, er væltet, men vokser stadig frodigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delonix regia Flammetræ
Dette store træ, som har navn efter sine pragtfulde blomster, er hjemmehørende på Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden. Med tiden danner træet store brætrødder.

 

 

Flammetræet er meget almindeligt plantet i Taiwan, her i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bælgene af flammetræ er meget store og flade, op til 60 cm lange og 5 cm brede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamarindus indica Tamarindetræ
Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘fra Indien’, er dette træ hjemmehørende i tropisk Afrika, men det dyrkes i mange andre af klodens varme lande på grund af frugterne, der indeholder et rødligt kød, som anvendes i mange køkkener verden rundt. I mange latinske lande fremstilles en drik, kaldt tamarindo, af frugtkødet. Frugterne benyttes også i folkemedicinen, samt til at polere metalgenstande. Navnet tamarind kommer af arabisk تمر هندي‎ (tamar hindi), hvilket betyder ‘indisk daddel’.

 

 

En cyklist passerer den knudrede stamme af et gammelt tamarindetræ, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Castanea sativa Ægte kastanje
Dette store træ er vildtvoksende i Middelhavsområdet og videre mod øst til Alborz- og Zagros-bjergene i Iran. Det kan blive indtil 35 m højt og er i stand til at leve i 5-600 år, ja nogle dyrkede individer hævdes at være tusind år gamle.

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum*, thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium** illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

*Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget.

 

**Et værk af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’.

 

 

Gammel flerstammet ægte kastanje, nær Milones, vestlige Kreta. Eller er det fem separate træer, som spirede det samme sted, hvor et eller andet dyr måske havde begravet frøene? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagus Bøge
En slægt på 10-13 arter, som er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder i Europa, Asien og Nordamerika.

 

Fagus sylvatica Bøg
Vores hjemlige bøg kan blive et meget stort træ, op til 50 m højt og med en stammediameter på op til 3 m. Forekomsten af denne art er i hovedsagen begrænset til Europa, idet den findes fra England og Pyrenæerne mod øst til Polen og Ukraine, og fra det sydlige Sverige mod syd til Italien og Balkan, med en pletvis forekomst i det sydlige Norge, det centrale Spanien, samt i Tyrkiet. På Balkan hybridiserer den med orientalsk bøg (Fagus orientalis), der er udbredt i Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus, samt i Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge.

 

Sådan skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) i et digt fra 1819, som han kaldte for Fædrelands-Sang. Dette elskede digt er siden blevet Danmarks nationalsang. De fleste danskere forbinder bøgen med noget, som er meget dansk, men faktisk indvandrede den først til landet for omkring 3500 år siden.

Billederne nedenfor viser forskellige typer af gamle bøge, og andre billeder kan ses på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Efterår.

 

 

Kæmpemæssig mosgroet bøg, Bredlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gamle flerstammede bøge ved vintertide, Ry. De blev sandsynligvis stævnet, da de var unge. Træet på øverste billede er nærmere præsenteret på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Stævningsbøg ved Ry Mølle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel bøg, Nordskoven, Jægerspris, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældgamle bøge er vokset hen over en dysse fra Bronzealderen, Lindeskov, nær Ørbæk, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tåge indhyller en gammel, misdannet bøg i Triglavski Nationalpark, Slovenien. Stubben til højre minder om et langhornet dyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse gamle, halvdøde bøge blev observeret nær St. Martin i den spanske del af Pyrenæerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Misvækst hos en gammel bøg ved Løndal nær Silkeborg. Stammen er forvredet, og grenene bøjer ned mod jorden og vokser hen langs den. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus Eg

 

Quercus floribunda
Denne art, som på hindi kaldes for moru, og hvis latinske navn førhen var Q. dilatata, er udbredt fra Afghanistan mod øst til Nepal. Den vokser i skove i højder mellem 1600 og 2900 m.

Det store eksemplar af Quercus floribunda på billedet herunder, fotograferet i Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Nordindien, er helligt for lokalbefolkningen. Man har indsamlet sten og langt dem i en halvcirkel omkring træet, og på en af stenene er placeret en buket rhododendron-blomster som offergave. Man hamrer også mønter ind i barken som offergave for at få held og lykke. Denne praksis er en rest af den animistiske bon-tro, hvor man tilbad markante træer, sten m.m.. Denne religion dominerede i Himalaya inden hinduismens indtog. Dette emne behandles yderligere på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus petraea Vintereg
Denne art er hovedsagelig europæisk, idet den er udbredt fra det sydlige Skandinavien og De Britiske Øer mod syd til Portugal og mod øst til Polen og Balkan, med isolerede forekomster i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den kan kendes fra stilkeg (nedenfor) på sine mørkere, skinnende og mindre indskårne blade. Billeder, som viser blade og agern af begge arter, findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

På dette billede beundrer Lars Skipper en ældgammel, knudret vintereg ved bredden af Almind Sø, Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus pubescens Dunet eg
Dette op til 20 m høje træ kan blive flere hundrede år gammelt, med en stammediameter op mod 2 m. Det er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Belgien, Frankrig og Sydtyskland mod øst til Ukraine og Kaukasus, mod syd til Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet.

 

 

Ældgammel dunet eg, en enkelt gren stadig i live, Parco delle Madonie, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus robur Stilkeg, almindelig eg
Denne art er grundigt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Skoven Halltorps Hage på Öland husede førhen omkring tusind gamle stilkege, men desværre blev langt de fleste fældet i 1930’erne, og af de resterende ca. 30 eksemplarer skranter hovedparten. Stammen af denne døde eg er dækket af ædegange af larver af den store egebuk (Cerambyx cerdo). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældgamle stilkeg vokser på Almö i Blekinges skærgård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Boller-egen ved Boller Slot, nær Horsens, er en ca. 800 år gammel stilkeg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel eg, bevokset med vedbend (Hedera helix), Hestehaveskoven, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Europa var mange hule træer hellige langt op i Middelalderen – en rest af den urgamle animisme, hvor træer, markante sten og andet var genstand for tilbedelse og ofringer. To sådanne træer, begge ældgamle stilkege, præsenteres nedenfor, mens andre hellige træer er behandlet på siden Planteliv: Helligtræer, sagntræer og trolddomstræer. Nogle animistiske ritualer er omtalt på siden Religion: Animisme.

 

 

Skovfogedegen lidt nord for Klampenborg Station er et af Danmarks største træer med en omkreds på 10,3 m. Den har fået navn efter Johan Georg Weissler, der i begyndelsen af 1800-tallet var ansat som vildtfoged (den daværende betegnelse for skovfoged). Inde i denne egs hule stamme indrettede han sit private bedekammer med skammel og krucifiks. Nederste billede er taget inde fra stammen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave er lidt større end Skovfogedegen, idet den har en omkreds på 10,4 m. Denne eg kaldes også Teateregen, et navn, som stammer fra en gammel skik med at opføre teaterstykker foran det gamle træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Irvingiaceae
Medlemmer af denne familie var tidligere placeret i familien Simaroubaceae, men 13 arter i 3 slægter, Irvingia, Allantospermum og Klainedoxa, er nu blevet overført til en særskilt familie.

Familien er opkaldt efter den skotske flådekirurg Edward George Irving (1816-55), som var en ivrig indsamler af planter.who was an avid collector of plants.

 

Irvingia malayana
Stedsegrønt tropisk træ, der bliver op til 50 m højt, med grålig eller hvidlig bark og en stammediameter op til 50 cm. Arten er hjemmehørende i Indokina og den vestlige halvdel af det Indonesiske ørige.

Den ellipseformede frugt, op til 6 cm lang, kaldes på engelsk undertiden for wild almond (‘vild mandel’) eller barking deer’s mango (‘muntjak’ens mango’), hvilket hentyder til, at både frugtkød og frø er spiselige. Kødet har en sød smag, mens frøene er bedst ristede. Veddet anvendes som tømmer.

 

 

Stort individ af Irvingia malayana, Ta Prohm, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lauraceae Laurbærfamilien

 

Cinnamomum camphora Kamfertræ
Kamfertræet er hjemmehørende i det sydlige Japan, Sydkorea, det sydøstlige Kina, Taiwan og Vietnam, og det dyrkes endvidere mange andre steder for produktion af kamfer, der anvendes som krydderi, medicin og ingrediens i røgelse, samt som insektdræbende middel. Det største kendte kamfertræ, Kamō no Ōkusu (‘Kamōs store kamfertræ’), som findes i Japan, har en omkreds på 24,2 m.

 

 

Et stort blomstrende kamfertræ i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ocotea foetens
Dette træ, der til tider kan blive op til 40 m højt, er endemisk for de Canariske Øer og Madeira, hvor den vokser i laurbærskove, normalt i højder mellem 400 og 1400 m. Veddet er rigt på æteriske olier, som afgiver en ubehagelig lugt, lige efter at det er blevet skåret. Heraf kommer artsnavnet, som betyder ‘stinkende’ på latin.

Frugten er et kødfuldt bær, op til 3 cm langt, der i form minder om et agern. Den er et populært fødeemne for de endemiske laurbærduer på disse øer.

I gamle dage var dette træ helligt for Bimbacherne, de oprindelige indbyggere på øen El Hierro.

 

 

Ældgammel Ocotea foetens, Los Tilos de Moya laurbær-skov, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Lagerstroemia
Denne slægt omfatter ca. 50 arter af træer og buske, som er hjemmehørende på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og det nordlige Australien, samt på nogle øer i Stillehavet. På grund af deres smukke blomster dyrkes mange arter i talrige varmere lande.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

Lagerstroemia calyculata
Et mellemstort træ, til 35 m højt, stammen indtil 80 cm i tværmål, ofte bølget, med grålig bark, der skaller af i flager. Arten er hjemmehørende i løvfældende skove i Indokina, hvor den er meget udnyttet som tømmertræ.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udstyret med et epicalyx’ (støtteblade under bægerbladene).

 

 

Stammen hos et stort individ af Lagerstroemia calyculata, Ta Prohm, Angkor, Cambodia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lagerstroemia subcostata
Dette lille træ, som bliver op til 14 m højt, har en meget karakteristisk lys og glat bark, som kan få én til at tro, at træet er dødt. Denne art er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb, fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

Et gammelt eksemplar af Lagerstroemia subcostata, Aowanda National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malvaceae Katostfamilien

 

Adansonia digitata Abebrødtræ, baobab
Dette majestætiske træ er ofte dominerende i store savanne-områder syd for Sahara, den videst udbredte blandt ni arter af denne slægt, af hvilke seks er hjemmehørende på Madagascar, to i Afrika og på den Arabiske Halvø, samt en enkelt i Australien.

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske folkenavne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket hentyder til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder. Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

Regnbue bag store abebrødtræer, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede, ligeledes fra Tarangire Nationalpark, viser et hult abebrødtræ, som er delvis ødelagt af elefanter (Loxodonta africana), der har skrællet barken af med stødtænderne for at æde den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Heritiera javanica
Dette træ, som tilhører underfamilien Sterculioideae, bliver op til 45 m højt, med tynde brætrødder og en stammediameter på op til 1,3 m. Det er en lavlandsart, der træffes op til omkring 600 meters højde, udbredt i Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Veddet anvendes som tømmer.

 

 

Heritiera javanica, Phnom Kbal Spean, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tilia x europaea Parklind
Denne hybrid mellem småbladet lind (T. cordata) og storbladet lind (T. platyphyllos) er vildtvoksende hist og her i områder af Europa, hvor begge moderarter forekommer. Den dyrkes vidt og bredt og er den almindeligst forekommende lind i byområder, på trods af at den er vært for enorme bestande af bladlus, som producerer kolossale mængder af honningdug, der beklæder parkerede biler og alt muligt andet under træerne med et klæbrigt lag. Hybriden er også populær blandt biavlere, da dens blomster producerer en højt skattet honningtype.

Parklind kan blive meget gammel og meget stor, op til 50 m høj. Et ældgammelt eksemplar var Malmvik-linden, der blev plantet som et spædt skud ved godset Malmvik, nær Stockholm, i 1618. Dette træ levede i 381 år, indtil de sidste rester af det faldt under stormen i 1999. (Kilde: R. Bengtsson 2004. The Malmvik Lime: An Historical and Biological Analysis of the Oldest Documented Planting of Common Lime (Tilia x europaea L.) in Sweden. The Garden History Society. 32 (2), s. 188-96)

Den største parklind i England er nær Aysgarth, Yorkshire, som i 2009 var 26 m høj og havde en diameter på 2,95 m. (Kilde: O. Johnson 2011. Champion Trees of Britain & Ireland. Kew Publishing, Royal Botanic Gardens, Kew, London)

Småbladet lind er nærmere omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Linde-alléen i Vindeholme Skov.

 

 

Gamle, knudrede parklinde ved Jægerspris, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gravhøj fra Bronzealderen nær Gisselfeldt, Sjælland, som er bevokset med store parklinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meliaceae

 

Melia azedarach Paternostertræ
Denne art, der også kaldes for kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af dens smukke blomster og frugter er den blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter, og dens mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Barken hos ældre paternostertræer danner ofte kors-lignende mønstre som på dette eksemplar i Taitung Ecological Park, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Ficus Figentræer
Denne slægt omfatter omkring 850 arter af træer, slyngplanter eller epifyter, som er hjemmehørende overalt i troperne og subtroperne, mens nogle få arter findes i varmere egne af den nordlige tempererede zone.

 

 

Omridset af dette kæmpemæssige figentræ i Ngorongoro-krateret, Tanzania, sløres af morgentåge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dette ligeledes uidentificerede figentræ fungerer som en del af en gaderestaurant i Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus benghalensis Banyan, bengalsk figentræ
Dette træ har lange luftrødder, som hænger ned fra grenene, som før eller siden slår rod og med tiden kan danne en ‘skov’ af stammer, som alle i virkeligheden er ét og samme individ. Arten er grundigere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter.

 

 

Dette billede viser en 250 år gammel banyan i Kolkatas Botaniske Have, Vestbengalen, Nordindien, som er vokset til kolossale dimensioner. Den centrale stamme (modertræet) blev fjernet i 1925 pga. råd. Da dette billede blev taget i 1994, fandtes der ca. 1825 støtterødder med en samlet omkreds på ca. 420 m, og stammernes højde var ca. 25 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede står Ib Krag Petersen under en anden stor banyan, som vokser i Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus benjamina Birkefigen, stuebirk
Denne art er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet. Mens den er af beskeden størrelse, er den en meget populær stueplante, kaldt stuebirk. I vild tilstand bliver den kolossalt stor, med utallige ånderødder.

 

 

Denne række af gamle birkefigner findes i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kæmpemæssige birkefigen vokser nær Wenara Wana-templet (populært kaldt ’Monkey Forest’), nær Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står Lars Skipper under en anden gigantisk birkefigen med talrige luftrødder, kaldt ‘Tusindrods-banyan’, som vokser i Jhiben National Forest, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus religiosa Pipal, helligt figentræ
Denne art tilhører en gruppe af figentræer kaldt kvælerfigner. De fleste frø af disse træer starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder.

Pipal vokser ikke kun på træer, men slår også gerne rod i revner på bygninger. Den har brede, hjerteformede blade, som ender i en lang spids. Arten er hellig for buddhister og hinduer, hvilket fremgår af dens latinske artsnavn, samt et af de danske navne. Den er nærmere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter.

 

 

Dette billede fra Kathmandu, Nepal, viser en pipal, hvis rødder får en lille hinduistisk helligdom til at slå revner og efterhånden vil ødelægge den fuldstændigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus superba Storbladet figen
Denne art, som er udbredt i Kina, Taiwan, Japan og dele af Sydøstasien, mod syd til Indonesien, er også en kvælerfigen, der ligeledes gerne vokser på bygninger. Den er dog også i stand til at vokse som et normalt træ.

 

 

Luftrødderne af en kæmpemæssig storbladet figen omklamrer resterne af et forhenværende varehus fra firmaet Tait & Co., Anping, Taiwan. I dag kaldes bygningen for Anping Tree House. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældgamle storbladede figen vokser i parken omkring et daoistisk tempel fra 1683, ‘Templet for de Fem Konkubiner’, Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ficus tinctoria Farve-figen
Farve-figen er endnu en kvælerfigen, som har omtrent den samme udbredelse som birkefigen (ovenfor). Dens latinske artsnavn betyder ’anvendes til farvning’, hvilket sigter til en gammel anvendelse af frøene til udvinding af et farvestof.

 

 

Den knudrede nederste del af stammen hos en farve-figen af underarten gibbosa, fotograferet blandt Khmer-ruinerne i Angkor Wat, Cambodia. Den har omslynget et indisk kapoktræ (Bombax ceiba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et andet eksemplar af underarten gibbosa har kvalt et træ, som vokser på en ruin, Ta Prohm, Angkor Wat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farve-figen vokser også gerne på bygninger, som dette kæmpemæssige eksemplar, der omklamrer en ruin i Ta Prohm. Flere billeder af dette bemærkelsesværdige ruin-område kan ses på siden Henfald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I hinduismen er apsara’er overnaturlige kvindelige væsener, som er uforlignelige i kunsten at danse. De afbildes ofte dansende til musik leveret af gandharva’er, som er musikere ved regnguden Indras hof. Apsara’erne underholder guder og mænd og forfører dem undertiden. Med tiden er denne skulptur i Ta Prohm blevet næsten fuldstændig omslynget af en farve-figen. Den forestiller muligvis en apsara. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myrtaceae Myrtefamilien

 

Metrosideros excelsa Pohutukawa
Et folkeligt navn på dette træ er New Zealand Christmas tree, hvilket skyldes denne arts overdådige blomstring omkring juletid. Dette stedsegrønne træ er én blandt 12 arter i slægten Metrosideros, der alle er endemiske for New Zealand. Artsnavnet er afledt af latin excelsus (‘sublim’), hvilket formodentlig sigter til artens strålende blomsterpragt. Pohutukawa er et Maori-ord, som hentyder til et uidentificeret kystnært træ.

Denne art kan blive op til 25 m høj og har adskillige vidt forgrenede stammer. Dens naturlige udbredelsesområde er kystnære egne på Nordøen. Engang dannede den et ubrudt bælte langs kysten mellem de nuværende byer New Plymouth og Gisborne, men i 1990’erne havde opdyrkning og indførte skadedyr reduceret disse overdådige skove med over 90%. Dens stærke ved blev ofte anvendt til skibsbygning, da de holdbare, naturligt buede stammer kunne benyttes som forstærkning, hvor to forskellige flader mødtes. (Hovedkilde: en.wikipedia.org/wiki/Metrosideros_excelsa, hvor der findes en liste over andre kilder.)

 

 

Ældgamle pohutukawa-træer på Karikari-halvøen, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nothofagaceae Sydbøgefamilien
Sydbøge blev tidligere betragtet som ret nære slægtninge til bøge (Fagus, se Fagaceae ovenfor), men nyere genetisk forskning har vist, at de adskiller sig tilstrækkeligt fra bøgene til at danne en særskilt familie. Disse træer og buske, som udgør omkring 43 arter, er begrænset til den sydlige halvkugle, i Chile, Argentina, Australien, New Zealand, Ny Guinea og Ny Caledonien. Adskillige arter optræder som dominanter i tempererede skove.

 

Nothofagus dombeyi Coigüe
Coigüe (udtales ‘koi-hu-e’) er et stort træ, der kan blive indtil 45 m højt, med en stammediameter på op mod 2 m. Denne art danner ofte udstrakte skove i Andes-bjergene i Chile og Argentina, i højder mellem 700 og 1200 m. Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Joseph Dombey (1742-94), som studerede Chiles flora 1782-85.

Denne art er nærmere præsenteret på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

Denne gamle coigüe i Parque Nacional Conguillio, Chile, er angrebet af svampe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nothofagus fusca Rød sydbøg
Dette store træ, der kan blive indtil 35 m højt, er endemisk i New Zealand, hvor det forekommer på begge de store øer, fortrinsvis i dale og lavere bjerge inde i landet. Bladene har store karakteristiske takker langs randen.

 

 

Gamle røde sydbøge, dækket af mosser, laver og andre epifyter, Rotokura Ecological Reserve, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oleaceae Olivenfamilien

 

Fraxinus excelsior Ask
Dette almindelige træ er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Det er også blevet naturaliseret enkelte steder i New Zealand, USA og Canada.

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

 

 

Gamle aske, Hestehaveskoven, Rønde, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne knækkede ask har sat adskillige nye ‘stammer’, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stamme af gammel ask med laver og mos, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Olea europaea Oliventræ
Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her. Denne art er udførligt behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Tre ældgamle oliventræer på Kreta. De sorte net anvendes til at opsamle oliven under høsten, hvor man slår på grenene med kæppe, så frugterne falder til jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018a
Dette flækkede og stynede oliventræ blev engang plantet på et torv i byen Mordogan, Karaburun-halvøen, nær Izmir, Tyrkiet. Eller er det fire træer, som i sin tid blev flettet sammen? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinaceae Granfamilien

 

Abies Ædelgran
Denne slægt omfatter omkring 50 arter, som hovedsagelig vokser i bjergegne i størsteparten af Europa og Asien, i Nordafrika, samt i store dele af Nord- og Mellemamerika.

 

Abies kawakamii Taiwan-ædelgran, Kawakami-ædelgran
Dette træ vokser kun på de højeste bjergtoppe i Taiwan, i højder mellem 2400 og 3800 m. Arten er i tilbagegang, idet dens bestande er blevet fragmenteret, især af skovbrande.

 

 

Disse Taiwan-ædelgraner, som blev fotograferet i ca. 3000 meters højde på Hohuan Shan, er holdt lave og tætte af stærke vinde og frost. Træet t.h. er allerede bukket under. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Abies spectabilis Himalaya-ædelgran
Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

Denne ældgamle Himalaya-ædelgran i Khumbu-området i det østlige Nepal har et stort hul gennem stammen, men er stadig i live. Træet t.v. er en gammel ene af arten Juniperus recurva. En hellig lund af denne art er vist andetsteds på denne side, under Cupressaceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cedrus deodara Himalaya-ceder, deodar
Dette træ, som er udbredt fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal, kan opnå vældige dimensioner, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på 10-12 m. På hindi hedder arten deodar, afledt af dev (‘guddommelig’). Det latinske slægtsnavn er en latiniseret form af det græske ord kedros, der stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Cederens nåle og ved blev førhen anvendt som røgelse. Der udvindes også medicin af en æterisk olie i dens ved. Ceder er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Himalaya-cedertræer nær Hadimba-templet, et hinduistisk tempel i Manali, Himachal Pradesh, nordlige Indien. Denne helligdom er nøjere omtalt på siden Religion: Hinduisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser en gammel ceder på kanten af en afgrund i Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Den har sandsynligvis på et tidspunkt været ved at skride ned, men formåede at klynge sig til klippen, hvorfor nogle af stammerne er blevet delvis vandrette. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cedrus libani Libanon-ceder
Ifølge gamle skrifter dækkede Libanon-ceder engang kæmpestore områder omkring den østlige del af Middelhavet, i det sydlige Tyrkiet, Syrien og Libanon, samt på Cypern. I dag findes kun en lille brøkdel af de tidligere så talrige gamle cedertræer. Der foregår imidlertid en udbredt plantning af arten i Libanon og Tyrkiet. I sidstnævnte land plantes årligt over 50 millioner unge cedertræer, svarende til et areal på ca. 300 km2.

Libanon-ceder nævnes adskillige gange i Det Gamle Testamente:

Moses bød jødiske præster at benytte barken af dette træ til behandling af spedalskhed. (3. Mosebog 14:1-4)

Profeten Esajas benyttede Libanon-ceder som metafor for menneskenes hovmod. (Esajas 2:13)

Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ. (Kilde: ourladyoflebanon-dc.org/histcedars.html)

Og endelig Højsangen, 5:15: ”Hans ben er som søjler af marmor på sokler af guld. Hans holdning er rank som de ædle cedertræer på Libanons bjerge.”

 

 

På dette billede har Judy Chiang fundet ly for den intense hede under en gammel Libanon-ceder, Ermenek, Toros Dağlari (Taurus-bjergene), sydlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus Fyr
En kæmpestor slægt af nåletræer, der omfatter omkring 125 arter, som er udbredt i arktiske, tempererede og subtropiske områder på næsten hele den nordlige halvkugle. Hvor de bliver ladt i fred, kan mange fyrre-arter blive meget gamle og krogede. Nedenfor præsenteres en samling fotos af bemærkelsesværdige gamle fyrretræer, jeg er stødt på rundt om i verden.

 

Pinus albicaulis Hvidbarket fyr
Under favorable vilkår kan denne art blive næsten 30 m høj, men på vindeksponerede steder er den ofte kroget og dværgagtig. Den er udbredt i bjergområder fra British Columbia mod syd gennem Washington, Idaho, Montana og Wyoming, samt med pletvis forekomst i Oregon, Nevada og Californien.

 

 

Denne gamle krogede hvidbarkede fyr står på kraterranden i Crater Lake Nationalpark, Oregon. Der vokser gule laver på de eksponerede rødder. Crater Lake opstod i caldera’en efter en urgammel sammensunken vulkan, som kaldes Mount Mazama. I baggrunden ses Wizard Island (’Troldmandens ø’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus brutia Sortehavs-fyr, calabrisk fyr, tyrkisk fyr
Denne art er hjemmehørende omkring den østlige del af Middelhavet, fra Grækenland mod øst til Kaukasus, og fra Bulgarien og den tyrkiske Sortehavskyst mod syd til Israel, Jordan og det nordlige Irak. Der findes også en naturaliseret bestand i Calabrien, den sydligste del af det italienske fastland. Navnet calabrisk fyr skyldes, at type-eksemplaret kom fra denne region.

 

 

Disse gamle Sortehavs-fyrre blev fotograferet på passet Tuzlabeli (1440 m) i det sydvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel kroget Sortehavs-fyr i en kløft nær Sougia, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus canariensis Kanarisk fyr
Dette store træ er endemisk på de Kanariske Øer, fra Gran Canaria mod vest. Arten er det største træ på øerne, ofte over 40 m højt, undertiden til 60 m, med en stammediameter på over 1,2 m, ekceptionelt op til 2,6 m. Den vokser i tørre såvel som fugtige områder og kan endog overleve steder med en årlig nedbør på under 200 mm. Arten blev valgt som ‘nationalplante’ på La Palma.

 

 

Der er ikke mange store og gamle kanariske fyrre tilbage på de Canariske Øer. Dette eksemplar vokser på højdedraget ved Presa de las Niñas, Gran Canaria. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stort individ af kanarisk fyr, Villaflor, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus echinata Kortnålet fyr
Som dens navn fortæller, er nålene hos dette træ ret korte, op til 11 cm lange. Barken sprækker op i plader af uregelmæssig form. Arten er vildtvoksende i det østlige USA, fra Pennsylvania og den sydlige del af New York State mod syd til det nordlige Florida, og derfra mod vest til det østlige Oklahoma og det østlige Texas.

 

 

Bark af kortnålet fyr, Jamestown, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus longaeva Børstekoglefyr
En dag sidst i april 1992 befandt jeg mig på en bjergtop i Inyo National Forest, White Mountains, østlige Californien. Foran mig stod de mærkeligste træer, jeg nogensinde har set. På afstand virkede de fuldstændig døde, med forvredne, nøgne, strittende grene, der fra en gullighvid stamme strakte sig mod den blå himmel. Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Denne barkstrimmel førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene.

Disse mærkværdige træer var børstekoglefyrre, en art, hvis forekomst er begrænset til højtliggende områder i det østlige Californien, Nevada og Utah. Bortset fra visse kloner, bl.a. en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder er vurderet til omkring 9400 år, er disse fyrre verdens ældste levende væsener, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Ældgamle børstekoglefyrre, Inyo National Forest, White Mountains. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældgammel, kroget børstekoglefyr, Horse trail, Bryce Canyon Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse børstekoglefyrre er bukket under, Bristlecone Loop Trail, Bryce Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus mugo Bjergfyr
Denne art er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne, og mod syd til Apenninerne i Italien og de højeste bjerge på Balkan. I større højder er den ofte lav og krybende. Førhen blev arten i vid udstrækning plantet som sandbinder i klitter langs den jyske vestkyst, hvor den er blevet naturaliseret mange steder.

 

 

Gammel bjergfyr, Rosanintal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus muricata Biskopfyr
Denne kystnære fyrre-art er begrænset til nogle få lokaliteter på den californiske kyst, på nogle af Channel Islands, samt to steder på Baja California-halvøen i Mexico. Navnet biskopfyr opstod, da denne art først blev identificeret nær missionsstationen i San Luis Obispo, Californien.

 

 

Denne gamle biskopfyr blev fotograferet i Jughandle State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus nigra Østrigsk fyr
Dette majestætiske træ, som kan blive op til 55 m højt, er vidt udbredt omkring Middelhavet, fra Spanien mod øst til Tyrkiet og Krim, samt i Atlas-bjergene i Marokko. Det er almindeligt dyrket andre steder.

 

 

Barken på en gammel østrigsk fyr, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus roxburghii Langnålet fyr
Langnålet fyr er udbredt i bjergegne fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til det sydøstlige Tibet. Denne art anvendes til en lang række formål. Af veddet fremstilles tømmer, møbler og trækul, og der udvindes også terpentin af det. Harpiksen indgår i fremstillingen af papir, sæbe, kosmetik, maling, lak, gummi, polérmidler og armbånd, mens garvesyre fra barken anvendes i plantefarvning. Frøene ristes og spises, og i Nepal spises honningdug fra bladlus, som lever på nålene, som slik.

Produkter af denne art anvendes også i folkemedicinen til behandling af en lang række lidelser, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Harpiks tappes fra stammen af en gammel langnålet fyr, Sairopa, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus sylvestris Skovfyr
Skovfyr har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Spanien og Skotland mod øst gennem Europa og Sibirien til det nordøstlige Kina, og mod syd til Tyrkiet, Kaukasus og Mongoliet. I Skandinavien er den udbredt mod nord til Porsanger-fjorden i Nordnorge, hvilket gør den til verdens nordligst forekommende fyrreart. I 2014 blev arten udnævnt som Skotlands nationaltræ.

 

 

Denne ældgamle skovfyr i Byrums Sandfelt, Öland, er omsider bukket under af alderdom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse 35 m høje skovfyrre i Böda Kronoskog, Öland, kaldes Mastträd (’Mastetræerne’) – et passende navn på disse majestætiske træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pseudotsuga menziesii Douglasgran
Dette majestætiske træ, som er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, har to varieteter, en kystnær, der er udbredt fra British Columbia mod syd til det centrale Californien, samt en montan, der findes i Rocky Mountains fra British Columbia mod syd til Mexico. I dag dyrkes arten i de fleste egne af kloden, da den yder fortrinligt tømmer.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn er efter den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

Billedet herunder viser en ca. 750 år gammel douglasgran, som har slået rod i en smal kløft på stien Navaho Loop Trail, Bryce Canyon Nationalpark, Utah, USA. Dette område, som rummer fantastiske klippeformationer, er beskrevet på siden Natur: Klipper og kampesten, mens andre geologiske fænomener på Colorado-plateauet er omtalt på siden Lande og steder: Erosionens land.

Et billede af en umoden kogle af Douglasgran findes på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stamme af en gammel douglasgran er bevokset med svampen almindelig grønskive (Chlorociboria aeruginascens), Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tsuga chinensis var. formosana Taiwan-skarntydegran
Taiwan-skarntydegran er en varietet af kinesisk skarntydegran, som er ganske almindelig i blandskove i Taiwans bjerge i højder mellem 1700 og 3500 m. Nogle autoriteter sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af denne varietet, idet de hævder, at den er identisk med typeformen. Kinesisk skarntydegran i videste forstand er udbredt fra Tibet mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til det nordlige Vietnam.

 

 

Disse hvide stammer af døde Taiwan-skarntydegraner står i skarp kontrast til den frodig-grønne skov på skråningerne af Yu Shan (3952 m), Taiwans højeste bjerg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tsuga dumosa Himalaya-skarntydegran
Dette træ, som bliver indtil 40 m højt, er meget almindeligt i Himalaya, hvor det vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar, sydøstlige Tibet og sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam. Dens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

 

 

Efter en skovbrand er to høje stubbe alt, hvad der er tilbage af en kæmpestor Himalaya-skarntydegran, nær Tharepati, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Platanaceae Platanfamilien
Otte af de ti nulevende arter af de storslåede plataner, slægten Platanus, er hjemmehørende i Nordamerika, en enkelt art findes i Laos og Vietnam, mens den tiende art, østlig platan (P. orientalis), er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men måske er hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien. Da den dyrkes vidt og bredt, kan det ofte være vanskeligt at afgøre, om en bestand er oprindelig eller ej.

Slægtsnavnet kommer af græsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan. Nogle nordamerikanske arter kaldes sycamores, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner dem hos ahorn (Acer pseudoplatanus), som på engelsk hedder sycamore maple.

Mere om plataner kan læses på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

 

Platanus x acerifolia Almindelig platan
Dette træ, som plantes i byer overalt i Nordeuropa, er en krydsning mellem østlig platan og den nordamerikanske vestlig platan (P. occidentalis). Nogle kilder angiver, at denne krydsning opstod i 1600-tallet i Spanien, hvor man havde plantet de to arter side om side. Andre peger på det kongelige Tradescant-arboret i det sydlige London, hvor John Tradescant den Yngre (1608-62) var ansat som gartner. Både P. occidentalis og P. orientalis nævnes som voksende i dette arboret, så muligvis opstod hybriden først her. På engelsk kaldes den da også for London plane tree.

 

 

Denne smukke række af almindelig platan findes ved Gjorslev Gods på Stevns. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På Gråbrødre Torv i København findes en stor almindelig platan, som blev plantet i 1907. Den er i dag et stort, smukt træ med en vældig krone. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus orientalis Østlig platan

 

 

Ældgamle orientalske plataner, Pahalgam, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel, delvis brændt østlig platan uden for Topkapı-paladset (Topkapı Sarayı), Istanbul, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne østlige platan nær landsbyen Pahalgam, Kashmir, Indien, står med pragtfuldt efterårsløv. De slanke træer med gule blade er popler (Populus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018
Et metro-tog passerer en stor østlig platan i Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældgammel, hul østlig platan, vestlige Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Platan-frugter er karakteristisk kuglerunde, med 2-4 kugler spredt på lange, hængende stilke. Frugterne består af en mængde små nødder, omgivet af stive hår, som hjælper frøene til at blive spredt med vinden. Dette billede fra Manisa i det vestlige Tyrkiet viser frugter af østlig platan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus racemosa Californisk platan

 

 

Denne californiske platan i Cleveland National Forest, Californien, er stærkt inficeret med ege-mistelténe (Phoradendron villosum). Denne og mange andre parasitiske planter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanus wrightii Arizona-platan

 

 

En gammel Arizona-platan, fotograferet i Catalina-bjergene, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhamnaceae Vrietornfamilien

 

Ziziphus mauritiana Indisk brystbær, jujube
Dette mindre træ, eller til tider blot en stor busk, er sandsynligvis hjemmehørende i Indien og Sydøstasien, men er blevet dyrket mange andre steder gennem mere end 4000 år. Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Den er meget rig på c-vitamin, kun overgået af guava (Psidium guajava). Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. I Ethiopien anvendes frugterne som fiskegift. Blomsterne giver honning.

Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof. Arten er også meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er årsagen til navnet brystbær. Den medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Indisk brystbær er blevet naturaliseret i talrige lande, fra det sydlige Afrika gennem Mellemøsten til Kina, og desuden i Australien og på Stillehavsøerne. Den betragtes som invasiv i det nordlige Australien, hvor den er en trussel mod miljøet.

 

Billedet nedenfor er fra sikhernes hellige tempel Hari Mandir, populært kaldt ‘Det Gyldne Tempel’, som ligger i byen Amritsar i Punjab, nordvestlige Indien. På dette tempels areal vokser et ca. 475 år gammelt jujube-træ, som siges at have helbredende kraft, og kvinder, som ønsker sig en søn, fastgør tøjstykker i barken på dette træ som offergave. Hari Mandir er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indien 1997: Sikhernes gyldne tempel.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Prunus avium Fugle-kirsebær
Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Gammel flerstammet fugle-kirsebær, Holckenhavn Fjord, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus cerasifera Mirabel, myrobalan
Dette lille træ, som er nært beslægtet med kirsebær, kan blive indtil 12 m højt. Det er oprindeligt vildtvoksende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien, men på grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

Mirabel-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

 

 

Hvor mirabel-træer lades i fred, kan de opnå en anselig stammetykkelse, som dette ældgamle eksemplar i Bredlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel, asp
Denne slægt rummer et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. De er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina. Popler er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Gamle popler af en uidentificeret art, mellem Raetihi og Ore-Ore, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en gammel poppel, østlige Fyn. Forrest ses en ung eg (Quercus robur). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Populus x canadensis Landevejs-poppel
Denne hybrid mellem sortpoppel (P. nigra), som er hjemmehørende i Europa, det sydvestlige og centrale Asien samt Nordafrika, og Virginia-poppel (P. deltoides), som er vildtvoksende i USA, det sydøstlige Canada og det nordøstlige Mexico, plantes meget almindeligt verden rundt, ofte langs veje, hvilket er årsagen til dens danske navn.

 

 

Stynede landevejs-popler nær Skøvlebjerg, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stynede landevejs-popler oplyses af morgensolen, Lyø, Sydfynske Øhav. Træet i forgrunden minder om et gabende uhyre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en gammel landevejs-poppel, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Populus ciliata Himalaya-poppel
Et stort træ, op til 20 m højt og med en tyk, furet bark på ældre individer. Bladene er ovale eller hjerteformede, langt tilspidsede, fint savtakkede, indtil 25 cm lange og 15 cm brede. Bladstilken er meget lang, indtil 13 cm. Denne art vokser i skove, langs floder samt i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem det sydlige Tibet til Yunnan-provinsen i Kina. Den dyrkes vidt og bredt i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles som foder. En pasta af barken smøres på hævede muskler.

 

 

Muktinath-templet ligger i en lund af gamle Himalaya-popler i Jhong-floddalen, Mustang, Nepal. Dette tempel, som er tilegnet hinduguden Vishnu, er beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Salvadoraceae

 

Salvadora oleoides
Dette lille træ med hængende grene, som bliver indtil 6 m højt, er almindeligt i tørre egne i det sydlige Iran, det sydlige Pakistan, og det nordvestlige Indien. På hindi kaldes arten pilu, og den optræder i den episke fortælling Mahabharata, i Karna Parva, kap. 30, v. 24: “Hvornår skal jeg mon være blandt de kvinder, som spiser kager og kødboller og boller af bygmel, blandet med skummetmælk, i skovene med mange behagelige stier blandt bevoksninger af sami og pilu og karira!”

Frugten er spiselig og sød, og den er rig på kalcium. Den kan dog irritere slimhinderne, idet den kan fremkalde en kildrende fornemmelse eller blæner. Planten udnyttes medicinelt, frøolien og bladene mod rheumatisme, bladene tillige mod hoste, mens frugten anvendes mod forstørret milt, rheumatisme, svulster, feber, samt nyre- og galdesten. Veddet udnyttes til bygninger, landbrugsredskaber og både, og lokalt er det en vigtig brændselskilde.

En nær slægtning, Salvadora persica, kaldes for tandbørstetræ. I århundreder har denne arts kviste været anvendt som en naturlig tandbørste.

 

 

Et ældgammelt, kroget eksemplar af Salvadora oleoides, Thar-ørkenen, nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer campestre Navr
Et middelhøjt træ, indtil 25 m, hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra England, Danmark og Sydsverige mod syd til Middelhavet, det nordlige Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Det er indført mange andre steder. I Danmark er det kun vildtvoksende i den sydøstlige del af landet, men er almindeligt plantet i det øvrige land.

 

 

Stammen af en gammel navr, Gulstav Skov, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer platanoides Spidsløn
Spidsløn er hjemmehørende i Europa, hvor den findes fra det sydlige Skandinavien mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, mod øst til Ukraine, og derfra mod syd til Kaukasus og Tyrkiet. På et tidligt tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, hvor den er blevet invasiv i mange af de østlige stater. Af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

 

 

Denne ældgamle spidsløn vokser i en park i Ystads gamle bydel, Skåne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer pseudoplatanus Ahorn, ær
Ahorn er hjemmehørende i Centraleuropa, men blev indført til De Britiske Øer allerede omkring 1500 og er nu meget almindelig dér. Den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika. I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet.

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Den furede bark på stammen af en gammel ahorn, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en gammel ahorn med vedbend (Hedera helix), Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken af en gammel ahorn, Balmaha, Loch Lomond, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aesculus Hestekastanje
Disse træer er hjemmehørende i tempererede egne af den nordlige halvkugle, med én art i Europa, ca. 10 arter i Asien, samt 7 arter i Nordamerika. Slægtsnavnet er det latinske navn på vintereg (Quercus petraea, Fagaceae, se ovenfor), som muligvis er afledt af aigilops, det græske navn på en egeart med spiselige agern. Da frugterne af hestekastanje er giftige, er det lidt af et mysterium, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Aesculus. Det skal dog siges, at frømelet er spiseligt, efter at frugterne er blevet  kogt, og dette mel blev førhen anvendt som kvæg- og hønsefoder.

En amerikansk art i denne slægt, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, mens indisk hestekastanje (A. indica) præsenteres på siden Hyldest til farven gul.

 

Aesculus hippocastanum Almindelig hestekastanje
På et tidligt tidspunkt blev denne art, som i sin tid kun var vildtvoksende på Balkan, indført til størsteparten af det øvrige Europa, til Tyrkiet, hvor den i dag er et fremtrædende element i Istanbul, samt til Nordamerika. Artsnavnet kommer af det græske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på planten, at kestanesi, hvilket sigter til, at frugterne tidligere blev anvendt til at kurere lidelser hos heste, bl.a. overdreven luft i tarmene.

 

 

Allé af hestekastanje i aftensol, Skovsgaard, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bark på gamle hestekastanjer, Lillemølle, syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sapotaceae

 

Madhuca longifolia
Dette træ, lokalt kaldt for mahua, mohulo, iluppai eller vippa chettu, udgør et vigtigt element i tropiske løvfældende skove i størsteparten af det nordlige, centrale og sydlige Indien. Det bliver indtil 20 m højt.

Blomsterne er spiselige og udgjorde engang et vigtigt fødeemne for adskillige stammefolk. De gæres til fremstilling af en alkoholisk drik, kaldt mahua, der udgør en vigtig del af traditionelle fester. Der fremstilles også marmelade af blomsterne, og at afkog af dem indtages mod diverse lidelser. Frugten udgør et vigtigt fødeemne for stammefolk i Odisha.

 

 

Hellig lund af mahua, Kokkare Belur, nær Mysore, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taxaceae Taksfamilien

 

Taxus baccata Taks
Denne art er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, det sydvestlige Asien samt det nordlige Iran. I Himalaya erstattes den af en nærtstående art, Himalaya-taks (T. wallichiana), der førhen blev betragtet som en underart af europæisk taks. Taks-kogler er kraftigt modificerede, idet de kun indeholder et enkelt frø, omgivet af et mørkerødt, saftigt, bæragtigt lag, som er spiseligt. Selve frøet er dog meget giftigt.

Et gammelt eksemplar af taks er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

 

 

Aftenlys på stammen af en kæmpemæssig taks, ca. 1600 år gammel, Alton Priors, Wiltshire, England. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stammen af en anden meget gammel taks, Glendalough, Irland. Til højre klynger en udgået vedbend (Hedera helix) sig til stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tetramelaceae

 

Tetrameles nudiflora
Dette store regnskovstræ kan blive op til 45 m højt og har store brætrødder. Det er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, og derfra mod syd gennem Malaysia og Indonesien til det nordlige Australien.

 

 

Som det fremgår af disse billeder, er mange af Khmer-ruinerne i Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia, omklamret af rødderne af kæmpemæssige individer af Tetrameles nudiflora. Andre billeder fra dette imponerende område kan ses på siden Henfald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Khmer-børn samler spiselige frø blandt rødderne af en stor Tetrameles nudiflora, Ta Prohm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Welwitschiaceae

 

Welwitschia mirabilis
Denne art, som er begrænset til Namib-ørkenen i det vestlige Namibia, er den eneste overlevende repræsentant for en urgammel familie af koglebærende planter, fjernt beslægtet med nåletræer. Faktisk er Welwitschia et træ, men det meste af det er underjordisk, og rødderne rækker ned til vand 20 m eller mere under ørkenens overflade. Denne bemærkelsesværdige plante, samt andre aspekter af Namibias natur, er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

Denne Welwitschia, som blev fotograferet nær Swakopmund, er omkring 1500 år gammel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juni 2016)

 

(Senest opdateret maj 2022)