Ornitologer på min vej

 

 

 

 

Møderne i begge foreninger var meget ukonventionelle, hvilket fremgår af Jens Gregersens tegning ovenfor, som (kanske en kende overdrevet) viser et møde i Østjysk Biologisk Forening 1971, t.v. den daværende formand Hans-Ulrik Jensen, forreste række fra venstre Knud Pedersen (omtalt nedenfor), Karsten Haug, Ulf Roed, Mogens Damm, Søren Højager (omtalt nedenfor), samt mig selv, 2. række Finn Lund Henriksen, Flemming Christensen og Jörn Eskildsen (alle omtalt nedenfor), samt på Jörns knæ Erling ‘Pablo’ Sørensen, stående Peter Thomsen, bagest fra venstre Georg Guldvang, Hans Pinstrup, Vagn Pedersen og Henning Lykke Larsen.

Jeg vil gerne rette en stor tak til Jens Gregersen for udlån af de mange tegninger, der pryder denne side.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg besøgte parret i deres hjem i Thy i 1997 og 2022, og vi mødtes også tilfældigt på Gotland i 1997.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I januar 1989 blev han og jeg, sammen med Thomas Bregnballe og Lars Nørgaard Hansen (begge omtalt nedenfor), udsendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International), hvor formålet var at optælle overvintrende vadefugle, samt ringmærke fugle i kystnære skove.

Desværre døde Jens i 2012, kun 50 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev Bent og jeg, samt en anden klassekammerat, Peter Stougaard (omtalt nedenfor), for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

Senere skiltes vore veje, men Bent og jeg gensås i 2017, hvor vi foretog en nostalgisk tur til Hørret Skov – et sted, vi færdedes meget tilbage i 1960’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det østlige Nepal lykkedes det os at observere den farvestrålende ildhaletimalie (Myzornis pyrrhoura). Herom skriver Jørgen: “Ja, ja. Fire-tailed Myzornis hedder den! Ikke det der sløje danske navn. Vi betragtede den som et ikon. Et mega-target. Højt oppe i skoven i Upper Mai Valley kom den ned til os fra himlen (canopy i hvert fald), 2 var der, satte sig i underskoven. Vi var lykkelige. Den slags stunder, der kan tilfalde feltornitologer.”

Et billede af fire-tailed myzornis kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Jørgens åndelige hjemstavn er Thy, hvor han som barn tilbragte hver sommer på bedsteforældrenes husmandssted og lærte dialekten. Vinteren tilbragtes hos forældrene i København. Jørgen har fortalt mig, hvordan hans kammerater i København gjorde nar ad ham, når han talte thybomål, mens hans kammerater i Thy gjorde nar ad hans københavnske, så han lærte hurtigt at skifte fra den ene dialekt til den anden. Jørgen kommer stadig i Thy og høster hvert år for sin familie med en aldrende Claas mejetærsker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden sås vi ofte i Danmark, og vi foretog en rejse sammen til Skotland og Wales i 1992. Senere skiltes vore veje, og de sidste mange år har Frederik boet i Brasilien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2021 modtog Thorkil Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sin indsats mod opførelse af otte 150 meter høje vindmøller ved Tjele Langsø – et område, som en truet bestand på ca. 2500 tajgasædgæs (Anser fabalis ssp. fabalis) er afhængige af om vinteren. Hans indsats betød, at møllerne ikke blev opført.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da arbejdet var overstået, tog Thomas, Ib og jeg på en safaritur gennem det nordlige Tanzania.

Thomas og jeg var begge på en ny ekspedition til kyster og kystnære skove i Tanzania i 1989, hvor også Jens Bagger (omtalt ovenfor) og Lars Nørgaard Hansen (omtalt nedenfor) deltog. Bagefter tog Thomas, Lars og jeg på en lang safaritur gennem det nordlige Tanzania og Kenya.

Thomas blev uddannet biolog og er i dag ekspert i udbredelse og bestandssvingninger hos skarv, måger og terner i Danmark. Han har ofte hyret mig til forskellige job.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de følgende år var vi ofte på ture sammen, specielt ved Brabrand Sø nær Århus, hvor vi ringmærkede fugle sammen med Jens Gregersen og Jörn Eskildsen (begge omtalt nedenfor), samt Erling ‘Pablo’ Sørensen.

Sidst i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne tilbragte vi lange perioder sammen i naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, hvor han blev ekspert i at ringmærke skarveunger.

Flemming blev dræbt i en trafikulykke august 1984.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Helge berettede engang for mig om en sommertur, han og hans veninde havde foretaget til Lapland for at kigge på fugle. Alt druknede i regn, og for ikke at komme til at ligge i en sump havde de været nødt til at grave små kanaler til at lede regnvandet uden om teltet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst i 1970’erne lavede Jörn biologispeciale i yngleforekomsten af knopsvane på øen Klægbanken i Ringkøbing Fjord, hvortil jeg ledsagede ham adskillige gange som assistent. I 1981 var vi begge ansat som fugletællere i naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, og i en periode i 1990’erne boede jeg til leje hos ham og hans kone Pia på deres gård nord for Horsens.

I de senere år har parret drevet kunstgalleriet Galleri Esk i Ørsted på Djursland, som især har udstillinger med motiver fra naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I december 1988 fløj jeg sammen med John til Nairobi og videre til Comorerne, hvor vi skulle afvente ankomsten af den båd, som vi havde benyttet under tællinger af kystfugle den foregående vinter (se Møde med afrikansk bureaukrati). Båden forliste imidlertid på et rev i Mozambique, så vi måtte tage tilbage til Nairobi og derfra videre til Dar es Salaam. Sammen tog vi til Gombe Stream Reserve for at se chimpanserne dér.

I 1990 deltog John i en ekspedition til Tanzania, hvor vi sammen med Frederik Brammer og Torbjørn Eriksen (begge omtalt ovenfor) var udsendt af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International) for at undersøge fuglelivet i kystnære skove.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg besøgte Eddie en enkelt gang i hans hjem i Dragør, hvor han præsenterede mig for sin enestående samling af fugleringe fra hele verden, samt hans store samling af fuglekranier. Da jeg var i gang med at skrive en artikel om traner, lånte jeg et billede, som var taget af ham, da han i sommeren 1990 deltog i en russisk ekspedition til Daurskij-reservatet sydøst for Baikal-søen, nær grænsen til Mongoliet. Formålet var at fange og ringmærke fældende traner, specielt hvidhalset trane (Antigone vipio) og munketrane (Grus monacha). Eddie havde medbragt omkring hundrede farvede og nummererede plasticringe, som egentlig skulle have været anvendt til skarver, og da russerne dengang ikke fremstillede sådanne ringe, inviterede de ham til at deltage.

Eddies interesse for fugleringe opstod, da han som dreng strejfede rundt på den store åbne losseplads, der dengang fandtes langs Amagers østkyst. I de dage blev alle mulige slags affald blot kørt ud på lossepladsen, og da der var mange brugbare ting imellem, færdedes der en del klunsere, deriblandt Eddie. Han bemærkede, at nogle af de sølvmåger, der traskede rundt på lossepladsen efter spiseligt, bar en metalring om det ene ben. Disse ringe virkede dragende på ham, og han spekulerede på, hvordan han kunne få fat i dem.

Så fik han en genial idé. Han tog noget gammelt kluns og arbejdshandsker på, tog en papirsæk over hovedet med to glughuller til øjnene, hvorpå han gravede sig ned blandt noget affald og strøede franskbrød foran sig. Det opdagede mågerne hurtigt, og når en fugl med ring kom tæt nok på, greb Eddie den, drejede halsen rundt på den og tog ringen af.

Han opdagede nu, at der stod adresser på ringene og blev nysgerrig efter at vide, hvor fuglene kom fra. Han skrev derfor til Zoologisk Museum i København med oplysninger om sine fund. På museet undrede man sig snart over, hvorfor denne Eddie Fritze fandt så mange døde måger på Amager losseplads, så han blev spurgt, om han havde lyst til at komme ind på museet til en samtale.

Lederen af museets ringmærkningsafdeling, Niels Otto Preuss, var jo nok klar over, hvordan sagerne stod, men i stedet for at skælde ham ud for at slå mågerne ihjel, spurgte han Eddie, om han kunne tænke sig at sætte museets ringe på foden af de måger, som han tog udenlandske ringe af.

“Det kan jeg da godt!” svarede Eddie, og det var indledningen til en livslang interesse hos ham for at ringmærke måger, bl.a. med plasticringe med indgraverede numre, der kunne aflæses i teleskop.

En dag, da Eddie, iført et par nye arbejdshandsker, lå nedgravet i affaldet og ventede på mågerne, kom en klunser forbi. Han fik øje på de helt fejlfrie handsker og kom sporenstregs hen for at samle dem op. Imidlertid fulgte Eddies hånd med op, og inde bag papirsækken sagde Eddie: “La’ vær’ mæ’ det!” Manden må have fået noget nær et hjertestop, for han vendte lynsnart rundt og løb ud af lossepladsen, det bedste han havde lært.

Eddie blev berømt i vide kredse for sin losseplads-historie, og da han var til en ornitologisk kongres i Sydafrika, blev han bedt om at fortælle historien for hele forsamlingen, der morede sig kosteligt.

Eddies kraniesamling gav også anledning til en anekdote. Han fortalte, at for at fjerne så meget af kødet fra knoglerne som muligt, skal kraniet koges en tid, inden det graves ned i et myrebo, så myrerne kan fjerne de sidste rester. Hans mor ville ikke have, at han kogte de ildelugtende kranier inde i huset, så det måtte foregå med primus ude i haven. En dag, hvor Eddie var i gang med kogningen, hørte han naboen sige til sin kone: “Puh-ha, hvad mon de skal have til middag inde ved siden af?”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han var en af pionererne i Natur og Ungdom i Århus i 1960’erne. Med sit store intellekt, sin fantastiske hukommelse og sin enestående faglige viden var han et lysende eksempel for vi andre i foreningen.

En nekrolog kan læses på Østjysk Biologisk Forenings hjemmeside gejrfuglen.dk. Her udtaler Jens Gregersen (omtalt nedenfor) og jeg bl.a.:

Mogens var en stor personlighed, der også rummede stor hengivenhed – fx overfor mere skæve typer. Det var altid fantastisk at møde ham eller være på tur med ham. Der var en andægtig ro over ham – næsten en meditativ ro, som forplantede sig til os andre.

Og så var der jo skovhornuglerne i Søskoven ved Brabrand Sø i vintertiden. Når møderne i foreningen var forbi, rejste Mogens sig, klappede på kikkerthylsteret, der sad på skrå fra skulderen til hoften, og sagde: ”Hmmm. Er der nogen, der vil med ud at se på ugler i morgen aften?” Og vi var mange, der meldte os. Det var jo altid en fornøjelse at være på tur med ham og suge af hans viden. Med sit organisatoriske overblik anbragte han os på diverse poster rundt om Søskoven, hvor vi skulle notere, hvornår uglerne fløj ud, og i hvilken retning, mens han selv stod midt på en mark og rakte sin lysmåler op i luften. Det var stemningsfulde vinter-skumringer, hvor man aldrig vidste med sikkerhed, hvordan uglerne ville opføre sig.

Sommeren 1965 havde Torben Hviid Nielsen, Knud Pedersen (omtalt nedenfor) og jeg (KH) fornøjelsen at tilbringe 14 dage sammen med Mogens omkring Nissum Fjord, og sommeren 1969 tilbragte Finn Lund Henriksen (omtalt nedenfor), min bror Leif og jeg 14 dage sammen med Mogens på Færøerne. Han havde lovet Boy Overgaard Nielsen på Århus Universitet at indsamle myg og stankelben. Men ak, hans medbragte syltetøjsglas var kun halvt fyldt med sprit, og ved hjemkomsten var alle dyrenes ben faldt af og sad klistret fast til glassets sider.

Vinteren 1968-69 afholdt ØBF en lejr i Skåne. Vi tog natfærgen fra Århus til København og videre med færgen til Malmö, hvorfra vi cyklede de 30 km til en ‘stuga’ ved bredden af Fjällfotasjön. Det var fantastiske vinterdage med sne og frost og islagte søer, og mange ørne, som vi århusianere ikke var forvænte med. Nytårsaften var der lidt festivitas, og iført sin grønne regnjakke, kikkerthylster og gummistøvler, og med en øl i hånden, opførte Mogens en imponerende kosakdans foran kakkelovnen i stuen – et festligt syn!

I 1989 besøgte Mogens os på Vorsø, hvor han bl.a. fortalte om sit arbejde i Brasilien med krybdyrs åndedræt. Han og hans kolleger tog til det store sumpområde Pantanal for at fange kaimaner, som de transporterede hjem til laboratoriet. Jeg spurgte ham, om de ikke var vanskelige at fange, men han sagde blot: ”Nej, de er stjernedumme. Om natten lyser man dem i øjnene med en lommelygte, og så kaster man sig over dem.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens blev meget deprimeret over kommunens behandling af den fine natur omkring Brabrand Sø og Århus Å. Han udtaler:

“Jeg kendte lodsejerne og fiskerne og jægerne og de få ornitologer, der kom derude. Jeg kom der i al min fritid og var sikker på, at jeg skulle leve hele mit liv ved søen. Og da jeg kunne se, at man stille og roligt var i færd med at fylde den fine Åby Eng op med dagrenovation, blev jeg så ked af det og endte i en følelse af ren og skær afmagt.

I 1966 satte kommunen en slamsuger til at pumpe mudder op fra søen, og det var godt. Søen var jo ved at gro til. Den er lavvandet i forvejen, og Aarhus Å løber igennem den og havde igennem mange år aflejret store mængder forurenet dynd og slam. Det skulle fjernes, og det var alle enige om, selv om det hører med, at der ikke var kommunale biologer involveret, for de fandtes slet ikke dengang.

Man valgte desværre den nemmeste måde. Man pumpede slammet ind i rørskoven og engene langs Døde Å og lavede et dige af halmballer, så det ikke løb tilbage. Man pumpede enorme mængder slam ind, og da det tørrede og faldt sammen, voksede det til med tidsler. Slamsugeren skulle redde søen, men ødelagde rørskoven omkring den. Den var oven i købet fredet. De overtrådte naturfredningsloven!

Der var ingen offentlig debat omkring det. Naturfredningsforeningen var nærmest værdiløs dengang, og ornitologer var bare nogle nørder med kikkerter. Vi var en lille flok, som kaldte os Brabrandsøens Venner, men vi var slet ikke organiserede og havde ingen at klage til.

Da man så begyndte at fjerne søkogleaks-poldene, der var så typiske for den østlige del af søen, besluttede jeg og to gode venner at skride til handling i september 1971. Slamsugeren skulle stoppes. Vi kørte i mørket ud til søen, slog en rude ind på slamsugeren, smed 5 halmballer ind, hældte 2 liter benzin over dem og satte ild til. Det var jo mørkt, og vi vidste, at der ikke var nogen, der så os. Da vi var sikre på, at den brændte godt, skyndte vi os hjem.

Politiet fandt hurtigt ud af, at vi var nogle stykker, der holdt meget til i området, og i de følgende dage blev to af os afhørt – men klarede frisag.

Der var en flok personer, som vidste, at det var os, men de sagde ingenting. Der blev skrevet en del om det i aviserne, for slamsugeren var jo totalskadet, motoren var smeltet, og det var kommunen, der skulle reparere den for hundredtusinder af kroner. Den blev fjernet fra søen.

Næste forår i april fik vi et chok. Der lå en flunkende ny knaldgul slamsuger på præcis det sted, vi havde brændt den af i september. Den var totalrenoveret med helt ny motor.

I mellemtiden havde jeg fået min egen robåd, og jeg var klar over, at nu skulle det gå hurtigt. Allerede næste nat klokken 1 roede vi ud til slamsugeren. Der var lagt nye halmballer ud ved søbredden, og så gjorde vi præcis som første gang, sprang ned i robåden og roede i rasende fart over til søens anden bred. Her lagde vi os på en mark og nød synet af slamsugeren, der brændte én gang til.

Så opgav kommunen, og der blev ikke pumpet mere slam op.

Siden er den massive forurening stoppet, og det kan vi takke en generations politikere og biologer og andre fagfolk for. Aarhus Å er blevet renere, Brabrand Sø er blevet ren i en sådan grad, at der nok snart åbnes for badning, og åen er atter ved at blive frilagt på sit sidste stykke midt igennem den centrale del af Århus.”

Hele historien bag slamsugerens død kan læses i Dagbladet Politiken, 23. august 2015.

Senere blev Jens og jeg redaktører sammen af Østjysk Biologisk Forenings medlemsblad Gejrfuglen.

I 1974 var vi begge observatører på naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord. Sommeren 1975 tog vi på en biltur til Nordjylland, og sent på efteråret samme år på en lignende tur til Vadehavet, hele vejen ned til Holland. Det var en kølig affære, som Jens beskrev det i sin dagbog: “Regnbyger og støvregn og tåge og dis og gråvejr og koldt.” Vi kørte derfor videre til Frankrig for at varme balderne lidt op.

I 1980’erne og 90’erne arbejdede vi begge i lange perioder på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, Jens som skildrer af skarvens levevis, jeg som fugletæller og botaniker. Jens blev senere opsynsmand på øen og har nu boet der i henved 40 år.

Gennem hele hans voksenliv har Jens’ kunstneriske arbejder resulteret i adskillige bøger, hvoraf den første, Tipperne – fugle langs den jyske vestkyst, udkom i 1975. Blandt de senere værker vil jeg især fremhæve den glimrende Årets ring – fuglene og landet, som udkom i 2008.

Mellem 2000 og 2020 var Jens på talrige ture til arktiske områder, og hans arbejde her resulterede i den smukke bog Arktisk sommer, der udkom i 2014. Sammen med Max Nitschke (omtalt nedenfor) havde jeg i 2011 fornøjelsen at ledsage ham på en af hans ture til Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

I de tidlige år gjorde Jens en del i karikaturer af den brogede medlemsskare i Natur og Ungdom. Adskillige af hans tegninger er bragt på denne side, se fx øverst på siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Niels var mageligt anlagt. Jeg glemmer aldrig engang han var på besøg på Vorsø og lå henslængt over tre stole i køkkenet. En eller anden ung mand var på øen i et ærinde og kom ind i køkkenet. Han havde åbenbart en lidt dårlig holdning, for Niels udbrød henne fra stolene: “Ret ryggen, knægt!”

Niels havde dårligt hjerte og døde desværre allerede i 2008, kun 69 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han var siden behjælpelig med nyere udgaver af guidebogen, også efter at han i 2000 blev ansat på det nye museum NaturBornholm. Han er en guldgrube af viden omkring bornholmske naturforhold.

Jeg holdt kontakten med Finn vedlige, efter at Søren og jeg holdt op med at lave guidebogen, og vi sås sidst i 2017, hvor han viste Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor) og mig rundt på adskillige gode naturlokaliteter i det nordlige Bornholm.

Finn har udgivet en fin bog med titlen På 367 ture i Bornholms natur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han har udgivet andre debat-bøger, der omhandler Danmarks naturforvaltning, bl.a. Der er et yndigt land, som beskriver den danske naturs elendige tilstand. I 2008 udgav han Det tabte land – et historisk værk om magten over den danske natur. Denne bog fik Dansk Forfatterforenings fagbogspris.

I dag driver han det uafhængige konsulentfirma BæreDygtighed, der rådgiver virksomheder, institutioner og private omkring omstilling til miljøvenlig produktion og forbrug.

Jeg traf først Kjeld i vore unge dage, hvor Jens Gregersen (omtalt ovenfor) og jeg besøgte ham i hans hjem i Ry. Han var dengang kendt som Rabiaten fra Ry på grund af sine provokerende, men altid sagligt underbyggede meninger om miljø- og jagtpolitik. Han stiftede gruppen Pugnax, som provokerende drog gennem Strøget og smed døde skarver, som var blevet ‘reguleret’, til venstre og højre i et forsøg på at rejse debat omkring skarvens situation. Pugnax er latin og betyder ‘stridbar’ – det er det latinske artsnavn på brushanen, navngivet således på grund af hannernes arena-kampe om foråret.

Siden har jeg ikke set meget til Kjeld, men traf ham ved et tilfælde i Nepal i 1985.

 

 

 

 

 

Jeg lærte ham først for alvor at kende, da vi deltog i en ekspedition til Tanzania i januar 1989 sammen med Thomas Bregnballe og Jens Bagger (begge omtalt ovenfor), udsendt af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International), hvor formålet var at optælle overvintrende vadefugle, samt ringmærke fugle i kystnære skove. Da arbejdet var overstået, tog vi på en lang safaritur gennem det nordlige Tanzania og Kenya.

I april 1991 var han og jeg på en månedlang vandretur i Makalu-Barun Nationalpark i det østlige Nepal. Senere lavede han biologispeciale i Nepal, hvor han foretog spiringsforsøg med frø fra forskellige bestande af træarten Dalbergia sissoo, og i 1994 traf jeg ham og hans kæreste Lise i Kathmandu. Sommeren 1997 var Lars, Lise, Lars Skipper og jeg på en 14-dages campingtur til Gotland.

Siden har vi mødtes jævnligt, ofte i parrets sommerhus på Mols, og jeg har assisteret ham et par gange under hans arbejde med registrering af tilvæksten hos skovtræer i prøvefelter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi mødtes i 1983, hvor han viste Jens Gregersen og Flemming Christensen (begge omtalt ovenfor) og mig rundt på Vind Hede – urfuglens sidste tilholdssted i Danmark. Siden tabte vi forbindelsen, men mødtes ved et tilfælde på Bornholm omkring 2016.

 

 

 

 

 

Jens og Niels ledsagede mig på en rundrejse i Sri Lanka december 1982-januar 1983, hvoraf to episoder er beskrevet på denne hjemmeside under Rejse-episoder Sri Lanka.

Under sit arbejde på Naturhøjskolen samlede Jens materiale til en bog, der udkom i 1987 med titlen Grøngødning og efterafgrøder. Han hyrede mig til at tage billeder til bogen af de spirende planter og deres frø.

Foruden fugle holdt Jens meget af jazz, og han spillede på trombone i et jazzorkester med det uprætentiøse navn Tante Tillies Fodvarmere.

Desværre døde han af kræft i 2015, kun 71 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

Sidst jeg så ham var i 2009, hvor han og hans kone Hanne besøgte mig på Fyn. Vi tog da på adskillige ture, bl.a. til øen Romsø, hvor en stor flok dådyr holder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I januar 1997 mødtes vi alle fire i Zambia, hvorefter vi foretog en måneds rundrejse i Zambia, Zimbabwe og Botswana.

Hjemme i Danmark mødtes vi af og til, bl.a. var vi sammen med Uffe på en flerdages rundtur i det nordlige Jylland i juni 1997, og i 2011 var vi alle tre i Sønderjylland for at se den fåtallige bjergsalamander, der i Danmark kun findes nær Åbenrå.

Alle fire deltagere fra Afrika-rejserne mødtes til Sankthans-fest i 2009 hos Erling på Fairyhill (se billede nedenfor under Uffe Gjøl Sørensen).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vort mål var den lille by Weining, hvor vi traf en bekendt af Miss Li, biologen Li Ching, som gjorde et stort arbejde for at beskytte en stor flok af den truede sorthalsede trane (Grus nigricollis), som overvintrer i et stort sumpområde lige uden for Weining ved navn Cao Hai (‘Græshavet’), der dækker omkring 60 km². Han medvirkede bl.a. til, at mange af afvandingerne langs bredderne af Cao Hai blev sløjfet, og sumplandet har så småt generobret tidligere marker.

I selskab med Li Ching kørte vi i de følgende dage rundt i området, beskrevet på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

 

 

 

 

 

I oktober 1993 fløj vi sammen til Cape Town i Sydafrika, hvor Lomosserne havde bekendte, den engelske ornitolog Jim Enticott og hans kone Caz. Senere var vi på biltur rundt i Namibia.

Siden har jeg jævnligt besøgt dem i deres hjem på Öland, først i Tryggestad, siden i Glömminge. Desværre fik Hans i begyndelsen af 2020 konstateret en hjernesvulst. Han blev opereret med succes, men har dog en del mén, bl.a. et svækket immunsystem, og han bliver meget hurtigt træt. Jeg har derfor ikke besøgt dem under corona-epidemien siden 2020.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg traf Peter for første gang på Christiansø i 1989, hvor jeg var på besøg hos Jens Bagger (omtalt ovenfor). Jeg husker tydeligt, at Peter kom farende ind på feltstationen og råbte: “Der sidder en grøn biæder udenfor, kraftedme!” – Det var den første observation af arten i Danmark.

I forbindelse med, at Søren Lauridsen og jeg i 1997 skulle lave en guidebog om Bornholm, var det naturligt for mig at opsøge Peter på Christiansø, og han var altid behjælpelig med oplysninger om fuglelivet. Vi sås jævnligt de følgende år, sidst i 2017.

Desværre døde Peter af kræft i 2019, kun 66 år gammel. En nekrolog kan læses på internettet, se chroe.dk/onewebmedia/Lyngs.

 

 

 

 

 

 

 

Siden har jeg ikke set meget til ham. Han er i dag landets førende ekspert mht. vilde gæs og har undersøgt gæs på deres ynglepladser i Grønland og på Svalbard.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1994 udtalte rektorkontoret på Københavns Universitet, at det er »ganske overordentlig meget sjældent«, at en ikke-akademiker erhverver den naturvidenskabelige doktorgrad. Anledningen var, at Hans d. 19. maj erhvervede graden på disputatsen Vadefugletrækket gennem Danmark, uden videnskabelig uddannelse, ja endda uden studentereksamen.

Hans var uddannet radiomekaniker, og det skaffede ham et job i Nordøstgrønland – et ophold, der gav ham en livslang interesse for arktiske fugle.

I dag er han redaktør af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift og er en utrættelig producent af artikler til bladet.

 

 

 

 

 

Så pludselig en dag i 1997 blev jeg ringet op af hans moster, som fortalte, at Thorkild var i Danmark og gerne ville tale med mig. Han havde set, at jeg var konsulent på en guidebog ved navn Rejsen rundt i Indien (Politikens Forlag). Han havde planer om at flytte til Indien og stillede mig i den forbindelse en masse spørgsmål om landet. Efter at han var taget af sted, skrev han ofte til mig om, hvordan det gik. Det viste sig, at han havde fundet en kone, Magdalene, og havde slået sig ned i Mysore i delstaten Karnataka.

Her besøgte jeg ham flere gange i de følgende år. Han havde købt et lille stykke jord uden for byen, hvor han forsøgte at dyrke Aloe vera og mangotræer, intet af det med succesfyldt resultat. Han havde dog stor glæde af at fange og ringmærke fugle i området, og jeg assisterede ham flere gange med dette arbejde.

Han og hans kone fik en søn, Daniel, men ægteskabet var ikke lykkeligt. Han blev skilt og fandt en anden kone, Bindu. Sidst jeg besøgte ham var i 2008, hvor vi var på en rundtur i Goa, Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Siden har jeg mistet forbindelsen med ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2011 ledsagede han og jeg Jens Gregersen (omtalt ovenfor) på en af hans ture til Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi holdt forbindelsen vedlige, og da vi begge havde planlagt at rejse i Indonesien i 1985, aftalte vi at mødes. Dengang var den normale kontaktmetode poste restante, dvs. at man efterlod et brev på et posthus med besked om, hvor man opholdt sig. Det glippede flere gange – enten var jeg og min ledsager Jette lige taget af sted, eller også var Henrik. Så opgav vi.

På øen Lombok aftalte Jette og jeg med en lokal mand, at han skulle padle os over til den lille ø Gili Air, men da vi nærmede os bredden, kom en ung mand farende ud i vandet og slog mig på skulderen – det var Henrik!

Siden sås vi meget ofte, og vi snakkede om, at når Henrik og hans kone Pernille ville finde blivende sted, skulle jeg bo ‘på aftægt’ hos dem. De boede på Vesterbro nogle år, hvor Henrik lavede speciale på Kalvebod Fælled med emnet prædation af vibereder. Man mente, at det især var krager, der præderede æggene, men Henriks undersøgelse konkluderede, at ræven var hovedsynderen.

I 2004 købte parret en gård i Sulkendrup syd for Nyborg, og her indrettede han og jeg et hjem til mig i et lille kampestenshus, der tidligere havde fungeret som svinestald og senere som fyringsrum med halmfyr. Alt var sværtet sort indvendigt, og der var et grimt betonloft, som jeg fik nogen tid til at gå med at hamre i stykker. Det var varmt arbejde, så selv om det var i november måned, var jeg kun iført bukser og T-shirt. Da en nabokone kom over for at give en besked, gloede hun forbløffet på mig og sagde: “Sidder du her i T-shirt?”

Huset blev færdigindrettet i 2005, og her har jeg boet lige siden.

Henrik kunne ikke finde et permanent job og begyndte at arbejde som terrazzo-mand, men fik så arbejde hos militæret med opsyn af naturområder, som var omfattet af paragraf dit-og-dat. Det gik fint nogle år, men så begyndte hans tiltag konsekvent at blive modarbejdet af ledelsen. Det var surt, så Henrik søgte andre job. Han var så heldig at komme ind hos Naturstyrelsen og arbejder i dag med oprettelsen af Natur-nationalpark Thy.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi var sammen ved Nissum Fjord og Blåvandshuk sommeren 1965, og den følgende sommer var vi et helt slæng, som besøgte ham i Tinglev, hvor hans bedsteforældre boede. Her tilbragte vi en herlig tid i Tinglev Mose med at kigge på hedehøg, rørdrum, græshoppesanger og andre spændende fugle. Bedsteforældrene var utroligt gæstfrie og inviterede flere gange hele banden på middag. Når vi så havde sat den gode mad til livs, sagde bedstemoderen på ægte sønderjysk: “Æ I satt?” (Er I mætte?). Om vi var!

I Skagen besøgte jeg Knud et par gange, i 1975 og 1996.

I juli 1975 var Knud, hans lærerkollega Eigil Olesen og jeg 14 dage i det sydlige Norge, bl.a. på den fuglerige ø Runde. En dag mødte vi et usædvanlig tamt får, som kælent gnubbede sig op ad os, for derefter, da vi vendte ryggen til, at stange mig på lumpen vis bagfra, så jeg røg omkuld, og mit fotoudstyr spredtes i græsset. Knud og Eigil var ved at gå til af grin. Dyret var en vædder!

I 2018 modtog Knud Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sin mangesidede indsats omkring formidling og beskyttelse af fuglelivet i Nordjylland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I foråret 1980 tog vi sammen til Nordindien og Nepal, og vi mødtes også i Nordindien vinteren 1985-86 (se Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”).

I januar 1988 blev vi sammen med Thomas Bregnballe (omtalt ovenfor) og Ole Thorup (omtalt nedenfor) sendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International). Formålet med turen var at optælle overvintrende palæarktiske trækfugle langs Tanzanias kyst. Vore genvordigheder på denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

Siden mødtes vi med jævne mellemrum, og i juni 1999 havde jeg fornøjelsen af at tilbringe en måned sammen med Ib og hans familie i Island, hvor han jævnligt var kommet siden sine unge dage og havde et meget nært forhold til familien Kjartansson på gården Hraun nær Akureyri. Han var også involveret i overvågelsen af islandske jagtfalke.

I de senere år har han og hans islandske kolleger fulgt vintervandringerne hos odinshane, rødstrubet lom og forskellige ænder ved hjælp af dataloggere. Herhjemme er han ansvarlig for overvågningen af havfuglebestande i områder, hvor man har planlagt vindmølleparker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han var også chauffør på en ekspedition til Tanzania i 1993 med en efterfølgende safari, og endvidere hyrede Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor), Jørgen Bech (omtalt ovenfor), Solveig Schjørring og jeg ham som chauffør på en rundtur i det nordlige Tanzania, Uganda og Kenya december 1994-januar 1995.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ajai vakte især min interesse ved at berette om en vandring, som hans onkel engang havde foretaget til et vildtreservat i Himalaya ved navn Nanda Devi Wildlife Sanctuary, opkaldt efter det højeste bjerg i Garhwal, Nanda Devi (7816 m), som egentlig er navnet på en hinduistisk gudinde. For at komme ind i dette område skulle man vandre op gennem den smalle Rishi Ganga-dal.

Ajai havde selv tænkt sig at besøge dette område, og han var så venlig at invitere mig til at deltage. Jeg kom straks til at tænke på, at denne vandring ville være noget for min amerikanske ven John Burke, som jeg havde mødt i Nepal i 1978 (se Rejse-episoder – Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest). I oktober 1982 foretog vi alle tre en meget interessant, men barsk vandring i Nanda Devi-reservatet, beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1982: Nanda Devis velsignelser.

På mine senere rejser i Indien besøgte jeg som regel Ajai, som var blevet gift med Madhu omkring 1985. Han havde fuldført sin uddannelse inden for skovvæsenet, og parret boede først i Dehra Dun, Uttarakhand, siden i Delhi. Da Ajai blev udstationeret på Andamanerne, fløj jeg derud og tilbragte et par uger på disse interessante øer, beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

Da vi begge havde stor interesse i Himalayas flora, besluttede vi at udarbejde en foto-flora over områdets mest almindelige og markante arter – et kæmpe-arbejde, som i perioden 2007-14 optog en stor del af min tid. I takt med mobil-telefonernes stedse større formåen – og som en konsekvens heraf bøgernes tilbagetog – gik det dog efterhånden op for os, at projektet ville være en dødssejler – kun få købte jo bøger nu om dage. I stedet besluttede jeg at oprette nogle sider om Himalayas flora på denne hjemmeside. På den danske del (Planteliv: Flora i Himalaya) er kun omtalt et begrænset antal arter, hvorimod den engelske del detaljeret beskriver hundredevis af arter (se Plants: Himalayan flora 1, 2, og 3).

I 2021 gik Ajai på pension, og parret bor nu i delstaten Goa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1999 var vi sammen med en gruppe skandinaver på vandring knapt to uger i Tien Shan-bjergene i Kirgisien, og i 2000 var vi sammen med Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor), Mikkel Lausten og Morten Christensen i Estland, hvor Morten er (eller var) medejer af en faldefærdig landejendom nær landsbyen Rõude, beliggende nordøst for reservatet Matsalu.

Lene delte mange år med Uffe indtil hans alt for tidlige død i 2021. Hun havde erhvervet et sommerhus i Sønderby syd for Jægerspris, og her tilbragte de en stor del af deres fritid i de senere år. De var begge meget kulturinteresserede og foretog mange rejser med fokus på natur og kultur, både herhjemme og i udlandet. Jeg besøgte dem ofte i sommerhuset, og i maj 2017 tilbragte vi en uge sammen på Bornholm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev Peter og jeg, samt en anden klassekammerat, Bent Bakkegaard (omtalt ovenfor), for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

I 1972 tilbragte Peter, hans kone Jane og jeg en uge på Madeira. Senere skiltes vore veje, og jeg har ikke set ham siden 1970’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har besøgt Peder og hans kone Karin adskillige gange gennem årene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som nævnt under Ib tilbragte jeg en måned i Island sommeren 1999 sammen med ham og hans familie, og under dette ophold ledsagede vi flere gange Sverrir på hans ringmærkningsture.

 

 

 

 

 

 

 

Ole har gennem mange år været en utrættelig optæller af ynglefugle på naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord og andre steder i det sydvestlige Jylland.