Sonora – den frodige ørken

 

 

Arizona-Utah 2001a
En stor saguaro (Carnegiea gigantea) kan veje 8-10 tons og indeholder 90% vand – nok til flere år uden nedbør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

For at en ørken kan opstå, kræves mindst to betingelser opfyldt: lav nedbør (normalt mindre end 250 mm årligt) og meget høje temperaturer, i hvert fald en del af året. Disse to ting i forening betyder, at vand er en mangelvare.

 

Nordamerikas fire ørkentyper
I det sydvestlige Nordamerika strækker sig et kæmpemæssigt ørkenområde på omkring 1.300.000 km2, fra Oregon og Wyoming i nord til det centrale Mexico i syd. Denne ørken opdeles traditionelt i fire typer.

Great Basin-ørkenen mod nord domineres de fleste steder fuldstændigt af malurt-arter og minder mest om busksteppe. Kun omkring de få vandløb findes træer.

Mohave-ørkenen i Californien og Nevada har en mere alsidig vegetation, og en stor yucca-art ved navn Joshua-træ (Yucca brevifolia) er karakterplante her. Den blev navngivet af californiske mormoner, der var undervejs for at slå sig ned hos deres åndsfrænder i Utah. Træets opstrakte ’arme’ mindede dem om Biblens Joshua, der ledte Israels børn til Kanaans land.

Chihuahua-ørkenen, opkaldt efter den mexikanske delstat, som den dækker det meste af, når op i det sydlige New Mexico. Den rummer bl.a. snehvide klitter af gips, og plantelivet domineres af agave-arter.

Endelig er der Sonora-ørkenen, som er den ørkentype, de fleste europæere forbinder med den nordamerikanske ørken. Her vokser den gigantiske saguaro (Carnegiea gigantea) (udtales ’sawaro’), som er velkendt fra talrige western-film. Denne ørkentype dækker omkring 300.000 km2 og er opkaldt efter en delstat i det nordvestlige Mexico. Den strækker sig fra det sydøstlige Californien og det sydlige Arizona sydpå til det vestlige Sonora og den nordlige del af den californiske halvø, Baja California (se kortet).

 

 

 

 

 

Sonora-ørkenens fire undertyper
Sonora-ørkenen er bemærkelsesværdig ved at have to regntider. De fleste andre ørkener har kun én – og nogle år falder regnen kun i tilfældige, ofte meget kraftige byger. Sonoras nedbør falder normalt i perioderne december-marts og juli-september. Derfor har planterne gode muligheder for at opbevare vand i stamme, stængel eller rod til mere tørre tider. Da streng frost desuden er sjælden i denne ørken, er risikoen for frostskader i vævet ret lille.

Her og der rejser sig bjergrygge midt i ørkenen, kaldt sky islands (’himmeløer’). Bjergene er bevokset med nåleskov, og plante- og dyreliv er noget anderledes end i ørkenen, delvis som i Rocky Mountains. Nederst på bjergene vokser ofte tætte krat, som benævnes chaparral. Mange steder skråner det eroderede materiale, som vandløbene har bragt med sig til foden af bjergene, jævnt ned mod ørkenen. Disse flader kaldes bajadas (’skråninger’ på spansk).

Også hvor der ikke er bjerge, varierer klima og vegetationstyper betydeligt inden for Sonora-ørkenen, og denne er igen opdelt i fire undertyper (se kortet). I Arizona-ørkenen mod nordøst er nedbøren nogenlunde ligeligt fordelt mellem sommer og vinter. Det fryser ofte om vinteren, men kun i bjergene er frosten streng. Plantelivet er alsidigt med mange kaktusarter samt tørketålende buske og træer, ofte tornede.

Langs floderne vokser bånd af træer som fløjlsask (Fraxinus velutina), Arizona-valnød (Juglans major), Fremont-poppel (Populus fremontii) samt forskellige pilearter. Nær floderne, hvor vandspejlet står højt, findes ofte åbne skove, som med et spansk ord benævnes bosques. Karaktertræer her er tre arter af mesquite (Prosopis), som tilhører ærteblomstfamilien. Disse træer har bredt sig meget siden 1700-tallet, da spanierne introducerede løsgående kvæg i ørkenen. Kvæg æder meget gerne bælgene af mesquite, hvis frø kun har gavn af at komme gennem en komave – så spirer de langt bedre. Indianske folk knuser bælgene til en slags mel, pinole, hvoraf de laver grød og kager samt en alkoholisk drik. Mesquite-træerne er ofte befængt med snylteplanter i form af misteltene af slægten Phoradendron, hvis lyserøde bær den grå silkemonark (Phainopepla nitens) holder meget af at æde. Herved spredes frøene, som ovenikøbet starter deres liv i en klat gødning. – Phoradendron og andre slægter af misteltén er nærmere omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

I undertypen Sonora-ørkenen, syd for Arizona-ørkenen, falder der mere regn om sommeren end om vinteren. Vegetationen er meget som i Arizona-ørkenen, men der er flere kaktusarter. I det sydlige Sonora og i delstaten Sinaloa går ørkenen gradvis over i tropisk tørskov.

Ørkenen på Baja California kaldes ofte for Vizcaino-ørkenen. Her er der milde og fugtige vintre, mens sommeren bringer mindre regn. Til gengæld er der på grund af havets kølende effekt ikke så varmt. Havgus bringer også betydelige mængder væde til området, og epifyter kan vokse på træer og buske. Der er en sand overflod af kaktus-, agave- og yucca-arter. Mange plantearter vokser kun her, fx den kæmpestore cardón-kaktus (Pachycereus pringlei) og det ejendommelige boojum-træ (Fouquieria columnaria), der ligner en omvendt grå gulerod med korte, krogede grene.

Den tørreste og varmeste del af Sonora-ørkenen findes mod nordvest. Den kaldes Colorado-ørkenen, da den er beliggende omkring Colorado-flodens nedre løb. Her falder ofte under 50 mm regn om året, og op mod 50°C er målt flere gange. Vegetationen består mest af tørketålende buske og træer, og kaktus-arter er sjældnere.

En af karakterplanterne i Colorado-ørkenen er ørken-jerntræ (Olneya tesota), et ærteblomstret træ, hvis ved er stenhårdt og så tungt, at det synker i vand. Jerntræet kan blive op til 13 m højt og nå en alder af 1500 år. I skyggen under dets stedsegrønne krone opstår en mikrohabitat, hvor der kan være op til 15° køligere end udenfor. Det betyder, at frø af andre planter kan spire uden at tørre ud, og nyspirede planter af 230 arter er fundet her. Talrige dyrearter søger skygge under træet, og fx duer, gnavere og prærieulv (Canis latrans) æder de proteinrige bælge. De afkastede blade tilfører jorden værdifuldt kvælstof.

Mod vest i Colorado-ørkenen findes en fordybning ved navn Salton Sink, der dækker ca. 20.000 km2, hvoraf omkring en fjerdedel befinder sig under havets overflade. Her ligger den store saltsø Salton Sea, der er omkring 50 km lang og op til 30 km bred. Oprindelig udgjorde hele dette område en del af den Californiske Havbugt, men Colorado-floden aflejrede gennem tiderne så meget sediment, at en del af havbugten blev afsnøret. Herved opstod en mægtig saltsø, kaldt Cahuilla. Den fordampede langsomt, og omkring 1900 var der kun en smule vand tilbage. Den nuværende Salton Sea opstod i 1906, da Colorado-floden gennembrød sedimentkanten, hvorefter vandet strømmede ind i lavningen, til tider op mod 10.000 m3 pr. sekund. Søen er en meget vigtig overvintringsplads for hundredtusinder af fugle, bl.a. sorthalset lappedykker (Podiceps nigricollis), samt ænder, vadefugle og pelikaner.

 

 

Arizona-Utah 2001
Typisk Arizona-ørken med søjlekaktus eller saguaro samt blomstrende ørken-morgenfrue (Baileya multiradiata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Ørken-jerntræ i Colorado-ørkenen, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salton Sea er en meget vigtig overvintringsplads for hundredtusinder af fugle, bl.a. sorthalset lappedykker, der ses her. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Planter der modstår tørke
Den største trussel i ørkenen er udtørring gennem fordampning. Om sommeren forekommer temperaturer over 40oC ret ofte, og ørkenens planter har udviklet forskellige strategier for at overleve. De kan inddeles i arter, der modstår tørke, og arter, der undgår den. Planter, der modstår tørke, er flerårige og har tykke jordstængler, rodknolde eller et udstrakt rodsystem.

Den almindeligste busk i ørkenen er creosote (Larrea tridentata). Den beskytter sig mod udtørring og ekstrem varme ved at være pakket ind i et isolerende lag harpiks. Den lugter grimt – mexikanerne kalder den for hediondilla (’den lille stinker’). Den smager også forfærdeligt, idet den indeholder en mængde forskellige kemiske stoffer, bl.a. flavin, lignin og saponin.

De fleste dyr undgår at æde creosote – kun græshoppen Ligurotettix coquilletti har tilpasset sig den stærke kost i bladene, mens blomsterne ædes af en blisterbille af familien Meloidae. Disse biller forsvarer sig mod fjender ved at udskille en ætsende væske, der kan fremkalde blæner på menneskehud. Ikke overraskende bliver creosote anvendt i mange former for medicin, idet den indeholder bakteriedræbende og smertestillende stoffer.

Creosote kan vokse i den mest ekstreme ørken og dækker i dag flere hundrede tusinde kvadratkilometer. Den er yderst sejlivet. Efter atomprøvesprængninger i Nevadas ørken i 1962 var alt levende i området naturligvis blæst til atomer. Men 10 år senere havde 20 af de oprindelige 21 creosote-buske sat nye skud! En klon af en busk i Mohave-ørkenen menes at være omkring 9400 år gammel – den ældste levende plante på kloden.

Efter en kraftig byge sætter nogle planter straks en mængde blade, som forsyner dem med næring gennem fotosyntese. Når tørken påny sætter ind, skiller de sig straks af med bladene igen. En typisk repræsentant for denne strategi er den mærkelige busk ocotillo (Fouquieria splendens) (udtales ’okotijo’), hvis stængler nærmest ligner tørre pinde med pigtråd på. Den kan sætte blade og kaste dem igen op til ti gange i løbet af et år. Om foråret har den smukke, knaldrøde blomsterstande, der tiltrækker bl.a. kolibrier, som bestøver blomsterne.

Andre planter med samme strategi er to arter af paloverde (Parkinsonia), som tilhører ærteblomstfamilien. Palo verde betyder ’grønt træ’ på spansk. Grene og stammer er grønne, fordi de er fyldt med klorofyl, og planten kan fortsætte sin fotosyntese, selv om den har kastet sine blade. I særligt tørre perioder kan paloverde ovenikøbet afkaste kviste og mindre grene for at nedsætte fordampningen. Disse planter kan leve 3-400 år. Ocotillo har også lidt klorofyl i grenene, netop nok til at holde den i live i strenge tørkeperioder.

En mængde urter overlever tørken ved at opsamle næring i en kraftig pælerod. Mange af dem har små blade og en kraftig behåring, som beskytter mod fordampning. Til denne gruppe hører bl.a. ørken-kuglekatost (Sphaealcea ambigua), ørken-morgenfrue (Baileya multiradiata) samt arter af natlys (Oenothera).

 

 

Californien 2013a
Creosote er en meget nøjsom plante. På dette billede vokser den i de særdeles tørre klitter Mesquite Dunes i Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det meste af året ligner stænglerne af ocotillo nærmest tørre pinde med pigtråd på, men efter tilstrækkeligt med regn sætter den – for en kort bemærkning – et væld af grønne blade. Om foråret har den smukke, knaldrøde blomsterstande for enden af stænglerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Hos paloverde-arter er grene og stammer grønne, fordi de er fyldt med klorofyl, her mexikansk paloverde (Parkinsonia aculeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Planter med vandreservoir
De såkaldte sukkulenter opbevarer et vandreservoir i stammen eller stænglen, og dette vand betyder, at planterne kan fortsætte med at vokse i tørkeperioder. Klorofylet i de grønne stammer eller stængler sørger for fotosyntesen. Den bedst kendte gruppe blandt sukkulenterne er naturligvis kaktus-arter, hvoraf over 50 arter vokser i Sonora-ørkenen.

Størrelse og form hos kaktusarter varierer kolossalt. Stammen kan bl.a. være søjleformet som hos saguaro og orgelpibekaktus (Stenocereus thurberi), tøndeformet som hos slægterne Ferocactus og Echinocactus, kugleformet som hos Mammilaria og mange andre slægter, eller lav og hvælvet som hos pandekagekaktus (Mammillaria heyderi) og peyote (Lophophora williamsii).

Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade som hos figenkaktus (Opuntia) eller cylinderformede som hos cholla (Cylindropuntia) (udtales ’tjåja’).

Bladene hos de fleste kaktus-arter er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper på areolerne (små udposninger på kaktus-stammer) af arter i underfamilien Opuntioideae, som omfatter figenkaktus, cholla-arter og andre. Ved berøring løsnes disse glochider nemt og borer sig ind i huden, hvor de kan være yderst irriterende.

Visse arter som spring-cholla (Cylindropuntia bigelovii) – hvis stammesegmenter ligner armene på en legetøjsbamse – og sølv-cholla (C. echinocarpa) er fuldstændig overbroderet med lange torne, som ovenikøbet har modhager. Segmenterne sidder så løst, at når tornene griber fat i pelsen på et dyr eller trøjen på en person, rykkes segmentet af, og tornene borer sig længere ind. Under dyrets eller menneskets kamp for at få segmentet vristet løs (det er svært!), lander det et nyt sted, hvor det måske kan spire, og på denne måde spredes arten.

De fleste dyr undgår cholla’er, men kaktussmutten (Campylorhynchus brunneicapillus) bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne, hvor den er godt beskyttet mod fjender. Gnavere af slægten Neotoma samler nedfaldne segmenter af cholla omkring deres bo som forsvar mod fjender som ørkenræv (Vulpes macrotis) og prærieulv. Slanger lader sig dog ikke afskrække af dette panser.

En mængde kaktusarter er omtalt på siden Planteliv: Kakti.

 

 

Den store orgelpibekaktus minder om saguaro, men er forgrenet fra grunden. Den vokser i den centrale del af Sonora-ørkenen. Dette billede er fra Organ Pipe Cactus National Monument i det sydlige Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De flammende blomster hos Mohave-pindsvinekaktus (Echinocereus triglochidiatus) virker næsten for skrøbelige til at vokse i den barske Colorado-ørken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001a
Arizona-Utah 2001a
Figenkaktus-arter, her Opuntia phaeacantha, sætter om foråret en mængde blomster, som tiltrækker et væld af bestøvende insekter. I tørre perioder æder halsbåndsnavlesvin ofte af stammesegmenterne for at få væde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Stammesegmenterne hos spring-cholla sidder så løst, at når tornene griber fat i fx trøjen på en forbipasserende, rykkes segmentet af, og tornene borer sig ind i huden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tornene hos sølv-cholla hænger fast i alt, selv i min ledsager Lars Skippers pegefinger. – Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaktussmutten er den største blandt gærdesmutterne, omtrent på størrelse med en stær. Den bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne hos cholla-arter, hvor den er godt beskyttet mod fjender. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den gigantiske saguaro
Den bedst kendte kaktusart er ganske givet den kæmpestore saguaro, der har gjort sig som dekorativ baggrund i talrige westerns. Men faktisk har den en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sonora-ørkenen.

Den starter sit liv som et lille sort frø, der spirer i nedfaldne blade i skyggen af en saguaro eller et træ, godt beskyttet mod udtørring samt mod gnavere og andre dyr, der gerne æder frøet. Overlever den nyspirede kaktus, vil den efter første vækstsæson være omkring en halv cm høj. Efter 15 år er den ca. 30 cm høj, og 25-50 år gammel er den måske 2 m. Så blomstrer den for første gang. I en alder af ca. 75 år sætter den sine første sidesegmenter, populært kaldt ’arme’, og 100 år gammel er den omkring 8 m høj. I en alder af omkring 150 år er den ørkenens patriark, op til 12 m høj og med en vægt på 8-10 tons, hvoraf ca. 90% er vand. Efter et regnskyl kan det vidt udbredte rodsystem på en stor saguaro opsuge omkring 600 liter vand – nok til et helt år.

I maj kommer klynger af store hvide blomster til syne i spidsen af segmenterne. De åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og dør så. Det er dog tid nok til, at langt hovedparten af dem bliver bestøvet af insekter, fugle eller langnæsede flagermus af familien Phyllostomatidae. Disse flagermus lever næsten udelukkende af pollen fra store ørkenblomster.

Hver af de grønne frugter indeholder op mod 2000 frø. Frugterne åbner sig i juli og blotter derved det røde, søde frugtkød, som omgiver frøene. Det er eftertragtet af en mængde forskellige dyr, som æder det og på denne måde spreder frøene. Indfødte folk som Tohono O’Odham indsamler frugterne og laver saft og syltetøj af dem.

En gammel saguaro producerer hundredtusinder af frø årligt, og i en alder af 200 år kan den have præsteret op mod 40 millioner. Kun ganske få af disse enorme mængder af frø vil overhovedet spire, og endnu færre vil vokse sig gamle.

I saguaro-stammerne hakker gilaspætten (Melanerpes uropygialis) og guldspætten (Colaptes auritus) deres redehuller – ofte flere hver sæson. Men de benytter først et af disse huller året efter, når det bløde kaktusvæv er størknet til en hård, træagtig masse. Forladte spættehuller overtages af en mængde andre dyr, fx rotter, mus, firben, slanger, honningbier og mange forskellige fuglearter, bl.a. purpursvale (Progne subis) og vestlig kongetyran (Tyrannus verticalis), samt tre uglearter: vestlig skrigeugle (Megascops kennicottii), rødbrun spurveugle (Glaucidium brasilianum), samt alfeugle (Micrathene whitneyi), verdens mindste ugleart, som bare er på størrelse med en gråspurv. Denne diminutive ugle lever hovedsagelig af saftige edderkopper og behøver ikke at drikke for at dække sit væskebehov.

I den nordligste del af saguaroens udbredelsesområde er den af ukendte grunde gået en del tilbage i de senere år. Overgræsning og strenge frostår nævnes som to mulige årsager.

 

 

I en alder af ca. 75 år sætter en saguaro sine første sidesegmenter, kaldt ’arme’. – Saguaro West Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001a
Blomsterne hos saguaro åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og visner så. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
En gilaspætte søger føde i blomsterstanden på en ocotillo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Planter der undgår tørke
En mængde ørkenplanter undgår udtørring ved at udvikle sig fra frø til frøbærende plante på kun omkring seks uger – de enårige planter. Deres frø ligger i jorden og vækkes først til live, når regnen kommer. Men hvis de spirede efter et lille regnskyl, ville der ikke være vand nok til at gennemføre artens seks uger lange livscyklus. Derfor indeholder frøene en regulationsmekanisme, som beskytter dem mod at spire i utide. En byge eller tordenskylle, der giver mindre end 25 mm nedbør, får ikke disse frø til at spire. I frøskallen sidder et stof, som hindrer spiring, hvis frøet kun bliver en smule vådt. På andre frø sidder stoffer, som fremmer spiring, men en kort, kraftig byge vasker disse kemiske stoffer af, så spiring ikke forekommer. En langvarig, rolig regn vil ikke fjerne de vækstfremmende stoffer, men vil derimod opløse de væksthæmmende stoffer. Denne balance mellem nedbør og kemiske stoffer sikrer, at frøene kun spirer under de rette betingelser.

Men ikke nok med det. Ikke alle frø af den samme planteart vil spire under de samme betingelser. Nogle frø kræver mere nedbør end andre. Herved sikres en frøpulje, hvis der skulle indtræde forhold, som dræber de spirede planter, inden de har nået at sætte frø til den følgende sæson. Nogle af disse frø bevarer deres spireevne i mange år og vil kun spire efter rigelig regn.

Efter en god nedbør vil ørkenen få uger senere fremstå som et farverigt tæppe af blomsterplanter, fx forskellige kurvplanter, lupiner, riddersporer, honningurt-arter (Phacelia), rød uglekløver (Castilleja purpurascens), ørken-sandverbena (Abronia villosa), samt valmuer af slægterne Eschscholtzia og Kallstroemia.

 

 

Få uger efter regnperioder dækkes Sonora-ørkenen af et tæppe af blomster, enårige såvel som flerårige. Her ses bl.a. en art af natlys, Oenothera deltoides, som har hvide blomster, samt ørken-sandverbena (Abronia villosa) med violette blomster. Billedet er taget, hvor Sonora-ørkenen grænser op til Mohave-ørkenen i den østligste del af Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californien 2013a
Dværg-guldvalmue (Eschscholzia minutiflora) er en ganske lille plante, som tilhører samme slægt som den velkendte guldvalmue (E. californica), der dyrkes i haver herhjemme. Denne art er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vrimlende liv
Regnens komme varsler et hektisk liv for de hvirvelløse dyr. Nu skal slægten føres videre. Insekterne vrimler frem, og andre dyr får travlt med at gøre kål på dem. Skorpioner, edderkopper, de mærkelige solifuger, der farer hen over sandet, gekkoer, skinker, firben, fugle og flagermus guffer løs.

De hårede taranteller eller fugleedderkopper er de største edderkopper i ørkenen. De bor i huller i jorden og farer ud for at fortære mindre dyr, som kommer forbi. Med et benspænd på omkring 15 cm virker de frygtindgydende på mennesker, men i virkeligheden er de ret fredsommelige, og deres gift er ikke så stærk. Disse store edderkopper bliver ofte overfaldet af snyltehvepse af slægten Hemipepsis, populært kaldt ’tarantel-høge’. En hunhveps lokker en tarantel ud af dens hul, lander på dens ryg og lammer den med et hurtigt stik. Så slæbes den lammede edderkop hen til et hul, som hvepsen har gravet. Nede i hullet lægger hvepsen et æg på tarantellen, hvorefter åbningen forsegles. Når ægget klækker, har larven frisk mad!

Blandt myrerne træffes i Sonora en art bladskæremyre (Atta) – den eneste af denne gruppe, som findes i USA. I boet dyrker myrerne en bestemt slags svampe, hvis rodknolde (’myrekål’) de æder. Til gengæld sørger de for svampenes næring ved at bringe bladstumper ned i boet, hvor det gærer til en masse, som svampene kan omsætte.

 

Dyr der går i dvale
Ikke kun plantefrø ligger i dvale i ørkenen – det gælder også mange dyrearter. De mærkeligste er spadefodstudserne (Scaphiopus), som det meste af året – somme tider op til to år i træk – ligger begravet under jorden, op til en meter nede. Imens de ligger her, er deres hud fortykket, så der ikke tabes væske gennem fordampning. Dvalen varer ved, indtil der er faldet kraftig regn. Så arbejder tudserne sig op gennem jorden og opsøger midlertidige damme, hvor parring og æglægning er fuldendt efter få dage. Så skal dyrenes fedtdepoter fyldes op, fx med proteinrige termitter, inden tørken sætter ind. Derpå graver tudserne sig ned igen for at afvente næste regn. Den nye generation lever et farligt liv: tørrer pytten ud, inden de er forvandlet til tudser, dør de. Hos en af arterne foregår udviklingen fra æg til nyforvandlet tudse på kun otte dage.

Ørkenskildpadden (Xerobates agassizii) undgår vinterens kulde og sommerens strenge hede ved at gå i dvale i lange perioder. Desuden undgår den udtørring ved at udskille urin som fast stof. Den bruger lang tid på at æde ørkenens saftige vækster, og hvis den støder på en vandpyt, drikker den længe. En skildpadde, som blev vejet før og efter, at den drak, vejede 43% mere efter! Slægtsnavnet Xerobates betyder ’den der færdes tørre steder’ – et meget passende navn! Artsnavnet agassizii blev givet til ære for den schweiziske biolog og geolog Jean Louis Rodolphe Agassiz (1807-73), som foretog omfattende studier i både Nord- og Sydamerika.

Gilaøglen (Heloderma suspectum) og dens nære slægtning vorteøglen (H. horridum) er de eneste giftige øgler i verden. Gilaøglen, som er ca. 60 cm lang, er sort med gule eller orange tegninger, og den tykke hale udgør dyrets fedtdepot. Denne art ligger i dvale det meste af året og er kun fremme i sommertiden, hvor den går på jagt efter smådyr, mest gnaver- og fugleunger, samt æg af skildpadder og fugle. Føler gilaøglen sig truet, kan den hurtigt bide sig fast i fjenden med sine skarpe tænder. I munden har den giftkirtler, hvorfra giften løber ned over tænderne til såret. For mennesker er giften ikke dødelig, men særdeles smertefuld. Gilaøglen er ikke særlig almindelig og er fredet i Arizona.

Mange andre øgler lever i ørkenen. Chuckwalla (Sauromalus ater) er den almindeligste blandt seks arter af denne slægt, som tilhører leguanernes familie (Iguanidae). Den findes fra det sydlige Californien mod øst til Utah og herfra mod syd til den nordvestlige del af Mexico. Dens mærkelige navn stammer enten fra Shoshone-ordet tcaxxwal eller fra Cahuilla-ordet čaxwal, der af spanierne blev omskrevet til chacahuala og af amerikanerne altså til chuckwalla.

Også gekkoer lever her, fx den smukke vestlig båndgekko (Coleonyx variegatus). Selv om den syner alt for skrøbelig til at leve i ørkenen, har den tilpasset sig ved at være nataktiv. Dagen tilbringes under sten eller væltede stammer, hvor gekkoen er beskyttet mod udtørring.

Der findes mange slange-arter i ørkenen. Mest berømt – eller snarere berygtet – er  forskellige giftige klapperslanger af slægten Crotalus. Den største er den vestlige diamantklapperslange (C. atrox), som kan blive over 2 m lang. Klapperslanger har render i de lange tænder, hvori giften løber ned til bidsåret. Slangen holder fast på mindre byttedyr, indtil de er døde, mens den slipper større dyr som kaniner efter at have bidt dem, fordi de ellers kunne såre slangen med deres tænder. Byttedyret løber væk, men dør efter nogen tid af giftvirkningen. Slangen sporer så byttet ved hjælp af lugtesansen. På siden af hovedet har klapperslanger temperaturfølsomme gruber, der kan skelne forskelle på blot 0,3°C. Herved kan slangen få et præcist billede af, hvor byttedyret befinder sig – selv i totalt mørke. Navnet klapperslange har disse slanger fået, fordi de gør større dyr opmærksomme på deres tilstedeværelse ved at rasle med nogle løst forankrede, hornede gevækster på spidsen af halen. Herved advares de pågældende dyr, og konfrontationer undgås.

 

 

Arizona-Utah 2001
Ørkenskildpadden bruger lang tid på at æde ørkenens saftige vækster. Denne er grøn om munden af plantesaft. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gilaøglen og dens nære slægtning vorteøglen er de eneste giftige øgler i verden. Denne vorteøgle blev fotograferet i Tucson Desert Zoo i Arizona. Den er udbredt i Mexico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En almindelig chuckwalla soler sig på en klippe i Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den vestlige båndgekko har tilpasset sig livet i ørkenen ved at tilbringe det meste af dagen under sten eller væltede stammer. Her er den godt beskyttet mod udtørring. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rigt fugleliv
Foruden de fuglearter, der er tilknyttet saguaro-kaktus, lever der mange andre fugle i Sonora-ørkenen. Den hvidvingede due (Zenaida asiatica) er meget almindelig, og det tretonede kald af Gambels vagtel (Callipepla gambelii) høres ofte. Begge køn hos denne art har en smal, nodeformet fjertop. Den hurtigtløbende jordgøg (Geococcyx californianus) foretrækker at færdes på jorden, hvor den jager firben, slanger og andre mindre dyr. Forskellige rovfugle som rødhalet musvåge (Buteo jamaicensis), Harris’ høg (Parabuteo unicinctus) og sort høg (Buteogallus anthracinus) afsøger ørkenen for byttedyr, fx gnavere og små­fugle.

Blandt småfuglene gør kolibrierne sig mest bemærket. Som flyvende juveler farer de rundt fra blomst til blomst for at suge nektar, og desuden æder de insekter. Kolibrier har de hurtigste vingeslag af alle fugle, de mindste arter op til 80 pr. sekund. Deres vinger giver en brummende lyd fra sig (ikke ulig en humlebi), og det har givet dem deres amerikanske navn ’hummingbird’. De er også de eneste fugle, der kan flyve baglæns. I Sonora findes mindst 11 arter, hvoraf nogle dog kun ses på træk. Flere arter er begyndt at overvintre i Arizona, efter at fodring med sukkervand i foderautomater er blevet almindeligt.

Den mest udprægede ørkenfugl er den hårdføre sortstrubede spurv (Amphispiza bilineata), som kan træffes i selv meget tørre egne. Den er en frøæder, som kan udvinde væde af frø langt bedre end de fleste andre fugle. Den supplerer sin tørre kost med insekter og grønne plantedele. Endvidere kan den drikke vand, som er ret salt, og dens ekskrementer indeholder meget lidt vand.

De fleste fugle træffes i mesquite-skove samt i træbevoksninger langs floder. Her optræder et væld af arter, fx den smukke rubintyran (Pyrocephalus rubinus), krumnæbbet røddrossel (Toxostoma curvirostre), den farvestrålende hættetrupial (Icterus cucullatus), grå silkemonark (Phainopepla nitens), samt gulhovedet mejse (Auriparus flaviceps), som er beslægtet med den europæiske pungmejse (Remiz pendulinus).

 

 

Den hvidvingede due er meget almindelig i Sonora. Her sidder én på toppen af en søjlekaktus (Carnegiea gigantea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af Gambels vagtel. Begge køn har en nodeformet fjertop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den hårdføre sortstrubede spurv kan træffes i selv meget tørre egne. Her sidder en han på toppen af en saguaro. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Den smukke rubintyran er almindelig i træbevoksninger langs ørkenens floder, her ved Salt River nær Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De mindre pattedyr
Som fuglene er også pattedyrene rigt og varieret repræsenteret i Sonora. Rotter og mus drikker sjældent, men får det meste af deres væde gennem føden. De langbenede og langhalede springtaskemus (Dipodomys) kan foretage fantastiske, meterhøje spring. Andre gnavere er jordegern (Spermophilus) og antilope-egern (Ammospermophilus), som i modsætning til mange andre egern-arter mest færdes på jorden. – Disse to slægter og mange andre egern er beskrevet på siden Dyreliv: Nordamerikanske egern.

Ørkenkaninen (Sylvilagus audubonii) har en vid udbredelse, idet den findes fra Stillehavskysten i Californien og Baja California mod nordøst til det østlige Montana og herfra mod syd til det centrale Mexico. Den er særpræget blandt de jordlevende kaniner ved ofte at løbe op ad skrånende træstammer. Sonora-ørkenen rummer også to hare-arter, på amerikansk kaldt jackrabbits, nemlig sorthalet hare (Lepus californicus) og antilope-hare (L. alleni). Deres meget lange ører, som kan være op til en femtedel af kropslængden, har to funktioner: dels er høresansen ekstremt skarp, dels kan overskydende varme afgives gennem dem. I koldt vejr lægges de hen langs ryggen, så varmeafgivelsen formindskes, samtidig med at blodet i ørerne varmer ryggen op.

Fælles for disse mindre pattedyr er, at de har et utal af fjender: slanger, ugler, rovfugle, prærieulv, ørkenræv, amerikansk grævling (Taxidea taxus) og rødlos (Lynx rufus), for blot at nævne nogle få.

 

 

De fem arter af antilope-egern er opkaldt efter deres vane med at vise halens hvide underside som et advarselssignal til andre egern i tilfælde af fare – i lighed med gaffelbukken (Antilocapra americana), der også kaldes amerikansk antilope. Billedet viser Harris’ antilope-egern (Ammospermophilus harrisii) i Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californien 2013a
Ørkenkaninen kan leve i ret tørre ørkenområder, men foretrækker lidt mere frodigt græsland og bevoksninger langs floder. Denne blev fotograferet i Joshua Tree Nationalpark i Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Navlesvin, puma og jaguar
Større dyr lever der også mange af i Sonora, men man ser ikke meget til dem. Langt de fleste er nataktive og sky. En undtagelse er den sorthalede hjort (Odocoileus hemionus), der ofte træffes i småflokke. Denne art er beskrevet på siden Dyreliv: Hjorte. Prærieulven kan også ses om dagen. Denne ulveart har været forfulgt, lige siden hvide mennesker kom til Amerika, men ikke desto mindre er den gået kolossalt frem i takt med, at dens overmand, den grå ulv (Canis lupus), blev udryddet. Prærieulven har nu nået det østlige USA og er visse steder blevet et skraldespandsdyr ligesom den danske ræv.

Hen under aften kommer mange af ørkenens større dyr frem. Halsbåndsnavlesvinet (Dicotyles tajacu) er ret almindeligt. Dets spanske navn javelina betyder ’lille spyd’, hvilket hentyder til hugtænderne. Navlesvin har et dårligt syn, men en fremragende lugtesans. De har en karakteristisk kropslugt – af moskus – og denne lugt hjælper dyrene til at holde sammen på flokken. De kan være aggressive, så man skal passe på, hvis man møder dem, specielt søer med smågrise. Deres naturlige fjender er de store katte. Den gullige puma (Puma concolor) er vidt udbredt, mens den plettede jaguar (Panthera onca) en overgang frygtedes uddød i Sonora. Den er dog set flere gange her i de senere år.

Som pumaen er den mindre rødlos ret almindelig, men den er meget sky og ses sjældent. To andre mindre katte, den plettede ocelot (Leopardus pardalis) og den uplettede jaguarundi (Puma yagouaroundi) træffes her og der i det sydlige Sonora, men er sjældne i USA. Ocelot er udbredt sydpå til Argentina, men er gået meget tilbage i de senere år, da den efterstræbes på grund af sin smukke pels. Jaguarundi træffes i tre farvefaser: sort, grå og rødlig. Den har omtrent samme udbredelse som ocelot.

 

 

Den sorthalede hjort kaldes også muldyrhjort på grund af de store ører. Denne har søgt ly for den brændende middagssol under en busk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californien 2013a
Et par af prærieulv hviler under en busk i middagsheden, Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den smukke plettede ocelot træffes her og der i det sydlige Sonora, men er meget sjælden i USA. Disse killinger blev fotograferet i Tucson Desert zoologiske have. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
Anderson, E.F. 2001. The Cactus Family. Timber Press, Portland
Farb, P. 1963. Face of North America – the Natural History of a Continent. Harper & Row, New York
Leopold, A.S. 1968. Ørkenen – en verden på liv og død. Sesam-biblioteket, Lademanns Forlag
Saguaro National Park. Brochure fra National Park Service, U.S. Department of the Interior, 1999
Tweit, S.J. 1992. The Great Southwest Nature Factbook – a Guide to the Region’s Remarkable Animals, Plants and Natural Features. Alaska Northwest Books, Seattle

 

 

Ovenstående beretning er en omarbejdet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 87, 2004, nr. 6, s. 26-40. På denne side er bragt en del flere billeder end i artiklen.

 

 

 

(Oprettet juli 2018)

 

(Senest revideret august 2020)