Sonora – den frodige ørken

 

 

 

 

 

 

Great Basin-ørkenen mod nord domineres de fleste steder fuldstændigt af malurt-arter (Artemisia) og minder mest om busksteppe. Kun omkring de få vandløb findes træer.

Mohave-ørkenen i Californien og Nevada har en mere alsidig vegetation, og en stor yucca-art ved navn Joshua-træ (Yucca brevifolia) er karakterplante her. Den blev navngivet af californiske mormoner, der var undervejs for at slå sig ned hos deres åndsfrænder i Utah. Træets opstrakte ’arme’ mindede dem om Biblens Joshua, der ledte Israels børn til Kanaans land.

Chihuahua-ørkenen, opkaldt efter den mexikanske delstat, som den dækker det meste af, når op i det sydlige New Mexico. Den rummer bl.a. snehvide klitter af gips, og plantelivet domineres af agave-arter.

Sonora-ørkenen, som er den ørkentype, de fleste europæere forbinder med den nordamerikanske ørken. Her vokser den gigantiske saguaro (udtales ’sawaro’) (Carnegiea gigantea), som er velkendt fra talrige western-film. Denne ørkentype dækker omkring 300.000 km² og er opkaldt efter en delstat i det nordvestlige Mexico. Den strækker sig fra det sydøstlige Californien og det sydlige Arizona sydpå til det vestlige Sonora og den nordlige del af den californiske halvø, Baja California.

 

Her og der rejser sig bjergrygge midt i ørkenen, kaldt sky islands (’himmeløer’). Bjergene er bevokset med nåleskov, og plante- og dyreliv er noget anderledes end i ørkenen, delvis som i Rocky Mountains. Nederst på bjergene vokser ofte tætte krat, som benævnes chaparral. Mange steder skråner det eroderede materiale, som vandløbene har bragt med sig til foden af bjergene, jævnt ned mod ørkenen. Disse flader kaldes bajadas (’skråninger’ på spansk).

Også hvor der ikke er bjerge, varierer klima og vegetationstyper betydeligt inden for Sonora-ørkenen, og denne er igen opdelt i fire undertyper.

 

 

 

 

 

Langs floderne vokser bånd af træer som fløjlsask (Fraxinus velutina), Arizona-valnød (Juglans major), Fremont-poppel (Populus fremontii) samt forskellige pilearter (Salix). Nær floderne, hvor vandspejlet står højt, findes ofte åbne skove, som med et spansk ord benævnes bosques. Karaktertræer her er tre arter af mesquite (Prosopis), som tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). Disse træer har bredt sig meget siden 1700-tallet, da spanierne introducerede løsgående kvæg i ørkenen. Kvæg æder meget gerne bælgene af mesquite, hvis frø kun har gavn af at komme gennem en komave – så spirer de langt bedre. Indianske folk knuser bælgene til en slags mel, pinole, hvoraf de laver grød og kager samt en alkoholisk drik. Mesquite-træerne er ofte befængt med snylteplanter i form af misteltene af slægten Phoradendron, hvis lyserøde bær den grå silkemonark (Phainopepla nitens) holder meget af at æde. Herved spredes frøene, som ovenikøbet starter deres liv i en klat gødning. – Phoradendron og andre slægter af misteltén er nærmere omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er en sand overflod af kaktus-, agave- og yucca-arter, og mange arter vokser kun her, fx den kæmpestore cardón-kaktus (Pachycereus pringlei) og det ejendommelige boojum-træ (Fouquieria columnaria), der ligner en omvendt grå gulerod med korte, krogede grene.

 

En af karakterplanterne er ørken-jerntræ (Olneya tesota), et ærteblomstret træ, hvis ved er stenhårdt og så tungt, at det synker i vand. Jerntræet kan blive op til 13 m højt og nå en alder af 1500 år. I skyggen under dets stedsegrønne krone opstår en mikrohabitat, hvor der kan være op til 15° køligere end udenfor. Det betyder, at frø af andre planter kan spire uden at tørre ud, og nyspirede planter af 230 arter er fundet her. Talrige dyrearter søger skygge under træet, og fx duer, gnavere og prærieulv (Canis latrans) æder de proteinrige bælge. De afkastede blade tilfører jorden værdifuldt kvælstof.

Mod vest i Colorado-ørkenen findes en fordybning ved navn Salton Sink, der dækker ca. 20.000 km², hvoraf omkring en fjerdedel befinder sig under havets overflade. Her ligger den store saltsø Salton Sea, der er omkring 50 km lang og op til 30 km bred. Oprindelig udgjorde hele dette område en del af den Californiske Havbugt, men Colorado-floden aflejrede gennem tiderne så meget sediment, at en del af havbugten blev afsnøret. Herved opstod en mægtig saltsø, kaldt Cahuilla. Den fordampede langsomt, og omkring år 1900 var der kun en smule vand tilbage. Den nuværende Salton Sea opstod i 1906, da Colorado-floden gennembrød sedimentkanten, hvorefter vandet strømmede ind i lavningen, til tider op mod 10.000 m³ pr. sekund. Søen er en meget vigtig overvintringsplads for hundredtusinder af fugle, bl.a. sorthalset lappedykker (Podiceps nigricollis), samt ænder, vadefugle og pelikaner.

 

 

 

 

 

 

 

Den almindeligste busk i ørkenen er creosote (Larrea tridentata). Den beskytter sig mod udtørring og ekstrem varme ved at være pakket ind i et isolerende lag harpiks. Den lugter grimt – mexikanerne kalder den for hediondilla (’den lille stinker’). Den smager også forfærdeligt, idet den indeholder en mængde forskellige kemiske stoffer, bl.a. flavin, lignin og saponin.

De fleste dyr undgår at æde creosote – kun græshoppen Ligurotettix coquilletti har tilpasset sig den stærke kost i bladene, mens blomsterne ædes af en oliebille af familien Meloidae. Disse biller forsvarer sig mod fjender ved at udskille en ætsende væske, der kan fremkalde blæner på menneskehud. Ikke overraskende bliver creosote anvendt i mange former for medicin, idet den indeholder bakteriedræbende og smertestillende stoffer.

Creosote kan vokse i den mest ekstreme ørken og dækker i dag flere hundrede tusinde kvadratkilometer. Den er yderst sejlivet. Efter atomprøvesprængninger i Nevadas ørken i 1962 var alt levende i området naturligvis blæst til atomer. Men 10 år senere havde 20 af de oprindelige 21 creosote-buske sat nye skud! En klon af en busk i Mohave-ørkenen menes at være omkring 9400 år gammel – den ældste levende plante på kloden.

Efter en kraftig byge sætter nogle planter straks en mængde blade, som forsyner dem med næring gennem fotosyntese. Når tørken påny sætter ind, skiller de sig straks af med bladene igen. En typisk repræsentant for denne strategi er den mærkelige busk ocotillo (udtales ’okotijo’) (Fouquieria splendens), hvis stængler nærmest ligner tørre pinde med pigtråd på. Den kan sætte blade og kaste dem igen op til ti gange i løbet af et år. Om foråret har den smukke, knaldrøde blomsterstande, der tiltrækker bl.a. kolibrier, som bestøver blomsterne.

Andre planter med samme strategi er to arter af paloverde (Parkinsonia), som tilhører ærteblomstfamilien. Palo verde betyder ’grønt træ’ på spansk. Grene og stammer er grønne, fordi de er fyldt med klorofyl, og planten kan fortsætte sin fotosyntese, selv om den har kastet sine blade. I særligt tørre perioder kan paloverde ovenikøbet afkaste kviste og mindre grene for at nedsætte fordampningen. Disse planter kan leve 3-400 år. Ocotillo har også lidt klorofyl i grenene, netop nok til at holde den i live i strenge tørkeperioder.

En mængde urter overlever tørken ved at opsamle næring i en kraftig pælerod. Mange af dem har små blade og en kraftig behåring, som beskytter mod fordampning. Til denne gruppe hører bl.a. ørken-kuglekatost (Sphaealcea ambigua), ørken-morgenfrue (Baileya multiradiata) samt arter af natlys (Oenothera).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den bedst kendte art er ganske givet den kæmpestore saguaro eller søjlekaktus (Carnegiea gigantea), der har gjort sig som dekorativ baggrund i talrige westerns. Men faktisk har den en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sonora-ørkenen.

Den starter sit liv som et lille sort frø, der spirer i nedfaldne blade i skyggen af en saguaro eller et træ, godt beskyttet mod udtørring samt mod gnavere og andre dyr, der gerne æder frøet. Overlever den nyspirede kaktus, vil den efter første vækstsæson være omkring en halv cm høj. Efter 15 år er den ca. 30 cm høj, og 25-50 år gammel er den måske 2 m. Så blomstrer den for første gang. I en alder af ca. 75 år sætter den sine første sidesegmenter, populært kaldt ’arme’, og 100 år gammel er den omkring 8 m høj. I en alder af omkring 150 år er den ørkenens patriark, op til 12 m høj og med en vægt på 8-10 tons, hvoraf ca. 90% er vand. Efter et regnskyl kan det vidt udbredte rodsystem på en stor saguaro opsuge omkring 600 liter vand – nok til et helt år.

I maj kommer klynger af store hvide blomster til syne i spidsen af segmenterne. De åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og dør så. Det er dog tid nok til, at langt hovedparten af dem bliver bestøvet af insekter, fugle eller langnæsede flagermus af familien Phyllostomatidae. Disse flagermus lever næsten udelukkende af pollen fra store ørkenblomster.

Hver af de grønne frugter indeholder op mod 2000 frø. Frugterne åbner sig i juli og blotter derved det røde, søde frugtkød, som omgiver frøene. Det er eftertragtet af en mængde forskellige dyr, som æder det og på denne måde spreder frøene. Indfødte folk som Tohono O’Odham indsamler frugterne og laver saft og syltetøj af dem.

En gammel saguaro producerer hundredtusinder af frø årligt, og i en alder af 200 år kan den have præsteret op mod 40 millioner. Kun ganske få af disse enorme mængder af frø vil overhovedet spire, og endnu færre vil vokse sig gamle.

I saguaro-stammerne hakker gilaspætten (Melanerpes uropygialis) og guldspætten (Colaptes auritus) deres redehuller – ofte flere hver sæson. Men de benytter først et af disse huller året efter, når det bløde kaktusvæv er størknet til en hård, træagtig masse. Forladte spættehuller overtages af en mængde andre dyr, fx rotter, mus, firben, slanger, honningbier og mange forskellige fuglearter, bl.a. purpursvale (Progne subis) og vestlig kongetyran (Tyrannus verticalis), samt tre uglearter: vestlig skrigeugle (Megascops kennicottii), rødbrun spurveugle (Glaucidium brasilianum), samt alfeugle (Micrathene whitneyi), verdens mindste ugleart, som bare er på størrelse med en gråspurv. Denne diminutive ugle lever hovedsagelig af saftige edderkopper og behøver ikke at drikke for at dække sit væskebehov.

I den nordligste del af saguaroens udbredelsesområde er den af ukendte grunde gået en del tilbage i de senere år. Overgræsning og strenge frostår nævnes som to mulige årsager.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade som hos figenkaktus (Opuntia) eller cylinderformede som hos cholla-arter (udtales ’tjåja’) (Cylindropuntia).

Bladene hos de fleste kaktus-arter er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper på areolerne (små udposninger på kaktus-stammer) af arter i underfamilien Opuntioideae, som omfatter figenkaktus, cholla-arter og andre. Ved berøring løsnes disse glochider nemt og borer sig ind i huden, hvor de kan være yderst irriterende.

Visse arter som spring-cholla (Cylindropuntia bigelovii) – hvis stammesegmenter ligner armene på en legetøjsbamse – og sølv-cholla (C. echinocarpa) er fuldstændig overbroderet med lange torne, som ovenikøbet har modhager. Segmenterne sidder så løst, at når tornene griber fat i pelsen på et dyr eller trøjen på en person, rykkes segmentet af, og tornene borer sig længere ind. Under dyrets eller menneskets kamp for at få segmentet vristet løs (det er svært!), lander det et nyt sted, hvor det måske kan spire, og på denne måde spredes arten.

De fleste dyr undgår cholla’er, men kaktussmutten (Campylorhynchus brunneicapillus) bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne, hvor den er godt beskyttet mod fjender. Gnavere af slægten Neotoma samler nedfaldne segmenter af cholla omkring deres bo som forsvar mod fjender som ørkenræv (Vulpes macrotis) og prærieulv (Canis latrans). Slanger lader sig dog ikke afskrække af dette panser.

En mængde kaktusarter er omtalt på siden Planteliv: Kakti.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men ikke nok med det. Ikke alle frø af den samme planteart vil spire under de samme betingelser. Nogle frø kræver mere nedbør end andre. Herved sikres en frøpulje, hvis der skulle indtræde forhold, som dræber de spirede planter, inden de har nået at sætte frø til den følgende sæson. Nogle af disse frø bevarer deres spireevne i mange år og vil kun spire efter rigelig regn.

Efter en god nedbør vil ørkenen få uger senere fremstå som et farverigt tæppe af blomsterplanter, fx forskellige kurvplanter, lupiner (Lupinus), riddersporer (Delphinium), honningurt-arter (Phacelia), rød uglekløver (Castilleja purpurascens), ørken-sandverbena (Abronia villosa), samt valmuer af slægterne Eschscholtzia og Kallstroemia.

 

 

 

 

 

 

 

De hårede taranteller eller fugleedderkopper er de største edderkopper i ørkenen. De bor i huller i jorden og farer ud for at fortære mindre dyr, som kommer forbi. Med et benspænd på omkring 15 cm virker de frygtindgydende på mennesker, men i virkeligheden er de ret fredsommelige, og deres gift er ikke så stærk. Disse store edderkopper bliver ofte overfaldet af snyltehvepse af slægten Hemipepsis, populært kaldt ’tarantel-høge’. En hunhveps lokker en tarantel ud af dens hul, lander på dens ryg og lammer den med et hurtigt stik. Så slæbes den lammede edderkop hen til et hul, som hvepsen har gravet. Nede i hullet lægger hvepsen et æg på tarantellen, hvorefter åbningen forsegles. Når ægget klækker, har larven frisk mad!

Blandt myrerne træffes i Sonora en art bladskæremyre (Atta) – den eneste af denne gruppe, som findes i USA. I boet dyrker myrerne en bestemt slags svampe, hvis rodknolde (’myrekål’) de æder. Til gengæld sørger de for svampenes næring ved at bringe bladstumper ned i boet, hvor det gærer til en masse, som svampene kan omsætte.

 

Ørkenskildpadden (Xerobates agassizii) undgår vinterens kulde og sommerens strenge hede ved at gå i dvale i lange perioder. Desuden undgår den udtørring ved at udskille urin som fast stof. Den bruger lang tid på at æde ørkenens saftige vækster, og hvis den støder på en vandpyt, drikker den længe. En skildpadde, som blev vejet før og efter, at den drak, vejede 43% mere efter! Slægtsnavnet betyder ’den der færdes tørre steder’ – et meget passende navn! Artsnavnet blev givet til ære for den schweiziske biolog og geolog Jean Louis Rodolphe Agassiz (1807-73), som foretog omfattende studier i både Nord- og Sydamerika.

Gilaøglen (Heloderma suspectum) og dens nære slægtning vorteøglen (H. horridum) er de eneste giftige øgler i verden. Gilaøglen, som er ca. 60 cm lang, er sort med gule eller orange tegninger, og den tykke hale udgør dyrets fedtdepot. Denne art ligger i dvale det meste af året og er kun fremme i sommertiden, hvor den går på jagt efter smådyr, mest gnaver- og fugleunger, samt æg af skildpadder og fugle. Føler gilaøglen sig truet, kan den hurtigt bide sig fast i fjenden med sine skarpe tænder. I munden har den giftkirtler, hvorfra giften løber ned over tænderne til såret. For mennesker er giften ikke dødelig, men særdeles smertefuld. Gilaøglen er ikke særlig almindelig og er fredet i Arizona.

Mange andre øgler lever i ørkenen. Chuckwalla’er (Sauromalus) er en slægt med 5 arter, som tilhører leguanernes familie (Iguanidae). Den almindelige chuckwalla (S. ater) findes fra det sydlige Californien mod øst til Utah og herfra mod syd til den nordvestlige del af Mexico. Dens mærkelige navn stammer enten fra Shoshone-ordet tcaxxwal eller fra Cahuilla-ordet čaxwal, der af spanierne blev omskrevet til chacahuala og af amerikanerne altså til chuckwalla.

Også gekkoer lever her, fx den smukke vestlig båndgekko (Coleonyx variegatus). Selv om den syner alt for skrøbelig til at leve i ørkenen, har den tilpasset sig ved at være nataktiv. Dagen tilbringes under sten eller væltede stammer, hvor gekkoen er beskyttet mod udtørring.

Der findes mange slange-arter i ørkenen. Mest berømt – eller snarere berygtet – er forskellige giftige klapperslanger af slægten Crotalus. Den største er den vestlige diamantklapperslange (C. atrox), som kan blive over 2 m lang. Klapperslanger har render i de lange tænder, hvori giften løber ned til bidsåret. Slangen holder fast på mindre byttedyr, indtil de er døde, mens den slipper større dyr som kaniner efter at have bidt dem, fordi de ellers kunne såre slangen med deres tænder. Byttedyret løber væk, men dør efter nogen tid af giftvirkningen. Slangen sporer så byttet ved hjælp af lugtesansen. På siden af hovedet har klapperslanger temperaturfølsomme gruber, der kan skelne forskelle på blot 0,3°C. Herved kan slangen få et præcist billede af, hvor byttedyret befinder sig – selv i totalt mørke. Navnet klapperslange har disse slanger fået, fordi de gør større dyr opmærksomme på deres tilstedeværelse ved at rasle med nogle løst forankrede, hornede gevækster på spidsen af halen. Herved advares de pågældende dyr, og konfrontationer undgås.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blandt småfuglene gør kolibrierne sig mest bemærket. Som flyvende juveler farer de rundt fra blomst til blomst for at suge nektar, og desuden æder de insekter. Kolibrier har de hurtigste vingeslag af alle fugle, de mindste arter op til 80 pr. sekund. Deres vinger giver en brummende lyd fra sig (ikke ulig en humlebi), og det har givet dem deres amerikanske navn hummingbird. De er også de eneste fugle, der kan flyve baglæns. I Sonora findes mindst 11 arter, hvoraf nogle dog kun ses på træk. Flere arter er begyndt at overvintre i Arizona, efter at fodring med sukkervand i foderautomater er blevet almindeligt.

Den mest udprægede ørkenfugl er den hårdføre sortstrubede spurv (Amphispiza bilineata), som kan træffes i selv meget tørre egne. Den er en frøæder, som kan udvinde væde af frø langt bedre end de fleste andre fugle. Den supplerer sin tørre kost med insekter og grønne plantedele. Endvidere kan den drikke vand, som er ret salt, og dens ekskrementer indeholder meget lidt vand.

De fleste fugle træffes i mesquite-skove samt i træbevoksninger langs floder. Her optræder et væld af arter, fx den smukke rubintyran (Pyrocephalus rubinus), krumnæbbet røddrossel (Toxostoma curvirostre), den farvestrålende hættetrupial (Icterus cucullatus), grå silkemonark (Phainopepla nitens), samt gulhovedet mejse (Auriparus flaviceps), som er beslægtet med den europæiske pungmejse (Remiz pendulinus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ørkenkaninen (Sylvilagus audubonii) har en vid udbredelse, idet den findes fra Stillehavskysten i Californien og Baja California mod nordøst til det østlige Montana og herfra mod syd til det centrale Mexico. Den er særpræget blandt de jordlevende kaniner ved ofte at løbe op ad skrånende træstammer.

Sonora-ørkenen rummer også to hare-arter, på amerikansk kaldt jackrabbits, nemlig sorthalet hare (Lepus californicus) og antilope-hare (L. alleni). Deres meget lange ører, som kan være op til en femtedel af kropslængden, har to funktioner: dels er høresansen ekstremt skarp, dels kan overskydende varme afgives gennem dem. I koldt vejr lægges de hen langs ryggen, så varmeafgivelsen formindskes, samtidig med at blodet i ørerne varmer ryggen op.

Fælles for disse mindre pattedyr er, at de har et utal af fjender: slanger, ugler, rovfugle, prærieulv, ørkenræv, amerikansk grævling (Taxidea taxus) og rødlos (Lynx rufus), for blot at nævne nogle få.

 

 

 

 

 

 

 

Prærieulven (Canis latrans) kan også ses om dagen. Denne art har været forfulgt, lige siden hvide mennesker kom til Amerika, men ikke desto mindre er den gået kolossalt frem i takt med, at dens overmand, den grå ulv (C. lupus), blev udryddet. Prærieulven har nu nået det østlige USA og er visse steder blevet et skraldespandsdyr ligesom den danske ræv.

Hen under aften kommer mange af ørkenens større dyr frem. Halsbåndsnavlesvinet (Dicotyles tajacu) er ret almindeligt. Dets spanske navn javelina betyder ’lille spyd’, hvilket hentyder til hugtænderne. Navlesvin har et dårligt syn, men en fremragende lugtesans. De har en karakteristisk kropslugt – af moskus – og denne lugt hjælper dyrene til at holde sammen på flokken. De kan være aggressive, så man skal passe på, hvis man møder dem, specielt søer med smågrise. Deres naturlige fjender er de store katte. Den gullige puma (Puma concolor) er vidt udbredt, mens den plettede jaguar (Panthera onca) en overgang frygtedes uddød i Sonora. Den er dog set flere gange her i de senere år.

Som pumaen er den mindre rødlos ret almindelig, men den er meget sky og ses sjældent. To andre mindre katte, den plettede ocelot (Leopardus pardalis) og den uplettede jaguarundi (Puma yagouaroundi) træffes her og der i det sydlige Sonora, men er sjældne i USA. Ocelot er udbredt sydpå til Argentina, men er gået meget tilbage i de senere år, da den efterstræbes på grund af sin smukke pels. Jaguarundi træffes i tre farvefaser: sort, grå og rødlig. Den har omtrent samme udbredelse som ocelot.