De døde ege i Jægerspris Nordskov

 

 

Snoegen i 1993. Den sidste gren er understøttet, men på dette tidspunkt har træet allerede været dødt et par år. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I den nordlige del af Hornsherred ligger en halvø med to skove, Studehaven og Fællesskoven, som tilsammen kaldes Jægerspris Nordskov. Halvøen har været mere eller mindre skovdækket siden Stenalderen. Talrige lokalitetsnavne i skoven med endelsen –mose vidner om, at den førhen var meget fugtig i bunden, men i dag er disse vådområder næsten alle afvandet for at give bedre betingelser for moderne skovbrug. Snorlige kanaler går på kryds og tværs gennem skoven.

 

Skovens anvendelse
Kun Bredvig Mose i skovens nordlige udkant kan give et fattigt indtryk af, hvordan denne skov måske så ud i Stenalderen. Dengang var der sikkert udbredte sumpskove med bl.a. rødel (Alnus glutinosa), vortebirk (Betula pendula) og ask (Fraxinus excelsior). På de højereliggende områder har der været blandskov med bl.a. stilkeg (Quercus robur), småbladet lind (Tilia cordata), skovelm (Ulmus glabra), skovfyr (Pinus sylvestris) og bævreasp (Populus tremula), mens underskoven sikkert bestod af buske som hassel (Corylus avellana), skovæble (Malus sylvestris), benved (Euonymus europaeus) og hvidtjørn (Crataegus). Her strejfede stenalderjægeren om på jagt efter urokse, vildsvin, kronhjort og andre dyr.

I Yngre Stenalder og især i Bronzealderen påbegyndtes en rydning af skoven, som skulle give plads til dyrkede marker. Men da befolkningstallet – uvist af hvilken grund – begyndte at falde hen mod slutningen af Bronzealderen, genindvandrede skoven på halvøen. I mellemtiden var bøgen (Fagus sylvatica) indvandret pga. et køligere klima, og den skyggede mange af de træarter bort, der tidligere havde domineret i skoven. Disse holdt mest stand i de fugtigere dele af skoven.

I Middelalderen startede for alvor en udnyttelse af skovene på Hornsved, som halvøen dengang kaldtes. Med fredskovsforordningen af 1805 påbegyndtes en intensiv pleje af skovene med opførelse af diger, der skulle holde græssende husdyr ude. Inden for disse diger plantede man forskellige træer, ikke kun velkendte danske arter, men også udenlandske som ædelgran (Abies alba), rødgran (Picea abies) og ahorn (Acer pseudoplatanus). Dette var starten på det moderne skovbrug.

 

De gamle kæmper
I dag fremstår langt den overvejende del af Nordskoven som triste monokulturer af gran og bøg. Det, som gør skoven interessant for den besøgende, er de store, gamle ege: Kongeegen, Storkeegen og Snoegen. Der er dog et stykke vej at gå eller cykle for at få dem at se.

 

Kongeegen står i den nordlige del af skoven, ca. 200 m øst for Fremvads Kongevejs udmunding i Strandvejen. Den er muligvis det ældste levende væsen i Nordeuropa med en anslået alder på 1500-1900 år. Kongeegen var allerede et stort træ, da Gorm regerede over danerne. Senere udviklede den sig til en vældig, knudret gigant, og førhen var den sandsynligvis Nordeuropas tykkeste eg med en omkreds på ca. 14 m. Træet er i dag kun en skygge af sig selv. Alle hovedgrene er brækket af, og over halvdelen af stammen er væltet. Der er stadig liv i et par grene, som understøttes af stolper. Det kan ikke vare mange år, før den sidste livsgnist forlader den ærværdige kæmpe – som det skete med de to ege omtalt nedenfor.

 

 

Kongeegen er muligvis Nordeuropas ældste levende væsen med en anslået alder på 1500-1900 år. Der er fortsat liv i et par grene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Storkeegen står lidt vest for udmundingen af Fremvads Kongevej i Strandvejen. Den har navn efter et maleri fra 1843 af P.C. Skovgaard: ’Eg med storkerede i Nordskoven ved Jægerspris’. Der var dengang en storkerede i toppen af den vældige eg. I 1965 vurderede man dens alder til omkring 800 år, men da var den døende, og under en kraftig storm i 1981 knækkede de sidste levende grene af. Nu står kun ruinen af stammen tilbage.

 

 

Under en kraftig storm i 1981 knækkede de sidste levende grene af Storkeegen. Her står Søren Lauridsen i ruinen af stammen, 1993. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den tredje af de store ege, Snoegen, står længere mod sydøst, i Studehaven nord for Øllemosevej. Den har navn efter den mærkelige stamme, der er snoet som en proptrækker. Man skønnede, at den var mellem 600 og 700 år gammel. Også Snoegen har været død i nogle år – de sidste grene visnede i 1991.

 

 

Nærbillede af den snoede stamme, som gav Snoegen dens navn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange gamle ege dør
Det er påfaldende, at mange gamle ege i Danmark er døde inden for de sidste hundrede år – efter indførelsen af det moderne skovbrug. Mange af disse ege burde ellers kunne leve flere hundrede år endnu. Den omfattende dræning af skoven har sandsynligvis medvirket til at slå Nordskovens imponerende ege ihjel, da de gamle træer sikkert ikke kunne klare omvæltningen i skovbunden.

Ege i almindelighed er nøjere omtalt andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Planter i folketro og digtning, og deres anvendelse i folkemedicinen er behandlet under Traditionel medicin. En række billeder af andre egearter findes under Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Stilkeg
Quercus robur

 

Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Slægtsnavnet Quercus stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Altså hentyder robur til egens hårde, mørke kerneved.

 

 

 

Kilder
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Jægerspris Skovdistrikt. Nordskoven. Brochure udgivet af Kong Frederik d. VII´s Stiftelse

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Seneste opdatering januar 2019)