Fugle i USA og Canada

 

 

En han af gulhovedet trupial (Xanthocephalus xanthocephalus) markerer sit territorium ved at synge fra en hegnspæl nær Bridgeport, østlige Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide ibiser (Eudocimus albus) letter, Wakulla Springs, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af vandredrossel (Turdus migratorius) i morgenlys, Shenandoah Nationalpark, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske hvide pelikaner (Pelecanus erythrorhynchos), Klamath National Wildlife Refuge, Californien. En af fuglene viser sin kolossalt store strubesæk, der kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Fuglen med gråligt hoved er en yngre fugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grå lavskrige (Perisoreus canadensis), Garibaldi Provincial Park, British Columbia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ude i floden stod en stor blåhejre. Den var i forvejen en høj fugl, men noget ved vinklen, de så den fra, samt den lavtstående sol, fik den til at syne endnu højere. Den så ud til at være så høj som en mand i det skrå lys, med dens lange skygge kastet ud over vandet. Dens ben og spidsen af vingerne var sorte som floden. Dens næb var sort på oversiden og gult på undersiden, og lyset blev kastet fra det med dæmpet glans, som fra satin eller flækket flint. Hejren stirrede ned i vandet med intens koncentration. Med store intervaller tog den små langsomme skridt, idet den løftede en fod op af vandet og gjorde holdt, som om den ventede på, at den skulle holde op med at dryppe, hvorefter den placerede den på flodbunden et nyt sted, som tilsyneladende var valgt efter nøje overvejelse.”

 

Charles Frazier (født 1950), amerikansk forfatter, i romanen Cold Mountain, 1997.

 

 

 

Denne side viser de fuglearter, som det er lykkedes mig at fotografere i USA og Canada.

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger i store træk IOC World Bird List (worldbirdnames.org). Etymologien er oftest hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

Accipitridae Høge, ørne, etc.
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis.

 

Buteo Våger
En slægt med omkring 28 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (Buteo buteo).

 

Buteo lineatus Rødskuldret musvåge
Der findes 5 underarter af denne våge, som varierer i graden af rødbrunt på brystet. Den lever i åben skov og yngler fra det sydøstlige Canada og videre sydpå øst for de store prærier, til Florida og Texas, samt i Oregon, Californien og Baja California. De nordligste bestande er trækfugle, som overvintrer så langt mod syd som det centrale Mexico. Nogle individer af de øvrige bestande strejfer omkring uden for yngletiden, og arten kan ses i næsten alle de nedre amerikanske stater.

Det latinske artsnavn betyder ‘stribet’, hvilket hentyder til de vandrette hvide striber på det rødbrune bryst.

 

 

Rødskuldret musvåge af Florida-underarten extimus, den mindste og blegeste af de 5 underarter, fotograferet i Loxahatchee National Wildlife Refuge (øverst), Everglades Nationalpark (i midten), samt J. N. Darling National Wildlife Refuge. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødskuldret musvåge af den vestligste underart elegans, som er rødbrun på brystet, men blegere end nominatracen. – Point Lobos State Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo regalis Kongevåge
Denne art er den største af Nordamerikas våger, kun en anelse mindre end den asiatiske højlandsvåge (B. hemilasius). Den yngler i græsland og kratbevoksede områder inde i landet, fra det sydlige British Columbia, Alberta og Saskatchewan mod syd til Arizona, New Mexico og den nordvestligste del af Texas. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det sydlige USA og Mexico. Artens føde omfatter en lang række pattedyr og fugle, foruden slanger og større insekter. Den ses ofte i kolonier af præriehunde (Cynomys).

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis, genitiv af rex (‘konge’).

 

 

Kongevåge, Badlands Nationalpark, South Dakota. På det nederste billede sender den en lang stråle af ekskrementer ud. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buteo swainsoni Swainsons våge
Denne art yngler i et kæmpestort område i det vestlige USA, samt i det østlige Alaska, det sydlige Canada og det nordlige Mexico. Næsten hele bestanden er trækfugle, som tilbringer vinteren i det sydlige Brasilien, Argentina og Uruguay. Nogle få fugle kan ses om vinteren i Texas, Florida og det vestlige Mexico.

Det latinske artsnavn ærer den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855), som bragte en stor samling hjem til England fra Brasilien og andre steder, omfattende over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind.

Mens han generelt blev betragtet som lidt af en kapacitet inden for zoologien, blev hans botaniske karriere lidt af en katastrofe. William Jackson Hooker (1785-1865), som var den første direktør for de berømte botaniske haver i Kew, skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.”

 

 

Swainsons våge, Alamogordo, New Mexico. Et vindstød bringer uorden i fjerdragten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Eremophila Bjerglærker
En lille slægt med kun 2 arter, men udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og phileo (‘at holde af’), som sigter til den foretrukne habitat hos ørkenbjerglærke (E. bilopha), som blev beskrevet i 1823 af den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858). Oprindeligt var den placeret i slægten Alauda, men begge bjerglærker blev overført til Eremophila i 1828 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870).

 

Eremophila alpestris Bjerglærke
I modsætning til de fleste andre lærker har denne art en broget fjerdragt, med en sort stribe fra basis af næbbet til øjet og videre ned over kinden, et sort brystbånd, samt en smal sort halvcirkel på issen. I yngledragten forlænges hannens halvcirkel til to små toppe, som har givet anledning til et af artens engelske navne, horned lark.

Ikke færre end omkring 42 underarter af denne fugl er blevet beskrevet, udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle, langs den arktiske kyst fra Skandinavien mod øst til Alaska og det nordøstlige Canada, og derfra mod syd til Mexico, med en isoleret bestand i Columbia. Den findes også i størsteparten af Centralasien, mod syd til Himalaya, samt mod vest til Ukraine, Mellemøsten og Balkan, med en isoleret population i Atlas-bjergene i det nordvestlige Afrika. Arktiske bestande er trækfugle.

 

 

Bjerglærke, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerglærke søger føde på en grusslette, Petrified Forest Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anatidae Andefugle
Denne store familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer i dag 43 slægter med omkring 146 arter.

 

Anas
Mange tidligere medlemmer af denne slægt er blevet overført til andre slægter, og i dag rummer Anas 31 arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ænder.

 

Anas acuta Spidsand
Denne and, som har navn efter den lange, spidse hale, yngler tværs over den nordlige halvkugle, idet den undgår de mest barske områder i Arktis. Den forekommer fra Island, Norge og Danmark mod øst til Stillehavet, og endvidere fra Alaska og Canada mod syd til det centrale USA. Den yngler også pletvis i Central- og Østeuropa, samt i Tyrkiet.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skarpt tilspidset’, hvilket sigter til artens spidse hale.

 

 

Par af spidsand, samt en amerikansk blishøne (Fulica americana), som renser fjerdragt, Sacramento National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas rubripes Sortbrun and
Denne art er udbredt i det østlige Nordamerika, fra det østlige Manitoba mod øst til Newfoundland, mod syd til de Store Søer og New Jersey, og derfra langs kysten til North Carolina. Nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer fra de Store Søer og det sydøstlige Canada mod syd til Mississippi og det nordlige Florida.

Den er en nær slægtning til den vidt udbredte gråand (A. platyrhynchos), og de to arter krydses ofte, hvilket kan gøre det svært at identificere rene sortbrune ænder med sikkerhed.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rødlig’) og pes (‘fod’).

 

 

Sortbrune ænder, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anser Gæs
Denne slægt, som omfatter 11 arter, er begrænset til den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for gæs.

 

Anser albifrons Blisgås
Det videnskabelige artsnavn på denne fugl kommer af latin albus (‘hvid’) og frons (‘pande’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den hvide blis ved basis af næbbet. De sorte markeringer på brystet hos voksne fugle kendetegner også denne art. Disse markeringer har givet anledning til at amerikansk folkenavn på arten, specklebelly (’spættet bug’).

Blisgåsen er opdelt i fem underarter, som yngler i et bælte langs hele den nordsibiriske kyst, i Alaska og det nordlige Canada, samt i Vestgrønland. Overvintringsområder omfatter det nordlige Irland, det nordlige Skotland, Holland, Nordtyskland, Ungarn, den nordlige kyst af Sortehavet, Irak, sydkysten af det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det sydøstlige Kina, det sydlige USA, samt det nordlige Mexico.

 

 

Blisgæs, Sacramento National Wildlife Refuge, Californien. De sorte fugle er amerikanske blishøns (Fulica americana). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anser caerulescens Snegås
Denne art forekommer i to farvefaser, en snehvid, som har givet arten det danske navn, samt en blågrå, oftest kaldt ‘blå gås’, der har givet arten dens latinske artsnavn, som betyder ’blålig’.

Snegåsen er udbredt i Nordamerika, idet den yngler i arktiske egne af Canada og Alaska, med små populationer i Grønland og det nordøstlige Sibirien. Den tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia og sydpå, samt i det sydlige USA og Mexico.

 

 

Snegås, hvid fase, Sacramento National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snegås, blå fase, Funk National Wildlife Refuge, Nebraska. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anser rossii Dværgsnegås
Som dens danske navn fortæller, ligner denne art en mini-udgave af snegås, men med lille næb og forholdsvis kort hals. Den yngler i hjøjarktiske områder af Canada og overvintrer i Californien, det sydlig-centrale USA, samt det nordlige Mexico. Den var tidligere ret sjælden på grund af jagt, men antallet er øget dramatisk på grund af beskyttelsesforanstaltninger.

Artens latinske navn hædrer Bernard R. Ross (1827-74), som arbejdede for Hudson Bay Company i Canadas Northwest Territories.

 

 

Dværgsnegås, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aythya
En slægt med 12 arter, som hovedsagelig er udbredt på den nordlige halvkugle, med en enkelt art i Ny Guinea, Australien, New Zealand og på nogle øer i Stillehavet, endnu en art i New Zealand, samt én på Madagascar. To arter er udryddelsestruede, den østasiatiske Manchurerand (A. baeri) og Madagascar hvidøjet and (A. innotata).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aithyia, en uidentificeret havfugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Aythya collaris Halsbåndstroldand
Denne almindelige and lever i søer og damme med ferskvand. Som ynglende er den udbredt fra det østlige Alaska og det nordlig-centrale Canada mod syd til det nordvestlige og nordøstlige USA. De fleste bestande er trækfugle, som overvintrer i det vestlige og sydlige USA, Mexico, Mellemamerika og Caribien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘omkring halsen’, afledt af collum (‘hals’), hvilket i dette tilfælde hentyder til en smal kanelfarvet ring omkring hannens hals. Den er dog oftest meget svær at få øje på.

 

 

Blandet flok af andefugle: Halsbåndstroldand (hvoraf én basker med vingerne), samt Canadagås (Branta canadensis), amerikansk pibeand (Mareca americana), stor taffeland (Aythya valisineria) og skarveand (Oxyura jamaicensis), Stump Pond, Blydenburgh County Park, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Branta Rajgæs
En lille gruppe på 6 arter, som yngler i arktiske, subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, med undtagelse af Hawaiigåsen (Branta sandvicensis), der oprindeligt kun fandtes på Hawaii, men er blevet indført andre steder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af brandgás (‘brændt gås’), det oldnordiske navn på knortegåsen (Branta bernicla), hvilket hentyder til denne arts overvejende sorte fjerdragt. Navnet rajgås er af uvis betydning. Muligvis hentyder det til knortegåsens kald, der er tolket som raj-raj.

 

Branta canadensis Canadagås
Syv underarter af denne meget almindelige art yngler i Nordamerika, fra Alaska og det nordlige Canada mod syd til den nordlige tredjedel af USA. Den er også blevet indført til England, Sverige, New Zealand, Argentina og andre steder. Den er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har. Mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

En stor forsamling af Canadagås, amerikansk pibeand (Mareca americana), halsbåndstroldand (Aythya collaris) og brilleand (Melanitta perspicillata), Coos Bay, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadagæs med gæslinger, Buttle Lake, Vancouver Island. Træer spejles i søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadagæs med gæslinger, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende Canadagæs er en plage på mange golfbaner, her nær Glen Cove, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucephala
En lille slægt med 3 arter, bøffeland (nedenfor), islandsk hvinand (B. islandica), som lever i Nordamerika samt på Island, og almindelig hvinand (B. clangula), som er vidt udbredt på den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bous (‘tyr’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til disse ænders mærkelige hovedform.

 

Bucephala albeola Bøffeland
Denne lille and yngler i taiga i Alaska og Canada, mod øst til det vestlige Quebec, mod syd næsten til grænsen til USA. Disjunkte bestande findes i Oregon, det nordlige Californien, Montana og Wyoming. Hele den nordlige bestand trækker mod syd og overvintrer langs Alaskas og Canadas Stillehavskyst, i hele USA, samt i det nordlige Mexico.

Artsnavnet er diminutiv af latin albus (‘hvid’), således ‘lille hvid’ (and). Det danske navn hentyder til hovedformen.

 

 

Bøffeland han strækker vinger, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cygnus Svaner
En slægt af 6 langhalsede fugle, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Genetisk forskning antyder, at den sydamerikanske coscorobasvane (Coscoroba coscoroba) ikke er en ægte svane, men er nærmere beslægtet med gæs eller gravænder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

Cygnus columbianus Tundrasvane, pibesvane
Ifølge de fleste autoriteter yngler denne svane i arktiske områder af Alaska og Canada, samt i næsten hele Sibirien. To underarter anerkendes, tundrasvane, ssp. columbianus, som lever i Amerika, samt pibesvane, ssp. bewickii, der yngler i Sibirien. Tundrasvanen overvintrer i adskillige adskilte områder i det vestlige USA og Canada, samt på den centrale del af Atlanterhavskysten. Østlige bestande af pibesvane tilbringer vinteren i det østlige Kina, Korea og Japan, mens de vestlige bestande overvintrer i Vesteuropa.

Nogle autoriteter betragter de to underarter som selvstændige arter. De adskiller sig gennem næbfarven, idet pibesvanen har en stor gul plet af nøgen gul hud ved basis af næbbet, mens tundrasvanen har mørk hud med en ganske lille gul plet ved basis.

 

 

Tundrasvane, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mareca Pibeænder m.fl.
En lille slægt med 5 arter, 3 arter af pibeand, samt knarand (nedenfor) og segland (M. falcata), som alle tidligere var placeret i slægten Anas.

Slægtsnavnet er fra et brasiliansk-portugisisk ord, marréco, som betyder ‘lille and’.

 

Mareca americana Amerikansk pibeand
En vidt udbredt og almindelig and, som yngler i vådområder i skove i Alaska, størsteparten af Canada, samt i det nordvestlige USA, fra det østlige Washington og Oregon gennem Idaho, Colorado, North og South Dakota til Minnesota. Vintermånederne tilbringes i det sydvestlige Canada, størstedelen af USA, Mexico, Mellemamerika, det nordvestlige Sydamerika, samt Caribien.

 

 

Amerikansk pibeand han og hun, Wakulla Springs, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mareca strepera Knarand
Denne art er vidt udbredt, idet den yngler i det sydlige Canada og det nordlige og vestlige USA, samt fra England og Spanien mod øst gennem taigabæltet til Stillehavet og den japanske ø Hokkaido. Vintermånederne tilbringes i størsteparten af USA og Mexico, i Vest- og Sydauropa, det nordlige og nordøstlige Afrika, Mellemøsten, den nordlige del af det Indiske Subkontinent, samt i det sydlige Kina.

Det latinske artsnavn betyder ‘støjende’ – et underligt navn til denne art, som ikke er særlig støjende.

 

 

Knarand han, Cathlamet, nær Columbia River, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knarand han og hun, Cold Spring Harbor, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mergus Skalleslugere
Skalleslugere udgør 4 arter af fiskeædende ænder, hvoraf to, stor skallesluger (nedenfor) og toppet skallesluger (M. serrator), er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mens brasiliansk skallesluger (M. octosetaceus) og den kinesiske Amur-skallesluger (M. squamatus) er udryddelsestruede.

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

Førhen var to andre ænder placeret i denne slægt, hjelmskallesluger, der nu kaldes for Lophodytes cucullatus, samt lille skallesluger, der i dag hedder Mergellus albellus. Forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede med de ægte skalleslugere.

 

Mergus merganser Stor skallesluger
Denne art, som yngler i hule træer, lever i floder og søer i skovområder i Europa, Nord- og Centralasien og Nordamerika, så langt mod syd som de centrale Rocky Mountains, Pennsylvania, Alperne, den sydlige del af den tibetanske højslette, samt det nordøstlige Kina. Nordlige populationer er trækfugle, som tilbringer vinteren sydpå til det nordlige Mexico, Tyrkiet, Himalaya og det sydlige Kina.

Artsnavnet er en sammensætning af slægtsnavnet, samt latin anser (‘gås’).

 

 

Stor skallesluger han, Montezuma Well, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxyura Skarveænder
Disse ænder, der omfatter 6 arter, er meget karakteristiske, idet de ofte rejser halen til næsten lodret. De er udbredt i store områder af kloden, med 1 art i Nordamerika, 2 i Sydamerika, 1 i Afrika, 1 i Sydeuropa, Mellemøsten og Centralasien, samt 1 i Australien.

Hanner i yngledragt er kraftigt kastanjefarvede, hunner og hanner uden for yngletiden brunlige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og oura (‘hale’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

 

Oxyura jamaicensis Amerikansk skarveand
En almindelig art, som yngler i det vestlige Canada, USA og Mexico, omkring de Store Søer, på den centrale del af Atlanterhavskysten, samt i Caribien. Uden for yngletiden træffes den i det vestlige og sydlige USA, Mexico samt Caribien.

Den er blevet indført adskillige steder i Europa, hvor den betragtes som en invasiv art, der konkurrerer med lokale andearter. I Sydeuropa hybridiserer den med den sjældne hvidhovedede and (O. leucocephala) og forurener dermed genpuljen. Man forsøger at udrydde den amerikanske skarveand i Europa.

 

 

Par af amerikansk skarveand, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spatula Skeænder m.fl.
Ænderne i denne slægt, som består af 10 arter af skeænder og krikænder, var tidligere placeret i slægten Anas. Slægten Spatula blev oprindeligt indført i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Spatula clypeata Skeand
Som ynglende er denne art vidt udbredt tværs over den nordlige halvkugle, fra Island, de Britiske Øer, Spanien og Marokko mod øst gennem taiga-bæltet til Stillehavet, og endvidere i Alaska samt den vestlige del af Canada og USA, sydpå næsten til den mexikanske grænse. Den undgår de mest barske områder i Arktis.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skjold-bærende’, hvilket sigter til det brede, flade næb.

 

 

Par af skeand søger føde, Sacramento National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anhingidae Slangehalsfugle
Disse store vandfugle, som har fået navn efter deres lange, tynde, bevægelige hals, omfatter to eller fire arter i slægten Anhinga, den eneste slægt i familien. I Den Nye Verden lever den amerikanske slangehalsfugl (nedenfor), ofte kaldt for anhinga.

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Anhinga anhinga Amerikansk slangehalsfugl
Denne art lever i sumpe i varmere egne og er udbredt i et kystnært bælte fra det sydlige South Carolina mod syd til Texas, på Cuba med omliggende øer, langs begge kyster af Mexico og Mellemamerika, samt i Sydamerika øst for Andes, sydpå til det nordlige Argentina og Uruguay. Nogle fugle strejfer langt fra yngleområderne. I USA er arten observeret så langt mod nord som Pennsylvania og Wisconsin.

 

 

Amerikansk slangehalsfugl tørrer vinger, siddende i toppen af en sumpcypres (Taxodium distichum), Big Cypress National Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk slangehalsfugl, Everglades Nationalpark, Florida. De hvide blomster i baggrunden er sump-pyjamaslilje (Crinum americanum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk slangehalsfugl raster i en sumpcypres (Taxodium distichum), Big Cypress National Preserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk slangehalsfugl tørrer vinger, set i modlys, Big Cypress National Preserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aramidae

 

Aramus guarauna Riksetrane
Denne store fugl, som er det eneste medlem af familien, er beslægtet med vandhøns og traner, hvilket afspejles af det danske navn. Den lever i vådområder i varmere egne, i USA i Florida samt i Okefenokee Swamp i det sydlige Georgia, i Caribien, i det sydlige Mexico og Mellemamerika, samt i Sydamerika øst for Andes, sydpå til det nordlige Argentina og Uruguay.

Dens føde består af diverse bløddyr, først og fremmest æblesnegle (Pomacea).

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk aramos, en slags hejre nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.). Artsnavnet er fra det brasilianske Tupi-sprog, navnet på en uidentificeret sumpfugl.

 

 

Riksetrane pudser fjer, stående i en stor bevoksning af muslingeblomst (Pistia stratiotes), Corkscrew Swamp Sanctuary, Florida. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne riksetrane har fanget en Florida æblesnegl (Pomacea paludosa), Lake Woodruff, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer omfatter 18 slægter med omkring 64 arter af langbenede og langnæbbede fiskeædende vandfugle, som er udbredt overalt i verden med undtagelse af polarområderne.

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Ardea
En slægt med ca. 13 arter af hovedsagelig store hejrer, udbredt i næsten hele verden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Ardea alba Sølvhejre
Denne store hejre har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den er fornylig indvandret til Danmark og er konstateret ynglende på øen Saltholm i Øresund, i Thy og andre steder.

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

 

 

Ynglekoloni af sølvhejre, Avery Island, Louisiana. I yngletiden vokser lange prydfjer ud fra dens ryg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fouragerende sølvhejre, Avery Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvhejre, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea herodias Stor blåhejre
Stor blåhejre er den største hejreart i Amerika – faktisk den tredjestørste hejre i verden, kun overgået af goliathejre (A. goliath) og hvidbuget hejre (A. insignis). Den er en almindelig ynglefugl fra det centrale Canada mod syd til Mellemamerika og Caribien, med en isoleret bestand på Galápagos-øerne. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som det nordlige Sydamerika. Nogle af fuglene i det sydlige Florida og Caribien er snehvide, og det diskuteres stadig, om de udgør en særskilt art.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk erodios, det klassiske ord for hejrer.

 

 

Denne store blåhejre søger føde på en græsslette i Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor blåhejre letter, Roosevelt Lake, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor blåhejre søger føde, Loxahatchee National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Butorides
De fleste autoriteter anerkender tre små hejrer af denne slægt som selvstændige arter, krabbehejren (nedenfor), den vidt udbredte mangrovehejre (B. striata), samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre betragter dem som værende én og samme art.

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk oides (‘minder om’).

 

Butorides virescens Krabbehejre
Denne lille hejre yngler i den østlige halvdel af USA samt i den sydligste del af Canada, og tillige langs Stillehavskysten, fra British Columbia sydpå. I Mexico og Mellemamerika findes den langs begge kyster, mod øst til Panama. Den er også til stede i Caribien året rundt. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det sydlige USA, Mexico og Mellemamerika.

Det latinske artsnavn betyder ‘grønlig’.

 

 

Krabbehejre, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En solplet oplyser denne krabbehejre, som sidder på en mangrove-luftrod, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta
En slægt med 12 små til mellemstore hejrer, hvoraf hovedparten yngler i varmere områder kloden rundt. De fleste medlemmer har sorte ben med stærkt gule tæer, og mange får prydfjer på ryggen i ynglesæsonen.

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Egretta caerulea Lille blåhejre
Denne lille hejre er vidt udbredt i kystnære områder i den sydlige del af Nordamerika og op langs østkysten til Maine, i Mellemamerika, samt i Sydamerika mod syd til Peru og det sydlige Brasilien. Den er tilknyttet såvel ferskvand som brakvand. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i Caribien og Mellemamerika. Efter yngletiden kan omstrejfende fugle ses så langt mod nord som det sydlige Canada, og mod syd til Uruguay.

Det latinske artsnavn betyder ‘blå’.

 

 

Lille blåhejre søger føde blandt ånderødder af rød mangrove (Rhizophora mangle), J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille blåhejre raster på ånderødder af rød mangrove (Rhizophora mangle), J. N. Darling National Wildlife Refuge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille blåhejre, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta rufescens Rusthejre
Denne lille hejre yngler i kystnære sumpe, udbredt i Mexico, Mellemamerika, Caribien, samt de amerikanske stater omkring den Mexikanske Havbugt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’, afledt af rufus (‘rød’).

 

 

På disse billeder fra J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida, er en rusthejre uenig med en ung øreskarv (Nannopterum auritum) om et eller andet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta thula Snehejre
Denne lille hejre, som har navn efter sin snehvide fjerdragt, minder meget om den Gamle Verdens silkehejre (E. garzetta). Den er udbredt i Central- og Sydamerika samt på mange spredte lokaliteter i USA, hvor bestandene inde i landet er trækfugle, der overvintrer længere sydpå.

I 1782 blev artsnavnet ved en fejltagelse hæftet på denne fugl af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

En snehejre vandrer på et flydende tæppe af tangarten Nereocystis luetkeana, Point Lobos State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snehejre, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Egretta tricolor Trefarvet hejre
Denne art, også kaldt for Louisiana-hejre, yngler i kystnære sumpe omkring Den Mexikanske Havbugt, samt i Mellemamerika og Caribien mod syd til Peru og det centrale Brasilien.

En fugl, som blev ringmærket i Virginia i 1958, blev skudt på Bahama-øerne i 1976 og opnåede således den modne alder af næsten 18 år.

Det latinske artsnavn betyder ‘trefarvet’.

 

 

Trefarvet hejre, stående på en død gren, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trefarvet hejre, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trefarvet hejre søger føde, Everglades Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bombycillidae
Førhen rummede denne familie adskillige slægter, men som følge af genetisk forskning er alle undtagen Bombycilla blevet overført til andre familier, bl.a. silkemonarkerne, som nu er placeret i familien Ptilogonatidae (nedenfor).

 

Bombycilla Silkehaler
Denne lille slægt omfatter kun 3 arter: cedersilkehale (nedenfor), almindelig silkehale (B. garrulus), samt japansk silkehale (B. japonica). Disse fugle foretager nomadiske trækbevægelser uden for yngletiden, og afstanden afhænger af tilgængeligheden af bær, som er deres hovedføde. De trækker kun over store afstande i strengt vintervejr, eller hvis føden er knap i deres normale overvintringsområde.

Slægtsnavnet beror på en misforståelse. Den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830) ønskede at navngive fuglen ‘silkehale’ på latin, idet han ville oversætte det tyske navn Seidenschwanz. Han tolkede motacilla, det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (M. alba), som mota (‘bevæge’), samt cilla, som han mente betød ‘hale’. Faktisk er dette ord afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod imidlertid den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’. Vieillot kombinerede derpå cilla med det latinske bombyx (‘silke’).

 

Bombycilla cedrorum Cedersilkehale
Denne art yngler i et meget stort område, tværs over det sydlige Canada og derfra mod syd til det nordlige Californien, det vestlige Nevada og det nordlige Utah mod vest, samt til det nordlige Georgia og South Carolina mod øst. Om vinteren træffes den i et kolossalt stort område, fra den sydligste del af Canada mod syd gennem hele USA, den vestlige del af Caribien, og hele Mexico, til tider så langt mod syd som Mellemamerika og den nordvestligste del af Sydamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet cedertræer’.

 

 

Cedersilkehale æder hyben, Piedmont National Wildlife Refuge, Georgia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cardinalidae
Medlemmer af denne familie, som omfatter 14 slægter, var førhen placeret i familien Fringillidae (finker).

 

Cardinalis Kardinaler
En lille slægt med 3 arter, udbredt fra den sydøstligste del af Canada mod syd til det nordvestlige Sydamerika.

Slægtsnavnet og det danske navn sigter til den knaldrøde fjerdragt hos hannen af rød kardinal (nedenfor), der minder om farven på kardinalernes dragt. Oprindeligt er cardinalis latin og betyder ‘overordnet’, en forkortelse af cardinalis ecclesiae Romanae, hvilket betyder ‘lederne af de kardinale (vigtigste) kirker i Rom’.

 

Cardinalis cardinalis Rød kardinal
Denne fugl, opdelt i 19 underarter, er standfugl i et kæmpestort område, fra den sydøstligste del af Canada mod syd til Florida, og derfra mod vest til North og South Dakota, Wyoming og Arizona, sydpå gennem størsteparten af Mexico til det nordlige Guatemala og Belize. Den er også blevet indført til det sydlige Californien og Hawaii.

 

 

Han af rød kardinal, Colossal Cave, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han og hun af rød kardinal på et fuglebræt, Mount Sinai, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge hanner af rød kardinal er orangerøde. – Maudslay State Park, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cathartidae Nye Verdens gribbe
Denne familie rummer 5 slægter med 5 arter af gribbe og 2 arter af kondorer. Disse fugle findes fra det sydlige Canada mod syd til det sydligste Sydamerika.

 

Cathartes
En lille slægt med 3 arter. Navnet er en latiniseret form af græsk kathartes (‘renser’), hvilket sigter til, at disse fugle fjerner rådnende kadavere i naturen.

 

Cathartes aura Kalkungrib
Denne art er vidt udbredt og almindelig, fra det sydlige Canada mod syd til det sydligste Sydamerika. Den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skove, krat, landbrugsområder og ørkener. De nordligste bestande trækker mod syd om vinteren.

Det latinske artsnavn betyder ‘gylden’, hvilket formodentlig hentyder til det til tider gullige hoved hos de to øvrige arter i slægten. I gamle dage blev de tre arter måske betragtet som én og samme art. Hovedet hos kalkungribben er altid rødt, samme farve som hovedet hos kalkun-hannen.

 

 

Kredsende kalkungribbe, Big Pine Key, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kalkungrib, Salt Point State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kalkungrib, Fakahatchee Strand State Park, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coragyps atratus Ravnegrib
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i Amerika, fra det sydøstlige USA mod syd til det centrale Chile og Uruguay. I det østlige USA træffes den så langt mod nord som New Jersey og Indiana.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korax (‘ravn’) og gyps (‘grib’), hvoraf den første del sigter til fuglens ravnsorte fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘klædt i sørgedragt’, afledt af ater (‘sort’). Meget sort, må man sige!

 

 

Ravnegribbe, Avery Island, Louisiana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor forsamling af ravnegribbe, Lake Woodruff, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ravnegribbe er ikke just skønhedsåbenbaringer! – Lake Woodruff. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gymnogyps californianus Californisk kondor
I 1982 var der kun 22 californiske kondorer tilbage i verden, deraf seks vildtlevende. Disse seks blev indfanget, og man startede et yngleprogram, hvor man tog æggene fra hunnerne og udrugede dem kunstigt. Hunnerne lagde snart nye æg, og på denne måde fik man hurtigt en stor bestand i fangenskab.

Siden 1992 har man udsat ungfugle forskellige steder i det sydvestlige USA, og den er også blevet genindført i Baja California i det nordvestlige Mexico. I begyndelsen var der mange problemer forbundet med genudsætningen. Fuglene var præget for meget af deres opvækst i fangenskab, og nogle fløj endog indenfor i huse, samt i besøgscentret ved Grand Canyon. Det største problem var dog blyforgiftning. Ådslerne, som kondorerne åd, var ofte nedlagt med blyhagl, og hvis de slugte for mange af disse hagl, døde de af blyforgiftning. En del fugle døde også efter kollision med elledninger.

Man fodrede derfor kondorerne med ådsler uden hagl, og bestanden begyndte langsomt at vokse. I dag trives arten adskillige steder i Californien, Arizona og Utah, samt i Baja California, hvor der findes en lille bestand. Det totale antal af vildtlevende fugle var i 2020 omkring 335, hvortil kommer ca. 200 i fangenskab.

Den californiske kondor er slægtens eneste medlem. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gymnos (‘nøgen’) og gyps (‘grib’), hvoraf den første del hentyder til artens nøgne hoved. Navnet kondor kommer af kundur, Quechua-navnet på Andes-kondoren (Vultur gryphus).

 

 

Californisk kondor, Grand Canyon. På oversiden af vingerne er fastgjort nummerskilte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadriidae Præstekraver, viber, hjejler, etc.
Denne familie af små til mellemstore vadere omfatter omkring 10 slægter med ca. 65 arter, udbredt i næsten hele verden, for langt størstedelens vedkommende i vådområder.

 

Charadrius Præstekraver og pomeransfugle
Denne slægt rummer omkring 32 arter af fortrinsvis små vadere, der er udbredt næsten globalt, hovedsagelig i vådområder.

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Charadrius melodus Kortnæbbet præstekrave
Denne lille art yngler på sandede strande og sandflader i to adskilte områder, dels langs Atlanterhavskysten, fra Newfoundland mod syd til North Carolina, på kysterne langs de Store Søer, samt i vådområder i Midtvesten i Canada og USA. Den tilbringer vinteren på kyster i det sydøstlige USA, omkring den Mexikanske Havbugt, på Bahama-øerne og Cuba, samt på kyster omkring den Californiske Havbugt.

Den trues af byudvikling og øget færdsel på strandene, og der er sandsynligvis færre end 10.000 individer tilbage.

Artsnavnet er latin og betyder ‘melodiøs’, hvilket sigter til artens pibende kald.

 

 

Kortnæbbede præstekraver, Long Island, New York State. Fuglen på det nederste billede blev observeret på dens yngleplads ved Breezy Point. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius vociferus Kildire
Denne fugl, som er blandt slægtens største medlemmer, yngler i størsteparten af Nordamerika, fra subarktiske områder af Alaska og Canada mod syd til det centrale Mexico og Caribien. Den yngler tillige i et bælte langs kysten fra Ecuador mod syd til det sydlige Peru. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i det sydlige USA, Mellemamerika og det nordligste Sydamerika.

Det danske navn er en imitation af artens kald. Det latinske artsnavn refererer ligeledes til kaldet, afledt af vox (‘råb’) og ferre (‘at besidde’).

 

 

Kildire, Salt Creek, Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kildire, Big Cypress National Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kildire spiller syg for at lokke mig bort fra reden, Yellowstone Nationalpark, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ciconiidae Storke
Disse store fugle, der omfatter 6 slægter med 19 arter, findes i de fleste egne af kloden, kun manglende i polarområderne, samt størsteparten af Nordamerika og Australien.

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Mycteria Skovstorke
En lille slægt med 4 arter, udbredt i de fleste tropiske egne af kloden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Mycteria americana Amerikansk skovstork
Denne fugl er ikke særlig køn, med nøgent og rynket sort hoved og hals, hvilket har givet anledning til adskillige amerikanske folkenavne, bl.a. ‘flintehoved’, ‘stenhoved’ og ‘jernhoved’.

Den er vidt udbredt i Caribien, samt Mellem- og Sydamerika, mod syd til det nordlige Argentina. Der er også mindre bestande i Florida, Georgia og South Carolina. Disse nordlige fugle strejfer en del rundt om vinteren og kan træffes omkring den Mexikanske Havbugt, samt langs den mexikanske Stillehavskyst.

 

 

Denne amerikanske skovstork har fanget en fisk, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske skovstorke, Fakahatchee Strand State Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung amerikansk skovstork ryster fjerdragten, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columbina
Denne slægt af små duer, i alt 9 arter, forekommer fra det sydlige USA mod syd til hovedparten af Sydamerika.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘duelignende’, afledt af columba (‘due’).

 

Columbina inca Inkadue
En lille grålig fugl, der nemt kendes på fjerdragtens skællede mønster, rustfarvede håndsvingfjer, samt hvide yderhalefjer, der ofte ses i flugten. Den er vidt udbredt, idet den fondes fra det sydlige Californien mod øst til det sydvestlige Louisiana, og derfra mod syd til Costa Rica.

Artsnavnet er en fejltagelse, da denne art ikke findes i de lande, der førhen udgjorde Inkariget. Formentlig troede den franske naturhistoriker René Primevère Lesson (1794-1849), der navngav fuglen i 1847, at type-eksemplaret stammede fra Sydamerika.

 

 

Inkadue, Granite Reef, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Patagioenas
En gruppe på 17 arter, som førhen var placeret i slægten Columba. De er udbredt i størsteparten af den Nye Verden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk patageo (‘at klapre’) og oinas (‘due’). Navnet sigter formodentlig til den klaprende lyd, som mange duers vinger frembringer, når de letter.

 

Patagioenas fasciata Bånddue
En ret stor due, indtil 40 cm lang, som yngler fra det sydlige British Columbia mod syd gennem Washington, Oregon, Californien, Arizona, Mexico og mellemamerika til det nordlige Sydamerika, og derfra langs Andes til det nordlige Argentina. De nordligste bestande er trækfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘båndet’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til et mørkt bånd tværs over halen, som deler den i to, mørkegrå ved basis og lysegrå på den yderste halvdel.

 

 

Bånddue, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zenaida
Denne slægt omfatter 7 arter af mindre duer, udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Sydamerika.

Slægtsnavnet blev introduceret i 1838 af den franske ornitolog Charles Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, til ære for hans kone Zénaïde (1801-54).

 

Zenaida asiatica Hvidvinget due
I flugten viser denne markante fugl halvmåneformede hvide vingepletter og sorte svingfjer, og endvidere har den en iøjnefaldende blå øjenring, der består af nøgen hud.

Trods artsnavnet asiatica, som betyder ’fra Asien’, hører denne art hjemme i Den Nye Verden, hvor den er udbredt i det sydvestlige USA, Mexico, Mellemamerika og Caribien. Formodentlig troede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav denne art Columba asiatica i 1758, at type-eksemplaret kom fra Asien.

 

 

Hvidvinget due, fotograferet nær Tucson, Arizona. Fuglen på det øverste billede kurrer fra toppen af en søjlekaktus (Carnegiea gigantea). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zenaida macroura Sørgedue
Denne art er meget talrig i Nordamerika, hvor den yngler fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Mexico og Caribien. Den kan have op til 6 kuld på et år. De nordligste bestande er trækfugle, der overvintrer så langt mod syd som Panama.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til fuglens lange hale. Det danske navn sigter til dens kurren, der lyder en kende sørgmodigt.

 

 

Sørgedue, Oasis of Mara, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sørgedue, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie indeholder 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skovskader, husskader, træskader, alpekrage og alpeallike, nøddekriger og andre.

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Aphelocoma Kratskader
Førhen rummede denne slægt kun 3 arter, men et antal splits har bragt antallet op på 7. De er mellemstore fugle med hovedsagelig blå og grå fjerdragt, som forekommer i det vestlige USA, samt i Mexico og den vestlige del af Mellemamerika, mod øst til det vestlige Nicaragua, og med en isoleret art i Florida.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk apheles (‘naiv’, men i denne forbindelse oversat som ‘simpel’), samt kome (‘velordnet hår’), givet med henblik på disse fugles mangel på striber eller bånd, modsat de fleste andre skader.

 

Aphelocoma californica Californisk kratskade
Denne fugl er hjemmehørende i et bredt bælte langs Stillehavskysten, fra den sydligste del af British Columbia mod syd gennem Washington, Oregon, Californien og den vestligste del af Nevada til sydspidsen af Baja California. Den lever i krat, fyrre-enebærskove og egeskove, samt endvidere i større haver i byernes forstæder, hvor den ofte bliver tillidsfuld og besøger fuglefoderpladser.

Tidligere var denne art sammen med tre andre nuværende arter samlet under ét, kaldt for blot kratskade. Så blev to bestande ophøjet til arter, Florida-kratskade (A. coerulescens), der er begrænset til Florida, samt Santa Cruz-kratskade (A. insularis), der kun lever på øen Santa Cruz ud for den californiske kyst. De resterende bestande blev herefter kaldt for vestlig kratskade. Senere blev indlandsbestandene ophøjet til en særskilt art, præriekratskade (A. woodhouseii), mens kystnære bestande blev kaldt for californisk kratskade.

 

 

Californisk kratskade, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aphelocoma wollweberi Mexikansk kratskade
Denne fugl, som har blå overside og grå underside, blev tidligere kaldt for gråbrystet kratskade (A. ultramarina), men i 2011 blev den opdelt i to arter, hvoraf de nordlige bestande i dag kaldes for mexikansk kratskade med det latinske navn A. wollweberi, mens bestanden i det centrale Mexico, der nu kaldes for transvulkansk kratskade, har beholdt navnet A. ultramarina.

Mexikansk kratskade er udbredt fra det østlige Arizona og det vestlige New Mexico mod syd langs Sierra Madre Occidental, næsten til Mexico City, og derfra mod nord langs Sierra Madre Oriental til Chisos-bjergene i det sydlige Texas.

Artsnavnet blev givet til ære for en tysk rejsende ved navn Wollweber, der indsamlede fugle i Mexico i 1840’erne for Darmstadt Museum i Tyskland. Bortset herfra vides intet om ham, da arkiverne i Darmstadt Museum blev destrueret under 2. Verdenskrig.

 

 

Mexikansk kratskade, Chiricahua National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle tempererede egne af verden, med undtagelse af Sydamerika. Navnet ravn benyttes om de største arter, krage og råge om lidt mindre arter. Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

 

Corvus brachyrhynchos Amerikansk krage
Denne art er udbredt i størsteparten af Nordamerika, fra det sydlige Canada mod syd til Florida og det nordlige Mexico. Den minder meget om den almindelige ravn (nedenfor), men er mindre og med slankere og kortere næb, hvilket også ses af det videnskabelige artsnavn, som kommer af oldgræsk brachys (‘kort’) og rhynchos (‘næb’).

 

 

Amerikanske krager, Mill Neck Creek, Bayville, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk krage, siddende i en død Torrey-fyr (Pinus torreyana), Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske krage sidder på en gammeldags vindmølle, som engang blev anvendt til at pumpe vand op til kvæg, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk krage, Sunset Point State Park, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder af en død krabbe, Sunset Point State Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus corax Almindelig ravn
Opdelt i mindst 8 underarter er vores hjemlige ravn det medlem af familien, som har den største udbredelse, idet den findes i næsten alle arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Med en længde på indtil 63 cm og en vægt på op til 1,2 kg er denne art den næststørste blandt spurvefuglene, kun en anelse mindre end den tyknæbbede ravn (C. crassirostris) i Ethiopien. Vildtlevende ravne vides at være blevet op til 23 år gamle.

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

Artsnavnet er en latiniseret form af det græske ord korax, som betyder ‘ravn’ eller ‘krage’. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

På grund af sin intelligente adfærd optræder ravnen i adskillige mytologier. I den nordiske mytologi var ravnene Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’) Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden. Ravnen figurerede på bannerne af nordiske konger som Knud den Store og Harald Hårdråde.

Ravnen var også en vigtig fugl for kelterne. I den irske mytologi landede gudinden Morrígan i form af en ravn på helten Cú Chulainns skulder efter hans død. I den walisiske mytologi betyder navnet på guddommen Bran Fendigaid ‘ravn’, og fuglen er hans symbol.

Blandt adskillige folkeslag i Sibirien, det nordøstlige Asien og Nordamerika betragtedes ravnen som skabergud. For Tlingit- og Haida-folkene, som levede langs Stillehavet i Nordamerika, var fuglen også en drillepind.

I 1. Mosebog, kapitel 8, vers 6-7, hedder det: “Og da der var gaaet fyrretyve Dage, aabnede Noah den Luge, han havde lavet paa Arken, og sendte en Ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.”

 

 

Kaldende ravn, Laguna Point, Mackerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ravn sidder på et skilt i Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ravn, Petrified Forest Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ravn, Salt Point State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyanocitta
En lille slægt med kun to arter, blå skovskade (C. cristata), der lever i det sydlige Canada og det centrale og østlige USA, samt fyrreskade (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kitta (‘skovskade’), hvilket sigter til disse fugles dominerende farve.

 

Cyanocitta stelleri Fyrreskade
Denne markante fugl findes langs Stillehavskysten, fra det sydlige Alaska mod syd til Californien og tillige inde i landet langs Rocky Mountains, den mexikanske bjergkæde Sierra Madre Occidental, samt forskellige bjergområder mod sydøst til Nicaragua.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

 

 

Fyrreskade, Bridgeport, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fyrreskade undersøger min bil for spiseligt, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nucifraga Nøddekriger
En lille slægt med 2 eller 3 arter. Den almindelige nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) er vidt udbredt i Europa og Asien, hvoraf en underart i den vestlige del af Himalaya, Kashmir-nøddekrige, af mange autoriteter betragtes som en selvstændig art, N. multipunctata. Den tredje art er amerikansk nøddekrige (nedenfor).

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrre-frø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) og hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Nucifraga columbiana Amerikansk nøddekrige
Denne bleggrå, sorte og hvide nøddekrige er hjemmehørende i bjergegne i det vestlige Nordamerika, fra British Columbia og den vestlige del af Alberta mod syd til det sydlige Californien og New Mexico, hvor den hovedsagelig lever i nåleskove i højder mellem 900 og 3900 m. Der er en lille isoleret bestand på bjerget Cerro Potosí i staten Nuevo León, nordøstlige Mexico.

Arten blev beskrevet af kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) under Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06. Den første observation blev gjort af kaptajn William Clark (1770-1838) i 1805 langs bredden af Salmon River, en biflod til Columbia-floden – heraf det videnskabelige artsnavn.

 

 

Amerikansk nøddekrige, Bryce Canyon Nationalpark, Utah. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk nøddekrige drikker af en smeltevandspyt på kraterranden, Crater Lake Nationalpark, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Perisoreus Lavskriger
En lille slægt med tre arter, som er udbredt i nåleskove i Nordamerika, Eurasien og det vestlige Kina.

 

Perisoreus canadensis Grå lavskrige
Denne art er overvejende hvid, med grå vinger og hale, samt mørkebrun isse. Den er vidt udbredt tværs over Nordamerika, fra subarktiske områder af Alaska og Canada mod øst til Newfoundland og Labrador, mod syd langs Stillehavskysten til det nordlige Californien, samt langs Rocky Mountains mod syd til Arizona og New Mexico. Den når også de nordlige egne af Minnesota, Wisconsin, Michigan og New England, samt Adirondack-bjergene i New York. Om vinteren optræder den ofte længere mod syd.

Fuglen har adskillige populære navne, bl.a. whisky jack, som er en forvrængning af Wisakedjak, en godartet drillepind og kulturhelt i Cree-, Algonquin- og Menominee-folkenes mytologier. Blandt Tlingit-folket i det nordvestlige Nordamerika kaldes den for kooyéix eller taatl’eeshdéi (‘lejr-røveren’), hvilket sigter til dens tillidsfulde adfærd.

 

 

Grå lavskrige, Lake Schoen, Vancouver Island, British Columbia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den grå lavskrige er meget tillidsfuld. Denne i Garibaldi Provincial Park, British Columbia, tager føde fra en vandringsmands støvle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sidder på min sandal, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tager brød, som er placeret på en lille piges hoved, Mount Rainier, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Falco sparverius Amerikansk tårnfalk
Den mindste falk i Amerika, oftest under 30 cm lang. Den opdeles i omkring 17 underarter og er udbredt overalt i Amerika, med undtagelse af arktiske områder, regnskov, samt den yderst tørre ørken i Chile. Arten lever i et bredt udsnit af åbne habitater, bl.a. græsland og landbrugsland. Den har også tilpasset sig et liv i bebyggede områder.

Artsnavnet er det latinske ord for spurvehøg. I 1731 blev den navngivet ‘lille høg’ af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden.

 

 

Denne han af amerikansk tårnfalk var blevet skadet og blev bragt til en plejestation i Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i ca. 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

 

Haemorhous Amerikanske rødfinker
Tidligere var husfinken (herunder), samt purpurfinke (H. purpureus) og rødkronet finke (H. cassinii), placeret sammen med den Gamle Verdens rosenfinker (Carpodacus), men genetisk forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede på trods af deres ret ens udseende. De er derfor blevet flyttet til en særskilt slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haima (‘blod’) og orrhos (‘overgump’).

 

Haemorhous mexicanus Husfinke
Denne art var oprindelig hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, men er blevet introduceret til den østlige halvdel af USA. I dag er den almindelig og vidt udbredt på kontinentet, idet den forekommer fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Mexico.

 

 

Husfinke han, Oasis of Mara, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spinus Siskener
En slægt med 17 arter, hvoraf de 15 lever i den Nye Verden, mens grønsisken (S. spinus) og Tibetsisken (S. thibetanus) er udbredt i Eurasien. 16 af arterne var førhen placeret i slægten Carduelis, Tibetsisken i Serinus.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘torn’. Oprindeligt blev ordet, i formen Carduelis spinus, hæftet på grønsiskenen af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet han formodentlig hentydede til denne arts meget fine og spidse næb, som er en tilpasning til at æde ellefrø (Alnus).

 

Spinus tristis Guldsisken
Denne smukke fugl er vidt udbredt på det nordamerikanske kontinent, idet den yngler fra det sydlige Canada mod syd til det centrale USA. Nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i det sydlige USA, fra det sydlige Californien mod øst til Florida, samt i det østlige Mexico.

Det latinske artsnavn betyder ‘trist’. Hvorfor denne skønne fugl fik dette navn, er komplet uforståeligt.

 

 

Guldsisken han, Cathlamet, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af guldsisken æder frø af solsikke (Helianthus annuus), Old Westbury Garden, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gaviidae Lommer
Denne lille familie rummer 5 arter, alle tilhørende slægten Gavia, og alle begrænset til den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet er det latinske ord for en uidentificeret havfugl.

 

Gavia immer Islom
Denne store fugl er fortrinsvis udbredt i den Nye Verden, hvor den yngler i subarktiske områder af Alaska og Canada, endvidere i det nordvestlige hjørne af USA, samt i de Store Søer. Den yngler også i det sydlige Grønland og Island, samt i små antal på Jan Mayen, Svalbard og Bjørneøen i Norge.

Om vinteren findes de amerikanske fugle langs kysterne af både Stillehavet og Atlanterhavet, så langt mod syd som det centrale Mexico på Stillehavssiden, og til Texas på Atlanterhavssiden. De nordatlantiske fugle tilbringer vinteren omkring Island, samt langs de nord- og vesteuropæiske kyster, så langt mod syd som til Portugal.

Det videnskabelige artsnavn er det norske navn på islommen. Oprindeligt er det måske et oldnordisk ord, da arten på islandsk hedder himbrimi (‘den der råber i brændingen’). Islandske navne er ofte langt tættere på de oprindelige oldnordiske ord end de skandinaviske navne.

 

 

Islom, Humboldt Wildlife Refuge, Californien (øverst), samt Lake Schoen, Vancouver Island, British Columbia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gruidae Traner
Traner er 15 arter af mellemstore til store fugle, opdelt i to underfamilier, krontraner (Balearicinae) med to arter i én slægt, Balearica, samt 13 arter af ægte traner (Gruinae), der en overgang alle var placeret i slægten Grus, mens de nyeste genetiske studier opdeler dem i tre slægter: Leucogeranus (1 art), Grus (8 arter), samt Antigone (4 arter). Krontranerne splittedes ud fra de ægte traner allerede for ca. 10 mio. år siden.

 

Antigone
Foruden prærietrane (herunder) rummer denne slægt arterne sarustrane (A. antigone) og hvidhalset trane (A. vipio) i Asien, samt brolgatrane (A. rubicunda) i Australien. De var tidligere placeret i slægten Grus.

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus.

 

Antigone canadensis Prærietrane
Verdens talrigeste trane med en bestand på over 1,2 mio., og bestanden vokser stadig, hvilket utvivlsomt skyldes den nemme adgang til spildmajs i vinterkvartererne.

I dag anerkendes fem underarter: canadensis i det østlige Sibirien, Alaska og det nordlige Canada (fire femtedele af hele bestanden); tabida i det sydlige Canada, samt det nordlige og vestlige USA; pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia; pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi; og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart, rowani, akcepteres ikke længere, og nogle autoriteter anerkender kun to underarter, canadensis og tabida.

De nordlige bestande yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland med adgang til spildmajs. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. Bestandene i Mississippi, Florida/Georgia samt på Cuba er standfugle, som yngler i vådområder på prærier og i palme-fyrre-græsland.

Arten kaldes også sandhøjtrane. Dette mærkelige navn skyldes, at den på bl.a. Banks Island i det arktiske Canada er fundet ynglende på toppen af klitter. Årsagen kan være, at tranerne her er i fred for polarræve, der helst søger føde nede på selve tundraen.

I de senere år har prærietranen bredt sig meget mod vest i Sibirien og udgør nu en trussel mod lokale fugle ved at æde deres æg og unger. Dette emne er behandlet på denne hjemmesides engelske del på siden Animals – Birds: Sandhill cranes – a threat to breeding birds.

 

 

Hvert forår mellem midten af februar og midten af april gæstes den centrale del af Platte-floden, Nebraska, af op mod 1,2 mio. prærietraner, som hviler og søger føde i dette område, inden de drager mod nord til ynglepladserne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Prærietraner æder spildmajs fra den foregående sæson, Grand Island, Nebraska. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Prærietraner, underarten tabida, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus Typiske traner
I dag rummer denne slægt 8 arter, udbredt in Asien, Europa, Afrika og Nordamerika.

 

Grus americana Trompetertrane
Denne art var tidligere udbredt i vådområder i det centrale Nordamerika, fra Alberta i Canada til syd for Lake Michigan i USA. Fuglene trak om vinteren til Mexicos højland, Texas og Atlanterhavskysten. Arten var standfugl i Louisiana og muligvis andre af sydstaterne.

Bestanden, som før europæernes ankomst var på mindst 10.000, gik støt tilbage, og sidst i 1800-tallet var der kun omkring 1500. De blev fortsat forfulgt som skadedyr, og bestanden faldt katastrofalt. I 1938 var der kun omkring 20 fugle tilbage. Efter krigen påbegyndtes et stort oplysningsarbejde for at få jægere og landmænd til at undlade at skyde de prægtige fugle.

I min barndoms biologiske leksikon, Dyrenes verden, af Ingvald Lieberkind, skriver han: ”Gennem radio, TV og avisartikler søger man at beskytte de sidste sørgelige rester mod hensynsløse bøsseafknaldere på deres rejseveje.”

I 1954 opdagede man det sidste tilbageværende yngleområde for trompetertranen i Wood Buffalo Nationalpark i Canada, hvor et intensivt forskningsarbejde blev påbegyndt. I reder med to æg blev det ene taget til et yngleprogram i fangenskab. (Det kunne man roligt gøre, da der altid kun overlever én unge fra hver rede). Artens eneste overvintringsområde i Aransas National Wildlife Refuge i Texas var i forvejen fredet. Bestanden gik langsomt frem, og i 1969 talte den 68 fugle.

Mellem 1975 og 1988 blev 380 æg af trompetertrane placeret i prærietranereder i Idaho. Men selv om 38 unger blev flyvefærdige, udviste de prærietrane-opførsel, og der blev ingen trompetertraneunger produceret i flokken. Eksperimentet blev standset.

Siden 1993 er flere hundrede opdrættede ungfugle udsat i Florida i håb om at skabe en bestand af standfugle. I 2003 var der 95 overlevende, og siden 2000 har de fået nogle få unger. Problemet er, at rødlos (Lynx rufus) og andre rovdyr tolder af ungerne. I 2018 talte den vilde bestand her 14 individer, mens 163 holdtes i fangenskab.

I 2001 og 2002 blev i alt 21 unge trompetertraner, klækket i Wisconsin, optrænet til at følge efter et ultralet fly, og om efteråret trak de efter flyet til Florida. Denne bestand, som i 2007 talte 90 fugle, trækker nu på egen hånd frem og tilbage mellem Wisconsin og Florida. Siden 2006 har denne flok produceret nogle få flyvefærdige unger, som trækker med de voksne fugle til Florida.

I 2011 blev en ny bestand etableret i det sydvestlige Louisiana ved hjælp af 10 ungfugle, som var opfostret i fangenskab. I 2018 talte denne flok 54 fugle.

Anstrengelserne har båret frugt. I 2008 var den totale bestand af trompetertranen 270 fugle, og dette tal steg til 849 i 2018.

Arten blev reddet i sidste øjeblik, men den smukke fugl er stadig verdens sjældneste traneart, som trues af indavl, afvandinger, samt kollisioner med elledninger. I Aransas, den vigtigste overvintringsplads, hindrer et nyt vejanlæg indstrømning af frisk vand fra floderne. Det har fået bestanden af den blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens vigtigste føde i Aransas, til at gå tilbage. I nærheden bores der efter olie, og enkelte gange er petrokemiske produkter fra lastbiltransporter på vejen sivet ud i reservatet og har forurenet området.

 

 

Trompetertranens vigtigste overvintringsområde er Aransas National Wildlife Refuge i Texas, hvor dette billede blev taget af min gode ven Uffe Gjøl Sørensen, som desværre døde i 2021. Denne fugl er i færd med at æde en blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens hovedføde her. En trane kan æde op til 80 af disse krabber om dagen! (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ikoniske fugl optræder ofte i kunsten. Disse fortovsfliser blev observeret i Taiwan (!), med kinesisk tekst. Det må have været efter aftale med et amerikansk firma, da arten aldrig er observeret i Asien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (nedenfor) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Hirundo
Denne slægt rummer omkring 16 arter, alle med undtagelse af en enkelt begrænset til den Gamle Verden. Landsvalen (nedenfor) forekommer også i Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Hirundo rustica Landsvale
Denne art, som har 6 underarter, er verdens mest udbredte svale, idet den yngler på størsteparten af den nordlige halvkugle, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Nordnorge, det centrale Sibirien og Kamchatka mod syd til Nordafrika, Egypten, det sydlige Iran og det sydlige Kina, samt i det meste af Nordamerika, fra det nordlige Canada til det sydlige Mexico.

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, samt det sydlige Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘landlig’, afledt af ruris (‘landbrugsland’). Arten bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde, hvilket også afspejles af dens danske navn. I sin Historiæ animalium, Liber III, publiceret i 1555, kalder den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65) fuglen for Hirundo domestica, af latin domus (‘hus’).

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

Landsvaler hviler på en håndlavet atlantisk sejlfisk (Istiophorus albicans), Reeds Beach, Cape May, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landsvaler, Birch Bay, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Petrochelidon Klippesvaler
En slægt med 10 arter, som findes på alle kontinenter med undtagelse af Europa og Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petros (‘klippe’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigtede til en svaleart, som byggede sin rede på klipper.

 

Petrochelidon pyrrhonota Stensvale
En vidt udbredt art, som yngler fra det sydlige Alaska og det vestlige og sydøstlige Canada mod syd til det sydlige Mexico, mens vinteren tilbringes i den centrale del af Sydamerika.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flammefarvet’) og notos (‘-rygget’), men fuglen blev oprindeligt beskrevet som golondrina rabadilla acanelada (‘svale med kanelfarvet overgump’) af Félix de Azara (1746-1821), der var medlem af en delegation, som blev sendt til Río de la Plata-regionen i 1777 for at forhandle grænsedragningen mellem de portugisiske og spanske kolonier. Det endte med, at de Azara tilbragte omkring 20 år i området, indtil 1801. Han fremstillede et præcist kort over regionen. Han fik også interesse for dens fugle og pattedyr, hvoraf han beskrev mange nye arter.

 

 

Stensvaler samler mudder til redebygning, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stelgidopteryx Savvinger
En ganske lille slægt med kun to arter, som er vidt udbredt i Amerika.

I lighed med slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk stelgis (‘skraber’) og pteryx (‘vinge’), sigter det danske navn til den savtakkede kant på vingefjerene hos disse fugle.

 

Stelgidopteryx serripennis Nordamerikansk savvinge
Denne art yngler i et kæmpemæssigt område, fra det sydlige Canada mod syd til Costa Rica, samt i Caribien. Om vinteren trækker de nordlige bestande sydpå til det sydlige USA, Mexico og Mellemamerika.

Artsnavnet er afledt af latin serra (‘sav’) og penna (‘fjer’), altså nogenlunde samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

Nordamerikansk savvinge, Coon Bluff, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tachycineta Træsvaler
Denne slægt, som rummer 9 arter, findes overalt i Amerika, med undtagelse af Arktis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk takhys (‘hurtig’) og kineto (‘bevægelse’).

 

Tachycineta bicolor Træsvale
Denne art yngler i Nordamerika, fra det centrale Alaska og størstedelen af Canada så langt mod syd som Tennessee, Kansas, New Mexico og Californien, mens vinteren tilbringes fra det sydlige USA mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til den nordvestligste del af Sydamerika, samt i Caribien.

Den yngler i huller og var tidligere begrænset til træbevoksede områder, men efter opsætning af redekasser findes den nu også i åbne habitater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

Træsvale på en redekasse, Sands Point Preserve, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Icteridae Trupialer
En divers gruppe med omkring 105 arter, der omfatter trupialer, stærlinger, grackeler, bobolink, kostære, englærker, oropendolaer og pungstære.

Familienavnet er afledt af oldgræsk ikteros (‘gulsot-gul’), oprindelig navnet på en gul fugl, måske guldpirol (Oriolus oriolus), som, sagdes det, kunne kurere gulsot, blot man så den.

 

Agelaius Stærlinger
En slægt med 5 arter, som er udbredt i Nord- og Mellemamerika, samt i Caribien.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk agelaios, som betyder ‘selskabelig’.

 

Agelaius phoeniceus Rødvinget stærling
Denne fugl, der omfatter mindst 20 underarter, findes i størsteparten af Nord- og Mellemamerika, idet den yngler fra det østlige Alaska og det vestlige og sydlige Canada mod syd til Guatemala, med spredte bestande i El Salvador, Honduras og Costa Rica. De nordligste populationer er trækfugle.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phoinikeos (‘karmoisinrød’), hvilket sigter til den røde fjerdusk på hannens vinge.

Trefarvet stærling (A. tricolor), som er udbredt fra det nordlige Californien mod syd til det nordlige Baja California, er næsten identisk, men har en hvid, ikke gul vingeplet.

 

 

Syngende rødvinget stærling, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Euphagus Stærlinger
En lille slægt med kun to arter, udbredt fra Canada mod syd til Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og phagos (‘føde’). Hvad det hentyder til, vides ikke.

 

Euphagus cyanocephalus Purpurhovedet stærling
Denne fugl yngler i det sydlige Canada og det nordlige og vestlige USA, mod syd til Baja California og det nordlige New Mexico. Den tilbringer vinteren i den vestlige og sydlige del af USA, mod syd til det sydlige Mexico.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kephalos (-hovedet). Hannen har purpurblåt hoved. På engelsk hedder arten Brewer’s blackbird, navngivet til ære for den amerikanske naturhistoriker Thomas Mayo Brewer (1814-80).

 

 

Purpurhovedede stærlinger raster på spir af udfældet kalciumkarbonat, kaldt tufa‘er, Lake Mono, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Purpurhovedet stærling, han (øverst) og hun æder alkalifluer (Ephydra hians), Lake Mono. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Purpurhovedet stærling, Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Purpurhovedet stærling han, San Simeon, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Icterus Trupialer
En stor slægt af sorte og gule eller orange fugle, der minder om den Gamle Verdens piroler (Oriolus). Der er i alt ca. 33 arter, og slægten er udbredt overalt i Amerika, med undtagelse af polarområdet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ikteros (‘gulsot-gul’), oprindelig navnet på en gul fugl, måske guldpirol (Oriolus oriolus), som, sagdes det, kunne kurere gulsot, blot man så den.

 

Icterus cucullatus Tobåndet trupial
Denne markante fugl, opdelt i 5 underarter, yngler i to adskilte områder, fra Californien og det sydlige Arizona og New Mexico mod syd til Baja California og Sinaloa-provincen, samt fra det sydlige Texas langs den Mexikanske Havbugt til Yucatan-halvøen og Belize. Nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Mexico.

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) og sigter formentlig til fuglens gule isse og nakke.

 

 

Han af tobåndet trupial, Tucson, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quiscalus Sortstære
Denne slægt, som omfatter 7 arter, er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det nordlige Sydamerika.

For disse fugle anvender jeg navnet sortstære i stedet for det officielle danske navn, som er grackeler – en klodset ‘oversættelse’ af det amerikanske navn grackle, som stammer fra det engelske ord gracule, der kan spores tilbage til 1772. Det er en angliseret udgave af det latinske ord graculus, der blev anvendt om en uidentificeret fugl, som senere skribenter tolkede som værende alliken (Coloeus monedula). For mig minder disse fugle overhovedet ikke om alliken!

Slægtsnavnet er taget fra artsnavnet af Gracula quiscula, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 hæftede på den almindelige sortstær, i dag kaldt for Quiscalus quiscula. Det kan dreje sig om et caribisk ord, Quisqueya (‘alle landes moder’), hvilket sigter til øen Hispaniola, eller det kan være afledt af kastilliansk quisquilla, som betyder ‘en mindre disput’, hvilket hentyder til disse fugles støjende adfærd.

 

Quiscalus major Bådhalet sortstær
Hannen af denne fugl er sort med metalskær, med afrundet isse og en meget lang hale, der ofte holdes i V-form, som kølen på en båd (heraf det danske navn). Den yngler i saltsumpe, fra New York State mod syd til Florida, og derfra mod vest til Texas. I Florida yngler den også langs vådområder inde i land. Mange steder har den tilpasset sig et liv i byer.

 

 

Syngende bådhalet sortstær, Pecan Island, Louisiana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bådhalede sortstære i parringsspil, Big Cypress National Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quiscalus mexicanus Kragesortstær
Denne art, som er opdelt i 8 underarter, har en meget stor udbredelse, fra Peru og Venezuela mod nord til USA, hvor den har bredt sig betydeligt gennem de sidste hundrede år. I dag findes den så langt mod nord som Oregon og så langt mod øst som Minnesota og Louisiana. Den minder om foregående art, men har gul, ikke mørk iris, og hovedformen er mere flad.

Et billede af hunnen vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

Syngende kragesortstær, Granite Reef, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sturnella Englærker
Disse fugle, tidligere kaldt for lærkestære, omfatter 3 arter, som lever i græsbevoksede områder, bl.a. prærier, græsgange og forladte marker. De forekommer i Nordamerika, Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin Sturnus (‘stær’), således ‘lille stær’. De ligner stære en smule, hvilket det ældre danske navn også hentyder til, men de er ikke nært beslægtede med dem. ‘Lærke’-delen af deres navn hentyder til deres melodiøse sang.

Førhen var sydamerikanske englærker placeret i denne slægt, men de er sidenhen blevet overført til slægten Leistes.

 

Sturnella neglecta Vestlig englærke
Denne art yngler i det sydlige Canada, samt i det centrale og vestlige USA, mod øst til de Store Søer, og den findes også i den nordlige halvdel af Mexico. Nordlige bestande trækker en smule sydpå om vinteren.

I det sydøstlige Canada og det centrale USA overlapper dens udbredelse med den meget lignende østlig englærkes (S. magna), men hybrider mellem dem er sjældne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ignoreret’ eller ‘forsømt’. Den berømte maler John James Audubon (1785-1851) forklarede, at skønt Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-1806 nævnte gule lærker, var de aldrig blevet formelt beskrevet.

 

 

Vestlig englærke, syngende og med føde, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Xanthocephalus xanthocephalus Gulhovedet trupial
Denne art er slægtens eneste medlem. Hannen er en meget markant fugl, sort med gult hoved og bryst, mens hunnen er brun med en gullig brystplet. Den yngler i bevoksninger af dunhammer (Typha), fra det sydvestlige Canada mod syd til Californien, Arizona og New Mexico, mod øst til de Store Søer og det nordvestlige Texas. De fleste bestande er trækfugle, som overvintrer i det sydvestlige USA og Mexico.

Slægts- og artsnavn kommer af oldgræsk xanthos (’gul’) og kephale (’hoved’).

 

 

Denne han af gulhovedet trupial markerer sit territorium ved at synge fra en hegnspæl, nær Bridgeport, østlige Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 30 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Lanius ludovicianus Amerikansk tornskade
Denne art er vidt udbredt, idet den findes fra det sydlig-centrale Canada mod syd gennem USA til det sydlige Mexico. I det nordøstlige USA har den en pletvis forekomst. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i den sydlige halvdel af USA, samt i Mexico.

Artsnavnet er afledt af latin ludovicius (‘Louis’ eller ‘Louisiana’) samt endelsen ianus (’tilhører’). Type-eksemplaret kom fra staten Louisiana.

 

 

Amerikansk tornskade, Petrified Forest Nationalpark, Arizona. Et vindpust skaber uorden i fjerdragten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk tornskade, Loxahatchee National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store familie, som består af 22 slægter med omkring 100 arter, er udbredt over hele verden.

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus philadelphia Bonapartemåge
Denne lille måge yngler i størsteparten af Nordamerika, fra det sydlige Alaska og det centrale Canada mod syd til den mexikanske grænse og det nordlige Georgia, mens vinteren tilbringes fra det sydlige Canada mod syd til det nordlige Mexico og Cuba.

Det danske navn hædrer den franske ornitolog Charles Lucien Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, som tilbragte fire år i USA, hvor han bl.a. opdaterede Alexander Wilsons Ornithology or History of the Birds of the United States.

 

 

Bonapartemåger, Salton Sea, Californien. De fleste af fuglene er i yngledragt, nogle få i overgangsdragt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hydroprogne caspia Rovterne
Denne store terne er det eneste medlem af slægten. På trods af det latinske artsnavn, som betyder ’fra det Kaspiske Hav’, har rovternen en næsten kosmopolitisk udbredelse med ynglepladser på spredte lokaliteter i Afrika, Europa, Asien, Australien, New Zealand og Nordamerika. Den er ikke talrig nogetsteds, og den totale bestand anslås til omkring 50.000 ynglepar.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘vandsvale’, hvilket hentyder til de fleste terners elegante flugt. Jeg må dog sige, at navnet ikke er særlig velvalgt til rovternen, som nok er den mindst svaleagtige blandt ternerne!

 

 

Rovterne, Salton Sea, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk laros, det klassiske navn på en slags havfugl.

 

Larus californicus Canadamåge
Denne mellemstore måge yngler i det centrale Canada mod øst til Manitoba, mod syd til North og South Dakota og Colorado, og derfra mod vest til Washington, Oregon, det nordlige Californien og det nordlige Nevada. Den overvintrer hovedsagelig langs Stillehavskysten, fra Vancouver mod syd til det centrale Mexico.

 

 

Hen under aften raster Canadamåger (med grønlige ben), amerikanske svartbage (Larus occidentalis) (lidt større, med kødfarvede ben), samt nogle få knortegæs (Branta bernicla) på en stenet strand, Andrew Molera State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadamåger i aftenlys, Salton Sea, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadamåge, Lake Mono, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadamåge æder alkalifluer (Ephydra hians), Lake Mono. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus delawarensis Ringnæbbet måge
Denne mellemstore måge har navn efter næbbet, som er gult med en sort ring. Den er vidt udbredt i Nordamerika, idet den yngler fra det centrale og østlige Canada mod syd til det nordlige USA, mens vinteren tilbringes i det sydlige USA, Mexico og Caribien, samt langs kysterne af Stillehavet og Atlanterhavet, så langt mod nord som Vancouver og Massachusetts.

Det latinske artsnavn refererer til Delaware-floden. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

Ringnæbbet måge, Salton Sea, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To voksne ringnæbbede måger, fuglen til venstre i yngledragt, den til højre i vinterdragt, med stribet hoved, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Voksen ringnæbbet måge i vinterdragt, Mill Neck Creek. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ringnæbbet måge med en amerikansk knivmusling (Ensis americanus), Mill Neck Creek. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ringnæbbede måger raster på en isdækket dam, St. John’s Church, Cold Spring Harbor, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus glaucescens Gråvinget måge
Denne store måge yngler fra Washington mod nord langs kysterne af Canada og Alaska mod vest til Kamchatka. I Alaska yngler den også langs floder inde i landet. Den overvintrer i det samme område, og også længere mod syd, i Asien til Sakhalin, Ussuriland og det nordlige Japan, i Amerika til Baja California.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’), hvilket sigter til vingernes farve.

 

 

Gråvingede måger, voksne og ungfugle, Olympic Nationalpark, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fanger en mand stillehavssmelt (Hypomesus pretiosus) i brændingen ved hjælp af et net, fastgjort til en stang, Olympic Nationalpark. I forgrunden venter gråvingede måger på, at der måske falder nogle godbidder af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråvingede måger, voksne og ungfugle, Comox, Vancouver Island, British Columbia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråvinget måge, ynglende på molepæle, Everett, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus heermanni Askemåge
Næsten hele bestanden af denne askefarvede måge yngler på de små Rasa-øer i den Californiske Havbugt, Mexico. Ikke-ynglende fugle kan træffes langs kysterne, fra det sydvestlige British Columbia mod syd til det centrale Mexico. Den ses sjældent inde i landet.

Det latinske artsnavn hædrer opdagelsesrejsende og naturhistoriker Adolphus Lewis Heermann (1821-65), som rejste rundt i hele USA for at indsamle fugle, fisk, krybdyr og planter.

 

 

Askemåge blandt gråvingede måger (Larus glaucescens, se ovenfor), Olympic Nationalpark, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus marinus Svartbag
Verdens største måge, op til 79 cm lang og med et vingefang op til 1,7 m. Denne meget aggressive jæger, pirat og ådselæder yngler i den nordvestligste del af Rusland, langs kysterne af Skandinavien, Østersøen, det nordvestlige Frankrig, de Britiske Øer, samt i Nordatlanten, Sydgrønland, og langs den amerikanske Atlanterhavskyst mod syd til North Carolina.

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’).

 

 

Voksen og ung svartbag æder af en død fisk, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus occidentalis Amerikansk svartbag
Denne art er en almindelig ynglefugl langs Stillehavskysten, fra Washington mod syd til det centrale Baja California, Mexico. Uden for yngletiden strejfer den til British Columbia og den sydlige del af Baja California. Den største koloni er på Farallon-øerne vest for San Francisco. I hele San Francisco Bay-området er bestanden anslået til omkring 30.000 individer.

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace, som findes fra det centrale Californien og nordpå, har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani. I det centrale og nordlige Californien kan man træffe begge underarter.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

Amerikanske svartbage kaster lange skygger på en strand, Jughandle State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk svartbag, den mørkvingede underart wymani, San Simeon, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugende amerikansk svartbag af den lysvingede underart occidentalis, Yaquina Head, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser et blandet par ved Yaquina Head, t.v. en fugl af underarten occidentalis, t.h. en mere mørkvinget fugl, en mellemform mellem de to underarter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk svartbag, underarten wymani, Point Lobos, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske svartbage, underarten wymani, æder af en død nordlig søelefant (Mirounga angustirostris), San Simeon, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus smithsonianus Amerikansk sølvmåge
Denne store måge har en kolossalt stor udbredelse, idet den yngler i det østlige Sibirien, Mongoliet, det nordlige Kina, Alaska, det nordlige og østlige Canada, området omkring de Store Søer, samt langs USA’s Atlanterhavskyst, fra Massachusetts mod syd til South Carolina. Om vinteren findes den i den østlige halvdel af USA, Caribien, Mexico, samt langs hele den nordamerikanske Stillehavskyst, og i Asien langs kysterne fra Sakhalin mod syd til Hainan og det allernordligste Vietnam.

Artsnavnet ærer den engelske kemiker og mineralog James Smithson (ca. 1765-1829), der blev født i Frankrig som uægte søn af Elizabeth Macie og Hugh Percy, den første greve af Northumberland. Han fik navnet Jacques-Louis Macie, men hans moder bragte ham tidligt til England, hvor hans navn blev ændret til James Louis Macie. Efter moderens død i 1800 adopterede han faderens oprindelige navn Smithson. Da han ingen børn havde, skrev han i sit testamente, at hans penge skulle anvendes “til i Washington at grundlægge et etablissement ved navn Smithsonian Institution, hvis formål er at forøge og sprede viden blandt mennesker.” Han blev således grundlægger af Smithsonian Institution i Washington, D.C., skønt han aldrig havde besøgt USA.

 

 

Amerikansk sølvmåge raster på en båd, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske sølvmåge æder af en død fisk, Mill Neck Creek. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk sølvmåge, Mount Island, Acadia Nationalpark, Maine. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucophaeus
En lille slægt med 5 arter af mellemstore måger, udbredt i den Nye Verden, fra Canada mod syd til det sydlige Sydamerika. Indtil fornylig var de placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Leucophaeus atricilla Lattermåge
Denne mellemstore måge er ganske almindelig. Den yngler omkring de Store Søer, samt fra Maine sydpå langs kysten til den mexikanske grænse, og tillige i Caribien. Om vinteren findes den i det sydøstlige USA, Caribien, Mexico, Mellemamerika, samt langs sydamerikanske kyster, mod øst til det nordlige Brasilien, mod syd til det sydlige Peru.

Det latinske artsnavn er afledt af atra (‘sort’) og cilla (‘hale’), hvilket er temmelig mystisk, da lattermågens hale er hvid (se flugtfoto herunder). Ifølge Helm Dictionary of Scientific Bird Names var det måske meningen, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav fuglen, ville have skrevet atricapilla (‘sorthåret’), med hentydning til artens sorte hoved i yngletiden.

Det danske navn sigter til artens kald.

 

 

Lattermåger følger efter en færge, Galveston, Texas. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille pige fodrer en lattermåge fra en færge, Galveston. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lattermåger, samt enkelte amerikanske sølvmåger (Larus smithsonianus, se ovenfor), æder æg af atlantiske dolkhaler (Limulus polyphemus), Delaware Bay, New Jersey. Dette fascinerende dyr er beskrevet på siden Dyreliv: Dolkhaler – levende forsteninger i knibe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rynchops Saksnæb
Disse bemærkelsesværdige fugle, der omfatter 3 arter, er udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika, samt i store dele af Nord- og Sydamerika. De er tilknyttet floder og kystområder. Navnet saksnæb hentyder til deres unikke næb, hvor undernæbbet er længere end overnæbbet. De flyver lavt over vandet med åbent næb, hvor undernæbbet ‘skummer’ overfladen, parat til lynhurtigt at smække i, når en lille fisk berører det.

De tre arter er vidt adskilte geografisk. Amerikansk saksnæb (nedenfor) lever i den Nye Verden, afrikansk saksnæb (R. flavirostris) i det centrale og sydlige Afrika, og indisk saksnæb (R. albicollis) i den nordlige del af det Indiske Subkontinent samt i Myanmar.

Egentlig er den korrekte stavemåde af slægtsnavnet Rhynchops, afledt af græsk rhynkhos (‘næb’) og ops (‘ansigt’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1755 beskrev amerikansk saksnæb, lavede han imidlertid en skrivefejl og angav navnet som Rynchops. Ifølge nomenklatur-reglerne skal det først publicerede navn anvendes.

 

Rynchops niger Amerikansk saksnæb
Denne art er vidt udbredt, idet den yngler langs Atlanterhavskysten fra New England mod syd til den mexikanske grænse, samt fra Columbia mod syd til det centrale Argentina. Endvidere langs Stillehavskysten fra Peru mod syd til det sydlige Chile. Den er tillige vidt udbredt i indlandsområder i Sydamerika, specielt i Amazon-bækkenet og langs Orinoco-floden. De nordligste bestande trækker om vinteren mod syd til Caribien og Mellemamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.

 

 

Amerikanske saksnæb på deres yngleplads, Breezy Point, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sterna Typiske terner
Denne slægt, der omfatter 11-13 arter, optræder over næsten hele verden, hovedsagelig i kystområder. Tidligere var 4 andre terner placeret i denne slægt, men de er blevet overført til slægten Onychoprion.

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Sterna hirundo Fjordterne
Som ynglende er denne art udbredt i de fleste tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, og også i arktiske områder i Nordnorge og den nordvestligste del af Rusland. Siden 1980 har en mindre koloni eksisteret på en lille koralø ud for Sri Lankas østkyst.

I Amerika yngler den fra det centrale Canada og det nordlig-centrale USA og området omkring de Store Søer mod øst til Newfoundland, og derfra langs kysten mod syd til Texas, Bahama-øerne og Cuba.

Fjordternen tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

 

 

Ynglende fjordterner, Breezy Point, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sternula
En slægt med 7 arter af små terner, som er vidt udbredt i tempererede og subtropiske farvande verden rundt. Slægtsnavnet er et diminutiv af Sterna (se ovenfor), som de tidligere var placeret i.

 

Sternula antillarum Amerikansk dværgterne
Denne lille terne yngler langs begge de nordamerikanske kystlinjer, fra Massachusetts mod syd til Texas og det nordlige Mexico, samt fra Californien mod syd til den mexikanske stat Sinaloa. Den findes tillige langs floder i det indre USA, i Caribien, samt på Yucatan-halvøen.

Tidligere blev den betragtet som tilhørende samme art som vores hjemlige dværgterne (S. albifrons).

Artsnavnet refererer til Antillerne, et andet navn for øerne i Caribien.

 

 

Denne amerikanske dværgterne yngler på en sandstrand med talrige opskyllede muslingeskaller, Breezy Point, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mimidae Spottedrosler m.fl.
Denne Nye Verdens familie omfatter over 30 arter i omkring 10 slægter, bl.a. spottedrosler, røddrosler, skælvere og kattedrosler. Trods navnet ‘drossel’ er disse fugle kun fjernt beslægtet med drosler.

 

Mimus Spottedrosler
Denne slægt er vidt udbredt i den Nye Verden. Den rummer 14 arter, hvoraf de 4 er endemiske på Galapagos-øerne.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at efterligne’, hvilket sigter til disse fugles evne til at efterligne andre fugles sang eller kald, og også andre lyde.

 

Mimus polyglottos Nordlig spottedrossel
Denne velkendte og elskede fugl er udbredt i et meget stort område, fra den syøstligste del af Canada og det nordlige USA mod syd til det sydlige Mexico, samt i Caribien. Hovedparten af bestanden er standfugle, men de nordligste flyver sydpå i barskt vintervejr.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til dens enestående evne til at efterligne lyde.

 

 

Nordlig spottedrossel, siddende i en loblolly-fyr (Pinus taeda), Assateague Island, Maryland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordlig spottedrossel, Bayville, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oreoscoptes montanus Bjergspottedrossel
Denne art, slægtens eneste medlem, yngler næsten udelukkende i malurt-krat, undertiden i krat af andre arter. Som ynglende er den udbredt fra de sydligste egne af British Columbia, Alberta og Saskatchewan mod syd til det østlige Californien, mod øst til Montana, Wyoming, Colorado og New Mexico. Den overvintrer længere mod syd, fra det sydvestlige USA og Texas mod syd til sydspidsen af Baja California samt det centrale Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og skoptes (‘én som spotter’).

 

 

Bjergspottedrossel, Hart Mountains, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Toxostoma Røddrosler
De fleste medlemmer af denne slægt, der omfatter 10 arter, findes i det sydvestlige USA og Mexico. En enkelt art, almindelig røddrossel (T. rufum), yngler i den østlige halvdel af kontinentet, mod nord til det sydlige Canada.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk toxon (‘bue’) og stoma (‘mund’), hvilket sigter til disse fugles krumme næb. På amerikansk kaldes slægtens medlemmer for thrashers, hvilket betyder noget i retning af ‘foretage voldsomme bevægelser’. Navnet sigter til disse fugles adfærd, når de søger føde, hvor de roder i jorden og blandt visne blade med deres lange næb.

 

Toxostoma curvirostre Krumnæbbet røddrossel
Denne art, som er opdelt i 7 underarter, lever i tørre områder, fra Arizona, Colorado, New Mexico og det vestlige Texas mod syd til det sydlige Mexico.

Den har en karakteristisk og varieret sang, hvilket har givet anledning til det mexikanske folkenavn cuicacoche (‘sangfugl’).

Artsnavnet er afledt af latin curvus (‘krum’) og rostrum (‘næb’).

 

 

Krumnæbbet røddrossel, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af krumnæbbet røddrossel, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Toxostoma redivivum Californisk røddrossel
Denne art er begrænset til Californien og den nordlige del af Baja California. Den forekommer fra lavlandet op til omkring 1600 meters højde i den nordlige del af dens udbredelsesområde, og op til 2000 m i den sydlige del. Den findes året rundt på begge skråninger af Coast Ranges samt på den vestlige skråning af Sierra Nevada, men træffes kun sjældent i Central Valley mellem dem. Den lever i forskellige former for krat og skov, men kan også træffes i forstadsparker med tæt vegetation.

Det latinske artsnavn betyder ‘fornyet’ eller ‘genindført’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

Californisk røddrossel, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Odontophoridae Tandvagtler
Denne familie af små hønsefugle omfatter 10 slægter med omkring 34 arter, som alle findes i Amerika, med undtagelse af to afrikanske arter i slægten Ptilopachus, som med nogen tøven er blevet overført til denne familie.

 

Callipepla Topvagtler
En lille slægt med kun 4 arter, udbredt i den vestlige halvdel af USA samt i Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’) og peplos (‘dragt’), hvilket hentyder til disse fugles smukke fjerdragt.

 

Callipepla californica Californisk topvagtel
Denne art lever langs Stillehavskysten, fra Oregon mod syd til det sydlige Baja California. Den har en fremadrettet top, der består af 6 fjer, sorte hos hannen og brune hos hunnen. Dens nærmeste slægtning, ørkentopvagtel (C. gambelii), har en lignende top, men er ustribet på bryst og bug.

 

 

Han af californisk topvagtel, Eel River, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Callipepla gambelii Ørkentopvagtel
I lighed med dens nære slægtning californisk topvagtel (ovenfor) har denne art en fremadrettet top, men den mangler de hvide pletter på bryst og bug.

Den lever i tørre områder, fra det østlige Californien, det sydlige Nevada, Utah og Colorado mod syd til den vestlige spids af Texas og den nordlige del af Mexico, så langt mod syd som den mexikanske stat Sinaloa.

Artsnavnet hædrer den amerikanske naturhistoriker William Gambel, født Gamble (1823-1849), fra Philadelphia. Som ung arbejdede han tæt sammen med den berømte naturhistoriker Thomas Nuttall (1786-1859). I en alder af 18 år rejste han over land til California, og han var den første botaniker, som indsamlede planter i adskillige områder i det sydvestlige USA. Han løb dog snart tør for penge, og gennem de næste tre år arbejdede han som kontorist om bord på adskillige af flådens skibe, og han aflagde besøg i bl.a. Mexico, Hawaii, Tahiti, Marquesas-øerne, Peru og Chile. Han vendte tilbage til Philadelphia i 1845, hvor han blev uddannet som læge i 1848. Han havde dog vanskeligt ved at etablere en praksis i Philadelphia, så han besluttede at tage til Californien. Han sluttede sig til en okse-karavane og arbejdede som læge undervejs. I december 1849, mens han behandlede minearbejdere med tyfus ved Yuba-floden, blev han selv smittet med sygdommen og døde.

 

 

Han af ørkentopvagtel, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende han af ørkentopvagtel, Apache Junction, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pandionidae

 

Pandion haliaetus Fiskeørn
Denne markante rovfugl, som er det eneste medlem af familien, er udbredt næsten overalt på kloden, idet den dog undgår polarområderne og de fleste ørkener.

Slægtsnavnet hentyder til Pandion, en mytisk konge i Athen. Der var dog to konger af det navn i Athen. De blev ofte forvekslet af senere forfattere, men ingen af dem blev forvandlet til en rovfugl. Pandion d. 2. havde fire børn, af hvilke Nisus af Megara blev forvandlet til en høg. Denne metamorfose, som er detaljeret beskrevet under Micronisus gabar (på siden Fugle i Afrika), var sandsynligvis, hvad den franske naturhistoriker Marie Jules César Lelorgne de Savigny (1777-1851) tænkte på, da han flyttede fiskeørnen til en separat slægt i 1809.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hals (‘hav’) og aetos (‘ørn’).

 

 

Fiskeørn, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskeørn, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskeørn lander på reden, Welwyn Preserve, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rede af fiskeørn med tre unger, Cold Spring Harbor, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paridae Mejser
Denne familie rummer omkring 64 arter, som genetiske studier i de senere år har fordelt på 14 slægter. Arternes indbyrdes slægtskab er dog langtfra afklaret, og fremtidige studier kan nemt ændre på nomenklaturen endnu en gang.

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Baeolophus
En slægt med 5 arter af standfugle, som forekommer i USA og Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk baios (‘lille’) og lophοs (‘top’), således ‘med en lille top’.

 

Baeolophus bicolor Toppet gråmejse
Denne art, som er udbredt i den østlige halvdel af USA og det sydøstlige Canada, lever i forskellige skovtyper, samt i krat, parker og haver. Oprindeligt var den udbredt i et langt mindre område i det centrale USA, men siden opsætning af foderbrætter blev en almindelig praksis, har den bredt sig betydeligt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

Toppet gråmejse ved en foderautomat, Oyster Bay, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Poecile
En slægt med 15 arter, som findes i Eurasien og Nordamerika. De var førhen placeret i slægten Parus.

Slægtsnavnet er afledt af poikilis, Oldtidens græske navn på en ukendt lille fugl.

 

Poecile atricapillus Amerikansk fyrremejse
Denne arts naturlige levested er skove, men den har tilpasset sig et liv i parker og haver, hvor den ofte ses ved foderbrætter. Den er udbredt fra det østlige Alaska mod øst til Newfoundland, mod syd til den nordlige halvdel af USA.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og capillus (‘hovedhår’), hvilket sigter til artens sorte isse.

 

 

Amerikansk fyrremejse ved et fodertrug, Mount Sinai, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parulidae Amerikanske skovsangere
Denne store familie, som rummer 18 slægter med omkring 117 arter, er vidt udbredt i Amerika.

Familienavnet stammer fra det oprindelige navn på nordlig parula, Parus americanus, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet han betragtede den som en slags mejse (slægten Parus). Senere blev slægtsnavnet ændret til Parulus, og derpå til Parula, fra hvilket familienavnet er dannet.

 

Setophaga
Næsten alle medlemmer af denne slægt, som omfatter omkring 37 arter, var førhen placeret i slægten Dendroica, men genetisk forskning har påvist, at de er nært beslægtede med amerikansk rødstjert (S. ruticilla), som oprindeligt var det eneste medlem af slægten.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ses (‘natsværmer’) og phagein (‘at æde’).

 

Setophaga nigrescens Sortstrubet gråsanger
Denne art yngler i forskellige skovtyper og er udbredt fra det sydlige British Columbia mod syd til det nordlige Baja California, mod øast til det sydlige Montana, Colorado og New Mexico. Den er trækfugl, som overvintrer i det vestlige og sydlige Mexico.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sortagtig’, afledt af nigrescere (‘at blive sort’), oprindeligt fra niger (‘sort’).

 

 

Syngende sortstrubet gråsanger, Canyonlands Nationalpark, Utah. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Setophaga palmarum Mossanger
Denne art yngler i sumpe i nåleskov, næsten udelukkende i Canada, i USA begrænset til området omkring de Store Søer, samt den nordlige del af Maine.

Der findes to underarter, som er ret forskellige og måske udgør to særskilte arter. I yngledragten har den østlige underart hypochrysea gul underside med rødbrune striber og olivenbrun ryg, mens nominatformen, der yngler mod vest, har langt mindre gul underside med færre striber, samt gråbrun ryg. Begge underarter er mindre farvestrålende i vinterdragt.

Langt den overvejende del af bestanden trækker mod syd om efteråret og tilbringer vinteren i det sydøstlige USA og Caribien Most, på Yucatan-halvøen, samt i Mellemamerika, men nogle få kan træffes om vinteren langs Atlanterhavskysten nordpå til det sydlige Nova Scotia, og nogle fugle tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra Washington mod syd til Californien.

 

 

Mossanger af den vestlige underart, adult i vinterdragt eller ungfugl, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passerellidae Nye Verdens spurve
Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede en gruppe små fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’. Disse fugle er imidlertid ikke nært beslægtede med den Gamle Verdens spurve, familien Passeridae.

I mange år var de placeret sammen med den Gamle Verdens værlinger i familien Emberizidae, men genetisk forskning har påvist, at de danner en monofyletisk gruppe med usikkert slægtskab med værlingerne, hvilket har ført til oprettelse af familien Passerellidae, der oprindelig blev dannet i 1851 af den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906) som en underfamilie, Passerellinae.

Den Nye Verdens spurve er frøædende fugle med koniske næb, omfattende omkring 138 arter i 30 slægter, heriblandt nogle, som førhen var placeret i tangarfamilien (Thraupidae).

 

Aimophila
En lille slægt med 3 arter, som forekommer fra det sydvestlige USA mod syd til Nicaragua. Nogle arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Peucaea.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aimos (‘krat’) og philos (‘holde af’).

 

Aimophila ruficeps Rustkronet spurv
Denne markante fugl, som er opdelt i 12 underarter, har en pletvis udbredelse i det sydvestlige USA, fra Californien mod øst til Kansas, og derfra mod syd til det sydlige Mexico.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødbrun’) og ceps, oprindelig cipes, fra proto-italiensk kaputis (‘-hovedet’), som igen stammer fra proto-indoeuropæisk kaput (‘hoved’).

 

 

Rustkronet spurv, Big Bend Nationalpark, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Amphispiza bilineata Sortstrubet spurv
Denne hårdføre art, som er slægtens eneste medlem, kan træffes i selv meget tørre egne. Den er i stand til at udvinde væde af frø langt bedre end de fleste andre fugle, og den supplerer sin tørre kost med insekter og grønne plantedele. Endvidere kan den drikke vand, som er ret salt, og dens ekskrementer indeholder meget lidt vand.

Den er udbredt fra det sydlige Washington og det sydlige Idaho mod syd til Baja California og det centrale Mexico. De fleste af bestandene i USA er trækfugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk amphi (‘omkring’) og spiza (‘finke’), hvilket sigter til fuglens lighed med finker. Det latinske artsnavn betyder ‘med to striber’, hvilket hentyder til to hvide striber på siden af hovedet.

 

 

Sortstrubet spurv, Mohave National Preserve, Californien. En rød tøndekaktus (Ferocactus cylindraceus) ses på det øverste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortstrubet spurv, siddende på toppen af en søjlekaktus (Carnegiea gigantea), Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortstrubet spurv, Arches Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortstrubet spurv, Monument Valley, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chondestes grammacus Lærkespurv
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, yngler i det sydlige Canada, størsteparten af USA, samt det nordlige Mexico. I det østlige USA er arten i tilbagegang. Hovedparten af bestandene er trækfugle, som overvintrer i det sydlige USA og Mexico, og videre østpå til Guatemala.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khondros (‘groft korn’) og edo (‘at æde’). Artsnavnet, som burde staves grammicus, er latin og betyder ‘stribet’, hvilket hentyder til de mange striber på denne fugl, enten i hovedet eller på ryggen.

 

 

Lærkespurv, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Junco Juncoer
En gruppe på 5 arter, udbredt fra Alaska og Canada mod syd til Costa Rica.

Slægtsnavnet er spansk, afledt af latin iuncus, som betyder ‘rør’ eller ‘siv’. Oprindeligt var junco navnet på rørspurven (Emberiza schoeniclus). Hvorfor det blev hæftet på disse fugle er uklart.

 

Junco hyemalis Mørkøjet junco
Der anerkendes omkring 14 underarter af denne fugl, som varierer betydeligt, fra skiferfarvede individer til fugle med sort hoved og øvre bryst, brun ryg samt hvid eller lysebrun bug. Den yngler i subarktiske og tempererede egne af Alaska og Canada, samt i det vestlige og nordøstlige USA. Nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer så langt mod syd som det nordlige Mexico og det nordlige Florida.

Det latinske artsnavn er en form af hiemalis (‘som hører vinteren til’). I 1731 kaldte den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden, arten for ‘sne-fugl’ og navngav den Passer nivalis (‘snespurv’).

 

 

Mørkøjet junco, underarten hyemalis, Shenandoah Nationalpark, Virginia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørkøjet junco, underarten pinosus, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melospiza
En lille slægt med 3 arter, udbredt fra Alaska og Canada mod syd til det centrale Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melos (‘sang’) og spiza (‘finke’).

 

Melospiza melodia Sangspurv
Denne vidt udbredte art, der omfatter omkring 25 underarter, yngler i subarktiske og tempererede egne af Alaska og Canada, samt i det nordøstlige USA så langt mod syd som det nordlige Georgia, og i den vestlige del, mod syd til Baja California og det nordlige New Mexico. Der er også en bestand i det centrale Mexico. Nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer så langt mod syd som det nordlige Mexico og Florida.

Arten lever i et bredt udsnit af habitater, men synes at foretrække moser.

Det videnskabelige artsnavn er græsk og betyder ‘syngende’. Alle dens navne hentyder til dens varierede og melodiøse sang.

 

 

Sangspurv, Oyster Bay, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende sangspurv, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melozone Brune buskspurve og jordspurve
Denne slægt omfatter 8 arter af overvejende brune fugle, udbredt fra Oregon og Utah mod syd til Costa Rica. De 4 nordamerikanske arter var førhen placeret i slægten Pipilo (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og zone (‘bånd’). Det hentyder muligvis til den sorte stribe på kinden hos brillejordspurven (M. biarcuata).

 

Melozone crissalis Californisk buskspurv
Denne almindelige fugl forekommer fra det sydvestlige Oregon mod syd gennem Californien til det sydlige Baja California.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin crissum (‘undergump’), hvilket sigter til den rødbrune undergump hos denne iøvrigt brune fugl.

 

 

Californisk buskspurv, Torrey Pines State Beach, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tillidsfuld californisk buskspurv aflægger besøg på et bord på en campingplads, Montaña de Oro State Park, Californien. Et vindstød skaber uorden i dens fjerdragt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melozone fusca Canyon-buskspurv
Denne art, tidligere kaldt for Pipilo fuscus, er udbredt fra det sydlige Colorado, Arizona, New Mexico og det vestlige Texas mod syd gennem det indre Mexico til den nordvestlige del af staten Oaxaca. Dens naturlige habitat er krat.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’ eller ‘mørk’. Artens officielle danske navn er rustkronet buskspurv – et uheldigt navn, da arten ikke altid har rustfarvet kalot, som det fremgår af billedet nedenfor. Jeg har derfor valgt at kalde den for canyon-buskspurv, inspireret af dens amerikanske navn.

 

 

Canyon-buskspurv, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pipilo Buskspurve
En lille slægt med 4 arter, udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Mexico.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at pippe’. På engelsk hedder disse fugle towhee, hvilket er en imitation af kaldet hos rødsidet buskspurv (P. erythrophthalmus).

 

Pipilo chlorurus Grønrygget buskspurv
Denne kønne art forekommer fra det sydvestlige og sydlig-centrale Canada mod syd til det sydlige Californien, Arizona og New Mexico. Størsteparten af bestandene er trækfugle, som tilbringer vinteren fra det sydlige USA mod syd til det sydlige Mexico.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og oura (‘hale’).

 

 

Syngende grønrygget buskspurv, Lake Convict, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pipilo maculatus Plettet buskspurv
Denne art lever i krat og forskellige typer af åben skov, og den undgår ørkenområder. Den yngler fra det sydvestlige og sydlig-centrale Canada mod syd til det nordlige Baja California, og mod øst så langt som til North og South Dakota og New Mexico. Desuden findes spredte bestande gennem hele Mexico. De nordøstlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det vestlige og sydlige USA, mod øst til Nebraska og Oklahoma.

Det latinske artsnavn betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til de hvide pletter på ryggen.

 

 

Syngende plettet buskspurv, Sheridan, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spizella Træspurve
Denne slægt rummer 6 arter, udbredt i næsten hele Nordamerika samt Mexico.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk spiza (‘finke’).

 

Spizella passerina Rustkronet træspurv
Som ynglende har denne art en kolossalt stor udbredelse, fra det østlige Alaska og varmere dele af Canada mod syd gennem størsteparten af USA og dele af Mexico til Honduras. Langt de fleste af de nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i det sydlige USA og Mexico.

Det latinske artsnavn betyder ‘spurve-lignende’.

 

 

Rustkronet træspurv, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee (to øverste), samt Planting Fields Arboretum, Long Island, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende rustkronet træspurv, Golden Gate Bridge, San Francisco, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zonotrichia
En lille slægt med 5 arter, hvoraf de 4 lever i Nordamerika, mens den femte, morgenværling (Z. capensis), er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd gennem størstedelen af Sydamerika til Tierra del Fuego, samt tillige på den caribiske ø Hispaniola.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og thrix (‘hår’), hvilket sigter til den kraftigt stribede isse hos de fleste af arterne.

 

Zonotrichia leucophrys Hvidkronet spurv
Denne fugl yngler i Alaska og det nordlige og vestlige Canada, mod syd langs Stillehavskysten til Californien, og derfra ind i land mod øst til Montana, Wyoming, Colorado og det nordlige New Mexico. Bestandene i Alaska og Canada er trækfugle, som overvintrer langs Canadas Stillehavskyst, i størstedelen af USA, samt i Mexico.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophrys (‘øjenbryn’).

 

 

Hvidkronet spurv, Point Reyes National Seashore, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af hvidkronet spurv, Umpqua Dunes, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae (ovenfor).

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det latinske ord for spurve.

 

Passer domesticus Gråspurv
Gråspurven er oprindeligt hjemmehørende i Europa, det nordlige og nordøstlige Afrika, samt de fleste tempererede og subtropiske egne af Asien, men er siden blevet indført til næsten hele kloden.

Den blev indført til USA adskillige gange mellem 1851 og 1875, da man mente, at den kunne begrænse mængden af skadevoldende insekter i kornarter. Sandheden er imidlertid, at gråspurvene kun fanger insekter i yngletiden, hvor ungerne fodres op på dem. Resten af året æder de bl.a. netop de afgrøder, som de blev indført for at beskytte. Arten spredtes hurtigt, og i dag betragtes den i de fleste egne af Nordamerika som et alvorligt skadedyr på afgrøder. Tillige konkurrerer den med lokale småfuglearter ved foderautomater etc.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

Gråspurve hviler på en hummerfælde, Mill Neck Creek, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelecanidae Pelikaner
Disse meget store vandfugle har et kolossalt stort næb og en enorm strubesæk, som kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Tungen er imidlertid ret lille, hvilket tillader fuglen at sluge store fisk.

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

Oh, a wondrous bird is the pelican!
His beak holds more than his belican.
He takes in his beak
Food enough for a week.
But I’ll be darned if I know how the helican.

 

En del af spidsfindigheden går desværre tabt i oversættelsen. Her er min (ret frie) udgave:

 

Hvilken underfuld fugl er en pelikan!
Hans næb rummer mer’, end hans mave kan.
Han ta’r i sit næb
en uges føde på slæb,
men Fanden ta’ mig, om jeg ved, hvordan han kan.

 

Der er i alt 8 arter, alle tilhørende slægten Pelecanus. Førhen blev de opdelt i to grupper, én med 4 arter, hvis adulte dragt er overvejende hvid, den hvide pelikan (P. onocrotalus), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (nedenfor), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden med de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (P. rufescens), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis), samt Peru-pelikan (P. thagus).

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Pelecanus erythrorhynchos Amerikansk hvid pelikan
Denne art yngler på spredte lokaliteter i det sydvestlige og centrale Canada, samt i det vestlige og centrale USA. Den overvintrer i det sydlige USA, Mexico og Mellemamerika, mod øst til Costa Rica.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’). Næbfarven er normalt gul, men i nogle tilfælde med rødligt skær, som det også ses hos nogle individer på billederne herunder.

 

 

Amerikanske hvide pelikaner hviler sammen med to øreskarver (Nannopterum auritum), en snehejre (Egretta thula), samt en amerikansk sølvmåge (Larus smithsonianus), J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske hvide pelikaner, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. Den runde forhøjning på næbbet er kun til stede i yngletiden. Ungfuglene har gråligt hoved. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske hvide pelikaner i svæveflugt, Buffalo Bill Reservation, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelecanus occidentalis Brun pelikan
Den brune pelikan er vidt udbredt i Amerika langs begge kystlinjer, fra Nova Scotia, Canada, mod syd til mundingen af Amazon-floden, og fra British Columbia, Canada, mod syd til det nordlige Chile og Galapagos-øerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

Andre billeder af denne art vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

Brune pelikaner raster i en bevoksning af rød mangrove (Rhizophora mangle), Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 41 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. Nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at skarver bør placeres i 7 slægter: Phalacrocorax (12 arter), Leucocarbo (16 arter), Microcarbo (5 arter), Urile (3 arter), Nannopterum (3 arter), Gulosus (topskarv), samt Poikilocarbo (perleskarv).

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Nannopterum
En lille slægt med 3 arter, som er begrænset til Amerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nannos (‘dværg’) og pteron (‘vinge’). Det sigter til Galapagos-skarven (N. harrisi), som har meget små vinger og er ude af stand til at flyve. Genetisk forskning har påvist, at olivenskarv (N. brasilianum) og øreskarv (nedenfor) er nært beslægtede med Galapagos-skarven, og de er derfor blevet overført til denne slægt, skønt de begge har normale flyve-evner.

 

Nannopterum auritum Øreskarv
Denne art, som er opdelt i 5 underarter, har en kolossalt stor udbredelse i Nordamerika, idet den findes fra de Aleutiske Øer i Beringshavet tværs over kontinentet til det østlige Canada, og herfra mod syd gennem hele USA til det nordlige Mexico og Bahama-øerne.

Det latinske artsnavn betyder ’øret’, hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til, at denne art i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

 

 

Øreskarv, Galveston, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung øreskarv, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne øreskarv i Everglades Nationalpark, Florida, har netop fanget en fisk med sit stærke næb, som er forsynet med en krog på overnæbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urile
Medlemmerne af denne slægt, der omfatter 3 arter, lever i den nordlige del af Stillehavet, mod syd til Mexico og Japan. En fjerde art, brilleskarven (U. perspicillatus), uddøde omkring 1850.

Disse fugle var førhen placeret i slægten Phalacrocorax.

Slægtsnavnet er afledt af det russiske navn på rødmasket skarv (Urile urile).

 

Urile pelagicus Stillehavsskarv
Denne ret lille art yngler langs kyster i den nordlige del af Stillehavet, fra Aleuterne mod syd til det nordlige Baja California, samt fra Chukotka-halvøen mod syd til det nordlige Japan.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk pelagos (‘hav’).

 

 

Stillehavsskarv, Yaquina Head, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urile penicillatus Vestkystskarv
Denne marine art er udbredt langs hele den nordamerikanske Stillehavskyst, fra Alaska mod syd til Baja California og provinsen Sinaloa, Mexico.

Det latinske artsnavn betyder ‘med børsteagtige duske’. I yngledragten har denne art hvide duske på siden af hovedet.

På amerikansk hedder denne art Brandt’s cormorant, navngivet til ære for den preussiske zoolog Johann Friedrich von Brandt (1802-79), som var i russisk tjeneste og bl.a. udforskede egne af Sibirien. Han beskrev denne skarv i 1838, baseret på et skind i samlingerne på det zoologiske museum i St. Petersborg.

 

 

Vestkystskarver raster på kystklipper, Montaña de Oro State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vestkystskarver renser fjerdragt, Point Lobos State Reserve, Californien. Mågen er en amerikansk svartbag (Larus occidentalis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

 

Alectoris Stenhøns
En lille slægt med 7 arter af agerhøne-store fugle, der forekommer i Sydeuropa og det nordlige Afrika, på den Arabiske Halvø, samt fra Mellemøsten mod øst til det nordøstlige Kina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

Alectoris chukar Chukar
Denne art er udbredt fra Grækenland, Bulgarien og Egypten mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og det nordøstlige Kina. Den er også blevet indført som jagtobjekt til mange andre egne af verden og har dannet forvildede bestande adskillige steder, bl.a. i USA og New Zealand.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til artens kald, et vidtlydende chuck-chuck-chukar-chukar.

 

 

Denne tillidsfulde chukar besøger en campingplads i Capitol Reef Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canachites canadensis Granhjerpe
Denne art, førhen kendt som Falcipennis canadensis, er det eneste medlem af slægten, efter at sydlig granhjerpe (tidligere C. franklinii) er blevet reduceret til en underart af granhjerpe. Den er standfugl i nåleskove i et bælte tværs over subarktiske og tempererede områder i Alaska og Canada, endvidere i USA i Washington, det østlige Oregon, Idaho og det vestlige Montana, omkring de Store Søer, samt i det nordøstlige New England.

Slægtsnavnet er en kombination af det oprindelige navn på amerikanske hjerper, Canace, oprettet i 1852 af den tyske botaniker og ornitolog Heinrich Gottlieb Ludwig Reichenbach (1793-1879), afledt af oldgræsk kanacheo (‘at støje’), samt –ites, en endelse, som danner tillægsord, således ‘hjerpe-agtig’.

 

 

Granhjerpe æder et blad, Garibaldi Provincial Park, British Columbia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meleagris Kalkuner
En lille slægt med to arter, den vilde kalkun (nedenfor) og påfuglekalkun (M. ocellata), som er begrænset til Yucatan-halvøen i Mexico. Billeder af sidstnævnte kan ses på siden Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land.

Det danske navn skyldes artsforvirring. Ordet stammer fra det ældre hollandske navn på hjelmperlehønen (Numida meleagris), kalkoense haan, dvs. ‘hønen fra Calcoen’, som dengang var det hollandske navn på den sydindiske by Calicut (i dag kaldt for Kozhikode). Selvom kalkunen er amerikansk, opstod forvirringen på grund af dens lighed med perlehøns, som portugisiske handelsfolk importerede til Europa fra Indien siden 1400-tallet.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for hjelmperlehønen og skyldes den samme artsforvirring. I bogen The Helm Dictionary of Scientific Bird Names (2010) skriver James Jobling: “Navnene tyrkisk kok og tyrkisk høne blev anvendt for perlehøns i det 16. og 17. årh., fordi de blev bragt fra Afrika til Europa gennem det Ottomanske Rige, og denne forvirring var årsagen til, at Linné anvendte ordet Meleagris som slægtsnavn på den amerikanske kalkun (M. gallopavo), som var ukendt i Oldtidens Rom og Grækenland. Da perlehøns og kalkun senere blev adskilt som separate arter, blev ordet turkey fejlagtigt anvendt på engelsk for den amerikanske fugl.”

 

Meleagris gallopavo Vild kalkun
Da europæerne ankom til den Nye Verden, fandtes denne markante fugl i millioner på størsteparten af kontinentet, fra det sydlige Canada mod syd til Mexico. Imidlertid fik ødelæggelsen af dens levesteder samt ukontrolleret jagt hurtigt dens antal til at dale, og det er blevet anslået, at hele bestanden i USA sidst i 1930’erne talte så få som 30.000. I 1940’erne var den næsten forsvundet fra Canada, og i USA fandtes kun små lokale bestande. I de nordøstlige stater var den begrænset til Appalachians.

Siden man begyndte at genindføre arten mange steder, er antallet vokset dramatisk, og løseligt anslået er dens antal vurderet til i dag at være omkring 7 mio. I Canada findes den endog på steder, hvor den ikke levede førhen.

Artsnavnet er afledt af latin gallus (‘tamhøne’) og pavo (‘påfugl’), som blev anvendt i 1555 af den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65) på grund af artens overfladiske lighed med høns, mens dens størrelse og farvestrålende hale leder tanken hen på påfuglen.

 

 

Vilde kalkuner, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i polar-regionerne. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

Dryobates
En slægt med 5 små arter, udbredt i Nord- og Mellemamerika samt Eurasien. De var førhen placeret i slægten Dendrocopos.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘træ’), samt bates (‘den som går’), af baino (‘at træde’).

 

Dryobates scalaris Hvidbåndet flagspætte
Denne spætte er ret almindelig i lunde og krat, fra det sydlige Californien og Nevada mod øst til det sydøstlige Colorado og Texas, og derfra mod syd gennem størstedelen af Mexico til det nordlige Nicaragua.

Artsnavnet er latin og betyder ‘en stige’. Som det danske navn hentyder det til fuglens tværvatrede ryg.

 

 

Han af hvidbåndet flagspætte, Carlsbad, New Mexico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dryocopus
Disse store spætter, som omfatter 6 arter, findes i Amerika og Eurasien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘træ’) og kopos (‘at slå’), således ‘den der slår på træer’.

 

Dryocopus pileatus Amerikansk sortspætte
Denne store spætte er udbredt fra Texas gennem de sydøstlige og østlige stater mod nord til det sydøstlige Canada, derfra mod vest gennem området omkring de Store Søer og det sydlig-centrale Canada til British Columbia og videre langs Stillehavskysten mod syd til det nordlige Californien.

Artsnavnet pileatus hentyder til den iøjnefaldende top hos denne art, af latin pilleus (‘kalot’) og atus (‘minder om’), således ‘med en kalot-lignende (top)’.

 

 

Denne han af amerikansk sortspætte fouragerer på jorden, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee. Hunnen minder om hannen, men har sort skægstribe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanerpes
En stor slægt med 24 arter, udbredt fra det sydlige Canada mod syd gennem USA, Mexico, Mellemamerika, Caribien og Sydamerika, mod syd til Argentina.

Slægtsnavnet blev oprettet i 1832 af den engelske ornitolog William John Swainson (1789-1855), møntet på rødhovedet spætte (nedenfor). Det er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og herpo (‘at krybe’).

 

Melanerpes carolinus Zebraspætte
Denne standfugl forekommer i den østlige halvdel af USA samt i den sydøstligste del af Canada.

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig indsamlede den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som beskrev fuglen i 1731, type-eksemplaret dér. Det danske navn sigter til oversidens mønster.

 

 

Zebraspætte søger føde på stammen af en sumpcypres (Taxodium distichum), Corkscrew Swamp Sanctuary, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zebraspætte ved redehul, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zebraspætte søger føde på en død træstamme, Oyster Bay, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zebraspætte ved redehul, Oyster Bay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanerpes erythrocephalus Rødhovedet spætte
Denne fugl yngler i et meget stort område, fra det sydlig-centrale Canada mod syd til New Mexico og Texas, mod øst til Atlanterhavskysten. Den nordvestlige bestand trækker en smule mod syd om vinteren.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Rødhovedet spætte ved redehul, Devil’s Tower National Monument, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanerpes formicivorus Agernspætte
Som dens navn fortæller, er agern det vigtigste fødeemne for denne art, som har en interessant metode til opbevaring af agern som vinterforråd. Den hakker utallige små huller ind i barken på levende eller døde træer, hvorpå den stopper et agern ind i hvert af hullerne. Den er almindelig fra Californien mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til det nordlige Columbia.

Selv om agern er artens vigtigste fødeemne, betyder dens latinske artsnavn ‘myreæder’.

 

 

Agernspætte på en forfalden vindmølle, beregnet til at pumpe vand op til kvæg, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana Mountains, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne agernspætte har udhugget sit redehul i stammen på en palme i Santa Rosa Plateau Ecological Reserve, Californien, og omkring redehullet har den hakket talrige små huller til opbevaring af agern. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanerpes uropygialis Gilaspætte
Denne fugl yngler i det sydvestlige USA, fra det sydøstlige Californien mod øst gennem Arizona til den vestligste del af New Mexico, og derfra mod syd til sydspidsen af Baja California samt den mexikanske stat Jalisco. Den er tilknyttet ørkenområder, men har tilpasset sig et liv i landsbyer. I Sonora-ørkenen hugger den ofte et redehul i stammen af en søjlekaktus (Carnegiea gigantea).

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk ouropygion (‘halefjer’). Det er uklart, hvad der hentydes til. Det danske navn sigter til Gila-floddalen i Arizona og New Mexico.

 

 

Gilaspætte suger nektar fra blomster af ocotillo (Fouquieria splendens), Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gilaspætte nær redehullet i en søjlekaktus (Carnegiea gigantea), Tucson Desert Zoo, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Podicipedidae Lappedykkere
Lappedykkere er vandfugle med lapper på fødderne. De omfatter 22 arter i 6 slægter, udbredt næsten overalt på kloden.

 

Aechmophorus
Denne slægt rummer to meget ens arter, som er udbredt i det vestlige Canada og USA, samt i Mexico. Vestlig lappedykker (nedenfor) har helt lige, gullig-grønt næb, mens gulnæbbet lappedykker (A. clarkii), der lever i Californien, Nevada, Arizona og Mexico, har let opadbøjet, orange-gult næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aikhme (‘spyd’) og phero (‘at bære’), hvilket sigter til det lange, skarpe næb hos disse fugle.

 

Aechmophorus occidentalis Vestlig lappedykker
Denne store lappedykker yngler i to adskilte områder, fra det sydvestlige og sydlig-centrale Canada mod syd til det vestlige og centrale USA, samt i det centrale Mexico. Den nordlige bestand tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, mens den mexikanske bestand er standfugle.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

Par af vestlig lappedykker, Agency Lake, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Podiceps
En slægt med 8 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til, at fødderne er placeret længst tilbage på kroppen hos disse fugle.

 

Podiceps nigricollis Sorthalset lappedykker
Denne lille art har en meget stor udbredelse, idet den yngler i det sydvestlige Canada, det vestlige USA, Mexico, Europa, det sydvestlige Sibirien, Mellemøsten, Mongoliet, det nordøstlige Kina, samt det østlige og sydlige Afrika. Den tilbringer vinteren i det vestlige og sydlige USA, Mexico, Middelhavet, Mellemøsten, det sydlige Kina, samt omkring Japan.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin niger (‘sort’) og collum (‘hals’).

 

 

Morgenlys over Lake Mono, Californien, med spir af udfældet kalciumkarbonat, kaldt tufa‘er. De små prikker i søen er sorthalsede lappedykkere. Lake Mono er den vigtigste rasteplads for arten under trækket fra ynglepladserne til vinterkvarteret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthalsede lappedykkere, Lake Mono. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salton Sea, sydlige Californien, er et vigtigt overvintringsområde for sorthalset lappedykker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Podilymbus podiceps Tyknæbbet lappedykker
Denne lille lappedykker yngler i et kæmpemæssigt område, fra det centrale og sydøstlige Canada mod syd gennem hele USA og Mexico, i Caribien og nogle lokaliteter i Mellemamerika, i et bælte langs de nordlige kyster af Sydamerika, samt fra det østlige Brasilien mod syd til det centrale Chile og Argentina. Nordlige bestande er trlkfugle, som overvintrer i USA, Mexico og Mellemamerika.

Siden Atitlan-lappedykkeren (P. gigas) uddøde omkring 1990, er denne art slægtens eneste medlem.

Slægtsnavnet er en sammentrækning af latin podiceps, afledt af podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til, at fødderne er placeret længst tilbage på kroppen hos denne fugl, samt oldgræsk kolymbos (‘dykker’).

 

 

Tyknæbbet lappedykker, voksen (t.v.) og ungfugl, Wakulla Springs, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polioptilidae
Denne familie omfatter 3 slægter med ca. 21 arter, udbredt fra USA og den sydøstligste del af Canada mod syd til Argentina. Disse fugle er nært beslægtede med gærdesmutter (Troglodytidae, se nedenfor).

 

Polioptila Snerresmutter
En slægt med omkring 17 arter af små insektædende fugle, som forekommer fra USA og den sydøstligste del af Canada mod syd til Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polios (‘grå’) og ptilon (‘fjerdragt’), hvilket sigter til den dominerende farve hos typearten, blågrå snerresmutte (P. caerulea).

 

Polioptila melanura Sorthalet snerresmutte
Denne art, som er tilknyttet ørkenlandskaber, findes fra det sydøstlige Californien, det sydlige Nevada og det sydøstlige Utah gennem det sydlige Arizona og New Mexico til det centrale Mexico.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og oura (‘hale’).

 

 

Sorthalet snerresmutte, Mazatzal Mountains, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ptilogonatidae Silkemonarker
En lille familie med 4 medlemmer i 3 slægter, udbredt fra det nordlige Californien og Utah mod syd til Panama.

 

Phainopepla nitens Sort silkemonark
Denne markante fugl, som er det eneste medlem af slægten, lever i krat, fra det nordlige Californien og det sydvestlige Utah mod syd til det sydlige Mexico, inklusive hele Baja California. Hannen er skinnende sort, mens hunnen er brun eller skiferfarvet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phaeinos (‘strålende’, ‘skinnende’) og peplos (‘klædning’), hvilket hentyder til hannens fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’.

 

 

Sort silkemonark han, Anza-Borrego Desert State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sort silkemonark hun, Oasis of Mara, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rallidae Vandhøns
Vandhønsenes familie, der bl.a. omfatter rørhøns, blishøns, rørvagtler og rikser, er udbredt over det meste af kloden, opdelt i 41 slægter med i alt ca. 156 arter.

 

Fulica Blishøns
Denne slægt rummer 10 arter, som er udbredt i hele verden med undtagelse af polar-regionerne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne.

 

Fulica americana Amerikansk blishøne
Som ynglefugl har denne art en meget stor udbredelse, fra det centrale og sydlige Canada mod syd gennem hele USA (med undtagelse af den sydøstlige del), Mexico, og Mellemamerika mod øst til Nicaragua, samt Caribien og nogle få steder i Columbia og Venezuela. De nordlige bestande er trækfugle.

 

 

Morgentåge og amerikanske blishøns, Cleone Lake, Mackerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk blishøne, Granite Reef, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gallinula Rørhøns
Denne slægt omfatter 7 arter, af hvilke de 3 er vidt udbredt, en er begrænset til Gough Island i det sydlige Atlanterhav, 2 er uddøde, og den sidste er udryddelsestruet eller måske allerede uddød.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Gallinula galeata Amerikansk rørhøne
Denne art, som omfatter 7 underarter, er vidt udbredt i Amerika, fra det østlige og sydvestlige USA gennem Mexico, Mellemamerika og Caribien til store dele af Sydamerika. Den lever i forskellige typer af sump, men undgår regnskov.

Den ligner den grønbenede rørhøne (G. chloropus) overordentlig meget, og det er lidt af et mysterium for mig, hvorfor den er blevet skilt ud fra denne art.

Artsnavnet er afledt af latin galea (‘hjelm’), hvilket hentyder til pandeskjoldet.

 

 

Amerikansk rørhøne, Wakulla Springs, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Porphyrio Sultanhøns
En slægt med 10 arter, som findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er Oldtidens græske navn på den europæiske sultanhøne (P. porphyrio).

 

Porphyrio martinicus Amerikansk sultanhøne
Denne art yngler i vådområder fra det sydøstlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til det nordlige Argentina og Uruguay. Uden for yngletiden strejfer den ofte vidt omkring og er blevet observeret mange steder, bl.a. Canada, Californien, Galápagos-øerne, Island, Vesteuropa og Sydafrika.

Artsnavnet sigter til den caribiske ø Martinique. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

Denne amerikanske sultanhøne vandrer på blade af amerikansk gul åkande (Nuphar advena), Everglades Nationalpark, Florida. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Himantopus Stylteløbere
Stylteløbere findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Efter de seneste genetiske undersøgelser anerkendes 6 arter, alle tilhørende denne slægt med undtagelse af rødbrystet stylteløber (Cladorhynchus leucocephalus), en mærkelig nomadisk art, der er begrænset til Australien, hvor den kun yngler efter rigeligt med nedbør, som danner store saltsøer forskellige steder i ørkenen.

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Himantopus mexicanus Sortnakket stylteløber
En vidt udbredt art, som yngler fra det nordvestlige og østlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til størsteparten af Sydamerika, med undtagelse af regnskov og ørken. De nordligste bestande er trækfugle.

 

 

Kaldende sortnakket stylteløber, Tule Lake, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Recurvirostra Klyder
Der findes 4 arter af klyder, som alle tilhører denne slægt. De er udbredt i hele verden, med undtagelse af polarområderne.

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (R. avosetta), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Recurvirostra americana Amerikansk klyde
Førhen ynglede denne art i størsteparten af USA, men blev tidligt udryddet i den østlige halvdel. I dag yngler den i det sydlig-centrale Canada, det vestlige USA, samt det centrale Mexico. De fleste bestande er trækfugle, som overvintrer langs kysterne af Mexico, Cuba og det sydøstlige USA.

 

 

Amerikansk klyde søger føde blandt udfældet kalciumkarbonat, Lake Mono, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk klyde skummer vandoverfladen for føde, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Regulidae Fuglekonger
Denne lille familie omfatter 6 arter, hvoraf de 5 tilhører slægten Regulus, en enkelt slægten Corthylio (herunder). De er udbredt i Eurasien og Nordamerika.

 

Corthylio calendula Rubinfuglekonge
En af Nordamerikas mindste sangfugle. Arten var tidligere placeret i slægten Regulus, men genetisk forskning har åbenbaret, at den ikke er nært beslægtet med de øvrige fuglekonger, og den er derfor blevet overført til en særskilt slægt.

Den yngler i nåleskove i Alaska og Canada samt i bjergområder i det nordvestlige USA. Vintermånederne tilbringes i det sydvestlige Canada, USA og Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korthilos, en lille gærdesmutte-lignende fugl, som blev nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.). Artsnavnet er diminutiv af latin calandra (‘lærke’). Det er uklart, hvad det hentyder til.

 

 

Rubinfuglekonge, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Remizidae Pungmejser
Denne familie, bestående af 3 slægter med omkring 11 arter, forekommer i Eurasien, Afrika og det sydvestlige Nordamerika.

Alle arter, med undtagelse af gulhovedet mejse (nedenfor), bygger komplicerede reder, der hænger ned fra træer, i reglen over vand. De minder om poser (eller gammeldags punge), og dermed har vi forklaringen på disse fugles navn.

Det er et mysterium for mig, hvorfor gulhovedet mejse er placeret i denne familie, som ellers kun forekommer i den Gamle Verden, specielt da dens rede er meget anderledes end rederne hos de øvrige arter, idet den er en afrundet konstruktion af tornede kviste.

 

Auriparus flaviceps Gulhovedet mejse
Denne lille fugl, som er det eneste medlem af slægten, er udbredt i det sydvestlige Nordamerika, fra Nevada mod øst til Kansas, mod syd til den sydlige spids af Baja California, og inde i land til det centrale Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’) samt slægtsnavnet Parus (mejser). Artsnavnet er ligeledes latin, afledt af flavis (‘gul’), samt ceps, oprindelig cipes, fra proto-italiensk kaputis (‘-hovedet’), som igen stammer fra proto-indoeuropæisk kaput (‘hoved’), altså ‘gulhovedet’.

 

 

Gulhovedet mejse med redemateriale (øverst), samt i flugt, Colossal Cave Mountain Park, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
Denne store familie, som rummer omkring 15 slægter og ca. 95 arter, er udbredt kloden rundt, med undtagelse af Antarktis.

 

Arenaria Stenvendere
En lille slægt med kun 2 arter, almindelig stenvender og sort stenvender, begge præsenteret nedenfor.

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand’. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Arenaria interpres Stenvender
Denne mindre vadefugl er en almindelig ynglefugl i de fleste højarktiske områder, og tillige langs Østersøens kyster. Vinteren tilbringes langs tempererede, subtropiske og tropiske kyster verden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

Stenvendere og islandske ryler (Calidris canutus) raster på en strand under højvande, Delaware Bay, New Jersey. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stenvendere æder æg af dolkhaler (Limulus polyphemus), Delaware Bay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria melanocephala Sort stenvender
Denne art, som tæller omkring 100.000 individer, yngler i kystnære områder af Alaska, mens vinteren tilbringes på stenede strande langs Stillehavskysten, fra det sydlige Alaska mod syd til det sydlige Baja California og den mexikanske stat Sonora.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

Sorte stenvendere søger føde på klipper ved højvande, Coquille River Lighthouse, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sort stenvender æder rester af østers, som er efterladt af måger, Charlton, Coos Bay, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris Ryler
En slægt med 24 arter af mindre til meget små vadefugle, hvoraf de fleste yngler i højarktiske områder og tilbringer vinteren langs kyster kloden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Calidris alba Sandløber
Denne lille vader er en cirkumpolar ynglefugl, som forekommer i højarktiske vådområder i Grønland, Svalbard, den nordlige del af Taymyr-halvøen, Severnaya Zemlya, Lena-deltaet, Nysibiriske Øer, det nordlige Alaska (sjælden), samt arktiske øer i Canada, fra Banks til Ellesmere, mod syd til Southampton.

Vinteren tilbringes langs kyster i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

Sandløbere søger føde på sandstrand, Border State Park, syd for San Diego, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En enkelt sandløber æder æg af dolkhaler (Limulus polyphemus) i selskab med islandske ryler (Calidris canutus) og stenvendere (Arenaria interpres), Delaware Bay, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris canutus Islandsk ryle
Efter et slag i England i 1016 mellem den engelske prins Edmunds tropper og vikinger, ledet af den danske prins Knud (995-1035), søn af Svend Tveskæg, blev Knud kronet som konge af England. I 1018 blev han også konge i Danmark og i 1028 i Norge.

Ifølge overleveringen betragtede Knud den Store, som han blev kaldt, en bestemt slags vadefugl, passende opfedet med hvidt brød og mælk, som en delikatesse. På engelsk fik fuglen navnet knot, opkaldt efter kongen, som på engelsk blev kaldt for Cnut the Great eller Canute. Åbenbart kendte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne legende, for da han beskrev fuglen i 1758, gav han den navnet Tringa canutus.

Artens danske navn er uheldigt, da arten kun passerer Island på træk. Den burde hedde tundraryle. I bogen Arktisk sommer skriver Jens Gregersen: “Det danske navn islandsk ryle skyldes, at et æg, der var indsamlet på Island og efter sigende skulle komme fra den islandske ryle, var blevet overbragt af en engelsk naturalist i midten af 1800-tallet. Men det var et falsum.”

Den islandske ryle, opdelt i 6 underarter, yngler i den arktiske tundra i Alaska, det nordøstlige Canada, Grønland, samt det centrale og østlige Sibirien. Om efteråret trækker den til Vesteuropa, Afrika, Florida, Mellemamerika, det sydlige Sydamerika, Australien og New Zealand. Nogle få tilbringer vinteren i Middelhavet, samt i det sydlige Indien.

I Danmark er den almindelig på både forårs- og efterårstræk, og op mod 80.000 fugle er optalt i Vadehavet, der således er af international betydning for arten. Den ses også fåtalligt om vinteren i Vadehavet.

Når fuglene ankommer til ynglepladserne i tundraen, er der kun meget begrænsede føderessourcer til stede, så fuglene sulter bogstavelig talt og skal derfor undervejs opbygge et fedtlag, som de kan tære på. Under det nordgående træk gør fugle af underarten rufa, der yngler på de canadiske arktiske øer, ophold i Delaware Bay, New Jersey, for at blive fedet op på de næringsrige æg af den atlantiske dolkhale (Limulus polyphemus), som i maj samles her i tusindvis for at lægge æg. Dette falder sammen med op mod en million vadefugles ankomst fra vinterkvartererne, hovedsagelig islandske ryler, stenvendere (Arenaria interpres), tyknæbbede dværgryler (Calidris pusilla) og sandløbere (Calidris alba).

Man har anslået, at fugle og fisk årligt i USA konsumerer op mod 320 tons dolkhaleæg. Mere om dette fascinerende dyr kan læses på siden Dyreliv – Krybdyr, padder og invertebrater: Dolkhaler – levende forsteninger i knibe.

 

 

Islandske ryler og stenvendere (Arenaria interpres) raster på en strand under højvande, Delaware Bay, New Jersey. I baggrunden lattermåger (Leucophaeus atricilla) og amerikanske sølvmåger (Larus smithsonianus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Islandske ryler og stenvendere æder æg af dolkhaler (Limulus polyphemus), Delaware Bay. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris minutilla Amerikansk dværgryle
Denne diminutive fugl, den mindste af vadefuglene, yngler i arktisk tundra og taiga i Alaska og Canada, fra Yukon til det nordlige British Columbia østpå til Labrador og Nova Scotia, samt tillige på de østlige øer i Aleuterne.

Den overvintrer fra det sydlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til Peru og det nordlige Brasilien.

Artsnavnet er afledt af latin minutus (‘meget lille’), samt endelsen illa, som udtrykker noget småt. Det kan således oversættes som ‘særdeles lille’.

 

 

Amerikanske dværgryler fouragerer sammen med kortnæbbede sneppeklirer (Limnodromus griseus), Salton Sea, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske dværgryler æder alkalifluer (Ephydra hians), Lake Mono, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Limnodromus Sneppeklirer
En slægt med 3 arter, to i Amerika og en enkelt i Asien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk limne (‘sump’) og dromos (‘løber’). Det danske navn sigter til disse fugles lighed med klirer (Tringa).

 

Limnodromus griseus Kortnæbbet sneppeklire
Denne art yngler i subarktiske egne af Alaska og Canada, mens vinteren tilbringes langs kysterne af begge oceaner, fra Oregon mod syd til Peru, og fra New Jersey mod syd via den Mexikanske Havbugt og Caribien til det nordlige Brasilien.

Det videnskabelige artsnavn betyder ‘grå’ på latin. Det beskrevne individ må have været i vinterdragt.

 

 

Kortnæbbede sneppeklirer fouragerer sammen med amerikanske dværgryler (Calidris minutilla), Salton Sea, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Limosa Kobbersnepper
En lille slægt med 4 arter, to amerikanske og to eurasiske.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mudret’.

 

Limosa fedoa Præriekobbersneppe
Denne fugl yngler i tre separate områder, flest i det sydlig-centrale Canada og det nordlig-centrale USA, samt to mindre bestande ved Hudson Bay og i Alaska. Den overvintrer langs kysterne af begge oceaner, fra Washington mod syd til El Salvador, og fra New Jersey mod syd til den Mexikanske Havbugt og Caribien.

Det videnskabelige artsnavn er angiveligt et gammel-engelsk navn på kobbersnepper.

 

 

Præriekobbersnepper søger føde, Humboldt Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Numenius Regnspover
En slægt med 9 arter, karakteriseret ved deres lange, slanke, nedadbøjede næb. De yngler på den nordlige halvkugle og trækker til varmere egne om vinteren. To af arterne, tyndnæbbet spove (N. tenuirostris) og eskimospove (N. borealis) er sandsynligvis uddøde.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

Numenius americanus Langnæbbet spove
I dag yngler denne art i den vestlige halvdel af Nordamerika, fra det sydlige British Columbia, Alberta og Saskatchewan mod syd til det østlige Californien, Nevada, New Mexico og det nordvestlige Texas. Førhen ynglede den meget længere mod øst. Den overvintrer langs kysterne af begge oceaner, fra British Columbia mod syd til El Salvador, og fra North Carolina mod syd langs den Mexikanske Havbugt til Honduras.

 

 

Langnæbbet spove søger føde langs en tidevandsrende, Tijuana River National Estuarine Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langnæbbet spove på yngleplads, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Numenius hudsonicus Hudsonspove
En vidt udbredt og almindelig fugl, som yngler i subarktiske egne af Alaska og det nordlige Canada og tilbringer vinteren langs Amerikas tempererede, subtropiske og tropiske kyster, mod syd til Tierra del Fuego. Indtil fornylig blev den betragtet som en underart af lille regnspove (N. phaeopus).

 

 

Hudsonspove på en sandstrand, Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa Klirer
Denne slægt, som rummer 13 arter, er udbredt næsten overalt i verden.

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk tryngas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Tringa melanoleuca Stor gulbenet klire
En almindelig ynglefugl i subarktiske egne af Alaska og Canada, og den overvintrer i det sydlige USA, Mellemamerika og hele Sydamerika. Den er en sjælden gæst i Europa og er også blevet observeret få gange i Danmark.

Bortset fra benfarven minder den meget om vores hjemlige hvidklire (T. nebularia), som har grønlige ben.

 

 

En stor gulbenet klire fouragerer i Salt River, nær Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor gulbenet klire, Assateague Island, Maryland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa semipalmata Willet
Denne art, som er slægtens største medlem, var tidligere placeret i slægten Catoptrophorus. Den yngler i det sydlig-centrale Canada samt det nordvestlige og nordøstlige USA, mens vinteren tilbringes langs kysterne af begge oceaner, fra Washington mod syd til det nordlige Chile, og fra New Jersey mod syd via den Mexikanske Havbugt og Caribien til Cayenne.

Det latinske navn er sammensat af semi (‘halv’) og palmatus (‘som en hånd’), hvilket hentyder til, at den har lidt ‘svømmehud’ mellem tæerne. Det danske navn er et onomatopoietikon, som sigter til dens territorialsang, et højt, gennemtrængende pill-will-willet.

 

 

Willet søger føde i strandkanten, Border State Park, syd for San Diego, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Willet, Assateague Island, Maryland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af willet spreder vingerne som et tegn til magen (skimtes i øverste venstre hjørne), at hun er parat til at parre sig, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sittidae Spætmejser
Spætmejser udgør en familie af små spurvefugle med omkring 29 arter, alle placeret i slægten Sitta. Disse fugle er kendetegnet ved deres fødesøgning, hvor de kryber op og ned ad træstammer på udkig efter larver, som de trækker ud ved hjælp af deres kraftige næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sitte, en fugl som en spætte, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Sitta carolinensis Hvidbrystet spætmejse
Denne fugl, som er opdelt i 9 underarter, yngler i et kæmpestort område, fra det sydlige Canada mod syd gennem hele USA til det sydlige Mexico. Den var oprindeligt tilknyttet skovklædte arealer, men har tilpasset sig til at leve i byparker og haver.

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

Hvidbrystet spætmejse, Oyster Bay, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidbrystet spætmejse, Grand Canyon Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strigidae Typiske ugler
En stor familie med 25 slægter og omkring 220 arter, der findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

 

Bubo Store hornugler
Denne slægt rummer omkring 20 arter af store ugler, udbredt på alle kontinenter undtagen Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den europæiske store hornugle (Bubo bubo).

 

Bubo virginianus Virginiaugle
I alt 15 underarter af denne store ugle er anerkendt. Den er standfugl på hele det nordamerikanske kontinent (med undtagelse af højarktiske områder), endvidere i dele af Mellemamerika, samt i det nordlige og sydøstlige Sydamerika.

 

 

Virginiaugle ruger på en klippehylde, Coon Bluff, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rede med unger af Virginiaugle i et gammelt piletræ, Malheur National Wildlife Refuge, Oregon. En af de gamle fugle raster i et træ i nærheden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet.

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (nedenfor).

 

Sturnus
Tidligere rummede denne slægt mange medlemmer, men størsteparten er blevet overført til andre slægter, og kun to arter er forblevet, udbredt i Eurasien og Nordafrika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stære.

 

Sturnus vulgaris Stær
Stæren, som er hjemmehørende i Eurasien, blev først indført til Cincinnati, Quebec og New York i 1870erne, og igen i New York og Portland, Oregon, omkring 1890. Den spredtes hurtigt over kontinentet, og et nyligt skøn siger, at der nu findes omkring 150 mio., fra det sydlige Canada mod syd til Mellemamerika.

I Nordamerika betragtes stæren som et skadedyr på afgrøder, og den har sandsynligvis forårsaget en nedgang i antallet af indfødte hulrugende fugle ved at overtage deres redehuller.

I modsætning til situationen i USA er stæren i tilbagegang i store områder af Europa, fortrinsvis på grund af forfølgelse i vinterkvartererne.

 

 

En stær kigger ud fra et redehul, som den har stjålet fra en zebraspætte (Melanerpes carolinus), Oyster Bay, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Threskiornithidae Ibiser og skestorke
Denne familie med 14 slægter af langbenede vandfugle er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Traditionelt er den blevet opdelt i to underfamilier, ibiser og skestorke. Et nyere genetisk studium konkluderer imidlertid, at skestorke er nært beslægtede med den Gamle Verdens ibiser, mens den Nye Verdens ibiser tidligt blev udspaltet. (Kilde: J.L. Ramirez, C.Y. Miyaki & S.N. del Lama 2013. Molecular phylogeny of Threskiornithidae (Aves: Pelecaniformes) based on nuclear and mitochondrial DNA. Genetics and Molecular Research 12 (3): 2740-2750)

 

Eudocimus
En lille slægt med to amerikanske arter, hvid ibis (nedenfor) og rød ibis (E. ruber), som yngler i det nordlige og nordøstlige Sydamerika samt i det sydøstlige Brasilien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eudokimos (‘pragtfuld’), oprindeligt fra eu (‘god’) og dokimos (‘glimrende’).

 

Eudocimus albus Hvid ibis
Denne markante art lever i vådområder, fra Virginia langs kysten mod syd til Texas, lange begge kyster af Mexico, i Caribien og Mellemamerika, samt i det nordvestlige Sydamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

Hvid ibis, Big Cypress National Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid ibis renser fjerdragt, stående på ånderødder af rød mangrove (Rhizophora mangle), J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide ibiser, Wakulla Springs, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide ibiser søger føde, J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochilidae Kolibrier
En stor familie af små fugle i den Nye Verden, omfattende 113 slægter med omkring 360 arter. De forekommer fra Alaska mod syd til Tierra del Fuego, langt størsteparten i tropiske områder.

 

Calypte
En lille slægt med kun to arter, som forekommer i det vestlige og sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico.

Slægtsnavnet kommer sandsynigvis af græsk kalyptre (en kvindes slør eller hovedbeklædning), fra kalypto (‘at tildække’), hvilket sigter til den glitrende purpur-violette isse og forlængede strubefjer hos hannen af Costa’s kolibri (C. costae).

 

Calypte anna Annas kolibri
I 1900-tallet var denne art begrænset til det sydlige Californien og det nordlige Baja California. Da menneskene begyndte at indføre eksotiske planter op langs hele Stillehavskysten og inde i ørkenområderne, samt at ophænge nektar-foderautomater om vinteren, begyndte denne fugl at spredes mod nord og øst, så langt mod nord som British Columbia, og så langt mod øst som det vestlige New Mexico.

Artsnavnet refererer til Anne Debelle (1802-87), en fransk hofdame, der tjente som Grand-Maitresse (en hofdame med ansvar for klædninger) hos kejserinde Eugénie de Montijo (1826-1920), en spansk adelsdame, som blev gift med den franske kejser Charles Louis Napoléon Bonaparte (Napoleon d. 3.) (1808-1873). Anne Debelle giftede sig med ornitologen François Victor Masséna, 2. Greve af Rivoli og den 3. Prins af Essling (1799-1863), som havde en samling af fugleskind på ca. 12.500 eksemplarer, der senere endte på Philadelphia Academy of Natural Sciences.

 

 

Han af Annas kolibri, Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calypte costae Costas kolibri
Denne art yngler fra det østlige Californien, sydvestlige Nevada og sydvestlige Utah mod syd gennem Californien og Arizona til sydspidsen af Baja California samt den mexikanske stat Sonora. Nordlige bestande er trlkfugle, som overvintrer så langt mod syd som staten Jalisco.

Artsnavnet sigter til den franske statsmand, arkæolog, historiker og ornitolog Louis Marie Pantaléon Costa, Markis af Beauregard (1806-64). Han var en ivrig samler, specielt af kolibrier, og denne art blev opkaldt til hans ære af den franske naturhistoriker Claude Marie Jules Bourcier (1797-1873), som var ekspert i kolibrier.

 

 

Han af Costas kolibri, nær Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Troglodytidae Gærdesmutter
Denne familie, som overvejende består af små og brune fugle, rummer 19 slægter med omkring 88 arter. Med en enkelt undtagelse, den almindelige gærdesmutte (Troglodytes troglodytes), lever disse fugle i den Nye Verden.

 

Campylorhynchus Kaktussmutter
En slægt med mindst 15 arter af ret store gærdesmutter, deriblandt den største, den op til 22 cm lange stor kaktussmutte (C. chiapensis), som lever i det sydlige Mexico og de tilstødende egne af Guatemala. Slægten er udbredt i det sydlige USA, Mexico, samt Mellem- og Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘krum’) og rhynkhos (‘næb’).

 

Campylorhynchus brunneicapillus Nordlig kaktussmutte
Denne gærdesmutte med markant mønster er endemisk i ørkenerne i det sydvestlige Nordamerika, fra det sydøstlige Californien og det sydlige Arizona, New Mexico og Texas mod syd til det centrale Mexico. Med en længde op mod 19 cm er den en af de største gærdesmutter. Den er statsfugl i Arizona.

Kaktussmutten bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne af cholla-kaktusarter (Cylindropuntia), hvor den er godt beskyttet mod fjender.

Artsnavnet kommer af latin brunneus (‘brun’) og capillus (hår’), hvilket sigter til den brune isse hos denne fugl.

 

 

Kaktussmutte, Mohave National Preserve, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende kaktussmutte, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kaktussmutte bringer føde til ungerne (øverst) og fjerner derpå en ekskrementklat, Phoenix South Mountain Park, Arizona. Reden er bygget blandt de fæle torne af en sølv-chollakaktus (Cylindropuntia echinocarpa). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salpinctes obsoletus Klippesmutte
Denne lille fugl, som er det eneste medlem af slægten, yngler fra det sydlig-centrale Canada mod syd gennem den vestlige halvdel af USA til det sydlige Mexico. Nordlige bestande er trækfugle. Som det fremgår af dens navn, frekventerer den klippefyldte områder, i hvert fald i yngletiden.

Slægtsnavnet er afledt af salpinktes, det oldgræske navn på gærdesmutter, mens artsnavnet er latin og betyder ‘jævn’ eller ‘simpel’, hvilket hentyder til manglen på farver i fjerdragten.

 

 

Klippesmutte, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klippesmutte, Painted Desert Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie Muscicapidae.

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Sialia
Denne slægt er en af de få rent amerikanske slægter i drosselfamilien. Den rummer tre arter, som er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til Nicaragua. Deres fjerdragt er overvejende blå, hvilket har givet anledning til gruppens amerikanske navn, bluebirds. To af arterne har også rødt i fjerdragten på undersiden.

Slægtsnavnet er afledt af det oprindelige navn på østlig sialia (Sialia sialis), som i 1758 blev navngivet Motacilla sialis af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Oldtidens Grækenland var sialis navnet på en uidentificeret fugl, opkaldt efter dens stemme, nævnt af de græske grammatikere Athenæus af Naucratis (170-223 e.Kr.) og Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.).

 

Sialia mexicana Vestlig sialia
Oprindeligt var denne fugl begrænset til åbne løvskove i græsklædte områder, men mange af dens levesteder forsvandt på grund af opdyrkning og skovhugst. Den er dog stadig ret almindelig, idet den har været i stand til at tilpasse sig andre biotoper, bl.a. nåleskove, landbrugsland og ørkener.

Arten er udbredt i to geografisk adskilte områder, fra British Columbia, Washington og Montana mod syd gennem Oregon, Californien og det vestlige Nevada til den nordlige del af Baja California, og fra Utah og Colorado mod syd til de mexikanske stater Oaxaca og Veracruz. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i den sydvestlige del af USA og den nordvestlige del af Mexico.

 

 

Han af vestlig sialia, Grand Canyon Nationalpark, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus Typiske drosler
Denne slægt, der rummer omkring 84 arter, er udbredt næsten overalt på kloden. Mange af de nordlige arter er trækfugle. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Turdus migratorius Vandredosssel
Som ynglefugl har vandredroslen en uhyre stor udbredelse, idet den forekommer fra de nordlige dele af Alaska og Canada mod syd gennem hele USA (med undtagelse af Florida) til det nordvestlige Mexico og Baja California. De nordlige bestande er trækfugle, og arten overvintrer fra de sydligste egne af Alaska og Canada mod syd til det sydlige Mexico og Guatemala. Denne art, som er en af de almindeligste nordamerikanske landfugle, er valgt som statsfugl i Connecticut, Michigan og Wisconsin.

Vandredroslen betragtes som et symbol på forårets komme. Digtet The First Robin af den canadiske digter William Henry Drummond (1854-1907) er baseret på en overtro i Quebec, som hævdede, at den person, der så forårets første vandredrossel, ville få held.

Fuglen blev navngivet robin af tidlige nybyggere, da dens orangerøde bryst mindede dem om den europæiske rødhals (Erithacus rubecula), der hedder robin på engelsk.

 

 

Vandredrossel han, Mendocino, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af vandredrossel samler føde til ungerne, Mount Rainier, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han bader i en dam nær Lake Schoen, Vancouver Island, British Columbia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tyrannidae Tyranfluesnappere
En meget stor familie, som forekommer overalt i Amerika, omfattende 104 slægter og over 400 arter. Tyranfluesnappere varierer uhyre meget i form, mønster, størrelse og farve, og nogle medlemmer ligner overfladisk den Gamle Verdens fluesnappere, som de er opkaldt efter.

Tyran-delen af deres navn går tilbage til den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han kaldte den østlige kongetyran (Tyrannus tyrannus) for en ‘tyran’, og dette navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han klassificerede denne gruppe af fugle. Han satte stor pris på Catesbys arbejde og kaldte derfor familien Tyrannidae.

 

Myiarchus
Denne slægt, som omfatter 22 arter, er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk muia (‘flue’) og arkos (‘regent’).

 

Myiarchus cinerascens Gråstrubet skovtyran
En vidt udbredt fugl, der yngler fra det sydlige Washington State, Idaho, Wyoming, Colorado og Kansas mod syd til det centrale Mexico. Hovedparten af bestanden er trækfugle, som overvintrer fra Arizona mod syd gennem Mexico til Nicaragua.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af farve som aske’.

 

 

Gråstrubet skovtyran, Grand Canyon Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråstrubet skovtyran, Salt River, Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af gråstrubet skovtyran, Montezuma Well, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrocephalus
Førhen blev det antaget, at denne slægt kun indeholdt en enkelt art, P. obscurus (herunder), men nylig genetisk forskning har forårsaget, at den er blevet opdelt i 4 arter, hvoraf P. dubius fra Galapagos-øen San Cristobal er uddød. De er alle meget ens, så hvorfor dette split blev foretaget, er lidt af et mysterium.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flammefarvet’) og kephale (‘hoved’).

 

Pyrocephalus obscurus Rubintyran
Denne farvestrålende fugl er udbredt fra det sydlige Californien mod øst til det vestlige Texas, og derfra mod syd gennem Mexico til det nordvestlige Sydamerika. I Mellemamerika er udbredelsen dog meget fragmentarisk.

Hannen er smukt cinnoberrød, mens hunnen er brunlig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’. Beskrivelsen må være foretaget ud fra en hun!

 

 

Han af rubintyran, Coon Bluff, Salt River, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sayornis Fibiier
En lille slægt med 3 arter, udbredt fra Canada mod syd til det sydlige Sydamerika.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den amerikanske entomolog og herpetolog Thomas Say (1787-1834), der også studerede strandskaller.

Det danske navn er afledt af den østlige fibiis sang, der lyder noget i retning af fii-bii. Nogle kilder tolker det engelske navn, phoebe, som værende afledt af oldgræsk phoibos (‘lysende’ eller ‘skinnende’), et andet navn for månegudinden Selene, og tillige for Artemis, gudinden for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. Sidstnævnte tolkning er en kende usandsynlig, synes jeg, for hvad er det hos disse fugle, som er lysende eller skinnende?

 

Sayornis nigricans Sort fibii
Denne markante art er standfugl, udbredt fra det sydlige Oregon, Utah, New Mexico og det vestlige Texas mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til det nordlige Sydamerika, og derfra langs Andes til det nordlige Argentina.

Det latinske artsnavn betyder ‘sortagtig’.

 

 

Sort fibii, Coon Bluff, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sort fibii, Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sayornis phoebe Østlig fibii
Denne arts fjerdragt er meget blegere end den foregående arts. Den er særdeles vidt udbredt, idet den yngler fra det nordlig-centrale og sydøstlige Canada mod syd gennem den østlige halvdel af USA til de sydøstlige stater. Langt hovedparten af bestanden er trækfugle, som overvintrer i det sydøstlige USA samt det centrale og østlige Mexico.

 

 

Østlig fibii, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sayornis sayi Okkerfibii
Om sommeren lever denne fugl fra Alaska mod syd gennem den vestlige halvdel af Nordamerika til det centrale Mexico. De fleste bestande er trækfugle, der overvintrer så langt mod syd som det sydlige Mexico. Under trækket strejfer fugle langt uden for deres normale udbredelsesområde. Om efteråret foreligger der observationer fra så langt mod øst som New England og Nova Scotia.

Det videnskabelige artsnavn hædrer Thomas Say (se slægtsnavnet ovenfor).

 

 

Okkerfibiier raster på gravstene på en gravplads for krigsveteraner, Cabrillo Memorial, San Diego, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tyrannus Kongetyranner
En slægt med omkring 13 arter, udbredt fra det sydlige Canada mod syd til Argentina.

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavnet. I lighed med det danske navn hentyder det til den aggressive opførsel hos disse fugle mod artsfæller såvel som andre arter. Når de forsvarer deres rede, angriber de ofte arter, som er større end dem selv, bl.a. høge, krager og egern.

 

Tyrannus tyrannus Østlig kongetyran
Denne art yngler i åbne landskaber, fra det sydlige Canada mod syd til størsteparten af USA, kun manglende i de sydvestlige stater. Den er en trækfugl, som overvintrer i det sydlige Mexico, Mellemamerika og det nordvestlige Sydamerika, sydpå til det nordlige Chile og Bolivia.

 

 

Østlig kongetyran, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tyrannus verticalis Vestlig kongetyran
Som foregående art er denne fugl vidt udbredt, men i den vestlige del af kontinentet, fra det sydvestlige Canada mod syd gennem den vestlige haldel af USA til det nordlige Mexico. Den er en trækfugl og tilbringer vinteren i det sydlige Mexico og Mellemamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kronet’, afledt af verticis (‘isse’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Vestlig kongetyran, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2023)

 

(Senest opdateret februar 2024)