Portrætter

 

 

Mine soltørrede grønsager er de bedste! – I den fortryllende gamle by Chingliao, nær Chiayi, sydvestlige Taiwan, traf Judy og jeg denne ældre kvinde, som solgte tørrede grønsager. Da Judy bemærkede, at de var temmelig dyre, gjorde hun opmærksom på, at de var soltørrede, og at de var så gode, at vi helt sikkert ville komme tilbage efter flere! Det viste sig senere, at de var vældig gode, med en kraftig smag, men uheldigvis ligger Chingliao temmelig langt fra vores bopæl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hinduistisk Brahmin, Varanasi, Indien. Brahminer og andre aspekter af hinduismen er beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kurtiserende par af australsk sule (Morus serrator), Muriwai Beach, New Zealand. Mere om denne art findes nedenfor under Fugle: Sulidae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dromedar-hunner (Camelus dromedarius) er ofte meget kærlige mod hinanden. – Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. Flere billeder kan ses nedenfor under Pattedyr: Camelidae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mennesker

 

Afghanistan

 

 

Ung mand, Kandahar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hazara’erne nedstammer delvis fra mongoler eller centralasiatiske tyrkere, som indvandrede til Afghanistan omkring 1200-tallet. Deres ansigtstræk, såvel som en del af deres kultur og sprog, er forskelligt fra andre afghanske folkeslags. De fleste Hazara’er er shi’itiske muslimer, i modsætning til andre afghanske stammer, der overvejende er sunni-muslimer.

Opsplitningen af islam i disse to grene er beskrevet på siden Rejse-episoder – Asien & Europa 1975: Lang rejse hjem.

 

 

Dreng af Hazara-folket, Kandahar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cameroun

 

 

Glad mand, Kapsiki-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinde i en landsby nær Garoua. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Comorerne

 

 

Ung mand, Iconi, Grande Comore. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Danmark

 

Danskerne, svenskere og nordmænd nedstammer delvis fra vikingerne, som var søfarere af germansk afstamning, hvis erobringer og handelstogter i Vikingetiden (ca. 793-1066) er legendariske. Siden har indvandringer og talrige invasioner bevirket, at de nordiske folk i dag er af yderst blandet afstamning, som det også fremgår af billederne nedenfor.

 

 

Typisk pige af den blonde nordiske type, 12 år gammel, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Henrik Olsen er ligeledes af den lyse nordiske type. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille procentdel af mennesker i Norden har rødt hår og/eller skæg. Her ses Jørn Halberg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung Leif Halberg nyder en pibe tobak blandt efterårsløv af bøg (Fagus sylvatica), Hørret Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge udgaver af Torben og Thomas Halberg, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thorvald Hansen, Gedved (øverst), og Knud Stjerne, Samsø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ethiopien
Ethiopien er hjemsted for talrige folkeslag, fortrinsvis af hamitisk afstamning, hvoraf amharerne er det største med omkring 20 mio., hvilket svarer til ca. 27% af den totale befolkning. Billederne nedenfor viser folk fra forskellige egne af dette enorme land. Andre billeder kan ses i galleriet under Folk: Stammefolk i Ethiopien.

 

 

I 1996 overværede jeg en ortodoks kristen højtid i byen Lalibela, beskrevet på siden Rejse-episoder – Ethiopien 1996: Timkat – en kristen højtid. Her ses en ung kvindelig pilgrim med en særpræget frisure, som deltager i højtiden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En pige og en lille dreng, Lalibela. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung skønhed med fletninger, Negelle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældre amharer på et marked i byen Kayet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oromo-piger, vest for Dinsho, Bale Mountains. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landsbyboere nær Genale-floden. Den hvide hue er typisk for denne egn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinde, pige og dreng, Nechisar Nationalpark. Kvindens ene øje er blindt pga. trachoma. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne salgskvinde på et marked beskytter sig mod den stærke sol under en paraply, Bahir Dar, Tana-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Filippinerne

 

Ifugao og Bontoc er to blandt en halv snes malajiske stammefolk, som bebor bjergene i det nordlige Luzon. For over 2000 år siden anlagde dette folk fantastiske terrassemarker på bjergskråningerne, som kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler. På disse marker dyrkes stammefolkenes vigtigste afgrøde, ris, suppleret med batater (sødkartofler), taro samt forskellige grønsager. Stammefolkene holder også husdyr som høns og sorte grise, og mændene går på jagt i junglen efter vilde dyr.

Mine oplevelser hos Ifugao’erne er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

Denne Ifugao-mand slukker sin tørst ved at drikke saften af en lian fra skoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel Ifugao-shaman i landsbyen Bocos, Banawe, Luzon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bontoc-kvinde danser under en bryllupsfest i landsbyen Sagada, Luzon. Hendes hår er pyntet med perlekranse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bontoc-mand, Sagada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Bontoc-mand får sig en lille pibe tobak, Sagada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammel Bontoc-stammemand, mellem Bontoc og Tococan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Frankrig

 

 

Paris er hjemsted for en rigdom af mennesker af forskellig etnisk afstamning, hvilket fremgår af disse billeder, der viser børnehavebørn på udflugt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Guatemala
Vore oplevelser i dette land er beskrevet på siden Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land.

 

 

Denne kvinde, som besøger et marked i byen Solola, er iført en lokaldragt ved navn huipil. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under De Dødes Højtid er disse mænd blevet pyntet, idet de skal deltage i et hestevæddeløb i byen Todos Santos. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indien
Det kæmpemæssige indiske subkontinent er hjemsted for en mangfoldighed af folkeslag af arisk, dravidisk eller austronesisk herkomst.

 

 

Dravidiske kvinder i byen Karwar, Karnataka, Sydindien. Mærket på deres pande, som kaldes tika, markerer deres status som gifte kvinder. Multifarvede tika-mærker, som dét på panden af kvinden på det nederste billede, påsmøres normalt kun under hinduistiske højtider. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældre mand i byen Udaipur, Rajasthan, hilste mig med et venligt smil. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældre muslim, Pahalgam, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indiens urbefolkning er stammefolk, hvoraf mange er små mennesker af australoid oprindelse, som har levet i landets skove i tusinder af år. Da draviderne og siden arierne indvandrede til Indien, blev disse stammefolk fordrevet til mere afsidesliggende egne. Mange lever stadig i delstaterne Odisha (Orissa), Chattisgarh og Madhya Pradesh.

Desværre er disse stammefolks kultur og levevis i hastig opløsning, og mange af dem har mistet deres jord til spekulanter, som udnytter forekomsterne af kul, jern og mineraler. Papirindustrien har overtalt flere stammefolk til at plante eukalyptustræer på deres jord, idet de lover disse folk et stort udbytte fra de hurtigtvoksende træer. De glemmer dog at fortælle, at eukalyptustræer tørrer jorden ud. Dette har ført til, at der i dag er vandmangel flere steder i Indien, hvor der førhen voksede frodig skov.

Billederne nedenfor blev taget i 1997, hvor mange stammefolk stadig havde bevaret en del af deres oprindelige levevis.

 

 

Ung kvinde af Sabara-folket med sin lille søn, Sabari-floden, Odisha. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sabara-pige nær Sabari-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Handelskvinde af Paraja-stammen på et marked i byen Kotpad. Bemærk tatoveringen på hendes arm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mellem 600 og 1500 e.Kr. var Rajasthan – som dengang hed Rajputana – opsplittet i talrige indbyrdes konkurrerende hindu-kongedømmer, regeret af rajputter (‘rajaernes sønner’). Disse rajputter formåede at få brahminerne (hindupræsterne) til at forsyne sig med stamtavler, som forbandt dem med solen og månen samt med den hinduistiske ildgud Agni.

Rajputterne var de fødte krigere, opdelt i 36 kongelige klaner. På grund af deres indbyrdes stridigheder lod hver enkelt rajput-konge forter og andre fæstningsværker opføre, hvor han og hans adelsfolk var beskyttet mod fjender. Den jævne befolknings sikkerhed var der naturligvis ingen, der bekymrede sig om.

Rajputterne er mere indgående beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”

 

 

Som de fleste mænd i Rajasthan er disse mænd i Jodhpur iført en turban. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muslimsk skomager, Jaipur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille hindu-pige i landsbyen Seventri, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En venlig Hindu-brahman (svarer omtrent til en præst) foran et Hanuman-tempel, Charbhuja, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung kvinde af væverkasten, nær Jodhpur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand tjener til dagen og vejen ved at ro turister op og ned ad Ganges-floden, Varanasi, Uttar Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En stor del af befolkningen i de indiske delstater Himachal Pradesh og Uttarakhand er hinduer af kaukasisk afstamning, som indvandrede hertil fra Rajasthan for flere hundrede år siden. Dette område er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster, samt Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: I cederens rige.

 

 

Ung kvinde fra byen Gushaini, Tirthan-dalen, Uttarakhand. Det røde mærke mellem hendes øjenbryn, en såkaldt tika, markerer hendes status som gift kvinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne pige fra landsbyen Agora i Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, har samlet spiselige bregner i skoven til frokosten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeg traf denne dravidiske hellige hindumand, en saddhu, i det store Minakshi-tempel i Madurai, Tamil Nadu, Sydindien. Saddhu’er er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den store Thar-ørken strækker sig tværs over delstaten Rajasthan i det nordvestlige Indien og videre mod vest ind i Pakistan. Størsteparten af denne ørken består af vidtstrakte sand- og grusflader, bevokset med buske og træer. Dette spændende område er udførligt beskrevet på siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

Dansere med turban under en kamel-festival i byen Bikaner, Thar-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille hindupige i byen Jaisalmer, som ligger i hjertet af Thar-ørkenen, er iført sit fineste skrud, og en rød sløjfe er fastgjort til håret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Turbanklædte mænd i Thar-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muslimske kvinder fra landsbyen Bambara i hjertet af Thar-ørkenen, nær grænsen til Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vil du have en kat?” spurgte denne Malayalam-kvinde mig. – Kannimera Market, Thiruvananthapuram, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen udgjorde Ladakh en provins i den indiske delstat Jammu og Kashmir, men der var stor modstand mod denne ordning i befolkningen, som med rette følte sig uretfærdigt behandlet af det muslimske styre i Srinagar. Befolkning og sprog i Ladakh er af tibetansk afstamning, og den fremherskende religion er lama-buddhismen.

Den indiske regering har proklameret, at Ladakh fra d. 31. oktober 2019 udgør et unionsområde, administreret af centralregeringen i Delhi.

Tidligere var befolkningens vilje til at dele meget stor. Man havde fælles ansvar for rene vandløb, da vandet herfra blev anvendt i husholdningen. Under høsten hjalp hele landsbyen til, indtil alle havde fået høstet. Dette sympatiske særkende er dog stort set forsvundet, efter at området i 1972 blev åbnet for turisme. I dag hersker der – i hvert fald i byerne – en ganske almindelig forbrugerkapitalisme.

 

 

Ladakhisk kvinde, iført egnens traditionelle dragt, Leh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille pige nær Umlung, Markha-dalen, rider på sin bedstefars ryg. I Ladakh er bedsteforældre højt respekterede og deltager ofte i opdragelsen af deres børnebørn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dreng fra Markha-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne shaman fra Markha-dalen bærer egnens typiske høje filthat samt en rosenkrans med 108 perler, fremstillet af plantefrø. (108 er et helligt tal for buddhister). Officielt er ladakhiske shamaner buddhister, men deres praksis indeholder mange elementer fra den præ-buddhistiske religion i Centralasien, bon, som overvejende var animistisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ladakhiske kvinde fra Chyskylmo bærer to halskæder med koraller og andre halvædelstene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Holi er en hinduistisk forårsfest for hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uanset kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for Farvernes Fest.

I Charbhuja, Rajasthan, hvor billederne herunder blev taget, varer Holi ikke mindre end 15 dage, nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan, hvor mine egne ’farverige’ oplevelser også er omtalt.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne lille dreng spiser sukkerrør ved at bide den ydre hårde skal af, nær Mysore, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gujjar-Bakarwal er en stamme af muslimske kvægnomader, som bor i den indiske del af Himalaya. Skønt Rajaji-området i Uttarakhand blev udnævnt som nationalpark i 1993, lever disse folk her stadig. Ansatte inden for skovvæsenet ønsker dem forflyttet fra parken, da de hævder, at gujjarernes græssende dyr konkurrerer med de vilde græsædere, men ironisk nok ser det ud til, at de faktisk gavner det vilde dyreliv, da de holder krybskytter borte fra parken. Fx er antallet af asiatiske elefanter (Elephas maximus) i området steget i de senere år. Gujjarerne selv skader ikke dyrelivet, da de er vegetarianere.

 

 

Gujjar-Bakarwal-mand, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamilerne er et folk i Sydindien, som med et befolkningstal på omkring 76 millioner er det største blandt de dravidiske folkeslag. De udgør ca. 6% af hele Indiens befolkning, 15% i Sri Lanka, 6% i Mauritius, 7% i Malaysia og 5% i Singapore.

 

 

Denne tamilske politimand i Pondicherry (Puducherri), sydlige Indien, er iført den franske politi-kasket, kaldt kepi. Dette unionsterritorium var førhen en fransk koloni. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamilske børn i byen Valparai, West Ghats, Tamil Nadu (øverst), samt i byen Tarangambadi (Trankebar), Tamil Nadu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hindu-tigger med omhyggeligt redt hår og skæg, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tigger i Varanasi bærer en stor turban og er iført adskillige lag tøj som værn mod vinterkulden på de nordlige sletter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indonesien
Indonesien er hjemsted for en mangfoldighed af folkeslag af austronesisk, malajisk eller melanesisk oprindelse. Billederne herunder viser mennesketyper fra dette kæmpemæssige ørige.

 

 

Fortænderne på denne unge muslimske kvinde i byen Sapé, Sumbawa, er filet ned – måske et skønhedsideal på denne ø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Minangkabau-dreng er blevet oversprøjtet med mudder gennem sit arbejde i en rismark, Kotubaru, Sumatra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung mand fra Java. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hovedklædet hos denne muslimske kvinde på øen Lombok består af et smukt foldet håndklæde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung sømand ombord på en lokal type sejlbåd, øst for Sumbawa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en vandring op ad vulkanen Gunung Rinjani, Lombok, har vores kok Sutardi indsamlet vilde bregner, der skal anvendes som en del af vores aftensmad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung mand, Medan, Sumatra. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Batak er en gruppe af nært beslægtede austronesiske folkeslag, bl.a. Karo, Pakpak, Simalungun, Toba, Angkola og Mandailing, som lever i et stort område i den nordlige del af Sumatra, Indonesien. Mit kendskab til dette folk stammer fra et besøg omkring Toba-søen i 1975.

Flere billeder af Batak-folk kan studeres adskillige andre steder på denne hjemmeside, bl.a. under Folk: Børn verden rundt og Kultur: Musikere.

 

 

Batak-folk i området omkring Toba-søen, Sumatra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Irak

 

 

En araber nyder sit måltid, sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Småbørn i Hamar, sydlige Irak. Uanset hvor unge de er, er det ofte arabiske pigers pligt at tage sig af en af deres yngre søskende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dreng fra byen Dawaya, sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung mand, Chibayish, sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gennem tusinder af år levede et folk, Madanerne, i et stort sumpområde mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Deres levevis var fuldstændig tilpasset det våde element, hvor de færdedes i kanoer, byggede deres huse af tagrør på øer i sumpene, og fik deres udkomme ved risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt.

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti’s regime (1979-2003) gjorde en ende på denne livsform ved at lade sumplandet dræne – en hævnaktion, fordi Madanerne var på amerikanernes side under den Første Gulfkrig (1990-91).

Dette interessante vådområde er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

Dette billede af en Madan-fader med sin søn blev taget i 1977, inden ødelæggelsen af sumplandet påbegyndtes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iran

 

Lurerne er et folkeslag, som bor i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran. I 1973 tilbragte Arne Koch Christoffersen og jeg seks uger i dette område, idet vi boede tre uger hos Muhammed, som var leder af landsbyen Mirabad. Vore til tider ret groteske oplevelser hos Muhammed er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

 

 

Denne mand af lur-folket er iført egnens typiske filthue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Maria, 16-årig datter af Muhammed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mamakru, 12-årig søn af Muhammed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kenya

 

Kikuyu’erne er et Bantu-folk, som er hjemmehørende i Kenya. Deres antal er omkring 7 millioner, hvilket omtrent svarer til 17% af landets befolkning.

 

 

Unge Kikuyu-mænd fra Naivasha-søen (øverst) og Nyeri. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kalenjin er en gruppe folk af sydnilotisk oprindelse, som lever i det østlige Afrika, hovedsagelig omkring Rift Valley-området i Kenya. Deres antal er ca. 6,3 millioner. Et af disse folk er Pokot, der tæller omkring 900.000. De lever i det vestlige Kenya og det østlige Uganda.

 

 

Pokot-dreng, Cherangani-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kina
Langt størsteparten af kinesere er Han-kinesere, som udgør over 90% af befolkningen i Kina, foruden et stort antal, som er udvandret til andre lande. Officielt anerkender den kinesiske regering 55 etniske minoritetsfolk i kinesiske territorier, hvor de tilsammen udgør omkring 8.5% af befolkningen.

En mængde billeder af kinesiske minoritetsfolk kan studeres på siden Folk: Kinesiske minoriteter.

Billeder fra Tibet er vist særskilt under ‘Tibet’.

 

 

Den kinesiske biolog Li Ching viser en pragtfuld blomst af Magnolia liliflora, som vi fandt på bjerget Suei Gau Fong, Guizhou-provinsen. Vore oplevelser sammen med Li Ching er omtalt på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mor og søn med rhododendron-blomster, Wumeng Shan-bjergene, Guizhou-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En snavset lille pige nyder en flaske vand, Guizhou-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yunnan-provinsen i det sydvestige Kina er hjemsted for mindst 25 stammefolk, som ofte er iført farverige traditionelle dragter.

 

 

Denne unge kvinde af Bai-folket fra byen Dali poserer for turister, iført lokaldragt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført traditionel dragt opfører denne ældre kvinde af Naxi-folket en dans i byen Lijiang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kirgisien
Kirgiserne er en etnisk gruppe af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, som menes at nedstamme fra Yenisei-kirgiserne, der oprindeligt levede i det centrale Sibirien omkring Yenisei-floden. Senere spredtes dette folk til store dele af Centralasien, især til det område, der i dag hedder Kirgisien.

I 1876 overdrog kineserne dele af kirgisernes land til det russiske tzardømme. Efter den russiske revolution i 1919 overtog sovjetterne magten her, og et autonomt område ved navn Kara-Kyrgyz Autonome Oblast blev dannet under Sovjetunionen. I 1936 oprettedes en sovjetrepublik under navnet Kirgizskaya Sovetskaya Sotsialisticheskaya Respublika.

Som et resultat af det russiske overherredømme emigrerede mange russere til området, og i 1989 talte de omkring en million. Efter Sovjetunionens fald i 1991 opnåede Kirgisien uafhængighed, og størsteparten af russerne vendte tilbage til Rusland.

I dag tæller kirgiserne omkring 5 millioner mennesker, hvoraf 4,5 mio. lever i Kirgisien, som de deler med omkring 350.000 russere.

 

 

Et mindre antal kirgisere lever stadig som halvnomader i sommertiden. Dette ældre par blev fotograferet i Karakol-dalen i Tien Shan-bjergene. Bemærk mandens typiske hat, fremstillet af filt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Islamisk mullah (præst) i byen Karakol forklarer Islams grundregler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kirgisisk kvinde med børnebørn på et marked i Karakol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ældre russiske kvinde arbejder som turistguide i Karakol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malawi

 

Malawi-søen er den trediestørste sø i Afrika, 575 km lang, op til 85 km bred, og med et areal på ca. 23.000 km2 – godt og vel halvt så stor som Danmark. Den overvejende del af befolkningen i dette område udgøres af forskellige Bantu-folk, bl.a. Achewa’erne, som bor langs søens sydvestlige bred.

Mine oplevelser ombord på en færge på denne sø er beskrevet på siden Rejse-episoder – Malawi 1997: Tre dage med færge på Malawi-søen.

 

 

Achewa-mand med sin søn fra landsbyen Chembe, Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Achewa-mand, Chembe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Achewa-dreng bader nær Cape Maclear i det sydvestlige hjørne af søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Achewa-børn, Chembe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Malaysia

 

Borneos oprindelige befolkning omfatter en mangfoldighed af malajiske stammefolk, som med et fællesnavn kaldes for dayak’er. Mine oplevelser hos et af disse folk, punan’erne, er udførligt omtalt på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk.

 

 

Ældre mænd af Kayan-folket, Rajang-floden, Sarawak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dayak-drenge i landsbyen Belaga, Sarawak. En af dem har en smart frisure. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældre Punan-mænd, Sarawak. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dayak-stammekvinde, Belaga, Sarawak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille malaj-pige ombord på en færge, Tatau-floden, Sarawak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kinesisk dreng af Han-folket, Sarawak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myanmar

 

I Myanmar fremstilles en hvid pasta, kaldt thanaka, af grene fra træarten Murraya paniculata. Kvinder og børn smører denne pasta i ansigtet som værn mod den stærke sol. og den holder tillige huden glat.

 

 

Børn i det centrale Myanmar med thanaka-pasta i ansigtet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Namibia
Majoriteten af Namibias befolkning udgøres af forskellige Bantu-folk, hvoraf den største gruppe er Ovambo’erne, som udgør omkring halvdelen af befolkningen. Andre markante folk er Kavango, Herero, Damara og Caprivi.

Namibias fantastiske natur er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

Bantu-kvinder med halvædelstene, Spitzkoppe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepal
Nepal er hjemsted for mange forskellige folkeslag af mongoloid, arisk eller blandet oprindelse.

 

 

Da jeg ville fotografere disse småpiger i Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal, lavede en af dem grimasser for at gøre grin med mig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smådrenge, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pige, Pati Bhanjyang, Helambu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kathmandu-dalen er overvejende beboet af Newarer, et folk af blandet indo-europæisk og mongolsk oprindelse. Deres antal er omkring 1,3 mio.

 

 

Denne lille Newar-pige er i færd med at spise det hvide frugtkød af en litchi (Litchi chinensis), Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For omkring 500 år siden påbegyndte Sherpa’erne, en tibetansk stamme af kvægnomader, at vandre mod syd, hvor de slog sig ned i adskillige adskilte områder: Langtang, Helambu, Solu-Khumbu og Arun-dalen i Nepal, samt Darjiling i Indien. På tibetansk betyder ordet sherpa ‘en person fra øst’, hvilket hentyder til, at Sherpa’erne oprindeligt boede i det østlige Tibet. I dag omfatter de omkring 150.000 mennesker, og de taler stadig en tibetansk dialekt.

Sherpa’erne er lamaistiske buddhister, som fortrinsvis tilhører Nyingma-pa-sekten, også kaldt ’rødhattene’, fordi de højeste lamaer inden for denne sekt bærer røde hætter. Kvinder har en meget høj status blandt Sherpa’er, og sædvanligvis arrangeres bryllupper ikke af forældrene. Sherpa’er elsker at spise kød, men deres religion fordømmer det at dræbe ethvert levende væsen, så slagtningen foretages af ikke-buddhistiske tibetanere. Sherpa’er spiser kun husdyr, og vilde dyr lades normalt i fred i deres områder.

Blandt vesterlændinge kendes Sherpa’er især som glimrende guider og klatrere på bjergbestignings-ekspeditioner, og mange af dem har besteget Sagarmatha (Mount Everest) adskillige gange. I dag arbejder mange Sherpa’er i turistindustrien.

 

 

Det er åbenlyst, at denne ældre Sherpa-kvinde i Arun-dalen har haft et arbejdsomt liv, men hun har alligevel formået at ældes med ynde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Sherpa-kvinde breder sine varer ud til salg på det ugentlige lørdagsmarked i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Sherpa-kvinde, som besøger lørdagsmarkedet i Namche Bazaar, bærer en snor om halsen med en talisman og to stykker koral. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I trekking-sæsonerne om foråret og efteråret har denne unge Sherpa-pige fra Khumbu-området nemt ved at finde arbejde som bærer for turister. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I kølvandet på den kinesiske invasion af Tibet i 1950’erne flygtede tusindvis af tibetanere til Nepal og Indien. I dag udgør de et markant element af befolkningen i Nepal.

 

 

Denne lille tibetansk munk keder sig vist under en indvielsesceremoni i et tibetansk kloster nær Bodhnath-stupa’en i Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført en broderet hat besøger denne gamle tibetaner Bodhnath-stupa’en under Losar, det tibetanske nytår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den almindelige hilsen i de fleste egne af Himalaya er Namaste, hvilket løseligt oversat betyder ’Jeg hilser det guddommelige i dig’. Mens man hilser, samler man håndfladerne foran brystet eller ansigtet.

 

 

Namaste! Disse søde småbørn blev fotograferet i landsbyen Betrawati, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand fra landsbyen Gupha Pokhari i det østlige Nepal bærer en khukuri-kniv, som førhen var et traditionelt våben for Gurkha’erne og Kirati’erne. Bladet er krumt, og i dag tjener kniven utallige formål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drenge af den hinduistiske brahmin-kaste, Khewang, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tilskuer ved den tibetanske Yartung-festival, Muktinath, Mustang, Nepal. Emblemet på hatten siger: ‘Sheriff’s Deputy, Nassau County’ – en kommune på Long Island, New York. Hatten var formodentlig en gave fra en amerikansk turist. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den britiske entomolog Colin Smith (født 1936) viser spektakulære natsværmere, som han har indsamlet i Nepal. Han har boet i Nepal siden 1964 og har produceret store samlinger af sommerfugle og natsværmere. Billedet blev taget i Kathmandu i 2002. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Småbørn i Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nepaleser af kaukasisk afstamning aflægger besøg på det ugentlige lørdagsmarked i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Niger

 

Tuaregerne, som også kaldes bl.a. Kel Tamasheq, Imuhagh, Imazighen eller Itargiyen, er en stor gruppe folk af berber-oprindelse, som lever i den vestlige halvdel af Sahara, sydpå til Niger, Mali og Burkina Faso. De er ofte blevet benævnt ’det blå folk’ på grund af deres skik med at farve deres tøj med indigo, hvis blå farve smitter af på deres hud.

 

 

Denne tuareg traf jeg syd for byen Arlit. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Norge
Nordmænd, danskerne og svenskere nedstammer delvis fra vikingerne, som var søfarere af germansk afstamning, hvis erobringer og handelstogter i Vikingetiden (ca. 793-1066) er legendariske. Siden har indvandringer og talrige invasioner bevirket, at de nordiske folk i dag er af yderst blandet afstamning.

 

 

Skipperen på en turistbåd, Runde, vestlige Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pakistan

 

Baluchistan i det vestlige Pakistan er berømt for sin stolte og uafhængige befolkning, men også berygtet for sine røverbander. Under vores ophold i området i 1978 mødte vi imidlertid kun venlige og hjælpsomme folk.

Baluchistan er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Pakistan 1978: Møde med røvere.

 

 

Denne Balucher, iført egnens typiske hovedklæde, kom hen til os for at bede om vand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bondedrenge, Kot Sabzal, Sind. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sri Lanka

 

Veddaerne er Sri Lankas oprindelige befolkning, formodentlig en blandingsrace af negritoer og australoider. De blev fordrevet til afsidesliggende områder af invaderende singalesere – et folk fra Nordindien, som i det 6. århundrede f.Kr. erobrede det meste af øen og grundlagde en højt udviklet civilisation med adskillige konkurrerende kongedømmer. Veddaer og singalesere er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Sri Lanka 1974: Hos veddaerne.

 

 

Vedda fra landsbyen Pollebedda, syd for Maha Oya, østlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vedda-børn, Pollebedda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesere i forskellige aldersklasser, Panadura, sydlige Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesisk pige væver, Hikkaduwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesiske fiskere på øen Karativu, nær Kalpitiya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesisk kvinde, Anuradhapura. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesiske soldater gør tjeneste i Jaffna. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesiske skønheder af forskellig alder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gamle fisker, som jeg traf ved Bolgoda-søen i det sydvestlige Sri Lanka, mistede alle sine fingre, da han fiskede vha. dynamit – en almindeligt anvendt, men ulovlig praksis. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille singalesisk pige, Ohiya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamilerne i Sri Lanka nedstammer fra indbyggere i det tidligere Jaffna Kongedømme i den nordlige del af øen, samt fra Vannimai-høvdingedømmer i den østlige del. Forskning har påvist, at tamiler har boet på øen ihvertfald siden omkring det 2. århundrede f.Kr.

 

 

Gammel tamil med en avanceret frisure, Dambulla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taiwan

 

Hovedparten af befolkningen i Taiwan praktiserer en religion, som er en besynderlig blanding af buddhisme og daoisme, beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. Talrige billeder af deres kunst ses på siderne Kultur: Folkekunst i Taiwan, samt Kultur: Taiwanesiske stammefolks kunst.

 

 

Fiskere, Siao Liouchou Island, sydlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guo-chin Jiang nyder en is. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en forestilling i Taichung er denne kvindelige akrobat sminket som en abe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge mænd, udklædt som djævlelignende, godartede væsner, kaldt Bajiajiang, praktiserer ofte kung-fu under daoistiske optog i Taiwan. De fleste daoister betragter disse mennesker som værende besat af de forskellige guder og ånder.

 

 

Unge mænd, udklædt som Bajiajiang, deltager i daoistiske optog. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en opvisning i Taichung er ansigtet hos dette kvindelige medlem af gruppen Chio-Tian Folk Drums & Arts Troupe bemalet som en Bajiajiang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under et daoistisk optog i Taichung danser kvinder med blomsterkurve foran en butik, hvilket efter sigende skulle bringe økonomisk fremgang for ejeren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført tempelklæder og -hatte deltager disse ældre mænd på øen Siao Liouchou i det sydlige Taiwan i den daoistiske Boat Burning Festival, som er til ære for Pestens Gud, Wang-yeh. Denne festival er nærmere beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille dreng holder sig for ørerne, da fyrværkeri eksploderer under en daoistisk højtid i byen Pitou, hvor man fejrer modergudinden Mazu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældre par, Wufong, syd for Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Taiwan er hjemsted for en mangfoldighed af stammefolk af malajisk oprindelse, som levede her, længe inden kinesiske folkeslag indvandrede til øen. I dag udgør disse indfødte folk omkring 600.000 mennesker, hvilket svarer til ca. 2,5% af landets befolkning. De omfatter bl.a. Amis-folket, der især lever langs østkysten og tæller ca. 180.000 personer, samt Bunun-folket, som omfatter ca. 50.000, der hovedsagelig lever i bjergene i den centrale del af øen.

Billederne nedenfor er fra et marked i landsbyen Dilih, centrale Taiwan, hvorfra der solgtes souvenirs, som var fremstillet af indfødte folk.

 

 

Denne kvinde af Amis-folket bærer et hovedsmykke af perler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Bunun-mand i Dilih bærer et vævet pandebånd, hvortil er fastgjort opsatsen af en Reeves’ muntjak (Muntiacus reevesi ssp. micrurus). Førhen var de indfødte folk i Taiwan ivrige jægere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Bunun-kvinde er ligeledes pyntet med et hovedsmykke af perler, Dilih. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bunun-pige, Dilih. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tanzania

 

 

Venlig skolelærer på øen Kwale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thailand

 

 

Ung mand, Bangkok. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tibet

 

I sommeren 1987 tilbragte jeg adskillige uger i Tibet, et barsk land med en indtagende befolkning. Mine til tider ret groteske oplevelser i dette betagende land er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

I de senere år er det blevet en almindeligt anvendt taktik af den kinesiske regering at ‘kinesisere’ autonome områder gennem at bosætte kæmpestore antal af Han-kinesere i disse områder. I dag bor der flere Han-kinesere end tibetanere i Tibet, og fra at være typisk tibetanske med smukke gamle huse er byerne ændret til at være typisk kinesiske med grimme betonbygninger. Ethvert forsøg fra tibetanernes side på at modarbejde denne praksis bliver ignoreret af den kinesiske regering, som hævder, at tibetanerne udgør et mindretal. Og det i deres eget land!

 

 

Disse mænd af Khampa-folket arbejder som bærere i byen Khasa (Zhangmu). Mænd af dette folk pynter ofte deres hår med røde tøjstykker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne dreng i Shigatse er iført et naturligt ’halstørklæde’ – bestående af snavs! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ældre mand fra byen Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dreng, Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Han-kinesiske dreng i Shigatse bærer sin yngre bror på ryggen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrkiet
Majoriteten af Tyrkiets befolkning er tyrkere, et folk af centralasiatisk herkomst, som indvandrede til det nuværende Tyrkiet fra 1000-tallet og frem.

 

 

Tidligere var mænd i landlige egne af Tyrkiet alle iført en typisk kasket. Disse billeder blev taget i 1973, og i dag er denne kasket et langt sjældnere syn. – Samsun, Sortehavskysten (øverst), samt Taurus-bjergene i det sydlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pamukkale er et stort område i det vestlige Tyrkiet, hvor vand med opløst kalciumbikarbonat løber ned over en skrænt over en bred front. Her udfældes mineralet, og med tiden er opstået talrige blålig-hvide terrasser, nogle tørre, andre indeholdende damme med lavt vand.

 

 

Denne dreng nyder et bad i en naturlig dam på en terrasse med udfældet kalciumbikarbonat, Pamukkale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kurderne er et stolt folk, som taler et indoeuropæisk sprog, beslægtet med iransk. Tidligere var mændene iklædt deres oprindelige dragt, som bestod af en jakke og posede bukser. Over skulderen bar de fleste et bandolér med indsatte riffelpatroner. Kvinderne var iført sorte dragter og hovedklæder.

Førhen var en mindre del af kurderne fastboende bønder, men de fleste var nomader, som strejfede rundt med deres fåre- og gedeflokke i bjergene i det østlige Tyrkiet, nordøstlige Syrien, nordlige Irak, nordvestlige Iran, samt de tilstødende egne af Kaukasus. Opdelingen i nomader og bofaste var til fordel for begge parter. Der foregik en ivrig handel mellem dem, hvor kornprodukter og grønsager blev udvekslet med kød, filt og uld. I dag er langt de fleste kurdere bofaste.

Kurdernes triste skæbne er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”

 

 

Denne kurder er fra byen Silvan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

USA

 

 

Denne mand i ‘Det levende Museum’ i Jamestown, Virginia, er udklædt som en britisk soldat under den amerikanske revolution. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I september 2001 viste en udendørs forestilling ved Fort Ticonderoga, New York, scener fra den amerikanske revolution. Her marcherer en lille dreng i ‘oprørsstyrkerne’, mens han spiller på fløjte. Andre billeder fra denne forestilling er vist på hjemmesidens engelske del, under Novel: Rose of the Revolution. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zambia
Hovedparten af befolkningen i Zambia er forskellige Bantu-folk. Billederne nedenfor viser to af disse folk fra den nordligste del af landet, Unga og Bena Kabende. Unga-folket, som lever i de store Bangweulu-sumpe, er nærmere præsenteret på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen, mens andre billeder af Bena Kabende-folk vises på siden Folk: Kvinder udgør mere end den halve verden.

 

 

Unga-kvinder, Bangweulu-sumpene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unga-mænd, Bangweulu-sumpene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bena Kabende-kvinde, Mushili. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung Bena Kabende-moder, Manokola. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge mænd og drenge af Bena Kabende-folket, Samfya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zimbabwe
Shona’erne er et Bantu-folk, der fortrinsvis lever i Zimbabwe, hvor de udgør langt den største etniske gruppe på mindst 11 millioner.

 

 

Shona-politimand, Harare. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dyr

 

Pattedyr

 

Bovidae Skedehornede
Denne store familie, der rummer omkring 47 slægter og ca. 143 arter, består af klovbærende drøvtyggere, bl.a. kvæg, antiloper, får og geder.

 

Aepyceros melampus Impala
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Impala-han, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Antidorcas marsupialis Springbuk
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Springbuk, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bos bison Amerikansk bison
Dette dyrs triste skæbne er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

 

En tyr af amerikansk bison gnubber sig på en hegnspæl, Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bos taurus Tamkvæg
Tamkvæg, inklusive pukkeloksen, er omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Portræt af en pukkelokse, mørk form, Jaisalmer, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langhornet Ankole-kvæg, en indfødt kvægtype fra Afrika syd for Sahara, Mubende, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn fortæller, stammer skotsk højlandskvæg fra det skotske højland, eller måske fra de Ydre Hebrider. Det blev nævnt for første gang i 500-tallet. På skotsk hedder denne race Heilan coo (’højlandsko’), tydeligvis et navn af nordisk oprindelse. Den er karakteriseret ved sine lange horn og bølgende pels, som forekommer i en række farver, bl.a. rød, ingefærfarvet, sort, mørkebrun, gul, hvid eller grå. Denne lange pels gør den i stand til at tilbringe den barske skotske vinter udendørs. Racen opdrættes især for sit kød, som værdsættes på grund af det lave indhold af kolesterol, og også for mælken, som har et højt fedtindhold.

I dag er skotsk højlandskvæg udbredt i en lang række lande verden rundt.

 

 

Skotsk højlandskvæg, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Capra ibex Alpe-stenbuk
På et tidspunkt var dette prægtige dyr næsten blevet udryddet på grund af overdreven jagt, og det overlevede kun i få og små bestande i det nordlige Italien. På grund af artens alarmerende tilbagegang, oprettede Victor Emmanuel, senere konge af Italien, i 1856 det kongelige jagtreservat Gran Paradiso, og et korps af vildtbetjente beskyttede dyrene. I 1920 forærede Kong Victor Emmanuel d. 3. de oprindelige 21 km2 til staten, og området blev Italiens første nationalpark i 1922. På trods heraf fortsatte krybskytteriet, og i 1945 var der kun 419 individer tilbage. Siden er bestanden i parken vokset til de nuværende omkring 4000 dyr. Arten er blevet genindført mange steder i Alperne, samt til Bulgarien og Slovenien.

Om sommeren lever alpe-stenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

 

 

Han af alpe-stenbuk med et øremærke, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Connochaetes taurinus Oksegnu, blå gnu
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Oksegnu, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kobus ellipsiprymnus Vandbuk
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Han af ellipsevandbuk, underarten ellipsiprymnus, tygger drøv, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 


Han af østafrikansk defassa-vandbuk, underarten harnieri, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kobus kob Kob
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Han af Uganda kob, underarten thomasi, hviler sig i højt græs, Queen Elizabeth National Park, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nilgiritragus hylocrius Nilgiri-tahr
En sjælden fåreart, som kun lever i bjerge i Sydindien og kun tæller omkring 3,100 dyr. Tidligere var denne art placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr (H. jemlahicus) og arabisk tahr (i dag kaldt for Arabitragus jayakari). Nylig genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

Andre billeder af denne art er vist på siden Natur-citater.

 

 

Eravikulam Nationalpark i Kerala, hvor dette billede blev taget, er et kærneområde for Nilgiri-tahr, idet den huser mellem 700 og 800 dyr – omkring en fjerdedel af verdensbestanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oreamnos americanus Sneged
Trods navnet er denne art ikke en ægte ged af slægten Capra, men er nærmere beslægtet med serow (Capricornis), goral (Naemorhedus) og gemse (Rupicapra), en gruppe, der til tider benævnes gede-antiloper. Den er endemisk i bjergområder i den vestlige del af Nordamerika, fra det sydlige Alaska mod syd gennem det vestlige Canada til Oregon, det nordlige Nevada, Utah og Colorado.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og amnos (‘lam’), således ‘bjerg-lam’, hvilket formodentlig hentyder til artens hvide pels.

 

 

Tillidsfuld hun af sneged, Mount Rushmore, Black Hills, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ovis canadensis Tykhornsfår
Tre underarter af dette imponerende dyr er vidt udbredt i bjergegne i det vestlige Nordamerika, fra British Columbia og det vestlige Alberta mod syd gennem Rocky Mountains og Sierra Nevada til Baja California, det nordvestlige Mexico og det sydvestlige Texas, så langt mod øst som til North og South Dakota. Arten var engang meget talrig, men bestanden er blevet stærkt reduceret på grund af overdreven jagt samt introduktion af sygdomme fra kvæg og får.

Ørken-tykhornsfåret, underarten nelsoni, er vidt udbredt i ørkenområder i det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico. Denne race er nærmere omtalt på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

Vædder af ørken-tykhornsfår, underarten nelsoni, Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Raphicerus campestris Steinbok
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

En hun af steinbok æder af en busk, Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tragelaphus scriptus Skriftantilope
Denne antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

Hun af skriftantilope, Victoria Falls Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Camelidae Kameler
Kamelernes oprindelse og tilknytning til mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

Camelus dromedarius Dromedar
Denne art er uddød i vild tilstand, men er vidt udbredt som tamdyr, fra Indien gennem Mellemøsten til den Arabiske Halvø, Egypten, Somalia og det nordlige Kenya. Den blev sandsynligvis først tæmmet i Somalia eller det sydlige Arabien, omkring 3000 f.Kr.

 

 

Portræt af en dromedar, Jaisalmer, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pyntet dromedar ved en kamel-festival, Bikaner, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drøvtyggende dromedar, Thar-ørkenen, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når en dromedar-tyr er i brunst, står fråden ud af munden på den. – Bikaner, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Canidae Hundefamilien
Denne familie er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

Canis lupus ssp. familiaris Tamhund
Hundens oprindelse og dens tilknytning til mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Denne hund i Guiyang, Guizhou-provinsen, Kina, har måske gener fra tibetansk spaniel og sandsynligvis også fra pekingeser på grund af det meget kraftige underbid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeg spurgte ejeren af denne lille terrier i Taichung, Taiwan, hvorfor den bar solbriller. Hun svarede, at det var for at undgå, at den fik grå stær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den lavbenede gravhund blev udviklet til at jage ræve og grævlinger ud af deres grave, så jægerne kunne skyde dem. I Amerika er de også blevet anvendt til at jage præriehunde ud af deres grave. Denne race forekommer i tre former: glathåret, langhåret og ruhåret.

 

 

Ruhåret gravhund, Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Samojedespidsen opstod blandt det nomadiske Samojedefolk i Sibirien, dels til at trække slæder og dels til at hjælpe til med at drive rensdyr sammen. I dag er den en meget populær familiehund i Vesten.

 

 

Samojedespids, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhodesisk ridgeback er en stor hunderace, der opstod som en krydsning mellem Khoikhoi-folkets jagthunde, der havde en hårkam (‘ridge’) hen langs ryggen, samt europæiske hunde, som Boer-nybyggerne bragte til Kap-kolonien i Sydafrika. Navnet blev indstiftet i 1922 i Bulawayo, Sydrhodesia (i dag Zimbabwe).

 

 

Hvalp af rhodesisk ridgeback gnaver på et ben, Keetmanshoop, Namibia. Bemærk hårkammen hen langs rygraden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De almindeligste herreløse hunde i Taiwan, kaldt Taiwan-hunde, eller somme tider Takasago-hunde, er resultatet af indfødte Formosa-jagthunde, som har blandet blod med indførte hunderacer. Taiwan-hunde er normalt sorte eller brune, eller en blanding af de to.

 

 

I anledning af det kinesiske nytår er et rødt klæde bundet om halsen på denne ca. 12 uger gamle Taiwan-hvalp. En rød kuvert er fastgjort til klædet, hvorpå man har skrevet wang-wang. Både den røde farve og teksten er udtryk for gode ønsker for fremtiden. Samtidig er wang-wang en efterligning af en hunds gøen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canis mesomelas Skaberaksjakal
En ret almindelig art i to vidt adskilte områder af Afrika, nemlig fra Sudan og Uganda mod syd til det nordlige Tanzania, samt i det sydlige Afrika, fra Angola og Zimbabwe mod syd til Sydafrika.

Forstavelsen skaberak- kommer af det tyrkiske ord çaprag, oprindelig et dækken, ofte af lammeskind, som blev lagt over en hestesaddel eller en oppakning på hesten. Nu hentyder ordet mere til et udsmykket hestedækken til brug under opvisninger. Sjakalen fik dette navn på grund af dens mørke farve på ryggen, der kan minde om et dækken. Undertiden er dette parti nistret af lysere hår, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’).

 

 

Hvilende skaberaksjakal, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lycaon pictus Hyænehund
Disse fascinerende hunde er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hyænehunde – savannens nomader.

 

 

Hyænehunden er en formidabel jæger, udstyret med kraftige kæber og lange ben. Den kan løbe op mod 60 km/t. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cercopithecidae Hundeaber, marekatte m.fl.
Alle arter nedenfor er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

Macaca fascicularis Langhalet makak

 

 

Langhalet makak, Wenara Wana-templet (populært kaldt ’Monkey Forest’), Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Macaca mulatta Rhesusabe

 

 

Denne rhesusabe blev fotograferet ved det buddhistiske tempel Swayambhunath i Kathmandu, Nepal, hvor to flokke af disse aber holder til. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papio anubis Grøn bavian

 

 

Han af grøn bavian, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papio cynocephalus Gul bavian

 

 

Han af gul bavian, Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Piliocolobus kirkii Zanzibar rød colobus

 

 

Denne Zanzibar rød colobus er i færd med at æde blade af træarten Terminalia catappa, Zanzibar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Semnopithecus schistaceus Lysarmet langur

 

 

Den lysarmede langur kendes nemt på sin kraftige, lysegrå pels samt den store hvide hårkrans omkring det kulsorte ansigt. Disse blev fotograferet nær søen Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Theropithecus gelada Gelada-bavian

 

 

I Simien-bjergene er gelada-bavianen ret almindelig i visse områder. Dette billede, som viser en hun, er fra Gosh Meda. På brystet har hanner såvel som hunner en nøgen rød hudplet, som har givet anledning til det alternative engelske navn bleeding-heart monkey (’aben med det blødende hjerte’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cervidae Hjorte
Et større antal hjortearter, bl.a. de tre nedenfor, er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

Axis axis Axishjort

 

 

Han af axishjort drikker af et vandhul, Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cervus canadensis Wapiti

 

 

Hvilende wapiti han, Fort Niobrara Wildlife Refuge, Nebraska, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rusa unicolor Sambarhjort

 

 

I Maha Eliya Thenna Nationalpark (Horton Plains) i det centrale Sri Lanka har sambarhjortene vænnet sig til turister, som denne, der roligt blev stående, selv om jeg befandt mig mindre end 10 m borte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echimyidae Pigrotter
En stor familie med 27 slægter og omkring 100 arter, hovedsagelig udbredt i Sydamerika, men med nogle arter i Mellemamerika og Caribien.

Familienavnet er afledt af oldgræsk ekhinos (‘pindsvin’, ‘søpindsvin’) og mys (‘mus’), hvilket hentyder til, at mange af arterne har pigge eller stive hår på kroppen, som tjener til beskyttelse.

 

Myocastor coypus Sumpbæver
Denne art er vildtlevende i vådområder i den sydlige halvdel af Sydamerika, men på et tidligt tidspunkt blev den indført til Nordamerika, Europa og Japan som pelsdyr. Siden da er den utallige gange undsluppet og har mange steder formået at danne vildtlevende bestande. Arten betragtes som et skadedyr, da den konkurrerer med – og somme tider fordriver – indfødte arter. Endvidere underminerer den diger og flodbredder, ødelægger vandingskanaler, gnaver huller i huspaneler etc.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mys (‘mus’) og kastor (‘bæver’), hvilket sigter til dens lighed med bæverne (Castor).

 

 

Sumpbæver, undsluppet på Avery Island, Louisiana, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elephantidae Elefanter
Elefanterne og deres triste skæbne er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

Elephas maximus Asiatisk elefant

 

 

Græssende tyr af asiatisk elefant, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. Bemærk, at der siver sekret ud fra kirtlen foran øret, hvilket fortæller, at den er i brunst, kaldt musht. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hun af asiatisk elefant i et opdrætningscenter for elefanter, nær Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Loxodonta africana Afrikansk elefant

 

 

Afrikansk elefant æder græs, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Læg mærke til, at den kun har én stødtand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne afrikanske elefant har oversprøjtet sig med mudder som beskyttelse mod bidende insekter, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Equidae Heste
Oprindelsen af heste, æsler og zebraer er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

Der findes 3 arter af zebra, som lever i Afrika, 3 arter af vildæsel, som lever i Asien og Afrika, samt en enkelt hesteart, som uddøde i vild tilstand, men er blevet genindført til Mongoliet. Forvildede flokke af tamheste findes mange steder verden rundt.

De tre zebra-arter er nærmere beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

Equus ferus ssp. caballus Tamhest
I Europa blev den ægte vildhest, tarpanen (Equus ferus ssp. ferus), udryddet af jagt, og den sidste døde i en russisk zoologisk have i 1909. En anden underart, Przewalskis hest (E. ferus ssp. przewalskii), opkaldt efter den russiske geograf Nikolai Przewalski, overlevede kun i spredte flokke på de enorme græsstepper i Ukraine, Kazakhstan og Mongoliet. Man har forsøgt at genskabe tarpanen ved at krydse Przewalski-heste med forskellige ældgamle, primitive racer af tamhesten, hvilket har resulteret i tarpan-lignende heste, fx Konik-hesten. I dag er flokke af disse ‘primitive’ heste blevet løsladt adskillige steder i Europa.

Tæmningen af vildhesten er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Konik-hesten minder om den uddøde tarpan, bortset fra den lange manke. Denne hesterace lever i halvvild tilstand i naturreservatet Oostvardersplassen, Flevoland, Holland, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn fortæller, stammer den belgiske hest fra Belgien. Den er en af de stærkeste hesteracer.

 

 

Belgiske heste, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et muldyr er en krydsning mellem et hanæsel og en hoppe. Dette blev observeret i byen Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Equus quagga Savannezebra

 

 

Hvilende savannezebra af underarten chapmani, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen blev savannezebraen i Namibia betragtet som en særlig underart, antiquorum. Nylige studier har imidlertid påvist, at den genetisk er identisk med Burchells zebra, underarten burchelli, som tidligere blev anset for at være uddød. Da underarten burchelli blev beskrevet før antiquorum, har dette navn fortrinsret, og savannezebraerne i Namibia kaldes nu for Equus quagga ssp. burchelli. Efter at quagga’en, underarten quagga, blev udryddet sidst i 1800-tallet, er Burchells zebra den mindst stribede af de overlevende underarter.

 

 

Burchells zebra, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erithizontidae Træpindsvin
Disse dyr, der omfatter 19 arter i 3 slægter, lever fortrinsvis i Sydamerika, med nogle få arter i Mellemamerika og en enkelt art i Nordamerika (nedenfor).

 

Erethizon dorsatum Nordamerikansk træpindsvin
Dette markante dyr, hvis krop er dækket af op mod 30.000 pigge, er den næststørste gnaver i Nordamerika, kun overgået af bæveren (Castor canadensis). Den bliver op til 90 cm lang, ikke medregnet halen, der kan blive op mod 30 cm lang. Dyret er ret tungt, med en vægt på omkring 7-10 kg, til tider mere.

Denne art, opdelt i 7 underarter, forekommer i størsteparten af subarktiske områder af Alaska og Canada og fortsætter udbredelsen ned gennem den vestlige del af USA til det nordligste Mexico, og i de østlige stater findes den især ned langs Appalachians mod syd til Pennsylvania.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erethizein (‘at irritere’), hvilket sigter til piggene, artsnavnet af latin dorsatus (‘med en kam’). Navnet kan således løseligt oversættes til ‘dyret med den irriterende ryg’.

Trods navnet er træpindsvin ikke nært beslægtet med hverken pindsvin (Erinaceus) eller hulepindsvin (Hystrix).

 

 

Et nordamerikansk træpindsvin kan have op mod 30.000 pigge. Denne blev observeret nær Bend, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Felidae Katte
Denne familie er udbredt over størsteparten af kloden, kun manglende i den australske region, polarområderne og Madagascar. Den er opdelt i to underfamilier, Felinae med omkring 32 overvejende mindre arter, samt Pantherinae med 7 overvejende store arter.

Sneleoparden (Panthera uncia) er omtalt på siden Dyreliv: Dyrespor, mens den triste skæbne, der er overgået tigeren (P. tigris), er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

Acinonyx jubatus Gepard
Klodens hurtigste pattedyr, som under jagt ofte løber med hastigheder op til 64 km/t, mens den under spurter kan accelerere op til 112 km/t over korte afstande. På grund af denne egenskab blev den tæmmet så tidligt som i det 16. århundrede f.Kr. i Egypten, og senere også i Indien, for at blive anvendt under jagter.

Denne art lever fortrinsvis på savanner, men findes også i forskellige åbne skovtyper. Der anerkendes fire underarter. Nominatracen jubatus forekommer fra Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige og sydlige Afrika til Namibia og Sydafrika. Den er blevet udryddet i Zaire, Rwanda og Burundi. Bestanden er blevet anslået til omkring 5000 individer.

Udbredelsen af underarten soemmeringii er begrænset til den nordøstlige del af Afrika, hvor den findes i Sydsudan, Ethiopien og Eritrea.

Med en total bestand på under 250 dyr er underarten hecki opført som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste. Den har en spredt forekomst med bittesmå bestande i den sydlige del af Algeriet, samt i Niger, Burkina Faso og Benin.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, begrænset til Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2017 blev vurderet til at være på under 50 dyr, som lever spredt på Irans centrale plateau. Førhen var denne underart udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien.

I 2016 blev verdensbestanden af gepard anslået til omkring 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med den illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk akinitos (‘ubevægelig’) samt onyx (‘negl’ eller ‘hov’), således ‘ubevægelig negl’, hvilket sigter til, at geparden, ulig andre kattearter, er ude af stand til at trække kløerne ind. Artsnavnet kommer af latin iuba (‘manke’ eller ‘top’) samt‎ atus (‘lig’), altså ‘med noget der ligner en manke’, hvilket hentyder til den store manke hos gepardkillinger under 3 måneder gamle. Denne manke camouflerer killingerne, når de efterlades i tæt vegetation af deres moder, når hun skal ud at jage.

 

 

Hvilende gepard, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Felis catus Tamkat
Tamkatten er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Killinger, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Felis libyca Afrikansk vildkat
Trods navnet findes denne lille kat ikke kun i Afrika, hvor den er vidt udbredt, men har tillige en pletvis udbredelse på den Arabiske Halvø, samt i Mellemøsten, det nordvestlige Indien og Centralasien, mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina.

Førhen blev den regnet for at være forskellige underarter af den europæiske vildkat (F. silvestris), men i dag betragter de fleste autoriteter den som en selvstændig art med 3 underarter, nominatracen i det nordlige Afrika, cafra i det sydlige Afrika, samt ornata i Asien. Mange andre underarter (eller endog arter) er blevet beskrevet ud fra skind, der nu betragtes som tilhørende afrikansk vildkat.

 

 

Afrikansk vildkat, underarten cafra, hviler i græs på en savanne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leopardus pardalis Ocelot
Denne mellemstore kat kan blive næsten 1 m lang og veje op mod 16 kg. Den er udbredt fra de sydligste egne af Arizona og Texas mod syd gennem det vestlige og østlige Mexico og videre gennem Mellemamerika til det sydlige Peru og det nordlige Argentina. Artens foretrukne habitat er nær vådområder med tæt vegetation.

Bestandene går tilbage over store dele af dens udbredelsesområde, hvilket skyldes jagt, ødelæggelse af levesteder samt trafikdrab.

 

 

Hun af ocelot i fangenskab, Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panthera leo Løve
Løver lever i flokke, bestående af hunner og ungdyr, samt en enkelt eller flere hanner. Er der mere end én han, er de brødre eller halvbrødre. Selv om hannerne ofte ikke deltager i jagten, vil de på grund af deres styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, hvis dette ikke er stort nok til at føde hele flokken.

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

Gylden kat i gyldent græs. – Hanløve, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hanløve i Serengeti Nationalpark har en usædvanlig stor manke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panthera pardus Leopard
Denne store kat er vidt udbredt, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem dele af Kina og Sydøstasien til Indonesien og videre mod vest gennem det indiske subkontinent til Mellemøsten, samt i størsteparten af Afrika syd for Sahara. Den har tilpasset sig til at leve i mange forskellige habitater, fra tropiske jungler til halvørken og bjerge, ja selv landbrugsland nær landsbyer.

Mere om leoparder kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber, hvor der bl.a. berettes om en frygtet menneskeædende leopard i Nordindien.

 

 

Leopard, Chief’s Island, Okawango, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne leopard døser efter at have forædt sig på en hvidskægget gnu (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Giraffidae Giraf og okapi
Denne familie rummer kun to overlevende arter, giraffen (herunder) samt okapien (Okapia johnstoni), der er begrænset til den østlige del af Zaire.

 

Giraffa camelopardalis Giraf
Den høje og tilsyneladende klodsede giraf var engang udbredt overalt i Afrika, med undtagelse af regnskovsområder, men den er aftaget med alarmerende hast, og i dag er der måske under 100.000 individer tilbage.

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Navnet giraf er afledt af det arabiske ord zarafah, som betyder ’den, der går hurtigt’. Det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin alis (‘-lignende’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

 

 

Omtrentlig udbredelse af de 9 underarter af giraf. (Lånt fra Wikipedia)

 

 

Den vestafrikanske giraf, underarten peralta, er den blegeste af de 9 underarter. Den er udryddelsestruet, da der kun findes omkring 400 i spredte flokke i det sydlige Niger og det nordlige Cameroun. Denne blev observeret i Waza Nationalpark, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Netgiraffen, underarten reticulata, er udbredt i det sydligste Ethiopien, det nordøstlige Kenya og det sydvestlige Somalia. Disse billeder er fra Buffalo Springs Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De mørke pletter på Masai-giraffen, underarten tippelskirchi, har et meget uregelmæssigt, ‘takket’ omrids. Denne underart er udbredt i Tanzania og det sydligste Kenya, her fotograferet i Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Girafferne i Arusha Nationalpark i det nordlige Tanzania er sandsynligvis Masai-giraf, men nogle autoriteter betragter dem som hybrider mellem netgiraf og Masai-giraf, kaldt for Galana-giraf. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Angola-giraffen, underarten angolensis, også kaldt for Namibia-giraf, findes i det nordlige Namibia og Botswana, samt i den sydvestlige del af Zambia og den vestligste del af Zimbabwe. Denne æder af en akacie på Chief’s Island, Okawango, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Føl af Angola-giraf, Chief’s Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hippopotamidae Flodheste
En lille familie med kun to overlevende arter. Flodhesten (nedenfor) og dens mindre slægtning, dværgflodhesten (Choeropsis liberiensis), er begge beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Flodhesten – dyret der lever på begge sider.

 

Hippopotamus amphibius Flodhest

 

 

Flodheste kan knuse en kano med et enkelt bid af deres enorme kæber. – Banagi-floden, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leporidae Harer og kaniner
Denne familie rummer over 60 arter, hvoraf omkring 32 tilhører slægten Lepus (ægte harer). Medlemmer af familien findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, skønt de er blevet indført til Australien. Familienavnet betyder ‘de som ligner lepus’, hvor lepus er det klassiske latinske ord for hare.

 

Lepus europaeus Hare
Denne art er hjemmehørende i størsteparten af Europa og Mellemøsten og derfra mod øst i et bælte gennem asiatiske steppeområder til Mongoliet. Den er også blevet indført til andre egne, bl.a. England, Australien, New Zealand og den sydlige del af Sydamerika. I Danmark er den ret almindelig i de fleste egne, men nogle bestande suppleres med udsatte harer med henblik på jagt.

 

 

Denne hare trykker sig i sædet i en strandeng, Langli, Ho Bugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Otariidae Øresæler
Som deres navn antyder, har disse sæler en lille udvendig øreflap, hvilket adskiller dem fra de ægte sæler, familien Phocidae, samt hvalrossen (Odobenus rosmarus). Øresæler omfatter søløver og søbjørne, sidstnævnte også kaldt pelssæler, i alt 7 slægter med 15 arter, der forekommer i hele Stillehavet samt i de sydlige dele af Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Derimod findes de slet ikke i den nordlige del af Atlanten.

 

Arctocephalus pusillus Brun søbjørn, brun pelssæl
Der findes to vidt adskilte bestande af denne art, den sydafrikanske søbjørn, underarten pusillus, samt den australske søbjørn, underarten doriferus.

Den sydafrikanske underart er udbredt langs kysterne af det sydlige Afrika, fra Ilha dos Tigres i det sydlige Angola sydpå langs Namibias kyst til Algoa-bugten i Sydafrika, mens den australske underart lever i sydøst-australske farvande, langs kysterne af Tasmanien, New South Wales, Victoria og Syd-Australien, med den største koncentration i Bass-strædet.

Artens foretrukne ynglebiotop er klippefyldte kyster samt grus- og stenstrande. Bestanden af sydafrikansk pelssæl er omkring 2 millioner, mens den australske tæller omkring 120.000. (Kilde: iucnredlist.org/details/2060/0)

 

 

Han af sydafrikansk søbjørn, omgivet af hunner og unger, Cape Cross, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sovende hun af sydafrikansk søbjørn, Cape Cross. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eumetopias jubatus Nordlig søløve
Denne art, også kaldt Stellers søløve, lever i den nordlige del af Stillehavet, fra den russiske øgruppe Kurillerne mod nord til Alaska-havbugten og derfra mod syd til det centrale Californien. Denne art er den største blandt øresælerne (Otariidae) og det eneste medlem af slægten Eumetopias.

Navnet Stellers søløve blev givet til ære for den tyske naturhistoriker, læge og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), som beskrev arten i 1741. Han deltog i den 2. Russiske Kamchatka-ekspedition, ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering (1681-1741).

 

 

Hun af nordlig søløve, Oregon, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pongidae Menneskeaber

 

Pongo pygmaeus Borneo-orangutan
Denne art er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

I 1985 besøgte jeg Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah, hvor forældreløse orangutan-unger optrænes til et liv i vild tilstand. I mangel af en moder skaber de ofte tætte bånd til hinanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Procaviidae Klippegrævlinger
Klippegrævlinger (Procavia) og trægrævlinger (Dendrohyrax) udgør to slægter i Procaviidae, den eneste overlevende familie i ordenen Hyracoidea. Disse dyr minder om store marsvin, men deres nærmeste nulevende slægtninge er fakstisk elefanter.

 

Dendrohyrax arboreus Sydlig trægrævling
Trægrævlinger, som omfatter tre arter, er udbredt i Afrika syd for Sahara. Sydlig trægrævling er hjemmehørende i det østlige Zaire, sydlige Uganda og sydlige Kenya mod syd til det østlige Angola, Zambia og det nordlige Mozambique, med to isolerede forekomster i det sydlige Mozambique og det sydøstlige Sydafrika. Denne art lever i forskellige skovtyper samt på savanner og i klippefyldte områder, blot der er træer til stede. Den findes fra lavlandet op til omkring 4500 meters højde.

 

 

Sydlig trægrævling, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procavia capensis Klippegrævling
Dette dyr, opdelt i mindst 5 underarter, er udbredt i størstedelen af det nordlige Afrika, fra det sydlige Algeriet og Libyen mod syd til Zaire og det nordlige Tanzania, i Nil-dalen, på den Arabiske Halvø, samt i det sydlige Afrika. Den lever i klippefyldt terræn, fra havniveau op til omkring 4200 meters højde. Hvor den fodres regelmæssigt, kan den blive meget tam.

 

 

En sorthalset klippegrævling, af underarten johnstoni, klør sig, Gorges-dalen i ca. 4000 meters højde, Mount Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhinocerotidae Næsehorn
En lille familie med 5 arter i 4 slægter, udbredt i det østlige og sydlige Afrika, nordlige Indien, sydlige Nepal, Indokina og Indonesien.

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et “styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.”

Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende. (Kilde: J. Still 2003. Use of animal products in traditional Chinese medicine. I: Complementary Therapies in Medicine)

Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.

Hornet anvendtes førhen til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.

Alle fem arter af næsehorn er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, de asiatiske arter også på grund af indskrænkning af levesteder.

 

Ceratotherium simum Bredmulet næsehorn, hvidt næsehorn
Den største art af næsehorn, der kan blive op til 4 m lang og veje op mod 2,3 tons. Hunnerne lever i små grupper, i modsætning til de andre arter, som stort set lever enligt. Der findes to underarter, den sydlige nominatrace, der tæller omkring 20.000 individer, samt den nordlige race, cottoni, som er uddød i vild tilstand på grund af krybskytteri. Kun to eksemplarer overlever i fangenskab.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og therion (‘bæst’). Artsnavnet er afledt af græsk simos (‘fladsnudet’), hvilket sigter til artens brede mule, en tilpasning til at græsse.

Det hævdes ofte, at det meget anvendte navn hvidt næsehorn skyldes en forkert oversættelse af det hollandske ord wijd til det engelske ord white (‘hvid’). Wijd betyder ‘bred’, og det skulle hentyde til artens brede mule. Det er imidlertid en forkert tolkning. Faktisk kan navnet hvidt næsehorn spores tilbage til et brev på hollandsk, skrevet af boeren Petrus Borcherds til sin fader i 1802. I dette brev nævner han to næsehorn, som begge blev skudt i 1801, en tyr af den ‘sorte varietet’ og en hun af det ‘hvide’ næsehorn. Om hunnen skrev Borcherds (stadig på hollandsk): “Hun var af den type, der af os kaldes for hvidt næsehorn. (…) Jeg havde forventet, at dette dyr ville være helt hvidt på grund af navnet, men fandt, at hun var af en lysere askegrå farve end den sorte han.” (Kilde: Jim Feely 2007. Black rhino, white rhino: what’s in a name? Pachyderm 43, pp. 111-115)

I realiteten er begge arterne grå, det ‘sorte’ næsehorn af en noget mørkere nuance end det ‘hvide’.

 

 

Bredmulet næsehorn, Matobo Nationalpark, Zimbabwe, mærket med radiohalsbånd, så det nemt kan spores. Dets horn blev fjernet, så krybskytter ville være mindre tilbøjelige til at skyde dyret, men hornet er begyndt at vokse ud igen. Antallet af næsehorn i Zimbabwe er dalet kraftigt i de senere år på grund af krybskytteri, og der er nu kun 7-800 dyr tilbage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Diceros bicornis Spidssnudet næsehorn, sort næsehorn
Tidligere var dette næsehorn talrigt i Afrika syd for Sahara, opdelt i 7 eller 8 underarter, men på grund af krybskytteri er det stort set forsvundet og overlever kun i små bestande i reservater i Kenya, Tanzania og de sydlige afrikanske lande.

Begge videnskabelige navne betyder ‘tohornet’. Slægtsnavnet er afledt af græsk dyo (‘to’) og keras (‘horn’), artsnavnet af Latin bis (‘dobbelt’) og cornu (‘horn’). Navnet ‘sort næsehorn’ er forklaret ovenfor under bredmulet næsehorn.

 

 

Denne tyr af spidssnudet næsehorn snuser til en tot græs, hvor en hun har urineret, hvorefter den krænger læberne tilbage i en positur, kaldt flehmen. Den indsnusede luft passerer forbi et specielt sanseorgan, der kan afsløre, om hunnen er i brunst. – Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvilende spidssnudet næsehorn, Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhinoceros unicornis Indisk pansernæsehorn
Førhen var dette dyr vidt udbredt og almindeligt i græsklædte områder i det nordlige Indien og det sydlige Nepal, men i dag overlever der kun omkring 3500 i små lommer, med ca. 70% af hele bestanden i Kaziranga Nationalpark, Assam.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’) og keras (‘horn’), artsnavnet af latin unus (‘én’) og cornu (‘horn’).

 

 

Indisk pansernæsehorn, Kaziranga Nationalpark, Assam, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indisk pansernæsehorn tager mudderbad, nær Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sciuridae Egern
En stor familie af gnavere, der tæller omkring 60 slægter og 300 arter, fordelt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. I Australien er de dog blevet indført.

En mængde medlemmer af familien er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Marmota Murmeldyr
Murmeldyr er store jordlevende egern, omfattende 15 arter, der forekommer i Europa, Asien og Nordamerika. De er de største og fedeste af alle egern, idet de bliver op til 60 cm lange og vejer op til 7 kg.

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

 

Marmota marmota Alpemurmeldyr
Et almindeligt dyr i alpine områder i højder mellem 800 og 3200 m, udbredt i det sydlige Frankrig, Vogeserne, Schwarzwald, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne i Rumænien samt Tatra-bjergene i Polen. I 1948 blev arten genindført til Pyrenæerne, hvor den uddøde omkring slutningen af den sidste istid.

 

 

Alpemurmeldyr uden for sit bo, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Suidae Svin
Medlemmerne af denne familie, som omfatter 6 slægter med 18 eller 19 arter, er udbredt i Europa, Asien og Afrika. Den Nye Verdens svin, på amerikansk kaldt for peccaries og på spansk for javelinas, tilhører en anden familie, Tayassuidae.

 

Sus (scrofa) domesticus Tamsvin
Nogle autoriteter anerkender tamsvinet som en særskilt art, mens andre betragter det som en underart af vildsvinet (Sus scrofa). Tamsvinet er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Frilandsgrise på øen Fur, Nordjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frilandsgrise hygger sig i mudderbad, Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phacochoerus africanus Vortesvin
Tidligere var man af den opfattelse, at denne art var det eneste medlem af underfamilien Phacochoerinae, under navnet P. aethiopicus, men fornylig er den blevet opsplittet i to arter, ørken-vortesvinet, med navnet P. aethiopicus, som findes i tørre områder i det nordlige Kenya, Somalia og det østlige Ethiopia, samt det vidt udbredte vortesvin, benævnt P. africanus, der lever i græsklædte områder og åbne skove i størsteparten af Afrika syd for Sahara, hvor den kun undgår regnskov og ørken.

På afstand synes dette dyr at være nøgent, kun med en manke hen langs rygraden, samt hårduske på kinder og hale. På tættere hold bemærker man dog et dække af korte, stive børster på kroppen. Navnet vortesvin hentyder til de vortelignende udvækster i ansigtet, størst hos ornen. Ornen har også kraftige hugtænder, der undertiden kan blive op mod 60 cm lange, meget mindre hos soen.

 

 

Orne af vortesvin med store hugtænder og vorter, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

So af vortesvin med ganske små hugtænder og næsten ingen vorter, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fugle

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Halcyon
En slægt med 11 arter af mellemstore isfugle, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn Halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens Halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse Halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Halcyon albiventris Brunskuldret isfugl
Denne fugl er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Congo mod øst til det sydlige Somalia og derfra mod syd til Namibia og Sydafrika. Den lever i åbne skove, krat, græsland med spredte træer, parker og haver, og den kan også træffes i landbrugsland. Arten forekommer fra lavlandet op til højder omkring 1800 m.

 

 

Brunskuldret isfugl, Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle
I dag rummer denne store familie 43 slægter med omkring 146 arter, udbredt over næsten hele verden. Familienavnet er afledt af anas, det klassiske latinske ord for and.

 

Anser Grå gæs
En slægt med 11 arter, udbredt i arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er det latinske ord for gæs.

 

Anser brachyrhynchus Kortnæbbet gås
Denne gås har to adskilte bestande, hvoraf den ene yngler i Østgrønland og Island, den anden på Svalbard. Den vestlige bestand overvintrer i England og Irland, mens Svalbard-bestanden tilbringer vinteren i Holland, Tyskland og Danmark.

I løbet af de sidste 50 år er bestanden vokset kraftigt på grund af beskyttelse i overvintringsområderne. Antallet i Irland og England er øget fra omkring 30.000 i 1950 til omkring 300.000 i dag.

Den kortnæbbede gås er nært beslægtet med sædgåsen (A. fabalis), og den blev førhen regnet som en underart af denne. Det videnskabelige artsnavn (og dermed det danske navn) er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og rhynkhos (‘snude’, ‘næb’).

 

 

Gæsling af kortnæbbet gås, Mjoidalur, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cygnus Svaner
Denne slægt omfatter 6 langhalsede fugle, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Genetisk forskning antyder, at den sydamerikanske coscorobasvane (Coscoroba coscoroba) ikke er en ægte svane, men er nærmere beslægtet med gæs eller gravænder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord for svaner, kyknos.

 

Cygnus cygnus Sangsvane
En vidt udbredt og almindelig art, der yngler fra Island mod øst gennem Skandinavien og det nordlige Asien til Kamchatka, sydpå til Sydsverige, Kazakhstan, Mongoliet og den allernordligste del af Kina. Den er en fåtallig og uregelmæssig ynglefugl i Irland, Skotland, Tyskland og Danmark. Arten er delvis standfugl i Island og Norge, men langt størsteparten af bestanden er trækfugle, der tilbringer vinteren i Vest- og Sydeuropa, omkring Sortehavet, det Kaspiske Hav og Aral-havet, i det østlige Kina, samt i Korea og Japan. Danmark udgør et af artens vigtigste overvintringsområder i Europa.

I modsætning til knopsvanen (C. olor) er sangsvanen meget vokal, hvilket fremgår af navnet. Knopsvanen er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Sangsvane græsser på land, Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aramidae

 

Aramus guarauna Riksetrane
Denne fugl, som er det eneste medlem af familien, er beslægtet med vandhøns og traner, hvilket afspejles af dens navn. Den lever i sumpområder, hvor den fortrinsvis æder bløddyr, især æblesnegle (Pomacea). Arten er udbredt fra Florida, Caribien og det sydlige Mexico mod syd til det nordlige Argentina.

Slægtsnavnet hentyder til en slags hejre, som nævnes af Hesykhius af Alexandria, en græsk grammatiker, som, formodentlig i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., fremstillede et værk ved navn Alfabetisk oversigt over alle ord, en liste over usædvanlige og obskure græske ord. Artsnavnet er navnet på en slags sumpfugl på Tupi’ernes sprog – et folk, der engang levede i Brasilien.

 

 

Riksetrane, Corkscrew Swamp Sanctuary, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ciconiidae Storke
Disse store fugle, der omfatter 6 slægter med 19 arter, findes i de fleste egne af kloden, kun manglende i polarområderne, samt størsteparten af Nordamerika og Australien.

Familienavnet er afledt af ciconia, det klassiske latinske ord for storke.

 

Leptoptilos
En slægt med 3 store og kluntede fugle, udbredt i Afrika syd for Sahara, samt i tropiske egne af Asien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’ eller ‘slank’) samt ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de yderst få fjer på disse fugles hoved.

 

Leptoptilos crumenifer Marabustork
Denne kæmpestore fugl, der bliver op til 1,5 m høj og kan veje op til 8 kg, er ikke just nogen skønhed, med nøgent rødt og sort hoved, nøgen lyserød, blå og rød hals, der ender i en stor strubesæk, samt en kæmpemæssigt næb, der kan blive op til 35 cm langt. Arten er vidt udbredt og almindelig i Afrika syd for Sahara, hvor den lever i forskellige habitater, ofte nær menneskelig bebyggelse. Som de fleste storke yngler den i kolonier.

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

Marabustork med oppustet strubesæk, Virunga Nationalpark, østlige Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leptoptilos javanicus Lille adjutant-stork
Denne mindre slægtning til marabustorken bliver op til 1,2 m høj, med en vægt op mod 5,5 kg. Den har nøgen hvid isse, nøgen lyserød og blålig hud omkring øjnene, samt lyserød hals med nogle få ‘punkede’ fjerduske. Denlever især i vådområder, og i modsætning til marabustorken og den store adjudant (L. dubius) ses den ikke ofte omkring landsbyer. Den er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Vietnam, og derfra mod syd til Indonesien, med den største bestand i Cambodia.

 

 

Denne tilskadekomne lille adjudant-stork er taget i pleje på Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Falco rusticolus Jagtfalk
Denne art er den største af falkene, idet hunnen bliver op til 65 cm lang med en vægt op mod 2 kg, mens hannen er mindre, indtil 60 cm lang med en vægt op til 1,3 kg. Arten er cirkumpolar og yngler i arktiske områder af Amerika, Grønland, Island, samt nordlige egne af Skandinavien, Finland, Rusland og Sibirien, mod syd sandsynligvis til Kamchatka og Kommandør-øerne. Førhen blev adskillige racer anerkendt, men i dag betragter de fleste autoriteter dem som farvefaser.

Det latinske artsnavn kommer af ruris (‘landlig’) og colere (‘at bo’), således ‘beboer af landlige egne’. På engelsk hedder arten gyrfalcon, hentet fra fransk gerfaucon, der muligvis er afledt af middelaldertysk gir (‘grib’), hvilket sigter til fuglens størrelse, eller af oldgræsk gyros (‘cirkel’), hvilket hentyder til artens jagtmetode. I modsætning til de fleste andre falke cirkler den rundt, mens den er på udkig efter bytte.

 

 

En træt jagtfalk af den hvide farvefase hviler ombord på et islandsk forskningsskib, nær Kap Brewster, Grønlands østkyst. Af skibskokken fik jeg nogle kødstumper, som jeg kastede op til falken, der grådigt huggede dem i sig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falco sparverius Amerikansk tårnfalk
Den mindste amerikanske falk, op til 30 cm lang. Opdelt i omkring 17 underarter er den udbredt i hele Amerika, med undtagelse af arktiske områder, regnskov, samt den yderst tørre ørken i Chile. Arten lever i et bredt udsnit af åbne habitater, bl.a. græsland og landbrugsland. Den har også tilpasset sig et liv i bebyggede områder.

 

 

Denne han af amerikansk tårnfalk var blevet skadet og blev plejet i Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gruidae Traner
Verdens 15 tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

Balearica regulorum Grå krontrane

 

 

Grå krontrane søger føde, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grus grus Trane

 

 

Trane, Hornborgasjön, Sverige. Hvert år i marts-april raster op mod 10.000 traner i dette område på vej mod deres ynglepladser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store kosmopolitiske familie består af 22 slægter med omkring 100 arter. Et større antal arter er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

Chroicocephalus
En slægt med 11 arter af små til mellemstore måger, udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus hartlaubii Namibmåge
Denne lille måge er endemisk langs kysten af Sydafrika og Namibia. Skønt den lever kystnært, strejfer den sjældent langt til havs. Den totale bestand er anslået til omkring 30.000 fugle.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

Namibmåge, Swakopmund, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus occidentalis Amerikansk svartbag
Denne art er en almindelig ynglefugl langs Stillehavskysten, fra Washington mod syd til det centrale Baja California, Mexico. Uden for yngletiden strejfer den til British Columbia og den sydlige del af Baja California. Den største koloni er på Farallon-øerne vest for San Francisco. I hele San Francisco Bay-området er bestanden anslået til omkring 30.000 individer.

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani.

 

 

Amerikansk svartbag, underarten occidentalis, på rede, Yaquina Head, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 42 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. I dag inddeler de fleste taksonomer disse fugle i tre slægter: 22 arter af hovedsagelig større fugle i slægten Phalacrocorax, 15 arter af hovedsagelig mellemstore fugle i slægten Leucocarbo, samt 5 arter af små fugle i slægten Microcarbo. Antallet af slægter i familien er imidlertid genstand for nogen diskussion, og det er blevet foreslået, at adskillige nye slægter bør oprettes.

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Phalacrocorax
I øjeblikket indeholder denne slægt 22 arter, deriblandt brilleskarv (P. perspicillatus), som uddøde i 1800-tallet. Adskillige taksonomer har foreslået, at mange af arterne flyttes til andre slægter.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (nedenfor) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

Phalacrocorax carbo Storskarv
Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland.

I 1800-tallet blev skarven forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Mere om skarven findes på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

Storskarv, underarten sinensis, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Gallus gallus Tamhøne
Nyere studier har påvist, at tamhønen opstod i Kina for omkring 10.000 år siden, da dens stamfader, bankiva-hønen, blev tæmmet for første gang. Denne art lever stadig i vild tilstand i Indien og Sydøstasien. Senere blev bankiva-hønen også tæmmet adskillige steder i Sydøstasien samt i Indien, hvor nogen hybridisering med den grå junglehøne (Gallus sonneratii), der lever i den sydlige del af Indien, formentlig fandt sted.

Tamhøns er beskrevet mere indgående på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

Få dage gammel kylling af Dansk Landrace. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gallus lafayettii Sri Lanka-junglehøne
Som dens navn fortæller, er denne art begrænset til Sri Lanka, hvor den er vidt udbredt og lever i et bredt udsnit af skovklædte biotoper, fra havniveau op til en højde af ca. 2300 m. Arten er Sri Lankas nationalfugl.

Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for en fransk aristokrat, Marie-Joseph Paul Yves Roch Gilbert du Motier, også kendt som Marquis de Lafayette (1757-1834), som deltog i den Amerikanske Revolution, hvor han ledede amerikanske tropper i adskillige slag. Efter tilbagekomsten til Frankrig blev han en fremtrædende figur i de franske revolutioner i 1789 og 1830.

 

 

Denne pragtfulde hane af Sri Lanka-junglehøne blev truffet i Sinharaja Forest Reserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i de polare regioner. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer i yngletiden ved at tromme på træstammer med næbbet.

 

Dendrocopos Flagspætter
En vidt udbredt slægt i Eurasien og Nordafrika. Førhen rummede den omkring 25 arter, men mange er blevet overført til andre slægter, og kun 12 arter er forblevet i Dendrocopos.

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kopos (‘hårdt arbejde’), hvilket naturligvis hentyder til deres fødesøgning.

 

Dendrocopos major Stor flagspætte
Denne art, opdelt i mindst 14 underarter, har en meget stor udbredelse, idet den findes overalt i Europa, i Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Alborz-bjergene i det nordlige Iran, samt i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Kamchatka og derfra mod syd gennem Kina, Korea og Japan til det nordøstlige Indien, det nordlige Indokina, samt øen Hainan. Arten er overvejende standfugl, men nogle nordlige bestande overvintrer længere mod syd, sammen med den lokale bestand.

 

 

Denne store flagspætte, som blev fanget i et net i Vråby Plantage, Rømø, var ringmærket i Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jynx Vendehalse
En lille slægt med kun to arter, almindelig vendehals (nedenfor), samt rødstrubet vendehals (J. ruficollis), der lever i Afrika syd for Sahara. De har fået navn efter deres evne til at dreje hovedet skiftevis fra side til side, og op og ned, hvilket minder om en slanges bevægelser. Det menes, at denne adfærd kan afskrække fjender ved reden.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for vendehalsen.

 

Jynx torquilla Vendehals
Denne lille slægtning til spætterne er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, i Nordafrika, Tyrkiet og Kaukasus, samt i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Ussuriland, Sakhalin, det nordlige Japan samt det centrale Kina. Der er også en lille isoleret bestand i Kashmir. Med undtagelse af den nordafrikanske bestand er arten en trækfugl, som overvintrer i Sahel-zonen i Afrika, samt i Indien, Indokina, det sydlige Kina og det sydlige Japan. Dens habitat er åbne områder med spredte træer, bl.a. frugtplantager.

 

 

Vendehals, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
En stor familie med omkring 15 slægter og ca. 95 arter af vadefugle, udbredt kloden rundt.

 

Gallinago gallinago Dobbeltbekkasin
Denne art er den mest udbredte blandt 17 bekkasinarter, idet den findes i vådområder i subarktiske og tempererede egne af Eurasien, mod øst til Stillehavet, mod syd til Frankrig, Rumænien, Kashmir, det nordøstlige Kina, samt Kamchatka. Den yngler også på Azorerne og de Aleutiske Øer. Den træffes året rundt i Vesteuropa, men langt størstedelen af bestanden er trækfugle, som overvintrer i Sydeuropa, tropiske områder af Afrika, i Mellemøsten, på den Arabiske Halvø, samt i tropisk egne af Asien.

To underarter er anerkendt, faeroeensis i Island, samt på Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne, nominatracen gallinago i resten af udbredelsesområdet. Førhen blev amerikansk bekkasin (G. delicata) også betragtet som en underart af dobbeltbekkasinen.

Det videnskabelige slægts- og artsnavn er det latinske ord for sneppe, afledt af gallina (‘høne’) samt endelsen –ago (‘ligner’). De langnæbbede sneppefugle fik på fransk navnet bécasse, afledt af det romanske ord beccus (‘næb’), og bekkasinerne blev benævnt med diminutivet bécassine, altså ‘den lille med næbbet’, naturligvis med henblik på det påfaldende lange næb i forhold til størrelsen.

Forstavelsen dobbelt- er jo egentlig højst besynderlig, men forklaringen er, at i gamle dage kunne ordet dobbelt betegne noget, der var større, så dobbeltbekkasinen fik sit navn for at skelne den fra en mindre art, der så fik navnet enkeltbekkasin (latinsk navn Lymnocryptes minimus), og en endnu større art fik det besynderlige navn tredækker (latinsk navn Gallinago media).

For en svensker er vore navne på bekkasiner meget forvirrende (og omvendt for en dansker). Vores dobbeltbekkasin hedder enkelbeckasin på svensk, mens det svenske dubbelbeckasin betegner vores tredækker. Vores enkeltbekkasin hedder dvärgbeckasin på svensk.

Den brægende lyd, som dobbeltbekkasinens vibrerende halefjer frembringer under parringsflugten, blev sammenlignet med en geds brægen eller en hests vrinsken. På sønderjysk blev den kaldt for skronnegjee eller skronnehors, hvor skronne betyder ‘vrinske’, gjee betyder ‘ged’, og hors betyder ‘hest’. Det nørrejyske horsegumme hentyder også til den brægende lyd, hvor gumme kommer af gumre, der betyder at brumme eller gumle, dvs. den lyd, som en hest frembringer “for at minde Staldkarlen om, at Krybben er tom.” (Kilde: Landet mod Nordvest, bind 1)

 

 

Dobbeltbekkasin, underarten faeroeensis, Aðaldal, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spheniscidae Pingviner
Disse unikke havfugle, der ikke kan flyve, omfatter 6 slægter med omkring 20 arter. De yngler langs kysterne af Antarktis, New Zealand, det sydlige Australien, det sydlige Afrika, det sydlige og vestlige Sydamerika, samt på Galapagos-øerne.

 

Spheniscus demersus Brillepingvin
Denne art yngler kun på kyststrækninger i Sydafrika og Namibia. Den er gået drastisk tilbage siden omkring 1800, hvor bestanden blev vurderet til omkring 4 millioner. I dag er der måske så få som 20.000 ynglepar – et resultat af overfiskeri såvel som klimaændringer.

 

 

Brillepingviner i deres ynglekoloni nær Boulders, Simonstown, Cape Town, Sydafrika. Fuglen på det nederste billede skryder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strigidae Typiske ugler
En stor familie med 25 slægter og omkring 220 arter, der findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Bubo Store hornugler
Denne slægt rummer omkring 20 arter af store ugler, udbredt på alle kontinenter undtagen Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den europæiske store hornugle (Bubo bubo).

 

Bubo africanus Plettet hornugle
Et af slægtens mindre medlemmer, vidt udbredt i den sydlige halvdel af Afrika, fra Zaire og Kenya mod syd til Sydafrika, samt i de sydligste egne af den Arabiske Halvø.

 

 

Plettet hornugle, Cape Town Zoo, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bubo virginianus Amerikansk stor hornugle
Denne art, også kaldt Virginiaugle, har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Alaska og det nordlige Canada mod syd gennem hele USA til det sydlige Mexico og Guatemala, samt i to separate områder i Sydamerika, fra Columbia mod øst til det nordøstlige Brasilien, og endvidere syd for Amazon-bækkenet, fra det østlige Peru mod øst til Atlanterhavet og derfra mod syd til det nordøstlige Argentina.

 

 

Amerikansk stor hornugle i fangenskab, Oregon, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Struthionidae Struds
Denne familie indeholder en enkelt slægt med en enkelt eller to arter, som lever i Afrika syd for Sahara.

 

Struthio camelus Struds
Strudsen er den største nulevende fugleart, hvor nogle individer måler op til 2,7 m i højden og kan veje op til 150 kg. I dag er den begrænset til åbne områder i Afrika syd for Sahara, fra Sahel-zonen mod syd til Sydafrika. Der er 4 underarter.

Nordafrikansk struds, underarten camelus, var engang vidt udbredt i det nordlige Afrika, men er forsvundet fra store dele af dens tidligere udbredelsesområde. Den betragtes som udryddelsestruet.

Somali-strudsen, underarten molybdophanes, der har blålig hals og lår, lever i det sydlige Ethiopien, det nordøstlige Kenya, samt Somalia. Nogle autoriteter betragter den som en særskilt art, S. molybdophanes. Jeg finder det temmelig mærkeligt, at en bestand af en art i et område, hvor den lever både nord og syd for denne bestand, skulle udgøre en særlig art.

Masai-strudsen, underarten massaicus, har lyserød hals og lår. Den findes fra det sydlige Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd til det sydlige Tanzania.

Sydafrikansk struds, underarten australis, er vidt udbredt syd for floderne Zambezi og Cunene. Nogle steder holdes den i fangenskab med henblik på produktion af kød, læder og fjer.

En femte underart, den arabiske struds (underarten syriacus), der tidligere var meget almindelig på den Arabiske Halvø, samt i Syrien og Irak, uddøde omkring 1966 på grund af overdreven jagt.

Forsøg på at indføre arten i Israel er slået fejl. I Australien har undslupne strudse etableret forvildede bestande.

 

 

Sydafrikansk struds, underarten australis, i fangenskab, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sulidae Suler
En familie med 10 arter af mellemstore til store havfugle, de mindre arter i slægterne Sula og Papasula, som lever i tropiske og subtropiske farvande, og 3 større arter i slægten Morus (nedenfor), der lever i tempererede områder.

Det danske navn er lånt fra sula, det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

Morus Større suler
De tre suler i denne slægt, nordlig, afrikansk eller Kapsule (nedenfor), samt australsk (nedenfor), ligner hinanden meget, men betragtes normalt som særskilte arter, skønt nogle autoriteter regner de to sidstnævnte for underarter af M. bassanus.

Disse fugle fanger fisk ved at styrte sig ned i havet fra højder op til 30 m, med hastigheder op mod 100 km/t, hvilket gør, at de er i stand til at hente bytte i langt større dybder end de fleste andre fugle.

Slægtsnavnet er afledt af græsk moros (‘tåbe’), hvilket skyldes disse fugles mangel på frygt på ynglepladserne, hvor det var nemt at slå dem ihjel.

 

Morus capensis Kapsule
Denne art yngler i store og tætte kolonier på øer ud for kysterne af Namibia og Sydafrika. I 1996 blev den totale bestand anslået til omkring 340.000 fugle. Uden for yngletiden flyver den vidt omkring og kan observeres så langt borte som Guinea-bugten og Mozambique.

 

 

Kapsuler i parringsspil, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morus serrator Australsk sule
Første gang, videnskabsmænd stiftede bekendtskab med den australske sule, var under Kaptajn James Cooks første jordomrejse ombord på Endeavor (1768-71), da den engelske naturhistoriker Sir Joseph Banks (1743-1820) skød tre eksemplarer d. 24. december 1769 ud for Three Kings Islands, New Zealand.

I sin journal skriver Banks: “Stille det meste af dagen. Selv var jeg ude i en båd for at skyde fugle, hvilket jeg havde stort held med, først og fremmest fordi jeg skød adskillige suler, så meget lig de europæiske, at de næppe kan adskilles fra disse. Da det var mandskabets agt at holde jul ombord på den gammeldags facon, blev det besluttet at udnytte fuglene som gåsesteg til morgendagens aftensmad.”

Juledag bemærker Banks, at ”vores gåsesteg blev spist med stor nydelse.” – Det er derfor næppe overraskende, at ingen af disse fugle fandt vej til England som skind, i betragtning af at en gås jo smager bedst, når den er stegt med skindet på!

Arten yngler langs kysterne af Australien (Victoria og Tasmanien) og New Zealand, hovedsagelig på øer, men også i kolonier på fastlandet. Uden for ynglesæsonen kan den observeres langs kysterne af det vestlige Australien til Queensland, samt omkring New Zealand, Lord Howe Islands og Norfolk Islands.

 

 

Australsk sule pudser fjer, Muriwai Beach, New Zealand. Endnu et billede af denne art ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turdidae Drosler
Mange medlemmer af denne familie, inklusive arten nedenfor, er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Geokichla guttata Plettet jorddrossel

 

 

Denne plettede jorddrossel er blevet fanget i et spejlnet for at blive ringmærket, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krybdyr og padder

 

Agamidae Agamer
Agamer er en stor gruppe øgler, der omfatter 6 underfamilier med omkring 64 slægter og over 300 arter. Disse dyr er udbredt i Asien, Australien, Afrika og Sydeuropa.

 

Calotes
Denne slægt i underfamilien Draconinae rummer 28 arter, der er hjemmehørende på det indiske subkontinent samt fra det sydlige Kina mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien, med flest arter i Indien, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar.

 

Calotes calotes Sydlig calotes
En stor agame, der kan blive indtil 65 cm lang. Den er fortrinsvis stærkt grøn, men hannens hoved og strube bliver knaldrøde i yngletiden. Arten forekommer i skove i Sri Lanka samt i bjergområder i Sydindien.

En nær slægtning, Calotes versicolor, er omtalt på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

 

Sydlig calotes, Sinharaja Forest Reserve, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otocryptis wiegmanni Brunplettet kænguru-agame
Denne mindre agame, der er endemisk i Sri Lanka, lever i skove i vådzonen og lavere bjergegne, op til højder omkring 1300 m. Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Arend Friedrich August Wiegmann (1802-41), som beskrev talrige nye krybdyrarter, hvoraf de 55 stadig er anerkendte. Han beskrev også adskillige nye paddearter.

 

 

Brunplettet kænguru-agame, Sinharaja Forest Reserve, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stellagama stellio Stjerneagame
Denne agame, der også kaldes for hardun, er udbredt fra det vestlige og sydlige Tyrkiet mod syd gennem Syrien og det nordvestlige Irak til det sydlige Jordan, det nordvestlige Saudi Arabien og Sinai-halvøen, endvidere på en række øer langs Tyrkiets vestkyst, på Cypern, i et område i græsk Makedonien, samt på øen Korfu. Den er også blevet indført til Malta.

Denne art, som kan blive op til 35 cm lang, var førhen placeret i slægten Agama, men er nu den eneste art i slægten Stellagama. Det er dog muligt, at den udgør et artskompleks, og måske bliver den snart opsplittet i flere arter. Slægtsnavnet kommer af latin stella (‘stjerne’), hvilket sigter til dens mange pletter.

 

 

Han af stjerneagame, Pergamon, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alligatoridae Alligatorer og kaimaner
Denne familie består af 8 arter af krokodille-lignende dyr, 2 alligatorer i en enkelt slægt, samt 6 kaimaner i 3 slægter. Alligatorer lever i Usa og Kina, mens kaimaner er begrænset til Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika.

 

Alligator mississippiensis Amerikansk alligator
Dette store dyr, hvor hannen kan blive op til 4,6 m lang og veje op til 450 kg, lever i sumpe i det sydøstlige USA, fra Florida, Mississippi, Louisiana og det østlige Texas mod nord til Tennessee og North Carolina.

I 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet faldt antallet af alligatorer drastisk på grund af jagt og tab af levesteder, og det var en overgang frygtet, at arten ville uddø. I 1967 blev den opført på listen over truede arter og blev efterfølgende fredet. Siden da har anstrengelserne båret frugt, og i dag er alligatoren igen almindelig og har endda udvidet sit udbredelsesområde til Tennessee.

 

 

Amerikansk alligator, Aransas National Wildlife Refuge, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brevicipitidae
En lille familie af padder med 5 slægter og omkring 34 arter, udbredt i det østlige og sydlige Afrika.

 

Breviceps Regnfrøer
Disse frøer, der omfatter omkring 20 arter, lever fortrinsvis i det sydlige Afrika, med nogle få arter i det østlige Afrika. Mange af arterne tilbringer lange perioder under jorden og kommer mest frem efter regn – heraf det danske navn. På engelsk kaldes de også for short-headed frogs (‘korthovedede frøer’), hvilket afspejles af slægtsnavnet, af latin brevis (‘kort’) og ceps (‘-hovedet’), sidstnævnte afledt af oldgræsk kephale (‘hoved’).

Hannerne af disse frøer er meget mindre end hunnerne, og deres ben er så korte, at de er ude af stand til at klynge sig til hunnen under æglægningen. I stedet udskiller deres hud en klæbrig substans, som får han og hun til at ‘klæbe’ sammen. (Kilde: amphibiaweb.org)

 

Breviceps adspersus Almindelig regnfrø
Denne art har den største udbredelse blandt regnfrøerne, idet den findes i Angola, det nordlige Namibia, Botswana, det sydvestlige Zambia, Zimbabwe, Mozambique, Eswatini (Swaziland), samt dele af det østlige Sydafrika.

 

 

Almindelig regnfrø, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bufonidae Ægte tudser
Denne store familie, der rummer omkring 35 slægter, findes overalt i verden, med undtagelse af Australien, Madagascar og polarområderne.

Familienavnet er afledt af bufo, det latinske ord for tudser.

 

Bufo bankorensis Taiwan-tudse
Denne store tudse, også kaldt Bankor-tudse, er endemisk for Taiwan, vidt udbredt fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Hunnerne, som er større end hannerne, kan nå en længde af 20 cm fra snude til gat. Genetiske studier antyder, at denne art nedstammer fra Bufo gargarizans, som findes i Kina. Den spredtes derpå til næsten hele øen, hvilket har resulteret i meget forskellige vestlige og østlige bestande.

 

 

Denne store Taiwan-tudse i Malabang National Forest, nær Hsinshu, er i færd med at sluge en 30 cm lang regnorm. Bemærk giftkirtlen bag øjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bufo bufo Skrubtudse
En almindelig art i hele Europa, med undtagelse af det højarktiske område, Island, Irland, samt de fleste øer i Middelhavet. Endvidere er den udbredt i Nordafrika, Tyrkiet og Kaukasus, samt i et bredt bælte gennem tempererede områder af Asien mod øst til Baikal-søen.

Navnet ‘skrubtudse’ kommer af ældre dansk skrub (‘skorpe’ eller ‘ruhed’), hvilket sigter til artens vortede hud.

 

 

Et par af skrubtudse undervejs til æglægningsdammen, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chamaeleonidae Kamæleoner
Denne familie af unikke krybdyr, der omfatter 12 slægter med omkring 200 arter, er udbredt i Afrika, Madagascar, det sydlige Spanien, Corsika, Sardinien, det sydlige Italien, det sydlige Grækenland, Nærøsten, den Arabiske Halvø, det sydvestlige Indien, samt Sri Lanka. Familiens absolutte kærneområde er Madagascar med omkring 100 arter.

Familienavnet er afledt af græsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket vel sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

 

Chamaeleo africanus Afrikansk kamæleon
Denne art, der også kaldes for Sahel-kamæleon, er udbredt på savanner i Sahel-zonen, fra Mauritanien mod øst til Sudan, og derfra mod nord langs Nilen til Egypten. Det er en stor art, op til 34 cm lang inklusive halen. Den er oftest grøn med mange sorte pletter og gule længdegående striber hen langs kropssiderne. Den har en benet krave i nakken.

På et tidspunkt blev den bragt fra Egypten til Peloponnes i Grækenland, hvor der i dag findes en lille bestand på omkring 350 dyr.

 

 

Afrikansk kamæleon, nord for Malbaza, Niger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chamaeleo dilepis Kravekamæleon
Denne kamæleon, som er opdelt i 8 underarter, er vidt udbredt og almindelig i Afrika syd for Sahara, fra Cameroun mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til den nordlige del af Sydafrika. Den lever i et bredt udvalg af habitater, bl.a. savanne, åben skov, krat og busksteppe, og den træffes ofte i landsbyer og forstæder.

Denne art er stor, op til 35 cm lang inklusive halen. Farven kan være grøn, gullig eller brunlig, og der er normalt lyse striber langs flankerne og på undersiden. Dyret har fået navn efter kraven i nakken, et kendetegn, som den deler med afrikansk kamæleon (ovenfor).

 

 

Kravekamæleonen er ofte ensfarvet grøn. Denne blev observeret i Sao Hill, vestlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ophidset kravekamæleon med oppustet strubesæk og talrige sorte pletter på kroppen, Masasi, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Crocodylidae Krokodiller
Disse store krybdyr, i alt 17 arter i 3 slægter, er vidt udbredt i tropiske områder, med 3 arter i Afrika og det vestlige Madagascar, 9 arter i Asien, Ny Guinea og det nordlige Australien, samt 5 arter i Amerika.

 

Crocodylus niloticus Nilkrokodille
Dette formidable rovdyr, som kan blive mere end 5 m langt og veje over 400 kg, kan nedlægge store dyr som zebraer og gnuer. Denne art er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, med undtagelse af de tørre områder i den sydvestlige del af kontinentet, og den findes også langs vestkysten af Madagascar. I historisk tid fandtes den hele vejen op langs Nilen (deraf dens navn), mod nord til deltaet. I Egypten er den i dag begrænset til den sydligste del af landet omkring Nasser-søen.

De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

Nilkrokodille i morgenlys, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilkrokodille i et opdrætningscenter, Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylus palustris Sumpkrokodille
Denne krokodille forekommer på det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka, samt i det sydlige Iran. Den lever i ferskvandsområder og foretrækker lavt vand med svag strøm. Det største kendte eksemplar målte 5,63 m, men i gennemsnit måler hanner normalt 3-3,5 m, hunner 2-2,5 m, og hannerne vejer op til 200 kg.

Antallet af denne art er faldet med alarmerende hast gennem de sidste 50 år på grund af ødelæggelse af levesteder (opførelse af dæmninger og inddragning af vådområder til landbrug). Af og til drukner nogle i fiskenet, og andre dræbes af fiskere, der betragter dem som konkurrenter. I 2013 blev det anslået, at under 8700 individer levede i fri natur.

På hindi kaldes dette dyr for magar, afledt af sanskrit makara, hvilket hentyder til et mytisk, krokodille-lignende væsen.

 

 

Sumpkrokodille, Kasara opdrætningscenter for krokodiller, Chitwan Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylus porosus Deltakrokodille
Som dens navn fortæller, lever denne art langs kyster, fra det sydøstlige Indien og Sri Lanka mod øst til Filippinerne og derfra mod syd til Ny Guinea med omkringliggende øer, samt det nordlige Australien.

Den er det største nulevende krybdyr, idet hannerne sommetider kan blive over 6 m lange, med en vægt op mod 1300 kg. Hunnerne er meget mindre, sjældent over 3 m lange. De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

Deltakrokodiller i fangenskab, en halvvoksen (øverst) og en lille unge, Port Blair Zoo, Andamanerne, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylus siamensis Siamkrokodille
Dette er en ret lille ferskvandskrokodille, idet de største eksemplarer bliver op til 3,2 m lange, med en vægt på omkring 150 kg. Arten er hjemmehørende i Indokina, Borneo og muligvis Java, men er akut truet og allerede udryddet fra størstedelen af dens tidligere udbredelsesområde. Den holdes dog i fangenskab i adskillige lande med henblik på produktion af skind, og den står ikke i umiddelbar fare for at uddø.

 

 

Siamkrokodiller i et kommercielt opdrætningscenter, Singapore. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elapidae
En kæmpestor, divers familie af slanger, der omfatter 55 slægter med omkring 360 arter, bl.a. yderst giftige grupper som mambaer, brilleslanger, kraits og havslanger. De er karakteriseret ved, at deres gifttænder er rejst permanent forrest i munden. De lever i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med landlevende former i Asien, Australien, Afrika, og Nord- og Sydamerika, samt havlevende slanger i Stillehavet og det Indiske Ocean. De varierer stærkt i størrelse, fra kongecobraen (Ophiophagus hannah), der til tider kan blive op til 6 m lang, til den lille hvidlæbede slange (Drysdalia coronoides), der kun er 18-20 cm lang.

 

Dendroaspis angusticeps Østlig grøn mamba
Denne art, som er én blandt 4 i slægten, kan blive op til 2 m lang. Det er en meget giftig trælevende slange, som er hjemmehørende i den sydøstlige del af Afrika, især kystnært, udbredt i Kenya og langs Tanzanias kyst, samt fra Zimbabwe mod syd til den østlige kyst af Sydafrika.

Under feltarbejde i 1989 i tanzanianske kystnære skove så mine ledsagere og jeg flere gange grønne mambaer hænge over tynde grene i træerne. De var dog overhovedet ikke aggressive, og vi kunne beundre deres smukke farve på afstand.

 

 

Østlig grøn mamba i fangenskab, Nairobi Snake Park, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gavialidae
En lille familie af krokodille-lignende krybdyr, som kun rummer to arter, gavial (herunder) samt falsk gavial (Tomistoma schlegelii), der begge lever i Asien.

 

Gavialis gangeticus Gavial
Denne art ligner en krokodille, men dens snude er lang og slank, med 110 skarpe tænder – den perfekte tilpasning til at fange fisk. Hannerne kan blive meget store, op til 6 m lange, mens hunnerne er noget mindre, op til 4,5 m lange. Dette dyr lever i floder i den nordlige del af det indiske subkontinent. De forlader kun vandet for at sole sig på bredden eller for at grave reder i sandet.

Det videnskabelige slægtsnavn – og dermed det danske navn – hentyder til en klump, som voksne hanner har på spidsen af snuden. Den minder om en lokal form for lerpotte, kaldt for ghara. Denne klump er hul og forstærker en hvæsende lyd, som hannen udstøder, og som herved kan høres langt væk. Artsnavnet betyder ‘lever i Ganges (-floden)’.

Bestanden af gavial er formindsket drastisk siden 1930’erne, og det nuværende antal er muligvis under 1000 dyr. Arten er opført som udryddelsestruet på IUCNs rødliste.

 

 

Denne gavial i fangenskab viser sine formidable tandrækker, Kasara opdrætningscenter for krokodiller, Chitwan Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gavial-han soler sig på bredden af Ramganga-floden, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. Klumpen på snudespidsen gav anledning til dyrets navn (se teksten). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gerrhosauridae Pladeøgler
Denne familie, som omfatter 7 slægter med omkring 37 arter, er hjemmehørende i Afrika og Madagascar. De har navn efter de rektangulære skæl hos mange af arterne.

 

Matobosaurus validus Kæmpepladeøgle
Tidligere var denne store øgle, der kan blive op til 60 cm lang, placeret i slægten Gerrhosaurus, men blev overført til den nyoprettede slægt Matobosaurus i 2013. Desuden blev bestandene i Namibia og det sydligste Angola skilt ud til en selvstændig art, M. maltzahni. I dag findes M. validus i klippefyldte områder fra det sydligste Zambia, det nordøstlige Botswana og Zimbabwe mod syd til det nordøstlige Sydafrika.

Slægtsnavnet er afledt af Ndebele-ordet matobo, der betyder ‘skaldet hoved’, hvilket sigter til Matobo Hills i det sydlige Zimbabwe, som er karakteriseret ved temmelig glatte granitklipper. Dette område er førsteklasses habitat for pladeøgler.

 

 

Kæmpepladeøgle, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scincidae Skinker
En meget stor familie med omkring 1500 arter af små til mellemstore firben, hvoraf mange har glatte og skinnende skæl. Medlemmer af familien findes over det meste af verden.

 

Trachylepis Stribede skinker
En stor slægt med omkring 90 arter, for langt hovedpartens vedkommende udbredt i Afrika. En enkelt art, T. atlantica, findes på den brasilianske ø Fernando de Noronha. Dens forfædre drev formodentlig over Atlanten på en træstamme på et tidspunkt i løbet af de sidste 9 mio. år. To andre arter forekommer muligvis på det sydamerikanske fastland, men de er dårligt kendt.

Medlemmerne af denne slægt var førhen placeret i slægterne Mabuya og Euprepis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trakhys (‘grov’) og lepis (‘skæl’), hvilket sigter til 3 eller flere længdegående svage forhøjninger på oversidens skæl.

 

Trachylepis wahlbergii Wahlbergs stribede skink
Denne art, der tidligere blev betragtet som en underart af T. striata, er udbredt i Namibia, det sydligste Angola, det nordlige Botswana, det nordvestlige Zimbabwe, samt det sydligste Zambia.

Artsnavnet blev givet til ære for den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johan August Wahlberg (1810-56), der rejste i det sydlige Afrika mellem 1838 og 1856 og sendte tusindvis af indsamlede arter hjem til Sverige. Han var i færd med at udforske Okavango-området i Botswana, da han blev dræbt af en såret elefant.

 

 

Wahlbergs stribede skink, Zambezi-floden, sydlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Testudinidae Landskildpadder
Disse skildpadder, som omfatter omkring 18 slægter med ca. 50 nulevende arter, er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Australien og Antarktis. De varierer kolossalt i størrelse, fra kæmper, der kan blive op til 1,2 m lange, til dværge, der måler under 10 cm.

 

Aldabrachelys gigantea Aldabra-kæmpeskildpadde
Denne gigantiske skildpadde er lige så stor som den berømte Galapagos-kæmpeskildpadde, idet hanner kan blive op til 1,2 m lange med en vægt på omkring 250 kg, mens hunner generelt er noget mindre, omkring 90 cm lange med en vægt på ca. 160 kg. Arten er endemisk på Aldabra-atollerne nær Seychellerne, men holdes i fangenskab en del steder.

I historisk tid fandtes der kæmpeskildpadder på mange af øerne i den vestlige del af det Indiske Ocean, såvel som på Madagascar, og fund af fossiler viser, at kæmpeskildpadder engang forekom på alle kontinenter, undtagen Australien og Antarktis. Mange af arterne blev udryddet af europæiske søfolk, der anvendte dem som føde, og de syntes alle at være uddøde omkring 1840, med undtagelse af Aldabra-kæmpeskildpadde.

 

 

En Aldabra-kæmpeskildpadde i fangenskab æder græs, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Testudo graeca Græsk landskildpadde
Denne art er vidt udbredt i Sydeuropa, Nordafrika samt den vestlige del af Asien, hvor den forekommer i Sydspanien, det østlige Rumænien og Bulgarien, Grækenland, den nordlige del af Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen, samt fra Tyrkiet mod syd til det nordlige Israel og Jordan, og mod øst til Kaukasus, Iran og Turkmenien. Ikke færre end omkring 20 underarter er beskrevet.

Græsk landskildpadde kan kendes fra den lignende Hermanns skildpadde (T. hermanni) på sine store symmetriske aftegninger oven på hovedet, store skæl på forbenene, samt en spore på hvert lår.

 

 

Græsk landskildpadde, underarten ibera, Pergamon, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsk landskildpadde, underarten buxtoni, Mian Kaleh, Kaspiske Hav, Iran. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Varanidae Varaner
Denne familie udgør en gruppe på omkring 80 arter af store, kød- og frugtædende firben i slægten Varanus, som er hjemmehørende i Afrika, Asien og Australien.

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Nogle autoriteter inkluderer den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) i familien, andre placerer den i en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Varanus komodoensis Komodovaran
Komodovaranen er verdens største firben, som kan blive op til 3,5 m lang og veje op mod 135 kg. Denne art lever kun på de indonesiske småøer Komodo, Rintja og Padar. Den er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

 

 

Komodovaran, fotograferet på Komodo-øen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Viperidae Hugorme, grubehugorme, klapperslanger
En meget stor familie af giftslanger, som findes i næsten hele verden, opdelt i 3 underfamilier, de ægte hugorme (Viperinae) med 13 slægter og omkring 90 arter, grubehugormene (Crotalinae) med 22 slægter og ca. 250 arter, samt Feas hugorme (Azemiopinae) med en enkelt slægt og 2 arter.

Det latinske navn på grubehugormene, Crotalinae, er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Agkistrodon contortrix Østlig kobberhoved
Denne smukt mønstrede slange er endemisk i den sydøstlige del af Nordamerika, fra Massachusetts mod syd til det nordøstlige Mexico. Slægtsnavnet er afledt af græsk ankistron (en slags krum mejsel) samt odon (‘tand’), hvilket hentyder til de krumme gifttænder hos disse slanger.

Førhen blev det antaget, at der kun var en enkelt art af kobberhoved i USA, men den er fornylig blevet splittet i to arter.

 

 

Østlig kobberhoved i fangenskab, Nairobi Snake Park, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tropidolaemus wagleri Waglers grubehugorm
Denne hugorm er endemisk i Sydøstasien, idet den findes fra det sydlige Thailand mod øst til det sydlige Vietnam, samt mod syd gennem Malacca-halvøen til Singapore og Sumatra med omliggende øer.

Arten kaldes til tider for tempelhugorm, da den er talrig omkring Den Azurfarvede Skys Tempel, et kinesisk tempel i Bayan Lepas, Penang, Malaysia, i daglig tale kaldt for Slangetemplet.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Johann Georg Wagler (1800-32). Han døde ung, da han uheldigvis kom til at skyde sig selv under en indsamlingstur nær München.

 

 

Waglers grubehugorm i fangenskab i Den Azurfarvede Skys Tempel, Penang, Malaysia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hvirvelløse dyr

 

Orthoptera Græshopper m.fl.
Ordenen Orthoptera er opdelt i to underordener, korthornede græshopper (Caelifera), som omfatter markgræshopper og torngræshopper, samt langhornede græshopper (Ensifera), der omfatter løvgræshopper, fårekyllinger og jordkrebs. Med undtagelse af jordkrebsene har de sidstnævnte antenner, som er længere end kroppen. Karakteristisk for begge grupper er deres bidende og tyggende munddele, kraftige bagben, beregnet til at springe langt, samt organer, der producerer deres karakteristiske lyde.

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

Græshoppe, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2019)

 

(Senest opdateret november 2021)