Hvirvelløse dyr i Costa Rica og Guatemala

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

Disse edderkopper kaldes for hjulspindere, idet de spinder et cirkulært spind, ophængt i vegetation, hegn eller andet. De spinder først en ramme eller et ’skelet’ af tråde uden klæbrige dråber, inden de tilføjer de sidste spiraler, hvor de hæfter limdråber på trådene.

 

Edderkoppen sidder ofte i midten med et benpar i de fire retninger af X’et eller på linje med zigzag-mønsteret. Dette bevirker, at dyret ofte er særdeles synligt, og mange videnskabsfolk har spekuleret over formålet med fremstillingen af dette mønster. En af teorierne går på, at dets synlighed kan forhindre større dyr i tilfældigt at ødelægge spindet. Forskning har også vist, at mønsteret tilbagekaster ultraviolet lys, hvilket muligvis tiltrækker byttedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk gaster (‘mave’) og acantha (‘torn’), hvilket sigter til et antal torne, som regel 6, der fra underkroppen rager frem under et skjold, som dækker overkroppen. Tornene og skjoldet skal afskrække fjender fra at æde dyret.

 

Farven på disse dyr varierer kolossalt. Skjoldet kan være rødt, gult, hvidt eller sort, tornene sorte eller røde. Hunnerne bliver op til 1 cm lange og 1,3 cm brede, mens hannerne kun er op til 3 mm lange. Hunnen har spidse torne, mens de er butte hos hannen.

Artsnavnet er afledt af latin cancer (‘krabbe’) og forma (‘form’), hvilket sigter til det krabbelignende skjold.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk nein (’at spinde’) samt philos (’holde af’), altså ’den der holder af at spinde’. Disse arters spind er kolossalt store, op til 2 m tværmål, og trådene, som fastholder nettet, er meget længere. Spindene af adskillige hunner er ofte forbundet og dækker tilsammen mange kvadratmeter. Det rapporteres, at små fugle og flagermus undertiden fanges i disse stærke spind.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn stammer oprindeligt fra Lycosa tarantula, en håret ulveedderkop fra Sydeuropa. Navnet refererer til den italienske by Taranto. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér. Senere blev ordet tarantel anvendt for mange store jordlevende edderkopper, specielt medlemmer af familien Theraphosidae.

 

Habitatødelæggelse og indsamling til kæledyrsindustrien har medført, at disse to slægter nu er beskyttet i henhold til reglerne i CITES (konventionen omkring international handel med truede arter).

Slægtsnavnet er afledt af Nahuatl-ordene tlil (‘sort’) og tocatl (‘edderkop’).

 

Artsnavnet er afledt af latin sabulo (‘groft sand’ eller ‘grus’), således ‘lever i grus’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er meget forskelligartede, men har det tilfælles, at de har stikkende munddele, hvormed de suger plantesaft eller i nogle tilfælde bløddele af andre dyr. Deres munddele er indeholdt i et næb, kaldt rostrum, der normalt holdes under kroppen, når det ikke er i brug. Næbmunde er ofte forsamlet i store, tætte flokke på sten, mure og andre steder.

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘køn’ eller ‘behagelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af formica, det latinske ord for disse dyr.

 

Disse unikke myrer skærer små bladstumper af ved hjælp af deres skarpe munddele, hvorefter de bringer dem til deres underjordiske bo, hævet over ryggen som faner.

Nede i boet har myrerne ‘haver’, hvor de dyrker en svamp af familien Lepiotaceae. Den friske vegetation anvendes som næring for denne svamp, og myrerne fjerner mug og parasitter fra svampen. På myrerne vokser bakterier, som udskiller kemiske stoffer, der virker som pesticider. Myrerne er i stand til at sanse, hvis en bestemt plante er giftig for svampen, og i så fald indsamler de den ikke mere.

Svampen anvendes som føde for myrelarverne, mens de voksne myrer lever af plantesaft. Larverne behøver svampen for at overleve, mens svampen er afhængig af myrerne for at overleve – et perfekt eksempel på symbiose.

Boet, der kan være op til 7 m dybt, er placeret på en sådan måde, at en brise kan fjerne farlig kuldioxid, der udskilles af svampen. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Leafcutter_ant, med en liste over referencer)

Slægtsnavnet er latin og kan oversættes som ‘den der går på spidsen af tæerne’.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kephale (‘hoved’), således ‘med et (stort) hoved’.

 

 

 

 

 

Et antal arter lever i symbiose med forskellige akaciearter (Vachellia). Myrerne angriber ethvert dyr, som vil æde af bladene, idet de dræber insekter og stikker mulerne på større græssende dyr. Selv epifytiske planter destrueres. Myrerne renser også jordbunden omkring træet for opvoksende kimplanter. Til gengæld lever myrerne inde i opsvulmede torne og grene på træet, hvor de er beskyttet mod fjender.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og myrmex (‘myre’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, afledt af ferrum (‘jern’).

 

 

 

 

 

Størsteparten af de øvrige hvepse er enligtlevende, hvor hver hun bygger en mindre rede og selv opfostrer larverne, eller den graver hulheder i jorden, hvori den placerer bedøvede insekter, som den lægger æg på.

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘grundlægger af en by’.

 

Den er vidt udbredt, idet den findes fra det sydlige USA mod syd til det nordlige Argentina. Den lever i små kolonier, som etableres af en dronning, som bygger et bo under tagskæg eller hængende ned fra grene.

 

 

 

 

 

Modsat den almindelige opfattelse, at dagsommerfugle og natsværmere udgør to forskelligartede grupper, har genetisk forskning vist, at dagsommerfugle simpelthen er en gruppe relativt sent udviklede, farvestrålende, dagaktive natsværmere, som udgør overfamilierne Hesperioidea (bredpander) og Papilionoidea, hvor sidstnævnte består af familierne Lycaenidae (blåfugle, ildfugle m.fl.), Nymphalidae (takvinger), Papilionidae (svalehaler og fuglevinger), Pieridae (hvidsværmere, høsommerfugle m.fl.), samt Riodinidae (metalmærker eller metalvinger).

 

På engelsk kaldes disse sommerfugle for brush-footed butterflies, hvilket sigter til nogle børster på forbenene af et antal arter. Et andet engelsk navn er four-footed butterflies, hvilket skyldes, at mange af arterne kun står på fire ben, mens de to forreste, som er reducerede, ofte er rullet op.

 

I bogen Catalogus etymologicus Coleopterorum et Lepidopterorum (R. Friedland & Sohn, Berlin, 1887) nævner L. Glaser, at Anartia er en “prins af kasten Solens Børn” i den indiske mytologi.

 

Fatima er et kvindenavn af arabisk oprindelse, som betyder ‘den skinnende’. Det var navnet på profeten Muhammeds datter, og af denne grund kalder mange muslimer deres datter for Fatima.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘af Jatropha’. Larver af denne art er dog aldrig set æde af planter af slægten Jatropha. En sætning i beskrivelsen af type-eksemplaret var “Habitat in Jatropha Americes.” Dette sigter muligvis til en uidentificeret lokalitet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mørke’, hvilket sigter til, at disse sommerfugle hovedsagelig flyver i tusmørke. Det danske navn hentyder til de store øjepletter på undersiden af vingerne, der minder om ugleøjne.

 

Artsnavnet hentyder til en person i den græske mytologi, hvor der optræder mindst fire personer med navnet Ilionesus. Ifølge en kilde sigter navnet til en ledsager af den trojanske helt Aeneas, som først nævnes af Homer i Iliaden. Ilionesus var en af de overlevende, da Aeneas og hans folks skibe blev fanget i en forfærdelig storm. Han ledede de overlevende til Italien, hvor de grundlagde Rom.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en forkortelse af navnet Margareta, som er afledt af oldgræsk margarites (‘perle’), hvilket sigter til de perlehvide markeringer på vingerne hos adskillige arter. Det engelske navn på disse sommerfugle er clearwing butterflies, hvilket hentyder til mange af arternes gennemsigtige vinger.

 

Artsnavnet er oldgræsk, afledt af ous (‘øre’). Hvad det sigter til, er uklart.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helix (‘spiral’), hvilket sigter til, at tungen hos disse sommerfugle er rullet op i en spiral. Navnet virker lidt besynderligt, da tungen hos de fleste sommerfugle er rullet op i spiral i hvilestilling.

Et engelsk navn på disse sommerfugle er longwings, hvilket hetyder til de lange, smalle vinger.

 

Da denne sommerfugl smager ilde, undgåes den af de fleste prædatorer, men ædes en gang imellem af fugle, firben, aber og knælere.

Artsnavnet refererer til en af de græske muser, som herskede over lyrisk poesi. Navnet betyder ‘dejlig’ eller ‘charmerende’, afledt af erastos ‘elsket’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De er rovdyr, som sidder stille blandt vegetation og venter på, at et insekt eller et andet hvirvelløst dyr kommer forbi. Med lynets hast kaster knæleren sine forben fremad og griber det uheldige offer, som derpå ædes af knæleren. Somme tider vil en hun endog æde hannen efter parringen.

Disse insekter har navn efter den stilling, de indtager, mens de venter på bytte, med ‘foldede’ forben, som var de i bøn – stik modsat den egentlige hensigt med stillingen!

 

 

Slægten rummer 5 arter, som er udbredt fra Mexico mod syd til Peru og Brasilien.

 

Artsnavnet er afledt af latin rhombus (‘rhombeformet’) og collis (‘bakke’), hvilket sigter til det let hvælvede skjold.

 

 

 

 

 

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tainia (‘bånd’) og pous (‘fod’), således ‘med båndformede fødder’.

 

Artsnavnet er afledt af latin reticulum (‘et lille net’) samt endelsen atus, der danner tillægsord, således ‘net-lignende’, hvilket hentyder til vingernes mønster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk pagouros (‘krabbe’). Det danske navn hentyder til, at disse dyr skjuler deres bløde, sårbare bagkrop i sneglehuse af mange forskellige former – runde, aflange, spiralformede. Når dyret er vokset for stort til sit sneglehus, må det finde et større og foretage et hurtigt skift for at undgå at blotte sin bløde bagkrop i for lang tid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geo (‘jord’ eller ‘land’) samt karkinos (‘krabbe’).

 

Førhen mente man, at dyr på Stillehavskysten i det nordvestlige Sydamerika tilhørte denne art, men denne bestand er siden blevet ophøjet til en selvstændig art, G. nobili.