Camouflage i naturen

Svæveøglen (Draco volans) er udbredt i Sydøstasien, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Den kaldes også flyveøgle, hvilket er et misvisende navn, da den ikke kan flyve på ægte vis, men glider fra et træ til et andet ved at brede sine ribben ud, som er forbundet af en vingelignende membran, kaldt patagia.

Denne svæveøgle er næsten usynlig, som den sidder på den lavdækkede stamme af en arekapalme (Areca catechu), Bali, Indonesien. – Denne palme er beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Hjejlen (Pluvialis apricaria) yngler i arktiske og tempererede egne fra Island og Skotland mod øst til det centrale Sibirien. Længere mod øst erstattes den af sibirisk hjejle (P. fulva), hvis yngleområde når det vestlige Alaska, og i det øvrige Nordamerika af amerikansk hjejle (P. dominica). De tre arter ligner hinanden meget, med spættet gylden ryg og sort bryst i yngletiden.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn. I den islandske folketro siger man, at når den første hjejle ses, er foråret kommet.

Denne hjejle-rede nær Þingvellir, Island, er godt camoufleret, idet æggenes mønster minder om de strå og laver, der findes omkring reden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Knælere er en meget succesfuld gruppe af insekter, som omfatter over 2400 arter, udbredt i tropiske og subtropiske egne i hele verden. De sidder ubevægeligt i vegetationen og venter på, at et passende byttedyr kommer inden for rækkevidde. Forbenene er forstørret og besat med kroge, hvilket gør dem velegnet til at gribe og fastholde bytte. Som de sidder der med foldede forben, er deres positur ikke ulig en knælende og bedende person, hvilket har givet anledning til gruppens navn.

Denne californiske knæler (Stagmomantis californica) sidder ubevægeligt i vegetationen og venter på, at et passende byttedyr kommer forbi, Sinkyone Wilderness State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Knælere er ofte fremragende camoufleret, idet de kan ligne et vissent græsstrå, som denne fra Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Andre knælere minder om blade, som denne af slægten Choeradodis, fotograferet i Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Hedefrankolinen (Scleroptila psilolaema) er endemisk i Ethiopien, hvor den lever i højlandsheder. Dens spættede fjerdragt får den til at falde godt i med omgivelserne.

Sandrandøje (Hipparchia semele), også kendt som klitrandøje, tilhører takvingerne (Nymphalidae). Den er udbredt over hele Europa, fortrinsvis i kystnære områder, men kan også træffes inde i landet, til tider op til højder omkring 2000 m. Dens camouflagefarver på undervingerne, hovedsagelig grå og brun, gør den meget vanskelig at få øje på, når den sidder stille på et lavbevokset træ eller på sandbund. Mener den sig truet, viser den øjetegningen på overvingen i et glimt for at forvirre prædatoren.

Swinhoe’s japalure (Diploderma swinhonis), også kaldt for Taiwan japalure, er et firben i familien Agamidae, som er endemisk for Taiwan. Den lever af edderkopper og andre smådyr og holder til i skove, krat og byparker. Den ses ofte sole sig på træer.

Arten blev navngivet efter den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er også opkaldt efter ham.

Denne månekrabbe af slægten Matuta er fuldstændig dækket af en bevoksning af havalger, hvilket gør den næsten usynlig. Den blev observeret på øen Mindoro, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Ederfuglen (Somateria mollissima) er næsten circumpolar i sin udbredelse, idet den yngler langs arktiske og nordlige tempererede kyster, fra Kola-halvøen mod vest gennem Skandinavien, Skotland, det nordlige Irland, Island, Grønland, Maine, Arktisk Canada og Alaska til den østligste del af Sibirien.

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

Den spættede fjerdragt hos denne rugende ederfugle-hun, fotograferet på Mågeøerne ved Bogense, falder vældig godt sammen med den opskyllede tang, hun har placeret reden i. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Frøer af slægten Pseudophilautus, som tilhører familien Rhacophoridae, omfatter omkring 80 arter, begrænset til West Ghat-bjergene i det sydlige Indien, samt Sri Lanka. Mange af arterne er stærkt truede, og nogle er allerede uddøde.

Denne Pseudophilautus-frø er godt camoufleret blandt visne blade på skovbunden, Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Den afrikanske strandskade (Haematopus moquini) er begrænset til kyster langs Namibia, Sydafrika og den sydlige del af Mozambique. Dens latinske artsnavn ærer den franske naturhistoriker Alfred Moquin-Tandon (1804-63), som først var professor i zoologi i Marseille, senere professor i botanik og direktør for den botaniske have i Toulouse, og fra 1853 direktør for både den botaniske have og det videnskabelige akademi i Paris.

Denne lille krabbe falder vældig godt i med omgivelserne på en sandstrand, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Sortgrå ryle (Calidris maritima) yngler i den arktiske tundra i det nordlige Canada, Grønland, Island og det vestlige Sibirien, samt langs den skandinaviske bjergkæde, mens vinteren tilbringes langs kyster i Nordvesteuropa og langs Nordamerikas Atlanterhavskyst. Navnet sortgrå hentyder til fuglens vinterdragt. Som det fremgår af billedet nedenfor, er denne art varmt brun i sommerdragten.

På afstand er denne rugende sortgrå ryle næsten umulig at få øje på i det visne græs på heden Selvogsheiði, sydlige Island. Jeg fandt kun reden, fordi jeg fra bilen så fuglen afløse sin rugende mage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Denne tynde grønne edderkop, som jeg traf nær Banawe, nordlige Luzon, Filippinerne, minder om nerverne på undersiden af det blad, den sidder på. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Dværgternen (Sternula albifrons) har en meget stor yngleudbredelse, med de største bestande i vestlige egne af Centralasien samt i Fjernøsten, og med spredte populationer i Europa, Vestafrika, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea. I løbet af det 20. århundrede gik de fleste europæiske bestande kraftigt tilbage på grund af tab af egnede levesteder, forurening og menneskelig forstyrrelse.

Det var lige før jeg trådte på disse dununger af dværgterne, inden jeg bemærkede dem, som de trykkede sig ned mod sandet mellem småsten på Bøvling Klit, Nissum Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Sommerfugle og natsværmere, samt deres larver, er ofte vældig godt camouflerede.

Catopsilia pomona, som tilhører hvidsværmerne (Pieridae), er vidt udbredt, fra den østlige del af Himalaya mod øst til det østlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Indonesien og Filippinerne til Australien, samt øer i Stillehavet. På engelsk hedder denne art lemon emigrant, hvor emigrant hentyder til, at den ofte tilbagelægger ret store afstande på træk.

Denne Catopsilia pomona er godt camoufleret på et vinterblad af papir-morbær (Broussonetia papyrifera), Taichung, Taiwan. Dette træ er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Siddende på et nedfaldet blad af lønnearten Acer caudatum er denne natsværmer næsten usynlig. – Tharepati, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Som den sidder på et gult blad, er denne sommerfuglelarve vældig godt camoufleret. Læg mærke til den sorte plet på dens krop, der minder om hullerne i bladet. – Malabang National Forest, Hsinchu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Murmeldyr (Marmota) er 15 arter af store egern, som er udbredt i Central- og Sydeuropa, det vestlige og centrale Asien, samt Nordamerika. De lever i underjordiske gangsystemer, og med undtagelse af det østamerikanske murmeldyr (Marmota monax), der til tider findes i skove, er de begrænset til græsklædte områder. Nogle arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

Himalaya-murmeldyret (M. himalayana) er udbredt i Himalaya og på den tibetanske højslette, i højder mellem 3500 og 5200 m.

Dette Himalaya-murmeldyr, som skuer ud over sit territorium blandt lavbevoksede klippeblokke i Markha-dalen, Ladakh, Indien, falder vældig godt i med omgivelserne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Som deres navn siger, ligner vandrende pinde kviste eller visne græsstængler, hvilket gør dem vanskelige at finde for predatorer. Disse dyr, som tilhører ordenen Phasmatodea, findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, med størst diversitet i troperne.

Vandrende pinde kan blive temmelig store, som denne på Sumatra, Indonesien. En art på Borneo har en kropslængde på op til 35 cm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Kurillerdroslen (Turdus chrysolaus) er endemisk i Fjernøsten, idet den yngler fra øerne Sakhalin og Kurillerne mod syd til det centrale Honshu, Japan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Japan, Taiwan og Filippinerne. Den er overvejende varmt brun med rødligt bryst, mens bugen er hvid på den midterste del. Hannen har sortbrunt hoved og strube, mens hunnen har hvidlig strube med sorte lodrette striber.

Denne ekstremt godt camouflerede havsnegl rasper alger af overfladen på en sten, Pulau Kapas-øen, Malaysia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Denne græshoppe i Bagan, Myanmar, minder meget om græsstråene omkring den. Læg mærke til de røde mider på dens krop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Skorpioner er rovdyr, som er karakteriseret gennem et par såkaldte pedipalper, hvormed de griber deres bytte, samt halen, der ender i en giftig brod og ofte bæres i en bue hen over ryggen. Skorpioner varierer kolossalt i størrelse, fra Typhlochactas mitchelli, der kun er 9 mm lang, til Heterometrus swammerdami, der kan blive op til 23 cm. (Kilde: Guinness Book of Records)

Gul skorpion i gult sand. – Jeg fandt den en morgen, skjult under mit sengetøj, på en kamel-safari gennem Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. Mine oplevelser i denne ørken er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Planter af slægten Lithops ligner i høj grad de småsten, som de vokser iblandt. Denne slægt i middagsblomstfamilien (Aizoaceae) omfatter ca. 37 arter, som forekommer i Sydafrika, Namibia og Botswana. Slægtsnavnet kommer af græsk lithos (‘sten’) og ops (‘ansigt’), hvilket hentyder til disse planters lighed med sten. Populært kaldes de for levende sten.

Denne Lithops-art blev fotograferet på Knersvlakte (‘Den Knasende Slette’), nær Vanrhynsdorp, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Som dens navn antyder, lever canyon-løvfrøen (Dryophytes arenicolor) i klippefyldte områder. Den er udbredt i det sydvestlige USA, fra Colorado, Utah, Arizona, New Mexico og Texas mod syd til de mexikanske stater Michoacán, México, Guanajuato, Guerrero og Oaxaca.

(Oprettet februar 2018)

(Sidst opdateret maj 2023)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Camouflage i naturen