Kinesiske minoriteter

 

 

Denne Yi-kvinde, iført lokaldragt, tæller sine penge på et marked i byen Yuanyang, Yunnan-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført traditionel dragt fremfører denne ældre Nakhi-kvinde en dans, Lijiang, Yunnan-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung tibetansk kvinde, iført traditionel dragt, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Officielt anerkender den kinesiske regering 55 etniske minoriteter i kinesiske territorier, som tilsammen udgør ca. 8,5% af befolkningen, mens resten er Han-kinesere. De største minoritetsgrupper er Zhuang (18 mio.), Manchu (15 mio.), Hui (10 mio.), Miao (9 mio.), Uyghur (8 mio.), Tujia (8 mio.), Yi (7,8 mio.), mongoler (5,8 mio.), tibetanere (5,4 mio.), Buyei (3 mio.), Yao (3 mio.), samt koreanere (2,5 mio.).

Nogle etniske minoriteter i Taiwan er præsenteret på siden Kultur: Taiwanesiske stammefolks kunst.

 

 

Sproggrupper i kinesiske territorier. (Kort lånt fra worldstatesmen.org/China.html)

 

 

 

Yi
Yi-folket (udt. ‘ih’, med kort i), som også kaldes Nuosuo, og tidligere Lolo, omfatter over 9 mio. personer, hvoraf mere end 4,5 mio. bor i Yunnan-provinsen, ca. 2,5 mio. i den sydlige del af Sichuan, og omkring 1 mio. i den nordvestlige del af Guizhou. Førhen var Yi et halv-nomadisk folk, som levede i de lavere dele af det Tibetanske Plateau, hvorfra de drog på plyndringstogter i de omliggende landbrugsområder.

Under det kommunistiske oprør i 1940’erne hjalp de rebellerne under Den Lange March, men de var langtfra begejstrede, da kommunisterne vendte tilbage med deres mange doktriner. En langvarig guerillakrig fulgte, og relationerne mellem Yi-folket og centralregeringen er stadig noget anstrengte. I dag er flertallet af Yi’erne bønder.

Yi-folket har et skriftsprog, som stammer tilbage fra det 13. århundrede. Deres animistiske religion kaldes Bimoisme, og deres shamaner benævnes bimo, hvilket betyder ‘den der mestrer skrifterne’. Yi’erne tilbeder deres forfædre foruden et antal lokale natur-guddomme, bl.a. ild, bjerge, træer, klipper, vand, himmel og vind.

 

 

Hus i en landsby af Yi-folket, nær Weining, Guizhou-provinsen. Majsbladene, som er stakket udenfor, skal anvendes som foder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung Yi-kvinde i lokaldragt, Yuanyang, Yunnan-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yi-drenge leger med en trillebør, nær Weining, Guizhou. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På en regnfuld dag besøgte jeg et marked i byen Yuanyang, Yunnan-provinsen. Billederne nedenfor er indtryk af Yi-folk fra dette marked.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bai
Bai-folket, der tæller omkring 2 mio., opstod som et distinkt folk for omkring 2000 år siden. Størsteparten lever i egnen omkring den store sø Er Hai nær byen Dali i Yunnan-provinsen. Nogle bor også i Bijie-området i Guizhou og Sangzhi-området i Hunan. Den frugtbare jord i Dali-området giver godt med afgrøder, og Bai’erne er et relativt velhavende folk. De får også indtægter gennem salg af natur-ressourcer, bl.a. marmor, og de har endvidere ry for at være dygtige handelsfolk, sølvsmede og tømrere. På Er Hai-søen praktiserer nogle fiskere stadig fiskeri ved hjælp af tæmmede skarver. Billeder af denne praksis kan ses på siderne Både og Fiskeri.

Bai-folkets religion er Benzhu, hvor man tilbeder adskillige guder. Nogle Bai er gået over til buddhisme, daoisme og kristendom. – Disse religioner er alle beskrevet på siden Religion.

 

 

Farven hvid holdes højt i hævd blandt Bai-folk. Disse piger i Dali, iført traditionelle dragter, poserer for turister. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bai-kvinder handler på et marked nær Er Hai-søen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bai-kvinde på vej hjem med varer, nord for Dali. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bai-bonde, nord for Dali. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Bai-mand bærer sin datter i en kurv, Xizhou, Yunnan-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nakhi
Nakhi-folket, også benævnt Nashi eller Naxi, er en lille minoritet, der tæller omkring 300.000. De lever hovedsagelig i deres politisk-kommercielle centrum, byen Lijiang, samt i deres religiøse hovedcentre i Sanba og omkring kalciumbikarbonat-terrasserne ved Baishueitai.

Siden Lijiang blev grundlagt under den mongolske kejser Kublai Khans styre i det 13. århundrede, har Nakhi’erne forstået at udnytte det frugtbare land omkring byen. Denne by havde en strategisk beliggenhed mellem områder, som traditionelt var domineret af kinesere og tibetanere, og Nakhi’erne har opnået stor indflydelse pga. denne position. Ligeledes lå byen på en betydningsfuld handelsrute mellem Kina, Tibet og Indien.

I dag er Lijiang et dejligt sted, med mange kanaler, omgivet af grædepile, som snoer sig gennem den gamle bydel, hvor der er bevaret en mængde træhuse i gammel byggestil, samt mange buede broer, som fører over kanalerne.

Nakhi’ernes religion, som kaldes Dongba, er baseret på forbindelsen mellem naturen og mennesket, som ifølge Dongba-mytologien er halvbrødre. Naturen kontrolleres af ånder, kaldt Shu, der ofte afbildes som halvt menneske, halvt slange. Dongba-shamaner udfører ritualer, kaldt Shu Gu, for at formilde ånderne og forårsage, at de ikke fremkalder jordskælv, tørke eller andre naturkatastrofer.

Et almindeligt Dongba-ritual er Zerq Ciul Zhuaq (som direkte oversat betyder ‘at tilbagebetale en gæld til et træ’), som udføres af en shaman, ifald en person bliver syg eller har vanheld. I mange tilfælde viser det sig, at denne person har fældet et træ eller har rengjort snavsede ting i skoven. Shamanen udfører så et ritual på det sted, hvor ugerningen har fundet sted, idet han undskylder over for naturguden Shu.

Det traditionelle Nakhi-nytår falder på den første dag i den 2. månemåned. På dette tidspunkt finder en stor fest sted, hvor Nakhi’erne, iført deres fineste klæder, samles ved Baishueitai-terrasserne for at vise deres respekt for naturguderne.

Udtrykket Dongba benyttes også for det billedalfabet, som udgør kærnen i Nakhi’ernes litterære arv. Dette alfabet, som er direkte tilknyttet stammens urgamle Dongba-tro, er et af de få eksempler på en billedskrift, som stadig benyttes den dag i dag. Det anvendes kun af shamanerne.

Den excentriske østrigsk-amerikanske botaniker og opdagelsesrejsende Joseph Rock (1884-1962), som boede i Lijiang 1921-49, tilbragte mange år med at udarbejde et leksikon over Dongba-skrifttegnene og deres betydning. Han drog også på mange ekspeditioner til afsides egne af Yunnan for at beskrive områderne og indsamle planter.

Den britiske forfatter Bruce Chatwin (1940-89), som fandt Rock fascinerende og var betaget af hans skrivestil, rejste i 1985 i hans fodspor. Her er et af Chatwins eksempler på Rocks noget usædvanlige pen:

”Et kort stykke vej fremme, ved et lille tempel, fører stien op gennem de røde bjerge, som er dækket af ege, fyrrearter som Pinus Armandi og P. yuannanensis, Alnus, Castanopsis Delavayi, rhododendron-arter, roser, berberis etc., og videre op over et kalkstensbjerg gennem egeskove til et pas med nogle få huse, som kaldes Ch’ou-shui-ching (’Det Stinkende Vands Brønd’). Heromkring blev mange mord og plyndringer foretaget af Chang Chichpas horder af banditter. Han klyngede sine fanger op i tommelfingrene i grenene på høje træer og bandt sten til deres fødder, hvorefter han tændte et bål under dem og overlod dem til deres skæbne. Karavanerne frygtede altid dette pas. På toppen er der store egebevoksninger (Quercus Delavayi).”

 

 

Det politiske og kommercielle centrum for Nakhi-folket er den smukke by Lijiang. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført traditionelle dragter fremfører disse Nakhi-kvinder en dans, Lijiang. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nakhi-pagode, syd for Lijiang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nakhi-kvinder handler på et marked i byen Xizhou. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De følgende billeder viser en Nakhi-dongba (shaman) ved en helligdom, en revne i de hellige kalciumbikarbonat-terrasser ved Baishueitai. Revnen minder om en vagina, og en knude over den symboliserer kønsbehåringen. Besøgende har stukket røgelsespinde ind i en græstue neden for revnen.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nedenfor ses Joseph Rock og hans mandskab ved Konkaling, 1928. Han kaldte dette højtliggende vandskel for Muli-kongedømmet, og kongen af Muli gav ham og hans stab den beskyttelse mod områdets allestedsnærværende røvere, som bevirkede, at de slap levende ud af området.

 

 

(Foto: Offentlig ejendom)

 

 

 

Tibetanere
Det Tibetanske Rige opstod i 600-tallet, men blev hurtigt opløst i adskillige mere eller mindre selvstændige territorier. Hovedparten af den vestlige og centrale del af Tibet, kaldt Ü-Tsang, var i perioder forenet under forskellige tibetanske regeringer, først og fremmest med hovedsæde i Lhasa og Shigatse. Den østlige del af Tibet, som hed Kham og Amdo, var uafhængige i større eller mindre grad, styret af lokale stammefolk.

Efter Xinhai-opstanden mod Qing-dynastiet i 1912 blev kinesiske soldater udvist af Ü-Tsang, der blev udråbt som en uafhængig stat i 1913. Uafhængigheden blev imidlertid ikke anerkendt af den efterfølgende regering i den Kinesiske Republik. which, however, was not recognized by the subsequent Chinese Republican government. Tibet beholdt sin status som et selvstændigt land indtil 1951. Efter slaget ved Chamdo i 1950 indlemmede de kinesiske kommunister Kham og Amdo i provinserne Sichuan og Qinghai, og et år senere blev selve Tibet udråbt som et autonomt område i Folkerepublikken Kina. Efter en forfejlet opstand i 1959 flygtede den tidligere tibetanske regering, samt deres religiøse leder Dalai Lama, til Indien.

Den nuværende tibetanske befolkning skønnes at omfatte omkring 6,5 mio. uden for det tibetanske autonome område lever markante antal af tibetanere i de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, foruden i Indien, Nepal, Bhutan, Schweiz og USA.

De fleste tibetanere praktiserer Mahayana-buddhisme, også kaldt lamaisme, mens et mindre antal bekender sig til den urgamle animistiske Bon-religion. Du kan læse om Mahayana-buddhisme på siden Religion: Buddhisme, mens Bon-troen er omtalt på siden Religion: Animisme.

Tibetanere, samt den kinesiske invasion af Tibet, er nøjere beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

 

 

Forskellige gadescener i byen Shigatse, 1987. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse tibetanske kvinder, som aflægger besøg i klostret Tashilhunpo i Shigatse, er iført traditionelle dragter og gammeldags filtsko. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibetansk dreng, Shigatse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da jeg fotograferede denne ældre mand i Shigatse, var han ved at trimle om af grin og bød mig indenfor i sit hus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ældre pilgrim uden for Palcho-klostret i byen Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge tibetanske moder i Lhasa bærer sit barn i en traditionel børnerygsæk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibetanske ben, iført hat og traditionelle filtsko, Shigatse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Khampa’er
Fra gammel tid var de indfødte folk i Kham-regionen, Khampa’erne, berømte for deres skydefærdighed og deres evner til hest. De spillede en vigtig rolle i opstanden mod de kinesiske kommunister, som invaderede Kham i 1950.

Efter den lokale regerings sammenbrud i 1954 tilfaldt størsteparten af Kham-regionen det tibetanske autonome område og Sichuan, mens mindre områder blev overdraget til Gansu og Yunnan.

Da Dalai Lama flygtede til Indien i 1959, startede Khampa’erne en opstand og dannede en guerilla-bevægelse, som kæmpede mod de kinesiske styrker, støttet af USA, som forsynede dem med våben og trænede dem i guerilla-krig.

Med kongens velsignelse blev guerilla-lejre oprettet i det nepalesiske kongedømme Mustang, hvorfra guerillaerne overfaldt kinesiske militærlejre i de nærliggende områder af Tibet. Dette liv var dog yderst hårdt, selv for disse barske krigere, og modstræbende opgav de modstanden omkring 1969.

 

 

Khampa-mand, Shigatse. Mænd af dette tibetanske folk pynter ofte deres hår med røde tøjstykker. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1987 arbejdede disse Khampa-mænd som bærere i Khasa, en by nær grænsen til Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Shuei
Shuei-folket (også skrevet Shui eller Sui), der omfatter omkring 450.000 personer, nedstammer fra de ældgamle Baiyue-folk, som beboede det sydlige Kina, selv før Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.). Navnet Shuei (‘vand’ på kinesisk) opstod under Ming-dynastiet (1368-1644).

I dag bor langt størstedelen af Shuei-folket i Guizhou-provinsen, hovedsagelig i Sandu Shui-regionen. Nogle lever i Yunnan-provinsen, og nogle få hundrede i de tilstødende områder af Vietnam.

Shuei-folket er kendt for sit fine håndværk, som bl.a. omfatter papirklip, stenskulpturer, sølvsmykker og batikfarvning. De har en unik kalender, som i hovedsagen følger den kinesiske månekalender.

 

 

Shuei-folket er kendt for sit fine håndværk. Denne kvinde, iført lokaldragt, tvinder tråd af hestehalehår, Guizhou-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Shuei-kvinde bærer sit barn i en traditionel vævet rygsæk, Guizhou. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønstre på traditionelle Shuei-rygsække, Guizhou. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Miao
Miao-folket er en af de største kinesiske minoritetsgrupper, idet den omfatter omkring 11 mio. personer, hvoraf de 9 mio. lever i det sydlige Kina, hovedsagelig i bjergområder i provinserne Guizhou, Yunnan, Sichuan, Hubei, Hunan, Guangxi, Guangdong og Hainan. Nogle undergrupper af Miao, først og fremmest Hmong-folk, er udvandret til Myanmar, Vietnam, Laos og Thailand. Efter den kommunistiske magtovertagelse i Laos i 1975 flyttede en stor gruppe af Hmong-flygtninge til Vesten, især USA, Frankrig og Australien.

 

 

Miao-landsby, Guizhou-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Majskolber tørrer uden for et Miao-hus, Guizhou. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Yao
Yao er et ord, som dækker forskellige minoritetsgrupper i Kina og Vietnam. De bebor især bjergområder i det sydlige og sydvestlige Kina og det nordlige Vietnam. Der er omkring 3 mio. Yao i Kina og ca. 500.000 i Vietnam.

 

 

Yao-folk fremstiller papirklip, Duyun, Guizhou-provinsen. Kvindens smarte hovedbeklædning består af et sammenfoldet håndklæde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dai
Ordet Dai omfatter adskillige distinkte kultur- og sproggrupper, og forskellige Dai-dialekter tales fra den kinesiske Shanxi-provins mod syd til Sydøstasien og det nordøstlige Indien. Disse folk omfatter omkring 1,2 mio. i Kina, 6,3 mio. i Myanmar, 150.000 i Thailand samt 130.000 i Laos.

Nogle Dai-folk bekender sig til deres traditionelle religion, mens andre er blandt de få mennesker i Kina, som praktiserer Theravada-buddhisme (Hinayana).

 

 

Dai-kvinde, iført lokaldragt, sælger grønsager på et marked i byen Yuanyang, Yunnan-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dai-kvinde besøger markedet i Yuanyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hani
I dag bor over 90% af Hani-folket, der tæller ca. 1,2 mio., i Yunnan-provinsen, mens resten lever i Laos (hvor de kaldes Ho) og Vietnam.

 

 

Traditionel hovedbeklædning hos en Hani-kvinde, Yuanyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2020)