Vildnis i vækst

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne beskrivelse af vegetationsudviklingen på de opgivne marker er for størstedelens vedkommende baseret på den kortlægning af øens vegetation, som professor Knud Jessen foretog i 1950’erne (Jessen 1968), foruden mine egne kortlægninger i 1991-92 (Halberg 1996) og 2006 (Halberg 2006). Disse kortlægninger er vist i fig. 29-31 nederst på siden.

Vegetationsudviklingen i de gamle skove og plantagerne er beskrevet af Dal & Fabricius (2013).

For at gøre teksten mere læsevenlig, er de latinske navne udeladt. De fremgår af siden Artslister: Karplanter på Vorsø. Planternes danske navne er skrevet med stort begyndelsesbogstav. De nævnte stednavne fremgår af kortet herunder.

 

 

 

 

 

Allerede i 1933 var de fleste af disse planter blevet udkonkurreret af græsser som Almindelig Hvene, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs sammen med bl.a. Agertidsel og Hindbær.

Nær de to gamle skove, Østerskov og Vesterskov, havde græsserne selskab af unge træer, først og fremmest Ask og Ahorn, hvis frø spredes vidt omkring med vinden. 24. november 1928 hærgedes Østjylland af en orkanagtig storm fra sydvest, og frø af især Ask, Ahorn og Skovelm fra Østerskov blev spredt over hele den forladte Østermark nordøst for skoven. Frø af Bøg er for tunge til at vindspredes, så den kunne ikke gøre sig gældende.

Ahorn blev hurtigt næsten enerådende i den opståede ungskov, som i dag dækker ca. 5 ha (fig. 1 og 2). Ask, Elm, Spidsløn og Almindelig Ædelgran forsøgte at klare sig i konkurrencen, men kun et fåtal af de tre førstnævnte nåede op i kronelaget.

Som nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø fik elmesygen i 1990’erne bugt med alle større Elme i ungskoven på Østermark, men der skyder hele tiden nye elme op. På skovbunden her voksede førhen et væld af buske, fx Hunderose, Hassel, Kvalkved, Almindelig og Engriflet Hvidtjørn, samt Almindelig Hyld. I dag er skovbunden meget mørk på grund af Ahorns skyggedannelse, og der vokser kun nogle få Tjørne, mens Hyld stedvis danner krat.

Græsset forsvandt snart i ungskoven, og siden omkring 1980 har skovbunden stedvis været dækket af tæpper af skyggetålende planter, først og fremmest Dunet Steffensurt, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod. Nær den tidligere mergelgrav i det nordøstlige hjørne af marken er Sanikel (fig. 4) og Skov-Stilkaks talrige.

Andre steder på øen foregik skovdannelsen til at begynde med kun langs skovbrynene (se fig. 3). I denne ungskov dominerer i dag Ask, og i busklaget findes bl.a. Hassel, Seljepil og Almindelig Hvidtjørn. I et lille område mellem Østerskov og vejen, kaldt Hugget, indvandrede straks efter fredningen en tæt bevoksning af Rødel, som allerede i 1936 var over 4 m høj. Senere indvandrede Ask, som i dag næsten helt har udkonkurreret Rødellene.

I den øvrige del af de gamle fredmarker blev græstæppet langsomt fordrevet af plantesamfund domineret af Gederams og Hindbær, iblandet især Agertidsel og Stor Nælde (se fig. 3). Efter 1955 begyndte Gederams imidlertid at brede sig langt hurtigere. Det fremgår af luftfotos, at bestandene var cirkelformede, hvilket fortæller, at arten har bredt sig vha. underjordiske udløbere. Den eksplosive spredning kan også forklares ved, at Gederams er meget konkurrencedygtig. Den vokser højt, og dens visne løv indeholder kemiske stoffer, der virker væksthæmmende på andre planter. Den gode muldjord på Vorsø gavnede også arten. I 1962 var udbredelsen af græsmark og gederams-hindbær-samfund på markerne nogenlunde lige stor, nemlig 45% hver, mens krat og ungskov dækkede 10%.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra plantagen Vestre Remise (se afsnittet Sump som i 1700-tallet nedenfor) spredtes Gråpoppel vha. rodskud til den omkringliggende mark, hvor den dannede en ungskov, som dog snart blev kraftigt hæmmet af ynglende skarver (fig. 7). Under denne ungskov fandtes overordentlig tætte krat af hyld. Humle udvandrede fra Vestre Remise, og i dag er buskene i større områder på fredmarken nær remisen fuldstændig overgroede af denne livskraftige slyngplante (fig. 8).

På de gamle fredmarker havde ungskoven i 2006 næsten fordrevet såvel græsmark som gederams-hindbær-samfundene, og krattene var også i svag tilbagegang. Bunden i de opståede ungskove var dog stadig ret lys, og der voksede et væld af urter, især Feber-Nellikerod, Dunet Steffensurt og Almindelig Bingelurt, og tillige arter som Almindelig Mangeløv, Bredbladet Mangeløv, Ramsløg, Burre-Snerre, Stor Konval, Dag-Pragtstjerne, Stinkende Storkenæb og Krybende Læbeløs. I ungskoven i kystnære områder ud mod den nordvestlige kystskrænt samt mod engen langs nordkysten fandtes især Vild Kørvel, Sanikel, Stor Konval og Løgkarse.

I dag findes der kun hist og her på Vestermark fortsat pletter med græsmark, gederams-hindbær-samfund og højstaude-eng. I den sydøstlige del af denne mark blev flere græsarealer gennem 1980’erne overtaget af Almindelig Mangeløv i selskab med enkelte Fjerbregner. Førstnævnte har siden bredt sig og dækker i dag store områder (fig. 9). Det eneste større areal med græsmark findes nu syd for Vestre Remise, og her er det tydeligt, at rådyr har forsinket tilgroningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med, hvad der skete på de gamle fredmarker omkring 1930, var de nye fredmarker de første par år totalt domineret af én- og to-årige arter, specielt Lugtløs Kamille og Almindelig Kvik (fig. 10). Kvik, som havde været et almindeligt ukrudt på agerjorden, overtog snart store områder af den pløjede mark i selskab med bl.a. Mælkebøtte. Kvik tåler udmærket pløjning, idet hver en stump af dens rhizom er i stand til at danne en ny plante.

På stubmarken kunne straks i 1979 spire frø af Gederams, der i stort tal var spredt fra den tætte bevoksning på Vestermark, men på pløjemarken var kvik-dækket allerede så tæt, at spiringen af Gederams blev hæmmet. De gederams-planter, som havde formået at spire her, bredte sig dog hurtigt vha. underjordiske udløbere, og allerede i 1984 havde denne art overtaget Nordmark og hele den vestlige del af Sydmark (fig. 11), i selskab med bl.a. Agertidsel, Hindbær og Stor Nælde.

I den østlige del af Sydmark og på Centralmark var nedfaldet af gederams-frø langt mindre, og græsmarken, som især var bevokset med Kvik, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs, holdt længe stand.

 

 

 

 

 

 

 

Græsmarken holdt længe stand på nogle småpletter langs markernes rand ud mod kystzonen. Her voksede i 2006 mange planter, som er fåtallige på Vorsø, bl.a. Mark-Tusindgylden, Grøn Høgeskæg, Fin Kløver, Stribet Kløver, Bitter Bakkestjerne, Håret Høgeurt, Eng-Brandbæger og Skov-Angelik. Siden er en del af disse arter forsvundet.

På en grusbanke på Sydmark, nordvest for den lille plantage Tepotten (således kaldet på grund af et ganske lille vandhul midt i plantningen), formåede Gederams aldrig at gøre sig gældende, og i 1991 fandtes her et artsrigt overdrevsagtigt område, domineret af Draphavre og Fløjlsgræs, iblandet en mængde mere sjældne urter, fx Pomerans-Høgeurt (fig. 12), Følfod, Vild Løg og Gul Kløver. I 2006 havde Hindbær og Korbær overtaget en stor del af området, og af mere fåtallige urter fandtes kun Skov-Jordbær.

Krat er endnu ikke særligt udbredte på Sydmark og Nordmark. Gråpil og Seljepil danner krat langs Vesterskovs bryn, på den centrale del af Sydmark og langs et hegn af Mirabel på Nordmark. Småkrat af Slåen, Hvidtjørn og Mirabel er etableret her og der.

Hen langs Vesterskovs sydlige og nordøstlige skovbryn, samt i det nordøstlige hjørne af Sydmark voksede i løbet af 1980’erne ungskov op, domineret af Elm med islæt af Ask, Vortebirk, Rødel og Bævreasp. Når Elmene har opnået en vis højde, bliver de uvægerligt angrebet af elmesyge og dør, men lige så hurtigt vokser der nye op. Dette fænomen er nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø. Urtefloret i disse ungskove er i dag domineret af Stor Nælde i selskab med bl.a. Almindelig Mangeløv, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod.

Kort efter fredningen af Sydmark i 1978 spredtes tusindvis af frø fra nogle få store Ahorn i Tepotten, og på et ret stort areal af marken omkring plantagen (den føromtalte grusbanke undtaget) skød i de følgende år et væld af unge træer op. I 1993 var her udviklet en tæt ungskov, hvor de højeste træer målte 8-9 m. I 2006 havde skoven bredt sig yderligere, og de højeste af træerne var over 15 m høje (fig. 13-15). Udviklingen svarer nøje til den, der fandt sted på den gamle fredmark nordøst for Østerskov 50 år tidligere (se fig. 1-2).

På Sydmark, vest for et lille område med gammel fredmark i sydøsthjørnet af øen, var i 2006 opstået en ungskov, domineret af Ask og Elm. I skovbunden her fandtes Almindelig Lungeurt i mængde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størstedelen af Centralmark blev hurtigt dækket af græsser, domineret af Kvik, som dog i 1991 i store områder var fortrængt af Fløjlsgræs (fig. 16). I en lavning i den sydlige del af marken langs vejen er der meget fugtigt, og indtil midten af 1980’erne fandtes her et tæppe af Lav Ranunkel, som siden blev sat stærkt tilbage af bl.a. Kvik. Tidligt indvandrede her en ungskov af Rødel (fig. 17), som i dag danner en tæt ungskov. Der er stadig fugtigt i bunden, hvis vegetation domineres af græsser, og der vokser tillige bl.a. Vand-Mynte og Nyrebladet Ranunkel.

Centralmark var i 1991 et af de artsrigeste områder på øen og husede et væld af fåtallige urter, bl.a. Maj-Gøgeurt, Hare-Star, Blågrøn Star, Mark-Frytle, Eng-Brandbæger, Rank Evighedsblomst og Læge-Ærenpris. Af disse kunne kun Blågrøn Star og Eng-Brandbæger genfindes i 2006, men der var mange andre interessante urter, såsom Almindelig Agermåne (fig. 18), Lådden Perikon, Kantet Perikon, Bleg Star og Krybende Læbeløs. Under hegnene voksede Sanikel i mængde, og der var også fire småbestande af Skov-Hullæbe.

I modsætning til på Sydmark og Nordmark gjorde tornede buske sig hurtigt gældende på Centralmark, og i dag ser man tætte krat magen til dem på de gamle fredmarker (fig. 19).

Fra det østlige bryn af Vesterskov spredtes sidst i 1970’erne utallige frø af Ask ud over marken, og i løbet af 1980’erne voksede mange tusinde småtræer op. De blev gennem flere år holdt kraftigt nede af rådyr, som åd de fleste af knopperne i vintertiden. I 1991 havde en del af træerne dog formået at skyde i vejret. Resten var kun 30-40 cm høje, og de stod så tæt, at det var vanskeligt at færdes i området.

Mange af Askene var i 2006 op til 10 m høje, men påfaldende mange havde et knæk på stammen 30-40 cm over jorden – netop hvor rådyrene tidligere havde bidt topskuddene af. Stadig stod træerne utrolig tæt, og visse steder taltes op til 25/m². Også i det sydøstlige hjørne af Centralmark er siden 1990’erne skudt en aske-ungskov i vejret (fig. 20).

I de senere år er mange af Askene døde på grund af asketoptørre, en sygdom, som skyldes sæksporesvampen asketoptørre-stilkskive (Hymenoscyphus fraxineus).

På de åbne dele af marken er Korbær gået stærkt frem, og i dag er der kun mindre områder tilbage med Fløjlsgræs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I denne mosaik af plantesamfund voksede en mængde arter, bl.a. Tagrør, Strand-Kogleaks, Grenet Pindsvineknop, Almindelig Skjolddrager, Knippe-Star, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel, Tigger-Ranunkel, Krybhvene og Ager-Mynte.

Gennem de følgende 30 år skete der en drastisk ændring af vegetationen i remisen. Efter en årrække med stigende grundvandstand blev de to oprindelige damme og lavningen efterhånden det meste af året omdannet til én stor dam, kaldt Vesterdam.

De af remisens træer, som stod under vand hele året, døde, og de nøgne træer blev den perfekte yngleplads for skarver, der indvandrede fra Vesterskov. Da skarven blev totalfredet på Vorsø i 1971, steg antallet stærkt, og fuglene bredte sig efterhånden til hele remisen. Alle træerne døde med undtagelse af Gråpoppel, som formåede at sprede sig vha. rodskud. I områder med mange skarver gik bundvegetationen også ud. De områder, som skarverne efterhånden forlod, blev hurtigt invaderet af Hyld, og små områder med græs blev også etableret.

På grund af den kraftige guano-påvirkning ændrede sumpvegetationen karakter og domineredes i 1991 af Strand-Kogleaks og Tagrør i selskab med Bredbladet Dunhammer, der var indvandret omkring 1980 (fig. 21 i midten). Iøvrigt sås især Fliget Brøndsel, Vand-Pileurt, Spyd-Mælde og Rød Gåsefod. Sidstnævnte dækkede i sensommeren store områder, når dammen begyndte at tørre ud (fig. 22 og 23). Krattet af Gråpil havde bredt sig kraftigt mod sydøst og dækkede nu en tidligere højstaude-eng.

I 2006 havde Tagrør bredt sig til det meste af lavningen, og nord for den tidligere vej dominerede Strand-Kogleaks i selskab med især Rørgræs og Bredbladet Dunhammer (fig. 21 nederst, samt fig. 24). Rød Gåsefod var stort set forsvundet, mens Strand-Skræppe var indvandret. Omkring dammen var en del af Hyldene forsvundet, og store områder var dækket af højstaudesamfund, domineret af Lådden Dueurt.

I store træk har dette samfund domineret frem til i dag. Dog synes Strand-Skræppe at være forsvundet igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter drænenes ødelæggelse i 1980 steg vandstanden, og marken blev atter til en fugtig eng. Gennem 1980’erne var vegetationen om foråret totalt domineret af Lav Ranunkel, som stadig er meget almindelig her (fig. 26). Den fik op gennem 1990’erne konkurrence fra forskellige græsser, fortrinsvis Krybhvene (fig. 27) og Knæbøjet Rævehale, og der fandtes også store bestande af Rørgræs, Vand-Pileurt, Vand-Mynte, Bittersød Natskygge, Eng-Rævehale, Fliget Brøndsel, Gåse-Potentil og Mose-Bunke, foruden Knippe-Star, der optrådte med adskillige flotte tuer.

Da skarverne i Østerskov i 1990’erne ynglede i stort tal helt ud til skovbrynet ved engen, voksede her gødningstålende arter som Rød Gåsefod, Mangefrøet Gåsefod, Bleg Pileurt og Spyd-Mælde. I 2006 var der ikke nær så mange skarver, og af de nævnte arter kunne kun Rød Gåsefod genfindes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I første halvdel af 1980’erne var dammen næsten dækket af kæmpestore bevoksninger af Storblomstret Vandranunkel (fig. 28), men den blev snart udkonkurreret af Rørgræs sammen med arter som Grenet Pindsvineknop, Bredbladet Dunhammer, Strand-Kogleaks, Blågrøn Kogleaks, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel og Vand-Pileurt.

I 2006 havde dammen omtrent samme udbredelse som i 1980’erne, men vegetationens sammensætning var noget anderledes. Stadig voksede i randen af dammen et bælte af Rørgræs, men inden for dette var Bredbladet Dunhammer og Strand-Kogleaks gået stærkt frem, mens Grenet Pindsvineknop ikke kunne genfindes. Vand-Mynte, Strand-Skræppe og Vand-Ærenpris var indvandret.

Dette billede var stort set uændret i 2018, men de to sidstnævnte arter kunne ikke genfindes. Bittersød Natskygge var tiltaget og dannede store, sammenfiltrede bevoksninger.