Vildnis i vækst

 

 

Hunderose er yderst almindelig på Vorsø, og gennem mange år dominerede den i adskillige områder på de gamle fredmarker, her på Østermark, 23. juni 1983 (øverst). Senere blev arten meget almindelig på de nye fredmarker. På det nederste billede gløder hundreder af hyben i aftensolen på Centralmark, november 1990. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaj Halberg

 

 

 

Som omtalt under Fredningen af Vorsø blev tre fjerdedele af Vorsø, i alt ca. 45 ha, straks efter Københavns Universitets overtagelse af øen i december 1928 henlagt i naturtilstand, dvs. menneskene måtte ikke blande sig i naturens gang. De velplejede skove, plantager og marker begyndte hurtigt at se mindre velplejede ud. Vindfælder fik lov til at ligge, hvor de var faldet, og drængrøfter og markveje voksede til i urter og buske.

Denne beskrivelse af vegetationsudviklingen på de opgivne marker er for størstedelens vedkommende baseret på den kortlægning af øens vegetation, som professor Knud Jessen foretog i 1950’erne (Jessen 1968), foruden mine egne kortlægninger i 1991-92 (Halberg 1996) og 2006 (Halberg 2006). Disse kortlægninger er vist i fig. 29-31 nederst på siden.

Vegetationsudviklingen i de gamle skove og plantagerne er beskrevet af Dal & Fabricius (2013).

For at gøre teksten mere læsevenlig, er de latinske navne udeladt. De fremgår af siden Artslister: Karplanter på Vorsø. Planternes danske navne er skrevet med stort begyndelsesbogstav. De nævnte stednavne fremgår af kortet herunder.

 

 

Kort over Vorsø med de vigtigste lokalitetsnavne. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

 

Græstæppe fordrives af høje urter og træer
De landbrugsarealer, som blev fredet i 1928 (i dag kaldt ’de gamle fredmarker’), dækkedes i 1929 af især én- og to-årige planter, først og fremmest Hvid Okseøje og Lugtløs Kamille, men arter som Rødknæ, Almindelig Brunelle og Almindelig Dværgløvefod var også meget almindelige.

Allerede i 1933 var de fleste af disse planter blevet udkonkurreret af græsser som Almindelig Hvene, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs sammen med bl.a. Agertidsel og Hindbær.

Nær de to gamle skove, Østerskov og Vesterskov, havde græsserne selskab af unge træer, først og fremmest Ask og Ahorn, hvis frø spredes vidt omkring med vinden. 24. november 1928 hærgedes Østjylland af en orkanagtig storm fra sydvest, og frø af især Ask, Ahorn og Skovelm fra Østerskov blev spredt over hele den forladte Østermark nordøst for skoven. Frø af Bøg er for tunge til at vindspredes, så den kunne ikke gøre sig gældende.

Ahorn blev hurtigt næsten enerådende i den opståede ungskov, som i dag dækker ca. 5 ha (fig. 1 og 2). Ask, Elm, Spidsløn og Almindelig Ædelgran forsøgte at klare sig i konkurrencen, men kun et fåtal af de tre førstnævnte nåede op i kronelaget.

Som nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø fik elmesygen i 1990’erne bugt med alle større Elme i ungskoven på Østermark, men der skyder hele tiden nye elme op. På skovbunden her voksede førhen et væld af buske, fx Hunderose, Hassel, Kvalkved, Almindelig og Engriflet Hvidtjørn, samt Almindelig Hyld. I dag er skovbunden meget mørk på grund af Ahorns skyggedannelse, og der vokser kun nogle få Tjørne, mens Hyld stedvis danner krat.

Græsset forsvandt snart i ungskoven, og siden omkring 1980 har skovbunden stedvis været dækket af tæpper af skyggetålende planter, først og fremmest Dunet Steffensurt, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod. Nær den tidligere mergelgrav i det nordøstlige hjørne af marken er Sanikel (fig. 4) og Skov-Stilkaks talrige.

Andre steder på øen foregik skovdannelsen til at begynde med kun langs skovbrynene (se fig. 3). I denne ungskov dominerer i dag Ask, og i busklaget findes bl.a. Hassel, Seljepil og Almindelig Hvidtjørn. I et lille område mellem Østerskov og vejen, kaldt Hugget, indvandrede straks efter fredningen en tæt bevoksning af Rødel, som allerede i 1936 var over 4 m høj. Senere indvandrede Ask, som i dag næsten helt har udkonkurreret Rødellene.

I den øvrige del af de gamle fredmarker blev græstæppet langsomt fordrevet af plantesamfund domineret af Gederams og Hindbær, iblandet især Agertidsel og Stor Nælde (se fig. 3). Efter 1955 begyndte Gederams imidlertid at brede sig langt hurtigere. Det fremgår af luftfotos, at bestandene var cirkelformede, hvilket fortæller, at arten har bredt sig vha. underjordiske udløbere. Den eksplosive spredning kan også forklares ved, at Gederams er meget konkurrencedygtig. Den vokser højt, og dens visne løv indeholder kemiske stoffer, der virker væksthæmmende på andre planter. Den gode muldjord på Vorsø gavnede også arten. I 1962 var udbredelsen af græsmark og gederams-hindbær-samfund på markerne nogenlunde lige stor, nemlig 45% hver, mens krat og ungskov dækkede 10%.

 

 

Fig. 1. Planteregistrering i 1930’erne blandt mandshøje ahorn på den forladte Østermark nordøst for Østerskov. Efter fredningen blev denne art hurtigt næsten enerådende i den opståede ungskov, og i dag findes i dette område en tæt skov af godt 90-årige træer. (Foto efter Wiinstedt 1938)

 

 

Fig. 2. Samme ungskov som på fig. 1, 1981. Østermark er nu totalt domineret af ahorn, der på dette tidspunkt er omkring 50 år gammel. – 13. december 1981. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 3. Luftfoto af Vorsø fra sydvest, juli 1981. Forrest rager den nordøstlige spids af Vorsø Kalv frem. Dernæst et system af gamle krumodder ved navn Kalvøerne, der voksede til i strandeng og i løbet af 1950’erne og 60’erne voksede sammen med Vorsø. Til højre ses en nyere krumodde af sand, som startede sin vækst i 1940’erne. De hvide træer i forgrunden er plantagen Vestre Remise, som siden 1960’erne har huset en koloni af skarver, hvis gødning har tilkalket træerne. Denne remise ligger på Vestermark, en af de marker, som blev fredet i 1928. På denne mark fandtes i 1981 stadig mange åbne områder, domineret af græsarter og gederams (de rødlige partier). Nord for den vestlige skov, Vesterskov (i midten af billedet), var marken bevokset med ungskov. I baggrunden ses den anden gamle skov, Østerskov: Her indvandrede skarven i 1976, og på billedet ses tilkalkning af nogle partier. I løbet af 1990’erne blev denne skov totalt ødelagt af skarvernes påvirkning samt af elmesyge, og i dag findes her ungskov, domineret af ahorn. Nordøst for Østerskov var den gamle fredmark Østermark i 1981 allerede næsten fuldstændig dækket af ungskov af især Ahorn. De åbne partier til højre på billedet, samt mellem de to gamle skove og et mindre område ved nordkysten, er de marker, som blev fredet i 1978. I 1981 var disse partier dækket af et græstæppe, iblandet Gederams og andre urter. Den lille isolerede plantage ved sydkysten til højre hedder Tepotten – således kaldet på grund af et ganske lille vandhul midt i plantningen. Allerbagest i billedet ses tre sandede småøer, Langøerne, hvoraf den inderste siden omkring 2010 har været vokset sammen med nordøstspidsen af Vorsø. (Foto Flemming Christensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 4. Luftfoto af Vorsø fra sydvest, august 1997. Gederamsen er nu næsten forsvundet fra de gamle fredmarker, men dominerer på den østlige del af de nye fredmarker yderst t.h. Krat og ungskov har bredt sig meget. De lyse partier i forgrunden er domineret af Draphavre. Østerskov er nu særdeles præget af skarvernes påvirkning. (Foto copyright © by Eigil Holm)

 

 

Fig. 5. Nær den tidligere mergelgrav i det nordøstlige hjørne af Østermark er Sanikel meget almindelig. – 2. august 2015. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Uigennemtrængelige krat og ungskov
I løbet af 1970’erne og 80’erne dannedes mange steder på de gamle fredmarker store tornede krat af Slåen, Mirabel, Hunderose, Engriflet Hvidtjørn, Gråpil og Hyld, som var så tætte, at det var umuligt at trænge igennem dem (fig. 6). I denne periode opstod der også rundt om på markerne grupper af ungskov, hvor Ask er mest almindelig, iblandet Ahorn, Elm, Stilkeg, Hassel, Seljepil og Vortebirk.

Fra plantagen Vestre Remise (se afsnittet Sump som i 1700-tallet nedenfor) spredtes Gråpoppel vha. rodskud til den omkringliggende mark, hvor den dannede en ungskov, som dog snart blev kraftigt hæmmet af ynglende skarver (fig. 7). Under denne ungskov fandtes overordentlig tætte krat af hyld. Humle udvandrede fra Vestre Remise, og i dag er buskene i større områder på fredmarken nær remisen fuldstændig overgroede af denne livskraftige slyngplante (fig. 8).

På de gamle fredmarker havde ungskoven i 2006 næsten fordrevet såvel græsmark som gederams-hindbær-samfundene, og krattene var også i svag tilbagegang. Bunden i de opståede ungskove var dog stadig ret lys, og der voksede et væld af urter, især Feber-Nellikerod, Dunet Steffensurt og Almindelig Bingelurt, og tillige arter som Almindelig Mangeløv, Bredbladet Mangeløv, Ramsløg, Burre-Snerre, Stor Konval, Dag-Pragtstjerne, Stinkende Storkenæb og Krybende Læbeløs. I ungskoven i kystnære områder ud mod den nordvestlige kystskrænt samt mod engen langs nordkysten fandtes især Vild Kørvel, Sanikel, Stor Konval og Løgkarse.

I dag findes der kun hist og her på Vestermark fortsat pletter med græsmark, gederams-hindbær-samfund og højstaude-eng. I den sydøstlige del af denne mark blev flere græsarealer gennem 1980’erne overtaget af Almindelig Mangeløv i selskab med enkelte Fjerbregner. Førstnævnte har siden bredt sig og dækker i dag store områder (fig. 9). Det eneste større areal med græsmark findes nu syd for Vestre Remise, og her er det tydeligt, at rådyr har forsinket tilgroningen.

 

 

Fig. 6. I løbet af 1970’erne og 80’erne dannedes mange steder på de gamle fredmarker store tornede krat, der var så tætte, at det var umuligt at trænge igennem dem. Her ses blomstrende Slåen på Vestermark. – 12. maj 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 7. Med den stigende grundvandstand på reservatet begyndte gråpoplerne i centrum af Vestre Remise at dø, men inden deres død havde de vha. rodskud bredt sig til dele af den omkringliggende Vestermark, hvor de dannede en ungskov, som dog snart blev kraftigt hæmmet af ynglende skarver. – 16. maj 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 8. Humle udvandrede fra Vestre Remise, og i dag er buskene i større områder på Vestermark nær remisen fuldstændig overgroede af denne livskraftige slyngplante, i dette tilfælde en gammel Hyld. I baggrunden ungskov af Gråpoppel. – 10. september 2013. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 9. I den sydøstlige del af Vestermark blev flere græsarealer gennem 1980’erne overtaget af Almindelig Mangeløv, som siden har bredt sig og i dag dækker store områder. – 17. september 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fra marker til hindbærkrat og askeskov
Tre marker på øen, tilsammen ca. 14 ha, blev opdyrket til og med 1978. De kaldes i dag ’de nye fredmarker’, opdelt i Sydmark, Nordmark og Centralmark. I efteråret 1978 blev størstedelen af disse marker pløjet, men ca. 2,5 ha vest for gården blev efterladt som stubmark. På Centralmark fandtes en frugtplantage, hvor træerne blev fældet i 1981.

I lighed med, hvad der skete på de gamle fredmarker omkring 1930, var de nye fredmarker de første par år totalt domineret af én- og to-årige arter, specielt Lugtløs Kamille og Almindelig Kvik (fig. 10). Kvik, som havde været et almindeligt ukrudt på agerjorden, overtog snart store områder af den pløjede mark i selskab med bl.a. Mælkebøtte. Kvik tåler udmærket pløjning, idet hver en stump af dens rhizom er i stand til at danne en ny plante.

På stubmarken kunne straks i 1979 spire frø af Gederams, der i stort tal var spredt fra den tætte bevoksning på Vestermark, men på pløjemarken var kvik-dækket allerede så tæt, at spiringen af Gederams blev hæmmet. De gederams-planter, som havde formået at spire her, bredte sig dog hurtigt vha. underjordiske udløbere, og allerede i 1984 havde denne art overtaget Nordmark og hele den vestlige del af Sydmark (fig. 11), i selskab med bl.a. Agertidsel, Hindbær og Stor Nælde.

I den østlige del af Sydmark og på Centralmark var nedfaldet af gederams-frø langt mindre, og græsmarken, som især var bevokset med Kvik, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs, holdt længe stand.

 

 

Fig. 10. De nye fredmarker var de første par år totalt domineret af én- og to-årige arter, specielt Lugtløs Kamille og Almindelig Kvik, der her vokser på den centrale del af Sydmark, juli 1979. I baggrunden ses fra venstre Vesterskov, Østerskov, gården, samt et hegn af Landevejspopler. (Foto Flemming Christensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 11. I løbet af 1980’erne blev det meste af den vestlige del af Sydmark overtaget af Gederams. I forgrunden ses et græsklædt område med en kraftig bevoksning af Eng-Brandbæger, i baggrunden enkelte spredte buske af Gråpil og Seljepil. – 12. juli 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sydmark og Nordmark
I 2006 var langt det meste af græsmarken og gederams-bestandene på disse marker blevet næsten fuldstændig overtaget af kæmpemæssige bevoksninger af Hindbær i selskab med bl.a. Korbær, Stor Nælde, Agertidsel og Burre-Snerre. Visse steder var Lådden Perikon og Kantet Perikon almindelige.

Græsmarken holdt længe stand på nogle småpletter langs markernes rand ud mod kystzonen. Her voksede i 2006 mange planter, som er fåtallige på Vorsø, bl.a. Mark-Tusindgylden, Grøn Høgeskæg, Fin Kløver, Stribet Kløver, Bitter Bakkestjerne, Håret Høgeurt, Eng-Brandbæger og Skov-Angelik. Siden er en del af disse arter forsvundet.

På en grusbanke på Sydmark, nordvest for den lille plantage Tepotten (således kaldet på grund af et ganske lille vandhul midt i plantningen), formåede Gederams aldrig at gøre sig gældende, og i 1991 fandtes her et artsrigt overdrevsagtigt område, domineret af Draphavre og Fløjlsgræs, iblandet en mængde mere sjældne urter, fx Pomerans-Høgeurt (fig. 12), Følfod, Vild Løg og Gul Kløver. I 2006 havde Hindbær og Korbær overtaget en stor del af området, og af mere fåtallige urter fandtes kun Skov-Jordbær.

Krat er endnu ikke særligt udbredte på Sydmark og Nordmark. Gråpil og Seljepil danner krat langs Vesterskovs bryn, på den centrale del af Sydmark og langs et hegn af Mirabel på Nordmark. Småkrat af Slåen, Hvidtjørn og Mirabel er etableret her og der.

Hen langs Vesterskovs sydlige og nordøstlige skovbryn, samt i det nordøstlige hjørne af Sydmark voksede i løbet af 1980’erne ungskov op, domineret af Elm med islæt af Ask, Vortebirk, Rødel og Bævreasp. Når Elmene har opnået en vis højde, bliver de uvægerligt angrebet af elmesyge og dør, men lige så hurtigt vokser der nye op. Dette fænomen er nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø. Urtefloret i disse ungskove er i dag domineret af Stor Nælde i selskab med bl.a. Almindelig Mangeløv, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod.

Kort efter fredningen af Sydmark i 1978 spredtes tusindvis af frø fra nogle få store Ahorn i Tepotten, og på et ret stort areal af marken omkring plantagen (den føromtalte grusbanke undtaget) skød i de følgende år et væld af unge træer op. I 1993 var her udviklet en tæt ungskov, hvor de højeste træer målte 8-9 m. I 2006 havde skoven bredt sig yderligere, og de højeste af træerne var over 15 m høje (fig. 13-15). Udviklingen svarer nøje til den, der fandt sted på den gamle fredmark nordøst for Østerskov 50 år tidligere (se fig. 1-2).

På Sydmark, vest for et lille område med gammel fredmark i sydøsthjørnet af øen, var i 2006 opstået en ungskov, domineret af Ask og Elm. I skovbunden her fandtes Almindelig Lungeurt i mængde.

 

 

Fig. 12. Gennem en årrække voksede pomerans-høgeurt talrigt på en grusbanke nordvest for Tepotten. Den er siden forsvundet herfra. – 14. juni 1994. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 13. Kort efter fredningen af Sydmark i 1978 skød et væld af unge Ahorn op omkring Tepotten. På dette billede fra 1984 er de ældste af træerne 5 år gamle og af mandshøjde. – 19. maj 1984. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 14. Tepotten fra vest, 1992. Der er nu udviklet en tæt ungskov omkring plantagen, hvor de højeste træer måler 8-9 m. De to mørke træer i Tepotten er østrigske fyrre (Pinus nigra), som blev plantet omkring 1893. – 25. oktober 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 15. I 2006 har ungskoven bredt sig yderligere, og de højeste af træerne, der nu er omkring 28 år gamle, er over 15 m høje. På dette billede danner træerne en kompakt ’mur’ ud mod sydkysten. – 26. januar 2006. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Centralmark
På Centralmark, der indtil fredningen var frugtplantage, foregik vegetationsudviklingen noget anderledes. Denne mark er opdelt i to områder, som er adskilt fra hinanden af et hegn af Mirabel, og andre mirabellehegn findes mellem denne mark og Nordmark, samt ud mod engen langs nordkysten. Blandt Mirabellerne voksede bl.a. Ask og Berlinerpoppel.

Størstedelen af Centralmark blev hurtigt dækket af græsser, domineret af Kvik, som dog i 1991 i store områder var fortrængt af Fløjlsgræs (fig. 16). I en lavning i den sydlige del af marken langs vejen er der meget fugtigt, og indtil midten af 1980’erne fandtes her et tæppe af Lav Ranunkel, som siden blev sat stærkt tilbage af bl.a. Kvik. Tidligt indvandrede her en ungskov af Rødel (fig. 17), som i dag danner en tæt ungskov. Der er stadig fugtigt i bunden, hvis vegetation domineres af græsser, og der vokser tillige bl.a. Vand-Mynte og Nyrebladet Ranunkel.

Centralmark var i 1991 et af de artsrigeste områder på øen og husede et væld af fåtallige urter, bl.a. Maj-Gøgeurt, Hare-Star, Blågrøn Star, Mark-Frytle, Eng-Brandbæger, Rank Evighedsblomst og Læge-Ærenpris. Af disse kunne kun Blågrøn Star og Eng-Brandbæger genfindes i 2006, men der var mange andre interessante urter, såsom Almindelig Agermåne (fig. 18), Lådden Perikon, Kantet Perikon, Bleg Star og Krybende Læbeløs. Under hegnene voksede Sanikel i mængde, og der var også fire småbestande af Skov-Hullæbe.

I modsætning til på Sydmark og Nordmark gjorde tornede buske sig hurtigt gældende på Centralmark, og i dag ser man tætte krat magen til dem på de gamle fredmarker (fig. 19).

Fra det østlige bryn af Vesterskov spredtes sidst i 1970’erne utallige frø af Ask ud over marken, og i løbet af 1980’erne voksede mange tusinde småtræer op. De blev gennem flere år holdt kraftigt nede af rådyr, som åd de fleste af knopperne i vintertiden. I 1991 havde en del af træerne dog formået at skyde i vejret. Resten var kun 30-40 cm høje, og de stod så tæt, at det var vanskeligt at færdes i området.

Mange af Askene var i 2006 op til 10 m høje, men påfaldende mange havde et knæk på stammen 30-40 cm over jorden – netop hvor rådyrene tidligere havde bidt topskuddene af. Stadig stod træerne utrolig tæt, og visse steder taltes op til 25/m2. Også i det sydøstlige hjørne af Centralmark er siden 1990’erne skudt en aske-ungskov i vejret (fig. 20).

I de senere år er mange af Askene døde på grund af asketoptørre, en sygdom, som skyldes sæksporesvampen asketoptørre-stilkskive (Hymenoscyphus fraxineus).

På de åbne dele af marken er Korbær gået stærkt frem, og i dag er der kun mindre områder tilbage med Fløjlsgræs.

 

 

Fig. 16. I 1990’erne var det meste af Centralmark domineret af Fløjlsgræs (de violette partier). På billedet ses også Kærtidsel, Almindelig Mangeløv, Hunderose og Engriflet Hvidtjørn. I baggrunden Vesterskov. – 24. juni 1994. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 17. I en lavning i den sydlige del af Centralmark langs vejen er der meget fugtigt, og her voksede hurtigt en tæt ungskov af Rødel op. På dette billede er træerne ca. 8 år gamle. – 7. marts 1987. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 18. I dag trives fortsat en række lyskrævende arter på Centralmark langs vejen, bl.a. Almindelig Agermåne, der her ses sammen med Fløjlsgræs og Eng-Brandbæger. – 12. juli 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 19. I løbet af 1990’erne blev en stor del af Centralmark bevokset med tornede krat, især af Engriflet Hvidtjørn og Hunderose. Blandt tjørnene rager Ask og Gråpil op. Forrest ses en artsrig græsmark med bl.a. Fløjlsgræs, Kærtidsel, Kantet Perikon og Hvid Snerre. – 12. juli 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 20. På den sydlige del af Centralmark er siden 1990’erne skudt en ungskov af Ask i vejret. På billedet ses også enkelte Rødelle (de mørkere stammer). – 31. januar 2006. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sump som i 1700-tallet
Drænene i de gamle fredmarker forgik efterhånden, og efter fredningen af den sidste agerjord i 1978 besluttede man i 1980 at ødelægge så mange dræn som muligt i disse marker for at accelerere processen hen imod naturtilstand. Det betød, at der hurtigt blev dannet nye sumpede områder på øen, og sumpvegetation bredte sig kraftigt gennem de følgende årtier.

 

Vestre Remise
Denne plantage, der ved fredningen i 1929 indeholdt to små vandhuller, var adskilt fra den sydlige del af Vestermark ved en vejdæmning. Syd for denne vej fandtes en lavning på omkring 0,2 ha, der endnu i 1941 var græsmark. Senere skete der en forsumpning af denne lavning, og omkring 1960 var der omkring de to damme og i lavningen opstået en blandet vegetation af rørsump, brøndsel-sump, eng, samt krat af Gråpil (se fig. 21 øverst).

I denne mosaik af plantesamfund voksede en mængde arter, bl.a. Tagrør, Strand-Kogleaks, Grenet Pindsvineknop, Almindelig Skjolddrager, Knippe-Star, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel, Tigger-Ranunkel, Krybhvene og Ager-Mynte.

Gennem de følgende 30 år skete der en drastisk ændring af vegetationen i remisen. Efter en årrække med stigende grundvandstand blev de to oprindelige damme og lavningen efterhånden det meste af året omdannet til én stor dam, kaldt Vesterdam.

De af remisens træer, som stod under vand hele året, døde, og de nøgne træer blev den perfekte yngleplads for skarver, der indvandrede fra Vesterskov. Da skarven blev totalfredet på Vorsø i 1971, steg antallet stærkt, og fuglene bredte sig efterhånden til hele remisen. Alle træerne døde med undtagelse af Gråpoppel, som formåede at sprede sig vha. rodskud. I områder med mange skarver gik bundvegetationen også ud. De områder, som skarverne efterhånden forlod, blev hurtigt invaderet af Hyld, og små områder med græs blev også etableret.

På grund af den kraftige guano-påvirkning ændrede sumpvegetationen karakter og domineredes i 1991 af Strand-Kogleaks og Tagrør i selskab med Bredbladet Dunhammer, der var indvandret omkring 1980 (fig. 21 i midten). Iøvrigt sås især Fliget Brøndsel, Vand-Pileurt, Spyd-Mælde og Rød Gåsefod. Sidstnævnte dækkede i sensommeren store områder, når dammen begyndte at tørre ud (fig. 22 og 23). Krattet af Gråpil havde bredt sig kraftigt mod sydøst og dækkede nu en tidligere højstaude-eng.

I 2006 havde Tagrør bredt sig til det meste af lavningen, og nord for den tidligere vej dominerede Strand-Kogleaks i selskab med især Rørgræs og Bredbladet Dunhammer (fig. 21 nederst, samt fig. 24). Rød Gåsefod var stort set forsvundet, mens Strand-Skræppe var indvandret. Omkring dammen var en del af Hyldene forsvundet, og store områder var dækket af højstaudesamfund, domineret af Lådden Dueurt.

I store træk har dette samfund domineret frem til i dag. Dog synes Strand-Skræppe at være forsvundet igen.

 

 

Fig. 21. Vegetationstyper i Vestre Remise og lavningen syd for denne i 1960 (øverst), 1991 (i midten), samt 2006. (Efter Halberg & Gregersen 2010)

 

 

Fig. 22. Vestre Remise i 1992 med stubbe af Gråpoppel, som er dræbt af en kombination af stigende grundvand og guano fra ynglende skarver. I forgrunden bevoksninger af Rød Gåsefod (de lave lysegrønne planter), Strand-Kogleaks (de mørkegrønne planter t.v.), samt forrest Tagrør, som har erobret den sydlige del af lavningen syd for vejdæmningen. I baggrunden krat af Hyld samt ungskov af Gråpoppel på Vestermark. Enkelte gråænder og krikænder raster i dammen. – 11. september 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 23. Bevoksningerne af Rød Gåsefod i Vestre Remise var et populært fødeemne for rådyr. – 5. juli 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 24. I 2009 havde Tagrør bredt sig til næsten hele lavningen, mens Strand-Kogleaks (de rødlige planter) dannede et smalt bælte rundt langs den sydlige og vestlige kant af selve Vesterdam. Den nordlige og østlige kant af dammen var især bevokset med Rørgræs i selskab med Strand-Kogleaks, Bredbladet Dunhammer (de grønne planter yderst t.h.) samt Strand-Skræppe (den lille lysegrønne klon t.v.). Krattene af Hyld nord for dammen var nu gamle, og deres stammer var tæt bevokset med gule laver, sandsynligvis almindelig væggelav (Xanthoria parietina). Bagest ses ungskov på Vestermark. Der raster atter gråænder og krikænder i dammen. – 15. november 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kulmade
Sydøst for gården, ved vestbrynet af Østerskov, fandtes frem til 1979 en græsmark, der blev anvendt til kreaturgræsning. Her var Tusindfryd i 1970’erne så talrig, at den farvede store dele af marken hvid (fig. 25). I gamle dage, før marken blev drænet, fandtes her en eng, som man kaldte for Kulmade – et navn, der rimeligvis hentyder til engens sorte mosejord.

Efter drænenes ødelæggelse i 1980 steg vandstanden, og marken blev atter til en fugtig eng. Gennem 1980’erne var vegetationen om foråret totalt domineret af Lav Ranunkel, som stadig er meget almindelig her (fig. 26). Den fik op gennem 1990’erne konkurrence fra forskellige græsser, fortrinsvis Krybhvene (fig. 27) og Knæbøjet Rævehale, og der fandtes også store bestande af Rørgræs, Vand-Pileurt, Vand-Mynte, Bittersød Natskygge, Eng-Rævehale, Fliget Brøndsel, Gåse-Potentil og Mose-Bunke, foruden Knippe-Star, der optrådte med adskillige flotte tuer.

Da skarverne i Østerskov i 1990’erne ynglede i stort tal helt ud til skovbrynet ved engen, voksede her gødningstålende arter som Rød Gåsefod, Mangefrøet Gåsefod, Bleg Pileurt og Spyd-Mælde. I 2006 var der ikke nær så mange skarver, og af de nævnte arter kunne kun Rød Gåsefod genfindes.

 

 

Fig. 25. På Kulmade, der frem til 1979 var græsmark, var Tusindfryd dengang så talrig, at den farvede store dele af marken hvid. På billedet ses også blomstrende Lav Ranunkel og Slåen. – 22. maj 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 26. Efter drænenes ødelæggelse i 1980 steg vandstanden, og Kulmade blev atter til en fugtig eng. Gennem 1980’erne og 90’erne var den om foråret et tæt tæppe af Lav Ranunkel. På billedet ses også bl.a. Eng-Rævehale og Kærtidsel. I baggrunden Østerskov, som er delvis udgået pga. påvirkning fra ynglende skarver. – 11. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fig. 27. I 2001 domineredes Kulmade af forskellige græsser. Her ses Krybhvene og Rørgræs, samt Vand-Mynte. Bagest Østerskov. – 12. juli 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Østerdam
I et mindre område med gammel fredmark i sydøsthjørnet af øen var en fugtig lavning allerede i 1930’erne blevet gendannet. Før drænene i Sydmark i 1980 blev destrueret, var denne lavning domineret af Rørgræs, Stor Nælde og Almindelig Mjødurt. Den generelle vandstandsstigning på øen medførte, at der nu det meste af året stod vand i lavningen, som blev døbt Østerdam.

I første halvdel af 1980’erne var dammen næsten dækket af kæmpestore bevoksninger af Storblomstret Vandranunkel (fig. 28), men den blev snart udkonkurreret af Rørgræs sammen med arter som Grenet Pindsvineknop, Bredbladet Dunhammer, Strand-Kogleaks, Blågrøn Kogleaks, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel og Vand-Pileurt.

I 2006 havde dammen omtrent samme udbredelse som i 1980’erne, men vegetationens sammensætning var noget anderledes. Stadig voksede i randen af dammen et bælte af Rørgræs, men inden for dette var Bredbladet Dunhammer og Strand-Kogleaks gået stærkt frem, mens Grenet Pindsvineknop ikke kunne genfindes. Vand-Mynte, Strand-Skræppe og Vand-Ærenpris var indvandret.

Dette billede var stort set uændret i 2018, men de to sidstnævnte arter kunne ikke genfindes. Bittersød Natskygge var tiltaget og dannede store, sammenfiltrede bevoksninger.

 

 

Fig. 28. I første halvdel af 1980’erne fandtes i Østerdam store bevoksninger af Storblomstret Vandranunkel. Træerne er Gråpopler. – 24. maj 1984. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fig. 29. Vegetationskort over Vorsø 1960 (efter Jessen 1968).

 

 

Fig. 30. Vegetationskort over Vorsø 1991 (efter Halberg 1996).

 

 

Fig. 31. Vegetationskort over Vorsø 2006 (efter Halberg 2006).

 

 

Signaturforklaring til fig. 29-31.

 

 

 

Teksten ovenfor er en revideret udgave af et kapitel i bogen Vorsø – et fristed for naturen (Halberg & Gregersen 2010). Denne bog er i dag udsolgt.

 

 

 

Referencer
Dal, T. & P. Fabricius 2013. Vorsø Skov VII. Registrering af vedvegetationen i skovene og udvalgte prøveflader på Vorsø 2012. Rapport til Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Tilgængelig på nettet: curis.ku.dk/portal/files/147630305/Vors_2012.pdf
Halberg, K. 1996. Flora og vegetation på naturreservatet Vorsø 1930-1992. Flora og Fauna 101: 79-100.
Halberg, K. 2006. Vegetationsudviklingen på naturreservatet Vorsø 1929-2006. Rapport til Aage V. Jensens Fonde.
Halberg, K. & J. Gregersen (red.) 2010. Vorsø – et fristed for naturen. Eigil Holms Forlag.
Jessen, K. 1968. Flora og vegetation på reservatet Vorsø i Horsens Fjord. Botanisk Tidsskr. 63: 1-201.
Wiinstedt, K. 1938. Vegetationen paa Reservatet Vorsø i Horsens Fjord. Botanisk Tidsskr. 44: 260-306.

 

 

 

(Oprettet februar 2017)

 

(Senest revideret april 2021)