Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent

 

 

En tigerpython (Python molurus) soler sig uden for sin hule, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. Hulen var sandsynligvis tidligere bolig for en familie af indiske hulepindsvin (Hystrix indica), som blev forladt – eller pythonen jog simpelthen familien bort og overtog hulen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Deltakrokodille (Crocodylus porosus), Maipura-floden, Bhitarkanika Wildlife Reserve, Odisha. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den rødplettede agame (Paralaudakia himalayana) er meget almindelig i Ladakh. Denne sidder på en stenmur i byen Leh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka grøn piskesnog (Ahaetulla nasuta), Tissawewa, nær Hambantota, sydlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af brunplettet kænguru-agame (Otocryptis wiegmanni), Sinharaja Forest Reserve, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea) graver et hul på en sandstrand for at lægge æg, Hikkaduwa, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side omtales en række krybdyr og padder, som jeg har observeret under mange ophold på det Indiske Subkontinent siden 1974. Inden for hver af de to grupper er familier, slægter og arter præsenteret i alfabetisk rækkefølge.

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

Dette kort viser indiske delstater og unionsterritorier. (Lånt fra www.mapsofindia.com)

 

 

 

Krybdyr

 

Agamidae Agamer
Agamer er en stor gruppe øgler, der omfatter 6 underfamilier med omkring 64 slægter og over 300 arter. Disse dyr er udbredt i Asien, Australien, Afrika og Sydeuropa.

 

Calotes Pragtøgler
Denne slægt i underfamilien Draconinae rummer omkring 29 arter, der er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina og Malaysia til Indonesien. Den største diversitet ses i Indien, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’), hvilket sigter til de prægtige farver hos mange af arterne.

 

Calotes calotes Sydlig pragtøgle
Denne store agame, der kan blive indtil 65 cm lang, inklusive den lange, tynde hale, lever i skove i Sri Lanka samt i bjergområder i den sydvestligste del af Indien. Den er stærkt grøn med lodrette hvide striber på kroppen. I yngletiden, eller hvis den er ophidset, bliver hannens hoved og strube knaldrøde, og kroppen bliver ofte mørkere grøn.

 

 

Sydlig pragtøgle, Sinharaja Forest Reserve, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af sydlig pragtøgle viser rødligt hoved, Ratnapura, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calotes nigrilabris Sortkindet pragtøgle
Denne art er endemisk i bjergene i det centrale Sri Lanka, hvor den forekommer i højder mellem 1300 og ca. 2500 m. Hannen kendes nemt på sine sorte kinder, mens hunnen minder om sydlig pragtøgle (ovenfor), men har sorte prikker på kinden.

Artsnavnet er afledt af latin niger (‘sort’) og labrum (‘læbe’).

 

 

Han af sortkindet pragtøgle, Baker’s Falls, Maha Eliya Thenna Nationalpark (Horton Plains), Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af sortkindet pragtøgle, Maha Eliya Thenna Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af sortkindet pragtøgle, Pidurutalagala, centrale Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calotes versicolor Indisk pragtøgle
Et af denne arts engelske navne er bloodsucker (‘blodsuger’), hvilket sigter til hannens højrøde hoved og strube i yngletiden, eller når den er ophidset. Den er almindelig og lever i et bedt udsnit af habitater, også i byer.

Den er udbredt fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem hele det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Sumatra. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. Oman, Mauritius, Seychellerne, Singapore og USA. I Singapore er den blevet en trussel mod den lokale øgleart Bronchocela cristatella.

I Kina er den i tilbagegang, da den indsamles, formodentlig til føde eller traditionel medicin.

Artsnavnet er afledt af latin verso (‘at vende’) og color (‘farve’), således ‘den, der skifter farve’.

 

 

Denne han af indisk pragtøgle sidder på bambuspæle, Andamanerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når den er ophidset, bliver hoved og strube hos hannen af indisk pragtøgle højrøde. – Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal (øverst), Sauraha, sydlige Nepal (i midten), samt Manas Nationalpark, Assam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af indisk pragtøgle, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun sidder på en bambusstang på taget af en forrådshytte, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Draco Svæveøgler
Den overvejende del af medlemmerne af denne slægt af unikke øgler, som omfatter omkring 40 arter, er udbredt i Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne, med en enkelt art (nedenfor) i Sydindien.

Disse dyr kaldes også for flyveøgler, hvilket er et misvisende navn, da de ikke kan flyve på ægte vis, men glider fra et træ til et andet ved at brede ribbenene ud, som er forbundet af en vingelignende membran, kaldt patagia.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk drakon (‘drage’).

 

Draco dussumieri Malabar-svæveøgle
Denne art findes i Western og Eastern Ghats, fra Goa og Maharashtra mod syd til Kerala og Tamil Nadu.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske handelsmand og rejsende Jean-Jacques Dussumier (1792-1883), som indsamlede talrige dyrearter i det sydlige Asien og andre regioner omkring det Indiske Ocean, fra 1816 til 1840.

 

 

Hun af Malabar-svæveøgle, Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa. Planten med blå blomster er et medlem af familien Acanthaceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Japalura
En slægt med 8 slanke agamer, som tilhører underfamilien Draconinae. De er udbredt i den nordlige del af det indiske subkontinent, fra Pakistan mod øst til Myanmar og den kinesiske Yunnan-provins. Et antal arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Diploderma.

Medlemmer af slægten Japalura er uhyre vanskelige at adskille fra hinanden, og identifikationen af de to arter herunder er behæftet med stor usikkerhed.

 

Japalura tricarinata
Dette firben er meget variabelt. Farven veksler fra knaldgrøn til brun, ofte med sorte tværbånd eller andre afmærkninger. Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

 

 

Denne han af Japalura tricarinata (?) klynger sig til en husmur i landsbyen Bagarchap, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Japalura variegata
Som dens navn antyder, er også denne art yderst variabel. Den er ofte grønlig eller grålig med sorte tværbånd på ryggen og benene. Den findes i det østlige Nepal, det nordøstlige Indien, samt Bhutan.

 

 

Japalura variegata (?), fotograferet nær Mure, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laudakia
En lille slægt med 10 arter, som er begrænset til Asien. 11 arter, som førhen var inkluderet i slægten, er blevet flyttet til slægterne Paralaudakia (nedenfor), Acanthocercus og Stellagama.

 

Laudakia tuberculata Kashmir klippe-agame
Dette store firben er blåligt med gullig bug og gule pletter på ryg og flanker. En ret almindelig art på klipper i mellemhøjder i Himalaya, fra det østlige Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Han af Kashmir klippe-agame, Kopche Pani, nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af Kashmir klippe-agame, Sekathum, nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af Kashmir klippe-agame har travlt med at grave et hul til at lægge æg i, Kopche Pani, nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otocryptis Kænguru-agamer
Disse små agamer, som omfatter to arter, er endemiske i Sri Lanka.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ot-, som er stamformen af ous (‘øre’) samt kryptos (‘skjult’), således ‘med skjulte ører’. Det danske navn hentyder til disse dyrs meget lange bagben.

 

Otocryptis wiegmanni Brunplettet kænguru-agame
Denne art lever i skove i vådzonen og lavere bjergegne i det sydvestlige Sri Lanka, op til højder omkring 1300 m. Hannen har en stor, aflang, brun plet på strubesækken, mens den meget lignende O. nigristigma har en sort plet. Sidstnævnte synes at være begrænset til øens tørzone.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Arend Friedrich August Wiegmann (1802-41), som beskrev talrige nye krybdyrarter, hvoraf de 55 stadig er anerkendte. Han beskrev også adskillige nye paddearter.

 

 

Han af brunplettet kænguru-agame, Sinharaja Forest Reserve, sydvestlige Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paralaudakia
Denne lille slægt rummer 8 arter, som er udbredt fra Østeuropa mod øst til Mongoliet og det vestlige Kina. De var tidligere placeret i slægten Laudakia (ovenfor).

 

Paralaudakia himalayana Rødplettet agame
Denne art kendes nemt på en stor rød plet på begge sider af halsen. Den er meget almindelig i Ladakh og er iøvrigt vidt udbredt i Asien, idet den forekommer fra Turkmenistan og det østlige Uzbekistan mod øst til Sinkiang og derfra mod syd til det østlige Afghanistan, det nordlige Pakistan, Kashmir og Nepal.

 

 

Denne rødplettede agame sidder på en mur i byen Leh, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødplettet agame på en mani-sten (en sten med indridsede buddhistiske mantra’er), Martselang, nær Hemis, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phrynocephalus Tudseagamer
Disse små agamer har navn efter deres hovedform, der minder om en tudses hoved. Omkring 44 arter er udbredt fra Mellemøsten og den Arabiske Halvø mod øst til Centralasien og det vestlige Indien. De er tilpasset et liv i tørre områder. Når de er på jagt, sidder de ofte stille i lange perioder, mens de scanner omgivelserne for bytte.

 

 

En uidentificeret art af tudseagame, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phrynocephalus theobaldi Theobalds tudseagame
Udbredt fra Kazakhstan og Sinkiang mod syd gennem det tibetanske højland til Ladakh og det nordlige Nepal, hvor den lever i ørken, græsklædte områder og krat.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske naturhistoriker William Theobald (1829-1908), som arbejdede for Geological Survey of India i Myanmar, som dengang var en del af Britisk Indien. Han beskrev omkring et dusin nye krybdyr-arter og var den første til at offentliggøre et katalog over de krybdyr, som var blevet indsamlet i Britisk Indien. Hans arbejde med indiske ferskvandssnegle var den første af slagsen, og han præsenterede sin samling af sneglehuse for den amerikanske missionær og naturhistoriker Francis Mason (1799-1874), som anvendte den i sit episke værk Burmah, its People and Natural Productions, hvis tredje udgave blev fuldstændig revideret af Theobald.

 

 

Theobalds tudseagame, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Theobalds tudseagame, Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Boidae Boaer
Denne familie af ugiftige kvælerslanger, som omfatter 15 slægter med omkring 54 arter, forekommer i Nord- og Sydamerika, Afrika, Europa og Asien, samt på nogle øer i Stillehavet. Den største diversitet findes i Amerika.

 

Eryx Sandboaer
Medlemmerne af denne slægt med ca. 13 arter er udbredt i Sydøsteuropa, i det nordlige Afrika mod syd til den Centralafrikanske Republik og Tanzania, på hele den Arabiske Halvø, samt i Asien, mod øst til Mongoliet og det Indiske Subkontinent.

I den oldgræske mytologi var Eryx en legendarisk konge i det nordlige Sicilien i et område, der i dag kaldes for provinsen Erice.

 

Eryx conicus Ruskællet sandboa
Denne art, der også kaldes for Russells sandboa, er vidt udbredt i ret tørre områder på den Indiske Halvø, samt i det nordlige Sri Lanka. Den lever af fugle og mindre pattedyr, som den dræber ved at kvæle dem.

 

 

Ruskællet sandboa, Sariska Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chamaeleonidae Kamæleoner
Denne familie af unikke krybdyr, der omfatter 12 slægter med over 200 arter, er udbredt i Afrika, Madagascar, det sydlige Spanien, Corsika, Sardinien, det sydlige Italien, det sydlige Grækenland, Nærøsten, den Arabiske Halvø, Indien og Sri Lanka. Langt den overvejende del af arterne findes i Afrika syd for Sahara, samt på Madagascar.

Disse dyrs øjne bevæger sig uafhængigt af hinanden, og de er i stand til at danne to billeder af omgivelserne samtidigt, mens de er på jagt efter bytte. Når et muligt byttedyr er blevet opdaget, slynger kamæleonen sin meget lange, sammenfoldede, klæbrige tunge ud med lynets fart mod byttet, selv fra en betydelig afstand. Det stakkels offer hænger fast på den klæbrige tunge, som derpå foldes op og trækkes ind i munden igen sammen med byttet.

Kamæleoner er også i stand til at skifte farve meget hurtigt, hvilket mest sker, når dyret er ophidset. Et eksempel vises på siden Krybdyr og padder: Krybdyr i Afrika, under Chamaeleo dilepis.

Familienavnet er afledt af græsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket givetvis sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

Adskillige arter er populære kæledyr, og nogle steder er de undsluppet (eller udsat) og har dannet forvildede bestande, som ofte udgør en trussel mod den lokale insektfauna – og dermed indirekte mod insektædende fugle, samt planter, som er afhængige af insekter for deres bestøvning. Det er bl.a. sket på Hawaii.

 

Chamaeleo
I dag rummer denne slægt omkring 14 arter. Den var førhen meget større, men hovedparten af arterne er blevet overført til andre slægter.

 

Chamaeleo zeylanicus Indisk kamæleon
Denne art findes i det sydøstligste hjørne af Pakistan, på den Indiske Halvø syd for Ganges-floden, samt i det vestlige Sri Lanka. Arten er vidt adskilt geografisk fra andre medlemmer af familien. Det må antages, at i en fjern fortid drev en kamæleon på en træstamme over det Indiske Ocean fra den østafrikanske kyst eller Arabien.

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon. Type-eksemplaret blev indsamlet her.

 

 

Indisk kamæleon, Guindy Nationalpark, nær Chennai, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cheloniidae Havskildpadder
Ud af verdens 7 arter af havskildpadder tilhører de 6 denne familie, som er kendetegnet ved, at rygskjoldet består af benplader, der er solidt forankret til ryghvirvler og ribben. Rygskjoldet kaldes carapax, bugskjoldet plastron, og overgangen mellem disse broen. Både ryg- og bugskjold er dækket af hornplader. Pladerne på ryggen er arrangeret i tre rækker i længdegående retning, og de to yderste kaldes ribbensplader.

Den syvende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som danner en særskilt familie, Dermochelyidae. Den har ingen hornplader, men i stedet en læderagtig hud, som dækker 5 eller 7 ribber hen langs ryggen.

Alle 8 arter er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr, padder og invertebrater: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

Selv om havskildpadder tilbringer ca. 98% af deres tid i havene, skal hunnerne på land for at lægge æg. Med stort besvær maver de sig op på stranden, oven for tidevandslinien, hvor de graver et hul med baglufferne.

Når hullet er stort nok, lægger hver hun oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der i form ligner bordtennisbolde. De er imidlertid bløde, så de ikke beskadiges, når de falder ned i hullet. Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet.

Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson. Det lyder utroligt, men hunnen vender ofte tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

Tidligere havde voksne havskildpadder ikke mange fjender. Store hajer og spækhuggere (Orcinus orca) tager nogle, selv om det er en benet mundfuld. Men med menneskenes erobring af kloden har vi i dag den situation, at alle otte arter er i rivende tilbagegang. Æggene graves op og fortæres af fattige nybyggere, som delikatesse på restauranter, eller fordi de tillægges potensfremmende egenskaber. Også mange voksne skildpadder spises af mennesker.

Den ægte karette (Eretmochelys imbricata) forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der anvendes til udskæring af smykker, kamme m.m. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede karetter sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen. Mange læderskildpadder sluger store mængder plastic i den tro, at det er gopler, men plastic er ufordøjeligt og ophobes i dyrets tarme, hvorefter det dør af sult.

 

 

De karakteristiske ’traktorspor’ efter en æglæggende havskildpadde, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Plyndret rede af havskildpadde, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lepidochelys Ridleyer
En lille slægt med to arter, olivengrøn ridley (nedenfor) og den stærkt truede Kemps ridley (L. kempii), som er begrænset til den Mexikanske Havbugt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lepidos (‘skæl’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket måske hentyder til det skællede udseende af hoved og luffer hos disse dyr. Det danske navn er taget fra det engelske navn, som er af ukendt betydning.

 

Lepidochelys olivacea Olivengrøn ridley
Denne ret lille art, som bliver op til 75 cm lang, er den talrigeste blandt havskildpadderne. Den findes i alle varmere have og er særligt almindelig i Stillehavet og det Indiske Ocean. Den er berømt for sin spektakulære synkroniserede æglægning, som kaldes for arribada (spansk for ‘ankomst’), hvor tusinder af hunner samles på en strand for at lægge æg samtidigt. To af disse steder er Costa Rica og Odisha, østlige Indien (se nedenfor).

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

 

 

En hun af olivengrøn ridley lægger oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der minder om bordtennisbolde. – Hikkaduwa, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når hunnen er færdig med at lægge æg, dækker hun dem ved at skrabe sand ind over dem med lufferne. – Maipura-flodens delta, Odisha. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter æglægningen maver hun sig tilbage til havet. – Hikkaduwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unger af olivengrøn ridley, klækket på et opformeringscenter for arten, Mayabunder, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne olivengrønne ridley blev fanget af fiskere ved Sri Lankas kyst. Kort efter blev den slagtet og spist. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På fangst efter olivengrøn ridley
På øen Wheeler Island i mundingen af den store Maipura-flod i Odisha ligger en klynge hytter med vægge af græs, bundet på træskeletter. Her holder fiskere til i perioder, og i en af hytterne boede den indiske biolog Bivash Pandav fra Wildlife Institute of India sammen med sit mandskab hvert efterår 1994-99.

Herfra arbejdede Pandav på at klarlægge den olivengrønne ridleys liv og færden. Ud for denne kyst samles de i tusindvis i november-december for at parre sig. Han forsøgte at tælle de æglæggende hunner. Antallet varierer stærkt fra år til år. I 1994 blev det anslået, at 525.000 hunner kom i land ved Gahirmata. I 1999 var antallet over 200.000. Kun Costa Rica har i dag lignende antal.

Pandav og hans folk talte også ilanddrevne skildpadder, som var druknet i fiskegarn og kastet overbord. Fundmåneden blev markeret med hvid maling på skjoldet for at undgå at tælle dem mere end én gang. I perioden december 1993 til april 1994 fandtes 5282 opskyllede dyr langs Odishas kyst. I de seneste år har tallet været endnu større.

Endelig mærkede Pandav og hans mandskab så mange skildpadder som muligt for at følge deres vandringer. Et ganske almindeligt grise-øremærke af stål blev klemt om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute. Gennem 1990’erne mærkede Pandav og hans mandskab næsten 15.000 skildpadder. Genfangster tyder på, at en stor del af bestanden opholder sig ud for det østlige Sri Lanka uden for yngleperioden.

Mens det er nemt nok at mærke hunnerne, som kommer op på land for at lægge æg, er det langt vanskeligere at fange hannerne. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når dyrene parrer sig, da de så er meget lidt agtpågivende.

Jeg traf Pandav i Indien i 1997, og da han mærkede, at jeg var meget interesseret i hans arbejde, var han så venlig at invitere mig til at deltage i fangsten af skildpadder. I november samme år tog jeg til Wheeler Island.

Herfra sejlede vi ud i den lille motorbåd Maa Panchu Barahi (opkaldt efter en hinduistisk gudinde). Krappe bølger fik båden til at vippe kraftigt og gjorde det svært at finde havskildpadderne, men mandskabet havde øjne som høge og opdagede med jævne mellemrum et par i havoverfladen.

Så satte rorsmanden fuld fart på motoren og styrede hen mod parret, mens det øvrige mandskab gjorde grejet parat. Det bestod i al sin enkelhed af et net af nylonsnore, monteret på en trekantet ramme af kraftige bambusstænger. Fra to af stængerne blev reb bundet omkring små pæle forrest på bådens rælinger.

For mig så det ud, som om båden ville sejle skildpaddeparret ned, men i sidste sekund drejede rorsmanden til højre. Assistenten med fangstnettet styrede det ned under parret, som blev viklet ind i maskerne.

”Træk!”, råbte han, og de andre to halede af alle kræfter i rebene for at trække nettet op til rælingen. Hvis ikke det skete i en fart, kunne skildpadderne hoppe ud af nettet igen. Nettet blev bundet fast til rælingen, og en af skildpadderne blev halet ombord.

Sideløbende med mærkningen måltes længde og bredde af rygskjold og bugskjold. Skildpadden blev løftet op i et net, som derpå blev hægtet fast i en krog på en vægt. Vægten hang i en stang, som to af mændene løftede op på skuldrene. Det viste sig, at en olivengrøn ridley vejer mellem 35 og 50 kg.

Op ad dagen, mens mandskabet tumlede med en skildpadde i nettet, spurgte jeg Pandav: ”Har I nogensinde fanget en af jeres egne mærkede skildpadder fra foregående år?”

”Endnu ikke”, svarede han.

I det samme råbte en af mændene: ”Denne her er mærket!”

Pandav fór derhen for at aflæse mærket, og i næste nu opførte han en sand krigsdans på dækket.

”Denne her er fra sidste år!” sagde han glædesstrålende.

I dagens løb fangede vi 24 par, hvilket var personlig dagsrekord for Pandav. ”Du bringer mig held!” sagde han.

Sidst på dagen vendte vi tilbage til Wheeler Island, udmattede, men glade. Det havde været en fin dag for os alle.

 

 

Den indiske biolog Bivash Pandav (t.v.) og hans mandskab på udkig efter olivengrøn ridley ud for Odishas kyst. Foran dem ligger et fangstnet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af olivengrøn ridley i parring i havoverfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pandavs assistent styrer fangstnettet ned under skildpaddeparret, som vikles ind i maskerne. Dette par hænger stadig sammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En olivengrøn ridley hales op i båden og placeres på et gammelt bildæk. Herefter måles dens ryg- og bugskjold. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pandavs mandskab vejer en olivengrøn ridley. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et grise-øremærke af stål klemmes om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute of India. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colubridae Snoge m.fl.
Med et antal af mindst 250 slægter og over 2100 arter er dette den største familie af slanger, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Medlemmer af familien er ugiftige, med nogle få undtagelser, bl.a. slægten Rhabdophis (nedenfor).

 

Ahaetulla Asiatiske piskesnoge
Disse slanke snoge, i alt omkring 19 arter, er dagaktive og trælevende, og de menes at være svagt giftige. De er dog overhovedet ikke aggressive. De er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

I de senere år er mange af arterne blevet splittet op i adskillige særskilte arter, og mange har en meget begrænset udbredelse. Den største diversitet findes i det sydlige Indien.

Type-eksemplaret blev beskrevet fra Sri Lanka, og slægtsnavnet blev afledt af det singalesiske navn på disse slanger, Aheatulla, som betyder ‘øjenplukker’ – hvad det så end måtte sigte til.

 

Ahaetulla nasuta Sri Lanka grøn piskesnog
I dag regnes denne art som værende begrænset til det vestlige og sydlige Sri Lanka. Den mentes engang at have en langt større udbredelse, i Indien, Sri Lanka og Sydøstasien.

Artsnavnet er afledt af latin nasus (‘næse’) og utus, en endelse, som danner tillægsord, således ‘med en (lang) næse’.

 

 

Sri Lanka grøn piskesnog, Sinharaja Forest Reserve, sydvestlige Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka grøn piskesnog, Tissawewa, nær Hambantota, sydlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chrysopelea Træsnoge
En slægt med 5 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

Den første part af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’), hvilket sigter til de strålende farver hos typearten gylden træsnog (nedenfor). Hvad den sidste del hentyder til, er uklart.

På engelsk kaldes disse slanger ofte for flying snakes (‘flyvende slanger’). Dette navn sigter til, at de er i stand til at glide fra et træ til et andet ved at sprede ribbenene ud, hvilket giver indtryk af, at de flyver.

 

Chrysopelea ornata Gylden træsnog
Denne smukke slange er vidt udbredt, fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Malakka-halvøen.

På grund af de smukke farver er denne art et populært kæledyr.

 

 

Gylden træsnog, Sigiriya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrelaphis Bronzesnoge
En stor slægt med omkring 50 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Ny Guinea, Australien og Salomonøerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) og elaphe, det klassiske græske ord for ikke-giftige slanger, i særdeleshed æskulapsnogen (Zamenis longissimus), som var opkaldt efter Asklepios, lægeguden i den græske mytologi. Denne art blev betragtet som et symbol på helbredelse.

 

Dendrelaphis tristis Almindelig bronzesnog
Denne slanke art er vidt udbredt på det Indiske Subkontinent og forekommer tillige i Myanmar.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trist’. Hvorfor dette navn blev hæftet på denne ret farvestrålende slange, er lidt af et mysterium.

 

 

Almindelig bronzesnog, Sinharaja Forest Reserve, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ptyas Rottesnoge
Denne slægt rummer 13 arter, som findes i varmere egne af Asien. Slægtsnavnet beror på en misforståelse. Det kommer af oldgræsk ptyas (‘den som spytter’), hvilket navn sigtede til en slange, som efter sigende spyttede gift i øjnene på folk. Der er imidlertid ingen medlemmer af slægten, som spytter gift.

 

Ptyas mucosa Orientalsk rottesnog
En stor slange, der ofte bliver over 2 m lang, og nogle individer har opnået en længde af 3.7 m. Arten er udbredt fra Turkmenistan og det østlige Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til de indonesiske øer Sumatra og Java.

I Himalaya kan den træffes op til en højde af ca. 2000 m.

 

 

Orientalsk rottesnog, observeret langs Vishnumati-floden, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhabdophis
En slægt i underfamilien Natricinae med omkring 27 arter, hvoraf de fleste findes i Sydøstasien.

 

Rhabdophis himalayanus
Denne art er yderst variabel og kan være næsten sort, rødlig eller blegt olivenbrun, ofte med talrige sorte, brune og gule pletter. En hvidlig, gul eller orange stribe strækker sig fra mundvigene hen under øjet til nakken, hvorved den danner et halsbånd. Undersiden er gullig eller rødlig, plettet med brunt eller sort.

Den forekommer fra det centrale Nepal og Bangladesh mod øst gennem det nordlige Indokina til det sydlige Kina. I Himalaya træffes den mest i lavere højder.

 

 

Rhabdophis himalayanus, Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Xenochrophis
En lille slægt med 5 arter, udbredt fra Pakistan og det nordlige Indien mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien.

 

Xenochrophis cerasogaster
Denne art forekommer fra Pakistan gennem det nordlige Indien, Nepal og Bangladesh til det nordøstlige Indien.

Den er ret variabel, brun eller sortagtig på oversiden, med eller uden mørkere pletter, samt en gul, mere eller mindre distinkt stribe hen langs siden, fra mundvigene til halespidsen.

 

 

Xenochrophis cerasogaster, observeret nær Tungnath, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylidae Krokodiller
Disse store krybdyr, i alt omkring 17 arter i 3 slægter, er vidt udbredt i tropiske områder, med 3 arter i Afrika og det vestlige Madagascar, 9 arter i Asien, Ny Guinea og det nordlige Australien, samt 5 arter i Amerika.

 

Crocodylus Ægte krokodiller
En slægt med 13 eller 14 arter, udbredt i alle varme egne af kloden. Status af Borneo-krokodillen (C. raninus eller C. porosus ssp. raninus) er uklar.

Slægtsnavnet er afledt af krokodeilos, det oldgræske ord for disse dyr.

 

Crocodylus palustris Sumpkrokodille
Denne krokodille forekommer på det Indiske Subkontinent, inklusive Sri Lanka, samt i det sydlige Iran. Den lever i ferskvandsområder og foretrækker lavt vand med svag strøm. Det største kendte eksemplar målte 5,63 m, men i gennemsnit måler hanner normalt 3-3,5 m, hunner 2-2,5 m, og hannerne vejer op til 200 kg.

Antallet af denne art er faldet med alarmerende hast gennem de sidste 50 år på grund af ødelæggelse af levesteder (opførelse af dæmninger og inddragning af vådområder til landbrug). Af og til drukner nogle i fiskenet, og andre dræbes af fiskere, der betragter dem som konkurrenter. I 2013 blev det anslået, at under 8700 individer levede i fri natur.

Artsnavnet er afledt af latin palus (‘mose’ eller ‘sump’).

På hindi kaldes dette dyr for magar, afledt af sanskrit makara, hvilket hentyder til et mytisk, krokodille-lignende væsen.

 

 

Sumpkrokodille tager solbad på bredden af Rapti-floden, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sumpkrokodille, Kasara opdrætningscenter for krokodiller, Chitwan Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge sumpkrokodille blev fanget i et fiskenet, Bolgoda-søen, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crocodylus porosus Deltakrokodille
Som dens navn fortæller, lever denne art langs kyster, fra det sydøstlige Indien og Sri Lanka mod øst til Indokina, og derfra mod syd gennem Filippinerne og Indonesien til Ny Guinea med omkringliggende øer, samt det nordlige Australien.

Den er det største nulevende krybdyr, idet hannerne sommetider kan blive over 6 m lange, med en vægt op mod 1300 kg. Hunnerne er meget mindre, sjældent over 3 m lange. De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

Deltakrokodiller i fangenskab, Port Blair Zoo, Andamanerne. Det øverste billede viser en han og en hun, de to nederste en lille unge. Resten er halvvoksne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elapidae
En kæmpestor, divers familie af slanger, der omfatter 55 slægter med omkring 360 arter, bl.a. yderst giftige grupper som mambaer, brilleslanger, kraits og havslanger. De er karakteriseret ved, at deres gifttænder er rejst permanent forrest i munden.

Disse slanger lever i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med landlevende former i Asien, Australien, Afrika, og Nord- og Sydamerika, samt havlevende slanger i Stillehavet og det Indiske Ocean. De varierer stærkt i størrelse, fra kongecobraen (Ophiophagus hannah), der til tider kan blive op til 6 m lang, til den lille hvidlæbede slange (Drysdalia coronoides), der kun er 18-20 cm lang.

 

Naja Egentlige kobraer
Efter adskillige revisioner rummer denne slægt nu omkring 38 arter, udbredt i hele Afrika, det sydlige Arabien, samt fra Turkmenistan og Iran mod øst gennem det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne. Den største diversitet ses i Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af naga, Sanskrit-navnet på den indiske kobra (nedenfor).

 

Naja naja Indisk kobra, brilleslange
Denne velkendte slange er udbredt på hele det Indiske Subkontinent, men ikke andre steder.

Det danske navn skyldes tegningen på dens udbredte nakkehud, der minder om et par gammeldags briller.

 

 

Denne dreng tjener til dagen og vejen ved at optræde for folk. Han spiller på sin fløjte, mens hans kobra ‘danser’ i takt til fløjtens bevægelser. Det er en myte, at slangen bevæger sig i takt til musikken, da slanger har en dårlig hørelse. – Polonnaruwa, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gavialidae
En lille familie af krokodille-lignende krybdyr, som kun rummer to arter, gavial (herunder) samt falsk gavial (Tomistoma schlegelii), der begge lever i Asien.

 

Gavialis gangeticus Gavial
Denne art ligner en krokodille, men dens snude er lang og slank, med 110 skarpe tænder – den perfekte tilpasning til at fange fisk. Hannerne kan blive meget store, op til 6 m lange, mens hunnerne er noget mindre, op til 4,5 m lange. Dette dyr lever i floder i den nordlige del af det Indiske Subkontinent. De forlader kun vandet for at sole sig på bredden eller for at grave reder i sandet.

Det videnskabelige slægtsnavn – og dermed det danske navn – hentyder til en klump, som voksne hanner har på spidsen af snuden. Den minder om en lokal form for lerpotte, kaldt for ghara. Denne klump er hul og forstærker en hvæsende lyd, som hannen udstøder, og som herved kan høres langt væk. Artsnavnet betyder ‘lever i Ganges’.

Bestanden af gavial er formindsket drastisk siden 1930’erne, og det nuværende antal er muligvis under 1000 dyr. Arten er opført som udryddelsestruet på IUCNs rødliste.

 

 

Gavial, Rapti-floden, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gavial-han soler sig på bredden af Ramganga-floden, Corbett Nationalpark, Uttarakhand. Klumpen på snudespidsen gav anledning til dyrets navn (se teksten). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gavial i fangenskab viser sine formidable tandrækker, Kasara opdrætningscenter for krokodiller, Chitwan Nationalpark, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gekkonidae Egentlige gekkoer
Dette er den største familie af gekkoer, med over 950 arter i 64 slægter.

Navnet gekko stammer fra kaldet af den syøstasiatiske tokay-gekko (Gekko gecko), gengivet som gek-oo eller tuk-too.

 

Hemidactylus
Gekkoer af denne slægt kaldes ofte for husgekkoer, da mange af arterne har tilpasset sig et liv i huse. Disse gekkoer findes i de fleste tropiske egne, og nogle få arter lever også i subtropiske områder i Europa og Afrika. Der kendes i dag omkring 190 arter, og nye bliver beskrevet med få års mellemrum.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hemisys (‘halv’) og daktylos (‘finger’). Ifølge en kilde hentyder det sandsynligvis til rækkerne af hudfolde under fødderne på disse gekkoer, som er delt i to.

 

Hemidactylus whitakeri
Denne art, der blev beskrevet så sent som 2018, er begrænset til Karnataka og Tamil Nadu.

Artsnavnet hædrer den amerikanskfødte indiske herpetolog og naturfredningsmand Romulus Earl Whitaker (født 1943), grundlægger af Madras Snake Park, Andaman and Nicobar Environment Trust, og Madras Crocodile Bank Trust, som en anerkendelse af hans værdifulde bidrag til studier og bevarelse af krybdyr og andre vilde dyr i Indien.

 

 

Denne Hemidactylus whitakeri sidder på en metaldør, syd for Mysore, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geoemydidae
En stor og divers familie med omkring 19 slægter og i alt ca. 70 arter af sumpskildpadder, som lever i ferskvand og kystnære vådområder, samt i skove. De fleste er planteædere, men nogle er altædende eller kødædere. Disse dyr findes i tropiske og subtropiske områder i Eurasien og Nordafrika, med en enkelt slægt i Mellem- og Sydamerika.

 

Melanochelys
Denne lille slægt rummer kun to arter, indisk sumpskildpadde (nedenfor), samt M. tricarinata, der er begrænset til det sydlige Nepal, det nordøstlige Indien og Bangladesh.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og chelys (‘skildpadde’). Nogle individer syner næsten sorte, mens andre er brune eller rødlige.

 

Melanochelys trijuga Indisk sumpskildpadde
En vidt udbredt art, som findes på det Indiske Subkontinent, inklusive Maldiverne, i Myanmar, samt på Chagos-øerne, hvor den måske er blevet indført.

Artsnavnet er afledt af latin tri– (‘tre’) og iugum (‘halsbånd’), hvilket kan sigte til hudfolder på halsen.

 

 

Indisk sumpskildpadde, Corbett Nationalpark, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pythonidae
Denne familie omfatter 10 slægter med omkring 40 arter af kvælerslanger, som fanger deres bytte og kvæler det ved at omslynge det. De er udbredt i Afrika, samt fra Indien mod øst til Indokina, og derfra mod syd til Ny Guinea, Australien og Bismarck-øerne, med den største diversitet i Indonesien og Australien.

 

Python
En slægt med 10 arter, udbredt i Afrika syd for Sahara, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, Malaysia og Indonesien.

I Oldtidens græske mytologi var Python en stor slange (til tider afbildet som en drage), født af modergudinden Gaia. Den holdt til i templet i Delfi, der af de gamle grækere blev betragtet som verdens centrum, repræsenteret af en klippe, som Python vogtede.

I bogen Fabulae skriver den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.), at Zeus elskede med gudinden Leto. Hans hustru Hera blev jaloux, og da Leta skulle nedkomme, befalede Hera Python at forfølge Leto for at forhindre hende i at føde. Det lykkedes dog for Leta, som fødte tvillingerne Apollon og Artemis. Da Apollon voksede op, ønskede han at hævne sin moder. Han drog til bjerget Parnassos, hvor uhyret holdt til, og jog det til Gaias tempel i Delfi, hvor han dræbte det med sine pile.

 

 

Apollon med den dræbte Python. Ætsning fra 1581 af den tyske gravør Virgil Solis (1514-62) i Ovids Forvandlinger, skrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.). (Offentlig ejendom)

 

 

 

Python molurus Tigerpython
Denne store og tykke slange, der kan blive op til 3 m lang, er udbredt på hele det indiske subkontinent, samt nogle få steder i Indokina.

Artsnavnet sigter til en person i den græske mytologi, Molouros, søn af Arisbas.

 

 

Tigerpython, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som det tydeligt fremgår af dette skilt i Keoladeo Nationalpark er tigerpythonen et formidabelt rovdyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scincidae Skinker
En meget stor familie med omkring 1500 arter af små til mellemstore firben, hvoraf mange har glatte og skinnende skæl. Familien findes over det meste af verden.

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

Jeg har ikke været i stand til at artsbestemme de skinker, som jeg er stødt på i Indien og Nepal.

 

 

Skinker soler sig på en sten, Kilanmarg, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skink tager solbad på et stengærde, Kuldi Ghar, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skink, som sidder på et stengærde, er i færd med at skifte hud, Ulleri, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Testudinidae Landskildpadder
Disse skildpadder, der omfatter omkring 18 slægter med ca. 50 nulevende arter, er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Australien og Antarktis. De varierer kolossalt i størrelse, fra kæmper som den berømte Galapagos-kæmpeskildpadde (Chelonoidis niger), der kan blive over 1,5 m lang og veje op mod 400 kg, til dværge under 10 cm lange.

 

Geochelone Stjerneskildpadder
En lille slægt med kun to arter, indisk stjerneskildpadde (nedenfor) og burmesisk stjerneskildpadde (G. platynota), der er begrænset til Myanmar.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geo (‘jord’) og khelone (‘skildpadde’).

 

Geochelone elegans Indisk stjerneskildpadde
Denne markante skildpadde, som findes på det Indiske Subkontinent, er opkaldt efter det stjernelignende mønster på hver af et antal karakteristiske buler på skjoldet. Grundfarven er sort på yngre individer, brunlig på ældre. Arten var engang almindelig, men er nu truet på grund af ødelæggelse af levesteder, samt illegal handel inden for kæledyrsindustrien.

 

 

Indiske stjerneskildpadder, et yngre individ med sort grundfarve (øverst), samt et ældre eksemplar med brun grundfarve, Wilpattu Nationalpark, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Voksne indiske stjerneskildpadder, nær Hambantota, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trionychidae Blødskjoldsskildpadder
Denne familie omfatter 13 slægter med omkring 35 arter af sumpskildpadder, der lever i både ferskvand og brakvand. Medlemmer af familien findes i Afrika, Asien og Nordamerika. Oprindeligt var de fleste arter placeret i slægten Trionyx, men langt de fleste er overført til andre slægter, og i dag rummer Trionyx kun en enkelt art.

Det danske navn hentyder til, at skjoldet hos disse skildpadder mangler et ydre hornlag.

 

 

Denne skildpadde er tøvende blevet bestemt til Nilssonia hurum, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chitra
En lille slægt med 3 arter, som er udbredt fra Pakistan mod øst til Indokina, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af Sanskrit-ordet citra, som har mange betydninger, bl.a. ‘mærkelig’, ‘iøjnefaldende’, ‘vidunderlig’, ‘spættet’, ‘glimrende’, samt ‘stærkt farvet’. Vælg selv!

 

Chitra indica Indisk blødskjoldsskildpadde
Denne kæmpestore art, hvis skjold kan blive over 1 m langt, lever i floder og andre ferskvandsområder i Pakistan, Indien, det sydlige Nepal og Bangladesh. Den er ikke almindelig nogetsteds, truet af jagt og ødelæggelse af levesteder.

Den graver sig ned i sandet, med kun øjnene og spidsen af snuden oven for sandet. Her ligger den og venter på, at et egnet fødeemne skal passere forbi. Når det sker, skyder den med lynets hast hovedet ud af skjoldet og griber det stakkels offer, som kan være en fisk, en frø, en orm, et krebsdyr, et bløddyr eller endog et lille pattedyr.

 

 

Indisk blødskjoldsskildpadde, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. En smyrnaisfugl (Halcyon smyrnensis) sidder på bambusstænglen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lissemys Klapblødskildpadder
Denne lille slægt med 3 arter er udbredt på det Indiske Subkontinent, samt i Myanmar og Thailand.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lissos (‘glat’ eller ‘jævn’) samt emys (‘sumpskildpadde’).

 

Lissemys ceylonensis Sri Lanka-klapblødskildpadde
Denne art er endemisk i Sri Lanka. Den blev førhen regnet som en underart af indisk klapblødskildpadde (nedenfor). Den har sædvanligvis gul hals med sorte markeringer.

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon.

 

 

Sri Lanka-klapblødskildpadde, Sigiriya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lissemys punctata Indisk klapblødskildpadde
Denne art er ret almindelig i søer og floder på det Indiske Subkontinent, samt i Myanmar. I damme i Rajasthans ørken omkommer hvert år hundredevis på grund af tørke gennem den ekstremt varme sommer.

Artsnavnet sigter til det plettede skjold hos nogle bestande.

 

 

Indiske klapblødskildpadder, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Typhlopidae Ormeslanger
En stor familie af små slanger, der omfatter 18 slægter med omkring 280 arter. De er udbredt i de fleste varmere egne af kloden.

Status af mange af arterne er usikker, hvilket skyldes, at disse slanger mest fører en underjordisk tilværelse. De kaldes også for blindslanger, da deres øjne er reduceret til små sorte pletter. De kan ikke danne billeder, men er dog lysfølsomme. De har tænder i overkæben.

Det danske navn hentyder til disse slangers ormeagtige udseende. De kan dog kendes på, at de har små skæl, samt små øjne (se ovenfor).

 

Indotyphlops
Alle ca. 23 medlemmer af denne slægt, med en enkelt undtagelse, er begrænset til Asien. Brahmin-ormeslangen (nedenfor) er vidt udbredt verden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af Indo (‘indisk’), samt oldgræsk typhlos (‘blind’) og ops (‘øje’).

 

Indotyphlops braminus Brahmin-ormeslange
Denne art er højst sandsynligt hjemmehørende i Afrika og Asien, men er blevet indført eller indslæbt til mange andre egne af kloden, bl.a. Sydeuropa, Nord- og Sydamerika, Australien og Oceanien.

Den er unik gennem at være den eneste kendte slange, som er parthenogenetisk, dvs. at ungerne fødes uden at æggene er blevet befrugtet af sædceller.

Voksne individer er normalt op til 10 cm lange, undertiden op til 15 cm, hvilket gør arten til verdens mindste slange.

 

 

Brahmin-ormeslange, Mamallapuram, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Varanidae Varaner
Denne familie udgør en gruppe på omkring 85 arter af store, kød- og frugtædende firben i slægten Varanus, som er hjemmehørende i Afrika, Asien og Australien.

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Mine oplevelser med den berømte Komodovaran (V. komodoensis) er beskrevet på siden Rejse-oplevelser – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Tidligere var den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) placeret i denne familie, men er siden blevet overført til en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Varanus bengalensis Bengalvaran
Denne varan kan opnå en længde af 1,75 m, hvoraf halen udgør 1 m. Hanner er generelt større end hunner, og store hanner vejer op mod 7 kg.

Den er udbredt i det sydøstlige Iran og Afghanistan, samt på det Indiske Subkontinent. Tidligere blev bestande i Indokina og det sydvestlige Kina, samt på Malakka-halvøen og Java betragtet som tilhørende denne art, men regnes nu for en selvstændig art, V. nebulosus.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i den britiske koloniperiode dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

Bengalvaranen er ferm til at klatre i træer. Dette billede er fra søen Tissa Wewa, nær Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bengalvaraner, Polonnaruwa, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bengalvaraner ved vandhuller, Sariska Nationalpark, Rajasthan (øverst), samt Corbett Nationalpark, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge Bengalvaraner er mere farvestrålende end voksne. Disse blev fotograferet ved Sigiriya (øverst) og Anuradhapura, begge Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viperidae Hugorme, grubehugorme, klapperslanger
En meget stor familie af giftslanger, som findes i næsten hele verden, opdelt i 3 underfamilier, de ægte hugorme (Viperinae) med 13 slægter og omkring 90 arter, grubehugormene (Crotalinae) med 22 slægter og ca. 250 arter, samt Feas hugorme (Azemiopinae) med en enkelt slægt og 2 arter.

Det latinske navn på grubehugormene er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Craspedocephalus Asiatiske grubehugorme
Denne slægt, der omfatter omkring 14 arter, forekommer fra det Indiske Subkontinent mod øst til Indokina, og derfra mos syd til Indonesien. De var tidligere placeret i slægten Trimeresurus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kraspedon (‘frynser’ eller ‘kvast’) samt kephale (‘hoved’) – hvad det så end hentyder til.

 

Craspedocephalus strigatus Hestesko-grubehugorm
Denne art er begrænset til bjergskove i Western Ghats i Karnataka, Kerala og Tamil Nadu.

Artsnavnet er latin og betyder ‘furet’, afledt af striga (‘fure’).

 

 

Hestesko-grubehugorm, Periyar Nationalpark, Kerala. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Craspedocephalus trigonocephalus Sri Lanka-grubehugorm
Denne grubehugorm, som er endemisk i Sri Lanka, er vidt udbredt på øen, men er mest almindelig i den vådere sydvestlige del. Den lever i skove og græsklædte områder, fra lavlandet op til omkring 1800 meters højde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk trigonon (‘triangel’) og kephale (‘hoved’), således ‘med trekantet hoved’.

 

 

Sri Lanka-grubehugorm, Sinharaja Forest Reserve, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Padder

 

Dicroglossidae Gaffeltungede frøer
Denne familie forekommer i tropiske og subtropiske regioner, fra Afrika syd for Sahara mod øst gennem det vestlige Asien og det Indiske Subkontinent til Kina og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina, Malakka-halvøen, Indonesien og Filippinerne til Ny Guinea.

Den blev tidligere betragtet som en underfamilie i familien Ranidae, men er siden blevet ophøjet til en særskilt familie med 13-15 slægter og omkring 210 arter.

 

Euphlyctis
En slægt med 8 arter, udbredt fra det sydvestlige Arabien mod øst gennem Afghanistan og det Indiske Subkontinent til Thailand og Malakka-halvøen.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’ eller ‘vel’) samt latin phlyctis (‘blære’). Det kan således oversættes som ‘velforsynet med blærer’, hvilket sigter til disse frøers vortede hud.

 

Euphlyctis cyanophlyctis
Denne art er vidt udbredt, fra det sydøstlige Iran og det sydlige Afghanistan mod øst til den nordlige del af den Indiske Halvø til den vestligste del af Myanmar.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyaneos (‘mørkeblå’), samt igen af latin phlyctis (‘blære’), således ‘med blå blærer’. Vorterne på ryggen af denne art kan være grønne eller blå (se billede herunder).

På engelsk kaldes denne art for skittering frog, hvor skittering kan oversættes som ‘smutte hen over noget’, hvilket i dette tilfælde hentyder til, at når disse frøer forstyrres, farer de ofte lynhurtigt hen over vandfladen.

 

 

Euphlyctis cyanophlyctis, Rapti-floden, sydlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hoplobatrachus Oksefrøer, tigerfrøer
En slægt med 6 arter, hvoraf de 5 er begrænset til varmere egne af Asien, mens den sjette findes i Afrika syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hoplon (‘skjold’) og batrakhos (‘frø’).

 

Hoplobatrachus tigerinus Indisk oksefrø, indisk tigerfrø
Denne store art kan blve op til 17 cm lang. Den er hjemmehørende fra Afghanistan mod øst gennem den nordlige del af den Indiske Halvø til Myanmar. Den er også blevet indført til Andamanerne, Maldiverne og Madagascar, hvor den nu er blevet en invasiv art, som truer den lokale fauna.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tiger-lignende’, hvilket hentyder til dens mønster.

 

 

Indisk oksefrø, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhacophoridae
En forskelligartet familie med omkring 23 slægter og ca. 440 arter, som forekommer fra det Indiske Subkontinent mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne, samt endvidere i Afrika syd for Sahara.

 

Pseudophilautus Kratfrøer
Denne slægt, som rummer omkring 80 arter, er begrænset til Sri Lanka og Western Ghats. Mange af arterne er stærkt truede, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af levesteder, og omkring 13 arter er allerede uddøde.

Slægtsnavnet betyder ‘den falske Philautus‘, hvilket hentyder til en anden slægt i denne familie.

 

Pseudophilautus amboli Amboli-kratfrø
Denne sjældne art er endemisk i Western Ghats, hvor den findes fra det sydlige Maharashtra mod syd til Karnataka. Den er lille, idet de største individer måler omkring 3,7 cm. Den lever i skove og er udryddelsestruet på grund af habitat-ødelæggelse og fragmentering.

Artsnavnet hentyder til type-lokaliteten i Maharashtra.

 

 

Amboli-kratfrø, Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet august 2023)